Den gørende tekst

etydning. Denne ses ikke mindst i distinktionens anvendelighed i forbindelse med sidste kapitels
emne, genrekarakteristik, og den ses ligeledes i dens store forklaringspotentiale hvad angår
velkendte situationer for handling og talehandling. En skematisk oversigt over fire sådanne
situationer er givet i bilag 3 som her skal forklares. Skemaet rummer to vertikale og en horisontal
akse: Den venstre vertikale markerer oppefra og ned overgangen fra ikke-sproglig instrumentel
handlen hvor A arbejder tavst, evt. sammen med B, over kommunikativ handlen der kombinerer
ikke-sproglig instrumentel handlen med handlekoordinerende, dvs. gørende, talehandlinger A og B
imellem, over dialogen der som rent sproglig handlen kombinerer sigen (fx information) og gøren
(fx spørgsmål og svar), og endelig til monologen hvor A nok kan ytre gørende talehandlinger
(typisk kommissiver), men hvor sigen er prototypisk. Den højre akse viser hvordan handletypen
bliver stadigt mindre spontan jo tættere man kommer på monologen, men den horisontale akse
illustrerer at alle fire handlesituationer forløber i tid.
(1) kunne fx være en situation hvor A og B i tavst fællesskab bygger et plankeværk, i (2)
kunne dette arbejde ledsages af talehandlinger som “Ræk mig hammeren” og “Vi skal være færdige
i dag!”. (3) er anderledes fordi der nu ikke længere umiddelbart er ikke-sproglige handlinger at
koordinere. Der er dog (gørende) talehandlingskoordinering side om side med sigen i dette tænkte
eksempelforløb: A: “Koncerten var fed i aftes”, B: “Skal du også afsted i dag?”, A: “Ja, jeg skal
også afsted i dag”, B: “Souvenirs er også et godt band”, A: “Tager du så ikke med?”. I (4) kunne
man fx tænke sig A fortælle om sin barndom til sin psykolog eller blot til sin dagbog. Eksemplerne
viser at overgangen fra den gørende perlokutionære handling til den sigende er glidende, og
derudover viser de en markant forskel i graden af muligheden for at vurdere om den perlokutionære
handling er vellykket, dvs. accepteret af modtager. For gørende talehandlingers vedkommende vil
den perlokutionære handlings vellykkethed kunne ses direkte som modtagers iværksættelse af
handlekædens næste led, i (2) at B rækker A hammeren og i (3) at B svarer “Jo, jeg tager med!”
eller, slet og ret, tager med. For sigende talehandlingers vedkommende er det derimod sværere at
afgøre om den perlokutionære handling er vellykket eller ej, for det afhænger af om modtager
accepterer eller afviser propositionen ingen af hvilke jo nødvendigvis giver sig synlige udtryk.
Skemaet antyder samtidig at gøren er ontologisk primær i forhold til sigen – et synspunkt som er
konsistent med fx Searles ontologiske distinktioner (1995) ifølge hvilket talehandling forudsætter
handling og ikke omvendt.
fører til handlekædens afslutning i form af modtagerens accept eller afvisning, antyder at der er noget at arbejde videre
56