5. Integration på arbejdsmarkedet

5.2.1. Konjunkturernes betydning for arbejdsløshedens størrelse
I perioder med lavkonjunktur finder der typisk flere afskedigelser sted, arbejdsløshedens stiger
og det bliver sværere for mennesker med nedsat arbejdsevne at sælge deres arbejdskraft.
Flere lønmodtagerne står uden for arbejdsmarkedet eller får en løsere tilknytning. Modsat er
integrationsprocenten højere under højkonjunktur, hvilket blandt andet skyldes en lavere arbejdsløshed
og at der oprettes flere jobs. Perioden fra 1994 til 2000 er karakteriseret ved højkonjunktur
og et betydeligt fald i arbejdsløsheden. Fra en ledighed på 9,7 % i 1990 stiger ledigheden
og topper med 12,4 % i 1993. Ledigheden falder herefter til 10,4 % i 1996 og 9,7 %
i 1997. I dag er arbejdsløsheden nede på 5 %, hvilket omtrent svarer til en strukturel arbejdsløshed
og dermed betragtes som fuld beskæftigelse (CASA og Social Politisk Forening:2002:46).
Under opgangsperioden i 1990érne blev det lettere at integrere de unge og de
lidt ældre 30 til 49-årige. Derimod ser det ikke ud til, at integrationsprocenten for de ældre 50
til 59-årige blev påvirket af konjunkturerne (CASA:2002:47).
Den forbedrede beskæftigelsesmæssige situation har især haft positiv indflydelse på antallet
af ledige uden helbredsmæssige problemer og deres muligheder for at blive integreret. Derimod
har det ikke umiddelbart gavnet marginaliserede med en nedsat arbejdsevne. I perioden
fra 1994 til 1999 med højkonjunktur er overførselsindkomsterne faldet. Det er især arbejdsløshedsydelserne,
herunder især til de unge, der er faldet markant. Derimod er der ingen markante
ændringer i ydelserne til personer med sygdom og sociale problemer. Den registrerede
ledighed er faldet, mens der ikke er sket nævneværdige ændringer, når det gælder andre sociale
problemer, sygedagpenge, revalidering og støttet beskæftigelse (CASA og Socialpolitisk
Forening: 2001:17). Lønmodtagernes helbred har derfor stor betydning for arbejdsmarkedstilknytningen
og jo dårligere helbred des større risiko for marginalisering. Hvis man for eksempel
har to eller flere lægediagnosticerede sygdomme, har man en betydelig højere risiko for
marginalisering end hvis man kun har én sygdom. Og hvis man har én sygdom, er risikoen
igen højere end hvis man ingen sygdom har (SFI:2001:44). Beskæftigelsesministeriet vurderer,
at der blandt ”marginal- og socialgruppen” er 20 %, der årligt kommer i arbejde. ”Marginalgruppen”
defineres som forsikrede, der har været ledige, i aktivering eller på uddannelsesorlov
over 80 % af tiden over de seneste tre år. ”Socialgruppen” omfatter de ikke-forsikrede,
der har været på kontanthjælp, sygedagpenge, revalidering, aktivering eller uddannelsesorlov
over 80 % over de seneste tre år. Selv om en relativ stor del af marginal- og socialgruppen
49