REPORTAGE GARMISCH-PARTENKIRCHEN
Rejsereportage af Hans Christian Davidsen
Rejsereportage af Hans Christian Davidsen
- TAGS
- hcdavidsen.jimdo.com
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
18<br />
Kultur<br />
Flensborg Avis - onsdag den 23. december 2015<br />
Syd for pølse-ækvator<br />
Dobbeltbyen Garmisch-<br />
Partenkirchen kendes<br />
bedst for skihop. Men<br />
her er også en af Tysklands<br />
mest interessante<br />
jernbaner, der fører op<br />
til det højeste bjerg,<br />
Zugspitze - og imponerende<br />
slugter, hvor man<br />
let kan blive våd.<br />
bayern<br />
Garmisch-Partenkirchen er lig med<br />
den 1. januar. Hvem er ikke vågnet<br />
op med tømmermænd efter nytårsaften,<br />
sat kaffe over og kastet sig hen i<br />
sofaen til en omgang skihop fra den<br />
gamle OL-by? Så flyver de modige<br />
mænd ud fra bakken i deres specialsyede<br />
termodragter, og dernede<br />
i baggrunden ser man dobbeltbyen<br />
Garmisch-Partenkirchen - mens man<br />
selv ligger vandret.<br />
Det er kun jernbanen, der skiller<br />
byerne ad. Allerede i 1935 blev byerne<br />
lagt sammen til én. Der er dog<br />
stadigvæk en bindestreg imellem, og<br />
med god støtte fra den legendariske<br />
sportskommentator Niels-Christiansen<br />
(det var ham, der vandt nytårsvagten!),<br />
har de færreste danskere<br />
fået lært at lægge trykket det rigtige<br />
sted, når dobbeltbyens navn skal udtales<br />
- nemlig på -kirchen og ikke på<br />
Parten. Der hviler en særlig international<br />
atmosfære over Garmisch-<br />
Partenkirchen klos op ad grænsen til<br />
Østrig. Over 10.000 sengepladser er<br />
der i dobbeltbyen, men udlændinge<br />
kommer der næsten kun, når der er<br />
skisport. Tyskerne elsker atmosfæren<br />
i Garmisch, som stedet blot kaldes<br />
i daglig tale. Antallet af de udenlandske<br />
turister, der finder vej til alpebyen,<br />
er begrænset.<br />
Her er ellers masser af hyggelige<br />
hoteller af Gasthof-slagsen i ægte<br />
bayersk stil med træveranda, store<br />
altankasser med blomster og jagttrofæer<br />
på væggene - men mindre<br />
kan også gøre det. Går turen syd for<br />
»Weisswurst-Äquator« (Weisswurst<br />
er en særlig bayersk kogepølse), så<br />
er Garmisch dog næste et must. Det<br />
er jo trods alt her, Tysklands højeste<br />
bjerg, Zugspitze, ligger. Toppen<br />
befinder sig få meter fra den tyskøstrigske<br />
grænse, og østrigerne gør<br />
lige så meget krav alpetoppen med<br />
en svævebane fra Ehrwald.<br />
Den højeste Biergarten<br />
Den mest eventyrlige måde at komme<br />
op på toppen 2962 meter over<br />
havets overflade er naturligvis at tage<br />
støvlerne på og ellers udstyre sig<br />
med reb og hakke. Men hvem gider<br />
det, når det allerede i midten af det<br />
18. århundrede blev besteget for første<br />
gang, og når der i øvrigt går bekvemmelige<br />
bjergbaner derop fra flere<br />
retninger?<br />
Når man står oppe ved bjergtoppen,<br />
kan man nyde en Erdinger eller<br />
en Franziskaner i Tysklands højest<br />
beliggende Biergarten og ellers i sin<br />
magelighed betragte alle de bjergbestigere,<br />
der har slidt og slæbt sig vejen<br />
op - med svedige kroppe og støv<br />
i ansigtet. Når man står på udsigtsterrassen<br />
og kigger over mod det<br />
gyldne kors på Zugspitze, er det altså<br />
et kosteligt syn at se de veltrænede<br />
bjergbestigere, der tager den sidste<br />
vej op på toppen - i selskab med velnærede<br />
mænd i sandaler eller gummisko.<br />
Den sidstnævnte kategori af<br />
har blot taget de sidste 50 meter fra<br />
udsigtsterrassen op til toppen for at<br />
blive foreviget af konen, der står på<br />
Vandet fra bjergene fosser gennem de smalle slugter, som de bayerske alper er så kendt for. Her er det Partnachklamm syd for Garmisch-<br />
Partenkirchen. »Klamm« er det sydtyske ord for en bjergslugt, der er udhulet af smeltevand. (Foto: Hans Christian Davidsen)<br />
terrassen ved Tysklands højest beliggende<br />
Biergarten.<br />
Den næstmest eventyrlige måde at<br />
komme til tops med Bayerische Zugspitzbahn,<br />
der har sin egen smalsporede<br />
banegård ved siden af den rigtige<br />
DB Bahnhof. De første ti kilometer<br />
tøffer toget uskyldigt af sted forbi<br />
små landsbyer og køer med bjælder.<br />
Men så sker der ting og sager. Efter<br />
stationen ved den dybblå Eibsee fortsætter<br />
banen ind I den første tunnel.<br />
I de moderne vogne vises på små<br />
fladskærme film fra slutningen af<br />
1920erne - fra dengang, da banen<br />
blev anlagt tværs gennem de voldsomme<br />
bjergmassiver. Det har ikke<br />
været et job for tøsedrenge. Mænd<br />
med vejrbidte ansigter og de bare<br />
næver borede deres vej ind gennem<br />
alpernes hårde indre, så vi i dag kan<br />
sidde behageligt i toget med vores<br />
smarte solbriller og videokameraer.<br />
Efter den første tunnel kommer vi<br />
et par kilometer ud i dagslyset igen,<br />
men fra Riffelriss i 1640 meters højde<br />
går de sidste 4,5 kilometer som<br />
en spiral ind gennem bjerget til endestationen<br />
Zugspitzblatt i 2588 meters<br />
højde. Her er det ikke længere<br />
kun de glatte skinner, der køres på.<br />
Halvvejs på strækningen er den<br />
almindelige jernbane blevet en tandhjulsbane<br />
med stigninger på op til<br />
25 procent. Tandhjulene tager godt<br />
fat inde i den mørke tunnel op til endestationen,<br />
der minder om en undergrundstation<br />
- blot med den forskel,<br />
at man ikke stiger op til storbyens<br />
travle liv, men derimod en klar<br />
bjergluft i et alpint miljø med sand<br />
og gletsjere.<br />
Højere i Østrig<br />
Det sidste stykke vej op til udsigtsterrassen<br />
- og den kendte vejrstation -<br />
foregår med en kabelbane, og fra toppen<br />
har man vel nok Tysklands bedste<br />
udsigt - med en stor bid af Østrig<br />
med i købet. Vi er langt over trægrænsen,<br />
og det er kun sorte ravne,<br />
der holder menneske med selskab<br />
heroppe. Mod syd er der sneklædte<br />
alpetoppe, mod nord ses de sammenvoksede<br />
byer Garmisch og Partenkirchen<br />
- og 100 kilometer væk skimtes<br />
München.<br />
Man kan i øvrigt let blive forvirret<br />
heroppe. Står man på den østrigske<br />
side, får man at vide, at Zugspitze er<br />
2962,33 meter. På den tyske side, siger<br />
tallet dog kun 2962,06 meter.<br />
Forklaringen lykkedes det os<br />
først at få, da vi er kommet ned fra<br />
bjerget igen. Østrigerne måler efter<br />
vandstanden i Trieste i Italien,<br />
tyskerne efter vandstanden i Amsterdam.<br />
Vandstanden i Nordsøen<br />
og Middelhavet er nemlig ikke den<br />
samme.<br />
Man kan tage den samme vej tilbage<br />
fra Zugspitze til Garmisch. Men<br />
også vælge at tage svævebanen ned<br />
til en station halvejs på Zugspitzbahn<br />
og derefter tage skinnevejen<br />
gennem dalen tilbage til Garmisch.<br />
Her er der nok at give sig til. Både<br />
hvis man vil have adrenalinen til at<br />
RESÜMEE<br />
Südlich des<br />
Weißwurstäquators<br />
Die Doppelstadt Garmisch-<br />
Partenkirchen ist vor allem für<br />
Skispringen bekannt. Doch hier<br />
gibt es auch eine der meist interessanten<br />
Eisenbahnen, die<br />
auf den höchsten Berg Deutschlands<br />
- die Zugspitze - führt, wo<br />
es imponierende Schluchten<br />
gibt, wo man leicht nass werden<br />
kann. Und wie kommt es,<br />
dass die Zugspitze, die sowohl<br />
in Deutschland als auch in Österreich<br />
liegt, in Österreich<br />
höher ist, obwohl der Berg der<br />
gleiche ist? Das kommt dadurch,<br />
dass die Österreicher<br />
die Höhe vom Mittelmeer aus<br />
berechnen, während die Deutschen<br />
sich an der Nordsee orientieren.<br />
Der Wasserstand in<br />
beiden Meeren ist nicht der<br />
gleiche.<br />
pumpe - eller det modsatte. Hvad<br />
med lidt rappelling eller paragliding,<br />
hvis du savner spænding i tilværelsen.<br />
Eller lidt wellness, hvis livet har<br />
været lidt for hårdt ved dig på det<br />
seneste.<br />
Men hvorfor tage til Bayern uden<br />
vandresko? Nogle af de største oplevelser<br />
får man i de smalle bjergslugter,<br />
der nogle steder har lodrette<br />
vægge - og hvis bund genemstrømmes<br />
af et vildt vandløb. Hvor vildt<br />
det er, afhænger af smeltevandet eller<br />
regnvandet. »Klamm« hedder sådan<br />
en kilometer lang slugt på Oberdeutsch<br />
- den slags tysk, der tales fra<br />
Thüringen og nedefter.<br />
Brusende vandfald<br />
Syd for Partenkirchen - med indgang<br />
lige ved Olympia Skistadion - findes<br />
den lettilgængelige Partnachklamm<br />
og syd for Garmisch-Partenkirchen<br />
den noget sværere tilgængelige Höllentalklamm.<br />
Smalle stier løber langs<br />
kløfternes væge, vandet fosser igennem<br />
og danner flere steder brusende<br />
vandfald. Mange steder fortsætter stierne<br />
gennem tunneller og over broer.<br />
På de smalleste steder er kløfternes<br />
vægge blot et par meter fra hinanden,<br />
og nogle steder nøjes væggene<br />
ikke med at være vandrette, men<br />
direkte at bøje sig ind over slugten.<br />
Disse imponerende naturfænomener<br />
er dannet af gletsjere og smeltevand,<br />
og hvor der er allermest<br />
trangt, kan det være temmelig træls<br />
at møde en turist med et alt for højt<br />
body mass index. Men de fleste tager<br />
det med et smil. Der er ikke meget<br />
plads, så man må deles. Selv flere timer<br />
efter, at det har regnet, er man<br />
nødt til at tage en regnjakke med<br />
herind, da det driver ned ad væggene.<br />
Og efter en lang tur i vandrestøvlerne<br />
har man så ikke fortjent en<br />
Paulaner? Jo, det har man da. Og EU<br />
til trods, så bliver de altså serveret<br />
af damer med Dirndl-kjoler på disse<br />
breddegrader. Den traditionelle sydtyske<br />
og østrigske beklædning var<br />
tæt på at blive forbudt for arbejdsgivere<br />
at lade kvinder servere med på<br />
udskænkningssteder. De var for kolde<br />
at bære og levede derfor ikke op<br />
til arbejdsmiljøreglerne, hed det.<br />
Hans Christian Davidsen<br />
hcd@fla.de