KNUD ROMER I FLENSBORG 2009

F L E N S B O R G
KULTUR
FLENSBORG AVIS — Fredag 2. oktober 2009 — 18
FOTO:MARTINA METZGER
Mange blandt publikum havde taget en bog med for hurtigt at kune finde de enkelte
passager.
Forfatteraftenen i Flensborghus var en ud af tre aftener. De to andre var på bibliotekerne
i Sønderborg og Aabenraa.
Så kom han
Eine Stadt liest ein Buch.
Hvad har du imod Nykøbing
Falster, Knud Romer?
Ikke noget - Nykøbing er
dér, hvor du læser bogen
»Den som blinker er bange
for døden«, sagde den
danske forfatter, da han
fik lov til at tale sin sag i
Flensborg.
FLENSBORG. En forfatteraften i Tyskland
- det er noget med et glas vand
på et bord, en lille arkitektlampe, en
forfatter der læser noget, han/hun
selv har skrevet, og som man selv
havde kunnet læse, og som regel
nogle spørgsmål fra publikum, hvor
spørgeren - meget ofte - holder et
alenlangt foredrag, før spørgsmålet
falder.
Men med den danske forfatter
Knud Romer ved man aldrig, hvilken
vej det går.
Onsdag aften stod han her så - i
Flensborg - hvor nogle pinger mente,
at hans bog »Den som blinker er
bange for døden« ikke egnede sig til
litteraturaktionen »Eine Stadt liest
ein Buch«. I bogen beskriver Knud
Romer sin opvækst med tyske rødder
i provinsbyen Nykøbing Falster.
Der kom overskrifter i aviserne, ja
dansk fjernsyn interesserede sig lige
pludselig for, hvad der var los syd for
grænsen. Og så endte det med, at
Flensborgs politikere alligevel sagde
god for, at byen kunne deltage i de
nordtyske boghandleres litteraturaktion
med Knud Romers bog.
- Bogen kan I jo selv læse, sagde
Knud Romer - der i stedet for tog
hul på en hæsblæsende historie om
hans livs lange omveje, blindgyder,
drukture og stoffer - omveje, der
førte til det, han allerede som 13-
årig stod i Frankfurt om drømte om,
at noget af hans poesi en dag måtte
udkomme på Insel Verlag - ligesom
I.P. Jacobsen, Herman Bang og Andersen
med det smukke navn Hans
Christian.
Lad bogen være i fred
Da Knud Romer var færdig efter 50
minutters tour de force gennem sit
eget liv, var der en herre blandt publikum,
der mente, det var underligt,
hvorfor Romer havde brugt så meget
tid på at fortælle om sit eget liv i
stedet for at fortælle om bogen.
Men det var der sørme en dame,
der blev »tief verletzt« over at høre,
hun talte lidt patetisk om Romers
forhold til poesien, og så var stilen
ligesom lagt. Men Romer kom det
hele i forkøbet og glædede sig over
- Hvis jeg havde vidst, at det var det, bogen skulle bruges til, var jeg simpelthen blevet ramt af præstationsangst
under skrivningen, sagde Knud Romer efter at have oplevet 70 flensborgere læse op af bogen på dansk
og tysk samtidig. Det foregik på Südermarrkt og flere andre steder i Flensborg.
” Man burde
egentlig skyde
en forfatter, efter
at en bog er
blevet udgivet.
spørgsmålet fra den undrende mand.
- Man burde egentlig skyde en
forfatter efter, at en bog er blevet
udgivet. For fra og med udgivelsestidspunktet
er det læseren, der er
den ny forfatter. Jeg vil overlade bogen
til læseren og ikke forklare den.
Lad nu den bog være i fred. I skal
selv læse den og få det ud af den, I
kan få ud af den, sagde Knud Romer
i en pænt fyldt sal i Flensborghus.
Dejlig oplevelse
Knud Romer talte tysk, så alle kunne
være med, og han gjorde det stort
set lige så hurtigt, som han taler
dansk. Og han glædede sig over dagens
oplevelse i Flensborg, hvor 70
flensborgere - unge som gamle - læste
op af bogen i byens gader.
- Det er en af de dejligste oplevelser,
jeg har haft - at høre oplæsningen
på dansk og tysk blandet sammen.
Det var til at blive rørt til tårer
over. Hvis jeg havde vidst, at det var
det, bogen skulle bruges til, var jeg
simpelthen blevet ramt af præstationsangst
under skrivningen. Efter
den oplevelse kan jeg kun sige, at jeg
har ikke mere at sige. Det var jo det,
jeg troede, var en utopi, sagde Knud
Romer.
»Den som blinker er bange for døden«
er ikke blevet modtaget med
kyshånd alle steder i kongeriget. En
avis sendte en journalist til Nykøbing
Falster, hvor bogen foregår, og kunne
her fastslå, at der var flere historiske
og topografiske ukorrektheder i Romers
prosa. Svært af fatte eftersom
en roman jo netop er fiktion.
- Det er ligesom at sige til en ekspressionistisk
maler: »Det træ, du har
malet der, det er altså ikke blåt i virkeligheden.
Jeg har selv set det«. Jeg
er også blevet spurgt: »Hvad har du
imod Nykøbing Falster«? Jamen, jeg
har ikke noget imod Nykøbing. Nykøbing
er den by, bogen bliver læst i.
Det dur ikke at begynde at sammenligne
fiktionen med virkeligheden.
Hvis man læser bøger på den måde,
kan man ligeså godt lukke alle bibliotekerne,
sagde Knud Romer. Selv
om Knud Romers bog blandt meget
handler om det at være anderledes i
forhold til det omgivende samfund,
kom aftenen i Flensborghus til at
handle om tysk i forhold til dansk.
Mens Tyskland for mange danskere
efter 1945 har været »Das Land der
Dichter und Henker«, har det for
Knud Romer altid været »Das Land
der Dichter und Denker«.
- De tyske sætninger i den danske
udgave af bogen er der også for at
gøre det anskueligt over for danske
læsere, at tysk ikke kun er et kommandosprog,
men også et poetisk og
romantisk sprog, sagde Knud Romer
- og hev sit es op over for dagbladet
Politiken, der ellers hylder tolerance
og det multietniske samfund.
Det var i Politiken, at en tv-anmelder
skrev om en svensk film, at »denne
film viser, at svenskerne igen er
tyskere forklædt som mennesker«.
- Havde man kunnet skrive »jøder«
eller »muslimer‹ i stedet for tyskere?
Nej, det havde man ikke, ironiserede
Romer.
Hold din kæft din nazist
»Den som blinker er bange for døden«
er ingen hævnsang, men ofrenes
bog. Mennesker i mindretal er
ifølge Romer udstødte. De får sjældent
rigtigt mulighed for at komme
til orde, og Knud Romers mål er at få
læserne til at græde for at kunne
forstå dem, de græder med.
- Der findes for eksempel ikke megen
erindringslitteratur om tyske
flygtninge i de tidligere besatte, for
man har kunnet gøre med disse tyskere,
hvad man ville. De var sociale
parier. Og sådan blev deres mund lynet
til. Hvis da sagde noget, ville de
have fået at vide: »Hold kæft, din
nazist«, sagde han.
Men der er sket noget i mellemtiden.
- Da Gerd Müller scorede til 2-1 i
VM-finalen mod Holland i 1974, jublede
jeg først over det, men vidste i
sekunderne efter, at jeg ville komme
til at betale for det dagen efter i
skolegården. I 2006 var det helt anderledes.
Da elskede danskerne den
tyske landsholdstræner Jürgen Klinsmann,
sagde Romer.
Debutromanen »Den som blinker
er bange for døden« scorede de danske
boghandleres »De gyldne laurbær«,
en pris man som dansk forfatter
ellers kun plejer at gøre sig fortjent
til efter mange års tro tjeneste.
Men for Knud Romer var bogen om
opvæksten i Nykøbing Falster med
en tysk mor og en dansk far også lidt
af en tom triumf. Fod da succesen
kom, var moderen død, og faderen
led af alzheimer og vidste ikke, hvad
Knud Romer talte om.
30 kilo kokain
Knud Romer havde gerne villet bevise
dem ét og andet, siden de i 1995
hev ham hjem fra København til Nykøbing
Falster, så han i en alder af
35 år kunne komme ud af rollen som
evighedsstudent, endelig få skrevet
sit magisterarbejde og få sig et job.
Sådan gik det aldrig. Ved et tilfælde
blev han ansat på et reklamebureau,
hvor han scorede en masse priser,
tjente kassen, men ikke var lykkelig. I
perioder drak han en flaske vodka
om dagen, havde 30 kilo kokain liggende
- formentlig en typisk Romeroverdrivelse
- og var i gang med det,
kan selv kalder »tøsedrengens selvmord«.
Knud Romer blev samlet op af en
kvindelig soloviolonist, som han siden
er blevet gift med og har få
børn med. Hun gav ham tre år til at
skrive »Den som blinker er bange for
døden«. »Lidt moj« til sådan en forholdsvis
tynd bog kunne ma sige på
jysk, men bogen er mange steder
flertydig og åben for fortolkninger.
På sidste side kan læseren hoppe i en
fælde ved selv at afgøre, om der er
en granat eller blot granatsplitten,
som hovedpersonen kaster ud over
Nykøbing Falster. En fælde, som
Knud Romer også lagde for anmelderne
- for hvis granaten blev kastet,
så havde de selv valgt at kaste den.
I den efterfølgende debat i Flensborghus
lød det sidste spørgsmål,
hvorvidt der var et »kognitiv korrektiv«
til det, bogen beskrev, nemlig
udstødningen af de anderledes. Sagt
på nudansk: Om der overhovedet var
noget, der kunne ændres.
- Der er kun én, der behøver at sige,
at sige fra over for en skæv og
urimelig behandling af de anderledes,
af minoriteterne, og så vil denne
også høre op, sagde Knud Romer.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de