download 4/2003 - KZ & Veteranfly Klubben

steppe en grim, meget høj mast, som kortet dog havde advaret
om, og som viste sig at være en større gruppe master – hvilket
gjorde det til et temmelig skrævende sidestep. Så var det pludselig
tid til at tage afsked med Bremen og hilse på Dutch Mil.
Det var mit første besøg i hollandsk luftrum, og det var påfaldende,
at kommunikationen pludselig ikke var tysk mere, men engelsk.
Mojn, Schön guten Tag, Grüss Gott og alskens germanske elskværdigheder
var nu erstattet med engelsk udsat for hollandsk tungeog
strubevold, som ingenlunde hjalp på den internationale forståelse
folkene imellem. Eller var det bare mig, der var vanskelig? Det er
den slags ligegyldigheder, man beskæftiger sine få tanker med,
mens man summer afsted i tilfredshed med, at kortet og landskabet
passer sammen. Samme landskab skuffede i øvrigt, når jeg sammenlignede
med, hvor nydeligt det havde præsenteret sig, når Kirsten
og jeg gennemkørte det i bil ved flere tidligere lejligheder.
Selvfølgelig var det det triste vejr, der prægede indtrykket.
Første waypoint på hollandsk jord var Emmen. Kors, hvor så det
fladt ud, selv så langt fra vestkysten. Fuldstændig som jorden på
Columbi tid! Hvad der såvel mentalt som bogstaveligt formørkede
mit syn på såvel den allernærmeste fremtid som landskabet var, at
dette selvsamme gradvist sløredes i grumset dis. Nogle kilometer
sydvest for Emmen dukkede noget flagrende noget op i disen en
halv kilometers penge borte. Det var mig en gevaldig vildgås, tænkte
jeg. Det er muligt, at det var en vildgås, den var i hvert fald højvinget,
men så dog ud til at flyve med bannerslæb. I så fald har den reklamemæssige
værdi været begrænset i den dags sigtbarhed. Nu har
vildgæs vel heller ikke adgang til helt samme meteorologiske
oplysninger, som vi andre.
Til gengæld…nå, men vi må vel hellere se at komme videre.
Nu gik det så i ca 1000 fod i lige linje mod Nijmegen, således som
vi helst ser det ske, uden at påkalde mig kommentarer fra Dutch
Mil. Jeg havde glædet mig til at se Nijmegen fra oven, fordi det var
sådan et kønt, solbeskinnet sted året før, da vi kørte gennem
området, mens vi lovede hinanden at komme igen en anden gang
for at se museet over de voldsomme kampe, der udspillede sig på
stedet i sommeren 1944. Nu var det imidlertid næsten skjult af disen,
da jeg kom til mit sidste waypoint før Midden Zeeland.
26 - Oscar Yankee 4/2003
Efterhånden var jeg nede i 800 fod, og ifølge kortet befandt der sig
et stykke fremme på mit track en kraftstation, der stak et 600 fods
køletårn op i vejret, så flyvningen foregik nu i mindre afslappet
stemning. Jeg havde besluttet at lande i Deventer, hvis jeg blev
tvunget ret meget længere ned, for at tage bestik, så at sige. Men
lad os konsultere dem, der har forstand på sagerne, så derfor:
”Dutch Mil, Oskar Delta Alpha, position 5 miles north of S’Hertogenbosch,
altitude 700 feet. Request weather info for Midden
Zeeland”. Et meget atmosfærisk-forvrænget engelsk-hollandsk
fulgte dette opkald. Det lød som ”garble….-OK, garble, garble, TEN
KILO…garble”. Jeg formodede, at han med de 10 kilo næppe
refererede til vægten af det ansvar, der hvilede på hans skuldre,
ejheller at han skulle have sagt NOT CAVOK, så alt i alt tolkede jeg
beskeden som positiv, fattede mod og fortsatte.
”OSKAR DELTA ALPHA, are you VMC ?” kom det pludseligt. Ikke
styrke 5, men læseligt. Jeg var netop passeret forbi det store køletårn
ved Zevenbergen, og horisonten forude var begyndt at antage
farve som opkast efter en meget rødvinsholdig aften, en beskeden
forbedring fra den opgravet ådsel-kulør, der karakteriserede den
kort forinden. Så med god samvittighed og fast stemmeføring,
omend udtalen var en kende præget af tør mund, kunne jeg svare
VMC affirm. Som bekræftelse på det så jeg køletårnet fare forbi
ikke voldsomt langt borte. Jeg ville gerne have taget et billede af
det i forbifarten, men havde ærlig talt nok at gøre med at navigere.
Til gengæld tog jeg et på hjemturen fra en mere bekvem højde,
men det er ligesom ikke det samme.
Halleluja, lov og pris til Dutch Mil og hans bundløse visdom! Over
Ooster Schelde, det smalle vand, der ligger nordøst for Midden
Zeeland, var jeg pludselig tilbage i en verden med lys og farver,
legende børn og mennesker, der tilsmiler hinanden, mens firbenede
pattedyr saligt vælter om på siden og suger sol til sig. Og se: præcist
hvor den skulle ligge, lå minsandten en frodigtgrøn græsstribe midt