Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

108 Sidste kapitel
kommet til Kiel, at ringe og høre, hvordan det gik. Det var en stor lettelse
at få afgørelserne, det gav os et grundlag for at arbejde friere uden
altid at føle os forstyrrede af undersøgelser og mistænksom snagen.
Lige siden jeg blev landssekretær for VVN har vi hvert år holdt en
lille højtidelighed og nedlagt en krans i Kiel den 9. november, datoen
for Kl'ystalnatten, på det sted, hvor den jødiske synagoge stod. På initiativ
af bypræsident Silke Reyer har byen Kiel opsat et mindesmærke
på stedet, og det er nu byen, der hvert år afholder højtideligheden. Indtil
nu har jeg holdt tale hvert år sammen med fremtrædende politikere.
Sidste år forsøgte jeg at undslå mig med den begrundelse, at jeg er ved
at være for gammel, men arrangørerne insisterede på, at jeg skal komme,
så længe jeg kan, fordi jeg er et endnu levende vidne, der selv har
oplevet naziforfølgelsen.
Engang omkring 1980 havde vi besøg af en gammel kammerat fra
Sovjetunionen, og sammen med ham kørte vi til Gudendorf i Holsten,
hvor man efter krigen samlede omkomne russiske krigsfanger og civilt
internerede russere fra hele området i en stor fællesbegravelse. Der står
et stort mindesmærke, men ellers var stedet forladt og upåagtet. Jeg
bad vor kammerat om at prØve at finde en skole i Moskva, der ville rette
henvendelse til borgmesteren i GudendOl'f for at finde en skole der i
byen, der ville tage sig lidt af kirkegården. Men vi hørte ikke noget fra
ham, og så gik jeg selv i gang sammen med mine kammerater. Vi
arrangerede et stort offentligt møde. Under mottoet »Blomster til
GudendOlf« inviterede vi de forskellige politiske organisationer og
deres ungdomsorganisationer, kirken og pressen, og der kom mange
mennesker. Siden hørte jeg, at nogen både hos SPD og CDU havde
undret sig over, at så mange, og også de politiske organisationer og kirken,
havde fulgt et initiativ fra en enkeltperson som Karl Heinz Lorenzen.
Siden holdes »Blomster til GudendOlf« hvert år, altid på den lørdag,
der er nærmest ved den 8. maj. I 1996 var det præsten på stedet,
der holdt talen, og det gjorde han udmærket. Til sidst sang vi alle»We
shall overcome«. Jeg er glad for, at jeg har fået sat dette i gang til minde
om alle de russere, der blev ofre for nazismen. Der konuner desværre
ikke så mange nu, fordi der ikke mere lægges så mange kræfter
i forarbejdet.
Engang, jeg husker ikke hvornår, havde jeg været til møde i Elmshorn,
og på vejen hjem til Flensborg havde jeg et biluheld, hvorved mit