Februar 2013 - RUST-magasinet

rustonline.dk

Februar 2013 - RUST-magasinet

RUST SAMFUND dt i verdenshistorien Engang slæbte hun sig ned af SDU’s betongulv. I dag rapporterer hun om selvmordsbomber, diktatorers fald og dagligdagen fra mellemøsten. Hun føler angst, når hun rejser illegalt ind i Syrien, men i al rædslen fi nder hun noget smukt. Noget, som hun mener, vi danskere kunne lære af. Af Rebecca Bodnia & Stine Voigt de Klauman Foto: Gitte Post Syrien. En lille by uden for Aleppo. Selvom den sorte nat har indhyllet byen, er luften stadig varm. Puk Damsgård ligger ude på balkonen og prøver at sove for larmen af biler og børn på gaden. Pludselig lyder der et sus gennem natten. Et jagerfly. Så et til - denne gang tættere på. ”Når der bliver angrebet fra luften, er det voldsomt. Når jagerflyvene kommer, kan det jo ikke engang betale sig at løbe”, mindes hun. I al hast slæbes madrassen ind i bygningen. Gulvet står i samme øjeblik ikke stille længere. Der er ingen elektricitet. Kun mørke. Det gælder om at komme ned i bunden af bygningen, inden det næste brag kommer. For det kommer altid. Huset bliver stående med Puk Damsgård og hendes fotograf, som har begge arme og ben i behold. Men mindet står klart som et af de mest skræmmende øjeblikke i hendes liv fra Mellemøsten. Hun er en af de få. Fast job som udenrigskorrespondent hos Danmarks Radio. Hendes område er det fjerne Mellemøsten med base i Libanon, hvor hun prøver at formidle krigen, rædslen og hverdagen til danskerne hjemme i stuerne. ”Jeg er ikke en robot, der rapporterer. Jeg er først og fremmest et menneske, jeres øjenvidne, til krigen i Syrien og til hvad der foregår i Egypten og resten af Mellemøsten”, beretter 34-årige Puk Damsgård med en armbevægelse, der markerer, at der ligger en vilje bag hvert ord. Når noget skal understreges, er det armene, der kommer i brug. Ellers er den kendte dybe stemme fra nyhedsudsendelserne nok i sig selv til at betone, hvornår alvoren rammer. Hun prøver at bringe så mange farver som muligt fra Mellemøsten til Danmark. Hun fornemmer nemlig, hvordan Mellemøsten for mange danskere føles meget langt væk. For selvom vi lever i den glo- bale verden, vi skyper, tweeter og ”liker” på facebook, så mener Puk Damsgård ikke, at det gør os til verdensborgere – tværtimod. ”Vi isolerer os. Vi er med vores egne og med dem, vi kender. Jeg mener, at vi har en forpligtelse til at følge med og søge viden om andre kulturer, og på den måde kunne tage stilling til, hvad vi mener”. ” Det er et forsøg på at give fjenden et ansigt. At gøre dem til fædre, sønner, gode ægtemænd og ikke kun krigere med bare tæer i sandaler og skydevåben ” På motocross i Næstved Puk Damsgårds eget liv starter også meget langt væk fra jagerfly, burkaer og tropiske nætter. Hun er vokset op i Hammer Torup, et sted hun selv beskriver som en lille flække mellem Præstø og Næstved på Sjælland. I 18 år er det hjemmet for Puk med motocross, heste og opmærksomheden ved at være enebarn. ”Mine forældre bor stadig på gården, der hedder Damsgård,” fortæller hun. ”Min far er født i det, der nu er køkkenet, så det er gået i arv i generationer”. Hendes mor og far bliver dog de sidste til at bo på navne-gården. At overtage traditionen i familien er ikke en mulighed for DR’s faste korrespondent i Mellemøsten. ”Never! Jeg vender aldrig tilbage til gården. Det kan jeg ikke. Jeg elsker det sted, men jeg kan ikke bo der”, erklærer hun med et stort punktum. Hun husker sin barndom som tryg, men også på sin vis isoleret fra resten af verden. Når familien var på ferie, var det aldrig længere væk, end at hendes far kunne have bilen med. ”Mellemøsten er der, hvor jeg føler mig længst væk fra min trygge hverdag på gården. Det er dét, der er udfordringen”, fastslår hun. Ikke en verden til forskel Puk Damsgård bor i dag i Libanons hovedstad Beirut. I et hus med tilhørende have, to katte og en amerikansk mand. Selvom Beirut for mange danskere lyder som en del af 1001 nats eventyr, kan de fleste relatere til det med husdyr og husbond. Dét, at kunne finde en lighed midt i forskelligheden, er drivkraften bag Puk Damsgårds arbejde som journalist. ”Danskerne kan ikke relatere til den sorg, en arabisk kvinde føler, når hun udtrykker den ved at stå helt tildækket og skrige. Jeg prøver at finde nogle personer, som man faktisk kan relatere til; hvor folk tænker ‘det kunne være naboens søn’.” For at udviske kontrasten mellem ‘dem og os’, laver Puk Damsgård ind i mellem tv-indslag om alt andet end krigens barskheder. Hun har lavet historier om plastikbryster og drømmen om en vestlig og lige næse i Beirut. Om en bodybuilder-familie, ”Muskel-mafiaen” i Afghanistan og når HIV opfattes som vestlig propaganda i Pakistan. Hun ønsker at åbne danskernes øjne op for, at der findes andre historier end krig og ødelæggelse: ”Mellemøsten er ikke sort og hvid, ligesom Danmark heller ikke er det. Danskerne forbinder tit Mellemøsten med terrorister, kvindeundertrykkelse og olie. Vi skal åbne øjnene og se, at der er andet. Vi har jo faktisk mere til fælles, end vi tror”. Nr. 1 – 2013 21

More magazines by this user
Similar magazines