Danske Studier. 1923

34 MARIUS KRISTENSEN
Man har kun behov at indsætte det sidste ord, som rimet kræver,
og man har: Widh æræ iceyæ modh, sæl ær thæn sum wæl goth,
og opfatte wæl som den regelrette gamle indikativ af wæliæ. „Der
er mange korsveje, sæl er den som vælger de gode" — kan man
tænke sig noget, der hænger bedre sammen og bedre tilfredsstiller
fordringerne til at stemme med den latinske gengivelse, NB i D 150!
Men når vi så betænker, at det er teksten de to andre steder
netop ikke D 150, der er gået over i S, så hænger dette vel sammen
med, at de to andre latinske passer til den danske form, som var
gængs, da samlingen blev til, og at altså den forvanskning, jeg
antager vi har for os, er ældre end samlingens tilblivelse. På
den anden side kan den oprindelige form, hvis rimet skal være
mere end vokalrim, ikke godt være ældre end c. 1300, og dette
vilde da være af værdi til brug ved bestemmelsen af samlingens
alder. Imidlertid kan der næppe indvendes noget imod at antage
(stærkt) halvrim, og så kunde mot — godh nok rime med hinanden
(sml. fortalen til udgaven s. 115).
Det der har voldt ændringen er vel en misforståelse af wæl.
Ordet vælge er i nydansk vist overalt et rent litterært ord og
kan gærne have været det længe, og så snart det er gået ud af
talesproget, må den gamle form uden endelse være mere eller
mindre ukendelig, og så kan goth let blive forbedret til gør.
Om ordsproget, som Wadstein mener, er af gammeltestamentlig
oprindelse, betyder her intet. At dansken i den oprindelige form
og latinen i D 150 stemmer over ens, gør, at man ikke kan afgøre,
hvilket der er ældst.
D369, D1165 (S 1050).
Wadsteins bemærkning (Sv. Ldsm. XI, 6 s. 32), at en forveksling
af upupa (hærfugl) og vibe ligger nær, da de bægge er forsynede
med en høj nakketop, rammer ikke helt. Vibe er næmlig den
faste danske oversættelse af upupa vist i al middelalderlitteratur
(se De gamle dyrerim udg. af Brøndum-Nielsen s. 106flg), og for D 1165:
Wijben wil wæriæ all marcken oc hwn kan ey wæriæ syn eghen reedhe,
kan der ikke være tvivl om, at den danske tekst er oprindelig, så
mange danske paralleller man har til den (se Brøndum-Nielsen a. st.).
Men det må indrømmes, at D 369 forholder sig på en anden
måde. Ordsproget er vist latinsk før det blev dansk, da upupa
giver den bedste mening, idet hærfuglen varsler dyrtid. Den