Den gørende tekst

Prototypiske og definitoriske former
Efter således at have placeret gøren og sigen i talehandlingsteorien er det af hensyn til sigtet i det
afsluttende kapitel, at analysere konkrete eksempler på gørende genrer, nu tid til at karakterisere
gørens relation til distinktionen mellem diegesis og mimesis samt til de to andre sprogdimensioner,
ikkefiktion-fiktion og realisme-brud på realisme. Det vil her vise sig at gøren i kraft af sin status
som handlingsorienteret er definitorisk ikkefiktiv og prototypisk realistisk og diegetisk. Mens jeg i
det følgende vil forklare disse bestemmelser nærmere, vil jeg kun i forbifarten knytte kommentarer
til sigen. For at antyde betydningen af at isolere sigen som sprogpragmatisk kategori, vil jeg dog
som afslutning på dette kapitel kommentere et tekstområde som sigen prototypisk sidder tungt på,
nemlig skønlitteraturen. Uden overhovedet at tilbyde en forklaring af skønlitteratur som overordnet
begreb, vil jeg bestemme tre typer af skønlitterær sigen ud fra udsigelse samt vægtning af propositionens
reference og prædikation.
Gørende tekster er prototypisk diegetiske
‘Diegesis’ dækker over at en tekstafsender udsiger sin tekst i eget navn og uden maske, dvs. uden
mimetiske repræsentationer såsom fortællere eller skuespillere mellem sig og modtageren. Gørende
talehandlinger er prototypisk diegetiske, og årsagen hertil er kontekstuel: Udsigelsen af en gørende
talehandling forekommer prototypisk i en fyldt kontekst med tilstedeværelse af afsender såvel som
modtager. Det gør det svært for at afsender at skjule sig bag en mimetisk udsigermaske, og den
gørende talehandlings handlingsorientering vil desuden prototypisk gøre mimetisk udsigelse uhensigtsmæssig:
Hvis handling skal afstedkommes, tjener det afsender bedst ikke at blive misforstået,
og risikoen for misforståelse stiger hvis afsenderen søger at skjule sin identitet.
Eksempeltekst (1) er eksemplarisk gørende og indeholder fx følgende formulering:
Brug tonede ruder, rullegardiner eller anden afskærmning til at forhindre solblænding.
Afsenderen af denne talehandling er computerens producent eller sælger, og målet med at fremsætte
den er at få modtager til at handle mhp. at undgå solblænding. Med dette formål for øje er talehandlingen
der i denne henseende er repræsentativ for hele teksten, gjort så enkel som mulig: Den
er kort, uden stilfigurer, ligesom kompleks syntaks er undgået. For at undgå enhver tvivl er tekstens
karakter af gøren samtidig ekspliciteret af imperativet “Brug” der metaassertivisk slår fast at teksten
61