Den gørende tekst

At Schlegels romandefinition indebærer et “anticlassical aspect” på trods af definitionens antikke
kilde, eksemplificerer det besvær som ifølge Bakhtin vil hjemsøge genreteorier når de konfronteres
med romanen (se s. 15), og besværet bliver kun større for Schlegel idet han på trods af sin
tidsbundne hypostasering af romanen, hævder ahistorisk status for epik, lyrik og drama – “an
apparently unhistorical concept of form” (1966-67:89). Det er svært at acceptere at epik, lyrik og
drama skulle være ahistoriske former når der i deres definitioner indgår hensyn til samtidens trends,
for Schlegels vedkommende særligt romanen. Schlegels forsøg på at opdatere Platons genreteori
synes dermed at ende i et paradoks.
Delkonklusion
At de overordnede bestemmelser for genrebegrebet som tekstbegreb må være formelle og
sprogpragmatiske, understøttes af at følelseskvaliteter som Goethes, Schlegels kvaliteter objektiv,
subjektiv og objektiv-subjektiv samt ikke mindst Novalis’ tids-, køns- og persontypeangivelser
nødvendigvis må ses som enten kontingente, ikke-formelle forudsætninger for tale og tekst (såvel
på et konkret-empirisk som på et alment plan, knyttet henholdsvis til den ydre verden (objektiv),
den indre verden (subjektiv) og den intersubjektive handleverden), eller som kontingente træk ved
det propositionelle indhold (vi kan i vores tale inddrage såvel ting (objektiv) som indre
følelsestilstande (subjektiv)). Fokus i de romantiske bestræbelser på at definere genrer er forskubbet
fra sproget selv til noget andet som sproget antages at stå i en privilegeret relation til. Men som
Genette skriver, er disse relationer til syvende og sidst “factitious symmetry with the help of a
copious supply of false windows.”
Der synes at være to empiriske årsager til at de relationelle genreteorier som jeg her har set
på, kaster sig ud i fejlslagne definitionsforsøg: Dels udfordringen fra romanen og dels opkomsten af
en vægtig lyriktradition. I Goethes definition af poesiens tre naturformer er det behovet for at
integrere lyrikken der bringer teorien ud af balance. Måske bunder forskellen mellem de antikke og
romantiske teorier simpelthen i at litteraturen var mere overskuelig i antikken? At dømme efter
Aristoteles’ og Platons skrifter spillede lyrik fx ikke samme store rolle her som i romantikken, ja,
faktisk er det uvist om antikken overhovedet kendte til lyrik i stil med vore og romantikernes dages.
Dithyrambedigtningen synes at komme tættest på, men ifølge Genette opfattede Aristoteles og
Platon den ikke som en selvstændig modus på niveau med drama og epik, men tværtimod som
underordnet hhv. “dramatic” og “purely narrative” (1979:7). For Platon og Aristoteles var der
tilsyneladende kun to: narration og dramatik (samt, for Platon, en blanding).
21