Den gørende tekst

ethvert brud kan alligevel bestemmes som prototypisk enten økonomisk eller uøkonomisk. Fx er
den metaforiske beskrivelse det grå / terrassogulv er gummitavst fra Klaus Rifbjergs digt “Solsort”
fra samlingen Konfrontation (1960) et eksempel på et prototypisk uøkonomisk brud – det er svært
at tænke sig kontekster hvor det er økonomisk – mens spørgsmålet Kan du række mig saltet? der
bogstavelig talt er rettet mod modtagers evner til at række saltet, prototypisk er økonomisk: Man
forstår i så godt som alle kontekster spørgsmålet som et ønske, høfligt rettet mod modtagers vilje.
Det kernesproglige forlæg der er en abstraktion over det som alt sprog som udgangspunkt har til
fælles, udgør sprognormen hvorudfra jeg foreslår at måle realisme.
Ved at give begrebet om realisme sprogligt fundament er det muligt at undgå de to paradokser
som er beskrevet ovenfor: Direkte verdensafhængighed indgår ikke i realismedefinitionen da
sproget, ikke verden, udgør målestokken. Med sproget som målestok undgår man samtidig at
udelukke netop de tekster fra teoriens eksplanatoriske rækkevidde som det typisk er hensigten at
forklare: de fiktive. Og derudover slipper man på baggrund af det sproglige fundament for at
forsøge at påvise en paradoksal lighed mellem sprogets “mærker på papir” og verden – lighedsforholdet
består nemlig nu mellem to tekster eller rettere mellem en tekst og det kernesproglige
forlæg.
Med det globale begreb om det kernesproglige forlæg har jeg imidlertid bevæget mig væk fra
Widell. Hos Widell er en teksts realisme relativ i forhold til en lokal, bestemt anden tekst eller type
af tekst:
Først og fremmest er den litterære realisme udtryk for en empirisk sammenligning af tekster:
Hér tekst B, hvis realisme skal udmåles, og dér en mulig tekst A, der vilkårligt kan udvælges
blandt en bestemt type tekster, og som vil kunne tjene som målestok for udmålingen af B’s grad
af realisme (med hensyn til denne type tekster). (2002:118)
Problemet ved denne fremstilling er at den giver en hel række realismebegreber – svarende til
antallet af teksttyper der kan gøre det ud for sammenligningsgrundlag – hvilket Widell heller ikke
nægter idet han tildeler bindestregs-realismer, fx social-realismen, ret (2002:126, note 24).
Realismebegrebet bliver for mig at se yderligere løst i kødet af at Widell tillader en ekstra definition
af realismen som kun kan gælde for fiktive tekster. 60 Realisme kan nemlig ikke kun bestå af lighed
mellem tekster, hævder Widell, men også af lighed mellem virkelige genstande og genstande som
60
Det skal siges at fokus for Widell er skønlitterære tekster, og som anført er sådanne prototypisk fiktive. Realismeparametret
må imidlertid kunne udbredes til at karakterisere alle tekster hvis det skal gives status som sprogdimension.
72