KUNSTEN AT FINDE HJEM - Afart

med det parallelle billedplan. Det
planparallelle kompositionsprincip
er et hovedelement i den hollandske
1600-tals kunst. Her dækker døre og
vægge for det videre udsyn, rummet
fortættes, og vi føler nærmest, at vi
selv befinder os i det. Væggen bag
den musicerende kvinde i Ter Borchs
Koncerten (1655) og ligeledes den
bag Vermeers Kniplersken (1669-
1670) lader vores blik forblive ved
det, der foregår i forgrunden. Samme
greb bruger Hammershøi, ligeledes
ved hjælp af døre og vægge, men
andre gange er det et bord eller
en stol, der standser betragterens
blik. I Interiør (ca. 1910) standses
vores blik både af væg og bord. Da
væggen samtidig ligger fremme i billedplanet
formindskes det rum, hvori
Kniplersken, 1669-70, olie på lærred, Jan Vermeer
van Delft. Musée du Louvre, Paris
kvinden befinder sig og derved forekommer
næsten usandsynligt smalt.
Det parallelle billedplan standser ikke
blot blikket, men forbinder også forgrund
og baggrund. Herved skabes
der dybde i billedet, mens den samtidig
fraværende dybde fremhæves.
Kendetegnende for Hammershøi
såvel som for de hollandske kunstnere
er deres optagethed af detaljen
og den omhyggelighed, som denne
gengives med. Hos Hammershøi
ses detaljen som alt lige fra Idas
bøjede nakke, til den hvide skål med
hankene, bøgerne i reolen eller det
opslåede nodeblad på klaveret. Alle
er de placeret og gengivet med så
stor detaljerigdom, at de mest af
alt minder om et stilleben. I Interiør
(ca.1910) peger de to grønne flasker
og den hvide skål, der er placeret
på bordet eller selvsamme bords fint
udskårne ben, hen mod en sådan
lighed. I de hollandske værker er der
en rigdom i de fysiske detaljer, hvilket
eksempelvis ses i Hoogstratens Interiør
set gennem en døråbning (u.å),
hvor nøglerne, der stadig sidder i
døren er minutiøst gengivet, mens
der i Hammershøis værker er større
rigdom i det maleriske - en stoflighed,
der gennemtrænger lærredet, og som
sammen med de blide farver bliver et
formskabende element.
Omhyggeligheden afspejler sig altså
ikke blot i de viste genstande, men i
lige så høj grad i modelleringen af de
store flader, i linjer og lys. I Vermeers
Kniplersken er væggen bag den
unge kvinde nøje gengivet med alle
sine nuancer og detaljer. Hammershøi
anvender samme detaljerede
gengivelse af bordflade og væg,
som når han maler Ida siddende ved
bordet eller stående ved siden af
klaveret. Uanset om det er personer
eller genstande Hammershøi dvæler
ved i sine værker, så er hvert enkelt
penselstrøg og det kompositionelle
blik for linjerne med til at understrege
hans nære forhold til hjemmet, hans
kærlighed til hustruen såvel som til
de særligt udvalgte genstande.
Med ryggen til
Allerede i samtiden blev Hammershøi
sat i relation til hollandske 1600-tals
malere af kunstinteresserede i både
indland og udland. Man bemærkede,
at han trods sin helt egen stil, samt
en ganske anderledes farveskala,
mest af alt ledte tankerne hen på
Vermeer. Ligheden ligger i lyset, men
også i motivvalget – de blanke borde,
de fine porcelænsgenstande, etc.
Men det handler også om en sensitiv
tilgang til maleriet, en kærlighed til
motivet, for som den norske kunsthistoriker
Jens Thiis skriver i 1920:
“Vilhelm Hammershøi er som maler
hollændernes lærling. Jan Vermeer
og Terborch [sic] har ofte skænket
ham impulser. Danske damer kan
ganske vist stå alene i en stue og
læse et brev såvel som hollandske,
danske damer har gyldne og dunede
nakker til at kysse og male såvel som
hollandske. Men måden, det er set
og malet på, er på det nærmeste i
slægt med de hollandske mestres.
Bare at her er anvendt et minimum
af kulør, mens hollænderen ikke skyr
farven.” (Hjalmar Bruhns samling,
citatet er frit oversat fra norsk).
Ter Borch og Hammershøi har
begge et særligt blik for nakkens fine
nuancer og det blide lys, der falder
på den. Med et nærsyn på kjolens
runding i halsen, hårgrænsen med
de sarte nakkehår og den bløde
bøjning af halsen skaber kunstnerne
individualitet og dermed et særegent
og sensitivt portræt af hver
enkelt kvindefigur. At vise nakken
af en kvinde frem for at gengive
hendes ansigt er at overlade en del
af motivet til beskuerens fantasi.
Nogle vil hævde, at det gør kvinden
identitetsløs, andre vil sige, at netop
det særlige blik på denne kropsdel
vidner om en kærtegnende opmærk-
Interiør set gennem en døråbning (u.å.), olie på
lærred, Samuel van Hoogstraaten. Musée du
Louvre, Paris
somhed fra maleren. Det bortvendte
ansigt minder os måske allermest
om, at vi er i færd med at overskride
en tærskel mellem det offentlige rum
og det private hjem. Værket stiller sig
ikke an for os, byder sig ikke til. Hvad
Ida foretager sig siddende bag bordet
i Interiør (ca. 1910) forbliver mellem
maleren og hans hustru, og hvad der
foregår i de fire stuer i Åbne døre
(1905) er ligeledes privat, kun kendt
af stuernes beboere.
Stilhedens maler
Hammershøis valg af de rolige øjeblikke
i hjemmet som motiv, fordybelsen,
der ikke blot ses i de rygvendte
kvinders dvælen, men også i den
Kvinde der læser en bog (1665-70), Pieter Janssens Elinga, reproduktion fra 1897 af Vilhelm Hammershøi.
Hirschsprungs Samling
fordybelse, man fornemmer, han
har lagt i hvert enkelt penselstrøg,
opfordrer til et langstrakt møde med
hans værker. Når man betragter hans
malerier står tiden stille. Blikket dvæler
ved en detalje, vi kan drømme os
ind i maleriet og blive en del af motivet.
Görel Cavalli-Björkman, svensk
kunsthistoriker, peger på, at denne
side af Hammershøis kunst giver
os en følelse af, at tiden står stille.
Det er et øjebliks fortryllelse - og det
er fortryllende at opleve, at man får
adgang til et privat rum, hjemmet, et
sted der ikke er tiltænkt offentligheden.
Man inviteres til at tage del i et
privat øjeblik. Når vi i et hollandsk
maleri som Vermeers Kniplersken
ser en unge kvinde, siddende ved sit
kniplebræt, får man ligeledes oplevelsen
af at blive delagtiggjort i et privat
øjeblik. Man føler sig som iagttager
af det, der hører hjemmet til. Mange
har kaldt hollænderne fra 1600-tallet
for iagttagelsens malere, og måske
kræver denne form for iagttagelse
stilhed og ro, at man overgiver sig til
en stemning.
Den seneste Hammershøi-udstilling
i London og Tokyo (2008) havde undertitlen
The Poetry of Silence. Med
stilhed følger ro og muligheden for
fordybelse, og som forfatteren Rainer
Maria Rilke skrev til Hammershøis
mæcen Alfred Bramsen i 1905, “(...)
hører [Hammershøi] ikke til dem man
skal tale hurtigt om. Hans værk er
langt og langsomt, og i hvilket øjeblik
man end griber det, vil det altid give
fuld anledning til at tale om det, som
er vigtigst og væsentligst i kunsten.”
(Vad, s. 406).
I Hammershøis værker oplever man
en invitation til at fordybe sig og
derved fornemme en nærhed, som
ikke blot er i selve motivvalget - de
intime situationer inden for hjemmets
vægge - men også er i det usagte,
som lyser ud af malerierne, nemlig
kærligheden til linjen, de enkle gen-
stande og til den kvinde, der ses igen
og igen, hans hustru Ida.
Åbne døre
Poul Vad skriver i biografien om
Hammershøi, at “Hammershøi
ændrer sig med os og vil ændre sig
med dem, som kommer efter os. Så
længe hans kunst betyder noget,
vil behovet for at definere den blive
fornyet.” (Vad, s. 392). Denne artikel
er endnu et bidrag til disse gentagne
forsøg på at italesætte hans kunst.
Men i lighed med Kasper Monrad,
der har bemærket, at det ofte i debatten
omkring Hammershøis værker
handler om at læse forskellige
historier ind i dem, så er dette ikke et
forsøg på at finde anekdoter til og i
værkerne, men et ønske om AT SE.
Her handler det om at se på ligheder
og forskelle, at finde en tilgang til
værkerne via den inspiration Hammershøi
fandt til sin kompositoriske
opbygning af de talrige interiører. De
åbne døre, der ofte ses i de hollandske
1600-tals interiørmalerier såvel
som hos Hammershøi, kan netop
være med til at pege på en indfaldsvinkel.
Som nævnt er fordybelsen
samt oplevelsen af en stemning, af
et nærvær, kendetegnende for disse
kunstnere. Her handler det ikke om at
søge en handling og fortælling, derimod
bliver fordybelsen en opfordring
til hver enkelt om at se værket med
sine egne øjne – at opfatte maleriet
som en åben dør, der indbyder til en
søgen efter et eget privat øjeblik i
mødet med et værk.
Anvendte kilder
Berman, Patricia G.: “Hammershøi
og byens rum” i Nyt lys over 1800-tallets
danske maleri, Aschehoug, 2007.
Cavalli-Björkman, Görel: “Såsom i en
spegel. Vilhelm Hammershøi och det
holländska interiörmåleriet”, i Vilhelm
Hammershøi, red. af Boëthius, Lena
og Görel Cavalli-Björkman, Göteborgs
Konstmuseum og Nationalmuseum,
2000.
Hammershøis private fotosamling,
Den Hirschsprungske Samling
Hjalmar Bruhns samling, Danmarks
Kunstbibliotek
Vad, Poul: Hammershøi. Værk og liv,
Gyldendal 1988
42 Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, AFART 43