Danske Studier. 1923

20 F. OHRT
Alle de tre Typer har holdt sig jævnsides i Folkebrug eller
Folkeminde lige ned til Nutiden: Den hjemlige Signe- og Heksebog,
der endnu ligger i een og anden Skuffe rundt i Landet, — Helvedtvangen,
der spøger i „Præstens røde Bog", — og Bekendelsen
eller Bønnen, som man trofast vedblev at skrive af.
Alle Typer Cyprianus (og den fjerde, den egentlig legendariske,
med) vil vi vistnok ogsaa kunne finde udnyttede i den danske religiøse
og æstetiske Litteratur. Om den lærde Dødemanings- og om
den folkelige Sortekunstbog har to Mænd som begge hver paa sin
Vis ønskede at skabe en Skole for Liv og Lys (i Soer), ladet Ord
falde. Holbergs spøgende Omtale har vi allerede hørt. Grundtvig
forklarer i det store Digt „Den levende Røst" af 1863, hvorpaa
„Grund-Sandhedens Aand" kan kendes (og sigter vel baade til
folkelig og lærd Cyprianus):
Ej signer og maner med Tungemaals-Runer,
han med „Siprianer", med Klangens Basuner
med Fixfax og Tal: han røgter sit Kald.
Og endelig den store Synder og Helgen fra Oldtiden. Een
mulig Genklang af hans Bekendelse og een tydelig Omtegning af
hans legendariske Skikkelse finder vi hos to Mænd, der begge engang
slog deres Harpe i Sorø — den første af dem rent bogstaveligt,
nemlig Jens Dinesen Jersin. Som Biskop i Ribe — da
hans forslaaede Strengeleg for længst var hængt hen — skrev han
1631 Bogen: „Om Mirakler, Tegn og Aabenbaringer". Her tales
(D VI) om den Ondes Virken i Naturen; „Sathan" driver sit Spil
bl. a. „i menniskens legemer, i luftens forgifuelse, i jordens ufructbarhed,
i sædens forderfuelse, i fiskenis fordriffuelse oe dislige meere,
alt naar GVd vil slage hannem noget løs". — Her er ikke Tale
om Cyprian men om Djævelen; Tanken er imidlertid just som i
vor „Bekendeise" rettet paa Forfølgelse af Liv og Vækst; og. særlig
et Træk som Nævnelsen af Fiskene kan muligt tyde paa ubevidst
Erindren af den gamle Bekendelses Udtryk. Fiskenes Lammelse
er dog bleven til deres Fordrivelse. I det havomflydte Danmark
var de græske Ægæerhavsfisk genopdukkede som gode Torsk og
Sild og Flyndere; og hver Mand vidste hvad Ulykke det var, naar
den Onde drev t. Eks. Silden ud af Øresund.
„Guldæblet" hedder een af Ingemanns sidste Tankedigtninge.
Her giver han et mærkeligt Billede fra Cyprians andet Livsafsnit;