Untitled

samples.pubhub.dk

Untitled

DER ER INGEN GADER SOM HER

8 DIGTSAMLINGER

STIG DALAGER

9 DIGTSAMLINGER

1986–2010

EC EDITION


DER ER INGEN GADER SOM HER

Copyright © Stig Dalager og EC Edition 2010

Omslag: Eli Lund

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Eli Lund

ISBN 978-87-91392-31-3

1. udgave, 1. oplag

Trykt hos Scandinavian Book 2010

Forlaget EC Edition

Høegh-Guldbergs Gade 101, 3.

8000 Århus C

www.ec-edition.dk

forlag@ec-edition.dk

Indhold

Forord 7

Hvid sommer, 2010 11

Himlen åbner sig, 2000 61

Og du skal vågne igen, 1996 193

Wienerdage, 1994 233

Floden under huset, 1991 295

Hjernen er en rød station, 1989 341

Ansigt og årstid, 1988 369

Århus-elegi, 1986 425

I en andens vinter, 1986 581


Forord

Der er ingen gader som her er en rejse ind i øjeblikket, det

hjemlige, krigens rædselsbilleder, drømme, naturen og ikke

mindst, som i Stig Dalagers øvrige forfatterskab, verdens

kulturer og storbyer, der beskrives med billedskabende sans

og blik for det særegne, uanset om der stilles ind på Wien,

Malisheva, New York, eller blikket vendes hjemad til Århus

eller Brønshøj.

Titlen på herværende samling (fra Ansigt og årstid, 1988)

refererer, sammen med det grafiske omslag, til dette aspekt

i Dalagers digtning, men også til gaders og vejes symbolske

betydning, som et forgrenende netværk, der forbinder verden

og illustrerer altings sammenhæng.

Det globale og helhedsorienterede syn er gennemgribende

i Stig Dalagers digte og uløseligt forbundet med Dalagers

eksistentielle og humanistiske livssyn. Dalager skriver både

skarpt og sensibelt om vores relationer, kærlighed, angst,

skuffelser og håb, mens menneskets destruktive natur undersøges

og fremvises, ofte med pressefotoagtige flash fra

verdens brændpunkter, og altid med en underliggende insisteren

på medmenneskelighed og et underliggende håb om

løsning på verdens konflikter.

7 Der er ingen gader som her


Lille note om bogens kronologi:

Fordi Hvid sommer, 2010, med denne samling udgives for

første gang, og de to samlinger, Ansigt og årstid og Århus-

elegi, trods deres generelt tidløse, drømmeriske surrealisme,

kan tilskrives perioden, hvori de er skrevet, er der valgt en

tilbageskruende kronologi for samlingen, startende i 2010

og sluttende i 1986.

8 Der er ingen gader som her

Eli lund

REdaktøR


Hvid sommer

2010


FEM SOMRE

En edderkop i den gyldne harpiks på et kirsebærtræ.

Pludselig bliver den levende og spinder sig ned.

De mørke træers kroner suser i blæsten.

Og indenfor: sommernatten der gløder

under søvnens gråblå lamper.

En kokon krakelerer, de små hvide vinger

gnistrer i den mørke skov uden for mit vindue.

Ved en havnekaj en tom blå fragter.

Timernes vand som vores kroppe bærer.

I eftermiddags, regnslør. De røde mure driver

af sved. Byen ånder tungt i sit forheksede landkort.

LØSE HAIKU

Højspændingsmasterne

et kontinuum i sommernatskulden

af tikkende fortielser.

....

Skurvognen med

halvdøren åben og vibrerende

ind til fraværets konkyliestøj.

13 Der er ingen gader som her


....

Hvid sol

gløder af erindringer

kulbrændt i sorte skyers glidende skygger.

....

En solsort på den gule mur

dens skygge løfter sig

og flyver.

....

Du er her var her ikke

ligesom citronsommerfuglen

i fuldmåne farvet røntgenblå.

....

Mælkevej bag natskyer.

Færgen med koøjelys.

Liljerne på bordet.

ROSE

Udfoldet fra et mørke, måske en tanke

der ligesom et flag går på hæld og

alligevel finder vej op, en drøm en

anden har haft og som bliver din

farve der ikke syner af noget ud

til asfalten eller op ad en brun væg

beskinnet af solen, en plet på en

dag, der dårligt kan ses fra vinduet

men er i din puls, din røde mund

når du vender dig i natmørket

og lyser, før døren går op til

den møbelløse korridor med sorte

håndtag, hvide vægge og trappeskakten

mod langt nede under jordskorpen.

En sammenknyttet hånd åbner sig.

Kloden drejer umærkeligt. Duft.

GLEMSEL

14 Hvid sommer

15 Der er ingen gader som her

At finde ind er som at sove.

Døre går op og i i associationernes trækvind.

Værelserne er som gyngende gondoler.

Himlen en kappe af gnistrende sort i månelyset,

tilføjet et diagram over de utilpassedes søvnruter.

Kvindelatter fylder stilheden ud.

Hele tiden er der noget, jeg har glemt.


Det må eksistere herinde.

Langt inde i mørket.

I hjernens sovende

synagoge, hvor en solsorts stemme

sliber på den gule horisont.

HOPPER-FRISE (1)

1.

Hvidt fyrtårn overbelyst af solen.

Alene på den yderste forpost.

Hvidt hus hvis mørke tagryg skærer sig op i himlen

med et håndkantslag.

Skygger af skovmosers omfang i det gyldne korn.

Uendelighed er et navn for noget andet.

Længsel gløder i den orange farve.

2.

Kvinde på blågrønt sæde i sort nederdel

med hat der skygger. Læsende ansigt i claireobscure,

ugebladets papir som en storm af hvidt.

Langt ude – gennem kupéens vindue – en sort skov,

der bevæger sig stadig længere bort og en bræmme af

rødgult lys fra den nedgående sol. Toget på vej

gennem mørket. Mørket på vej gennem kvinden.

16 Hvid sommer

17 Der er ingen gader som her

3.

Mand og mandens skygge op ad hvid mur.

Den senede, blotlagte underarms ene hånd

hager sig fast om stolens armlæn

som var han på kanten af et sugende dyb.

Blikket fjernt som hos en søvngænger

der har set for meget og kun ufrivilligt

overgiver sig til solen. Mr. Hansson,

indehaver af en benzinstation på Highway 31

tager sig et hvil, mens hans kone fra et vindue

råber til ham bagfra. Han hører ingenting,

bag nattens hvide persienner famler han allerede

efter cigaretter. Ad Highwayens grå lige linjer

rykker et grønt bjerg sig ind på ham.

Sidste nat, efter den fjerde whisky, var det

rødt.

4.

Kvinde hvis rødhårede hoved

i skygge svæver foran en blå væg.

De bare arme, brysterne holdt stramt ind

af et rødt bånd, låret der lyser af sol

og bogen på knæene som i stilhedens kirke.

En kuffert er stadig ikke pakket ud

på værelsets koksgrå gulv. Solen ruller

langsomt forbi på himlen, den orange væg

for enden fyldes til bristepunktet af

tidløs varme. Persefonisk venten.


5.

En hvid linje løber ind i dunkelmørket,

ind under broen. Bliver tyndere og tyndere

og fortaber sig som en tanke, der er dømt

til at fare vild. Over buen:

et rødt signalmærke for fare.

Der er ingen mennesker at se,

ingen der kan være bange.

Under jorden: skinnende

skeletter i stabler.

BERØRINGEN (15.7.2002)

I dagene der gik blev vi klogere,

men angsten forduftede ikke, de samme

billeder kørte igen og igen.

Vi kendte nu alle farver og vinkler

på døden, men døden selv forsvandt

ikke. Alle de levende ansigter,

deres udsigter og kroppe blev skyggeløse.

Juliana og den fireårige Ruth MacCourts lys

blev borte som flagermus ved daggry,

de var ingen steder at se, men vi vidste,

de havde været der. Adam P. Arias, børsmægleren,

Michele Coyle-Eulau, systemanalytikeren og

18 Hvid sommer

19 Der er ingen gader som her

Lucille Francis med sin skinnende støvsuger

havde også været der på de slidte tæpper ud

til vinduet mod verden på 107. etage i

World Trade Center. Elevatormekanikeren

Vishnoo Ramsaroop fra Trinidad havde været

der med sin broder og havde i kådhed ført

ham op til tårnets svimlende tag. Så mange

havde været der, det var, som om alle indbyggere

i New York, ja også vi selv havde været der,

men det var ikke os, der kastede os ud fra

den brændende 107. etage med hinanden i

hænderne og lignede sorte vingeløse faldende

mod mareridtets eget blanke mareridt i Manhattans

hårde, svovlgrå bug. Til stede forsvandt de i

selve øjeblikket, som om noget i os selv, vi

ikke før kendte, blev til zero og genopstod i

en ikke svindende forbindelse. På en septemberdag,

hvor solen blegede et barneansigt i Brønshøj

og lyste det sorte i rugbrødet op i mit køkken,

blev de borte i denne basale berøring.


2 x AFTEN

En rusten bil ved vejkanten foran

banegården. Tom. En skygge stiger ud

og kigger på sit mobilur.

Jeg er med ham i den store hal.

Vi skilles. Han går mod de hvide tog

i den kulsorte undergrund. Jeg forsvinder

i de hede ansigters dybgrå blikke

og i hvide urskivers tumultløb.

Som en mand med en hinde af

storby-energi. Hvileløs.

Ikke til at standse. Men med paraderne

oppe. Som var jeg hele tiden parat

til den sidste tur i ringen, den

der kun har én vinder.

Senere mødes vi i et værelse med

skråtstillet lys fra en åbentstående dør

ud mod havet. Det dybblå og den lyse blå

himmel er adskilt af en linje for alle

horisonter. Jeg sover allerede, da han

bliver ét med mig.

SKOV

20 Hvid sommer

21 Der er ingen gader som her

En skov i juli. Stilheden slår smut

på trommehinden. Et vibrato af varmebølger

som i Kenya. Mørket fra et ukendt indre

løfter mit hjerte op i flyvesals højde.

Hvem taler om at fare vild? Oppe fra

luften er alt en transformation af lys

og skygge. En sværm af kålsommerfugle

flagrer beruset rundt i vingemørkets

uendelighed under rundbuede kroner.

Trommehvirvel under en spættes næb

er en lyd, der spreder sig som

flager af hvidt, brændende papir.

SOMMERDAG

Kvinde med hund på vejen som synes

længere end før, udstrakt illuderer den

en nervetråd rundt om kloden, men her

i det fredelige er den kun en idyllisk

bivej inddæmmet i brombærbuskes dufte

svimlende om natten i den tomme

kupé i drømmetogets slingrende

sidste vogn. Krigen er gemt i


de sammenkrøllede aviser på gruset.

Martrede ansigter, hvis råb

vibrerer mere lydløst end tomrummet i et

klinisk atomkrafts indre, døde to

gange. Først i en madkø i Bagdad

dernæst i fotoet på det gulnede

papir, størknet i solens skarpe

stråler efter flere døgn med heftig

regn.

UDSIGT

Baggården med troldpilen, stadig

bladfuld med de let buede,

krogede grene i et dæmpet, eksploderende

kaos af grønt. Det tynde birketræ op ad

en beskidt, ramponeret stenvæg.

Sandkassen med låg lukket halvt til,

så man ser en rød plasticskovl, nogen

har glemt. Tomme havestole med front

mod hinanden som i minutterne efter

et åndeløst møde. En skål i svindende

appelsinrødt og citrongult med frugter

som skulle have været spist, men nu er

frosset fast i havebordets massive og voksende

skygge. Den hvide bænk skråtstillet på

den falmede plæne som en tanke, der kom

på tværs af sensommeren. Den lyser,

bliver stadig lysere i det blå mørke

der overfalder den fra alle sider for

at gløde i et endeligt forsvindingspunkt.

MIDNAT (1)

22 Hvid sommer

23 Der er ingen gader som her

Som en række rygvendte mænd med kloderne

glødende i baghovedet. Lamperne i

alléen ned til søen.

Flagermusstemning over asketræernes

sejt forvoksede kroner. Under dem:

Skygge og lys danser NO-polka

en miniature.

En bladløs, kridhvid birk insisterer på et liv

i vandets begsorte, stillestående spejl.

En druknet, død pige går igen

i ensom flydende svane.

MIDNAT (2)

Vandrotterne i søen arbejder

uden akkord. Utrætteligt

ad genetiske baner.

Mudrer mørket op.


Kakofonien af børns stemmer

fra legepladsen i nærheden

vandret ind i træernes stille vibrato.

To søvngængere stirrer fra hvert sit

blanke vindue i højhuset ned over parken.

I palisaden af tusindvis af vinduer

vågner de pludselig.

Deres blege ansigter røber dem.

En elevator fra det subalterne

sidder fast imellem to etager.

Alarmklokker kimer, men lyder som

en sonar i universets sorte stof.

I månelyset med udsigten til hængepilenes

enorme parykker spiller en eller anden

hvide terninger med sin egen dobbeltgænger.

Og vinder.

LYS

Eksprestog uden fører.

Hæmningsløs ild

transformeret til kærtegn.

Krop, der fyldes helt ned under fødderne

som en bundløs kop.

Søvnens katakomber

gennemhullet.

Et månenebula

genopstået.

Kloder i feberagtige

uendelighedsrækker.

HOPPER-FRISE (2)

24 Hvid sommer

25 Der er ingen gader som her

1.

Orange hat svunget i rundbue

så kvindens tillukkede øjne

under forstørrede bryn

lever den halvt sovendes

skyggeliv. Åbning i den glatte

pelsfrakke blotter hvid hud,

hvidt ansigt henvendt til blålig

kaffekop på cirkulært, glat bord.

Ligesom de nervøse hænder.

Røde læber med let vrængen som

om der er en fortrydelse. Massivt brunt skab

med et egetræs årer holder verden på plads.

Røde rosenblade i glasskål foran rektangulært

vindue. Mørke, der buldrer ind mod

glasset. Pletter af lys i parallelle

linjer på vej ind i befrielsens

zone. Udvejen er skjult for os.


2.

Ramme af mørke, søjlen på

verandaen bærer på mørket

som et håb på spleen. Er du

i den andens ansigt, er den

anden i dit? Manden halvt

siddende på verandaens kant,

hans hals og bare overarm

lyser. Ligesom kvindens krop

kun dækket af lakserød, skinnende

overdel og kort badeskørt. Hun ser

skråt nedad, han ser skråt nedad,

deres syn krydser hinandens

som to natgængere på vej

ad hver sit fortov

mod det samme hvileløse

hjørne. Kroppene dog fastfrosne

som på et fotografi af det, der

aldrig sker.

3.

En række af koksgrå stole

på svagt hældende gulv.

Alle linjer peger svagt nedad, den

mørke streg, den lyseblå

væg med en dør, som

tilfældet har lukket.

Også kvindens vegeterende

ansigt og hendes krop er

på et skib umærkeligt på vej

mod søens bund – eneste passager

26 Hvid sommer

27 Der er ingen gader som her

imellem de tomme stole. Som en

erindring, der langsomt forvandler

hende, opdager hun scenen foran sig

med det orange fortæppe. Forestillingen

begynder snart. Uskrevne replikker

breder sig i alle retninger. Midt

i trancen og den forslugne stilhed.

Sommervinden rykker i døren, den blafrer

pludselig som en markise af lys.

4.

Gule og røde kinesiske lamper

op imod den blå aftenhimmel, de gynger

let for brisen ind over pavillonen

med de runde marmorborde og de

spejlende glas og karafler med

deres skinnede hvidt som reflekser

af sol på konkylier. To kvinder

ved bordene med marmoreret hud – som

statuer fastfrosset og uden for

de mørkklædte mænds synshorisont.

Selvom de er inden for to meters

afstand. Hvem ser vi ud over

os selv og regnbuerne i

indre mørkekamre? August, den

hvide klovn med røde læber, en

cigaret i mundvigen, spiller

kort. Solo Nolo.


AUGUSTDAGE (1)

Tanke svævende mod en hvid væg

som en natsværmer.

Indgange som kun findes i

udgange.

Skyggeorkester på en tribune hvor

trommestikkerne danser ilddans.

Hænder dækker andre mørke hænder

famler som dem ud mod lyset.

AUGUSTDAGE (2)

Kolossalt torv befolket af

svævende gult papir.

Portåbninger med klaprende

døre.

Hjerte der slår en takt over.

Kontormænds lange skygger på

hvide duge.

Suset for ørerne i nattoget.

AUGUSTDAGE (3)

Natten, der langsomt vandrer

baglæns ind i dagen.

Søvn i en blå lampe.

Hvid by smider sin

sorte skjorte.

Neuroser brændt bort af solen

på fjerne villaveje.

AUGUSTDAGE (4)

28 Hvid sommer

29 Der er ingen gader som her

Sky af faldende valmueblade i spejlet bag mig

hvor uret tikker.

Dine nøgne skuldre som de hældninger

mine hænder følger.

Ungt ansigt bag mit gamle

der har lejret sig imellem sprækkerne

drømmer stadig.

Et forsvindingsnummer, der ikke

går tilbage.

Dreng i solen med dagpåfugleøje

svævende over håret.


AUGUSTDAGE (5)

Fodgængere gennem natbyen

med hvide ubeskrevne breve

i hænderne.

Snævre gader med døre til

de sovende stående vidåbne.

Bro for spøgelsesbilister

og blækhatte der langsomt

skyder op.

Rækværk foran stjernerne

glødende i kulsorte vandmasser.

Kirkeklokker runger i

kloakrørene.

FEST

Hver en frugt med sin farvetone

på vej til at modnes, også

æblerne i stilhedens dragemund.

Vejen hvid under bundløse stråler,

som et stykke papir, når sommeren

dovner og selv drenge går

langsomt som duftbedøvede

søvngængere mod endeløs horisont.

Ingen lærker over sten, men

solsortetoner og skyggers hurtige

skraveringer af fuglevinger på

røde husmure og brune nakker.

Fortid opmarcheret i tillukkede garager.

30 Hvid sommer

31 Der er ingen gader som her

Sekunder slår lydløst. Popler, lindetræer,

asketræer vokser i deres mørkeposer,

bader vores tindinger i deres skyggesøer.

En flimrende fest. Døde med vinger

af mos fører os gennem

nattens udspilede telt.

VINTER-HUKOMMELSE (1)

Türkenschanzpark, Wien:

Tilisede mørke elletræer. Med armene

strakt op i grå perforeret himmel.

Marmorskyer mejslet ud i kuldebuens drømmehal.

Allikeflokke letter som sort skinnende papir.

Dreng roder med pind i sneen

på bølgebakke i parkterrænet pakket ind

i hvidhedens lysfarve. Og fanges af stilheden

i jordgletscherens bug.


Blålig isskive. Søen gisper i sine

tilfrosne gæller. Køligheden brænder.

Labyrinter, som tiden har bygget,

smelter i skøjteløbernes tindinger.

VINTERHUKOMMELSE (2)

Vær til stede et øjeblik. Tænk tilbage på

hvordan du forlod lejligheden med kvinde

og barn, dit eget, vendte ryggen til og gik.

Den eftermiddag var lyset klarere, luften

koldere, fliserne under dig uden vibrato,

du gik uden elasticitet, som et skelet

pakket ind af hvide tanker gennem den mørke

port mod Billrothstrasses tågede trafiklarm.

Blev du til en statue af støv, hvis du så dig

tilbage? Det røde Gärtenhaus med smedejernsgitter,

himmelspejlende altandøre og stirrende

ansigter, stod der stadig, mens du allerede

sad i bilen. En mand med et overkrydset, gulnet

kort i hænderne over alle Europas flugtveje.

Dine svedige hænder holdt om det tilisede ror

på et skib, skruet ned i isen. Ingen passagerer,

tomme lukafer med tilfrosne radiatorer og en

klokke der ringede gennem hele skibet for en

32 Hvid sommer

33 Der er ingen gader som her

messe, der aldrig fandt sted. Lyden slipper

dig ikke, den er som en fangedragt eller den

blå, for lille uniformsjakke du troede, du

havde på, da du startede bilen og kørte.

HOPPER-FRISE (3)

1.

Queensborough Bridge langt ud i grå

horisont som om den leder efter nattens

forsvindingspunkt ligesom jeg efter

den blå time hvor gyderne i Sainte-Germains

eller Nefomete vågner af dromedarsøvnen,

og bader sovehjernen i sit langsomme lys.

Jeg famler efter dagens farver som en dreng

efter en pensel foran det stadig hvide papir,

bedøvet af nattens tågebanker i baghovedet

og der er kun lidt brød, et glas vand

og et vakuum, du efterlod, da du endelig tog

af sted med latteren ringlende efter dig som

en uventet fåreklokke imellem bakkerne med

enebærtræet, posthuset og den tikkende

transformatorstation uden for Monferrat.

Solen gløder op under skyerne, himmelrummet kælver,

byernes navne blander sig ligesom farverne.

Jeg går med dukket hoved ud af Queensborough Bridge

bedøvet af afsked og daggry.


2.

Flagrende blåt gardin åbner for lyset

og den gule væg og din ryg mens du står

bøjet over noget jeg ikke kan se, hvad er,

det må være en taske eller en kuffert eller

et glas med piller, der kan bære dig igennem

den nat, som allerede har pakket sig sammen

om dit hotelværelse. De høje, rektangulære

vinduer gløder i orange og kan ikke sammenlignes

med en farveløs sorg.

Åh, ja, vi er rejsende, drevet ud, alene med

vores kroppe og asken fra pandæmoniet af minder,

men en stemme som din står som en gylden akkord

i mørketimen.

3.

Vej i Maine, gylden rundt om det skyggekullede

bjerg som en sang om andre veje borte i

hukommelsesgus: snetragten ned mod Barentshavet

der åbner for panoramiske sletter af kridhvid,

uendelig is og fortabelsen i den blå himmels

knitrende sejl; tør sti uden for den hvide by

Merida med citronsommerfugle flagrende om

tindingerne frem mod flamboyanttræets

rødt. Erindringen er et tog, der kører os

på rygvendte sæder ind i mørkets solopgange,

du hilser på mig fra en hvid station, bliver

stadig mere fjern som den, du er er i den, du

var i en gyde i suq’en i Jerusalem med dens brus

af mandelolie, nellike- og amberdufte ikke langt fra

34 Hvid sommer

35 Der er ingen gader som her

Elias’ tomme blå stol. Han forsvandt, men er set

fra ryggen i midnatstimen under synagogens smuldrende

bue eller i Kodakbutikkens solfyldte vinduesspejl

ud for guidernes via Dolorosa. Her gik en svedende

mand med et trækors på ryggen, her stod du med dit

tørklæde, fortabt, forundret.

Støvede gyldne marker, tørre vej og sol i Maine,

jeg har kun mine slidte sko og et ur. Rundt om bjergets

sorte sokkel findes du igen. Veronika. Much to young

to say goodby.

COME AND SHARE MY LIFE (Canetti in memoriam)

Marrakesh (1)

Kamel drevet gennem de hvide

huses gader, på vej mod slagtehuset,

standser, brøler foran intethedens

dør. Med en viden, der er større end

den selv.

Pakæsel med forrevne hove, tynget

af svimmelheden og oppakningen

under solen. Tvunget fremad med snert

af kamelhårpisken i svedig, brutal

hånd. De røde striber brænder i

staldensomheden.


Bylt på det hvide torv indhyllet

i sort. Ikke større end en dreng,

men måske en tigger henvist til

vokallydens “Æ-æ-æ”. Usynlige menneske,

kun en lyd, der tvinger andre til

at stoppe op.

Ung kvindes utildækkede ansigt

i vindue højt oppe i den hvide

mur. Mandeltræet blomstrer uventet

i hendes øjne og i den

nærliggende beskidte gård fyldt med

tilsandede, tomme flasker.

Blinde tiggere i den krydrede suq

befamler hver eneste mønt i

træskålen. Æbleskiven, hvis duft

breder sig i en sky af velbehag

fra en tiggers åbentstående mund.

Ingen ser ham.

København, Brønshøj (2)

Kvinde med dreng i hånden foran

køledisken. Han trækker én vej,

hun en anden. Neonlyset omslutter

dem begge. I morges vågnede de

i hver sin seng blændet af lyshavet

på værelsers blå vægge.

Dranker på bænken under den udtørrede

gyvel, der engang har været gul.

Hænderne skælver. Parken er enorm,

som en hangar af uforbundne minder.

Flasken hænger ved læben, øjet ved

lindetræers kurvede flugtlinjer.

Gammel med brun stok under asketræ.

Drevet fra lejlighed af dufte,

utålmodig bag furet hud af venten

på begivenheder, der ikke længere

indtræffer, men hænger hvileløse

og sitrende i luften som ishvide

sommerfugle.

New York (3)

36 Hvid sommer

37 Der er ingen gader som her

Taxichauffør vågner på førersædet

i gul taxi et stykke nede ad 21. gade.

Her er han faldet i søvn oven på

nattens mange ture på kryds og tværs,

har overhørt radiovagtens stædige

opkald. Hans øjne møder et blegt,

forsovet ansigt i bakspejlet og

nu: azurblå himmel. Husker med grimasse,

at dobbeltsengen og hans lille lejlighed

i Bronx for nogle dage siden blev

forladt af hans kæreste. Han har ikke

set hende siden.


Børsmægler mr. Mason på vej op i

elevator i Marriott Marquis hotellet

på Times Square med dets 1911 værelser

og 61 suiter efter et nattelangt møde

i cigarbar på 7. Avenue. Udblikket fra

elevatorens glasvægge ned over hotellets

indvendige enorme atrium med dens

hængende haver gør han svimmel. Trykker

forgæves på alle knapper, kan ikke se

en ende på opfarten.

Rengøringsdame Mrs. Duly standset op

i Chrysler-bygningens lobby foran en

elevatorgang. Allerede træt ved

udsigten til de mange kontorer,

hun skal rengøre, bevæger hun sig

langsomt med sin elektrificerede

skrubbe i hånden hen over det flerfarvede

marmorgulv. Roen overfalder

hende kortvarigt i det mørkegyldne

lys fra de kantede, glødende art

deco lamper, der ligesom lotusblomsterne

i elevatorernes indlagte afrikanske træ

hver morgen skaber længsel efter fredfyldt

landsby uden for Nairobi, hun engang forlod.

Hvornår, husker hun ikke.

38 Hvid sommer

39 Der er ingen gader som her

Sikkerhedsvagt Eva Thompson bevæger

sig rundt i et morgentjek i Security

Council Chamber i United Nations enorme

marmorerede og glasagtige bygning. Den

øde tomhed omkring det cirkulære bord

med dets parade af ubesatte stole

forstærker den lydtætte stilhed i

rummet. Det suser for hendes ører, en

dør går pludselig op i væggen langt fra

hendes ryg med et lille imploderende sug.

Hun vender sig, famler efter sin pistol.

Ingen træder ind.

Ibenholtsorte Marvin jr. kan i

opgang på Fifth Avenue Harlem med udsigt

til brandtårnet i Marcus Garvey Parken

mellem 120. og 124. gade efter en

nat med sin elskerinde på de tørre

lagner i den smalle seng i hendes lille

lejlighed, der lugter af friture,

ikke få nok af hende og trækker hende

slowmotionagtigt og smilende hen mod

væggen ved siden af vinduet, løfter op

i hendes nederdel og fører sit ømme

lem ind. Hun borer sine negle ind i

hans nakke. Han bliver væk i hendes

duft og i mørket bag sine øjne.

Brandtårnet og poplerne langt nede

vibrerer i hendes slørede synsrand.


Tony Viscaro har efter mange

formørkede overvejelser bevæget sig

ud på fodgængerdelen af Brooklyn Bridge.

Under det spindelvævsagtige net

af kabler og med udblik til Financial

Districts grå monolitter i det astronomiske

himmelrums sol kravler han over rækværket

og stiger op på afsatsen med en sugende

fornemmelse af East Rivers spejlblanke vand

forneden. Han står der som en forpjusket,

vingeskudt fugl og breder armene ud

parat til at gøre en ende på storbyensomheden.

Men gribes pludselig bagfra af to arme

tilhørende Joy Silver, der er ude på

sin sædvanlige morgen-joggingtur over

broen. To sekunder i døden.

Jim Forster, dømt for at have skudt

sin nabo i en kondemneret etageejendom

i Bronx South i et jalousi-opgør, vågner

i sin 3 gange 3 meter smalle celle i

fængselsbygningen James A. Thomas Center

på Rikers Island, hvor han på grund af

opsætsig adfærd tilbringer 22 timer i

døgnet. Såret fra det knivstik, han

blev påført af en medfange for tre måneder

siden, fordi han havde “sladret” til

en fængselsbetjent om samme medfanges

voldtægt af ham i fængslets bruserum,

brænder stadig. Han orker ikke at rejse

sig fra det hårde sengeleje, ligger og

lytter ind i fængslets ekkorum efter

genkendelige skridt og stemmer og husker

40 Hvid sommer

41 Der er ingen gader som her

pludselig duften fra den store skov af

tsugagraner i New York Betanica Garden

i Bronx. Hertil kom han med sin stedmor,

syv år gammel.

Wien (4)

Dreng, der er alene hjemme,

vågner i en døs og forstår ikke,

hvor han er. Et syn af Anton

Pilgrams udskårne portræt

af sig selv med vinkel og passer,

tynget af orgelkonsollen i

domkirken, svæver foran ham.

Det gyser i ham. Han fryser

pludselig som han af og til gør,

når han står i Stephandoms store

skib og holder vievandet som

messedreng. Kulden vil ikke forlade

ham.

En mands og kvindes kroppe

folder sig ind over hinanden

i Sibertgasse i en opgang, hvor

der gennem et åbentstående vindue

er udsigt til lindetræerne i

Haydn-park. Efter en nat sammen

i kvindens halvanden-værelses

har manden stadig ikke fået nok

af hendes duft og berøringer

og er igen begyndt at klæde hende af


midt på reposen foran hendes dør.

Han skubber hende tilbage mod døren

og fører sit lem ind i hende. Hun

tager om hans nakke, trækker hans

ansigt ind på sine bryster. Han

bliver væk i mørket dér, lindetræerne

langt nede danser i hendes slørede

synsrand.

Operasangerinde Gerda Weisse vågner

i en lejlighed i Schmöllergasse

og mærker med det samme en usædvanlig

tørhed i halsen. Hun er bange for

infektion og ringer til sin privatlæge,

men hører kun hans telefonsvarer.

Hun bliver åndsfraværende siddende

med røret i skødet og giver sig

uvilkårligt og nervøst til at afprøve

sin altstemme. Den vokser langsomt

i fyldighed. Hun rejser sig, røret

dratter ned på gulvet. Nu lyder

stemmen som et længselsfyldt råb og

fylder hele lejligheden ud.

I Café Centrals tomme lokaler

sidder en papmachéfigur af

Peter Altenberg med sørgmodige

øjne og tungt overskæg og læser

i en avis. De okkergule marmorerede

søjler med deres kapitæler skinner

under det højtbuende loft. Gennem

den høje glaskuppel, der hvælver

sig over vinterhaven, trænger

dagslyset ind og afdækker

palmevæksternes ro.

42 Hvid sommer

43 Der er ingen gader som her

Som i mindre katedraler stiger

larmen fra de tusinder af stemmer

og de indkørende undergrundstog

og fjerntog og de stadigt rullende

trapper fra dybet under jorden

op under taget på Westbahnhof og

Südbahnhof. Kakofoniske lyde og

lysindtryk blander sig med strømmen

af halvt bevidste associationer

hos de påklædte tusinder med deres

mapper og tasker, aviser, ghettoblasters,

fuglebure og varme stykker

pizza i hånden. De er på vej tværs

gennem byen, fra den ene ende til

den anden eller til overbelyste

lokalstationer med stort dimensionerede

navne som Erdberg, Kardinal-Nagl-Platz,

Stephansplatz, Hütteldorf, Volkstheater.

Der er et mærkeligt forhold

imellem den beherskede formålsrettethed

hvormed de tusinder bevæger sig og

deres svagt summende, nærmest dvaleagtige

tilstand på sæderne i togene under

jorden, hvor de sidder ansigt til ansigt,

så længe den fælles rejse varer, og

mylderet af uhåndgribelige tanker, som

deres akavede bevægelser med fødder og

hænder og hoved og skift i blikretning

afslører. På vej gennem tunnellernes


mørke under jorden sitrer de rejsendes

øjne, pupillerne udvider sig, mens

ansigterne er i maskeagtig ro. Kunne dette

mylder af halvt fødte, ikke inkuberede

tanker fortætte sig og stige til vejrs,

ville Wien for altid være dækket af

støvregn. Nu forsvinder de ud i undergrundens

mørke og synes ikke at eksistere

i det pludselig dagslys, der overfalder

ansigterne ved opstigningen til byens

gader, pladser og kontorer. I deres halve

søvn er de tusinder snart i rummet, snart

på rejse, snart på senges lagner, snart

i køkkener, snart i baggårde eller i alléer,

hvor de engang har tilbragt to minutter

af deres tid. Tanker om at bryde ud,

forsvinde, stige af, hævne sig, få ro eller

vågne op i en lykkefølelse er fremherskende

midt i ubehaget ved at være spærret inde.

Byen vågner, i Wiens svineslagteri

bedøves dyrene allerede og får det

sidste stød, katte strækker sig i

vindueskarme, rotterne finder nye

huller i nedløbsrørene, hunde vågner

forvildede i deres kurve og har drømt,

de var på jagt, nu slikker de hånden på

deres ejermænd og ejermændene klør dem

bag øret eller kalder dem på plads.

Allerede længe har Sachertærterne, Apfel-,

Linzer-Mohnstrudelkagerne, Topfenknödelerne,

Bischofsbrødene og Doboskagerne

med deres skiftende lag af

44 Hvid sommer

45 Der er ingen gader som her

sukkerbrøddej og chokoladesmørcreme

ligget parat i konditoriernes vitriner

ligesom også den tyrkiske storvisir

Kara Mustafas afhuggede hoved i montren

i Wiens Historiske Museum.

BLÅ NÆTTER

1.

Med mørke over ansigter og vågne øjne,

med lys over grå sten og fugle, der svæver

går vi på linje mellem det døde og nøgne

tynget af lodder, løftet af vind, der hæver

dage til et nada af duftende grønne blade.

Beruset af sol og skygger er vi som bier

eller kolibrier under monolitter i en gade.

Fra os kommer det der taler, det der viger.

Fra murene en tavshed helt ind i hjertesalen.

Folder vi os nogensinde ud? Er vi jordfaldne?

Er det et amokløb for nerver mod mørkedalen?

Asketræet gror langsomt ud i lys, besætter

horisont, bliver stadig mørkere i sit jordkaldne

bloster, dage bliver for os til blå nætter


2.

og hvide nattesyner af de fraværende døde

som står de i åndeløs kø for at være her,

levende-febrile som ved det allersidste møde

der bandt dem til mit hjertets her og der,

dets nervøse frem og tilbage som en lærke

fra fuglekassens mørke hul, når den blind

i lyset kaster sig ud, svæver uden smerte,

trækker krop og fjer med sig mod en lind.

Døde blev som druknede hængende på nethinden

mens de tørre rejste mod Styx’ anden side

under Karos mørke øjne, med ryggen mod vinden,

hvide som genfærd i hjernens balsale, blå

som hunde, der falder omkring og ikke kan bide

for mareridt i det, de ikke længere kan nå.

SOMMERSCENARIER

Kvinde alene på mark lænet fremover

med udsigt til fjerne grå huse

og himmel som i et brus af hvidt

nedefra bæres oppe af sig selv

46 Hvid sommer

47 Der er ingen gader som her

Husgavl med tændt enkeltstående lanterne

og træer der som tang pakker længen ind

også drømmerne bag væggene der netop

stået op i flok spiller skak med døden

i to lysende og rektangulære vinduer

Alene på scenen som skåret ud af

mørket i hvid bark: To lysende

komedianter med enorme kraver og

åbne munde der vrænger ad stilheden

Jernbanelinje bærende på fed skygge

eukalyptustræer med sorte kroner

Hus med rødt tag blændet af solstribe

og rygvendt dreng der på hvidt

bjerg (er det dødens?) svæver

i blågrå aftenhimmel

Æbletræerne blomstrer på en enkel nat.

Tiden ser sig ikke tilbage, men farer

vild i natsværmerne. I mørkets hvide

bibliotek klaprer dørene i frigivne

fortællinger.


BAR

Den hvide bartender der opslugt af mørkets

bagvæg bøjer sig let fremover og bliver stående dér.

Der er ikke noget frem og tilbage i mørket, kun

gaden, der drejer fra lyset og ind bag barens gule

væg. Rødhåret kvinde med øjnene rettet mod genstand

imellem negle, de blåfarvede øjenlåg dækker over

fraværet. To mænd adskilt af skinnende bardisk,

den ene med ryggen til, den anden med et blik

ingen steder hen, som om alle fire er ankommet

for at være borte fra hinanden i hinandens selskab.

KVINDE II, De Kooning

Langt inde er kvinden

måske er det hendes øjne

i det grønne ansigt eller

kjolen, der engang har

været rød eller den orange

plet over hendes hoved

eller de gråblå farver der

pakker hende ind, sig ikke

det er eftermiddag på en

stille gade i New York

og hun netop er stået ud af

sengen for at finde hen til

vinduet og den svimlende udsigt

mod Met Lifes fastfrosne bygning

hvorfra mere end en har kastet

sig ud. Skulle der være nogen

desperation her? Langt inde i

kvinden er farvesvimmelheden.

48 Hvid sommer

49 Der er ingen gader som her

GADENS MYSTIK OG MELANKOLI, Giorgio de Chirico

Mørkegrøn horisont, mørket tiltager

i himlen over den. Snart bliver det

nat. Pige med tøndebånd, en mørk

silhuet mod lys baggrund, løber

mod lyskilde og en statues lange

skygge. De to figurer nærmer sig

hinanden og bliver mere og mere

ens. Den hvide væg til venstre

oplyst af projektør, pigen

på vej mod de mørke arkader over

den gule sandjord. Til højre

synker en bygning og dens arkader

ned i dybt mørke. I tusmørket:

En tom flyttebil med åbne døre

og siderne oplyst

af en ikke-eksisterende lyskilde.

En erindring om noget, der var eller

refleksion af en refleksion kastet

frem og tilbage imellem væggene?

Et spor skærer igennem det skarpt

opdelte lys og mørke, pigen har

netop passeret sporet og vil gå forbi

vognen – eller vil den opsluge hende?

En brise griber fat i pigens hår og

får det røde flag til at blafre for

enden af arkaderne. To forsvindings-


punkter: Linjerne i den hvide bygning

mødes til højre over horisonten. Linjerne

i skyggezonen mødes midt i den passage,

som pigen skal passere. De to forsvindingspunkter

krydses aldrig, pigen vil aldrig

nå frem til stenens skygge. Gadens

hemmelighed.

DRENG

Bag træt ansigt med rynker

clair-obscure så man fornemmer

et smil, der kunne være drengens

og hans blik mod dragen i

endeløs himmel

og sansningen af dønningerne

der en efter en rammer stenene

på stranden udstrakt som et gult

tæppe op imod et grøn-blåt

gennemsigtigt vand som er det

første, han husker med solblinkene

og den lange rende af lys

som en kølvandsstribe efter en færge

helt lavet af ild og sommerens

evigt fødende fatamorganaer

LYS I LONDON OG OMEGN

50 Hvid sommer

51 Der er ingen gader som her

“Menneskene ved ikke noget om sig selv”

men det lyse i mit øje kender du, det er

den forbrændte sommers sidste glødende

sekund før natenglens kappe folder sig ud.

Hvem der på en bakke ved Malisheva skød

hvem, hvem der ved Arnheim lod angstens

kugleregn hærge de uforberedte ansigter,

hvilke råb, der steg mod den kolde himmel

gennem den mørke kulde er uden mening

ligesom dronningens tandløse

suk på lejet med de trehundrede puder

på Windsor Castle. Blodet farvede vandet

ved Normandiet, menig Prey sank til bunds,

tog sommeren og verden med, den svale

der sang i hans baghoved og i et sekund

endnu vibrerede over Kentuckys kornmark

forsvandt. Længslen forsvandt, morgenerne

med lys, hunderosernes duft steg op over

næseroden, bedøvede hjernen ligesom den

svimlende sol. Alle går bort i lys.

Øjnene rækker ud efter det

ligesom drengen efter dagpåfugleøjet

og æbletræernes sne på en sommerdag,

hvor alle tænker på noget andet,

og stilheden i Montague Street er

blågrå som på et billede af Hammershøi.


REGNNAT

Regn drukner horisont, mørket stiger fra

jorden og opad. Kvindes hvide skuldre

og kind omfavnes af skygger op imod

orange lys. Æbletræ i sit brudeslør

forsvinder mod mørkets bagvæg.

Stenagtig stilhed. Sort nats opløsning i

blålig lysgletscher. Spindelvæv vibrerer.

Nattergal synger. Døde bytter hvide

skjorter med de levende.

VINDEN, Rørvig

Lampen tændt, nøgen og slukket før

i sit metal på det skinnende bord

med aftryk af hænder og stearin

og berøringer nu kun spor efter

nogen, som har været her og gennem

de åbentstående døre har set kålsommerfuglen

svæve henkastet for vinden over den røde

mur med pletter af udgået farve, billeder

på tomme rum i erindringen engang fyldt

af knusende sansninger af levkøjer,

æbleblomster og grågrønne egetræer, lyde,

der har omgivet huset og blev borte i vinden

ligesom vinden er forsvundet ind i kraniesøjlen

hos et barn på vej rundt om huset i et

ubarberet vildnis af græs, rustne cykler

og bølger af sol, den suser for mine ører

hen over dig tæt på lampen med

52 Hvid sommer

53 Der er ingen gader som her

hele neurosens smilende ansigt og dine

hænder der holdt om min krop og vores

neddykken i et leje af løfter og dun helt

ud i den grå luft over tv-antenner og

byveje og forladte forstadskuber med silken

i himlen og dens tilsyneladende evighed

over og igennem sig. Vinden visker

sætninger ud som tiden fortæller i

mørke på et hvidt papir

men i formiddagstimen skinner solen,

løber drengen, elsker kvinden, havarerede

skibe dukker op fra havbunden plastret

til med konkylier og tang, begravelsestog

myldrer over bakkerne og en mur som ingen

ved, hvem har bygget, bliver levende, selv

døde læser op i gaderne fra digte der ikke

findes. Den suser for mine ører, i asketræerne,

vinden.

HALVSOVENDE

Halvsovende i husene imellem mørkets

vejrtrækning og lysfelter fra

fødderne og op imod tågekupler

blinde, søvndrukne ud af sengen

mod tv-skærme, computerverdener

trukket ud og ind af irgange

og blomsterhvide rum udefinerede

allerede tilbagelagte og glemte

i tågeskyer over grantræer

og kaffekopdufte og bonede gulve


skinnende af kropsskygger ligesom

spejle der er svæverum for

tanken, er det virkelig os, de

viser, ikke salamandre, spøgelser,

fisk i kredsløb ligesom kloder

om solen, somnambul med mapperne

ud på fortovet til bilers

parade og rododendronduftkaskader

FUGLE

Tyngdeløst går morgenlyset igennem

hvide måger på stranden, sortøjet fortumlede

af de mange oceankig og blå svæv

indvævet i globedrejningen og det faldende lys

med telepatiens følehorn i vingespidser

båret af kølig tung vind, arkaiske drifter,

sollængsel, dykkende mod skifergråt fantasmagorisk

nulpunkt. Hvide måger på stranden, saltstøtter,

rolige som sten med trommeskindshjerter

PAPIR OG STEN

54 Hvid sommer

55 Der er ingen gader som her

Papiret, skriften fylder ingenting

mod brombærbuskene bag lysenes spejling

i sommernatten, ordene dækker

den febrile flygtighed i flugten,

jagten efter egen skygge, krystallet

af tid i den faldende dråbe mod stålvask,

hvor mange distraktioner er nødvendige

for at nå frem til din mund, dine

bryster, den uhæmmede sol på din skulder,

det der ikke er skrevet i sten,

fragmenter af mørket bag regnen,

en stjernehobs fjerne lyssætning

trukket ind gennem øjets tyndeste

hinde og fortabt imellem millioner

af vibrerende membraner i kraniets

grå mørkekammer. Der er en linje

imellem liv og død, imellem lys og

skygge, som hele tiden må oplades

i hjertets batteri, på den danser

skyggebillederne i Platons hule

ligesom linedanseren på den tynde

tråd med suget fra det store nada.


DE ATTEN I URUZGAN

Tiden tøver, galskaben fanget i fanatiske

hænder i basaren, Uruzgan, også en provins,

dagen svajer ubeslutsomt over sønderrevne

kroppe, blodige lemmer, brustne øjne lukkede

for himlen. Hertil kom 18 kvinder, mænd og

børn og ikke længere. Hertil kom Ifrahim

Abukar med bombebæltet i hvis tænding drømmen

om paradis imploderede som en psykedelisk

tvang, han der nu har mistet sin krop har

også mistet sin skygge, de 18 der har mistet

deres kroppe har også mistet deres skygger.

Lyset går ikke længere ud og ind gennem

deres hoveder, deres råb står i kø for

at sende dem ud af verden, op imod den

hvide himmel, hen over det hvide papir

er de røg, aske, ord, der tøver ...

FORLADTE HUSE

Endnu en rastløs dag, hvor overfladen skinner af sommer

og hvid melankoli, der er steder her, der står tomme,

ubeboede huse, som virker forladte allerede før

de er bygget, begravet under egetræers bladhang,

gennemtrukket af skygger bag støvede, beskidte vinduer.

Om natten vækkes jeg af en underlig musik, der

er uden afsender, men trænger ud gennem sprækkerne

i disse stenhuse, det er, som om nogen holder fest dér,

midt i mørket, blandt ubrugte borde og stole og med

utændte tv-skærme. Er det døde, der går igen eller er det

56 Hvid sommer

57 Der er ingen gader som her

ufødte som kræver at blive hørt, et muligt illusionsnummer,

før deres stemmer helt forsvinder blandt træerne og

diffunderer bort i støjen fra trafikken og kværnen

af opløste tanker og lyden fra fly, der hele tiden

ankommer og letter fra den aldrig lukkede lufthavn

ikke langt herfra og minder om monstrøse flyvende øgler

fra en tid, der aldrig bliver min, disse blanke konstruktioner

af aluminium og megaloman kraft, der sender os vingeløse

op mod solen som Ikaros til endeløst beskinnede

snehvide vidder og arktiske bjerge tegnede i luften.

En vis salighed i den ophævede tyngdekraft gør det

lettere at fare vild her end på vejene omkring mit hus,

men i de tredobbelte skygger under gadelygterne ved

jeg ikke, hvilken af dem, der tilhører det ufødte,

det genkomne døde eller det levende og hvorfor

et af de ubeboede huse pludselig til forveksling

ligner mit.

REGNSKAB

Shing Ung fødte

i går i Hanoi en datter

Mai Ung uden arme,

så lang tid virker napalmens

sorte bølger i blodet, år efter år,

krop efter krop er de brændende

skove og byers mareridt kodet

ind i fremtiden, mens jeg leder

efter mig selv trækker en virkelighed

i og uden for digtet sine spor,

der vokser træer her,

More magazines by this user
Similar magazines