Krigen der aldrig kom

på at gøre livet surt for "ondskabens imperium." Tilmed var der masser af andre lande - ikke
mindst Saudi-Arabien - som var villig til at komme med selvstændig økonomisk støtte eller
sende frivillige i krig i Afghanistan. 60 Casey var nu ikke tilfreds med at dræbe sovjetiske soldater
i Afghanistan - tværtimod gik hans ambitioner videre og han var villig til at støtte oprørsangreb
inde i selve Sovjetunionens muslimsk-befolkede sydlige republikker. Fra 1985 begyndte
afghanske oprørstyrker at trænge ind i selve Sovjetunionen og angribe sovjetiske mål. Men det
var trods alt at gå for vidt og både det amerikanske udenrigsministerium og selv CIAbureaukratiet
i Langley begyndte at gøre modstand mod denne politik, som i værste fald kunne
føre til krig. Casey var isoleret og døde i 1986. 61 Men tanken om at føre krigen i Afghanistan ind
i det sårbare sydlige Sovjetunionen overlevede imidlertid Casey og i april 1987 trængte tre hold
afghanske sabotører - bevæbnet af den pakistanske efterretningstjeneste - ind i selve
Sovjetunionen, angreb en lufthavn, sovjetiske konvojer samt beskød en fabrik med 107 mmraketter.
CIA-hovedkvarteret i USA reagerede med panik og blev kun en smule mere rolig da
det kunne konstateres, at deres egne folk ikke havde haft noget med det at gøre. Problemet var,
at Sovjetunionen måske ikke ville se sådan på det og via hemmelige kanaler blev både Pakistan
og USA udsat for alvorlige sovjetiske trusler. Et sovjetisk angreb på selve Pakistan blev mere
end antydet. En CIA-agent ringede til den ansvarlige pakistanske brigadegeneral, som havde
stået bag angrebet i selve USSR og bønfaldte ham om at kalde sin folk tilbage med ordene:
"Please don't start a third world war." 62
En af William Caseys sidste - og formodentlig mest brillante træk - var af økonomisk art og
følgerne var ødelæggende for USSR. CIA's analyser havde påpeget, at den sovjetiske økonomi i
stigende grad blev holdt oppe af eksport af olie og gas, som landet var så rig på. Som følge af
Yom Kippur-krigen i 1973, den iranske revolution i 1979 og krigen mellem Irak og Iran efter
1980 var olieprisen i lange perioder var meget høj, hvilket gav statskassen i Moskva tiltrængt
hård valuta. I 1985 rejse William Casey til Saudi-Arabien og talte med den saudiske monark,
appellerede til hans had til det ateistiske USSR som havde besat et muslimsk land og bad om
hans hjælp ved at åbne oliehanerne. Saudierne lyttede øjensynlig til hans bøn og åbnede
oliehanerne, så verdensmarkedet igen blev oversvømmet med billig olie. Alene i 1986 steg den
saudiske olieproduktion med 46 procent og halverede olieprisen fra cirka 50 til cirka 24 dollars
pr. tønde råolie. Følgerne var katastrofale for den sovjetiske økonomi og ifølge økonomen og
senere politikeren Jegor Gajder mistede Sovjetunionen som følge af den politik årligt 20 mia.
dollars om året. Hvad vigtigere var, så havde Sovjetunionen ikke længere nogen økonomiske
reserver. Det blev således antaget af vestlige eksperter, at USSR havde 36 mia. dollars i guld i
reserve, men ifølge Gajder var tallet reelt kun 7.6 mia. dollars. Faldet i olieprisen tvang USSR
til at skære ned i sin import og begrænse investeringer i industrien, samt gå tiggergang i vestlige
banker og finansinstitutioner. 63
Samlet set var der flere situationer efter 1983, som havde potentialet til at skabe en alvorlig
krise mellem Sovjetunionen og den vestlige verden, men af forskellige årsager blev det ikke til
noget. Trods tilløb til et sammenstød undgik verden i firserne en alvorlig krise i stil med Cubakrisen
i 1962, hvor supermagterne stod direkte overfor hinanden og hvor krig syntes uundgåelig.
60 Coll side 89.
61 Ibid side 104-106.
62 Ibid side 161-162.
63 Goldman side 50-53.
Gorbatjovs vs. det militær-industrielle kompleks
14