fra kold krig til krisestyring

fra kold krig 

til krisestyring 

– historien om natos fremtid 

– forum for sikkerhedspolitik

Udgiver: 

Atlantsammenslutningen 

Ryvangs Allé 1 

DK – 2100 København Ø 

Tlf.: (+45) 39 27 19 44 

Fax: (+45) 39 27 56 26 

E-mail: atlant@atlant.dk 

Hjemmeside: www.atlant.dk 

– forum for sikkerhedspolitik 

fra kold krig 

til krisestyring 

– historien om natos fremtid 

Ansvarshavende redaktør: 

Generalsekretær Troels Frøling 

Redaktør: 

Stud.scient.pol., projektkoordinator ved Atlantsammenslutningen Berit Kaja Børgesen 

Forfattere: 

Udenrigsminister Per Stig Møller 

Generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer, NATO 

Professor, dr.phil. Poul Villaume, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet 

Forsker Kristian Søby Kristensen, Dansk Institut for Militære Studier 

Forskningsmedarbejder Peter Dahl Thruelsen, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet 

Post.doc. Jens Ringsmose, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet 

Professor Sten Rynning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet 

Ambassadør Per Poulsen-Hansen, Danmarks Faste Repræsentation ved NATO 

MF Svend Auken, Socialdemokraterne 

Forsidefoto: 

Underskrivelse af The Paris Agreements den 23. oktober 1954, 

hvor Forbundsrepublikken Tyskland inviteres til at indtræde i NATO. Foto: NATO 

Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS 

Oplag: 2000 eksemplarer, april 2009 

ISBN nr.: 978-87-87008-05-1 

Udgivet med støtte fra: 

NATOs Public Diplomacy Division 

Undervisningsministeriets tips- og lottomidler 

Kredsen Mars & Merkur Danmark 

Skandinavisk Tobakskompagni’s Gavefond 

Atlantsammenslutningen, oprettet i 1950, er en landsdækkende og internationalt orienteret 

NGO, der informerer om udenrigs- og sikkerhedspolitik – herunder NATO, EU og 

FN. Vi arbejder for at bidrage til integrationen af nye medlemmer i NATO og EU gennem 

opbygning af civilsamfundet i disse lande. 

Bogen kan bestilles enkeltvis eller i klassesæt for et administrationsog 

ekspeditionsgebyr.

leder 

Af generalsekretær Troels Frøling 

Atlantsammenslutningen 

Et ord med på vejen… 

Denne bog er et resultat af flere ting. Dels Atlantsammenslutningens tradition for i vort virke at 

tilvejebringe lødig og let tilgængelig information om dansk og international sikkerhedspolitik 

– herunder ikke mindst om NATO og NATO-relaterede emner. Dels NATOs 60-års jubilæum i 

april 2009, der betyder, at alliancen i den grad er på dagsordenen i Danmark såvel som internationalt. 

I forlængelse af disse to ting, er bogen derfor resultatet af et ønske om at samle vigtige 

og aktuelle bidrag om NATO i en bog, der kan fænge og læses af såvel den særligt interesserede 

som af et bredt publikum. I en tid, hvor der for alvor er fokus på NATO, alliancens fremtid og 

foranderlige karakter, mener vi, det er vigtigt, at flest muligt er med i debatten og diskussionen. 

At deltage i debatten kræver, at man som et minimum har et udgangspunkt og et grundlag for 

at kunne tage diskussionen op. Det er netop dette fundament, Atlantsammenslutningen håber 

at kunne bibringe den enkelte læser af bogen – ung som voksen. 

Bogen giver intet entydigt svar på, hvor NATO er på vej hen, hvilket heller ikke er formålet. 

Tværtimod er formålet med bogen at tegne et billede af, hvad NATO har været, hvad NATO er 

i dag, og ikke mindst, hvilke udfordringer, alliancen står overfor og vil komme til at stå overfor 

i fremtiden. For at få belyst disse problemstillinger har Atlantsammenslutningen henvendt sig 

til en række personer med indgående kendskab til NATO - praktikere og politikere såvel som 

forskere. Alle forfattere kommer dermed fra forskellige miljøer og med forskellige tilgange til 

problemstillingerne. Dette er et bevidst valg fra Atlantsammenslutningens side. Vi ønsker at 

give så bredt et billede af alliancen og dens historie som muligt, da det giver den enkelte læser 

en unik mulighed for selv at tage stilling i debatten. De fremsatte synspunkter står således for 

de enkelte forfatteres egen regning og er ikke nødvendigvis et udtryk for Atlantsammenslutningens 

tilgang og holdninger. 

På trods af forfatternes forskellige tilgang synes den overordnede konklusion dog at være, at 

NATO bestemt ikke er et levn fra fortidens kolde krig, men tværtimod en alliance i konstant 

forandring, der forsøger at tilpasse sig de ændrede omgivelser og vilkår for dens eksistens. 

NATO er eksemplet på en unik alliance, der måtte opfindes på ny, hvis den altså ikke allerede 

eksisterede. 28 landes interesser vidner herom. 

Bogen er bygget op som en artikelsamling. Det er derfor muligt for læseren selv at ’plukke’ i 

indholdet alt efter interesse og behov, da de enkelte kapitler hver for sig giver et helt billede af 

en udvalgt del af bogens problemstillinger. 

Kapitel 1 giver læseren en historisk gennemgang af NATOs virke og udvikling fra alliancens 

etablering i 1949 til i dag 60 år senere. Professor, dr.phil. Poul Villaume beretter her om NATOs 

tilblivelse og politiske såvel som militære opgaver og placering med særlig vægt på tiden under 

den kolde krig. I Kapitel 2 tager forsker Kristian Søby Kristensen stort set fat, hvor Poul Villaume 

fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid


slap. Med særligt fokus på tiden efter den kolde krig forklarer Kristian Søby Kristensen, hvordan 

og hvorfor NATO har udvidet sin medlemskreds og sine partnerskabsrelationer til at omfatte 

langt flere lande, end man forestillede sig ved alliancens oprettelse i 1949. Kapitel 3 er tilegnet 

NATOs engagement i Afghanistan, der af mange anses som alliancens største udfordring 

hidtil. Her gives læseren et indblik i forholdene ’på jorden’ i Afghanistan, samtidig med at forsker 

Peter Dahl Thruelsen præsenterer nogle af de største udfordringer, NATO møder på sin mission 

i Afghanistan – herunder den civil-militære samtænkning, samarbejdet mellem de enkelte 

lande i NATO og oprørsbekæmpelse. Professor Sten Rynning og post.doc. Jens Ringsmose giver 

i kapitel 4 deres bud på, hvordan NATOs nye Strategiske Koncept kommer til at se ud. Et nyt 

Strategisk Koncept forventes i løbet af 2009, og forfatterne giver læseren et indtryk af, hvilke 

problemområder, der vil være i fokus i denne forbindelse. Kapitel 5 kommer i naturlig forlængelse 

af kapitlet om det nye Strategiske Koncept. Her giver Danmarks ambassadør i NATO Per 

Poulsen-Hansen sit personlige indlæg om, hvad der vil komme til at forme alliancen i fremtiden, 

og hvilke udfordringer, der vil komme til at tegne NATOs missioner og opgaver. Til sidst bidrager 

MF, Svend Auken med en perspektivering, der dels præsenterer en personlig beretning om en 

dansk politikers arbejde med NATO i Danmark samt en personlig kommentar til alliancens virke 

og fremtid. 

Men samtidig kan bogen naturligvis også læses i sin fulde længde. Læser man hele bogen, har 

man et godt grundlag for at forstå alle tre førnævnte problemstillinger; hvad har NATO været, 

hvad er NATO i dag, og hvilke udfordringer står NATO overfor i dag og i fremtiden? Atlantsammenslutningen 

mener da, at man har et godt fundament for at deltage i debatten. 

Alle citater og uddrag er så vidt muligt blevet oversat til dansk af forfatterne eller redaktøren. 

Stud.scient.pol. og projektkoordinator ved Atlantsammenslutningen Berit Kaja Børgesen har 

været redaktør på bogen. 

Atlantsammenslutningen retter en stor tak til alle forfatterne for deres bidrag til bogen 

samt til NATOs Public Diplomacy Division, Kredsen Mars og Merkur Danmark, 

Skandinavisk Tobakskompagni’s Gavefond og Undervisningsministeriets tips- og 

lottomidler for støtte. 

Vi ønsker god debat. 

Troels Frøling 

Generalsekretær 


Indholdsfortegnelse 

forord 

intro 

kapitel i 

kapitel ii 

kapitel iii 

kapitel iv 

kapitel v 

kapitel vi 

NATO ved 60: 

Fra forsvarsalliance til sikkerhedsfællesskab ..............side 7 

Ved udenrigsminister Per Stig Møller 

Introduction ..............................................................side 9 

Af Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, NATO 

NATO 1949 – 2009: 

Fra regional forsvarsalliance til global militær aktør ...side 11 

Af professor, dr. phil. Poul Villaume, Saxo-Instituttet, 

Københavns Universitet 

Mod et globalt NATO? 

Partnerskaber og udvidelse...................................side 

Af forsker Kristian Søby Kristensen, Dansk Institut for Militære Studier 

NATOs engagement i Afghanistan 

Alliancens største udfordring .....................................side 7 

Af forskningsmedarbejder Peter Dahl Thruelsen, 

Institut for Strategi, Forsvarsakademiet 

Spillet om NATO: 

Det nye Strategiske Koncept og alliancens fremtid .....side 77 

Af post.doc. Jens Ringsmose & professor Sten Rynning, 

Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet 

Fremtidens missioner og udfordringer .......................side 8 

Af Ambassadør Per Poulsen-Hansen, Danmarks Faste Repræsentation ved NATO, DANATO 

Et folketingsmedlems bekendelser.............................side 10 

Af MF, Svend Auken, Socialdemokraterne 




forord Ved udenrigsminister Per Stig Møller 

NATO ved 60: 

Fra forsvarsalliance 

til sikkerhedsfællesskab 

Fotograf: UM/Lars K. Crone 

NATO fyldte 40 samme år, som Berlinmuren faldt. Dengang var der mange, der tvivlede på, 

om NATO ville nå at blive 50 for ikke at sige 60. Men det viste sig, at NATO havde en eksistensberettigelse, 

der rakte langt ud over den kolde krigs alliancelogik. Det blev hurtigt klart, at alliancen 

– selv uden kold krig og nærværende trusler mod medlemslandenes territorier – havde 

en vigtig rolle at udfylde som sikkerhedsgarant. Når NATO i år kan fejre sit 60-års jubilæum, er 

det således ikke blot som den mest succesfulde forsvarsalliance i historien, men også som en 

uomgængelig ramme om et sikkerhedsfællesskab, der rækker langt videre end blot den fysiske 

beskyttelse af medlemsstaternes territorier. 

NATO er stadig den bedste sikkerhedsgaranti over for uforudsigelige farer i en i stigende grad 

uforudsigelig verden. NATOs artikel 5, også kendt som musketéreden – én for alle og alle for én 

– garanterer, at vi kan være forvissede om alliancesolidaritet fra vores partnere i tilfælde af et 

angreb mod os. Det giver tryghed, også selvom risikoen heldigvis er lille. Men NATO er i dag ikke 

blot en forsvarsalliance; det er i høj grad også en bredt funderet sikkerhedsalliance. 

Det NATO, vi har i dag, er fundamentalt anderledes end det NATO, der kom sejrrigt ud af den 

kolde krig. Dels har NATOs succes virket som en sikkerhedsmagnet og en række udvidelser 

næsten fordoblet antallet af medlemmer. På jubilæumstopmødet i år tiltræder således endnu 

to lande, Albanien og Kroatien, hvormed antallet af medlemslande når op på 28. Dels har afslutningen 

på den kolde krig og den kunstige opdeling af Europa betydet, at vi nok lever i et mere 

sikkert Europa, men ikke i en mere sikker verden, og det har NATO løbende taget bestik af. 

Ændringerne i verden har også medført en fundamental ændring af Danmarks sikkerhedspolitiske 

rolle. Fra at have været en ’forbruger af sikkerhed’ under den kolde krig, hvor vores overlevelse 

afhang af vores NATO-medlemskab, og vores råderum var begrænset, er vi i dag blevet 

en værdsat ’udbyder af sikkerhed’ i kraft af vores store engagement i en række internationale 

NATO-operationer. Dermed bidrager Danmark nu til at bringe fred og sikkerhed til en række af 

verdens brændpunkter. Det har givet Danmark en stærk position i alliancen og en høj grad af 

troværdighed hos vores partnere. Samtidig har den indenrigspolitiske opbakning til Danmarks 

medlemskab af NATO undergået en grundlæggende forandring i løbet af de tyve år, der er gået 

siden Berlinmurens fald. Vores medlemskab af NATO har altid været båret af en bred folkelig 

opbakning. Men i modsætning til tiden under den kolde krig, er der i dag også en enestående 

bred politisk opbakning til NATO blandt partierne i Folketinget. Det bidrager til at gøre Dan- 

fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid 7

8 


mark til en solid og pålidelig partner for vores allierede, og det giver os et godt råderum til at 

påvirke NATOs virke. 

NATOs store styrke er og har altid været, at det er et unikt historisk baseret værdi- og sikkerhedsfællesskab, 

som er fast besluttet på at stå sammen om at imødegå fælles sikkerhedspolitiske 

udfordringer. NATO har hidtil vist en enestående evne til at tilpasse sig udviklingen og ikke 

mindst de ændrede sikkerhedspolitiske vilkår. Det er en evne, som alliancen også får brug for 

fremover, hvor de konstant skiftende trusler og udfordringer stiller krav til NATOs fortsatte omstillingsparathed. 

Der er ingen tvivl om, at de sikkerhedspolitiske vilkår og udfordringer i disse 

år forandres hastigt. Nye trusler fra ikke-statslige aktører – ofte som f.eks. terrorister og pirater – 

med udgangspunkt i såkaldte ’skrøbelige stater’ samt nye globale sikkerhedsudfordringer, f.eks. 

i relation til klima og energi, kræver en anden type håndtering end de gammelkendte. Disse 

udfordringer har det tilfælles med de udfordringer, som NATO i hele sin levetid har imødegået, 

at de fordrer transatlantisk dialog og lederskab. Og netop den transatlantiske dimension gør 

fortsat NATO til det helt centrale omdrejningspunkt, når det gælder om at finde holdbare løsninger 

på internationale sikkerhedspolitiske udfordringer. 

NATOs engagement i Afghanistan er et godt eksempel på NATOs nye rolle og på de udfordringer, 

der følger med NATOs indsats for sikkerhed, stabilitet og terrorismebekæmpelse. 

NATO har påtaget sig et enormt ansvar i Afghanistan, og resultatet af indsatsen vil givet påvirke 

NATOs fremtid. Samtidig står det klart, at traditionelle måder at håndtere sikkerhedsmæssige 

udfordringer på ikke er nok i en så kompleks konflikt som den i Afghanistan. Skal vi undgå, at 

Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister, skal vi sætte ind ikke bare militært, men også 

civilt. Den sikkerhedsmæssige indsats skal integreres med den udviklingsmæssige og den politiske. 

Vi kan ikke skabe stabilitet uden udvikling – og omvendt. 

Det understreger også behovet for, at alliancen styrker sit samarbejde med andre aktører. Det 

gælder naturligvis især FN, men i særdeleshed EU, der er blevet en naturlig partner for NATO. 

Begge organisationer har fælles sikkerhedspolitiske målsætninger, og vi må sikre, at vi udnytter 

hver organisations individuelle styrker og kompetencer bedst muligt. NATO bør også forstærke 

samarbejdet med sine øvrige partnere, ikke mindst i Europas nærområde. NATO-udvidelserne 

har været og forbliver et vigtigt signal om en fortsat åben alliance. Ligesom tilfældet har været 

med EU-udvidelserne, har optagelsen af nye NATO-medlemmer haft en stabiliserende effekt i 

Europa. NATOs ’åbne dør’ politik bør derfor fortsætte. Det er suverænt op til NATO og de lande, 

som ønsker medlemskab, at beslutte om og hvornår et sådant skal gives. Ingen andre har nogen 

vetoret i den forbindelse. 

NATO har bevist sin eksistensberettigelse også efter Berlinmurens fald. Forsvarsalliancen har 

udviklet sig til et unikt transatlantisk sikkerhedsfællesskab, som vi heller ikke i dag kan undvære. 

Danmark er i kraft af sine indhøstede erfaringer i stand til at spille en stærk og aktiv rolle 

i bestræbelserne på at gøre det 20. århundredes mest succesfulde forsvarsalliance til en ligeså 

succesfuld sikkerhedsalliance for det 21. århundrede. Med den unikke historiske baggrund som 

NATO har, med de sikkerhedsmæssige udfordringer som vi står over for i dag, og den høje grad 

af troværdighed NATO har, er jeg overbevist om, at alliancen fortsat vil udgøre kernen i det 

transatlantiske samarbejde også i mange år fremover. 


i n t r o 

Introduction 

Af Secretary General 

Jaap de Hoop Scheffer, NATO 

Foto: NATO 

When NATO was founded in April 1949 by Denmark and eleven other democracies from Europe 

and North America, few could have thought that it would become one of the longest-lasting 

and most successful alliances in history. But as it turned out, NATO has not only succeeded in 

dealing with the challenges that brought it into being, but it has also engaged in a range of 

new missions and partnerships that ensure its key role in transatlantic and indeed international 

security for decades to come. The fact that the number of NATO member states has more than 

doubled since 1949 is just one indication of the undiminished attractiveness of this unique 

security framework. 

The reasons for NATO’s success are manifold, but fundamentally they lie in the fact that it is not 

an alliance in the traditional sense. Unlike past alliances, which came together as temporary coalitions 

of convenience, NATO is a permanent transatlantic framework. Although the Washington 

Treaty was initially conceived as a short-term measure to inject self-confidence into a weak 

and fragmented post-war Europe, the notion of creating a lasting bond between North America 

and Europe was clearly present at the creation. Over the past six decades, the transatlantic relations 

cemented in NATO have grown in depth and intensity, to the extent where the Alliance is 

now well able to cope with occasional differences and dissent. 

NATO represents a fully-fledged international organisation with civilian and military staffs and 

an effective permanent infrastructure. A Council in permanent session, supported by a wide 

range of committees, and not least its integrated military structure, give NATO an unrivalled 

degree of credibility and effectiveness. Joint defence planning maximises the efficiency of Allied 

contributions and ensures a cost-effective defence through standardisation and a division 

of labour between Allies. The fact that every decision is made by consensus ensures that all nations, 

big and small, can make their specific views known and that no nation is marginalised. It 

also ensures that once a decision is taken, it enjoys the full support of all member states. NATO’s 

decisions thus carry a special weight and authority. 

Unlike traditional alliances, NATO is based not only on common strategic interests, but also on 

common values. Its unique combination of both elements has enabled the Alliance to overcome 

seemingly insurmountable challenges. Guided by a common vision of a more secure 

and just international order, and inspired by a common democratic ethos, the NATO Allies have 

been able to play a key role in consolidating Europe after the end of the Cold War and in bringing 

a war-torn Balkans back into the European mainstream. Today, NATO’s leadership of the 

International Security Assistance Force in Afghanistan is a key element of the international community’s 

effort to turn that country from a hotbed of global terrorism into a viable, stable entity. 

Afghanistan is NATO’s most demanding mission ever, and soldiers from many nations, including 

from Denmark, have paid the ultimate sacrifice. Yet that sacrifice has not been in vain. Steady 


10 


progress is being made in Afghanistan. And the political and military cohesion displayed by the 

Allies is bolstered by the growing interest from other nations and institutions in cooperating 

with NATO and in a comprehensive approach to bring stability to Afghanistan and the wider 

region. 

By assembling likeminded democracies in a permanent institutionalised Alliance, NATO represents 

a novel approach in the multinational management of security, squaring the circle between 

multilateralism and effectiveness. Terrorism, the spread of weapons of mass destruction, 

failed states and other new challenges look set to enhance the salience of this approach still further. 

NATO’s unprecedented combination of political consultation and military competence will 

continue to enable the transatlantic Allies to shape the strategic environment in line with their 

interests and values. For Denmark and the Alliance’s other member states, but increasingly also 

for countries elsewhere, NATO remains an anchor of security in an uncertain world. 


kapitel 

i Af 

professor, dr. phil. Poul Villaume, 

Saxo-Instituttet, Københavns Universitet 

NATO 1949 – 2009: 

Fra regional forsvarsalliance 

til global militær aktør 

Baggrunden for NATOs oprettelse (1947-49) 

Den 4. april 1949 underskrev udenrigsministrene fra USA, Canada og ti vesteuropæiske lande, 

herunder Danmark, Den Nordatlantiske Traktat (North Atlantic Treaty, NAT), på dansk dengang 

kaldet Atlantpagten. 

Forud var gået mere end 15 måneders samtaler og forhandlinger mellem flere af de involverede 

stormagter om, hvordan en sikkerhedspagt mellem Nordamerika og Vesteuropa skulle se ud. 

Forhandlingerne begyndte ved jule- og nytårstid 1947-48, og deres baggrund var det hastigt 

forværrede politisk-diplomatiske klima siden begyndelsen af 1946 mellem på den ene side de 

ledende stormagter i Vest – USA, Storbritannien og Frankrig – og på den anden side Stalins 

Sovjetunionen i Øst. Den alliance, som i 2. Verdenskrig havde bundet de fire stormagter sammen 

i kampen mod Hitlers Nazi-Tyskland, smuldrede hastigt i de første efterkrigsår, da den 

globale, geo-strategiske og ideologiske systemkonflikt, 

vi kender som den kolde krig, tog form. 

På grundlag af de store mængder kilder fra både 

Vest og Øst, som vi har fået adgang til efter den 

kolde krigs afslutning, er de fleste historikere i dag 

enige om, at ingen af de to parter egentlig ønskede 

eller forventede en så skarp og fundamental 

– og militariseret – konfrontation som den, der udviklede 

sig i sidste halvdel af 1940’erne og de følgende 

tiår. I lyset af deres ganske forskellige, men 

i alle tilfælde traumatiske, erfaringer fra den netop 

overståede verdenskrig forfulgte lederne i begge 

lejre, hvad de hver især opfattede som deres egne 

legitime sikkerhedsinteresser. Dem varetog begge 

parter ud fra en ideologisk overbevisning om deres 

eget politisk-økonomiske samfundssystems universelle 

overlegenhed med dets løfter om velstand 

og frihed for verdens befolkninger: Den demokratiske 

kapitalisme over for den statsdikterede kommunisme. 

1) 

Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen 

underskriver Den Nordatlantiske Traktat 

i Washington den 4. april 1949. Foto: NATO 


12 


Indbygget i disse ideologiske systemer var, at modpartens system blev set som en potentiel 

dødelig fjende af det andet. En grundlæggende, gensidig og selvforstærkende mistillid var derfor 

udgangspunktet for det diplomatiske og militære møde i Europas hjerte mellem USA og 

Sovjetunionen, som magttomrummet efter Nazi-Tysklands totale nederlag i 1945 havde skabt. 

Uenighederne mellem de to parter omfattede stort set alle de store spørgsmål: Hvilken fremtid 

skulle det slagne Tyskland have, så endnu en genrejsning af tysk militarisme og ekspansionisme 

blev afværget i fremtiden? Havde Sovjetunionen, som havde mistet mindst 25 millioner 

mennesker i krigen mod Tyskland, ret til, med denne problematik for øje, at oprette et ’sikkerhedsbælte’ 

af 100 procent venligtsindede kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa, også 

selv om det skete med brutal undertrykkelse og politisk ensretning til følge? Hvordan og hvor 

meget skulle Tyskland betale i krigserstatninger? Hvordan skulle der sikres international kontrol 

med det nye militære supervåben, atombomben, som ved verdenskrigens afslutning kun 

blev ejet – og brugt – af USA? Hvilket samfundssystem skulle dominere i Asien og Afrika, hvor 

befolkningerne i efterkrigstiden måtte forventes at ville frigøre sig fra de svækkede europæiske 

imperiemagters undertrykkende kolonivælde? 

Og hvordan overhovedet sikre en for begge parter rimelig europæisk og global magtbalance 

mellem de to dominerende stormagter, USA og Sovjetunionen, hvis militære og geopolitiske 

ressourcer var så asymmetrisk fordelt, som tilfældet var? Mens USA allerede i 1945 var en global, 

atombevæbnet militærmagt med stærke flåde- og flybase-støttepunkter overalt på kloden 

(især langs Sovjetunionens periferi), var Sovjetunionen en kontinentalmagt med langstrakte, 

sårbare grænser, men samtidig i besiddelse af verdens største landhær, Den Røde Hær. Denne 

kunne især kaste sine skygger ind over også Vesteuropa, hvor de kommunistiske partier samtidig 

af mange blev set som Moskvas forlængede arm på den indenrigspolitiske scene. Det gjaldt 

ikke mindst i Italien og Frankrig, hvor kommunistpartierne havde støtte fra mellem en fjerdedel 

og en tredjedel af vælgerne. 2) 

Uroen over, hvad en totalitær diktator som Stalin måtte have af hensigter over for udlandet, var 

naturligvis politisk-psykologisk forståelig nok, også på baggrund af de nylige erfaringer med 

Hitler-Tyskland. Men selv om mange vestlige politikere og opinionsledere netop drog hastige 

paralleller mellem Hitler og Stalin, var bekymringen i politisk-militære beslutningstagerkredse 

i både USA og de vesteuropæiske magter i sidste halvdel af 1940’erne i virkeligheden ikke et 

snarligt sovjetisk militært angreb på Vesteuropa. Offentligheden kunne dog let få det indtryk, 

f.eks. når den forhenværende britiske premierminister Winston Churchill gentagne gange udtalte, 

at det eneste, der hindrede Den Røde Hær i at rykke frem til Den Britiske Kanal, var frygten 

for den amerikanske atombombe. I dag ved vi, at britiske og amerikanske efterretningsanalyser 

samtidig vurderede, at Stalin ønskede at undgå en militær konfrontation med Vesten i de næste 

10 eller 20 år – en vurdering, som er blevet bekræftet af det nu tilgængelige sovjetiske arkivmateriale. 

3) 

Den virkelige bekymring i vestlige beslutningskredse i slutningen af 1940’erne var snarere, om 

det kunne lykkes de lokale, sovjetisk støttede kommunistiske partier at profitere af de store 

økonomisk-sociale genopbygningsproblemer og de politiske fornyelsesønsker, som krigen 

havde skabt i Europa og dets kolonier. 4) Dette var også grundlaget for USA’s såkaldte inddæmningspolitik 

over for Sovjetunionen, som var inspireret af den amerikanske diplomat og Sovjetkender 

George Kennans analyser. Det første markante udtryk herfor var den såkaldte Trumandoktrin 

fra marts 1947, hvor USA’s præsident Harry Truman lovede amerikansk militærhjælp 


til principielt ethvert land, som blev anset for truet af kommunistisk undergravning. Den 

”anden halvdel af valnødden” (Trumans udtryk) var lanceringen i juni 1947 af Marshall-planen 

(opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall), som lovede massiv økonomisk ’hjælp 

til selvhjælp’ til Europa fra USA. Til gengæld fordrede USA åbne europæiske markeder og økonomier 

og afskaffelse af begrænsningerne på den frie bevægelighed for varer og kapital over 

grænserne. 

Da det gik op for Stalin og hans udenrigsminister Molotov, hvor centrale disse betingelser var 

for USA’s økonomiske dollarhjælp, opgav de deres oprindelige interesse for Marshalls tilbud. I 

stedet strammedes jerngrebet om det nye sovjetiske imperium i Øst- og Centraleuropa yderligere, 

bl.a. med ideologiske kampagner mod Marshall-planens ’imperialistiske’ karakter. 5) Den 

gensidige mistænksomhed over for modpartens hensigter førte således i 1947-48 til en konsolidering 

af Europas deling i en Vestblok og en Østblok, som reelt også omfattede Tyskland, der i 

1949 blev delt i en vesttysk Forbundsrepublik og en østtysk Folkerepublik (DDR). 

Som nævnt foregik de første sonderinger om en egentlig transatlantisk forsvarsalliance allerede 

ved årsskiftet 1947-48, da udenrigsministrene og topembedsmænd fra USA, Frankrig og 

Storbritannien reelt enedes om at sigte mod et sådant vestligt forbund. Det største umiddelbare 

problem var at overvinde den udbredte skepsis fra den traditionelt isolationistisk-sindede 

amerikanske Kongres, hvis flertal var imod, at USA lod sig ’indvikle’ i alliancer med de europæiske 

lande. Det var derfor vigtigt for den amerikanske regering, at initiativet officielt kom fra Europa. 

Det skete, da den britiske udenrigsminister Bevin i januar 1948 foreslog ”en forståelse” mellem 

vestmagterne, bakket op af ”magt, penge og beslutsomhed”, med henblik på at hindre skridtvis 

sovjetisk aggression. Godt hjulpet på vej af chokket i den vestlige offentlighed over den kommunistiske 

magtovertagelse i Tjekkoslovakiet måneden efter (’Prag-kuppet’) blev Bevins forslag 

realiseret i marts 1948 med dannelsen af den såkaldte Vestunion (Bruxelles-Pagten) mellem 

Storbritannien, Frankrig og de tre små Benelux-lande. 

Under forhandlingerne i resten af 1948 og begyndelsen af 1949 om udformningen af Den Nordatlantiske 

Traktats (NAT’s) tekst ønskede europæerne garantier for en umiddelbar militær reaktion 

fra USA i tilfælde af en aggression mod Vesteuropa. Både af hensyn til de tilbageværende 

isolationistiske strømninger i Kongressen og for at fastholde maksimal amerikansk handlefrihed 

insisterede USA imidlertid på, at traktattekstens afgørende artikel 5 (ofte populært kaldet 

’musketér-paragraffen’) blev formuleret 

så fleksibelt som muligt med hensyn til 

medlemmernes afgørelse af, hvad svaret 

på et angreb på én eller flere af dem ville 

være. Og sådan blev det (”hver af dem […] 

bistå ved […] at tage sådanne skridt […] som 

hver af dem anser for nødvendige […]”). Til 

gengæld lagde europæiske forhandlere stor 

vægt på NAT’s artikel 3, som taler om fortsat 

og effektiv gensidig hjælp; målet var at forpligte 

USA stærkere til at deltage i forsvaret 

af Vesteuropa, herunder med våbenhjælp i 

fredstid. 

Den Nordatlantiske Traktat, 

Atlantpagtens, indgåelse 1949 

Den 4. april 1949 blev Den Nordatlantiske 

Traktat, Atlantpagten, underskrevet i 

Washington af følgende lande: 

■ Belgien 

■ Canada 

■ Danmark 

■ Frankrig 

■ Island 

■ Italien 

■ Luxembourg 

■ Nederlandene 

■ Norge 

■ Portugal 

■ Storbritannien 

■ USA 


1 


NATOs formative periode (1949-1961) 

Det er med nogen ret blevet anført, at Atlantpagtens vigtigste funktion, især i de første par år 

af sin levetid, var at være et politisk-psykologisk rygstød symboliseret ved et stykke papir, NATteksten 

underskrevet af 12 vestlige lande. Hver især havde landene relativt beskedne militære 

styrker (dog undtaget USA), og de udgjorde på ingen måde en egentlig, fasttømret militæralliance. 

Det blev der dog i høj grad rådet bod på op gennem 1950’erne. Allerede i begyndelsen af 

1950 overvejede Truman-regeringen en massiv konventionel og atomar oprustning i USA, ikke 

mindst under indtryk af Sovjetunionens første atomprøvesprængning (august 1949) og den 

kommunistiske magtovertagelse i Kina under Mao Zedong (oktober 1949). Bekymringen var, at 

der var ved at ske et afgørende skred i den globale magtbalance til fordel for den kommunistiske 

lejr, også pga. de gærende anti-koloniale folkelige oprør flere steder i Asien. 

Det er dog tvivlsomt, om de storstilede amerikanske oprustningsplaner var blevet realiseret så 

hurtigt og i så stor udstrækning, som tilfældet blev, hvis ikke det havde været for Koreakrigens 

udbrud i juni 1950. Med det kommunistiske Nordkoreas angreb på – eller ’befrielse af’, som 

nordkoreanerne kaldte det – Sydkorea, der var USA’s allierede, syntes billedet af en verdenskommunistisk 

militær offensiv bekræftet for den vestlige offentlighed. Var Korea blot en generalprøve 

på et sovjetisk ledet angreb på Vesteuropa? I dag ved vi, at Stalin kun tøvende og efter 

mange forgæves appeller fra Nordkorea gav grønt lys for angrebet på Sydkorea, og at Stalin 

lige efter krigsudbruddet frygtede et vestligt angreb på Tjekkoslovakiet. Det til trods for, at han 

tilsyneladende også håbede på, at USA ville blive bundet militært i Korea, så et amerikansk angreb 

mod øst i Europa dermed ville blive udsat på ubestemt tid. Besindige røster internt i både 

det amerikanske og det britiske efterretnings- og militærapparat anså da også Koreakrigen for 

at være en lokal affære antændt og næret af stærk koreansk nationalisme; men de ansvarlige 

vestlige beslutningstagere turde alligevel ingen chancer tage. 6) Truman-regeringen samlede 

en koalition af villige, vestligt orienterede lande, som formelt under FN’s flag, men reelt under 

amerikansk kommando og dominans, intervenerede militært i Korea for at imødegå angrebet 

(Sovjetunionen boykottede FN’s Sikkerhedsråd og kunne derfor ikke nedlægge veto). 

Den Nordatlantiske Traktat artikel 3 

Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig 

og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle 

deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb. 


Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika 

skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant 

angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, 

som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således 

angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at 

tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige 

for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed. 

Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes 

til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet 

de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne 

forholdsregler. 


Koreakrigen blev dermed en afgørende katalysator for forvandlingen i eksprestempo af Atlantpagten 

til en fast integreret militæralliance med fælles permanente stabe, forsvarsplaner og 

europæiske og transatlantiske kommandostrukturer samt en øverstkommanderende for alle 

NATOs styrker i Europa (SACEUR) i spidsen for alliancens europæiske hovedkvarter (SHAPE). 

De skelsættende beslutninger herom tilføjede ’O’et (= Organisation) til NAT, der nu blev til 

NATO (North Atlantic Treaty Organisation). De blev truffet i skyggen af Koreakrigens mest intensive 

fase i vinteren 1950-51, da præsident Truman i en periode erklærede USA i national undtagelsestilstand 

og ’raslede’ med brug af atombomben i Korea. Samtidig forberedte Stalin sine 

østeuropæiske klientstater på en muligt forestående militær konfrontation med det nye NATO. 

Den kolde krig 

“Den kolde krig er betegnelsen for den storpolitiske konflikt mellem de kapitalistiske og de kommunistiske 

lande, der med USA og Sovjetunionen som anførere for hver sin part stod på fra 2. 

Verdenskrigs slutning til den østeuropæiske kommunismes fald i 1989/90. Udtrykket tilskrives 

normalt den amerikanske præsident Trumans rådgiver Bernard Baruch, som benyttede det i en tale 

i april 1947... Den kolde krigs vigtigste særkende var, at den blev udkæmpet med diplomatiske og 

propagandistiske midler, samt med et voldsomt oprustningskapløb inkluderende kernevåben, men 

uden direkte militære konfrontationer mellem hovedaktørerne.” 

”Den kolde krig – et overblik” af Søren Hein Rasmussen, 28. september 2005 

(http://www.historie-nu.dk/koldkrig.pdf) - Historie Netmagasinet www.historie-nu.dk 

Både Koreakrigen og Stalins ekstremt hemmelighedsfulde og lukkede regime øgede NATOmagternes 

usikkerhed med hensyn til Sovjetunionens militære hensigter og kapaciteter. I mangel 

på egne alternativer traf de derfor allerede kort efter krigens afslutning det skæbnesvangre 

valg i udstrakt omfang at støtte sig på tyske efterretningsoplysninger fra Reinhard Gehlen og 

hans netværk. Gehlen havde været Nazi-Tysklands militære efterretningschef på Østfronten. 

Ikke mindst hans påstand om, at Den Røde Hær i slutningen af 1940’erne havde den frygtindgydende 

størrelse af 175 kampklare hærdivisioner, forblev helt op til omkring 1960 grundlaget 

for NATOs officielle og interne militære styrke- og trusselsvurderinger i Europa. Disse forudså 

gennem første halvdel af 1950’erne, at horden af 175 sovjetiske divisioner (NATO rådede i 

begyndelsen af 1950’erne højst over 30-40 divisioner) samtidig kunne angribe Nord-, Vest- og 

Sydeuropa, De Britiske Øer, Nordafrika, Mellemøsten, Sydøstasien og endda Nordamerika – og 

stadig have tilstrækkelige reserver til at forsvare hjemlandet, idet man kunne udvide til 300 

divisioner en måned efter et krigsudbrud. 7) 

Fremmaningen af denne formidable trussel var nok velegnet til at svejse NATO-landene sammen 

om den enorme konventionelle og atomare oprustningsindsats, som faktisk fandt sted i disse 

år. NATO er ligefrem blevet kaldt hoveddrivkraften med – amerikansk opmuntring – for vesteuropæisk 

integration i den tidlige kolde krig. USA’s udenrigsminister John Foster Dulles talte 

i 1955 ikke uden grund om den ”cementblanding af frygt og en følelse af moralsk overlegenhed”, 

som hidtil havde bundet NATO sammen. 8) Men Gehlens data om de sovjetiske militære styrker 

var ofte både stærkt overdrevne, forkerte og forældede. Midt i 1950’erne var stadig klarere indikationer 

herom begyndt at hobe sig op, men da var tallet 175 sovjetiske divisioner forlængst 

slået fast og urokkeligt gentaget som den konventionelle visdom, og derfor kunne det meget 

vanskeligt fraviges, uden at NATOs troværdighed ville lide alvorlig skade. 9) I dag ved vi (især 


1 


via tjekkoslovakiske arkiver), at de faktiske sovjetiske krigsplaner – altså ikke blot de militære 

øvelsesplaner – i Stalin-årene fra slutningen af 1940’erne til 1953, og også op gennem resten af 

1950’erne, var entydigt defensive og kun omfattede operationer på eget territorium. 10) 

Warszawapagten 

Warszawapagten var en traktat om ’venskab, 

samarbejde og gensidig bistand’ og en 

militæralliance med en række østeuropæiske 

lande som medlemmer. Den officielle begrundelse 

for pagtens stiftelse var det tættere militære 

samarbejde mellem USA og Vesteuropa 

med Vesttysklands indtræden i NATO i 1955. 

Pagten blev officielt opløst i 1991 som følge af 

kommunismens sammenbrud i Østeuropa. 

På dette tidspunkt havde visse lande dog 

allerede forladt alliancen. 

Problemet var, at NATOs oppustede trusselsbillede i nogen grad blev en selvopfyldende profeti. 

For at opveje den angiveligt enorme sovjetiske landmilitære overlegenhed vedtog NATOlandene 

i 1952 en storstilet plan om at opstille knap 100 NATO-divisioner i løbet af et par 

år. Da dette snart viste sig politisk og finansielt ugennemførligt, tyede NATO fra 1953-54 og 

frem, med USA som stærkt pådrivende kraft, til en massiv oprustning af de europæiske NATOlande 

med (amerikanske) taktiske atomvåben, fra 1957-58 

også placeret på kortrækkende raketter. Fra december 1954 

blev det alliancens doktrin (MC-48) at anvende atomvåben 

fra en militær Øst-Vest-konfrontations 

allerførste stund, også selv om 

fjenden kun brugte konventionelle 

(ikke-atomare) våben. 11) Østblokken, 

som lige efter Vesttysklands optagelse 

i NATO i 1955 havde organiseret sig i 

Warszawapagten, fulgte på sin side 

gradvis efter med en tilsvarende atomar 

oprustning, og fra slutningen af 

1950’erne og frem blev det europæiske 

kontinent en masseophobningsplads 

for tusinder af taktiske atomvåben på 

begge sider af Øst-Vest-skellet. Forskere 

i NATOs historie har med henvisning til 

denne udvikling kaldt NATO-beslutningen 

i 1953-54 om at atombevæbne alliancen 

for ”en fejltagelse, der kunne være undgået”. 12) 

NATO udgjorde utvivlsomt et politisk-psykologisk rygstød for vesteuropæerne i disse år, men 

bidrog alliancens dannelse og massive militære oprustning i årene omkring 1950 og derefter 

fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid 

Warszawapagten blev underskrevet 

i Warszawa den 14. maj 1955 af følgende 

lande: 

■ Albanien 

■ Bulgarien 

■ Polen 

■ Rumænien 

■ Sovjetunionen 

■ Tjekkoslovakiet 

■ Ungarn 

■ Østtyskland (DDR) 

Fra NATOs 10-års jubilæum. 

Illu. NATO posters.

så i sig selv til, at Stalin afholdt sig fra at overveje at 

angribe Vesteuropa? Det kan ikke udelukkes. Der 

findes dog ingen klare indikationer herpå i det i dag 

tilgængelige sovjetiske kildemateriale. Det er nærliggende 

at antage, at Stalins spion-net i især Storbritannien 

i disse år, som rakte højt op i NATO-organerne, 

var med til at overbevise Kreml om, at et angreb 

fra de ’imperialistiske’ NATO-lande i det mindste ikke 

var umiddelbart forestående. Stalin var dermed ikke 

tilskyndet til et snarligt præventivt angreb mod Vesteuropa, 

mens et sådant måske endnu var muligt med 

en vis udsigt til sejr, men snarere til at udsætte eventuelle 

planer om et angreb på ubestemt tid. På den 

måde var de især britiske top-spioner for Sovjetunionen 

i disse år snarest ’en velsignelse i forklædning’, 

som historikeren Vojtech Mastny har påpeget. 13) 

Underskrivelse af The Paris Agreements den 23. 

oktober 1954. Forbundsrepublikken Tyskland inviteres 

her til at indtræde i NATO. Foto: NATO 

Stalins død (1953) og hans mindre stejle efterfølgere i Kreml, især Nikita Khrustjov, betød under 

alle omstændigheder en vis mildning i koldkrigsklimaet i Europa. Alligevel ved vi i dag, 

at Khrustjov så med stor bekymring på, at USA fra 1958 leverede atomvåben til det vesttyske 

NATO-forsvar. Stadig under indtryk af krigserfaringerne stolede den sovjetiske leder simpelthen 

ikke på, at amerikanerne ville eller kunne kontrollere et atombevæbnet Tyskland, hvis eller når 

’revanchisterne’ kom til magten. Den sovjetiske fremprovokering af Berlin-krisen i 1958, da 

Moskva søgte at lukke for de vestlige adgangsveje til Vestberlin, skal især ses som et forsøg på 

at sætte tommelskruer på Vesten for derved at blokere for vesttysk atombevæbning. 14) Men forsøget 

var kontraproduktivt, da det kun satte yderligere skub i de flygtningestrømme fra Øst- til 

Vestberlin, som i 1961 fik den trængte østtyske ledelse til med Kremls accept at bygge Berlinmuren. 

Dette symbol på det østlige samfundssystems diktatoriske karakter var i høj grad med 

til at sikre fortsat folkelig tilslutning til NATO i de vesteuropæiske medlemslande op gennem 

1960’erne. 

Resultatet var for så vidt paradoksalt, idet opførelsen af Berlinmuren banede vej for en vis neddæmpning 

af spændingsniveauet i det delte Europa. Ved 1960’ernes begyndelse stod det også 

klart for NATOs ledelse, at en militær magtbalance i Europa mellem Øst og Vest var etableret – 

og formentlig endda tilnærmelsesvist havde eksisteret hele tiden. Præsident Kennedys forsvarsminister 

McNamara og hans embedsmænd kunne ved brug af nye analysemetoder bekræfte, at 

de sovjetiske konventionelle hærstyrker var langt mindre og svagere, end NATO hidtil havde kalkuleret 

med: De famøse 175 sovjetiske hærdivisioner svandt ind til reelt kun ca. 50 kampklare 

divisioner. Samtidig havde USA/NATO på dette tidspunkt mellem 8 og 17 gange flere operative 

taktiske og strategiske atomvåben end Sovjetblokken. 15) 

NATO-magter ’out-of-area’: kolonikrige og interventioner (1953-1978) 

Fokuspunkterne for den kolde krig flyttede efter 1961 i højere grad uden for Europa, hvor Øst og 

Vest, typisk repræsenteret ved de to supermagter, konfronterede hinanden via stedfortræder, 

jævnfør f.eks. Cubakrisen (1962), Vietnamkrigen (1964-75) og kolonikrigene i det sydlige Afrika 

i 1960’erne og 1970’erne. Allerede i 1950’erne var flere NATO-magter dog direkte involverede 

i oversøiske (koloni)krige og konflikter, som påvirkede hele alliancen politisk og militært. Fran- 


18 


krigs krig mod det nationalistisk og kommunistisk-orienterede oprør mod det franske kolonistyre 

i Indokina fik således udtrykkelig moralsk støtte fra NATOs ministerråd i årene 1952-54. 

Og i sidste halvdel af 1950’erne accepterede alliancen, at Frankrig udstationerede to af sine 

europæiske hærdivisioner i Algeriet for at bekæmpe det antikoloniale opgør der. 16) * ) 

En del af baggrunden var bekymring for, at den pan-arabiske nationalisme, som Egyptens autoritære 

leder Nasser var en fremtrædende repræsentant for, skulle vinde frem i det, for især 

Vesteuropa, strategisk vigtige, olierige mellemøstlige område og dermed i værste fald bane vej 

for sovjetisk indflydelse i Middelhavsregionen. Af samme grund var NATOs sydøstlige flanke i 

1951 blevet styrket med indlemmelsen af Grækenland og Tyrkiet i alliancen, og ud fra samme 

hensyn væltede USA og Storbritannien ved hjælp af CIA i 1953 den demokratisk valgte konservative 

nationalist Mossadeqs regering i Iran, da den nationaliserede det britiske olieselskab 

i landet. Da Nasser i 1956 nationaliserede det britisk-franske Suezkanal-selskab, konspirerede 

Storbritannien, Frankrig og Israel om et militært angreb på Egypten i et forsøg på at vælte Nasser. 

Forsøget mislykkedes, og da USA’s regering under præsident Eisenhower ikke på forhånd 

var informeret om angrebet, udviklede der sig en kortvarig transatlantisk krise i NATO. Washington 

anså dog reelt Nasser for at være lige så farlig, som London og Paris gjorde, og et par 

måneder senere var krisen glattet ud. 

Samtidig fremlagde den norske, den canadiske og den italienske udenrigsminister en tidligere 

bestilt rapport om fremme af NATOs ikke-militære samarbejde og om styrkelse af de allieredes 

konsultationer på alle felter, herunder de såkaldte ’out-of-area’-aktiviteter uden for NATOs geografiske 

område. Rapporten afspejlede nok især de mindre medlemslandes bekymring for den 

retning, stormagterne i NATO kunne føre alliancen i. USA’s udenrigsminister Dulles gjorde det 

imidlertid i december 1956 klart, at USA havde et globalt ansvar, som ville hindre USA i at reagere 

på en krise uden for NATOs traktatområde, hvis man skulle vente på en konsultation med 

de øvrige NATO-allierede. USA forbeholdt sig med andre ord ret til at handle på egen hånd, når 

det greb militært ind i områder uden for traktatområdet. 17) 

Kort efter, i januar 1957, fik Eisenhower af den amerikanske Kongres frie hænder til at anvende 

USA’s militær i Mellemøsten til at hjælpe nationer, som var udsat for væbnet aggression fra ’den 

internationale kommunisme’. Denne doktrin blev grundlaget for USA’s Mellemøsten-politik i de 

følgende mange år og blev første gang taget i brug i 1958, da 14.000 soldater fra det amerikanske 

marinekorps invaderede Libanon. Umiddelbart efter intervenerede Storbritannien i øvrigt 

militært i Jordan med amerikansk støtte. I begge tilfælde gav man som begrundelse sikring af 

stabiliteten i regionen, det vil sige understøttelse af vestligt orienterede regimer imod radikal 

arabisk nationalisme, som mistænktes for direkte eller indirekte at ville gå i Moskvas tjeneste. 

Allerede i 1954 havde NATO-medlemmet Tyrkiet underskrevet en militæraftale med Pakistan, 

som samtidig blev medlem af NATOs nye sydøstasiatiske ’søsterorganisation’ SEATO, der også 

havde USA, Storbritannien og Frankrig som medlemmer. I 1955 oprettede Tyrkiet og Irak desuden 

– med USA’s støtte – Bagdad-pagten, som også Pakistan og Iran tilsluttede sig (i 1959 

omdøbt til CENTO). Selv om der ikke var noget formelt indbyrdes samarbejde, var NATO således 

fra midten af 1950’erne reelt forbundet med Mellemøsten og hele det sydlige Asien (minus det 

alliancefri Indien) i en kæde af anti-kommunistiske militærpagter. 

Fra sidst i 1950’erne og gennem 1960’erne og 1970’erne var det, som nævnt, især i Afrika syd 

for Sahara, NATO-lande direkte eller indirekte var militært involverede i kolonialt relaterede 

*) Den algierske befrielseskrig kostede mellem én og to millioner mennesker livet. 


konflikter eller krige. Belgien gav således (modvilligt) slip på Congo i 1960-61, mens det autoritært 

styrede Portugal samtidig optrappede krigen mod de nationale befrielsesbevægelser 

i sine kolonier Angola, Guinea og Mocambique. Med henvisning til præcedens fra 1950’erne 

med overførslen af franske NATO-styrker fra Europa til krigen i Algeriet opnåede Portugal i 1961 

NATO-Rådets accept af, at portugisiske divisioner, der var øremærkede til Europa, blev overført 

til Afrika. I 1963 udtalte den nytiltrådte NATO-øverstkommanderende (SACEUR) general Lyman 

Lemnitzer ligefrem sin beundring for de portugisiske tropper, som i Afrika kæmpede ikke blot 

for friheden, men også for råstoffer og baser, som var uundværlige for Vestens sikkerhed. I december 

1974 indrømmede USA’s udenrigsministerium, at portugisisk Afrika var blevet inkluderet 

i NATOs kriseplanlægning. 18) * ) 

På dette tidspunkt var mindre NATO-lande som Norge, Danmark og Holland begyndt at yde 

humanitær økonomisk bistand til de afrikanske befrielsesbevægelser, som bekæmpede Portugals 

kolonistyre. De små NATO-landes argument var, at disse bevægelsers kamp var retfærdig, 

og at Vesten ikke måtte drive dem i armene på Østblokken ved at afvise at yde dem bistand. 

De små NATO-landes bistand omfattede efterhånden også befrielsesbevægelserne i de hvide 

apartheid-regimer i det sydlige Afrika, som siden 1962 var underlagt en frivillig FN-embargo, 

der dog ikke fik tilslutning fra stormagter som USA, Storbritannien og Frankrig. NATO-magterne 

så fra 1968 og frem med voksende bekymring på sovjetiske flådeenheders opdukken i det Indiske 

Ocean og i Sydatlanten, hvor de ifølge NATOs planlæggere i en krigssituation ville kunne 

afbryde den vitale allierede skibsfart syd om Afrika. 19) 

Atomoprustning og europæisk afspænding (1963-1978) 

Op gennem 1960’erne satte Sovjetunionen alt ind på at indhente USA’s og NATOs enorme 

atomare forspring og sikre en nogenlunde kvantitativ strategisk ligevægt. Samtidig regnede 

de militære planlæggere i både NATO og Warszawapagten i 1960’erne og 1970’erne med – eller 

foregav i hvert fald at regne med – en sejr, om end en omkostningsfyldt sejr, i en eventuel 

storkrig startet af modparten. NATO satsede på en hurtig og massiv indsats af sine klart overlegne 

atomstyrker på alle niveauer, mens Warszawapagten stolede på succes for en hurtig, offensiv 

konventionel og atomar operation ind i Vesteuropa kombineret med et teknisk overlegent 

sovjetisk forsvar mod NATOs missiler og fly og Vestens relativt større sårbarhed over for 

atomar ødelæggelse. 20) Realiteten var, at der internt i begge alliancer var meget stor usikkerhed 

og uklarhed om, hvordan en eventuel storkrig ville forløbe. I NATO kunne man dog bl.a. finde 

fortrøstning i, at alliancens taktiske flykapacitet ifølge dybt fortrolige Pentagon-analyser i 1966 i 

virkeligheden både var 50 procent større end Warszawapagtens og som helhed væsentlig mere 

effektiv end Østblokken. Sidstnævnte havde endda en stærk orientering mod luftforsvar og kun 

en begrænset offensiv kapacitet. 21) 

Præsident de Gaulle trak i 1959 Frankrig ud af dele af det militære NATO-samarbejde i protest 

mod ’amerikansk dominans’, og i foråret 1966 meddelte de Gaulle sine NATO-allierede, at Frankrig 

trak sig ud af alle NATOs militære kommandoer, og at NATOs hovedkvarter (i Paris), baser 

og anden infrastruktur skulle flyttes ud af Frankrig i 1967. De Gaulle lovede dog, at Frankrig 

ville komme de NATO-allierede til hjælp i krigstilfælde, og at man ville forblive i NATO, ’så længe 

det synes nødvendigt’. For de Gaulle var Frankrigs rolle at være den primære vesteuropæiske 

brobygger til et Sovjetunionen, som han ikke længere anså for at udgøre en overhængende 

militær trussel. 

* ) De portugisiske kolonikrige krævede mindst 300.000 afrikanere livet. 


20 


Frankrigs afsked med NATOs formelle militære samarbejde bidrog dog til, at USA omsider i 1967 

kunne få NATO til at vedtage den nye ’flexible response’-atomstrategi. I stedet for den hidtidige 

strategi om (omgående) ’massiv gengældelse’ med atomvåben skulle NATOs svar på et 

(konventionelt) angreb nu afpasses ’fleksibelt’ til det niveau, angrebet var sket på, således at en 

utilsigtet gensidig optrapning hindredes. Men at denne strategi lige så vel kunne gøre eskalation 

til altomfattende atomkrig mere sandsynlig end det modsatte, fremgik med foruroligende 

tydelighed af alliancens tophemmelige strategidokumenter. F.eks. hed det i dokumentet MC 

48/3, som blev vedtaget af NATO-Rådet i december 1969: ”Selv om muligheden for eskalation 

foreligger, kan en passende brug i tide af taktiske atomvåben muligvis stoppe aggressoren og således 

begrænse yderligere eskalation. Når først atomvåben er taget i brug, kan konflikten imidlertid blive 

meget vanskelig at kontrollere.” 22) På dette tvetydige grundlag – denne strategiske knivsæg 

– trådte alliancen ind i 1970’erne, som ellers så ud til at blive afspændingens årti. 

Under indtryk af de første tendenser til en Øst-Vest-afspænding anerkendte NATO med vedtagelsen 

i december 1967 af den såkaldte Harmel-rapport, at militær afskrækkelse og diplomatisk 

afspænding var to principielt ligeværdige komponenter i alliancens konfrontation med 

Østblokken. Drivende kræfter bag Harmel-rapporten var små medlemslande som Belgien, Danmark 

og Norge, hvoraf især de to sidstnævnte helt tilbage fra 1950’ernes begyndelse havde lagt 

vægt på, at NATO foruden det militære beredskab også burde have en vigtig rolle som politisk-diplomatisk 

(forhandlings)redskab, jævnfør NAT’s artikel 2 om politisk-økonomisk samarbejde. 

Allerede i maj 1966 havde Danmark, som det første medlemsland i NATO, stillet forslag 

om, at alliancen tilsluttede sig det sovjetiske forslag fra 1950’erne, kort tid forinden relanceret 

af Warszawapagten, om indkaldelse af en al-europæisk sikkerhedskonference mellem Øst og 

Vest. Det danske forslag blev mødt med en kold skulder i NATO-Rådet, men især efter at socialdemokraten 

Willy Brandt blev kansler i Vesttyskland i slutningen af 1969, fik tanken medvind i 

NATO-kredsen. 23) 


Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige 

forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger, ved at hidføre en bedre forståelse af de 

grundsætninger, som disse samfundsordninger hviler på, og ved at fremme almindelig stabilitet 

og velfærd. De vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske 

politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde. 

Brandt-regeringens ’Ostpolitik’ over for Østeuropa tog sigte på anerkendelse af de eksisterende 

grænser i Europa og en gensidig diplomatisk udsoningsproces mellem Vest- og Østtyskland 

og mellem på den ene side Vesttyskland og på den anden side Polen og Sovjetunionen. Kulminationen 

på denne såkaldte ’détente’-proces mellem Øst og Vest blev nået med afholdelsen i 

Helsinki i 1975 af Conference on Security and Cooperation in Europe (CSCE), hvor samtlige 32 vest- 

og østeuropæiske lande (minus Albanien og plus USA og Canada) underskrev den såkaldte Helsinki-Akt. 

Foruden forpligtelsen til at afstå fra med magt at ændre de eksisterende grænser i Europa 

(Kurv 1) indeholdt Akten bestemmelser om økonomisk-teknisk Øst-Vest samarbejde (Kurv 

2) samt en forpligtelse til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder, herunder ret 

til familiesammenføring på tværs af Øst-Vest-skillelinjen (Kurv 3). Især de sidstnævnte elementer 

i Helsinki-Akten skulle vise sig at få stor betydning for den kolde krigs sidste fase i Europa fra 

slutningen af 1970’erne til slutningen af 1980’erne. 


International afspænding var dog ifølge USA’s præsident Nixon og hans sikkerhedspolitiske 

rådgiver Henry Kissinger primært et anliggende for supermagterne. I 1972 foretog USA da også 

en spektakulær diplomatisk åbning til det kommunistiske Mao-Kina, som USA havde boykottet 

i 22 år, og samtidig undertegnede Washington den første SALT-aftale med Moskva om strategisk 

våbenkontrol (Strategic Arms Limitation Talks). Flere af de europæiske NATO-allierede 

fulgte dog SALT-processen med nogen bekymring. Ville den strategiske ligevægt mellem de to 

supermagter reducere eller helt neutralisere USA’s vilje til at bruge atomvåben til Vesteuropas 

forsvar? For at sikre den militære ’kobling’ over Atlanten betingede vesteuropæerne sig derfor, 

at USA’s fremskudte basesystemer i Europa med atombevæbnede fly og missiler ikke blev 

inddraget i SALT. Storbritannien og Frankrig afviste ud fra samme overvejelser at lade deres 

egne nationale atomstyrker inddrage i nogen SALT-aftale. 24) Den manglende inkludering af de 

sovjetiske og amerikanske ’euro-strategiske’ atomvåben på den europæiske slagmark skulle 

imidlertid få store konsekvenser for den kolde krig især i Europa fra slutningen af 1970’erne til 

langt op i 1980’erne, jævnfør nedenfor. 

Détente-processen under den kolde krig 

”detente, (af fr. détente ‘afspænding’), tilstand eller proces i international politik, karakteriseret af 

afspænding mellem stormagter. 

Begrebet er i nyere tid blevet brugt om den afspænding, der indledtes mellem USA og Sovjetunionen 

i begyndelsen af 1960’erne og kulminerede med rustningskontrolaftalerne SALT I og ABM-traktaten 

(Anti-Ballistic Missile) i 1972. Detenten svækkedes i årene derefter og bortfaldt fra 1979 efter Sovjetunionens 

invasion i Afghanistan og beslutningen om placering af mellemdistanceraketter i Europa; den 

blev genoplivet efter 1985 og bestod til den kolde krigs ophør i 1989.” 

Gyldendals åbne encyklopædi, Den Store Danske 

(http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisationer/detente) 

En anden årsag var, at SALTs forudsætning om global strategisk ligevægt i realiteten både var 

tvivlsom og ustabil. USA bevarede langt op i 1970’erne et forspring på to til én over for Sovjetunionen, 

hvad angik antallet af strategiske atomsprænglegemer. I 1972 havde USA over 30 – i 

neddykket tilstand usårlige – atomubåde, som hver med deres ’flerhovedede’ missiler kunne 

forårsage 160 atomeksplosioner af Hiroshima-størrelsen hvor som helst på det sovjetiske territorium. 

Den sovjetiske flådeopbygning på verdenshavene i 1970’erne – som set i forhold til 

USA’s verdensflåde stadig var beskeden – samt andre sovjetiske militære initiativer i flere områder 

af Den tredje Verden i disse år må til dels ses som forsøg på at kompensere for den fortsatte 

strategiske underlegenhed i forhold til USA. 

NATOs raketbeslutning og Reagans ’stjernekrig’ (1979-1983) 

Ikke desto mindre vakte de sovjetiske militære initiativer, der af nogle i NATO og i USA blev set 

som en sovjetisk global offensiv i ly af ’détente’-processen i Europa, voksende bekymring. Et 

almindeligt indtryk af Vestens svækkelse og ligefrem ydmygelse bredte sig især i USA efter Watergate-skandalen, 

som tvang Nixon til at træde tilbage i 1974. Dette efter USA’s nederlag i Vietnam 

og Indokina i 1975, og efter afsløringerne samme år af en række overgreb begået under 

hemmelige CIA-operationer i Den Tredje Verden. Kritikken fra især den amerikanske højrefløj 

af de moralske kompromisser, som afspændingen mellem Øst og Vest hævdedes at indebære, 


22 


The Conference on Security and Co-operation in Europe (CSCE) 

The Conference on Security and Co-operation in Europe (CSCE) blev åbnet i Helsinki den 3. juli 

1973 og fortsatte i Geneve fra 18. september 1973 til 21. juli 1975. Konferencen blev afsluttet 

den 1. august 1975, da 35 stats- og regeringsledere fra hele Europa, USA og Canada samledes 

for at underskrive the Final Helsinki Act, Helsinki-Akten i Helsinki den 1. august 1975. 

Repræsentanter fra følgende lande var med til underskrivelse: 

■ Belgien 

■ Bulgarien 

■ Canada 

■ Cypern 

■ Danmark 

■ Østtyskland (DDR) 

■ Finland 

■ Forbundsrepublikken Tyskland 

■ Frankrig 

■ Grækenland 

■ Irland 

■ Island 

blev allerede i 1976 så højlydt i USA, at præsident Gerald Ford forbød sin regering at bruge ordet 

under valgkampen. Den blev dog vundet af den liberale Jimmy Carter, som, især i de første 

par år af sin præsidentperiode, lagde stærk vægt på respekten for menneskerettighederne. Det 

gavnede i nogen grad dissidenterne i Østblokken, som påkaldte sig Helsinki-Akten, der som 

nævnt også var underskrevet af lederne i Øst. 

■ Italien 

■ Jugoslavien 

■ Liechtenstein 

■ Luxembourg 

■ Malta 

■ Monaco 

■ Nederlandene 

■ Norge 

■ Polen 

■ Portugal 

■ Rumænien 

■ San Marino 

Samtidig forhandlede Carter med Sovjetunionen den såkaldte 

SALT II-våbenkontrolaftale (1979), som imidlertid aldrig blev ratificeret 

af USA’s Kongres. På dette tidspunkt, ved indgangen til 

1980’erne, var afspændingsprocessen kommet i dyb krise, akut 

forværret både af NATOs raketstrid i Europa, af Sovjetunionens 

invasion af Afghanistan, samt af nye atomstrategiske signaler 

fra USA (begrænset atomkrig med sigte på sejr). Alvorligst i 

NATO-sammenhæng var kontroversen om raketbeslutningen i 

1979. Siden 1974 havde USA’s militær arbejdet med planer for 

modernisering af NATOs mellemdistance-atomraketter, det vil 

sige våben med en rækkevidde begrænset til Europa. I efteråret 1976 opdagede amerikanske 

overvågningssatellitter, at Sovjetunionen var begyndt at udstationere eksperimental-versioner 

af nye mellemdistance-atomraketter, de såkaldte SS-20’ere, til erstatning for gamle sovjetiske 

mellemdistance-atomraketter fra 1950’erne. Stationeret i det vestlige Sovjetunionen ville de 

nye, mere præcise og længererækkende SS-20’ere kunne nå mål overalt i Vesteuropa. 


■ Schweiz 

■ Sovjetunionen 

■ Spanien 

■ Storbritannien 

■ Sverige 

■ Tjekkoslovakiet 

■ Tyrkiet 

■ Ungarn 

■ USA 

■ Vatikanstaten 

■ Østrig 

Helsinki-Akten indeholdt tre overordnede anbefalingsområder, også kaldet ’kurve’. 

De tre kurve var: 

1. Spørgsmål relateret til sikkerhed i Europa 

2. Samarbejde på områderne økonomi, videnskab og teknologi samt miljø 

2. Samarbejde på det humanitære og andre områder 

“ History will judge this 

Conference not by what 

we say here today, but 

by what we do tomorrow 

- not by the promises we 

make, but by the promises 

we keep.” 

“ 

(USA’s præsident Gerald Ford, tale ved The 

Conference on Security and Co-operation in 

Europe i Helsinki den 1. august 1975)

Uafhængige eksperter i USA, og i begyndelsen også ledende forsvarskredse i Carter-regeringen, 

afviste dog, at truslen mod Vesteuropa fra de nye SS-20’ere var kvalitativt ny. Både den atomare 

’kobling’ mellem USA og de europæiske NATO-lande og den atomare balance i Europa kunne 

opretholdes ved hjælp af bl.a. USA’s langtrækkende jagerbombefly på dets hangarskibe nær 

Europa, af de britiske og de franske atomstyrker samt af de førnævnte amerikanske strategiske 

atomubåde, som var tildelt den europæiske NATO-kommando. De fleste af disse atomvåbensystemer 

blev da også oprustet væsentligt af USA i årene 1977-79. Problemet med SS-20’erne 

var altså ikke primært militært. Derimod kunne der, mente man i Washington allerede i 1975, 

være, hvad man kaldte et politisk eller symbolsk betonet ’usynlighedsproblem’: USA/NATOs 

mest rationelle militære afbalancering af de nye SS-20’ere ville være de nævnte søbaserede 

atomvåben, som jo imidlertid ville være usynlige for vesteuropæerne på kontinentet. Heraf voksede 

i 1978-79 det primært amerikanske ønske om også landbaserede nye NATO-mellemdistance-atomraketter 

i fire lande i Vesteuropa (Storbritannien, Vesttyskland, Holland og Italien) i 

form af 572 superpræcise Pershing II- og Cruise-missiler. 25) * ) 

Forinden havde Carter-regeringen dog måttet opgive et forsøg i 1977-78 på at få de europæiske 

NATO-allierede til at acceptere udstationeringen i Vesteuropa af den såkaldte neutronbombe. 

Den var tænkt som et bidrag til at løse problemet med den angiveligt store sovjetiske konventionelle 

overlegenhed i Europa. Neutronbomben kunne dræbe fjendtlige soldater i massivt 

antal med intensiv neutronstråling frem for med eksplosiv sprængkraft. Resultatet ville være 

minimal skade på bygninger og materiel og maksimal skade på mennesker. Carter fik dog kolde 

fødder pga. den massive politiske modstand mod våbnet i NATO-Europa, og i foråret 1978 

stillede han beslutningen om neutronbomben i bero på ubestemt tid. 

Under indtryk af betydelig vesteuropæisk skepsis også over for nye mellemdistanceraketter 

enedes NATO herefter i december 1979 om den såkaldte ’dobbeltbeslutning’. Den indeholdt 

nok opstilling af de 572 NATO-raketter ved udgangen af 1983, men samtidig tilbød den Sovjetunionen 

forhandlinger om reduktion af mellemdistanceraketterne i både Øst og Vest. Trods sin 

tilsyneladende ’bløde’ form skulle dobbeltbeslutningen vise sig at blive en af de mest kontroversielle 

i NATOs historie. Den gav, sammen med den øvrige, massive atomare og konventionelle 

NATOs ’dobbeltbeslutning’ 

NATOs såkaldte ’dobbeltbeslutning’ blev truffet i Bruxelles den 12. december 1979 som 

et modsvar til Sovjetunionens opstilling af SS-20-missiler i Østeuropa, der var blevet påbegyndt 

i 1976. Beslutningen var udtryk for en dobbelt strategi fra NATOs side: Forhandling 

og oprustning (heraf betegnelsen ’dobbeltbeslutningen’). NATO ville give Sovjetunionen fire 

år til at forhandle om at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud af Østeuropa, 

og hvis dette ikke lykkedes, ville NATO omvendt fra slutningen af 1983 opstille 572 amerikanske 

mellemdistanceraketter i Vesteuropa. 

Danmark distancerede sig som eneste medlem officielt fra dobbeltbeslutningen med den 

såkaldte ’fodnotepolitik’ (læs mere om ’fodnotepolitikken’ i boksen s. 105 i denne bog 

(red.)). 

*) Den vesttyske kansler Helmut Schmidt havde i 1977 offentligt ytret en vis bekymring for, om NATOs atomare afskrækkelsesstrategi 

kunne opretholdes i Europa i lyset af supermagternes SALT-aftaler. Schmidt udtalte dog ikke noget ønske om landbaserede atomraketter 

som evt. svar på de sovjetiske SS-20’ere, og slet ikke i Vesttyskland. 26) 


2 


oprustning i begyndelsen af 1980’erne, stødet til omfattende folkelige protestaktioner, demonstrationer 

og marcher i de vesteuropæiske NATO-lande og i USA. Kernen i disse bevægelsers 

krav var, at ophobning af endnu flere atomvåben ikke gjorde hverken Vest eller Øst mere sikker, 

men mindre sikker. 

Bortset fra de sovjet-kommunistisk orienterede ’fredsbevægelser’, som i de fleste NATO-lande 

ikke var politisk toneangivende, var 1980’ernes anti-atomvåbenbevægelser ikke nødvendigvis 

modstandere af NATO, men primært modstandere af den (atom)strategi, alliancen byggede 

på. Officielt betragtede NATO derimod oftest bevægelserne under ét som potentielt undergravende 

for den vestlige solidaritet og dermed ’objektivt’ på den sovjetiske fjendes sides: Den 

sande fredsbevægelse var NATO, som på fjerde årti afskrækkede Sovjetblokken fra at angribe 

det demokratiske Vesteuropa. 

USA’s nye præsident Ronald Reagan tiltrådte i 1981 med løfter om at genrejse både USA’s og 

resten af den frie verdens militære styrke og moralske selvagtelse, som ifølge Reagan og hans 

konservative bagland havde lidt alvorlig skade under afspændingsperioden; det sovjetiske 

”onde imperium” (Reagan i 1983) havde blot udnyttet afspændingen til at ekspandere og opruste 

yderligere. Der var dog i disse år stærkt delte meninger blandt top-analytikere i Washington 

om Sovjetunionens reelle militære styrke og hensigter. I efteråret 1980 vurderede CIA’s hovedansvarlige 

for analyser af Sovjetunionen, Robert Gates, således i et fortroligt memorandum, at 

Kreml-lederne så sig isolerede som supermagt, omgivet af fjendtlighed fra USA, Vesteuropa, 

Japan, Kina og endda med alvorlige problemer i Østeuropa, ustabilitet langs grænsen mod syd 

samt i dybe økonomiske vanskeligheder. Gates’ konklusion var, at sovjetledernes internationale 

aggressivitet og energiske militære programmer havde til hensigt at sløre, at de reelt så sig selv 

som særdeles sårbare. 27) 

I dag ved vi fra bl.a. de åbnede østlige arkiver, at den aldrende Kreml-ledelse i begyndelsen af 

1980’erne faktisk var særdeles nervøs for Reagan-regeringens og den vestlige alliances politik. 

Det var også meningen, i hvert fald fra Washingtons side: Reagan-regeringen erklærede, at den 

eneste måde at afskrække et sovjetisk angreb på, ikke længere som hidtil var ’den gensidigt 

sikre ødelæggelse’ eller et ’fleksibelt svar’, men at USA/NATO opnåede evnen til at udkæmpe 

og vinde en ’langvarig’ atomkrig. I Reagan-regeringens første periode (1981-1985) blev USA’s 

forsvarsudgifter næsten fordoblet, flere nye strategiske atomvåbenprogrammer blev fremskyndet, 

og Reagan lancerede (1983) visionen om et ‘Strategic Defense Initiative’, SDI (populært kaldet 

’stjernekrigsprojektet’). Tanken med dette projekt var, at der skulle spændes en beskyttende 

’paraply’ ud over USA og dets allierede og gøre dem usårlige over for et sovjetisk missilangreb 

– altså en indirekte atomar afvæbning af Sovjetunionen. SDI blev da også af mange kritikere 

kaldt for et brud med tidligere indgåede våbenkontrolaftaler mellem supermagterne. Amerikanske 

militærøvelsesmønstre antog samtidig bevidst provokerende former, f.eks. foretog 

bombefly simulerede angrebsbølger tæt op ad de sovjetiske grænser. Formålet var at stresse 

Kreml-ledelsen og få den til at indse, at den måtte opgive sin aggressive ekspansionisme. NATO 

fulgte op med vedtagelsen i 1984 af nye, såkaldte ’deep strike’-strategier, som lagde vægt på 

mobilt forsvar og angreb dybt inde bag fjendens forsvarslinjer. 28) 

Problemet var, at de her nævnte vestlige strategier ikke blot skræmte mændene i Kreml, men 

også mange amerikanere og vesteuropæere. Bedre blev det ikke af, at Reagan i et interview 

i 1981 bekræftede mange kritikeres mistanke om, at USA reelt planlagde med henblik på en 

taktisk atomkrig, der var begrænset til Europa – altså at Washington var parat til at ofre Europa 

for at forhindre ødelæggelsen af det amerikanske hjemland. Reagans udtalelser blev straks of- 


ficielt dementeret af Washington, men skaden var sket, og de vesteuropæiske anti-atomvåbenbevægelser 

fik yderligere vind i sejlene. 29) 

Hvad der yderligere belastede de transatlantiske bånd i disse år, var politikken over for Den 

Tredje Verden. Reagan-regeringen ville knuse de marxistisk inspirerede guerillabevægelser i 

specielt Mellemamerika og Afrika, som Washington betragtede som faktiske eller potentielle 

redskaber for den sovjetiske offensiv i Den Tredje Verden. Mange vesteuropæiske NATO-allierede 

– Storbritannien, Portugal, Italien, Vesttyskland, Tyrkiet og (fra dets indtræden i 1982) 

Spanien – stillede nok basestøttefaciliteter til rådighed for den amerikanske flåde- og luftvåbens 

udstationering af styrker i Mellemøsten og det nordøstlige Afrika. Men de afviste generelt langsigtede 

forpligtelser til at stille støttefaciliteter til rådighed for USA’s militæroperationer uden 

for NATO-området. Det gjorde de primært, fordi de mente, at noget sådant ville binde dem til 

en amerikansk politik, som de ikke brød sig om. De europæiske NATO-allierede så i modsætning 

til USA ikke sig selv som globale magter, og i modsætning til Reagan-regeringen anså de ikke 

’détente’-processen for udelelig: De ønskede ikke at uddybe Øst-Vest-spændingen i Europa ved 

at øge koldkrigsspændingerne i Den Tredje Verden, hvor europæerne i øvrigt også ofte mere 

så interne socio-økonomiske årsager til konflikter og ustabilitet og ikke primært ’marxistisk indblanding’ 

udefra. 30) 

Nye toner fra USA – vandt NATO den kolde krig? (1984-1990) 

Reagan-regeringen var ikke upåvirket af de NATO-allieredes skepsis eller af de efterhånden 

massive og bredt funderede protester både i Vesteuropa og i USA imod den accelererende 

atomoprustning. Omkring årsskiftet 1983-84 begyndte præsident Reagan at sende mere forsonlige 

signaler til både ven og fjende, formentlig dels fordi han nu mente at have styrket USA 

tilstrækkeligt militært og moralsk, dels fordi han selv var begyndt at blive betænkelig ved dele 

af den hidtidige kurs over for Sovjetunionen. Hans konservative britiske kollega og personlige 

ven, premierminister Margaret Thatcher, trak ham i samme retning. Også fordi hun efter sit 

første personlige møde med den vigtigste repræsentant for den yngre generation af sovjetiske 

topledere, Mikhail Gorbatjov, fortalte Reagan, at der faktisk var magtfulde kræfter i det ’onde 

imperium’, som man kunne tale seriøst med. 

Efter Gorbatjovs overtagelse af ledelsen i Kreml i marts 1985 kom det da også hurtigt til en 

vis forståelse mellem lederne af de to supermagter. På det andet topmøde mellem Reagan 

og Gorbatjov i Reykjavik i oktober 1986 blev de således til forbløffelse for de fleste – inklusive 

deres egne toprådgivere – enige om et globalt loft på 100 atomladninger til hver parts mellemdistanceraketter, 

som vel at mærke kun måtte opstilles uden for Europa (det vil sige i henholdsvis 

USA og den asiatiske del af Sovjetunionen). Reagan og Gorbatjov blev også enige om fælles 

kontrolmekanismer og om gensidig fastfrysning af kortrækkende missiler. 

Selv om Reykjavik-aftalerne midlertidigt faldt på gulvet pga. fortsat uenighed om Reagans missilforsvarsprojekt, 

som Gorbatjov insisterede på, at USA skulle stille i bero, var isen brudt. Reagan 

havde med sin principaftale med Gorbatjov om en slags ’nul-løsning’ for mellemdistanceraketter 

i Europa reelt ikke blot undermineret NATOs ’dobbeltbeslutning’ fra 1979, men også 

hele NATOs atomstrategi. Det førte til en del løftede øjenbryn især i militære NATO-kredse i 

Europa. Men politikerne følte vægten fra den vesteuropæiske offentlige opinion, som var stærk 

tilhænger af fjernelsen af mellemdistancevåbnene, og én efter én tilsluttede de europæiske 

NATO-landes regeringer sig nul-løsningen. Året efter, i 1987, indgik de to supermagter den en- 


2 


delige aftale om mellemdistancevåben efterfulgt i 1988-89 af yderligere våbenkontrolaftaler 

mellem USA og Sovjetunionen. 

I det hele taget var NATO som alliance mest henvist til rollen som passiv tilskuer til de dramatiske 

politisk-diplomatiske og omvæltende sociale processer, som udspillede sig mellem de to supermagter 

og internt i Europa, og selvsagt ikke mindst i Østeuropa, i sidste halvdel af 1980’erne, 

og som endte med Berlinmurens fald i november 1989 og den kolde krigs afslutning. Disse 

begivenheder og processer skal derfor ikke følges nærmere her. 

Koldkrigs-historikere diskuterer fortsat intensivt, og vil 

formentlig længe endnu diskutere, årsagerne til den 

kolde krigs afslutning omkring 1990. Historikerne er 

i øvrigt heller ikke færdige med at diskutere hverken 

årsagerne til den kolde krigs opståen i 1940’erne eller 

hovedforklaringerne på dens konkrete forløb i de mellemliggende 

tiår. Som alle skelsættende historiske begivenheder 

og processer må den kolde krigs afslutning 

forklares ud fra et komplekst sæt af årsager og sammen- 

hænge. De fleste historikere er enige om, at personlige aktører som Ronald Reagan og Mikhail 

Gorbatjov spillede afgørende roller hver for sig og i pragmatisk samspil i de sidste år. Derimod 

er der langt fra enighed om, hvilken rolle USA og NATOs militære oprustningsoffensiv fra omkring 

1980 og frem – eller for den sags skyld den amerikanske og allierede politik og strategi i 

de tidligere årtier af den kolde krig – spillede for udfaldet af Øst-Vest-konflikten. Nogle mener, 

at den vestlige alliances politisk-militære linje gennem hele den kolde krig, og i særdeleshed 

Reagan-regeringens ’sejrsstrategi’, ikke blot i alt væsentligt var den eneste rigtige, men også 

den eneste mulige, og at Vesten dermed vandt den kolde krig. 31) 

Andre er mere i tvivl. Et eksempel på det sidste er den amerikanske diplomat og historiker 

George F. Kennan, der som nævnt i slutningen af 1940’erne var ophavsmanden til USA’s inddæmningsstrategi 

over for Sovjetunionen og kommunismen. Allerede tidligt i 1950’erne blev 

Kennan en vedholdende kritiker af den overdrevne militarisering af den kolde krig, som han 

fandt, at NATO, sekunderet af Sovjetunionen og senere Warszawapagten, stod for. I 1992 gik 

den da 88-årige Kennan i en artikel i The New York Times skarpt i rette med den opfattelse, at 

det var den hårde linje i det Republikanske Parti i USA (især under Ronald Reagan), som ’vandt 

den kolde krig’. Kennan kaldte dette for en ”virkelig dum” og ”barnlig” påstand. ”Ingen – intet 

land, intet parti, ingen person – ’vandt’ den kolde krig”, som ”på begge sider blev næret af uvirkelige 

og overdrevne vurderinger af den anden sides hensigter og styrke”, skrev Kennan. Han anklagede 

også ’koldkrigs-ekstremisme’ på amerikansk side for at have fået Kremls parti- og politiorganer 

til at stramme grebet og bremse regimets liberalisering og dermed forsinke snarere end at 

fremskynde de store forandringer i Østblokken i slutningen af 1980’erne. 32) 

Uanset om man er enig i Kennans analyse eller ej, peger nyere forskning baseret på bl.a. 

nyåbnede østlige arkiver på, at NATOs største styrke under den kolde krigs konfrontation i virkeligheden 

ikke så meget var dens militære styrke – hverken den konventionelle eller den atomare. 

Den blev mere eller mindre matchet af Sovjetblokken. Hvad Warszawapagten derimod ikke 

besad, var det, der er blevet kaldt Vestens og NATOs ’soft power’. Det vil sige den demokratiske 

frivillighed og den principielle mulighed for åben modsigelse og diskussion, som karakteriserede 

den nordatlantiske alliance på godt og ondt, understøttet af markedsøkonomiens relative 

fordele. Som nævnt var Atlantpagten/NATOs vigtigste funktion formentlig også oprindeligt, 


“ 

Som alle skelsættende 

historiske begivenheder og 

processer må den kolde krigs 

afslutning forklares ud fra 

et komplekst sæt af årsager 

og sammenhænge. 

“

det vil sige i årene omkring 1950, dens politisk-psykologiske rolle for de vesteuropæiske befolkninger. 

Det mulige rum for demokratisk uenighed gjorde NATO stærk, i modsætning til den regimenterede 

og påtvungne ’enighed’, som den Moskva-dikterede Warszawapagt var eksistentielt afhængig 

af, og som for alvor viste sin hulhed, da regimerne i øst i hastig rækkefølge smuldrede 

sidst i 1980’erne. Dette skete ikke primært som følge af (militært) tryk udefra, men især under 

deres egen vægt og efter pres nedefra, fra deres egne befolkninger. Et pres, som der var blevet 

langt større spillerum for i kraft af den ’bløde magt’, som Helsinki-Aktens bestemmelser om 

respekt for de grundlæggende menneskerettigheder havde givet de oppositionelle kræfter i 

Østblokken i hænde efter 1975. Presset blev samtidig understøttet af vestlige transnationale 

bevægelser og andre NGO’er, hvis idéer også påvirkede Gorbatjov og hans rådgiverkreds. 33) 

NATOs transformation og udvidelse (1990-2009) 

Med Berlinmurens fald og den østtyske stats (DDR) politiske sammenbrud stod Tysklands genforening 

naturligt på dagsordenen i 1990. Ingen af Tysklands nabolande hverken i øst eller i 

vest var dog begejstrede for tanken. Gorbatjov foreslog indkaldelse til et al-europæisk ’Helsinki 

II’-topmøde med henblik på både NATOs og Warszawapagtens optagelse i et nyt al-europæisk 

sikkerhedssystem baseret på det eksisterende CSCE fra 1975. Bl.a. det post-kommunistiske Tjekkoslovakiets 

første præsident og første udenrigsminister, de tidligere fængslede dissidenter 

Vaclav Havel og Jiri Dienstbier, argumenterede i foråret 1990 for samme vision. Men da der 

hverken var større vestlig eller tysk 

– eller anden østeuropæisk – interesse 

for tanken, accepterede Gorbatjov tøvende 

Tysklands genforening, dog kun 

som neutralt land. 

Da også dette blev afvist af Vesten, 

accepterede Gorbatjov at deltage i 

de såkaldte ’fire plus to-forhandlinger’ 

(de fire forhenværende besættelsesmagter 

og de to Tysklande) om 

Tysklands fremtid. USA’s præsident 

George Bush senior forsikrede under 

disse forhandlinger i 1990 bl.a. Gorbatjov, 

at hvis Sovjetunionen ville tillade 

Tysklands genforening, ville NATOs 

militære styrker ikke blive stationeret 

på det tidligere DDR’s territorium, samt 

at CSCE-maskineriet i Europa ville blive 

styrket. USA’s udenrigsminister James 

Baker satte trumf på ved at love Gorbatjov, 

at der ikke ville blive tale om 

at udvide NATOs myndighed så meget 

som en tomme østpå. Med disse forsikringer 

og løfter indvilligede Gorbatjov 

i Tysklands genforening inden for Berlinmurens fald den 1. november 1989. Foto: NATO 


28 


NATO, idet han erkendte, at dette trods alt var at foretrække frem for et genforenet Tyskland, der 

handlede på egen hånd. Bushs og Bakers løfter til Gorbatjov blev imidlertid ignoreret af præsident 

Bill Clinton få år senere, da Sovjetunionen ganske vist ikke længere eksisterede. 34) 

Men løfterne blev ikke glemt i Moskva, hvor det post-kommunistiske Ruslands første leder, 

Boris Jeltsin, i 1992-93 fastholdt russisk modstand imod NATOs eventuelle udvidelse mod øst. 

Spørgsmålet var dog endnu ikke på dagsordenen i begyndelsen af 1990’erne. Umiddelbart 

gjaldt det for NATO som organisation om at finde en ny rolle – en ny eksistensberettigelse – efter 

den oprindelige begrundelse for alliancens oprettelse, institutioner og praksis, altså den kommunistiske 

blok i Europa med Sovjetunionen i spidsen, var definitivt forsvundet ved udgangen 

af 1991. 

NATOs forhold til Rusland og dets tidligere klientstater i Øst- og Centraleuropa efter den kolde 

krigs afslutning har været komplekst. Allerede på NATO-topmødet i juli 1990 tilbød alliancen 

dialog og samarbejde med de tidligere modstandere. Der blev vedtaget militære kontaktprogrammer 

mellem forhenværende Warszawapagt-officerer og NATO-officerer med henblik på 

tillidsskabelse, professionalisering og ikke mindst sikring af civil politisk kontrol med militæret. 

I forlængelse heraf vedtog NATO i november 1991 et nyt Strategisk Koncept, hvorefter NATOs 

mission skulle være at tage aktivt del i varetagelsen af post-koldkrigens europæiske sikkerhed 

ved at ’projicere stabilitet’ gennem krisestyring og dermed fremme ”udviklingen af strukturer 

for sikkerhedssamarbejde for et helt og frit Europa”. 35) Da Boris Jeltsin prompte måneden efter 

foreslog, at det nye Rusland blev optaget i NATO, afviste alliancen imidlertid at tage forslaget 

alvorligt. Det smagte formentlig for meget af den CSCE-inspirerede al-europæiske sikkerhedsorganisation, 

som NATO-landene havde afvist i 1990, fordi den reelt ville have ført til NATOs 

opløsning. 

Uanset Bush-regeringens løfter til Gorbatjov havde USA ikke interesse i, på bekostning af NATO, 

at styrke et CSCE, hvor Rusland havde vetoret. I begyndelsen af 1992 lækkedes et hemmeligt 

planlægningsdirektiv fra USA’s Nationale Sikkerhedsråd og Pentagon til pressen. Dokumentet 

understregede, at NATOs fortsatte sammenhold med betydelig amerikansk tilstedeværelse 

forblev ”vital”, og at USA for at undgå konkurrence måtte ”forhindre, at der opstår sikkerhedsarrangementer 

udelukkende for europæerne, idet sådanne ville underminere NATO”. Lækagen 

vakte opsigt i Europa, hvor dokumentet blev set som udtryk for Washingtons modvilje mod 

udviklingen af en europæisk forsvars- og sikkerhedsdimension i EU-regi, og Bush-regeringen 

rykkede ud med passende dementier. 36) Der er dog ingen tvivl om, at USA også efter den kolde 

krig fortsat betragtede NATO som den altoverskyggende sikkerhedsorganisation i Europa, ikke 

mindst fordi alliancen var den bedste garant for fortsat stærk amerikansk indflydelse på kontinentet 

og dets sikkerhed. 

Det var da også på forslag fra USA, at NATO på sit topmøde i januar 1994 vedtog det såkaldte 

Partnership for Peace (PfP)-program (læs mere om PfP i kapitlet Partnerskaber og udvidelse: 

Mod et globalt NATO? i denne bog (red.)), som tilbød tidligere Warszawapagt-lande og tidligere 

Sovjet-republikker tilknytning til NATO gennem praktisk militært samarbejde. PfP blev ikke 

præsenteret som et alternativ til NATO-medlemskab, men snarere som en fleksibel platform, 

der kunne føre til et medlemskab på et senere tidspunkt. Signalet fra NATO-topmødet blev forstærket 

af efterfølgende udtalelser af USA’s præsident Clinton på et møde i Prag for central- og 

østeuropæiske ledere. Tilsammen betød dette, at spørgsmålet om NATOs udvidelse mod øst 

pludselig kom øverst på NATOs dagsorden og i de følgende måneder og år nærmest blev omdrejningspunktet 

for alliancens aktiviteter – til trods for Moskvas fortsat stejle afvisning. 


Den skelsættende NATO-beslutning om PfP blev formentlig fremmet af resultatet af det russiske 

parlamentsvalg i december 1993, som syntes at styrke den ultra-nationalistiske leder 

Sjirinovski betydeligt. Dette blev brugt af nogle af de øst- og centraleuropæiske lande som 

argument for snarligt NATO-medlemskab. Kritikere pegede på risikoen for, at NATOs ekspansion 

mod øst kunne provokere og isolere Rusland unødigt, styrke de anti-vestlige kræfter i Rusland 

og skabe nye konfrontatoriske øst-vest skillelinjer i Europa. NATO gik da også relativt forsigtigt, 

men målbevidst til værks. For at dæmpe den russiske kritik blev The NATO-Russia Founding Act 

underskrevet i 1997. Den indebar bl.a. dannelsen af fællesorganer som The NATO-Russia Permanent 

Joint Council, der dog ikke gav Rusland nogen reel indflydelse på NATOs beslutningsprocesser. 

Der blev høfligt lyttet til russernes protester, men alliancen lod forstå, at den udstukne kurs 

lå ufravigeligt fast. 

NATOs udvidelsesproces var dog, som den amerikanske forsker Ronald Asmus – en af de bedste 

kendere af forløbet – har konkluderet, hverken uundgåelig eller forudbestemt. Selv om projektets 

rødder lå i Central- og Østeuropa, blev det reelt et amerikansk projekt, efter at Clintonregeringen 

i 1994 havde taget det til sig. Det fik topprioritet uanset vedvarende russisk modstand 

og tøvende og lunken vesteuropæisk støtte, fordi det var baseret på en amerikansk vision 

om et helt og frit Europa i permanent alliance med USA. Det vil sige også hinsides den kolde 

krig. Det var også i USA’s geopolitiske interesse at stabilisere demokratiet og udbrede stabilitet 

i Central- og Østeuropa. Processen blev understøttet af markante central- og østeuropæiske 

ledere som Vaclav Havel (nu NATO-tilhænger) og Polens Lech Welesa, men også den eskalerende 

borgerkrig i eks-Jugoslavien var en katalysator for den. 37) 

Parallelt med udvidelsesprojektet udviklede NATO i 1990’erne gradvis sine operationelle muligheder 

med henblik på øget fleksibilitet og mobilitet. På topmødet i 1994 blev det vedtaget at 

udnævne den ellers noget henslumrende Vesteuropæiske Union (WEU – oprindelig dannet i 

1948 som en forløber for Atlantpagten) til den atlantiske alliances ’europæiske søjle’ samt at udvikle 

en såkaldt European Security and Defense Identity (ESDI). Tanken var, at NATO kunne udlåne 

materiel m.v. til WEU-operationer, også ’out-of-area’, som de nordamerikanske NATO-allierede 

ikke ønskede at deltage i. 

I 1996 vedtog NATO at danne såkaldte Combined Joint Task Forces (CJTF), primært til NATOledede 

fredsbevarende ’out-of-area’-operationer, evt. med deltagelse af PfP-lande fra Øst- og 

Centraleuropa. Flere medlemslandes, ikke mindst Frankrigs, traditionelle modstand mod NA- 

TOs deltagelse i ’out-of-area’-operationer smuldrede efterhånden. I første omgang under forudsætning 

af, at NATO handlede som militær entreprenør for FN’s Sikkerhedsråd, således som det 

skete med den fredsbevarende NATO-styrke i eks-Jugoslavien fra 1992 og frem. 

USA/NATOs luftbombninger af de bosniske serberes stillinger i 1995 blev et vendepunkt i den 

bosniske borgerkrig, fordi de kunne støttes af de bosniske muslimers offensiv på landjorden. 

USA/NATO-luftoperationerne var også med til at genskabe den transatlantiske følelse af enhed 

og fællesmål og styrkede den opfattelse, at NATO måtte handle for at konsolidere stabiliteten 

uden for sine gamle grænser. De fredsbevarende IFOR/SFOR-styrker i Bosnien siden Daytonaftalen 

i 1995 er under NATO-kommando, men med godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd og 

38) *) 

– efter USA’s mellemkomst – med russisk deltagelse. 

*) De fleste NATO-lande deltog militært i den USA-ledede koalition, som i 1991 angreb Irak med henblik på at befri Kuwait fra den irakiske 

besættelse i 1990. Medlemslandenes krigsdeltagelse skete dog ikke i NATO-regi, men formelt på mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, ligesom 

det var tilfældet under Koreakrigen 1950-53. 


0 


Imidlertid brød NATO markant med hidtidig praksis, da alliancen i 1998-99 deltog i USA-anførte 

militære ’out-of-area’-aktioner imod Irak og Serbien, da de fandt sted uden mandat fra FN’s 

Sikkerhedsråd. Mest skelsættende af disse operationer var den formelt og reelt NATO-styrede, 

to en halv måneder lange bombekrig mod Serbien om Kosovo i 1999, Operation Allied Force. 

Den blev legitimeret som en humanitær intervention, som angiveligt skulle stoppe Serbiens 

etniske masseudrensning – folkemord – på Kosovos albanske befolkningsflertal. Hvad der i realiteten 

skete, var imidlertid det nærmest stik modsatte: Først da USA’s NATO-understøttede 

bombeoffensiv begyndte, svarede de serbiske styrker med den storstilede etniske udrensning 

af og massemyrderier på albanere i Kosovo gennem 11 uger. 39) * ) (For en anden udlægning af 

udviklingen i Kosovo-krigen se bl.a. Kristian Søby Kristensen s. 41 i denne bog (red.).) 

Både Balkan-specialister og anerkendte internationale figurer som f.eks. Henry Kissinger, Jimmy 

Carter og FN’s generalsekretær Kofi Annan, kritiserede samtidig og efter krigen præsident Clinton 

og hans regering for håndteringen af Kosovo-krisen. Øverstkommanderende for NATO i 

Europa (SACEUR), general Wesley Clark, understregede imidlertid over for USA’s udenrigsminister 

Madeleine Albright umiddelbart inden bombningerne af Serbien blev påbegyndt, hvad der 

primært var på spil i Kosovo: NATOs fortsatte troværdighed og handlekraft, underforstået, ikke 

mindst i forhold til de nye og kommende medlemmer i Central- og Østeuropa. På NATO-topmødet 

i april 1999, som fejrede NATOs 50-års jubilæum, blev alliancens igangværende Kosovo-operation 

da også fremhævet som et eksempel på NATOs fortsatte relevans og troværdighed som 

garant for europæisk sikkerhed og stabilitet. 40) Efter Kosovo-operationens afslutning rykkede en 

NATO-ledet fredsbevarende styrke (KFOR) under mandat fra FN’s Sikkerhedsråd ind i Kosovo. 

På NATO-topmødet i 1999 blev alliancens Strategiske Koncept fra 1991 opdateret under indtryk 

af Kosovo. Krisestyring og fredsbevarelse uden for NATO-området blev kraftigere understreget 

samtidig med, at FN’s Sikkerhedsråds forudgående godkendelse af sådanne NATO-operationer 

blev anset for en ønskværdig, men ikke en ufravigelig, betingelse. Konceptet understregede 

også tydeligere, at alliancens sikkerhedsinteresser måtte ses både i en regional euro-atlantisk 

og i en global kontekst og ville kunne påvirkes af bredere risici, såsom etniske og religiøse konflikter, 

ikke-statslige aktører, territorialstridigheder, utilstrækkelige eller fejlslagne reformer, 

overgreb mod menneskerettighederne, opløste stater, terrorisme, sabotage, organiseret kriminalitet 

og ”afbrydelse af strømmen af vitale ressourcer”. 41) 

Hermed lå det lige for, at NAT’s artikel 5 uden videre kunne aktiveres, da USA blev ramt af terrorangrebene 

den 11. september 2001. Det var første gang i alliancens historie, at NATO-Rådet 

bragte denne artikel i anvendelse. Men paradoksalt nok ønskede Washington ikke, at USA’s 

første militære svar i den ’krig mod terror’, som præsident George Bush erklærede umiddelbart 

efter 11. september, skulle koordineres med de NATO-allierede. Dette formentlig især pga. de 

koordinationsproblemer, NATO-operationen i Kosovo havde haft. USA angreb derfor den 7. 

oktober 2001 Al-Qaeda-baser og Taleban-styret i Afghanistan med sine egne styrker i Operation 

Enduring Freedom. Efter at Taleban-styret var blevet væltet i december 2001, oprettedes på 

baggrund af en FN-resolution en international ’sikkerhedsstyrke’ under NATO-kommando, ISAF, 

som endnu i 2009 opererer parallelt med de amerikanske kampstyrker i Afghanistan. NATO har 

gentagne gange i de seneste år ladet forstå, at alliancens sejr over Taleban vil være afgørende 

for NATOs fremtid og politisk-militære troværdighed. 

* ) De nye NATO-medlemmer Ungarn og Tjekkiet gav i øvrigt kun lunken støtte til NATOs Kosovo-operation. 


Med NATOs nye strategiske koncepter efter den kolde krigs afslutning i 1990, med det ambitiøse 

program for udvidelse af NATOs medlemskreds mod øst, som i 2008 pegede helt til Kaukasus, 

og med den direkte og indirekte involvering i ’krigen mod terror’ siden 2001, står det ved begyndelsen 

af 2009 klarere end måske på noget tidligere tidspunkt, hvor bemærkelsesværdig 

og, på egne præmisser, imponerende vellykket en transformation, alliancen har gennemgået 

fra den kolde krigs regionale forsvarsalliance (om end altid med en vigtig ’out-of-area’-dimension) 

til en globalt udfarende militær aktør. 

Men ved indgangen til NATOs 60-års jubilæum i 2009 peger flere ting i retning af, at alliancen 

i den kommende tid måske må erkende, at prisen for den ambitiøse transformation kan blive 

højere, end mange hidtil har forventet. Det gælder f.eks. NATOs store vanskeligheder i Afghanistan, 

som i 2008 erkendtes åbent af alliancens øverste militære chefer i landet; NATOs latente 

konflikter med et Rusland på oplevet tvungen retræte i forbindelse med alliancens udvidelsesprogram, 

som i 2008 bidrog til at udløse den kortvarige krig mellem Rusland og et vovelystent 

Georgien (læs mere om krigen mellem Rusland og Georgien i boksen s. 88 i denne bog (red.)); 

samt de russiske gasblokader mod bl.a. Ukraine, som kredse i Washington i begyndelsen af 

2009 anså for kunne blive en trussel mod NATOs sikkerhed. 


2 


Hvis du vil vide mere om NATOs historie fra 1949 

og fremefter, anbefaler forfatteren følgende: 

MC 48 (Final): The Most Effective Pattern of NATO Military Strength for the Next Few Years, 22nd 

November 1954 (NATO Strategy Documents) redigeret af Gregory W. Pedlow (introducerer 

NATOs ‘universelle’ atombevæbning) 

Dokumentet er tilgængeligt online på http://www.nato.int/archives/strategy.htm 

MC 48/3 (Final): Measures to Implement the Strategic Concept for the Defence of the NATO Area, 

8th December 1969 (NATO Strategy Documents) redigeret af Gregory W. Pedlow (beskriver 

atomdoktrinernes dilemma) 

Dokumentet er tilgængeligt online på http://www.nato.int/archives/strategy.htm 

The Alliance’s Strategic Concept (Agreed by the Heads of State and Government participating 

in the meeting of the North Atlantic Council, 8th November 1991) (NATOs første strategiske 

koncept efter den kolde krig) 

Dokumentet er tilgængeligt online på http://www.nato.int/docu/basictxt/b911108a.htm 

The Alliance’s Strategic Concept (Approved by the Heads of State and Government participating 

in the meeting of the North Atlantic Council, 23rd-24th April 1999) (NATOs strategiske koncept 

vedtaget under Kosovo-krigen) 

Dokumentet er tilgængeligt online på http://www.nato.int/docu/pr/1999/p99-065e.htm 

The “Double-Track” Decision on Theatre Nuclear Forces (Special Meeting of Foreign 

and Defence Ministers 12th December 1979) (NATOs såkaldte ‘dobbeltbeslutning’) 


The Future Tasks of the Alliance (Harmel Report) (Report of the Council, Ministerial 

Communiqué, 13th-14th December 1967) (Rapporten som for første gang slår fast, at NATO 

principielt har to gensidigt supplerende opgaver: militær afskrækkelse og politisk-diplomatisk 

afspænding) 

Rapporten er tilgængelig online på http://www.nato.int/docu/basictxt/b671213a.htm 

The North Atlantic Treaty - på dansk Den Nordatlantiske Traktat, 4th April 1949 

Traktaten forefindes på dansk bagerst i bogen, og er tilgængelig online på engelsk 

samt en række andre sprog på http://www.nato.int/docu/basictxt/treaty.htm 


Litteraturhenvisninger 

1) Leffler, 1996; Leffler, 2007; Zubok, 2007; Gaddis, 2008 

2) Leffler, 1992: 1-24 

3) Mastny, 1996; Roberts, 2006: 296-371 

4) Leffler, 1992: 7 f. 

5) Mastny, 1996: 27 ff.; Zubok, 2007: 72 f. 

6) FRUS, 1950: 332-338; Mastny, 1996: 95-101; 

Zubok, 2007: 80 f. 

7) Mastny, 1999: 177 f. 

8) Mastny, 2002: 62; FRUS, 1955-1957: 551 f. 

9) Mastny, 1999; se også Evangelista, 1982-83 

10) Luñák, 2006: 72-79 

11) Trachtenberg, 1993: 156-178 

12) Mastny, 2002: 64 f. 

13) Mastny, 1999: 177 

14) Mastny, 1999; Trachtenberg, 1993: 251-282 

15) Garthoff, 1990: 93-116; Enthoven & Smith, 

1971: 132-142; Gaddis, 2008: 78 

16) Se Villaume, 1995: 686-709 

17) Kaplan, 1988: 68 f. 

18) Coker, 2001: 157 f. 

19) Coker, 2001: 160-166 

20) Powaski, 1993: 59-70 

21) USNA, 19.07.1966: Robert McNamara to Kai-Uwe von 

Hassel, Lot 67 D 496, box 4, State Department Files 

22) Pedlow, 1997: 377 

23) Borring Olesen & Villaume, 2006: 587-591 

24) Powaski, 1993: 98 f. 

25) USNA, 18.10. 1976: Action Memo, Hartman to Sec, “Nuclear 

Balance Issues at NPG mtg”, Fld. DEF 3 – NPG, Lot 

81 D 286 (Records of Helmut Sonnenfeldt); USNA, 1975- 

1977: Records of the Office of the Counselor, box 11, 

RG; USNA, 01.10.1975: Briefing Memo Vest/Hartman to 

HS “Tactical Nuclear Force Mod. In NATO”, Fld. DEF 12C 

– Tactical Nuclear Weapons; Powaski, 1993: 118 

26) Gervasi, 1986: 151 ff. 

27) Matthias, 2001: 329 

28) Powaski, 1993: 133-138 

29) Powaski, 1993: 134 f. 

30) Powaski, 1993: 137-140 

31) Et godt eksempel på denne tolkning findes i Gaddis, 

2008 

32) Kennan, 1992; jf. også f.eks. Mastny, 1996; Mastny, 1999; 

Lebow & Stein, 1994 

33) Thomas, 2001; Evangelista, 1999; English, 2000; Bange 

& Niedhart (eds.), 2008; Villaume & Westad (eds.), 2009 

34) Asmus, 2002: 11; Powaski, 1993: 170 f.; Gaddis, 2008: 

321 

35) Schake, 2001: 31 ff. 

36) International Herald Tribune, 12. marts 1992; Bacevich, 

2002: 43-46 

37) Asmus, 2002: 290 ff. 

38) Asmus, 2002: 293 

39) Bacevich, 2002: 103 ff.; se også Chomsky, 1999: 35 ff. 

40) Bacevich, 2002: 181-197; Grant, 2001: 46 ff.; jf. også 

Villaume, 2006: 35 f. 

41) Schake, 2001: 31 f.; Villaume, 1999: 53 




kapitel 

ii Af 

Mod et globalt NATO? 

Partnerskaber og udvidelse* ) 

Introduktion 

forsker Kristian Søby Kristensen, 

Dansk Institut for Militære Studier 

I april 2008 accepterede NATO at gå i gang med at behandle Albaniens og Kroatiens ansøgninger 

om medlemskab af alliancen. I 2009 vil medlemskredsen således blive udvidet fra 26 til 28 

medlemmer. Et NATO med 28 medlemmer var der ikke mange der forestillede sig i Washington 

i 1949, hvor Atlantpagten blev underskrevet. Selv om traktaten åbner op, for at ”enhver 

anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage 

til det nordatlantiske områdes sikkerhed” 1) kan blive medlem, er historien om NATOs udvidelse 

bemærkelsesværdig. Ved at udvide sin medlemskreds har NATO forsøgt at sprede sikkerhed og 

stabilitet i Europa. 

Parallelt med udvidelsen har NATO udviklet partner- og samarbejdsrelationer med en lang 

række af lande, der ikke er, kan, eller vil, blive medlemmer af NATO. Disse partnerskaber har 

spredt sig kraftigt; de er næsten blevet globaliserede. NATO samarbejder i dag om forskellige 

sikkerhedspolitiske emner med lande så forskellige som Sverige, Egypten og Australien. Udviklingen 

af disse forskelligartede partnerskaber er mindst lige så bemærkelsesværdig som udvidelsesprocessen 

og ville, set fra Washington i 1949, have været lige så utrolig. 

Fra at have været en lille, eksklusiv og lukket militær klub har NATO udvidet sin medlemskreds 

kraftigt og inkluderet mange ikke-medlemmer i mere eller mindre institutionaliserede partnerskaber 

om brede sikkerhedspolitiske emner. NATO er ikke det samme i dag som tidligere. Der 

var ikke noget der i 1949 tydede på, at udvidelse og partnerskaber ville blive så centrale dele 

af, hvad NATO er i dag. Nye medlemmer og nye relationer har gjort alliancen til noget nyt. Fra 

at have været en snævert og klart afgrænset regional militær alliance med et klart europæisk 

fokus er NATO i dag også en bred samarbejdsorganisation med globalt fokus på en lang række 

af sikkerhedspolitiske emner. 

Alliancen er på mange måder blevet globaliseret. En udvikling der hyldes af nogle, der gerne 

ser et ’globalt NATO’, hvorimod andre er bekymrede for konsekvenserne af en fortsat globalisering. 

Uanset hvad, er udvidelse og partnerskaber i dag en central del af både, hvad NATO er, og 

hvad NATO gør. Dermed er den politiske diskussion om betydningen af de to emner central for 

alliancens fremtid. Både på jubilæumstopmødet i april 2009 og fremover vil alliancens medlemmer 

diskutere, om NATO skal fortsætte sin udvidelsesproces såvel som formen på og meningen 

med NATOs partnerskaber. 

*) Dette kapitel bygger i væsentlig grad på ”NATO and Global Partnerships – to be global or to act globally?”, DIIS Report, no. 7, 2008, af 

Trine Flockhart og Kristian Søby Kristensen 



Hvad vil fremtiden bringe? Hvordan vil NATO komme til at se ud efter sin 60-års fødselsdag? For 

at svare på det undersøger kapitlet først spørgsmålet om, hvordan udvidelse og partnerskaber 

udviklede sig til at være så centrale dele af, hvad NATO er. Hvad er de sikkerhedspolitiske 

rationaler bag? En central pointe er, at historien om partnerskaber og udvidelse hænger sammen 

med, hvordan Vesten tænkte sikkerhed efter afslutningen på den kolde krig. Historien bag 

dem begge er altså en forudsætning for at forstå anden del, som udgøres af en karakteristik af 

situationen, som den ser ud nu. Kort fortalt er det en historie om en geografisk bevægelse fra 

Europa til noget mere globalt. Afslutningsvis ser kapitlet fremad og forsøger at komme med 

et forsigtigt bud på fremtiden i forhold til udvidelse og partnerskaber. To tendenser kan understreges 

allerede; en tendens til, hvad der kan kaldes re-regionalisering og en tendens til, at 

NATOs grænser bliver mere flydende. 

Mod et ’Europa helt og frit’ 

Begyndelsen på for alvor at udvide NATO, såvel som på at skabe partnerskaber, falder sammen 

med afslutningen på den kolde krig. Men for at forstå den begyndelse – og hvor radikalt den 

forandrede NATO – er det nødvendigt at se tilbage på NATO under den kolde krig. Det sætter 

betydningen af de efterfølgende forandringer i perspektiv. 

NATO under den kolde krig 

4. april 1949 underskrev 12 lande Den Nordatlantiske Traktat i Washington. Dermed blev grundstenen 

lagt til, hvad der skulle blive omdrejningspunktet for vestlig sikkerhedspolitik under de 

næste 40 års kolde krig såvel som i tiden efter. Forud for underskrivelsen foregik heftige diskussioner 

både om, hvad traktaten egentlig skulle handle om, og hvem der skulle være med. 

NATOs udvidelse 

NATOs udvidelse er sket i fem omgange eller faser. Nedenfor ses en tidslinje over, hvilke 

lande der er blevet optaget i NATO hvornår: 

1949 

Belgien 

Canada 

Danmark 

Frankrig 

Island 

Italien 

Luxembourg 

Nederlandene 

Norge 

Portugal 

Storbritannien 

USA 

1952 

Grækenland 

Tyrkiet 

1955 

Vesttyskland 

1982 

Spanien 


1999 

Polen 

Tjekkiet 

Ungarn 

2004 

Bulgarien 

Estland 

Letland 

Litauen 

Rumænien 

Slovakiet 

Slovenien 

* Østtyskland blev optaget i NATO i 1990 

som en del af det da genforenede Tyskland. 

Da antallet af medlemslande ikke ændredes 

derved, kan optagelsen dog ikke ses som en 

udvidelse af medlemskredsen, men snarere 

som en udvidelse af NATOs territorium.

På den ene side var der en diskussion om, hvorvidt fokus skulle ligge på en snævert defineret 

forsvarsalliance eller på et bredt sikkerhedspolitisk samarbejde. På den anden side var der diskussion 

af medlemskredsen; hvem er egentlig nordatlantisk, og lige så vigtigt, hvem kunne USA 

forsvare mod en stigende sovjetisk trussel? 2) Resultatet af begge spørgsmål blev et kompromis. 

For det første kom traktaten til at indeholde både elementer af alliance og elementer af bredt 

sikkerhedspolitisk samarbejde. I artikel 4 åbnes op for, at man kan ”rådføre sig med hverandre”, 

hvis nogle medlemmers ”sikkerhed er truet” 3) , hvilket er en meget bred formulering. Ligeledes 

tilskynder artikel 2 til øget økonomisk samarbejde indenfor NATO. Overfor disse brede bud står 

NATOs klassiske musketéred formuleret i artikel 5 om, at ”et væbnet angreb mod en eller flere af 

dem i Europa eller Nordamerika er et angreb på dem alle”. 4) Traktatteksten åbner altså op for både 

bredt og snævert samarbejde. 

Medlemmernes sammensætning er også resultatet af et politisk kompromis. Idéen om en transatlantisk 

alliance udspringer faktisk af en europæisk alliance – den såkaldte Bruxelles-traktat 

mellem Benelux-landene, Frankrig og England. Derfor var det også mellem disse lande, Canada 

og USA, at de indledende drøftelser foregik. Det blev hurtigt klart – specielt for amerikanske 

militærplanlæggere – at et forsvar af Vesteuropa var umuligt uden sikring af en række baser i 

og omkring Atlanterhavet. Derfor tilskyndede USA en invitation til de såkaldte ’stepping-stone’ 

lande Norge, Island, Portugal (Azorerne) og, ikke mindst, Danmark (Grønland), hvis atlantiske 

territorium ville være centralt for transport af amerikansk materiel til Europa i tilfælde af krig. 

Frankrig frygtede med den udvidelse, at den interne balance ville tippe i nordeuropæisk retning 

og krævede Italien inkluderet. Kompromiset resulterede dermed i en alliance af 12 lande, 

men med muligheden for at inkludere nye europæiske medlemmer på et senere tidspunkt. 

Hurtigt spidsede konflikten til i Europa mellem Øst og Vest. Tilspidsningen af konflikten havde 

stor betydning for, hvordan NATO kom til at se ud. NATOs vigtigste funktion blev det militære 

samarbejde og den militære afskrækkelse af Sovjetunionen. Det er samtidig også det, der forklarer 

NATOs første udvidelse. I 1952 var der i Vesten udbredt panik for kommunistisk overtagelse 

af Tyrkiet og Grækenland. Det ville åbne Middelhavet og dermed NATOs sårbare sydflanke 

for Sovjetunionen. Derfor udvidedes NATO og den amerikanske sikkerhedsgaranti til 

de to middelhavslande. Næste udvidelse skete i 1955, hvor Vesttyskland indtrådte i alliancen. 

Herefter skete der intet indtil 1982, hvor et demokratisk Spanien, frigjort fra Franco, underskrev 

traktaten. 

Samtidig fjernede den kolde krig fokus fra det brede sikkerhedspolitiske samarbejde. Det brede 

fokus blev tværtom farligt for NATO, da det risikerede at fjerne fokus fra den centrale opgave. 5) 

NATO endte med at handle om militær sikkerhed i Europa. Bredere sikkerhedspolitiske emner, 

emner af betydning udenfor Europa og udenfor den kolde krigs logik risikerede, hvis de kom 

på NATOs dagsorden, at splitte den politiske enighed, der var en forudsætning for forsvaret 

mod Sovjetunionen. 6) Som den franske kommentator Raymond Aron sagde det i 1966: ”NATO 

har altid været mere end en alliance indenfor den Euro-atlantiske zone og mindre end en alliance 

udenfor”. 7) Den politiske enighed medlemmerne imellem centrerede sig om den sovjetiske 

trussel i Europa. 

Resultatet blev, at grænserne for NATO – både geografisk og politisk – hurtigt blev fasttømret 

af den kolde krigs logik. Medlemskredsen forblev næsten den samme, det samme med opgaverne. 

Organisationen koncentrerede sig om det militære forsvar af Vesteuropa mod den 

kommunistiske trussel. 


8 


Mod nye opgaver: at vinde freden 

Det var altså det NATO, der – totalt uforberedt – oplevede sammenbruddet af Warszawapagten 

og Sovjetunionens og den kommunistiske trussels fundamentale kollaps. Men uden en fjende 

kollapsede også den idé, der havde begrundet NATOs eksistens og styret alliancen igennem de 

sidste 40 år. Hvad er meningen med en organisation, hvis primære formål er afskrækkelse og 

militær inddæmning af en fjende, der ikke længere eksisterer? Starten af 1990’erne var præget 

af fundamentale spørgsmål om Europas sikkerhed, herunder meningen med NATO. 8) 

I en berømt tale i Mainz i 1989 fremlagde den amerikanske præsident George Bush senior den 

amerikanske vision for Europas fremtid. Han argumenterede for, at det var muligt at overskride 

den kolde krigs inddæmningslogik. Det var muligt, og samtidig amerikansk politik, at skabe et 

’Europa helt og frit’. 9) Hvad var NATOs rolle, om nogen, i det projekt? Hvad skulle man med en 

organisation bygget til kold krig og inddæmning, når den kolde krig var slut, og der ingen kommunistisk 

trussel var at inddæmme? 

Men omvendt, hvilke alternative fundamenter 

var til stede til at bygge et ’Europa helt og frit’ på? 

En lang række visioner og planer var i spil i starten 

af 1990’erne. Det viste sig dog, at NATO alligevel 

havde en rolle at spille i europæisk sikkerhed, og 

NATO udviklede sig til at blive et centralt redskab 

til at sikre et ’helt og frit’ Europa. Den opgave 

forandrede imidlertid grundlæggende NATO. 

Der var gode sikkerhedspolitiske grunde til at beholde NATO. Ved at fastholde NATO som en 

central organisation fastholdtes for det første USA’s engagement i europæisk sikkerhed. På den 

måde fungerede NATO som forsikring. USA forsikrede Europa mod en fremtid præget af konkurrence 

og konflikt mellem europæiske stormagter, først og fremmest et genforenet Tyskland og 

Frankrig. Endvidere forsikrede man sig gennem NATO også mod en potentielt genopblussende 

sovjetisk eller russisk trussel mod den nye fred i Europa. 

For det andet var der hos de tidligere Warszawapagt-lande en stor interesse i at knytte sig 

tættere til vestlige sikkerhedsorganisationer – ikke mindst NATO. Alliancen fremstod for de 

østeuropæiske lande som et klart symbol på demokrati og frihed. Derfor blev tilknytning til 

NATO et centralt skridt på vejen til at realisere det ’Europa helt og frit’, som også var deres vision 

for fremtiden. En tilknytning til NATO ville medvirke til, at disse lande kunne ’vende hjem’ 

til det Europa, de havde været udelukket fra siden afslutningen på 2. Verdenskrig. F.eks. den 

daværende tjekkoslovakiske præsident Václav Havel forestillede sig allerede i 1991, i en tale ved 

NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, fremtidigt tjekkoslovakisk NATO-medlemskab, som en form 

for ’venden hjem til Europa’. 10) Men interessen var også et konkret spørgsmål om sikkerhed. 

Hvem kunne være sikre på, at fremtiden ikke igen ville se et ekspansivt Rusland? Østlandene 

søgte dermed også NATOs amerikanske forsikringspolice. 

Disse to elementer fastholdt NATOs betydning efter den kolde krig. Det store spørgsmål 

var, hvordan man forholdt sig til de østeuropæiske landes ønske om tilknytning eller direkte 

medlemskab. Det ønske gav NATO nye problemer. En udvidelse af medlemskredsen kunne 

risikere at svække NATO eller drage alliancen ind i nye konflikter. Endvidere ville medlemskab til 

nogle frem for andre risikere at skabe nye skillelinjer i Europa; nogle ville jo nødvendigvis være 


“ 

Hvad er meningen med en organisation, 

hvis primære formål er 

afskrækkelse og militær inddæmning 

af en fjende, der ikke længere 

eksisterer? Starten af 1990’erne var 

præget af fundamentale spørgsmål 

om Europas sikkerhed, herunder 

meningen med NATO. 

“

udenfor. Og sidst, hvad ville konsekvenserne være i forhold til et ustabilt Rusland? En udvidelse 

kunne opfattes truende i Rusland og således i sig selv være det, der forhindrede realiseringen af 

målsætningen om et samlet Europa. 11) 

NATO var altså skeptisk i forhold til at udvide sin medlemskreds, men samtidig opmærksom 

på nødvendigheden af at knytte tidligere modstandere tættere til sig. Det første forsøg på 

at overvinde det dilemma var det såkaldte North Atlantic Cooperation Council (NACC) fra december 

1991. Her kunne NATO-landene mødes med sine tidligere modstandere og ”igennem 

dialog, partnerskab og samarbejde” medvirke til at ”konsolidere og bevare demokrati i Europa”. 12) 

Rationalet bag initiativet var, at sikkerhed i Europa ikke længere handlede om militær magt. 

I stedet gjaldt det, ifølge NATO, at ”sikkerhed i dag er et bredt begreb der mere end nogen sinde 

før dækker politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter såvel som forsvar”. 13) Den 

brede sikkerhed skulle skabes og sikres gennem institutionaliserede rammer for dialog og samarbejde. 

I stedet for at holde en militær front, var NATOs opgave nu (også) at sprede stabilitet; at 

skabe og fastholde et ’Europa helt og frit’. 

Stabilitet var imidlertid svært i en tid med store forandringer, hvilket historien om NACC også 

udtrykker. Slutdokumentet fra det første møde nævnte Sovjetunionen som en af deltagerne, 

men da mødet var ved at slutte, bad den sovjetiske ambassadør om, at alle henvisninger til 

Sovjetunionen blev streget, da den nu ikke længere eksisterede. Linjerne på det europæiske 

landkort var ikke skåret i sten, hvilket snart skulle vise sig på voldelig vis på Balkan – NATOs 

anden store udfordring i 1990’erne. 

The North Atlantic Cooperation Council (NACC) 

The North Atlantic Cooperation Council, NACC, blev oprettet i december 1991 og bestod på 

det tidspunkt af de daværende 16 NATO-medlemslande samt ni central- og østeuropæiske 

lande (Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet 

og Ungarn). I marts 1992 blev NACC udvidet med alle landene i the Commonwealth of 

Independent States (CIS) (en regional samarbejdsorganisation bestående af tidligere sovjetiske 

republikker), og i juni 1992 var også Georgien og Albanien blevet medlemmer. I 1997 blev 

NACC erstattet af the Euro-Atlantic Partnership Council (EAPC). 

NACC blev ikke til det centrale organ for samarbejde og sikkerhed i Europa, men er vigtigt, fordi 

NACC var det første udtryk i praksis for en radikalt ny forståelse af sikkerhed i NATO. Sikkerhed 

blev ikke skabt ved eksistensen af militære styrker; ej heller ved at gemme sig under en amerikansk 

atomparaply. Egentlig sikkerhed blev skabt ved i fællesskab og ved samarbejde at sikre 

integration og stabil demokratisk udvikling i Europa. Et ’Europa helt og frit’ blev således både et 

mål og et middel. Et fredeligt Europa var forudsætningen for et frit Europa, og et frit Europa var 

forudsætningen for et fredeligt Europa. Men det betød samtidig, at NATO, som NACC viser, blev 

nødt til at bevæge sig ud over sine egne grænser. For at skabe bred sikkerhed blev NATO nødt 

til at integrere sig selv med sine omgivelser. 

Den sikkerhedspolitiske lektie blev understreget på Balkan. Opløsningen af Jugoslavien og de 

efterfølgende krige fungerede som et varsel om, hvordan Europa kunne komme til at se ud. 

Balkan blev et varsel om, hvad der kunne ske, hvis NATO ikke bevægede sig ud over sine kold- 


0 


krigs-grænser og deltog i krisestyring og fredsbevarelse; hvis integration og stabilitet ikke blev 

spredt. 

Langsomt førte det til, at NATO både blev skubbet og trukket ud af sit traditionelle område og 

redefinerede sine opgaver. Professor Bertel Heurlin karakteriserer NATOs politik i 1990’erne ud 

fra to strategier; intervention og integration. 14) Strategierne hænger sammen og er møntet på 

det samme mål; at skabe et ’Europa helt og frit’. Integration ses som et middel til at sikre fredelig 

og demokratisk udvikling og dermed sikkerhed i Europa, og når den fejler, som på Balkan, forsøges 

stabiliteten genoprettet ved militær intervention. 

Begge strategier kulminerede foreløbigt i 1994-95. Dels med omfattende NATO-luftangreb i 

Bosnien i 1995, og dels med nye integrationsinitiativer. NATO tog et centralt skridt i 1994 med 

lanceringen af to nye integrationsinitiativer, Partnerskab for Fred (PfP), rettet mod Østeuropa, 

og Middelhavsdialogen (MD), rettet mod en række lande i Mellemøsten og Nordafrika (mere 

om sidstnævnte initiativ senere). 

PfP er, i rammen af NACC, et initiativ udformet 

som et individuelt partnerskab mellem partnerlandet 

og NATO. Konkret fokuserer PfP på forsvarspolitisk 

samarbejde, specielt om modernisering, 

demokratisk kontrol med militæret og træning til 

fredsbevarende operationer. Men de er kun midler 

til at nå endemålet, fordi ”stabilitet og sikkerhed i 

det Euro-atlantiske område kan kun sikres gennem 

samarbejde og fælles handlinger”. 15) Der er altså en dobbelt gevinst i samarbejde. Det hjælper i 

forhold til den konkrete forsvarspolitik, og bare det at samarbejde om noget er i sig selv med 

til at skabe sikkerhed i Europa. Derudover forpligtiger NATO sig til at konsultere ”med enhver 

aktiv deltager i PfP, hvis den partner opfatter en direkte trussel mod sin territoriale integritet, politiske 

uafhængighed eller sikkerhed”. 16) Igen ser man kompromiset mellem østlandenes ønske om 

medlemskab og NATOs tilbageholdenhed med at udvide sin medlemskreds, men samtidige 

interesse i øget europæisk sikkerhedspolitisk integration. 

Spørgsmålet om udvidelse var imidlertid allerede et stort debatemne både i korridorerne i 

NATOs hovedkvarter i Bruxelles og hjemme 

i medlemsstaternes hovedstæder. Specielt 

USA begyndte seriøst at overveje at udvide 

NATOs medlemskreds. Resultatet af 

debatten blev, at NATO i september 1995 

udarbejdede et studie af udfordringerne 

forbundet med udvidelse. Studiet argumenterede 

grundlæggende for udvidelse 

af NATO. 17) 

Partnerskab for Fred (PfP). Illu. NATO poster. 


“ Professor Bertel Heurlin 

karakteriserer NATOs politik i 

1990’erne ud fra to strategier; 

intervention og integration. Strategierne 

hænger sammen 

og er møntet på det samme mål; at 

skabe et ’Europa helt og frit’. 

“ 

I praksis betød studiet, at to ting blev afgørende 

for optagelse. For det første, at 

landene er velfungerende demokratier 

(traktatens grundsætninger) og for det andet, 

at deres væbnede styrker er af en vis 

standard (bidrag til europæisk sikkerhed).

PfP kom dermed til at fungere som en forberedelse til medlemskab. Samtidig afviste studiet 

blankt mange af skeptikernes argumenter. Udvidelse vil ikke føre til nye skillelinjer i Europa. 

Udvidelse er, ifølge studiet, kun en del af en ’europæisk sikkerhedsarkitektur’, 18) som i sin helhed 

vil samle Europa. Studiet argumenterede endvidere for, at risikoen for nye skillelinjer blev 

reduceret, fordi NATO selv igennem PfP-samarbejdet arbejdede hen over skellet mellem medlemmer 

og ikke-medlemmer. Ingen er i princippet lukket ude. Rusland er integreret i samarbejdsstrukturer, 

og selv russisk medlemskab kunne hypotetisk tænkes en gang i fremtiden. Begreber 

som skillelinjer og interessesfærer hørte i NATOs vision fortiden til. 

Med det amerikanske pres og NATOs konklusioner marginaliseredes skeptikerne. Udvidelsesdebatten 

ændredes fra at have været et spørgsmål om NATO skulle udvide til et spørgsmål om, 

hvornår og hvordan NATO skulle udvide, 19) og ikke mindst med hvem og på hvilke vilkår. Med 

beslutningen om at gøre udvidelse til praktisk politik var hamskiftet fra den kolde krigs NATO 

næsten komplet. De grundlæggende principper for partnerskab og udvidelse lå nu mere eller 

mindre fast. NATO havde lavet sig selv om fra at være en snævert afgrænset militær organisation 

til at være en bredt favnende sikkerhedspolitisk og integrerende institution med vigtige 

relationer til europæiske lande udenfor sit eget (snart udvidede) territorium. 

Polen underskriver ‘Partnerskab for Fred’-dokumentet i Bruxelles den 2. februar 1994. Foto: NATO 

1999: Integration/Intervention-strategiens fuldendelse 

Udover også at være et jubilæumsår for alliancen var 1999 på mange måder kulminationen på 

den udvikling af NATO, der blev sat i gang i 1990’erne. NACC var blevet reformeret og havde fået 

nyt navn, Euro-Atlantic Partnership Council (EAPC). EAPC fungerede som en multilateral overbygning 

på det bilateralt strukturerede samarbejde i PfP-programmet, der efterhånden inkluderede 

de fleste europæiske lande uden for NATO. NATO gennemførte sin første udvidelse efter 

den kolde krig, da Polen, Tjekkiet og Ungarn blev medlemmer af alliancen. NATOs krig i Kosovo 

viste, selv om det var en kæmpe politisk krise for NATO, at alliancen kunne – og i sidste ende 

var villig til – militær krisestyring og humanitær intervention. Det lykkedes i sidste ende NATO 

at bombe den serbiske præsident Milosevic til forhandlingsbordet, og den etniske udrensning 

i Kosovo blev forhindret. (For en anden udlægning af udviklingen i Kosovo-krigen se bl.a. Poul 

Villaume s. 30 i denne bog (red.).) 


2 


Multilateral og bilateral 

Multilateral: Et samarbejde mellem mere end to parter (f.eks. lande) 

betegnes også som et multilateralt samarbejde. 

Bilateral: Et samarbejde mellem to parter (f.eks. lande) 

betegnes også som et bilateralt samarbejde. 

I 1999 var George Bush seniors 10 år gamle målsætning om et helt og frit Europa altså i relativt 

klart sigte. En målsætning NATO havde vist sig central i at opfylde. Det brede sikkerhedspolitiske 

arbejde, der var farligt for NATO under den kolde krig, havde ikke bare vist sig muligt. Inddragelse 

af flere emner havde ikke ødelagt alliancen. Tværtimod havde bred sikkerhed vist sig 

centralt, og dermed fastholdt NATO sin centrale position i vestlig sikkerhedspolitik. 

NATO havde dermed bevist, at organisationen ikke alene var i stand til at vinde den kolde krig. 

Den var også i stand til at vinde freden. NATO blev central for at skabe et ’Europa helt og frit’. 

Selvtilfredsheden, hvis ikke sejrsrusen, var da også til at høre i NATOs afgående generalsekretær 

Javier Solanas ord i 1999, hvor han sagde, at ”i det 21. århundrede er sikkerhed, hvad vi gør det 

til”. 20) Fremtiden tegnede lys, og Vesten havde igennem NATO forandret europæisk sikkerhed. 

Fra at være om konflikt, militær balance og interessesfærer var sikkerhed nu – og i Solanas fremtidsvision 

– fælles, bred og løsningsorienteret. Der var ikke noget, man ikke kunne klare, efterhånden 

som NATO (og EU) spredte det europæiske, demokratiske sikkerhedsfællesskab til at 

dække, i sidste ende, hele Europa. 

NATOs fremtid sikredes imidlertid ikke af disse to historiske sejre. På den ene side fremstod andre 

sikkerhedspolitiske udfordringer, og på den anden side var det ikke sikkert, at NATOs rolle 

fortsat ville være central. Tre overordnede udfordringer kan identificeres: 1) Hvordan ser et helt 

og frit Europa ud, hvor stopper det, og hvor går dets grænser? Det hedder i det Strategiske Koncept 

fra 1999, at NATOs dør forbliver åben; at NATO er ”åben for nye medlemmer”. 21) Udvidelsen 

vil altså fortsætte, men hvornår, og hvor vil den stoppe, og hvilket NATO vil blive resultatet af 

den fortsatte udvidelse? 2) Det Strategiske Koncept erkender, at NATO må forholde sig til trusler 

i ’periferien’ af Europa, og at NATO må forholde sig til ”den globale kontekst”. 22) Hvordan skulle 

NATO, i et snart frit og helt Europa, forholde sig til trusler og sikkerhedspolitiske udfordringer 

udenfor Europa, men med betydning for europæisk sikkerhed? Ville der være europæisk og 

transatlantisk enighed om, hvordan disse udfordringer skulle håndteres? 3) Hvad ville USA’s 

interesse være i en regional sikkerhedsorganisation i en region uden væsentlige sikkerhedspolitiske 

problemer? Ville NATOs dobbelte sejre føre til, at USA og Europas veje skiltes og de sidste 

50 års transatlantiske konsensus falde sammen? 23) 

Eller ville det være muligt, i den amerikanske NATOkender 

Stan Sloans klassiske ord, at lave en ny 

’transatlantisk overenskomst’ 24) om, hvordan man 

sammen forholder sig til mere globale sikkerhedsproblemer? 

De spørgsmål blev kun mere akutte 

efter den 11. september 2001. 

En F-16 Fighting Falcon flyver over 

Aviano Air Base, Italien, på vej til NATO Operation Allied Force 

mission på Balkan (marts 1999). 

Foto: U.S. Air Force/Senior Airman Mitch Fuqua 


Mod globalisering: terror, 

globale trusler og demokrati 

Den 12. september 2001 besluttede det Nordatlantiske Råd – NATOs faste politiske organ – at 

hvis angrebene fra dagen før stammede fra et sted udenfor det transatlantiske område, ville alliancen 

sætte artikel 5 i kraft (læs artikel 5 i boksen s. 14 eller læs hele Den Nordatlantiske Traktat 

bagerst i denne bog (red.)). Angrebene ville være et angreb på alle, og alliancen ville forberede 

sig på krig. For første gang i sin historie blev NATOs musketéred sat i kraft. Symbolikken forbundet 

med den beslutning kom til at stå i stærk kontrast til den marginale rolle, NATO spillede i 

tiden lige efter angrebene. USA valgte at gennemføre sine militære operationer i en uformel 

koalition af villige frem for, som i Kosovo, gennem NATOs militære struktur. USA ville handle 

frit og hurtigt og ville ikke vente på den politiske proces, der behøves for at skabe konsensus 

i NATO, og som havde været et stort problem i forbindelse med krigen i Kosovo. Terror og 11. 

september kom dog stadig til at sætte en fundamentalt ny ramme for, hvordan man kunne 

besvare de tre spørgsmål formuleret ovenfor. 

Partnerskaber: strategier for globalisering? 

Truslen fra terror opfattes fundamentalt forskelligt fra de trusler, NATO tidligere har taget sig 

af. Den er global frem for regional. Den strategiske udfordring er dermed ikke at blive enig 

om, hvad man skal gøre for at sikre Europa, men at sikre enighed om, hvordan Europa og USA 

i fællesskab kan sikre sig selv mod globale trusler. Igen formulerer Stan Sloan det godt: Idet 

”Europa er gået fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen” 25) , ændres NATOs 

eksistensberettigelse fundamentalt. Hvordan kan en regional sikkerhedsorganisation skabe 

global sikkerhed? Overordnet set svarede NATO med det samme svar som i 1990’erne, nemlig 

integration og intervention. Denne gang dog integration og samarbejde med ikke-europæiske 

partnere og intervention udenfor Europa. Som tidligere var Vestens ultimative sikkerhedspolitiske 

løsning stabilitet igennem demokrati. Demokrati og stabilitet ansås som det, der i sidste 

ende kunne sikre mod terror. 

I det følgende ses på, hvilke nye partnerskaber NATO har udviklet, og hvordan eksisterende 

partnerskaber er blevet forandret eller nytænkt som en konsekvens af den nye strategiske situation. 

Endvidere spørges hvorfor? Hvad er de forskellige rationaler bag NATOs nye partnerskabspolitikker, 

og adskiller de sig fra 1990’ernes logik? 

Udviklingen af NATOs partnerskaber siden den 11. september 2001 skal generelt ses i sammenhæng 

med den globale kamp mod terror og specifikt i sammenhæng med NATOs operation i 

Afghanistan. Samlet set kan man identificere tre målsætninger bag NATOs partnerskaber: En 

målsætning om øget operationelt militært samarbejde, en målsætning om at skabe regional 

integration samt en målsætning om at skabe og fastholde en demokratisk udvikling. Alle partnerskaberne 

inkluderer på forskellig vis elementer af alle tre rationaler, og derfor gennemgås 

partnerskaberne enkeltvis før en samlet diskussion. 

Middelhavsdialogen 

NATOs ældste institutionaliserede samarbejde udenfor Europa er den såkaldte Middelhavs Dialog 

(MD) mellem NATO og, på nuværende tidspunkt, syv lande i Mellemøsten og Nordafrika. 



Dialogen blev startet samtidig med PfP, som den på mange områder er modelleret efter. NATO 

har tre ønsker for MD. For det første at ”medvirke til regional sikkerhed og stabilitet”, for det andet 

at skabe ”øget gensidig forståelse” imellem dialoglandene selv og sidst at ”udrydde misforståelser 

om NATO blandt dialoglandene”. 26) Samarbejdet omfatter en politisk og en praktisk del, men specielt 

på det politiske plan har der været meget lidt at melde om. Samarbejdet har her været 

hæmmet af de arabiske landes store modstand mod Israels deltagelse, og ofte har dialogen 

taget form af en diskussion af Israel/Palæstina-konflikten, hvis møderne overhovedet er blevet 

afholdt. Det har altså været så som så med ’øget gensidig forståelse’ dialoglandende imellem. 

Mange har med rette anklaget MD for at være en hensygnende snakkeklub uden meget substans. 

27) Billedet ændres imidlertid en smule, hvis man ser på den praktiske dimension, der, ligesom 

PfP, primært foregår bilateralt mellem et partnerland og NATO. Både i form af forskellige 

træningsinitiativer og praktisk militærsamarbejde har der været tale om en udvikling. F.eks. observerer 

eller deltager nogle partnerlande i NATO/PfP øvelser, og Egypten, Marokko og Jordan 

har deltaget i de NATO-ledede fredsbevarende operationer på Balkan. Det individuelle praktiske 

samarbejde er dermed for nogle lande blevet øget betragteligt, og f.eks. deltager Marokko 

i øjeblikket i NATOs maritime antiterroroperation ’Active Endeavour’ i Middelhavet. 

To overordnede problemer har karakteriseret MD. For det første er dialoglandene ofte meget 

skeptiske overfor NATOs intentioner. NATO ses – specielt i den offentlige opinion – som 

en fjende mere end en samarbejdspartner. Den skepsis er ikke blevet mindre efter invasionen 

af Irak og NATOs kraftigt øgede engagement i Afghanistan. Det er ikke altid indenrigspolitisk 

velset for disse lande at samarbejde med NATO, selv hvis der er praktiske sikkerhedspolitiske 

fordele forbundet med samarbejdet. For det andet er NATO selv plaget af ambivalens i forhold 

til, hvor langt man er villig til at gå på det praktiske område. Mange af disse lande er styret 

af autoritative eller diktatoriske regimer, og militært samarbejde i form af træning og uddannelse 

om f.eks. terrorbekæmpelse kan nemt føre til fastholdelse af de selv samme regimer samt 

menneskerettighedskrænkelser. Ikke desto mindre er Nordafrika og Mellemøsten – NATOs sydflanke 

– af central betydning for alliancens sikkerhed, specielt i en tid med islamistisk inspireret 

terror. Den betydning, NATO tillægger partnerskab med dialoglandene, er vokset betragteligt, 

og samtidig har NATO et kraftigt øget behov for at kommunikere med både politikere og befolkninger 

i regionen for på den måde at ’udrydde misforståelser om NATO’. Derfor udvidede 

Skibe fra Standing Naval Force Mediterranean under Operation Active Endeavour i 2002. Foto AFSOUTH/NATO 


NATO i 2004 mulighederne for praktisk samarbejde til at inkludere det meste af det, der findes i 

PfP-samarbejdet baseret på en ’individuel’ afvejning – det vil sige baseret på den politiske situation 

i det enkelte partnerland. 

Deltagerlande i Mediterranean Dialogue (MD) - Middelhavs Dialogen 

Egypten 

Israel 

Mauretanien 

Marokko 

Tunesien 

Jordan 

Algeriet 

ICI: NATO og den Persiske Golf 

Deltager fra starten i 1994 

Udover udvidelsen af NATO med 10 østeuropæiske lande så 2004 også lanceringen af et andet 

og nyt partnerskabsarrangement, det såkaldte Istanbul Cooperation Initiative (ICI), der er et 

samarbejde mellem NATO og en række stater rundt om den Persiske Golf. Set-up’et er parallelt 

til MD. På den ene side en politisk del, hvor NATO og ICI-landene kan diskutere sikkerhedspolitiske 

emner af fælles betydning, f.eks. terrorbekæmpelse og spredning af masseødelæggelsesvåben. 

På den anden side kan landene individuelt vælge samarbejde med NATO på en palet 

af forskellige konkrete forsvars- og sikkerhedspolitiske emner, f.eks. militær reform, træning til 

fredsbevarende operationer, katastrofeberedskab, terrorbekæmpelse mv. 28) 

Overordnet set har ICI være præget af de samme problemer og udfordringer som MD. Landene 

fra Golf-regionen er skeptiske overfor samarbejde med NATO, hvilket f.eks. Saudi Arabien og 

Omans manglende deltagelse også indikerer. Man er nervøs for at blive associeret alt for meget 

med Vesten og USA igennem NATO-samarbejde. Samtidig gælder det samme problem for NATO 

her som med MD, at disse lande ikke lever op til demokratiske standarder for kontrol med militæret. 

Ikke desto mindre har man, som med MD-samarbejdet, kunne blive enige om konkret 

samarbejde på en række af områder. Der, hvor der er konkrete sikkerhedspolitiske problemer, 

og hvor man har en fælles interesse i at imødegå dem, har det praktiske samarbejde udviklet 

sig, f.eks. på terrorbekæmpelsesområdet. Snart kan man også forstille sig, at anti-pirateri-operationer 

vil være et tema, man vil kunne finde sammen om med lande som f.eks. Egypten såvel 

som med en række Golf-stater. 29) 

Istanbul Cooperation Initiative, ICI 

Deltager fra1995 

Deltager fra 2000 

I øjeblikket deltager Bahrain, Qatar, Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater i ICI. På sigt 

håber NATO, at også Saudi Arabien og Oman vil deltage. Principielt er samarbejdet dog åbent 

for alle lande i regionen. 



Europæiske, eller nærmere euroasiatiske partnerskaber 

NATOs sidste og mest udbyggede partnerskab er det førnævnte EAPC/PfP-samarbejde. Igen er 

den overordnede model den samme – et politisk multilateralt og et mere praktisk bilateralt samarbejde. 

EAPC/PfP dækker en række af funktioner og retter sig mod europæiske lande (medlemmer 

af OSCE), der ikke er medlemmer af NATO. Meget er ændret siden begyndelsen i 1991, 

hvor 16 NATO-lande mødtes første gang med ni potentielle partnere under NACC-navnet. I dag 

er det en alliance af 26 – snart 28 – lande, der mødes med 23 partnere af meget forskellig karakter. 

Efter NATO har udvidet sig, og de forandringer af alliancen som beskrevet ovenfor er slået 

igennem, har EAPC/PfP-samarbejdet også ændret sig. 

EAPC spiller stadig en rolle som et forum, hvor NATO kan diskutere bredere sikkerhedspolitiske 

emner med de europæiske lande, der ikke er medlemmer af alliancen, og samarbejdet handler 

dermed stadig om at undgå ’nye skillelinjer’ i Europa. Samtidig er EAPC og PfP også stadig 

en del af processen omkring udvidelse. For det første fungerer det, som nævnt tidligere, som 

en tilkendegivelse fra NATO om, at alliancen – uden direkte medlemskab – interesserer sig for 

landenes sikkerhed. For det andet fungerer det meget omfattende individuelle militære samarbejde 

under PfP-rammen som en vigtig del af processen med at forberede ansøgerlande til 

NATOs standarder, til at udvikle deres forsvar og styrke civil demokratisk kontrol med militæret. 

Deltagelse i PfP har traditionelt også været et vigtigt første skridt, der kan gøre potentielle ansøgerlande 

i stand til at gå videre til næste etape: Etableringen af en såkaldt Membership Action 

Plan (MAP), der mere fokuseret planlægger de forandringer og forbedringer der er nødvendige 

for, at et ansøgerland kan optages som medlem. Det var netop spørgsmålet om ’opgradering’ af 

Ukraine og Georgien fra PfP til MAP-status, der splittede NATO på alliancens seneste topmøde 

i Bukarest i foråret 2008. 

En sidste og mere og mere central del af arbejdet under EAPC har at gøre med NATOs missioner 

og operationer. Allerede på Balkan blev det kutyme, at ikke-medlemmer deltog i NATO-ledede 

operationer. En udvikling, der ikke er blevet mindre betydende efter alliancens engagement i 

Afghanistan. For det første har de europæiske ikke-medlemmer, der deltager i NATOs operationer, 

naturligt nok (ligesom også NATO) et behov for et forum, hvor man kan diskutere strategi 

EAPC fællesbillede taget ved topmødet i Washington den 24. april 1999. Foto: NATO 


og planlægning. Her har EAPC spillet en væsentlig rolle som ramme for den nødvendige dialog. 

For det andet er der, når man opererer sammen militært, et behov for at udvikle fælles regler, 

retningslinjer og procedurer for at sikre et bedre udgangspunkt for samarbejde mellem NATO- 

og ikke-NATO-styrker. Her har det omfattende praktiske PfP-samarbejde vist sig af central betydning. 

EAPC/PfP er altså et udtryk for en række partnerskabsfunktioner. Det handler om at styrke det 

operationelle militære samarbejde mellem medlemmer og ikke-medlemmer. Derudover spiller 

det en vigtig politisk rolle som et forum for den dialog, NATO mener, er central for at sikre stabilitet 

i Europa. Sidst foregår der et omfattende praktisk reformarbejde mellem NATO og partnerlandene, 

der skal sikre udviklingen af partnerlandenes forsvar – dels til at leve op til NATOstandarder, 

og dels til at udbygge og sikre demokratisk kontrol med militæret. 

Kortet viser de lande, der er med i NATOs institutionaliserede partnerskaber. Kilde: NATO 

Bredden i både funktion og medlemskreds er samtidig også svagheden ved EAPC. Sverige har, 

med et fast forankret demokrati, et velfungerende militær og som deltager i ISAF, behov for et 

anderledes samarbejde med NATO end f.eks. Turkmenistan der, til forskel fra Sverige, måske 

har interesse i forsvarsreformer. Omvendt er Turkmenistan af interesse for NATO, ikke pga. kvaliteten 

af sit militær, men pga. sin tætte geografiske placering på Afghanistan. Samtidig er PfP’s 

funktion som medlemskabsforberedende måske også af dalende betydning. For det første 

er mange af PfP-landene ikke interesserede i NATO-medlemskab, og for det andet er det ikke 

sikkert, at NATO vil eller kan blive enige om at tilbyde medlemskab til de lande, der gerne vil. 


8 


Partnership for Peace (PfP) - Partnerskab for Fred 

Siden oprettelsen i 1994 har i alt 34 lande deltaget i PfP-samarbejdet*. 

Af disse 34 er 10 nu fuldgyldige medlemmer af NATO. Følgende lande 

har gennem tiden deltaget: 

■ Albanien (fortsat PfP status) 

■ Armenien (fortsat PfP status) 

■ Azerbaijan (fortsat PfP status) 

■ Bosnien og Hercegovina (fortsat PfP status) 

■ Bulgarien (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Estland (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Finland (fortsat PfP status) 

■ Georgien (fortsat PfP status) 

■ Hviderusland (fortsat PfP status) 

■ Irland (fortsat PfP status) 

■ Kazakhstan (fortsat PfP status) 

■ Kirgisistan (fortsat PfP status) 

■ Kroatien (fortsat PfP status) 

■ Letland (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Litauen (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Makedonien (fortsat PfP status) 

■ Malta (fortsat PfP status) 

■ Moldova (fortsat PfP status) 

■ Montenegro (fortsat PfP status) 

■ Polen (fuldgyldigt NATO-medlem siden 1999) 

■ Rumænien (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Rusland (fortsat PfP status) 

■ Schweiz (fortsat PfP status) 

■ Serbien (fortsat PfP status) 

■ Slovakiet (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Slovenien (fuldgyldigt NATO-medlem siden 2004) 

■ Sverige (fortsat PfP status) 

■ Tadsjikistan (fortsat PfP status) 

■ Tjekkiet (fuldgyldigt NATO-medlem siden 1999) 

■ Turkmenistan (fortsat PfP status) 

■ Ukraine (fortsat PfP status) 

■ Ungarn (fuldgyldigt NATO-medlem siden 1999) 

■ Usbekistan (fortsat PfP status) 

■ Østrig (fortsat PfP status) 

* Euro-Atlantic Partnership Council, EAPC, fungerer som en multilateral overbygning til det 

bilaterale samarbejde i PfP. Siden EAPC’s oprettelse i 1997 har PfP-medlemmerne dermed 

ligeledes deltaget i EAPC-samarbejdet. 

Globale partnere 

Hvis man ser på NATO, er der alt i alt sket en bemærkelsesværdig udvikling væk fra et snævert 

defineret europæisk territorium imod noget mere globalt. NATO tog i 2002 en principiel beslutning 

om, at et angreb ”fra hvilken som helst retning” vil falde ind under alliancens sikkerhedsgaranti, 

og at man vil udvikle tropper, der kan rykke, ”hvorhen der end er behov for det” 30) . 

De beslutninger og den efterfølgende operation i Afghanistan har rykket NATOs integrationsstrategi 

fundamentalt ud af Europa og samtidig kastet alliancen i armene på nye partnere. De 

såkaldte globale partnere. 


I Afghanistan har NATO skulle arbejde sammen med lande, man ikke har noget institutionaliseret 

samarbejde med. I øjeblikket deltager – udover en række EAPC-lande og Jordan og De 

Forenede Arabiske Emirater – Singapore, New Zealand og Australien. Tidligere har også Japan 

og Sydkorea deltaget, og i 2009 vil Colombia sende tropper til Afghanistan under ISAFs ledelse. 

Mange har argumenteret for, at NATO mangler en institutionel ramme for disse lande. De falder 

udenfor de tre regionalt definerede samarbejder beskrevet ovenfor, og hvordan, hvis overhovedet, 

NATO skulle udvikle rammer for samarbejde med disse såkaldte globale partnere, har 

været et stort politisk emne i NATO de seneste par år. Samarbejde med globale partnere er 

nemlig ikke kun et spørgsmål om militært samarbejde i Afghanistan. Det bliver nemt også et 

spørgsmål om, hvad NATO er. 31) 

NATOs partnerskaber og globaliseringens konsekvenser for alliancen 

På mange måder er NATOs partnerskaber nu drevet af de samme rationaler som tidligere. Det 

drejer sig stadig om: 1) Praktisk militært og forsvarspolitisk samarbejde og integration, 2) dia- 

NATOs globale partnere 

NATO har i Afghanistan arbejdet sammen med en række lande, alliancen ikke har noget 

egentligt institutionaliseret samarbejde med. Der er altså tale om lande, der hverken er 

medlem af NATO eller nogle af de forskellige partnerskabsorganisationer (Euro-Atlantic Partnership 

Council (EAPC), Partnership for Peace (PfP), Mediterranean Dialogue (MD), Istanbul 

Cooperation Initiative (ICI)). Disse lande omtaler man som NATOs globale partnere. 

Kortet viser de globale partnere, som NATO arbejder, har arbejdet eller kommer til at arbejde 

sammen med i Afghanistan (nu: Singapore, New Zealand, Australien, før: Japan, Sydkorea, i 

2009: Columbia). 


0 


log om fælles sikkerhedspolitiske emner, og derigennem at sprede stabilitet og måske endda 

demokrati, og 3) at skabe forudsætningerne for effektivt samarbejde i operationer såsom Afghanistan. 

En afgørende forskel fra tidligere er, at det geografiske fokus har forandret sig grundlæggende. 

Det primære er ikke længere det euroatlantiske område, men alt det, der ligger udenfor. Derfor 

er relationen mellem udvidelse og partnerskaber også på mange måder forsvundet, eller i hvert 

fald blevet en meget mindre del af partnerskabernes funktion. EAPC er næsten ligeså meget 

euroasiatisk som euroatlantisk, da mange af medlemmerne ligger udenfor, hvad man normalt 

definerer som Europa. MD og ICI handler om at skabe partnerskab med lande i regioner udenfor 

Europa. Dette selvfølgelig for at sikre Europa, hvilket netop er pointen. Globale trusler må 

imødegås globalt, og dermed skabes Europas sikkerhed også udenfor Europa. Men når ens 

egen sikkerhed skabes globalt, da kommer man nødvendigvis også i kontakt med nye samarbejdspartnere. 

Det betyder samtidig, at der opstår en chance eller risiko – alt efter perspektiv 

– for, at disse landes sikkerhed får øget betydning for NATO. 

På den måde er globaliseringen af NATOs partnerskaber ikke kun et spørgsmål om, at man 

samarbejder med lande langt væk fra Europa. Det er også et spørgsmål om, hvorfor og med 

hvilken begrundelse man samarbejder med alle sine partnere. NATO handler, som den amerikanske 

politolog Julian Lindly-French har udtrykt det, ikke længere om europæisk, men om 

global stabilitet. 32) Set fra det perspektiv er alle NATOs partnerskaber blevet globale; de er alle, i 

sidste ende, møntet på globale trusler og global sikkerhed. 

Den udvikling er en kæmpe udfordring for alliancen. En udfordring af næsten samme størrelsesorden 

som afslutningen på den kolde krig. Selv om strategierne og målsætningerne for 

samarbejde er de samme som i 1990’erne, forandrer det nye geografiske fokus fundamentalt, 

hvad NATO er, og hvad NATO handler om, og NATO har svært ved at finde sig selv i forhold til 

den udfordring. NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer sagde i 2006, at ”vi ikke behøver 

et globalt NATO, men et NATO der kan beskytte sine medlemmer mod globale trusler.” 33) Selv om 

der principielt er forskel på de to ting, er det i praksis svært at handle i forhold til globale trusler 

uden også at risikere globalisering af NATO. 

Den udfordring gøres ikke mindre af, at der er forskellige visioner for, hvordan NATO – herunder 

specielt NATOs partnerskaber – skal udvikle sig, og hvordan organisationen skal håndtere sin 

egen globalisering. Den tidligere amerikanske NATO-ambassadør Victoria Nuland sagde f.eks., 

at ”i dag er NATO et forum, hvor verdens demokratier kan mødes og forsvare deres fælles sikkerhedsinteresser. 

Så NATO er ikke længere bare 26. Den er også i stigende grad ved at blive kernen af 

et globalt demokratisk sikkerhedsfællesskab.” 34) Selv om citatet på mange måder dækker, hvad 

NATO egentlig gør, bryder det samtidig med enhver form for europæisk geografisk forankring. 

Ifølge citatet er det ikke afgørende, hvor man befinder sig, men at man er et demokrati. En 

sådan snak om formaliserede relationer med globale demokratiske partnere har skabt udbredt 

europæisk panik. Udsagn som dette er stærk kost for de europæiske medlemmer, som i højere 

grad end USA stadig ser sikkerhed regionalt og i højere grad er interesseret i at fastholde NATO 

som en udpræget euroatlantisk organisation. 

Idéen om at se NATO som et forum for, i sidste ende, alle verdens demokratier falder fint i tråd 

med den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCains idé om en global ’Demokratiernes 

Alliance’. 35) Hvis den vision skulle realiseres i praksis, skulle man ikke se sig meget omkring, 

før man indså, at NATO ville være det smarte sted at starte. Idéen om en global demo 


kratisk alliance – gerne igennem NATO – er ikke forsvundet ud af amerikansk politik med Bush 

junior-administrationen. Idéen bobler i store dele af det – også demokratiske – udenrigspolitiske 

establishment i USA.* ) Overfor den amerikanske vision for et globalt NATO findes en mere 

varsom eller skeptisk (ofte europæisk) position. En position, der er kritisk over for værdien af en 

global alliance af demokratier. Denne position argumenterer for, at en sådan alliance vil føre til 

yderligere globale skillelinjer og til en dybere grøft mellem ’Vesten og resten’. 36) Tværtom skal 

man i sine relationer og partnerskaber søge 

“ 

NATOs generalsekretær Jaap de 

Hoop Scheffer sagde i 2006, at ”vi 

ikke behøver et globalt NATO, men 

et NATO, der kan beskytte sine 

medlemmer mod globale trusler. 

“ 

samarbejde, dialog og integration netop med 

dem, der ikke er vestlige eller demokratiske. I 

stedet for at søge yderligere institutionaliseret 

samarbejde udelukkende med allerede demokratiske 

partnere skal man søge samarbejde 

med henblik på at kunne stabilisere de ikkedemokratiske 

lande og områder, hvorfra NATO 

trues. 

Den nuværende diskussion om NATOs udvidelse kan også ses som en konsekvens af de to opfattelser. 

USA presser hårdt på for at knytte både Georgien og Ukraine tættere på NATO. Omvendt 

er andre NATO-lande nervøse for, hvad det vil betyde for forholdet til Rusland. Igen er alle 

tre elementer af NATOs strategi i spil. Alliancen søger at sprede stabilitet og sikkerhed ved at udbrede 

sig selv igennem nye medlemmer og sikre demokrati ved udvidelse. Den proces skaber 

imidlertid kun sikkerhed, hvis den kan gennemføres uden ’nye skillelinjer’. Et isoleret Rusland 

er i sidste ende også et sikkerhedspolitisk problem for NATO, og udvidelse må nødvendigvis 

gå hånd i hånd med initiativer, der forsøger at skabe fælles sikkerhed med Rusland. USA’s og 

NATOs forsøg på at finde måder, hvorpå Rusland kan integreres i de amerikanske missilforsvarsplaner, 

er et eksempel på dette. 

I sidste ende er begge visioner eller idéer på hver sin måde globale. Forskellen er, hvordan de 

ser et globalt NATO. Er der tale om en global alliance, eller er der tale om en alliance med globale 

sikkerhedspolitiske relationer? Ligeledes er de i deres målsætning også ens. Overordnet er 

der stadig tale om strategier, der igennem fællesskab, partnerskab og samarbejde vil medvirke 

til at skabe stabilitet og demokratisering. Det er det, der i NATOs strategi, i sidste ende skaber 

fred. Hvordan den strategi, og hvordan NATOs partnerskaber konkret vil komme til at se ud i 

fremtiden, og hvor NATOs udvidelse vil stoppe, er svært at svare på. 

Konklusion: mod globaliseret re-regionalisering 

Hvis man skal pege på en tendens, må det være en tendens til re-regionalisering. Der er, i 

måden man tænker både sikkerhed og trusler, en tendens til at se dem i et regionalt perspektiv 

mere end før. I tiden efter 11. september var alt nærmest globalt. F.eks. kunne terror principielt 

stamme fra alle steder og ramme overalt. Truslen var essentielt global, og det måtte løsningerne 

også være. Her er der måske ved at ske et skifte, der også er af betydning for NATO. Tankegangen 

har ændret sig; man ser ikke længere helt så globalt på problemerne. De er måske i deres 

essens globale, men de er som regel også forankrede i en regional sammenhæng. Afghanistan, 

og kampen mod terror i landet, skal ses i sin regionale sammenhæng med f.eks. Pakistan, mere 

end som et globalt fænomen. Et nyt og mere magtfuldt Rusland har også betydning i forhold 

* ) F.eks. det såkaldte Princeton Project on National Security, Forging a World of Liberty Under Law, U.S. National Security In The 21st 

Century, ledet af G. John Ikenberry og Anne-Marie Slaughter. Her spiller begrebet ‘concert of democracies’ en central rolle. Tilgængelig 

på http://www.princeton.edu/~ppns/report.html. 


2 


til denne udvikling. NATOs forhold til Rusland må nødvendigvis forstås i en regional sammenhæng. 

Det samme gør sig gældende i Irak. Her har både europæiske statsledere og den amerikanske 

øverstkommanderende i Irak general Petraeus argumenteret for, at en forudsætning for 

stabilitet er, at man i sin strategi forholder sig til hele regionen. 

Hvad kommer den ændring i tankegangen til at betyde for NATO, og måden NATOs relationer 

med partnere vil udvikle sig på? Hvis det er korrekt, at der er en tendens mod re-regionalisering, 

vil det netværk, som NATO også er, udvikle sig regionalt. Betydningen af partnerskaber som 

MD, ICI og et, måske reformeret og differentieret, EAPC vil blive prioriteret højere end globale 

partnere. Hvis regionalisering er vigtig, bliver regionale rammer for samarbejde og dialog kun 

af større betydning i fremtiden. Man vil således måske kunne se en øget betydning af disse 

partnerskaber netop i kraft af deres regionale karakter samtidig med, at der er en tendens til at 

ensrette deres praktiske form. I stedet for at være forbeholdt PfP-landene kunne man forstille 

sig, at de omfattende praktiske samarbejdsredskaber blev en del af alle NATOs partnerskaber i 

større omfang end i dag. 

Under drøftelserne om, hvordan NATO skulle se ud i 1948, legede den amerikanske diplomat 

George Kennan med tanken om graduerede medlemskaber af NATO for lande udenfor Europa. 

37) Nogle var således mere medlemmer end andre. På den måde ville NATO fra begyndelsen 

have forholdt sig til sikkerhedspolitik globalt og ville være associeret med en lang række 

af stater uden nogen euroatlantisk identitet. Selve sikkerhedsgarantien skulle være forbeholdt 

kernelandene, men i fællesskab skulle medlemmerne tage sig af globale sikkerhedspolitiske 

udfordringer. Forsigtige amerikanske forsvarsplanlæggere, der forudså et uendeligt amerikansk 

engagement i europæiske kolonikrige, fik dog hurtigt sat en stopper for den idé. 

Re-regionalisering 

Med ’re-regionalisering’ skal her forstås, at NATO tidligere havde et regionalt fokus, der med 

tiden ændredes til et mere globalt fokus. Men i dag er det regionale fokus i NATO måske ved at 

blive taget op igen. Med ’re’ henvises der altså til, at man ’genoptager’ noget, der har været lagt 

på hylden over en periode (tænk på ordet ’relancering’). 

Paradoksalt nok er NATO på mange måder ved at lave sig om til noget, der minder om Kennans 

vision. NATO har spredt sit ansvarsområde dels ved udvidelse og dels ved at påtage sig 

operationer langt fra Europa. Samtidig har man udviklet mere eller mindre institutionaliserede 

partnerskaber med en lang række lande, og man samarbejder om mange forskellige sikkerhedspolitiske 

emner. Grænsen mellem medlemmer og ikke-medlemmer er meget mindre klar 

end under den kolde krig. Selv om NATOs artikel 5 kun dækker medlemmerne, er der etableret 

relativt omfattende sikkerhedspolitiske relationer mellem NATO og lande udenfor alliancen, og 

i Afghanistan er det f.eks. ikke afgørende, om man er medlem eller ej. NATO arbejder i dag – som 

Kennan forstillede sig – globalt. Der er ikke nogen sikkerhedspolitiske emner, der på forhånd 

ikke kan være et emne eller et problem for NATO. Samtidig er det reglen mere end undtagelsen, 

at man, når man forholder sig til emner og problemer, gør det i fællesskab med ikke-medlemmer. 

NATO har, udover at være en regional euroatlantisk alliance, gennem udviklingen af sine 

mangeartede partnerskaber, udviklet sig til at være centrum for et globalt sikkerhedspolitisk 

netværk. 


Der er langt fra den kolde krigs NATO, der kunne skabe sikkerhed ved sin blotte eksistens. I dag 

kræves politik og politisk handling for at skabe sikkerhed bredt forstået. Det var netop det, 

mange var bange for under den kolde krig. For kunne NATO holde til, at politisk konfliktfyldte 

emner kom på dagsordnen? Det har alliancen kunnet indtil videre. Hvis den skal fortsætte med 

det, kræver det, at man finder et strategisk kompromis om måden, hvorpå NATO skal søge partnere 

for at skabe global sikkerhed. Måske var Kennan bare 60 år for tidligt på den? 



Hvis du vil vide mere om NATOs udvidelse og partnerskaber, 

anbefaler forfatteren følgende: 

Defence Co-operation between NATO and Its Partners: Visions of the Future (rapport fra PFP 

Conference on Defence Policy and Strategy, Montreux, Schweiz, februar 2007) redigeret af John 

Colston og Phillipp Fluri (udgivet af Geneva Centre for the Democratic Control of Armed Forces, 

2007) 

Rapporten kan hentes online på http://www.dcaf.ch/publications/kms/details.cfm?ord279=titl 

e&lng=en&id=39464&nav1=4 

Global NATO skrevet af Ivo Daalder & James Goldgeier (udgivet af Foreign Affairs i vol. 85, no. 

5, 2006) 

Global NATO – Overdue or Overstretch? (Conference Report) (udgivet af Security & Defence 

Agenda (SDA), 2006) 

Rapporten kan hentes online på http://www.isn.ethz.ch/isn/Digital-Library/Publications/Detail/ 

?ots591=EB06339B-2726-928E-0216-1B3F15392DD8&lng=en&id=27834 

Minor League, Major Problems. The Case Against a League of Democracies skrevet af Charles A. 

Kupchan (udgivet af Foreign Affairs i vol. 87, no. 6, 2008) 

NATO and Global Partnerships – to be global or to act globally? (DIIS Report no. 7, 2008) skrevet 

af Trine Flockhart og Kristian Søby Kristensen (udgivet af Dansk Institut for Internationale 

Studier (DIIS), 2008) 

NATO in the ‘New Europe’: The Politics of International Socialization After the Cold War skrevet 

af Alexandra I. Gheciu (udgivet af Stanford University Press, 2005) 

NATO’s New Mission: Projecting Stability in a Post-Cold War World skrevet af Rebecca R. Moore 

(udgivet af Praeger Security International, 2007) 

Opening NATO’s Door: How the Alliance Remade Itself for a New Era skrevet af Ronald D. Asmus 

(Council on Foreign Relations) (udgivet af Columbia University Press, 2002) 



1) NATO, 1949: art. 10 

2) Se f.eks. Kaplan, 1984; Kaplan, 2007; Stuart & Tow, 1990 

3) NATO, 1949: art. 4 

4) NATO, 1949: art. 5 

5) Sherwood, 1990 

6) Liland, 1999 

7) Aron, 2003 [1966]: 445 

8) F.eks. Kugler, 1990; Leech, 1991 

9) Bush, 1989: esp. § 8 

10) Havel, 1991 

11) For et kritisk syn på udvidelse se f.eks. Waltz, 2000 

12) North Atlantic Council, 1991: §2 


14) Heurlin, 1999 



17) NATO, 1995 

18) NATO, 1995: kap. 2, §9 

19) Goldgeier, 1999 

20) Solana, 1999 


22) North Atlantic Council, 1999: §20, §24 

23) Se f.eks. Kagan, 2003; Lundestad, 2005 

24) Sloan, 1987 

25) Sloan, 2008 

26) NATO, 2004(a) 

27) Malmvig, 2005 

28) NATO, 2004(b) 

29) For yderligere diskussion af multilaterale initiativer i forhold til piratbekæmpelse se f.eks. Struwe, 2009 

30) NATO, 2002: §3, §5 

31) Flockhart & Kristensen, 2008 

32) Lindley-French, 2006 

33) Scheffer, 2006 

34) Nuland, 2007 

35) McCain, 2008 

36) Se f.eks. Kupchan, 2008 

37) George Kennan som refereret i Stuart & Tow, 1990: 32-33 




kapitel 

iii 

NATOs engagement i Afghanistan 

Alliancens største udfordring 

Introduktion 

Af forskningsmedarbejder 

Peter Dahl Thruelsen, 

Institut for Strategi, Forsvarsakademiet 

Den 7. oktober 2001 faldt de første amerikanske bomber over Afghanistan. Angrebet blev indledt 

som en direkte konsekvens af terrorangrebet mod USA under en måned forinden. Omkring 

to måneder efter, den 5. december, havde internationale og afghanske aktører udarbejdet en 

plan for de næste fem års udvikling i landet. Med Bonn-aftalen, som planen kom til at hedde, 

var de overordnede retningslinjer og mål for statsopbygningen sat i ramme. I 2009, over syv 

år efter aftalen, synes Afghanistan og den internationale indsats at stå over for nogle enorme 

udfordringer, som få havde forudset med sejren over Taliban tilbage i slutningen af 2001. Men 

også uden for Afghanistan synes missionen at bringe store udfordringer med sig. Den amerikanske 

senator Richard Lugar mente i 1993, at det var nødvendigt for NATO at gå ”out of area or 

out of business” 1) , men der skulle gå en rum tid, før dette skete. Med overtagelsen af ansvaret 

for missionen i Afghanistan – International Security Assistance Force (ISAF) – i august 2003 blev 

NATO involveret i sin første egentlige ’out-of-area’-mission og dermed en af alliancens hidtidige 

største udfordringer. I dag mener flere internationale analytikere, at ’out-of-area’, som Afghanistan 

er et udtryk for, tværtimod kan blive til ’out-of-business’. NATO er involveret i en mission 

uden for det traditionelle område og står over for nogle store udfordringer. Om det vil komme 

så vidt, at en evt. fiasko i Afghanistan vil få NATO til at lukke og slukke er tvivlsomt, men læren 

fra Afghanistan – lige meget udfaldet – vil uden tvivl få NATO til at revurdere sin rolle i verden, 

herunder om hvorvidt alliancen er stærk nok til at gennemføre missioner, der er ’out-of-area’ 

i samme målestok som i Afghanistan. Et mere presserende spørgsmål for NATO er nærmere, 

hvorvidt alliancen skal definere sin fremtidige rolle som operatør og entreprenør eller som en 

diplomatisk teklub. 

De første år frem til slutningen af 2005 gik i stor udstrækning godt. Udviklingen gik hurtigt, 

og Taliban syntes at have mistet hovedparten af sin styrke. Den 22. december 2001 blev en 

midlertidig administration under ledelse af Hamid Karzai indsat i Kabul for at lede landet frem 

mod præsidentvalget. Valget blev afholdt den 9. oktober 2004, hvorefter Karzai blev indsat som 

præsident den 7. december samme år. Året efter blev der den 19. september afholdt parlaments- 

og distriktsvalg. Alle valghandlingerne gik efter forholdene godt, men det var også på 

dette tidspunkt, at sikkerhedssituationen for alvor begyndte at forværres specielt i de østlige 

og sydlige egne. 

I dag står NATOs styrker i Afghanistan overfor store udfordringer, men er også mange erfaringer 

rigere. Opgaven de næste år bliver derfor at identificere disse erfaringer, at lære af dem og få 

styrket indsatsen i landet. Dette kapitel vil se på nogle af disse erfaringer med fokus på at opnå 


8 


Med hyppige patruljer i byen viser ISAF sin tilstedeværelse overfor beboerne i Gereshk. Foto: HOK 

fælles fodslag både i forhold til de mange lande, der bidrager med soldater, men også i forhold 

til det internationale samfunds indsats. Kapitlet er opbygget således, at NATOs indsats i landet 

først vil blive gennemgået. Herefter vil det danske engagement blive afklaret både i forhold til 

den hjemlige beslutningsproces og selve indsatsen i specielt Helmand-provinsen. Afsluttende 

vil NATOs operative og strategiske udfordringer blive analyseret med et indblik i kompleksiteten 

ved at gennemføre oprørsbekæmpelse. 


Kort 1: Kort over Afghanistan og regionen. Kilde: NATO

NATO i Afghanistan 

ISAF-missionen var de første knap to år ikke ledt af NATO, men af USA under Operation Enduring 

Freedom. Missionen havde skiftende ledelse og var centreret omkring Kabul. ISAF var fra 

starten bemyndiget gennem FN med resolution 1386 vedtaget den 20. december 2001. 2) FNresolutionen 

gav den internationale styrke et kapitel VII-mandat, der bemyndigede en udstrakt 

anvendelse af magt. To dage efter FN-mandatets vedtagelse ankom den første mindre britiske 

fortrop til Kabul, der i januar 2002 blev efterfulgt af en større styrke. Det var først i august 2003, 

at NATO overtog kommandoen med ISAF og dermed ansvaret for sikkerheden i og omkring 

Kabul. På det tidspunkt havde NATO ca. 5.500 soldater i Kabul, og resten af landet blev dækket 

af amerikanerne. 3) For at udvide ISAFs tilstedeværelse i Afghanistan blev det i december 2003 

besluttet, at ISAF under NATO-kommando skulle overtage ansvaret for et Provincial Reconstruction 

Team (PRT) i Nordafghanistan. Den 31. december 2003 overtog NATO kommandoen 

over den militære del af det tyske PRT i Kunduz. Overdragelsen af PRT’et til ISAF skulle virke som 

et pilotprojekt for at se, hvordan NATO ville klare opgaven. Seks måneder senere den 28. juni 

2004 på NATO-topmødet i Istanbul blev erfaringerne for overdragelsen vurderet, og det blev 

besluttet, at NATO skulle oprette yderligere fire PRT’er i nord. Den 1. oktober 2004 var dette 

stadie og derved overtagelsen af de nordlige områder afsluttet. I februar året efter blev det 

igen besluttet, at NATO skulle have kommando over yderligere dele af Afghanistan. Den 31. maj 

2005 blev to PRT’er, denne gang i det vestlige Afghanistan, overdraget til NATO, og i september 

åbnede NATO to nye PRT’er i samme region og markerede derved den komplette overtagelse 

af Vestafghanistan. Med NATOs overtagelse af både Nord- og Vestafghanistan havde alliancen 

vist, at den var villig til at engagere sig mere end blot symbolsk i denne første egentlige ’out-ofarea’-operation. 

Områderne NATO havde overtaget var dog relativt rolige, og opgaven havde 

mere karakter af en fredsbevarende mission end af en egentlig kampoperation. Den virkelige 

test for NATO kom derfor først året efter i sommeren 2006, hvor alliancen skulle overtage de 

sydlige og østlige områder. 

De Forenede Nationers Pagt (FN-pagten) kapitel VII 

De Forenede Nationers pagt blev undertegnet i San Francisco den 26. juni 1945 ved afslutningen 

af de Forenede Nationers konference om international organisation, og den trådte i kraft den 

24. oktober 1945. 

FN-pagtens kapitel VII (artikel 39-51) omhandler følgende: 

Forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger. 

Provincial Reconstruction Team 

’Provincial Reconstruction Teams’ eller ’provinsielle genopbygningshold’ er mindre enheder 

sammensat af internationalt civilt (diplomater og genopbygningseksperter) og militært 

personel, der assisterer de lokale myndigheder i at fremme genopbygningen samt vedligeholdelsen 

og udviklingen af et sikkert miljø i Afghanistans provinser. 


0 


Stadie III blev besluttet i december 2005. Udvidelsen skulle omfatte de seks sydlige provinser 

af landet og områder, hvor den eksisterende amerikanske indsats ikke havde været så massiv. 

De udfordringer NATO med denne udvidelse ville komme til at stå overfor blev tydelige for 

det internationale samfund i maj 2006, da amerikanerne ledte operation ’Mountain Thrust’ i de 

sydlige provinser. Omkring 10.000 soldater deltog i operationen, der havde til formål at skabe 

et bedre udgangspunkt for NATO-overtagelsen. Operationen varede i ca. to måneder og omfattede 

de hårdeste kampe, der havde været i landet siden Talibans fald. Den 31. juli overtog 

NATO kommandoen med Sydafghanistan, og NATO rådede nu over 13 PRT’er og omtrent to 

tredjedele af landet. For at denne del af udvidelsen kunne gennemføres, skulle NATOs troppeantal 

øges markant fra ca. 10.000 til 20.000 soldater. Denne del af forberedelserne viste sig at 

være problematisk, da flere af NATOs medlemslande ikke var interesserede i at sende soldater 

i decideret kamp. Det lykkedes dog at få en række medlemslande til at sende tropper af sted, 

og den 5. oktober 2006 blev det sidste stadie gennemført. Stadie IV inkluderede de østlige regioner, 

og derved var hele Afghanistan principielt under NATO-kommando.*) 

Udvidelsen af NATOs engagement i landet betød, at antallet af involverede lande og soldater 

steg markant. Fra at have ca. 5.500 soldater i Kabul i august 2003 havde NATO i foråret 2009 ca. 

56.000 soldater fra 41 forskellige lande stationeret over hele Afghanistan. Udvidelsen af engagementet 

betød, at kommandostrukturerne skulle omlægges, og at indsatsen skulle underopdeles 

i regioner eller ’Regional Commands’ (se kort 2 nedenfor). Med implementeringen af 

stadie III og IV blev der derfor oprettet fem regionale kommandoer med ansvar for hver sin del 

af landet. Yderligere blev indsatsen inddelt i fem overordnede faser, der skal vise udviklingen i 

missionen. 

Stadie 2 

Stadie 3 

Kort 2: Stadier for NATO-udvidelsen og de regionale kommandoer. Kilde: www.nato.int/isaf · 


Stadie 1 

Stadie 4 

*) Den amerikansk ledte Operation Enduring Freedom var stadig aktiv i landet, og en stor del af de amerikanske tropper i 

Afghanistan forblev under denne operations kommando, efter at stadie IV var gennemført.

Fase 1 – Vurdering og forberedelse 

Fase 2 – Geografisk ekspansion 

Fase 3 – Stabilisering 

Fase 4/5 – Transition og redeployering 

Tabel 1: Faser i NATOs Afghanistan-mission. Kilde: www.nato.int/isaf 

Den danske indsats 

Overtagelse af ansvaret for Kabul 

Implementering af stadie I til IV 

Etablering af grundlæggende 

sikkerhed i landet 

Overdragelse af opgaven 

til nationale sikkerhedsstyrker 

Afsluttet 

Afsluttet 

I gang 

Afventer 

Den danske indsats i Afghanistan blev indledt kort tid efter Talibans fald i december 2001. På 

dette tidlige tidspunkt bemyndigede Folketinget, at Danmark kunne støtte den amerikansk 

ledte Operation Enduring Freedom med et Herkules-transportfly, fire jagerfly og op til 100 

specialstyrker (Folketinget B37). Derudover blev det besluttet at bidrage med et minerydningshold 

til den, på det tidspunkt, britisk ledte ISAF (Folketinget B45). Bidraget til Operation Enduring 

Freedom var legaliseret gennem FN-pagtens artikel 51, der giver retten til individuelt 

og kollektivt selvforsvar, og bidraget til ISAF var yderligere legaliseret gennem FN-resolution 

1386, der godkendte en international sikkerhedsstyrke i Kabul. Siden 2002 er det danske bidrag 

løbende blevet justeret og har indeholdt en bred vifte af enheder og opgaveløsninger (se tabel 

2 nedenfor). Den største ændring i involveringen kom først i februar 2006, hvor Folketinget 

Folketingsbeslutninger 

■ Folketinget vedtager d. 14. december 2001 beslutningsforslag B 37 om dansk militær deltagelse i 

den amerikansk ledte internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan – Operation Enduring 

Freedom. 

■ Folketinget vedtager d. 11. januar 2002 beslutningsforslag B 45 om dansk militær deltagelse i den 

internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. 

■ Folketinget vedtager d. 2. december 2003 beslutningsforslag B 57 om udvidelse af det danske bidrag 

til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. 

■ Folketinget vedtager d. 25. november 2004 beslutningsforslag B 43 om udvidelse af det danske 

bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. 

■ Folketinget vedtager d. 2. februar 2006 beslutningsforslag B 64 om udvidelse af det danske bidrag 


■ Folketinget vedtager d. 1. juni 2007 beslutningsforslag B 161 om styrkelse af det danske bidrag til 

den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. 

■ Folketinget vedtager d. 23. oktober 2007 beslutningsforslag B 6 om udsendelse af en kampvognsdeling 

til det militære danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. 

■ Folketinget vedtager d. 10. juni 2008 beslutningsforslag B 140 om udsendelsen af et helikopterdetachement 

til det militære danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. 

■ Folketinget vedtager d. 9. december 2008 beslutningsforslag B 24 om styrkelse af det danske bidrag 


Tabel 2: Oversigt over Folketingsbeslutninger vedrørende den danske indsats i Afghanistan. Kilde: www.ft.dk 


2 


besluttede at følge ISAF og stadie III-udvidelsen til Sydafghanistan. Beslutningsforslag B64 gav 

forsvaret mandat til at sende soldater til Helmand-provinsen og derved til at engagere sig i 

deciderede kampoperationer. I efteråret 2008 var det danske bidrag bemyndiget til at være på 

ca. 750 mand. 

ISAF-missionen og bidragydende nationer 

ISAF-missionen består af følgende 41 nationer (troppeantallet er baseret på brede bidrag og 

viser ikke det præcise antal tropper på jorden på et givent tidspunkt). 

Albanien: 140, Australien: 1090, Azerbaijan: 45, Belgien: 410, Bulgarien: 510, Canada: 2830, 

Danmark: 700, Estland: 90, Finland: 110, Forenede Arabiske Emirater: 25, Frankrig: 2780, 

Georgien: 1, Grækenland: 140, Island: 8, Irland: 7, Italien: 2350, Jordan: 4, Kroatien: 270, Letland: 

160, Litauen: 200, Luxembourg: 9, Makedonien (F.Y.R.O.M.): 170, Nederlandene: 1770, 

New Zealand: 150, Norge: 490, Polen: 1590, Portugal: 30, Rumænien: 900, Singapore: 20, 

Slovakiet: 120, Slovenien: 70, Spanien: 780, Storbritannien: 8300, Sverige: 310, Tjekkiet: 415, 

Tyrkiet: 700, Tyskland: 3460, Ukraine: 10, Ungarn: 360, USA: 24.900, Østrig: 1. 

Total (afrundet) – 56.420. 

Kilde: http://www.nato.int/isaf/docu/epub/pdf/placemat_archive/isaf_placemat_090213.pdf (februar 2009) 

Beslutningen om at sende danske soldater til Helmand-provinsen i sommeren 2006 markerede 

afslutningen på en mere traditionel dansk indsats i Afghanistan og starten på, hvad der skulle 

komme til at blive den største internationale udfordring for dansk forsvar i nyere tid. Den første 

danske enhed, der blev stationeret i Helmand, var en let spejdereskadron fra Bornholm. Eskadronens 

første opgave blev at forsvare byen Musa Quala i det nordlige Helmand (se kort 3 

nedenfor). Eskadronen kom under heftige angreb og blev på de ca. fem uger, den var i byen, 

angrebet over 50 gange. 

Kort 3: Helmand-provinsen 

Kilde: Power Point briefing 

modtaget i Afghanistan 

i april 2008 · 

Camp Bastion 


Musa Quala 

Gereshk 

Den “grønne zone”

Opgaven havde nu ændret sig fra mere traditionel fredsbevaring til direkte oprørsbekæmpelse. 

Ændringen i opgaven skabte en del indenrigspolitisk debat, og specielt partierne uden for 

regeringen fremhævede, at dette ikke var, hvad de havde stemt for i Folketinget. Trods dette 

fortsatte den danske indsats og blev gradvist udvidet. Opgaven ændrede sig yderligere, og i 

sommeren 2007 fik Danmark tildelt et decideret operationsområde i det centrale Helmand. Området 

omkring og nord for byen Gereshk skulle være under den danske kampgruppes ledelse, 

og specielt den ’grønne zone’, der skulle ryddes for Taliban, nord for Gereshk viste sig at blive en 

stor udfordring. At Danmark havde involveret sig i en af de mest urolige provinser i Afghanistan 

kan tydeligt ses af opgørelsen nedenfor over antallet af væbnede handlinger fordelt på provins 

fra januar 2007 til marts 2008. 

Antal væbnede handlinger 

3000 

3500 

2000 

1500 

1000 

500 

Helmand 

Kumar 

Kandahar 

Væbnede handlinger i Afghanistan fordelt på provins 

1. januar 2007 – 8. marts 2008 

Direkte beskydning, indirekte beskydning og hændelser med improviserede sprængladninger 

Note: (14 af de 34 provinser i Afghanistan er ikke inkluderet, da de har oplevet mindre end 20 angreb i den omtalte periode) 

Figur 1: Kamphandlinger fordelt på provins fra januar 2007 til marts 2008. Kilde: Report to Congres, 2008 :11. 

NATOs operative og strategiske udfordringer 

Paktika 

Uruzgan 

Zabul 

Ghazni 

Paktya 

Khost 

Nuristan 

Kapisa 

Wardak 

Laghman 

Logar 

Nangarhar 

Farah 

Kabul 

Parwan 

Badghis 

Hirat 

NATOs opgaver i Afghanistan er omfattende og indbefatter en bred vifte lige fra kampoperationer 

til fredsbevaring og mindre genopbygningsprojekter. NATOs overordnede opgave kan 

beskrives som at støtte og udbrede den afghanske regerings autoritet i landet, så denne til sidst 

selvstændigt kan udøve sin autoritet; 

“Gennem den FN-mandaterede International Security Assistance Force (ISAF) assisterer NATO den 

afghanske regering i at udvide og udøve sin autoritet og indflydelse i landet for på den måde at 

skabe betingelserne for stabilisering og genopbygning.” 4) 

Inden for denne beskrivelse vil der i det følgende blive fokuseret på de dele, der har været genstand 

for nogle af de største udfordringer. To overordnede principper for gennemførelsen af et 

engagement som det i Afghanistan er ’unity of effort’ og ’unity of command’. Med ’unity of effort’ 

eller fælles fodslag menes, at de mange internationale og nationale aktører – også de ikkemilitære 

– der er til stede i landet, skal arbejde efter den samme fælles overordnede langsigtede 

plan og ikke individuelt søge forskellige mål, der samlet set ikke understøtter hinanden. ‘Unity 

of command’ eller enhedskommando henvender sig primært til de militære aktører, der er til 

stede i landet. For at de øverste militære chefer og planlæggere kan udtænke og implementere 



en effektiv strategi for indsatsen, er det vigtigt, at alle de forskellige militære bidrag rent faktisk 

er til rådighed for missionen og ikke underlagt nationale restriktioner for deres anvendelse. 

Udover disse overordnede begreber står ISAF i en situation, hvor alliancen både gennemfører 

oprørsbekæmpelse og fredsbevarelse, hvor førstnævnte ikke er en opgave, alliancen tidligere 

har været involveret i. Som en konsekvens af ISAFs rolle i landet er alliancen også dybt involveret 

i opbygning af de nye nationale sikkerhedsstyrker, der skal virke som garanten for, at ISAF 

en dag kan overdrage sin opgave og trække sig i baggrunden. 

Danske soldater i Helmand sikrer deres kollegaer, der er længere inde i området (oktober 2008). Foto: HOK 

Fælles fodslag 

NATO er ikke den eneste aktør i Afghanistan. En kompleksitet som den, der i 2009 ses i landet, 

fordrer, at de mange aktører og donorer arbejder efter samme overordnede mål, og at de gør 

dette uden at underminere hinandens indsatser. Der er på mange områder fælles fodslag i indsatsen, 

men det er også tydeligt, at nogle lande er mere styrede efter nationale prioriteter end 

efter de fælles mål og strategier. Et tydeligt område, hvor det fælles fodslag kommer til udtryk i 

forhold til ISAF, er inden for sikkerhedssektorreformen. (Se boksen s. 65.) 

Udgangspunktet for opbygningen af den afghanske sikkerhedssektor blev fastlagt ved to konferencer 

i Geneve i 2002. Her blev det besluttet at inddele opbygningen af sikkerhedssektoren 

i fem søjler med en ledende nation tilknyttet hver søjle til at styre indsatsen. Japan skulle lede 

afvæbningsprogrammet, Tyskland skulle lede politiprogrammet, USA skulle lede opbygningen 

af militæret, Italien skulle lede justitsreformen, og England skulle lede opiumsbekæmpelsesprogrammet. 

Andre aktører skulle så støtte de respektive indsatsområder. Et vigtigt element i 

gennemførelsen af sikkerhedssektorreformer er, at alle indsatsområderne udvikles i tæt koordination 

med hinanden, så en hurtig udvikling inden for et område ikke underminerer et andet. 

Sikkerhedssektorreformen i Afghanistan var fra starten ikke tæt koordineret, og de mange 

aktører, der skulle støtte processen, har ikke til fulde levet op til denne opgave. Dette gælder 

også ISAF. 

En stor del af NATOs opgave i Afghanistan kan betragtes som overstået, når de nationale sikkerhedsstyrker 

er opbygget til et niveau, hvor de kan overtage sikkerhedsopgaverne fra de internationale 

styrker. De nationale sikkerhedsstyrker kan overordnet inddeles i de militære styrker 

og politiet. Optimalt ville opbygningen fokusere på politiet, da det traditionelt er dem, der skal 


Sikkerhedssektorreform 

En sikkerhedssektorreform har til formål at reformere og genopbygge de dele af statsapparatet, 

der har med den udøvende og dømmende magt at gøre. I praksis gøres dette efter 

en konflikt for at genskabe statens magtmonopol – statens kontrol med landet – og for at 

genskabe tilliden blandt civilbefolkningen til statens magtapparat. Derudover har en sådan 

proces til formål at gøre staten uafhængig af den internationale militære tilstedeværelse, 

så befolkningen kan se, at der er et troværdigt og legitimt alternativ til de internationale 

styrker. 

håndtere den interne sikkerhed og militæret, der skal håndtere den eksterne trussel. I en operation 

som den i Afghanistan er det dog ofte den militære opbygning, der kommer bedst fra start. 

Dette skyldes de mange internationale soldater i landet, som kan indgå i denne opbygning. I 

forhold til politiet er der sjældent nok internationale betjente til massivt at støtte opbygningen, 

hvorfor denne ofte halter bagud i forhold til opbygningen af militæret. Det er også tilfældet i 

Afghanistan. Her er opbygningen af den afghanske hær – Afghan National Army (ANA) – alt i 

alt gået godt, og i sommer 2008 var ANA involveret i 80 procent af alle de operationer, der blev 

gennemført i landet. På politisiden er opbygningen af Afghan National Police (ANP) til gengæld 

ikke gået godt. Opbygningen og støtten til ANP har været så langsom og lavt prioriteret, at man 

så sig nødsaget til at starte opbygningsprocessen mere eller mindre forfra i 2007. 

Uddannelsen af ANA blev indledt i maj 2002, hvor amerikanske specialtropper påbegyndte 

opbygningen og træningen af den første afghanske bataljon. Ansvaret for opbygningen og 

uddannelsen af ANA har gennem hele forløbet været ledt af amerikanerne under Operation 

Enduring Freedom, og den kan overordnet opdeles i to områder: Den grundlæggende uddannelse 

og træning, der gennemføres på træningscentre, og den løbende uddannelse og træning, 

der gennemføres ved enhederne ude i landet. Den grundlæggende træning af de nye 

soldater har ændret sig over tid, men består i dag af et 10-ugers grundtræningsforløb. Efter 

endt grundtræning gennemgår soldaterne et træningsforløb ved deres nye enhed. Her opererer 

ANA med en 3-turnus (gul-grøn-rød cyklus) for de enkelte enheder og soldaters virke: 

gul periode består af to måneders træning, grøn periode består af seks måneders operationsberedskab, 

og rød periode består af en måneds orlov. Formålet med den gule træningsperiode 

er at få de nye soldater indarbejdet i de forskellige enheders rutiner, og vægten lægges derfor 

på at indarbejde de erfaringer, man har fra operationer i området. Træningen i dette forløb 

gennemføres af mere erfarne afghanske soldater samt af ISAF-mentorer (Operational Mentor 

and Liaison Team (OMLT)) eller mentorer fra Operation Enduring Freedom (Embedded Training 

Teams (ETT)). Det er også i denne periode, at forholdet mellem de internationale mentorer og 

de afghanske soldater styrkes. 

Den grundlæggende træning på 10 

uger virker efter hensigten, men der er 

nogle åbenlyse problemer i den efterfølgende 

og decentrale gule træningsperiode. 

Reelt virker gul periode som 

en buffer, hvor enheden forsøger at 

samle alle soldaterne efter rød periode. 

Det har gennem længere tid vist sig, at 

“ 

Med ’unity of effort’ eller fælles fodslag 

menes, at de mange internationale og nationale 

aktører – også de ikke-militære – der er til stede 

i landet skal arbejde efter den samme 

fælles overordnede langsigtede plan og ikke 

individuelt søge forskellige mål... 

“ 



Afghan National Army (ANA) soldater i færd med deres første artillery live-fire exercise med hjælp fra ISAF mentorer. Foto: ISAF 

den måned lange røde periode ikke er lang nok til, at soldaterne kan komme hjem på orlov og 

tilbage til enheden igen. Derfor ses det ofte, at enheden i den gule træningsperiode reelt ikke 

er samlet før helt frem til starten af den grønne operationsberedskabsperiode. Det påvirker selv 

sagt niveauet af soldaterne og samarbejdet mellem dem og de internationale mentorer. Yderligere 

har det vist sig, at ISAF ikke har været i stand til at skaffe det antal mentorer, der skal til for 

at træne og følge ANA på operationer. I august 2008 var kun 34 ud af 71 ønskede mentorhold 

fundet. Dette har skabt problemer med niveauet og kontrollen med ANA, hvilket igen forsinker 

overdragelsen af sikkerheden til de nationale styrker. ISAF har i denne forbindelse ikke formået 

at omstille operationerne til at matche den vigtige opgave med at ombygge den nye afghanske 

hær. 

Uddannelsen og træningen af politiet blev påbegyndt i april 2002 under ledelse af Tyskland. 

Opbygningen har fra starten været problematisk og underprioriteret. Den tyske ledelse af opbygningen 

valgte at fokusere på en styrket uddannelse af officerskorpset i politiet, hvorfor uddannelsen 

af de menige politibetjente ikke fik prioritet. I 2003 valgte amerikanerne at involvere 

sig i opbygningen og fik etableret et fire til otte ugers træningsprogram, som alle menige 

betjente skulle gennemføre. Programmet blev dog ikke understøttet af et efterfølgende uddannelsesforløb 

med internationale betjente og mentorer, hvorfor man reelt ikke vidste, hvad 

de lokale betjente lavede ude i landet efter endt uddannelse. Dette resulterede bl.a. i ekstremt 

meget korruption og interne stridigheder i ANP og i et politi, der ikke kunne imødegå den 

sikkerhedstrussel, de stod over for i form af Taliban og kriminelle grupperinger, der ofte var 

bedre trænede og udrustede end politiet. Politiet blev et yndet mål for mange af disse grupperinger, 

og den manglende internationale prioritet gjorde, at politiet i mange områder blev set 

som en undertrykkende og illegitim aktør, som befolkningen ikke kunne stole på. 

I efteråret 2007 blev det derfor besluttet at omstrukturere uddannelsen og opsynet med ANP. 

Dette skete gennem to spor. EU oprettede en mission – EUPOL Afghanistan – der skulle styrke 

det overordnede strategiske niveau i ANP, og amerikanerne besluttede at omlægge deres mentor- 

og træningsfokus fra ANA til ANP og gennemføre et nyt og styrket uddannelses- og træ- 


ningsprogram. I 2006, et år før det nye program blev iværksat, blev det vurderet, at ca. 62.000 

betjente var i tjeneste – man vidste dog ikke præcist, hvor mange betjente der var – og af dem 

var kun omkring de 30.000 i stand til at gennemføre de mest grundlæggende politiopgaver. 5) 

Grundet det dårlige udgangspunkt blev det amerikansk ledte program meget omfattende. Programmet 

blev implementeret som en del af Federal District Development og gik i store træk ud 

på at tage alle betjentene i de forskellige distrikter ud af området, at give dem en ny otte ugers 

træning samt at få dem registreret, inden de blev sendt tilbage til deres distrikt. Efter uddannelsen 

blev et internationalt mentorhold tilknyttet – Police Mentor Team – og uddannelsen og 

overvågningen kunne derfor fortsætte ude i distrikterne. 

Succesen i det amerikansk ledte program er afhængig af, at ISAF opstiller mentorhold til den 

afghanske hær, så amerikanerne kan frigøre rådgivere til politiet. Der skal opstilles knapt 500 

politimentorhold for at dække behovet, og for at amerikanerne kan gøre det, har de behov 

for, at ISAF bliver mere aktiv i mentorrollen over for hæren. Dette er som nævnt ikke sket i den 

udstrækning, der er behov for, hvorfor mange af de nye politienheder ikke får den støtte, de har 

brug for. Dette forhold kan underminere reformeringen af det afghanske politi og befolkningens 

tillid og tiltro til de nyuddannede betjente. Igen et eksempel på, at fælles fodslag er vigtigt, 

hvis missionen skal blive en succes. 

300 Afghan National Police (ANP) rekrutter står klar til at modtage medaljer efter succesfuldt at have gennemført deres kursus. 

Foto: ISAF 


8 


Koordinering inden fælles patrulje med Afghan National Police (ANP) i Feyzabad. Foto: HOK 

Enhedskommando 

En af de væsentligste forudsætninger for effektiv og fleksibel anvendelse af tropper er enhedskommando. 

Med dette menes, at de udsendte internationale soldater rent faktisk også er til 

rådighed for de militære chefer til at blive anvendt i operationer. Hvis tropperne ikke reelt er til 

rådighed for missionen, vil muligheden for succes blive reduceret, da det faktiske antal tropper 

til rådighed bliver tilsvarende mindre. Restriktioner eller ’nationale røde kort’ for anvendelsen 

af tropper er ikke et nyt problem, og det blev med NATOs involvering i Bosnien i 1990’erne og 

i Kosovo fra 1999 og frem tydeligt for NATO. Problemet fik dog ikke de store konsekvenser på 

dette tidspunkt, da disse missioner ikke havde den samme hårde karakter, som det vi ser i dag 

i Afghanistan. 

Lidt over halvdelen af landene, der er til stede i Afghanistan, har restriktioner på anvendelsen 

af sine tropper. I 2007 blev antallet af nedskrevne restriktioner opgjort til 71. Restriktionerne er 

forskellige og spænder fra forbud mod deltagelse i natteoperationer, kampoperationer, tilladte 

operative afstande fra hovedlejren til restriktioner i anvendelsen af helikoptere og geografisk anvendelse. 

6) Men det største problem er ikke de nedskrevne restriktioner, som de militære chefer 

kan forholde sig til, men derimod restriktioner, 

der ikke er nedskrevet af de forskellige lande. 

Den type restriktioner kan kaldes for ’ad-hoc’- 

restriktioner, og de opstår gerne fra opgave til 

opgave. ’Ad-hoc’-restriktioner er ofte et større 

problem, da de militære chefer og planlæggere 

derved ikke kan forudbestemme deres 

planlægningsgrundlag. 7) Konkret når en stat 

pålægger begrænsninger på anvendelsen af 


“ 

For at de øverste militære chefer 

og planlæggere kan udtænke 

og implementere en effektiv strategi for 

indsatsen, er det vigtigt, at alle de 

forskellige militære bidrag rent faktisk 

er til rådighed for missionen og ikke 

underlagt nationale restriktioner... 

“

soldaterne i en given mission, hæmmer det muligheden for succes. Hvis de militære chefer 

ikke har den faktiske kommando over soldaterne i en multinational mission, kan de ikke opnå 

den nødvendige fleksibilitet og manøvrefrihed til at imødegå truslerne. Restriktionerne vil nok 

aldrig forsvinde, da de mange lande, der er til stede i Afghanistan, alle har forskellige nationale 

interesser og historie, der påvirker deres udenrigspolitik og rolle i missionen. Ved at bekendtgøre 

restriktionerne kan der planlægges i forhold hertil, men de ikke-nedskrevne begrænsninger 

skaber en yderligere kompleks situation. Flere stater har sendt tropper til Afghanistan uden 

officielle restriktioner tilknyttet enhederne. Når enhederne så er blevet anmodet om deltagelse 

i en given operation, er ’ad-hoc’-restriktioner dukket op. Problemet blev specielt tydeligt, da 

ISAF iværksatte operation Meduza i Kandahar-provinsen i Sydafghanistan. Operationen, der 

blev gennemført i september 2006, havde til formål at rydde et område for Taliban-krigere, da 

disse blev set som en trussel mod byen Kandahar. Ved afslutningen af den hårde kampmæssige 

del af operationen ønskede den regionale kommando i syd at undersøge, hvor meget skade 

der var sket i området og muligheden for at genopbygge, så befolkningen kunne vende hjem. 

ISAF anmodede bl.a. franske civile-militære enheder om at gennemføre vurderingen. Dette 

blev afvist, da de franske enheder ikke havde 

tilladelse til at arbejde uden for deres område 

omkring Kabul. Også en anmodning om flere 

kamptropper fra Nordafghanistan til at styrke 

operationen i syd blev afvist med samme begrundelse 

om, at tropperne ikke måtte indsættes 

uden for de nordlige områder. 

“ 

Danmark er derfor gået foran mange 

andre NATO-lande, og Danmark har 

derfor ikke nogle begrænsninger på 

anvendelsen af soldaterne. 

“ 

Som tidligere nævnt er dette ikke nye problemer for NATO, men problemet er kommet tydeligere 

frem under Afghanistan-indsatsen end under tidligere NATO-indsættelser. Problemet vil nok 

aldrig blive løst, men NATO skal arbejde på som minimum, at alle restriktioner nedskrives, så de 

militære chefer i f.eks. Afghanistan ved, hvad de har at arbejde med. Fra dansk side er problemet 

også tydeligt pga. vores rolle i Helmand-provinsen. Danmark er derfor gået foran mange andre 

NATO-lande, og Danmark har derfor ikke nogle begrænsninger på anvendelsen af soldaterne. 8) 

Enhedskommando er essentielt, hvis enkelte lande ikke skal trække det tunge læs, mens andre 

blot følger med uden at bidrage på samme niveau. En sådan situation underminerer den ’burden-sharing’, 

byrdefordeling, som er grundstenen i en alliance som NATO. 

En fransk Mirage 2000D lander i Kandahar (september 2007). Foto: ISAF/NATO 


70 


Oprørsbekæmpelse 

NATOs indsats i Afghanistan kan overordnet opdeles i to temaer: fredsbevarelse og oprørsbekæmpelse. 

I de nordlige, vestlige og centrale dele af landet kan NATOs operation bedst beskrives 

som fredsbevarelse, hvorimod indsatsen i Syd- og Østafghanistan må betragtes som 

oprørsbekæmpelse. Dette forhold stiller store udfordringer til indsatsen og NATOs mulighed 

for at gennemføre en succesfuld operation. Overgangen til en decideret oprørsbekæmpelsesindsats 

blev tydelig med overtagelsen af de sydlige og østlige områder. Figuren nedenfor viser 

udviklingen i konflikten fra 2003. Den kraftige stigning i episoder mellem de internationale 

soldater og specielt Taliban kan tydeligt ses fra efteråret 2005, hvor udvidelsesforberedelserne 

blev indledt, og udviklingen eskalerede i sommer 2006, hvor et større antal ISAF-soldater kom 

ind i området. 

Antal hændelser 

700 

600 

500 

400 

300 

200 

100 

0 

Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec 

Figur 2: Antal sikkerhedshændelser fra januar 2003 til maj 2007. Kilde: Cordesman 2008:20 

Oprørsbekæmpelse er ofte kendetegnet ved, at en af parterne anvender asymmetriske taktikker, 

som den anden part ikke kan anvende. Dette er tydeligt blevet set i Afghanistan, hvor 

oprørernes anvendelse af vejsidebomber og improviserede sprænganordninger er steget voldsomt. 

Udover denne udvikling kom der også en kraftig stigning i antallet af selvmordsbomber. 

Fra at fænomenet var stort set ukendt i Afghanistan, skete der en kraftig stigning i antallet fra 

2005 og frem. Tabel 3 nedenfor viser udviklingen inden for begge områder. 

Oprøret i Afghanistan deler nogle karakteristika med tidligere oprør i historien. Det er en kamp 


2003 2004 2005 2006 2007

Vejsidebomber og 

improviserede sprænganordninger Selvmordsbomber 

2002 22 

2003 80 5 

2004 334 

2005 844 17 

2006 1931 123 

2007 2615 160 

Tabel 3: Udviklingen i asymmetriske tiltag fra 2002-2007 

Kilde: NATO, Progress in Afghanistan: Bucharest Summit 2-4 April 2008: 4; UNAMA 2007: 10; Cordesman 2008: 27 

om civilbefolkningens støtte. For at opnå støtte er det afgørende for en oprørsgruppe, at denne 

har en sag, der bliver støttet af befolkningen. Hvis sagen ikke kan samle befolkningen, kan 

oprørsgruppen ikke vinde støtte. I Afghanistan har Taliban en sag – at vælte centralregeringen 

og oprette et islamisk emirat. 9) Traditionelt vil en oprørsgruppe forsøge at vinde befolkningen 

gennem tiltag, der viser, at oprørsgruppen vil skabe en dagligdag, hvor de lokale vil få det bedre. 

Oprørerne vil skabe fremskridt i form af sikkerhed, lov og orden og frihed for undertrykkelse af 

staten. Dette gøres normalt ved positive tiltag, hvor oprørsgruppen viser befolkningen, at den 

arbejder for dem. 10) Talibans fremkomst i 1994 i de sydlige egne af Afghanistan var netop præget 

af et ønske om at skabe netop disse elementer. Taliban ville afvæbne krigsherrerne, der på det 

tidspunkt styrede landet, de ville skabe lov og orden, og de ville bekæmpe korruption. 11) Disse 

elementer er på mange måder de samme i dag. Forskellen er blot den, at den bløde tilgang med 

at vinde befolkningens gunst ved at vise fremskridt ikke altid har været mulig, hvorfor Taliban 

i specielt de områder, hvor ISAF står stærkt, nu anvender en mere tvingende og terroriserende 

metode over for befolkningen. 

Traditionelt vil sådan en form for skræmmestrategi ikke blive anvendt af en oprørsgruppe, da 

denne er ekstremt afhængig af befolkningens støtte. 12) Meget tyder dog på, at det er en udvikling, 

der foregår i takt med, at Taliban bliver mere presset på kamppladsen. Det faktum, at 

Taliban anvender denne tilgang, kan være til fordel for ISAF. Med sin fremfærd underminerer 

Taliban på mange måder de traditionelle strukturer, som en stor del af befolkningen har levet 

under i hundreder af år. Derfor kan de lokale magtstrukturer i form af klaner og lokale ældreråd 

bruges som et udgangspunkt for at styrke oprørsbekæmpelsen gennem lokale fredsaftaler 

og alliancer – også med de mere påvirkelige og moderate elementer af Taliban. Det primære 

formål med en sådan strategi er at skabe sikkerhed, der i en oprørssituation kan ses som det 

mest basale af befolkningens behov. 

Indgåelsen af denne type aftaler kræver selvfølgelig en gennemgående analyse af sikkerhedssituationen 

i området, herunder en vurdering af Talibans styrke. Derudover kræver det en 

grundig analyse af de lokale stamme- og klanstrukturer og disses indflydelsessfære, således at 

en aftale ikke indgås på et falsk grundlag og derved undermineres. Det vigtigste er at undgå 

at skabe et sikkerhedsvakuum, der efterfølgende kan fyldes ud af oprørere. Netop det var en 

af fejltagelserne i forbindelse med aftalen, der blev indgået i Musa Quala i oktober 2006, hvor 

Taliban i februar året efter tilbageerobrede byen med dramatiske konsekvenser for de lokale 

ældreråd, der havde indgået aftalen. 13) Fredsaftaler i lyset af oprørsbekæmpelse skal ses som et 

element, der skal give oprørerne et alternativ til kampen, og derved modgå at denne tvinges op 

i et hjørne, hvor kun kamp til enden er mulig. Hvis oprørerne ikke har andre alternativer end at 


72 


Dansk CIMIC-team i snak med lokale børn. Foto: HOK 

kæmpe, vil indsatsen blive lang og hård. Det er dog ofte politisk kontroversielt at indgå aftaler 

med en modstander, der måske har kæmpet mod det pågældende lands soldater. Dette er 

også grunden til, at der blandt politikerne i flere af NATO-landene har været meget debat om, 

hvorvidt dette var et element, NATO skulle indgå i. 

Udfordringerne for NATO i forbindelse med gennemførelsen af oprørsbekæmpelse ses tydeligt 

i forholdet omkring enhedskommando og de mange nationale røde kort, men det har været 

særligt markant, fordi det er første gang, at NATO gennemfører en så kompleks operation. NATO 

havde derfor som organisation ikke egentlige erfaringer med oprørsbekæmpelse samlet i en 

NATO-doktrin, og de forskellige lande, der nu stod i de sydlige og østlige egne, var derfor nødsagede 

til at benytte tidligere tiders erfaringer på området. Specielt briterne forsøgte i starten 

af indsatsen i Helmand at indarbejde deres tidligere erfaringer på området, dog uden det store 

held. For Danmarks vedkommende var det også noget nyt, og heller ikke herhjemme var der 

nedskrevet en doktrin at trække på. I det østlige Afghanistan, hvor amerikanerne opererer, begyndte 

man fra 2007 at se på de nye erfaringer fra Irak for at optimere indsatsen i Afghanistan. 

De få erfaringer gjorde, at man specielt i 2006 og 2007 så en meget forskellig indsats i de forskellige 

provinser, og en indsats, der ikke efterlevede mange af de grundlæggende principper 

for at bekæmpe et oprør. Samtidig blev det yderligere tydeligt, at de troppebidragende lande 

var ved at opdele sig i to grupper; en risikovillig og en ikke-risikovillig; eller et A- og et B-hold. 

Denne opdeling blev tydeligt afspejlet i den internationale debat, hvor specielt amerikanerne 

og de lande, der var til stede i syd, efterlyste større byrdedeling, da det var åbenlyst farligere at 

have tropper stationeret der. 


“ Samtidig blev det yderligere 

tydeligt, at de troppebidragende lande 

var ved at opdele sig i to grupper; en 

risikovillig og en ikke-risikovillig; 

eller et A- og et B-hold. 

“

Konklusion 

Udfordringerne for NATO i Afghanistan er uden tvivl store. At gå ’out-of-area’ i Afghanistan 

har for NATO og det internationale samfund været forbundet med udfordringer, der ikke 

var forudset forud for engagementet. Specielt udfordringerne internt i NATO med at få alle 

medlemslandene til oprigtigt at engagere sig og eksternt med at få det internationale samfund 

til at arbejde efter fælles mål er stadigvæk ikke løst. Man kan argumentere for, at de største 

problemer i Afghanistan skyldes, at det gik for godt i starten, og at Irak-krigen kom i vejen for en 

styrket indsats. Det kan godt være, at sidstnævnte også kan blive redningen. Den amerikanske 

neddrosling i Irak frem mod 2011 og de mange dyrekøbte erfaringer, der er indhentet i landet, 

kan blive det, der kan vende udviklingen i Afghanistan. 

Der har, siden NATO udvidede sit engagement til det sydlige Afghanistan, hersket en debat om, 

hvorvidt NATOs fremtid stod og faldt med udfaldet af indsatsen i landet. NATO er andet end 

engagementet i Afghanistan, og der synes ikke at være udsigt til alliancens kollaps med et evt. 

nederlag i landet. Derimod er der på baggrund af de mange interne stridigheder forbundet 

med udstationeringen og anvendelsen af soldater udsigt til, at NATO er ved at udvikle, hvad 

observatører betegner som et A- og et B-hold. A-holdet er dem, der fuldt ud støtter indsatsen i 

både ord og handling – hvortil Danmark hører – og B-holdet dem, der kun støtter indsatsen i ord. 

En sådan opdeling vil utvivlsomt svække alliancens interne samlingskraft og eksterne handlekraft. 

Dertil kommer, at specielt USA vil se et nederlag eller begrænset succes i Afghanistan fra 

NATOs side som en svækkelse og et alvorligt tilbageskridt for NATOs ry og troværdighed. 

Forholdet omkring nationale ’røde kort’ over for indsatsen vil ikke blive løst. Problemet er som 

sagt ikke nyt. Det blev set i Bosnien og i Kosovo, men blev først et højpolitisk emne med udvidelsen 

af NATO-indsatsen til Sydafghanistan. Det er ikke realistisk, at alle medlemslande bidrager 

med tropper til en så skarp mission som ISAF uden forbehold for anvendelsen af tropperne. 

Her vil det enkelte lands indenrigspolitiske og historiske forhold altid veje tungere end 

alliancens kollektive behov. Det, der derimod bør stræbes efter, er åbenhed omkring restriktionerne, 

så generalerne i missionen ved, hvad de har at gøre godt med. Yderligere bør der arbejdes 

målrettet efter at styrke det fælles fodslag, så alle de primære donorer og troppebidragende 

lande arbejder efter samme strategi og dermed i større grad understøtter hinandens indsatser 

og ikke undergraver disse. Her er det bl.a. essentielt, at den afghanske sikkerhedssektorreform 

styrkes markant. ISAF har ikke kunnet opstille det fornødne antal internationale mentorer til at 

dække behovet for at styrke og støtte opbygningen af f.eks. den nye afghanske hær. Det har 

skabt problemer for støtten til de lokale soldater – et problem, der yderligere vil blive udtalt, 

når opbygningen af hæren går fra de ca. 68.000 trænede soldater i slutningen af 2008 til de 

122.000 trænede soldater i 2010-11. Det er essentielt, at ISAF omlægger fokus, så dette behov 

kan indfries. 

Det fælles fodslag gælder også internt i de involverede lande. Her er det vigtigt for den positive 

udvikling i specielt de mere urolige sydlige og østlige dele af landet, at der er en tydelig 

sammenhæng mellem udenrigspolitikken, det militære engagement og udviklingsbistanden. 

Hvis disse tre elementer ikke hænger sammen og understøtter hinanden, vil de enkelte indsatsområder 

ikke kunne opnå den optimale effekt over for den lokale befolkning og således 

ikke skabe de resultater, der er så hårdt brug for i landet. På dette område har både NATO og 

medlemslandene stadig meget at lære. NATO har som organisation primært det militære instrument 

til rådighed i værktøjskassen og er derfor afhængig af medlemslandene til at supplere 

indsatsen med politiske og udviklingsmæssige instrumenter. Hvis disse ikke arbejder efter 


7 


samme strategi som NATO, men derimod har egne nationale dagsordner, vil NATO ikke kunne 

opnå succes i noget så komplekst som oprørsbekæmpelse i denne første ’out-of-area’-mission 

i organisationens historie. 


Foto: HOK

Hvis du vil vide mere om NATO og Danmark i Afghanistan, 

anbefaler forfatteren følgende: 

Afghanistan - besættelse, borgerkrig og befrielse skrevet af Viggo Fischer (udgivet af Peter la 

Coure, København, 2005) 

Counterinsurgency in Afghanistan (RAND Counterinsurgency 

Study – volume 4) skrevet af Seth Jones (udgivet af RAND Corporation, Santa Monica, 2008) 

I morgen angriber vi igen – Danmarks krig i Afghanistan skrevet af Kim Hundevadt (udgivet af 

Jyllands-postens Forlag, København, 2008) 

Oprørkrigens anatomi – case Afghanistan skrevet af Peter Dahl Thruelsen og Lars Mouritsen 

(udgivet i Counterinsurgency, Militært Tidsskrift, årgang 137, nummer 2, 2008, København) 

Taliban: Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia skrevet af Ahmed Rashid (udgivet af 

I.B. Tauris Publishers, London, 2002) (findes også på dansk) 

The Impeccable Ally? Denmark, NATO, and the Uncertain Future of Top Tier Membership (i Danish 

Foreign Policy Yearbook 2008) skrevet af Jens Ringsmose og Sten Rynning (udgivet af Dansk 

Institut for Internationale Studier (DIIS), København, 2008) 


1) Flockhart & Kristensen, 2008: 7-10; Nuland, 2006 

2) UN, 2001 

3) NATO, 2008: 10 

4) http://www.nato.int/issues/isaf/index.html 

5) Inspectors General, 2006: 15; Thruelsen, 2008: 70-72 

6) Report to Congress, 2008: 13; Thruelsen, 2007(c): 19-20 

7) Report to Congress, 2008: 13; Thruelsen 2007(c): 19-22 

8) Ringsmose & Rynning, 2008: 6 

9) Forsvarets Efterretningstjeneste, 2007: 1 

10) Thruelsen, 2007(b) 

11) Rashid, 2002 

12) Galula, 1964: 32 

13) Thruelsen, 2007(a) 


7 



kapitel 

iv 

Spillet om NATO: 

Det nye Strategiske Koncept 

og alliancens fremtid *) 

Indledning 

Af post.doc. Jens Ringsmose & professor Sten Rynning, 

Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet 

Når NATO-landenes regeringsledere mødes til topmøde i Strasbourg og Kehl for at fejre alliancens 

60-års fødselsdag i begyndelsen af april 2009, vil de igangsætte en proces, som vil lede 

frem til vedtagelsen af et nyt strategisk koncept i 2010 eller 2011. I dette kapitel vil vi dels skitsere 

den generelle karakter af NATOs Strategiske Koncept – hvilke funktioner tjener dokumentet, 

og hvor i alliancens hierarki af strategiske papirer befinder det sig? – og dels komme med et 

bud på, hvorledes debatten om det nye koncept kommer til forme sig i de følgende måneder. Vi 

argumenterer for, at diskussionerne om indholdet frem for alt vil afspejle en allianceintern spænding 

mellem to konkurrerende visioner for, hvor NATO skal bevæge sig hen på længere sigt. 

Det centrale spørgsmål er: Skal NATO være en global alliance med en verdensomspændende 

medlemskabskreds og et globalt engagement, eller skal det transatlantiske forsvars- og sikkerhedspolitiske 

samarbejde søge tilbage mod rødderne og fokusere på at forsvare Europa? 

Topmødet i Strasbourg og Kehl vil først og fremmest fejre alliancens 60-års fødselsdag. Snart 

to årtier efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud er NATO fortsat klodens 

stærkeste militære alliance, og samtidig den alliance i verdenshistorien som – trods jævnlige 

kriser og uenigheder på tværs af Atlanten – har eksisteret i længst tid. Så der er faktisk noget 

at fejre. Meget tyder på, at alliancens regeringsledere endvidere vil benytte lejligheden til at 

igangsætte et arbejde, der skal udmønte sig i vedtagelsen af et nyt strategisk koncept. Alt afhængig 

af størrelsen på de politiske ambitioner og de diplomatiske forhandlingers fremdrift 

forventes arbejdet at være klar til offentliggørelse i 2010 eller 2011. Det eksisterende Strategiske 

Koncept fylder snart ti år, og det er den fremherskende holdning i NATO, at det er på tide 

at opdatere konceptet, så det i større udstrækning afspejler de betydelige politiske og strategiske 

forandringer, der har præget de internationale omgivelser siden 1999. Verden har ændret 

sig, og det er på tide at ajourføre NATOs konceptuelle kerne. Det Strategiske Koncept udgør 

i mange henseender medlemslandenes dynamiske fortolkning af alliancens grundlæggende 

dokument – Atlantpagten eller Washington-traktaten – og dermed medvirker det til at afstikke 

NATOs overordnede politiske og strategiske kurs. Derfor har øvelsen ganske stor betydning, og 

*) Dette kapitel er baseret på ”Come Home, NATO? The Atlantic Alliance’s New Strategic Concept”, DIIS Report, no. 4, 2009 

af Jens Ringsmose & Sten Rynning samt “NATO’s næste strategiske koncept: Globalt engagement eller Artikel 5?”, DIIS Brief, 

marts 2009 af Jens Ringsmose & Sten Rynning. Kapitlet er således stort set identisk med DIIS briefet. 


78 


der er derfor også god grund til at forvente, at processen vil være præget af kontante meningsudvekslinger 

og konflikt. 

NATOs forhenværende generalsekretær Javier Solana taler på pressekonference den 24. april på NATOs 50-års jubilæumstopmøde 

i Washington. Foto: NATO 

I det følgende vil vi indledningsvis skitsere det Strategiske Koncepts indhold og forskellige funktioner. 

Vi argumenterer for, at ændringerne i det Strategiske Koncept siden 1990 afspejler, at alliancen 

delvist har opgivet bindingen til det europæiske, og endvidere at konceptet overordnet 

betragtet tjener tre hovedformål: 1. Det kodificerer allerede eksisterende praksis, 2. det afsætter 

en strategisk retning, og endelig 3. tjener det som et vigtigt instrument i bestræbelserne på at 

vinde folkelig opbakning til NATOs aktiviteter. Derudover vil vi kort beskrive de væsentligste 

politiske spørgsmål, der vil præge formuleringen af det nye koncept. Vi anser det for sandsynligt, 

at den kommende forhandlingsproces i særligt omfang vil afspejle en balancegang mellem 

to konkurrerende visioner for NATOs fremtid: Forestillingen om et globalt engageret NATO 

imod forestillingen om en alliance bundet og begrænset til det territoriale forsvar af det transatlantiske 

område. På trods af, at fortalerne for et mere regionalt orienteret forsvars- og sikkerhedssamarbejde 

er blevet flere i takt med Ruslands tiltagende udenrigspolitiske aktivisme, er 

det vores forventning, at NATO vil fortsætte de seneste par årtiers bevægelse fra det regionale 

mod det globale. Det nye Strategiske Koncept kommer næppe til at rumme revolutionære ændringer, 

men bindingen til det euro-atlantiske område vil formentlig blive nedtonet yderligere. 

NATOs Strategiske Koncept og dets funktioner 

NATOs Strategiske Koncept kan bedste beskrives som alliancens operationelle og dynamiske 

udlægning af den grundlæggende transatlantiske pagt fra 1949. Atlantpagten, som er formuleret 

i overordnede og generiske vendinger, rummer i første omgang en beskrivelse af de værdier, 

de enkelte NATO-medlemmer forpligter sig på at beskytte samt en forpligtelse til at forsvare 

alliancepartnere, der udsættes for militære angreb. Den kollektive forsvarsforpligtigelse – den 

såkaldte musketéred – som udgjorde rygraden i den atlantiske alliance under den kolde krig, 

er nedfældet i pagtens vigtige artikel 5 (læs artikel 5 i boksen s. 14 eller læs hele Den Nordatlantiske 

Traktat bagerst i denne bog (red.)). Mens Atlantpagten dermed er forholdsvis entydig 

formuleret, når det gælder værdier og forpligtelser, så efterlader den langt større fortolkningsrum 

i spørgsmålet om, hvilke trusler og udfordringer alliancen skal imødegå. NATOs traktatlige 


grundlag rummer altså ikke klare bestemmelser for, hvorledes regionale og globale engagementer 

skal balanceres. Og det er her det Strategiske Koncept kommer ind som dokumentet, 

der identificerer truslerne rettet mod NATO-landene og fastlægger de militære implikationer. 

Siden 1949 har NATO autoriseret seks strategiske koncepter.* ) Nøjagtig som indholdet har beslutningsprocessen, 

som ledte frem til vedtagelsen af disse centrale dokumenter, varieret betydeligt 

fra gang til gang. I nogle tilfælde – som i perioden frem til godkendelsen af ’den massive 

gengældelsesstrategi’ i 1957 – var processen langtrukken og kompliceret, mens forløbet i 

andre tilfælde har været kortfattet og uproblematisk. Under hele den kolde krig var alliancens 

strategiske koncepter naturligvis strengt hemmelige, men som et klart vidnesbyrd om de monumentale 

ændringer i det internationale system efter 1989, har efter-koldkrigstidens koncepter 

været frit tilgængelige for offentligheden. 

Såvel 1991- som 1999-konceptet rummer to hoveddele: En politisk del, der beskriver alliancens 

overordnede strategiske omgivelser og NATOs sikkerhedspolitiske udfordringer samt en militær 

del med guidelines for alliancemedlemmernes væbnede styrker. Helt centralt i begge dokumenter 

står de såkaldte ’Fundamental Security Tasks’ eller fundamentale sikkerhedsopgaver, 

som i en vis forstand kondenserer og resumerer indholdet i det Strategiske Koncepts politiske 

afsnit. 1991-konceptet rummer fire sådanne fundamentale sikkerhedsopgaver: 1) 

– ”At levere et af de uundværlige grundlag for et stabilt sikkerhedsmiljø i Europa…” 

– ”At tjene, som foreskrevet i den Nordatlantiske Traktats artikel 4, som et transatlantisk 

forum for de allieredes konsultationer om alle emner, som påvirker deres vitale interesser…” 

– ”At afskrække og forsvare imod enhver trussel om aggression overfor enhver 

NATO-medlemsstats territorium.” 

– ”At opretholde den strategiske balance indenfor Europa.” 

I 1999-versionen af det Strategiske Koncept er disse fire fundamentale sikkerhedsopgaver blevet 

til tre plus to halve: 2) 

– ”At levere et af de uundværlige grundlag for et stabilt euro-atlantisk 

sikkerhedsmiljø…” 

– ”At tjene, som foreskrevet i Washington Traktatens artikel 4, som et centralt forum for 

de allieredes konsultationer om alle emner, som påvirker deres vitale interesser…” 

– ”At afskrække og forsvare imod enhver trussel om aggression overfor enhver NATOmedlemsstat…” 

– ”Og for at øge sikkerheden og stabiliteten i det euro-atlantiske område: 

– Krisestyring: At stå klar, sag-til-sag og med konsensus… 

– Partnerskab: At fremme vidtspændende partnerskab, samarbejde og dialog 

med andre lande i det euro-atlantiske område…” 

*) De seks strategiske koncepter er: DC 6/1 (1949), MC 3/5 (1952), MC 14/2 (1957), MC 14/3 (1968), Alliancens nye Strategiske 

Koncept (1991) og Alliancens Strategiske Koncept (1999). 


80 



Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes 

territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet. 

En nærlæsning af de to koncepters fremstilling af NATOs hovedopgaver afslører en tydelig 

bevægelse væk fra det regionale og alliancens traditionelle funktioner i retning mod et engagement 

med en mere begrænset geografisk binding. Tydeligst kommer ændringen til syne 

i opgivelsen af 1991-versionens passus om at opretholde den strategiske balance i Europa. I 

1999-konceptet er dette punkt helt udgået til fordel for en formulering om at styrke sikkerhed 

og stabilitet i det euro-atlantiske område gennem krisestyring, partnerskabsaftaler, samarbejde 

og dialog. Det mindre eurocentrede fokus kommer ligeledes til udtryk i skiftet fra 1991-konceptets 

beskrivelse af alliancen som sikkerhedsgarant i ”Europa” til 1999-versionens mere diffuse 

geografiske henvisning til ”det euro-atlantiske område”. 

Set lidt fra oven tjener alliancens Strategiske Koncept i dag tre overordnede funktioner: To interne 

og én ekstern. I alle årene siden vedtagelsen af NATOs første koncept i 1949 har dokumentet 

for det første fungeret som et redskab, der kodificerer tidligere beslutninger og praksisser og 

dermed virker til at konsolidere og opdatere alliancens traktatmæssige grundlag. I den forstand 

minder udarbejdelsen af strategiske koncepter – som en centralt placeret NATO-embedsmand 

formulerede det for os – om støvsugning: Et nyt koncept sammenfatter og formaliserer rækken 

af ministerielle kommunikéer og mindre beslutninger vedtaget efter godkendelsen af det sidste 

strategiske koncept. Hvert eneste kommuniké udsendt efter et ministermøde kan i den udlægning 

beskrives som et strategisk koncept i miniature-format. Fra tid til anden opstår der et 

behov for at få ryddet op og samlet disse fragmenter i et overordnet og sammenhængende 

dokument. Hele øvelsen er dermed medvirkende til at placere alliancens mange engagementer 

og politiske udmeldinger inden for én konceptuel ramme. 

Det Strategiske Koncepts anden internt orienterede funktion er mere fremadrettet og knytter 

sig til ønsket om at give alliancens aktiviteter strategisk retning. Helt grundlæggende knytter 

denne funktion sig til fortolkningen af Washington-traktatens basale værdier og forsvaret 

af disse i en global og regional kontekst. Ideelt set giver det Strategiske Koncept således svar 

på, hvilke typer af trusler og risici alliancen skal reagere på, hvorledes en evt. reaktion skal udformes, 

og endelig hvordan balancen mellem det regionale og det globale engagement skal 

defineres. Kort fortalt skal konceptet dermed rumme en operationel forståelse af NATOs helt 

grundlæggende funktion, der kan virke som håndgribelige pejlemærker for alliancens politiske 

og militære aktiviteter. 

Efter den kolde krigs afslutning er det Strategiske Koncept blevet tildelt en tredje og mere eksternt 

orienteret funktion. I kølvandet på Warszawapagtens sammenbrud er konceptet nemlig 

også blevet en del af NATOs Public Diplomacy arbejde. I såvel 1991 som i 1999 blev dokumentet 

anvendt som et element i anstrengelserne for at kommunikere historien om en fokuseret 

og uundværlig alliance til en bredere offentlighed. I fraværet af en let identificerbar militær 

modstander skal det Strategiske Koncept signalere sammenhængskraft, mobilisere opbakning 

til aktuelle engagementer og samtidig forberede NATO-landenes befolkninger på fremtidige 

militære indsatser. Selvom det næste koncept med al sandsynlighed også bliver tænkt ind i alliancens 

Public Diplomacy aktiviteter, så er der lagt op til, at en del af den PR-mæssige ’byrde’ 


vil blive pålagt den såkaldte Declaration on Alliance Security (DAS), som regeringscheferne forventes 

at godkende på Strasbourg-Kehl topmødet i april. Ambitionen med DAS, der næppe 

bliver mere end af et par siders længde, er således at kommunikere allianceintern samhørighed 

og enighed om de overordnede strategiske linjer. 

NATOs Public Diplomacy arbejde 

NATOs Public Diplomacy Division (NATO PDD) er hjørnestenen i NATOs Public Diplomacy 

arbejde. NATO PDD er ansvarlig for at informere den brede offentlighed om NATOs aktiviteter 

og politikker gennem NATOs hjemmeside og publikationer, på seminarer, konferencer 

og NATOs Science Programme samt ikke mindst gennem kontakt til medierne. Siden 2008 har 

også en webbaseret NATO TV kanal (www.natochannel.tv) fungeret som et nyt led i NATOs 

Public Diplomacy arbejde. 

Hovedkonfliktlinjen: Det regionale eller det globale NATO? 

Når NATO-landene for alvor tager fat på reformuleringen af det Strategiske Koncept i foråret 

2009, vil uenighederne om dokumentets præcise ordlyd først og fremmest være indrammet 

af spændingen mellem to delvist modsatrettede visioner for alliancens langsigtede udvikling: 

Forestillingen om NATO som globalt orienteret sikkerhedsentreprenør overfor forestillingen om 

NATO som en aktør, hvis aktiviteter i større udstrækning er begrænset til Europa. Fortalerne for 

sidstnævnte vision taler åbent om behovet for en rebalancering af indholdet i det eksisterende 

Strategiske Koncept til fordel for Washington-traktatens artikel 5. Selvom ingen af alliancens 

medlemmer betragter bestemmelsen af NATOs kerneopgaver som et enten-eller-valg – i den 

forstand, at en øget vægtlægning af det kollektive forsvar udelukker ’out-of-area’-operationer 

og vice versa – er det åbenlyst, at der er lande, som ønsker at prioritere det udadrettede højere 

end andre. Der er således nok tale om nuanceforskelle, men det er med al sandsynlighed netop 

spørgsmålet om betoningen af det regionale overfor det globale, der kommer til at udgøre 

hovedkonfliktlinjen under forhandlingerne om et nyt Strategisk Koncept. 

Hidtil har USA været den varmeste fortaler for en alliance med en global opgaveportefølje og 

et mere institutionaliseret samarbejde med ligesindede globale partnere. I Washingtons optik 

bør NATO i stadig større udstrækning have opmærksomheden rettet mod at skabe stabilitet 

og imødegå sikkerhedsrisici i regioner fjernt fra Europa. For USA er transnational terrorisme og 

fejlslagne stater de centrale udfordringer, og de forsvars- og sikkerhedspolitiske instrumenter 

– herunder NATO – må derfor tilpasses til brug i regioner fjernt fra Europa. Vel var den nu afgåede 

Bush-administration bekymret over Ruslands fremfærd i bl.a. Kaukasus (læs mere om 

krigen mellem Rusland og Georgien i boksen s. 88 i denne bog (red.)), men set fra amerikansk 

side bør Moskvas sabelraslen ikke give anledning til en tilbagerulning af udviklingen i retning 

af et større globalt engagement. Operationer langt fra alliancens traditionelle missionsområde 

bør ikke være undtagelsen, men reglen. Som formuleret af den amerikanske NATO-ambassadør 

Kurt Volker i en tale i Washington i begyndelsen af december: 


82 


”Der er sket en masse i Øst. Det handler ikke alt sammen om Georgien, selv om det er en del af det. 

Det har sat disse dagsordner tilbage på NATOs prioriteringsliste. Jeg håber ikke, vi overdriver det. 

Jeg håber ikke, vi tror, dette er hele NATOs dagsorden. Selv når jeg ser på det nu, ser jeg det kun 

som måske højst 40 procent af det, vi bliver nødt til at tænke på, fordi der er mange andre ting, 

som er vigtigere og mere presserende, specielt operationer i Afghanistan og de nye typer sikkerhedstrusler, 

som vi må forholde os til såsom terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben 

og fejlslagne stater og konsekvenserne af alle disse ting.” 3) 

Udover USA har også Storbritannien, Holland og Danmark slået til lyd for en fortsat omstilling af 

alliancen. Selvom disse lande i stor udstrækning deler den amerikanske entusiasme for et mere 

udadrettet NATO, så har opbakningen også i nogen udstrækning været motiveret af ønsket om 

at undgå, at Washington med tiden kommer til at betragte alliancen som et irrelevant samarbejde, 

der kun i begrænset omfang tjener amerikanske interesser. Navnlig britiske beslutningstagere 

har argumenteret for, at NATO risikerer at blive marginaliseret, hvis alliancen tildeler sig 

selv en for snævert defineret europæisk rolle. Dette syn kommer utvetydigt til udtryk i en rapport 

udarbejdet for det britiske Underhus’ Forsvarsudvalg fra 2008: 

“Hvis NATO begrænser sig selv til en regional rolle, risikerer den [NATO] at blive marginaliseret. 

NATOs villighed til at opfylde en global rolle er kritisk i forhold til USA’s fortsatte støtte. Uden 

amerikansk støtte har NATO ingen fremtid. Men amerikansk støtte er afhængig af, at NATO bliver 

mere egnet, anvendelig og fleksibel, og at de europæiske allierede bidrager mere.” 4) 

Overfor denne globalistiske dagsorden står en gruppe af medlemslandes ønske om en stærkere 

tilkendegivelse af NATOs rolle som kollektivt forsvar med en tydelig europæisk forankring. 

I denne vision for alliancens fremtid udgør Rusland den mest presserende sikkerhedspolitiske 

udfordring. Det Strategiske Koncept bør derfor reformuleres, så artikel 5 og den kollektive 

sikkerhedsgaranti igen bliver tildelt en mere prominent placering. De såkaldte ’artikel 5-lande’ 

har ved flere lejligheder plæderet for en ’rebalancering af det Strategiske Koncept’ samt en 

fornyet betoning af alliancemedlemmernes gensidige forsvarsforpligtigelser. Nok er det de færreste 

medlemmer af denne gruppe af lande – der først og fremmest inkluderer størstedelen af 

de nye medlemslande, men også i nogen udstrækning Norge og Tyrkiet – som forestiller sig, at 

1991-konceptets formulering om NATO som middel til fremme af opretholdelsen af den strategiske 

balance i Europa skal genoplives. Men ikke desto mindre nærer de et stærkt ønske om 

at revitalisere musketéreden. For megen fokus på det globale og udadrettede vil – i den udlægning 

– medvirke til at devaluere værdien af artikel 5. 

Selvom ingen af NATOs medlemslande bekender sig ensidigt til én af de to visioner for det 

transatlantiske samarbejdes fremtid, så vil det i høj grad være spændingen mellem disse positioner, 

der kommer til at sætte rammerne for de kommende måneders meningsudvekslinger 

om alliancens nye Strategiske Koncept. Debatten vil dermed også afspejle, at NATO i dag – i 

modsætning til under den kolde krig – udfylder vidt forskellige funktioner for forskellige alliancemedlemmer: 

For nogle medlemslande er NATO primært en global eksportør af stabilitet; 

for andre er NATO frem for alt en garanti for hård sikkerhed. Det overordnede resultat er en alliance, 

som i langt højere grad end tidligere er præget af en form for strategisk skizofreni. 


Konklusion: Det globale eller det regionale? 

Hvilken vision for NATOs fremtidige virke kommer til at få størst indflydelse på indholdet af det 

kommende Strategiske Koncept? Vil global stabilitetsprojektion blive fremstillet som reglen eller 

undtagelsen? Set i lyset af de aktuelle og endnu ganske betydelige forskelle, der præger 

medlemslandenes syn på alliancens grundlæggende opgaver og funktioner, er det vores forventning, 

at det nye Strategiske Koncept kun i mindre udstrækning vil adskille sig fra det eksisterende. 

Kredsen af medlemslande vil næppe kunne nå til enighed om vidtgående ændringer, 

og tilbagefaldspositionen vil blive 1999-konceptet. Det er muligt, at Frankrigs forøgede interesse 

for det transatlantiske samarbejde og tilnærmelse til Washington vil føre til en mere klar 

og konstruktiv beskrivelse af forholdet mellem NATO og EU, men i spørgsmålet om alliancens 

geografiske rækkevidde vil det nye koncept næppe bryde radikalt med det nuværende Strategiske 

Koncept. NATO-landenes 

laveste strategiske fællesnævner 

har således ikke flyttet sig afgørende 

siden slutningen af 

1990’erne. De lande, som sympatiserer 

med forestillingen om 

NATO som en mere globalt orienteret 

spiller, vil argumentere 

for, at et stort engagement fjernt 

fra Europa ikke svækker værdien 

af artikel 5, og – endvidere 

– at militære styrker udrustet og 

trænet til international udsendelse 

også lader sig anvende til 

territorialforsvar. Det er imidlertid 

mindre sandsynligt, at en 

række af de nye medlemslande 

er parate til at lade sig flytte af 

denne type ræsonnementer. 

På længere sigt er der dog 

grund til at forvente, at NATO vil 

fortsætte bevægelsen fra det re- 

Om USA også i fremtiden vil støtte NATO, er afgørende for alliancens fremtid. 

Her USA’s nye præsident Barack Obama. Foto: Hasse Ferrold 

gionale mod det globale. Fordi en transatlantisk alliance med en snæver tilknytning til Europa 

vil være af begrænset strategisk relevans for USA – og fordi et reduceret amerikansk engagement 

i Europa først og fremmest vil ramme de såkaldte ’artikel 5-lande’ – er der udsigt til, at 

modstanden mod at opbløde alliancens selvpåførte geografiske restriktioner vil blive yderligere 

reduceret. Det paradoksale forhold er således, at de lande, som først og fremmest ser NATO som 

en sikkerhedsgaranti mod Rusland – og dermed fremhæver alliancens regionale rolle – også er 

de alliancemedlemmer, der er mest sårbare overfor pres fra alliancens førende globalist USA. 

Selv om et kommende strategisk koncept næppe vil ændre grundlæggende på balancen mellem 

alliancens traditionelle opgaver og de mere udadrettede aktiviteter, er det derfor sandsynligt, 

at NATO på længere sigt vil videreføre efterkoldkrigstidens omstillingsproces. 


8 


Hvis du vil vide mere om NATOs nye Strategiske Koncept, 

anbefaler forfatterne følgende: 

Come Home NATO? The Atlantic Alliance’s New Strategic Concept (DIIS Report no. 4, 2009) 

skrevet af Jens Ringsmose & Sten Rynning (udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier 

(DIIS), 2009) 

NATO and Global Partnerships – to be global or to act globally? (DIIS Report no. 7, 2008) skrevet 

af Trine Flockhart og Kristian Søby Kristensen (udgivet af Dansk Institut for Internationale 

Studier (DIIS), 2008) 

NATO Strategy Documents 1949-1969 redigeret af Gregory W. Pedlow (udgivet af NATO, 

1997) 

Dokumentet er tilgængeligt online på http://www.nato.int/docu/stratdoc/eng/intro.pdf 

NATO’s New Strategic Concept: Coherent Blueprint or Conceptual Muddle skrevet af Ted Galen 

Carpenter (udgivet af Journal of Strategic Studies i vol. 23, issue 3, 2000) 

The Alliance’s Strategic Concept (Agreed by the Heads of State and Government participating 

in the meeting of the North Atlantic Council, 8th November 1991) 


The Alliance’s Strategic Concept (Approved by the Heads of State and Government participating 

in the meeting of the North Atlantic Council, 23rd-24th April 1999) 

Dokumentet er tilgængeligt online på http://www.nato.int/docu/pr/1999/p99-065e.htm 


1) North Atlantic Council, 1991 

2) North Atlantic Council, 1999 

3) Volker, 2008 

4) House of Commons, 2007-08: 3 


kapitel 

v 

Fremtidens missioner 

og udfordringer 

Indledning 

Af Ambassadør Per Poulsen-Hansen, 

Danmarks Faste Repræsentation 

ved NATO, DANATO 

Det er med festskrifter som med festtaler ved runde fødselsdage i familien: Man opridser fødselarens 

lange liv og meritter gennem årene og skåler også gerne for held og lykke fremover. De 

fleste afstår fra ved sådanne lejligheder at spekulere i, hvad fødselaren vil få de næste år til at gå 

med, og om vedkommende er godt forberedt på fremtidens udfordringer. 

Så nemt slipper et festskrift i anledning af NATOs 60-års jubilæum 

dog ikke. Det er også helt naturligt. Fortidens resultater 

og nutidens øjebliksbilleder er vigtige, men det er fremtidens 

retning, der er afgørende. NATO-samarbejdet og de politiske 

rammer herfor er i stadig bevægelse, og alliancen har altid 

været tvunget til at se fremad. Tænk blot på de seneste 15 

år og de omvæltninger, de har budt på for NATO: Den første 

militære magtanvendelse i Bosnien i 1994 og siden i Serbien 

for at stoppe etniske udrensninger i Kosovo i 1999, flere udvidelsesrunder, 

angrebet på USA den 11. september 2001, 

der udløste den første anvendelse af alliancens kollektive forsvarsforpligtigelse, den såkaldte 

musketéred, og i forlængelse heraf NATOs første omfattende indsats langt fra vores egen del af 

verden: Operationen i Afghanistan. 

Jeg er i min egenskab af dansk NATO-ambassadør blevet bedt om kritisk at vurdere NATOs 

fremtidige rolle og eksistens. Lad mig understrege med det samme, at det følgende ikke er 

en akademisk analyse. Det er derimod et partsindlæg fra en person, der med snart 36 år i internationalt 

diplomati med sikkerhedspolitik som centralt omdrejningspunkt er overbevist om 

ikke blot NATOs hidtidige betydning, men ikke mindst også om NATO som fortsat transatlantisk 

nødvendighed. Set fra min stol er det således ikke et spørgsmål, om NATO fortsat vil eksistere 

og fungere, men snarere hvilke udfordringer NATO vil stå overfor i fremtiden, samt hvor hurtigt 

NATO vil være i stand til at omstille sig til dem. 

Der er i øjeblikket en række udfordringer, som vil komme til at fylde mere på alliancens dagsorden 

de næste 10 år og som på flere måder vil stille nye krav. Eksempler herpå er cyber-forsvar 

og energisikkerhed, men også NATOs rolle i det høje nord (Arktis) i lyset af de særlige strategiske 

udfordringer og muligheder, som de forventede klimaforandringer i denne region vil 


8 


medføre. Parallelt hermed vil der selvfølgelig fortsat være en række velkendte områder, som 

med sikkerhed vil strække sig ind i NATOs næste mange leveår, men som undervejs vil skifte 

karakter – præcis som de har skiftet karakter tidligere. Oplagte eksempler herpå er indsatsen i 

Afghanistan samt det vigtige forhold til Rusland. 

Når man offentligt drøfter NATO, er der en tendens til at antage, at der blandt medlemslandene 

altid er rimelig fuld enighed om vejen frem. Denne antagelse overser imidlertid vigtigheden 

af NATO som et forum for dialog og konsultationer. Det er et sundhedstegn, at der opstår og 

er plads til uenighed, når mange forskellige holdninger og argumenter mødes, hvilket man oplever 

i det daglige arbejde i NATO. NATO-samarbejdet er således, helt på linje med situationen 

i andre internationale organisationer, præget af en række holdningsforskelle, som skal bringes 

sammen i en ofte vanskelig proces. Aktuelt vil jeg pege på følgende områder: 

– Vægtningen af forsvaret af eget territorium i forhold til stabiliseringsindsatser uden 

for NATOs område og de deraf afledte konsekvenser for omstillingen af NATOs militære 

styrker. 

– Balancen mellem på den ene side princippet om alliancen som åben for europæiske 

lande, der opfylder NATOs kriterier for medlemskab, og på den anden side geo- og 

realpolitiske overvejelser, herunder forholdet til Rusland. 

– Vægtningen af NATOs behov for som politisk aktør og leder af operationer hurtigt 

og effektivt at kunne træffe beslutninger, overfor NATO som unikt transatlantisk 

konsultationsforum, hvor konsensus er det styrende princip. 

– Arbejdsdelingen mellem NATO og andre nationale og internationale aktører, 

herunder samspillet mellem militære og civile aktører. F.eks. indeholder samarbejdet 

med EU nogle konkrete udfordringer i en periode, hvor begge organisationer og 

deres rammebetingelser er under hastig forandring. 

I den følgende gennemgang af alliancens fremtidige udfordringer vil jeg omtale disse problemstillinger 

nærmere. 

Tilpasning af NATOs traditionelle ’kerneydelser’ 

Evnen til kollektivt forsvar er af central betydning. Både den fælles planlægningsproces, hvor 

de nationale planer for militært forsvar sammenholdes med alliancens behov, og den fælles 

militære kommandostruktur, som skal lede NATOs styrker under en krig, er blevet opbygget 

gradvist og løbende tilpasset udviklingen. 

Alliancens militære styrker blev – heldigvis – aldrig aktiveret i en NATO-ramme under den kolde 

krig. Men arbejdet med planlægning havde og har stor betydning for de militære styrkers evne 

til at operere sammen i NATOs egne krisestyringsoperationer, i FN, EU eller i en koalition. Det er 

i NATO, at landene bliver enige om fælles standarder og doktriner (som både FN og EU læner 

sig op ad). 


Transformation 

Siden den kolde krigs afslutning er der sket en omfattende tilpasning, som fortsat er i gang 

– man taler i NATO om ’transformation’. Oprindeligt blev transformationsprocessen set som 

omstillingsprocessen af de allieredes forsvar fra tungt, statisk og territorielt fokuseret forsvar 

til fleksibelt anvendelige, værnsfælles styrker, der kunne deployeres over store afstande og 

indsættes i multinationale rammer. Hastigheden i den sikkerhedspolitiske udvikling betyder 

imidlertid, at transformationsprocessen er blevet konstant og også i endnu højere grad politisk. 

Transformation anvendes i dag om den løbende tilpasning af alliancens og de allieredes politikker 

og doktriner, organisation og faciliteter, træning og uddannelse, materiel, ledelsesstrukturer 

og beslutningsprocesser. 

Transformationsprocessen berører således ikke kun de allieredes forsvarsstrukturer, men hele 

krisestyringsområdet. Indsatsen i Afghanistan og koncepter som civil-militær ’samtænkning’ 

og militærets rolle i stabilisering og genopbygning har gjort transformation til et projekt, der 

berører andet og mere end det nationale forsvar. Derfor er transformationsprocessen også 

vanskelig, men den kan og skal alligevel accelereres, for at NATOs medlemmer effektivt kan 

imødegå nutidens forskelligartede trusler i samarbejde med andre nationale og internationale 

aktører. 

NATOs forsvarsplanlægningsproces indgår selvsagt også i denne udvikling. Det er ambitionen 

at trække planlægningsdisciplinerne sammen på en mere simpel og homogen facon, så forsvarsplanlægningen 

både kan bidrage til prioritering af de langsigtede udviklingsmål og afhjælpning 

af de akutte, operative mangler. Samtidig skal planlægningen være bedre tilpasset 

nationernes egne behov for rådgivning og dialog. 

NATOs fællesfinansierede kommandostruktur er også under tilpasning til udviklingen i trusselsbilleder 

og opgaver. Fra at skulle kunne lede et intenst forsvar af alliancens territorium skal 

NATOs kommandostruktur i dag kunne lede komplekse og langvarige operationer uden for 

NATOs eget område og herunder oprette regionale og lokale hovedkvarterer for en indsat styrke 

i operationsområdet. Det stiller nye krav til NATOs fælles kommandostruktur. 

Endelig er også NATOs politiske beslutningsproces under løbende tilpasning. En hovedkvartersreform 

har været på dagsordenen de seneste år. Ledelse af flere igangværende operationer 

og konstant tilpasning til ændrede vilkår kræver smidige og effektive beslutningsprocesser. 

NATOs fælles militære kommandostruktur 

NATOs fælles kommandostruktur udgør en meget væsentlig del af grundlaget for NATOs 

evne til kollektivt forsvar og krisestyringsoperationer. Udover at forberede og gennemføre 

operationer er kommandostrukturens hovedkvarterer ansvarlige for at udvikle planer og 

doktriner samt at tilvænne multinationalt personel til fælles NATO-procedurer. Kommandostrukturen 

har været genstand for tilpasninger siden afslutningen på den kolde krig i takt 

med NATOs nye krisestyringsrolle på bl.a. Balkan og ikke mindst operationer som NATOs 

engagement i Afghanistan. 

Kilde: Forsvarsministeriet (www.fmn.dk). 


88 


Der er også behov for at styrke generalsekretærens administrative beføjelser i hovedkvarteret. 

Det betyder ikke, at der vil blive ændret ved, at NATO kun træffer beslutninger ved konsensus. 

Men det betyder, at NATO, ikke mindst i lyset af hidtidige erfaringer fra Afghanistan, skal kunne 

træffe hurtigere beslutninger. 

Danmark har ligget i front i NATOs transformationsproces. Dels gennem ændringer i dansk forsvar, 

dels i NATOs arbejde. Denne indsats bør fortsættes i de kommende år. I forhold til vores 

størrelse har vi gode muligheder for konkret at kunne præge udviklingen på disse områder. En 

række lande er skeptiske i forhold til forandring/transformation, men jeg er imidlertid ikke i tvivl 

om, at udviklingen vil gå i retning af et stadig mere omstillingsparat NATO. 

Territorialforsvar og krisestyring 

Da NATO for ti år siden senest justerede sit strategiske koncept, blev NATOs indsatsområde udvidet, 

således at europæisk sikkerhed og demokratiske værdier ikke kun skulle garanteres inden 

for de allieredes territorium, men også uden for medlemslandenes grænser. I dag er diskussionen 

om, hvad NATOs primære fokus bør være vendt tilbage. Ingen forventer en tilbagevenden 

til et statisk trusselsbillede, men den væbnede konflikt i Georgien i 2008 samt de seneste års 

naturlige fokus på indsatser i Kosovo og Afghanistan har i nogle af de senest tilkomne allierede 

sat fornyet fokus på NATOs evne til at imødegå ustabilitet i det nære euro-atlantiske område. 

Der er enighed om, at NATO skal kunne løse både de ’gamle’ og de ’nye’ opgaver, men vægtningen 

mellem de to afhænger af synet på trusselsbilledet. Det er en væsentlig debat, som må og 

skal fortsætte i NATO. Historien har lært os, at det er svært at spå om fremtiden. Konstant dialog 

og debat skal også sikre imod overraskelser. 

I min optik bør alliancens kerneopgave også fremover være at sikre fred, sikkerhed og stabilitet 

for (og ikke kun i) det euro-atlantiske område, og alliancens kapaciteter bør svare hertil. Med 

andre ord er der behov for multifacetterede styrker, der kan flyttes over store afstande i og uden 

Krigen i Georgien 2008 

Krigen i Georgien i august 2008 var en lynkrig mellem Rusland og Georgien. Baggrunden 

for krigen er en lang og fortsat uafklaret konflikt mellem Rusland og Georgien omkring de 

to udbryderregioner Abkhazien og Sydossetiens status. Begge regioner er en del af Georgien, 

men har siden begyndelsen af 1990’erne forsøgt at løsrive sig fra Georgien, og Rusland har 

støttet udbryderregionerne i deres kamp for selvstændighed bl.a. ved at give russisk statsborgerskab 

til abkhazere og sydossetere. Diskussionerne om hvem der begyndte krigen og 

hvorfor er endnu ikke slut. Russerne mener, at de med deres styrkers fremmarch til den sydossetiske 

hovedby Tskhinvali forhindrede en georgisk nedkæmpning af ossetiske udbryderdemonstranter. 

Georgien hævder derimod, at landet var nødsaget til at sætte tropper ind 

imod demonstranterne og gå i krig mod de russiske styrker. Begrundelsen er, at Rusland, 

ifølge georgierne, i årevis har trænet separatisterne og forsynet dem med våben, at Rusland 

har optrappet konflikten i månederne op til krigens udbrud og intensivt bombet georgiske 

landsbyer og andre ikke-militære mål. Under EU-forhandlinger lykkedes det at iværksætte 

en våbenhvile mellem de stridende parter, hvorefter en tilbagetrækning af de russiske styrker 

til de i våbenhvilen forhandlede grænser begyndte, og en bufferzone rundt om Sydossetien 

blev etableret. 


for Europa og udføre en række meget forskelligartede og vanskelige opgaver, potentielt under 

primitive vilkår. Det er i den sammenhæng afgørende, at man løser de udeståender, der forhindrer 

et fuldstændigt gnidningsfrit samarbejde med bl.a. EU, og at man styrker samarbejdet med 

FN. NATO opererer allerede nu ikke alene, og det er nødvendigt at forberede sig på, at NATO i 

den nærmeste fremtid i højere grad bliver et delelement af bredere indsatser. 

Operationer og civil-militær samtænkning 

NATOs kerneydelse er og bliver at levere militære kapabiliteter til operationer, selv om vilkårene 

for indsættelsen har ændret sig markant inden for blot de seneste år. Det er derfor afgørende, at 

alliancens evne opretholdes til effektivt og hurtigt at kunne indsætte styrker uanset vilkårene. 

Dette vil være en central udfordring for NATO også i de kommende år. 

Civil-militær samtænkning 

’Civil-militær samtænkning’ er et forsøg på at kombinere en militær sikkerhedsindsats med 

en civil genopbygningsindsats. Formålet med civil-militær samtænkning er at bidrage til, at 

instrumenter, der traditionelt har været anvendt hver for sig; militærmagt, humanitær assistance, 

udviklingsbistand og diplomati, anvendes på en koordineret og sammenhængende 

facon, så den samlede effekt øges. Udfordringen i samtænkning ligger bl.a. i, hvordan man 

udfærdiger og implementerer en så bredspektret fredsopbygning, som kan omfatte afvæbning 

af tidligere oprørsstyrker, opbygning af nye politiske strukturer, opbygning af lov og orden 

og forbedring af sociale forhold som sundhed og uddannelser, samtidig med at sikkerhed 

og stabilitet fastholdes. 

Kilde: Udenrigsministeriet (www.um.dk) 

Ser man eksempelvis på NATOs igangværende operation i Afghanistan, har indlæringskurven 

været stejl, lige siden alliancen overtog ledelsen af den FN-mandaterede internationale sikkerhedsstyrke 

(International Security Assistance Force, ISAF) i Afghanistan i august 2003. 

ISAF er NATOs største operation og den første uden for det euro-atlantiske område. Der er tale 

om en meget vanskelig opgave. Erfaringen fra Afghanistan viser, at en fuldt integreret politisk, 

civil og militær indsats er forudsætningen for bæredygtige fremskridt i landet. Udviklingen i 

sikkerhedssituationen de seneste år har ført til en stigende fælles forståelse for sammenhængen 

mellem sikkerhed og genopbygning. NATO har som reaktion herpå gradvist udviklet en 

strategisk tilgang, der samtænker terror- og oprørsbekæmpelsen med den civile bistandsindsats. 

Den traditionelle tankegang om sikkerheds- og udviklingsindsatsen som et forløb, hvor militære 

styrker først sikrer et område, hvorefter der kan gennemføres genopbygnings- og udviklingsaktiviteter, 

gælder ikke i Afghanistan. Her stilles i stedet helt særlige krav til et aktivt og 

fleksibelt samspil mellem den militære og den civile indsats og dermed nødvendigvis også mellem 

de involverede internationale organisationer. FN og NATO har derfor sammen med den afghanske 

regering løbende justeret de strategiske planer og opprioriteret en øget integration af 

indsatserne med vægt på, at det både tidligt i planlægningen og under gennemførelsen sikres, 

at de militære og civile indsatser gensidigt understøtter hinanden. En succesfuld koordineret 


90 


tilgang til krisestyringsoperationer vil være essentiel for fremtidige indsatser, og NATOs evne til 

at koordinere med andre internationale organisationer må fortsat udvikles og styrkes. 

Der vil uden tvivl også fremover være efterspørgsel efter NATOs evne til at lede eller bidrage 

til operationer. De senere års debat om utilstrækkelige styrkebidrag samt byrdedeling understreger 

imidlertid vigtigheden af sammenhæng mellem de politiske beslutninger og viljen og 

evnen til at bidrage med de nødvendige styrker. Er misforholdet for stort, påvirkes NATOs evne 

til opgaveløsning og dermed NATOs troværdighed negativt. 

Spredning af masseødelæggelsesvåben og missilforsvar 

Imødegåelse af spredning af masseødelæggelsesvåben er en alvorlig udfordring. Det skyldes 

bl.a., at teknologien til at udvikle nukleare, kemiske og biologiske våben løbende spredes og 

raffineres. 

Alliancen står her over for en helt anderledes udfordring end under den kolde krig: Hvordan 

lægger man politisk pres på et land, der ikke følger de normale politiske spilleregler? Hvorledes 

afskrækkes regimer, som ikke nødvendigvis bekymrer sig om tab af menneskeliv eller en terrorbevægelse, 

der jo hverken har noget sæde i FN eller kan stedfæstes til et afgrænset geografisk 

område? I sådanne tilfælde vil den rette kombination af diplomatiske, politiske og økonomiske 

tiltag være afgørende, og både EU og FN vil også fremover spille en central rolle. Men 

også NATO bør engagere sig mere intensivt i alle dimensioner af kampen mod spredning af 

masseødelæggelsesvåben: Det første mål er at forhindre, at kritiske teknologier overhovedet 

spredes til nye lande. Er der allerede sket en sådan spredning, vil næste trin være at forsøge at 

overtale de nye ’ejere’ til at opgive deres projekter – primært gennem politiske tiltag. Endelig 

er det en mulighed at imødegå et angreb med masseødelæggelsesvåben gennem et aktivt 

forsvar, der kan reducere sandsynligheden for, at et angreb lykkes, og gennem et effektivt civilt 

beredskab, der kan reducere følgevirkningerne ved et angreb. 

Et eksempel på aktivt forsvar er et missilforsvar, altså en evne til at nedskyde indkommende 

missiler, inden de når frem til deres mål. Netop dette emne vil med sikkerhed være på NATOs 

dagsorden de næste mange år. NATO arbejder allerede med at etablere et mindre, mobilt missilforsvar, 

der skal kunne beskytte alliancens udsendte styrker i forbindelse med internationale 

operationer. Aktuelt drøftes desuden mulighederne for at sammenkoble det nationale amerikanske 

system med et NATO-system, således at de allierede kan beskyttes. En række aspekter 

er genstand for nærmere analyser og overvejelser, herunder udviklingen i trusselsbilledet, 

udgifterne til et sådant system samt systemets indvirkning på den overordnede strategiske 

stabilitet, herunder forholdet til Rusland. Det er ikke klart, hvor denne ret vanskelige sag vil 

bevæge sig hen, specielt i lyset af administrationsskiftet i USA. En væsentlig faktor vil være princippet 

om sikkerhedens udelelighed – og som en underliggende faktor forholdet til Rusland 

– men i sidste ende vil det afgørende være udviklingen i missiltruslen. 

I den globale politiske debat om tiltag mod spredning af masseødelæggelsesvåben og ønsket 

om yderligere nuklear nedrustning er NATO ikke den mest centrale aktør sammenlignet med 

f.eks. FN og EU. Dette kan delvis forklares med alliancens natur og historie samt med NATOlandenes 

forskellige nukleare status. Uanset disse forhold er der dog et stigende behov for, at 

NATO udvikler en skarpere offentlig profil på området, og der bør være en dansk interesse i at 

støtte en sådan indsats. 


Nye trusler og udfordringer som NATO skal forholde sig til 

Globaliseringen og den teknologiske udvikling har gjort verden mindre og mere sårbar over for 

andre trusler end de rent militære. Samtidig er vi i den situation, at fraværet af en direkte konventionel 

trussel gør det muligt at fokusere på andre trusler, som måske aktuelt er små, men potentielt 

ganske alvorlige. Det såkaldt brede sikkerhedsbegreb omfatter ikke blot tilgrænsende 

områder, men også trusler mod det moderne samfunds IT-strukturer, forsyninger og selvsagt 

angreb fra terrorgrupper med rødder i og uden for al- 

liancens eget territorium. Også militære styrker er blevet 

mere afhængige af ny teknologi og moderne kommunikationsmidler. 

Der er således mange grunde til, at 

disse emner også er på NATOs dagsorden. Men NATO er 

ikke den eneste spiller på banen. Den nye type trusler vil 

kræve en holdindsats, hvor NATO blot er én af aktørerne. 

Men NATO vil være med på banen. 

Cyber-angreb 

Stats- og regeringscheferne besluttede på NATO-topmødet i Riga i 2006, at alliancen skulle arbejde 

videre med visse aspekter af beskyttelse af informationssystemer af vital betydning for 

alliancen (’Cyber Defence’). Indtil cyber-angrebene på Estland i slutningen af april 2007 var der 

ikke egentlig fremdrift på området. De komplekse juridiske og politiske spørgsmål forbundet 

med afgrænsningen af NATOs potentielle rolle inden for cyber-forsvar vanskeliggjorde processen, 

og hele den overordnede tilgang var præget af, at området var nyt for alliancen og for de 

enkelte lande. 

I begyndelsen af 2008 forhandledes NATO Cyber Defence Policy på plads. Den definerer NATOs 

rolle som beskyttelse af NATOs egne systemer og koordination og understøttelse af de allieredes 

nationale indsats, herunder støtte i forbindelse med et konkret angreb. Stats- og regeringscheferne 

fastlagde på Bukarest-topmødet i 2008 en politik på området med hensyn til beskyttelse, 

vidensdeling og kapacitetsopbygning. 

Der er næppe tvivl om, at den igangværende teknologiske udvikling kombineret med stigende 

anvendelse af IT i specifikke operationer fremover i meget betydelig grad vil tvinge både de enkelte 

lande og NATO til at opprioritere dette område. Det er nødvendigt, hvis NATO skal være i 

stand til at følge med udviklingen, der foregår i et sådant tempo, at selv meget ressourcestærke 

lande har vanskeligheder ved at udvikle modforanstaltninger hurtigt nok. Den danske interesse 

i en fælles indsats i cyber-forsvar er indlysende. 

Cyber-angrebene på Estland 2007 

“ Men NATO er ikke den eneste 

spiller på banen. Den nye type 

trusler vil kræve en holdindsats, 

hvor NATO blot er én af 

aktørerne. Men NATO vil 

være med på banen. 

“ 

Cyber-angrebene på Estland i 2007 betegnes som de værste, verden endnu har set. Heftige 

hacker-angreb ramte i en periode på ca. en måned hjemmesider tilhørende regeringen, politiske 

partier, tre af de største nyhedsselskaber, Estlands to største banker og kommunikationsfirmaer, 

og fik hjemmesiderne til at gå ned. Angrebene var så alvorlige, at både EU og NATO 

blev inddraget i opklaringen. 


92 


NATO skal beslutte sig for, hvorledes man betragter og reagerer på et cyber-angreb: Kan det betragtes 

som et traditionelt militært angreb, der forpligter de allierede til kollektivt forsvar? Skal 

alliancen råde over mere end forsvarskapabiliteter og eksempelvis kunne gå til modangreb? 

Dette er vanskelige spørgsmål, som vi skal forholde os til. 

Energisikkerhed 

Et andet emne, som også i årene fremover vil være på NATOs dagsorden, er energisikkerhed. 

Et stort antal NATO-lande er afhængige af importeret energi i form af gas eller olie, som transporteres 

over store afstande. Disse transportveje er imidlertid både komplekse og sårbare. De 

seneste års hændelser på gasområdet har tydeliggjort de fleste samfunds sårbarhed over for 

konsekvenserne af afbrydelser af energiforsyningen. NATO er ikke den mest centrale aktør på 

området. EU har således flere relevante instrumenter at spille på. Der er i NATO forskellige vurderinger 

af, hvilken profil alliancen skal have på området, men dog enighed om, at NATO som et 

minimum skal bidrage til beskyttelse af kritisk energi-infrastruktur, såfremt der opstår et behov 

for det. Det militære element er altså blot ét aspekt blandt flere, hvis relevans dog er indiskutabel. 

Energisikkerhed er derfor for mange allierede en væsentlig sikkerhedspolitisk faktor, som 

alliancen bør forholde sig til. (Læs mere om energisikkerhed i et NATO perspektiv i Energisikkerhed 

– er det bare gas? EU og NATO – energiforsyning i et sikkerhedsperspektiv, Atlantsammenslutningen 

2008 (red.).) 

Det høje nord 

Noget så ikke-militært som klimaændringer vil også medføre nye og væsentlige sikkerhedspolitiske 

udfordringer for NATO. I takt med, at isen smelter i den arktiske region, vil der blive åbnet for 

nye sejlruter mellem Nordamerikas og Ruslands nordlige kystlinjer og for hidtil utilgængelige 

energiressourcer. Det kan medføre øget sejlads, fiskeri og turisme i regionen, men potentielt 

også regionale spændinger og modstridende territorielle rettighedskrav, herunder specielt i 

relation til adgang til energiressourcerne. Den dynamiske geostrategiske udvikling, som den 

arktiske region undergår, vil åbne nye sikkerhedspolitiske perspektiver. 

Som en konsekvens er den internationale interesse i det høje nord stigende. Det gælder 

naturligvis også fra russisk side, og Rusland har klart markeret sin interesse gennem øgede civile 

og militære aktiviteter i regionen. Da flere NATO-medlemslandes territorier strækker sig 

ind i de arktiske områder, er regionens transformation til et nyt geografisk interessecenter af 

stigende strategisk betydning for NATO. 

I de kommende år må NATO forudses at indgå i et tæt samarbejde med øvrige internationale 

organisationer, herunder de arktiske fora, EU og berørte lande i den arktiske region, for at imødekomme 

de nye udfordringer. NATO vil med en afmålt tilstedeværelse især kunne bidrage 

med teknisk og materiel støtte til f.eks. eftersøgning og redning på havet samt patruljering. Konturerne 

af NATOs engagement i den arktiske region er stadig uklare, men det er i alle tilfælde et 

område, hvor NATO fremover vil engagere sig. Det er samtidig oplagt, at en hel række af de muligheder 

og udfordringer, som de ændrede klimatiske forhold i den arktiske region forventes at 

medføre, må håndteres gennem et praktisk samarbejde med Rusland. Danmark har, for mig at 

se, en interesse i et afmålt og koordineret NATO-engagement i det høje nord i årene fremover. 


I takt med, at isen smelter i den arktiske region, åbnes for nye sejlruter og hidtil utilgængelige energiressourcer. Dette har 

øget den internationale interesse i det høje nord. 

Terrorisme 

Truslen fra terrorisme har i en længere periode været på NATOs dagsorden. Efter angrebet på 

USA den 11. september 2001 besluttede NATO bl.a. at engagere sig i Afghanistan og i en overvågningsmission 

i Middelhavet som led i bekæmpelsen af international terrorisme. Også de 

senere terrorbombninger i Madrid og London affødte en NATO-indsats for at koordinere eksempelvis 

udviklingen af teknologier til imødegåelse af terrorhandlinger. 

Indsatsen vil kunne komme både civilbefolkningen og soldater til gode, for terrorister – eller 

ikke-statslige aktører – er også et nyt element i traditionelle militære operationer. Indsatsen 

mod terrorisme er i det hele taget en dimension, som NATO er nødt til at inkorporere i stort set 

alle eksisterende indsatsområder. Ud over operationer og teknologisamarbejde drejer det sig, 

som tidligere nævnt, også om forsvaret mod masseødelæggelsesvåben, hvor skrækscenariet 

selvsagt er et nukleart våben i hænderne på en terrorbevægelse. Ikke-statslige aktører bliver en 

stor udfordring for NATO de næste år – især fordi alliancen, som tidligere anført, bliver nødt til 

at tænke anderledes for at finde det bedste middel til at afskrække disse aktører. 

Pirateri 

Omfanget af piraters hærgen ud for Somalias kyst nåede på et tidspunkt et niveau, hvor FN’s 

fødevareorganisation, der bl.a. sørger for nødhjælp til Somalia, havde vanskeligt ved at nå 

sikkert i havn med de kritiske forsyninger. FN’s generalsekretær anmodede derfor det internationale 

samfund om hjælp, og på den baggrund besluttede NATO i oktober 2008 at imødekomme 

anmodningen fra FN. Denne beslutning drejede sig i første omgang om at anvende dele af 


9 


NATOs stående flådestyrke til at eskortere skibe med nødhjælp. Operationen blev afsluttet med 

succes i december 2008 samtidig med, at en tilsvarende operation under EU blev iværksat. 

Erfaringerne fra NATOs første engagement i kampen mod pirater kan og skal bruges fremadrettet. 

For det første fordi problemet eksisterer endnu. Både piraterne og de bagvedliggende 

faktorer, der har skabt pirateriet, er der stadigvæk. For det andet fordi det internationale samfund 

vil blive stillet over for andre lignende ’politi-opgaver’ andre steder og under andre omstændigheder. 

I de fortsatte drøftelser bør vi, efter min mening, fra dansk side lægge vægt på at 

udnytte de særlige muligheder, som NATO råder over, i kampen mod pirateri. 

NATOs overvågningsmission i Middelhavet 

Operation Active Endeavour er et af NATOs bidrag til bekæmpelse af international terrorisme. 

I Operation Active Endeavour patruljerer og monitorerer NATO-skibe i Middelhavet for at 

opsnappe, afskrække og beskytte imod terroraktiviteter. Operationen er iværksat på grundlag 

af NATOs artikel 5-erklæring umiddelbart efter terrorangrebene mod USA den 11. september 

2001. Operationen involverede i begyndelsen kun NATO-medlemslande, men senere i forløbet 

har også ikke-NATO-medlemmer samt NATO-partnerlande bidraget til missionen. 

Medlem af boardingholdet på det tyske skib FGS Schleswig - Holstein fastroper fra en italiensk helikopter under Operation 

Active Endeavour (oktober 2003). Foto: JFC Naples/NATO 


NATOs åbne dør, nye medlemmer og stærke partnerskaber 

NATOs udvidelse 

I løbet af de seneste ti år er NATO blevet udvidet med øst- og centraleuropæiske lande. Dette 

er sket på trods af, at der i kølvandet på Berlinmurens fald og Sovjetunionens efterfølgende 

opløsning var debat om det hensigtsmæssige i fortsatte udvidelser af NATO. En række faktorer 

har imidlertid sikret NATO som en åben alliance. Den væsentligste har uden tvivl været 

landenes egne udtrykte præferencer om optagelse. Andre væsentlige faktorer har været det 

oplevede værdifællesskab og ikke mindst det faktum, at medlemskabsperspektivet har virket 

stabiliserende i de tilfælde, hvor lande befinder sig i vanskelige transitionsfaser såvel indenrigs- 

som udenrigspolitisk. 

Hvor står vi så nu? Alliancen udvider med to Balkan-lande i indeværende år, Kroatien og Albanien, 

og flere kan forventes at blive medlemmer de kommende år: Den tidligere jugoslaviske republik 

Makedonien, hvor navnespørgsmålet er det eneste udestående, samt på lidt længere sigt 

muligvis Montenegro og Bosnien-Hercegovina. Fra det tidligere Jugoslavien ville i så fald kun 

udestå Serbien, som på baggrund af det særlige historiske forhold til NATO ikke på nuværende 

tidspunkt har udtrykt ønske om optagelse. I andre geografiske områder har såvel Ukraine som 

Georgien udtrykt ønske om optagelse, og NATO erklærede på topmødet i Bukarest i april 2008, 

at de to lande ”vil blive medlemmer” af alliancen. 

Udvidelse på Balkan er i alt væsentlighed et anliggende mellem alliancen og de ansøgende 

lande. Dette er principielt også tilfældet vedrørende Ukraine og Georgien. Imidlertid har Rusland 

klart tilkendegivet, at man modsætter sig, at Georgien og i særdeleshed Ukraine optages. 

Rusland finder, at en sådan udvidelse vil ske på bekostning af russisk sikkerhed og har erklæret, 

at det vil få negative konsekvenser for alliancen. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at alliancen 

fortsat bekender sig til princippet om en åben dør, hvor den grundliggende rettesnor for fortsat 

udvidelse er en vurdering af de enkelte landes ønsker og parathed. Dette stemmer overens 

med den danske grundholdning, som også vil blive præget af, at de næste udvidelser må ses i 

et mellemlangt perspektiv. 

NATOs partnerskaber 

Det er af central vigtighed for NATO at sikre stabilitet i hele det euro-atlantiske område. Derfor 

har NATO gennem det seneste årti udviklet en bred vifte af programmer til og partnerskaber 

med lande uden for alliancen. Samarbejdsprogrammerne og partnerskaberne er rettet mod 

at styrke demokratiserings- og reformbestræbelserne i de involverede lande gennem forsvarsreformer, 

og programmerne er bl.a. rettet mod at sikre og styrke civil kontrol med de væbnede 

styrker. ’Partnerskab for Fred’ (PfP)-programmet skræddersys individuelt til hvert partnerland. 

Det ’Euro-Atlantiske Partnerskabsråd’ (EAPC) er det primære forum for konsultation og samarbejde 

mellem NATO og lande uden for NATO i det euro-atlantiske område. EAPC omfatter 

samtlige NATO- og PfP-lande, i alt 50 lande. Formålet er at skabe en politisk overbygning til PfPsamarbejdet 

og en ramme for politisk dialog. (For en nærmere gennemgang af de forskellige 

partnerskaber se kapitlet Mod et globalt NATO? Partnerskaber og udvidelse i denne bog (red.).) 


9 

NATO og Rusland 


NATOs samarbejde med Rusland fortjener særlig interesse. I 1997 oprettede NATO og Rusland 

’Det Permanente NATO-Rusland Fællesråd’ (PJC). Formålet med dette råd var at fremme 

regelmæssige konsultationer og diskussioner vedrørende sikkerhedspolitiske spørgsmål. NA- 

TOs militære indgriben i forbindelse med krisen i Kosovo i 1999 førte til en midlertidig afbrydelse 

af samarbejdet mellem Rusland og NATO. I 2002 var forholdet dog blevet forbedret igen og det 

i en sådan grad, at man enedes om at oprette ’NATO-Rusland Rådet’ (NRC), som udvidede samarbejdet 

væsentligt. NRC har været ramme for mange former for praktisk samarbejde på det 

militære område. Udadtil er det imidlertid de politiske drøftelser vedrørende ikke-spredning, 

CFE-traktaten, NATO-udvidelse og senest missilforsvar, som har domineret billedet. 

Rusland er, på trods af uenigheder, en vigtig samarbejdspartner for NATO. Her ses Ruslands daværende præsident Vladimir 

Putin ved NATO-topmødet i Bukarest i april 2008. Foto: Hasse Ferrold 

Efter den væbnede konflikt i august 2008 mellem Georgien og Rusland udtalte NATOs udenrigsministre 

på et ekstraordinært møde den 19. august 2008 en klar kritik af det, de kaldte Ruslands 

disproportionale magtanvendelse i forbindelse med krigen. Ministrene enedes om, at 

der som følge heraf ikke længere kunne være tale om normal praksis med hensyn til NRC. De 

formelle månedlige NRC-møder på ambassadørniveau blev derfor midlertidigt suspenderet. 

Rusland reagerede efterfølgende ved at suspendere store dele af det praktiske samarbejde i 

NRC-regi, herunder på det militære område. På NATO-udenrigsministrenes møde i december 

2008 traf ministrene beslutning om en gradvis genoptagelse af dialogen med Rusland. 

Der er i skrivende stund ikke taget stilling til, hvorledes dette samarbejde skal videreføres, men 

det står klart, at samarbejdet med Rusland udgør et vigtigt element i NATOs bidrag til regional 

stabilitet. Rusland er en vigtig samarbejdspartner for NATO, og selv om parterne lejlighedsvis 

taler hårdt til hinanden, er den gensidige afhængighed for stor til, at samarbejdet og dialogen 

ikke bør genetableres. På længere sigt, og i lyset af den fortsatte udvikling inden for de fælles 

interesseområder, er der endda betydeligt potentiale for, at forholdet mellem Rusland og NATO 

vil kunne blive både bredere og dybere. Udfordringen består imidlertid i at få fastlagt, på hvilke 

præmisser og hvilket værdigrundlag dette nødvendige samarbejde skal foregå fremover – og 

fastholde Rusland herpå. 


NATOs forhold til Georgien og Ukraine 

Den løbende debat i offentligheden om udvidelse af NATO har, som nævnt, medført et fokus på 

forholdet til Ukraine og Georgien de seneste år. Disse landes samarbejde med NATO er dog ikke 

nyt. Det begyndte allerede i henholdsvis 1991 og 1992 – umiddelbart efter, at landene opnåede 

selvstændighed – da de blev medlemmer af det forum, der i dag hedder det Euro-Atlantiske 

Partnerskabsråd (omtalt ovenfor). De to lande er på mange måder forskellige, men i forholdet 

til NATO har de både den næsten 20-årige tilknytning samt medlemskabsperspektivet tilfælles, 

ikke mindst efter, at NATO på topmødet i Bukarest i april 2008 besluttede, at landene på et tidspunkt 

vil blive medlemmer af alliancen. 

Samarbejdet med Ukraine blev allerede i 1997 formaliseret med oprettelsen af NATO-Ukraine- 

Kommissionen (NUC), hvor man diskuterer Ukraines deltagelse i NATOs fredsbevarende operationer 

samt nationale forsvarsreformer. 

Forholdet til Georgien blev intensiveret efter den væbnede konflikt mellem Georgien og Rusland 

i august 2008. Som omtalt ovenfor kritiserede medlemslandenes udenrigsministre i august 

2008 Rusland for disproportional magtanvendelse mod Georgien og understregede, at en fredelig 

og vedvarende løsning på konflikten må baseres på respekt for Georgiens uafhængighed, 

suverænitet og territorielle integritet. Samtidig besluttede det Nordatlantiske Råd at oprette en 

NATO-Georgien-Kommission (NGC) med henblik på bl.a. at følge op på beslutningen taget ved 

topmødet i Bukarest vedrørende Georgiens medlemskabsbestræbelser. 

Principielt er udvidelse et spørgsmål mellem alliancen og de ansøgende lande, men Rusland 

har givet udtryk for, at man modsætter sig, at Georgien og i særdeleshed Ukraine optages. Ruslands 

invasion i Georgien, og især den efterfølgende anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien, 

kan næppe ses uafhængigt af denne udmelding. Dermed kan det ikke undgås, at forholdet til 

Rusland indgår i varierende grad i de allieredes overvejelser om tidsperspektivet for, hvornår 

Bukarest-løftet kan realiseres. 

Det ændrer dog ikke ved, at Ukraine og Georgien under alle omstændigheder skal gennemføre 

omfattende reformer på både forsvarsområdet og det politiske område, før de er rede til 

optagelse. Det står også klart, at det formodentlig vil tage lang tid. Ukraine har i de senere år 

gennemgået en turbulent parlamentarisk periode. Hyppige valg, svage regeringskoalitioner 

og en uafklaret kompetencefordeling mellem regeringen og præsidenten har ikke virket fremmende 

for reformprocessen. Samtidig må det understreges, at den folkelige opinion er splittet 

i forhold til spørgsmålet om NATO-medlemskab. En stor del af befolkningen i særligt de østlige 

egne af Ukraine (hvor der også er mange ukrainere af russisk oprindelse) er således direkte 

imod medlemskab af NATO. 

I Georgien er et stort flertal af den folkelige opinion til gengæld tilhængere af NATO-medlemskab, 

men også her udestår reformer, ikke mindst inden for retsområdet og mediefrihed. 

Personligt finder jeg det imidlertid betænkeligt, såfremt man i forhold til senere udvidelse lader 

hensynet til Rusland veje for tungt. Rusland er rettelig en central partner for NATO, og på en 

hel række områder er både Rusland og NATO afhængige af et velfungerende samarbejde. Men 

NATOs åbne dør (medlemskabsperspektivet) er principiel og derudover væsentlig for fortsat 

regional stabilitet. NATOs politiske samarbejde med Rusland skal således baseres på en nutidig 

og fremadrettet sikkerhedspolitisk opfattelse. Et Europa med særlige interessesfærer og de 


98 


fastlåste modsætningsforhold som følger heraf, hører, efter min vurdering, hverken nutiden 

eller fremtiden til. Og stabiliteten i og omkring Georgien og Ukraine vil i betydelig grad blive 

dikteret af, i hvilket omfang dette anerkendes af de involverede parter. 

NATO og EU 

NATOs nuværende forhold til EU er formelt baseret på den såkaldte ’Berlin Plus’-aftale, som 

udgør rammen for de formelle konsultations- og udlånsprocedurer for krisehåndtering mellem 

de to organisationer. Samarbejdet omfatter bl.a. konsultationer mellem NATO og EU i forbindelse 

med en krise samt EU’s adgang til NATOs planlægningskapacitet. Flere lande arbejder på 

at udvide samarbejdet ud over krisestyring. Der peges bl.a. på samarbejde vedrørende civil beredskabsplanlægning 

og indsatsen mod terrorisme. Centralt for samarbejdet er imidlertid hele 

konceptet om civil-militær samtænkning i forbindelse med operationer. Danmark og andre 

lande, der er medlem af både NATO og EU, har betydelig interesse i at forbedre samspillet og 

øge samarbejdet mellem de to organisationer i de kommende år. F.eks. forsøgte Frankrig under 

sit EU-formandskab i anden del af 2008 – og i lyset af forventet fransk genindtræden i NATOs 

militære strukturer – at fremme NATOs samarbejde med EU. Dog vanskeliggøres samarbejdet 

mellem NATO og EU for indeværende af Tyrkiets relation til EU og Cypern-problematikken. 

NATO og Den Afrikanske Union 

NATOs relation til Den Afrikanske Union (AU) har kun få år bag sig. NATOs støtte til AU begyndte 

i 2005 med assistance til unionens mission i Sudan (AMIS). Det var alliancens første mission på 

det afrikanske kontinent og markerede en milepæl. Siden har NATO bidraget til andre af uni 

onens missioner og målsætninger, herunder bl.a. luftstøtte til missionen i Somalia (AMIOM) og 

analytisk støtte til opbygning af den afrikanske ’Standby Forces Brigade’. Når den forværrede 

sikkerhedssituation i dele af Afrika samt Den Afrikanske Unions langsigtede kapacitets- og 

Fredsbevarende styrker stiger ombord i USAF C-130 i forbindelse med NATOs støtte til den Afrikanske Union i Darfur, Sudan. 

Foto: SHAPE/NATO 


træningsbehov tages i betragtning, er der behov for et intensiveret samarbejde mellem NATO 

og Den Afrikanske Union på både det politiske og det militærstrategiske område. Dog finder 

en række allierede, at EU – ikke mindst med organisationens udviklingsinstrumenter in mente 

– bør og kan spille en større rolle end NATO i Afrika, men hvor en NATO-indsats er mulig og 

relevant, bør den bestemt ikke udelukkes. 

Middelhavsdialogen 

I 1994 lancerede NATO sin såkaldte ’Middelhavsdialog’ (MD) med en række lande fra Middelhavsregionen. 

Dialogen omfatter i dag Mauretanien, Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten, Israel 

og Jordan. Formålet med Middelhavsdialogen er at fremme regional sikkerhed og stabilitet 

samt at forbedre den gensidige forståelse mellem NATO og landene i Middelhavsområdet. På 

topmødet i Riga i 2006 blev man enige om at styrke forholdet til landene i Middelhavsdialogen. 

Dette skal ske via indgåelse af individuelle samarbejdsaftaler med de enkelte lande, hvorigennem 

det enkelte lands samarbejde med NATO bliver styrket inden for de områder, som hvert 

MD-land finder vigtigt. Indtil videre har Israel og Egypten benyttet sig af denne mulighed, mens 

en samarbejdsaftale med Jordan forventes indgået inden for snarlig fremtid. Landene i Middelhavsdialogen 

er i stigende grad interesserede i samarbejdet med NATO, hvilket bl.a. giver sig 

udslag i øget deltagelse i kurser, træningsaktiviteter og konferencer. 

På NATO-topmødet i Istanbul i 2004 blev det besluttet at lancere et nyt samarbejdsinitiativ med 

fokus på lande i Mellemøsten, som ikke er omfattet af NATOs Middelhavsdialog. Det førte til 

det såkaldte ’Istanbul Cooperation Initative’ (ICI). ICI-samarbejdet er baseret på en individuel 

tilgang, og det er op til de enkelte lande, i hvor høj grad de ønsker at samarbejde. På nuværende 

tidspunkt har Kuwait, Qatar, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater tilsluttet sig ICI. Der er 

også inden for dette samarbejde en stigende interesse i en dialog og et samarbejde med NATO, 

bl.a. om regionale sikkerhedspolitiske bekymringer. NATOs samarbejde med landene i denne 

del af verden passer fint ind i den danske politik for den Arabiske Dialog, hvor NATO kan tilbyde 

supplerende samarbejdsområder. (Læs også om Middelhavsdialogen og ICI i kapitlet Mod et 

globalt NATO? Partnerskaber og udvidelse i denne bog (red.).) 

Konklusion og perspektiver 

NATO vil forblive en hovedhjørnesten for varetagelsen af Danmarks sikkerhed. Via det transatlantiske 

partnerskab, der hviler på fælles værdier og interesser, bidrager NATO afgørende til 

Danmarks sikkerhed. De europæiske lande vil i høj grad forblive militært afhængige af USA, 

både når det gælder forsvaret af det europæiske område samt i store internationale operationer 

som i Afghanistan. Den gradvise udvikling af det militære samarbejde i EU-regi vil i første 

omgang betyde, at Europa kan give et større bidrag til den fælles byrdedeling. Dernæst styrker 

det Europas evne til at gennemføre selvstændige, mindre operationer, evt. med støtte fra NATO. 

Men EU hverken kan eller vil overtage NATOs opgaver, når det gælder den fælles territoriale 

sikkerhed og de mere omfattende krisestyringsoperationer. 

Samarbejdet mellem NATO og EU vil være en af fremtidens centrale udfordringer. Med Frankrigs 

forventede genindtræden i NATOs integrerede strukturer og amerikansk støtte til en styrkelse 

af forsvarssamarbejdet i EU vil der fremover være efterspørgsel efter et stadigt tættere, 

formaliseret samarbejde mellem de to organisationer. Det er en stor politisk udfordring at nå 


100 


den målsætning, men det er, efter min bedste vurdering, alene et spørgsmål om tid, før de aktuelle 

politiske forhindringer må vige for nødvendigheden. I den samlede medlemskreds er der 

således kun ti lande, som ikke er medlemmer af begge organisationer. Jeg kan kun vanskeligt 

forestille mig, at et flertal af den samlede medlemskreds i længden – ikke mindst med tanke 

på den vægt som civil-militær samtænkning tillægges – vil kunne acceptere den nuværende 

situation. 

Uanset de aktuelle politiske udsving og den meget alvorlige 

situation omkring Georgien er behovet for NATOs samarbejde 

med Rusland en konstant faktor – ja, nærmest 

et grundvilkår – for såvel NATO som Rusland. Vi har fra 

NATOs side interesse i et stabilt, engageret og ansvarligt 

Rusland, der i sine handlinger understøtter og bidrager 

til international stabilitet og sikkerhed. Der er næppe 

uenighed i alliancen om denne strategiske målsætning. 

Til gengæld er der forskellige opfattelser af vejen til denne 

målsætning – og måske hos enkelte usikkerhed om mål- 

sætningens opnåelighed. NATOs forhold til Rusland præges ikke mindst i russisk forståelse af 

det til enhver tid rådende forhold mellem USA og Rusland. En forandring af de seneste års konfliktfyldte 

forhold mellem NATO og Rusland vil derfor også afhænge af, i hvilket omfang den 

nyvalgte amerikanske administration vil formå at engagere Rusland i en ny dynamik. 

Jeg forventer, at NATO også i den kommende årrække vil fortsætte med at optage nye medlemmer. 

Men det bliver en meget stor udfordring at nå til enighed om, hvornår udvidelsesprocessen 

har nået et naturligt geografisk endepunkt. Parallelt med denne udvikling er det vigtigt, 

at alliancen formår at skabe ny fremdrift i de partnersamarbejder, som ikke direkte sigter på 

medlemskab. Dette område har de seneste år lidt noget under, at indsatsen i Afghanistan, i 

Kosovo, de Ruslands-relaterede sager samt forholdet mellem NATO og EU, har lagt beslag på 

hovedparten af den politiske opmærksomhed. 

Det er klart, at NATOs hovedprioritet vil være Afghanistan også i de kommende år. Meget er 

på spil i Afghanistan. For verden, regionen, vores sikkerhed og for opfattelsen af NATO. NATOs 

evne til at stille med de nødvendige styrker, til at skabe en mere ligelig byrdedeling på tværs af 

Atlanten og mellem de europæiske allierede og til at samtænke den militære indsats med de 

civile tiltag, herunder EU’s, vil være afgørende for alliancens status og selvforståelse. Og dermed 

for viljen og evnen til at påtage sig lignende opgaver i fremtiden. I et kortere perspektiv vil 

Kosovo-operationen til gengæld forhåbentlig kunne udfases efter mange års nødvendig stabilitetsskabende 

indsats. 

Det stadigt bredere sikkerhedsbegreb påvirker NATOs behov for eksternt samarbejde. Da sikkerheden 

alene var defineret som forsvar mod en mulig konventionel eller ikke-konventionel trussel, 

var det stort set udelukkende en opgave for det militære forsvar og civile beredskab. I takt 

med, at sikkerheden nu også omfatter stabilisering af konfliktområder, som kan destabilisere 

naboregioner, bekæmpelse af terror og regimer som støtter terrorisme, imødegåelse af spredning 

af masseødelæggelsesvåben, forsvar mod cyber-angreb, energisikkerhed samt bekæmpelse 

af pirateri er det klart, at kravet om koordination og samarbejde med andre aktører er 

vokset. Der er tale om opgaver, som tydeligvis ikke kun har et militært svar, men hvor et militært 

svar kan være et uundværligt element. 


“ NATO vil forblive en 

hovedhjørnesten for varetagelsen 

af Danmarks sikkerhed. 

Via det transatlantiske partnerskab, 

der hviler på fælles 

værdier og interesser, bidrager 

NATO afgørende til Danmarks 

sikkerhed. 

“

At finde effektive svar på fremtidens sikkerhedsudfordringer vil fortsat være kernen i NATOs 

opgave. Det vil kræve fortsat transformation og fleksibilitet. Hvis vi skal finde de rigtige svar og 

gøre det rettidigt, så er et omstillingsparat og effektivt NATO af central betydning for indsatsten 

for fred og sikkerhed i de kommende årtier. Uanset, at NATO grundet sin 60-årige historie har 

en række unikke fordele, herunder fælles kommandostrukturer og samtrænede styrker m.m., vil 

det fortsat være den samlede sum af vilje hos medlemsstaterne til at søge og investere politisk 

kapital i kollektive og solidariske beslutninger, som vil være afgørende for, hvilken rolle NATO 

får i håndteringen af fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer. 

I indledningen henviste jeg til, at alliancen, ud over stor enighed, også var præget af intern 

debat på en række områder. Når man hertil lægger de i det foregående belyste udfordringer, 

bliver en række behov tydelige. Det gælder behovet for at genformulere en fælles vision for et 

omstillingsparat NATO, at blive enige om NATOs prioritering af fremtidige opgaver, at styrke de 

partnersamarbejder, som NATO ønsker at udvikle, samt at udforme en beskrivelse af de aktuelle 

sikkerhedspolitiske rammebetingelser. Derfor ser jeg frem til, at alliancen, som alt tyder på, vil 

træffe beslutning om at gennemføre en revision af NATOs Strategiske Koncept. Ikke bare for 

NATO-medlemmernes egen skyld – men også for de mange, der nyder godt af den stabilitet, 

NATO bidrager til. 

Personligt er jeg ikke tvivl om NATOs fortsatte relevans og nødvendighed. USA’s særstilling, 

hvad angår militær kapacitet, vil således også i fremtiden gøre USA til den væsentligste globale 

sikkerhedspolitiske aktør. De europæiske allierede har derfor en betydelig egeninteresse i et tæt 

samarbejde med USA. Omvendt vil USA også fremover have en interesse i at samarbejde med 

et stadigt mere integreret Europa. Vi kan ikke være sikre på konturerne af fremtidens sikkerhedspolitiske 

udfordringer, men et fælles transatlantisk værdigrundlag, som USA og de europæiske 

allierede deler, vil forblive en central, konstant faktor. Og det er i samspillet mellem de hastige 

globale og regionale politiske forandringer og denne konstante faktor, at nøglen til at forstå og 

præge NATOs fremadrettede udvikling skal findes. 

Per Poulsen-Hansen 

NATOs hovedkvarter, Bruxelles, 23. februar 2009 


102 



kapitel 

vi 

Af MF, Svend Auken, 

Socialdemokraterne 

Et folketingsmedlems 

bekendelser 

Min første erindring om en atlantisk militæralliance var i begyndelsen af 1950’erne, hvor jeg 

som stor dreng sammen med mine forældre hørte en flammende tale af Hans Hedtoft om nødvendigheden 

af aktivt medlemskab af den nye Atlantpagt. Trods sit lidt teater-danske sprogbrug 

var Hans Hedtoft en medrivende taler, og det her var en hjertesag for Hedtoft. Han havde oplevet 

Danmarks isolation inden krigsudbruddet i 1939 og den forsmædelige tyske besættelse, 

og han udviste stort personligt mod i krigsårene. De tyske myndigheder og de mest samarbejdsivrige 

politikere fik ham fjernet fra sine udadvendte tillidsposter, men Hedtoft fortsatte med at 

lede Socialdemokratiet igennem alle krigsårene. Og det var ham, der var den politiske fader til 

efterkrigsprogrammet, Fremtidens Danmark. 

Hedtoft var demokrat og tog de nødvendige opgør med diktaturtilhængere – hvad enten det 

var nazister eller kommunister. Efter krigen var det de tidligere allierede i Sovjetunionen, der 

truede. Hedtoft kæmpede utrætteligt for en militær alliance mellem Sverige, Norge og Danmark, 

men tanken om det nordiske forsvarsforbund døde, da Sverige ønskede fortsat alliancefrihed 

og neutralitet, hvorimod Norge ville have vestlige garantier om våben og sikkerhed. 

Hedtofts mæglingsforslag slog fejl, og derfor kastede han sig ind i en enmandskampagne for 

at overbevise sit eget parti om, at Danmarks fremtid lå i at tilslutte sig den transatlantiske alliance, 

der var blevet foreslået af USA’s demokratiske præsident Truman og den engelske Labourregering. 

Det var ikke nogen let proces. At opgive neutraliteten og alliere sig med vestmagterne 

(så kunne det bedre gå med Sverige og Norge) var et alvorligt brud med tidligere tiders først 

pacifisme og siden forsigtige forsvarspolitik. 

Men det lykkedes for Hedtoft, og dermed kunne Danmark slutte sig til Atlantpagten og dens 

militære organisation, NATO, lige fra begyndelsen i 1949. Kommunisterne og De Radikale var 

stærkt imod det danske medlemskab, og det var mange i Socialdemokratiet også (med Hans 

Sølvhøj i spidsen). Men statsminister Hedtoft fik hjælp af de socialdemokratiske medlemmer af 

Danmarks Frihedsråd anført af Frode Jakobsen og af det store flertal i partiets rigsdagsgruppe. 

Samtidig blev traditionen med brede forsvarsforlig (det vil sige mellem V, K og S) grundlagt. 

Tjenestetiden blev forøget og forsvarsbevillingerne sat i vejret. Danmark skulle være et 

fuldgyldigt medlem. Det har vi da også været siden. 

På to områder reserverede Danmark (på socialdemokratisk foranledning) sig overfor den fælles 

militære strategi. Vi ville ikke have udenlandske tropper stationeret på dansk territorium, og vi 

ville ikke have kernevåben lagret i fredstid. Begge disse forbehold er blevet respekteret af vore 


10 


allierede, og samtidig har Danmark fra første færd været med i den integrerede kommandostruktur, 

ligesom radar/varslingskæderne i Grønland og Færøerne har spillet en vigtig rolle. Det 

har også baserne i Grønland gjort, og Thulebasen er fortsat en vigtig del af det amerikanske 

forsvar. 

De danske reservationer blev en central brik i de teorier, der udvikledes om ’nordisk balance’, 

hvor Danmark og Norge var med i NATO – dog uden stationerede tropper og kernevåben – Sverige 

var neutralt med et stærkt forsvar, og Finland var neutralt med et svagt forsvar og en stor 

afhængighed af Sovjetunionen. Teoretikerne bag denne teori så den ’nordiske balance’ som en 

fint afstemt metode til at fastholde Norden som et lavspændingsområde, selvom de nordiske 

lande var naboer til Sovjetunionen. 

Også i forhold til Tyskland blev det danske NATO-medlemskab afgørende. Da Tyskland i 1955 

søgte optagelse, benyttede H. C. Hansen som ny statsminister efter Hedtoft chancen til at opnå 

en fremsynet aftale med Konrad Adenauer om forholdene i grænselandet, herunder beskyttelse 

af de nationale mindretals rettigheder. I det hele taget har det gode dansk/tyske forhold i 

NATO og EU været et af de mest positive kapitler i den moderne udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Danske politikere har ikke altid forstået betydningen af dette. Få har talt tysk, og enkelte, som 

Poul Schlüter, var direkte skeptiske overfor et for tæt forhold. Men i praksis har samarbejdet mellem 

de to tidligere fjender fungeret beundringsværdigt. For Danmark er der tre hovedstæder, 

der er vigtige: Washington, Berlin og Bruxelles. Det er den trekant, der knytter trådene i vores 

udenrigspolitik. 

Den tyske kansler Konrad Adenauer tager plads ved bordet, da Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) bliver medlem 

af NATO den 6. maj 1955. Foto: NATO 

NATO var oprindeligt en ren forsvarspagt, der sigtede mod gensidig hjælp og beskyttelse i 

tilfælde af militært angreb. Pagten havde ikke virkning ’out-of-area’. Vi skulle forsvare os, men 

ikke angribe andre. Det mønster blev først brudt i krigen på Balkan, hvor forenede NATO-trop- 


per under den integrerede NATO kommandostruktur (som Pentagon kom til at afsky) greb ind 

overfor den serbiske diktator og hans etniske udrensninger i Kosovo. Det skete endda uden et 

FN-mandat, fordi Rusland blokerede en sikkerhedsrådsafgørelse, men havde dog opbakning 

af et overvældende flertal af FN’s Sikkerhedsråd bag sig! Helt anderledes forholdt det sig med 

angrebet på Irak, der havde det store flertal i FN imod sig, og derfor var uden folkeretlig basis. 

For mig er der ingen tvivl om, at det vestlige sammenhold under den kolde krig med sovjetkommunismen 

var en vigtig faktor for fredens og frihedens bevarelse. Det kan vi i høj grad takke 

NATO-samarbejdet og den transatlantiske alliance for. Det betød også, at profilen i dansk sikkerheds- 

og udenrigspolitik skiftede fra en passiv, tilpasningsivrig udenrigspolitik (’tal sagte og gå 

uden stok’) til et mere aktivt internationalt engagement for Danmark. Ikke mindst når det gjaldt 

de vigtige ikke-militære emner som U-landshjælp, kampen mod apartheidstyret i Sydafrika, 

frihandel og globalt miljø, hvor Danmark, ikke mindst i FN og dets underorganisationer, kom til 

at spille en fremtrædende rolle. 

Det vestlige sammenhold førte også til afspændingen med Sovjetunionen, Berlinmurens fald 

og sammenbruddet af Østblokken. Da Gorbatjov indså, at der var bedre muligheder for hans 

lands syge økonomi i en aftale med Vesten, og da Reagan overbeviste ham om, at den første 

præsidentperiodes massive militære oprustning og hårde retorik havde ændret sig, og at Reagan 

ikke havde fjendtlige hensigter i forhold til Gorbatjovs land, lykkedes det at bringe den 

kolde krigstilstand til ophør, befordre tysk genforening og standse kommunismen som en 

konkurrerende verdensideologi. 

Om dette utroligt positive forløb er der ikke den store historiske strid. Derimod strides de lærde 

indædt om betydningen af raketkapløbet i begyndelsen af 1980’erne mellem NATOs Pershing- 

og Krydser-missiler og Sovjetunionens opsætning af SS-20-raketterne. Den officielle NATO-linje 

var, at Pershing- og Krydser-missilerne blot var et nødvendigt svar på de nye østbloksraketter, 

mens kritikerne (deriblandt de vesteuropæiske socialdemokrater – bortset fra Frankrig) hævdede, 

at det var en destabiliserende forskydning af balancen i vestligt favør, da de sovjetiske 

raketter kun erstattede tidligere, mindre præcise missiler, mens NATOs var et nyt våbensystem. 

Jeg var helt enig i denne kritiske holdning. Raketoprustningen var et farligt, umotiveret skridt. 

Hvorom alting var, førte denne raketstrid til et midlertidigt sammenbrud af den sikkerhedspolitiske 

konsensus i mange nordeuropæiske lande, og i Danmark fik det et særligt forløb, fordi 

kritikerne havde flertal i Folketinget. Dette alternative flertal pålagde Schlüter-regeringen at få 

’Fodnotepolitikken’ 

Navnet ’fodnotepolitikken’ opstod i forbindelse med NATOs ’dobbeltbeslutning’* ) i 1979, 

og er betegnelsen for dele af den danske sikkerhedspolitik i perioden fra 1982 til 1988. I 

denne periode blev den første Schlüter-regering af Folketingets flertal, det såkaldte ’alternative 

sikkerhedspolitiske flertal’, pålagt at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger 

– herunder især den såkaldte ’dobbeltbeslutning’. Regeringen blev, meget mod sin vilje, i 23 

dagsordner pålagt at tage forbehold og dermed præsentere folketingsflertallets synspunkter 

på NATO-møderne. Begrebet henviser til, at Danmarks politik blev flettet ind i de generelle 

bestemmelser som fodnoter, der undtog Danmark fra beslutninger. 

* ) For uddybning af ’dobbeltbeslutningen’ se kapitlet NATO 1949-2009: Fra regional forsvarsalliance til global militær 

aktør og boksen s. 23 i denne bog. 


10 


indføjet den officielle danske kritik af raketopstillingen i NATOs kommunikéer som vedtaget af 

Folketinget. Striden om de danske ’fodnoter’ med kritik af missilvåbnene har ført til en voldsom 

polemik om den nyere danske historie og udløst en større undersøgelse fra Dansk Institut for Internationale 

Studier. Denne undersøgelse konkluderer dog, at skadevirkningerne for Danmarks 

placering har været overskuelige. Den konklusion er jeg helt enig i, men det er min opfattelse, 

at det er bedst for et land af Danmarks størrelse, at der er bred enighed om fundamentet for den 

nationale udenrigs- og sikkerhedspolitik. Se blot hvor problematisk det var, at Fogh-regeringen, 

med det snævrest mulige flertal, valgte at tilslutte sig USA’s invasion og besættelse af Irak uden 

folkeretlig basis. 

De nye udfordringer for NATO knytter sig til den voksende spænding i de tidligere sovjetnabolande 

til Rusland under det nationalistiske styre i Kreml. Hidtil har man valgt en strategi med at 

indmelde så mange som muligt i NATO og samtidig tilbyde Rusland et udstrakt partnerskab. 

Men med det nye styre af russiske høge, USA’s beslutning om opstilling af et missilskjold i Polen 

og Tjekkiet, Georgiens indrykning i Sydossetien og den efterfølgende krig med Rusland 

(læs mere om krigen mellem Rusland og Georgien i boksen s. 88 i denne bog (red.)), de øgede 

spændinger mellem de baltiske lande og Moskva og den nationale krise i Ukraine, er der skabt 

en nærliggende fare for egentlige konflikter i NATOs oprindelige virkeområde. Vi har i Vesten 

både brug for at udvise fasthed og sammenhold, men samtidig er det ikke i vores interesse at 

en kold krigstilstand vender tilbage. Det vil beslaglægge betydelige militære ressourcer, føre til 

risiko for nye konfrontationer og spærre for det konstruktive samarbejde med russerne, som vi 

har så hårdt brug for, når det drejer sig om EU’s energiforsyning, en international aftale i København 

om klimaforandring, et enigt FN-pres for at forhindre atomoprustning i Iran eller kampen 

mod den internationale terror. Ser man det i et dansk perspektiv, er Rusland et vigtigt naboland, 

som vi har så fundamentale interesser fælles med (f.eks. miljøbeskyttelsen af Østersøen). Skal vi, 

med disse briller på, presse på med hurtig udvidelse af NATO med Ukraine og Georgien, og lade 

missilskjoldsplanerne fortsætte uhindret (selvom den militære værdi er tvivlsom), eller skal vi 

søge en ny konstruktiv dialog med russerne? Jeg hælder mest til den sidste udvej. 

Georgiens præsident Mikhail Saakashvili med NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer den 20. juni 2008 få måneder 

inden NATO oprettede den såkaldte NATO-Georgien Kommission. Foto: © NATO 


Den største udfordring til NATO her i jubilæumsåret er imidlertid NATOs krig i Afghanistan. Ingen 

udenlandske tropper har nogensinde sikret sig militær kontrol med hele dette vidtstrakte 

rige. Hverken Alexander den Store, mongolerne, englænderne eller russerne havde held til 

det, og der er ikke meget der tyder på, at NATO kan løse denne umulige opgave. Derfor må 

der findes en kombination af fredsforhandlinger med de moderate kræfter i Taliban, anerkendelse 

af grundlæggende Pashtun-rettigheder, inddragelse af Pakistan, en tilpasset militær 

tilstedeværelse i en overgangsperiode, en mere aktiv rolle for de afghanske myndigheder, en 

formindskelse af krigsherrernes og opiumbaronernes magt, et opgør med det gennemkorrumperede 

styre i Kabul og en aktiv indsats for civil opbygning. Det er et gigantisk projekt. Er 

NATO gearet til at overvinde disse vanskeligheder så langt fra den oprindelige mission for alliancen? 

Eller skal man tværtimod nedtone NATOs rolle? Det er vigtige spørgsmål, der fortjener 

en dybtgående analyse. 

Danmark gik med i USA’s krig mod Irak – oven i købet på basis af et snævert flertal i Folketinget 

og uden om noget, der mindede om et FN mandat, men fordi man bildte vælgerne ind, at 

Saddam Husseins påståede ’masseødelæggelsesvåben’ udgjorde en overhængende fare for 

angreb mod de vestlige demokratier. Det var en fatal fejl – hvad de fleste vel efterhånden har 

erkendt. I Afghanistan var vi også med fra første færd, men da var juraen iorden, og her hviler 

den danske indsats på et klart flertal i Folketinget. Men selvom juraen er iorden, og hensigten 

er god, og trods en fornem indsats fra de danske soldater i den farlige Helmand-provins i syd, 

er det et åbent spørgsmål, om det er i den slags aktioner i fremtiden, at nytteværdien af NATO/ 

Danmarks ressourcer er størst. 

Jeg foretrækker den klassiske tøven hos dygtige militærchefer (af Colin Powell-skolen) overfor 

en tro på militære løsninger på komplicerede internationale spørgsmål frem for den nykonservative 

overtro på våbenmagt, der har ført til en militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. 

Ikke mindst i Danmark. Alle tidens store sikkerhedsspørgsmål om klimaforandring, terror, 

adgang til naturressourcer og voksende økonomisk ulighed klares ikke ved mere oprustning og 

anvendelse af militære instrumenter. At eksempelvis et land som USA, som har så meget andet 

fornuftigt at bruge sine penge til, anvender lige så mange penge på militæret som resten af 

verden – og hertil skal lægges udgifterne til Irak-krigen på mange milliarder om ugen – er ikke 

nogen fremsynet prioritering. 

Mit ønske for NATO her ved alliancens 60-års dag er, at de allierede erhverver et betydeligt 

mere realistisk syn på, hvad alliancen kan udrette i fremtiden og på, hvordan opgaven kan løses. 

Man må håbe på en ny arkitektur, hvor en europæisk søjle kan spille en mere ligeværdig 

rolle med den amerikanske, og hvor europæerne opbygger en troværdig, hurtig indsatsstyrke 

med den fornødne transportkapacitet – især i luften – til effektiv udrykning i nødsituationer og 

med tilstrækkeligt udstyr til at kunne forebygge konflikter i nærområdet. Der er i det perspektiv 

næppe brug for hundedyre våbensystemer, der er tiltænkt helt andre militære formål, end dem, 

der ligger for. 

NATO har løst sin opgave de første 60 år, men er der også brug for den atlantisk/europæiske alliance 

i fremtiden? Det er jeg overbevist om. Men det kræver, i forhold til nutidens udfordringer, 

både nytænkning og mere realisme. NATO kan kun løse afgrænsede opgaver. Men de kan være 

særdeles vigtige. Husker man dette grundforhold, vil der være brug for NATO mange år ud i 

fremtiden. 


108 



Den Nordatlantiske Traktat 

Washington D.C., den 4. april 1949 

Deltagerne i denne traktat bekræfter påny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De 

Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De 

er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets 

og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og 

velfærd i det nordatlantiske område. De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar 

og til bevarelse af fred og sikkerhed. I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående 

Nordatlantiske Traktat: 

Artikel l 

Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver 

international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan 

måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i 

deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er 

uforenelig med De Forenede Nationers formål. 

Artikel 2 

Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige 

forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger, ved at hidføre en bedre forståelse af de 

grundsætninger, som disse samfundsordninger hviler på, og ved at fremme almindelig stabilitet 

og velfærd. De vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske 

politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde. 

Artikel 3 

Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig 

og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle 

deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb. 

Artikel 4 

Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes 

territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet. 

Artikel 5 

Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika 

skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant 

angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, 

som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således 

angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at 

tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige 

for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed. 

Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes 

til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet 

har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed 

fornødne forholdsregler. 


110 


Artikel 6 1) 

Ved et væbnet angreb i artikel 5 ‘s forstand på en eller flere af deltagerne forstås et væbnet 

angreb 

■ på en hvilken som helst af deltagernes territorium i Europa eller Nordamerika, på Frankrigs 

algeriske departementer 2) , på tyrkisk territorium eller på øer, som er underlagt nogen deltagers 

statsmyndighed i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds; 

■ på en hvilken som helst af deltagernes styrker, fartøjer eller flyvemaskiner, når disse befinder 

sig i eller over disse territorier eller i noget andet område i Europa, hvor nogen af deltagernes 

besættelsesstyrker var stationeret på det tidspunkt, da traktaten trådte i kraft, eller i Middelhavsområdet 

eller i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds. 

Artikel 7 

Denne traktat berører ikke og kan ikke fortolkes som på nogen måde berørende deltagernes 

rettigheder og forpligtelser i medfør af De Forenede Nationers pagt for så vidt angår de deltagere, 

der er medlemmer af De Forenede Nationer, eller Sikkerhedsrådets primære ansvar for 

opretholdelsen af international fred og sikkerhed. 

Artikel 8 

Hver af deltagerne erklærer, at ingen af de mellemfolkelige forpligtelser, som nu består mellem 

denne og nogen af deltagerne eller en tredje stat, er i strid med denne traktats bestemmelser, 

og forpligter sig til ikke at indgå nogen mellemfolkelig forpligtelse, der er i strid med denne 

traktat. 

Artikel 9 

Til overvejelse af spørgsmål vedrørende traktatens gennemførelse opretter deltagerne herved 

et råd, hvori hver af dem skal være repræsenteret. Rådet skal være således organiseret, at det 

til enhver tid ufortøvet kan træde sammen. Rådet skal oprette sådanne underinstitutioner, som 

måtte være nødvendige; det skal navnlig omgående nedsætte en forsvarskomité, som skal give 

indstilling om forholdsregler til gennemførelse af bestemmelserne i artiklerne 3 og 5. 

Artikel 10 

Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i 

stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes 

sikkerhed, til at tiltræde denne traktat. Enhver stat, som modtager en sådan opfordring, kan 

blive deltager i traktaten ved at deponere sit tiltrædelsesdokument hos Amerikas Forenede 

Staters regering. Amerikas Forenede Staters regering vil underrette enhver af deltagerne om 

deponering af ethvert sådant tiltrædelsesdokument. 

Artikel 11 

Denne traktat skal ratificeres og dens bestemmelser gennemføres af deltagerne i overensstemmelse 

med den fremgangsmåde, deres respektive forfatninger foreskriver. Ratifikationsdokumenterne 

skal snarest muligt deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som vil 

underrette samtlige øvrige underskrivere om hver enkel deponering. Traktaten skal træde i 

kraft mellem de stater, som har ratificeret den, så snart ratifikationsdokumenterne fra et flertal 

af underskriverne, derunder Belgiens, Canadas, Frankrigs, Luxembourgs, Nederlandenes, 

De Forenede Kongerigers og De Forenede Staters ratifikationer, er blevet deponeret. I forhold 

til andre stater skal den træde i kraft på datoen for deponeringen af disses ratifikationsdokumenter. 

3) 


Artikel 12 

Efter at traktaten har været i kraft i 10 år eller til enhver tid derefter, skal deltagerne, hvis nogen 

af dem fremsætter anmodning herom, rådføre sig med hinanden med henblik på en revision af 

traktaten under hensyntagen til de faktorer, som på det tidspunkt har indflydelse på freden og 

sikkerheden i det nordatlantiske område, herunder udviklingen af verdensomfattende såvel 

som regionale ordninger i medfør af De Forenede Nationers pagt til opretholdelse af international 

fred og sikkerhed. 

Artikel 13 

Efter at traktaten har været i kraft i 20 år, kan ethvert deltagerland ophøre med at være deltager 

ét år efter, at det har opsagt traktaten ved meddelelse til Amerikas Forenede Staters regering, 

som vil underrette de andre deltagerlandes regeringer om deponeringen af hver enkelt opsigelse. 

Artikel 14 

Denne traktat, hvis engelske og franske tekst har samme gyldighed, skal deponeres i den 

amerikanske regerings arkiver. Behørigt bekræftede genparter deraf vil af nævnte regeringer 

blive sendt til de andre underskrivende magters regeringer. 

Note 1) 

Som ændret ved artikel 2 i Protokol til Den Nordatlantiske Traktat om Grækenlands og Tyrkiets tiltrædelse i 1951. 

Note 2) 

Den 16. januar 1963 noterede Rådet sig, at de relevante bestemmelser i Traktaten for så vidt angik Frankrigs tidligere 

algeriske departementer var blevet uanvendelige fra den 3. juli 1962 (fordi Algeriet havde frigjort sig af statsfællesskabet 

med Frankrig). 

Note 3) 

Traktaten trådte i kraft den 24. august 1949, efter at alle de underskrivende lande havde deponeret deres ratifikationsdokumenter. 


112 



Samlet litteraturliste 

Bøger, tidsskriftsartikler, avisartikler mv. 

Aron, Raymond, Peace and War: A Theory of International Relations, 

Transaction Publishers, New Brunswick, New Jersey, 2003 [1966] 

Asmus, Ronald D., Opening NATO’s Door: How the Alliance Remade Itself for a New Era, 

Columbia University Press, New York, 2002 

Bacevich, Andrew J., American Empire. The Realities & Consequences of U.S. Diplomacy, 

Harvard University Press, Cambridge, 2002 

Bange, Oliver & Gottfried Niedhart (eds.), Helsinki 1975 and the Transformation of Europe, 

Berghahn Books, New York, 2008 

Borring Olesen, Thorsten & Poul Villaume, I blokopdelingens tegn. 

Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5: 1945-1972, Gyldendal, København, 2006 

Chomsky, Noam, The New Military Humanism. Lessons from Kosovo, Pluto Press, London, 1999 

Coker, Christopher, ”NATO and Africa 1949-1989: An Overview” i Schmidt (ed.), 2001 

Cordesman, Anthony H., Afghan-Pakistan War: A status report, 2. ed., 

Center for Strategic & International Studies, 13. maj 2008, 

http://www.csis.org/component/option,com_csis_pubs/task,view/id,4486/ 

English, Robert, Russia and the Idea of the West: Gorbachev, 

Intellectuals, and the End of the Cold War, Columbia University Press, New York, 2000 

Enthoven, Alain & Wayne Smith, How Much is Enough? 

Shaping the Defense Program, 1961-1969, Harper & Row, New York, 1971 

Evangelista, Matthew, “Stalin’s Post-War Army Reappraised” i International Security, 

vol. 7, no. 2, vinter 1982-83 

Evangelista, Matthew, Unarmed Forces: The Transnational Movement to End the Cold War, 

Cornell University Press, Ithaca, 1999 

Flockhart, Trine & Kristian Søby Kristensen, “NATO and Global Partnerships - to be global or to act globally?”, 

DIIS Report, no. 7, Dansk Institut for Internationale Studier, København, 2008, 

http://www.diis.dk/sw54013.asp 

Gaddis, John Lewis, Den kolde krig, Gyldendal, København, 2008 


11 


Galula, David, Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, Praeger Security International, London, 

1964 

Garthoff, Raymond L., Détente and Confrontation: American-Soviet Relations from Nixon to Reagan, The 

Brookings Institution Washington, D.C., 1990 

Gervasi, Tom, The Myth of Soviet Military Supremacy, Harper & Row, New York, 1986 

Goldgeier, James M., Not Whether but When: The U.S. Decision to Enlarge NATO, Brookings Institution Press, 

Washington, D.C., 1999 

Grant, Robert P., “Sustaining the US Commitment to NATO” i Schmidt (ed.), 2001 

Heurlin, Bertel, ”Fremtidens NATO: Intervention og integration i Europa” i DUPI Fokus, no. 3, 

Dansk Udenrigspolitisk Institut, København, 1999 

“International Herald Tribune”, 12. marts 1992 

Kagan, Robert, Paradise and Power: America and Europe in the New World Order, Atlantic Books, London, 

2003 

Kaplan, Lawrence S., The United States and NATO: The Formative Years, University Press of Kentucky, 

Lexington, 1984 

Kaplan, Lawrence S., NATO and the United States: The Enduring Alliance, Twayne Publishers, Boston, 1988 

Kaplan, Lawrence S., NATO 1948: The Birth of the Transatlantic Alliance, Rowman & Littlefield Publishers, 

New York, 2007 

Kennan, George, ”The G.O.P. Won the Cold War? Ridiculous” i The New York Times, 28. oktober 1992 

Kugler, Richard L., NATO’s Future Role in Europe: Toward a More Political Alliance in a Stable “1½ Bloc” 

System, RAND, Santa Monica, 1990 

Kupchan, Charles A., “Minor League, Major Problems: The Case Against a League of Democracies” i Foreign 

Affairs, vol. 87, no. 6, november/december 2008 

Lebow, Ned & Janice Gross Stein, We all lost the Cold War, Princeton University Press, Princeton, 1994 

Leech, John, Halt! Who Goes Where?: The Future of NATO in the New Europe, Brassey’s, London, 1991 

Leffler, Melvyn P., A Preponderance of Power. National Security, the Truman Administration, and the Cold War, 

Stanford University Press, Stanford, 1992 

Leffler, Melvyn P., “Inside Enemy Archives: The Cold War Reopened” i Foreign Affairs, vol. 78, no. 4, 1996 

Leffler, Melvyn P., For the Soul of Mankind: The United States, the Soviet Union, and the Cold War, Hill & Wang, 

New York, 2007 

Liland, Frode, “Keeping Nato Out of Trouble: Nato’s Non-Policy on Out-of-Area Issues During the Cold War” 

i Forsvarsstudier, no. 4, Institut for Forsvarsstudier, Oslo, 1999 


Lundestad, Geir, The United States and Western Europe Since 1945: From “Empire” by Invitation to 

Transatlantic Drift, Oxford University Press, Oxford, 2005 

Luñák, Petr, “War Plans from Stalin to Brezhnev. The Czechoslovak pivot” i Mastny et.al. (eds.), 2006 

Malmvig, Helle, “A New Role for NATO in the Middle East? Assessing Possibilities and Barriers for an 

Enhanced Mediterranean Dialogue”, DIIS Report, no. 8, Dansk Institut for Internationale Studier, 

København, 2005, http://www.diis.dk/sw12189.asp 

Mastny, Vojtech, The Cold War and Soviet Insecurity: The Stalin Years, Oxford University Press, New York, 

1996 

Mastny, Vojtech, “Did NATO Win the Cold War?” i Foreign Affairs, vol. 78, no. 3, 1999 

Mastny, Vojtech, “The New History of Cold War Alliances” i Journal of Cold War Studies, vol. 4, no. 2, 2002 

Mastny, Vojtech, Sven G. Holtsmark & Andreas Wenger (eds.), War Plans and Alliances in the Cold War: Threat 

Perceptions in the East and West, Routledge, London/New York, 2006 

Matthias, Willard C., America’s Strategic Blunders: Intelligence Analysis and National Security Policy, 

1936-1991, Pennsylvania State University Press, University Park, 2001 

McCain, John, “America must be a good role model” (op.ed.) i Financial Times, 18. marts 2008, 

http://www.ft.com/cms/s/0/c7e219e2-f4ea-11dc-a21b-000077b07658.html 

Nuland, Victoria, “NATO’s mission in Afghanistan: Putting theory into practice” i NATO Review, vinter 2006, 

http://www.nato.int/docu/review/2006/issue4/english/art3.html 

Pedlow, Gregory W. (ed.), NATO Strategy Documents 1949-1969, NATO, Bruxelles, 1997, 

http://www.nato.int/archives/strategy.htm 

Powaski, Ronald E., The Entangling Alliance: The United States and European Security, 1950-1993, 

Greenwood Press, London, 1993 

Rashid, Ahmed, Taliban: Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia, 

I.B. Tauris Publishers, London, 2002 

Ringsmose, Jens & Sten Rynning, “The Impeccable Ally? Denmark, NATO, and the Uncertain Future of Top 

Tier Membership” i Danish Foreign Policy Yearbook 2008, Dansk Institut for Internationale Studier, 

København, 2008 

Roberts, Geoffrey, Stalin’s Wars: From World War II to Cold War, 1939-1953, Yale University Press, 

New Haven, 2006 

Schake, Kori, ”Adapting NATO After the Cold War” i Schmidt (ed.), 2001 

Schmidt, Gustav (ed.), A History of NATO – The First Fifty Years, vol. 1–3, Palgrave, London, 2001 

Sherwood, Elizabeth A., Allies in Crisis: Meeting Global Challenges to Western Security, Yale University Press, 

New Haven, 1990 


11 


Sloan, Stanley R., NATO’s Future: Toward a New Transatlantic Bargain, United States Government Printing 

Office, Washington, D.C., 1987 

Solana, Javier, “Letter From the Secretary General. An Alliance fit for the 21st century” i NATO Review, no. 3, 

vol. 47, 1999, http://www.nato.int/docu/rev-pdf/eng/9903-en.pdf 

Struwe, Lars Bangert, ”Behovet for en østafrikansk kystvagt: Danmark og piratbekæmpelse ud for 

Somalia”, DIMS Rapport, Dansk Institut for Militære Studier, København, 2009, under udgivelse 

Stuart, Douglas & William T. Tow, The Limits of Alliance: NATO Out-of-Area Problems Since 1949, Johns 

Hopkins University Press, Baltimore, 1990 

Thomas, Daniel C., The Helsinki Effect: International Norms, Human Rights, and the Demise of 

Communism, Princeton University Press, Princeton, 2001 

Thruelsen, Peter Dahl, “Tribal Elders, the Taliban, NATO, and Locally Brokered Peace Deals in Afghanistan”, 

Forsvarsakademiet Brief, Forsvarsakademiet, København, 2007(a), 

http://forsvaret.dk/fak/documents/fak/publikationer/tibal_leaders_the_taliban_and_isaf_rddc_net.pdf 

Thruelsen, Peter Dahl, ”Afghanistan: Nu skal der tænkes alternativt” i ”Danmarks krige: Irak og Afghanistan”, 

Ræson vol. 1 (2), København, 2007(b) 

Thruelsen, Peter Dahl, “NATO in Afghanistan: What lessons are we learning, and are we willing to adjust?”, 

DIIS Report, no. 14, Dansk Institut for Internationale Studier, København, 2007(c) 

Thruelsen, Peter Dahl, “How to create a success for the Afghan National Security Forces” i Afghanistan: State 

and Society, Great Power Politics, and the Way Ahead, RAND/RDDC Afghanistan Conference 

Monograph, Santa Monica, 2008 

Trachtenberg, Marc, A Constructed Peace. The Making of the European Settlement, 1945-1963, Princeton 

University Press, Princeton, 1993 

Villaume, Poul, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk 

sikkerhedspolitik 1949-1961, Eirene, København, 1995 

Villaume, Poul, ”Denmark and NATO through 50 Years” i Bertel Heurlin & Hans Moutrizen (eds.), 

Danish Foreign Policy Yearbook 1999, Danish Institute of International Affairs, København, 1999 

Villaume, Poul, “USA og Europa – transatlantiske partnere eller modstandere” i Den Jyske Historiker, 

nr. 113-114, oktober 2006 

Villaume, Poul & Odd Arne Westad (eds.), Perforating the Iron Curtain: European Détente, Transatlantic 

Relations, and the Cold War, 1965-1985, Museum Tusculanum Press, København, 2009 

Waltz, Kenneth, “NATO Expansion: A Realist View” i Contemporary Security Policy, vol. 21, no. 2 

(specialudgave), 2000 

Zubok, Vladislav, A Failed Empire: The Soviet Union in the Cold War from Stalin to Gorbachev, 

University of North Carolina Press, Chapel Hill, 2007 


Taler mv. 

Bush, George, A Europe Whole and Free, Remarks to the Citizens in Mainz, Mainz, 31. maj 1989, 

http://usa.usembassy.de/etexts/ga6-890531.htm 

Havel, Václav, Speech at NATO Headquarters, Bruxelles, 21. marts 1991, 

http://www.vaclavhavel.cz/showtrans.php?cat=projevy&val=287_aj_projevy.html&typ=HTML 

Lindley-French, Julian, Ved DIIS konference, Transforming NATO: Risk, Challenges and Opportunities, 

København, 30.-31. oktober 2006, Conference proceedings, december 2006, 

http://www.diis.dk/sw31750.asp 

Nuland, Victoria, Year of Balkan Opportunity, Remarks at the Faculty of Electrical Engineering, Skopje, 

8. november 2007, http://skopje.usembassy.gov/nulandfme.html 

Scheffer, Jaap de Hoop, Global NATO: Overdue or Overstretched?, Speech at the SDA Conference, 

Bruxelles, 6. november 2006, http://www.nato.int/docu/speech/2006/s061106a.htm 

Sloan, Stanley R., Ved DIMS seminar, After Bush, NATO Turns 60, København, 22. februar 2008 

Volker, Kurt, Launching NATO’s Next 60 Years: Where Are We and Where Do We Need to Go?, Speech given at 

the Center for Strategic and International Studies, 9. december 2008, 

http://nato.usmission.gov/ambassador/2008/Amb_Volker_120908.htm 

Online dokumenter og rapporter 

Forsvarets Efterretningstjeneste, Situations- og trusselsvurdering for Afghanistan, 9. maj 2007, 

http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/A1B22F20-3E2D-4A37-BEC8-F19BFC298629/0/TV_afghanistan_ 

09052007.pdf 

House of Commons, Defence Committee, The Future of NATO and European defence, Ninth Report 

of Session, 2007-08, 

http://www.publications.parliament.uk/pa/cm200708/cmselect/cmdfence/111/111.pdf 

Inspectors General, U.S. Department of State, Report No. ISP-IQO-07-07 and U.S. Department of Defense, 

Report No. IE-2007-001, Interagency Assessment of Afghanistan Police Training and Readiness, november 

2006, http://oig.state.gov/documents/organization/76103.pdf 

NATO, The North Atlantic Treaty, 1949, http://www.nato.int/docu/basictxt/treaty.htm (gengivet på dansk i 

”NATO: En alliance i bevægelse”, Atlantsammenslutningen, København, 2004) 

NATO, Study on NATO Enlargement, 1995, http://www.nato.int/docu/basictxt/enl-9501.htm 

NATO, Final Communiqué, Ministerial Meeting of the North Atlantic Council, Reykjavik, 14. maj 2002, 

http://www.nato.int/docu/pr/2002/p02-059e.htm 

NATO, “A more Ambitious and Expanded Framework for the Mediterranean Dialogue”, 

NATO Policy Document, 28. juni 2004(a), 

http://www.nato.int/docu/comm/2004/06-istanbul/docu-meddial.htm 

NATO, “Istanbul Cooperation Initiative”, NATO Policy Document, 28. juni 2004(b), 

http://www.nato.int/docu/comm/2004/06-istanbul/docu-cooperation.htm 


118 


NATO, Progress in Afghanistan: Bucharest Summit 2-4 April 2008, 2.-4. april 2008, 

http://www.nato.int/isaf/docu/epub/pdf/progress_afghanistan.pdf 

North Atlantic Council, The Alliance’s Strategic Concept, Agreed by the Heads of State and Government 

participating in the meeting of the North Atlantic Council, Rom, 8. november 1991, 

http://www.nato.int/docu/basictxt/b911108a.htm 

North Atlantic Council, North Atlantic Cooperation Council Statement on Dialogue, Partnership And 

Cooperation, Pressemeddelelse, 20. december 1991, 

http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c911220a.htm 

North Atlantic Council, Partnership for Peace: Framework Document issued by the Heads of State and 

Government participating in the Meeting of the North Atlantic Council, Bruxelles, 10. januar, 1994, 

http://www.nato.int/docu/basictxt/b940110b.htm 

North Atlantic Council, The Alliance’s Strategic Concept, Approved by the Heads of State and Government 

participating in the meeting of the North Atlantic Council, Washington D.C., 23.-24. april 1999, 

http://www.nato.int/docu/pr/1999/p99-065e.htm 

Report to Congress in accordance with the 2008 National Defense Authorization Act (Section 1230, Public 

Law 110-181), Report on Progress toward Security and Stability in Afghanistan, juni 2008,http://www.defenselink.mil/pubs/Report_on_Progress_toward_Security_and_Stability_in_Afghanistan_1230.pdf 

United Nations (UN), Security Council, Resolution 1386 (2001), Adopted by the Security Council at its 

4443rd meeting, 20. december 2001, 

http://daccessdds.un.org/doc/UNDOC/GEN/N01/708/55/PDF/N0170855.pdf?OpenElement 

United Nations Assistance Mission to Afghanistan (UNAMA), Suicide Attacks in Afghanistan 2001-2007, 

1. september 2007, http://www.unama-afg.org/docs/_UN-Docs/UNAMA%20-%20SUICIDE%20ATTACKS% 

20STUDY%20-%20SEPT%209th%202007.pdf 

Hjemmesider 

http://www.nato.int/isaf 

Trykte kilder og arkiver 

Foreign Relations of the United States (FRUS), 1950, vol. I 

Foreign Relations of the United States (FRUS), 1955-1957, vol. V 

United States National Archives (USNA), diverse akter 



119

120 


Den 4. april 2009 kan NATO fejre 60-års jubilæum. Den regionale forsvarsalliance, 

der blev oprettet for 60 år siden som et bolværk mod 

en kommunistisk trussel fra Sovjetunionen, er i dag på ganske mange 

måder anderledes end ved oprettelsen. NATO står fortsat som den 

vigtigste garant for sikkerhed på tværs af det euro-atlantiske område, 

men alliancen varetager i dag også opgaver og operationer langt fra 

det oprindelige geografiske kerneområde – Europa. Samtidig er den forsvarsalliance, 

der fra begyndelsen bestod af 12 lande, nu udvidet til at 

inkludere intet mindre end 26 – snart 28 – meget forskellige lande, og NATO har i dag partnerskaber med 

ligeså mange lande i og udenfor det europæiske område. 

Den transformation, som NATO har undergået i løbet af især de sidste 20 år og som fortsat er i gang, er 

i sig selv en udfordring for alliancen. Men NATO står også overfor mange andre udfordringer i dag og i 

fremtiden. Det gælder ikke mindst missionen i Afghanistan, nye former for sikkerhedstrusler som f.eks. 

energisikkerhed, pirateri, cyber-kriminalitet og spredning af masseødelæggelsesvåben. 

Der er med andre ord nok at tage fat på for 60-års fødselaren, og selv om NATO på papiret nærmer sig 

pensionsalderen, synes der ikke at være udsigt til, at alliancens relevans som sikkerhedsgarant regionalt 

såvel som globalt vil forsvinde. 

Denne bog forsøger at tegne et billede af NATO gennem 60 år, og tager fat i nogle af de problemstillinger, 

alliancen står overfor i dens 60-års jubilæumsår. Med historiske, analytiske og praktiske briller giver bogen 

en god gennemgang af NATOs udvikling, transformation og fremtid. 


Denne bog er udgivet med støtte fra: 

Foto: NATO Foto: NATO 

Foto: NATO Foto: NATO 

Foto: NATO 

Foto: AFSOUTH/NATO 

Undervisningsministeriets Kredsen Mars 

tips- og lottomidler 

& Merkur Danmark 


Foto: HOK Foto: HOK 

Skandinavisk 

Tobakskompagni’s Gavefond

fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?