Den gørende tekst

Pointen om at manuskriptet indeholder en fordobling af gøren-sigen er således receptionsæstetisk
snarere end sprogpragmatisk: Modtages manuskriptet af de tiltænkte modtagere i den rette kontekst,
er det at sammenligne med en manual der anviser hvordan en række handlinger skal udføres for at
opnå et ønsket resultat. Manuskriptet er dermed gørende, ligesom det i øvrigt som manualen kan
beskrives som ikkefiktivt, realistisk, handlingsorienteret, med sigte på en fyldt kontekst, telisk
direction of fit, diegetisk, enkelt udtrykt, spontant og mundtligt.
Denne beskrivelse af manuskriptet er ikke ganske uset, fx ses den i lignende form hos Searle,
mens den ikke er slået igennem hos mere skønlitterært orienterede teoretikere. Mens Brandt-
Pedersen og Rønn-Poulsen fx godt nok anerkender at den dramatiske teksts “status er diskutabel”
idet de spørger om den er “et primært litterært værk”, eller “et råmateriale, som først bliver et
færdigt kunstværk når det realiseres i en fremførelse på en scene” (1982:20), kommer de ikke i
nærheden af den for mig at se korrekte konklusion: at manuskriptet hører under den type sagprosa
som de kalder “opfordring, påbud, spørgen, henstilling, aftale.” (1982:41).
108