fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

I Afghanistan har NATO skulle arbejde sammen med lande, man ikke har noget institutionaliseret
samarbejde med. I øjeblikket deltager – udover en række EAPC-lande og Jordan og De
Forenede Arabiske Emirater – Singapore, New Zealand og Australien. Tidligere har også Japan
og Sydkorea deltaget, og i 2009 vil Colombia sende tropper til Afghanistan under ISAFs ledelse.
Mange har argumenteret for, at NATO mangler en institutionel ramme for disse lande. De falder
udenfor de tre regionalt definerede samarbejder beskrevet ovenfor, og hvordan, hvis overhovedet,
NATO skulle udvikle rammer for samarbejde med disse såkaldte globale partnere, har
været et stort politisk emne i NATO de seneste par år. Samarbejde med globale partnere er
nemlig ikke kun et spørgsmål om militært samarbejde i Afghanistan. Det bliver nemt også et
spørgsmål om, hvad NATO er. 31)
NATOs partnerskaber og globaliseringens konsekvenser for alliancen
På mange måder er NATOs partnerskaber nu drevet af de samme rationaler som tidligere. Det
drejer sig stadig om: 1) Praktisk militært og forsvarspolitisk samarbejde og integration, 2) dia-
NATOs globale partnere
NATO har i Afghanistan arbejdet sammen med en række lande, alliancen ikke har noget
egentligt institutionaliseret samarbejde med. Der er altså tale om lande, der hverken er
medlem af NATO eller nogle af de forskellige partnerskabsorganisationer (Euro-Atlantic Partnership
Council (EAPC), Partnership for Peace (PfP), Mediterranean Dialogue (MD), Istanbul
Cooperation Initiative (ICI)). Disse lande omtaler man som NATOs globale partnere.
Kortet viser de globale partnere, som NATO arbejder, har arbejdet eller kommer til at arbejde
sammen med i Afghanistan (nu: Singapore, New Zealand, Australien, før: Japan, Sydkorea, i
2009: Columbia).
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid 9