Afhandling - Arkitektskolen Aarhus

aarch.dk

Afhandling - Arkitektskolen Aarhus

den igangværende by


borgerdeltagelse i byudvikling

thomas fabian delman

PhD afhandling







den igangværende by

borgerdeltagelse i byudvikling

thomas fabian delman

PhD afhandling

Institut for By & Landskab

Arkitektskolen Århus

Hovedvejleder Niels Albertsen

Projektvejleder Pia Bille

”And
thus
the
city
is
an
oeuvre,
closer
to
a
work
of
art
than


to
a
simple
material
product.
If
there
is
production
of
the
city,
and


social
relations
in
the
city,
it
is
a
production
and
reproduction
of


human
beings
by
human
beings,
rather
than
a
production
of
ob‐

jects.
 The
 city
 has
 a
 history;
 it
 is
 the
 work
 of
 history,
 that
 is
 of


clearly
defined
people
and
groups
who
accomplish
this
oeuvre,
in


historical
conditions.”
(Lefebvre
2008)






”…Alice
started
to
her
feet,
for
it
flashed
across
her
mind


that
she
had
never
before
seen
a
rabbit
with
either
a
waistcoat‐

pocket,
or
a
watch
to
take
out
of
it,
and
burning
with
curiosity,
she


ran
across
the
field
after
it,
and
fortunately
was
just
in
time
to
see


it
pop
down
a
large
rabbit‐hole
under
the
hedge.
In
another
mo‐

ment
down
went
Alice
after
it,
never
once
considering
how
in
the


world
she
was
to
get
out
again.”



(Lewis
Carroll,
Alice
in
Wonderland,
1965)
 


FORORD

Når
man
starter
på
et
PhD‐projekt
er
det
(forhåbentlig)
fordi
man
er


nysgerrig
overfor
det
emne,
man
skal
tilbringe
de
næste
tre
år
med
at
udfor‐

ske.
Alligevel
kan
jeg
ikke
lade
være
med
at
se
mig
selv
lidt
som
Alice,
der


fulgte
kaninen
ned
i
hullet
på
baggrund
af
en
pludselig
indskydelse
og
med
ét


befandt
jeg
mig
i
en
absurd
verden,
hvor
alting
var
vendt
på
hovedet
og
det


var
svært
at
finde
hoved
og
hale
i
de
mange
indtryk.
Og
til
tider
anede
jeg


ikke,
hvordan
eller
hvornår
jeg
kom
op
af
hullet
igen.
Når
det
alligevel
lykke‐

des
at
finde
en
vej
ud,
og
forhåbentlig
have
fået
skabt
en
smule
mening
i


galskaben,
skyldes
det
ikke
mindst
den
hjælp,
jeg
har
fået
undervejs.



Først
 og
fremmest
vil
jeg
derfor
gerne
 takke
 kollisionisterne
 Tobias


Løssing,
Andreas
Lykke‐Olesen,
Rune
Nielsen
og
Jeff
Serio,
som
tilbragte
me‐

get
af
tiden
i
hullet
sammen
med
mig,
og
uden
hvem
projektet
aldrig
ville


have
givet
mening.
Jeg
vil
også
gerne
takke
mine
vejledere,
Niels
Albertsen


og
Pia
Bille,
og
mine
kolleger
på
Institut
for
By
og
Landskab
for
råd,
vink
og


konstruktiv
kritik.
De
studerende
på
instituttet
igennem
de
tre
år
skal
også


have
en
kollektiv
tak
for
at
have
lagt
ryg
og
projekter
til
afprøvning
af
både


teori
og
metoder
undervejs.
Jeg
vil
desuden
gerne
rette
en
stor
tak
til
alle


samarbejdspartnere
i
projektet,
der
har
bidraget
konstruktivt
til
hver
enkelt


case
–
ingen
nævnt,
ingen
glemt.
Sidst,
men
ikke
mindst,
vil
jeg
gerne
takke


min
 familie,
 især
 Astrid,
 Andreas
 og
 Janus,
 der
 undervejs
 skabte
 et
 solidt


anker
til
hverdagen,
når
jeg
stak
hovedet
op
af
hullet.



Og
nu,
kære
læser,
er
det
din
tur
til
at
følge
kaninen
ned
i
hullet.


5



6



INDHOLD


resumé 8


summary 11


den igangværende by 14


erfaringer & baggrund 23


projektets cases 26


teoretisk & metodisk afsæt 28


note til konstruktionen 32


artikler & posters 38


projektets metode 44


participatory action research 47


tre krav til metoden 52


participatory action research & projektet 63


research by design 67


case-baseret forskning 79


brugen af prototyper i designforskning 85


tværfaglighedens paradoks 89


borger, by & deltagelse 95


borgeren 98


det interaktive demokrati 121


byen 125


byen som igangværende arbejde 152


deltagelsen 158


den kompetente deltager 190


strategi & metode 193


strategi & borgerdeltagelse 195


AELIA-modellen 200


utopiatyping 219





INDHOLD

cases 243


det nyaktivistiske praksisfællesskab 248


hovedcase 1: multimediehuset 252


hovedcase 2: køge 270


hovedcase 3: co2030 289


øvrige cases 308


cases & idealmålet 318


afsluttende betragtninger 325


om forskningsmetoden 332


perspektiver på forskning og udvikling 334


perspektiver for aktuel byudviklingspraksis 338


litteratur 341


internetkilder 350


7



8



RESUMÉ


resumé

I
PhD‐projektet
beskæftiger
jeg
mig
med
borgernes
deltagelse
i
aktuel


byudvikling
med
særligt
fokus
på
at
udfordre
eksisterende
(politisk)
praksis


gennem
 såvel
 teoretiske
 refleksioner
 som
 casebaserede
 interventioner.


Omdrejningspunktet
for
projektet
er
diskussionen
af
væsentlige
problemstil‐

linger
for
borgerdeltagelse
i
byudvikling
med
målsætningen
om
at
udvikle
og


kvalificere
strategiske
og
metodiske
overvejelser
fremadrettet.


Projektet
har
et
tværfagligt
afsæt
og
jeg
definerer
det
rent
metodisk


med
 udgangspunkt
 i
 såvel
Participatory
 Action
 Research
 som
 Research
 by


Design.
Projektet
er
baseret
på
min
aktive
deltagelse
i
en
række
casebasere‐

de
interventioner
i
samarbejde
med
eksterne
partnere
og
med
tilknytning
til


virksomheden
Kollision
som
primært
praksisfællesskab.
I
afhandlingens
me‐

todekapitel
 diskuterer
 jeg
 forskelle
 og
 ligheder
 mellem
 aktionsforskningen


samt
 arkitekt‐,
 design‐
 og
 planlægningsfaglige
 metoder,
 herunder
 hvilken


rolle
case‐arbejde
og
designinterventioner
kan
spille
i
en
forskningssammen‐

hæng.



På
 den
 baggrund
 når
 jeg
 frem
 til
 tre
 måltyper,
 henholdsvis
 ak‐

tionsmål,
udviklingsmål
og
idealmål,
der
danner
udgangspunkt
for
casekapit‐

lets
analyser.
Aktionsmålene
er
således
den
konkrete
opgave,
der
skal
løses
i


hver
enkelt
case,
typisk
defineret
i
samarbejde
med
den
eksterne
klientorga‐

nisation
og
praksisfællesskabet.
Udviklingsmålene
er
de
strategiske,
metodi‐

ske
 og
 redskabsorienterede
 overvejelser,
 der
 fra
 case
 til
 case
 fører
 til
 nye


indsigter
i
en
iterativ
designproces
baseret
på
ideen
om
prototyper.
Idealmå‐

let
er
udtryk
for
projektets
målsætning
om
at
ændre
eksisterende
praksis,


med
særligt
fokus
på
de
politiske
idealer,
der
ligger
til
grund
for
borgernes


aktive
deltagelse
i
byudviklingen.





RESUMÉ

I
 afhandlingens
 teorikapitel
 diskuterer
 jeg
 tre
 teoretiske
 begreber,


henholdsvis
borgeren,
 byen
 og
 deltagelsen.
 Afsættet
 for
 min
 diskussion
 af


borgerbegrebet
er
bl.a.
en
kortfattet
gennemgang
af
begrebets
oprindelse


samt
opfattelsen
af
borgerens
rolle
i
relation
til
forskellige
demokratisyn
med


udgangspunkt
i
et
deliberativt
ideal.
Diskussionen
leder
frem
til
begrebet
det


interaktive
demokrati,
der
relaterer
sig
til
behovet
for
at
understøtte
borger‐

nes
deltagelse
i
byudviklingsprocesser,
hvor
der
ikke
længere
eksisterer
en


klar
 idé
 om
 et
 ’fælles
 bedste’.
 Det
 medfører,
 at
 vi
 i
 stedet
 må
 acceptere


fragmentation
 og
 væsensforskellige
 demokratisyn
 som
 udgangspunkt
 for


deltagelsen,
 hvorfor
 processen
 bør
 tilrettelægges
 således,
 at
 borgerne
 får


mulighed
for
at
agere
(politisk)
i
forhold
til
den
givne
situation,
dvs.
at
vi
bør


tillade,
at
forskellige
demokratisyn
kan
spille
en
rolle,
afhængigt
af
formålet
i


den
konkrete
proces.



I
afsnittet
om
byen
diskuterer
jeg
aktuelle
byudviklingstendenser
på


baggrund
af
en
kortfattet
historisk
gennemgang
frem
mod
en
definition
af


byen
som
igangværende
arbejde.
Ideen
om
byen
som
igangværende
arbejde


indebærer
bl.a.,
at
gensidigt
udelukkende
interesser,
skal
være
tilstede
på


samme
tid
og
derfor
bør
byen
ses
som
et
fælles
værk
med
afsæt
i
et
mang‐

foldigt
kulturbegreb,
hvor
der
er
plads
til
at
anerkende
såvel
konsensus
som


konflikt
samt
baseret
på
en
forståelse
for,
at
byens
problemer
er
komplekse,


og
at
der
derfor
ikke
er
nogen
simpel,
endelig
eller
sand/falsk
løsning
på
de


oplevede
problemer.



Afsnittet
om
deltagelse
tager
afsæt
i
en
diskussion
af
de
udfordringer,


der
er
forbundet
med
borgernes
aktive
deltagelse
–
eller
mangel
på
samme


–
 i
 byudviklingsprocesser.
 Jeg
 diskuterer
 såvel
 niveauer
 af
 deltagelse,
 som


begrundelser
 for
 overhovedet
 at
 deltage
 samt
 konkrete
 udfordringer
 ved


deltagelsesprocesser.
 På
 den
 baggrund
 når
 jeg
 frem
 til
 et
 begreb
 om
den


kompetente
deltager,
der
baserer
sig
på
ideen
om,
at
deltagerne
processuelt


udstyres
 med
 kompetencer,
 herunder
 at
 de
 er
 motiverede,
 læringsvillige,


refleksive,
målorienterede,
dialogorienterede
og
handlingsorienterede.



9



10



RESUMÉ


Igennem
PhD‐projektet
er
jeg
nået
frem
til
en
overordnet
strategi
for


borgerdeltagelse
i
byudvikling,
der
har
fået
navnet
AELIA‐modellen.
Model‐

lens
udgangspunkt
er,
at
(by)udviklingsprocesser
bør
tilrettelægges
med
af‐

sæt
 i
 opmærksomhedsskabende
 aktiviteter
 (Attention),
 oplevelsesoriente‐

rede
elementer
(Experience),
læring
og
kapacitetsopbygning
(Learning),
reel


indflydelse
til
deltagerne
(Influence)
og
fokus
på
handling
(Action)
såvel
un‐

dervejs
 i
 deltagelsesprocessen
 som
 efterfølgende.
 Samtidig
 definerer
 jeg
 i


afhandlingen
utopiatyping
som
et
overordnet
metodisk
greb
til
at
diskutere


centrale
udviklingsperspektiver
med
afsæt
i
et
interaktivt
demokratisyn
og


en
opfattelse
af
byen
som
igangværende
arbejde,
hvor
borgerne
indgår
som


kompetente
deltagere.



I
 casekapitlet
 beskriver
 jeg
 projektets
 tre
 hovedcases,
 henholdsvis


Multimediehuset
 i
 Århus,
 et
 udviklingsforløb
 i
 Køge
 og
 projektet
 AAR‐

HUSCO2030
 samt
 en
 række
 mindre
 cases,
 der
 også
 har
 indgået
 i
 PhD‐

projektet.
De
tre
hovedcases
analyseres
med
afsæt
i
de
mål,
jeg
opstillede
i


metodekapitlet;
aktionsmålet,
udviklingsmålet
og
idealmålet.
I
analysen
re‐

degør
 jeg
 for,
 hvordan
 disse
 cases
 har
 påvirket
 udviklingen
 af
 AELIA‐

modellen
og
utopiatyping
som
metodisk
greb,
ligesom
jeg
diskuterer
de
en‐

kelte
cases
i
relation
til
de
teoretiske
positioner
og
udvekslingen
mellem
teori


og
casebaserede
designinterventioner.


I
afhandlingens
afsluttende
kapitel
opsummerer
jeg
de
væsentligste


udfordringer,
jeg
ser
ved
borgernes
aktive
deltagelse
i
byudviklingsprocesser


og
relationen
til
de
strategiske
og
metodiske
overvejelser,
jeg
har
diskuteret
i


afhandlingen.
Jeg
diskuterer
desuden
min
egen
metode
og
muligheden
for


fremadrettet
at
styrke
den
gennem
en
stærkere
integration
mellem
aktions‐

forskning
 og
 designforskning.
 Jeg
 opridser
 også
 nogle
 fremadrettede
 per‐

spektiver
for
forskning
og
udvikling
inden
for
borgerdeltagelse
i
byudvikling,


der
kan
styrke
vores
viden
på
området
og
supplere
mit
eget
projekt.
Afslut‐

ningsvis
diskuterer
jeg
perspektiver
og
udfordringer
for
aktuel
byudviklings‐

praksis
baseret
på
en
højere
grad
af
borgerdeltagelse.







SUMMARY

summary

In
my
PhD‐project
I
address
citizen
participation
in
current
urban
de‐

velopment
with
a
particular
focus
on
challenging
existing
(political)
practice


through
theoretical
reflections
as
well
as
case
based
interventions.
The
focal


point
for
the
project
is
a
discussion
centred
on
key
challenges
for
citizen
par‐

ticipation
 in
 urban
 development
 with
 the
 specific
 aim
 of
 developing
 and


qualifying
forward‐looking
strategic
and
methodological
reflections.


The
 project
 has
 an
 interdisciplinary
 basis
 and
 I
 position
 it
 method‐

ologically
at
the
intersection
between
Participatory
Action
Research
and
Re‐

search
by
Design.
The
project
is
based
on
my
active
participation
in
a
number


of
case‐based
interventions
in
collaboration
with
external
partners
and
the


company
Kollision
as
a
primary
community
of
practice.
In
the
methodologi‐

cal
chapter
I
discuss
the
differences
and
similarities
between
action
research


and
research
practices
within
the
field
of
architecture,
design
and
planning


with
a
strong
focus
on
the
role
of
casework
and
design
interventions
in
a


research
context.


This
leads
me
to
formulate
three
types
of
objectives,
respectively
ac‐

tion
objectives,
development
objectives,
and
idealistic
objectives,
which
form


the
basis
for
the
analysis
in
the
case
chapter.
Action
objectives
are
the
spe‐

cific
tasks
to
be
solved
in
each
case,
typically
in
collaboration
with
the
exter‐

nal
client
organization
and
the
community
of
practice.
Development
objec‐

tives
 are
 the
 strategic,
 methodological
 and
 tool‐oriented
 considerations,


which
lead
to
new
insights
in
an
iterative
design
process
based
on
the
notion


of
prototyping.
Idealistic
objectives
reflects
the
project's
goal
of
challenging


existing
practice
with
a
strong
focus
on
the
political
ideals
underlying
active


citizen
participation
in
urban
development.



11



12



SUMMARY


In
the
theoretical
chapter,
I
discuss
three
main
theoretical
concepts,


respectively
citizen,
city,
and
participation.
The
discussion
of
the
concept
of


citizenship
include
a
brief
review
of
the
origins
of
the
notion
and
the
view
of


the
 citizen's
 role
 in
 relation
 to
 different
 perceptions
 of
 democracy
 with
 a


specific
focus
on
deliberative
ideals.
This
brings
me
to
a
definition
of
interac‐

tive
democracy,
which
takes
into
account
the
need
to
support
citizen
partici‐

pation
in
urban
development
processes
when
we
no
longer
have
a
strong


perception
of
'the
common
good'
to
guide
us.
Consequently
we
have
to
ac‐

cept
 fragmentation
 and
 substantially
 diverse
 notions
 of
 democracy
 as
 a


fundamental
premise
of
participation.
This
means
that
we
have
to
organise


participatory
 processes
 in
 a
 way
 that
 enables
 citizens
 to
 act
 (politically)
 in


relation
to
the
situation
at
hand,
i.e.
we
need
to
allow
different
democratic


perceptions
to
come
into
play,
depending
on
the
purpose
of
the
specific
pro‐

cess.


In
 the
 section
 concerning
 the
 city
 I
 discuss
 current
 urban
 develop‐

ment
trends
on
the
basis
of
a
brief
historical
overview
towards
a
definition
of


the
city
as
a
work
in
progress.
The
idea
of
the
city
as
a
work
in
progress
in‐

volves,
among
other
things,
that
mutually
exclusive
interests,
must
be
pres‐

ent
at
the
same
time
and
consequently
the
city
should
be
seen
as
a
collabor‐

ative
work,
based
on
a
diverse
concept
of
culture,
acknowledging
both
con‐

sensus
and
conflict,
and
an
understanding
of
the
complexity
of
the
problems


facing
the
city
in
the
sense
that
there
are
no
simple,
final,
or
true/false
solu‐

tion
to
the
perceived
problems.


The
section
on
participation
is
based
on
a
discussion
of
the
challenges


associated
with
active
citizen
participation
‐
or
lack
thereof
‐
in
urban
devel‐

opment
processes.
I
discuss
levels
of
participation,
as
well
as
justifications
for


participation,
and
practical
challenges
of
participation
processes.
This
brings


me
to
formulate
a
concept
of
the
competent
participant,
meaning
that
par‐

ticipants,
through
the
participatory
process,
are
equipped
with
the
necessary


skills
 for
 participation,
 including
 motivation,
 willingness
 to
 learn,
 reflective


skills,
goal‐orientation,
dialogue‐orientation,
and
action‐orientation.






SUMMARY

Through
 the
 PhD‐project,
 I
 have
 developed
 a
 general
 strategic
 ap‐

proach
to
citizen
participation
in
urban
development,
which
has
been
named


the
AELIA‐model.
The
premise
is
that
(urban)
development
processes
should


be
designed
to
grab
the
Attention
of
citizens,
give
them
a
novel
Experience,


support
mutual
Learning
and
capacity
building,
empower
citizens
and
offer


them
genuine
Influence,
and
focus
on
Action
during
the
process
as
well
as


subsequently.
I
have
also
coined
the
term
utopiatyping
as
a
methodological


approach
to
participation
based
on
the
notions
of
interactive
democracy,
the


city
as
a
work
in
progress,
and
a
view
of
the
citizens
as
competent
partici‐

pants.


In
case
the
chapter
I
describe
the
project's
three
main
cases,
respec‐

tively
 the
 Mediaspace
 in
 Aarhus,
 a
 development
 process
 in
 Køge
 and
 the


project
AARHUSCO2030,
as
well
as
a
few
minor
cases,
also
included
in
the


PhD‐project.
The
main
cases
are
analysed
on
the
basis
of
the
objectives
de‐

fined
in
the
methodological
chapter:
action
objectives,
development
objec‐

tives,
and
idealistic
objectives.
Through
the
analysis
I
explain
how
the
cases


have
influenced
the
development
of
the
AELIA‐model
and
utopiatyping
as
a


methodological
 approach.
 I
 also
 discuss
 the
 relation
 between
 cases
 and


theoretical
 positions
 and
 how
 theory
 and
 case‐based
 design
 interventions


have
affected
one
another.


In
the
final
chapter
I
summarise
the
key
challenges
related
to
my
view


of
active
citizen
participation
in
urban
development
processes
and
the
rela‐

tion
 to
 the
 main
 strategic
 and
 methodological
 considerations,
 I
 have
 dis‐

cussed
in
the
thesis.
I
also
discuss
my
own
methodological
approach
and
the


possibility
 of
 reinforcing
 it
 through
 stronger
 ties
 between
 action
 research


and
design
research.
Additionally,
I
outline
some
perspectives
on
future
re‐

search
 into,
 and
 development
 of,
 citizen
 participation,
 which
 might


strengthen
our
knowledge
in
this
area
and
supplement
my
own
research.
In


closing
I
discuss
some
of
the
prospects
and
challenges
for
current
urban
de‐

velopment
practices
based
on
a
high
level
of
citizen
participation.


13



14



DEN IGANGVÆRENDE BY


den igangværende by

”The
architect,
the
planner,
the
sociologist,
the
economist,


the
philosopher
or
the
politician
cannot
out
of
nothingness
create


new
forms
and
relations.
More
precisely,
the
architect
is
no
more
a


miracle‐worker
than
the
sociologist.
Neither
can
create
social
rela‐

tions,
 although
 under
 certain
 favourable
 conditions
 they
 help


trends
to
be
formulated
(to
take
shape).
Only
social
life
(praxis)
in


its
global
capacity
possesses
such
powers
–
or
does
not
possess


them.
The
people
mentioned
above
can
individually
or
in
teams


clear
the
way;
they
can
also
propose,
try
out
and
prepare
forms.


And
also
(and
especially)
[…],
assess
acquired
experience,
provide


a
 lesson
 from
 failure
 and
 give
 birth
 to
 the
 possible.”
 (Lefebvre


2008,
p.
151)


I
citatet
ovenfor
opridser
Henri
Lefebvre
både
nogle
af
de
faglige
rol‐

ler
og
de
udfordringer,
der
er
forbundet
med
udviklingen
af
byen
–
og
han


slår
fast,
at
ingen
af
de
nævnte
fagligheder,
hverken
alene
eller
sammen,
kan


løse
 byens
 (sociale)
 problemer
 eller
 skabe
 nye
 sociale
 relationer,
 der
 kan


danne
grobund
for
udviklingen.
Men
de
kan
være
med
til
at
berede
vejen,
de


kan
lære
af
praksis
og
de
kan
skabe
nye
rammer
og
muligheder.
Lefebvre


fremhæver
samme
sted,
at
der
er
et
tvingende
behov
for
at
ændre
vores


forståelse
af
og
tilgang
til
udviklingen
af
byerne
og
de
redskaber
vi
anvender.


Først
og
fremmest
foreslår
han
begrebet
transduktion
forstået
som
mulig‐

heden
for
at
konstruere
et
teoretisk,
eller
muligt,
objekt
med
afsæt
i
infor‐

mation
forbundet
med
virkelige
hændelser
og
problemer
i
en
stadig
udveks‐

ling
mellem
den
konceptuelle
ramme
og
de
partikulære
empiriske
observa‐

tioner
(Ibid.
p.
151).
Det
vil
sige,
at
vores
forståelse
og
udvikling
af
byen
tager


afsæt
i
en
fælles
forståelse,
der
opstår
i
udveksling
med
de
erfaringer,
vi
gør


os
i
konkrete
situationer.
For
det
andet
foreslår
han
brugen
af
eksperimen‐

telle
utopier,
der
skal
udforskes
ved
at
undersøge
deres
konsekvenser
i
den


virkelige
 verden
 (Ibid.),
 dvs.
 vi
 bør
 formulere
 klare
 visioner
 og
 undersøge





DEN IGANGVÆRENDE BY

deres
holdbarhed
ved
at

implementere
dem
i
praksis
–
og
derigennem
også


udfordre
eksisterende
praksis.


Lefebvres
forslag
bliver
fremsat
i
1968
i
bogen
Le
Droit
à
la
ville
i
en


tid
præget
af
studenteroprøret,
sociale
bevægelser
og
en
gryende
forståelse


af,
at
samfundets
problemer
nok
var
mere
komplekse
end
hidtil
antaget.
I


slutningen
af
tresserne
og
starten
af
halvfjerdserne
kom
der
for
alvor
fokus


på,
hvilken
rolle
borgerne
kan
spille
i
udviklingen
af
byerne
både
i
Danmark


og
en
række
andre
lande
–
et
fokus,
der
har
fået
fornyet
styrke
og
aktualitet
i


de
senere
år.
Nogle
gange
har
historien
det
med
at
gentage
sig
selv,
og
i
lø‐

bet
af
mit
projekt
er
jeg
stødt
ind
i
planlæggere,
forskere
og
praktikere,
der
i


forlængelse
af
ovenstående
har
påpeget
to
væsentlige
pointer:



at
inddragelsen
af
brugere
og
borgere
ikke
er
noget
nyt
i
en


byudviklingskontekst,
og



at
arkitekter,
planlæggere
og
designere
altid
har
inddraget


brugerne
–
eller
som
minimum
haft
dem
i
tankerne,
når
de


skabte
bygninger,
planer
eller
designobjekter.




Det
 er
 ikke
min
hensigt
fundamentalt
 at
 udfordre
 den
 sidstnævnte


(selv)opfattelse,
og
i
forhold
til
førstnævnte
har
mit
projekt
ikke
et
særskilt


fokus
på
inddragelsen
af
borgerne
i
et
historisk
perspektiv.
Jeg
skal
derfor


heller
ikke
forsøge
at
gøre
mig
klog
på
fortidens
eksperimenter
og
praksis.


Men
det
vil
næppe
være
forkert
at
påstå,
at
det
ideologiske
fundament
har


ændret
sig
siden
tressernes
og
halvfjerdsernes
fokus
på
inddragelsen
af
bor‐

gere
i
udviklingen
af
vores
byer.
Over
en
frokostsamtale
på
Vadstena
Kloster,


hvor
jeg
i
2008
deltog
i
et
forskningssymposium
om
Lefebvre,
beskrev
pro‐

fessor
i
geografi
ved
University
of
Manchester,
Eric
Swyngedouw,
halvfjerd‐

sernes
inddragelse
som
et
led
i
en
politisk
kamp
om
retten
til
byen
med
refe‐

rence
til
Lefebvre.
Omvendt
betegnede
han
moderne
inddragelsesprocesser


som
en
del
af
en
(neo)liberalistisk
og
’markedsliggørende’
trend,
der
ultima‐

tivt
risikerer
at
underminere
selve
demokratiet,
som
vi
kender
det.
En
på‐

stand
han
også
udfolder
i
en
artikel
fra
2005:


15



16



DEN IGANGVÆRENDE BY


”The
 socially
 innovative
 figures
 of
 horizontally
 organised


stakeholder
arrangements
of
governance
that
appear
to
empower


civil
society
in
the
face
of
an
apparently
overcrowded
and
’exces‐

sive’
state,
may,
in
the
end,
prove
to
be
the
Trojan
Horse
that
dif‐

fuses
 and
 consolidates
 the
 ’market’
 as
 the
 principal
 institutional


form.”
(Swyngedouw,
2005,
p.
2003)


Om
end
Swyngedouw
åbent
bekender
sig
til
kommunismen,
og
der‐

for
må
antages,
at
have
et
særligt
ideologisk
ståsted
i
forhold
til
begreber


som
’marked’,
’stat’,
’civilsamfund’
og
’retten
til
byen’
–
og
ikke
mindst
bor‐

gernes
relation
til
disse
–
så
er
hans
påstand
interessant
og
rammer
dybt
i


hele
diskussionen
om,
hvorfor
vi
overhovedet
ønsker
at
inddrage
borgerne
i


udviklingen
af
vores
byer
–
og
en
lang
række
andre
områder,
fra
legepladser


over
biblioteker
til
borgerservice(s)
i
bredeste
forstand.
Motiverne
for
at
ind‐

drage
borgerne
i
dag
er
helt
sikkert
ikke
de
samme
som
tidligere.
Og
ifølge


Swyngedouw
er
den
væsentligste
forskel,
at
inddragelse
i
dag
grundlæggen‐

de
er
udtryk
for
et
’urbant
postpolitisk
arrangement’
(Swyngedouw
2009),


der
løber
parallelt
med:


”[…]
the
rise
of
a
neoliberal
governmentality
that
has
re‐

placed
debate,
disagreement
and
dissensus
with
a
series
of
tech‐

nologies
of
governing
that
fuse
around
consensus,
agreement,
ac‐

countancy
 metrics
 and
 technocratic
 […]
 management.”
 (Ibid.
 p.


604)


Aktuelt
 handler
 inddragelse
 af
 borgerne
 således
 mere
 om
 at
 sikre


konsensus
og
indgåelse
af
aftaler
baseret
på
’bogførte
målinger’
og
tekno‐

kratisk
 ledelse,
 snarere
 end
 der
 er
 tale
 om
 en
 inddragelse
 af
 borgerne
 i


egentlige
politiske
(beslutnings)processer.
Min
erfaring
fra
praksis
bekræfter


i
vidt
omfang
denne
tendens
–
men
behøver
det
være
sådan?
Og
virker
det


overhovedet?
Kan
det
i
det
hele
taget
lade
sig
gøre
at
opnå
konsensus
og


indgå
 holdbare
 aftaler
 omkring
 byen,
 eller
 er
 de
 underliggende
 (politiske)


spændinger
så
store,
at
vi
må
forsøge
at
finde
en
’tredje
vej’
‐
med
de
mere





DEN IGANGVÆRENDE BY

eller
mindre
neoliberalistiske
og
New
Labour‐orienterede
konnotationer,
der


i
dag
også
ligger
i
denne
betegnelse?



For
at
vende
tilbage
til
spørgsmålet
om
det
historiske,
så
kan
vi
–
som


Heraklit
(måske)
formulerede
det
–

ikke
bade
i
den
samme
flod
to
gange,


hvorfor
vi
næppe
blot
heller
kan
genoptage
halvfjerdsernes
diskussion
om


borgernes
rolle
i
byen.
På
titelbladet
understøttes
dette
også
i
citatet
af
Le‐

febvre,
hvor
han
slår
fast,
at
byen
er
et
værk,
der
bliver
til
under
bestemte


historiske
konditioner,
med
deltagelse
af
bestemte
grupper
af
personer
(Le‐

febvre
2008).
Og
et
projekt
med
et
fokus
på
at
udfordre
eksisterende
praksis


vil
derfor
have
mere
gavn
af
at
forholde
sig
til
aktuelle
motiver
og
tendenser,


end
til
en
historisk
praksis
–
om
end
jeg
anerkender,
at
projektet
selvfølgelig


ville
blive
styrket
væsentligt
ved
at
rumme
begge
dimensioner.
Det
ville
dog


også
blive
langt
mere
omfangsrigt.
Udfordringen
formuleres

udmærket
af


David
Harvey:


”[…]
I
am
struck
again
and
again
by
the
difficulty
of
design‐

ing
an
adequate
language,
an
adequate
conceptual
apparatus
to


grasp
the
nature
of
the
problem
we
seem
to
be
faced
with.
I
worry


that
 last
 year’s
 conceptual
 tools
 and
 goals
 will
 be
 used
 to
 fight


next
year’s
issues
in
a
dynamic
situation
that
more
and
more
re‐

quires
 proactive
 rather
 than
 remedial
 action.”
 (Harvey
 2008,
 p.


416)


I
forlængelse
af
hans
bekymring,
beskriver
Harvey
byen
som
en
pa‐

limpsest,
 hvor
 fortidens
 lag
 og
 former
 kan
 anes
 underneden
 den
 aktuelle


form,
mens
nye
lag
til
stadighed
tilføjes
(ibid.
p.
417).
For
at
forstå
de
aktuelle


lag
er
det
derfor
nødvendigt
i
det
mindste
at
kradse
en
smule
i
de
historiske,


men
måske
ikke
udgrave
dem
fuldstændigt.
Udover
nogle
få
ekskursioner
til


centrale
tendenser,
begreber
og
metoder
med
rod
i
historien,
har
jeg
derfor
i


mit
projekt
valgt
at
begrænse
mig
til
den
allernærmeste
fortid
som
kontekst


for
projektets
udviklingsdimension.
Når
jeg
alligevel
indleder
med
et
citat
fra


en
mere
end
fyrre
år
gammel
bog,
er
det
fordi,
at
der
er
træk
ved
datidens


tilgang
til
borgerdeltagelsen,
der
synes
at
give
mening
i
en
aktuel
kontekst,


17



18



DEN IGANGVÆRENDE BY


ikke
mindst
den
politiske
dimension,
der
på
mange
måder
synes
at
have
væ‐

ret
fraværende
i
en
årrække,
hvor
fokus
måske
i
højere
grad
har
været
på


borgerdeltagelsen
 som
 et
 instrument
 til
 at
 fremme
 en
 bestemt
 form
 for


(markedsorienteret)
vækst,
som
også
Swyngedouw
antyder.



Samtidig
ligger
der
i
Lefebvres
forslag
til
nye
strategier
og
metoder
en


direkte
parallel
til
mit
eget
projekt,
og
selvom
hans
opfordring
sker
på
en


anden
baggrund
–
i
et
vist
omfang
opgøret
med
den
modernistiske
planlæg‐

ningspraksis
og
ideologiske
fundament
–
er
der
stadig
gode
takter
i
dels
ide‐

en
om
at
lade
nye
indsigter
opstå
gennem
en
frugtbar
udveksling
mellem


teori
og
praksis,
dels
forestillingen
om
at
lade
stærke
visionsformuleringer


styre
(by)udviklingen.
Begge
ideer
er
gennemgående
temaer
i
afhandlingen,


den
første
som
metodisk
fundament
for
mit
projekt
(og
som
rettesnor
for


mange
af
mine
cases),
mens
den
anden
udforskes
gennem
mit
primære
me‐

todiske
bidrag,
utopiatyping,
som
forslag
til
en
metode,
der
netop
forsøger
at


skabe
eksperimentelle
utopier.


Hvad
angår
opfattelsen
af,
at
arkitekter,
planlæggere
og
designere
al‐

tid
har
inddraget
brugerne,
så
er
det
min
påstand,
at
tilgangen
til
inddragel‐

sen
af
brugerne
i
en
lang
række
udviklingsprocesser
i
dag
er
præget
af
en


anden
form
for
systematik,
der
til
dels
har
baggrund
i
Swyngedouws
pointe


om
en
stigende
markedsliggørelse,
dels
i
den
generelle
styrkelse
af
nærde‐

mokratiske
institutioner,
der
er
sket
–
ikke
mindst
i
Danmark
–
siden
halv‐

fjerdserne
(Andersen
et
al.
2000).
I
relation
til
markedsliggørelsen
nævnes


inddragelsen
 af
 brugere
 i
 dag
 netop
 ofte
 i
 sammenhæng
 med
 det
 lettere


højstemte
 –
 og
 efterhånden
 ikke
 så
 lidt
 nervøse
 –
 spørgsmål,
 ’hvad
 skal


Danmark
leve
af
i
fremtiden?’
Brugerdrevet
innovation
og
brugerinddragelse


har
været
et
varmt
emne
igennem
en
del
år
i
såvel
det
offentlige
som
det


private
erhvervsliv.



I
forskningsmæssig
sammenhæng
kom
begrebet
for
alvor
på
dagsor‐

denen
 med
 Forsknings‐
 og
 Innovationsstyrelsens
 baggrundsrapport
 med


anbefalinger
til
strategiske
forskningsområder
fra
2007.
I
rapporten
define‐

res
brugerdreven
innovation
således:






DEN IGANGVÆRENDE BY

”Brugerdreven
innovation
er
en
tilgang
til
udvikling
af
nye


produkter,
 services
 og
 organisationsformer,
 der
 bygger
 på
 en


grundlæggende,
dialogbaseret
udforskning
af
fremtidige
brugeres


praksis
og
behov.”
(FIST
2007,
p.
7)


Inden
for
det
offentlige
og
det
private
erhvervsliv
fik
inddragelsen
af


brugerne
for
alvor
vind
i
sejlene
i
2006
med
etableringen
af
et
program
for


brugerdreven
innovation
under
Erhvervs‐
og
Byggestyrelsen
(EBST)
med
en


årlig
 ramme
 på
 100
 millioner
 kroner
 sat
 af
 til
 at
 fremme
 udbredelsen
 af


kendskab
til
strategier
og
metoder
inden
for
feltet
(EBST
2010).



I
nogle
brancher
har
inddragelse
af
brugerne
været
fast
praksis
i
en


del
 år,
 f.eks.
 har
 man
 i
 Internetbranchen
 arbejdet
 med
 brugerinddragelse


siden
de
grafiske
browseres
spæde
start
i
1994.
Rødderne
til
dette
arbejde


strækker
sig
dog
endnu
længere
tilbage;
fra
feltet
Human‐Computer
Interac‐

tion
og
Usability
og
videre
bagud
til
arbejdet
med
observationer
af
arbejds‐

forhold
og
‐rutiner
inden
for
området
human
factors
og
tidlige
ergonomiske


studier
 fra
 starten
af
forrige
århundrede,
bl.a.
 med
 Taylors
 samt
 Frank
 og


Lillian
Gilbreths
bevægelsesstudier
(Meister
1999).
Også
inden
for
psykologi


og
organisationsudvikling
har
brugernes
rolle
været
diskuteret
(De
Wolff
et


al.
2000),
ligesom
metoder
som
eksempelvis
participatory
design
trækker
på


etnografiske
og
antropologiske
traditioner
for
inddragelse
og
observation
af


brugerne
(Schuler
&
Namioka
1993).


I
de
senere
år
har
ideen
om
systematisk
inddragelse
af
brugere
og


borgere
også
vundet
indpas
inden
for
arkitektur
og
byudvikling
og
her
har


afsættet
måske
i
højere
grad
været
ønsket
om
en
styrkelse
af
nærdemokra‐

tiet
og
de
(lokal)politiske
beslutningsprocesser
(bl.a.
Gamst
2007)
og
en
mål‐

sætning
om
at
forankre
beslutningerne
i
lokalområdet
(bl.a.
Agger
&
Hoff‐

mann
2008).
Men
markeds‐
og
innovationsdimensionen
spiller
alligevel
også


her
en
væsentlig
rolle
(bl.a.
Gulmann
2005).
Mange
konkurrenceprogram‐

mer
inden
for
såvel
overordnet
(master)planlægning
som
konkrete
arkitek‐

turprojekter
indeholder
i
dag
et
afsnit
om
inddragelsen
af
brugere
og
borge‐

re.

Bl.a.
har
det
været
et
eksplicit
formuleret
krav
i
flere
af
de
konkurrencer,


19



20



DEN IGANGVÆRENDE BY


der
 indgår
 som
 cases
 i
 dette
 projekt.
 Flere
 kommuner
 har
 også
 vedtaget,


mere
eller
mindre
løse,
retningslinjer
for
inddragelsen
af
borgerne
inden
for


kommunens
 arbejdsområder.
 Et
 eksempel
 er
 Århus‐modellen
 for
 Borger‐

inddragelse,
der
beskriver:



”[…]
 hvordan
 borgerinddragelse
 skal
 og
 kan
 foregå,
 når


kommunen
laver
overordnede
politikker
og
strategier,
planer
og


projekter,
som
betyder
noget
for
mange
borgere.
Det
kan
være
in‐

itiativer,
der
vedrører
hele
kommunen,
dele
af
kommunen
eller
et


enkelt
lokalområde.”
(Århus
Kommune
2010)


Også
Københavns
Kommune
har
lagt
deres
visioner
og
erfaringer
på


området
 samt
 forslag
 til
 metoder
 offentligt
 frem
 på
 hjemmesiden


www.borgerinddragelse.dk.
Inddragelsen
af
borgerne
er
desuden
indskrevet


i
planloven,
men
bestemmelserne
heri
anses
i
dag
af
mange
kommuner
for


at
være
et
absolut
minimumskrav.
Således
konkluderede
strukturkommissi‐

onen
allerede
i
2004
følgende:



”I
 kommunerne
 har
 der
 igennem
 de
 senere
 år
 været
 et


stærkt
stigende
fokus
på
borgerinddragelsesprocesser.
Praksis
er,


at
 borgerkontakten
 er
 langt
 bredere,
 end
 planloven
 foreskriver.


Nye
redskaber
udvikles
og
afprøves
løbende,
f.eks.
brug
af
hjem‐

mesider
som
dialogværktøj,
borgerpaneler
og
interview,
nedsæt‐

telse
af
arbejdsgrupper
mv.”
(Strukturkommissionen
2004,
p.
283)


Kommunerne
eksperimenterede
altså
allerede
i
2004
med
nye
me‐

toder
til
borgerinddragelse,
ligesom
der
igennem
de
seneste
år
er
forsket
i


hvordan
 inddragelsen
 opfattes
 fra
 borgernes
 synspunkt
 (bl.a.
 Agger
 2005)


samt
hvilke
redskaber,
der
kunne
være
med
til
at
sikre
en
mere
jævnbyrdig


dialog
mellem
interessenterne
(f.eks.
Løssing
2005).
I
2007
udkom
publikati‐

onen
 ’Bedre
 interessentinddragelse
 –
 inspiration
 til
 byudviklingsprojekter’


(Gamst
2007)
med
forslag
til
en
lang
række
metoder,
der
kan
styrke
inddra‐

gelsen
af
borgere
og
andre
interessenter.
Gamsts
anbefalinger
var
baseret


på
 interviews
 med
 både
 borgere,
 politikere,
 embedsmænd
 og
 praktikere.


Igennem
sine
interviews
fandt
hun
frem
til
en
række
fællestræk,
der
gjorde





DEN IGANGVÆRENDE BY

sig
gældende
hos
størsteparten
af
deltagerne
i
undersøgelsen.
Kort
opsum‐

meret
pegede
deltagerne
på
følgende
centrale
punkter
(Ibid.
p.
6‐7):



Input
og
åbne
organisationer:
planmyndighederne
har
brug


for
input
fra
interessenterne
og
ønsker
samtidig
at
demonstre‐

re
en
større
åbenhed.


Overblik
over
metoder:
der
mangler
generelt
et
overblik
over,


hvilke
metoder
der
kan
anvendes
til
hvad
og
hvornår.


Reel
involvering:
Interessenterne
ønsker
reel
indflydelse
på


beslutningsprocessen.


Forventningsafstemning:
Alle
parter
i
processen
efterlyser


større
klarhed
omkring
de
gensidige
forventninger.


Bedre
formidling:
Alle
parter
ønsker
en
mere
kvalificeret
dialog


omkring
kompleksiteten
i
byudviklingsspørgsmål.


Ad
hoc‐kulturen
hæmmer:
Der
mangler
ofte
en
overordnet


strategi
for
interessentinddragelsen.



Som
allerede
nævnt
er
interessen
for
borgernes
rolle
i
byudviklingen


ikke
noget
nyt
fænomen,
men
kan
spores
i
hvert
fald
tilbage
til
slutningen
af


tresserne,
og
Lefebvre
efterspurgte
allerede
dengang
redskaber,
der
kunne


være
med
til
at
udfordre
eksisterende
tilgange
til
byudviklingen.
Med
revisi‐

onen
 af
 planloven
 i
 starten
 af
 halvfjerdserne
 kom
 der
 yderligere
 fokus
 på


området
 herhjemme,
 og
 op
 igennem
 halvfjerdserne
 og
 firserne
 blev
 der


eksperimenteret
med
nye
inddragelsesformer
i
planlægningen
(Gaardmand


1993).
Selvom
vi
ikke
kan
bade
i
den
samme
flod
to
gange,
er
der
alligevel


noget
der
tyder
på,
at
strømretningen
ikke
har
ændret
sig
væsentligt
i
de


seneste
fyrre
år.
Heller
ikke
når
det
handler
om
det
mere
eller
mindre
akutte


behov
for
strategier
og
redskaber,
der
forholder
sig
til
byudviklingens
aktuel‐

le
tendenser
og
fænomener,
som
også
Harvey
efterlyser.



Samlet
set
har
der
gennem
de
seneste
ti
år
tegnet
sig
et
billede
af
en


stadigt
voksende
interesse
for
at
udfordre
eksisterende
plan‐
og
udviklings‐

processer,
ikke
mindst
med
fokus
på
inddragelse
af
borgere
og
brugere
i
så‐

21



22



DEN IGANGVÆRENDE BY


vel
det
offentlige
som
i
det
private
erhvervsliv
–
men
også
en
stor
usikkerhed


omkring,
 hvordan
 man
 bedst
 griber
 inddragelsen
 an.
 Dette
 behov
 og
 den


underliggende
usikkerhed
var
en
væsentlig
bevæggrund,
for
at
jeg
gav
mig
i


kast
med
mit
PhD‐projekt,
men
med
til
historien
hører
også
min
egen
bag‐

grund
og
erfaringer
med
området
i
praksis.





DEN IGANGVÆRENDE BY

erfaringer & baggrund

Interessen
for
at
gå
nye
veje
og
usikkerheden
omkring,
hvilke
stier,


der
giver
størst
udbytte
genkender
jeg
nemlig
også
fra
mine
egne
erfaringer


inden
for
feltet
–
både
før
og
efter
starten
på
mit
forskningsprojekt.
Mit
før‐

ste,
personlige
møde
med
borgerinddragelse
i
byudviklingsprocesser
i
prak‐

sis
var
projektet
Havnespillet
fra
2002‐2003.
Udgangspunktet
for
Havnespil‐

let
var:


”[…]
at
skabe
et
redskab,
der
dels
kunne
inddrage
borgere


og
andre
interessenter
relativt
tidligt
og
forudsætningsløst
i
plan‐

lægningsprocessen
og
som
samtidig
ville
sikre
et
tilstrækkeligt
kva‐

lificeret
 læringsgrundlag
 samt
 videreformidling
 af
 processens
 re‐

sultater
til
beslutningstagere,
borgere
og
brugere.”
(Løssing
et
al.


2003,
p.
43)


Formålet
var
at
inddrage
flere
aktører
i
byudviklingen
med
særligt
fo‐

kus
på
De
Bynære
Havnearealer
i
Århus
og
samtidig
undersøge
muligheder‐

ne
for
at
facilitere
læring,
debat
og
en
større
gensidig
forståelse
for
de
man‐

ge
 komplekse
 problemstillinger,
 der
 er
 på
 spil
 i
 moderne
 byudviklings‐
 og


planlægningsprocesser.
Spillet
og
projektets
øvrige
aktiviteter
blev
udviklet


sideløbende
med
Århus
Kommunes
egen
proces,
der
kun
i
begrænset
om‐

fang,
og
på
relativt
traditionel
vis,
lod
borgerne
komme
til
orde
i
processen.


Én
af
konklusionerne
på
projektet
var:


”[…]
at
byplanlægningsprocesser
med
fordel
kan
inddrage


flere
interessenter
–
også
selvom
de
som
udgangspunkt
ikke
har


de
 samme
 kvalifikationer
 som
 de
 traditionelle
 planlæggere
 og


brugere
af
’planen’.
[…]
projektet
har
vist
at
de
rette
værktøjer
kan


være
med
til
at
engagere
relevante
interessenter
og
samtidig
kva‐

lificere
debatten
om
udvikling
og
udnyttelse
af
byrummet.”
(Ibid.


p.
52)


23



24



DEN IGANGVÆRENDE BY


Havnespillet
var
case
for
mit
speciale
med
titlen
’Spil
som
medie
for


byplanlægningsprocesser
i
demokratiske
rum’,
der
blev
afleveret
på
Multi‐

medieuddannelsen
ved
Århus
Universitet
i
2004.
Sammen
med
tre
artikler


om
 spillet,
 jeg
 var
 medforfatter
 på
 efter
 havnespillet
 (Løssing
 et
 al.
 2003,


Løssing
&
Delman
2003,
Nielsen
et
al.
2005),
var
specialet
første
gang
jeg


beskæftigede
 mig
 med
 de
 byudviklingsorienterede
 aspekter
 af
 bruger‐
 og


borgerinddragelse.



Da
Havnespillet
blev
udviklet
arbejdede
jeg
som
selvstændig
konsu‐

lent
for
Danske
Bank,
hvor
jeg
var
en
del
af
en
task
force,
der
skulle
skabe


fælles
brugervenlighedsstandarder
på
tværs
af
koncernens
mange
hundrede


forskellige
websites.
Forud
for
dette
havde
jeg
tidligere
været
senior
konsu‐

lent
og
partner
i
analysevirksomheden
VisAbility
i
København
samt
projekt‐

leder,
partner
og
administrerende
direktør
i
Internetbureauet
Runemedia
i


Århus,
som
jeg
var
med
til
at
grundlægge
i
1996.
I
disse
år
arbejdede
jeg
pri‐

mært
 med
 inddragelse
 af
 brugerne
 i
 webudviklingsprojekter
 for
 en
 række


virksomheder,
organisationer
og
offentlige
institutioner.
Jeg
var
i
en
årrække


desuden
redaktør
for
og
medstifter
af
internetforummet
Userlab,
hvor
prak‐

tikere
og
teoretikere
indenfor
felterne
HCI
og
usabillity
diskuterede
de
nye‐

ste
 metoder
 og
 strategier.
 Derudover
 underviste
 jeg
 af
 flere
 omgange
 på


kandidatuddannelsen
i
Informations‐
og
Medievidenskab
ved
Århus
Univer‐

sitet
i
fagene
Interaktiv
Kommunikation,
Medier
&
Vidensorganisering
samt


Digital
Forvaltning.



I
2004
blev
jeg
ansat
som
konsulent
i
SKUB‐projektet
i
Gentofte
gen‐

nem
Arkitekturbureauet
Kollision
i
Århus.
Her
arbejdede
jeg
frem
til
foråret


2006
med
bl.a.
bruger‐
og
borgerinddragelse
i
forbindelse
med
udvikling
af


Tranegårdsskolen
 i
 samarbejde
 med
 SRL
 Arkitekter
 og
 specialskolen
 Sø‐

gårdsskolen
i
samarbejde
med
Cebra
samt
evaluering
af
brugerinddragelsen


på
Skovgårdsskolen
og
udvikling
af
oplæg
om
fremtidens
interaktive
lærings‐

rum
for
SKUB‐projektet
som
helhed.



I
SKUB‐projektet
gik
det
for
alvor
op
for
mig
hvor
stor
forskel
der
er
på


inddragelse
af
brugere
og
borgere
i
projekter,
der
i
den
grad
berører
hverda‐




DEN IGANGVÆRENDE BY

gen
hos
medarbejdere,
forældre
og
elever
i
forhold
til
involvering
af
bruger‐

ne
i
udvikling
af
f.eks.
netbanker,
reservationssystemer,
intranetportaler
etc.


Det
lyder
måske
banalt,
men
for
mig
personligt
var
det
både
lærerigt
og
lidt


af
en
øjenåbner;
ikke
mindst
fordi
det
gik
op
for
mig,
at
inddragelse
i
allerhø‐

jeste
grad
er
politisk,
forstået
således,
at
det
handler
om
at
forlige,
udvikle


eller
 acceptere
 modsatrettede
 dagsordener
 –
 og
 i
 visse
 tilfælde
 udelukke


synspunkter
på
bekostning
af
andre.
Det
kræver
både,
at
processen
er
rela‐

tivt
gennemsigtig,
at
alle
har
et
kvalificeret
beslutningsgrundlag,
at
forvent‐

ninger
 løbende
 afstemmes,
 at
 alle
 interessenter
 får
 reel
 indflydelse
 og
 at


processens
 resultater
 og
 beslutninger
 formidles
 klart
 og
 tydeligt,
 jævnfør


Gamsts
pointer
oven
for.
Dette
var
ikke
altid
tilfældet
i
SKUB‐projektet
–
lige‐

som
i
mange
andre
større
–
og
langvarige
–
udviklingsprojekter.



SKUB‐projektet
gav
desuden
mine
kolleger
og
jeg
mulighed
for
at
af‐

prøve
 en
 række
 nye
 metoder,
 fra
 worst‐case‐scenario‐workshops
 og
 spil


rettet
mod
udviklingen
af
rumprogrammer
over
scenariebaseret
formidling


til
teknologisk
understøttede
fremtidsworkshops
med
eleverne.
Metoderne


virkede
i
mange
tilfælde
forløsende
for
processen,
i
andre
tilfælde
blev
de
en


forsinkende
hæmsko.
Og
det
gik
op
for
mig,
at
der
dels
manglede
en
over‐

ordnet
forståelse
for
den
politiske
baggrund
og
en
grundlæggende
ramme
–


eller
strategi
–
for
den
type
inddragelsesprocesser,
ligesom
der
manglede
et


samlende
metodisk
greb,
der
kunne
forene
de
mange
forskellige
redskaber
i


værktøjskassen
i
en
målrettet
designproces.
Jeg
fandt
også
ud
af,
at
der
var


relativ
 stor
 forvirring
 omkring,
 hvad
 brugerinddragelse
 egentlig
 er
 for
 en


størrelse,
hvad
den
kan
bruges
til
–
og
ikke
mindst,
hvad
den
ikke
kan
bruges


til.
Mine
erfaringer
fra
SKUB‐projektet
var
en
medvirkende
årsag
til,
at
jeg
fik


lyst
til
at
dykke
dybere
ned
i
området
i
et
forsøg
på
at
finde
bedre
svar
på
de


underliggende
 spørgsmål
 og
 imødekomme
 nogle
 af
 disse
 presserende
 be‐

hov.



25



26



DEN IGANGVÆRENDE BY


projektets cases

I
 2005
 blev
 jeg
 partner
 i
 Kollision
 og
 var,
 sideløbende
 med
 SKUB‐

projektet,
involveret
i
andre
projekter,
herunder
projektet
Byens
Stemmer
i


2006,
der
dels
var
en
udstilling
i
Kunstbygningen
i
Århus,
dels
et
borgerind‐

dragelsesforløb
målrettet
udviklingen
af
det
nye
Multimediehus
på
havnen
i


Århus
(Kollision
2006A).
Resultaterne
fra
dette
forløb
indgik
sidenhen
i
kon‐

kurrenceprogrammet
for
Multimediehuset
og
i
2008
indgik
jeg
sammen
med


Kollision
i
et
team
bestående
af
C.
F.
Møller,
Cebra,
Grontmij
|
Carl
Bro
og
BB


+
GG
Arquitectes,
der
blev
prækvalificeret
og
udarbejdede
et
forslag
kaldet


Inmedio
(Kollision
2008).
Byens
Stemmer
og
Inmedio
indgår
som
cases
i
af‐

handlingen
og
vil
blive
diskuteret
i
kapitel
5.



I
2006
blev
Kollision
indbudt
til
at
udstille
på
Efterårsudstillingen
på


Charlottenborg.
 Vores
 bidrag
 var
 projektet
 ’…i
 bølgen
 blå…’
 (Kollision


2006B),
der
med
en
titel
lånt
fra
vores
nationalsang
forsøgte
at
stille
skarpt


på
 spørgsmålet
 om
 konsekvenserne
 af
 vandstandsstigninger
 i
 forhold
 til


fremtidige
 boformer
 og
 byudvikling.
 Installationen
 fra
 Charlottenborg
 blev


sidenhen
bearbejdet
som
en
del
af
en
byudviklingsudstilling
i
Køge
med
tit‐

len
 ’KØGE2027’
 (Kollision
 2007B),
 der
 havde
 fokus
 på
 udviklingen
 af
 især


Køges
havnearealer.
I
2010
har
jeg
sammen
med
Kollision
været
med
i
et


team
bestående
af
ASTOC
Architects
&
Planners,
MASU
Planning,
CORNELI‐

US
+
VÖGE,
WSP
Group
samt

WSGreen
Technologies,
der
var
med
i
opløbet


i
 konkurrencen
 om
 ’Køge
 Kyst’
 (Kollision
 2010C).
 Alle
 tre
 projekter
 indgår


også
som
cases
i
projektet.



Den
 sidste
 større
 case
 i
 mit
 projekt
 er
 ’AARHUSCO2030’
 (Kollision


2009A)
 fra
 2009,
 et
 borgerinddragelsesprojekt
 udviklet
 i
 samarbejde
 med


Kollision
 for
 Århus
 Kommune
 med
 fokus
 på
 kommunens
 målsætning
 om


C02‐neutralitet
i
2030.
Derudover
har
jeg
arbejdet
på
mindre
cases,
der
også


indgår
i
projektet,
herunder
installationen
’R/EVOLVE/R’
(Kollision
2009C)
i


samarbejde
med
Kollision,
der
er
en
del
af
den
internationale
rejseudstilling


’It’s
 a
 Small
 World’
 kurateret
 af
 DAC,
 DDC
 og
 Danish
 Crafts,
 udstillingen





DEN IGANGVÆRENDE BY

’Smart
Use
of
Energy’
kurateret
af
DDC
(Kollision
2009D)

samt
en
inddragel‐

sesstrategi
i
samarbejde
med
Kollision
i
forbindelse
med
konkurrencen
om
et


nyt
Student
House
i
Vancouver,
hvor
kollision
indgik
i
et
team
med
3XN
og


canadiske
Stantec
(Kollision
2010A).
Senest
har
jeg
deltaget
i
udviklingen
af


en
prototype
på
et
brugerinddragelsesspil
målrettet
sygehusbyggeri
for
Re‐

gion
 Hovedstaden
 i
 samarbejde
 med
 Kollision,
 Smith
 Innovation,
 Universe


Fonden
og
Bygherreforeningen
(Kollision
2010D).


27



28



DEN IGANGVÆRENDE BY


teoretisk & metodisk afsæt

Forud
for
forskningsprojektets
start
i
2007
var
jeg
fra
2006‐2007
til‐

knyttet
Center
for
Designforskning
og
Institut
for
Design
ved
Arkitektskolen

Aarhus
 som
 forskningsassistent
 på
 projektet
’Strategisk
 Design’.
 Her
 udar‐

bejdede
jeg
arbejdspapiret
’Strategisk
Design
–
værdi
&
vision
som
udgangs‐

punkt
for
Innovation’
(Delman
2007).
Tankegodset
og
konklusionerne
i
den‐

ne
rapport
gav
efterfølgende
anledning
til
en
række
generelle
overvejelser


om
såvel
udvikling
af
metoder
til
inddragelse,
såvel
som
konkrete
input
til


definition
 og
 diskussion
 af
 en
 egentlig
 designfaglig
 forskningsmetode.
 Mit


personlige
udgangspunkt
for
projektet
har
således
både
været
erfaringer
fra


praktiske
 udviklingsprocesser,
 som
 teoretiske
 undersøgelser
 af


designprocessers
betydning
i
udviklingssammenhænge.
I
den
sammenhæng


har
særligt
ét
udsagn
spillet
en
rolle
for
min
forståelse
af
dels
borgernes
rolle


I
byudviklingen,
men
så
sandelig
også
for
min
egen
tilgang
til
PhD‐projektet:


“Everyone
designs
who
devises
courses
of
action
aimed
at


changing
existing
situations
into
preferred
ones.”
(Simon
1996,
p.


111)



Citatet
er
efterhånden
så
velkendt,
at
det
nærmest
er
blevet
en
kli‐

ché.
På
den
ene
side
er
det
én
af
de
bredeste
definitioner
på
design,
og
i
den


forstand
svært
anvendelig.
På
den
anden
side
er
udsagnet
tankevækkende


på
grænsen
til
det
provokerende
ved
at
gøre
design
til
én
af
de
mest
funda‐

mentale
menneskelige
handlinger.
Som
mennesker
befinder
vi
os
ofte
i
situ‐

ationer,
hvor
vores
mål
er,
at
forandre
en
eksisterende
tilstand
til
en
tilstand,


der
passer
os
bedre.
Dermed
bliver
de
fleste,
hvis
ikke
alle,
mennesker
til


designere.
 Og
 alligevel
 efterlader
 udsagnet
 os
 med
 en
 masse
 ubesvarede


spørgsmål.
Hvem
gemmer
sig
bag
begrebet
’enhver’
(everyone)?
Hvem
defi‐

nerer
hvilke
tilstande,
der
bør
forandres?
Hvem
beslutter,
hvilke
fremtidige


tilstande,
vi
foretrækker?
Er
det
et
krav,
at
vi
bliver
enige,
så
din
foretrukne


tilstand
ikke
kommer
i
konflikt
med
min?
Hvilke
værdier
bygger
vores
vision





DEN IGANGVÆRENDE BY

for
fremtiden
på?
Hvordan
kan
vi
udveksle
disse
værdier
og
udvikle
visioner
i


fællesskab?
Hvordan
fastlægger
vi
en
plan
for
handling?
Dette
er
nogle
af
de


spørgsmål,
jeg
satte
mig
for
at
udforske
da
jeg
for
tre
år
siden
gik
i
gang
med


PhD‐projektet.




Undervejs
er
jeg
også
nået
frem
til
en
definition
af
mit
eget
projekt


som
et
designprojekt
–
eller
snarere
et
research
by
design
projekt.
Et
begreb,


der
i
disse
år
diskuteres
i
forsøget
på
at
finde
et
bare
nogenlunde
fast
ståsted


inden
for
del
af
forskningsverdenen,
der
beskæftiger
sig
med
arkitektur,
de‐

sign
og
(by)planlægning.
Mit
projekt
har
formet
sig
som
en
udveksling
mel‐

lem
praksis
og
teori,
hvor
konkrete
designinterventioner
har
informeret
ud‐

viklingen
af
et
teoretisk
begrebsapparat
–
og
omvendt.
Samtidig
har
denne


udveksling
ændret
mit
syn
på
den
metode,
jeg
oprindeligt
valgte
som
ud‐

gangspunkt
for
projektet.



Mit
afsæt
var
i
aktionsforskningen,
eftersom
mit
erklærede
mål
var
at


ændre
eksisterende
praksis
indenfor
et
område,
bredt
defineret
som
inddra‐

gelsen
af
borgerne
i
udviklingen
af
vore
byer.
Jeg
kunne
også
have
sat
mig


for,
at
udforske
holdningen
til
og
brugen
af
borgerinddragelsesprocesser
i
et


historisk
perspektiv,
eller
valgt
en
konkret
case,
hvor
jeg
som
følgeforsker
–


og
med
et
minimum
af
personlig
indblanding
–
fulgte
et
enkelt
projekt
gen‐

nem
længere
tid
for
at
evaluere
konsekvenserne.
Begge
tilgange
ville
have


været
relevante
og
bragt
ny
viden
til
torvs.
De
ville
også
have
været
nemme‐

re
af
afgrænse
og
rent
metodisk
ville
de
have
været
lettere
at
definere
og


kontrollere.
Men
de
ville
ikke
nødvendigvis
have
ført
til
ændringer
af
eksiste‐

rende
praksis
inden
for
området,
ligesom
de
heller
ikke
ville
have
givet
mig


mulighed
for
at
reflektere
over
hvad
forskning
i
en
arkitekt‐,
design‐
og
plan‐

lægningsfaglig
kontekst
egentlig
indebærer.
Diskussionen
om
metode
udfol‐

der
jeg
i
kapitel
2.


Projektets
udformning
og
praktiske
udførelse
betyder,
at
jeg
i
et
vist


omfang
ofrer
en
klassisk
videnskabelig
stringens
til
fordel
for
en
højere
grad


af
aktuel
relevans,
en
problemstilling
jeg
vender
tilbage
til
i
diskussionen
af


min
metode.
Som
cand.
mag.
i
litteraturhistorie
og
multimedier
kan
jeg
hel‐

29



30



DEN IGANGVÆRENDE BY


ler
ikke
kalde
mig
’designer’
i
klassisk
forstand
(kun
hvis
jeg
holder
mig
til


Simons
definition).
Igennem
projektet,
og
i
denne
afhandling,
berører
jeg
i


såvel
 praksis
 som
 teori
 en
 lang
 række
 fagligheder,
 der
 som
 udgangspunkt


kun
 knytter
 løseligt
 an
 til
 min
 uddannelsesmæssige
 baggrund
 og
 min
 er‐

hvervsmæssige
 karriere.
 Projektet
 er,
 hvad
 man
 kalde
 tværfagligt
 på
 flere


niveauer.



Det
betyder
også,
at
jeg
bevæger
mig
i
et
fagligt
minefelt,
hvor
pro‐

jektets
 bærende
 faglige
 søjler
 tilsammen
 er
 dimensioneret
 til
 at
 bære
 en


tværfaglig
overligger,
men
ikke
nødvendigvis
hver
især
har
en
faglig
styrke,


der
kan
stå
for
en
nærmere
efterprøvning,
hvis
projektet
skulle
bedømmes


inden
for
hver
af
de
berørte
fagområder.
Omvendt
vil
jeg
påstå,
at
netop


dette
område,
borgerdeltagelse
i
byudvikling,
har
gavn
af
en
udforskning
fra


en
tværfaglig
synsvinkel.
En
pointe
der
også
blev
antydet
i
det
indledende


citat
fra
Lefebvre.
Denne
påstand
uddyber
jeg
i
kapitel
2.
Jeg
er
dog
heller


ikke
kommet
til
projektet
helt
uden
et
eget
fagligt
fundament.
Gennem
snart


femten
år
har
jeg
uddannet
mig
inden
for
og
arbejdet
som
konsulent
med


inddragelse
af
brugere
i
udviklingsprocesser.
Først
i
IT‐branchen
og
senere


inden
for
arkitektur,
design
og
planlægning.
I
afhandlingens
metodiske
del


kommer
jeg
nærmere
ind
på
min
faglige
baggrund
som
udgangspunkt
for


diskussionen
 om
 aktionsforskning
 vs.
 research
 by
 design,
 spørgsmålet
 om


tværfaglighed
samt
min
tilgang
til
projektet
som
helhed.


Projektets
teoretiske
fundament
består
af
tre
primære
tilgange.
Den


første
handler
om
borgerbegrebet
og
projektets
politiske
fundament.
Den


anden
om
byudvikling
og
om
nogle
af
de
væsentligste
processer
og
det
tan‐

kegods,
der
ligger
til
grund
for
den
mere
eller
mindre
planlagte
udvikling
af


vores
byer.
Den
sidste
blok
handler
om
borgernes
deltagelse
i
disse
udvik‐

lingsprocesser,
om
faldgruber
og
muligheder
–
og
i
begrænset
omfang
om


inddragelses‐
og
deltagelsesbegrebet
som
sådan.
Teorien
udfoldes
og
disku‐

teres
i
kapitel
3.


Projektets
 målsætning
 om
 at
 udfordre,
 eller
 ændre,
 eksisterende


praksis,
har
bl.a.
ført
til
definitionen
af
en
ny
strategi
for
deltagelsesproces‐




DEN IGANGVÆRENDE BY

ser,
der
har
fået
betegnelsen
AELIA‐modellen
samt
et
metodisk
greb,
jeg
har


valgt
at
kalde
utopiatyping.
Begge
er
beskrevet
i
flere
af
de
artikler,
der
er


publiceret
undervejs,
og
vil
blive
udfoldet
i
kapitel
4.



Som
allerede
nævnt
har
mit
projekt
i
høj
grad
formet
sig
som
en
ud‐

veksling
mellem
teori
og
praksis
baseret
på
designinterventioner,
eller
cases


om
man
vil.
Disse
cases
udgør
en
væsentlig
del
af
mit
projekt.
Flere
af
dem
er


undervejs
beskrevet
i
artikler
præsenteret
på
konferencer
i
ind‐
og
udland.


Andre
ligger
forud
for
projektets
start,
mens
nogle
har
været
afviklet
så
tæt


på
deadline
for
denne
afhandling,
at
de
endnu
ikke
er
beskrevet
andetsteds.


I
kapitel
5
samler
jeg
op
på
mine
cases
i
mere
systematisk
form
og
diskuterer


dem
i
relation
til
metode
og
teori.
I
afhandlingens
afsluttende
kapitel
6
sam‐

ler
jeg
trådene
og
diskuterer
hovedkonklusionerne
i
projektet
samt
udfolder


nogle
af
de
muligheder
og
perspektiver,
der
ligger
forude
såvel
forsknings‐

mæssigt
som
i
praksis.



31



32



DEN IGANGVÆRENDE BY


note til konstruktionen

Som
 beskrevet
 ovenfor
 var
 en
 væsentlig
 målsætning
 for
 PhD‐

projektet
at
udfordre
og
ændre
eksisterende
praksis
i
aktuelle
byudviklings‐

processer.
Oprindeligt
var
det
da
også
min
målsætning
for
projektet
at
præ‐

sentere
et
metodekatalog,
der
kunne
tjene
som
inspiration
til
andre
prakti‐

kere
inden
for
feltet.
Der
er
flere
forklaringer
på,
hvorfor
jeg
har
fraveget


denne
 målsætning
 i
 min
 endelige
 aflevering.
For
 det
 første
 opdagede
 jeg


undervejs
i
projektet,
at
det
er
vanskeligt
at
give
konkrete
anbefalinger
til


metoder
og
redskaber
uden
at
kende
til
de
forudsætninger,
hvorunder
de


skal
bringes
i
anvendelse.
Jeg
har
derfor
i
højere
grad
valgt,
at
fokusere
på


netop
 en
 diskussion
 af
 forudsætningerne
–
 teoretisk
 såvel
 som
 i
 praksis.
 I


teorikapitlet
definerer
jeg
således
nogle
centrale
begreber,
som
jeg
senere


forsøger
at
operationalisere
som
udgangspunkt
for
tilrettelæggelsen
af
stra‐

tegier
for
borgerdeltagelse
i
byudvikling.


For
det
andet
er
der
i
de
senere
år
kommet
en
del
bredt
tilgængelige


bidrag
til
byudviklingsværktøjskassen,
ikke
mindst
Lise
Gamsts
’Bedre
inte‐

ressentinddragelse’
(Gamst
2007)
samt
Annika
Agger
&
Birgitte
Hoffmanns


’Borgerne
på
banen
–
håndbog
til
borgerdeltagelse
i
lokal
byudvikling’
(Agger


&
Hoffmann
2008),
men
også
Knud
Aarups
’Frivillighedens
velfærdssamfund’


(Aarup
2010)
og
Anne
Tortzens
’Borgerinddragelse
–
demokrati
i
øjenhøjde’


(Tortzen
2008)
–
for
nu
blot
at
nævne
nogle
få
af
de
danske
bidrag.
Det
skor‐

ter
derfor
ikke
på
konkrete
bud
på,
hvordan
borgerdeltagelse
og
inddragelse


kan
 gribes
 an
 metodisk
 i
 aktuel
 praksis.
 I
 forlængelse
 heraf
 skal
 det
 også


nævnes,
at
såvel
kommuner
som
(et
utal)
af
konsulenter
har
udviklet
deres


egne
metoder
og
redskaber
i
en
krydsbestøvning
mellem
praksis
og
teore‐

tisk,
eller
i
hvert
fald
konceptuel,
refleksion.
Et
PhD‐projekt
der
mundede
ud
i


en
række
konkrete
redskaber
ville
derfor
i
bedste
fald
blot
komme
op
med


nogle
få
egentlige
nye
bidrag,
i
værste
fald
blot
vise
sig
at
have
genopfundet


en
dyb
tallerken,
der
allerede
stod
på
bordet
hos
en
kommune
eller
en
virk‐

somhed.





DEN IGANGVÆRENDE BY

For
det
tredje
gik
det
op
for
mig,
efterhånden
som
projektet
skred


frem,
 at
 svaret
 på
 spørgsmålet
 om,
 hvordan
 vi
 bedst
 understøtter
 praksis


måske
ikke
skal
findes
udelukkende
i
en
værktøjskasse
med
konkrete
meto‐

der
og
redskaber,
men
snarere
i
en
bredere
debat
om,
hvad
vi
egentlig
vil


med
 borgerdeltagelsen,
 som
 også
 antydet
 ovenfor.
 Ikke
 dermed
 sagt,
 at


denne
debat
er
min
opfindelse
alene,
så
langt
fra.
Men
med
afsæt
i
en
ud‐

veksling
mellem
teori
og
praksis
i
form
af
casebaserede
interventioner
opda‐

gede
jeg,
at
diskussionen
om
fordele
og
ulemper
ved
deltagelsen
på
et
rela‐

tivt
teoretisk
plan,
som
man
f.eks.
finder
det
hos
Cooke
&
Kothari
(2004)
og


Hickey
&
Mohan
(2004)
på
den
ene
side
ikke
i
særlig
høj
grad
informerer
den


aktuelle
praksis
og
det
voksende
fokus
på
borgerdeltagelse
i
byudviklingen
(i


hvert
fald
ikke
i
Danmark)
–
og
på
den
anden
side
anerkender
den
teoretiske


diskussion
måske
ikke
i
tilstrækkelig
grad,
de
faktiske
fordele,
der
kan
opnås
i


visse
processer
baseret
på
en
høj
grad
af
borgerdeltagelse.


Jeg
har
derfor
i
afhandlingen
i
høj
grad
valgt
at
lægge
vægten
på
de


aspekter
af
den
teoretiske
diskussion,
jeg
mener
kan
være
med
til
at
foran‐

dre
 praksis
 og
 samtidig
 diskutere
 de
 erfaringer
 fra
 praksis,
 der
 måske
 kan


tilføje
nuancer
til
den
teoretiske
diskussion.
Jeg
har
dog
heller
ikke
helt
for‐

ladt
 målet
 om
 at
 bidrage
 til
 ændringen
 af
 praksis
 gennem
 udviklingen
 af



strategier
og
metoder,
men
har
i
afhandlingen
valgt
at
begrænse
mig
til
nog‐

le
relativt
overordnede
anbefalinger,
der
kan
udledes
(og
efterfølgende
af‐

prøves
i
nye
kontekster)
af
de
konkrete
cases,
jeg
har
arbejdet
med
under‐

vejs.
I
den
forbindelse
er
det
også
værd
at
bemærke,
at
diskussionen
om,


hvordan
man
kan
udlede
universelle
indsigter
af
partikulære
situationer
er
et


gennemgående
tema
i
afhandlingen,
jf.
Lefebvres
forslag
om
en
transduktiv


metode.


Når
jeg
har
valgt
denne
vægtning
i
afhandlingen
skyldes,
det
dog
også


at
jeg
undervejs
i
projektet
har
prioriteret
at
formidle
mine
forskningsmæssi‐

ge
bidrag
i
relation
til
strategier
og
metoder
løbende
i
forskellige
relevante


sammenhænge.
Dels
gennem
publicering
af
artikler,
oplæg
på
konferencer


og
seminarer,
præsentationer
for
virksomheder
og
offentlige
organisationer


samt
gennem
undervisning
–
men
også
gennem
de
konkrete
casebaserede


33



34



DEN IGANGVÆRENDE BY


interventioner,
der
er
blevet
til
i
en
kontekst,
hvor
de
har
været
med
til
at


præge
debatten
og
praksis
i
de
konkrete
situationer.



Når
jeg
har
valgt
ikke
at
lade
mine
artikler
indgå
direkte
i
afhandlin‐

gen,
skyldes
det
i
stort
omfang
hensynet
til
læseren;
en
afhandling
baseret


på
artiklerne
ville
have
krævet
væsentlige
spring,
såvel
tematisk
som
krono‐

logisk.
Men
det
skyldes
også,
at
artiklerne
–
fordi
deres
fokus
er
på
konkrete


strategier,
metoder
og
cases
–
kun
i
meget
komprimeret
og
ofte
overfladisk


form
forholder
sig
til
mange
af
de
teoretiske
og
metodiske
diskussioner,
jeg


mener
er
væsentlige
for
en
dybdegående
forståelse
af,
de
udfordringer
der


er
forbundet
med
borgernes
deltagelse
i
byudviklingen.



I
den
del
af
afhandlingen,
hvor
jeg
beskæftiger
mig
med
mit
eget
bi‐

drag
til
strategi
og
metode
–
samt
i
gennemgangen
af
mine
cases
–
forsøger


jeg
derfor
at
give
en
mere
samlet
fremstilling
af
de
nævnte
områder,
end


tilfældet
 ville
 have
 været
 ved
 læsning
 af
 artiklerne.
 I
 afhandlingen
 har
 jeg


også
haft
mulighed
for
en
dybere
refleksion
over
sammenhængen
mellem


metode,
teori
og
mine
forskningsmæssige
bidrag,
ligesom
indsigter,
der
ikke


har
 fundet
 plads
 i
 artiklerne,
 men
 måske
 er
 præsenteret
 på
 konferencer,


hvor
jeg
har
været
inviteret
som
taler,
på
seminarer
eller
som
oplægsholder


for
private
virksomheder
eller
offentlige
organisationer,
også
har
kunne
finde


plads
 i
 afhandlingen.
 Samtidig
 har
 afhandlingen
 givet
 mig
 mulighed
 for
 at


reflektere
over
min
(arbejds)metode
i
et
større
perspektiv,
såvel
som
i
detal‐

jen
i
relation
til
de
enkelte
cases,
hvorfor
jeg
også
betragter
især
metodeka‐

pitlet
i
samspil
med
casekapitlet
og
de
afsluttende
betragtninger
som
forsk‐

ningsmæssige
bidrag,
der
ikke
kan
(gen)findes
i
artiklerne.


I
løbet
af
projektet
har
jeg,
som
nævnt,
revideret
mit
metodevalg
fra


et
udgangspunkt
i
Participatory
Action
Research
over
research
by
design
og


videre
til
en
refleksion
over,
hvordan
casebaserede
interventioner
og
proto‐

typer
kan
ses
som
en
del
af
en
større
sammenhæng.
Jeg
har
derfor
i
meto‐

dekapitlet
forsøgt
at
forholde
mig
kritisk
til
såvel
de
enkelte
metoders
ud‐

gangspunkt,
men
også
til
min
egen
brug
af
dem.
At
mit
metodekapitel
fylder


relativt
meget
i
afhandlingen
skal
derfor
ses
i
lyset
af,
at
jeg
gennem
projek‐




DEN IGANGVÆRENDE BY

tet
har
haft
lejlighed
til
at
reflektere
over
mit
eget
(partikulære)
metodiske


fundament
–
men
herigennem
også
er
nået
frem
til
en
bredere
forståelse
af,


hvordan
tværfaglig
forskning
inden
for
et
arkitekt‐,
planlægnings‐
og
design‐

fagligt
felt
måske
kan
gribes
an.
Det
er
denne
forståelse,
jeg
har
ønsket
at


fremlægge
og
diskutere
i
afhandlingen
som
et
forhåbentlig
brugbart
bidrag


til
en
standende
debat.



Hvis
jeg
forsøgsvis
skal
forklare
mit
projekt
med
metaforer
lånt
fra
en


arkitektfaglig
sprogbrug,
er
målet
med
metodekapitlet
at
grave
ud
til’
fun‐

damentet’
samtidig
med,
at
jeg
forsøger
at
overveje
’husets’
beliggenhed
i
et


større
metodisk
landskab.
Projektets
teoretiske
kapitel
er
som
nævnt
opdelt
i


tre
underkapitler
med
fokus
på
henholdsvis
borgeren,
byen
og
deltagelsen.


At
dette
kapitel
er
endt
med
at
fylde
så
meget
af
afhandlingen
som
helhed


kan
forklares
med
afsæt
i
projektets
tværfaglige
karakter
–
at
nå
bare
nogen‐

lunde
omkring
nogle
af
de
væsentligste
teoretiske
pointer,
der
kan
informere


diskussionen
om
praksis,
er
simpelthen
pladskrævende,
også
selvom
de
en‐

kelte
søjler
ikke
i
sig
selv
kan
siges
at
være
tilstrækkeligt
bærende,
hvis
de
ses


i
et
mere
monodisciplinært
perspektiv.
Denne
diskussion
tager
jeg
op
i
me‐

todekapitlet
 i
 en
 diskussion
 om
 tværfaglighedens
 paradoks.
 I
 teorikapitlet


har
jeg
således
forsøgt
at
belyse
nogle
positioner,
der
har
haft
væsentlig
ind‐

flydelse
 på
 mit
 projekt
 generelt,
 og
 udviklingen
 af
 strategier
 og
 metoder
 i


særdeleshed.
I
hvert
underkapitel
forsøger
jeg
afslutningsvis
at
opridse
de


teoretiske
’bjælker’,
jeg
har
ønsket
at
lægge
af
på
de
teoretiske
søjler.


I
afsnittet
om
borgeren
når
jeg
således
frem
til
et
begreb
om
et
’inter‐

aktivt
demokrati’,
som
et
forsøg
på
en
mere
operationel
forståelse
af
borge‐

rens
ageren
på
et
demokratisk
grundlag
i
deltagelsesprocesser
end
eksem‐

pelvis
et
klassisk
deliberativt
ideal
(der
ellers
var
mit
udgangspunkt
for
pro‐

jektet).
I
afsnittet
om
byen
tager
jeg
afsæt
i
en
meget
kortfattet
opridsning
af


udvalgte,
historiske
tendenser
inden
for
byudviklingen
og
videre
til
de
ten‐

denser,
der
i
min
optik
præger
byudviklingen
aktuelt.
På
baggrund
af
disse,


og
med
afsæt
i
et
begreb
delvist
lånt
fra
Lefebvre,
når
jeg
frem
til
en
opfat‐

telse
af
byudviklingen,
jeg
beskriver
som
’den
igangværende
by’.
I
afsnittet


om
deltagelsen
diskuterer
jeg
på
baggrund
af
en
række
af
de
udfordringer,


35



36



DEN IGANGVÆRENDE BY


der
 kendetegner
 borgerdeltagelse
 i
 komplekse
 (by)udviklingsprocesser,
 et


begreb,
jeg
har
valgt
at
kalde
’den
kompetente
deltager’.
Disse
tre
bærende


bjælker
suppleres
så
yderligere
i
kapitlet
om
strategi
og
metode
med
en
op‐

ridsning
 af
 mine
 egne
 væsentligste
 bidrag
 til
 projektets
 målsætning,
 som


beskrevet
 ovenfor.
 Sammen
 med
 artiklerne
 vil
 jeg
 påstå,
 at
 disse
 udgør


’murværket’
i
min
bygning,
forstået
således,
at
disse
er
projektets
’bærende


vægge’
–
og
i
artikelform
er
de
da
også
er
blevet
(fagfælle)bedømt
som
så‐

dan.



Der
 kommer
 altid
 et
 punkt
 i
 metaforiske
 konstruktioner,
 hvor
 man


kommer
til
kort,
således
også
her,
hvor
jeg
mangler
tag,
døre
og
vinduer.
Jeg


vil
dog
forsøge
at
strække
metaforen
og
beskrive
mine
casebaserede
inter‐

ventioner
som
konstruktionens
døre
og
vinduer,
i
den
forstand,
at
det
er
her


mit
projekt
for
alvor
møder
omverdenen,
dvs.
den
praksis,
jeg
satte
mig
for


at
udvikle
strategier
og
metoder
til.
Det
er
igennem
projektets
cases,
at
aktø‐

rerne
i
og
udenfor
projektet
kan
kigge,
eller
træde
ind
i
huset
og
selv
forsøge


at
danne
sig
et
indtryk
af
effekten
i
praksis.
Tilbage
har
vi
så
tagkonstruktio‐

nen,
eller
afhandlingens
afsluttende
betragtninger,
hvor
jeg
udsætter
kon‐

struktionen
for
vind
og
vejr
i
et
forsøg
på
at
finde
ud
af,
hvor
der
er
væsentli‐

ge
huller,
hvor
vandet
samles
og
løber
af
–
eller
ind
og
ikke
mindst,
hvor
jeg


selv
mener,
at
konstruktionen
kan
styrkes
fremover.


Selvom
der
måske
samlet
set
er
tale
om
et
hus
med
skævheder,
fejl,


mangler
–
og
i
tilstandsrapportjargon;
en
lang
række
ting,
der
bør
undersø‐

ges
nærmere
–
vil
jeg
dog
påstå,
at
det
i
et

anvendelsesorienteret
forsk‐

ningsperspektiv
er
et
hus,
man
(med
lidt
god
vilje)
kan
flytte
ind
i
–
i
mod‐

sætning
til
projekter,
der
fokuserer
på,
at
forstærke
en
enkelt
(teoretisk)
søj‐

le,
fylde
en
revne
i
murværket
eller
lappe
et
hul
i
taget.
Jeg
forklejner
på
in‐

gen
måde
denne
type
projekter,
tværtimod
har
megen
af
den
teori
og
me‐

tode,
 jeg
 tager
 afsæt
 i,
 set
 dagens
 lys
 igennem
 langt
 mere
 fokuserede
 og


monodisciplinære
forskningsindsatser,
end
tilfældet
er
i
mit
eget
projekt.
At


forsøge
et
bygge
et
helt
’hus’
på
egen
hånd
kan
dog
også
karakteriseres
som


risikabelt
 og
 måske
 decideret
 overmodigt,
 hvis
 jeg
 samtidig
 påstod,
 at
 jeg


kunne
agere
fuldgyldigt
og
flerfagligt
som
murer,
tømrer,
VVS‐mand,
elektri‐




DEN IGANGVÆRENDE BY

ker
etc.
Som
sagt
forlader
jeg
mig
i
stedet
på
en
række
andre
fagligheder,


både
metodisk,
teoretisk
og
praktisk
i
de
konkrete
cases,
men
jeg
anerken‐

der
også,
at
der
i
høj
grad
er
plads
til
–
og
behov
for
–
fortsat
efterbearbejd‐

ning
af
min
konstruktion
med
afsæt
i
andre,
relevante
fagligheder.



Hvis
jeg
skal
vende
tilbage
til
citatet
fra
Herbert
Simon
fra
forrige
af‐

snit,
har
mit
formål
i
høj
grad
været,
at
sætte
fingeren
på
nogle
aktuelle,
eller


eksisterende
tilstande,
der
har
behov
for
ændringer
og
skitsere
mit
bud
på


nogle
foretrukne,
fremtidige
tilstande.
Jeg
vil
derfor
tillade
mig
(alligevel)
at


påberåbe
mig
rollen
som
’designer’
i
projektet,
snarere
end
fagligt
forankret


håndværker.
Men
inden
jeg
kaster
mig
ud
i
en
indledende
redegørelse
for
de


eksisterende
 tilstande,
 eller
 baggrunden
 for
 projektet
–
 herunder
 også
 en


dybere
redegørelse
for
min
egen
indgang
til
projektet
–
vil
jeg
kort
opridse


de
artikler
(og
posters),
der
indgår
i
projektet
som
helhed,
om
end
jeg
som


sagt
har
fravalgt
at
lade
dem
indgå
direkte
i
afhandlingen.



37



38



DEN IGANGVÆRENDE BY


artikler & posters

Nedenfor
præsenteres
hver
enkelt
artikel
med
et
kort
resumé
og
en


henvisning
til,
hvor
de
kan
findes,
såfremt
de
er
tilgængelige
online
(to
af


dem
 udkommer
 i
 antologier
 efter
 afhandlingens
 aflevering
 og
 er
 således


endnu
ikke
offentlige
tilgængelige).
Alle
artikler
og
posters,
med
undtagelse


af
’Borger
i
det
moderne
Babel’
er
på
engelsk
og
det
samme
er
resumeer
på


de
engelsksprogede
artikler.
Indholdet
i
flere
af
artiklerne
er
efterfølgende


bearbejdet
og
anvendt
som
udgangspunkt
for
relevante
afsnit
i
afhandlin‐

gen.
Flere
af
artiklerne
er
skrevet
i
samarbejde
med
kolleger,
men
jeg
har


været
hovedforfatter
på
alle.




artikel 1: utopiatyping – new tools and strategies for citizen

participation in urban development

DELMAN,
T.
F.,
LØSSING,
T.,
LYKKE‐OLESEN,
A.
og
NIELSEN,
R.
2008:


Utopiatyping
 –
 new
 tools
 and
 strategies
 for
 citizen
 participation
 in
 urban


development.
ACSP/AESOP
Joint
Conference.
Bridging
the
Divide:
Celebra‐

ting
 the
 City,
 Chicago
 July
 6
–
 11,
 2008
 Chicago.
 Kan
 hentes
 på
 adressen:


www.utopiatyping.net



Citizen
 participation
 in
 planning
 and
 planning
 processes
 is
 growing


but
 often
 discrepancies
 between
 citizens’
 expectations
 and
 established


planning
practices
–
or
between
feelings
and
facts
–
leads
to
frustration
and


antagonism
instead
of
ownership
and
consensus.
The
question
is
what
new


strategies
and
tools
are
needed
to
bridge
the
gap
and
build
the
capacities
for


a
better
understanding
between
citizens
and
planners?





DEN IGANGVÆRENDE BY

In
this
paper
we
present
a
tool
for
Utopiatyping,
i.e.
presenting
easily


accessible
information
about
future
planning
initiatives
in
a
structured
way


as
a
basis
for
a
joint
vision
formulation
process
between
planners
and
citi‐

zens.
We
also
discuss
the
tool
as
a
part
of
a
new
strategy
in
planning
where


citizen
participation
is
a
two‐way
process
with
a
greater
focus
on
raising
the


awareness
of
the
complex
issues
involved
in
planning
as
a
practice
instead
of


just
focusing
on
involving
the
citizens
in
the
project
or
plan
at
hand.


The
Utopiatyping
tool
in
question
is
an
interactive
3D‐based
applica‐

tion,
 which
 allows
 the
 user
 to
 access
 information
 about
 future
 planning


scenarios
in
a
more
explorative
way.
In
the
paper
we
discuss
two
different


instances
of
the
tool.
First
we
discuss
the
installation
Yet
the
Waves
Reflect
–


an
 interactive
 installation
 for
 presenting
 information
 about
 the
 potential


consequences
 for
 planning
 due
 to
 rising
 sea
 levels.
 Secondly
 we
 discuss


KOEGE2027
–
an
installation
created
for
and
in
collaboration
with
the
muni‐

cipality
of
Koege,
Denmark
as
starting
point
for
an
ongoing
planning
process,


which
runs
from
2007‐2027.


New
strategies
and
tools
for
supporting
citizen
participation
is
essen‐

tial
 for
 practical
 urban
 planning
 where
 participatory
 processes
 often
 are


viewed
 and
 conducted
 as
 stand‐alone
 experiments,
 ad
 hoc
 processes
 or


based
on
outdated
strategies
and
with
tools
that
do
not
use
relevant
and
up‐

to‐date
technology.




artikel 2: seeing beyond - using utopiatyping as a strategy for

building capacity in urban development processes

DELMAN,
T.
F.
&
NIELSEN,
R.
2008:
Seeing
Beyond
‐
Using
Utopiatyp‐

ing
 as
 a
 Strategy
 for
 Building
 Capacity
 in
 Urban
 Development
 Processes.


Sharjah
Urban
Planning
Symposium,
November
23.
–
25.
2008.
Kan
hentes


på
adressen:
www.utopiatyping.net


39



40



DEN IGANGVÆRENDE BY



Urban
Planning
is
traditionally
seen
as
an
expert
discipline
with
little


room
for
‘soft’
values
and
concerns
based
on
feelings
rather
than
fact.
At
the


same
time
the
final
product
of
the
planning
process,
the
built
environment,


is
 a
 habitat
 for
 a
 wide
 variety
 of
 people
 with
 equally
 diverse
 wants
 and


needs.
The
question
is,
how
does
planning
incorporate
the
needs,
wants
and


visions
 of
 existing
 and
 future
 inhabitants
 while
 at
 the
 same
 time
 raising


awareness
 of
 the
 often
 complex
 issues
 and
 wicked
 problems
 involved
 in


urban
development?


In
this
paper
we
discuss
a
case‐based
strategy
for
utopiatyping,
i.e.


using
imagined
futures
in
a
structured,
iterative
process
as
a
way
of
incorpo‐

rating
narrative
elements
into
the
urban
development
process.
Utopiatyping


can
 be
 used
 both
 as
 a
 communicative
 as
 well
 as
 a
 participative
 strategy


either
helping
raise
awareness
of
future
planning
initiatives
or
actively
involv‐

ing
citizens
in
the
vision
formulation
stage.




artikel 3: The AELIA-model – involving users in urban development

DELMAN,
 T.
 F.
 &
 NIELSEN,
 R.
 (2009):
 The
 AELIA‐model
 –
 involving


users
in
urban
development.
U‐Drive:IT,
Conference
for
User‐Driven
Innova‐

tion
from
ICT
to
other
Fields.
Aalborg.
(Udkommer
i
bearbejdet
form
som


bidrag
til
antologi
på
Ålborg
Universitetsforlag
i
2011)


In
this
paper
we
discuss
the
relationship
between
ICT
and
urban
de‐

velopment
processes
on
both
a
theoretical
and
practical
level.
And
within


this
framework
we
present
the
AELIA‐model,
which
is
concerned
with
get‐

ting
the
attention
of
citizens,
keeping
them
interested
through
novel
experi‐

ences,
 building
 capacity
 by
 introducing
 an
 element
 of
 learning,
 giving
 the


citizens
influence,
and
supporting
action
by
relevant
actors
–
in
short
AELIA.





DEN IGANGVÆRENDE BY

The
model
will
be
presented
within
the
context
of
an
ongoing
project
in
the


municipality
of
Aarhus.
The
aim
of
the
project
is
to
involve
the
citizens
of


Aarhus
in
reducing
their
CO2‐emissions
towards
CO2‐neutrality
in
2030.
In


the
paper
we
present
some
of
the
actions
taken
within
the
different
stages


of
the
model,
and
discuss
the
relevance
for
other
large‐scale
development


projects
with
a
long
time
span,
aimed
at
very
diverse
groups
of
users.





artikel 4: borger i det moderne babel

DELMAN,
T.F.
2011:
Borger
i
det
moderne
Babel.
In:
Den
Grænseløse


By,
Arkitektskolens
Forlag
(under
udgivelse
som
bidrag
til
antologi
på
Arki‐

tektskolens
Forlag
i
2011).



Artiklen
tager
fat
på
spørgsmålet
om
borgernes
rolle
i
udviklingen
af


den
grænseløse
by
og
diskuterer,
hvorvidt
det
er
muligt
at
(gen)etablere
et


fælles
sprog
som
udgangspunkt
for
borgernes
aktive
deltagelse
i
byudviklin‐

gen.
Gennem
et
kort
historisk
tilbageblik
opridses
borgerbegrebets
udvikling


fra
senmiddelalderen
over
tilblivelsen
af
en
borgerlig
offentlig
sfære
og
frem


til
 industrialiseringens
 og
 massemediernes
 indflydelse
 på
 borgerbegrebet.


Derefter
 diskuteres
 borgernes
 rolle
 i
 den
 grænseløse
 by
 og
 ændringerne
 i


opfattelsen
af
ideen
om
’et
fælles
bedste’.
På
denne
baggrund
præsenteres


ideen
 om
 ’Ny
 Aktivisme’,
 som
 en
 mulighed
 for
 at
 aktivere
 borgerne
 med


afsæt
i
nye
strategier
og
metoder,
der
eksemplificeres
gennem
cases
fra
mit


PhD‐projekt.



41



42



DEN IGANGVÆRENDE BY


poster 1: The AELIA-model - communication and participation

in urban development processes

DELMAN,
T.
F.
2008:
The
AELIA‐model
‐
Communication
and
partici‐

pation
in
urban
development
processes.
Poster
præsenteret
på
ESF‐LIU
kon‐

ferencen
The
Right
to
the
City:
New
Challenges,
New
Issues.
11.‐15.
oktober


2008,
Vadstena,
Sverige.




In
recent
years
we
have
seen
a
renewed
interest
in
participatory
pro‐

cesses
 and
 new
 ways
 of
 actively
 engaging
 citizens
 in
 urban
 planning
 and


policymaking.
This
situation
presents
new
opportunities
for
reflecting
on
the


varieties
of
means
and
purposes
of
citizen
participation
in
urban
develop‐

ment.
 Are
 there
 new
 kinds
 of
 communicative
 and
 participative
 tools
 and


mediators
 to
 be
 considered
 and
 new
 ways
 of
 understanding
 what
 citizen


participation
is
about?
Consequently,
when
discussing
a
new
“right
to
the


city”
it
is
important
carefully
to
reconsider
who
has
this
right,
what
rights
do


they
have,
when
in
the
urban
transformation
process
should
their
right
be


acknowledged,
 and
 how
 do
 we
 go
 about
 facilitating
 communication
 and


participation.
On
this
background
I
discuss
the
AELIA
process‐model
for
citi‐

zen
participation.
Basically
the
AELIA‐model
provides
a
framework
for
how


we
get
the
citizens’
attention,
keep
them
interested
by
giving
them
a
novel


experience,
 build
 capacity
 by
 introducing
 an
 element
 of
 learning,
 give
 the


citizens
influence,
and
support
action
by
relevant
actors
–
in
short
AELIA.





poster 2: climate capacitors - building capacity for sociocultural

change

DELMAN,
T.
F.
2009:
Climate
Capacitors
–
Building
capacity
for
socio‐

cultural
change.
Poster
præsenteret
på
konferencen
Beyond
Kyoto:
Address‐




DEN IGANGVÆRENDE BY

ing
the
Challenges
of
Climate
Change
–
Science
Meets
Industry,
Policy
and


the
 Public.
 5.
–
 7.
 marts,
 2009,
 Århus,
 Danmark.
 Kan
 hentes
 på
 adressen:


www.kollision.dk/?beyond



Promoting
‘facts’
about
climate
change
have
not
caused
any
major


changes
in
relation
to
citizens’
CO2‐emissions
in
a
Danish
context
in
recent


years.
Citizens’
emissions
have
been
rising
over
the
last
15
years
despite
an


increasing
focus
on
the
relation
between
CO2‐emissions
and
climate
change.


Campaigns
such
as
“1‐ton‐less”
have
received
widespread
attention,
but
so


far
to
little
avail.
Recent
studies
show
that
most
citizens
in
Denmark
still
do


not
know
how
to
save
efficiently
on
CO2‐emissions.


This
posters
discusses
a
more
‘value’
based
approach
aimed
at
mak‐

ing
consequences
tangible
by
relating
them
to
everyday
life
through
the
use


of
narratives
and
scenarios.
The
poster
focuses
on
what
we
have
called
ca‐

pacitors,
i.e.
agents
or
elements
in
a
capacity
building
process
that
store
and


discharge
 information
 to
 support
 learning
 and
 decision‐making.
 Through


comparative
user
tests
of
scenarios
from
two
cases
the
paper
discusses
how


to
create
narrative
structures
that
can
help
build
capacity
and
affect
socio‐

cultural
change.


One
case
named
“Yet
the
waves
reflect”
was
an
interactive
art
instal‐

lation
 aimed
 at
 communicating
 the
 possible
 effects
 of
 rising
 sea
 levels
 at


Kunsthal
Charlottenborg
in
2006.
The
other,
“AARHUSCO2030”
is
an
interac‐

tive
 tool
 for
 citizen
 participation
 focusing
 on
 how
 individual
 behaviour


change
can
help
cut
overall
CO2‐emissions.




43



44



PROJEKTETS METODE


projektets metode

”Those
who
can’t
do,
teach”,
hedder
det
på
engelsk.
I
en
arkitektur‐,


design‐
og
planlægningsfaglig
(herefter
ADP)
kontekst
kunne
formuleringen


lyde,
’De,
 der
 ikke
 kan
 skabe,
 forsker’.
 Denne
 fordom
 om
 det
 akademiske


miljø
bliver
i
nogle
tilfælde
matchet
af
en
tilsvarende
fordom
fra
akademiske


cirkler
rettet
mod
praksis
–
hvis
du
’skaber’,
så
går
det
udover
din
forsknings


objektivitet.
For
et
fagligt
felt,
der
i
den
grad
er
rodfæstet
i
praksis
er
diskus‐

sionen
 ikke
 bare
 relevant,
 men
 direkte
 påtrængende.
 Hvad
 vil
 det
 sige
 at


’forske’
inden
for
rammerne
af
fagområder,
der
traditionelt
har
defineret
sig


som
’skabende’?
Kan
en
bygning,
et
konkurrenceforslag,
et
designobjekt,
en


udstilling,
en
plan
eller
et
byudviklingsprojekt
defineres
som
et
forskningsbi‐

drag
i
sig
selv?
Findes
der
en
særlig
ADP‐faglig
forskningsmetode,
der
adskil‐

ler
sig
væsentligt
fra
andre
forskningsparadigmer?
Og
sidst,
men
ikke
mindst;


kan
man
forene
’skaben’
med
forskning
uden
at
begge
dele
lider
under
det?



På
sin
vis
rammer
spørgsmålet
om
forskning
versus
skaben
kernen
i


en
diskussion,
der
har
hjemsøgt
videnskaben
i
århundreder;
hvilken
rolle
har


’observatøren’?
Er
Schrödingers
stakkels
kat
død
eller
levende
i
boksen?
Vi


ved
det
ikke
før
vi
åbner,
og
når
vi
gør
det
påvirker
vi
eksperimentets
udfald.


Det
er
ikke
min
hensigt
at
genopdage
diskussionen
om
videnskabelighed
og


forskerens
objektivitet
i
sin
historiske
totalitet
i
denne
kontekst.
I
stedet
vil


jeg
 fokusere
 på
 igangværende
 forsøg
 på
 at
 definere
 en
 forskningsmetode


under
overskriften
research
by
design
og
se
nærmere
på,
hvordan
den
spiller


sammen
med
en
anden
metode,
der
forsøger
at
forene
forskning
med
prak‐

sis,
nemlig
Participatory
Action
Research
(PAR).
Efterfølgende
diskuterer
jeg,


hvordan
 brugen
 af
 cases
 kan
 være
 med
 til
 at
 skabe
 et
 bindeled
 mellem


forskning
og
praksis
samt
beskriver,
hvordan
mine
egne
cases
konkret
har


indgået
som
en
del
af
projektets
overordnede
greb.
Derefter
kommer
jeg
ind


på
 spørgsmålet
 om
 tværfaglighed
 og
 betydningen
 af
 denne
 for
 såvel
 min


metodiske
tilgang
som
projektet
i
sin
helhed.






PROJEKTETS METODE

Afhandlingens
 metodiske
 afsnit
 fylder,
 som
 allerede
 nævnt,


væsentligt
mere
end
normalt
for
denne
type
afhandlinger.
Tidligt
i
mit
pro‐

jektforløb
deltog
jeg
i
det
obligatoriske
forskerskoleforløb
på
Arkitektskolen

Århus
og
her
kom
forskerskolelederen,
Jørgen
Dehs
med
et
udsagn,
der
har


spøgt
siden;
han
fortalte
deltagerne
i
kurset,
at
et
PhD‐projekt
nok
skal
bi‐

bringe
valide
forskningsresultater,
men
det
skal
samtidig
ses
som
et
led
i
en


forskeruddannelse.
Formålet
med
et
PhD‐projekt
er
altså
to‐foldigt:
Dels
skal


vi
igennem
projektet
bringe
originale
forskningsbidrag
til
torvs,
dels
skal
vi


lære,
hvad
det
vil
sige
overhovedet
at
forske.
Dette
blev
sagt
for
at
berolige


deltagerne
på
kurset
og
samtidig
give
os
et
realistisk
ambitionsniveau
–
og
er


i
øvrigt
helt
i
tråd
med
PhD
bekendtgørelsen,
der
også
stipulerer,
at
der
net‐

op
er
tale
om
en
uddannelse.
Grunden
til,
at
jeg
er
blevet
ved
med
at
vende


tilbage
til
udsagnet
skyldes,
at
der
dermed
synes
at
være
en
fundamental


modsætning
indbygget
i
et
PhD‐projekt.
En
uddannelse
forudsætter
læring,


dvs.
tilegnelse
af
viden,
mens
forskning
er
rettet
mod
produktion
af
viden.


Eller
som
Yin
formulerer
det
(set
fra
lærerens
perspektiv):


”Teaching
[…]
need
not
be
concerned
with
the
rigorous
and


fair
presentation
of
empirical
data;
research
[…]
need
to
do
exactly


that.”
(Yin
2003,
p.2)


Der
er
selvfølgelig
ikke
tale
om
uforenelige
modsætninger,
men
det


er
vigtigt
at
holde
sig
denne
distinktion
for
øje
fordi
det
tillader
den
stude‐

rende,
at
justere
sin
forsknings‐
og
formidlingsmetode
i
takt
med,
at
han
eller


hun
 tilegner
 sig
 viden
 om
 et
 givet
 område,
 mens
 forskeren
ikke
 har
 den


samme
absolutte
frihed
–
men
hvorfor
egentlig
ikke?
Bent
Flyvbjerg
beskri‐

ver
sin
oplevelse
af
et
fejlslagent
casestudie
i
Ålborg,
hvor
han
blandt
andet


undersøgte
magtrelationer
i
byudviklingen,
men
hvor
den
valgte
case
ikke


var,
hvad
han
først
havde
troet:


”It
was
a
frustrating
experience
when
it
happened,
espe‐

cially
during
those
several
months
from
when
I
realized
I
did
not


have
a
critical
case
until
it
became
clear
that
all
was
not
lost
be‐

cause
I
had
something
else.
As
a
case
researcher
charting
new
ter‐

45



46



PROJEKTETS METODE


rain,
one
must
be
prepared
for
such
incidents,
I
believe.”
(Flyvbjerg


2006,
p.
231)


Jeg
nævner
eksemplet
i
denne
sammenhæng
fordi
mit
projekt
flere


gange
 undervejs
 har
 givet
 den
 samme
 oplevelse
 af
 frustration.
 Men
 med


udannelsesdimensionen
i
baghovedet
har
jeg
valgt
at
betragte
disse
frustra‐

tioner,
som
en
oplagt
mulighed
for
at
lære
noget
nyt,
i
stedet
for
at
se
dem


som
resultater
af
et
fejlslagent
undersøgelsesdesign
eller
et
forkert
metode‐

valg.
Det
har
også
fået
mig
til
at
reflektere
over
på
hvilket
grundlag,
der
dyr‐

kes
ADP‐faglig
forskning.
Afsnittet
om
projektets
metode
skal
ses
i
dette
lys;


som
 en
 redegørelse
 for
 projektets
 metode,
 herunder
 de
 overvejelser
 om


undersøgelsesdesign,
der
lå
til
grund
for
projektet,
de
fejl,
der
blev
begået


undervejs,
hvad
jeg
lærte
af
dem
og
hvordan
de
ændrede
undersøgelsens


karakter.
Men
også
som
et
bidrag
til
den
igangværende
diskussion
om
fagets


metode
og
dermed
et
forsøg
på
at
generalisere
noget
af
den
viden,
jeg
selv


tilegnede
mig
undervejs
–
i
håbet
om,
at
andre
kan
lære
af
de
fejltrin,
jeg
har


begået
i
forhold
til
valg
af
metode,
min
udvælgelse
af
cases
og
udførelsen
af


de
konkrete
interventioner.
Igennem
en
dialog
mellem
de
teoretiske
positi‐

oner,
 der
 har
 været
 mit
 udgangspunkt,
 og
 de
 konkrete
 erfaringer
 jeg
 har


gjort
 mig
 undervejs,
 er
 det
 min
 forhåbning,
 at
 netop
 refleksionerne
 over


fundamentets
 eventuelle
 svagheder
 i
 sig
 selv
 kan
 vendes
 til
 en
 styrke
 for


faget
som
sådan.
Derfor
har
jeg
tildelt
metodeafsnittet
en
væsentlig
plads
i


afhandlingen.






PROJEKTETS METODE

participatory action research

Da
jeg
startede
på
projektet
i
2007
var
mit
metodiske
udgangspunkt


defineret
som
aktionsforskning,
eller
en
underkategori
af
denne
kaldet
Parti‐

cipatory
Action
Research
(PAR)
(Whyte
1991,
McIntyre
2008).
Jeg
valgte
ak‐

tionsforskning
som
min
primære
metode
fordi
mit
projekt
oprindeligt
havde


til
formål
at
udvikle
strategier
og
metoder
indenfor
området
borgerdeltagel‐

se
i
byudvikling,
dvs.
mit
afsæt
var,
som
allerede
beskrevet,
ikke
at
analysere


en
historisk
praksis,
men
at
ændre
en
aktuel
praksis
baseret
på
de
erfaringer,


jeg
 har
 gjort
 mig
 i
 såvel
 projekt‐
 som
 forskningssammenhænge.
 Aktions‐

forskning,
herunder
også
PAR,
skriver
sig
ind
i
en
forskningsopfattelse,
der


med
Bent
Flyvbjergs
ord,
kan
betegnes
som:


”[…]
 det
 konkretes
 videnskab,
 d.v.s.
 videnskaben
 for
 det


partikulære,
det
kontekstafhængige
og
narrativ.
Dette
som
alter‐

nativ
 og
 supplement
 til
 videnskab
 med
 fokus
 på
 det
 universelle,


det
kontekstuafhængige
og
forklaring.”
(Flyvbjerg
1991,
p.
159)


Flyvbjerg
betegner
denne
form
for
forskning
for
phronetisk
og
opstil‐

ler
 en
 række
 retningslinjer
 for
 forskningen,
 herunder
 at
 den
 fokuserer
 på


værdier,
magtrelationer,
nærhed
til
’forskningsobjektet’,
’små
spørgsmål’
(i


modsætning
til
’vigtige
problemer’),
praktisk
rationalitet
og
viden,
konkrete


cases,
 kontekst,
 ’hvordan’‐spørgsmål
 (snarere
 end
 ’hvorfor’),
 narratologi


frem
 for
 epistemologi,
 relationer
 mellem
 aktører
 og
 strukturer
 og
 ikke


mindst
dialog
som
grundlag
for
handlen
(og
viden)
(Ibid.
p.
160‐162).
Formå‐

let
er
altså
ikke
at
finde
frem
til
en
universel
forklaringsmodel,
men
snarere


at
 tage
 afsæt
 i
 det
 konkrete
 og
 partikulære
 som
 ’ledesnor’
 for
 fremtidig


handlen,
eller
aktion,
om
man
vil.



Forskningsmetodisk
 defineres
 aktionsforskning
 typisk,
 med
 afsæt
 i


Lewin
(Masters
1995,
Adelman
1993),
som
en
cyklisk
–
og
iterativ
–
metode,


der
 som
 minimum
 indeholder
 en
 planlægningsfase,
 en
 aktionsfase
 og
 en


evalueringsfase.
Der
findes
en
lang
række
modeller,
der
udvider
og
under‐

47



48



PROJEKTETS METODE


opdeler
denne
fasebeskrivelse,
f.eks.
Susman
&
Evereds
fra
1978
(fig.
1),
der


viser
 de
 enkelte
 skridt
 i
 en
 iteration
 og
 Dammes
 fra
 1998
 (fig.
 2,
 der


illustrerer
at
processen
optimalt
består
af
mere
end
én
iteration.




SPECIFYING LEARNING

Identifying general

learning and making it

public

EVALUATING

Studying the

consequences of

an action

DIAGNOSING

Identifying or

dening a problem

Development of

a client-system

infrastructure

ACTION PLANNING

Considering alternative

courses of action for

solving a problem

ACTION TAKING

Selecting a course

of action

Fig. 1: Susman & Evereds aktionsforskningsmodel (Susman & Evered 1978)





PROJEKTETS METODE

I
aktionsforskningen
tager
planlægningsfasen
afsæt
i
en
analyse
(eller


diagnose)
af
eksisterende
problemer
samt
en
identificering
af
de
grundlæg‐

gende
forestillinger
og
værdier,
der
er
tilstede
i
udgangspunktet
samt
(hos


Susman
og
Evered)
en
foreløbig
idé
om,
hvilke
tiltag,
der
kan
være
med
til
at


løse
problemet.
Derefter
følger
aktionsfasen,
hvor
ét
eller
flere
tiltag
afprø‐

ves
og
efterfølgende
vurderes
effekten
af
tiltagene
i
evalueringsfasen.
Hos


Susman
og
Evered
leder
evalueringen
til
en
’generaliseringsfase’,
hvor
resul‐

taterne
trækkes
op
på
et
mere
generelt
niveau
og
gøres
tilgængelige
for
an‐

dre.
Dammes
model
viser
også,
at
denne
proces
ideelt
set
bør
have
mere


end
 en
 enkelt
 iteration,
 dvs.
 at
 evalueringen
 og
 generaliseringen
 af
 første


runde
bør
lede
til
en
ny
runde,
hvor
problemfeltet
indsnævres
(eller
udvides)


og
nye
ideer
udvikles
etc.
En
række
grundtræk
i
aktionsforskningen
er
op‐

summeret
 i
 Zuber‐Skerrits
 CRASP‐definition,
 hvor
 hun
 definerer
 følgende


krav
til
aktionsforskning
(Zuber‐Skerritt
1992,
p.
2):




Action

research

cycle

no. 1

Existing assumptions,

values, mental models

Action

research

cycle

no. 2

EVOLVING THEORY OF PRACTICE

New knowledge,

assumptions,

guiding values

Fig. 2: Dammes aktionsforskningsmodel (Damme 1998)

Action

research

cycle

no. 3

Re-examined,

renewed, revised

assumptions

49



50



PROJEKTETS METODE


Critical
(and
self‐critical)
collaborative
enquiry
by


Reflective
practitioners
being


Accountable
and
making
the
results
of
the
enquiry
public


Self‐evaluating
their
practice
and
engaged
in


Participative
problem‐solving
and
continuing
professional
de‐

velopment



Aktionsforskningen
 er
 således
 en
 kritisk
 og
 refleksiv
 tilgang
 til
 ud‐

forskningen
 af
 et
 praksisdomæne
 med
 henblik
 på
 at
 løse
 problemer
 og


fremme
udviklingen
af
en
ny
og
forbedret
praksis.
Arbejdet
udføres
i
samar‐

bejde
med
andre,
typisk
praktikere,
og
forskningsbidraget
består
i
–
og
op‐

står
gennem
–
løbende
evaluering
af
og
refleksion
over
de
opnåede
indsigter


og
resultater,
der
efterfølgende
gøres
tilgængelige
for
såvel
deltagere
som


en
bredere
offentlighed.
Evaluering
og
refleksion
kan
antage
forskellige
for‐

mer,
fra
kvalitativ
analyse
af
interviews
over
dialogbaseret
evaluering
blandt


projektets
 deltagere
 til
 bearbejdning
 og
 analyse
 af
 kvantitative
 data.
 Jeg


kommer
ikke
nærmere
ind
på
konkrete
evaluerings‐
og
refleksionsformer
i


aktionsforskningen,
men
vil
senere
gå
mere
i
dybden
med,
hvordan
evalue‐

ring
og
refleksion
har
spillet
en
rolle
i
de
konkrete
cases
i
mit
eget
projekt.



Aktionsforskningens
tilgang
til
udvikling
af
forskningsbidrag
gør
sig
og‐

så
gældende
for
PAR
(Whyte,
1991).
Men
PAR
adskiller
sig
fra
anden
aktions‐

forskning
ved
endnu
stærkere
bånd
mellem
forskeren
og
det
praksisfælles‐

skab
han
eller
hun
indgår
i.
I
aktionsforskningen
er
forskeren
normalt;


”[…]
completely
in
control
of
the
research
progress
except


to
 the
 extent
 that
 the
 client
 organization
 limits
 some
 of
 the
 re‐

search
 options.
 This
 type
 of
 research
 is
 perfectly
 appropriate


where
 the
 objectives
 of
 both
 the
 researchers
 and
 the
 decision


makers
 are
 simply
 to
 get
 the
 facts
 and
 examine
 action
 implica‐

tions.”
(Ibid.
p.
9.)





PROJEKTETS METODE

I
 PAR,
 derimod,
 tilrettelægges
 forskningen,
 dvs.
 såvel
 planlægning


som
aktion
og
evaluering,
i
højere
grad
i
samarbejde
med
det
praksisfælles‐

skab,
forskeren
indgår
i.
Dette
betyder
ikke,
at
alle
i
fællesskabet
bidrager


lige
meget,
men
at
forskeren
finder
personer
i
organisationen,
som
han
eller


hun
sparrer
med
i
forhold
til
de
tre
ovennævnte
faser
i
projektet.
De
generel‐

le
fordele
ved
PAR
kan
defineres
som
følger:


”Participatory
action
research
is
a
form
of
action
research


that
involves
practitioners
as
both
subjects
and
co‐researchers.
It
is


based
 on
 the
 Lewinian
 proposition
 that
 causal
 inferences
 about


the
behavior
of
human
beings
are
more
likely
to
be
valid
and
en‐

actable
when
the
human
beings
in
question
participate
in
building


and
 testing
 them.
 Hence
 it
 aims
 at
 creating
 an
 environment
 in


which
participants
give
and
get
valid
information,
make
free
and


informed
choices
(including
the
choice
to
participate),
and
gener‐

ate
internal
commitment
to
the
results
of
their
inquiry.”
(Argyris
&


Schön
1991,
p.
86)


Formålet
med
en
højere
grad
af
deltagelse
end
i
andre
former
for
ak‐

tionsforskning
–
for
slet
ikke
at
tale
om
forskning
som
sådan
–

er
altså
dels,


at
projektets
konklusioner
opnår
en
højere
grad
af
validitet,
men
også
at
det


er
lettere
at
føre
forandringer
baseret
på
konklusionerne
ud
i
livet
og
at
del‐

tagelsen
skaber
større
ejerskab
til
forandringerne
efterfølgende.



51



52



PROJEKTETS METODE


tre krav til metoden

Metoden
stiller
for
mig
at
se
tre
grundlæggende
krav
til
udøveren.
For


det
første
må
forskeren
indskrive
sig
i
et
forskningsmiljø,
hvor
arbejdet
skal


leve
op
til
de
generelle
retningslinjer
for
forskning,
der
er
opstillet
som
ram‐

mer
for
det
miljø,
hvor
forskeren
har
sit
afsæt:
I
mit
tilfælde
Arkitektskolen

Århus
og
et
generelt
et
ADP‐fagligt
forskningsfelt.
For
det
andet
må
aktions‐

forskeren
 navigere
 i
 et
 allerede
 eksisterende
 praksisfællesskab,
 hvor
 der


sandsynligvis
er
udviklet
en
form
for
’best
practice’,
dvs.
at
samarbejdspart‐

nerne
måske
allerede
har
en
klar
fornemmelse
af,
hvordan
de
synes
at
tin‐

gene
skal
gøres.
Der
kan
dog
også
være
divergerende
holdninger
i
fællesska‐

bet,
der
medfører
at
forskeren
skal
navigere
i
et
fler‐
eller
tværfagligt
felt,


hvor
praksis
er
til
stadig
diskussion
og
hvor
man
dermed
risikerer,
bevidst


eller
ubevidst,
at
komme
til
at
alliere
sig
med
nogle,
mens
andre
er
uenige
i


fremgangsmåden.
Samtidig
skal
forskningsprojektet
være
relativt
let
at
for‐

klare,
eller
alternativt
være
så
integreret
og
eftertragtet
en
del
af
den
kon‐

krete
praksis,
at
forskerens
bidrag
ikke
virker
som
et
fremmedlegeme
i
prak‐

sisfællesskabet.


Sidst,
men
ikke
mindst,
må
aktionsforskeren
i
et
vist
omfang
være
tro


mod
de
idealer,
der
lå
til
grund
for
ønsket
om
at
ændre
praksis.
Det
betyder


selvfølgelig
ikke,
at
man
ikke
undervejs
kan
blive
klogere,
tværtimod,
men


det
nytter
ikke,
at
lade
ønsket
om
at
ændre
praksis
bremse
første
gang
man


hører
udsagnet,
’sådan
plejer
vi
ikke
at
gøre’.
Det
forudsætter,
at
aktionsfor‐

skeren
er
i
stand
til
at
styre
processen
og
fungere
som
katalysator
for
en
mål‐

rettet
dialog
mellem
aktørerne.
Omvendt
er
det
helt
centralt,
at
forskeren


også
 er
 villig
 til
 at
 forkaste
 strategier
 og
 hypoteser,
 der
 viser
 sig
 ikke
 at


stemme
overens
med
realiteterne
i
praksis.






PROJEKTETS METODE

indskrivning i forskningsmiljøet

Hvad
angår
det
første
krav
har
jeg
igennem
projektet
dels
sat
mig
ind


i
relevant
litteratur
om
metoden,
dels
diskuteret
metoden
og
dens
relation
til


eksisterende
praksis
inden
for
feltet
med
såvel
vejleder
som
kolleger.
Udfor‐

dringen
er,
at
en
egentlig
ADP‐faglig
forskningspraksis
kan
være
svær
at
iden‐

tificere
og
i
de
senere
år,
har
denne
også
været
sat
på
spidsen,
dels
som
føl‐

ge
af
nye,
eksternt
formulerede
krav
fra
de
bevilgende
og
styrende
myndig‐

heder,
 dels
 indefra
 som
 en
 del
 af
 en
 større
 diskussion
 omkring,
 hvad
 der


egentlig
konstituerer
forskning
inden
for
design,
arkitektur
og
planlægning.


Den
eksterne
dimension
omhandler
først
og
fremmest
et
krav
til
for‐

skerne
om
at
leve
op
til
en
række
standarder
for
forskningskvalitet
(eller
må‐

ske
snarere
kvantitet),
der
i
mange
tilfælde
er
’lånt’
fra
andre
fagfelter
som


f.eks.
 humaniora,
 samfundsvidenskab
 og
 naturvidenskab.
 ADP‐faglig
 forsk‐

ning
har
ikke
nogen
lang
tradition
for
at
publicere
internationalt
i
fagfællebe‐

dømte
fora,
men
har
i
højere
grad
forladt
sig
på
redaktionelt
bedømte
mo‐

nografier
og
artikler
i
tidsskrifter
præget
af
praksis
i
højere
grad
end
forsk‐

ning.
 Men
 med
 indførelsen
 af
 de
 bibliometriske
 forskningsindikatorer


(Forsknings‐
og
Innovationsstyrelsen
2009)
er
der
nu
indført
de
samme
må‐

lings‐
og
evalueringsmekanismer
for
ADP‐forskning
som
for
en
lang
række


øvrige
forskningsområder.
Hvorvidt
antallet
af
fagfællebedømte
publikatio‐

ner,
opgjort
efter
den
bibliometriske
forskningsindikator,
skaber
kvalificeret


ADP‐faglig
forskning
er
en
diskussion,
der
ikke
hører
hjemme
i
denne
sam‐

menhæng,
 men
 de
 eksternt
 formulerede
 krav
 har
 selvfølgelig
 været
 en


rammebetingelse
for
mit
projekt.



At
de
eksterne
rammer
har
udspring
i
fag‐
og
forskningsområder,
der


stiller
mere
eller
mindre
eksplicitte
og
paradigmatiske
krav
til
forskningen,


har
 heller
 ikke
 kunne
 undgå
 at
 påvirke
 min
 refleksion
 over
 metodevalget.


Det
var
f.eks.
åbenlyst
fra
projektets
start,
at
et
projekt,
der
sigter
mod
at


ændre
tilstande
i
verden
kan
have
vanskeligt
ved
at
operere
med
et
klassisk,


videnskabeligt
objektivitetsideal
som
man
finder
det
i
megen,
især
naturvi‐

53



54



PROJEKTETS METODE


denskabelig,
forskning.
Der
er
langt
fra
laboratoriet
til
byen.
Eller
som
Argyris


og
Schön
formulerer
det:


”[…]
social
scientists
are
faced
with
a
fundamental
choice


that
hinges
on
a
dilemma
of
rigor
or
relevance.
If
social
scientists


tilt
toward
the
rigor
of
normal
science
[…]
they
risk
becoming
irrel‐

evant
to
practitioner’s
demands
for
usable
knowledge.
If
they
tilt


toward
the
relevance
of
action
research,
they
risk
falling
short
of


prevailing
disciplinary
standards
of
rigor.”
(Argyris
&
Schön
1991,


p.
85)



Dette
var
medvirkende
til,
at
jeg
fra
starten
vendte
blikket
i
retning
af


PAR
 som
 en
 metode,
 der
tager
 afsæt
 i
 en
 subjektiv,
 deltagende
 og
 hand‐

lingsorienteret
tilgang,
hvor:


“[…]
investigation,
critical
questioning,
dialogue,
generative


activities,
and
a
determination
to
take
action
about
issues
under


exploration,
 contributes
 to
 the
 development
 of
 a
 project
 that
 is


judged
not
against
the
criterion
of
an
objective
truth
but
against


the
criterion
of
whether
the
people
involved
are
better
off
because


of
 their
 experiences
 as
 participants
 in
 a
 PAR
 project.”
 (McIntyre


2008,
p.
61‐62)


At
tage
udgangspunkt
i
en
relativt
velbeskrevet
metode
virkede
som


et
’safe
bet’,
om
man
så
må
sige,
i
forhold
til
de
eksterne
rammebetingelser,


uagtet
at
aktionsforskning
og
PAR
ofte
kritiseres
af
forskere,
der
hælder
til


mere
rigoristiske
metoder
(bl.a.
Whyte
1991).
Samtidig
havde
mit
arbejde


som
forskningsassistent
på
projektet
’Strategisk
Design’
(Delman
2007)
givet


mig
et
indblik
i
metoder
–
eller
usikkerheden
omkring
samme
–
inden
for


ADP‐faget,
der
medførte,
at
jeg
som
udgangspunkt
fandt
det
mere
relevant


at
hælde
i
retning
af
sociologiske
og
samfundsvidenskabelige
tilgange.



En
 anden
 ’ekstern’
 rammebetingelse
 var
 på
 sin
 vis
 mit
eget
 faglige


udgangspunkt,
der
som
nævnt,
oprindeligt
var
litteraturhistorie.

Et
fagfelt,


der
også
har
en
hang
til,
og
tradition
for
monografier
og
’subjektive’
analyser


af
litterære
værker,
men
også
en
biografisk
og
historisk
tilgang,
ligesom
faget





PROJEKTETS METODE

selvfølgelig
også
har
været
præget
af
en
postmoderne
bølge
med
bl.a.
de‐

konstruktion,
metafiktionelle
studier,
komparative,
psykologiske
analyser
og


kaosteori‐inspirerede
læsninger
af
læserens
møde
med
tekstens
’singularite‐

ter’
og
’begivenhedshorisonter’
–
for
nu
blot
at
nævne
nogle
få
af
de
metodi‐

ske
tilgange,
der
var
fremherskende
og
som
jeg
selv
gjorde
brug
af,
da
jeg


startede
på
studiet
for
seksten
år
siden.
Da
jeg
påbegyndte
PhD‐projektet


var
det
min
vurdering,
at
der
ikke
–
rent
metodisk
–
var
meget
at
hente
her,


da
netop
denne
gren
af
humaniora
er
kendt,
og
måske
til
tider
også
kritiseret


for
at
have
et
anstrengt
forhold
til
virkeligheden,
som
den
udspiller
sig
uden


for
fiktionens
rammer.
I
hvert
fald
syntes
det
ikke
umiddelbart
oplagt
at
tage


metodisk
afsæt
i
mit
grundfags
metoder
i
en
udforskning
og
udvikling
af
me‐

toder
og
strategier
til
borgerdeltagelse
i
aktuel
byudvikling.



Omvendt
var
der
mere
at
hente
igennem
min
supplerings‐
og
kandi‐

datuddannelse
 i
 Medievidenskab
og
 Multimedier,
 hvor
 jeg
 bl.a.
 har
 stiftet


bekendtskab
med
modtageranalyser,
brugerstudier
og
ikke
mindst
kvalitativ


metode,
herunder
interviewteknik,
brugerundersøgelser
m.m.
Samtidig
var


uddannelsen
 i
 multimedier
 præget
 af
 en
 anden
 tradition,
 nemlig
 Human‐

Computer
Interaction,
der
med
et
afsæt
et
sted
mellem
psykologi
og
datalogi


i
 årevis
 har
 diskuteret
 forskelle
 mellem
–
 samt
 fordele
 og
 ulemper
 ved
 –


’hard’
og
’soft’
science
(bl.a.
Carroll
&
Campbell
1986,
Newell
&
Card
1986).



Et
 af
 kendetegnene
 ved
 HCI
 er,
 at
 der
 findes
 en
 lang
 række
 velbe‐

skrevne
metoder
og
kritisk
refleksion
over,
hvordan
man
inddrager
brugerne


i
 udvikling
 og
 evaluering
 af
 objekter,
 her
 forstået
 typisk
 som
 IT‐systemer,


brugergrænseflader,
 IT‐understøttede
 services
 etc.
 Inden
 for
 HCI
 opererer


man
derfor
også
med
en
høj
grad
af
deltagelse,
hvor
forskere,
praktikere
og


slutbrugere
 arbejder
 sammen
 mod
 et
–
 mere
 eller
 mindre
–
 fælles
 mål.
 I


afsættet
vurderede
jeg
dog,
at
selvom
HCI
er
velegnet
i
forbindelse
med
ud‐

vikling
af
afgrænsede
objekter,
hvor
man,
ofte
under
nærmest
laboratorie‐

lignende
omstændigheder,
kan
teste
flere
iterationer
af
et
givet
objekt,
har


feltet
begrænsninger
som
metodisk
afsæt
for
processer,
der
involverer
kom‐

plekse,
politiske
spørgsmål.
Det
skal
dog
retfærdigvis
siges,
at
der
inden
for


HCI,
ikke
mindst
i
en
skandinavisk
kontekst,
også
findes
en
lang
række
forsk‐

55



56



PROJEKTETS METODE


ningsprojekter,
der
f.eks.
under
overskriften
Activity
Theory
hælder
i
retning


af
aktionsforskning
med
undersøgelser
af
arbejdsgange
i
en
realistisk
kon‐

tekst
med
henblik
på
f.eks.
at
udvikle
nye
systemer,
der
bedre
understøtter


det
 arbejde,
 der
 udføres
 i
 et
 praksisfællesskab
 (eksempelvis
 Nardi
 1996,


Bødker
1989).
At
Activity
Theory
og
denne
tradition
ikke
i
højere
grad
tjente


som
afsæt
skyldes
nok
i
højere
grad
mine
egne
idiosynkrasier
og
fordomme


om
feltet
baseret
på
professionelle
erfaringer
i
praksis,
end
en
egentlig
man‐

gel
ved
det
fundamentale
metodiske
grundlag.



I
forhold
til
en
indskrivning
i
eksisterende
traditioner
–
og
ikke
mindst


udforskningen
af
rammerne
for
disse
–
viste
det
sig
dog
undervejs,
at
den


interne
diskussion
om
ADP‐fagets
forskningsformål
og
‐metoder
skulle
få
en


større
indflydelse
på
min
metode,
end
først
antaget.
Jeg
vender
tilbage
til


dette
i
diskussionen
af
research
by
design,
men
først
vil
jeg
gennemgå
de


øvrige
krav,
jeg
stillede
op,
henholdsvis
navigation
i
praksisfællesskabet
og


troskab
mod
det
oprindelige
(udviklingspolitiske)
udgangspunkt.




navigation i praksisfællesskabet

Det
andet
krav
til
PAR
om
evnen
til
at
navigere
i
praksisfællesskabet



betyder,
at
aktionsforskeren
til
stadighed
må
evaluere
sin
egen
rolle
i
projek‐

tet
og
den
position
han
eller
hun
indtager
i
organisationen,
hvor
projektet


indgår.
Netop
på
grund
af
det
fler‐
eller
tværfaglige
samarbejde
får
forskeren


til
tider
en
rolle
som
mægler,
eller
’coach’,
som
Whyte
et
al.
kalder
det:


”In
PAR,
the
consultant/facilitator
acts
less
as
a
disciplinary


expert
and
more
as
a
coach
in
team
building
and
in
seeing
to
it


that
as
much
of
the
relevant
expertise
as
possible
from
all
over
the


organization
is
mobilized.”
(Whyte
1991,
p.
40)


Problemet
med
denne
rolle
er,
at
det
i
den
grad
forudsætter,
at
man


som
aktionsforsker
i
PAR‐processer
må
holde
tungen
lige
i
munden
og
forsø‐




PROJEKTETS METODE

ge
at
undgå
at
overtrumfe
synspunkter,
der
ikke
passer
ind
i
ens
egne
hypo‐

teser.
Der
er
samtidig
meget
langt
fra
en
traditionel
’fluen‐på‐væggen’
ob‐

servatørrolle
til
PAR‐forskerens
aktive
indblanding
som
’coach’
i
en
organisa‐

tion,
hvor
projektets
forskellige
deltagere
har
hver
deres
dagsorden
–
og
ofte


med
 god
 grund.
 I
 f.eks.
 en
 kommunal
 organisation
 kan
 der
 være
 milevidt


mellem
holdningerne
til,
hvordan
et
konkret
inddragelsesprojekt
skal
gribes


an.
 En
 embedsmand
 med
 en
 baggrund
 i
 jura
 vil
 have
 en
 helt
 anden
 ind‐

gangsvinkel
end
en
planlægger,
og
de
vil
igen
begge
have
ganske
andre
øn‐

sker
og
krav
end
lokalpolitikeren,
der
står
med
det
politiske
ansvar
i
sidste


ende.
Inden
for
inddragelsesprocesser
som
sådan
kendes
denne
problemstil‐

ling
som
fragmentation
(Conklin
2006),
og
den
kan
være
ødelæggende
for


ønsket
om
at
skabe
fælles
fodslag
omkring
konkrete
ændringer
af
praksis.




Omvendt
vil
der
også
i
mange
tilfælde

være
opstået
en
række
faste


rutiner
inden
for
rammerne
af
en
organisation
eller
et
etableret
praksisfæl‐

lesskab,
 der
 kan
 virke
 blokerende
 for
 målet
 om
 at
 ændre
 på
 tingenes
 til‐

stand.
Gruppedynamikken
i
et
praksisfællesskab
kan
forhindre
nytænkning
–


eller
føre
til
så
radikal
nytænkning,
at
gruppen
isoleres
fra
andre
fællesskaber


i
 organisationen.
 Dette
 var
 i
 et
 vist
 omfang
 tilfældet
 med
 SKUB‐

projektorganisationen
 i
 Gentofte
 Kommune,
 der
 fungerede
 som
 en
 selv‐

stændig
enhed
med
praktisk
og
økonomisk
ansvar
for
udviklingen
af
kom‐

munens
skoler,
indtil
lederen
af
projektet
blev
afsat
og
hele
projektet
kort
tid


efter
blev
lagt
ind
under
forvaltningen
og
projektorganisationen
mere
eller


mindre
blev
opløst.



Fænomenet
 kaldes
 ekkorum
 (echo
 chambers)
 og
 er
 velbeskrevet
 i


psykologiske
studier
og
udmærket
opsummeret
af
Cass
Sunstein
i
hans
bog


’Going
to
Extremes’
(Sunstein
2009).
Som
også
antydet
hos
Whyte
ovenfor,


forudsætter
rollen
som
’coach’
i
PAR‐projekter
normalt,
at
man
forsøger
at


facilitere
en
åben
dialog
mellem
flest
mulige
parter
i
et
projekt,
og
at
man


forsøger
at
få
dem
til
at
se
på
en
sag
fra
flere
sider,
nedbryde
stereotype
fo‐

restillinger
og
lære
at
lytte
til
hinanden
–
alt
sammen
for
at
undgå
de
negati‐

ve
 konsekvenser
 af
 ekkorummet.
 Alice
 McIntyre
 formulerer
 det
 således
 i


forbindelse
med
et
konkret
PAR‐projekt:


57



58



PROJEKTETS METODE


”[…]
by
continually
reflecting
on
our
personal
histories
and


by
working
to
eliminate
stereotypical
beliefs
about
ourselves
and


others,
 the
 team
 members
 learned
 how
 to
 listen
 to
 the
 partici‐

pants
so
as
to
learn
from
them
–
a
valuable
and
important
skill
in


participatory
action
research.”
(McIntyre
2008,
p.
9)


Men
Sunstein
fremhæver
også,
at
selvom
mindre
grupper
kan
have


en
tendens
til
at
lukke
sig
om
sig
selv,
ekskludere
personer
med
divergeren‐

de
 holdninger
 og
 på
 sigt
 radikaliseres,
 kan
 denne
 form
 for
 ’ekstremisme’


have
gavnlige
effekter
i
et
større
perspektiv.
Selvom
der
ikke
længere
foregår


en
åben
og
fri
diskussion
om
muligheder
i
et
fastlåst
praksisfællesskab,
kan


den
enkelte
gruppe
udmærket
være
i
konkurrence
med
andre
grupper
i
eller


uden
for
organisationen
og
dermed
skabe
grobund
for
debat
og
læring
i
en


større
kontekst.
Med
et
lån
fra
Heather
Gerken
betegner
Sunstein
dette
per‐

spektiv
som
second‐order
diversity:


”[…]
the
kind
of
diversity
that
comes
when
society
consists


of
many
groups
that
do
not
have
a
lot
of
internal
diversity.
[…]
If


some
economics
departments
are
conservative
and
others
are
lib‐

eral,
 the
 profession
 as
 a
 whole,
 and
 eventually
 the
 nation,
 will


learn
from
the
ideas
and
theories
that
emerge.”
(Sunstein
2009,
p.


150)


På
 mange
 måder
 kan
 man
 sige,
 at
 det
 samme
 skete
 for
 SKUB‐

projektet,
 der
 stadig
 er
 et
 af
 de
 mest
 omtalte
 skoleudviklingsprojekter
 i


Danmark
–
og
et
projekt,
hvis
ideer
om
såvel
pædagogik
som
fysiske
rammer


i
stort
omfang
tjener
til
inspiration
(positivt
såvel
som
negativt)
i
en
lang
ræk‐

ke
tilsvarende
udviklingsprojekter
landet
over.
Min
pointe
er,
at
selvom
PAR‐

forskeren
 traditionelt
 opfordres
 til
 netop
 at
 fungere
 som
 mæglere
 for
 at


undgå
ekkorummet,
kan
etableringen
af
ekkorum
i
visse
tilfælde
give
inte‐

ressante
–
og
måske
specielt
mere
diversificerede
–
resultater
på
længere


sigt.
Denne
mulighed
opstår,
hvis
man
kan
skabe
et
radikaliseret
miljø,
med


fokus
på
at
presse
ideer
frem,
der
ligger
udover
normal
praksis
gennem
en


strategi,
der
er
målrettet
mod
dissens
og
nye
opdagelser
snarere
end
mod





PROJEKTETS METODE

konsensus
 og
 forklaringer
 på
 det,
 vi
 allerede
 (er)kender.
 Dette
 er
 også
 en


tilgang,
 der
 kan
 finde
 generel
 anvendelse
 i
 borgerdeltagelsesprocesser.


Forskningsmetodisk
er
jeg
helt
på
det
rene
med,
at
en
sådan
tilgang
yderlige‐

re
fjerner
forskeren
fra
en
klassisk
forestilling
om
objektivitetens
smalle
sti
–


og
i
forhold
til
PAR
strider
det
som
antydet
også
mod
nogle
fundamentale


principper
om
PAR‐forskerens
rolle
i
projektet.



I
mit
eget
tilfælde
har
problemstillingen
spillet
en
rolle
fordi
jeg
på


nogle
områder
har
indgået
i
et
’radikaliseret’
praksisfællesskab
og
på
andre


områder
har
skulle
agere
som
’coach’
i
forhold
til
skiftende
deltagere
og
kli‐

entorganisationer
i
projektet.
Det
hænger
tæt
sammen
med
det
overordne‐

de
metodiske
greb
for
mit
projekt,
som
jeg
vender
tilbage
til
i
afsnittet
om


brugen
af
cases
som
bindeled
mellem
teori
og
praksis.
Centralt
for
opfattel‐

sen
af
PAR‐forskerens
navigation
i
praksisfællesskabet
ligger
også
spørgsmå‐

let
omkring
troskab
mod
udgangspunktet,
det
sidste
af
de
tre
krav,
jeg
stille‐

de
ovenfor.





troskab mod udgangspunktet

Kravet
om
troskab
mod
de
idealer,
der
lå
til
grund
for
projektet
og


ønsket
om
forandring
af
praksis
i
en
bestemt
retning,
er
også
ét
af
de
aspek‐

ter
ved
denne
form
for
forskning,
der
gør
den
lettere
angribelig.
Når
forske‐

ren
netop
ikke
bevarer
en
objektivitet
og
værdifrihed
i
forhold
til
sit
forsk‐

ningsobjekt,
men
har
klare
holdninger
til,
hvad
der
skal
ændres
–
og
hvordan


–
risikerer
man
også
meget
let
at
komme
til
at
gennemtrumfe
en
subjektiv


dagsorden,
uanset
om
man
som
udgangspunkt
har
defineret
sit
projekt
som


deltagende
(participatory):


“However
much
the
rhetoric
changes
to
participation,
par‐

ticipatory
 research,
 community
 involvement
 and
 the
 like,
 at
 the


end
of
the
day
there
is
still
an
outsider
seeking
to
change
things.


59



60



PROJEKTETS METODE


[…]
who
the
outsider
is
may
change
but
the
relation
is
the
same.
A


stronger
 person
 wants
 to
 change
 things
 for
 a
 person
 who
 is


weaker.
 From
 this
 paternal
 trap
 there
 is
 no
 complete
 escape."


(Chambers
1983,
p.
141)


Chambers’
kritik
handler
ikke
direkte
om
PAR
eller
aktionsforskning


som
sådan,
men
om
enhver
form
for
forskning
–
og
hjælpeprojekter
–
hvor


’fremmede’
(outsiders)
indgår
i
et
praksisfællesskab,
for
at
ændre
tingene
til


det
’bedre’.
Man
kan
altså
sige,
at
den
deltagende
aktionsforsker
på
den
ene


side
skal
være
autoritær
i
den
forstand,
at
han
eller
hun
ikke
blot
kan
overla‐

de
til
andre
at
definere
målene
for
forandring,
men
på
den
anden
side
også


skal
forsøge
at
undgå
den
paternalistiske
bedrevidens
fælde
og
ikke
forsøge


at
gennemtrumfe
mål,
fordi
man
selv
er
af
den
opfattelse,
at
man
’ved
bed‐

re’.
Denne
balancegang
er
selvfølgelig
svær
–
og
det
er
en
interessant
pointe,


at
Chambers
kritik
ikke
kun
gør
sig
gældende
for
forskningsmetoden,
men


ligeså
vel
kan
appliceres
på
forskningsobjektet,
borgerdeltagelse.



I
mit
tilfælde
var
idealerne
i
udgangspunktet
at
udvikle
strategier
og


metoder
 inden
 for
 borgerdeltagelse
 i
 byudvikling,
 der
 kunne
 adressere
 en


række
aktuelle
udfordringer.
Selvom
der,
som
nævnt
i
indledningen,
har
væ‐

ret
eksperimenteret
en
del
i
bl.a.
kommunerne
med
inddragelsesformer
og


metoder,
var
der
ikke,
da
jeg
startede
på
projektet,
megen
nytænkning
på


det
strategiske
område.
Dermed
mener
jeg,
at
hovedparten
af
inddragelses‐

processerne
tog
udgangspunkt
i,
at
der
allerede
var
taget
beslutning
om
an‐

vendelsen
af
et
givet
område,
hvorefter
borgerne
–
med
mere
eller
mindre


innovative
metoder
–
blev
inddraget
i
en
debat
om
udmøntningen
af
projek‐

ter
inden
for
det
definerede
anvendelsesområde.
Konkret
betyder
det
f.eks.


at
 en
 kommune
 fremlægger
 forslag
 til
 en
 masterplan,
 hvor
 ét
 område
 er


udlagt
til
boligbyggeri,
et
andet
til
detailhandel
og
et
tredje
til
rekreative
akti‐

viteter.
Borgerne
involveres
nu
i
diskussionen
omkring,
hvilke
boliger,
butik‐

ker
og
rekreative
aktiviteter,
der
skal
satses
på
samt
hvordan
samspillet
mel‐

lem
dem
skal
være.
Eksemplet
går
på
mange
måder
langt
udover,
hvad

de


fleste
kommuner
i
dag
faktisk
gør
–
i
en
del
tilfælde
vil
masterplanen
være
så





PROJEKTETS METODE

detaljeret,
at
brugerne
og
borgerne
udelukkende
bedes
om
at
tage
stilling
til


udvalgte
delelementer,
f.eks.
de
rekreative
aktiviteter.



Mit
udgangspunkt
for
projektet
var
således,
at
forsøge
at
gøre
pro‐

cessen
mere
åben
i
starten
–
at
involvere
borgerne
i
diskussionen
om,
hvad


vi
i
det
hele
taget
vil
anvende
et
givet
areal
til,
forud
for
forslaget
til
en
ma‐

sterplan.
Og
måske
endda
holde
planen
åben
for
forandringer
over
tid
i
et


tæt,
løbende
samarbejde
med
borgerne.
I
dag
ses
der
flere
projekter,
hvor


dette
netop
er
målet.
Jeg
vil
ikke
give
mig
selv
nogen
andel
i
denne
ændring,


der
snarere
er
udtryk
for
en
generel
tendens
i
aktuel
byudvikling.
Men
netop


denne
aktuelle
tendens
bekræfter,
at
der
er
behov
for
en
diskussion
af
det


udgangspunkt,
vi
har
for
borgernes
deltagelse
i
byudviklingen.


Samtidig
var
det
også
min
hensigt
at
udfordre
eksisterende
metoder,


ikke
 bare
 f.eks.
 høringen
 som
 den
 lovpligtige
 inddragelsesform,
 men
 også


nogle
 af
 de
 mere
 aktuelle
 eksperimenter
 som
 f.eks.
 internetdebatter,
 ar‐

bejds‐
 og
 fokusgrupper,
 interviews
 m.m.
 Udfordringen
 ved
 nogle
 af
 disse


metoder
er,
at
de
simpelthen
ikke
er
tilstrækkeligt
oplevelsesorienterede
til


at
folk
gider
deltage.
Fra
mine
år
som
inddragelseskonsulent
i
IT‐branchen


ved
jeg,
hvor
svært
det
er
at
rekruttere
folk
til
inddragelsesprocesser
–
også


selvom
vi
i
mange
tilfælde
faktisk
betalte
dem
for
at
deltage.
I
borgerinddra‐

gelsesprocesser
har
vi
ikke
mulighed
for
at
betale
folk
–
det
ville
i
hvert
fald


sende
et
uheldigt
signal
–
og
medmindre
temaet
for
f.eks.
en
fokusgruppe
er


placeringen
af
en
motorvej
i
baghaven
hos
en
gruppe
borgere,
så
vi
kan
for‐

lade
os
på
reaktive
protester,
kan
det
være
svært
at
trække
folk
til
inddragel‐

sesprocesser
med
en
kommunal
afsender.


Politisk
og
teoretisk
var
mit
udgangspunkt
et
deliberativt
ideal
(bl.a.


Fishkin
&
Lasslett
2003,
Macedo
1999,
Gutmann
&
Thompson
2004).
Idealet


ligger
på
mange
måder
i
direkte
forlængelse
af
PAR
og
i
introduktionen
til


bogen
’The
Deliberative
Practitioner’
beskriver
Forester
da
også
grundlaget


for
en
deliberativ
praksis
på
en
måde,
der
i
høj
grad
minder
om
McIntyres


opfattelse
 af
 behovet
 for
 gensidig
 læring
 i
 PAR‐projekter,
 som
 beskrevet


ovenfor:


61



62



PROJEKTETS METODE


”Because
planning
is
the
guidance
of
 future
 action,
 plan‐

ning
 with
 others
 calls
 for
 astute
 deliberative
 practice:
 learning


about
 others
 as
 well
 as
 about
 issues,
 learning
 about
 what
 we


should
do
as
well
as
about
what
we
can
do.”
(Forester
1999,
p.
1)


Det
deliberative
ideal
handler
grundlæggende
om
gensidig
læring,
di‐

alog
og
behovet
for
at
opbygge
en
form
for
konsensus
mellem
parter,
der


ofte
har
modsatrettede
dagsordener.
Udfordringen
for
dette
ideal
kan,
lige‐

som
i
PAR,
være
at
konsensus
sjældent
skaber
grobund
for
egentlig
nytænk‐

ning
og
at
den
’deliberative
praktiker’
i
byudvikling
på
den
ene
side
skal
for‐

søge
at
integrere
alle
synspunkter
i
processen,
og
på
den
anden
skal
forsøge


at
uddrage
en
essens,
der
skaber
fremdrift,
forandring
og
udvikling,
selvom


nogle
af
deltagerne
måske
ikke
–
og
af
gode
grunde
–
hverken
ønsker
udvik‐

ling
eller
forandring.
Af
netop
disse
årsager
har
det
været
et
svært
ideal
at


bevare
igennem
projektet,
både
i
de
enkelte
cases
og
som
helhed.






PROJEKTETS METODE

participatory action research & projektet

Som
antydet
i
de
foregående
afsnit,
gik
det
undervejs
i
projektet
op


for
mig,
at
PAR
som
metode
måske
var
svært
forenelig
med
projektets
prak‐

sis,
ligesom
diskussionen
af
research
by
design
åbnede
op
for
nye
indsigter


omkring
metoden.
Som
udgangspunkt
havde
jeg
forestillet
mig
et
metodisk


greb,
der
involverede
(relativt)
langvarig
deltagelse
i
en
eller
flere
cases
med


veldefinerede
–
og
klart
afgrænsede
–
faser,
der
var
baseret
på
PARs
opde‐

ling
i
en
planlægningsfase,
aktionsfase
og
en
evalueringsfase.
De
fleste
af
de


PAR‐processer,
der
beskrives
i
litteraturen
løber
over
to
til
fire
år
(McIntyre


2008,
Whyte
1991)
og
involverer
forskerens
aktive
planlægning
af,
deltagelse


i
og
evaluering
af
en
lang
række
aktiviteter
i
typisk
én
organisation
eller
ét


lokalområde.



Som
beskrevet
i
det
indledende
kapitel
har
jeg
i
løbet
af
de
seneste


tre
år
været
involveret
i
væsentlig
flere
projekter,
og
ingen
af
dem
har
haft


en
udstrækning
på
mere
end
to
år.
Omvendt
har
mange
af
de
cases,
jeg
har


været
involveret
i
en
udstrækning,
der
rækker
langt
udover
de
to
til
fire
år,


hvis
man
ser
dem
i
et
større
perspektiv.
Eksempelvis
var
min
første
involve‐

ring
med
Køge
Kommune
og
Køge
Kyst‐projektet
tilbage
i
maj,
2007,
hvor
jeg


sammen
 med
 Kollision
 udarbejdede
 ideer
 og
 materiale,
 der
 skulle
 skabe


opmærksomhed
omkring
borgerinddragelsesprojekter
i
kommunen
(Kollisi‐

on
2007A)
I
december,
2007,
startede
vi
på
projektet
KØGE2027
(Kollision


2007B),
der
var
baseret
på
et
tidligere
projekt
’…I
bølgen
blå’
fra
2006
(Kolli‐

sion
2006A).
I
2010
indgik
jeg
sammen
med
Kollision
i
et
team,
der
deltog
i


konkurrencen
om
udvikling
af
en
masterplan
for
Køge
Kyst‐projektet.
Efter


konkurrencens
 afslutning
 har
 Køge
 Kyst
 udvalgt
 rådgivere
 sammensat
 på


tværs
af
de
deltagende
teams,
og
Kollision
er
som
udgangspunkt
ikke
en
af


dem,
 men
 såfremt
 vi
 var
 gået
 videre,
 ville
 evt.
 deltagelse
 i
 udviklingen
 af


denne
masterplan
–
og
borgerinddragelsen
i
forbindelse
med
denne
–
først


være
løbet
af
stablen
efter
dette
projekts
afslutning.



63



64



PROJEKTETS METODE


Et
andet
eksempel
er
casen
AARHUSCO2030,
der
godt
nok
var
et
af‐

grænset
 projekt,
 men
 hvor
 det
 videre
 arbejde
 kommer
 til
 at
 foregå
 (med


eller
 uden
 min
 medvirken)
 i
 de
 kommende
 år,
 og
 effekten
 reelt
 først
 kan


måles
i
2030,
når
det
gøres
op,
om
Århus
er
blevet
CO2‐neutral.
En
væsentlig


årsag
til
at
PAR
har
vist
sig
som
en
vanskelig
metodisk
tilgang
er
simpelthen,


at
de
fleste
byudviklingsprocesser
er
meget
langstrakte
i
forhold
til
andre,
og


mere
oplagte,
PAR‐processer
og
at
de
samtidig
ofte
er
præget
af
en
projekt‐

specifik
faseopdeling
(og
politiske
såvel
som
økonomiske
luner
og
konjunktu‐

rer),
der
er
udenfor
PAR‐forskerens
kontrol.



Man
kan
selvfølgelig
indvende,
at
jeg
burde
have
forudset
dette
og
i


stedet
have
valgt
en
tilgang
til
udvælgelsen
af
cases,
hvor
jeg
på
forhånd
sik‐

rede
mig,
at
metoden
var
anvendelig.
Jeg
kunne
f.eks.
være
indgået
i
samar‐

bejde
 med
 en
 enkelt
 kommune
 om
 ændring
 af
 deres
 inddragelsespraksis


med
henblik
på
udvikling
af
nye
strategier
og
metoder.
Denne
tilgang
kunne


nok
have
virket
–
men
den
kunne
også
have
ført
til
et
projekt,
hvor
der
på


papiret
var
udviklet
metoder
og
strategier,
men
de
ville
næppe
have
været


implementeret
 i
 praksis,
 simpelthen
 fordi
 der
 manglede
 kompetencer
 og


ressourcer
i
klientorganisationen
til
at
fastholde
ændringerne
i
praksis
efter‐

følgende.
 Kommunerne
 har
 sjældent
 afsat
 midler
 til
 egentlig
 nyudvikling,


medmindre
det
sker
i
forbindelse
med
konkrete,
politisk
prioriterede
(udvik‐

lings)projekter.
Og
i
de
fleste
kommuner,
har
de
enkelte
medarbejdere
fuldt


op
at
gøre
med
at
varetage
deres
primære
jobfunktion
og
har
derfor
ikke
tid


til
overs,
der
kan
afsættes
til
at
deltage
i
sådanne
processer
udover
de,
der


netop
har
med
konkrete
projekter
at
gøre.
Som
det,
lidt
skarpt
optrukket,


formuleres
af
Gulmann:


”Maskineriet
i
kommunernes
forvaltninger
[…]
er
nok
eg‐

nede
til
at
påtage
sig
tilpasningsopgaver,
dvs.
at
foretage
ændrin‐

ger
 i
 forhold
 til
 konstaterede
 mangler
 i
kommunen.
 Derimod
 er


kommunen
sjældent
egnet
til
at
varetage
udviklingsopgaver,
dvs.


forandringer
i
forhold
til
en
ønsket
tilstand
i
fremtiden.”
(Gulmann


2005,
p.
183)





PROJEKTETS METODE

Samtidig
findes
der
sjældent
kompetencer
i
kommunerne
til
f.eks.
at


udvikle
prototyper
eller
færdige
redskaber,
der
involverer
avanceret
interak‐

tion
og
teknologi,
og
selvom
dette
heller
ikke
var
defineret
som
et
selvstæn‐

digt
mål
for
mit
projekt,
var
integrationen
af
teknologi
og
interaktionsdesign


dog
 et
 ønske
 baseret
 på
 tidligere
 erfaringer.
 Alle
 mine
 cases
 er
 udviklet
 i


samarbejde
med
Arkitekturbureauet
Kollision,
hvor
jeg
i
kraft
af
min
status


som
partner
har
haft
mulighed
for
at
være
med
til
at
træffe
beslutninger
om,


hvilke
projekter
der
var
relevante
for
mit
projekt.
Samtidig
har
de
øvrige
tre


partnere
i
virksomheden
en
PhD‐grad
inden
for
beslægtede
områder,
hvor‐

for
 virksomheden
 på
 mange
 måder
 udgør
 et
 kvalificeret
 forskningsmiljø,


hvor
der
er
plads
til
at
diskutere
metoder,
strategi,
teori
m.m.
Da
jeg
startede


mit
projekt
var
de
øvrige
tre
partnere
ansat
som
adjunkter
på
henholdsvis


Århus
Universitet
og
Arkitektskolen
i
Århus
og
i
gang
med
forskningsprojek‐

ter,
der
på
flere
områder
supplerede
mit
eget.
Samtidig
besidder
gruppen


tilsammen
viden
om
og
kompetencer
inden
for
en
række
områder
med
rele‐

vans
for
mit
projekt
–
fra
inddragelse
og
byudvikling
over
design
og
kommu‐

nikation
til
interaktion
og
udvikling
af
IT‐understøttede
redskaber.
Igennem


virksomhedens
samlede
netværk
fik
jeg
også
adgang
til
projekter
og
cases,


der
sandsynligvis
ville
have
været
langt
sværere
at
få
del
i,
hvis
jeg
havde


henvendt
mig
direkte
til
eksterne
klientorganisationer
som
PhD‐studerende


ved
ArkitektskolenAarhus.


Hvis
man
derfor
betragter
Kollision
som
det
primære
praksisfælles‐

skab,
jeg
som
PAR‐forsker
har
indgået
i,
giver
det
mening
at
betragte
mit


case‐arbejde
som
et
samlet
hele,
selvom
de
enkelte
cases
er
blevet
til
i
sam‐

arbejde
 med
 eksterne
 klientorganisationer
 og
 samarbejdspartnere.
 I
Kolli‐

sion
har
der
netop
været
et
praksisfællesskab,
hvor
de
øvrige
personer
i
or‐

ganisationen
har
været
med
til
at
planlægge,
udføre
og
evaluere
de
enkelte


projekter
og
efterfølgende
deltaget
i
en
evaluering,
diskussion
og
generalise‐

ring
 af
 resultaterne
som
udgangspunkt
for
en
 ny
 iteration
 af
 planlægning,


aktion
og
evaluering.



Ved
 at
 klippe
 en
 klippe
 en
 teoretisk
 tå
 og
 hugge
 en
 metodisk
 hæl


kunne
jeg
med
afsæt
i
ovenstående
måske
fortsat
argumentere
for
mit
pro‐

65



66



PROJEKTETS METODE


jekt
som
et
PAR‐projekt.
Spørgsmålet
er
blot,
om
det
ikke
risikerer
både
at


gøre
vold
på
metoden
og
projektet?
Inden
jeg
fælder
endelig
dom
over
pro‐

jektets
metode,
vil
jeg
gå
lidt
mere
i
dybden
med
research
by
design
som
en


anden
mulig
tilgang
til
forståelsen
af
projektets
overordnede
greb.





PROJEKTETS METODE

research by design

Inden
 for
 mange
 fagfelter
 kan
 man
 stille
 spørgsmålet;
’hvad
 er…?’.


F.eks.
 ’hvad
 er
 litteratur?’
 eller
 ’hvad
 er
 lægevidenskab?’
 Men
 der
 er
 ikke


mange
områder,
hvor
det
tilsyneladende
uskyldige
spørgsmål
vil
afføde
lige‐

så
mange
svar
og
divergerende
holdninger,
som
spørgsmålet
’hvad
er
de‐

sign?’
Afhandlingens
indledende
citat
af
Herbert
Simon
definerede
stort
set


al
menneskelig
stræben
efter
forandring
som
en
designaktivitet.
Denne
bre‐

de
definition
af
design
er
bl.a.
blevet
kritiseret
af
Donald
Schön:


“Herbert
Simon
and
others
have
suggested
that
all
occupa‐

tions
engaged
in
converting
actual
to
preferred
situations
are
con‐

cerned
 with
 design.
 Increasingly
 there
 has
 been
 a
 tendency
 to


think
of
policies,
institutions,
and
behaviour
itself
as
objects
of
de‐

sign.
It
is
questionable
how
far
in
this
direction
we
ought
to
go.
We


risk
ignoring
or
underestimating
significant
differences
in
media,


context,
 goals,
 and
 bodies
 of
 knowledge
 specific
 to
 the
 profes‐

sions.”
(Schön
1991,
p.
77)


Men
hvordan
definerer
vi
så
et
designobjekt?
Når
vi
nævner
begrebet


‘design’
 tænker
 lægmand
 typisk
 på
 produkter
 og
 den
 gren
 af
 design,
 der


sædvanligvis
betegnes
industrielt
design
eller
produktdesign.
Denne
design‐

tradition
har
rødder
tilbage
til
et
markant
brud
mellem
to
af
Bauhaus‐skolens


frontfigurer.
 I
 1922
 skrev
 Walter
 Gropius,
 lederen
 af
 Bauhausskolen,
 i
 en


intern
skrivelse
til
medarbejderne,
at:



”The
teaching
of
craft
is
meant
to
prepare
for
designing
for


mass
production.
[…]
Therefore
the
Bauhaus
is
consciously
seeking


contacts
with
existing
industrial
enterprises,
for
the
sake
of
mutual


stimulation.”
(In.
Frampton
1992,
p.
126)



Skrivelsen
medførte,
at
én
af
Bauhaus’
mest
prominente
lærere,
ma‐

leren
Johannes
Itten,
øjeblikkeligt
sagde
sin
stilling
op.
Hans
visioner
for
sko‐

len
gik
i
langt
højere
grad
i
retning
af
en
opfattelse
af
design
som
en
kunstne‐

67



68



PROJEKTETS METODE


risk
udviklingspraksis,
ideelt
set
adskilt
fra
den
omgivende
verdens
krav
og


rettet
mod
en
indre
nødvendighed:



”I
 reached
 the
 conclusion
 that
 we
 must
 counter‐balance


our
 externally‐orientated
 scientific
 research
 and
 technological


speculation
 with
 inner‐directed
 thought
 and
 practice.”
 (Ibid.
 p.


125)



Bruddet
mellem
design
som
henholdsvis
en
indadvendt
kunstnerisk


stræben
 og
 en
 udadvendt,
 masseproduktionsorienteret
 udviklingsstrategi


var
ét
 af
 udgangspunkterne
for
etableringen
af
design
 som
 en
 økonomisk


magtfaktor,
 ikke
 mindst
 efter
 Anden
 Verdenskrig,
 hvor
 designere
 som


Buckminster
Fuller
satte
sig
for
at
udvikle
en
designvidenskab,
hvor
målet


bl.a.
var
at:


”[…]
obtain
maximum
human
advantage
from
a
minimal


use
of
energy
and
materials.”
(Bayazit
2004,
p.
17)


Ønsket
om
designoptimering
førte
i
årene
efter
krigen
især
i
USA
til


forskning
i
design
som
en
rationel,
produktorienteret
videnskab,
bl.a.
finan‐

sieret
af
det
amerikanske
militær
og
NASA
i
forsøget
på
at
overgå
russerne
i


rumkapløbet.
Målet
var
at
systematisere
og
rationalisere
designmetoder
og


beslutningsprocesser
og
så
vidt
muligt
gøre
dem
universelle
og
reproducer‐

bare
 (ibid.).
 Rationaliseringen
 af
 design
 fik
 stor
 indflydelse
 på
 tilgangen
 til


industrielt
design
og
produktdesign
som
sådan,
men
medførte
også
en
for‐

nyet
diskussion
af
design
og
de
mulige
anvendelser
heraf.
I
1969
udkom
før‐

ste
udgave
af
Herbert
Simons
indflydelsesrige
værk
’The
Sciences
of
the
Arti‐

fical’,
hvor
han
forsøgte
at
udvide
designbegrebet.
I
tredje
udgave
fra
1996


benytter
han
netop
rumkapløbet
som
afsæt
for
en
diskussion
af
kompleksi‐

teten
i
design
af
sociale
systemer:


”We
ask,
’If
we
can
go
to
the
Moon,
why
can’t
we…?’
–
not


expecting
an
answer,
for
we
know
that
going
to
the
Moon
was
a


simple
task
indeed,
compared
with
some
others
we
have
set
for





PROJEKTETS METODE

ourselves,
such
as
creating
a
humane
society
or
a
peaceful
world.”


(Simon
1996,
p.
139)


Simons
–
og
andres
–
åbning
af
designfeltet
affødte
en
diskussion
af,


hvad
det
egentlig
var
for
en
type
problemer,
designere
af
komplekse
syste‐

mer
arbejdede
med.
I
1973
foreslog
Rittel
og
Webber
definitionen
’wicked


problems’
 (Rittel
 &
 Webber
 1973)
 i
 modsætning
 til
 de
 mere
 traditionelle


’tame
problems’,
der
havde
været
designernes
domæne
hidtil
og
som
også


havde
 haft
 massiv
 indflydelse
 inden
 for
 modernistisk
 og
 systemorienteret


planlægning,
der
af
Rittel
og
Webber
blev
afvist
som
værende
ikke
bare
fejl‐

slagen,
men
decideret
arrogant:


”With
arrogant
confidence,
the
early
systems
analysts
pro‐

nounced
themselves
ready
to
take
on
anyone’s
perceived
problem,


diagnostically
 to
 discover
 its
 hidden
 character,
 and
 then,
 having


exposed
its
true
nature,
skilfully
to
excise
its
root
causes.
Two
de‐

cades
 of
 experience
 have
 worn
 the
 self‐assurances
 thin.
 These


analysts
are
coming
to
realize
how
valid
their
model
really
is,
for


they
themselves
have
been
caught
by
the
very
same
diagnostic
dif‐

ficulties
that
troubled
their
clients.”
(Rittel
&
Webber
1973,
p.
159)


Metodisk
fik
Rittel
&
Webber
stor
indflydelse
på
design
og
planlæg‐

ning
ved
at
opstille
ti
karakteristika
ved
’wicked
problems’.
Opsummeret
ser


listen
ud
som
følger
(baseret
på
Rittel
&
Webber
1973,
p.
161‐167:



Der
findes
ingen
endelig
problemformulering


Der
findes
ingen
regler
for
afslutning,
vi
kan
altid
gøre
det
bed‐

re


En
løsning
er
ikke
sand//falsk,
men
god//dårlig


Vi
kan
ikke
afgøre,
om
en
løsning
fører
til
et
godt
eller
dårligt


resultat
på
kort
eller
langt
sigt


Vi
har
kun
ét
forsøg
til
at
løse
problemet;
da
der
er
ikke
er
tid


til
at
tage
ved
lære
af
vores
fejl
tæller
hvert
forsøg



69



70



PROJEKTETS METODE


Der
findes
ikke
et
fast
antal
løsninger,
vi
kan
beskrive
i
detaljer,


og
heller
ikke
et
velbeskrevet
felt
af
tilladte
handlinger,
vi
kan


føje
ind
i
planen


Hvert
problem
er
unikt


Ethvert
problem
kan
ses
som
symptom
på
et
andet
problem


Enhver
uoverensstemmelse
ved
et
problem
kan
forklares
på


mange
måder
–
og
hver
forklaringsmodel
bestemmer
hvordan


problemet
kan
løses


Planlæggeren
[the
planner]
har
ikke
ret
til
at
tage
fejl.



Samtidig
med
at
Rittel
&
Webbers
problemdefinition
var
med
til
at


ændre
 synet
 på
 designeres
 og
 planlæggeres
 rolle
 i
 den
 praktiske
 verden,


medførte
udvidelsen
af
problemfeltet
og
afvisningen
af
den
systemoriente‐

rede
tilgang
til
design
også
en
ny
tilgang
til
forståelsen
af
designmetoder
og


et
 fokus
 på,
 hvad
 Rittel
 andetsteds
 kaldte
 ’second
 generation
 design


methods’
(Bayazit
2004):


”These
second‐generation
design
methods
began
to
com‐

pensate
 for
 the
 inadequacy
 of
 the
 first‐generation
 design
 meth‐

ods.
User
involvement
in
design
decisions
and
the
identification
of


their
 objectives
 were
 the
 main
 characteristics
 of
 the
 second‐

generation
design
methods.
User
participation
was
a
new
demo‐

cratic
approach
parallel
to
the
prevailing
political
movements
of


the
era.”
(Bayazit
2004
p.
21‐22)


Opgøret
med
en
modernistisk
design‐
og
planlægningstradition
førte


til
fornyet
interesse
for
spørgsmålet
om,
hvad
der
kendetegner
design,
ikke


mindst
i
en
forskningssammenhæng.
Donald
Schöns
indflydelsesrige
værk,


’The
 Reflective
 Practitioner’,
 der
 udkom
 i
 1983,
 forsøger
 at
 gøre
 op
 med,


hvad
han
kalder
den
tekniske
rationalitet
som
dominerende
erkendelsesteo‐

retisk
tilgang
til
praksis
(Schön
1991,
p.
21‐49).
Med
afsæt
i
positivismen
mo‐

nopoliserede
 den
 tekniske
 rationalitet,
 ifølge
 Schön,
 først
 videnskaben
 og


siden
også
praksis
i
takt
med,
at
de
praktiske
professioner,
i
hvert
fald
i
USA,


blev
underlagt
universiteterne
(Ibid.
p.
34‐36).
Men
ligesom
Rittel
og
Web‐




PROJEKTETS METODE

ber,
mener
Schön
også,
at
denne
tilgang
til
forståelsen
af
verden
(i
praksis)
er


alt
for
begrænset:


”From
the
perspective
of
Technical
Rationality,
professional


practice
is
a
process
of
problem
solving.
Problems
of
choice
or
de‐

cision
are
solved
through
the
selection,
from
available
means,
of


the
one
best
suited
to
established
ends.
But
with
this
emphasis
on


problem
solving,
we
ignore
problem
setting,
the
process
by
which


we
define
the
decision
to
be
made,
the
ends
to
be
achieved,
the


means,
which
may
be
chosen.
In
real‐world
practice,
problems
do


not
present
themselves
to
the
practitioner
as
givens.
They
must
be


constructed
 from
 the
 materials
 of
 problematic
 situations,
 which


are
puzzling,
troubling,
and
uncertain.”
(Schön
1991,
p.
39‐40)


Problemet
i
en
forskningsmæssig
og
videnskabelig
sammenhæng
er,


igen
ifølge
Schön,
at
hvis
vi
vælger
at
beskæftige
os
med
den
kompleksitet,


der
ligger
i
et
problems
’setting’
eller
ramme,
bliver
vores
løsning
nok
mere


relevant
i
praksis
–
men
til
gengæld
lever
den
ikke
op
til
den
videnskabelige


rigorisme,
der
er
krævet
for
professionen
(f.eks.
planlægning)
i
kraft
af
dens


tilknytning
til
et
ideal
funderet
på
teknisk
rationalitet.
Schöns
løsningsforslag


er
at
vende
relationen
på
hovedet
–
i
stedet
for
at
praksis
skal
leve
op
til
po‐

sitivismens
idealer
for
god
videnskab,
bør
videnskaben
tage
ved
lære
af
prak‐

sis
og
den
epistemologiske
tilgang,
der
ligger
implicit
i
kreative
(artistic)
og


intuitive
processer.
Schön
kalder
denne
tilgang,
eller
metode,
for
reflection‐

in‐action
 (Ibid.
 p.
 49).
 I
 modsætning
 til
 en
 rigoristisk
 videnskabelig
 tilgang,


hvor
mål
og
forudsætninger
er
eksplicitte,
opererer
Schön
med
begreberne


’tavs
viden’
(tacit
knowledge)
og
’viden‐i‐handling’
(knowing‐in‐action),
der


begge
er
tæt
forbundne
med
vores
erfaring
i
og
med
praksis
(Ibid.
p
49‐50).


Gennem
refleksion
over
tavs
viden
og
viden‐i‐handling
kan
praktikeren
opnå


nye
indsigter:


”When
 someone
 reflects‐in‐action,
 he
 becomes
 a
 re‐

searcher
in
the
practice
context.
He
is
not
dependent
on
the
cate‐

gories
 of
 established
 theory
 and
 technique,
 but
 constructs
 new


theory
of
the
unique
case.
His
inquiry
is
not
limited
to
a
deliber‐

71



72



PROJEKTETS METODE


ation
about
means,
which
depends
on
a
prior
agreement
about


ends.
 He
 does
 not
 keep
 means
 and
 ends
 separate,
 but
 defines


them
interactively
as
he
frames
a
problematic
situation.
He
does


not
separate
thinking
from
doing,
ratiocinating
his
way
to
a
deci‐

sion,
 which
 he
 must
 later
 convert
 to
 action.
 Because
 his
 experi‐

menting
is
a
kind
of
action,
implementation
is
built
into
his
inquiry.


Thus
reflection‐in‐action
can
proceed,
even
in
situations
of
uncer‐

tainty
or
uniqueness,
because
it
is
not
bound
by
the
dichotomies
of


Technical
Rationality.”
(Ibid.
p.
68‐69)


I
 praksis
 forsøger
 den
 refleksive
 praktiker
 at
 afdække
 særlige
 om‐

stændigheder
ved
en
problematisk
situation
og
på
baggrund
af
disse
desig‐

ner
han
eller
hun
et
indgreb
[intervention]
(ibid.
p.
129),
der
adresserer
både


problemets
ramme
og
dets
mulige
løsning.
I
bogens
sidste
del
argumenterer


Schön
for,
hvordan
refleksion
over
praksis
kan
være
med
til
at
ændre
vores


opfattelse
af
relationen
mellem
forskning
og
praksis,
hvor
det
ikke
længere


handler
om,
at
applicere
videnskabelige
resultater
i
praksis,
men
i
stedet
at


praktikerens
 refleksion
 i
 sig
 selv
 karakteriseres
 som
 forskning
 [research].


Samtidig
 taler
 han
 dog
 også
 for
 forskning
 foretaget
 udenfor
 rammerne
 af


praksis,
en
slags
metarefleksion,
som
han
betegner
som
’reflective
research’


(Ibid.
p.
308‐309).
Denne
form
for
metarefleksion
opdeler
han
i
fire
kategori‐

er,
henholdsvis
analyse
af
et
problemfelts
rammer
(frame
analysis)
(Ibid.
p.


309‐315,
 forskning
 i
 et
 fagfelts
 forudsætninger
 og
 eksempler
 (repertoire‐

building
research)
(Ibid.
p.
315‐317),
forskning
i
et
givet
områdes
grundlæg‐

gende
metode
og
teori
(research
on
fundamental
methods
of
inquiry
and


overarching
theories)
(Ibid.
p.
317‐320)
samt
forskning
i
refleksive
processer


(research
on
the
process
of
reflection‐in‐action)
(Ibid.
p.
320‐323).



Schön
beskriver
selv
den
metareflektionelle
praksis
som
tilhørende
en


kategori
af
forskning,
der
hænger
tæt
sammen
med
aktionsforskningen,
og


taler
for,
at
denne
form
for
forskning
skal
udføres
i
praksisfællesskaber
som


f.eks.
tegnestuer
eller
på
advokatkontorer,
men
at
den
også
bør
medføre
en


restrukturering
af
de
traditionelle
forskningsinstitutioner,
så
de
i
højere
grad


integrerer
refleksiv
praksis
(Ibid.
p.
323‐325).
Schöns
tanker
om
såvel
reflek‐




PROJEKTETS METODE

sion‐i‐handling
som
hans
metareflektionelle
forskningspraksis
har
haft
stor


betydning
inden
for
en
række
fagfelter,
ikke
mindst
den
ADP‐faglige
praksis,


hvor
tankegangen
på
mange
måder
blev
startskuddet
til
en
diskussion
af
en


række
relaterede
begreber,
der
med
en
sand
babelsk
forvirring
af
præpositi‐

oner,
betegnes
som
bl.a.
research
on,
through,
into,
for
og
by
design.
Det
er


ikke
min
hensigt
at
diskutere
detaljerne
i
valget
af
forskellige
præpositioner,


men
i
stedet
forsøge
at
udlede
nogle
generelle
tendenser
i
en
aktuel
diskus‐

sion
af
begreberne,
der
kan
tjene
som
forklaringsmodel
til
den
metode,
der


har
udviklet
sig
gennem
mit
eget
projekt.
Præcis
hvor
begreberne
er
opstået


–
udover
den
åbenlyse
inspiration
fra
Donald
Schön
–
kan
også
være
svær
at


fastslå.
 Ofte
 tilskrives
 Frayling
 den
 oprindelige
 distinktion
 (inspireret
 af


kunsthistorikeren
Herbert
Read)
i
sin
skelnen
mellem
research
into,
through


og
for
design
(Margolin
2002,
p.
258)



Hos
 Frayling
 er
 research
 into
 design
 grundlæggende
 defineret
 som


kunsthistorisk
forskning,
eller
fagets
historie,
teori
og
kritik
samt
forskning
i


tekniske,
materielle
og
strukturelle
aspekter
(ibid.).
Research
through
design


defineres
som
praksisbaseret
forskning
og
er
måske
den
type
forskning,
der


kommer
tættest
på
Schöns
refleksive
praksis.
Den
sidste
kategori,
research


for
 design,
 er
 sværere
 at
 definere
 i
 en
 forskningskontekst,
 eftersom
 den
 i


realiteten
handler
om
metoder
til
og
frembringelsen
af
et
mere
eller
mindre


umedieret
produkt
eller
en
genstand.
I
en
dansk
kontekst
er
de
tre
kategori‐

er
 defineret
 som
 henholdsvis
 forskning
 om,
 gennem
 og
 i
 design
 (Dickson


2002)
 baseret
 på
 definitioner
 opnået
 gennem
 et
 interview
 med
 Jeremy


Myerson
ved
Royal
College
of
Art
–
og
dermed
antageligvis
kraftigt
inspireret


af
netop
Frayling,
der
publicerede
sine
distinktioner
som
ansat
på
RCA.
Dick‐

son
 definerer
 dermed
 også
 forskning
 om
 design
 som
 en
 grundlæggende


(kunst)historisk
disciplin,
mens
forskning
i
og
gennem
design
defineres
som


følger:


”Designforskning
i
design
betyder
[…],
at
man
i
langt
højere


grad
har
et
standpunkt
inden
for
design,
end
når
man
forsker
om


design.
Her
drejer
det
sig
om
forskning
i
designs
metoder,
proces‐

ser,
 arbejdsgange,
 måder
 at
 kommunikere
 på
 –
 ja,
 simpelthen


73



74



PROJEKTETS METODE


måden,
 hvorpå
 man
 designer
 og
 når
 frem
 til
 resultater.
 Dette


forskningsfelt
handler
om
alt
det,
der
gør
design
til
en
selvstændig


disciplin
 og
 adskiller
 design
 fra
 alle
 andre
 fag.
 Det
 er
 designs


selvforståelse.
Designforskning
gennem
design
er
et
område,
hvor


man
bruger
design
mere
eller
mindre
som
værktøj
til
at
udforske


andre
emner
med.
[…]
Meget
af
denne
type
forskning
falder
inden


for
kategorien
udviklingsarbejde.”
(Dickson
2002,
p.
75)


Forskning
i
design
kan
altså,
groft
sagt,
karakteriseres
som
undersø‐

gelser
af,
hvordan
man
frembringer
design
–
uden
at
mængden
af
frembrin‐

gelser,
 der
 i
 dag
 kategoriseres
 under
 designbegrebet
 defineres
 nærmere.


Omvendt
er
forskning
gennem
design
defineret
ved
brugen
af
designmeto‐

der
og
redskaber
til
at
udforske
andre
områder,
eksempelvis
borgerdeltagel‐

se.
 Problemet
 med
 distinktionerne
 er
 selvsagt,
 at
 uden
 et
 klart
 svar
 på


spørgsmålet
’hvad
er
design?’
kan
det
være
svært
at
afgøre,
om
man
forsker


i
eller
gennem
design.
Vi
er
dermed
tilbage
ved
de
indledende
spørgsmål
i


dette
kapitel
og
ikke
mindst
Schöns
kritik
af
Simon,
hvor
han
mener,
at
udvi‐

delsen
 af
 designbegrebet
 risikerer
 at
 undervurdere
 væsentlige
 forskelle
 i


medier,
kontekst,
mål
og
fagspecifik
viden
(Schön
1991,
p.
77).
Men
Schön


tilføjer
også
følgende
interessante
eftertanke
til
sin
kritik
af
Simon:


”But
we
may
also
discover,
at
a
deeper
level,
a
generic
de‐

sign
process
which
underlies
these
differences.”
(Ibid.)


Denne
generiske
design
proces
er
måske
det
store
dyr
i
åbenbaringen


i
den
aktuelle
diskussion
om
design
som
både
metode
og
strategi.
Inden
for


de
seneste
år,
er
der
opstået
en
ny
tilgang
til
design,
der
betegnes
som
stra‐

tegisk
design.
Strategisk
design
har
som
ét
af
sine
primære
formål
at
anven‐

de
designtænkning
og
metoder
i
forretningsudvikling
og
er
bl.a.
beskrevet


hos
Friis
som:


“[…]
a
type
of
design
activity,
which
focuses
on
the
business


aspects
 and
 strategic
 thinking,
 previous
 to
 the
 identification
 of


challenges
 and
 opportunities,
 where
 the
 solution
 can
 take
 any


shape
or
form,
physical
and
immaterial.”
(Friis
2006,
p.
67)





PROJEKTETS METODE

Men
hvis
designprocessen
kan
føre
frem
til
immaterielle
produkter,


f.eks.
en
ny
forretningsstrategi
–
eller
en
strategi
for
borgerdeltagelse
–
kan


det
være
svært
at
afgøre,
om
et
projekt
som
mit
reelt
drejer
sig
om
forskning


i
 design,
 dvs.
 undersøgelser
 rettet
 mod
 designfagets
 metoder,
 processer,


arbejdsgange
og
måder
at
kommunikere
på,
som
Dickson
formulerede
det


ovenfor,
eller
om
det
handler
om
at
forske
gennem
design
ved
at
anvende


designtænkning
som
løftestang
for
andre
mål.
Et
udvidet
designbegreb
gør


det
derfor
ikke
lettere
at
diskutere,
hvad
forskning
i,
gennem
eller
om
design


egentlig
er
for
en
disciplin.
Som
Foqué
formulerer
det
i
forbindelse
med
en


konference
om
research
by
design
(endnu
en
præposition)
i
Delft
i
2000:


”[…]
it
is
striking
that
the
debate
on
the
so‐called
scientific


status
of
the
design
activity
which
started
in
the
early
60s
not
only


remains
unsolved,
but
for
almost
forty
years
now
is
held
on
the


same
level
of
generality,
using
vague
philosophical
concepts,
se‐

mantically
 based
 frames
 of
 reference
 and
 a
 total
 lack
 of
 under‐

standing
and
vision
on
the
true
mechanisms
underlying
the
design


process
on
the
one
hand
and
the
process
of
scientific
research
on


the
other.”
(Foqué
2000,
p.
2)


I
et
forsøg
på
at
skelne
mellem
klassisk
videnskab
og
research
by
de‐

sign
opstiller
Foqué
en
model,
der
illustrerer
de
væsentligste
forskelle
mel‐

lem
videnskabelig
forskning
(scientific
research)
og
research
by
design
(fig.
3,


Foqué
2000,
p.
7).
I
modellen
er
udgangspunktet
for
begge
typer
forskning


verden
som
den
er,
men
herfra
afviger
de
to
modeller
væsentligt.
Mens
vi‐

denskabelig
forskning,
ifølge
Foqué,
ønsker
at
besvare
spørgsmålet
’hvordan


er
 verden?’
 er
 research
 by
 design
 mere
 optaget
 af
 spørgsmålet
 ’hvordan


kunne
verden
være?’.
For
at
svare
på
det
første
spørgsmål
kræves
observa‐

tion,
mens
det
andet
spørgsmål
kræver
både
observation,
visioner
og
fore‐

stillinger.
Og
hvor
den
klassiske
videnskab
nøjes
med
at
opstille
én
hypotese


og
 forklaringsmodel
 ad
 gangen,
 opererer
 research
 by
 design
 typisk
 med


mange
hypoteser
på
samme
tid
og
anvender
modeller
som
grundlag
for
en


flersidig
–
og
samtidig
–
udforskning
af
mulighederne.


75



76



PROJEKTETS METODE


Answering the question

how things are?

The existing world

Answering the question

how things could be?

Scientic Research Research by Design

Observation

Formulation of one hypothesis

explanatory model

Testing: True or false

- By verication

- Objective

- Repeatable

- Universal

- Cause-eect

Scientic theory

Static

Reality explained

Applied Scientic Research

Technological

applications

Product development

The future world

Observation-visions-beliefs

Formulation of many hypotheses

exploring models

Testing: Most desirable

- By verication and application

- Subjective

- Unique and not repeatable

- Contextual

- Coincidental

Hypothesis in action

Dynamic

Reality changed

Design by Research

Design

applications

Fig. 3: Foqués diagram over scientific research og research by design (Foqué 2000)




PROJEKTETS METODE


En
 designhypotese
 kan
 heller
 ikke
 testes
 sand
 eller
 falsk,
 men
 kun


mere
eller
mindre
ønskværdig
–
eller
god/dårlig,
som
Rittel
&
Webber
for‐

mulerede
det.
På
begge
sider
skal
hypoteser
testes
gennem
verificering,
men


på
designsiden
skal
de
også
bringes
i
anvendelse
i
en
kontekst,
f.eks.
gennem


prototyper.
 Den
 klassiske
 videnskab
 opererer
 også
 med
 objektive
 kriterier


for
verificering,
mens
designsiden
tillader
subjektive
kriterier.
Designekspe‐

rimenterne
er
også
unikke,
kontekstafhængige
og
kan
ikke
gentages
i
mod‐

sætning
til
klassiske
forsøg,
der
netop
skal
kunne
eftergøres
af
andre
og
være


universelle
for
at
have
validitet.
Samtidig
er
den
klassiske
videnskab
interes‐

seret
i
årsagssammenhænge,
mens
research
by
design
anerkender
tilfældig‐

heder.
 Slutteligt
 sammenligner
 han
 ’anvendt
 forskning’
 (applied
 scientific


research)
med
et
begreb,
han
kalder
design
by
research
–
begge
disse
mun‐

der
ud
i
produktudvikling,
uden
at
han
nærmere
specificerer
hvad
der
ken‐

detegner
et
produkt.



Problemet
med
Foqués
model
er,
at
hans
(natur)videnskabelige
ideal


er
ekstremt
rigoristisk
og
funderet
i
klassisk
positivisme
og
han
dermed
en‐

der
med
at
opstille
en
falsk
dikotomi,
hvis
vi
ser
på,
hvad
videnskab
i
dag
og‐

så
kan
være.
Som
Martin
Ludvigsen
–
med
afsæt
i
Latour
–
gør
opmærksom


på
i
sit
PhD‐projekt
i
relation
til
spørgsmålet
om
designforskning,
kan
viden‐

skab
antage
mange
former,
der
gør
op
med
den
klassiske
forestilling
om
ob‐

jektive
domme
baseret
på
en
sand/falsk‐relation:


”[…]
Latour
argues
that
science
needs
to
progress
in
propo‐

sitions
as
opposed
to
statements.
Statements
can
only
be
true
or


false
and
since
the
objective
of
especially
the
natural
sciences
has


been
to
claim
truths,
we
mistakenly
assume
that
this
is
the
main


goal
of
all
scientific
activity.”
(Ludvigsen
2006,
p.
99)



Omvendt
er
Foqués
klassifikation
af
research
by
design
anvendelig


som
en
mulig
model
til
forståelse
af,
hvad
det
er,
der
er
på
spil
i
diskussionen


om
forskning
inden
for
dette
felt
–
ikke
mindst
i
relation
til
forskning
gennem


design,
da
modellen
netop
synes
at
adressere
denne
form
for
designforsk‐

ning
i
højere
grad
end
de
øvrige
tilgange.
For
at
skære
igennem
den
præposi‐

77



78



PROJEKTETS METODE


tionelle
forvirring
vil
jeg
derfor
tillade
mig,
at
postulere,
at
mit
projekt
hand‐

ler
om,
at
ændre
eksisterende
tilstande
gennem
design
i
modsætning
til
at


se
på
projektets
resultater
som
noget,
der
er
blevet
til
på
baggrund
af
forsk‐

ning
i
design.
Mine
strategiske
og
metodiske
overvejelser
er
godt
nok
i
flere


tilfælde
 anvendelige
 og
 reproducerbare
 som
 arbejdsredskaber
 inden
 for


design,
 planlægning
 og
 arkitektur
 og
 kan
 dermed
 karakteriseres
 som
 ’de‐

signmetoder’,
der
er
opstået
igennem
forskning
i
design,
men
projektet
som


helhed
har
haft
et
andet
fokus,
nemlig
at
diskutere
baggrunden
for
borger‐

deltagelse
som
sådan,
herunder
en
række
af
de
spørgsmål
og
udfordringer,


der
er
forbundet
med
valget
af
strategi
og
metode
inden
for
feltet
’borger‐

deltagelse
i
byudvikling’.
Selvom
jeg
dermed
kunne
betegne
projektets
me‐

tode
som
research
through
design,
research‐oriented‐design
–
eller
en
af
de


utallige
andre
betegnelser
for
den
type
forskning,
der
anvender
designtænk‐

ning
og
‐metoder
i
udforskningen
af
et
domæne
–
har
jeg
valgt
at
bruge
be‐

tegnelsen
research
by
design
med
afsæt
i
Foqués
definition
som
beskrevet


ovenfor.



I
næste
afsnit
vil
jeg
gå
i
dybden
med
den
konkrete
udmøntning
af


metoden
 og
 sammenhængen
 mellem
 min
 brug
 af
 casebaserede
 designin‐

terventioner
og
research
by
design
–
med
et
par
tilbageblik
til
PAR
–

som
en


overordnet
forståelsesramme
for
projektet.









PROJEKTETS METODE

case-baseret forskning

Et
centralt
spørgsmål
i
valg
af
metodetype
er,
hvad
det
i
det
hele
ta‐

get
 er
 man
 ønsker
 at
 undersøge.
 Ifølge
 Yin
 afhænger
 valget
 af,
 hvilke


spørgsmål
man
ønsker
afklaret,
om
der
er
mulighed
for
at
have
kontrol
over


de
 elementer,
 man
 undersøger
 (behavorial
 elements)
 samt
 hvorvidt
 man


ønsker
at
undersøge
historiske
eller
aktuelle
forhold
(Yin
2003
,
p.
5):




STRATEGY Form of Research

Question

Experiment How, why?

Survey Who, what, where, how

many, how much?

Archival Who, what, where, how

Analysis many, how much?

History How, why?

Case Study How, why?


Requires Control of Focuses on Contem-

Behavioral Elements? porary Events?

Yes Yes

No Yes

No Yes/No

No No

No Yes

Spørgsmålet
om
anvendelsen
af
metoder
og
strategier
i
borgerdelta‐

gelse
hører
ind
under
et
’hvordan?’;
hvordan
kan
vi
få
borgerne
til
at
deltage


aktivt
i
byudviklingen?
Samtidig
ligger
der
også
implicit
et
’hvorfor?’
i
projek‐

tet
–
hvorfor
ønsker
vi,
at
borgerne
skal
deltage,
og
hvorfor
er
der
(måske)


behov
for
overvejelser
omkring
vores
strategiske
og
metodiske
fundament?


Dette
indsnævrer
mulighedsfeltet
til
henholdsvis
et
eksperiment,
et
historisk


studie
eller
et
casestudie.
Samtidig
er
mit
fokus
rettet
mod
samtiden
og
de


aktuelle
forhold,
hvilket
udelukker
det
historiske
studie
og
arkivstudier
(med


de
svagheder
dette
fravalg
indebærer,
som
beskrevet
tidligere).
Arkivstudier


og
surveys
fremhæver
Yin
i
øvrigt
primært
som
en
mulighed,
hvis
fokus
er
på


79



80



PROJEKTETS METODE


at
beskrive
hyppighed
og
udbredelse
af
fænomener,
eller
når
resultatet
skal


bruges
forudsigende
(predictive)
(Ibid.
p.
6).



Mit
formål
har
ikke
været
at
beskrive
hyppigheden
og
udbredelsen
af


forskellige
metoder
og
strategier
i
borgerdeltagelsesprocesser.
Og
selvom
jeg


ville
ønske,
at
mine

konkrete
forslag
til
strategi
og
metode
ville
være
så
al‐

mengyldige,
at
de
kunne
bruges
til
at
forudsige
udkommet
af
en
hvilken
som


helst
 deltagelsesproces,
 så
 var
 jeg
 allerede
 i
 udgangspunktet
 klar
 over,
 at


dette
næppe
ville
blive
tilfældet.
Tilbage
står
altså
alene
casestudier
som
en


mulig
tilgang
til
besvarelsen
af
’hvorfor’
og
’hvordan’
i
en
samtidig,
aktuel


kontekst,
hvor
jeg
ikke
har
kontrol
over
alle
undersøgelsens
elementer.
Med


afsæt
i
valget
af
casestudier
som
metode
opstår
et
andet
centralt
spørgsmål:


Skal
der
vælges
én
eller
flere
cases
for
at
besvare
spørgsmålene
tilstrækkeligt


grundigt?
 I
 et
 bidrag
 præsenteret
 i
 forbindelse
 med
 konferencen
 om
 re‐

search
by
design
i
Delft
i
2000
spørger
Hulsbergen
ind
til
anvendelsen
af
ca‐

ses
som
metodisk
grundlag
for
forskning:


“What
can
the
scientific
meaning
of
a
unique
performance,


an
isolated
case,
be?
A
design
as
such
is
not
scientific
research.


People
may
be
happy
with
a
(realized)
design.
Policy
makers
may


be
proud
of
a
new,
remarkable
building
or
the
growing
city.
New


forms
and
compositions
may
enlighten
architectural
designers.
Of


course
satisfactory
results
are
important.
But
this
kind
of
results
in


itself
 does
 not
 contribute
 to
 scientific
 learning
 and
 progress.”


(Hulsbergen
2000,
p.
164)


En
enkelt
designintervention
eller
case
kan
altså,
ifølge
Hulsbergen,


ikke
i
sig
selv
betragtes
som
grundlag
for
forskning
–
i
hvert
fald
ikke,
hvis
den


får
lov
at
stå
uformidlet
hen.
Det
lyder
måske
banalt,
men
grunden
til,
at


Hulsbergen
ønsker
at
slå
dette
fast
er,
at
dette
netop
er
et
af
diskussions‐

punkterne
i
forbindelse
med
forskning
inden
for
ADP‐feltet.
På
Arkitektsko‐

len
Århus
har
det
således
internt
været
diskuteret,
hvorvidt
f.eks.
udstillin‐

ger,
 konkurrenceforslag
 og
 bygningsværker
 skal
 ’tælle’
 som
 forskning.


Spørgsmålet
er
endnu
uafklaret
både
her
og
andre
steder.






PROJEKTETS METODE

Man
kan
også
diskutere,
hvorvidt
kvantiteten
af
cases
eller
interven‐

tioner
i
sig
selv
danner
grundlag
for
udsagn
om
et
projekts
videnskabelighed.


I
forbindelse
med
en
diskussion
omkring
typiske
misforståelser
i
brugen
af


cases
som
grundlag
for
forskning
opregner
Bent
Flyvbjerg
ideen
om
at,
man


ikke
 kan
 nøjes
 med
 én
 case
 som
 én
 blandt
 flere
 misforståelser
 (Flyvbjerg


2006,
p.221):



General,
theoretical
(context‐independent)
knowledge
is
more


valuable
than
concrete,
practical
(context‐dependent)
know‐

ledge.


One
cannot
generalize
on
the
basis
of
an
individual
case;


therefore,
the
case
study
cannot
contribute
to
scientific
devel‐

opment.


The
case
study
is
most
useful
for
generating
hypotheses;
that


is,
in
the
first
stage
of
a
research
process,
whereas
other


methods
are
more
suitable
for
hypotheses
testing
and
theory


building.


The
case
study
contains
a
bias
towards
verification,
that
is,
a


tendency
to
confirm
the
researcher’s
preconceived
notions.


It
is
often
difficult
to
summarize
and
develop
general
proposi‐

tions
and
theories
on
the
basis
of
specific
case
studies.



Flyvbjergs
diskussion
er
rettet
mod
en
generel
modvilje
inden
for
en


række
områder
mod
overhovedet
at
anvende
cases;
en
modvilje
baseret
på


ovenstående
argumenter
–
eller
misforståelser,
som
han
kalder
dem.
Ifølge


Flyvbjerg
er
denne
antipati
udbredt
i
akademiske
miljøer,
også
i
dansk
sam‐

menhæng,
 hvor
 man
 ofte
 forestiller
 sig,
 at
 cases
 udelukkende
 kan
 afføde


anekdotisk
 evidens
 om
 partikulære
 og
 stærkt
 kontekstafhængige
 forhold.


Men
som
Flyvbjerg
også
argumenterer
for,
er
det
meste
af
vores
viden
i
rea‐

liteten
 netop
 rodfæstet
 i
 en
 konkret,
 praktisk
 kontekst
 og
 det
 er
 gennem


(case)studier
af
denne
sammenhæng,
at
vi
kan
hæve
os
fra
et
rent
begyn‐

derstadium
inden
for
et
givet
domæne
til
eksperter
inden
for
det
samme


domæne
(Ibid.
p.
221‐222).
Udover
at
påstå,
at
det
er
muligt
at
generalisere


81



82



PROJEKTETS METODE


på
baggrund
af
et
enkelt,
veltilrettelagt
og
veludført
casestudie,
argumente‐

rer
 Flyvbjerg
 også
 imod
 selve
 ideen
 om
 formel
 generalisering
 som
 funda‐

ment
for
videnskabelighed:


”[…]
formal
generalization,
whether
on
the
basis
of
large


samples
 or
 single
 cases,
 is
 considerably
 overrated
 as
 the
 main


source
of
scientific
progress.
[…]
formal
generalization
is
only
one


of
many
ways
in
which
people
gain
and
accumulate
knowledge.


That
 knowledge
 cannot
 be
 formally
 generalized
 does
 not
 mean


that
it
cannot
enter
into
the
collective
process
of
knowledge
ac‐

cumulation
 in
 a
 given
 field
 or
 society.
 A
 purely
 descriptive,
 phe‐

nomenological
case
study
without
any
attempt
to
generalize
can


certainly
 be
 of
 value
 in
 this
 process
 and
 has
 often
 helped
 cut
 a


path
toward
scientific
innovation.”
(Ibid.
2006,
p.
226‐227)


De
 grundlæggende
 spørgsmål
 er
 så,
 hvordan
 vi
 undgår,
 at
 et
 case‐

baseret
projekt
udelukkende
fremlægger
anekdotisk
evidens
og
sikrer,
at
de


kontekstafhængige,
partikulære
konklusioner
trods
alt
er
med
til
at
sikre
nye


indsigter?
Flyvbjerg
nævner
selv
muligheden
for
at
anvende
casestudier
som


grundlag
for
falsifikation
af
en
videnskabelige
hypoteser.
Med
afsæt
i
Pop‐

pers
klassiske
eksempel
om
at
tesen,
’alle
svaner
er
hvide’,
kan
afvises,
hvis


blot
 man
 finder
 én
 enkelt
 sort
 svane,
 postulerer
 han,
 at
 veltilrettelagte


casestudier
 er
 yderst
 velegnede
 til
 netop
 at
 finde
 den
 enlige
 sorte
 svane


(Ibid.
p.
227‐228).
Udgangspunktet
for
mit
PhD‐projekt
var,
som
nævnt,
at


der
er
behov
for
ændringer
i
den
eksisterende
praksis,
herunder
at
vi
savner


(strategiske
og
metodiske)
overvejelser,
der
i
højere
grad
tager
hensyn
til
en


række
af
de
aktuelle
udfordringer,
der
gør
sig
gældende
i
praksis.
Men
hvor‐

dan
tilrettelægger
man
et
casestudie,
der
kan
falsificere
denne
hypotese?



Som
nævnt
i
afsnittet
om
PAR
kunne
jeg
have
valgt
at
tilrettelægge


mit
projekt
som
et
studie
baseret
på
én
enkelt
case
og
have
fulgt
denne
me‐

tode
til
dørs
med
alle
til
rådighed
stående
midler,
herunder
f.eks.
dybdein‐

terviews,
(deltagende)
observationer,
feltstudier
etc.
Med
afsæt
i
Flyvbjerg


og
andre
kunne
jeg
have
argumenteret
for,
at
én
enkelt
case
er
tilstrækkeligt





PROJEKTETS METODE

grundlag
for,
om
ikke
andet,
at
falsificere
min
hypotese
og
måske
endda
an‐

vise
nye
veje
mod
videnskabelig
fornyelse,
som
Flyvbjerg
argumenterer
for.



Alligevel
valgte
jeg
et
projekt
baseret
på
flere
cases
eller
caseforløb


inden
for
den
samme
tidsramme
–
de
tre
år
der
er
standard
for
de
fleste


PhD‐projekter.
 Udfordringen
 er
 selvfølgelig,
 at
 jeg
 dermed
 ikke
 har
 kunne


planlægge,
afvikle
og
evaluere
hver
enkelt
case
med
den
samme
grundighed,


som
hvis
jeg
havde
valgt
én
enkelt
case.
Og
når
bl.a.
Yin
anbefaler,
at
man


kan
styrke
sit
forskningsprojekt
ved
at
inkludere
mere
end
én
case
(Yin
2003,


p.
19),
så
er
det
ikke
en
anbefaling,
der
hverken
implicit
eller
eksplicit
medfø‐

rer
en
licens
til
at
gå
på
kompromis
med
det
metodiske
grundlag
for
hver


enkelt
case
i
et
sammenlignende
studie
–
hvor
pointen
netop
er,
at
de
valgte


cases
er
sammenlignelige
bl.a.
i
kraft
en
ensartethed
i
f.eks.
valg
af
organisa‐

tion
(eksempelvis
to
lige
store
afdelinger
i
en
virksomhed)
eller
i
fysisk
skala


(f.eks.
to
byområder).




Og
lad
det
være
sagt
med
det
samme;
planlægningen,
afviklingen
og


evalueringen
af
mine
cases
har
på
flere
områder
ikke
fulgt
skik
og
brug
inden


for
samfundsvidenskaberne
(social
science),
som
er
det
standpunkt
Yin,
og
i


et
vist
omfang
også
Flyvbjerg,
taler
fra.
Alligevel
er
der
visse
overlap,
bl.a.
i


kravet
om
at
casestudiet
kædes
sammen
med
et
forudgående
teoriapparat,
i


modsætning
til
f.eks.
’grounded
theory’
(bl.a.
Strauss
&
Corbin
1998),
hvor


teori
udledes
af
’rene
data’,
i
modsætning
til
en
mere
traditionel
udveksling


mellem
 teori
 og
 empiri.
 I
 mit
 tilfælde
 var
 det
 teoretiske
 udgangspunkt
 et


deliberativt
politisk
ideal
og
forestillingen
om,
at
de
udfordringer,
der
ligger


til
grund
for
borgerdeltagelse
skyldes,
at
vi
opererer
i
et
’wicked’
problemfelt.


Dermed
kan
man
påstå,
at
mit
projekt
befinder
sig,
om
ikke
inden
for
ram‐

merne
af,
så
i
hvert
fald
i
udkanten
af
et
samfundsvidenskabeligt
paradigme,


der
kan
betegnes
som
phronetisk:


”The
phronetic
model
of
social
science
takes
as
its
point
of


departure
the
fact
that
despite
centuries
of
trying
the
natural
sci‐

ence
 model
 still
 does
 not
 work
 in
 social
 science:
 No
 predictive


social
theories
have
been
arrived
at
as
yet.
The
phronetic
model
is


83



84



PROJEKTETS METODE


named
after
the
Aristotelian
concept
phronesis,
which
is
the
intel‐

lectual
 virtue
 used
 to
 deliberate
 about
 which
 social
 actions
 are


good
or
bad
for
humans.
The
basis
of
deliberation
is
value
ration‐

ality
instead
of
epistemic
rationality.”
(Flyvbjerg
2006,
p.
39)


Formålet
med
projektet
har
været
at
diskutere
baggrunden
for
bor‐

gernes
deltagelse
i
aktuel
byudvikling
med
fokus
på
at
tilvejebringe
et
grund‐

lag
for
strategiske
og
metodiske
overvejelser,
der
kan
understøtte
komplekse


situationer,
hvor
brugere
og
borgere
kan
diskutere,
hvilke
elementer
af
by‐

udviklingen,
der
er
’gode
eller
dårlige
for
mennesker’.
Hvordan
dette
konkret


har
udmøntet
sig
(how)
og
hvorfor
(why)
det
er
relevant
at
gøre,
vender
jeg


tilbage
til
i
de
efterfølgende
kapitler.
Men
selvom
formålet
dermed
kan
be‐

tegnes
som
’samfundsvidenskabeligt’,
har
jeg
rent
metodisk
ikke
levet
op
til


kravene
til
case‐baseret
forskning,
som
de
formuleres
inden
for
rammerne
af


et
samfundsvidenskabeligt
paradigme,
phronetisk
eller
ej.
Men
hvordan
gri‐

bes
case‐baseret
forskning
an
inden
for
designfeltet
generelt
og
research
by


design
i
særdeleshed?





PROJEKTETS METODE

brugen af prototyper i designforskning

De
fleste
beskrivelser
af
designprocesser
har
mindst
to
ting
til
fælles


med
aktionsforskningens
ideal,
som
beskrevet
i
afsnittet
om
PAR
(og
illustre‐

ret
hos
Susman
&
Evered
samt
Damme):
De
er
iterative
og
casebaserede.


Opfattelsen
af
design
som
præget
af
flere
på
hinanden
følgende
gentagelser


af
én
eller
flere
cases
går
igen
i
de
senere
års
forskning
med
rod
i
Arkitektsko‐

len
Aarhus
(bl.a.
Ludvigsen
2006,
Lykke‐Olesen
2007,
Løssing
2005
og
Niel‐

sen
2006).
Grunden
til,
at
jeg
fremhæver
disse
fire
er
dels,
at
deres
forsk‐

ningsprojekter
rent
metodisk
minder
om
mit
eget.
Derudover
er
alle
mine


cases
udviklet
i
samarbejde
med
Lykke‐Olesen,
Nielsen
og
Løssing
i
regi
af


Kollision,
mens
Ludvigsens
projekt
på
mange
måder
er
forbilledligt
i
sin
dis‐

kussion
af
designforskningens
metoder.


Både
Ludvigsen,
Lykke‐Olesen
og
Nielsen
skriver
sig
i
et
vist
omfang


ind
i
–
og
op
imod
–
HCI‐traditionen,
som
et
forskningsfelt,
der
arbejder
med


mange
 af
 de
 samme
 metoder
 og
 tilgange
 som
 designforskningen.
 Deres


forskningsprojekter
har
da
også
specifikt
fokus
på
(teknologisk
understøttet)


interaktionsdesign,
hvor
jeg
i
mit
projekt
ikke
forholder
mig
til
teknologien


som
et
mål
i
sig
selv,
men
snarere
som
ét
blandt
flere
mulige
midler.
Fælles


for
de
nævnte
projekter
er
også,
at
forfatterne
alle
har
en
ADP‐faglig
bag‐

grund
og
i
forskelligt
omfang
gennem
deres
forskning
har
reflekteret
over


deres
arbejdsmetode.



Nielsen
beskriver
sin
metode
som
opdelt
i
fem
faser,
henholdsvis
di‐

agnosticering,
planlægning,
handling,
evaluering
og
specificering
af
erfarin‐

ger
med
afsæt
i
aktionsforskningen
som
defineret
hos
Baskerville
(Nielsen


2006,
p.
29).
Men
selvom
udgangspunktet
rent
processuelt
er
aktionsforsk‐

ningens
faser,
er
det
konkrete
casemateriale
defineret
som
prototyper,
hvor


tidligere
iterationer
informerer
de
efterfølgende
(Ibid.
p.
29‐30)

Også
Løssing


sammenligner
sin
metode
med
aktionsforskningen,
men
ender
med
at
afvise


aktionsforskningen
til
fordel
for
prototyping
som
overordnet
metodisk
greb


(Løssing
2005,
p.
19‐20).
Lykke‐Olesen
ser
også
sammenfald
mellem
sin
me‐

85



86



PROJEKTETS METODE


tode,
der
betegnes
som
research‐through‐design,
og
aktionsforskning,
men


adskiller
dem
ved
at
foreslå,
at
research‐through‐design
har
et
langt
større


fokus
 på
 designinterventioner
 i
 form
 af
 prototyper
 (Lykke‐Olesen
 2007,
 p.


33).
Ludvigsen
foretager
en
tilsvarende
distinktion
og
fremhæver
det
målret‐

tet
 konstruktive
 ved
 brugen
 af
 designinterventioner
 i
 research‐through‐

design:


”Research‐through‐design
is
both
action‐oriented
and
con‐

struction‐oriented,
 and
 as
 such
 can
 be
 seen
 as
 part
 of
 each
 of


these
perspectives
on
science.
But
design
research
holds
enough


validity
in
itself
as
a
genre
of
science
to
maintain
independence
of


both
 familiar
 categories,
 also
 for
 its
 sub‐category
 research‐

through‐design.
When
design
methodology
and
design
thinking
is


used
 in
 research
 activities
 the
 scientist
 will
 inevitably
 engage
 in


change
 and
 construction,
 or
 proposing
 construction,
 as
 this
 is


fundamental
to
designs
subjective
creativity
and
leaning
forward


in
 action
 towards
 a
 concrete
 problem
 or
 context.”
 (Ludvigsen


2006,
p.
22)



Selvom
 man
 ikke
 på
 ovenstående
 baggrund
 kan
 afvise,
 at
 aktions‐

forskning
kan
involvere
brugen
af
prototyper,
tegner
der
sig
et
billede
af,
at


case‐baseret
 forskning
 inden
 for
 det
 ADP‐faglige
 felt
 –
 eller
 i
 det
 mindste


research
by
design
–
ofte
vil
indeholde
prototyper,
og
at
det
måske
netop
er
i


dette
konstruktive
element,
at
research
by
(eller
through)
design
adskiller
sig


fra
et
samfundsvidenskabeligt
paradigme
eller
praksis.
Alle
mine
cases
har
da


også
haft
et
prototypisk
præg,
forstået
således,
at
erfaringer
fra
de
enkelte


designinterventioner,
har
informeret
næste
case
i
en
iterativ
proces.
Også
på


et
mere
overordnet
plan
har
ideen
om
prototyping
spillet
en
rolle
i
projektet,


da
metoden
på
et
meget
generelt
plan
har
fungeret
som
afsæt
for
ideen
om


utopiatyping.
I
denne
sammenhæng
vil
jeg
dog
nøjes
med
en
kortfattet
defi‐

nition
på
prototyping,
hentet
fra
én
af
’grundbøgerne’
inden
for
HCI‐feltet:


”It
is
not
usually
possible
to
test
the
design
fully
by
analyz‐

ing
the
specification;
some
aspects
of
usability
can
be
measured


only
by
building
and
testing
a
working
system.
Therefore
a
proto‐




PROJEKTETS METODE

type
is
built
according
to
specification,
and
is
tested
in
the
field
or


in
the
laboratory.”
(Newmann
&
Lamming
1995,
p.
111)


Prototyper
har
altså
til
formål
at
teste
de
dele
af
et
design,
som
vi
ikke


kan
forudse,
hvordan
vil
opføre
sig
i
en
bestemt
kontekst.
Formålet
med
en


prototype
 kan
 derfor,
 med
 afsæt
 i
 Flyvbjerg,
 siges
 at
 være
 falsificere
 den


oprindelige
 hypotese
 (eller
 specifikation).
 Når
 testen
 er
 overstået
 tilrettes


designet
i
enten
en
ny
prototype
eller
som
et
færdigt
designobjekt.
Hvis
vi


ser
på
mine
cases
og
de
redskaber,
der
er
testet
her,
har
formålet
netop
væ‐

ret
dette;
at
afprøve
dem
i
en
realistisk
kontekst
og
efterfølgende
–
i
en
ny


iteration
–
tilpasse
såvel
strategi,
som
metode
og
redskab
til
en
ny
kontekst.



Udfordringen
er
selvfølgelig,
at
vi
ikke,
som
nævnt
i
det
indledende


kapitel,
kan
bade
i
den
samme
flod
to
gange,
og
selvom
en
ny
iteration
har


tilrettet
designet,
vil
test
og
implementering
i
en
ny
’wicked’
kontekst
uvæ‐

gerligt
 medføre
 behov
 for
 yderligere
 tilpasninger.
 Processen
 er
 altså
 ikke


bare
cyklisk
og
iterativ,
den
er
også
principielt
uendelig.
Som
nævnt
i
afsnit‐

tet
om
PAR
er
det
desuden
kendetegnende
for
den
kontekst,
jeg
har
arbej‐

det
i,
at
effekten
af
prototyperne
på
konteksten
kan
være
svær
at
måle
på


grund
af
de
langsigtede
perspektiver
i
byudvikling.
I
forhold
til
dette
er
det


relativt
lettere,
at
aflæse
kontekstens
effekt
på
prototyperne.
Hvordan
dette


konkret
har
udmøntet
sig
vender
jeg
tilbage
til
i
diskussionen
af
de
enkelte


cases.


Hvis
 jeg
 sammenfattende
 skal
 forsøge
 at
 beskrive
 projektets
 over‐

ordnede
begreb
handler
det
altså
på
den
ene
side
om,
at
anvende
designin‐

terventioner
i
form
af
prototyper
til
at
påvirke
konteksten
i
en
given
retning


og
samtidig
benytte
konteksten
som
et
’laboratorium’
for
test
af
de
enkelte


prototyper
med
det
eksplicitte
formål
at
udvikle
stadigt
mere
anvendelige


strategier,
metoder
og
redskaber
til
borgerdeltagelse.
Men
kompleksiteten
i


grebet
stopper
ikke
her.
I
og
med
’testen’
i
hvert
tilfælde
er
foregået
i
en


realistisk
 kontekst,
 har
 hver
 enkelt
 prototype
 også
 måtte
 tilpasse
 sig
 den


konkrete
situation
gennem
en
dialog
med
det
praksisfællesskab,
hvori
den
er


87



88



PROJEKTETS METODE


udviklet.
Jeg
har
forsøgsvist
opstillet
det
som
tre
mål
for
projektet,
henholds‐

vis
et
idealmål,
et
aktionsmål
og
et
udviklingsmål:



IDEALMÅL:
At
ændre
aktuel
praksis
inden
for
borgerdeltagelse


i
byudvikling
i
retning
af
et
bestemt
(som
udgangspunkt
deli‐

berativt)
ideal


AKTIONSMÅL:
At
løse
den
konkrete
opgave
som
defineret
af


klientorganisationen.


UDVIKLINGSMÅL:
At
teste
og
løbende
forbedre
konkrete
stra‐

tegier,
metoder
og
redskaber.




Aktionsmål

Aktionsmål

Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål

Fig. 4: Diagram over PhD-projektets mål

I
figur
4
forsøger
jeg
at
illustrere
denne
tilgang
diagrammatisk.
Som
fi‐

guren
viser
løber
idealmålet
gennem
hele
projektet,
mens
aktionsmålene
er


vist
 som
 afgrænsede
 ’opgaver’
 på
 linjen.
 Mellem
 aktionsmålene
 finder
 vi


udviklingsmålene
illustreret
som
iterative
processer.
Generelt
har
mine
ho‐

vedcases
fulgt
denne
model,
mens
flere
af
de
mindre
cases
i
højere
grad
har


behandlet
 konkrete
 problemer
 og
 spørgsmål,
 eller
 eksperimenteret
 med


(del)elementer
af
udviklingsmål.
Jeg
vender
tilbage
til
modellen
i
kapitel
5
i


forbindelse
med
analysen
af
de
enkelte
cases.
Men
inden
jeg
når
så
langt,
vil


jeg
kort
berøre
et
sidste
aspekt
af
metodediskussionen,
nemlig
spørgsmålet


om
tvær‐
eller
flerfaglighed
i
denne
type
forsknings‐
og
udviklingsprojekter.

Aktionsmål

IDEALMÅL




PROJEKTETS METODE

tværfaglighedens paradoks

Tværfaglighed
er
på
mange
måder
et
diffust
begreb.
Er
det
f.eks.
når


flere
fagligheder
arbejder
sammen,
eller
er
det
når
én
person
eller
en
sam‐

mentømret
gruppe
besidder
flere
fagligheder?
I
den
engelsksprogede
ver‐

den
 skelner
 man
 til
 tider
 mellem
 begreberne
 interdisciplinarity
 og
 multi‐

disciplinarity
(Rogers
et
al.
2003),
der
måske
bedst
kan
oversættes
som
net‐

op
tværfaglighed
og
flerfaglighed.
Forskellen
illustreres
i
følgende
citat:


”By
‘interdisciplinarity’
is
usually
meant
something
like:
the


emergence
 of
 insight
 and
 understanding
 of
 a
 problem
 domain


through
the
integration
or
derivation
of
different
concepts,
meth‐

ods
and
epistemologies
from
different
disciplines
in
a
novel
way.


However,
it
is
also
widely
believed
that
‘true’
interdisciplinarity
is


very
difficult
to
achieve
and,
more
often
than
not,
remains
an
elu‐

sive
goal.
In
practice,
many
self‐styled
interdisciplinary
enterprises


actually
work
at
the
level
of
being
multidisciplinary
(or
pluridisci‐

plinary):
 where
 a
 group
 of
 researchers
 from
 different
 disciplines


cooperate
by
working
together
on
the
same
problem
towards
a


common
 goal,
 but
 continue
 to
 do
 so
 using
 theories,
 tools,
 and


methods
from
their
own
discipline,
and
occasionally
using
the
out‐

put
 from
 each
 other’s
 work.
 They
 remain,
 however,
 essentially


within
 the
 boundaries
 of
 their
 own
 disciplines
 both
 in
 terms
 of


their
working
practices
and
with
respect
to
the
outcomes
of
the


work.”
(Rogers
et
al.
2003,
p.
3)


Mit
projekt
er
på
sin
vis
præget
af
både
tværfaglighed
og
flerfaglighed


–
og
til
tider
kan
det
som
sagt
være
svært
at
skelne
mellem
de
to.
For
at
for‐

stå
baggrunden
for
denne
påstand,
og
alligevel
forsøge
en
distinktion,
vil
jeg


(igen)
kort
opsummere
min
egen
baggrund
i
et
forsøg
på
at
sandsynliggøre,


at
jeg
gennem
min
uddannelse
og
karriere
har
tilegnet
mig
egentlige
tvær‐

faglige
kompetencer.



Mit
uddannelsesmæssige
udgangspunkt
er
en
toårig
grunduddannel‐

se
i
litteraturhistorie,
efterfulgt
af
en
suppleringsuddannelse
i
Medieviden‐

89



90



PROJEKTETS METODE


skab,
der
sidenhen
blev
afbrudt
og
erstattet
af
en
suppleringsuddannelse
i


Multimedier
og
efterfølgende
en
kandidatuddannelse
inden
for
samme
om‐

råde.
Multimedieuddannelsen
var
i
sig
selv
anlagt
som
en
tvær‐
eller
flerfag‐

lig
uddannelse
med
lån
fra
Datalogi,
Informations‐
og
Medievidenskab
samt


de
æstetiske
fag.
I
min
professionelle
karriere
har
jeg
arbejdet
med
forlags‐

arbejde,
 (web)design,
 brugerinddragelse,
 analyse,
 kommunikation
 og
 pro‐

jektledelse
i
en
lang
årrække
og
i
de
seneste
syv
år,
har
jeg
arbejdet
på
lige


fod
med
arkitekter,
designere,
planlæggere
og
andre
faggrupper
inden
for


ADP‐fagets
praksis,
bl.a.
som
bruger‐
og
borgerinddragelseskonsulent,
men


også
som
konceptudvikler
og
som
en
integreret
del
af
design‐
og
konkurren‐

ceteams.



Såvel
i
min
uddannelse
som
i
mit
professionelle
virke
har
jeg
således


arbejdet
sammen
med
–
og
i
en
del
tilfælde
tilegnet
mig
–
flere
forskellige


fagligheder.
Både
gennem
min
egen
tilegnelse
af
flere
fagligheder
og
som
en


konsekvens
af
flerfagligt
samarbejde,
er
der
i
mange
tilfælde
opstået,
hvad


man
med
ovenstående
citat
fra
Rogers
et
al.
kan
definere
som
nye
indsigter
i


og
 forståelse
 for
 et
 problemområde
 gennem
 integration
 eller
 afledning
 af


forskellige
koncepter,
metoder
og
erkendelsesteorier
fra
forskellige
discipli‐

ner.
Men
kan
man
’tvinge’
tværfaglige
indsigter
frem?
Problemet
er
selvføl‐

gelig,
at
mens
tværfaglighed
kan
opfattes
som
en
horisontalt
liggende
bjælke


i
en
bygning,
er
konstruktionen
ikke
meget
værd,
hvis
der
ikke
samtidig
er
en


række
bærende
søjler,
der
holder
den
tværfaglige
bjælke
oppe,
dvs.
netop
et


flerfagligt
 fundament.
 Betyder
 tværfaglighed
 så,
 at
 den
 enkelte
 forsker
 på


egen
 hånd
 må
 understøtte
 overliggeren
 med
 bærende
 søjler
 og
 dermed


tilegne
sig
flere
fagligheder
i
deres
totalitet?
Eller
er
det
tilladt,
at
lægge
af
på


andres
faglige
søjler,
uden
måske
til
fulde
at
forstå,
hvad
der
er
den
bærende


kraft
i
dem?
Myra
H.
Strober,
professor
på
Stanford
University,
har
formule‐

ret
netop
den
udfordring
som
følger:


”The
complexity
of
knowledge
in
the
contemporary
world


creates
a
paradox.
On
the
one
hand
its
sheer
volume
and
intricacy


demand
 disciplinary
 specialization,
 even
 sub‐specialization,
 be‐

cause
innovative
research
or
scholarship
increasingly
requires
im‐




PROJEKTETS METODE

mersion
in
the
details
of
disciplinary
dialogue.
On
the
other
hand


that
 very
 immersion
 can
 limit
 innovation.
 Disciplinary
 specializa‐

tion
inhibits
faculty
from
broadening
their
intellectual
horizons:
for


example,
considering
questions
of
importance
outside
their
disci‐

pline,
learning
other
methods
for
answering
these
questions
and


pondering
the
possible
significance
of
other
disciplines’
findings
for


their
own
work.”
(Strober
2006,
p.
315)


De
samme
forhold
gør
sig
på
sin
vis
gældende
inden
for
den
ADP‐

faglige
praksis
i
dag.
I
branchen
kan
man
på
den
ene
side
se
en
specialisering


af
 funktionerne,
 ikke
 mindst
 blandt
 de
 større
 virksomheder,
 hvor
 især
 de


rådgivende
ingeniører
i
stadigt
stigende
grad
udbygger
deres
kapacitet
med


højt
 specialiserede
 eksperter
 inden
 for
 eksempelvis
 områder
 som


bæredygtighed,
 inddragelse
 og
 kommunikation.
 Samtidig
 opstår
 mindre


virksomheder
med
klart
definerede
profiler,
hvor
målet
ikke
nødvendigvis
er


at
vinde
en
konkurrence
på
egen
hånd
og
efterfølgende
stå
for
projektering


og
supervision
af
byggeprocessen.
I
stedet
udfylder
virksomhederne
rollen


som
specialiserede
konsulenter
eller
underleverandører
til
de
store
virksom‐

heder
som
en
del
af
bredt
sammensatte
teams.



De
bredt
sammensatte
teams
er
desuden
et
udtryk
for,
at
opgaver‐

nes
kompleksitet
er
vokset.
Alene
for
at
komme
i
betragtning
til
en
prækvali‐

ficering
på
en
større
planlægnings‐
eller
udviklingsopgave
i
dag,
kræves
ty‐

pisk
et
team
bestående
af
arkitekter
med
både
bygnings‐
og
landskabsfaglig


tilgang,
ingeniører,
der
både
kan
varetage
bæredygtighedsaspekter,
langsig‐

tet
projektøkonomi
i
et
komplekst
samspil
med
f.eks.
detailhandel,
develo‐

pere
og
offentlige
myndigheder,
traditionelle
ingeniørkompetencer,
inddra‐

gelseseksperter,
kommunikationsfolk,
grafiske
designere,
sociologer,
antro‐

pologer
og
sågar
kunstnere.
Det
er
samtidig
værd
at
bemærke,
at
mens
kra‐

vene
til
teamets
kompetencer
er
steget
er
det
endnu
sjældent
at
størrelsen


på
honorarer
og
præmier
udviser
samme
stigende
tendens
–
men
det
er
en


anden
(lidelses)historie.


Men
hvorfor
er
den
tværfaglige
–
eller
flerfaglige
–
praksis
interessant


i
forbindelse
med
et
forskningsprojekt
om
borgerdeltagelse
og
byudvikling?


91



92



PROJEKTETS METODE


På
den
ene
side
fordi
stort
set
alle
mine
cases
er
udviklet
i
flerfagligt
samar‐

bejde
med
andre
faggrupper.
Og
på
den
anden
fordi
tværfaglighedens
para‐

doks
er
en
spejling
af
netop
de
problemstillinger,
der
også
gør
sig
gældende
i


inddragelsesprocesser
 med
 mange
 deltagere.
 Et
 væsentligt
 element
 i
 ind‐

dragelsesprocesser
er,
at
få
personer
med
vidt
forskellige
faglige
(såvel
som


kulturelle,
etniske
og
socioøkonomiske)
baggrunde
til
at
arbejde
sammen
–


uden
at
man
har
mulighed
for
at
kende
de
enkelte
deltageres
bærende
søj‐

ler
til
bunds.
Borgerdeltagelse
handler
altså
(også),
lidt
forsimplet,
om
at
få


flerfagligheden
til
at
gå
op
i
en
tværfaglig
enhed.



I
relation
til
mit
forskningsprojekt
har
den
tvær‐
og
flerfaglige
tilgang


betydet,
at
jeg
til
stadighed
har
måtte
vægte
værdien
af
de
specialiserede


bærende
søjler
i
relation
til
en
mere
syntetiserende
overligger,
der
forsøger


at
generere
nye
indsigter
igennem
et
fokus
på
sammenhænge
mellem
flere


fagligheder,
snarere
end
ved
at
tilføje
yderligere
styrke
til
de
bærende
kon‐

struktioner.
Risikoen
er
selvfølgelig,
som
også
antydet
i
citatet
fra
Rogers
et


al.,
at
tværfagligheden
blot
bliver
et
luftigt
postulat,
der
måske
blot
dækker


over
et
manglende
flerfagligt
overblik
og
fraværet
af
en
dybdegående
indsigt


i
de
enkelte
fagligheder.


I
 det
 indledende
 kapitel
 nævnte
 jeg
 bl.a.
 tre
 teoretiske
 grundsten,


henholdsvis
 borgerbegrebet
 og
 projektets
 politiske
 fundament,
 byudvik‐

lingsbegrebet
 samt
deltagelsesprocesser
og
 borgernes
 rolle
 heri.
 Det
 giver


næsten
sig
selv,
at
jeg
ikke
har
mulighed
for
at
dykke
ned
i
hvert
enkelt
felt


på
et
niveau,
der
kan
matche
forskere,
der
hver
især
specialiserer
sig
i
ét
af


disse
felter.
Det
betyder
selvfølgelig
også,
at
det
er
muligt
at
angribe
projek‐

tet
for
manglende
fagligt
fundament,
hvis
man
hælder
til
den
opfattelse,
at


nye
indsigter
bedst
genereres
med
afsæt
i
(mono)disciplinær
specialisering.



Jeg
har
igennem
hele
forløbet
været
bevidst
om
denne
akilleshæl
ved


mit
PhD‐projekt,
og
hvis
der
havde
været
tale
om
et
rent
teoretisk
projekt,


ville
det
uden
tvivl
have
været
at
opfatte
som
en
graverende
svaghed.
Men


igennem
udvekslingen
med
praksis
har
jeg
prøvet
den
udviklede
strategi
og


de
anvendte
metoder
af
i
situationer,
hvor
deres
styrke
er
blevet
efterprøvet





PROJEKTETS METODE

–
og
deres
konstruktion
efterfølgende
justeret
i
de
efterfølgende
interventi‐

oner.
Mens
tilblivelsen
af
de
enkelte
cases
i
langt
de
fleste
tilfælde
har
været


resultatet
af
et
flerfagligt
samarbejde,
vil
jeg
påstå,
at
de
indsigter
der
er
ge‐

nereret
på
baggrund
af
casearbejdet
i
langt
højere
grad
er
tværfaglige.
Det
er


således
i
den
konkrete,
flerfagligt
funderede
designintervention
og
efterføl‐

gende
refleksion
herover,
at
grænserne
mellem
flere
fagligheder
overskrides


og
en
egentlig
interdisciplinær
eller
tværfaglig
erkendelse
er
mulig.



På
 den
 anden
 side
 er
 de
 enkelte
 designinterventioner
 partikulære


forstået
således,
at
de
typisk
omhandler
ét
problem
eller
problemfelt,
f.eks.


spørgsmålet
om
CO2‐neutralitet,
der
godt
nok
angribes
gennem
flere
faglig‐

heder,
men
hvor
de
strategiske
og
metodiske
overvejelser
efterfølgende
for


så
vidt
muligt
skal
generaliseres
og
gøres
universelle,
for
at
vi
kan
tale
om


dem
som
egentlig
forskningsbidrag
i
stedet
for
netop
blot
en
konkret
løsning


på
et
snævert
defineret
problem.
Igennem
projektet
har
jeg,
i
flere
tilfælde


sammen
med
kolleger,
forsøgt
at
abstrahere
generelle
anbefalinger
og
mere


universelle
metoder
fra
de
enkelte
cases
og
beskrevet
disse
i
fagfællebedøm‐

te
artikler,
posters
og
bidrag
til
antologier
for
at
få
et
eksternt
blik
på
såvel


det
 faglige
 niveau
 som
 de
 generaliserede
 resultaters
 status
 som
 originale


bidrag
til
forskningen.
Disse
artikler
og
posters
fremstår
på
sin
vis
som
ek‐

sempler
på
syntetiseringen
af
flerfagligt
samarbejde
i
et
tværfagligt
og
gene‐

raliseret
format,
ligesom
nærværende
afhandling
(forhåbentlig)
vil
gøre
det.


Et
andet
problem
med
tvær‐
eller
flerfagligheden
er,
at
den
kan
føre


til
faglig
’cherry‐picking’,
dvs.
brugen
af
teori
(eller
empiriske
resultater),
der


understøtter
netop
den
konklusion,
man
ønsker
at
fremdrage,
simpelthen
på


grund
af
manglende
mulighed
for
at
sætte
sig
ind
i
de
enkelte
søjlers
totali‐

tet.
At
dette
dog
ikke
er
en
risiko,
der
er
begrænset
til
tvær‐
og
flerfaglige


forskningsprojekter
er
velkendt
bl.a.
i
Russells
distinktion
mellem
en
konti‐

nental
filosofisk
tradition,
der
med
afsæt
i
en,
ofte
løseligt
funderet,
induktiv


tilgang
står
i
stærk
kontrast
til
en
britisk,
eller
angelsaksisk,
tradition,
der
i


langt
højere
grad
baserer
sig
på
formelle
deduktive
systemer
(Russell
1945).


Dette
projekt
falder
på
mange
måder
ind
under
den
kontinentale
tradition,


eftersom
 resultaterne
 er
 blevet
 til
 med
 afsæt
 i
 partikulære
 cases,
 på
 bag‐

93



94



PROJEKTETS METODE


grund
af
hvilke,
der
forsøges
en
generalisering.
Omvendt
er
de
enkelte
cases,


som
beskrevet
i
de
foregående
afsnit,
med
til
at
falsificere
projektets
oprin‐

delige
hypotese
eller
afsæt,
men
dog
ikke
i
nogen
traditionel
eller
systema‐

tisk
deduktiv
forstand.
Hvorvidt
det
er
lykkedes
helt
at
undgå
cherry‐picking,


vil
jeg
dog
lade
være
op
til
læsere
med
særlig
faglig
indsigt
i
de
enkelte
søjler
i


projektet
om
at
vurdere.





BORGER, BY & DELTAGELSE

borger, by & deltagelse

I
dette
kapitel
vil
jeg
redegøre
for
projektets
teoretiske
fundament,


herunder
en
diskussion
af
borgerbegrebet,
en
beskrivelse
af
min
opfattelse
–


og
forståelse
–
af
nogle,
primært
aktuelle
tendenser
i
byudviklingen
samt
en


fremlæggelse
af
de
teorier
om
inddragelse
og
deltagelse,
der
har
haft
væ‐

sentlig
betydning
for
mit
projekt.
Der
er
ikke
tale
om
noget
nær
udtømmen‐

de
beskrivelser
og
diskussioner
af
de
enkelte
områder,
snarere
om
en
selek‐

tiv
fremlæggelse
af
en
række
positioner,
der
har
informeret
dels,
hvad
jeg


ovenfor
 kaldte
 idealmålet
 og
 udviklingsmålene,
 dels
 har
 været
 med
 til
 at


forme
min
egen
forståelse
af
de
tre
domæner.



Som
beskrevet
ovenfor
i
afsnittet
om
tværfaglighed
kan
man
enten


vælge
at
se
dette
som
videnskabelig
kirsebærplukning,
eller
som
at
projektet


indskriver
 sig
 i
 en
 induktiv,
 kontinental‐filosofisk
 tradition.
 Jeg
 hælder
 selv


mest
til
det
sidste.
Lad
mig
forsøge
at
uddybe.
Som
allerede
beskrevet
i
me‐

todeafsnittet,
vil
et
projekt,
der
har
et
flerfagligt
udgangspunkt
i
forsøget
på


at
skabe
tværfaglige
indsigter,
hvile
på
faglige
fundamenter,
der
kan
synes


utilstrækkelige,
hvis
man
ser
dem
hver
for
sig.
For
læsere
med
en
særlig
inte‐

resse
for
henholdsvis
demokratiteori
og
borgerbegreber,
byplanlægning
og
‐

udvikling
eller
inddragelse
og
borgerdeltagelse,
vil
de
relevante
afsnit
(sand‐

synligvis)
 hver
 især
 fremstå
 som
 utilstrækkeligt
 funderede
 og
 overfladiske


sammenlignet
med
et
projekt
–
og
en
afhandling
–
der
har
et
snævert,
en‐

keltfagligt
fokus.
Jeg
vil
derfor
opfordre
den
fagligt
vidende
læser
til
at
tage


de
tværfaglige
briller
på,
og
betragte
projektets
teoretiske
fundament
som


en
belysning
af
et
felt
fra
netop
flere
faglige
vinkler,
og
ikke
som
et
udtøm‐

mende
og
fokuseret
bidrag
til
hvert
enkelt
fagområdes
diskurs.
Denne
op‐

fordring
 er
 ikke
 ment
 som
 en
 forhåndsapologi,
 men
 snarere
 som
 en


læsevejledning
til
afhandlingens
teorikapitel.


Udfordringen
er,
at
der
findes
mange
tilgange
til
forståelsen
af
bor‐

gergrebet,
mange
politiske
teorier
og
et
væld
forklaringsmodeller,
der
forsø‐

95



96



BORGER, BY & DELTAGELSE


ger
at
sætte
skik
på
den
udviklingsmæssige
kompleksitet,
vi
som
borgere
i


verden
–
og
byerne
–
anno
2011
oplever.
At
nå
omkring
dem
alle
ville
derfor


både
være
en
praktisk
umulighed
og
et
fejlskud
i
forhold
til,
at
de
begreber,


jeg
betjener
mig
af
i
mit
projekt
samtidig
er
prøvet
af
gennem
cases,
hvor
det


hurtigt
har
vist
sig,
om
de
var
rene
luftkasteller,
eller
om
der
var
tilstrækkeligt


med
substans
til,
at
de
kunne
fungere
i
virkeligheden.



Det
nytter
således
ikke
udtømmende
at
beskrive
’borgeren’
som
en


historisk
 og
 akademisk
 konstruktion,
 hvis
 borgerne
 derude
 i
 virkeligheden


har
en
helt
anden
selvopfattelse.
Det
samme
gør
sig
gældende
med
byudvik‐

lingsbegrebet.
Der
er
mere
end
nok
konceptuelt
interessant
byteori
at
tage


fat
på,
hvis
man
ønsker
at
beskrive
feltet
in
extenso.
Mine
valg
af
fokusområ‐

der
er
derfor
også
her
informeret
af,
hvad
jeg
skulle
anvende
begreberne
til
i


praksis.
Hvis
ikke
de
græske
bystater
har
betydning
for
de
mennesker,
der


skal
deltage
i
byudviklingsprocessen,
giver
det
heller
ikke
megen
mening,
at


starte
her
i
definitionen
af
byen.
Omvendt
har
jeg
også,
som
nævnt
i
afsnittet


om
PAR,
valgt
at
indskrive
mig
i
et
forskningsmiljø,
hvor
der
i
forvejen
findes


velovervejede
 teoretiske
 positioner.
 Hvor
 disse
 har
 relevans
 for
 projektet,


har
jeg
derfor
forsøgt
at
forholde
mig
til
dem
–
men
også
se
på
dem
med


kritiske
 briller
 i
 forhold
 til
 deres
 anvendelighed
 i
 den
 praksis,
 jeg
 igennem


projektet
har
opereret
i
og
med.
Jeg
har
taget
afsæt
i
en
kort
opridsning
af


nogle
af
de
væsentligste
tendenser
i
moderne
byudviklings
og
skitseret
disse


indledningsvist
 i
 en
 kort
 historisk
 gennemgang
 som
 afsæt
 for
 en
 bredere


forståelse
af
aktuelle
byudviklingstendenser.
Den
historiske
baggrund
er
så‐

ledes
både
selektiv
og,
set
fra
et
snævert
fagligt
synspunkt,
mangelfuld
men


ikke
desto
mindre
nødvendig
som
én
af
flere
søjler,
der
bærer
den
tværfagli‐

ge
 overligger.
 Måske
 ikke
 mindst
 for
 den
 læser,
 der
 ligesom
 jeg
 selv,
 ikke


kommer
til
feltet
med
en
tung
byteoretisk
baggrundsviden,
der
kan
informe‐

re
læsningen
af
den
tværfaglige
overligger.


Deltagelsesbegrebet
kunne
også
i
sig
selv
være
en
afhandling
værd.


Som
beskrevet
i
det
indledende
kapitel
er
der
sket
et
skifte
i
begrundelserne


for
at
inddrage
borgerne
siden
tresserne
og
halvfjerdserne.
Og
endnu
ét
er


måske
undervejs?
Samtidig
hænger
deltagelsesbegrebet
tæt
sammen
med





BORGER, BY & DELTAGELSE

politisk
teori
og
filosofi
–
og
igen
kunne
man
starte
med
de
gamle
grækere
i


en
definition
af
sammensmeltningen
mellem
demokrati
og
by
i
Polis.
Om‐

vendt
er
der
nok
at
tage
fat
på
i
den
aktuelle
kontekst
og
med
afsæt
i
Yins


skema
for
casebaseret
forskning
(Yin
2003),
har
jeg
allerede
slået
fast,
at
mit


fokus
er
aktuelle
begivenheder
(contemporary
events),
hvorfor
afsnittet
om


deltagelse
kun
i
begrænset
omfang
ser
tilbage
mod
en
historisk
kontekst
for


borgernes
deltagelse
i
byudviklingen.
Jeg
går
heller
ikke
i
dybden
med
andre


fagområders
teori
og
praksis,
f.eks.
antropologi,
psykologi,
HCI
eller
udvik‐

lingsarbejde
 (i
 tredjeverdenslande),
 men
 anvender
 udelukkende
 indsigter,


pointer,
metoder
og
teori
fra
disse
felter
i
det
omfang,
de
kan
bidrage
me‐

ningsfuldt
til
udviklingen
af
strategier
og
metoder
inden
for
feltet
borgerdel‐

tagelse
i
(aktuel)
byudvikling.


Med
denne
afgrænsning
–
og
tværfaglige
læsevejledning
–

i
mente,


vil
jeg
tage
fat
på
en
yderligere
afgrænsning
og
afklaring
af
de
tre
væsentlige


begreber
i
afhandlingen,
borger,
byudvikling
og
deltagelse.




97



98



BORGER, BY & DELTAGELSE


borgeren

”I’d
love
to
change
the
world
//
but
I
don’t
know
what
to
do


//
so
I
leave
it
up
to
you.”
(Ten
Years
After,
1972)


Hvorfor
indlede
dette
afsnit
med
et
citat
fra
en
snart
fyrre
år
gammel


sang?
For
det
første
fordi
citatet
på
mange
måder
rammer
plet
i
forhold
til


den
oplevelse
man
får,
når
man
forsøger
at
involvere
borgerne
i
byudviklin‐

gen:
Mange
har
en
klar
idé
om,
at
de
gerne
vil
gøre
en
forskel,
f.eks.
være


med
til
at
nedbringe
CO2‐udslippet,
skabe
bedre
skoler
eller
mere
liv
i
byen.


Men
de
ved
ofte
ikke,
hvad
de
skal
gøre
og
overlader
derfor
arbejdet
til
an‐

dre.
For
det
andet
er
sangen
på
mange
måder
udtryk
for
den
defaitisme
–


eller
måske
snarere
realitetssans
–
der
opstod,
da
det
gik
op
for
borgerne
i


bredeste
forstand,
at
drømmen
om
at
løse
verdens
problemer,
ikke
mindst


de
sociale,
måske
netop
kun
var
en
drøm.
Som
nævnt
i
forrige
kapitel
var
det


for
 alvor
 i
 slutningen
 af
 tresserne
 og
 begyndelsen
 af
 halvfjerdserne,
 at
 et


opgør
med
det
rationelle,
modernistiske
paradigme
tog
fart
og
ideen
om
at


mange
af
samfundets
problemer
i
virkeligheden
var
uløselige,
eller
i
hvert


fald
’wicked’,
opstod.
Samtidig
opstod
et
øget
krav
om
medindflydelse
og


forandringer,
ofte
udtrykt
som
protester
mod
beslutninger,
der
blev
truffet


af
de
professioner,
der
var
involveret
i
udviklingen
af
samfundet:


”Some
of
the
generators
of
the
confrontation
have
been
in‐

tellectual
in
origin.
The
anti‐professional
movement
stems
in
part


from
a
reconceptualization
of
the
professional’s
task.
Others
are


more
in
the
character
of
historical
imperatives,
i.e.
conditions
have


been
thrown
up
by
the
course
of
societal
events
that
call
for
differ‐

ent
modes
of
intervention.”
(Rittel
&
Webber
1973,
p.
156)


Herhjemme
havde
vi
på
samme
tid
bl.a.
opgøret
med
professorvæl‐

det
og
en
generel
underminering
af
autoriteter,
der
tidligere
havde
været


nærmest
 uantastelige,
 både
 i
 uddannelsessystemet,
 retssystemet
 og
 det


politiske
system.
Som
Rittel
og
Webber
skriver,
var
en
del
af
dette
oprør
an‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

stiftet
af
intellektuelle
og
som
sådan
ikke
nødvendigvis
en
del
af
en
egentlig


’folkelig’
opstand.
På
sin
vis
kan
der
dermed
drages
paralleller
til
de
seneste
ti


års
’oprør’
mod
eksperttyranni
og
smagsdommeri
herhjemme,
der
blev
sat


på
spidsen
af
Anders
Fogh
Rasmussens
snart
herostratisk
berømte
nytårstale


fra
2002:


”Vi
tror
på,
at
mennesker
er
bedst
til
selv
at
vælge.
Vi
behø‐

ver
 ikke
 eksperter
 og
 smagsdommere
 til
 at
 bestemme
 på
 vore


vegne.
I
de
senere
år
er
der
ved
knopskydning
skudt
et
sandt
vild‐

nis
af
statslige
råd
og
nævn
og
institutioner
op
overalt.
Mange
af


dem
 har
 udviklet
 sig
 til
 statsautoriserede
 smagsdommere,
 som


fastslår,
hvad
der
er
godt
og
rigtigt
på
forskellige
områder.
Der
er


tendenser
 til
 et
 eksperttyranni,
 som
 risikerer
 at
 undertrykke
 den


frie
folkelige
debat.
Befolkningen
skal
ikke
finde
sig
i
løftede
pege‐

fingre
fra
såkaldte
eksperter,
der
mener
at
vide
bedst.
Eksperter


kan
være
gode
nok
til
at
formidle
faktisk
viden.
Men
når
vi
skal


træffe
det
personlige
valg,
er
vi
alle
eksperter.”

(Albæk
2004,
p.
7)


Opgøret
med
eksperterne
kom
heller
ikke
denne
gang
fra
folkedybet,


om
man
så
må
sige,
og
selvom
Anders
Fogh
Rasmussen
måske
vil
betakke
sig


for
at
blive
betegnet
som
’intellektuel’
i
klassisk
forstand,
kan
man
ikke
be‐

nægte,
 at
 en
 statsministers
 opgør
 med
 eliten
 kan
 betegnes
 om
 et
 ’oprør’


indstiftet
fra
toppen.
Det
samme
gør
sig
på
mange
måder
gældende
for
det


seneste
ti
års
fokus
på
inddragelse
af
borgerne
i
byudviklingen.
Det
handler


måske
i
virkeligheden
ikke
så
meget
om
borgernes
egne
ønsker
og
krav,
som


det
er
udtryk
for
et
mere
eller
mindre
intellektuelt
defineret
ideal
fra
’top‐

pen’.
Men
hvis
borgerne
nu
har
mulighed
for
at
gribe
magten
og
få
direkte


indflydelse
på
udviklingen
af
deres
nærområde
og
det
samfund,
der
færdes
i


til
daglig,
hvorfor
tager
de
så
ikke
imod
med
kyshånd?



En
af
forklaringerne
skal
måske
søges
i
en
forståelsen
–
eller
manglen


på
samme
–
af
’et
fælles
bedste’,
et
begreb,
der
spiller
en
væsentlig
rolle
i


diskussionen
om
borgerdeltagelse
i
byudvikling.
Begrebet
har
dybe
historiske


rødder
og
kan
præliminært
defineres
med
afsæt
i
Rousseaus
idé
om
en
’fæl‐

lesvilje’
(volonté
générale):



99



100



BORGER, BY & DELTAGELSE


"Each
of
us
puts
his
person
and
all
his
power
in
common


under
the
supreme
direction
of
the
general
will;
and
we
as
a
body


receive
each
member
as
an
indivisible
part
of
the
whole."
(Rous‐

seau
1999,
p.
55)


Fællesviljen
 hos
 Rousseau
 kan
 vel
 bedst
 opfattes
 som
 summen
 af


holdninger
hos
borgerne
som
enkeltstående
individer,
upåvirket
af
fraktio‐

ner,
partier
og
andre
sammenslutninger,
der
kan
have
en
afsmittende
virk‐

ning
 på
 meningsdannelsen.
Når
 borgeren
 har
 underlagt
 sig
 fællesviljen
 og


indgået
i
den
’sociale
kontrakt’
opnår
han
eller
hun
også
visse
rettigheder,


ikke
mindst
beskyttelse
af
liv
og
ejendom,
men
også
fællesskabets
(eller
sta‐

tens)
generelle
beskyttelse
–
og
samtidig
statens
ret
til
at
blande
sig
i
borge‐

rens
liv
med
afsæt
i
fællesviljens
forrang
over
individet
gennem
en
ophævel‐

se
af
den
borgerlige
privatsfære
til
fordel
for
en
inklusiv,
politiseret
offentlig


sfære.
Som
Habermas
formulerer
det:



”Rousseau
projected
the
unbourgeois
idea
of
an
intrusively


political
society
in
which
the
autonomous
private
sphere,
that
is,


civil
society
emancipated
from
the
state,
had
no
place.”
(Haber‐

mas
2002,
p.
97)


Rousseaus
ideer
var
ikke
nødvendigvis
tænkt
som
noget,
der
kunne


fungere
i
stor
skala.
Han
så
dem
selv
som
noget,
der
snarere
var
rettet
mod


bystater,
hvor
den
enkelte
borger
havde
direkte
indflydelse.
Implicit
i
idealet


lå,
at
jo
større
staten
blev,
jo
mindre
blev
den
enkelte
borgers
frihed
og
ind‐

flydelse.
Rousseau
talte
også
for
at
overlade
den
udøvende
magt
til
en
in‐

stans,
 der
 ikke
 var
 folket
 (men
 heller
 ikke
 nødvendigvis
 én
 enkelt
 person,


selvom
han
talte
om
en
’fyrste’).
Denne
’regering’
skulle
handle
på
baggrund


af
det
mandat,
der
var
givet
af
borgerne
–
men
med
ret
til
at
gribe
ind
over


for
den
enkelte
borger.
Kort
sagt;
med
afsæt
i
en
idé
om
et
’fælles
bedste’
–


eller
en
fællesvilje
–
havde
staten
ret
til,
at
overtrumfe
den
enkelte
borgers


(friheds)rettigheder.



På
den
måde
kan
ideen
om
et
’fælles
bedste’
på
den
ene
side
define‐

res
som
et
magtfuldt
redskab
i
hænderne
på
planlæggere
eller
en
’regering’,





BORGER, BY & DELTAGELSE

der
kan
sikre
udviklingen
af
samfundet
uden
smålig
skelen
til
særinteresser.


På
den
anden
side
kan
det
opfattes
som
et
overgreb
mod
helt
fundamentale


borgerrettigheder,
 hvor
 staten
 griber
 dybt
 ind
 i
 den
 private
 sfære.
 Det
 er


(også
 i
 dag)
 et
 sted
 i
 dette
 spænd
 mellem
 fællesviljen
 og
 individets
 (bor‐

ger)rettigheder,
 at
 nogle
 af
 de
 væsentligste
 udfordringer
 forbundet
 med


borgernes
deltagelse
i
aktuel
byudvikling
skal
findes.
Og
det
er
måske
også


her,
at
misforholdet
mellem
ønsket
om
at
ændre
verden
og
den
enkeltes


afmagt,
som
udtrykt
i
det
indledende
citat,
opstår.



Men
for
at
forstå
borgerens
relation
til
byudviklingen
er
det
nødven‐

digt
at
dykke
lidt
dybere
ned
i
borgerbegrebets
rødder
og
aktuelle
manifesta‐

tioner.





borger i det nye babel

”Hele
jorden
havde
samme
sprog
og
samme
tungemål.
Da


de
brød
op
mod
øst,
stødte
de
på
en
dal
i
landet
Sinear,
hvor
de


slog
sig
ned.
De
sagde
til
hinanden:
”Kom,
lad
os
stryge
teglsten
og


brænde
dem
hårde!”
De
brugte
tegl
som
sten
og
asfalt
som
mør‐

tel.
Så
sagde
de:
”Lad
os
bygge
en
by
med
et
tårn,
som
når
op
til


himlen,
og
skabe
os
et
navn,
for
at
vi
ikke
skal
blive
spredt
ud
over


hele
jorden.”
Herren
steg
ned
for
at
se
byen
og
tårnet,
som
men‐

neskene
byggede.
Så
sagde
Herren:
”Se,
de
er
ét
folk
med
samme


sprog.
Når
de
begynder
at
handle
sådan,
vil
intet
af
det,
de
plan‐

lægger,
være
umuligt
for
dem.
Lad
os
stige
derned
og
forvirre
de‐

res
 sprog,
 så
 de
 ikke
 forstår
 hinanden.”
 Så
 spredte
 Herren
 dem


derfra
ud
over
hele
jorden,
så
de
måtte
holde
op
med
at
bygge
by‐

en.
Derfor
hedder
den
Babel,
for
dér
forvirrede
Herren
sproget
på


hele
 jorden,
 og
 derfra
 spredte
 Herren
 menneskene
 ud
 over
 hele


jorden.”
(1.
Mosebog,
kap.
11)


Som
så
mange
andre
gammeltestamentlige
historier
kan
man
undre


sig
over
moralen
i
myten
om
Babelstårnet.
Hvad
gjorde
indbyggerne
i
Sinear


101



102



BORGER, BY & DELTAGELSE


galt?
Var
de
hovmodige?
Var
tårnet
udtryk
for
afgudsdyrkelse
eller
gudsbe‐

spottelse?
Frygtede
Gud
simpelthen,
at
mennesket
ville
blive
for
magtfuldt?


Ønskede
han,
at
mennesket
blev
spredt
udover
jorden
i
stedet
for
at
klumpe


sig
sammen
i
byerne?
Ville
han
have
monopol
på
planlægningen?
Eller
var


han
bare
den
prototypiske
NIMBYist?
’Jeg
vil
(fandeme)
ikke
have
det
tårn
i


min
baghave!’



Uanset
hvad
–
og
mytens
eventuelle
historiske
rødder
ufortalt
–
er


spørgsmålet,
om
vi
(igen)
i
dag
lever
som
borgerne
i
Babel
umiddelbart
efter


Forvirringen,
spredt
i
en
grænseløs
by
præget
af
særinteresser
og
uden
mu‐

lighed
for
at
tale
et
fælles
sprog,
der
kan
lette
planlægningen?
Og
hvis
ja,


hvad
betyder
det
så
for
borgernes
selvopfattelse,
deres
opfattelse
af
byen
og


deres
 egen
 rolle
 i
 udviklingen
 af
 den?
 Før
 vi
 kan
 lede
 efter
 svar
 på
 disse


spørgsmål
bør
vi

se
nærmere
på,
hvad
der
skete
med
borgerbegrebet
efter


Babel.


Efter
 spredningen
 af
 jordens
 folk
 (historisk
 korrekt
 eller
 ej),
 levede


langt
de
fleste,
ikke
mindst
i
vores
del
af
verden,
spredt
i
landskabet,
i
mindre


sammenslutninger
af
gårde
eller
små
bysamfund.
Så
sent
som
i
1800
levede


kun
2,2
%
af
Europas
befolkning
i
byer
med
over
100.000
indbyggere
(Davis


2008,
 p.
 20).
 Først
 med
 industrialiseringen
 begyndte
 billedet
 for
 alvor
 at


vende.
Indtil
industrialiseringen
eksisterende
byen
i
et
ambivalent
forhold
til


det
omgivende
land,
økonomisk,
politisk
og
til
tider
også
militært.
På
landet


boede
bønderne,
underlagt
adelen
eller
kirken,
i
byen
boede
håndværkere


og
handelsmænd
organiseret
i
lav
og
i
sidste
ende
underlagt
kongemagten.


Grænsen
mellem
by
og
land
var
derfor
af
politisk
og
økonomisk
art,
såvel


som
fysisk
og
militært
i
form
af
mure,
skanser
og
voldgrave
(Ibid.
p.
19‐22).



Det
var
inden
for
bymurene,
at
’borgeren’
opstod.
Sædvanligvis
defi‐

neres
begrebet
borger
rent
etymologisk
som
udsprunget
af
det
tyske
Burger,


afledt
af
ordet
borg
(Burg)
i
betydningen
købstad,
som
oftest
oprettet
om‐

kring
eller
beskyttet
af
en
borg.
Sat
på
spidsen
var
en
borger
en
fri,
typisk


ejendomsbesiddende,
mand
bosat
i
en
købstad
og
beskæftiget
med
handel


eller
håndværk.
I
midten
af
det
18.
århundrede
begyndte
det
europæiske





BORGER, BY & DELTAGELSE

borgerskabs
magt
at
vokse.
Den
politiske
baggrund
var
de
enevældige
her‐

skeres
 stadigt
 større
 direkte
 og
 indirekte
 afhængighed
 af
 et
 økonomisk


stærkt
borgerskab.
Direkte
qua
behovet
for
at
uddelegere
(handels)magten


og
indirekte
som
en
følge
af
nationalstatens
behov
for
at
opretholde
et
be‐

skatningsgrundlag,
 der
 kunne
 finansiere
 den
 territoriale
 enhed,
 herunder


håndhævelsen
 af
 statsmagtens
 decentrale
 repræsentation
 i
 form
 af
 såvel


dømmende
som
udøvende
magt
og
et
stående
militær
til
beskyttelse
af
na‐

tionens
interesser.
I
takt
med
dannelsen
af
en
centraliseret
statsmagt
opstod


behovet
for
at
administrere
den
magt,
der
tidligere
havde
været
uddelegeret


til
adelen,
et
behov
der
på
sigt
førte
til
en
bureaukratisering
af
staten
i
form


af
en
egentlig
statsadministration,
der
udjævnede
sociale,
økonomiske
kultu‐

relle
og
lovmæssige
forskelle
inden
for
(national)statens
rammer
og
gav
bor‐

gerskabet
en
stadig
stigende
indflydelse
(Held
1996).



Samtidig
opstod
et
forum
for
borgerlig
meningsudveksling
–
en
bor‐

gerlig
 offentlig
 sfære,
 hvor
 borgerne
 som
 privatpersoner
 kunne
 udveksle


holdninger.
(Habermas
1989).
I
takt
med
udviklingen
og
udbredelsen
af
me‐

dier,
der
understøttede
den
borgerlige
offentlige
sfære
sprængtes
også
by‐

ens
rammer
i
og
med
de
distribuerede,
trykte
medier
ophævede
borgerens


informationsmæssige
tilknytning
til
én
by
og
gjorde
det
muligt
for
borgerne


at
handle
med
andre
byer,
lande
og
kontinenter
(Habermas
2002).
Samtidig


med,
at
borgeren
vendte
blikket
udad
mod
den
offentlige
sfære
–
og
dermed


også
ud
af
byen
i
retning
af
andre
byer
–
konsolideredes
stedsligheden
gen‐

nem
privatsfærens
fokus
på
hjemmet,
helt
konkret
forstået
som
huset
i
by‐

en.
Borgerskabets
stigende
magt
mundede
efterhånden
også
ud
i
konkret


lovgivning,
der
skulle
beskytte
borgernes
rettigheder.
Bl.a.
Montesquieu
(og


for
så
vidt
også
Rousseau)
talte
for
en
klar
og
tydelig
bekendtgørelse
af
de


love,
der
styrede
samfundet:



”[…]
whoever
has
the
legislative
or
supreme
power
of
any


commonwealth,
is
bound
to
govern
by
established
standing
laws,


promulgated
and
known
to
the
people,
and
not
by
extemporary


decrees
[…].”
(Montesquieu,
in
Habermas
2002,
p.
53)


103



104



BORGER, BY & DELTAGELSE


Selvom
lovgivningen
til
stadighed
lå
hos
statsmagten,
dvs.
hos
dati‐

dens,
 som
 oftest
 enevældige,
 herskere,
 tjente
 borgerskabets
 tanker
 som


afsæt
for
en
gryende
offentlig
(selv)bevidsthed
om
behovet
for
en
abstrakt


og
generaliseret
lovmæssig
beskyttelse
af
rettigheder
og
besiddelser,
define‐

ret
først
og
fremmest
som
et
liberalt
ideal,
der
omfattede
borgerskabets
liv,


frihed
og
ejendom
som
mere
eller
mindre
ukrænkelige
(Ibid.)




”With
the
great
codifications
of
civil
law
a
system
of
norms


was
 developed
 securing
 a
 private
 sphere
 in
 the
 strict
 sense,
 a


sphere
in
which
private
people
pursued
their
affairs
with
one
an‐

other
 free
 from
 impositions
 by
 estate
 and
 state,
 at
 least
 in
 ten‐

dency.”
(Habermas
2002,
p.
75)


Med
etableringen
af
lovgivning,
der
på
den
ene
side
tillod
og
under‐

støttede
en
offentlig
sfære
gennem
lovfæstningen
af
basale
frihedsrettighe‐

der
og
på
den
anden
side
beskyttede
privatsfæren
ved
at
forsvare
borger‐

skabets
ejendomsret,
var
den
moderne
(stats)borger
født.
Han,
for
det
var


nemlig
stadig
kun
mænd,
der
regnedes
for
borgere,
var
nu
borger
i
en
natio‐

nalstat,
men
samtidig
beboer
i
en
by,
der
var
afgrænset
af,
om
end
sandsyn‐

ligvis
allerede
vokset
udover,
borgmuren,
voldene
eller
skanserne,
der
var


oprettet
for
at
forsvare
byen
som
afgrænset
territorium.
I
og
med
beskyttel‐

seszonen
var
udvidet
til
at
omfatte
det
nationale
territorium
blev
byen
som


territorial
enhed
mindre
betydningsfuld.
Hvor
byens
hidtidige
skarpe
grænse


udsprang
af
et
behov
for
at
dominere
–
eller
beskytte
sig
imod
–
det
omgi‐

vende
land
og
den
landbesiddende
adel
(Lefebvre
2008,
p.
118‐120),
blev


byen,
især
med
industrialiseringen
mere
subtil
i
sit
forsøg
på
at
dominere
det


omkringliggende
landskab
og
Lefebvre
spørger
på
den
baggrund,
om
byen
vil


blive
grænseløs
og
bylivet
dominere:



”In
industrial
countries,
the
old
exploitation
by
the
city,
[…]


gives
way
to
more
subtle
forms
of
domination
and
exploitation,


the
city
becoming
the
centre
of
decision‐making
[…].
However
that


may
be,
the
expanding
city
attacks
the
countryside,
corrodes
and


dissolves
it
[…]
Urban
life
penetrates
peasant
life,
dispossessing
it





BORGER, BY & DELTAGELSE

of
its
traditional
features
[…].
Will
the
urban
fabric
[…]
catch
in
its


nets
all
the
territory
of
industrialized
countries?
Is
this
how
the
old


opposition
between
town
and
country
is
overcome?”
(Ibid.
p.
119‐

120)


Under
alle
omstændigheder
fulgte
en
revurdering
af
borgerbegrebet
i


haserne
på
de
tidlige
faser
af
den
industrielle
revolution.
På
den
ene
side


blev
 begrebet
 mere
 inkluderende,
 og
 borgerrettigheder
 var
 ikke
 længere


forbeholdt
en
bestemt
samfundsgruppe.
På
den
anden
side
blev
borgerne
i


højere
grad
bevidste
om
deres
tilhørsforhold
til
en
bestemt
klasse
–
der
dog


kunne
brydes
–

i
stedet
for
den
hidtidige
placering
i
et
ubrydeligt
(feudalt)


hierarki
(Heater
2005,
p.
8).
Den
offentlige
sfære
blev
også
i
stigende
grad


præget
af
envejskommunikation
i
takt
med
udbredelsen
af
massemedierne,


ligesom
det
politiske
liv
tilpassede
sig
en
ny
form
for
repræsentativitet,
hvor


politikere
ikke
længere
repræsenterede
bestemte
(person)gruppers
interes‐

ser,
men
snarere
et
bestemt
partis
interesser
og
partierne
bestemte
klassers


interesser.
 Samtidig
 opstod
 ideen
 om
 et
 rationelt
 funderet
 fælles
 bedste,


hvor
 borgernes
 ejendomsret
 i
 visse
 tilfælde
 måtte
 indordne
 sig
 under
 al‐

menvellets
interesser,
ikke
mindst
når
det
drejede
sig
om
udviklingen
af
by‐

erne
og
planlægningen
af
denne
udvikling.



I
dag
er
borgerbegrebet,
den
offentlige
sfære,
det
politiske
liv,
opfat‐

telsen
af
det
fælles
bedste
og
udviklingen
af
vore

byer
under
hastig
foran‐

dring.
Vi
er
tilsyneladende
igen
blevet
borgere
i
et
forvirret
Babel
uden
et


fælles
rationale.
François
Ascher
kalder
forandringen
for
en
ny
urban
revolu‐

tion,
hvor
størstedelen
af
borgerne
ikke
længere
bor
i;


”[…]
 tætte
 og
 kontinuerte
 bymæssige
 bebyggelser,
 men
 i


’metapoler’,
dvs.
udstrakte,
diskontinuerte,
heterogene
og
multi‐

polariserede
urbane
territorier;
der
er
ikke
længere
klare
grænser


mellem
by
og
land
[…].”
(Ascher
2002,
p.
30‐31)



En
af
årsagerne
til
denne
revolution
er
ændringen
i
medie‐
og
kom‐

munikationsteknologier,
der
giver
en
større
fleksibilitet
og
fordrer
en
anden


form
 for
 mobilitet.
 Samtidig
 forandrer
 teknologien
 relationen
 mellem
 den


105



106



BORGER, BY & DELTAGELSE


offentlige
og
private
sfære
(Ascher
2002,
Garnham
1999).
Hvor
massemedi‐

erne
i
vidt
omfang
gjorde
borgerne
til
modtagere
frem
for
deltagere
i
den


offentlige
sfære,
giver
de
nye
medier
i
langt
højere
grad
borgerne
mulighed


for
selv
at
deltage
direkte
i
debatten
–
men
muligheden
for
deltagelse
fører


ikke
 nødvendigvis
 til
 (gen)etableringen
 af
 en
 fælles
 offentlig
 sfære,
 måske


snarere
tværtimod.
Mediebilledet
i
dag
er
fragmenteret
og
præget
af
hete‐

rogene,
 partikulære,
 specialiserede
 og
 autonome
 offentlige
 sfærer
 (Garn‐

ham
 1999).
 Samtidig
 træffes
 politiske
 beslutninger,
 der
 har
 vidtrækkende


konsekvenser
for
den
enkelte
borger
på
såvel
overnationalt
som
nationalt
og


lokalt
plan.



Vi
har
altså
ikke
en
fælles
offentlige
sfære,
hvor
vi
kan
diskutere
de


temaer,
der
angår
ideen
om
’det
fælles
bedste’.
Og
vi
har
heller
ikke
som


tidligere
massemedier,
der
så
at
sige
kan
’opdrage’
os
til
at
forstå
og
accepte‐

re
de
politiske
beslutninger,
der
har
direkte
konsekvenser
i
vores
hverdag.
I


stedet
har
vi
muligheden
for
at
organisere
os
i
mindre
(Facebook)grupper,


oprette
vore
egne
’offentlige’
sfærer
på
nettet
i
form
af
debatfora
og
give


vores
 private
 holdninger
 til
 kende
 igennem
 blogs.
 Denne
 ’privatisering’
 af


den
offentlige
sfære
sker
sideløbende
med
en
tilsvarende
privatisering
af
det


urbane
territorium
forstået
som
en
stigende
homogenisering
–
eller
måske


endda
ghettoisering
–
af
områder,
hvor
borgere
samles
i
kvarterer
overve‐

jende
 befolket
 af
 beboere
 med
 samme
 etniske
 og/eller
 socioøkonomiske


baggrund
 (Ascher
 2002,
 p.
 32).
 Homogeniseringen
 af
 de
 enkelte
 områder


medfører
samtidig
en
heterogenisering
på
et
mere
overordnet
niveau
i
og


med,
der
opstår
større
forskelle
mellem
de
enkelte
områder.




ikke i min baghave!

Som
borgere
i
et
moderne
Babel,
taler
vi
–
nogle
gange
helt
bogstave‐

ligt
–
forskellige
sprog,
kommunikerer
i
lukkede
fora,
dyrker
individuelle,
par‐

tikulære
interesser
og
har
vidt
forskellige
opfattelser
af,
hvad
der
kan
katego‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

riseres
som
’det
fælles
bedste’.
Det
giver
næsten
sig
selv,
at
denne
tendens


nødvendigvis
også
må
føre
til
vidt
forskellige
opfattelser
af,
hvilken
type
’tår‐

ne’
vi
skal
bygge
–
og
ikke
mindst,
hvem
der
skal
lægge
baghave
til
opførel‐

sen.
Alligevel
er
der
ofte
en
tendens
til
at
opfatte
’borgerne’
som
en
relativt


homogen
størrelse
(Agger
2008).
I
realiteten
er
borgerne
altid
(politiske)
in‐

divider
med
hver
deres
dagsorden,
selvopfattelse,
ressourcer
ønsker
og
krav.


Til
tider
grupperer
de
sig
og
bliver
en
magtfaktor,
andre
gange
er
de
tilstræk‐

keligt
ressourcestærke
og
velformulerede
til
at
være
det
på
egen
hånd,
men


ofte
forholder
de
sig
tavse
og
forlader
sig
på
et
vist
mål
af
autoritetstro.
Det


giver
altså
kun
mening
at
tale
om
’borgeren’
som
begreb
som
en
del
af
en


teoretisk
 diskussion.
 Borgeren
 i
 praksis
 er
 meget
 andet
 og
 mere,
 end
 det


begrebet
dækker
over
–
han
eller
hun
er
i
sig
selv
et
’wicked’
problem.



For
nemheds
skyld
grupperer
vi
–
eksperter,
offentlige
myndigheder,


virksomheder
 etc.
 –
 alligevel
 altid
 borgerne
 i
 kategorier
 efter
 eksempelvis


politisk
eller
religiøs
anskuelse,
socioøkonomiske
tilhørsforhold
eller
i
kom‐

mercielle
 segmenter,
der
gør
det
nemmere
at
 forholde
 sig
 til
 det
 sagsfor‐

hold,
der
er
vores
egentlige
fokus.
Det
er
svært
at
forestille
sig
det
anderle‐

des,
men
det
kan
give
problemer,
når
vi
således
udvælger
borgere,
vi
mener


repræsenterer
de
kategorier,
vi
på
forhånd
har
inddelt
dem
i.
Et
af
proble‐

merne
er,
at
det
gør
det
vanskeligt
at
forudsige,
hvordan
borgerne
som
indi‐

vider
vil
reagere
i
forskellige
situationer.
I
stedet
for
at
agere
som
rationelle


samfundsborgere,
 der
 har
 blik
 for
 det
 ’fælles
 bedste’,
 kommer
 borgernes


engagement
i
byudviklingen
ofte
til
udtryk,
når
deres
personlige
interesser


trues
af
projekter,
der
af
andre
–
ofte
afsenderne
eller
magthaverne
om
man


vil
–
opfattes
som
netop
fælles
anliggender.



Dette
har
i
de
senere
år
ført
til
en
vækst
i
antallet
af
såkaldte
NIMBY‐

sager
(Not
In
My
Back
Yard),
dvs.
protester
fra
borgere
eller
grupper,
der
er
i


opposition
til
et
udviklingsprojekt,
der
placeres
i
umiddelbar
nærhed
af
deres


hjem
(eller
arbejdsplads,
foretrukne
rekreative
område
etc.):


”NIMBY
 anses
 faktisk
 for
 at
 være
 et
 tiltagende
 problem.


Der
opstår
for
eksempel
NIMBY‐effekter
i
forbindelse
med
place‐

107



108



BORGER, BY & DELTAGELSE


ringen
af
anlæg
som
veje,
cykelstier,
rensningsanlæg
og
daginsti‐

tutioner
mv.
Utilfredsheden
er
oftest
begrundet
i
forhold
som
støj‐

gener,
 æstetik,
 prestige,
 værdiforringelser,
 sikkerhed
 mv.”
 (Soci‐

alministeriet
2007,
p.
19)


I
følge
rapporten
fra
Socialministeriet
er
antallet
af
klagesager
I
Na‐

turklagenævnet
 steget
 fra
 godt
 1200
 sager
 i
 1995
 til
 knap
 2000
 i
 år
 2000


(Ibid.).
 Fra
 2006
 og
 frem
 har
 antallet
 af
 sager
 ligget
 stabilt
 omkring
 2200‐

2300
pr.
år
(Naturklagenævnet
2010).
Udover
de
konkrete
klagesager
findes


der
utallige
eksempler
på,
at
grupper
af
borgere
organiserer
sig
på
baggrund


af
personlige
interesser
i
protest
mod
planlagte
forandringer
i
deres
lokalom‐

råde,
der
tager
afsæt
i
en
forestilling
om
et
’fælles
bedste’.



Et
eksempel
finder
vi
i
Mårslet,
en
forstad
til
Århus
med
godt
4000


beboere.
 Mårslet
 er
 kendetegnet
 ved
 en
 relativt
 høj
 gennemsnitlig
 hus‐

standsindkomst,
der
primært
skyldes,
at
området
er
præget
af
parcelhuse,


kun
meget
lidt
etagebyggeri
og
stort
set
intet
socialt
boligbyggeri.
Der
er
alt‐

så
tale
om
et
område
med
en
høj
grad
af
socioøkonomisk
(og
etnisk)
homo‐

genitet.
Mårslet
og
andre
byområder
syd
for
Århus
er
vokset
i
de
senere
år,


hvilket
har
medført
et
behov
for
at
etablere
ny
infrastruktur,
da
en
stor
del
af


beboerne
i
området
arbejder
i
Århus
og
derfor
pendler
frem
og
tilbage
dag‐

ligt.
Infrastrukturelle
forbedringer,
der
letter
hverdagen
for
beboerne
i
om‐

rådet,
burde
umiddelbart
opfattes
som
hørende
til
netop
i
kategorien
’det


fælles
bedste’.
Men
billedet
er
noget
mere
kompliceret
end
som
så.



Kort
fortalt
handler
infrastrukturprojektet
om
etableringen
af
Beder‐

Bering‐vejen,
der
sammen
med
Djurslandsmotorvejen
og
den
Østjyske
mo‐

torvej
skal
danne
den
såkaldte
Ring
3
rundt
om
Århus.
Et
forslag
til
linjeførin‐

gen
har
været
offentligt
tilgængeligt
siden
2001,
hvor
projektet
beskrives
i


Regionplanen.
I
de
efterfølgende
år
udstykkes
samtidig
nye
byområder
syd


og
vest
for
Mårslet.
De
nye
byområder
har
vakt
modstand
blandt
eksiste‐

rende
borgere
i
Mårslet,
men
er
blevet
gennemført
trods
protesterne.
Sam‐

tidig
har
de
eksisterende
borgere
i
et
vist
omfang
haft
indflydelse
på
place‐

ringen
af
Beder‐Bering‐vejen,
ikke
mindst
igennem
Fællesrådet,
der
i
en
år‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

række
har
fungeret
som
kommunens
primære
samarbejdspartner,
når
det


har
drejet
sig
om
inddragelse
af
borgerne
i
området.
De
nye
byområder
vil,


som
linjeføringen
aktuelt
ser
ud,
blive
nærmeste
naboer
til
vejen
og
dermed


fungere
som
en
slags
buffer
for
støj
og
andre
gener
i
forhold
til
det
’gamle’


Mårslet.
Dette
har
bl.a.
medført
oprettelsen
af
protestgruppen
’8320’,
der


med
udtalelser
som
’Jeg
skal
fandeme
ikke
have
en
højklasset
vej
i
min
bag‐

have!’
(8320.dk
2010),
har
markeret
deres
modstand
på
klassisk
NIMBY‐vis.


De
protesterende
borgere
benytter
både
argumenter
baseret
på,
hvad
man


kan
kalde
planfaglige
fakta,
som
f.eks.
trafiktællinger
og
støjbelastning,
men


også
 af
 argumenter,
 der
 i
 højere
 grad
 handler
 om
 borgernes


socioøkonomiske
status,
som
det
bl.a.
ses
af
følgende
eksempel:



“[…]
det
er
alligevel
bemærkelsesværdigt
som
Kommunen


arbejder
på
at
ødelægge
skatteudskrivningsgrundlaget,
formuen


og
 de
 generelle
 livsbetingelser
 for
 deres
 allerbedste
 skatteydere


her
i
Århus
Syd.”
(8320.dk
2010)


Som
det
kan
læses
ud
af
citatet
–
og
i
debatten
om
projektet
generelt


–
opfatter
borgerne,
i
hvert
fald
nogle
af
dem,
sig
som
i
klar
opposition
til
den


lidt
abstrakte
størrelse,
Kommunen,
der
repræsenterer
interesser,
der
ikke
er


borgernes
egne.
Flere
steder
i
debatten
appellerer
borgerne
til
politikerne,


som
 politisk
 ansvarlige
 for
 projektet,
 men
 implicit
 under
 appellerne
 ligger


også
en
forestilling
om
at
Kommunen
i
virkeligheden
er
embedsmænd
og


eksperter,
der
opererer
ud
fra
et
andet
rationale
end
’borgerne’
og
’arbejder


på
at
ødelægge
de
generelle
livsbetingelser
for
deres
allerbedste
skatteyde‐

re’.
Denne
opfattelse
af,
at
eksperter
tager
afsæt
i
et
andet
tankesæt,
end


’almindelige’
mennesker
og
grundlæggende
ikke
forstår
deres
’livsbetingel‐

ser’
er
fint
i
tråd
med
den
daværende
statsministers
nytårstale
fra
2002,
hvor


han
 begrænser
 eksperternes
 rolle
 til
 at
’formidle
 faktisk
 viden’,
 mens
 alle


udnævnes
 til
 eksperter,
 når
 det
 handler
 om
 at
 træffe
 personlige
 valg.
 At


denne
opfattelse
af
relationen
mellem
borgere
og
eksperter
udgør
en
udfor‐

dring
for
byudvikling
giver
næsten
sig
selv.
Men
hvad
er
det
egentlig,
der
er


på
spil?


109



110



BORGER, BY & DELTAGELSE



fornuft & følelse hos borgeren

Spørgsmålet
er,
om
det
giver
mening
at
adskille
borgere
og
eksperter


–
og
lade
eksperterne
formidle
’fakta’,
hvorefter
borgerne
er
i
stand
til
at


træffe
de
vigtige
beslutninger
på
et
oplyst
grundlag?
For
at
forstå
borgerens


rolle
–
og
hvordan
man
kan
inddrage
dem
i
udviklingen
af
byen
–
er
det
på


den
ene
side
nødvendigt
både
at
gøre
op
med
forestillingen
om,
at
eksperter


besidder
en
særlig
objektiv
og
faktabaseret
rationalitet,
mens
borgerne
ude‐

lukkende
forlader
sig
på
’følelser’
og
’værdier’.
Men
det
er
samtidig
vigtigt,
at


gøre
sig
klart,
at
netop
følelser
spiller
en
væsentlig
–
og
legitim
–
rolle
i
de‐

mokratiet.
Hvis
vi
baserede
vores
samfund
på
den
’rene’
tekniske
rationalitet


ville
vi
grundlæggende
have
en
tekno‐
og
bureaukratisk
styreform,
hvor
vi


nok
ville
få
løst
en
lang
række
problemer
–
men
vi
ville
have
svært
ved
at


prioritere,
hvilke
problemer,
der
skulle
have
forrang.



I
en
analyse
af,
hvad
han
kalder
den
’følelsesbetonede
borger’
(sen‐

timental
 citizen),
 gennemgår
 George
 E.
 Marcus
 følelsernes
 betydning
 for


borgerbegrebet.
En
væsentlig
pointe
er,
at
følelser
traditionelt
opfattes
som


noget,
der
står
i
vejen
for
rationelle
beslutninger
og
informeret
deliberation,


således
også
hos
Habermas
i
hans
ideal
om
debatten
i
den
offentlige
sfære:


”[…]
for
the
public
to
make
rational
decisions,
something


close
 to
 the
 perfect
 speech
 situation
 must
 be
 created.
 A
 perfect


speech
 situation
 is
 one
 in
 which
 rational
 deliberation
 among
 all


participants
 is
 the
 sole
 determinant
 of
 public
 policy.
 In
 such
 a


situation
people
express
reasons
and
practice
deliberation,
private


and
public,
rather
than
just
assert
preferences
or
respond
to
force,


implied
or
explicit.
It
is
presumed
that
emotions
cannot
enter
such


rational
deliberation
without
contaminating
the
process.
Explicit
in


Habermas’
thought
is
the
presumption
that
emotions
undermine


rationality.”
(Marcus
2002,
p.
5‐6)





BORGER, BY & DELTAGELSE

I
opposition
til
denne
opfattelse,
der
ifølge
Marcus
er
udbredt
i
stort


set
al
nyere
demokratisk
teori
(Ibid.
p.
33),
plæderer
han
for
et
demokrati‐

ideal,
der
i
højere
grad
tillader
følelserne
at
spille
en
rolle
som
basis
for
for‐

nuftige
beslutninger.
At
følelser
spiller
en
rolle
for
borgerne
i
et
demokrati


(Marcus’
analyse
omhandler
primært
det
amerikanske)
–
og
altid
har
gjort


det
–
argumenterer
han
for
i
bogens
første
kapitler.
Fra
de
første
instanser
af


repræsentativt
 demokrati,
 hvor
 borgerne
 stemte
 på
 de
 personer,
 de
 følte


bedst
repræsenterede
deres
værdier
frem
til
tilknytningen
til
partier
baseret


på
fællesskabsfølelsen
som
den
’lim’,
der
bandt
vælgere
og
partier
sammen
i


et
kollektivt
mål
(Ibid.
p.
37).
Efter
Anden
Verdenskrig
opstod
en
ny
tendens,


hvor
borgerne
i
højere
grad
opfattede
sig
selv
som
autonome
’rettighedsha‐

vere’
(rights
holders)
(Ibid.
p.
39‐40)
og
borgernes
rettigheder
blev
argumen‐

teret
med
afsæt
i
rationelle,
universelle
argumenter
frem
for
enkeltperso‐

ners
partikulære,
følelsesbetonede
interesser
eller
partiets
(mere
eller
min‐

dre
 demagogiske)
 appeller.
 Men
 samtidig
 var
 det
 i
 mødet
 mellem
 denne


opfattelse
af
borgeren
som
en
selvstændig
rettighedshaver,
den
modernisti‐

ske
tradition
og
ideen
om
et
fælles
bedste,
at
diskussionen
om
fornuft
versus


følelse
for
alvor
spidsede
til.
I
et
samfund
baseret
på
massemedier
er
der


ikke
 langt
 fra
 oplysning
 og
 læring
 til
 manipulation
 og
 propaganda,
 og
den


generelle
opfattelse
er,
ifølge
Marcus,
at
vi
ikke
kan
stole
på
borgernes
evne


til
at
skelne
mellem
de
to,
mellem
fornuft
og
følelse
–
og
derfor
kan
vi
heller


ikke
forlade
os
på,
at
de
er
i
stand
til
at
træffe
oplyste
og
fornuftige
beslut‐

ninger
(Ibid.
40‐41).


Mens
Fogh
Rasmussens
tale
på
sin
vis
var
et,
måske
lettere
forsinket,


opgør
med
den
modernistiske

opfattelse
–
at
vi
ikke
kan
stole
på
borgerens


evne
til
at
træffe
(rationelle)
beslutninger
–
var
den
således
også
baseret
på


en
falsk
dikotomi
mellem
opfattelsen
af
eksperternes
rolle
og
borgerens,
der


på
mange
måder
blot
(re)konstituerer
ideen
om
en
borgerlig
offentlig
sfære,


hvor
vi
træffer
beslutninger
baseret
på
(formidlingen
af)
faktisk
viden.
For
at


komme
nærmere
en
forståelse
af,
hvorfor
den
offentlige
sfære
og
det
deli‐

berative
ideal,
måske
ikke
er
det
bedste
udgangspunkt
for
borgernes
delta‐

gelse
i
byudviklingen,
må
vi
se
lidt
nærmere
på,
hvad
der
ligger
i
begrebet


111



112



BORGER, BY & DELTAGELSE


deliberation
 og
 dernæst
 dykke
 dybere
 ned
 i
 forholdet
 mellem
 fornuft
 og


følelse
samt
fakta
og
værdier.




det deliberative ideal

Som
 allerede
 nævnt
 var
 det
 politiske
 udgangspunkt
 for
 mit
 projekt


oprindeligt
angivet
som
et
deliberativt
ideal.
Idealet
er
dominerende
i
megen


nyere
politisk
teori
og
deliberation
angives
ofte
som
en
væsentlig
forudsæt‐

ning
for
et
velfungerede
deltagerdemokrati,
også
i
Danmark,
hvor
én
af
kon‐

klusionerne
i
DemokratiProjektet
lød:


”[…]
Danmark
[…]
må
betragtes
som
et
deltagerdemokrati,


i
hvert
fald
når
vi
taler
om
politik
på
lokalt
plan,
men
hvorvidt
det


også
 i
 tilstrækkelig
 grad
 rummer
 de
 deliberative
 elementer,
 der


skal
til
for
at
skabe
et
godt
demokrati,
er
mere
tvivlsomt.
Der
er


temmelig
mange,
der
peger
på
manglen
i
deliberationen,
og
selv


om
der
er
tale
om
en
blandet
gruppe,
må
vi
fortolke
hovedpartens


kritik
som
et
ønske
om
et
mere
interaktivt
demokrati.”
(Torpe
&


Andersen
2000,
p.
180)


Men
 hvad
 dækker
 begrebet
 deliberation
 egentlig
 over?
 Den
 korte


forklaring
er,
at
det
deliberative
demokratiske
ideal
hviler
på
fire
hovedprin‐

cipper
(Gutmann
&
Thompson
2004,
p.
3‐7):




Reason‐giving:
Der
skal
gives
fornuftige
begrundelser
for
de


handlinger,
der
udføres.



Accessible:
Begrundelserne
skal
være
tilgængelige
for
alle,
der


er
omfattet
af
handlingen.


Binding:
Processen
skal
føre
frem
til
beslutninger,
der
er
bin‐

dende
for
afgrænset
periode.


Dynamic:
Dialogen
skal
være
dynamisk
og
fortsættes
også
ef‐

ter,
at
der
er
truffet
beslutninger






BORGER, BY & DELTAGELSE

En
 del
af
tankegodset
kan
bl.a.
føres
tilbage
 til
 bl.a.
 Montesquieus,


tidligere
beskrevne,
opfordring
til
gennemsigtig
lovgivning,
der
bekendtgøres


for
befolkningen,
men
den
adskiller
sig,
selvfølgelig,
ved
fokus
på
dialogen,


som
det
primære
instrument,
hvorfor
alle
borgere
–
i
princippet
–

har
med‐

indflydelse
på
de
(politiske)
handlinger:


”Combining
these
four
characteristics,
we
can
define
delib‐

erative
 democracy
 as
 a
 form
 of
 government
 in
 which
 free
 and


equal
citizens
(and
their
representatives),
justify
decisions
in
a
pro‐

cess
in
which
they
give
one
another
reasons
that
are
mutually
ac‐

ceptable
and
generally
accessible,
with
the
aim
of
reaching
con‐

clusions
that
are
binding
in
the
present
on
all
citizens
but
open
to


challenge
in
the
future.”
(Gutmann
&
Thompson
2004,
p.
7)


Sammenligningen
 med
 Habermas’
 ideal
 om
 en
 borgerlig
 offentlig


sfære
ligger
lige
for
og
Habermas
nævnes
da
også
ofte
som
en
af
de
væsent‐

ligste
 inspirationskilder
 til
 denne
 demokratiopfattelse
 (bl.a.
 Gutmann
 &


Thompson
2004,
Elster
1998),
og
Habermas
har
selv
behandlet
denne
de‐

mokratiopfattelse
 eksplicit
 i
 flere
 værker
 (bl.a.
 Habermas
 2007,
 Habermas


2005).
Men
idealets
rødder
kan
spores
helt
tilbage
til
den
Atheniensiske
de‐

mokratiopfattelse,
 hvor
 frie
 og
 lige
 mænd
 mødtes
 for
 at
 diskutere


(by)statens
anliggender.
Centralt
i
begrebet
ligger
ideen
om,
at
deltagerne
i


debatten
ikke
repræsenterer
deres
personlige
særinteresser,
men
forsøger,


at
se
holistisk
på
en
givet
problemstilling,
og
forholder
sig
til
alle
argumenter


som
et
samlet
hele,
inden
de
træffer
beslutning
om
handling;
som
det
be‐

rømt
formuleres
hos
Edmund
Burke
i
hans
tale
i
Bristol
i
1774:


”Your
 representative
 owes
 you,
 not
 his
 industry
 only,
 but


his
judgment;
and
he
betrays
instead
of
serving
you,
if
he
sacrifices


it
to
your
opinion…
Parliament
is
not
a
congress
of
ambassadors


from
 different
 and
 hostile
 interests;
 which
 interests
 each
 must


maintain,
as
an
agent
and
advocate
against
other
agents
and
ad‐

vocates,
but
parliament
is
a
deliberative
assembly
of
one
nation,


113



114



BORGER, BY & DELTAGELSE


with
one
interest,
that
of
the
whole;
where,
not
local
purposes,
not


local
 prejudices
 ought
 to
 guide,
 but
 the
 general
 good,
 resulting


from
the
general
reason
of
the
whole.”
(In
Elster
1998,
p.
3)


Løseligt
 oversat
 til
 byudvikling
 handler
 denne
 opfattelse
 af
 beslut‐

ningsprocesser
om
at
skabe
rammerne
for
en
fri
og
åben
debat
mellem
alle


interessenter,
eksempelvis
politikere,
embedsmænd,
developere,
interesse‐

organisationer
og
borgere,
før
der
træffes
beslutninger
om
f.eks.
et
nyt
lo‐

kalplanforslag,
nye
strategiske
initiativer
eller
vedtagelsen
af
konkrete
pro‐

jektforslag.
I
selve
processen
er
det
samtidig
centralt,
at
der
lægges
vægt
på,


at
deltagerne
ser
bort
fra
særinteresser
og
forholder
sig
til
byudviklingen
ud


fra
kriterier
baseret
på
ideen
om
holistisk
orienteret
‘fælles
bedste’.


I
mit
projekts
kontekst
har
idealet
vist
sig
at
have
en
række
svagheder


i
praksis.
For
det
første
kan
det
netop
være
overordentligt
vanskeligt
at
finde


frem
til
et
‘fælles
bedste’,
der
kan
danne
udgangspunkt
for
deliberationen.


Det
kan
 sågar
 være
 vanskeligt
at
 få
etableret
selve
 ideen
 om
 deliberation


som
et
’fælles
bedste’,
da
denne
opfattelse
af
demokratiet
blot
er
en
blandt


mange,
der
konkurrerer
med
hver
andre.
Som
diskuteret
og
eksemplificeret
i


de
foregående
afsnit,
har
selve
idéen
om
et
’fælles
bedste’,
metodisk
såvel


som
 tematisk,
 været
 under
 voldsomt
 pres
 inden
 for
 byudviklingen,
 ikke


mindst
i
de
seneste
årtier.
Der
findes
næppe
længere
én
udlægning
af,
hvad


der
er
bedst
for
fællesskabet
(og
måske
har
der
reelt
aldrig
gjort
det),
efter‐

som
der
ikke
længere
findes
blot
ét
fællesskab,
vi
kan
referere
til,
men
man‐

ge
–
og
ofte
konkurrerende
–
fællesskaber.
Fragmentationen
i
opfattelsen
af


et
fælles
bedste
er
således
en
præmis
for
enhver
deltagelsesproces
i
aktuel


byudvikling.



En
anden
udfordring
er
ideen
om,
at
deliberation
er
baseret
på
for‐

nuftige
begrundelser
(reason‐giving).
Som
diskuteret
i
det
foregående
afsnit


er
opfattelsen
af
borgerne
som
rationelle
individer
måske
ikke
helt
så
ligetil,


som
det
foregives
i
megen
demokratisk
teori.
Ideen
om,
at
hvis
blot
vi
får


formidlet
’fakta’
og
’værdier’
så
klart
og
tydeligt
som
muligt,
så
er
vi
også
i


stand
til
at
træffe
fornuftige
beslutninger,
hviler
solidt
på
idealet
om
fornuf‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

tens
forrang
over
følelserne
–
men
når
beslutninger
så
at
sige
rammer
tæt
på


hjemmet,
er
der
ofte
en
tendens
til,
at
følelserne
tager
over.
Og
som
jeg
også


antydede
ovenfor,
er
dette
ikke
nødvendigvis
ensbetydende
med,
at
argu‐

menterne
bliver
mindre
valide
i
en
politisk
kontekst.



I
forlængelse
heraf
er
der
et
andet
kritikpunkt
ved
idealet,
der
går
på


hvad
vi
i
det
hele
taget
kan
tale
om.
Skal
deltagere
i
processen
f.eks.
have
lov


at
 fremlægge
 nedsættende
 synspunkter
 om
 andre
 befolkningsgrupper?


Umiddelbart
lyder
det
mere
som
problemet
med
måden
vi
taler
sammen
på,


men
reelt
vil
f.eks.
placeringen
af
et
asylcenter
eller
et
afvænningshjem
for


narkomaner
i
et
villakvarter
betyde,
at
vi
ikke
kan
tale
om
beboernes
–
be‐

grundede
eller
ubegrundede
–
frygt
for
netop
den
befolkningsgruppe,
hvis


ikke
vi
accepterer
at
samtalens
udgangspunkt
måske
er
fordomme,
negative


forventninger
og
worst‐case‐scenarios.
På
et
mere
overordnet
plan
formule‐

rer
Stanley
Fish
det
således
i
en
kritik
af
det
deliberative
ideal:


”The
 dilemma
 is
 clear
 (and
 classic).
 How
 does
 the
 liberal


state
deal
with
doctrines
–
like
racial
discrimination
or
religious
in‐

tolerance
–
that
are
inimical
to
it
and
threaten
its
survival?
If
such


doctrines
 are
 welcomed
 into
 the
 conversation,
 they
 may
 shut
 it


down;
if
the
door
is
closed
to
them,
liberalism
will
seem
to
be
exer‐

cising
 the
 peremptory
 authority
 it
 routinely
 condemns.”
 (Fish


1999,
p.
89)


Fornuftens
 forrang
 giver
 også
 problemer
 i
 forhold
 til
 en
 form
 for


fragmentation,
der
ikke
hører
til
de
tematiske
sagsforhold,
der
diskuteres,


men
snarere
til
strukturen
for
processen
og
deliberation
som
metodisk
ud‐

gangspunkt
–
dvs.
hvordan
der
diskuteres
frem
for,
hvad
der
diskuteres:


”[…]
 deliberation
 cannot
 proceed
 unless
 there
 are
 some


premises
that
all
the
discussants
accept,
and
a
generally
accepted


conceptual
and
normative
framework
for
framing
the
issues.
Dis‐

cussion
should
proceed
[…]
by
identifying
such
mutually
accepted


premises
and
frameworks,
and
should
aim
to
base
arguments
on


them.
Given
the
heterogeneity
of
human
life
and
the
complexity
of


115



116



BORGER, BY & DELTAGELSE


social
structures
and
interaction,
however
the
effort
to
shape
ar‐

guments
 according
 to
 shared
 premises
 within
 shared
 discursive


frameworks
sometimes
excludes
the
expression
of
some
needs,
in‐

terests,
and
suffering
of
injustice,
because
they
cannot
be
voiced


within
the
operative
premises
and
frameworks.”
(Young
2002,
p.


37)


Kort
 sagt
 betyder
 det,
 at
 både
 hvordan
 vi
 vælger
 at
 tale
 sammen,


såvel
som
kravet
til
argumentationen
i
en
deliberativ
proces,
i
sig
selv
kan


udelukke
folk
fra
at
deltage,
ligesom
spørgsmålet
om
hvad
vi
kan
tale
om,


risikerer
at
ekskludere
bestemte
synspunkter
fra
debatten.
I
relation
til
deli‐

beration
som
udgangspunkt
for
debatten,
kan
der
derfor
stilles
fundamenta‐

le
spørgsmål
til
kravet
om
tilgængelighed
som
forudsætning
for
det
delibera‐

tive
 ideal,
 eftersom
 bestemte
 argumentations‐
 og
 dialogformer
 samt
 ude‐

lukkelsen
af
følelsesbetonede
argumenter
og
ekstreme
synspunkter
på
givne


sagsforhold
 favoriserer
 nogle
 befolkningsgrupper
 og
 bestemte
 værdisæt


frem
for
andre.



Samtidig
vil
der
i
mange
beslutningsprocesser,
ikke
mindst
inden
for


byudvikling,
være
deltagere,
hvis
ord
har
mere
vægt
end
andres.
Dette
kan


skyldes,
at
de
er
dygtigere
til
at
håndtere
spørgsmålet
om
hvordan
vi
taler


sammen
og
at
de
er
i
stand
til
at
fremlægge
deres
argumenter
på
overbevi‐

sende
måde.
Men
det
kan
også
være
begrundet
i
den
magtposition
de
har


uden
 for
 det
 deliberative
 rum.
 F.eks.
 kan
 bygherren
 eller
 en
 stor,
 ekstern


finansieringspartner
i
et
offentligt
udviklingsprojekt,
besidde
så
stor
økono‐

misk
eller
politisk
magt,
at
deres
ord
reelt
altid
vil
være
det
sidste
(og
mest


vægtige).
Som
ordsproget
lyder;
’den
der
betaler
musikken,
bestemmer
hvad


der
skal
spilles’.
Men
der
kan
også
være
tale
om
repræsentanter
for
politiske


partier
eller
magtfulde
Ngo’er
og
interesseorganisationer.
Eller
det
kan
sim‐

pelthen
 handle
 om,
 at
 deltagelsen
 af
 en
 chef
 i
 eksempelvis
 en
 udviklings‐

workshop
med
medarbejdere,
kan
forskubbe
hele
magtbalancen
og
dermed


underminere
den
åbne
dialog
mellem
’frie
og
ligeværdige’
parter.




Som
nævnt
i
kapitel
2
om
udfordringer
ved
aktionsforskningens
me‐

tode
og
aktionsforskerens
ageren
som
konsulent,
er
der
også
en
risiko
for,
at





BORGER, BY & DELTAGELSE

ordstyreren
i
deliberative
processer
–
for
en
sådan
er
sædvanligvis
nødven‐

dig
–
enten
trumfer
egne
synspunkter
igennem
ved
at
udelukke
bestemte


meninger,
 eller
 endda
 er
 med
 til
 at
 cementere
 magtforholdene
 blandt
 de


øvrige
deltagere
fordi
forskeren/konsulenten,
selv
er
underlagt
en
respekt
–


eller
frygt
–
for
magten
bag
de
ord,
der
udtales
i
den
ellers
’åbne’
dialog.
Man


kan
selvfølgelig
dårligt
klandre
det
deliberative
ideal
for
at
visse
deltagere
i


processen
så
at
sige
’misbruger’
deres
magt
til
at
give
egne
synspunkter
en


særlig
forrang,
men
netop
i
forhold
til,
hvordan
idealet
farer,
når
det
møder


praksis,
er
det
relevant
at
tage
forbehold
for
de
magtspil,
der
foregår
i
langt


de
fleste
udviklingsprocesser.
Deliberation
som
metode
og
ideal
kan
derfor


dårligt
kategoriseres
som
et
’fælles
bedste’,
der
kan
tjene
som
udgangspunkt


for
en
samtale,
der
som
målsætning
har
at
nå
frem
til
netop
en
(og
måske


alligevel
blot
ad
hoc)
konsensus
omkring,
hvad
der
rent
tematisk
er
et
’fælles


bedste’
i
en
given
proces.



I
forhold
til
kravet
om
at
træffe
bindende
beslutninger,
er
det
selvføl‐

gelig
nødvendigt,
at
der
på
et
givet
tidspunkt
i
en
udviklingsproces
træffes


beslutninger,
der
forpligter
alle
parter.
Men
hvornår
er
tidspunktet
inde
til
at


træffe
den
endelige
beslutning?
Ideelt
set
er
det,
selvfølgelig,
når
alle
parter
i


dialogen
er
blevet
enige,
men
set
i
lyset
af
ovenstående
kritik
af
kravene
til


deliberative
processer,
kan
det
være
svært
at
afgøre,
hvornår
en
beslutning


er
funderet
på
egentlig
enighed
og
hvornår
den
er
et
udtryk
for
enten
fornuf‐

tens,
 formens
 eller
 magtens
 forrang.
 Problemet
 er
 selvfølgelig,
 at
 hvis
 en


beslutning
 foregiver
 at
 være
 truffet
 på
 baggrund
 af
 en
 enighed,
 der
 reelt


dækker
over
grundlæggende
uenigheder,
vil
der
–
i
modsætning
til
traditio‐

nelle
og
mere
magtfuldkomne
beslutningsprocesser
–
være
en
tendens
til,
at


de,
der
reelt
er
enige
så
at
sige
’oversælger’
beslutningens
validitet,
hvilket


risikerer
at
føre
til
yderligere
frustration
hos
de
deltagere,
der
egentlig
ikke


var
enige,
men
af
forskellige
årsager
ikke
formåede
at
gøre
indsigelse
eller


ændre
beslutningen.



I
SKUB‐projektet
eksperimenterede
man
med
en
procesfilosofi,
hvor


beslutningerne
blev
skubbet
så
langt
som
muligt,
for
at
sikre
at
beslutninger


blev
truffet,
når
der
var
mest
mulig
information
og
viden
på
bordet.
Ideen
er


117



118



BORGER, BY & DELTAGELSE


for
så
vidt
sund
nok,
men
i
praksis
viste
det
sig,
at
de
langstrakte
dialogpro‐

cesser,
der
førte
op
til
en
beslutning,
ofte
betød,
at
afstanden
mellem
par‐

terne
blot
blev
større
med
tiden.
Dette
kan
selvfølgelig
skyldes
dårlig
proces‐

ledelse,
men
det
kan
også
skyldes,
at
langvarig
dialog
giver
plads
til
at
forskel‐

le
i
holdninger
til
væsentlige
spørgsmål
for
alvor
får
mulighed
for
at
komme


til
udtryk
med
en
større
polarisering
til
følge.
I
det
konkrete
tilfælde
skyldtes


det
dog
også,
at
der
i
mange
tilfælde
reelt
allerede
var
truffet
bindende
be‐

slutninger,
f.eks.
om
byggeøkonomi
og
kvadratmeter
pr.
elev,
men
at
disse


ikke
altid
blev
meldt
klart
ud
som
forudsætninger
for
den
fortsatte,
dynami‐

ske
beslutningsproces.


Det
sidste
krav
i
forbindelse
med
deliberative
processer
handler
net‐

op
om
dette
dynamiske
aspekt
i
processerne
–
at
der
skal
være
plads
til
sta‐

dig
debat
efter,
at
der
er
truffet
bindende
beslutninger.
I
et
relativt
antiauto‐

ritært
samfund
som
det
danske
lyder
dette
måske
ikke
som
noget
uoversti‐

geligt
krav.
Vi
er
principielt
set
opdraget
med
at
stille
spørgsmål
til
beslutnin‐

ger,
 der
 allerede
 er
 truffet.
 Problemet
 i
 beslutningsprocesser
 kan
selvsagt


være,
at
den
fortsatte
dialog
afvises
som
brok,
men
omvendt
også,
at
dialo‐

gen
netop
blot
er
udtryk
for
brok
over,
at
man
ikke
fik
sin
vilje.
Dermed
risi‐

kerer
dette
sidste
krav,
både
i
teori
og
praksis,
at
underminere
processen


som
helhed.
Hvis
vi
i
teorien
faktisk
var
nået
til
enighed
om
valide
og
fornuf‐

tige
beslutninger
baseret
på
en
åben
og
tilgængelig
proces,
hvorfor
så
tillade


dialogen
at
fortsætte?
Omvendt,
hvis
der
i
praksis
er
tale
om,
at
folk
har
go‐

de
grunde
til
at
give
luft
for
deres
frustrationer
omkring
de
trufne
beslutnin‐

ger,
så
må
det
være
fordi
processen
–
af
ovennævnte
årsager
–
ikke
funge‐

rede
som
tænkt.
På
den
måde
synes
der
at
være
en
fundamental
svaghed


ved
idealet,
der
er
svær
at
overkomme.



Problemet
 med
 formuleringen
 af
 politiske
 idealer
 formuleres
 ud‐

mærket
 af
 Daniel
 A.
 Bell
 i
 en
 antologi
 om
 udfordringerne
 ved
 deliberativt


demokrati:


”The
 most
 influential
 political
 philosophers
 today
 divide


their
work
into
two
tasks.
The
first
task
is
to
present
and
rigorously





BORGER, BY & DELTAGELSE

defend
morally
desirable
political
principles,
and
the
second
is
to


think
 about
 how
 to
 implement
 them.
 Quite
 often,
 the
 first
 task


proves
to
be
overwhelming,
and
it
is
left
to
others
to
think
about


feasibility.
The
problem,
of
course,
is
that
the
political
principles
of‐

ten
 prove
 to
 be
 useless
 or
 counterproductive
 in
 practice,
 which


undermines
the
first
task.”
(Bell
1999,
p.
70)


I
dette
projekt
har
idealet
og
de
bagvedliggende
politiske
principper


vist
sig
i
et
vist
omfang
at
lide
skibbrud
i
mødet
med
praksis
inden
for
bor‐

gerdeltagelse
i
byudvikling.
Dette
har
dog
ikke
fået
mig
til
at
forkaste
ideen


om
deliberation
fuldstændigt.
Dels
er
der
mange
pointer
i
det
deliberative


ideals
forestillinger
om
og
anvisninger
for
praksis,
der
stadig
giver
god
me‐

ning,
når
man
skal
strukturere
deltagelsesprocesser.
Derudover
er
det
også


nødvendigt,
at
se
på
alternativerne,
inden
vi
helt
forkaster
idealet.
Gutmann


&
 Thompson
 afgrænser
 den
 deliberative
 demokratiopfattelse
 i
 forhold
 til


aggregativt
demokrati
–
opfattelsen
af
demokratiet
primært
som
et
forde‐

lingspolitisk
spil,
hvor
man
tilstræber
en
balance
mellem
deltagernes
præfe‐

rencer
og
hvor
de
’svære’
beslutninger
træffes
ved
eksempelvis
afstemnin‐

ger
med
simpelt
flertal
(Gutmann
&
Thompson
2004,
p.
13‐14).



Et
godt
eksempel
finder
vi
i,
hvad
der
vel
nærmest
er
blevet
en
natio‐

nal
talemåde;
’at
kunne
tælle
til
halvfems
(mandater)’.
På
de
svære
forde‐

lingspolitiske
 spørgsmål,
 hvor
 Folketinget
 ikke
 kan
 nå
 til
 enighed
 gennem


dialog
og
forhandlinger,
bliver
beslutningen
i
sidste
ende
truffet
med
afsæt
i


simpelt
flertal.
En
anden
mulighed
er
at
afgøre
beslutningen
ved
at
lade
val‐

get
blive
truffet
på
det
’politiske
marked’,
simpelthen
ved
at
udskrive
et
valg


og
 lade
 befolkningen
selv
vælge
mellem
de
forskellige
 synspunkter
 i
 åben


konkurrence
(Ibid.
p.
14).
En
løsning,
der
tilsyneladende
ligger
til
grund
for


Lars
Løkke
Rasmussens
nytårstale
i
2011,
hvor
hans
opgør
med
efterlønnen


netop
er
signal
om,
at
nu
må
en
af
tidens
vanskeligste
beslutninger
om
re‐

former
træffes
på
det
politiske
marked.
En

tredje
måde
er,
at
svære
beslut‐

ninger
afgøres
i
et
aggregativt
demokratisk
system
ved
at
lade
embedsappa‐

ratet
 ’filtrere’
 mulighederne
 analytisk,
 f.eks.
 gennem
 cost‐benefit
 analyser


(Ibid.
p.
14‐15):


119



120



BORGER, BY & DELTAGELSE


”What
these
methods
have
in
common
–
and
what
defines


aggregative
conceptions
–
is
that
they
take
the
expressed
prefer‐

ences
 as
 privileged
 or
 primary
 material
 for
 democratic
 decision‐

making.
Preferences
as
such
do
not
need
to
be
justified,
and
ag‐

gregative
conceptions
pay
little
or
no
attention
to
the
reasons
that


citizens
or
their
representatives
give
or
fail
to
give.”
(Ibid.
p.
15)


Fordelen
ved
aggregativt
demokrati
er,
at
det
giver
mulighed
for
at


træffe
bindende
beslutninger
uden
skelen
til
eventuel
dissens
i
øjeblikket
–


konsekvensen
kan
dog
komme
senere
i
form
af
eksempelvis
et
tabt
valg.
En


anden
fordel,
der
dog
ikke
nævnes
eksplicit
hos
Gutmann
&
Thompson
er,
at


præferencer
i
det
aggregative
system
netop
kan
være
baseret
udelukkende


på
følelser
og
værdier
i
stedet
for
fornuft
og
fakta.
Ulempen
er
selvfølgelig,
at


vi
grundlæggende
ikke
aner,
om
beslutninger
træffes
på
det
ene
eller
det


andet
grundlag.



Spørgsmålet
er
derfor,
om
der
er
behov
for
en
revision
af
det
delibe‐

rative
ideal,
der
i
et
vist
omfang
fastholder
de
fire
krav,
men
samtidig
forsø‐

ger
at
imødegå
nogle
af
de
kritikpunkter,
jeg
rejste
ovenfor?
Formålet
skulle


være,
at
gøre
det
deliberative
ideal
stærkere
i
praksis
ved
at
tillade
en
delibe‐

rativ
 meta‐debat,
 om
 selve
 idealets
 status
 i
 forhold
 til
 udviklingsprojekter.


Eller
sagt
på
en
anden
måde
–
i
stedet
for
at
tro,
at
deliberation
er
et
’fælles


bedste’,
 må
 idealet
 være
 åbent
 overfor
 en
 deliberation
 omkring
 sin
 egen


anvendelighed
 i
 konkrete
 situationer,
 og
 åbne
 op
 for,
 at
 andre
 (politiske)


idealer
kan
spille
en
væsentlig
rolle
på
tidspunkter
i
processen,
hvor
delibera‐

tiv
dialog
måske
ikke
er
den
mest
fremkommelige
vej.
I
indledningen
til
dette


afsnit
fortolkede
Torpe
&
Andersen
kritikken
af
deltagerdemokratiet
som
et


ønske
om
et
mere
’interaktivt
demokrati’
uden
dog
i
sammenhængen
nær‐

mere
at
definere
dette
begreb.
Men
måske
giver
det
mening
at
låne
begre‐

bet
som
overskrift
til
en
tilpasning
af
det
deliberative
ideal,
der
kan
fungere


som
et
mere
praksisorienteret
idealmål
for
borgerdeltagelse
i
byudvikling?





BORGER, BY & DELTAGELSE

det interaktive demokrati

Forud
for
et
forsøg
på
en
definition
af
et
interaktivt
demokratiideal
er


det
nødvendigt
at
uddybe
ovenstående
pointer
en
anelse.
I
en
dansk
kon‐

tekst
er
det
aggregative
ideal
måske
ikke
nødvendigvis
en
direkte
modpol
til


det
deliberative.
I
hvert
fald
har
Torpe
opstillet
en
model
(fig.
5),
hvor
han


opererer
med
et
andet
begrebspar,
henholdsvis
det
aggregative
overfor
det


integrative
og
det
repræsentative
overfor
det
selvstyrende
(Torpe
2002):





konkurrencedemokrati

Aggregativt demokratisyn

populistisk demokrati

Repræsentativt ideal Selvstyreideal

deliberativt demokrati deltagerdemokrati

Intergrativt demokratisyn

Fig. 5: Torpes demokratimodel (Torpe 2002)

121



122



BORGER, BY & DELTAGELSE


Hvor
det
aggregative
ideal
allerede
er
beskrevet
oven
for
–
defineret


som
den
egennytte
maksimerende
vælger
–
er
det
integrative
demokratisyn


præget
af
borgernes
tilhørsforhold
til
et
mere
abstrakt,
måske
endda
ideolo‐

gisk
baseret,
politisk
fællesskab.
På
den
anden
akse
skelner
Torpe
mellem


det
repræsentative
ideal
på
den
ene
side,
hvor
vi,
som
nævnt,
udvælger
an‐

dre
til
at
repræsentere
vore
synspunkter,
overfor
en
mere
direkte
styreform,


som
f.eks.
den
Atheniensiske,
hvor
alle
deltager
i
beslutningsprocessen.
Tor‐

pe
placerer
så
det
deliberative
demokrati
som
en
funktion
af
et
repræsenta‐

tivt
ideal
og
et
integrativt
demokratisyn,
mens
vi
modsvarende
har
deltager‐

demokratiet
som
en
funktion
af
det
samme
demokratisyn
med
et
selvstyre‐

ideal.
Øverst
i
modellen
finder
vi
det
rene
konkurrencedemokrati,
altså
ev‐

nen
til
at
tælle
til
halvfems
i
det
danske,
nationale
system,
overfor
et
populi‐

stisk
 demokrati,
 hvor
 (væsentlige)
 beslutninger
 eksempelvis
 lægges
 ud
 til


direkte
afstemning
blandt
borgerne,
som
vi
f.eks.
har
set
det
i
forbindelse


med
EU‐afstemningerne.
Men
hvor
kommer
det
’interaktive
demokrati’
ind
i


denne
demokratiforståelse?


Problemet
med
begrebet
’interaktivt
demokrati’
er,
at
det
indeholder


konnotationer
til
en
lang
række
teknologier,
der
i
dag
præger
vores
samfund.


På
den
ene
side
er
mange
af
disse
teknologier
relevante
at
tage
med
i
over‐

vejelserne
omkring
borgerdeltagelse
i
byudvikling,
på
den
anden
side
er
det


ikke
som
sådan
formålet
med
mit
projekt.
Lad
mig
derfor
slå
fast,
at
jeg
med


interaktivt
demokrati
ikke
eksplicit
ønsker
at
forbinde
begrebet
med
eksem‐

pelvis
internetbaserede
konsultationsformer
eller
sociale
medier,
men
at
jeg


heller
ikke
dermed
afviser,
at
disse
kan
indgå
som
redskaber,
der
kan
under‐

støtte
den
praktiske
implementering
af
begrebet.
Men
hvad
dækker
begre‐

bet
så
over?
Der
findes
mange
definitioner
af
interaktion
og
interaktivitet,


men
især
én
skiller
sig
ud
som
et
brugbart
fundament
for
en
forståelse
af


den
 kompleksitet,
 der
 er
 forudsætningen
 for
 at
 det
 deliberative
 ideal
 kan


implementeres
i
praksis,
nemlig
symbolsk
interaktionisme,
som
den
her
for‐

muleres
hos
Herbert
Blumer:





BORGER, BY & DELTAGELSE

”This
approach
sees
a
human
society
as
people
engaged
in


living.
Such
living
is
a
process
of
ongoing
activity
in
which
partici‐

pants
are
developing
lines
of
action
in
the
multitudinous
situations


they
encounter.
They
are
caught
up
in
a
vast
process
of
interaction


in
which
they
have
to
fit
their
developing
actions
to
one
another.


This
process
of
interaction
consists
in
making
indications
to
others


of
what
to
do
and
in
interpreting
the
indications
made
by
others.


[…]
This
general
process
should
be
seen,
of
course,
in
the
differ‐

entiated
character,
which
it
necessarily
has
by
virtue
of
the
fact


that
people
cluster
in
different
groups,
belong
to
different
organi‐

sations,
and
occupy
different
positions.
They
accordingly
approach


each
 other
 differently,
 live
 in
 different
 worlds,
 and
 guide
 them‐

selves
by
different
sets
of
meanings.”
(Blumer
1986,
p.
20‐21)


Det
ville
føre
for
vidt
at
komme
nærmere
ind
på
ideen
om
symbolsk


interaktionisme
i
alle
dens
aspekter,
men
helt
basalt
–
og
måske
banalt
–
er


opfattelsen
af,
at
vores
handlinger
og
selv(opfattelse)
påvirkes
gennem
in‐

teraktion
med
andre
mennesker,
men
at
vi
også
har
en
række
forudsætnin‐

ger
med
os,
der
er
med
til
at
forme
de
indikationer
på
baggrund
af
hvilke
vi


interagerer
med
vores
omverden.
Pointen
er,
at
vi
både
er
i
stand
til
at
agere


med
afsæt
i
en
relativt
forankret
selvforståelse,
men
også
er
i
stand
til
at


sætte
os
ind
i
andres
selvforståelse
og
meningen
bag
deres
handlinger
ved
at


påtage
os
andres
’rolle’
(Ibid.
p.
82).



I
det
deliberative
ideal
findes
en
tilsvarende
(eller
måske
i
virkelighe‐

den
modsvarende)
opfattelse
af
behovet
for
at
’økonomisere
moralske
kon‐

flikter’,
der
handler
om
at
sætte
sig
ind
i
andres
synspunkter
for
at
holde
fo‐

kus
på
de
områder,
hvor
man
er
enige,
selvom
man
kan
være
rygende
ueni‐

ge
om
andre,
og
væsentlige,
områder
(Gutmann
&
Thompson
2004,
p.
134).


Når
jeg
påstår,
at
de
er
tilsvarende
er
det
med
afsæt
i,
at
begge
opfattelser


forudsætter
en
form
for
’rollespil’,
hvor
man
sætter
sig
i
den
andens
sted
for


at
kunne
handle
i
en
given
situation.
Men
når
de
alligevel
er
modsvarende


skyldes
det,
at
det
deliberative
ideal
fastholder
ønsket
om,
at
rollespillet
fø‐

rer
til
en
øget
fokusering
på
enighed
og
konsensus,
mens
indsigten
i
den
an‐

dens
selvforståelse
i
den
symbolske
interaktionisme
udmærket
kan
føre
til
–


123



124



BORGER, BY & DELTAGELSE


og
tillade
–

oppositionelle
handlinger,
selvom
det
er
med
afsæt
i
netop
en


’forståelse’
af
den
andens
opfattelse
af
et
bestemt
område.


I
en
forståelse
af
demokratiet
tolker
jeg
derfor
interaktionen
som
ev‐

nen
til
at
agere
i
forhold
til
den
givne
situation,
benytte
os
af
én
eller
flere
af


ovenstående
demokratiske
forståelser
alt
efter
behov
og
–
i
bedste
fald
–


ændre
vores
selv‐
og
omverdensforståelse
i
den
konkrete
situation,
så
den
i


højere
grad
stemmer
overens
med
den
udfordring
vi
har
sat
os
for
at
løse
(i


fællesskab).
Dermed
ville
en
(meta)deliberation
om,
hvilke
idealer,
vi
baserer


vores
proces
på
også
tillade
en
større
åbenhed
i
forhold
til
at
acceptere
f.eks.


aggregative
 faser
 i
 processen,
 repræsentative
 beslutninger
 og
 problemløs‐

ninger,
afgørelser
baseret
på
rent
konkurrencedemokrati
og
workshops
med


en
høj
grad
af
deliberativ
dialog.
Forudsætningen
vil
være,
at
der
er
en
kon‐

sensus
omkring
–
eller
måske
blot
en
erkendelse
af
–

hvilken
demokratiop‐

fattelse,
der
lå
til
grund
for
den
enkelte
fase
på
netop
dette
tidspunkt
i
pro‐

cessen
–
og
at
deltagerne
kunne
se
’fornuften’
i
at
benytte
sig
af
forskellige


tilgange.



Som
sådan
fremstår
idealet
om
et
interaktivt
demokrati
netop
som
et


ideal,
og
måske
oven
i
købet
som
et
lettere
naivt
sådan,
men
jeg
vil
senere


vende
tilbage
til
en
diskussion
af,
hvorfor
idealet
måske
netop
kan
være
med


til
at
facilitere
en
ny
demokratisk
praksis
i
byudviklingsprocesser
–
og
hvorfor


der
overhovedet
er
behov
for
en
sådan.
Men
inden
jeg
når
så
langt
er
det


nødvendigt
først
at
se
på,
hvad
der
ligger
bag
begrebet
byudvikling.





BORGER, BY & DELTAGELSE

”The
ideal
city
would
involve
the
obsolescence
of
space:
an


accelerated
 change
 of
 abode,
 emplacements
 and
 prepared


spaces.
It
would
be
the
ephemeral
city,
the
perpetual
oeuvre
of
its


inhabitants,
 themselves
 mobile
 and
 mobilized
 for
 and
 by
 this


oeuvre.”
(Lefebvre
2008,
p.
172‐173)


byen

Det
 traditionelle
 billede
 af
 byen
 hos
 langt
 de
 fleste
 mennesker
 er


præget
 af
 de
 fysiske,
 rumlige
 strukturer,
 der
 udgør
 bybilledet.
 Bygninger,


veje,
parker
–
og
ikke
mindst
byen
som
en
territorial
enhed;
vi
bor
enten
i


eller
uden
for
byen.
Byen
er
også
forbundet
med
forestillinger
om
mangfol‐

dighed,
kultur,
(by)liv
og
–
hvis
man
bor
der
–
forhåbentlig
også
med
hjem‐

lighed.
Alle
disse
forestillinger
og
billeder
er
i
vores
bevidsthed
ofte
parret


med
deres
modsætning:
Bygningen
med
fraværet
af
bygninger,
vejene
med


uvejsomheden,
parken
med
(ur)skoven,
mangfoldigheden
med
ensartethe‐

den,
kulturen
med
naturen,
bylivet
med
livet
på
landet
og
hjemligheden
med


det
 fremmede.
 Og
 ikke
 mindst
 byen
 som
 territorium
 med
 landet
 som
 af‐

grænsning
af
dette
territorium.
At
verden
ikke
nødvendigvis
er
skruet
sådan


sammen
og
kan
analyseres
på
anden
vis,
ændrer
ikke
ved,
at
måden
at
an‐

skue
den
på
ofte
er
præget
af
netop
denne
form
for
dikotomisk
tænkning,


hvor
vi
adskiller
og
afgrænser
fænomener
gennem
deres
modsætninger.


Med
min
indskrivning
i
forskningsmiljøet
omkring
Institut
for
By
og


Landskab
og
tilknytningen
til
Center
for
Strategisk
Byforskning,
har
det
været


naturligt
at
forholde
sig
til
begrebet
om
den
grænseløse
by,
som
en
forud‐

sætning
for
en
forståelse
af
byen,
da
netop
dette
begreb
spiller
en
fremtræ‐

dende
rolle
i
de
pågældende
forskningsmiljøer.
Men
hvordan
forener
man


en
byteoretisk
position,
hvor
begrebsparrene
overskrider
hverandres
græn‐

ser,
med
borgernes
ofte
afgrænsede
(men
ikke
nødvendigvis
begrænsede)


opfattelse
af
byen?
Der
findes
ikke
noget
entydigt
svar
på
spørgsmålet,
men


et
udgangspunkt
er
selvfølgelig
at
forsøge
en
afdækning
af
nogle
af
de
ten‐

denser,
der
spiller
en
rolle
teoretisk
såvel
som
i
praksis
i
vores
opfattelse
af


125



126



BORGER, BY & DELTAGELSE


byen.
I
mit
arbejde
med
konkrete
cases
har
de
byteoretiske
positioner
spillet


en
forsvindende
lille
rolle.
Når
jeg
alligevel
tager
nogle
af
diskussionerne
op
i


denne
afhandling
er
det
med
det
eksplicitte
formål
at
redegøre
for
aktuelle


tendenser,
der
kan
være
med
til
at
bibringe
en
forståelse
af
byen
i
et
dyna‐

misk
udviklingsperspektiv,
frem
for
at
benytte
teorierne
til
at
analysere
by‐

begrebet
som
en
(statisk)
tilstand.



I
starten
af
dette
kapitel
fremlagde
jeg
nogle
af
de
positioner
i
begre‐

bet
om
den
grænseløse
by,
der
har
direkte
betydning
for
ændringen
af
bor‐

gernes
rolle
i
byudviklingen.
I
de
følgende
afsnit,
vil
jeg
gå
lidt
mere
i
dybden


med
disse
positioner
og
deres
relation
til
det
overordnede
tema
om
borger‐

deltagelse
i
byudvikling.
Afsættet
er
en
diskussion
af
Lefebvres
kortfattede


beskrivelse
af
idealbyen,
som
et
plastisk,
foranderligt
og
midlertidigt
værk,


der
til
stadighed
skabes
af
og
for
borgerne
–
eller
hvad
man
kalde
byen
som


igangværende
arbejde.
I
den
sammenhæng
er
det
værd
at
bemærke,
at
Le‐

febvre
er
langt
fra
at
være
en
interaktiv
demokrat
i
den
forstand
jeg
formule‐

rede
 begrebet
 i
 forrige
 afsnit.
 Hans
 udgangspunkt
 er
 Marxismen
 og
 reelt


levner
han
derfor
ikke
megen
plads
til
divergerende
ideologier,
som
grundlag


for
byudviklingen.
Når
jeg
bruger
ham
som
afsæt
er
det
derfor
ikke
fordi
jeg


abonnerer
på
hele
den
ideologiske
og
historiske
pakke,
der
er
implicit
i
Le‐

febvres
eget
oeuvre,
men
i
stedet
låner
jeg
nogle
centrale
begreber,
omfor‐

tolker
dem
og
benytter
dem
som
udgangspunkt
for
en
revideret
forståelse
af


byudvikling
i
et
aktuelt
perspektiv.



Med
afsæt
i
Harveys
beskrivelse
af
byens
som
en
palimpsest
i
det
ind‐

ledende
 kapitel,
 giver
 det
 mening
 at
 kradse,
 om
 end
 kun
 overfladisk,
 i
 de


dybereliggende
historiske
lag,
for
at
forstå
baggrunden
for
begrebet
om
by‐

en
som
igangværende
arbejde.
Denne,
aktuelle,
opfattelse
af
byen
er
selv‐

sagt
påvirket
og
informeret
af
byteoretiske
positioner,
der
går
forud
for
en


forståelse
af
byen
som
noget
foranderligt,
dynamisk
og
igangværende,
efter‐

som
 denne
 aktuelle
 opfattelse
 af
 byen
 ikke
 altid
 har
 været
 den
 fremher‐

skende,
mens
mange
af
de
udfordringer,
der
historisk
har
været
forbundet


med
tidligere
byudviklingstendenser
stadig
er
gældende,
men
måske
nok
har


antaget
andre
(udtryks)former.
Lad
os
derfor
starte
med
en
kort
opridsning





BORGER, BY & DELTAGELSE

af
de
mere
statiske,
og
historiske,
byudviklingstendenser,
for
at
kunne
træk‐

ke
linjerne
op
til
aktuelle,
og
dynamiske,
opfattelser
af
byen.




slum, utopier & byen som maskine

Der
 ligger
 en
 interessant
 dobbelttydighed
 i
 Lefebvres
 udsagn
 om


idealbyen
 som
 et
 igangværende
 arbejde,
 eller
 midlertidigt
 værk.
 Begrebet


’idealby’
antyder,
at
der
er
tale
om
en
permanent
tilstand,
et
Utopia,
men


hos
 Lefebvre
 er
 det
 samtidig
 en
 permanent
 tilstand
 af
 forandring.
 Mange


visioner
om
idealbyen
har
derimod
netop
set
byen
som
en
tilstand,
forstået


således,
at
byen
er
afgrænset
i
tid
og
rum,
permanent
og
færdig,
både
hvad


angår
det
byggede
miljø,
men
også
i
forhold
til
de
ideer
om
byliv,
sociale

og


politiske
 strukturer,
 der
 ofte
 følger
 med
 visionen
 om
 fremtidens
 idealby
 i


modsætning
til
byen
som
et
aktuelt
sted,
et
topia,
om
man
vil.



Permanente
 og
 afgrænsede
 idealbyer
 og
 samfund
 kan
 findes
 langt


tilbage
i
historien,
ikke
mindst
i
litteraturen,
hvor
man
bl.a.
kan
nævne
Pla‐

tons
Staten
fra
omkring
360
f.kr.,
Moores
Utopia
fra
1516,
Campanellas
La


città
del
Sole
fra
1602
og
Bacons
beskrivelse
af
Bensalem
i
New
Atlantis
fra


1627.
Som
fysisk
manifestation
findes
der
også
talrige
eksempler
på
ideal‐

byer,
fra
Luxor
over
Chichen
Itza
og
Angkor
Wat
til
den
Forbudte
By.
Mens


de
 nævnte
 fysiske
 eksempler
 er
 udtryk
 for
 mere
 eller
 mindre
 monolitiske


religiøse
eller
politiske
magtmanifestationer,
så
man
fra
midten
af
det
19.


århundrede
 og
 frem
 visioner
 for
 fremtidens
 idealby,
 der
 i
 højere
 grad
 var


baseret
på
ønsket
om
at
ændre
eksisterende
tilstande
til
foretrukne.


De
 eksisterende,
 historiske
 tilstande
 var
 vildtvoksende
 slumbyer
 i


London,
Paris,
Berlin,
New
York
–
og
en
lang
række
andre
større
byer
verden


over;
’the
City
of
Dreadful
Night’,
som
James
Thomson
kaldte
London
i
et
digt


fra
1800‐tallets
slutning
(Hall
2002,
p.
14).
I
1883
beskrev
Andrew
Mearns


livet
i
Londons
slum
og
udpenslede
de
usle
forhold
beboerne
levede
under.


127



128



BORGER, BY & DELTAGELSE


Hans
beskrivelser
blev
viderebragt
i
flere
af
datidens
dagblade
og
medførte


et
ramaskrig
blandt
det
bedre
borgerskab,
der
endte
med
etableringen
af


the
Royal
Commission
on
the
Housing
of
the
Working
Classes
i
1884
(Ibid.
p.


14‐24).
Behovet
for
reformer
stod
klart
for
de
fleste,
bl.a.
på
grund
Mearns’


klare
beskrivelser
af
de
tilstande,
der
herskede
i
datidens
byer
blandt
sam‐

fundets
fattigste
–
og
ikke
mindst
fordi
samfundets
øvre
klasser
frygtede
et


oprør
fra
bunden.
Charles
Booth
underbyggede
beskrivelserne
med
statisti‐

ske
data
og
nåede
frem
til,
at
der
i
alt
var
mere
end
én
million
byboere
i
Lon‐

don
alene,
der
levede
under
slumlignende
forhold,
dvs.
mere
end
tyve
pro‐

cent
af
befolkningen.
Tilsvarende
undersøgelser
i
Berlin,
Paris
og
New
York


gav
lignende
resultater
i
de
følgende
år
(Ibid.
p.
28‐46).


Udviklingen
 var
 sket
 på
 baggrund
 af
 industrialiseringen,
 der
 havde


trukket
landbefolkningen
til
byerne
i
søgen
efter
arbejde,
og
markedskræf‐

terne
havde
gjort
det
stadigt
dyrere
at
bo
i
byerne
som
en
simpel
funktion
af


udbud
 og
 efterspørgsel
 på
 den
 fysiske
 plads
 og
 (vare)udbuddet
 i
 byerne.


Fremkomsten
af
de
store
metropoler
var
derfor
ikke
planlagt
i
den
forstand,


at
man
havde
taget
proaktiv
stilling
til,
hvem
byen
skulle
udvikles
for
og
til.


Og
heller
hvordan
eller
med
hvilket
overordnet
formål.
Dermed
ikke
sagt,
at


man
ikke
havde
gjort
sig
overvejelser
om
mere
basale
planlægningsspørgs‐

mål,
som
f.eks.
vandforsyning
–
allerede
romerne
havde
gjort
dette
–
infra‐

struktur,
eller
byens
forsvar.
Alle
disse
elementer
af
planlægning
var
velkend‐

te,
men
fra
slutningen
af
det
19.
århundrede
og
starten
af
det
20.
ændredes


billedet
og
ideen
om,
at
man
ved
hjælp
af
de
rette
redskaber
og
rettidig
plan‐

lægning
kunne
ændre
eksisterende
tilstande,
herunder
ikke
mindst
de
socia‐

le,
til
foretrukne,
slog
for
alvor
rod.


Som
allerede
beskrevet
i
kapitel
2
var
forståelsen
af
de
problemer,


der
skulle
løses
dog
ofte
ikke
videre
veludviklet,
i
hvert
fald
ikke
set
med
nu‐

tidens
 målestok.
 Dette
 medførte
 også,
 at
 nogle
 af
 løsningsforslagene
 var


præget
af
en
blanding
af
naivitet
og
tro
på
fremskridtet
og
fremtidens
by
–



eller
måske
ligeså
ofte
frygten
for
samme.
De
ville
føre
for
vidt
her
at
opridse


de
arkitektoniske
og
planlægningsmæssige
utopier,
der
i
denne
periode
så


dagens
lys
–
og
ikke
mindst
deres
mere
eller
mindre
succesfulde
implemen‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

tering
–
men
det
er
alligevel
værd
at
nævne
et
par
enkelte
og,
for
mange,


velkendte
eksempler,
som
repræsentanter
for
denne
type
af
planlægning,


der
så
idealbyen
som
noget
manifest,
afgrænset,
realiserbart
og
måske
næ‐

sten
maskinelt
i
tråd
med
datidens,
lettere
romantiserede,
fascination
af
et


teknisk‐rationelt
paradigme.



I
den
sammenhæng
er
Ebenezer
Howard
central,
ikke
mindst
fordi


hans
visioner
var
radikale
på
mange
måder
og
sidenhen
har
haft
betydelig


indflydelse
på
den
fysiske
planlægning
–
men
også
fordi
de
rummer
kimen
til


planlægning
 som
 en
 strategisk
 disciplin
 rettet
 mod
 ændringen
 af


socioøkonomiske
forhold.
Howards
Garden
City
Movement,
der
tog
sin
be‐

gyndelse
i
1898
var
inspireret
af
Bellamys
beskrivelse
af
et
utopisk
samfund
i


værket
Looking
Backward
fra
1888.
Howard
var
måske
netop
i
højere
grad


social
og
politisk
utopist
end
planlægger
i
den
betydning,
vi
normalt
bruger


betegnelsen:


”[…]
his
garden
cities
were
[…]
the
vehicles
for
a
progressive


reconstruction
of
capitalist
society
into
an
infinity
of
cooperative


commonwealths.”
(Hall
2002,
p.
88)


Med
tanke
på
byernes
problemer,
kombineret
med
deres
tiltrækning


–
og
velvidende,
at
der
ikke
var
tilstrækkeligt
subsistensgrundlag
på
landet
–



foreslog
Howard
en
ny
(type)
by,
etableret
i
landlige
omgivelser
(hvor
jord‐

priserne
var
lave),
men
med
garanti
for
arbejde
efter
forhåndsaftaler
med


fabriksejere,
ordentlige
boligforhold
og
adgang
til
lys,
luft
og
natur.
Han
lagde


også
et
loft
over
antallet
af
beboere
og
byens
størrelse;
32.000
beboere
sam‐

let
i
et
bycentrum
på
godt
400
ha
omgivet
af
et
grønt
bælte
på
ca.
2000
ha,


der
skulle
rumme
såvel
landbrugsproduktion,
som
de
af
byens
institutioner,


der
kunne
have
fordel
af
tæt
kontakt
med
de
grønne
områder.
Når
én
by
var


fyldt,
ville
man
begynde
opførelsen
af
en
ny,
indtil
landet
var
dækket
af
én


stor,
 grænseløs
 haveby
 (garden
 city),
 bundet
 sammen
 af
 offentlige
 trans‐

portsystemer
(Ibid.
p.
93‐94).



129



130



BORGER, BY & DELTAGELSE


Howards
visioner
for
fremtidens
by,
beskrives
ofte
som
et
eksempel


på
en
moderne,
anti‐urbanistisk
(Hall
2002)
teknisk
og
rationelt
orienteret


fysisk
 planlægning
 (bl.a.
 Clemmensen
 2008).
 Men
 den
 var
 måske
 i
 endnu


højere
grad
et
udtryk
for
en
planlægningstendens,
der
ønskede
at
flytte
fo‐

kus
 fra
 den
 fysiske
 planlægning
 i
 retning
 af
 planlægning
 som
 et
 strategisk


middel
til
at
løse
sociale
problemer
én
gang
for
alle,
baseret
på
ideen
om
et


socioøkonomisk
 system,
 der
 inkorporerede
 en
 høj
 grad
 af
 selvstyre,
 vel‐

færdsydelser
og
(begrænset)
ejerskab
over
produktionsmidlerne
(herunder


også
jord
og
bygninger)
(Hall
2002,
p.
93‐97).



Selvom
Howards
vision
i
sin
fysiske
form,
og
på
papiret,
i
allerhøjeste


grad
ligner
en
afgrænset,
færdig
og
permanent
by
–
og
dermed
ofte
betrag‐

tes
som
klassisk
’(by)planlægning’
–
har
den
en
indbygget
socioøkonomisk


udviklingsmodel,
 der
 peger
 i
 retning
 af
 en
 forståelse
 af
 byen
 som
 noget


’igangværende’,
dog
måske
netop
mere
som
en
’maskine’
end
som
et
’værk’


i
den
forstand
Lefebvre
taler
om
idealbyen.
Samtidig
var
Howards
by
heller


ikke
et
’borgernes
værk
i
stadig
forandring’,
informeret
af
ideen
om
kom‐

plekse,
’wicked’
problemer,
men
snarere
en
enkelt
mands,
måske
storslåede,


vision
for,
hvad
han
så
som
rationelle
løsninger
på
konkrete
problemer
i
sin


samtid.



Det
 maskinelle
 ideal
 (gen)finder
 man
 til
 overflod
 hos
 Le
 Corbusier,


bl.a.
i
hans
idé
om
huset
som
en
’bomaskine’,
der
i
1949
hyldes
af
Steen
Eiler


Rasmussen:


”Han
har
sagt
at
Boligen
skal
være
en
Maskine
til
at
bo
i,


og
det
har
man
tolket
som
en
Tendens
mod
en
ren
Nyttekunst,
et


helt
 prosaisk,
 ingeniørmæssigt
 Byggeri.
 Men
 for
 Le
 Corbusier
 er


Maskinen
Udtryk
for
Tidens
Rytme,
dens
Poesi,
og
det
han
vil
ska‐

be
er
netop
noget
poetisk,
noget
der
er
skønt.”
(Rasmussen
1949


(1985),
p.
186)


Man
hører
næsten
ekkoet,
henover
et
halvt
århundrede,
af
Johannes


V.
Jensens
reportage
fra
Verdensudstillingen
i
Paris
i
år
1900,
hvor
han
ser
en


mand,
der
sover
i
fyrhullet
på
et
udstillet
lokomotiv
og
på
den
baggrund
pro‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

klamerer,
at
’Fremtiden
tilhører
ham,
han
lever
i
Kraft
af
Maskinen’.
I
Le
Cor‐

busiers
fremtid
lever
manden
ikke
blot
i
kraft
af
maskinen
(eller
i
den),
han
er


en
del
af
den.
Det
teknisk‐rationelle
islæt
gik
også
igen
i
Le
Corbusiers
opfat‐

telse
af
byen
som
helhed
og
planlægningen
som
disciplin.
Hans
indflydelse


på
den
modernistiske
planlægning
var,
ligesom
Howards,
stor
–
og
kritikken


af
ham
sidenhen
var
endnu
større.
Hans
involvering
i
CIAM
gav
hans
ideer
en


rækkevidde,
der
strakte
sig
langt
udover
de
projekter,
han
selv
havde
visio‐

ner
om,
for
slet
ikke
at
tale
om
de,
der
faktisk
blev
realiseret.
Målet
for
CIAM


og
Le
Corbusier
var
at
skabe
rationelle,
zoneopdelte
bysamfund,
og:


”Midlet
til
at
nå
dette
var
at
transformere
byerne
til
store


gennemplanlagte
 og
 kontrollerede
 samfundsmaskiner.”
 (Nielsen


2008,
p.
23)


’Samfundsmaskinerne’
blev
af
modernistiske
planlæggere
realiseret
i


store
dele
af
verden,
på
bar
mark,
eller
ved
at
nedrive
eksisterende
byområ‐

der.
Kritikken
af
denne
tilgang
til
planlægning
dukkede
op
allerede
umiddel‐

bart
efter
krigen,
og
Tom
Nielsen
nævner
bl.a.
situationisternes
ønske
om
at


tilegne
verden
til
det
legende
menneske,
mens
de
’kedelige’
jobs
er
overta‐

get
af
maskiner,
som
et
af
angrebene
på
den
modernistiske
tradition
(Ibid.
p.


25).
Men
kritikken
af
den
modernistiske
planlægning
tog
for
alvor
fart
med


Jane
Jacobs
berømte,
’The
Life
and
Death
of
the
Great
American
Cities’
(Ja‐

cobs
1992)
fra
1961.
Jacobs
og
andre
talte
bl.a.
for
en
mere
organisk
og
selv‐

groet
byudvikling
(Ibid.),
en
idé
der
i
tresserne
blev
udforsket
bl.a.
under
be‐

tegnelsen
’non‐plan’
(Hughes
&
Sadler
2002).



Hos
arkitektgruppen
Archigram,
på
trods
af
deres
rodfæstning
i
mo‐

dernismen,
gjorde
man
oprør
mod
ideen
om
bygningen
–
og
til
dels
også


(by)planens
–
status
som
noget
’afsluttet’,
og
argumenterede
for
arkitektur


og
planlægning,
der
var
mere
åben
og
dynamisk:


”The
imperative
for
Archigram’s
generation
was
instead
to


create
’open
ends’
[…],
an
architecture
that
would
express
its
in‐

131



132



BORGER, BY & DELTAGELSE


habitants’
supposed
desire
for
continuous
change.”
(Sadler
2002,


p.
138)


I
et
indflydelsesrigt
indlæg
i
New
Society
fra
1969
foreslår
Banham
et


al.,
at
der
indføres
et
moratorium
på
planlægningen,
i
hvert
fald
i
visse
om‐

råder,
for
at
eksperimentere
med
muligheden
for
en
større
åbenhed
i
plan‐

lægningen,
bl.a.
ved
at
lade
frie
(markeds)kræfter
råde
i
udviklingen
af
byen


og
dermed
lade
borgerne
selv
stå
for
at
skabe
den
forandring,
de
måtte
øn‐

ske.
Baggrunden
var,
at
de
ikke
mente,
at
planlægningen
på
nogen
måde


førte
kvalitet
med
sig,
men
i
langt
højere
grad
var
en
herskende
klasses
for‐

søg
på
at
dominere
andre
uden
overhovedet
at
have
den
fornødne
viden
om


disse
andre:


”To
impose
rigid
controls,
in
order
to
frustrate
people
in
the


achieving
space
standards
they
require,
represents
simply
the
re‐

ceived
personal
or
class
judgements
of
the
people
who
are
making


the
 decision.
 Worst
 of
 all:
 they
 are
 judgements
 about
 how
 they


think
other
people
–
not
of
their
acquaintance
or
class
–
should


live.
A
remarkable
number
of
the
architects
and
planners
who
ad‐

vocate
 togetherness,
 themselves
 live
 among
 space
 and
 green


fields.”
(Banham
et
al.
1969
(2002),
p.
20)


Selvom
 forfatterne
 taler
 for
 et
 opgør
 med
 planlæggernes
 smags‐

dommeri
og
ønsker
at
lade
borgerne
få
større
frihed
til
at
skabe
deres
egne


fysiske
rammer,
opfordrer
de
også
til,
at
det
trods
alt
skal
ske
inden
for
nogle


rammer
baseret
på
’objektiv’
information,
håndteret
af
de
nye
’kybernetiske


systemer’
(computere),
der
begynder
at
dukke
frem
på
dette
tidspunkt
i
hi‐

storien.
Planlægningen
skal
måske
nok
være
’organisk’,
på
grænsen
til
det


ikke‐eksisterende,
men
maskinerne
er
stadig
til
stede
som
formidlere
af
’fak‐

ta’
i
rammefortællingen,
lidt
ligesom
eksperterne
i
Fogh
Rasmussens
vision.



Det
endelig
opgør
med
troen
på
’maskinen’
som
enten
metafor
for


samfundet
eller
hjælpemiddel
til
at
analysere
rammer
og
problemer
er
dog


lige
 på
 trapperne,
 bl.a.
 hos
 Lefebvre,
 men
 ikke
 mindst
 i
 Rittel
 &
 Webbers


definition
 af
 planlægningens
 problemer
 som
 ’wicked’
 (Rittel
 &
 Webber





BORGER, BY & DELTAGELSE

1973).
Kompleksiteten
af
problemerne
gør,
at
de
bl.a.
formulerer
teserne,


som
jeg
opridsede
i
metodekapitlet,
men
som
ikke
tager
skade
af
en
genta‐

gelse
i
denne
kontekst:



Der
findes
ingen
endelig
problemformulering


Der
findes
ingen
regler
for
afslutning,
vi
kan
altid
gøre
det
bed‐

re


En
løsning
er
ikke
sand//falsk,
men
god//dårlig


Vi
kan
ikke
afgøre,
om
en
løsning
fører
til
et
godt
eller
dårligt


resultat
på
kort
eller
langt
sigt


Vi
har
kun
ét
forsøg
til
at
løse
problemet;
da
der
er
ikke
er
tid


til
at
tage
ved
lære
af
vores
fejl
tæller
hvert
forsøg



Der
findes
ikke
et
fast
antal
løsninger,
vi
kan
beskrive
i
detaljer,


og
heller
ikke
et
velbeskrevet
felt
af
tilladte
handlinger,
vi
kan


føje
ind
i
planen


Hvert
problem
er
unikt


Ethvert
problem
kan
ses
som
symptom
på
et
andet
problem


Enhver
uoverensstemmelse
ved
et
problem
kan
forklares
på


mange
måder
–
og
hver
forklaringsmodel
bestemmer
hvordan


problemet
kan
løses


Planlæggeren
[the
planner]
har
ikke
ret
til
at
tage
fejl.



Med
Rittel
og
Webbers
mere
eller
mindre
totale
afvisning
af
det
tek‐

nisk‐rationelle
 paradigme
 som
 fundament
 for
 planlægningen,
 er
 byen
 og


dens
problemer
allerede
i
starten
af
70erne
manifesteret
som
et
igangvæ‐

rende
arbejde,
der
ikke
kan
løses
gennem
elegante
arkitektoniske
løsninger,


storslåede
planer
eller
ved
at
overlade
det
analytiske
arbejde
til
talknuserne


(maskinelle
eller
ej).
Det
betød
selvfølgelig
ikke,
at
teknisk‐rationelt
oriente‐

rede
planlæggere
over
hele
verden
fra
da
af
smed
håndklædet
i
ringen,
men


det
betød,
at
der
blev
åbnet
op
for
en
række
nye
flanker
i
den
byteoretiske


diskurs
–
og
ikke
mindst
et
behov
for
at
gentænke
det
velordnede,
statiske


133



134



BORGER, BY & DELTAGELSE


og
 rationelle
 billede,
 der
 i
 en
 årrække
 havde
 præget
 opfattelsen
 af
 byen.


Som
Edward
Soja
konkluderer:


”It
has
now
become
increasingly
clear
that
the
urban
crisis


of
 the
 1960s
 exposed
 deep
 weaknesses
 and
 serious
 gaps
 in
 the


urban
theories
and
practices
that
had
evolved
over
the
previous


century.
Nearly
all
explicitly
urban
theory
and
the
empirical
inves‐

tigations
of
the
city
and
its
spatial
specificity
up
to
that
time
were


in
one
way
or
another
involved
in
a
search
for
regularity
and
order,


a
moral
order
in
the
case
of
the
early
Chicago
School
sociologists,
a


geo‐statistical
 order
 for
 the
 new
 urban
 geographers
 and
 new


urban
 economists
 following
 in
 their
 footsteps.
 Throughout
 the


social
 sciences,
 various
 forms
 of
 systems
 analysis,
 backed
 by
 in‐

creasingly
 sophisticated
 and
 ”cybernetic”
 computer
 technology,


invigorated
 this
 emphasis
 on
 order,
 equilibrium,
 and
 continuous


evolution,
often
in
the
form
of
stage
like
models
of
modernization


and
progressive
development.
When
the
modern
urban
order
be‐

gan
to
break
down
on
the
streets
of
Los
Angeles,
New
York,
Paris,


Mexico
 City,
 and
 almost
 every
 other
 major
 modern
 metropolis,


there
 was
 thus
 little
 available
 in
 established
 social
 science
 ap‐

proaches
to
help
us
understand
what
was
happening
in
cities,
why


this
was
happening,
and
what
could
be
done
in
response.”
(Soja


2000,
p.
96‐97)


Krisen
 i
 slutningen
 af
 tresserne
 og
 begyndelsen
 af
 halvfjerdserne


medførte
altså,
at
et
væld
af
nye
tilgange
til
forståelsen
af
byen
dukkede
op


på
scenen.
Det
er
dog
ikke
min
hensigt
at
behandle
alle
disse
opfattelser
her.


Gennemgangen
af
de
valgte
eksempler
har
blot
til
hensigt
at
illustrere
en
vis


kontinuitet
i
opfattelsen
af
byens
problemer
og
udfordringer
(om
ikke
nød‐

vendigvis
borgernes
andel
i
løsningen
af
dem)
fra
dengang
til
nu.
Samtidig


tjener
de
valgte
historiske
eksempler
også
som
forudsætning
for
en
senere


diskussion
af,
hvordan
utopien,
der
ellers
i
stort
omfang
blev
kastet
ud
med


det
modernistiske
badevand,
måske
kan
revitaliseres
som
konkret
arbejds‐

redskab,
eller
som
Harvey
efterlyser
det
i
indledningskapitlet,
’et
passende


sprog’
og
’konceptuelt
apparat’,
der
er
bedre
gearet
til
at
håndtere
de
pro‐

blemer,
vi
aktuelt
står
overfor.
Noget
tyder
nemlig
på,
at
vi
i
overgangen
fra





BORGER, BY & DELTAGELSE

en
opfattelse
af
byen
som
en
(modernistisk)
maskine
til
en
(postmoderni‐

stisk)
organisme
ikke
nødvendigvis
har
fået
bedre
redskaber
til
at
få
greb
om


problemerne
–
for
slet
ikke
at
tale
om
et
(fælles)
sprog,
der
sætter
os
i
stand


til
endeligt
at
formulere
løsninger
på
de
problemer,
der
kendetegner
byerne:




”[…]
is
there
anything
radically
new
in
all
of
this?
Or
have


we,
 when
 we
 look
 at
 the
 parallel
 conditions
 of
 late‐nineteenth‐

century
urbanization
been
here
before?
The
answer
is,
I
fear,
both


yes
and
no.
Many
of
the
dystopian
elements
–
the
concentrated


impoverishment
 and
 human
 hopelessness,
 the
 malnourishment


and
 chronic
 diseases,
 the
 ecological
 degradation
 and
 excessive


pollution,
and
the
more
than
occasional
bitter
social
strife
–
were


all
 too
 familiar
 to
 our
 nineteenth‐century
 forebears.”
 (Harvey


2008,
p.
405)


Harvey
mener
dog,
at
tingene
trods
alt
er
blevet
bedre
siden
’the
City


of
 Dreadful
 Night’,
 og
 han
 fremhæver,
 at
 det
 bl.a.
 skyldes
 fremsynede
 og


visionære
planlæggere
og
tænkere
som
Howard,
Hausmann
og
Olmstead,


der
tog
fat
om
problemernes
rod
og
faktisk
fik
skabt
bedre
byer,
med
afsæt
i


et
kapitalistisk,
industrialiseret
verdensbillede
(ibid.
p.
406)
–
i
modsætning
til


vore
dages
neoliberalistiske
vækstfilosofi,
hvor
(produktions)virksomhederne


er
flyttet
ud
af
byerne
(der
i
øvrigt
også
ifølge
Harvey
er
blevet
grænseløse),


og
har
overladt
byudviklingen
til
developere,
spekulanter,
kontorfolk
og
fi‐

nansverdenen,
mens
(små)borgerskabet
har
isoleret
sig
i
mindre
enklaver
i


udkanten
(eller
indercirklerne)
af
byen
i
sikker
forvisning
om,
at
eventuelle


oprørske
elementer
og
revolutionære
tendenser
kan
håndteres
af
’rå
magt’


(ibid.
p.
407).
I
Harveys
forestillinger
om
mulige
–
og
mere
’retfærdige’
–
by‐

verdener
(possible
urban
worlds)
fornemmer
man
måske
en
længsel
efter
en


byudviklingsdiskurs,
der
har
et
langt
klarere
(og
måske
modernistisk
inspire‐

ret)
udgangspunkt
i
’det
fælles
bedste’,
end
tilfældet
er
i
dag
–
og
måske
i


realiteten
heller
ikke
var
under
de
beskrevne
planlæggere
og
de
paradigmer,


der
tidligere
var
fremherskende.
Andetsteds
erkender
han
dog
klart,
at
det


kan
være
svært,
om
ikke
umuligt,
at
skabe
løsninger
baseret
på
en
universel


opfattelse
af
’social
retfærdighed’
(social
justice):


135



136



BORGER, BY & DELTAGELSE


”There
can
be
no
universal
conception
of
justice
to
which


we
can
appeal
as
a
normative
concept
[…].
There
are
only
particu‐

lar,
competing,
fragmented,
and
heterogeneous
conceptions
and


discourses
about
justice
which
arise
out
of
the
particular
situations


of
those
involved.”
(Ibid.
p.
342)


Jeg
vil
ikke
her
gå
dybere
ind
i
en
diskussion
af
Harveys
(dystopiske)


beskrivelse
 af
 planlægningens
 fejl
 og
 mangler,
 i
 stedet
 vil
 jeg
 foretage
 et


spring
frem
til
aktuelle
byudviklingstendenser
som
mulige
forklaringsmodel‐

ler
til
en
forståelse
af
byen,
som
vi
kender
og
oplever
den
i
dag,
og
derefter


vende
tilbage
til
byen
som
igangværende
arbejde
og
ikke
mindst
borgernes


ret
til
at
deltage
i
dette
arbejde.




aktuelle udviklingstendenser

I
starten
af
kapitlet
beskrev
jeg
den
grænseløse
by
som
et
aktuelt
fæ‐

nomen,
men
referencer
til
det
urbane,
som
noget
der
transcenderer
eksiste‐

rende
(by)grænser
kan
findes
i
hvert
fald
mere
end
300
år
tilbage
i
historien.


Karl
Marx
færdiggjorde
sit
Grundrisse
der
Kritik
der
Politischen
Ökonomie
i


1858.
Heri
taler
han
bl.a.
for,
at
den
moderne,
industrialiserede
verden
er


kendetegnet
 ved
 en
 stigende
 urbanisering,
 helt
 basalt
 forstået
 således,
 at


tidligere
 levede
 byerne
 af
 landet,
 mens
 relationen
 i
 ’moderne’
 tid
 vendes


om,
bl.a.
som
følge
af
industrialiseringen:


”[…]
the
modern
(age)
is
the
urbanization
of
the
country‐

side,
 not
ruralisation
 of
 the
 city
 as
 in
 antiquity.”
 (Marx
 1973,
 p.


479)


Men
allerede
i
1683
var
der
tendenser
til
at
opfatte
det
urbane,
som


noget
der
i
abstrakt
form,
men
konkretiseret
gennem
globale
pengestrøm‐

me,
omspandt
hele
kloden.
Marx
citerer
i
Grundrisse
italieneren
Montanari


for
følgende:





BORGER, BY & DELTAGELSE

”Intercourse
between
nations
spans
the
globe
to
such
an


extent
that
one
may
almost
say
all
the
world
is
but
a
single
city
in


which
a
permanent
fair
comprising
all
commodities
is
held
[…].”


(Marx
1973,
p.
782)


Forestillingen
 om
 byen,
 eller
 det
 urbane,
 som
 et
 grænseløst
 fæno‐

men
er
altså
ikke
udelukkende
en
aktuel
forestilling,
men
har
spillet
en
rolle


for
 forståelsen
 af
 de
 mekanismer,
 der
 har
 præget
 forholdet
 mellem


by//land,
by//verden
og
by//borger
i
flere
århundreder.
Selvom
tendenserne


måske
har
været
tilstede
tidligere,
er
der
dog
ingen
tvivl
om,
at
de
er
blevet


forstærket
igennem
det
20.
Århundrede,
ikke
mindst
i
kraft
af
den
teknologi‐

ske
udvikling
(Ascher
2002)
og
den
stigende
globalisering
(hvor
der
trods
alt


er
sket
en
del
siden
Montanari
og
senere
Marx
analyserede
pengestrømme‐

ne).
Samtidig
integreres
såvel
større
som
mindre
bysamfund
i
sammenhæn‐

gende
regionale
byområder,
grænserne
mellem
by
og
land
udviskes
og
ur‐

bane
funktioner
og
bylivsformer
indtager
det
omgivende
land
og
bypolitik‐

ken
flyttes
fra
byrådene
og
ud
i
stadig
mere
komplekse
netværk
og
samar‐

bejdsrelationer
 (Albertsen
 et
 al.
 2007).
 I
 Danmark
 starter
 udviskningen
 af


grænserne
allerede
omkring
år
1800,
hvor
nationalstatens
fremkomst
med‐

fører
en
homogenisering
af
politik
og
kultur
på
tværs
af
by
og
land,
etable‐

ringen
af
byerhverv
på
landet
og
senere
de
første
ansatser
til
en
form
for


pendling,
hvor
landbefolkningen
arbejder
i
de
nærliggende
byer
(Ibid.
p.
2‐3).


Fra
1960erne
og
frem
accelerer
udviklingen
som
følge
af
(Ibid.
p.
3):



Den
fortsatte
kulturelle
og
politiske
homogeniseringsproces,


forstærket
af
de
nationale
massemedier
og
det
nationale
vel‐

færdssamfundsprojekt


Bosætningen
i
de
mange
nedlagte
landbrug


Decentraliseringen
af
industrien


De
stigende
geografiske
husprisforskelle
med
stærkt
stigende


huspriser
i
storbyerne,
og
især
i
deres
mere
centrale
eller


mondæne
dele
samt


137



138



BORGER, BY & DELTAGELSE


De
hurtigt
voksende
arbejdskraftsoplande
og
daglige
aktivi‐

tetsrum,
baseret
på
en
pendling
med
bil
eller
kollektiv
trafik,


som
nu
strækker
sig
over
lange
afstande.



Fra
at
være
relativt
ensartede,
begynder
byerne
også
i
stigende
grad


at
specialisere
sig
og
indgå
i
mere
komplekse
relationer
på
regionalt
plan,
og


senere
–
i
kraft
af
globaliseringen
–
forstærkes
denne
tendens
i
endnu
højere


grad
og
byerne
indgår
i
en
global
arbejdsdeling
(ibid.),
hvor
f.eks.
nogle
byer


er
kendetegnet
 ved
 at
være
finansielle
 centre,
eksempelvis
 London,
 mens


andre
tager
sig
af
produktionen,
f.eks.
Shenzhen,
der
i
en
årrække
har
været


en
af
Kinas
såkaldt
special
economic
zones.
Samtidig
går
tendensen
i
retning


af
en
højere
koncentration
af
den
økonomiske
vækst
omkring
de
større
by‐

centre,
sideløbende
med,
at
borgerne
spreder
sig
udover
bycentrene
og
bo‐

sætter
sig
i
stadig
større
afstand
fra
byen
samt
benytter
de
rekreative
facili‐

teter
omkring
bycentrene
(Ibid.
p.
5).


Umiddelbart
er
denne
udvikling
ikke
sket
på
baggrund
af
en
klar,
of‐

fentlig
–
og
offensiv
–
planstrategi.
I
stedet
har
den,
ikke
mindst
i
Danmark,


været
præget
af
udbygningen
af
offentlig
transport
og
et
vejnet,
der
har
gjort


det
muligt,
at
bevæge
sig
friere
over
større
afstande.
Mens
selve
byudvik‐

lingsdiskursen
har
ændret
sig
væsentligt
siden
tresserne,
er
der
ikke
sket
en


tilsvarende
 udvikling
 i
 den
 overordnede
 vejplanlægning,
 hvor
 der
 i
 et
 vist


omfang
stadig
planlægges
ud
fra
et
modernistisk
storskalaideal
(Clemmen‐

sen
2008).
Omvendt
betød
planlovens
revision
i
halvfjerdserne,
at
fokus
for


byplanlægningen
blev
flyttet
fra
modernismens
store
linjer
til
en
højere
grad


af
lokal
forankring:


”Gennem
 nedskaleringen
 af
 de
 byudviklingsmæssige
 per‐

spektiver
og
regionplanlægningens
forskydning
fra
byregulering
til


miljøregulering
lader
kritikken
af
den
modernistiske
planlægning


indirekte
til
at
have
stimuleret
en
drejning
tilbage
mod
en
mere


traditionel
byopfattelse
inden
for
den
offentlige
planlægning.
For‐

stået
på
den
måde,
at
forestillingen
om
byen,
som
en
afgrænset





BORGER, BY & DELTAGELSE

og
 selvstændig
 enhed
 blev
 styrket
 sammen
 med
 kommunernes


voksende
indflydelse.”
(Ibid.
p.
22‐23)


I
den
optik
er
den
grænseløse
by
som
fysisk
manifestation
i
Danmark


blevet
til
i
feltet
mellem
en
overordnet
national
og
regional
planlægning
af


infrastrukturen
og
et
mere
lokalt
forankret
fokus
på
udvikling
af
bycentre
og


områder
med
umiddelbar
tilknytning
til
byen.
Som
nævnt
tidligere
har
der


også
været
en
tendens
til
en
større
heterogenisering
i
den
store
skala
med


afsæt
i
en
stigende
specialisering
og
homogenisering
i
den
mindre.



Der
er
dog
også
træk
af
moderne
byudvikling,
der
peger
i
andre
ret‐

ninger,
hvor
bl.a.
konkurrencen
om
tiltrækning
af
arbejdspladser
peger
i
ret‐

ning
af
en
stigende
tendens
til,
hvad
man
kan
kalde
so‐ein‐ding‐strategier.


Dvs.
at
byer
forsøger
at
tiltrække
både
investeringer,
opmærksomhed,
virk‐

somheder
og
(højtuddannet)
arbejdskraft
med
stort
set
de
samme
midler.


Den
planlagte
udvikling
af
bynære
havneområder
i
bl.a.
København,
Frederi‐

cia,
Århus,
Køge,
Kolding,
Vejle
–
og
mange
andre
steder
–
bekræfter
denne


tendens.
I
alle
de
nævnte
byer
er
et
væsentligt
mål
at
erstatte
traditionelle


industrihavne
 med
 blandede
 boligområder,
 liberalt
 erhverv
 og
 kulturelle


aktiviteter,
ofte
med
afsæt
i
stort
set
samme
formel.
Samtidig
har
der
været


et
stort
fokus
på
markant
arkitektur
og
den
såkaldte
Bilbao‐effekt
(bl.a.
Bea‐

triz
2007)
samt
ideen
om,
at
den
kreative
klasse
er
blandt
de
mest
centrale


og
attraktive
befolkningsgrupper
i
en
byvækstmæssig
sammenhæng

(Florida


2003).
Men
også
på
andre
områder
sker
der
i
disse
år
en
homogenisering
af


byerne
i
deres
totalitet,
bl.a.
eksemplificeret
ved,
at
en
lang
række
danske


byer
har
meldt
sig
ind
i
klimakampen
og
annonceret,
at
de
skal
være
CO2‐

neutrale,
kæmper
om
pladserne
som
klimabyer
og
forsøger
at
tiltrække
virk‐

somheder
og
nye
borgere
ved
at
styrke
deres
grønne
profil.



I
et
vist
omfang
skyldes
disse
so‐ein‐ding‐strategier
nationale
og
over‐

nationale
målsætninger,
mens
de
på
andre
fronter
snarere
afspejler
globale


megatrends.
Hvorom
alting
er,
indikerer
de,
at
homogenisering
ikke
kun
fo‐

regår
 på
 et
 lokalt
 niveau
 med
 en
 stigende
 heterogenisering
 til
 følge,
 men


også
på
et
mere
overordnet
regionalt,
nationalt
og
globalt
niveau,
der
gør


139



140



BORGER, BY & DELTAGELSE


byerne
grænseløse
i
en
anden
forstand,
simpelthen
ved
at
skabe
et
globalt


netværk,
der
for
(visse)
borgere
handler
om
forventningen
om
en
bestemt


type
oplevelser
og
byliv,
mens
det
på
andre
områder
i
højere
grad
drejer
sig


om
at
adressere
problemer,
der
opfattes
som
netop
grænseløse.



Blandt
disse
byer
kan
man
således
pege
på
to
fremtrædende
byudvik‐

lingstendenser,
henholdsvis
en
vækstorienteret,
hvor
fokus
–
særligt

efter


finanskrisen
–
er
at
få
gang
i
business
as
usual:
Det
handler,
som
det
har
gjort


i
mange
herrens
år,
om
at
tiltrække
investeringer,
virksomheder
og
velud‐

dannet
arbejdskraft,
forskellen
fra
tidligere
(før
1980,
jf.
bl.a.
Harvey
2008)


er,
at
fokus
nu
er
på
udviklingsstrategier,
der
tager
afsæt
i
–
mere
eller
min‐

dre
‐
neoliberale
forestillinger
om
den
kreative
klasse
samt
innovation
og
ren


informationel
frem
for
industriel
produktion
(Castells
1991)
i
en
global
viden‐

søkonomi
(Jessop
2004).



Den
 anden
 aktuelle
 tendens
 er
 i
 højere
 grad
 en
 kriseforståelse
 og


handler
om
den
globale
opvarmning,
hvor
byer
verden
over
forsøger,
ikke


blot
at
forhindre
opvarmningen,
men
i
stadigt
stigende
grad
at
tilpasse
sig
de


politiske,
sociale,
økonomiske,
men
så
sandelig
også
fysiske
konsekvenser
af,


hvad
der
opfattes
som
en
efterhånden
uafvendelig
udvikling.
Som
Swynge‐

douw
skriver:


”In
recent
years,
urban
research
has
become
increasingly


concerned
with
the
social,
political
and
economic
implications
of


the
techno‐political
and
socio‐scientific
consensus
that
the
present


unsustainable
 and
 unjust
 environmental
 conditions
 require
 a


transformation
of
the
way
urban
life
is
organized.”
(Swyngedouw


2009)


Der
findes
selvfølgelig
mange
andre
udviklingstendenser,
der
bringes
i


spil,
ikke
mindst
uden
for
de
byer,
der
indgår
i
det
globale,
grænseløse
net‐

værk,
dvs.
især
mindre
byer
og
byer
i
udviklingslandene,
men
de
to
nævnte


tendenser
er
i
høj
grad
dem,
der
aktuelt
præger
byudviklingsdiskussionen
–


også
i
Danmark.
Dermed
bliver
de
også
relevante
i
en
diskussion
af
borger‐

nes
deltagelse
i
selvsamme
udvikling.







BORGER, BY & DELTAGELSE

planlægningspolitik & politisk planlægning

Som
 en
 del
 af
 den
 aktuelle
 diskussion
 om
 byen,
 ikke
 mindst
 den


grænseløse,
har
det
været
debatteret
om
arkitekter
og
planlæggere
må
op‐

give
at
styre
udviklingen
og
i
stedet;



”[…]
 take
 on
 a
 more
 ambulant
 and
 design
 oriented
 ap‐

proach
developing
specific
solutions
to
specific
problems,
in
close


contact
with
the
users.”
(Nielsen
et
al
2004,
p.
7‐8)


Man
 kan
 sige,
 at
 denne
 opfattelse
 hører
 tæt
 sammen
 med
 hvad


Clemmensen
kaldte
’nedskaleringen
af
de
byudviklingsmæssige
perspektiver’


og
et
stigende
fokus
på
såkaldt
projektplanlægning
–
i
modsætning
til
ma‐

sterplanlægning
–
hvor
udviklingen
af
byerne
tager
afsæt
i
konkrete
projekt‐

forslag,
rangerende
fra
større
infrastrukturelle
projekter
som
f.eks.
diskussi‐

onen
om
en
Kattegatbro
eller
en
bynær
lufthavn
i
Århus
over
arkitektur‐
og


funktionsorienterede
diskussioner,
eksempelvis
Multimediehuset
i
Århus
til


mere
aktivitetsorienteret
planlægning
med
fokus
på
f.eks.
midlertidig
udnyt‐

telse
af
byrum.
Der
kan
ikke
herske
tvivl
om,
at
megen
planlægning
i
dag


opererer
i
dette
felt,
men
samtidig
er
der
sket
et
skifte
på
det
politiske
og


strategiske
niveau,
hvor
udviklingen
i
stigende
grad
præges
af
beslutninger


truffet
på
nationalt
og
overnationalt
niveau
med
reference
til
globale,
græn‐

seoverskridende
 udviklingstendenser,
 eksempelvis
 vækst‐
 eller
 klimakrise‐

tendensen.
Man
kan
formulere
det
sådan,
at
der
er
sket
et
skifte
i
planlæg‐

ningspolitikken
samtidig
med,
at
der
igen
er
kommet
fokus
på
planlægning


som
en
politisk
disciplin.
Med
igen,
mener
jeg
her,
at
det
er
vigtigt
at
under‐

strege
en
vis
(historisk)
kontinuitet,
hvor
især
planlovsreformen
fra
halvfjerd‐

serne
netop
var
et
udtryk
for
en
politisering
af
planlægningen:


”Planlovsreformen
var
derfor
[…]
et
klart
udtryk
for
ønsker


om
 en
 øget
 politisering
 af
 planlægningen.
 Eller
 rettere:
 Med
 re‐

formen
 ønskede
 lovgiverne
 at
 tage
 konsekvensen
 af,
 at
 al
 plan‐

141



142



BORGER, BY & DELTAGELSE


lægning
har
et
stort
indhold
af
politiske
prioriteringer,
og
at
den


derfor
bør
underlægges
den
politiske
verdens
vilkår.”
(Gaardmand


1993,
p.
192)


Som
det
også
antydes
i
citatet
fra
Gaardmand
har
planlægning
altid


på
sin
vis
været
en
politisk
disciplin,
men
tidligere
har
den
måske
alligevel
i


højere
grad
været
opfattet
som
dels
en
bureaukratisk
praksis
og
en
teknisk


’videnskab’.
Som
Banham
et
al.
skrev
i
1969:


”[…]
planning
is
the
only
branch
of
knowledge
purporting


to
be
some
kind
of
science
which
regards
a
plan
as
being
fulfilled


when
it
is
merely
completed;
there’s
seldom
any
sort
of
check
on


whether
 the
 plan
 actually
 does
 what
 it
 was
 meant
 to
 do,
 and


whether,
if
it
does
something
different,
this
is
for
the
better
or
the


worse.”
(Banham
et
al.
1969
(2002),
p.
13)


Pointen
er,
at
forklaringen
på
hvordan
planlægning
(traditionelt)
har


kunne
fungere
som
et
vidensområde,
hvor
midlet
(planen)
opfattes
som
et


mål
i
sig
selv,
sandsynligvis
skal
søges
i
netop
adskillelsen
mellem,
hvad
man


på
engelsk
kalder
politics
og
policy.
Sammenholdt
med
planlægningens
lange


tidshorisont
går
den
politiske
diskussion
nok
forud
for
selve
planen
–
eller
i


det
mindste
baseres
planen
på
et
mere
eller
mindre
eksplicit
ideologisk
og


politisk
fundament,
som
f.eks.
i
den
modernistiske
planlægning
–
men
pla‐

nens
konsekvenser
bliver
typisk
først
et
politisk
emne
igen
langt
senere
i
pro‐

cessen;
nemlig
når
det
går
galt.
Eller
sagt
på
en
anden
måde,
selvom
opfyl‐

delsen
af
planens
mål
og
diskussionen
af
eventuelle
afvigelser
kan
siges
at


være
politiske
spørgsmål
(politics),
er
produktion
af
planen
som
instrument
i


stort
omfang
netop
en
teknisk‐bureaukratisk
disciplin,
der
udføres
af
eksper‐

ter
og
embedsapparat
(policy).
Adskillelsen
mellem
de
to
er
–
sammenlignet


med
det
(bredest
tænkelige)
demokratiske
ideal
–
en
relativt
ny
foreteelse.


Tidligere
 skelnede
 man
 ikke
 mellem
 de
 to,
 men
 i
 1700‐tallet
 blev
 ’politik’


introduceret
i
de
europæiske
universiteters
curriculum,
som
en
’statskund‐

skab’;
altså
groft
sagt
evnen
til
systematisk
at
omsætte
politics
til
policy:





BORGER, BY & DELTAGELSE

”The
rise
of
politics
and,
more
slowly,
of
political
economy


was
also
assisted
by
the
needs
of
a
centralized
state.
Politics
was


coming
to
be
considered
less
of
an
’art’
to
be
learned
by
practice,


and
more
of
a
science
[…]
which
could
be
systematized
and
taught


in
an
academic
manner.”
(Burke
2000,
p.
101)



At
påstå,
at
der
traditionelt
–
før
planlovsreformen
–
har
været
en


skarp
 skelnen
 mellem
 politics
 og
 policy
 i
 planlægningen
 er
 selvfølgelig
 på


mange
måder
en
grov
forsimpling
af
de
processer,
der
i
realiteten
har
præ‐

get
planlægningen,
og
man
kan
uden
tvivl
finde
historiske
eksempler
på
poli‐

tiseret
planlægning
hos
embedsstanden,
såvel
som
administrativ
tænkning


hos
politikerne.
På
det
teoretiske
niveau
har
der
også
tidligere
–
men
især
fra


tresserne
og
frem
–
været
rigeligt
med
stemmer,
der
har
talt
for
en
større


politisering
af
planlægningen,
f.eks.
i
advocacy
planning
(bl.a.
Davidoff
1965),


equity
planning
(bl.a.
Krumholz
1982),
transactive
planning
(bl.a.
Friedmann


1973)
og
communicative
og
collaborative
planning
(bl.a.
Healey
1992,
1993


&
2006).
Ikke
desto
mindre
har
adskillelsen
mellem
politik
og
administration


været
det
dominerende
politiske
–

såvel
som
juridisk‐administrative
–
ideal
i


Danmark.
Men
i
de
senere
år
har
vi
igen
set
et
øget
fokus
på,
hvad
man
kalde


politiske
 planlægningsprocesser.
 Som
 Niels
 Østergård,
 formanden
 for


Plan09‐arbejdet,
formulerer
det:


”Uanset
hvordan
kommunen
vælger
at
gå
til
planlægning‐

sarbejdet,
står
én
ting
lysende
klart:
Planlægning
er
politik.
Arbej‐

det
med
at
lave
en
planstrategi
og
revidere
kommuneplanen
er
en


anledning
til
at
formulere
politiske
visioner
for
kommunens
udvik‐

ling,
til
at
komme
i
dialog
med
borgere,
erhvervsliv,
organisationer


og
investorer
og
til
at
træffe
de
nødvendige
til‐
og
fravalg.
Selve


kommuneplanen
kan
–
når
den
skaber
sammenhæng
mellem
den


økonomiske
og
den
fysiske
planlægning
–
være
et
vigtigt
redskab
i


indsatsen
 for
 at
 sikre
 en
 positiv
 udvikling
 i
 kommunen.”
 (Dansk


Byplanlaboratorium
2010,
p.
3)


Selvom
der
implicit
i
publikationen
også
lægges
op
til
en
arbejdsdeling


mellem
 folkevalgte
 politikere
 og
 embedsapparatet,
 repræsenterer
 Plan09


143



144



BORGER, BY & DELTAGELSE


dog
nogle
aktuelle
strømninger
i
planlægningspolitikken,
der
peger
i
retning


af
et
fornyet
fokus
på
planlægningens
politiske
aspekter.
I
andre
sammen‐

hænge
 taler
 man
 om
 ’værdibaseret’
 byudvikling
 (bl.a.
 Riisom
 &
 Sørensen


2009),
hvor
fokus
er
på
en
eksplicitering
af
det
værdisæt,
udviklingen
skal


tage
afsæt
i,
forholde
sig
til
igennem
hele
udviklingsprocessen
og
have
som


slutmål.
 I
 den
 konkrete
 kontekst
 med
 særligt
 fokus
 på
 udviklingen
 af


kundskabsbyen:


”[…]
i
kunskapsstaden
är
det
speciellt
de
humanistiske
vär‐

dena
som
står
i
fokus.
De
skall
vara
grunden
til
stadsutveckling
[…]


Men
inte
nog
med
det,
stadsrummet
skall
förmedla
dessa
värden


till
människor
efter
stadsutvecklingen
är
genomförd
[…].
Är
värde‐

baserad
 stadsutveckling
 inte
 reaktionär?
 Stänger
 inte
 värden
 in


människor
och
inskränker
deras
rörelsefrihet?
Inte
när
det
gäller


de
humanistiska
värdena
som
mångfald,
öppenhet,
tolerans,
soci‐

al
inklusion,
respekt
för
den
andre,
gemenskapen,
demokratin
och


folkligheten
[…]”
(Ibid.
p.
12)


Nu
 omhandler
 publikationen
’Det
 4.
 Stadsrum’
 primært
 Malmø,
 og


som
man
måske
vil
vide,
står
Sverige
et
andet
sted
i
debatten
om
værdierne,


end
vi
gør
i
Danmark,
og
at
fremhæve
netop
disse
–
humanistiske
–
værdier
i


Sverige,
er
måske
derfor
knap
så
kontroversielt
som
i
Danmark,
hvor
det
for


alvor
ville
kunne
kaldes
politisk
planlægning,
at
hævde
disse
som
basis
for


byudviklingen.
Ikke
desto
mindre
kan
vi
finde
eksempler
på
den
samme
til‐

gang
til
værdibaseret
planlægning
i
en
dansk
kontekst.
Således
hedder
det
i


et
 strategidokument
 for
 STRAKKS‐projektet,
 der
 bl.a.
 inkluderer
 Ålborg


Kommune,
at
det
giver
god
mening:


”[…]
at
sætte
humanistiske
værdier
i
centrum
for
planlæg‐

ningen
 af
 kundskabsbyen.
 Disse
 omfatter
 mangfoldighed,
 åben‐

hed,
 tolerance,
 inklusion,
 ansvarlighed
 og
 urban
 kompleksitet.


Netop
disse
værdier
har
til
hensigt
at
samle
i
stedet
for
at
sprede,


og
det
er
værdier,
der
fremhæver
samværet
mellem
mennesker,


hvilket
er
helt
centralt
i
en
tid,
hvor
den
viden
vi
skal
leve
af,
ikke





BORGER, BY & DELTAGELSE

bliver
til
i
et
vakuum,
men
udvikles
i
relationer
og
netværk
mellem


mennesker.”
(Nordic
City
Network/STRAKKS
2010,
p.
8)



For
 klarhedens
 skyld
 skal
 det
 siges,
 at
 ’det
 4.
 Stadsrum’
 ligesom


STRAKKS
 er
 blevet
til
i
regi
af
Nordic
City
Network,
 og
 at
 der
 derfor
 er
 et


sammenfald
af
både
personer
og
ideer
(såvel
som
formuleringer)
i
definitio‐

nen
af
kundskabsbyens
værdier.
Men
alligevel
ser
vi
nu
humanistiske
begre‐

ber
som
’tolerance’,
’åbenhed’
og
’inklusion’
formuleret
som
det
værdimæs‐

sige
grundlag
for
byudvikling
i
en
dansk
kontekst,
på
trods
af,
at
man
med
en


vis
ret
kan
påstå,
at
netop
disse
begreber
i
en
aktuel
dansk
(politisk)
kontekst


kan
betegnes
som
væsentligt
omstridte.
Det
er
således
sandsynligt,
at
der
vil


være
 borgere,
 der
 foretrækker
 værdiernes
 modsætninger,
 ’nul‐tolerance’,


f.eks.
 forstået
 som
 hårdere
 straffe
 til
 kriminelle,
 ’lukkethed’,
 forstået
 som


eksempelvis
stærke
begrænsninger
på
indvandringen
og
’eksklusion’
forstået


som
en
begrænset
adgangen
til
byrummet
for
eksempelvis
hjemløse,
mis‐

brugere
eller
romaer.



Tættere
på
hjemmet
–
og
mine
cases
–
finder
vi
et
andet
eksempel
på


værdibaseret
planlægning
fra
Århus,
der
har
besluttet
sig
for
at
blive
et
CO2‐

neutralt
samfund
inden
2030.
Beslutningen
blev
truffet
i
2007,
og
blev
meldt


ud
til
den
brede
befolkning
med
vedtagelsen
af
klimaplan
2008‐2009
og
lan‐

ceringen
af
projektet
AARHUSCO2030
i
foråret
2009.
Målsætningen
får
selv‐

sagt
store
konsekvenser
for
planlægning
og
byudvikling
i
Århus
Kommune
i


de
næste
mange
år;
i
forhold
til
energiforsyning,
infrastruktur,
byggeri,
er‐

hvervsudvikling
og
ikke
mindst
borgernes
adfærd.
Og
selvom
CO2‐reduktion


på
mange
måder
kan
anskues
ud
fra
et
klassisk,
teknisk‐rationelt
paradigme,


så
er
beslutningen
også
udtryk
for
et
klart
politisk
mål,
der
nu
får
lov
at
præ‐

ge
byudviklingen
i
Århus
som
ét
af
de
mest
centrale
parametre.



Den
politiske
dimension
består
i,
at
CO2‐neutraliteten
kun
giver
me‐

ning,
hvis
vi
tilslutter
os
det
synspunkt,
at
der
for
det
første
finder
klimafor‐

andringer
sted
og
for
det
andet,
at
de
skyldes
CO2‐udslip
–
og
dermed
er


menneskeskabte.
Forud
for
AARHUSCO2030‐projektet
viste
opinionsmålin‐

145



146



BORGER, BY & DELTAGELSE


ger,
at
38%
af
danskerne
ikke
mente,
at
klimaforandringerne
var
menneske‐

skabte
(Politiken
2008).
I
Concitos
klimabarometer
fra
juni
2010
hedder
det:


”Næsten
to
ud
af
tre
danskere
tror
på
realiteten
i
klimafor‐

andringerne,
og
kun
ganske
få
tror
slet
ikke
på
den.
Lidt
flere
er
i


tvivl
omkring
årsagerne
til
klimaforandringerne,
men
56%
er
enige


i,
at
den
globale
opvarmning
er
menneskeskabt.”
(Concito
2010,
p.


4)



Godt
nok
mener
to
tredjedele
af
danskerne
i
juni
2010,
at
klimafor‐

andringer
 er
 en
 realitet,
 men
 kun
 lidt
 over
 halvdelen
 mener
 nu,
 at
 de
 er


menneskeskabte.
Hvad
skete
der
i
mellemtiden?
Den
simple
forklaring
er,
at


op
til
COP15
var
der
mange
historier
fremme
om
fusk
med
klimadata,
top‐

mødet
blev
på
mange
måder
en
fiasko
og
vi
fik
en
usædvanlig
kold
vinter
i


Danmark
samt
store
dele
af
Europa
og
USA
(på
globalt
plan
var
den
blandt


de
 varmeste
 nogensinde).
 Den
 lidt
 mere
 komplekse
 historie
 er,
 at
 mens


menneskeskabte
klimaforandringer
af
nogle
regnes
for
at
være
et
faktum,
er


det
for
andre
blot
en
rent
værdibaseret
(eller
måske
endog
hysterisk
følel‐

sesbetonet)
holdning.
Dermed
bliver
spørgsmålet
om
CO2‐neutralitet
til
et


politisk
spørgsmål
–
og
planlægningen
af
et
CO2‐neutralt
samfund
bliver
til


værdibaseret,
politisk
planlægning.



Medfører
ovenstående
udfordringer,
at
vi
må
afvise
den
værdibase‐

rede
planlægning?
Tværtimod,
men
denne
tilgang
til
planlægning
og
byud‐

vikling
forudsætter
en
klar
erkendelse
af,
at
der
netop
er
tale
om
en
politise‐

ret
proces
og
vi
bør
derfor
tilrettelægge
processen,
så
der
åbnes
op
for
en


mere
fundamental
diskussion
om
de
grundlæggende
værdier.
Problemet
er,


at
det
kan
være
vanskeligt,
hvis
ikke
decideret
umuligt,
at
konstituere
fælles,


universelle
værdier,
der
kan
ligge
til
grund
for
udviklingen.
Som
jeg
tidligere


citerede
Harvey
for,
findes
der
ikke
en
universel
opfattelse
af
’retfærdighed’,


som
vi
kan
appellere
til
som
et
normativt
koncept,
i
stedet
findes
der
kun
en


række
partikulære,
konkurrerende,
fragmenterede
og
forskelligartede
opfat‐

telser
og
diskurser,
som
opstår
i
de
konkrete
situationer
og
med
afsæt
i
de


personer,
der
er
involveret
(Harvey
2008,
p.
342).






BORGER, BY & DELTAGELSE

Vores
forestilling
om
den
blinde,
eller
blændede,
Justitia
med
sværdet


i
den
ene
hånd
og
vægten
i
den
anden
giver
ellers
indtrykket
af,
at
vi
alle
er


lige
for
loven,
at
der
findes
en
universel
retfærdighed,
en
fælles
værdi
–
eller


et
fælles
bedste
–
som
vi
kan
forlade
os
på.
Men
hvis
selv
denne
værdi
viser


sig
at
være
funderet
på
partikulære
forhold,
er
det
nærliggende
at
antage,
at


dette
også
gør
sig
gældende
for
en
lang
række
andre
værdier,
ikke
mindst


afledte
begreber
og
værdier
som
’social
retfærdighed’
eller
de
’humanistiske’


værdier,
som
ligger
til
grund
for
den
form
for
værdibaseret
planlægning,
der


beskrives
ovenfor.
Men
alligevel
hævder
Harvey,
som
også
Niels
Albertsen


fremhæver,
 at
 universaliteten
 aldrig
 kan
 –
 eller
 bør
 undgås
 eller
 forlades


(Albertsen
2002,
p.
49).
Som
Harvey
formulerer
det:


”The
universality
can
never
be
avoided,
and
those
who
seek


to
do
so
(as
is
the
case
in
many
postmodern
and
poststructuralist


formulations)
only
end
up
hiding
rather
than
eliminating
the
con‐

dition.
 But
 universality
 must
 be
 construed
 in
 dialectical
 relation


with
particularity.”
(Harvey
2008,
p.
362)


Den
dialektiske
relation
skal
sikre,
at
vi
ikke
falder
tilbage
på
universa‐

listiske
 magtpositioner,
 men
 omvendt
 heller
 ikke
 forfalder
 til
 partikulære,


lokale
forklaringer
og
fortællinger,
der
kan
spærre
vejen
for
en
bredere
for‐

ståelse,
 eller
 det
 partikulæres
 ’snæverhed
 og
 lokalisme’
 (Albertsen
 2002).


Med
afsæt
i
Boltanski
og
Thévenot
beskriver
Albertsen
en
tilgang
til
forståel‐

sen
af
retfærdighed
–
og
retfærdiggørelse
–
der
tager
afsæt
i
et
mere
’inter‐

aktivt’
ideal,
for
nu
at
blive
i
jargonen
fra
ideen
om
det
interaktive
demokrati,


hvor
deltagerne
besidder
en
række
’retfærdiggørelseskompetencer’,
der
kan


bringes
i
anvendelse
i
forskellige
situationer,
snarere
end
en
overordnet
idé


om
 en
 bestemt
 form
 for
 retfærdighed
 eller
 én
 idé
 om
 et
 ’fælles
 bedste’


(Ibid.).
Boltanski
og
Thévenot
fremlægger
en
aksiomatisk
kompetencemodel,


der
opdeler
kompetencerne
i
seks
’stæder’
–
det
ville
føre
for
vidt,
at
redegø‐

re
dybdegående
for
modellen
her,
men
de
seks
’stæder’,
eller
principper
om


man
vil
er
i
kort
form
følgende
(Albertsen
2002,
p.51):



147



148



BORGER, BY & DELTAGELSE


Et
fælles
menneskelighedsprincip
‐
vi
er
lige,
men
ikke
ens.


Et
forskelligheds‐
eller
ulighedsprincip
–
der
kan,
i
situationer,


men
ikke
permanent
gøres
forskel
på
mennesker


Et
værdighedsprincip
–
alle
er
lige
værdige,
dvs.
alle
kan
ud‐

sættes
for
ulighed
(i
situationen)


Et
ordensprincip
–
hvor
goder,
og
omkostningerne
forbundet


med
dem,
rangordnes
i
forhold
til
hinanden


Et
investeringsprincip
–
man
må
bidrage,
eller
investere,
for
at


få
del
i
goderne


Et
fælles
gode‐princip,
hvor
ideen
om
et
(situationelt,
ikke
uni‐

verselt)
fælles
bedste
anerkendes
på
baggrund
af
investerin‐

ger
og
omkostninger



Den
 ’universelle
 retfærdighed’
 kan
 således
 betegnes
 som
 et
 fælles


princip
om
netop
muligheden
for
at
konstruere
(rangordnede)
fælles
goder
i


partikulære
situationer,
hvor
deltagerne
enten
indordner
sig
under
konstruk‐

tionen
–
eller
anerkender,
at
det
ikke
kan
lade
sig
gøre
at
nå
frem
til
enighed


om
et
fælles
bedste
–
og
flere
ideer
om
et
fælles
bedste,
derfor
må
leve
side


om
side
(ibid.).
Det
medfører
også,
med
Albertsens
ord,
at:


”I
 staden
 opfører
 man
 sig
 nok
 urbant
 i
 den
 forstand,
 at


borgeren
evner
at
føre
sig
frem
på
retfærdiggørelsens
plan,
hvilket


der
kommer
overenskomster,
kritik
og
kompromiser
ud
af,
men
ik‐

ke
et
himmelsk
Jerusalem
for
én
fælles
menneskehed.”
(Ibid.
p.
59)


I
denne
kontekst
er
det
værd
at
bemærke,
at
et
udgangspunkt
i
et


mere
 ’interaktivt’
 retfærdighedsbegreb
 grundlæggende
 stiller
 spørgsmåls‐

tegn
ved
eksplicit
(ideologisk)
værdibaseret
planlægning,
men
omvendt
åb‐

ner
op
for
muligheden
af,
at
vi
netop
kan
–
og
bør
–
tale
om
de
værdier,
der


ligger
til
grund
for
vores
planlægning.





BORGER, BY & DELTAGELSE

midlertidighed & dynamisk planlægning

En
 anden
 tendens
 i
 byudviklingen
 aktuelt,
 der
 på
 sin
 vis
 hænger


sammen
med
den
politiserede
planlægning,
er
ideen
om
midlertidighed
som


et
dynamisk
planlægningsredskab.
Midlertidighed
handler
typisk
om
at
prø‐

ve
ting
af,
inden
de
manifesteres
som
egentlig
planinitiativer,
få
afdækket


potentialer,
der
kan
pege
frem
mod
fremtidigt
byliv,
tilføre
kulturel,
social
og


økonomisk
værdi
til
et
område
samt
at:


”[…]
 skabe
 offentlig
 bevidsthed
 om,
 at
 omdannelsen
 er
 i


gang,
og
derigennem
gøre
det
mere
virkeligt
og
relevant
for
en


bred
gruppe
af
borgere
at
involvere
sig
i
udviklingen.”
(Metopos
&


Ålborg
Kommune
2009,
p.
6)


Når
jeg
påstår,
at
brugen
af
midlertidige
aktiviteter
hænger
sammen


med
den
politiserede
planlægning
skyldes
det
på
den
ene
side,
at
det
midler‐

tidige
er
udtryk
for
en
(i
hvert
fald
temporær)
afvisning
af
den
permanente


optagelse
af
et
rum,
da
det
permanente,
planlagte,
fysisk
manifesterede
og


byggede
er
kendetegnet
ved
at
være
en
demonstration
af
’magt’,
der
ikke


umiddelbart
kan
omstødes.
Som
Lefebvre
skriver
om
arkitektens
relation
til


’planen’
på
tegnebordet:


”He
believes
it
to
be
neutral.
He
believes
that
this
neutral


space,
 which
 passively
 receives
 the
 marks
 of
 his
 pencil,
 corres‐

ponds
to
the
neutral
space
outside,
which
receives
things,
point
by


point,
place
by
place.
As
for
the
’plan’,
it
does
not
remain
inno‐

cently
on
paper.
On
the
ground,
the
bulldozer
realises
’plans’.”
(Le‐

febvre
2008,
p.
191)


Når
først
huset
står
der,
eller
vejen
ligger
der,
er
der
ikke
plads
til
an‐

det
og
ingen
vej
tilbage,
om
man
så
må
sige.
Planlægning
baseret
på
midler‐

tidighed
kan
derfor
siges,
at
være
mere
’deliberativ’
–
eller
måske
netop
in‐

teraktiv
–

forstået
således,
at
den
giver
mulighed
for
en
større
dynamik
i


dialogen;
selvom
vi
træffer
en
beslutning,
kan
dialogen
fortsætte,
og
beslut‐

ningen
kan
omstødes
på
et
senere
tidspunkt.
Midlertidighed
i
planlægningen


149



150



BORGER, BY & DELTAGELSE


kan
derfor
fastholde
en
(politisk)
’neutralitet’
over
længere
tid,
end
tilfældet


er
med
’traditionel’
planlægning,
og
indebærer
derfor
også
muligheden
for


at
afprøve
og
diskutere
forskellige
værdier
og
opfattelser
af,
hvad
der
er
’ret‐

færdigt’.



Samtidig
udtrykkes
også
et
andet
politisk
aspekt
i
citatet
fra
Metopos


og
Ålborg
Kommune
i
og
med
fokuseringen
på
borgernes
involvering
i
udvik‐

lingen.
Inddragelsen
af
borgerne
hviler
på
forestillingen
om
bestemte
politi‐

ske
idealer
for
byudviklingen,
herunder
ikke
mindst
det
deliberative
samt
de


humanistiske
 værdier
 om
 åbenhed
 og
 inklusion,
 som
 beskrevet
 ovenfor.


Samtidig
hænger
midlertidigheden
dog
også
sammen
med
væksttendenser‐

ne
i
ønsket
om
at
igangsætte
midlertidige
aktiviteter
med
henblik
på
at
tilfø‐

re
et
område
værdi
–
socialt
og
kulturelt,
men
så
sandelig
også
økonomisk
–



allerede
fra
de
allertidligste
udviklingsfaser.
Begrebet
’mental
byomdannel‐

se’,
der
er
titlen
på
den
rapport,
citatet
er
taget
fra,
kan
på
mange
måder


sidestilles
 med
 idealet
 inden
 for
 deliberative,
 dialogorienterede
 udviklings‐

processer,
hvor
formålet
netop
er
at
udforske,
udfordre
og
udvikle
deltager‐

nes
forestillinger
om
såvel
de
fysiske
rammer,
som
de
deliberative
rum
–
og


mentale
modeller
‐
der
danner
grundlag
for
byudviklingen:


”We
 should
 keep
 alive
 two
 related
 conceptions
 of
 public


space:
those
of
the
Newtonian
spaces,
plazas,
parks,
and
avenues


in
which
streams
of
diverse
citizens
typically
pass
each
other
by,


and
 the
 argumentative
 public
 spaces
 […]
 in
 which
 community


members
jointly
envision,
criticize,
and
refine
the
design
and
re‐

design,
the
preservation
and
development,
of
our
cities
and
towns.


[…]
If
planners
and
architects
focus
only
on
physical
objects,
they


will
hardly
appreciate
how
they
can
weaken
or
strengthen
the
de‐

liberative
public
spaces
through
which
they
must
do
their
work.”


(Forester
1999,
p.
63‐64)


Også
hos
Harvey
er
’mental
byomdannelse’
et
tema
forstået
således,


at
den
måde,
hvorpå
vi
evaluerer
og
beskriver
vore
(rumlige)
omgivelser
er


med
til
at
forme
den
praksis,
der
konstruerer
rummet
(Harvey
2008).
På
et


knap
så
teoretisk
plan
som
Harveys
analyser
af
produktionen
af
’rum’,
finder





BORGER, BY & DELTAGELSE

vi
 Henrik
 Dahls
 beskrivelse
 af
 den
’Usynlige
 Verden’,
 der
 befatter
 sig
 med


betydningen
af
fortællinger
og
beskrivelser
som
udgangspunkt
for
forståel‐

sen
–
og
produktionen
–
af
steder
(Dahl
2008).
At
benytte
midlertidigheden


til
at
skabe
grobund
for
borgerdeltagelse
med
fokus
på
de
billedskabende


elementer
giver
god
mening,
da
åbenheden
i
denne
form
for
planlægning


giver
mulighed
for
at
afprøve
flere
mulige
’billeder’
og
’planer’
–
inden
vi
sæt‐

ter
bulldozerne
ind.



Hvis
man
forsøgsvis
skal
finde
en
metafor,
der
kan
sammenfatte
de
to


nævnte
 fremherskende
 byudviklingstendenser
 samt
 det
 øgede
 fokus
 på


midlertidighed
tegner
der
sig
et
billede
af
hvad
vi
kan
kalde
den
’spirende


by’,
 i
 modsætning
 til
 byen
 som
 (utopisk)
 maskine.
 Men
 ikke
 nødvendigvis


som
en
’vild
plante’,
der
i
et
vist
omfang
lå
til
grund
for
ideen
om
Non‐plan


tidligere.
Der
er
snarere
tale
om
opfattelser
af
byen
som
en
form
for
kontrol‐

lerbar
vækst
(væksttendensen)
og
et
økosystem
under
pres
(klimakriseten‐

densen),
kombineret
med
en
evolutionær
trial‐and‐error
tilgang
repræsente‐

ret
ved
det
midlertidige.
At
presse
byen
i
al
sin
mangfoldighed
ned
i
en
plan‐

temetafor
giver
dog
kun
mening,
for
så
vidt
den
giver
mulighed
for
netop
at


afgrænse
aktuelle
tendenser
i
forhold
til
tidligere
tiders
opfattelse
af
byen


som
maskine.
Og
en
væsentlig
detalje,
der
ikke
passer
ind
i
planteriget,
er


netop
den
stigende
tendens
til
politisering
af
planlægningen
og
borgernes


rolle
heri,
der
i
et
vist
omfang
stritter
imod
metaforens
iboende
konnotatio‐

ner
og
forestillingen
om,
at
en
plante
er
noget,
der
vokser,
hvis
bare
den
får


ordentlige
vækstbetingelser
og
beskyttes
mod
udefrakommende
påvirknin‐

ger.
Hvis
vi
alligevel
skal
blive
inden
for
metaforens
rammer
kan
man
spørge,


hvad
sker
der
med
planten,
hvis
der
er
mange
(politiske)
gartnere
med
for‐

skelligartede
meninger
og
mål?



151



152



BORGER, BY & DELTAGELSE


byen som igangværende arbejde

Ved
at
vende
tilbage
til
Lefebvres
opfattelse
af
idealbyen,
som
noget


der
er
under
stadig
forandring
og
hans
begreb
om
byen
som
beboernes
mid‐

lertidige,
men
evigt
fortsættende,
værk
(oeuvre)
(Lefebvre
2008),
kan
man


forsøgsvis
spinde
en
ende
over
begrebet
’igangværende
arbejde’,
som
både


indeholder
varer,
energi,
infrastruktur
samt
økonomisk,
som
kulturel
og
so‐

cial
kapital
–
ofte
ulige
fordelt
–
men
også
et
væld
af
afsendere,
beslutnings‐

tagere
 og
 netop
 iværksættere
 der
 beboer
 og
 producerer
 det
 ’grænseløse


rum’,
vi
kalder
’byen’:


”All
these
flows
[…]
’produce’
London
(or
any
other
city)
as


a
palimpsest
of
densely
layered
bodily,
local,
national
and
global


[…]
metabolic
socio‐ecological
processes.
This
intermingling
of
ma‐

terial
 and
 symbolic
 things
 produces
 the
 vortexes
 of
 modern
 life,


combines
to
produce
a
particular
socio‐environmental
milieu
that


welds
nature,
society
and
city
together
in
a
deeply
heterogeneous,


conflicting
and
often
disturbing
whole.”
(Swyngedouw
2008,
p.
21)


At
byen
består
af
en
række
lag
og
forbindelser
af
såvel
materiel
som


immateriel
art,
der
væves
sammen
i
et
heterogent
kludetæppe,
eller
en
pa‐

limpsest,
er
en
udbredt
opfattelse
–
og
måske
også
en
passende
beskrivelse


af
byen
som
grænseløs.
Man
kan
sige,
at
byen
bliver
iværksat
som
igangvæ‐

rende
 arbejde
 gennem
 alle
 disse
 aktører,
 elementer
 og
 forbindelser.
 Og


kompleksiteten
gør,
at
iværksættelsen
på
mange
måder
virker
som
en
auto‐

poietisk
proces,
hvorfor
megen
byudvikling,
ikke
mindst
inden
for
rammerne


af
væksttendensen,
har
som
målsætning
så
at
sige
at
koble
sig
på
denne
pro‐

ces
af
frygt
for
ellers
netop
at
blive
koblet
af.
På
grund
af
processens
kom‐

pleksitet
er
der
en
tendens
til
at
opfatte
den
som
noget
uafvendeligt,
græn‐

sende
til
en
naturlov,
men
det
er
værd
at
huske
på,
at
udviklingen
i
sidste


ende
drives
af
individer,
der
handler
på
baggrund
af
interesser,
ønsker
og


krav.






BORGER, BY & DELTAGELSE

Margaret
Thatcher
blev
kendt
for
sit
udsagn
om,
at
der
ikke
var
noget


alternativ
til
markedsliberalisme
og
globalisering
og
udsagnet
er
på
mange


måder
tæt
sammenfiltret
med
den
aktuelle
opfattelse
af
den
globale
by
som


vækstcenter
 for
 netop
 en
 neoliberalistisk
 markedsøkonomi,
 men
 både
 fi‐

nanskrisen
og
en
række
andre
tendenser
peger
i
retning
af,
at
der
faktisk


findes
alternative
opfattelser
og
tilgange
til
byudviklingen;
som
Susan
George


–
der
bl.a.
er
præsident
for
ATTAC
–
er
citeret
for
at
sige
som
et
modsvar
på


globaliseringen,
 vækstparadigmet
 og
 ikke
 mindst
Thatchers
 TINA
 (There
 Is


No
Alternative);
TATA!
(There
Are
Thousands
of
Alternatives)
(Lees‐Galloway


2009).
 Også
 Edward
 Soja
 peger
 på,
 at
 der
 inden
 for
 byudviklingen
 er
 nye


tendenser
 undervejs,
 der
 i
 højere
 grad
 baserer
 sig
 på
 en
 lokalt
 forankret


praksis,
frem
for
et
dominerende
globalt
perspektiv,
og
han
ser
et
voksende


fokus
på:


”[…]
a
cultural
politics
that
is
consciously
driven
by
increas‐

ingly
spatialized
notions
of
social
justice,
participatory
democracy,


and
citizen
rights
and
responsibilities.
The
impact
of
these
spatially


conscious
practices
has
not
been
very
great
as
yet,
but
there
are


sufficient
indications
to
suggest
that
they
are
likely
to
play
a
major


role
in
shaping
the
postmetropolitan
future.”
(Soja
2000,
p.
407)


Kulturbegrebet
i
termen
’Cultural
politics’
skal
ikke
forstås
som
’kul‐

turpolitik’
i
traditionel
forstand,
men
snarere
som
en
del
af
en
tendens,
hvor


kultur
i
bredeste
forstand,
herunder
menneskelig
praksis,
tænkning
og
hand‐

len,
begynder
at
spille
en
væsentlig
rolle
i
byudviklingsprocesserne
som
en


del
af
en
reflekteret
forståelse
af
netop
’menneskets’
rolle
som
aktør
i
ver‐

den
–
og
byen,
som
medproducent
af
’værket’.
Eller
sagt
på
en
anden
måde,


der
er
netop
et
alternativ,
ja,
tusindvis
af
dem.
Og
(by)udvikling
er
aldrig
en


naturlov:
Derfor
giver
det
mening
at
diskutere
alternativerne
og
de
mange


(mulige)
opfattelser
af
det
’fælles
bedste’,
der
ligger
til
grund
for
hvert
enkelt


alternativ.


I
forlængelse
af
kulturbegrebet
er
det
interessant
at
se
på
en
konkret


udmøntning
af
denne
tendens,
hvor
vi
i
de
senere
år
har
set
en
lang
række


153



154



BORGER, BY & DELTAGELSE


byudviklingsprocesser
i
ind‐
og
udland
fokuseret
på
det
kreative
aspekt
af


byen,
ikke
kun
i
den
optik,
der
handler
om
den
kreative
klasses
rolle
inden


for
rammerne
af
væksttendenserne,
men
også
forstået
som
en
kreativ
isce‐

nesættelse
af
byrummet
igennem
brugen
af
kunst
og
kulturelle
aktiviteter


som
katalysator
for
forandringsprocesser.
I
Køge
Kommune
har
man
således


bl.a.
udpeget
kulturen
som
en
’væsentlig
drivkraft
i
byudviklingen’,
oprettet


en
’kulturpulje’
(Køge
Kyst
2010),
hvor
borgere
og
andre
interessenter
kan


søge
 midler
 til
 konkrete
 aktiviteter
 samt
 tidligt
 i
 forløbet
 udarbejdet
 en


egentlig
’kulturplan’
(Køge
Kommune
2010),
som
grundlag
for
den
fortsatte


byudvikling
og
byomdannelse.



Også
i
Århus
er
ideen
om
kulturel
planlægning
ved
at
finde
fodfæste,


ikke
mindst
som
følge
af
kommunens
ønske
om
at
blive
Europæisk
Kulturho‐

vedstad
i
2017
(Aarhus2017
2010).
I
den
sammenhæng
har
kulturbysekreta‐

riatet
bl.a.
gennemført
en
kortlægning
af
byens
kulturelle
ressourcer
samt


afviklet
 en
 række
 workshops
 og
 inddragelsesarrangementer
 med


målsætningen
om
sidenhen
at
aktivere
såvel
etablerede
kulturinstitutioner


som
virksomheder
og
vækstlag
i
kommunen:


”Kulturel
kortlægning
er
en
metode
til
at
afdække
et
områ‐

des,
en
bys
eller
et
samfunds
kulturelle
ressourcer.
Den
kulturelle


kortlægning
fokuserer
på
de
materielle
ressourcer
(bygninger,
or‐

ganisationer,
begivenheder,
personer
m.v.)
såvel
som
immaterielle


ressourcer
 (holdning,
 erindringer,
 værdier,
 kulturarv,
 netværk


m.v.).
På
samme
måde
som
kartografen
(landmåleren)
forsøger
at


indfange
mange
forskellige
detaljer
ved
virkeligheden
og
kortlæg‐

ge
dem
på
en
struktureret
og
systematisk
måde,
er
hensigten
med


den
kulturelle
kortlægning
at
give
et
nærbillede
af
et
områdes
kul‐

turelle
ressourcer.
Ud
fra
dette
nærbillede
igangsættes
kulturplan‐

lægningen
–
arbejdet
med
at
udvikle
kulturpolitiske
strategier,
der


er
tilpasset
områdets
kendetegn.”
(Aarhus2017
2010)


Visionen
for
projektet
er
ikke
udelukkende
at
definere
rammerne
for


Århus
 som
 Europæisk
 Kulturhovedstad
 i
 2017,
 men
 at
 lade
 den
 kulturelle


planlægning
 indgå
 som
 et
 strategisk
 element
 i
 den
 fortsatte
 byudvikling
 i





BORGER, BY & DELTAGELSE

regionen
 med
 fokus
 på
 en
 lang
 række
 områder
 fra
’byrummenes
 æstetik’


over
integration
og
erhvervsudvikling
til
turisme,
infrastruktur
og
etablering


af
samarbejde
med
andre
byer
i
et
internationalt
perspektiv.
Den
kulturelle


planlægning
opfattes
dermed
ikke
udelukkende
som
et
element
af
en
over‐

ordnet
væksttendens,
men
som
et
middel
til
at
forandre
byen
og
gøre
den


mere
mangfoldig,
tilgængelig
og
bæredygtig.
Mange
andre
byer
har
lignende


kulturpolitiske
og
strategiske
tiltag,
men
en
forskel
er,
at
der
her
satses
mas‐

sivt
på
inddragelse
af
mange
forskellige
aktører,
dels
som
udgangspunkt
for


kortlægningen,
 men
 også
 for,
 gennem
 kulturen,
 at
 forankre
 nye


(selv)billeder,
der
kan
være
med
til
at
skabe
ejerskab
og
aktivere
flere
kræf‐

ter
i
byen
mod
et
fælles
mål.
Som
Henrik
Dahl
formulerer
det:


”Med
 love
 bygger
 man
 ikke
 lande,
 men
 stater.
 Skal
 man


have
 et
 land
 til
 at
 hænge
 sammen
 i
 hovederne
 på
 folk,
 og
 skal


man
have
dem
til
at
føle
sig
hjemme
eller
i
det
hele
taget
føle
no‐

get
som
helst
for
landet,
kræves
der
kunst,
som
Benedict
Anderson


har
påvist
i
bogen
Forestillede
Fællesskaber.”
(Dahl
2008,
p.
39)



Kunsten
i
Dahls
optik
er
ikke
en
kollektiv
beskæftigelse,
men
en
indi‐

viduel
 udfoldelse,
 der
 overlades
 til
 kunstnerne,
 hvorimod
 Lefebvre
 netop


fremhæver
det
kollektive
aspekt
i
produktionen
af
byen
som
et
fælles
værk,


der
bliver
til
på
et
bestemt
tidspunkt
i
historien
–
og
er
med
til
at
skabe
histo‐

rien.
I
citatet
fra
titelbladet
formuleres
denne
opfattelse
således:


”And
thus
the
city
is
an
oeuvre,
closer
to
a
work
of
art
than


to
a
simple
material
product.
If
there
is
production
of
the
city,
and


social
relations
in
the
city,
it
is
a
production
and
reproduction
of


human
beings
by
human
beings,
rather
than
a
production
of
ob‐

jects.
 The
 city
 has
 a
 history;
 it
 is
 the
 work
 of
 history,
 that
 is
 of


clearly
defined
people
and
groups
who
accomplish
this
oeuvre,
in


historical
conditions.”
(Lefebvre
2008,
p.
101)


Dermed
er
vi
tilbage
ved
ideen
om
byen
som
et
igangværende
arbej‐

de,
 eller
 et
 fælles
 værk,
 hvor
 borgerne
 mobiliseres
 i
 og
 med
 skabelsen.
 I


denne
kontekst
er
det
derfor
interessant
at
se
på,
hvad
man
nærmest
kan


155



156



BORGER, BY & DELTAGELSE


betegne
som
en
ny
trend,
hvor
kulturelle
produkter,
happenings,
installatio‐

ner
og
ændret
kulturel
praksis
bruges
til
at
udfordre
de
værdier,
der
ligger
til


grund
 for
 (by)udviklingen.
I
 de
 senere
 år
 har
 man
 kunne
 observere
 en
 ny


form
for
aktivisme,
der
benytter
underholdning,
humor
og
oplevelse
til
at


sætte
relevante
temaer
på
dagsordenen.
Denne
form
for
aktivisme
betegnes


efterhånden
simpelthen
som
New
Activism,
og
præges
internationalt
bl.a.
af


grupper
som
The
Yes
Men
og
hollandske
StoereVrouwen
(Visscher
&
Geary


2008).
Herhjemme
er
Superflex
et
godt
bud
på
Nye
Aktivister,
der
kombine‐

rer:



”[…]
social
critique
with
humour,
artistic
panache
and
busi‐

ness
savvy.”
(Ibid.)



New
Activism
og
midlertidighed
hænger
også
ofte
sammen,
og
her‐

hjemme
har
vi
bl.a.
set
Supertanker
og
Bureau
Detours
som
eksponenter
for


denne
kombination.
I
et
globalt
perspektiv
er
det
også
værd
at
nævne
foran‐

dringerne
i
Columbias
hovedstad
Bogotá,
som
de
blandt
andet
beskrives
i


Andreas
Møl
Dalsgaards
dokumentarfilm
’Cities
on
Speed
–
Bogotá
Change’.


Med
valget
af
den
kontroversielle
borgmester
Antanas
Mockus
i
1995
blev


der
sat
gang
i
en
forandringsproces,
der
hev
Bogotá
op
af
en
sump
af
korrup‐

tion
og
kriminalitet,
der
havde
præget
byen
gennem
flere
årtier:


”Som
det
ses
i
‘Bogotá
Change’,
lykkedes
det
ham
[Antanas


Mockus]
med
utraditionelle
midler
og
stor
opfindsomhed
at
skabe


en
mentalitetsændring
hos
befolkningen
gående
mod
en
forstær‐

ket
fællesskabsfølelse
og
gensidig
respekt
og
ansvarsfølelse.
Det


betød
bl.a.,
at
både
volden,
kriminaliteten,
korruptionsniveauet
og


energiforbruget
i
byen
styrtdykkede.
Det
skabte
vigtige
forudsæt‐

ninger
for
stigende
tillid
til
Columbia
og
Bogotá
blandt
udenland‐

ske
investorer
og
lånudbydere.
Resultatet
var
en
stærkt
forbedret


økonomi,
som
byens
næste
borgmester
kunne
få
gavn
af.”
(Det


Danske
Filminstitut
2010)


Mange
af
mit
projekts
cases
har
været
inspireret
af,
hvad
jeg
ovenfor


kalder
 New
 Activism,
 og
 jeg
 vender
 tilbage
 til
 begrebet
 i
 forbindelse
 med





BORGER, BY & DELTAGELSE

diskussionen
af
mine
egne
cases
i
kapitel
5.
Men
pointen
er,
at
både
nyakti‐

vismen
og
den
strategiske
kulturplanlægning
og
ideen
om
den
grænseløse


by
kombineret
med
midlertidigheden
samt
en
stigende
grad
af
borgerind‐

dragelse
og
politiseret
planlægning
til
sammen
peger
i
retning
af
en
aktuel


byudviklingstendens,
der
har
tråde
tilbage
til
Lefebvres
begreb
om
en
mang‐

foldighed
af
interesser,
der
alle
har
’retten
til
byen’
(Lefebvre
2008).
Samtidig


er
der
i
tendensen
også
indeholdt
en
idé
om
et
fællesskab
mellem
heteroge‐

ne
grupper,
der
er
fokus
på
dialogen
omkring
’fakta’
og
’værdier’
(og
konflik‐

terne
omkring
samme),
der
opereres
med
en
mere
interaktiv
forståelse
af


’retfærdighed’
 samt
en
 anerkendelse
 af
 de
 reelle,
 og
 typisk
 ’wicked’,
 pro‐

blemer
som
fundament.
Det
er
dette
konglomerat
af
tendenser,
jeg
vil
be‐

tegne
’byen
som
igangværende
arbejde’,
som
overordnet
titel
for
den
by‐

forståelse,
der
præger
min
tilgang
til
–
og
opfattelse
af
nødvendigheden
af
‐


borgerdeltagelsen
som
et
centralt
redskab
i
byudviklingen.




Med
denne,
måske
nok
lidt
kalejdoskopiske,
ophobning
af
konstitue‐

rende
elementer
i
min
opfattelse
af
byen,
vil
jeg
tage
fat
på
en
diskussion
af


det
sidste
centrale
teoretiske
begreb
i
projektet.



157



158



BORGER, BY & DELTAGELSE


deltagelsen

”je
participe
//
tu
participes
//
il
participe
//
nous
partici‐

pons
 //
 vous
 participez
 //
 ils
 profitent”
 (Fransk
 studenterplakat


1968,
Arnstein
1969)


Ovenstående
citat
er
hentet
fra
en
plakat
offentliggjort
i
forbindelse


med
studenteroprøret
i
Frankrig
i
1968,
og
løseligt
oversat
står
der
at
læse;


”jeg
deltager
//
du
deltager
//
han
deltager
//
vi
deltager
//
De
deltager
//
de


profiterer.”
 Plakaten
 rører
 ved
 en
 problemstilling
 i
 borgerdeltagelsen,
 der


stadig
er
gældende,
ikke
mindst
i
takt
med
den
aktuelle
(re)politisering
af


planlægningen:
Hvad
får
vi,
som
borgere,
i
det
hele
taget
ud
af
at
deltage?


Hvis
 vores
 deltagelse
 i
 byudviklingsprocesser
 udelukkende
 handler
 om
 at


skabe
værdi
for
andre,
f.eks.
developere
eller
planlæggere,
hvad
er
så
inci‐

tamentet
for
at
deltage?



Der
er
næppe
nogen
tvivl
om,
at
grænserne
aktuelt
ikke
er
trukket


helt
så
skarpt
op
som
under
studenteroprøret
i
1968,
og
borgernes
aversion


mod
 at
 deltage
 i
 processer
 styret
 af
 andre
 skyldes
 nok
 kun
 sjældent
 en


egentlig
følelse
af,
at
de
bliver
udnyttet
af
profitmagere,
men
handler
måske


snarere
om,
at
de
er
optaget
af
at
skabe
merværdi
på
egne,
og
mere
person‐

ligt
relevante,
projekter,
f.eks.
deres
arbejde,
familien
og
deres
foretrukne


fritidsinteresser.
Borgerdeltagelsen,
eller
aktivismen,
i
tresserne
omhandlede


i
højere
grad
en
redistribuering
af
magten,
eller
var
en
del
af
en
politisk
kamp


mellem
forskellige
ideologier
og
et
ønske
fra
bestemte,
mere
eller
mindre


marginaliserede
grupper,
om
at
få
del
i
samfundskagen.
Borgerdeltagelse
på


dette
tidspunkt
i
historien
var
derfor
heller
ikke
nødvendigvis
et
ønske
fra


toppen,
men
også
ofte
et
oprør
fra
bunden,
selvom
principperne
blev
hyldet


af
mange
samfundslag:


”The
idea
of
citizen
participation
is
a
little
like
eating
spin‐

ach:
no
one
is
against
it
in
principle
because
it
is
good
for
you.
Par‐

ticipation
 of
 the
 governed
 in
 their
 government
 is,
 in
 theory,
 the


cornerstone
of
democracy
–
a
revered
idea
that
is
vigorously
ap‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

plauded
by
virtually
everyone.
The
applause
is
reduced
to
polite


handclaps,
however,
when
this
principle
is
advocated
by
the
have‐

not
 blacks,
 Mexican‐Americans,
 Puerto
 Ricans,
 Indians,
 Eskimos,


and
whites.
And
when
the
have‐nots
define
participation
as
redis‐

tribution
of
power,
the
American
consensus
on
the
fundamental


principle
explodes
into
many
shades
of
outright
racial,
ethnic,
ideo‐

logical,
and
political
opposition.”
(Arnstein
1969,
p.
216)


I
Danmark,
såvel
som
i
USA
og
andre
vestlige
lande,
er
samfundska‐

gen
vokset
siden
tresserne
og
halvfjerdserne,
og
distributionen
af
i
hvert
fald


den
økonomiske
magt,
har
i
et
vist
omfang
sidenhen
kunne
ske
uden
egent‐

lige
samfundsomvæltninger.
I
Danmark
har
velfærdssamfundet
selvsagt
også


spillet
en
væsentlig
rolle
i
forhold
til
at
holde
behovet
for
fordelingspolitisk


aktivisme
på
et
absolut
minimum.
Dermed
ikke
sagt,
at
borgerne
ikke
har


deltaget
direkte
i
den
politiske
debat
(eller
kamp)
efter
tresserne
og
halv‐

fjerdserne,
 men
 deltagelsen
 har
 typisk
 formet
 sig
 som
 konkrete
 protester


mod
eksempelvis
atomkraft
(Not
In
My
Back
Yard)
eller
handlet
om
mere


detaljerede,
 eller
 marginale,
 fordelingspolitiske
 spørgsmål
 som
 f.eks.
 ’gær‐

strejken’
i
1998,
der
udsprang
af
at
flertal
af
fagforeningsmedlemmerne
for‐

kastede
en
overenskomst
forhandlet
på
plads
af
deres
egne
faglige
organisa‐

tioner,
 primært
 fordi
 kravet
 om
 en
 sjette
 ferieuge
 ikke
 var
 blevet
 opfyldt.


Udover
disse
’massebevægelser’
kan
der
selvfølgelig
også
findes
et
utal
af


eksempler
 på
 konkret
 borgerdeltagelse
–
 men
 også
 klassisk
 (magt)politisk


aktivisme
–
i
mindre,
geografisk
afgrænsede
protester
eller
udviklingsprojek‐

ter,
f.eks.
kampen
for
’Byggeren’
på
Nørrebro
i
1980,
hvor
dele
af
Nørrebro


blev
erklæret
i
undtagelsestilstand,
eller
senere
Ungdomshuset
på
Jagtvej,


der
blev
ryddet
i
2007
efter
langvarige
kampe
mellem
politi
og
aktivister.



Der
findes
oplagt
også
en
lang
række
eksempler
på
at
’almindelige’


borgere
organiserer
sig
i
modstand
mod
konkrete
projekter.
I
de
fleste
til‐

fælde
er
der
dog
tale
om
en
reaktiv
protest,
mens
proaktiv
deltagelse
i
for‐

andringsprocesser
langt
oftere
organiseres
fra
oven.
I
det
hele
taget
er
der


sket
et
skifte
i
opfattelsen
af
borgernes
rolle
i
samfundet
fra
halvfjerdserne
til


i
dag,
og
der
har
i
perioden
været
et
mere
eller
mindre
konstant
fokus
på
en


159



160



BORGER, BY & DELTAGELSE


bevidst
 –
og
 topstyret
 –
 udvikling
 af
 (nær)demokratiske
 institutioner,
 der


skulle
give
borgerne
mere
magt
(Andersen
et
al.
2000)
samtidig
med,
at
der


fra
firserne
og
frem
har
været
en
stigende
markedsliggørelse
af
relationen


mellem
 borgerne
 og
 det
 offentlige
 i
 form
 af
 frit‐valgs‐ordninger,
 privatise‐

ring,
udlicitering,
brugerbetaling
og
markedsorienterede
styringsprincipper
i


den
offentlige
sektor
(Ibid.
p.
2).
Frem
til
halvfjerdserne
var
det
politiske
sy‐

stem
præget
af
en
stærk
–
og
ofte
institutionaliseret
–

korporatisme,
forstå‐

et
som
interesseorganisationers
direkte
indflydelse
på
lovgivnings‐
og
udvik‐

lingsprocessen,
men:


”Fra
midten
af
1970’erne
er
der
foregået
en
gradvis
svæk‐

kelse
af
det
korporative
system.
Først
og
fremmest
inddrages
or‐

ganisationerne
 ikke
 længere
 på
 den
 samme
 formelle
 og
 forplig‐

tende
måde
i
lovforberedelsen
som
tidligere.”
(Togeby
et
al.
2003,


p.
26)


I
samme
periode
er
partiernes
rolle
som
magthaver
i
samfundet,
og


specielt
som
indflydelseskanal
for
borgerne,
desuden
kraftigt
reduceret,
ikke


mindst
på
grund
af
faldende
medlemstal
(Ibid.).
Borgernes
rolle
og
deltagelse


i
 byudvikling
 og
 planlægning
 har
 også
 undergået
 væsentlige
 forandringer.


Debatten
om
og
inddragelse
i
(by)plandiskussioner
er
ikke
noget
nyt
fæno‐

men,
men
har
fundet
sted
i
hvert
fald
siden
starten
af
forrige
århundrede


(Gaardmand
 1993).
 Debatten
 institutionaliseres
 dog
 først
 for
 alvor
 fra
 og


med
planlovene
fra
halvfjerdserne:


”Med
de
nye
planlove
fra
begyndelsen
af
70’erne
bliver
det


pålagt
myndighederne
at
informere
om
byplanernes
baggrund,
og


at
lægge
op
til
offentlige
diskussioner
om
f.eks.
alternative
region‐

planskitser.
Det
medfører
at
debatterne
om
planspørgsmål
i
slut‐

ningen
af
70’erne
får
et
omfang,
som
næppe
har
noget
sidestykke


siden
alsangens
dage
under
besættelsen
og
det
politiske
liv
i
de


første
efterkrigsår.”
(Ibid.
p.
18)


Borgernes
 aktive
 deltagelse
 i
 byudviklingsprocesser
 er
 på
 sin
 vis
 en


kontinuerlig
proces,
der
er
løbet
parallelt
med
tilsvarende
(politiske)
strøm‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

ninger
i
samfundet
som
helhed.
Deltagelsen
tog
for
alvor
tog
fart
i
halvfjerd‐

serne
og,
ifølge
Gaardmand,
kulminerede
den
i
1977/78
med
debatten
om


amtskommunernes
regionplanarbejde,
hvor
man
gennem
ideen
om
alterna‐

tive
regionplanskitser
fik
engageret
3‐5%
af
befolkningen
i
direkte
debat
om


den
fysiske
planlægning
(Ibid.
p.
196‐198),
hvilket
får
Gaardmand
til
at
kon‐

kludere,
at:


”Hverken
før
eller
siden
er
der
udvist
et
bredere
og
mere


krævende
engagement
i
sager
af
en
sådan
karakter.”
(Ibid.
p.
198)


Gaardmands
konklusion
publiceres
i
1993
og
selvom
borgerdeltagel‐

sen
fortsatte
både
op
igennem
firserne
og
halvfemserne
og
frem
til
i
dag,
er


der
ikke
meget
der
tyder
på,
at
udsagnet
ikke
stadig
skulle
stå
til
troende
–
i


hvert
fald
når
det
drejer
sig
om
direkte
involvering
i
fysisk
planlægning.
Det


aktive
 engagement
 i
 klassiske
 planprocesser,
 har
 sandsynligvis
 ikke
 siden


nået
samme
højder,
om
end
der
savnes
konkrete
data
på
omfanget
af
bor‐

gernes
deltagelse
specifikt
i
fysiske
planlægningsprocesser,
der
kan
be‐
eller


afkræfte
påstanden.



Omvendt
kan
man
måske
indvende,
at
planprocesserne
samtidig
har


ændret
sig
væsentligt,
som
beskrevet
i
forrige
kapitel.
Der
er
sket
en
bevæ‐

gelse
fra
en
mere
traditionel
opfattelse
af
fysisk
planlægning
i
retning
af
en


forståelse
af
planlægning
som
en
mere
omfattende
strategisk
disciplin.
Den‐

ne
tendens
beskrives
også
hos
Gaardmand,
som
en
aftagende
interesse
for


fysisk
planlægning
som
problemløser
i
relation
til
mere
påtrængende,
’wick‐

ed
problems’,
eksempelvis
arbejdsløshed,
manglende
vækst
og
sociale
pro‐

blemer
 op
 gennem
 halvfjerdserne
 og
 firserne
 (Ibid.
 p.
 14).
 Pointen
 her
 er


ikke,
hvorvidt
opfattelsen
af
planlægning
har
ændret
sig,
men
snarere
om


borgerdeltagelsen
 i
 samme
 periode
 måske
 også
 har
 spredt
 sig
 til
 en
 lang


række
områder,
der
gør
at
vi
–
i
hvert
fald
kvantitativt
–
kan
tale
om
et
ni‐

veau,
der
kan
måle
sig
med
interessen
for
at
deltage
i
slutningen
af
halvfjerd‐

serne?



161



162



BORGER, BY & DELTAGELSE


Med
en
øget
decentralisering
og
oprettelsen
af
eksempelvis
bruger‐

bestyrelser,
lokalråd,
fællesråd
–
og
en
lang
række
andre
lokalt
forankrede


beslutningsorganer
–
kan
man
argumentere
for,
at
borgerne
i
høj
grad
(sta‐

dig)
deltager,
om
end
måske
med
et
andet
udgangspunkt.
I
forhold
til
bor‐

gernes
deltagelse
i
det
politiske
liv
–
og
samfundslivet
som
helhed
–
har
der


gennem
 en
 årrække
været
talt,
om
at
vi
ikke
agerer
 politisk
 i
 klassisk
 for‐

stand,
men
snarere
indgår
i
et:


”[…]
 individualiseret
 forbrugerdemokrati,
 hvor
 borgerne


både
i
institutionerne
og
mere
generelt
i
samfundet
handler
som


forbrugere,
der
alene
er
optaget
af
at
sikre
størst
mulige
fordele


for
sig
og
sine.”
(Andersen
et
al.
2000,
p.
273)


Andersen
et
al.
afkræfter
dog
selv
frygten
for,
at
det
skulle
forholde


sig
sådan,
faktisk
vurderer
de,
at
deltagelsen
i
demokratiske
processer
med


afsæt
i
ikke‐individualiserede
interesser
er
temmelig
høj
og
at
nærdemokra‐

tiet
på
den
baggrund
trives
i
bedste
velgående:


”Det
gælder
på
kommunalt
plan,
hvor
27
procent
inden
for


de
sidste
12
måneder
har
deltaget
i
et
møde
om
lokal‐
eller
kom‐

munalpolitiske
spørgsmål,
22
procent
har
kontaktet
en
embeds‐

mand
eller
en
lokalpolitiker,
13
procent
har
deltaget
i
en
under‐

skriftindsamling
og
otte
procent
har
kontaktet
pressen.
11
procent


oplyser,
at
de
har
en
eller
anden
form
for
offentligt
tillidshverv
[…].


I
alt
har
44
procent
deltaget
i
mindst
én
af
disse
aktiviteter,
og
an‐

delen
er
næsten
ligeså
høj,
selvom
vi
sorterer
den
gruppe
fra,
hvis


henvendelse
 til
 kommunen
 muligvis
 kun
 har
 haft
 et
 rent
 privat


formål.”
(Ibid.
p.
275‐276)


Også
procenterne
for
deltagelse
vedrørende
institutioner
og
bruger‐

bestyrelser
er
tilsvarende
høj
og
i
foreningslivet
har
næsten
60%
været
akti‐

ve
inden
for
det
seneste
år
(Ibid.
p.
276).
Nu
kan
vi
ikke
nødvendigvis
sam‐

menligne
disse
tal
med
Gaardmands
3‐5%
deltagelse
i
regionplanlægningen,


da
vi
ikke
ved
nøjagtigt,
hvad
borgerne
rent
tematisk
har
deltaget
i,
når
vi
ser


på
bredere
anlagte
undersøgelser
af
borgernes
demokratiske
deltagelse
cite‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

ret
ovenfor.
Men
meget
tyder
alligevel
på,
at
vi
–
ud
fra
et
rent
kvantitativt


synspunkt
–
ikke
har
oplevet
et
mærkbart
fald
i
borgerdeltagelsen
som
så‐

dan
 siden
 halvfjerdserne.
 I
 relation
 til
 fysisk
 planlægning
 beskrev
 jeg
 også


tidligere,
at
antallet
af
NIMBY‐sager
har
været
i
vækst
fra
halvfemserne
og


frem,
hvilket
indikerer,
at
i
hvert
fald
den
reaktive
borgerdeltagelse
trives
i


bedste
velgående.
Problemet
er
måske
snarere,
at
det
er
svært
at
engagere


borgerne
i
egentlig
fremadrettet,
proaktiv
–
og
politisk
motiveret
–
planlæg‐

ning
og
byudvikling.
Spørgsmålet
er;
hvad
kan
få
borgerne
op
af
stolen
og


sikre
 deres
 aktive
 deltage
 i
 byudviklingsprocesser?
 Og
 i
 forlængelse
 heraf;


hvordan
karakteriserer
og
vurderer
vi
egentlig
begrebet
’aktiv
deltagelse’?




niveauer af deltagelse

I
forrige
afsnit
nævnte
jeg
et
par
velkendte
eksempler
på
aktivistisk


borgerdeltagelse
 i
 (by)politiske
 processer,
 henholdsvis
 ’Byggeren’
 og
 Ung‐

domshuset
på
Jagtvej.
Ikke
for
at
fremhæve
disse
som
forbilleder
for
borger‐

deltagelsen,
men
snarere
for
at
markere
en
ydre
grænse
for,
hvad
man
må‐

ske
kan
kalde
et
deltagelseskontinuum.
Den
militante,
aktivistiske
–
og
i
visse


tilfælde
ideologisk
motiverede
–
borgerdeltagelse
hører
til
i
den
ene
ende
af


dette
 kontinuum
 og
 går
 på
 nogle
 måder
 i
 lige
 linje
 tilbage
 til
 eksempelvis


visse
grupperingers
forestillinger
om
(væbnet)
revolution
i
tresserne
og
halv‐

fjerdserne
og
dermed
også
endnu
længere
bagud
rent
historisk
til
de
revolu‐

tioner
og
væbnede
kampe,
der
trods
alt
har
spillet
en
væsentlig
rolle
i
tilbli‐

velsen
af
mange
moderne
demokratier
–
og
som
stadig
er
en
væsentlig
del
af


et
større,
globaliseret
(verdens)billede,
blot
nu
typisk
henlagt
til
mere
eksoti‐

ske
lokaliteter,
og
derfor
ikke
længere
noget,
der
spiller
en
tydelig
rolle
i
vo‐

res
danske
bevidsthed,
som
andet
end
korte
indslag
i
nyhedsudsendelserne.


Man
skal
dog
netop
ikke
glemme,
at
i
et
globalt
perspektiv
er
vold
og
militant


aktivisme
stadig
en
væsentlig
del
af
den
politiske
virkelighed
i
såvel
en
proak‐

tiv
kamp
for
rettigheder,
som
i
et
reaktivt
oprør
mod
beslutninger,
man
ikke


163



164



BORGER, BY & DELTAGELSE


er
enig
i.
Og
man
kunne
måske
også
argumentere
for,
at
vi
som
krigsførende


nation
selv
er
med
til
direkte
eller
indirekte
at
vedligeholde
denne
deltagel‐

sesforms
legitimitet.
Men
det
er
en
anden
historie,
der
ikke
hører
naturligt


hjemme
 i
 diskussionen
 omkring
 borgernes
 deltagelse
 i
 byudviklingen
 i
 en


dansk
kontekst.


I
 den
 anden
 ende
 af
 kontinuummet
 finder
 vi
 stemmeafgivelse
 ved


valg,
nationale
såvel
som
lokale.
Man
kunne
indvende,
at
det
ikke
at
afgive


sin
stemme
kan
karakteriseres
som
den
absolutte
modpol
til
(militant)
akti‐

visme,
men
selvom
der
udmærket
kan
ligge
en
protest
for
den
enkelte
i
at


nægte
at
afgive
sin
stemme,
vil
jeg
argumentere
for,
at
dette
i
højere
grad
er


udtryk
for
eksplicit
’ikke‐deltagelse’
og
derfor
falder
uden
for
aktiv
deltagelse


i
denne
kontekst.
Arnstein
betragter
i
1969
borgerdeltagelse
med
afsæt
i
et


lidt
andet
perspektiv
i
sin
’Ladder
of
Citizen
Participation’,
hvor
hun
opdeler


deltagelsen
i
otte
trin
(Arnstein
1969,
p.
217),
henholdsvis:



Non‐participation


o Manipulation


o Therapy


Degrees
of
tokenism


o Informing


o Consultation


o Placation


Degrees
of
citizen
power



o Partnership


o Delegated
power


o Citizen
control


Som
 det
 fremgår
 medtager
 Arnstein
 to
 niveauer
 af
 ikke‐deltagelse


(non‐participation)
på
sin
stige,
men
i
modsætning
til
borgernes
(aktive)
fra‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

valg
af
deltagelse
ved
f.eks.
ikke
at
deltage
i
demokratiske
valghandlinger,


opererer
Arnstein
med
et
deltagelsesbegreb,
hvor
borgerne
faktisk
kan
ses


som
deltagere
ved
deres
–
fysiske
–
tilstedeværelse
i
eksempelvis
borgermø‐

der,
men
uden
reel
indflydelse.
I
Arnsteins
stige
er
de
to
nederste
trin
kende‐

tegnet
ved
at
være
ren
manipulation,
hvor
deltagerne
’opdrages’
til
at
bakke


op
om
et
projekt,
eller
’kureres’
for
deres
eventuelle
vrangforestillinger
gen‐

nem
’terapeutiske’
argumenter.
Denne
form
for
deltagelse
kan
i
grove
træk


henregnes
til
den
rene
modernistiske
planlægning,
hvor
planlæggerne
ved


bedst,
og
borgerne
blot
må
indse,
at
eksperternes
opfattelse
af
det
’fælles


bedste’
også
er
til
deres
eget
bedste.



Hendes
anden
kategori
er
’tokenism’,
eller
symbolsk
deltagelse,
hvor


deltagerne
på
de
første
to
trin
–
information
og
konsultation
–
får
lov
at
give


deres
besyv
med,
men
der
er
ingen
garanti
for,
at
deres
indvendinger
eller


forslag
bliver
hørt.
Dette
er
for
så
vidt
den
form
for
lovfæstet
borgerdeltagel‐

se
i
planlægningen,
vi
i
Danmark
har
opereret
med
siden
planlovsreformen
i


1970
og
kommuneplanloven
i
1977,
om
end
man
i
såvel
halvfjerdserne
som


firserne
eksperimenterede
med
en
lang
række
andre
inddragelsesformer
i
et


forsøg
på
at
udforske
–
og
udfylde
–
lovens
bogstav
og
give
ideen
om
bor‐

gernes
deltagelse
et
mere
håndgribeligt
indhold.
Men
frygten
for
–
og
kritik‐

ken
af
–
denne
form
for
inddragelse
som
rent
skindemokrati
har
dog
været


tilstede
siden
planlovsreformen
(bl.a.
Gaardmand
1993,
p.
199‐200).



’Formildelse’
(placation)
kan
forstås
som
en
skærpet
ret
til
at
deltage


i
processen,
gerne
tidligt
før
beslutningerne
reelt
er
truffet,
men
stadig
uden


en
egentlig
ret
til
at
påvirke
beslutningen
–
det
er
op
til
magthaverne
at
vur‐

dere,
om
borgernes
argumenter
er
tilstrækkeligt
valide
til
at
få
indflydelse
på


beslutningen.
I
1996
blev
denne
’formildelse’
indskrevet
–
eller
i
hvert
fald


indskærpet
–
i
planloven
i
Danmark:


”Den
forudgående
offentlighed
skal
sikre,
at
borgerne
på
et


tidligt
tidspunkt
i
planlægningsarbejdet
får
mulighed
for
at
debat‐

tere
planlægningsmulighederne,
fremsætte
forslag
og
derved
give


deres
synspunkter
til
kende,
før
der
er
udarbejdet
et
planforslag,


165



166



BORGER, BY & DELTAGELSE


dvs.
før
planmyndigheden
har
lagt
sig
fast
på
en
bestemt
løsning.”


(Retsinfo,
1996)



Det
centrale
i
citatet
er
netop,
at
det
stadig
i
sidste
ende
er
planmyn‐

digheden,
der
træffer
den
endelige
beslutning,
mens
borgerne
blot
har
ret
til


at
fremsætte
deres
synspunkter.



Den
øverste
kategori
i
Arnsteins
stige,
og
de
sidste
tre
trin,
handler


om
egentlig
borgermagt.
Dvs.
borgerne
har
ikke
bare
ret
til
at
blive
hørt
eller


indgå
i
en
dialog
med
magthaverne,
men
indgår
på
første
trin
(partnership)
i


reelle
forhandlinger
med
magthaverne.
På
det
andet
trin
får
borgerne
ret
til


at
træffe
beslutninger
på
visse,
klart
definerede
områder
–
som
vi
f.eks.
ken‐

der
 det
 fra
 nærdemokratiseringen
 op
 igennem
 firserne
 og
 halvfemserne,


som
 beskrevet
 oven
 for
 –
 mens
 de
 på
 sidste
 trin
 er
 blevet
 de
 egentlige


magthavere,
en
position
der
i
Arnsteins
terminologi
kan
være
ret
omfatten‐

de,
men
i
praksis
herhjemme
måske
kun
findes
i
ganske
få
tilfælde,
f.eks.
(i


hvert
fald
i
brugernes
bevidsthed)
i
Ungdomshuset
før
rydningen,
hvor
ung‐

domshuset
i
dag
er
trådt
et
par
trin
ned
af
stigen
og
er
underlagt
en
række


regler
 dikteret
 af
 Københavns
 Kommune,
 plan‐
 og
 sundhedsmyndigheder,


politivedtægter
etc.


Arnsteins
 typologi
 er
 et
 udmærket
 udgangspunkt
 for
 at
 diskutere


magtrelationer
mellem
aktører
i
inddragelsesprocesser,
men
–
som
hun
også


selv
indikerer
–
siger
den
ikke
ret
meget
om,
hvordan
vi
får
borgerne
til
at


deltage
for
slet
ikke
at
tale
om,
hvordan
vi
griber
deltagelsesprocesserne
an:


”It
should
be
noted
that
the
typology
does
not
include
an


analysis
 of
 the
 most
 significant
 roadblocks
 to
 achieving
 genuine


levels
of
participation.
[…]
On
the
powerholders’
side
they
include


racism,
paternalism,
and
resistance
to
power
distribution.
On
the


have‐nots’
side
they
include
inadequacies
of
the
poor
community’s


political
 socioeconomic
 infrastructure
 and
 knowledgebase,
 plus


difficulties
of
organizing
a
representative
and
accountable
citizens’


group
 in
 the
 face
 of
 futility,
 alienation,
 and
 distrust.”
 (Arnstein


1967,
p.
217)





BORGER, BY & DELTAGELSE

Til
disse
’vejspærringer’
kan
man
i
dag
tilføje
en
lang
række
andre:
Ik‐

ke
mindst
borgernes
tilsyneladende
manglende
interesse
for
at
deltage
pro‐

aktivt
i
byudviklingen
(men
måske
nok
både
reaktivt
og
i
’driften’
forstået


som
deltagelse
i
nærdemokratiske
organer
som
eksempelvis
skole‐
og
insti‐

tutionsbestyrelser
 m.m.),
 begrænset
 projekt‐
 og
 procesøkonomi,
 stramme


tidsplaner,
manglende
viden
om
hvad
borgerdeltagelse
kan
bruges
til,
mang‐

lende
forventningsafstemning,
fragmentation
blandt
deltagerne,
ad‐hoc
kul‐

tur
og
mangelfuldt
overblik
over
redskaber
(bl.a.
Gamst
2007).
Inden
jeg
ta‐

ger
fat
på
disse
udfordringer
giver
det
dog
mening
at
dykke
lidt
dybere
ned
i


den
betydning
de
(magt)politiske
relationer
har
for
deltagelsen
i
dag.
Som


beskrevet
tidligere
har
det
politiske
landskab
nok
ændret
sig
siden
tresserne


og
halvfjerdserne,
men
det
er
stadig
relevant
at
spørge
ind
til,
hvad
borger‐

deltagelse
 har
 –
 eller
 kan
 have
 –
 af
 konsekvenser
 for
 såvel
 borgere
 som


’magthavere’
i
en
aktuel
kontekst,
og
ikke
mindst
hvilken
betydning
det
har


for
vores
opfattelse
af
demokratiet.




demokrati & deltagelse

”Early
 on
 […]
 particular
 sets
 of
 tyrannies
 were
 identified.


First
was
what
we
called
’the
tyranny
of
decision
making
and
con‐

trol’,
where
we
asked
[…]
’Do
participatory
facilitators
override
ex‐

isting
 legitimate
 decision‐making
 processes?’”
 (Cooke
 &
 Kothari


2004,
p.
7)


I
 en
 politisk,
 demokratisk
 kontekst
 er
 ovenstående
 spørgsmål
 helt


centralt.
Risikerer
vi
igennem
borgerdeltagelsen
at
underminere
eksisteren‐

de
–
og
legitime
–
demokratiske
beslutningsprocesser.
Svaret
hos
Cooke
&


Kothari
i
deres
antologi,
’Participation
–
the
New
Tyranny?’
er
ret
entydigt
et


’Ja!’.
Og
der
er
heller
ikke
i
min
optik
ikke
nogen
tvivl
om,
at
mange
deltagel‐

sesprocesser
er
en
demokratisk
udfordring,
som
vi
har
valgt
at
skrue
såvel


167



168



BORGER, BY & DELTAGELSE


demokratiet
 som
 processerne
 sammen
 i
 dag.
 Man
 kan
 så
 omvendt
 stille


spørgsmålet,
om
vi
er
nået
til
historiens
ende
rent
politologisk?



Som
Churchill
formulerede
det
i
en
tale
til
House
of
Commons
i
1947;


’Demokratiet
er
den
værste
af
alle
styreformer,
med
undtagelse
af
alle
de


andre
der
er
prøvet
af
fra
tid
til
anden.’
Pointen
er,
selvfølgelig,
at
demokrati‐

et
i
Churchills
optik
langt
fra
er
perfekt,
men
det
er
svært
at
forestille
sig
an‐

dre
styreformer,
der
kan
fungere
bedre,
hvorfor
det
også
kan
være
farligt
at


pille
ved
systemet,
uanset
hvor
uperfekt
det
til
tider
måtte
synes
at
være.
I


en
globaliseret
verden
er
demokratiets
svagheder
dog
måske
blevet
endnu


tydeligere,
bl.a.
kan
man
diskutere
hvorvidt
demokratiet,
som
vi
kender
og


forstår
det
i
vores
del
af
verden,
ville
være
i
stand
til
at
sikre
den
kinesiske


vækst
–
og
samtidig
holde
sammen
på
så
stor
og
forskelligartet
en
nation?
I


en
dansk
kontekst
er
spørgsmålet
måske
knap
så
dramatisk,
og
i
hvert
fald


næppe
helt
så
entydigt
let
at
svare
på,
men
ikke
desto
mindre
relevant:
Hvad


sker
der,
hvis
vi
piller
ved
det
danske
demokrati
ved
at
øge
borgerdeltagel‐

sen
i
en
lang
række
beslutningsprocesser,
herunder
også
byudviklingsproces‐

ser?
For
at
svare
udtømmende
på
dette
spørgsmål
ville
det
kræve
en
mindst


ligeså
 udtømmende
 analyse
 af
 det
 danske
 demokrati
 og
 de
 faktorer,
 der


påvirker
beslutningsprocesserne
–
og
det
er
ikke
mit
mål
i
denne
kontekst.



Tidligere
i
dette
kapitel
opridsede
jeg
kort
nogle
af
forskellene
mellem


et
deliberativt
vs.
et
aggregativt
demokratisyn
og
definerede
derefter
et
fo‐

reløbigt
ideal
om
et
interaktivt
demokrati,
forstået
som
muligheden
for
at


indtage
forskellige
demokratiske
roller
og
positioner
i
processen
afhængigt
af


situationen,
målet
og
deltagerne.
Udfordringen
ved
statiske
demokratimo‐

deller
 kan
 netop
 være,
 at
 hvis
 man
 abonnerer
 på
 den
 ene
 kan
 det
 være


svært
at
indgå
i
processer,
der
hviler
på
en
anden.
Eksempelvis
undermine‐

rer
den
deliberative
model
konkurrencedemokratiet,
som
jeg
også
tidligere


var
inde
på,
mens
en
mere
direkte
deltagelsesform,
som
i
f.eks.
Arnsteins


øverste
kategori
underminerer
det
repræsentative
ideal.



Som
jeg
også
citerede
Swyngedouw
for
i
det
indledende
kapitel
kan


nye,
 innovative
 inddragelsesformer
 være
 en
 måde
 at
 omgå
 eksisterende





BORGER, BY & DELTAGELSE

styreformer,
og
i
hans
optik,
ende
med
at
gøre
f.eks.
’markedet’
til
den
do‐

minerende
institutionelle
form
(Swyngedouw
2005).
Som
tidligere
nævnt
er


Swyngedouw
erklæret
kommunist
og
kraftigt
inspireret
af
Marx
og
Lefebvre


og
abonnerer
derfor
åbenlyst
på
en
bestemt
ideologisk
betinget
opfattelse,


af
hvilke
styreformer,
der
i
sidste
ende
er
de
optimale,
men
ikke
desto
min‐

dre
ligger
der
en
væsentlig
og
mere
universel
pointe
i
hans
indvending.


Problemstillingen
vedrører
dermed
ikke
kun
en
snæver
planfaglig
de‐

bat,
men
drejer
sig
i
høj
grad
om
politisk
organisering.
Hvis
vi
i
specifikke
si‐

tuationer
 involverer
 borgere,
 risikerer
 vi
 indirekte
 at
 underminere
 det
 re‐

præsentative
 demokratiske
 system,
 hvor
 vi
 netop
 har
 udpeget
 eller
 valgt


repræsentanter,
der
træffer
beslutninger
på
vores
–
borgernes
–
vegne.
Si‐

tuationen
i
Mårslet,
som
jeg
beskrev
tidligere,
er
et
godt
eksempel.
Involve‐

ringen
af
det
folkevalgte
Fællesråd
(hvis
medlemmer
dog
var
valgt
af
byens


’gamle’
beboere,
før
tilflytterne
indtog
byen)
førte
til,
at
andre
borgergrup‐

per
følte
sig
forbigået
i
beslutningsprocessen
og
i
stedet
selv
forsøgte
at
ap‐

pellere
direkte
til
politikerne.
Problemet
er
måske
i
høj
grad
ad
hoc
kulturen,


som
Gamst
var
inde
på
(Gamst
2007).
Inddragelsen
af
borgerne
på
en
ikke


systematiseret
facon
vil
ofte
opleves
som
en
undergravning
af
rodfæstede


og
veletablerede
demokratiske
principper,
uanset
om
disse
principper
ikke


er
tilstrækkelige
til
at
imødekomme
de
aktuelle
behov.
Ascher
mener
derfor


også,
at
det
er
nødvendigt,
at
udvikle:



”[…]
 government
 structures
 at
 relatively
 flexible
 levels,


based
much
more
firmly
on
the
principle
of
subsidiarity,
and
mak‐

ing
it
possible
to
consult
the
populations
and
the
stakeholders
in
a


much
more
continuous
and
varied
manner.”
(Ascher
2004,
p.29)



Ideen
 er
 god,
 men
 udfordringerne
 mange.
 Det
 kan
 være
 svært
 at


skabe
nye
beslutningsstrukturer,
selv
af
den
mere
fleksible
slags,
i
samfund,


der
bliver
stadig
mere
fragmenterede
og
hvor
alliancer
og
tilhørsforhold
skif‐

ter
fra
sag
til
sag.
Det
vil
være
ekstremt
omkostningstungt
at
etablere
syste‐

mer
og
strukturer,
der
kontinuerligt
kan
involvere
borgerne
som
enkeltper‐

soner
eller
blot
som
større
eller
mindre
grupperinger
–
og
endda
gøre
det
på


169



170



BORGER, BY & DELTAGELSE


en
varieret
og
individuelt
tilpasset
måde.
Selvom
det
i
teorien
er
en
god
idé


er
det
derfor
måske
i
praksis
uladsiggørligt,
ikke
mindst
i
disse
år,
hvor
den


finansielle
og
økonomiske
krise
presser
alle
niveauer
af
den
offentlige
admi‐

nistration
til
at
skære
i
udgifterne.



Samtidig
 er
 der
 mange
 faldgruber
 i
 inddragelsesprocesser.
 Først
 og


fremmest
ligger
det
nærmest
implicit
i
betegnelsen
’inddragelse’,
at
proces‐

sen
stadig
er
styret
af
en
afsender
og
dermed
risikerer
at
havne
i
den
pater‐

nalistiske
fælde,
som
jeg
beskrev
både
i
metodekapitlet
og
som
ligger
implicit


i
 Arnsteins
 opfattelse
 af
 udfordringerne
 ved
 inddragelsesprocesser,
 som


nævnt
ovenfor.
I
modsætning
til
tresserne
og
halvfjerdserne,
hvor
borgernes


aktive
deltagelse,
som
nævnt,
i
højere
grad
var
et
oprør
fra
bunden,
er
bor‐

gerinddragelse
i
dag
typisk
et
udtrykkeligt
ønske
fra
toppen
–
dybtfølt
eller


ej.
Dermed
må
borgeren
acceptere
at
lade
sig
’inddrage’
i
en
beslutningspro‐

ces,
der
er
tilrettelagt
af
andre
–
det
være
sig
politikere,
planlæggere
eller


(eksterne)
konsulenter.
Det
betyder,
at
mange
borgere,
måske
med
rette,


frygter,
 at
 væsentlige
 beslutninger
 enten
 er
 taget
 på
 forhånd,
 eller
 bliver


taget
på
tidspunkter
i
processen,
hvor
de
ikke
er
til
stede.



Inddragelsen
af
mange
borgere
gør
også,
at
den
enkeltes
bidrag
sjæl‐

dent
er
synligt.
Samtidig
lever
vi
i
stadig
stigende
grad
i
en
oplevelsesøkono‐

mi,
hvor
vi
som
borgere
ikke
alene
gør
vores
proaktive
pligt
(hvis
vi
overho‐

vedet
gør
det)
eller
kræver
vores
reaktive
ret
–
men
også
forventer,
at
vi
bli‐

ver
underholdt
i
mens.
Langvarige
inddragelsesprocesser
er
sjældent
videre


underholdende,
og
borgerne
falder
derfor
hurtigt
fra
og
opsøger
’fritidsbe‐

skæftigelser’
med
en
højere
underholdningsværdi
(Delman
&
Nielsen
2009).


Eller
de
deltager
i
nærdemokratiske
processer,
hvor
den
direkte
indflydelse


er
 både
 større
 og
 tydeligere,
 f.eks.
 institutions‐
 og
 skolebestyrelser,
 for‐

eningsliv
m.m.



Set
fra
afsendersynsvinklen
er
det
primære
problem,
at
det
kan
være


svært
at
gennemskue,
hvad
udbyttet
af
borgerinddragelsen
egentlig
er.
Har


processen
givet
et
bedre
resultat?
Har
den
skabt
større
ejerskab
til
planen


eller
projektet?
Er
der
reelt
kommet
bedre
og
mere
innovative
ideer
på
bor‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

det?
Eller
har
processen
været
et
fordyrende
mellemled,
der
blot
har
synlig‐

gjort,
hvor
splittede
–
og
individuelt
krævende
–
borgerne
er
i
deres
opfattel‐

ser
af
et
’fælles
bedste’?
Der
findes
selvfølgelig
ikke
entydige
svar
på
oven‐

stående
 spørgsmål,
 men
 der
 er
 næppe
 nogen
 tvivl
 om,
 at
 det
 kan
 være


svært
at
argumentere
for
langvarige
og
vedholdende
inddragelsesprocesser


set
fra
et
cost‐benefit
perspektiv.
Selvom
mange
deltagelses‐
og
inddragel‐

sesprocesser
evalueres
efterfølgende,
savnes
der
en
mere
samlet
undersø‐

gelse
og
evaluering
af
effekten
af
borgerdeltagelse
i
byudvikling
med
fokus


på
 værdiskabelse
 i
 såvel
 et
 socialt
 og
 kulturelt
 som
 økonomisk
 kapitalper‐

spektiv:


”Både
 planlæggere
 såvel
 som
 politikere
 udtrykker
 behov


for
at
kunne
måle
eller
evaluere,
hvad
der
kommer
ud
af
processer


med
borgerdeltagelse.
Der
argumenteres
ofte
med,
at
når
der
in‐

vesteres
 store
 offentlige
 midler
 i
 omfattende
 deltagelsesforløb


med
borgere
og
lokale
aktører,
er
der
behov
for
at
vide,
om
det
er


en
 hensigtsmæssig
 og
 effektiv
 brug
 af
 ressourcerne.”
 (Agger
 &


Hoffmann
2008,
p.
29)


Betyder
ovennævnte
udfordringer
så,
at
vi
på
forhånd
må
opgive
at


inddrage
borgerne,
alene
af
frygt
for
at
komme
til
at
underminere
demokra‐

tiske
institutioner,
der
trods
alt
fungerer
bedre
end
andre
systemer?
Eller
af


frygt
for
at
spilde
borgernes
tid
eller
det
offentliges
ressourcer?
Inden
jeg


giver
mit
bud
på
et
endeligt
svar,
er
der
en
række
mellemregninger,
der
skal


på
plads,
ikke
mindst
nogle
af
de
øvrige
udfordringer
ved
borgerdeltagelsen,


som
jeg
skitserede
i
forrige
afsnit,
der
leder
frem
til
mit
bud
på
strategiske
og


metodiske
overvejelser,
der
måske
kan
anvise
nogle
retninger
for
borgerdel‐

tagelsen
med
afsæt
i
et
mere
interaktivt
demokratisyn
i
relation
til
byen
som


igangværende
arbejde.



171



172



BORGER, BY & DELTAGELSE


aktører, interesser og deltagelse

Som
beskrevet
tidligere
er
’borgerne’
ikke
en
homogen
gruppe,
men


et
konglomerat
af
individer
med
vidt
forskellige
målsætninger
og
interesser.


Det
samme
gør
sig
for
så
vidt
gældende
for
’magthaverne’
–
i
mangel
af
bed‐

re,
 og
 mindre
 paternalistisk
 konnoteret,
 betegnelse
–
 hvis
 vi
 under
 denne


gruppe
taler
om
både
politikere
og
embedsmænd,
eksperter
og
konsulenter


samt
 developere,
 erhvervsliv
 og
 interesseorganisationer.
 I
 det
 hele
 taget


giver
det
kun
mening
at
foretage
disse
brede
generaliseringer
så
længe
vi


befinder
os
inden
for
rammerne
af
en
teoretisk
diskussion
om
deltagelse.
I


praksis
kræver
deltagelsesprocesser
en
langt
mere
fintmasket
segmentering


og
aktøranalyse.
Som
Patsy
Healey
formulerer
det:


”Traditionally,
 planners
 have
 assumed
 people
 were
 more


or
less
the
same
–
a
standardised
unit.
The
most
extreme
version


of
this
is
le
Corbusier’s
standard
measure
for
building
and
urban


design,
his
modular
man
[…].
Standardised
individuals
had
stand‐

ardised
needs.
Planning
technique
then
dealt
in
numbers
of
peo‐

ple.”
(Healey
2006,
p.
99)


Som
Healey
også
bemærker
har
forskellene
mellem
forskellige
livs‐

former
og
‐stil
det
med
at
undslippe
de
demografiske
modeller,
ligesom
folks


faktiske
 oplevelse
 af
 et
 givet
 område
 og
 deres
 egen
 relation
 til
 området,


sjældent
kan
aflæses
i
statistikkerne
(Ibid.
p.
101‐102).
Det
har
ikke
været
et


selvstændigt
mål
i
mit
projekt
at
kvalificere
diskussionen
om,
hvordan
vi
ana‐

lyserer,
 beskriver
 og
 fastholder
 detaljerede
 data
 og
 forståelser
 af
 aktører


som
udgangspunkt
for
deltagelsen,
men
der
er
ikke
nogen
tvivl
om,
at
tilret‐

telæggelsen
 af
 konkrete
 deltagelsesprocesser
 kræver
 såvel
 en
 kvantitativ


som
kvalitativ
tilgang
til
forståelsen
af
de
aktører,
der
indgår
aktivt
i
proces‐

sen.
Men
i
denne,
overvejende
teoretiske,
kontekst
vil
jeg
tillade
mig
fortsat


at
male
med
den
brede
pensel.


I
relation
til
aktørernes
interesser
findes
der,
som
allerede
beskrevet,


ikke
længere
en
idé
om
et
’fælles
bedste’,
der
kan
fungere
som
fællesnævner





BORGER, BY & DELTAGELSE

for
deltagelsen,
hvorfor
vi
også
her
må
acceptere
behovet
for
en
langt
mere


diversificeret
 tilgang
 til
 deltagelsesprocesserne,
 men
 på
 trods
 af
 en
 mang‐

lende
konsensus
om
et
’fælles
bedste’,
er
der
dog
en
række
fællestræk
der


går
igen
i
forhold
til
henholdsvis
borgernes
og
magthavernes
interesser
i
del‐

tagelsesprocesser.



De
nærliggende
spørgsmål
er;
hvorfor
ønsker
magthaverne,
at
bor‐

gerne
deltager
–
og
hvad
motiverer
borgerne
til
at
deltage?
Fra
et
magtha‐

ver‐
eller
forvaltersynspunkt
er
begrundelserne
ofte
angivet
som
følger
(Ag‐

ger
&
Hoffmann
2008,
p.
12):



Det
er
en
demokratisk
ret
at
blive
hørt!



Borgerdeltagelse
kvalificerer
planlægningen
og
tilfører
res‐

sourcer


Borgerdeltagelse
skaber
mere
målrettede
løsninger.



Borgerdeltagelse
styrker
medejerskab
og
forankring
af
indsat‐

ser.



Borgerdeltagelse
styrker
legitimitet
og
reducerer
konflikter


Borgerdeltagelse
skaber
en
gensidig
læreproces
mellem
bor‐

gere
og
forvaltninger


Borgerdeltagelse
fremmer
’empowerment’
og
bidrager
til
at


udvikle
demokratiet



Selvom
disse
argumenter
selvsagt
også
burde
have
værdi
for
borger‐

ne,
er
det
måske
ikke
helt
så
oplagt
at
finde
ud
af,
hvad
borgerne
får
ud
af
at


bruge
 deres
 tid
 på
 at
 deltage
 i
 byudviklingsprocesser.
 Når
 man
 læser
 om


borgerdeltagelse
 og
 taler
 med
 personer,
 der
 beskæftiger
 sig
 professionelt


med
borgerdeltagelse
og
inddragelsesprocesser,
får
man
ofte
det
indtryk,
at


alle
borgere
har,
eller
i
hvert
fald
burde
have,
en
naturlig
–
og
sund
–

inte‐

resse
i
at
deltage
i
udviklingen
af
deres
lokalområde,
men
at
dette
langt
fra


altid
 tilfældet.
 Ofte
 er
 det
 først
 når
 beslutningen
 er
 truffet
–
 og
 kommer


ubehageligt
tæt
på
baghaven
–
at
borgerne
engagerer
sig
for
alvor.
Dette


173



174



BORGER, BY & DELTAGELSE


harmonerer
ikke
specielt
godt
med
magthavernes
mere
eller
mindre
ekspli‐

cit
formulerede
ønske
om
at
involvere
borgerne
tidligt
i
beslutningsproces‐

sen.



Der
findes
mange
mulige
forklaringer
på,
hvorfor
borgerne
ikke
delta‐

ger
i
det
omfang,
vi
forventer.
Nagel
beskriver
det
som
en
økonomisk,
spilte‐

oretisk
funktion
med
afsæt
i
Riker
og
Ordeshooks
’calculus
of
participation’,


der
ser
ud
som
følger:
’P(Bi
+
Bg)
+
S
+
D
–
C

0’
(Nagel
1987,
p.
26).
En
nær‐

mere
forklaring
følger
her:


”P
=
the
individuals
power
to
affect
the
collective
outcome,


which
can
range
from
0
(no
power)
to
1
(complete
power);
for
ex‐

ample
the
probability
that
his
vote
will
decide
an
election;
Bi
=
the


value
 to
 the
 individual
 of
 the
 collective
 good;
 for
 example,
 how


much
she
personally
will
benefit
from
the
policies
of
the
preferred


candidate;
Bg
=
the
value
the
individual
places
on
the
benefit
other


people
receive
from
the
collective
goal;
for
example,
his
empathy


for
the
unemployed
who
he
expects
will
get
jobs
if
his
candidate


wins;
S
=
the
value
of
any
personal
or
selective
incentives
that
de‐

pend
on
the
individual’s
participation;
for
example,
the
worth
to


her
of
the
patronage
job
she
will
lose
if
she
fails
to
vote;
D
=
the


strength
of
the
individual’s
sense
of
duty
or
responsibility
to
par‐

ticipate;
C
=
the
cost
the
individual
incurs
in
participating;
for
ex‐

ample,
the
time
and
trouble
of
registering
to
vote
and
going
to
the


polls.”
(Ibid.)


Som
Nagel
selv
bemærker,
kan
de
enkelte
elementer
ikke
gøres
ob‐

jektivt
og
endeligt
op,
og
en
egentlig
’gennemregning’
giver
derfor
sjældent


mening,
men
ligningen
giver
alligevel
en
fornemmelse
af
de
mange
faktorer,


der
er
med
til
at
afgøre,
om
en
borger
deltager
eller
ej.
Vi
kender
sikkert
alle


tilstanden
 af
 inaktivitet
 baseret
 på
 fornemmelsen
 af,
’at
 det
 alligevel
 ikke


nytter
i
det
store
hele’,
der
ligger
i
regnestykkets
første
element
(P).
Og
det


giver
også
god
mening
at
veje
denne
følelse
op
imod
af,
hvad
det
ønskede


resultat
muligvis
ville
kunne
bidrage
med
for
mig
personligt
(Bi))
og
i
det
stør‐

re
 billede,
 for
 ’samfundet’
 som
 helhed
 (Bg).
 Måske
 endnu
 vigtigere
 er
 de





BORGER, BY & DELTAGELSE

direkte
belønninger,
der
kan
vindes
ved
at
deltage
(S),
der
må
vejes
op
imod,


hvad
det
’koster’
at
deltage
(C),
altså
hvor
meget
man
personligt
må
investe‐

re
af
sin
tid
og
øvrige
ressourcer
i
at
opnå
det
ønskede
resultat.
Ud
fra
et


rationelt
økonomisk
perspektiv
giver
det
typisk
god
mening
ikke
at
deltage,


netop
fordi
udkommet
kun
sjældent
står
direkte
mål
med
indsatsen
(Ibid.
p.


23‐26).



Med
afsæt
i
Mancur
Olson
pointerer
Nagel
også,
at
jo
større
en
grup‐

pe
er,
jo
færre
deltager
i
opfyldelsen
af
fælles
mål,
hvilket
selvfølgelig
hæn‐

ger
sammen
med,
at
jo
flere
der
har
indflydelse
på
målopfyldelsen,
jo
mindre


bliver
P
i
ligningen.
En
erkendelse
allerede
Rousseau
gjorde,
da
han
anbefa‐

lede,
at
hans
samfundsmodel
kun
skulle
gælde
for
mindre
(by)stater.
Det
er


også
langt
lettere
at
organisere
mindre
grupper
end
større,
hvorfor
omkost‐

ningen
ved
at
deltage
så
at
sige
også
bliver
mindre.
Samtidig
betyder
sociale


incitamenter
også
mere
i
den
mindre
gruppe,
hvor
folk
allerede
kender,
eller


lærer
hinanden
at
kende
undervejs
(ibid.
p.
27).
Løsningen
kan,
ifølge
Olson,


være
at
dele
den
store
gruppe
op
i
mindre
grupper,
der
bindes
sammen
af


en
fælles
’lim’,
kombineret
med
et
mål
af
’personlige
incitamenter’
(S
i
lignin‐

gen)
for
at
deltage
(ibid.
p.
28).
Ifølge
Nagel
er
det
samtidig
centralt
at
holde


fast
i
vigtigheden
af
P,
den
enkeltes
indflydelse
på
målet,
f.eks.
ved
at
dele


det
op
i
mindre
delmål:


”Skilled
 political
 organizers
 know
 that
 sustaining
 large‐

scale,
long‐term
participation
requires
realistic
intermediate
goals.


Although
grand
objectives
and
ideologies
give
coherence
and
di‐

rection
to
political
movements,
motivation
of
participants
depends


on
a
rewarding
series
of
secondary
achievements,
especially
on
a


scale
 small
 enough
 that
 individuals
 can
 see
 the
 impact
 of
 their


own
efforts.”
(Ibid.
p.
30)


Ligningen
som
beskrevet
ovenfor
og
Olsons
beskrivelse
af
borgerne


som
rationelt
økonomisk
tænkende
individer,
der
opvejer
fordele
og
ulem‐

per
ved
deltagelsen
er
(desværre)
nok
ikke
helt
ved
siden
af,
men
som
Nagel


også
advokerer
for,
er
der
måder
at
omgå
den
økonomiske
kalkules
konklu‐

175



176



BORGER, BY & DELTAGELSE


sion
om,
at
det
grundlæggende
ikke
betaler
sig
at
deltage.
Først
og
fremmest


ved
 at
 tilrettelægge
 processer,
 der
 indarbejder
 mekanismer
 rettet
 mod
 at


maksimere
de
positive
elementer
og
minimere
de
negative.



Som
et
mere
pragmatisk
–
og
praksisorienteret
–
supplement
til

dis‐

kussionen
 om,
 hvorfor
 borgere
 deltager
 eller
 ej
 kan
 nedenstående
 skema


tjene
som
udgangspunkt.
I
skemaet
beskriver
jeg
nogle
af
de
typiske
argu‐

menter
for
borgerdeltagelse,
som
de
erfaringsmæssigt
kommer
til
udtryk
i


en
dansk
kontekst
–
og
to
argumenter
(nederst),
der
måske
i
højere
grad


opsummerer,
hvad
borgerdeltagelse
i
hvert
fald
også
handler
om:



BORGERVINKEL MAGTHAVERVINKEL

Få indflydelse Skabe ejerskab

Få mere viden (om udviklingen) Få mere viden (om borgernes ønsker til udviklingen)

Nye oplevelser Fremme innovation

Begrænse andres indflydelse Legitimere beslutninger


I
hver
kolonne
er
de
tre
første
argumenter
overvejende
positive.
For


borgerne
handler
det
selvsagt
om
at
få
(reel)
indflydelse
på
et
givet
projekt


eller
en
proces,
mens
det
fra
magthavernes
synsvinkel
typisk
handler
om
at


sikre
ejerskab
til
det
færdige
produkt
eller
processens
konklusioner.
Derud‐

over
har
begge
parter
en
interesse
i
at
få
mere
viden
–
både
forstået
som
et


behov
for
viden
om
f.eks.
rammer,
betingelser
og
de
øvrige
aktørers
syns‐

vinkler,
men
i
høj
grad
også
om
at
videregive
viden,
her
forstået
både
som


’fakta’
og
’værdier’,
der
kan
være
med
til
at
påvirke
de
øvrige
aktørers
opfat‐

telse.



Udveksling
af
viden
og
det
gensidige
læringsaspekt
af
deltagelsespro‐

cesser
bliver
alt
for
ofte
undervurderet,
eller
opfattet
og
tilrettelagt
som
en‐

vejskommunikation,
 hvor
 magthaverne
 forsøger
 at
 ’overbevise’
 borgerne


om
en
bestemt
opfattelse
af
udviklingsperspektiverne.
I
den
forbindelse
er


det
imperativt
at
forstå,
at
vidensudveksling
i
deltagelsesprocesser
netop
bør





BORGER, BY & DELTAGELSE

være
en
udveksling,
og
gerne
en
fordomsfri
og
værdibaseret
en
af
slagsen,


hvor
der
er
plads
til
de
grundlæggende
diskussioner
af
forskellige
opfattelser


af,
hvad
der
opfattes
som
’retfærdigt’.
Som
Forester
formulerer
det:


”[…]
deliberative
conversations
about
value
–
about
the
in‐

terpretation
 and
 aptness
 of
 goals
 and
 means
–
 are
 inescapable


aspects
 of
 practical
 action.
 […]
 many
 analyses
 of
 dialogue
 and


democratic
argument
do
not
go
nearly
far
enough
to
do
justice
to


the
 learning
 that
 dialogical
 and
 argumentative
 processes
 can


really
promote.
Inspired
by
liberal
models
of
voice
and
empower‐

ment,
many
analyses
unwittingly
reduce
empowerment
to
’being


hard’
and
learning
to
considering
seriously
local
as
well
as
expert


knowledge.
Participation
is
thus
reduced
to
speaking,
and
learning


is
reduced
to
knowing
–
and
the
transformations
of
done‐to
into


doers,
 spectators
 and
 victims
 into
 activists,
 fragmented
 groups


into
renewed
bodies,
old
resignation
into
new
beginnings,
are
lost


from
our
view.”
(Forester
1999,
p.
115)


Et
 andet
 væsentlig
 parameter
 for
 magthaverne
 er
 spørgsmålet
 om


innovation.
 Som
 nævnt
 allerede
 i
 det
 indledende
 kapitel
 er
 brugerdrevet


innovation
et
varmt
emne
i
disse
år
inden
for
en
lang
række
områder,
såle‐

des
også
i
byudvikling.
Ofte
opererer
man
med
to
typer
af
behovserkendelse


hos
brugerne
–
de
’erkendte
behov’,
altså
alt
det
vi
godt
ved,
vi
gerne
vil
have


(mere
af),
og
de
’ikke‐erkendte
behov’,
alle
de
ting,
vi
har
brug
for,
men
som


vi
endnu
ikke
er
i
stand
til
at
formulere
eksplicit
(bl.a.
EBST
2008).
Dertil
kan


man
føje
et
begreb
om
radikal
innovation
–
alle
de
ting,
som
ingen
af
delta‐

gerne,
heller
ikke
afsenderne
og
eksperterne,
havde
forestillet
sig,
men
som


kan
være
med
til
at
forme
fremtidens
samfund.
Denne
form
for
innovation


spiller
kun
sjældent
en
rolle
i
borgerdeltagelsesprocesser,
men
giver
måske


god
mening
som
udgangspunkt
i
byudviklingsprocesser,
ikke
mindst
når
vi


ønsker
 at
 lade
 borgerne
 deltage
 aktivt
 i
 byudvikling
 som
 politisk
 disciplin.


Overfor
innovationsbehovet
i
ovenstående
skema
står
borgernes
ønske
om


at
få
en
oplevelse.
Som
antydet
tidligere
findes
der
mange
andre,
og
ofte


mere
spændende
aktiviteter,
vi
som
borgere
kan
deltage
i,
og
hvis
ikke
by‐

177



178



BORGER, BY & DELTAGELSE


udviklingsprocesser
tager
dette
alvorligt
kan
det
være
svært
at
tiltrække
bor‐

gere
som
deltagere.



Sidst,
men
måske
i
praksis
vigtigst,
ønsker
magthaverne
at
inddrage


borgerne
 for
 at
 legitimere
 beslutninger,
 der
 allerede
 er
 truffet.
 Agger
 og


Hoffmann
formulerede
det
mere
positivt,
som
en
fremadrettet
legitimering,


hvor
der
er
tale
om
beslutninger,
der
træffes
i
løbet
af
processen
med
afsæt
i


aktørernes
fælles
input.
Men
legitimering
af
beslutninger,
der
reelt
allerede


er
truffet
er
helt
oplagt
ikke
et
ukendt
fænomen
i
borgerdeltagelsesproces‐

ser.
Og
det
er
i
denne
kontekst,
at
der
er
risiko
for
decideret
mangel‐
eller


farefulde
processer
–
rangerende
fra
det
direkte
manipulerende
i
Arnsteins


typologi
til
den
i
bedste
fald
symbolske
inddragelse.
Ofte
er
der
selvfølgelig


ikke
tale
om
en
reel
og
eksplicit
begrundelse
–
eller
for
den
sags
skyld
om
en


skjult
konspiration
–
men
blot
om,
at
man
ikke
i
tilstrækkelig
grad
har
gjort


sig
klart
som
afsender,
at
en
lang
række
parametre
i
den
plan
eller
det
pro‐

jekt
man
lægger
frem,
allerede
er
besluttet.
Enten
i
form
af
eksempelvis
mil‐

jø‐
 eller
 lovmæssige
 rammebetingelser,
 allerede
 indgåede
 (politiske
 eller


økonomiske)
aftaler
eller
indarbejdede
konklusioner,
der
hviler
på
forudgå‐

ende
anbefalinger
fra
konsulenter
og
eksperter,
eksempelvis
bygherrerådgi‐

vere,
forskere
eller
andre,
der
er
med
til
at
definere
rammerne
for
et
udvik‐

lingsprojekt.
Udfordringen
er,
at
denne
type
processer
risikerer
at
have
den


modsatte
effekt
af
det
ønskede
–
i
stedet
for
ejerskab,
vidensudveksling
og


innovation
 får
 man
 fjendskab,
 påstande
 mod
 påstande
 og
 laveste
 fælles‐

nævner.
Som
Nagel
formulerer
det:


”Neither
authorities
nor
citizens
will
voluntarily
persist
with


a
powersharing
process
unless
they
gain
from
it.
If
advances
for


citizens
always
come
at
the
expense
of
agency
goal,
officials
will


want
to
revert
to
unilateral
decision
making.
If
citizens
learn
that


participation
earns
them
no
better
outcomes,
they
will
lapse
into


cynical
apathy
or
active
hostility.”
(Nagel
1987,
p.
153)


Såfremt
en
proces
eller
et
projekt
er
så
fremskredent,
at
langt
de
fle‐

ste
beslutninger
er
truffet,
kan
man
enten
tilrettelægge
processen
som
et





BORGER, BY & DELTAGELSE

rent
kommunikativt
forsøg
på
at
overbevise
aktørerne
om
et
projekts
for‐

træffeligheder
–
eller
man
kan
melde
klart
ud
med
alle
rammer
og
beslut‐

ninger
og
tydeligt
markere,
hvor
der
stadig
er
plads
til
dialog.
Hvis
ikke
støder


man
direkte
ind
i
borgernes
(skjulte)
målsætning
i
skemaet
ovenfor;
at
be‐

grænse
andres
indflydelse.
Denne
målsætning
er
både
reaktiv,
forstået
såle‐

des,
at
den
handler
om
modstanden
mod
allerede
trufne
beslutninger,
men


også
proaktiv
i
den
forstand,
at
det
drejer
sig
om
at
sikre
sig
at
andre
aktører


med
modstridende
interesser
ikke
fremadrettet
får
indflydelse
på
processen.


Der
er
altså
tale
om
et
magtpolitisk
aspekt
af
den
(demokratiske)
proces,
der


kan
henføres
direkte
til
det
aggregative
og
konkurrencedemokratiske
ideal.


Og
som
sådan
kan
målsætningen
heller
ikke
blot
afvises
som
upassende
i


udviklingsprocesser,
men
må
tages
alvorligt
som
et
parameter,
der
har
væ‐

sentlig
indflydelse
på
såvel
proces
som
produkt.



Der
kan
selvfølgelig
være
en
lang
række
andre
valide
begrundelser
for


borgerne
for
at
deltage
i
udviklingsprocesser,
rangerende
fra
en
mere
eller


mindre
vag
opfattelse
af
borgerpligt
over
ønsket
om
at
gøre
en
forskel
til
et


konkret
udbytte
i
form
af
(penge)gaver
–
den
sidste
er
dog
sjælden
i
offentli‐

ge
 udviklingsprojekter,
 men
 velkendt
 i
 brugerinddragelsesprojekter
 i
 kom‐

mercielt
regi.
Fra
magthavernes
side
kan
der
også
være
andre
interesser
på


spil
end
de
ovennævnte,
men
én
eller
flere
af
de
beskrevne
vil
typisk
være


tilstede
enten
eksplicit
eller
implicit.



Med
begrundelserne
for
at
deltage
(nogenlunde)
på
plads,
vil
jeg
nu


gå
lidt
mere
i
dybden
med
nogle
af
de
væsentligste
udfordringer,
der
er
for‐

bundet
med
selve
tilrettelæggelsen
og
faciliteringen
af
borgerdeltagelsen.




dialog, rammer & fragmentation

”Its
[the
city]
contents
(things,
objects,
people,
situations)


are
mutually
exclusive
because
they
are
diverse,
but
inclusive
be‐

179



180



BORGER, BY & DELTAGELSE


cause
 they
 are
 brought
 together
 and
 imply
 their
 mutual
 pres‐

ence.”
(Lefebvre
2003,
p.
119)


Som
allerede
nævnt
er
dialogen
et
centralt
element
i
enhver
form
for


deltagelsesproces
 med
 fokus
 på
 udvikling.
 Men
 dialogen
 kan
 også
 antage


mange
former
og
rammerne
for
dialogen
er
af
afgørende
betydning
for
re‐

sultatet.
Samtidig
er
enhver
dialog,
ikke
mindst
når
det
handler
om
udvik‐

lingsspørgsmål,
præget
af
fragmentation,
dvs.
væsensforskellige
opfattelser


af,
hvad
der
er
på
spil,
hvad
der
er
’sandt’
eller
’falsk’
og
hvad
der
er
’værdi’


og
’fakta’.
Citatet
fra
Lefebvre
rammer
ned
i
dette
dilemma.
Byen
rummer


en
lang
række
ting,
mennesker
og
situationer,
der
udelukker
hinanden,
men


som
samtidig
skal
rummes
i
byen
–
i
samme
rum
og
på
samme
tid.
Dette


paradoks
er
en
grundlæggende
udfordring
for
dialogbaserede
udviklingspro‐

cesser.
Som
allerede
fastslået
handler
–
langt
de
fleste
–
byudviklingsproces‐

ser
desuden
om
komplekse,
eller
wicked,
problemer
og
udfordringen
er,
at


den
slags
problemer,
af
flere
årsager,
kan
være
svære
at
føre
en
dialog
om‐

kring:


”Problems
 are
 tough
 because
 they
 are
 complex
 in
 three


ways.
They
are
dynamically
complex,
which
means
that
cause
and


effect
are
far
apart
in
space
and
time,
and
so
are
hard
to
grasp


from
firsthand
experience.
They
are
generatively
complex,
which


means
 that
 they
 are
 unfolding
 in
 unfamiliar
 and
 unpredictable


ways.
And
they
are
socially
complex,
which
means
that
the
people


involved
see
things
very
differently,
and
so
the
problems
become


polarized
and
stuck.”
(Kahane
2007,
p.
1‐2)


Som
tidligere
nævnt
ligger
det
implicit
i
megen
demokratisk
teori,
at


fornuften
 har
 forrang
 for
 følelserne,
 og
 at
 dialogen
 i
 den
 offentlige
 sfære


derfor
bør
baseres
på
fornuftsargumentation.
Selv
hvis
vi
accepterer
denne


præmis,
 vil
 fornuften
 ofte
 komme
 til
 kort
 i
 processer,
 der
 forsøger
 at
 be‐

handle
wicked
problems,
netop
fordi
problemerne
er
komplekse,
dynamiske


og
ikke
nødvendigvis
har
rod
i
personlig
erfaring,
ligesom
de
udvikler
sig
på


måder,
vi
ikke
kunne
analysere
os
frem
til
på
forhånd.
Samtidig
spiller
ram‐




BORGER, BY & DELTAGELSE

merne
for
dialogen,
herunder
ikke
mindst
den
dimension
Kahane
betegner


’social
 kompleksitet’,
 en
 væsentlig
 rolle
 for,
 hvordan
 dialogen
 udvikler
 sig.


Som
Forester
formulerer
det:


”Much
more
is
at
stake
in
dialogic
and
argumentative
pro‐

cesses
than
claims
about
what
is
or
is
not
true
[…].
At
stake
too
are


issues
 of
 political
 membership
 and
 identity,
 memory
 and
 hope,


confidence
 and
 competence,
 appreciation
 and
 respect,
 acknow‐

ledgement
and
the
ability
to
act
together.”
(Forester
1999,
p.
115‐

116)


Forester
beskriver
to
tilgange
til
læring
gennem
dialog,
henholdsvis
en


med
afsæt
i
Dewey,
Argyris
og
Schön
og
en
med
udgangspunkt
i
Freire
og


Habermas
 (Ibid.
 p.
 129).
 Den
 Deweyanske
 model
 fokuserer
 på
 ’dialogisk


handling’
 (dialogical
 action),
 hvor
 deltagerne
 i
 fællesskab
 tester
 ideer
 og


formodninger
 og
 reviderer
 deres
 opfattelse
 gennem
’refleksion‐i‐handling’


(Ibid.
p.
129‐130).
Denne
model
forholder
sig
derfor
grundlæggende
til
’sa‐

gen’
eller
problemløsningen
som
sådan,
mens
den
Freireanske
model
i
høje‐

re
grad
forholder
sig
til
’rammerne’
eller
konteksten
for
problemets
løsning:


”The
Freirean
model
focuses
on
the
ways
we
learn
in
dia‐

logue
by
probing
our
political
possibilities
of
speaking
and
acting


together:
Who
owns
the
land,
controls
knowledge,
and
might
yet


have
more
control
over
their
lives?
Whose
definitions
of
problems


and
solutions,
of
expertise
and
status,
of
power
and
powerlessness


perpetuate
 relations
 of
 dependency
 and
 hopelessness?”
 (Ibid.
 p.


130)


Udfordringen
ved
den
første
model
er,
at
den
ikke
i
tilstrækkeligt
om‐

fang
tager
højde
for
den
’sociale
kompleksitet’
og
gruppedynamik,
der
netop


ligger
i
magtrelationerne
blandt
deltagerne:


”[…]
it
is
not
clear
how
group
efforts
in
framing
would
work


in
the
public
sphere,
with
many
stakeholders
and
complex
power


relations.”
(Healey
2006,
p.
258)


181



182



BORGER, BY & DELTAGELSE


Men
selv
suppleret
med
den
Freireanske
model,
mener
Forester
ikke,


at
vi
er
på
sikker
grund,
og
han
foreslår
derfor
en
tredje
vej,
som
han
beteg‐

ner
som
en
transformativ
teori
om
social
læring,
hvor
fokus
ikke
blot
er
på


hvad
deltagerne
siger,
men
også
på,
hvad
de
faktisk
gør
(Forester
1999,
p.


130‐132).
Dvs.
at
først,
når
der
sættes
handling
bag
ordene,
kan
vi
vurdere


om
der
er
sammenhæng
mellem,
hvad
en
deltager
påstår
og
argumenterer


for,
og
hvordan
han
eller
hun
faktisk
agerer
i
relation
til
det
konkrete
sags‐

forhold.
 Samtidig
 fremhæver
 Forester,
 ganske
 lavpraktisk,
 behovet
 for
 de


uformelle
møder
som
forudsætning
for
dialogen,
da
det
er
her
vi
typisk
mø‐

der
hinanden
i
handling
(med
mindre
vi
designer
processen
anderledes).
Og


han
understreger
vigtigheden
af
at
etablere
rammerne
for
at
disse
møder


kan
 opstå,
 f.eks.
 henover
 frokosten,
 gennem
 gruppearbejde
 med
 indlagte


pauser
eller
en
drink
inden
selve
sessionen
starter
(Ibid.
p.
132).



En
anden
væsentlig
udfordring
i
deltagelsesprocesser
er
fragmentati‐

on.
Conklin
formulerer
begrebet
således:


“Fragmentation
[…]
is
when
the
stakeholders
in
a
project


are
 all
 convinced
 that
 their
 version
 of
 the
 problem
 is
 correct.


Fragmentation
 can
 be
 hidden,
 as
 when
 stakeholders
 don’t
 even


realize
 that
 there
 are
 incompatible
 tacit
 assumptions
 about
 the


problem,
 and
 each
 believes
 that
 his
 or
 her
 understandings
 are


complete
and
shared
by
all.”
(Conklin
2006,
p.
6)



I
 byudviklingssammenhænge
 fremtræder
 fragmentation
 i
 mange


former;
fra
politikeren
der
i
valgkampens
hede
lover
5000
billige
boliger
til


5000
kr.
om
måneden
(ingen
nævnt,
ingen
glemt!),
og
arkitekten,
der
fore‐

stiller
sig,
hvordan
disse
boliger
kan
tage
sig
ud,
over
embedsmanden,
der


ved,
at
ideen
er
i
strid
med
eksisterende
planer,
developeren,
der
øjner
en


chance
for
at
tjene
penge
på
byggeriet,
til
lokalsamfundet,
der
gerne
vil
be‐

holde
deres
traditionsrige
fodboldkultur.
Som
Crimson
Architectural
Histo‐

rians
beskriver
det
i
en
hollandsk
kontekst:


“Dutch
 city
 planners
 complain
 that
 99%
 of
 their
 time
 is


spent
 meeting
 people:
trying
 to
 get
 the
 highway
 people
 to
 talk





BORGER, BY & DELTAGELSE

with
the
sports
centre
people;
trying
to
get
the
railway
people
to


stop
their
vendetta
against
the
vegetable‐garden
people;
trying
to


convince
the
Shell
refinery
people
that
they
should
stop
protesting


against
the
McDonald’s
drive
in
being
built
in
front
of
their
instal‐

lations;
convincing
the
Telecom
corporation
to
get
a
really
good


architect
to
build
something
spectacular
in
the
middle
of
the
city,


etc.“
(Crimson
1999)


Fragmentationen
er
tæt
forbundet
med
Rittel
og
Webbers
opfattelse


af
wicked
problems,
ikke
mindst
ideen
om,
at
der
ikke
findes
en
endelig
for‐

mulering
af
eller
løsning
på
et
problem,
hvorfor
vi,
ifølge
dem,
må
gennem‐

løbe
alle
tænkelige
resultater
og
udvikle
en
udtømmende
oversigt
over
alle


mulige
løsninger
forud
for
problemets
løsning,
eller
måske
endda
opståen


(Rittel
&
Webber
1973,
p.
161).
Det
giver
sig
selv,
at
denne
opgave
bliver


stadig
mere
umulig
jo
mere
komplekst
problemet
er
og
jo
længere
ned
i
de


mulige
resultater
og
løsninger
vi
når,
hvor
alle
deltagere
må
forsøge
at
holde


styr
på
de
mange
lag,
der
efterhånden
føjer
sig
til
problemet
og
dets
(mulige)


løsninger
–
eller
netop
risikere
en
stadigt
stigende
fragmentation
i
opfattel‐

sen
af
problem,
såvel
som
løsninger.



En
anden
årsag
til
fragmentation
er
ikke‐inkluderende
processer,
hvor


visse
aktører
holdes
uden
for
beslutningsprocessen:


“[…]
it
is
not
whether
the
project
team
comes
up
with
the


right
answer,
but
whose
buy‐in
they
have
that
really
matters.
[…]


without
being
included
in
the
thinking
and
decision‐making
pro‐

cess,
 members
of
the
social
network
may
 seek
 to
 undermine
 or


even
 sabotage
 the
 project
 if
 their
 needs
 are
 not
 considered.”


(Conklin
2006,
p.
6)



Et
 væsentligt
 aspekt
 af
 fragmentationen
 er
 også,
 som
 allerede
 be‐

skrevet,
at
der
ikke
længere
findes
en
idé
om
et
’fælles
bedste’,
men
mange


og
individualiserede
opfattelser
af
’det
gode
byliv’.
Mens
disse
sagtens
kan


leve
side
om
side
i
dagligdagen,
kommer
de,
paradoksalt
nok,
lettere
op
til


overfladen
–
og
risikerer
at
blive
en
barriere
–
i
deltagelsesprocesser:


183



184



BORGER, BY & DELTAGELSE


“[…]
while
two
people
with
divergent
mental
models
of
the


‘good
 city’
 might
 live
 in
 the
 same
 neighbourhood
 for
 a
 lifetime


without
conflict,
it
is
obvious
that
participatory
planning
processes


increase
the
risk
of
controversy
just
by
bringing
these
two
people


together
at
the
same
workshop
table.
And
when
you
add
a
plan‐

ner
with
‘factual’
knowledge
of
how
the
city
ought
to
be,
then
the


mix
becomes
explosive.”
(Delman
et
al.
2008,
p.
2)


Hvordan
undgår
vi
eller
arbejder
med
at
overkomme
fragmentatio‐

nen
 i
 byudviklingsprocesser?
 En
 måde
 er
 at
 kortlægge
 alle
 holdninger
 og


være
imødekommende
overfor
ønsker
og
krav
fra
alle
aktører
–
en
anden,


og
måske
mere
farbar,
vej
er
at
forsøge
at
skabe
nye,
fælles
referenceram‐

mer,
der
kan
danne
udgangspunkt
for
dialogen
fra
begyndelsen,
dvs.
bevæ‐

ge
sig
fra
erkendte
behov
over
de
ikke‐erkendte
og,
hvis
det
er
muligt,
helt


ud
i
den
radikale
innovation,
hvor
vi
kan
diskutere
emner
og
foretrukne
til‐

stande,
der
endnu
ikke
er
alt
for
tynget
af
præferencer
for
eksisterende
til‐

stande.
En
anden
–
og
supplerende
tilgang
–
kan
være
at
konstruere
proces‐

serne,
 så
 vi
 så
 vidt
 muligt
 undgår
 på
 forhånd
 at
 give
 forrang
 til
 bestemte


(demokratiske)
idealer,
magtpositioner
og
på
forhånd
fastlagte
forestillinger


om
en
’universel’
retfærdighed,
eksempelvis
udtrykt
som
mere
eller
mindre


håndfaste
’værdier’,
der
lægges
til
grund
for
udviklingsprocessen.
Derudover


er
det
en
generel
forudsætning
for
at
processerne
kan
ændres
–
og
lykkes
–


at
vi
satser
på
kapacitetsopbygning
hos
deltagerne
og
et
mål
af
bemyndiggø‐

relse,
der
kan
være
med
til
at
sikre,
at
de
fælles
visioner
også
får
en
gang
på


jorden
efterfølgende.




kapacitetsopbygning & bemyndiggørelse

Kapacitetsopbygning
(capacity
building)
og
bemyndiggørelse
(empo‐

werment)
har
mindst
to
ting
til
fælles:
for
det
første
er
begge
begreber
i
ud‐

strakt
brug
i
udviklingssammenhænge
–
og
begge
er
relativt
løst
defineret.





BORGER, BY & DELTAGELSE

Først
og
fremmest
er
det
værd
at
bemærke,
at
i
både
teori
og
praksis
er
der,


også
bogstavelig
talt,
en
verden
til
forskel,
når
man
taler
om
kapacitetsop‐

bygning
og
bemyndiggørelse
i
den
tredje
verden
og
når
man
taler
om
sam‐

me
emne
i
en
skandinavisk
velfærdskontekst.
Begreberne
har
i
stort
omfang


deres
 udspring
 i
 netop
 udviklingsprocesser
 rettet
 mod
 den
 tredje
 verden,


men
jeg
vil
argumentere
for,
at
de
også
kan
inspirere
vores
tilgang
til
udvik‐

lingsprocesser
i
et
moderne,
veludviklet
og
velfærdsbaseret
(by)samfund.


For
at
beskrive
kapacitetsopbygning
i
en
byudviklingskontekst
må
vi


først
definere
hvem
det
er,
vi
ønsker
at
opbygge
kapacitet
hos.
Igen
er
der


væsentlig
forskel
på
teori
og
praksis
–
i
et
konkret
projekt
vil
vi
være
nødt
til


at
tage
relativt
detaljeret
stilling
til
de
faktiske
aktører,
der
deltager,
mens
vi
i


en
teoretisk
kontekst
kan
nøjes
med
at
tale
om
’relevante
aktører’,
der
i
en


ikke
nærmere
defineret
kontekst
udgør
det
’samfund’
(community),
vi
øn‐

sker
at
opbygge
kapaciteten
hos:


“Community
capacity
is
the
interaction
of
human
capital,


organizational
resources,
and
social
capital
existing
within
a
given


community
that
can
be
leveraged
to
solve
collective
problems
and


improve
or
maintain
the
well‐being
of
that
community.”
(Chaskin


2001,
p.
7)


Implicit
i
definitionen
ligger
en
række
af
de
svære
spørgsmål,
jeg
alle‐

rede
har
været
inde
på;

hvordan
karakteriserer
vi
menneskelig
(human)
og


social
kapital,
dvs.
hvem
er
borgerne
og
hvad
har
de
med
i
bagagen?
Hvilke


(organisatoriske)
 ressourcer
 er
 tilstede
 i
 gruppen
 af
 borgere
 som
 helhed?


Hvordan
definerer
vi
i
det
hele
taget,
hvilke
kollektive
problemer,
vi
skal
sæt‐

te
fokus
på?
Og
hvordan
bliver
vi
enige
om,
hvad
der
kendetegner
et
’sam‐

funds’
velbefindende
eller
’fælles
bedste’?
Igen
er
der
stor
forskel
på
teori
og


praksis.
I
praksis
vil
kapacitetsopbygning
og
bemyndiggørelse
forudsætte,
at


vi
faktisk
forsøger
at
finde
svarene
for
at
sikre
en
optimal
proces,
mens
vi
i


teorien
kan
tillade
os
at
forholde
os
til
begreberne
som
ubekendte
i
en
lig‐

ning
uden
at
fylde
konkret
indhold
i
hvert
enkelt.



185



186



BORGER, BY & DELTAGELSE


I
teorien
kan
kapacitet
dermed
meget
overordnet
betragtes
som
en


interaktiv
samling
af
ressourcer
og
kapitalformer,
der
kan
bruges
til
at
løse


problemer
og
forbedre
(lokal)samfund.
For
at
opbygge
kapacitet
må
vi
såle‐

des
 enten
 forbedre
 interaktionen,
 tilføje
 flere
 ressourcer
 eller
 understøtte


problemløsningen.
Målet
er
for
så
vidt
det
samme,
som
i
mere
topstyrede


processer
 –
 at
 løse
 (kollektive)
 problemer
 og
 forbedre
 eller
 opretholde
 et


samfunds
 velbefindende,
 men
 tilgangen
 er
 væsensforskellig.
 Lad
 mig
 ek‐

semplificere
med
en
aktuel
sag
fra
byudviklingen
i
min
egen
baghave.


I
Århus
Kommune
har
man,
ligesom
i
mange
andre
kommuner,
en


udfordring
med
utidssvarende
skoler,
der
er
bygget
for
omkring
hundrede
år


siden,
hvor
der
dels
var
færre
elever
pr.
klasse,
dels
en
anden
undervisnings‐

form.
 I
 et
 miljømæssigt
 bæredygtighedsperspektiv
 er
 skolerne
 også
 dyre
 i


drift,
ligesom
de
gamle
bygninger
kræver
en
del
vedligeholdelse.
Skolerne
er


desuden
bygget
i
en
tid
med
andre
krav
til
f.eks.
indeklima,
sikkerhed
og
ad‐

gangsforhold.
Men
de
er
også
ofte
solidt
byggede
og
i
et
vist
omfang
en
del


af
vores
kulturarv,
så
væsentlige
ombygninger
vil
både
være
meget
omkost‐

ningsfulde
og
risikere
at
ødelægge
skolernes
særlige
arkitektoniske
kende‐

tegn.



Konkret
havde
Århus
Kommune
derfor
en
plan
om
at
nedlægge
to
af


kommunens
midtbyskoler,
Læssøegadesskole
og
Fjordsgadesskole
og
i
ste‐

det
bygge
en
ny
midtbyskole,
der
skulle
kunne
rumme
minimum
tusind
ele‐

ver.
Den
nye
skole
skulle
bygges
på
en
grund
tæt
ved
Fjordsgadesskole,
hvor


der
i
dag
ligger
en
tredje
nedlagt
skole,
Skt.
Annagadesskole,
men
hvor
byg‐

ningerne,
i
modsætning
til
de
to
fungerende
skoler,
ikke
har
nogen
særlig


arkitektonisk
værdi
og
derfor
umiddelbart
kan
rives
ned
for
at
gøre
plads
til


den
nye
skole.

De
oplagte
fordele
ved
denne
løsning
er,
at
det
er
billigere
at


rive
den
gamle
skole
ned
og
bygge
en
helt
ny
–
og
samtidig
vil
elevernes
og


medarbejdernes
dagligdag
på
de
to
øvrige
skoler
ikke
blive
forstyrret
af
åre‐

langt
byggerod.
Således
meldte
Århus
Kommune
ud,
at
dette
var
planen:
De


to
eksisterende
skoler
ville
blive
nedlagt
og
slået
sammen
i
en
ny
skole
med


en
 beliggenhed
 på
 Skt.
 Annagade.
 Med
 denne
 beslutning
 på
 plads,
 lagde


kommunen
op
til
en
arkitektkonkurrence
for
den
nye
skole
med
en
høj
grad





BORGER, BY & DELTAGELSE

af
bruger‐
og
borgerinddragelse.
På
alle
måder
en
helt
legitim
proces,
hvor


de
folkevalgte
traf
en
beslutning
baseret
på
ideen
om
et
’fælles
bedste’
(en


ny,
 tidssvarende
 skole)
 som
 løsning
 på
 et
 ’kollektivt
 problem’
 (nedslidte,


utidssvarende
skoler).
Hvad
kunne
gå
galt?
Ikke
så
lidt,
skulle
det
hurtigt
vise


sig.


Først
faldt
Læssøegadesskole
fra,
bl.a.
fordi
forældrene
frygtede,
at


deres
børn
ville
få
alt
for
langt
i
skole
–
og
skulle
krydse
mindst
én
større
vej
–


ligesom
mange
mente,
at
den
nye
skole
ville
blive
for
stor.
På
Fjordsgades‐

skole
var
hverken
skolevejen
eller
afstanden
et
problem,
da
den
nye
skole


ville
blive
bygget
mindre
end
tohundrede
meter
fra
den
eksisterende.
Her


viste
problemet
sig
at
være
et
helt
andet,
nemlig
afviklingen
af
Skt.
Annaga‐

desskole,
hvis
lokaler
og
udearealer
danner
rammen
om
en
lang
række
akti‐

viteter
–
bl.a.
en
af
byens
mest
besøgte
skatermiljøer,
en
udendørs
basket‐

bane,
en
ungdomsklub,
et
beboerhus,
kursusaktiviteter,
en
bokseklub,
vol‐

leyballfaciliteter,
 aftenskole,
 øvelokaler,
 en
 velbesøgt
 legeplads
 med
 dyre‐

hold
for
kvarterets
børn
og
et
grønt
område,
der
fungerer
som
samlingssted


for
familier
i
kvarteret.
Den
gamle
skoles
faciliteter
benyttes
således
af
en


lang
række
målgrupper
i
alle
aldre
og
fra
alle
samfundslag.



Disse
grupper
organiserede
sig
i
et
netværk,
der
kæmpede
for
at
be‐

vare
Skt.
Annagadesskole
som
et
aktivt
og
dynamisk
bymiljø
–
et
miljø
der
er


opbygget
igennem
godt
tredive
år
og
som
spiller
en
væsentlig
rolle
i
den
at‐

traktion,
der
har
gjort
Frederiksbjerg
til
et
af
Århus’
mest
eftertragtede
kvar‐

terer.
Kommunen
udskød
på
baggrund
af
protesterne
arkitektkonkurrencen


og
udskrev
i
stedet
en
idékonkurrence
blandt
borgerne,
hvor
de
fleste
af
de


indkomne
forslag,
måske
forventeligt,
drejede
sig
om
alternative
placeringer


af
den
nye
midtbyskole
(Aarhus
Stiftstidende
2010A).
I
december
2010
ved‐

tog
byrådet
med
et
flertal
på
29
ud
af
31
medlemmer
at
fastholde
placerin‐

gen
af
den
nye
midtbyskole
på
grunden
ved
Annagade,
på
trods
af
lokalsam‐

fundets
modstand
(Aarhus
Stiftstidende
2010B).



Pointen
i
denne
kontekst
er,
at
man
overså
den
kapacitet,
der
allere‐

de
 var
 tilstede
 i
 lokalsamfundet,
 og
 i
 stedet
 for
 at
 forbedre
 interaktionen


187



188



BORGER, BY & DELTAGELSE


(skabe
processuelt
grundlag
for
dialogen),
tilføre
ressourcer
(i
dette
tilfælde


muligheden
for
udveksling
af
ligeværdige
synspunkter,
og
måske
i
ligeså
høj


grad
afdækning
af
eksisterende
ressourcer)
og
understøtte
muligheden
for


en
 kollektiv
 problemløsning,
 på
 forhånd
 lagde
 sig
 fast
 på
 én
 bestemt
 løs‐

ningsmodel.

I
topstyrede
processer
risikerer
man
altså
at
vække
den
kapaci‐

tet,
der
allerede
er
til
rådighed
som
en
negativ
modspiller,
i
stedet
for
at
ska‐

be
processer,
hvor
man
opbygger
en
ny
fælles
kapacitet.
Set
fra
et
magtha‐

versynspunkt
kan
kapacitet
i
et
lokalsamfund
derfor
sagtens
være
en
udfor‐

dring,
hvilket
fører
os
frem
til
det
andet
begreb
i
denne
sammenhæng,
nem‐

lig
bemyndiggørelse.
Det
ligger
i
ordet,
at
det
handler
om
magt,
men
måske


snarere
i
betydningen
at
gøre
deltagerne
til
aktive
medspillere
–
eller
lige‐

frem
til
aktivister
for
en
fælles
sag
–
frem
for
aktive
modspillere
baseret
på


den
magt,
de
nu
i
forvejen
måtte
besidde
(eller
ligeså
ofte
ikke
besidder).


Som
Alsop
et
al
beskriver
begrebet:


“Empowerment
is
defined
as
a
group’s
or
individual’s
ca‐

pacity
to
make
effective
choices,
that
is,
to
make
choices
and
then


to
 transform
 those
 choices
 into
 desired
 actions
 and
 outcomes.”


(Alsop
et
al.
2006,
p.
10)


Bemyndiggørelse
 handler
 altså
 om,
 at
 understøtte
 effektive
 beslut‐

ningsprocesser,
rettet
mod
at
forbedre
eksisterende
tilstande.
På
papiret
var


kommunens
proces
effektiv
og
klar
–
den
ville
føre
til
en
umiddelbar
løsning


på
et
oplevet
(kollektivt)
problem.
I
realiteten
viste
det
sig
netop
at
være
en


relativt
ineffektiv
proces,
fordi
man
havde
glemt
at
inddrage
og
bemyndiggø‐

re
borgerne
i
lokalsamfundet;
frem
for
aktivister
for
den
fælles
sag
fik
man


netop
aktiveret
borgerne
som
en
magtfuld
modspiller.
I
øvrigt
er
det
værd
at


bemærke,
at
Alsop
et
al.
definerer
bemyndiggørelse
som
kapacitet,
hvilket


gør
det
uklart,
hvad
forskellen
er
på
de
to,
men
i
én
af
vore
egne
artikler


nævnt
i
det
indledende
kapitel,
forsøger
vi
en
definition
på
denne
tilsynela‐

dende
cirkelslutning:


”[…]
we
propose
instead
to
see
them
[capacity
building
&


empowerment]
 as
 dependent,
 more
 or
 less
 parallel
 approaches:





BORGER, BY & DELTAGELSE

capacity
building,
in
our
definition,
is
a
process
initiated
by
what


we
could
call
capacitors,
i.e.
actors
who
store
information
and
dis‐

charge
it
when
needed
in
an
urban
development
process.
These


actors
 could
 be
 planners,
 experts,
 politicians,
 local
 NGOs,
 com‐

munity
groups
etc.
To
stay
on
the
same
metaphorical
track,
infor‐

mation
discharged
by
the
capacitors
should
run
as
a
current
em‐

powering
the
other
actors
to
take
actively
part
in
the
urban
(or


community)
 development,
 providing
 them
 with
 strategies,
 tools,


and
 information
 that
 will
 help
 them
 make
 informed
 decisions.


Some
of
these
empowered
actors
will
over
time
start
acting
as
ca‐

pacitors
 themselves,
 discharging
 relevant
 information
 about
 de‐

sired
actions
and
outcomes,
feeding
it
back
to
both
other
capaci‐

tors
and
the
community
at
large
in
an
iterative
process.
”
(Delman


&
Nielsen
2008,
p.
7)


På
papiret
er
denne
definition
stadig
relativt
abstrakt
og
omhandler


såvel
tilrettelæggelsen
af
processen,
som
udpegning
af
centrale
nøgleperso‐

ner
og
etablering
af
kommunikative
rammer
og
redskaber.
Men
grundlæg‐

gende
handler
det
om,
at
skabe,
hvad
man
kan
kalde
’kompetente
deltage‐

re’.



189



190



BORGER, BY & DELTAGELSE


den kompetente deltager

Ligesom
jeg
tidligere
betegnede
begrebet
om
’borgeren’
som
en
grov


forsimpling
af
borgerne
i
praksis,
er
ideen
om
den
kompetente
deltager
selv‐

sagt
en
ren
teoretisk
konstruktion,
der
i
realiteten
kan
være
overordentlig


vanskelig
at
genfinde
uden
for
afhandlingens
og
teoriens
univers.
Der
er
tale


om
et
forsøg
på
at
universalisere
nogle
(ønskede)
træk
ved
deltagerne
i
by‐

udviklingsprocesser,
og
som
sådan
vil
det
universelle
ideal
naturligt
løbe
ind
i


vanskeligheder,
 når
 det
 skal
 operationaliseres
 i
 en
 partikulær
 praksis.
 Lad


mig
derfor
slå
fast
med
det
samme,
at
jeg
heller
ikke
ser
den
kompetente


deltager
som
en
’person’,
men
snarere
som
udgangspunkt
for
næste
kapitels


diskussion
af,
hvilke
strategiske
og
metodiske
overvejelser
man
bør
gøre
sig
i


forbindelse
med
deltagelsesprocesser,
for
at
skabe
de
bedste
rammebetin‐

gelser
for
deltagelsen.
På
samme
måde,
som
jeg
heller
ikke
ser
begrebet
om


det
interaktive
demokrati
som
udtryk
for
ét
bestemt
demokratisk
ideal,
eller


den
 igangværende
 by
 som
 en
 afgrænset,
 statisk
 model
for
 byen.
 Hvis
 jeg


alligevel
skal
give
en
karakteristik
af
den
kompetente
deltager
som
netop
en


person,
der
opfører
sig
ideelt
i
en
given
deltagelsesproces,
ville
han
eller
hun


have
følgende
’egenskaber’:



Motiveret


Læringsvillig


Refleksiv


Målorienteret


Dialogorienteret


Handlingsorienteret



Den
kompetente
deltagers
motivation
handler
først
og
fremmest
om


en
lyst
til
at
deltage
proaktivt
i
åbne
processer,
frem
for
først
at
melde
sig
på


banen,
når
tingene
er
tæt
på
hjemmet.
Men
det
handler
også
om
viljen
til
at





BORGER, BY & DELTAGELSE

tage
aktivt
ejerskab
i
processen
og
være
med
til
at
forankre
forslagene
i
såvel


den
fortsatte
proces
som
i
den
efterfølgende
implementering
i
praksis.
Det


kræver
også,
at
deltageren
er
motiveret
til
at
investere,
ikke
mindst
tid
og


arbejde,
i
en
ofte
langvarig
proces.
Samtidig
er
det
væsentligt,
at
deltageren


er
åben
overfor
nye
oplevelser
og
derigennem
er
med
til
at
fastholde
egen


og
andres
motivation
for
at
deltage.
At
dette
netop
er
et
ideal
afspejles
også
i


den
tidligere
diskussion
af
borgernes
manglende
motivation
for
at
deltage,


som
beskrevet
med
afsæt
i
bl.a.
Nagel.



At
deltageren
er
læringsvillig
betyder,
at
han
eller
hun
er
villig
til
at


indgå
i
deltagelsesprocessen
med
afsæt
i
en
gensidig
udveksling
af
viden
og


er
i
stand
til
at
skelne
mellem
erkendte
behov,
ikke‐erkendte
behov
og
radi‐

kal
innovation
hos
både
sig
selv
og
andre.
Samtidig
betyder
det,
at
deltage‐

ren
har
en
forståelse
for
rammebetingelserne
og
har
en
viden
om
det
kon‐

krete
sagsforhold
–
og
dermed
er
i
stand
til
at
skelne
mellem
henholdsvis


rammer,
 sagsforhold
 og
 magtrelationer.
 Dette
 stiller
 selvsagt
 også
 krav
 til


processens
 tilrettelæggelse,
 da
 deltagerne
 i
 konkrete
 deltagelsesprocesser


netop
ikke
har
de
samme
forudsætninger.


Den
 kompetente
 deltager
 er
 desuden
 refleksiv,
 forstået
 således,
 at


han
eller
hun
ikke
på
forhånd
har
fasttømrede
holdninger
til
de
forslag,
der


lægges
på
bordet,
men
er
i
stand
til
løbende
af
reflektere
over
de
aspekter,


der
 er
 til
 diskussion
 og
 de
 handlinger,
 der
 foretages
 i
 løbet
 af
 processen.


Samtidig
handler
det
også
om
at
anerkende,
at
de
problemstillinger,
der
be‐

handles
er
dynamiske
og
’wicked’,
og
at
der
således
ikke
findes
én
bestemt


løsning.
Dette
hænger
også
tæt
sammen
med
evnen
til
at
se
problemer
og


deres
mulige
løsninger
i
et
længere
perspektiv
samt
være
åben
overfor
an‐

dres
retfærdiggørelseskompetencer
og
opfattelser
af
det
’fælles
bedste’.


I
forlængelse
heraf
er
den
kompetente
deltager
også
orienteret
mod


fremtidige
mål,
både
sine
egne,
men
i
særdeleshed
også
etableringen
af
fæl‐

les
mål,
eller
måske
snarere
referencerammer,
der
kan
fremme
løsningen
af


konkrete
og
aktuelle
problemer.
Mål
og
referencerammer
kan
desuden
både


være
processuelle,
forstået
således,
at
deltageren
arbejder
på,
at
understøt‐

191



192



BORGER, BY & DELTAGELSE


te
processen
bedst
muligt,
men
også
produktorienterede
i
den
forstand,
at


de
er
rettet
mod
løsninger
og
konkrete
sagsforhold.


Dialogorienteringen
består
først
og
fremmest
i,
at
deltageren
er
villig


til
at
indgå
i
en
dialog
om
alle
aspekter
af
både
proces
og
produkt.
Med
afsæt


i
 Foresters
 fremlægning
 af
 forskellige
 tilgange
 til
 forståelsen
 af
 deltagelse,


kan
man
sige,
at
dialogen
bør
handle
om
både
hvem
(magtrelationer)
der


siger
hvad
(sagsforholdet)
og
hvad
de
gør
(handlingsaspektet)
for
at
lægge


vægt
bag
deres
ord.
Den
kompetente
deltager
er
både
i
stand
til
at
lytte,
tale


samt
diskutere
såvel
’værdier’
og
som
’fakta’
og
forsøger
aktivt
at
modarbej‐

de
fragmentation.
Han
eller
hun
anerkender
også
’følelser’
i
diskussionen
på


lige
fod
med
’rationelle’
og
værdibaserede
argumenter,
respekterer
de
øvri‐

ge
deltageres
bidrag
uanset
hvem
de
er,
søger
kompromiser,
hvis
ikke
kon‐

sensus,
men
anerkender
også,
at
der
er
konflikter,
der
ikke
nødvendigvis
kan


bilægges,
men
som
kræver
gensidig
hensyntagen
fremadrettet.


Det
sidste
aspekt
ved
den
kompetente
deltager
er
handlingsoriente‐

ringen,
der
med
afsæt
i
Forester
dels
drejer
om,
at
være
villig
til
at
handle
i


situationen
–
og
lade
sig
vurdere
på
sine
handlinger
i
stedet
for
netop
kun


med
afsæt
i
status,
magt
eller
holdninger
til
et
givet
sagsforhold.
Det
betyder


også,
at
man
i
processen
tager
ansvar
for
sine
egne
handlinger,
men
også
for


de
handlinger,
man
i
fællesskab
bliver
enige
om.
Handlingsorienteringen
er


desuden
 forbundet
 med
 målorienteringen
 i
 arbejdet
 med
 at
 skabe
 fælles


referencerammer
ved
at
fungere
som
kapacitator
i
processen
gennem
aktive


handlinger
rettet
mod
etablering
og
understøttelse
af
fælles
mål,
dvs.
delta‐

geren
handler
for
at
bemyndiggøre
(empower)
sig
selv
og
andre.
Samtidig
er


det
centralt,
at
deltageren
ikke
igennem
sine
handlinger
forsøger
at
begræn‐

se
andres
indflydelse,
men
handler
ud
fra
en
forestilling
om
at
alle
har
lige
ret


til
at
få
reel
indflydelse
på
såvel
proces
som
produkt.


Med
denne
kortfattede,
og
måske
meget
idealistiske,
positionering
af


den
kompetente
deltager,
vil
jeg
tage
fat
på
næste
kapitel
og
diskussionen
af


nogle
strategiske
og
metodiske
overvejelser,
der
forhåbentlig
kan
være
med


til
at
forløse
og
understøtte
de
tre
hovedbegreber
i
indeværende
kapitel.





STRATEGI & METODE

strategi & metode

”The
 challenge
 for
 planning
 is
 to
 develop
 new
 practices.


These
need
a
breadth
which
admits
of
diverse
ways
of
knowing


and
being,
and
which
have
the
capacity
to
reflect
on,
and
call
at‐

tention
to,
what
lies
behind
the
’politics
of
interests’
and
the
’poli‐

tics
of
voice’
[…].
They
need
a
capacity
to
move
beyond
a
broad‐

based
’scoping’
of
issues
to
the
invention
and
consolidation
of
or‐

ganising
ideas
and
strategies.
They
require
an
ability
to
reflect
on


the
 ’membership’
 of
 consensus‐building
 activities,
 on
 who
 is
 in‐

volved,
who
should
be
involved
and
who
may
be
left
out.”
(Healey


2006,
p.
244)


I
citatet
ovenfor
efterlyser
Patsy
Healey
nye
strategier
og
metoder,


der
forholder
sig
til
nogle
de
udfordringer,
jeg
har
opridset
i
de
foregående


afsnit.
For
at
opsummere
er
der
dels
spørgsmålene
relateret
til
borgernes


engagement,
herunder
hvem
skal
deltage?
Hvorfor
deltager
de
(ikke)?
Og


ikke
mindst,
hvordan
sikrer
vi,
at
får
skabt
–
og
vedligeholdt
–
interessen
for


at
deltage?
Samtidig
er
der
spørgsmålene
om,
hvordan
vi
faciliteter
dialogen,


skaber
 den
 rette
 (gruppedynamik),
 undgår
 at
 apriori
 givne
 magtrelationer


spiller
 (for
 stor)
 en
 rolle,
 arbejder
 med
 fragmentation
 som
 et
 grundvilkår,


sikrer
 gensidig
 læring
 og
 kapacitetsopbygning,
 sikrer
 aktiv
 handlen
og
 be‐

myndiggørelse,
 styrker
 innovationen,
 sikrer
 borgerne
 reel
 indflydelse
 og


samtidig
 gør
 processen
 gennemsigtig.
 Som
 antydet
 i
 forrige
 kapitel
 er
 der


mange
tilgange
til
forståelsen,
for
slet
ikke
at
tale
om
besvarelsen,
af
disse


spørgsmål.
Det
er
ikke
min
hensigt
i
dette
kapitel
at
præsentere
og
diskutere


en
lang
mulige
strategier
og
metoder,
men
i
stedet
at
give
mit
bud
på
nogle


strategiske
og
metodiske
overvejelser
og
forsøge
et
strategisk
blik
på
bor‐

gerdeltagelsen
 i
 byudvikling
 med
 afsæt
 i
 en
 procesmodel,
 jeg
 har
 valgt
 at


kalde
AELIA‐modellen,
og
derefter
gå
i
dybden
med
de
enkelte
faser
i
model‐

len.



193



194



STRATEGI & METODE


Efterfølgende
beskriver
jeg
en
overordnet
metodisk
tilgang
til
delta‐

gelsesprocesser
under
overskriften
utopiatyping
og
udfolder
denne
metodes


fundament
igennem
en
diskussion
af
teori,
metoder
og
redskaber
der
har


været
med
til
at
informere
udviklingen
af
netop
denne
tilgang.
Afslutningsvis


i
kapitlet
diskuterer
jeg
kortfattet
spil,
som
en
anden
–
og
dog
relateret
–


metodisk
tilgang.
Når
jeg
har
valgt
ikke
at
lægge
megen
vægt
på
spil
som


metode,
selvom
den
spiller
en
væsentlig
rolle
i
flere
af
mine
cases,
skyldes


det
dels,
at
jeg
allerede
tidligere
har
beskæftiget
mig
mere
indgående
med


spil
som
medie
for
borgerdeltagelse
i
demokratiske
udviklingsprocesser
i
mit


speciale
fra
2004,
dels
at
temaet
er
udmærket
behandlet
af
min
kollega,
To‐

bias
Løssing
i
afhandlingen
’Urbane
Spil’
fra
2005
(Løssing
2005),
ligesom
jeg


sammen
med
bl.a.
Tobias
Løssing
og
Rune
Nielsen
har
publiceret
flere
artik‐

ler
om
spil
som
inddragelsesredskab
forud
for
mit
PhD‐projekts
start
(Løssing


&
Delman
2003,
Løssing
et
al.
2003,
Nielsen
et
al.
2005).
Diskussionen
i
dette


kapitel
er
i
høj
grad
baseret
på
flere
af
de
artikler,
jeg
har
været
hovedforfat‐

ter
på
i
løbet
af
projektet
(Delman
et
al.
2008,
Delman
&
Nielsen
2008,
Del‐

man
&
Nielsen
2009),
men
også
i
begrænset
omfang
på
et
arbejdspapir
ud‐

arbejdet
i
forbindelse
med
forskningsprojektet
Strategisk
Design
på
Institut


for
 Design,
 ArkitektskolenAarhus
 forud
 for
 PhD‐projektets
 start
 (Delman


2007).





STRATEGI & METODE

strategi & borgerdeltagelse

Inden
 jeg
 går
 i
 dybden
 med
 en
 diskussion
 af
 AELIA‐modellen
 som


strategisk
grundlag
for
tilrettelæggelse
af
borgerdeltagelse
i
byudviklingspro‐

cesser,
giver
det
god
mening
at
forsøge
en
indkredsning
af
begrebet
’strate‐

gi’,
dets
betydning
og
ikke
mindst
mulige
implementering
i
praksis.
Udfor‐

dringen
er,
at
der
findes
mange
opfattelser
af,
hvad
strategi
er,
hvordan
den


tilrettelægges
–
og
ikke
mindst
hvordan
den
føres
ud
i
livet.
Whittington
be‐

skriver
fire
primære
tilgange
til
strategisk
tænkning,
henholdsvis
den
klassi‐

ske,
 den
 evolutionære,
 den
 processuelle
 og
 den
 systemiske
 (Whittington


2001)
og
forskellene
ved
de
fire
opsummerer
han
som
følger:


”The
Classical
school
confidently
prescribes
a
rational,
de‐

tached
and
sequential
approach,
offered
as
a
universal
norm.
The


Evolutionary
and
Processual
perspectives
are
more
cautious,
each


sceptical
of
strategists’
capacity
to
direct
strategy
effectively
in
this


rational
hierarchical
way.
For
Evolutionists,
environmental
change


is
typically
too
fast,
too
unpredictable
and
too
implacable
to
an‐

ticipate
and
pre‐empt;
their
advice
is
to
concentrate
on
day‐to‐day


viability
 while
 trying
 to
 keep
 options
 open.
 Processualists
 doubt


whether
either
organizations
or
markets
work
with
the
ruthless
ef‐

ficiency
that
Classicists
and
Evolutionists
respectively
claim,
and
in‐

cline
 therefore
 towards
 patient
 strategies
 of
 incremental
 adjust‐

ment
and
cultivation
of
core
competences.
Finally,
Systemic
theo‐

rists
 take
 a
 more
 relativistic
 stance,
 insisting
 that
 both
 the
 ends


and
means
of
strategy
depend
on
the
character
of
prevailing
social


systems,
and
that
therefore
even
the
hyper‐rationality
of
the
Clas‐

sical
school
may
be
appropriate
in
some
social
contexts
–
but
only


some.”
(Ibid.
p.
37)


Hvis
jeg
forsøgsvis
skal
sætte
nogle
af
de
tidligere
temaer
i
afhandlin‐

gen
ind
i
strategiske,
og
meget
forsimplede
båse,
kan
man
sammenligne
den


klassiske
skole
inden
for
strategien
med
den
modernistiske
planlægnings‐
og


designtradition
–
det
er
her
vi
finder
ideen
om,
at
man
kan
planlægge
–
og


eksekvere
–
sig
ud
af
et(hvert)
problem
med
afsæt
i
de
rigtige
data.
Den
evo‐

195



196



STRATEGI & METODE


lutionære
skole
minder
på
mange
måder
om
Non‐plan
som
byudviklingspa‐

radigme;
lad
mulighederne
stå
åbne,
så
finder
markedets
aktører
selv
den


bedste
vej
frem.
Den
processuelle
er
ligesom
den
evolutionære
tilgang
skep‐

tisk
overfor
den
klassiske,
rationelle
opfattelse
af
problemløsning,
men
sam‐

tidig
modstander
af,
at
overlade
alt
til
markedets
rationale,
i
stedet
foreslår


den
processuelle
skole
at
vende
relationen
mellem
strategi
og
implemente‐

ring
om
og
i
stedet
lade
strategien
opstå
gennem
handling
(Ibid.
p.
23)
–
på


sin
 vis
 en
 parallel
 til
 en
 byudviklingstendens
 baseret
 på
 midlertidighed
 og


dynamisk
 planlægning.
 Den
 systemiske
 tilgang
 tager
 afsæt
 i
 en
forestilling


om
strategi
som
noget,
der
fungerer
i
en
bestemt
praksis,
på
et
bestemt
sted


til
en
bestemt
tid
for
mennesker,
der
er
rodfæstet
i
bestemte
relationer
(Ibid.


p.
26)
og
samtidig
forholder
sig
åbent
overfor
de
øvrige
strategiske
paradig‐

mer.
Som
Whittington
formulerer
det:


”A
central
tenet
of
systemic
theory
is
that
decision
makers


are
 not
 simply
 detached
 calculating
 individuals
 interacting
 in


purely
economic
transactions,
but
people
deeply
rooted
in
densely


interwoven
social
systems.
[…]
These
networks
influence
both
the


means
and
ends
of
action,
defining
what
is
appropriate
and
rea‐

sonable
behaviour
for
their
members.
Behaviour
that
may
look
ir‐

rational
or
inefficient
to
the
Classical
theorist
may
be
perfectly
ra‐

tional
and
efficient
according
to
the
local
criteria
and
modus
oper‐

andi
of
the
particular
social
context.”
(Ibid.
p.
27)


I
 modsætning
 til
 den
 processuelle
 skole,
 der
 ser
 hver
 organisation


som
noget
partikulært,
eller
den
klassiske
og
evolutionære,
der
begge
har
et


universalistisk
udgangspunkt
(hhv.
strategien
og
markedet),
har
den
systemi‐

ske
skole
blik
for
konstruktionen
af
det
universelle
med
afsæt
i
partikulære


situationer
forankret
i
konkret
praksis.
Udfordringen
er
selvfølgelig,
at
det
på


den
baggrund
kan
være
svært
at
foreslå
en
universel
strategi
baseret
på
er‐

faringer
med
bestemte
praksisfællesskaber
i
en
bestemt
kontekst,
der
efter‐

følgende
skal
’presses’
ned
over
andre
fællesskaber
i
andre
kontekster.
Såle‐

des
også
i
denne
sammenhæng,
hvor
mit
strategiske
bidrag
til
borgerdelta‐

gelse
i
byudvikling,
AELIA‐modellen,
da
også
snarere
skal
ses
som
en
opfor‐




STRATEGI & METODE

dring
til
at
gøre
sig
bestemte
typer
af
overvejelser
i
løbet
af
processen
end


som
en
opskrift
på
en
grydeklar
strategi,
der
kan
styre
processen
fra
start
til


slut.



Men
lad
os
se
nærmere
på,
hvad
den
systemiske
tilgang
kan
bidrage


med
i
forståelsen
af
en
strategi,
der
skal
omfatte
de
tre
centrale
teoretiske


positioner,
 jeg
 nåede
 frem
 til
 i
 forrige
 kapitel,
 henholdsvis
 det
 interaktive


demokrati,
byen
som
igangværende
arbejde
og
den
kompetente
deltager.




borger, by & deltagelse i et strategisk perspektiv

Forud
for
en
diskussion
af
de
tre
teoretiske
positioner
i
et
strategisk


perspektiv,
giver
det
god
mening
at
opsummere
de
væsentligste
karakteri‐

stika
ved
hver
enkelt.
Det
interaktive
demokrati
definerede
jeg
som
evnen
til


at
agere
(politisk)
i
forhold
til
den
givne
situation,
dvs.
at
tillade
forskellige


demokratiopfattelser
at
spille
en
rolle,
afhængigt
af
formålet
i
den
konkrete


proces.
 Den
 interaktive
 demokrat,
 er
 således
 en
 person,
 der
 eksempelvis


ikke
i
enhver
situation
står
fast
på
egennyttemaksimerende
strategier
(ag‐

gregativt
demokrati)
eller
insisterer
på
dialogen
(deliberativt
demokrati)
som


det
eneste
saliggørende,
men
i
stedet
er
i
stand
til
at
bevæge
sig
mellem


flere
demokratisyn
alt
afhængig
af
situationen.



Grundlaget
for
byudvikling
baseret
på
ideen
om
byen
som
igangvæ‐

rende
arbejde
definerede
jeg
bl.a.
som,
at
gensidigt
udelukkende
interesser,


skal
være
tilstede
på
samme
tid
og
derfor
bør
byen
ses
som
et
fælles
værk


med
afsæt
i
et
mangfoldigt
kulturbegreb,
og
hvor
der
er
plads
til
at
anerken‐

de
såvel
konsensus
som
konflikt
samt
forståelse
for,
at
byens
problemer
er


’wicked’,
og
at
der
derfor
ikke
er
nogen
endelig,
sand/falsk
løsning.
Den
sid‐

ste
position
fra
forrige
kapitel
definerede
jeg,
under
overskriften
den
kompe‐

tente
deltager,
som
ideen
om,
at
deltagerne
besidder
nogle
centrale
kompe‐

tencer,
dvs.
at
de
er
motiverede,
læringsvillige,
refleksive,
målorienterede,


197



198



STRATEGI & METODE


dialogorienterede
og
handlingsorienterede.
Nogle
af
de
væsentligste
pointer


var
her,
at
deltagerne
i
(by)udviklingsprocesser
har
en
klar
idé
om
deres
eget


–
og
andres
formål
–
med
at
deltage,
er
villige
til
at
indgå
i
en
(åben)
dialog


om
’fakta’,
’værdier’
og
’følelser’,
modarbejder
fragmentation,
ikke
forfalder


til
fastlåste
(magt)positioner,
men
anerkender
alles
ret
til
at
deltage
(og
få


reel
indflydelse),
er
indstillet
på
at
opbygge
egen
og
andres
kapacitet
og
er


villige
til
at
sætte
handling
bag
deres
ord.


Det
giver
næsten
sig
selv,
at
de
færreste
borgere
er
interaktive
demo‐

krater;
at
kun
få
byer
på
forhånd
er
defineret
som
igangværende
arbejde;
og


at
der
næppe
findes
deltagere,
der
er
så
kompetente,
som
idealet
foreskri‐

ver.
Dermed
bliver
de
nævnte
positioner
ikke
egenskaber
ved
henholdsvis


borgeren,
byen
og
deltagelsen
–
men
netop
funktioner
af
en
strategisk
pro‐

ces.
Dvs.
processen
skal
tilrettelægges,
så
den
bedst
muligt
understøtter
dis‐

se
idealer.
Den
strategiske
målsætning
vil
derfor
være,
at
tilrettelægge
en


proces,
 der
 understøtter
 det
 interaktive
 demokrati,
 en
 opfattelse
 af
 byen


som
igangværende
arbejde
og
skaber
–
ikke
forudsætter
–
kompetente
del‐

tagere.
Samtidig
må
strategien
være
sensitiv
overfor
den
kontekst,
den
skal


implementeres
 i.
 Dvs.
 at
 der
 forud
 for
 tilrettelæggelsen
 af
 processen
 skal


være
en
skærpet
opmærksomhed
omkring
en
række
væsentlige
parametre:



Hvem
er
aktørerne?
Som
tidligere
nævnt,
er
det
kun
i
en
teo‐

retisk
kontekst,
at
vi
kan
tillade
os
at
tale
om
’borgerne’
som
et


samlebegreb.
I
praksis
bør
vi
have
klart
definerede
målgrupper


og
i
sidste
ende
en
forståelse
af
–
og
for
–
den
enkelte
delta‐

gers
baggrund.


Er
der
særlige
kulturelle,
geografiske
eller
socioøkonomiske


forhold,
vi
bør
tage
højde
for?
Der
er
stor
forskel
på
at
tilrette‐

lægge
en
proces
i
f.eks.
et
ghettoområde
og
landsby,
ligesom


der
selvsagt
er
forskel
på
om
processen
foregår
i
Sindal
eller


Shanghai.


Hvad
er
formålet
med
processen?
F.eks.
innovation,
ejerskab,


værdiskabelse
(økonomisk,
kulturelt,
socialt),
indsamle
(ny)
vi‐

den,
demonstrere
åbenhed,
overbevise
om
allerede
vedtagne


beslutninger
etc.?





Hvilke
forventninger
har
aktørerne?
Vil
aktørerne
f.eks.
be‐

grænse
andres
indflydelse?
Forventer
de
at
blive
imødekom‐

met
på
centrale
punkter?



Hvilke
beslutninger
er
allerede
truffet?
Dvs.
hvad
kan
vi
fak‐

tisk
lade
aktørerne
få
indflydelse
på?
Og
hvilke
rammebetin‐

gelser
findes
i
form
af
eksempelvis
økonomi,
lovgivning,
na‐

turbeskyttelsesforhold,
fredninger
etc.?


Er
der
andre
særlige
forhold,
vi
bør
tage
højde
for?
Eksem‐

pelvis
konflikter
mellem
forskellige
aktører,
særlige
demografi‐

ske
forhold,
hensyn
til
bestemte
aktører
(eksempelvis
er‐

hvervsliv,
kultur,
minoriteter).


Hvad
er
det
politiske
mål?
Herunder
f.eks.
ny
(by)vækst,
kli‐

matilpasning,
social
forandring
etc.



STRATEGI & METODE

Udover
disse
parametre
kan
der
desuden
være
en
række
andre
for‐

hold,
der
gør
sig
gældende,
f.eks.
mere
eller
mindre
ekspliciterede
politikker


(policies),
der
har
betydning
for,
hvordan
strategien
skal
udformes.
Hvis
det


f.eks.
allerede
er
(politisk)
vedtaget,
at
byudviklingen
skal
tage
afsæt
i
et
be‐

stemt
 værdisæt,
 må
 dette
 antages
 at
 være
 en
 rammebetingelse,
 der
 skal


ekspliciteres
i
strategien.
Der
kan
også
være
en
klar
forventning
–
eller
endda


beslutning
–
om,
at
bestemte
typer
redskaber
skal
indgå
i
processen,
eksem‐

pelvis
 midlertidige
 aktiviteter,
 kunstinstallationer
eller
 bestemte
 inddragel‐

sesformer.
Uanset
hvilken
strategi
og
metode,
der
vælges
som
afsæt
for
en


borgerdeltagelsesproces,
er
ovenstående
spørgsmål
væsentlige
at
tage
stil‐

ling
til
i
planlægningsfasen
–
og
løbende
i
processen.

Men
hvordan
kan
selve


processen
tilrettelægges,
så
den
understøtter
idealet
om
det
interaktive
de‐

mokrati,
den
igangværende
by
og
den
kompetente
deltager?
En
mulig
til‐

gang
er
AELIA‐modellen
for
borgerdeltagelsesprocesser.



199



200



STRATEGI & METODE


AELIA-modellen

At
borgerne
har
mange
begrundelser
for
ikke
at
deltage
aktivt
blev


diskuteret
i
forrige
kapitel,
men
ofte
kan
manglende
deltagelse
simpelthen


blot
skyldes,
at
borgerne
ikke
har
kendskab
til
de
byudviklingsprojekter,
der


er
i
gang
–
med
mindre
projekterne
berører
dem
personligt,
jf.
diskussionen


om
NIMBY.
Det
handler
derfor
om,
at
skabe
opmærksomhed
om
de
konkre‐

te
projekter
og
aktiviteter,
vi
ønsker,
at
borgerne
skal
deltage
i.
Samtidig
le‐

ver
vi
på
mange
måder
i
en
oplevelseskultur
(og
‐økonomi
påstår
mange),


hvor
konkurrencen
om
vores
opmærksomhed
er
hård.
I
denne
konkurrence


er
der
ikke
megen
tvivl
om
at
kommunale
byudviklingsprojekter
ofte
taber
til


mere
spændende
–
og
bedre
kommunikerede
–
aktiviteter.
At
skabe
ople‐

velsesorienterede
 processer
 handler
 således
 grundlæggende
 også
 om
 det


afkast,
borgerne
får
ved
at
investere
deres
tid
og
ressourcer
i
deltagelsen.



En
tredje
udfordring
for
deltagelsen
er
selvsagt
manglende
overblik


over
udviklingsprojekternes
mange‐facetterede
udfordringer,
herunder
både


kompleksiteten
 af
 de
 opgaver
 –
 eller
 wicked
 problems
–
 man
 forsøger
 at


adressere,
men
også
manglende
gensidig
forståelse
for
de
værdier,
der
ligger


til
grund
for
udviklingen
og
de
rammebetingelser,
der
ofte
er
givet
på
for‐

hånd
i
form
af
bl.a.
politiske
forlig,
lovgivning,
økonomi
og
særinteresser,
der


skal
tilgodeses.
Set
fra
den
anden
side
af
bordet
er
kompleksiteten
også
sti‐

gende;
dels
af
de
samme
årsager
som
nævnt
ovenfor,
men
også
fordi
vi,
som


tidligere
nævnt,
sjældent
kan
operere
med
en
forestilling
om
et
’fælles
bed‐

ste’,
der
kan
danne
udgangspunkt
for
et
givet
projekt.
Udfordringen
kan
der‐

for
koges
ned
til,
hvordan
alle
parter
i
et
projekt
kan
lære
af
hinanden
og


derigennem
 tilvejebringe
 et
 tilstrækkeligt
 vidensgrundlag
 til
 at
 træffe
 de


nødvendige
beslutninger.



Et
fjerde
problem
er
selve
indflydelsen.
Hvem
skal
have
indflydelse
på


hvilke
 beslutninger?
 Hvem
 beslutter,
 hvor
 indflydelse
 er
 mulig?
 Og
 ikke


mindst,
hvordan
sikrer
vi,
at
beslutningskompetencerne
er
gennemsigtige
for


alle
deltagere;
hvem
har
haft
indflydelse
på
hvad
og
hvordan
er
denne
ind‐




STRATEGI & METODE

flydelse
konkret
udmøntet
i
det
færdige
projekt
eller
den
færdige
plan?
Det‐

te
fører
frem
til
den
femte
væsentlige
udfordring
i
byudviklingsprocesser
–


hvordan
 motiverer
 man
 til
 handling?
 Dvs.
 hvordan
 får
 vi
 på
 den
 ene
 side


borgerne
til
at
tage
faktisk
ejerskab
til
et
nyt
område,
en
bygning
eller
en


række
midlertidige
aktiviteter?
Og
på
den
anden
side,
hvordan
sikrer
vi,
at


der
bevares
et
vist
momentum
i
udviklingen,
når
udviklingsperspektivet
ofte


er
mange
år?
Hvordan
sikrer
vi,
at
borgerne
kan
se
–
og
opleve
–
at
der
sker


noget,
både
i
selve
deltagelsesprocessen,
men
også
når
først
planerne
ligger


til
(langvarig)
politisk
behandling,
en
planlagt
udvikling
sættes
i
bero
pga.
en


(finans)krise
eller
et
område
hegnes
ind
i
årevis
af
et
byggehegn?
Og
hvordan


kan
borgerne
selv
være
med
til
at
handle
undervejs
i
processen,
og
hvordan


bliver
deres
handlinger
en
integreret
del
af
processen?




Fig. 6: AELIA-modellen

201



202



STRATEGI & METODE



I
de
følgende
afsnit
vil
jeg
diskutere
–
og
perspektivere
–
disse
fem


centrale
udfordringer
for
borgerdeltagelsen
i
byudvikling,
som
jeg
igennem


mit
 projekt
 har
 identificeret
 under
 overskrifterne
 Attention
 Experience,


Learning,
 Influence
 og
 Action
 og
 beskrevet
 i
 artikler
 under
 titlen
 AELIA‐

modellen
for
borgerdeltagelse
i
byudvikling
(fig.
6)
(Delman
et
al.
2008,
Del‐

man
&
Nielsen
2008).




attention: opmærksomhedsskabende aktiviteter

”That
a
large
number
of
citizens
do
not
give
sufficient
at‐

tention
 could
 be
 the
 result
 of
 the
public’s
 inured
 disinterest,
 the


standard
view,
or
it
could
be
due
to
the
failure
of
the
plaintiffs
to


make
a
compelling
case.
If
one
asks
the
public
why
a
particular


concern
is
being
ignored,
one
might
well
get
a
different
answer


than
that
offered
by
the
activist.”
(Marcus
2002,
p.
137)


Er
 borgerne
 grundlæggende
 uinteresserede
 i
 at
 deltage
 i
 byudvik‐

lingsprocesser
 –
 og
 andre
 (politiske)
 processer?
 Eller
 skyldes
 det
 snarere,


som
antydet
i
ovenstående
citat,
at
afsenderne
(magthavere
såvel
som
akti‐

vister)
ikke
formår
at
fange
deres
opmærksomhed?
Som
tidligere
diskuteret,


er
der
en
vækst
i
antallet
af
NIMBY‐sager,
hvorfor
det
er
nærliggende
at
an‐

tage,
at
denne
type
sager
er
tilstrækkeligt
’tvingende’
(compelling)
til
at
bor‐

gerne
gider
forlade
lænestolen
og
deltage
aktivt.
I
forrige
kapitel
diskuterede


jeg
også
en
række
andre
årsager
til
manglende
deltagelse,
der
har
væsentlig


indflydelse,
men
selve
opmærksomhedsaspektet
bliver
ofte
overset
i
debat‐

ten.
Udfordringen
er
altså,
hvordan
vi
får
skabt
tilstrækkelig
opmærksomhed


omkring
et
projekt
til
at
borgerne
gider
involvere
sig
proaktivt
inden
sagerne


ender
i
den
reaktive
NIMBY‐kategori.





STRATEGI & METODE

Traditionelt
har
høringer
omkring
fysisk
planlægning
været
annonce‐

ret
 i
 dagspressen
 og
 lokalaviser,
 og
 i
 de
 senere
 år
 også
 på
 kommunernes


hjemmesider
og
evt.
på
plakater
ophængt
på
offentlige
institutioner
–
og
i


sjældne
tilfælde
også
i
det
offentlige
(by)rum.
Udfordringen
er,
at
budskabet


konkurrerer
 med
 et
 væld
 af
 andre
 budskaber
 om
 vores
 opmærksomhed


som
borgere
–
og
ofte
baseret
på
en
forståelse
af
kommunikation,
der
hviler


på
temmelig
forældede
kommunikationsmodeller.
Jeg
vil
ikke
i
denne
sam‐

menhæng
gå
i
dybden
med
kommunikationsteoretiske
positioner,
men
blot


kort
opridse
to
væsentlige
modeller,
der
har
været
med
til
at
informere
ud‐

viklingen
af
AELIA‐modellen,
og
ikke
mindst
udfordringerne
vedrørende
de


opmærksomhedsskabende
aktiviteter
(Delman
&
Nielsen
2008,
Delman
et


al.
2008).


Den
første
model
er
AIDA‐modellen,
en
simpel
kommunikationsmo‐

del,
der
beskriver
effekten
af
markedsføring
og
traditionelt
tilskrives
Elias
St.


Elmo
Lewis
allerede
i
1898
(ProvenModels
2008).
Grundlæggende
beskriver


modellen,
hvordan
man
fanger
(for)brugernes
opmærksomhed
(Attention),


skaber
interesse
for
sit
produkt
(Interest),
stimulerer
deres
begær
efter
at
eje


produktet
(Desire)
og
i
sidste
ende
får
dem
til
at
handle,
dvs.
købe
produktet


(Action).
Selvom
det
nok
ikke
er
helt
forkert
at
antage,
at
dette
stadig
er
for‐

målet
med
megen
markedsføring
i
dag,
er
modellen
dog
på
mange
måder


bedaget
 i
 sin
 lineære
 opfattelse
 af
 kommunikation
 som
 ’beskeder’,
 der


’transmitteres’
fra
en
afsender
til
en
modtager,
hvor
de
’afkodes’
og
har
den


ønskede
’effekt’
(Shannon
&
Weaver
1949).
Kommunikationsmodeller,
der
i


højere
grad
tager
afsæt
i
en
forståelse
af,
at
afkodningen
og
fortolkningen
af


budskaber
er
afhængig
af
en
lang
række
forskellige
faktorer
kan
bl.a.
findes


inden
for
den
såkaldt
semiotiske
skole
(Fiske
1990),
og
et
godt
eksempel
er


Ecos
model,
fra
værket
’The
Role
of
the
Reader’,
hvor
han
afviser
den
lineære


opfattelse
af
kommunikation:


“[…]
 the
 standard
 communication
 model
 proposed
 by
 in‐

formation
 theorists
 (Sender,
 Message,
 Addressee
–
 in
 which
 the


message
is
decoded
on
the
basis
of
a
Code
shared
by
both
the
vir‐

203



204



STRATEGI & METODE



tual
poles
of
the
chain)
does
not
describe
the
actual
functioning
of


communicative
intercourses.”
(Eco
1979,
p.
5)



Sender Coded text Channel

Codes

subcodes


Text as

expression

Context

circumstances

‘Philological’ eort to reconstruct sender’s codes

Addressee

Codes

subcodes

Fig. 7: Ecos kommunikationsmodel (Eco 1979)

Interpreted

text as

content

I
stedet
foreslår
Eco
en
model
(fig.
7),
der
tager
højde
for,
hvad
man
i


denne
sammenhæng
kan
betegne
som
kommunikationens
grundlæggende


’wickedness’
og
fragmentationen
i
opfattelsen
af
verden,
som
den
findes
hos


forskellige
modtagere,
dvs.
at
såvel
afsendere
som
modtagere
medbringer


en
række
forudsatte
koder
i
deres
læsning
af
en
given
’tekst’,
der
er
med
til


at
bestemme,
hvad
de
egentlig
får
ud
af
det
intenderede
budskab.
Det
giver


næsten
sig
selv,
at
denne
kommunikationsopfattelse
ikke
kun
gælder
i
op‐

mærksomhedsfasen
af
en
borgerdeltagelsesproces,
men
også
kan
forklare


de
grundlæggende
vilkår,
der
er
med
til
at
forme
dialogen
længere
inde
i


processen.
Men
i
opmærksomhedsfasen
har
forudsatte
koder
hos
afsendere


og
modtagere
meget
at
sige,
forstået
således
at
selve
den
måde
eksempelvis


en
kommunal
(plan)myndighed
vælger
at
kommunikere
på
–
og
de
medier,


de
vælger
at
kommunikere
igennem
–
kan
have
væsentlig
indflydelse
på,
om


sagsforholdet
som
sådan
opfattes
tilstrækkeligt
’tvingende’
for
modtagerne.





STRATEGI & METODE

Kommunikation
 i
 en
 aktuel
 kommerciel
 kontekst
 baserer
 sig
 på
 en


lang
række
redskaber,
der
er
designet
til
at
ramme
helt
bestemte
målgrup‐

per
og
især
mediebureauerne
har
gennemprøvede
modeller
for,
hvordan
–


og
hvor
–
et
budskab
skal
placeres
for
at
nå
den
ønskede
målgruppe.
Dette


betyder,
stærkt
forenklet,
at
kommunikationen
i
det
offentlige
rum
domine‐

res
af
målrettede
budskaber,
der
opfattes
som
relevante
for
bestemte
mål‐

grupper.
Dette
er
selvsagt
en
banal
indsigt,
men
en
pointe
med
enorm
be‐

tydning
 for
 kommunikationen
 omkring
 borgerdeltagelsesprocesser,
 hvor


budskabet
(alt
for)
ofte
afleveres
som
om
kommunikationen
er
lineær
og
vi


alle
stadig
deler
den
samme
’kode’.



Et
konkret
eksempel
er,
at
det
materiale,
der
produceres
i
forbindelse


med
planprocesser
typisk
kun
findes
i
én
version,
dvs.
at
afsenderen
forven‐

ter,
at
alle
er
i
stand
til
at
afkode
et
budskab
serveret
på
én
bestemt
måde,


på
 trods
 af
 at
 målgruppen
 reelt
 er
 alle
 byens
 borgere.
 Offentlige


(plan)myndigheder
 kan
 som
 udgangspunkt
 ikke
 tillade
 sig
 at
 segmentere;


deres
budskaber
er
netop
for
alle.
Hvis
en
virksomhed
stod
med
en
tilsva‐

rende
bred
målgruppe,
ville
kommunikationen
blive
tilrettelagt
til
og
målret‐

tet
hver
enkelt
målgruppe
og
kommunikeret
gennem
en
lang
række
forskel‐

lige
medier
og
kanaler.
Og
det
ville
selvsagt
koste
derefter,
hvis
opgaven
skul‐

le
løses
på
sædvanlige
markedsvilkår.



Der
 findes
 ikke
 oplagte
 løsninger
 på
 dette
 dilemma,
 men
 først
 og


fremmest
bliver
myndigheder
og
andre
(som
afsendere)
nødt
til
at
forholde


sig
aktivt
til
problemstillingen,
og
for
det
andet
bør
man
overveje,
hvordan


man
kan
arbejde
innovativt
med
alternative
kommunikationsplatforme
(ka‐

naler
og
medier),
der
kan
sikre,
at
budskabet
differentieres
og
kommunike‐

res
til
forskellige
målgrupper.
Brugen
af
opmærksomhedsskabende
aktivite‐

ter
har
derfor
følgende
formål:



At
gøre
opmærksom
på,
at
der
overhovedet
er
en
deltagel‐

sesproces
i
gang.


205



206



STRATEGI & METODE


At
konkurrere
med
de
mange
andre,
og
ofte
mere
målrettede,


budskaber,
der
lægger
beslag
på
vores
opmærksomhed
i
dag‐

ligdagen.


Markere
hvem
man
henvender
sig
til
og
hvad
man
ønsker
at


tale
med
dem
om.


Sende
klare
signaler
om,
hvad
deltagerne
kan
forvente
at
få
i


’belønning’
for
deres
investering.




experience: oplevelsesorienterede aktiviteter

En
 væsentlig
 dimension
 af
 de
 oplevelsesorienterede
 aktiviteter
 er


etableringen
 af
 rammer,
 der
 er
 med
 til
 at
 understøtte
 dialogen.
 Forester


fremhævede
behovet
for
at
facilitere
de
uformelle
møder
i
deltagelsespro‐

cessen,
eksempelvis
henover
en
god
frokost
eller
en
drink.
Hvis
vi
tager
afsæt


i
den
traditionelle
høringsform,
er
rammerne
for
denne
deltagelsesform
ofte


en
sal
på
rådhuset,
en
gymnastiksal
på
skolen
eller
et
andet
lokale,
der
kan


rumme
(i
hvert
fald
forventningen
om)
mange
deltagere.
Der
vil
typisk
være


et
panel
i
lokalet,
hvor
eksperter
og
politikere
sidder,
sandsynligvis
også
et


lærred,
hvor
projektmateriale
kan
præsenteres.
Deltagerne,
eller
publikum


om
man
vil,
sidder
derfor
bænket
side
om
side
med
front
mod
panelet
og


lærredet.
De
ankommer
sædvanligvis
til
det
annoncerede
tidspunkt
og
tager


plads
alene,
eller
i
mindre
grupper,
uden
at
have
en
fornemmelse
af,
hvem


de
andre
deltagere
er.
Derefter
præsenteres
materialet
af
panelet
og
der
er


mulighed
for
at
stille
spørgsmål
og
måske
gøre
indsigelser.



Hvis
bølgerne
går
højt
vil
der
være
en
pause,
hvor
der
serveres
en
kop


kaffe
og
hvor
der
er
plads
til
det
efterlyste
uformelle
møde,
hvorefter
delta‐

gerne
tager
plads
igen
til
anden
runde.
Problemet
er,
selvfølgelig,
at
selve


magtrelationen
er
indbygget
i
den
fysiske
ramme;
panelet
(magthaverne)
er


adskilt
fra
publikum
og
sidder
med
front
mod
dem,
ligesom
borgerne
(delta‐

gerne)
sidder
side
om
side
på
rækker
og
derfor
ikke
har
nogen
interaktion


med
hverandre,
udover
måske
sidemanden,
som
man
måske
–
måske
ikke
–





STRATEGI & METODE

kender
i
forvejen.
Det
kræver
derfor
en
vis
portion
(socialt)
mod
at
rejse
sig
i


sådan
et
forum
af
eksperter
og
fremmede
for
at
adressere
forsamlingen,
hvis


man
har
spørgsmål
eller
indsigelser.
Samtidig
har
magthaverne
samlet
set


langt
mere
taletid
end
borgerne,
hvorfor
der
grundlæggende
ikke
er
tale
om


en
’dialog’,
men
i
højere
grad
om
en
’monolog’
med
indbygget
mulighed
for


at
stille
opfølgende
spørgsmål.
Udover
det
principielt
problematiske
i
ram‐

mesætningen
kan
man
også
indvende,
at
denne
deltagelsesform
ikke
er
vi‐

dere
oplevelsesorienteret,
med
mindre
man
har
en
særlig
faible
for
forelæs‐

ningsformen.




Også
en
anden
meget
brugt
deltagelsesform,
fokusgruppen,
har
en


række
 indbyggede
 udfordringer.
 En
 fokusgruppe
 afholdes
 typisk
 som
 en


gruppesamtale
 med
 fem‐seks
 personer
 og
 en
 facilitator
 eller
 moderator.
 I


modsætning
til
høringsformen
er
der
her
mulighed
for
i
højere
grad
at
få


gang
i
en
dialog,
ligesom
magtrelationen
heller
ikke
kommer
helt
så
tydeligt


til
udtryk
i
de
fysiske
rammer.
Udfordringen
er
for
det
første,
at
en
fokus‐

gruppe
ofte
tager
afsæt
i
en
såkaldt
åben
spørgeguide
og
derfor
er
det
tema‐

tiske
indhold
fastlagt
på
forhånd
af
’magthaverne’.
Den
dygtige
facilitator
vil


dog
forstå
at
bevæge
sig
udover
spørgeguidens
ramme
og
forfølge
deltager‐

nes
egne
temaer,
men
vil
alligevel
ofte
forsøge
at
vende
tilbage
til
de
på
for‐

hånd
fastlagte
tematiske
rammer,
simpelthen
for
at
løse
den
relativt
bundne


opgave
det
er,
at
afvikle
en
fokusgruppe
(det
ligger
i
betegnelsen,
at
der
net‐

op
er
et
fokus).
Samtidig
er
der
ikke
i
formen
lagt
op
til,
at
deltagerne
forhol‐