Presse, adv., politi, dommen maj 1994-aug 94 - Gaderummet

3 - 8/4 1994.
,r'
svar ud afAllin - der råbte så højt, at jeg kunne høre med - opgav sekretæren, og
gav mig røret i hånden og sagde "du må hellere snakke med ham selv". Der gik et
kort stykke til, før Allin fandt ud af, at det ikke længere var sekretæren, der var i
røret. Så blev han meget tavs, og svarede i korte sætninger. Han sagde kun "nå",
nårjeg konfronterede ham med det faktum, at han havde sljålet vores papirer. Og
han mente nok, at papirerne var udleveret, men han kunne ikke helt præcist sige,
hvis papirer, der var udleveret, eller til hvem - måske var det bestyrelsen for Studenterhuset,
der havde laet udleveret deres papirer. Og at han var den eneste, der
havde nøglen til papirernes opbevaringssted, og den nøgle bavde han i lommen.
Så fik han stoppet samtalen.
Praktisk sknlle udleveringen aftales med universitetets vagtmester Bent Thorholt,
hvorfor jeg opsøgte ham. Da han på et tidspunkt mukkede lidt over det praktiske
besvær, forklarede jeg, at jeg synes de burde skynde sig at aflevere det materiale
tilbage, som Universitetet havde sljålet. "Nej, ikke Universitetet - Allin", sagde
Bent Thorholt.
Mandag d. I november lykkedes det os at få lov til at afhente vores materialer.
Papirerne befandt sig da i et kælder-opbevaringsrum, som vagtmesteren havde
nøgle til. Mens vi pakkede bilen med de fem flyttekasser og et par røde faner, stod
Allin på afstand og fotograferede os med et kamera med telelinse.
Da vi pakkede flyttekasserne ud, kunne vi se, at papirerne havde været rodet igennem.
Og at det var gået lidt hurtigt. Nogle breve var kommet i de forkerte konvolutter
og den slags. Og der manglede enkelte papirer, iøvrigt offentlige papirer
ifm. konflikterne i Studenterbuset.
DET JURIDISKE EFTERSPIL.
På det tidspunkt havde vi kontaktet en advokat. Han vurderede, at der uden tvivl
var tale om et oplagt brud på straffeloves § 155 om tjenestemisbrug fra Allins siden.
Den slags sager melder man til politiet, der så efterforsker sagen, og evt.
bringer den for domstolen. Jeg fik de fra bestyrelsen, som havde noget at berette,
til at give deres vidneudsagn; dele af dem er citeret her. Vores advokat meldte på
vores vegne sagen til Københavns politi, Nyropsgade station d. 29. oktober. Vedlagt
anmeldelsen var bl.a. de underskrevne vidneerkJæringer.
Svaret fra politidirektøren ved politiadvokat Ole Weikop kom d. 25. november.
De ville ikke tage sagen op. Begrundelsen lød på: "Efter retsplejelovens § 742,
stk. 2 iværksætter politiet efterforskning. når der er rimelig formodning om, at
et strafbart forhold, som forfølges afdet offintlige er begået. Jeg ftnder ikke, at
Deres anmeldelse indeholder oplysninger, der giver rimeligt grundlag for en sådan
antagelse. Jeg må derfor afvise deres anmeldelse ..."
Dette afslag tydede vi sådan, at de ikke var overbeviste om, at papirerne overhovedet
havde været beslaglagt. Og det på trods af, at ikke blot vidneudsagnene,
men også den skriftlige erklæring fra Universitetet om at vi kunne få udleveret vores
papirer, var vedlagt anmeldelsen.
Den 8. december vedstod universitetsdirektor Peter Plenge i Radioavisen, at papirerne
havde været heslaglagt. "M praktiske grunde", hvad det så end skulle betyde.
Med baggrund i dette ankede vores advokat d. 9. december Ole Weikops afslag
til Statsadvokaten for Køhenhavn, idet anklagemyndigheden ikke længere
kunne afvise, at der havde været tale om en beslaglæggelse. En båndoptagelse af
Peter Plenges ord i Radioavisen var vedlagt henvendelsen til Statsadvokaten.
Svaret fra Statsadvokaten for København, Hanne Bech Hansen modtog vi d. 3.
februar 1994. Hun havde indhentet en udtalelse fra politidirektøren v. Ole Weikop,
hvori der bl.a. stod, at godtnok måtte papirerne anses for fjernet, men da det
hverken var i berigelsesøjemed eller kunne betragtes som "bortskaffelseshærværk",
var der ikke tale om en forbrydelse, som politiet skal efterforske. Hvorvidt
der var sket en overtrædelse af straffelovens § 155 om tjenesternisbrug var der ikke
taget stilling til. På dette grundlag fandt statsadvokaten "ikke grundlag for at
tilsidesætte Politidirektørens vurdering af sagen og omgøre beslutningen", og
meddelte at afgørelsen ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
HVAD SKETE DER BAG KULISSERNE?
Vi undrer os meget over dette forløb; både AIlins ulovlige beslaglæggelse af
vores papirer og politiets modvilje mod at tage sagen op.
En grund til politiets modvilje mod at rode op sagen kan være, at der er tale
om et forsøg på at dække over en ulovlig beslaglæggelse fra politiets side.