Knud Erik Kristensen - Kølstrup og Munkebo Kirker

Prædikenen, 2. Pinsedag
Tekst: Apostlenes Gerninger, Kap. 10,42-48a:
Peter sagde: ”Jesus befalede os at prædike for folket og vidne om, at der er Ham, Gud har bestemt
til at være dommer over levende og døde. Om Ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på
Ham, skal få syndsforladelse ved Hans navn.
Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. Og de troende af jødisk
herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også
blev udgydt overhedninger; For de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud.
Da tog Peter til orde: ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har
fået Helligånden ligesom vi?” Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Amen.
Mens Peter prædikede kom Ånden, Helligånden over tilhørerne. Og tilhørerne blev døbt i Jesu
navn. Omkring 3000 var de alt i alt. Den første større kristne menighed var kommet til verden. Og
kirken var blevet til.
Derfor er Pinse både en fest for pinseunderet, at Gud lod sin Ånd komme direkte til jord, til
mennesker dengang og mennesker af i dag – og at den kristne menighed blev grundlagt, at kirken
blev til.
Det er Helligånden, der gør levende.
Sådan siger Søren Kierkegaard i en længere prædiken over Pinsens underfulde begivenheder.
Ånden gør levende. Ikke tidsånden eller verdens ånden, men derimod Guds Ånd gør levende.
Normalt tænker vi vel, at Guds Ånd er sådan noget, der kaster en ekstra dimension ind i livet. Vi er
jo levende, og med Guds Ånd, så bliver vi, tænker vi måske, sådan lidt mere levende. Måske endda
lidt bedre mennesker – selvom det med Søren Kierkegaards ord vil være det ugudeligste af alt.
I stedet taler Kierkegaard om at afdø fra verden. Ganske enkelt som det siges ved dødefonten, når
det lille barn er blevet døbt: Som nu har genfødt dig ved vand og Helligånd. En genfødsel. Derfor
var den gamle dåbspraksis også at døbe barnet helt under vand – som et billede på, at der virkelig
var tale om en afdøen fra denne verden.
”Altså først døden, siger Kierkegaard, først må du afdø fra ethvert blot jordisk håb, enhver blot
menneskelig tillid. Du må afdø fra din selviskhed – men der er naturligvis intet, som mennesket
hænger så fast ved, som ved sin selviskhed.”
Og Ånden gør levende. Levendegør gennem dåben. Eller gør levende, når mennesket foretager
afgørelsen.

Ånden bringer troen. Ikke den tilfældige tro, men selve troen på Gud, og at denne tro er den
stærkeste i hele verden, at den har evighedens kræfter. Og at den er Åndens gave fra Gud. Troen er
menneskets sejr over verden.
Og Ånden bringer håb. Hvor forstandens eller verdens håb giver op eller forsvinder, dér er stadig
den levendegørende Ånds håb. Et håb, der bare håber – modsat forstandens og verdens håb, der
altid skal have noget at håbe på. Som så kan opfyldes, eller det man håbede på kan vise sig ikke at
holde stik.
Den levendegørende Ånds håb opfyldes altid – for det er håbet til Gud.
Og siger Kierkegaard: Ånden bringer også kærlighed. Og Kierkegaard understreger, hvad han andre
steder også har skrevet, at hvad vi mennesker priser under navn af kærlighed, altid er selvkærlighed,
og at, når vi ikke passer på dette, at da hele kristendommen forvirrer sig for os.
Disciplene gjorde efter pinsens under i dagene og årene derefter den opdagelse, at Kærligheden ikke
elskes, men at den hades, at den bespottes, at den bespyttes, at den korsfæstes i denne verden.
Og korsfæstes medens den dømmende retfærdighed roligt vasker sine hænder, og mens folkets
stemmer er højrøstet for røveren Barabbas.
Så svor disciplene vel denne ukærlige verden evigt fjendskab? Åh, ja i en vis forstand, thi kærlighed
til Gud er had til verden.
MEN FOR RESTEN NEJ, ved at elske Gud forenede de sig så at sige med Gud om at elske denne
ukærlige verden – den levendegørende Ånd bragte dem kærligheden. Og så besluttede apostlene i
lighed med forbilledet at elske, at lide, at udholde alt, at ofres for at frelse denne ukærlige verden.
Og dette er kærlighed.
”Sådanne gaver – troen, håbet og kærligheden – bragte den levendegørende Ånd til Apostlene på
Pinsedagen. O, at ånden også ville bringe os sådanne gaver, sandeligen, det er der behov for i disse
tider”, siger Kierkegaard.
Og i Prædikenen til Pinsens begivenheder fortæller så Søren Kierkegaard en lille historie:
”Der var engang en rigmand. Han lod i udlandet købe i dyre domme, et par aldeles fejlfrie og
udmærkede heste, som han ville have til sin egen fornøjelse. Og fornøjelsen af selv at køre dem.
Så gik der vel omtrent et år eller to. Dersom nogen, som tidligere havde kendt disse heste, nu så
ham køre dem, han ville ikke kunne kende dem igen. Øjnene var blevet matte og døsige, deres gang
var uden holdning. Intet kunne de tåle, intet kunne de udholde. De kunne næppe køre en mil uden,
at han måtte tage ind et sted undervejs.
Stundom gik de i stå ligesom han allerbedst sad og kørte. Og også havde de fået allehånde nykker
og uvaner, og uagtet de naturligvis fik foder i overflod, blev de grimmere dag for dag.

Da lod han Kongens kusk kalde. Han kørte dem i en måned. Og så var der på hele egnen intet par
heste, der bar hovedet så stolt, hvis blik var så fyrigt, hvis holdning så skøn. Intet par heste, der
således kunne holde ud at løbe om det så var syv mil i et stræk.
Hvordan kunne det nu gå til? Det er let at se: Ejeren, der uden at være kusk, gav sig af med at være
kusk, han kørte dem efter hestenes forstand på, hvad det er at køre.
Den kongelige kusk kørte dem efter kuskens forstand på, hvad det er at køre.
Således med os mennesker, siger Kierkegaard. O, når jeg tænker på mig selv, da har jeg ofte sagt
med vemod til mig selv: Her er evner og kræfter og forudsætninger nok – men kusken mangler.
Gennem længere tid er fra slægt til slægt vi mennesker blevet – om jeg så tør sige – kørte efter
hestenes forstand på, hvad det er at køre – altså efter menneskelig forstand på, hvad det er at køre.
Deraf følger også, at vi kan udholde så lidt, utålmodigt straks bruge øjeblikkets midler og utålmodig
øjeblikkelig at ville se lønnen for vort arbejde – hvilket jo selvfølgelig just så bliver derefter.
Og Kierkegaard slutter med en bøn, hvori de sidste linjer lyder:
”Hvor var det godt, at den kongelige kusk tog tømmerne, selvom det vistnok først indjog en gysen i
hestene, og hvad deres sind, men forgæves, oprørte sig mod – skulle da ikke et menneske snart
kunne forstå, hvilken velgerning det er mod et menneske, at du tager magten og giver livet”!
Amen.