Spoudogeloion. Et komparativt studie af Platons Symposion og

emne i talerne. Alligevel finder vi I Symposion en sjælden autencitet som ikke findes I Satyricon:
Agathons gæster er historiske personer, der nok er stiliserede, men som enhver datidig tilskuer
alligevel ville kunne forholde sig til, og gøre indvendinger imod, hvis billedet ikke passede. Deres
taler og indbyrdes dialog rummer en realisme, der er langt fra både tragediens mytiske pathos og
komediens karikerede billeder. Deltagerne om Trimalchios bord, derimod, er opdigtede karikaturer.
Trimalchio ligner måske Claudius, Neros forgænger, der også kom til magten ved et tilfælde, og
som yndede at have frigivne omkring sig, men han er først og fremmest en fiktiv person. Til
gengæld møder vi hos Platon ikke ”den almene græker”. Alle karaktererne er aristokrater, og
selvom Sokrates, som Alkibiades nævner, fylder sin tale med skomagere, bagere og smede, så
optræder der aldrig en skomager i Platons tekster xxx . Dette står i kontrast til Petronius ”slum
realism”, hvor skøger og kokke får ordet og taler det i deres eget sprog: Petronius er således en af
de stærkeste kilder til den filologiske forskning af folkesproget i det gamle Rom. De Sokratiske
dialoger taler frit og ”i øjenhøjde” med en autentisk, men eksklusiv gruppe i det græske samfund.
Satyricon derimod skærer et forbeholdent og distanceret snit i et fiktivt billede på den romerske
hverdag. Værkerne udgør således hver deres brik i den realistiske litteraturs domæne.
Trimalchios gæster er i konstant bevægelse: Middagssamtalen handler fortrinsvis hvor mange penge
de tjener, hvor store deres godser er, og hvem der er gået fallit for nylig. Den tid vi præsenteres for i
teksten er tilfældets tid, de pludselige hændelsers tid. Erich Auerbach behandler i Mimesis
Satyricons særlige ustabile karakter i modsætning til De Homeriske eposers statiske tid:
”Homer evokes the illusion of an unchanging, a basically stable social order, in
comparison with which the succession of individuals and changes in personal fortunes
appear unimportant. But our guest (…) has in mind actual historical change, the ups
and downs of fortune. For him, the world is in ceaseless motion,” [Mimesis, s. 28]
Bevægelsen er for Auerbach et af Petronius væsentligste bidrag til udviklingen af den realistiske
litteratur. Symposion er ikke inkluderet i Mimesis, men man kunne sige at der er visse tegn på den
spirende frigørelse af det determinerede, Homeriske rum også i Platons værk. Aristofanes’
tilfældige hikken og Alkibiades’ pludselige entré er eksempler herpå.
Der er dog store forskelle i de to typer af tilfældighed, teksterne præsenterer os for: Hos Platon
passer de uventede hændelser ind I en særlig systematik: Aristofanes hikke placerer ham som
symposiets midterste taler og sikrer anabasis/katabasis konstruktionens symmetri. Alkibiades
indtræden forløser værket, I det det ikke alene afgør striden mellem Agathon og Sokrates, men også