Knud Erik Kristensen - Kølstrup og Munkebo Kirker
Knud Erik Kristensen - Kølstrup og Munkebo Kirker
Knud Erik Kristensen - Kølstrup og Munkebo Kirker
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Prædikenen, 2. Pinsedag<br />
Tekst: Apostlenes Gerninger, Kap. 10,42-48a:<br />
Peter sagde: ”Jesus befalede os at prædike for folket <strong>og</strong> vidne om, at der er Ham, Gud har bestemt<br />
til at være dommer over levende <strong>og</strong> døde. Om Ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på<br />
Ham, skal få syndsforladelse ved Hans navn.<br />
Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. Og de troende af jødisk<br />
herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave <strong>og</strong>så<br />
blev udgydt overhedninger; For de hørte dem tale i tunger <strong>og</strong> lovprise Gud.<br />
Da t<strong>og</strong> Peter til orde: ”Mon n<strong>og</strong>en kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har<br />
fået Helligånden ligesom vi?” Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Amen.<br />
Mens Peter prædikede kom Ånden, Helligånden over tilhørerne. Og tilhørerne blev døbt i Jesu<br />
navn. Omkring 3000 var de alt i alt. Den første større kristne menighed var kommet til verden. Og<br />
kirken var blevet til.<br />
Derfor er Pinse både en fest for pinseunderet, at Gud lod sin Ånd komme direkte til jord, til<br />
mennesker dengang <strong>og</strong> mennesker af i dag – <strong>og</strong> at den kristne menighed blev grundlagt, at kirken<br />
blev til.<br />
Det er Helligånden, der gør levende.<br />
Sådan siger Søren Kierkegaard i en længere prædiken over Pinsens underfulde begivenheder.<br />
Ånden gør levende. Ikke tidsånden eller verdens ånden, men derimod Guds Ånd gør levende.<br />
Normalt tænker vi vel, at Guds Ånd er sådan n<strong>og</strong>et, der kaster en ekstra dimension ind i livet. Vi er<br />
jo levende, <strong>og</strong> med Guds Ånd, så bliver vi, tænker vi måske, sådan lidt mere levende. Måske endda<br />
lidt bedre mennesker – selvom det med Søren Kierkegaards ord vil være det ugudeligste af alt.<br />
I stedet taler Kierkegaard om at afdø fra verden. Ganske enkelt som det siges ved dødefonten, når<br />
det lille barn er blevet døbt: Som nu har genfødt dig ved vand <strong>og</strong> Helligånd. En genfødsel. Derfor<br />
var den gamle dåbspraksis <strong>og</strong>så at døbe barnet helt under vand – som et billede på, at der virkelig<br />
var tale om en afdøen fra denne verden.<br />
”Altså først døden, siger Kierkegaard, først må du afdø fra ethvert blot jordisk håb, enhver blot<br />
menneskelig tillid. Du må afdø fra din selviskhed – men der er naturligvis intet, som mennesket<br />
hænger så fast ved, som ved sin selviskhed.”<br />
Og Ånden gør levende. Levendegør gennem dåben. Eller gør levende, når mennesket foretager<br />
afgørelsen.
Ånden bringer troen. Ikke den tilfældige tro, men selve troen på Gud, <strong>og</strong> at denne tro er den<br />
stærkeste i hele verden, at den har evighedens kræfter. Og at den er Åndens gave fra Gud. Troen er<br />
menneskets sejr over verden.<br />
Og Ånden bringer håb. Hvor forstandens eller verdens håb giver op eller forsvinder, dér er stadig<br />
den levendegørende Ånds håb. Et håb, der bare håber – modsat forstandens <strong>og</strong> verdens håb, der<br />
altid skal have n<strong>og</strong>et at håbe på. Som så kan opfyldes, eller det man håbede på kan vise sig ikke at<br />
holde stik.<br />
Den levendegørende Ånds håb opfyldes altid – for det er håbet til Gud.<br />
Og siger Kierkegaard: Ånden bringer <strong>og</strong>så kærlighed. Og Kierkegaard understreger, hvad han andre<br />
steder <strong>og</strong>så har skrevet, at hvad vi mennesker priser under navn af kærlighed, altid er selvkærlighed,<br />
<strong>og</strong> at, når vi ikke passer på dette, at da hele kristendommen forvirrer sig for os.<br />
Disciplene gjorde efter pinsens under i dagene <strong>og</strong> årene derefter den opdagelse, at Kærligheden ikke<br />
elskes, men at den hades, at den bespottes, at den bespyttes, at den korsfæstes i denne verden.<br />
Og korsfæstes medens den dømmende retfærdighed roligt vasker sine hænder, <strong>og</strong> mens folkets<br />
stemmer er højrøstet for røveren Barabbas.<br />
Så svor disciplene vel denne ukærlige verden evigt fjendskab? Åh, ja i en vis forstand, thi kærlighed<br />
til Gud er had til verden.<br />
MEN FOR RESTEN NEJ, ved at elske Gud forenede de sig så at sige med Gud om at elske denne<br />
ukærlige verden – den levendegørende Ånd bragte dem kærligheden. Og så besluttede apostlene i<br />
lighed med forbilledet at elske, at lide, at udholde alt, at ofres for at frelse denne ukærlige verden.<br />
Og dette er kærlighed.<br />
”Sådanne gaver – troen, håbet <strong>og</strong> kærligheden – bragte den levendegørende Ånd til Apostlene på<br />
Pinsedagen. O, at ånden <strong>og</strong>så ville bringe os sådanne gaver, sandeligen, det er der behov for i disse<br />
tider”, siger Kierkegaard.<br />
Og i Prædikenen til Pinsens begivenheder fortæller så Søren Kierkegaard en lille historie:<br />
”Der var engang en rigmand. Han lod i udlandet købe i dyre domme, et par aldeles fejlfrie <strong>og</strong><br />
udmærkede heste, som han ville have til sin egen fornøjelse. Og fornøjelsen af selv at køre dem.<br />
Så gik der vel omtrent et år eller to. Dersom n<strong>og</strong>en, som tidligere havde kendt disse heste, nu så<br />
ham køre dem, han ville ikke kunne kende dem igen. Øjnene var blevet matte <strong>og</strong> døsige, deres gang<br />
var uden holdning. Intet kunne de tåle, intet kunne de udholde. De kunne næppe køre en mil uden,<br />
at han måtte tage ind et sted undervejs.<br />
Stundom gik de i stå ligesom han allerbedst sad <strong>og</strong> kørte. Og <strong>og</strong>så havde de fået allehånde nykker<br />
<strong>og</strong> uvaner, <strong>og</strong> uagtet de naturligvis fik foder i overflod, blev de grimmere dag for dag.
Da lod han Kongens kusk kalde. Han kørte dem i en måned. Og så var der på hele egnen intet par<br />
heste, der bar hovedet så stolt, hvis blik var så fyrigt, hvis holdning så skøn. Intet par heste, der<br />
således kunne holde ud at løbe om det så var syv mil i et stræk.<br />
Hvordan kunne det nu gå til? Det er let at se: Ejeren, der uden at være kusk, gav sig af med at være<br />
kusk, han kørte dem efter hestenes forstand på, hvad det er at køre.<br />
Den kongelige kusk kørte dem efter kuskens forstand på, hvad det er at køre.<br />
Således med os mennesker, siger Kierkegaard. O, når jeg tænker på mig selv, da har jeg ofte sagt<br />
med vemod til mig selv: Her er evner <strong>og</strong> kræfter <strong>og</strong> forudsætninger nok – men kusken mangler.<br />
Gennem længere tid er fra slægt til slægt vi mennesker blevet – om jeg så tør sige – kørte efter<br />
hestenes forstand på, hvad det er at køre – altså efter menneskelig forstand på, hvad det er at køre.<br />
Deraf følger <strong>og</strong>så, at vi kan udholde så lidt, utålmodigt straks bruge øjeblikkets midler <strong>og</strong> utålmodig<br />
øjeblikkelig at ville se lønnen for vort arbejde – hvilket jo selvfølgelig just så bliver derefter.<br />
Og Kierkegaard slutter med en bøn, hvori de sidste linjer lyder:<br />
”Hvor var det godt, at den kongelige kusk t<strong>og</strong> tømmerne, selvom det vistnok først indj<strong>og</strong> en gysen i<br />
hestene, <strong>og</strong> hvad deres sind, men forgæves, oprørte sig mod – skulle da ikke et menneske snart<br />
kunne forstå, hvilken velgerning det er mod et menneske, at du tager magten <strong>og</strong> giver livet”!<br />
Amen.