5. Integration på arbejdsmarkedet

4. Solidaritet
Vi diskuterer i dette kapitel, hvilke former for solidaritet der skal være til stede på arbejdspladserne
for at integrere personer med nedsat arbejdsevne. Vi argumenterer for, at solidaritet
skal forstås historisk og kontekstuelt og der lever forskellige former for solidaritet side om
side. Målet er, at nuancere begrebet solidaritet i det omfang, det har relevans for integrationen
af de marginaliserede grupper og gøre det operationelt for den empiriske undersøgelse.
Med udviklingen af velfærdsstaten overtog staten mange af de funktioner, der tidligere blev
varetaget af civilsamfundet – familien og det nære samfund. Velfærdsstaten har gennem strategien
om den universalistiske velfærdspolitik og forbedring af de sociale rettigheder haft til
opgave at sikre alle borgere tryghed og trivsel og modvirke markedets ulighedsskabende mekanismer.
Blandt opgaverne har staten økonomisk kompenseret de borgere, der ikke kunne
forsørge sig ved arbejde for at sikre medborgerskabet gennem decommodeficering, hvilket
betyder at afvareliggøre arbejdskraften. ”Velfærdsstaten kan betragtes som en slags institutionaliseret
solidaritet, hvor staten/det offentlige træder hjælpende til overfor mennesker, der
ikke kan klare sig selv” (Juul:2002:11).
Velfærdsstaten har generelt stor tilslutning. I dag hører man dog en del kritiske røster både
om, at velfærdsstaten er for dyr, at den ikke løser opgaverne godt nok og at den fortsatte opbakning
af velfærdsstaten er usikker. Derudover er der stillet spørgsmålstegn ved, om den
institutionaliserede solidaritet er en trussel mod personlige former for ansvar og solidaritet.
Trods de kritiske røster har talrige holdningsundersøgelser imidlertid vist, at der fortsat er stor
opbakning til velfærdsstaten, men at velfærdstaten altid vil blive fremstillet som, at den står
overfor ”uimodståelige udfordringer eller kriser” af forskellige karakter (Kvist:2001:26). Kritikken
af velfærdstaten har dog sammen med andre nationale og internationale forhold resulteret
i et beskæftigelsespolitisk skifte fra welfare til workfare og en ændret eller fornyet ansvars-
og opgavefordelingen mellem de tre poler i den kendte velfærdstrekant - staten, markedet
og det civile samfund. En bevægelse der går mod mindre stat og mere marked og mere
civilsamfund. Vi vender tilbage til en diskussion om, hvilke konsekvenser denne bevægelse
har for solidariteten i kapitel 6 om påvirkninger af solidariteten.
25