fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

konflikter eller krige. Belgien gav således (modvilligt) slip på Congo i 1960-61, mens det autoritært
styrede Portugal samtidig optrappede krigen mod de nationale befrielsesbevægelser
i sine kolonier Angola, Guinea og Mocambique. Med henvisning til præcedens fra 1950’erne
med overførslen af franske NATO-styrker fra Europa til krigen i Algeriet opnåede Portugal i 1961
NATO-Rådets accept af, at portugisiske divisioner, der var øremærkede til Europa, blev overført
til Afrika. I 1963 udtalte den nytiltrådte NATO-øverstkommanderende (SACEUR) general Lyman
Lemnitzer ligefrem sin beundring for de portugisiske tropper, som i Afrika kæmpede ikke blot
for friheden, men også for råstoffer og baser, som var uundværlige for Vestens sikkerhed. I december
1974 indrømmede USA’s udenrigsministerium, at portugisisk Afrika var blevet inkluderet
i NATOs kriseplanlægning. 18) * )
På dette tidspunkt var mindre NATO-lande som Norge, Danmark og Holland begyndt at yde
humanitær økonomisk bistand til de afrikanske befrielsesbevægelser, som bekæmpede Portugals
kolonistyre. De små NATO-landes argument var, at disse bevægelsers kamp var retfærdig,
og at Vesten ikke måtte drive dem i armene på Østblokken ved at afvise at yde dem bistand.
De små NATO-landes bistand omfattede efterhånden også befrielsesbevægelserne i de hvide
apartheid-regimer i det sydlige Afrika, som siden 1962 var underlagt en frivillig FN-embargo,
der dog ikke fik tilslutning fra stormagter som USA, Storbritannien og Frankrig. NATO-magterne
så fra 1968 og frem med voksende bekymring på sovjetiske flådeenheders opdukken i det Indiske
Ocean og i Sydatlanten, hvor de ifølge NATOs planlæggere i en krigssituation ville kunne
afbryde den vitale allierede skibsfart syd om Afrika. 19)
Atomoprustning og europæisk afspænding (1963-1978)
Op gennem 1960’erne satte Sovjetunionen alt ind på at indhente USA’s og NATOs enorme
atomare forspring og sikre en nogenlunde kvantitativ strategisk ligevægt. Samtidig regnede
de militære planlæggere i både NATO og Warszawapagten i 1960’erne og 1970’erne med – eller
foregav i hvert fald at regne med – en sejr, om end en omkostningsfyldt sejr, i en eventuel
storkrig startet af modparten. NATO satsede på en hurtig og massiv indsats af sine klart overlegne
atomstyrker på alle niveauer, mens Warszawapagten stolede på succes for en hurtig, offensiv
konventionel og atomar operation ind i Vesteuropa kombineret med et teknisk overlegent
sovjetisk forsvar mod NATOs missiler og fly og Vestens relativt større sårbarhed over for
atomar ødelæggelse. 20) Realiteten var, at der internt i begge alliancer var meget stor usikkerhed
og uklarhed om, hvordan en eventuel storkrig ville forløbe. I NATO kunne man dog bl.a. finde
fortrøstning i, at alliancens taktiske flykapacitet ifølge dybt fortrolige Pentagon-analyser i 1966 i
virkeligheden både var 50 procent større end Warszawapagtens og som helhed væsentlig mere
effektiv end Østblokken. Sidstnævnte havde endda en stærk orientering mod luftforsvar og kun
en begrænset offensiv kapacitet. 21)
Præsident de Gaulle trak i 1959 Frankrig ud af dele af det militære NATO-samarbejde i protest
mod ’amerikansk dominans’, og i foråret 1966 meddelte de Gaulle sine NATO-allierede, at Frankrig
trak sig ud af alle NATOs militære kommandoer, og at NATOs hovedkvarter (i Paris), baser
og anden infrastruktur skulle flyttes ud af Frankrig i 1967. De Gaulle lovede dog, at Frankrig
ville komme de NATO-allierede til hjælp i krigstilfælde, og at man ville forblive i NATO, ’så længe
det synes nødvendigt’. For de Gaulle var Frankrigs rolle at være den primære vesteuropæiske
brobygger til et Sovjetunionen, som han ikke længere anså for at udgøre en overhængende
militær trussel.
* ) De portugisiske kolonikrige krævede mindst 300.000 afrikanere livet.
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid 19