66529_hit med hist 8 kl.indd

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _” 

abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå 

HIT MED HISTORIEN 

Grundbog til 8. klasse 

Af Jens Aage Poulsen 

Dette er en pdf-fil med Hit med historien, grundbog 8. kl. 

Filen er stillet til rådighed for elever med 

læsevanskeligheder. 

Filen må ikke videre distribueres 

www.syntetisktale.dk

HIT MED HISTORIEN !

hit med historien ! 


1. udgave, 3. oplag 

© 2006 by Gyldendalske Boghandel, 

Nordisk Forlag A/S, Copenhagen 

Forlagsredaktion: Marianne Harboe 

Grafisk tilrettelæggelse og figurer: Erik Hjørne 

Kort: Steen Frimodt 

Omslag: Louise Eldam Phillipsen 

Teksten er sat med Bembo og The Mix 

Trykt hos Narayana Press, Gylling 

Printed in Denmark 2007 

ISBN 978-87-02-03677-0 

(ISBN-10: 87-02-03677-0) 

Kopiering af denne bog er kun tilladt 

i overensstemmelse med overenskomst 

mellem undervisningsministeriet 

og Copy-Dan. 

om hit med historien ! 

Hit med Historien! er et grundbogssystem til 

historieundervisningen på 3.-9. klassetrin. Det 

kan anvendes i såvel fagdelt undervisning som i 

tværfaglige forløb. Systemet består af gennemillustrerede 

grundbøger med tilhørende 

arbejdsbøger, lærerens bøger samt supplerende 

internetbaseret materiale. Fra 5. klassetrin 

udgives lærerens bøger samt arbejdsbøger samlet 

som ressourcebøger. Hver grundbog omhandler 

3-7 emner og flere tværgående temaer. 

Systemet har sin egen hjemmeside på 

www.hitmedhistorien.gyldendal.dk

Jens Aage Poulsen 

HIT MED HISTORIEN ! 


Gyldendal

I N DHOLD 

KUNSTEN FORTÆLLER 

Historikere bruger ofte fund og tekster, når 

de skal finde ud af, hvordan det var i gamle 

dage. Men kunsten, menneskers billeder og 

skulpturer, fortæller noget om samfundet, 

livet, religionen, hvad man anså for at være 

rigtigt og forkert osv. 

IND I DE VOKSNES R ÆKKER ? 

De fleste store børn i Danmark bliver konfirmeret, 

når de går i 7. eller 8. klasse. Konfirmationen 

er mest en festdag, hvor man får masser 

af gaver. Sådan har det ikke altid været. I 

tidens løb har konfirmationen og dens betydning 

ændret sig meget. 

UNGDOMMENS KULTURER 

For et par hundrede år siden var man enten 

barn eller voksen. Ungdommen som en særlig 

periode i livet eksisterede ikke. Efterhånden 

opstod ungdommen som en fase mellem 

barndom og voksenliv. 

4 H I T M E D H I S T O R I E N ! 

SIDE 

6 

SIDE 

30 

SIDE 

46

FOLK OG FÆDREL AND 

Man taler om danskhed, dansk kultur og 

dansk national identitet. Den udviklede sig 

især i løbet af 1800-tallet gennem en række 

dramatiske begivenheder. 

KORSTOG 

I middelalderen dræbte kristne krigere 

hundredtusinder af mænd, kvinder og børn – 

blot fordi de havde en anden tro. Krigene blev 

kaldt korstog. De kristne mente, at det var 

retfærdigt og i overensstemmelse med Guds 

vilje at føre en brutal krig mod ikke-kristne 

folk. 

DEN KOLDE KRIG 

I ca. 40 år fra slutningen af 1940’erne til slutningen 

af 1980’erne frygtede verden, at der 

udbrød en altødelæggende atomkrig mellem 

supermagterne USA og Sovjetunionen. 

REGISTER 

BOGENS ILLUSTR ATIONER 

SIDE 

68 

SIDE 

102 

SIDE 

120 

144 

146 

I N D H O L D 5

Når historikere prøver at 

fi nde ud af, hvordan folk har 

levet, eller hvad der skete i 

en bestemt periode, bruger 

de skriftlige kilder og fund 

fx redskaber. Men også kunsten, 

menneskers billeder og 

skulpturer, fortæller noget 

om samfundet, livet, religionen, 

hvad man anså for at 

være rigtigt og forkert osv. 

H I T M E D H I S T O R I E N !

Mennesker 

og billeder 

Mennesker har altid brugt 

billeder og skulpturer til at 

udtrykke sig. For 30-40.000 

år siden malede Cro-Magnon-mennesker 

billeder af 

dyr og jagtscener på væggene 

i klippehuler. Man ved ikke, 

hvorfor billederne blev malet. 

Måske troede man, at når 

man malede billederne, ville 

guder og ånder sørge for 

jagtlykken. Måske var det for 

at illustrere fortællinger om 

dyr, de havde jaget. 

Kunsten 

fortæller 

I Sydsverige, Norge og på 

Bornholm har man fundet et 

stort antal helleristninger. Det er 

billedtegn, som blev hugget 

ned i klipper i bronzealderen, 

dvs. for 2.500-4.000 år siden. 

Mange billedelementer går 

igen på helleristningerne. Man 

kan fx genkende skibe, soltegn 

og mænd med våben og erigerede 

penisser. I tidens løb har 

forskerne tolket helleristningerne 

forskelligt. De fleste er 

dog enige om, at helleristningerne 

er religiøse og fortæller 

om bronzealderens tro. 

Indtil for 500 år siden for- 

talte billeder og skulpturer 

ofte om religion. Men de 

kunne også blive fremstillet 

for at vise ejermandens magt. 

Det gælder fx den store Jellingesten, 

som Harald Blåtand 

fik udhugget med billeder 

og runer omkring 960. 

Kunst fra 1500-1800-tallet 

fortæller som regel om de 

kongelige, adelen og andre 

velhavende. Først fra midten 

af 1800-tallet kom kunsten 

også til at handle om almindelige 

mennesker. 

K U N S T E N F O RT Æ L L E R 7

n Hulemaleri lavet af Cro-Magnon-mennesket. Cro-Magnon-mennesket er 

det moderne menneskes stamfar. Det dukkede op i Europa for 35.000 år siden. 

Navnet kommer fra stedet i det sydvestlige Frankrig, hvor man fandt 

skeletrester i 1868. 

n Helleristningerne er billedtegn, som er hugget ned i klipper. I Norge og 

Sverige er felter med helleristninger ofte på mere end 100 m 2 . 


n I 1908 fandt man i den østrigske 

by Willendorf denne ca. 11 cm høje 

stenskulptur. Den fik straks navnet 

Venus fra Willendorf. Skulpturen er 

fremstillet for ca. 25.000 år siden. 

Hvis det var tidens kvindeideal, er 

det langt fra nutidens. Dengang var 

levevilkårene barske, og ofte var der 

mangel på mad. For at kunne overleve 

graviditeten og føde levedygtige 

børn var det måske nødvendigt, 

at kvinderne havde sul på kroppen. 

j Harald Blåtand var konge midt i 

900-tallet. Omkring 960 rejste han 

en runesten til minde om sine forældre 

dronning Tyra og kong Gorm. 

Med runestenen ville han også prale 

med sine egne bedrifter. På stenen 

kan man læse, at Harald samlede 

Danmark, erobrede Norge og gjorde 

danskerne kristne.

Kirkens billeder 

Især på landet er mange kirker 

fra 1000-1200-tallet. 

Dengang blev der bygget 

omkring 2.000 kirker i Danmark. 

De fleste blev opført af 

tilhuggede sten. Indvendigt 

er væggene ofte hvide. 

I middelalderen var kirkerne 

udsmykket med kalkmalerier, 

dvs. billeder, som 

blev udført med fugtigt og 

farvet kalkpuds direkte på 

vægge, hvælvinger og loft. I 

mange kirker kan man stadig 

se rester af middelalderens 

kalkmalerier. De fleste er 

dog forsvundet. 

Man ved sjældent, hvem 

der udførte kalkmalerierne. 

I dag sætter en kunstner sit 

navn på sit værk. En kunstner 

betragtes med ærbødighed 

– som en person, der er 

noget specielt, fordi han eller 

hun har særlige evner til at 

udtrykke sig. I middelalderen 

var det at lave billeder et 

håndværk på linje med andre 

håndværk. 

Middelalderens lærde talte 

r Den velhavende sjællandske stormand 

Asser Rig (død ca. 1150) byggede 

Fjenneslev Kirke i begyndelsen 

af 1100-tallet. Asser Rigs sønner ønskede, 

at eftertiden skulle vide, at 

deres far havde bygget kirken. Derfor 

fik de en kalkmaler til at udsmykke 

kirken med dette motiv. Asser 

Rig rækker en model af kirken 

frem mod Guds hånd, der ses øverst 

til højre. Bag Asser Rig står hans hustru 

Inge, der giver Gud en snoet 

guldring. 


om de syv kunster, som krævede 

særlige egenskaber. De 

tre første handlede om sprog: 

grammatik, retorik (kunsten at 

udtrykke sig i tale og på 

skrift) og dialektik (diskussionskunst). 

De sidste fi re var 

astronomi, geometri, aritmetik 

og musik. At fremstille billeder 

var håndens arbejde og 

krævede ikke åndelige evner, 

mente man. 

Dengang var det kun en 

lille elite af stormænd og kirkens 

folk, som kunne læse og 

skrive. Det store fl ertal var 

analfabeter. De kunne se og 

forstå billeder. Tekst blev 

derfor anset for at være vigtigere 

og fornemmere end billeder. 

Kirkens bygherre – måske 

en stormand – betalte en 

kalkmaler og hans svende for 

at udsmykke kirken. Som 

Billeders magt 

andre håndværkere, der deltog 

i kirkebyggeriet, var 

kalkmaleren og hans værksted 

ofte ukendt. Derimod 

kunne bygherren sørge for, 

at han selv ville blive husket. 

Således fi k stormanden Anders 

Smed denne indskrift i 

Vordingborg Kirke omkring 

1465: „Anders Smed lod 

disse hvælvinger male og 

hvælve (reparerede loftet), 

bed for ham til Gud.“ 

Hver kalkmaler arbejdede 

ikke helt på samme måde. 

De havde hver deres teknik 

og stil. Derfor kan forskerne 

se, at en række kirker var 

udført af den samme kalkmaler. 

Således taler man om 

Elmelundemesteren, der ud 

over Elmelunde Kirke udsmykkede 

fl ere andre kirker 

på Møn i slutningen af 1400tallet. 

Nogle af kirkens folk mente ikke, at der skulle være billeder i 

kirken. Den magtfulde abbed (klosterleder) Bernhard af Clairvaux 

(1190-1153) skrev, at menigheden var mere optaget af billederne 

end af det, præsten sagde. 

Pave Gregor 10. (1271-1276), skal have sagt følgende: 

„… billeder synes at bevæge sindet mere end beskrivelser. Ædle 

bedrifter placeret foran øjet i malerier synes at fi nde sted her 

og nu. Hvorimod dåden (handlingen) i beskrivelsen allerede har 

fundet sted, som det var et rygte, og det påvirker sindet mindre, 

når det skal genopfriskes i hukommelsen. Derfor er det, at 

vi i kirkerne har mindre ærbødighed over for bøgerne end over 

for billederne.“ 

10 H I T M E D H I S T O R I E N !

j Kalkmaleriet fra Fanefjord Kirke 

på Møn fra slutningen af 1400-tallet 

illustrerer Bibelens historie om barnemordet 

i Betlehem. Til venstre 

hænger en mand i et træ. Det skal 

forestille Judas. Efter han havde forrådt 

Jesus, begik han selvmord. 

Motiverne 

Som nævnt kunne de færreste 

læse og skrive i middelalderen. 

Kalkmalerierne var 

billedserier, som viste menigheden, 

hvad der var den rigtige 

kristne lære – og hvad 

der skete, hvis man ikke levede 

et kristent liv. Under 

messen kunne præsten pege 

på et motiv for at illustrere, 

hvad han sagde. 

De ældste kalkmalerier i 

Danmark virker lidt stive. 

De blev malet efter et fast 

skema med brug af bestemte 

symboler. Senere – især i 

1400- og 1500-tallet blev 

motiverne mere livlige. 

Mange kalkmalerier illustrerer 

historier fra Bibelen. 

Men personerne på kalkma- 

j Kalkmaleriet fra Elmelund Kirke 

på Møn fra slutningen af 1400-tallet. 

Djævle fører de døde ind i helvedes 

gab. 


lerierne har tøj og redskaber 

fra middelalderen. I middelalderen 

mente man ikke, at 

der skete en udvikling og 

forandring. Man var overbevist 

om, at Gud havde skabt 

livet på Jorden. Mennesker 

og samfund ville stort set 

være uforandret indtil Dommedag. 

Nogle kalkmalerier var 

andagtsbilleder, som folk bad 

ved. Det kunne være billeder 

af Jomfru Maria eller en helgen. 

Andre kalkmalerier var 

såkaldte smertensmænd. Ved at 

bede en bestemt bøn foran 

dem, slap man af med sin 

hoved-, mave-, tandpine eller 

andre sygdomme. 

Andre billeder var advarsler 

om det onde. Derfor 

vrimler kalkmalerierne med 

djævle og ulykker, de kunne 

gøre. 


r Kalkmaleriet fra Keldby Kirke på 

Møn fra omkring 1500 minder om 

en tegneserie. Til venstre for den 

korsfæstede Jesus beder en fattig 

mand og til højre en rig mand. Stregerne 

fra den fattiges mund går til 

Jesu sår. Den fattige er altså ærligt 

optaget af Jesu lidelser. Han er from 

og tættere på at blive frelst end den 

rige. Ganske vist beder den rige 

mand, men stregerne viser, at han 

er mere optaget af sine rigdomme.

Ud med 

kalkmalerierne 

I sidste del af middelalderen 

begyndte nogle gejstlige 

(kirkens folk) at stille spørgsmål 

til den katolske kirke. 

Kritikken var ofte rettet mod 

paven og hans eneret på at 

bestemme, hvad der var den 

sande kristne lære. Kun Bibelen 

indeholdt sandheden, 

mente kritikkerne. Omkring 

1520 førte den tyske munk 

Martin Luthers kritik af paven 

til, at kirken blev splittet. 

En ny kristen retning opstod: 

den evangelisk-lutherske eller 

blot den protestantiske, fordi 

det var en protest mod den 

katolske kirke. 

Den protestantiske tro 

vandt især udbredelse i 

Nordeuropa. I 1536 bestemte 

den danske konge, at den 

evangelisk-lutherske kirke 

skulle være den eneste lovlige, 

og han udnævnte sig 

selv til kirkens overhoved. 

Bibelens ord var det 

vigtigste i den evangelisklutherske 

kirke. Menigheden 

skulle koncentrere sig om 

præstens oplæsning af tekster 

fra Biblen og hans prædiken. 

Alt overflødigt som altre for 

helgener, skulpturer og billeder 

forstyrrede menighedens 

koncentration og skulle ud af 

kirken. De fleste kalkmalerier 

blev derfor kalket over. 

I de følgende århundreder 

n Kalkmaleri i Smørum Kirke på Sjælland fra begyndelsen af 1500-tallet. 

Langt fra alle syntes, at et sådant billede hørte til i en kirke. 

glemte man kalkmalerierne. 

Når kirkerne skulle repareres 

eller bygges om, kunne 

de dukke op under de efterhånden 

mange lag kalk. 

Mange motiver blev anset 

for at være uartige. De blev 

kalket over igen eller hugget 

ned. I slutningen af 1800tallet 

blev historikere interesseret 

i kalkmalerierne. 

Men først i løbet af 1900tallet 

begyndte man for alvor 

at frilægge og restaurere 

resterne af kalkmalerierne. 


Magtens billeder 

Efter Reformationen i 1536 

overtog staten, dvs. kongemagten, 

kirkens enorme rigdomme. 

Som andre konger og 

fyrster i Europa i 1500-1600tallet 

ville den danske konge 

vise sin magt og rigdom ved at 

opføre slotte og andre bygningsværker. 

Udsmykningen 

tog den tids bedste kunstnere 

sig af. 

Man kalder tidens strømning 

inden for arkitektur og 

billedkunst for renæssance. Den 

opstod i Norditalien i 1300tallet 

og bredte sig efterhånden 

til resten af Europa. Med tiden 

ændrede stilen sig. Dansk byggeri 

og billedkunst blev især 

inspireret af den hollandske og 

franske renæssancestil. 

Christian 4. fik opført en 

række slotte og andre bygninger, 

fx Tøjhuset, Børsen, Rundetårn 

og Rosenborg. De fleste 

er i hollandsk renæssancestil. 

Kongen satte ofte selv 

sit personlige præg på bygningernes 

udformning. Bl.a. er 

Børsens snoede tårn kongens 

opfindelse. 

f Hesselagergård blev opført i 

1530’erne. Gavlens symmetri er tydelig. 

Ligevægten og harmonien holdes 

af forbygningen til venstre og 

det lille tårn til højre. Hesselagergård 

er et af de få eksempler på inspiration 

fra italiensk renæssance. 

Det ses på den enkle stil, der tydeligt 

adskiller sig fra fx Kronborg og 

Rosenborg. 


n Kronborg er et af de mest fornemme 

renæssanceslotte i Nordeuropa. 

Frederik 2. (1559-88) ombyggede 

i årene 1574-85 den gamle borg 

til et slot efter fransk og hollandsk 

renæssancestil. I 1629 brændte slottet. 

Christian 4. (1588-1648) fi k det 

genopbygget. 

Christian 4. hører til de 

mest kendte konger i Danmarkshistorien. 

Det skyldes 

især hans mange byggerier. På 

kongens samtid var man ikke 

så begejstret. Byggerierne kostede 

enorme summer, og da 

kongen fi k Danmark involveret 

i fl ere krige, som han tabte, 

var statskassen efterhånden 

tømt. 

Fra Christian 4.s tid fi ndes 

der adskillige malerier af kon- 

Ren æssancen 

Renæssancen er betegnelsen på en historisk periode. Renæssancen 

begyndte i Norditalien i 1300-tallet. I de følgende århundreder 

bredte den sig mod Nordeuropa. 

Renæssance betyder genfødsel eller genoptagelse. Og det, som 

skulle genoptages, var kunst, arkitektur og fi losofi fra oldtidens 

Grækenland og Rom. Man ville dog ikke blot overtage oldtidens 

kultur, men udvikle den. 

I renæssancen var man optaget af det enkelte menneske og 

dets muligheder. Derfor blev det vigtigt for kunstnerne at gengive 

personerne på malerier og i skulpturer, som de faktisk så 

ud. Når man i middelalderen lavede et billede af fx en konge, 

lagde man vægt på at vise magtsymboler som krone og scepter. 

Portrætligheden var ikke vigtig. Et andet kendetegn ved renæssancens 

billeder er, at man fandt ud af at bruge perspektivet, så 

billederne fi k dybde. 

I middelalderen blev folk, der var gode til at male billeder og lave 

skulpturer, betragtet som håndværkere. I løbet af renæssancen 

fi k de status som skabende kunstnere på linje med fx digterne. 


gen og medlemmer af hans familier. 

Portrætligheden er stor. 

Samtidig er der gjort meget ud 

af, at billederne skal vise Christian 

4. som en magtfuld konge. 

De fleste billeder er malet af 

hollandske eller tyske kunstnere. 

Måske var de danske ikke 

dygtige nok. 

Kongens smag dannede 

mode. Adelen og velhavende 

borgere fik også udført selvportrætter 

og billeder af deres familier. 

Fra renæssancen findes 

stort set ikke billeder af bønder 

og andre almindelige mennesker, 

og hvordan de levede. Det 

skyldes selvfølgelig, dels at de 

ikke selv havde råd til at betale 

for et maleri, og dels at dengang 

blev almindelige mennesker 

ikke regnet for noget. 

j Kobberstikket fra omkring 1470 

hedder Julenat. Dybden i billedet er 

lavet ved hjælp af centralperspektivet. 

Hvis man forlænger linjerne, 

der går ind i billedet, mødes de i et 

bestemt punkt, som kaldes forsvindingspunktet. 


n Maleriet af Christian 4. er malet 

af den hollandske kunstner Pieter 

Isaacsz omkring 1612. På det tidspunkt 

var kongen 35 år og på toppen 

af sin karriere. Han udstråler 

kraft og styrke. Måske skyldes det 

hans sejre over den svenske konge i 

den såkaldte Kalmarkrig (1611-13). 

Christian 4. har hånden på sværdets 

skæfte som tegn på, at han er 

klar til at forsvare landet. Bag kronen 

er hans kommandostav og 

hjelm. Han står selv i spidsen for 

landets forsvar. Den røde silke, der 

hænger til venstre for og over kongen, 

skal fremhæve kongen som noget 

særligt.

n Den hollandske Karel van 

Mander malede dette maleri af 

den 66-årige Christian 4. til 

hest i 1643. På det tidspunkt 

var det på mode for konger at 

lade sig afbilde til hest – eller 

endnu bedre: at få fremstillet 

en rytterstatue. 

I 1620’erne fi k Christian 4. – 

mod Rigsrådets ønske – Danmark 

indblandet i de europæiske 

Tredive årskrige (1618-48). 

Jylland blev besat af fremmede 

tropper, som hærgede landsde- 

len. Det lykkedes kongen at 

slutte fred uden at skulle afgive 

landområder. I de følgende 

år fortsatte Christian 4. 

med at bruge enorme summer 

på byggeri og oprustning af 

hær og fl åde. Så det var et fattigt 

land, han herskede over i 

1640’erne. Christian 4. indså, at 

han ikke havde råd til en rytterstatue. 

Derfor nøjedes han 

med Manders billede. 

Den ældre og overvægtige 

konge virker komisk med dra- 

get sværd og pistolen klar. 

Krigsscenen i baggrunden viser, 

at han stadig er hærfører. 

Det skal sikkert forestille, at 

Christian 4. leder et slag mod 

svenskerne. Og det blev til virkelighed 

– måske før kongen 

havde forestillet sig. I december 

1643 udbrød den såkaldte 

Torstensonfejde. Igen blev Jylland 

besat. Denne gang af 

svenske tropper. Ved fredsslutningen 

i 1645 måtte Christian 

4. afgive Halland i 30 år, Gotland, 

Øsel og dele af Norge. 


Romantik 

og guldalder 

Sidste halvdel af 1600- og 

hele 1700-tallet kaldes ofte 

oplysningstiden. Filosofferne 

mente, at mennesket ved 

hjælp af sin fornuft kunne 

finde ud af alt. Mennesket 

blev set i modsætning til naturen. 

Ved hjælp af tekniske 

løsninger kunne mennesket 

overvinde eller tæmme naturen, 

hævdede filosofferne. 

Under Den Franske Revolution 

(1789-94) forsøgte man 

ligefrem at afskaffe kristendommen 

og i stedet dyrke 

fornuften. Således blev den 

berømte katedral Notre Dame 

i Paris omdøbt til Fornuftens 

Tempel. 

I de første årtier af 1800tallet 

opstod en kulturel 

strømning, der var en reaktion 

på dyrkelsen af fornuft 

og viden. I stedet lagde man 

vægt på følelser og drømme. 

I kunsten blev det vigtigt at 

bruge og gengive stemninger 

og naturen. Denne strømning 

kalder man for romantikken. 

Motiver med hav, 

skrænter, bjerge og skove 

blev almindelige. Når kunstnerne 

malede noget, der var 

skabt af mennesker, var det 

ofte noget gammelt. Derfor 


r J. Th. Lundbyes billede En kostald 

i en bondegård er fra 1844. Billedet 

udtrykker ro, tryghed og harmoni. 

Fra staldens halvmørke ser man ud 

gennem døren til naturen. Sådan 

kunne en kostald i 1840’erne se ud. 

Men billedet giver – typisk for tiden 

– et romantiseret indtryk af livet på 

landet. Køerne er velnærede – og 

ikke magre, som kreaturerne ofte 

var. Man fornemmer ikke stanken. 

Og hvor er den forslidte bonde og 

hans karl?

lev det populært at rejse til 

Rom og bruge ruiner fra 

Romerriget som motiv. 

Der kunne dog være mennesker 

på billederne. Men så 

var de som regel små i forhold 

til miljøet. For naturen 

var vigtigst. Når kunstnerne 

malede personer, fx kongefamilien, 

de adelige og andre 

velhavende borgere, blev de 

ofte afbildet i naturen eller i 

det mindste ved en dør eller 

et vindue, så man kunne se 

ud i naturen. 

Romantikken blomstrede i 

Danmark. Fra den tid kender 

man berømte digtere som 

Adam Oehlenschläger og 

H.C. Andersen og en række 

billedkunstnere som Bertel 

Thorvaldsen, Christen 

Købke og mange andre. De 

mange kunstnere og digtere 

er grunden til, at perioden 

også kaldes guldalderen. 

For hovedparten af befolkningen 

var der dog ikke meget 

guldalder over tiden. 

Landet var fattigt. I 1813 gik 

n J.C. Dahl malede Broen over Tryggevælde 

Å i 1815. Det trækker op til 

uvejr. Himlen bliver mørk, og blæsten 

har skabt bølger på åen. En 

vogn kører over broen. Kusken er 

ved at slå paraplyen op for at beskytte 

sig mod regnen. 


den danske stat endda fallit, 

bl.a. fordi kongen havde fået 

landet blandet ind i Napoleonskrigene. 

Mange mennesker 

levede under kummerlige 

forhold. Men at skildre, 

hvordan almindelige mennesker 

havde det, var stadig 

ikke noget, billedkunstnerne 

interesserede sig for at vise. 

Folket i kunsten 

Med få undtagelser var det 

som nævnt sjældent, at 

kunstnere afbildede almindelige 

mennesker og deres dagligliv. 

Det ændrede sig i sidste 

halvdel af 1800-tallet. 

Den større interesse for bønder 

og arbejdere hang sammen 

med, at enevælden blev 


afskaffet, og Danmark fik et 

demokratisk styre i 1849. 

Der var også partier og foreninger, 

der arbejdede for at 

ændre samfundet, så forholdene 

for de fattigere dele af 

befolkningen blev forbedret. 

En del forfattere og billedkunstnere 

blev interesseret i 

at finde motiver fra dagligdagen, 

som de søgte at fremstille 

så realistisk som muligt. 

Den stilart omtales ofte som 

realisme eller naturalisme. 

Andre ønskede at ændre 

samfundet, så det blev mere 

retfærdigt. De skrev noveller 

og romaner eller lavede billeder 

af uretfærdigheden og de 

hårde livsbetingelser, som en 

stor del af befolkningen var 

underlagt. Forfatternes og 

billedkunstnernes sympati 

med de dårligst stillede var 

tydelig. Denne stilart kaldes 

for socialrealisme. 

r I løbet af 1800-tallet blev det 

over hele Europa almindeligt at tale 

om en nation som det vigtigste fællesskab. 

En nation var et folk, der 

havde et fælles sprog, en fælles kultur 

og historie. Og en nation skulle 

helst have en stat – et fædreland, 

som man holdt af. De varme følelser 

for fædrelandet og de øvrige medlemmer 

af nationen kaldes nationalfølelse. 

Også i Danmark blomstrede 

nationalfølelsen, som bl.a. kom til 

udtryk i kunsten. Her er det Elisabeth 

Jerichau-Baumanns billede 

Danmark fra 1852.

j Peter Hansen (1868-1928) lavede 

et stort antal realistiske malerier, 

der fortalte om dagligdagen omkring 

1900. Billedet Legende børn. 

Engehave Plads er fra 1907-8. 

j Et eksempel på socialrealistisk 

kunst er Hans Andersen Brendekildes 

(1857-1942) Udslidt fra 1889. En 

stor del af befolkningen var landarbejdere. 

Der var ingen grænser for, 

hvor hårdt og hvor længe de måtte 

arbejde. Mange arbejdede fra 7-9årsalderen. 

Som 40-årige kunne de 

være nedslidte og dø, som manden 

på billedet. Konen skriger af sorg ud 

over den tomme mark. Hvem skal 

hjælpe hende og børnene, når manden 

er død? 

j Erik Henningsen (1855-1930) malede 

flere socialrealistiske billeder. 

Her er det Sat ud fra 1892. Arbejdsløsheden 

var høj i slutningen af 

1800-tallet – især om vinteren. 

Kunne man ikke betale sin husleje, 

blev man smidt ud. Den stakkels familie 

med de få ejendele har ingen 

steder at gå hen. 


Nye stilarter 

Fotografiapparatet blev udviklet i slutningen 

af 1800-tallet. Få år senere kom filmapparatet. 

De gengav virkeligheden, som den var. 

Derfor forsvandt naturalisme og socialrealisme 

stort set fra billedkunsten. I stedet begyndte 

billedkunstnerne at finde andre måder 

at udtrykke sig på. I løbet af 1900-tallet 

opstod der mange forskellige stilarter. Her 

kan du læse om nogle af de vigtigste. 

Mange mennesker brød sig ikke om den 

nye kunst. De mente – og nogle mener stadig, 

at det kun var rigtig kunst, hvis billedet 

forestillede noget fra virkeligheden. Men 

uanset stilart fortæller kunsten historie. Den 

vil påvirke, udfordre og måske provokere 

folk til at tænke over livet og meningen med 

det. 

n Pablo Picassos (1881-1973) Kvinderne fra Avignon fra 

1907 er et tidligt eksempel på kubistisk kunst. Ansigterne 

er tydeligt inspireret af afrikanske masker. 

Kubisme 


I begyndelsen af 1900-tallet udviklede kunstnerne 

Pablo Picasso og Georges Braque en ny 

malerteknik kaldet kubisme. De søgte efter 

det ægte kunstneriske udtryk, der skulle 

komme fra hjertet. Der blev søgt inspiration i 

afrikanske masker. Dengang mente man, at 

folk i Afrika var primitive, og derfor var deres 

kunst mere oprindelig og ægte end de 

fornuftige europæeres. Desuden skulle maleri 

være opbygget af grundlæggende geometriske 

former: terninger, cylindre, kegler og 

kugler. Endelig skulle motivet fremstilles, 

som om man så det fra flere vinkler samtidig. 

Efterhånden ændrede de kubistiske kunstnere 

deres udtryk. Bl.a. begyndte nogle at 

bruge fx pap, træstumper og blikdåser i stedet 

for at male geometriske former. 

n Den danske kunstner Wilhelm Lundstrøm (1893-1950) 

eksperimenterede med kubismen. Her er det hans billede 

Det andet bud fra 1918, der er fremstillet af malede 

træstumper.

Ekspressionisme 

Denne kunstretning opstod også tidligt i 

1900-tallet og blev især udbredt i Nordeuropa. 

Kunstnerne ønskede at give udtryk 

(engelsk: ekspression) for deres følelser. Ekspressionistiske 

billeder er derfor ofte malet 

med voldsomme penselstrøg og med stærke 

farver. 

I mange ekspressionistiske billeder kan 

man se, hvad figurerne forestiller. Men nogle 

kunstnere eksperimenterede også med abstrakt 

ekspressionisme. Dvs. at billederne 

ikke skulle forestille noget genkendeligt. 

n Emil Noldes (1867-1952) ekspressionistiske billede 

Maskestilleben fra 1911. 

Surrealisme 

Surrealisme er navnet på en kunstnerisk bevægelse, 

der opstod i begyndelsen af 

1920’erne. Ordet kommer af surreel, som betyder 

overvirkelig. Surrealisterne mente, at 

mennesket var fanget i virkeligheden. Ens 

psyke rummede meget mere, det underbevidste, 

som fornuften søgte at fortrænge. Den 

tids psykologi, psykoanalysen, var også meget 

optaget af at finde ud af menneskets underbevidsthed. 

På den måde kunne man behandle 

psykiske lidelser, mente man. Psykologerne 

mente, at de gennem hypnose og drømmetydning 

kunne tolke psykens dybere lag. 

De surrealistiske kunstnere var inspireret 

af psykoanlaysen. I drømme kan alt ske. Og 

de surrealistiske billeder rummede sære væsener 

og underlige ting og landskaber. Ud 

over at lave kunst mente surrealisterne også, 

at man ved at gøre sig fri af en begrænsende 

realisme kunne lave et bedre samfund. 

n Den danske surrealistiske kunstner Wilhelm Freddie 

(1909-1997) lavede i 1936 skulpturen Sex-paralysappeal. 

Dengang syntes politiet, at skulpturen var så fræk, at 

den ikke måtte vises offentligt. 


Abstrakt eller konkret kunst 

De fleste billeder forestillede noget, eller der 

var genkendelige elementer fra virkeligheden. 

Abstrakt kunst er billeder, hvor kunstneren 

ikke har søgt at male noget genkendeligt. 

Et billede er altså blot et billede og skal 

ikke forestille noget. Netop derfor kan det 

være inspirerende og sætte tanker i gang hos 

tilskueren. 

Abstrakt kunst dækker over mange forskellige 

kunstneriske bevægelser og retninger, 

der udviklede sig især i sidste halvdel af 

1900-tallet. 

n Richard Mortensen (1910-93) er en af de mange danske 

kunstnere, der har arbejdet med abstrakt kunst. Her 

er det maleriet Øst-vest fra 1956. Når du har læst om 

Den Kolde Krig (side 120-143), kan du overveje, hvad 

Richard Mortensen vil fortælle med billedet. 


Provokerende kunst 

Mange bliver provokeret af abstrakt kunst – 

alene fordi de ikke kan se, hvad billedet eller 

skulpturen forestiller. Det sker også, at kunstnerne 

direkte søger at udfordre eller provokere. 

I protest mod Vietnamkrigen slagtede 

og parterede kunstneren Bjørn Nørgaard i 

1970 en hest. Delene blev fordelt i 112 syltetøjsglas. 

Dengang vakte Bjørn Nørgaard aktion 

stor opmærksomhed. I dag kan den såkaldte 

Hesteofring ses på Aros, Århus Kunstmuseum. 

I 2000 udstillede kunstneren Marco Evaristti 

ti levende guldfisk i nogle blendere på 

Trapholt Kunstmuseum i Kolding. Blenderne 

var sat til kontakter, så de besøgende kunne 

vælge, om de ville tænde dem eller ej. En 

dag tændte en besøgende en blender, og to 

guldfisk blev hakket til døde. Selve udstillingen 

og især drabene på fiskene skabte en 

voldsom debat. 

n Installationen på Trapholt med nogle af blenderne 

med guldfisk.

Kunsten 

i styrets tjeneste 

I 1933 kom Hitler og nazisterne 

til magten i Tyskland. 

Hitler ville gøre tyskerne til 

gode nationalsocialister, der 

ville gøre alt for „Føreren, 

Folket og Fædrelandet“. Der 

blev indført censur, så aviser, 

radio og film arbejdede for 

nazisterne – og ikke fortalte 

noget kritisk om dem. 

Også kunsten blev censureret. 

Nogle kunstnere og 

deres malerier og skulpturer 

blev betegnet som entartet, 

der betyder vanartet eller 

degenereret. Alle jødiske 

kunstnere blev automatisk 

betegnet som entartet. Men 

også tyske kunstnere, der 

malede i en ekspressionistisk 

eller en anden stil, som Hitler 

ikke brød sig om, faldt i 

unåde. Deres kunstværker 

blev fjernet fra museer og 

gallerier, og adskillige kunstnere 

blev sendt i koncentrationslejr. 

I 1937 lavede nazisterne en 

udstilling om entartet kunst. 

Folk skulle se, hvor afskyelig 

og samfundsnedbrydende 

den slags kunst var. I stedet 

skulle de lære at sætte pris på 

kunst, som viste arbejdsomme 

og flittige tyskere, eller som 

fortalte om Tysklands storslåede 

historie. 

n Den verdensberømte ekspressionistiske kunstner Paul Klee (1879 -1940) 

malede Rundt om fisken (Um die Fish) i 1926. Nazisterne havde taget hele 17 

af Klees malerier med på deres udstilling om entartet kunst. 

n Den tyske kunstner Leopold Schmutzler (1864-1941) malede i 1930’erne billedet 

Unge bondepiger vender hjem fra markarbejde. Malerier af unge, sunde, 

arbejdsomme og glade tyskere var noget, der faldt i nazisternes smag. 


Kunsten 

mod krigen 

Kunstværker kan få en symbolsk 

betydning, som kunstneren 

slet ikke havde forestillet 

sig. Et eksempel er Den 

lille Havfrue ved Langelinie. 

Kunstneren Edvard Eriksen 

var inspireret af H.C. Andersens 

eventyr, da han lavede 

den kun 1,25 m høje skulptur 

i 1913. Han drømte ikke 

om, at den i de følgende årtier 

blev et verdenskendt 

symbol for Danmark. 

Pablo Picassos Guernica fra 

1937 er et andet eksempel på 

kunst, som har fået en anden 

betydning, end den kunstneren 

havde tænkt sig. I eftertiden 

er det blevet det mest 

markante kunstneriske udtryk 

for protest mod krigen 

og dens overgreb på civilbefolkningen. 

Guernica er en by i Baskerlandet 

i det nordlige Spanien. 

Fra 1936 til 1939 var 

Spanien hærget af en blodig 

borgerkrig mellem regeringen 

og højreorienterede oprørere, 

der blev ledet af den 

fascistiske general Franco. 

Det nazistiske Tyskland hjalp 

Franco. En forårsdag duk- 


kede tyske bombemaskiner 

og jagerfly pludselig op over 

Guernica. I tre timer regnede 

bomberne uophørligt over 

byen. Jagerflyene skød efter 

folk, som forsøgte at bringe 

sig i sikkerhed. Bagefter var 

byen udslettet, og 5.000 

mennesker, dvs. hovedparten 

af indbyggerne, var dræbt. 

Omverdenen var rystet. 

Guernica spillede ingen militær 

rolle i borgerkrigen, og 

et sådant terrorangreb mod 

civilbefolkningen havde man 

ikke set før i historien. 

r Den sønderbombede by 

Guernica efter tyskernes angreb.

Picassos Guernica 

Før angrebet var den verdensberømte 

spanske kunstner 

Pablo Picasso rejst til Paris. 

Her skulle der være en 

verdensudstilling, og den 

spanske regering havde bestilt 

ham til at udsmykke den 

spanske pavillon. Da Picasso 

hørte om Guernicas ødelæggelse, 

blev han forfærdet. 

Men det gav ham også motivet 

til udsmykningen. I ti 

dage arbejdede han næsten 

døgnet rundt med skitser til 

et stort maleri, og efter 1½ 

måneds arbejde var det 3,5 m 

høje og 7,8 m lange maleri 

Guernica færdigt. 

Efter verdensudstillingen 

blev Guernica udstillet på 

flere store kunstmuseer i 

Europa. Bagefter skulle det 

til Spanien, hvor det skulle 

indgå i en permanent udstilling. 

Men det nægtede Picasso. 

For i 1939 sejrede general 

Franco i borgerkrigen 

og blev landets diktator. I 

stedet blev billedet udstillet 

på et museum for moderne 

kunst i New York. Først efter 

Francos død i 1975, kom 

Guernica til Spanien. Maleriet, 

der oprindeligt var 

fremstillet til en verdensudstilling, 

fik altså en ganske 

anden betydning, end kunstneren 

havde tænkt sig. 

Det hører med til historien, 

at det i 1960’erne blev 

populært at have en reproduktion 

af Guernica hængende 

over sofaen i stuen. 

Tidligere havde mange haft 

et naturalistisk billede med 

fx en brølende kronhjort ved 

et vandhul over sofaen. Ved 

at have en reproduktion af 

Guernica viste man, at man 

var et moderne menneske, 

der havde brudt med traditionerne. 

De færreste tænkte 

over eller kendte historien 

bag Picassos maleri. 

r Pablo Picassos (1881-1973) Guernica 

fra 1937. Det er Picassos mest 

berømte maleri, men langt fra hans 

bedste. Stilarten kaldes kubisme 

som Picasso og mange andre kunstnere 

dyrkede i de første årtier af 

1900-tallet. 

Billedet er holdt i gråtoner og fortæller 

om kaos, panik, ødelæggelse, 

drab, smerte og rædsel. Måske er 

pæren i midten en eksploderende 

bombe. Fra bygningen øverst til 

højre slikker flammerne op. Tyren 

adskiller sig fra de øvrige levende 

væsener på billedet. Den står 

fnysende midt i ødelæggelserne. 

Nogle har tolket tyren som et symbol 

på fascisme og general Franco, 

og hesten som det lidende spanske 

folk. Picasso selv sagde, at tyren 

stod for brutalitet og uvidenhed. 


Graffiti – vis, du 

har været her! 

Graffiti er tekst, symboler og 

billeder, som er ridset, skrevet 

eller malet på mure og plankeværk 

osv. Den findes overalt 

– fra toiletter til tog. Få – ud 

over graffitimagerne – synes, 

at graffiti er smuk og måske 

endda kunst. Som regel er 

graffitimagerne også anonyme. 

Det skyldes, at det de 

fleste steder er forbudt og 

strafbart at lave graffiti. Samfundet 

bruger millioner af 

kroner på at fjerne graffitien. 

Hovedparten af den farverige 

graffiti er udført med 

spraydåse. Det var da også, 

da spraymaling blev almindeligt 

i USA fra omkring 

1970 og i Europa nogle år senere, 

at graffitien blev mere 

synlig. 

Ved at lave graffiti viser 

man, at man har været „der“, 

eller man udtrykker et budskab. 

At lave graffiti er ældgammelt. 

I Pompeji og Rom 

har man fundet graffiti, som 

er et par tusinde år gamle. 

Den er ridset ind i husvægge 

og i katakomberne, de un- 

n For mere end 2000 år siden ridsede en person, der kunne skrive græsk, 

denne graffiti ind i væggen i et tempel i Tyrkiet. 


derjordiskebegravelsespladser. Også fra middelalderen 

har man fundet graffiti, der 

er ridset ind i kirkernes mure 

eller i skulpturer. Turistattraktioner 

er ofte fyldt med 

graffiti. 

I 1960’erne brugte amerikanske 

motorcykelbander 

graffiti til at afmærke deres 

territorier. Det tog andre 

ungdomsgrupper ved lære af 

i 1970’erne. Graffitien blev 

især udbredt, da hiphop-kulturen 

blev populær. Med opfindelsen 

af spraymalingen 

ændrede graffitistilen sig fra

at være simple tags (graffitimagerens 

signatur eller 

mærke) til egentlige malerier, 

eller pieces, som de blev 

kaldt i miljøet. Bogstaver 

indgik fortsat, men nu var 

de udført fantasifuldt med 

lys, skygge og 3-D-effekt. 

Nogle få graffitimalere er 

blevet så dygtige, at de tjener 

penge ved at lave udsmykninger. 

Og på kunstmuseer 

indgår eksempler på graffiti 

efterhånden som en del af 

udstillingen. 

f På Christiania 

er graffiti 

accepteret, og 

malerne har tid 

til at gøre deres 

„værk“ færdig. 

j DSB bruger 

millioner af kroner 

på at rense 

togvogne for 

graffiti. Her er 

det gået ud over 

S-toget til Køge. 


Fire ud af fem vælger at gå 

til konfi rmationsforberedelse 

og blive konfi rmeret, når de 

går i 7. eller 8. klasse. For de 

fl este konfi rmander er konfi 

rmationen mest en festdag, 

hvor man får masser af 

gaver. I tidens løb har konfi rmationen 

og dens betydning 

ændret sig meget. 


Ind i de voksnes 

rækker? 

En gammel historie 

Konfirmation har rødder tilbage 

til den tidlige kristne 

kirke i Romerriget i 300- 

400-tallet. Dengang blev 

kun voksne døbt, og det var 

biskoppen, som foretog dåben. 

Dåben foregik én gang 

om året, før solopgang påskemorgen. 

Ønskede man at 

blive døbt, skulle man 40 

dage forinden, dvs. fastelavnssøndag, 

indskrive sig 

hos biskoppen. Fra fastelavn 

til påske mødte man så hver 

dag hos biskoppen for at lære 

om kristendommen. Mens 

man gik til dåbsforberedelse, 

skulle man være klædt i en 

simpel skinddragt, og man 

måtte ikke bade. 

Dåben foregik i et bassin, 

hvor hele kroppen blev sænket 

ned. Bagefter sagde bis- 

koppen til den døbte, at hans 

synder var tilgivet. Så blev 

den døbte salvet med olie, og 

biskoppen lagde hånden på 

hans pande. Til sidst fik han 

en hvid dragt på som tegn 

på, at hans krop og sjæl var 

renset. 

Efterhånden begyndte 

man at døbe de nyfødte i den 

katolske kirke. Traditionen 

med voksendåb fortsatte dog 

som konfirmation. I 1439 

blev konfirmationen (firmelse) 

et sakramente. I kristendommen 

er et sakramente 

et synligt tegn eller 

bevis på Guds nåde. 

Martin Luther, som 

grundlagde den evangelisklutherske 

kirkeretning, var 

imod konfirmationen. Den 

var ikke nævnt i Bibelen. 

Derfor var det ikke et sakramente, 

sagde han. Efter reformationen 

i 1536, hvor 

Danmark blev et evangeliskluthersk 

land, blev konfirmationen 

afskaffet. 

De fromme 

Luther mente, at mennesket 

skulle rette sig efter Bibelen. 

Den evangelisk-lutherske 

kirke stillede ikke andre 

krav, end at man sluttede sig 

til kirkens lære. Dvs. at man 

troede på Gud og Guds nåde. 

Nogle mente, at det var 

for få krav. I 1600- og 1700tallet 

opstod pietisme som en 

vækkelsesbevægelse inden for 

den evangelisk-lutherske 

kirke. Pietisterne mente også, 

at den enkelte skulle tro på 

Gud. Men man skulle også 

leve et fromt liv i overensstemmelse 

med denne tro. 

Pietisterne tog afstand fra 

kortspil, dans, skuespil osv. 

Fornøjelser var nemlig ligegyldigt 

tidsspilde, der fjernede 

opmærksomheden fra 

det væsentlige, det fromme 

liv. 

For at blive omvendt og 

leve et fromt liv kunne det 

I N D I D E V O K S N E S R Æ K K E R ? 31

enkelte menneske ikke nøjes 

med at prøve at leve efter Bibelens 

ord. Han skulle også 

forstå, hvad der stod. Derfor 

var det nødvendigt, at alle 

lærte at læse, og at alle blev 

undervist i kristendom. I de 

lande, hvor pietismen fi k udbredelse, 

blev der oprettet 

skoler. 

Det skete også i Danmark, 

hvor den enevældige konge 

Frederik 4. var påvirket af de 

pietistiske ideer. I 1721 bestemte 

han, at der skulle oprettes 

240 skoler. Her lærte 

børnene at læse katekismen og 

bønnebøger. Undervisningen 

var gratis. Ønskede forældrene, 

at børnene også lærte 

at skrive og regne, måtte de 

dog betale. 

Frederik 4.s søn og efterfølger, 

Christian 6., var grebet 

af pietisme. Han ville udbrede 

pietismen i hele landet. 

For at være sikker på, at alle 

børn lærte om den rette tro, 

genindførte han konfi rmationen 

i 1736. Den var obligatorisk 

for alle børn i landet. 

Konfi rmationsforberedelsen 

varede mindst tre måneder. 

I den tid skulle præsten 

to gange om ugen undervise 

børnene i kristendom, 

og hvordan de skulle 

leve et fromt og gudfrygtigt 

liv. 

Almindelig skolegang 

skulle være en forudsætning 

for at starte på konfi rmati- 

onsforberedelsen. I 1739 bestemte 

Christian 6., at alle 

børn skulle undervises. Men 

da man ikke kunne blive 

enige om, hvem der skulle 

betale for skolerne, kunne 

kravet om skolegang for alle 

ikke gennemføres. 

f Pladen fra det gyldne alter fra 

Tamdrup Kirke i Østjylland er fra 

1100-tallet. Motivet viser Jesus, der 

døbes af Johannes Døberen. 

Sakr amenter 

. 

Dåb 

. 

Firmelse (konfi rmation) 

. 

Kommunion (nadver) 

. 

Bod (skriftemål) 

. 

Salvelse (den sidste olie) 

. 

Ægteskab 

Indvielse til præst 

I den katolske kirke er der syv sakramenter: 


I den evangelisk-lutherske kirke er der kun to: dåb og nadver. 

Hvad bet yder konfirmation ? 

Ordet konfi rmation kommer af det latinske confi rmatio, som betyder 

bekræftelse. Ved dåben siger forældrene ja til, at den 

døbte tror på Gud. Mange mener, at konfi rmanden ved konfi rmationen 

bekræfter forældrenes „ja“ fra dåben. Men i den 

evangelisk-lutherske kirke er det faktisk omvendt: Det er Guds 

bekræftelse på dåbens „ja“.

K atekismus 

En katekismus var en bog, der bestod af spørgsmål og 

svar om kristendommen. 

Luther udgav i 1529 en stor og en lille katekismus. 

Den store var til præsten – og den lille til almindelige 

mennesker. I den lille katekismus stod der sådan om 

troen: 

„Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens 

og jordens skaber. 

Hvad vil det sige? 

Svar: 

Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger. 

At han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren 

og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu 

opholder alt dette. 

At han giver tøj og sko, mad og drikke, hus og hjem, 

hustru og børn, arbejde, husdyr og alt, hvad jeg ejer. 

At han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg 

behøver til mit legeme og dette liv, skærmer mig 

mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt. 

Og alt dette gør han af bare faderlig og guddommelig 

godhed og barmhjertighed uden 

nogen fortjeneste og værdighed hos mig. 

For alt dette skylder jeg at takke og prise ham 

og tjene ham og være ham lydig. 

Det er vist og sandt.“ 

Frederik 4.s 

skoler 

Skolerne, som Frederik 4. 

(1699-1730) fi k bygget i perioden 

fra 1722 til 1727, blev 

kaldt rytterskoler. Det skyldes, 

at de blev opført på 

den del af statens område, 

krongodset, der leverede 

mandskab, heste og underhold 

til det kongelige rytteri. 

Billedet viser en af Frederik 

4.’s rytterskoler. 


Konfirmation 

som prøve 

Bibelen var vanskelig at forstå 

for almindelige mennesker. 

Martin Luther udgav en 

katekismus, der forklarede 

centrale begreber fra den 

kristne lære. Bogen bestod af 

spørgsmål og svar. Da Christian 

6. gjorde konfirmationen 

obligatorisk, fik han sin 

hofpræst Erik Pontoppidan 

til at skrive en katekismus, 

der var inspireret af Luthers. 

Pontoppidans katekismus var 

dog langt større. Den var på 

227 sider og indeholdt 759 

spørgsmål og svar. Alle lan- 

dets præster fik et eksemplar, 

og indtil slutningen af 1700tallet 

blev alle konfirmander 

plaget med den. 

Katekismen forklarede 

ikke kun, hvad der stod i Bibelen. 

Den gav også anvisninger 

på, hvordan man så 

skulle leve efter Bibelens ord. 

Fx blev konfirmanden formanet 

om, at han skulle arbejde 

flittigt og adlyde sine 

forældre, øvrigheden og de 

mennesker, han kom til at 

arbejde for. På den måde opdragedekonformationsforberedelsen 

også børnene til at 

være arbejdsomme og lydige. 

Og de skulle ikke protestere 


eller gøre oprør. For det var 

Guds vilje, at man gjorde sit 

bedste – uanset om man var 

fattig eller rig. 

Konfirmanderne skulle 

lære katekismen udenad. 

Hvis præsten vurderede, at 

en konfirmand var tungnem, 

skulle præsten give ham ekstraundervisning, 

og konfirmanden 

kunne nøjes med at 

lære 2/3 katekismen. Hvis 

præsten skønnede, at en konfirmand 

ikke gjorde sig 

umage for at lære teksten, 

r Det var en alvorlig sag ikke at 

kunne sin katekismus. Maleriet fra 

midten af 1800-tallet viser konfirmander 

i Heddal Kirke i Norge.

kunne han få konfirmanden 

sat i fængsel. 

Under konfirmationen i 

kirken skulle konfirmanderne 

stå i en pige- og en 

drengerække. De dygtigste 

skulle stå forrest, og de, der 

havde svært ved at lære katekismen, 

skulle stå bagest. 

Men præsten ville gerne 

holde sig gode venner med 

de rigeste og mest indflydelsesrige 

i sognet. Derfor var 

det som regel børn fra fattige 

familier, der kom til at stå 

bagest. 

En del af konfirmationen 

var overhøring i katekismus. 

Kunne konfirmanden ikke 

gengive sætningerne, blev 

man ikke konfirmeret og 

måtte starte forfra med konfirmationsforberedelse.Præsten 

afgjorde, om konfirmanden 

var dumpet eller ej. 

Der er eksempler på præster, 

som lod fire ud af fem 

dumpe. Andre krævede blot, 

at konfirmanderne kunne 

gengive meningen med 

spørgsmålene og svarene med 

deres egne „enfoldige ord“. 

Det var vigtigt at blive 

konfirmeret. Ellers kunne 

man ikke komme ud at 

tjene, blive gift eller fæste 

(overtage/leje) en gård. Alligevel 

blev en del ikke konfirmeret. 

Især blandt de fattige, 

var der mange, som gav 

op. Opdagede myndighederne, 

at en person ikke var 

konfirmeret, risikerede vedkommende 

at blive indsat i 

et arbejds- og forbedringshus 

(en slags fængsel). Og her 

skulle de også gå til konfirmationsforberedelse. 

I arbejds- 

og forbedringshusenes 

protokoller er der mange eksempler 

på, at folk blev konfirmeret 

i 40-50-årsalderen. 

Mildere tider 

At lære noget udenad betyder 

ikke, at man har forstået 

det. Pontoppidans katekismus 

var mange steder uforståelig. 

I slutningen af 1700-tallet fik 

kongen biskop N. E. Balle til 

at skrive en lettere lærebog 

til konfirmationsforberedelsen. 

Senere kom en endnu 

lettere. 

Med Grundloven fra 1849 

(side 93) blev der religionsfrihed, 

og konfirmationen 

var ikke længere obligatorisk. 

De fleste blev dog fortsat 

konfirmeret. Ville man 

være lærer eller have en anden 

stilling i det offentlige, 

skulle man være konfirmeret. 

r Erik Hennings maleri En konfirmation 

fra 1882. Dengang var det på 

nogle egne almindeligt, at konfirmationskjolen 

var sort. 


Omkring 1900 søgte fl ere 

præster om lov til at erstatte 

overhøring af konfi rmanderne 

foran menigheden med 

samtale „til opbyggelse af 

ungdommen og den tilstedeværende 

menighed“. Dvs. 

konfi rmanden fortalte med 

sine egne ord, hvad ordene 

fra Bibelen betød. Overhøringen 

kunne så fi nde sted en 

anden søndag end konfi rmationsdagen. 

I 1909 blev den 

tvungne overhøring helt afskaffet. 

Man kunne altså ikke 

længere „dumpe“ til konfi rmation. 

Præsterne mistede dermed 

en del af deres magt i lokalsamfundet. 

Hvis en dreng eller 

pige i løbet af konfi rmationsforberedelsen 

ikke havde 

været til et tilstrækkeligt antal 

gudstjenester, kunne han dog 

nægte at konfi rmere vedkommende. 

Den ret havde 

præsten indtil 1960’erne. I 

dag kan præsten opfordre 

konfi rmanderne til at 

komme til gudstjeneste, men 

han kan ikke kræve det. 

En konfirmation i slutningen 

af 1800 -tallet 

En mand skrev sådan om sin konfi rmation i slutningen 

af 1800-tallet: 


„… nu vil jeg fortælle dig om, hvordan en konfi rmation var dengang. 

Jeg var ude at tjene, jeg skulle have mit konfi rmations tøj i 

løn. Det kostede færdig 30 kr. Det var af hjemmelavet gråt vadmel. 

Sko var ikke iberegnet. Jeg fi k moders snørestøvler, som 

hun havde brugt fra hendes pigedage. Men jeg var glad for at 

få sådan et par støvler. 

Det eneste jeg fi k, var et brev fra min madmoders søster. Men 

jeg tror, dette brev var mere værd for mig, end alle de gaver, 

kort og penge, som der nu gives til en konfi rmation. 

Fader og moder var ikke med i kirke. Jeg tænker, deres tøj har 

været for dårligt. Men jeg var nu glad. Min husbond og mad- 

moder var så gode ved mig, vi fi k kaffe om aftenen med kringle. 

Og så var den konfi rmation slut.“ 

n En konfi rmationssøndag uden for Trinitatis Kirke – ca. 1870, 

malet af Klæstrup.

Festen 

Det var ikke Christian 6.s 

mening, da han genindførte 

konfirmationen i 1736, at 

denne skulle fejres med en 

fest. Tværtimod skulle dagen 

bruges på at tænke alvorlige 

og fromme tanker. 

Men det var kongefamilien, 

som skabte traditionen 

med konfirmationsfest. Kronprins 

Frederik blev konfirmeret 

i 1784. Dagen efter var 

byens fornemme personer in- 

viteret til en stor fest. I løbet 

af 1800-tallet blev det moderne, 

at de velhavende borgere 

i byen fejrede deres 

børns konfirmation med en 

fest. På landet betød konfirmationen, 

at man blev optaget 

i karlenes og pigernes lav 

(fællesskab) og kunne deltage 

i deres fester. 

Først i løbet af 1900-tallet 

blev konfirmationsfesten en 

almindelig tradition. Der 

kom prestige i at holde en 

stor konfirmationsfest for 

sine børn. Den skulle helst 

foregå i et forsamlingshus eller 

på en restaurant. For man 

havde jo ikke plads til de 

mange gæster derhjemme. 

Festen var først og fremmest 

for de voksne. Ofte var konfirmanden 

det eneste barn, 

som var med. Han eller hun 

kunne så sidde og kede sig, 

mens de voksne morede sig. 

Først i 1960’erne og 1970’erne 

kom børn med, og man 

begyndte at lægge vægt på, 

at det skulle være konfirmandens 

fest. 

Konfirmationstøj, fest, gaver 

og hvad der ellers hørte 

til, var dyrt. De færreste 

kunne bare finde pengene i 

det daglige budget. Mange 

tegnede derfor allerede ved 

barnets fødsel en konfirmationsforsikring, 

som blev udbetalt, 

når barnet skulle konfirmeres. 

De fattigste kunne 

søge et legat, som i hvert fald 

dækkede indkøb af konfirmationstøj. 

j Billedet fra 1903 viser scener fra 

en konfirmationsfest i en velhavende 

familie. Øverst ankommer de 

fornemt klædte gæster, konfirmanden 

og hans forældre til festen. I det 

midterste felt sidder gæsterne ved 

det veldækkede bord, hvor præsten 

naturligvis er inviteret med. Nederst 

fortsætter festen under mere private 

former. Tegningerne uden for 

felterne forestiller, hvad konfirmanden 

nu kan tillade sig: gå på værtshus, 

gå med piger, ryge og i det hele 

taget opføre sig som en voksen. 


I 1960’erne oplevede Danmark 

et økonomisk boom. 

De fl este fi k råd til endnu 

større fester og gaver. Siden 

slutningen af 1990’erne har 

der været en tendens til, at 

konfi rmationsfesterne bliver 

større. Nogle konfi rmander 

hentes i limousine og fejres 

som en brud eller brudgom 

til et bryllup. Det skønnes, at 

der i 2005 blev brugt ca. en 

mia. kroner på fest, konfi rmationstøj 

og gaver. Her er 

pengegaver ikke medregnet. 

n Konfi rmander hos fotografen 

omkring år 1900. Det var ikke almindeligt 

at få en cykel i konfi rmationsgave 

– det var noget, man kunne 

spare sammen til. Men hos fotografen 

kunne man posere på en cykel. 

Konfirmation 1921 

Konfirmationshalløj 


En datter af en håndværker skrev i begyndelsen af 1960’erne 

om sin konfi rmation i 1921: 

„Jeg havde en dejlig dag. Jeg startede tidligt med at blive pyntet, 

så kørte jeg til kirken i brudekaret med to hvide heste. Kl. 

ca. 12 spiste vi frokost hjemme, og hele eftermiddagen sad jeg 

til pynt og tog imod gaver, telegrammer og blomster, som jeg 

fi k bunker af. Kl. 18 var der stor middag hos „Buris“ på hjørnet 

af Frederiksborggade og Nørrevold. Vi var 50 mennesker til festen 

… (hun fortæller detaljeret om menuen) isen blev serveret 

med lys i, og så blev alt lys slukket i salen, som havde spejlvægge. 

Det så pragtfuldt ud, for isen var formet som svaner og 

andre fi gurer. Efter middagen fi k jeg lov til at ryge min første 

cerut og drikke min første likør.“ 

Mange syntes, at det var forkert med konfi rmationsfester. En af 

dem var Emma Gad. I sin bog Takt og Tone fra 1918 skrev hun: 

„… af alle de mærkelige skikke, der på trods af sund fornuft holdes 

ved lige i alle lag af befolkningen og særlig i folkelige 

kredse, er vel kirke-konfi rmationens sammenblanding med det 

verdslige (ikke-kirkelige) liv en af de besynderligste … 

(når de konfi rmerede kommer fra kirke) modtages de af kødets 

lyst i form af en fuldstændig guldsmedebutik af gaver, brocher 

og manchetknapper, guldure og kæder, alt, hvad der lige er egnet 

til at bortlede den unge konfi rmands tanker fra den religiøse 

handling, han eller hun lige har gennemlevet. Denne forsætlige 

bortleden bliver kun forstærket ved dagens videre forløb. I 

stedet for den eftertanke, som en rolig dag bedst ville kunne 

fremkalde, strømmer blomsterbuketter, telegrammer og urtepotter 

ind, konditorier bringer et pyntet kransekagehorn med 

en konfi rmand på toppen, og fra bogtrykkeriet sendes festsangen 

til middagsbordet, mens kogejomfruer og opvartersker 

etablerer sig i køkkenet, for, når de pyntede gæster ankommer, 

at servere den fra det nærmeste franske køkken bestilte middag 

á så og så meget pr. kuvert, uden vine, som sendes ekstra fra 

vinhandleren. Denne selskabelige skik eller uskik går gennem 

hele befolkningen. Tarvelige håndværkere, som til daglig måske 

er samfundets fornuftigste lag, bryder ud af alle skranker på 

deres søns eller datters konfi rmationsdag.“

n Blå mandag er fridagen efter 

konfirmationen. I dag er det en tradition, 

at de nykonfirmerede på den 

dag rejser til den nærmeste storby 

for at bruge penge og more sig i tivoli 

eller andre forlystelser. Tidligere 

kom de velhavendes børn i København 

på Cafe Sommerlyst på Frederiksbergs 

Allé. Andre nøjedes med 

Rabes Have ved Langebro, hvor der 

var en række forlystelser. Konfirmander 

fra de lavere sociale lag fejrede 

ofte dagen på byens værtshuse, 

hvor de for første gang drak sig 

fulde. Billedet fra omkring 1910 viser 

en gruppe unge på deres Blå mandag 

på Frederiksberg Allé. 

f Så er der Blå mandag, og der skal 

bruges rigtig mange penge. 


Konfi rmationstøjet 

Tøj, sko og for pigernes vedkommende 

også smykker 

spiller en stor rolle til konfi rmationen 

nu om dage. I måneder 

før konfi rmationen arrangerer 

forretningsdrivende 

modeopvisninger for konfi rmanderne. 

Og der bliver 

brugt mange penge på selve 

konfi rmationstøjet, andendagstøj 

osv. 

Da konfi rmationen blev 

indført i 1736, havde tøjet 

ikke den betydning. De store 

børn, der skulle konfi rmeres, 

gik allerede i det samme tøj 

som voksne. I løbet af 1700tallet 

blev det almindeligt, at 

konfi rmanderne fi k nyt tøj til 

dagen. For drengenes vedkommende 

var det et sæt tøj 

bestående af bukser, vest og 

jakke, og pigerne fi k deres 

første rigtige kjole. 

Børn fra fattige kår måtte 

låne tøjet. H.C. Andersen 

blev konfi rmeret i sin fars 

omsyede frakke. Til gengæld 

havde han fået nye støvler, 

som han var meget stolt af. 

For mange var konfi rmationstøjet 

deres eneste pæne sæt 

tøj, som de passede på hele livet. 

Det blev syet om, når de 

blev gift. Og det var ikke ualmindeligt 

at blive begravet i 

konfi rmationstøjet. 

For de velhavende blev det 

moderne med farvestrålende 

og pyntet tøj. Det brød kon- 

gen sig ikke om. Konfi rmationen 

var en alvorlig sag. I 

1784 udstedte han en forordning 

om, at pigerne skulle 

være „klædt i hvidt eller sort 

linned eller uld, og halsen 

skulle være tildækket“. Rettede 

man sig ikke efter det, 

skulle præsten bortvise den 

pågældende fra konfi rmationshandlingen. 

Der var ikke krav til drengenes 

konfi rmationstøj. Hvid 

skjorte med vest og habit 

vandt indpas i løbet af 1800tallet. 

I begyndelsen af 1900- 

De røde sko 


„Ja de skinner! sagde Karen; og de passede og de blev købt. Men 

den gamle Frue vidste ikke af, at de vare røde, thi hun havde aldrig 

tilladt Karen at gå til konfi rmation i røde sko, men det 

gjorde hun nu. 

Alle mennesker så på hendes fødder, og da hun gik op ad kirkegulvet 

til kordøren, syntes hun, at selv de gamle billeder på begravelserne, 

disse portrætter af præster og præstekoner med 

stive kraver og lange sorte klæder, hæftede øjnene på hendes 

røde sko. Og kun på disse tænkte hun, da præsten lagde sin 

hånd på hendes hoved og talte om den hellige dåb, om pagten 

med Gud, og at hun nu skulle være et stort kristent menneske. 

Og orgelet spillede så højtideligt, de smukke børnestemmer 

sang, og den gamle kantor sang. Men Karen tænkte kun på de 

røde sko. 

Om eftermiddagen vidste da den gamle Frue af alle mennesker, 

at skoene havde været røde, og hun sagde, at det var stygt, at 

det passede sig ikke, og at Karen herefter, når hun gik i kirke, 

skulle altid gå med sorte sko, selv om de var gamle. 

Næste søndag var der altergang, og Karen så på de sorte sko, hun 

så på de røde – og så så hun på de røde igen og tog de røde på.“ 

(Fra H.C. Andersen: De røde sko, 1845) 

tallet var matrostøj moderne. 

I 1950’erne blev det tradition 

med grå bukser og blå blazer 

– gerne med skinnende metalknapper. 

I dag er hvid skjorte, 

jakkesæt og mørke bukser 

mest almindeligt. 

For piger blev hvide kjoler 

en tradition i slutningen af 

1800-tallet. Hvide kjoler er 

stadig sagen. Kjolerne var som 

regel lange. En undtagelse var 

slutningen af 1960’erne, hvor 

det – til manges forargelse – 

blev moderne med lårkorte 

konfi rmationskjoler.

n En konfirmand fra 

1930’erne. 

n Konfirmander fra 1943 lykønsker hinanden 

udenfor kirken. 

j En borgerlig 

konfirmation i 

1930‘erne. En ikkekirkelighøjtidelighed, 

hvor der holdes 

en tale for konfirmanderne 

– ofte 

af en politiker. Her 

ses konfirmanderne 

med Th. Stauning, 

der var socialdemokratiskstatsminister 

i 1930’erne. 

n Konfirmander foran kirken 

1958. 


Gaverne 

Traditionen med konfirmationsgaver 

opstod i 1800-tallet. 

I begyndelsen var en salmebog 

eller bibel, evt. med 

ens initialer påtrykt i guld almindelige 

gaver. Efterhånden 

blev det moralske og opbyggelige 

bøger som Christian 

Winthers Hjortens Flugt eller 

Selma Lagerlöfs Kristuslegender. 

Fælles for handlingen i 

disse bøger var, at personerne 

indså, at man kunne klare al 

modgang – bare man troede 

på Gud. 

En typisk gave til drengene 

var et lommeur med 

kæde, mens pigerne fik 

smykker. Konfirmationen 

betød også, at det var i orden 

at ryge. En gave til drengene 

kunne derfor være en pibe 

eller et futteral til cigarer. 

Senere i 1900-tallet kunne 

en stor gave være en cykel. 

Indtil for et par årtier siden 

kunne gaverne til pigerne 

være ting, de skulle bruge i 

deres voksenliv, når de blev 

gift. Mange piger begyndte 

at samle på et bestemt mærke 

i bestik eller porcelæn. 

I slutningen af 1950’erne 

var pladespillere populære 

som konfirmationsgaver. I 

1960’erne var det båndoptagere. 

I de seneste årtier har 

det nyeste inden for elektronik 

såsom pc’er, kameraer og 

mobiltelefoner – naturligvis af 

det helt rigtige mærke – været 

almindeligt på gavebordet. 

De fleste af nutidens børn og 

unge har i forvejen ting, man 


vil give som gave. Derfor er 

pengegaver blevet en løsning. 

På den måde erhverver 

mange konfirmander sig en 

mindre formue på dagen. 

Christian 6. ville næppe 

have brudt sig om konfirmationen, 

som den foregår i 

dag. For få 13-14-årige har 

konfirmationsforberedelsen 

og konfirmationen først og 

fremmest religiøs betydning. 

At blive centrum for familiens 

interesse, festen – og især 

gaverne – er oftest det vigtigste 

motiv. Og for mange 

forretningsdrivende fra tøjbutikker 

over frisører til 

festarrangører er konfirmationstiden 

– ligesom julemåneden 

– blevet en periode på 

året, hvor omsætningen stiger. 

j Konfirmationsfest 

med 4 retters 

menu. I det første 

årti af 2000-tallet 

var det almindeligt, 

at de samlede udgifter 

til en konfirmation 

var 50- 

75.000 kr.

Forskere om konfirmation 

I begyndelsen af 2000-tallet gennemførte Dansk Folkemindesamling 

et forskningsprojekt om konfi rmation. Forskeren Else 

Marie Kofod sagde i 2003: 

„Konfi rmationsfesten er blevet et udstyrsstykke. Vi iscenesætter 

et show, som vi fotograferer og optager på video. Vi gør det for 

at dokumentere, hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være …“ 

Professor i psykologi Lasse Dencik sagde: 

„Når det er blevet så populært at holde store og dyre konfi rmationer, 

skyldes det blandet andet, at vi hele tiden konkurrerer 

mod hinanden. Hvis naboen eller en slægtning har holdt en stor 

fest, så skal man helst selv gøre det samme … Vi ønsker at give 

et bestemt indtryk. Vi leger og bilder os selv ind, at vi er rige og 

kongelige. Nogle forældre holder disse store fester for deres 

egen skyld for at imponere slægtninge. Andre bruger konfi rmationen 

som en god lejlighed til at samle familien.“ 

Derfor bliver jeg konfirmeret 

Lars Kaliebe bor i Jelling og blev konfi rmeret i foråret 2006. 

Mens han gik til konfi rmationsforberedelse, blev han spurgt, 

hvorfor han ville konfi rmeres. Han svarede bl.a.: 

„Jeg har egentlig aldrig tænkt over, at jeg kunne lade være med 

at blive konfi rmeret. Det lå ligesom i luften, at det skulle man 

bare. Det var en tradition i min familie. Både lærerne og kammeraterne 

talte om konfi rmationen. Man kan måske sige, at det 

var en slags gruppepres – uden at det er negativt ment. I min 

klasse er der 30 elever, og der er kun et par stykker, der ikke skal 

konfi rmeres. 

Kristendommen har betydning for mig, selv om jeg ikke selv er 

stærkt troende. Men jeg synes, at det er spændende at diskutere 

tro og religion, når vi er til præst. 

For mig spiller gaverne ikke en vigtig rolle. Men jeg glæder mig 

meget til festen, hvor man bliver fejret og er i centrum.“ 


Fra barn til voksen 

I alle kulturer har man ritualer, 

der markerer overgangen 

fra barn til voksen. Indtil for 

50-60 år siden havde konfirmationen 

den funktion i 

Danmark. Med konfirmationen 

sluttede skolen for mange 

store børn. De kom ud at 

tjene eller kom i lære. 

Talerne til konfirmanden 

handlede ofte om, at nu var 

barndommen slut, og barnet 

trådte ind i de voksnes rækker. 

Juridisk fik man ikke 

flere rettigheder eller pligter, 

når man var konfirmeret. 

Men i de kulturer og fællesskaber, 

man tilhørte, havde 

konfirmationen betydning. 

Hvis man i 1950’erne som 

13-årig, men ukonfirmeret 

blev grebet i at ryge af ens 

forældre eller en lærer, ville 

man sikkert få en lussing eller 

på andre måder blive straffet. 

Til konfirmationsfesten var 

det almindeligt, at konfirmanden 

skulle ryge. Og konfirmanden 

skulle også have en 

øl eller to. Dog kun hvis det 

var en dreng, der blev konfirmeret. 

Pæne piger røg ikke, 

og de skulle højst nøjes med 

at nippe til lidt vin. 

På landet arrangerede den 

lokale idrætsforening med 

mellemrum bal i forsamlingshuset. 

Først når man var konfirmeret, 

måtte man gå til bal. 

Forsamlingshusene havde som 

r Københavnske konfirmander fra slutningen af 1890’erne. Cigaretterne, 

læderhandskerne og urene viser drengenes nye status som voksne. 


regel ikke spiritusbevilling. 

Det klarede de unge mænd 

ved at have forsyninger af øl 

og snaps gemt bag et skur eller 

en hæk. Første gang den 

nykonfirmerede unge mand 

var til bal, hørte det sig til, at 

han blev drukket meget fuld. 

Men det var pinligt for en 

pige at blive fuld. 

I løbet af 1960’erne fortsatte 

flere og flere i skolen efter 

7. klasse. Det betød, at 

konfirmationen som en særlig 

markering af overgangen fra 

barn til voksen blev mindre – 

nu skulle man ikke ud i voksenlivet; 

mange blev på skolebænken. 

Det var helt slut i efter 

1972, hvor undervisningspligten 

blev udvidet til ni år.

Overgangsritualer 

Indtil for omkring 50 år siden var konfi rmationen 

altså et tegn på, at man ikke længere var 

barn, men voksen. Konfi rmationen var således et 

overgangsritual. I alle samfund har man overgangsriter, 

der markerer, at man går fra en tilstand 

(barn) til en anden (voksen). 

Hos aboriginals, de australske indfødte, går man 

fra én manasfære (faser i livet) til den næste. De 

to manasfærer må ikke blandes sammen. Det 

betyder kaos. Derfor må skiftet foregå efter bestemte 

overgangsritualer. 

Når drengen kommer i puberteten gennemføres 

overgangsritualet fra barn til voksen, dvs. til jæger. 

Overgangsritualet består af tre trin: 

r Billedet viser udmattede aboriginals efter 14 dages ritualer. 

. Indledende fase: Man fjernes fra den gamle 

fase og skal renses for den gamle mana. 

Denne fase er risikabel, fordi man er uden beskyttende 

mana. 

. Grænsefasen: I denne fase er man isoleret og 

udelukket fra samfundet. Symbolsk eller rituelt 

er man død. I denne fase er man i kontakt 

med guder og ånder. 

. Afslutningsfasen: Når man har været igennem 

grænsefasen, har man fået den nye 

mana. Man er „genfødt“ i den nye tilstand. 

Det fejres med en fest. 


For et par hundrede år siden var man enten 

barn eller voksen. Ungdommen som en særlig 

periode i livet eksisterede ikke. Efterhånden 

forandrede samfundet sig. Der blev 

mere velstand til alle og behov for mere uddannelse. 

Det betød, at ungdommen opstod 

som en fase mellem barndom og voksenlivet. 

I Danmark begyndte ungdommen at markere 

sig med en særlig kultur, dvs. måder at 

se ud og opføre sig på, i 1940’erne og 

1950’erne. 


Før ungdommen 

fandtes 

Ungdommens 

kulturer 

Ungdom er perioden mellem 

barndommen og voksentilværelsen. 

Men ungdommen 

har ikke altid været en særlig 

fase i menneskers liv. Indtil 

for nogle få hundrede år siden 

gik man gradvist fra at 

være barn til at være voksen. 

Og der var ikke en mellemliggende 

periode. 

Dengang begyndte bondens 

dreng i 6-7-årsalderen 

at hjælpe faren med arbejdet 

på markerne og i stalden. Pigen 

hjalp moren med arbejdet 

i huset. I byen kom 

drenge i lære hos en købmand 

eller en håndværker 

som 7-årige. Som 15-16årige 

blev de svende. Mange 

blev boende hos deres mester 

og tilhørte derfor hans husstand. 

Først når svenden blev 

gift, blev han regnet for at 

være voksen. 

I dag er man juridisk set 

voksen, når man fylder 18 år. 

På det tidspunkt er man 

myndig. Det betyder, at man 

har de rettigheder og pligter, 

der gælder for alle borgere i 

Danmark. Fx har man stemmeret, 

og inden for lovens 

rammer kan man gøre, som 

man vil. 

I middelalderen var man 

som mand myndig, når man 

fyldte 15 år. I 1600-tallet bestemte 

kongen, at man var 

fuldmyndig som 25-årig. Var 

man under 18 år, var man 

umyndig. Og mellem 18 og 

25 var man mindreårig. 

Konfirmationen, som blev 

indført i 1736 (se side 32), 

kom til at markere overgangen 

mellem barndom og 

voksenliv. 

Fra sidste del af 1800-tallet 

blev Danmark industrialiseret. 

Flere og flere flyttede til 

byerne for at arbejde på fabrikkerne. 

Det betød, at den 

gamle kultur, hvor man tilhørte 

en husstand på en gård, 

efterhånden gik i opløsning. 

Det blev også mere almindeligt 

at tage en uddannelse – 

og ikke kun nøjes med folkeskolen. 

Der blev altså en 

periode i ens liv, hvor man 

ikke var barn og endnu ikke 

voksen med arbejde og familieliv. 

Om kultur 

Kultur er et sæt af holdninger, 

normer, værdier, omgangsformer, 

måder at være 

og tænke på. Større og mindre 

grupper kan have en kultur, 

der adskiller sig fra andre. 

Man taler derfor om 

dansk kultur, storbykultur, 

ungdomskultur osv. 

Når man taler om en ungdomskultur, 

betyder det 

ikke, at alle unge er karakteriseret 

ved denne kultur. 

U N G D O M M E N S K U LT U R E R 47

Tværtimod vil der ofte være 

forskellige ungdomskulturer 

på samme tid. I de sidste 50- 

60 år med massemedier som 

aviser, radio og tv er det som 

regel de mest iøjnefaldende 

kulturer, som får mest omtale. 

Det betyder, at disse 

kulturer får en mere fremtrædende 

plads, end de faktisk 

har. Når man fx taler om 

unge i slutningen af 

1960’erne, forbindes de ofte 

med „det store flip“, hippier, 

kollektiver osv. Men ganske 

få af den tids unge var hippier 

og eksperimenterede 

med stoffer. Faktisk var der 

færre unge, som røg hash 

dengang, end der er i dag. 

Man skelner mellem forskellige 

typer af kulturer. 

Den største og mest dominerende 

kultur, som de fleste i 

en gruppe tilhører, kaldes for 

mainstreamkulturen. Netop 

fordi de fleste lever og er på 

denne måde, forekommer 

den almindelig, og medierne 

er ikke så opmærksom på 

den. I slutningen af 

1960’erne fik de fleste unge 

efter folkeskolen en læreplads, 

eller de fortsatte på en 

ungdomsuddannelse. Efter 

endt uddannelse fik de arbejde, 

blev gift og fik børn. 

Men denne gruppe, hovedparten 

af de unge, var ikke så 

interessant som fx hippierne. 


Subkulturer 

og modkultur 

Inden for mainstreamkulturen 

kan der udvikle sig underkulturer 

eller subkulturer. 

De er ofte kulturer, som udfolder 

sig i fritiden. Et eksempel 

er de såkaldte læderjakker 

omkring 1960. De bestod 

overvejende af unge københavnske 

mænd, der i 

weekenden kørte på knallert 

eller helst på motorcykel, og 

som var berygtede for at lave 

ballade. Mandag morgen 

r Fodboldklubbers supportergrupper 

er eksempler på subkulturer. Her 

er det et udsnit af FCKs supportere i 

klubbens blå-hvide farver og med et 

banner med FCKs logo, en løve.

mødte læderjakkerne på 

deres arbejde som andre. 

Faktisk er de fleste ungdomskulturer 

subkulturer. De 

unge er kun i kulturen, når 

de har fri. Ellers arbejder de 

og går i skole, dvs. at de her 

er en del af mainstreamkulturen. 

I tidens løb har der også 

været modkulturer. Det er kulturer, 

som bryder med mainstreamkulturen. 

Dvs. at man 

som medlem af en modkultur 

er helt og holdent med i 

denne kultur. Samtidig forsøger 

disse modkulturer også 

at ændre mainstreamkulturen. 

Et eksempel var bz-bevægelsen 

i begyndelsen af 

1980’erne. Bevægelsen forsøgte 

i de besatte huse at organisere 

en alternativ måde 

at leve på. Samtidig var bevægelsen 

politisk aktiv og 

gennemførte adskillige demonstrationer 

mod forhold i 

samfundet, den var utilfreds 

med. 

Ligesom der er forskellige 

ungdomskulturer, kan man 

naturligvis også tale om kulturer, 

som kendetegner andre 

aldersgrupper. Man kan fx 

kalde en dominerende voksenkultur 

i 1960’erne for parcelhuskulturen. 

Selv om arbejdstiden 

blev sat ned, fik 

flere gifte kvinder lønarbejde. 

Tidligere var det kun 

manden, der havde lønarbejde 

i de fleste familier. 

Men når begge arbejdede, fik 

mange råd til egen bolig, bil, 

fjernsyn og andre forbrugsgoder. 

n Punkbevægelsen er et eksempel på en modkultur. Punkbevægelsen, der 

var meget fremme i 1980’erne, reagerede mod det etablerede samfund. 

Hanekammen er typisk for punkerne. 

Ofte tager grupper fra mainstreamkulturen symboler eller udtryk fra 

modkulturer, tilpasser dem og gør dem „moderne“ Dette er også sket med 

punkbevægelsen, hvor både tøj og hår – i et mildere udtryk end det oprindelige 

– er overtaget af mainstreamkulturen. 


Farlig ungdom 

I første halvdel af 1900-tallet 

havde de fl este unge 

mennesker nok at gøre med 

at arbejde og uddanne sig – 

måske til en meget lille lærlingeløn. 

Så der var ikke fritid 

eller penge til at udvikle 

en bestemt kultur, som var 

ungdommens. Efterhånden 

blev arbejdstiden sat ned, og 

folk fi k ret til ferie. Derfor 

fi k unge mennesker også 

mere fritid. 

Anden Verdenskrig (1939- 

45) betød, at adskillige årgange 

af unge mænd blev 

sendt til slagmarkerne. Unge 

kvinder overtog deres arbejde 

på fabrikkerne. Især på 

våbenfabrikkerne var der 

brug for mange arbejdere. 

USA havde deltaget i krigen 

siden 1941, men den var ikke 

udkæmpet på amerikansk 

jord. Til forskel fra fx Europa 

var landet og dets fabrikker 

ikke ødelagt af krigen. Derfor 

fi k USA en forrygende 

økonomisk vækst allerede fra 

slutningen af 1940’erne. Det 

betød, at de fl este amerikanere 

fi k mere fritid og råd til 

at øge deres forbrug. De 

byggede bl.a. større huse og 

fi k måske endnu en bil. 

Hovedparten af den øgede 

fritid tilbragte de med at se 

fjernsyn fra de efterhånden 

mange tv-kanaler. 

Unge ønskede ofte at 

bruge fritiden på andre måder 

end deres forældre. I stedet 

for at se fjernsyn mødtes 

de unge på gaden og i parker. 

Det gjorde de voksne 

bekymrede. Man begyndte 

at tale om problemet med 

unge, der hang på gadehjørner, 

drak alkohol og tog stoffer, 

og som ikke deltog i 

sunde aktiviteter som fx 

sport. I tiden efter krigen 

blev ungdomstiden ofte beskrevet 

som en særlig farlig 

periode, hvor de unge risikerede 

at komme ud i kriminalitet, 

misbrug osv. At ung- 

Forlystelsessyge 


dommen let kunne afspores, 

blev et populært tema i tidens 

bøger og fi lm. 

I Danmark nedsatte regeringen 

i 1952 en Ungdomskommission, 

der skulle klarlægge 

problemet og komme 

med anbefalinger til, hvad 

samfundet skulle stille op 

med teenagerne. Det var en engelsk 

betegnelse for ungdommen, 

der også vandt indpas i 

Danmark i 1950’erne. Ordet 

er sammensat af endelsen i de 

engelske talord 13 og 19 med 

-age. Dvs. en teenager er en 

person mellem 13 og 19 år. 

1950’ernes syn på unge og de farer, der truede den, ses af 

Ungdomskommissionens beskrivelse af sin problemstilling: 

„Hvis tilpasningen til livet på arbejdspladsen foregår langsomt 

og utilstrækkeligt, vil den unge søge udløsning for sine psykiske 

kræfter i fritiden, og hvis han eller hun ikke fi nder frem til en 

udviklende og produktiv fritidsudnyttelse, som kan opveje savnet 

i arbejdstilværelsen, opstår der fare for forlystelsessyge.“ 

f Unge, der kom på afveje, var et 

populært tema i fi lm fra 1950’erne. 

Det blev taget op i fi lm som Unge 

kvinder forsvinder i København, Ung 

leg og Natlogi betalt. Plakaten er fra 

spillefi lmen Farlig ungdom fra 1953. 

Hovedpersonen Egon har en god læreplads. 

Men lærlingelønnen er lille. 

Egons kammerater lokker ham til 

småtyverier. Det udvikler sig. Drengene 

overfalder en slagter, og politiet 

arresterer dem. Egon kommer 

på drengehjem, men fortsætter kriminaliteten, 

da han kommer ud.


Det amerikanske 

forbillede 

I efterkrigstiden beundrede 

de fleste europæere USA. 

Amerikanerne havde hjulpet 

med at nedkæmpe det nazistiske 

Tyskland. Efter krigen 

gav og lånte USA det krigshærgede 

Vesteuropa store beløb, 

så der igen kom gang i 

hjulene (se side 127). Amerikanerne 

var foran med alt det 

nye som fjernsyn og biler. 

Amerikanske spillefilm, 

f Marlon Brando (1924- 

2004) i hovedrollen som 

Johnny Strobler, lederen af 

The Black Rebels, i filmen 

The Wild One (dansk: Wild 

Ungdom) fra 1953. 

skuespil, musik og mode var 

uhyre populære især blandt 

ungdommen. 

Familiernes øgede velstand 

betød, at de unge fik flere 

penge til forbrug. I begyndelsen 

af 1950’erne udviklede 

der sig blandt unge fra den 

hvide middelklasse en bestemt 

stil eller måde at være 

på. Denne ungdomskultur var 

synlig i fritiden, dvs. om aftenen 

og i weekenden. En 

vigtig del af ungdomskulturen 

var naturligvis at skille 


sig ud fra den voksne kultur. 

Det var tydeligst hos de unge 

mænd. Idolerne var skuespillere 

som James Dean og Marlon 

Brando, der i film spillede 

rollen som vrede og oprørske 

ung mænd med et had 

til forældre og autoriteter. 

Mange unge mænd fra 

den amerikanske middelklasse 

havde råd til en motorcykel 

– og nogle endda en 

bil. At køre vildt og provokerende 

blev en del af stilen. 

Og så skulle man helst –

ligesom James Dean og Marlon 

Brando være iført læderjakke 

og blue jeans og ved 

hjælp af masser af brylcreme 

have formet sin anderumpefrisure. 

En cigaret hængende 

løst i mundvigen fuldendte 

billedet. 

Pigerne havde højt opsat 

hår, bh, der øgede deres bryster 

med adskillige størrelser. 

De gumlede konstant tyggegummi 

og lod sig – uden at 

tænke på deres ærbarhed og 

gode rygte – transportere 

bag på de vilde unge mænds 

motorcykler. 

Disse vilde unge var altså 

en iøjnefaldende subkultur. 

Men de udgjorde et mindretal. 

De fleste unge gik i biografen 

og mødte hinanden 

på de såkaldte mælkebarer, 

hvor man drak forskellige 

former for milkshakes og 

dansede til musik fra jukeboksen. 

De unges musik, rock’n roll, 

skabte forargelse blandt de 

voksne. Teksterne handlede 

om kærlighed og sex og om 

frihed fra de voksnes kontrol, 

skolegang og arbejde. 

Rock’n roll har rødder i 

de sortes rhytm’n blues. I 

1950’erne var der raceadskillelse 

i USA. Mange opfattede 

rock’n roll som en primitiv 

musikform. Den fik tilhørerne 

til at danse hæmningsløst 

og udfordrende – ja, den 

forførte ligefrem de ellers så 

pæne unge hvide amerikanere 

til at gøre det, som kun 

hørte ægteskabet til. 

j Bill Haley (1925-81) 

and his Comets giver 

koncert i London i 1957. 

I 1952 udgav de Rock 

around the Clock, som 

betød et gennembrud 

for rock’n roll-musikken. 


Dansk efterligning 

Det var først, da fi lmen Rock 

Around the Clock kom til København 

i 1957, at den amerikansk 

inspirerede ungdomskultur 

vandt indpas i Danmark. 

Mange andre steder, 

hvor fi lmen blev spillet, var 

Heartbreak Hotel 

Elvis Presleys (1935-77) Heartbreak Hotel fra 1956 

Well, since my baby left me, 

I found a new place to dwell. 

It’s down at the end of lonely street 

At heartbreak hotel. 

You make me so lonely baby, 

I get so lonely, 

I get so lonely I could die. 

And although it’s always crowded, 

You still can fi nd some room. 

Where broken hearted lovers 

Do cry away their gloom. 




Well, the bell hop’s tears keep fl owin’, 

And the desk clerk’s dressed in black. 

Well they been so long on lonely street 

They ain’t ever gonna look back. 




Hey now, if your baby leaves you, 

And you got a tale to tell. 

Just take a walk down lonely street 

To heartbreak hotel. 

der bagefter ballade med 

unge, der var blevet lidt for 

opstemte af fi lmen. 

Men det københavnske politi 

stod klar, og i næsten en 

uge i træk var der efter fi lmen 

optøjer og slagsmål. Om det 

var politiets massive tilstedeværelse 

eller de unge, der star- 

n Elvis Presley i fi lmen Jailhouse Rock fra 1957. 


tede balladen, kan diskuteres. 

Debatten om fi lmen og de 

unges opførsel var hektisk. Esbjergs 

politimester ville forbyde, 

at fi lmen overhovedet 

blev vist i byen. 

Efterhånden faldt der ro 

over gemytterne. Selv om få 

voksne brød sig om rock’n 

Heartbreak Hotel Words and Music by Mae Axton, Tommy 

Durden and Elvis Presley © 1956 Tree Publishing Co Inc, 

USA Worldwide print rights controlled by Alfred Publishing 

Co Inc, USA. Administered in Europe by Faber Music 

Ltd. Reproduced by permission. All Rights Reserved.

oll og den tilhørende dans, 

accepterede de den. De 

voksne var sikre på, at det var 

et særligt ungdomsfænomen, 

som de unge ville komme 

over, når de blev voksne og 

fornuftige. 

Rock’n roll-kulturen var en 

subkultur, som de unge var en 

del af i deres fritid. Den var et 

udtryk for, at ungdomskulturen 

havde fået sit eget udtryk. 

Til forskel fra en modkultur 

ville heller ikke denne subkultur 

forandre mainstreamkulturen 

eller samfundet. 

Ung leg 

Johannes Allens roman Ung leg fra 1956 handler om unges liv i 

København i 1950’erne. De unge er inspireret af amerikanske 

fi lm om motorcykelbander. De unge mænd i København må dog 

som regel nøjes med en knallert: 

„Efter skoletid kørte vi hen til en sø i omegnen af byen. Her var 

en temmelig bred bro, som blev brugt til at fortøje robåde ved, 

og som endte brat ude ved vandet. Nu gjaldt det om at køre så 

stærkt som muligt ud til broens yderste kant og så stoppe op 

med forhjulet et lille stykke ude over broen. Det var forbudt at 

dreje hjulet eller svinge rundt på yderspidsen. Retningen skulle 

være absolut lige. Pigerne plejede at stå inde på søbredden og 

følge skuespillet.“ 

j Ungdomskulturen skulle luftes. 

Her er der inviteret til parkdans i 

Enghaveparken i København. Ikke 

engang regnvejr kunne holde de 

unge væk. 


Atommarcherne 

Ungdomskulturen i 

1950’erne handlede som 

nævnt kun om de unges fritid 

– og ikke om politik og 

samfundsmæssige forhold. 

Der var ellers problemer nok 

i 1950’erne. Da Anden Verdenskrig 

sluttede, blev den 

afløst af Den Kolde Krig (se 

side 120). Forholdet mellem 

Sovjetunionen og USA var 

iskoldt. Begge supermagter 

udviklede stadigt kraftigere 

atomvåben (oprustede). 

Mange frygtede, at spændingen 

og den voldsomme oprustning 

ville ende med en 

atomkrig, som ville ødelægge 

livet på jorden. For at 

demonstrere mod denne udvikling 

arrangerede en 

gruppe engelske studerende 

protestmarcher i 1958 og 

1959. 

Regeringen og Folketinget 

havde besluttet, at der 

ikke måtte være atomvåben 

på dansk jord. Men i 1960 

blev der ved Holbæk opstillet 

en type raketter, som 

kunne armeres med atomsprænghoveder.Sprænghovederne 

blev opbevaret lige 

syd for den dansk-tyske 

grænse. 

Inspireret af de engelske 

unge oprettede danske unge 

Kampagnen mod Atomvåben. 

De besluttede at arrangere 

en tredages protestmarch fra 

Holbæk til København. Kun 

7-800 var med fra starten, 

men efterhånden sluttede 

flere sig til. Og da marchen 

nåede København, havde 

den ca. 5.000 deltagere. 

Også folk fra de ældre generationer 

bakkede op om 

marchen. De danske medier 

skrev intet eller kun negativt 

om marchen. Den socialdemokratiske 

avis Aktuelt skrev 

bl.a., at den ville anbefale de 

kommunister, der marcherede 

med, til at fortsætte til 

Moskva. 

I befolkningen voksede 

bekymringen for oprustningen 

og de mange prøvesprængninger. 

De betød 

nemlig radioaktivt nedfald. I 

1958 var der så meget radioaktivitet 

i regnvandet, at det 

langt oversteg de internationale 

grænseværdier. Nogle 

steder blev brønde lukket, 

fordi radioaktiviteten i vandet 

gjorde det sundhedsfarligt. 

Om vinteren opfordrede 

myndighederne forældrene 

til at få deres børn til 

at lade være med at smage på 

sneen. Radioaktiviteten i 

sneen var faretruende høj. 

Derfor var de mange enige i 

budskabet på løbesedlerne 

fra Kampagnen mod Atomvåben: 

„Vi vil ikke, at mad, vand 

og markens afgrøder forgiftes 

af radioaktivitet. Vi ønsker 

ikke, at mennesker skal 


dø af knoglekræft, eller at 

børn fødes som vanskabninger 

eller blinde.“ 

I påsken 1961 blev der 

holdt endnu en atommarch, 

hvor opbakningen var langt 

større. Den sidste atommarch 

blev afholdt i 1962 med 

30.000 deltager. Nu talte 

både medier og politikere 

positivt om sagen. 

Kampagnen mod Atomvåben 

var en bevægelse, som 

man kunne være mere eller 

mindre aktiv i. Hovedparten 

af de aktive deltagere var 

unge uddannelsessøgende, 

men også andre grupper var 

med. Det eneste, de var fælles 

om, var modstanden mod 

atomvåben. Når de ikke deltog 

i Kampagnens aktiviteter, 

levede de deres liv, som 

de altid havde gjort. 

I 1963 blev supermagterne 

enige om at stoppe 

atomprøvesprængninger på 

jordoverfladen og i vandet. 

Fremover skulle de foregå 

under jorden. Det betød, at 

den radioaktive forurening 

fra prøvesprængningerne 

ophørte. Måske spillede protesterne, 

der foregik over 

hele den vestlige verden, en 

rolle for beslutningen.

K ampagnens kr av 

Kampagnen mod Atomvåben havde fi re krav: 

1. Der må ikke fi ndes kernevåben på dansk område. 

2. Befolkningen må have klar besked om mængden og følgerne 

af radioaktivt nedfald. 

3. Den danske regering må gennem sin politik gøre sit til at 

sikre, at Danmark ikke bliver atombombemål. 

4. Danmarks regering må på internationalt plan aktivt arbejde 

for forbud mod enhver form for anvendelse af atomvåben. 

n Den første atommarch fra Holbæk til København i påsken 1960. 


USA ud 

af Vietnam! 

I 1964 gik USA ind i krigen i 

Vietnam. Kort tid efter begyndte 

demonstrationerne 

mod krigen i USA. Protesterne 

mod USA’s krig bredte 

sig i de følgende år til Europa. 

I pinsen 1965 blev der arrangeret 

en protestmarch fra 

Vietnamkrigen 

Blovstrød til København. 

Også ved Rebildfesten samme 

år demonstrerede unge mod 

krigen. 

Som i andre lande dannede 

unge mennesker komiteer, der 

skulle samle og styrke modstanden 

mod USA’s krigsførelse 

i Vietnam. Især studerende 

var aktive i de såkaldte 

Vietnam-komiteer. De fl este 

Efter en blodig befrielseskrig opgav Frankrig i 1954 at beholde Vietnam 

som koloni. Vietnam blev midlertidigt delt i en nordlig og en 

sydlig del. I Nordvietnam valgte man et kommunistisk orienteret 

styre. I Sydvietnam nægtede den midlertidige regering at afholde 

frie valg, og styret udviklede sig til et diktatur. Dele af den venstreorienterede 

opposition (modstandere af regeringen) dannede partisanbevægelsen 

Vietminh (FNL). Med støtte fra Nordvietnam startede 

FNL en krig mod den sydvietnamesiske regering. 

USA ville forhindre, at fl ere lande blev kommunistiske (se side 126). 

Derfor støttede USA den sydvietnamesiske regering – i begyndelsen 

med militærrådgivere. Men det var ikke nok. I 1964 gik USA direkte 

ind i krigen. I 1968 var der mere end 1 /2 mio. amerikanske 

soldater i Vietnam. Trods massive bombardementer lykkedes det 

ikke USA at besejre Nordvietnam og FNL. 

Allerede i 1965 kom de første protestdemonstrationer mod Vietnamkrigen 

i USA. I de følgende år voksede modstanden, og den 

kulminerede under det såkaldte ungdomsoprør i slutningen af 

1960’erne. 

I 1973 – efter fl ere års forhandlinger – indgik USA og Nordvietnam 

og FNL en våbenhvile, og de amerikanske soldater trak sig ud. Kort 

efter udbrød der krig mellem FNL og styret i Sydvietnam. Uden 

amerikanernes støtte kunne den sydvietnamesiske hær ikke klare 

sig. I 1976 blev Nord- og Sydvietnam genforenet. 

Vietnamkrigen kostede ca. 60.000 amerikanske soldater livet. Antallet 

af dræbte vietnamesere skal måles i millioner. Dertil kom, at 

store dele af landet var fuldstændigt ødelagt. 


passede deres studier og brugte 

fritiden til modstanden mod 

USA. Andre fl yttede sammen 

i kollektiver. Her kunne man 

med ligesindede diskutere 

modstanden mod USA, og 

hvordan man kunne hjælpe 

vietnameserne. I de følgende 

år voksede tilslutningen til demonstrationerne. 

I 1968 deltog 

mere end 25.000.

For nogle unge var det ikke 

nok at demonstrere. De dannede 

yderligtgående venstreorienterede 

grupper, som 

mente, at vold var nødvendigt 

for at ændre samfundet. Disse 

grupper mente, at USA’s regering 

og hær var et redskab for 

kapitalisterne, der undertrykte 

og udnyttede arbejderne i hele 

verden. Kun ved at erstatte ka- 

pitalisme med socialisme ville 

verden blive retfærdig. Denne 

sammenhæng var ikke gået op 

for arbejderne i den vestlige 

verden. De blev nemlig ved 

med at stemme på Socialdemokratierne 

og andre partier, 

som støttede kapitalisterne. 

Kun ved at venstreorienterede 

grupper bekæmpede kapitalismen 

med vold ville ar- 

bejderne og andre undertrykte 

folk blive bevidste om, at de 

blev udnyttet og deltage i 

kampen for frihed. De undertrykte 

folk i den tredje verden 

– bl.a. Vietnam – var allerede i 

gang med dette oprør. Dette 

oprør eller den væbnede kamp 

måtte også starte i Europa og 

USA, mente de yderligtgående. 

r Vietnamdemonstration i København i 1967. 


Kun et mindretal af de 

venstreorienterede og modstanderne 

af USA’s krig i 

Vietnam gik ind for vold. 

Selv om de var få, fik de ofte 

demonstrationerne til at udvikle 

sig til ballade. 

I flere Vesteuropæiske 

lande opstod der omkring 

1970 venstreorienterede 

grupper, som mente, at vold 

var nødvendig for at ændre 

samfundet. Det gjaldt fx Rote 

Armee Fraktion (RAF) i Vesttyskland 

og De Røde Brigader 

i Italien. Indtil De Røde 

Brigader gik i opløsning i løbet 

af 1980’erne, stod organisationen 

bag mere end 

15.000 voldelige aktioner i 

Italien. Den mest omtalte var 

kidnapningen og mordet på 

politikeren Aldo Moro i 

1978. 

Gennem 1970’erne og 

1980’erne udførte Rote Armee 

Fraktion (RAF) attentater 

mod tyske statsinstitutioner 

og dræbte flere fremtrædende 

embedsmænd. RAF 

samarbejdede med og støttede 

terrorgrupper fra Mellemøsten. 

I Danmark opstod den såkaldte 

Blekingegadebande. 

Medlemmerne kom fra den 

ekstremt venstreorienterede 

Kommunistisk Arbejderkreds. 

Gennem røverier af banker 

og posthuse skaffede gruppen 

penge og våben til palæstinensiske 

terrorgrupper. 


n Det venstreorienterede kollektiv Maos Lyst i 1968. Mao var leder i det 

kommunistiske Kina og var det store forbillede for mange venstreorienterede 

i perioden. På væggen en plakat med den latinamerikanske oprørshelt 

Ernesto Che Guevara (1928-67). 

n Molotov-cocktails, som blev brugt fx ved voldelige demonstrationer. 

Flaskerne var fyldt med benzin. Man satte ild til vægen og kastede flasken 

mod politiet. Flasken knustes i et flammehav.

n At være aktiv i en bevægelse var typisk for ungdomskulturen i 1970’erne og 1980’erne. En af de største var Oplysning 

om Atomkraft, som arbejdede for, at der ikke skulle indføres atomkraft i Danmark. Regeringen havde udpeget 

steder, der var egnet til atomkraftværker. Det lykkedes bevægelsen at overbevise politikerne om, at planerne skulle 

lægges i skuffen. 

Andre unge var aktive i fredsbevægelser og fredskampagner som Next Stop, som arbejdede imod Sovjetunionens 

og USAs voldsomme atomvåbenoprustning i begyndelsen af 1980‘erne. 

Fotoet er fra kampagnen Next Stop Sovjet, hvor Lars H.U.G. giver koncert under det sovjetiske politis omhyggelige 

overvågning. 

Et bedre 

samfund ? 

Nogle ekstremt venstreorienterede 

mente, at kun ved brug af 

vold kunne man ændre samfundet. 

De hævdede, at der i ethvert 

samfund var to samfundsklasser, 

som stod i modsætning til 

hinanden: arbejderne og kapitalisterne. 

Kapitalisterne ejede virksomhederne, 

hvor arbejderne blev 

udnyttet. Staten, dvs. regeringen, 

domstolene, politiet og 

andre myndigheder, hjalp kapitalisterne 

med at holde arbejderne 

nede. Desuden holdt kapitalisterne 

i hele verden sammen. 

Man talte om den internationale 

kapitalisme, der udnyttede 

befolkningerne i de 

fattige lande. 

De venstreorienterede ville afskaffe 

kapitalismen og indføre 

socialismen. Det ville bl.a. betyde, 

at arbejderne selv skulle 

overtage virksomhederne. I ti- 

dens løb har de venstreorienterede 

diskuteret, hvordan det 

skulle ske. 

De yderligtgående ville bruge 

vold og terror. Det ville tvinge 

staten og kapitalismen til at 

vise deres „sande ansigt“. For 

at bekæmpe de yderligtgående 

var staten nødt til at begrænse 

de demokratiske rettigheder. 

Det ville få folk til at indse, at 

de blev udnyttet. Og derfor 

ville de slutte sig til det oprør, 

som de venstreorienterede 

havde startet. 


Oprør i 

uddannelserne 

Siden 1950’erne tog flere og 

flere unge en længerevarende 

uddannelse. I 1960’erne voksede 

antallet af studerende på 

landets universiteter voldsomt. 

En del studerende var 

aktive i Vietnamkomiteerne 

eller i andre politiske bevæ- 

gelser. De var kritiske over 

for forholdende på universiteterne. 

Disse unge var utilfredse 

med, at professorerne 

havde næsten enevældig 

magt, og at indholdet i studierne 

havde meget lidt med 

de aktuelle samfundsproblemer 

at gøre. Dette udløste et 

studenteroprør. 

I Danmark foregik studen- 


teroprøret fredeligt. Nogle 

institutter blev besat, og de 

studerende satte plakater op 

med tekster som „Medbestemmelse 

nu!“ og „Bryd 

professorvældet“. 

Og professorernes magt 

blev brudt. I begyndelsen af 

1970’erne blev styrelsesloven 

for universiteter og andre videregående 

uddannelser lavet 

helt om, og de studerende fik 

medindflydelse. I de følgende 

år blev den brugt flittigt til at 

ændre indholdet af studierne. 

Denne aktivitet blev dog 

ikke ved. Siden midten af 

1990’erne blev det på mange 

uddannelser vanskeligt at 

finde et tilstrækkeligt antal 

studerende, der ville gå ind 

råd og udvalg og dermed 

bruge medbestemmelsen. 

j Efter at have ulmet i nogle år 

brød studenteroprøret ud på en 

række vesteuropæiske og amerikanske 

universiteter i foråret 1968. 

I Paris kom det til voldsomme gadekampe 

mellem 20.000 studerende 

og politiet. Billedet er fra en gade i 

Paris efter en nats gadekampe mellem 

studerende og politiet.

Blomsterbørn 

1960’erne var præget af 

stærkt øget økonomisk vækst 

og forbrug. Periodens mainstream-familiekultur 

(se side 

48) kan kort beskrives sådan: 

Efter endt uddannelse sørgede 

man for at få et godt og 

sikkert job. Man blev gift og 

fuldendte kernefamilien med 

et par børn. Begge ægtefæller 

fortsatte med at arbejde, så 

der var råd til et parcelhus og 

en bil. Parcelhusgrunden var 

som regel lille (500-700 m 2 ) 

og omgivet af en hæk eller et 

hegn. Haven var nydelig med 

beplantning og blomsterbede, 

der viste, at her boede 

en pæn og ordentlig familie. 

Fra sidste halvdel af 1960’- 

erne opstod der blandt unge 

mennesker bevægelser og 

kulturer, som tog afstand fra 

forbrugerræset og mainstreamkulturensfamiliemønstre. 

Fællesskab, kærlighed og 

fantasi var det vigtigste, 

mente hippierne. 

Hippiebevægelsen var som 

andre ungdomskulturer opstået 

i USA. Hippierne eller 

n Øen Wright – langt fra rotteræset – var et af hippiernes populære mødesteder. Billedet er fra 1969. 


lomsterbørn, som de blev 

kaldt i Danmark, var iøjnefaldende 

med langt hår, pandebånd, 

farverigt – gerne 

hjemmesyet – tøj. Værdierne 

søgte man i Østens mystik 

og eksotisk mikro-makromad. 

LSD, hash og andre 

stoffer kunne frigøre ens fantasi 

og kærlighed. En del 

hippier flyttede sammen i 

kollektiver eller storfamilier. 

Her var man fælles om alt. 

Man sagde, at den private 

ejendomsret var afskaffet. Til 

n Christiania rummer mange fantasifulde huse. 

det øvrige samfunds nysgerrighed 

og forargelse var man 

i nogle kollektiver også fælles 

på det seksuelle område. 

Nogle hippier dannede 

foreningen Det Ny Samfund. 

Som navnet fortæller, ville 

den finde andre og bedre måder 

at leve på end mainstreamkulturens. 

I 1970 købte 

foreningen et areal ved landsbyen 

Frøstrup i Thy. Om 

sommeren holdt hippierne en 

gigantisk teltlejr, hvor i alt 

25.000 unge flippede ud i 


stoffer, druk og fri kærlighed. 

Da sommeren var forbi, besluttede 

omkring 100 af deltagerne 

at blive i Frøstrup. 

De opførte primitive hytter, 

som de boede i. Frøstruplejren 

eksisterer stadig. 

Et andet alternativt samfund 

blev grundlagt i 1971. 

En gruppe unge besatte den 

forladte Bådsmandsstræde 

Kasserne og grundlagde fristaden 

Christiania. Den blev 

hurtigt en af Københavns 

største turistattraktioner.

Samtidig blev det storbyens 

største hashmarked. I de følgende 

årtier var Christiania 

jævnligt i medierne, når politikere 

ville lukke fristaden, 

eller når politiets razziaer 

førte til sammenstød med 

beboerne. Knapt så omtalt 

var de virksomheder, fx cykelværkstedet, 

der også fandtes 

i fristaden. 

Hippiernes mest markante 

arrangement var Woodstockfestivalen 

i 1969. I tre dage 

festede 400.000 unge mennesker 

med Peace, Love and 

Understanding til musik af 

Jimmi Hendrix, The Who, 

Joe Cocker og andre musikere, 

der fulgte tidens strømninger. 

Woodstock-festivalen 

inspirerede bl.a. til Roskildefestivalen, 

som har været afholdt 

siden 1971. 

Egoistiske unge? 

Protest, oprør og forsøg på at 

ændre verden var kendetegn 

ved ungdomskulturen omkring 

1970. I dag har ungdomskulturen 

andre træk. 

Kun få unge er med i bevægelser, 

medlem af politiske 

partier eller deltager i aktioner. 

En undtagelse er aktioner 

udført af mindre grupper 

af autonome i København. 

Nogle forskere mener, at 

unge i det første årti af 

2000-tallet ikke vil påtage 

Gener ation fucked up 

Sådan skrev forfatter og samfundsdebattør Morten Albæk (f. 1975): 

„De 16-30-årige er den mest ansvarsløse og selvtilstrækkelige 

generation set i moderne tid – den er fucked up!“ 

n I 2003 lykkedes det medlemmer af den autonome gruppering Globale 

Rødder at komme ind på Christiansborg. Her smed de maling på statsminister 

Anders Fogh Rasmussen. Det skulle være en protest mod Danmarks deltagelse 

i krigen i Irak. 


sig ansvar for fællesskabet. 

De interesserer sig stort set 

ikke for andre end sig selv, 

fest, det smarteste tøj, nyeste 

mobiltelefoner, computere og 

andre forbrugsgoder. 

De unge er altså mindre optaget 

af samfundsmæssige problemer 

og løsning af disse end 

tidligere. En stor europæisk 

undersøgelse fra begyndelsen 

af 2000-tallet viste, at af alle 

14-15-årige i Europa var de 

danske mindst interesserede i 

at bruge tid på politik og samfundsmæssige 

spørgsmål. 

For at få råd til et stort 

forbrug har de fleste unge i 

Danmark et fritidsjob. Det 

prioriteres ofte højere end 

skolearbejde. I gennemsnit 

har danske unge flere penge 

r Unge på skateboard på Israels Plads. Er nutidens unge individualister, der kun er optaget af sig selv? 


til forbrug end andre europæiske 

unge. 

Andre undersøgelser viser, 

at unge ikke er superegoister, 

men faktisk er sociale individer, 

der indgår i forskellige 

typer af fællesskaber. De er 

mere åbne over for nære 

venner, og de støtter hinanden, 

hvis der er forskellige 

former for problemer.

Skift stil! 

„Hvor tidligere ungdomsgenerationer 

var diskere eller fl ippere 

– og ikke sådan lige skiftede 

fra det ene til det andet – 

orienterer nutidens unge sig i 

et hav af æstetiske fællesskaber, 

som tæller hiphopperne, 

streetwear-typerne, de klassiske, 

boyband-typerne, neohip- 

pierne, de trashglamourøse, 

britpopperne, grungetyperne 

og mange, mange fl ere. Og de 

unge bevæger sig mellem 

disse æstetiske fællesskaber 

med en hidtil uset mobilitet. 

Selv om de er grungetyper et 

år, kan de sagtens være britpoppere 

næste år. Springet fra 

Evig ungdom? 

For få årtier siden blev ungdomstiden 

betragtet som en 

problematisk periode. I dag 

er det at se ud og opføre sig 

som unge blevet et ideal for 

mange – også selv om de er i 

40’erne og 50’erne. „Folk er 

i dag forhippet på at være 

unge, indtil de bliver gamle. 

Voksenalderen er simpelthen 

blevet væk … Ungdommen 

har i grotesk form bredt sig. 

Vi er unge, der er blevet ældre 

– aldrig voksne. Ingen 

vil være voksne,“ hævder 

idehistorikeren Lars-Henrik 

Schmidt. 

Flere og fl ere får foretaget 

kirurgiske indgreb, der modvirker 

kroppens synlige tegn 

på, at den ældes. Tøjmoden 

er også ungdommelig. Det er 

hiphop til streetwear er heller 

ikke så stort.“ 

(Niels Ulrik Sørensen, forsker 

ved Center for Ungdomsforskning, 

Danmarks Pædagogiske 

Universitet) 

ikke ualmindeligt, at mødre 

klæder sig som deres 14-15årige 

døtre. Og det er ikke 

usædvanligt, at de midaldrende 

går lige så meget op i 

smarte mobiltelefoner og 

avancerede bærbare musikafspillere 

som de unge. 

Vi føler os også unge længere. 

Den britiske aldersforsker 

Dominic Abrams har 

gennemført en stor undersøgelse 

af folks opfattelse af, 

hvornår man er ung, voksen 

og ældre. I gennemsnit ser de 

fl este sig som unge, til de er 

49 år. Alderdommen begynder 

så småt ved 65-årsalderen. 

Det vil altså sige, at man 

er voksen mellem 49 og 65 

år, hvilket giver en voksenalder 

på 15 år! Hvordan vil 

man mon opfatte ungdommen 

om 20 og om 50 år? 


I 1800-tallet foregik der voldsomme 

forandringer i Danmark. 

Krige betød, at riget 

blev mindre. Indtil midten af 

århundredet bestemte kongen 

alt. Han var enevældig. Så blev 

enevælden erstattet med en 

styreform, der gav folket indfl 

ydelse. 

Nye ideer og de dramatiske 

begivenheder betød, at folk i 

Danmark i stadigt højere grad 

følte, at de tilhørte et nationalt 

fællesskab, der blev holdt 

sammen af sproget, historien 

og fædrelandet. 


Gode tider 

I år 1800 havde Christian 7. 

været enevældig konge i 44 

år. Siden sine unge år havde 

han lidt af psykiske forstyrrelser. 

I perioder var han helt 

utilregnelig. Med årene var 

det blevet værre. Det var dog 

ikke det store problem for 

landets styre, at kongen var 

sindssyg. Dygtige ministre 

og embedsmænd sørgede for, 

at landet blev regeret fornuftigt. 

Og ganske vist kunne 

Christian 7. bestemme alt, 

men reelt havde det siden 

1784 været kongens søn, 

kronprins Frederik, der regerede. 

Den sidste del af 1700-tallet 

havde været en økonomisk 

god tid for Danmark. 

Man taler om den florissante 

(blomstrende) periode. Især 

fjernhandelen blomstrede. 

Danske skibe transporterede 

varer over verdenshavene og 

Folk og 

fædreland 

skaffede gode fortjenester til 

deres ejere og skat til statskassen. 

Når det gik så godt for 

den danske handel, skyldtes 

det for det første, at verdenshandelen 

voksede i perioden. 

For det andet var der krig og 

konflikter mellem Frankrig 

og England. De to stormagter 

forsøgte gensidigt at ødelægge 

hinandens handel. Fx 

erobrede engelske krigsskibe 

franske handelsskibe og omvendt. 

Men Danmark var 

neutral, så danske handelsskibe 

kunne sejle i fred – og 

leverede varer til både 

Frankrig og England. 

Christian 7.s rige var langt 

større end nutidens Danmark. 

Det danske rige – eller 

helstaten – bestod af kongeriget, 

som var næsten det 

samme som Danmark i dag, 

men mindre. Grænsen gik 

ved Kongeåen syd for Kolding. 

Syd for grænsen lå her- 

tugdømmerne Slesvig og 

Holsten. Her regerede Christian 

7. også enevældigt, men 

hans titel var hertug. 

Norge var også en del af 

den danske helstat. I 1397 

havde Danmark, Norge og 

Sverige sluttet sig sammen i 

en union med en fælles 

konge. I begyndelsen af 

1500-tallet brød Sverige ud 

af unionen. Norge blev, og 

man talte om Danmark- 

Norge. Men det var den 

danske konge og hans regering, 

der bestemte. Også 

Færøerne, Island og Grønland 

hørte med til helstaten. 

Grønland var en koloni – 

eller rettere omkring 20 

kolonier på linje med andre 

danske kolonier: Trankebar i 

Indien og De Danske Vestindiske 

Øer. 

F O L K O G F Æ D R E L A N D 69

n Kristian Zahrtmann (1843-1917) malede dette 

billede af en situation ved Christian 7.s hof omkring 

1875. Zahrtmann ville vise, hvor tåbelig 

enevælden var. Den sindssyge konge ligger på 

sofaen og driller en papegøje, som er et symbol 

på det overfl adiske og pjattede. Kongens 

livlæge Struensee havde reelt magten i landet 


fra 1770 til 1772 – og han blev også dronning 

Caroline Mathildes elsker. Ved bordet sidder 

Struensee og Caroline Mathilde og spiller skak. 

De er dog tydeligt mere optaget af hinanden 

end af spillet. Hofdamen holder tilsyneladende 

øje med skakbrættet, men er mere optaget af, 

hvad der foregår mellem de elskende.

Kongerne 

Fra 1660 til 1849 var de 

danske konger enevældige. 

Selv om Danmark fi k en fri 

forfatning (Grundloven) i 

1849, havde kongerne stadig 

stor magt i resten af 

1800-tallet. I dette kapitel 

kan du læse om følgende 

konger: 

n Christian 8. 

(født 1786, konge 1839-48) 


(født 1749, konge 1766-1808) 

n Frederik 7. 

(født 1808, konge 1848-63) Med ham 

uddøde den oldenburgske kongeslægt, 

der havde siddet på den danske trone 

siden Christian 1. (1448-81) 

n Frederik 6. 

(født 1768, konge 1808-39) 


(født 1818, konge 1863-1906) 

Den første konge af den glücksburgske 

slægt. 


Slaget på Reden 

Napoleonskrigene havde hærget 

Europa siden begyndelsen 

af 1790’erne. Frankrig 

stod i spidsen for den ene og 

Storbritannien for den anden 

fløj. I 1800 havde Danmark 

haft held til at holde sig ude 

af krigene. Det var godt for 

danske handelskompagnier, 

der leverede varer til de 

krigsførende parter. For at 

beskytte handelsskibene 

havde Danmark, Sverige, 

Preussen (stat i den nordlige 

del af det nuværende Tyskland 

og Polen) og Rusland 

indgået et væbnet neutralitetsforbund. 

Man ville altså bruge 

magt for at beskytte sin neutralitet. 

Det betød, at handelsskibene 

sejlede i konvoj 

ledsaget af krigsskibe. 

j Slaget på Reden var kortvarigt, 

men blodigt. Mere end 1.000 danske 

soldater blev dræbt eller såret. 

Maleriet af Slaget på Reden er udført 

af Christian Mølsted (1862-1931) 

i 1901 – 100 år efter begivenheden. 

Til venstre for masten ses den kun 

17-årige søofficer Peter Willemoes 

(1783-1808) opmuntre sine mænd til 

at fortsætte kampen. Få år senere 

blev Willemoes dræbt i et søslag ved 

Sjællands Odde. 

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skrev 

i 1808 sangen Kommer hid, I piger 

små! som en hyldest til Willemoes. 

Især i sidste halvdel af 1800-tallet 

udviklede der sig en stærk nationalfølelse 

i Danmark. Willemoes indgik 

i rækken af danske helte, der havde 

ofret sig for konge, folk og fædreland. 

Storbritannien havde 

Europas største krigsflåde. 

Det betød, at briterne havde 

magten i de europæiske farvande. 

Det væbnede neutralitetsforbund 

var en trussel 

mod Storbritanniens søherredømme, 

mente briterne. 


Næst efter Storbritannien 

havde Danmark den største 

flåde i Europa. Og Danmark 

havde endda planer om at 

forstærke sin flåde. Kunne 

briterne bevare magten på 

havet, hvis Danmark frivilligt 

eller under tvang sluttede

sig til Frankrig og dermed 

også var i krig mod England? 

Storbritannien krævede 

derfor, at Danmark meldte 

sig ud af neutralitetsforbundet. 

Det nægtede kronprins 

Frederik (senere kong Frederik 

6.). I 1801 sejlede en stor 

britisk flåde under ledelse af 

Parker og Nelson ned gennem 

Øresund og angreb 

danske skibe, der lå for anker 

ved København. Slaget på 

Reden varede 6-7 timer, så 

var briterne trængt så langt 

frem, at de kunne bombe res- 

ten af flåden og selve havnen. 

Nu gav kronprins Frederik 

op. Nelson og Parker sejlede 

hjem, da kronprinsen lovede, 

at Danmark meldte sig ud af 

neutralitetsforbundet og 

stoppede udbygningen af flåden. 


Fortsat nedtur 

Danmark overholdt aftalen 

og meldte sig ud af neutralitetsforbundet, 

der var indgået 

med Rusland, Sverige og 

Preussen. I 1799 havde den 

russiske zar meldt sig ud af 

den antifranske alliance. I 

begyndelsen af 1800-tallet 

drøftede zaren og den franske 

kejser Napoleon i hemmelighed 

et forbund, der var 

vendt mod Storbritannien. 

Britiske spioner fik færd af 

planerne. Storbritannien 

frygtede, at Frankrig og 

Rusland simpelthen ville 

tage den danske flåde. Det 

kunne give problemer. Derfor 

besluttede briterne at 

komme dem i forkøbet. 

I 1807 modtog kronprins 

Frederik og hans regering et 

krav fra briterne: Enten indgik 

kronprinsen en alliance 

med Storbritannien og stillede 

den danske flåde under 

britisk kommando. Eller også 

udleverede danskerne flåden 

til briterne som sikkerhed for 

landets neutralitet. Kronprinsen 

nægtede begge dele. 

26.000 britiske soldater 

blev landsat på Nordsjælland. 

I tre døgn blev København 

bombarderet fra land- og fra 

søsiden. Store dele af København 

blev ødelagt. 1.600 københavnere 

mistede livet, og 

lige så mange blev såret. Så 

overgav den danske general 

Paymann sig. Briterne blev 

på Nordsjælland i yderligere 

seks uger, før de sejlede af 

sted med hele den danske 

flåde. 

Kronprinsen, der efter farens 

(Christian 7.) død i 

1808, blev enevældig konge 

som Frederik 6., var så rasende 

på Storbritannien, at 

han sluttede sig til Napoleon. 

I mangel på en flåde 

udrustede kongen 

kanonbåde, som han 

prøvede at bekæmpe 

de engelske skibe, 

der sejlede gennem 

dansk farvand, med. 

Efter et mislykket 

felttog mod Rusland 

i 1812-3 var det 

klart for de fleste, at 

Napoleon ville tabe 

krigen. Frederik 6.s 

ministre forsøgte 

forgæves at få kongen 

overtalt til at 

bryde med 

Napoleon – ligesom 

hans andre allierede 

havde gjort. 

Krigen mod Storbritannien 

var kostbar for Danmark. 

Dertil kom, at staten 

var gået glip af toldindtægter, 

som handelsskibe måtte betale, 

når de sejlede gennem 

Øresund. Det førte til, at den 

danske stat gik fallit i 1813. 

Om efteråret samme år blev 

de franske tropper jaget ud af 

Nordtyskland. Sverige, der 


var allieret med Storbritannien, 

besatte Slesvig og Holsten. 

I 1814 gav Frederik 6. 

op og sluttede fred med Sverige 

og Storbritannien. Prisen 

var høj: Sverige overtog 

Norge. Som et plaster på såret 

fik Frederik 6. det lille 

tyske hertugdømme Lauenburg. 

n Det danske rige eller helstaten 

Danmark bestod af fire dele: Kongeriget 

og hertugdømmerne: Slesvig, 

Holsten og Lauenburg.

n C. W. Eckersbergs (1783-1873) maleri af Københavns bombardement. 

I baggrunden ses tårnet på Vor Frue Kirke, som er skudt i brand. 


Napoleonskrigene 

Sådan kalder man en række krige mellem europæiske 

stater 1792-1815. De startede under Den 

Franske Revolution (1789-94). I de første år af revolutionen 

blev den franske konge tvunget til at 

opgive sin enevældige magt og give borgerne 

indfl ydelse. 

1792: 

Den franske konge Ludvig 16. erklærede Østrig 

og Preussen krig. Kongen havde aftalt med den 

østrigske kejser og den preussiske konge, at 

Frankrig skulle tabe krigen. Ludvig 16. håbede 

nemlig, at det ville få revolutionen til at bryde 

sammen, så han kunne blive enevældig konge 

igen. Efter nogle måneder blev kongens plan afsløret. 

Han blev fængslet og året efter henrettet. 

Krigen fortsatte dog, og det gik godt for den 

franske hær. 

1793: 

Storbritannien, Spanien og fl ere andre lande 

lavede en alliance mod Frankrig. Men franskmændene 

klarede sig. 

1794: 

General Napoleon Bonaparte fi k ledelsen af den 

franske hær, der vandt fl ere og fl ere sejre. 

1795: 

Preussen sluttede fred med Frankrig. 

1796: 

Østrig sluttede fred med Frankrig. 

1797: 

Storbritannien alene tilbage mod Frankrig, 

og der blev en pause i krigen. 

1798: 

Napoleon indledte et felttog mod den britiske 

koloni Egypten. Ved at erobre de engelske kolonier, 

der forsynede Storbritannien med varer, 

ville Napoleon udsulte landet og tvinge det til 

overgivelse. Men den engelske fl åde under le- 


delse af lord Nelson ødelagde den franske i et 

stort slag ud for Abukir. Herefter var det umuligt 

for franskmændene at bevare forbindelsen til 

Egypten. 

1799: 

Den anden antifranske alliance mellem Storbritannien, 

Rusland, Østrig og fl ere mindre lande. 

Rusland trak sig ud af alliancen samme år. 

1800: 

På det europæiske fastland gik det godt for 

franskmændene. 

1801: 

Østrig sluttede fred med Frankrig. 

1802: 

Fred mellem Frankrig og Storbritannien. 

1803: 

Nye sammenstød mellem Frankrig og Storbritannien. 

1804: 

Napoleon lod sig krone som kejser. 

1805: 

Den tredje antifranske alliance mellem Storbritannien, 

Østrig, Rusland og Sverige. En forenet 

fransk-spansk fl åde led nederlag til den britiske i 

slaget ved Trafalgar. 

1806: 

I et kæmpemæssigt slag ved Austerlitz led den 

forenede østrigske og russiske hær nederlag til 

den franske. Østrig gav op. Indtil 1812 herskede 

Napoleon over det meste af Europa. Napoleon 

indførte en fastlandsspærring, dvs. ingen europæiske 

lande måtte handle med Storbritannien. 

1807: 

Efter et par alvorlige nederlag sluttede den russiske 

zar fred med Napoleon.

n De franske tropper trækker sig tilbage efter nederlaget ved Leipzig 1813. 

n Billedet forestiller Napoleons sidste slag ved Waterloo i Belgien. 


1808: 

Franske tropper tog til Spanien for at nedkæmpe 

et antifransk oprør. 

1809-11: 

Forholdsvis rolige år. Napoleon sørgede for at få 

familiemedlemmer anbragt som ledere i en 

række besatte land. 

1812: 

Napoleons felttog mod Rusland. Den hårde vinter, 

sult og russernes guerrilla-angreb betød, at 

hovedparten af de franske soldater omkom. 

1813: 

Storbritannien, Rusland, Østrig, Preussen og 

Sverige oprettede en ny antifransk alliance. 

I slaget ved Leipzig led den franske hær et 

knusende nederlag. Alliancens tropper trængte 

ind over Frankrigs grænser. 

n Europa omkring 1800. 


1814: 

Napoleon blev tvunget til at gå af. Han blev 

forvist til øen Elba i Middelhavet. 

1815: 

Napoleon vendte tilbage til Paris. Her lykkedes 

det ham at samle en større hær. En hær af britiske, 

østrigske, russiske og preussiske tropper 

nedkæmpede Napoleons styrker i slaget ved 

Waterloo. Napoleon blev nu sendt til den lille ø 

St. Helena ca. 2.000 km fra Afrikas kyst. Her 

døde han i 1821.

n Europa 1810 

n Europa 1815 


Livet i Danmark 

Omkring 1830 var der ca. 

1,2 mio. mennesker i Danmark. 

Af dem boede knap 1 

mio. på landet. Lidt over 

100.000 levede i København 

og lige så mange i mindre 

byer. En del af landbefolkningen 

var bønder, der ejede 

eller havde fæstet (lejet af 

godsejerne) de ca. 65.000 

gårde. Da kornpriserne steg, 

klarede denne gruppe sig 

godt. Men hovedparten af 

landbefolkningen var husmænd 

og landarbejdere. 

Husmændene havde som regel 

lidt jord, så de kunne 

dyrke foder til en ko og et 

n Tegningen viser en gade i København omkring 1870. 

Sociale grupper 


Landbefolkningen var delt i fi re klasser efter udbyttet af deres 

jord. Som måleenhed brugte man tønder = tdr. (ca. 140 l) hartkorn 

(hårdt korn, dvs. byg eller rug). Var jorden meget frugtbar, 

gav 2 tønder land (1 tønde land = 5.516 m2 ) 1 tdr. hartkorn. På de 

dårligste 

. 

jorde skulle man have op til 16-20 tdr. land for at få et 

udbytte 

. 

på 1 tdr. hartkorn: 

. 

Godsejere og proprietærer: mere end 12 tdr. hartkorn 

. 

Gårdmænd: 1-12 tdr. hartkorn 

Husmænd: op til 1 tdr. hartkorn 

Indesiddere (lejere), daglejere (folk, der var ansat én dag ad 

gangen), tyende (tjenestefolk). 

. Bybefolkningen var delt i tre sociale grupper: 

Højere borgerskab: højtstående embedsmænd (akademikere), 

. grosserer, storkøbmænd, fabrikanter 

Småborgerskab: lavere embedsmænd, handlende, 

håndværkere 

. Arbejderklassen: faglærte og ufaglærte arbejdere, tyende 

(tjenestefolk), daglejere.

par grise. For at klare sig 

måtte de også arbejde for 

bønderne og godsejerne. 

Landarbejderne havde 

ikke jord at dyrke eller husdyr. 

Som ordet viser, arbejdede 

de for bønderne og 

godsejerne. Da priserne på 

mad, tøj og andre nødvendige 

varer steg, mens lønnen 

lå fast, blev levevilkårene for 

husmænd og landarbejdere 

dårligere i 1830’erne og 

1840’erne. De og deres familier 

levede fattigt på – og ofte 

under – sultegrænsen. Når 

Grundtvig i sin salme Lille 

Guds barn fra 1856 skrev: 

„dog hvor bønder af hunger 

dø, fi nder den lille fugl et 

frø“, var det en beskrivelse af 

de faktiske vilkår. 

I byerne kom den økonomiske 

fremgang fra omkring 

1830 først og fremmest overklassen, 

dvs. højere embedsmænd, 

storkøbmænd, større 

håndværksmestre og virksomhedsejere, 

til gode. Af 

Københavns godt 100.000 

indbyggere udgjorde denne 

gruppe og deres familier et 

par tusinde personer. Almindelige 

håndværkere og handlende 

klarede sig nogenlunde, 

mens arbejdere og tjenestefolk 

levede under usle 

kår. 

Nederst – og skubbet ud 

af samfundet – var de allerfattigste. 

Ganske vist bestemte 

loven, at sognekom- 

L andarbejderfamiliens bolig 

En beskrivelse fra omkring 1850 fortæller om et hus, der var 

indrettet til seks landarbejderfamilier: 

1. familie (3 personer) boede i ét rum på 2,5 x 2,5 m. 

2. familie (5 personer) boede i ét rum med to senge. 

3. familie (7 personer) boede i ét rum med to senge, hvor 

henholdsvis 4 og 3 personer sov. 

4. familie (7 personer) boede i ét rum på 2,5 x 3,5 m. 

5. familie (4 personer) én seng. En pige på 10-12 år sov i et skab. 

6. familie (5 personer) boede i ét rum. 

(fra Jens Engberg: Dansk guldalder – eller oprøret i tugt-, rasp- 

og forbedringshuset, 1973) 

De allerfat tigste 

I 1848 udgav H.C. Andersen (1805-75) eventyret Den lille pige 

med svovlstikkerne, som skildrer de fattiges forfærdelige forhold. 

I Kun en spillemand fra 1839 fortæller H.C. Andersen om sit 

møde med fattigdommen, da han kommer til København omkring 

1820: 

„Ved gadehjørnet på den kolde smudsige trappesten sad en 

ung, dødbleg kone i pjalter. En lille, halvnøgen dreng lå grædende 

med hovedet i hendes skød. Et gult sygt barn diede det 

udhungrede bryst. Hun lagde hovedet tilbage og bandede, syntes 

hverken at have sans for det større eller mindre barn. 

„Hun er syg!“ udbrød Christian. „Skal vi ikke sige det til en af de 

fornemme damer!“ 

Matroserne lo og førte ham ind i sidegaden, hvor fl øjter og 

violiner klang fra et lavt, mørkt hus. De gik derind …“ 


munerne skulle hjælpe de 

fattige, der ikke kunne klare 

sig selv. Men det kneb med 

at få loven overholdt. Derfor 

måtte de hutle sig igennem 

ved at tigge. I dårlige tider, 

som i årene efter Napoleonskrigene, 

hvor Danmark 

var gået fallit, var gruppen af 

fattige meget stor – måske op 

mod 50.000. I 1835 fik 6 % af 

Københavns befolkning fat- 

Nye tanker 

1814-15 mødtes de europæiske 

stormagter Østrig, Storbritannien, 

Rusland, Preussen 

og Frankrig i Wien for at 

aftale en fred for Europa efter 

Napoleonskrigene. De 

var enige om, at grænserne 

skulle trækkes, så stormagternes 

herskere var tilfredse. 

Ellers ville der igen udbryde 

krig. 

Forhandlerne i Wien var 

også enige om, at de liberale 

og især de nationale ideer, der 

var opstået i slutningen af 

1700-tallet, skulle undertrykkes. 

„Liber“ betyder frihed. 

Tilhængerne af liberalisme 

ville afskaffe enevælden 

og lade borgerne vælge en 

forsamling, der bestemte lovene. 

Tilhængerne af de nationale 

tanker hævdede, at 

nationen var det vigtigste fællesskab. 

En nation var et folk, 

tighjælp. En person på fattighjælp 

fik i gennemsnit 4 rigsdaler 

om året. Så meget tjente 

en håndværker på to-tre uger. 

Det var altså umuligt at overleve 

på fattighjælp alene. For 

at holde den værste sult fra 

døren var det nødvendigt at 

tigge eller begå kriminalitet. 

f Tegningen fra midten af 1800tallet 

viser en fattig pige, der forsøger 

at sælge svovlstikker. 

der havde et fælles sprog, en 

fælles historie og kultur. 

Mange gik både ind for de 

liberale og de nationale ideer. 

Derfor blev de kaldt nationalliberale. 

Men de liberale og nationale 

strømninger kunne ikke 

undertrykkes. I 1830 førte et 

oprør i Frankrig til, at kongen 

måtte gå af. Den nye 

konge måtte skrive under på 

en fri forfatning (grundlov), 

som gav borgerne stor magt. 

Oprøret i Paris inspirerede til 

uro og krav om frie forfatninger 

andre steder i Europa. 

Selv om uroen ikke bredte 

sig til Danmark, var den 

enevældige Frederik 6. nervøs. 

I Slesvig og Holsten begyndte 

flere at tale om, at 

hertugdømmerne skulle sluttes 

sammen og have en fælles 

fri forfatning. I 1831 besluttede 

kongen at oprette fire 

stænderforsamlinger: en for 


øerne (Fyn, Sjælland, Lolland, 

Falster, Møn m.fl.), en 

for Nørrejylland (dvs. landet 

nord for Kongeåen), en for 

hertugdømmet Slesvig og en 

for hertugdømmerne Holsten 

og Lauenburg. 

Medlemmerne af stænderforsamlingerne 

var valgt af 

mænd, der var fyldt 25 år, og 

som rådede over ejendom eller 

formue af en vis størrelse. 

Dvs. kun godsejerne, en del 

af gårdejerne samt de mest 

velhavende i byerne måtte 

stemme. I alt havde lidt under 

3 % af befolkningen 

valgret. 

Stænderforsamlingerne 

kunne kun give kongen gode 

råd om lokale forhold i forsamlingens 

område. Som regel 

rettede kongen sig dog 

efter forsamlingernes råd. 

Stænderforsamlingerne banede 

vejen for, at der omkring 

1840 blev indført råd i

kommuner og amter. De 

skulle tage sig af skoleundervisningen, 

vejvæsenet og de 

fattige. Medlemmerne af rådene 

blev valgt efter nogenlunde 

de samme regler som 

medlemmerne af stænderforsamlingerne 

var valgt. 

Med stænderforsamlingen 

havde den enevældige konge 

åbnet op for, at borgerne fik 

en vis medindflydelse. For de 

nationalliberale var det ikke 

nok. I deres avis Fædrelandet 

bragte de artikler om det 

ønskværdige i at afskaffe 

enevælden helt og indføre en 

fri forfatning (grundlov). Så 

satte Frederik 6. hælene i. 

Han udsendte et reskript (en 

kongelig beslutning). I det 

gjorde han klart, at „Vi (dvs. 

kongen) alene vide“, hvad 

der var bedst for landet. 

j Kun mænd, der var fyldt 

30 år, og som havde ejendom, 

kunne vælges til en 

stænderforsamling. Billedet 

viser stænderforsamlingen 

for øerne. Den havde 70 

medlemmer og mødtes i 

Roskilde. Den 55 mand 

store stænderforsamling 

for Nørrejylland holdt til i 

Viborg. Slesvigs stænderforsamling 

havde 43 medlemmer 

og havde hovedsæde 

i byen Slesvig, og 

Itzehoe var mødested for 

den 47 mand store stænderforsamling 

for Holsten 

og Lauenburg. 

j I 1784, da kronprins 

Frederik (1768-1839) kun 

var 16 år, blev han reelt 

det enevældige overhoved 

i den danske helstat. Ved 

farens død i 1808 blev han 

kronet som Frederik 6. 

Frederik 6.’s dumstædige 

udenrigspolitik i de 

sidste år af Napoleonskrigene 

fik katastrofale 

konsekvenser for Danmark 

med statsbankerot og tabet 

af Norge. Men da kongen 

gjorde en ihærdig indsats 

for at få landet på 

fode igen, var han meget 

populær. I 1830’erne var 

det dog klart, at kongen 

ikke ville give folket mere 

indflydelse, end det havde 

fået gennem stænderforsamlingerne. 

Især blandt 

de liberale i byerne blev 

han upopulær. Da han efter 

nytår 1840 skulle føres 

fra København til Roskilde, 

hvor han skulle begraves i 

domkirken, blev ligtoget 

mødt med store demonstrationer 

både i København 

og Roskilde. 


De nationalliberale 

og Slesvig 

Overklassen i København bestod 

af akademisk uddannede 

højtstående embedsmænd. 

Mange af dem sluttede sig i 

1840’erne til en gruppering, 

der blev kendt som de nationalliberale. 


ville opløse helstaten. De 

mente, at hertugdømmerne 

Holsten og Lauenburg af 

sproglige og historiske grunde 

var tyske. Derfor skulle de 

helt udskilles af riget. Til 

gengæld skulle hertugdømmet 

Slesvig indlemmes i kongeriget. 

Begrundelsen var, at i 

vikingetiden og middelalderen 

var Slesvig en del af Danmark. 

Grænsen skulle gå ved 

floden Ejderen (se kort side 

74). 

De nationalliberale ønskede, 

at enevælden blev erstattet 

af en fri forfatning, dvs. 

en styreform, hvor man 

n På Vesterbro i København står Frihedsstøtten. Den er 20 m og blev rejst i 

1792 til minde om stavnsbåndets ophævelse i 1788. 


valgte en forsamling, som bestemte 

landets love. De nationalliberale 

forstillede sig ikke, 

at alle skulle have valgret. 

Kun „de begavede, de dannede 

og de rige“ skulle være 

med til at styre riget, som de 

nationalliberales talsmand 

Orla Lehmann senere udtrykte 

det. Til denne gruppe 

hørte efter de nationalliberales 

opfattelse byens borgerskab 

og gods- og gårdejere på 

landet. 

Selv om gårdejerne hørte 

med til de personer, der 

skulle være med til at styre, 

havde de nationalliberale kun 

begrænset støtte blandt bønderne. 

Siden slutningen af 

1700-tallet havde den enevældige 

konge indført reformer 

(ændringer), der havde gjort 

det muligt for bønderne selv 

at komme til at eje deres 

gårde. Derfor var den enevældige 

konge populær blandt 

bønderne. Ved at støtte bøndernes 

ønsker om flere landboreformer 

fik de nationalliberale 

dog bøndernes opbakning 

i sidste del af 1840’erne. 

Også i Slesvig og Holsten 

blev befolkningen påvirket af 

de liberale og nationale 

strømninger i 1830’erne og 

1840’erne. De slesvig-holstenske 

nationalliberale ønskede, 

at Slesvig og Holsten skulle 

sluttes sammen til én stat med 

en fri forfatning. Kongeriget 

og Slesvig-Holsten skulle dog

L andboreformerne 

Indtil langt op i 1700-tallet var 

de fl este bønder i Danmark 

fæstere. Det betød, at de havde 

lejet deres gård af en godsejer. 

Til gengæld skulle bønderne 

betale en årlig afgift og arbejde 

gratis for godsejeren et antal 

dage om året. 

Gårdene lå samlet i landsbyer 

med markerne rundt om. Bønderne 

dyrkede jorden i fællesskab. 

Men man vidste, hvilke 

marker der hørte til den enkelte 

gård. Den dyrkede jord 

blev fordelt, så alle gårde fi k 

noget af den mest frugtbare 

jord og den dårlige jord. Det 

betød, at hver gård kunne have 

små jordstykker 20-30 forskellige 

steder. Hvis der hørte store 

dyrkede arealer til landsbyen, 

kunne der være langt, og det 

var tidkrævende at nå ud til de 

yderste marker. 

være i union med hinanden, 

og de to stater skulle have en 

fælles konge. 

De nationalliberale i Danmark 

og i hertugdømmerne 

var altså enige om at afskaffe 

enevælden. Men i spørgsmålet 

om Slesvigs skæbne var de 

uenige. Og problemet var 

ikke sådan at løse. I Nordslesvig 

talte de fl este dansk – i 

hvert fald på landet, mens 

tysk var mere udbredt i byer 

som Haderslev og Åbenrå. I 

Sydslesvig var tysk det mest 

udbredte sprog. 

Den form for landbrug var ikke 

særlig effektiv. I anden halvdel 

af 1700-tallet steg prisen på 

korn og kød. Kongen og godsejerne 

ønskede derfor at øge 

produktionen. For at gøre det 

blev der gennemført en række 

reformer (ændringer) af landbruget. 

I landsbyfællesskabet blev alle 

beslutninger taget af bønderne 

i fællesskab. Det var for langsommeligt. 

Derfor fi k man bønderne 

overtalt til at opløse 

landsbyfællesskabet. Bønder 

blev tilbudt fordelagtige lån, så 

de kunne bygge deres egne 

gårde uden for landsbyen, hvor 

markerne blev samlet omkring 

den enkelte gård. Når bønderne 

selv ejede deres gårde, var de 

også mere fl ittige, end når de 

var fæstere. 

Bøndernes retsstilling blev også 

forbedret. Her var Stavnsbåndets 

ophævelse i 1788 den vigtigste 

lov. Stavnsbåndet var 

indført i 1733. Det betød, at 

godsejeren kunne forlange, at 

den enkelte bonde blev på godset, 

fra han var 14, til han blev 

36 år. Forbudet mod at rejse 

blev senere strammet fra mellem 

4 til 40 år. 

Stavnsbåndet blev indført for 

at sikre et tilstrækkeligt antal 

soldater til landmilitsen (hæren). 

Kun bønderkarle skulle 

være soldater. De enkelte godsejere 

skulle – ud fra størrelsen 

af udbyttet af godset – stille et 

bestemt antal soldater til hæren. 

Stavnsbåndet betød også, 

at godsejeren var sikker på, at 

der var nok bønder til at dyrke 

jorden. 

j Orla Lehmann (1810-70) var talsmand 

for de nationalliberale. Da 

Christian 8. (1839-48) overtog tronen, 

håbede Lehmann og de nationalliberale, 

at kongen ville indføre 

en fri forfatning og arbejde for, at 

Slesvig blev en del af kongeriget. 

Men de blev skuffede. Christian 8. 

gik ind for helstaten og opfattede 

sig selv som overhoved for alle rigets 

dele. I sine sidste år som konge 

begyndte han dog at overveje en 

stænderforsamling for hele riget. 

Den skulle have mere magt end de 

gamle stænderforsamlinger. Før sin 

død i januar 1848 pålagde han sin 

søn og efterfølger, kronprins Frederik 

at gennemføre planen. 


Konflikten 

spidser til 

Efter Christian 8.’s død den 

20. januar 1848 overtog hans 

søn Frederik 7. tronen. Han 

var på det tidspunkt 40 år og 

dybt alkoholiseret. Hans 

druk og udsvævende liv 

havde ført til to skilsmisser 

og var formentligt årsagen 

til, at han ikke fik børn. 

Frederik 7. fulgte sin fars 

ønske. En uge efter sin til- 

trædelse udstedte han et reskript 

(lov) om en fælles 

stænderforsamling, som var 

overordnet de stænderforsamlinger, 

der var i rigets 

fire dele. Den fælles stænderforsamling 

skulle have 52 

medlemmer, hvor halvdelen 

var valgt i kongeriget og 

halvdelen i hertugdømmerne. 

Valgretten sikrede, at 

det fortsat var den ejendomsbesiddende 

overklasse, der 

havde magten. Forsamlingen 


skulle sammen med kongen 

beslutte lovene. Dvs. helstaten 

skulle bevares. Selv om 

den fælles stænderforsamling 

sammen med kongen skulle 

vedtage lovene, var det fortsat 

kongen, som havde det 

sidste ord. 

Men så skete der noget i 

Europa. I februar 1848 udbrød 

der revolution i Frankrig, 

kongen blev afsat, og 

landet blev igen en republik. 

Uroen bredte sig til bl.a. 

n Mellem den 22. og 24. februar 1848 gjorde borgere og arbejder i Paris oprør. Hæren blev sat ind. Men da mange 

soldater sluttede sig til oprøret, flygtede kongen til England. Kongemagten blev afskaffet og Frankrig blev en republik, 

hvor alle mænd, uanset ejendom, fik stemmeret til den lovgivende forsamling. 

Felix Henri Emmanuel Philippoteauxs (1815-1884) maleri fra 1848 forestiller oprørerne med deres rød-hvide-blå 

flag ved Paris rådhus, Hotel de Ville.

Østrig, Bøhmen, Ungarn, 

Italien og Berlin. Nyheden 

om opstandene nåede også 

Danmark. I hertugdømmerne 

ønskede folk som juristen 

Wilhelm Beseler at 

udnytte situationen til at løsrive 

Slesvig og Holsten fra 

den danske helstat. Beseler 

var initiativtager til at indkalde 

hertugdømmernes to 

stænderforsamlinger til et 

fælles møde i Rendsborg den 

18. marts. Samtidig blev der 

arrangeret et folkemøde (dvs. 

alle interesserede havde adgang) 

om sagen i Rendsborg. 

På mødet i Rendsborg 

blev de to stænderforsamlinger 

enige om, at Slesvig 

og Holsten skulle sluttes 

sammen i én stat med sin 

egen forfatning. Slesvig-Holsten 

skulle være ligestillede 

stater. De skulle indgå i en 

union, og begge stater skulle 

have Frederik 7. som konge. 

Samtidig skulle Slesvig-Holsten 

være medlem af Det 

Tyske Forbund (en sammenslutning 

af tyske stater). 

Dette forbund var Holsten i 

forvejen medlem af. 

Den 21. marts rejste fem 

repræsentanter fra Slesvig og 

Holstens stænderforsamlinger 

med dampskibet fra Kiel. 

Sejlturen til København 

varede 18-20 timer. I København 

skulle repræsentanter 

overbringe kongen slesvigholstenernes 

krav. 

Slesvig-holstenerne 

Slesvig-holstenerne 

. 

bestod af tre forskellige grupper: 

De liberale ønskede, at Slesvig og Holsten blev en selvstændig 

. 

stat med en fri forfatning. 

Godsejerne ønskede også, at hertugdømmerne skulle høre 

sammen. Den danske konge kunne fortsat være hertug. Men 

de var imod en fri forfatning, fordi den ville give borgerska- 

. 

bet mere magt. 

Hertugen Christian-August af Augustenborg og hans støtter, 

bl.a. broren prins Frederik kaldet prinsen af Nør krævede at 

blive hertug i hertugdømmerne, da den danske kongeslægt 

(oldenborgerne) ville uddø med Frederik 7., der ikke havde 

børn. Hertugen var imod en fri forfatning. 

Orla Lehmann og de nationalliberale 

ønskede at udnytte 

uroen i Europa til at 

afskaffe enevælden, så de selv 

kom til magten og kunne 

indlemme Slesvig i kongeriget. 

Lehmann var en blændende 

taler. Ved møder i 

København lovede han sociale 

reformer og valgret for 

alle mænd – ligesom i 

Frankrig. Derfor sluttede 

mange sig til de nationalliberale. 


sammensatte endda en regering, 

der var parat til at overtage 

styret. 

Rygtet om folkemødet og 

de to stænderforsamlingers 

møde i Rendsborg nåede 

København før de slesvigholstenske 

repræsentanter. 

Tænk, hvis kongen accepterede 

slesvig-holstenernes 

krav. Så var Slesvig tabt! Orla 

Lehmann og de nationalliberale 

måtte handle hurtigt. 

Om aftenen den 20. marts 

sammenkaldte de nationalliberale 

til et stormøde i 

Casino Teatret i København. 

Der blev sunget fædrelandssange, 

og de 2-3.000 mennesker 

lyttede begejstret til 

Orla Lehmann tale om indførelsen 

af en fri forfatning, 

og at kongeriget og Slesvig 

skulle sluttes sammen, så 

Danmarks grænse skulle gå 

ved Ejderen. Men det kunne 

kun ske, hvis den gamle regering 

gik af. Den var tilhænger 

af helstaten og modstander 

af de nationalliberales 

Ejderpolitik. Mødet sluttede 

med en opfordring til dagen 

efter at deltage i et demonstrationstog 

til kongens slot, 

Christiansborg. 


Enevældens fald 

Dagen efter Casinomødet 

gik op mod 15.000 mennesker 

i demonstrationstog til 

Christiansborg under ledelse 

af Københavns bystyre, borgerrepræsentationen.Frederik 

7. havde hørt om Casinomødet, 

og han havde drøftet 

sagen med sine rådgivere. De 

havde anbefalet ham at følge 

folkestemningen og afskedige 

regeringen. Så da medlemmerne 

af borgerrepræsentationen 

fik foretræde for Frederik 

7. og overrakte ham 

skrivelsen, som Orla Lehmann 

havde skrevet, sagde 

kongen: 

„… det gamle ministerium 

er opløst og eksisterer 

ej mere. Hvad Slesvigs uadskillighed 

med Danmark angår, 

da har jeg alt truffet de 

fornødne foranstaltninger.“ 

f Frederik 7. (1848-63) og grevinde 

Danner (født Louise Rasmussen) 

(1815-74). Grevinde Danner var datter 

af en ugift tjenestepige og kom som 

ung ind på balletskolen ved Det 

Kongelige Teater. I 1830’erne mødte 

hun kronprins Frederik og blev hans 

elskerinde. I 1848 flyttede hun officielt 

ind hos kongen og fik navnet 

Danner. To år efter blev de gift. 

Det lykkedes for grevinde Danner 

at dæmpe kongens drikkeri. Men at 

kongen havde giftet sig med en 

kvinde, der ikke var af kongelig 

slægt, vakte forargelse i overklassen. 

Hun testamenterede sin formue til 

velgørende formål, bl.a. til opførelsen 

af et hjem for fattige kvinder: 

Grevinde Danners Stiftelse i Gyldenløvesgade 

i København. 

n Demonstrationsoptoget til Christiansborg. 


Hvad kongen præcist 

havde besluttet om Slesvig, 

blev ikke uddybet. Men det 

vigtigste var da også, at kongen 

havde afsat regeringen. 

Da borgerrepræsentanterne 

fortalte demonstranterne om 

kongens beslutning, reagerede 

de ved gentagne gange 

at råbe hurra for kongen. 

Orla Lehmann og de nationalliberale 

var kommet 

slesvig-holstenerne i forkøbet. 

En nationalliberal regering 

var på plads, da de slesvig-holstenskestænderrepræsentanter 

ankom til København. 

Orla Lehmann meddelte 

dem, at deres krav om 

Slesvig-Holsten som selvstændig 

stat og Slesvigs optagelse 

i Det Tyske Forbund 

var afvist. Endvidere kunne 

han fortælle dem, at det var 

kongens urokkelige vilje at 

„styrke Slesvigs uopløselige 

forbindelse med Danmark 

ved en fælles fri forfatning“. 

Borgerkrig 

Rygtet om kongens og den 

ny nationalliberale regerings 

afslag på slesvig-holstenernes 

krav om bl.a., at Slesvig og 

Holsten skulle sluttes sammen 

til én stat med egen forfatning, 

nåede til Rendsborg, 

før de udsendte stænderrepræsentanter 

vendte tilbage. 

Vreden og uroen var stor. 

Var Frederik 7. blevet tvunget 

til at afskedige den gamle 

regering? Og ville den ny regering 

sætte tropper ind for 

at tvinge slesvig-holstenerne 

til at opgive deres krav? 

Stænderforsamlingerne i 

Slesvig og Holsten udpegede 

en provisorisk (foreløbig) regering, 

som blev anerkendt 

over det meste af hertugdømmerne. 

Der blev udleve- 

ret geværer til borgerne, så 

de kunne forsvare sig, hvis 

den danske hær blev sat ind. 

Prins Frederik af Nør stillede 

sig i spidsen for en slesvig-holstensk 

hær. Han overtalte 

Rendsborgfæstningens 

kommandant til at overlade 

sig fæstningen, der rådede 

over at stort antal våben. 

Også de fleste soldater i hertugdømmerne 

sluttede sig til 

n Den 24. marts 1848 forberedte 

man sig i Rendsborg på at 

forsvare sig mod den danske 

hær. Til venstre marcherer byens 

borgere med de 400 geværer, 

de har fået udleveret dagen 

før. Fra baggrunden kommer 

soldater og borgere fra Kiel og 

Holsten. I forgrunden til højre 

drøfter Rendsborgfæstningens 

kommandant general Lützow 

og prinsen af Nør situationen 

(billedet øverst). 

j Fæstningsbyen Rendsborg lå 

ved floden Ejderen, der markerede 

grænsen mellem hertugdømmerne 

Slesvig og Holsten. 

Næst efter København var 

Rendsborg helstatens største 

fæstning (kortet til venstre). 


slesvig-holstenerne. I alt rådede 

slesvig-holstenerne over 

en hær på ca. 7.000 mand, 

som trængte op gennem 

Slesvig. Samtidig blev der 

udsendt en opfordring til de 

tyske stater om hjælp. Borgerkrigen 

i den danske helstat 

var i gang. 

Den danske hær blev mobiliseret. 

Den fik til opgave 

at knuse oprøret så hurtigt 

som muligt før tyske – dvs. 

preussiske soldater og frivillige 

fra Det Tyske Forbund – 

kom slesvig-holstenerne til 

undsætning. 

Det første større slag fandt 

sted ved Bov nord for Slesvig. 

Den danske hær slog den 

slesvig-holstenske, der måtte 

trække sig tilbage til Holsten. 

Men et par uger senere nåede 

22.000 tyske soldater frem 

og var klar til at hjælpe slesvig-holstenerne. 

Efter et nederlag 

ved byen Slesvig trak 

den danske hær sig tilbage til 

Nørrejylland og Als. En stor 

del af hæren blev endda sejlet 

til Fyn. De tyske tropper 

trængte op i Nørrejylland. 

Den russiske zar brød sig 

ikke om frie forfatninger og 

slet ikke, at Preussen blev for 

stort og stærkt. Måske havde 

den preussiske konge tænkt 

sig at indlemme Slesvig og 

Holsten og endda Jylland i sit 

rige. Derfor truede zaren 

n Jørgen Sonnes maleri af danske soldater, der angriber tyske soldater ved Dybbøl 5. juni 1848. Jørgen Sonne malede 

billedet i 1849. Han overværede ikke selv slaget, men havde indhentet oplysninger fra soldater, som havde deltaget. 


med at angribe Preussen, 

hvis tyskerne ikke straks trak 

sig ud af Nørrejylland. Det 

bøjede tyskerne sig for. 

Det sidste større slag i 

1848 fandt sted ved Dybbøl. 

Her sejrede den danske hær. 

Stormagterne bestemte i 

Europa dengang. I sommeren 

1848 tog Storbritannien 

og Rusland initiativ til forhandlinger 

om en våbenhvile. 

Den fandt sted i London. 

Indtil en endelig fred 

blev underskrevet, måtte 

Danmark acceptere, at Slesvig 

og Holsten beholdt den 

provisoriske (foreløbige) regering.

Ånden fra 48 

Rusland havde tvunget tyskerne 

til at forlade Nørrejylland. 

Men i Danmark havde 

mange den opfattelse, at danske 

styrker havde sejret over 

tyske tropper, som hjalp slesvig-holstenere. 

Især blandt 

borgerne i København opstod 

forestillingen om et nationalt 

sammenhold mellem 

alle danskere, og at dette 

sammenhold gjorde Danmark 

uovervindeligt. De 

tapre danske soldater skulle 

nok sørge for, at Slesvig blev 

indlemmet i kongeriget. 

Man har kaldt denne nationale 

stemning for „Ånden 

fra 48“. Den betød, at Danmark 

var ubøjelig ved fredsforhandlingerne. 

Den engelske 

forhandler foreslog således, 

at Slesvig blev delt, og 

den nordlige del blev indlemmet 

i kongeriget. Det 

ville Frederik 7. under ingen 

omstændigheder gå med til. 

Han insisterede på, at der 

kun blev fred, hvis Danmark 

og Slesvig blev samlet. 

Fredsforhandlingerne førte 

ikke til en fredsaftale. I foråret 

1849 startede krigen 

igen. I Danmark var der indført 

almindelig værnepligt, 

dvs. at alle unge mænd og 

ikke kun bønderkarlene 

skulle være soldater. Det be- 

n Vigtige slag under Treårskrigen 

(1848-51). 

n En styrke på ca. 9.000 slesvig-holstenere belejrede fæstningsbyen Fredericia, der var forsvaret af knap 7.000 mand. 

Ved hjælp af flåden lykkedes det at forstærke forsvaret med 12.000 mand. Om natten den 6. juli 1849 gjorde den 

danske hær udfald. Efter blodige slag blev slesvig-holstenerne jaget på flugt. 


tød, at den danske styrke 

blev bragt op på 41.000 

mand. Slesvig-holstenerne 

rådede over 19.000 mand, 

som fi k hjælp af en styrke på 

ca. 50.000 tyske soldater. 

Talmæssigt var den danske 

hær således underlegen. Til 

gengæld havde den danske 

fl åde det totale herredømme 

på havet, og den blokerede 

de nordtyske havne. 

Igen trængte de tyske 

tropper op i Jylland. Den 

danske hær holdt den vigtige 

fæstningsby Fredericia og andre 

stillinger langs den jyske 

Kattegatkyst. Tyskerne belejrede 

Fredericia. Blev den 

erobret, ville Danmark være 

svækket. Ved hjælp af fl åden 

kunne tropperne fl yttes. 

Natten mellem den 5. og 6. 

juli 1849 stormede de danske 

soldater ud fra Fredericia. De 

tyske tropper, der belejrede 

byen, blev slået. 

Kort efter blev der indgået 

en ny våbenstilstand. I 1850 

pressede den russiske zar 

Preussen til at slutte fred med 

Danmark. Få uger efter brød 

krigen ud igen. Slesvig-holstenerne 

var nu alene, og de 

led nederlag i fl ere blodige 

slag. I januar 1851 gav slesvig-holstenerne 

op, og deres 

hær og regering blev opløst. 

Ved fredsaftalen blev det 

bestemt, at den danske helstat 

skulle bevares. Dvs. den 

danske konge var konge i 

Dengang jeg drog af sted 

f I Fredericia står denne statue af 

en landsoldat til minde om slaget i 

1849. 


Peter Fabers (1810-1877) sang Dengang jeg drog af sted fra 1848 

er et udtryk for tidens stemning: Danskerne er et folk med et 

fælles sprog. Det holder tappert sammen for at beskytte fædrelandet 

mod fjenden, tyskerne. Her er tredje vers: 

Når Tysken kommer her, 

når Tysken kommer her, 

beklager jeg enhver, 

ja beklager jeg enhver. 

Til Peer og til Poul 

Han siger „Du bis faul“, 

og skjælder man ham ud på dansk, så siger han: „Hols Maul“. 

For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt, 

men Fanden heller inte for den, der kun kan eet; 

og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat. 

Hurra, Hurra, Hurra. 

kongeriget og hertug i Slesvig, 

Holsten og Lauenburg. 

Problemet med Slesvig, der 

havde udløst krigen, var altså 

ikke løst. Tværtimod var 

problemet blevet større. Ved 

fredsaftalen forpligtede Danmark 

sig til ikke at skille 

hertugdømmerne ad ved at 

knytte Slesvig tættere til 

kongeriget end Holsten. 

Desuden skulle der laves en 

fælles forfatning, der gjaldt 

for både kongeriget og hertugdømmerne.

Enevældens 

afvikling 

Frederik 7. havde lovet en fri 

forfatning. I 1848 blev der 

valgt en forsamling på 152 

medlemmer, der skulle udarbejde 

forfatningen, Grundloven. 

Den skulle fastlægge 

principper for, hvordan kongeriget 

– og helst også Slesvig 

– skulle styres. I Grundloven 

skulle der også stå, 

hvilke rettigheder og pligter 

som borgerne havde. ¾ af 

forsamlingen blev valgt af 

mænd over 30 år med egen 

husstand. ¼ var udpeget af 

kongen. 

I måneder diskuterede 

forsamlingen. Der var især 

uenighed om valgretsalderen 

til det kommende parlament, 

dvs. den forsamling, der vedtog 

lovene. Man var heller 

ikke enige, om parlamentet 

skulle have ét eller to kamre 

(forsamlinger). En gruppering, 

som blev kaldt Bondevennerne¸ 

repræsenterede 

gårdmændene. Den mente, 

at valgretsalderen skulle være 

25 år, og der kun skulle være 

ét kammer. De nationalliberale 

og godsejerne var betænkelige 

ved at give almindelige 

mennesker (bønderne) 

så stor magt. Derfor ville de 

have et andet kammer – et 

Overhus, ligesom i Storbritannien, 

som kunne stemme 

nej til vilde lovforslag, der 

Magtens tredeling 

I et demokrati er magten delt mellem en lovgivende, 

udøvende og dømmende magt. 

Udøvende magt: 

Regeringen skal sørge for 

at få lovene ført ud i livet. 

Ofte er det regeringen, 

som foreslår lovene. 

var vedtaget af det første 

kammer. Et lovforslag blev 

nemlig kun til lov, hvis det 

var vedtaget i begge kamre. 

I foråret 1849 var forslaget 

til Grundloven færdigt. Det 

blev vedtaget og trådte i 

kraft den 5. juni. Parlamentet, 

Rigsdagen, fi k to sidestillede 

kamre: Folketinget med 

100 medlemmer og Landstinget 

med 51 medlemmer. 

Rigsdagen skulle vedtage 

landets love. Den havde altså 

lovgivende magt. Et lovforslag 

blev først til lov, når det var 

vedtaget i begge kamre og 

var underskrevet af kongen. 

Kongen havde den udøvende 

magt. Det betød, at 

Lovgivende magt: 

Forsamling(er), valgt af 

vælgerne, der gennem afstemning 

beslutter, om et 

lovforslag skal vedtages 

eller ej. 

Dømmende magt: 

Domstole, der er uafhængige 

af den lovgivende og 

den udøvende magt, og 

som dømmer efter lovene. 

han havde ansvaret for, at lovene 

blev ført ud i livet. I 

praksis havde ministrene 

(regeringen) denne opgave. 

Ministrene blev udnævnt af 

kongen. Regeringen var i sit 

arbejde ansvarlig over for 

Rigsdagen. Kongen selv var 

dog ansvarsfri. Domstolene 

dømte efter lovene. Man siger, 

at de havde den dømmende 

magt. 

Man skulle være en mand 

og være fyldt 30 år for at få 

valgret. Men alderskravet var 

ikke nok. Man skulle for det 

første være uberygtet og selvstændig, 

dvs. man måtte ikke 

have begået noget ulovligt 

eller have modtaget fattig- 


hjælp, der ikke var betalt tilbage. 

For det andet skulle 

mændene have egen husstand. 

Det betød, at kun 

15 % af befolkningen havde 

valgret. 

Dengang mente man ikke, 

at kvinder var myndige, og 

de havde derfor ikke valgret. 

Så længe en kvinde boede 

hjemme, var hun underlagt 

farens myndighed. Når hun 

blev gift, fik ægtemanden 

myndighed over hende. 

Døde faren, før hun blev 

gift, overtog hendes bror eller 

en anden mandlig slægtning 

myndigheden over 

hende. 

For at være valgbar til Folketinget 

gjaldt de samme 

krav som for at have valgret. 

Dog kunne man blive valgt 

allerede som 25-årig. Til 

Landstinget var der strammere 

krav til valgbarhed. 

Aldersgrænsen var 40 år, og 

man skulle have en betydelig 

indtægt eller betale et vist 

beløb i skat. 

f Den grundlovsgivende Rigsforsamling. 

Den oprindelige plan var, 

at Grundloven skulle gælde i kongeriget 

og i Slesvig. Ved den endelige 

fredsslutning i 1851-52 måtte den 

danske regering bøje sig for stormagternes 

krav om, at helstaten 

skulle bevares. Det betød, at Grundloven 

kun gjaldt for kongeriget, 

mens kongen fortsat var enevældig i 

hertugdømmerne, hvor man også 

beholdt stænderforsamlingerne. 

n Grundloven. En udgave fra 1915. 


Ret tigheder og pligter 

Grundloven indeholdt også afsnit om borgernes rettigheder og 

pligter. De vigtigste var: 

. Religionsfrihed 

. Ytrings- 

. og trykkefrihed 

. Forenings- og forsamlingsfrihed 

. Ejendomsrettens ukrænkelighed 

. Boligens ukrænkelighed 

En arresteret skal stilles for en dommer inden 24 timer 

. Undervisningspligt 

Værnepligt (for alle mænd). 

Danmark 

under forandring 

1850’erne og 1860’erne var 

en fremgangstid for Danmark. 

Jernbanebyggeri, indførelsen 

af telegrafen og udbygning 

af postvæsenet betød, 

at forbindelsen mellem 

landsdelene blev forbedret. 

I 1857 indførtes loven om 

næringsfrihed. Tidligere var 

håndværkere og handlende 

organiseret i lav og gilder. 

De bestemte, hvem og hvor 

mange der måtte producere 

og sælge bestemte varer, og 

til hvilken pris. Nu mistede 

lav og gilder deres magt. Alle 

fi k ret til at oprette en virksomhed, 

der kunne fremstille 

og handle med varer. Den fri 

konkurrence betød, at der 

opstod nye virksomheder og 

fabrikker. Mange tog dampmaskinen 

i brug. Dampkraft 

var langt mere effektiv end 

de tidligere energikilder som 

vand- og vindkraft. Industrialiseringen 

var begyndt i 

Danmark. 

De nationalliberales mål 

var fortsat, at Slesvig skulle 

indlemmes i kongeriget, dvs. 

at Danmarks grænse skulle 

gå ved Ejderen. I den sydlige 

del af Slesvig talte man tysk 

eller frisisk. De nationalliberale 

mente, at det skyldtes, at 

sydslesvigerne havde glemt 

deres danske rødder. Den nationalliberale 

regering for- 


søgte derfor at styrke danskheden 

i området. 

Fredsaftalen efter Treårskrigen 

1848-51 forpligtede 

den danske regering til 

at lave en fællesforfatning og 

dermed et fælles parlament 

for kongeriget og hertugdømmerne. 

Der blev gjort 

flere forgæves forsøg. I Folketinget 

var der flertal for en 

grænse ved Ejderen. Dvs. at 

Slesvig skulle være en del af 

kongeriget, mens Holsten og 

Lauenburg skulle udskilles 

helt af riget. De tysksindede 

slesvig-holstenere var heller 

ikke interesseret i en fællesforfatning. 

Da der var flere 

vælgere i kongeriget end i 

Slesvig og Holsten tilsammen, 

ville det jo betyde en 

lovgivende magt med dansk 

flertal. 

Katastrofen 

Den ledende nationalliberale 

politiker var C.C. Hall. Han 

var konseilspræsident (statsminister) 

fra sidste halvdel af 

1850’erne. I 1863 opgav han 

at lave en fælles forfatning 

for helstaten, kongeriget og 

de tre hertugdømmer. I stedet 

vedtog Rigsdagen en 

fælles forfatning for kongeriget 

og Slesvig, men ikke 

Holsten og Lauenburg. Den 

blev kaldt Novemberforfatningen, 

og den var et klart brud 

på fredsaftalen efter Treårskrigen. 

Men den nationale stemning 

var stærk i befolkningen, 

og der var opbakning 

til, at Danmarks grænse 

skulle gå ved Ejderen. Man 

var villig til at gå i krig for 

sagen. Det var jo gået fint i 

Treårskrigen. Og den svenske 

konge havde lovet at 

hjælpe Danmark militært, 

hvis det skulle komme til 

krig med de tyske stater. 

Desuden var Hall overbevist 

om, at stormagterne ville acceptereNovemberforfatningen. 

Dog kunne de forlange, 

at den sydlige og overvejende 

tysksindede del af Slesvig 

ikke kom med i Danmark. 

Det måtte man så gå med til. 

Frederik 7. støttede Hall. 

Men kongen døde, før Novemberforfatningen 

blev 

skrevet under. Hans efterfølger 

Christian 9. gik ind for 

helstaten. Desuden frygtede 

han, at forfatningen ville betyde 

krig mod de tyske stater. 

Kongen vægrede sig i flere 

uger, før han efter pres fra de 

nationalliberale skrev under. 

Reaktionen udeblev ikke. I 

januar 1864 stillede Preussen 

og Østrig Danmark et ultimatum:Novemberforfatningen 

skulle trækkes tilbage inden 

48 timer, ellers erklærede 

de Danmark krig. Christian 

9. afskedigede regeringen 

og Hall og udnævnte en 


ny nationalliberal regering 

med D.G. Monrad som konseilspræsident. 

Novemberforfatningen 

blev dog ikke trukket tilbage. 

Den ny regering satsede 

på, at Storbritannien, 

Rusland og Frankrig ville 

forstå, at forfatningen var 

den bedste løsning på det 

Slesvigske problem, og at de 

derfor ville lægge pres på 

Preussen og Østrig. Men det 

skete ikke. 

Ikke rustet til krig 

Det danske forsvar var slet 

ikke rustet til krig. Bevillingerne 

til militæret var skåret 

ned siden Treårskrigen. 

Håndvåbnene bestod hovedsageligt 

af gammeldags forladegeværer, 

hvor patronen 

blev stoppet ned gennem geværløbet. 

Derfor var det 

nødvendigt at stå op for at 

lade geværet. En øvet soldat 

kunne nå at affyre to-tre 

skud pr. minut med et 

forladegevær. Preusserne og 

østrigerne var talmæssigt 

overlegne, og især de preussiske 

styrker var udstyret 

med effektive og moderne 

våben, bl.a. bagladerifler, 

hvor patronerne blev „lagt“ i 

løbet over geværskæftet. Soldaten 

kunne ligge ned og 

lade geværet og nå at affyre 

omkring ti skud pr. minut.

Den danske hær tog først 

opstilling ved det gamle 

fæstningsværk Dannevirke 

ved Slesvig. Før det kom til 

egentlige kampe, indså general 

de Meza, at fæstningen 

ikke kunne holdes. Derfor 

gav han ordre til at trække 

hæren tilbage til fæstningen 

Dybbøl. Den preussiske og 

østrigske hær fulgte efter og 

belejrede Dybbøl. I et par 

måneder bombarderede fjen- 

n Niels Simonsens maleri af danske 

soldater, der trækker sig tilbage 

fra Dybbøl. 

den systematisk Dybbøl med r Jørgen Sonnes maleri af danske 

soldater, der forsvarer Dybbøl. 


langtrækkende kanoner. Andre 

tyske og østrigske soldater 

gravede skyttegrave, så de 

kunne nærme sig de danske 

stillinger uden at blive skudt. 

Så stormede tyskerne, og 

Dybbøl faldt. Den danske hær 

trak sig tilbage til Als, hvor 

den var beskyttet af flåden. 

Der blev indgået en våbenhvile, 

og en fredskonference 

begyndte i London 

med stormagterne som mægler. 

Under fredsforhandlingerne 

var der forskellige forslag 

til deling af Slesvig. 

Også Preussen tilbød at dele 

Slesvig efter sproggrænsen. 

Det vovede konseilspræsident 

Monrad ikke at tage stilling 

til. Han overlod beslutningen 

til Christian 9. Kongen var 

ikke selv involveret i fredskonferencen 

og afslog en deling. 

Måske forstod han ikke, 

at det betød, at fredskonferencen 

blev opløst og krigen 

ville starte igen. 

De tyske og østrigske 

tropper fordrev den danske 

hær fra Als, og hele Jylland 

blev besat. I efteråret 1864 

indså Christian 9., at kongeriget 

var truet. Der måtte 

sluttes fred for enhver pris. 

Og den blev høj. Bortset fra 

områder syd for Kolding ved 

Ribe og Ærø mistede kongen 

hele Slesvig, Holsten og 

Lauenburg. Efter nogle få år 

blev hertugdømmerne provinser 

i Preussen. 


j Fotografiet viser en 

sønderskudt skanse ved 

Dybbøl i 1864. 

r Cirka 200.000 dansksindede i 

Nordslesvig måtte acceptere, at de 

blev borgere i Tyskland. I 1920 blev 

der afholdt en folkeafstemning i 

Slesvig. Folk kunne tilkendegive, om 

de ønskede at høre til Tyskland eller 

Danmark. Resultatet blev, at grænsen 

blev ændret til den nuværende, 

dvs. nogenlunde det tilbud om deling 

af Slesvig, som Preussen havde 

tilbudt, men som Christian 9. afslog 

ved fredsforhandlingen i 1864. 

På fotoet rider Christian 10. over 

grænsen til Nordslesvig (Sønderjylland), 

der efter folkeafstemningen 

blev en del af Danmark. 

Kampen 

om magten 

Efter nederlaget i 1864 og tabet 

af hertugdømmerne var 

Danmark reduceret med 2/5 

af sit areal og med ca. 1. mio. 

indbyggere. Spørgsmålet var, 

om Danmark kunne overleve 

som selvstændig stat. 

I det lille land boede der 

kun danskere. Det er en væsentlig 

forklaring på, at nationalfølelsen 

blev stærkere i 

årtierne efter 1864. Det var 

oplevelsen af, at uanset om 

man var rig eller fattig, stod 

vi i en svær tid sammen om 

det at være danskere. Et sammenhold 

styrkes af at forestille 

sig en fjende. Og det 

havde danskerne i form af 

den mægtige tyske nabo. 

Efter nederlaget var de nationalliberale 

svækket som 

følge af regeringens uheldige 

politik før og under krigen. 

Det benyttede godsejerne sig 

af. De mente, at demokratiet 

var gået for vidt. Det lykkedes 

dem at overtale de nationalliberale 

til at ændre 

Grundloven, så ejendomsbesiddere 

fik mere magt. Den 

konservative og ikke særligt 

demokratiske Christian 9. 

var med på ideen. Ændringen 

af Grundloven i 1866 

betød, at kongen fik ret til at 

udnævne 12 af Landstinget 

66 medlemmer. 27 skulle 

vælges af de største skatte- 

ydere i byerne og største 

jordejere på landet. Det betød, 

at Landstinget kom til at 

bestå af godsejere, store gårdejere 

og de mest velhavende 

håndværkere og handlende i 

byerne. 

Efter 1866 udviklede de 

politiske grupperinger sig til 

egentlige partier. Bondevennerne 

blev til Venstre, mens 

de nationalliberale og godsejerne 

sluttede sig sammen i 

Højre. I 1880’erne fik arbejderne 

valgt repræsentanter 

for deres parti Socialdemokratiet 

ind i Folketinget. I Folketinget 

havde Venstre flertal. 

Men på grund af valgreglerne 

havde Højre flertal i 

Landstinget. Christian 9. udnævnte 

kun højreregeringer. 

Fra 1875 til 1894 var konseilspræsidenten 

højremanden og 

godsejeren J. B. S. Estrup, 

der ikke havde den store respekt 

for den „almue“, dvs. 

bønder og arbejdere, der var 

repræsenteret i Folketinget. 

Med sit flertal i Folketinget 

forsøgte Venstre at tvinge 

Estrup og hans regering til at 

gå af – eller i det mindste at 

give Venstre indflydelse. I 

Folketinget stemte flertallet 

derfor nej til den vigtigste 

lov: finansloven. Men Estrup 

brugte en paragraf i Grundloven 

til at gennemføre provisoriske 

(foreløbige) finanslove. 

I 1894 indgik Venstre 

og Højre et forlig, og i resten 


af århundredet fungerede folkestyret 

efter hensigten. 

I de sidste årtier af 1800tallet 

faldt tilslutningen til 

Højre. Ved Folketingsvalget i 

1901 fik partiet kun valgt 

otte medlemmer ind i Folketinget. 

Så indså Christian 9., 

at det ikke var holdbart at 

udnævne en ny Højreregering. 

I stedet gav han Venstre 

regeringsmagten. I 1915 blev 

Grundloven ændret, så der 

blev indført almindelig valgret. 

Dvs. at alle over en bestemt 

alder uanset køn og 

indkomst fik stemmeret. 

n Højremanden og godsejeren Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913) 

var konseilspræsident 1875-94. Estrup var en af initiativtagerne til indskrænkningen 

af folkestyret med Grundlovsændringen i 1866. Selv om 

Grundloven sikrede ytringsfrihed for alle, indførte han det såkaldte Mundkurvscirkulære, 

som forbød offentligt ansatte som fx lærere at kritisere regeringen. 

Han oprettede også et særligt korps De Blå Gendarmer, der fik til opgave 

at holde øje med politiske bevægelser. 

Blandt bønder og arbejdere blev Estrup mere og mere upopulær. I 1885 

forsøgte den unge typograf Julius Rasmussen at skyde konseilspræsidenten. 

Attentatet mislykkedes, da kuglen prellede af på en metalknap. 


Tyskl and 

Det meste af 1800-tallet var Tyskland ikke en samlet stat. I stedet 

var der ca. 35 større og mindre stater og et antal byer, der i 

1815 havde oprettet Det Tyske Forbund. Inspireret af de nationale 

og liberale strømninger opstod ideen om, at alle områder, 

hvor man talte tysk, skulle sluttes sammen i én stat. To større 

tyske stater, Preussen og Østrig, konkurrerede om at stå i spidsen 

for den tyske samling. 

Preussen og Østrig var sammen i krigen mod Danmark i 1864. 

Men to år efter brød konfl ikten mellem de to stater ud i lys lue. 

Preussen meldte sig ud af forbundet og kom i krig med Østrig 

og dets allierede. Denne krig tabte Østrig. De nordtyske stater 

sluttede sig til Preussen. Og efter preussisk sejr over Frankrig 

blev kejserriget Tyskland proklameret i 1871. Preussens konge 

Wilhelm 1. (1861-88) blev kejser. 

j Det tyske Forbund i 1815 og Tyskland 

i 1871. I 1815 havde både Preussen 

og Østrig områder, der ikke var 

med i forbundet. 


I middelalderen dræbte kristne 

krigere hundredtusinder af 

mænd, kvinder og børn – blot 

fordi de havde en anden tro. Målet 

var at erobre nyt land og udbrede 

kristendommen. Krigene 

blev kaldt korstog. De kristne 

mente, at det var retfærdigt og i 

overensstemmelse med Guds 

vilje at føre en brutal krig mod 

ikke-kristne folk. 

Dengang gik det især ud over 

muslimer. Måske har nutidens 

mistro mellem muslimer og 

kristne i Europa rødder tilbage 

til korstogene. 


Retfærdig krig 

Kristendommen opstod i det 

første århundrede. Dengang 

strakte Romerriget sig over 

hele Middelhavsområdet og 

langt op i Europa. Der var 

religionsfrihed. Det betød, at 

man måtte tro på de guder, 

man ville. Alle havde dog 

pligt til også at tilbede den 

romerske kejser og acceptere 

de gamle romerske guder. 

Det nægtede de kristne. 

De hævdede, at der kun var 

én gud. Derfor mente romerne, 

at de kristne var ude 

på at ødelægge Romerriget. 

Indtil begyndelsen af 300tallet 

blev de kristne forfulgt. 

Nogle blev henrettet eller 

kastet for løverne i de romerske 

cirkus. De kristne gjorde 

ikke modstand eller oprør, 

men rettede sig efter Jesu ord 

om at vende den anden kind 

til. I 300-tallet blev kristendommen 

ligestillet med andre 

religioner. I slutningen af 

Korstog 

århundredet blev kejseren 

kristen. Han bestemte, at 

kristendommen skulle være 

statsreligion i Romerriget. 

Det betød, at alle i Romerriget 

skulle være kristne. 

En stat må kunne bruge 

magt og føre krig. Den kan 

ikke bare „vende den anden 

kind til“. Hvordan hang det 

sammen med kristendommen? 

De lærde i kirkens ledelse 

drøftede spørgsmålet og 

nåede omkring år 400 frem 

til, at krig var retfærdig, hvis 

følgende betingelser var op- 

. fyldt: 

Krigen 

skulle erklæres af 

en retsmæssig øvrighed 

. (dvs. kejseren) 

Krigen 

skulle have en retfærdig 

(kristen) årsag. Fx 

at forsvare eller udbrede 

. kristendommen 

Krigen 

skulle føres på retfærdig 

måde, dvs. som det 

godes (de kristnes) kamp 

mod det onde (ikkekristne). 

Det arabiske rige 

I 395 blev Romerriget delt i 

en østlig og en vestlig del. I 

løbet af 400-tallet blev den 

vestlige del opløst i en række 

høvdinge- og fyrstendømmer, 

som bekæmpede hinanden. 

Den østlige del blev Det 

byzantinske Rige. 

Sydøst for Det Byzantinske 

Rige lå Perserriget (det nuværende 

Iran m.m.). Omkring 

600 havde de to riger 

udmattet hinanden i langvarige 

krige om kontrollen 

med det arabiske område. 

Det benyttede araberne sig 

af. Muhammed havde stiftet 

religionen islam i begyndelsen 

af 600-tallet. Med denne 

religion som grundlag lykkedes 

det Muhammed at samle 

de arabiske stammer og 

erobre den arabiske halvø. 

Ligesom de kristne talte 

muslimer om retfærdig krig. 

Muslimer måtte ikke føre 

krig mod hinanden. Jihad var 

K O R S T O G 103

muslimernes form for retfærdig 

eller hellig krig. Ordet 

betyder anstrengelse, og 

muslimerne skulle anstrenge 

sig for at gøre islams territorium 

større. Og blev territoriet 

angrebet, skulle de forsvare 

det. I løbet af 600-tallet 

erobrede arabiske krigere 

enorme områder: Perserriget, 

Egypten, Mellemøsten og 

store dele af Nordafrika. Det 

Byzantinske Rige holdt dog 

stand og genvandt endda noget 

af sin styrke. 

I 711 sejlede maurerne, dvs. 

muslimske hære fra Nordafrika, 

over Gibraltarstrædet 

og erobrede i løbet af få år 

stort set hele den iberiske 

halvø (Portugal og Spanien). 

Det skyldtes, at de mauriske 

hære var dygtigt ledet, men 

også at høvdinge og konger 

på den iberiske halvø lå i 

indbyrdes strid. Nogle år senere 

gik maurerne over Pyrenæerne 

og ind i Frankerriget. 

Det lykkedes dog for 

frankiske krigere at stoppe 

dem i slaget ved Poitiers i 

732. 

Omkring 750 bestod det 

islamiske eller arabiske rige af 

meget forskellige lande. I de 


j Under den romerske kejser Nero 

(54-68) var forfølgelsen af de kristne 

særlig alvorlig. Billedet fra 1800-tallet 

forestiller Sankt Peters henrettelse. 

erobrede områder blev folk 

ikke tvunget til at blive muslimer. 

Der var religionsfrihed 

i riget. Jøder og kristne havde 

dog ikke helt de samme rettigheder, 

og de skulle betale 

mere i skat end muslimerne. 

En del kristne og jøder valgte 

derfor at gå over til islam. 

En lille herskende klasse 

holdt sammen på det mægtige 

arabiske rige. Omkring 

år 1000 var riget reelt delt i 

en række mindre politiske 

enheder, emirater og kalifater, 

fx Marokko og Tunis. Kaliffen 

i Cordoba (by i Sydspanien) 

herskede over det meste 

af den iberiske halvø. 

Handel, kultur og videnskab 

blomstrede i områder under

muslimsk herredømme. Det 

hang bl.a. sammen med muslimernes 

tolerance over for 

de kristne og de mange jøder, 

der boede i kalifatet. I 

stedet for at bekæmpe hinanden 

samarbejdede man. 

r Konstantinopel (nu Istanbul) var 

hovedstad i Det Byzantinske Rige. 

Billedet er fra 1400-tallet. 

I slutningen af 300-tallet var det 

ikke kun Romerriget, der blev delt, 

men også religionen. I det Vestromerske 

Rige – og senere i de vesteuropæiske 

stater – blev det den 

katolske tro med paven som overhoved, 

der blev dominerende. I Det 

Byzantinske Rige udviklede kristendommen 

sig i den ortodokse retning. 

En af de vigtigste forskelle mellem 

den katolske og ortodokse kristendom 

er, at i den katolske kirke er 

paven kirkens overhoved i hele den 

katolske verden. I den ortodokse 

kirke har man en række patriarker, 

der hver især er overhoved i et område 

– typisk en stat. 

Isl am 

Købmanden Muhammed (570-632) stiftede religionen islam. 

Væsentlige dele af islam var inspireret af jødedommen og kristendommen. 

Ifølge islam er han den sidste i rækken af profeter, 

som Allah (Gud) sendte ned til menneskene. De øvrige profeter 

er: Adam, Abraham, Moses og Jesus. 

Islams 

. 

fem søjler (grundprincipper) er: 

Bekendelse: 

. Der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet. 

Bøn: 

. Fem gange i døgnet skal en muslim bede mod Mekka. 

Almisse: 

. Muslimer skal give en del af deres indtægt til de fattige. 

Faste: I Ramadanmåneden må muslimer ikke spise, fra solen står 

. op, til den går ned. 

Valfart: Mindst én gang i sit liv bør en muslim foretage en pilgrimsrejse 

til Mekka. 

I slutningen af 600-tallet blev islam delt i to retninger: Sunni og 

Shia. For begge retninger er Koranen den vigtigste tekst. En af 

uenighederne er, hvilke tekster om Muhammeds liv og handlemåder 

der regnes for hellige. I de følgende århundrede er der fra 

disse retninger udgået adskillige andre – på samme måde som 

der inden for kristendommen fi ndes forskellige retninger. 

K O R S T O G 105

f I Mekka i Saudi- 

Arabien er muslimernes 

vigtigste 

helligdom. Her fik 

Muhammed angiveligt 

en række af 

sine åbenbaringer 

omkring 610. På billedet 

ses valfartsmoskeen 

med Kabaen, 

islams helligste 

monument. 

f Muslimerne, der 

erobrede Spanien, 

var en blanding af 

arabere og berbere 

fra Nordafrika. De 

fik senere betegnelsen 

maurere. Især i 

den sydlige del af 

Spanien er der spor 

efter maurisk kultur 

og arkitektur. 

Her er det Córdobas 

store moske, 

der blev påbegyndt 

i slutningen af 700tallet, 

og som først 

stod færdig 200 år 

siden. I 1500-tallet 

blev den dog bygget 

om til en katolsk 

katedral. 


Befri Jerusalem 

Omkring år 1000 var staterne 

i Vesteuropa nogenlunde 

stabile. De blev alle 

styret af kristne fyrster. Paven 

opfordrede franske stormænd 

til at tilbageerobre 

den iberiske halvø (nuværende 

Portugal og Spanien) 

til den kristne verden. At 

føre krig mod muslimerne 

var en retfærdig sag, hævdede 

paven. 

Paven havde også andre 

grunde end religiøse til sin 

opfordring. Han ønskede at 

øge sin indflydelse over for 

Europas kristne herskere – 

især over for den tyske kejser. 

Hidtil havde det været fyrsterne, 

der udnævnte biskopperne. 

Denne ret ville paven 

have. Men det ville den tyske 

kejser ikke gå med til. 

Det førte til strid mellem paven 

og kejserne i sidste del af 

1000-tallet. Ved at stille sig i 

spidsen for kampen mod 

muslimerne regnede paven 

med at styrke sin position 

over for kejseren. 

Europæiske stormænd og 

konger fulgte pavens opfordring. 

1031 blev kalifatet i Cordoba 

splittet i en række emirater. 

Efter kort tid blev de 

uenige og kom i krig. Derfor 

var det lettere for de kristne 

krigere at trænge de muslimske 

tropper tilbage. I 1085 

erobrede de kristne Toledo, 

der var en af muslimernes 

vigtigste byer. Det fik emirerne 

til at lægge deres 

uenighed på hylden og søge 

om militærhjælp i emiraterne 

i Nordafrika. Så lykkedes det 

at stoppe de kristnes erobringer 

– i hvert fald indtil videre. 

I løbet af 1000-tallet 

trængte et nomadefolk, 

seldsjukkere (ofte omtalt som 

tyrkere) frem fra øst. De var 

muslimer, men erobrede alligevel 

de østlige dele af det 

arabiske område og indtog 

omkring 1070 Jerusalem. 

Jøder og andre befolkningsgrupper, 

der boede i byen, 

fik lov til at blive. 

Ifølge Bibelen blev Jesus 

dødsdømt i Jerusalem. Derfor 

var det en hellig by for de 

kristne. De kristne pilgrimme 

fra Europa kunne 

dog fortsat besøge de hellige 

steder i byen. Pilgrimsrejsende 

var ligesom turister nu 

om dage nemlig en god forretning. 

Kejseren i Det Byzantinske 

Rige anså alligevel seldsjukkerne 

(tyrkerne) for at være 

en trussel. Han henvendte sig 

endda til paven for at få 

hjælp. En erobring af Palæstina 

og Jerusalem ville yderligere 

styrke pavens magt. 

Det var en væsentlig grund 

til, at han erklærede korstog 

mod muslimerne i 1095. 

K O R S T O G 107

En anden grund var, at 

Palæstina og især Jerusalem 

fi k en større symbolsk betydning 

i 1000-tallet. I sin opfordring 

til at angribe muslimerne 

sagde paven: „Jerusalem 

er verdens navle, et 

frugtbart land frem for alle 

andre, nærmest som et andet 

paradis …“ 

Splinter, der angiveligt 

skulle stamme fra Jesu kors 

og andre genstande fra Jerusalem, 

var i høj kurs i den 

kristne verden. Selv jord fra 

Palæstina blev fragtet til 

Rom og blev opbevaret mellem 

andre hellige genstande. 

Korstog 

I sin korstogstale fra 1095 sagde pave Urban 2. bl.a.: 

„Jeres brødre, som lever i Østen, har stort behov for jeres hjælp. 

I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte 

er blevet lovet dem. For, som de fl este af jer har hørt, tyrkerne 

og araberne har angrebet dem og har erobret [dele af Det Byzantinske 

Rige] … De har dræbt og fanget mange og har ødelagt 

kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader dem at fortsætte således 

et stykke tid endnu, vil de, som tror på Gud, blive angrebet 

endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere 

Gud, jer som Jesu sendebude om at offentliggøre dette alle 

vegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og 

fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne 

denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi 

krav.“ 


n I 1095 holdt pave Urban 2. (ca. 1042-99) en tale i Clermont i Frankrig, hvor 

han opfordrede kristne til at føre krig mod muslimerne og befri Jerusalem. 

Billedet er fra 1400-tallet. 

Det første korstog 

I det første korstog 1096-99 

deltog mellem 50.000 og 

80.000 mand. Hovedparten 

af deltagerne og deres ledere 

bl.a. grev Raimund af Toulouse, 

Godfred af Bouillon 

og Baldvin af Boulogne kom 

fra Frankrig. Derfor blev 

korsfarerne ofte omtalt som 

frankerne. 

Seldsjukkerne havde magten 

over det meste af Lilleasien. 

Korsfarernes første 

sammenstød med dem skete 

ved byen Nikæa, som var 

hovedsæde for en muslimsk 

sultan. Efter nogle ugers belejring 

var korsfarerne klar til

at storme og plyndre byen. 

Men så overgav seldsjukkerne 

Nikæa til den byzantinske 

kejser. Han ville ikke 

have sin gamle by ødelagt og 

lovede seldsjukkerne beskyttelse. 

Skuffet drog korsfarerne 

videre over Den Anatolske 

Højslette. 

Ved et bjergpas ved 

Dorylaieon blev Baldvins 

korsfarere omringet af muslimske 

tropper. Da det så 

sortest ud, kom resten af 

korsfarerhæren til undsætning, 

og muslimerne flygtede. 

Korsfarerne drog videre 

gennem Lilleasien. Undervejs 

plyndrede de flere byer. 

Baldvin og hans korsriddere 

forlod hovedstyrken og drog 

mod øst. Omkring byen 

Edessa levede der en større 

befolkning af kristne armenere. 

De gjorde oprør mod 

seldsjukkerne og sluttede sig 

til Baldvin, der i Edessa oprettede 

den første korsfarerstat. 

Antiokia 

Hovedhæren fortsatte mod 

den stærkt befæstede by 

Antiokia, som blev belejret. 

Men korsfarerne manglede 

forsyninger. En muslimsk 

hær på 75.000 mand under 

ledelse af Kerbogha af Mosul 

(i det nuværende Irak) nærmede 

sig. Det så ud til, at be- 

n Ruten for det første korstog. 

lejringen måtte opgives. I 

sidste øjeblik nåede engelske 

og italienske skibe frem med 

mad til korsfarerne. Og et 

par dage før den muslimske 

hær nåede frem, lykkedes det 

at bestikke vagtmandskabet 

ved en byport til at lukke 

korsfarerne ind i Antiokia. I 

en blodrus dræbte korsfarerne 

en stor del af byens 

muslimske befolkning. 

Kerbogha og hans styrker 

nåede frem til Antiokia. Så 

var det korsfarernes tur til at 

blive belejret. Efter nogle 

uger forsøgte korsfarerne forgæves 

at overtale Kerbogha 

til at give dem frit lejde til at 

forlade byen. De lokale emirer, 

der ellers havde støttet 

Kerbogha, var sikre på, at 

Kerbogha ville benytte en 

sejr til at erobre nyt land. Så 

ville de hellere overlade 

Antiokia til de kristne kosfarere. 

Da korsfarerne stormede 

fra Antiokia, forlod 

emirerne og deres soldater 

slagmarken. Kerboghas hær 

kunne ikke standse korsfarerne, 

og der gik panik i 

dem. De forsøgte at flygte, 

men korsfarerne huggede 

dem ned i tusindvis. Kejseren 

i Det Byzantinske Rige krævede, 

at han skulle overtage 

det erobrede Antiokia. Men 

korsfarerne ville selv beholde 

den. De truede med at jævne 

byen med jorden, hvis kejseren 

ikke overlod byen til 

dem. Det gik han med til. 

Og en af lederne af korsto- 

K O R S T O G 109

n Korsfarerne angriber Kerboghas hær uden for Antiokia. Billedet er fra 1400-tallet. 


get, Bohemund af Taranto, 

blev hersker i byen. 

Efter at have samlet forsyninger 

og kræfter i adskillige 

måneder fortsatte korsfarerhæren 

mod det endelig mål: 

Jerusalem. Ofte fik korsridderne 

støtte af de lokale emirer, 

der var interesseret i, at 

de tyrkiske seldsjukker blev 

trængt tilbage. 

I sommeren 1099 begyndte 

belejringen af Jerusalem. 

Byen var omgivet af 

høje fæstningsværker, så de 

j Korsfarernes angreb på Jerusalem 

i 1099. I baggrunden skubbes 

belejringstårne hen til bymuren.

n Under det første korstog (1096- 

99) oprettede korsfarerne fl ere stater: 

grevskabet Edessa, fyrstendømmet 

Antiokia, grevskabet Tripoli og 

kongeriget Jerusalem. 

belejrede mente, at den var 

uindtagelig. Muren blev 

bombarderet med blider (en 

slags kastemaskiner). Og 

korsfarerne byggede store belejringstårne, 

der med store 

tab af mænd blev rykket hen 

til bymuren. Så lykkedes det 

for korsfarerne at trænge ind 

i byen. Byens muslimer og 

jøder, mænd, kvinder og 

børn blev hugget ned. En 

samtidig kilde hævder, at 

massakren kostede 70.000 af 

Jerusalems indbyggere livet. 

Men det betød ikke noget 

for paven og korsridderne. 

Jerusalem var jo befriet. 

Korsfarerne 

– også en pl age for de kristne 

Korsfarerhærene krævede enorme mængder af forsyninger. Og 

de var en stor belastning for Det Byzantinske Rige. Den ortodokse 

kirkeleder Theofylaktos af Bulgarien skrev i begyndelsen 

af 1100-tallet sådan om korsfarerne: 

„Gennemgangen eller invasionen af frankerne (franker = korsfarer) 

– jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det – har i den grad lagt 

beslag på os, at vi ikke har haft tanke for andet end os selv … 

jeg var ganske fortumlet. Men nu da vi er blevet vant til frankerplagen, 

bærer vi den med større tålmodighed.“ 

Massakren i Jerusalem 

Gesta Francorum eller Frankernes bedrifter er en kilde fra begyndelsen 

af 1101, der fortæller om det første korstog 1096-99. Forfatteren 

er ukendt, men historikere regner med, at han selv deltog 

i korstoget. 

Efter at kilden har fortalt om belejringen og erobringen af 

Jerusalem, fortsætter den: 

„… Da hedningene omsider var blevet besejret, tog vore mænd 

et stort antal mænd og kvinder til fange i templet, og de 

dræbte nogle og lod andre leve efter deres forgodtbefi ndende. 

Oppe på taget af Salomons tempel var der samlet et stort antal 

hedninge af begge køn … Korsfarerne løb snart gennem hele 

byen og røvede guld, sølv, heste og muldyr, og de plyndrede 

husene, som var fulde af rigdomme … 

Den følgende morgen steg de (korsfarerne) op på templets tag 

og angreb saracenerne (muslimer), både mænd og kvinder, og 

de huggede deres hoveder af med dragne sværd. Nogle af saracenerne 

styrtede sig selv på hovedet ned fra templet … 

Man gav også ordrer til, at alle de dræbte saracenere skulle kastes 

ud af byen på grund af den ulidelige stank, for byen var 

næsten helt fuld af deres lig. De endnu levende saracenere blev 

sat til at slæbe de døde ud af byen, ud foran portene, og de stablede 

dem op i dynger, der var næsten lige så høje som husene. 

Ingen har nogen sinde hørt om eller set et lignende blodbad 

blandt de hedenske folk. Der blev ophobet et ligbål, som var det 

milesten, og Gud alene kender antallet af disse.“ 

K O R S T O G 111

Saladin – sultan 

og hærfører 

I korsfarerstaterne var korsridderne 

den herskende overklasse. 

De lokale muslimer 

havde ingen rettigheder, men 

blev tvunget til at arbejde for 

korsridderne. Mange kristne 

udvandrede fra Europa og 

slog sig ned i de nye stater. I 

løbet af 1100-tallet nåede antallet 

af kristne op på ca. 

120.000 i kongeriget Jerusalem. 

I den muslimske verden 

forstod man ikke korsfarer- 

n Saladin (1138-93) blev først sultan 

af Egypten og erobrede andre emirater 

i Mellemøsten. På den måde 

skabte han en stærk front mod korsfarerstaterne, 

som han stort set løb 

over ende. Efter Saladins død blev 

hans rige delt mellem hans sønner. 

nes brutalitet. Men emirerne 

var ofte uenige, og flere af 

dem var gået i forbund med 

korsfarerne for egen vindings 

skyld. Derfor varede det flere 

årtier, før muslimerne samlede 

sig til modstand. 

Den første modstand mod 

korsfarerne kom fra de såkaldte 

assassinere. Det var en 

shiamuslimsk sekt, der holdt 

til i de nordlige dele af det 

nuværende Syrien og Iran. 

De sendte snigmordere af 

sted for at uskadeliggøre deres 

modstandere. Sekten var 

så frygtet, at ordet assassin 


(snigmord) vandt indpas i 

flere europæiske sprog. 

I 1119 led en korsfarerstyrke 

fra Antiokia på næsten 

4.000 mand et alvorligt nederlag 

til en tyrkisk hertug, 

og i 1144 erobrede en anden 

muslimsk hersker korsfarerstaten 

Edessa. 

Efter Edessas fald startede 

paven det andet korstog i 

1147. Det var endnu større 

end det første. Men de to 

kongelige ledere Ludvig 7. af 

Frankrig og Konrad 3. af 

Tyskland kunne ikke samarbejde. 

Og denne gang var 

n Saladins generobring af Jerusalem blev anledningen til det 3. korstog (1189- 

92). Den tyske kejser Frederik Barbarossa (1152-90), den engelske konge Richard 

Løvehjerte (1157-99) og den franske konge Filip 2. ledte korstoget. Da Frederik 

Barbarossa druknede i en flod, rejste hovedparten af de tyske korsfarere hjem. 

På billedet ses Richard Løvehjerte i slaget ved Acre. Under slaget blev Richard 

og Filip uvenner, og så drog franskmændene også hjem. Richard vandt alligevel 

slaget. Efter sejren henrettede han 2.700 muslimske krigsfanger. Richard fortsatte 

mod Jerusalem, men han måtte opgive at erobre byen og sluttede i stedet 

en femårig våbenhvile med Saladin. 

På vejen hjem fra Mellemøsten blev Richard Løvehjerte kidnappet og udleveret 

til den tyske kejser. Først to år senere blev han løsladt mod en betydelig løsesum.

muslimerne mere forberedte. 

Korstoget strandede reelt i 

det sydlige Lilleasien og med 

et forgæves forsøg på at erobre 

Damaskus. 

I 1187 erobrede den muslimske 

hersker Saladin kongeriget 

Jerusalem. I de følgende 

år måtte korsfarerne 

opgive de fl este af deres besiddelser 

i Mellemøsten. 

Saladin var langt mere tolerant 

end korsfarerne. Ganske 

vist blev de fl este kristne kirker 

omdannet til moskeer. 

Men kristne, der var født i 

området, fi k lov til at blive 

Flere korstog 

ved med at dyrke deres tro, 

og jøderne fi k lov til at 

vende tilbage til Jerusalem. 

Det Byzantinske Rige var 

ved at være trætte af korsfarerne, 

der drog igennem deres 

land. Den byzantinske 

kejser ønskede Saladin tillykke 

med erobringen. Han 

foreslog også Saladin, at ortodokse 

præster erstattede de 

katolske på de kristnes hellige 

steder i Jerusalem. Det 

ville øge den byzantinske 

kejsers magt over for paven 

og de katolske konger i Vesteuropa. 

Ud over de tre korstog, der er omtalt, var der i 1200-tallet yderligere 

fem større korstog mod Mellemøsten: 

4. korstog (1204-08): Paven ville selv fra Rom lede korstoget og 

undgå at involvere de europæiske fyrster. Det gik dog helt 

galt. Korsfarerne drog ikke mod Mellemøsten, men plyndrede 

i stedet den ortodokse by Zadar i det nuværende Kroatien. 

Herefter sejlede de til Konstantinopel, som de også plyndrede. 

5. korstog (1217-21): Blev ledet af hertug Leopold 6. af Østrig og 

kong András 2. af Ungarn, men endte uden de store resultater. 

6. korstog (1228-39): Blev ledet af den tyske kejser Frederik 2. Det 

lykkedes ham gennem forhandling at få Jerusalem under kristen 

kontrol. I 1244 erobrede et tyrkisk krigerfolk Jerusalem. 

7. korstog (1248-54): Blev ledet af den franske konge Ludvig 9. 

(den Hellige), der forgæves forsøgte at tilbageerobre Jerusalem. 

8. korstog (1270): Blev også ledet af Ludvig 9., der forsøgte at 

erobre Tunis. Da kongen døde, vendte korsfarerne hjem. 

n Fromhed blev forbundet med 

fattigdom og uskyld. Korsridderne 

var sønner af stormænd. De var ikke 

specielt uskyldige – tværtimod. Efterhånden 

opstod ideen om, at kun 

en hær af fromme mennesker ville 

Gud hjælpe med at befri Jerusalem. 

Hvem var mere fromme og uskyldige 

end fattige børn? Selv om de 

ikke var fysisk stærke og ikke forstod 

at bruge våben, ville Gud hjælpe 

dem. I 1212 startede et børnekorstog, 

der blev ledet af en fransk hyrdedreng. 

Da børnene nåede til Italien, 

lovede en kaptajn at transportere 

dem over Middelhavet. Men i stedet 

for at sejle børnene til Palæstina, 

solgte han dem som slaver i Nordafrika. 

Samme år udgik et børnekorstog 

fra Tyskland. Da de nåede en italiensk 

havneby, sendte besindige borgere 

dem hjem igen. Men på hjemvejen 

blev mange af børnene smittet 

af pest og døde. 

K O R S T O G 113

Motiver 

til korstogene 

Paven havde en interesse i 

korstogene (se side 107). Men 

hvad fik hundredtusinder af 

kristne til at blive korsfarere? 

En vigtig – måske den vigtigste 

– grund var, at folk i middelalderen 

faktisk troede, at 

det var Guds vilje og en kristen 

pligt at bekæmpe muslimerne 

og befri Jerusalem. 

Mange korsriddere var 

stormænds yngste sønner. I 

de fleste lande var der tradition 

for, at de ældste sønner 

arvede godset. De yngste 

havde ikke udsigt til at arve 

særlig meget. De måtte selv 

søge lykken ved at gå i tjeneste 

hos konger, bisper og andre 

stormænd – eller de 

kunne vinde hæder og rigdomme 

ved at drage på korstog. 

Der var masser af kostbarheder, 

man kunne røve 

fra muslimerne. Mange tusinde 

korsfarere slog sig også 

ned i korsfarerstaterne, hvor 

n Eugène Delacroixs maleri af korsfarernes indtrængen i Konstantinopel i 1204. 


de udgjorde en rig og herskende 

overklasse. 

Også handelsinteresser 

spillede en rolle i korstogene. 

Venedig og andre norditalienske 

købmandsbyer ønskede 

at få kontrol over handelen i 

den østlige del af Middelhavsområdet. 

At korstogene 

også drejede sig om magten 

over handelen, blev tydeligt 

under det 4. korstog. Det var 

reelt Venedig, som overtalte 

korsfarerne til at erobre og 

plyndre Zadar og Konstan

tinopel i stedet for at drage 

mod Jerusalem. Venezianske 

skibe transporterede korsfarerne 

til de to byzantinske 

handelsbyer. Efter det 4. 

korstog var Det Byzantinske 

Rige svækket og genvandt 

ikke siden sin position. Venedig 

overtog store dele af 

den handel, de byzantinske 

købmænd havde siddet på 

tidligere. 

Kristendom 

– for enhver pris 

Omkring år 1300 opgav paven 

og vesteuropæiske katolske 

fyrster at erobre Jerusalem. 

Men ideen om retfærdig 

krig og korstog fortsatte. I 

anden halvdel af 1400-tallet 

blev de spanske kongedømmer 

Kastilien og Aragonien 

forenet. Den fælles konge og 

hans dronning så det som 

deres vigtigste kristne opgave 

j I samtidens kristne Europa var 

korsridderne mænd, der kæmpede 

for Gud. Set med nutidens øjne var 

korsridderne brutale voldsmænd. I 

begyndelsen af 1800-tallet så man 

middelalderen som en romantisk tid 

med ædle riddere og smukke jomfruer. 

I bøger og i billeder blev ridderne 

fremstillet som tapre mænd, 

der var villige til at ofre deres eget 

liv i den gode sags tjeneste. Et eksempel 

var Sir Walter Scotts (1771- 

1832) roman Ivanhoe, hvor man følger 

hovedpersonen på korstog med 

Richard Løvehjerte (se side 112). Billedet 

af korsridderen Simon de Montfort 

er fra 1800-tallet. 

at jage muslimerne og jøderne 

ud af Spanien. 

Dette projekt var fuldført 

i 1492 – samme år som Columbus 

nåede Amerika. I de 

følgende årtier underlagde 

spanske soldater sig store områder 

i Mellem- og Sydamerika. 

Spaniernes hårdhændede 

behandling af lokalbefolkningen 

i områderne blev 

begrundet i, at indianerne 

var hedninge, og at det var 

spaniernes kristne pligt at 

K O R S T O G 115

udbrede kristendommen. 

I den østlige del af Middelhavsområdet 

gik det ikke 

så godt for de kristne. I slutningen 

af 1200-tallet dannede 

muslimske tyrkere Osmannerriget 

i Lilleasien. I 

1453 erobrede de Konstantinopel, 

og Det Byzantinske 

Rige brød endelig sammen. 

Tyrkerne trængte længere 

frem på Balkan og langt op i 

Centraleuropa. Vesteuropas 

fyrster forsøgte at danne en 

kristen front mod tyrkerne, 

men de var indbyrdes uenige 

og førte ofte krig mod hinanden. 

Både den katolske og 

den protestantiske kirke opfordrede 

de kristne fyrster til 

at bekæmpe de muslimske 

tyrkere. Krige mod tyrkerne 

er retfærdige, da tyrkerne 

ikke er kristne, sagde Martin 

Luther. 

De muslimske osmannere 

(tyrkere) blev de kristnes 

fjendebilleder i 1500-1600tallet. 

Der gik historier om 

osmannernes grusomhed. De 

n I 1683 belejrede osmanniske tropper Wien i to måneder. Byens indbyggere sultede og var ved at overgive sig. 

I sidste øjeblik kom den polske konge og hans hær til undsætning, og osmannerne blev drevet tilbage. 


skulle endda spise børn, 

sagde man. Så var børn i en 

kristen familie uartig, kunne 

forældrene true dem med osmannerne. 

Først da osmannerne 

belejrede Wien i 

1680’erne, blev de kristne 

fyrster enige om at stå sammen. 

I de følgende århundreder 

blev osmannerne drevet 

tilbage. Efter Første Verdenskrig 

(1914-18) blev Osmannerriget 

endelig opløst. I 

stedet blev republikken Tyrkiet 

oprettet.

Dansk 

østersøimperium 

Flere danske konger deltog 

med et følge af krigere i 

korstog mod Jerusalem. Men 

der var også korstog mod andre 

hedenske områder. Kristendommen 

var stadig ikke 

udbredt langs den østlige del 

af Østersøen, dvs. i det nuværende 

Estland, Letland og 

Litauen. I 1100-tallet begyndte 

en tysk ridderorden 

at erobre områder langs 

Østersøen. Befolkningen 

blev tvunget til at betale skat 

til ridderne og gå over til 

kristendommen. 

Også de danske konger så 

en fordel i at gå i krig for 

kristendommens sag – og 

samtidig med pavens velsignelse 

at erobre nye områder. 

Med støtte fra tyske riddere 

erobrede Valdemar den Store 

vendernes hovedby Arkona 

på Rügen. 

I årtierne omkring 1200 

gennemførte de danske kon- 

ger flere togter mod Estland. 

I 1219-20 erobrede en stor 

dansk styrke under ledelse af 

Valdemar Sejr den nordlige 

del af det nuværende Estland 

og grundlagde byen Tallinn, 

der betyder danskerbyen. 

Midt i 1200-tallet solgte den 

danske kong Abel dog det 

meste af det estiske område 

til de tyske riddere. I 1346 

købte den tyske ridderorden 

resten af Estland af Valdemar 

Atterdag. 

j Maleriet fra 1894 forestiller Valdemar 

den Store (1157-82) og biskop 

Absalon, der har erobret vendernes 

hovedby Arkona på Rügen i 1169. 

Vendernes gud Svantevit slæbes ud 

af tempelet. 

j Et sagn fortæller, at danskerne 

var ved at tabe til esterne i slaget 

ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 

1219. Ærkebiskoppen, der var med, 

knælede ned og bad Gud om hjælp. 

Et rødt flag med et hvidt kors dalede 

ned fra himlen. Samtidig lød en 

stemme, der sagde, at når danskerne 

løftede flaget, ville de vinde. 

Billedet er fra 1809. 

I 1912 blev 15. juni Valdemarsdag 

til minde om flaget. 

K O R S T O G 117

Nutidigt korstog? 

Den 11. september 2001 lykkedes 

det den yderligtgående 

islamiske terrororganisation 

al Qaeda at ramme USA med 

et voldsomt terrorangreb. To 

kaprede fly blev styret ind i 

skyskraberne World Trade 

Center, der efter få timer 

styrtede sammen. Et tredje 

kapret fly ramte Pentagon, 

det amerikanske forsvarsministerium. 

I alt omkom ca. 

3.000 mennesker. 

Få dage senere erklærede 

den amerikanske præsident 

George W. Bush krig mod 

terrorisme. Han sagde bl.a.: 

„Dette korstog – denne 

krig mod terrorismen – vil 

tage tid, og det amerikanske 

folk må være tålmodigt.“ 

I den islamiske verden 

forbindes korstog med de 

kristne krigeres brutale 

fremfærd i middelalderen. 

Derfor vakte Bush’ ordvalg 

forundring. Bush brugte da 

heller ikke siden ordet i forbindelse 

med USA’s krig 

mod terror. 

Præsident Bush fortsatte 

dog med at retfærdiggøre 

krigen mod terror som det 

godes kamp mod det onde, 

dvs. på samme måde, som 

paven begrundede korstogene 

i middelalderen. I en 

tale fra 2002 sagde Bush 

bl.a.: 

„Vi befinder os i en krig 

mellem det gode og det 

onde. Og Amerika vil benævne 

ondskaben ved dets 

navn. Ved at stå op imod 

onde og lovløse regimer skaber 

vi ikke et problem, vi afslører 

et problem. Og vi vil 

stå i spidsen for verden i at 

bekæmpe det.“ 

I denne kamp var verdens 

lande ifølge Bush enten med 

eller imod USA. Et flertal i 

Folketinget bestemte, at 

Danmark skulle være med. 

Det første angreb blev rettet 

mod Afghanistan. Her be- 


skyttede det yderligtgående 

muslimske Talibanstyre 

Osama bin Laden og al 

Qaeda. Efter et massivt amerikansk 

bombardement med 

tusindvis af døde flygtede 

talibanerne. 

Bush talte om „ondskabens 

akse“. Den bestod af 

Nordkorea, Iran og Irak. I 

2003 angreb en USA-ledet 

koalition, der bl.a. bestod af 

Storbritannien og Danmark, 

Irak. Begrundelsen for angrebet 

var, at landets brutale 

diktator Saddam Hussein

havde udviklet masseødelæggelsesvåben 

(atomvåben, biologiske 

og kemiske våben). 

Efter få ugers krig faldt 

Saddams diktatur. USA og 

de øvrige medlemmer af 

koalitionen besatte landet. 

Men der blev ikke fundet 

masseødelæggelsesvåben eller 

tegn på, at Irak havde forsøgt 

at fremstille disse våben de 

sidste 10-12 år. 

Begrundelsen for krigen 

blev nu, at man havde afsat 

en diktator og ville hjælpe 

Irak med at blive et demo- 

krati. I 2007 fire år efter angrebet 

ser det dog stadig sort 

ud. Der har været afholdt 

valg, men volden er fortsat. 

Mere end 3.200 amerikanske 

soldater er dræbt. Irak er 

langt fra at blive et stabilt demokratisk 

land – tværtimod 

er der en begyndende borgerkrig 

mellem landets shia- 

og sunnimuslimer (se side 

105). 

Er det prisen værd, og er 

krigen retfærdig? 

j Få uger efter det amerikansk ledede 

angreb på Irak erklærede præsident 

Bush krigen for overstået. 

Men volden fortsatte. Her er det en 

af de flere daglige bilbomber. 

K O R S T O G 119


I ca. 40 år fra slutningen af 1940’erne 

til slutningen af 1980’erne frygtede 

verden, at der udbrød en altødelæggende 

atomkrig mellem supermagterne 

USA og Sovjetunionen. Selv om 

konfl ikten mellem supermagterne 

spidsede til fl ere gange, kom det ikke 

til direkte krig mellem dem. Det blev 

i stedet en krig på trusler og ord – 

Den Kolde Krig.

Den kolde krig 

Magten fra Europa 

Fra omkring 1500 til begyndelsen 

af 1900-tallet havde 

vesteuropæiske stater magten 

i verden. Lande som Frankrig, 

Holland, Tyskland, 

Spanien og Portugal og især 

Storbritannien havde kolonier 

rundt om på kloden. 

Europæerne forstod sig selv 

som de dygtigste og mest civiliserede 

af alle folk, og 

Europa blev omtalt som den 

første verden. Den anden verden 

var Nordamerika. Den tredje 

verden var Afrika, Sydamerika 

og Asien. I de sidste 

mange år er udtrykket „den 

tredje verden“ blev brugt om 

ulande. 

Selv om de vesteuropæiske 

stormagter flere gange havde 

været i krig mod hinanden, 

var det lykkedes dem at bevare 

magten i verden. Men i 

løbet af ca. 30 år – fra 1914 

til 1945 – mistede Europa sin 

verdensmagt. Forklaringen 

var Første (1914-18) og Anden 

(1939-45) Verdenskrig. 

Første Verdenskrig blev 

udkæmpet mellem Tyskland 

og Østrig-Ungarn på den 

ene side og Frankrig, Storbritannien 

og Rusland på 

den anden. I 1917 valgte 

Rusland at slutte fred. Til 

gengæld sluttede USA sig 

samme år til Frankrig og 

Storbritannien. De friske 

amerikanske tropper gjorde 

udslaget, og i 1918 måtte 

Tyskland og Østrig-Ungarn 

bede om våbenhvile. 

Tyskland måtte gå med til 

en meget hård fred. Den indebar 

bl.a., at Tyskland skulle 

afgive store landområder og 

betale en enorm krigsskadeserstatning 

til Frankrig, Storbritannien 

og USA. Konsekvenserne 

var en økonomisk 

katastrofe for den tidligere 

stormagt. Tyskerne var naturligvis 

utilfredse. Op gen- 

nem 1920’erne støttede flere 

Hitler og hans nazistiske 

parti. Han lovede dem, at 

Tyskland igen skulle blive en 

stolt stormagt. 

I 1933 kom Hitler til 

magten. I slutningen af 

1930’erne udvidede Hitler sit 

rige med bl.a. Østrig og områder 

af Tjekkoslovakiet. Det 

accepterede de andre europæiske 

stormagter. For det 

første boede der faktisk flere 

mio. tyskere i de områder, 

som blev indlemmet i Tyskland. 

For det andet lovede 

Hitler, at han ikke ville stille 

krav om nye landområder. 

Hitler holdt ikke sit løfte. 

I 1939 angreb Tyskland Polen. 

Det førte til, at Storbritannien 

og Frankrig erklærede 

Tyskland krig. Frankrig 

overgav sig i 1940, og det så 

ud til, at Tyskland ville sejre. 

Men englænderne holdt ud. 

I 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. 

Sidst på året gik 

D E N K O L D E K R I G 121

USA ind i krigen på Storbritanniens 

side, mens Japan var 

allieret med Tyskland. 

I 1942 vendte den tyske 

krigslykke. I 1944 var det 

klart for de tyske generaler, 

at krigen var tabt. Men Hitler 

nægtede at overgive sig. 

I foråret 1945 trængte sovjetiske, 

amerikanske, engelske 

og franske tropper ind i 

Tyskland. I slutningen af 

april begik Hitler selvmord, 

og ti dage senere overgav de 

sidste tyske tropper sig betingelsesløst. 

f Hitler nægtede at overgive sig. 

Den 30. april 1945 begik han selvmord. 

Krigen fortsatte til den 9. 

maj. Fotoet viser sovjetiske soldater 

i Berlin den 2. maj. 

Supermagterne 

Efter Anden Verdenskrig besatte 

Storbritannien, Frankrig, 

USA og Sovjetunionen Tyskland. 

De europæiske stormagter 

Storbritannien og Frankrig 

havde ikke kunnet klare 

sig alene over for Tyskland. 

Derfor var det USA og Sovjetunionen, 

der var de egentlige 

sejrherrer. 

Indtil Sovjetunionen begyndte 

at gå i opløsning i 

slutningen af 1980’erne, var 

det disse to supermagter, som 

man kaldte dem, som bestemte 

i verden. I begyndelsen 

stod USA langt stærkere 

end Sovjetunionen. Der 

havde ikke været kæmpet på 

amerikansk jord, men krigen 

var gået hårdt ud over Sovjetunionen. 

Cirka 20 mio. sovjetborgere 

havde mistet livet, 

og de tyske tropper havde 

ødelagt sovjetiske virksomheder. 

Derfor var produktionen 

under det halve af, hvad den 

havde været før krigen. 

Før Anden Verdenskrig 

havde forholdet mellem Sovjetunionen 

og USA været anspændt. 

Men de havde stået 

sammen i kampen mod det 

nazistiske Tyskland. Forskellene 

mellem de to supermagter 

var enorme. Og de var helt 


uenige om, hvordan samfundene 

skulle indrettes. I årtierne 

efter Anden Verdenskrig 

var stemningen mellem de to 

supermagter anspændt. Flere 

gange var der optræk til krig 

mellem dem. Både USA og 

Sovjetunionen oprustede voldsomt. 

De udviklede flere og 

mere kraftige atomvåben. Til 

sidst rådede de over så mange, 

at de kunne udslette Jordens 

befolkning flere gange. 

Man kalder årtierne efter 

Anden Verdenskrig for Den 

Kolde Krig. Man kan sige, at 

det var en krig på ord og 

trusler. Det kom ikke til direkte 

– eller „varm“ – krig

mellem USA og Sovjetunionen. 

Men der var en række 

indirekte krige – eller stedfortræderkrige 

– mellem andre 

lande, hvor supermagterne 

støttede hver sin side. 

Ud over disse stedfortræderkrige 

forsøgte supermagterne 

at bekæmpe og genere hinanden 

politisk og økonomisk. 

Årsager 

til fjendskabet 

USA var et demokrati og var 

tilhænger af en liberal markedsøkonomi. 

Man arbejdede 

også for en fri udenrigshandel. 

Det betød, at varer skulle 

sælges frit mellem landene. 

Det enkelte land måtte altså 

ikke lægge told (afgift) på varer 

fra andre lande. I en markedsøkonomi 

bestemmes prisen 

på en vare af, hvad den kan 

sælges for. Det er et spørgsmål 

om udbud og efterspørgsel. 

Udbuddet er antallet af eller 

mængden af varen. Efterspørgslen 

handler om, hvor 

mange der ønsker at købe varen. 

Er udbuddet stort og efterspørgslen 

lille, falder prisen. 

Omvendt stiger den, hvis 

udbuddet er lille og efterspørgslen 

stor. 

Sovjetunionen var et socialistisk 

land. Det kommunistiske 

parti var det eneste tilladte. 

Ifølge Lenin, der var 

med til at grundlægge Sovjet- 

USA og Sovjetunionen 

USA 

Styreform: 

Demokrati. Parlamentet 

(Kongressen og Senatet) og 

præsidenten var valgt 

demokratisk. Alle voksne 

kunne få valgret. 

Økonomisk system: 

Liberal (fri) markedsøkonomi. 

Virksomhederne var ejet af 

private. De måtte frit producere 

varer, og sælge dem til 

den pris, de kunne opnå. En liberal 

markedsøkonomi gav 

konkurrence mellem virksomheder. 

For at klare sig måtte 

de producere så effektivt som 

muligt. 

unionen, vidste det kommunistiske 

parti, hvordan et socialistisk 

samfund skulle opbygges. 

Derfor skulle partiet 

have al magten. Fra 1920’erne 

til sin død i 1953 havde kommunistpartiets 

leder Josef 

Stalin diktatorisk magt i Sovjetunionen. 

I Sovjetunionen havde man 

planøkonomi. Her bestemte 

staten, hvilke varer der skulle 

fremstilles, og til hvilken pris. 

Staten havde også monopol 

(eneret) på udenrigshandelen. 

Varer fra Vesteuropa og USA 

kunne slet ikke købes i Sovjetunionen. 

Planøkonomien sikrede, at 

Sovjetunionen 

Styreform: 

Diktatur. Kun medlemmer af 

det kommunistiske parti (ca. 

10 % af befolkningen) kunne 

stemme. Partiledelsen havde 

al magten. 

Økonomisk system: 

Planøkonomi. Virksomhederne 

var ejet eller kontrolleret af staten. 

Staten bestemte, hvad og 

hvor meget virksomhederne 

skulle produceres samt prisen 

på varerne. Med planøkonomien 

kunne den kommunistiske 

stat sørge for, at der var 

lave priser på nødvendige ting 

som mad, tøj og bolig, mens 

prisen på luksusvarer var høj. 

nødvendige ting som mad, 

tøj, transport og bolig var billige. 

Ofte var disse varer 

endda billigere, end det kostede 

at fremstille dem. Til 

gengæld var luksusvarer dyre. 

Det var dog staten, der fastlagde, 

hvilke varer der var 

nødvendige, og hvilke der var 

luksus. 

USA arbejdede for, at alle 

lande i verden blev demokratiske 

og fi k en liberal verdensøkonomi. 

Sovjetunionen 

var interesseret i, at socialismen 

og planøkonomien blev 

udbredt. Derfor var det uundgåeligt, 

at der opstod konfl ikter 

mellem de to supermagter. 


Stedfortr æderkrige 

Et eksempel på en stedfortræderkrig: 

I 1950’erne blev Vietnam 

delt. Den sydlige del var 

ledet af et korrupt diktatur, 

mens den nordlige del blev 

kommunistisk. I Sydvietnam 

opstod der en oprørsbevægelse, 

som fi k støtte fra Nordvietnam 

og Sovjetunionen. 

USA ville forhindre, at hele 

Vietnam blev kommunistisk 

og hjalp den sydvietnamesiske 

hær i kampen mod oprørerne. 

USA engagerede sig mere og 

mere i krigen. I 1968 var der 

ca. 1/2 mio. amerikanske soldater 

i Vietnam. I 1973 trak 

USA sig ud. Efter mindre end 

to år opgav Sydvietnam kampen, 

og Vietnam blev samlet 

under et kommunistisk styre. 

Et eksempel på en stedfortræderkrig: 

I 1979 bad det kommunistiske 

styre i Afghanistan 

Sovjetunionen om hjælp til at 

bekæmpe mujahidinerne, 

muslimske oprørere, der ville 

omdanne Afghanistan til en 

islamisk stat (se side 105). USA 

hjalp mujahidinerne med våben 

og militær træning. I 1988 

trak Sovjetunionen sig ud af 

Afghanistan. 

Blandt de muslimske oprørere 

var Osama bin Laden (1957- ). I 

1990’erne blev han bagmanden 

i terrornetværket al 

Qaeda, der gennemførte blodige 

terroraktioner. 

På fotoet fra 1980 har afghanske 

mujahidinere skudt en 

sovjetisk helikopter ned. 


Nedrustningskommissionen 

International 

domstol 

UNCTAD (Konference for 

handel og udvikling) 

UNHCR (Højkommission 

for fl ygtninge) 

UNICEF 

(FN’s børnefond) 

*) I 1949 overtog Mao magten i Kina. Men 

pladsen i Sikkerhedsrådet blev overladt til 

Taiwan (se side 130). Først i 1971 fi k Kina 

igen sin faste plads i Sikkerhedsrådet. 

FN – Forenede Nationer 

Under Anden Verdenskrig opstod 

ideen om at oprette en international 

organisation, der skulle 

forhindre, at fremtidige uenigheder 

mellem stater udviklede sig 

til krig. I 1945 blev FN (Forenede 

Nationer) stiftet af 50 stater, 

deriblandt Danmark. I dag er 

næsten 200 lande medlem af FN, 

dvs. stort set alle verdens stater. 

Organisationen havde dog 

ikke held til at løse konfl ikten 

mellem supermagterne. Men det 

er ofte lykkedes FN at dæmpe 

eller forhindre en konfl ikt. 

Sikkerhedsrådet 

5 faste medlemmer 

(USA, Rusland, Kina *) , 

Storbritannien, Frankrig) 

og 10 medlemmer, der 

vælges for to år ad 

gangen. 

Et forslag kan kun vedtages 

i Sikkerhedsrådet, 

hvis det får 9 stemmer. 

Stemmer et fast medlem 

imod, falder forslaget. 

Generalforsamlingen 

Alle medlemslande 

Sekretariatet 

Ledes af generalsekretæren, 

der vælges 

af Generalforsamlingen 

for 5 år ad gangen. 

Fredsbevarende 

styrker 

Formynderskabsråd 

Det økonomiske 

og sociale råd 

Særorganisationer: 

FAO: Levnedsmidler 

og landbrug 

UNESCO: Undervisning, 

videnskab, kultur 

WHO: Sundhed 

Verdensbanken 

IMF: Valutafonden 

WTO: Told og handel 


Jerntæppet 

I 1946 holdt den netop afgåede 

britiske premierminister 

Winston Churchill en tale 

om situationen i Europa efter 

krigen. Han sagde bl.a.: „Fra 

Stettin ved Østersøen til 

Trieste ved Adriaterhavet har 

et jerntæppe sænket sig tværs 

over Europa.“ 

Europa var ved at blive 

delt i et Østeuropa, der blev 

kontrolleret af Sovjetunionen, 

og et Vesteuropa, hvor 

USA havde afgørende indfl ydelse. 

I februar 1945 – et par 

måneder før Anden Verdenskrig 

sluttede – mødtes den 

sovjetiske diktator Stalin, 

den britiske premierminister 

Churchill og den amerikanske 

præsident Roosevelt for 

at drøfte en kommende fred. 

Krigen var gået hårdest ud 

over Sovjetunionen. Stalin 

ville beskytte sit land mod 

fremtidige angreb. Derfor 

krævede han, at landets nabostater 

skulle være venligtsindede 

over for Sovjet. Det 

bøjede Roosevelt sig for – 

selv om det betød, at Sovjetunionen 

fi k en vis kontrol 

med disse lande. 

Det var begyndelsen til 

Europas deling. Efter krigen 

blev det nemlig mere og 

mere klart, at Stalin ikke 

ville nøjes med at have et 

godt forhold til sine naboer, 

men arbejdede for, at Sovjet- 

unionen fi k magt over nabostaterne, 

og at de fi k et styre 

ligesom i Sovjetunionen. 

USA ville forhindre kommunismen 

i at brede sig. På 

længere sigt ville USA arbejde 

for, at Sovjetunionen 

og det kommunistiske system 

brød sammen. I 1947 præsenterede 

den amerikanske 

præsident Truman den såkaldte 

Trumandoktrin. Ifølge 

den ville USA støtte lande 

Trumandok trinen 


og folk, som forsøgte at forhindre 

en kommunistisk 

magtovertagelse. 

USA var interesseret i, at 

det krigshærgede Europa 

hurtigt kom økonomisk på 

fode efter krigen. For det 

første mente amerikanerne, 

at utilfredse og fattige mennesker 

var tilbøjelige til at 

slutte sig til kommunisterne. 

Kommunisterne lovede jo 

bedre leveforhold, arbejde til 

Efter Anden Verdenskrig så det ud til, at kommunisterne ud 

over østeuropæiske lande også ville overtage magten i Grækenland 

og Tyrkiet. I marts 1947 reagerede den amerikanske præsident 

Harry S. Truman (1884-1972) ved at holde en tale, hvor han 

lovede amerikansk hjælp til folk, der modarbejdede kommunismen. 

Han sagde bl.a.: 

„I dette øjeblik af verdenshistorien må næsten enhver nation 

vælge mellem to forskellige måder at leve på. Valget er alt for 

ofte ikke frit. 

Den ene livsform er baseret på fl ertallets vilje og er karakteriseret 

af frie institutioner, repræsentativt styre, frie valg, garantier 

for den personlige frihed, tale- og ytringsfrihed og frihed for 

politisk tryk. 

Den anden livsform hviler på en minoritets vilje og dens magt 

over fl ertallet. Den hviler på terror og undertrykkelse, en kontrolleret 

presse og radio, forudbestemte valg og undertrykkelse 

af den personlige frihed … 

De frie folk i verden ser hen til os om hjælp til at fastholde deres 

frihed. Hvis vi vakler i vor ledelse, bringer vi verdensfreden i 

fare, og vi vil sikkert bringe vor egen nations velfærd i fare …“ 

Den første livsform var altså den demokratiske, som man 

kendte den i Vesteuropa og USA. Den anden var den kommunistiske 

eller socialistiske, som den eksisterede i Sovjetunionen. Og 

ifølge Truman var det USA’s pligt at hjælpe verdens frie folk 

med at bevare deres frihed.“

alle og lave priser på nødvendige 

varer. For det andet var 

det vigtigt, at europæerne 

blev i stand til at handle 

mere med USA. Det var 

nemlig nødvendigt for USA 

at øge sin produktion. Ellers 

kunne der ikke skaffes arbejde 

til de mange soldater, 

der vendte hjem fra krigen. 

For igen at få gang i hjulene 

vedtog USA Marshallplanen, 

opkaldt efter den 

amerikanske udenrigsminister. 

Den gik ud på at hjælpe 

Europa med enorme beløb, 

der blev givet som gaver og 

lavtforrentede lån. Hjælpen 

fik afgørende betydning for, 

at Vesteuropa kom sig økonomisk 

oven på krigen og 

den økonomiske fremgang i 

1950’erne. 

j I form af gaver og 

lån ydede USA ca. 13 

mia. US-Dollars i form af 

Marshall-hjælp. I 2007 

ville det svare til ca. 100 

mia. euro. De største 

modtagere var Storbritannien 

og Frankrig. 

Danmark modtog ca. 0,3 

mia. US-Dollar. En stor 

del af beløbet blev brugt 

til at mekanisere det 

danske landbrug. På fotoet 

fra 1948 bliver den 

første Ferguson traktor 

hejst i land i Københavns 

havn. I 1945 var 

der ca. 4.600 traktorer i 

Danmark. I 1950 var der 

ca. 25.000. Marshallhjælpen 

betød, at det 

blev økonomisk overkommeligt 

for mange 

landmænd at købe en 

traktor. 

r En betingelse for at få Marshall-hjælp var, at landet havde fri udenrigshandel, 

dvs. at der ikke var begrænsninger på varehandelen over grænserne. 

Det var grunden til, at Sovjetunionen, der havde planøkonomi, afslog at modtage 

hjælp fra USA. De sovjetiske ledere hævdede med en vis ret, at det egentlige 

formål med Marshall-planen var at få de europæiske lande ind i en amerikansk 

domineret økonomi, og at det ville gøre dem afhængige af USA. 

Polen og Tjekkoslovakiet var interesseret i Marshall-hjælp. Men det ønskede 

Stalin ikke, og han pressede de to landes regeringer til alligevel at sige 

nej tak. Fotoet er fra 1952 og viser kommunister i Berlin, der demonstrerer 

mod Marshall-hjælpen. 


Tyskland deles 

Uenigheden mellem USA og 

Sovjetunionen blev endnu 

tydeligere, da de to supermagter 

samt Storbritannien 

og Frankrig skulle aftale, 

hvad der skulle ske med 

Tyskland efter Anden Verdenskrig. 

Nogle måneder efter krigens 

afslutning blev Tyskland 

delt i fire besættelseszoner, der 

blev administreret af hver af 

de fire sejrherrer: USA, Sovjetunionen, 

Frankrig og 

England. Også hovedstaden 

Berlin blev delt i fire sektorer. 

Et militærstyre, som bestod 

af repræsentanter fra de fire 

sejrsherrer, skulle regere det 

besatte Tyskland. Sejrherrerne 

forestillede sig, at når 

de blev enige om en endelig 

fredsaftale – som Tyskland 

betingelsesløst skulle gå med 

til – skulle besættelsen høre 

op. 

Netop omkring fredsaftalen 

opstod der problemer. 

Stalin krævede, at Tyskland 

skulle betale en stor krigsskadeserstatning. 

Den skulle 

bruges til at genopbygge 

Sovjetunionen. Frankrig 

mente også, at tyskerne 

skulle betale en så stor krigsskadeserstatning. 

Det ville 

svække Tyskland, så landet 

ikke udgjorde en trussel mod 

Frankrig i fremtiden. USA så 

helt anderledes på sagen. 

n I sommeren 1945 bestemte sejrherrerne, at Tyskland skulle gøres mindre. 

Polen og Sovjetunionen overtog området øst for floderne Oder og Neisse 

samt Østpreussen. Dvs. et område på 115.000 km 2 eller mere end 2 1/2 gange 

større end Danmark. 


Amerikanerne ønskede, at 

hele Europa – altså også 

Tyskland – så hurtigt som 

muligt blev en købedygtig 

samarbejdspartner. Storbritannien 

sluttede sig til det 

amerikanske synspunkt. 

Frankrig bøjede sig nølende. 

Med USA’s vedtagelse af 

Truman-doktrinen og Marshall-planen 

var det ikke 

længere muligt for supermagterne 

at blive enige. 

Aftalen blev, at hver besættelsesmagt 

kunne indkræve 

krigsskadeserstatning i 

sin zone. USA lovede Frankrig 

og Storbritannien 

enorme beløb i Marshallhjælp 

mod, at de opgav krav 

om krigsskadeserstatning. 

n I foråret 1948 indførte Sovjetunionen 

begrænsninger på de vestallieredes 

jernbanetransport til deres 

sektorer i Berlin. På den måde ville 

Sovjet presse USA, Storbritannien og 

Frankrig ud af hovedstaden. 

Da de vestallierede nogle måneder 

senere indførte en ny fælles valuta, 

D-marken, i deres zoner, lukkede 

Sovjetunionen helt for trans-

Sovjetunionen inddrev hårdhændet 

sin erstatning fra deres 

zone, øst-zonen. Varer, 

maskiner, ja hele fabriksanlæg 

blev flyttet til Sovjetunionen. 

Det betød, at genopbygning 

af øst-zonen gik meget langsomt. 

Samtidig blev forholdet 

mellem den tyske befolkning 

og de sovjetiske besættelsesstyrker 

meget dårligt. 

USA brugte enorme summer 

på at få genopbygget sin 

zone og hjalp Frankrig og 

Storbritannien med deres. 

Amerikanerne arbejdede 

ihærdigt for at få udbygget 

samarbejdet mellem de tre 

vestlige zoner. USA’s mål 

var, at de tre zoner blev samlet 

til en ny stat, der skulle 

port ad floder, baner og landeveje til 

Berlin. 

De vestallierede svarede igen ved 

at oprette en luftbro, dvs. flyve forsyninger 

ind til deres zoner i Berlin. 

Efter ca. 10 måneder opgav Sovjetunionen 

og åbnede igen for adgangsvejene 

til Berlin. På fotoet ankommer 

en af de ca. 800 flyvemaskiner, 

der dagligt landede i Berlin. 

være et værn mod Sovjetunionen 

og kommunismen. 

I foråret 1948 brød samarbejdet 

mellem de fire besættelsesmagter 

helt sammen. 

Det startede med, at det tjekkoslovakiske 

kommunistparti 

ved et kup og med hjælp fra 

Sovjetunionen overtog magten 

i Tjekkoslovakiet. 

Samme år forsøgte Sovjetunionen 

forgæves at presse 

de vestallierede (USA, 

Frankrig og England) til at 

forlade Berlin, der også var 

blevet delt i fire zoner, men 

som lå langt inde i den sovjetiske 

øst-zone. 

I 1949 blev de vestlige zoner 

slået sammen til Forbundsrepublikken 

Tyskland 

(Bundesrepublik Deutschland, 

forkortet BRD). Et par 

måneder senere blev den 

sovjetiske øst-zone og sektor 

til Den Demokratiske Tyske 

Republik (Deutsche Demokratische 

Republik, forkortet 

DDR). I daglig tale blev det 

til henholdsvis Vesttyskland 

og Østtyskland. Tyskerne 

blev ikke spurgt, om de syntes, 

at deres land skulle deles. 

I 1949 kom SED til magten i 

Østtyskland. Under påvirkning 

af Sovjetunionen begyndte 

SED-regeringen at 

omdanne Østtyskland efter 

sovjetisk forbillede. Vesttyskland 

var et demokrati, der 

mindede om andre demokratiske 

vesteuropæiske lande. 

n Fra 1949 til 1989 var grænsen mellem Øst- og Vesttyskland den mest velbevogtede 

i verden. Den skulle forhindre folk fra Østtyskland i at flygte til 

Vesttyskland. Bevægede man sig ind i grænseområdet, risikerede man at 

blive skudt. Fotoet er fra midt i 1980’erne. 


Verden deles 

Trumandoktrinen indebar, at 

USA ville forhindre, at fl ere 

lande i verden blev kommunistiske. 

Fra slutningen af 

1940’erne førte den amerikanske 

regering derfor en inddæmningspolitik. 

USA indgik 

alliancer med og støttede 

økonomiske alle regeringer, 

der ville hjælpe med at stoppe 

Sovjetunionens indfl ydelse og 

kommunismens udbredelse. 

USA oprettede også hundredvis 

af militærbaser overalt i 

NATO og Warszawapagten 

verden. På den måde kunne 

amerikanerne holde øje med 

kommunisterne og være klar 

til at angribe. 

Det ærgrede amerikanerne, 

at de fl este østeuropæiske 

lande fi k et kommunistisk 

eller i hvert fald sovjettro 

styre. Men USA’s præsident 

havde jo lovet Stalin, at han 

skulle have venligtsindede naboer 

(se side 126). Heller ikke 

i Kina gik det, som amerikanerne 

kunne ønske det. Siden 

midt i 1946 havde Kina været 

hærget af en blodig borger- 

NATO (North Atlantic Treaty Organization) er en forsvarsalliance, 

der blev indgået mellem USA, Canada, Storbritannien, 

Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Portugal, Italien, Danmark, 

Norge og Island i 1949. Siden er fl ere lande kommet med. 

Den store udvidelse skete efter genforeningen af Tyskland og 

Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990. I 2007 var 26 stater 

medlem af NATO. 

Medlemmerne af NATO forpligter sig til i fællesskab at sikre frihed 

og demokrati. Hvis ét medlemsland angribes militært, skal 

de øvrige NATO-medlemmer komme til hjælp. 

Warszawapagten blev oprettet på sovjetisk initiativ i 1955 som 

en forsvarsalliance mellem de kommunistiske stater: Sovjetunionen, 

Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Bulgarien, DDR og 

Albanien. 

Warszawapagten var dog ikke kun en alliance mod Vesten. Den 

indeholdt en bestemmelse om „gensidig broderlig assistance“. 

Dvs. var det kommunistiske partis eneret på magten i et medlemsland 

truet, eller ændrede det kommunistiske parti sin politik 

i en retning, som Sovjetunionen ikke brød sig om, kunne andre 

medlemmer af Warszawapagten gribe ind. Det skete i 

Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Warszawapagten blev 

opløst i 1991. 


krig mellem Mao Tse-Tungs 

kommunistparti og general 

Chiang Kai-sheks nationalistparti. 

Selv om USA støttede 

Chiang Kai-shek, måtte han i 

1949 opgive kampen. Han 

blev fordrevet til den store kinesiske 

ø Taiwan, hvor han 

oprettede en selvstændig stat 

med ham selv som leder. Hovedlandet 

Kina blev kommu-

nistisk under ledelse af Formand 

Mao. 

Samme år oprettede USA 

forsvarsalliancen NATO, der 

var vendt mod Sovjetunionen. 

Som de fleste vesteuropæiske 

lande sluttede Danmark 

sig til NATO. I 1955 

blev Vesttyskland optaget i 

NATO. Det fik Sovjetunionen 

til at oprette en kommu- 

nistisk forsvarsalliance, Warszawapagten. 

Ud over Sovjetunionen 

var følgende østeuropæiske 

lande med i alliancen: 

Albanien, Bulgarien, 

Polen, Rumænien, DDR, 

Tjekkoslovakiet og Ungarn. 

Det var tydeligt, at verden var 

delt i en USA-ledet og en 

Sovjet-ledet blok. 

j Maos kommunistiske styrker, 

Folkets Befrielseshær, erobrede i juni 

1949 Kinas hovedstad Beijing. Lastbilen 

i baggrunden er udsmykket 

med et banner med kommunistiske 

slagord. Billedet på stjernen viser 

Mao Tse-Tung. 

Krig i Korea 

Den Kolde Krig havde kun 

varet i få år, før det så ud til, 

at den ville udvikle sig til en 

direkte krig mellem Sovjetunionen 

og Kina på den ene 

side og USA på den anden. 

Det hang sammen med krigen 

i Korea 1950-53. 

I 1945 var Korea blevet 

delt ved den 38. nordlige 

breddegrad i en nordlig 

kommunistisk stat og en sydlig 

med et højreorienteret 

styre. Begge stater oprustede 

kraftigt, og ingen af dem 

lagde skjul på, at de ville 

„befri“ modpartens befolkning 

fra et undertrykkende 

styre. 

Efter nogle grænsestridigheder 

begyndte en egentlig 

krig mellem de to koreanske 

stater i 1950. De nordkoreanske 

styrker trængte langt 

ned i Sydkorea. USA frygtede, 

at hele Korea blev 

kommunistisk. USA indbragte 

sagen for FN’s Sikkerhedsråd. 

I den periode havde 

Sovjetunionen forladt Sikkerhedsrådet 

i protest mod, 


at FN ikke ville lade Maos 

kommunistiske Kina få en 

fast plads i Sikkerhedsrådet 

(se side 125). Derfor lykkedes 

det amerikanerne at få 

Sikkerhedsrådets opbakning 

til militær hjælp til Sydkorea. 

Formelt var det FN, der ved 

at føre krig mod Nordkorea 

ville skabe fred i Korea. Reelt 

var det hovedsageligt 

amerikanske tropper, der 

kæmpede. Sovjetunionen 

støttede Nordkorea med våben 

og udstyr, men Sovjet 

blev ikke direkte involveret i 

krigen. 

Efter et massivt luftbombardement 

af Nordkorea 

trængte de amerikanske 

tropper op i Nordkorea. Det 

kommunistiske Kina brød sig 

ikke om at have de amerikanske 

tropper så tæt på og 

gik ind i krigen på nordkoreansk 

side. Efter tre års blodig 

krig, som kostede ca. 2,5 

mio. mennesker livet, blev 

der indgået en våbenhvile. I 

2006 lå grænsen stadig ved 

den 38. nordlige breddegrad, 

og der var endnu ikke sluttet 

endelig fred Nord- og Sydkorea. 

Koreakrigen viste, at 

spændingen mellem supermagterne 

var så stor, at der 

når som helst kunne udbryde 

krig. I de følgende ti år 

brugte USA og Sovjetunionen 

enorme ressourcer på at 

udvikle atomvåben. 


f Siden slutningen af 1800-tallet 

havde Danmark ført en neutralitetspolitik, 

dvs. vi var ikke i forsvarsforbund 

med andre lande. Og når der 

udbrød krig, holdt vi ikke med nogen 

af parterne. Efter Anden Verdenskrig 

opgav Danmark sin neutralitet 

ved først at tilslutte sig FN (se 

side 125) og siden at melde sig ind i 

NATO. 

Fotoet fra 1949 er en demonstration 

mod Danmarks medlemskab af 

NATO, som betød, at der skulle bruges 

flere penge på militæret end 

tidligere. Damen med lirekassen deltager 

dog ikke i demonstrationen. 

Måske regner hun med, at den betyder, 

at der falder lidt ekstra penge 

af til hende. 

r Den amerikanske general 

Douglas McArthur (1880-1964) stod i 

spidsen for FN’s tropper i Korea. Da 

Kina gik ind i krigen, foreslog McArthur, 

at USA angreb Kina med atomvåben 

og en gang for alle fik tilintetgjort 

det kommunistiske styre. 

Den amerikanske præsident Truman 

var ikke helt afvisende over for tanken. 

Storbritannien og de andre 

europæiske allierede protesterede 

voldsomt. At angribe Kina ville udløse 

en tredje verdenskrig. Det bøjede 

Truman sig for. Da McArthur 

blev ved med at true med at angribe 

Kina, blev han afsat. 


n Den 6. august 1945 kastede et amerikansk bombefly en atombombe over den japanske by Hiroshima. Næsten 

halvdelen af 300.000 mennesker døde umiddelbart som følge af eksplosionen eller af følgesygdomme, der var fremkaldt 

af den kraftige radioaktive stråling. 

I de følgende år udviklede Sovjetunionen og USA atombomber, der var mere end 7.000 gange så kraftige som 

Hiroshimabomben. Supermagterne skaffede sig også langtrækkende missiler, der kunne afskydes fra Sovjetunionen 

og ramme USA – og omvendt. Fotoet er fra en amerikansk atomprøvesprængning på Bikini-øerne. 


Berlinmuren 

I Europa var det stadig Berlin, 

der var brændpunktet for 

konflikten mellem Sovjetunionen 

og USA. I 1958 forsøgte 

Sovjet igen forgæves at 

tvinge vestmagterne USA, 

Storbritannien og Frankrig 

ud af Berlin. Det var forholdsvis 

let at komme fra den 

ene sektor til den anden i 

byen. Mange østtyskere, der 

ønskede at flygte fra DDR, 

benyttede sig af den mulighed. 

Var de først kommet ind 

i den vestlige del af Berlin, 

kunne de komme videre til 

Vesttyskland. 

Hvert år forlod ca. 

100.000 østtyskere DDR. 

Ofte var det unge og veluddannede, 

som rejste til Vesten. 

Det var et problem for 

DDR og dermed også for 

Sovjetunionen. At så mange 

østtyskere flygtede fra, var til 

gengæld en fordel for USA 

og de vestallierede. Så kunne 

vesteuropæerne se, hvor forfærdelig 

kommunismen var. 

Og så ville udvandringen 

svække DDR og måske få 

systemet til at bryde sammen. 

Efter en økonomisk krise i 

DDR omkring 1960 steg antallet 

af flygtninge kraftigt. 

Hver måned i første halvdel 

af 1961 forlod ca. 30.000 

mennesker landet. Det blev 

nødvendigt for den østtyske 

n Berlinmuren var en næsten 160 km lang mur rundt om Berlins vestsektorer. 

Den første Berlinmur blev i hast opført natten mellem den 12. og 13. 

august 1961. Senere blev den erstattet af nye og mere effektive spærringer. 

Folk i Vestberlin kunne frit rejse til Vesttyskland. Gennem DDR skulle de 

dog køre ad ganske bestemte veje. De måtte ikke standse, før grænsen. 

Gjorde de det, dukkede det østtyske politi straks op. 

n En mand fra Vestberlin vinker til sine slægtninge i Østberlin. Fotoet er 

fra 1961. Berlinmuren betød, at familier, naboer og venner blev skilt, fordi de 

kom til at bo på hver sin side af muren. Visse steder blev muren bygget ned 

gennem en gade. Nu kunne man ikke længere komme i kontakt med sine 

genboer. 


egering at stoppe flugten. 

Med accept fra Sovjetunionen 

opførte østtysk militær 

og politi en næsten 160 km 

lang mur rundt om Berlins 

vestsektorer – Vestberlin. 

Folk, der boede i Vestberlin, 

måtte godt komme ud, men 

østberlinere og østtyskere 

kunne ikke komme ind i den 

vestlige del. 

Berlinmuren stoppede 

masseflugten fra DDR. De 

fleste østtyskere var efterhånden 

ganske tilfredse med forholdene, 

og stadigt færre 

overvejede at flygte. Den 

kommunistiske stat tog sig 

nemlig af sine borgere fra 

vugge til grav. Det var et 

trygt samfund, hvis man 

fandt sig i, at man ikke måtte 

kritisere styret, og at det var 

svært at få lov til rejse til vesten. 

Folk i Østtyskland havde 

ikke råd til så meget som fx 

folk i Vesttyskland. Til gengæld 

var man sikker på uddannelse 

og arbejde og 

trygge sociale forhold. Og 

kunne man acceptere, at der 

ikke var ytringsfrihed, og at 

man kun måtte tage på ferie 

i andre kommunistiske lande, 

var det måske ikke dårligt, 

mente mange. 

Med Muren var Berlinspørgsmålet 

så at sige løst. 

Dermed blev spændingen 

mellem Sovjetunionen og 

USA mindre. 


n Trods Berlinmuren lykkedes det for adskillige tusinde at flygte fra DDR til 

Vestberlin. Mange flugtforsøg var fantasifulde. Nogle flygtede i bil. Bag i bilen 

var der fx bygget et lille skjult rum, hvor der var plads til én person. 

Nogle fik spændt en wire ud mellem bygninger på hver sin side af muren og 

kravlede over. Flere gravede en tunnel under muren. 

n En grædende brud fra Vestberlin. På sin bryllupsdag må bruden ikke 

hilse på sine forældre, der bor i Østberlin. En vesttysk vagt lånte hende en 

kikkert, så hun kunne vinke til forældrene på den anden side af muren.

Den sidste flugt 

Chris Gueffroy og hans kammerat 

Christian boede i Østberlin. 

De ville til Vestberlin og 

derfra videre til Vesttyskland. 

Dér tjente man fl ere penge og 

havde mere frihed end i DDR. 

Om aftenen den 5. februar 

1989 fl ygtede Chris og Christian. 

De mavede sig forsigtigt 

gennem den 100 m brede dødsstribe 

(også kaldet ingenmandsland, 

der var et stykke 

mellem de to mure (som udgjorde 

Berlinmuren), hvor der 

blev holdt vagt, var pigtråd 

m.m.). Hvis de østtyske grænsevagter 

opdagede dem her, ville 

de to fl ygtninge blive skudt. 

Chris og Christian kravlede 

under strømførende hegn og 

pigtråd. De undgik omhyggeligt 

de elektriske følere, som 

kunne afsløre dem. Og når de 

hørte en vagtpatrulje, lå de 

helt stille. 

Det var næsten midnat, da 

de nåede frem til den høje 

mur. Den sidste forhindring. 

Hvis de kom over den, skulle de 

kun svømme over en smal kanal. 

Så var de i sikkerhed i Vestberlin. 

Christian kastede et reb med 

et lille anker over muren. Det 

larmede, da ankeret satte sig 

fast på toppen. Chris og Christian 

holdt vejret og lyttede. 

Men der var vist ingen, der 

havde hørt noget. Hurtigt rejste 

Christian sig og greb fat i 

rebet for at kravle over. 

En maskingeværssalve smældede. 

Ankeret blev ramt, og rebet 

faldt ned. Chris prøvede 

desperat at hjælpe Christian 

over muren. Flere salver. Denne 

gang sigtede vagterne mod de 

to fl ygtninge. Begge faldt om – 

ramt af skud. Kun Christian 

overlevede. 

Chris Gueffroy blev nummer 

94 og den sidste, der blev 

dræbt ved Berlinmuren under 

forsøget på at fl ygte fra øst til 

vest. 

j Den Kolde Krig gav inspiration til 

et stort antal spændende spionromaner 

og fi lm. Her er et billede fra 

James Bond-fi lmen From Russia, 

With Love fra 1963. Den skotske 

skuespiller Sean Connery havde 

hovedrollen som agent 007, James 

Bond. Som i alle James Bond-fi lm 

vrimlede det med smukke kvinder. 

Her er det Daniela Bianchi, der spillede 

rollen som den sovjetiske agent 

Tatiana Romanova. 


På randen 

af atomkrig 

Den største afspænding mellem 

USA og Sovjetunionen 

fandt sted efter Cuba-krisen i 

1962. I 1959 havde oprørere 

under ledelse af Fidel Castro 

afsat den korrupte diktator 

Fulgencio Batista på Cuba. 

Efter Castros kup beslaglagde 

den cubanske stat amerikanske 

virksomheder på Cuba. 

Det blev amerikanerne vrede 

over. USA støttede et modkup 

mod Castro. Da det mislykkedes, 

boykottede USA al 

samhandel med Cuba. 

Castro henvendte sig nu til 

Sovjetunionen for at få hjælp 

og mulighed for at øge handelen 

med de kommunistiske 

lande. Den sovjetiske leder 

Nikita Krustjov var meget 

interesseret i at få indflydelse 

i et land, der lå mindre end 

r Fidel Castro og hans oprørere modtages som befriere i Cubas hovedstad Havana i 1959. 


200 km fra USA. Cuba accepterede, 

at Sovjetunionen i 

dybeste hemmelighed byggede 

raketanlæg på øen. 

Missiler herfra kunne på få 

minutter ramme ethvert mål 

i USA. 

Men amerikanske spionfly 

opdagede det sovjetiske byggeri. 

Den amerikanske præsident 

John F. Kennedy krævede 

raketanlægget på Cuba 

fjernet. Det nægtede Krustjov.

n Cubakrisen er slut. Sovjetiske fartøjer med missiler er vendt om. 

Sovjetiske skibe var på vej til 

Cuba med missilerne. Kennedy 

gav den amerikanske 

flåde besked på at blokere adgangen 

til Cuba. Han meddelte 

Krustjov, at forsøgte de 

sovjetiske skibe at trænge 

igennem blokaden, ville der 

blive krig. I næsten en uge 

var der en frygt for, at en 

krig mellem Sovjetunionen 

og USA ville starte. I sidste 

øjeblik gav Krustjov de sovjetiske 

skibe ordre til at 

vende om. 

Cubakrisen havde bragt 

supermagterne på randen af 

en krig, der ville blive ud- 

kæmpet med atomvåben. De 

fleste var klar over, at en sådan 

krig i tab af menneskeliv 

og ødelæggelser ville overgå 

alle tidligere krige. Krustjov 

og Kennedy blev derfor 

enige om prøve at forebygge 

fremtidige kriser og dæmpe 

våbenkapløbet. Krustjov talte 

om, at de to supermagter var 

meget forskellige. Men de 

måtte acceptere hinanden og 

leve i fredelig kappestrid, 

som han sagde. 

På den måde blev Berlinmuren 

og Cubakrisen anledningen 

til en 15-16-årig periode 

med afspænding mel- 

lem de to supermagter. Der 

var fortsat modsætninger 

mellem USA og Sovjetunionen, 

og begge parter brugte 

store mængder penge på at 

modernisere deres atomvåben 

og militære styrker. Men 

langsomt kom der gang i et 

samarbejde. I 1970’erne 

mødtes lederne af supermagterne 

flere gange og aftalte 

begrænsning af atomvåben. 


Kold krig 

– anden halvleg 

I 1979-80 stoppede afspændingen 

mellem supermagterne. 

Den Kolde Krigs anden 

halvleg begyndte. Det skyldtes 

begivenheder i Afghanistan 

og i Europa. Men også at 

USA fik en præsident, Ronald 

Reagan, som var meget 

fjendtlig over for kommunismen 


Afghanistan var et tilbagestående 

og muslimsk samfund, 

hvor klaner og krigsherrer 

havde haft magten i århundreder. 

I slutningen af 

1970’erne fik Afghanistan en 

kommunistisk regering, der 

forsøgte at modernisere lan- 

f Efter 10 år 

trak Sovjetunionen 

sig endelig 

ud af Afghanistan 

i 1989. Landet 

flød med våben, 

som blev brugt i 

en langvarig og 

blodig borgerkrig, 

der lagde store 

områder af landet 

i ruiner. 

det. Det ville betyde, at klanlederne 

mistede deres magt. 

Og det var de ikke interesserede 

i. Derfor angreb de regeringen 

og hæren. Fra islamiske 

lande strømmede unge 

mænd til Afghanistan for at 

slutte sig til mujahedinerne, 

som man kaldte de muslimske 

oprørere. 

Det kneb for den afghanske 

regering og hæren at klare 

sig. Derfor bad de Sovjetunionen 

om hjælp. Efter nogen 

tids tøven sendte Sovjetunionen 

fra årsskiftet 1979-80 

store troppestyrker til Afghanistan. 

USA protesterede og 

boykottede De Olympiske 

Lege, der blev afholdt i 

Moskva i 1980. 


USA nøjedes ikke med at 

boykotte OL. Amerikanerne 

frygtede, at Sovjetunionen 

ville benytte invasionen i Afghanistan 

til at få indflydelse i 

Den Persiske Bugt, bl.a. over 

Iran og Irak. USA fik en stor 

del af sin olie fra disse lande. 

Det ville være en katastrofe 

for USA, hvis Sovjetunionen 

fik kontrollen med olien. 

Derfor støttede amerikanerne 

mujahedinerne med penge og 

våben. 

Raketter i Europa var en 

anden sag, der forværrede forholdet 

mellem USA og Sovjetunionen. 

I slutningen af 

1970’erne begyndte Sovjetunionen 

at udskifte missiler, 

der var placeret i Østeuropa,

og som var rettet mod Vesteuropa. 

USA havde også missiler. 

De var placeret i bl.a. Vesttyskland 

og var rettet mod 

Sovjetunionen og de kommunistiske 

lande i Østeuropa. 

Men USA og de øvrige medlemmer 

af NATO mente, at 

de nye sovjetiske missiler ville 

give Sovjetunionen overtaget 

i Europa. Derfor vedtog 

NATO i 1979 den såkaldte 

dobbeltbeslutning: Sovjetunionen 

skulle fjerne missilerne 

inden tre år, ellers ville 

NATO opstille næsten 600 

moderne atommissiler i Vesteuropa. 

Hvis Sovjet gjorde 

det, ville NATO til gengæld 

tilbyde Sovjetunionen en 

nedrustning af det vesteuropæiske 

atomforsvar. 

Men parterne kunne ikke 

blive enige. I 1981 blev Reagan 

præsident i USA. Især i 

sin første præsidentperiode fra 

1981 til 1984 var Reagan meget 

fjendtlig over for kommunismen 


Det var nødvendigt for USA 

at opruste for at kunne forsvare 

sig, mente han. På hans 

initiativ blev et nyt antimissilsystem, 

det såkaldte Stjernekrigsprojekt, 

startet. Det gik i 

korthed ud på, at man ved 

hjælp af satellitter skulle opdage 

og nedskyde sovjetiske 

missiler, før de ramte amerikansk 

jord. 

I 1983 spidsede krisen mel- 

lem Sovjetunionen og USA 

til, da Reagan kaldte Sovjetunionen 

for „ondskabens imperium“ 

(the evil empire). 

Senere på året nedskød en 

sovjetisk jager et sydkoreansk 

passagerfly, der ved en fejltagelse 

var kommet ind over 

sovjetisk territorium. Alle de 

henved 300 ombordværende 

omkom. Reagan fordømte 

Sovjetunionen for at nedskyde 

et civilt fly, der var 

kommet ud af kurs. Sovjetunionen 

undskyldte sig med, 

at man troede, at det var et 

spionfly. Samme år begyndte 

USA at opstille de første 

atommissiler i Vesteuropa. 

Forholdet mellem de to supermagter 

var ekstremt dårligt. 

j I slutningen af 

1970’erne begyndteSovjetunionen 

at placere 

SS-20 missiler i 

Østeuropa. Missilerne 

var placeret 

på lastbiler, og 

derfor var det 

svært at finde ud 

af, hvor de var. 

Hvert missil var 

forsynet med tre 

atomsprænghoveder, 

der hver 

var ti gange så 

kraftige som Hiroshima-bomben 

(se side 134). 


Sovjets 

sammenbrud 

Siden Anden Verdenskrig 

havde USA og Sovjetunionen 

frygtet, at modparten ville angribe. 

Derfor havde de brugt 

enorme beløb på militæret. 

Den amerikanske økonomi 

var langt bedre end 

den sovjetiske. Derfor havde 

USA bedre råd til at deltage i 

våbenkapløbet, og teknologisk 

fik amerikanerne også et 

større og større forspring. En 

del af udgifterne til våbenkapløbet 

fik USA dækket 

ved at eksportere våben til 

sine allierede i Vesteuropa. 

Sovjetunionen tjente ikke 

penge på sin våbeneksport. 

Tværtimod havde landet store 

udgifter på at støtte en række 

kommunistiske regeringer og 

oprørsbevægelser rundt om i 

verden med våben og penge. 

I 1970’erne og 1980’erne anvendte 

Sovjetunionen ca. 20 % 

af sin samlede indkomst på 

militæret. Til sammenligning 

anvender Danmark under 

3 %. Fra slutningen af 

1970’erne gik det ned ad 

bakke for den sovjetiske økonomi. 

Skulle Sovjetunionen 

ikke bryde sammen, var det 

nødvendigt at begrænse de 

enorme udgifter til militæret. 

r Mikhail Gorbatjov (1931- ) og Ronald Reagan (1911-2004) skriver under på en aftale om begrænsning af atomvåben 

i 1987. Gorbatjov blev meget populær i Vesten, og han fik Nobels fredspris i 1990. Men i Rusland var han ikke populær. 

Mange mente, at han var ansvarlig for opløsningen af Sovjetunionen. 


I 1985 blev Mikhail Gorbatjov 

generalsekretær, dvs. 

den øverste leder, i Sovjetunionen. 

Hans opgave var at 

få den sovjetiske økonomi 

bragt i orden igen – bl.a. ved 

at skære ned på militæret. 

Det kunne kun ske, hvis forholdet 

til USA blev bedre. 

Og Gorbatjov var heldig. 

Allerede i 1984 havde Reagan 

ændret tonen over for 

Sovjetunionen. Reagan talte 

om, at de to supermagter 

havde misforstået hinanden. 

For at få en fredelig verden 

var det nødvendigt med et 

samarbejde om nedrustning. 

I 1985 mødtes Reagan og

Gorbatjov for første gang. 

Det blev indledningen til en 

række aftaler om nedskæringer 

af atomvåben. I 1988 trak 

Gorbatjov de sovjetiske styrker 

ud af Afghanistan og 

indledte en kraftig reduktion 

af det sovjetiske militær. 

Men det lykkedes ikke for 

Gorbatjov at redde Sovjetunionen 

og samtidig bevare 

det kommunistiske planøkonomiske 

system (side 123). 

I 1991 brød supermagten 

sammen. Den blev opløst i 

flere selvstændige stater, hvor 

den største er Rusland. Den 

Kolde Krig var endegyldigt 

forbi. 

Danmark under 

Den Kolde Krig 

Danmark lå tæt på de kommunistiske 

lande DDR og 

Polen. Udbrød der krig mellem 

NATO og Warzawapagten, 

ville Danmark uundgåeligt 

blive en slagmark. Militærøvelser 

i Danmark under 

Den Kolde Krig handlede 

ofte om, hvordan man sammen 

med NATO-partnerne 

skulle forsvare sig mod et angreb 

fra Warzawapagten. 

Efter Sovjetunionens sammenbrud 

i 1991 og Warzawapagtens 

opløsning er det 

kommet frem, at de kommunistiske 

lande faktisk havde 

detaljerede planer for et angreb 

på Danmark. På tilsvarende 

måde havde NATO 

planer for, hvordan man 

bedst kunne føre krig mod 

Warzawapagten. 

Under Den Kolde Krig 

var befolkningen i Danmark 

dog ikke enige om, hvilken 

forsvarspolitik landet skulle 

føre. De fleste syntes, at 

Danmark var bedst beskyttet 

ved at være medlem af 

NATO. Og mange ville 

gerne bruge endnu flere 

penge på militæret, end man 

gjorde. 

Andre mente, at Danmark 

skulle melde sig ud af NATO 

og slutte sig til gruppen af 

alliancefrie stater, dvs. stater, 

der var neutrale i forhold til 

USA og Sovjetunionen. Blev 

der tilstrækkeligt mange alliancefrie 

stater, kunne de måske 

mægle mellem USA og 

Sovjetunionen og overtale 

dem til at afskaffe hovedparten 

af deres atomvåben. 

I Danmark var der også et 

kommunistparti (DKP), som 

under Den Kolde Krig var 

meget loyal over for Sovjetunionen. 

DKP arbejdede for, 

at Danmark skulle blive et 

kommunistisk land. Partiet 

havde dog kun begrænset tilslutning 

i befolkningen. I 

perioder var det slet ikke i 

Folketinget, og kom DKP 

ind, var det kun med få 

mandater. 


Register 

A 

Afghanistan 118, 124, 140, 143 

al Qaeda 118, 124 

Anden Verdenskrig 50, 56, 122, 

125, 126, 128, 133, 142 

arbejder 20, 21, 50, 59, 61, 

80-81, 99 

atombombe 134 

atomvåben 56-57, 119, 122, 132, 

133, 139, 142 

B 

Batista, Fulgencio 138 

Berlin/Berlinmuren 87, 122, 

127-129, 135-137, 139 

besættelseszone 128 

Bibelen 11, 13, 31, 34, 36 

biskop 31, 35, 107, 117 

Bonaparte, Napoleon 20, 72-74, 

76-79 

Bondevennerne 99 

Bush, George W. 118, 119 

Byzantinske Rige, Det 103, 

104-107, 109-113, 115-116 

C 

Castro, Fidel 138 

Chiang Kai-shek 130 

Christian 4. 14-17 

Christian 6. 32, 34, 37, 42 

Christian 7. 69-71, 74 

Christian 8. 71, 85, 86 

Christian 9. 71, 96, 98, 99, 100 

Christian 10. 99 

Christiania 29, 64, 65 

Christiansborg 87, 88 

Churchill, Winston 126 

Cro-Magnon 7, 8 

Cuba/Cubakrisen 138-139 

D 

Danner, grevinde 88 

Dannevirke 97 

DKP (Danmarks Kommunistiske 

Parti) 143 

Dybbøl 90, 97-99 

dømmende magt 93 

E 

Ejderpolitik 87 

emirat 104, 107, 112 

Estrup, J.B.S. 99-100 


F 

Folketinget 56, 93-94, 96, 99-100, 

118, 143 

Forenede Nationer (FN) 125, 

131-133 

Franco 26, 27 

Fredericia 91, 92 

Frederik 2. 15 

Frederik 4. 32-33, 37 

Frederik 6. 71, 73-74, 82-83 

Frederik 7. 71, 86-89, 91, 93, 96 

Første Verdenskrig 116, 121 

G 

Gorbatjov, Mikhail 142-143 

Grundloven 35, 71, 82-83, 93-95, 

99-100 

Grundtvig, N.F.S. 72, 81 

Guernica 26-27 

guldalder 18-19 

H 

helleristning 7-8 

helstat 69, 74, 83-90, 94, 96 

hippier/blomsterbørn 48, 63-65 

Hiroshima 134 

Hitler, Adolf 25, 121-122 

Holsten 69, 74, 82-84, 87-92, 

96, 98 

Hussein, Sadam 118 

Højre 99-100 

I 

Irak 65, 109, 118-119, 140 

islam/muslim 102-109, 111-119, 

124, 140 

J 

Jerntæppet 126 

Jerusalem 107-108, 110-113, 

114-115, 117 

Jesus 11, 12, 35, 105, 107 

Jihad 103 

K 

kalifat 104, 105, 107 

kalkmaleri 9-13 

katekismus 33-35 

Kennedy, John F. 138-139 

Kina 60, 125, 130-133 

Kolde krig, Den 120-143 

kollektiv 48, 58, 60, 64 

kommunist/kommunisme 56, 58, 

60, 123, 124, 126, 127, 129, 

130-133, 136, 138, 140-143 

konfirmation 31-44, 47 

Konstantinopel (Istanbul) 105, 

113, 114, 116 

Korea/Koreakrigen 118, 131-133, 141 

korstog 102-119 

L 

Landstinget 94, 99 

Lauenburg 74, 82, 83, 92, 96, 98 

Lehmann, Orla 84-85, 87, 88, 89 

lovgivende magt 86, 93, 96 

Luther, Martin 13, 31, 32, 33, 34 

Løvehjerte, Richard 112, 115 

M 

Mao 60, 125, 130-131

markedsøkonomi 123 

Marshallplan 127 

maurer 104, 106 

McArthur, Douglas 133 

Mekka 105, 106 

Muhammed 103, 105, 106 

N 

Napoleonskrigene 20, 72-74, 

76-79, 82, 83 

nationalliberal 82-85, 87, 89, 95, 

96, 99 

NATO 130-131, 133, 141, 143 

naturalisme 20-22 

nazisme 25, 26, 52 

Novemberforfatningen 96 

næringsfrihed 95 

O 

oplysningstid 18 

Osama bin Laden 118, 124 

Osmanniske Rige, Det 116 

P 

Palæstina 107, 108, 113 

pave 105, 107, 108, 111-115 

Perserriget 103, 104 

Picasso, Pablo 22, 26-27 

pietisme 31-32 

pilgrim 107 

planøkonomi 123, 127, 143 

Preussen 72, 74, 76, 78, 82, 90, 92, 

96, 98, 99, 101, 128 

protestant (evangelisk-luthersk) 

13, 31, 32, 116 

R 

Reagan, Ronald 140-142 

Reden, Slaget på 72-73 

reformation 14, 31 

regering 26, 27, 56-58, 59, 61, 69, 

74, 88-90, 92-96, 99-100, 127, 

129, 130, 136, 140, 142 

Rendsborg 87-89 

renæssance 14-16 

Rigsdagen 93, 96 

Rom/Romerriget 15, 19, 28, 

103-105, 108, 113 

romantik 18-19 

Rosenborg 14 

Rusland 72, 74, 76-78, 82, 90, 91, 

96, 121, 125, 142, 143 

rytterskole 33 

S 

sakramente 31-32 

Saladin 112-113 

seldsjukker (tyrker) 107-110 

Slesvig 69, 74, 82-85, 87-92, 

94-99 

slesvig-holstener 84, 87-92, 96 

Socialdemokratiet 59 

Sovjetunionen 56, 61, 120-124, 

126-132, 134-143 

Spanien 26-27, 76, 78, 104, 106, 

107, 115, 121 

Stalin 123, 126-128, 130 

Storbritannien 72-74, 76-78, 82, 

90, 96, 118, 121-122, 125, 127, 

128-129, 130, 133, 135 

stormand 9, 10 

stænderforsamling 82-83, 85-87, 

89, 94 

T 

terror 26, 60, 61, 118, 124, 126 

Treårskrigen 91, 96 

Truman, Harry S./Trumandoktrinen 

126, 128, 130, 133 

Tyskland 25, 26, 52, 60, 72, 74, 99, 

101, 112, 113, 121-122, 128-129, 130, 

131, 135-137, 141 

U 

udøvende magt 93 

ungdomskultur 47-67 

USA 118-119, 120-136, 138-143 

V 

Valdemar den Store 117 

valgret 82, 84, 86, 87, 93-94, 100 

Venstre 99, 100 

Vesttyskland (BRD) 129, 131, 

135-137, 141 

Vietnam/Vietnamkrigen 24, 

58-59, 62, 124 

Ø 

Østtyskland (DDR) 129, 130, 131, 

135-137, 143 

R E G I S T E R 145

Bogens illustr ationer 

Artothek, Spezialarchiv für Gemäldefotografie © Léopold Schmutzler/ 

Copy-Dan Billedkunst 20060462: 25n 

© ASA/Lau Lauritzen. Plakat lavet af © Aage Lundvald/Copy-Dan 

Billedkunst 20060462. Venligst udlånt af DFI/Billed- & Plakatarkiv: 51 

Biopix: 32 

Bjørn, Claus ”1848”: 89n 

Bolvig, Axel: 9, 10-11, 12, 16 

Boss: ”Nationalisme, krig og demokrati”, Gyldendal: 20, 89ø 

Bridgeman Art Library: 114 

Bridgeman Art Library © Nolde Stiftung Seebüll: 23tv 

Dansk Folkemindesamling: 44 

Dansk Folkemuseums Billedarkiv: 38 

Fyns Kunstmuseum © H.A. Brendekilde/Copy-Dan 

Billedkunst 20060462: 21m 

Gyldendals Billedbibliotek: 33ø, 39ø, 41ø, 41tv, 68, 75, 83ø, 85, 88, 92 

Hirschsprungske samling, den/Fotograf: Hans Petersen: 70, 94-95 

Illustreret Tidende 1903, det Kongelige Bibliotek: 37 

Klee, Paul: Around the Fish (Um den Fish), 1926. New York, Museum of 

Modern Art (MoMA). Olie på Lærred, (46,7 x 63,8 cm). Abby Aldrich 

Rockefeller Fund. 271.1939. © 2006. Digital Image, The Museum of 

Modern Art, New York/Scala Florence. © Paul Klee/Copy-Dan 

Billedkunst 20060462: 25ø 

Kongelige Bibliotek, det: 41th, 100 

Københavns Bymuseum: 36, 80, 82 

Lousiana © Richard Mortensen/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 24tv 

Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, det: 16ø, 17, 71n.th, 83n, 

84, 90, 91n, 97, 117ø 

Nordjyllands Kunstmuseum © Wilhelm Freddie/Copy-Dan 

Billedkunst 20060462: 23th 

Museo Reina Sofia, Madrid © Pablo Picasso/Copy-Dan 

Billedkunst 20060462: 27 

Museum of Modern Art, New York © Pablo Picasso/Copy-Dan 

Billedkunst 20060462: 22tv 

© Nolde Stiftung Seebüll: 23tv 

Polfoto: 6, 29, 30, 41mf, 42, 46, 66-67, 98ø, 98-99, 118-119, 136n 

Rosenborg Slot: 71n.tv 

Rosenborg Slot/Fotograf: Hans Petersen: 71ø.tv 

Rosenborg Slot/Fotograf: Kit Weiss: 71ø.th, 71n.mf 

Scanpix: 8, 14, 15, 26, 28, 33n, 35, 39n, 45, 48, 49, 52, 53, 54, 55, 57, 

58-59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 77, 86, 94ø, 102, 104ø, 96, 106-107, 108, 110, 


112, 113, 115, 116, 120, 122, 124, 127, 128-129, 130-131, 133, 134, 135n, 136ø, 137, 

138, 139, 140, 141, 142 

Scanpix © Marco Evaristti/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 24th 

Statens Museum for Kunst: 18, 19, 21ø, 21n, 22th, 117n 

Willemoesgaard, Assens: 72-73 

For enkelte illustrationer har det ikke været muligt at finde frem til den retsmæssige 

copyrightindehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten 

er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retsmæssige krav i denne forbindelse vil 

selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen. 

R E G I S T E R 

147

66529_hit med hist 8 kl.indd - Syntetisk tale

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

66529_hit med hist 8 kl.indd - Syntetisk tale

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?