fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

Den skelsættende NATO-beslutning om PfP blev formentlig fremmet af resultatet af det russiske
parlamentsvalg i december 1993, som syntes at styrke den ultra-nationalistiske leder
Sjirinovski betydeligt. Dette blev brugt af nogle af de øst- og centraleuropæiske lande som
argument for snarligt NATO-medlemskab. Kritikere pegede på risikoen for, at NATOs ekspansion
mod øst kunne provokere og isolere Rusland unødigt, styrke de anti-vestlige kræfter i Rusland
og skabe nye konfrontatoriske øst-vest skillelinjer i Europa. NATO gik da også relativt forsigtigt,
men målbevidst til værks. For at dæmpe den russiske kritik blev The NATO-Russia Founding Act
underskrevet i 1997. Den indebar bl.a. dannelsen af fællesorganer som The NATO-Russia Permanent
Joint Council, der dog ikke gav Rusland nogen reel indflydelse på NATOs beslutningsprocesser.
Der blev høfligt lyttet til russernes protester, men alliancen lod forstå, at den udstukne kurs
lå ufravigeligt fast.
NATOs udvidelsesproces var dog, som den amerikanske forsker Ronald Asmus – en af de bedste
kendere af forløbet – har konkluderet, hverken uundgåelig eller forudbestemt. Selv om projektets
rødder lå i Central- og Østeuropa, blev det reelt et amerikansk projekt, efter at Clintonregeringen
i 1994 havde taget det til sig. Det fik topprioritet uanset vedvarende russisk modstand
og tøvende og lunken vesteuropæisk støtte, fordi det var baseret på en amerikansk vision
om et helt og frit Europa i permanent alliance med USA. Det vil sige også hinsides den kolde
krig. Det var også i USA’s geopolitiske interesse at stabilisere demokratiet og udbrede stabilitet
i Central- og Østeuropa. Processen blev understøttet af markante central- og østeuropæiske
ledere som Vaclav Havel (nu NATO-tilhænger) og Polens Lech Welesa, men også den eskalerende
borgerkrig i eks-Jugoslavien var en katalysator for den. 37)
Parallelt med udvidelsesprojektet udviklede NATO i 1990’erne gradvis sine operationelle muligheder
med henblik på øget fleksibilitet og mobilitet. På topmødet i 1994 blev det vedtaget at
udnævne den ellers noget henslumrende Vesteuropæiske Union (WEU – oprindelig dannet i
1948 som en forløber for Atlantpagten) til den atlantiske alliances ’europæiske søjle’ samt at udvikle
en såkaldt European Security and Defense Identity (ESDI). Tanken var, at NATO kunne udlåne
materiel m.v. til WEU-operationer, også ’out-of-area’, som de nordamerikanske NATO-allierede
ikke ønskede at deltage i.
I 1996 vedtog NATO at danne såkaldte Combined Joint Task Forces (CJTF), primært til NATOledede
fredsbevarende ’out-of-area’-operationer, evt. med deltagelse af PfP-lande fra Øst- og
Centraleuropa. Flere medlemslandes, ikke mindst Frankrigs, traditionelle modstand mod NA-
TOs deltagelse i ’out-of-area’-operationer smuldrede efterhånden. I første omgang under forudsætning
af, at NATO handlede som militær entreprenør for FN’s Sikkerhedsråd, således som det
skete med den fredsbevarende NATO-styrke i eks-Jugoslavien fra 1992 og frem.
USA/NATOs luftbombninger af de bosniske serberes stillinger i 1995 blev et vendepunkt i den
bosniske borgerkrig, fordi de kunne støttes af de bosniske muslimers offensiv på landjorden.
USA/NATO-luftoperationerne var også med til at genskabe den transatlantiske følelse af enhed
og fællesmål og styrkede den opfattelse, at NATO måtte handle for at konsolidere stabiliteten
uden for sine gamle grænser. De fredsbevarende IFOR/SFOR-styrker i Bosnien siden Daytonaftalen
i 1995 er under NATO-kommando, men med godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd og
38) *)
– efter USA’s mellemkomst – med russisk deltagelse.
*) De fleste NATO-lande deltog militært i den USA-ledede koalition, som i 1991 angreb Irak med henblik på at befri Kuwait fra den irakiske
besættelse i 1990. Medlemslandenes krigsdeltagelse skete dog ikke i NATO-regi, men formelt på mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, ligesom
det var tilfældet under Koreakrigen 1950-53.
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid 29