Spoudogeloion. Et komparativt studie af Platons Symposion og

tragedieforfatter Agathon. Scenen er ikke ulig de gude-sammenkomster der er et yndet motiv i
Odysseen, Iliaden, og de græske dramaer.
Symposion er en rammefortælling, berettet via Sokrates-disciplen Apollodoros, der fortæller, hvad
han på sin side igen har hørt fra Aristodemos. Teksten indledes med et ”jeg mener”, og allerede her
slås tonen an: Meningen, doxa, står i kontrast til den viden, sophia, som Platon via Sokrates i alle
sine alvorligere værker søger at indkredse. At vi fra Symposions første linie befinder os i meningens
univers udstiller værkets komiske og ustabile karakter, hvilket underbygges af utroværdigheden i
fortællerens afstand til begivenhederne, som refererende tredjemands erindringer. Apollodoros
kendes, blandt andet fra dialogen Faidon, som en sart, følelsesladet og ikke videre rationel
Sokrates-discipel, Aristodemos som en dedikeret og hårdfør tilhænger, der senere blev forbundet
med den kyniske skole.
Stanley Rosen, hvis omfattende studie af Symposion har været en af mine vigtigste kilder til
forståelsen af værket, bemærker at vi fra Symposiets begyndelse er i disciplenes univers. Men ikke
alene berettes Symposion os af disciple, også alle de talende (Aristofanes undtaget) fremstår i
teksten som disciple: Faidros og Eryximachos til videnskabsmanden Hippias, Pausanias til
dydsforkæmperen Prodikos, Agathon til retorikeren Gorgias, Sokrates til spåkvinden Diotima, og
Alkibiades som mislykket efterstræber af Sokrates’ skønne visdom. Stanley Rosen skriver at
disciplen fremstår som en forvrænget parodi på sin mester:
”The Symposium as a whole begins in a caricature of philosophy; the speeches at the
banquet begin a caricature of sophistry. But in the foolishness of discipleship is
contained at least a shining reflection of the divine love of truth.” [Rosen, s. 41].
Symposion bliver således et karnevalesk værk hvor et alvorligt emne vendes på hovedet og sættes i
en burlesk ramme. Balancen mellem humor og alvor er central for forståelsen af Sokrates og Platon.
Ved symposiets slutning forsøger Sokrates at overbevise Aristofanes og Agathon om muligheden
for at forene tragedie og komedie. Hér undfanger Sokrates/Platon idéen om spoudogeloion, det
alvorligt-humoristiske, som den kyniske skole senere forsøgte at videreføre i deres Menippæiske
Satirer. Symposion er den tekst, hvor retningen får sin første formulering. Det alvorligt-
humoristiske er udgangspunktet for den Sokratiske ironi, den spøgefulde måde hvorpå Sokrates
konfronterer sine dialogpartnere, med et tydeligt alvorligere sigte. Sokrates’ spørgsmål leder til
sprogets grænse, men hvor sproget hører op begynder mytologien. Platon var forfatter, humorist,
filosof, pædagog og politisk tænker: Men han var også mystiker. Jeg vil derfor i min analyse
forsøge at udrede nogle af de mytologiske konnotationer der binder Symposion sammen.