Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

94 Vore fremtidsforestillinger og den kolde krig
fra deltagerne gjort rede for min mening og for det tyske kommunistiske
partis holdning til det nye Tyskland. Efter en times tid afsluttede
jeg foredraget og opfordrede tilhørerne til diskussion. Knap havde jeg
sat mig, da døren blev åbnet, og en gruppe på ca. 20 mænd marcherede
ind i salen. En af dem råbte: »Nun wollen wir diese russische Versamrnlung
als deutsche Versammlung abschlieBen. Wir singen das
Deutschlandlied!« (Nu vil vi slutte denne russiske forsamling som en
tysk forsamling. Vi synger Deutschland, Deutschland iiber alles). Jeg
sprang op: »Her er der ingen russisk forsamling, men en tysk fOl'samling,
hvor mennesker gør sig tanker om, hvordan et nyt og bedre Tyskland
skal opstå!« Så gik døren op igen, og en gruppe på ca. 15 politibetjente
kom ind og stillede sig omkring mig. En af politifolkene sagde:
»Hr. Lorenzen, kom De med os, så er forsamlingen slut, og De kan
køre hjem.« Jeg protesterede og sagde ganske klart, at mødet ikke var
slut, og at jeg ville diskutere videre om de store problemer, der angik
os alle, men det ville politiet ikke gå med til, så vi måtte slutte. Aftenen
efter var der møde i Vanderup. Jeg så en lastbil konmle med jeg
ved ikke hvor mange mænd stående på ladet. Så gik jeg ind i krostuen
og ringede til politiet, men den kvindelige stemme i telefonen sagde,
at politiet havde møde i aften, og at hun ikke vidste hvor, men hendes
mand var i hvert fald til møde og ikke hjemme. Jeg prøvede på at gennemføre
mødet, der var ikke så mange mennesker den aften, men det
fik jeg ikke lov til. Mændene fra lastbilen omringede mig, boksede mig
i siden og stødte til mig med knæene. En af dem viste mig sin højre
hånd med to vielsesringe på og sagde til mig: »Hvis du en gang til
vover at lave et kommunistisk møde, så går du derhen, hvor min kone
er!« Samme aften ringede jeg til Flensburger Tageblatt og bad chefredaktøren
skrive om, hvad jeg havde oplevet. Til svar fik jeg: »Hvad kan
De vente andet af folk, der har været i Rusland?« Jeg svarede: »Har vi
lov at handle på sallline måde, vi, der har været i tysk koncentrationslejr?«
En dag under optakten til det første landdagsvalg i april 1947 kom
der en mand til byen, et tidligere kommunistisk medlem af Bremens
senat, Hermann Wolters, nu svinget over til socialdemokratiet, men
ikke længere senator. Han skulle holde tale i den blå sal i Det tyske
Hus.
Jeg har hørt mange taler i mit lange liv - også mange skrækkelige