Den gørende tekst

skriftlige, men er det blot ikke prototypisk (de sekundære, komplekse talegenrer er omvendt “främst
skriftlig”, men altså underforstået ikke udelukkende). Også her er jeg enig, og jeg vil tolke Bakhtins
beskrivelse som udtryk for at primære talegenrer umiddelbart kan gøres gangbare i kommunikation;
det ligger i kontrasten til de prototypisk skriftlige (“främst skriftlig”), sekundære talegenrer der jo
“förlorar den direkta förbindelsen med den reella verkligheten och med andra reella yttranden”
hvorfor de ikke umiddelbart kan gøres gangbare. Den umiddelbare eller direkte gangbarhed
forekommer afledt af de primære talegenrers “direkta förbindelsen med den reella verkligheten och
med andra reella yttranden”. 18
Ved at sætte begreberne om primære og sekundære talegenrer i relation til hhv. samtalens og
skriftens kontekst, og dermed til to måder at bruge sproget på, gør Bakhtin sit fokus
sprogpragmatisk. Line Henriksen er i artiklen ‘På sporet af poesien. Bachtin og genreteori’ (2003)
inde på netop dette:
Først og fremmest hjælper Bachtins idé om talegenrer, primære som sekundære, os ud over det
deduktive empiriske genrebegreb, som Genette afviste [ved i The Architext at fremhæve
udsigelsesmodi på genrebegrebets bekostning]. En genre er hos Bachtin en typisk form for
ytring, karakteriseret af stil og især af særlige fortæller- og forfatterpositioner og –intentioner.
(2003:124)
Desværre forfølger Henriksen ikke dette aspekt ved Bakhtins teori, fx ved at definere de “særlige
fortæller- og forfatterpositioner og –intentioner”, hvorved hun ellers kunne have nærmet sig gørensigen.
Hos Bakhtin selv er der uklarheder hvad angår distinktionen mellem primære og sekundære
talegenrer. Især er det ikke oplagt for alle teksttypers vedkommende hvad det vil sige at man i
forhold til en ytring må kunne “inta en svarande position (t.ex. verkställa en order)” (1952-53:218).
Hvis man antager at ordren er en primær og romanen en sekundær talegenre, så kan man spørge
hvad de deler med hensyn til svarmulighed. Kan den “svarande förståelse” (fx 1952-53:216) af en
roman ses som et svar af samme type som udførslen af en ordre? At der er en forskel mellem ordren
og romanen, er Bakhtin naturligvis ikke blind for da denne forskel netop svarer til forskellen
mellem primære og sekundære talegenrer. Alligevel står spørgsmålet tilbage om hvordan tekster fra
18
Også begreberne diegesis-mimesis synes at have prototypiske roller at spille i denne sammenhæng: Diegesis må være
fremherskende i primære talegenrer da det som regel vil være sværere og næppe særligt formålstjenstligt at iføre sig en
udsigelsesmæssig maske i “direkt talkommunikation”, mens masken (mimesis) nemt kan passe i “en mer komplex och
relativt högt utvecklad och organiserad kulturell kommunikation (främst skriftlig)”.
27