Afhandling - Arkitektskolen Aarhus

den igangværende by 

  

borgerdeltagelse i byudvikling 

thomas fabian delman 

PhD afhandling

 

  

  

  

  


borgerdeltagelse i byudvikling 

thomas fabian delman 

PhD afhandling 

Institut for By & Landskab 

Arkitektskolen Århus 

Hovedvejleder Niels Albertsen 

Projektvejleder Pia Bille 

”And thus the city is an oeuvre, closer to a work of art than  

to a simple material product. If there is production of the city, and  

social relations in the city, it is a production and reproduction of  

human beings by human beings, rather than a production of ob‐ 

jects.  The  city  has  a  history;  it  is  the  work  of  history,  that  is  of  

clearly defined people and groups who accomplish this oeuvre, in  

historical conditions.” (Lefebvre 2008) 

 

  

  

”…Alice started to her feet, for it flashed across her mind  

that she had never before seen a rabbit with either a waistcoat‐ 

pocket, or a watch to take out of it, and burning with curiosity, she  

ran across the field after it, and fortunately was just in time to see  

it pop down a large rabbit‐hole under the hedge. In another mo‐ 

ment down went Alice after it, never once considering how in the  

world she was to get out again.”  

 (Lewis Carroll, Alice in Wonderland, 1965)    

FORORD 

Når man starter på et PhD‐projekt er det (forhåbentlig) fordi man er  

nysgerrig overfor det emne, man skal tilbringe de næste tre år med at udfor‐ 

ske. Alligevel kan jeg ikke lade være med at se mig selv lidt som Alice, der  

fulgte kaninen ned i hullet på baggrund af en pludselig indskydelse og med ét  

befandt jeg mig i en absurd verden, hvor alting var vendt på hovedet og det  

var svært at finde hoved og hale i de mange indtryk. Og til tider anede jeg  

ikke, hvordan eller hvornår jeg kom op af hullet igen. Når det alligevel lykke‐ 

des at finde en vej ud, og forhåbentlig have fået skabt en smule mening i  

galskaben, skyldes det ikke mindst den hjælp, jeg har fået undervejs.   

Først  og fremmest vil jeg derfor gerne  takke  kollisionisterne  Tobias  

Løssing, Andreas Lykke‐Olesen, Rune Nielsen og Jeff Serio, som tilbragte me‐ 

get af tiden i hullet sammen med mig, og uden hvem projektet aldrig ville  

have givet mening. Jeg vil også gerne takke mine vejledere, Niels Albertsen  

og Pia Bille, og mine kolleger på Institut for By og Landskab for råd, vink og  

konstruktiv kritik. De studerende på instituttet igennem de tre år skal også  

have en kollektiv tak for at have lagt ryg og projekter til afprøvning af både  

teori og metoder undervejs. Jeg vil desuden gerne rette en stor tak til alle  

samarbejdspartnere i projektet, der har bidraget konstruktivt til hver enkelt  

case – ingen nævnt, ingen glemt. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke  

min  familie,  især  Astrid,  Andreas  og  Janus,  der  undervejs  skabte  et  solidt  

anker til hverdagen, når jeg stak hovedet op af hullet.   

Og nu, kære læser, er det din tur til at følge kaninen ned i hullet.  

5 

6  

  

INDHOLD 

  

resumé 8  

summary 11  

den igangværende by 14  

erfaringer & baggrund 23  

projektets cases 26  

teoretisk & metodisk afsæt 28  

note til konstruktionen 32  

artikler & posters 38  

projektets metode 44  

participatory action research 47  

tre krav til metoden 52  

participatory action research & projektet 63  

research by design 67  

case-baseret forskning 79  

brugen af prototyper i designforskning 85  

tværfaglighedens paradoks 89  

borger, by & deltagelse 95  

borgeren 98  

det interaktive demokrati 121  

byen 125  

byen som igangværende arbejde 152  

deltagelsen 158  

den kompetente deltager 190  

strategi & metode 193  

strategi & borgerdeltagelse 195  

AELIA-modellen 200  

utopiatyping 219 

  

  

INDHOLD 

cases 243  

det nyaktivistiske praksisfællesskab 248  

hovedcase 1: multimediehuset 252  

hovedcase 2: køge 270  

hovedcase 3: co2030 289  

øvrige cases 308  

cases & idealmålet 318  

afsluttende betragtninger 325  

om forskningsmetoden 332  

perspektiver på forskning og udvikling 334  

perspektiver for aktuel byudviklingspraksis 338  

litteratur 341  

internetkilder 350  

7 

8  

  

RESUMÉ 

  

resumé 

I PhD‐projektet beskæftiger jeg mig med borgernes deltagelse i aktuel  

byudvikling med særligt fokus på at udfordre eksisterende (politisk) praksis  

gennem  såvel  teoretiske  refleksioner  som  casebaserede  interventioner.  

Omdrejningspunktet for projektet er diskussionen af væsentlige problemstil‐ 

linger for borgerdeltagelse i byudvikling med målsætningen om at udvikle og  

kvalificere strategiske og metodiske overvejelser fremadrettet.  

Projektet har et tværfagligt afsæt og jeg definerer det rent metodisk  

med  udgangspunkt  i  såvel Participatory  Action  Research  som  Research  by  

Design. Projektet er baseret på min aktive deltagelse i en række casebasere‐ 

de interventioner i samarbejde med eksterne partnere og med tilknytning til  

virksomheden Kollision som primært praksisfællesskab. I afhandlingens me‐ 

todekapitel  diskuterer  jeg  forskelle  og  ligheder  mellem  aktionsforskningen  

samt  arkitekt‐,  design‐  og  planlægningsfaglige  metoder,  herunder  hvilken  

rolle case‐arbejde og designinterventioner kan spille i en forskningssammen‐ 

hæng.   

På  den  baggrund  når  jeg  frem  til  tre  måltyper,  henholdsvis  ak‐ 

tionsmål, udviklingsmål og idealmål, der danner udgangspunkt for casekapit‐ 

lets analyser. Aktionsmålene er således den konkrete opgave, der skal løses i  

hver enkelt case, typisk defineret i samarbejde med den eksterne klientorga‐ 

nisation og praksisfællesskabet. Udviklingsmålene er de strategiske, metodi‐ 

ske  og  redskabsorienterede  overvejelser,  der  fra  case  til  case  fører  til  nye  

indsigter i en iterativ designproces baseret på ideen om prototyper. Idealmå‐ 

let er udtryk for projektets målsætning om at ændre eksisterende praksis,  

med særligt fokus på de politiske idealer, der ligger til grund for borgernes  

aktive deltagelse i byudviklingen.  

 

  

  

RESUMÉ 

I  afhandlingens  teorikapitel  diskuterer  jeg  tre  teoretiske  begreber,  

henholdsvis borgeren,  byen  og  deltagelsen.  Afsættet  for  min  diskussion  af  

borgerbegrebet er bl.a. en kortfattet gennemgang af begrebets oprindelse  

samt opfattelsen af borgerens rolle i relation til forskellige demokratisyn med  

udgangspunkt i et deliberativt ideal. Diskussionen leder frem til begrebet det  

interaktive demokrati, der relaterer sig til behovet for at understøtte borger‐ 

nes deltagelse i byudviklingsprocesser, hvor der ikke længere eksisterer en  

klar  idé  om  et  ’fælles  bedste’.  Det  medfører,  at  vi  i  stedet  må  acceptere  

fragmentation  og  væsensforskellige  demokratisyn  som  udgangspunkt  for  

deltagelsen,  hvorfor  processen  bør  tilrettelægges  således,  at  borgerne  får  

mulighed for at agere (politisk) i forhold til den givne situation, dvs. at vi bør  

tillade, at forskellige demokratisyn kan spille en rolle, afhængigt af formålet i  

den konkrete proces.   

I afsnittet om byen diskuterer jeg aktuelle byudviklingstendenser på  

baggrund af en kortfattet historisk gennemgang frem mod en definition af  

byen som igangværende arbejde. Ideen om byen som igangværende arbejde  

indebærer bl.a., at gensidigt udelukkende interesser, skal være tilstede på  

samme tid og derfor bør byen ses som et fælles værk med afsæt i et mang‐ 

foldigt kulturbegreb, hvor der er plads til at anerkende såvel konsensus som  

konflikt samt baseret på en forståelse for, at byens problemer er komplekse,  

og at der derfor ikke er nogen simpel, endelig eller sand/falsk løsning på de  

oplevede problemer.   

Afsnittet om deltagelse tager afsæt i en diskussion af de udfordringer,  

der er forbundet med borgernes aktive deltagelse – eller mangel på samme  

–  i  byudviklingsprocesser.  Jeg  diskuterer  såvel  niveauer  af  deltagelse,  som  

begrundelser  for  overhovedet  at  deltage  samt  konkrete  udfordringer  ved  

deltagelsesprocesser.  På  den  baggrund  når  jeg  frem  til  et  begreb  om den  

kompetente deltager, der baserer sig på ideen om, at deltagerne processuelt  

udstyres  med  kompetencer,  herunder  at  de  er  motiverede,  læringsvillige,  

refleksive, målorienterede, dialogorienterede og handlingsorienterede.   

9 

10  

  

RESUMÉ 

  

Igennem PhD‐projektet er jeg nået frem til en overordnet strategi for  

borgerdeltagelse i byudvikling, der har fået navnet AELIA‐modellen. Model‐ 

lens udgangspunkt er, at (by)udviklingsprocesser bør tilrettelægges med af‐ 

sæt  i  opmærksomhedsskabende  aktiviteter  (Attention),  oplevelsesoriente‐ 

rede elementer (Experience), læring og kapacitetsopbygning (Learning), reel  

indflydelse til deltagerne (Influence) og fokus på handling (Action) såvel un‐ 

dervejs  i  deltagelsesprocessen  som  efterfølgende.  Samtidig  definerer  jeg  i  

afhandlingen utopiatyping som et overordnet metodisk greb til at diskutere  

centrale udviklingsperspektiver med afsæt i et interaktivt demokratisyn og  

en opfattelse af byen som igangværende arbejde, hvor borgerne indgår som  

kompetente deltagere.   

I  casekapitlet  beskriver  jeg  projektets  tre  hovedcases,  henholdsvis  

Multimediehuset  i  Århus,  et  udviklingsforløb  i  Køge  og  projektet  AAR‐ 

HUSCO2030  samt  en  række  mindre  cases,  der  også  har  indgået  i  PhD‐ 

projektet. De tre hovedcases analyseres med afsæt i de mål, jeg opstillede i  

metodekapitlet; aktionsmålet, udviklingsmålet og idealmålet. I analysen re‐ 

degør  jeg  for,  hvordan  disse  cases  har  påvirket  udviklingen  af  AELIA‐ 

modellen og utopiatyping som metodisk greb, ligesom jeg diskuterer de en‐ 

kelte cases i relation til de teoretiske positioner og udvekslingen mellem teori  

og casebaserede designinterventioner.  

I afhandlingens afsluttende kapitel opsummerer jeg de væsentligste  

udfordringer, jeg ser ved borgernes aktive deltagelse i byudviklingsprocesser  

og relationen til de strategiske og metodiske overvejelser, jeg har diskuteret i  

afhandlingen. Jeg diskuterer desuden min egen metode og muligheden for  

fremadrettet at styrke den gennem en stærkere integration mellem aktions‐ 

forskning  og  designforskning.  Jeg  opridser  også  nogle  fremadrettede  per‐ 

spektiver for forskning og udvikling inden for borgerdeltagelse i byudvikling,  

der kan styrke vores viden på området og supplere mit eget projekt. Afslut‐ 

ningsvis diskuterer jeg perspektiver og udfordringer for aktuel byudviklings‐ 

praksis baseret på en højere grad af borgerdeltagelse.    

 

  

  

SUMMARY 

summary 

In my PhD‐project I address citizen participation in current urban de‐ 

velopment with a particular focus on challenging existing (political) practice  

through theoretical reflections as well as case based interventions. The focal  

point for the project is a discussion centred on key challenges for citizen par‐ 

ticipation  in  urban  development  with  the  specific  aim  of  developing  and  

qualifying forward‐looking strategic and methodological reflections.  

The  project  has  an  interdisciplinary  basis  and  I  position  it  method‐ 

ologically at the intersection between Participatory Action Research and Re‐ 

search by Design. The project is based on my active participation in a number  

of case‐based interventions in collaboration with external partners and the  

company Kollision as a primary community of practice. In the methodologi‐ 

cal chapter I discuss the differences and similarities between action research  

and research practices within the field of architecture, design and planning  

with a strong focus on the role of casework and design interventions in a  

research context.  

This leads me to formulate three types of objectives, respectively ac‐ 

tion objectives, development objectives, and idealistic objectives, which form  

the basis for the analysis in the case chapter. Action objectives are the spe‐ 

cific tasks to be solved in each case, typically in collaboration with the exter‐ 

nal client organization and the community of practice. Development objec‐ 

tives  are  the  strategic,  methodological  and  tool‐oriented  considerations,  

which lead to new insights in an iterative design process based on the notion  

of prototyping. Idealistic objectives reflects the project's goal of challenging  

existing practice with a strong focus on the political ideals underlying active  

citizen participation in urban development.  

  

11 

12  

  

SUMMARY 

  

In the theoretical chapter, I discuss three main theoretical concepts,  

respectively citizen, city, and participation. The discussion of the concept of  

citizenship include a brief review of the origins of the notion and the view of  

the  citizen's  role  in  relation  to  different  perceptions  of  democracy  with  a  

specific focus on deliberative ideals. This brings me to a definition of interac‐ 

tive democracy, which takes into account the need to support citizen partici‐ 

pation in urban development processes when we no longer have a strong  

perception of 'the common good' to guide us. Consequently we have to ac‐ 

cept  fragmentation  and  substantially  diverse  notions  of  democracy  as  a  

fundamental premise of participation. This means that we have to organise  

participatory  processes  in  a  way  that  enables  citizens  to  act  (politically)  in  

relation to the situation at hand, i.e. we need to allow different democratic  

perceptions to come into play, depending on the purpose of the specific pro‐ 

cess.  

In  the  section  concerning  the  city  I  discuss  current  urban  develop‐ 

ment trends on the basis of a brief historical overview towards a definition of  

the city as a work in progress. The idea of the city as a work in progress in‐ 

volves, among other things, that mutually exclusive interests, must be pres‐ 

ent at the same time and consequently the city should be seen as a collabor‐ 

ative work, based on a diverse concept of culture, acknowledging both con‐ 

sensus and conflict, and an understanding of the complexity of the problems  

facing the city in the sense that there are no simple, final, or true/false solu‐ 

tion to the perceived problems.  

The section on participation is based on a discussion of the challenges  

associated with active citizen participation ‐ or lack thereof ‐ in urban devel‐ 

opment processes. I discuss levels of participation, as well as justifications for  

participation, and practical challenges of participation processes. This brings  

me to formulate a concept of the competent participant, meaning that par‐ 

ticipants, through the participatory process, are equipped with the necessary  

skills  for  participation,  including  motivation,  willingness  to  learn,  reflective  

skills, goal‐orientation, dialogue‐orientation, and action‐orientation. 

  

  

  

SUMMARY 

Through  the  PhD‐project,  I  have  developed  a  general  strategic  ap‐ 

proach to citizen participation in urban development, which has been named  

the AELIA‐model. The premise is that (urban) development processes should  

be designed to grab the Attention of citizens, give them a novel Experience,  

support mutual Learning and capacity building, empower citizens and offer  

them genuine Influence, and focus on Action during the process as well as  

subsequently. I have also coined the term utopiatyping as a methodological  

approach to participation based on the notions of interactive democracy, the  

city as a work in progress, and a view of the citizens as competent partici‐ 

pants.  

In case the chapter I describe the project's three main cases, respec‐ 

tively  the  Mediaspace  in  Aarhus,  a  development  process  in  Køge  and  the  

project AARHUSCO2030, as well as a few minor cases, also included in the  

PhD‐project. The main cases are analysed on the basis of the objectives de‐ 

fined in the methodological chapter: action objectives, development objec‐ 

tives, and idealistic objectives. Through the analysis I explain how the cases  

have influenced the development of the AELIA‐model and utopiatyping as a  

methodological  approach.  I  also  discuss  the  relation  between  cases  and  

theoretical  positions  and  how  theory  and  case‐based  design  interventions  

have affected one another.  

In the final chapter I summarise the key challenges related to my view  

of active citizen participation in urban development processes and the rela‐ 

tion  to  the  main  strategic  and  methodological  considerations,  I  have  dis‐ 

cussed in the thesis. I also discuss my own methodological approach and the  

possibility  of  reinforcing  it  through  stronger  ties  between  action  research  

and design research. Additionally, I outline some perspectives on future re‐ 

search  into,  and  development  of,  citizen  participation,  which  might  

strengthen our knowledge in this area and supplement my own research. In  

closing I discuss some of the prospects and challenges for current urban de‐ 

velopment practices based on a high level of citizen participation.  

13 

14  

  

DEN IGANGVÆRENDE BY 

  


”The architect, the planner, the sociologist, the economist,  

the philosopher or the politician cannot out of nothingness create  

new forms and relations. More precisely, the architect is no more a  

miracle‐worker than the sociologist. Neither can create social rela‐ 

tions,  although  under  certain  favourable  conditions  they  help  

trends to be formulated (to take shape). Only social life (praxis) in  

its global capacity possesses such powers – or does not possess  

them. The people mentioned above can individually or in teams  

clear the way; they can also propose, try out and prepare forms.  

And also (and especially) […], assess acquired experience, provide  

a  lesson  from  failure  and  give  birth  to  the  possible.”  (Lefebvre  

2008, p. 151)  

I citatet ovenfor opridser Henri Lefebvre både nogle af de faglige rol‐ 

ler og de udfordringer, der er forbundet med udviklingen af byen – og han  

slår fast, at ingen af de nævnte fagligheder, hverken alene eller sammen, kan  

løse  byens  (sociale)  problemer  eller  skabe  nye  sociale  relationer,  der  kan  

danne grobund for udviklingen. Men de kan være med til at berede vejen, de  

kan lære af praksis og de kan skabe nye rammer og muligheder. Lefebvre  

fremhæver samme sted, at der er et tvingende behov for at ændre vores  

forståelse af og tilgang til udviklingen af byerne og de redskaber vi anvender.  

Først og fremmest foreslår han begrebet transduktion forstået som mulig‐ 

heden for at konstruere et teoretisk, eller muligt, objekt med afsæt i infor‐ 

mation forbundet med virkelige hændelser og problemer i en stadig udveks‐ 

ling mellem den konceptuelle ramme og de partikulære empiriske observa‐ 

tioner (Ibid. p. 151). Det vil sige, at vores forståelse og udvikling af byen tager  

afsæt i en fælles forståelse, der opstår i udveksling med de erfaringer, vi gør  

os i konkrete situationer. For det andet foreslår han brugen af eksperimen‐ 

telle utopier, der skal udforskes ved at undersøge deres konsekvenser i den  

virkelige  verden  (Ibid.),  dvs.  vi  bør  formulere  klare  visioner  og  undersøge 

  

  


deres holdbarhed ved at  implementere dem i praksis – og derigennem også  

udfordre eksisterende praksis.  

Lefebvres forslag bliver fremsat i 1968 i bogen Le Droit à la ville i en  

tid præget af studenteroprøret, sociale bevægelser og en gryende forståelse  

af, at samfundets problemer nok var mere komplekse end hidtil antaget. I  

slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne kom der for alvor fokus  

på, hvilken rolle borgerne kan spille i udviklingen af byerne både i Danmark  

og en række andre lande – et fokus, der har fået fornyet styrke og aktualitet i  

de senere år. Nogle gange har historien det med at gentage sig selv, og i lø‐ 

bet af mit projekt er jeg stødt ind i planlæggere, forskere og praktikere, der i  

forlængelse af ovenstående har påpeget to væsentlige pointer:  

  

at inddragelsen af brugere og borgere ikke er noget nyt i en  

byudviklingskontekst, og   

at arkitekter, planlæggere og designere altid har inddraget  

brugerne – eller som minimum haft dem i tankerne, når de  

skabte bygninger, planer eller designobjekter.   

  

Det  er  ikke min hensigt fundamentalt  at  udfordre  den  sidstnævnte  

(selv)opfattelse, og i forhold til førstnævnte har mit projekt ikke et særskilt  

fokus på inddragelsen af borgerne i et historisk perspektiv. Jeg skal derfor  

heller ikke forsøge at gøre mig klog på fortidens eksperimenter og praksis.  

Men det vil næppe være forkert at påstå, at det ideologiske fundament har  

ændret sig siden tressernes og halvfjerdsernes fokus på inddragelsen af bor‐ 

gere i udviklingen af vores byer. Over en frokostsamtale på Vadstena Kloster,  

hvor jeg i 2008 deltog i et forskningssymposium om Lefebvre, beskrev pro‐ 

fessor i geografi ved University of Manchester, Eric Swyngedouw, halvfjerd‐ 

sernes inddragelse som et led i en politisk kamp om retten til byen med refe‐ 

rence til Lefebvre. Omvendt betegnede han moderne inddragelsesprocesser  

som en del af en (neo)liberalistisk og ’markedsliggørende’ trend, der ultima‐ 

tivt risikerer at underminere selve demokratiet, som vi kender det. En på‐ 

stand han også udfolder i en artikel fra 2005:  

15 

16  

  


  

”The  socially  innovative  figures  of  horizontally  organised  

stakeholder arrangements of governance that appear to empower  

civil society in the face of an apparently overcrowded and ’exces‐ 

sive’ state, may, in the end, prove to be the Trojan Horse that dif‐ 

fuses  and  consolidates  the  ’market’  as  the  principal  institutional  

form.” (Swyngedouw, 2005, p. 2003)  

Om end Swyngedouw åbent bekender sig til kommunismen, og der‐ 

for må antages, at have et særligt ideologisk ståsted i forhold til begreber  

som ’marked’, ’stat’, ’civilsamfund’ og ’retten til byen’ – og ikke mindst bor‐ 

gernes relation til disse – så er hans påstand interessant og rammer dybt i  

hele diskussionen om, hvorfor vi overhovedet ønsker at inddrage borgerne i  

udviklingen af vores byer – og en lang række andre områder, fra legepladser  

over biblioteker til borgerservice(s) i bredeste forstand. Motiverne for at ind‐ 

drage borgerne i dag er helt sikkert ikke de samme som tidligere. Og ifølge  

Swyngedouw er den væsentligste forskel, at inddragelse i dag grundlæggen‐ 

de er udtryk for et ’urbant postpolitisk arrangement’ (Swyngedouw 2009),  

der løber parallelt med:  

”[…] the rise of a neoliberal governmentality that has re‐ 

placed debate, disagreement and dissensus with a series of tech‐ 

nologies of governing that fuse around consensus, agreement, ac‐ 

countancy  metrics  and  technocratic  […]  management.”  (Ibid.  p.  

604)  

Aktuelt  handler  inddragelse  af  borgerne  således  mere  om  at  sikre  

konsensus og indgåelse af aftaler baseret på ’bogførte målinger’ og tekno‐ 

kratisk  ledelse,  snarere  end  der  er  tale  om  en  inddragelse  af  borgerne  i  

egentlige politiske (beslutnings)processer. Min erfaring fra praksis bekræfter  

i vidt omfang denne tendens – men behøver det være sådan? Og virker det  

overhovedet? Kan det i det hele taget lade sig gøre at opnå konsensus og  

indgå  holdbare  aftaler  omkring  byen,  eller  er  de  underliggende  (politiske)  

spændinger så store, at vi må forsøge at finde en ’tredje vej’ ‐ med de mere 

  

  


eller mindre neoliberalistiske og New Labour‐orienterede konnotationer, der  

i dag også ligger i denne betegnelse?   

For at vende tilbage til spørgsmålet om det historiske, så kan vi – som  

Heraklit (måske) formulerede det –  ikke bade i den samme flod to gange,  

hvorfor vi næppe blot heller kan genoptage halvfjerdsernes diskussion om  

borgernes rolle i byen. På titelbladet understøttes dette også i citatet af Le‐ 

febvre, hvor han slår fast, at byen er et værk, der bliver til under bestemte  

historiske konditioner, med deltagelse af bestemte grupper af personer (Le‐ 

febvre 2008). Og et projekt med et fokus på at udfordre eksisterende praksis  

vil derfor have mere gavn af at forholde sig til aktuelle motiver og tendenser,  

end til en historisk praksis – om end jeg anerkender, at projektet selvfølgelig  

ville blive styrket væsentligt ved at rumme begge dimensioner. Det ville dog  

også blive langt mere omfangsrigt. Udfordringen formuleres  udmærket af  

David Harvey:  

”[…] I am struck again and again by the difficulty of design‐ 

ing an adequate language, an adequate conceptual apparatus to  

grasp the nature of the problem we seem to be faced with. I worry  

that  last  year’s  conceptual  tools  and  goals  will  be  used  to  fight  

next year’s issues in a dynamic situation that more and more re‐ 

quires  proactive  rather  than  remedial  action.”  (Harvey  2008,  p.  

416)  

I forlængelse af hans bekymring, beskriver Harvey byen som en pa‐ 

limpsest,  hvor  fortidens  lag  og  former  kan  anes  underneden  den  aktuelle  

form, mens nye lag til stadighed tilføjes (ibid. p. 417). For at forstå de aktuelle  

lag er det derfor nødvendigt i det mindste at kradse en smule i de historiske,  

men måske ikke udgrave dem fuldstændigt. Udover nogle få ekskursioner til  

centrale tendenser, begreber og metoder med rod i historien, har jeg derfor i  

mit projekt valgt at begrænse mig til den allernærmeste fortid som kontekst  

for projektets udviklingsdimension. Når jeg alligevel indleder med et citat fra  

en mere end fyrre år gammel bog, er det fordi, at der er træk ved datidens  

tilgang til borgerdeltagelsen, der synes at give mening i en aktuel kontekst,  

17 

18  

  


  

ikke mindst den politiske dimension, der på mange måder synes at have væ‐ 

ret fraværende i en årrække, hvor fokus måske i højere grad har været på  

borgerdeltagelsen  som  et  instrument  til  at  fremme  en  bestemt  form  for  

(markedsorienteret) vækst, som også Swyngedouw antyder.   

Samtidig ligger der i Lefebvres forslag til nye strategier og metoder en  

direkte parallel til mit eget projekt, og selvom hans opfordring sker på en  

anden baggrund – i et vist omfang opgøret med den modernistiske planlæg‐ 

ningspraksis og ideologiske fundament – er der stadig gode takter i dels ide‐ 

en om at lade nye indsigter opstå gennem en frugtbar udveksling mellem  

teori og praksis, dels forestillingen om at lade stærke visionsformuleringer  

styre (by)udviklingen. Begge ideer er gennemgående temaer i afhandlingen,  

den første som metodisk fundament for mit projekt (og som rettesnor for  

mange af mine cases), mens den anden udforskes gennem mit primære me‐ 

todiske bidrag, utopiatyping, som forslag til en metode, der netop forsøger at  

skabe eksperimentelle utopier.  

Hvad angår opfattelsen af, at arkitekter, planlæggere og designere al‐ 

tid har inddraget brugerne, så er det min påstand, at tilgangen til inddragel‐ 

sen af brugerne i en lang række udviklingsprocesser i dag er præget af en  

anden form for systematik, der til dels har baggrund i Swyngedouws pointe  

om en stigende markedsliggørelse, dels i den generelle styrkelse af nærde‐ 

mokratiske institutioner, der er sket – ikke mindst i Danmark – siden halv‐ 

fjerdserne (Andersen et al. 2000). I relation til markedsliggørelsen nævnes  

inddragelsen  af  brugere  i  dag  netop  ofte  i  sammenhæng  med  det  lettere  

højstemte  –  og  efterhånden  ikke  så  lidt  nervøse  –  spørgsmål,  ’hvad  skal  

Danmark leve af i fremtiden?’ Brugerdrevet innovation og brugerinddragelse  

har været et varmt emne igennem en del år i såvel det offentlige som det  

private erhvervsliv.   

I forskningsmæssig sammenhæng kom begrebet for alvor på dagsor‐ 

denen  med  Forsknings‐  og  Innovationsstyrelsens  baggrundsrapport  med  

anbefalinger til strategiske forskningsområder fra 2007. I rapporten define‐ 

res brugerdreven innovation således:  

  

  


”Brugerdreven innovation er en tilgang til udvikling af nye  

produkter,  services  og  organisationsformer,  der  bygger  på  en  

grundlæggende, dialogbaseret udforskning af fremtidige brugeres  

praksis og behov.” (FIST 2007, p. 7)  

Inden for det offentlige og det private erhvervsliv fik inddragelsen af  

brugerne for alvor vind i sejlene i 2006 med etableringen af et program for  

brugerdreven innovation under Erhvervs‐ og Byggestyrelsen (EBST) med en  

årlig  ramme  på  100  millioner  kroner  sat  af  til  at  fremme  udbredelsen  af  

kendskab til strategier og metoder inden for feltet (EBST 2010).   

I nogle brancher har inddragelse af brugerne været fast praksis i en  

del  år,  f.eks.  har  man  i  Internetbranchen  arbejdet  med  brugerinddragelse  

siden de grafiske browseres spæde start i 1994. Rødderne til dette arbejde  

strækker sig dog endnu længere tilbage; fra feltet Human‐Computer Interac‐ 

tion og Usability og videre bagud til arbejdet med observationer af arbejds‐ 

forhold og ‐rutiner inden for området human factors og tidlige ergonomiske  

studier  fra  starten af forrige århundrede, bl.a.  med  Taylors  samt  Frank  og  

Lillian Gilbreths bevægelsesstudier (Meister 1999). Også inden for psykologi  

og organisationsudvikling har brugernes rolle været diskuteret (De Wolff et  

al. 2000), ligesom metoder som eksempelvis participatory design trækker på  

etnografiske og antropologiske traditioner for inddragelse og observation af  

brugerne (Schuler & Namioka 1993).  

I de senere år har ideen om systematisk inddragelse af brugere og  

borgere også vundet indpas inden for arkitektur og byudvikling og her har  

afsættet måske i højere grad været ønsket om en styrkelse af nærdemokra‐ 

tiet og de (lokal)politiske beslutningsprocesser (bl.a. Gamst 2007) og en mål‐ 

sætning om at forankre beslutningerne i lokalområdet (bl.a. Agger & Hoff‐ 

mann 2008). Men markeds‐ og innovationsdimensionen spiller alligevel også  

her en væsentlig rolle (bl.a. Gulmann 2005). Mange konkurrenceprogram‐ 

mer inden for såvel overordnet (master)planlægning som konkrete arkitek‐ 

turprojekter indeholder i dag et afsnit om inddragelsen af brugere og borge‐ 

re.  Bl.a. har det været et eksplicit formuleret krav i flere af de konkurrencer,  

19 

20  

  


  

der  indgår  som  cases  i  dette  projekt.  Flere  kommuner  har  også  vedtaget,  

mere eller mindre løse, retningslinjer for inddragelsen af borgerne inden for  

kommunens  arbejdsområder.  Et  eksempel  er  Århus‐modellen  for  Borger‐ 

inddragelse, der beskriver:  

 ”[…]  hvordan  borgerinddragelse  skal  og  kan  foregå,  når  

kommunen laver overordnede politikker og strategier, planer og  

projekter, som betyder noget for mange borgere. Det kan være in‐ 

itiativer, der vedrører hele kommunen, dele af kommunen eller et  

enkelt lokalområde.” (Århus Kommune 2010)  

Også Københavns Kommune har lagt deres visioner og erfaringer på  

området  samt  forslag  til  metoder  offentligt  frem  på  hjemmesiden  

www.borgerinddragelse.dk. Inddragelsen af borgerne er desuden indskrevet  

i planloven, men bestemmelserne heri anses i dag af mange kommuner for  

at være et absolut minimumskrav. Således konkluderede strukturkommissi‐ 

onen allerede i 2004 følgende:   

”I  kommunerne  har  der  igennem  de  senere  år  været  et  

stærkt stigende fokus på borgerinddragelsesprocesser. Praksis er,  

at  borgerkontakten  er  langt  bredere,  end  planloven  foreskriver.  

Nye redskaber udvikles og afprøves løbende, f.eks. brug af hjem‐ 

mesider som dialogværktøj, borgerpaneler og interview, nedsæt‐ 

telse af arbejdsgrupper mv.” (Strukturkommissionen 2004, p. 283)  

Kommunerne eksperimenterede altså allerede i 2004 med nye me‐ 

toder til borgerinddragelse, ligesom der igennem de seneste år er forsket i  

hvordan  inddragelsen  opfattes  fra  borgernes  synspunkt  (bl.a.  Agger  2005)  

samt hvilke redskaber, der kunne være med til at sikre en mere jævnbyrdig  

dialog mellem interessenterne (f.eks. Løssing 2005). I 2007 udkom publikati‐ 

onen  ’Bedre  interessentinddragelse  –  inspiration  til  byudviklingsprojekter’  

(Gamst 2007) med forslag til en lang række metoder, der kan styrke inddra‐ 

gelsen af borgere og andre interessenter. Gamsts anbefalinger var baseret  

på  interviews  med  både  borgere,  politikere,  embedsmænd  og  praktikere.  

Igennem sine interviews fandt hun frem til en række fællestræk, der gjorde 

  

  


sig gældende hos størsteparten af deltagerne i undersøgelsen. Kort opsum‐ 

meret pegede deltagerne på følgende centrale punkter (Ibid. p. 6‐7):  

  

Input og åbne organisationer: planmyndighederne har brug  

for input fra interessenterne og ønsker samtidig at demonstre‐ 

re en større åbenhed.  

Overblik over metoder: der mangler generelt et overblik over,  

hvilke metoder der kan anvendes til hvad og hvornår.  

Reel involvering: Interessenterne ønsker reel indflydelse på  

beslutningsprocessen.  

Forventningsafstemning: Alle parter i processen efterlyser  

større klarhed omkring de gensidige forventninger.  

Bedre formidling: Alle parter ønsker en mere kvalificeret dialog  

omkring kompleksiteten i byudviklingsspørgsmål.  

Ad hoc‐kulturen hæmmer: Der mangler ofte en overordnet  

strategi for interessentinddragelsen.  

  

Som allerede nævnt er interessen for borgernes rolle i byudviklingen  

ikke noget nyt fænomen, men kan spores i hvert fald tilbage til slutningen af  

tresserne, og Lefebvre efterspurgte allerede dengang redskaber, der kunne  

være med til at udfordre eksisterende tilgange til byudviklingen. Med revisi‐ 

onen  af  planloven  i  starten  af  halvfjerdserne  kom  der  yderligere  fokus  på  

området  herhjemme,  og  op  igennem  halvfjerdserne  og  firserne  blev  der  

eksperimenteret med nye inddragelsesformer i planlægningen (Gaardmand  

1993). Selvom vi ikke kan bade i den samme flod to gange, er der alligevel  

noget der tyder på, at strømretningen ikke har ændret sig væsentligt i de  

seneste fyrre år. Heller ikke når det handler om det mere eller mindre akutte  

behov for strategier og redskaber, der forholder sig til byudviklingens aktuel‐ 

le tendenser og fænomener, som også Harvey efterlyser.   

Samlet set har der gennem de seneste ti år tegnet sig et billede af en  

stadigt voksende interesse for at udfordre eksisterende plan‐ og udviklings‐ 

processer, ikke mindst med fokus på inddragelse af borgere og brugere i så‐ 

21 

22  

  


  

vel det offentlige som i det private erhvervsliv – men også en stor usikkerhed  

omkring,  hvordan  man  bedst  griber  inddragelsen  an.  Dette  behov  og  den  

underliggende usikkerhed var en væsentlig bevæggrund, for at jeg gav mig i  

kast med mit PhD‐projekt, men med til historien hører også min egen bag‐ 

grund og erfaringer med området i praksis.  

 

  

  


erfaringer & baggrund 

Interessen for at gå nye veje og usikkerheden omkring, hvilke stier,  

der giver størst udbytte genkender jeg nemlig også fra mine egne erfaringer  

inden for feltet – både før og efter starten på mit forskningsprojekt. Mit før‐ 

ste, personlige møde med borgerinddragelse i byudviklingsprocesser i prak‐ 

sis var projektet Havnespillet fra 2002‐2003. Udgangspunktet for Havnespil‐ 

let var:  

”[…] at skabe et redskab, der dels kunne inddrage borgere  

og andre interessenter relativt tidligt og forudsætningsløst i plan‐ 

lægningsprocessen og som samtidig ville sikre et tilstrækkeligt kva‐ 

lificeret  læringsgrundlag  samt  videreformidling  af  processens  re‐ 

sultater til beslutningstagere, borgere og brugere.” (Løssing et al.  

2003, p. 43)  

Formålet var at inddrage flere aktører i byudviklingen med særligt fo‐ 

kus på De Bynære Havnearealer i Århus og samtidig undersøge muligheder‐ 

ne for at facilitere læring, debat og en større gensidig forståelse for de man‐ 

ge  komplekse  problemstillinger,  der  er  på  spil  i  moderne  byudviklings‐  og  

planlægningsprocesser. Spillet og projektets øvrige aktiviteter blev udviklet  

sideløbende med Århus Kommunes egen proces, der kun i begrænset om‐ 

fang, og på relativt traditionel vis, lod borgerne komme til orde i processen.  

Én af konklusionerne på projektet var:  

”[…] at byplanlægningsprocesser med fordel kan inddrage  

flere interessenter – også selvom de som udgangspunkt ikke har  

de  samme  kvalifikationer  som  de  traditionelle  planlæggere  og  

brugere af ’planen’. […] projektet har vist at de rette værktøjer kan  

være med til at engagere relevante interessenter og samtidig kva‐ 

lificere debatten om udvikling og udnyttelse af byrummet.” (Ibid.  

p. 52)  

23 

24  

  


  

Havnespillet var case for mit speciale med titlen ’Spil som medie for  

byplanlægningsprocesser i demokratiske rum’, der blev afleveret på Multi‐ 

medieuddannelsen ved Århus Universitet i 2004. Sammen med tre artikler  

om  spillet,  jeg  var  medforfatter  på  efter  havnespillet  (Løssing  et  al.  2003,  

Løssing & Delman 2003, Nielsen et al. 2005), var specialet første gang jeg  

beskæftigede  mig  med  de  byudviklingsorienterede  aspekter  af  bruger‐  og  

borgerinddragelse.   

Da Havnespillet blev udviklet arbejdede jeg som selvstændig konsu‐ 

lent for Danske Bank, hvor jeg var en del af en task force, der skulle skabe  

fælles brugervenlighedsstandarder på tværs af koncernens mange hundrede  

forskellige websites. Forud for dette havde jeg tidligere været senior konsu‐ 

lent og partner i analysevirksomheden VisAbility i København samt projekt‐ 

leder, partner og administrerende direktør i Internetbureauet Runemedia i  

Århus, som jeg var med til at grundlægge i 1996. I disse år arbejdede jeg pri‐ 

mært  med  inddragelse  af  brugerne  i  webudviklingsprojekter  for  en  række  

virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Jeg var i en årrække  

desuden redaktør for og medstifter af internetforummet Userlab, hvor prak‐ 

tikere og teoretikere indenfor felterne HCI og usabillity diskuterede de nye‐ 

ste  metoder  og  strategier.  Derudover  underviste  jeg  af  flere  omgange  på  

kandidatuddannelsen i Informations‐ og Medievidenskab ved Århus Univer‐ 

sitet i fagene Interaktiv Kommunikation, Medier & Vidensorganisering samt  

Digital Forvaltning.   

I 2004 blev jeg ansat som konsulent i SKUB‐projektet i Gentofte gen‐ 

nem Arkitekturbureauet Kollision i Århus. Her arbejdede jeg frem til foråret  

2006 med bl.a. bruger‐ og borgerinddragelse i forbindelse med udvikling af  

Tranegårdsskolen  i  samarbejde  med  SRL  Arkitekter  og  specialskolen  Sø‐ 

gårdsskolen i samarbejde med Cebra samt evaluering af brugerinddragelsen  

på Skovgårdsskolen og udvikling af oplæg om fremtidens interaktive lærings‐ 

rum for SKUB‐projektet som helhed.   

I SKUB‐projektet gik det for alvor op for mig hvor stor forskel der er på  

inddragelse af brugere og borgere i projekter, der i den grad berører hverda‐

  

  


gen hos medarbejdere, forældre og elever i forhold til involvering af bruger‐ 

ne i udvikling af f.eks. netbanker, reservationssystemer, intranetportaler etc.  

Det lyder måske banalt, men for mig personligt var det både lærerigt og lidt  

af en øjenåbner; ikke mindst fordi det gik op for mig, at inddragelse i allerhø‐ 

jeste grad er politisk, forstået således, at det handler om at forlige, udvikle  

eller  acceptere  modsatrettede  dagsordener  –  og  i  visse  tilfælde  udelukke  

synspunkter på bekostning af andre. Det kræver både, at processen er rela‐ 

tivt gennemsigtig, at alle har et kvalificeret beslutningsgrundlag, at forvent‐ 

ninger  løbende  afstemmes,  at  alle  interessenter  får  reel  indflydelse  og  at  

processens  resultater  og  beslutninger  formidles  klart  og  tydeligt,  jævnfør  

Gamsts pointer oven for. Dette var ikke altid tilfældet i SKUB‐projektet – lige‐ 

som i mange andre større – og langvarige – udviklingsprojekter.   

SKUB‐projektet gav desuden mine kolleger og jeg mulighed for at af‐ 

prøve  en  række  nye  metoder,  fra  worst‐case‐scenario‐workshops  og  spil  

rettet mod udviklingen af rumprogrammer over scenariebaseret formidling  

til teknologisk understøttede fremtidsworkshops med eleverne. Metoderne  

virkede i mange tilfælde forløsende for processen, i andre tilfælde blev de en  

forsinkende hæmsko. Og det gik op for mig, at der dels manglede en over‐ 

ordnet forståelse for den politiske baggrund og en grundlæggende ramme –  

eller strategi – for den type inddragelsesprocesser, ligesom der manglede et  

samlende metodisk greb, der kunne forene de mange forskellige redskaber i  

værktøjskassen i en målrettet designproces. Jeg fandt også ud af, at der var  

relativ  stor  forvirring  omkring,  hvad  brugerinddragelse  egentlig  er  for  en  

størrelse, hvad den kan bruges til – og ikke mindst, hvad den ikke kan bruges  

til. Mine erfaringer fra SKUB‐projektet var en medvirkende årsag til, at jeg fik  

lyst til at dykke dybere ned i området i et forsøg på at finde bedre svar på de  

underliggende  spørgsmål  og  imødekomme  nogle  af  disse  presserende  be‐ 

hov.  

  

25 

26  

  


  

projektets cases 

I  2005  blev  jeg  partner  i  Kollision  og  var,  sideløbende  med  SKUB‐ 

projektet, involveret i andre projekter, herunder projektet Byens Stemmer i  

2006, der dels var en udstilling i Kunstbygningen i Århus, dels et borgerind‐ 

dragelsesforløb målrettet udviklingen af det nye Multimediehus på havnen i  

Århus (Kollision 2006A). Resultaterne fra dette forløb indgik sidenhen i kon‐ 

kurrenceprogrammet for Multimediehuset og i 2008 indgik jeg sammen med  

Kollision i et team bestående af C. F. Møller, Cebra, Grontmij | Carl Bro og BB  

+ GG Arquitectes, der blev prækvalificeret og udarbejdede et forslag kaldet  

Inmedio (Kollision 2008). Byens Stemmer og Inmedio indgår som cases i af‐ 

handlingen og vil blive diskuteret i kapitel 5.   

I 2006 blev Kollision indbudt til at udstille på Efterårsudstillingen på  

Charlottenborg.  Vores  bidrag  var  projektet  ’…i  bølgen  blå…’  (Kollision  

2006B), der med en titel lånt fra vores nationalsang forsøgte at stille skarpt  

på  spørgsmålet  om  konsekvenserne  af  vandstandsstigninger  i  forhold  til  

fremtidige  boformer  og  byudvikling.  Installationen  fra  Charlottenborg  blev  

sidenhen bearbejdet som en del af en byudviklingsudstilling i Køge med tit‐ 

len  ’KØGE2027’  (Kollision  2007B),  der  havde  fokus  på  udviklingen  af  især  

Køges havnearealer. I 2010 har jeg sammen med Kollision været med i et  

team bestående af ASTOC Architects & Planners, MASU Planning, CORNELI‐ 

US + VÖGE, WSP Group samt  WSGreen Technologies, der var med i opløbet  

i  konkurrencen  om  ’Køge  Kyst’  (Kollision  2010C).  Alle  tre  projekter  indgår  

også som cases i projektet.   

Den  sidste  større  case  i  mit  projekt  er  ’AARHUSCO2030’  (Kollision  

2009A)  fra  2009,  et  borgerinddragelsesprojekt  udviklet  i  samarbejde  med  

Kollision  for  Århus  Kommune  med  fokus  på  kommunens  målsætning  om  

C02‐neutralitet i 2030. Derudover har jeg arbejdet på mindre cases, der også  

indgår i projektet, herunder installationen ’R/EVOLVE/R’ (Kollision 2009C) i  

samarbejde med Kollision, der er en del af den internationale rejseudstilling  

’It’s  a  Small  World’  kurateret  af  DAC,  DDC  og  Danish  Crafts,  udstillingen 

  

  


’Smart Use of Energy’ kurateret af DDC (Kollision 2009D)  samt en inddragel‐ 

sesstrategi i samarbejde med Kollision i forbindelse med konkurrencen om et  

nyt Student House i Vancouver, hvor kollision indgik i et team med 3XN og  

canadiske Stantec (Kollision 2010A). Senest har jeg deltaget i udviklingen af  

en prototype på et brugerinddragelsesspil målrettet sygehusbyggeri for Re‐ 

gion  Hovedstaden  i  samarbejde  med  Kollision,  Smith  Innovation,  Universe  

Fonden og Bygherreforeningen (Kollision 2010D).  

27 

28  

  


  

teoretisk & metodisk afsæt 

Forud for forskningsprojektets start i 2007 var jeg fra 2006‐2007 til‐ 

knyttet Center for Designforskning og Institut for Design ved Arkitektskolen  

Aarhus  som  forskningsassistent  på  projektet ’Strategisk  Design’.  Her  udar‐ 

bejdede jeg arbejdspapiret ’Strategisk Design – værdi & vision som udgangs‐ 

punkt for Innovation’ (Delman 2007). Tankegodset og konklusionerne i den‐ 

ne rapport gav efterfølgende anledning til en række generelle overvejelser  

om såvel udvikling af metoder til inddragelse, såvel som konkrete input til  

definition  og  diskussion  af  en  egentlig  designfaglig  forskningsmetode.  Mit  

personlige udgangspunkt for projektet har således både været erfaringer fra  

praktiske  udviklingsprocesser,  som  teoretiske  undersøgelser  af  

designprocessers betydning i udviklingssammenhænge. I den sammenhæng  

har særligt ét udsagn spillet en rolle for min forståelse af dels borgernes rolle  

I byudviklingen, men så sandelig også for min egen tilgang til PhD‐projektet:  

“Everyone designs who devises courses of action aimed at  

changing existing situations into preferred ones.” (Simon 1996, p.  

111)  

 Citatet er efterhånden så velkendt, at det nærmest er blevet en kli‐ 

ché. På den ene side er det én af de bredeste definitioner på design, og i den  

forstand svært anvendelig. På den anden side er udsagnet tankevækkende  

på grænsen til det provokerende ved at gøre design til én af de mest funda‐ 

mentale menneskelige handlinger. Som mennesker befinder vi os ofte i situ‐ 

ationer, hvor vores mål er, at forandre en eksisterende tilstand til en tilstand,  

der passer os bedre. Dermed bliver de fleste, hvis ikke alle, mennesker til  

designere.  Og  alligevel  efterlader  udsagnet  os  med  en  masse  ubesvarede  

spørgsmål. Hvem gemmer sig bag begrebet ’enhver’ (everyone)? Hvem defi‐ 

nerer hvilke tilstande, der bør forandres? Hvem beslutter, hvilke fremtidige  

tilstande, vi foretrækker? Er det et krav, at vi bliver enige, så din foretrukne  

tilstand ikke kommer i konflikt med min? Hvilke værdier bygger vores vision 

  

  


for fremtiden på? Hvordan kan vi udveksle disse værdier og udvikle visioner i  

fællesskab? Hvordan fastlægger vi en plan for handling? Dette er nogle af de  

spørgsmål, jeg satte mig for at udforske da jeg for tre år siden gik i gang med  

PhD‐projektet.   

 Undervejs er jeg også nået frem til en definition af mit eget projekt  

som et designprojekt – eller snarere et research by design projekt. Et begreb,  

der i disse år diskuteres i forsøget på at finde et bare nogenlunde fast ståsted  

inden for del af forskningsverdenen, der beskæftiger sig med arkitektur, de‐ 

sign og (by)planlægning. Mit projekt har formet sig som en udveksling mel‐ 

lem praksis og teori, hvor konkrete designinterventioner har informeret ud‐ 

viklingen af et teoretisk begrebsapparat – og omvendt. Samtidig har denne  

udveksling ændret mit syn på den metode, jeg oprindeligt valgte som ud‐ 

gangspunkt for projektet.   

Mit afsæt var i aktionsforskningen, eftersom mit erklærede mål var at  

ændre eksisterende praksis indenfor et område, bredt defineret som inddra‐ 

gelsen af borgerne i udviklingen af vore byer. Jeg kunne også have sat mig  

for, at udforske holdningen til og brugen af borgerinddragelsesprocesser i et  

historisk perspektiv, eller valgt en konkret case, hvor jeg som følgeforsker –  

og med et minimum af personlig indblanding – fulgte et enkelt projekt gen‐ 

nem længere tid for at evaluere konsekvenserne. Begge tilgange ville have  

været relevante og bragt ny viden til torvs. De ville også have været nemme‐ 

re af afgrænse og rent metodisk ville de have været lettere at definere og  

kontrollere. Men de ville ikke nødvendigvis have ført til ændringer af eksiste‐ 

rende praksis inden for området, ligesom de heller ikke ville have givet mig  

mulighed for at reflektere over hvad forskning i en arkitekt‐, design‐ og plan‐ 

lægningsfaglig kontekst egentlig indebærer. Diskussionen om metode udfol‐ 

der jeg i kapitel 2.  

Projektets udformning og praktiske udførelse betyder, at jeg i et vist  

omfang ofrer en klassisk videnskabelig stringens til fordel for en højere grad  

af aktuel relevans, en problemstilling jeg vender tilbage til i diskussionen af  

min metode. Som cand. mag. i litteraturhistorie og multimedier kan jeg hel‐ 

29 

30  

  


  

ler ikke kalde mig ’designer’ i klassisk forstand (kun hvis jeg holder mig til  

Simons definition). Igennem projektet, og i denne afhandling, berører jeg i  

såvel  praksis  som  teori  en  lang  række  fagligheder,  der  som  udgangspunkt  

kun  knytter  løseligt  an  til  min  uddannelsesmæssige  baggrund  og  min  er‐ 

hvervsmæssige  karriere.  Projektet  er,  hvad  man  kalde  tværfagligt  på  flere  

niveauer.   

Det betyder også, at jeg bevæger mig i et fagligt minefelt, hvor pro‐ 

jektets  bærende  faglige  søjler  tilsammen  er  dimensioneret  til  at  bære  en  

tværfaglig overligger, men ikke nødvendigvis hver især har en faglig styrke,  

der kan stå for en nærmere efterprøvning, hvis projektet skulle bedømmes  

inden for hver af de berørte fagområder. Omvendt vil jeg påstå, at netop  

dette område, borgerdeltagelse i byudvikling, har gavn af en udforskning fra  

en tværfaglig synsvinkel. En pointe der også blev antydet i det indledende  

citat fra Lefebvre. Denne påstand uddyber jeg i kapitel 2. Jeg er dog heller  

ikke kommet til projektet helt uden et eget fagligt fundament. Gennem snart  

femten år har jeg uddannet mig inden for og arbejdet som konsulent med  

inddragelse af brugere i udviklingsprocesser. Først i IT‐branchen og senere  

inden for arkitektur, design og planlægning. I afhandlingens metodiske del  

kommer jeg nærmere ind på min faglige baggrund som udgangspunkt for  

diskussionen  om  aktionsforskning  vs.  research  by  design,  spørgsmålet  om  

tværfaglighed samt min tilgang til projektet som helhed.  

Projektets teoretiske fundament består af tre primære tilgange. Den  

første handler om borgerbegrebet og projektets politiske fundament. Den  

anden om byudvikling og om nogle af de væsentligste processer og det tan‐ 

kegods, der ligger til grund for den mere eller mindre planlagte udvikling af  

vores byer. Den sidste blok handler om borgernes deltagelse i disse udvik‐ 

lingsprocesser, om faldgruber og muligheder – og i begrænset omfang om  

inddragelses‐ og deltagelsesbegrebet som sådan. Teorien udfoldes og disku‐ 

teres i kapitel 3.  

Projektets  målsætning  om  at  udfordre,  eller  ændre,  eksisterende  

praksis, har bl.a. ført til definitionen af en ny strategi for deltagelsesproces‐

  

  


ser, der har fået betegnelsen AELIA‐modellen samt et metodisk greb, jeg har  

valgt at kalde utopiatyping. Begge er beskrevet i flere af de artikler, der er  

publiceret undervejs, og vil blive udfoldet i kapitel 4.   

Som allerede nævnt har mit projekt i høj grad formet sig som en ud‐ 

veksling mellem teori og praksis baseret på designinterventioner, eller cases  

om man vil. Disse cases udgør en væsentlig del af mit projekt. Flere af dem er  

undervejs beskrevet i artikler præsenteret på konferencer i ind‐ og udland.  

Andre ligger forud for projektets start, mens nogle har været afviklet så tæt  

på deadline for denne afhandling, at de endnu ikke er beskrevet andetsteds.  

I kapitel 5 samler jeg op på mine cases i mere systematisk form og diskuterer  

dem i relation til metode og teori. I afhandlingens afsluttende kapitel 6 sam‐ 

ler jeg trådene og diskuterer hovedkonklusionerne i projektet samt udfolder  

nogle af de muligheder og perspektiver, der ligger forude såvel forsknings‐ 

mæssigt som i praksis.  

  

31 

32  

  


  

note til konstruktionen 

Som  beskrevet  ovenfor  var  en  væsentlig  målsætning  for  PhD‐ 

projektet at udfordre og ændre eksisterende praksis i aktuelle byudviklings‐ 

processer. Oprindeligt var det da også min målsætning for projektet at præ‐ 

sentere et metodekatalog, der kunne tjene som inspiration til andre prakti‐ 

kere inden for feltet. Der er flere forklaringer på, hvorfor jeg har fraveget  

denne  målsætning  i  min  endelige  aflevering. For  det  første  opdagede  jeg  

undervejs i projektet, at det er vanskeligt at give konkrete anbefalinger til  

metoder og redskaber uden at kende til de forudsætninger, hvorunder de  

skal bringes i anvendelse. Jeg har derfor i højere grad valgt, at fokusere på  

netop  en  diskussion  af  forudsætningerne –  teoretisk  såvel  som  i  praksis.  I  

teorikapitlet definerer jeg således nogle centrale begreber, som jeg senere  

forsøger at operationalisere som udgangspunkt for tilrettelæggelsen af stra‐ 

tegier for borgerdeltagelse i byudvikling.  

For det andet er der i de senere år kommet en del bredt tilgængelige  

bidrag til byudviklingsværktøjskassen, ikke mindst Lise Gamsts ’Bedre inte‐ 

ressentinddragelse’ (Gamst 2007) samt Annika Agger & Birgitte Hoffmanns  

’Borgerne på banen – håndbog til borgerdeltagelse i lokal byudvikling’ (Agger  

& Hoffmann 2008), men også Knud Aarups ’Frivillighedens velfærdssamfund’  

(Aarup 2010) og Anne Tortzens ’Borgerinddragelse – demokrati i øjenhøjde’  

(Tortzen 2008) – for nu blot at nævne nogle få af de danske bidrag. Det skor‐ 

ter derfor ikke på konkrete bud på, hvordan borgerdeltagelse og inddragelse  

kan  gribes  an  metodisk  i  aktuel  praksis.  I  forlængelse  heraf  skal  det  også  

nævnes, at såvel kommuner som (et utal) af konsulenter har udviklet deres  

egne metoder og redskaber i en krydsbestøvning mellem praksis og teore‐ 

tisk, eller i hvert fald konceptuel, refleksion. Et PhD‐projekt der mundede ud i  

en række konkrete redskaber ville derfor i bedste fald blot komme op med  

nogle få egentlige nye bidrag, i værste fald blot vise sig at have genopfundet  

en dyb tallerken, der allerede stod på bordet hos en kommune eller en virk‐ 

somhed. 

  

  


For det tredje gik det op for mig, efterhånden som projektet skred  

frem,  at  svaret  på  spørgsmålet  om,  hvordan  vi  bedst  understøtter  praksis  

måske ikke skal findes udelukkende i en værktøjskasse med konkrete meto‐ 

der og redskaber, men snarere i en bredere debat om, hvad vi egentlig vil  

med  borgerdeltagelsen,  som  også  antydet  ovenfor.  Ikke  dermed  sagt,  at  

denne debat er min opfindelse alene, så langt fra. Men med afsæt i en ud‐ 

veksling mellem teori og praksis i form af casebaserede interventioner opda‐ 

gede jeg, at diskussionen om fordele og ulemper ved deltagelsen på et rela‐ 

tivt teoretisk plan, som man f.eks. finder det hos Cooke & Kothari (2004) og  

Hickey & Mohan (2004) på den ene side ikke i særlig høj grad informerer den  

aktuelle praksis og det voksende fokus på borgerdeltagelse i byudviklingen (i  

hvert fald ikke i Danmark) – og på den anden side anerkender den teoretiske  

diskussion måske ikke i tilstrækkelig grad, de faktiske fordele, der kan opnås i  

visse processer baseret på en høj grad af borgerdeltagelse.  

Jeg har derfor i afhandlingen i høj grad valgt at lægge vægten på de  

aspekter af den teoretiske diskussion, jeg mener kan være med til at foran‐ 

dre  praksis  og  samtidig  diskutere  de  erfaringer  fra  praksis,  der  måske  kan  

tilføje nuancer til den teoretiske diskussion. Jeg har dog heller ikke helt for‐ 

ladt  målet  om  at  bidrage  til  ændringen  af  praksis  gennem  udviklingen  af   

strategier og metoder, men har i afhandlingen valgt at begrænse mig til nog‐ 

le relativt overordnede anbefalinger, der kan udledes (og efterfølgende af‐ 

prøves i nye kontekster) af de konkrete cases, jeg har arbejdet med under‐ 

vejs. I den forbindelse er det også værd at bemærke, at diskussionen om,  

hvordan man kan udlede universelle indsigter af partikulære situationer er et  

gennemgående tema i afhandlingen, jf. Lefebvres forslag om en transduktiv  

metode.  

Når jeg har valgt denne vægtning i afhandlingen skyldes, det dog også  

at jeg undervejs i projektet har prioriteret at formidle mine forskningsmæssi‐ 

ge bidrag i relation til strategier og metoder løbende i forskellige relevante  

sammenhænge. Dels gennem publicering af artikler, oplæg på konferencer  

og seminarer, præsentationer for virksomheder og offentlige organisationer  

samt gennem undervisning – men også gennem de konkrete casebaserede  

33 

34  

  


  

interventioner, der er blevet til i en kontekst, hvor de har været med til at  

præge debatten og praksis i de konkrete situationer.   

Når jeg har valgt ikke at lade mine artikler indgå direkte i afhandlin‐ 

gen, skyldes det i stort omfang hensynet til læseren; en afhandling baseret  

på artiklerne ville have krævet væsentlige spring, såvel tematisk som krono‐ 

logisk. Men det skyldes også, at artiklerne – fordi deres fokus er på konkrete  

strategier, metoder og cases – kun i meget komprimeret og ofte overfladisk  

form forholder sig til mange af de teoretiske og metodiske diskussioner, jeg  

mener er væsentlige for en dybdegående forståelse af, de udfordringer der  

er forbundet med borgernes deltagelse i byudviklingen.   

I den del af afhandlingen, hvor jeg beskæftiger mig med mit eget bi‐ 

drag til strategi og metode – samt i gennemgangen af mine cases – forsøger  

jeg derfor at give en mere samlet fremstilling af de nævnte områder, end  

tilfældet  ville  have  været  ved  læsning  af  artiklerne.  I  afhandlingen  har  jeg  

også haft mulighed for en dybere refleksion over sammenhængen mellem  

metode, teori og mine forskningsmæssige bidrag, ligesom indsigter, der ikke  

har  fundet  plads  i  artiklerne,  men  måske  er  præsenteret  på  konferencer,  

hvor jeg har været inviteret som taler, på seminarer eller som oplægsholder  

for private virksomheder eller offentlige organisationer, også har kunne finde  

plads  i  afhandlingen.  Samtidig  har  afhandlingen  givet  mig  mulighed  for  at  

reflektere over min (arbejds)metode i et større perspektiv, såvel som i detal‐ 

jen i relation til de enkelte cases, hvorfor jeg også betragter især metodeka‐ 

pitlet i samspil med casekapitlet og de afsluttende betragtninger som forsk‐ 

ningsmæssige bidrag, der ikke kan (gen)findes i artiklerne.  

I løbet af projektet har jeg, som nævnt, revideret mit metodevalg fra  

et udgangspunkt i Participatory Action Research over research by design og  

videre til en refleksion over, hvordan casebaserede interventioner og proto‐ 

typer kan ses som en del af en større sammenhæng. Jeg har derfor i meto‐ 

dekapitlet forsøgt at forholde mig kritisk til såvel de enkelte metoders ud‐ 

gangspunkt, men også til min egen brug af dem. At mit metodekapitel fylder  

relativt meget i afhandlingen skal derfor ses i lyset af, at jeg gennem projek‐

  

  


tet har haft lejlighed til at reflektere over mit eget (partikulære) metodiske  

fundament – men herigennem også er nået frem til en bredere forståelse af,  

hvordan tværfaglig forskning inden for et arkitekt‐, planlægnings‐ og design‐ 

fagligt felt måske kan gribes an. Det er denne forståelse, jeg har ønsket at  

fremlægge og diskutere i afhandlingen som et forhåbentlig brugbart bidrag  

til en standende debat.   

Hvis jeg forsøgsvis skal forklare mit projekt med metaforer lånt fra en  

arkitektfaglig sprogbrug, er målet med metodekapitlet at grave ud til’ fun‐ 

damentet’ samtidig med, at jeg forsøger at overveje ’husets’ beliggenhed i et  

større metodisk landskab. Projektets teoretiske kapitel er som nævnt opdelt i  

tre underkapitler med fokus på henholdsvis borgeren, byen og deltagelsen.  

At dette kapitel er endt med at fylde så meget af afhandlingen som helhed  

kan forklares med afsæt i projektets tværfaglige karakter – at nå bare nogen‐ 

lunde omkring nogle af de væsentligste teoretiske pointer, der kan informere  

diskussionen om praksis, er simpelthen pladskrævende, også selvom de en‐ 

kelte søjler ikke i sig selv kan siges at være tilstrækkeligt bærende, hvis de ses  

i et mere monodisciplinært perspektiv. Denne diskussion tager jeg op i me‐ 

todekapitlet  i  en  diskussion  om  tværfaglighedens  paradoks.  I  teorikapitlet  

har jeg således forsøgt at belyse nogle positioner, der har haft væsentlig ind‐ 

flydelse  på  mit  projekt  generelt,  og  udviklingen  af  strategier  og  metoder  i  

særdeleshed. I hvert underkapitel forsøger jeg afslutningsvis at opridse de  

teoretiske ’bjælker’, jeg har ønsket at lægge af på de teoretiske søjler.  

I afsnittet om borgeren når jeg således frem til et begreb om et ’inter‐ 

aktivt demokrati’, som et forsøg på en mere operationel forståelse af borge‐ 

rens ageren på et demokratisk grundlag i deltagelsesprocesser end eksem‐ 

pelvis et klassisk deliberativt ideal (der ellers var mit udgangspunkt for pro‐ 

jektet). I afsnittet om byen tager jeg afsæt i en meget kortfattet opridsning af  

udvalgte, historiske tendenser inden for byudviklingen og videre til de ten‐ 

denser, der i min optik præger byudviklingen aktuelt. På baggrund af disse,  

og med afsæt i et begreb delvist lånt fra Lefebvre, når jeg frem til en opfat‐ 

telse af byudviklingen, jeg beskriver som ’den igangværende by’. I afsnittet  

om deltagelsen diskuterer jeg på baggrund af en række af de udfordringer,  

35 

36  

  


  

der  kendetegner  borgerdeltagelse  i  komplekse  (by)udviklingsprocesser,  et  

begreb, jeg har valgt at kalde ’den kompetente deltager’. Disse tre bærende  

bjælker suppleres så yderligere i kapitlet om strategi og metode med en op‐ 

ridsning  af  mine  egne  væsentligste  bidrag  til  projektets  målsætning,  som  

beskrevet  ovenfor.  Sammen  med  artiklerne  vil  jeg  påstå,  at  disse  udgør  

’murværket’ i min bygning, forstået således, at disse er projektets ’bærende  

vægge’ – og i artikelform er de da også er blevet (fagfælle)bedømt som så‐ 

dan.   

Der  kommer  altid  et  punkt  i  metaforiske  konstruktioner,  hvor  man  

kommer til kort, således også her, hvor jeg mangler tag, døre og vinduer. Jeg  

vil dog forsøge at strække metaforen og beskrive mine casebaserede inter‐ 

ventioner som konstruktionens døre og vinduer, i den forstand, at det er her  

mit projekt for alvor møder omverdenen, dvs. den praksis, jeg satte mig for  

at udvikle strategier og metoder til. Det er igennem projektets cases, at aktø‐ 

rerne i og udenfor projektet kan kigge, eller træde ind i huset og selv forsøge  

at danne sig et indtryk af effekten i praksis. Tilbage har vi så tagkonstruktio‐ 

nen, eller afhandlingens afsluttende betragtninger, hvor jeg udsætter kon‐ 

struktionen for vind og vejr i et forsøg på at finde ud af, hvor der er væsentli‐ 

ge huller, hvor vandet samles og løber af – eller ind og ikke mindst, hvor jeg  

selv mener, at konstruktionen kan styrkes fremover.  

Selvom der måske samlet set er tale om et hus med skævheder, fejl,  

mangler – og i tilstandsrapportjargon; en lang række ting, der bør undersø‐ 

ges nærmere – vil jeg dog påstå, at det i et  anvendelsesorienteret forsk‐ 

ningsperspektiv er et hus, man (med lidt god vilje) kan flytte ind i – i mod‐ 

sætning til projekter, der fokuserer på, at forstærke en enkelt (teoretisk) søj‐ 

le, fylde en revne i murværket eller lappe et hul i taget. Jeg forklejner på in‐ 

gen måde denne type projekter, tværtimod har megen af den teori og me‐ 

tode,  jeg  tager  afsæt  i,  set  dagens  lys  igennem  langt  mere  fokuserede  og  

monodisciplinære forskningsindsatser, end tilfældet er i mit eget projekt. At  

forsøge et bygge et helt ’hus’ på egen hånd kan dog også karakteriseres som  

risikabelt  og  måske  decideret  overmodigt,  hvis  jeg  samtidig  påstod,  at  jeg  

kunne agere fuldgyldigt og flerfagligt som murer, tømrer, VVS‐mand, elektri‐

  

  


ker etc. Som sagt forlader jeg mig i stedet på en række andre fagligheder,  

både metodisk, teoretisk og praktisk i de konkrete cases, men jeg anerken‐ 

der også, at der i høj grad er plads til – og behov for – fortsat efterbearbejd‐ 

ning af min konstruktion med afsæt i andre, relevante fagligheder.   

Hvis jeg skal vende tilbage til citatet fra Herbert Simon fra forrige af‐ 

snit, har mit formål i høj grad været, at sætte fingeren på nogle aktuelle, eller  

eksisterende tilstande, der har behov for ændringer og skitsere mit bud på  

nogle foretrukne, fremtidige tilstande. Jeg vil derfor tillade mig (alligevel) at  

påberåbe mig rollen som ’designer’ i projektet, snarere end fagligt forankret  

håndværker. Men inden jeg kaster mig ud i en indledende redegørelse for de  

eksisterende  tilstande,  eller  baggrunden  for  projektet –  herunder  også  en  

dybere redegørelse for min egen indgang til projektet – vil jeg kort opridse  

de artikler (og posters), der indgår i projektet som helhed, om end jeg som  

sagt har fravalgt at lade dem indgå direkte i afhandlingen.  

  

37 

38  

  


  

artikler & posters 

Nedenfor præsenteres hver enkelt artikel med et kort resumé og en  

henvisning til, hvor de kan findes, såfremt de er tilgængelige online (to af  

dem  udkommer  i  antologier  efter  afhandlingens  aflevering  og  er  således  

endnu ikke offentlige tilgængelige). Alle artikler og posters, med undtagelse  

af ’Borger i det moderne Babel’ er på engelsk og det samme er resumeer på  

de engelsksprogede artikler. Indholdet i flere af artiklerne er efterfølgende  

bearbejdet og anvendt som udgangspunkt for relevante afsnit i afhandlin‐ 

gen. Flere af artiklerne er skrevet i samarbejde med kolleger, men jeg har  

været hovedforfatter på alle.  

  

  

artikel 1: utopiatyping – new tools and strategies for citizen 

participation in urban development 

DELMAN, T. F., LØSSING, T., LYKKE‐OLESEN, A. og NIELSEN, R. 2008:  

Utopiatyping  –  new  tools  and  strategies  for  citizen  participation  in  urban  

development. ACSP/AESOP Joint Conference. Bridging the Divide: Celebra‐ 

ting  the  City,  Chicago  July  6 –  11,  2008  Chicago.  Kan  hentes  på  adressen:  

www.utopiatyping.net  

  

Citizen  participation  in  planning  and  planning  processes  is  growing  

but  often  discrepancies  between  citizens’  expectations  and  established  

planning practices – or between feelings and facts – leads to frustration and  

antagonism instead of ownership and consensus. The question is what new  

strategies and tools are needed to bridge the gap and build the capacities for  

a better understanding between citizens and planners? 

  

  


In this paper we present a tool for Utopiatyping, i.e. presenting easily  

accessible information about future planning initiatives in a structured way  

as a basis for a joint vision formulation process between planners and citi‐ 

zens. We also discuss the tool as a part of a new strategy in planning where  

citizen participation is a two‐way process with a greater focus on raising the  

awareness of the complex issues involved in planning as a practice instead of  

just focusing on involving the citizens in the project or plan at hand.  

The Utopiatyping tool in question is an interactive 3D‐based applica‐ 

tion,  which  allows  the  user  to  access  information  about  future  planning  

scenarios in a more explorative way. In the paper we discuss two different  

instances of the tool. First we discuss the installation Yet the Waves Reflect –  

an  interactive  installation  for  presenting  information  about  the  potential  

consequences  for  planning  due  to  rising  sea  levels.  Secondly  we  discuss  

KOEGE2027 – an installation created for and in collaboration with the muni‐ 

cipality of Koege, Denmark as starting point for an ongoing planning process,  

which runs from 2007‐2027.  

New strategies and tools for supporting citizen participation is essen‐ 

tial  for  practical  urban  planning  where  participatory  processes  often  are  

viewed  and  conducted  as  stand‐alone  experiments,  ad  hoc  processes  or  

based on outdated strategies and with tools that do not use relevant and up‐ 

to‐date technology.  

  

  

artikel 2: seeing beyond - using utopiatyping as a strategy for 

building capacity in urban development processes 

DELMAN, T. F. & NIELSEN, R. 2008: Seeing Beyond ‐ Using Utopiatyp‐ 

ing  as  a  Strategy  for  Building  Capacity  in  Urban  Development  Processes.  

Sharjah Urban Planning Symposium, November 23. – 25. 2008. Kan hentes  

på adressen: www.utopiatyping.net  

39 

40  

  


  

  

Urban Planning is traditionally seen as an expert discipline with little  

room for ‘soft’ values and concerns based on feelings rather than fact. At the  

same time the final product of the planning process, the built environment,  

is  a  habitat  for  a  wide  variety  of  people  with  equally  diverse  wants  and  

needs. The question is, how does planning incorporate the needs, wants and  

visions  of  existing  and  future  inhabitants  while  at  the  same  time  raising  

awareness  of  the  often  complex  issues  and  wicked  problems  involved  in  

urban development?  

In this paper we discuss a case‐based strategy for utopiatyping, i.e.  

using imagined futures in a structured, iterative process as a way of incorpo‐ 

rating narrative elements into the urban development process. Utopiatyping  

can  be  used  both  as  a  communicative  as  well  as  a  participative  strategy  

either helping raise awareness of future planning initiatives or actively involv‐ 

ing citizens in the vision formulation stage.  

  

  

artikel 3: The AELIA-model – involving users in urban development 

DELMAN,  T.  F.  &  NIELSEN,  R.  (2009):  The  AELIA‐model  –  involving  

users in urban development. U‐Drive:IT, Conference for User‐Driven Innova‐ 

tion from ICT to other Fields. Aalborg. (Udkommer i bearbejdet form som  

bidrag til antologi på Ålborg Universitetsforlag i 2011)  

In this paper we discuss the relationship between ICT and urban de‐ 

velopment processes on both a theoretical and practical level. And within  

this framework we present the AELIA‐model, which is concerned with get‐ 

ting the attention of citizens, keeping them interested through novel experi‐ 

ences,  building  capacity  by  introducing  an  element  of  learning,  giving  the  

citizens influence, and supporting action by relevant actors – in short AELIA. 

  

  


The model will be presented within the context of an ongoing project in the  

municipality of Aarhus. The aim of the project is to involve the citizens of  

Aarhus in reducing their CO2‐emissions towards CO2‐neutrality in 2030. In  

the paper we present some of the actions taken within the different stages  

of the model, and discuss the relevance for other large‐scale development  

projects with a long time span, aimed at very diverse groups of users.   

  

  

artikel 4: borger i det moderne babel 

DELMAN, T.F. 2011: Borger i det moderne Babel. In: Den Grænseløse  

By, Arkitektskolens Forlag (under udgivelse som bidrag til antologi på Arki‐ 

tektskolens Forlag i 2011).  

  

Artiklen tager fat på spørgsmålet om borgernes rolle i udviklingen af  

den grænseløse by og diskuterer, hvorvidt det er muligt at (gen)etablere et  

fælles sprog som udgangspunkt for borgernes aktive deltagelse i byudviklin‐ 

gen. Gennem et kort historisk tilbageblik opridses borgerbegrebets udvikling  

fra senmiddelalderen over tilblivelsen af en borgerlig offentlig sfære og frem  

til  industrialiseringens  og  massemediernes  indflydelse  på  borgerbegrebet.  

Derefter  diskuteres  borgernes  rolle  i  den  grænseløse  by  og  ændringerne  i  

opfattelsen af ideen om ’et fælles bedste’. På denne baggrund præsenteres  

ideen  om  ’Ny  Aktivisme’,  som  en  mulighed  for  at  aktivere  borgerne  med  

afsæt i nye strategier og metoder, der eksemplificeres gennem cases fra mit  

PhD‐projekt.  

  

41 

42  

  


  

poster 1: The AELIA-model - communication and participation 

in urban development processes 

DELMAN, T. F. 2008: The AELIA‐model ‐ Communication and partici‐ 

pation in urban development processes. Poster præsenteret på ESF‐LIU kon‐ 

ferencen The Right to the City: New Challenges, New Issues. 11.‐15. oktober  

2008, Vadstena, Sverige.   

  

In recent years we have seen a renewed interest in participatory pro‐ 

cesses  and  new  ways  of  actively  engaging  citizens  in  urban  planning  and  

policymaking. This situation presents new opportunities for reflecting on the  

varieties of means and purposes of citizen participation in urban develop‐ 

ment.  Are  there  new  kinds  of  communicative  and  participative  tools  and  

mediators  to  be  considered  and  new  ways  of  understanding  what  citizen  

participation is about? Consequently, when discussing a new “right to the  

city” it is important carefully to reconsider who has this right, what rights do  

they have, when in the urban transformation process should their right be  

acknowledged,  and  how  do  we  go  about  facilitating  communication  and  

participation. On this background I discuss the AELIA process‐model for citi‐ 

zen participation. Basically the AELIA‐model provides a framework for how  

we get the citizens’ attention, keep them interested by giving them a novel  

experience,  build  capacity  by  introducing  an  element  of  learning,  give  the  

citizens influence, and support action by relevant actors – in short AELIA.   

  

  

poster 2: climate capacitors - building capacity for sociocultural 

change 

DELMAN, T. F. 2009: Climate Capacitors – Building capacity for socio‐ 

cultural change. Poster præsenteret på konferencen Beyond Kyoto: Address‐

  

  


ing the Challenges of Climate Change – Science Meets Industry, Policy and  

the  Public.  5. –  7.  marts,  2009,  Århus,  Danmark.  Kan  hentes  på  adressen:  

www.kollision.dk/?beyond  

  

Promoting ‘facts’ about climate change have not caused any major  

changes in relation to citizens’ CO2‐emissions in a Danish context in recent  

years. Citizens’ emissions have been rising over the last 15 years despite an  

increasing focus on the relation between CO2‐emissions and climate change.  

Campaigns such as “1‐ton‐less” have received widespread attention, but so  

far to little avail. Recent studies show that most citizens in Denmark still do  

not know how to save efficiently on CO2‐emissions.  

This posters discusses a more ‘value’ based approach aimed at mak‐ 

ing consequences tangible by relating them to everyday life through the use  

of narratives and scenarios. The poster focuses on what we have called ca‐ 

pacitors, i.e. agents or elements in a capacity building process that store and  

discharge  information  to  support  learning  and  decision‐making.  Through  

comparative user tests of scenarios from two cases the paper discusses how  

to create narrative structures that can help build capacity and affect socio‐ 

cultural change.  

One case named “Yet the waves reflect” was an interactive art instal‐ 

lation  aimed  at  communicating  the  possible  effects  of  rising  sea  levels  at  

Kunsthal Charlottenborg in 2006. The other, “AARHUSCO2030” is an interac‐ 

tive  tool  for  citizen  participation  focusing  on  how  individual  behaviour  

change can help cut overall CO2‐emissions.   

  

43 

44  

  

PROJEKTETS METODE 

  

projektets metode 

”Those who can’t do, teach”, hedder det på engelsk. I en arkitektur‐,  

design‐ og planlægningsfaglig (herefter ADP) kontekst kunne formuleringen  

lyde, ’De,  der  ikke  kan  skabe,  forsker’.  Denne  fordom  om  det  akademiske  

miljø bliver i nogle tilfælde matchet af en tilsvarende fordom fra akademiske  

cirkler rettet mod praksis – hvis du ’skaber’, så går det udover din forsknings  

objektivitet. For et fagligt felt, der i den grad er rodfæstet i praksis er diskus‐ 

sionen  ikke  bare  relevant,  men  direkte  påtrængende.  Hvad  vil  det  sige  at  

’forske’ inden for rammerne af fagområder, der traditionelt har defineret sig  

som ’skabende’? Kan en bygning, et konkurrenceforslag, et designobjekt, en  

udstilling, en plan eller et byudviklingsprojekt defineres som et forskningsbi‐ 

drag i sig selv? Findes der en særlig ADP‐faglig forskningsmetode, der adskil‐ 

ler sig væsentligt fra andre forskningsparadigmer? Og sidst, men ikke mindst;  

kan man forene ’skaben’ med forskning uden at begge dele lider under det?   

På sin vis rammer spørgsmålet om forskning versus skaben kernen i  

en diskussion, der har hjemsøgt videnskaben i århundreder; hvilken rolle har  

’observatøren’? Er Schrödingers stakkels kat død eller levende i boksen? Vi  

ved det ikke før vi åbner, og når vi gør det påvirker vi eksperimentets udfald.  

Det er ikke min hensigt at genopdage diskussionen om videnskabelighed og  

forskerens objektivitet i sin historiske totalitet i denne kontekst. I stedet vil  

jeg  fokusere  på  igangværende  forsøg  på  at  definere  en  forskningsmetode  

under overskriften research by design og se nærmere på, hvordan den spiller  

sammen med en anden metode, der forsøger at forene forskning med prak‐ 

sis, nemlig Participatory Action Research (PAR). Efterfølgende diskuterer jeg,  

hvordan  brugen  af  cases  kan  være  med  til  at  skabe  et  bindeled  mellem  

forskning og praksis samt beskriver, hvordan mine egne cases konkret har  

indgået som en del af projektets overordnede greb. Derefter kommer jeg ind  

på  spørgsmålet  om  tværfaglighed  og  betydningen  af  denne  for  såvel  min  

metodiske tilgang som projektet i sin helhed.  

  

  


Afhandlingens  metodiske  afsnit  fylder,  som  allerede  nævnt,  

væsentligt mere end normalt for denne type afhandlinger. Tidligt i mit pro‐ 

jektforløb deltog jeg i det obligatoriske forskerskoleforløb på Arkitektskolen  

Århus og her kom forskerskolelederen, Jørgen Dehs med et udsagn, der har  

spøgt siden; han fortalte deltagerne i kurset, at et PhD‐projekt nok skal bi‐ 

bringe valide forskningsresultater, men det skal samtidig ses som et led i en  

forskeruddannelse. Formålet med et PhD‐projekt er altså to‐foldigt: Dels skal  

vi igennem projektet bringe originale forskningsbidrag til torvs, dels skal vi  

lære, hvad det vil sige overhovedet at forske. Dette blev sagt for at berolige  

deltagerne på kurset og samtidig give os et realistisk ambitionsniveau – og er  

i øvrigt helt i tråd med PhD bekendtgørelsen, der også stipulerer, at der net‐ 

op er tale om en uddannelse. Grunden til, at jeg er blevet ved med at vende  

tilbage til udsagnet skyldes, at der dermed synes at være en fundamental  

modsætning indbygget i et PhD‐projekt. En uddannelse forudsætter læring,  

dvs. tilegnelse af viden, mens forskning er rettet mod produktion af viden.  

Eller som Yin formulerer det (set fra lærerens perspektiv):  

”Teaching […] need not be concerned with the rigorous and  

fair presentation of empirical data; research […] need to do exactly  

that.” (Yin 2003, p.2)  

Der er selvfølgelig ikke tale om uforenelige modsætninger, men det  

er vigtigt at holde sig denne distinktion for øje fordi det tillader den stude‐ 

rende, at justere sin forsknings‐ og formidlingsmetode i takt med, at han eller  

hun  tilegner  sig  viden  om  et  givet  område,  mens  forskeren ikke  har  den  

samme absolutte frihed – men hvorfor egentlig ikke? Bent Flyvbjerg beskri‐ 

ver sin oplevelse af et fejlslagent casestudie i Ålborg, hvor han blandt andet  

undersøgte magtrelationer i byudviklingen, men hvor den valgte case ikke  

var, hvad han først havde troet:  

”It was a frustrating experience when it happened, espe‐ 

cially during those several months from when I realized I did not  

have a critical case until it became clear that all was not lost be‐ 

cause I had something else. As a case researcher charting new ter‐ 

45 

46  

  


  

rain, one must be prepared for such incidents, I believe.” (Flyvbjerg  

2006, p. 231)  

Jeg nævner eksemplet i denne sammenhæng fordi mit projekt flere  

gange  undervejs  har  givet  den  samme  oplevelse  af  frustration.  Men  med  

udannelsesdimensionen i baghovedet har jeg valgt at betragte disse frustra‐ 

tioner, som en oplagt mulighed for at lære noget nyt, i stedet for at se dem  

som resultater af et fejlslagent undersøgelsesdesign eller et forkert metode‐ 

valg. Det har også fået mig til at reflektere over på hvilket grundlag, der dyr‐ 

kes ADP‐faglig forskning. Afsnittet om projektets metode skal ses i dette lys;  

som  en  redegørelse  for  projektets  metode,  herunder  de  overvejelser  om  

undersøgelsesdesign, der lå til grund for projektet, de fejl, der blev begået  

undervejs, hvad jeg lærte af dem og hvordan de ændrede undersøgelsens  

karakter. Men også som et bidrag til den igangværende diskussion om fagets  

metode og dermed et forsøg på at generalisere noget af den viden, jeg selv  

tilegnede mig undervejs – i håbet om, at andre kan lære af de fejltrin, jeg har  

begået i forhold til valg af metode, min udvælgelse af cases og udførelsen af  

de konkrete interventioner. Igennem en dialog mellem de teoretiske positi‐ 

oner,  der  har  været  mit  udgangspunkt,  og  de  konkrete  erfaringer  jeg  har  

gjort  mig  undervejs,  er  det  min  forhåbning,  at  netop  refleksionerne  over  

fundamentets  eventuelle  svagheder  i  sig  selv  kan  vendes  til  en  styrke  for  

faget som sådan. Derfor har jeg tildelt metodeafsnittet en væsentlig plads i  

afhandlingen.  

  

 

  

  


participatory action research 

Da jeg startede på projektet i 2007 var mit metodiske udgangspunkt  

defineret som aktionsforskning, eller en underkategori af denne kaldet Parti‐ 

cipatory Action Research (PAR) (Whyte 1991, McIntyre 2008). Jeg valgte ak‐ 

tionsforskning som min primære metode fordi mit projekt oprindeligt havde  

til formål at udvikle strategier og metoder indenfor området borgerdeltagel‐ 

se i byudvikling, dvs. mit afsæt var, som allerede beskrevet, ikke at analysere  

en historisk praksis, men at ændre en aktuel praksis baseret på de erfaringer,  

jeg  har  gjort  mig  i  såvel  projekt‐  som  forskningssammenhænge.  Aktions‐ 

forskning, herunder også PAR, skriver sig ind i en forskningsopfattelse, der  

med Bent Flyvbjergs ord, kan betegnes som:  

”[…]  det  konkretes  videnskab,  d.v.s.  videnskaben  for  det  

partikulære, det kontekstafhængige og narrativ. Dette som alter‐ 

nativ  og  supplement  til  videnskab  med  fokus  på  det  universelle,  

det kontekstuafhængige og forklaring.” (Flyvbjerg 1991, p. 159)  

Flyvbjerg betegner denne form for forskning for phronetisk og opstil‐ 

ler  en  række  retningslinjer  for  forskningen,  herunder  at  den  fokuserer  på  

værdier, magtrelationer, nærhed til ’forskningsobjektet’, ’små spørgsmål’ (i  

modsætning til ’vigtige problemer’), praktisk rationalitet og viden, konkrete  

cases,  kontekst,  ’hvordan’‐spørgsmål  (snarere  end  ’hvorfor’),  narratologi  

frem  for  epistemologi,  relationer  mellem  aktører  og  strukturer  og  ikke  

mindst dialog som grundlag for handlen (og viden) (Ibid. p. 160‐162). Formå‐ 

let er altså ikke at finde frem til en universel forklaringsmodel, men snarere  

at  tage  afsæt  i  det  konkrete  og  partikulære  som  ’ledesnor’  for  fremtidig  

handlen, eller aktion, om man vil.   

Forskningsmetodisk  defineres  aktionsforskning  typisk,  med  afsæt  i  

Lewin (Masters 1995, Adelman 1993), som en cyklisk – og iterativ – metode,  

der  som  minimum  indeholder  en  planlægningsfase,  en  aktionsfase  og  en  

evalueringsfase. Der findes en lang række modeller, der udvider og under‐ 

47 

48  

  


  

opdeler denne fasebeskrivelse, f.eks. Susman & Evereds fra 1978 (fig. 1), der  

viser  de  enkelte  skridt  i  en  iteration  og  Dammes  fra  1998  (fig.  2,  der  

illustrerer at processen optimalt består af mere end én iteration.   

  

SPECIFYING LEARNING 

Identifying general 

learning and making it 

public 

EVALUATING 

Studying the 

consequences of 

an action 

DIAGNOSING 

Identifying or 

dening a problem 

Development of 

a client-system 

infrastructure 

ACTION PLANNING 

Considering alternative 

courses of action for 

solving a problem 

ACTION TAKING 

Selecting a course 

of action 

Fig. 1: Susman & Evereds aktionsforskningsmodel (Susman & Evered 1978)

  

  

  


I aktionsforskningen tager planlægningsfasen afsæt i en analyse (eller  

diagnose) af eksisterende problemer samt en identificering af de grundlæg‐ 

gende forestillinger og værdier, der er tilstede i udgangspunktet samt (hos  

Susman og Evered) en foreløbig idé om, hvilke tiltag, der kan være med til at  

løse problemet. Derefter følger aktionsfasen, hvor ét eller flere tiltag afprø‐ 

ves og efterfølgende vurderes effekten af tiltagene i evalueringsfasen. Hos  

Susman og Evered leder evalueringen til en ’generaliseringsfase’, hvor resul‐ 

taterne trækkes op på et mere generelt niveau og gøres tilgængelige for an‐ 

dre. Dammes model viser også, at denne proces ideelt set bør have mere  

end  en  enkelt  iteration,  dvs.  at  evalueringen  og  generaliseringen  af  første  

runde bør lede til en ny runde, hvor problemfeltet indsnævres (eller udvides)  

og nye ideer udvikles etc. En række grundtræk i aktionsforskningen er op‐ 

summeret  i  Zuber‐Skerrits  CRASP‐definition,  hvor  hun  definerer  følgende  

krav til aktionsforskning (Zuber‐Skerritt 1992, p. 2):  

  

  

Action 

research 

cycle 

no. 1 

Existing assumptions, 

values, mental models 

Action 

research 

cycle 

no. 2 

EVOLVING THEORY OF PRACTICE 

New knowledge, 

assumptions, 

guiding values 

Fig. 2: Dammes aktionsforskningsmodel (Damme 1998) 

Action 

research 

cycle 

no. 3 

Re-examined, 

renewed, revised 

assumptions 

49 

50  

  


  

Critical (and self‐critical) collaborative enquiry by  

Reflective practitioners being  

Accountable and making the results of the enquiry public  

Self‐evaluating their practice and engaged in  

Participative problem‐solving and continuing professional de‐ 

velopment  

  

Aktionsforskningen  er  således  en  kritisk  og  refleksiv  tilgang  til  ud‐ 

forskningen  af  et  praksisdomæne  med  henblik  på  at  løse  problemer  og  

fremme udviklingen af en ny og forbedret praksis. Arbejdet udføres i samar‐ 

bejde med andre, typisk praktikere, og forskningsbidraget består i – og op‐ 

står gennem – løbende evaluering af og refleksion over de opnåede indsigter  

og resultater, der efterfølgende gøres tilgængelige for såvel deltagere som  

en bredere offentlighed. Evaluering og refleksion kan antage forskellige for‐ 

mer, fra kvalitativ analyse af interviews over dialogbaseret evaluering blandt  

projektets  deltagere  til  bearbejdning  og  analyse  af  kvantitative  data.  Jeg  

kommer ikke nærmere ind på konkrete evaluerings‐ og refleksionsformer i  

aktionsforskningen, men vil senere gå mere i dybden med, hvordan evalue‐ 

ring og refleksion har spillet en rolle i de konkrete cases i mit eget projekt.   

Aktionsforskningens tilgang til udvikling af forskningsbidrag gør sig og‐ 

så gældende for PAR (Whyte, 1991). Men PAR adskiller sig fra anden aktions‐ 

forskning ved endnu stærkere bånd mellem forskeren og det praksisfælles‐ 

skab han eller hun indgår i. I aktionsforskningen er forskeren normalt;  

”[…] completely in control of the research progress except  

to  the  extent  that  the  client  organization  limits  some  of  the  re‐ 

search  options.  This  type  of  research  is  perfectly  appropriate  

where  the  objectives  of  both  the  researchers  and  the  decision  

makers  are  simply  to  get  the  facts  and  examine  action  implica‐ 

tions.” (Ibid. p. 9.) 

  

  


I  PAR,  derimod,  tilrettelægges  forskningen,  dvs.  såvel  planlægning  

som aktion og evaluering, i højere grad i samarbejde med det praksisfælles‐ 

skab, forskeren indgår i. Dette betyder ikke, at alle i fællesskabet bidrager  

lige meget, men at forskeren finder personer i organisationen, som han eller  

hun sparrer med i forhold til de tre ovennævnte faser i projektet. De generel‐ 

le fordele ved PAR kan defineres som følger:  

”Participatory action research is a form of action research  

that involves practitioners as both subjects and co‐researchers. It is  

based  on  the  Lewinian  proposition  that  causal  inferences  about  

the behavior of human beings are more likely to be valid and en‐ 

actable when the human beings in question participate in building  

and  testing  them.  Hence  it  aims  at  creating  an  environment  in  

which participants give and get valid information, make free and  

informed choices (including the choice to participate), and gener‐ 

ate internal commitment to the results of their inquiry.” (Argyris &  

Schön 1991, p. 86)  

Formålet med en højere grad af deltagelse end i andre former for ak‐ 

tionsforskning – for slet ikke at tale om forskning som sådan –  er altså dels,  

at projektets konklusioner opnår en højere grad af validitet, men også at det  

er lettere at føre forandringer baseret på konklusionerne ud i livet og at del‐ 

tagelsen skaber større ejerskab til forandringerne efterfølgende.  

  

51 

52  

  


  

tre krav til metoden 

Metoden stiller for mig at se tre grundlæggende krav til udøveren. For  

det første må forskeren indskrive sig i et forskningsmiljø, hvor arbejdet skal  

leve op til de generelle retningslinjer for forskning, der er opstillet som ram‐ 

mer for det miljø, hvor forskeren har sit afsæt: I mit tilfælde Arkitektskolen  

Århus og et generelt et ADP‐fagligt forskningsfelt. For det andet må aktions‐ 

forskeren  navigere  i  et  allerede  eksisterende  praksisfællesskab,  hvor  der  

sandsynligvis er udviklet en form for ’best practice’, dvs. at samarbejdspart‐ 

nerne måske allerede har en klar fornemmelse af, hvordan de synes at tin‐ 

gene skal gøres. Der kan dog også være divergerende holdninger i fællesska‐ 

bet, der medfører at forskeren skal navigere i et fler‐ eller tværfagligt felt,  

hvor praksis er til stadig diskussion og hvor man dermed risikerer, bevidst  

eller ubevidst, at komme til at alliere sig med nogle, mens andre er uenige i  

fremgangsmåden. Samtidig skal forskningsprojektet være relativt let at for‐ 

klare, eller alternativt være så integreret og eftertragtet en del af den kon‐ 

krete praksis, at forskerens bidrag ikke virker som et fremmedlegeme i prak‐ 

sisfællesskabet.  

Sidst, men ikke mindst, må aktionsforskeren i et vist omfang være tro  

mod de idealer, der lå til grund for ønsket om at ændre praksis. Det betyder  

selvfølgelig ikke, at man ikke undervejs kan blive klogere, tværtimod, men  

det nytter ikke, at lade ønsket om at ændre praksis bremse første gang man  

hører udsagnet, ’sådan plejer vi ikke at gøre’. Det forudsætter, at aktionsfor‐ 

skeren er i stand til at styre processen og fungere som katalysator for en mål‐ 

rettet dialog mellem aktørerne. Omvendt er det helt centralt, at forskeren  

også  er  villig  til  at  forkaste  strategier  og  hypoteser,  der  viser  sig  ikke  at  

stemme overens med realiteterne i praksis.   

 

  

  


indskrivning i forskningsmiljøet 

Hvad angår det første krav har jeg igennem projektet dels sat mig ind  

i relevant litteratur om metoden, dels diskuteret metoden og dens relation til  

eksisterende praksis inden for feltet med såvel vejleder som kolleger. Udfor‐ 

dringen er, at en egentlig ADP‐faglig forskningspraksis kan være svær at iden‐ 

tificere og i de senere år, har denne også været sat på spidsen, dels som føl‐ 

ge af nye, eksternt formulerede krav fra de bevilgende og styrende myndig‐ 

heder,  dels  indefra  som  en  del  af  en  større  diskussion  omkring,  hvad  der  

egentlig konstituerer forskning inden for design, arkitektur og planlægning.  

Den eksterne dimension omhandler først og fremmest et krav til for‐ 

skerne om at leve op til en række standarder for forskningskvalitet (eller må‐ 

ske snarere kvantitet), der i mange tilfælde er ’lånt’ fra andre fagfelter som  

f.eks.  humaniora,  samfundsvidenskab  og  naturvidenskab.  ADP‐faglig  forsk‐ 

ning har ikke nogen lang tradition for at publicere internationalt i fagfællebe‐ 

dømte fora, men har i højere grad forladt sig på redaktionelt bedømte mo‐ 

nografier og artikler i tidsskrifter præget af praksis i højere grad end forsk‐ 

ning.  Men  med  indførelsen  af  de  bibliometriske  forskningsindikatorer  

(Forsknings‐ og Innovationsstyrelsen 2009) er der nu indført de samme må‐ 

lings‐ og evalueringsmekanismer for ADP‐forskning som for en lang række  

øvrige forskningsområder. Hvorvidt antallet af fagfællebedømte publikatio‐ 

ner, opgjort efter den bibliometriske forskningsindikator, skaber kvalificeret  

ADP‐faglig forskning er en diskussion, der ikke hører hjemme i denne sam‐ 

menhæng,  men  de  eksternt  formulerede  krav  har  selvfølgelig  været  en  

rammebetingelse for mit projekt.   

At de eksterne rammer har udspring i fag‐ og forskningsområder, der  

stiller mere eller mindre eksplicitte og paradigmatiske krav til forskningen,  

har  heller  ikke  kunne  undgå  at  påvirke  min  refleksion  over  metodevalget.  

Det var f.eks. åbenlyst fra projektets start, at et projekt, der sigter mod at  

ændre tilstande i verden kan have vanskeligt ved at operere med et klassisk,  

videnskabeligt objektivitetsideal som man finder det i megen, især naturvi‐ 

53 

54  

  


  

denskabelig, forskning. Der er langt fra laboratoriet til byen. Eller som Argyris  

og Schön formulerer det:  

”[…] social scientists are faced with a fundamental choice  

that hinges on a dilemma of rigor or relevance. If social scientists  

tilt toward the rigor of normal science […] they risk becoming irrel‐ 

evant to practitioner’s demands for usable knowledge. If they tilt  

toward the relevance of action research, they risk falling short of  

prevailing disciplinary standards of rigor.” (Argyris & Schön 1991,  

p. 85)  

 Dette var medvirkende til, at jeg fra starten vendte blikket i retning af  

PAR  som  en  metode,  der tager  afsæt  i  en  subjektiv,  deltagende  og  hand‐ 

lingsorienteret tilgang, hvor:  

“[…] investigation, critical questioning, dialogue, generative  

activities, and a determination to take action about issues under  

exploration,  contributes  to  the  development  of  a  project  that  is  

judged not against the criterion of an objective truth but against  

the criterion of whether the people involved are better off because  

of  their  experiences  as  participants  in  a  PAR  project.”  (McIntyre  

2008, p. 61‐62)  

At tage udgangspunkt i en relativt velbeskrevet metode virkede som  

et ’safe bet’, om man så må sige, i forhold til de eksterne rammebetingelser,  

uagtet at aktionsforskning og PAR ofte kritiseres af forskere, der hælder til  

mere rigoristiske metoder (bl.a. Whyte 1991). Samtidig havde mit arbejde  

som forskningsassistent på projektet ’Strategisk Design’ (Delman 2007) givet  

mig et indblik i metoder – eller usikkerheden omkring samme – inden for  

ADP‐faget, der medførte, at jeg som udgangspunkt fandt det mere relevant  

at hælde i retning af sociologiske og samfundsvidenskabelige tilgange.   

En  anden  ’ekstern’  rammebetingelse  var  på  sin  vis  mit eget  faglige  

udgangspunkt, der som nævnt, oprindeligt var litteraturhistorie.  Et fagfelt,  

der også har en hang til, og tradition for monografier og ’subjektive’ analyser  

af litterære værker, men også en biografisk og historisk tilgang, ligesom faget 

  

  


selvfølgelig også har været præget af en postmoderne bølge med bl.a. de‐ 

konstruktion, metafiktionelle studier, komparative, psykologiske analyser og  

kaosteori‐inspirerede læsninger af læserens møde med tekstens ’singularite‐ 

ter’ og ’begivenhedshorisonter’ – for nu blot at nævne nogle få af de metodi‐ 

ske tilgange, der var fremherskende og som jeg selv gjorde brug af, da jeg  

startede på studiet for seksten år siden. Da jeg påbegyndte PhD‐projektet  

var det min vurdering, at der ikke – rent metodisk – var meget at hente her,  

da netop denne gren af humaniora er kendt, og måske til tider også kritiseret  

for at have et anstrengt forhold til virkeligheden, som den udspiller sig uden  

for fiktionens rammer. I hvert fald syntes det ikke umiddelbart oplagt at tage  

metodisk afsæt i mit grundfags metoder i en udforskning og udvikling af me‐ 

toder og strategier til borgerdeltagelse i aktuel byudvikling.   

Omvendt var der mere at hente igennem min supplerings‐ og kandi‐ 

datuddannelse  i  Medievidenskab og  Multimedier,  hvor  jeg  bl.a.  har  stiftet  

bekendtskab med modtageranalyser, brugerstudier og ikke mindst kvalitativ  

metode, herunder interviewteknik, brugerundersøgelser m.m. Samtidig var  

uddannelsen  i  multimedier  præget  af  en  anden  tradition,  nemlig  Human‐ 

Computer Interaction, der med et afsæt et sted mellem psykologi og datalogi  

i  årevis  har  diskuteret  forskelle  mellem –  samt  fordele  og  ulemper  ved  –  

’hard’ og ’soft’ science (bl.a. Carroll & Campbell 1986, Newell & Card 1986).   

Et  af  kendetegnene  ved  HCI  er,  at  der  findes  en  lang  række  velbe‐ 

skrevne metoder og kritisk refleksion over, hvordan man inddrager brugerne  

i  udvikling  og  evaluering  af  objekter,  her  forstået  typisk  som  IT‐systemer,  

brugergrænseflader,  IT‐understøttede  services  etc.  Inden  for  HCI  opererer  

man derfor også med en høj grad af deltagelse, hvor forskere, praktikere og  

slutbrugere  arbejder  sammen  mod  et –  mere  eller  mindre –  fælles  mål.  I  

afsættet vurderede jeg dog, at selvom HCI er velegnet i forbindelse med ud‐ 

vikling af afgrænsede objekter, hvor man, ofte under nærmest laboratorie‐ 

lignende omstændigheder, kan teste flere iterationer af et givet objekt, har  

feltet begrænsninger som metodisk afsæt for processer, der involverer kom‐ 

plekse, politiske spørgsmål. Det skal dog retfærdigvis siges, at der inden for  

HCI, ikke mindst i en skandinavisk kontekst, også findes en lang række forsk‐ 

55 

56  

  


  

ningsprojekter, der f.eks. under overskriften Activity Theory hælder i retning  

af aktionsforskning med undersøgelser af arbejdsgange i en realistisk kon‐ 

tekst med henblik på f.eks. at udvikle nye systemer, der bedre understøtter  

det  arbejde,  der  udføres  i  et  praksisfællesskab  (eksempelvis  Nardi  1996,  

Bødker 1989). At Activity Theory og denne tradition ikke i højere grad tjente  

som afsæt skyldes nok i højere grad mine egne idiosynkrasier og fordomme  

om feltet baseret på professionelle erfaringer i praksis, end en egentlig man‐ 

gel ved det fundamentale metodiske grundlag.   

I forhold til en indskrivning i eksisterende traditioner – og ikke mindst  

udforskningen af rammerne for disse – viste det sig dog undervejs, at den  

interne diskussion om ADP‐fagets forskningsformål og ‐metoder skulle få en  

større indflydelse på min metode, end først antaget. Jeg vender tilbage til  

dette i diskussionen af research by design, men først vil jeg gennemgå de  

øvrige krav, jeg stillede op, henholdsvis navigation i praksisfællesskabet og  

troskab mod det oprindelige (udviklingspolitiske) udgangspunkt.  

  

  

navigation i praksisfællesskabet 

Det andet krav til PAR om evnen til at navigere i praksisfællesskabet   

betyder, at aktionsforskeren til stadighed må evaluere sin egen rolle i projek‐ 

tet og den position han eller hun indtager i organisationen, hvor projektet  

indgår. Netop på grund af det fler‐ eller tværfaglige samarbejde får forskeren  

til tider en rolle som mægler, eller ’coach’, som Whyte et al. kalder det:  

”In PAR, the consultant/facilitator acts less as a disciplinary  

expert and more as a coach in team building and in seeing to it  

that as much of the relevant expertise as possible from all over the  

organization is mobilized.” (Whyte 1991, p. 40)  

Problemet med denne rolle er, at det i den grad forudsætter, at man  

som aktionsforsker i PAR‐processer må holde tungen lige i munden og forsø‐

  

  


ge at undgå at overtrumfe synspunkter, der ikke passer ind i ens egne hypo‐ 

teser. Der er samtidig meget langt fra en traditionel ’fluen‐på‐væggen’ ob‐ 

servatørrolle til PAR‐forskerens aktive indblanding som ’coach’ i en organisa‐ 

tion, hvor projektets forskellige deltagere har hver deres dagsorden – og ofte  

med  god  grund.  I  f.eks.  en  kommunal  organisation  kan  der  være  milevidt  

mellem holdningerne til, hvordan et konkret inddragelsesprojekt skal gribes  

an.  En  embedsmand  med  en  baggrund  i  jura  vil  have  en  helt  anden  ind‐ 

gangsvinkel end en planlægger, og de vil igen begge have ganske andre øn‐ 

sker og krav end lokalpolitikeren, der står med det politiske ansvar i sidste  

ende. Inden for inddragelsesprocesser som sådan kendes denne problemstil‐ 

ling som fragmentation (Conklin 2006), og den kan være ødelæggende for  

ønsket om at skabe fælles fodslag omkring konkrete ændringer af praksis.   

 Omvendt vil der også i mange tilfælde  være opstået en række faste  

rutiner inden for rammerne af en organisation eller et etableret praksisfæl‐ 

lesskab,  der  kan  virke  blokerende  for  målet  om  at  ændre  på  tingenes  til‐ 

stand. Gruppedynamikken i et praksisfællesskab kan forhindre nytænkning –  

eller føre til så radikal nytænkning, at gruppen isoleres fra andre fællesskaber  

i  organisationen.  Dette  var  i  et  vist  omfang  tilfældet  med  SKUB‐ 

projektorganisationen  i  Gentofte  Kommune,  der  fungerede  som  en  selv‐ 

stændig enhed med praktisk og økonomisk ansvar for udviklingen af kom‐ 

munens skoler, indtil lederen af projektet blev afsat og hele projektet kort tid  

efter blev lagt ind under forvaltningen og projektorganisationen mere eller  

mindre blev opløst.   

Fænomenet  kaldes  ekkorum  (echo  chambers)  og  er  velbeskrevet  i  

psykologiske studier og udmærket opsummeret af Cass Sunstein i hans bog  

’Going to Extremes’ (Sunstein 2009). Som også antydet hos Whyte ovenfor,  

forudsætter rollen som ’coach’ i PAR‐projekter normalt, at man forsøger at  

facilitere en åben dialog mellem flest mulige parter i et projekt, og at man  

forsøger at få dem til at se på en sag fra flere sider, nedbryde stereotype fo‐ 

restillinger og lære at lytte til hinanden – alt sammen for at undgå de negati‐ 

ve  konsekvenser  af  ekkorummet.  Alice  McIntyre  formulerer  det  således  i  

forbindelse med et konkret PAR‐projekt:  

57 

58  

  


  

”[…] by continually reflecting on our personal histories and  

by working to eliminate stereotypical beliefs about ourselves and  

others,  the  team  members  learned  how  to  listen  to  the  partici‐ 

pants so as to learn from them – a valuable and important skill in  

participatory action research.” (McIntyre 2008, p. 9)  

Men Sunstein fremhæver også, at selvom mindre grupper kan have  

en tendens til at lukke sig om sig selv, ekskludere personer med divergeren‐ 

de  holdninger  og  på  sigt  radikaliseres,  kan  denne  form  for  ’ekstremisme’  

have gavnlige effekter i et større perspektiv. Selvom der ikke længere foregår  

en åben og fri diskussion om muligheder i et fastlåst praksisfællesskab, kan  

den enkelte gruppe udmærket være i konkurrence med andre grupper i eller  

uden for organisationen og dermed skabe grobund for debat og læring i en  

større kontekst. Med et lån fra Heather Gerken betegner Sunstein dette per‐ 

spektiv som second‐order diversity:  

”[…] the kind of diversity that comes when society consists  

of many groups that do not have a lot of internal diversity. […] If  

some economics departments are conservative and others are lib‐ 

eral,  the  profession  as  a  whole,  and  eventually  the  nation,  will  

learn from the ideas and theories that emerge.” (Sunstein 2009, p.  

150)  

På  mange  måder  kan  man  sige,  at  det  samme  skete  for  SKUB‐ 

projektet,  der  stadig  er  et  af  de  mest  omtalte  skoleudviklingsprojekter  i  

Danmark – og et projekt, hvis ideer om såvel pædagogik som fysiske rammer  

i stort omfang tjener til inspiration (positivt såvel som negativt) i en lang ræk‐ 

ke tilsvarende udviklingsprojekter landet over. Min pointe er, at selvom PAR‐ 

forskeren  traditionelt  opfordres  til  netop  at  fungere  som  mæglere  for  at  

undgå ekkorummet, kan etableringen af ekkorum i visse tilfælde give inte‐ 

ressante – og måske specielt mere diversificerede – resultater på længere  

sigt. Denne mulighed opstår, hvis man kan skabe et radikaliseret miljø, med  

fokus på at presse ideer frem, der ligger udover normal praksis gennem en  

strategi, der er målrettet mod dissens og nye opdagelser snarere end mod 

  

  


konsensus  og  forklaringer  på  det,  vi  allerede  (er)kender.  Dette  er  også  en  

tilgang,  der  kan  finde  generel  anvendelse  i  borgerdeltagelsesprocesser.  

Forskningsmetodisk er jeg helt på det rene med, at en sådan tilgang yderlige‐ 

re fjerner forskeren fra en klassisk forestilling om objektivitetens smalle sti –  

og i forhold til PAR strider det som antydet også mod nogle fundamentale  

principper om PAR‐forskerens rolle i projektet.   

I mit eget tilfælde har problemstillingen spillet en rolle fordi jeg på  

nogle områder har indgået i et ’radikaliseret’ praksisfællesskab og på andre  

områder har skulle agere som ’coach’ i forhold til skiftende deltagere og kli‐ 

entorganisationer i projektet. Det hænger tæt sammen med det overordne‐ 

de metodiske greb for mit projekt, som jeg vender tilbage til i afsnittet om  

brugen af cases som bindeled mellem teori og praksis. Centralt for opfattel‐ 

sen af PAR‐forskerens navigation i praksisfællesskabet ligger også spørgsmå‐ 

let omkring troskab mod udgangspunktet, det sidste af de tre krav, jeg stille‐ 

de ovenfor.   

  

  

troskab mod udgangspunktet 

Kravet om troskab mod de idealer, der lå til grund for projektet og  

ønsket om forandring af praksis i en bestemt retning, er også ét af de aspek‐ 

ter ved denne form for forskning, der gør den lettere angribelig. Når forske‐ 

ren netop ikke bevarer en objektivitet og værdifrihed i forhold til sit forsk‐ 

ningsobjekt, men har klare holdninger til, hvad der skal ændres – og hvordan  

– risikerer man også meget let at komme til at gennemtrumfe en subjektiv  

dagsorden, uanset om man som udgangspunkt har defineret sit projekt som  

deltagende (participatory):  

“However much the rhetoric changes to participation, par‐ 

ticipatory  research,  community  involvement  and  the  like,  at  the  

end of the day there is still an outsider seeking to change things.  

59 

60  

  


  

[…] who the outsider is may change but the relation is the same. A  

stronger  person  wants  to  change  things  for  a  person  who  is  

weaker.  From  this  paternal  trap  there  is  no  complete  escape."  

(Chambers 1983, p. 141)  

Chambers’ kritik handler ikke direkte om PAR eller aktionsforskning  

som sådan, men om enhver form for forskning – og hjælpeprojekter – hvor  

’fremmede’ (outsiders) indgår i et praksisfællesskab, for at ændre tingene til  

det ’bedre’. Man kan altså sige, at den deltagende aktionsforsker på den ene  

side skal være autoritær i den forstand, at han eller hun ikke blot kan overla‐ 

de til andre at definere målene for forandring, men på den anden side også  

skal forsøge at undgå den paternalistiske bedrevidens fælde og ikke forsøge  

at gennemtrumfe mål, fordi man selv er af den opfattelse, at man ’ved bed‐ 

re’. Denne balancegang er selvfølgelig svær – og det er en interessant pointe,  

at Chambers kritik ikke kun gør sig gældende for forskningsmetoden, men  

ligeså vel kan appliceres på forskningsobjektet, borgerdeltagelse.   

I mit tilfælde var idealerne i udgangspunktet at udvikle strategier og  

metoder  inden  for  borgerdeltagelse  i  byudvikling,  der  kunne  adressere  en  

række aktuelle udfordringer. Selvom der, som nævnt i indledningen, har væ‐ 

ret eksperimenteret en del i bl.a. kommunerne med inddragelsesformer og  

metoder, var der ikke, da jeg startede på projektet, megen nytænkning på  

det strategiske område. Dermed mener jeg, at hovedparten af inddragelses‐ 

processerne tog udgangspunkt i, at der allerede var taget beslutning om an‐ 

vendelsen af et givet område, hvorefter borgerne – med mere eller mindre  

innovative metoder – blev inddraget i en debat om udmøntningen af projek‐ 

ter inden for det definerede anvendelsesområde. Konkret betyder det f.eks.  

at  en  kommune  fremlægger  forslag  til  en  masterplan,  hvor  ét  område  er  

udlagt til boligbyggeri, et andet til detailhandel og et tredje til rekreative akti‐ 

viteter. Borgerne involveres nu i diskussionen omkring, hvilke boliger, butik‐ 

ker og rekreative aktiviteter, der skal satses på samt hvordan samspillet mel‐ 

lem dem skal være. Eksemplet går på mange måder langt udover, hvad  de  

fleste kommuner i dag faktisk gør – i en del tilfælde vil masterplanen være så 

  

  


detaljeret, at brugerne og borgerne udelukkende bedes om at tage stilling til  

udvalgte delelementer, f.eks. de rekreative aktiviteter.   

Mit udgangspunkt for projektet var således, at forsøge at gøre pro‐ 

cessen mere åben i starten – at involvere borgerne i diskussionen om, hvad  

vi i det hele taget vil anvende et givet areal til, forud for forslaget til en ma‐ 

sterplan. Og måske endda holde planen åben for forandringer over tid i et  

tæt, løbende samarbejde med borgerne. I dag ses der flere projekter, hvor  

dette netop er målet. Jeg vil ikke give mig selv nogen andel i denne ændring,  

der snarere er udtryk for en generel tendens i aktuel byudvikling. Men netop  

denne aktuelle tendens bekræfter, at der er behov for en diskussion af det  

udgangspunkt, vi har for borgernes deltagelse i byudviklingen.  

Samtidig var det også min hensigt at udfordre eksisterende metoder,  

ikke  bare  f.eks.  høringen  som  den  lovpligtige  inddragelsesform,  men  også  

nogle  af  de  mere  aktuelle  eksperimenter  som  f.eks.  internetdebatter,  ar‐ 

bejds‐  og  fokusgrupper,  interviews  m.m.  Udfordringen  ved  nogle  af  disse  

metoder er, at de simpelthen ikke er tilstrækkeligt oplevelsesorienterede til  

at folk gider deltage. Fra mine år som inddragelseskonsulent i IT‐branchen  

ved jeg, hvor svært det er at rekruttere folk til inddragelsesprocesser – også  

selvom vi i mange tilfælde faktisk betalte dem for at deltage. I borgerinddra‐ 

gelsesprocesser har vi ikke mulighed for at betale folk – det ville i hvert fald  

sende et uheldigt signal – og medmindre temaet for f.eks. en fokusgruppe er  

placeringen af en motorvej i baghaven hos en gruppe borgere, så vi kan for‐ 

lade os på reaktive protester, kan det være svært at trække folk til inddragel‐ 

sesprocesser med en kommunal afsender.  

Politisk og teoretisk var mit udgangspunkt et deliberativt ideal (bl.a.  

Fishkin & Lasslett 2003, Macedo 1999, Gutmann & Thompson 2004). Idealet  

ligger på mange måder i direkte forlængelse af PAR og i introduktionen til  

bogen ’The Deliberative Practitioner’ beskriver Forester da også grundlaget  

for en deliberativ praksis på en måde, der i høj grad minder om McIntyres  

opfattelse  af  behovet  for  gensidig  læring  i  PAR‐projekter,  som  beskrevet  

ovenfor:  

61 

62  

  


  

”Because planning is the guidance of  future  action,  plan‐ 

ning  with  others  calls  for  astute  deliberative  practice:  learning  

about  others  as  well  as  about  issues,  learning  about  what  we  

should do as well as about what we can do.” (Forester 1999, p. 1)  

Det deliberative ideal handler grundlæggende om gensidig læring, di‐ 

alog og behovet for at opbygge en form for konsensus mellem parter, der  

ofte har modsatrettede dagsordener. Udfordringen for dette ideal kan, lige‐ 

som i PAR, være at konsensus sjældent skaber grobund for egentlig nytænk‐ 

ning og at den ’deliberative praktiker’ i byudvikling på den ene side skal for‐ 

søge at integrere alle synspunkter i processen, og på den anden skal forsøge  

at uddrage en essens, der skaber fremdrift, forandring og udvikling, selvom  

nogle af deltagerne måske ikke – og af gode grunde – hverken ønsker udvik‐ 

ling eller forandring. Af netop disse årsager har det været et svært ideal at  

bevare igennem projektet, både i de enkelte cases og som helhed.   

 

  

  


participatory action research & projektet 

Som antydet i de foregående afsnit, gik det undervejs i projektet op  

for mig, at PAR som metode måske var svært forenelig med projektets prak‐ 

sis, ligesom diskussionen af research by design åbnede op for nye indsigter  

omkring metoden. Som udgangspunkt havde jeg forestillet mig et metodisk  

greb, der involverede (relativt) langvarig deltagelse i en eller flere cases med  

veldefinerede – og klart afgrænsede – faser, der var baseret på PARs opde‐ 

ling i en planlægningsfase, aktionsfase og en evalueringsfase. De fleste af de  

PAR‐processer, der beskrives i litteraturen løber over to til fire år (McIntyre  

2008, Whyte 1991) og involverer forskerens aktive planlægning af, deltagelse  

i og evaluering af en lang række aktiviteter i typisk én organisation eller ét  

lokalområde.   

Som beskrevet i det indledende kapitel har jeg i løbet af de seneste  

tre år været involveret i væsentlig flere projekter, og ingen af dem har haft  

en udstrækning på mere end to år. Omvendt har mange af de cases, jeg har  

været involveret i en udstrækning, der rækker langt udover de to til fire år,  

hvis man ser dem i et større perspektiv. Eksempelvis var min første involve‐ 

ring med Køge Kommune og Køge Kyst‐projektet tilbage i maj, 2007, hvor jeg  

sammen  med  Kollision  udarbejdede  ideer  og  materiale,  der  skulle  skabe  

opmærksomhed omkring borgerinddragelsesprojekter i kommunen (Kollisi‐ 

on 2007A) I december, 2007, startede vi på projektet KØGE2027 (Kollision  

2007B), der var baseret på et tidligere projekt ’…I bølgen blå’ fra 2006 (Kolli‐ 

sion 2006A). I 2010 indgik jeg sammen med Kollision i et team, der deltog i  

konkurrencen om udvikling af en masterplan for Køge Kyst‐projektet. Efter  

konkurrencens  afslutning  har  Køge  Kyst  udvalgt  rådgivere  sammensat  på  

tværs af de deltagende teams, og Kollision er som udgangspunkt ikke en af  

dem,  men  såfremt  vi  var  gået  videre,  ville  evt.  deltagelse  i  udviklingen  af  

denne masterplan – og borgerinddragelsen i forbindelse med denne – først  

være løbet af stablen efter dette projekts afslutning.   

63 

64  

  


  

Et andet eksempel er casen AARHUSCO2030, der godt nok var et af‐ 

grænset  projekt,  men  hvor  det  videre  arbejde  kommer  til  at  foregå  (med  

eller  uden  min  medvirken)  i  de  kommende  år,  og  effekten  reelt  først  kan  

måles i 2030, når det gøres op, om Århus er blevet CO2‐neutral. En væsentlig  

årsag til at PAR har vist sig som en vanskelig metodisk tilgang er simpelthen,  

at de fleste byudviklingsprocesser er meget langstrakte i forhold til andre, og  

mere oplagte, PAR‐processer og at de samtidig ofte er præget af en projekt‐ 

specifik faseopdeling (og politiske såvel som økonomiske luner og konjunktu‐ 

rer), der er udenfor PAR‐forskerens kontrol.   

Man kan selvfølgelig indvende, at jeg burde have forudset dette og i  

stedet have valgt en tilgang til udvælgelsen af cases, hvor jeg på forhånd sik‐ 

rede mig, at metoden var anvendelig. Jeg kunne f.eks. være indgået i samar‐ 

bejde  med  en  enkelt  kommune  om  ændring  af  deres  inddragelsespraksis  

med henblik på udvikling af nye strategier og metoder. Denne tilgang kunne  

nok have virket – men den kunne også have ført til et projekt, hvor der på  

papiret var udviklet metoder og strategier, men de ville næppe have været  

implementeret  i  praksis,  simpelthen  fordi  der  manglede  kompetencer  og  

ressourcer i klientorganisationen til at fastholde ændringerne i praksis efter‐ 

følgende.  Kommunerne  har  sjældent  afsat  midler  til  egentlig  nyudvikling,  

medmindre det sker i forbindelse med konkrete, politisk prioriterede (udvik‐ 

lings)projekter. Og i de fleste kommuner, har de enkelte medarbejdere fuldt  

op at gøre med at varetage deres primære jobfunktion og har derfor ikke tid  

til overs, der kan afsættes til at deltage i sådanne processer udover de, der  

netop har med konkrete projekter at gøre. Som det, lidt skarpt optrukket,  

formuleres af Gulmann:  

”Maskineriet i kommunernes forvaltninger […] er nok eg‐ 

nede til at påtage sig tilpasningsopgaver, dvs. at foretage ændrin‐ 

ger  i  forhold  til  konstaterede  mangler  i kommunen.  Derimod  er  

kommunen sjældent egnet til at varetage udviklingsopgaver, dvs.  

forandringer i forhold til en ønsket tilstand i fremtiden.” (Gulmann  

2005, p. 183) 

  

  


Samtidig findes der sjældent kompetencer i kommunerne til f.eks. at  

udvikle prototyper eller færdige redskaber, der involverer avanceret interak‐ 

tion og teknologi, og selvom dette heller ikke var defineret som et selvstæn‐ 

digt mål for mit projekt, var integrationen af teknologi og interaktionsdesign  

dog  et  ønske  baseret  på  tidligere  erfaringer.  Alle  mine  cases  er  udviklet  i  

samarbejde med Arkitekturbureauet Kollision, hvor jeg i kraft af min status  

som partner har haft mulighed for at være med til at træffe beslutninger om,  

hvilke projekter der var relevante for mit projekt. Samtidig har de øvrige tre  

partnere i virksomheden en PhD‐grad inden for beslægtede områder, hvor‐ 

for  virksomheden  på  mange  måder  udgør  et  kvalificeret  forskningsmiljø,  

hvor der er plads til at diskutere metoder, strategi, teori m.m. Da jeg startede  

mit projekt var de øvrige tre partnere ansat som adjunkter på henholdsvis  

Århus Universitet og Arkitektskolen i Århus og i gang med forskningsprojek‐ 

ter, der på flere områder supplerede mit eget. Samtidig besidder gruppen  

tilsammen viden om og kompetencer inden for en række områder med rele‐ 

vans for mit projekt – fra inddragelse og byudvikling over design og kommu‐ 

nikation til interaktion og udvikling af IT‐understøttede redskaber. Igennem  

virksomhedens samlede netværk fik jeg også adgang til projekter og cases,  

der sandsynligvis ville have været langt sværere at få del i, hvis jeg havde  

henvendt mig direkte til eksterne klientorganisationer som PhD‐studerende  

ved Arkitektskolen Aarhus.  

Hvis man derfor betragter Kollision som det primære praksisfælles‐ 

skab, jeg som PAR‐forsker har indgået i, giver det mening at betragte mit  

case‐arbejde som et samlet hele, selvom de enkelte cases er blevet til i sam‐ 

arbejde  med  eksterne  klientorganisationer  og  samarbejdspartnere.  I Kolli‐ 

sion har der netop været et praksisfællesskab, hvor de øvrige personer i or‐ 

ganisationen har været med til at planlægge, udføre og evaluere de enkelte  

projekter og efterfølgende deltaget i en evaluering, diskussion og generalise‐ 

ring  af  resultaterne som udgangspunkt for en  ny  iteration  af  planlægning,  

aktion og evaluering.   

Ved  at  klippe  en  klippe  en  teoretisk  tå  og  hugge  en  metodisk  hæl  

kunne jeg med afsæt i ovenstående måske fortsat argumentere for mit pro‐ 

65 

66  

  


  

jekt som et PAR‐projekt. Spørgsmålet er blot, om det ikke risikerer både at  

gøre vold på metoden og projektet? Inden jeg fælder endelig dom over pro‐ 

jektets metode, vil jeg gå lidt mere i dybden med research by design som en  

anden mulig tilgang til forståelsen af projektets overordnede greb.  

 

  

  


research by design 

Inden  for  mange  fagfelter  kan  man  stille  spørgsmålet; ’hvad  er…?’.  

F.eks.  ’hvad  er  litteratur?’  eller  ’hvad  er  lægevidenskab?’  Men  der  er  ikke  

mange områder, hvor det tilsyneladende uskyldige spørgsmål vil afføde lige‐ 

så mange svar og divergerende holdninger, som spørgsmålet ’hvad er de‐ 

sign?’ Afhandlingens indledende citat af Herbert Simon definerede stort set  

al menneskelig stræben efter forandring som en designaktivitet. Denne bre‐ 

de definition af design er bl.a. blevet kritiseret af Donald Schön:  

“Herbert Simon and others have suggested that all occupa‐ 

tions engaged in converting actual to preferred situations are con‐ 

cerned  with  design.  Increasingly  there  has  been  a  tendency  to  

think of policies, institutions, and behaviour itself as objects of de‐ 

sign. It is questionable how far in this direction we ought to go. We  

risk ignoring or underestimating significant differences in media,  

context,  goals,  and  bodies  of  knowledge  specific  to  the  profes‐ 

sions.” (Schön 1991, p. 77)  

Men hvordan definerer vi så et designobjekt? Når vi nævner begrebet  

‘design’  tænker  lægmand  typisk  på  produkter  og  den  gren  af  design,  der  

sædvanligvis betegnes industrielt design eller produktdesign. Denne design‐ 

tradition har rødder tilbage til et markant brud mellem to af Bauhaus‐skolens  

frontfigurer.  I  1922  skrev  Walter  Gropius,  lederen  af  Bauhausskolen,  i  en  

intern skrivelse til medarbejderne, at:   

”The teaching of craft is meant to prepare for designing for  

mass production. […] Therefore the Bauhaus is consciously seeking  

contacts with existing industrial enterprises, for the sake of mutual  

stimulation.” (In. Frampton 1992, p. 126)   

Skrivelsen medførte, at én af Bauhaus’ mest prominente lærere, ma‐ 

leren Johannes Itten, øjeblikkeligt sagde sin stilling op. Hans visioner for sko‐ 

len gik i langt højere grad i retning af en opfattelse af design som en kunstne‐ 

67 

68  

  


  

risk udviklingspraksis, ideelt set adskilt fra den omgivende verdens krav og  

rettet mod en indre nødvendighed:   

”I  reached  the  conclusion  that  we  must  counter‐balance  

our  externally‐orientated  scientific  research  and  technological  

speculation  with  inner‐directed  thought  and  practice.”  (Ibid.  p.  

125)   

Bruddet mellem design som henholdsvis en indadvendt kunstnerisk  

stræben  og  en  udadvendt,  masseproduktionsorienteret  udviklingsstrategi  

var ét  af  udgangspunkterne for etableringen af design  som  en  økonomisk  

magtfaktor,  ikke  mindst  efter  Anden  Verdenskrig,  hvor  designere  som  

Buckminster Fuller satte sig for at udvikle en designvidenskab, hvor målet  

bl.a. var at:  

”[…] obtain maximum human advantage from a minimal  

use of energy and materials.” (Bayazit 2004, p. 17)  

Ønsket om designoptimering førte i årene efter krigen især i USA til  

forskning i design som en rationel, produktorienteret videnskab, bl.a. finan‐ 

sieret af det amerikanske militær og NASA i forsøget på at overgå russerne i  

rumkapløbet. Målet var at systematisere og rationalisere designmetoder og  

beslutningsprocesser og så vidt muligt gøre dem universelle og reproducer‐ 

bare  (ibid.).  Rationaliseringen  af  design  fik  stor  indflydelse  på  tilgangen  til  

industrielt design og produktdesign som sådan, men medførte også en for‐ 

nyet diskussion af design og de mulige anvendelser heraf. I 1969 udkom før‐ 

ste udgave af Herbert Simons indflydelsesrige værk ’The Sciences of the Arti‐ 

fical’, hvor han forsøgte at udvide designbegrebet. I tredje udgave fra 1996  

benytter han netop rumkapløbet som afsæt for en diskussion af kompleksi‐ 

teten i design af sociale systemer:  

”We ask, ’If we can go to the Moon, why can’t we…?’ – not  

expecting an answer, for we know that going to the Moon was a  

simple task indeed, compared with some others we have set for 

  

  


ourselves, such as creating a humane society or a peaceful world.”  

(Simon 1996, p. 139)  

Simons – og andres – åbning af designfeltet affødte en diskussion af,  

hvad det egentlig var for en type problemer, designere af komplekse syste‐ 

mer arbejdede med. I 1973 foreslog Rittel og Webber definitionen ’wicked  

problems’  (Rittel  &  Webber  1973)  i  modsætning  til  de  mere  traditionelle  

’tame problems’, der havde været designernes domæne hidtil og som også  

havde  haft  massiv  indflydelse  inden  for  modernistisk  og  systemorienteret  

planlægning, der af Rittel og Webber blev afvist som værende ikke bare fejl‐ 

slagen, men decideret arrogant:  

”With arrogant confidence, the early systems analysts pro‐ 

nounced themselves ready to take on anyone’s perceived problem,  

diagnostically  to  discover  its  hidden  character,  and  then,  having  

exposed its true nature, skilfully to excise its root causes. Two de‐ 

cades  of  experience  have  worn  the  self‐assurances  thin.  These  

analysts are coming to realize how valid their model really is, for  

they themselves have been caught by the very same diagnostic dif‐ 

ficulties that troubled their clients.” (Rittel & Webber 1973, p. 159)  

Metodisk fik Rittel & Webber stor indflydelse på design og planlæg‐ 

ning ved at opstille ti karakteristika ved ’wicked problems’. Opsummeret ser  

listen ud som følger (baseret på Rittel & Webber 1973, p. 161‐167:  

  

Der findes ingen endelig problemformulering  

Der findes ingen regler for afslutning, vi kan altid gøre det bed‐ 

re  

En løsning er ikke sand//falsk, men god//dårlig  

Vi kan ikke afgøre, om en løsning fører til et godt eller dårligt  

resultat på kort eller langt sigt  

Vi har kun ét forsøg til at løse problemet; da der er ikke er tid  

til at tage ved lære af vores fejl tæller hvert forsøg   

69 

70  

  


  

Der findes ikke et fast antal løsninger, vi kan beskrive i detaljer,  

og heller ikke et velbeskrevet felt af tilladte handlinger, vi kan  

føje ind i planen  

Hvert problem er unikt  

Ethvert problem kan ses som symptom på et andet problem  

Enhver uoverensstemmelse ved et problem kan forklares på  

mange måder – og hver forklaringsmodel bestemmer hvordan  

problemet kan løses  

Planlæggeren [the planner] har ikke ret til at tage fejl.  

  

Samtidig med at Rittel & Webbers problemdefinition var med til at  

ændre  synet  på  designeres  og  planlæggeres  rolle  i  den  praktiske  verden,  

medførte udvidelsen af problemfeltet og afvisningen af den systemoriente‐ 

rede tilgang til design også en ny tilgang til forståelsen af designmetoder og  

et  fokus  på,  hvad  Rittel  andetsteds  kaldte  ’second  generation  design  

methods’ (Bayazit 2004):  

”These second‐generation design methods began to com‐ 

pensate  for  the  inadequacy  of  the  first‐generation  design  meth‐ 

ods. User involvement in design decisions and the identification of  

their  objectives  were  the  main  characteristics  of  the  second‐ 

generation design methods. User participation was a new demo‐ 

cratic approach parallel to the prevailing political movements of  

the era.” (Bayazit 2004 p. 21‐22)  

Opgøret med en modernistisk design‐ og planlægningstradition førte  

til fornyet interesse for spørgsmålet om, hvad der kendetegner design, ikke  

mindst i en forskningssammenhæng. Donald Schöns indflydelsesrige værk,  

’The  Reflective  Practitioner’,  der  udkom  i  1983,  forsøger  at  gøre  op  med,  

hvad han kalder den tekniske rationalitet som dominerende erkendelsesteo‐ 

retisk tilgang til praksis (Schön 1991, p. 21‐49). Med afsæt i positivismen mo‐ 

nopoliserede  den  tekniske  rationalitet,  ifølge  Schön,  først  videnskaben  og  

siden også praksis i takt med, at de praktiske professioner, i hvert fald i USA,  

blev underlagt universiteterne (Ibid. p. 34‐36). Men ligesom Rittel og Web‐

  

  


ber, mener Schön også, at denne tilgang til forståelsen af verden (i praksis) er  

alt for begrænset:  

”From the perspective of Technical Rationality, professional  

practice is a process of problem solving. Problems of choice or de‐ 

cision are solved through the selection, from available means, of  

the one best suited to established ends. But with this emphasis on  

problem solving, we ignore problem setting, the process by which  

we define the decision to be made, the ends to be achieved, the  

means, which may be chosen. In real‐world practice, problems do  

not present themselves to the practitioner as givens. They must be  

constructed  from  the  materials  of  problematic  situations,  which  

are puzzling, troubling, and uncertain.” (Schön 1991, p. 39‐40)  

Problemet i en forskningsmæssig og videnskabelig sammenhæng er,  

igen ifølge Schön, at hvis vi vælger at beskæftige os med den kompleksitet,  

der ligger i et problems ’setting’ eller ramme, bliver vores løsning nok mere  

relevant i praksis – men til gengæld lever den ikke op til den videnskabelige  

rigorisme, der er krævet for professionen (f.eks. planlægning) i kraft af dens  

tilknytning til et ideal funderet på teknisk rationalitet. Schöns løsningsforslag  

er at vende relationen på hovedet – i stedet for at praksis skal leve op til po‐ 

sitivismens idealer for god videnskab, bør videnskaben tage ved lære af prak‐ 

sis og den epistemologiske tilgang, der ligger implicit i kreative (artistic) og  

intuitive processer. Schön kalder denne tilgang, eller metode, for reflection‐ 

in‐action  (Ibid.  p.  49).  I  modsætning  til  en  rigoristisk  videnskabelig  tilgang,  

hvor mål og forudsætninger er eksplicitte, opererer Schön med begreberne  

’tavs viden’ (tacit knowledge) og ’viden‐i‐handling’ (knowing‐in‐action), der  

begge er tæt forbundne med vores erfaring i og med praksis (Ibid. p 49‐50).  

Gennem refleksion over tavs viden og viden‐i‐handling kan praktikeren opnå  

nye indsigter:  

”When  someone  reflects‐in‐action,  he  becomes  a  re‐ 

searcher in the practice context. He is not dependent on the cate‐ 

gories  of  established  theory  and  technique,  but  constructs  new  

theory of the unique case. His inquiry is not limited to a deliber‐ 

71 

72  

  


  

ation about means, which depends on a prior agreement about  

ends.  He  does  not  keep  means  and  ends  separate,  but  defines  

them interactively as he frames a problematic situation. He does  

not separate thinking from doing, ratiocinating his way to a deci‐ 

sion,  which  he  must  later  convert  to  action.  Because  his  experi‐ 

menting is a kind of action, implementation is built into his inquiry.  

Thus reflection‐in‐action can proceed, even in situations of uncer‐ 

tainty or uniqueness, because it is not bound by the dichotomies of  

Technical Rationality.” (Ibid. p. 68‐69)  

I  praksis  forsøger  den  refleksive  praktiker  at  afdække  særlige  om‐ 

stændigheder ved en problematisk situation og på baggrund af disse desig‐ 

ner han eller hun et indgreb [intervention] (ibid. p. 129), der adresserer både  

problemets ramme og dets mulige løsning. I bogens sidste del argumenterer  

Schön for, hvordan refleksion over praksis kan være med til at ændre vores  

opfattelse af relationen mellem forskning og praksis, hvor det ikke længere  

handler om, at applicere videnskabelige resultater i praksis, men i stedet at  

praktikerens  refleksion  i  sig  selv  karakteriseres  som  forskning  [research].  

Samtidig  taler  han  dog  også  for  forskning  foretaget  udenfor  rammerne  af  

praksis, en slags metarefleksion, som han betegner som ’reflective research’  

(Ibid. p. 308‐309). Denne form for metarefleksion opdeler han i fire kategori‐ 

er, henholdsvis analyse af et problemfelts rammer (frame analysis) (Ibid. p.  

309‐315,  forskning  i  et  fagfelts  forudsætninger  og  eksempler  (repertoire‐ 

building research) (Ibid. p. 315‐317), forskning i et givet områdes grundlæg‐ 

gende metode og teori (research on fundamental methods of inquiry and  

overarching theories) (Ibid. p. 317‐320) samt forskning i refleksive processer  

(research on the process of reflection‐in‐action) (Ibid. p. 320‐323).   

Schön beskriver selv den metareflektionelle praksis som tilhørende en  

kategori af forskning, der hænger tæt sammen med aktionsforskningen, og  

taler for, at denne form for forskning skal udføres i praksisfællesskaber som  

f.eks. tegnestuer eller på advokatkontorer, men at den også bør medføre en  

restrukturering af de traditionelle forskningsinstitutioner, så de i højere grad  

integrerer refleksiv praksis (Ibid. p. 323‐325). Schöns tanker om såvel reflek‐

  

  


sion‐i‐handling som hans metareflektionelle forskningspraksis har haft stor  

betydning inden for en række fagfelter, ikke mindst den ADP‐faglige praksis,  

hvor tankegangen på mange måder blev startskuddet til en diskussion af en  

række relaterede begreber, der med en sand babelsk forvirring af præpositi‐ 

oner, betegnes som bl.a. research on, through, into, for og by design. Det er  

ikke min hensigt at diskutere detaljerne i valget af forskellige præpositioner,  

men i stedet forsøge at udlede nogle generelle tendenser i en aktuel diskus‐ 

sion af begreberne, der kan tjene som forklaringsmodel til den metode, der  

har udviklet sig gennem mit eget projekt. Præcis hvor begreberne er opstået  

– udover den åbenlyse inspiration fra Donald Schön – kan også være svær at  

fastslå.  Ofte  tilskrives  Frayling  den  oprindelige  distinktion  (inspireret  af  

kunsthistorikeren Herbert Read) i sin skelnen mellem research into, through  

og for design (Margolin 2002, p. 258)   

Hos  Frayling  er  research  into  design  grundlæggende  defineret  som  

kunsthistorisk forskning, eller fagets historie, teori og kritik samt forskning i  

tekniske, materielle og strukturelle aspekter (ibid.). Research through design  

defineres som praksisbaseret forskning og er måske den type forskning, der  

kommer tættest på Schöns refleksive praksis. Den sidste kategori, research  

for  design,  er  sværere  at  definere  i  en  forskningskontekst,  eftersom  den  i  

realiteten handler om metoder til og frembringelsen af et mere eller mindre  

umedieret produkt eller en genstand. I en dansk kontekst er de tre kategori‐ 

er  defineret  som  henholdsvis  forskning  om,  gennem  og  i  design  (Dickson  

2002)  baseret  på  definitioner  opnået  gennem  et  interview  med  Jeremy  

Myerson ved Royal College of Art – og dermed antageligvis kraftigt inspireret  

af netop Frayling, der publicerede sine distinktioner som ansat på RCA. Dick‐ 

son  definerer  dermed  også  forskning  om  design  som  en  grundlæggende  

(kunst)historisk disciplin, mens forskning i og gennem design defineres som  

følger:  

”Designforskning i design betyder […], at man i langt højere  

grad har et standpunkt inden for design, end når man forsker om  

design. Her drejer det sig om forskning i designs metoder, proces‐ 

ser,  arbejdsgange,  måder  at  kommunikere  på  –  ja,  simpelthen  

73 

74  

  


  

måden,  hvorpå  man  designer  og  når  frem  til  resultater.  Dette  

forskningsfelt handler om alt det, der gør design til en selvstændig  

disciplin  og  adskiller  design  fra  alle  andre  fag.  Det  er  designs  

selvforståelse. Designforskning gennem design er et område, hvor  

man bruger design mere eller mindre som værktøj til at udforske  

andre emner med. […] Meget af denne type forskning falder inden  

for kategorien udviklingsarbejde.” (Dickson 2002, p. 75)  

Forskning i design kan altså, groft sagt, karakteriseres som undersø‐ 

gelser af, hvordan man frembringer design – uden at mængden af frembrin‐ 

gelser,  der  i  dag  kategoriseres  under  designbegrebet  defineres  nærmere.  

Omvendt er forskning gennem design defineret ved brugen af designmeto‐ 

der og redskaber til at udforske andre områder, eksempelvis borgerdeltagel‐ 

se.  Problemet  med  distinktionerne  er  selvsagt,  at  uden  et  klart  svar  på  

spørgsmålet ’hvad er design?’ kan det være svært at afgøre, om man forsker  

i eller gennem design. Vi er dermed tilbage ved de indledende spørgsmål i  

dette kapitel og ikke mindst Schöns kritik af Simon, hvor han mener, at udvi‐ 

delsen  af  designbegrebet  risikerer  at  undervurdere  væsentlige  forskelle  i  

medier, kontekst, mål og fagspecifik viden (Schön 1991, p. 77). Men Schön  

tilføjer også følgende interessante eftertanke til sin kritik af Simon:  

”But we may also discover, at a deeper level, a generic de‐ 

sign process which underlies these differences.” (Ibid.)  

Denne generiske design proces er måske det store dyr i åbenbaringen  

i den aktuelle diskussion om design som både metode og strategi. Inden for  

de seneste år, er der opstået en ny tilgang til design, der betegnes som stra‐ 

tegisk design. Strategisk design har som ét af sine primære formål at anven‐ 

de designtænkning og metoder i forretningsudvikling og er bl.a. beskrevet  

hos Friis som:  

“[…] a type of design activity, which focuses on the business  

aspects  and  strategic  thinking,  previous  to  the  identification  of  

challenges  and  opportunities,  where  the  solution  can  take  any  

shape or form, physical and immaterial.” (Friis 2006, p. 67) 

  

  


Men hvis designprocessen kan føre frem til immaterielle produkter,  

f.eks. en ny forretningsstrategi – eller en strategi for borgerdeltagelse – kan  

det være svært at afgøre, om et projekt som mit reelt drejer sig om forskning  

i  design,  dvs.  undersøgelser  rettet  mod  designfagets  metoder,  processer,  

arbejdsgange og måder at kommunikere på, som Dickson formulerede det  

ovenfor, eller om det handler om at forske gennem design ved at anvende  

designtænkning som løftestang for andre mål. Et udvidet designbegreb gør  

det derfor ikke lettere at diskutere, hvad forskning i, gennem eller om design  

egentlig er for en disciplin. Som Foqué formulerer det i forbindelse med en  

konference om research by design (endnu en præposition) i Delft i 2000:  

”[…] it is striking that the debate on the so‐called scientific  

status of the design activity which started in the early 60s not only  

remains unsolved, but for almost forty years now is held on the  

same level of generality, using vague philosophical concepts, se‐ 

mantically  based  frames  of  reference  and  a  total  lack  of  under‐ 

standing and vision on the true mechanisms underlying the design  

process on the one hand and the process of scientific research on  

the other.” (Foqué 2000, p. 2)  

I et forsøg på at skelne mellem klassisk videnskab og research by de‐ 

sign opstiller Foqué en model, der illustrerer de væsentligste forskelle mel‐ 

lem videnskabelig forskning (scientific research) og research by design (fig. 3,  

Foqué 2000, p. 7). I modellen er udgangspunktet for begge typer forskning  

verden som den er, men herfra afviger de to modeller væsentligt. Mens vi‐ 

denskabelig forskning, ifølge Foqué, ønsker at besvare spørgsmålet ’hvordan  

er  verden?’  er  research  by  design  mere  optaget  af  spørgsmålet  ’hvordan  

kunne verden være?’. For at svare på det første spørgsmål kræves observa‐ 

tion, mens det andet spørgsmål kræver både observation, visioner og fore‐ 

stillinger. Og hvor den klassiske videnskab nøjes med at opstille én hypotese  

og  forklaringsmodel  ad  gangen,  opererer  research  by  design  typisk  med  

mange hypoteser på samme tid og anvender modeller som grundlag for en  

flersidig – og samtidig – udforskning af mulighederne.  

75 

76  

  


  

Answering the question 

how things are? 

The existing world 

Answering the question 

how things could be? 

Scientic Research Research by Design 

Observation 

Formulation of one hypothesis 

explanatory model 

Testing: True or false 

- By verication 

- Objective 

- Repeatable 

- Universal 

- Cause-eect 

Scientic theory 

Static 

Reality explained 

Applied Scientic Research 

Technological 

applications 

Product development 

The future world 

Observation-visions-beliefs 

Formulation of many hypotheses 

exploring models 

Testing: Most desirable 

- By verication and application 

- Subjective 

- Unique and not repeatable 

- Contextual 

- Coincidental 

Hypothesis in action 

Dynamic 

Reality changed 

Design by Research 

Design 

applications 

Fig. 3: Foqués diagram over scientific research og research by design (Foqué 2000)

  

  


 En  designhypotese  kan  heller  ikke  testes  sand  eller  falsk,  men  kun  

mere eller mindre ønskværdig – eller god/dårlig, som Rittel & Webber for‐ 

mulerede det. På begge sider skal hypoteser testes gennem verificering, men  

på designsiden skal de også bringes i anvendelse i en kontekst, f.eks. gennem  

prototyper.  Den  klassiske  videnskab  opererer  også  med  objektive  kriterier  

for verificering, mens designsiden tillader subjektive kriterier. Designekspe‐ 

rimenterne er også unikke, kontekstafhængige og kan ikke gentages i mod‐ 

sætning til klassiske forsøg, der netop skal kunne eftergøres af andre og være  

universelle for at have validitet. Samtidig er den klassiske videnskab interes‐ 

seret i årsagssammenhænge, mens research by design anerkender tilfældig‐ 

heder.  Slutteligt  sammenligner  han  ’anvendt  forskning’  (applied  scientific  

research) med et begreb, han kalder design by research – begge disse mun‐ 

der ud i produktudvikling, uden at han nærmere specificerer hvad der ken‐ 

detegner et produkt.   

Problemet med Foqués model er, at hans (natur)videnskabelige ideal  

er ekstremt rigoristisk og funderet i klassisk positivisme og han dermed en‐ 

der med at opstille en falsk dikotomi, hvis vi ser på, hvad videnskab i dag og‐ 

så kan være. Som Martin Ludvigsen – med afsæt i Latour – gør opmærksom  

på i sit PhD‐projekt i relation til spørgsmålet om designforskning, kan viden‐ 

skab antage mange former, der gør op med den klassiske forestilling om ob‐ 

jektive domme baseret på en sand/falsk‐relation:  

”[…] Latour argues that science needs to progress in propo‐ 

sitions as opposed to statements. Statements can only be true or  

false and since the objective of especially the natural sciences has  

been to claim truths, we mistakenly assume that this is the main  

goal of all scientific activity.” (Ludvigsen 2006, p. 99)  

 Omvendt er Foqués klassifikation af research by design anvendelig  

som en mulig model til forståelse af, hvad det er, der er på spil i diskussionen  

om forskning inden for dette felt – ikke mindst i relation til forskning gennem  

design, da modellen netop synes at adressere denne form for designforsk‐ 

ning i højere grad end de øvrige tilgange. For at skære igennem den præposi‐ 

77 

78  

  


  

tionelle forvirring vil jeg derfor tillade mig, at postulere, at mit projekt hand‐ 

ler om, at ændre eksisterende tilstande gennem design i modsætning til at  

se på projektets resultater som noget, der er blevet til på baggrund af forsk‐ 

ning i design. Mine strategiske og metodiske overvejelser er godt nok i flere  

tilfælde  anvendelige  og  reproducerbare  som  arbejdsredskaber  inden  for  

design,  planlægning  og  arkitektur  og  kan  dermed  karakteriseres  som  ’de‐ 

signmetoder’, der er opstået igennem forskning i design, men projektet som  

helhed har haft et andet fokus, nemlig at diskutere baggrunden for borger‐ 

deltagelse som sådan, herunder en række af de spørgsmål og udfordringer,  

der er forbundet med valget af strategi og metode inden for feltet ’borger‐ 

deltagelse i byudvikling’. Selvom jeg dermed kunne betegne projektets me‐ 

tode som research through design, research‐oriented‐design – eller en af de  

utallige andre betegnelser for den type forskning, der anvender designtænk‐ 

ning og ‐metoder i udforskningen af et domæne – har jeg valgt at bruge be‐ 

tegnelsen research by design med afsæt i Foqués definition som beskrevet  

ovenfor.   

I næste afsnit vil jeg gå i dybden med den konkrete udmøntning af  

metoden  og  sammenhængen  mellem  min  brug  af  casebaserede  designin‐ 

terventioner og research by design – med et par tilbageblik til PAR –  som en  

overordnet forståelsesramme for projektet.  

  

  

  

  

 

  

  


case-baseret forskning 

Et centralt spørgsmål i valg af metodetype er, hvad det i det hele ta‐ 

get  er  man  ønsker  at  undersøge.  Ifølge  Yin  afhænger  valget  af,  hvilke  

spørgsmål man ønsker afklaret, om der er mulighed for at have kontrol over  

de  elementer,  man  undersøger  (behavorial  elements)  samt  hvorvidt  man  

ønsker at undersøge historiske eller aktuelle forhold (Yin 2003 , p. 5):   

  

STRATEGY Form of Research 

Question 

Experiment How, why? 

Survey Who, what, where, how 

many, how much? 

Archival Who, what, where, how 

Analysis many, how much? 

History How, why? 

Case Study How, why? 

  

Requires Control of Focuses on Contem- 

Behavioral Elements? porary Events? 

Yes Yes 

No Yes 

No Yes/No 

No No 

No Yes 

Spørgsmålet om anvendelsen af metoder og strategier i borgerdelta‐ 

gelse hører ind under et ’hvordan?’; hvordan kan vi få borgerne til at deltage  

aktivt i byudviklingen? Samtidig ligger der også implicit et ’hvorfor?’ i projek‐ 

tet – hvorfor ønsker vi, at borgerne skal deltage, og hvorfor er der (måske)  

behov for overvejelser omkring vores strategiske og metodiske fundament?  

Dette indsnævrer mulighedsfeltet til henholdsvis et eksperiment, et historisk  

studie eller et casestudie. Samtidig er mit fokus rettet mod samtiden og de  

aktuelle forhold, hvilket udelukker det historiske studie og arkivstudier (med  

de svagheder dette fravalg indebærer, som beskrevet tidligere). Arkivstudier  

og surveys fremhæver Yin i øvrigt primært som en mulighed, hvis fokus er på  

79 

80  

  


  

at beskrive hyppighed og udbredelse af fænomener, eller når resultatet skal  

bruges forudsigende (predictive) (Ibid. p. 6).   

Mit formål har ikke været at beskrive hyppigheden og udbredelsen af  

forskellige metoder og strategier i borgerdeltagelsesprocesser. Og selvom jeg  

ville ønske, at mine  konkrete forslag til strategi og metode ville være så al‐ 

mengyldige, at de kunne bruges til at forudsige udkommet af en hvilken som  

helst  deltagelsesproces,  så  var  jeg  allerede  i  udgangspunktet  klar  over,  at  

dette næppe ville blive tilfældet. Tilbage står altså alene casestudier som en  

mulig tilgang til besvarelsen af ’hvorfor’ og ’hvordan’ i en samtidig, aktuel  

kontekst, hvor jeg ikke har kontrol over alle undersøgelsens elementer. Med  

afsæt i valget af casestudier som metode opstår et andet centralt spørgsmål:  

Skal der vælges én eller flere cases for at besvare spørgsmålene tilstrækkeligt  

grundigt?  I  et  bidrag  præsenteret  i  forbindelse  med  konferencen  om  re‐ 

search by design i Delft i 2000 spørger Hulsbergen ind til anvendelsen af ca‐ 

ses som metodisk grundlag for forskning:  

“What can the scientific meaning of a unique performance,  

an isolated case, be? A design as such is not scientific research.  

People may be happy with a (realized) design. Policy makers may  

be proud of a new, remarkable building or the growing city. New  

forms and compositions may enlighten architectural designers. Of  

course satisfactory results are important. But this kind of results in  

itself  does  not  contribute  to  scientific  learning  and  progress.”  

(Hulsbergen 2000, p. 164)  

En enkelt designintervention eller case kan altså, ifølge Hulsbergen,  

ikke i sig selv betragtes som grundlag for forskning – i hvert fald ikke, hvis den  

får lov at stå uformidlet hen. Det lyder måske banalt, men grunden til, at  

Hulsbergen ønsker at slå dette fast er, at dette netop er et af diskussions‐ 

punkterne i forbindelse med forskning inden for ADP‐feltet. På Arkitektsko‐ 

len Århus har det således internt været diskuteret, hvorvidt f.eks. udstillin‐ 

ger,  konkurrenceforslag  og  bygningsværker  skal  ’tælle’  som  forskning.  

Spørgsmålet er endnu uafklaret både her og andre steder.  

  

  


Man kan også diskutere, hvorvidt kvantiteten af cases eller interven‐ 

tioner i sig selv danner grundlag for udsagn om et projekts videnskabelighed.  

I forbindelse med en diskussion omkring typiske misforståelser i brugen af  

cases som grundlag for forskning opregner Bent Flyvbjerg ideen om at, man  

ikke  kan  nøjes  med  én  case  som  én  blandt  flere  misforståelser  (Flyvbjerg  

2006, p.221):  

  

General, theoretical (context‐independent) knowledge is more  

valuable than concrete, practical (context‐dependent) know‐ 

ledge.  

One cannot generalize on the basis of an individual case;  

therefore, the case study cannot contribute to scientific devel‐ 

opment.  

The case study is most useful for generating hypotheses; that  

is, in the first stage of a research process, whereas other  

methods are more suitable for hypotheses testing and theory  

building.  

The case study contains a bias towards verification, that is, a  

tendency to confirm the researcher’s preconceived notions.  

It is often difficult to summarize and develop general proposi‐ 

tions and theories on the basis of specific case studies.  

  

Flyvbjergs diskussion er rettet mod en generel modvilje inden for en  

række områder mod overhovedet at anvende cases; en modvilje baseret på  

ovenstående argumenter – eller misforståelser, som han kalder dem. Ifølge  

Flyvbjerg er denne antipati udbredt i akademiske miljøer, også i dansk sam‐ 

menhæng,  hvor  man  ofte  forestiller  sig,  at  cases  udelukkende  kan  afføde  

anekdotisk  evidens  om  partikulære  og  stærkt  kontekstafhængige  forhold.  

Men som Flyvbjerg også argumenterer for, er det meste af vores viden i rea‐ 

liteten  netop  rodfæstet  i  en  konkret,  praktisk  kontekst  og  det  er  gennem  

(case)studier af denne sammenhæng, at vi kan hæve os fra et rent begyn‐ 

derstadium inden for et givet domæne til eksperter inden for det samme  

domæne (Ibid. p. 221‐222). Udover at påstå, at det er muligt at generalisere  

81 

82  

  


  

på baggrund af et enkelt, veltilrettelagt og veludført casestudie, argumente‐ 

rer  Flyvbjerg  også  imod  selve  ideen  om  formel  generalisering  som  funda‐ 

ment for videnskabelighed:  

”[…] formal generalization, whether on the basis of large  

samples  or  single  cases,  is  considerably  overrated  as  the  main  

source of scientific progress. […] formal generalization is only one  

of many ways in which people gain and accumulate knowledge.  

That  knowledge  cannot  be  formally  generalized  does  not  mean  

that it cannot enter into the collective process of knowledge ac‐ 

cumulation  in  a  given  field  or  society.  A  purely  descriptive,  phe‐ 

nomenological case study without any attempt to generalize can  

certainly  be  of  value  in  this  process  and  has  often  helped  cut  a  

path toward scientific innovation.” (Ibid. 2006, p. 226‐227)  

De  grundlæggende  spørgsmål  er  så,  hvordan  vi  undgår,  at  et  case‐ 

baseret projekt udelukkende fremlægger anekdotisk evidens og sikrer, at de  

kontekstafhængige, partikulære konklusioner trods alt er med til at sikre nye  

indsigter? Flyvbjerg nævner selv muligheden for at anvende casestudier som  

grundlag for falsifikation af en videnskabelige hypoteser. Med afsæt i Pop‐ 

pers klassiske eksempel om at tesen, ’alle svaner er hvide’, kan afvises, hvis  

blot  man  finder  én  enkelt  sort  svane,  postulerer  han,  at  veltilrettelagte  

casestudier  er  yderst  velegnede  til  netop  at  finde  den  enlige  sorte  svane  

(Ibid. p. 227‐228). Udgangspunktet for mit PhD‐projekt var, som nævnt, at  

der er behov for ændringer i den eksisterende praksis, herunder at vi savner  

(strategiske og metodiske) overvejelser, der i højere grad tager hensyn til en  

række af de aktuelle udfordringer, der gør sig gældende i praksis. Men hvor‐ 

dan tilrettelægger man et casestudie, der kan falsificere denne hypotese?   

Som nævnt i afsnittet om PAR kunne jeg have valgt at tilrettelægge  

mit projekt som et studie baseret på én enkelt case og have fulgt denne me‐ 

tode til dørs med alle til rådighed stående midler, herunder f.eks. dybdein‐ 

terviews, (deltagende) observationer, feltstudier etc. Med afsæt i Flyvbjerg  

og andre kunne jeg have argumenteret for, at én enkelt case er tilstrækkeligt 

  

  


grundlag for, om ikke andet, at falsificere min hypotese og måske endda an‐ 

vise nye veje mod videnskabelig fornyelse, som Flyvbjerg argumenterer for.   

Alligevel valgte jeg et projekt baseret på flere cases eller caseforløb  

inden for den samme tidsramme – de tre år der er standard for de fleste  

PhD‐projekter.  Udfordringen  er  selvfølgelig,  at  jeg  dermed  ikke  har  kunne  

planlægge, afvikle og evaluere hver enkelt case med den samme grundighed,  

som hvis jeg havde valgt én enkelt case. Og når bl.a. Yin anbefaler, at man  

kan styrke sit forskningsprojekt ved at inkludere mere end én case (Yin 2003,  

p. 19), så er det ikke en anbefaling, der hverken implicit eller eksplicit medfø‐ 

rer en licens til at gå på kompromis med det metodiske grundlag for hver  

enkelt case i et sammenlignende studie – hvor pointen netop er, at de valgte  

cases er sammenlignelige bl.a. i kraft en ensartethed i f.eks. valg af organisa‐ 

tion (eksempelvis to lige store afdelinger i en virksomhed) eller i fysisk skala  

(f.eks. to byområder).    

Og lad det være sagt med det samme; planlægningen, afviklingen og  

evalueringen af mine cases har på flere områder ikke fulgt skik og brug inden  

for samfundsvidenskaberne (social science), som er det standpunkt Yin, og i  

et vist omfang også Flyvbjerg, taler fra. Alligevel er der visse overlap, bl.a. i  

kravet om at casestudiet kædes sammen med et forudgående teoriapparat, i  

modsætning til f.eks. ’grounded theory’ (bl.a. Strauss & Corbin 1998), hvor  

teori udledes af ’rene data’, i modsætning til en mere traditionel udveksling  

mellem  teori  og  empiri.  I  mit  tilfælde  var  det  teoretiske  udgangspunkt  et  

deliberativt politisk ideal og forestillingen om, at de udfordringer, der ligger  

til grund for borgerdeltagelse skyldes, at vi opererer i et ’wicked’ problemfelt.  

Dermed kan man påstå, at mit projekt befinder sig, om ikke inden for ram‐ 

merne af, så i hvert fald i udkanten af et samfundsvidenskabeligt paradigme,  

der kan betegnes som phronetisk:  

”The phronetic model of social science takes as its point of  

departure the fact that despite centuries of trying the natural sci‐ 

ence  model  still  does  not  work  in  social  science:  No  predictive  

social theories have been arrived at as yet. The phronetic model is  

83 

84  

  


  

named after the Aristotelian concept phronesis, which is the intel‐ 

lectual  virtue  used  to  deliberate  about  which  social  actions  are  

good or bad for humans. The basis of deliberation is value ration‐ 

ality instead of epistemic rationality.” (Flyvbjerg 2006, p. 39)  

Formålet med projektet har været at diskutere baggrunden for bor‐ 

gernes deltagelse i aktuel byudvikling med fokus på at tilvejebringe et grund‐ 

lag for strategiske og metodiske overvejelser, der kan understøtte komplekse  

situationer, hvor brugere og borgere kan diskutere, hvilke elementer af by‐ 

udviklingen, der er ’gode eller dårlige for mennesker’. Hvordan dette konkret  

har udmøntet sig (how) og hvorfor (why) det er relevant at gøre, vender jeg  

tilbage til i de efterfølgende kapitler. Men selvom formålet dermed kan be‐ 

tegnes som ’samfundsvidenskabeligt’, har jeg rent metodisk ikke levet op til  

kravene til case‐baseret forskning, som de formuleres inden for rammerne af  

et samfundsvidenskabeligt paradigme, phronetisk eller ej. Men hvordan gri‐ 

bes case‐baseret forskning an inden for designfeltet generelt og research by  

design i særdeleshed?  

 

  

  


brugen af prototyper i designforskning 

De fleste beskrivelser af designprocesser har mindst to ting til fælles  

med aktionsforskningens ideal, som beskrevet i afsnittet om PAR (og illustre‐ 

ret hos Susman & Evered samt Damme): De er iterative og casebaserede.  

Opfattelsen af design som præget af flere på hinanden følgende gentagelser  

af én eller flere cases går igen i de senere års forskning med rod i Arkitektsko‐ 

len Aarhus (bl.a. Ludvigsen 2006, Lykke‐Olesen 2007, Løssing 2005 og Niel‐ 

sen 2006). Grunden til, at jeg fremhæver disse fire er dels, at deres forsk‐ 

ningsprojekter rent metodisk minder om mit eget. Derudover er alle mine  

cases udviklet i samarbejde med Lykke‐Olesen, Nielsen og Løssing i regi af  

Kollision, mens Ludvigsens projekt på mange måder er forbilledligt i sin dis‐ 

kussion af designforskningens metoder.  

Både Ludvigsen, Lykke‐Olesen og Nielsen skriver sig i et vist omfang  

ind i – og op imod – HCI‐traditionen, som et forskningsfelt, der arbejder med  

mange  af  de  samme  metoder  og  tilgange  som  designforskningen.  Deres  

forskningsprojekter har da også specifikt fokus på (teknologisk understøttet)  

interaktionsdesign, hvor jeg i mit projekt ikke forholder mig til teknologien  

som et mål i sig selv, men snarere som ét blandt flere mulige midler. Fælles  

for de nævnte projekter er også, at forfatterne alle har en ADP‐faglig bag‐ 

grund og i forskelligt omfang gennem deres forskning har reflekteret over  

deres arbejdsmetode.   

Nielsen beskriver sin metode som opdelt i fem faser, henholdsvis di‐ 

agnosticering, planlægning, handling, evaluering og specificering af erfarin‐ 

ger med afsæt i aktionsforskningen som defineret hos Baskerville (Nielsen  

2006, p. 29). Men selvom udgangspunktet rent processuelt er aktionsforsk‐ 

ningens faser, er det konkrete casemateriale defineret som prototyper, hvor  

tidligere iterationer informerer de efterfølgende (Ibid. p. 29‐30)  Også Løssing  

sammenligner sin metode med aktionsforskningen, men ender med at afvise  

aktionsforskningen til fordel for prototyping som overordnet metodisk greb  

(Løssing 2005, p. 19‐20). Lykke‐Olesen ser også sammenfald mellem sin me‐ 

85 

86  

  


  

tode, der betegnes som research‐through‐design, og aktionsforskning, men  

adskiller dem ved at foreslå, at research‐through‐design har et langt større  

fokus  på  designinterventioner  i  form  af  prototyper  (Lykke‐Olesen  2007,  p.  

33). Ludvigsen foretager en tilsvarende distinktion og fremhæver det målret‐ 

tet  konstruktive  ved  brugen  af  designinterventioner  i  research‐through‐ 

design:  

”Research‐through‐design is both action‐oriented and con‐ 

struction‐oriented,  and  as  such  can  be  seen  as  part  of  each  of  

these perspectives on science. But design research holds enough  

validity in itself as a genre of science to maintain independence of  

both  familiar  categories,  also  for  its  sub‐category  research‐ 

through‐design. When design methodology and design thinking is  

used  in  research  activities  the  scientist  will  inevitably  engage  in  

change  and  construction,  or  proposing  construction,  as  this  is  

fundamental to designs subjective creativity and leaning forward  

in  action  towards  a  concrete  problem  or  context.”  (Ludvigsen  

2006, p. 22)   

Selvom  man  ikke  på  ovenstående  baggrund  kan  afvise,  at  aktions‐ 

forskning kan involvere brugen af prototyper, tegner der sig et billede af, at  

case‐baseret  forskning  inden  for  det  ADP‐faglige  felt  –  eller  i  det  mindste  

research by design – ofte vil indeholde prototyper, og at det måske netop er i  

dette konstruktive element, at research by (eller through) design adskiller sig  

fra et samfundsvidenskabeligt paradigme eller praksis. Alle mine cases har da  

også haft et prototypisk præg, forstået således, at erfaringer fra de enkelte  

designinterventioner, har informeret næste case i en iterativ proces. Også på  

et mere overordnet plan har ideen om prototyping spillet en rolle i projektet,  

da metoden på et meget generelt plan har fungeret som afsæt for ideen om  

utopiatyping. I denne sammenhæng vil jeg dog nøjes med en kortfattet defi‐ 

nition på prototyping, hentet fra én af ’grundbøgerne’ inden for HCI‐feltet:  

”It is not usually possible to test the design fully by analyz‐ 

ing the specification; some aspects of usability can be measured  

only by building and testing a working system. Therefore a proto‐

  

  


type is built according to specification, and is tested in the field or  

in the laboratory.” (Newmann & Lamming 1995, p. 111)  

Prototyper har altså til formål at teste de dele af et design, som vi ikke  

kan forudse, hvordan vil opføre sig i en bestemt kontekst. Formålet med en  

prototype  kan  derfor,  med  afsæt  i  Flyvbjerg,  siges  at  være  falsificere  den  

oprindelige  hypotese  (eller  specifikation).  Når  testen  er  overstået  tilrettes  

designet i enten en ny prototype eller som et færdigt designobjekt. Hvis vi  

ser på mine cases og de redskaber, der er testet her, har formålet netop væ‐ 

ret dette; at afprøve dem i en realistisk kontekst og efterfølgende – i en ny  

iteration – tilpasse såvel strategi, som metode og redskab til en ny kontekst.   

Udfordringen er selvfølgelig, at vi ikke, som nævnt i det indledende  

kapitel, kan bade i den samme flod to gange, og selvom en ny iteration har  

tilrettet designet, vil test og implementering i en ny ’wicked’ kontekst uvæ‐ 

gerligt  medføre  behov  for  yderligere  tilpasninger.  Processen  er  altså  ikke  

bare cyklisk og iterativ, den er også principielt uendelig. Som nævnt i afsnit‐ 

tet om PAR er det desuden kendetegnende for den kontekst, jeg har arbej‐ 

det i, at effekten af prototyperne på konteksten kan være svær at måle på  

grund af de langsigtede perspektiver i byudvikling. I forhold til dette er det  

relativt lettere, at aflæse kontekstens effekt på prototyperne. Hvordan dette  

konkret har udmøntet sig vender jeg tilbage til i diskussionen af de enkelte  

cases.  

Hvis  jeg  sammenfattende  skal  forsøge  at  beskrive  projektets  over‐ 

ordnede begreb handler det altså på den ene side om, at anvende designin‐ 

terventioner i form af prototyper til at påvirke konteksten i en given retning  

og samtidig benytte konteksten som et ’laboratorium’ for test af de enkelte  

prototyper med det eksplicitte formål at udvikle stadigt mere anvendelige  

strategier, metoder og redskaber til borgerdeltagelse. Men kompleksiteten i  

grebet stopper ikke her. I og med ’testen’ i hvert tilfælde er foregået i en  

realistisk  kontekst,  har  hver  enkelt  prototype  også  måtte  tilpasse  sig  den  

konkrete situation gennem en dialog med det praksisfællesskab, hvori den er  

87 

88  

  


  

udviklet. Jeg har forsøgsvist opstillet det som tre mål for projektet, henholds‐ 

vis et idealmål, et aktionsmål og et udviklingsmål:  

  

IDEALMÅL: At ændre aktuel praksis inden for borgerdeltagelse  

i byudvikling i retning af et bestemt (som udgangspunkt deli‐ 

berativt) ideal  

AKTIONSMÅL: At løse den konkrete opgave som defineret af  

klientorganisationen.  

UDVIKLINGSMÅL: At teste og løbende forbedre konkrete stra‐ 

tegier, metoder og redskaber.  

  

  

Aktionsmål 

Aktionsmål 

Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål 

Fig. 4: Diagram over PhD-projektets mål 

I figur 4 forsøger jeg at illustrere denne tilgang diagrammatisk. Som fi‐ 

guren viser løber idealmålet gennem hele projektet, mens aktionsmålene er  

vist  som  afgrænsede  ’opgaver’  på  linjen.  Mellem  aktionsmålene  finder  vi  

udviklingsmålene illustreret som iterative processer. Generelt har mine ho‐ 

vedcases fulgt denne model, mens flere af de mindre cases i højere grad har  

behandlet  konkrete  problemer  og  spørgsmål,  eller  eksperimenteret  med  

(del)elementer af udviklingsmål. Jeg vender tilbage til modellen i kapitel 5 i  

forbindelse med analysen af de enkelte cases. Men inden jeg når så langt, vil  

jeg kort berøre et sidste aspekt af metodediskussionen, nemlig spørgsmålet  

om tvær‐ eller flerfaglighed i denne type forsknings‐ og udviklingsprojekter. 

Aktionsmål 

IDEALMÅL

  

  


tværfaglighedens paradoks 

Tværfaglighed er på mange måder et diffust begreb. Er det f.eks. når  

flere fagligheder arbejder sammen, eller er det når én person eller en sam‐ 

mentømret gruppe besidder flere fagligheder? I den engelsksprogede ver‐ 

den  skelner  man  til  tider  mellem  begreberne  interdisciplinarity  og  multi‐ 

disciplinarity (Rogers et al. 2003), der måske bedst kan oversættes som net‐ 

op tværfaglighed og flerfaglighed. Forskellen illustreres i følgende citat:  

”By ‘interdisciplinarity’ is usually meant something like: the  

emergence  of  insight  and  understanding  of  a  problem  domain  

through the integration or derivation of different concepts, meth‐ 

ods and epistemologies from different disciplines in a novel way.  

However, it is also widely believed that ‘true’ interdisciplinarity is  

very difficult to achieve and, more often than not, remains an elu‐ 

sive goal. In practice, many self‐styled interdisciplinary enterprises  

actually work at the level of being multidisciplinary (or pluridisci‐ 

plinary):  where  a  group  of  researchers  from  different  disciplines  

cooperate by working together on the same problem towards a  

common  goal,  but  continue  to  do  so  using  theories,  tools,  and  

methods from their own discipline, and occasionally using the out‐ 

put  from  each  other’s  work.  They  remain,  however,  essentially  

within  the  boundaries  of  their  own  disciplines  both  in  terms  of  

their working practices and with respect to the outcomes of the  

work.” (Rogers et al. 2003, p. 3)  

Mit projekt er på sin vis præget af både tværfaglighed og flerfaglighed  

– og til tider kan det som sagt være svært at skelne mellem de to. For at for‐ 

stå baggrunden for denne påstand, og alligevel forsøge en distinktion, vil jeg  

(igen) kort opsummere min egen baggrund i et forsøg på at sandsynliggøre,  

at jeg gennem min uddannelse og karriere har tilegnet mig egentlige tvær‐ 

faglige kompetencer.   

Mit uddannelsesmæssige udgangspunkt er en toårig grunduddannel‐ 

se i litteraturhistorie, efterfulgt af en suppleringsuddannelse i Medieviden‐ 

89 

90  

  


  

skab, der sidenhen blev afbrudt og erstattet af en suppleringsuddannelse i  

Multimedier og efterfølgende en kandidatuddannelse inden for samme om‐ 

råde. Multimedieuddannelsen var i sig selv anlagt som en tvær‐ eller flerfag‐ 

lig uddannelse med lån fra Datalogi, Informations‐ og Medievidenskab samt  

de æstetiske fag. I min professionelle karriere har jeg arbejdet med forlags‐ 

arbejde,  (web)design,  brugerinddragelse,  analyse,  kommunikation  og  pro‐ 

jektledelse i en lang årrække og i de seneste syv år, har jeg arbejdet på lige  

fod med arkitekter, designere, planlæggere og andre faggrupper inden for  

ADP‐fagets praksis, bl.a. som bruger‐ og borgerinddragelseskonsulent, men  

også som konceptudvikler og som en integreret del af design‐ og konkurren‐ 

ceteams.   

Såvel i min uddannelse som i mit professionelle virke har jeg således  

arbejdet sammen med – og i en del tilfælde tilegnet mig – flere forskellige  

fagligheder. Både gennem min egen tilegnelse af flere fagligheder og som en  

konsekvens af flerfagligt samarbejde, er der i mange tilfælde opstået, hvad  

man med ovenstående citat fra Rogers et al. kan definere som nye indsigter i  

og  forståelse  for  et  problemområde  gennem  integration  eller  afledning  af  

forskellige koncepter, metoder og erkendelsesteorier fra forskellige discipli‐ 

ner. Men kan man ’tvinge’ tværfaglige indsigter frem? Problemet er selvføl‐ 

gelig, at mens tværfaglighed kan opfattes som en horisontalt liggende bjælke  

i en bygning, er konstruktionen ikke meget værd, hvis der ikke samtidig er en  

række bærende søjler, der holder den tværfaglige bjælke oppe, dvs. netop et  

flerfagligt  fundament.  Betyder  tværfaglighed  så,  at  den  enkelte  forsker  på  

egen  hånd  må  understøtte  overliggeren  med  bærende  søjler  og  dermed  

tilegne sig flere fagligheder i deres totalitet? Eller er det tilladt, at lægge af på  

andres faglige søjler, uden måske til fulde at forstå, hvad der er den bærende  

kraft i dem? Myra H. Strober, professor på Stanford University, har formule‐ 

ret netop den udfordring som følger:  

”The complexity of knowledge in the contemporary world  

creates a paradox. On the one hand its sheer volume and intricacy  

demand  disciplinary  specialization,  even  sub‐specialization,  be‐ 

cause innovative research or scholarship increasingly requires im‐

  

  


mersion in the details of disciplinary dialogue. On the other hand  

that  very  immersion  can  limit  innovation.  Disciplinary  specializa‐ 

tion inhibits faculty from broadening their intellectual horizons: for  

example, considering questions of importance outside their disci‐ 

pline, learning other methods for answering these questions and  

pondering the possible significance of other disciplines’ findings for  

their own work.” (Strober 2006, p. 315)  

De samme forhold gør sig på sin vis gældende inden for den ADP‐ 

faglige praksis i dag. I branchen kan man på den ene side se en specialisering  

af  funktionerne,  ikke  mindst  blandt  de  større  virksomheder,  hvor  især  de  

rådgivende ingeniører i stadigt stigende grad udbygger deres kapacitet med  

højt  specialiserede  eksperter  inden  for  eksempelvis  områder  som  

bæredygtighed,  inddragelse  og  kommunikation.  Samtidig  opstår  mindre  

virksomheder med klart definerede profiler, hvor målet ikke nødvendigvis er  

at vinde en konkurrence på egen hånd og efterfølgende stå for projektering  

og supervision af byggeprocessen. I stedet udfylder virksomhederne rollen  

som specialiserede konsulenter eller underleverandører til de store virksom‐ 

heder som en del af bredt sammensatte teams.   

De bredt sammensatte teams er desuden et udtryk for, at opgaver‐ 

nes kompleksitet er vokset. Alene for at komme i betragtning til en prækvali‐ 

ficering på en større planlægnings‐ eller udviklingsopgave i dag, kræves ty‐ 

pisk et team bestående af arkitekter med både bygnings‐ og landskabsfaglig  

tilgang, ingeniører, der både kan varetage bæredygtighedsaspekter, langsig‐ 

tet projektøkonomi i et komplekst samspil med f.eks. detailhandel, develo‐ 

pere og offentlige myndigheder, traditionelle ingeniørkompetencer, inddra‐ 

gelseseksperter, kommunikationsfolk, grafiske designere, sociologer, antro‐ 

pologer og sågar kunstnere. Det er samtidig værd at bemærke, at mens kra‐ 

vene til teamets kompetencer er steget er det endnu sjældent at størrelsen  

på honorarer og præmier udviser samme stigende tendens – men det er en  

anden (lidelses)historie.  

Men hvorfor er den tværfaglige – eller flerfaglige – praksis interessant  

i forbindelse med et forskningsprojekt om borgerdeltagelse og byudvikling?  

91 

92  

  


  

På den ene side fordi stort set alle mine cases er udviklet i flerfagligt samar‐ 

bejde med andre faggrupper. Og på den anden fordi tværfaglighedens para‐ 

doks er en spejling af netop de problemstillinger, der også gør sig gældende i  

inddragelsesprocesser  med  mange  deltagere.  Et  væsentligt  element  i  ind‐ 

dragelsesprocesser er, at få personer med vidt forskellige faglige (såvel som  

kulturelle, etniske og socioøkonomiske) baggrunde til at arbejde sammen –  

uden at man har mulighed for at kende de enkelte deltageres bærende søj‐ 

ler til bunds. Borgerdeltagelse handler altså (også), lidt forsimplet, om at få  

flerfagligheden til at gå op i en tværfaglig enhed.   

I relation til mit forskningsprojekt har den tvær‐ og flerfaglige tilgang  

betydet, at jeg til stadighed har måtte vægte værdien af de specialiserede  

bærende søjler i relation til en mere syntetiserende overligger, der forsøger  

at generere nye indsigter igennem et fokus på sammenhænge mellem flere  

fagligheder, snarere end ved at tilføje yderligere styrke til de bærende kon‐ 

struktioner. Risikoen er selvfølgelig, som også antydet i citatet fra Rogers et  

al., at tværfagligheden blot bliver et luftigt postulat, der måske blot dækker  

over et manglende flerfagligt overblik og fraværet af en dybdegående indsigt  

i de enkelte fagligheder.  

I  det  indledende  kapitel  nævnte  jeg  bl.a.  tre  teoretiske  grundsten,  

henholdsvis  borgerbegrebet  og  projektets  politiske  fundament,  byudvik‐ 

lingsbegrebet  samt deltagelsesprocesser og  borgernes  rolle  heri.  Det  giver  

næsten sig selv, at jeg ikke har mulighed for at dykke ned i hvert enkelt felt  

på et niveau, der kan matche forskere, der hver især specialiserer sig i ét af  

disse felter. Det betyder selvfølgelig også, at det er muligt at angribe projek‐ 

tet for manglende fagligt fundament, hvis man hælder til den opfattelse, at  

nye indsigter bedst genereres med afsæt i (mono)disciplinær specialisering.   

Jeg har igennem hele forløbet været bevidst om denne akilleshæl ved  

mit PhD‐projekt, og hvis der havde været tale om et rent teoretisk projekt,  

ville det uden tvivl have været at opfatte som en graverende svaghed. Men  

igennem udvekslingen med praksis har jeg prøvet den udviklede strategi og  

de anvendte metoder af i situationer, hvor deres styrke er blevet efterprøvet 

  

  


– og deres konstruktion efterfølgende justeret i de efterfølgende interventi‐ 

oner. Mens tilblivelsen af de enkelte cases i langt de fleste tilfælde har været  

resultatet af et flerfagligt samarbejde, vil jeg påstå, at de indsigter der er ge‐ 

nereret på baggrund af casearbejdet i langt højere grad er tværfaglige. Det er  

således i den konkrete, flerfagligt funderede designintervention og efterføl‐ 

gende refleksion herover, at grænserne mellem flere fagligheder overskrides  

og en egentlig interdisciplinær eller tværfaglig erkendelse er mulig.   

På  den  anden  side  er  de  enkelte  designinterventioner  partikulære  

forstået således, at de typisk omhandler ét problem eller problemfelt, f.eks.  

spørgsmålet om CO2‐neutralitet, der godt nok angribes gennem flere faglig‐ 

heder, men hvor de strategiske og metodiske overvejelser efterfølgende for  

så vidt muligt skal generaliseres og gøres universelle, for at vi kan tale om  

dem som egentlig forskningsbidrag i stedet for netop blot en konkret løsning  

på et snævert defineret problem. Igennem projektet har jeg, i flere tilfælde  

sammen med kolleger, forsøgt at abstrahere generelle anbefalinger og mere  

universelle metoder fra de enkelte cases og beskrevet disse i fagfællebedøm‐ 

te artikler, posters og bidrag til antologier for at få et eksternt blik på såvel  

det  faglige  niveau  som  de  generaliserede  resultaters  status  som  originale  

bidrag til forskningen. Disse artikler og posters fremstår på sin vis som ek‐ 

sempler på syntetiseringen af flerfagligt samarbejde i et tværfagligt og gene‐ 

raliseret format, ligesom nærværende afhandling (forhåbentlig) vil gøre det.  

Et andet problem med tvær‐ eller flerfagligheden er, at den kan føre  

til faglig ’cherry‐picking’, dvs. brugen af teori (eller empiriske resultater), der  

understøtter netop den konklusion, man ønsker at fremdrage, simpelthen på  

grund af manglende mulighed for at sætte sig ind i de enkelte søjlers totali‐ 

tet. At dette dog ikke er en risiko, der er begrænset til tvær‐ og flerfaglige  

forskningsprojekter er velkendt bl.a. i Russells distinktion mellem en konti‐ 

nental filosofisk tradition, der med afsæt i en, ofte løseligt funderet, induktiv  

tilgang står i stærk kontrast til en britisk, eller angelsaksisk, tradition, der i  

langt højere grad baserer sig på formelle deduktive systemer (Russell 1945).  

Dette projekt falder på mange måder ind under den kontinentale tradition,  

eftersom  resultaterne  er  blevet  til  med  afsæt  i  partikulære  cases,  på  bag‐ 

93 

94  

  


  

grund af hvilke, der forsøges en generalisering. Omvendt er de enkelte cases,  

som beskrevet i de foregående afsnit, med til at falsificere projektets oprin‐ 

delige hypotese eller afsæt, men dog ikke i nogen traditionel eller systema‐ 

tisk deduktiv forstand. Hvorvidt det er lykkedes helt at undgå cherry‐picking,  

vil jeg dog lade være op til læsere med særlig faglig indsigt i de enkelte søjler i  

projektet om at vurdere.  

 

  

  

BORGER, BY & DELTAGELSE 

borger, by & deltagelse 

I dette kapitel vil jeg redegøre for projektets teoretiske fundament,  

herunder en diskussion af borgerbegrebet, en beskrivelse af min opfattelse –  

og forståelse – af nogle, primært aktuelle tendenser i byudviklingen samt en  

fremlæggelse af de teorier om inddragelse og deltagelse, der har haft væ‐ 

sentlig betydning for mit projekt. Der er ikke tale om noget nær udtømmen‐ 

de beskrivelser og diskussioner af de enkelte områder, snarere om en selek‐ 

tiv fremlæggelse af en række positioner, der har informeret dels, hvad jeg  

ovenfor  kaldte  idealmålet  og  udviklingsmålene,  dels  har  været  med  til  at  

forme min egen forståelse af de tre domæner.   

Som beskrevet ovenfor i afsnittet om tværfaglighed kan man enten  

vælge at se dette som videnskabelig kirsebærplukning, eller som at projektet  

indskriver  sig  i  en  induktiv,  kontinental‐filosofisk  tradition.  Jeg  hælder  selv  

mest til det sidste. Lad mig forsøge at uddybe. Som allerede beskrevet i me‐ 

todeafsnittet, vil et projekt, der har et flerfagligt udgangspunkt i forsøget på  

at skabe tværfaglige indsigter, hvile på faglige fundamenter, der kan synes  

utilstrækkelige, hvis man ser dem hver for sig. For læsere med en særlig inte‐ 

resse for henholdsvis demokratiteori og borgerbegreber, byplanlægning og ‐ 

udvikling eller inddragelse og borgerdeltagelse, vil de relevante afsnit (sand‐ 

synligvis)  hver  især  fremstå  som  utilstrækkeligt  funderede  og  overfladiske  

sammenlignet med et projekt – og en afhandling – der har et snævert, en‐ 

keltfagligt fokus. Jeg vil derfor opfordre den fagligt vidende læser til at tage  

de tværfaglige briller på, og betragte projektets teoretiske fundament som  

en belysning af et felt fra netop flere faglige vinkler, og ikke som et udtøm‐ 

mende og fokuseret bidrag til hvert enkelt fagområdes diskurs. Denne op‐ 

fordring  er  ikke  ment  som  en  forhåndsapologi,  men  snarere  som  en  

læsevejledning til afhandlingens teorikapitel.  

Udfordringen er, at der findes mange tilgange til forståelsen af bor‐ 

gergrebet, mange politiske teorier og et væld forklaringsmodeller, der forsø‐ 

95 

96  

  


  

ger at sætte skik på den udviklingsmæssige kompleksitet, vi som borgere i  

verden – og byerne – anno 2011 oplever. At nå omkring dem alle ville derfor  

både være en praktisk umulighed og et fejlskud i forhold til, at de begreber,  

jeg betjener mig af i mit projekt samtidig er prøvet af gennem cases, hvor det  

hurtigt har vist sig, om de var rene luftkasteller, eller om der var tilstrækkeligt  

med substans til, at de kunne fungere i virkeligheden.   

Det nytter således ikke udtømmende at beskrive ’borgeren’ som en  

historisk  og  akademisk  konstruktion,  hvis  borgerne  derude  i  virkeligheden  

har en helt anden selvopfattelse. Det samme gør sig gældende med byudvik‐ 

lingsbegrebet. Der er mere end nok konceptuelt interessant byteori at tage  

fat på, hvis man ønsker at beskrive feltet in extenso. Mine valg af fokusområ‐ 

der er derfor også her informeret af, hvad jeg skulle anvende begreberne til i  

praksis. Hvis ikke de græske bystater har betydning for de mennesker, der  

skal deltage i byudviklingsprocessen, giver det heller ikke megen mening, at  

starte her i definitionen af byen. Omvendt har jeg også, som nævnt i afsnittet  

om PAR, valgt at indskrive mig i et forskningsmiljø, hvor der i forvejen findes  

velovervejede  teoretiske  positioner.  Hvor  disse  har  relevans  for  projektet,  

har jeg derfor forsøgt at forholde mig til dem – men også se på dem med  

kritiske  briller  i  forhold  til  deres  anvendelighed  i  den  praksis,  jeg  igennem  

projektet har opereret i og med. Jeg har taget afsæt i en kort opridsning af  

nogle af de væsentligste tendenser i moderne byudviklings og skitseret disse  

indledningsvist  i  en  kort  historisk  gennemgang  som  afsæt  for  en  bredere  

forståelse af aktuelle byudviklingstendenser. Den historiske baggrund er så‐ 

ledes både selektiv og, set fra et snævert fagligt synspunkt, mangelfuld men  

ikke desto mindre nødvendig som én af flere søjler, der bærer den tværfagli‐ 

ge  overligger.  Måske  ikke  mindst  for  den  læser,  der  ligesom  jeg  selv,  ikke  

kommer til feltet med en tung byteoretisk baggrundsviden, der kan informe‐ 

re læsningen af den tværfaglige overligger.  

Deltagelsesbegrebet kunne også i sig selv være en afhandling værd.  

Som beskrevet i det indledende kapitel er der sket et skifte i begrundelserne  

for at inddrage borgerne siden tresserne og halvfjerdserne. Og endnu ét er  

måske undervejs? Samtidig hænger deltagelsesbegrebet tæt sammen med 

  

  


politisk teori og filosofi – og igen kunne man starte med de gamle grækere i  

en definition af sammensmeltningen mellem demokrati og by i Polis. Om‐ 

vendt er der nok at tage fat på i den aktuelle kontekst og med afsæt i Yins  

skema for casebaseret forskning (Yin 2003), har jeg allerede slået fast, at mit  

fokus er aktuelle begivenheder (contemporary events), hvorfor afsnittet om  

deltagelse kun i begrænset omfang ser tilbage mod en historisk kontekst for  

borgernes deltagelse i byudviklingen. Jeg går heller ikke i dybden med andre  

fagområders teori og praksis, f.eks. antropologi, psykologi, HCI eller udvik‐ 

lingsarbejde  (i  tredjeverdenslande),  men  anvender  udelukkende  indsigter,  

pointer, metoder og teori fra disse felter i det omfang, de kan bidrage me‐ 

ningsfuldt til udviklingen af strategier og metoder inden for feltet borgerdel‐ 

tagelse i (aktuel) byudvikling.  

Med denne afgrænsning – og tværfaglige læsevejledning –  i mente,  

vil jeg tage fat på en yderligere afgrænsning og afklaring af de tre væsentlige  

begreber i afhandlingen, borger, byudvikling og deltagelse.  

  

  

97 

98  

  


  

borgeren 

”I’d love to change the world // but I don’t know what to do  

// so I leave it up to you.” (Ten Years After, 1972)  

Hvorfor indlede dette afsnit med et citat fra en snart fyrre år gammel  

sang? For det første fordi citatet på mange måder rammer plet i forhold til  

den oplevelse man får, når man forsøger at involvere borgerne i byudviklin‐ 

gen: Mange har en klar idé om, at de gerne vil gøre en forskel, f.eks. være  

med til at nedbringe CO2‐udslippet, skabe bedre skoler eller mere liv i byen.  

Men de ved ofte ikke, hvad de skal gøre og overlader derfor arbejdet til an‐ 

dre. For det andet er sangen på mange måder udtryk for den defaitisme –  

eller måske snarere realitetssans – der opstod, da det gik op for borgerne i  

bredeste forstand, at drømmen om at løse verdens problemer, ikke mindst  

de sociale, måske netop kun var en drøm. Som nævnt i forrige kapitel var det  

for  alvor  i  slutningen  af  tresserne  og  begyndelsen  af  halvfjerdserne,  at  et  

opgør med det rationelle, modernistiske paradigme tog fart og ideen om at  

mange af samfundets problemer i virkeligheden var uløselige, eller i hvert  

fald ’wicked’, opstod. Samtidig opstod et øget krav om medindflydelse og  

forandringer, ofte udtrykt som protester mod beslutninger, der blev truffet  

af de professioner, der var involveret i udviklingen af samfundet:  

”Some of the generators of the confrontation have been in‐ 

tellectual in origin. The anti‐professional movement stems in part  

from a reconceptualization of the professional’s task. Others are  

more in the character of historical imperatives, i.e. conditions have  

been thrown up by the course of societal events that call for differ‐ 

ent modes of intervention.” (Rittel & Webber 1973, p. 156)  

Herhjemme havde vi på samme tid bl.a. opgøret med professorvæl‐ 

det og en generel underminering af autoriteter, der tidligere havde været  

nærmest  uantastelige,  både  i  uddannelsessystemet,  retssystemet  og  det  

politiske system. Som Rittel og Webber skriver, var en del af dette oprør an‐

  

  


stiftet af intellektuelle og som sådan ikke nødvendigvis en del af en egentlig  

’folkelig’ opstand. På sin vis kan der dermed drages paralleller til de seneste ti  

års ’oprør’ mod eksperttyranni og smagsdommeri herhjemme, der blev sat  

på spidsen af Anders Fogh Rasmussens snart herostratisk berømte nytårstale  

fra 2002:  

”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behø‐ 

ver  ikke  eksperter  og  smagsdommere  til  at  bestemme  på  vore  

vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vild‐ 

nis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt. Mange af  

dem  har  udviklet  sig  til  statsautoriserede  smagsdommere,  som  

fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er  

tendenser  til  et  eksperttyranni,  som  risikerer  at  undertrykke  den  

frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pege‐ 

fingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter  

kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal  

træffe det personlige valg, er vi alle eksperter.”  (Albæk 2004, p. 7)  

Opgøret med eksperterne kom heller ikke denne gang fra folkedybet,  

om man så må sige, og selvom Anders Fogh Rasmussen måske vil betakke sig  

for at blive betegnet som ’intellektuel’ i klassisk forstand, kan man ikke be‐ 

nægte,  at  en  statsministers  opgør  med  eliten  kan  betegnes  om  et  ’oprør’  

indstiftet fra toppen. Det samme gør sig på mange måder gældende for det  

seneste ti års fokus på inddragelse af borgerne i byudviklingen. Det handler  

måske i virkeligheden ikke så meget om borgernes egne ønsker og krav, som  

det er udtryk for et mere eller mindre intellektuelt defineret ideal fra ’top‐ 

pen’. Men hvis borgerne nu har mulighed for at gribe magten og få direkte  

indflydelse på udviklingen af deres nærområde og det samfund, der færdes i  

til daglig, hvorfor tager de så ikke imod med kyshånd?   

En af forklaringerne skal måske søges i en forståelsen – eller manglen  

på samme – af ’et fælles bedste’, et begreb, der spiller en væsentlig rolle i  

diskussionen om borgerdeltagelse i byudvikling. Begrebet har dybe historiske  

rødder og kan præliminært defineres med afsæt i Rousseaus idé om en ’fæl‐ 

lesvilje’ (volonté générale):   

99 

100  

  


  

"Each of us puts his person and all his power in common  

under the supreme direction of the general will; and we as a body  

receive each member as an indivisible part of the whole." (Rous‐ 

seau 1999, p. 55)  

Fællesviljen  hos  Rousseau  kan  vel  bedst  opfattes  som  summen  af  

holdninger hos borgerne som enkeltstående individer, upåvirket af fraktio‐ 

ner, partier og andre sammenslutninger, der kan have en afsmittende virk‐ 

ning  på  meningsdannelsen. Når  borgeren  har  underlagt  sig  fællesviljen  og  

indgået i den ’sociale kontrakt’ opnår han eller hun også visse rettigheder,  

ikke mindst beskyttelse af liv og ejendom, men også fællesskabets (eller sta‐ 

tens) generelle beskyttelse – og samtidig statens ret til at blande sig i borge‐ 

rens liv med afsæt i fællesviljens forrang over individet gennem en ophævel‐ 

se af den borgerlige privatsfære til fordel for en inklusiv, politiseret offentlig  

sfære. Som Habermas formulerer det:   

”Rousseau projected the unbourgeois idea of an intrusively  

political society in which the autonomous private sphere, that is,  

civil society emancipated from the state, had no place.” (Haber‐ 

mas 2002, p. 97)  

Rousseaus ideer var ikke nødvendigvis tænkt som noget, der kunne  

fungere i stor skala. Han så dem selv som noget, der snarere var rettet mod  

bystater, hvor den enkelte borger havde direkte indflydelse. Implicit i idealet  

lå, at jo større staten blev, jo mindre blev den enkelte borgers frihed og ind‐ 

flydelse. Rousseau talte også for at overlade den udøvende magt til en in‐ 

stans,  der  ikke  var  folket  (men  heller  ikke  nødvendigvis  én  enkelt  person,  

selvom han talte om en ’fyrste’). Denne ’regering’ skulle handle på baggrund  

af det mandat, der var givet af borgerne – men med ret til at gribe ind over  

for den enkelte borger. Kort sagt; med afsæt i en idé om et ’fælles bedste’ –  

eller en fællesvilje – havde staten ret til, at overtrumfe den enkelte borgers  

(friheds)rettigheder.   

På den måde kan ideen om et ’fælles bedste’ på den ene side define‐ 

res som et magtfuldt redskab i hænderne på planlæggere eller en ’regering’, 

  

  


der kan sikre udviklingen af samfundet uden smålig skelen til særinteresser.  

På den anden side kan det opfattes som et overgreb mod helt fundamentale  

borgerrettigheder,  hvor  staten  griber  dybt  ind  i  den  private  sfære.  Det  er  

(også  i  dag)  et  sted  i  dette  spænd  mellem  fællesviljen  og  individets  (bor‐ 

ger)rettigheder,  at  nogle  af  de  væsentligste  udfordringer  forbundet  med  

borgernes deltagelse i aktuel byudvikling skal findes. Og det er måske også  

her, at misforholdet mellem ønsket om at ændre verden og den enkeltes  

afmagt, som udtrykt i det indledende citat, opstår.   

Men for at forstå borgerens relation til byudviklingen er det nødven‐ 

digt at dykke lidt dybere ned i borgerbegrebets rødder og aktuelle manifesta‐ 

tioner.   

  

  

borger i det nye babel 

”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da  

de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de  

slog sig ned. De sagde til hinanden: ”Kom, lad os stryge teglsten og  

brænde dem hårde!” De brugte tegl som sten og asfalt som mør‐ 

tel. Så sagde de: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til  

himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over  

hele jorden.” Herren steg ned for at se byen og tårnet, som men‐ 

neskene byggede. Så sagde Herren: ”Se, de er ét folk med samme  

sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de plan‐ 

lægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre de‐ 

res  sprog,  så  de  ikke  forstår  hinanden.”  Så  spredte  Herren  dem  

derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge by‐ 

en. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på  

hele  jorden,  og  derfra  spredte  Herren  menneskene  ud  over  hele  

jorden.” (1. Mosebog, kap. 11)  

Som så mange andre gammeltestamentlige historier kan man undre  

sig over moralen i myten om Babelstårnet. Hvad gjorde indbyggerne i Sinear  

101 

102  

  


  

galt? Var de hovmodige? Var tårnet udtryk for afgudsdyrkelse eller gudsbe‐ 

spottelse? Frygtede Gud simpelthen, at mennesket ville blive for magtfuldt?  

Ønskede han, at mennesket blev spredt udover jorden i stedet for at klumpe  

sig sammen i byerne? Ville han have monopol på planlægningen? Eller var  

han bare den prototypiske NIMBYist? ’Jeg vil (fandeme) ikke have det tårn i  

min baghave!’   

Uanset hvad – og mytens eventuelle historiske rødder ufortalt – er  

spørgsmålet, om vi (igen) i dag lever som borgerne i Babel umiddelbart efter  

Forvirringen, spredt i en grænseløs by præget af særinteresser og uden mu‐ 

lighed for at tale et fælles sprog, der kan lette planlægningen? Og hvis ja,  

hvad betyder det så for borgernes selvopfattelse, deres opfattelse af byen og  

deres  egen  rolle  i  udviklingen  af  den?  Før  vi  kan  lede  efter  svar  på  disse  

spørgsmål bør vi  se nærmere på, hvad der skete med borgerbegrebet efter  

Babel.  

Efter  spredningen  af  jordens  folk  (historisk  korrekt  eller  ej),  levede  

langt de fleste, ikke mindst i vores del af verden, spredt i landskabet, i mindre  

sammenslutninger af gårde eller små bysamfund. Så sent som i 1800 levede  

kun 2,2 % af Europas befolkning i byer med over 100.000 indbyggere (Davis  

2008,  p.  20).  Først  med  industrialiseringen  begyndte  billedet  for  alvor  at  

vende. Indtil industrialiseringen eksisterende byen i et ambivalent forhold til  

det omgivende land, økonomisk, politisk og til tider også militært. På landet  

boede bønderne, underlagt adelen eller kirken, i byen boede håndværkere  

og handelsmænd organiseret i lav og i sidste ende underlagt kongemagten.  

Grænsen mellem by og land var derfor af politisk og økonomisk art, såvel  

som fysisk og militært i form af mure, skanser og voldgrave (Ibid. p. 19‐22).   

Det var inden for bymurene, at ’borgeren’ opstod. Sædvanligvis defi‐ 

neres begrebet borger rent etymologisk som udsprunget af det tyske Burger,  

afledt af ordet borg (Burg) i betydningen købstad, som oftest oprettet om‐ 

kring eller beskyttet af en borg. Sat på spidsen var en borger en fri, typisk  

ejendomsbesiddende, mand bosat i en købstad og beskæftiget med handel  

eller håndværk. I midten af det 18. århundrede begyndte det europæiske 

  

  


borgerskabs magt at vokse. Den politiske baggrund var de enevældige her‐ 

skeres  stadigt  større  direkte  og  indirekte  afhængighed  af  et  økonomisk  

stærkt borgerskab. Direkte qua behovet for at uddelegere (handels)magten  

og indirekte som en følge af nationalstatens behov for at opretholde et be‐ 

skatningsgrundlag,  der  kunne  finansiere  den  territoriale  enhed,  herunder  

håndhævelsen  af  statsmagtens  decentrale  repræsentation  i  form  af  såvel  

dømmende som udøvende magt og et stående militær til beskyttelse af na‐ 

tionens interesser. I takt med dannelsen af en centraliseret statsmagt opstod  

behovet for at administrere den magt, der tidligere havde været uddelegeret  

til adelen, et behov der på sigt førte til en bureaukratisering af staten i form  

af en egentlig statsadministration, der udjævnede sociale, økonomiske kultu‐ 

relle og lovmæssige forskelle inden for (national)statens rammer og gav bor‐ 

gerskabet en stadig stigende indflydelse (Held 1996).   

Samtidig opstod et forum for borgerlig meningsudveksling – en bor‐ 

gerlig  offentlig  sfære,  hvor  borgerne  som  privatpersoner  kunne  udveksle  

holdninger. (Habermas 1989). I takt med udviklingen og udbredelsen af me‐ 

dier, der understøttede den borgerlige offentlige sfære sprængtes også by‐ 

ens rammer i og med de distribuerede, trykte medier ophævede borgerens  

informationsmæssige tilknytning til én by og gjorde det muligt for borgerne  

at handle med andre byer, lande og kontinenter (Habermas 2002). Samtidig  

med, at borgeren vendte blikket udad mod den offentlige sfære – og dermed  

også ud af byen i retning af andre byer – konsolideredes stedsligheden gen‐ 

nem privatsfærens fokus på hjemmet, helt konkret forstået som huset i by‐ 

en. Borgerskabets stigende magt mundede efterhånden også ud i konkret  

lovgivning, der skulle beskytte borgernes rettigheder. Bl.a. Montesquieu (og  

for så vidt også Rousseau) talte for en klar og tydelig bekendtgørelse af de  

love, der styrede samfundet:   

”[…] whoever has the legislative or supreme power of any  

commonwealth, is bound to govern by established standing laws,  

promulgated and known to the people, and not by extemporary  

decrees […].” (Montesquieu, in Habermas 2002, p. 53)  

103 

104  

  


  

Selvom lovgivningen til stadighed lå hos statsmagten, dvs. hos dati‐ 

dens,  som  oftest  enevældige,  herskere,  tjente  borgerskabets  tanker  som  

afsæt for en gryende offentlig (selv)bevidsthed om behovet for en abstrakt  

og generaliseret lovmæssig beskyttelse af rettigheder og besiddelser, define‐ 

ret først og fremmest som et liberalt ideal, der omfattede borgerskabets liv,  

frihed og ejendom som mere eller mindre ukrænkelige (Ibid.)    

”With the great codifications of civil law a system of norms  

was  developed  securing  a  private  sphere  in  the  strict  sense,  a  

sphere in which private people pursued their affairs with one an‐ 

other  free  from  impositions  by  estate  and  state,  at  least  in  ten‐ 

dency.” (Habermas 2002, p. 75)  

Med etableringen af lovgivning, der på den ene side tillod og under‐ 

støttede en offentlig sfære gennem lovfæstningen af basale frihedsrettighe‐ 

der og på den anden side beskyttede privatsfæren ved at forsvare borger‐ 

skabets ejendomsret, var den moderne (stats)borger født. Han, for det var  

nemlig stadig kun mænd, der regnedes for borgere, var nu borger i en natio‐ 

nalstat, men samtidig beboer i en by, der var afgrænset af, om end sandsyn‐ 

ligvis allerede vokset udover, borgmuren, voldene eller skanserne, der var  

oprettet for at forsvare byen som afgrænset territorium. I og med beskyttel‐ 

seszonen var udvidet til at omfatte det nationale territorium blev byen som  

territorial enhed mindre betydningsfuld. Hvor byens hidtidige skarpe grænse  

udsprang af et behov for at dominere – eller beskytte sig imod – det omgi‐ 

vende land og den landbesiddende adel (Lefebvre 2008, p. 118‐120), blev  

byen, især med industrialiseringen mere subtil i sit forsøg på at dominere det  

omkringliggende landskab og Lefebvre spørger på den baggrund, om byen vil  

blive grænseløs og bylivet dominere:   

”In industrial countries, the old exploitation by the city, […]  

gives way to more subtle forms of domination and exploitation,  

the city becoming the centre of decision‐making […]. However that  

may be, the expanding city attacks the countryside, corrodes and  

dissolves it […] Urban life penetrates peasant life, dispossessing it 

  

  


of its traditional features […]. Will the urban fabric […] catch in its  

nets all the territory of industrialized countries? Is this how the old  

opposition between town and country is overcome?” (Ibid. p. 119‐ 

120)  

Under alle omstændigheder fulgte en revurdering af borgerbegrebet i  

haserne på de tidlige faser af den industrielle revolution. På den ene side  

blev  begrebet  mere  inkluderende,  og  borgerrettigheder  var  ikke  længere  

forbeholdt en bestemt samfundsgruppe. På den anden side blev borgerne i  

højere grad bevidste om deres tilhørsforhold til en bestemt klasse – der dog  

kunne brydes –  i stedet for den hidtidige placering i et ubrydeligt (feudalt)  

hierarki (Heater 2005, p. 8). Den offentlige sfære blev også i stigende grad  

præget af envejskommunikation i takt med udbredelsen af massemedierne,  

ligesom det politiske liv tilpassede sig en ny form for repræsentativitet, hvor  

politikere ikke længere repræsenterede bestemte (person)gruppers interes‐ 

ser, men snarere et bestemt partis interesser og partierne bestemte klassers  

interesser.  Samtidig  opstod  ideen  om  et  rationelt  funderet  fælles  bedste,  

hvor  borgernes  ejendomsret  i  visse  tilfælde  måtte  indordne  sig  under  al‐ 

menvellets interesser, ikke mindst når det drejede sig om udviklingen af by‐ 

erne og planlægningen af denne udvikling.   

I dag er borgerbegrebet, den offentlige sfære, det politiske liv, opfat‐ 

telsen af det fælles bedste og udviklingen af vore  byer under hastig foran‐ 

dring. Vi er tilsyneladende igen blevet borgere i et forvirret Babel uden et  

fælles rationale. François Ascher kalder forandringen for en ny urban revolu‐ 

tion, hvor størstedelen af borgerne ikke længere bor i;  

”[…]  tætte  og  kontinuerte  bymæssige  bebyggelser,  men  i  

’metapoler’, dvs. udstrakte, diskontinuerte, heterogene og multi‐ 

polariserede urbane territorier; der er ikke længere klare grænser  

mellem by og land […].” (Ascher 2002, p. 30‐31)   

En af årsagerne til denne revolution er ændringen i medie‐ og kom‐ 

munikationsteknologier, der giver en større fleksibilitet og fordrer en anden  

form  for  mobilitet.  Samtidig  forandrer  teknologien  relationen  mellem  den  

105 

106  

  


  

offentlige og private sfære (Ascher 2002, Garnham 1999). Hvor massemedi‐ 

erne i vidt omfang gjorde borgerne til modtagere frem for deltagere i den  

offentlige sfære, giver de nye medier i langt højere grad borgerne mulighed  

for selv at deltage direkte i debatten – men muligheden for deltagelse fører  

ikke  nødvendigvis  til  (gen)etableringen  af  en  fælles  offentlig  sfære,  måske  

snarere tværtimod. Mediebilledet i dag er fragmenteret og præget af hete‐ 

rogene,  partikulære,  specialiserede  og  autonome  offentlige  sfærer  (Garn‐ 

ham  1999).  Samtidig  træffes  politiske  beslutninger,  der  har  vidtrækkende  

konsekvenser for den enkelte borger på såvel overnationalt som nationalt og  

lokalt plan.   

Vi har altså ikke en fælles offentlige sfære, hvor vi kan diskutere de  

temaer, der angår ideen om ’det fælles bedste’. Og vi har heller ikke som  

tidligere massemedier, der så at sige kan ’opdrage’ os til at forstå og accepte‐ 

re de politiske beslutninger, der har direkte konsekvenser i vores hverdag. I  

stedet har vi muligheden for at organisere os i mindre (Facebook)grupper,  

oprette vore egne ’offentlige’ sfærer på nettet i form af debatfora og give  

vores  private  holdninger  til  kende  igennem  blogs.  Denne  ’privatisering’  af  

den offentlige sfære sker sideløbende med en tilsvarende privatisering af det  

urbane territorium forstået som en stigende homogenisering – eller måske  

endda ghettoisering – af områder, hvor borgere samles i kvarterer overve‐ 

jende  befolket  af  beboere  med  samme  etniske  og/eller  socioøkonomiske  

baggrund  (Ascher  2002,  p.  32).  Homogeniseringen  af  de  enkelte  områder  

medfører samtidig en heterogenisering på et mere overordnet niveau i og  

med, der opstår større forskelle mellem de enkelte områder.  

  

  

ikke i min baghave! 

Som borgere i et moderne Babel, taler vi – nogle gange helt bogstave‐ 

ligt – forskellige sprog, kommunikerer i lukkede fora, dyrker individuelle, par‐ 

tikulære interesser og har vidt forskellige opfattelser af, hvad der kan katego‐

  

  


riseres som ’det fælles bedste’. Det giver næsten sig selv, at denne tendens  

nødvendigvis også må føre til vidt forskellige opfattelser af, hvilken type ’tår‐ 

ne’ vi skal bygge – og ikke mindst, hvem der skal lægge baghave til opførel‐ 

sen. Alligevel er der ofte en tendens til at opfatte ’borgerne’ som en relativt  

homogen størrelse (Agger 2008). I realiteten er borgerne altid (politiske) in‐ 

divider med hver deres dagsorden, selvopfattelse, ressourcer ønsker og krav.  

Til tider grupperer de sig og bliver en magtfaktor, andre gange er de tilstræk‐ 

keligt ressourcestærke og velformulerede til at være det på egen hånd, men  

ofte forholder de sig tavse og forlader sig på et vist mål af autoritetstro. Det  

giver altså kun mening at tale om ’borgeren’ som begreb som en del af en  

teoretisk  diskussion.  Borgeren  i  praksis  er  meget  andet  og  mere,  end  det  

begrebet dækker over – han eller hun er i sig selv et ’wicked’ problem.   

For nemheds skyld grupperer vi – eksperter, offentlige myndigheder,  

virksomheder  etc.  –  alligevel  altid  borgerne  i  kategorier  efter  eksempelvis  

politisk eller religiøs anskuelse, socioøkonomiske tilhørsforhold eller i kom‐ 

mercielle  segmenter, der gør det nemmere at  forholde  sig  til  det  sagsfor‐ 

hold, der er vores egentlige fokus. Det er svært at forestille sig det anderle‐ 

des, men det kan give problemer, når vi således udvælger borgere, vi mener  

repræsenterer de kategorier, vi på forhånd har inddelt dem i. Et af proble‐ 

merne er, at det gør det vanskeligt at forudsige, hvordan borgerne som indi‐ 

vider vil reagere i forskellige situationer. I stedet for at agere som rationelle  

samfundsborgere,  der  har  blik  for  det  ’fælles  bedste’,  kommer  borgernes  

engagement i byudviklingen ofte til udtryk, når deres personlige interesser  

trues af projekter, der af andre – ofte afsenderne eller magthaverne om man  

vil – opfattes som netop fælles anliggender.   

Dette har i de senere år ført til en vækst i antallet af såkaldte NIMBY‐ 

sager (Not In My Back Yard), dvs. protester fra borgere eller grupper, der er i  

opposition til et udviklingsprojekt, der placeres i umiddelbar nærhed af deres  

hjem (eller arbejdsplads, foretrukne rekreative område etc.):  

”NIMBY  anses  faktisk  for  at  være  et  tiltagende  problem.  

Der opstår for eksempel NIMBY‐effekter i forbindelse med place‐ 

107 

108  

  


  

ringen af anlæg som veje, cykelstier, rensningsanlæg og daginsti‐ 

tutioner mv. Utilfredsheden er oftest begrundet i forhold som støj‐ 

gener,  æstetik,  prestige,  værdiforringelser,  sikkerhed  mv.”  (Soci‐ 

alministeriet 2007, p. 19)  

I følge rapporten fra Socialministeriet er antallet af klagesager I Na‐ 

turklagenævnet  steget  fra  godt  1200  sager  i  1995  til  knap  2000  i  år  2000  

(Ibid.).  Fra  2006  og  frem  har  antallet  af  sager  ligget  stabilt  omkring  2200‐ 

2300 pr. år (Naturklagenævnet 2010). Udover de konkrete klagesager findes  

der utallige eksempler på, at grupper af borgere organiserer sig på baggrund  

af personlige interesser i protest mod planlagte forandringer i deres lokalom‐ 

råde, der tager afsæt i en forestilling om et ’fælles bedste’.   

Et eksempel finder vi i Mårslet, en forstad til Århus med godt 4000  

beboere.  Mårslet  er  kendetegnet  ved  en  relativt  høj  gennemsnitlig  hus‐ 

standsindkomst, der primært skyldes, at området er præget af parcelhuse,  

kun meget lidt etagebyggeri og stort set intet socialt boligbyggeri. Der er alt‐ 

så tale om et område med en høj grad af socioøkonomisk (og etnisk) homo‐ 

genitet. Mårslet og andre byområder syd for Århus er vokset i de senere år,  

hvilket har medført et behov for at etablere ny infrastruktur, da en stor del af  

beboerne i området arbejder i Århus og derfor pendler frem og tilbage dag‐ 

ligt. Infrastrukturelle forbedringer, der letter hverdagen for beboerne i om‐ 

rådet, burde umiddelbart opfattes som hørende til netop i kategorien ’det  

fælles bedste’. Men billedet er noget mere kompliceret end som så.   

Kort fortalt handler infrastrukturprojektet om etableringen af Beder‐ 

Bering‐vejen, der sammen med Djurslandsmotorvejen og den Østjyske mo‐ 

torvej skal danne den såkaldte Ring 3 rundt om Århus. Et forslag til linjeførin‐ 

gen har været offentligt tilgængeligt siden 2001, hvor projektet beskrives i  

Regionplanen. I de efterfølgende år udstykkes samtidig nye byområder syd  

og vest for Mårslet. De nye byområder har vakt modstand blandt eksiste‐ 

rende borgere i Mårslet, men er blevet gennemført trods protesterne. Sam‐ 

tidig har de eksisterende borgere i et vist omfang haft indflydelse på place‐ 

ringen af Beder‐Bering‐vejen, ikke mindst igennem Fællesrådet, der i en år‐

  

  


række har fungeret som kommunens primære samarbejdspartner, når det  

har drejet sig om inddragelse af borgerne i området. De nye byområder vil,  

som linjeføringen aktuelt ser ud, blive nærmeste naboer til vejen og dermed  

fungere som en slags buffer for støj og andre gener i forhold til det ’gamle’  

Mårslet. Dette har bl.a. medført oprettelsen af protestgruppen ’8320’, der  

med udtalelser som ’Jeg skal fandeme ikke have en højklasset vej i min bag‐ 

have!’ (8320.dk 2010), har markeret deres modstand på klassisk NIMBY‐vis.  

De protesterende borgere benytter både argumenter baseret på, hvad man  

kan kalde planfaglige fakta, som f.eks. trafiktællinger og støjbelastning, men  

også  af  argumenter,  der  i  højere  grad  handler  om  borgernes  

socioøkonomiske status, som det bl.a. ses af følgende eksempel:   

“[…] det er alligevel bemærkelsesværdigt som Kommunen  

arbejder på at ødelægge skatteudskrivningsgrundlaget, formuen  

og  de  generelle  livsbetingelser  for  deres  allerbedste  skatteydere  

her i Århus Syd.” (8320.dk 2010)  

Som det kan læses ud af citatet – og i debatten om projektet generelt  

– opfatter borgerne, i hvert fald nogle af dem, sig som i klar opposition til den  

lidt abstrakte størrelse, Kommunen, der repræsenterer interesser, der ikke er  

borgernes egne. Flere steder i debatten appellerer borgerne til politikerne,  

som  politisk  ansvarlige  for  projektet,  men  implicit  under  appellerne  ligger  

også en forestilling om at Kommunen i virkeligheden er embedsmænd og  

eksperter, der opererer ud fra et andet rationale end ’borgerne’ og ’arbejder  

på at ødelægge de generelle livsbetingelser for deres allerbedste skatteyde‐ 

re’. Denne opfattelse af, at eksperter tager afsæt i et andet tankesæt, end  

’almindelige’ mennesker og grundlæggende ikke forstår deres ’livsbetingel‐ 

ser’ er fint i tråd med den daværende statsministers nytårstale fra 2002, hvor  

han  begrænser  eksperternes  rolle  til  at ’formidle  faktisk  viden’,  mens  alle  

udnævnes  til  eksperter,  når  det  handler  om  at  træffe  personlige  valg.  At  

denne opfattelse af relationen mellem borgere og eksperter udgør en udfor‐ 

dring for byudvikling giver næsten sig selv. Men hvad er det egentlig, der er  

på spil?  

109 

110  

  


  

  

fornuft & følelse hos borgeren 

Spørgsmålet er, om det giver mening at adskille borgere og eksperter  

– og lade eksperterne formidle ’fakta’, hvorefter borgerne er i stand til at  

træffe de vigtige beslutninger på et oplyst grundlag? For at forstå borgerens  

rolle – og hvordan man kan inddrage dem i udviklingen af byen – er det på  

den ene side nødvendigt både at gøre op med forestillingen om, at eksperter  

besidder en særlig objektiv og faktabaseret rationalitet, mens borgerne ude‐ 

lukkende forlader sig på ’følelser’ og ’værdier’. Men det er samtidig vigtigt, at  

gøre sig klart, at netop følelser spiller en væsentlig – og legitim – rolle i de‐ 

mokratiet. Hvis vi baserede vores samfund på den ’rene’ tekniske rationalitet  

ville vi grundlæggende have en tekno‐ og bureaukratisk styreform, hvor vi  

nok ville få løst en lang række problemer – men vi ville have svært ved at  

prioritere, hvilke problemer, der skulle have forrang.   

I en analyse af, hvad han kalder den ’følelsesbetonede borger’ (sen‐ 

timental  citizen),  gennemgår  George  E.  Marcus  følelsernes  betydning  for  

borgerbegrebet. En væsentlig pointe er, at følelser traditionelt opfattes som  

noget, der står i vejen for rationelle beslutninger og informeret deliberation,  

således også hos Habermas i hans ideal om debatten i den offentlige sfære:  

”[…] for the public to make rational decisions, something  

close  to  the  perfect  speech  situation  must  be  created.  A  perfect  

speech  situation  is  one  in  which  rational  deliberation  among  all  

participants  is  the  sole  determinant  of  public  policy.  In  such  a  

situation people express reasons and practice deliberation, private  

and public, rather than just assert preferences or respond to force,  

implied or explicit. It is presumed that emotions cannot enter such  

rational deliberation without contaminating the process. Explicit in  

Habermas’ thought is the presumption that emotions undermine  

rationality.” (Marcus 2002, p. 5‐6) 

  

  


I opposition til denne opfattelse, der ifølge Marcus er udbredt i stort  

set al nyere demokratisk teori (Ibid. p. 33), plæderer han for et demokrati‐ 

ideal, der i højere grad tillader følelserne at spille en rolle som basis for for‐ 

nuftige beslutninger. At følelser spiller en rolle for borgerne i et demokrati  

(Marcus’ analyse omhandler primært det amerikanske) – og altid har gjort  

det – argumenterer han for i bogens første kapitler. Fra de første instanser af  

repræsentativt  demokrati,  hvor  borgerne  stemte  på  de  personer,  de  følte  

bedst repræsenterede deres værdier frem til tilknytningen til partier baseret  

på fællesskabsfølelsen som den ’lim’, der bandt vælgere og partier sammen i  

et kollektivt mål (Ibid. p. 37). Efter Anden Verdenskrig opstod en ny tendens,  

hvor borgerne i højere grad opfattede sig selv som autonome ’rettighedsha‐ 

vere’ (rights holders) (Ibid. p. 39‐40) og borgernes rettigheder blev argumen‐ 

teret med afsæt i rationelle, universelle argumenter frem for enkeltperso‐ 

ners partikulære, følelsesbetonede interesser eller partiets (mere eller min‐ 

dre  demagogiske)  appeller.  Men  samtidig  var  det  i  mødet  mellem  denne  

opfattelse af borgeren som en selvstændig rettighedshaver, den modernisti‐ 

ske tradition og ideen om et fælles bedste, at diskussionen om fornuft versus  

følelse for alvor spidsede til. I et samfund baseret på massemedier er der  

ikke  langt  fra  oplysning  og  læring  til  manipulation  og  propaganda,  og den  

generelle opfattelse er, ifølge Marcus, at vi ikke kan stole på borgernes evne  

til at skelne mellem de to, mellem fornuft og følelse – og derfor kan vi heller  

ikke forlade os på, at de er i stand til at træffe oplyste og fornuftige beslut‐ 

ninger (Ibid. 40‐41).  

Mens Fogh Rasmussens tale på sin vis var et, måske lettere forsinket,  

opgør med den modernistiske  opfattelse – at vi ikke kan stole på borgerens  

evne til at træffe (rationelle) beslutninger – var den således også baseret på  

en falsk dikotomi mellem opfattelsen af eksperternes rolle og borgerens, der  

på mange måder blot (re)konstituerer ideen om en borgerlig offentlig sfære,  

hvor vi træffer beslutninger baseret på (formidlingen af) faktisk viden. For at  

komme nærmere en forståelse af, hvorfor den offentlige sfære og det deli‐ 

berative ideal, måske ikke er det bedste udgangspunkt for borgernes delta‐ 

gelse i byudviklingen, må vi se lidt nærmere på, hvad der ligger i begrebet  

111 

112  

  


  

deliberation  og  dernæst  dykke  dybere  ned  i  forholdet  mellem  fornuft  og  

følelse samt fakta og værdier.  

  

  

det deliberative ideal 

Som  allerede  nævnt  var  det  politiske  udgangspunkt  for  mit  projekt  

oprindeligt angivet som et deliberativt ideal. Idealet er dominerende i megen  

nyere politisk teori og deliberation angives ofte som en væsentlig forudsæt‐ 

ning for et velfungerede deltagerdemokrati, også i Danmark, hvor én af kon‐ 

klusionerne i DemokratiProjektet lød:  

”[…] Danmark […] må betragtes som et deltagerdemokrati,  

i hvert fald når vi taler om politik på lokalt plan, men hvorvidt det  

også  i  tilstrækkelig  grad  rummer  de  deliberative  elementer,  der  

skal til for at skabe et godt demokrati, er mere tvivlsomt. Der er  

temmelig mange, der peger på manglen i deliberationen, og selv  

om der er tale om en blandet gruppe, må vi fortolke hovedpartens  

kritik som et ønske om et mere interaktivt demokrati.” (Torpe &  

Andersen 2000, p. 180)  

Men  hvad  dækker  begrebet  deliberation  egentlig  over?  Den  korte  

forklaring er, at det deliberative demokratiske ideal hviler på fire hovedprin‐ 

cipper (Gutmann & Thompson 2004, p. 3‐7):   

  

Reason‐giving: Der skal gives fornuftige begrundelser for de  

handlinger, der udføres.   

Accessible: Begrundelserne skal være tilgængelige for alle, der  

er omfattet af handlingen.  

Binding: Processen skal føre frem til beslutninger, der er bin‐ 

dende for afgrænset periode.  

Dynamic: Dialogen skal være dynamisk og fortsættes også ef‐ 

ter, at der er truffet beslutninger 

  

  

  


En  del af tankegodset kan bl.a. føres tilbage  til  bl.a.  Montesquieus,  

tidligere beskrevne, opfordring til gennemsigtig lovgivning, der bekendtgøres  

for befolkningen, men den adskiller sig, selvfølgelig, ved fokus på dialogen,  

som det primære instrument, hvorfor alle borgere – i princippet –  har med‐ 

indflydelse på de (politiske) handlinger:  

”Combining these four characteristics, we can define delib‐ 

erative  democracy  as  a  form  of  government  in  which  free  and  

equal citizens (and their representatives), justify decisions in a pro‐ 

cess in which they give one another reasons that are mutually ac‐ 

ceptable and generally accessible, with the aim of reaching con‐ 

clusions that are binding in the present on all citizens but open to  

challenge in the future.” (Gutmann & Thompson 2004, p. 7)  

Sammenligningen  med  Habermas’  ideal  om  en  borgerlig  offentlig  

sfære ligger lige for og Habermas nævnes da også ofte som en af de væsent‐ 

ligste  inspirationskilder  til  denne  demokratiopfattelse  (bl.a.  Gutmann  &  

Thompson 2004, Elster 1998), og Habermas har selv behandlet denne de‐ 

mokratiopfattelse  eksplicit  i  flere  værker  (bl.a.  Habermas  2007,  Habermas  

2005). Men idealets rødder kan spores helt tilbage til den Atheniensiske de‐ 

mokratiopfattelse,  hvor  frie  og  lige  mænd  mødtes  for  at  diskutere  

(by)statens anliggender. Centralt i begrebet ligger ideen om, at deltagerne i  

debatten ikke repræsenterer deres personlige særinteresser, men forsøger,  

at se holistisk på en givet problemstilling, og forholder sig til alle argumenter  

som et samlet hele, inden de træffer beslutning om handling; som det be‐ 

rømt formuleres hos Edmund Burke i hans tale i Bristol i 1774:  

”Your  representative  owes  you,  not  his  industry  only,  but  

his judgment; and he betrays instead of serving you, if he sacrifices  

it to your opinion… Parliament is not a congress of ambassadors  

from  different  and  hostile  interests;  which  interests  each  must  

maintain, as an agent and advocate against other agents and ad‐ 

vocates, but parliament is a deliberative assembly of one nation,  

113 

114  

  


  

with one interest, that of the whole; where, not local purposes, not  

local  prejudices  ought  to  guide,  but  the  general  good,  resulting  

from the general reason of the whole.” (In Elster 1998, p. 3)  

Løseligt  oversat  til  byudvikling  handler  denne  opfattelse  af  beslut‐ 

ningsprocesser om at skabe rammerne for en fri og åben debat mellem alle  

interessenter, eksempelvis politikere, embedsmænd, developere, interesse‐ 

organisationer og borgere, før der træffes beslutninger om f.eks. et nyt lo‐ 

kalplanforslag, nye strategiske initiativer eller vedtagelsen af konkrete pro‐ 

jektforslag. I selve processen er det samtidig centralt, at der lægges vægt på,  

at deltagerne ser bort fra særinteresser og forholder sig til byudviklingen ud  

fra kriterier baseret på ideen om holistisk orienteret ‘fælles bedste’.  

I mit projekts kontekst har idealet vist sig at have en række svagheder  

i praksis. For det første kan det netop være overordentligt vanskeligt at finde  

frem til et ‘fælles bedste’, der kan danne udgangspunkt for deliberationen.  

Det kan  sågar  være  vanskeligt at  få etableret selve  ideen  om  deliberation  

som et ’fælles bedste’, da denne opfattelse af demokratiet blot er en blandt  

mange, der konkurrerer med hver andre. Som diskuteret og eksemplificeret i  

de foregående afsnit, har selve idéen om et ’fælles bedste’, metodisk såvel  

som  tematisk,  været  under  voldsomt  pres  inden  for  byudviklingen,  ikke  

mindst i de seneste årtier. Der findes næppe længere én udlægning af, hvad  

der er bedst for fællesskabet (og måske har der reelt aldrig gjort det), efter‐ 

som der ikke længere findes blot ét fællesskab, vi kan referere til, men man‐ 

ge – og ofte konkurrerende – fællesskaber. Fragmentationen i opfattelsen af  

et fælles bedste er således en præmis for enhver deltagelsesproces i aktuel  

byudvikling.   

En anden udfordring er ideen om, at deliberation er baseret på for‐ 

nuftige begrundelser (reason‐giving). Som diskuteret i det foregående afsnit  

er opfattelsen af borgerne som rationelle individer måske ikke helt så ligetil,  

som det foregives i megen demokratisk teori. Ideen om, at hvis blot vi får  

formidlet ’fakta’ og ’værdier’ så klart og tydeligt som muligt, så er vi også i  

stand til at træffe fornuftige beslutninger, hviler solidt på idealet om fornuf‐

  

  


tens forrang over følelserne – men når beslutninger så at sige rammer tæt på  

hjemmet, er der ofte en tendens til, at følelserne tager over. Og som jeg også  

antydede ovenfor, er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med, at argu‐ 

menterne bliver mindre valide i en politisk kontekst.   

I forlængelse heraf er der et andet kritikpunkt ved idealet, der går på  

hvad vi i det hele taget kan tale om. Skal deltagere i processen f.eks. have lov  

at  fremlægge  nedsættende  synspunkter  om  andre  befolkningsgrupper?  

Umiddelbart lyder det mere som problemet med måden vi taler sammen på,  

men reelt vil f.eks. placeringen af et asylcenter eller et afvænningshjem for  

narkomaner i et villakvarter betyde, at vi ikke kan tale om beboernes – be‐ 

grundede eller ubegrundede – frygt for netop den befolkningsgruppe, hvis  

ikke vi accepterer at samtalens udgangspunkt måske er fordomme, negative  

forventninger og worst‐case‐scenarios. På et mere overordnet plan formule‐ 

rer Stanley Fish det således i en kritik af det deliberative ideal:  

”The  dilemma  is  clear  (and  classic).  How  does  the  liberal  

state deal with doctrines – like racial discrimination or religious in‐ 

tolerance – that are inimical to it and threaten its survival? If such  

doctrines  are  welcomed  into  the  conversation,  they  may  shut  it  

down; if the door is closed to them, liberalism will seem to be exer‐ 

cising  the  peremptory  authority  it  routinely  condemns.”  (Fish  

1999, p. 89)  

Fornuftens  forrang  giver  også  problemer  i  forhold  til  en  form  for  

fragmentation, der ikke hører til de tematiske sagsforhold, der diskuteres,  

men snarere til strukturen for processen og deliberation som metodisk ud‐ 

gangspunkt – dvs. hvordan der diskuteres frem for, hvad der diskuteres:  

”[…]  deliberation  cannot  proceed  unless  there  are  some  

premises that all the discussants accept, and a generally accepted  

conceptual and normative framework for framing the issues. Dis‐ 

cussion should proceed […] by identifying such mutually accepted  

premises and frameworks, and should aim to base arguments on  

them. Given the heterogeneity of human life and the complexity of  

115 

116  

  


  

social structures and interaction, however the effort to shape ar‐ 

guments  according  to  shared  premises  within  shared  discursive  

frameworks sometimes excludes the expression of some needs, in‐ 

terests, and suffering of injustice, because they cannot be voiced  

within the operative premises and frameworks.” (Young 2002, p.  

37)  

Kort  sagt  betyder  det,  at  både  hvordan  vi  vælger  at  tale  sammen,  

såvel som kravet til argumentationen i en deliberativ proces, i sig selv kan  

udelukke folk fra at deltage, ligesom spørgsmålet om hvad vi kan tale om,  

risikerer at ekskludere bestemte synspunkter fra debatten. I relation til deli‐ 

beration som udgangspunkt for debatten, kan der derfor stilles fundamenta‐ 

le spørgsmål til kravet om tilgængelighed som forudsætning for det delibera‐ 

tive  ideal,  eftersom  bestemte  argumentations‐  og  dialogformer  samt  ude‐ 

lukkelsen af følelsesbetonede argumenter og ekstreme synspunkter på givne  

sagsforhold  favoriserer  nogle  befolkningsgrupper  og  bestemte  værdisæt  

frem for andre.   

Samtidig vil der i mange beslutningsprocesser, ikke mindst inden for  

byudvikling, være deltagere, hvis ord har mere vægt end andres. Dette kan  

skyldes, at de er dygtigere til at håndtere spørgsmålet om hvordan vi taler  

sammen og at de er i stand til at fremlægge deres argumenter på overbevi‐ 

sende måde. Men det kan også være begrundet i den magtposition de har  

uden  for  det  deliberative  rum.  F.eks.  kan  bygherren  eller  en  stor,  ekstern  

finansieringspartner i et offentligt udviklingsprojekt, besidde så stor økono‐ 

misk eller politisk magt, at deres ord reelt altid vil være det sidste (og mest  

vægtige). Som ordsproget lyder; ’den der betaler musikken, bestemmer hvad  

der skal spilles’. Men der kan også være tale om repræsentanter for politiske  

partier eller magtfulde Ngo’er og interesseorganisationer. Eller det kan sim‐ 

pelthen  handle  om,  at  deltagelsen  af  en  chef  i  eksempelvis  en  udviklings‐ 

workshop med medarbejdere, kan forskubbe hele magtbalancen og dermed  

underminere den åbne dialog mellem ’frie og ligeværdige’ parter.    

Som nævnt i kapitel 2 om udfordringer ved aktionsforskningens me‐ 

tode og aktionsforskerens ageren som konsulent, er der også en risiko for, at 

  

  


ordstyreren i deliberative processer – for en sådan er sædvanligvis nødven‐ 

dig – enten trumfer egne synspunkter igennem ved at udelukke bestemte  

meninger,  eller  endda  er  med  til  at  cementere  magtforholdene  blandt  de  

øvrige deltagere fordi forskeren/konsulenten, selv er underlagt en respekt –  

eller frygt – for magten bag de ord, der udtales i den ellers ’åbne’ dialog. Man  

kan selvfølgelig dårligt klandre det deliberative ideal for at visse deltagere i  

processen så at sige ’misbruger’ deres magt til at give egne synspunkter en  

særlig forrang, men netop i forhold til, hvordan idealet farer, når det møder  

praksis, er det relevant at tage forbehold for de magtspil, der foregår i langt  

de fleste udviklingsprocesser. Deliberation som metode og ideal kan derfor  

dårligt kategoriseres som et ’fælles bedste’, der kan tjene som udgangspunkt  

for en samtale, der som målsætning har at nå frem til netop en (og måske  

alligevel blot ad hoc) konsensus omkring, hvad der rent tematisk er et ’fælles  

bedste’ i en given proces.   

I forhold til kravet om at træffe bindende beslutninger, er det selvføl‐ 

gelig nødvendigt, at der på et givet tidspunkt i en udviklingsproces træffes  

beslutninger, der forpligter alle parter. Men hvornår er tidspunktet inde til at  

træffe den endelige beslutning? Ideelt set er det, selvfølgelig, når alle parter i  

dialogen er blevet enige, men set i lyset af ovenstående kritik af kravene til  

deliberative processer, kan det være svært at afgøre, hvornår en beslutning  

er funderet på egentlig enighed og hvornår den er et udtryk for enten fornuf‐ 

tens,  formens  eller  magtens  forrang.  Problemet  er  selvfølgelig,  at  hvis  en  

beslutning  foregiver  at  være  truffet  på  baggrund  af  en  enighed,  der  reelt  

dækker over grundlæggende uenigheder, vil der – i modsætning til traditio‐ 

nelle og mere magtfuldkomne beslutningsprocesser – være en tendens til, at  

de, der reelt er enige så at sige ’oversælger’ beslutningens validitet, hvilket  

risikerer at føre til yderligere frustration hos de deltagere, der egentlig ikke  

var enige, men af forskellige årsager ikke formåede at gøre indsigelse eller  

ændre beslutningen.  

 I SKUB‐projektet eksperimenterede man med en procesfilosofi, hvor  

beslutningerne blev skubbet så langt som muligt, for at sikre at beslutninger  

blev truffet, når der var mest mulig information og viden på bordet. Ideen er  

117 

118  

  


  

for så vidt sund nok, men i praksis viste det sig, at de langstrakte dialogpro‐ 

cesser, der førte op til en beslutning, ofte betød, at afstanden mellem par‐ 

terne blot blev større med tiden. Dette kan selvfølgelig skyldes dårlig proces‐ 

ledelse, men det kan også skyldes, at langvarig dialog giver plads til at forskel‐ 

le i holdninger til væsentlige spørgsmål for alvor får mulighed for at komme  

til udtryk med en større polarisering til følge. I det konkrete tilfælde skyldtes  

det dog også, at der i mange tilfælde reelt allerede var truffet bindende be‐ 

slutninger, f.eks. om byggeøkonomi og kvadratmeter pr. elev, men at disse  

ikke altid blev meldt klart ud som forudsætninger for den fortsatte, dynami‐ 

ske beslutningsproces.  

Det sidste krav i forbindelse med deliberative processer handler net‐ 

op om dette dynamiske aspekt i processerne – at der skal være plads til sta‐ 

dig debat efter, at der er truffet bindende beslutninger. I et relativt antiauto‐ 

ritært samfund som det danske lyder dette måske ikke som noget uoversti‐ 

geligt krav. Vi er principielt set opdraget med at stille spørgsmål til beslutnin‐ 

ger,  der  allerede  er  truffet.  Problemet  i  beslutningsprocesser  kan selvsagt  

være, at den fortsatte dialog afvises som brok, men omvendt også, at dialo‐ 

gen netop blot er udtryk for brok over, at man ikke fik sin vilje. Dermed risi‐ 

kerer dette sidste krav, både i teori og praksis, at underminere processen  

som helhed. Hvis vi i teorien faktisk var nået til enighed om valide og fornuf‐ 

tige beslutninger baseret på en åben og tilgængelig proces, hvorfor så tillade  

dialogen at fortsætte? Omvendt, hvis der i praksis er tale om, at folk har go‐ 

de grunde til at give luft for deres frustrationer omkring de trufne beslutnin‐ 

ger, så må det være fordi processen – af ovennævnte årsager – ikke funge‐ 

rede som tænkt. På den måde synes der at være en fundamental svaghed  

ved idealet, der er svær at overkomme.   

Problemet  med  formuleringen  af  politiske  idealer  formuleres  ud‐ 

mærket  af  Daniel  A.  Bell  i  en  antologi  om  udfordringerne  ved  deliberativt  

demokrati:  

”The  most  influential  political  philosophers  today  divide  

their work into two tasks. The first task is to present and rigorously 

  

  


defend morally desirable political principles, and the second is to  

think  about  how  to  implement  them.  Quite  often,  the  first  task  

proves to be overwhelming, and it is left to others to think about  

feasibility. The problem, of course, is that the political principles of‐ 

ten  prove  to  be  useless  or  counterproductive  in  practice,  which  

undermines the first task.” (Bell 1999, p. 70)  

I dette projekt har idealet og de bagvedliggende politiske principper  

vist sig i et vist omfang at lide skibbrud i mødet med praksis inden for bor‐ 

gerdeltagelse i byudvikling. Dette har dog ikke fået mig til at forkaste ideen  

om deliberation fuldstændigt. Dels er der mange pointer i det deliberative  

ideals forestillinger om og anvisninger for praksis, der stadig giver god me‐ 

ning, når man skal strukturere deltagelsesprocesser. Derudover er det også  

nødvendigt, at se på alternativerne, inden vi helt forkaster idealet. Gutmann  

&  Thompson  afgrænser  den  deliberative  demokratiopfattelse  i  forhold  til  

aggregativt demokrati – opfattelsen af demokratiet primært som et forde‐ 

lingspolitisk spil, hvor man tilstræber en balance mellem deltagernes præfe‐ 

rencer og hvor de ’svære’ beslutninger træffes ved eksempelvis afstemnin‐ 

ger med simpelt flertal (Gutmann & Thompson 2004, p. 13‐14).   

Et godt eksempel finder vi i, hvad der vel nærmest er blevet en natio‐ 

nal talemåde; ’at kunne tælle til halvfems (mandater)’. På de svære forde‐ 

lingspolitiske  spørgsmål,  hvor  Folketinget  ikke  kan  nå  til  enighed  gennem  

dialog og forhandlinger, bliver beslutningen i sidste ende truffet med afsæt i  

simpelt flertal. En anden mulighed er at afgøre beslutningen ved at lade val‐ 

get blive truffet på det ’politiske marked’, simpelthen ved at udskrive et valg  

og  lade  befolkningen selv vælge mellem de forskellige  synspunkter  i  åben  

konkurrence (Ibid. p. 14). En løsning, der tilsyneladende ligger til grund for  

Lars Løkke Rasmussens nytårstale i 2011, hvor hans opgør med efterlønnen  

netop er signal om, at nu må en af tidens vanskeligste beslutninger om re‐ 

former træffes på det politiske marked. En  tredje måde er, at svære beslut‐ 

ninger afgøres i et aggregativt demokratisk system ved at lade embedsappa‐ 

ratet  ’filtrere’  mulighederne  analytisk,  f.eks.  gennem  cost‐benefit  analyser  

(Ibid. p. 14‐15):  

119 

120  

  


  

”What these methods have in common – and what defines  

aggregative conceptions – is that they take the expressed prefer‐ 

ences  as  privileged  or  primary  material  for  democratic  decision‐ 

making. Preferences as such do not need to be justified, and ag‐ 

gregative conceptions pay little or no attention to the reasons that  

citizens or their representatives give or fail to give.” (Ibid. p. 15)  

Fordelen ved aggregativt demokrati er, at det giver mulighed for at  

træffe bindende beslutninger uden skelen til eventuel dissens i øjeblikket –  

konsekvensen kan dog komme senere i form af eksempelvis et tabt valg. En  

anden fordel, der dog ikke nævnes eksplicit hos Gutmann & Thompson er, at  

præferencer i det aggregative system netop kan være baseret udelukkende  

på følelser og værdier i stedet for fornuft og fakta. Ulempen er selvfølgelig, at  

vi grundlæggende ikke aner, om beslutninger træffes på det ene eller det  

andet grundlag.   

Spørgsmålet er derfor, om der er behov for en revision af det delibe‐ 

rative ideal, der i et vist omfang fastholder de fire krav, men samtidig forsø‐ 

ger at imødegå nogle af de kritikpunkter, jeg rejste ovenfor? Formålet skulle  

være, at gøre det deliberative ideal stærkere i praksis ved at tillade en delibe‐ 

rativ  meta‐debat,  om  selve  idealets  status  i  forhold  til  udviklingsprojekter.  

Eller sagt på en anden måde – i stedet for at tro, at deliberation er et ’fælles  

bedste’,  må  idealet  være  åbent  overfor  en  deliberation  omkring  sin  egen  

anvendelighed  i  konkrete  situationer,  og  åbne  op  for,  at  andre  (politiske)  

idealer kan spille en væsentlig rolle på tidspunkter i processen, hvor delibera‐ 

tiv dialog måske ikke er den mest fremkommelige vej. I indledningen til dette  

afsnit fortolkede Torpe & Andersen kritikken af deltagerdemokratiet som et  

ønske om et mere ’interaktivt demokrati’ uden dog i sammenhængen nær‐ 

mere at definere dette begreb. Men måske giver det mening at låne begre‐ 

bet som overskrift til en tilpasning af det deliberative ideal, der kan fungere  

som et mere praksisorienteret idealmål for borgerdeltagelse i byudvikling?  

 

  

  


det interaktive demokrati 

Forud for et forsøg på en definition af et interaktivt demokratiideal er  

det nødvendigt at uddybe ovenstående pointer en anelse. I en dansk kon‐ 

tekst er det aggregative ideal måske ikke nødvendigvis en direkte modpol til  

det deliberative. I hvert fald har Torpe opstillet en model (fig. 5), hvor han  

opererer med et andet begrebspar, henholdsvis det aggregative overfor det  

integrative og det repræsentative overfor det selvstyrende (Torpe 2002):  

  

  

  

konkurrencedemokrati 

Aggregativt demokratisyn 

populistisk demokrati 

Repræsentativt ideal Selvstyreideal 

deliberativt demokrati deltagerdemokrati 

Intergrativt demokratisyn 

Fig. 5: Torpes demokratimodel (Torpe 2002) 

121 

122  

  


  

Hvor det aggregative ideal allerede er beskrevet oven for – defineret  

som den egennytte maksimerende vælger – er det integrative demokratisyn  

præget af borgernes tilhørsforhold til et mere abstrakt, måske endda ideolo‐ 

gisk baseret, politisk fællesskab. På den anden akse skelner Torpe mellem  

det repræsentative ideal på den ene side, hvor vi, som nævnt, udvælger an‐ 

dre til at repræsentere vore synspunkter, overfor en mere direkte styreform,  

som f.eks. den Atheniensiske, hvor alle deltager i beslutningsprocessen. Tor‐ 

pe placerer så det deliberative demokrati som en funktion af et repræsenta‐ 

tivt ideal og et integrativt demokratisyn, mens vi modsvarende har deltager‐ 

demokratiet som en funktion af det samme demokratisyn med et selvstyre‐ 

ideal. Øverst i modellen finder vi det rene konkurrencedemokrati, altså ev‐ 

nen til at tælle til halvfems i det danske, nationale system, overfor et populi‐ 

stisk  demokrati,  hvor  (væsentlige)  beslutninger  eksempelvis  lægges  ud  til  

direkte afstemning blandt borgerne, som vi f.eks. har set det i forbindelse  

med EU‐afstemningerne. Men hvor kommer det ’interaktive demokrati’ ind i  

denne demokratiforståelse?  

Problemet med begrebet ’interaktivt demokrati’ er, at det indeholder  

konnotationer til en lang række teknologier, der i dag præger vores samfund.  

På den ene side er mange af disse teknologier relevante at tage med i over‐ 

vejelserne omkring borgerdeltagelse i byudvikling, på den anden side er det  

ikke som sådan formålet med mit projekt. Lad mig derfor slå fast, at jeg med  

interaktivt demokrati ikke eksplicit ønsker at forbinde begrebet med eksem‐ 

pelvis internetbaserede konsultationsformer eller sociale medier, men at jeg  

heller ikke dermed afviser, at disse kan indgå som redskaber, der kan under‐ 

støtte den praktiske implementering af begrebet. Men hvad dækker begre‐ 

bet så over? Der findes mange definitioner af interaktion og interaktivitet,  

men især én skiller sig ud som et brugbart fundament for en forståelse af  

den  kompleksitet,  der  er  forudsætningen  for  at  det  deliberative  ideal  kan  

implementeres i praksis, nemlig symbolsk interaktionisme, som den her for‐ 

muleres hos Herbert Blumer: 

  

  


”This approach sees a human society as people engaged in  

living. Such living is a process of ongoing activity in which partici‐ 

pants are developing lines of action in the multitudinous situations  

they encounter. They are caught up in a vast process of interaction  

in which they have to fit their developing actions to one another.  

This process of interaction consists in making indications to others  

of what to do and in interpreting the indications made by others.  

[…] This general process should be seen, of course, in the differ‐ 

entiated character, which it necessarily has by virtue of the fact  

that people cluster in different groups, belong to different organi‐ 

sations, and occupy different positions. They accordingly approach  

each  other  differently,  live  in  different  worlds,  and  guide  them‐ 

selves by different sets of meanings.” (Blumer 1986, p. 20‐21)  

Det ville føre for vidt at komme nærmere ind på ideen om symbolsk  

interaktionisme i alle dens aspekter, men helt basalt – og måske banalt – er  

opfattelsen af, at vores handlinger og selv(opfattelse) påvirkes gennem in‐ 

teraktion med andre mennesker, men at vi også har en række forudsætnin‐ 

ger med os, der er med til at forme de indikationer på baggrund af hvilke vi  

interagerer med vores omverden. Pointen er, at vi både er i stand til at agere  

med afsæt i en relativt forankret selvforståelse, men også er i stand til at  

sætte os ind i andres selvforståelse og meningen bag deres handlinger ved at  

påtage os andres ’rolle’ (Ibid. p. 82).   

I det deliberative ideal findes en tilsvarende (eller måske i virkelighe‐ 

den modsvarende) opfattelse af behovet for at ’økonomisere moralske kon‐ 

flikter’, der handler om at sætte sig ind i andres synspunkter for at holde fo‐ 

kus på de områder, hvor man er enige, selvom man kan være rygende ueni‐ 

ge om andre, og væsentlige, områder (Gutmann & Thompson 2004, p. 134).  

Når jeg påstår, at de er tilsvarende er det med afsæt i, at begge opfattelser  

forudsætter en form for ’rollespil’, hvor man sætter sig i den andens sted for  

at kunne handle i en given situation. Men når de alligevel er modsvarende  

skyldes det, at det deliberative ideal fastholder ønsket om, at rollespillet fø‐ 

rer til en øget fokusering på enighed og konsensus, mens indsigten i den an‐ 

dens selvforståelse i den symbolske interaktionisme udmærket kan føre til –  

123 

124  

  


  

og tillade –  oppositionelle handlinger, selvom det er med afsæt i netop en  

’forståelse’ af den andens opfattelse af et bestemt område.  

I en forståelse af demokratiet tolker jeg derfor interaktionen som ev‐ 

nen til at agere i forhold til den givne situation, benytte os af én eller flere af  

ovenstående demokratiske forståelser alt efter behov og – i bedste fald –  

ændre vores selv‐ og omverdensforståelse i den konkrete situation, så den i  

højere grad stemmer overens med den udfordring vi har sat os for at løse (i  

fællesskab). Dermed ville en (meta)deliberation om, hvilke idealer, vi baserer  

vores proces på også tillade en større åbenhed i forhold til at acceptere f.eks.  

aggregative  faser  i  processen,  repræsentative  beslutninger  og  problemløs‐ 

ninger, afgørelser baseret på rent konkurrencedemokrati og workshops med  

en høj grad af deliberativ dialog. Forudsætningen vil være, at der er en kon‐ 

sensus omkring – eller måske blot en erkendelse af –  hvilken demokratiop‐ 

fattelse, der lå til grund for den enkelte fase på netop dette tidspunkt i pro‐ 

cessen – og at deltagerne kunne se ’fornuften’ i at benytte sig af forskellige  

tilgange.   

Som sådan fremstår idealet om et interaktivt demokrati netop som et  

ideal, og måske oven i købet som et lettere naivt sådan, men jeg vil senere  

vende tilbage til en diskussion af, hvorfor idealet måske netop kan være med  

til at facilitere en ny demokratisk praksis i byudviklingsprocesser – og hvorfor  

der overhovedet er behov for en sådan. Men inden jeg når så langt er det  

nødvendigt først at se på, hvad der ligger bag begrebet byudvikling. 

  

  


”The ideal city would involve the obsolescence of space: an  

accelerated  change  of  abode,  emplacements  and  prepared  

spaces. It would be the ephemeral city, the perpetual oeuvre of its  

inhabitants,  themselves  mobile  and  mobilized  for  and  by  this  

oeuvre.” (Lefebvre 2008, p. 172‐173)  

byen 

Det  traditionelle  billede  af  byen  hos  langt  de  fleste  mennesker  er  

præget  af  de  fysiske,  rumlige  strukturer,  der  udgør  bybilledet.  Bygninger,  

veje, parker – og ikke mindst byen som en territorial enhed; vi bor enten i  

eller uden for byen. Byen er også forbundet med forestillinger om mangfol‐ 

dighed, kultur, (by)liv og – hvis man bor der – forhåbentlig også med hjem‐ 

lighed. Alle disse forestillinger og billeder er i vores bevidsthed ofte parret  

med deres modsætning: Bygningen med fraværet af bygninger, vejene med  

uvejsomheden, parken med (ur)skoven, mangfoldigheden med ensartethe‐ 

den, kulturen med naturen, bylivet med livet på landet og hjemligheden med  

det  fremmede.  Og  ikke  mindst  byen  som  territorium  med  landet  som  af‐ 

grænsning af dette territorium. At verden ikke nødvendigvis er skruet sådan  

sammen og kan analyseres på anden vis, ændrer ikke ved, at måden at an‐ 

skue den på ofte er præget af netop denne form for dikotomisk tænkning,  

hvor vi adskiller og afgrænser fænomener gennem deres modsætninger.  

Med min indskrivning i forskningsmiljøet omkring Institut for By og  

Landskab og tilknytningen til Center for Strategisk Byforskning, har det været  

naturligt at forholde sig til begrebet om den grænseløse by, som en forud‐ 

sætning for en forståelse af byen, da netop dette begreb spiller en fremtræ‐ 

dende rolle i de pågældende forskningsmiljøer. Men hvordan forener man  

en byteoretisk position, hvor begrebsparrene overskrider hverandres græn‐ 

ser, med borgernes ofte afgrænsede (men ikke nødvendigvis begrænsede)  

opfattelse af byen? Der findes ikke noget entydigt svar på spørgsmålet, men  

et udgangspunkt er selvfølgelig at forsøge en afdækning af nogle af de ten‐ 

denser, der spiller en rolle teoretisk såvel som i praksis i vores opfattelse af  

125 

126  

  


  

byen. I mit arbejde med konkrete cases har de byteoretiske positioner spillet  

en forsvindende lille rolle. Når jeg alligevel tager nogle af diskussionerne op i  

denne afhandling er det med det eksplicitte formål at redegøre for aktuelle  

tendenser, der kan være med til at bibringe en forståelse af byen i et dyna‐ 

misk udviklingsperspektiv, frem for at benytte teorierne til at analysere by‐ 

begrebet som en (statisk) tilstand.   

I starten af dette kapitel fremlagde jeg nogle af de positioner i begre‐ 

bet om den grænseløse by, der har direkte betydning for ændringen af bor‐ 

gernes rolle i byudviklingen. I de følgende afsnit, vil jeg gå lidt mere i dybden  

med disse positioner og deres relation til det overordnede tema om borger‐ 

deltagelse i byudvikling. Afsættet er en diskussion af Lefebvres kortfattede  

beskrivelse af idealbyen, som et plastisk, foranderligt og midlertidigt værk,  

der til stadighed skabes af og for borgerne – eller hvad man kalde byen som  

igangværende arbejde. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Le‐ 

febvre er langt fra at være en interaktiv demokrat i den forstand jeg formule‐ 

rede  begrebet  i  forrige  afsnit.  Hans  udgangspunkt  er  Marxismen  og  reelt  

levner han derfor ikke megen plads til divergerende ideologier, som grundlag  

for byudviklingen. Når jeg bruger ham som afsæt er det derfor ikke fordi jeg  

abonnerer på hele den ideologiske og historiske pakke, der er implicit i Le‐ 

febvres eget oeuvre, men i stedet låner jeg nogle centrale begreber, omfor‐ 

tolker dem og benytter dem som udgangspunkt for en revideret forståelse af  

byudvikling i et aktuelt perspektiv.   

Med afsæt i Harveys beskrivelse af byens som en palimpsest i det ind‐ 

ledende  kapitel,  giver  det  mening  at  kradse,  om  end  kun  overfladisk,  i  de  

dybereliggende historiske lag, for at forstå baggrunden for begrebet om by‐ 

en som igangværende arbejde. Denne, aktuelle, opfattelse af byen er selv‐ 

sagt påvirket og informeret af byteoretiske positioner, der går forud for en  

forståelse af byen som noget foranderligt, dynamisk og igangværende, efter‐ 

som  denne  aktuelle  opfattelse  af  byen  ikke  altid  har  været  den  fremher‐ 

skende, mens mange af de udfordringer, der historisk har været forbundet  

med tidligere byudviklingstendenser stadig er gældende, men måske nok har  

antaget andre (udtryks)former. Lad os derfor starte med en kort opridsning 

  

  


af de mere statiske, og historiske, byudviklingstendenser, for at kunne træk‐ 

ke linjerne op til aktuelle, og dynamiske, opfattelser af byen.  

  

  

slum, utopier & byen som maskine 

Der  ligger  en  interessant  dobbelttydighed  i  Lefebvres  udsagn  om  

idealbyen  som  et  igangværende  arbejde,  eller  midlertidigt  værk.  Begrebet  

’idealby’ antyder, at der er tale om en permanent tilstand, et Utopia, men  

hos  Lefebvre  er  det  samtidig  en  permanent  tilstand  af  forandring.  Mange  

visioner om idealbyen har derimod netop set byen som en tilstand, forstået  

således, at byen er afgrænset i tid og rum, permanent og færdig, både hvad  

angår det byggede miljø, men også i forhold til de ideer om byliv, sociale  og  

politiske  strukturer,  der  ofte  følger  med  visionen  om  fremtidens  idealby  i  

modsætning til byen som et aktuelt sted, et topia, om man vil.   

Permanente  og  afgrænsede  idealbyer  og  samfund  kan  findes  langt  

tilbage i historien, ikke mindst i litteraturen, hvor man bl.a. kan nævne Pla‐ 

tons Staten fra omkring 360 f.kr., Moores Utopia fra 1516, Campanellas La  

città del Sole fra 1602 og Bacons beskrivelse af Bensalem i New Atlantis fra  

1627. Som fysisk manifestation findes der også talrige eksempler på ideal‐ 

byer, fra Luxor over Chichen Itza og Angkor Wat til den Forbudte By. Mens  

de  nævnte  fysiske  eksempler  er  udtryk  for  mere  eller  mindre  monolitiske  

religiøse eller politiske magtmanifestationer, så man fra midten af det 19.  

århundrede  og  frem  visioner  for  fremtidens  idealby,  der  i  højere  grad  var  

baseret på ønsket om at ændre eksisterende tilstande til foretrukne.  

De  eksisterende,  historiske  tilstande  var  vildtvoksende  slumbyer  i  

London, Paris, Berlin, New York – og en lang række andre større byer verden  

over; ’the City of Dreadful Night’, som James Thomson kaldte London i et digt  

fra 1800‐tallets slutning (Hall 2002, p. 14). I 1883 beskrev Andrew Mearns  

livet i Londons slum og udpenslede de usle forhold beboerne levede under.  

127 

128  

  


  

Hans beskrivelser blev viderebragt i flere af datidens dagblade og medførte  

et ramaskrig blandt det bedre borgerskab, der endte med etableringen af  

the Royal Commission on the Housing of the Working Classes i 1884 (Ibid. p.  

14‐24). Behovet for reformer stod klart for de fleste, bl.a. på grund Mearns’  

klare beskrivelser af de tilstande, der herskede i datidens byer blandt sam‐ 

fundets fattigste – og ikke mindst fordi samfundets øvre klasser frygtede et  

oprør fra bunden. Charles Booth underbyggede beskrivelserne med statisti‐ 

ske data og nåede frem til, at der i alt var mere end én million byboere i Lon‐ 

don alene, der levede under slumlignende forhold, dvs. mere end tyve pro‐ 

cent af befolkningen. Tilsvarende undersøgelser i Berlin, Paris og New York  

gav lignende resultater i de følgende år (Ibid. p. 28‐46).  

Udviklingen  var  sket  på  baggrund  af  industrialiseringen,  der  havde  

trukket landbefolkningen til byerne i søgen efter arbejde, og markedskræf‐ 

terne havde gjort det stadigt dyrere at bo i byerne som en simpel funktion af  

udbud  og  efterspørgsel  på  den  fysiske  plads  og  (vare)udbuddet  i  byerne.  

Fremkomsten af de store metropoler var derfor ikke planlagt i den forstand,  

at man havde taget proaktiv stilling til, hvem byen skulle udvikles for og til.  

Og heller hvordan eller med hvilket overordnet formål. Dermed ikke sagt, at  

man ikke havde gjort sig overvejelser om mere basale planlægningsspørgs‐ 

mål, som f.eks. vandforsyning – allerede romerne havde gjort dette – infra‐ 

struktur, eller byens forsvar. Alle disse elementer af planlægning var velkend‐ 

te, men fra slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. ændredes  

billedet og ideen om, at man ved hjælp af de rette redskaber og rettidig plan‐ 

lægning kunne ændre eksisterende tilstande, herunder ikke mindst de socia‐ 

le, til foretrukne, slog for alvor rod.  

Som allerede beskrevet i kapitel 2 var forståelsen af de problemer,  

der skulle løses dog ofte ikke videre veludviklet, i hvert fald ikke set med nu‐ 

tidens  målestok.  Dette  medførte  også,  at  nogle  af  løsningsforslagene  var  

præget af en blanding af naivitet og tro på fremskridtet og fremtidens by –   

eller måske ligeså ofte frygten for samme. De ville føre for vidt her at opridse  

de arkitektoniske og planlægningsmæssige utopier, der i denne periode så  

dagens lys – og ikke mindst deres mere eller mindre succesfulde implemen‐

  

  


tering – men det er alligevel værd at nævne et par enkelte og, for mange,  

velkendte eksempler, som repræsentanter for denne type af planlægning,  

der så idealbyen som noget manifest, afgrænset, realiserbart og måske næ‐ 

sten maskinelt i tråd med datidens, lettere romantiserede, fascination af et  

teknisk‐rationelt paradigme.  

 I den sammenhæng er Ebenezer Howard central, ikke mindst fordi  

hans visioner var radikale på mange måder og sidenhen har haft betydelig  

indflydelse på den fysiske planlægning – men også fordi de rummer kimen til  

planlægning  som  en  strategisk  disciplin  rettet  mod  ændringen  af  

socioøkonomiske forhold. Howards Garden City Movement, der tog sin be‐ 

gyndelse i 1898 var inspireret af Bellamys beskrivelse af et utopisk samfund i  

værket Looking Backward fra 1888. Howard var måske netop i højere grad  

social og politisk utopist end planlægger i den betydning, vi normalt bruger  

betegnelsen:  

”[…] his garden cities were […] the vehicles for a progressive  

reconstruction of capitalist society into an infinity of cooperative  

commonwealths.” (Hall 2002, p. 88)  

Med tanke på byernes problemer, kombineret med deres tiltrækning  

– og velvidende, at der ikke var tilstrækkeligt subsistensgrundlag på landet –   

foreslog Howard en ny (type) by, etableret i landlige omgivelser (hvor jord‐ 

priserne var lave), men med garanti for arbejde efter forhåndsaftaler med  

fabriksejere, ordentlige boligforhold og adgang til lys, luft og natur. Han lagde  

også et loft over antallet af beboere og byens størrelse; 32.000 beboere sam‐ 

let i et bycentrum på godt 400 ha omgivet af et grønt bælte på ca. 2000 ha,  

der skulle rumme såvel landbrugsproduktion, som de af byens institutioner,  

der kunne have fordel af tæt kontakt med de grønne områder. Når én by var  

fyldt, ville man begynde opførelsen af en ny, indtil landet var dækket af én  

stor,  grænseløs  haveby  (garden  city),  bundet  sammen  af  offentlige  trans‐ 

portsystemer (Ibid. p. 93‐94).   

129 

130  

  


  

Howards visioner for fremtidens by, beskrives ofte som et eksempel  

på en moderne, anti‐urbanistisk (Hall 2002) teknisk og rationelt orienteret  

fysisk  planlægning  (bl.a.  Clemmensen  2008).  Men  den  var  måske  i  endnu  

højere grad et udtryk for en planlægningstendens, der ønskede at flytte fo‐ 

kus  fra  den  fysiske  planlægning  i  retning  af  planlægning  som  et  strategisk  

middel til at løse sociale problemer én gang for alle, baseret på ideen om et  

socioøkonomisk  system,  der  inkorporerede  en  høj  grad  af  selvstyre,  vel‐ 

færdsydelser og (begrænset) ejerskab over produktionsmidlerne (herunder  

også jord og bygninger) (Hall 2002, p. 93‐97).   

Selvom Howards vision i sin fysiske form, og på papiret, i allerhøjeste  

grad ligner en afgrænset, færdig og permanent by – og dermed ofte betrag‐ 

tes som klassisk ’(by)planlægning’ – har den en indbygget socioøkonomisk  

udviklingsmodel,  der  peger  i  retning  af  en  forståelse  af  byen  som  noget  

’igangværende’, dog måske netop mere som en ’maskine’ end som et ’værk’  

i den forstand Lefebvre taler om idealbyen. Samtidig var Howards by heller  

ikke et ’borgernes værk i stadig forandring’, informeret af ideen om kom‐ 

plekse, ’wicked’ problemer, men snarere en enkelt mands, måske storslåede,  

vision for, hvad han så som rationelle løsninger på konkrete problemer i sin  

samtid.   

Det  maskinelle  ideal  (gen)finder  man  til  overflod  hos  Le  Corbusier,  

bl.a. i hans idé om huset som en ’bomaskine’, der i 1949 hyldes af Steen Eiler  

Rasmussen:  

”Han har sagt at Boligen skal være en Maskine til at bo i,  

og det har man tolket som en Tendens mod en ren Nyttekunst, et  

helt  prosaisk,  ingeniørmæssigt  Byggeri.  Men  for  Le  Corbusier  er  

Maskinen Udtryk for Tidens Rytme, dens Poesi, og det han vil ska‐ 

be er netop noget poetisk, noget der er skønt.” (Rasmussen 1949  

(1985), p. 186)  

Man hører næsten ekkoet, henover et halvt århundrede, af Johannes  

V. Jensens reportage fra Verdensudstillingen i Paris i år 1900, hvor han ser en  

mand, der sover i fyrhullet på et udstillet lokomotiv og på den baggrund pro‐

  

  


klamerer, at ’Fremtiden tilhører ham, han lever i Kraft af Maskinen’. I Le Cor‐ 

busiers fremtid lever manden ikke blot i kraft af maskinen (eller i den), han er  

en del af den. Det teknisk‐rationelle islæt gik også igen i Le Corbusiers opfat‐ 

telse af byen som helhed og planlægningen som disciplin. Hans indflydelse  

på den modernistiske planlægning var, ligesom Howards, stor – og kritikken  

af ham sidenhen var endnu større. Hans involvering i CIAM gav hans ideer en  

rækkevidde, der strakte sig langt udover de projekter, han selv havde visio‐ 

ner om, for slet ikke at tale om de, der faktisk blev realiseret. Målet for CIAM  

og Le Corbusier var at skabe rationelle, zoneopdelte bysamfund, og:  

”Midlet til at nå dette var at transformere byerne til store  

gennemplanlagte  og  kontrollerede  samfundsmaskiner.”  (Nielsen  

2008, p. 23)  

’Samfundsmaskinerne’ blev af modernistiske planlæggere realiseret i  

store dele af verden, på bar mark, eller ved at nedrive eksisterende byområ‐ 

der. Kritikken af denne tilgang til planlægning dukkede op allerede umiddel‐ 

bart efter krigen, og Tom Nielsen nævner bl.a. situationisternes ønske om at  

tilegne verden til det legende menneske, mens de ’kedelige’ jobs er overta‐ 

get af maskiner, som et af angrebene på den modernistiske tradition (Ibid. p.  

25). Men kritikken af den modernistiske planlægning tog for alvor fart med  

Jane Jacobs berømte, ’The Life and Death of the Great American Cities’ (Ja‐ 

cobs 1992) fra 1961. Jacobs og andre talte bl.a. for en mere organisk og selv‐ 

groet byudvikling (Ibid.), en idé der i tresserne blev udforsket bl.a. under be‐ 

tegnelsen ’non‐plan’ (Hughes & Sadler 2002).   

Hos arkitektgruppen Archigram, på trods af deres rodfæstning i mo‐ 

dernismen, gjorde man oprør mod ideen om bygningen – og til dels også  

(by)planens – status som noget ’afsluttet’, og argumenterede for arkitektur  

og planlægning, der var mere åben og dynamisk:  

”The imperative for Archigram’s generation was instead to  

create ’open ends’ […], an architecture that would express its in‐ 

131 

132  

  


  

habitants’ supposed desire for continuous change.” (Sadler 2002,  

p. 138)  

I et indflydelsesrigt indlæg i New Society fra 1969 foreslår Banham et  

al., at der indføres et moratorium på planlægningen, i hvert fald i visse om‐ 

råder, for at eksperimentere med muligheden for en større åbenhed i plan‐ 

lægningen, bl.a. ved at lade frie (markeds)kræfter råde i udviklingen af byen  

og dermed lade borgerne selv stå for at skabe den forandring, de måtte øn‐ 

ske. Baggrunden var, at de ikke mente, at planlægningen på nogen måde  

førte kvalitet med sig, men i langt højere grad var en herskende klasses for‐ 

søg på at dominere andre uden overhovedet at have den fornødne viden om  

disse andre:  

”To impose rigid controls, in order to frustrate people in the  

achieving space standards they require, represents simply the re‐ 

ceived personal or class judgements of the people who are making  

the  decision.  Worst  of  all:  they  are  judgements  about  how  they  

think other people – not of their acquaintance or class – should  

live. A remarkable number of the architects and planners who ad‐ 

vocate  togetherness,  themselves  live  among  space  and  green  

fields.” (Banham et al. 1969 (2002), p. 20)  

Selvom  forfatterne  taler  for  et  opgør  med  planlæggernes  smags‐ 

dommeri og ønsker at lade borgerne få større frihed til at skabe deres egne  

fysiske rammer, opfordrer de også til, at det trods alt skal ske inden for nogle  

rammer baseret på ’objektiv’ information, håndteret af de nye ’kybernetiske  

systemer’ (computere), der begynder at dukke frem på dette tidspunkt i hi‐ 

storien. Planlægningen skal måske nok være ’organisk’, på grænsen til det  

ikke‐eksisterende, men maskinerne er stadig til stede som formidlere af ’fak‐ 

ta’ i rammefortællingen, lidt ligesom eksperterne i Fogh Rasmussens vision.   

Det endelig opgør med troen på ’maskinen’ som enten metafor for  

samfundet eller hjælpemiddel til at analysere rammer og problemer er dog  

lige  på  trapperne,  bl.a.  hos  Lefebvre,  men  ikke  mindst  i  Rittel  &  Webbers  

definition  af  planlægningens  problemer  som  ’wicked’  (Rittel  &  Webber 

  

  


1973). Kompleksiteten af problemerne gør, at de bl.a. formulerer teserne,  

som jeg opridsede i metodekapitlet, men som ikke tager skade af en genta‐ 

gelse i denne kontekst:  

  

Der findes ingen endelig problemformulering  

Der findes ingen regler for afslutning, vi kan altid gøre det bed‐ 

re  

En løsning er ikke sand//falsk, men god//dårlig  

Vi kan ikke afgøre, om en løsning fører til et godt eller dårligt  

resultat på kort eller langt sigt  

Vi har kun ét forsøg til at løse problemet; da der er ikke er tid  

til at tage ved lære af vores fejl tæller hvert forsøg   

Der findes ikke et fast antal løsninger, vi kan beskrive i detaljer,  

og heller ikke et velbeskrevet felt af tilladte handlinger, vi kan  

føje ind i planen  

Hvert problem er unikt  

Ethvert problem kan ses som symptom på et andet problem  

Enhver uoverensstemmelse ved et problem kan forklares på  

mange måder – og hver forklaringsmodel bestemmer hvordan  

problemet kan løses  

Planlæggeren [the planner] har ikke ret til at tage fejl.  

  

Med Rittel og Webbers mere eller mindre totale afvisning af det tek‐ 

nisk‐rationelle  paradigme  som  fundament  for  planlægningen,  er  byen  og  

dens problemer allerede i starten af 70erne manifesteret som et igangvæ‐ 

rende arbejde, der ikke kan løses gennem elegante arkitektoniske løsninger,  

storslåede planer eller ved at overlade det analytiske arbejde til talknuserne  

(maskinelle eller ej). Det betød selvfølgelig ikke, at teknisk‐rationelt oriente‐ 

rede planlæggere over hele verden fra da af smed håndklædet i ringen, men  

det betød, at der blev åbnet op for en række nye flanker i den byteoretiske  

diskurs – og ikke mindst et behov for at gentænke det velordnede, statiske  

133 

134  

  


  

og  rationelle  billede,  der  i  en  årrække  havde  præget  opfattelsen  af  byen.  

Som Edward Soja konkluderer:  

”It has now become increasingly clear that the urban crisis  

of  the  1960s  exposed  deep  weaknesses  and  serious  gaps  in  the  

urban theories and practices that had evolved over the previous  

century. Nearly all explicitly urban theory and the empirical inves‐ 

tigations of the city and its spatial specificity up to that time were  

in one way or another involved in a search for regularity and order,  

a moral order in the case of the early Chicago School sociologists, a  

geo‐statistical  order  for  the  new  urban  geographers  and  new  

urban  economists  following  in  their  footsteps.  Throughout  the  

social  sciences,  various  forms  of  systems  analysis,  backed  by  in‐ 

creasingly  sophisticated  and  ”cybernetic”  computer  technology,  

invigorated  this  emphasis  on  order,  equilibrium,  and  continuous  

evolution, often in the form of stage like models of modernization  

and progressive development. When the modern urban order be‐ 

gan to break down on the streets of Los Angeles, New York, Paris,  

Mexico  City,  and  almost  every  other  major  modern  metropolis,  

there  was  thus  little  available  in  established  social  science  ap‐ 

proaches to help us understand what was happening in cities, why  

this was happening, and what could be done in response.” (Soja  

2000, p. 96‐97)  

Krisen  i  slutningen  af  tresserne  og  begyndelsen  af  halvfjerdserne  

medførte altså, at et væld af nye tilgange til forståelsen af byen dukkede op  

på scenen. Det er dog ikke min hensigt at behandle alle disse opfattelser her.  

Gennemgangen af de valgte eksempler har blot til hensigt at illustrere en vis  

kontinuitet i opfattelsen af byens problemer og udfordringer (om ikke nød‐ 

vendigvis borgernes andel i løsningen af dem) fra dengang til nu. Samtidig  

tjener de valgte historiske eksempler også som forudsætning for en senere  

diskussion af, hvordan utopien, der ellers i stort omfang blev kastet ud med  

det modernistiske badevand, måske kan revitaliseres som konkret arbejds‐ 

redskab, eller som Harvey efterlyser det i indledningskapitlet, ’et passende  

sprog’ og ’konceptuelt apparat’, der er bedre gearet til at håndtere de pro‐ 

blemer, vi aktuelt står overfor. Noget tyder nemlig på, at vi i overgangen fra 

  

  


en opfattelse af byen som en (modernistisk) maskine til en (postmoderni‐ 

stisk) organisme ikke nødvendigvis har fået bedre redskaber til at få greb om  

problemerne – for slet ikke at tale om et (fælles) sprog, der sætter os i stand  

til endeligt at formulere løsninger på de problemer, der kendetegner byerne:    

”[…] is there anything radically new in all of this? Or have  

we,  when  we  look  at  the  parallel  conditions  of  late‐nineteenth‐ 

century urbanization been here before? The answer is, I fear, both  

yes and no. Many of the dystopian elements – the concentrated  

impoverishment  and  human  hopelessness,  the  malnourishment  

and  chronic  diseases,  the  ecological  degradation  and  excessive  

pollution, and the more than occasional bitter social strife – were  

all  too  familiar  to  our  nineteenth‐century  forebears.”  (Harvey  

2008, p. 405)  

Harvey mener dog, at tingene trods alt er blevet bedre siden ’the City  

of  Dreadful  Night’,  og  han  fremhæver,  at  det  bl.a.  skyldes  fremsynede  og  

visionære planlæggere og tænkere som Howard, Hausmann og Olmstead,  

der tog fat om problemernes rod og faktisk fik skabt bedre byer, med afsæt i  

et kapitalistisk, industrialiseret verdensbillede (ibid. p. 406) – i modsætning til  

vore dages neoliberalistiske vækstfilosofi, hvor (produktions)virksomhederne  

er flyttet ud af byerne (der i øvrigt også ifølge Harvey er blevet grænseløse),  

og har overladt byudviklingen til developere, spekulanter, kontorfolk og fi‐ 

nansverdenen, mens (små)borgerskabet har isoleret sig i mindre enklaver i  

udkanten (eller indercirklerne) af byen i sikker forvisning om, at eventuelle  

oprørske elementer og revolutionære tendenser kan håndteres af ’rå magt’  

(ibid. p. 407). I Harveys forestillinger om mulige – og mere ’retfærdige’ – by‐ 

verdener (possible urban worlds) fornemmer man måske en længsel efter en  

byudviklingsdiskurs, der har et langt klarere (og måske modernistisk inspire‐ 

ret) udgangspunkt i ’det fælles bedste’, end tilfældet er i dag – og måske i  

realiteten heller ikke var under de beskrevne planlæggere og de paradigmer,  

der tidligere var fremherskende. Andetsteds erkender han dog klart, at det  

kan være svært, om ikke umuligt, at skabe løsninger baseret på en universel  

opfattelse af ’social retfærdighed’ (social justice):  

135 

136  

  


  

”There can be no universal conception of justice to which  

we can appeal as a normative concept […]. There are only particu‐ 

lar, competing, fragmented, and heterogeneous conceptions and  

discourses about justice which arise out of the particular situations  

of those involved.” (Ibid. p. 342)  

Jeg vil ikke her gå dybere ind i en diskussion af Harveys (dystopiske)  

beskrivelse  af  planlægningens  fejl  og  mangler,  i  stedet  vil  jeg  foretage  et  

spring frem til aktuelle byudviklingstendenser som mulige forklaringsmodel‐ 

ler til en forståelse af byen, som vi kender og oplever den i dag, og derefter  

vende tilbage til byen som igangværende arbejde og ikke mindst borgernes  

ret til at deltage i dette arbejde.  

  

  

aktuelle udviklingstendenser 

I starten af kapitlet beskrev jeg den grænseløse by som et aktuelt fæ‐ 

nomen, men referencer til det urbane, som noget der transcenderer eksiste‐ 

rende (by)grænser kan findes i hvert fald mere end 300 år tilbage i historien.  

Karl Marx færdiggjorde sit Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie i  

1858. Heri taler han bl.a. for, at den moderne, industrialiserede verden er  

kendetegnet  ved  en  stigende  urbanisering,  helt  basalt  forstået  således,  at  

tidligere  levede  byerne  af  landet,  mens  relationen  i  ’moderne’  tid  vendes  

om, bl.a. som følge af industrialiseringen:  

”[…] the modern (age) is the urbanization of the country‐ 

side,  not ruralisation  of  the  city  as  in  antiquity.”  (Marx  1973,  p.  

479)  

Men allerede i 1683 var der tendenser til at opfatte det urbane, som  

noget der i abstrakt form, men konkretiseret gennem globale pengestrøm‐ 

me, omspandt hele kloden. Marx citerer i Grundrisse italieneren Montanari  

for følgende: 

  

  


”Intercourse between nations spans the globe to such an  

extent that one may almost say all the world is but a single city in  

which a permanent fair comprising all commodities is held […].”  

(Marx 1973, p. 782)  

Forestillingen  om  byen,  eller  det  urbane,  som  et  grænseløst  fæno‐ 

men er altså ikke udelukkende en aktuel forestilling, men har spillet en rolle  

for  forståelsen  af  de  mekanismer,  der  har  præget  forholdet  mellem  

by//land, by//verden og by//borger i flere århundreder. Selvom tendenserne  

måske har været tilstede tidligere, er der dog ingen tvivl om, at de er blevet  

forstærket igennem det 20. Århundrede, ikke mindst i kraft af den teknologi‐ 

ske udvikling (Ascher 2002) og den stigende globalisering (hvor der trods alt  

er sket en del siden Montanari og senere Marx analyserede pengestrømme‐ 

ne). Samtidig integreres såvel større som mindre bysamfund i sammenhæn‐ 

gende regionale byområder, grænserne mellem by og land udviskes og ur‐ 

bane funktioner og bylivsformer indtager det omgivende land og bypolitik‐ 

ken flyttes fra byrådene og ud i stadig mere komplekse netværk og samar‐ 

bejdsrelationer  (Albertsen  et  al.  2007).  I  Danmark  starter  udviskningen  af  

grænserne allerede omkring år 1800, hvor nationalstatens fremkomst med‐ 

fører en homogenisering af politik og kultur på tværs af by og land, etable‐ 

ringen af byerhverv på landet og senere de første ansatser til en form for  

pendling, hvor landbefolkningen arbejder i de nærliggende byer (Ibid. p. 2‐3).  

Fra 1960erne og frem accelerer udviklingen som følge af (Ibid. p. 3):  

  

Den fortsatte kulturelle og politiske homogeniseringsproces,  

forstærket af de nationale massemedier og det nationale vel‐ 

færdssamfundsprojekt  

Bosætningen i de mange nedlagte landbrug  

Decentraliseringen af industrien  

De stigende geografiske husprisforskelle med stærkt stigende  

huspriser i storbyerne, og især i deres mere centrale eller  

mondæne dele samt  

137 

138  

  


  

De hurtigt voksende arbejdskraftsoplande og daglige aktivi‐ 

tetsrum, baseret på en pendling med bil eller kollektiv trafik,  

som nu strækker sig over lange afstande.  

  

Fra at være relativt ensartede, begynder byerne også i stigende grad  

at specialisere sig og indgå i mere komplekse relationer på regionalt plan, og  

senere – i kraft af globaliseringen – forstærkes denne tendens i endnu højere  

grad og byerne indgår i en global arbejdsdeling (ibid.), hvor f.eks. nogle byer  

er kendetegnet  ved  at være finansielle  centre, eksempelvis  London,  mens  

andre tager sig af produktionen, f.eks. Shenzhen, der i en årrække har været  

en af Kinas såkaldt special economic zones. Samtidig går tendensen i retning  

af en højere koncentration af den økonomiske vækst omkring de større by‐ 

centre, sideløbende med, at borgerne spreder sig udover bycentrene og bo‐ 

sætter sig i stadig større afstand fra byen samt benytter de rekreative facili‐ 

teter omkring bycentrene (Ibid. p. 5).  

Umiddelbart er denne udvikling ikke sket på baggrund af en klar, of‐ 

fentlig – og offensiv – planstrategi. I stedet har den, ikke mindst i Danmark,  

været præget af udbygningen af offentlig transport og et vejnet, der har gjort  

det muligt, at bevæge sig friere over større afstande. Mens selve byudvik‐ 

lingsdiskursen har ændret sig væsentligt siden tresserne, er der ikke sket en  

tilsvarende  udvikling  i  den  overordnede  vejplanlægning,  hvor  der  i  et  vist  

omfang stadig planlægges ud fra et modernistisk storskalaideal (Clemmen‐ 

sen 2008). Omvendt betød planlovens revision i halvfjerdserne, at fokus for  

byplanlægningen blev flyttet fra modernismens store linjer til en højere grad  

af lokal forankring:  

”Gennem  nedskaleringen  af  de  byudviklingsmæssige  per‐ 

spektiver og regionplanlægningens forskydning fra byregulering til  

miljøregulering lader kritikken af den modernistiske planlægning  

indirekte til at have stimuleret en drejning tilbage mod en mere  

traditionel byopfattelse inden for den offentlige planlægning. For‐ 

stået på den måde, at forestillingen om byen, som en afgrænset 

  

  


og  selvstændig  enhed  blev  styrket  sammen  med  kommunernes  

voksende indflydelse.” (Ibid. p. 22‐23)  

I den optik er den grænseløse by som fysisk manifestation i Danmark  

blevet til i feltet mellem en overordnet national og regional planlægning af  

infrastrukturen og et mere lokalt forankret fokus på udvikling af bycentre og  

områder med umiddelbar tilknytning til byen. Som nævnt tidligere har der  

også været en tendens til en større heterogenisering i den store skala med  

afsæt i en stigende specialisering og homogenisering i den mindre.   

Der er dog også træk af moderne byudvikling, der peger i andre ret‐ 

ninger, hvor bl.a. konkurrencen om tiltrækning af arbejdspladser peger i ret‐ 

ning af en stigende tendens til, hvad man kan kalde so‐ein‐ding‐strategier.  

Dvs. at byer forsøger at tiltrække både investeringer, opmærksomhed, virk‐ 

somheder og (højtuddannet) arbejdskraft med stort set de samme midler.  

Den planlagte udvikling af bynære havneområder i bl.a. København, Frederi‐ 

cia, Århus, Køge, Kolding, Vejle – og mange andre steder – bekræfter denne  

tendens. I alle de nævnte byer er et væsentligt mål at erstatte traditionelle  

industrihavne  med  blandede  boligområder,  liberalt  erhverv  og  kulturelle  

aktiviteter, ofte med afsæt i stort set samme formel. Samtidig har der været  

et stort fokus på markant arkitektur og den såkaldte Bilbao‐effekt (bl.a. Bea‐ 

triz 2007) samt ideen om, at den kreative klasse er blandt de mest centrale  

og attraktive befolkningsgrupper i en byvækstmæssig sammenhæng  (Florida  

2003). Men også på andre områder sker der i disse år en homogenisering af  

byerne i deres totalitet, bl.a. eksemplificeret ved, at en lang række danske  

byer har meldt sig ind i klimakampen og annonceret, at de skal være CO2‐ 

neutrale, kæmper om pladserne som klimabyer og forsøger at tiltrække virk‐ 

somheder og nye borgere ved at styrke deres grønne profil.   

I et vist omfang skyldes disse so‐ein‐ding‐strategier nationale og over‐ 

nationale målsætninger, mens de på andre fronter snarere afspejler globale  

megatrends. Hvorom alting er, indikerer de, at homogenisering ikke kun fo‐ 

regår  på  et  lokalt  niveau  med  en  stigende  heterogenisering  til  følge,  men  

også på et mere overordnet regionalt, nationalt og globalt niveau, der gør  

139 

140  

  


  

byerne grænseløse i en anden forstand, simpelthen ved at skabe et globalt  

netværk, der for (visse) borgere handler om forventningen om en bestemt  

type oplevelser og byliv, mens det på andre områder i højere grad drejer sig  

om at adressere problemer, der opfattes som netop grænseløse.   

Blandt disse byer kan man således pege på to fremtrædende byudvik‐ 

lingstendenser, henholdsvis en vækstorienteret, hvor fokus – særligt  efter  

finanskrisen – er at få gang i business as usual: Det handler, som det har gjort  

i mange herrens år, om at tiltrække investeringer, virksomheder og velud‐ 

dannet arbejdskraft, forskellen fra tidligere (før 1980, jf. bl.a. Harvey 2008)  

er, at fokus nu er på udviklingsstrategier, der tager afsæt i – mere eller min‐ 

dre ‐ neoliberale forestillinger om den kreative klasse samt innovation og ren  

informationel frem for industriel produktion (Castells 1991) i en global viden‐ 

søkonomi (Jessop 2004).   

Den  anden  aktuelle  tendens  er  i  højere  grad  en  kriseforståelse  og  

handler om den globale opvarmning, hvor byer verden over forsøger, ikke  

blot at forhindre opvarmningen, men i stadigt stigende grad at tilpasse sig de  

politiske, sociale, økonomiske, men så sandelig også fysiske konsekvenser af,  

hvad der opfattes som en efterhånden uafvendelig udvikling. Som Swynge‐ 

douw skriver:  

”In recent years, urban research has become increasingly  

concerned with the social, political and economic implications of  

the techno‐political and socio‐scientific consensus that the present  

unsustainable  and  unjust  environmental  conditions  require  a  

transformation of the way urban life is organized.” (Swyngedouw  

2009)  

Der findes selvfølgelig mange andre udviklingstendenser, der bringes i  

spil, ikke mindst uden for de byer, der indgår i det globale, grænseløse net‐ 

værk, dvs. især mindre byer og byer i udviklingslandene, men de to nævnte  

tendenser er i høj grad dem, der aktuelt præger byudviklingsdiskussionen –  

også i Danmark. Dermed bliver de også relevante i en diskussion af borger‐ 

nes deltagelse i selvsamme udvikling.  

  

  

  


planlægningspolitik & politisk planlægning 

Som  en  del  af  den  aktuelle  diskussion  om  byen,  ikke  mindst  den  

grænseløse, har det været debatteret om arkitekter og planlæggere må op‐ 

give at styre udviklingen og i stedet;   

”[…]  take  on  a  more  ambulant  and  design  oriented  ap‐ 

proach developing specific solutions to specific problems, in close  

contact with the users.” (Nielsen et al 2004, p. 7‐8)  

Man  kan  sige,  at  denne  opfattelse  hører  tæt  sammen  med  hvad  

Clemmensen kaldte ’nedskaleringen af de byudviklingsmæssige perspektiver’  

og et stigende fokus på såkaldt projektplanlægning – i modsætning til ma‐ 

sterplanlægning – hvor udviklingen af byerne tager afsæt i konkrete projekt‐ 

forslag, rangerende fra større infrastrukturelle projekter som f.eks. diskussi‐ 

onen om en Kattegatbro eller en bynær lufthavn i Århus over arkitektur‐ og  

funktionsorienterede diskussioner, eksempelvis Multimediehuset i Århus til  

mere aktivitetsorienteret planlægning med fokus på f.eks. midlertidig udnyt‐ 

telse af byrum. Der kan ikke herske tvivl om, at megen planlægning i dag  

opererer i dette felt, men samtidig er der sket et skifte på det politiske og  

strategiske niveau, hvor udviklingen i stigende grad præges af beslutninger  

truffet på nationalt og overnationalt niveau med reference til globale, græn‐ 

seoverskridende  udviklingstendenser,  eksempelvis  vækst‐  eller  klimakrise‐ 

tendensen. Man kan formulere det sådan, at der er sket et skifte i planlæg‐ 

ningspolitikken samtidig med, at der igen er kommet fokus på planlægning  

som en politisk disciplin. Med igen, mener jeg her, at det er vigtigt at under‐ 

strege en vis (historisk) kontinuitet, hvor især planlovsreformen fra halvfjerd‐ 

serne netop var et udtryk for en politisering af planlægningen:  

”Planlovsreformen var derfor […] et klart udtryk for ønsker  

om  en  øget  politisering  af  planlægningen.  Eller  rettere:  Med  re‐ 

formen  ønskede  lovgiverne  at  tage  konsekvensen  af,  at  al  plan‐ 

141 

142  

  


  

lægning har et stort indhold af politiske prioriteringer, og at den  

derfor bør underlægges den politiske verdens vilkår.” (Gaardmand  

1993, p. 192)  

Som det også antydes i citatet fra Gaardmand har planlægning altid  

på sin vis været en politisk disciplin, men tidligere har den måske alligevel i  

højere grad været opfattet som dels en bureaukratisk praksis og en teknisk  

’videnskab’. Som Banham et al. skrev i 1969:  

”[…] planning is the only branch of knowledge purporting  

to be some kind of science which regards a plan as being fulfilled  

when it is merely completed; there’s seldom any sort of check on  

whether  the  plan  actually  does  what  it  was  meant  to  do,  and  

whether, if it does something different, this is for the better or the  

worse.” (Banham et al. 1969 (2002), p. 13)  

Pointen er, at forklaringen på hvordan planlægning (traditionelt) har  

kunne fungere som et vidensområde, hvor midlet (planen) opfattes som et  

mål i sig selv, sandsynligvis skal søges i netop adskillelsen mellem, hvad man  

på engelsk kalder politics og policy. Sammenholdt med planlægningens lange  

tidshorisont går den politiske diskussion nok forud for selve planen – eller i  

det mindste baseres planen på et mere eller mindre eksplicit ideologisk og  

politisk fundament, som f.eks. i den modernistiske planlægning – men pla‐ 

nens konsekvenser bliver typisk først et politisk emne igen langt senere i pro‐ 

cessen; nemlig når det går galt. Eller sagt på en anden måde, selvom opfyl‐ 

delsen af planens mål og diskussionen af eventuelle afvigelser kan siges at  

være politiske spørgsmål (politics), er produktion af planen som instrument i  

stort omfang netop en teknisk‐bureaukratisk disciplin, der udføres af eksper‐ 

ter og embedsapparat (policy). Adskillelsen mellem de to er – sammenlignet  

med det (bredest tænkelige) demokratiske ideal – en relativt ny foreteelse.  

Tidligere  skelnede  man  ikke  mellem  de  to,  men  i  1700‐tallet  blev  ’politik’  

introduceret i de europæiske universiteters curriculum, som en ’statskund‐ 

skab’; altså groft sagt evnen til systematisk at omsætte politics til policy: 

  

  


”The rise of politics and, more slowly, of political economy  

was also assisted by the needs of a centralized state. Politics was  

coming to be considered less of an ’art’ to be learned by practice,  

and more of a science […] which could be systematized and taught  

in an academic manner.” (Burke 2000, p. 101)   

At påstå, at der traditionelt – før planlovsreformen – har været en  

skarp  skelnen  mellem  politics  og  policy  i  planlægningen  er  selvfølgelig  på  

mange måder en grov forsimpling af de processer, der i realiteten har præ‐ 

get planlægningen, og man kan uden tvivl finde historiske eksempler på poli‐ 

tiseret planlægning hos embedsstanden, såvel som administrativ tænkning  

hos politikerne. På det teoretiske niveau har der også tidligere – men især fra  

tresserne og frem – været rigeligt med stemmer, der har talt for en større  

politisering af planlægningen, f.eks. i advocacy planning (bl.a. Davidoff 1965),  

equity planning (bl.a. Krumholz 1982), transactive planning (bl.a. Friedmann  

1973) og communicative og collaborative planning (bl.a. Healey 1992, 1993  

& 2006). Ikke desto mindre har adskillelsen mellem politik og administration  

været det dominerende politiske –  såvel som juridisk‐administrative – ideal i  

Danmark. Men i de senere år har vi igen set et øget fokus på, hvad man kalde  

politiske  planlægningsprocesser.  Som  Niels  Østergård,  formanden  for  

Plan09‐arbejdet, formulerer det:  

”Uanset hvordan kommunen vælger at gå til planlægning‐ 

sarbejdet, står én ting lysende klart: Planlægning er politik. Arbej‐ 

det med at lave en planstrategi og revidere kommuneplanen er en  

anledning til at formulere politiske visioner for kommunens udvik‐ 

ling, til at komme i dialog med borgere, erhvervsliv, organisationer  

og investorer og til at træffe de nødvendige til‐ og fravalg. Selve  

kommuneplanen kan – når den skaber sammenhæng mellem den  

økonomiske og den fysiske planlægning – være et vigtigt redskab i  

indsatsen  for  at  sikre  en  positiv  udvikling  i  kommunen.”  (Dansk  

Byplanlaboratorium 2010, p. 3)  

Selvom der implicit i publikationen også lægges op til en arbejdsdeling  

mellem  folkevalgte  politikere  og  embedsapparatet,  repræsenterer  Plan09  

143 

144  

  


  

dog nogle aktuelle strømninger i planlægningspolitikken, der peger i retning  

af et fornyet fokus på planlægningens politiske aspekter. I andre sammen‐ 

hænge  taler  man  om  ’værdibaseret’  byudvikling  (bl.a.  Riisom  &  Sørensen  

2009), hvor fokus er på en eksplicitering af det værdisæt, udviklingen skal  

tage afsæt i, forholde sig til igennem hele udviklingsprocessen og have som  

slutmål.  I  den  konkrete  kontekst  med  særligt  fokus  på  udviklingen  af  

kundskabsbyen:  

”[…] i kunskapsstaden är det speciellt de humanistiske vär‐ 

dena som står i fokus. De skall vara grunden til stadsutveckling […]  

Men inte nog med det, stadsrummet skall förmedla dessa värden  

till människor efter stadsutvecklingen är genomförd […]. Är värde‐ 

baserad  stadsutveckling  inte  reaktionär?  Stänger  inte  värden  in  

människor och inskränker deras rörelsefrihet? Inte när det gäller  

de humanistiska värdena som mångfald, öppenhet, tolerans, soci‐ 

al inklusion, respekt för den andre, gemenskapen, demokratin och  

folkligheten […]” (Ibid. p. 12)  

Nu  omhandler  publikationen ’Det  4.  Stadsrum’  primært  Malmø,  og  

som man måske vil vide, står Sverige et andet sted i debatten om værdierne,  

end vi gør i Danmark, og at fremhæve netop disse – humanistiske – værdier i  

Sverige, er måske derfor knap så kontroversielt som i Danmark, hvor det for  

alvor ville kunne kaldes politisk planlægning, at hævde disse som basis for  

byudviklingen. Ikke desto mindre kan vi finde eksempler på den samme til‐ 

gang til værdibaseret planlægning i en dansk kontekst. Således hedder det i  

et  strategidokument  for  STRAKKS‐projektet,  der  bl.a.  inkluderer  Ålborg  

Kommune, at det giver god mening:  

”[…] at sætte humanistiske værdier i centrum for planlæg‐ 

ningen  af  kundskabsbyen.  Disse  omfatter  mangfoldighed,  åben‐ 

hed,  tolerance,  inklusion,  ansvarlighed  og  urban  kompleksitet.  

Netop disse værdier har til hensigt at samle i stedet for at sprede,  

og det er værdier, der fremhæver samværet mellem mennesker,  

hvilket er helt centralt i en tid, hvor den viden vi skal leve af, ikke 

  

  


bliver til i et vakuum, men udvikles i relationer og netværk mellem  

mennesker.” (Nordic City Network/STRAKKS 2010, p. 8)   

For  klarhedens  skyld  skal  det  siges,  at  ’det  4.  Stadsrum’  ligesom  

STRAKKS  er  blevet til i regi af Nordic City Network,  og  at  der  derfor  er  et  

sammenfald af både personer og ideer (såvel som formuleringer) i definitio‐ 

nen af kundskabsbyens værdier. Men alligevel ser vi nu humanistiske begre‐ 

ber som ’tolerance’, ’åbenhed’ og ’inklusion’ formuleret som det værdimæs‐ 

sige grundlag for byudvikling i en dansk kontekst, på trods af, at man med en  

vis ret kan påstå, at netop disse begreber i en aktuel dansk (politisk) kontekst  

kan betegnes som væsentligt omstridte. Det er således sandsynligt, at der vil  

være  borgere,  der  foretrækker  værdiernes  modsætninger,  ’nul‐tolerance’,  

f.eks.  forstået  som  hårdere  straffe  til  kriminelle,  ’lukkethed’,  forstået  som  

eksempelvis stærke begrænsninger på indvandringen og ’eksklusion’ forstået  

som en begrænset adgangen til byrummet for eksempelvis hjemløse, mis‐ 

brugere eller romaer.   

Tættere på hjemmet – og mine cases – finder vi et andet eksempel på  

værdibaseret planlægning fra Århus, der har besluttet sig for at blive et CO2‐ 

neutralt samfund inden 2030. Beslutningen blev truffet i 2007, og blev meldt  

ud til den brede befolkning med vedtagelsen af klimaplan 2008‐2009 og lan‐ 

ceringen af projektet AARHUSCO2030 i foråret 2009. Målsætningen får selv‐ 

sagt store konsekvenser for planlægning og byudvikling i Århus Kommune i  

de næste mange år; i forhold til energiforsyning, infrastruktur, byggeri, er‐ 

hvervsudvikling og ikke mindst borgernes adfærd. Og selvom CO2‐reduktion  

på mange måder kan anskues ud fra et klassisk, teknisk‐rationelt paradigme,  

så er beslutningen også udtryk for et klart politisk mål, der nu får lov at præ‐ 

ge byudviklingen i Århus som ét af de mest centrale parametre.   

Den politiske dimension består i, at CO2‐neutraliteten kun giver me‐ 

ning, hvis vi tilslutter os det synspunkt, at der for det første finder klimafor‐ 

andringer sted og for det andet, at de skyldes CO2‐udslip – og dermed er  

menneskeskabte. Forud for AARHUSCO2030‐projektet viste opinionsmålin‐ 

145 

146  

  


  

ger, at 38% af danskerne ikke mente, at klimaforandringerne var menneske‐ 

skabte (Politiken 2008). I Concitos klimabarometer fra juni 2010 hedder det:  

”Næsten to ud af tre danskere tror på realiteten i klimafor‐ 

andringerne, og kun ganske få tror slet ikke på den. Lidt flere er i  

tvivl omkring årsagerne til klimaforandringerne, men 56% er enige  

i, at den globale opvarmning er menneskeskabt.” (Concito 2010, p.  

4)   

Godt nok mener to tredjedele af danskerne i juni 2010, at klimafor‐ 

andringer  er  en  realitet,  men  kun  lidt  over  halvdelen  mener  nu,  at  de  er  

menneskeskabte. Hvad skete der i mellemtiden? Den simple forklaring er, at  

op til COP15 var der mange historier fremme om fusk med klimadata, top‐ 

mødet blev på mange måder en fiasko og vi fik en usædvanlig kold vinter i  

Danmark samt store dele af Europa og USA (på globalt plan var den blandt  

de  varmeste  nogensinde).  Den  lidt  mere  komplekse  historie  er,  at  mens  

menneskeskabte klimaforandringer af nogle regnes for at være et faktum, er  

det for andre blot en rent værdibaseret (eller måske endog hysterisk følel‐ 

sesbetonet) holdning. Dermed bliver spørgsmålet om CO2‐neutralitet til et  

politisk spørgsmål – og planlægningen af et CO2‐neutralt samfund bliver til  

værdibaseret, politisk planlægning.   

Medfører ovenstående udfordringer, at vi må afvise den værdibase‐ 

rede planlægning? Tværtimod, men denne tilgang til planlægning og byud‐ 

vikling forudsætter en klar erkendelse af, at der netop er tale om en politise‐ 

ret proces og vi bør derfor tilrettelægge processen, så der åbnes op for en  

mere fundamental diskussion om de grundlæggende værdier. Problemet er,  

at det kan være vanskeligt, hvis ikke decideret umuligt, at konstituere fælles,  

universelle værdier, der kan ligge til grund for udviklingen. Som jeg tidligere  

citerede Harvey for, findes der ikke en universel opfattelse af ’retfærdighed’,  

som vi kan appellere til som et normativt koncept, i stedet findes der kun en  

række partikulære, konkurrerende, fragmenterede og forskelligartede opfat‐ 

telser og diskurser, som opstår i de konkrete situationer og med afsæt i de  

personer, der er involveret (Harvey 2008, p. 342).  

  

  


Vores forestilling om den blinde, eller blændede, Justitia med sværdet  

i den ene hånd og vægten i den anden giver ellers indtrykket af, at vi alle er  

lige for loven, at der findes en universel retfærdighed, en fælles værdi – eller  

et fælles bedste – som vi kan forlade os på. Men hvis selv denne værdi viser  

sig at være funderet på partikulære forhold, er det nærliggende at antage, at  

dette også gør sig gældende for en lang række andre værdier, ikke mindst  

afledte begreber og værdier som ’social retfærdighed’ eller de ’humanistiske’  

værdier, som ligger til grund for den form for værdibaseret planlægning, der  

beskrives ovenfor. Men alligevel hævder Harvey, som også Niels Albertsen  

fremhæver,  at  universaliteten  aldrig  kan  –  eller  bør  undgås  eller  forlades  

(Albertsen 2002, p. 49). Som Harvey formulerer det:  

”The universality can never be avoided, and those who seek  

to do so (as is the case in many postmodern and poststructuralist  

formulations) only end up hiding rather than eliminating the con‐ 

dition.  But  universality  must  be  construed  in  dialectical  relation  

with particularity.” (Harvey 2008, p. 362)  

Den dialektiske relation skal sikre, at vi ikke falder tilbage på universa‐ 

listiske  magtpositioner,  men  omvendt  heller  ikke  forfalder  til  partikulære,  

lokale forklaringer og fortællinger, der kan spærre vejen for en bredere for‐ 

ståelse,  eller  det  partikulæres  ’snæverhed  og  lokalisme’  (Albertsen  2002).  

Med afsæt i Boltanski og Thévenot beskriver Albertsen en tilgang til forståel‐ 

sen af retfærdighed – og retfærdiggørelse – der tager afsæt i et mere ’inter‐ 

aktivt’ ideal, for nu at blive i jargonen fra ideen om det interaktive demokrati,  

hvor deltagerne besidder en række ’retfærdiggørelseskompetencer’, der kan  

bringes i anvendelse i forskellige situationer, snarere end en overordnet idé  

om  en  bestemt  form  for  retfærdighed  eller  én  idé  om  et  ’fælles  bedste’  

(Ibid.). Boltanski og Thévenot fremlægger en aksiomatisk kompetencemodel,  

der opdeler kompetencerne i seks ’stæder’ – det ville føre for vidt, at redegø‐ 

re dybdegående for modellen her, men de seks ’stæder’, eller principper om  

man vil er i kort form følgende (Albertsen 2002, p.51):  

  

147 

148  

  


  

Et fælles menneskelighedsprincip ‐ vi er lige, men ikke ens.  

Et forskelligheds‐ eller ulighedsprincip – der kan, i situationer,  

men ikke permanent gøres forskel på mennesker  

Et værdighedsprincip – alle er lige værdige, dvs. alle kan ud‐ 

sættes for ulighed (i situationen)  

Et ordensprincip – hvor goder, og omkostningerne forbundet  

med dem, rangordnes i forhold til hinanden  

Et investeringsprincip – man må bidrage, eller investere, for at  

få del i goderne  

Et fælles gode‐princip, hvor ideen om et (situationelt, ikke uni‐ 

verselt) fælles bedste anerkendes på baggrund af investerin‐ 

ger og omkostninger  

  

Den  ’universelle  retfærdighed’  kan  således  betegnes  som  et  fælles  

princip om netop muligheden for at konstruere (rangordnede) fælles goder i  

partikulære situationer, hvor deltagerne enten indordner sig under konstruk‐ 

tionen – eller anerkender, at det ikke kan lade sig gøre at nå frem til enighed  

om et fælles bedste – og flere ideer om et fælles bedste, derfor må leve side  

om side (ibid.). Det medfører også, med Albertsens ord, at:  

”I  staden  opfører  man  sig  nok  urbant  i  den  forstand,  at  

borgeren evner at føre sig frem på retfærdiggørelsens plan, hvilket  

der kommer overenskomster, kritik og kompromiser ud af, men ik‐ 

ke et himmelsk Jerusalem for én fælles menneskehed.” (Ibid. p. 59)  

I denne kontekst er det værd at bemærke, at et udgangspunkt i et  

mere  ’interaktivt’  retfærdighedsbegreb  grundlæggende  stiller  spørgsmåls‐ 

tegn ved eksplicit (ideologisk) værdibaseret planlægning, men omvendt åb‐ 

ner op for muligheden af, at vi netop kan – og bør – tale om de værdier, der  

ligger til grund for vores planlægning.  

 

  

  


midlertidighed & dynamisk planlægning 

En  anden  tendens  i  byudviklingen  aktuelt,  der  på  sin  vis  hænger  

sammen med den politiserede planlægning, er ideen om midlertidighed som  

et dynamisk planlægningsredskab. Midlertidighed handler typisk om at prø‐ 

ve ting af, inden de manifesteres som egentlig planinitiativer, få afdækket  

potentialer, der kan pege frem mod fremtidigt byliv, tilføre kulturel, social og  

økonomisk værdi til et område samt at:  

”[…]  skabe  offentlig  bevidsthed  om,  at  omdannelsen  er  i  

gang, og derigennem gøre det mere virkeligt og relevant for en  

bred gruppe af borgere at involvere sig i udviklingen.” (Metopos &  

Ålborg Kommune 2009, p. 6)  

Når jeg påstår, at brugen af midlertidige aktiviteter hænger sammen  

med den politiserede planlægning skyldes det på den ene side, at det midler‐ 

tidige er udtryk for en (i hvert fald temporær) afvisning af den permanente  

optagelse af et rum, da det permanente, planlagte, fysisk manifesterede og  

byggede er kendetegnet ved at være en demonstration af ’magt’, der ikke  

umiddelbart kan omstødes. Som Lefebvre skriver om arkitektens relation til  

’planen’ på tegnebordet:  

”He believes it to be neutral. He believes that this neutral  

space,  which  passively  receives  the  marks  of  his  pencil,  corres‐ 

ponds to the neutral space outside, which receives things, point by  

point, place by place. As for the ’plan’, it does not remain inno‐ 

cently on paper. On the ground, the bulldozer realises ’plans’.” (Le‐ 

febvre 2008, p. 191)  

Når først huset står der, eller vejen ligger der, er der ikke plads til an‐ 

det og ingen vej tilbage, om man så må sige. Planlægning baseret på midler‐ 

tidighed kan derfor siges, at være mere ’deliberativ’ – eller måske netop in‐ 

teraktiv –  forstået således, at den giver mulighed for en større dynamik i  

dialogen; selvom vi træffer en beslutning, kan dialogen fortsætte, og beslut‐ 

ningen kan omstødes på et senere tidspunkt. Midlertidighed i planlægningen  

149 

150  

  


  

kan derfor fastholde en (politisk) ’neutralitet’ over længere tid, end tilfældet  

er med ’traditionel’ planlægning, og indebærer derfor også muligheden for  

at afprøve og diskutere forskellige værdier og opfattelser af, hvad der er ’ret‐ 

færdigt’.   

Samtidig udtrykkes også et andet politisk aspekt i citatet fra Metopos  

og Ålborg Kommune i og med fokuseringen på borgernes involvering i udvik‐ 

lingen. Inddragelsen af borgerne hviler på forestillingen om bestemte politi‐ 

ske idealer for byudviklingen, herunder ikke mindst det deliberative samt de  

humanistiske  værdier  om  åbenhed  og  inklusion,  som  beskrevet  ovenfor.  

Samtidig hænger midlertidigheden dog også sammen med væksttendenser‐ 

ne i ønsket om at igangsætte midlertidige aktiviteter med henblik på at tilfø‐ 

re et område værdi – socialt og kulturelt, men så sandelig også økonomisk –   

allerede fra de allertidligste udviklingsfaser. Begrebet ’mental byomdannel‐ 

se’, der er titlen på den rapport, citatet er taget fra, kan på mange måder  

sidestilles  med  idealet  inden  for  deliberative,  dialogorienterede  udviklings‐ 

processer, hvor formålet netop er at udforske, udfordre og udvikle deltager‐ 

nes forestillinger om såvel de fysiske rammer, som de deliberative rum – og  

mentale modeller ‐ der danner grundlag for byudviklingen:  

”We  should  keep  alive  two  related  conceptions  of  public  

space: those of the Newtonian spaces, plazas, parks, and avenues  

in which streams of diverse citizens typically pass each other by,  

and  the  argumentative  public  spaces  […]  in  which  community  

members jointly envision, criticize, and refine the design and re‐ 

design, the preservation and development, of our cities and towns.  

[…] If planners and architects focus only on physical objects, they  

will hardly appreciate how they can weaken or strengthen the de‐ 

liberative public spaces through which they must do their work.”  

(Forester 1999, p. 63‐64)  

Også hos Harvey er ’mental byomdannelse’ et tema forstået således,  

at den måde, hvorpå vi evaluerer og beskriver vore (rumlige) omgivelser er  

med til at forme den praksis, der konstruerer rummet (Harvey 2008). På et  

knap så teoretisk plan som Harveys analyser af produktionen af ’rum’, finder 

  

  


vi  Henrik  Dahls  beskrivelse  af  den ’Usynlige  Verden’,  der  befatter  sig  med  

betydningen af fortællinger og beskrivelser som udgangspunkt for forståel‐ 

sen – og produktionen – af steder (Dahl 2008). At benytte midlertidigheden  

til at skabe grobund for borgerdeltagelse med fokus på de billedskabende  

elementer giver god mening, da åbenheden i denne form for planlægning  

giver mulighed for at afprøve flere mulige ’billeder’ og ’planer’ – inden vi sæt‐ 

ter bulldozerne ind.   

Hvis man forsøgsvis skal finde en metafor, der kan sammenfatte de to  

nævnte  fremherskende  byudviklingstendenser  samt  det  øgede  fokus  på  

midlertidighed tegner der sig et billede af hvad vi kan kalde den ’spirende  

by’,  i  modsætning  til  byen  som  (utopisk)  maskine.  Men  ikke  nødvendigvis  

som en ’vild plante’, der i et vist omfang lå til grund for ideen om Non‐plan  

tidligere. Der er snarere tale om opfattelser af byen som en form for kontrol‐ 

lerbar vækst (væksttendensen) og et økosystem under pres (klimakriseten‐ 

densen), kombineret med en evolutionær trial‐and‐error tilgang repræsente‐ 

ret ved det midlertidige. At presse byen i al sin mangfoldighed ned i en plan‐ 

temetafor giver dog kun mening, for så vidt den giver mulighed for netop at  

afgrænse aktuelle tendenser i forhold til tidligere tiders opfattelse af byen  

som maskine. Og en væsentlig detalje, der ikke passer ind i planteriget, er  

netop den stigende tendens til politisering af planlægningen og borgernes  

rolle heri, der i et vist omfang stritter imod metaforens iboende konnotatio‐ 

ner og forestillingen om, at en plante er noget, der vokser, hvis bare den får  

ordentlige vækstbetingelser og beskyttes mod udefrakommende påvirknin‐ 

ger. Hvis vi alligevel skal blive inden for metaforens rammer kan man spørge,  

hvad sker der med planten, hvis der er mange (politiske) gartnere med for‐ 

skelligartede meninger og mål?  

  

151 

152  

  


  

byen som igangværende arbejde 

Ved at vende tilbage til Lefebvres opfattelse af idealbyen, som noget  

der er under stadig forandring og hans begreb om byen som beboernes mid‐ 

lertidige, men evigt fortsættende, værk (oeuvre) (Lefebvre 2008), kan man  

forsøgsvis spinde en ende over begrebet ’igangværende arbejde’, som både  

indeholder varer, energi, infrastruktur samt økonomisk, som kulturel og so‐ 

cial kapital – ofte ulige fordelt – men også et væld af afsendere, beslutnings‐ 

tagere  og  netop  iværksættere  der  beboer  og  producerer  det  ’grænseløse  

rum’, vi kalder ’byen’:  

”All these flows […] ’produce’ London (or any other city) as  

a palimpsest of densely layered bodily, local, national and global  

[…] metabolic socio‐ecological processes. This intermingling of ma‐ 

terial  and  symbolic  things  produces  the  vortexes  of  modern  life,  

combines to produce a particular socio‐environmental milieu that  

welds nature, society and city together in a deeply heterogeneous,  

conflicting and often disturbing whole.” (Swyngedouw 2008, p. 21)  

At byen består af en række lag og forbindelser af såvel materiel som  

immateriel art, der væves sammen i et heterogent kludetæppe, eller en pa‐ 

limpsest, er en udbredt opfattelse – og måske også en passende beskrivelse  

af byen som grænseløs. Man kan sige, at byen bliver iværksat som igangvæ‐ 

rende  arbejde  gennem  alle  disse  aktører,  elementer  og  forbindelser.  Og  

kompleksiteten gør, at iværksættelsen på mange måder virker som en auto‐ 

poietisk proces, hvorfor megen byudvikling, ikke mindst inden for rammerne  

af væksttendensen, har som målsætning så at sige at koble sig på denne pro‐ 

ces af frygt for ellers netop at blive koblet af. På grund af processens kom‐ 

pleksitet er der en tendens til at opfatte den som noget uafvendeligt, græn‐ 

sende til en naturlov, men det er værd at huske på, at udviklingen i sidste  

ende drives af individer, der handler på baggrund af interesser, ønsker og  

krav.  

  

  


Margaret Thatcher blev kendt for sit udsagn om, at der ikke var noget  

alternativ til markedsliberalisme og globalisering og udsagnet er på mange  

måder tæt sammenfiltret med den aktuelle opfattelse af den globale by som  

vækstcenter  for  netop  en  neoliberalistisk  markedsøkonomi,  men  både  fi‐ 

nanskrisen og en række andre tendenser peger i retning af, at der faktisk  

findes alternative opfattelser og tilgange til byudviklingen; som Susan George  

– der bl.a. er præsident for ATTAC – er citeret for at sige som et modsvar på  

globaliseringen,  vækstparadigmet  og  ikke  mindst Thatchers  TINA  (There  Is  

No Alternative); TATA! (There Are Thousands of Alternatives) (Lees‐Galloway  

2009).  Også  Edward  Soja  peger  på,  at  der  inden  for  byudviklingen  er  nye  

tendenser  undervejs,  der  i  højere  grad  baserer  sig  på  en  lokalt  forankret  

praksis, frem for et dominerende globalt perspektiv, og han ser et voksende  

fokus på:  

”[…] a cultural politics that is consciously driven by increas‐ 

ingly spatialized notions of social justice, participatory democracy,  

and citizen rights and responsibilities. The impact of these spatially  

conscious practices has not been very great as yet, but there are  

sufficient indications to suggest that they are likely to play a major  

role in shaping the postmetropolitan future.” (Soja 2000, p. 407)  

Kulturbegrebet i termen ’Cultural politics’ skal ikke forstås som ’kul‐ 

turpolitik’ i traditionel forstand, men snarere som en del af en tendens, hvor  

kultur i bredeste forstand, herunder menneskelig praksis, tænkning og hand‐ 

len, begynder at spille en væsentlig rolle i byudviklingsprocesserne som en  

del af en reflekteret forståelse af netop ’menneskets’ rolle som aktør i ver‐ 

den – og byen, som medproducent af ’værket’. Eller sagt på en anden måde,  

der er netop et alternativ, ja, tusindvis af dem. Og (by)udvikling er aldrig en  

naturlov: Derfor giver det mening at diskutere alternativerne og de mange  

(mulige) opfattelser af det ’fælles bedste’, der ligger til grund for hvert enkelt  

alternativ.  

I forlængelse af kulturbegrebet er det interessant at se på en konkret  

udmøntning af denne tendens, hvor vi i de senere år har set en lang række  

153 

154  

  


  

byudviklingsprocesser i ind‐ og udland fokuseret på det kreative aspekt af  

byen, ikke kun i den optik, der handler om den kreative klasses rolle inden  

for rammerne af væksttendenserne, men også forstået som en kreativ isce‐ 

nesættelse af byrummet igennem brugen af kunst og kulturelle aktiviteter  

som katalysator for forandringsprocesser. I Køge Kommune har man således  

bl.a. udpeget kulturen som en ’væsentlig drivkraft i byudviklingen’, oprettet  

en ’kulturpulje’ (Køge Kyst 2010), hvor borgere og andre interessenter kan  

søge  midler  til  konkrete  aktiviteter  samt  tidligt  i  forløbet  udarbejdet  en  

egentlig ’kulturplan’ (Køge Kommune 2010), som grundlag for den fortsatte  

byudvikling og byomdannelse.   

Også i Århus er ideen om kulturel planlægning ved at finde fodfæste,  

ikke mindst som følge af kommunens ønske om at blive Europæisk Kulturho‐ 

vedstad i 2017 (Aarhus2017 2010). I den sammenhæng har kulturbysekreta‐ 

riatet bl.a. gennemført en kortlægning af byens kulturelle ressourcer samt  

afviklet  en  række  workshops  og  inddragelsesarrangementer  med  

målsætningen om sidenhen at aktivere såvel etablerede kulturinstitutioner  

som virksomheder og vækstlag i kommunen:  

”Kulturel kortlægning er en metode til at afdække et områ‐ 

des, en bys eller et samfunds kulturelle ressourcer. Den kulturelle  

kortlægning fokuserer på de materielle ressourcer (bygninger, or‐ 

ganisationer, begivenheder, personer m.v.) såvel som immaterielle  

ressourcer  (holdning,  erindringer,  værdier,  kulturarv,  netværk  

m.v.). På samme måde som kartografen (landmåleren) forsøger at  

indfange mange forskellige detaljer ved virkeligheden og kortlæg‐ 

ge dem på en struktureret og systematisk måde, er hensigten med  

den kulturelle kortlægning at give et nærbillede af et områdes kul‐ 

turelle ressourcer. Ud fra dette nærbillede igangsættes kulturplan‐ 

lægningen – arbejdet med at udvikle kulturpolitiske strategier, der  

er tilpasset områdets kendetegn.” (Aarhus2017 2010)  

Visionen for projektet er ikke udelukkende at definere rammerne for  

Århus  som  Europæisk  Kulturhovedstad  i  2017,  men  at  lade  den  kulturelle  

planlægning  indgå  som  et  strategisk  element  i  den  fortsatte  byudvikling  i 

  

  


regionen  med  fokus  på  en  lang  række  områder  fra ’byrummenes  æstetik’  

over integration og erhvervsudvikling til turisme, infrastruktur og etablering  

af samarbejde med andre byer i et internationalt perspektiv. Den kulturelle  

planlægning opfattes dermed ikke udelukkende som et element af en over‐ 

ordnet væksttendens, men som et middel til at forandre byen og gøre den  

mere mangfoldig, tilgængelig og bæredygtig. Mange andre byer har lignende  

kulturpolitiske og strategiske tiltag, men en forskel er, at der her satses mas‐ 

sivt på inddragelse af mange forskellige aktører, dels som udgangspunkt for  

kortlægningen,  men  også  for,  gennem  kulturen,  at  forankre  nye  

(selv)billeder, der kan være med til at skabe ejerskab og aktivere flere kræf‐ 

ter i byen mod et fælles mål. Som Henrik Dahl formulerer det:  

”Med  love  bygger  man  ikke  lande,  men  stater.  Skal  man  

have  et  land  til  at  hænge  sammen  i  hovederne  på  folk,  og  skal  

man have dem til at føle sig hjemme eller i det hele taget føle no‐ 

get som helst for landet, kræves der kunst, som Benedict Anderson  

har påvist i bogen Forestillede Fællesskaber.” (Dahl 2008, p. 39)   

Kunsten i Dahls optik er ikke en kollektiv beskæftigelse, men en indi‐ 

viduel  udfoldelse,  der  overlades  til  kunstnerne,  hvorimod  Lefebvre  netop  

fremhæver det kollektive aspekt i produktionen af byen som et fælles værk,  

der bliver til på et bestemt tidspunkt i historien – og er med til at skabe histo‐ 

rien. I citatet fra titelbladet formuleres denne opfattelse således:  

”And thus the city is an oeuvre, closer to a work of art than  

to a simple material product. If there is production of the city, and  

social relations in the city, it is a production and reproduction of  

human beings by human beings, rather than a production of ob‐ 

jects.  The  city  has  a  history;  it  is  the  work  of  history,  that  is  of  

clearly defined people and groups who accomplish this oeuvre, in  

historical conditions.” (Lefebvre 2008, p. 101)  

Dermed er vi tilbage ved ideen om byen som et igangværende arbej‐ 

de,  eller  et  fælles  værk,  hvor  borgerne  mobiliseres  i  og  med  skabelsen.  I  

denne kontekst er det derfor interessant at se på, hvad man nærmest kan  

155 

156  

  


  

betegne som en ny trend, hvor kulturelle produkter, happenings, installatio‐ 

ner og ændret kulturel praksis bruges til at udfordre de værdier, der ligger til  

grund  for  (by)udviklingen. I  de  senere  år  har  man  kunne  observere  en  ny  

form for aktivisme, der benytter underholdning, humor og oplevelse til at  

sætte relevante temaer på dagsordenen. Denne form for aktivisme betegnes  

efterhånden simpelthen som New Activism, og præges internationalt bl.a. af  

grupper som The Yes Men og hollandske StoereVrouwen (Visscher & Geary  

2008). Herhjemme er Superflex et godt bud på Nye Aktivister, der kombine‐ 

rer:   

”[…] social critique with humour, artistic panache and busi‐ 

ness savvy.” (Ibid.)   

New Activism og midlertidighed hænger også ofte sammen, og her‐ 

hjemme har vi bl.a. set Supertanker og Bureau Detours som eksponenter for  

denne kombination. I et globalt perspektiv er det også værd at nævne foran‐ 

dringerne i Columbias hovedstad Bogotá, som de blandt andet beskrives i  

Andreas Møl Dalsgaards dokumentarfilm ’Cities on Speed – Bogotá Change’.  

Med valget af den kontroversielle borgmester Antanas Mockus i 1995 blev  

der sat gang i en forandringsproces, der hev Bogotá op af en sump af korrup‐ 

tion og kriminalitet, der havde præget byen gennem flere årtier:  

”Som det ses i ‘Bogotá Change’, lykkedes det ham [Antanas  

Mockus] med utraditionelle midler og stor opfindsomhed at skabe  

en mentalitetsændring hos befolkningen gående mod en forstær‐ 

ket fællesskabsfølelse og gensidig respekt og ansvarsfølelse. Det  

betød bl.a., at både volden, kriminaliteten, korruptionsniveauet og  

energiforbruget i byen styrtdykkede. Det skabte vigtige forudsæt‐ 

ninger for stigende tillid til Columbia og Bogotá blandt udenland‐ 

ske investorer og lånudbydere. Resultatet var en stærkt forbedret  

økonomi, som byens næste borgmester kunne få gavn af.” (Det  

Danske Filminstitut 2010)  

Mange af mit projekts cases har været inspireret af, hvad jeg ovenfor  

kalder  New  Activism,  og  jeg  vender  tilbage  til  begrebet  i  forbindelse  med 

  

  


diskussionen af mine egne cases i kapitel 5. Men pointen er, at både nyakti‐ 

vismen og den strategiske kulturplanlægning og ideen om den grænseløse  

by kombineret med midlertidigheden samt en stigende grad af borgerind‐ 

dragelse og politiseret planlægning til sammen peger i retning af en aktuel  

byudviklingstendens, der har tråde tilbage til Lefebvres begreb om en mang‐ 

foldighed af interesser, der alle har ’retten til byen’ (Lefebvre 2008). Samtidig  

er der i tendensen også indeholdt en idé om et fællesskab mellem heteroge‐ 

ne grupper, der er fokus på dialogen omkring ’fakta’ og ’værdier’ (og konflik‐ 

terne omkring samme), der opereres med en mere interaktiv forståelse af  

’retfærdighed’  samt en  anerkendelse  af  de  reelle,  og  typisk  ’wicked’,  pro‐ 

blemer som fundament. Det er dette konglomerat af tendenser, jeg vil be‐ 

tegne ’byen som igangværende arbejde’, som overordnet titel for den by‐ 

forståelse, der præger min tilgang til – og opfattelse af nødvendigheden af ‐  

borgerdeltagelsen som et centralt redskab i byudviklingen.   

 Med denne, måske nok lidt kalejdoskopiske, ophobning af konstitue‐ 

rende elementer i min opfattelse af byen, vil jeg tage fat på en diskussion af  

det sidste centrale teoretiske begreb i projektet.  

  

157 

158  

  


  

deltagelsen 

”je participe // tu participes // il participe // nous partici‐ 

pons  //  vous  participez  //  ils  profitent”  (Fransk  studenterplakat  

1968, Arnstein 1969)  

Ovenstående citat er hentet fra en plakat offentliggjort i forbindelse  

med studenteroprøret i Frankrig i 1968, og løseligt oversat står der at læse;  

”jeg deltager // du deltager // han deltager // vi deltager // De deltager // de  

profiterer.”  Plakaten  rører  ved  en  problemstilling  i  borgerdeltagelsen,  der  

stadig er gældende, ikke mindst i takt med den aktuelle (re)politisering af  

planlægningen: Hvad får vi, som borgere, i det hele taget ud af at deltage?  

Hvis  vores  deltagelse  i  byudviklingsprocesser  udelukkende  handler  om  at  

skabe værdi for andre, f.eks. developere eller planlæggere, hvad er så inci‐ 

tamentet for at deltage?   

Der er næppe nogen tvivl om, at grænserne aktuelt ikke er trukket  

helt så skarpt op som under studenteroprøret i 1968, og borgernes aversion  

mod  at  deltage  i  processer  styret  af  andre  skyldes  nok  kun  sjældent  en  

egentlig følelse af, at de bliver udnyttet af profitmagere, men handler måske  

snarere om, at de er optaget af at skabe merværdi på egne, og mere person‐ 

ligt relevante, projekter, f.eks. deres arbejde, familien og deres foretrukne  

fritidsinteresser. Borgerdeltagelsen, eller aktivismen, i tresserne omhandlede  

i højere grad en redistribuering af magten, eller var en del af en politisk kamp  

mellem forskellige ideologier og et ønske fra bestemte, mere eller mindre  

marginaliserede grupper, om at få del i samfundskagen. Borgerdeltagelse på  

dette tidspunkt i historien var derfor heller ikke nødvendigvis et ønske fra  

toppen, men også ofte et oprør fra bunden, selvom principperne blev hyldet  

af mange samfundslag:  

”The idea of citizen participation is a little like eating spin‐ 

ach: no one is against it in principle because it is good for you. Par‐ 

ticipation  of  the  governed  in  their  government  is,  in  theory,  the  

cornerstone of democracy – a revered idea that is vigorously ap‐

  

  


plauded by virtually everyone. The applause is reduced to polite  

handclaps, however, when this principle is advocated by the have‐ 

not  blacks,  Mexican‐Americans,  Puerto  Ricans,  Indians,  Eskimos,  

and whites. And when the have‐nots define participation as redis‐ 

tribution of power, the American consensus on the fundamental  

principle explodes into many shades of outright racial, ethnic, ideo‐ 

logical, and political opposition.” (Arnstein 1969, p. 216)  

I Danmark, såvel som i USA og andre vestlige lande, er samfundska‐ 

gen vokset siden tresserne og halvfjerdserne, og distributionen af i hvert fald  

den økonomiske magt, har i et vist omfang sidenhen kunne ske uden egent‐ 

lige samfundsomvæltninger. I Danmark har velfærdssamfundet selvsagt også  

spillet en væsentlig rolle i forhold til at holde behovet for fordelingspolitisk  

aktivisme på et absolut minimum. Dermed ikke sagt, at borgerne ikke har  

deltaget direkte i den politiske debat (eller kamp) efter tresserne og halv‐ 

fjerdserne,  men  deltagelsen  har  typisk  formet  sig  som  konkrete  protester  

mod eksempelvis atomkraft (Not In My Back Yard) eller handlet om mere  

detaljerede,  eller  marginale,  fordelingspolitiske  spørgsmål  som  f.eks.  ’gær‐ 

strejken’ i 1998, der udsprang af at flertal af fagforeningsmedlemmerne for‐ 

kastede en overenskomst forhandlet på plads af deres egne faglige organisa‐ 

tioner,  primært  fordi  kravet  om  en  sjette  ferieuge  ikke  var  blevet  opfyldt.  

Udover disse ’massebevægelser’ kan der selvfølgelig også findes et utal af  

eksempler  på  konkret  borgerdeltagelse –  men  også  klassisk  (magt)politisk  

aktivisme – i mindre, geografisk afgrænsede protester eller udviklingsprojek‐ 

ter, f.eks. kampen for ’Byggeren’ på Nørrebro i 1980, hvor dele af Nørrebro  

blev erklæret i undtagelsestilstand, eller senere Ungdomshuset på Jagtvej,  

der blev ryddet i 2007 efter langvarige kampe mellem politi og aktivister.   

Der findes oplagt også en lang række eksempler på at ’almindelige’  

borgere organiserer sig i modstand mod konkrete projekter. I de fleste til‐ 

fælde er der dog tale om en reaktiv protest, mens proaktiv deltagelse i for‐ 

andringsprocesser langt oftere organiseres fra oven. I det hele taget er der  

sket et skifte i opfattelsen af borgernes rolle i samfundet fra halvfjerdserne til  

i dag, og der har i perioden været et mere eller mindre konstant fokus på en  

159 

160  

  


  

bevidst  – og  topstyret  –  udvikling  af  (nær)demokratiske  institutioner,  der  

skulle give borgerne mere magt (Andersen et al. 2000) samtidig med, at der  

fra firserne og frem har været en stigende markedsliggørelse af relationen  

mellem  borgerne  og  det  offentlige  i  form  af  frit‐valgs‐ordninger,  privatise‐ 

ring, udlicitering, brugerbetaling og markedsorienterede styringsprincipper i  

den offentlige sektor (Ibid. p. 2). Frem til halvfjerdserne var det politiske sy‐ 

stem præget af en stærk – og ofte institutionaliseret –  korporatisme, forstå‐ 

et som interesseorganisationers direkte indflydelse på lovgivnings‐ og udvik‐ 

lingsprocessen, men:  

”Fra midten af 1970’erne er der foregået en gradvis svæk‐ 

kelse af det korporative system. Først og fremmest inddrages or‐ 

ganisationerne  ikke  længere  på  den  samme  formelle  og  forplig‐ 

tende måde i lovforberedelsen som tidligere.” (Togeby et al. 2003,  

p. 26)  

I samme periode er partiernes rolle som magthaver i samfundet, og  

specielt som indflydelseskanal for borgerne, desuden kraftigt reduceret, ikke  

mindst på grund af faldende medlemstal (Ibid.). Borgernes rolle og deltagelse  

i  byudvikling  og  planlægning  har  også  undergået  væsentlige  forandringer.  

Debatten om og inddragelse i (by)plandiskussioner er ikke noget nyt fæno‐ 

men, men har fundet sted i hvert fald siden starten af forrige århundrede  

(Gaardmand  1993).  Debatten  institutionaliseres  dog  først  for  alvor  fra  og  

med planlovene fra halvfjerdserne:  

”Med de nye planlove fra begyndelsen af 70’erne bliver det  

pålagt myndighederne at informere om byplanernes baggrund, og  

at lægge op til offentlige diskussioner om f.eks. alternative region‐ 

planskitser. Det medfører at debatterne om planspørgsmål i slut‐ 

ningen af 70’erne får et omfang, som næppe har noget sidestykke  

siden alsangens dage under besættelsen og det politiske liv i de  

første efterkrigsår.” (Ibid. p. 18)  

Borgernes  aktive  deltagelse  i  byudviklingsprocesser  er  på  sin  vis  en  

kontinuerlig proces, der er løbet parallelt med tilsvarende (politiske) strøm‐

  

  


ninger i samfundet som helhed. Deltagelsen tog for alvor tog fart i halvfjerd‐ 

serne og, ifølge Gaardmand, kulminerede den i 1977/78 med debatten om  

amtskommunernes regionplanarbejde, hvor man gennem ideen om alterna‐ 

tive regionplanskitser fik engageret 3‐5% af befolkningen i direkte debat om  

den fysiske planlægning (Ibid. p. 196‐198), hvilket får Gaardmand til at kon‐ 

kludere, at:  

”Hverken før eller siden er der udvist et bredere og mere  

krævende engagement i sager af en sådan karakter.” (Ibid. p. 198)  

Gaardmands konklusion publiceres i 1993 og selvom borgerdeltagel‐ 

sen fortsatte både op igennem firserne og halvfemserne og frem til i dag, er  

der ikke meget der tyder på, at udsagnet ikke stadig skulle stå til troende – i  

hvert fald når det drejer sig om direkte involvering i fysisk planlægning. Det  

aktive  engagement  i  klassiske  planprocesser,  har  sandsynligvis  ikke  siden  

nået samme højder, om end der savnes konkrete data på omfanget af bor‐ 

gernes deltagelse specifikt i fysiske planlægningsprocesser, der kan be‐ eller  

afkræfte påstanden.   

Omvendt kan man måske indvende, at planprocesserne samtidig har  

ændret sig væsentligt, som beskrevet i forrige kapitel. Der er sket en bevæ‐ 

gelse fra en mere traditionel opfattelse af fysisk planlægning i retning af en  

forståelse af planlægning som en mere omfattende strategisk disciplin. Den‐ 

ne tendens beskrives også hos Gaardmand, som en aftagende interesse for  

fysisk planlægning som problemløser i relation til mere påtrængende, ’wick‐ 

ed problems’, eksempelvis arbejdsløshed, manglende vækst og sociale pro‐ 

blemer  op  gennem  halvfjerdserne  og  firserne  (Ibid.  p.  14).  Pointen  her  er  

ikke, hvorvidt opfattelsen af planlægning har ændret sig, men snarere om  

borgerdeltagelsen  i  samme  periode  måske  også  har  spredt  sig  til  en  lang  

række områder, der gør at vi – i hvert fald kvantitativt – kan tale om et ni‐ 

veau, der kan måle sig med interessen for at deltage i slutningen af halvfjerd‐ 

serne?   

161 

162  

  


  

Med en øget decentralisering og oprettelsen af eksempelvis bruger‐ 

bestyrelser, lokalråd, fællesråd – og en lang række andre lokalt forankrede  

beslutningsorganer – kan man argumentere for, at borgerne i høj grad (sta‐ 

dig) deltager, om end måske med et andet udgangspunkt. I forhold til bor‐ 

gernes deltagelse i det politiske liv – og samfundslivet som helhed – har der  

gennem  en  årrække været talt, om at vi ikke agerer  politisk  i  klassisk  for‐ 

stand, men snarere indgår i et:  

”[…]  individualiseret  forbrugerdemokrati,  hvor  borgerne  

både i institutionerne og mere generelt i samfundet handler som  

forbrugere, der alene er optaget af at sikre størst mulige fordele  

for sig og sine.” (Andersen et al. 2000, p. 273)  

Andersen et al. afkræfter dog selv frygten for, at det skulle forholde  

sig sådan, faktisk vurderer de, at deltagelsen i demokratiske processer med  

afsæt i ikke‐individualiserede interesser er temmelig høj og at nærdemokra‐ 

tiet på den baggrund trives i bedste velgående:  

”Det gælder på kommunalt plan, hvor 27 procent inden for  

de sidste 12 måneder har deltaget i et møde om lokal‐ eller kom‐ 

munalpolitiske spørgsmål, 22 procent har kontaktet en embeds‐ 

mand eller en lokalpolitiker, 13 procent har deltaget i en under‐ 

skriftindsamling og otte procent har kontaktet pressen. 11 procent  

oplyser, at de har en eller anden form for offentligt tillidshverv […].  

I alt har 44 procent deltaget i mindst én af disse aktiviteter, og an‐ 

delen er næsten ligeså høj, selvom vi sorterer den gruppe fra, hvis  

henvendelse  til  kommunen  muligvis  kun  har  haft  et  rent  privat  

formål.” (Ibid. p. 275‐276)  

Også procenterne for deltagelse vedrørende institutioner og bruger‐ 

bestyrelser er tilsvarende høj og i foreningslivet har næsten 60% været akti‐ 

ve inden for det seneste år (Ibid. p. 276). Nu kan vi ikke nødvendigvis sam‐ 

menligne disse tal med Gaardmands 3‐5% deltagelse i regionplanlægningen,  

da vi ikke ved nøjagtigt, hvad borgerne rent tematisk har deltaget i, når vi ser  

på bredere anlagte undersøgelser af borgernes demokratiske deltagelse cite‐

  

  


ret ovenfor. Men meget tyder alligevel på, at vi – ud fra et rent kvantitativt  

synspunkt – ikke har oplevet et mærkbart fald i borgerdeltagelsen som så‐ 

dan  siden  halvfjerdserne.  I  relation  til  fysisk  planlægning  beskrev  jeg  også  

tidligere, at antallet af NIMBY‐sager har været i vækst fra halvfemserne og  

frem, hvilket indikerer, at i hvert fald den reaktive borgerdeltagelse trives i  

bedste velgående. Problemet er måske snarere, at det er svært at engagere  

borgerne i egentlig fremadrettet, proaktiv – og politisk motiveret – planlæg‐ 

ning og byudvikling. Spørgsmålet er; hvad kan få borgerne op af stolen og  

sikre  deres  aktive  deltage  i  byudviklingsprocesser?  Og  i  forlængelse  heraf;  

hvordan karakteriserer og vurderer vi egentlig begrebet ’aktiv deltagelse’?  

  

  

niveauer af deltagelse 

I forrige afsnit nævnte jeg et par velkendte eksempler på aktivistisk  

borgerdeltagelse  i  (by)politiske  processer,  henholdsvis  ’Byggeren’  og  Ung‐ 

domshuset på Jagtvej. Ikke for at fremhæve disse som forbilleder for borger‐ 

deltagelsen, men snarere for at markere en ydre grænse for, hvad man må‐ 

ske kan kalde et deltagelseskontinuum. Den militante, aktivistiske – og i visse  

tilfælde ideologisk motiverede – borgerdeltagelse hører til i den ene ende af  

dette  kontinuum  og  går  på  nogle  måder  i  lige  linje  tilbage  til  eksempelvis  

visse grupperingers forestillinger om (væbnet) revolution i tresserne og halv‐ 

fjerdserne og dermed også endnu længere bagud rent historisk til de revolu‐ 

tioner og væbnede kampe, der trods alt har spillet en væsentlig rolle i tilbli‐ 

velsen af mange moderne demokratier – og som stadig er en væsentlig del af  

et større, globaliseret (verdens)billede, blot nu typisk henlagt til mere eksoti‐ 

ske lokaliteter, og derfor ikke længere noget, der spiller en tydelig rolle i vo‐ 

res danske bevidsthed, som andet end korte indslag i nyhedsudsendelserne.  

Man skal dog netop ikke glemme, at i et globalt perspektiv er vold og militant  

aktivisme stadig en væsentlig del af den politiske virkelighed i såvel en proak‐ 

tiv kamp for rettigheder, som i et reaktivt oprør mod beslutninger, man ikke  

163 

164  

  


  

er enig i. Og man kunne måske også argumentere for, at vi som krigsførende  

nation selv er med til direkte eller indirekte at vedligeholde denne deltagel‐ 

sesforms legitimitet. Men det er en anden historie, der ikke hører naturligt  

hjemme  i  diskussionen  omkring  borgernes  deltagelse  i  byudviklingen  i  en  

dansk kontekst.  

I  den  anden  ende  af  kontinuummet  finder  vi  stemmeafgivelse  ved  

valg, nationale såvel som lokale. Man kunne indvende, at det ikke at afgive  

sin stemme kan karakteriseres som den absolutte modpol til (militant) akti‐ 

visme, men selvom der udmærket kan ligge en protest for den enkelte i at  

nægte at afgive sin stemme, vil jeg argumentere for, at dette i højere grad er  

udtryk for eksplicit ’ikke‐deltagelse’ og derfor falder uden for aktiv deltagelse  

i denne kontekst. Arnstein betragter i 1969 borgerdeltagelse med afsæt i et  

lidt andet perspektiv i sin ’Ladder of Citizen Participation’, hvor hun opdeler  

deltagelsen i otte trin (Arnstein 1969, p. 217), henholdsvis:  

  

Non‐participation  

o Manipulation  

o Therapy  

Degrees of tokenism  

o Informing  

o Consultation  

o Placation  

Degrees of citizen power  

  

o Partnership  

o Delegated power  

o Citizen control  

Som  det  fremgår  medtager  Arnstein  to  niveauer  af  ikke‐deltagelse  

(non‐participation) på sin stige, men i modsætning til borgernes (aktive) fra‐

  

  


valg af deltagelse ved f.eks. ikke at deltage i demokratiske valghandlinger,  

opererer Arnstein med et deltagelsesbegreb, hvor borgerne faktisk kan ses  

som deltagere ved deres – fysiske – tilstedeværelse i eksempelvis borgermø‐ 

der, men uden reel indflydelse. I Arnsteins stige er de to nederste trin kende‐ 

tegnet ved at være ren manipulation, hvor deltagerne ’opdrages’ til at bakke  

op om et projekt, eller ’kureres’ for deres eventuelle vrangforestillinger gen‐ 

nem ’terapeutiske’ argumenter. Denne form for deltagelse kan i grove træk  

henregnes til den rene modernistiske planlægning, hvor planlæggerne ved  

bedst, og borgerne blot må indse, at eksperternes opfattelse af det ’fælles  

bedste’ også er til deres eget bedste.   

Hendes anden kategori er ’tokenism’, eller symbolsk deltagelse, hvor  

deltagerne på de første to trin – information og konsultation – får lov at give  

deres besyv med, men der er ingen garanti for, at deres indvendinger eller  

forslag bliver hørt. Dette er for så vidt den form for lovfæstet borgerdeltagel‐ 

se i planlægningen, vi i Danmark har opereret med siden planlovsreformen i  

1970 og kommuneplanloven i 1977, om end man i såvel halvfjerdserne som  

firserne eksperimenterede med en lang række andre inddragelsesformer i et  

forsøg på at udforske – og udfylde – lovens bogstav og give ideen om bor‐ 

gernes deltagelse et mere håndgribeligt indhold. Men frygten for – og kritik‐ 

ken af – denne form for inddragelse som rent skindemokrati har dog været  

tilstede siden planlovsreformen (bl.a. Gaardmand 1993, p. 199‐200).  

 ’Formildelse’ (placation) kan forstås som en skærpet ret til at deltage  

i processen, gerne tidligt før beslutningerne reelt er truffet, men stadig uden  

en egentlig ret til at påvirke beslutningen – det er op til magthaverne at vur‐ 

dere, om borgernes argumenter er tilstrækkeligt valide til at få indflydelse på  

beslutningen. I 1996 blev denne ’formildelse’ indskrevet – eller i hvert fald  

indskærpet – i planloven i Danmark:  

”Den forudgående offentlighed skal sikre, at borgerne på et  

tidligt tidspunkt i planlægningsarbejdet får mulighed for at debat‐ 

tere planlægningsmulighederne, fremsætte forslag og derved give  

deres synspunkter til kende, før der er udarbejdet et planforslag,  

165 

166  

  


  

dvs. før planmyndigheden har lagt sig fast på en bestemt løsning.”  

(Retsinfo, 1996)   

Det centrale i citatet er netop, at det stadig i sidste ende er planmyn‐ 

digheden, der træffer den endelige beslutning, mens borgerne blot har ret til  

at fremsætte deres synspunkter.   

Den øverste kategori i Arnsteins stige, og de sidste tre trin, handler  

om egentlig borgermagt. Dvs. borgerne har ikke bare ret til at blive hørt eller  

indgå i en dialog med magthaverne, men indgår på første trin (partnership) i  

reelle forhandlinger med magthaverne. På det andet trin får borgerne ret til  

at træffe beslutninger på visse, klart definerede områder – som vi f.eks. ken‐ 

der  det  fra  nærdemokratiseringen  op  igennem  firserne  og  halvfemserne,  

som  beskrevet  oven  for  –  mens  de  på  sidste  trin  er  blevet  de  egentlige  

magthavere, en position der i Arnsteins terminologi kan være ret omfatten‐ 

de, men i praksis herhjemme måske kun findes i ganske få tilfælde, f.eks. (i  

hvert fald i brugernes bevidsthed) i Ungdomshuset før rydningen, hvor ung‐ 

domshuset i dag er trådt et par trin ned af stigen og er underlagt en række  

regler  dikteret  af  Københavns  Kommune,  plan‐  og  sundhedsmyndigheder,  

politivedtægter etc.  

Arnsteins  typologi  er  et  udmærket  udgangspunkt  for  at  diskutere  

magtrelationer mellem aktører i inddragelsesprocesser, men – som hun også  

selv indikerer – siger den ikke ret meget om, hvordan vi får borgerne til at  

deltage for slet ikke at tale om, hvordan vi griber deltagelsesprocesserne an:  

”It should be noted that the typology does not include an  

analysis  of  the  most  significant  roadblocks  to  achieving  genuine  

levels of participation. […] On the powerholders’ side they include  

racism, paternalism, and resistance to power distribution. On the  

have‐nots’ side they include inadequacies of the poor community’s  

political  socioeconomic  infrastructure  and  knowledgebase,  plus  

difficulties of organizing a representative and accountable citizens’  

group  in  the  face  of  futility,  alienation,  and  distrust.”  (Arnstein  

1967, p. 217) 

  

  


Til disse ’vejspærringer’ kan man i dag tilføje en lang række andre: Ik‐ 

ke mindst borgernes tilsyneladende manglende interesse for at deltage pro‐ 

aktivt i byudviklingen (men måske nok både reaktivt og i ’driften’ forstået  

som deltagelse i nærdemokratiske organer som eksempelvis skole‐ og insti‐ 

tutionsbestyrelser  m.m.),  begrænset  projekt‐  og  procesøkonomi,  stramme  

tidsplaner, manglende viden om hvad borgerdeltagelse kan bruges til, mang‐ 

lende forventningsafstemning, fragmentation blandt deltagerne, ad‐hoc kul‐ 

tur og mangelfuldt overblik over redskaber (bl.a. Gamst 2007). Inden jeg ta‐ 

ger fat på disse udfordringer giver det dog mening at dykke lidt dybere ned i  

den betydning de (magt)politiske relationer har for deltagelsen i dag. Som  

beskrevet tidligere har det politiske landskab nok ændret sig siden tresserne  

og halvfjerdserne, men det er stadig relevant at spørge ind til, hvad borger‐ 

deltagelse  har  –  eller  kan  have  –  af  konsekvenser  for  såvel  borgere  som  

’magthavere’ i en aktuel kontekst, og ikke mindst hvilken betydning det har  

for vores opfattelse af demokratiet.  

  

  

demokrati & deltagelse 

”Early  on  […]  particular  sets  of  tyrannies  were  identified.  

First was what we called ’the tyranny of decision making and con‐ 

trol’, where we asked […] ’Do participatory facilitators override ex‐ 

isting  legitimate  decision‐making  processes?’”  (Cooke  &  Kothari  

2004, p. 7)  

I  en  politisk,  demokratisk  kontekst  er  ovenstående  spørgsmål  helt  

centralt. Risikerer vi igennem borgerdeltagelsen at underminere eksisteren‐ 

de – og legitime – demokratiske beslutningsprocesser. Svaret hos Cooke &  

Kothari i deres antologi, ’Participation – the New Tyranny?’ er ret entydigt et  

’Ja!’. Og der er heller ikke i min optik ikke nogen tvivl om, at mange deltagel‐ 

sesprocesser er en demokratisk udfordring, som vi har valgt at skrue såvel  

167 

168  

  


  

demokratiet  som  processerne  sammen  i  dag.  Man  kan  så  omvendt  stille  

spørgsmålet, om vi er nået til historiens ende rent politologisk?   

Som Churchill formulerede det i en tale til House of Commons i 1947;  

’Demokratiet er den værste af alle styreformer, med undtagelse af alle de  

andre der er prøvet af fra tid til anden.’ Pointen er, selvfølgelig, at demokrati‐ 

et i Churchills optik langt fra er perfekt, men det er svært at forestille sig an‐ 

dre styreformer, der kan fungere bedre, hvorfor det også kan være farligt at  

pille ved systemet, uanset hvor uperfekt det til tider måtte synes at være. I  

en globaliseret verden er demokratiets svagheder dog måske blevet endnu  

tydeligere, bl.a. kan man diskutere hvorvidt demokratiet, som vi kender og  

forstår det i vores del af verden, ville være i stand til at sikre den kinesiske  

vækst – og samtidig holde sammen på så stor og forskelligartet en nation? I  

en dansk kontekst er spørgsmålet måske knap så dramatisk, og i hvert fald  

næppe helt så entydigt let at svare på, men ikke desto mindre relevant: Hvad  

sker der, hvis vi piller ved det danske demokrati ved at øge borgerdeltagel‐ 

sen i en lang række beslutningsprocesser, herunder også byudviklingsproces‐ 

ser? For at svare udtømmende på dette spørgsmål ville det kræve en mindst  

ligeså  udtømmende  analyse  af  det  danske  demokrati  og  de  faktorer,  der  

påvirker beslutningsprocesserne – og det er ikke mit mål i denne kontekst.   

Tidligere i dette kapitel opridsede jeg kort nogle af forskellene mellem  

et deliberativt vs. et aggregativt demokratisyn og definerede derefter et fo‐ 

reløbigt ideal om et interaktivt demokrati, forstået som muligheden for at  

indtage forskellige demokratiske roller og positioner i processen afhængigt af  

situationen, målet og deltagerne. Udfordringen ved statiske demokratimo‐ 

deller  kan  netop  være,  at  hvis  man  abonnerer  på  den  ene  kan  det  være  

svært at indgå i processer, der hviler på en anden. Eksempelvis undermine‐ 

rer den deliberative model konkurrencedemokratiet, som jeg også tidligere  

var inde på, mens en mere direkte deltagelsesform, som i f.eks. Arnsteins  

øverste kategori underminerer det repræsentative ideal.   

Som jeg også citerede Swyngedouw for i det indledende kapitel kan  

nye,  innovative  inddragelsesformer  være  en  måde  at  omgå  eksisterende 

  

  


styreformer, og i hans optik, ende med at gøre f.eks. ’markedet’ til den do‐ 

minerende institutionelle form (Swyngedouw 2005). Som tidligere nævnt er  

Swyngedouw erklæret kommunist og kraftigt inspireret af Marx og Lefebvre  

og abonnerer derfor åbenlyst på en bestemt ideologisk betinget opfattelse,  

af hvilke styreformer, der i sidste ende er de optimale, men ikke desto min‐ 

dre ligger der en væsentlig og mere universel pointe i hans indvending.  

Problemstillingen vedrører dermed ikke kun en snæver planfaglig de‐ 

bat, men drejer sig i høj grad om politisk organisering. Hvis vi i specifikke si‐ 

tuationer  involverer  borgere,  risikerer  vi  indirekte  at  underminere  det  re‐ 

præsentative  demokratiske  system,  hvor  vi  netop  har  udpeget  eller  valgt  

repræsentanter, der træffer beslutninger på vores – borgernes – vegne. Si‐ 

tuationen i Mårslet, som jeg beskrev tidligere, er et godt eksempel. Involve‐ 

ringen af det folkevalgte Fællesråd (hvis medlemmer dog var valgt af byens  

’gamle’ beboere, før tilflytterne indtog byen) førte til, at andre borgergrup‐ 

per følte sig forbigået i beslutningsprocessen og i stedet selv forsøgte at ap‐ 

pellere direkte til politikerne. Problemet er måske i høj grad ad hoc kulturen,  

som Gamst var inde på (Gamst 2007). Inddragelsen af borgerne på en ikke  

systematiseret facon vil ofte opleves som en undergravning af rodfæstede  

og veletablerede demokratiske principper, uanset om disse principper ikke  

er tilstrækkelige til at imødekomme de aktuelle behov. Ascher mener derfor  

også, at det er nødvendigt, at udvikle:   

”[…]  government  structures  at  relatively  flexible  levels,  

based much more firmly on the principle of subsidiarity, and mak‐ 

ing it possible to consult the populations and the stakeholders in a  

much more continuous and varied manner.” (Ascher 2004, p.29)   

Ideen  er  god,  men  udfordringerne  mange.  Det  kan  være  svært  at  

skabe nye beslutningsstrukturer, selv af den mere fleksible slags, i samfund,  

der bliver stadig mere fragmenterede og hvor alliancer og tilhørsforhold skif‐ 

ter fra sag til sag. Det vil være ekstremt omkostningstungt at etablere syste‐ 

mer og strukturer, der kontinuerligt kan involvere borgerne som enkeltper‐ 

soner eller blot som større eller mindre grupperinger – og endda gøre det på  

169 

170  

  


  

en varieret og individuelt tilpasset måde. Selvom det i teorien er en god idé  

er det derfor måske i praksis uladsiggørligt, ikke mindst i disse år, hvor den  

finansielle og økonomiske krise presser alle niveauer af den offentlige admi‐ 

nistration til at skære i udgifterne.   

Samtidig  er  der  mange  faldgruber  i  inddragelsesprocesser.  Først  og  

fremmest ligger det nærmest implicit i betegnelsen ’inddragelse’, at proces‐ 

sen stadig er styret af en afsender og dermed risikerer at havne i den pater‐ 

nalistiske fælde, som jeg beskrev både i metodekapitlet og som ligger implicit  

i  Arnsteins  opfattelse  af  udfordringerne  ved  inddragelsesprocesser,  som  

nævnt ovenfor. I modsætning til tresserne og halvfjerdserne, hvor borgernes  

aktive deltagelse, som nævnt, i højere grad var et oprør fra bunden, er bor‐ 

gerinddragelse i dag typisk et udtrykkeligt ønske fra toppen – dybtfølt eller  

ej. Dermed må borgeren acceptere at lade sig ’inddrage’ i en beslutningspro‐ 

ces, der er tilrettelagt af andre – det være sig politikere, planlæggere eller  

(eksterne) konsulenter. Det betyder, at mange borgere, måske med rette,  

frygter,  at  væsentlige  beslutninger  enten  er  taget  på  forhånd,  eller  bliver  

taget på tidspunkter i processen, hvor de ikke er til stede.   

Inddragelsen af mange borgere gør også, at den enkeltes bidrag sjæl‐ 

dent er synligt. Samtidig lever vi i stadig stigende grad i en oplevelsesøkono‐ 

mi, hvor vi som borgere ikke alene gør vores proaktive pligt (hvis vi overho‐ 

vedet gør det) eller kræver vores reaktive ret – men også forventer, at vi bli‐ 

ver underholdt i mens. Langvarige inddragelsesprocesser er sjældent videre  

underholdende, og borgerne falder derfor hurtigt fra og opsøger ’fritidsbe‐ 

skæftigelser’ med en højere underholdningsværdi (Delman & Nielsen 2009).  

Eller de deltager i nærdemokratiske processer, hvor den direkte indflydelse  

er  både  større  og  tydeligere,  f.eks.  institutions‐  og  skolebestyrelser,  for‐ 

eningsliv m.m.  

 Set fra afsendersynsvinklen er det primære problem, at det kan være  

svært at gennemskue, hvad udbyttet af borgerinddragelsen egentlig er. Har  

processen givet et bedre resultat? Har den skabt større ejerskab til planen  

eller projektet? Er der reelt kommet bedre og mere innovative ideer på bor‐

  

  


det? Eller har processen været et fordyrende mellemled, der blot har synlig‐ 

gjort, hvor splittede – og individuelt krævende – borgerne er i deres opfattel‐ 

ser af et ’fælles bedste’? Der findes selvfølgelig ikke entydige svar på oven‐ 

stående  spørgsmål,  men  der  er  næppe  nogen  tvivl  om,  at  det  kan  være  

svært at argumentere for langvarige og vedholdende inddragelsesprocesser  

set fra et cost‐benefit perspektiv. Selvom mange deltagelses‐ og inddragel‐ 

sesprocesser evalueres efterfølgende, savnes der en mere samlet undersø‐ 

gelse og evaluering af effekten af borgerdeltagelse i byudvikling med fokus  

på  værdiskabelse  i  såvel  et  socialt  og  kulturelt  som  økonomisk  kapitalper‐ 

spektiv:  

”Både  planlæggere  såvel  som  politikere  udtrykker  behov  

for at kunne måle eller evaluere, hvad der kommer ud af processer  

med borgerdeltagelse. Der argumenteres ofte med, at når der in‐ 

vesteres  store  offentlige  midler  i  omfattende  deltagelsesforløb  

med borgere og lokale aktører, er der behov for at vide, om det er  

en  hensigtsmæssig  og  effektiv  brug  af  ressourcerne.”  (Agger  &  

Hoffmann 2008, p. 29)  

Betyder ovennævnte udfordringer så, at vi på forhånd må opgive at  

inddrage borgerne, alene af frygt for at komme til at underminere demokra‐ 

tiske institutioner, der trods alt fungerer bedre end andre systemer? Eller af  

frygt for at spilde borgernes tid eller det offentliges ressourcer? Inden jeg  

giver mit bud på et endeligt svar, er der en række mellemregninger, der skal  

på plads, ikke mindst nogle af de øvrige udfordringer ved borgerdeltagelsen,  

som jeg skitserede i forrige afsnit, der leder frem til mit bud på strategiske og  

metodiske overvejelser, der måske kan anvise nogle retninger for borgerdel‐ 

tagelsen med afsæt i et mere interaktivt demokratisyn i relation til byen som  

igangværende arbejde.  

  

171 

172  

  


  

aktører, interesser og deltagelse 

Som beskrevet tidligere er ’borgerne’ ikke en homogen gruppe, men  

et konglomerat af individer med vidt forskellige målsætninger og interesser.  

Det samme gør sig for så vidt gældende for ’magthaverne’ – i mangel af bed‐ 

re,  og  mindre  paternalistisk  konnoteret,  betegnelse –  hvis  vi  under  denne  

gruppe taler om både politikere og embedsmænd, eksperter og konsulenter  

samt  developere,  erhvervsliv  og  interesseorganisationer.  I  det  hele  taget  

giver det kun mening at foretage disse brede generaliseringer så længe vi  

befinder os inden for rammerne af en teoretisk diskussion om deltagelse. I  

praksis kræver deltagelsesprocesser en langt mere fintmasket segmentering  

og aktøranalyse. Som Patsy Healey formulerer det:  

”Traditionally,  planners  have  assumed  people  were  more  

or less the same – a standardised unit. The most extreme version  

of this is le Corbusier’s standard measure for building and urban  

design, his modular man […]. Standardised individuals had stand‐ 

ardised needs. Planning technique then dealt in numbers of peo‐ 

ple.” (Healey 2006, p. 99)  

Som Healey også bemærker har forskellene mellem forskellige livs‐ 

former og ‐stil det med at undslippe de demografiske modeller, ligesom folks  

faktiske  oplevelse  af  et  givet  område  og  deres  egen  relation  til  området,  

sjældent kan aflæses i statistikkerne (Ibid. p. 101‐102). Det har ikke været et  

selvstændigt mål i mit projekt at kvalificere diskussionen om, hvordan vi ana‐ 

lyserer,  beskriver  og  fastholder  detaljerede  data  og  forståelser  af  aktører  

som udgangspunkt for deltagelsen, men der er ikke nogen tvivl om, at tilret‐ 

telæggelsen  af  konkrete  deltagelsesprocesser  kræver  såvel  en  kvantitativ  

som kvalitativ tilgang til forståelsen af de aktører, der indgår aktivt i proces‐ 

sen. Men i denne, overvejende teoretiske, kontekst vil jeg tillade mig fortsat  

at male med den brede pensel.  

I relation til aktørernes interesser findes der, som allerede beskrevet,  

ikke længere en idé om et ’fælles bedste’, der kan fungere som fællesnævner 

  

  


for deltagelsen, hvorfor vi også her må acceptere behovet for en langt mere  

diversificeret  tilgang  til  deltagelsesprocesserne,  men  på  trods  af  en  mang‐ 

lende konsensus om et ’fælles bedste’, er der dog en række fællestræk der  

går igen i forhold til henholdsvis borgernes og magthavernes interesser i del‐ 

tagelsesprocesser.   

De nærliggende spørgsmål er; hvorfor ønsker magthaverne, at bor‐ 

gerne deltager – og hvad motiverer borgerne til at deltage? Fra et magtha‐ 

ver‐ eller forvaltersynspunkt er begrundelserne ofte angivet som følger (Ag‐ 

ger & Hoffmann 2008, p. 12):  

  

Det er en demokratisk ret at blive hørt!   

Borgerdeltagelse kvalificerer planlægningen og tilfører res‐ 

sourcer  

Borgerdeltagelse skaber mere målrettede løsninger.   

Borgerdeltagelse styrker medejerskab og forankring af indsat‐ 

ser.   

Borgerdeltagelse styrker legitimitet og reducerer konflikter  

Borgerdeltagelse skaber en gensidig læreproces mellem bor‐ 

gere og forvaltninger  

Borgerdeltagelse fremmer ’empowerment’ og bidrager til at  

udvikle demokratiet  

  

Selvom disse argumenter selvsagt også burde have værdi for borger‐ 

ne, er det måske ikke helt så oplagt at finde ud af, hvad borgerne får ud af at  

bruge  deres  tid  på  at  deltage  i  byudviklingsprocesser.  Når  man  læser  om  

borgerdeltagelse  og  taler  med  personer,  der  beskæftiger  sig  professionelt  

med borgerdeltagelse og inddragelsesprocesser, får man ofte det indtryk, at  

alle borgere har, eller i hvert fald burde have, en naturlig – og sund –  inte‐ 

resse i at deltage i udviklingen af deres lokalområde, men at dette langt fra  

altid  tilfældet.  Ofte  er  det  først  når  beslutningen  er  truffet –  og  kommer  

ubehageligt tæt på baghaven – at borgerne engagerer sig for alvor. Dette  

173 

174  

  


  

harmonerer ikke specielt godt med magthavernes mere eller mindre ekspli‐ 

cit formulerede ønske om at involvere borgerne tidligt i beslutningsproces‐ 

sen.   

Der findes mange mulige forklaringer på, hvorfor borgerne ikke delta‐ 

ger i det omfang, vi forventer. Nagel beskriver det som en økonomisk, spilte‐ 

oretisk funktion med afsæt i Riker og Ordeshooks ’calculus of participation’,  

der ser ud som følger: ’P(Bi + Bg) + S + D – C  0’ (Nagel 1987, p. 26). En nær‐ 

mere forklaring følger her:  

”P = the individuals power to affect the collective outcome,  

which can range from 0 (no power) to 1 (complete power); for ex‐ 

ample the probability that his vote will decide an election; Bi = the  

value  to  the  individual  of  the  collective  good;  for  example,  how  

much she personally will benefit from the policies of the preferred  

candidate; Bg = the value the individual places on the benefit other  

people receive from the collective goal; for example, his empathy  

for the unemployed who he expects will get jobs if his candidate  

wins; S = the value of any personal or selective incentives that de‐ 

pend on the individual’s participation; for example, the worth to  

her of the patronage job she will lose if she fails to vote; D = the  

strength of the individual’s sense of duty or responsibility to par‐ 

ticipate; C = the cost the individual incurs in participating; for ex‐ 

ample, the time and trouble of registering to vote and going to the  

polls.” (Ibid.)  

Som Nagel selv bemærker, kan de enkelte elementer ikke gøres ob‐ 

jektivt og endeligt op, og en egentlig ’gennemregning’ giver derfor sjældent  

mening, men ligningen giver alligevel en fornemmelse af de mange faktorer,  

der er med til at afgøre, om en borger deltager eller ej. Vi kender sikkert alle  

tilstanden  af  inaktivitet  baseret  på  fornemmelsen  af, ’at  det  alligevel  ikke  

nytter i det store hele’, der ligger i regnestykkets første element (P). Og det  

giver også god mening at veje denne følelse op imod af, hvad det ønskede  

resultat muligvis ville kunne bidrage med for mig personligt (Bi)) og i det stør‐ 

re  billede,  for  ’samfundet’  som  helhed  (Bg).  Måske  endnu  vigtigere  er  de 

  

  


direkte belønninger, der kan vindes ved at deltage (S), der må vejes op imod,  

hvad det ’koster’ at deltage (C), altså hvor meget man personligt må investe‐ 

re af sin tid og øvrige ressourcer i at opnå det ønskede resultat. Ud fra et  

rationelt økonomisk perspektiv giver det typisk god mening ikke at deltage,  

netop fordi udkommet kun sjældent står direkte mål med indsatsen (Ibid. p.  

23‐26).   

Med afsæt i Mancur Olson pointerer Nagel også, at jo større en grup‐ 

pe er, jo færre deltager i opfyldelsen af fælles mål, hvilket selvfølgelig hæn‐ 

ger sammen med, at jo flere der har indflydelse på målopfyldelsen, jo mindre  

bliver P i ligningen. En erkendelse allerede Rousseau gjorde, da han anbefa‐ 

lede, at hans samfundsmodel kun skulle gælde for mindre (by)stater. Det er  

også langt lettere at organisere mindre grupper end større, hvorfor omkost‐ 

ningen ved at deltage så at sige også bliver mindre. Samtidig betyder sociale  

incitamenter også mere i den mindre gruppe, hvor folk allerede kender, eller  

lærer hinanden at kende undervejs (ibid. p. 27). Løsningen kan, ifølge Olson,  

være at dele den store gruppe op i mindre grupper, der bindes sammen af  

en fælles ’lim’, kombineret med et mål af ’personlige incitamenter’ (S i lignin‐ 

gen) for at deltage (ibid. p. 28). Ifølge Nagel er det samtidig centralt at holde  

fast i vigtigheden af P, den enkeltes indflydelse på målet, f.eks. ved at dele  

det op i mindre delmål:  

”Skilled  political  organizers  know  that  sustaining  large‐ 

scale, long‐term participation requires realistic intermediate goals.  

Although grand objectives and ideologies give coherence and di‐ 

rection to political movements, motivation of participants depends  

on a rewarding series of secondary achievements, especially on a  

scale  small  enough  that  individuals  can  see  the  impact  of  their  

own efforts.” (Ibid. p. 30)  

Ligningen som beskrevet ovenfor og Olsons beskrivelse af borgerne  

som rationelt økonomisk tænkende individer, der opvejer fordele og ulem‐ 

per ved deltagelsen er (desværre) nok ikke helt ved siden af, men som Nagel  

også advokerer for, er der måder at omgå den økonomiske kalkules konklu‐ 

175 

176  

  


  

sion om, at det grundlæggende ikke betaler sig at deltage. Først og fremmest  

ved  at  tilrettelægge  processer,  der  indarbejder  mekanismer  rettet  mod  at  

maksimere de positive elementer og minimere de negative.   

Som et mere pragmatisk – og praksisorienteret – supplement til  dis‐ 

kussionen  om,  hvorfor  borgere  deltager  eller  ej  kan  nedenstående  skema  

tjene som udgangspunkt. I skemaet beskriver jeg nogle af de typiske argu‐ 

menter for borgerdeltagelse, som de erfaringsmæssigt kommer til udtryk i  

en dansk kontekst – og to argumenter (nederst), der måske i højere grad  

opsummerer, hvad borgerdeltagelse i hvert fald også handler om:  

  

BORGERVINKEL MAGTHAVERVINKEL 

Få indflydelse Skabe ejerskab 

Få mere viden (om udviklingen) Få mere viden (om borgernes ønsker til udviklingen) 

Nye oplevelser Fremme innovation 

Begrænse andres indflydelse Legitimere beslutninger 

  

I hver kolonne er de tre første argumenter overvejende positive. For  

borgerne handler det selvsagt om at få (reel) indflydelse på et givet projekt  

eller en proces, mens det fra magthavernes synsvinkel typisk handler om at  

sikre ejerskab til det færdige produkt eller processens konklusioner. Derud‐ 

over har begge parter en interesse i at få mere viden – både forstået som et  

behov for viden om f.eks. rammer, betingelser og de øvrige aktørers syns‐ 

vinkler, men i høj grad også om at videregive viden, her forstået både som  

’fakta’ og ’værdier’, der kan være med til at påvirke de øvrige aktørers opfat‐ 

telse.   

Udveksling af viden og det gensidige læringsaspekt af deltagelsespro‐ 

cesser bliver alt for ofte undervurderet, eller opfattet og tilrettelagt som en‐ 

vejskommunikation,  hvor  magthaverne  forsøger  at  ’overbevise’  borgerne  

om en bestemt opfattelse af udviklingsperspektiverne. I den forbindelse er  

det imperativt at forstå, at vidensudveksling i deltagelsesprocesser netop bør 

  

  


være en udveksling, og gerne en fordomsfri og værdibaseret en af slagsen,  

hvor der er plads til de grundlæggende diskussioner af forskellige opfattelser  

af, hvad der opfattes som ’retfærdigt’. Som Forester formulerer det:  

”[…] deliberative conversations about value – about the in‐ 

terpretation  and  aptness  of  goals  and  means –  are  inescapable  

aspects  of  practical  action.  […]  many  analyses  of  dialogue  and  

democratic argument do not go nearly far enough to do justice to  

the  learning  that  dialogical  and  argumentative  processes  can  

really promote. Inspired by liberal models of voice and empower‐ 

ment, many analyses unwittingly reduce empowerment to ’being  

hard’ and learning to considering seriously local as well as expert  

knowledge. Participation is thus reduced to speaking, and learning  

is reduced to knowing – and the transformations of done‐to into  

doers,  spectators  and  victims  into  activists,  fragmented  groups  

into renewed bodies, old resignation into new beginnings, are lost  

from our view.” (Forester 1999, p. 115)  

Et  andet  væsentlig  parameter  for  magthaverne  er  spørgsmålet  om  

innovation.  Som  nævnt  allerede  i  det  indledende  kapitel  er  brugerdrevet  

innovation et varmt emne i disse år inden for en lang række områder, såle‐ 

des også i byudvikling. Ofte opererer man med to typer af behovserkendelse  

hos brugerne – de ’erkendte behov’, altså alt det vi godt ved, vi gerne vil have  

(mere af), og de ’ikke‐erkendte behov’, alle de ting, vi har brug for, men som  

vi endnu ikke er i stand til at formulere eksplicit (bl.a. EBST 2008). Dertil kan  

man føje et begreb om radikal innovation – alle de ting, som ingen af delta‐ 

gerne, heller ikke afsenderne og eksperterne, havde forestillet sig, men som  

kan være med til at forme fremtidens samfund. Denne form for innovation  

spiller kun sjældent en rolle i borgerdeltagelsesprocesser, men giver måske  

god mening som udgangspunkt i byudviklingsprocesser, ikke mindst når vi  

ønsker  at  lade  borgerne  deltage  aktivt  i  byudvikling  som  politisk  disciplin.  

Overfor innovationsbehovet i ovenstående skema står borgernes ønske om  

at få en oplevelse. Som antydet tidligere findes der mange andre, og ofte  

mere spændende aktiviteter, vi som borgere kan deltage i, og hvis ikke by‐ 

177 

178  

  


  

udviklingsprocesser tager dette alvorligt kan det være svært at tiltrække bor‐ 

gere som deltagere.   

Sidst, men måske i praksis vigtigst, ønsker magthaverne at inddrage  

borgerne  for  at  legitimere  beslutninger,  der  allerede  er  truffet.  Agger  og  

Hoffmann formulerede det mere positivt, som en fremadrettet legitimering,  

hvor der er tale om beslutninger, der træffes i løbet af processen med afsæt i  

aktørernes fælles input. Men legitimering af beslutninger, der reelt allerede  

er truffet er helt oplagt ikke et ukendt fænomen i borgerdeltagelsesproces‐ 

ser. Og det er i denne kontekst, at der er risiko for decideret mangel‐ eller  

farefulde processer – rangerende fra det direkte manipulerende i Arnsteins  

typologi til den i bedste fald symbolske inddragelse. Ofte er der selvfølgelig  

ikke tale om en reel og eksplicit begrundelse – eller for den sags skyld om en  

skjult konspiration – men blot om, at man ikke i tilstrækkelig grad har gjort  

sig klart som afsender, at en lang række parametre i den plan eller det pro‐ 

jekt man lægger frem, allerede er besluttet. Enten i form af eksempelvis mil‐ 

jø‐  eller  lovmæssige  rammebetingelser,  allerede  indgåede  (politiske  eller  

økonomiske) aftaler eller indarbejdede konklusioner, der hviler på forudgå‐ 

ende anbefalinger fra konsulenter og eksperter, eksempelvis bygherrerådgi‐ 

vere, forskere eller andre, der er med til at definere rammerne for et udvik‐ 

lingsprojekt. Udfordringen er, at denne type processer risikerer at have den  

modsatte effekt af det ønskede – i stedet for ejerskab, vidensudveksling og  

innovation  får  man  fjendskab,  påstande  mod  påstande  og  laveste  fælles‐ 

nævner. Som Nagel formulerer det:  

”Neither authorities nor citizens will voluntarily persist with  

a powersharing process unless they gain from it. If advances for  

citizens always come at the expense of agency goal, officials will  

want to revert to unilateral decision making. If citizens learn that  

participation earns them no better outcomes, they will lapse into  

cynical apathy or active hostility.” (Nagel 1987, p. 153)  

Såfremt en proces eller et projekt er så fremskredent, at langt de fle‐ 

ste beslutninger er truffet, kan man enten tilrettelægge processen som et 

  

  


rent kommunikativt forsøg på at overbevise aktørerne om et projekts for‐ 

træffeligheder – eller man kan melde klart ud med alle rammer og beslut‐ 

ninger og tydeligt markere, hvor der stadig er plads til dialog. Hvis ikke støder  

man direkte ind i borgernes (skjulte) målsætning i skemaet ovenfor; at be‐ 

grænse andres indflydelse. Denne målsætning er både reaktiv, forstået såle‐ 

des, at den handler om modstanden mod allerede trufne beslutninger, men  

også proaktiv i den forstand, at det drejer sig om at sikre sig at andre aktører  

med modstridende interesser ikke fremadrettet får indflydelse på processen.  

Der er altså tale om et magtpolitisk aspekt af den (demokratiske) proces, der  

kan henføres direkte til det aggregative og konkurrencedemokratiske ideal.  

Og som sådan kan målsætningen heller ikke blot afvises som upassende i  

udviklingsprocesser, men må tages alvorligt som et parameter, der har væ‐ 

sentlig indflydelse på såvel proces som produkt.   

Der kan selvfølgelig være en lang række andre valide begrundelser for  

borgerne for at deltage i udviklingsprocesser, rangerende fra en mere eller  

mindre vag opfattelse af borgerpligt over ønsket om at gøre en forskel til et  

konkret udbytte i form af (penge)gaver – den sidste er dog sjælden i offentli‐ 

ge  udviklingsprojekter,  men  velkendt  i  brugerinddragelsesprojekter  i  kom‐ 

mercielt regi. Fra magthavernes side kan der også være andre interesser på  

spil end de ovennævnte, men én eller flere af de beskrevne vil typisk være  

tilstede enten eksplicit eller implicit.   

Med begrundelserne for at deltage (nogenlunde) på plads, vil jeg nu  

gå lidt mere i dybden med nogle af de væsentligste udfordringer, der er for‐ 

bundet med selve tilrettelæggelsen og faciliteringen af borgerdeltagelsen.  

  

  

dialog, rammer & fragmentation 

”Its [the city] contents (things, objects, people, situations)  

are mutually exclusive because they are diverse, but inclusive be‐ 

179 

180  

  


  

cause  they  are  brought  together  and  imply  their  mutual  pres‐ 

ence.” (Lefebvre 2003, p. 119)  

Som allerede nævnt er dialogen et centralt element i enhver form for  

deltagelsesproces  med  fokus  på  udvikling.  Men  dialogen  kan  også  antage  

mange former og rammerne for dialogen er af afgørende betydning for re‐ 

sultatet. Samtidig er enhver dialog, ikke mindst når det handler om udvik‐ 

lingsspørgsmål, præget af fragmentation, dvs. væsensforskellige opfattelser  

af, hvad der er på spil, hvad der er ’sandt’ eller ’falsk’ og hvad der er ’værdi’  

og ’fakta’. Citatet fra Lefebvre rammer ned i dette dilemma. Byen rummer  

en lang række ting, mennesker og situationer, der udelukker hinanden, men  

som samtidig skal rummes i byen – i samme rum og på samme tid. Dette  

paradoks er en grundlæggende udfordring for dialogbaserede udviklingspro‐ 

cesser. Som allerede fastslået handler – langt de fleste – byudviklingsproces‐ 

ser desuden om komplekse, eller wicked, problemer og udfordringen er, at  

den slags problemer, af flere årsager, kan være svære at føre en dialog om‐ 

kring:  

”Problems  are  tough  because  they  are  complex  in  three  

ways. They are dynamically complex, which means that cause and  

effect are far apart in space and time, and so are hard to grasp  

from firsthand experience. They are generatively complex, which  

means  that  they  are  unfolding  in  unfamiliar  and  unpredictable  

ways. And they are socially complex, which means that the people  

involved see things very differently, and so the problems become  

polarized and stuck.” (Kahane 2007, p. 1‐2)  

Som tidligere nævnt ligger det implicit i megen demokratisk teori, at  

fornuften  har  forrang  for  følelserne,  og  at  dialogen  i  den  offentlige  sfære  

derfor bør baseres på fornuftsargumentation. Selv hvis vi accepterer denne  

præmis,  vil  fornuften  ofte  komme  til  kort  i  processer,  der  forsøger  at  be‐ 

handle wicked problems, netop fordi problemerne er komplekse, dynamiske  

og ikke nødvendigvis har rod i personlig erfaring, ligesom de udvikler sig på  

måder, vi ikke kunne analysere os frem til på forhånd. Samtidig spiller ram‐

  

  


merne for dialogen, herunder ikke mindst den dimension Kahane betegner  

’social  kompleksitet’,  en  væsentlig  rolle  for,  hvordan  dialogen  udvikler  sig.  

Som Forester formulerer det:  

”Much more is at stake in dialogic and argumentative pro‐ 

cesses than claims about what is or is not true […]. At stake too are  

issues  of  political  membership  and  identity,  memory  and  hope,  

confidence  and  competence,  appreciation  and  respect,  acknow‐ 

ledgement and the ability to act together.” (Forester 1999, p. 115‐ 

116)  

Forester beskriver to tilgange til læring gennem dialog, henholdsvis en  

med afsæt i Dewey, Argyris og Schön og en med udgangspunkt i Freire og  

Habermas  (Ibid.  p.  129).  Den  Deweyanske  model  fokuserer  på  ’dialogisk  

handling’  (dialogical  action),  hvor  deltagerne  i  fællesskab  tester  ideer  og  

formodninger  og  reviderer  deres  opfattelse  gennem ’refleksion‐i‐handling’  

(Ibid. p. 129‐130). Denne model forholder sig derfor grundlæggende til ’sa‐ 

gen’ eller problemløsningen som sådan, mens den Freireanske model i høje‐ 

re grad forholder sig til ’rammerne’ eller konteksten for problemets løsning:  

”The Freirean model focuses on the ways we learn in dia‐ 

logue by probing our political possibilities of speaking and acting  

together: Who owns the land, controls knowledge, and might yet  

have more control over their lives? Whose definitions of problems  

and solutions, of expertise and status, of power and powerlessness  

perpetuate  relations  of  dependency  and  hopelessness?”  (Ibid.  p.  

130)  

Udfordringen ved den første model er, at den ikke i tilstrækkeligt om‐ 

fang tager højde for den ’sociale kompleksitet’ og gruppedynamik, der netop  

ligger i magtrelationerne blandt deltagerne:  

”[…] it is not clear how group efforts in framing would work  

in the public sphere, with many stakeholders and complex power  

relations.” (Healey 2006, p. 258)  

181 

182  

  


  

Men selv suppleret med den Freireanske model, mener Forester ikke,  

at vi er på sikker grund, og han foreslår derfor en tredje vej, som han beteg‐ 

ner som en transformativ teori om social læring, hvor fokus ikke blot er på  

hvad deltagerne siger, men også på, hvad de faktisk gør (Forester 1999, p.  

130‐132). Dvs. at først, når der sættes handling bag ordene, kan vi vurdere  

om der er sammenhæng mellem, hvad en deltager påstår og argumenterer  

for, og hvordan han eller hun faktisk agerer i relation til det konkrete sags‐ 

forhold.  Samtidig  fremhæver  Forester,  ganske  lavpraktisk,  behovet  for  de  

uformelle møder som forudsætning for dialogen, da det er her vi typisk mø‐ 

der hinanden i handling (med mindre vi designer processen anderledes). Og  

han understreger vigtigheden af at etablere rammerne for at disse møder  

kan  opstå,  f.eks.  henover  frokosten,  gennem  gruppearbejde  med  indlagte  

pauser eller en drink inden selve sessionen starter (Ibid. p. 132).   

En anden væsentlig udfordring i deltagelsesprocesser er fragmentati‐ 

on. Conklin formulerer begrebet således:  

“Fragmentation […] is when the stakeholders in a project  

are  all  convinced  that  their  version  of  the  problem  is  correct.  

Fragmentation  can  be  hidden,  as  when  stakeholders  don’t  even  

realize  that  there  are  incompatible  tacit  assumptions  about  the  

problem,  and  each  believes  that  his  or  her  understandings  are  

complete and shared by all.” (Conklin 2006, p. 6)   

I  byudviklingssammenhænge  fremtræder  fragmentation  i  mange  

former; fra politikeren der i valgkampens hede lover 5000 billige boliger til  

5000 kr. om måneden (ingen nævnt, ingen glemt!), og arkitekten, der fore‐ 

stiller sig, hvordan disse boliger kan tage sig ud, over embedsmanden, der  

ved, at ideen er i strid med eksisterende planer, developeren, der øjner en  

chance for at tjene penge på byggeriet, til lokalsamfundet, der gerne vil be‐ 

holde deres traditionsrige fodboldkultur. Som Crimson Architectural Histo‐ 

rians beskriver det i en hollandsk kontekst:  

“Dutch  city  planners  complain  that  99%  of  their  time  is  

spent  meeting  people: trying  to  get  the  highway  people  to  talk 

  

  


with the sports centre people; trying to get the railway people to  

stop their vendetta against the vegetable‐garden people; trying to  

convince the Shell refinery people that they should stop protesting  

against the McDonald’s drive in being built in front of their instal‐ 

lations; convincing the Telecom corporation to get a really good  

architect to build something spectacular in the middle of the city,  

etc.“ (Crimson 1999)  

Fragmentationen er tæt forbundet med Rittel og Webbers opfattelse  

af wicked problems, ikke mindst ideen om, at der ikke findes en endelig for‐ 

mulering af eller løsning på et problem, hvorfor vi, ifølge dem, må gennem‐ 

løbe alle tænkelige resultater og udvikle en udtømmende oversigt over alle  

mulige løsninger forud for problemets løsning, eller måske endda opståen  

(Rittel & Webber 1973, p. 161). Det giver sig selv, at denne opgave bliver  

stadig mere umulig jo mere komplekst problemet er og jo længere ned i de  

mulige resultater og løsninger vi når, hvor alle deltagere må forsøge at holde  

styr på de mange lag, der efterhånden føjer sig til problemet og dets (mulige)  

løsninger – eller netop risikere en stadigt stigende fragmentation i opfattel‐ 

sen af problem, såvel som løsninger.   

En anden årsag til fragmentation er ikke‐inkluderende processer, hvor  

visse aktører holdes uden for beslutningsprocessen:  

“[…] it is not whether the project team comes up with the  

right answer, but whose buy‐in they have that really matters. […]  

without being included in the thinking and decision‐making pro‐ 

cess,  members of the social network may  seek  to  undermine  or  

even  sabotage  the  project  if  their  needs  are  not  considered.”  

(Conklin 2006, p. 6)   

Et  væsentligt  aspekt  af  fragmentationen  er  også,  som  allerede  be‐ 

skrevet, at der ikke længere findes en idé om et ’fælles bedste’, men mange  

og individualiserede opfattelser af ’det gode byliv’. Mens disse sagtens kan  

leve side om side i dagligdagen, kommer de, paradoksalt nok, lettere op til  

overfladen – og risikerer at blive en barriere – i deltagelsesprocesser:  

183 

184  

  


  

“[…] while two people with divergent mental models of the  

‘good  city’  might  live  in  the  same  neighbourhood  for  a  lifetime  

without conflict, it is obvious that participatory planning processes  

increase the risk of controversy just by bringing these two people  

together at the same workshop table. And when you add a plan‐ 

ner with ‘factual’ knowledge of how the city ought to be, then the  

mix becomes explosive.” (Delman et al. 2008, p. 2)  

Hvordan undgår vi eller arbejder med at overkomme fragmentatio‐ 

nen  i  byudviklingsprocesser?  En  måde  er  at  kortlægge  alle  holdninger  og  

være imødekommende overfor ønsker og krav fra alle aktører – en anden,  

og måske mere farbar, vej er at forsøge at skabe nye, fælles referenceram‐ 

mer, der kan danne udgangspunkt for dialogen fra begyndelsen, dvs. bevæ‐ 

ge sig fra erkendte behov over de ikke‐erkendte og, hvis det er muligt, helt  

ud i den radikale innovation, hvor vi kan diskutere emner og foretrukne til‐ 

stande, der endnu ikke er alt for tynget af præferencer for eksisterende til‐ 

stande. En anden – og supplerende tilgang – kan være at konstruere proces‐ 

serne,  så  vi  så  vidt  muligt  undgår  på  forhånd  at  give  forrang  til  bestemte  

(demokratiske) idealer, magtpositioner og på forhånd fastlagte forestillinger  

om en ’universel’ retfærdighed, eksempelvis udtrykt som mere eller mindre  

håndfaste ’værdier’, der lægges til grund for udviklingsprocessen. Derudover  

er det en generel forudsætning for at processerne kan ændres – og lykkes –  

at vi satser på kapacitetsopbygning hos deltagerne og et mål af bemyndiggø‐ 

relse, der kan være med til at sikre, at de fælles visioner også får en gang på  

jorden efterfølgende.  

  

  

kapacitetsopbygning & bemyndiggørelse 

Kapacitetsopbygning (capacity building) og bemyndiggørelse (empo‐ 

werment) har mindst to ting til fælles: for det første er begge begreber i ud‐ 

strakt brug i udviklingssammenhænge – og begge er relativt løst defineret. 

  

  


Først og fremmest er det værd at bemærke, at i både teori og praksis er der,  

også bogstavelig talt, en verden til forskel, når man taler om kapacitetsop‐ 

bygning og bemyndiggørelse i den tredje verden og når man taler om sam‐ 

me emne i en skandinavisk velfærdskontekst. Begreberne har i stort omfang  

deres  udspring  i  netop  udviklingsprocesser  rettet  mod  den  tredje  verden,  

men jeg vil argumentere for, at de også kan inspirere vores tilgang til udvik‐ 

lingsprocesser i et moderne, veludviklet og velfærdsbaseret (by)samfund.  

For at beskrive kapacitetsopbygning i en byudviklingskontekst må vi  

først definere hvem det er, vi ønsker at opbygge kapacitet hos. Igen er der  

væsentlig forskel på teori og praksis – i et konkret projekt vil vi være nødt til  

at tage relativt detaljeret stilling til de faktiske aktører, der deltager, mens vi i  

en teoretisk kontekst kan nøjes med at tale om ’relevante aktører’, der i en  

ikke nærmere defineret kontekst udgør det ’samfund’ (community), vi øn‐ 

sker at opbygge kapaciteten hos:  

“Community capacity is the interaction of human capital,  

organizational resources, and social capital existing within a given  

community that can be leveraged to solve collective problems and  

improve or maintain the well‐being of that community.” (Chaskin  

2001, p. 7)  

Implicit i definitionen ligger en række af de svære spørgsmål, jeg alle‐ 

rede har været inde på;  hvordan karakteriserer vi menneskelig (human) og  

social kapital, dvs. hvem er borgerne og hvad har de med i bagagen? Hvilke  

(organisatoriske)  ressourcer  er  tilstede  i  gruppen  af  borgere  som  helhed?  

Hvordan definerer vi i det hele taget, hvilke kollektive problemer, vi skal sæt‐ 

te fokus på? Og hvordan bliver vi enige om, hvad der kendetegner et ’sam‐ 

funds’ velbefindende eller ’fælles bedste’? Igen er der stor forskel på teori og  

praksis. I praksis vil kapacitetsopbygning og bemyndiggørelse forudsætte, at  

vi faktisk forsøger at finde svarene for at sikre en optimal proces, mens vi i  

teorien kan tillade os at forholde os til begreberne som ubekendte i en lig‐ 

ning uden at fylde konkret indhold i hvert enkelt.   

185 

186  

  


  

I teorien kan kapacitet dermed meget overordnet betragtes som en  

interaktiv samling af ressourcer og kapitalformer, der kan bruges til at løse  

problemer og forbedre (lokal)samfund. For at opbygge kapacitet må vi såle‐ 

des  enten  forbedre  interaktionen,  tilføje  flere  ressourcer  eller  understøtte  

problemløsningen. Målet er for så vidt det samme, som i mere topstyrede  

processer  –  at  løse  (kollektive)  problemer  og  forbedre  eller  opretholde  et  

samfunds  velbefindende,  men  tilgangen  er  væsensforskellig.  Lad  mig  ek‐ 

semplificere med en aktuel sag fra byudviklingen i min egen baghave.  

I Århus Kommune har man, ligesom i mange andre kommuner, en  

udfordring med utidssvarende skoler, der er bygget for omkring hundrede år  

siden, hvor der dels var færre elever pr. klasse, dels en anden undervisnings‐ 

form.  I  et  miljømæssigt  bæredygtighedsperspektiv  er  skolerne  også  dyre  i  

drift, ligesom de gamle bygninger kræver en del vedligeholdelse. Skolerne er  

desuden bygget i en tid med andre krav til f.eks. indeklima, sikkerhed og ad‐ 

gangsforhold. Men de er også ofte solidt byggede og i et vist omfang en del  

af vores kulturarv, så væsentlige ombygninger vil både være meget omkost‐ 

ningsfulde og risikere at ødelægge skolernes særlige arkitektoniske kende‐ 

tegn.   

Konkret havde Århus Kommune derfor en plan om at nedlægge to af  

kommunens midtbyskoler, Læssøegadesskole og Fjordsgadesskole og i ste‐ 

det bygge en ny midtbyskole, der skulle kunne rumme minimum tusind ele‐ 

ver. Den nye skole skulle bygges på en grund tæt ved Fjordsgadesskole, hvor  

der i dag ligger en tredje nedlagt skole, Skt. Annagadesskole, men hvor byg‐ 

ningerne, i modsætning til de to fungerende skoler, ikke har nogen særlig  

arkitektonisk værdi og derfor umiddelbart kan rives ned for at gøre plads til  

den nye skole.  De oplagte fordele ved denne løsning er, at det er billigere at  

rive den gamle skole ned og bygge en helt ny – og samtidig vil elevernes og  

medarbejdernes dagligdag på de to øvrige skoler ikke blive forstyrret af åre‐ 

langt byggerod. Således meldte Århus Kommune ud, at dette var planen: De  

to eksisterende skoler ville blive nedlagt og slået sammen i en ny skole med  

en  beliggenhed  på  Skt.  Annagade.  Med  denne  beslutning  på  plads,  lagde  

kommunen op til en arkitektkonkurrence for den nye skole med en høj grad 

  

  


af bruger‐ og borgerinddragelse. På alle måder en helt legitim proces, hvor  

de folkevalgte traf en beslutning baseret på ideen om et ’fælles bedste’ (en  

ny,  tidssvarende  skole)  som  løsning  på  et  ’kollektivt  problem’  (nedslidte,  

utidssvarende skoler). Hvad kunne gå galt? Ikke så lidt, skulle det hurtigt vise  

sig.  

Først faldt Læssøegadesskole fra, bl.a. fordi forældrene frygtede, at  

deres børn ville få alt for langt i skole – og skulle krydse mindst én større vej –  

ligesom mange mente, at den nye skole ville blive for stor. På Fjordsgades‐ 

skole var hverken skolevejen eller afstanden et problem, da den nye skole  

ville blive bygget mindre end tohundrede meter fra den eksisterende. Her  

viste problemet sig at være et helt andet, nemlig afviklingen af Skt. Annaga‐ 

desskole, hvis lokaler og udearealer danner rammen om en lang række akti‐ 

viteter – bl.a. en af byens mest besøgte skatermiljøer, en udendørs basket‐ 

bane, en ungdomsklub, et beboerhus, kursusaktiviteter, en bokseklub, vol‐ 

leyballfaciliteter,  aftenskole,  øvelokaler,  en  velbesøgt  legeplads  med  dyre‐ 

hold for kvarterets børn og et grønt område, der fungerer som samlingssted  

for familier i kvarteret. Den gamle skoles faciliteter benyttes således af en  

lang række målgrupper i alle aldre og fra alle samfundslag.   

Disse grupper organiserede sig i et netværk, der kæmpede for at be‐ 

vare Skt. Annagadesskole som et aktivt og dynamisk bymiljø – et miljø der er  

opbygget igennem godt tredive år og som spiller en væsentlig rolle i den at‐ 

traktion, der har gjort Frederiksbjerg til et af Århus’ mest eftertragtede kvar‐ 

terer. Kommunen udskød på baggrund af protesterne arkitektkonkurrencen  

og udskrev i stedet en idékonkurrence blandt borgerne, hvor de fleste af de  

indkomne forslag, måske forventeligt, drejede sig om alternative placeringer  

af den nye midtbyskole (Aarhus Stiftstidende 2010A). I december 2010 ved‐ 

tog byrådet med et flertal på 29 ud af 31 medlemmer at fastholde placerin‐ 

gen af den nye midtbyskole på grunden ved Annagade, på trods af lokalsam‐ 

fundets modstand (Aarhus Stiftstidende 2010B).   

Pointen i denne kontekst er, at man overså den kapacitet, der allere‐ 

de  var  tilstede  i  lokalsamfundet,  og  i  stedet  for  at  forbedre  interaktionen  

187 

188  

  


  

(skabe processuelt grundlag for dialogen), tilføre ressourcer (i dette tilfælde  

muligheden for udveksling af ligeværdige synspunkter, og måske i ligeså høj  

grad afdækning af eksisterende ressourcer) og understøtte muligheden for  

en  kollektiv  problemløsning,  på  forhånd  lagde  sig  fast  på  én  bestemt  løs‐ 

ningsmodel.  I topstyrede processer risikerer man altså at vække den kapaci‐ 

tet, der allerede er til rådighed som en negativ modspiller, i stedet for at ska‐ 

be processer, hvor man opbygger en ny fælles kapacitet. Set fra et magtha‐ 

versynspunkt kan kapacitet i et lokalsamfund derfor sagtens være en udfor‐ 

dring, hvilket fører os frem til det andet begreb i denne sammenhæng, nem‐ 

lig bemyndiggørelse. Det ligger i ordet, at det handler om magt, men måske  

snarere i betydningen at gøre deltagerne til aktive medspillere – eller lige‐ 

frem til aktivister for en fælles sag – frem for aktive modspillere baseret på  

den magt, de nu i forvejen måtte besidde (eller ligeså ofte ikke besidder).  

Som Alsop et al beskriver begrebet:  

“Empowerment is defined as a group’s or individual’s ca‐ 

pacity to make effective choices, that is, to make choices and then  

to  transform  those  choices  into  desired  actions  and  outcomes.”  

(Alsop et al. 2006, p. 10)  

Bemyndiggørelse  handler  altså  om,  at  understøtte  effektive  beslut‐ 

ningsprocesser, rettet mod at forbedre eksisterende tilstande. På papiret var  

kommunens proces effektiv og klar – den ville føre til en umiddelbar løsning  

på et oplevet (kollektivt) problem. I realiteten viste det sig netop at være en  

relativt ineffektiv proces, fordi man havde glemt at inddrage og bemyndiggø‐ 

re borgerne i lokalsamfundet; frem for aktivister for den fælles sag fik man  

netop aktiveret borgerne som en magtfuld modspiller. I øvrigt er det værd at  

bemærke, at Alsop et al. definerer bemyndiggørelse som kapacitet, hvilket  

gør det uklart, hvad forskellen er på de to, men i én af vore egne artikler  

nævnt i det indledende kapitel, forsøger vi en definition på denne tilsynela‐ 

dende cirkelslutning:  

”[…] we propose instead to see them [capacity building &  

empowerment]  as  dependent,  more  or  less  parallel  approaches: 

  

  


capacity building, in our definition, is a process initiated by what  

we could call capacitors, i.e. actors who store information and dis‐ 

charge it when needed in an urban development process. These  

actors  could  be  planners,  experts,  politicians,  local  NGOs,  com‐ 

munity groups etc. To stay on the same metaphorical track, infor‐ 

mation discharged by the capacitors should run as a current em‐ 

powering the other actors to take actively part in the urban (or  

community)  development,  providing  them  with  strategies,  tools,  

and  information  that  will  help  them  make  informed  decisions.  

Some of these empowered actors will over time start acting as ca‐ 

pacitors  themselves,  discharging  relevant  information  about  de‐ 

sired actions and outcomes, feeding it back to both other capaci‐ 

tors and the community at large in an iterative process. ” (Delman  

& Nielsen 2008, p. 7)  

På papiret er denne definition stadig relativt abstrakt og omhandler  

såvel tilrettelæggelsen af processen, som udpegning af centrale nøgleperso‐ 

ner og etablering af kommunikative rammer og redskaber. Men grundlæg‐ 

gende handler det om, at skabe, hvad man kan kalde ’kompetente deltage‐ 

re’.  

  

189 

190  

  


  

den kompetente deltager 

Ligesom jeg tidligere betegnede begrebet om ’borgeren’ som en grov  

forsimpling af borgerne i praksis, er ideen om den kompetente deltager selv‐ 

sagt en ren teoretisk konstruktion, der i realiteten kan være overordentlig  

vanskelig at genfinde uden for afhandlingens og teoriens univers. Der er tale  

om et forsøg på at universalisere nogle (ønskede) træk ved deltagerne i by‐ 

udviklingsprocesser, og som sådan vil det universelle ideal naturligt løbe ind i  

vanskeligheder,  når  det  skal  operationaliseres  i  en  partikulær  praksis.  Lad  

mig derfor slå fast med det samme, at jeg heller ikke ser den kompetente  

deltager som en ’person’, men snarere som udgangspunkt for næste kapitels  

diskussion af, hvilke strategiske og metodiske overvejelser man bør gøre sig i  

forbindelse med deltagelsesprocesser, for at skabe de bedste rammebetin‐ 

gelser for deltagelsen. På samme måde, som jeg heller ikke ser begrebet om  

det interaktive demokrati som udtryk for ét bestemt demokratisk ideal, eller  

den  igangværende  by  som  en  afgrænset,  statisk  model for  byen.  Hvis  jeg  

alligevel skal give en karakteristik af den kompetente deltager som netop en  

person, der opfører sig ideelt i en given deltagelsesproces, ville han eller hun  

have følgende ’egenskaber’:  

  

Motiveret  

Læringsvillig  

Refleksiv  

Målorienteret  

Dialogorienteret  

Handlingsorienteret  

  

Den kompetente deltagers motivation handler først og fremmest om  

en lyst til at deltage proaktivt i åbne processer, frem for først at melde sig på  

banen, når tingene er tæt på hjemmet. Men det handler også om viljen til at 

  

  


tage aktivt ejerskab i processen og være med til at forankre forslagene i såvel  

den fortsatte proces som i den efterfølgende implementering i praksis. Det  

kræver også, at deltageren er motiveret til at investere, ikke mindst tid og  

arbejde, i en ofte langvarig proces. Samtidig er det væsentligt, at deltageren  

er åben overfor nye oplevelser og derigennem er med til at fastholde egen  

og andres motivation for at deltage. At dette netop er et ideal afspejles også i  

den tidligere diskussion af borgernes manglende motivation for at deltage,  

som beskrevet med afsæt i bl.a. Nagel.   

At deltageren er læringsvillig betyder, at han eller hun er villig til at  

indgå i deltagelsesprocessen med afsæt i en gensidig udveksling af viden og  

er i stand til at skelne mellem erkendte behov, ikke‐erkendte behov og radi‐ 

kal innovation hos både sig selv og andre. Samtidig betyder det, at deltage‐ 

ren har en forståelse for rammebetingelserne og har en viden om det kon‐ 

krete sagsforhold – og dermed er i stand til at skelne mellem henholdsvis  

rammer,  sagsforhold  og  magtrelationer.  Dette  stiller  selvsagt  også  krav  til  

processens  tilrettelæggelse,  da  deltagerne  i  konkrete  deltagelsesprocesser  

netop ikke har de samme forudsætninger.  

Den  kompetente  deltager  er  desuden  refleksiv,  forstået  således,  at  

han eller hun ikke på forhånd har fasttømrede holdninger til de forslag, der  

lægges på bordet, men er i stand til løbende af reflektere over de aspekter,  

der  er  til  diskussion  og  de  handlinger,  der  foretages  i  løbet  af  processen.  

Samtidig handler det også om at anerkende, at de problemstillinger, der be‐ 

handles er dynamiske og ’wicked’, og at der således ikke findes én bestemt  

løsning. Dette hænger også tæt sammen med evnen til at se problemer og  

deres mulige løsninger i et længere perspektiv samt være åben overfor an‐ 

dres retfærdiggørelseskompetencer og opfattelser af det ’fælles bedste’.  

I forlængelse heraf er den kompetente deltager også orienteret mod  

fremtidige mål, både sine egne, men i særdeleshed også etableringen af fæl‐ 

les mål, eller måske snarere referencerammer, der kan fremme løsningen af  

konkrete og aktuelle problemer. Mål og referencerammer kan desuden både  

være processuelle, forstået således, at deltageren arbejder på, at understøt‐ 

191 

192  

  


  

te processen bedst muligt, men også produktorienterede i den forstand, at  

de er rettet mod løsninger og konkrete sagsforhold.  

Dialogorienteringen består først og fremmest i, at deltageren er villig  

til at indgå i en dialog om alle aspekter af både proces og produkt. Med afsæt  

i  Foresters  fremlægning  af  forskellige  tilgange  til  forståelsen  af  deltagelse,  

kan man sige, at dialogen bør handle om både hvem (magtrelationer) der  

siger hvad (sagsforholdet) og hvad de gør (handlingsaspektet) for at lægge  

vægt bag deres ord. Den kompetente deltager er både i stand til at lytte, tale  

samt diskutere såvel ’værdier’ og som ’fakta’ og forsøger aktivt at modarbej‐ 

de fragmentation. Han eller hun anerkender også ’følelser’ i diskussionen på  

lige fod med ’rationelle’ og værdibaserede argumenter, respekterer de øvri‐ 

ge deltageres bidrag uanset hvem de er, søger kompromiser, hvis ikke kon‐ 

sensus, men anerkender også, at der er konflikter, der ikke nødvendigvis kan  

bilægges, men som kræver gensidig hensyntagen fremadrettet.  

Det sidste aspekt ved den kompetente deltager er handlingsoriente‐ 

ringen, der med afsæt i Forester dels drejer om, at være villig til at handle i  

situationen – og lade sig vurdere på sine handlinger i stedet for netop kun  

med afsæt i status, magt eller holdninger til et givet sagsforhold. Det betyder  

også, at man i processen tager ansvar for sine egne handlinger, men også for  

de handlinger, man i fællesskab bliver enige om. Handlingsorienteringen er  

desuden  forbundet  med  målorienteringen  i  arbejdet  med  at  skabe  fælles  

referencerammer ved at fungere som kapacitator i processen gennem aktive  

handlinger rettet mod etablering og understøttelse af fælles mål, dvs. delta‐ 

geren handler for at bemyndiggøre (empower) sig selv og andre. Samtidig er  

det centralt, at deltageren ikke igennem sine handlinger forsøger at begræn‐ 

se andres indflydelse, men handler ud fra en forestilling om at alle har lige ret  

til at få reel indflydelse på såvel proces som produkt.  

Med denne kortfattede, og måske meget idealistiske, positionering af  

den kompetente deltager, vil jeg tage fat på næste kapitel og diskussionen af  

nogle strategiske og metodiske overvejelser, der forhåbentlig kan være med  

til at forløse og understøtte de tre hovedbegreber i indeværende kapitel. 

  

  

STRATEGI & METODE 

strategi & metode 

”The  challenge  for  planning  is  to  develop  new  practices.  

These need a breadth which admits of diverse ways of knowing  

and being, and which have the capacity to reflect on, and call at‐ 

tention to, what lies behind the ’politics of interests’ and the ’poli‐ 

tics of voice’ […]. They need a capacity to move beyond a broad‐ 

based ’scoping’ of issues to the invention and consolidation of or‐ 

ganising ideas and strategies. They require an ability to reflect on  

the  ’membership’  of  consensus‐building  activities,  on  who  is  in‐ 

volved, who should be involved and who may be left out.” (Healey  

2006, p. 244)  

I citatet ovenfor efterlyser Patsy Healey nye strategier og metoder,  

der forholder sig til nogle de udfordringer, jeg har opridset i de foregående  

afsnit. For at opsummere er der dels spørgsmålene relateret til borgernes  

engagement, herunder hvem skal deltage? Hvorfor deltager de (ikke)? Og  

ikke mindst, hvordan sikrer vi, at får skabt – og vedligeholdt – interessen for  

at deltage? Samtidig er der spørgsmålene om, hvordan vi faciliteter dialogen,  

skaber  den  rette  (gruppedynamik),  undgår  at  apriori  givne  magtrelationer  

spiller  (for  stor)  en  rolle,  arbejder  med  fragmentation  som  et  grundvilkår,  

sikrer  gensidig  læring  og  kapacitetsopbygning,  sikrer  aktiv  handlen og  be‐ 

myndiggørelse,  styrker  innovationen,  sikrer  borgerne  reel  indflydelse  og  

samtidig  gør  processen  gennemsigtig.  Som  antydet  i  forrige  kapitel  er  der  

mange tilgange til forståelsen, for slet ikke at tale om besvarelsen, af disse  

spørgsmål. Det er ikke min hensigt i dette kapitel at præsentere og diskutere  

en lang mulige strategier og metoder, men i stedet at give mit bud på nogle  

strategiske og metodiske overvejelser og forsøge et strategisk blik på bor‐ 

gerdeltagelsen  i  byudvikling  med  afsæt  i  en  procesmodel,  jeg  har  valgt  at  

kalde AELIA‐modellen, og derefter gå i dybden med de enkelte faser i model‐ 

len.   

193 

194  

  

STRATEGI & METODE 

  

Efterfølgende beskriver jeg en overordnet metodisk tilgang til delta‐ 

gelsesprocesser under overskriften utopiatyping og udfolder denne metodes  

fundament igennem en diskussion af teori, metoder og redskaber der har  

været med til at informere udviklingen af netop denne tilgang. Afslutningsvis  

i kapitlet diskuterer jeg kortfattet spil, som en anden – og dog relateret –  

metodisk tilgang. Når jeg har valgt ikke at lægge megen vægt på spil som  

metode, selvom den spiller en væsentlig rolle i flere af mine cases, skyldes  

det dels, at jeg allerede tidligere har beskæftiget mig mere indgående med  

spil som medie for borgerdeltagelse i demokratiske udviklingsprocesser i mit  

speciale fra 2004, dels at temaet er udmærket behandlet af min kollega, To‐ 

bias Løssing i afhandlingen ’Urbane Spil’ fra 2005 (Løssing 2005), ligesom jeg  

sammen med bl.a. Tobias Løssing og Rune Nielsen har publiceret flere artik‐ 

ler om spil som inddragelsesredskab forud for mit PhD‐projekts start (Løssing  

& Delman 2003, Løssing et al. 2003, Nielsen et al. 2005). Diskussionen i dette  

kapitel er i høj grad baseret på flere af de artikler, jeg har været hovedforfat‐ 

ter på i løbet af projektet (Delman et al. 2008, Delman & Nielsen 2008, Del‐ 

man & Nielsen 2009), men også i begrænset omfang på et arbejdspapir ud‐ 

arbejdet i forbindelse med forskningsprojektet Strategisk Design på Institut  

for  Design,  Arkitektskolen  Aarhus  forud  for  PhD‐projektets  start  (Delman  

2007).

Afhandling - Arkitektskolen Aarhus

Create successful ePaper yourself