Den gørende tekst

moderne betingelser, sofistikeres af talehandlingsteoretikere som fx Austin og Searle der ydermere
udvider den afgørende: På det sprogpragmatiske grundlag beskriver de ikke enkelte genrer eller
isolerede udsigelsesmæssige fænomener, men sproget generelt. Dermed markerer cirklens fuldend-
else en forfremmelse af begreberne fra lokal genre- eller sprogteori til en status som dimension.
Allerede Bakhtin udvidede imidlertid perspektivet markant idet han inddrog hverdagens sprog
på lige fod med kunstnerisk sprog i sit begreb om talegenrer. Denne perspektivudvidelse er prin-
cipielt set helt i tråd med den sprogpragmatiske basis givet af Platon og Aristoteles, og udvidelsen
føjer interessante nuancer til gøren-sigen: (Sprog)kunst-dagligsprog er ikke som begrebspar syno-
nymt med gøren-sigen, men der viser der sig en prototypisk interessant fordeling: Gøren er kende-
tegnende, men ikke eksklusiv for dagligsprog, og sigen er kendetegnende, men ikke eksklusiv for
(sprog)kunst. Af den grund vil tekster i romantikernes overgenrer epik, lyrik og drama kunne
karakteriseres som sigende for så vidt de er skønlitterære.
Hos de erklærede talehandlingsteoretikere finder man noget der ligner den sprogpragmatiske
skelnen jeg hermed har antydet mellem gøren og sigen. Det er dette isolerede træk jeg i det følgende
vil fokusere på, og jeg redegør derfor kun generelt for talehandlingsteorien hvor det er bydende
nødvendigt. Den teoretiske fremlægning og diskussion vil i sig selv vil vise sig omstændelig – en af
årsagerne hertil, ikke den mindste, er at det teoretiske felt jeg vil beskrive, er overrendt. Mange har
givet deres bud på feltets status, 21 og jeg vil ikke kunne komme uden om begreber som helt eller
delvist dækker over det samme. Med kapitlets udgang skal moradset dog beskæres.
21 Med Barry Smith, der i en artikel har skitseret talehandlingsteoriens historie (2004), som sandhedsvidne kan man
finde distinktioner der i bagklogskabens lys og i endnu højere grad end diegesis-mimesis ligner den jeg arbejder med,
helt tilbage til Aristoteles. Blandt iøjnefaldende fortilfælde er distinktionen hos Thomas Reid mellem social acts og
solitary acts. Ligesom min distinktion udspringer Reids fra kontekstuelle overvejelser, og som en blandt flere slående
ligheder (her med gøren) pålægger han social acts “a necessary directedness towards some other person” (2004:2).
31