DEN TRANSSIBIRISKE JERNBANE (2)

FLENSBORG AVIS — Fredag 24. december 2010 — 19
Løgkupler beklædt med guld. Stilen stammer fra arabisk arkitektur og kendes ikke mindst fra russiske
kirker
FOTOS: HANS CHRISTIAN DAVIDSEN
Ventetiden slås ihjel ved den kinesiske
grænse.
På grænsen mellem Rusland og Kina bliver togvognene løftet op for at få nye hjulsæt
på. Et arbejde der tager op til en halv dag. Sporvidden i de to lande er nemlig
uens.
Strækmarch i Sovjetunionens tid.
ker, der senere vandrer rundt i Moskvas og
Sankt Petersborgs gader.
Landsbyerne i lavlandet længere mod vest er
pittoreske. Små træhuse med smukke ornamenter
omkring døre og vinduer – som bombahuse
i Finland – er indhegnet af nysselige
træstakitter. Vældige brændestabler læner sig
op ad husene, og bønder pløjer med heste. Ladaen
er et særsyn på de små tilfældige jordveje.
Vodka-mad
Pludselig dukker et indiskret kontrafej af Lenin
op på en landstation i midten af ingenting. Togets
passagerer styrer dog målbevidst hen mod
en bod, der bugner af pelmeni, små dejruller
med kålfyld, og agurker fra private haver. De
ænser ikke parolerne. Reklamer reklamerer jo
for det meste for det, som folk alligevel har
nok af.
Menukortet i toget er bluf, som så meget andet
på disse kanter.
»Nur die Gedanken sind frei«, siger spisevognens
tjener på gebrokkent tysk og trækker på
skuldre og smilebånd.
Vi deler kupé med en bastant russer med det
mytiske, men dog folkelige navn Rasputin. En
venlig fyr, der varmer sin stemme med vodka
og sender hæse vers ud over det endeløse Sibirien.
Skjorteærmerne er smøget op, lørdagsbranderten
stivet af, og guitaren forvandler
kupeen til et dansegulv.
Snakken om nationalsporten »Futbål« har allerede
åbnet for fortroligheden mellem russere
og danskere, men organernes modstandsdygtighed
over for vodkaen skiller bjørnene fra os.
Det er ikke småting, der løber ned i kammeraterne.
Bynavne skifter
Næste gang gruppen – det er togvognen efter
få dage rystet sammen til – strækker benene er
i Jekaterinburg, der i 67 år måtte bære navn
efter bolsjevikken Jakov Sverdlov. Han henrettede
Zar Nikolaj II og familie i byen – og så hed
den Sverdlovsk. Lige indtil bysbarnet Boris Jeltsin
nåede magten. Uralbjergene markerer overgangen
mellem Asien og Europa.
Moskva kommer nærmere.
I den skidne by Perm stiger den 24-årige Kolle
på toget. Han skal tilbage til Moskva til den
• Den Transsibiriske Jernbane går gennem
Rusland fra Moskva til Vladivostok.
Den blev bygget mellem 1891 og 1916
og er verdens længste jernbane med sine
knap 9300 kilometer. Foruden hovedlinien
til Vladivostok er der tre andre linjer:
Transmanchuriske jernbane, som længe
følger hovedlinjen, men siden svinger
mod syd ind i Kina og mod Beijing,
Transmongolske jernbane, som forlader
hovedlinjen ved Ulan Ude og også den
går til Beijing, men via Mongoliets hovedstad
Ulaanbaatar, samt Bajkal-Amurjernbanen,
som færdiggjortes i 1991 og
går nord om hovedlinjen. Siden 2002 har
hele Den Transsibiriske Jernbane været
elektrificeret.
• Ruslands langvarige venten efter en
havn ved Stillehavet var til ende, da byen
Vladivostok blev grundlagt i 1860. I
1880 var byen vokset til en stor havneby,
og manglen på god transport mellem det
europæiske Rusland og dets østlige provinser
blev snart et tydeligt problem.
Byggeriet af Den Transsibiriske Jernbane
blev indledt i 1891. Banen åbnedes officielt
1. januar 1905, selv om den sidste
stump nord om Kina først blev færdig i
1916. Byggeriet blev overvåget af Sergej
Witte, daværende finansminister.
• Præcis som ved arbejdet på den første
transkontinentale jernbane i USA begyndte
de russiske ingeniører i hver sin
ende og arbejdede mod midten. Fra Vladivostok
gik jernbanen mod nord langs
floden Ussuris østlige bred og videre til
floden Amur. Dette stykke kaldtes Ussurijernbanen.
Fakta
24 kvadratmeter store lejlighed, som han deler
med tre andre. Officielt må han ikke bo i den
russiske hovedstad, hvor han frister en tilværelse
som fredløs arbejder.
Moskva har en magnetisk tiltrækningskraft
på unge, der flytter fra kedsomheden i de store
industribyer.
I 1890 byggedes en bro over floden
Ural, og den ny jernbane gik ind i Asien.
Broen over floden Ob byggedes i 1898,
og den lille by Novonikolajevsk, som var
grundlagt i 1883, forvandledes til et
stort sibirisk centrum, Novosibirsk. I 1898
nåede det første tog Irkutsk ved Bajkalsøen.
Jernbanen fortsatte mod øst over
floderne Chilka og Amur og nåede snart
Khabarovsk. Strækningen Vladivostok-
Khabarovsk var bygget færdig 1897.
• Straffearbejdere fra blandt andet Sakhalin
blev indkaldt sammen med russiske
soldater for at arbejde med byggeriet af
jernbanen. En af de største hindringer
var Bajkalsøen, som er over 640 kilometer
lang og mere end 1600 meter dyb.
Linjen endte på hver sin side af søen, og
en speciel isbryderfærge blev indkøbt fra
England for at sammenkoble jernbanen.
Om vinteren anvendtes også slæder til at
transportere passagerer og gods fra den
ene side af søen til den anden, indtil
jernbanebyggeriet rundt om Bajkalsøen
var færdigt. Da linjen til floden Amur
nord om den kinesiske grænse var færdig
i 1916, var der sammenhængende jernbane
mellem Petrograd og Vladivostok,
og det er endnu i dag verdens længste
jernbanelinje. Linjen påbegyndte elektrificering
i 1929, et arbejde, som afsluttedes
i 2002.
• Den Transsibiriske Jernbane er Ruslands
vigtigste trafikforbindelse, og 30 procent
af landets eksport fragtes med linjen.
Den er også populær hos turister, men
anvendes endnu mere blandt russere, når
de skal færdes gennem landet.
»Jeg lever for nattelivet og spændingen. Her
er ingen streger, man ikke må gå over. Vort
samfund har nok af uskrevne regler. To af dem
er, at man ikke må tjene penge og ikke tage
initiativ. Så er man en snylter. Samtidig forventer
mine landsmænd, at staten gør alt«, siger
Kolle på selvlært engelsk.
Kolle har en penneven i Canada, og jeg gætter
på, at korrespondancen har udstyret ham
med denne usædvanlige selvkritik.
Alle handler
Da toget tømmes på endestationen Jaroslavskij
i Moskva, går alt – hvad der i ugens løb var rystet
sammen i togvognene, hvor pladsen og tiden
umuliggjorde en musestille dansk kupéstemning
– i opløsning.
Moskva har ikke tid til at vente. Det gælder
om at komme først. Alting er knapt, så intet er
vigtigere end en plads i den legendariske kø.
Byen uden villaer er fyldt med mennesker.
Folk vandrer meget. Og allesteds står mænd og
kvinder, som vil sælge noget. Plasticposer med
vestlige reklamer, lidt cowboytøj, Marlboro-cigaretter
og smarte plakater. Alt som smager af
Vesten kan sælges. Kun de færreste har råd til
at købe.
Men Moskva mangler intet – hvis man vel at
mærke ejer fremmed valuta. Hotellerne kan byde
på alt det, moskovitterne ikke selv kan købe.
Med dollars kan vi gå lige ind i en restaurant
og bestille en Coca Cola eller bøffer – og få en
sær smag i munden. Oplevelsen ville ude i det
ganske land svare til en månerejse. Og månerejser
kunne det Sovjet, der nu er blevet ribbet
for sildemadder, sende sine børn ud på. Eller
bygge en jernbane, hvor virkeligheden overgik
ingeniørernes fantasi.
Reportagen er skrevet omkring Sovjetunionens
endelige sammenbrud i 1991 og afspejler derfor
også fænomener, som ikke findes længere.
Men tager man en tur med Den Transsibiriske
Jernbane i dag, vil man konstatere, at kun meget
lidt har ændret sig i Sibirien.