fokUS: danSke vine - Dansk sommelier Forening

Sommelier 

medlemSblad for danSk Sommelier forening og venner 

2/2012 

• Masser af riesling 

• Rødvin fra Mosel 

• Madeira vil være 

med igen 

• Bourgogne-nestor 

takker af 

• Dynastiet Cazes 

• Frokost på 

Lynch-Bages 

• Californisk vin 

uden nykker 

• 12 franske vin- 

bønder på besøg 

• Ny i D.S.F. og 

straks videre 

• Portugisisk 

masterclass 

• Dronningen af 

teroldego 

• Fra nord til syd i 

Bourgogne 

• Golfstater med 

vinkultur 

Tom Christensen fra Dyrehøj 

Vingård på Røsnæs er én af de 

tre vestsjællandske vinproducenter, 

SOMMELIER har besøgt 

og portrætterer i dette nummer. 

fokUS: danSke vine – brUnello

4 [siden sidst] 

Sommelier 2/2012 

[siden sidst] 5 

ingen leflen 

Louis Barruol fra Gigondas har sin helt egen stil 

Château Saint Cosme er ikke en årsunge. Ejendommen og 

dens 15 hektarer har en historie, der går tilbage til 1570, men 

det lange spand af år skal holdes op imod de 1000 år, Gigondas 

har været registreret som vinlandskab. 

Louis Barruol, som er den nuværende og nærmest karismatiske 

chef for Saint Cosme, kom i spidsen af familiefirmaet i 

1992. Han høster ros fra de store kanoner i vinpressen, inklusive 

Robert Parker, så man frygter nærmest det værste, når der 

kaldes til smagning af hans vine. 

Men frygt ikke! En præsentation i København på en solskinsdag 

i marts bekræftede heldigvis, at her er Rhône-vine, 

som ikke lefler for nogen. 

Monsieur Barruol forklarede, at Gigondas – og Beaumes 

de Venise – adskiller sig fra det øvrige Rhône ved at kunne 

mønstre adskillige forskellige slags terroir. Desuden er klimaet 

ikke så varmt døgnet rundt. Det giver vinene syre, friskhed og 

finesse. 

- Jeg laver vin som i Bourgogne, lød det fra mesteren. 

- Det giver ikke mening at blande druerne fra de forskellige 

lieu-dits, så jeg fremstiller fem meget forskellige vine fra 

mine 15 hektarer. 

Saint Cosme har især mange gamle grenache-planter, og 

som de fleste ved, skal der alder til, før grenache yder sit optimale. 

også négociant 

Dyrkningsmetoderne er selvfølgelig organiske, gødskningen 

naturlig, lave høstudbytter. Der foretages ikke afstilkning, macereres 

i lang tid og bruges for nogle af vinenes vedkommende 

traditionelle cementtanke. Filtrering kommer ikke på tale. 

Ud over at dyrke familiens egne marker har Louis Barruol 

en lille négociantvirksomhed. 

- Bare for at bevise, at man også kan lave gode vine i den 

funktion, som han sagde. 

Hans første vin i smagningen, der fandt sted på Bistro Boheme, 

var ”Little James Basket”, en udateret frisk og drikkelig 

vin blandet af flere årgange. 

- Når det er o k. at blande i Champagne hvorfor så ikke i 

Côtes-du-Rhone? spurgte han. 

Resten af vinene var fra 2010, som var et godt år. Tør og 

ikke for varm sommer. Årgangen kan minde om 2005, men er 

mere rund i det og vil alligevel lagre godt, mente Louis Barruol. 

10, 20, 40 år – intet problem. 

2009 var til gengæld problematisk for Saint Cosme. 

- I løbet af tre minutter mistede vi halvdelen af høsten, da 

der brød et haglvejr løs lige over os. Den dag troede jeg ikke 

på Gud. Mine naboer blev også ramt, men ikke lige så meget 

som os. 

Louis Barruol kunne oplyse, at hans 2005- og 2006-vine er 

ved at åbne sig. 

- 2010 er svær at smage nu. Vinene er så firkantede, selv om 

jeg dobbelt-dekanterer dem. 

Flotte vine 

Firkantede eller ej, vinene blev smagt. 

Først den cremede og meget drikkelige Côtes du Rhône, 

100 procent syrah. Mere end en dagligvin. Dernæst Les Deux 

Albions, også CdR i en opgraderet version fremstillet af fem 

druesorter i cementtanke. Den lå tæt på Gigondas-stilen. Flot 

vin. 

Så kom fem udgaver af Gigondas med en basisvin i stram 

stil som første nummer. 

Valbelle er navnet på en cuvée sammensat af druer fra fem 

marker, 90 pct. grenache og 10 pct. syrah. En flæsket vin fra 

vinstokke op til 100 år gamle. 

- Grenache er det mest interessante udtryk for terroriret, 

sagde Louis Barruol. 

La Poste er den feminine gigondas fra et terrorir a la det, 

man kan finde i Alba, Piemonte. En lækker, cremet vin. 

Hominis Fides kommer fra sandjord og er en venlig vin, 

som med alderen får bourgogne-karakter. 

Endelig Le Claux, der er et ”clos” tilplantet i 1870. Fra 

30’erne og frem er der nyplantet, men nogle af de oprindelige 

vinstokke har overlevet til i dag på de halvanden hektarer.. 

- Det er den mest burgundiske af vinene fra de tre lieu-dits. 

Valbelle i årgang 2004 demonstrerede med sin perfekte 

drikkelighed, hvad man med en del tåmodighed kan forvente 

af årgang 2010. Og så kom lige Côte Rôtie 2010 på bordet som 

næsten et antiklimaks på en flot smagning. Den lette og feminine, 

nærmest slanke vin kunne slet ikke hamle op med sine 

søskende fra Gigondas. 

Det er Vinslottet, der importerer vinene fra Château Saint 

Cosme. J.A. 

Château Saint Cosmes historie rækker tilbage til det 16. århundrede. 

12 franske vinbønder 

Vinrosen og Rosforth&Rosforth havde en søndag i marts slået 

sig sammen om under navnet Vinduo at præsentere 12 franske 

leverandører. Det foregik i Odd Fellow Palæet og blev en særdeles 

velbesøgt begivenhed. Ikke mindst sommelierer og andre fra 

restaurantverdenen troppede op. 

Blandt Vinrosens leverandører var Philippe Pacalet forståeligt 

omsværmet. Han bød udelukkende på 2010-vine, men 2009 

er vel også en god årgang – eller hvad? 

- Det er en årgang, som er blevet rost meget af vinskribenterne. 

Og den er da også perfekt som introduktion til bourgogne 

for dem, som måske ikke er fortrolige med vinene. Årgangen er 

også fin til restauranter. Det er typisk sådan en årgang, vi har behov 

for ind imellem. Det, man kan kalde en kommerciel årgang. 

- Men, tilføjede Philippe Pacalet, for kendere af bourgogne er 

det årgangene 2008 og 2010, men skal interessere sig for. 

Caroline Gon fra Domaine des Héritiers du Comte Lafon i 

Milly-Lamartine tæt på Viré-Cléssé skænkede til gengæld udelukkende 

2009-vine, bl.a. en lækker Mâcon-Bussières Le Monsard. 

De kan godt være med dernede sydpå i Bourgogne. 

Det demonstrerede Vincent Chevrot fra Domaine Chevrot også 

med bl.a. en let og mineralsk 2006 Santenay 1er cru Clos Rousseau. 

VINHUSE 

Les Crêtes 

Gianfranco Alessandria 

Elio Altare 

Alasia/Il Cascinone 

Giacomo Conterno 

Matteo Correggia 

La Spinetta 

Bartolo Mascarello 

Angelo Negro 

Luigi Pira 

Fratelli Revello 

Albino Rocca 

Mauro Veglio 

Roberto Voerzio 

Ca’ dei Frati 

Bellavista 

Allegrini 

Bisol 

Pieropan 

Hofstätter 

Kuenhof 

Ermacora 

Vie di Romans 

Doro Princic 

Tenuta di Bibbiano 

La Ciarliana 

Mocali 

Panizzi 

Piaggia 

Ciacci Piccolomini 

Poggio al Tesoro 

San Giusto a Rentennano 

San Polo 

Cantina Martinelli 

Villa Simone 

Garofoli 

Vinicola Bove 

Illuminati 

Antonio Caggiano 

Apollonio 

Cantine del Notaio 

Morgante 

Florio 

Porta del Vento 

Tenuta delle Terre Nere 

Santadi 

Distilleria Berta 

Distilleria Capovilla 

Cooperativa Amalfi tana 

Casa del Caffè 

Luigi Tega 

smag af solskin 

Jacques Devauges fra det AXA-ejede Domaine de l’Arlot 

kunne byde på Nuits-Saint-Georges Clos de l’Arlot Blanc fra 

både 2009 og 1999. Den første smagte af al den sol, druerne 

havde badet i, og 1999 var på toppen uden at vise træthed. 

Sydpå igen til Château des Rontets’ 2004 Pouilly-Fuisée 

Les Birbettes, en flot, sødmefuld og frugtspændt vin. 

Rosforth&Rosforth havde bl.a. hidkaldt Eric og Thibaud Pfifferling 

fra Domaine l’Anglore i Tavel. Hvis man troede at kende 

tavel, måtte man tro om igen, da der blev skænket op her. 

Loire fyldte selvfølgelig pænt i R&R’s præsentation. Domaine 

Guiberteau havde bl.a. en sprød og frisk Saumur chenin 

blanc på programmet, 2008 Clos des Carmes, og Château 

de Coulaine diskede op med chinon i flere fine udgaver fra 

forskellig terroir og vekslende alder på vinstokkene. Den 

lækre, sødmefulde 2009 Chinon La Diablesse kom eksempelvis 

fra 70 år gamle planter. 

Champagne manglede selvfølgelig ikke. R&R’s Larmandier-Bernier 

imponerede bl.a. med en knastør Rosé de Saignée. 

Med tre g dosage var det en vin, som gav hår på brystet. Husets 

blanc de blanc var mere tilgængelig. Et rigtigt godt glas. J.A. 

www.adriatvinimport.dk 

GROBUND 

FOR 

KVALITET 

OG 

NYDELSE 

Adriat Vinimport as 

ITALIENSKE KVALITETSVINE

14 [siden sidst] Sommelier 2/2012 


drikkelig brunello 

Til smagning af 2007 og 2006 fra Altesino 

Altesino regnes ikke med, når topproducenter af brunello 

nævnes. Så er det navne som Case Basse, Carbaiola, Pieve 

Santa Restituta, Siro Pacenti, Poggio Antico og Lisini samt 

selvfølgelig Biondi Santi, der dukker op. 

Men Altesinos vine anses for vellavede samt moderat prissat, 

og der skal ikke kimses ad nogen af delene. 

Vingården Altesino ligger i den nordlige del af byen Montalcino. 

Palazzo Altesi stammer fra begyndelsen af 1500-tallet 

og blev i 2003 overtaget af Elisabeth Gnudi Angelini, en 

kendt vinpersonlighed i området. 

Vinmarkerne, i alt 41 hektarer, ligger både nord og syd for 

Montalcino, og høsten blandes normalt, så vinen får sin karakter 

fra begge områder. Fra højen Montosoli, som ligger 

mod nord, fremstilles dog en enkeltmarksvin, som er Altesinos 

bedste. 

Guido Orzalesi, der er Altesinos eksportchef, var i marts i 

København for at præsentere de netop frigivne årgange 2007 

og 2006 Riserva plus nogle ældre udgaver. Det skete med rosende 

ord fra vinskribenten James Suckling i bagagen, efter 

at han havde haft lejlighed til først af alle at smage vinene. 

Der var da heller ikke noget at komme efter. Årgang 2007 

er en meget drikkelig vin her og nu, men også med lidt bid 

samt sødme og harmonisk frugt, som nok skal holde den oprejst 

nogle år. 

Årgang 2006 er mere tanninpræget, så det bliver en 

smagssag, om man falder for den ene eller den anden årgang. 

Officielt anser Montalcinos producenter begge årgange for at 

være femstjernede, men Guido Orzalesi erkendte, at 2006-vinene 

er af en noget uens kvalitet. 

Årgang 2005 er i klassisk stil, klar sangiovese med bid, 

men også en anelse ”grøn”. 

smæk for skillingen 

I gode år fremstilles der riserva, og et sådant år var 2006. 

Her er smæk for skillingen. Fed vin med bid og kant samt en 

kølig sødme og lækker fedme. 

Sødmen går igen i enkeltmarksvinen Montosoli. Både 

2007 og 2006 er cremede, men har også syre og tanniner til 

at holde sig ranke. 2006 er den mest slanke af de to. 

Altesino har sin egen winemaker, men benytter sig også af 

en ekstern konsulent. 

- Han er ikke et af de kendte supernavne, sagde Guido Orzalesi 

med tydelig adresse til adskillige andre producenter. 

- Vi er ikke interesserede i at fremstille vine, som ligner 

alle de øvrige, han har haft fingrene i. 

Altesino har i tidens ånd reduceret brugen af kemikalier i 

vinmarkerne og bruger kun naturlig gødskning. Aftapning 

af vinene foregår desuden ved fuldmåne, men derudover går 

man ikke så højt op i de steinerske teorier. 

Altsinos vine importeres af Philipson Wine. J.A. 

Altesino ligger smukt i den nordlige udkant af brunello-hovedstaden Montalcino. 

Montosoli ligger på et højdedrag og er Altesinos bedste vinmark. 

Palazzo Altesis historie rækker tilbage til 1500-tallet. 

Storternet underholdning 

Stuart Pigott leverede varen, da han indtog København 

Stuart Pigott tegnede og fortalte - lige så uhøjtideligt som sin påklædning. 

Stuart Pigott, briten som blev tysker og nu også foruden 

sine underholdende vinforedrag forsøger sig som vinbonde, 

er ikke bleg for at give København en undskyldning for 

september 1807. 

- Når nu min tidligere regering ikke vil, som han sagde 

foran den fuldtallige forsamling, der i april på Hotel- og Restaurantskolen 

fulgte hans riesling-masterclass. 

Skulle nogen have glemt det, blev hovedstaden i begyndelsen 

af september 1807 udsat for et britisk terrorbombardement. 

Danskerne ville ikke godvilligt udlevere flåden, 

men måtte bøje sig. 

Pigott, der konsekvent optræder i storternet tøj og helt 

igennem er lige så uhøjtidelig som sin påklædning, tog især 

fat i to emner: en vins pH-værdi og tilsætningen af svovl. 

Ind imellem aflivede han eventuelle misopfattelser af velsignelserne 

ved organisk dyrkede druer. Forskellen var 

ifølge ham kun brugen af svampedræbende midler. Alt det 

andet, som de organiske dyrkere ikke gør, gør de konventionelle 

heller ikke. 

Til gengæld køres de organiske marker igennem langt 

flere gange end de konventionelle, og traktorer maser jorden 

sammen. Så i den sidste ende er fidusen ved organisk dyrkning 

til at overse. 

svovl og pH 

Stuart Pigott har formentlig ligesom de fleste, der beskæftiger 

sig med vin, hørt ængstelige forbrugere udtrykke deres 

bekymring over svovl. Svaret er selvfølgelig dels, at der 

ikke er noget nyt i brugen af dette tilsætningsstof. Det har 

man gjort i næsten 600 år. Dels skal man være meget mere 

på vagt over for eksempelvis kål. 

- Blomkåls indhold af svovl ligger på måleenheden 2000, 

mens vin generelt ligger på 100, sagde han. 

Som en illustration af pH, der jo er et mål for koncentrationen 

af syre i vin, forklarede Stuart Pigott, at en vin med 

60-70 g restsukker og en pH-værdi på 2,9 ville smage godt. 

- Omvendt vil en vin med pH 3,4 og 6-7 g restsukker 

smage ligesom én af Zind-Humbrechts vine. 

Foredraget blev ledsaget af en stribe riesling-vine fra 

producenter som Tesch, Flick, Stefan Winter og Clemens 

Busch. 

Spätburgunder (pinot noir) fik også plads i smagningen, 

og Pigott gentog sandheden om, at tyskerne omsider har 

lært at fremstille rødvin. 

- Glem alt om farven på vinen, hold udbyttet nede og vær 

forsigtig med ekstraktionen! 

To fine vine i næsten burgundisk stil bekræftede, hvor 

godt det står til: Becker-Landgrafs 2009 ”Muschelkalk” og 

Shelter Winery 2009 ”Pinot Noir”. Sidstnævnte elegante vin 

fås hos Vinoble til en meget rimelig pris. J.A.

18 [siden sidst] 


Fra Domaine de Valmoissine i den provencalske Var-region kommer en rustik pinot noir egnet til 

daglig indtagelse. 

som vinderen: en vidunderlig fed og 

frisk vin, som alderen bare havde gjort 

uimodståelig. 

og så de røde 

Afdelingen med otte rødvine blev indledt 

med 2009 Domaine de la Valmoissine, 

Latours Provence-ejendom i appellationen 

Côteaux du Verdon i Var 

nord for St. Tropez. 

- Den her vin drikker jeg til daglig, 

sagde Louis-Fabrice Latour. Det er en 

frugtdrevet pinot noir i den lidt rustikke 

stil, som er bedst ved maksimalt 14-15 

grader. 

Latours standard-bourgogne årgang 

2009, Rouge Cuvée Latour, er nu alt 

andet lige mere indtagende og ikke ret 

meget dyrere. Også 2006 Marsannay 

byder på klar pinot noir smag og er i 

øvrigt drikkeklar. 

Over Aloxe Corton 2008 og 2006 

Nuits-Saint-Georges 1er cru, begge 

sødmefulde, elegante og meget drikkelige 

vine, nåede vi til Château Corton 

Grancey i årgangene 2003, 2005 og 

Sidst i halvfjerdserne investerede Latour i Ardèche, og herfra kommer i dag et par millioner flasker chardonnay og viognier. 

”De ved, at vi kommer, fordi vi 

har succes, og det kan de ikke lide. 

2009. Det er vin, som kun fremstilles i 

gode år, så det var interessant at smage 

2003’eren. Den er næsten ”australsk” i 

sin sødmefyldte, flæskede stil. 

De to øvrige udgaver er mere klassiske: 

harmoniske, cremede, elegante. 

Latour har 11 hektarer Corton Charlemagne 

(opkaldt efter kejser Karl den 

Store) og fremstiller som den eneste 

både hvid og rød vin. Dermed er Latour 

størst på scenen for grand cru. 

Spørger man Louis-Fabrice Latour, 

om husets vine chaptaliseres, er svaret 

ja. 

- Det afhænger af årgangen. I 2004 

og 2007 chaptaliserede vi både hvide 

og røde vine og i 2008 de røde. For de 

hvides vedkommende handler det om, 

at folk er besat af syre, så vi høster forholdsvis 

tidligt og chaptaliserer så for at 

opnå en bedre balance i vinene. 

Maison Latour var gennem 150 år 

repræsenteret i Danmark af Carl Wandel 

& Søn. I dag står Chris Wine/Premium 

Wine for distributionen.

22 [siden sidst] Sommelier 2/2012 


vine uden nykker 

Chardonnay og pinot noir fra Sonoma County kan vise både charme og kant 

Walter Schug er blandt de producenter i 

Sonoma, som formår at fremstille chardonnay 

og pinot noir uden at forfalde 

til oversøiske nykker. Hans vine har 

kant, om end de selvfølgelig er præget 

af den verdensdel, de kommer fra. 

På årets skuddag var 76 californiske 

vinproducenter samlet på Københavns 

Marriott Hotel for at præsentere hundreder 

af vine. Forinden blev der afviklet 

et kort seminar med tørre oplysninger 

om Sonoma County ledsaget af 

smagsprøver på otte vine, fire chardonnay’er 

og fire pinot noir’er. 

Walter Schugs chardonnay var klart 

bedst blandt de hvide tæt fulgt af Francis 

Ford Coppolas 2010 Director’s Cut. 

Det var begge rentsmagende vine med 

nogen fedme og – for Schugs vedkommende 

– en fin syreprofil. 

I afdelingen for pinot noir vandt 

Gloria Ferrer Caves & Vineyards 2008 

og Twomey Cellars 2009. De er fra 

hhv. Carneros og Russian River Valley. 

Begge vine signalerede klart pinot 

noir, var ganske elegante og – hvilket 

jo ikke er uvigtigt – smagte godt. 

Fra tyskland til Usa 

Walter Schug er nu godt oppe i halvfjerdserne 

og kan se tilbage på en flot 

karriere i vinens tjeneste. 

Han stammer fra en tysk vinfamilie 

og arbejdede i sine unge år på vingårde 

i Tyskland, England og Californien. 

I 1961 giftede han sig med Gertrud, 

som også var barn af en tysk 

vinfamilie, og sammen drog de til Californien, 

hvor Walter bl.a. arbejdede 

for Gallo. 

I 1972 slog Walter sig sammen med 

Joseph Phelps og var med til at grundlægge 

den berømmelse, som Phelps-vinene 

opnåede. 

Da Joseph Phelps i 1979 ikke længere 

ønskede at fremstille pinot noir, fortsatte 

Walter produktionen med sin egen etiket 

på vinene, samtidig med at han bestred 

stillingen som winemaker for Phelps. 

I 1989 besluttede Walter og Gertrud 

at få deres egne produktionsfaciliteter 

og etablerede Schug Carneros Estate 

Winery. Alle tre børn, tvillingerne Andrea 

og Claudia samt Axel, er i dag involveret 

i virksomheden. Claudia er 

bosat i Tyskland, hvor hun bl.a. står for 

distribueringen af Schug-vinene. Hun er 

desuden i færd med at kvalificere sig til 

Master of Wine-titlen. 

Gertrud døde i 2007, men Walter 

er still going strong. Det viste han på 

Marriott Hotel den 29. februar, da han 

på sin danske importør KB Vins stand 

veloplagt modtog alle, som ønskede at 

smage hans vine. 

en stor region 

Napa Valley bliver ofte nævnt som nærmest 

synonym for californisk vin, men 

i omfang fylder den region ikke mere 

end Sonomas Alexander Valley. 

Historien om vinproduktion i Sonomas 

mange underdistrikter er selvfølgelig 

også historien om vinens skæbne 

i USA: Først ødelagde phylloxera vinmarkerne, 

så kom forbudstiden, og den 

blev nærmest afløst af Anden Verdenskrig, 

da vinproduktion ikke ligefrem 

var højt prioriteret. 

Sidst i tresserne og først i halvfjerdserne 

begyndte der at ske noget. Der 

blev plantet, og der blev bygget vingårde. 

Med de store forskelle i topografi er 

det muligt at dyrke både chardonnay 

og cabernet sauvignon i Sonoma, men i 

moderne tid har vinbønderne indset, at 

ikke alt bør plantes alle vegne. Så i dag 

hører chardonnay til i de kølige kystområder 

og cabernet til de varmere dale 

inde i landet. J.A. 

Walter Schug – en flot karriere i vinens tjeneste. 

Schug Winery ligger smukt og putter sig blandt 

vinmarkerne. 

Sonoma County er så stort et område, at Napa 

Valleys vinmarker i sammenligning kan ligge 

inden for Alexander Valley. 

dynastiet Cazes 

Lille smagning af vine fra Pauillac og St. Estèphe 

Jean-Charles Cazes, 37, er den nye generation på Château 

Lynch-Bages, som den nu 77-årige Jean-Michel Cazes regerede 

over fra 1974 til 2006. Lynch-Bages er placeret i 5. cru, 

men skulle det utænkelige ske, at 1855-klassificeringen blev 

revideret nok engang, ville ejendommen formentlig rykke op 

i 2. cru. 

Jean-Charles Cazes var på den næstsidste februardag i 

København for sammen med sin importør, Theis Vine, at 

præsentere dels Lynch-Bages, dels Château Les Ormes de 

Pez, som er Cazes-familiens fine St. Estèphe-ejendom. 

Cazes-imperiet omfatter desuden Château Villa Bel Air i 

Graves, Château Cordeillan-Bages i Pauillac, L’Ostal Cazes i 

Minervois, Domaine des Sénechaux i Châteauneuf-du-Pape 

og Xisto Roquette e Cazes i Douro-dalen. 

Pichon baron 

Jean-Michel Cazes harikke blot indlagt sig hæder for sin forvaltning 

af familiens egne ejendomme. I begyndelsen af firserne 

erhvervede forsikringsselskabet AXA 2. cru-slottet Pichon 

Longueville Baron og satte Jean-Michel Cazes til at få 

det på fode. 

Slottet var slemt medtaget efter at have huset tyske besættelsestropper 

under krigen. Der var stort set kun et enkelt 

rum intakt, som den lokale Lions Club brugte til sine ugentllige 

møder. Produktionsfaciliteterne var håbløst gammeldags 

og vinene tilsvarende forsømte. 

Det blev der alt sammen rådet bod på med nogle enorme 

investeringer. Picon Baron står i dag som et nærmest Walt 

Disney-agtigt slot med en luksus inden døre uden over alle 

grænser. Vigtigere er det dog, at der også er kommet styr på 

vinmarker og kælderarbejde, så Picon Baron i dag kan leve 

op til sin placering i klassificeringen. 

også hvidvin 

Jean-Charles Cazes præsenterede i København først Blanc de 

Lynch-Bages, en frisk og ikke for sauvignon blanc-smagende 

vin – den er blandet af 67% sauvignon blanc og 33% semillon. 

Hvidvinen er et af Jean-Michel Cazes’ eksperimenter, 

som endnu midt i firserne var helt uofficiel. 

Château Ormes de Pez blev præsenteret i årgangene 2005 

og 2001, og begge vine var stadig ungdommelige. Måske 

ikke så uventet for 2005’s vedkommende, men den lille årgang 

2001 med sin let lakridsagtige tone var også et meget 

behageligt bekendtskab. 

Lynch-Bages i årgangene 2007, 2006, 2004 og 2000 demonstrerede 

årtusindårgangens styrke over for en forbav- 

Jean-Charles Cazes overtog i 2006 styret på Château Lynch-Bages og 

familiens øvrige vingårde. 

sende svag 2006. Skæve årgange som 2007 og 2004 var til 

gengæld vældigt drikkelige. Næppe med det store gemmepotentiale, 

men velegnede til vinkortene rundt omkring. J.A. 

Se også artiklen ”Frokost med hjertebanken” på side 43 

Diego Conterno, Montforte 

Diego Conterno etablerede i 1982 det berømte 

vinhus Conterno Fantino, med sin fætter Cladio 

Conterno og Guido Fantino. 

Conterno Fantino opnår i dag skyhøje priser og 

betragtes som værende i blandt den absolutte 

elite i Piemonte. 

I år 2000 forlod Diego Conterno Conterno 

Fantino og i 2003 besluttede Diego at starte 

for sig selv og etablerede vingården med hans 

eget navn, med god hjælp fra hustruen Anna 

og hans børn Lorenza og Stefano. 

Huset besidder i dag 6 hektar alle i Montforte 

d’Alba. 

Kommunen Montforte d’Alba går for at være 

den gyldne mellemvej, mellem de feminine og 

aromatiske vine fra La Morra og Barolo og de 

mere maskuline i Castiglione Falletto. 

Diego Conterno laver i dag 6 forskellige klassiske 

vine, med fokus på typicitet, terroir og 

holdbarhed. 

Kvaliteten er klassisk og formidabel 

– priserne er attraktive og uden stjernenykker. 

importeret og distribueret af Vinslottet A/S tlf. 43691162 info@vinslottet.nu

28 [fokus] 


fra grise til vin 

Dyrehøj Vingaard på Røsnæs satser målrettet på bordvine og destillater 

Tom Christensen var egentlig 

svinebonde, men hans hu stod 

til vinen. Så lige før jordpriserne 

kollapsede, solgte han 

sin gård og overtog i stedet 

et nedslidt sted, Dyrehøj, på 

Røsnæs en halv snes km fra 

Kalundborg. 

Det var i 2007. En stor del 

af tilliggendet på 52 hektarer 

ligger mod syd ned mod fjorden, 

og på de sandede skråninger 

her har Tom tilplantet fem 

hektarer med 19.000 vinplanter. 

I år er det tanken at udvide 

det antal med yderligere 

4000-5000. 

Druesorterne på markerne 

er fordelt på 13 røde og seks 

hvide. Hovedvægten af røde 

druer er spätburgunder (pinot 

noir), cabernet cortis, monarch, 

baron, leon millot og cabernet 

cantor. 

Sidstnævnte er en krydsning 

mellem seibel og merzling, som 

igen er en krydsning mellem 

zarya severa og muscat ottonel. 

Det er selvfølgelig tyskerne, 

som har fremelsket sorten, der 

kom til verden i 1989 og anses 

for at være forholdsvis modstandsdygtig 

over for angreb 

af alle en vinplantes fjender. 

Mosten har en del farve, og 

vinen har lidt merlot-karakter. 

Rondo vokser også på markerne, 

selv om Tom er meget 

fast i mælet: 

- Rondo kan man ikke lave 

vin af. Vi satser på nyere sorter 

i stedet for rondo, regent osv. 

for at nærmere os mere internationale 

smagskarakterer. 

De hvide druer er hovedsageligt 

solaris, muscaris, johanniter 

(en dansk riesling-type) og 

souvignier gris samt lidt helios. 

- Hvidvin – og rosé – er 

vores force. I det hele taget 

er danske hvidvine godt 

med internationalt. Det mærker 

vi bl.a. på restauranternes 

efterspørgsel. 

5000 besøgende 

Dyrehøj Vingaard er en stor 

gård. Bygningerne omkranser 

gårdspladsen på alle fire sider, 

og de gamle avlsbygninger er 

indrettet til dels produktionsapparatet, 

dels med lokaler, der 

kan rumme selv større grupper 

fra f.eks. firmaer, som har 

booket et besøg her med rundvisning 

og forplejning. 

Der er også blevet plads til 

en gårdbutik, som foruden Dyrehøjs 

frembringelser tilbyder 

et større udvalg af lokale produkter. 

Der kører mange mennesker 

forbi Dyrehøj på vej til 

Fra vinmarkerne, der skråner ned mod Kalundborg Fjord, er der i klart 

vejr udsigt til toppen af Storebæltsbroens pyloner. 

sommerhusområderne, og et 

anseligt antal stopper op og 

skal lige ind for at se på herlighederne. 

I fjor havde butikken 

3000 besøgende og derudover 

husede gården 2000 gæster i de 

nyindrettede lokaler. 

I et rum for sig står et kobberskinnendedestillationsapparat 

specielt fremstillet til 

Dyrehøj. Her bliver gårdens 

snapse og likører til. De tappes 

i elegante flasker og er et 

stort hit i butikken. Ikke mindst 

kirsebærlikøren. 

- Den er vores flagskib, siger 

Betina Newberry, Toms søster, 

der er sydafrikansk gift og har 

en fortid som dyrepasser i bl.a. 

Københavns Zoo, men som nu 

bl.a. står for markedsføringen 

af Dyrehøj. 

Kirsebærvinen er ganske 

elegant med balance mellem 

syre og sødme. Man mærker 

ikke de 40 g sukker, den 

indeholder. 

tysk ønolog 

Tom Christensen er fast besluttet 

på at gøre vinen til sin 

levevej. Der er endnu ikke tilstrækkelig 

økonomi i druerne, 

men der satses. En af satsningerne 

er ansættelsen af den tyske 

ønolog Stefan Laible. Han 

skal være garanten for, at tingene 

bliver gjort rigtigt. 

- Jeg har slet ikke temperament 

til at lave vin, siger Tom. 

Det går for langsomt for mig. 

I stedet fostrer han nye idéer. 

Eksempelvis vil han hjælpe 

producenterne af økologiske 

æbler af med de frugter, 

som ikke er pæne nok til at 

Betina Newberry og Tom Christensen 

i den smukt indrettede 

gårdbutik. 3000 besøgende blev det 

til i 2011. 

ligge i butikkerne. Lidt skurv 

betyder jo ikke noget for 

mostfremstilling. 

- Det vil være en ren winwin-situation, 

som han siger. 

Mousserende vin er også i 

tankerne. Den skal i givet fald 

fremstilles af solaris og muscaris, 

men det er endnu ikke besluttet, 

om metoden skal være 

den klassiske eller ved hjælp af 

tryktanke. Tankene har han. De 

blev købt hos Novo Nordisk i 

Kalundborg. 

ingen sovs af svovl 

Der kommer en enkelt rødvin 

på bordet, mens vi taler om 

tingene. Det er 2010 cabernet 

cantor, en ganske elegant og 

harmonisk vin. 

- Det skal smage godt, siger 

Betina. Vi stræber efter, at folk 

ikke siger, at den her ”smager 

godt af en dansk vin at være”. 

- Vi skal sammenligne os 

med det fra udlandet, der er 

godt, supplerer Tom. Og så er 

vores vine ikke sovset ind i 

svovl. Folk, som ikke er vant til 

at drikke rødvin, kan lide vores, 

og de, som hævder ikke at 

kunne tåle rødvin, kan tåle vores. 

De er lette – men ikke store 

nok til at stå sig over for mad. 

Dyrehøj Vingaards priser 

er ikke i discount-klassen, og 

Tom erkender, at priserne nok 

på længere sigt skal justeres. 

- Men indtil videre betaler 

folk 225 kr. for en flaske rødvin 

– og kommer tilbage. J.A. 

mellem tvende have 

Ørnberg Vin på Sjællands Odde satser på kølige hvide vine – og måske rosé 

Det er Anders Ørnberg Eriksen, 

der har lagt navn til vingården 

derude på Sjællands Odde, hvor 

der fra et højt punkt er udsigt til 

både Kattegat og Sejerøbugten. 

Gården tilhører dog partneren 

i projektet, Niels Esbjerg Jensen, 

og det er hans produkter, 

der henvises til på skiltet nede 

ved landevejen: kartofler, rodfrugter, 

løg og æbler. 

De varer – plus bl.a. honning 

– sælges på Frode Fredegodmanér 

fra et lokale på gården. 

Man tager, hvad man vil have, 

og lægger pengene for det. 

Sådan er det trods alt ikke 

med vinen, som også sælges på 

stedet. Den er låst inde. I sæsonen 

kommer omkring 100 dagligt indenom, 

så produktionen på 3000 

flasker eller – som i fjor – lidt 

mindre får hurtigt ben at gå på. 

- Vi skulle gerne op på 

5000-10.000 flasker om året, 

siger Anders. 

Han er agronom, bor i Roskilde 

og underviser landmænd 

på teknisk skole. Vininteresse 

går langt tilbage og har bl.a. ført 

ham til tyske Weingut Johanninger, 

hvor han har arbejdet 

sammen med gode venner. De 

bistår stadig med råd og dåd. 

Røsnæs 

Klimaet på Røsnæs hører til det tørreste 

og mest solrige i Danmark. I gennemsnit 

falder der kun 523 mm nedbør pr. år mod 

et landsgennemsnit på 664 mm. Normalt 

ligger Røsnæs på ca. 100 solskinstimer over 

landsgennesnittet på 1730 pr. år. Halvøen er 

en vold af ler, sand, grus og sten, som blev 

skubbet op under den sidste istid. Røsnæs 

er den østlige del af en randmoræne, der 

etableret 2007 

Den første vinmark på Ørnberg 

blev tilplantet i 2007 og udvidet 

de to følgende år. Så det varer 

noget, inden Anders kan skilte 

med vieilles vignes. Der vokser 

bl.a. siegerrebe, ortega og solaris 

plus et par forsøgrækker 

med pinot blanc og pinot gris. 

- Druerne modner godt herude, 

siger Anders. Vækstsæsonen 

er lang. Vi satser på at blande 

os så lidt som muligt, fordi 

vi vil vise, hvad druerne kan. 

Det er en filosofi, som spiller 

sammen med nærheden til 

vandet. Der er masser af luft til 

vinstokkene. Desuden er vintrene 

sjældent særligt kolde. I 

2009 og 2011 var det i modsætning 

til 2010 ikke nødvendigt 

at chaptalisere. 

ingen rødvin 

En ny mark er ryddet og klar 

til at blive beplantet med pinot 

noir og sauvignon blanc. Druerne 

herfra skal nok bruges 

til mousserende vin. Man kan 

godt glemme alt om at drømme 

om pinot noir-rødvin fra 

Ørnberg. I hvert fald foreløbig. 

- Vi satser på kølige vine, 

siger Anders. Og de er hvide. 

Men måske vinker en rosé i 

horisonten. Rødvin har vi ikke 

ambitioner om at producere, 

fordi vores tro på rødvin ikke 

er lige så stor som på hvidvin. 

Vi kan lave fantastiske hvidvine 

i Danmark. 

Vinfremstillingen foregår 

hos Tom Christensen på Røsnæs, 

men den mousserende vin 

har været rundt om Tyskland 

for at blive forsynet med bobler. 

Den hedder Ørnberg Perle og 

er en frisk sag komponeret af 

phoenix, siegerrebe og scheurebe. 

Restsukkerindholdet er 

ca. 10 g, og det er passende. 

Ikke for tør, ikke for sød. 

tilpasning af priserne 

Ørnberg Jørgen – opkaldt efter 

Anders’ svigerfar – er fremstillet 

af solaris, ortega og siegerrebe 

og er en rentsmagende 

hvidvin med fin frugt. Prisen 

er moderat: 95 kr. 

- Priserne på dansk vin vil 

blive tilpasset, siger Anders. Vi 

ligger i dag i den billige ende. 

Han har nok ret i, at når den 

første betagelse over danske 

vine har lagt sig, vil der ske 

det samme med vinene som 

med øllet fra mikrobryggeri- 

fortsætter undersøisk til nordspidsen af 

Fyn. De kalkholdige overdrev på Røsnæs 

er unikke og har været fredet siden 1924 

- en af Danmarks første naturfredninger. 

Volden, der ligger mellem markerne og 

fjorden, er et af de fredede arealer. 

BOB på vej 

I decembe r i fjor ansøgte danske 

vinavlere Europakommissionen om 

Beskyttet Oprindelses Betegnelse i for- 

Anders Ørnberg Eriksen i den 

nuværende vinmark, hvor der fortrinsvis 

bruges biodynamiske produkter 

til sprøjtning og gødskning. 

Der skiltes ikke med vinsalget på 

vejen op til Ørnberg. Ikke endnu. 

erne. Priserne falder, og nogle 

bryggerier må give op. 

Ørnberg Mynster er dog undtagelsen. 

Det er gårdens prestigevin 

til 275 kr. for en halvflaske. 

En pris, som tilmed er sat op, da 

salget accelererede for meget. I 

dag kan vinen kun købes, hvis 

man aftager andre vine. 

Ørnberg Mynster – solaris og 

ortega – udkommer kun i de år, 

da botrytis breder sig i drueklaserne. 

Det er selvfølgelig en sød 

vin, men sødmen – 50 g restsukker 

- er parret med en charmerende 

friskhed. Slik på den gode 

måde. J.A. 

bindelse med produktspecifikationen for 

DONS mousserende kvalitetsvin. Proceduren 

er, at der ses på sagen i to måneder 

i Danmark og derefter yderligere to måneder 

i Bruxelles. Der findes i forvejen i 

Danmark beskyttede produktbetegnelser 

(BGB): Danablu, Esrum og Lammefjordsgulerødder, 

men endnu ingen Beskyttet 

Oprindelses Betegnelse (BOB). (Kilde: 

Foreningen af Danske Vinavlere).

30 [fokus] Sommelier 2/2012 

[fokus] 

31 

brunello revival 

Efter år med nedtur, afsætningskrise og en sviende skandale forsøger brunello-producenterne med den 

seneste årgang at finde tilbage på et mere bæredygtigt spor, der kan rense zonens plettede renommé og 

genrejse vinen som en af Italiens største og mest interessante 

Af MORTEN BUNDGAARD 

En historisk begivenhed, lod man forstå. Tre store årgange 

på stribe. Alle bedømt til topkarakter og netop frigivet til 

markedet her i 2012. 

Det var budskabet. Det var den gode historie, som producentforeningen 

i Montalcino gerne ville lægge som ramme 

om smagningen allerede inden ankomsten til byen. 

Aldrig før har producenterne af den berømte Brunello di 

Montalcino - på papiret i hvert fald - kunnet præsentere så 

stærk en konstellation af årgange, og således var scenen sat, 

da 250 journalister fra det meste af kloden i det tidlige forår 

blev budt velkommen til den årlige præsentation af de nye 

årgange, Benvenuto Brunello. 

Smagningens hovednumre var 2007 Brunello di Montalcino, 

2006 Brunello di Montalcino Riserva og Rosso di 

Montalcino fra 2010, som alle er i handlen i dag. 

generøs vurdering 

Fælles for de tre årgange er, at de er tildelt de maksimale 

fem stjerner af producentforeningen, og selv om denne let 

forståelige, kvalitative markering til tider har været for generøs 

og dermed for kommercielt funderet, var opmærksomheden 

i år alligevel skærpet om især 2007-årgangen. 

Det var der flere grunde til. Ikke kun producenterne selv 

har udtrykt stor begejstring for årgangen. Det har de i sagens 

natur en interesse i, men begejstringen kom også fra 

andre kanter. 

Sommeliererne har travlt, når de mange vinskribenter skal serviceres under 

”Benvenuto Brunello”. 

Igen i år havde en lille udvalgt skare af indflydelsesrige 

medier og vinskribenter fået eksklusiv adgang til at bedømme 

vinene inden den officielle smagning og overdynget 

årgangen og mange af dens vine med overvældende positive 

anmeldelser. 

Anmelder-eufori af det format i toneangivende medier 

har det med at tiltrække sig opmærksomhed fra forbrugerne 

såvel som fagfolk og journalister. Og snart trækker pr-hjulet 

rundt helt af sig selv. 

Det vil uden tvivl bekomme mange brunello-producenter 

vel, for mange længes givetvis efter bedre tider efter de seneste 

år, der har budt på alvorlige udfordringer for en appellation, 

der i løbet af to årtier næsten har sejret sig selv ihjel. 

tømmermænd 

Ud over den allestedsnærværende finanskrise, der kom på 

tværs og ramte salget af dyre kvalitetsvine på de fleste vestlige 

markeder, sidder brunello-zonens producenter stadig 

tilbage med tømmermændene efter den fantastiske optur, 

som begyndte at forme sig op gennem 1980’erne. En optur, 

der tog afgørende fart i 1990’erne, der i dag må betegnes 

som Montalcinos gyldne æra, og som kulminerede i slutningen 

af årtiet og i begyndelsen af nullerne. 

Salget boomede i de år, det samme gjorde priserne på 

jord i Montalcino og ikke mindst på vinene. Det hele lignede 

mere og mere en oppustet boble, der kunne revne hvert 

øjeblik. 

Den sympatiske og velansete brunello-producent Andrea 

Constanti erindrer i den tyske vinskribent og forfatter 

Steffen Maus’ seneste bog, ”Italiens Weinwelten”, hvordan 

priserne på de højest vurderede riservaer fra 1997 firdobledes 

natten over, efter at det amerikanske vinmagasin Wine 

Spectator havde uddelt skyhøje point til vinene. 

Især amerikanske velhavere og passionerede samlere var 

villige til at betale afsindige summer for at få fingrene i de 

eftertragtede vine. 

I forsøget på at mætte denne voldsomme efterspørgsel 

kastede zonens producenter sig særligt i slutningen af 

1990’erne ud i en massiv udvidelse af dyrkningsarealet, der 

hovedsageligt var drevet af kommercielle hensyn. 

Mulighederne for at tjene store penge var gode i disse 

år, hvis man leverede varen. Nye investorer lugtede penge 

og rykkede ind i det vinøse klondyke tiltrukket af den søde 

brunello-feber. Sammen med denne kommercialisering flød 

nye pengestrømme og stærke interesser til landsbyen, der 

siden 1950’erne har udviklet sig fra at være den fattigste 

kommune i den store Siena-provins til at være den rigeste 

målt på indkomst pr. indbygger. 

Advarsler fra kritikere om, at man risikerede at udvande 

zonens identitet og vinenes kvalitet ved at gøre den for stor 

og stimulere overproduktion, blev overhørt. 

Vokseværk 

Det betød, at nybeplantninger – mange af dem på jord, der 

reelt var uegnet til produktion af kvalitetsvin - bredte sig 

ned ad det lille bjergs sider og ud mod kommunens lavere 

beliggende randområder. 

Udvidelsen skete blandt andet i den nordlige og østlige 

ende af kommunen, hvis lerede, kompakte jorde, der ofte er 

dækket af morgentåge og udsat for forårsfrost, langt fra tilbyder 

optimale forhold for den notorisk vanskelige brunello-drue, 

der er meget sensibel over for negative klimatiske 

og topografiske påvirkninger. Modsat langt mere hårdføre 

sorter som cabernet sauvignon kan den tyndskallede, sent 

modnende sangiovese hurtigt svulme op og forøge sin vægt 

med op til 50 pct. efter blot tre timers regn på det forkerte 

tidspunkt i sæsonen. 

Vokseværket i zonen blev forstærket af, at EU-subsidier, 

der havde til hensigt at tilskynde unge under 40 år til at 

gå ind i landbrugssektoren, flød til området i slutningen af 

1990’erne. Mange udnyttede muligheden og investerede i 

jord og fik lov til at etablere nye vinmarker med EU-støtte i 

ryggen. 

Fra 11 til 250 producenter 

Et kig på udviklingen i det samlede beplantningsareal viser 

tydeligt, hvor stærkt det er gået. Den legendariske vinmagerfamilie 

Biondi Santi, der står fadder til brunello, var 

efter Anden Verdenskrig den eneste kommercielle producent. 

Først i 1960’erne fattede udlandet interesse for vinens 

særlige kvaliteter. Dengang eksisterede der 11 producenter 

med et samlet areal på 63,5 ha. I 1995 var tallet eksploderet 

til 120 producenter, der dyrkede brunello på 1.192 hektarer 

land. 

I dag er det tal mere end fordoblet til 250 producenter, 

der samlet kultiverer 2.100 ha godkendt til produktion af 

brunello, mens 510 ha er godkendt til lillebroderen, Rosso 

di Montalcino. 

I 1980 blev der ifølge producentforeningen produceret 

63.583 flasker brunello. 10 år senere var tallet steget til 3,7 

mio., mens der i dag i snit produceres 8,5 mio. flasker brunello 

om året. Tallene taler for sig selv. 

Selv om man i dag forlængst har stoppet udvidelsen af 

dyrkningszonen, er det stadig muligt at anlægge nye marker 

på eksempelvis mindre velegnede jorde, så længe det foregår 

inden for appellationens grænser. Forklaringen på dette er, at 

en producents beplantningsret ikke er bundet til en særlig geografisk 

placering. Man kan med andre ord flytte en vinmark 

inden for zonen, hvis køberen af rettighederne ønsker det. 

Kritikere har anført, at denne beplantningsregel ikke værner 

om det enkelte terroirs betydning, fordi den groft sagt 

hverken tillægger geografi eller en vinmarks historik nogen 

værdi i en appellation, der ifølge mange producenters mening 

samtidig har fået lov til at vokse sig for stor. Logikken 

kan virke paradoksal i et vindistrikt, hvor jordbundsforhold, 

mesoklima og topografi svinger så dramatisk, som de gør i 

Montalcino. 

Ifølge Kerin O’Keefe, amerikansk vinskribent og forfatter 

til en ny bog om Brunello, ”Brunello di Montalcino – Under- 

”De seneste år har budt på alvorlige udfordringer for en appellation, 

der i løbet af to årtier næsten har sejret sig selv ihjel. 

standing one of Italy’s greatest wines”, kan der være helt op 

til syv graders forskel på sommerens maksimumtemperatur i 

den køligste, nordlige ende af kommunen og den varmeste i 

syd. Samtidig varierer højdeforskellene inden for appellationen 

med op til 500 meter, og det er vel at mærke inden for et 

geografisk område, der stort set kan indrammes af en cirkel 

med en diameter på 16 km. 

boblen brast 

Da den hysteriske optur begyndte at vende i begyndelsen af 

det nye årtusinde, var vigende priser og stigende afsætningsproblemer 

en realitet, som mange pludselig skulle forholde 

sig til i Montalcino. Luften fes stille og roligt ud af prisboblen. 

Markedet kunne ikke længere absorbere den kraftigt stigende 

produktion, og i 2004 var priserne stort set halverede – 

selv på nogle af de bedste producenters vine. 

Prisfaldene kom blandt andet som følge af euroens indførsel 

i 1999 og en efterfølgende kraftigt faldende dollarkurs, 

der gjorde vinen langt dyrere for forbrugerne på det vigtige 

amerikanske marked. USA aftager stadig hver fjerde flaske 

brunello, der bliver produceret. 

Udviklingen pillede noget af usårligheden ud af området. 

Tiderne var skiftet. Nu oplevede mange vinproducenter, at 

flaskerne hobede sig op i kældrene, og det gjorde det endnu


[fokus] 

33 

tydeligere for enhver, at Brunello di Montalcino kvalitativt 

var blevet en noget uhomogen størrelse. Kvaliteten af de vine, 

der kom fra afsides liggende, nyanlagte marker, kunne ofte 

ikke måle sig med den fra de eksisterende, højtbeliggende, 

lettere jorde tættere på byen. Samtidig var der for meget af 

den, og så kan et marked snart brække over i to. 

Det var prisen, som man måtte betale for den guldgraverstemning, 

som rasede i de gode år, og de ustabile priser og 

afsætningsproblemerne som følge af overproduktion forfølger 

stadig appellationens producenter den dag i dag. 

- Hvordan skal jeg forklare en ny kunde, at min Rosso di 

Montalcino koster 8,50 euro, når han kan købe en flaske brunello 

til en eksportpris på 6 euro et andet sted? spørger den 

unge vinmager Francesco Ripaccioli retorisk. 

Han driver et af områdets ældste vinhuse i den nordlige 

ende af kommunen, det velansete Canalicchio di Sopra, sammen 

med sin familie. 

omdømme under pres 

Hans pointe illustrerer meget godt den situation, som de fleste 

producenter må forholde sig til. Den eksklusive profil og 

brunellos omdømme er under pres, og selv om producentforeningen 

forlængst har erkendt, at fokus på højere kvalitet er 

den eneste vej ud af den nuværende situation, tager det tid at 

komme videre. 

Men noget er der sket. I 2009 besluttede man at sænke det 

tilladte høstudbytte med én ton pr. hektar for både brunello 

og lillebroderen, rosso, til henholdsvis syv og otte ton gældende 

fra 2009-årgangen. 

Den beslutning blev i efteråret 2011 fulgt op af endnu en 

skærpelse af det tilladte udbytte for brunello, der blev sænket 

med yderligere én ton til seks ton pr. hektar for at sikre kvaliteten 

og tvinge produktionen længere ned i størrelse. De bedste 

producenter høster dog sjældent et udbytte, der overstiger 

fem ton pr. hektar, så stramningerne var primært rettet mod 

zonens mest kommercielle producenter. 

”En modig beslutning”, lød det efterfølgende fra foreningens 

nuværende præsident og forhenværende manager for zonens 

største producent, Castello Banfi, Ezio Rivella, i en officiel 

udtalelse. 

Modigt eller ej, så er det uden tvivl et skridt i den rigtige 

retning for appellationen, selv om de hårdeste kritikere har 

påpeget, at man burde gå endnu hårdere til værks og nedlægge 

den dårligste tredjedel af den nuværende dyrkningszone. 

Også Francesco Ripaccioli bifalder den nye udbyttepolitik. 

Som bestyrelsesmedlem i zonens magtfulde producentforening 

arbejder han for at højne standarden yderligere. Ifølge 

ham burde flere producenter deklassificere en større del af 

brunello-høsten til Rosso di Montalcino, end det er tilfældet 

i dag. 

Forslag om subzoner 

Ripaccioli har i løbet af de seneste år selv fulgt den strategi 

og mangedoblet produktionen af husets Rosso fra nogle få 

tusinde til 25.000 flasker årligt ved netop at deklassificere en 

stor andel af husets brunello-høst for at sikre en højere kvalitet. 

Kun 1,2 hektar af husets i alt 15 hektarer er registreret 

som Rosso di Montalcino. 

- Man kan umuligt lave god brunello ud af alle druer hvert 

eneste år, påpeger han over for SOMMELIER. 

Samtidig har flere af zonens topproducenter såsom Sesti, 

Il Poggione og førnævnte Constanti talt for at inddele appellationen 

i officielle subzoner, så forbrugerne lettere kan skelne 

imellem de store geografiske forskelle og dermed også de 

kvaliteter, der manifesterer sig i vinene på tværs af stilarter. 

”De bedste vine var overraskende åbne og rene med dyb, 

kompleks parfume samt stor saftighed. 

Trods megen diskussion har forslaget endnu ikke vundet 

genklang i foreningen. 

”Det er ikke fordi, vi føler, at subzonerne ikke eksisterer, 

men fordi der er for mange af dem. En anerkendelse af dem 

ville kun gøre forvirringen større,” har producentforeningens 

direktør, Stefano Campatelli, tidligere udtalt til det velanskrevne 

vinmagasin The World of Fine Wine. 

image- og identitetskrisen 

Men det er langt fra den eneste udfordring, som Montalcino 

slås med i dag. Området blev kastet ud i en ødelæggende 

image- og identitetskrise, som stadig rumler efter den svindesag, 

der eksploderede i medierne i foråret 2008. 

De italienske myndigheder havde modtaget oplysninger 

om, at en række producenter angiveligt forbrød sig mod appellationens 

regler ved at blande uautoriserede druesorter såsom 

merlot og cabenet sauvignon i deres brunello. 

Myndighederne indledte en storstilet efterforskning, og 

efterhånden stod det klart, at flere af de mest indflydelsesrige 

producenter, herunder Castello Banfi, Antinori, Argiano, Casanova 

di Neri og Marchesi de’ Frescobaldi, havde fiflet med 

reglerne. 

Sagen rullede og udviklede sig snart til en større skandale 

i internationale medier, selv om den blev forsøgt dysset ned, 

og meget af juraen foregik bag lukkede døre. De amerikanske 

myndigheder truede straks med et importforbud, som 

dog efterfølgende blev afværget af italienerne. 

Ikke alle var dog lige overraskede over sagens opståen, for 

det havde i årevis været en offentligt kendt hemmelighed i 

Montalcino, at adskillige producenters vine måtte indeholde 

andet end de 100 pct. sangiovese, som loven foreskriver. For 

mange vine var simpelt hen for atypiske, selv om de var i høj 

kurs hos visse dele af anmelderkorpset. Ugennemtrængelig 

sort farve, overdådig fylde og sød, slikken frugt med en aromaprofil, 

der slet ikke matchede sangioveses normalt så raffinerede, 

underspillede udtryk. 

et dusin domme 

Foreløbig har det juridiske udfald af skandalen været, at flere 

end et dusin mistænkte nøglepersoner er blevet retsforfulgt 

og dømt i sagen. Der er uddelt bødestraffe og sågar fængselsdomme 

for bl.a. dokumentfalsk og ulovligt salg, og en pointe 

i den sammenhæng er, at de fleste tiltalte i sagen har indgået 

særlige forlig med de italienske myndigheder, rapporterede 

det italienske dagblad La Repubblica i efteråret 2010. 

Desuden blev mere end 1,3 mio. liter brunello og 600.000 

liter rosso fra 2003 til 2008-årgangen deklassificeret af myndighederne, 

og image-skaderne har tydeligvis været enorme. 

Også producenterne imellem har skandalen afstedkommet 

store diskussioner og spændinger, som primært har kredset 

om brunellos identitet og fremtid. Hvordan skulle man komme 

videre herfra, var der mange, der spurgte sig selv og hinanden 

om. 

Flere store, kommercielt orienterede producenter, der har 

større arealer beplantet med internationale sorter, har i årevis 

ønsket at liberalisere zonens regler for brunello-produktionen 

til fordel for brugen af internationale sorter, mens zonens 

passionerede traditionalister har kæmpet indædt mod forslaget 

og kaldt det en direkte trussel mod brunellos eksistens. 

Modstanderne har pointeret, at Montalcino allerede har en 

appellation, Sant’Antimo DOC, som tillader brugen af internationale 

sorter. Inden for den kan producenterne eksperimentere 

med og udfordre ideen om, hvordan en supertoscaner 

fra Montalcino skal tage sig ud på flaske. 

Problemet er blot, at vinene fra denne nærmest ukendte 

appellation, som rummer 480 ha, aldrig har skabt sig et navn 

af betydning uden for Montalcino, og det er en af grundene 

til, at fortalerne ønsker en øget fleksibilitet i produktionen af 

brunello. Det er her, at en liberalisering giver størst kommerciel 

mening. 

En interessant pointe i den sammenhæng er, at en fjerdedel 

af Montalcinos i alt 3.500 hektarer vinmarker er beplantet 

med andre sorter end sangiovese. 

”Hvis du vil lave en vin udelukkende på sangiovese, så 

gør det. Hvis ikke, så lad være. Hvorfor komplicere tingene 

Montalcino set fra luften – landsbyen, som voksede op til at blive et af 

vinverdenens epicentre. 

yderligere?” udtalte producentforeningens præsident, Ezio 

Rivella, sidste forår til det amerikanske vinmagasin Wine 

Enthusiast som en tydelig markering af holdningen i toppen 

af producentforeningen. Reglerne er for utidssvarende og 

fastlåser producenterne i produktionen af de vine og stilarter, 

som forbrugerne efterspørger, lyder ræsonnementet. 

Det handler om økonomi 

Andre kræfter i foreningen er meget optaget af at bevare brunellos 

egenart og forsvare appellationens status som en unik 

fortolkning af sangioveses potentiale. Det kan man ikke, hvis 

man laver Montalcino om til endnu et Chianti, lyder argumentationen. 

- De er ligeglade med, om sorterne blandes, så længe de 

kan sælge deres vin. De ønsker en nem udvej. Det er meget 

simpelt. Det handler om økonomi, siger Elisa Sesti fra producenten 

af samme navn til SOMMELIER. 

Diskussionerne har ført til flere afstemninger i producentforeningen, 

som også har mandat til at foreslå ændringer i 

loven. Allerede i 2008 efter skandalens udbrud besluttede et 

stort flertal af producenterne, at brunello skulle forblive en 

100 pct. ren sangiovese-baseret vin. Et klart statement og en 

modreaktion mod svindlens ødelæggende kraft. 

Den beslutning har ikke fået spændingerne til at fortage 

sig. I stedet er fokus gledet over på lillebroderen, Rosso di 

Montalcino. Hvis man ikke kunne ændre brunello-forskrifterne, 

måtte det være muligt at tillade andre sorter i rosso, 

lød argumentet fra bl.a. præsident Rivella. 

Det førte til fornyet debat og endte med endnu en afstemning 

sidste efterår om indførelsen af flere kategorier af Rosso 

di Montalcino med det fællestræk, at de måtte blandes med 

op til 15 pct. andre druer end Sangiovese.


[fokus] 

35 

Skal brunello-markerne inddeles i subzoner, eller vil der blive for mange 

af dem? 

Mod forventning vandt traditionalisterne igen en klar 

sejr. Ændringen af Rosso di Montalcino faldt til jorden, men 

det får dog ikke Elisa Sesti til at tro, at brunellos fremtid 

som 100 pct. sangiovese-baseret er sikret. Hun frygter, at 

presset for en liberalisering vil fortsætte, og at den i værste 

fald vil sprænge foreningen i to fraktioner. 

ny bevidsthed 

Heldigvis har al balladen også ført en positiv udvikling 

med sig. Den har skabt en helt anden bevidsthed i zonen 

om betydningen af brunellos særlige identitet og behovet 

for at beskytte den i konkurrencen med resten af vinverdenen. 

Mange steder har man søgt tilbage til rødderne i takt 

med, at moden i vinens verden også er skiftet. Nu er det friskere, 

mere elegante, frugtige vine med mindre alkohol og 

gerne en unik identitet, der er i fokus. Eksempelvis er interessen 

for den voluminøse, kommercielt anlagte, men også 

meget uniforme, stil, som mange supertoscanere og visse 

brunello-huse har repræsenteret, ikke, hvad den har været. 

Det er endnu en positiv udvikling for Montalcinos purister, 

der har vundet flere afgørende sejre, og samtidig har 

flere gode årgange på stribe spillet en rolle i bestræbelserne 

på at komme videre, og dermed er vi tilbage ved den seneste 

årgang, 2007. For hvordan er den så? 

Slet ikke tosset, lyder det korte svar. 

2007 bød på relativt gode klimatiske forhold for Montalcinos 

producenter, selv om varmen atter var den største 

udfordring, ligesom det var tilfældet i 2011 og måske også 

i år. Eksempelvis registrerede Alessandro Bindoccci fra Il 

Poggione-ejendommen i den sydlige ende af zonen de første 

knopskydninger i markerne 10 dage før normalen. 

Efter en atypisk, varm og tør vinter var planterne i 2007 

også godt foran den normale vækstcyklus i foråret. En smule 

nedbør mellem maj og juni faldt på et vigtigt tidspunkt, hvor 

planterne havde hårdt brug for det. Foråret blev efterfulgt 

af endnu en hed og tør midsommer, hvis høje temperaturer 

fandt et lidt mere moderat leje primo august, og der kom 

også en smule nedbør, der samlet set satte den fremskyndede 

modningsproces en smule ned i tempo, og midt september 

kunne de første producenter begynde en relativt tidlig høst af 

sunde, meget koncentrerede druer med et højt indhold af sukker 

og en god fenolisk modenhed. 

Variation i årgangene 

Det kan til tider virke meningsløst at generalisere og skære 

en årgang over én kam, for det færdige resultat i flasken svinger 

meget og afhænger af den enkelte producents formåen og 

beslutninger i årets løb. 

I Montalcino kan forskellen på det tidligste og seneste 

høsttidspunkt variere op til 45 dage, og det fortæller noget 

om spændvidden i zonen, som ikke kun er defineret af terræn 

og vejrlig, men også af den enkelte producents filosofi. Det 

giver altid en vis variation i hver årgang. 

I år var 140 af zonens 208 producenter, der producerer under 

egen etiket, til stede ved præsentationen. Desværre deltager 

et stadigt stigende antal producenter ikke i smagningen, 

hvilket betyder, at det er svært at få et helstøbt billede af årgangens 

potentiale, når en tredjedel af zonens producenter, 

herunder en afgørende gruppe af topproducenter, af forskellige 

grunde vælger at holde sig væk fra smagningen. 

Det gælder både nyere såvel som ældre og stilmæssigt 

så forskelligartede referencer som Soldera, Poggio di Sotto, 

Biondi Santi, Pieve Santa Restituta, Pian dell’Orino, Pertimali, 

Ciacci Piccolomini d’Aragona, Constanti, Cerbaiona, Valdicava 

og Casanova di Neri. 

Men når det er sagt, er der naturligvis visse fællestræk i 

2007’erne på tværs af de stilistiske forskelle. 

Generelt er der tale om kraftige vine med relativt høje alkoholniveauer 

og stor modenhed. Nogle vine er røget op over 

15 pct., men overraskende nok virker færre vine, end man 

kunne frygte, mærkede af det. Kun få vine, som jeg smagte, 

virkede deciderede alkoholiske, likøragtige eller kogte og 

helt ude af balance, som det tidligere har været for en hel del 

vin i hede år som 2003 og 2000. 

Tværtimod havde mange vine trods den rige, varme frugt 

stadig en vis friskhed og harmoni intakt takket være en livlig 

frugtsyre og en langt mere behersket brug af fade, end jeg 

har set i tidligere årgange. Det var tydeligt, at der er sket en 

ændring hos mange, som i højere grad prioriterer en friskere 

frugt frem for den mere tertiære, udtørrede stil. 

De bedste vine var overraskende åbne og rene med dyb, 

kompleks parfume samt stor saftighed uden at være ustruk- 

turerede. Men mest af alt virkede de tro mod deres varietale 

ophav. Mange 2007’ere virkede også langt mere imødekommende 

end f.eks. mange 2006’ere, som ved frigivelsen var 

mere tilknappede og holdt i ave af en markant struktur. 

Især producenterne fra den nordlige og den højtbeliggende, 

sydøstlige del af kommunen gjorde et godt indtryk og har 

umiddelbart frembragt nogle af årgangens mest vellykkede 

og elegante vine med et stort lagringspotentiale. Også selv 

om hovedreglen tilsiger, at der altid er undtagelser. Eksempler 

på flotte vine kom fra huse som Fuligni, Gianni Brunelli, 

Donatella Cinelli Colombini, Il Paradiso di Manfredi og ikke 

mindst det lidt oversete Le Chiuse, som alle charmerede med 

klassiske dyder: stor balance, renhed, harmonisk struktur 

samt elegant, intens frugt med en lang finale. 

De svageste vine havde dog generelt som i tidligere år problemer 

med især tørre, raspende tanniner ofte i kombination 

med høj alkohol, overekstraktion eller overdreven brug af 

fade. Sangiovese er ikke kun sensibel i marken, det gælder 

også i kælderen. 

Forsigtig vinifikation 

- Især i varme årgange som 2007 skal man være meget forsigtig 

med vinifikationen for at undgå at trække for mange 

bitre og tørre tanniner ud af druerne, fortæller Francesco Ripaccioli 

fra Canalicchio di Sopra. 

Udbløder man mosten blot et par dage for længe, kan det 

få alvorlige konsekvenser for det endelige resultat, pointerer 

den unge vinmager. 

Vinmarkerne i Montalcino har siden 1960’erne haft gevaldigt vokseværk. 

De 20 bedste 

Her er i vilkårlig rækkefølge 

de 20 brunello-producenter, 

som 

præsenterede de bedste 

2007-vine: 

Salvioni 

Poggio Antico 

Mastrojanni 

Siro Pacenti 

Pian Delle Querci 

San Polo 

San Polino 

Sesti 

Villa I Cipressi 

Talenti 

Heldigvis var der ved smagningen også en lille gruppe af 

fremragende vine, som stak af fra midterfeltet. Det gjaldt for 

eksempel Poggio di Sotto, som endnu engang imponerede i 

2007. Huset har i mange år uden tvivl været blandt zonens 

fem bedste producenter, og 2007’eren er simpelt hen i en 

klasse for sig med sin brillante, røde frugt, uforglemmelige 

finesse og lethed og aromatiske præcision. 

Huset har netop skiftet ejer, efter at den kompromisløse traditionalist 

Piero Palmucci har måttet slippe tøjlerne og sælge sin 

smukke ejendom af hensyn til et skrøbeligt helbred. Huset har 

reelt været til salg i mange år, og nu, da salget er gennemført i 

en handel til omkring 15 mio. euro, er en af Montalcinos mest 

interessante vinøse æraer desværre kommet til en ende. Mange 

frygter, at salget vil sætte en stopper for de vinøse mesterværker, 

som Palmucci med hjælp fra den netop afdøde, legendariske 

mestersmager Giulio Gambelli, har frembragt gennem tiderne. 

Men den nye ejer, Claudio Tipa, som også ejer to andre 

berømte ejendomme i Toscana, Grattamacco og Colle Massari, 

og hans chefønolog, Frederico Staderini, fastslår, at de 

for alt i verden vil forsvare, fastholde og videreføre Palmuccis 

unikke stil og evindelige søgen efter det ypperste udtryk, 

som sangiovese kan frembringe. 

Hvis dette vagtskifte skulle vise sig at blive et billede på 

zonens fremtid, er der bestemt stadig håb og en plads til en 

af Italiens mest interessante appellationer i toppen af verdens 

vinøse hierarki. 

Morten Bundgaard er nyhedsredaktør og souschef på Jyllands-Postens 

erhvervs- og økonomiredaktion. 

Caprilli 

Poggio di Sotto (smagt 

på gården) 

Donatella Cinelli Colombini 

Le Chuise 

Il Paradiso di Manfredi 

Fuligni 

Gianni Brunelli 

Il Poggione 

La Velona 

Mocali

38 [rejsebreve] Sommelier 2/2012 

[rejsebreve] 39 

dubai, abu dhabi mm. 

Er fokus ved at flytte fra Europa, når det 

drejer sig om vine og restauranter? 

Efter en spændende tur rundt til de 

store byer i de Forenede Arabiske Emirater 

bliver man lidt i tvivl om, hvem 

der er den tredje verden i vinens verden. 

Byer som Dubai og Abu Dhabi er opstået 

som Fugl Føniks i løbet af meget kort 

tid og vokser med stor fart. Disse gamle 

ørkenbyer med kameler, oaser, ørken 

og figenplantager er pludselig blevet et 

kæmpe marked for restauranter og salg 

af vine. 

Det er jo ikke meget, muslimerne her 

drikker, men de mange tilflyttere drikker 

vin, går på restauranter og bruger 

masser af penge. 

Arabisk og persisk kultur er jo gammel, 

meget ældre end den europæiske. 

Herfra kommer en del af de druer som 

vi kender i dag i moderne vindyrkning. 

Eksempelvis shiraz fra byen af samme 

navn i Iran,det gamle Persien. I det niende 

århundrede regnedes vine herfra 

blandt de fineste i verden. Områder i Libanon, 

Tunesien og Marokko har også 

i århundreder været tilplantet med vinstokke. 

Egypten har en gammel tradition 

for vindyrking, som stadig holdes i 

hævd. 

Hvad restauranter angår, kom der 

stor indflydelse til Europa fra de gamle 

arabiske lande, og Silkevejen bragte 

mange forskellige krydderier med sig, 

som vi bruger i dag. Muskatnød fra byen 

Muscat er én ting, men også dadler, kanel, 

peber, hvidløg, sesam, safran, gurkemeje, 

ris, hvede og perlebyg og tusindvis 

af andre produkter. En stor del af det 

køkken, vi kender i dag, har rødder i arabiske 

lande som golfstaterne. 

Vinen blev også kultiveret her, man 

lærte at gære vine og kunne lave dem 

med forskellige sødmegrader. 

enorm rigdom 

Historien møder man mange steder i 

Emiraterne. Siden olien blev fundet i 

disse områder, er rigdommen blevet 

enorm. Så i bl.a. Dubai og Abu Dhabi er 

der en koncentration af toprestauranter, 

som i de næste mange år bliver svære at 

matche i Europa. 

”Sejlet” er blevet Dubais vartegn og rummer et 

imponerende restaurant- og hotelkompleks. 

Lønnen er høj, skatten lav, der bliver 

brugt penge, så enhver europæisk finansminister 

må være misundelig. Her har 

man ikke behov for at spare, her drejer 

det sig om at finde noget at bruge de 

mange penge til. 

Byggeri skyder op alle steder, højere, 

større, bedre og med alt, hvad man 

kan tænke sig af bekvemmeligheder. 

Hotellerne indrettes med toprestauran- 

ter, hvortil man henter verdens bedste 

kokke. Alle topkokke har en udpost her: 

Gordon Ramsey, Pierre Gagnaire, Joel 

Robuchon og mange andre. 

Vinfolk verden over vender også deres 

fokus herud ligesom til Asien. Det er 

her, pengene er, og folk er villige til at 

bruge dem. Så de moderne restauranter 

har alt, hvad man kan tænke sig af vine: 

Petrus, Romanée Conti og andre i mange 

årgange og gerne i magnum. 

Hotel for 16 mia. kr. 

Restauranterne er indrettet med den nyeste 

luksus, så man næsten ikke fatter det. 

Emirates Palace i Abu Dhabi med 400 

værelser, 150 private villaer, 1,5 km privat 

strand, otte luksusrestauranter og alt, 

hvad dertil hører. 

Det blev et af verdens dyreste hoteller, 

ca. 16 milliarder danske kroner, og 

det blev bygget på rekordtid. Der er underjordisk 

parkering til ca. 2000 biler 

og selvfølgelig masser af guld, marmor 

mm. Restauranterne skulle være overdådige 

og vinkortene helt enorme. 

Abu Dhabi og Dubai har mange moderne 

restauranter og hoteller, men også 

en hel del gamle arabiske restauranter 

med mange forskellige typer køkkener. 

Derfor er det intersant at gå på opdagelse. 

Libanesisk, tunesisk, indisk mm., alt 

meget spændende og lavet af formidable 

friske varer. Specielt den lokale Mezlai 

med topchef, der laver mad i Emiraterne 

Man producerer en masse spændende 

råvarer i Emiraterne. Vand, er der så 

nogle, der siger! Ja, det regner jo ikke 

meget, så man inddæmmer havvand og 

afsalter det, som for øvrigt koster enorme 

summer. Men pyt, man har jo penge 

nok. Alt bliver kunstvandet, og der er altid 

grønt og meget flot. 

Dubais Burj al Arab, kaldet Sejlet, 

er et imponerende hotel- og restaurantkompleks. 

Der er alle de toprestauranter, 

man kan tænke sig. De reklamerer med 

en særlig restaurantoplevelse. 

Man begynder i toppen i skybar med 

drinks og bevæger sig så ned af i de forskellige 

restauranter og ender under havets 

overflade i restauranten dér. Husk at 

bestille i god tid hjemmefra! 

grillet kamelsteak 

I Emiraterne giver navnet shoppingcenter 

en helt ny mening. Det er jo 

varmt, så man handler og spiser tit i 

shoppingcentrerne. De er fabelagtigt 

flotte, restauranterne er elegante og 

sjove. Jeg prøvede én af restauranterne 

Da Albert Morot blev grundlagt 

i 1820, var der tale om 

négociant-virksomhed. Først 

i 1890 blev der købt syv hektarer 

vinmarker samt de bygninger 

i Beaune, hvor vinene 

i dag bliver til. 

I dag er det Geoffroy Choppin 

de Janvry, som står for 

bedriften. Han er agronom 

fra Montpellier Universitet og 

tog over i 2000, da hans tante 

trak sig tilbage. 

Négociantvirksomheden 

stoppede i 1984, så husets vine 

kommer i dag næsten udelukkende 

fra de nu i alt otte hektarer 

marker. Geoffrey Choppin 

køber i ny og næ lidt druer 

som tilskud til sine egne. 

Markerne omfatter monopolet 

Savigny La Bataillière, 

syv 1. crus i Beaune og 

Pommard Villages. 

organisk dyrkning 

Geoffrey Choppin fortæller, 

at Albert Morot er på vej til 

at opfylde kravene til certificeret 

organisk dyrkning. Der 

satses på lave høstudbytter – 

med grillet kamelsteak, en sjov oplevelse. 

Mange af restauranterne er meget 

flot indrettede, og det er værd at prøve 

bl.a, Libanon, Tunesien, Egypten og andre. 

Der var spændende vinkort med lokale 

vine og mad. 

Man skal selvfølgelig også være opmærksom 

på, at visse lokale restauranter 

kun serverer te eller juice,som for 

øvrigt er fantastisk, frisk mango, ananas 

og andre frugtsafter. 

generelt 35-40 hl/ha - og druerne 

sorteres to gange, først i 

marken, siden på gården. 

- De dårlige druer smider vi 

væk i stedet for at sælge dem, 

siger han. 

Siden 2005 foregår gæringen 

i ståltanke i stedet for 

træfade. Der stikkes ikke om 

under fadlagringen, så det er 

ikke nødvendigt at tilsætte fadene 

svovl. Der filtreres heller 

ikke. 

Generelt er Albert Morots 

vine i fin balance og med godt 

syreniveau. En smagning af 

2010-vine demonstrerede, at 

i det år er især Beaune Cent 

Vignes, Beaune Bressandes og 

Beaune Teurons meget vellykkede. 

Her er både kraft, creme 

og elegance. 

Beaune Cent Vignes 1. cru 

er den mest feminine af Morots 

vine. Druerne vokser på 

lerjord, planterne er 40-50 år 

gamle. 

Beaune Toussaints kommer 

fra limstens-jord og lidt 

yngre planter. Den er endnu 

ret stram i det, men vil med 

tiden blive en skønhed. 

Beaune Aigrots kommer fra 

en mark tæt på Clos de Mouches. 

Den har en pæn struk- 

Vil man følge lidt med i det nye, 

der sker i inden for restaurantverdenen, 

er det værd at tage en tur til 

Emiraterne. Samtidig kan man jo 

snuse til den meget gamle gastronomiske 

tradition, som er fundamentet 

for det køkken, vi kender i dag. I 

Abu Dhabi holdes hvert år en gourmetfestival, 

som er meget spændende 

og holder en meget høj standard. 

Keld Johnsen 

fra négociant til domaine 

Albert Morot i Beaune koncentrerer sig nu om egne marker 

tur og kan minde om en lille 

pommard. 

Geoffroy Choppin de Janvry med hund – på vej til certificeret organisk 

dyrkning af vinmarkerne.

40 [rejsebreve] 


[rejsebreve] 41 

et smukt hjørne 

Blandt vingårde i det nordøstlige Italiens Collio 

Af STEFANIA RUFFO 

www.enjoyourwine.it 

Det, der gør Collio så bemærkelsesværdig, 

er naturen og menneskene. 

Stedets skønhed er unik: man bevæger 

sig op og ned ad snævre veje og bliver 

overrasket over så mange forskellige 

udsigter, at man aldrig ved, hvad 

der venter omkring det næste hjørne. 

Man risikerer at miste stedsansen for at 

kigge på skiltene, der indikerer, at her 

ligger en vingård, men det er ikke så 

slemt at fare vild i så fascinerende omgivelser. 

Man glemmer tiden af at lytte 

til stilheden og føler glæden ved eftertænksomheden. 

I nærheden af Cormons, i Zegla, er 

der en vingård med navnet Sturm. Det 

betyder jo storm, og intet ord kan være 

mere passende. Hvis jeg skulle finde 

en måde at beskrive deres vine, ville 

jeg sandsynligvis sige ”skinnende som 

himlen efter en storm”. 

Friulano er den klassiske aperitifvin 

i Collio. Den laves af 100 procent 

friulano, den er klar og skinnende med 

delikate blomsternoter, en smule pære 

og mandel. I munden er den insisterende. 

Chardonnay Andritz er 100 procent 

chardonnay og er intens med typiske 

dufte af modne eksotiske frugter og 

brødkrumme Smagen er afbalanceret 

med markant citrus og vanilje. 

Sauvignon-vinen er ganske enkelt 

storslået: Stor sammenhæng mellem 

næse og mund med en aroma-palet der 

strækker sig fra tropisk frugt til sambuca 

og citron samt et strejf af salvie og 

tomatblad. 

borgo del tiglio 

Collio Ronco della Chiesa fremstilles af 

friulano-druer fra 40 år gamle vinstokke, 

som vokser bag vingården og her 

kærtegnes af brisen fra havet. 

Collio Malvasia er en venlilg vin, feminin 

og diskret. Det er umuligt ikke at 

blive forelsket i en vin så blomsteragtig 

med mindelser om roser, hvide liljer 

og desuden hvid peber. I munden er den 

harmonisk, blød og insisterende. Collio 

Studio di Bianco er en overraskende 

vin. Den komponeres af friulano, sauvignon 

blanc og riesling. Det er vin, der 

– som navnet siger – skal studeres. 

For at skabe en cru med disse druesorter 

er det nødvendigt med omhyggelighed 

og stærk passion. For at kunne 

beskrive de følelser, en så vidunderlig 

og uforudsigelig vin fremkalder, skal 

den smages. 

Venica&Venica 

På vej mod nordvest når man til Dolegna 

del Collio. Her er skove og marker, 

en let og varm brise bevæger træernes 

blade og udløser vellugt. 

Venica&Venica ligger i flækken 

Cerò, hvor lyset er ubeskriveligt, og vinene 

er tilsvarende utroligt lyse. 

Tocai Ronco delle Cime har typiske 

aromaer som mandel og kløver, smagen 

er harmonisk med mandel og kvæde. 

Malvasia overrasker med en kompleks 

bouquet og stor fylde. Aromaerne 

minder om frisk frugt, især appelsinskal, 

og grønne noter, især salvie. Smagen 

er insisterende og med flot syre. 

Sauvignon Ronco delle Mele er uforglemmelig. 

Det er en af de vine, man 

kan genkende med bind for øjnene. Vinen 

kobler mund og næse sammen med 

eksplosive aromaer af tomatblade, salvie, 

mynte og fersken. 

Zuani 

Når man kommer til toppen af San 

Floriano del Collio, hvorfra der er en 

”Casanova tilbragte mange stunder her, mens han nød vinen og den lyse atmosfære. 

pragtfuld udsigt, forstår man på sin vis 

dette land med dets bølgende bakker, 

men det er en illusion. Nye veje i et labyrintisk 

mønster fører hele tiden til 

nye landskaber – og smukke vingårde. 

En af dem er Zuani i landsbyen Giasbana. 

Zuani Zuani er en elegant vin blandet 

af friulano og chardonnay, sauvignon 

og pinot grigio. Det er en vin med 

en profil som en sofistikeret og elegant 

kvinde, der venligt afslører sin natur 

gennem noter af citrus og hvide blomster, 

vanilje og ristet brød, resultatet af 

modningen i franske egetræsfade. Den 

er blød og smukt i balance. 

Zuani Vigne er lavet med de samme 

druer, men har kun ligget i ståltanke. 

Det er vin med rose- og ferskennoter og 

nogen mineralitet. Den er tør og frisk 

og med god frugtsmag. 

Jermann 

På vejen tilbage mod Dolegna del Collio 

stoppede jeg ved Jermann i Ruttars. 

Her er der en udsigt, Capo Martino, 

som man ikke så let glemmer. Det ligner 

en diamant placeret mellem bakkerne 

for at reflektere lyset over vinmarkerne. 

Capo Martino fremstilles af friulano, 

malvasia, ribolla gialla og picolit. Vinen 

er smukt gylden og har en intens aroma 

af eksotisk frugt såsom banan, annanas 

og mango plus lidt hasselnød. Den fylder 

munden med en bred og insisterende 

smag. 

”W..Dreams...” på chardonnay er simpelt 

hen en vin, der får én til at drømme 

hver dag. Den er oprindeligt tilegnet U2’s 

sang ”Where the dreams have no name”, 

men i årenes løb har vinen ændret sig 

lidt, så den fra at blive kaldt ”Where the 

dreams have no end” nu hedder ”Where 

dreams, now it is just wine”. Jermanns 

fortolkning i dag er ”Where dreams can 

happen”, men enhver er velkommen til at 

tilføje sine ideer. 

Vinen er fascinerende. Aromaen er 

charmerende og kompleks med sin modne 

eksotiske frugt, vanilje og smeltet 

smør. 

Vinnae af ribolla gialla har en fin strågylden 

farve, aromaen er frugtig og mineralsk, 

smagen tør. Her er stor drikkelighed. 

Capriva del Friuli 

På toppen af bakken, hvor Russiz Superiore 

har hjemme, er der et flot kig over 

denne del af Collio. 

Pinot Bianco Riserva Russiz Superiore 

er ren elegance, fremstillet af druer, som 

vokser i Collios bakkede landskab, som 

er komponeret af sand- og limsten.Det er 

gammel havbund, og det giver den friske 

vin en intens kombination af blomster og 

frugtig mineralitet. 

Marco Felluga Pinot Grigio Mongris 

Riserva er gylden med kobberglimt, intens 

aroma med modne æbler og akacieblomster. 

I munden holder den alle næsens 

løfter. 

Col Disòre Russiz Superiore er blandet 

af pinot bianco, friulano, sauvignon 

og ribolla gialla. Det er en strålende 

strågul vin med gyldne glimt. Dens 

bouquet afslører akacieblomster, fersken 

og grapefrugt med rare vegetale 

nuancer. Den har en glat tekstur, som 

kærtegner ganen, og den slutter varmt 

med mandeltoner. 

Castello di spessa 

Historie, tradition og skønhed gør det 

nemt at forelske sig i Castello di Spessa. 

Casanova holdt af dette romantiske sted 

og tilbragte mange stunder her, mens 

han nød vinen og den lyse atmosfære. 

Haven, der ligger omkring slottet, 

er en typisk ”giardino all’italiana” med 

klassiske statuer og romantiske stier. 

Di Santarosa, en vin tilegnet Di Santarosa-familien 

– et fremtrædende dynasti 

i slottets historie – er pinot bianco 

og dufter af blåregn. Smagen er rund og 

harmonisk. 

Friulano Doc Collio er lys stråfarvet 

og dufter let af bittermandel og roser 

samt lidt smør. Den er velouragtig blød 

og kompleks med stor dybde. 

Jeg forlader Collio, disse bløde bakker, 

flotte vine og dejlige mennesker og 

føler, at jeg har oplevet en fred og ro, 

som jeg end ikke havde forestillet mig 

at finde her.

48 [d.s.f.-nyt] 


[d.s.f.-nyt] 49 

læretiden er ikke slut 

D.S.F.-medlemskabet var begyndelsen. Nu gælder det WSET og måske MW 

Af JULIE FÆRCH-JENSEN 

Så kom nålen endelig. 

I marts 2011 blev jeg optaget i Dansk 

Sommelier Forening, og det er en præstation, 

jeg personligt er meget stolt af. 

Men det var nærmere begyndelsen på et 

nyt kapitel, end det var resultatet af en 

lang læseperiode. 

Der er en aura om det at være sommelier, 

og ens arbejde bliver nu endnu 

mere end før bemærket og vurderet. 

Det er derfor vigtigt, at forblive opdateret 

om vinverdenen og blive ved med at 

fylde på sin vidensbank om vin og spiritus. 

Det kræver sit arbejde at være sin 

nål værdig – hver dag. 

Da jeg modtog min nål, søgte jeg 

derfor efter muligheder for at vedligeholde 

min viden, men også for at udvikle 

den. I denne søgen stødte jeg på 

WSET. 

nye mål - Wset 

The Wine & Spirit Education Trust 

(WSET) blev grundlagt i 1969 for at 

skabe en undervisning samt et læringsmiljø 

af høj kvalitet for vin og spiritus. 

WSET har hovedsæde i London, men 

har i dag med mere end 40 års erfaring 

udviklet sig til at være en verdensomspændende 

uddannelsesorganisation. 

Uddannelserne er private, selvbetalte 

og henvender sig primært til folk i vin- 

og restaurantbranchen, men tiltrækker 

også en del ”entusiaster”. 

Uddannelserne er bygget op om selvstudium, 

undervisning og eksamen. Ek- 

saminerne bliver konstrueret af en separat 

afdeling, WSET Awards, og de er 

derfor ens over hele verden. Dette betyder 

som studerende, at man kan vælge 

at indlede sin uddannelse ét sted i verden 

og afslutte den et andet. 

Det medfører også en høj standard 

og ensartethed for alle afdelinger af 

WSET. Undervisningen bliver bygget 

op efter meget specifikke retningslinjer 

fra hovedkontoret, hvilket igen medfører, 

at man lige meget hvor i verden, 

man vælger at uddanne sig, ender på 

samme niveau. 

Uddannelsessystemet er bygget op af 

Levels, hvor det forgående ved bestået 

eksamen giver godkendelse til det næste 

niveau. Det endelige niveau (og for 

nogle målet) er titlen ”Master of Wine” 

Vejen til master of Wine 

Level 1: ”Confidence for front line 

staff”. 

Kursuset giver grundlæggende vinviden 

og ser på sammensætning af vin 

og mad. Normeret studietid: 7 timer 

”I Danmark er der i dag omkring fem personer, 

der har bestået WSET Diploma, men endnu ingen 

Master of Wine. 

Level 2: ”Looking behind the label”. 

Kursuset dækker de klassiske druesorter, 

samt hvor de dyrkes. Man introduceres 

til smageteknikken WSET Systematic 

Approach to Tasting. Normeret 

studietid: 28 timer. 

Level 3: ”Exploring the world of wines 

and spirits”. 

Kursuset giver en uddybelse af vin 

og spiritus fra hele verden. Der er et 

øget fokus på smageteknik. Normeret 

studietid: 84 timer. 

Level 4 Diploma: ”Creating the trade 

professional” 

Dette giver ret til at anvende titlen 

AIWS efter sit navn. Kursuset et en 

specialiseret uddannelse, hvor detaljeret 

viden om vin kombineres med kommercielle 

faktorer. Yderligere gives et 

grundlag for den faglige vurdering af 

vin og spiritus. Normeret studietid: 600 

timer. 

Level 5 Honours Diploma: ”Identifying 

opportunities for the industry”. 

Dette er et forskningsprojekt som 

gør det muligt for studerende at udvikle 

kompetencer inden for forskning, evaluering 

og analyse i et vin- eller spiritus 

beslægtet emne efter eget valg. 

WSET Institute of Masters of Wine 

Education programme: 

Et guidet selvstudium over minimum 

tre år. Dets formål er at hjælpe den studerende 

med at forberede sig til Master 

of Wine-eksamen. 

Institute of Masters of Wine Exam: 

Dette giver ret til at bruge titlen MW 

efter sit navn. Eksamen er delt op i en 

teoretisk og en praktisk del. 

Den teoretiske del er fire gange tre 

timers skriftlig eksamen vedrørende 

bl.a. vitikultur, vinifikation, og vinbranchen. 

Den praktiske del er tre blindsmagninger 

á 12 vine hvor bl.a. druesort, oprindelsesland, 

vinifikation, kvalitet og 

type skal vurderes. Yderligere skal en 

skriftlig opgave på 10.000 ord afleveres 

og forsvares. Denne skal være relevant 

for vinbranchen i et selvvalgt emne. 

Hvem, hvor og hvordan? 

I Danmark er det Solera, der udbyder 

undervisningen fra WSET. Der undervises 

i Level 2 og 3 både på Sjælland og 

i Jylland. Der er netop indledt et samarbejde 

med Weinakadamie Österreich, 

som ligger i Rust i Østrig. Her udbydes 

bl.a. Level 4 Diploma på en engelsksproget 

linje. 

Da London er WSET’s hovedsæde, 

er det dér, de fleste typer uddannelsesstrukturer 

udbydes. Her kan man bl.a. 

læse de forskellige Levels på aftenskole, 

dagskole, intensive komprimerede 

forløb samt online, hvor størstedelen af 

undervisningen foregår via intranet. 

Danmark på mW-kortet 

Og hvorfor så bruge tid og penge på 

denne uddannelse? 

Uddannelsen er internationalt anerkendt, 

og den kan bruges ikke kun som 

supplement til sit cv, men også som et 

”Lige meget hvor i verden, man vælger at uddanne sig, 

ender man på samme niveau. 

springbræt til andre dele af branchen. 

Mange bruger denne uddannelse som 

et skridt mod at blive vinsælger, foredragsholder 

eller måske endda vinmager. 

Yderligere kan det nævnes, at mange 

restauranter i bl.a. London i deres 

ansøgninger kræver enten Level 2 eller 

3 som minimum for deres tjenere og 

sommelierer. 

I Danmark er der i dag omkring fempersoner, 

der har bestået WSET Diploma, 

men endnu ingen Master of Wine. 

Sverige har to Masters of Wine, og 

Norge har tre. 

I år begynder 11 danske vininteresserede 

på WSET Diploma uddannelsen 

(inkl. undertegnede) i Rust, Østrig. 

Så mon ikke vi i løbet af et par år i det 

mindste har nogle Master of Wine-studerende? 

Det er vigtigt at vide, at det kræver 

noget af dig. De første Levels vil som 

sommelier måske virke nemme, men de 

Hele Diploma-holdet foran det østrigske vininstitut i Rust, hvor uddannelsen begyndte i foråret. 

er en god introduktion til ”WSET-måden” 

at læse, tænke og smage på. Der 

kan gives merit for både Level 1 og 2. 

For merit til Level 2 skal man bestå en 

skriftlig prøve, der kan tages online. 

Men det kræver tid, læsning, smagning 

og ikke mindst struktur fra din 

side af. Der er ikke andre end dig selv, 

der sørger for, at du får læst og smagt 

det, du skal. 

Når det så er sagt, så kræver det heller 

ikke mere. Med vilje, nysgerrighed, 

gåpåmod, lidt talent og en pengepung 

der kan hjælpe, så er man godt på vej. 

For mere information: 

www.solera.dk 

www.wsetglobal.com 

www.weinakadamie.at 

www mastersofwine.org 

Weinakadamie Österreich

50 [d.s.f.-nyt] 


[d.s.f.-nyt] 51 

otte klarede pynten 

Mandag d. 26. marts mødte 22 forventningsfulde aspiranter 

til optagelsesprøve i vores forening. Prøven blev afviklet i de 

flotte og stilfulde lokaler i Restaurant Geranium. Prøven var 

som altid bygget op omkring tre vine, der skal beskrives på 30 

minutter, og derefter en teoretisk prøve. 

Af de 22 bestod hele otte, hvilket er meget flot. 

De nye medlemmer af Dansk Sommelier Forening er: 

Marc Hald Nielsen, MASH, Aarhus. 

John Poulsen, MASH, Bredgade, København. 

Shu Wen Yu, Restaurant Umami, København. 

Sabina Drachmann Sunne, Restaurant Et, Aarhus. 

Simon Bjerre-Pedersen, Restaurant Et, Aarhus 

Johann Duedahl Jacobsen, Le Sommelier, København. 

Daniel Fink, Restaurant Saison, Hellerup. 

Martin Troelsen, Restaurant Kong Hans, København. 

De otte ønskes tillykke med optagelsen og velkommen i 

foreningen. 

Det kræver koncentration at blive enig med sig selv om, hvad der er i glassene. 

Foto: Tim Vollerslev. 

fremgang for dansk vin 

Jean Becker, formand for Foreningen 

af Dansk Vinavlere, 

holdt et fremragende oplæg 

om dansk vin på Restaurant 

Geranium i forbindelse med 

generalforsamlingen i Dansk 

Sommelier Forening. 

Danmark er sammen med 

England det land, som klimaeksperterne 

betegner som bedst 

egnet for dyrkning af vin om 

90 år - hvis klimaændringerne 

fortsætter. 

Siden Danmark i 2000 blev 

godkendt som vinland er antallet 

af vinavlere i Danmark 

mere end tidoblet, og selv om 

der endnu ikke er tale om den 

store kommercielle succes, kan 

det blive det med tiden. Der 

er en masse hobbyvinavlere, 

men kun ca. 60 registrerede 

erhvervsvinavlere. I Danmark 

er det foreløbig kun tilladt at 

dyrke op til 99 hektarer, men 

det er ikke en kvote, som ikke 

må overskrides. Til sammenligning 

er der beplantet over 

800.000 hektarer i Frankrig. 

Her er et udpluk af de 

vine, der blev præsenteret for 

sommeliererne: 

2006 Domain Aalsgaard, 

madeleine angevine 100%. 

2010 Hjelm Vingård – Stege, 

50 % solaris & 50 % ortega. 

2010 Furesødal Rosé, rondo, 

regent, reberger 33 % af hver. 

2009 Frederiksborg vin, 

rondo, regent, og leon millot 

33 % af hver. 

2009 Annisse Vingård, 

Niels Frees, 100% regent. 

2009 Bjarnanett, 60% rondo 

30% regent 10 % leon millot 

(økologisk). 

2006 Skærsøgård Brut, 

BOB (står for beskyttet oprindelses 

betegenelse) og er den 

eneste vin i Danmark. 

Jean Becker stod for oplægget, da 

der i forbindelse med D.S.F.’s generalforsamling 

blev smagt på danske 

vine. Foto: Tim Vollerslev. 

Støt Dansk Sommelier Forening 

Bliv vennemedlem 

Kontakt kasserer Bent Aamand: b.aamand@jubii.dk 

Portugisisk masterclass 

Det blev en stor sanselig oplevelse at smage nogle af Portugals bedste vine 

Af THILDE MAARBJERG 

Portugal er et klassisk europæisk vinland, 

der - hvis man ser bort fra portvin 

- har levet et forholdsvis stille liv på eksportmarkederne. 

Udvalget er begrænset 

på det danske marked, så det glædede 

mig, da João Vitorino sendte mig listen 

over vine, der skulle smages til hans Masterclass 

i april på Kong Hans. Her var 

vine imellem, som jeg havde læst om 

i bøger, men aldrig stødt på i praksis. 

João begyndte med at introducere os 

til Portugal som vinland: 246.000 hektarer 

udlagt til vinmarker præget af de 

mange lokale sorter, man stædigt har 

holdt fast i trods den globale indflydelse 

fra visse såkaldte internationale sorter. 

De sidste 30 år har ændringer i vinerierne 

og i kvalitetsfokus trukket produktionen 

væk fra masse og bulk til 

seriøse, karakterfulde vine. 

Vinene, der skulle smages, og ikke 

mindst den udmærkede dialog, de skabte 

omkring bordet, fulgte herefter. 

Portugals Chablis 

Fra Bucelas (som João omtalte som Portugals 

Chablis) smagte vi både mousserende 

lavet på den traditionelle metode og 

stille vin både med og uden fad. Arintodruens 

karakteristiske flotte syre gjorde 

vinene friske og levende på trods af, at de 

er fremstillet relativt sydligt i Portugal. 

Brug din kasserer! 

Jeg kan kontaktes på emailadressen 

baa@sommelier.dk 

eller b.aamand@jubii.dk 

Telefon 65 36 10 26. 

Mobiltelefon 20 75 77 02. 

Svarer mobilen ikke så læg 

en besked, og jeg ringer tilbage. 

Husk at give besked når du 

flytter til en ny adresse. 

Fra Dão smagte vi 2009 Reserva fra 

Donnaires på touriga nacional, og den 

viste på bedste vis, hvordan varmt klima 

ikke nødvendigvis er lig med høj alkohol, 

mørk farve og lav syre. Igen god 

friskhed med urter, blæk og grafit samt 

vibrerende røde frugtnoter. 

To ældre rødvine, henholdsvis Colares 

1973 fra Real Vinicola og Riserva 

1970 fra Sogrape skabte stilhed omkring 

bordet. De var begge imponerende og 

overraskende. Det legendariske phylloxerafri 

område Colares er nu nærmest 

forsvundet, men denne fuldmodne udgave 

lavet på den traditionelle og ekstremt 

tanninholdige ramisco-drue var 

et sammensurium af soja, tobak, chokolade, 

kød og sort peber. 

superportugiser 

Sograpes legendariske ”superportugiser” 

lavet på bl.a. touriga nacional og baga 

fra forskellige steder i Portugal, er på 

etiketten en Vinho de Mesa, men kvaliteten 

er kendt for langt at overstige det 

ydmyge prædikat. Den var yderst elegant, 

men med flot intensitet, nærmest 

sødmefuld med et potpourri af krydderier 

og lakrids. To flotte veteraner, 

som ingen omkring bordet før havde 

smagt lignende. 

Heatet efter var ikke mindre spændende. 

Vi lagde ud med Carcavelhos fra 

hedengange Quinta do Borão. Uden år- 

Vennemedlemmer opfordres 

også til at kontakte mig, hvis 

man ønsker nye og opdaterede 

medlemslister (brug aldrig 

gamle lister), eller der er forespørgsel 

til fremsendt faktura 

eller kontingentindbetaling. 

Alt vedrørende tegning, nytegning 

eller ændring af annoncer, 

rettes direkte til 

birte Halger 

Email: bal@kabelmail.dk 

Telefon 33 24 03 91. 

Mobiltelefon 61 72 66 45. 

Alle vore indtægter går til 

det gode formål, at Dansk Sommelier 

Forening og vort blad 

er aktive i uddannelse, konkurrencer 

og fagligt samvær. 

Med venlig hilsen 

gang, men João forsikrede os om, at den 

var minimum 30 år gammel. 

Denne forstærkede vin er som Colares 

nærmest udgået af produktion, men 

dens popularitet historisk lever i bedste 

velgående. 

Carcavelhos fremstilles på en blanding 

af blå og grønne sorter og lagrer 

oksidativt minimum tre år (ofte meget 

længere) på fad. Den var mørkebrun med 

klar grøn kant, og lokalet fyldtes hurtigt 

af den koncentrerede duft. Eukalyptus, 

rosin, saltlakrids og mandarin ledsaget 

af frisk syre i retning af den, man finder 

i god madeira. 

Smagningen blev rundet af med over 

35 år gammel madeira, henholdsvis Sercial 

og Boal fra Real Madeira. 

Førstnævnte duftede af vildtfond og 

appelsin. Boal’en havde mere brændte 

noter med rålakrids og ristede 

nødder. Begge enormt autentiske og 

koncentrerede. 

Det var en stor sanselig oplevelse at 

smage disse gamle kæmper, ikke mindst 

under kyndig vejledning af João, som 

på alle måder brændte for sit land og 

sine vine. Alle ved bordet var enige 

om, at portugisisk vin har en fremtid i 

Danmark. Ikke mindst pga. de mange 

specialiteter, deres typicitet og deres 

flotte syreniveau. 

Bent Aamand 

Kasserer 

Skovhuset 

Strandskovvej 15 

Nordenhuse 

5800 Nyborg

fokUS: danSke vine - Dansk sommelier Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?