Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

24
drejede sig om permanent hjælp, eller midlertidig hjælp, som f.eks. i
vinterhalvåret, hvor specielt udgifterne til brændsel blev mærkbart
højere.
Allerede i 1888 var der kommet en lov om bidrag til børn født
uden for ægteskab. Loven betød, at kommunen kautionerede for
faderens bidrag til barnet, hvilket var en betydelig forbedring i
forhold til tidligere, hvor moderen selv skulle sørge for at få underholdsbidraget
indkrævet hos faderen.
Selv om det offentlige understøttede enkerne og enlige kvinder
med fattighjælp, og de dermed var underlagt fattighjælpens retsvirkninger,
var der omkring århundredskiftet en almindelig holdning
til, at de i lighed med de gamle skulle udskilles som en gruppe,
der skulle undtages fra fattighjælpsvirkningerne. Det gjaldt i særdeleshed,
hvis de samtidig havde børn at forsørge.
Ældreforsorgen
I 1900 blev der i alt uddelt alderdomsunderstøttelse til 65 familier og
229 enkeltpersoner, hvoraf de 56 var forsørgelsesberettigede i andre
kommuner. Udgiften havde været 29.088 kr. netto, hvorfor man i
overslaget for 1902 regnede med en udgift på 33.000 kr.
Helt frem til 1909 var borgmester C.P.C. Schiørring formand for
Alderdomsunderstøttelsesudvalget. Det vidner om, at man i Kolding
tog denne nye opgave særdeles alvorligt. Og man efterkom lovens
henstilling om ikke at blande fattigunderstøttede og alderdomsunderstøttede
sammen. Udvalget benyttede sig ikke af fattigvæsenets
undersøgere, men havde sin egen undersøger, en politibetjent og
også egen sekretær. De blev aflønnet med 150 kr. hver. Fra 1909
bevilgede Byrådet en sekretær, der også skulle være undersøger, til
en løn af 600 kr., og der oprettedes et egentligt kontor, hvor sekretæren
var til stede 1-2 timer daglig.
Alderdomsunderstøttelsesloven fastsatte ingen bestemte takster
for understøttelsernes størrelse. Udvalget skulle selv skønne, hvor
meget ansøgeren havde behov for, og der blev kun bevilget det nødvendigste.
I gennemsnit var tildelingen i provinsbyerne i 1900 76 kr.
og 50 øre årligt.
Hjælp fra det offentlige uden fattighjælps virkning
De, der kunne klare sig med midlertidig hjælp, kunne søge hjælp fra
Den frie Fattigkasse og det medførte ikke tab af valgret, for De frie
Fattigkassers formål var at yde midlertidig hjælp til fattige trængende
uden fattigvæsenets retsvirkninger. Efter 1869 finansieredes kasserne
hovedsageligt af kommunale bidrag. I 1901 fik De Fattiges Kasse i
Kolding således 2.000 kr. af kommunen, hvilket i sammenligning
med de omkring 38.000 kr., kommunen brugte på fattigvæsenet, var
et temmeligt beskedent beløb, og de ydelser, der blev bevilget herfra,
var ganske små, som regel 2-3 kr. pr. gang.
Et af de vigtigste programpunkter for den socialdemokratiske
kommunalpolitik var at øge det kommunale tilskud til denne kasse.
Det kommunale tilskud blev da også forhøjet flere gange i de følgende
år, bl.a. på opfordring fra Arbejdernes Fællesorganisation. I 1906-
07 var det nået op på 4.500 kr. Ud over de kommunale bidrag bestod
De Fattiges Kasses væsentligste indtægter i mange år af penge indsamlet
i kirkebøsserne. Det indtægtsgrundlag forsvandt ved loven om
menighedsråd i 1903, der betød, at administrationen af disse midler