Forbrydelse og straf

institut for kunst og kulturvidenskab, litteraturvidenskab 

bachelorprojekt vinteren 2005 . david o. engelby 

bachelorprojekt 2005 

Isolation og ensomhed 

i Fjodor M. Dostojevskij s roman 

Forbrydelse 

og straf ( Rusland 1866) 

En narratologisk analyse med 

kritisk anvendelse af Mikhael Bakhtins 

teorier om Dostojevskijs poetik 

Appendix I : Indholdsfortegnelse. 1 

1. Introduktion 3 

Problemstilling og metodisk oplæg. 3 

Problemformulering. 5 

Metode og disposition. 6 

( Disposition starter s. 8 ). 

2. Isolation 10 

Fremstillingen af isolationen 

som monologisk aktiv. 10 

· Indledning. 10 

· Hovedpersonen Raskolnikovs 

etablering i en isoleret situation. 10 

· Den isolerede situation som 

forstærkelse af motivet til mordet. 12 

· Isolationen som fremmedgørende eff ekt 14 

Delkonklusion. 15 

1



2 

3. Ensomhed 

Fremstillingen af ensomheden 

16 

som dialogisk aktiv. 16 

· Indledning. 16 

· Krise og ny erfaring med isolationen. 17 

· Ensomhedens fremkomst. 18 

· Idémæssig revurdering. 20 

· Ensomheden som kristologisk byggesten. 21 

4. Isolation og ensomhed 

i fortællingens tolkningspunkt ( epilogen ) 

Ophør af spændingen mellem 

25 

mellem isolation og ensomhed 25 

· Indledning : Pestdrømmen og dens følger. 25 

· Generel, skematisk plotstruktur. 26 

· To mulige tolkninger af Raskolnikovs ‘frelse’. 28 

5. Konklusion 30 

6. Perspektivering 31 

Historisk ekskurs. 31 

· Dostojevskijs angreb på nihilismen. 31 

Noter 34 

Appendix I I : Summary in English. 36 

Appendix III : Litteratur. 38 

Opgavens enheder ialt : Ca. 56.700. 

Normalsider : Ca. 28

1 · Introduktion 



D 

ostojevskijs roman Forbrydelse og straf er både en kriminalroman 

og en beretning om den unge og fattige student, 

Rodion Raskolnikov, der på brutal vis slår en gammel pantelånerske 

ihjel med en økse. Også pantelånerskens søster, der 

kommer hjem midt under forbrydelsen, bliver slået ihjel. Efter sin 

paniske handling gemmer han tyvekosterne et sted i Skt. Petersborg 

uden at hente dem igen. I tiden herefter pines han mentalt 

og fysisk over mordet, altimens myndigheder og familie får en 

stadig større mistanke om, at der er noget galt med ham. Endelig, 

efter at have gennemlevet modstridende følelser i forhold til 

at betragte sig selv som skyldig eller ikke skyldig i forbrydelsen, 

beslutter han sig tilsidst for at melde sig selv. 

Dette handlingsforløb knytter an til mange tematiske problemstillinger 

af etisk og moralsk art, som forskningen af Dostojevskijs 

forfatterskab har behandlet grundigt. Der er blandt andet en 

tendens til at fokusere på romanens historisk-fi losofi ske indhold1 

eller de psykologiske træk2 hos hovedpersonen Raskolnikov. Motivet 

til mordet skal nemlig ikke blot søges i hans fattigdom, men 

i hans teorier om det » ekstraordinære menneske «, herremennesket, 

der ikke skal stå til regnskab for samfundets almindelige love. 

Raskolnikovs teorier bliver fremsat tydeligst i romanens tredie 

del, femte kapitel . Et stykke tid efter sin forbrydelse bliver Raskolnikov 

introduceret for undersøgelsesdommeren Porfi rij Petrovitj. 

Porfi rij er yderst intelligent, og han har kendskab til, at Raskolnikov 

engang skrev en artikel om forbrydelse. Det er i denne artikel, 

at Raskolnikov taler om herremenneskets ret til at begå en 

forbrydelse. Da Porfi rij spørger ind til artiklens indhold, må Raskonikov 

fremlægge sine teorier. Disse teorier er mere monoma- 

Problemstilling 

og metodisk oplæg 

3



4 

ne og fi kse ideer end et fi losofi sk system. Derfor vil jeg under eet 

kalde det hans ‘teori’. ‘Teoriens’ hovedpunkter er3 : 

1. Forbryderisk handling er altid efterfulgt af sygdom. 

2. Alle mennesker er opdelt i kategorien ordinær eller ekstraordinær. 

3. Almindelige mennesker må ikke overskride lovens rammer, 

fordi de er ordinære. Men ekstraordinære mennesker har 

retten til at begå enhver forbrydelse samt overskride lovens 

rammer på grund af deres status. Det er ikke en offi ciel ret, 

men en indre ret, der afgør ret og uret. 

4. Alle store mænd har ret til at udrydde få, hvis det gavner 

hele menneskeheden. 

Mit herværende fokus er ‘teoriens’ vækstbetingelser. Han har inden 

romanens begyndelse i fl ere måneder isoleret sig i sit kammer 

og udtænkt sin forbrydelse. Han har befundet sig i en særlig 

situation og tilstand, hvori hans ‘teori’ har kunnet fl orere uimodsagt. 

Netop fordi isolation optræder så åbenlyst sammen med 

fremstillingen af Raskolnikovs grublen, fi nder jeg det interessant 

at forholde mig til romanens fremstilling af isolation som tilsyneladende 

underordnet Raskolnikovs ‘teori’. 

Er Raskolnikovs isolation i romanen en ren eff ekt af hans fi kse 

ideer og psykologiske træk? Er han konstant isoleret, altså helt 

ene ? Nej, det er han jo ikke. Jeg opfatter tværtimod, at der hos 

den isolerede Raskolnikov opstår en følelse af ensomhed. Her er 

det vigtigt, at jeg foretager en afgrænsning af betydningen af isolation 

og ensomhed, så min brug af begreberne kan fremstå klart4 . 

Afgrænsningen skal ikke opfattes dogmatisk ( ! ), men tjener som 

pejlemærkning for de tilstande og situationer, jeg vil analysere og 

fortolke Raskolnikov i. Ifølge Politikens Nudansk Ordbog ( anno 

1999 ) er isolation og ensomhed defi neret således ( mit citerede 

udvalg ) : Isolation er » at have eller leve med minimal kontakt til



omverdenen «. Eksempelvis » i isolation i en enecelle i et fængsel «. 

Ensomhed er kendetegnende ved een, som » savner nærhed med 

andre «. Ergo er isolation først og fremmest en situationsbestemt 

adskillelse. Ensomhed er derimod en følelsesmæssig reaktion på 

en situation. 

Jeg opfatter denne følelse af ensomhed som noget, der opstår 

på grund af mordet. Derved forandrer isolationen sig via ensomhedens 

fremkomst. Jeg opfatter også, at denne nye følelse faktisk 

ændrer hans tidligere overbevisning. Så selv om Raskolnikov generelt 

beskrives som isoleret, vil jeg opfatte isolation og ensomhed 

i romanen som havende forskellige eff ekter. 

Min undersøgelse spørger derfor, hvordan isolation og ensomhed 

i deres fremstilling i romanen får konsekvenser for Raskolnikov 

og hans ‘teori’. Hvorfor ? Fordi selvom andre undersøgelser5 

har behandlet Raskolnikovs åbenlyse isolation, så ser jeg ofte, at 

disse ofte slår isolation og ensomhed i hartkorn og betragter dem 

som en eff ekt af hans hans handlinger. Jeg vil i min undersøgelse 

påpege, at det modsatte også gør sig gældende. 

Sammenfattende vil jeg formulere mit fokus således : 

Jeg vil anvende hovedpersonen Raskolnikov som redskab for 

en tematisk analyse og fortolkning af Fjodor M. Dostojevskijs roman 

Forbrydelse og straf. Jeg vil vise, hvordan romanen anvender 

isolation og ensomhed som en transformerende eff ekt på ham og 

hans teorier om sig selv som et ‘herremenneske’. 

Problemformulering 

5



Metode 

og disposition 

6 

Den væsentligste del af min narratologisk baserede analyse består 

i at vise, hvordan isolation og ensomhed i plotstrukturen fungerer 

som medvirkende årsager til handlings- og idémæssig transformation 

hos hovedpersonen Ras kolnikov. Før selve analysen behøver 

denne metodiske overskrift en længere uddybning. Jeg vil 

afslutningsvis sætte dette i relation til min disposition . 

a ) Af hensyn til en klar argumentation, afgrænser jeg selve 

virkefeltet for undersøgelsens elementer ved mit fokus på 

hovedpersonen Raskolnikov. 

b ) En narratologisk-teoretisk analyse dækker over en undersøgelse 

via en fortællings struktur.6 Narratologisk teori 

har rødder helt tilbage til Aristoteles’ klassiske værk om 

digtekunsten, Poetikken. Narratologiens nyere strømninger 

( fra ca. 1960 ) stammer fra fransk struk turalisme og fra 

studiet af litterære teksters forløb, struktur og udsigelse. 

Den litterære narratologi kan groft sagt opde les i a ) klassisk, 

strukturalistisk teori : Formalistisk, skema tiserende / 

tekstcentreret og taksonomisk. Og i b ) nyere narratologi : 

Kontekstorienteret, tematisk /evaluerende og interpretativ. 

Min konkrete undersøgelse tager afsæt i forbindelsen mellem 

forløbet på begivenheds-planet og transformationen på 

tema-planet ; altså i fortællingens struktur og hvordan isolation 

og ensomhed kan ses som operative i forhold til plottet 

. Plot vil sige en rekonstrueret organisering af romanens 

begivenheder til en fortælling ( kaldet story /fabula ), hvilket 

selvfølgelig skal ses i sammenhæng med det egentlige forløb 

af det, vi læser ( kaldet text /sujet ). Men nogle handlinger betyder 

mere end andre. Plot er en tematisk vinkling med samt 

en betydningsdannende organisering af begivenhederne. 

Narratologi udgør altså en generel basis for min metode . 

Mine udvalgte nøglesteder i teksten vil overordnet afspejle



min tematiske vinkling af romanens bærende plotstruktur. 

Det vil være steder, hvor Raskolnikov står i en situation og 

i en tilstand som isoleret eller ensom. Således fremstår et 

transformationsforløb, hvori teksten reduceres til et system 

af betydninger ( herunder også metaforer ) og opererende, 

tematik. 

c ) Det leder frem til isolationens og ensomhedens konkrete, 

tematiske funktion i romanen . For at kunne undersøge 

dette, støtter jeg mig til en kritisk anvendelse af de begreber, 

som den russiske sprog- og litteraturforsker Mikhael 

Bakhtin ( 1895 – 1975 ) gør rede for i sit værk om Dostojevskijs 

poetik, Problemy poetiki Dostoevskogo7. Heri argumenterer 

Bakhtin for, at Dostojevskij realiserer den åbne, polyfone roman. 

Polyfoni betyder en mangfoldighed af uafhængige og 

usammensmeltede stemmer og bevidstheder . En ægte polyfoni 

af fuldgyldige stemmer udgør det grundlæggende karakteristika 

ved Dostojevsjkijs romaner ( s. 6, Problemy …). 

Ergo er en karakters ytring om sig selv og sin verden ligeså 

vægtig som forfatterens, og står ved siden af forfatterens og 

andre karakterers ytringer ( s. 7, ibid. ). Det er væsentligt for 

Dostojevskijs polyfone roman, at den er dialogisk . Romanen 

er ikke konstrueret via en enkel bevidsthed, der absorberer 

andre bevidstheder, men er som helhed formet af en 

ligebyrdig interaktion mellem forskellige bevidstheder, selv 

fortællerens ( s. 18, ibid. ). Tanker hos karaktererne er interne 

dialogiske , det vil sige konfl iktfyldte eller åbne for inspiration 

udefra, dog aldrig kun fokuseret på sit eget projekt. 

Der er altid et blik på en anden karakterer ( s. 32, ibid. ), det 

være sig i tankerne eller i dialogen. Bakhtin valoriserer den 

dialogiske roman i forhold til det, han kalder den monologiske 

roman. I denne » traditionelle form « er karaktererne og 

ideerne præsenteret ved eet autoritativt synsfelt, der har en 

7



( Disposition : ) 

8 

viden om fortid og fremtid i romanens univers. Selv ideerne 

( som jeg hos Raskolnikov kalder hans ‘teori’ ) bliver autoritative 

i forhold til karaktererne ( s. 84 − 85, ibid. ). 

d ) I min kritiske brug af Bakhtins termer betragter jeg polyfoni 

som en overordnet stemme - og bevidstheds-struktur, hvori 

isolation og ensomhed er bærere af henholdsvis monologiske 

og dialogiske funktioner. Eller sagt på en anden måde 

; Bakhtin formulerede sine begreber i forhold til en overordnet 

Dostojevskij-poetik, hvor jeg anvender begrebernes 

indhold på een tematik . Jeg vil ikke se på alle fænomener 

som spredt ud på eet plan i eet givent øjeblik, hvori alle dele 

har ligebyrdige stemmer ( s. 30, ibid. ). Jeg vil vise hvordan 

isolation og ensomhed virker forskelligt i hele fortællingen . 

Isolationen er lig med en mindre grad af dialogisk søgen, og 

når jeg derfor kalder den monologisk, skal det forstås således, 

at isolationen er en situation, hvori ideen, altså ‘teorien’, 

er en enkelt stemme, der vil repræsentere verden ud fra een 

autoritativ synsvinkel . Dét er dens søgen og dens eff ekt. Et 

udgangspunkt, hvorfra Raskolnikovs ‘teori’ monologiserer 

det, den udvælger fra andres stemmer, indtil kulminationen 

i mordet. Dette bliver mit fokus i afsnit to . Omvendt har 

den ensomme, dialogiske tilstand en anden søgende karakter. 

Ordet og ideen søger dialogisk et svar fra andre bevidstheder 

( s. 88, ibid. ). Denne søgen ser jeg primært manifesteret 

i den ensomme situation, hvis fremkomst via chokket 

over forbrydelsen bevirker, at Raskolnikov langsomt åbner 

sig for en dialogisk søgen efter at ændre sin pinefulde situation 

og dermed sin ‘teori’. Dette bliver mit fokus i afsnit tre . 

Begge tilstande kan fi ndes i kompositorisk set adskilte 

situationer. Men disse tilstande kan også komme i konfl ikt 

med hinanden indenfor een situations tekstafsnit.



Hen imod afslutningen af min undersøgelse kobler jeg et andet 

af romanens temaer til mine iagtagelser, nemlig det tydelige religiøse 

tema, hvori Raskolnikov fresmstilles som en Lazarus-fi gur, 

altså som genopstået fra en tilstand lig med døden. Denne metafor 

viser hen til Raskolnikovs omvendelse i romanens epilog . På 

dette sted ophæves spændingen mellem isolationens monologiske 

eff ekt og ensomhedens dialogiske eff ekt. Så på grund af epilogens 

tydelige karakter af tolkningspunkt vil jeg lave en syntese 

mellem epilogens begivenheder og mine tolkninger af romanen 

som helhed. Jeg vil fremsætte to supplerende tolkninger jævnfør 

min metode. Dette bliver mit fokus i afsnit fi re, som desuden indeholder 

en generaliseret, skematisk plotstruktur, der i sin helhed 

viser transformationen af Raskolnikov og hans ‘teori’ via de tematiske 

operationer. 

Afslutningsvis vil jeg kort hæve mit fokus fra min nærlæsning 

af teksten for at perspektivere min undersøgelse ud fra en historisk 

sammenhæng, der styrker mine tolkninger af romanen. 

Angives intet andet, refereres der til Forbrydelse og straf i rækkefølgen 

del, kapitel, sidetal. I undersøgelsen fremgår kun titlen 

på anvendt sekundærlitteratur, hvis fulde reference skal fi ndes i 

litteraturlisten for ikke at gøre læsningen ‘tung’ af information. 

Envidere anføres længere citater i kursiv. Citationstegn anvendes 

uden tilhørende kursivering af teksten, hvis dele af et citat bagefter 

fremhæves. 

9



Fremstillingen af 

isolationen som 

monologisk aktiv 

10 

2 · Isolation 

| Indledning 

Faktisk er det en svær opgave alene at behandle romanens fremstilling 

og brug af isolation . Dels vil der fremkomme en mængde 

indlysende påvisninger. Dels savnes forbindelsen til ensomhedens 

dialogiske dimension, hvis spændingsforhold til isolationen danner 

grundlaget for, at jeg overhovedet kan skabe en tematisk distinktion 

ud fra romanens eneste karakterisering, ‘isolation’ (første 

gang i i, 1, 7 ). Men når det er sagt, så er isolationen vigtig at 

belyse som monologisk aktiv og som havende eff ekt på ‘teorien’ 

og forbrydelsen. Dette bliver væsentligt for min videre analyse i 

afsnit tre. 

| Hovedpersonen Raskolnikovs 

etablering i en isoleret situation 

Den første beskrivelse af Raskolnikov, som romanen giver, er øjeblikkeligt 

knyttet til hans isolation og hans deraf følgende frygt 

for at møde andre mennesker. Der tegner sig en næsten for simpel 

præsentation af denne unge, fattige og forhenværende student, 

der » i den grad [ havde ] lukket sig inde i sig selv og isoleret 

sig fra alt og alle at han nu frygtede et møde med hvem som helst 

[ … ].« ( i, 1, 7 ). Den direkte benævnelse af isolation er fortællerens 

placering8 af Raskolnikov i en situation. Men betonede generaliseringer 

såsom » fra alt og alle « og »med hvem som helst « er den 

psykonarrative del af beskrivelsen af Raskolnikov. Det vil sige en 

beskrivelse, der imiterer hans tilstand som præget af frygt for et 

muligt møde med andre og kendetegnet ved sygelige symptomer, 

eksempelvis ‘tungsind’ ( i, 1, 7 ). Her ved romanens begyndelse kan 

Raskolnikov kun magte sit eget projekt, der blot antydes som 

» planer om noget sådant . « ( i, 1, 8 ). 

Men selv om Raskolnikov befi nder sig i en selvforskyldt pla-



cering, er han på dette tidlige tidspunkt i fortællingen også i tvivl 

om, hvorvidt han selv er herre over sine tanker, sin situation og 

sin tilstand eller om det er det omvendte, der gør sig gældende : 

» Det er derfor jeg ingenting laver, fordi jeg vrøvler. Eller måske 

snarere : Jeg vrøvler fordi jeg ingenting laver. Det er her i den sidste 

måned jeg har lært mig selv at vrøvle mens jeg har ligget i krogen 

i dagevis og tænkt på … ja, på fanden og hans pumpestok.« 

( i, 1, 8 ). 

Læseren oplever på helt naturlig vis en trang til at vide mere 

om, hvorfor Raskolnikov på så dyster vis har isoleret sig. Hans isolation 

er altså ikke blot en eff ekt af hans tankevirksomhed, men 

er essentiel for fremstillingen af hans personlighed og for udviklingen 

af hans tanker og planer. 

Mens Raskolnikov er på vej hen til pantelånersken for at afprøve 

sit mod ( han begår ikke mordet på dette sted i romanen ), fortælles 

der om isolationens virkning : » Nu, en måned senere, var 

han begyndt at se anderledes på det, og trods alle de provokerende 

enetaler om sin egen magtesløshed og ubeslutsomhed var han vilkårligt 

begyndt at betragte den ‘pjattede’ idé som realisabel, skønt 

han stadig ikke selv troede rigtig på den.« ( i, 1, 10 ). Isolationen har 

medvirket til en idémæsig ideal position for Raskolnikov fordi han 

begyndte en teoretisk proces med sig selv som den eneste samtalepartner 

(‘enetaler’ ). Dette må kaldes en monologisk position. 

Fortællerens dækkede direkte tale med reference til Ras kol nikov 

siger, at ideen i sin grundform opleves som ‘pjattet’, men bliver 

efterhånden realisabel . Det vil sige den monologiske proces giver 

‘teorien’ gunstige vilkår i en isoleret situation. Man kan invende 

at tvivlen hos Raskolnikov (» skønt han stadig ikke [ etc. ]«) gør argumentet 

svagt. Men denne tvivlende stemme er stadig hans egen 

stemme, der senere helt overskygges af den monologiske, autoritative 

del af hans bevidsthed. Selv mens han studerede, fortaltes 

det om ham, set i hans medstuderendes perspektiv, at han var 

11



12 

» ualmindelig stolt og umeddelsom ; som om der var et eller andet 

han holdt hemmeligt om sig selv. [ De] fi k på fornemmelsen at 

han [ …] følte sig dem overlegen i udvikling og viden og synspunkter, 

og at han betragtede deres synspunkter og interesser som mindreværdige.« 

( i, 4, 64 ). Derved ser man i Raskolnikovs adfærd et 

inddirekte lighedstegn mellem hans underlegne kammerater og 

tvivlen i ham selv. 

Så nok indgår hans stemme9 i fortællingens overordnede polyfoni 

som set i eksemplet med studiekammeraternes inddirekte 

tale og holdninger. Men hans stemme vil samtidig sætte sig autoritativt 

igennem på et idémæssigt, monologisk plan. Denne situation 

vil jeg uddybe i det følgende. 

| Den isolerede situation som 

forstærkelse af motivet til mordet 

Efter han har afl agt den usympatiske pantelånerske, Aljona Ivanovna, 

det besøg, der skal være en prøve forud for mordet på 

hende, spørger han sig selv : » Kan jeg virkelig have sat mig noget 

så uhyrligt i hovedet ?«. ( i, 1, 14 ). Men senere, efter overvejelser 

om han burde besøge sin gamle studiekammerat Razumikhin eller 

ej, spørger han nærmest hjælpeløst sig selv : » Jamen, vil det 

overhovedet ske ? Vil det virkelig ske ?« ( i, 5, 66 ). I sin isolation kan 

han kun spørge sig selv, og hans indre tvivl viser sig hurtigt at blive 

udmanøvreret, idet fortællingen lader begivenheder udfolde sig, 

som bliver nemme for ham at udlægge til fordel for sin ‘teori’. 

Den første gang man direkte får kendskab til Raskolnikovs 

grumme plan er efter hans traumatiske drøm, hvori han som lille 

dreng overværer en hest blive tævet til døde – en tydelig fremadpegende 

metafor for hans forbrydelse. Han vågner og spørger 

rystende sig selv, om han virkelig er i stand til at » tage en økse og 

hugge den i hovedet på hende « ( i, 5, 74 ). Han kan ikke beslutte sig, 

så han står op og driver rundt i byen. Ved en tilfældighed erfarer



han, via en overhørt samtale mellem en kræmmer og pantelånerskens 

evnesvage søster, Lizaveta Ivanovna, at Lizaveta vil være 

ude af huset klokken syv næste aften. Pantelånersken vil derved 

være helt alene hjemme. Dette tegn giver den absolutte magt til 

den ‘teori’-baserede stemme i hans bevidsthed, hvorefter han igen 

går i isolation i sit kammer : » Han gik op til sit kammer som en 

dødsdømt. Han tænkte ikke på noget, formåede slet ikke at tænke 

; men han følte med ét med hele sit væsen at han ikke længere 

besad hverken frihed til at vælge eller fri vilje, og at alt pludselig 

var endegyldigt afgjort.« ( i, 5, 77 ). Lige efter denne hændelse optræder 

der atter en mærkelig hændelse. dagen efter sidder Raskolnikov 

på et værtshus og venter på, at han kan begå forbrydelsen. 

På værtshuset plæderer en student for i sin samtale med en 

offi cer, at man burde myrde Aljona Ivanovna og anvende hendes 

penge til gavn for menneskeheden, da hun jo blot er et grisk skadedyr, 

der tillige mishandler sin søster. Raskolnikov spørger derfor 

sig selv : » [ … ] hvorfor havde han hørt denne samtale netop nu 

hvor der i hans eget hoved var dukket … præcis den samme tanke 

op ? « ( i, 6, 86 ). 

Disse eksempler viser, hvordan Raskonikov tilskriver bestemte 

begivenheder som tvingende og afgørende for ‘teoriens’ nødvendige 

praksis, i mordet. Det skyldes Raskolnikovs forudgående isolation, 

der har indlejret sig mentalt hos ham. I stedet for at afvise 

disse fatale begivenheder, udvælger han disse tegn i sin holdnings 

optik, der således ophæver al mulig dialog med tvivlen. Dette viser 

en monologisk proces. Derved mister han noget af sin egen 

vilje til isolationens mekaniske eff ekt. Det er defor ikke kun romanens 

kronologiske disponering af begivenheder, der i sig selv 

får en betydning for plotstrukturen op til mordet, altså som blotte 

varsler og motiver. 

13



14 

| Isolationen som fremmedgørende eff ekt 

Konsekvensen af isolationens eff ekt bliver ikke kun det faktum, at 

han rent faktisk slår pantelånersken ihjel ( i, 7, 92 ff . ). Kort før sin 

forbrydelse udstilles Raskolnikov som stærkt fremmedgjort for 

sig selv : » Denne sidste dag, hvor afgørelsen så uventet var nær, 

havde fået ham til at fungere næsten mekanisk : Det var som om 

en eller anden havde grebet hans hånd og trak ham med [ … ] 

uden at lytte til indvendinger. Som om han havde sat en fl ig af sit 

tøj fast i et tandhjul i en maskine, og den nu trak ham længere og 

længere ind i sig.« ( i, 6, 87 ). Han agerer ‘mekanisk’ og trækkes ind 

i sin rationelle, maksime-praksis af en monologisk bevidsthed. 

I denne forbindelse vil jeg citere litteraten Malcolm Bradbury, 

der i sin bog Th e Modern World. Ten Great Writers,10 under kapitlet 

om Dostojevskij, skriver, at Raskolnikov drives til sin handling 

på en mekanisk måde, der i selve mordakten afslører, i hvor 

høj grad han har distanceret sine teorier fra de personlige konsekvenser 

ved en praksis . 

Mordet på pantelånersken foregår under en vis febriskhed, 

men Bradbury bemærker, at der i det deciderede paniske mord 

på søsteren Lizaveta, der uventet kommer hjem, optræder markører 

for en fremmedgørelse. Det viser sig ved, at øksen optræder 

som det handlende subjekt, snarere end det er Rakolnikov selv : 

» [ … ] øksen svævede over hendes hoved [ … ] slaget ramte hende « 

( i, 7, 98, mine markeringer – de ). Altså er øksen ‘morderen’, der 

markerer den reelle afstand mellem Raskolnikovs tanker og hans 

handling ( s. 60, Th e Modern World …). 

Dog er det lige nøjagtigt i denne skelsættende begivenhed i 

fortællingen, at der indledes en gradvis transformationsproces af 

selve isolationen og dermed Raskolnikov, da han herefter gradvist 

erfarer isolationens eff ekt som en dominerende, illusorisk og 

fremmedgørende mekanisme. Dette vil jeg i næste afsnit behandle 

som ensomhedens fremkomst.



Sammenfattende for kapitlet om isolationen vil jeg fremhæve følgende 

væsentlige aspekter . Raskolnikov lever i en selvvalgt situation 

som isoleret, som igen viser sin eff ekt på ham og hans ‘teori’: 

Selvom han har momentane betænkeligheder og altruistiske tilbøjeligheder, 

så opstår der i ham en næsten ufri forankring af de 

tegn, der tilgodeser hans ‘teori’ og hans plan. Det skyldes indfl ydelsen 

fra den isolerede situation, at den monologiske, autoritative 

bevidsthed valoriserer visse begivenheder. Dermed fungerer 

begivenheder op til mordet som vigtige for fortællingen med den 

eff ekt, isolationen bevirker for Raskolnikov og hans ‘teoris’ uundgåelige 

praksis i mordet. Denne fremmedgørende praksis bliver 

ansats til en ændring af ‘teorien’ og af isolationen. 

Ydermere tegner der sig noget tydeligt mekanisk og manisk 

hos Raskolnikov. Denne mekanik gør sig gældende i både isolationens 

( og ensomhedens ) eff ekt, idet han føler sig drevet frem til 

handling som et ufrit individ. 

Delkonklusion 

15



Fremstillingen af 

ensomheden som 

dialogisk aktiv 

16 

3 · Ensomhed 

| Indledning 

Som jeg nævnte i indledningen til afsnit to, så er der i perioden 

op til mordet visse spændinger, der udfordrer Raskolnikovs ‘teori’-baserede 

isolation . Til eksempel kan der nævnes det brev, som 

Raskolnikov modtager fra sin moder ( i, 3, 36 – 50 ). Kort inden han 

modtager brevet, beskrives han som en skildpadde ; trukket ind 

i sit skjold, isoleret og nervøst anlagt ( i, 3, 37 ). Men efter at have 

læst brevet løber han ud af sit kammer, uden at frygte mødet 

med nogen andre ( i, 3, 50 ). Brevet afstedekommer en indre dialog 

hos Raskolnikov, hvori søsterens og moderens holdninger via brevets 

ordlyd medtænkes i hans kritiske holdning til søsterens forestående 

ægteskab ( i, 4, 50 – 65 ). I selvsamme indre dialog genkalder 

han sig sit møde med Sonja Marmeladovs drukfældige fader, 

hr. Marmeladov, på et værtshus dagen før. Sonjas fader forøder 

alt væk i drukkenskab, hvorfor hun må forsørge familien som luder. 

Han sagde til Raskolnikov : » Forstår De […] hvad det vil sige 

ikke at have nogen at ty til … « ( i, 4, 57 ). Denne erindring afbrydes 

brat af : » En idé, også den fra igår, løb atter gennem hans hoved. « 

( ibid. ). Det er noget nyt » truende og fremmed « ( ibid. ). Her ses 

hvordan selv familiens anliggender samt en personlig beretning 

om social deroute ikke på dette tidspunkt formår at påvirke hans 

autoritative, monologiske bevidsthed. Den aff ejer de andre stemmer, 

han før forholdt sig til. 

Men Raskolnikov chokeres af sin forbrydelse, og efter mordet 

ændres hans opfattelse af sin ‘teori’ og sin situation, hvilket medfører 

fremkomsten af ensomheden . Dennes eff ekt består i sidste 

ende i, at han indser sandheden i Marmeladovs ord og ser Sonja 

som et redskab til at undslippe sin lidelse.



| Krise og ny erfaring med isolationen 

Bliver man ved den afgørende begivenhed i plottet, hvor pantelånersken 

myrdes, så vil jeg indledningsvis anvende sekundær litteratur, 

der belyser Raskolnikovs handling ud fra nogle vinkler, der 

supplerer min undersøgelse . 

I forhold til mit eget tematiske felt ser jeg nogle ligheder med 

de observationer, som André Siganos gør sig i sit essay »La solitude 

du violent : Trois moments-clefs chez Dostoïevski, Le Clézio 

et Lispector.«11 Væsentligst i denne sammenhæng er Siganos’ 

omtale af mordet i Forbrydelse og straf. Han skriver, at hvis den 

ensomme handlings grusomhed kan fremkalde en god eller moralsk 

fortælling, så stræber fortællingen selv, under sin orden eller 

uorden, efter en udgang, der forsøger at ophæve en overvældende 

isolation (s. 124, » La solitude …«). Jeg vil ud fra dette argument 

pege på en vigtig dimension i min sammenhæng . Via mordet forløser 

Raskolnikov sig ganske uvidende fra isolationens monologiske 

eff ekt. Men ikke som en pludselig begivenhed, der rask væk 

fører Raskolnikov i armene på sin næste. Fra og med mordet står 

Raskolnikov i et panisk tomrum, hvor intet er, som han troede. 

Han er kastet ud i en større, idémæssig krise og en mere sygelig 

tilstand, end det før var tilfældet. Først tror han blot, at det 

drejer sig om den sygdomstilstand, som naturligt vil opstå ifølge 

hans ‘teori’ : » […] begynder straff en virkelig allerede nu ? Ja, sådan 

må det være ! « ( ii, 1, 111 ). Fordi Raskolnikov ikke formår at skelne 

chokket fra mordet (s. 126, » La solitude …«) opstår der hos ham 

en krise, der viser sig i en ny erfaring med isolationen. Dette skal 

eksemplifi ceres i det følgende . 

Efter mordet får han en tilsigelse om at møde op på politistationen. 

Dette har iøvrigt kun har at gøre med hans manglende 

betaling af husleje. I politistationens ventesal oplever han pludselig 

den isolation, som han før både valgte og som førte ham til 

at begå mord : » En dyster følelse af en uendelig og meget pinefuld 

17



18 

isolation og fremmedgørelse havde pludselig bemægtiget sig hans 

sjæl. […] Det var noget nyt og ukendt og uventet der var ved at ske 

med ham, noget han aldrig havde oplevet før. Ikke sådan at forstå 

at han egentlig begreb det, men han følte klart, […] at han aldrig 

[…] igen kunne henvende sig til disse mennesker […] – om de 

så havde været hans kødelige brødre og søstre […] – at han aldrig 

nogensinde […] ville kunne henvende sig til dem på denne måde 

[…] det var en umiddelbar følelse, den mest pinefulde følelse han 

endnu havde oplevet i sit liv.« ( ii, 1, 126 ). Det ville i en simpel forstand 

være oplagt at fremhæve dette sted som det tidspunkt i fortællingen, 

hvor en altoverskyggende isolation og fremmedgørelse 

indtræff er og dermed invende, at der før denne begivenhed er tale 

om en mindre bevidst isolationserfaring hos Raskolnikov. Jeg vil 

sige både ja og nej ; sandt nok er der her i eksplicit grad tale om 

en isolationserfaring. Men samtidig viser denne nye erfaring ham 

isolationens skyggeside . Før var der tale om et valg af isolationen, 

der interagerede med ‘teori’-baseret drivkraft. Nu, efter praksis, 

er det en isolation, der ikke formår nogen teoretisk aftapning. Ja, 

selv isolationen er isoleret fra en idémæssig base. Det er med andre 

ord en krise, fordi det en tilstand, der ikke formår at være indholdsrig. 

| Ensomhedens fremkomst 

Efter at have været på politistationen, vandrer han rundt og prøver 

fortvivlet at blive klog på, hvorfor han svigtede i sit forehavende. 

Han undrer sig over, hvorfor hans bevidste og veltilrettelagte 

plan ikke blev udført med teoretisk rationalitet. Han undrer sig 

over, hvorfor han ikke kiggede i pungen. Han undrer sig i det hele 

taget over, hvorfor han har påtaget sig disse pinsler og indladt sig 

» på noget så modbydeligt, ækelt, gement ? « ( ii, 2, 134 ). Hans isolation 

er fastlåst i en smertelig erfaring. Dermed er der tale om 

en indledende transformation af isolationen, der nu, selvom den



i romanen fortsat har samme benævnelse, bliver til begyndelsen 

på en søgen – og dermed til begyndelsen på en væsensændring 

til det, man i bogstavligste forstand kalder ensomhed. Det vil sige 

en følelse af at være fj ernt fra andre og at have behov for at ville 

søge andre. I min metodiske sammenhæng vil det sige, at Raskolnikov 

befi nder sig i en position, hvor andres udsagn samt bevidstheden 

om disse udsagn ikke i samme grad hos ham underlægges 

en monologisk, autoritativ bevidsthed. Dette vil jeg eksemplifi - 

cere yderligere . 

Raskolnikov standser op på sin vandring, da han får øje på 

sin gamle studenterkammerat Razumikhins bopæl. Selvsamme 

sted, hvor han næsten var ved at gå hen inden mordet ( i, 4, 63 ). 

Nu spørger han sig selv : » Har jeg virkelig hele tiden været på vej 

over til Razumikhin ? « ( ii, 2, 134 – 135 ). At være » på vej over til 

Razumikhin « bliver her en metafor for den ensomme tilstand og 

dens søgen, idet Razumikhin fra og med Raskolnikovs besøg ikke 

opgiver at hjælpe ham. Razumikhin bliver tilmed senere hans 

mor og søsters støtte. Der opstår dog den paradoksale situation, 

at selv om Raskolnikov faktisk besøger ham, så ønsker han hurtigt 

at forlade ham igen. Men denne gang er det ikke foranlediget 

af et ønske om i sig selv at være alene, men er snarere udtryk 

for Raskolnikovs forvirring og søgen : » Jeg gik op til dig fordi jeg 

ingen kender, ud over dig, som kunne hjælpe […] fordi du er det 

bedste menneske af dem alle, du er den klogeste af dem alle, og du 

kan dømme. « ( ii, 2, 136 ). Her ses hans uvante søgen efter at dele 

sin lidelse med andre og hans behov for hjælp. Men Raskolnikov 

slår om i selvsamme sætning : » Men nu har jeg indset at jeg ikke 

har brug for noget, hører du […] hverken for vennetjenester eller 

medlidenhed … jeg kan selv … alene … Derfor går jeg igen ! Lad 

mig være ! « ( ibid. ). Den tøvende attitude viser klart Raskolnikovs 

usikkerhed. Men frem for alt tydeliggør dette eksempel ensomhedens 

fremkomst . Tendensen til at isolere sig er ikke i sig selv 

19



20 

helt bortsprængt, men i stedet indtræff er der hos Raskolnikov en 

bevidsthed om, at noget nyt er ved at ske. Noget, der udfordrer 

hans tidligere overbevisning. Isolationen var et delvist ubevidst 

vilkår og samtidig en situation, der virkede befordrende på ‘teoriens’ 

praksis. Men efter amatøragtig praksis og den lammelse, den 

aff ødte, opstår isolationen i en ny skikkelse – som ensomhed og 

som et i højere grad erfaret problem i forhold til ‘teorien’. 

| Idémæssig revurdering 

‘Teorien’ har ikke længe den samme monologiske, autoritative 

styrke, som den før havde i kraft af Raskolnikovs isolation. Der 

er snarere tale om, at Raskolnikov fra nu af forsøger at suggerere 

sig selv ved at maniere den ‘teori’ og indstilling, som dominerede 

hans bevidsthed lige op til mordet. Det bedste eksempel 

på dette kan ses det sted i romanen, hvor Razumikhin tager Raskolnikov 

med hen til undersøgelsesdommeren Porfi rij Petrovitj 

( iii, 5, 299 – 323 ). Jeg vil ikke detaljeret gøre rede for kapitlet, men 

blot fremhæve det som et eksempel på ‘teoriens’ nu svagere position. 

Porfi rij frustrerer Raskolnikov ved at benægte, at der skulle være 

tale om et forhør, selvom det faktisk er tilfældet ( han foretager 

dog senere et offi cielt forhør af ham ; iv, 5. kapitel ). Porfi rijs joviale 

facon og forsætlige fejludlægning af Raskolnikovs ‘teori’ skiftevis 

tirrer Raskolnikov eller får ham til at føle, at han må forklare den. 

Men al tale om de få udvalgte og deres ret til at begå forbrydelser 

i menneskehedens navn preller af på den snu Porfi rij, og Raskolnikov 

må erkende, at hans egen optræden har været for manisk. 

Det han i grunden har været tvunget til har været åbent at formulere 

og forsvare sine teorier med sin egen krisebefængte handling 

i baghovedet. Vel har ‘teorien’ stadig en vis styrke i et glødende 

forsvar, men Porfi rijs modstand og fremfor alt mistanke bliver en 

ligeså stærk modstander i Raskolnikovs bevidsthed . Porfi rijs tale-



handling bliver indlejret hos Raskolnikov som en angst, der manifesterer 

sig tydeligt efter besøget. Det medfører, at Ras kolnikov 

oplever en idémæssig revurdering. Han vender sin idologi mod 

sig selv og begynder at identifi cere sig med det svage menneske, 

der ikke er værdig til at være et herremenneske : » […] det var ikke 

et menneske jeg slog ihjel, men et princip […] Det eneste jeg formåede, 

var at slå ihjel […] Ak, hvad er jeg vel ? I æstetisk henseende 

kun en lus, ikke andet. « ( iii, 6, 331, min markering – de). Hadet til 

den gamle pantelånerske afstår han ikke fra, især fordi han modstræbende 

må indse, at han nu er på niveau med denne lus’ misantropiske, 

isolerede tilværelse. 

I een og samme tanke fører hadet til pantelånersken over i 

medynk med dennes søster, den undertrykte og evnesvage, men 

hjertensgode Lizaveta. Fra erindringen om hende strømmer der 

ømme tanker til Lizavetas veninde, den fromme luder Sonja Marmeladov. 

Lizaveta bliver her et billede på den altruisme, som han 

i sin fanatisme også afstedkom et mord på. Så hans forhold til 

Sonja kan med rette siges at være en mulighed for en genetablering 

af det tabte. Det vil i min tematiske sammenhæng sige , at der 

hos den ensomme Raskolnikov indtrådt en ægte dialogisk bevidsthed. 

Han søger nogen, der kan fj erne hans smerte og give hans tilværelse 

mening. Sonja interagerer i denne nye søgen med fremstillingen 

af det tydelige religiøse svar på denne søgen, hvilket jeg 

vil belyse i det følgende. 

| Ensomheden som kristologisk byggesten 

Raskolnikovs første besøg hos Sonja er et vigtigt optræk til hans 

andet besøg, hvor han bekender sin forbrydelse for hende. Dog 

er det første besøg ( iv, 4, 379 – 399) væsentligt for romanens fremstilling 

af Raskolnikovs vej til forsløsning, da han beder Sonja læse 

op af den beretning i Det nye Testamente, Joh 11, 1 – 57, hvori Jesus 

21



22 

vækker den døde Lazarus til live. Her ses det kristne aspekt som 

en del af den transformering, han langsomt undergår. 

Hans begyndende omslag har dog, nu med afsæt i ensomheden, 

nogle lighedtræk med den ufrie mekanik, der op til hans forbrydelse 

drev ham til mordet ( se i, 5, 77 ) , idet han ved sit andet 

besøg hos Sonja beskrives som forpint, men drevet til at tilstå : 

» ‘Hvad er der med Dem ? ’ spurgte Sonja forfærdet. […] Han havde 

slet ikke forestillet sig at han ville tilstå, og kunne ikke forstå hvad 

det var der foregik med ham i dette øjeblik.« ( v, 4, 493, ordet ‘tilstå’ 

er originalt markeret, resten er min markering – de). Til Sonjas 

store gru bekender han mordet, men han gør det ikke uden 

en vis stædighed i behold : » Jeg slog jo kun en lus ihjel, Sonja. « 

( iv, 4, 502 ). Han indser dog, hvad isolationen afstedekom : » Jeg løb 

sur i det. […] Så jeg kravlede ind i en krog og gemte mig der, som 

en edderkop. […] Åh, hvor jeg hadede det lille, usle kammer ! Alligevel 

havde jeg ikke lyst til at forlade det. « ( iv, 4, 503 ). Igen understreger 

romanen, hvilken betydning isolationen har haft på hans 

trang til samme. For idet han anvender edderkoppe-metaforen 

om sig selv, konnoterer han til sin dystre plan, der blev spundet 

som et net, hvori han nedlagde sit bytte. I overført betydning er 

det hans udvælgelse af begivenheder og hans forbrydelse. Han bekender 

endelig, at han begik sin forbrydelse for at bevise over for 

sig selv, at han turde gøre det ( se note et ). Han er blotlagt, og forsøger 

derfor stadig at suggerere sig selv : » Men måske har jeg igen 

gjort mig selv mindre end jeg er […] måske er jeg stadig et menneske, 

ikke en lus, og har bare haft for travlt med at nedgøre mig 

selv … Jeg vil kæmpe videre.« ( iv, 4, 508 ). Men denne pseudo-monologiske 

tale er nyttesløs, da mødet med Sonja har ikke lindret 

hans pinsler, men gjort dem større ( iv, 4, 509 ). Han indser, at han 

netop derfor snart må tilstå til politiet, det er blot et spørgsmål 

om tid. Hun tilbyder ham et kors af træ ( som han ikke vil tage 

imod ) med ordene : » når du slår ind på lidelsernes vej, vil du tage



det på. Du vil komme til mig, og jeg vil […] følge dig på din vej.« 

( ibid. ). Svaret på ensomhedens dialogiske søgen er kristologisk 

fremstillet i ordets evangeliske fordring . Eet er at indse sine fejl, 

noget andet er den lidelsesvej, som dette klarsyn fordrer af ham. 

I første kapitel af romanens sjette og sidste del henfalder Raskolnikov 

atter til en tilstand af dyb isolation, men nu er han forandret 

: » Men problemet var at i den senere tid, selvom han næsten 

altid var alene, alligevel ikke kunne føle sig alene med sig 

selv. « ( vi, 1, 532 ). Isolationen er tydeligvis ikke den samme mere. 

Han må gå til bekendelse, ikke mindst da systemet strammer 

sit net om ham . Undersøgelsesdommeren Porfi rij opsøger ham, 

og siger åbent, at han véd Raskolnikov er morderen. Porfi rij lægger 

ham disse ord i munden : » De tror jo ikke længere på Deres 

egen teori, så hvorfor skulle De fl ygte ? […] Uden os kommer De 

ingen vegne. « ( vi, 2, 558 ). Porfi rij har gennemskuet Raskolnikov 

og gentager tilmed Sonjas ord om, at han må tage lidelserne på 

sig ( ibid ). Idet Porfi rij udtaler Raskolnikovs egent lige tanker med 

Sonjas iboende stemme samles det polyfone aspekt her i et fortætningspunkt. 

Raskolnikov kommer ingen vegne uden at tage 

sin verdslige straf og ydmyge sig selv. Han skal blive ikke blot en 

lus, men en synder for verden og for den kristne Gud, hvis han 

skal fi nde forløsning i lidelsen . 

Første markør for dette er hans nye indstilling til sin ‘teori’ . I 

sjette del, kapitel syv, besøger han sin moder og søster. Han bekender 

her sin gerning til sin søster. Igen drives han af hele den 

åbne tilstand, som ensomhedens fremkomst har beredt som en 

ny eff ekt. Hjemme hos moderen ligger det tidsskrift, hvori hans 

artikel med hans teorier står. Kortvarigt føler han en bittersød tifredsstillelse, 

men fi nder den pludselig modbydelig ( vi, 7, 622). 

Den anden markør trækker en lige linie til de verdslige og åndelige 

konsekvenser, personifi ceret ved henholdsvis Porfi rij og Sonja. 

Begge deres udsagn om, at Raskolnikov nødvendigvis må tilstå 

23



24 

og tage lidelserne på sig forener sig med den mekanik, der som 

før omtalt også er karakteristisk i ensomhedens dialogiske eff ekt : 

» Jeg går hen for at melde mig. Men jeg ved stadig ikke hvorfor jeg 

går til politiet.« ( vi, 7, 628). Lidt ironisk indstillet går han herefter 

til Sonja : » Jeg er kommet for at hente dit kors, Sonja.« ( vi, 8, 634). 

På vej hen til politistationen prøver han igen at suggerere sig selv, 

men tænker med ét på Sonjas ord om, at han skal kysse den jord, 

han har besudlet og bekende højlydt for alle, at han er en morder 

( vi, 8, 638). Dette bliver således ordet fra den ikoniske Sonja, hvis 

stemme i hans bevidsthed skærer sig igennem hans stolthed og 

afbryder den autoritative, monologiske stemme. Han kysser grædende 

jorden ( ibid. ) og tilstår kort herefter sin forbrydelse til politiet 

( vi, 8, 646). 

Altså kan ensomhedens fremkomst siges at være en kristologisk 

byggesten til hans tilståelse og befrielse fra sin lidelse . Dog er 

det romanens epilog, der ender med helt at etablere Ras kolnikov 

i en endelig forløsning, der må karakteriseres som en ‘frelse’12 fra 

‘teoriens’ dominans. 

Netop på grund af epilogens karakter af tolkningspunkt vil jeg 

lave en syntese mellem den og mine tolkninger af romanen som 

helhed .

4 · Isolation og ensomhed 

i fortællingens tolkningspunkt 

( epilogen ) 



| Indledning : Pestdrømmen og dens følger 

I starten af epilogen har Raskolnikov været halvandet år i sibirisk 

tugthus, hvor han er dømt til at være i otte år. Sonja er rejst med 

ham, og hun besøger ham ofte. Men her i tugthuset, i sandhed 

isoleret fra samfundet, begynder han atter at vende sig ind i sig 

selv : »Men skønt han selv var sin egen strengeste dommer, kunne 

hans forhærdede samvittighed stadig ikke betragte det han havde 

gjort, som nogen egentlig brøde, kun som et simpelt fejlgreb […] «. 

( ep., 2, 659). Nu opfatter han sig som off er for en blind tro, hvis 

konsekvens er en » meningsløs dom « ( ep., 2, 660). Lidelsen giver 

endnu ikke mening for ham, da han har endnu ikke givet sig selv 

hen til den. Derfor begynder han at genoverveje sine tidligere teori 

som god nok i sig selv ; han magtede blot ikke at efterleve dens 

fordringer. Er dette ikke en slags antiklimaks i romanens fortælling 

? Jo, for så vidt den genoptager den monologiske retorik. Men 

denne gang bliver Raskolnikovs erkendelse af det farlige i sin ‘teori’ 

gjort universelt via hans drøm om pesten, der rammer hele 

menneskeheden ( ep., 2, 664). Jeg vil kort beskrive drømmen og de 

efterfølgende begivenheder, da de får betydning for mine tolkninger 

af epilogen som romanens tolkningspunkt. 

I sin drøm oplever han, hvordan pesten skyldes en ny slags mikrober, 

der har egen ånd, vilje og intelligens. Alle mennesker bliver 

besatte og begynder at anse sig selv som ufejlbarlige. Ingen 

kan herefter blive enige om noget, og idet alle kæmper for hver 

sin overbevisning ender det med alles kamp mod alle i et blodbad, 

hvorfra kun få overlever : » […] udvalgte […] var forudbestemt til 

at skabe en ny menneskeslægt og et nyt liv […], men ingen havde 

set hvem disse mennesker var, og ingen havde hørt deres stem- 

Ophør af spændingen 

mellem isolation 

og ensomhed 

25



26 

mer.« ( ep., 2, 665). Han møder kort efter Sonja og knæler grædende 

ved hendes fødder, som om » et eller andet greb fat i ham og 

tvang ham til at knæle ned foran hendes fødder. […] i det samme 

forstod hun ét med alt. […] Hun forstod […] at han elskede hende 

[…] De ville tale, men kunne ikke få ordene frem« ( ep., 2, 667, mine 

markeringer – de ). 

Han er tydeligvis forløst fra sin ‘teori’. Men heri melder der sig 

et afgørende spørgsmål : Hvad kan denne transformation egentlig 

siges at være udtryk for ? Er det kun kærligheden til Sonja ? 

| Generel, skematisk plotstruktur 

Inden jeg vil give nogle afsluttende tolkninger på dette spørgsmål, 

vil jeg, på basis af de forudgående delanalyser og -tolkninger i afsnit 

to og tre, vise en generel skematisk plotstruktur ( næste side ). 

Herigennem vil jeg vise Raskolnikovs transformation i sin helhed. 

Altså med hans ‘teori’ i forholdet til eff ekten af isolationen og ensomheden. 

Dette skal også i videre forstand danne baggrunden 

for mine tolkninger af epilogen og af romanen som helhed.

Før fortæl lingens 

kronologi 

 

Fortæl lingens 

kronologi 

 

mordet : 

Krisetilstand 

Epilogen 

pestdrømmen : 

SITUATION / TILSTAND 

Raskolnikov skriver sin artikel. 

Han afbryder sine studier 

og isolerer sig. 



‘TEORI’ 

Han fordyber sig mere og mere 

i sine ideer. 

‘Teorien’ opstår. 

isolation i Bekræftende = ‘teori’ i 

monologisk forhold 

Planen om mordet undfanges 

Den rene ‘teori’. Han har ingen 

i absolut isolation, hvilket 

anelse om de virkelige 

bevirker en trang til at følge 

konsekvenser ved et mord ; 

alle signaler, der fører til praksis. Der forbrydelsen vil ifølge ham selv 

opstår spændinger /optræk til 

bekræfte hans ‘teori’ om 

dialogiske forhold til andre 

herremeneskets vilkår . 

impulser eller egen tvivl, men disse Før mordet antyder fortællingen 

underlægges i Raskolnikovs bevidsthed kun dele af ‘teorien’, viser mere 

den autoritative og monologiske eff ekt, 

som isolationen har. 

dens magt over Raskolnikov. 

en ufri mekanik medfører = Mordet er nødvendigt som 

praksis i forbrydelsen, i mordet bevisførelse for ‘teorien’. 

isolation ii konfl iktfyldt ‘teori’ ii 

= ensomhed dialogisk forhold 

Han erfarer sin situation 

Han har ikke større, 

som isoleret, hvilket bevirker sygdom interne refl eksioner over 

og … ensomhedens fremkomst : sin ‘teori’. Nu, efter mordet, 

Han vil befries fra sine lidelser. 

fremlægges ‘teorien’ ( hos Porfi - 

Han går i direkte og mental dialog rij ), hvor den fremstår arrogant 

med andre stemmer, der viser sig ikke og svagt begrundet. Han ser sig 

at kunne bekæmpes så let 

( Porfi rij og kærlighed til Sonja ). 

selv som en fi asko ( en orm ). 

Han bekender Han tvivler på sin tidligere 

sin forbrydelse til Sonja. holdning, men manierer den 

og tilstår sin forbrydelse frem i frustration over 

til politiet. sin lidelse og sin fejltagelse. 

isolation iii ‘teori’ iii 

I fængslet grubler han igen 

Han synes fejlen ligger hos ham 

over sine ‘teorier’ . 

selv ( ormen ), og ikke i ‘teorien’. 

Han indser sin vildfarelse. = ‘teorien’ dør : Han forløses fra 

isolationens og ensomhedens 

spændinger . 

27



28 

| To mulige tolkninger af Raskolnikovs ‘frelse’ 

Jeg vil nu afslutte min undersøgelse med to mulige tolkninger på 

baggrund af forudgående tematiske sammenfatning samt føromtalte 

drøm. Jeg vil vise begge tolkninger som supplerende, tekstbaserede 

forklaringer på hans endelige omvendelse, hans ‘frelse’ . 

1. tolkning. Den religiøse erkendelse via en ydre kraft : Den metaforiske 

drøm vækker hverken Porfi rijs eller Sonjas stemmer til 

live som advarsel imod ‘teoriens’ latente, dødelige karakter. Disse 

stemmer har een gang, i en verdslig og åndelig dialogiseren, været 

årsag til hans kapitulation. Nu prøver han igen at mane sine 

teorier frem, men bremses af en drøm af åbenbarende karakter . 

Trods andre onde drømme i relation til mordet er han aldrig før 

blevet præsenteret for sin teori som en universel fordring, som et 

dødeligt og omvendt næstekærlighedsbud. I denne drøm er Gud 

fraværende og enhver lytter kun til sin egen stemme. Alle er isolerede 

i hver sin monologiske diskurs. 

Jeg vil understrege, at jeg ikke ønsker at forcere den betydning, 

der ligger i den relle kærlighed mellem Raskolnikov og Sonja, men 

jeg ser den ikke som en grund i sig selv til, hvad romanen tydeligt 

fremstiller som Raskolnikovs ‘frelse’. Det er ordene, der nu 

ikke længere behøves, for nu har en guddommelig instans, der i 

teksten kaldes livet, grebet ind og ført ham til at indse sine holdningsmæssige 

fejltrin : »[…] al dialektik var borte ; livet var trådt i 

dets sted, og i hans bevidsthed var det nu helt andre mekanismer 

der var begyndt at fungere .« ( ep., 2, 668, mine markeringer – de ). 

Det vil sige : Dialektikken, altså spændingen, mellem ensomhedens 

dialogiske eff ekt kontra isolationens monologiske eff ekt er 

nu helt opløst . Polyfonien er udvidet med en religiøs instans, en 

klassisk deus ex machina.13



2. tolkning. Den sociale erkendelse via en erfaringsbaseret indsigt 

: Den føromtalte spænding er et udtryk for, at Ras kolnikov 

igennem hele romanen har haft en indre kamp mellem sine altruistiske 

følelser på den ene side og sin misantropiske, rationelle 

‘teori’ på den anden side. I denne kamp har han aldrig været religiøs, 

snarere periodisk etisk bevidst. 

Det vil sige : Dialektikken mellem ensomhedens dialogiske effekt 

kontra isolationens monologiske eff ekt er samlet set endt 

som en moralsk erfaring, der, via en fortættet drøm, nu endelig 

har vist ham den patologiske og sociale slagside ved hans ‘teori’. 

Han må også ophæve sin ensomhed for derved at genfi nde sig 

selv som et individ i et fællesskab. Han ser i Sonja sin personligt 

elskede og billedet på et naturligt, menneskeligt fællesskab. 

Jeg vil ikke påstå at kunne se noget entydigt facit til udelukkende 

fordel for den ene eller den anden tolkning . Den første tolkning 

sprænger mine fortolkningsrammer og indsætter et religiøst svar. 

Den anden tolkning er mere i tråd med den spænding, som jeg 

har vist isolation og ensomhed opererer med i fortællingen. 

Faktisk supplerer begge tolkninger hinanden . Lidelsen er forudsat 

af en uforklarlig mekanik, der ses i både pestdrømmens effekt 

og i isolationens og ensomhedens eff ekt. Denne mekanik kan 

logisk set sigte til et evangelisk-religiøst grundlag. Hvis det er een 

og selvsamme mekanik, der driver disse eff ekter, kan det måske 

forklare, hvorfor Raskolnikov drives ud af sin grublen for i sin fi asko 

at måtte indse, at han må søge et andet og mere humant svar 

på tilværelsen end det dødelige, han selv opfandt. 

29



30 

5 · Konklusion 

I første afsnit problematiserede jeg begrebet isolation som et for 

entydigt begreb at anvende om Raskolnikovs isolation, da også en 

følelse af ensomhed kendetegner hans situation. Ensomhed er en 

følelsesmæssig sårbar situation. Denne følelse af ensomhed er noget 

der opstår på grund af mordet. Derved forandrer isolationen 

og Raskolnikov sig via ensomhedens fremkomst. Således ændrer 

denne nye følelse langsomt hans tidligere overbevisning om sig 

selv som et herremenneske, hans ‘teori’. Så selv om Raskolnikov 

generelt beskrives som isoleret, vil jeg opfatte isolation og ensomhed 

i romanen som havende forskellige eff ekter, de er med andre 

ord operative temaer. Disse eff ekter spiller sammen med plottet, 

hvorfor jeg redegjorde for min tematiske metode med samt min 

anvendelse af Mikhael Bakhtins termer omkring Dostojevskijs 

poetik. Ergo stillede jeg i første afsnit spørgsmålet, hvilken rolle 

henholdsvis isolation og ensomhed spiller i romanen : 

I andet afsnit viste jeg hvordan Raskolnikovs isolerede situation 

er basis for den monologiske, autoritative eff ekt, hvis mekanik 

driver Raskolnikov til at valorisere de indtryk, der bekræftiger 

hans ‘teori’. Derved måtte hans ‘teori’ uundgåeligt bekræftes i sin 

praksis, i mordet. 

I mit tredje afsnit viste jeg hvordan Raskolnikov efter mordet 

får en krise, hvori han oplever isolationen som et problem. Dette 

bevirker ensomhedens fremkomst, hvis eff ekt er dialogiske, søgende 

tiltag, især ved kontakten til Sonja. Ensomheden bliver i 

videre forstand til en kristologisk byggesten, fordi Sonja på baggrund 

af hans bekendelse til hende opfordrer ham til at tage lidelsen 

på sig. Dette gør han, idet han, denne gang drevet af ensomhedens 

eff ekt, tilstår sin forbrydelse til politiet. 

I mit fj erde afsnit viste jeg en generaliseret, tematisk plotstruktur 

som sammenfattende for isolationen og ensomhedens rolle i



transformationen af Raskolnikov og hans ‘teori’. Derpå viste jeg 

to tolkninger på baggrund af epilogen som tolningspunkt for hele 

fortællingen. Begge tolkninger viste Raskolnikovs befrielse fra 

spændingerne mellem isolation og ensomhed. Første tolkning viste, 

hvordan han via pestdrømmen bliver ‘frelst’ af en eksplicit 

guddommelig indgriben. Anden tolkning viste, hvordan drømmen 

er en afsløring af ‘teorien’ som dødelig og altødelæggende, 

hvorefter han som en helt igennem nedbrudt person vender sig til 

et menneskeligt fællesskab. Begge tolkninger supplerer hinanden : 

Hvis den uforklarlig mekanik er den samme i både pestdrømmens 

eff ekt samt i isolationens og ensomhedens eff ekt, så har hensigten 

været at drive Raskolnikov ud af sin ufrugtbare grublen og via sin 

lidelse ind i et menneskeligt fællesskab. 

6 · Perspektivering 

| Dostojevskijs angreb på nihilismen 

En plausibel forklaring på funktionen af Raskolnikovs omvendelse 

kan logisk set spores til romanens intentionelle sfære, altså 

til Dostojevskijs hensigt med sin roman i den samtid, hvori han 

skrev. Som jeg nævnte, skal min tekstorienterede analyses konklusioner 

ikke primært anvendes i et historisk-fi losofi sk perspektiv. 

Alligevel ser jeg en fordel i, ganske kort, at fremhæve nogle 

historiske og biografi ske detaljer, som styrker mine tolkninger. 

I den ældre serie Dostojevskijs samlede værker skriver oversætteren 

Ejnar Th omassen i sin indledning til En forfatters dagbog 

( efd ), et tidsskrift som Dostojevskij udgav fra 1876 frem til 

sin død i 1881 : » Dostojevskijs livssyn er […] hans bevidste nej til 

ethvert ydre socialt ideal, dvs. til et sådant, som ikke er forbundet 

med menneskets indre besindelse og moralske omvendelse eller 

med dets åndelige genfødsel «. ( s. 15, efd ). 

Historisk ekskurs 

31



32 

Dostojevskij frygtede, at hvis hans samtids, vestlige revolutionære 

ideer – socialismens og i helhed nihilismens rationelle teorier 

– gav sig tilfredse med det menneskelige sindelag per se, så ville 

de blot formere » det ondes og tåbeliges magt i verden. Det eneste 

sociale ideal [ Dostojevskij ] tror på, er det frie, kristne fællesskab 

– deri […] ser han det russiske væsens, al-menneskets, sociale 

form « ( ibid.). Ifølge Dostojevskij bar Den vesteuropæiske kultur 

med sin individualistiske, rationelle fi losofi kimen til et potentielt 

blodbad. Derfor viser pestdrømmen også Dostojevskijs implicitte 

kritik af Vesteuropas materielle klassekultur og dets idéhistoriske 

teorier, som han afskyede. Særligt teorier om det unikke individ, 

som han kendte fra sin læsning af Hegel og sit andenhåndskendskab 

til Niet zsche. Dostojevskij modarbejdede følgeligt denne 

indfl ydelse via sit forfatterskab, både som publicist og som digter. 

Allerede i Kældermennesket fra 1864 fi ndes forlægget til fi guren 

Raskolnikov ; i den vrede, isolerede mand, der fører dialog med 

med læseren, det vil sige forudgriber læserens reaktioner. Han 

gemmer sig i sit kammer som led i en slags forbedringsstraf. Her 

nedfælder han optegnelser om sin ungdoms nihilistiske tilbøjligheder 

for at » berette vidt og bredt om hvordan jeg forfejlede mit 

liv ved at gå i moralsk opløsning på grund af isolation, pengemangel, 

tilbagetrukkethed fra det levede liv og selvrefærdig forbitrelse, 

kort sagt – ved at være kældermenneske «. ( s. 171, Kældermennesket 

). 

Dostojevskij bekæmpede sin tids radikale strømninger for deres 

mekaniske tro på egen succes for eller på trods af menneskeheden. 

Hans våben blev et lidt konstrueret, evangelisk formgreb, 

hvis rod skal fi ndes i den lidelse, han oplevede mens han sad i et 

sibirisk tugthus fra 1849 – 1854. Grunden var hans tidlige politiske 

overbevisning, som Zarens styre opfattede som en trussel. Men 

Dostojevskij anså sig selv som skyldig og fortjent til sin straf. Således 

blev opholdet i Sibirien en skelsættende lidelseserfaring for



ham. Mange år senere kunne han derfor i sin publicistvirksomhed 

skrive om, hvordan man i Sibirien » ikke blev skånet for den 

langvarige lidelse, der renser og styrker.14« 

Denne dyrt betalte indstilling kan tydeligt forklare en del af 

baggrunden for Dostojevskijs i ordets oprindelige betydning fantastiske 

indgreb, mekanikken om man vil, der ‘frelser’ nihilisten 

Raskolnikov og valoriserer hans indre, moralske omvendelse. 

33



noter 

1. (Side 3) Det fi losofi ske tankegods, man 

kan udlede af Forbrydelse og straf, gør litteraten 

Anders Gejl præcist og dygtigt rede for 

i sin artikel »Motiver til et mord«. Han beskriver 

de fem forklaringer på moti vet til 

mordet, Raskolnikov giver Sonja, inden han 

tilstår, at han gjorde det for at bevi se, at han 

kunne følge sine ‘teorier’ uden eftertanke 

( iv, 4, 505 ). 

2. (Side 3 ) I bogen Th e Cambridge Companion 

to Dostoevskii, under » Dostoevskii and 

psychology « ( s. 131 – 147 ), skriver Robert L. 

Belknap om Do sto jevskijs kritiske indstilling 

til sin samtids neurologiske psykologi : Psykologi 

hos Dostojevskij er oftere kædet sammen 

med det, russerne kalder dostoev shchina ; 

tungsind, hysteri og paradoksale lidelser. Det 

er vanskeligt – som den moderne psykoanalyses 

fader Sig mund Freud gjorde det – direkte 

at anvende Dostojevskijs litterære, psyko patologiske 

fremstillinger. Belknap konklude rer, 

at Dostojevskijs bidrag til historien snarere var, 

at han gjorde den psykologiske roman til et fi - 

losofi sk instrument ved at udforske relationen 

mellem karakterernes ideer og deres drivkraft 

og personligheder. Se også note fi re. 

3. (Side 4 ) I denne opsummering støtter 

jeg mig til den klare og præcise formulering, 

der anvendes i studiehåndbogen Cliff s Notes 

on Dostoevsky’s Crime and Punishment. 

4. (Side 4 ) Svend Erik Larsen behandler i sin 

bog Mutters alene mange litterære fremstillinger 

af alene-tilstanden. Han diskuterer ud 

fra en mængde refl eksioner ( s. 40 – 41 ) og opstiller 

denne trinfølge ( på basis af begrebsdefi 

nitionerne i Ordbog over det danske Sprog, 

ods ), som her vises i redigeret uddrag : 

a ) Fra en konkret objektiv tilstand: 

En situationsbestemt adskillelse (ene). 

b ) Til en konkret subjektiv genstand: 

34 

En følelsesmæssig reaktion på situationen 

(ensom) 

c ) Videre til en konstruktion af en principiel 

relation: Forholdet mellem 

absolut forskellige enheder af forskellig 

art eller slags (alene). 

d ) Og endelig til en principiel refl ek sion: 

Forholdet mellem absolut forskellige 

enheder giver identitet ( enestående ). 

I min analyse ligger jeg i forhold til ovenstående 

vægt på a, som jeg sidestiller med 

isolation, og på b, som jeg, analogt med dens 

egen defi nition, sidestiller med ensomhed. 

Endelig ser jeg i min undersøgelse d som 

analog med isolation. Ergo er jeg inspireret af 

Larsen til brug for det, jeg i min undersøgelse 

kalder bevægelsen fra isolation til fremkomsten 

af ensomhed. 

5. (Side 5 ) Georg Dietrich beskriver i sin 

bog Der Einsame Mensch in der Dichtung 

forskellige former for litterære fremstillinger af 

ensomhed og isolation med samt deres udsigelseskerne 

; dette, mener han, kan bistå en videnskabelig, 

rationel diskurs ( s.26 ), det vil her sige 

psykologien. 

6. (Side 6 ) Mine kilder for denne kortfattede 

beskrivelse er : Gads Litteraturleksikon, 2001 

og Literary Th eory: A Very Short Intro duction, 

1997 samt introduktionen til Narratologi, 

2004. Se ref. under litteraturlisten. 

7. (Side 7 ) Titlen betyder oversat til dansk 

»Problemer ved Dostojevskijs poetik«. 

Se litteratur listen for detaljer. 

8. (Side 10 ) Jeg tilslutter mig Bakhtins tolkning 

af Dostojevskijs fortællerstil : Intet sted 

anvender Dostojevskij en ren objektiv fremstilling 

af den eksterne verden. Der er kun det, 

der observeres på det plan, hvor personen 

befi nder sig ( s. 23, Problemy …).

9. (Side 12 ) Kapitel to i Bakhtins Problemy 

… ( »Th e Hero, and the Position of 

the Author … « ) berører dette aspekt mere 

indgåen de : Blandt andet siger Bakhtin, at vi 

ikke ser hvem helten er, men hvordan han er 

bevidst om sig selv ( s. 48 ). Andetsteds hedder 

det, at helten belyser sig selv fra alle mulige 

vinkler via sin selvbevidsthed ( s. 49 ). Dette 

anser jeg som en naturlig forlængelse af min 

beskrivelse af Raskolnikovs monologiske og 

autoritative stemme og bevidsthed. Men hvor 

Bakhtin ser en stemme belyse sig selv fra 

mange vinkler, ser jeg i Raskolnikovs isolerede 

situation et tilfælde, hvor et magtforhold 

gør sig gældende, altså at visse stemmer /ideer 

virker stær kere end andre. 

10. (Side 14 ) Bradburys sigte med sin behandling 

af Forbrydelse og straf er primært Raskolnikovs 

fremmedgørelse af sig selv ( via sine 

overmenneske-‘teori’ ). Dette tilskriver Bradbury 

den eksistentialistiske modernitetserfaring, 

man gjorde sig i slutningen af 1800-tallet. 

11. (Side 17 ) Siganons artikel behandler i en 

narratologisk analyse tre romaner. Heri 

optræder der mordere, som, ifølge Siganon, 

skal blive monstre, før de kan befries fra deres 



isolation. I den monstrøse handling dræbes 

der i forhold til en overherre-norm, der har et 

ubevidst, modsat sigte : Via et særligt udvekslingsfænomen 

ønsker disse tre helte at se sig selv forsvinde, 

hvilket forstærker indtrykket af den uendelige 

isolation ( s. 127, »La solitude …« ). I drabet sker 

der en renselse fra deres vildfarelse. 

12. (Side 24 ) denne frelse sker ud fra sin egen 

litterære logik, hvorfor jeg sætter ordet i citationstegn 

. 

13. (Side 28 ) Latin, guden fra maskinen. Et 

klassisk, dramatisk greb. Gudeskikkelse i det 

antikke teater, der redder de implicerede fra 

en ellers uløselig konfl ikt. At gudeskikkelsen 

kommer fra maskinen betyder, at et mekanisk 

fi f muliggør den pludselige indtræden. 

I dag bruges begrebet om ethvert trick eller 

en person i en roman eller i et drama, der løser 

en konfl ikt på en pludselig og overraskende 

måde. Kilde : Gads Litteraturleksikon 

14. (Side 33 ) Citatet er fra En forfatters 

dagbog, fra kapitlet » Om vore domstole 

og vore for brydere « ; » De ulykkelige og de 

forbry deriske «, s. 225. 

35



36 

Summary in English 

Isolation and Loneliness in 

F. M. Dostoevskii’s Novel 

Crime and Punishment ( Russia 1866 ) 

| Method and structure 

My analysis is is based upon narratology in a modern sense — with 

an emphasis on thematic readings with no intentions to close my 

theorizing, nor my subject. 

Raskolnikovs isolated situation gives birth to his monomaniac 

theories (which I call his Th eory ) about being an “extraordinary 

man”, a person with the right to commit murder for the common 

good. My hypothesis is that Raskolnikov’s isolation becomes 

loneliness — after his double-murder. 

I will show how isolation and loneliness therefore have an effect 

on Raskolnikov and his Th eory, thus trans forming him and 

driving the plot forward. 

In my investigation of this, I apply Mikhael Bakhtins ( literary 

scholar, Russia 1895 — 1975 ) terms about the diologic and monologic 

novel. At the overall-level Dostoevskii’s novels are dialogic/ 

polyphonic : there is only one level of interrelating voices. But my 

analysis shows that Raskolni kov before his crime is driven to listen 

to only those voices /impressions that fi t into his Th eory : thus 

the isolation is monologic active ( chapter two ). After the 

crime he experiences loneliness as a problem. Now he pays attention 

to other voices : thus the loneliness is dialogic active ( chapter 

three ). though many attempts to suggestionize himself, he 

is again driven to action, only this time it ends with his confession 

to Sonia and fi nally to the police. 

In chapter four I connect my interpretation of CaP with 

its epilogue : Raskolnikovs dream of a plague exposes his Theory



as a universal claim, which leads mankind into a bloody protagonist 

battle. E. g. everyone is listening to one’s own monologic discourse. 

Due to his dream, the tense relations between monologic 

isolation and dialogic loneliness vanish. 

My interpretation suggests that he has to suff er — It is the divine 

cause of action behind his dream, his isolation and his loneliness. 

Finally, I relate my historical comments to an intentional level : 

to Dostoevskiis Christian faith and his fi ght against the nihilistic 

movements of his time. 

37



Primærlitteratur 

Sekundærlitteratur 

38 

litteratur 

Dostojevskij, Fjodor M. : 

Bog : Forbrydelse og straf. Roman i seks dele med en epilog. 

København , Rosinante, 2004. 

Oversat fra russisk af Jan Hansen fra Prestuplenie i nakazanie 

i samlede værker-udgaven F. M. Dostojevskij : 

Sobranie sochinenij v 10-tomach, Moskva 1957, bind 5. 

Udgivet første gang på russisk i 1866. 

Værk : 200 normalsider ( fast defi nition ). 

Bakhtin, Mikhael : 

Bog : Problems of Dostoevsky’s Poetics. 

Fra : Th eory and History of Literature, Volume 8. 

Minnesota, University of Minnesota Press, 1984. 

Oversat fra Problemy poetiki Dostoevskogo, orig. 1929, udvidet 

i 1963. To appendix dele fra side 273 – 302 dækker i forhold til 

appendix I materiale, der ikke kom med i 1963-udgaven. 

Appendix II dækker Bakhtins »kritiske meditation« ( s. 283 ) 

fra 1961, der gik forud for genudgivelsen i 1963. 

Anvendelse : Jeg anvender en del af Bakhtins litteraturteori 

som grundlag for min egen analytiske metode, hvilket jeg 

rede gører for på side otte i opgaven. 

Herfra opgives : 

S. 5 – 302 : Ca. 425 normalsider.

Belknap, Robert L. : 

Bogbidrag : »Dostoevskii and Psychology« 

fra Th e Cambridge Companion to Dostoevskii. 

Edited by W. J. Leatherbarrow. 

Cambridge, Cambrige University Press, 2002. 

Anvendelse : Se note et. 


S. 131 – 147 : 22 normalsider. 

Bradbury, Malcolm : 

Bog : Da litteraturen blev moderne. Ti store forfattere. 

København, Gyldendal, 1989. 

Originaludgaven, Th e modern World. Ten great Writers, 

udkom 1988 fra Secker & Warburg, London. 



Anvendelse : Bradburys fokuseringer på Raskolnikov og 

hans abstrakte tanker som løsrevet fra deres gru i praksis 

er en væsentlig pointe, som jeg anvender i min optik på 

Raskolnikovs ‘teori’ ( se side 16 og note ti ) . 


Fra kapitlet »Fëdor Dostoévskij«, 

s. 39 – 69 : 37 normalsider. 

39



40 

Dietrich, Georg : 

Bog : Der Einsame Mensch in der Dichtung. 

Litteraturpsyschologie der Einsamkeit und der 

Einsamkeitsbewältigung. 

Fra serien »Th eorie und Forschung «, bind. 77. 

S. Roderer Verlag Regensburg, 1989. 

Anvendelse : Se note fi re i opgaven. 


S. 11 – 138 : 140 normalsider. 

Dostojevskij, Fjodor M. : 

Bog : Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund. 

Oprindeligt en udgivelse fra tidsskriftet » Epoken «, 1864. 

Oversat af Ole Husted Jensen efter Polnoje sobranije sotjinij v 

tritsati tomakh, t 5 : Povesti i rasskazy 1862 – 1866, s. 99 – 179. 

Udgivet af Nansensgade Antikvariat i København, 

Frederiksberg, 1994. 

Anvendelse : I opgavens perspektivering anvendes romanen til 

at vise Dostojevskijs forlæg til fi guren Raskolnikov. 


S. 11 – 138 : 132 normalsider. 

Gejl, Anders (red.) : 

Artikel : »Motiver til et mord«. 

Fra det danske tidsskrift Passage, Tidsskrift for litteratur 

og kritik. Nr. 44, vinter 2002.

Anvendelse : Se note tre i opgaven. 


S. 75 – 84 : 21 normalsider. 

Larsen, Svend Erik : 

Bog : Mutters Alene. Ensomhed som litterært tema. 

København, G. E. C. Gads Forlag, 2002. 



Anvendelse : Bogen foretager fem tematiske modellæsninger 

af en række hovedværker fra oldtid til nutid, og folder heri 

temaet ensomhed ud (bogen indeholder under dette emne fi re 

andre emner; erindring, monstre, metaforer og landskaber). 

Bogens betragtninger om litteraturens temaer, virkemidler 

og funktioner har inspireret mig til min metode og den 

afgrænsning af begreber ( se note fi re), som jeg anvender 

i min analyse af Forbrydelse og straf. 


S. 8 – 367 : Ca. 400 normalsider. 

Roberts, James L. , ( red. ) : 

Bog : Cliff ’s Notes on Dostoevsky’s Crime and Punishment. 

Nebraska, Department of English University of Nebraska, 1999. 

Anvendelse : Serien Cliff ’s Notes on er orienterende hæfter, 

der i ekstraktform fortæller om de væsentligste begivenheder i 

det pågældende værk. Dette hæfte er primært påvisende og 

faktuelt, men indeholder en oversigt over de nøglebegivenheder 

og tematikker, der er i romanen. Desuden opsummeres ‘teorien’ 

41



42 

om det ekstraordinære menneske samt den historiske fi losofi , 

jf. Hegel og Nietzsche, der udgør baggrunden for Raskolnikovs 

‘teori’. Jeg anvender bogen som et tillæg til min egen oversigt 

over de vigtigste temapunkter, der knytter sig til mit fokus 

( se side fi re i opgaven ). 


S. 3 – 80 : 105 normalsider. 

Siganos, André (red.) : 

Bogbidrag : »La solitude du violent : Trois moments-clefs 

chez Dostoïvski, Le Clézio et Lispector«. 

Fra Solitudes. Ëcriture et représentation. 

Grenoble, Université Stendhal, ELLUG, 1995 

Anvendelse : Siganos tager i sin tekst sigte på forholdet mellem 

voldshandlingen og ensomhed. Med hensyn til mit tilsvarende 

argument om at Raskolnikov som morder er udformet af isolationens 

eff ekt, anvender jeg teksten som en et god analyse af den 

forløsning fra isolationen, som mordet har til sinde at udvirke 

( se side 19 i opgaven og note 11 ). 


S. 123 – 131 : 10 normalsider. 

Pensum for primærog 

sekundærlitteratur ialt : 1.492 normalsider.

Culler, Jonathan : 

Bog : Literary Th eory. A very short Introduction. 

Oxford, Oxford University Press, 1997. 

Kapitel seks, » Narrative «, s. 78 – 89. 

Diverse redaktører : 

Bog : Gads Litteraturleksikon. 

København, G. E. C. Gads Forlag, 2001 ( 1999 ). 

Iversen, Stefan og Nielsen, Henrik Skov : 

Bog : Narratologi. 

Århus, Aarhus Universitetsforlag, 2004. 

Især fra »Introduktion «, s. 7 – 27. 

Biografi sk litteratur om Fjodor M. Dostojevskij : 

Th omassen, Ejnar : 

Bog : En forfatters dagbog. 

Fra serien Dostojevskijs samlede værker. 

København, Stig Vendelkjærs Forlag, 1948. 

Ovennævnte anvendes krydsrefererende med 

Dostojevskij-forskeren Kjetsaas bog : 

Kjetsaa, Geir : 

Bog : Fjodor Dostojevskij – et digterliv. 

Fra serien Dostojevskijs samlede værker. 

København, Gyldendal Norsk Forlag, 1985. 



Opslags- og 

Referenceværker 

43

Forbrydelse og straf

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?