KUNSTEN AT FINDE HJEM - Afart

Åbne Døre, 1905, olie på lærred, Vilhelm Hammershøi. 52 x 60cm. Davids Samling
Af Nina Dyrmose og Charlotte
Hauch, studerende ved Kunsthistorie
Vilhelm Hammershøi søgte huse og
rum. Dette er en af de pointer, der
træder tydeligt frem i Poul Vads omfangsrige
biografi. Rummet præger
ganske rigtigt Hammershøis oevre,
ikke blot i hans malerier af pladser
og bygninger i det indre København,
men som noget, der i særlig grad
udmøntes i de mange interiørmalerier
fra hans forskellige hjem. Især malerier
fra de to lejligheder i Strandgade
på Christianshavn, som han boede i,
udgør en overvældende del af hans
værker, og når man som beskuer stifter
bekendtskab med dem, føler man
næsten, at man selv har været der.
I et interview til bladet Hver 8. Dag
i 1907 fortæller Hammershøi fra sin
stue i Strandgade 30: “Det er jo af
Vigtighed for mig, at bo i en Lejlighed,
hvor der er gode interiører, her
er der gode stuer, at male i.” (Vad,
s. 400). I et interview to år senere i
bladet Hjemmet udtrykker Hammershøi
– som i øvrigt var kendetegnet
ved at være et meget privat menneske,
der sjældent udtalte sig offentligt
– stærke holdninger til datidens
boligindretning: “Naar blot Folk endda
kunde faa øjnene op for, at faa, gode
Ting i en Stue giver den et langt
kønnere og finere Præg end mange
middelgode Ting. At enkle Møbler
af billige Træsorter er langt mere
noble, end f.eks. billige og altsaa
dårlige Mahognimøbler. At enhver
ægte Ting, selvom den er lavet af
billigt Materiale, er bedre og kønnere
end efterlavede dyre Ting. Og om
man saa blot kunde blive al “Stads”
kvit – hvilken vinding for Hjemmenes
Udseende!” (Vad, s. 403). Citatet vidner
om en særdeles bevidst holdning
til både møbler og nips, der ikke bare
adskiller sig fra samtidens, men også
giver god mening set i forhold til, at
Hammershøi i den grad brugte sine
stuer som atelier samt sine møbler
og få nøje udvalgte brugsgenstande
som rekvisitter. Selv bemærker Hammerhøi,
at han ikke har haft et atelier
siden han var ung.
Egentlig var det ikke banebrydende
i tiden at male fra hjemmet; allerede
med guldaldermalerne blev blikket
rettet mod hjemmet og borgerskabets
fysiske rammer. Mod slutningen af
1800-tallet blev selve repræsentationen
suppleret af mere følsomme psykologiske
skildringer af mennesker i
deres hjem. L.A. Ring, Anna Ancher,
Peter Ilsted og Carl Holsøe, for blot
at nævne nogle, brugte gentagne
gange deres hjem som motiv. I interviewet
i Hver 8. Dag (1907) beretter
Hammershøi, hvordan interiørmalerier
er blevet så populære, at han end
ikke kan sælge et landskabsmaleri.
Interiører er blevet moderne, efterspørgslen
er stor. “Man bliver træt af
at male Interiører, jeg tror heller ikke
det er rigtigt at blive ved for én selv.
Jeg vil gerne bort fra det.” (Vad, s.
401). Men som han peger på, er der
en skønhed over en tom stue, måske
især når der ingen mennesker er i
den. Og trods ønsket om motivskifte
vedbliver Hammershøi at male interiører
(fx Interiør fra 1914 – malet to
år før hans død).
Ser man på Hammershøis interiørmalerier
er det ikke motivvalget i sig
selv, der er det særegne, men selve
måden han bearbejder sine motiver
på. I modsætning til tidens øvrige
malere, handler det ikke om personskildring,
men derimod om komposition,
om linjer. Den partikulære udvælgelse
af rum, møblers placering samt
indbyrdes relation, hustruen Idas mulige
tilstedeværelse, en terrin, valget
mellem en åben eller lukket dør – alt
er dele af den komposition, som han
bygger op. Og modsat sine samtidige
kollegaer synes Hammershøi at komponere
sine billeder ud fra kriteriet
less is more. Sammenligner man
malerierne med fotos fra hans boliger
er det tydeligt, at en udvælgelse eller
rettere en fravælgelse af genstande
har fundet sted. Hammershøi skærer
ind til benet. Hjemmet males ikke
realistisk, som en tilstræbt kopi af
virkeligheden, men som et gigantisk
stilleben, hvor ønsket om autenticitet
er afløst af interessen for rummet,
lyset og linjen, og kompositionelle
elementer fremhæves med udvalgte
detaljer, som ikke blot omfatter møbler,
porcelæn og personer, men også
fx kakkelovne og dørhåndtag.
Den hollandske forbindelse
Interessen for rum, lys og linjer finder
man også i den hollandske kunst
fra 1600-tallet. I det protestantiske
Holland vender kunstnerne blikket
mod det indre liv ved at skildre det
enkle, det hjemlige, det hverdagsagtige.
Hjemmets ofte små rum med
sin for tiden enkle indretning, danner
rammen om beretninger af anekdotisk,
moraliserende karakter med øje
både for humor, skjult seksualitet og
religiøse budskaber. Fra det handlingsfyldte
hollandske maleri er der
på sin vis langt til Hammershøis stillestående
næsten meditative billeder,
som er tømt for narrative elementer,
men i selve det visuelle blik og disponeringen
af elementerne er der et
slægtskab med hollænderne, som er
værd at undersøge nærmere.
Hammershøi rejste i årene 1885-
1898 til Berlin, Hamborg, Belgien,
Amsterdam, Haag, Paris og London,
hvor han havde mulighed for at stifte
bekendtskab med værker af bl.a.
italienske og hollandske kunstnere.
Blandt Hammershøis egne fotografier
finder man en del postkort og reproduktioner.
Han har især indsamlet
gengivelser af arkitektur og kunst,
herunder hollandske malere som
Rembrandt, Ruisdael og Hals. Interessant
er en gengivelse fra 1897 af
Kvinde der læser en bog (1665-70) af
den hollandske kunstner Pieter Janssens
Elinga, hvor en række af de
visuelle elementer, man kan genfinde
i Hammershøis egne værker, opsummeres:
den lille stue, den rygvendte
figur, det parallelle billedplan, det
udefinerede eksteriør, den sparsomme
møblering, lysindfaldet osv.
Med flytningen i 1898 til Strandgade
30 kommer arkitekturen til at spille
en helt ny rolle for Hammershøi, og
den får en betydelig indflydelse på
hans kunst. I de 11 år han bor på
denne adresse, finder han ikke blot
motiver i bydelen Christianshavn, der
Interiør, ca. 1910, olie på lærred, Vilhelm Hammershøi.
82,5 x 64cm. Ordrupgaard
med kanaler og havnekajer mindede
om en hollandsk havneby, men i høj
grad også i lejlighedens arkitektur.
I lejligheden Strandgade 30 finder
han inspiration til at male mere end
60 interiørmalerier. Han har selv
givet udtryk for, at linjerne betyder
noget ganske særligt for ham, og
netop linjerne bliver sammen med
lyset i lejlighedens stuer et motiv,
han udforsker igen og igen - gulvene,
væggene og dørenes linjer og lyset,
der rammer de store flader eller det
enkle møblement.
Temaer hos Hammershøi og
hollænderne
Kendetegnende for Hammershøi og
en række af de hollandske malere er
som nævnt undersøgelsen og afdækningen
af rummet og det interiøre. I
reproduktionen af Elingas Kvinde der
læser en bog (u.å) sidder en kvinde
med ryggen til i et rum, der nøje er
beskrevet. De småsprossede vinduer
placeret parallelt med billedplanet er
minutiøst gengivet, ligesom der detaljeret
er redegjort for seng, stole og
sko. Den læsende kvinde er så ubevægelig,
at hendes tilstedeværelse er
på linje med det øvrige inventar, hun
er opslugt af sin læsning, interiøret
har så at sige opslugt hende.
Hvad, der måtte foregå uden for
vinduerne, har ingen betydning for
de hollandske 1600-tals malerier. I
Hammershøis interiører spiller “det
derude” også kun en birolle. Vi er
indendørs, og det, der er udenfor,
er kun indirekte antydet. Det er som
om, hjemmet har lukket sig om sig
selv, og ingen påvirkning udefra kan
trænge ind, verdenen derude er
udefinerbar og uendelig. Til gengæld
kan hverken hollænderne eller Hammershøi
undvære denne verden, for
med den får de et af de mest centrale
virkemidler, lyset. Det er et indirekte,
blødt lys, som oftest falder ind fra
siden og oplyser maleriet. I Åbne
døre (1905), anes et vindue i det bagerste
rum, men hvad er der udenfor
lejligheden? Vinduet er en invitation
til at se, en åbning mod verden, men
vores blik stoppes, fordi vi konstaterer,
at vi ikke kan se noget derude.
Verden er reduceret til lys.
Ligesom det udefinerede udenfor på
en måde stopper vores blik, bruger
både Hammerhøi og hollænderne
også den stopeffekt, som opnås
40 Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, AFART 41