Afhandling - Arkitektskolen Aarhus
Afhandling - Arkitektskolen Aarhus
Afhandling - Arkitektskolen Aarhus
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
den igangværende by<br />
<br />
borgerdeltagelse i byudvikling<br />
thomas fabian delman<br />
PhD afhandling
<br />
<br />
<br />
<br />
den igangværende by<br />
borgerdeltagelse i byudvikling<br />
thomas fabian delman<br />
PhD afhandling<br />
Institut for By & Landskab<br />
<strong>Arkitektskolen</strong> Århus<br />
Hovedvejleder Niels Albertsen<br />
Projektvejleder Pia Bille<br />
”And thus the city is an oeuvre, closer to a work of art than <br />
to a simple material product. If there is production of the city, and <br />
social relations in the city, it is a production and reproduction of <br />
human beings by human beings, rather than a production of ob‐<br />
jects. The city has a history; it is the work of history, that is of <br />
clearly defined people and groups who accomplish this oeuvre, in <br />
historical conditions.” (Lefebvre 2008)
<br />
<br />
”…Alice started to her feet, for it flashed across her mind <br />
that she had never before seen a rabbit with either a waistcoat‐<br />
pocket, or a watch to take out of it, and burning with curiosity, she <br />
ran across the field after it, and fortunately was just in time to see <br />
it pop down a large rabbit‐hole under the hedge. In another mo‐<br />
ment down went Alice after it, never once considering how in the <br />
world she was to get out again.” <br />
(Lewis Carroll, Alice in Wonderland, 1965) <br />
FORORD<br />
Når man starter på et PhD‐projekt er det (forhåbentlig) fordi man er <br />
nysgerrig overfor det emne, man skal tilbringe de næste tre år med at udfor‐<br />
ske. Alligevel kan jeg ikke lade være med at se mig selv lidt som Alice, der <br />
fulgte kaninen ned i hullet på baggrund af en pludselig indskydelse og med ét <br />
befandt jeg mig i en absurd verden, hvor alting var vendt på hovedet og det <br />
var svært at finde hoved og hale i de mange indtryk. Og til tider anede jeg <br />
ikke, hvordan eller hvornår jeg kom op af hullet igen. Når det alligevel lykke‐<br />
des at finde en vej ud, og forhåbentlig have fået skabt en smule mening i <br />
galskaben, skyldes det ikke mindst den hjælp, jeg har fået undervejs. <br />
Først og fremmest vil jeg derfor gerne takke kollisionisterne Tobias <br />
Løssing, Andreas Lykke‐Olesen, Rune Nielsen og Jeff Serio, som tilbragte me‐<br />
get af tiden i hullet sammen med mig, og uden hvem projektet aldrig ville <br />
have givet mening. Jeg vil også gerne takke mine vejledere, Niels Albertsen <br />
og Pia Bille, og mine kolleger på Institut for By og Landskab for råd, vink og <br />
konstruktiv kritik. De studerende på instituttet igennem de tre år skal også <br />
have en kollektiv tak for at have lagt ryg og projekter til afprøvning af både <br />
teori og metoder undervejs. Jeg vil desuden gerne rette en stor tak til alle <br />
samarbejdspartnere i projektet, der har bidraget konstruktivt til hver enkelt <br />
case – ingen nævnt, ingen glemt. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke <br />
min familie, især Astrid, Andreas og Janus, der undervejs skabte et solidt <br />
anker til hverdagen, når jeg stak hovedet op af hullet. <br />
Og nu, kære læser, er det din tur til at følge kaninen ned i hullet. <br />
5
6 <br />
<br />
INDHOLD<br />
<br />
resumé 8 <br />
summary 11 <br />
den igangværende by 14 <br />
erfaringer & baggrund 23 <br />
projektets cases 26 <br />
teoretisk & metodisk afsæt 28 <br />
note til konstruktionen 32 <br />
artikler & posters 38 <br />
projektets metode 44 <br />
participatory action research 47 <br />
tre krav til metoden 52 <br />
participatory action research & projektet 63 <br />
research by design 67 <br />
case-baseret forskning 79 <br />
brugen af prototyper i designforskning 85 <br />
tværfaglighedens paradoks 89 <br />
borger, by & deltagelse 95 <br />
borgeren 98 <br />
det interaktive demokrati 121 <br />
byen 125 <br />
byen som igangværende arbejde 152 <br />
deltagelsen 158 <br />
den kompetente deltager 190 <br />
strategi & metode 193 <br />
strategi & borgerdeltagelse 195 <br />
AELIA-modellen 200 <br />
utopiatyping 219
<br />
<br />
INDHOLD<br />
cases 243 <br />
det nyaktivistiske praksisfællesskab 248 <br />
hovedcase 1: multimediehuset 252 <br />
hovedcase 2: køge 270 <br />
hovedcase 3: co2030 289 <br />
øvrige cases 308 <br />
cases & idealmålet 318 <br />
afsluttende betragtninger 325 <br />
om forskningsmetoden 332 <br />
perspektiver på forskning og udvikling 334 <br />
perspektiver for aktuel byudviklingspraksis 338 <br />
litteratur 341 <br />
internetkilder 350 <br />
7
8 <br />
<br />
RESUMÉ<br />
<br />
resumé<br />
I PhD‐projektet beskæftiger jeg mig med borgernes deltagelse i aktuel <br />
byudvikling med særligt fokus på at udfordre eksisterende (politisk) praksis <br />
gennem såvel teoretiske refleksioner som casebaserede interventioner. <br />
Omdrejningspunktet for projektet er diskussionen af væsentlige problemstil‐<br />
linger for borgerdeltagelse i byudvikling med målsætningen om at udvikle og <br />
kvalificere strategiske og metodiske overvejelser fremadrettet. <br />
Projektet har et tværfagligt afsæt og jeg definerer det rent metodisk <br />
med udgangspunkt i såvel Participatory Action Research som Research by <br />
Design. Projektet er baseret på min aktive deltagelse i en række casebasere‐<br />
de interventioner i samarbejde med eksterne partnere og med tilknytning til <br />
virksomheden Kollision som primært praksisfællesskab. I afhandlingens me‐<br />
todekapitel diskuterer jeg forskelle og ligheder mellem aktionsforskningen <br />
samt arkitekt‐, design‐ og planlægningsfaglige metoder, herunder hvilken <br />
rolle case‐arbejde og designinterventioner kan spille i en forskningssammen‐<br />
hæng. <br />
På den baggrund når jeg frem til tre måltyper, henholdsvis ak‐<br />
tionsmål, udviklingsmål og idealmål, der danner udgangspunkt for casekapit‐<br />
lets analyser. Aktionsmålene er således den konkrete opgave, der skal løses i <br />
hver enkelt case, typisk defineret i samarbejde med den eksterne klientorga‐<br />
nisation og praksisfællesskabet. Udviklingsmålene er de strategiske, metodi‐<br />
ske og redskabsorienterede overvejelser, der fra case til case fører til nye <br />
indsigter i en iterativ designproces baseret på ideen om prototyper. Idealmå‐<br />
let er udtryk for projektets målsætning om at ændre eksisterende praksis, <br />
med særligt fokus på de politiske idealer, der ligger til grund for borgernes <br />
aktive deltagelse i byudviklingen. <br />
<br />
<br />
RESUMÉ<br />
I afhandlingens teorikapitel diskuterer jeg tre teoretiske begreber, <br />
henholdsvis borgeren, byen og deltagelsen. Afsættet for min diskussion af <br />
borgerbegrebet er bl.a. en kortfattet gennemgang af begrebets oprindelse <br />
samt opfattelsen af borgerens rolle i relation til forskellige demokratisyn med <br />
udgangspunkt i et deliberativt ideal. Diskussionen leder frem til begrebet det <br />
interaktive demokrati, der relaterer sig til behovet for at understøtte borger‐<br />
nes deltagelse i byudviklingsprocesser, hvor der ikke længere eksisterer en <br />
klar idé om et ’fælles bedste’. Det medfører, at vi i stedet må acceptere <br />
fragmentation og væsensforskellige demokratisyn som udgangspunkt for <br />
deltagelsen, hvorfor processen bør tilrettelægges således, at borgerne får <br />
mulighed for at agere (politisk) i forhold til den givne situation, dvs. at vi bør <br />
tillade, at forskellige demokratisyn kan spille en rolle, afhængigt af formålet i <br />
den konkrete proces. <br />
I afsnittet om byen diskuterer jeg aktuelle byudviklingstendenser på <br />
baggrund af en kortfattet historisk gennemgang frem mod en definition af <br />
byen som igangværende arbejde. Ideen om byen som igangværende arbejde <br />
indebærer bl.a., at gensidigt udelukkende interesser, skal være tilstede på <br />
samme tid og derfor bør byen ses som et fælles værk med afsæt i et mang‐<br />
foldigt kulturbegreb, hvor der er plads til at anerkende såvel konsensus som <br />
konflikt samt baseret på en forståelse for, at byens problemer er komplekse, <br />
og at der derfor ikke er nogen simpel, endelig eller sand/falsk løsning på de <br />
oplevede problemer. <br />
Afsnittet om deltagelse tager afsæt i en diskussion af de udfordringer, <br />
der er forbundet med borgernes aktive deltagelse – eller mangel på samme <br />
– i byudviklingsprocesser. Jeg diskuterer såvel niveauer af deltagelse, som <br />
begrundelser for overhovedet at deltage samt konkrete udfordringer ved <br />
deltagelsesprocesser. På den baggrund når jeg frem til et begreb om den <br />
kompetente deltager, der baserer sig på ideen om, at deltagerne processuelt <br />
udstyres med kompetencer, herunder at de er motiverede, læringsvillige, <br />
refleksive, målorienterede, dialogorienterede og handlingsorienterede. <br />
9
10 <br />
<br />
RESUMÉ<br />
<br />
Igennem PhD‐projektet er jeg nået frem til en overordnet strategi for <br />
borgerdeltagelse i byudvikling, der har fået navnet AELIA‐modellen. Model‐<br />
lens udgangspunkt er, at (by)udviklingsprocesser bør tilrettelægges med af‐<br />
sæt i opmærksomhedsskabende aktiviteter (Attention), oplevelsesoriente‐<br />
rede elementer (Experience), læring og kapacitetsopbygning (Learning), reel <br />
indflydelse til deltagerne (Influence) og fokus på handling (Action) såvel un‐<br />
dervejs i deltagelsesprocessen som efterfølgende. Samtidig definerer jeg i <br />
afhandlingen utopiatyping som et overordnet metodisk greb til at diskutere <br />
centrale udviklingsperspektiver med afsæt i et interaktivt demokratisyn og <br />
en opfattelse af byen som igangværende arbejde, hvor borgerne indgår som <br />
kompetente deltagere. <br />
I casekapitlet beskriver jeg projektets tre hovedcases, henholdsvis <br />
Multimediehuset i Århus, et udviklingsforløb i Køge og projektet AAR‐<br />
HUSCO2030 samt en række mindre cases, der også har indgået i PhD‐<br />
projektet. De tre hovedcases analyseres med afsæt i de mål, jeg opstillede i <br />
metodekapitlet; aktionsmålet, udviklingsmålet og idealmålet. I analysen re‐<br />
degør jeg for, hvordan disse cases har påvirket udviklingen af AELIA‐<br />
modellen og utopiatyping som metodisk greb, ligesom jeg diskuterer de en‐<br />
kelte cases i relation til de teoretiske positioner og udvekslingen mellem teori <br />
og casebaserede designinterventioner. <br />
I afhandlingens afsluttende kapitel opsummerer jeg de væsentligste <br />
udfordringer, jeg ser ved borgernes aktive deltagelse i byudviklingsprocesser <br />
og relationen til de strategiske og metodiske overvejelser, jeg har diskuteret i <br />
afhandlingen. Jeg diskuterer desuden min egen metode og muligheden for <br />
fremadrettet at styrke den gennem en stærkere integration mellem aktions‐<br />
forskning og designforskning. Jeg opridser også nogle fremadrettede per‐<br />
spektiver for forskning og udvikling inden for borgerdeltagelse i byudvikling, <br />
der kan styrke vores viden på området og supplere mit eget projekt. Afslut‐<br />
ningsvis diskuterer jeg perspektiver og udfordringer for aktuel byudviklings‐<br />
praksis baseret på en højere grad af borgerdeltagelse. <br />
<br />
<br />
SUMMARY<br />
summary<br />
In my PhD‐project I address citizen participation in current urban de‐<br />
velopment with a particular focus on challenging existing (political) practice <br />
through theoretical reflections as well as case based interventions. The focal <br />
point for the project is a discussion centred on key challenges for citizen par‐<br />
ticipation in urban development with the specific aim of developing and <br />
qualifying forward‐looking strategic and methodological reflections. <br />
The project has an interdisciplinary basis and I position it method‐<br />
ologically at the intersection between Participatory Action Research and Re‐<br />
search by Design. The project is based on my active participation in a number <br />
of case‐based interventions in collaboration with external partners and the <br />
company Kollision as a primary community of practice. In the methodologi‐<br />
cal chapter I discuss the differences and similarities between action research <br />
and research practices within the field of architecture, design and planning <br />
with a strong focus on the role of casework and design interventions in a <br />
research context. <br />
This leads me to formulate three types of objectives, respectively ac‐<br />
tion objectives, development objectives, and idealistic objectives, which form <br />
the basis for the analysis in the case chapter. Action objectives are the spe‐<br />
cific tasks to be solved in each case, typically in collaboration with the exter‐<br />
nal client organization and the community of practice. Development objec‐<br />
tives are the strategic, methodological and tool‐oriented considerations, <br />
which lead to new insights in an iterative design process based on the notion <br />
of prototyping. Idealistic objectives reflects the project's goal of challenging <br />
existing practice with a strong focus on the political ideals underlying active <br />
citizen participation in urban development. <br />
<br />
11
12 <br />
<br />
SUMMARY<br />
<br />
In the theoretical chapter, I discuss three main theoretical concepts, <br />
respectively citizen, city, and participation. The discussion of the concept of <br />
citizenship include a brief review of the origins of the notion and the view of <br />
the citizen's role in relation to different perceptions of democracy with a <br />
specific focus on deliberative ideals. This brings me to a definition of interac‐<br />
tive democracy, which takes into account the need to support citizen partici‐<br />
pation in urban development processes when we no longer have a strong <br />
perception of 'the common good' to guide us. Consequently we have to ac‐<br />
cept fragmentation and substantially diverse notions of democracy as a <br />
fundamental premise of participation. This means that we have to organise <br />
participatory processes in a way that enables citizens to act (politically) in <br />
relation to the situation at hand, i.e. we need to allow different democratic <br />
perceptions to come into play, depending on the purpose of the specific pro‐<br />
cess. <br />
In the section concerning the city I discuss current urban develop‐<br />
ment trends on the basis of a brief historical overview towards a definition of <br />
the city as a work in progress. The idea of the city as a work in progress in‐<br />
volves, among other things, that mutually exclusive interests, must be pres‐<br />
ent at the same time and consequently the city should be seen as a collabor‐<br />
ative work, based on a diverse concept of culture, acknowledging both con‐<br />
sensus and conflict, and an understanding of the complexity of the problems <br />
facing the city in the sense that there are no simple, final, or true/false solu‐<br />
tion to the perceived problems. <br />
The section on participation is based on a discussion of the challenges <br />
associated with active citizen participation ‐ or lack thereof ‐ in urban devel‐<br />
opment processes. I discuss levels of participation, as well as justifications for <br />
participation, and practical challenges of participation processes. This brings <br />
me to formulate a concept of the competent participant, meaning that par‐<br />
ticipants, through the participatory process, are equipped with the necessary <br />
skills for participation, including motivation, willingness to learn, reflective <br />
skills, goal‐orientation, dialogue‐orientation, and action‐orientation.
<br />
<br />
<br />
SUMMARY<br />
Through the PhD‐project, I have developed a general strategic ap‐<br />
proach to citizen participation in urban development, which has been named <br />
the AELIA‐model. The premise is that (urban) development processes should <br />
be designed to grab the Attention of citizens, give them a novel Experience, <br />
support mutual Learning and capacity building, empower citizens and offer <br />
them genuine Influence, and focus on Action during the process as well as <br />
subsequently. I have also coined the term utopiatyping as a methodological <br />
approach to participation based on the notions of interactive democracy, the <br />
city as a work in progress, and a view of the citizens as competent partici‐<br />
pants. <br />
In case the chapter I describe the project's three main cases, respec‐<br />
tively the Mediaspace in <strong>Aarhus</strong>, a development process in Køge and the <br />
project AARHUSCO2030, as well as a few minor cases, also included in the <br />
PhD‐project. The main cases are analysed on the basis of the objectives de‐<br />
fined in the methodological chapter: action objectives, development objec‐<br />
tives, and idealistic objectives. Through the analysis I explain how the cases <br />
have influenced the development of the AELIA‐model and utopiatyping as a <br />
methodological approach. I also discuss the relation between cases and <br />
theoretical positions and how theory and case‐based design interventions <br />
have affected one another. <br />
In the final chapter I summarise the key challenges related to my view <br />
of active citizen participation in urban development processes and the rela‐<br />
tion to the main strategic and methodological considerations, I have dis‐<br />
cussed in the thesis. I also discuss my own methodological approach and the <br />
possibility of reinforcing it through stronger ties between action research <br />
and design research. Additionally, I outline some perspectives on future re‐<br />
search into, and development of, citizen participation, which might <br />
strengthen our knowledge in this area and supplement my own research. In <br />
closing I discuss some of the prospects and challenges for current urban de‐<br />
velopment practices based on a high level of citizen participation. <br />
13
14 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
den igangværende by<br />
”The architect, the planner, the sociologist, the economist, <br />
the philosopher or the politician cannot out of nothingness create <br />
new forms and relations. More precisely, the architect is no more a <br />
miracle‐worker than the sociologist. Neither can create social rela‐<br />
tions, although under certain favourable conditions they help <br />
trends to be formulated (to take shape). Only social life (praxis) in <br />
its global capacity possesses such powers – or does not possess <br />
them. The people mentioned above can individually or in teams <br />
clear the way; they can also propose, try out and prepare forms. <br />
And also (and especially) […], assess acquired experience, provide <br />
a lesson from failure and give birth to the possible.” (Lefebvre <br />
2008, p. 151) <br />
I citatet ovenfor opridser Henri Lefebvre både nogle af de faglige rol‐<br />
ler og de udfordringer, der er forbundet med udviklingen af byen – og han <br />
slår fast, at ingen af de nævnte fagligheder, hverken alene eller sammen, kan <br />
løse byens (sociale) problemer eller skabe nye sociale relationer, der kan <br />
danne grobund for udviklingen. Men de kan være med til at berede vejen, de <br />
kan lære af praksis og de kan skabe nye rammer og muligheder. Lefebvre <br />
fremhæver samme sted, at der er et tvingende behov for at ændre vores <br />
forståelse af og tilgang til udviklingen af byerne og de redskaber vi anvender. <br />
Først og fremmest foreslår han begrebet transduktion forstået som mulig‐<br />
heden for at konstruere et teoretisk, eller muligt, objekt med afsæt i infor‐<br />
mation forbundet med virkelige hændelser og problemer i en stadig udveks‐<br />
ling mellem den konceptuelle ramme og de partikulære empiriske observa‐<br />
tioner (Ibid. p. 151). Det vil sige, at vores forståelse og udvikling af byen tager <br />
afsæt i en fælles forståelse, der opstår i udveksling med de erfaringer, vi gør <br />
os i konkrete situationer. For det andet foreslår han brugen af eksperimen‐<br />
telle utopier, der skal udforskes ved at undersøge deres konsekvenser i den <br />
virkelige verden (Ibid.), dvs. vi bør formulere klare visioner og undersøge
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
deres holdbarhed ved at implementere dem i praksis – og derigennem også <br />
udfordre eksisterende praksis. <br />
Lefebvres forslag bliver fremsat i 1968 i bogen Le Droit à la ville i en <br />
tid præget af studenteroprøret, sociale bevægelser og en gryende forståelse <br />
af, at samfundets problemer nok var mere komplekse end hidtil antaget. I <br />
slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne kom der for alvor fokus <br />
på, hvilken rolle borgerne kan spille i udviklingen af byerne både i Danmark <br />
og en række andre lande – et fokus, der har fået fornyet styrke og aktualitet i <br />
de senere år. Nogle gange har historien det med at gentage sig selv, og i lø‐<br />
bet af mit projekt er jeg stødt ind i planlæggere, forskere og praktikere, der i <br />
forlængelse af ovenstående har påpeget to væsentlige pointer: <br />
<br />
at inddragelsen af brugere og borgere ikke er noget nyt i en <br />
byudviklingskontekst, og <br />
at arkitekter, planlæggere og designere altid har inddraget <br />
brugerne – eller som minimum haft dem i tankerne, når de <br />
skabte bygninger, planer eller designobjekter. <br />
<br />
Det er ikke min hensigt fundamentalt at udfordre den sidstnævnte <br />
(selv)opfattelse, og i forhold til førstnævnte har mit projekt ikke et særskilt <br />
fokus på inddragelsen af borgerne i et historisk perspektiv. Jeg skal derfor <br />
heller ikke forsøge at gøre mig klog på fortidens eksperimenter og praksis. <br />
Men det vil næppe være forkert at påstå, at det ideologiske fundament har <br />
ændret sig siden tressernes og halvfjerdsernes fokus på inddragelsen af bor‐<br />
gere i udviklingen af vores byer. Over en frokostsamtale på Vadstena Kloster, <br />
hvor jeg i 2008 deltog i et forskningssymposium om Lefebvre, beskrev pro‐<br />
fessor i geografi ved University of Manchester, Eric Swyngedouw, halvfjerd‐<br />
sernes inddragelse som et led i en politisk kamp om retten til byen med refe‐<br />
rence til Lefebvre. Omvendt betegnede han moderne inddragelsesprocesser <br />
som en del af en (neo)liberalistisk og ’markedsliggørende’ trend, der ultima‐<br />
tivt risikerer at underminere selve demokratiet, som vi kender det. En på‐<br />
stand han også udfolder i en artikel fra 2005: <br />
15
16 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
”The socially innovative figures of horizontally organised <br />
stakeholder arrangements of governance that appear to empower <br />
civil society in the face of an apparently overcrowded and ’exces‐<br />
sive’ state, may, in the end, prove to be the Trojan Horse that dif‐<br />
fuses and consolidates the ’market’ as the principal institutional <br />
form.” (Swyngedouw, 2005, p. 2003) <br />
Om end Swyngedouw åbent bekender sig til kommunismen, og der‐<br />
for må antages, at have et særligt ideologisk ståsted i forhold til begreber <br />
som ’marked’, ’stat’, ’civilsamfund’ og ’retten til byen’ – og ikke mindst bor‐<br />
gernes relation til disse – så er hans påstand interessant og rammer dybt i <br />
hele diskussionen om, hvorfor vi overhovedet ønsker at inddrage borgerne i <br />
udviklingen af vores byer – og en lang række andre områder, fra legepladser <br />
over biblioteker til borgerservice(s) i bredeste forstand. Motiverne for at ind‐<br />
drage borgerne i dag er helt sikkert ikke de samme som tidligere. Og ifølge <br />
Swyngedouw er den væsentligste forskel, at inddragelse i dag grundlæggen‐<br />
de er udtryk for et ’urbant postpolitisk arrangement’ (Swyngedouw 2009), <br />
der løber parallelt med: <br />
”[…] the rise of a neoliberal governmentality that has re‐<br />
placed debate, disagreement and dissensus with a series of tech‐<br />
nologies of governing that fuse around consensus, agreement, ac‐<br />
countancy metrics and technocratic […] management.” (Ibid. p. <br />
604) <br />
Aktuelt handler inddragelse af borgerne således mere om at sikre <br />
konsensus og indgåelse af aftaler baseret på ’bogførte målinger’ og tekno‐<br />
kratisk ledelse, snarere end der er tale om en inddragelse af borgerne i <br />
egentlige politiske (beslutnings)processer. Min erfaring fra praksis bekræfter <br />
i vidt omfang denne tendens – men behøver det være sådan? Og virker det <br />
overhovedet? Kan det i det hele taget lade sig gøre at opnå konsensus og <br />
indgå holdbare aftaler omkring byen, eller er de underliggende (politiske) <br />
spændinger så store, at vi må forsøge at finde en ’tredje vej’ ‐ med de mere
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
eller mindre neoliberalistiske og New Labour‐orienterede konnotationer, der <br />
i dag også ligger i denne betegnelse? <br />
For at vende tilbage til spørgsmålet om det historiske, så kan vi – som <br />
Heraklit (måske) formulerede det – ikke bade i den samme flod to gange, <br />
hvorfor vi næppe blot heller kan genoptage halvfjerdsernes diskussion om <br />
borgernes rolle i byen. På titelbladet understøttes dette også i citatet af Le‐<br />
febvre, hvor han slår fast, at byen er et værk, der bliver til under bestemte <br />
historiske konditioner, med deltagelse af bestemte grupper af personer (Le‐<br />
febvre 2008). Og et projekt med et fokus på at udfordre eksisterende praksis <br />
vil derfor have mere gavn af at forholde sig til aktuelle motiver og tendenser, <br />
end til en historisk praksis – om end jeg anerkender, at projektet selvfølgelig <br />
ville blive styrket væsentligt ved at rumme begge dimensioner. Det ville dog <br />
også blive langt mere omfangsrigt. Udfordringen formuleres udmærket af <br />
David Harvey: <br />
”[…] I am struck again and again by the difficulty of design‐<br />
ing an adequate language, an adequate conceptual apparatus to <br />
grasp the nature of the problem we seem to be faced with. I worry <br />
that last year’s conceptual tools and goals will be used to fight <br />
next year’s issues in a dynamic situation that more and more re‐<br />
quires proactive rather than remedial action.” (Harvey 2008, p. <br />
416) <br />
I forlængelse af hans bekymring, beskriver Harvey byen som en pa‐<br />
limpsest, hvor fortidens lag og former kan anes underneden den aktuelle <br />
form, mens nye lag til stadighed tilføjes (ibid. p. 417). For at forstå de aktuelle <br />
lag er det derfor nødvendigt i det mindste at kradse en smule i de historiske, <br />
men måske ikke udgrave dem fuldstændigt. Udover nogle få ekskursioner til <br />
centrale tendenser, begreber og metoder med rod i historien, har jeg derfor i <br />
mit projekt valgt at begrænse mig til den allernærmeste fortid som kontekst <br />
for projektets udviklingsdimension. Når jeg alligevel indleder med et citat fra <br />
en mere end fyrre år gammel bog, er det fordi, at der er træk ved datidens <br />
tilgang til borgerdeltagelsen, der synes at give mening i en aktuel kontekst, <br />
17
18 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
ikke mindst den politiske dimension, der på mange måder synes at have væ‐<br />
ret fraværende i en årrække, hvor fokus måske i højere grad har været på <br />
borgerdeltagelsen som et instrument til at fremme en bestemt form for <br />
(markedsorienteret) vækst, som også Swyngedouw antyder. <br />
Samtidig ligger der i Lefebvres forslag til nye strategier og metoder en <br />
direkte parallel til mit eget projekt, og selvom hans opfordring sker på en <br />
anden baggrund – i et vist omfang opgøret med den modernistiske planlæg‐<br />
ningspraksis og ideologiske fundament – er der stadig gode takter i dels ide‐<br />
en om at lade nye indsigter opstå gennem en frugtbar udveksling mellem <br />
teori og praksis, dels forestillingen om at lade stærke visionsformuleringer <br />
styre (by)udviklingen. Begge ideer er gennemgående temaer i afhandlingen, <br />
den første som metodisk fundament for mit projekt (og som rettesnor for <br />
mange af mine cases), mens den anden udforskes gennem mit primære me‐<br />
todiske bidrag, utopiatyping, som forslag til en metode, der netop forsøger at <br />
skabe eksperimentelle utopier. <br />
Hvad angår opfattelsen af, at arkitekter, planlæggere og designere al‐<br />
tid har inddraget brugerne, så er det min påstand, at tilgangen til inddragel‐<br />
sen af brugerne i en lang række udviklingsprocesser i dag er præget af en <br />
anden form for systematik, der til dels har baggrund i Swyngedouws pointe <br />
om en stigende markedsliggørelse, dels i den generelle styrkelse af nærde‐<br />
mokratiske institutioner, der er sket – ikke mindst i Danmark – siden halv‐<br />
fjerdserne (Andersen et al. 2000). I relation til markedsliggørelsen nævnes <br />
inddragelsen af brugere i dag netop ofte i sammenhæng med det lettere <br />
højstemte – og efterhånden ikke så lidt nervøse – spørgsmål, ’hvad skal <br />
Danmark leve af i fremtiden?’ Brugerdrevet innovation og brugerinddragelse <br />
har været et varmt emne igennem en del år i såvel det offentlige som det <br />
private erhvervsliv. <br />
I forskningsmæssig sammenhæng kom begrebet for alvor på dagsor‐<br />
denen med Forsknings‐ og Innovationsstyrelsens baggrundsrapport med <br />
anbefalinger til strategiske forskningsområder fra 2007. I rapporten define‐<br />
res brugerdreven innovation således:
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
”Brugerdreven innovation er en tilgang til udvikling af nye <br />
produkter, services og organisationsformer, der bygger på en <br />
grundlæggende, dialogbaseret udforskning af fremtidige brugeres <br />
praksis og behov.” (FIST 2007, p. 7) <br />
Inden for det offentlige og det private erhvervsliv fik inddragelsen af <br />
brugerne for alvor vind i sejlene i 2006 med etableringen af et program for <br />
brugerdreven innovation under Erhvervs‐ og Byggestyrelsen (EBST) med en <br />
årlig ramme på 100 millioner kroner sat af til at fremme udbredelsen af <br />
kendskab til strategier og metoder inden for feltet (EBST 2010). <br />
I nogle brancher har inddragelse af brugerne været fast praksis i en <br />
del år, f.eks. har man i Internetbranchen arbejdet med brugerinddragelse <br />
siden de grafiske browseres spæde start i 1994. Rødderne til dette arbejde <br />
strækker sig dog endnu længere tilbage; fra feltet Human‐Computer Interac‐<br />
tion og Usability og videre bagud til arbejdet med observationer af arbejds‐<br />
forhold og ‐rutiner inden for området human factors og tidlige ergonomiske <br />
studier fra starten af forrige århundrede, bl.a. med Taylors samt Frank og <br />
Lillian Gilbreths bevægelsesstudier (Meister 1999). Også inden for psykologi <br />
og organisationsudvikling har brugernes rolle været diskuteret (De Wolff et <br />
al. 2000), ligesom metoder som eksempelvis participatory design trækker på <br />
etnografiske og antropologiske traditioner for inddragelse og observation af <br />
brugerne (Schuler & Namioka 1993). <br />
I de senere år har ideen om systematisk inddragelse af brugere og <br />
borgere også vundet indpas inden for arkitektur og byudvikling og her har <br />
afsættet måske i højere grad været ønsket om en styrkelse af nærdemokra‐<br />
tiet og de (lokal)politiske beslutningsprocesser (bl.a. Gamst 2007) og en mål‐<br />
sætning om at forankre beslutningerne i lokalområdet (bl.a. Agger & Hoff‐<br />
mann 2008). Men markeds‐ og innovationsdimensionen spiller alligevel også <br />
her en væsentlig rolle (bl.a. Gulmann 2005). Mange konkurrenceprogram‐<br />
mer inden for såvel overordnet (master)planlægning som konkrete arkitek‐<br />
turprojekter indeholder i dag et afsnit om inddragelsen af brugere og borge‐<br />
re. Bl.a. har det været et eksplicit formuleret krav i flere af de konkurrencer, <br />
19
20 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
der indgår som cases i dette projekt. Flere kommuner har også vedtaget, <br />
mere eller mindre løse, retningslinjer for inddragelsen af borgerne inden for <br />
kommunens arbejdsområder. Et eksempel er Århus‐modellen for Borger‐<br />
inddragelse, der beskriver: <br />
”[…] hvordan borgerinddragelse skal og kan foregå, når <br />
kommunen laver overordnede politikker og strategier, planer og <br />
projekter, som betyder noget for mange borgere. Det kan være in‐<br />
itiativer, der vedrører hele kommunen, dele af kommunen eller et <br />
enkelt lokalområde.” (Århus Kommune 2010) <br />
Også Københavns Kommune har lagt deres visioner og erfaringer på <br />
området samt forslag til metoder offentligt frem på hjemmesiden <br />
www.borgerinddragelse.dk. Inddragelsen af borgerne er desuden indskrevet <br />
i planloven, men bestemmelserne heri anses i dag af mange kommuner for <br />
at være et absolut minimumskrav. Således konkluderede strukturkommissi‐<br />
onen allerede i 2004 følgende: <br />
”I kommunerne har der igennem de senere år været et <br />
stærkt stigende fokus på borgerinddragelsesprocesser. Praksis er, <br />
at borgerkontakten er langt bredere, end planloven foreskriver. <br />
Nye redskaber udvikles og afprøves løbende, f.eks. brug af hjem‐<br />
mesider som dialogværktøj, borgerpaneler og interview, nedsæt‐<br />
telse af arbejdsgrupper mv.” (Strukturkommissionen 2004, p. 283) <br />
Kommunerne eksperimenterede altså allerede i 2004 med nye me‐<br />
toder til borgerinddragelse, ligesom der igennem de seneste år er forsket i <br />
hvordan inddragelsen opfattes fra borgernes synspunkt (bl.a. Agger 2005) <br />
samt hvilke redskaber, der kunne være med til at sikre en mere jævnbyrdig <br />
dialog mellem interessenterne (f.eks. Løssing 2005). I 2007 udkom publikati‐<br />
onen ’Bedre interessentinddragelse – inspiration til byudviklingsprojekter’ <br />
(Gamst 2007) med forslag til en lang række metoder, der kan styrke inddra‐<br />
gelsen af borgere og andre interessenter. Gamsts anbefalinger var baseret <br />
på interviews med både borgere, politikere, embedsmænd og praktikere. <br />
Igennem sine interviews fandt hun frem til en række fællestræk, der gjorde
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
sig gældende hos størsteparten af deltagerne i undersøgelsen. Kort opsum‐<br />
meret pegede deltagerne på følgende centrale punkter (Ibid. p. 6‐7): <br />
<br />
Input og åbne organisationer: planmyndighederne har brug <br />
for input fra interessenterne og ønsker samtidig at demonstre‐<br />
re en større åbenhed. <br />
Overblik over metoder: der mangler generelt et overblik over, <br />
hvilke metoder der kan anvendes til hvad og hvornår. <br />
Reel involvering: Interessenterne ønsker reel indflydelse på <br />
beslutningsprocessen. <br />
Forventningsafstemning: Alle parter i processen efterlyser <br />
større klarhed omkring de gensidige forventninger. <br />
Bedre formidling: Alle parter ønsker en mere kvalificeret dialog <br />
omkring kompleksiteten i byudviklingsspørgsmål. <br />
Ad hoc‐kulturen hæmmer: Der mangler ofte en overordnet <br />
strategi for interessentinddragelsen. <br />
<br />
Som allerede nævnt er interessen for borgernes rolle i byudviklingen <br />
ikke noget nyt fænomen, men kan spores i hvert fald tilbage til slutningen af <br />
tresserne, og Lefebvre efterspurgte allerede dengang redskaber, der kunne <br />
være med til at udfordre eksisterende tilgange til byudviklingen. Med revisi‐<br />
onen af planloven i starten af halvfjerdserne kom der yderligere fokus på <br />
området herhjemme, og op igennem halvfjerdserne og firserne blev der <br />
eksperimenteret med nye inddragelsesformer i planlægningen (Gaardmand <br />
1993). Selvom vi ikke kan bade i den samme flod to gange, er der alligevel <br />
noget der tyder på, at strømretningen ikke har ændret sig væsentligt i de <br />
seneste fyrre år. Heller ikke når det handler om det mere eller mindre akutte <br />
behov for strategier og redskaber, der forholder sig til byudviklingens aktuel‐<br />
le tendenser og fænomener, som også Harvey efterlyser. <br />
Samlet set har der gennem de seneste ti år tegnet sig et billede af en <br />
stadigt voksende interesse for at udfordre eksisterende plan‐ og udviklings‐<br />
processer, ikke mindst med fokus på inddragelse af borgere og brugere i så‐<br />
21
22 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
vel det offentlige som i det private erhvervsliv – men også en stor usikkerhed <br />
omkring, hvordan man bedst griber inddragelsen an. Dette behov og den <br />
underliggende usikkerhed var en væsentlig bevæggrund, for at jeg gav mig i <br />
kast med mit PhD‐projekt, men med til historien hører også min egen bag‐<br />
grund og erfaringer med området i praksis. <br />
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
erfaringer & baggrund<br />
Interessen for at gå nye veje og usikkerheden omkring, hvilke stier, <br />
der giver størst udbytte genkender jeg nemlig også fra mine egne erfaringer <br />
inden for feltet – både før og efter starten på mit forskningsprojekt. Mit før‐<br />
ste, personlige møde med borgerinddragelse i byudviklingsprocesser i prak‐<br />
sis var projektet Havnespillet fra 2002‐2003. Udgangspunktet for Havnespil‐<br />
let var: <br />
”[…] at skabe et redskab, der dels kunne inddrage borgere <br />
og andre interessenter relativt tidligt og forudsætningsløst i plan‐<br />
lægningsprocessen og som samtidig ville sikre et tilstrækkeligt kva‐<br />
lificeret læringsgrundlag samt videreformidling af processens re‐<br />
sultater til beslutningstagere, borgere og brugere.” (Løssing et al. <br />
2003, p. 43) <br />
Formålet var at inddrage flere aktører i byudviklingen med særligt fo‐<br />
kus på De Bynære Havnearealer i Århus og samtidig undersøge muligheder‐<br />
ne for at facilitere læring, debat og en større gensidig forståelse for de man‐<br />
ge komplekse problemstillinger, der er på spil i moderne byudviklings‐ og <br />
planlægningsprocesser. Spillet og projektets øvrige aktiviteter blev udviklet <br />
sideløbende med Århus Kommunes egen proces, der kun i begrænset om‐<br />
fang, og på relativt traditionel vis, lod borgerne komme til orde i processen. <br />
Én af konklusionerne på projektet var: <br />
”[…] at byplanlægningsprocesser med fordel kan inddrage <br />
flere interessenter – også selvom de som udgangspunkt ikke har <br />
de samme kvalifikationer som de traditionelle planlæggere og <br />
brugere af ’planen’. […] projektet har vist at de rette værktøjer kan <br />
være med til at engagere relevante interessenter og samtidig kva‐<br />
lificere debatten om udvikling og udnyttelse af byrummet.” (Ibid. <br />
p. 52) <br />
23
24 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
Havnespillet var case for mit speciale med titlen ’Spil som medie for <br />
byplanlægningsprocesser i demokratiske rum’, der blev afleveret på Multi‐<br />
medieuddannelsen ved Århus Universitet i 2004. Sammen med tre artikler <br />
om spillet, jeg var medforfatter på efter havnespillet (Løssing et al. 2003, <br />
Løssing & Delman 2003, Nielsen et al. 2005), var specialet første gang jeg <br />
beskæftigede mig med de byudviklingsorienterede aspekter af bruger‐ og <br />
borgerinddragelse. <br />
Da Havnespillet blev udviklet arbejdede jeg som selvstændig konsu‐<br />
lent for Danske Bank, hvor jeg var en del af en task force, der skulle skabe <br />
fælles brugervenlighedsstandarder på tværs af koncernens mange hundrede <br />
forskellige websites. Forud for dette havde jeg tidligere været senior konsu‐<br />
lent og partner i analysevirksomheden VisAbility i København samt projekt‐<br />
leder, partner og administrerende direktør i Internetbureauet Runemedia i <br />
Århus, som jeg var med til at grundlægge i 1996. I disse år arbejdede jeg pri‐<br />
mært med inddragelse af brugerne i webudviklingsprojekter for en række <br />
virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Jeg var i en årrække <br />
desuden redaktør for og medstifter af internetforummet Userlab, hvor prak‐<br />
tikere og teoretikere indenfor felterne HCI og usabillity diskuterede de nye‐<br />
ste metoder og strategier. Derudover underviste jeg af flere omgange på <br />
kandidatuddannelsen i Informations‐ og Medievidenskab ved Århus Univer‐<br />
sitet i fagene Interaktiv Kommunikation, Medier & Vidensorganisering samt <br />
Digital Forvaltning. <br />
I 2004 blev jeg ansat som konsulent i SKUB‐projektet i Gentofte gen‐<br />
nem Arkitekturbureauet Kollision i Århus. Her arbejdede jeg frem til foråret <br />
2006 med bl.a. bruger‐ og borgerinddragelse i forbindelse med udvikling af <br />
Tranegårdsskolen i samarbejde med SRL Arkitekter og specialskolen Sø‐<br />
gårdsskolen i samarbejde med Cebra samt evaluering af brugerinddragelsen <br />
på Skovgårdsskolen og udvikling af oplæg om fremtidens interaktive lærings‐<br />
rum for SKUB‐projektet som helhed. <br />
I SKUB‐projektet gik det for alvor op for mig hvor stor forskel der er på <br />
inddragelse af brugere og borgere i projekter, der i den grad berører hverda‐
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
gen hos medarbejdere, forældre og elever i forhold til involvering af bruger‐<br />
ne i udvikling af f.eks. netbanker, reservationssystemer, intranetportaler etc. <br />
Det lyder måske banalt, men for mig personligt var det både lærerigt og lidt <br />
af en øjenåbner; ikke mindst fordi det gik op for mig, at inddragelse i allerhø‐<br />
jeste grad er politisk, forstået således, at det handler om at forlige, udvikle <br />
eller acceptere modsatrettede dagsordener – og i visse tilfælde udelukke <br />
synspunkter på bekostning af andre. Det kræver både, at processen er rela‐<br />
tivt gennemsigtig, at alle har et kvalificeret beslutningsgrundlag, at forvent‐<br />
ninger løbende afstemmes, at alle interessenter får reel indflydelse og at <br />
processens resultater og beslutninger formidles klart og tydeligt, jævnfør <br />
Gamsts pointer oven for. Dette var ikke altid tilfældet i SKUB‐projektet – lige‐<br />
som i mange andre større – og langvarige – udviklingsprojekter. <br />
SKUB‐projektet gav desuden mine kolleger og jeg mulighed for at af‐<br />
prøve en række nye metoder, fra worst‐case‐scenario‐workshops og spil <br />
rettet mod udviklingen af rumprogrammer over scenariebaseret formidling <br />
til teknologisk understøttede fremtidsworkshops med eleverne. Metoderne <br />
virkede i mange tilfælde forløsende for processen, i andre tilfælde blev de en <br />
forsinkende hæmsko. Og det gik op for mig, at der dels manglede en over‐<br />
ordnet forståelse for den politiske baggrund og en grundlæggende ramme – <br />
eller strategi – for den type inddragelsesprocesser, ligesom der manglede et <br />
samlende metodisk greb, der kunne forene de mange forskellige redskaber i <br />
værktøjskassen i en målrettet designproces. Jeg fandt også ud af, at der var <br />
relativ stor forvirring omkring, hvad brugerinddragelse egentlig er for en <br />
størrelse, hvad den kan bruges til – og ikke mindst, hvad den ikke kan bruges <br />
til. Mine erfaringer fra SKUB‐projektet var en medvirkende årsag til, at jeg fik <br />
lyst til at dykke dybere ned i området i et forsøg på at finde bedre svar på de <br />
underliggende spørgsmål og imødekomme nogle af disse presserende be‐<br />
hov. <br />
<br />
25
26 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
projektets cases<br />
I 2005 blev jeg partner i Kollision og var, sideløbende med SKUB‐<br />
projektet, involveret i andre projekter, herunder projektet Byens Stemmer i <br />
2006, der dels var en udstilling i Kunstbygningen i Århus, dels et borgerind‐<br />
dragelsesforløb målrettet udviklingen af det nye Multimediehus på havnen i <br />
Århus (Kollision 2006A). Resultaterne fra dette forløb indgik sidenhen i kon‐<br />
kurrenceprogrammet for Multimediehuset og i 2008 indgik jeg sammen med <br />
Kollision i et team bestående af C. F. Møller, Cebra, Grontmij | Carl Bro og BB <br />
+ GG Arquitectes, der blev prækvalificeret og udarbejdede et forslag kaldet <br />
Inmedio (Kollision 2008). Byens Stemmer og Inmedio indgår som cases i af‐<br />
handlingen og vil blive diskuteret i kapitel 5. <br />
I 2006 blev Kollision indbudt til at udstille på Efterårsudstillingen på <br />
Charlottenborg. Vores bidrag var projektet ’…i bølgen blå…’ (Kollision <br />
2006B), der med en titel lånt fra vores nationalsang forsøgte at stille skarpt <br />
på spørgsmålet om konsekvenserne af vandstandsstigninger i forhold til <br />
fremtidige boformer og byudvikling. Installationen fra Charlottenborg blev <br />
sidenhen bearbejdet som en del af en byudviklingsudstilling i Køge med tit‐<br />
len ’KØGE2027’ (Kollision 2007B), der havde fokus på udviklingen af især <br />
Køges havnearealer. I 2010 har jeg sammen med Kollision været med i et <br />
team bestående af ASTOC Architects & Planners, MASU Planning, CORNELI‐<br />
US + VÖGE, WSP Group samt WSGreen Technologies, der var med i opløbet <br />
i konkurrencen om ’Køge Kyst’ (Kollision 2010C). Alle tre projekter indgår <br />
også som cases i projektet. <br />
Den sidste større case i mit projekt er ’AARHUSCO2030’ (Kollision <br />
2009A) fra 2009, et borgerinddragelsesprojekt udviklet i samarbejde med <br />
Kollision for Århus Kommune med fokus på kommunens målsætning om <br />
C02‐neutralitet i 2030. Derudover har jeg arbejdet på mindre cases, der også <br />
indgår i projektet, herunder installationen ’R/EVOLVE/R’ (Kollision 2009C) i <br />
samarbejde med Kollision, der er en del af den internationale rejseudstilling <br />
’It’s a Small World’ kurateret af DAC, DDC og Danish Crafts, udstillingen
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
’Smart Use of Energy’ kurateret af DDC (Kollision 2009D) samt en inddragel‐<br />
sesstrategi i samarbejde med Kollision i forbindelse med konkurrencen om et <br />
nyt Student House i Vancouver, hvor kollision indgik i et team med 3XN og <br />
canadiske Stantec (Kollision 2010A). Senest har jeg deltaget i udviklingen af <br />
en prototype på et brugerinddragelsesspil målrettet sygehusbyggeri for Re‐<br />
gion Hovedstaden i samarbejde med Kollision, Smith Innovation, Universe <br />
Fonden og Bygherreforeningen (Kollision 2010D). <br />
27
28 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
teoretisk & metodisk afsæt<br />
Forud for forskningsprojektets start i 2007 var jeg fra 2006‐2007 til‐<br />
knyttet Center for Designforskning og Institut for Design ved <strong>Arkitektskolen</strong> <br />
<strong>Aarhus</strong> som forskningsassistent på projektet ’Strategisk Design’. Her udar‐<br />
bejdede jeg arbejdspapiret ’Strategisk Design – værdi & vision som udgangs‐<br />
punkt for Innovation’ (Delman 2007). Tankegodset og konklusionerne i den‐<br />
ne rapport gav efterfølgende anledning til en række generelle overvejelser <br />
om såvel udvikling af metoder til inddragelse, såvel som konkrete input til <br />
definition og diskussion af en egentlig designfaglig forskningsmetode. Mit <br />
personlige udgangspunkt for projektet har således både været erfaringer fra <br />
praktiske udviklingsprocesser, som teoretiske undersøgelser af <br />
designprocessers betydning i udviklingssammenhænge. I den sammenhæng <br />
har særligt ét udsagn spillet en rolle for min forståelse af dels borgernes rolle <br />
I byudviklingen, men så sandelig også for min egen tilgang til PhD‐projektet: <br />
“Everyone designs who devises courses of action aimed at <br />
changing existing situations into preferred ones.” (Simon 1996, p. <br />
111) <br />
Citatet er efterhånden så velkendt, at det nærmest er blevet en kli‐<br />
ché. På den ene side er det én af de bredeste definitioner på design, og i den <br />
forstand svært anvendelig. På den anden side er udsagnet tankevækkende <br />
på grænsen til det provokerende ved at gøre design til én af de mest funda‐<br />
mentale menneskelige handlinger. Som mennesker befinder vi os ofte i situ‐<br />
ationer, hvor vores mål er, at forandre en eksisterende tilstand til en tilstand, <br />
der passer os bedre. Dermed bliver de fleste, hvis ikke alle, mennesker til <br />
designere. Og alligevel efterlader udsagnet os med en masse ubesvarede <br />
spørgsmål. Hvem gemmer sig bag begrebet ’enhver’ (everyone)? Hvem defi‐<br />
nerer hvilke tilstande, der bør forandres? Hvem beslutter, hvilke fremtidige <br />
tilstande, vi foretrækker? Er det et krav, at vi bliver enige, så din foretrukne <br />
tilstand ikke kommer i konflikt med min? Hvilke værdier bygger vores vision
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
for fremtiden på? Hvordan kan vi udveksle disse værdier og udvikle visioner i <br />
fællesskab? Hvordan fastlægger vi en plan for handling? Dette er nogle af de <br />
spørgsmål, jeg satte mig for at udforske da jeg for tre år siden gik i gang med <br />
PhD‐projektet. <br />
Undervejs er jeg også nået frem til en definition af mit eget projekt <br />
som et designprojekt – eller snarere et research by design projekt. Et begreb, <br />
der i disse år diskuteres i forsøget på at finde et bare nogenlunde fast ståsted <br />
inden for del af forskningsverdenen, der beskæftiger sig med arkitektur, de‐<br />
sign og (by)planlægning. Mit projekt har formet sig som en udveksling mel‐<br />
lem praksis og teori, hvor konkrete designinterventioner har informeret ud‐<br />
viklingen af et teoretisk begrebsapparat – og omvendt. Samtidig har denne <br />
udveksling ændret mit syn på den metode, jeg oprindeligt valgte som ud‐<br />
gangspunkt for projektet. <br />
Mit afsæt var i aktionsforskningen, eftersom mit erklærede mål var at <br />
ændre eksisterende praksis indenfor et område, bredt defineret som inddra‐<br />
gelsen af borgerne i udviklingen af vore byer. Jeg kunne også have sat mig <br />
for, at udforske holdningen til og brugen af borgerinddragelsesprocesser i et <br />
historisk perspektiv, eller valgt en konkret case, hvor jeg som følgeforsker – <br />
og med et minimum af personlig indblanding – fulgte et enkelt projekt gen‐<br />
nem længere tid for at evaluere konsekvenserne. Begge tilgange ville have <br />
været relevante og bragt ny viden til torvs. De ville også have været nemme‐<br />
re af afgrænse og rent metodisk ville de have været lettere at definere og <br />
kontrollere. Men de ville ikke nødvendigvis have ført til ændringer af eksiste‐<br />
rende praksis inden for området, ligesom de heller ikke ville have givet mig <br />
mulighed for at reflektere over hvad forskning i en arkitekt‐, design‐ og plan‐<br />
lægningsfaglig kontekst egentlig indebærer. Diskussionen om metode udfol‐<br />
der jeg i kapitel 2. <br />
Projektets udformning og praktiske udførelse betyder, at jeg i et vist <br />
omfang ofrer en klassisk videnskabelig stringens til fordel for en højere grad <br />
af aktuel relevans, en problemstilling jeg vender tilbage til i diskussionen af <br />
min metode. Som cand. mag. i litteraturhistorie og multimedier kan jeg hel‐<br />
29
30 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
ler ikke kalde mig ’designer’ i klassisk forstand (kun hvis jeg holder mig til <br />
Simons definition). Igennem projektet, og i denne afhandling, berører jeg i <br />
såvel praksis som teori en lang række fagligheder, der som udgangspunkt <br />
kun knytter løseligt an til min uddannelsesmæssige baggrund og min er‐<br />
hvervsmæssige karriere. Projektet er, hvad man kalde tværfagligt på flere <br />
niveauer. <br />
Det betyder også, at jeg bevæger mig i et fagligt minefelt, hvor pro‐<br />
jektets bærende faglige søjler tilsammen er dimensioneret til at bære en <br />
tværfaglig overligger, men ikke nødvendigvis hver især har en faglig styrke, <br />
der kan stå for en nærmere efterprøvning, hvis projektet skulle bedømmes <br />
inden for hver af de berørte fagområder. Omvendt vil jeg påstå, at netop <br />
dette område, borgerdeltagelse i byudvikling, har gavn af en udforskning fra <br />
en tværfaglig synsvinkel. En pointe der også blev antydet i det indledende <br />
citat fra Lefebvre. Denne påstand uddyber jeg i kapitel 2. Jeg er dog heller <br />
ikke kommet til projektet helt uden et eget fagligt fundament. Gennem snart <br />
femten år har jeg uddannet mig inden for og arbejdet som konsulent med <br />
inddragelse af brugere i udviklingsprocesser. Først i IT‐branchen og senere <br />
inden for arkitektur, design og planlægning. I afhandlingens metodiske del <br />
kommer jeg nærmere ind på min faglige baggrund som udgangspunkt for <br />
diskussionen om aktionsforskning vs. research by design, spørgsmålet om <br />
tværfaglighed samt min tilgang til projektet som helhed. <br />
Projektets teoretiske fundament består af tre primære tilgange. Den <br />
første handler om borgerbegrebet og projektets politiske fundament. Den <br />
anden om byudvikling og om nogle af de væsentligste processer og det tan‐<br />
kegods, der ligger til grund for den mere eller mindre planlagte udvikling af <br />
vores byer. Den sidste blok handler om borgernes deltagelse i disse udvik‐<br />
lingsprocesser, om faldgruber og muligheder – og i begrænset omfang om <br />
inddragelses‐ og deltagelsesbegrebet som sådan. Teorien udfoldes og disku‐<br />
teres i kapitel 3. <br />
Projektets målsætning om at udfordre, eller ændre, eksisterende <br />
praksis, har bl.a. ført til definitionen af en ny strategi for deltagelsesproces‐
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
ser, der har fået betegnelsen AELIA‐modellen samt et metodisk greb, jeg har <br />
valgt at kalde utopiatyping. Begge er beskrevet i flere af de artikler, der er <br />
publiceret undervejs, og vil blive udfoldet i kapitel 4. <br />
Som allerede nævnt har mit projekt i høj grad formet sig som en ud‐<br />
veksling mellem teori og praksis baseret på designinterventioner, eller cases <br />
om man vil. Disse cases udgør en væsentlig del af mit projekt. Flere af dem er <br />
undervejs beskrevet i artikler præsenteret på konferencer i ind‐ og udland. <br />
Andre ligger forud for projektets start, mens nogle har været afviklet så tæt <br />
på deadline for denne afhandling, at de endnu ikke er beskrevet andetsteds. <br />
I kapitel 5 samler jeg op på mine cases i mere systematisk form og diskuterer <br />
dem i relation til metode og teori. I afhandlingens afsluttende kapitel 6 sam‐<br />
ler jeg trådene og diskuterer hovedkonklusionerne i projektet samt udfolder <br />
nogle af de muligheder og perspektiver, der ligger forude såvel forsknings‐<br />
mæssigt som i praksis. <br />
<br />
31
32 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
note til konstruktionen<br />
Som beskrevet ovenfor var en væsentlig målsætning for PhD‐<br />
projektet at udfordre og ændre eksisterende praksis i aktuelle byudviklings‐<br />
processer. Oprindeligt var det da også min målsætning for projektet at præ‐<br />
sentere et metodekatalog, der kunne tjene som inspiration til andre prakti‐<br />
kere inden for feltet. Der er flere forklaringer på, hvorfor jeg har fraveget <br />
denne målsætning i min endelige aflevering. For det første opdagede jeg <br />
undervejs i projektet, at det er vanskeligt at give konkrete anbefalinger til <br />
metoder og redskaber uden at kende til de forudsætninger, hvorunder de <br />
skal bringes i anvendelse. Jeg har derfor i højere grad valgt, at fokusere på <br />
netop en diskussion af forudsætningerne – teoretisk såvel som i praksis. I <br />
teorikapitlet definerer jeg således nogle centrale begreber, som jeg senere <br />
forsøger at operationalisere som udgangspunkt for tilrettelæggelsen af stra‐<br />
tegier for borgerdeltagelse i byudvikling. <br />
For det andet er der i de senere år kommet en del bredt tilgængelige <br />
bidrag til byudviklingsværktøjskassen, ikke mindst Lise Gamsts ’Bedre inte‐<br />
ressentinddragelse’ (Gamst 2007) samt Annika Agger & Birgitte Hoffmanns <br />
’Borgerne på banen – håndbog til borgerdeltagelse i lokal byudvikling’ (Agger <br />
& Hoffmann 2008), men også Knud Aarups ’Frivillighedens velfærdssamfund’ <br />
(Aarup 2010) og Anne Tortzens ’Borgerinddragelse – demokrati i øjenhøjde’ <br />
(Tortzen 2008) – for nu blot at nævne nogle få af de danske bidrag. Det skor‐<br />
ter derfor ikke på konkrete bud på, hvordan borgerdeltagelse og inddragelse <br />
kan gribes an metodisk i aktuel praksis. I forlængelse heraf skal det også <br />
nævnes, at såvel kommuner som (et utal) af konsulenter har udviklet deres <br />
egne metoder og redskaber i en krydsbestøvning mellem praksis og teore‐<br />
tisk, eller i hvert fald konceptuel, refleksion. Et PhD‐projekt der mundede ud i <br />
en række konkrete redskaber ville derfor i bedste fald blot komme op med <br />
nogle få egentlige nye bidrag, i værste fald blot vise sig at have genopfundet <br />
en dyb tallerken, der allerede stod på bordet hos en kommune eller en virk‐<br />
somhed.
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
For det tredje gik det op for mig, efterhånden som projektet skred <br />
frem, at svaret på spørgsmålet om, hvordan vi bedst understøtter praksis <br />
måske ikke skal findes udelukkende i en værktøjskasse med konkrete meto‐<br />
der og redskaber, men snarere i en bredere debat om, hvad vi egentlig vil <br />
med borgerdeltagelsen, som også antydet ovenfor. Ikke dermed sagt, at <br />
denne debat er min opfindelse alene, så langt fra. Men med afsæt i en ud‐<br />
veksling mellem teori og praksis i form af casebaserede interventioner opda‐<br />
gede jeg, at diskussionen om fordele og ulemper ved deltagelsen på et rela‐<br />
tivt teoretisk plan, som man f.eks. finder det hos Cooke & Kothari (2004) og <br />
Hickey & Mohan (2004) på den ene side ikke i særlig høj grad informerer den <br />
aktuelle praksis og det voksende fokus på borgerdeltagelse i byudviklingen (i <br />
hvert fald ikke i Danmark) – og på den anden side anerkender den teoretiske <br />
diskussion måske ikke i tilstrækkelig grad, de faktiske fordele, der kan opnås i <br />
visse processer baseret på en høj grad af borgerdeltagelse. <br />
Jeg har derfor i afhandlingen i høj grad valgt at lægge vægten på de <br />
aspekter af den teoretiske diskussion, jeg mener kan være med til at foran‐<br />
dre praksis og samtidig diskutere de erfaringer fra praksis, der måske kan <br />
tilføje nuancer til den teoretiske diskussion. Jeg har dog heller ikke helt for‐<br />
ladt målet om at bidrage til ændringen af praksis gennem udviklingen af <br />
strategier og metoder, men har i afhandlingen valgt at begrænse mig til nog‐<br />
le relativt overordnede anbefalinger, der kan udledes (og efterfølgende af‐<br />
prøves i nye kontekster) af de konkrete cases, jeg har arbejdet med under‐<br />
vejs. I den forbindelse er det også værd at bemærke, at diskussionen om, <br />
hvordan man kan udlede universelle indsigter af partikulære situationer er et <br />
gennemgående tema i afhandlingen, jf. Lefebvres forslag om en transduktiv <br />
metode. <br />
Når jeg har valgt denne vægtning i afhandlingen skyldes, det dog også <br />
at jeg undervejs i projektet har prioriteret at formidle mine forskningsmæssi‐<br />
ge bidrag i relation til strategier og metoder løbende i forskellige relevante <br />
sammenhænge. Dels gennem publicering af artikler, oplæg på konferencer <br />
og seminarer, præsentationer for virksomheder og offentlige organisationer <br />
samt gennem undervisning – men også gennem de konkrete casebaserede <br />
33
34 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
interventioner, der er blevet til i en kontekst, hvor de har været med til at <br />
præge debatten og praksis i de konkrete situationer. <br />
Når jeg har valgt ikke at lade mine artikler indgå direkte i afhandlin‐<br />
gen, skyldes det i stort omfang hensynet til læseren; en afhandling baseret <br />
på artiklerne ville have krævet væsentlige spring, såvel tematisk som krono‐<br />
logisk. Men det skyldes også, at artiklerne – fordi deres fokus er på konkrete <br />
strategier, metoder og cases – kun i meget komprimeret og ofte overfladisk <br />
form forholder sig til mange af de teoretiske og metodiske diskussioner, jeg <br />
mener er væsentlige for en dybdegående forståelse af, de udfordringer der <br />
er forbundet med borgernes deltagelse i byudviklingen. <br />
I den del af afhandlingen, hvor jeg beskæftiger mig med mit eget bi‐<br />
drag til strategi og metode – samt i gennemgangen af mine cases – forsøger <br />
jeg derfor at give en mere samlet fremstilling af de nævnte områder, end <br />
tilfældet ville have været ved læsning af artiklerne. I afhandlingen har jeg <br />
også haft mulighed for en dybere refleksion over sammenhængen mellem <br />
metode, teori og mine forskningsmæssige bidrag, ligesom indsigter, der ikke <br />
har fundet plads i artiklerne, men måske er præsenteret på konferencer, <br />
hvor jeg har været inviteret som taler, på seminarer eller som oplægsholder <br />
for private virksomheder eller offentlige organisationer, også har kunne finde <br />
plads i afhandlingen. Samtidig har afhandlingen givet mig mulighed for at <br />
reflektere over min (arbejds)metode i et større perspektiv, såvel som i detal‐<br />
jen i relation til de enkelte cases, hvorfor jeg også betragter især metodeka‐<br />
pitlet i samspil med casekapitlet og de afsluttende betragtninger som forsk‐<br />
ningsmæssige bidrag, der ikke kan (gen)findes i artiklerne. <br />
I løbet af projektet har jeg, som nævnt, revideret mit metodevalg fra <br />
et udgangspunkt i Participatory Action Research over research by design og <br />
videre til en refleksion over, hvordan casebaserede interventioner og proto‐<br />
typer kan ses som en del af en større sammenhæng. Jeg har derfor i meto‐<br />
dekapitlet forsøgt at forholde mig kritisk til såvel de enkelte metoders ud‐<br />
gangspunkt, men også til min egen brug af dem. At mit metodekapitel fylder <br />
relativt meget i afhandlingen skal derfor ses i lyset af, at jeg gennem projek‐
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
tet har haft lejlighed til at reflektere over mit eget (partikulære) metodiske <br />
fundament – men herigennem også er nået frem til en bredere forståelse af, <br />
hvordan tværfaglig forskning inden for et arkitekt‐, planlægnings‐ og design‐<br />
fagligt felt måske kan gribes an. Det er denne forståelse, jeg har ønsket at <br />
fremlægge og diskutere i afhandlingen som et forhåbentlig brugbart bidrag <br />
til en standende debat. <br />
Hvis jeg forsøgsvis skal forklare mit projekt med metaforer lånt fra en <br />
arkitektfaglig sprogbrug, er målet med metodekapitlet at grave ud til’ fun‐<br />
damentet’ samtidig med, at jeg forsøger at overveje ’husets’ beliggenhed i et <br />
større metodisk landskab. Projektets teoretiske kapitel er som nævnt opdelt i <br />
tre underkapitler med fokus på henholdsvis borgeren, byen og deltagelsen. <br />
At dette kapitel er endt med at fylde så meget af afhandlingen som helhed <br />
kan forklares med afsæt i projektets tværfaglige karakter – at nå bare nogen‐<br />
lunde omkring nogle af de væsentligste teoretiske pointer, der kan informere <br />
diskussionen om praksis, er simpelthen pladskrævende, også selvom de en‐<br />
kelte søjler ikke i sig selv kan siges at være tilstrækkeligt bærende, hvis de ses <br />
i et mere monodisciplinært perspektiv. Denne diskussion tager jeg op i me‐<br />
todekapitlet i en diskussion om tværfaglighedens paradoks. I teorikapitlet <br />
har jeg således forsøgt at belyse nogle positioner, der har haft væsentlig ind‐<br />
flydelse på mit projekt generelt, og udviklingen af strategier og metoder i <br />
særdeleshed. I hvert underkapitel forsøger jeg afslutningsvis at opridse de <br />
teoretiske ’bjælker’, jeg har ønsket at lægge af på de teoretiske søjler. <br />
I afsnittet om borgeren når jeg således frem til et begreb om et ’inter‐<br />
aktivt demokrati’, som et forsøg på en mere operationel forståelse af borge‐<br />
rens ageren på et demokratisk grundlag i deltagelsesprocesser end eksem‐<br />
pelvis et klassisk deliberativt ideal (der ellers var mit udgangspunkt for pro‐<br />
jektet). I afsnittet om byen tager jeg afsæt i en meget kortfattet opridsning af <br />
udvalgte, historiske tendenser inden for byudviklingen og videre til de ten‐<br />
denser, der i min optik præger byudviklingen aktuelt. På baggrund af disse, <br />
og med afsæt i et begreb delvist lånt fra Lefebvre, når jeg frem til en opfat‐<br />
telse af byudviklingen, jeg beskriver som ’den igangværende by’. I afsnittet <br />
om deltagelsen diskuterer jeg på baggrund af en række af de udfordringer, <br />
35
36 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
der kendetegner borgerdeltagelse i komplekse (by)udviklingsprocesser, et <br />
begreb, jeg har valgt at kalde ’den kompetente deltager’. Disse tre bærende <br />
bjælker suppleres så yderligere i kapitlet om strategi og metode med en op‐<br />
ridsning af mine egne væsentligste bidrag til projektets målsætning, som <br />
beskrevet ovenfor. Sammen med artiklerne vil jeg påstå, at disse udgør <br />
’murværket’ i min bygning, forstået således, at disse er projektets ’bærende <br />
vægge’ – og i artikelform er de da også er blevet (fagfælle)bedømt som så‐<br />
dan. <br />
Der kommer altid et punkt i metaforiske konstruktioner, hvor man <br />
kommer til kort, således også her, hvor jeg mangler tag, døre og vinduer. Jeg <br />
vil dog forsøge at strække metaforen og beskrive mine casebaserede inter‐<br />
ventioner som konstruktionens døre og vinduer, i den forstand, at det er her <br />
mit projekt for alvor møder omverdenen, dvs. den praksis, jeg satte mig for <br />
at udvikle strategier og metoder til. Det er igennem projektets cases, at aktø‐<br />
rerne i og udenfor projektet kan kigge, eller træde ind i huset og selv forsøge <br />
at danne sig et indtryk af effekten i praksis. Tilbage har vi så tagkonstruktio‐<br />
nen, eller afhandlingens afsluttende betragtninger, hvor jeg udsætter kon‐<br />
struktionen for vind og vejr i et forsøg på at finde ud af, hvor der er væsentli‐<br />
ge huller, hvor vandet samles og løber af – eller ind og ikke mindst, hvor jeg <br />
selv mener, at konstruktionen kan styrkes fremover. <br />
Selvom der måske samlet set er tale om et hus med skævheder, fejl, <br />
mangler – og i tilstandsrapportjargon; en lang række ting, der bør undersø‐<br />
ges nærmere – vil jeg dog påstå, at det i et anvendelsesorienteret forsk‐<br />
ningsperspektiv er et hus, man (med lidt god vilje) kan flytte ind i – i mod‐<br />
sætning til projekter, der fokuserer på, at forstærke en enkelt (teoretisk) søj‐<br />
le, fylde en revne i murværket eller lappe et hul i taget. Jeg forklejner på in‐<br />
gen måde denne type projekter, tværtimod har megen af den teori og me‐<br />
tode, jeg tager afsæt i, set dagens lys igennem langt mere fokuserede og <br />
monodisciplinære forskningsindsatser, end tilfældet er i mit eget projekt. At <br />
forsøge et bygge et helt ’hus’ på egen hånd kan dog også karakteriseres som <br />
risikabelt og måske decideret overmodigt, hvis jeg samtidig påstod, at jeg <br />
kunne agere fuldgyldigt og flerfagligt som murer, tømrer, VVS‐mand, elektri‐
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
ker etc. Som sagt forlader jeg mig i stedet på en række andre fagligheder, <br />
både metodisk, teoretisk og praktisk i de konkrete cases, men jeg anerken‐<br />
der også, at der i høj grad er plads til – og behov for – fortsat efterbearbejd‐<br />
ning af min konstruktion med afsæt i andre, relevante fagligheder. <br />
Hvis jeg skal vende tilbage til citatet fra Herbert Simon fra forrige af‐<br />
snit, har mit formål i høj grad været, at sætte fingeren på nogle aktuelle, eller <br />
eksisterende tilstande, der har behov for ændringer og skitsere mit bud på <br />
nogle foretrukne, fremtidige tilstande. Jeg vil derfor tillade mig (alligevel) at <br />
påberåbe mig rollen som ’designer’ i projektet, snarere end fagligt forankret <br />
håndværker. Men inden jeg kaster mig ud i en indledende redegørelse for de <br />
eksisterende tilstande, eller baggrunden for projektet – herunder også en <br />
dybere redegørelse for min egen indgang til projektet – vil jeg kort opridse <br />
de artikler (og posters), der indgår i projektet som helhed, om end jeg som <br />
sagt har fravalgt at lade dem indgå direkte i afhandlingen. <br />
<br />
37
38 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
artikler & posters<br />
Nedenfor præsenteres hver enkelt artikel med et kort resumé og en <br />
henvisning til, hvor de kan findes, såfremt de er tilgængelige online (to af <br />
dem udkommer i antologier efter afhandlingens aflevering og er således <br />
endnu ikke offentlige tilgængelige). Alle artikler og posters, med undtagelse <br />
af ’Borger i det moderne Babel’ er på engelsk og det samme er resumeer på <br />
de engelsksprogede artikler. Indholdet i flere af artiklerne er efterfølgende <br />
bearbejdet og anvendt som udgangspunkt for relevante afsnit i afhandlin‐<br />
gen. Flere af artiklerne er skrevet i samarbejde med kolleger, men jeg har <br />
været hovedforfatter på alle. <br />
<br />
<br />
artikel 1: utopiatyping – new tools and strategies for citizen<br />
participation in urban development<br />
DELMAN, T. F., LØSSING, T., LYKKE‐OLESEN, A. og NIELSEN, R. 2008: <br />
Utopiatyping – new tools and strategies for citizen participation in urban <br />
development. ACSP/AESOP Joint Conference. Bridging the Divide: Celebra‐<br />
ting the City, Chicago July 6 – 11, 2008 Chicago. Kan hentes på adressen: <br />
www.utopiatyping.net <br />
<br />
Citizen participation in planning and planning processes is growing <br />
but often discrepancies between citizens’ expectations and established <br />
planning practices – or between feelings and facts – leads to frustration and <br />
antagonism instead of ownership and consensus. The question is what new <br />
strategies and tools are needed to bridge the gap and build the capacities for <br />
a better understanding between citizens and planners?
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
In this paper we present a tool for Utopiatyping, i.e. presenting easily <br />
accessible information about future planning initiatives in a structured way <br />
as a basis for a joint vision formulation process between planners and citi‐<br />
zens. We also discuss the tool as a part of a new strategy in planning where <br />
citizen participation is a two‐way process with a greater focus on raising the <br />
awareness of the complex issues involved in planning as a practice instead of <br />
just focusing on involving the citizens in the project or plan at hand. <br />
The Utopiatyping tool in question is an interactive 3D‐based applica‐<br />
tion, which allows the user to access information about future planning <br />
scenarios in a more explorative way. In the paper we discuss two different <br />
instances of the tool. First we discuss the installation Yet the Waves Reflect – <br />
an interactive installation for presenting information about the potential <br />
consequences for planning due to rising sea levels. Secondly we discuss <br />
KOEGE2027 – an installation created for and in collaboration with the muni‐<br />
cipality of Koege, Denmark as starting point for an ongoing planning process, <br />
which runs from 2007‐2027. <br />
New strategies and tools for supporting citizen participation is essen‐<br />
tial for practical urban planning where participatory processes often are <br />
viewed and conducted as stand‐alone experiments, ad hoc processes or <br />
based on outdated strategies and with tools that do not use relevant and up‐<br />
to‐date technology. <br />
<br />
<br />
artikel 2: seeing beyond - using utopiatyping as a strategy for<br />
building capacity in urban development processes<br />
DELMAN, T. F. & NIELSEN, R. 2008: Seeing Beyond ‐ Using Utopiatyp‐<br />
ing as a Strategy for Building Capacity in Urban Development Processes. <br />
Sharjah Urban Planning Symposium, November 23. – 25. 2008. Kan hentes <br />
på adressen: www.utopiatyping.net <br />
39
40 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
<br />
Urban Planning is traditionally seen as an expert discipline with little <br />
room for ‘soft’ values and concerns based on feelings rather than fact. At the <br />
same time the final product of the planning process, the built environment, <br />
is a habitat for a wide variety of people with equally diverse wants and <br />
needs. The question is, how does planning incorporate the needs, wants and <br />
visions of existing and future inhabitants while at the same time raising <br />
awareness of the often complex issues and wicked problems involved in <br />
urban development? <br />
In this paper we discuss a case‐based strategy for utopiatyping, i.e. <br />
using imagined futures in a structured, iterative process as a way of incorpo‐<br />
rating narrative elements into the urban development process. Utopiatyping <br />
can be used both as a communicative as well as a participative strategy <br />
either helping raise awareness of future planning initiatives or actively involv‐<br />
ing citizens in the vision formulation stage. <br />
<br />
<br />
artikel 3: The AELIA-model – involving users in urban development<br />
DELMAN, T. F. & NIELSEN, R. (2009): The AELIA‐model – involving <br />
users in urban development. U‐Drive:IT, Conference for User‐Driven Innova‐<br />
tion from ICT to other Fields. Aalborg. (Udkommer i bearbejdet form som <br />
bidrag til antologi på Ålborg Universitetsforlag i 2011) <br />
In this paper we discuss the relationship between ICT and urban de‐<br />
velopment processes on both a theoretical and practical level. And within <br />
this framework we present the AELIA‐model, which is concerned with get‐<br />
ting the attention of citizens, keeping them interested through novel experi‐<br />
ences, building capacity by introducing an element of learning, giving the <br />
citizens influence, and supporting action by relevant actors – in short AELIA.
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
The model will be presented within the context of an ongoing project in the <br />
municipality of <strong>Aarhus</strong>. The aim of the project is to involve the citizens of <br />
<strong>Aarhus</strong> in reducing their CO2‐emissions towards CO2‐neutrality in 2030. In <br />
the paper we present some of the actions taken within the different stages <br />
of the model, and discuss the relevance for other large‐scale development <br />
projects with a long time span, aimed at very diverse groups of users. <br />
<br />
<br />
artikel 4: borger i det moderne babel<br />
DELMAN, T.F. 2011: Borger i det moderne Babel. In: Den Grænseløse <br />
By, <strong>Arkitektskolen</strong>s Forlag (under udgivelse som bidrag til antologi på Arki‐<br />
tektskolens Forlag i 2011). <br />
<br />
Artiklen tager fat på spørgsmålet om borgernes rolle i udviklingen af <br />
den grænseløse by og diskuterer, hvorvidt det er muligt at (gen)etablere et <br />
fælles sprog som udgangspunkt for borgernes aktive deltagelse i byudviklin‐<br />
gen. Gennem et kort historisk tilbageblik opridses borgerbegrebets udvikling <br />
fra senmiddelalderen over tilblivelsen af en borgerlig offentlig sfære og frem <br />
til industrialiseringens og massemediernes indflydelse på borgerbegrebet. <br />
Derefter diskuteres borgernes rolle i den grænseløse by og ændringerne i <br />
opfattelsen af ideen om ’et fælles bedste’. På denne baggrund præsenteres <br />
ideen om ’Ny Aktivisme’, som en mulighed for at aktivere borgerne med <br />
afsæt i nye strategier og metoder, der eksemplificeres gennem cases fra mit <br />
PhD‐projekt. <br />
<br />
41
42 <br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
<br />
poster 1: The AELIA-model - communication and participation<br />
in urban development processes<br />
DELMAN, T. F. 2008: The AELIA‐model ‐ Communication and partici‐<br />
pation in urban development processes. Poster præsenteret på ESF‐LIU kon‐<br />
ferencen The Right to the City: New Challenges, New Issues. 11.‐15. oktober <br />
2008, Vadstena, Sverige. <br />
<br />
In recent years we have seen a renewed interest in participatory pro‐<br />
cesses and new ways of actively engaging citizens in urban planning and <br />
policymaking. This situation presents new opportunities for reflecting on the <br />
varieties of means and purposes of citizen participation in urban develop‐<br />
ment. Are there new kinds of communicative and participative tools and <br />
mediators to be considered and new ways of understanding what citizen <br />
participation is about? Consequently, when discussing a new “right to the <br />
city” it is important carefully to reconsider who has this right, what rights do <br />
they have, when in the urban transformation process should their right be <br />
acknowledged, and how do we go about facilitating communication and <br />
participation. On this background I discuss the AELIA process‐model for citi‐<br />
zen participation. Basically the AELIA‐model provides a framework for how <br />
we get the citizens’ attention, keep them interested by giving them a novel <br />
experience, build capacity by introducing an element of learning, give the <br />
citizens influence, and support action by relevant actors – in short AELIA. <br />
<br />
<br />
poster 2: climate capacitors - building capacity for sociocultural<br />
change<br />
DELMAN, T. F. 2009: Climate Capacitors – Building capacity for socio‐<br />
cultural change. Poster præsenteret på konferencen Beyond Kyoto: Address‐
<br />
<br />
DEN IGANGVÆRENDE BY<br />
ing the Challenges of Climate Change – Science Meets Industry, Policy and <br />
the Public. 5. – 7. marts, 2009, Århus, Danmark. Kan hentes på adressen: <br />
www.kollision.dk/?beyond <br />
<br />
Promoting ‘facts’ about climate change have not caused any major <br />
changes in relation to citizens’ CO2‐emissions in a Danish context in recent <br />
years. Citizens’ emissions have been rising over the last 15 years despite an <br />
increasing focus on the relation between CO2‐emissions and climate change. <br />
Campaigns such as “1‐ton‐less” have received widespread attention, but so <br />
far to little avail. Recent studies show that most citizens in Denmark still do <br />
not know how to save efficiently on CO2‐emissions. <br />
This posters discusses a more ‘value’ based approach aimed at mak‐<br />
ing consequences tangible by relating them to everyday life through the use <br />
of narratives and scenarios. The poster focuses on what we have called ca‐<br />
pacitors, i.e. agents or elements in a capacity building process that store and <br />
discharge information to support learning and decision‐making. Through <br />
comparative user tests of scenarios from two cases the paper discusses how <br />
to create narrative structures that can help build capacity and affect socio‐<br />
cultural change. <br />
One case named “Yet the waves reflect” was an interactive art instal‐<br />
lation aimed at communicating the possible effects of rising sea levels at <br />
Kunsthal Charlottenborg in 2006. The other, “AARHUSCO2030” is an interac‐<br />
tive tool for citizen participation focusing on how individual behaviour <br />
change can help cut overall CO2‐emissions. <br />
<br />
43
44 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
projektets metode<br />
”Those who can’t do, teach”, hedder det på engelsk. I en arkitektur‐, <br />
design‐ og planlægningsfaglig (herefter ADP) kontekst kunne formuleringen <br />
lyde, ’De, der ikke kan skabe, forsker’. Denne fordom om det akademiske <br />
miljø bliver i nogle tilfælde matchet af en tilsvarende fordom fra akademiske <br />
cirkler rettet mod praksis – hvis du ’skaber’, så går det udover din forsknings <br />
objektivitet. For et fagligt felt, der i den grad er rodfæstet i praksis er diskus‐<br />
sionen ikke bare relevant, men direkte påtrængende. Hvad vil det sige at <br />
’forske’ inden for rammerne af fagområder, der traditionelt har defineret sig <br />
som ’skabende’? Kan en bygning, et konkurrenceforslag, et designobjekt, en <br />
udstilling, en plan eller et byudviklingsprojekt defineres som et forskningsbi‐<br />
drag i sig selv? Findes der en særlig ADP‐faglig forskningsmetode, der adskil‐<br />
ler sig væsentligt fra andre forskningsparadigmer? Og sidst, men ikke mindst; <br />
kan man forene ’skaben’ med forskning uden at begge dele lider under det? <br />
På sin vis rammer spørgsmålet om forskning versus skaben kernen i <br />
en diskussion, der har hjemsøgt videnskaben i århundreder; hvilken rolle har <br />
’observatøren’? Er Schrödingers stakkels kat død eller levende i boksen? Vi <br />
ved det ikke før vi åbner, og når vi gør det påvirker vi eksperimentets udfald. <br />
Det er ikke min hensigt at genopdage diskussionen om videnskabelighed og <br />
forskerens objektivitet i sin historiske totalitet i denne kontekst. I stedet vil <br />
jeg fokusere på igangværende forsøg på at definere en forskningsmetode <br />
under overskriften research by design og se nærmere på, hvordan den spiller <br />
sammen med en anden metode, der forsøger at forene forskning med prak‐<br />
sis, nemlig Participatory Action Research (PAR). Efterfølgende diskuterer jeg, <br />
hvordan brugen af cases kan være med til at skabe et bindeled mellem <br />
forskning og praksis samt beskriver, hvordan mine egne cases konkret har <br />
indgået som en del af projektets overordnede greb. Derefter kommer jeg ind <br />
på spørgsmålet om tværfaglighed og betydningen af denne for såvel min <br />
metodiske tilgang som projektet i sin helhed.
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<strong>Afhandling</strong>ens metodiske afsnit fylder, som allerede nævnt, <br />
væsentligt mere end normalt for denne type afhandlinger. Tidligt i mit pro‐<br />
jektforløb deltog jeg i det obligatoriske forskerskoleforløb på <strong>Arkitektskolen</strong> <br />
Århus og her kom forskerskolelederen, Jørgen Dehs med et udsagn, der har <br />
spøgt siden; han fortalte deltagerne i kurset, at et PhD‐projekt nok skal bi‐<br />
bringe valide forskningsresultater, men det skal samtidig ses som et led i en <br />
forskeruddannelse. Formålet med et PhD‐projekt er altså to‐foldigt: Dels skal <br />
vi igennem projektet bringe originale forskningsbidrag til torvs, dels skal vi <br />
lære, hvad det vil sige overhovedet at forske. Dette blev sagt for at berolige <br />
deltagerne på kurset og samtidig give os et realistisk ambitionsniveau – og er <br />
i øvrigt helt i tråd med PhD bekendtgørelsen, der også stipulerer, at der net‐<br />
op er tale om en uddannelse. Grunden til, at jeg er blevet ved med at vende <br />
tilbage til udsagnet skyldes, at der dermed synes at være en fundamental <br />
modsætning indbygget i et PhD‐projekt. En uddannelse forudsætter læring, <br />
dvs. tilegnelse af viden, mens forskning er rettet mod produktion af viden. <br />
Eller som Yin formulerer det (set fra lærerens perspektiv): <br />
”Teaching […] need not be concerned with the rigorous and <br />
fair presentation of empirical data; research […] need to do exactly <br />
that.” (Yin 2003, p.2) <br />
Der er selvfølgelig ikke tale om uforenelige modsætninger, men det <br />
er vigtigt at holde sig denne distinktion for øje fordi det tillader den stude‐<br />
rende, at justere sin forsknings‐ og formidlingsmetode i takt med, at han eller <br />
hun tilegner sig viden om et givet område, mens forskeren ikke har den <br />
samme absolutte frihed – men hvorfor egentlig ikke? Bent Flyvbjerg beskri‐<br />
ver sin oplevelse af et fejlslagent casestudie i Ålborg, hvor han blandt andet <br />
undersøgte magtrelationer i byudviklingen, men hvor den valgte case ikke <br />
var, hvad han først havde troet: <br />
”It was a frustrating experience when it happened, espe‐<br />
cially during those several months from when I realized I did not <br />
have a critical case until it became clear that all was not lost be‐<br />
cause I had something else. As a case researcher charting new ter‐<br />
45
46 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
rain, one must be prepared for such incidents, I believe.” (Flyvbjerg <br />
2006, p. 231) <br />
Jeg nævner eksemplet i denne sammenhæng fordi mit projekt flere <br />
gange undervejs har givet den samme oplevelse af frustration. Men med <br />
udannelsesdimensionen i baghovedet har jeg valgt at betragte disse frustra‐<br />
tioner, som en oplagt mulighed for at lære noget nyt, i stedet for at se dem <br />
som resultater af et fejlslagent undersøgelsesdesign eller et forkert metode‐<br />
valg. Det har også fået mig til at reflektere over på hvilket grundlag, der dyr‐<br />
kes ADP‐faglig forskning. Afsnittet om projektets metode skal ses i dette lys; <br />
som en redegørelse for projektets metode, herunder de overvejelser om <br />
undersøgelsesdesign, der lå til grund for projektet, de fejl, der blev begået <br />
undervejs, hvad jeg lærte af dem og hvordan de ændrede undersøgelsens <br />
karakter. Men også som et bidrag til den igangværende diskussion om fagets <br />
metode og dermed et forsøg på at generalisere noget af den viden, jeg selv <br />
tilegnede mig undervejs – i håbet om, at andre kan lære af de fejltrin, jeg har <br />
begået i forhold til valg af metode, min udvælgelse af cases og udførelsen af <br />
de konkrete interventioner. Igennem en dialog mellem de teoretiske positi‐<br />
oner, der har været mit udgangspunkt, og de konkrete erfaringer jeg har <br />
gjort mig undervejs, er det min forhåbning, at netop refleksionerne over <br />
fundamentets eventuelle svagheder i sig selv kan vendes til en styrke for <br />
faget som sådan. Derfor har jeg tildelt metodeafsnittet en væsentlig plads i <br />
afhandlingen. <br />
<br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
participatory action research<br />
Da jeg startede på projektet i 2007 var mit metodiske udgangspunkt <br />
defineret som aktionsforskning, eller en underkategori af denne kaldet Parti‐<br />
cipatory Action Research (PAR) (Whyte 1991, McIntyre 2008). Jeg valgte ak‐<br />
tionsforskning som min primære metode fordi mit projekt oprindeligt havde <br />
til formål at udvikle strategier og metoder indenfor området borgerdeltagel‐<br />
se i byudvikling, dvs. mit afsæt var, som allerede beskrevet, ikke at analysere <br />
en historisk praksis, men at ændre en aktuel praksis baseret på de erfaringer, <br />
jeg har gjort mig i såvel projekt‐ som forskningssammenhænge. Aktions‐<br />
forskning, herunder også PAR, skriver sig ind i en forskningsopfattelse, der <br />
med Bent Flyvbjergs ord, kan betegnes som: <br />
”[…] det konkretes videnskab, d.v.s. videnskaben for det <br />
partikulære, det kontekstafhængige og narrativ. Dette som alter‐<br />
nativ og supplement til videnskab med fokus på det universelle, <br />
det kontekstuafhængige og forklaring.” (Flyvbjerg 1991, p. 159) <br />
Flyvbjerg betegner denne form for forskning for phronetisk og opstil‐<br />
ler en række retningslinjer for forskningen, herunder at den fokuserer på <br />
værdier, magtrelationer, nærhed til ’forskningsobjektet’, ’små spørgsmål’ (i <br />
modsætning til ’vigtige problemer’), praktisk rationalitet og viden, konkrete <br />
cases, kontekst, ’hvordan’‐spørgsmål (snarere end ’hvorfor’), narratologi <br />
frem for epistemologi, relationer mellem aktører og strukturer og ikke <br />
mindst dialog som grundlag for handlen (og viden) (Ibid. p. 160‐162). Formå‐<br />
let er altså ikke at finde frem til en universel forklaringsmodel, men snarere <br />
at tage afsæt i det konkrete og partikulære som ’ledesnor’ for fremtidig <br />
handlen, eller aktion, om man vil. <br />
Forskningsmetodisk defineres aktionsforskning typisk, med afsæt i <br />
Lewin (Masters 1995, Adelman 1993), som en cyklisk – og iterativ – metode, <br />
der som minimum indeholder en planlægningsfase, en aktionsfase og en <br />
evalueringsfase. Der findes en lang række modeller, der udvider og under‐<br />
47
48 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
opdeler denne fasebeskrivelse, f.eks. Susman & Evereds fra 1978 (fig. 1), der <br />
viser de enkelte skridt i en iteration og Dammes fra 1998 (fig. 2, der <br />
illustrerer at processen optimalt består af mere end én iteration. <br />
<br />
SPECIFYING LEARNING<br />
Identifying general<br />
learning and making it<br />
public<br />
EVALUATING<br />
Studying the<br />
consequences of<br />
an action<br />
DIAGNOSING<br />
Identifying or<br />
dening a problem<br />
Development of<br />
a client-system<br />
infrastructure<br />
ACTION PLANNING<br />
Considering alternative<br />
courses of action for<br />
solving a problem<br />
ACTION TAKING<br />
Selecting a course<br />
of action<br />
Fig. 1: Susman & Evereds aktionsforskningsmodel (Susman & Evered 1978)
<br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
I aktionsforskningen tager planlægningsfasen afsæt i en analyse (eller <br />
diagnose) af eksisterende problemer samt en identificering af de grundlæg‐<br />
gende forestillinger og værdier, der er tilstede i udgangspunktet samt (hos <br />
Susman og Evered) en foreløbig idé om, hvilke tiltag, der kan være med til at <br />
løse problemet. Derefter følger aktionsfasen, hvor ét eller flere tiltag afprø‐<br />
ves og efterfølgende vurderes effekten af tiltagene i evalueringsfasen. Hos <br />
Susman og Evered leder evalueringen til en ’generaliseringsfase’, hvor resul‐<br />
taterne trækkes op på et mere generelt niveau og gøres tilgængelige for an‐<br />
dre. Dammes model viser også, at denne proces ideelt set bør have mere <br />
end en enkelt iteration, dvs. at evalueringen og generaliseringen af første <br />
runde bør lede til en ny runde, hvor problemfeltet indsnævres (eller udvides) <br />
og nye ideer udvikles etc. En række grundtræk i aktionsforskningen er op‐<br />
summeret i Zuber‐Skerrits CRASP‐definition, hvor hun definerer følgende <br />
krav til aktionsforskning (Zuber‐Skerritt 1992, p. 2): <br />
<br />
<br />
Action<br />
research<br />
cycle<br />
no. 1<br />
Existing assumptions,<br />
values, mental models<br />
Action<br />
research<br />
cycle<br />
no. 2<br />
EVOLVING THEORY OF PRACTICE<br />
New knowledge,<br />
assumptions,<br />
guiding values<br />
Fig. 2: Dammes aktionsforskningsmodel (Damme 1998)<br />
Action<br />
research<br />
cycle<br />
no. 3<br />
Re-examined,<br />
renewed, revised<br />
assumptions<br />
49
50 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
Critical (and self‐critical) collaborative enquiry by <br />
Reflective practitioners being <br />
Accountable and making the results of the enquiry public <br />
Self‐evaluating their practice and engaged in <br />
Participative problem‐solving and continuing professional de‐<br />
velopment <br />
<br />
Aktionsforskningen er således en kritisk og refleksiv tilgang til ud‐<br />
forskningen af et praksisdomæne med henblik på at løse problemer og <br />
fremme udviklingen af en ny og forbedret praksis. Arbejdet udføres i samar‐<br />
bejde med andre, typisk praktikere, og forskningsbidraget består i – og op‐<br />
står gennem – løbende evaluering af og refleksion over de opnåede indsigter <br />
og resultater, der efterfølgende gøres tilgængelige for såvel deltagere som <br />
en bredere offentlighed. Evaluering og refleksion kan antage forskellige for‐<br />
mer, fra kvalitativ analyse af interviews over dialogbaseret evaluering blandt <br />
projektets deltagere til bearbejdning og analyse af kvantitative data. Jeg <br />
kommer ikke nærmere ind på konkrete evaluerings‐ og refleksionsformer i <br />
aktionsforskningen, men vil senere gå mere i dybden med, hvordan evalue‐<br />
ring og refleksion har spillet en rolle i de konkrete cases i mit eget projekt. <br />
Aktionsforskningens tilgang til udvikling af forskningsbidrag gør sig og‐<br />
så gældende for PAR (Whyte, 1991). Men PAR adskiller sig fra anden aktions‐<br />
forskning ved endnu stærkere bånd mellem forskeren og det praksisfælles‐<br />
skab han eller hun indgår i. I aktionsforskningen er forskeren normalt; <br />
”[…] completely in control of the research progress except <br />
to the extent that the client organization limits some of the re‐<br />
search options. This type of research is perfectly appropriate <br />
where the objectives of both the researchers and the decision <br />
makers are simply to get the facts and examine action implica‐<br />
tions.” (Ibid. p. 9.)
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
I PAR, derimod, tilrettelægges forskningen, dvs. såvel planlægning <br />
som aktion og evaluering, i højere grad i samarbejde med det praksisfælles‐<br />
skab, forskeren indgår i. Dette betyder ikke, at alle i fællesskabet bidrager <br />
lige meget, men at forskeren finder personer i organisationen, som han eller <br />
hun sparrer med i forhold til de tre ovennævnte faser i projektet. De generel‐<br />
le fordele ved PAR kan defineres som følger: <br />
”Participatory action research is a form of action research <br />
that involves practitioners as both subjects and co‐researchers. It is <br />
based on the Lewinian proposition that causal inferences about <br />
the behavior of human beings are more likely to be valid and en‐<br />
actable when the human beings in question participate in building <br />
and testing them. Hence it aims at creating an environment in <br />
which participants give and get valid information, make free and <br />
informed choices (including the choice to participate), and gener‐<br />
ate internal commitment to the results of their inquiry.” (Argyris & <br />
Schön 1991, p. 86) <br />
Formålet med en højere grad af deltagelse end i andre former for ak‐<br />
tionsforskning – for slet ikke at tale om forskning som sådan – er altså dels, <br />
at projektets konklusioner opnår en højere grad af validitet, men også at det <br />
er lettere at føre forandringer baseret på konklusionerne ud i livet og at del‐<br />
tagelsen skaber større ejerskab til forandringerne efterfølgende. <br />
<br />
51
52 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
tre krav til metoden<br />
Metoden stiller for mig at se tre grundlæggende krav til udøveren. For <br />
det første må forskeren indskrive sig i et forskningsmiljø, hvor arbejdet skal <br />
leve op til de generelle retningslinjer for forskning, der er opstillet som ram‐<br />
mer for det miljø, hvor forskeren har sit afsæt: I mit tilfælde <strong>Arkitektskolen</strong> <br />
Århus og et generelt et ADP‐fagligt forskningsfelt. For det andet må aktions‐<br />
forskeren navigere i et allerede eksisterende praksisfællesskab, hvor der <br />
sandsynligvis er udviklet en form for ’best practice’, dvs. at samarbejdspart‐<br />
nerne måske allerede har en klar fornemmelse af, hvordan de synes at tin‐<br />
gene skal gøres. Der kan dog også være divergerende holdninger i fællesska‐<br />
bet, der medfører at forskeren skal navigere i et fler‐ eller tværfagligt felt, <br />
hvor praksis er til stadig diskussion og hvor man dermed risikerer, bevidst <br />
eller ubevidst, at komme til at alliere sig med nogle, mens andre er uenige i <br />
fremgangsmåden. Samtidig skal forskningsprojektet være relativt let at for‐<br />
klare, eller alternativt være så integreret og eftertragtet en del af den kon‐<br />
krete praksis, at forskerens bidrag ikke virker som et fremmedlegeme i prak‐<br />
sisfællesskabet. <br />
Sidst, men ikke mindst, må aktionsforskeren i et vist omfang være tro <br />
mod de idealer, der lå til grund for ønsket om at ændre praksis. Det betyder <br />
selvfølgelig ikke, at man ikke undervejs kan blive klogere, tværtimod, men <br />
det nytter ikke, at lade ønsket om at ændre praksis bremse første gang man <br />
hører udsagnet, ’sådan plejer vi ikke at gøre’. Det forudsætter, at aktionsfor‐<br />
skeren er i stand til at styre processen og fungere som katalysator for en mål‐<br />
rettet dialog mellem aktørerne. Omvendt er det helt centralt, at forskeren <br />
også er villig til at forkaste strategier og hypoteser, der viser sig ikke at <br />
stemme overens med realiteterne i praksis. <br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
indskrivning i forskningsmiljøet<br />
Hvad angår det første krav har jeg igennem projektet dels sat mig ind <br />
i relevant litteratur om metoden, dels diskuteret metoden og dens relation til <br />
eksisterende praksis inden for feltet med såvel vejleder som kolleger. Udfor‐<br />
dringen er, at en egentlig ADP‐faglig forskningspraksis kan være svær at iden‐<br />
tificere og i de senere år, har denne også været sat på spidsen, dels som føl‐<br />
ge af nye, eksternt formulerede krav fra de bevilgende og styrende myndig‐<br />
heder, dels indefra som en del af en større diskussion omkring, hvad der <br />
egentlig konstituerer forskning inden for design, arkitektur og planlægning. <br />
Den eksterne dimension omhandler først og fremmest et krav til for‐<br />
skerne om at leve op til en række standarder for forskningskvalitet (eller må‐<br />
ske snarere kvantitet), der i mange tilfælde er ’lånt’ fra andre fagfelter som <br />
f.eks. humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. ADP‐faglig forsk‐<br />
ning har ikke nogen lang tradition for at publicere internationalt i fagfællebe‐<br />
dømte fora, men har i højere grad forladt sig på redaktionelt bedømte mo‐<br />
nografier og artikler i tidsskrifter præget af praksis i højere grad end forsk‐<br />
ning. Men med indførelsen af de bibliometriske forskningsindikatorer <br />
(Forsknings‐ og Innovationsstyrelsen 2009) er der nu indført de samme må‐<br />
lings‐ og evalueringsmekanismer for ADP‐forskning som for en lang række <br />
øvrige forskningsområder. Hvorvidt antallet af fagfællebedømte publikatio‐<br />
ner, opgjort efter den bibliometriske forskningsindikator, skaber kvalificeret <br />
ADP‐faglig forskning er en diskussion, der ikke hører hjemme i denne sam‐<br />
menhæng, men de eksternt formulerede krav har selvfølgelig været en <br />
rammebetingelse for mit projekt. <br />
At de eksterne rammer har udspring i fag‐ og forskningsområder, der <br />
stiller mere eller mindre eksplicitte og paradigmatiske krav til forskningen, <br />
har heller ikke kunne undgå at påvirke min refleksion over metodevalget. <br />
Det var f.eks. åbenlyst fra projektets start, at et projekt, der sigter mod at <br />
ændre tilstande i verden kan have vanskeligt ved at operere med et klassisk, <br />
videnskabeligt objektivitetsideal som man finder det i megen, især naturvi‐<br />
53
54 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
denskabelig, forskning. Der er langt fra laboratoriet til byen. Eller som Argyris <br />
og Schön formulerer det: <br />
”[…] social scientists are faced with a fundamental choice <br />
that hinges on a dilemma of rigor or relevance. If social scientists <br />
tilt toward the rigor of normal science […] they risk becoming irrel‐<br />
evant to practitioner’s demands for usable knowledge. If they tilt <br />
toward the relevance of action research, they risk falling short of <br />
prevailing disciplinary standards of rigor.” (Argyris & Schön 1991, <br />
p. 85) <br />
Dette var medvirkende til, at jeg fra starten vendte blikket i retning af <br />
PAR som en metode, der tager afsæt i en subjektiv, deltagende og hand‐<br />
lingsorienteret tilgang, hvor: <br />
“[…] investigation, critical questioning, dialogue, generative <br />
activities, and a determination to take action about issues under <br />
exploration, contributes to the development of a project that is <br />
judged not against the criterion of an objective truth but against <br />
the criterion of whether the people involved are better off because <br />
of their experiences as participants in a PAR project.” (McIntyre <br />
2008, p. 61‐62) <br />
At tage udgangspunkt i en relativt velbeskrevet metode virkede som <br />
et ’safe bet’, om man så må sige, i forhold til de eksterne rammebetingelser, <br />
uagtet at aktionsforskning og PAR ofte kritiseres af forskere, der hælder til <br />
mere rigoristiske metoder (bl.a. Whyte 1991). Samtidig havde mit arbejde <br />
som forskningsassistent på projektet ’Strategisk Design’ (Delman 2007) givet <br />
mig et indblik i metoder – eller usikkerheden omkring samme – inden for <br />
ADP‐faget, der medførte, at jeg som udgangspunkt fandt det mere relevant <br />
at hælde i retning af sociologiske og samfundsvidenskabelige tilgange. <br />
En anden ’ekstern’ rammebetingelse var på sin vis mit eget faglige <br />
udgangspunkt, der som nævnt, oprindeligt var litteraturhistorie. Et fagfelt, <br />
der også har en hang til, og tradition for monografier og ’subjektive’ analyser <br />
af litterære værker, men også en biografisk og historisk tilgang, ligesom faget
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
selvfølgelig også har været præget af en postmoderne bølge med bl.a. de‐<br />
konstruktion, metafiktionelle studier, komparative, psykologiske analyser og <br />
kaosteori‐inspirerede læsninger af læserens møde med tekstens ’singularite‐<br />
ter’ og ’begivenhedshorisonter’ – for nu blot at nævne nogle få af de metodi‐<br />
ske tilgange, der var fremherskende og som jeg selv gjorde brug af, da jeg <br />
startede på studiet for seksten år siden. Da jeg påbegyndte PhD‐projektet <br />
var det min vurdering, at der ikke – rent metodisk – var meget at hente her, <br />
da netop denne gren af humaniora er kendt, og måske til tider også kritiseret <br />
for at have et anstrengt forhold til virkeligheden, som den udspiller sig uden <br />
for fiktionens rammer. I hvert fald syntes det ikke umiddelbart oplagt at tage <br />
metodisk afsæt i mit grundfags metoder i en udforskning og udvikling af me‐<br />
toder og strategier til borgerdeltagelse i aktuel byudvikling. <br />
Omvendt var der mere at hente igennem min supplerings‐ og kandi‐<br />
datuddannelse i Medievidenskab og Multimedier, hvor jeg bl.a. har stiftet <br />
bekendtskab med modtageranalyser, brugerstudier og ikke mindst kvalitativ <br />
metode, herunder interviewteknik, brugerundersøgelser m.m. Samtidig var <br />
uddannelsen i multimedier præget af en anden tradition, nemlig Human‐<br />
Computer Interaction, der med et afsæt et sted mellem psykologi og datalogi <br />
i årevis har diskuteret forskelle mellem – samt fordele og ulemper ved – <br />
’hard’ og ’soft’ science (bl.a. Carroll & Campbell 1986, Newell & Card 1986). <br />
Et af kendetegnene ved HCI er, at der findes en lang række velbe‐<br />
skrevne metoder og kritisk refleksion over, hvordan man inddrager brugerne <br />
i udvikling og evaluering af objekter, her forstået typisk som IT‐systemer, <br />
brugergrænseflader, IT‐understøttede services etc. Inden for HCI opererer <br />
man derfor også med en høj grad af deltagelse, hvor forskere, praktikere og <br />
slutbrugere arbejder sammen mod et – mere eller mindre – fælles mål. I <br />
afsættet vurderede jeg dog, at selvom HCI er velegnet i forbindelse med ud‐<br />
vikling af afgrænsede objekter, hvor man, ofte under nærmest laboratorie‐<br />
lignende omstændigheder, kan teste flere iterationer af et givet objekt, har <br />
feltet begrænsninger som metodisk afsæt for processer, der involverer kom‐<br />
plekse, politiske spørgsmål. Det skal dog retfærdigvis siges, at der inden for <br />
HCI, ikke mindst i en skandinavisk kontekst, også findes en lang række forsk‐<br />
55
56 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
ningsprojekter, der f.eks. under overskriften Activity Theory hælder i retning <br />
af aktionsforskning med undersøgelser af arbejdsgange i en realistisk kon‐<br />
tekst med henblik på f.eks. at udvikle nye systemer, der bedre understøtter <br />
det arbejde, der udføres i et praksisfællesskab (eksempelvis Nardi 1996, <br />
Bødker 1989). At Activity Theory og denne tradition ikke i højere grad tjente <br />
som afsæt skyldes nok i højere grad mine egne idiosynkrasier og fordomme <br />
om feltet baseret på professionelle erfaringer i praksis, end en egentlig man‐<br />
gel ved det fundamentale metodiske grundlag. <br />
I forhold til en indskrivning i eksisterende traditioner – og ikke mindst <br />
udforskningen af rammerne for disse – viste det sig dog undervejs, at den <br />
interne diskussion om ADP‐fagets forskningsformål og ‐metoder skulle få en <br />
større indflydelse på min metode, end først antaget. Jeg vender tilbage til <br />
dette i diskussionen af research by design, men først vil jeg gennemgå de <br />
øvrige krav, jeg stillede op, henholdsvis navigation i praksisfællesskabet og <br />
troskab mod det oprindelige (udviklingspolitiske) udgangspunkt. <br />
<br />
<br />
navigation i praksisfællesskabet<br />
Det andet krav til PAR om evnen til at navigere i praksisfællesskabet <br />
betyder, at aktionsforskeren til stadighed må evaluere sin egen rolle i projek‐<br />
tet og den position han eller hun indtager i organisationen, hvor projektet <br />
indgår. Netop på grund af det fler‐ eller tværfaglige samarbejde får forskeren <br />
til tider en rolle som mægler, eller ’coach’, som Whyte et al. kalder det: <br />
”In PAR, the consultant/facilitator acts less as a disciplinary <br />
expert and more as a coach in team building and in seeing to it <br />
that as much of the relevant expertise as possible from all over the <br />
organization is mobilized.” (Whyte 1991, p. 40) <br />
Problemet med denne rolle er, at det i den grad forudsætter, at man <br />
som aktionsforsker i PAR‐processer må holde tungen lige i munden og forsø‐
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
ge at undgå at overtrumfe synspunkter, der ikke passer ind i ens egne hypo‐<br />
teser. Der er samtidig meget langt fra en traditionel ’fluen‐på‐væggen’ ob‐<br />
servatørrolle til PAR‐forskerens aktive indblanding som ’coach’ i en organisa‐<br />
tion, hvor projektets forskellige deltagere har hver deres dagsorden – og ofte <br />
med god grund. I f.eks. en kommunal organisation kan der være milevidt <br />
mellem holdningerne til, hvordan et konkret inddragelsesprojekt skal gribes <br />
an. En embedsmand med en baggrund i jura vil have en helt anden ind‐<br />
gangsvinkel end en planlægger, og de vil igen begge have ganske andre øn‐<br />
sker og krav end lokalpolitikeren, der står med det politiske ansvar i sidste <br />
ende. Inden for inddragelsesprocesser som sådan kendes denne problemstil‐<br />
ling som fragmentation (Conklin 2006), og den kan være ødelæggende for <br />
ønsket om at skabe fælles fodslag omkring konkrete ændringer af praksis. <br />
Omvendt vil der også i mange tilfælde være opstået en række faste <br />
rutiner inden for rammerne af en organisation eller et etableret praksisfæl‐<br />
lesskab, der kan virke blokerende for målet om at ændre på tingenes til‐<br />
stand. Gruppedynamikken i et praksisfællesskab kan forhindre nytænkning – <br />
eller føre til så radikal nytænkning, at gruppen isoleres fra andre fællesskaber <br />
i organisationen. Dette var i et vist omfang tilfældet med SKUB‐<br />
projektorganisationen i Gentofte Kommune, der fungerede som en selv‐<br />
stændig enhed med praktisk og økonomisk ansvar for udviklingen af kom‐<br />
munens skoler, indtil lederen af projektet blev afsat og hele projektet kort tid <br />
efter blev lagt ind under forvaltningen og projektorganisationen mere eller <br />
mindre blev opløst. <br />
Fænomenet kaldes ekkorum (echo chambers) og er velbeskrevet i <br />
psykologiske studier og udmærket opsummeret af Cass Sunstein i hans bog <br />
’Going to Extremes’ (Sunstein 2009). Som også antydet hos Whyte ovenfor, <br />
forudsætter rollen som ’coach’ i PAR‐projekter normalt, at man forsøger at <br />
facilitere en åben dialog mellem flest mulige parter i et projekt, og at man <br />
forsøger at få dem til at se på en sag fra flere sider, nedbryde stereotype fo‐<br />
restillinger og lære at lytte til hinanden – alt sammen for at undgå de negati‐<br />
ve konsekvenser af ekkorummet. Alice McIntyre formulerer det således i <br />
forbindelse med et konkret PAR‐projekt: <br />
57
58 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
”[…] by continually reflecting on our personal histories and <br />
by working to eliminate stereotypical beliefs about ourselves and <br />
others, the team members learned how to listen to the partici‐<br />
pants so as to learn from them – a valuable and important skill in <br />
participatory action research.” (McIntyre 2008, p. 9) <br />
Men Sunstein fremhæver også, at selvom mindre grupper kan have <br />
en tendens til at lukke sig om sig selv, ekskludere personer med divergeren‐<br />
de holdninger og på sigt radikaliseres, kan denne form for ’ekstremisme’ <br />
have gavnlige effekter i et større perspektiv. Selvom der ikke længere foregår <br />
en åben og fri diskussion om muligheder i et fastlåst praksisfællesskab, kan <br />
den enkelte gruppe udmærket være i konkurrence med andre grupper i eller <br />
uden for organisationen og dermed skabe grobund for debat og læring i en <br />
større kontekst. Med et lån fra Heather Gerken betegner Sunstein dette per‐<br />
spektiv som second‐order diversity: <br />
”[…] the kind of diversity that comes when society consists <br />
of many groups that do not have a lot of internal diversity. […] If <br />
some economics departments are conservative and others are lib‐<br />
eral, the profession as a whole, and eventually the nation, will <br />
learn from the ideas and theories that emerge.” (Sunstein 2009, p. <br />
150) <br />
På mange måder kan man sige, at det samme skete for SKUB‐<br />
projektet, der stadig er et af de mest omtalte skoleudviklingsprojekter i <br />
Danmark – og et projekt, hvis ideer om såvel pædagogik som fysiske rammer <br />
i stort omfang tjener til inspiration (positivt såvel som negativt) i en lang ræk‐<br />
ke tilsvarende udviklingsprojekter landet over. Min pointe er, at selvom PAR‐<br />
forskeren traditionelt opfordres til netop at fungere som mæglere for at <br />
undgå ekkorummet, kan etableringen af ekkorum i visse tilfælde give inte‐<br />
ressante – og måske specielt mere diversificerede – resultater på længere <br />
sigt. Denne mulighed opstår, hvis man kan skabe et radikaliseret miljø, med <br />
fokus på at presse ideer frem, der ligger udover normal praksis gennem en <br />
strategi, der er målrettet mod dissens og nye opdagelser snarere end mod
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
konsensus og forklaringer på det, vi allerede (er)kender. Dette er også en <br />
tilgang, der kan finde generel anvendelse i borgerdeltagelsesprocesser. <br />
Forskningsmetodisk er jeg helt på det rene med, at en sådan tilgang yderlige‐<br />
re fjerner forskeren fra en klassisk forestilling om objektivitetens smalle sti – <br />
og i forhold til PAR strider det som antydet også mod nogle fundamentale <br />
principper om PAR‐forskerens rolle i projektet. <br />
I mit eget tilfælde har problemstillingen spillet en rolle fordi jeg på <br />
nogle områder har indgået i et ’radikaliseret’ praksisfællesskab og på andre <br />
områder har skulle agere som ’coach’ i forhold til skiftende deltagere og kli‐<br />
entorganisationer i projektet. Det hænger tæt sammen med det overordne‐<br />
de metodiske greb for mit projekt, som jeg vender tilbage til i afsnittet om <br />
brugen af cases som bindeled mellem teori og praksis. Centralt for opfattel‐<br />
sen af PAR‐forskerens navigation i praksisfællesskabet ligger også spørgsmå‐<br />
let omkring troskab mod udgangspunktet, det sidste af de tre krav, jeg stille‐<br />
de ovenfor. <br />
<br />
<br />
troskab mod udgangspunktet<br />
Kravet om troskab mod de idealer, der lå til grund for projektet og <br />
ønsket om forandring af praksis i en bestemt retning, er også ét af de aspek‐<br />
ter ved denne form for forskning, der gør den lettere angribelig. Når forske‐<br />
ren netop ikke bevarer en objektivitet og værdifrihed i forhold til sit forsk‐<br />
ningsobjekt, men har klare holdninger til, hvad der skal ændres – og hvordan <br />
– risikerer man også meget let at komme til at gennemtrumfe en subjektiv <br />
dagsorden, uanset om man som udgangspunkt har defineret sit projekt som <br />
deltagende (participatory): <br />
“However much the rhetoric changes to participation, par‐<br />
ticipatory research, community involvement and the like, at the <br />
end of the day there is still an outsider seeking to change things. <br />
59
60 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
[…] who the outsider is may change but the relation is the same. A <br />
stronger person wants to change things for a person who is <br />
weaker. From this paternal trap there is no complete escape." <br />
(Chambers 1983, p. 141) <br />
Chambers’ kritik handler ikke direkte om PAR eller aktionsforskning <br />
som sådan, men om enhver form for forskning – og hjælpeprojekter – hvor <br />
’fremmede’ (outsiders) indgår i et praksisfællesskab, for at ændre tingene til <br />
det ’bedre’. Man kan altså sige, at den deltagende aktionsforsker på den ene <br />
side skal være autoritær i den forstand, at han eller hun ikke blot kan overla‐<br />
de til andre at definere målene for forandring, men på den anden side også <br />
skal forsøge at undgå den paternalistiske bedrevidens fælde og ikke forsøge <br />
at gennemtrumfe mål, fordi man selv er af den opfattelse, at man ’ved bed‐<br />
re’. Denne balancegang er selvfølgelig svær – og det er en interessant pointe, <br />
at Chambers kritik ikke kun gør sig gældende for forskningsmetoden, men <br />
ligeså vel kan appliceres på forskningsobjektet, borgerdeltagelse. <br />
I mit tilfælde var idealerne i udgangspunktet at udvikle strategier og <br />
metoder inden for borgerdeltagelse i byudvikling, der kunne adressere en <br />
række aktuelle udfordringer. Selvom der, som nævnt i indledningen, har væ‐<br />
ret eksperimenteret en del i bl.a. kommunerne med inddragelsesformer og <br />
metoder, var der ikke, da jeg startede på projektet, megen nytænkning på <br />
det strategiske område. Dermed mener jeg, at hovedparten af inddragelses‐<br />
processerne tog udgangspunkt i, at der allerede var taget beslutning om an‐<br />
vendelsen af et givet område, hvorefter borgerne – med mere eller mindre <br />
innovative metoder – blev inddraget i en debat om udmøntningen af projek‐<br />
ter inden for det definerede anvendelsesområde. Konkret betyder det f.eks. <br />
at en kommune fremlægger forslag til en masterplan, hvor ét område er <br />
udlagt til boligbyggeri, et andet til detailhandel og et tredje til rekreative akti‐<br />
viteter. Borgerne involveres nu i diskussionen omkring, hvilke boliger, butik‐<br />
ker og rekreative aktiviteter, der skal satses på samt hvordan samspillet mel‐<br />
lem dem skal være. Eksemplet går på mange måder langt udover, hvad de <br />
fleste kommuner i dag faktisk gør – i en del tilfælde vil masterplanen være så
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
detaljeret, at brugerne og borgerne udelukkende bedes om at tage stilling til <br />
udvalgte delelementer, f.eks. de rekreative aktiviteter. <br />
Mit udgangspunkt for projektet var således, at forsøge at gøre pro‐<br />
cessen mere åben i starten – at involvere borgerne i diskussionen om, hvad <br />
vi i det hele taget vil anvende et givet areal til, forud for forslaget til en ma‐<br />
sterplan. Og måske endda holde planen åben for forandringer over tid i et <br />
tæt, løbende samarbejde med borgerne. I dag ses der flere projekter, hvor <br />
dette netop er målet. Jeg vil ikke give mig selv nogen andel i denne ændring, <br />
der snarere er udtryk for en generel tendens i aktuel byudvikling. Men netop <br />
denne aktuelle tendens bekræfter, at der er behov for en diskussion af det <br />
udgangspunkt, vi har for borgernes deltagelse i byudviklingen. <br />
Samtidig var det også min hensigt at udfordre eksisterende metoder, <br />
ikke bare f.eks. høringen som den lovpligtige inddragelsesform, men også <br />
nogle af de mere aktuelle eksperimenter som f.eks. internetdebatter, ar‐<br />
bejds‐ og fokusgrupper, interviews m.m. Udfordringen ved nogle af disse <br />
metoder er, at de simpelthen ikke er tilstrækkeligt oplevelsesorienterede til <br />
at folk gider deltage. Fra mine år som inddragelseskonsulent i IT‐branchen <br />
ved jeg, hvor svært det er at rekruttere folk til inddragelsesprocesser – også <br />
selvom vi i mange tilfælde faktisk betalte dem for at deltage. I borgerinddra‐<br />
gelsesprocesser har vi ikke mulighed for at betale folk – det ville i hvert fald <br />
sende et uheldigt signal – og medmindre temaet for f.eks. en fokusgruppe er <br />
placeringen af en motorvej i baghaven hos en gruppe borgere, så vi kan for‐<br />
lade os på reaktive protester, kan det være svært at trække folk til inddragel‐<br />
sesprocesser med en kommunal afsender. <br />
Politisk og teoretisk var mit udgangspunkt et deliberativt ideal (bl.a. <br />
Fishkin & Lasslett 2003, Macedo 1999, Gutmann & Thompson 2004). Idealet <br />
ligger på mange måder i direkte forlængelse af PAR og i introduktionen til <br />
bogen ’The Deliberative Practitioner’ beskriver Forester da også grundlaget <br />
for en deliberativ praksis på en måde, der i høj grad minder om McIntyres <br />
opfattelse af behovet for gensidig læring i PAR‐projekter, som beskrevet <br />
ovenfor: <br />
61
62 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
”Because planning is the guidance of future action, plan‐<br />
ning with others calls for astute deliberative practice: learning <br />
about others as well as about issues, learning about what we <br />
should do as well as about what we can do.” (Forester 1999, p. 1) <br />
Det deliberative ideal handler grundlæggende om gensidig læring, di‐<br />
alog og behovet for at opbygge en form for konsensus mellem parter, der <br />
ofte har modsatrettede dagsordener. Udfordringen for dette ideal kan, lige‐<br />
som i PAR, være at konsensus sjældent skaber grobund for egentlig nytænk‐<br />
ning og at den ’deliberative praktiker’ i byudvikling på den ene side skal for‐<br />
søge at integrere alle synspunkter i processen, og på den anden skal forsøge <br />
at uddrage en essens, der skaber fremdrift, forandring og udvikling, selvom <br />
nogle af deltagerne måske ikke – og af gode grunde – hverken ønsker udvik‐<br />
ling eller forandring. Af netop disse årsager har det været et svært ideal at <br />
bevare igennem projektet, både i de enkelte cases og som helhed. <br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
participatory action research & projektet<br />
Som antydet i de foregående afsnit, gik det undervejs i projektet op <br />
for mig, at PAR som metode måske var svært forenelig med projektets prak‐<br />
sis, ligesom diskussionen af research by design åbnede op for nye indsigter <br />
omkring metoden. Som udgangspunkt havde jeg forestillet mig et metodisk <br />
greb, der involverede (relativt) langvarig deltagelse i en eller flere cases med <br />
veldefinerede – og klart afgrænsede – faser, der var baseret på PARs opde‐<br />
ling i en planlægningsfase, aktionsfase og en evalueringsfase. De fleste af de <br />
PAR‐processer, der beskrives i litteraturen løber over to til fire år (McIntyre <br />
2008, Whyte 1991) og involverer forskerens aktive planlægning af, deltagelse <br />
i og evaluering af en lang række aktiviteter i typisk én organisation eller ét <br />
lokalområde. <br />
Som beskrevet i det indledende kapitel har jeg i løbet af de seneste <br />
tre år været involveret i væsentlig flere projekter, og ingen af dem har haft <br />
en udstrækning på mere end to år. Omvendt har mange af de cases, jeg har <br />
været involveret i en udstrækning, der rækker langt udover de to til fire år, <br />
hvis man ser dem i et større perspektiv. Eksempelvis var min første involve‐<br />
ring med Køge Kommune og Køge Kyst‐projektet tilbage i maj, 2007, hvor jeg <br />
sammen med Kollision udarbejdede ideer og materiale, der skulle skabe <br />
opmærksomhed omkring borgerinddragelsesprojekter i kommunen (Kollisi‐<br />
on 2007A) I december, 2007, startede vi på projektet KØGE2027 (Kollision <br />
2007B), der var baseret på et tidligere projekt ’…I bølgen blå’ fra 2006 (Kolli‐<br />
sion 2006A). I 2010 indgik jeg sammen med Kollision i et team, der deltog i <br />
konkurrencen om udvikling af en masterplan for Køge Kyst‐projektet. Efter <br />
konkurrencens afslutning har Køge Kyst udvalgt rådgivere sammensat på <br />
tværs af de deltagende teams, og Kollision er som udgangspunkt ikke en af <br />
dem, men såfremt vi var gået videre, ville evt. deltagelse i udviklingen af <br />
denne masterplan – og borgerinddragelsen i forbindelse med denne – først <br />
være løbet af stablen efter dette projekts afslutning. <br />
63
64 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
Et andet eksempel er casen AARHUSCO2030, der godt nok var et af‐<br />
grænset projekt, men hvor det videre arbejde kommer til at foregå (med <br />
eller uden min medvirken) i de kommende år, og effekten reelt først kan <br />
måles i 2030, når det gøres op, om Århus er blevet CO2‐neutral. En væsentlig <br />
årsag til at PAR har vist sig som en vanskelig metodisk tilgang er simpelthen, <br />
at de fleste byudviklingsprocesser er meget langstrakte i forhold til andre, og <br />
mere oplagte, PAR‐processer og at de samtidig ofte er præget af en projekt‐<br />
specifik faseopdeling (og politiske såvel som økonomiske luner og konjunktu‐<br />
rer), der er udenfor PAR‐forskerens kontrol. <br />
Man kan selvfølgelig indvende, at jeg burde have forudset dette og i <br />
stedet have valgt en tilgang til udvælgelsen af cases, hvor jeg på forhånd sik‐<br />
rede mig, at metoden var anvendelig. Jeg kunne f.eks. være indgået i samar‐<br />
bejde med en enkelt kommune om ændring af deres inddragelsespraksis <br />
med henblik på udvikling af nye strategier og metoder. Denne tilgang kunne <br />
nok have virket – men den kunne også have ført til et projekt, hvor der på <br />
papiret var udviklet metoder og strategier, men de ville næppe have været <br />
implementeret i praksis, simpelthen fordi der manglede kompetencer og <br />
ressourcer i klientorganisationen til at fastholde ændringerne i praksis efter‐<br />
følgende. Kommunerne har sjældent afsat midler til egentlig nyudvikling, <br />
medmindre det sker i forbindelse med konkrete, politisk prioriterede (udvik‐<br />
lings)projekter. Og i de fleste kommuner, har de enkelte medarbejdere fuldt <br />
op at gøre med at varetage deres primære jobfunktion og har derfor ikke tid <br />
til overs, der kan afsættes til at deltage i sådanne processer udover de, der <br />
netop har med konkrete projekter at gøre. Som det, lidt skarpt optrukket, <br />
formuleres af Gulmann: <br />
”Maskineriet i kommunernes forvaltninger […] er nok eg‐<br />
nede til at påtage sig tilpasningsopgaver, dvs. at foretage ændrin‐<br />
ger i forhold til konstaterede mangler i kommunen. Derimod er <br />
kommunen sjældent egnet til at varetage udviklingsopgaver, dvs. <br />
forandringer i forhold til en ønsket tilstand i fremtiden.” (Gulmann <br />
2005, p. 183)
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
Samtidig findes der sjældent kompetencer i kommunerne til f.eks. at <br />
udvikle prototyper eller færdige redskaber, der involverer avanceret interak‐<br />
tion og teknologi, og selvom dette heller ikke var defineret som et selvstæn‐<br />
digt mål for mit projekt, var integrationen af teknologi og interaktionsdesign <br />
dog et ønske baseret på tidligere erfaringer. Alle mine cases er udviklet i <br />
samarbejde med Arkitekturbureauet Kollision, hvor jeg i kraft af min status <br />
som partner har haft mulighed for at være med til at træffe beslutninger om, <br />
hvilke projekter der var relevante for mit projekt. Samtidig har de øvrige tre <br />
partnere i virksomheden en PhD‐grad inden for beslægtede områder, hvor‐<br />
for virksomheden på mange måder udgør et kvalificeret forskningsmiljø, <br />
hvor der er plads til at diskutere metoder, strategi, teori m.m. Da jeg startede <br />
mit projekt var de øvrige tre partnere ansat som adjunkter på henholdsvis <br />
Århus Universitet og <strong>Arkitektskolen</strong> i Århus og i gang med forskningsprojek‐<br />
ter, der på flere områder supplerede mit eget. Samtidig besidder gruppen <br />
tilsammen viden om og kompetencer inden for en række områder med rele‐<br />
vans for mit projekt – fra inddragelse og byudvikling over design og kommu‐<br />
nikation til interaktion og udvikling af IT‐understøttede redskaber. Igennem <br />
virksomhedens samlede netværk fik jeg også adgang til projekter og cases, <br />
der sandsynligvis ville have været langt sværere at få del i, hvis jeg havde <br />
henvendt mig direkte til eksterne klientorganisationer som PhD‐studerende <br />
ved <strong>Arkitektskolen</strong> <strong>Aarhus</strong>. <br />
Hvis man derfor betragter Kollision som det primære praksisfælles‐<br />
skab, jeg som PAR‐forsker har indgået i, giver det mening at betragte mit <br />
case‐arbejde som et samlet hele, selvom de enkelte cases er blevet til i sam‐<br />
arbejde med eksterne klientorganisationer og samarbejdspartnere. I Kolli‐<br />
sion har der netop været et praksisfællesskab, hvor de øvrige personer i or‐<br />
ganisationen har været med til at planlægge, udføre og evaluere de enkelte <br />
projekter og efterfølgende deltaget i en evaluering, diskussion og generalise‐<br />
ring af resultaterne som udgangspunkt for en ny iteration af planlægning, <br />
aktion og evaluering. <br />
Ved at klippe en klippe en teoretisk tå og hugge en metodisk hæl <br />
kunne jeg med afsæt i ovenstående måske fortsat argumentere for mit pro‐<br />
65
66 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
jekt som et PAR‐projekt. Spørgsmålet er blot, om det ikke risikerer både at <br />
gøre vold på metoden og projektet? Inden jeg fælder endelig dom over pro‐<br />
jektets metode, vil jeg gå lidt mere i dybden med research by design som en <br />
anden mulig tilgang til forståelsen af projektets overordnede greb. <br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
research by design<br />
Inden for mange fagfelter kan man stille spørgsmålet; ’hvad er…?’. <br />
F.eks. ’hvad er litteratur?’ eller ’hvad er lægevidenskab?’ Men der er ikke <br />
mange områder, hvor det tilsyneladende uskyldige spørgsmål vil afføde lige‐<br />
så mange svar og divergerende holdninger, som spørgsmålet ’hvad er de‐<br />
sign?’ <strong>Afhandling</strong>ens indledende citat af Herbert Simon definerede stort set <br />
al menneskelig stræben efter forandring som en designaktivitet. Denne bre‐<br />
de definition af design er bl.a. blevet kritiseret af Donald Schön: <br />
“Herbert Simon and others have suggested that all occupa‐<br />
tions engaged in converting actual to preferred situations are con‐<br />
cerned with design. Increasingly there has been a tendency to <br />
think of policies, institutions, and behaviour itself as objects of de‐<br />
sign. It is questionable how far in this direction we ought to go. We <br />
risk ignoring or underestimating significant differences in media, <br />
context, goals, and bodies of knowledge specific to the profes‐<br />
sions.” (Schön 1991, p. 77) <br />
Men hvordan definerer vi så et designobjekt? Når vi nævner begrebet <br />
‘design’ tænker lægmand typisk på produkter og den gren af design, der <br />
sædvanligvis betegnes industrielt design eller produktdesign. Denne design‐<br />
tradition har rødder tilbage til et markant brud mellem to af Bauhaus‐skolens <br />
frontfigurer. I 1922 skrev Walter Gropius, lederen af Bauhausskolen, i en <br />
intern skrivelse til medarbejderne, at: <br />
”The teaching of craft is meant to prepare for designing for <br />
mass production. […] Therefore the Bauhaus is consciously seeking <br />
contacts with existing industrial enterprises, for the sake of mutual <br />
stimulation.” (In. Frampton 1992, p. 126) <br />
Skrivelsen medførte, at én af Bauhaus’ mest prominente lærere, ma‐<br />
leren Johannes Itten, øjeblikkeligt sagde sin stilling op. Hans visioner for sko‐<br />
len gik i langt højere grad i retning af en opfattelse af design som en kunstne‐<br />
67
68 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
risk udviklingspraksis, ideelt set adskilt fra den omgivende verdens krav og <br />
rettet mod en indre nødvendighed: <br />
”I reached the conclusion that we must counter‐balance <br />
our externally‐orientated scientific research and technological <br />
speculation with inner‐directed thought and practice.” (Ibid. p. <br />
125) <br />
Bruddet mellem design som henholdsvis en indadvendt kunstnerisk <br />
stræben og en udadvendt, masseproduktionsorienteret udviklingsstrategi <br />
var ét af udgangspunkterne for etableringen af design som en økonomisk <br />
magtfaktor, ikke mindst efter Anden Verdenskrig, hvor designere som <br />
Buckminster Fuller satte sig for at udvikle en designvidenskab, hvor målet <br />
bl.a. var at: <br />
”[…] obtain maximum human advantage from a minimal <br />
use of energy and materials.” (Bayazit 2004, p. 17) <br />
Ønsket om designoptimering førte i årene efter krigen især i USA til <br />
forskning i design som en rationel, produktorienteret videnskab, bl.a. finan‐<br />
sieret af det amerikanske militær og NASA i forsøget på at overgå russerne i <br />
rumkapløbet. Målet var at systematisere og rationalisere designmetoder og <br />
beslutningsprocesser og så vidt muligt gøre dem universelle og reproducer‐<br />
bare (ibid.). Rationaliseringen af design fik stor indflydelse på tilgangen til <br />
industrielt design og produktdesign som sådan, men medførte også en for‐<br />
nyet diskussion af design og de mulige anvendelser heraf. I 1969 udkom før‐<br />
ste udgave af Herbert Simons indflydelsesrige værk ’The Sciences of the Arti‐<br />
fical’, hvor han forsøgte at udvide designbegrebet. I tredje udgave fra 1996 <br />
benytter han netop rumkapløbet som afsæt for en diskussion af kompleksi‐<br />
teten i design af sociale systemer: <br />
”We ask, ’If we can go to the Moon, why can’t we…?’ – not <br />
expecting an answer, for we know that going to the Moon was a <br />
simple task indeed, compared with some others we have set for
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
ourselves, such as creating a humane society or a peaceful world.” <br />
(Simon 1996, p. 139) <br />
Simons – og andres – åbning af designfeltet affødte en diskussion af, <br />
hvad det egentlig var for en type problemer, designere af komplekse syste‐<br />
mer arbejdede med. I 1973 foreslog Rittel og Webber definitionen ’wicked <br />
problems’ (Rittel & Webber 1973) i modsætning til de mere traditionelle <br />
’tame problems’, der havde været designernes domæne hidtil og som også <br />
havde haft massiv indflydelse inden for modernistisk og systemorienteret <br />
planlægning, der af Rittel og Webber blev afvist som værende ikke bare fejl‐<br />
slagen, men decideret arrogant: <br />
”With arrogant confidence, the early systems analysts pro‐<br />
nounced themselves ready to take on anyone’s perceived problem, <br />
diagnostically to discover its hidden character, and then, having <br />
exposed its true nature, skilfully to excise its root causes. Two de‐<br />
cades of experience have worn the self‐assurances thin. These <br />
analysts are coming to realize how valid their model really is, for <br />
they themselves have been caught by the very same diagnostic dif‐<br />
ficulties that troubled their clients.” (Rittel & Webber 1973, p. 159) <br />
Metodisk fik Rittel & Webber stor indflydelse på design og planlæg‐<br />
ning ved at opstille ti karakteristika ved ’wicked problems’. Opsummeret ser <br />
listen ud som følger (baseret på Rittel & Webber 1973, p. 161‐167: <br />
<br />
Der findes ingen endelig problemformulering <br />
Der findes ingen regler for afslutning, vi kan altid gøre det bed‐<br />
re <br />
En løsning er ikke sand//falsk, men god//dårlig <br />
Vi kan ikke afgøre, om en løsning fører til et godt eller dårligt <br />
resultat på kort eller langt sigt <br />
Vi har kun ét forsøg til at løse problemet; da der er ikke er tid <br />
til at tage ved lære af vores fejl tæller hvert forsøg <br />
69
70 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
Der findes ikke et fast antal løsninger, vi kan beskrive i detaljer, <br />
og heller ikke et velbeskrevet felt af tilladte handlinger, vi kan <br />
føje ind i planen <br />
Hvert problem er unikt <br />
Ethvert problem kan ses som symptom på et andet problem <br />
Enhver uoverensstemmelse ved et problem kan forklares på <br />
mange måder – og hver forklaringsmodel bestemmer hvordan <br />
problemet kan løses <br />
Planlæggeren [the planner] har ikke ret til at tage fejl. <br />
<br />
Samtidig med at Rittel & Webbers problemdefinition var med til at <br />
ændre synet på designeres og planlæggeres rolle i den praktiske verden, <br />
medførte udvidelsen af problemfeltet og afvisningen af den systemoriente‐<br />
rede tilgang til design også en ny tilgang til forståelsen af designmetoder og <br />
et fokus på, hvad Rittel andetsteds kaldte ’second generation design <br />
methods’ (Bayazit 2004): <br />
”These second‐generation design methods began to com‐<br />
pensate for the inadequacy of the first‐generation design meth‐<br />
ods. User involvement in design decisions and the identification of <br />
their objectives were the main characteristics of the second‐<br />
generation design methods. User participation was a new demo‐<br />
cratic approach parallel to the prevailing political movements of <br />
the era.” (Bayazit 2004 p. 21‐22) <br />
Opgøret med en modernistisk design‐ og planlægningstradition førte <br />
til fornyet interesse for spørgsmålet om, hvad der kendetegner design, ikke <br />
mindst i en forskningssammenhæng. Donald Schöns indflydelsesrige værk, <br />
’The Reflective Practitioner’, der udkom i 1983, forsøger at gøre op med, <br />
hvad han kalder den tekniske rationalitet som dominerende erkendelsesteo‐<br />
retisk tilgang til praksis (Schön 1991, p. 21‐49). Med afsæt i positivismen mo‐<br />
nopoliserede den tekniske rationalitet, ifølge Schön, først videnskaben og <br />
siden også praksis i takt med, at de praktiske professioner, i hvert fald i USA, <br />
blev underlagt universiteterne (Ibid. p. 34‐36). Men ligesom Rittel og Web‐
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
ber, mener Schön også, at denne tilgang til forståelsen af verden (i praksis) er <br />
alt for begrænset: <br />
”From the perspective of Technical Rationality, professional <br />
practice is a process of problem solving. Problems of choice or de‐<br />
cision are solved through the selection, from available means, of <br />
the one best suited to established ends. But with this emphasis on <br />
problem solving, we ignore problem setting, the process by which <br />
we define the decision to be made, the ends to be achieved, the <br />
means, which may be chosen. In real‐world practice, problems do <br />
not present themselves to the practitioner as givens. They must be <br />
constructed from the materials of problematic situations, which <br />
are puzzling, troubling, and uncertain.” (Schön 1991, p. 39‐40) <br />
Problemet i en forskningsmæssig og videnskabelig sammenhæng er, <br />
igen ifølge Schön, at hvis vi vælger at beskæftige os med den kompleksitet, <br />
der ligger i et problems ’setting’ eller ramme, bliver vores løsning nok mere <br />
relevant i praksis – men til gengæld lever den ikke op til den videnskabelige <br />
rigorisme, der er krævet for professionen (f.eks. planlægning) i kraft af dens <br />
tilknytning til et ideal funderet på teknisk rationalitet. Schöns løsningsforslag <br />
er at vende relationen på hovedet – i stedet for at praksis skal leve op til po‐<br />
sitivismens idealer for god videnskab, bør videnskaben tage ved lære af prak‐<br />
sis og den epistemologiske tilgang, der ligger implicit i kreative (artistic) og <br />
intuitive processer. Schön kalder denne tilgang, eller metode, for reflection‐<br />
in‐action (Ibid. p. 49). I modsætning til en rigoristisk videnskabelig tilgang, <br />
hvor mål og forudsætninger er eksplicitte, opererer Schön med begreberne <br />
’tavs viden’ (tacit knowledge) og ’viden‐i‐handling’ (knowing‐in‐action), der <br />
begge er tæt forbundne med vores erfaring i og med praksis (Ibid. p 49‐50). <br />
Gennem refleksion over tavs viden og viden‐i‐handling kan praktikeren opnå <br />
nye indsigter: <br />
”When someone reflects‐in‐action, he becomes a re‐<br />
searcher in the practice context. He is not dependent on the cate‐<br />
gories of established theory and technique, but constructs new <br />
theory of the unique case. His inquiry is not limited to a deliber‐<br />
71
72 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
ation about means, which depends on a prior agreement about <br />
ends. He does not keep means and ends separate, but defines <br />
them interactively as he frames a problematic situation. He does <br />
not separate thinking from doing, ratiocinating his way to a deci‐<br />
sion, which he must later convert to action. Because his experi‐<br />
menting is a kind of action, implementation is built into his inquiry. <br />
Thus reflection‐in‐action can proceed, even in situations of uncer‐<br />
tainty or uniqueness, because it is not bound by the dichotomies of <br />
Technical Rationality.” (Ibid. p. 68‐69) <br />
I praksis forsøger den refleksive praktiker at afdække særlige om‐<br />
stændigheder ved en problematisk situation og på baggrund af disse desig‐<br />
ner han eller hun et indgreb [intervention] (ibid. p. 129), der adresserer både <br />
problemets ramme og dets mulige løsning. I bogens sidste del argumenterer <br />
Schön for, hvordan refleksion over praksis kan være med til at ændre vores <br />
opfattelse af relationen mellem forskning og praksis, hvor det ikke længere <br />
handler om, at applicere videnskabelige resultater i praksis, men i stedet at <br />
praktikerens refleksion i sig selv karakteriseres som forskning [research]. <br />
Samtidig taler han dog også for forskning foretaget udenfor rammerne af <br />
praksis, en slags metarefleksion, som han betegner som ’reflective research’ <br />
(Ibid. p. 308‐309). Denne form for metarefleksion opdeler han i fire kategori‐<br />
er, henholdsvis analyse af et problemfelts rammer (frame analysis) (Ibid. p. <br />
309‐315, forskning i et fagfelts forudsætninger og eksempler (repertoire‐<br />
building research) (Ibid. p. 315‐317), forskning i et givet områdes grundlæg‐<br />
gende metode og teori (research on fundamental methods of inquiry and <br />
overarching theories) (Ibid. p. 317‐320) samt forskning i refleksive processer <br />
(research on the process of reflection‐in‐action) (Ibid. p. 320‐323). <br />
Schön beskriver selv den metareflektionelle praksis som tilhørende en <br />
kategori af forskning, der hænger tæt sammen med aktionsforskningen, og <br />
taler for, at denne form for forskning skal udføres i praksisfællesskaber som <br />
f.eks. tegnestuer eller på advokatkontorer, men at den også bør medføre en <br />
restrukturering af de traditionelle forskningsinstitutioner, så de i højere grad <br />
integrerer refleksiv praksis (Ibid. p. 323‐325). Schöns tanker om såvel reflek‐
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
sion‐i‐handling som hans metareflektionelle forskningspraksis har haft stor <br />
betydning inden for en række fagfelter, ikke mindst den ADP‐faglige praksis, <br />
hvor tankegangen på mange måder blev startskuddet til en diskussion af en <br />
række relaterede begreber, der med en sand babelsk forvirring af præpositi‐<br />
oner, betegnes som bl.a. research on, through, into, for og by design. Det er <br />
ikke min hensigt at diskutere detaljerne i valget af forskellige præpositioner, <br />
men i stedet forsøge at udlede nogle generelle tendenser i en aktuel diskus‐<br />
sion af begreberne, der kan tjene som forklaringsmodel til den metode, der <br />
har udviklet sig gennem mit eget projekt. Præcis hvor begreberne er opstået <br />
– udover den åbenlyse inspiration fra Donald Schön – kan også være svær at <br />
fastslå. Ofte tilskrives Frayling den oprindelige distinktion (inspireret af <br />
kunsthistorikeren Herbert Read) i sin skelnen mellem research into, through <br />
og for design (Margolin 2002, p. 258) <br />
Hos Frayling er research into design grundlæggende defineret som <br />
kunsthistorisk forskning, eller fagets historie, teori og kritik samt forskning i <br />
tekniske, materielle og strukturelle aspekter (ibid.). Research through design <br />
defineres som praksisbaseret forskning og er måske den type forskning, der <br />
kommer tættest på Schöns refleksive praksis. Den sidste kategori, research <br />
for design, er sværere at definere i en forskningskontekst, eftersom den i <br />
realiteten handler om metoder til og frembringelsen af et mere eller mindre <br />
umedieret produkt eller en genstand. I en dansk kontekst er de tre kategori‐<br />
er defineret som henholdsvis forskning om, gennem og i design (Dickson <br />
2002) baseret på definitioner opnået gennem et interview med Jeremy <br />
Myerson ved Royal College of Art – og dermed antageligvis kraftigt inspireret <br />
af netop Frayling, der publicerede sine distinktioner som ansat på RCA. Dick‐<br />
son definerer dermed også forskning om design som en grundlæggende <br />
(kunst)historisk disciplin, mens forskning i og gennem design defineres som <br />
følger: <br />
”Designforskning i design betyder […], at man i langt højere <br />
grad har et standpunkt inden for design, end når man forsker om <br />
design. Her drejer det sig om forskning i designs metoder, proces‐<br />
ser, arbejdsgange, måder at kommunikere på – ja, simpelthen <br />
73
74 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
måden, hvorpå man designer og når frem til resultater. Dette <br />
forskningsfelt handler om alt det, der gør design til en selvstændig <br />
disciplin og adskiller design fra alle andre fag. Det er designs <br />
selvforståelse. Designforskning gennem design er et område, hvor <br />
man bruger design mere eller mindre som værktøj til at udforske <br />
andre emner med. […] Meget af denne type forskning falder inden <br />
for kategorien udviklingsarbejde.” (Dickson 2002, p. 75) <br />
Forskning i design kan altså, groft sagt, karakteriseres som undersø‐<br />
gelser af, hvordan man frembringer design – uden at mængden af frembrin‐<br />
gelser, der i dag kategoriseres under designbegrebet defineres nærmere. <br />
Omvendt er forskning gennem design defineret ved brugen af designmeto‐<br />
der og redskaber til at udforske andre områder, eksempelvis borgerdeltagel‐<br />
se. Problemet med distinktionerne er selvsagt, at uden et klart svar på <br />
spørgsmålet ’hvad er design?’ kan det være svært at afgøre, om man forsker <br />
i eller gennem design. Vi er dermed tilbage ved de indledende spørgsmål i <br />
dette kapitel og ikke mindst Schöns kritik af Simon, hvor han mener, at udvi‐<br />
delsen af designbegrebet risikerer at undervurdere væsentlige forskelle i <br />
medier, kontekst, mål og fagspecifik viden (Schön 1991, p. 77). Men Schön <br />
tilføjer også følgende interessante eftertanke til sin kritik af Simon: <br />
”But we may also discover, at a deeper level, a generic de‐<br />
sign process which underlies these differences.” (Ibid.) <br />
Denne generiske design proces er måske det store dyr i åbenbaringen <br />
i den aktuelle diskussion om design som både metode og strategi. Inden for <br />
de seneste år, er der opstået en ny tilgang til design, der betegnes som stra‐<br />
tegisk design. Strategisk design har som ét af sine primære formål at anven‐<br />
de designtænkning og metoder i forretningsudvikling og er bl.a. beskrevet <br />
hos Friis som: <br />
“[…] a type of design activity, which focuses on the business <br />
aspects and strategic thinking, previous to the identification of <br />
challenges and opportunities, where the solution can take any <br />
shape or form, physical and immaterial.” (Friis 2006, p. 67)
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
Men hvis designprocessen kan føre frem til immaterielle produkter, <br />
f.eks. en ny forretningsstrategi – eller en strategi for borgerdeltagelse – kan <br />
det være svært at afgøre, om et projekt som mit reelt drejer sig om forskning <br />
i design, dvs. undersøgelser rettet mod designfagets metoder, processer, <br />
arbejdsgange og måder at kommunikere på, som Dickson formulerede det <br />
ovenfor, eller om det handler om at forske gennem design ved at anvende <br />
designtænkning som løftestang for andre mål. Et udvidet designbegreb gør <br />
det derfor ikke lettere at diskutere, hvad forskning i, gennem eller om design <br />
egentlig er for en disciplin. Som Foqué formulerer det i forbindelse med en <br />
konference om research by design (endnu en præposition) i Delft i 2000: <br />
”[…] it is striking that the debate on the so‐called scientific <br />
status of the design activity which started in the early 60s not only <br />
remains unsolved, but for almost forty years now is held on the <br />
same level of generality, using vague philosophical concepts, se‐<br />
mantically based frames of reference and a total lack of under‐<br />
standing and vision on the true mechanisms underlying the design <br />
process on the one hand and the process of scientific research on <br />
the other.” (Foqué 2000, p. 2) <br />
I et forsøg på at skelne mellem klassisk videnskab og research by de‐<br />
sign opstiller Foqué en model, der illustrerer de væsentligste forskelle mel‐<br />
lem videnskabelig forskning (scientific research) og research by design (fig. 3, <br />
Foqué 2000, p. 7). I modellen er udgangspunktet for begge typer forskning <br />
verden som den er, men herfra afviger de to modeller væsentligt. Mens vi‐<br />
denskabelig forskning, ifølge Foqué, ønsker at besvare spørgsmålet ’hvordan <br />
er verden?’ er research by design mere optaget af spørgsmålet ’hvordan <br />
kunne verden være?’. For at svare på det første spørgsmål kræves observa‐<br />
tion, mens det andet spørgsmål kræver både observation, visioner og fore‐<br />
stillinger. Og hvor den klassiske videnskab nøjes med at opstille én hypotese <br />
og forklaringsmodel ad gangen, opererer research by design typisk med <br />
mange hypoteser på samme tid og anvender modeller som grundlag for en <br />
flersidig – og samtidig – udforskning af mulighederne. <br />
75
76 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
Answering the question<br />
how things are?<br />
The existing world<br />
Answering the question<br />
how things could be?<br />
Scientic Research Research by Design<br />
Observation<br />
Formulation of one hypothesis<br />
explanatory model<br />
Testing: True or false<br />
- By verication<br />
- Objective<br />
- Repeatable<br />
- Universal<br />
- Cause-eect<br />
Scientic theory<br />
Static<br />
Reality explained<br />
Applied Scientic Research<br />
Technological<br />
applications<br />
Product development<br />
The future world<br />
Observation-visions-beliefs<br />
Formulation of many hypotheses<br />
exploring models<br />
Testing: Most desirable<br />
- By verication and application<br />
- Subjective<br />
- Unique and not repeatable<br />
- Contextual<br />
- Coincidental<br />
Hypothesis in action<br />
Dynamic<br />
Reality changed<br />
Design by Research<br />
Design<br />
applications<br />
Fig. 3: Foqués diagram over scientific research og research by design (Foqué 2000)
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
En designhypotese kan heller ikke testes sand eller falsk, men kun <br />
mere eller mindre ønskværdig – eller god/dårlig, som Rittel & Webber for‐<br />
mulerede det. På begge sider skal hypoteser testes gennem verificering, men <br />
på designsiden skal de også bringes i anvendelse i en kontekst, f.eks. gennem <br />
prototyper. Den klassiske videnskab opererer også med objektive kriterier <br />
for verificering, mens designsiden tillader subjektive kriterier. Designekspe‐<br />
rimenterne er også unikke, kontekstafhængige og kan ikke gentages i mod‐<br />
sætning til klassiske forsøg, der netop skal kunne eftergøres af andre og være <br />
universelle for at have validitet. Samtidig er den klassiske videnskab interes‐<br />
seret i årsagssammenhænge, mens research by design anerkender tilfældig‐<br />
heder. Slutteligt sammenligner han ’anvendt forskning’ (applied scientific <br />
research) med et begreb, han kalder design by research – begge disse mun‐<br />
der ud i produktudvikling, uden at han nærmere specificerer hvad der ken‐<br />
detegner et produkt. <br />
Problemet med Foqués model er, at hans (natur)videnskabelige ideal <br />
er ekstremt rigoristisk og funderet i klassisk positivisme og han dermed en‐<br />
der med at opstille en falsk dikotomi, hvis vi ser på, hvad videnskab i dag og‐<br />
så kan være. Som Martin Ludvigsen – med afsæt i Latour – gør opmærksom <br />
på i sit PhD‐projekt i relation til spørgsmålet om designforskning, kan viden‐<br />
skab antage mange former, der gør op med den klassiske forestilling om ob‐<br />
jektive domme baseret på en sand/falsk‐relation: <br />
”[…] Latour argues that science needs to progress in propo‐<br />
sitions as opposed to statements. Statements can only be true or <br />
false and since the objective of especially the natural sciences has <br />
been to claim truths, we mistakenly assume that this is the main <br />
goal of all scientific activity.” (Ludvigsen 2006, p. 99) <br />
Omvendt er Foqués klassifikation af research by design anvendelig <br />
som en mulig model til forståelse af, hvad det er, der er på spil i diskussionen <br />
om forskning inden for dette felt – ikke mindst i relation til forskning gennem <br />
design, da modellen netop synes at adressere denne form for designforsk‐<br />
ning i højere grad end de øvrige tilgange. For at skære igennem den præposi‐<br />
77
78 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
tionelle forvirring vil jeg derfor tillade mig, at postulere, at mit projekt hand‐<br />
ler om, at ændre eksisterende tilstande gennem design i modsætning til at <br />
se på projektets resultater som noget, der er blevet til på baggrund af forsk‐<br />
ning i design. Mine strategiske og metodiske overvejelser er godt nok i flere <br />
tilfælde anvendelige og reproducerbare som arbejdsredskaber inden for <br />
design, planlægning og arkitektur og kan dermed karakteriseres som ’de‐<br />
signmetoder’, der er opstået igennem forskning i design, men projektet som <br />
helhed har haft et andet fokus, nemlig at diskutere baggrunden for borger‐<br />
deltagelse som sådan, herunder en række af de spørgsmål og udfordringer, <br />
der er forbundet med valget af strategi og metode inden for feltet ’borger‐<br />
deltagelse i byudvikling’. Selvom jeg dermed kunne betegne projektets me‐<br />
tode som research through design, research‐oriented‐design – eller en af de <br />
utallige andre betegnelser for den type forskning, der anvender designtænk‐<br />
ning og ‐metoder i udforskningen af et domæne – har jeg valgt at bruge be‐<br />
tegnelsen research by design med afsæt i Foqués definition som beskrevet <br />
ovenfor. <br />
I næste afsnit vil jeg gå i dybden med den konkrete udmøntning af <br />
metoden og sammenhængen mellem min brug af casebaserede designin‐<br />
terventioner og research by design – med et par tilbageblik til PAR – som en <br />
overordnet forståelsesramme for projektet. <br />
<br />
<br />
<br />
<br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
case-baseret forskning<br />
Et centralt spørgsmål i valg af metodetype er, hvad det i det hele ta‐<br />
get er man ønsker at undersøge. Ifølge Yin afhænger valget af, hvilke <br />
spørgsmål man ønsker afklaret, om der er mulighed for at have kontrol over <br />
de elementer, man undersøger (behavorial elements) samt hvorvidt man <br />
ønsker at undersøge historiske eller aktuelle forhold (Yin 2003 , p. 5): <br />
<br />
STRATEGY Form of Research<br />
Question<br />
Experiment How, why?<br />
Survey Who, what, where, how<br />
many, how much?<br />
Archival Who, what, where, how<br />
Analysis many, how much?<br />
History How, why?<br />
Case Study How, why?<br />
<br />
Requires Control of Focuses on Contem-<br />
Behavioral Elements? porary Events?<br />
Yes Yes<br />
No Yes<br />
No Yes/No<br />
No No<br />
No Yes<br />
Spørgsmålet om anvendelsen af metoder og strategier i borgerdelta‐<br />
gelse hører ind under et ’hvordan?’; hvordan kan vi få borgerne til at deltage <br />
aktivt i byudviklingen? Samtidig ligger der også implicit et ’hvorfor?’ i projek‐<br />
tet – hvorfor ønsker vi, at borgerne skal deltage, og hvorfor er der (måske) <br />
behov for overvejelser omkring vores strategiske og metodiske fundament? <br />
Dette indsnævrer mulighedsfeltet til henholdsvis et eksperiment, et historisk <br />
studie eller et casestudie. Samtidig er mit fokus rettet mod samtiden og de <br />
aktuelle forhold, hvilket udelukker det historiske studie og arkivstudier (med <br />
de svagheder dette fravalg indebærer, som beskrevet tidligere). Arkivstudier <br />
og surveys fremhæver Yin i øvrigt primært som en mulighed, hvis fokus er på <br />
79
80 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
at beskrive hyppighed og udbredelse af fænomener, eller når resultatet skal <br />
bruges forudsigende (predictive) (Ibid. p. 6). <br />
Mit formål har ikke været at beskrive hyppigheden og udbredelsen af <br />
forskellige metoder og strategier i borgerdeltagelsesprocesser. Og selvom jeg <br />
ville ønske, at mine konkrete forslag til strategi og metode ville være så al‐<br />
mengyldige, at de kunne bruges til at forudsige udkommet af en hvilken som <br />
helst deltagelsesproces, så var jeg allerede i udgangspunktet klar over, at <br />
dette næppe ville blive tilfældet. Tilbage står altså alene casestudier som en <br />
mulig tilgang til besvarelsen af ’hvorfor’ og ’hvordan’ i en samtidig, aktuel <br />
kontekst, hvor jeg ikke har kontrol over alle undersøgelsens elementer. Med <br />
afsæt i valget af casestudier som metode opstår et andet centralt spørgsmål: <br />
Skal der vælges én eller flere cases for at besvare spørgsmålene tilstrækkeligt <br />
grundigt? I et bidrag præsenteret i forbindelse med konferencen om re‐<br />
search by design i Delft i 2000 spørger Hulsbergen ind til anvendelsen af ca‐<br />
ses som metodisk grundlag for forskning: <br />
“What can the scientific meaning of a unique performance, <br />
an isolated case, be? A design as such is not scientific research. <br />
People may be happy with a (realized) design. Policy makers may <br />
be proud of a new, remarkable building or the growing city. New <br />
forms and compositions may enlighten architectural designers. Of <br />
course satisfactory results are important. But this kind of results in <br />
itself does not contribute to scientific learning and progress.” <br />
(Hulsbergen 2000, p. 164) <br />
En enkelt designintervention eller case kan altså, ifølge Hulsbergen, <br />
ikke i sig selv betragtes som grundlag for forskning – i hvert fald ikke, hvis den <br />
får lov at stå uformidlet hen. Det lyder måske banalt, men grunden til, at <br />
Hulsbergen ønsker at slå dette fast er, at dette netop er et af diskussions‐<br />
punkterne i forbindelse med forskning inden for ADP‐feltet. På Arkitektsko‐<br />
len Århus har det således internt været diskuteret, hvorvidt f.eks. udstillin‐<br />
ger, konkurrenceforslag og bygningsværker skal ’tælle’ som forskning. <br />
Spørgsmålet er endnu uafklaret både her og andre steder.
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
Man kan også diskutere, hvorvidt kvantiteten af cases eller interven‐<br />
tioner i sig selv danner grundlag for udsagn om et projekts videnskabelighed. <br />
I forbindelse med en diskussion omkring typiske misforståelser i brugen af <br />
cases som grundlag for forskning opregner Bent Flyvbjerg ideen om at, man <br />
ikke kan nøjes med én case som én blandt flere misforståelser (Flyvbjerg <br />
2006, p.221): <br />
<br />
General, theoretical (context‐independent) knowledge is more <br />
valuable than concrete, practical (context‐dependent) know‐<br />
ledge. <br />
One cannot generalize on the basis of an individual case; <br />
therefore, the case study cannot contribute to scientific devel‐<br />
opment. <br />
The case study is most useful for generating hypotheses; that <br />
is, in the first stage of a research process, whereas other <br />
methods are more suitable for hypotheses testing and theory <br />
building. <br />
The case study contains a bias towards verification, that is, a <br />
tendency to confirm the researcher’s preconceived notions. <br />
It is often difficult to summarize and develop general proposi‐<br />
tions and theories on the basis of specific case studies. <br />
<br />
Flyvbjergs diskussion er rettet mod en generel modvilje inden for en <br />
række områder mod overhovedet at anvende cases; en modvilje baseret på <br />
ovenstående argumenter – eller misforståelser, som han kalder dem. Ifølge <br />
Flyvbjerg er denne antipati udbredt i akademiske miljøer, også i dansk sam‐<br />
menhæng, hvor man ofte forestiller sig, at cases udelukkende kan afføde <br />
anekdotisk evidens om partikulære og stærkt kontekstafhængige forhold. <br />
Men som Flyvbjerg også argumenterer for, er det meste af vores viden i rea‐<br />
liteten netop rodfæstet i en konkret, praktisk kontekst og det er gennem <br />
(case)studier af denne sammenhæng, at vi kan hæve os fra et rent begyn‐<br />
derstadium inden for et givet domæne til eksperter inden for det samme <br />
domæne (Ibid. p. 221‐222). Udover at påstå, at det er muligt at generalisere <br />
81
82 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
på baggrund af et enkelt, veltilrettelagt og veludført casestudie, argumente‐<br />
rer Flyvbjerg også imod selve ideen om formel generalisering som funda‐<br />
ment for videnskabelighed: <br />
”[…] formal generalization, whether on the basis of large <br />
samples or single cases, is considerably overrated as the main <br />
source of scientific progress. […] formal generalization is only one <br />
of many ways in which people gain and accumulate knowledge. <br />
That knowledge cannot be formally generalized does not mean <br />
that it cannot enter into the collective process of knowledge ac‐<br />
cumulation in a given field or society. A purely descriptive, phe‐<br />
nomenological case study without any attempt to generalize can <br />
certainly be of value in this process and has often helped cut a <br />
path toward scientific innovation.” (Ibid. 2006, p. 226‐227) <br />
De grundlæggende spørgsmål er så, hvordan vi undgår, at et case‐<br />
baseret projekt udelukkende fremlægger anekdotisk evidens og sikrer, at de <br />
kontekstafhængige, partikulære konklusioner trods alt er med til at sikre nye <br />
indsigter? Flyvbjerg nævner selv muligheden for at anvende casestudier som <br />
grundlag for falsifikation af en videnskabelige hypoteser. Med afsæt i Pop‐<br />
pers klassiske eksempel om at tesen, ’alle svaner er hvide’, kan afvises, hvis <br />
blot man finder én enkelt sort svane, postulerer han, at veltilrettelagte <br />
casestudier er yderst velegnede til netop at finde den enlige sorte svane <br />
(Ibid. p. 227‐228). Udgangspunktet for mit PhD‐projekt var, som nævnt, at <br />
der er behov for ændringer i den eksisterende praksis, herunder at vi savner <br />
(strategiske og metodiske) overvejelser, der i højere grad tager hensyn til en <br />
række af de aktuelle udfordringer, der gør sig gældende i praksis. Men hvor‐<br />
dan tilrettelægger man et casestudie, der kan falsificere denne hypotese? <br />
Som nævnt i afsnittet om PAR kunne jeg have valgt at tilrettelægge <br />
mit projekt som et studie baseret på én enkelt case og have fulgt denne me‐<br />
tode til dørs med alle til rådighed stående midler, herunder f.eks. dybdein‐<br />
terviews, (deltagende) observationer, feltstudier etc. Med afsæt i Flyvbjerg <br />
og andre kunne jeg have argumenteret for, at én enkelt case er tilstrækkeligt
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
grundlag for, om ikke andet, at falsificere min hypotese og måske endda an‐<br />
vise nye veje mod videnskabelig fornyelse, som Flyvbjerg argumenterer for. <br />
Alligevel valgte jeg et projekt baseret på flere cases eller caseforløb <br />
inden for den samme tidsramme – de tre år der er standard for de fleste <br />
PhD‐projekter. Udfordringen er selvfølgelig, at jeg dermed ikke har kunne <br />
planlægge, afvikle og evaluere hver enkelt case med den samme grundighed, <br />
som hvis jeg havde valgt én enkelt case. Og når bl.a. Yin anbefaler, at man <br />
kan styrke sit forskningsprojekt ved at inkludere mere end én case (Yin 2003, <br />
p. 19), så er det ikke en anbefaling, der hverken implicit eller eksplicit medfø‐<br />
rer en licens til at gå på kompromis med det metodiske grundlag for hver <br />
enkelt case i et sammenlignende studie – hvor pointen netop er, at de valgte <br />
cases er sammenlignelige bl.a. i kraft en ensartethed i f.eks. valg af organisa‐<br />
tion (eksempelvis to lige store afdelinger i en virksomhed) eller i fysisk skala <br />
(f.eks. to byområder). <br />
Og lad det være sagt med det samme; planlægningen, afviklingen og <br />
evalueringen af mine cases har på flere områder ikke fulgt skik og brug inden <br />
for samfundsvidenskaberne (social science), som er det standpunkt Yin, og i <br />
et vist omfang også Flyvbjerg, taler fra. Alligevel er der visse overlap, bl.a. i <br />
kravet om at casestudiet kædes sammen med et forudgående teoriapparat, i <br />
modsætning til f.eks. ’grounded theory’ (bl.a. Strauss & Corbin 1998), hvor <br />
teori udledes af ’rene data’, i modsætning til en mere traditionel udveksling <br />
mellem teori og empiri. I mit tilfælde var det teoretiske udgangspunkt et <br />
deliberativt politisk ideal og forestillingen om, at de udfordringer, der ligger <br />
til grund for borgerdeltagelse skyldes, at vi opererer i et ’wicked’ problemfelt. <br />
Dermed kan man påstå, at mit projekt befinder sig, om ikke inden for ram‐<br />
merne af, så i hvert fald i udkanten af et samfundsvidenskabeligt paradigme, <br />
der kan betegnes som phronetisk: <br />
”The phronetic model of social science takes as its point of <br />
departure the fact that despite centuries of trying the natural sci‐<br />
ence model still does not work in social science: No predictive <br />
social theories have been arrived at as yet. The phronetic model is <br />
83
84 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
named after the Aristotelian concept phronesis, which is the intel‐<br />
lectual virtue used to deliberate about which social actions are <br />
good or bad for humans. The basis of deliberation is value ration‐<br />
ality instead of epistemic rationality.” (Flyvbjerg 2006, p. 39) <br />
Formålet med projektet har været at diskutere baggrunden for bor‐<br />
gernes deltagelse i aktuel byudvikling med fokus på at tilvejebringe et grund‐<br />
lag for strategiske og metodiske overvejelser, der kan understøtte komplekse <br />
situationer, hvor brugere og borgere kan diskutere, hvilke elementer af by‐<br />
udviklingen, der er ’gode eller dårlige for mennesker’. Hvordan dette konkret <br />
har udmøntet sig (how) og hvorfor (why) det er relevant at gøre, vender jeg <br />
tilbage til i de efterfølgende kapitler. Men selvom formålet dermed kan be‐<br />
tegnes som ’samfundsvidenskabeligt’, har jeg rent metodisk ikke levet op til <br />
kravene til case‐baseret forskning, som de formuleres inden for rammerne af <br />
et samfundsvidenskabeligt paradigme, phronetisk eller ej. Men hvordan gri‐<br />
bes case‐baseret forskning an inden for designfeltet generelt og research by <br />
design i særdeleshed? <br />
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
brugen af prototyper i designforskning<br />
De fleste beskrivelser af designprocesser har mindst to ting til fælles <br />
med aktionsforskningens ideal, som beskrevet i afsnittet om PAR (og illustre‐<br />
ret hos Susman & Evered samt Damme): De er iterative og casebaserede. <br />
Opfattelsen af design som præget af flere på hinanden følgende gentagelser <br />
af én eller flere cases går igen i de senere års forskning med rod i Arkitektsko‐<br />
len <strong>Aarhus</strong> (bl.a. Ludvigsen 2006, Lykke‐Olesen 2007, Løssing 2005 og Niel‐<br />
sen 2006). Grunden til, at jeg fremhæver disse fire er dels, at deres forsk‐<br />
ningsprojekter rent metodisk minder om mit eget. Derudover er alle mine <br />
cases udviklet i samarbejde med Lykke‐Olesen, Nielsen og Løssing i regi af <br />
Kollision, mens Ludvigsens projekt på mange måder er forbilledligt i sin dis‐<br />
kussion af designforskningens metoder. <br />
Både Ludvigsen, Lykke‐Olesen og Nielsen skriver sig i et vist omfang <br />
ind i – og op imod – HCI‐traditionen, som et forskningsfelt, der arbejder med <br />
mange af de samme metoder og tilgange som designforskningen. Deres <br />
forskningsprojekter har da også specifikt fokus på (teknologisk understøttet) <br />
interaktionsdesign, hvor jeg i mit projekt ikke forholder mig til teknologien <br />
som et mål i sig selv, men snarere som ét blandt flere mulige midler. Fælles <br />
for de nævnte projekter er også, at forfatterne alle har en ADP‐faglig bag‐<br />
grund og i forskelligt omfang gennem deres forskning har reflekteret over <br />
deres arbejdsmetode. <br />
Nielsen beskriver sin metode som opdelt i fem faser, henholdsvis di‐<br />
agnosticering, planlægning, handling, evaluering og specificering af erfarin‐<br />
ger med afsæt i aktionsforskningen som defineret hos Baskerville (Nielsen <br />
2006, p. 29). Men selvom udgangspunktet rent processuelt er aktionsforsk‐<br />
ningens faser, er det konkrete casemateriale defineret som prototyper, hvor <br />
tidligere iterationer informerer de efterfølgende (Ibid. p. 29‐30) Også Løssing <br />
sammenligner sin metode med aktionsforskningen, men ender med at afvise <br />
aktionsforskningen til fordel for prototyping som overordnet metodisk greb <br />
(Løssing 2005, p. 19‐20). Lykke‐Olesen ser også sammenfald mellem sin me‐<br />
85
86 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
tode, der betegnes som research‐through‐design, og aktionsforskning, men <br />
adskiller dem ved at foreslå, at research‐through‐design har et langt større <br />
fokus på designinterventioner i form af prototyper (Lykke‐Olesen 2007, p. <br />
33). Ludvigsen foretager en tilsvarende distinktion og fremhæver det målret‐<br />
tet konstruktive ved brugen af designinterventioner i research‐through‐<br />
design: <br />
”Research‐through‐design is both action‐oriented and con‐<br />
struction‐oriented, and as such can be seen as part of each of <br />
these perspectives on science. But design research holds enough <br />
validity in itself as a genre of science to maintain independence of <br />
both familiar categories, also for its sub‐category research‐<br />
through‐design. When design methodology and design thinking is <br />
used in research activities the scientist will inevitably engage in <br />
change and construction, or proposing construction, as this is <br />
fundamental to designs subjective creativity and leaning forward <br />
in action towards a concrete problem or context.” (Ludvigsen <br />
2006, p. 22) <br />
Selvom man ikke på ovenstående baggrund kan afvise, at aktions‐<br />
forskning kan involvere brugen af prototyper, tegner der sig et billede af, at <br />
case‐baseret forskning inden for det ADP‐faglige felt – eller i det mindste <br />
research by design – ofte vil indeholde prototyper, og at det måske netop er i <br />
dette konstruktive element, at research by (eller through) design adskiller sig <br />
fra et samfundsvidenskabeligt paradigme eller praksis. Alle mine cases har da <br />
også haft et prototypisk præg, forstået således, at erfaringer fra de enkelte <br />
designinterventioner, har informeret næste case i en iterativ proces. Også på <br />
et mere overordnet plan har ideen om prototyping spillet en rolle i projektet, <br />
da metoden på et meget generelt plan har fungeret som afsæt for ideen om <br />
utopiatyping. I denne sammenhæng vil jeg dog nøjes med en kortfattet defi‐<br />
nition på prototyping, hentet fra én af ’grundbøgerne’ inden for HCI‐feltet: <br />
”It is not usually possible to test the design fully by analyz‐<br />
ing the specification; some aspects of usability can be measured <br />
only by building and testing a working system. Therefore a proto‐
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
type is built according to specification, and is tested in the field or <br />
in the laboratory.” (Newmann & Lamming 1995, p. 111) <br />
Prototyper har altså til formål at teste de dele af et design, som vi ikke <br />
kan forudse, hvordan vil opføre sig i en bestemt kontekst. Formålet med en <br />
prototype kan derfor, med afsæt i Flyvbjerg, siges at være falsificere den <br />
oprindelige hypotese (eller specifikation). Når testen er overstået tilrettes <br />
designet i enten en ny prototype eller som et færdigt designobjekt. Hvis vi <br />
ser på mine cases og de redskaber, der er testet her, har formålet netop væ‐<br />
ret dette; at afprøve dem i en realistisk kontekst og efterfølgende – i en ny <br />
iteration – tilpasse såvel strategi, som metode og redskab til en ny kontekst. <br />
Udfordringen er selvfølgelig, at vi ikke, som nævnt i det indledende <br />
kapitel, kan bade i den samme flod to gange, og selvom en ny iteration har <br />
tilrettet designet, vil test og implementering i en ny ’wicked’ kontekst uvæ‐<br />
gerligt medføre behov for yderligere tilpasninger. Processen er altså ikke <br />
bare cyklisk og iterativ, den er også principielt uendelig. Som nævnt i afsnit‐<br />
tet om PAR er det desuden kendetegnende for den kontekst, jeg har arbej‐<br />
det i, at effekten af prototyperne på konteksten kan være svær at måle på <br />
grund af de langsigtede perspektiver i byudvikling. I forhold til dette er det <br />
relativt lettere, at aflæse kontekstens effekt på prototyperne. Hvordan dette <br />
konkret har udmøntet sig vender jeg tilbage til i diskussionen af de enkelte <br />
cases. <br />
Hvis jeg sammenfattende skal forsøge at beskrive projektets over‐<br />
ordnede begreb handler det altså på den ene side om, at anvende designin‐<br />
terventioner i form af prototyper til at påvirke konteksten i en given retning <br />
og samtidig benytte konteksten som et ’laboratorium’ for test af de enkelte <br />
prototyper med det eksplicitte formål at udvikle stadigt mere anvendelige <br />
strategier, metoder og redskaber til borgerdeltagelse. Men kompleksiteten i <br />
grebet stopper ikke her. I og med ’testen’ i hvert tilfælde er foregået i en <br />
realistisk kontekst, har hver enkelt prototype også måtte tilpasse sig den <br />
konkrete situation gennem en dialog med det praksisfællesskab, hvori den er <br />
87
88 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
udviklet. Jeg har forsøgsvist opstillet det som tre mål for projektet, henholds‐<br />
vis et idealmål, et aktionsmål og et udviklingsmål: <br />
<br />
IDEALMÅL: At ændre aktuel praksis inden for borgerdeltagelse <br />
i byudvikling i retning af et bestemt (som udgangspunkt deli‐<br />
berativt) ideal <br />
AKTIONSMÅL: At løse den konkrete opgave som defineret af <br />
klientorganisationen. <br />
UDVIKLINGSMÅL: At teste og løbende forbedre konkrete stra‐<br />
tegier, metoder og redskaber. <br />
<br />
<br />
Aktionsmål<br />
Aktionsmål<br />
Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål<br />
Fig. 4: Diagram over PhD-projektets mål<br />
I figur 4 forsøger jeg at illustrere denne tilgang diagrammatisk. Som fi‐<br />
guren viser løber idealmålet gennem hele projektet, mens aktionsmålene er <br />
vist som afgrænsede ’opgaver’ på linjen. Mellem aktionsmålene finder vi <br />
udviklingsmålene illustreret som iterative processer. Generelt har mine ho‐<br />
vedcases fulgt denne model, mens flere af de mindre cases i højere grad har <br />
behandlet konkrete problemer og spørgsmål, eller eksperimenteret med <br />
(del)elementer af udviklingsmål. Jeg vender tilbage til modellen i kapitel 5 i <br />
forbindelse med analysen af de enkelte cases. Men inden jeg når så langt, vil <br />
jeg kort berøre et sidste aspekt af metodediskussionen, nemlig spørgsmålet <br />
om tvær‐ eller flerfaglighed i denne type forsknings‐ og udviklingsprojekter.<br />
Aktionsmål<br />
IDEALMÅL
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
tværfaglighedens paradoks<br />
Tværfaglighed er på mange måder et diffust begreb. Er det f.eks. når <br />
flere fagligheder arbejder sammen, eller er det når én person eller en sam‐<br />
mentømret gruppe besidder flere fagligheder? I den engelsksprogede ver‐<br />
den skelner man til tider mellem begreberne interdisciplinarity og multi‐<br />
disciplinarity (Rogers et al. 2003), der måske bedst kan oversættes som net‐<br />
op tværfaglighed og flerfaglighed. Forskellen illustreres i følgende citat: <br />
”By ‘interdisciplinarity’ is usually meant something like: the <br />
emergence of insight and understanding of a problem domain <br />
through the integration or derivation of different concepts, meth‐<br />
ods and epistemologies from different disciplines in a novel way. <br />
However, it is also widely believed that ‘true’ interdisciplinarity is <br />
very difficult to achieve and, more often than not, remains an elu‐<br />
sive goal. In practice, many self‐styled interdisciplinary enterprises <br />
actually work at the level of being multidisciplinary (or pluridisci‐<br />
plinary): where a group of researchers from different disciplines <br />
cooperate by working together on the same problem towards a <br />
common goal, but continue to do so using theories, tools, and <br />
methods from their own discipline, and occasionally using the out‐<br />
put from each other’s work. They remain, however, essentially <br />
within the boundaries of their own disciplines both in terms of <br />
their working practices and with respect to the outcomes of the <br />
work.” (Rogers et al. 2003, p. 3) <br />
Mit projekt er på sin vis præget af både tværfaglighed og flerfaglighed <br />
– og til tider kan det som sagt være svært at skelne mellem de to. For at for‐<br />
stå baggrunden for denne påstand, og alligevel forsøge en distinktion, vil jeg <br />
(igen) kort opsummere min egen baggrund i et forsøg på at sandsynliggøre, <br />
at jeg gennem min uddannelse og karriere har tilegnet mig egentlige tvær‐<br />
faglige kompetencer. <br />
Mit uddannelsesmæssige udgangspunkt er en toårig grunduddannel‐<br />
se i litteraturhistorie, efterfulgt af en suppleringsuddannelse i Medieviden‐<br />
89
90 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
skab, der sidenhen blev afbrudt og erstattet af en suppleringsuddannelse i <br />
Multimedier og efterfølgende en kandidatuddannelse inden for samme om‐<br />
råde. Multimedieuddannelsen var i sig selv anlagt som en tvær‐ eller flerfag‐<br />
lig uddannelse med lån fra Datalogi, Informations‐ og Medievidenskab samt <br />
de æstetiske fag. I min professionelle karriere har jeg arbejdet med forlags‐<br />
arbejde, (web)design, brugerinddragelse, analyse, kommunikation og pro‐<br />
jektledelse i en lang årrække og i de seneste syv år, har jeg arbejdet på lige <br />
fod med arkitekter, designere, planlæggere og andre faggrupper inden for <br />
ADP‐fagets praksis, bl.a. som bruger‐ og borgerinddragelseskonsulent, men <br />
også som konceptudvikler og som en integreret del af design‐ og konkurren‐<br />
ceteams. <br />
Såvel i min uddannelse som i mit professionelle virke har jeg således <br />
arbejdet sammen med – og i en del tilfælde tilegnet mig – flere forskellige <br />
fagligheder. Både gennem min egen tilegnelse af flere fagligheder og som en <br />
konsekvens af flerfagligt samarbejde, er der i mange tilfælde opstået, hvad <br />
man med ovenstående citat fra Rogers et al. kan definere som nye indsigter i <br />
og forståelse for et problemområde gennem integration eller afledning af <br />
forskellige koncepter, metoder og erkendelsesteorier fra forskellige discipli‐<br />
ner. Men kan man ’tvinge’ tværfaglige indsigter frem? Problemet er selvføl‐<br />
gelig, at mens tværfaglighed kan opfattes som en horisontalt liggende bjælke <br />
i en bygning, er konstruktionen ikke meget værd, hvis der ikke samtidig er en <br />
række bærende søjler, der holder den tværfaglige bjælke oppe, dvs. netop et <br />
flerfagligt fundament. Betyder tværfaglighed så, at den enkelte forsker på <br />
egen hånd må understøtte overliggeren med bærende søjler og dermed <br />
tilegne sig flere fagligheder i deres totalitet? Eller er det tilladt, at lægge af på <br />
andres faglige søjler, uden måske til fulde at forstå, hvad der er den bærende <br />
kraft i dem? Myra H. Strober, professor på Stanford University, har formule‐<br />
ret netop den udfordring som følger: <br />
”The complexity of knowledge in the contemporary world <br />
creates a paradox. On the one hand its sheer volume and intricacy <br />
demand disciplinary specialization, even sub‐specialization, be‐<br />
cause innovative research or scholarship increasingly requires im‐
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
mersion in the details of disciplinary dialogue. On the other hand <br />
that very immersion can limit innovation. Disciplinary specializa‐<br />
tion inhibits faculty from broadening their intellectual horizons: for <br />
example, considering questions of importance outside their disci‐<br />
pline, learning other methods for answering these questions and <br />
pondering the possible significance of other disciplines’ findings for <br />
their own work.” (Strober 2006, p. 315) <br />
De samme forhold gør sig på sin vis gældende inden for den ADP‐<br />
faglige praksis i dag. I branchen kan man på den ene side se en specialisering <br />
af funktionerne, ikke mindst blandt de større virksomheder, hvor især de <br />
rådgivende ingeniører i stadigt stigende grad udbygger deres kapacitet med <br />
højt specialiserede eksperter inden for eksempelvis områder som <br />
bæredygtighed, inddragelse og kommunikation. Samtidig opstår mindre <br />
virksomheder med klart definerede profiler, hvor målet ikke nødvendigvis er <br />
at vinde en konkurrence på egen hånd og efterfølgende stå for projektering <br />
og supervision af byggeprocessen. I stedet udfylder virksomhederne rollen <br />
som specialiserede konsulenter eller underleverandører til de store virksom‐<br />
heder som en del af bredt sammensatte teams. <br />
De bredt sammensatte teams er desuden et udtryk for, at opgaver‐<br />
nes kompleksitet er vokset. Alene for at komme i betragtning til en prækvali‐<br />
ficering på en større planlægnings‐ eller udviklingsopgave i dag, kræves ty‐<br />
pisk et team bestående af arkitekter med både bygnings‐ og landskabsfaglig <br />
tilgang, ingeniører, der både kan varetage bæredygtighedsaspekter, langsig‐<br />
tet projektøkonomi i et komplekst samspil med f.eks. detailhandel, develo‐<br />
pere og offentlige myndigheder, traditionelle ingeniørkompetencer, inddra‐<br />
gelseseksperter, kommunikationsfolk, grafiske designere, sociologer, antro‐<br />
pologer og sågar kunstnere. Det er samtidig værd at bemærke, at mens kra‐<br />
vene til teamets kompetencer er steget er det endnu sjældent at størrelsen <br />
på honorarer og præmier udviser samme stigende tendens – men det er en <br />
anden (lidelses)historie. <br />
Men hvorfor er den tværfaglige – eller flerfaglige – praksis interessant <br />
i forbindelse med et forskningsprojekt om borgerdeltagelse og byudvikling? <br />
91
92 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
På den ene side fordi stort set alle mine cases er udviklet i flerfagligt samar‐<br />
bejde med andre faggrupper. Og på den anden fordi tværfaglighedens para‐<br />
doks er en spejling af netop de problemstillinger, der også gør sig gældende i <br />
inddragelsesprocesser med mange deltagere. Et væsentligt element i ind‐<br />
dragelsesprocesser er, at få personer med vidt forskellige faglige (såvel som <br />
kulturelle, etniske og socioøkonomiske) baggrunde til at arbejde sammen – <br />
uden at man har mulighed for at kende de enkelte deltageres bærende søj‐<br />
ler til bunds. Borgerdeltagelse handler altså (også), lidt forsimplet, om at få <br />
flerfagligheden til at gå op i en tværfaglig enhed. <br />
I relation til mit forskningsprojekt har den tvær‐ og flerfaglige tilgang <br />
betydet, at jeg til stadighed har måtte vægte værdien af de specialiserede <br />
bærende søjler i relation til en mere syntetiserende overligger, der forsøger <br />
at generere nye indsigter igennem et fokus på sammenhænge mellem flere <br />
fagligheder, snarere end ved at tilføje yderligere styrke til de bærende kon‐<br />
struktioner. Risikoen er selvfølgelig, som også antydet i citatet fra Rogers et <br />
al., at tværfagligheden blot bliver et luftigt postulat, der måske blot dækker <br />
over et manglende flerfagligt overblik og fraværet af en dybdegående indsigt <br />
i de enkelte fagligheder. <br />
I det indledende kapitel nævnte jeg bl.a. tre teoretiske grundsten, <br />
henholdsvis borgerbegrebet og projektets politiske fundament, byudvik‐<br />
lingsbegrebet samt deltagelsesprocesser og borgernes rolle heri. Det giver <br />
næsten sig selv, at jeg ikke har mulighed for at dykke ned i hvert enkelt felt <br />
på et niveau, der kan matche forskere, der hver især specialiserer sig i ét af <br />
disse felter. Det betyder selvfølgelig også, at det er muligt at angribe projek‐<br />
tet for manglende fagligt fundament, hvis man hælder til den opfattelse, at <br />
nye indsigter bedst genereres med afsæt i (mono)disciplinær specialisering. <br />
Jeg har igennem hele forløbet været bevidst om denne akilleshæl ved <br />
mit PhD‐projekt, og hvis der havde været tale om et rent teoretisk projekt, <br />
ville det uden tvivl have været at opfatte som en graverende svaghed. Men <br />
igennem udvekslingen med praksis har jeg prøvet den udviklede strategi og <br />
de anvendte metoder af i situationer, hvor deres styrke er blevet efterprøvet
<br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
– og deres konstruktion efterfølgende justeret i de efterfølgende interventi‐<br />
oner. Mens tilblivelsen af de enkelte cases i langt de fleste tilfælde har været <br />
resultatet af et flerfagligt samarbejde, vil jeg påstå, at de indsigter der er ge‐<br />
nereret på baggrund af casearbejdet i langt højere grad er tværfaglige. Det er <br />
således i den konkrete, flerfagligt funderede designintervention og efterføl‐<br />
gende refleksion herover, at grænserne mellem flere fagligheder overskrides <br />
og en egentlig interdisciplinær eller tværfaglig erkendelse er mulig. <br />
På den anden side er de enkelte designinterventioner partikulære <br />
forstået således, at de typisk omhandler ét problem eller problemfelt, f.eks. <br />
spørgsmålet om CO2‐neutralitet, der godt nok angribes gennem flere faglig‐<br />
heder, men hvor de strategiske og metodiske overvejelser efterfølgende for <br />
så vidt muligt skal generaliseres og gøres universelle, for at vi kan tale om <br />
dem som egentlig forskningsbidrag i stedet for netop blot en konkret løsning <br />
på et snævert defineret problem. Igennem projektet har jeg, i flere tilfælde <br />
sammen med kolleger, forsøgt at abstrahere generelle anbefalinger og mere <br />
universelle metoder fra de enkelte cases og beskrevet disse i fagfællebedøm‐<br />
te artikler, posters og bidrag til antologier for at få et eksternt blik på såvel <br />
det faglige niveau som de generaliserede resultaters status som originale <br />
bidrag til forskningen. Disse artikler og posters fremstår på sin vis som ek‐<br />
sempler på syntetiseringen af flerfagligt samarbejde i et tværfagligt og gene‐<br />
raliseret format, ligesom nærværende afhandling (forhåbentlig) vil gøre det. <br />
Et andet problem med tvær‐ eller flerfagligheden er, at den kan føre <br />
til faglig ’cherry‐picking’, dvs. brugen af teori (eller empiriske resultater), der <br />
understøtter netop den konklusion, man ønsker at fremdrage, simpelthen på <br />
grund af manglende mulighed for at sætte sig ind i de enkelte søjlers totali‐<br />
tet. At dette dog ikke er en risiko, der er begrænset til tvær‐ og flerfaglige <br />
forskningsprojekter er velkendt bl.a. i Russells distinktion mellem en konti‐<br />
nental filosofisk tradition, der med afsæt i en, ofte løseligt funderet, induktiv <br />
tilgang står i stærk kontrast til en britisk, eller angelsaksisk, tradition, der i <br />
langt højere grad baserer sig på formelle deduktive systemer (Russell 1945). <br />
Dette projekt falder på mange måder ind under den kontinentale tradition, <br />
eftersom resultaterne er blevet til med afsæt i partikulære cases, på bag‐<br />
93
94 <br />
<br />
PROJEKTETS METODE<br />
<br />
grund af hvilke, der forsøges en generalisering. Omvendt er de enkelte cases, <br />
som beskrevet i de foregående afsnit, med til at falsificere projektets oprin‐<br />
delige hypotese eller afsæt, men dog ikke i nogen traditionel eller systema‐<br />
tisk deduktiv forstand. Hvorvidt det er lykkedes helt at undgå cherry‐picking, <br />
vil jeg dog lade være op til læsere med særlig faglig indsigt i de enkelte søjler i <br />
projektet om at vurdere. <br />
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
borger, by & deltagelse<br />
I dette kapitel vil jeg redegøre for projektets teoretiske fundament, <br />
herunder en diskussion af borgerbegrebet, en beskrivelse af min opfattelse – <br />
og forståelse – af nogle, primært aktuelle tendenser i byudviklingen samt en <br />
fremlæggelse af de teorier om inddragelse og deltagelse, der har haft væ‐<br />
sentlig betydning for mit projekt. Der er ikke tale om noget nær udtømmen‐<br />
de beskrivelser og diskussioner af de enkelte områder, snarere om en selek‐<br />
tiv fremlæggelse af en række positioner, der har informeret dels, hvad jeg <br />
ovenfor kaldte idealmålet og udviklingsmålene, dels har været med til at <br />
forme min egen forståelse af de tre domæner. <br />
Som beskrevet ovenfor i afsnittet om tværfaglighed kan man enten <br />
vælge at se dette som videnskabelig kirsebærplukning, eller som at projektet <br />
indskriver sig i en induktiv, kontinental‐filosofisk tradition. Jeg hælder selv <br />
mest til det sidste. Lad mig forsøge at uddybe. Som allerede beskrevet i me‐<br />
todeafsnittet, vil et projekt, der har et flerfagligt udgangspunkt i forsøget på <br />
at skabe tværfaglige indsigter, hvile på faglige fundamenter, der kan synes <br />
utilstrækkelige, hvis man ser dem hver for sig. For læsere med en særlig inte‐<br />
resse for henholdsvis demokratiteori og borgerbegreber, byplanlægning og ‐<br />
udvikling eller inddragelse og borgerdeltagelse, vil de relevante afsnit (sand‐<br />
synligvis) hver især fremstå som utilstrækkeligt funderede og overfladiske <br />
sammenlignet med et projekt – og en afhandling – der har et snævert, en‐<br />
keltfagligt fokus. Jeg vil derfor opfordre den fagligt vidende læser til at tage <br />
de tværfaglige briller på, og betragte projektets teoretiske fundament som <br />
en belysning af et felt fra netop flere faglige vinkler, og ikke som et udtøm‐<br />
mende og fokuseret bidrag til hvert enkelt fagområdes diskurs. Denne op‐<br />
fordring er ikke ment som en forhåndsapologi, men snarere som en <br />
læsevejledning til afhandlingens teorikapitel. <br />
Udfordringen er, at der findes mange tilgange til forståelsen af bor‐<br />
gergrebet, mange politiske teorier og et væld forklaringsmodeller, der forsø‐<br />
95
96 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
ger at sætte skik på den udviklingsmæssige kompleksitet, vi som borgere i <br />
verden – og byerne – anno 2011 oplever. At nå omkring dem alle ville derfor <br />
både være en praktisk umulighed og et fejlskud i forhold til, at de begreber, <br />
jeg betjener mig af i mit projekt samtidig er prøvet af gennem cases, hvor det <br />
hurtigt har vist sig, om de var rene luftkasteller, eller om der var tilstrækkeligt <br />
med substans til, at de kunne fungere i virkeligheden. <br />
Det nytter således ikke udtømmende at beskrive ’borgeren’ som en <br />
historisk og akademisk konstruktion, hvis borgerne derude i virkeligheden <br />
har en helt anden selvopfattelse. Det samme gør sig gældende med byudvik‐<br />
lingsbegrebet. Der er mere end nok konceptuelt interessant byteori at tage <br />
fat på, hvis man ønsker at beskrive feltet in extenso. Mine valg af fokusområ‐<br />
der er derfor også her informeret af, hvad jeg skulle anvende begreberne til i <br />
praksis. Hvis ikke de græske bystater har betydning for de mennesker, der <br />
skal deltage i byudviklingsprocessen, giver det heller ikke megen mening, at <br />
starte her i definitionen af byen. Omvendt har jeg også, som nævnt i afsnittet <br />
om PAR, valgt at indskrive mig i et forskningsmiljø, hvor der i forvejen findes <br />
velovervejede teoretiske positioner. Hvor disse har relevans for projektet, <br />
har jeg derfor forsøgt at forholde mig til dem – men også se på dem med <br />
kritiske briller i forhold til deres anvendelighed i den praksis, jeg igennem <br />
projektet har opereret i og med. Jeg har taget afsæt i en kort opridsning af <br />
nogle af de væsentligste tendenser i moderne byudviklings og skitseret disse <br />
indledningsvist i en kort historisk gennemgang som afsæt for en bredere <br />
forståelse af aktuelle byudviklingstendenser. Den historiske baggrund er så‐<br />
ledes både selektiv og, set fra et snævert fagligt synspunkt, mangelfuld men <br />
ikke desto mindre nødvendig som én af flere søjler, der bærer den tværfagli‐<br />
ge overligger. Måske ikke mindst for den læser, der ligesom jeg selv, ikke <br />
kommer til feltet med en tung byteoretisk baggrundsviden, der kan informe‐<br />
re læsningen af den tværfaglige overligger. <br />
Deltagelsesbegrebet kunne også i sig selv være en afhandling værd. <br />
Som beskrevet i det indledende kapitel er der sket et skifte i begrundelserne <br />
for at inddrage borgerne siden tresserne og halvfjerdserne. Og endnu ét er <br />
måske undervejs? Samtidig hænger deltagelsesbegrebet tæt sammen med
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
politisk teori og filosofi – og igen kunne man starte med de gamle grækere i <br />
en definition af sammensmeltningen mellem demokrati og by i Polis. Om‐<br />
vendt er der nok at tage fat på i den aktuelle kontekst og med afsæt i Yins <br />
skema for casebaseret forskning (Yin 2003), har jeg allerede slået fast, at mit <br />
fokus er aktuelle begivenheder (contemporary events), hvorfor afsnittet om <br />
deltagelse kun i begrænset omfang ser tilbage mod en historisk kontekst for <br />
borgernes deltagelse i byudviklingen. Jeg går heller ikke i dybden med andre <br />
fagområders teori og praksis, f.eks. antropologi, psykologi, HCI eller udvik‐<br />
lingsarbejde (i tredjeverdenslande), men anvender udelukkende indsigter, <br />
pointer, metoder og teori fra disse felter i det omfang, de kan bidrage me‐<br />
ningsfuldt til udviklingen af strategier og metoder inden for feltet borgerdel‐<br />
tagelse i (aktuel) byudvikling. <br />
Med denne afgrænsning – og tværfaglige læsevejledning – i mente, <br />
vil jeg tage fat på en yderligere afgrænsning og afklaring af de tre væsentlige <br />
begreber i afhandlingen, borger, byudvikling og deltagelse. <br />
<br />
<br />
97
98 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
borgeren<br />
”I’d love to change the world // but I don’t know what to do <br />
// so I leave it up to you.” (Ten Years After, 1972) <br />
Hvorfor indlede dette afsnit med et citat fra en snart fyrre år gammel <br />
sang? For det første fordi citatet på mange måder rammer plet i forhold til <br />
den oplevelse man får, når man forsøger at involvere borgerne i byudviklin‐<br />
gen: Mange har en klar idé om, at de gerne vil gøre en forskel, f.eks. være <br />
med til at nedbringe CO2‐udslippet, skabe bedre skoler eller mere liv i byen. <br />
Men de ved ofte ikke, hvad de skal gøre og overlader derfor arbejdet til an‐<br />
dre. For det andet er sangen på mange måder udtryk for den defaitisme – <br />
eller måske snarere realitetssans – der opstod, da det gik op for borgerne i <br />
bredeste forstand, at drømmen om at løse verdens problemer, ikke mindst <br />
de sociale, måske netop kun var en drøm. Som nævnt i forrige kapitel var det <br />
for alvor i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, at et <br />
opgør med det rationelle, modernistiske paradigme tog fart og ideen om at <br />
mange af samfundets problemer i virkeligheden var uløselige, eller i hvert <br />
fald ’wicked’, opstod. Samtidig opstod et øget krav om medindflydelse og <br />
forandringer, ofte udtrykt som protester mod beslutninger, der blev truffet <br />
af de professioner, der var involveret i udviklingen af samfundet: <br />
”Some of the generators of the confrontation have been in‐<br />
tellectual in origin. The anti‐professional movement stems in part <br />
from a reconceptualization of the professional’s task. Others are <br />
more in the character of historical imperatives, i.e. conditions have <br />
been thrown up by the course of societal events that call for differ‐<br />
ent modes of intervention.” (Rittel & Webber 1973, p. 156) <br />
Herhjemme havde vi på samme tid bl.a. opgøret med professorvæl‐<br />
det og en generel underminering af autoriteter, der tidligere havde været <br />
nærmest uantastelige, både i uddannelsessystemet, retssystemet og det <br />
politiske system. Som Rittel og Webber skriver, var en del af dette oprør an‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
stiftet af intellektuelle og som sådan ikke nødvendigvis en del af en egentlig <br />
’folkelig’ opstand. På sin vis kan der dermed drages paralleller til de seneste ti <br />
års ’oprør’ mod eksperttyranni og smagsdommeri herhjemme, der blev sat <br />
på spidsen af Anders Fogh Rasmussens snart herostratisk berømte nytårstale <br />
fra 2002: <br />
”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behø‐<br />
ver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore <br />
vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vild‐<br />
nis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt. Mange af <br />
dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som <br />
fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er <br />
tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den <br />
frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pege‐<br />
fingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter <br />
kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal <br />
træffe det personlige valg, er vi alle eksperter.” (Albæk 2004, p. 7) <br />
Opgøret med eksperterne kom heller ikke denne gang fra folkedybet, <br />
om man så må sige, og selvom Anders Fogh Rasmussen måske vil betakke sig <br />
for at blive betegnet som ’intellektuel’ i klassisk forstand, kan man ikke be‐<br />
nægte, at en statsministers opgør med eliten kan betegnes om et ’oprør’ <br />
indstiftet fra toppen. Det samme gør sig på mange måder gældende for det <br />
seneste ti års fokus på inddragelse af borgerne i byudviklingen. Det handler <br />
måske i virkeligheden ikke så meget om borgernes egne ønsker og krav, som <br />
det er udtryk for et mere eller mindre intellektuelt defineret ideal fra ’top‐<br />
pen’. Men hvis borgerne nu har mulighed for at gribe magten og få direkte <br />
indflydelse på udviklingen af deres nærområde og det samfund, der færdes i <br />
til daglig, hvorfor tager de så ikke imod med kyshånd? <br />
En af forklaringerne skal måske søges i en forståelsen – eller manglen <br />
på samme – af ’et fælles bedste’, et begreb, der spiller en væsentlig rolle i <br />
diskussionen om borgerdeltagelse i byudvikling. Begrebet har dybe historiske <br />
rødder og kan præliminært defineres med afsæt i Rousseaus idé om en ’fæl‐<br />
lesvilje’ (volonté générale): <br />
99
100 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
"Each of us puts his person and all his power in common <br />
under the supreme direction of the general will; and we as a body <br />
receive each member as an indivisible part of the whole." (Rous‐<br />
seau 1999, p. 55) <br />
Fællesviljen hos Rousseau kan vel bedst opfattes som summen af <br />
holdninger hos borgerne som enkeltstående individer, upåvirket af fraktio‐<br />
ner, partier og andre sammenslutninger, der kan have en afsmittende virk‐<br />
ning på meningsdannelsen. Når borgeren har underlagt sig fællesviljen og <br />
indgået i den ’sociale kontrakt’ opnår han eller hun også visse rettigheder, <br />
ikke mindst beskyttelse af liv og ejendom, men også fællesskabets (eller sta‐<br />
tens) generelle beskyttelse – og samtidig statens ret til at blande sig i borge‐<br />
rens liv med afsæt i fællesviljens forrang over individet gennem en ophævel‐<br />
se af den borgerlige privatsfære til fordel for en inklusiv, politiseret offentlig <br />
sfære. Som Habermas formulerer det: <br />
”Rousseau projected the unbourgeois idea of an intrusively <br />
political society in which the autonomous private sphere, that is, <br />
civil society emancipated from the state, had no place.” (Haber‐<br />
mas 2002, p. 97) <br />
Rousseaus ideer var ikke nødvendigvis tænkt som noget, der kunne <br />
fungere i stor skala. Han så dem selv som noget, der snarere var rettet mod <br />
bystater, hvor den enkelte borger havde direkte indflydelse. Implicit i idealet <br />
lå, at jo større staten blev, jo mindre blev den enkelte borgers frihed og ind‐<br />
flydelse. Rousseau talte også for at overlade den udøvende magt til en in‐<br />
stans, der ikke var folket (men heller ikke nødvendigvis én enkelt person, <br />
selvom han talte om en ’fyrste’). Denne ’regering’ skulle handle på baggrund <br />
af det mandat, der var givet af borgerne – men med ret til at gribe ind over <br />
for den enkelte borger. Kort sagt; med afsæt i en idé om et ’fælles bedste’ – <br />
eller en fællesvilje – havde staten ret til, at overtrumfe den enkelte borgers <br />
(friheds)rettigheder. <br />
På den måde kan ideen om et ’fælles bedste’ på den ene side define‐<br />
res som et magtfuldt redskab i hænderne på planlæggere eller en ’regering’,
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
der kan sikre udviklingen af samfundet uden smålig skelen til særinteresser. <br />
På den anden side kan det opfattes som et overgreb mod helt fundamentale <br />
borgerrettigheder, hvor staten griber dybt ind i den private sfære. Det er <br />
(også i dag) et sted i dette spænd mellem fællesviljen og individets (bor‐<br />
ger)rettigheder, at nogle af de væsentligste udfordringer forbundet med <br />
borgernes deltagelse i aktuel byudvikling skal findes. Og det er måske også <br />
her, at misforholdet mellem ønsket om at ændre verden og den enkeltes <br />
afmagt, som udtrykt i det indledende citat, opstår. <br />
Men for at forstå borgerens relation til byudviklingen er det nødven‐<br />
digt at dykke lidt dybere ned i borgerbegrebets rødder og aktuelle manifesta‐<br />
tioner. <br />
<br />
<br />
borger i det nye babel<br />
”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da <br />
de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de <br />
slog sig ned. De sagde til hinanden: ”Kom, lad os stryge teglsten og <br />
brænde dem hårde!” De brugte tegl som sten og asfalt som mør‐<br />
tel. Så sagde de: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til <br />
himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over <br />
hele jorden.” Herren steg ned for at se byen og tårnet, som men‐<br />
neskene byggede. Så sagde Herren: ”Se, de er ét folk med samme <br />
sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de plan‐<br />
lægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre de‐<br />
res sprog, så de ikke forstår hinanden.” Så spredte Herren dem <br />
derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge by‐<br />
en. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på <br />
hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele <br />
jorden.” (1. Mosebog, kap. 11) <br />
Som så mange andre gammeltestamentlige historier kan man undre <br />
sig over moralen i myten om Babelstårnet. Hvad gjorde indbyggerne i Sinear <br />
101
102 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
galt? Var de hovmodige? Var tårnet udtryk for afgudsdyrkelse eller gudsbe‐<br />
spottelse? Frygtede Gud simpelthen, at mennesket ville blive for magtfuldt? <br />
Ønskede han, at mennesket blev spredt udover jorden i stedet for at klumpe <br />
sig sammen i byerne? Ville han have monopol på planlægningen? Eller var <br />
han bare den prototypiske NIMBYist? ’Jeg vil (fandeme) ikke have det tårn i <br />
min baghave!’ <br />
Uanset hvad – og mytens eventuelle historiske rødder ufortalt – er <br />
spørgsmålet, om vi (igen) i dag lever som borgerne i Babel umiddelbart efter <br />
Forvirringen, spredt i en grænseløs by præget af særinteresser og uden mu‐<br />
lighed for at tale et fælles sprog, der kan lette planlægningen? Og hvis ja, <br />
hvad betyder det så for borgernes selvopfattelse, deres opfattelse af byen og <br />
deres egen rolle i udviklingen af den? Før vi kan lede efter svar på disse <br />
spørgsmål bør vi se nærmere på, hvad der skete med borgerbegrebet efter <br />
Babel. <br />
Efter spredningen af jordens folk (historisk korrekt eller ej), levede <br />
langt de fleste, ikke mindst i vores del af verden, spredt i landskabet, i mindre <br />
sammenslutninger af gårde eller små bysamfund. Så sent som i 1800 levede <br />
kun 2,2 % af Europas befolkning i byer med over 100.000 indbyggere (Davis <br />
2008, p. 20). Først med industrialiseringen begyndte billedet for alvor at <br />
vende. Indtil industrialiseringen eksisterende byen i et ambivalent forhold til <br />
det omgivende land, økonomisk, politisk og til tider også militært. På landet <br />
boede bønderne, underlagt adelen eller kirken, i byen boede håndværkere <br />
og handelsmænd organiseret i lav og i sidste ende underlagt kongemagten. <br />
Grænsen mellem by og land var derfor af politisk og økonomisk art, såvel <br />
som fysisk og militært i form af mure, skanser og voldgrave (Ibid. p. 19‐22). <br />
Det var inden for bymurene, at ’borgeren’ opstod. Sædvanligvis defi‐<br />
neres begrebet borger rent etymologisk som udsprunget af det tyske Burger, <br />
afledt af ordet borg (Burg) i betydningen købstad, som oftest oprettet om‐<br />
kring eller beskyttet af en borg. Sat på spidsen var en borger en fri, typisk <br />
ejendomsbesiddende, mand bosat i en købstad og beskæftiget med handel <br />
eller håndværk. I midten af det 18. århundrede begyndte det europæiske
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
borgerskabs magt at vokse. Den politiske baggrund var de enevældige her‐<br />
skeres stadigt større direkte og indirekte afhængighed af et økonomisk <br />
stærkt borgerskab. Direkte qua behovet for at uddelegere (handels)magten <br />
og indirekte som en følge af nationalstatens behov for at opretholde et be‐<br />
skatningsgrundlag, der kunne finansiere den territoriale enhed, herunder <br />
håndhævelsen af statsmagtens decentrale repræsentation i form af såvel <br />
dømmende som udøvende magt og et stående militær til beskyttelse af na‐<br />
tionens interesser. I takt med dannelsen af en centraliseret statsmagt opstod <br />
behovet for at administrere den magt, der tidligere havde været uddelegeret <br />
til adelen, et behov der på sigt førte til en bureaukratisering af staten i form <br />
af en egentlig statsadministration, der udjævnede sociale, økonomiske kultu‐<br />
relle og lovmæssige forskelle inden for (national)statens rammer og gav bor‐<br />
gerskabet en stadig stigende indflydelse (Held 1996). <br />
Samtidig opstod et forum for borgerlig meningsudveksling – en bor‐<br />
gerlig offentlig sfære, hvor borgerne som privatpersoner kunne udveksle <br />
holdninger. (Habermas 1989). I takt med udviklingen og udbredelsen af me‐<br />
dier, der understøttede den borgerlige offentlige sfære sprængtes også by‐<br />
ens rammer i og med de distribuerede, trykte medier ophævede borgerens <br />
informationsmæssige tilknytning til én by og gjorde det muligt for borgerne <br />
at handle med andre byer, lande og kontinenter (Habermas 2002). Samtidig <br />
med, at borgeren vendte blikket udad mod den offentlige sfære – og dermed <br />
også ud af byen i retning af andre byer – konsolideredes stedsligheden gen‐<br />
nem privatsfærens fokus på hjemmet, helt konkret forstået som huset i by‐<br />
en. Borgerskabets stigende magt mundede efterhånden også ud i konkret <br />
lovgivning, der skulle beskytte borgernes rettigheder. Bl.a. Montesquieu (og <br />
for så vidt også Rousseau) talte for en klar og tydelig bekendtgørelse af de <br />
love, der styrede samfundet: <br />
”[…] whoever has the legislative or supreme power of any <br />
commonwealth, is bound to govern by established standing laws, <br />
promulgated and known to the people, and not by extemporary <br />
decrees […].” (Montesquieu, in Habermas 2002, p. 53) <br />
103
104 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Selvom lovgivningen til stadighed lå hos statsmagten, dvs. hos dati‐<br />
dens, som oftest enevældige, herskere, tjente borgerskabets tanker som <br />
afsæt for en gryende offentlig (selv)bevidsthed om behovet for en abstrakt <br />
og generaliseret lovmæssig beskyttelse af rettigheder og besiddelser, define‐<br />
ret først og fremmest som et liberalt ideal, der omfattede borgerskabets liv, <br />
frihed og ejendom som mere eller mindre ukrænkelige (Ibid.) <br />
”With the great codifications of civil law a system of norms <br />
was developed securing a private sphere in the strict sense, a <br />
sphere in which private people pursued their affairs with one an‐<br />
other free from impositions by estate and state, at least in ten‐<br />
dency.” (Habermas 2002, p. 75) <br />
Med etableringen af lovgivning, der på den ene side tillod og under‐<br />
støttede en offentlig sfære gennem lovfæstningen af basale frihedsrettighe‐<br />
der og på den anden side beskyttede privatsfæren ved at forsvare borger‐<br />
skabets ejendomsret, var den moderne (stats)borger født. Han, for det var <br />
nemlig stadig kun mænd, der regnedes for borgere, var nu borger i en natio‐<br />
nalstat, men samtidig beboer i en by, der var afgrænset af, om end sandsyn‐<br />
ligvis allerede vokset udover, borgmuren, voldene eller skanserne, der var <br />
oprettet for at forsvare byen som afgrænset territorium. I og med beskyttel‐<br />
seszonen var udvidet til at omfatte det nationale territorium blev byen som <br />
territorial enhed mindre betydningsfuld. Hvor byens hidtidige skarpe grænse <br />
udsprang af et behov for at dominere – eller beskytte sig imod – det omgi‐<br />
vende land og den landbesiddende adel (Lefebvre 2008, p. 118‐120), blev <br />
byen, især med industrialiseringen mere subtil i sit forsøg på at dominere det <br />
omkringliggende landskab og Lefebvre spørger på den baggrund, om byen vil <br />
blive grænseløs og bylivet dominere: <br />
”In industrial countries, the old exploitation by the city, […] <br />
gives way to more subtle forms of domination and exploitation, <br />
the city becoming the centre of decision‐making […]. However that <br />
may be, the expanding city attacks the countryside, corrodes and <br />
dissolves it […] Urban life penetrates peasant life, dispossessing it
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
of its traditional features […]. Will the urban fabric […] catch in its <br />
nets all the territory of industrialized countries? Is this how the old <br />
opposition between town and country is overcome?” (Ibid. p. 119‐<br />
120) <br />
Under alle omstændigheder fulgte en revurdering af borgerbegrebet i <br />
haserne på de tidlige faser af den industrielle revolution. På den ene side <br />
blev begrebet mere inkluderende, og borgerrettigheder var ikke længere <br />
forbeholdt en bestemt samfundsgruppe. På den anden side blev borgerne i <br />
højere grad bevidste om deres tilhørsforhold til en bestemt klasse – der dog <br />
kunne brydes – i stedet for den hidtidige placering i et ubrydeligt (feudalt) <br />
hierarki (Heater 2005, p. 8). Den offentlige sfære blev også i stigende grad <br />
præget af envejskommunikation i takt med udbredelsen af massemedierne, <br />
ligesom det politiske liv tilpassede sig en ny form for repræsentativitet, hvor <br />
politikere ikke længere repræsenterede bestemte (person)gruppers interes‐<br />
ser, men snarere et bestemt partis interesser og partierne bestemte klassers <br />
interesser. Samtidig opstod ideen om et rationelt funderet fælles bedste, <br />
hvor borgernes ejendomsret i visse tilfælde måtte indordne sig under al‐<br />
menvellets interesser, ikke mindst når det drejede sig om udviklingen af by‐<br />
erne og planlægningen af denne udvikling. <br />
I dag er borgerbegrebet, den offentlige sfære, det politiske liv, opfat‐<br />
telsen af det fælles bedste og udviklingen af vore byer under hastig foran‐<br />
dring. Vi er tilsyneladende igen blevet borgere i et forvirret Babel uden et <br />
fælles rationale. François Ascher kalder forandringen for en ny urban revolu‐<br />
tion, hvor størstedelen af borgerne ikke længere bor i; <br />
”[…] tætte og kontinuerte bymæssige bebyggelser, men i <br />
’metapoler’, dvs. udstrakte, diskontinuerte, heterogene og multi‐<br />
polariserede urbane territorier; der er ikke længere klare grænser <br />
mellem by og land […].” (Ascher 2002, p. 30‐31) <br />
En af årsagerne til denne revolution er ændringen i medie‐ og kom‐<br />
munikationsteknologier, der giver en større fleksibilitet og fordrer en anden <br />
form for mobilitet. Samtidig forandrer teknologien relationen mellem den <br />
105
106 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
offentlige og private sfære (Ascher 2002, Garnham 1999). Hvor massemedi‐<br />
erne i vidt omfang gjorde borgerne til modtagere frem for deltagere i den <br />
offentlige sfære, giver de nye medier i langt højere grad borgerne mulighed <br />
for selv at deltage direkte i debatten – men muligheden for deltagelse fører <br />
ikke nødvendigvis til (gen)etableringen af en fælles offentlig sfære, måske <br />
snarere tværtimod. Mediebilledet i dag er fragmenteret og præget af hete‐<br />
rogene, partikulære, specialiserede og autonome offentlige sfærer (Garn‐<br />
ham 1999). Samtidig træffes politiske beslutninger, der har vidtrækkende <br />
konsekvenser for den enkelte borger på såvel overnationalt som nationalt og <br />
lokalt plan. <br />
Vi har altså ikke en fælles offentlige sfære, hvor vi kan diskutere de <br />
temaer, der angår ideen om ’det fælles bedste’. Og vi har heller ikke som <br />
tidligere massemedier, der så at sige kan ’opdrage’ os til at forstå og accepte‐<br />
re de politiske beslutninger, der har direkte konsekvenser i vores hverdag. I <br />
stedet har vi muligheden for at organisere os i mindre (Facebook)grupper, <br />
oprette vore egne ’offentlige’ sfærer på nettet i form af debatfora og give <br />
vores private holdninger til kende igennem blogs. Denne ’privatisering’ af <br />
den offentlige sfære sker sideløbende med en tilsvarende privatisering af det <br />
urbane territorium forstået som en stigende homogenisering – eller måske <br />
endda ghettoisering – af områder, hvor borgere samles i kvarterer overve‐<br />
jende befolket af beboere med samme etniske og/eller socioøkonomiske <br />
baggrund (Ascher 2002, p. 32). Homogeniseringen af de enkelte områder <br />
medfører samtidig en heterogenisering på et mere overordnet niveau i og <br />
med, der opstår større forskelle mellem de enkelte områder. <br />
<br />
<br />
ikke i min baghave!<br />
Som borgere i et moderne Babel, taler vi – nogle gange helt bogstave‐<br />
ligt – forskellige sprog, kommunikerer i lukkede fora, dyrker individuelle, par‐<br />
tikulære interesser og har vidt forskellige opfattelser af, hvad der kan katego‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
riseres som ’det fælles bedste’. Det giver næsten sig selv, at denne tendens <br />
nødvendigvis også må føre til vidt forskellige opfattelser af, hvilken type ’tår‐<br />
ne’ vi skal bygge – og ikke mindst, hvem der skal lægge baghave til opførel‐<br />
sen. Alligevel er der ofte en tendens til at opfatte ’borgerne’ som en relativt <br />
homogen størrelse (Agger 2008). I realiteten er borgerne altid (politiske) in‐<br />
divider med hver deres dagsorden, selvopfattelse, ressourcer ønsker og krav. <br />
Til tider grupperer de sig og bliver en magtfaktor, andre gange er de tilstræk‐<br />
keligt ressourcestærke og velformulerede til at være det på egen hånd, men <br />
ofte forholder de sig tavse og forlader sig på et vist mål af autoritetstro. Det <br />
giver altså kun mening at tale om ’borgeren’ som begreb som en del af en <br />
teoretisk diskussion. Borgeren i praksis er meget andet og mere, end det <br />
begrebet dækker over – han eller hun er i sig selv et ’wicked’ problem. <br />
For nemheds skyld grupperer vi – eksperter, offentlige myndigheder, <br />
virksomheder etc. – alligevel altid borgerne i kategorier efter eksempelvis <br />
politisk eller religiøs anskuelse, socioøkonomiske tilhørsforhold eller i kom‐<br />
mercielle segmenter, der gør det nemmere at forholde sig til det sagsfor‐<br />
hold, der er vores egentlige fokus. Det er svært at forestille sig det anderle‐<br />
des, men det kan give problemer, når vi således udvælger borgere, vi mener <br />
repræsenterer de kategorier, vi på forhånd har inddelt dem i. Et af proble‐<br />
merne er, at det gør det vanskeligt at forudsige, hvordan borgerne som indi‐<br />
vider vil reagere i forskellige situationer. I stedet for at agere som rationelle <br />
samfundsborgere, der har blik for det ’fælles bedste’, kommer borgernes <br />
engagement i byudviklingen ofte til udtryk, når deres personlige interesser <br />
trues af projekter, der af andre – ofte afsenderne eller magthaverne om man <br />
vil – opfattes som netop fælles anliggender. <br />
Dette har i de senere år ført til en vækst i antallet af såkaldte NIMBY‐<br />
sager (Not In My Back Yard), dvs. protester fra borgere eller grupper, der er i <br />
opposition til et udviklingsprojekt, der placeres i umiddelbar nærhed af deres <br />
hjem (eller arbejdsplads, foretrukne rekreative område etc.): <br />
”NIMBY anses faktisk for at være et tiltagende problem. <br />
Der opstår for eksempel NIMBY‐effekter i forbindelse med place‐<br />
107
108 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
ringen af anlæg som veje, cykelstier, rensningsanlæg og daginsti‐<br />
tutioner mv. Utilfredsheden er oftest begrundet i forhold som støj‐<br />
gener, æstetik, prestige, værdiforringelser, sikkerhed mv.” (Soci‐<br />
alministeriet 2007, p. 19) <br />
I følge rapporten fra Socialministeriet er antallet af klagesager I Na‐<br />
turklagenævnet steget fra godt 1200 sager i 1995 til knap 2000 i år 2000 <br />
(Ibid.). Fra 2006 og frem har antallet af sager ligget stabilt omkring 2200‐<br />
2300 pr. år (Naturklagenævnet 2010). Udover de konkrete klagesager findes <br />
der utallige eksempler på, at grupper af borgere organiserer sig på baggrund <br />
af personlige interesser i protest mod planlagte forandringer i deres lokalom‐<br />
råde, der tager afsæt i en forestilling om et ’fælles bedste’. <br />
Et eksempel finder vi i Mårslet, en forstad til Århus med godt 4000 <br />
beboere. Mårslet er kendetegnet ved en relativt høj gennemsnitlig hus‐<br />
standsindkomst, der primært skyldes, at området er præget af parcelhuse, <br />
kun meget lidt etagebyggeri og stort set intet socialt boligbyggeri. Der er alt‐<br />
så tale om et område med en høj grad af socioøkonomisk (og etnisk) homo‐<br />
genitet. Mårslet og andre byområder syd for Århus er vokset i de senere år, <br />
hvilket har medført et behov for at etablere ny infrastruktur, da en stor del af <br />
beboerne i området arbejder i Århus og derfor pendler frem og tilbage dag‐<br />
ligt. Infrastrukturelle forbedringer, der letter hverdagen for beboerne i om‐<br />
rådet, burde umiddelbart opfattes som hørende til netop i kategorien ’det <br />
fælles bedste’. Men billedet er noget mere kompliceret end som så. <br />
Kort fortalt handler infrastrukturprojektet om etableringen af Beder‐<br />
Bering‐vejen, der sammen med Djurslandsmotorvejen og den Østjyske mo‐<br />
torvej skal danne den såkaldte Ring 3 rundt om Århus. Et forslag til linjeførin‐<br />
gen har været offentligt tilgængeligt siden 2001, hvor projektet beskrives i <br />
Regionplanen. I de efterfølgende år udstykkes samtidig nye byområder syd <br />
og vest for Mårslet. De nye byområder har vakt modstand blandt eksiste‐<br />
rende borgere i Mårslet, men er blevet gennemført trods protesterne. Sam‐<br />
tidig har de eksisterende borgere i et vist omfang haft indflydelse på place‐<br />
ringen af Beder‐Bering‐vejen, ikke mindst igennem Fællesrådet, der i en år‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
række har fungeret som kommunens primære samarbejdspartner, når det <br />
har drejet sig om inddragelse af borgerne i området. De nye byområder vil, <br />
som linjeføringen aktuelt ser ud, blive nærmeste naboer til vejen og dermed <br />
fungere som en slags buffer for støj og andre gener i forhold til det ’gamle’ <br />
Mårslet. Dette har bl.a. medført oprettelsen af protestgruppen ’8320’, der <br />
med udtalelser som ’Jeg skal fandeme ikke have en højklasset vej i min bag‐<br />
have!’ (8320.dk 2010), har markeret deres modstand på klassisk NIMBY‐vis. <br />
De protesterende borgere benytter både argumenter baseret på, hvad man <br />
kan kalde planfaglige fakta, som f.eks. trafiktællinger og støjbelastning, men <br />
også af argumenter, der i højere grad handler om borgernes <br />
socioøkonomiske status, som det bl.a. ses af følgende eksempel: <br />
“[…] det er alligevel bemærkelsesværdigt som Kommunen <br />
arbejder på at ødelægge skatteudskrivningsgrundlaget, formuen <br />
og de generelle livsbetingelser for deres allerbedste skatteydere <br />
her i Århus Syd.” (8320.dk 2010) <br />
Som det kan læses ud af citatet – og i debatten om projektet generelt <br />
– opfatter borgerne, i hvert fald nogle af dem, sig som i klar opposition til den <br />
lidt abstrakte størrelse, Kommunen, der repræsenterer interesser, der ikke er <br />
borgernes egne. Flere steder i debatten appellerer borgerne til politikerne, <br />
som politisk ansvarlige for projektet, men implicit under appellerne ligger <br />
også en forestilling om at Kommunen i virkeligheden er embedsmænd og <br />
eksperter, der opererer ud fra et andet rationale end ’borgerne’ og ’arbejder <br />
på at ødelægge de generelle livsbetingelser for deres allerbedste skatteyde‐<br />
re’. Denne opfattelse af, at eksperter tager afsæt i et andet tankesæt, end <br />
’almindelige’ mennesker og grundlæggende ikke forstår deres ’livsbetingel‐<br />
ser’ er fint i tråd med den daværende statsministers nytårstale fra 2002, hvor <br />
han begrænser eksperternes rolle til at ’formidle faktisk viden’, mens alle <br />
udnævnes til eksperter, når det handler om at træffe personlige valg. At <br />
denne opfattelse af relationen mellem borgere og eksperter udgør en udfor‐<br />
dring for byudvikling giver næsten sig selv. Men hvad er det egentlig, der er <br />
på spil? <br />
109
110 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
<br />
fornuft & følelse hos borgeren<br />
Spørgsmålet er, om det giver mening at adskille borgere og eksperter <br />
– og lade eksperterne formidle ’fakta’, hvorefter borgerne er i stand til at <br />
træffe de vigtige beslutninger på et oplyst grundlag? For at forstå borgerens <br />
rolle – og hvordan man kan inddrage dem i udviklingen af byen – er det på <br />
den ene side nødvendigt både at gøre op med forestillingen om, at eksperter <br />
besidder en særlig objektiv og faktabaseret rationalitet, mens borgerne ude‐<br />
lukkende forlader sig på ’følelser’ og ’værdier’. Men det er samtidig vigtigt, at <br />
gøre sig klart, at netop følelser spiller en væsentlig – og legitim – rolle i de‐<br />
mokratiet. Hvis vi baserede vores samfund på den ’rene’ tekniske rationalitet <br />
ville vi grundlæggende have en tekno‐ og bureaukratisk styreform, hvor vi <br />
nok ville få løst en lang række problemer – men vi ville have svært ved at <br />
prioritere, hvilke problemer, der skulle have forrang. <br />
I en analyse af, hvad han kalder den ’følelsesbetonede borger’ (sen‐<br />
timental citizen), gennemgår George E. Marcus følelsernes betydning for <br />
borgerbegrebet. En væsentlig pointe er, at følelser traditionelt opfattes som <br />
noget, der står i vejen for rationelle beslutninger og informeret deliberation, <br />
således også hos Habermas i hans ideal om debatten i den offentlige sfære: <br />
”[…] for the public to make rational decisions, something <br />
close to the perfect speech situation must be created. A perfect <br />
speech situation is one in which rational deliberation among all <br />
participants is the sole determinant of public policy. In such a <br />
situation people express reasons and practice deliberation, private <br />
and public, rather than just assert preferences or respond to force, <br />
implied or explicit. It is presumed that emotions cannot enter such <br />
rational deliberation without contaminating the process. Explicit in <br />
Habermas’ thought is the presumption that emotions undermine <br />
rationality.” (Marcus 2002, p. 5‐6)
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
I opposition til denne opfattelse, der ifølge Marcus er udbredt i stort <br />
set al nyere demokratisk teori (Ibid. p. 33), plæderer han for et demokrati‐<br />
ideal, der i højere grad tillader følelserne at spille en rolle som basis for for‐<br />
nuftige beslutninger. At følelser spiller en rolle for borgerne i et demokrati <br />
(Marcus’ analyse omhandler primært det amerikanske) – og altid har gjort <br />
det – argumenterer han for i bogens første kapitler. Fra de første instanser af <br />
repræsentativt demokrati, hvor borgerne stemte på de personer, de følte <br />
bedst repræsenterede deres værdier frem til tilknytningen til partier baseret <br />
på fællesskabsfølelsen som den ’lim’, der bandt vælgere og partier sammen i <br />
et kollektivt mål (Ibid. p. 37). Efter Anden Verdenskrig opstod en ny tendens, <br />
hvor borgerne i højere grad opfattede sig selv som autonome ’rettighedsha‐<br />
vere’ (rights holders) (Ibid. p. 39‐40) og borgernes rettigheder blev argumen‐<br />
teret med afsæt i rationelle, universelle argumenter frem for enkeltperso‐<br />
ners partikulære, følelsesbetonede interesser eller partiets (mere eller min‐<br />
dre demagogiske) appeller. Men samtidig var det i mødet mellem denne <br />
opfattelse af borgeren som en selvstændig rettighedshaver, den modernisti‐<br />
ske tradition og ideen om et fælles bedste, at diskussionen om fornuft versus <br />
følelse for alvor spidsede til. I et samfund baseret på massemedier er der <br />
ikke langt fra oplysning og læring til manipulation og propaganda, og den <br />
generelle opfattelse er, ifølge Marcus, at vi ikke kan stole på borgernes evne <br />
til at skelne mellem de to, mellem fornuft og følelse – og derfor kan vi heller <br />
ikke forlade os på, at de er i stand til at træffe oplyste og fornuftige beslut‐<br />
ninger (Ibid. 40‐41). <br />
Mens Fogh Rasmussens tale på sin vis var et, måske lettere forsinket, <br />
opgør med den modernistiske opfattelse – at vi ikke kan stole på borgerens <br />
evne til at træffe (rationelle) beslutninger – var den således også baseret på <br />
en falsk dikotomi mellem opfattelsen af eksperternes rolle og borgerens, der <br />
på mange måder blot (re)konstituerer ideen om en borgerlig offentlig sfære, <br />
hvor vi træffer beslutninger baseret på (formidlingen af) faktisk viden. For at <br />
komme nærmere en forståelse af, hvorfor den offentlige sfære og det deli‐<br />
berative ideal, måske ikke er det bedste udgangspunkt for borgernes delta‐<br />
gelse i byudviklingen, må vi se lidt nærmere på, hvad der ligger i begrebet <br />
111
112 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
deliberation og dernæst dykke dybere ned i forholdet mellem fornuft og <br />
følelse samt fakta og værdier. <br />
<br />
<br />
det deliberative ideal<br />
Som allerede nævnt var det politiske udgangspunkt for mit projekt <br />
oprindeligt angivet som et deliberativt ideal. Idealet er dominerende i megen <br />
nyere politisk teori og deliberation angives ofte som en væsentlig forudsæt‐<br />
ning for et velfungerede deltagerdemokrati, også i Danmark, hvor én af kon‐<br />
klusionerne i DemokratiProjektet lød: <br />
”[…] Danmark […] må betragtes som et deltagerdemokrati, <br />
i hvert fald når vi taler om politik på lokalt plan, men hvorvidt det <br />
også i tilstrækkelig grad rummer de deliberative elementer, der <br />
skal til for at skabe et godt demokrati, er mere tvivlsomt. Der er <br />
temmelig mange, der peger på manglen i deliberationen, og selv <br />
om der er tale om en blandet gruppe, må vi fortolke hovedpartens <br />
kritik som et ønske om et mere interaktivt demokrati.” (Torpe & <br />
Andersen 2000, p. 180) <br />
Men hvad dækker begrebet deliberation egentlig over? Den korte <br />
forklaring er, at det deliberative demokratiske ideal hviler på fire hovedprin‐<br />
cipper (Gutmann & Thompson 2004, p. 3‐7): <br />
<br />
Reason‐giving: Der skal gives fornuftige begrundelser for de <br />
handlinger, der udføres. <br />
Accessible: Begrundelserne skal være tilgængelige for alle, der <br />
er omfattet af handlingen. <br />
Binding: Processen skal føre frem til beslutninger, der er bin‐<br />
dende for afgrænset periode. <br />
Dynamic: Dialogen skal være dynamisk og fortsættes også ef‐<br />
ter, at der er truffet beslutninger
<br />
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
En del af tankegodset kan bl.a. føres tilbage til bl.a. Montesquieus, <br />
tidligere beskrevne, opfordring til gennemsigtig lovgivning, der bekendtgøres <br />
for befolkningen, men den adskiller sig, selvfølgelig, ved fokus på dialogen, <br />
som det primære instrument, hvorfor alle borgere – i princippet – har med‐<br />
indflydelse på de (politiske) handlinger: <br />
”Combining these four characteristics, we can define delib‐<br />
erative democracy as a form of government in which free and <br />
equal citizens (and their representatives), justify decisions in a pro‐<br />
cess in which they give one another reasons that are mutually ac‐<br />
ceptable and generally accessible, with the aim of reaching con‐<br />
clusions that are binding in the present on all citizens but open to <br />
challenge in the future.” (Gutmann & Thompson 2004, p. 7) <br />
Sammenligningen med Habermas’ ideal om en borgerlig offentlig <br />
sfære ligger lige for og Habermas nævnes da også ofte som en af de væsent‐<br />
ligste inspirationskilder til denne demokratiopfattelse (bl.a. Gutmann & <br />
Thompson 2004, Elster 1998), og Habermas har selv behandlet denne de‐<br />
mokratiopfattelse eksplicit i flere værker (bl.a. Habermas 2007, Habermas <br />
2005). Men idealets rødder kan spores helt tilbage til den Atheniensiske de‐<br />
mokratiopfattelse, hvor frie og lige mænd mødtes for at diskutere <br />
(by)statens anliggender. Centralt i begrebet ligger ideen om, at deltagerne i <br />
debatten ikke repræsenterer deres personlige særinteresser, men forsøger, <br />
at se holistisk på en givet problemstilling, og forholder sig til alle argumenter <br />
som et samlet hele, inden de træffer beslutning om handling; som det be‐<br />
rømt formuleres hos Edmund Burke i hans tale i Bristol i 1774: <br />
”Your representative owes you, not his industry only, but <br />
his judgment; and he betrays instead of serving you, if he sacrifices <br />
it to your opinion… Parliament is not a congress of ambassadors <br />
from different and hostile interests; which interests each must <br />
maintain, as an agent and advocate against other agents and ad‐<br />
vocates, but parliament is a deliberative assembly of one nation, <br />
113
114 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
with one interest, that of the whole; where, not local purposes, not <br />
local prejudices ought to guide, but the general good, resulting <br />
from the general reason of the whole.” (In Elster 1998, p. 3) <br />
Løseligt oversat til byudvikling handler denne opfattelse af beslut‐<br />
ningsprocesser om at skabe rammerne for en fri og åben debat mellem alle <br />
interessenter, eksempelvis politikere, embedsmænd, developere, interesse‐<br />
organisationer og borgere, før der træffes beslutninger om f.eks. et nyt lo‐<br />
kalplanforslag, nye strategiske initiativer eller vedtagelsen af konkrete pro‐<br />
jektforslag. I selve processen er det samtidig centralt, at der lægges vægt på, <br />
at deltagerne ser bort fra særinteresser og forholder sig til byudviklingen ud <br />
fra kriterier baseret på ideen om holistisk orienteret ‘fælles bedste’. <br />
I mit projekts kontekst har idealet vist sig at have en række svagheder <br />
i praksis. For det første kan det netop være overordentligt vanskeligt at finde <br />
frem til et ‘fælles bedste’, der kan danne udgangspunkt for deliberationen. <br />
Det kan sågar være vanskeligt at få etableret selve ideen om deliberation <br />
som et ’fælles bedste’, da denne opfattelse af demokratiet blot er en blandt <br />
mange, der konkurrerer med hver andre. Som diskuteret og eksemplificeret i <br />
de foregående afsnit, har selve idéen om et ’fælles bedste’, metodisk såvel <br />
som tematisk, været under voldsomt pres inden for byudviklingen, ikke <br />
mindst i de seneste årtier. Der findes næppe længere én udlægning af, hvad <br />
der er bedst for fællesskabet (og måske har der reelt aldrig gjort det), efter‐<br />
som der ikke længere findes blot ét fællesskab, vi kan referere til, men man‐<br />
ge – og ofte konkurrerende – fællesskaber. Fragmentationen i opfattelsen af <br />
et fælles bedste er således en præmis for enhver deltagelsesproces i aktuel <br />
byudvikling. <br />
En anden udfordring er ideen om, at deliberation er baseret på for‐<br />
nuftige begrundelser (reason‐giving). Som diskuteret i det foregående afsnit <br />
er opfattelsen af borgerne som rationelle individer måske ikke helt så ligetil, <br />
som det foregives i megen demokratisk teori. Ideen om, at hvis blot vi får <br />
formidlet ’fakta’ og ’værdier’ så klart og tydeligt som muligt, så er vi også i <br />
stand til at træffe fornuftige beslutninger, hviler solidt på idealet om fornuf‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
tens forrang over følelserne – men når beslutninger så at sige rammer tæt på <br />
hjemmet, er der ofte en tendens til, at følelserne tager over. Og som jeg også <br />
antydede ovenfor, er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med, at argu‐<br />
menterne bliver mindre valide i en politisk kontekst. <br />
I forlængelse heraf er der et andet kritikpunkt ved idealet, der går på <br />
hvad vi i det hele taget kan tale om. Skal deltagere i processen f.eks. have lov <br />
at fremlægge nedsættende synspunkter om andre befolkningsgrupper? <br />
Umiddelbart lyder det mere som problemet med måden vi taler sammen på, <br />
men reelt vil f.eks. placeringen af et asylcenter eller et afvænningshjem for <br />
narkomaner i et villakvarter betyde, at vi ikke kan tale om beboernes – be‐<br />
grundede eller ubegrundede – frygt for netop den befolkningsgruppe, hvis <br />
ikke vi accepterer at samtalens udgangspunkt måske er fordomme, negative <br />
forventninger og worst‐case‐scenarios. På et mere overordnet plan formule‐<br />
rer Stanley Fish det således i en kritik af det deliberative ideal: <br />
”The dilemma is clear (and classic). How does the liberal <br />
state deal with doctrines – like racial discrimination or religious in‐<br />
tolerance – that are inimical to it and threaten its survival? If such <br />
doctrines are welcomed into the conversation, they may shut it <br />
down; if the door is closed to them, liberalism will seem to be exer‐<br />
cising the peremptory authority it routinely condemns.” (Fish <br />
1999, p. 89) <br />
Fornuftens forrang giver også problemer i forhold til en form for <br />
fragmentation, der ikke hører til de tematiske sagsforhold, der diskuteres, <br />
men snarere til strukturen for processen og deliberation som metodisk ud‐<br />
gangspunkt – dvs. hvordan der diskuteres frem for, hvad der diskuteres: <br />
”[…] deliberation cannot proceed unless there are some <br />
premises that all the discussants accept, and a generally accepted <br />
conceptual and normative framework for framing the issues. Dis‐<br />
cussion should proceed […] by identifying such mutually accepted <br />
premises and frameworks, and should aim to base arguments on <br />
them. Given the heterogeneity of human life and the complexity of <br />
115
116 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
social structures and interaction, however the effort to shape ar‐<br />
guments according to shared premises within shared discursive <br />
frameworks sometimes excludes the expression of some needs, in‐<br />
terests, and suffering of injustice, because they cannot be voiced <br />
within the operative premises and frameworks.” (Young 2002, p. <br />
37) <br />
Kort sagt betyder det, at både hvordan vi vælger at tale sammen, <br />
såvel som kravet til argumentationen i en deliberativ proces, i sig selv kan <br />
udelukke folk fra at deltage, ligesom spørgsmålet om hvad vi kan tale om, <br />
risikerer at ekskludere bestemte synspunkter fra debatten. I relation til deli‐<br />
beration som udgangspunkt for debatten, kan der derfor stilles fundamenta‐<br />
le spørgsmål til kravet om tilgængelighed som forudsætning for det delibera‐<br />
tive ideal, eftersom bestemte argumentations‐ og dialogformer samt ude‐<br />
lukkelsen af følelsesbetonede argumenter og ekstreme synspunkter på givne <br />
sagsforhold favoriserer nogle befolkningsgrupper og bestemte værdisæt <br />
frem for andre. <br />
Samtidig vil der i mange beslutningsprocesser, ikke mindst inden for <br />
byudvikling, være deltagere, hvis ord har mere vægt end andres. Dette kan <br />
skyldes, at de er dygtigere til at håndtere spørgsmålet om hvordan vi taler <br />
sammen og at de er i stand til at fremlægge deres argumenter på overbevi‐<br />
sende måde. Men det kan også være begrundet i den magtposition de har <br />
uden for det deliberative rum. F.eks. kan bygherren eller en stor, ekstern <br />
finansieringspartner i et offentligt udviklingsprojekt, besidde så stor økono‐<br />
misk eller politisk magt, at deres ord reelt altid vil være det sidste (og mest <br />
vægtige). Som ordsproget lyder; ’den der betaler musikken, bestemmer hvad <br />
der skal spilles’. Men der kan også være tale om repræsentanter for politiske <br />
partier eller magtfulde Ngo’er og interesseorganisationer. Eller det kan sim‐<br />
pelthen handle om, at deltagelsen af en chef i eksempelvis en udviklings‐<br />
workshop med medarbejdere, kan forskubbe hele magtbalancen og dermed <br />
underminere den åbne dialog mellem ’frie og ligeværdige’ parter. <br />
Som nævnt i kapitel 2 om udfordringer ved aktionsforskningens me‐<br />
tode og aktionsforskerens ageren som konsulent, er der også en risiko for, at
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
ordstyreren i deliberative processer – for en sådan er sædvanligvis nødven‐<br />
dig – enten trumfer egne synspunkter igennem ved at udelukke bestemte <br />
meninger, eller endda er med til at cementere magtforholdene blandt de <br />
øvrige deltagere fordi forskeren/konsulenten, selv er underlagt en respekt – <br />
eller frygt – for magten bag de ord, der udtales i den ellers ’åbne’ dialog. Man <br />
kan selvfølgelig dårligt klandre det deliberative ideal for at visse deltagere i <br />
processen så at sige ’misbruger’ deres magt til at give egne synspunkter en <br />
særlig forrang, men netop i forhold til, hvordan idealet farer, når det møder <br />
praksis, er det relevant at tage forbehold for de magtspil, der foregår i langt <br />
de fleste udviklingsprocesser. Deliberation som metode og ideal kan derfor <br />
dårligt kategoriseres som et ’fælles bedste’, der kan tjene som udgangspunkt <br />
for en samtale, der som målsætning har at nå frem til netop en (og måske <br />
alligevel blot ad hoc) konsensus omkring, hvad der rent tematisk er et ’fælles <br />
bedste’ i en given proces. <br />
I forhold til kravet om at træffe bindende beslutninger, er det selvføl‐<br />
gelig nødvendigt, at der på et givet tidspunkt i en udviklingsproces træffes <br />
beslutninger, der forpligter alle parter. Men hvornår er tidspunktet inde til at <br />
træffe den endelige beslutning? Ideelt set er det, selvfølgelig, når alle parter i <br />
dialogen er blevet enige, men set i lyset af ovenstående kritik af kravene til <br />
deliberative processer, kan det være svært at afgøre, hvornår en beslutning <br />
er funderet på egentlig enighed og hvornår den er et udtryk for enten fornuf‐<br />
tens, formens eller magtens forrang. Problemet er selvfølgelig, at hvis en <br />
beslutning foregiver at være truffet på baggrund af en enighed, der reelt <br />
dækker over grundlæggende uenigheder, vil der – i modsætning til traditio‐<br />
nelle og mere magtfuldkomne beslutningsprocesser – være en tendens til, at <br />
de, der reelt er enige så at sige ’oversælger’ beslutningens validitet, hvilket <br />
risikerer at føre til yderligere frustration hos de deltagere, der egentlig ikke <br />
var enige, men af forskellige årsager ikke formåede at gøre indsigelse eller <br />
ændre beslutningen. <br />
I SKUB‐projektet eksperimenterede man med en procesfilosofi, hvor <br />
beslutningerne blev skubbet så langt som muligt, for at sikre at beslutninger <br />
blev truffet, når der var mest mulig information og viden på bordet. Ideen er <br />
117
118 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
for så vidt sund nok, men i praksis viste det sig, at de langstrakte dialogpro‐<br />
cesser, der førte op til en beslutning, ofte betød, at afstanden mellem par‐<br />
terne blot blev større med tiden. Dette kan selvfølgelig skyldes dårlig proces‐<br />
ledelse, men det kan også skyldes, at langvarig dialog giver plads til at forskel‐<br />
le i holdninger til væsentlige spørgsmål for alvor får mulighed for at komme <br />
til udtryk med en større polarisering til følge. I det konkrete tilfælde skyldtes <br />
det dog også, at der i mange tilfælde reelt allerede var truffet bindende be‐<br />
slutninger, f.eks. om byggeøkonomi og kvadratmeter pr. elev, men at disse <br />
ikke altid blev meldt klart ud som forudsætninger for den fortsatte, dynami‐<br />
ske beslutningsproces. <br />
Det sidste krav i forbindelse med deliberative processer handler net‐<br />
op om dette dynamiske aspekt i processerne – at der skal være plads til sta‐<br />
dig debat efter, at der er truffet bindende beslutninger. I et relativt antiauto‐<br />
ritært samfund som det danske lyder dette måske ikke som noget uoversti‐<br />
geligt krav. Vi er principielt set opdraget med at stille spørgsmål til beslutnin‐<br />
ger, der allerede er truffet. Problemet i beslutningsprocesser kan selvsagt <br />
være, at den fortsatte dialog afvises som brok, men omvendt også, at dialo‐<br />
gen netop blot er udtryk for brok over, at man ikke fik sin vilje. Dermed risi‐<br />
kerer dette sidste krav, både i teori og praksis, at underminere processen <br />
som helhed. Hvis vi i teorien faktisk var nået til enighed om valide og fornuf‐<br />
tige beslutninger baseret på en åben og tilgængelig proces, hvorfor så tillade <br />
dialogen at fortsætte? Omvendt, hvis der i praksis er tale om, at folk har go‐<br />
de grunde til at give luft for deres frustrationer omkring de trufne beslutnin‐<br />
ger, så må det være fordi processen – af ovennævnte årsager – ikke funge‐<br />
rede som tænkt. På den måde synes der at være en fundamental svaghed <br />
ved idealet, der er svær at overkomme. <br />
Problemet med formuleringen af politiske idealer formuleres ud‐<br />
mærket af Daniel A. Bell i en antologi om udfordringerne ved deliberativt <br />
demokrati: <br />
”The most influential political philosophers today divide <br />
their work into two tasks. The first task is to present and rigorously
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
defend morally desirable political principles, and the second is to <br />
think about how to implement them. Quite often, the first task <br />
proves to be overwhelming, and it is left to others to think about <br />
feasibility. The problem, of course, is that the political principles of‐<br />
ten prove to be useless or counterproductive in practice, which <br />
undermines the first task.” (Bell 1999, p. 70) <br />
I dette projekt har idealet og de bagvedliggende politiske principper <br />
vist sig i et vist omfang at lide skibbrud i mødet med praksis inden for bor‐<br />
gerdeltagelse i byudvikling. Dette har dog ikke fået mig til at forkaste ideen <br />
om deliberation fuldstændigt. Dels er der mange pointer i det deliberative <br />
ideals forestillinger om og anvisninger for praksis, der stadig giver god me‐<br />
ning, når man skal strukturere deltagelsesprocesser. Derudover er det også <br />
nødvendigt, at se på alternativerne, inden vi helt forkaster idealet. Gutmann <br />
& Thompson afgrænser den deliberative demokratiopfattelse i forhold til <br />
aggregativt demokrati – opfattelsen af demokratiet primært som et forde‐<br />
lingspolitisk spil, hvor man tilstræber en balance mellem deltagernes præfe‐<br />
rencer og hvor de ’svære’ beslutninger træffes ved eksempelvis afstemnin‐<br />
ger med simpelt flertal (Gutmann & Thompson 2004, p. 13‐14). <br />
Et godt eksempel finder vi i, hvad der vel nærmest er blevet en natio‐<br />
nal talemåde; ’at kunne tælle til halvfems (mandater)’. På de svære forde‐<br />
lingspolitiske spørgsmål, hvor Folketinget ikke kan nå til enighed gennem <br />
dialog og forhandlinger, bliver beslutningen i sidste ende truffet med afsæt i <br />
simpelt flertal. En anden mulighed er at afgøre beslutningen ved at lade val‐<br />
get blive truffet på det ’politiske marked’, simpelthen ved at udskrive et valg <br />
og lade befolkningen selv vælge mellem de forskellige synspunkter i åben <br />
konkurrence (Ibid. p. 14). En løsning, der tilsyneladende ligger til grund for <br />
Lars Løkke Rasmussens nytårstale i 2011, hvor hans opgør med efterlønnen <br />
netop er signal om, at nu må en af tidens vanskeligste beslutninger om re‐<br />
former træffes på det politiske marked. En tredje måde er, at svære beslut‐<br />
ninger afgøres i et aggregativt demokratisk system ved at lade embedsappa‐<br />
ratet ’filtrere’ mulighederne analytisk, f.eks. gennem cost‐benefit analyser <br />
(Ibid. p. 14‐15): <br />
119
120 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
”What these methods have in common – and what defines <br />
aggregative conceptions – is that they take the expressed prefer‐<br />
ences as privileged or primary material for democratic decision‐<br />
making. Preferences as such do not need to be justified, and ag‐<br />
gregative conceptions pay little or no attention to the reasons that <br />
citizens or their representatives give or fail to give.” (Ibid. p. 15) <br />
Fordelen ved aggregativt demokrati er, at det giver mulighed for at <br />
træffe bindende beslutninger uden skelen til eventuel dissens i øjeblikket – <br />
konsekvensen kan dog komme senere i form af eksempelvis et tabt valg. En <br />
anden fordel, der dog ikke nævnes eksplicit hos Gutmann & Thompson er, at <br />
præferencer i det aggregative system netop kan være baseret udelukkende <br />
på følelser og værdier i stedet for fornuft og fakta. Ulempen er selvfølgelig, at <br />
vi grundlæggende ikke aner, om beslutninger træffes på det ene eller det <br />
andet grundlag. <br />
Spørgsmålet er derfor, om der er behov for en revision af det delibe‐<br />
rative ideal, der i et vist omfang fastholder de fire krav, men samtidig forsø‐<br />
ger at imødegå nogle af de kritikpunkter, jeg rejste ovenfor? Formålet skulle <br />
være, at gøre det deliberative ideal stærkere i praksis ved at tillade en delibe‐<br />
rativ meta‐debat, om selve idealets status i forhold til udviklingsprojekter. <br />
Eller sagt på en anden måde – i stedet for at tro, at deliberation er et ’fælles <br />
bedste’, må idealet være åbent overfor en deliberation omkring sin egen <br />
anvendelighed i konkrete situationer, og åbne op for, at andre (politiske) <br />
idealer kan spille en væsentlig rolle på tidspunkter i processen, hvor delibera‐<br />
tiv dialog måske ikke er den mest fremkommelige vej. I indledningen til dette <br />
afsnit fortolkede Torpe & Andersen kritikken af deltagerdemokratiet som et <br />
ønske om et mere ’interaktivt demokrati’ uden dog i sammenhængen nær‐<br />
mere at definere dette begreb. Men måske giver det mening at låne begre‐<br />
bet som overskrift til en tilpasning af det deliberative ideal, der kan fungere <br />
som et mere praksisorienteret idealmål for borgerdeltagelse i byudvikling? <br />
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
det interaktive demokrati<br />
Forud for et forsøg på en definition af et interaktivt demokratiideal er <br />
det nødvendigt at uddybe ovenstående pointer en anelse. I en dansk kon‐<br />
tekst er det aggregative ideal måske ikke nødvendigvis en direkte modpol til <br />
det deliberative. I hvert fald har Torpe opstillet en model (fig. 5), hvor han <br />
opererer med et andet begrebspar, henholdsvis det aggregative overfor det <br />
integrative og det repræsentative overfor det selvstyrende (Torpe 2002): <br />
<br />
<br />
<br />
konkurrencedemokrati<br />
Aggregativt demokratisyn<br />
populistisk demokrati<br />
Repræsentativt ideal Selvstyreideal<br />
deliberativt demokrati deltagerdemokrati<br />
Intergrativt demokratisyn<br />
Fig. 5: Torpes demokratimodel (Torpe 2002)<br />
121
122 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Hvor det aggregative ideal allerede er beskrevet oven for – defineret <br />
som den egennytte maksimerende vælger – er det integrative demokratisyn <br />
præget af borgernes tilhørsforhold til et mere abstrakt, måske endda ideolo‐<br />
gisk baseret, politisk fællesskab. På den anden akse skelner Torpe mellem <br />
det repræsentative ideal på den ene side, hvor vi, som nævnt, udvælger an‐<br />
dre til at repræsentere vore synspunkter, overfor en mere direkte styreform, <br />
som f.eks. den Atheniensiske, hvor alle deltager i beslutningsprocessen. Tor‐<br />
pe placerer så det deliberative demokrati som en funktion af et repræsenta‐<br />
tivt ideal og et integrativt demokratisyn, mens vi modsvarende har deltager‐<br />
demokratiet som en funktion af det samme demokratisyn med et selvstyre‐<br />
ideal. Øverst i modellen finder vi det rene konkurrencedemokrati, altså ev‐<br />
nen til at tælle til halvfems i det danske, nationale system, overfor et populi‐<br />
stisk demokrati, hvor (væsentlige) beslutninger eksempelvis lægges ud til <br />
direkte afstemning blandt borgerne, som vi f.eks. har set det i forbindelse <br />
med EU‐afstemningerne. Men hvor kommer det ’interaktive demokrati’ ind i <br />
denne demokratiforståelse? <br />
Problemet med begrebet ’interaktivt demokrati’ er, at det indeholder <br />
konnotationer til en lang række teknologier, der i dag præger vores samfund. <br />
På den ene side er mange af disse teknologier relevante at tage med i over‐<br />
vejelserne omkring borgerdeltagelse i byudvikling, på den anden side er det <br />
ikke som sådan formålet med mit projekt. Lad mig derfor slå fast, at jeg med <br />
interaktivt demokrati ikke eksplicit ønsker at forbinde begrebet med eksem‐<br />
pelvis internetbaserede konsultationsformer eller sociale medier, men at jeg <br />
heller ikke dermed afviser, at disse kan indgå som redskaber, der kan under‐<br />
støtte den praktiske implementering af begrebet. Men hvad dækker begre‐<br />
bet så over? Der findes mange definitioner af interaktion og interaktivitet, <br />
men især én skiller sig ud som et brugbart fundament for en forståelse af <br />
den kompleksitet, der er forudsætningen for at det deliberative ideal kan <br />
implementeres i praksis, nemlig symbolsk interaktionisme, som den her for‐<br />
muleres hos Herbert Blumer:
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
”This approach sees a human society as people engaged in <br />
living. Such living is a process of ongoing activity in which partici‐<br />
pants are developing lines of action in the multitudinous situations <br />
they encounter. They are caught up in a vast process of interaction <br />
in which they have to fit their developing actions to one another. <br />
This process of interaction consists in making indications to others <br />
of what to do and in interpreting the indications made by others. <br />
[…] This general process should be seen, of course, in the differ‐<br />
entiated character, which it necessarily has by virtue of the fact <br />
that people cluster in different groups, belong to different organi‐<br />
sations, and occupy different positions. They accordingly approach <br />
each other differently, live in different worlds, and guide them‐<br />
selves by different sets of meanings.” (Blumer 1986, p. 20‐21) <br />
Det ville føre for vidt at komme nærmere ind på ideen om symbolsk <br />
interaktionisme i alle dens aspekter, men helt basalt – og måske banalt – er <br />
opfattelsen af, at vores handlinger og selv(opfattelse) påvirkes gennem in‐<br />
teraktion med andre mennesker, men at vi også har en række forudsætnin‐<br />
ger med os, der er med til at forme de indikationer på baggrund af hvilke vi <br />
interagerer med vores omverden. Pointen er, at vi både er i stand til at agere <br />
med afsæt i en relativt forankret selvforståelse, men også er i stand til at <br />
sætte os ind i andres selvforståelse og meningen bag deres handlinger ved at <br />
påtage os andres ’rolle’ (Ibid. p. 82). <br />
I det deliberative ideal findes en tilsvarende (eller måske i virkelighe‐<br />
den modsvarende) opfattelse af behovet for at ’økonomisere moralske kon‐<br />
flikter’, der handler om at sætte sig ind i andres synspunkter for at holde fo‐<br />
kus på de områder, hvor man er enige, selvom man kan være rygende ueni‐<br />
ge om andre, og væsentlige, områder (Gutmann & Thompson 2004, p. 134). <br />
Når jeg påstår, at de er tilsvarende er det med afsæt i, at begge opfattelser <br />
forudsætter en form for ’rollespil’, hvor man sætter sig i den andens sted for <br />
at kunne handle i en given situation. Men når de alligevel er modsvarende <br />
skyldes det, at det deliberative ideal fastholder ønsket om, at rollespillet fø‐<br />
rer til en øget fokusering på enighed og konsensus, mens indsigten i den an‐<br />
dens selvforståelse i den symbolske interaktionisme udmærket kan føre til – <br />
123
124 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
og tillade – oppositionelle handlinger, selvom det er med afsæt i netop en <br />
’forståelse’ af den andens opfattelse af et bestemt område. <br />
I en forståelse af demokratiet tolker jeg derfor interaktionen som ev‐<br />
nen til at agere i forhold til den givne situation, benytte os af én eller flere af <br />
ovenstående demokratiske forståelser alt efter behov og – i bedste fald – <br />
ændre vores selv‐ og omverdensforståelse i den konkrete situation, så den i <br />
højere grad stemmer overens med den udfordring vi har sat os for at løse (i <br />
fællesskab). Dermed ville en (meta)deliberation om, hvilke idealer, vi baserer <br />
vores proces på også tillade en større åbenhed i forhold til at acceptere f.eks. <br />
aggregative faser i processen, repræsentative beslutninger og problemløs‐<br />
ninger, afgørelser baseret på rent konkurrencedemokrati og workshops med <br />
en høj grad af deliberativ dialog. Forudsætningen vil være, at der er en kon‐<br />
sensus omkring – eller måske blot en erkendelse af – hvilken demokratiop‐<br />
fattelse, der lå til grund for den enkelte fase på netop dette tidspunkt i pro‐<br />
cessen – og at deltagerne kunne se ’fornuften’ i at benytte sig af forskellige <br />
tilgange. <br />
Som sådan fremstår idealet om et interaktivt demokrati netop som et <br />
ideal, og måske oven i købet som et lettere naivt sådan, men jeg vil senere <br />
vende tilbage til en diskussion af, hvorfor idealet måske netop kan være med <br />
til at facilitere en ny demokratisk praksis i byudviklingsprocesser – og hvorfor <br />
der overhovedet er behov for en sådan. Men inden jeg når så langt er det <br />
nødvendigt først at se på, hvad der ligger bag begrebet byudvikling.
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
”The ideal city would involve the obsolescence of space: an <br />
accelerated change of abode, emplacements and prepared <br />
spaces. It would be the ephemeral city, the perpetual oeuvre of its <br />
inhabitants, themselves mobile and mobilized for and by this <br />
oeuvre.” (Lefebvre 2008, p. 172‐173) <br />
byen<br />
Det traditionelle billede af byen hos langt de fleste mennesker er <br />
præget af de fysiske, rumlige strukturer, der udgør bybilledet. Bygninger, <br />
veje, parker – og ikke mindst byen som en territorial enhed; vi bor enten i <br />
eller uden for byen. Byen er også forbundet med forestillinger om mangfol‐<br />
dighed, kultur, (by)liv og – hvis man bor der – forhåbentlig også med hjem‐<br />
lighed. Alle disse forestillinger og billeder er i vores bevidsthed ofte parret <br />
med deres modsætning: Bygningen med fraværet af bygninger, vejene med <br />
uvejsomheden, parken med (ur)skoven, mangfoldigheden med ensartethe‐<br />
den, kulturen med naturen, bylivet med livet på landet og hjemligheden med <br />
det fremmede. Og ikke mindst byen som territorium med landet som af‐<br />
grænsning af dette territorium. At verden ikke nødvendigvis er skruet sådan <br />
sammen og kan analyseres på anden vis, ændrer ikke ved, at måden at an‐<br />
skue den på ofte er præget af netop denne form for dikotomisk tænkning, <br />
hvor vi adskiller og afgrænser fænomener gennem deres modsætninger. <br />
Med min indskrivning i forskningsmiljøet omkring Institut for By og <br />
Landskab og tilknytningen til Center for Strategisk Byforskning, har det været <br />
naturligt at forholde sig til begrebet om den grænseløse by, som en forud‐<br />
sætning for en forståelse af byen, da netop dette begreb spiller en fremtræ‐<br />
dende rolle i de pågældende forskningsmiljøer. Men hvordan forener man <br />
en byteoretisk position, hvor begrebsparrene overskrider hverandres græn‐<br />
ser, med borgernes ofte afgrænsede (men ikke nødvendigvis begrænsede) <br />
opfattelse af byen? Der findes ikke noget entydigt svar på spørgsmålet, men <br />
et udgangspunkt er selvfølgelig at forsøge en afdækning af nogle af de ten‐<br />
denser, der spiller en rolle teoretisk såvel som i praksis i vores opfattelse af <br />
125
126 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
byen. I mit arbejde med konkrete cases har de byteoretiske positioner spillet <br />
en forsvindende lille rolle. Når jeg alligevel tager nogle af diskussionerne op i <br />
denne afhandling er det med det eksplicitte formål at redegøre for aktuelle <br />
tendenser, der kan være med til at bibringe en forståelse af byen i et dyna‐<br />
misk udviklingsperspektiv, frem for at benytte teorierne til at analysere by‐<br />
begrebet som en (statisk) tilstand. <br />
I starten af dette kapitel fremlagde jeg nogle af de positioner i begre‐<br />
bet om den grænseløse by, der har direkte betydning for ændringen af bor‐<br />
gernes rolle i byudviklingen. I de følgende afsnit, vil jeg gå lidt mere i dybden <br />
med disse positioner og deres relation til det overordnede tema om borger‐<br />
deltagelse i byudvikling. Afsættet er en diskussion af Lefebvres kortfattede <br />
beskrivelse af idealbyen, som et plastisk, foranderligt og midlertidigt værk, <br />
der til stadighed skabes af og for borgerne – eller hvad man kalde byen som <br />
igangværende arbejde. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Le‐<br />
febvre er langt fra at være en interaktiv demokrat i den forstand jeg formule‐<br />
rede begrebet i forrige afsnit. Hans udgangspunkt er Marxismen og reelt <br />
levner han derfor ikke megen plads til divergerende ideologier, som grundlag <br />
for byudviklingen. Når jeg bruger ham som afsæt er det derfor ikke fordi jeg <br />
abonnerer på hele den ideologiske og historiske pakke, der er implicit i Le‐<br />
febvres eget oeuvre, men i stedet låner jeg nogle centrale begreber, omfor‐<br />
tolker dem og benytter dem som udgangspunkt for en revideret forståelse af <br />
byudvikling i et aktuelt perspektiv. <br />
Med afsæt i Harveys beskrivelse af byens som en palimpsest i det ind‐<br />
ledende kapitel, giver det mening at kradse, om end kun overfladisk, i de <br />
dybereliggende historiske lag, for at forstå baggrunden for begrebet om by‐<br />
en som igangværende arbejde. Denne, aktuelle, opfattelse af byen er selv‐<br />
sagt påvirket og informeret af byteoretiske positioner, der går forud for en <br />
forståelse af byen som noget foranderligt, dynamisk og igangværende, efter‐<br />
som denne aktuelle opfattelse af byen ikke altid har været den fremher‐<br />
skende, mens mange af de udfordringer, der historisk har været forbundet <br />
med tidligere byudviklingstendenser stadig er gældende, men måske nok har <br />
antaget andre (udtryks)former. Lad os derfor starte med en kort opridsning
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
af de mere statiske, og historiske, byudviklingstendenser, for at kunne træk‐<br />
ke linjerne op til aktuelle, og dynamiske, opfattelser af byen. <br />
<br />
<br />
slum, utopier & byen som maskine<br />
Der ligger en interessant dobbelttydighed i Lefebvres udsagn om <br />
idealbyen som et igangværende arbejde, eller midlertidigt værk. Begrebet <br />
’idealby’ antyder, at der er tale om en permanent tilstand, et Utopia, men <br />
hos Lefebvre er det samtidig en permanent tilstand af forandring. Mange <br />
visioner om idealbyen har derimod netop set byen som en tilstand, forstået <br />
således, at byen er afgrænset i tid og rum, permanent og færdig, både hvad <br />
angår det byggede miljø, men også i forhold til de ideer om byliv, sociale og <br />
politiske strukturer, der ofte følger med visionen om fremtidens idealby i <br />
modsætning til byen som et aktuelt sted, et topia, om man vil. <br />
Permanente og afgrænsede idealbyer og samfund kan findes langt <br />
tilbage i historien, ikke mindst i litteraturen, hvor man bl.a. kan nævne Pla‐<br />
tons Staten fra omkring 360 f.kr., Moores Utopia fra 1516, Campanellas La <br />
città del Sole fra 1602 og Bacons beskrivelse af Bensalem i New Atlantis fra <br />
1627. Som fysisk manifestation findes der også talrige eksempler på ideal‐<br />
byer, fra Luxor over Chichen Itza og Angkor Wat til den Forbudte By. Mens <br />
de nævnte fysiske eksempler er udtryk for mere eller mindre monolitiske <br />
religiøse eller politiske magtmanifestationer, så man fra midten af det 19. <br />
århundrede og frem visioner for fremtidens idealby, der i højere grad var <br />
baseret på ønsket om at ændre eksisterende tilstande til foretrukne. <br />
De eksisterende, historiske tilstande var vildtvoksende slumbyer i <br />
London, Paris, Berlin, New York – og en lang række andre større byer verden <br />
over; ’the City of Dreadful Night’, som James Thomson kaldte London i et digt <br />
fra 1800‐tallets slutning (Hall 2002, p. 14). I 1883 beskrev Andrew Mearns <br />
livet i Londons slum og udpenslede de usle forhold beboerne levede under. <br />
127
128 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Hans beskrivelser blev viderebragt i flere af datidens dagblade og medførte <br />
et ramaskrig blandt det bedre borgerskab, der endte med etableringen af <br />
the Royal Commission on the Housing of the Working Classes i 1884 (Ibid. p. <br />
14‐24). Behovet for reformer stod klart for de fleste, bl.a. på grund Mearns’ <br />
klare beskrivelser af de tilstande, der herskede i datidens byer blandt sam‐<br />
fundets fattigste – og ikke mindst fordi samfundets øvre klasser frygtede et <br />
oprør fra bunden. Charles Booth underbyggede beskrivelserne med statisti‐<br />
ske data og nåede frem til, at der i alt var mere end én million byboere i Lon‐<br />
don alene, der levede under slumlignende forhold, dvs. mere end tyve pro‐<br />
cent af befolkningen. Tilsvarende undersøgelser i Berlin, Paris og New York <br />
gav lignende resultater i de følgende år (Ibid. p. 28‐46). <br />
Udviklingen var sket på baggrund af industrialiseringen, der havde <br />
trukket landbefolkningen til byerne i søgen efter arbejde, og markedskræf‐<br />
terne havde gjort det stadigt dyrere at bo i byerne som en simpel funktion af <br />
udbud og efterspørgsel på den fysiske plads og (vare)udbuddet i byerne. <br />
Fremkomsten af de store metropoler var derfor ikke planlagt i den forstand, <br />
at man havde taget proaktiv stilling til, hvem byen skulle udvikles for og til. <br />
Og heller hvordan eller med hvilket overordnet formål. Dermed ikke sagt, at <br />
man ikke havde gjort sig overvejelser om mere basale planlægningsspørgs‐<br />
mål, som f.eks. vandforsyning – allerede romerne havde gjort dette – infra‐<br />
struktur, eller byens forsvar. Alle disse elementer af planlægning var velkend‐<br />
te, men fra slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. ændredes <br />
billedet og ideen om, at man ved hjælp af de rette redskaber og rettidig plan‐<br />
lægning kunne ændre eksisterende tilstande, herunder ikke mindst de socia‐<br />
le, til foretrukne, slog for alvor rod. <br />
Som allerede beskrevet i kapitel 2 var forståelsen af de problemer, <br />
der skulle løses dog ofte ikke videre veludviklet, i hvert fald ikke set med nu‐<br />
tidens målestok. Dette medførte også, at nogle af løsningsforslagene var <br />
præget af en blanding af naivitet og tro på fremskridtet og fremtidens by – <br />
eller måske ligeså ofte frygten for samme. De ville føre for vidt her at opridse <br />
de arkitektoniske og planlægningsmæssige utopier, der i denne periode så <br />
dagens lys – og ikke mindst deres mere eller mindre succesfulde implemen‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
tering – men det er alligevel værd at nævne et par enkelte og, for mange, <br />
velkendte eksempler, som repræsentanter for denne type af planlægning, <br />
der så idealbyen som noget manifest, afgrænset, realiserbart og måske næ‐<br />
sten maskinelt i tråd med datidens, lettere romantiserede, fascination af et <br />
teknisk‐rationelt paradigme. <br />
I den sammenhæng er Ebenezer Howard central, ikke mindst fordi <br />
hans visioner var radikale på mange måder og sidenhen har haft betydelig <br />
indflydelse på den fysiske planlægning – men også fordi de rummer kimen til <br />
planlægning som en strategisk disciplin rettet mod ændringen af <br />
socioøkonomiske forhold. Howards Garden City Movement, der tog sin be‐<br />
gyndelse i 1898 var inspireret af Bellamys beskrivelse af et utopisk samfund i <br />
værket Looking Backward fra 1888. Howard var måske netop i højere grad <br />
social og politisk utopist end planlægger i den betydning, vi normalt bruger <br />
betegnelsen: <br />
”[…] his garden cities were […] the vehicles for a progressive <br />
reconstruction of capitalist society into an infinity of cooperative <br />
commonwealths.” (Hall 2002, p. 88) <br />
Med tanke på byernes problemer, kombineret med deres tiltrækning <br />
– og velvidende, at der ikke var tilstrækkeligt subsistensgrundlag på landet – <br />
foreslog Howard en ny (type) by, etableret i landlige omgivelser (hvor jord‐<br />
priserne var lave), men med garanti for arbejde efter forhåndsaftaler med <br />
fabriksejere, ordentlige boligforhold og adgang til lys, luft og natur. Han lagde <br />
også et loft over antallet af beboere og byens størrelse; 32.000 beboere sam‐<br />
let i et bycentrum på godt 400 ha omgivet af et grønt bælte på ca. 2000 ha, <br />
der skulle rumme såvel landbrugsproduktion, som de af byens institutioner, <br />
der kunne have fordel af tæt kontakt med de grønne områder. Når én by var <br />
fyldt, ville man begynde opførelsen af en ny, indtil landet var dækket af én <br />
stor, grænseløs haveby (garden city), bundet sammen af offentlige trans‐<br />
portsystemer (Ibid. p. 93‐94). <br />
129
130 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Howards visioner for fremtidens by, beskrives ofte som et eksempel <br />
på en moderne, anti‐urbanistisk (Hall 2002) teknisk og rationelt orienteret <br />
fysisk planlægning (bl.a. Clemmensen 2008). Men den var måske i endnu <br />
højere grad et udtryk for en planlægningstendens, der ønskede at flytte fo‐<br />
kus fra den fysiske planlægning i retning af planlægning som et strategisk <br />
middel til at løse sociale problemer én gang for alle, baseret på ideen om et <br />
socioøkonomisk system, der inkorporerede en høj grad af selvstyre, vel‐<br />
færdsydelser og (begrænset) ejerskab over produktionsmidlerne (herunder <br />
også jord og bygninger) (Hall 2002, p. 93‐97). <br />
Selvom Howards vision i sin fysiske form, og på papiret, i allerhøjeste <br />
grad ligner en afgrænset, færdig og permanent by – og dermed ofte betrag‐<br />
tes som klassisk ’(by)planlægning’ – har den en indbygget socioøkonomisk <br />
udviklingsmodel, der peger i retning af en forståelse af byen som noget <br />
’igangværende’, dog måske netop mere som en ’maskine’ end som et ’værk’ <br />
i den forstand Lefebvre taler om idealbyen. Samtidig var Howards by heller <br />
ikke et ’borgernes værk i stadig forandring’, informeret af ideen om kom‐<br />
plekse, ’wicked’ problemer, men snarere en enkelt mands, måske storslåede, <br />
vision for, hvad han så som rationelle løsninger på konkrete problemer i sin <br />
samtid. <br />
Det maskinelle ideal (gen)finder man til overflod hos Le Corbusier, <br />
bl.a. i hans idé om huset som en ’bomaskine’, der i 1949 hyldes af Steen Eiler <br />
Rasmussen: <br />
”Han har sagt at Boligen skal være en Maskine til at bo i, <br />
og det har man tolket som en Tendens mod en ren Nyttekunst, et <br />
helt prosaisk, ingeniørmæssigt Byggeri. Men for Le Corbusier er <br />
Maskinen Udtryk for Tidens Rytme, dens Poesi, og det han vil ska‐<br />
be er netop noget poetisk, noget der er skønt.” (Rasmussen 1949 <br />
(1985), p. 186) <br />
Man hører næsten ekkoet, henover et halvt århundrede, af Johannes <br />
V. Jensens reportage fra Verdensudstillingen i Paris i år 1900, hvor han ser en <br />
mand, der sover i fyrhullet på et udstillet lokomotiv og på den baggrund pro‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
klamerer, at ’Fremtiden tilhører ham, han lever i Kraft af Maskinen’. I Le Cor‐<br />
busiers fremtid lever manden ikke blot i kraft af maskinen (eller i den), han er <br />
en del af den. Det teknisk‐rationelle islæt gik også igen i Le Corbusiers opfat‐<br />
telse af byen som helhed og planlægningen som disciplin. Hans indflydelse <br />
på den modernistiske planlægning var, ligesom Howards, stor – og kritikken <br />
af ham sidenhen var endnu større. Hans involvering i CIAM gav hans ideer en <br />
rækkevidde, der strakte sig langt udover de projekter, han selv havde visio‐<br />
ner om, for slet ikke at tale om de, der faktisk blev realiseret. Målet for CIAM <br />
og Le Corbusier var at skabe rationelle, zoneopdelte bysamfund, og: <br />
”Midlet til at nå dette var at transformere byerne til store <br />
gennemplanlagte og kontrollerede samfundsmaskiner.” (Nielsen <br />
2008, p. 23) <br />
’Samfundsmaskinerne’ blev af modernistiske planlæggere realiseret i <br />
store dele af verden, på bar mark, eller ved at nedrive eksisterende byområ‐<br />
der. Kritikken af denne tilgang til planlægning dukkede op allerede umiddel‐<br />
bart efter krigen, og Tom Nielsen nævner bl.a. situationisternes ønske om at <br />
tilegne verden til det legende menneske, mens de ’kedelige’ jobs er overta‐<br />
get af maskiner, som et af angrebene på den modernistiske tradition (Ibid. p. <br />
25). Men kritikken af den modernistiske planlægning tog for alvor fart med <br />
Jane Jacobs berømte, ’The Life and Death of the Great American Cities’ (Ja‐<br />
cobs 1992) fra 1961. Jacobs og andre talte bl.a. for en mere organisk og selv‐<br />
groet byudvikling (Ibid.), en idé der i tresserne blev udforsket bl.a. under be‐<br />
tegnelsen ’non‐plan’ (Hughes & Sadler 2002). <br />
Hos arkitektgruppen Archigram, på trods af deres rodfæstning i mo‐<br />
dernismen, gjorde man oprør mod ideen om bygningen – og til dels også <br />
(by)planens – status som noget ’afsluttet’, og argumenterede for arkitektur <br />
og planlægning, der var mere åben og dynamisk: <br />
”The imperative for Archigram’s generation was instead to <br />
create ’open ends’ […], an architecture that would express its in‐<br />
131
132 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
habitants’ supposed desire for continuous change.” (Sadler 2002, <br />
p. 138) <br />
I et indflydelsesrigt indlæg i New Society fra 1969 foreslår Banham et <br />
al., at der indføres et moratorium på planlægningen, i hvert fald i visse om‐<br />
råder, for at eksperimentere med muligheden for en større åbenhed i plan‐<br />
lægningen, bl.a. ved at lade frie (markeds)kræfter råde i udviklingen af byen <br />
og dermed lade borgerne selv stå for at skabe den forandring, de måtte øn‐<br />
ske. Baggrunden var, at de ikke mente, at planlægningen på nogen måde <br />
førte kvalitet med sig, men i langt højere grad var en herskende klasses for‐<br />
søg på at dominere andre uden overhovedet at have den fornødne viden om <br />
disse andre: <br />
”To impose rigid controls, in order to frustrate people in the <br />
achieving space standards they require, represents simply the re‐<br />
ceived personal or class judgements of the people who are making <br />
the decision. Worst of all: they are judgements about how they <br />
think other people – not of their acquaintance or class – should <br />
live. A remarkable number of the architects and planners who ad‐<br />
vocate togetherness, themselves live among space and green <br />
fields.” (Banham et al. 1969 (2002), p. 20) <br />
Selvom forfatterne taler for et opgør med planlæggernes smags‐<br />
dommeri og ønsker at lade borgerne få større frihed til at skabe deres egne <br />
fysiske rammer, opfordrer de også til, at det trods alt skal ske inden for nogle <br />
rammer baseret på ’objektiv’ information, håndteret af de nye ’kybernetiske <br />
systemer’ (computere), der begynder at dukke frem på dette tidspunkt i hi‐<br />
storien. Planlægningen skal måske nok være ’organisk’, på grænsen til det <br />
ikke‐eksisterende, men maskinerne er stadig til stede som formidlere af ’fak‐<br />
ta’ i rammefortællingen, lidt ligesom eksperterne i Fogh Rasmussens vision. <br />
Det endelig opgør med troen på ’maskinen’ som enten metafor for <br />
samfundet eller hjælpemiddel til at analysere rammer og problemer er dog <br />
lige på trapperne, bl.a. hos Lefebvre, men ikke mindst i Rittel & Webbers <br />
definition af planlægningens problemer som ’wicked’ (Rittel & Webber
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
1973). Kompleksiteten af problemerne gør, at de bl.a. formulerer teserne, <br />
som jeg opridsede i metodekapitlet, men som ikke tager skade af en genta‐<br />
gelse i denne kontekst: <br />
<br />
Der findes ingen endelig problemformulering <br />
Der findes ingen regler for afslutning, vi kan altid gøre det bed‐<br />
re <br />
En løsning er ikke sand//falsk, men god//dårlig <br />
Vi kan ikke afgøre, om en løsning fører til et godt eller dårligt <br />
resultat på kort eller langt sigt <br />
Vi har kun ét forsøg til at løse problemet; da der er ikke er tid <br />
til at tage ved lære af vores fejl tæller hvert forsøg <br />
Der findes ikke et fast antal løsninger, vi kan beskrive i detaljer, <br />
og heller ikke et velbeskrevet felt af tilladte handlinger, vi kan <br />
føje ind i planen <br />
Hvert problem er unikt <br />
Ethvert problem kan ses som symptom på et andet problem <br />
Enhver uoverensstemmelse ved et problem kan forklares på <br />
mange måder – og hver forklaringsmodel bestemmer hvordan <br />
problemet kan løses <br />
Planlæggeren [the planner] har ikke ret til at tage fejl. <br />
<br />
Med Rittel og Webbers mere eller mindre totale afvisning af det tek‐<br />
nisk‐rationelle paradigme som fundament for planlægningen, er byen og <br />
dens problemer allerede i starten af 70erne manifesteret som et igangvæ‐<br />
rende arbejde, der ikke kan løses gennem elegante arkitektoniske løsninger, <br />
storslåede planer eller ved at overlade det analytiske arbejde til talknuserne <br />
(maskinelle eller ej). Det betød selvfølgelig ikke, at teknisk‐rationelt oriente‐<br />
rede planlæggere over hele verden fra da af smed håndklædet i ringen, men <br />
det betød, at der blev åbnet op for en række nye flanker i den byteoretiske <br />
diskurs – og ikke mindst et behov for at gentænke det velordnede, statiske <br />
133
134 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
og rationelle billede, der i en årrække havde præget opfattelsen af byen. <br />
Som Edward Soja konkluderer: <br />
”It has now become increasingly clear that the urban crisis <br />
of the 1960s exposed deep weaknesses and serious gaps in the <br />
urban theories and practices that had evolved over the previous <br />
century. Nearly all explicitly urban theory and the empirical inves‐<br />
tigations of the city and its spatial specificity up to that time were <br />
in one way or another involved in a search for regularity and order, <br />
a moral order in the case of the early Chicago School sociologists, a <br />
geo‐statistical order for the new urban geographers and new <br />
urban economists following in their footsteps. Throughout the <br />
social sciences, various forms of systems analysis, backed by in‐<br />
creasingly sophisticated and ”cybernetic” computer technology, <br />
invigorated this emphasis on order, equilibrium, and continuous <br />
evolution, often in the form of stage like models of modernization <br />
and progressive development. When the modern urban order be‐<br />
gan to break down on the streets of Los Angeles, New York, Paris, <br />
Mexico City, and almost every other major modern metropolis, <br />
there was thus little available in established social science ap‐<br />
proaches to help us understand what was happening in cities, why <br />
this was happening, and what could be done in response.” (Soja <br />
2000, p. 96‐97) <br />
Krisen i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne <br />
medførte altså, at et væld af nye tilgange til forståelsen af byen dukkede op <br />
på scenen. Det er dog ikke min hensigt at behandle alle disse opfattelser her. <br />
Gennemgangen af de valgte eksempler har blot til hensigt at illustrere en vis <br />
kontinuitet i opfattelsen af byens problemer og udfordringer (om ikke nød‐<br />
vendigvis borgernes andel i løsningen af dem) fra dengang til nu. Samtidig <br />
tjener de valgte historiske eksempler også som forudsætning for en senere <br />
diskussion af, hvordan utopien, der ellers i stort omfang blev kastet ud med <br />
det modernistiske badevand, måske kan revitaliseres som konkret arbejds‐<br />
redskab, eller som Harvey efterlyser det i indledningskapitlet, ’et passende <br />
sprog’ og ’konceptuelt apparat’, der er bedre gearet til at håndtere de pro‐<br />
blemer, vi aktuelt står overfor. Noget tyder nemlig på, at vi i overgangen fra
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
en opfattelse af byen som en (modernistisk) maskine til en (postmoderni‐<br />
stisk) organisme ikke nødvendigvis har fået bedre redskaber til at få greb om <br />
problemerne – for slet ikke at tale om et (fælles) sprog, der sætter os i stand <br />
til endeligt at formulere løsninger på de problemer, der kendetegner byerne: <br />
”[…] is there anything radically new in all of this? Or have <br />
we, when we look at the parallel conditions of late‐nineteenth‐<br />
century urbanization been here before? The answer is, I fear, both <br />
yes and no. Many of the dystopian elements – the concentrated <br />
impoverishment and human hopelessness, the malnourishment <br />
and chronic diseases, the ecological degradation and excessive <br />
pollution, and the more than occasional bitter social strife – were <br />
all too familiar to our nineteenth‐century forebears.” (Harvey <br />
2008, p. 405) <br />
Harvey mener dog, at tingene trods alt er blevet bedre siden ’the City <br />
of Dreadful Night’, og han fremhæver, at det bl.a. skyldes fremsynede og <br />
visionære planlæggere og tænkere som Howard, Hausmann og Olmstead, <br />
der tog fat om problemernes rod og faktisk fik skabt bedre byer, med afsæt i <br />
et kapitalistisk, industrialiseret verdensbillede (ibid. p. 406) – i modsætning til <br />
vore dages neoliberalistiske vækstfilosofi, hvor (produktions)virksomhederne <br />
er flyttet ud af byerne (der i øvrigt også ifølge Harvey er blevet grænseløse), <br />
og har overladt byudviklingen til developere, spekulanter, kontorfolk og fi‐<br />
nansverdenen, mens (små)borgerskabet har isoleret sig i mindre enklaver i <br />
udkanten (eller indercirklerne) af byen i sikker forvisning om, at eventuelle <br />
oprørske elementer og revolutionære tendenser kan håndteres af ’rå magt’ <br />
(ibid. p. 407). I Harveys forestillinger om mulige – og mere ’retfærdige’ – by‐<br />
verdener (possible urban worlds) fornemmer man måske en længsel efter en <br />
byudviklingsdiskurs, der har et langt klarere (og måske modernistisk inspire‐<br />
ret) udgangspunkt i ’det fælles bedste’, end tilfældet er i dag – og måske i <br />
realiteten heller ikke var under de beskrevne planlæggere og de paradigmer, <br />
der tidligere var fremherskende. Andetsteds erkender han dog klart, at det <br />
kan være svært, om ikke umuligt, at skabe løsninger baseret på en universel <br />
opfattelse af ’social retfærdighed’ (social justice): <br />
135
136 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
”There can be no universal conception of justice to which <br />
we can appeal as a normative concept […]. There are only particu‐<br />
lar, competing, fragmented, and heterogeneous conceptions and <br />
discourses about justice which arise out of the particular situations <br />
of those involved.” (Ibid. p. 342) <br />
Jeg vil ikke her gå dybere ind i en diskussion af Harveys (dystopiske) <br />
beskrivelse af planlægningens fejl og mangler, i stedet vil jeg foretage et <br />
spring frem til aktuelle byudviklingstendenser som mulige forklaringsmodel‐<br />
ler til en forståelse af byen, som vi kender og oplever den i dag, og derefter <br />
vende tilbage til byen som igangværende arbejde og ikke mindst borgernes <br />
ret til at deltage i dette arbejde. <br />
<br />
<br />
aktuelle udviklingstendenser<br />
I starten af kapitlet beskrev jeg den grænseløse by som et aktuelt fæ‐<br />
nomen, men referencer til det urbane, som noget der transcenderer eksiste‐<br />
rende (by)grænser kan findes i hvert fald mere end 300 år tilbage i historien. <br />
Karl Marx færdiggjorde sit Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie i <br />
1858. Heri taler han bl.a. for, at den moderne, industrialiserede verden er <br />
kendetegnet ved en stigende urbanisering, helt basalt forstået således, at <br />
tidligere levede byerne af landet, mens relationen i ’moderne’ tid vendes <br />
om, bl.a. som følge af industrialiseringen: <br />
”[…] the modern (age) is the urbanization of the country‐<br />
side, not ruralisation of the city as in antiquity.” (Marx 1973, p. <br />
479) <br />
Men allerede i 1683 var der tendenser til at opfatte det urbane, som <br />
noget der i abstrakt form, men konkretiseret gennem globale pengestrøm‐<br />
me, omspandt hele kloden. Marx citerer i Grundrisse italieneren Montanari <br />
for følgende:
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
”Intercourse between nations spans the globe to such an <br />
extent that one may almost say all the world is but a single city in <br />
which a permanent fair comprising all commodities is held […].” <br />
(Marx 1973, p. 782) <br />
Forestillingen om byen, eller det urbane, som et grænseløst fæno‐<br />
men er altså ikke udelukkende en aktuel forestilling, men har spillet en rolle <br />
for forståelsen af de mekanismer, der har præget forholdet mellem <br />
by//land, by//verden og by//borger i flere århundreder. Selvom tendenserne <br />
måske har været tilstede tidligere, er der dog ingen tvivl om, at de er blevet <br />
forstærket igennem det 20. Århundrede, ikke mindst i kraft af den teknologi‐<br />
ske udvikling (Ascher 2002) og den stigende globalisering (hvor der trods alt <br />
er sket en del siden Montanari og senere Marx analyserede pengestrømme‐<br />
ne). Samtidig integreres såvel større som mindre bysamfund i sammenhæn‐<br />
gende regionale byområder, grænserne mellem by og land udviskes og ur‐<br />
bane funktioner og bylivsformer indtager det omgivende land og bypolitik‐<br />
ken flyttes fra byrådene og ud i stadig mere komplekse netværk og samar‐<br />
bejdsrelationer (Albertsen et al. 2007). I Danmark starter udviskningen af <br />
grænserne allerede omkring år 1800, hvor nationalstatens fremkomst med‐<br />
fører en homogenisering af politik og kultur på tværs af by og land, etable‐<br />
ringen af byerhverv på landet og senere de første ansatser til en form for <br />
pendling, hvor landbefolkningen arbejder i de nærliggende byer (Ibid. p. 2‐3). <br />
Fra 1960erne og frem accelerer udviklingen som følge af (Ibid. p. 3): <br />
<br />
Den fortsatte kulturelle og politiske homogeniseringsproces, <br />
forstærket af de nationale massemedier og det nationale vel‐<br />
færdssamfundsprojekt <br />
Bosætningen i de mange nedlagte landbrug <br />
Decentraliseringen af industrien <br />
De stigende geografiske husprisforskelle med stærkt stigende <br />
huspriser i storbyerne, og især i deres mere centrale eller <br />
mondæne dele samt <br />
137
138 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
De hurtigt voksende arbejdskraftsoplande og daglige aktivi‐<br />
tetsrum, baseret på en pendling med bil eller kollektiv trafik, <br />
som nu strækker sig over lange afstande. <br />
<br />
Fra at være relativt ensartede, begynder byerne også i stigende grad <br />
at specialisere sig og indgå i mere komplekse relationer på regionalt plan, og <br />
senere – i kraft af globaliseringen – forstærkes denne tendens i endnu højere <br />
grad og byerne indgår i en global arbejdsdeling (ibid.), hvor f.eks. nogle byer <br />
er kendetegnet ved at være finansielle centre, eksempelvis London, mens <br />
andre tager sig af produktionen, f.eks. Shenzhen, der i en årrække har været <br />
en af Kinas såkaldt special economic zones. Samtidig går tendensen i retning <br />
af en højere koncentration af den økonomiske vækst omkring de større by‐<br />
centre, sideløbende med, at borgerne spreder sig udover bycentrene og bo‐<br />
sætter sig i stadig større afstand fra byen samt benytter de rekreative facili‐<br />
teter omkring bycentrene (Ibid. p. 5). <br />
Umiddelbart er denne udvikling ikke sket på baggrund af en klar, of‐<br />
fentlig – og offensiv – planstrategi. I stedet har den, ikke mindst i Danmark, <br />
været præget af udbygningen af offentlig transport og et vejnet, der har gjort <br />
det muligt, at bevæge sig friere over større afstande. Mens selve byudvik‐<br />
lingsdiskursen har ændret sig væsentligt siden tresserne, er der ikke sket en <br />
tilsvarende udvikling i den overordnede vejplanlægning, hvor der i et vist <br />
omfang stadig planlægges ud fra et modernistisk storskalaideal (Clemmen‐<br />
sen 2008). Omvendt betød planlovens revision i halvfjerdserne, at fokus for <br />
byplanlægningen blev flyttet fra modernismens store linjer til en højere grad <br />
af lokal forankring: <br />
”Gennem nedskaleringen af de byudviklingsmæssige per‐<br />
spektiver og regionplanlægningens forskydning fra byregulering til <br />
miljøregulering lader kritikken af den modernistiske planlægning <br />
indirekte til at have stimuleret en drejning tilbage mod en mere <br />
traditionel byopfattelse inden for den offentlige planlægning. For‐<br />
stået på den måde, at forestillingen om byen, som en afgrænset
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
og selvstændig enhed blev styrket sammen med kommunernes <br />
voksende indflydelse.” (Ibid. p. 22‐23) <br />
I den optik er den grænseløse by som fysisk manifestation i Danmark <br />
blevet til i feltet mellem en overordnet national og regional planlægning af <br />
infrastrukturen og et mere lokalt forankret fokus på udvikling af bycentre og <br />
områder med umiddelbar tilknytning til byen. Som nævnt tidligere har der <br />
også været en tendens til en større heterogenisering i den store skala med <br />
afsæt i en stigende specialisering og homogenisering i den mindre. <br />
Der er dog også træk af moderne byudvikling, der peger i andre ret‐<br />
ninger, hvor bl.a. konkurrencen om tiltrækning af arbejdspladser peger i ret‐<br />
ning af en stigende tendens til, hvad man kan kalde so‐ein‐ding‐strategier. <br />
Dvs. at byer forsøger at tiltrække både investeringer, opmærksomhed, virk‐<br />
somheder og (højtuddannet) arbejdskraft med stort set de samme midler. <br />
Den planlagte udvikling af bynære havneområder i bl.a. København, Frederi‐<br />
cia, Århus, Køge, Kolding, Vejle – og mange andre steder – bekræfter denne <br />
tendens. I alle de nævnte byer er et væsentligt mål at erstatte traditionelle <br />
industrihavne med blandede boligområder, liberalt erhverv og kulturelle <br />
aktiviteter, ofte med afsæt i stort set samme formel. Samtidig har der været <br />
et stort fokus på markant arkitektur og den såkaldte Bilbao‐effekt (bl.a. Bea‐<br />
triz 2007) samt ideen om, at den kreative klasse er blandt de mest centrale <br />
og attraktive befolkningsgrupper i en byvækstmæssig sammenhæng (Florida <br />
2003). Men også på andre områder sker der i disse år en homogenisering af <br />
byerne i deres totalitet, bl.a. eksemplificeret ved, at en lang række danske <br />
byer har meldt sig ind i klimakampen og annonceret, at de skal være CO2‐<br />
neutrale, kæmper om pladserne som klimabyer og forsøger at tiltrække virk‐<br />
somheder og nye borgere ved at styrke deres grønne profil. <br />
I et vist omfang skyldes disse so‐ein‐ding‐strategier nationale og over‐<br />
nationale målsætninger, mens de på andre fronter snarere afspejler globale <br />
megatrends. Hvorom alting er, indikerer de, at homogenisering ikke kun fo‐<br />
regår på et lokalt niveau med en stigende heterogenisering til følge, men <br />
også på et mere overordnet regionalt, nationalt og globalt niveau, der gør <br />
139
140 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
byerne grænseløse i en anden forstand, simpelthen ved at skabe et globalt <br />
netværk, der for (visse) borgere handler om forventningen om en bestemt <br />
type oplevelser og byliv, mens det på andre områder i højere grad drejer sig <br />
om at adressere problemer, der opfattes som netop grænseløse. <br />
Blandt disse byer kan man således pege på to fremtrædende byudvik‐<br />
lingstendenser, henholdsvis en vækstorienteret, hvor fokus – særligt efter <br />
finanskrisen – er at få gang i business as usual: Det handler, som det har gjort <br />
i mange herrens år, om at tiltrække investeringer, virksomheder og velud‐<br />
dannet arbejdskraft, forskellen fra tidligere (før 1980, jf. bl.a. Harvey 2008) <br />
er, at fokus nu er på udviklingsstrategier, der tager afsæt i – mere eller min‐<br />
dre ‐ neoliberale forestillinger om den kreative klasse samt innovation og ren <br />
informationel frem for industriel produktion (Castells 1991) i en global viden‐<br />
søkonomi (Jessop 2004). <br />
Den anden aktuelle tendens er i højere grad en kriseforståelse og <br />
handler om den globale opvarmning, hvor byer verden over forsøger, ikke <br />
blot at forhindre opvarmningen, men i stadigt stigende grad at tilpasse sig de <br />
politiske, sociale, økonomiske, men så sandelig også fysiske konsekvenser af, <br />
hvad der opfattes som en efterhånden uafvendelig udvikling. Som Swynge‐<br />
douw skriver: <br />
”In recent years, urban research has become increasingly <br />
concerned with the social, political and economic implications of <br />
the techno‐political and socio‐scientific consensus that the present <br />
unsustainable and unjust environmental conditions require a <br />
transformation of the way urban life is organized.” (Swyngedouw <br />
2009) <br />
Der findes selvfølgelig mange andre udviklingstendenser, der bringes i <br />
spil, ikke mindst uden for de byer, der indgår i det globale, grænseløse net‐<br />
værk, dvs. især mindre byer og byer i udviklingslandene, men de to nævnte <br />
tendenser er i høj grad dem, der aktuelt præger byudviklingsdiskussionen – <br />
også i Danmark. Dermed bliver de også relevante i en diskussion af borger‐<br />
nes deltagelse i selvsamme udvikling.
<br />
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
planlægningspolitik & politisk planlægning<br />
Som en del af den aktuelle diskussion om byen, ikke mindst den <br />
grænseløse, har det været debatteret om arkitekter og planlæggere må op‐<br />
give at styre udviklingen og i stedet; <br />
”[…] take on a more ambulant and design oriented ap‐<br />
proach developing specific solutions to specific problems, in close <br />
contact with the users.” (Nielsen et al 2004, p. 7‐8) <br />
Man kan sige, at denne opfattelse hører tæt sammen med hvad <br />
Clemmensen kaldte ’nedskaleringen af de byudviklingsmæssige perspektiver’ <br />
og et stigende fokus på såkaldt projektplanlægning – i modsætning til ma‐<br />
sterplanlægning – hvor udviklingen af byerne tager afsæt i konkrete projekt‐<br />
forslag, rangerende fra større infrastrukturelle projekter som f.eks. diskussi‐<br />
onen om en Kattegatbro eller en bynær lufthavn i Århus over arkitektur‐ og <br />
funktionsorienterede diskussioner, eksempelvis Multimediehuset i Århus til <br />
mere aktivitetsorienteret planlægning med fokus på f.eks. midlertidig udnyt‐<br />
telse af byrum. Der kan ikke herske tvivl om, at megen planlægning i dag <br />
opererer i dette felt, men samtidig er der sket et skifte på det politiske og <br />
strategiske niveau, hvor udviklingen i stigende grad præges af beslutninger <br />
truffet på nationalt og overnationalt niveau med reference til globale, græn‐<br />
seoverskridende udviklingstendenser, eksempelvis vækst‐ eller klimakrise‐<br />
tendensen. Man kan formulere det sådan, at der er sket et skifte i planlæg‐<br />
ningspolitikken samtidig med, at der igen er kommet fokus på planlægning <br />
som en politisk disciplin. Med igen, mener jeg her, at det er vigtigt at under‐<br />
strege en vis (historisk) kontinuitet, hvor især planlovsreformen fra halvfjerd‐<br />
serne netop var et udtryk for en politisering af planlægningen: <br />
”Planlovsreformen var derfor […] et klart udtryk for ønsker <br />
om en øget politisering af planlægningen. Eller rettere: Med re‐<br />
formen ønskede lovgiverne at tage konsekvensen af, at al plan‐<br />
141
142 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
lægning har et stort indhold af politiske prioriteringer, og at den <br />
derfor bør underlægges den politiske verdens vilkår.” (Gaardmand <br />
1993, p. 192) <br />
Som det også antydes i citatet fra Gaardmand har planlægning altid <br />
på sin vis været en politisk disciplin, men tidligere har den måske alligevel i <br />
højere grad været opfattet som dels en bureaukratisk praksis og en teknisk <br />
’videnskab’. Som Banham et al. skrev i 1969: <br />
”[…] planning is the only branch of knowledge purporting <br />
to be some kind of science which regards a plan as being fulfilled <br />
when it is merely completed; there’s seldom any sort of check on <br />
whether the plan actually does what it was meant to do, and <br />
whether, if it does something different, this is for the better or the <br />
worse.” (Banham et al. 1969 (2002), p. 13) <br />
Pointen er, at forklaringen på hvordan planlægning (traditionelt) har <br />
kunne fungere som et vidensområde, hvor midlet (planen) opfattes som et <br />
mål i sig selv, sandsynligvis skal søges i netop adskillelsen mellem, hvad man <br />
på engelsk kalder politics og policy. Sammenholdt med planlægningens lange <br />
tidshorisont går den politiske diskussion nok forud for selve planen – eller i <br />
det mindste baseres planen på et mere eller mindre eksplicit ideologisk og <br />
politisk fundament, som f.eks. i den modernistiske planlægning – men pla‐<br />
nens konsekvenser bliver typisk først et politisk emne igen langt senere i pro‐<br />
cessen; nemlig når det går galt. Eller sagt på en anden måde, selvom opfyl‐<br />
delsen af planens mål og diskussionen af eventuelle afvigelser kan siges at <br />
være politiske spørgsmål (politics), er produktion af planen som instrument i <br />
stort omfang netop en teknisk‐bureaukratisk disciplin, der udføres af eksper‐<br />
ter og embedsapparat (policy). Adskillelsen mellem de to er – sammenlignet <br />
med det (bredest tænkelige) demokratiske ideal – en relativt ny foreteelse. <br />
Tidligere skelnede man ikke mellem de to, men i 1700‐tallet blev ’politik’ <br />
introduceret i de europæiske universiteters curriculum, som en ’statskund‐<br />
skab’; altså groft sagt evnen til systematisk at omsætte politics til policy:
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
”The rise of politics and, more slowly, of political economy <br />
was also assisted by the needs of a centralized state. Politics was <br />
coming to be considered less of an ’art’ to be learned by practice, <br />
and more of a science […] which could be systematized and taught <br />
in an academic manner.” (Burke 2000, p. 101) <br />
At påstå, at der traditionelt – før planlovsreformen – har været en <br />
skarp skelnen mellem politics og policy i planlægningen er selvfølgelig på <br />
mange måder en grov forsimpling af de processer, der i realiteten har præ‐<br />
get planlægningen, og man kan uden tvivl finde historiske eksempler på poli‐<br />
tiseret planlægning hos embedsstanden, såvel som administrativ tænkning <br />
hos politikerne. På det teoretiske niveau har der også tidligere – men især fra <br />
tresserne og frem – været rigeligt med stemmer, der har talt for en større <br />
politisering af planlægningen, f.eks. i advocacy planning (bl.a. Davidoff 1965), <br />
equity planning (bl.a. Krumholz 1982), transactive planning (bl.a. Friedmann <br />
1973) og communicative og collaborative planning (bl.a. Healey 1992, 1993 <br />
& 2006). Ikke desto mindre har adskillelsen mellem politik og administration <br />
været det dominerende politiske – såvel som juridisk‐administrative – ideal i <br />
Danmark. Men i de senere år har vi igen set et øget fokus på, hvad man kalde <br />
politiske planlægningsprocesser. Som Niels Østergård, formanden for <br />
Plan09‐arbejdet, formulerer det: <br />
”Uanset hvordan kommunen vælger at gå til planlægning‐<br />
sarbejdet, står én ting lysende klart: Planlægning er politik. Arbej‐<br />
det med at lave en planstrategi og revidere kommuneplanen er en <br />
anledning til at formulere politiske visioner for kommunens udvik‐<br />
ling, til at komme i dialog med borgere, erhvervsliv, organisationer <br />
og investorer og til at træffe de nødvendige til‐ og fravalg. Selve <br />
kommuneplanen kan – når den skaber sammenhæng mellem den <br />
økonomiske og den fysiske planlægning – være et vigtigt redskab i <br />
indsatsen for at sikre en positiv udvikling i kommunen.” (Dansk <br />
Byplanlaboratorium 2010, p. 3) <br />
Selvom der implicit i publikationen også lægges op til en arbejdsdeling <br />
mellem folkevalgte politikere og embedsapparatet, repræsenterer Plan09 <br />
143
144 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
dog nogle aktuelle strømninger i planlægningspolitikken, der peger i retning <br />
af et fornyet fokus på planlægningens politiske aspekter. I andre sammen‐<br />
hænge taler man om ’værdibaseret’ byudvikling (bl.a. Riisom & Sørensen <br />
2009), hvor fokus er på en eksplicitering af det værdisæt, udviklingen skal <br />
tage afsæt i, forholde sig til igennem hele udviklingsprocessen og have som <br />
slutmål. I den konkrete kontekst med særligt fokus på udviklingen af <br />
kundskabsbyen: <br />
”[…] i kunskapsstaden är det speciellt de humanistiske vär‐<br />
dena som står i fokus. De skall vara grunden til stadsutveckling […] <br />
Men inte nog med det, stadsrummet skall förmedla dessa värden <br />
till människor efter stadsutvecklingen är genomförd […]. Är värde‐<br />
baserad stadsutveckling inte reaktionär? Stänger inte värden in <br />
människor och inskränker deras rörelsefrihet? Inte när det gäller <br />
de humanistiska värdena som mångfald, öppenhet, tolerans, soci‐<br />
al inklusion, respekt för den andre, gemenskapen, demokratin och <br />
folkligheten […]” (Ibid. p. 12) <br />
Nu omhandler publikationen ’Det 4. Stadsrum’ primært Malmø, og <br />
som man måske vil vide, står Sverige et andet sted i debatten om værdierne, <br />
end vi gør i Danmark, og at fremhæve netop disse – humanistiske – værdier i <br />
Sverige, er måske derfor knap så kontroversielt som i Danmark, hvor det for <br />
alvor ville kunne kaldes politisk planlægning, at hævde disse som basis for <br />
byudviklingen. Ikke desto mindre kan vi finde eksempler på den samme til‐<br />
gang til værdibaseret planlægning i en dansk kontekst. Således hedder det i <br />
et strategidokument for STRAKKS‐projektet, der bl.a. inkluderer Ålborg <br />
Kommune, at det giver god mening: <br />
”[…] at sætte humanistiske værdier i centrum for planlæg‐<br />
ningen af kundskabsbyen. Disse omfatter mangfoldighed, åben‐<br />
hed, tolerance, inklusion, ansvarlighed og urban kompleksitet. <br />
Netop disse værdier har til hensigt at samle i stedet for at sprede, <br />
og det er værdier, der fremhæver samværet mellem mennesker, <br />
hvilket er helt centralt i en tid, hvor den viden vi skal leve af, ikke
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
bliver til i et vakuum, men udvikles i relationer og netværk mellem <br />
mennesker.” (Nordic City Network/STRAKKS 2010, p. 8) <br />
For klarhedens skyld skal det siges, at ’det 4. Stadsrum’ ligesom <br />
STRAKKS er blevet til i regi af Nordic City Network, og at der derfor er et <br />
sammenfald af både personer og ideer (såvel som formuleringer) i definitio‐<br />
nen af kundskabsbyens værdier. Men alligevel ser vi nu humanistiske begre‐<br />
ber som ’tolerance’, ’åbenhed’ og ’inklusion’ formuleret som det værdimæs‐<br />
sige grundlag for byudvikling i en dansk kontekst, på trods af, at man med en <br />
vis ret kan påstå, at netop disse begreber i en aktuel dansk (politisk) kontekst <br />
kan betegnes som væsentligt omstridte. Det er således sandsynligt, at der vil <br />
være borgere, der foretrækker værdiernes modsætninger, ’nul‐tolerance’, <br />
f.eks. forstået som hårdere straffe til kriminelle, ’lukkethed’, forstået som <br />
eksempelvis stærke begrænsninger på indvandringen og ’eksklusion’ forstået <br />
som en begrænset adgangen til byrummet for eksempelvis hjemløse, mis‐<br />
brugere eller romaer. <br />
Tættere på hjemmet – og mine cases – finder vi et andet eksempel på <br />
værdibaseret planlægning fra Århus, der har besluttet sig for at blive et CO2‐<br />
neutralt samfund inden 2030. Beslutningen blev truffet i 2007, og blev meldt <br />
ud til den brede befolkning med vedtagelsen af klimaplan 2008‐2009 og lan‐<br />
ceringen af projektet AARHUSCO2030 i foråret 2009. Målsætningen får selv‐<br />
sagt store konsekvenser for planlægning og byudvikling i Århus Kommune i <br />
de næste mange år; i forhold til energiforsyning, infrastruktur, byggeri, er‐<br />
hvervsudvikling og ikke mindst borgernes adfærd. Og selvom CO2‐reduktion <br />
på mange måder kan anskues ud fra et klassisk, teknisk‐rationelt paradigme, <br />
så er beslutningen også udtryk for et klart politisk mål, der nu får lov at præ‐<br />
ge byudviklingen i Århus som ét af de mest centrale parametre. <br />
Den politiske dimension består i, at CO2‐neutraliteten kun giver me‐<br />
ning, hvis vi tilslutter os det synspunkt, at der for det første finder klimafor‐<br />
andringer sted og for det andet, at de skyldes CO2‐udslip – og dermed er <br />
menneskeskabte. Forud for AARHUSCO2030‐projektet viste opinionsmålin‐<br />
145
146 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
ger, at 38% af danskerne ikke mente, at klimaforandringerne var menneske‐<br />
skabte (Politiken 2008). I Concitos klimabarometer fra juni 2010 hedder det: <br />
”Næsten to ud af tre danskere tror på realiteten i klimafor‐<br />
andringerne, og kun ganske få tror slet ikke på den. Lidt flere er i <br />
tvivl omkring årsagerne til klimaforandringerne, men 56% er enige <br />
i, at den globale opvarmning er menneskeskabt.” (Concito 2010, p. <br />
4) <br />
Godt nok mener to tredjedele af danskerne i juni 2010, at klimafor‐<br />
andringer er en realitet, men kun lidt over halvdelen mener nu, at de er <br />
menneskeskabte. Hvad skete der i mellemtiden? Den simple forklaring er, at <br />
op til COP15 var der mange historier fremme om fusk med klimadata, top‐<br />
mødet blev på mange måder en fiasko og vi fik en usædvanlig kold vinter i <br />
Danmark samt store dele af Europa og USA (på globalt plan var den blandt <br />
de varmeste nogensinde). Den lidt mere komplekse historie er, at mens <br />
menneskeskabte klimaforandringer af nogle regnes for at være et faktum, er <br />
det for andre blot en rent værdibaseret (eller måske endog hysterisk følel‐<br />
sesbetonet) holdning. Dermed bliver spørgsmålet om CO2‐neutralitet til et <br />
politisk spørgsmål – og planlægningen af et CO2‐neutralt samfund bliver til <br />
værdibaseret, politisk planlægning. <br />
Medfører ovenstående udfordringer, at vi må afvise den værdibase‐<br />
rede planlægning? Tværtimod, men denne tilgang til planlægning og byud‐<br />
vikling forudsætter en klar erkendelse af, at der netop er tale om en politise‐<br />
ret proces og vi bør derfor tilrettelægge processen, så der åbnes op for en <br />
mere fundamental diskussion om de grundlæggende værdier. Problemet er, <br />
at det kan være vanskeligt, hvis ikke decideret umuligt, at konstituere fælles, <br />
universelle værdier, der kan ligge til grund for udviklingen. Som jeg tidligere <br />
citerede Harvey for, findes der ikke en universel opfattelse af ’retfærdighed’, <br />
som vi kan appellere til som et normativt koncept, i stedet findes der kun en <br />
række partikulære, konkurrerende, fragmenterede og forskelligartede opfat‐<br />
telser og diskurser, som opstår i de konkrete situationer og med afsæt i de <br />
personer, der er involveret (Harvey 2008, p. 342).
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
Vores forestilling om den blinde, eller blændede, Justitia med sværdet <br />
i den ene hånd og vægten i den anden giver ellers indtrykket af, at vi alle er <br />
lige for loven, at der findes en universel retfærdighed, en fælles værdi – eller <br />
et fælles bedste – som vi kan forlade os på. Men hvis selv denne værdi viser <br />
sig at være funderet på partikulære forhold, er det nærliggende at antage, at <br />
dette også gør sig gældende for en lang række andre værdier, ikke mindst <br />
afledte begreber og værdier som ’social retfærdighed’ eller de ’humanistiske’ <br />
værdier, som ligger til grund for den form for værdibaseret planlægning, der <br />
beskrives ovenfor. Men alligevel hævder Harvey, som også Niels Albertsen <br />
fremhæver, at universaliteten aldrig kan – eller bør undgås eller forlades <br />
(Albertsen 2002, p. 49). Som Harvey formulerer det: <br />
”The universality can never be avoided, and those who seek <br />
to do so (as is the case in many postmodern and poststructuralist <br />
formulations) only end up hiding rather than eliminating the con‐<br />
dition. But universality must be construed in dialectical relation <br />
with particularity.” (Harvey 2008, p. 362) <br />
Den dialektiske relation skal sikre, at vi ikke falder tilbage på universa‐<br />
listiske magtpositioner, men omvendt heller ikke forfalder til partikulære, <br />
lokale forklaringer og fortællinger, der kan spærre vejen for en bredere for‐<br />
ståelse, eller det partikulæres ’snæverhed og lokalisme’ (Albertsen 2002). <br />
Med afsæt i Boltanski og Thévenot beskriver Albertsen en tilgang til forståel‐<br />
sen af retfærdighed – og retfærdiggørelse – der tager afsæt i et mere ’inter‐<br />
aktivt’ ideal, for nu at blive i jargonen fra ideen om det interaktive demokrati, <br />
hvor deltagerne besidder en række ’retfærdiggørelseskompetencer’, der kan <br />
bringes i anvendelse i forskellige situationer, snarere end en overordnet idé <br />
om en bestemt form for retfærdighed eller én idé om et ’fælles bedste’ <br />
(Ibid.). Boltanski og Thévenot fremlægger en aksiomatisk kompetencemodel, <br />
der opdeler kompetencerne i seks ’stæder’ – det ville føre for vidt, at redegø‐<br />
re dybdegående for modellen her, men de seks ’stæder’, eller principper om <br />
man vil er i kort form følgende (Albertsen 2002, p.51): <br />
<br />
147
148 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Et fælles menneskelighedsprincip ‐ vi er lige, men ikke ens. <br />
Et forskelligheds‐ eller ulighedsprincip – der kan, i situationer, <br />
men ikke permanent gøres forskel på mennesker <br />
Et værdighedsprincip – alle er lige værdige, dvs. alle kan ud‐<br />
sættes for ulighed (i situationen) <br />
Et ordensprincip – hvor goder, og omkostningerne forbundet <br />
med dem, rangordnes i forhold til hinanden <br />
Et investeringsprincip – man må bidrage, eller investere, for at <br />
få del i goderne <br />
Et fælles gode‐princip, hvor ideen om et (situationelt, ikke uni‐<br />
verselt) fælles bedste anerkendes på baggrund af investerin‐<br />
ger og omkostninger <br />
<br />
Den ’universelle retfærdighed’ kan således betegnes som et fælles <br />
princip om netop muligheden for at konstruere (rangordnede) fælles goder i <br />
partikulære situationer, hvor deltagerne enten indordner sig under konstruk‐<br />
tionen – eller anerkender, at det ikke kan lade sig gøre at nå frem til enighed <br />
om et fælles bedste – og flere ideer om et fælles bedste, derfor må leve side <br />
om side (ibid.). Det medfører også, med Albertsens ord, at: <br />
”I staden opfører man sig nok urbant i den forstand, at <br />
borgeren evner at føre sig frem på retfærdiggørelsens plan, hvilket <br />
der kommer overenskomster, kritik og kompromiser ud af, men ik‐<br />
ke et himmelsk Jerusalem for én fælles menneskehed.” (Ibid. p. 59) <br />
I denne kontekst er det værd at bemærke, at et udgangspunkt i et <br />
mere ’interaktivt’ retfærdighedsbegreb grundlæggende stiller spørgsmåls‐<br />
tegn ved eksplicit (ideologisk) værdibaseret planlægning, men omvendt åb‐<br />
ner op for muligheden af, at vi netop kan – og bør – tale om de værdier, der <br />
ligger til grund for vores planlægning. <br />
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
midlertidighed & dynamisk planlægning<br />
En anden tendens i byudviklingen aktuelt, der på sin vis hænger <br />
sammen med den politiserede planlægning, er ideen om midlertidighed som <br />
et dynamisk planlægningsredskab. Midlertidighed handler typisk om at prø‐<br />
ve ting af, inden de manifesteres som egentlig planinitiativer, få afdækket <br />
potentialer, der kan pege frem mod fremtidigt byliv, tilføre kulturel, social og <br />
økonomisk værdi til et område samt at: <br />
”[…] skabe offentlig bevidsthed om, at omdannelsen er i <br />
gang, og derigennem gøre det mere virkeligt og relevant for en <br />
bred gruppe af borgere at involvere sig i udviklingen.” (Metopos & <br />
Ålborg Kommune 2009, p. 6) <br />
Når jeg påstår, at brugen af midlertidige aktiviteter hænger sammen <br />
med den politiserede planlægning skyldes det på den ene side, at det midler‐<br />
tidige er udtryk for en (i hvert fald temporær) afvisning af den permanente <br />
optagelse af et rum, da det permanente, planlagte, fysisk manifesterede og <br />
byggede er kendetegnet ved at være en demonstration af ’magt’, der ikke <br />
umiddelbart kan omstødes. Som Lefebvre skriver om arkitektens relation til <br />
’planen’ på tegnebordet: <br />
”He believes it to be neutral. He believes that this neutral <br />
space, which passively receives the marks of his pencil, corres‐<br />
ponds to the neutral space outside, which receives things, point by <br />
point, place by place. As for the ’plan’, it does not remain inno‐<br />
cently on paper. On the ground, the bulldozer realises ’plans’.” (Le‐<br />
febvre 2008, p. 191) <br />
Når først huset står der, eller vejen ligger der, er der ikke plads til an‐<br />
det og ingen vej tilbage, om man så må sige. Planlægning baseret på midler‐<br />
tidighed kan derfor siges, at være mere ’deliberativ’ – eller måske netop in‐<br />
teraktiv – forstået således, at den giver mulighed for en større dynamik i <br />
dialogen; selvom vi træffer en beslutning, kan dialogen fortsætte, og beslut‐<br />
ningen kan omstødes på et senere tidspunkt. Midlertidighed i planlægningen <br />
149
150 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
kan derfor fastholde en (politisk) ’neutralitet’ over længere tid, end tilfældet <br />
er med ’traditionel’ planlægning, og indebærer derfor også muligheden for <br />
at afprøve og diskutere forskellige værdier og opfattelser af, hvad der er ’ret‐<br />
færdigt’. <br />
Samtidig udtrykkes også et andet politisk aspekt i citatet fra Metopos <br />
og Ålborg Kommune i og med fokuseringen på borgernes involvering i udvik‐<br />
lingen. Inddragelsen af borgerne hviler på forestillingen om bestemte politi‐<br />
ske idealer for byudviklingen, herunder ikke mindst det deliberative samt de <br />
humanistiske værdier om åbenhed og inklusion, som beskrevet ovenfor. <br />
Samtidig hænger midlertidigheden dog også sammen med væksttendenser‐<br />
ne i ønsket om at igangsætte midlertidige aktiviteter med henblik på at tilfø‐<br />
re et område værdi – socialt og kulturelt, men så sandelig også økonomisk – <br />
allerede fra de allertidligste udviklingsfaser. Begrebet ’mental byomdannel‐<br />
se’, der er titlen på den rapport, citatet er taget fra, kan på mange måder <br />
sidestilles med idealet inden for deliberative, dialogorienterede udviklings‐<br />
processer, hvor formålet netop er at udforske, udfordre og udvikle deltager‐<br />
nes forestillinger om såvel de fysiske rammer, som de deliberative rum – og <br />
mentale modeller ‐ der danner grundlag for byudviklingen: <br />
”We should keep alive two related conceptions of public <br />
space: those of the Newtonian spaces, plazas, parks, and avenues <br />
in which streams of diverse citizens typically pass each other by, <br />
and the argumentative public spaces […] in which community <br />
members jointly envision, criticize, and refine the design and re‐<br />
design, the preservation and development, of our cities and towns. <br />
[…] If planners and architects focus only on physical objects, they <br />
will hardly appreciate how they can weaken or strengthen the de‐<br />
liberative public spaces through which they must do their work.” <br />
(Forester 1999, p. 63‐64) <br />
Også hos Harvey er ’mental byomdannelse’ et tema forstået således, <br />
at den måde, hvorpå vi evaluerer og beskriver vore (rumlige) omgivelser er <br />
med til at forme den praksis, der konstruerer rummet (Harvey 2008). På et <br />
knap så teoretisk plan som Harveys analyser af produktionen af ’rum’, finder
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
vi Henrik Dahls beskrivelse af den ’Usynlige Verden’, der befatter sig med <br />
betydningen af fortællinger og beskrivelser som udgangspunkt for forståel‐<br />
sen – og produktionen – af steder (Dahl 2008). At benytte midlertidigheden <br />
til at skabe grobund for borgerdeltagelse med fokus på de billedskabende <br />
elementer giver god mening, da åbenheden i denne form for planlægning <br />
giver mulighed for at afprøve flere mulige ’billeder’ og ’planer’ – inden vi sæt‐<br />
ter bulldozerne ind. <br />
Hvis man forsøgsvis skal finde en metafor, der kan sammenfatte de to <br />
nævnte fremherskende byudviklingstendenser samt det øgede fokus på <br />
midlertidighed tegner der sig et billede af hvad vi kan kalde den ’spirende <br />
by’, i modsætning til byen som (utopisk) maskine. Men ikke nødvendigvis <br />
som en ’vild plante’, der i et vist omfang lå til grund for ideen om Non‐plan <br />
tidligere. Der er snarere tale om opfattelser af byen som en form for kontrol‐<br />
lerbar vækst (væksttendensen) og et økosystem under pres (klimakriseten‐<br />
densen), kombineret med en evolutionær trial‐and‐error tilgang repræsente‐<br />
ret ved det midlertidige. At presse byen i al sin mangfoldighed ned i en plan‐<br />
temetafor giver dog kun mening, for så vidt den giver mulighed for netop at <br />
afgrænse aktuelle tendenser i forhold til tidligere tiders opfattelse af byen <br />
som maskine. Og en væsentlig detalje, der ikke passer ind i planteriget, er <br />
netop den stigende tendens til politisering af planlægningen og borgernes <br />
rolle heri, der i et vist omfang stritter imod metaforens iboende konnotatio‐<br />
ner og forestillingen om, at en plante er noget, der vokser, hvis bare den får <br />
ordentlige vækstbetingelser og beskyttes mod udefrakommende påvirknin‐<br />
ger. Hvis vi alligevel skal blive inden for metaforens rammer kan man spørge, <br />
hvad sker der med planten, hvis der er mange (politiske) gartnere med for‐<br />
skelligartede meninger og mål? <br />
<br />
151
152 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
byen som igangværende arbejde<br />
Ved at vende tilbage til Lefebvres opfattelse af idealbyen, som noget <br />
der er under stadig forandring og hans begreb om byen som beboernes mid‐<br />
lertidige, men evigt fortsættende, værk (oeuvre) (Lefebvre 2008), kan man <br />
forsøgsvis spinde en ende over begrebet ’igangværende arbejde’, som både <br />
indeholder varer, energi, infrastruktur samt økonomisk, som kulturel og so‐<br />
cial kapital – ofte ulige fordelt – men også et væld af afsendere, beslutnings‐<br />
tagere og netop iværksættere der beboer og producerer det ’grænseløse <br />
rum’, vi kalder ’byen’: <br />
”All these flows […] ’produce’ London (or any other city) as <br />
a palimpsest of densely layered bodily, local, national and global <br />
[…] metabolic socio‐ecological processes. This intermingling of ma‐<br />
terial and symbolic things produces the vortexes of modern life, <br />
combines to produce a particular socio‐environmental milieu that <br />
welds nature, society and city together in a deeply heterogeneous, <br />
conflicting and often disturbing whole.” (Swyngedouw 2008, p. 21) <br />
At byen består af en række lag og forbindelser af såvel materiel som <br />
immateriel art, der væves sammen i et heterogent kludetæppe, eller en pa‐<br />
limpsest, er en udbredt opfattelse – og måske også en passende beskrivelse <br />
af byen som grænseløs. Man kan sige, at byen bliver iværksat som igangvæ‐<br />
rende arbejde gennem alle disse aktører, elementer og forbindelser. Og <br />
kompleksiteten gør, at iværksættelsen på mange måder virker som en auto‐<br />
poietisk proces, hvorfor megen byudvikling, ikke mindst inden for rammerne <br />
af væksttendensen, har som målsætning så at sige at koble sig på denne pro‐<br />
ces af frygt for ellers netop at blive koblet af. På grund af processens kom‐<br />
pleksitet er der en tendens til at opfatte den som noget uafvendeligt, græn‐<br />
sende til en naturlov, men det er værd at huske på, at udviklingen i sidste <br />
ende drives af individer, der handler på baggrund af interesser, ønsker og <br />
krav.
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
Margaret Thatcher blev kendt for sit udsagn om, at der ikke var noget <br />
alternativ til markedsliberalisme og globalisering og udsagnet er på mange <br />
måder tæt sammenfiltret med den aktuelle opfattelse af den globale by som <br />
vækstcenter for netop en neoliberalistisk markedsøkonomi, men både fi‐<br />
nanskrisen og en række andre tendenser peger i retning af, at der faktisk <br />
findes alternative opfattelser og tilgange til byudviklingen; som Susan George <br />
– der bl.a. er præsident for ATTAC – er citeret for at sige som et modsvar på <br />
globaliseringen, vækstparadigmet og ikke mindst Thatchers TINA (There Is <br />
No Alternative); TATA! (There Are Thousands of Alternatives) (Lees‐Galloway <br />
2009). Også Edward Soja peger på, at der inden for byudviklingen er nye <br />
tendenser undervejs, der i højere grad baserer sig på en lokalt forankret <br />
praksis, frem for et dominerende globalt perspektiv, og han ser et voksende <br />
fokus på: <br />
”[…] a cultural politics that is consciously driven by increas‐<br />
ingly spatialized notions of social justice, participatory democracy, <br />
and citizen rights and responsibilities. The impact of these spatially <br />
conscious practices has not been very great as yet, but there are <br />
sufficient indications to suggest that they are likely to play a major <br />
role in shaping the postmetropolitan future.” (Soja 2000, p. 407) <br />
Kulturbegrebet i termen ’Cultural politics’ skal ikke forstås som ’kul‐<br />
turpolitik’ i traditionel forstand, men snarere som en del af en tendens, hvor <br />
kultur i bredeste forstand, herunder menneskelig praksis, tænkning og hand‐<br />
len, begynder at spille en væsentlig rolle i byudviklingsprocesserne som en <br />
del af en reflekteret forståelse af netop ’menneskets’ rolle som aktør i ver‐<br />
den – og byen, som medproducent af ’værket’. Eller sagt på en anden måde, <br />
der er netop et alternativ, ja, tusindvis af dem. Og (by)udvikling er aldrig en <br />
naturlov: Derfor giver det mening at diskutere alternativerne og de mange <br />
(mulige) opfattelser af det ’fælles bedste’, der ligger til grund for hvert enkelt <br />
alternativ. <br />
I forlængelse af kulturbegrebet er det interessant at se på en konkret <br />
udmøntning af denne tendens, hvor vi i de senere år har set en lang række <br />
153
154 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
byudviklingsprocesser i ind‐ og udland fokuseret på det kreative aspekt af <br />
byen, ikke kun i den optik, der handler om den kreative klasses rolle inden <br />
for rammerne af væksttendenserne, men også forstået som en kreativ isce‐<br />
nesættelse af byrummet igennem brugen af kunst og kulturelle aktiviteter <br />
som katalysator for forandringsprocesser. I Køge Kommune har man således <br />
bl.a. udpeget kulturen som en ’væsentlig drivkraft i byudviklingen’, oprettet <br />
en ’kulturpulje’ (Køge Kyst 2010), hvor borgere og andre interessenter kan <br />
søge midler til konkrete aktiviteter samt tidligt i forløbet udarbejdet en <br />
egentlig ’kulturplan’ (Køge Kommune 2010), som grundlag for den fortsatte <br />
byudvikling og byomdannelse. <br />
Også i Århus er ideen om kulturel planlægning ved at finde fodfæste, <br />
ikke mindst som følge af kommunens ønske om at blive Europæisk Kulturho‐<br />
vedstad i 2017 (<strong>Aarhus</strong>2017 2010). I den sammenhæng har kulturbysekreta‐<br />
riatet bl.a. gennemført en kortlægning af byens kulturelle ressourcer samt <br />
afviklet en række workshops og inddragelsesarrangementer med <br />
målsætningen om sidenhen at aktivere såvel etablerede kulturinstitutioner <br />
som virksomheder og vækstlag i kommunen: <br />
”Kulturel kortlægning er en metode til at afdække et områ‐<br />
des, en bys eller et samfunds kulturelle ressourcer. Den kulturelle <br />
kortlægning fokuserer på de materielle ressourcer (bygninger, or‐<br />
ganisationer, begivenheder, personer m.v.) såvel som immaterielle <br />
ressourcer (holdning, erindringer, værdier, kulturarv, netværk <br />
m.v.). På samme måde som kartografen (landmåleren) forsøger at <br />
indfange mange forskellige detaljer ved virkeligheden og kortlæg‐<br />
ge dem på en struktureret og systematisk måde, er hensigten med <br />
den kulturelle kortlægning at give et nærbillede af et områdes kul‐<br />
turelle ressourcer. Ud fra dette nærbillede igangsættes kulturplan‐<br />
lægningen – arbejdet med at udvikle kulturpolitiske strategier, der <br />
er tilpasset områdets kendetegn.” (<strong>Aarhus</strong>2017 2010) <br />
Visionen for projektet er ikke udelukkende at definere rammerne for <br />
Århus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017, men at lade den kulturelle <br />
planlægning indgå som et strategisk element i den fortsatte byudvikling i
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
regionen med fokus på en lang række områder fra ’byrummenes æstetik’ <br />
over integration og erhvervsudvikling til turisme, infrastruktur og etablering <br />
af samarbejde med andre byer i et internationalt perspektiv. Den kulturelle <br />
planlægning opfattes dermed ikke udelukkende som et element af en over‐<br />
ordnet væksttendens, men som et middel til at forandre byen og gøre den <br />
mere mangfoldig, tilgængelig og bæredygtig. Mange andre byer har lignende <br />
kulturpolitiske og strategiske tiltag, men en forskel er, at der her satses mas‐<br />
sivt på inddragelse af mange forskellige aktører, dels som udgangspunkt for <br />
kortlægningen, men også for, gennem kulturen, at forankre nye <br />
(selv)billeder, der kan være med til at skabe ejerskab og aktivere flere kræf‐<br />
ter i byen mod et fælles mål. Som Henrik Dahl formulerer det: <br />
”Med love bygger man ikke lande, men stater. Skal man <br />
have et land til at hænge sammen i hovederne på folk, og skal <br />
man have dem til at føle sig hjemme eller i det hele taget føle no‐<br />
get som helst for landet, kræves der kunst, som Benedict Anderson <br />
har påvist i bogen Forestillede Fællesskaber.” (Dahl 2008, p. 39) <br />
Kunsten i Dahls optik er ikke en kollektiv beskæftigelse, men en indi‐<br />
viduel udfoldelse, der overlades til kunstnerne, hvorimod Lefebvre netop <br />
fremhæver det kollektive aspekt i produktionen af byen som et fælles værk, <br />
der bliver til på et bestemt tidspunkt i historien – og er med til at skabe histo‐<br />
rien. I citatet fra titelbladet formuleres denne opfattelse således: <br />
”And thus the city is an oeuvre, closer to a work of art than <br />
to a simple material product. If there is production of the city, and <br />
social relations in the city, it is a production and reproduction of <br />
human beings by human beings, rather than a production of ob‐<br />
jects. The city has a history; it is the work of history, that is of <br />
clearly defined people and groups who accomplish this oeuvre, in <br />
historical conditions.” (Lefebvre 2008, p. 101) <br />
Dermed er vi tilbage ved ideen om byen som et igangværende arbej‐<br />
de, eller et fælles værk, hvor borgerne mobiliseres i og med skabelsen. I <br />
denne kontekst er det derfor interessant at se på, hvad man nærmest kan <br />
155
156 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
betegne som en ny trend, hvor kulturelle produkter, happenings, installatio‐<br />
ner og ændret kulturel praksis bruges til at udfordre de værdier, der ligger til <br />
grund for (by)udviklingen. I de senere år har man kunne observere en ny <br />
form for aktivisme, der benytter underholdning, humor og oplevelse til at <br />
sætte relevante temaer på dagsordenen. Denne form for aktivisme betegnes <br />
efterhånden simpelthen som New Activism, og præges internationalt bl.a. af <br />
grupper som The Yes Men og hollandske StoereVrouwen (Visscher & Geary <br />
2008). Herhjemme er Superflex et godt bud på Nye Aktivister, der kombine‐<br />
rer: <br />
”[…] social critique with humour, artistic panache and busi‐<br />
ness savvy.” (Ibid.) <br />
New Activism og midlertidighed hænger også ofte sammen, og her‐<br />
hjemme har vi bl.a. set Supertanker og Bureau Detours som eksponenter for <br />
denne kombination. I et globalt perspektiv er det også værd at nævne foran‐<br />
dringerne i Columbias hovedstad Bogotá, som de blandt andet beskrives i <br />
Andreas Møl Dalsgaards dokumentarfilm ’Cities on Speed – Bogotá Change’. <br />
Med valget af den kontroversielle borgmester Antanas Mockus i 1995 blev <br />
der sat gang i en forandringsproces, der hev Bogotá op af en sump af korrup‐<br />
tion og kriminalitet, der havde præget byen gennem flere årtier: <br />
”Som det ses i ‘Bogotá Change’, lykkedes det ham [Antanas <br />
Mockus] med utraditionelle midler og stor opfindsomhed at skabe <br />
en mentalitetsændring hos befolkningen gående mod en forstær‐<br />
ket fællesskabsfølelse og gensidig respekt og ansvarsfølelse. Det <br />
betød bl.a., at både volden, kriminaliteten, korruptionsniveauet og <br />
energiforbruget i byen styrtdykkede. Det skabte vigtige forudsæt‐<br />
ninger for stigende tillid til Columbia og Bogotá blandt udenland‐<br />
ske investorer og lånudbydere. Resultatet var en stærkt forbedret <br />
økonomi, som byens næste borgmester kunne få gavn af.” (Det <br />
Danske Filminstitut 2010) <br />
Mange af mit projekts cases har været inspireret af, hvad jeg ovenfor <br />
kalder New Activism, og jeg vender tilbage til begrebet i forbindelse med
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
diskussionen af mine egne cases i kapitel 5. Men pointen er, at både nyakti‐<br />
vismen og den strategiske kulturplanlægning og ideen om den grænseløse <br />
by kombineret med midlertidigheden samt en stigende grad af borgerind‐<br />
dragelse og politiseret planlægning til sammen peger i retning af en aktuel <br />
byudviklingstendens, der har tråde tilbage til Lefebvres begreb om en mang‐<br />
foldighed af interesser, der alle har ’retten til byen’ (Lefebvre 2008). Samtidig <br />
er der i tendensen også indeholdt en idé om et fællesskab mellem heteroge‐<br />
ne grupper, der er fokus på dialogen omkring ’fakta’ og ’værdier’ (og konflik‐<br />
terne omkring samme), der opereres med en mere interaktiv forståelse af <br />
’retfærdighed’ samt en anerkendelse af de reelle, og typisk ’wicked’, pro‐<br />
blemer som fundament. Det er dette konglomerat af tendenser, jeg vil be‐<br />
tegne ’byen som igangværende arbejde’, som overordnet titel for den by‐<br />
forståelse, der præger min tilgang til – og opfattelse af nødvendigheden af ‐ <br />
borgerdeltagelsen som et centralt redskab i byudviklingen. <br />
Med denne, måske nok lidt kalejdoskopiske, ophobning af konstitue‐<br />
rende elementer i min opfattelse af byen, vil jeg tage fat på en diskussion af <br />
det sidste centrale teoretiske begreb i projektet. <br />
<br />
157
158 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
deltagelsen<br />
”je participe // tu participes // il participe // nous partici‐<br />
pons // vous participez // ils profitent” (Fransk studenterplakat <br />
1968, Arnstein 1969) <br />
Ovenstående citat er hentet fra en plakat offentliggjort i forbindelse <br />
med studenteroprøret i Frankrig i 1968, og løseligt oversat står der at læse; <br />
”jeg deltager // du deltager // han deltager // vi deltager // De deltager // de <br />
profiterer.” Plakaten rører ved en problemstilling i borgerdeltagelsen, der <br />
stadig er gældende, ikke mindst i takt med den aktuelle (re)politisering af <br />
planlægningen: Hvad får vi, som borgere, i det hele taget ud af at deltage? <br />
Hvis vores deltagelse i byudviklingsprocesser udelukkende handler om at <br />
skabe værdi for andre, f.eks. developere eller planlæggere, hvad er så inci‐<br />
tamentet for at deltage? <br />
Der er næppe nogen tvivl om, at grænserne aktuelt ikke er trukket <br />
helt så skarpt op som under studenteroprøret i 1968, og borgernes aversion <br />
mod at deltage i processer styret af andre skyldes nok kun sjældent en <br />
egentlig følelse af, at de bliver udnyttet af profitmagere, men handler måske <br />
snarere om, at de er optaget af at skabe merværdi på egne, og mere person‐<br />
ligt relevante, projekter, f.eks. deres arbejde, familien og deres foretrukne <br />
fritidsinteresser. Borgerdeltagelsen, eller aktivismen, i tresserne omhandlede <br />
i højere grad en redistribuering af magten, eller var en del af en politisk kamp <br />
mellem forskellige ideologier og et ønske fra bestemte, mere eller mindre <br />
marginaliserede grupper, om at få del i samfundskagen. Borgerdeltagelse på <br />
dette tidspunkt i historien var derfor heller ikke nødvendigvis et ønske fra <br />
toppen, men også ofte et oprør fra bunden, selvom principperne blev hyldet <br />
af mange samfundslag: <br />
”The idea of citizen participation is a little like eating spin‐<br />
ach: no one is against it in principle because it is good for you. Par‐<br />
ticipation of the governed in their government is, in theory, the <br />
cornerstone of democracy – a revered idea that is vigorously ap‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
plauded by virtually everyone. The applause is reduced to polite <br />
handclaps, however, when this principle is advocated by the have‐<br />
not blacks, Mexican‐Americans, Puerto Ricans, Indians, Eskimos, <br />
and whites. And when the have‐nots define participation as redis‐<br />
tribution of power, the American consensus on the fundamental <br />
principle explodes into many shades of outright racial, ethnic, ideo‐<br />
logical, and political opposition.” (Arnstein 1969, p. 216) <br />
I Danmark, såvel som i USA og andre vestlige lande, er samfundska‐<br />
gen vokset siden tresserne og halvfjerdserne, og distributionen af i hvert fald <br />
den økonomiske magt, har i et vist omfang sidenhen kunne ske uden egent‐<br />
lige samfundsomvæltninger. I Danmark har velfærdssamfundet selvsagt også <br />
spillet en væsentlig rolle i forhold til at holde behovet for fordelingspolitisk <br />
aktivisme på et absolut minimum. Dermed ikke sagt, at borgerne ikke har <br />
deltaget direkte i den politiske debat (eller kamp) efter tresserne og halv‐<br />
fjerdserne, men deltagelsen har typisk formet sig som konkrete protester <br />
mod eksempelvis atomkraft (Not In My Back Yard) eller handlet om mere <br />
detaljerede, eller marginale, fordelingspolitiske spørgsmål som f.eks. ’gær‐<br />
strejken’ i 1998, der udsprang af at flertal af fagforeningsmedlemmerne for‐<br />
kastede en overenskomst forhandlet på plads af deres egne faglige organisa‐<br />
tioner, primært fordi kravet om en sjette ferieuge ikke var blevet opfyldt. <br />
Udover disse ’massebevægelser’ kan der selvfølgelig også findes et utal af <br />
eksempler på konkret borgerdeltagelse – men også klassisk (magt)politisk <br />
aktivisme – i mindre, geografisk afgrænsede protester eller udviklingsprojek‐<br />
ter, f.eks. kampen for ’Byggeren’ på Nørrebro i 1980, hvor dele af Nørrebro <br />
blev erklæret i undtagelsestilstand, eller senere Ungdomshuset på Jagtvej, <br />
der blev ryddet i 2007 efter langvarige kampe mellem politi og aktivister. <br />
Der findes oplagt også en lang række eksempler på at ’almindelige’ <br />
borgere organiserer sig i modstand mod konkrete projekter. I de fleste til‐<br />
fælde er der dog tale om en reaktiv protest, mens proaktiv deltagelse i for‐<br />
andringsprocesser langt oftere organiseres fra oven. I det hele taget er der <br />
sket et skifte i opfattelsen af borgernes rolle i samfundet fra halvfjerdserne til <br />
i dag, og der har i perioden været et mere eller mindre konstant fokus på en <br />
159
160 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
bevidst – og topstyret – udvikling af (nær)demokratiske institutioner, der <br />
skulle give borgerne mere magt (Andersen et al. 2000) samtidig med, at der <br />
fra firserne og frem har været en stigende markedsliggørelse af relationen <br />
mellem borgerne og det offentlige i form af frit‐valgs‐ordninger, privatise‐<br />
ring, udlicitering, brugerbetaling og markedsorienterede styringsprincipper i <br />
den offentlige sektor (Ibid. p. 2). Frem til halvfjerdserne var det politiske sy‐<br />
stem præget af en stærk – og ofte institutionaliseret – korporatisme, forstå‐<br />
et som interesseorganisationers direkte indflydelse på lovgivnings‐ og udvik‐<br />
lingsprocessen, men: <br />
”Fra midten af 1970’erne er der foregået en gradvis svæk‐<br />
kelse af det korporative system. Først og fremmest inddrages or‐<br />
ganisationerne ikke længere på den samme formelle og forplig‐<br />
tende måde i lovforberedelsen som tidligere.” (Togeby et al. 2003, <br />
p. 26) <br />
I samme periode er partiernes rolle som magthaver i samfundet, og <br />
specielt som indflydelseskanal for borgerne, desuden kraftigt reduceret, ikke <br />
mindst på grund af faldende medlemstal (Ibid.). Borgernes rolle og deltagelse <br />
i byudvikling og planlægning har også undergået væsentlige forandringer. <br />
Debatten om og inddragelse i (by)plandiskussioner er ikke noget nyt fæno‐<br />
men, men har fundet sted i hvert fald siden starten af forrige århundrede <br />
(Gaardmand 1993). Debatten institutionaliseres dog først for alvor fra og <br />
med planlovene fra halvfjerdserne: <br />
”Med de nye planlove fra begyndelsen af 70’erne bliver det <br />
pålagt myndighederne at informere om byplanernes baggrund, og <br />
at lægge op til offentlige diskussioner om f.eks. alternative region‐<br />
planskitser. Det medfører at debatterne om planspørgsmål i slut‐<br />
ningen af 70’erne får et omfang, som næppe har noget sidestykke <br />
siden alsangens dage under besættelsen og det politiske liv i de <br />
første efterkrigsår.” (Ibid. p. 18) <br />
Borgernes aktive deltagelse i byudviklingsprocesser er på sin vis en <br />
kontinuerlig proces, der er løbet parallelt med tilsvarende (politiske) strøm‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
ninger i samfundet som helhed. Deltagelsen tog for alvor tog fart i halvfjerd‐<br />
serne og, ifølge Gaardmand, kulminerede den i 1977/78 med debatten om <br />
amtskommunernes regionplanarbejde, hvor man gennem ideen om alterna‐<br />
tive regionplanskitser fik engageret 3‐5% af befolkningen i direkte debat om <br />
den fysiske planlægning (Ibid. p. 196‐198), hvilket får Gaardmand til at kon‐<br />
kludere, at: <br />
”Hverken før eller siden er der udvist et bredere og mere <br />
krævende engagement i sager af en sådan karakter.” (Ibid. p. 198) <br />
Gaardmands konklusion publiceres i 1993 og selvom borgerdeltagel‐<br />
sen fortsatte både op igennem firserne og halvfemserne og frem til i dag, er <br />
der ikke meget der tyder på, at udsagnet ikke stadig skulle stå til troende – i <br />
hvert fald når det drejer sig om direkte involvering i fysisk planlægning. Det <br />
aktive engagement i klassiske planprocesser, har sandsynligvis ikke siden <br />
nået samme højder, om end der savnes konkrete data på omfanget af bor‐<br />
gernes deltagelse specifikt i fysiske planlægningsprocesser, der kan be‐ eller <br />
afkræfte påstanden. <br />
Omvendt kan man måske indvende, at planprocesserne samtidig har <br />
ændret sig væsentligt, som beskrevet i forrige kapitel. Der er sket en bevæ‐<br />
gelse fra en mere traditionel opfattelse af fysisk planlægning i retning af en <br />
forståelse af planlægning som en mere omfattende strategisk disciplin. Den‐<br />
ne tendens beskrives også hos Gaardmand, som en aftagende interesse for <br />
fysisk planlægning som problemløser i relation til mere påtrængende, ’wick‐<br />
ed problems’, eksempelvis arbejdsløshed, manglende vækst og sociale pro‐<br />
blemer op gennem halvfjerdserne og firserne (Ibid. p. 14). Pointen her er <br />
ikke, hvorvidt opfattelsen af planlægning har ændret sig, men snarere om <br />
borgerdeltagelsen i samme periode måske også har spredt sig til en lang <br />
række områder, der gør at vi – i hvert fald kvantitativt – kan tale om et ni‐<br />
veau, der kan måle sig med interessen for at deltage i slutningen af halvfjerd‐<br />
serne? <br />
161
162 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Med en øget decentralisering og oprettelsen af eksempelvis bruger‐<br />
bestyrelser, lokalråd, fællesråd – og en lang række andre lokalt forankrede <br />
beslutningsorganer – kan man argumentere for, at borgerne i høj grad (sta‐<br />
dig) deltager, om end måske med et andet udgangspunkt. I forhold til bor‐<br />
gernes deltagelse i det politiske liv – og samfundslivet som helhed – har der <br />
gennem en årrække været talt, om at vi ikke agerer politisk i klassisk for‐<br />
stand, men snarere indgår i et: <br />
”[…] individualiseret forbrugerdemokrati, hvor borgerne <br />
både i institutionerne og mere generelt i samfundet handler som <br />
forbrugere, der alene er optaget af at sikre størst mulige fordele <br />
for sig og sine.” (Andersen et al. 2000, p. 273) <br />
Andersen et al. afkræfter dog selv frygten for, at det skulle forholde <br />
sig sådan, faktisk vurderer de, at deltagelsen i demokratiske processer med <br />
afsæt i ikke‐individualiserede interesser er temmelig høj og at nærdemokra‐<br />
tiet på den baggrund trives i bedste velgående: <br />
”Det gælder på kommunalt plan, hvor 27 procent inden for <br />
de sidste 12 måneder har deltaget i et møde om lokal‐ eller kom‐<br />
munalpolitiske spørgsmål, 22 procent har kontaktet en embeds‐<br />
mand eller en lokalpolitiker, 13 procent har deltaget i en under‐<br />
skriftindsamling og otte procent har kontaktet pressen. 11 procent <br />
oplyser, at de har en eller anden form for offentligt tillidshverv […]. <br />
I alt har 44 procent deltaget i mindst én af disse aktiviteter, og an‐<br />
delen er næsten ligeså høj, selvom vi sorterer den gruppe fra, hvis <br />
henvendelse til kommunen muligvis kun har haft et rent privat <br />
formål.” (Ibid. p. 275‐276) <br />
Også procenterne for deltagelse vedrørende institutioner og bruger‐<br />
bestyrelser er tilsvarende høj og i foreningslivet har næsten 60% været akti‐<br />
ve inden for det seneste år (Ibid. p. 276). Nu kan vi ikke nødvendigvis sam‐<br />
menligne disse tal med Gaardmands 3‐5% deltagelse i regionplanlægningen, <br />
da vi ikke ved nøjagtigt, hvad borgerne rent tematisk har deltaget i, når vi ser <br />
på bredere anlagte undersøgelser af borgernes demokratiske deltagelse cite‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
ret ovenfor. Men meget tyder alligevel på, at vi – ud fra et rent kvantitativt <br />
synspunkt – ikke har oplevet et mærkbart fald i borgerdeltagelsen som så‐<br />
dan siden halvfjerdserne. I relation til fysisk planlægning beskrev jeg også <br />
tidligere, at antallet af NIMBY‐sager har været i vækst fra halvfemserne og <br />
frem, hvilket indikerer, at i hvert fald den reaktive borgerdeltagelse trives i <br />
bedste velgående. Problemet er måske snarere, at det er svært at engagere <br />
borgerne i egentlig fremadrettet, proaktiv – og politisk motiveret – planlæg‐<br />
ning og byudvikling. Spørgsmålet er; hvad kan få borgerne op af stolen og <br />
sikre deres aktive deltage i byudviklingsprocesser? Og i forlængelse heraf; <br />
hvordan karakteriserer og vurderer vi egentlig begrebet ’aktiv deltagelse’? <br />
<br />
<br />
niveauer af deltagelse<br />
I forrige afsnit nævnte jeg et par velkendte eksempler på aktivistisk <br />
borgerdeltagelse i (by)politiske processer, henholdsvis ’Byggeren’ og Ung‐<br />
domshuset på Jagtvej. Ikke for at fremhæve disse som forbilleder for borger‐<br />
deltagelsen, men snarere for at markere en ydre grænse for, hvad man må‐<br />
ske kan kalde et deltagelseskontinuum. Den militante, aktivistiske – og i visse <br />
tilfælde ideologisk motiverede – borgerdeltagelse hører til i den ene ende af <br />
dette kontinuum og går på nogle måder i lige linje tilbage til eksempelvis <br />
visse grupperingers forestillinger om (væbnet) revolution i tresserne og halv‐<br />
fjerdserne og dermed også endnu længere bagud rent historisk til de revolu‐<br />
tioner og væbnede kampe, der trods alt har spillet en væsentlig rolle i tilbli‐<br />
velsen af mange moderne demokratier – og som stadig er en væsentlig del af <br />
et større, globaliseret (verdens)billede, blot nu typisk henlagt til mere eksoti‐<br />
ske lokaliteter, og derfor ikke længere noget, der spiller en tydelig rolle i vo‐<br />
res danske bevidsthed, som andet end korte indslag i nyhedsudsendelserne. <br />
Man skal dog netop ikke glemme, at i et globalt perspektiv er vold og militant <br />
aktivisme stadig en væsentlig del af den politiske virkelighed i såvel en proak‐<br />
tiv kamp for rettigheder, som i et reaktivt oprør mod beslutninger, man ikke <br />
163
164 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
er enig i. Og man kunne måske også argumentere for, at vi som krigsførende <br />
nation selv er med til direkte eller indirekte at vedligeholde denne deltagel‐<br />
sesforms legitimitet. Men det er en anden historie, der ikke hører naturligt <br />
hjemme i diskussionen omkring borgernes deltagelse i byudviklingen i en <br />
dansk kontekst. <br />
I den anden ende af kontinuummet finder vi stemmeafgivelse ved <br />
valg, nationale såvel som lokale. Man kunne indvende, at det ikke at afgive <br />
sin stemme kan karakteriseres som den absolutte modpol til (militant) akti‐<br />
visme, men selvom der udmærket kan ligge en protest for den enkelte i at <br />
nægte at afgive sin stemme, vil jeg argumentere for, at dette i højere grad er <br />
udtryk for eksplicit ’ikke‐deltagelse’ og derfor falder uden for aktiv deltagelse <br />
i denne kontekst. Arnstein betragter i 1969 borgerdeltagelse med afsæt i et <br />
lidt andet perspektiv i sin ’Ladder of Citizen Participation’, hvor hun opdeler <br />
deltagelsen i otte trin (Arnstein 1969, p. 217), henholdsvis: <br />
<br />
Non‐participation <br />
o Manipulation <br />
o Therapy <br />
Degrees of tokenism <br />
o Informing <br />
o Consultation <br />
o Placation <br />
Degrees of citizen power <br />
<br />
o Partnership <br />
o Delegated power <br />
o Citizen control <br />
Som det fremgår medtager Arnstein to niveauer af ikke‐deltagelse <br />
(non‐participation) på sin stige, men i modsætning til borgernes (aktive) fra‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
valg af deltagelse ved f.eks. ikke at deltage i demokratiske valghandlinger, <br />
opererer Arnstein med et deltagelsesbegreb, hvor borgerne faktisk kan ses <br />
som deltagere ved deres – fysiske – tilstedeværelse i eksempelvis borgermø‐<br />
der, men uden reel indflydelse. I Arnsteins stige er de to nederste trin kende‐<br />
tegnet ved at være ren manipulation, hvor deltagerne ’opdrages’ til at bakke <br />
op om et projekt, eller ’kureres’ for deres eventuelle vrangforestillinger gen‐<br />
nem ’terapeutiske’ argumenter. Denne form for deltagelse kan i grove træk <br />
henregnes til den rene modernistiske planlægning, hvor planlæggerne ved <br />
bedst, og borgerne blot må indse, at eksperternes opfattelse af det ’fælles <br />
bedste’ også er til deres eget bedste. <br />
Hendes anden kategori er ’tokenism’, eller symbolsk deltagelse, hvor <br />
deltagerne på de første to trin – information og konsultation – får lov at give <br />
deres besyv med, men der er ingen garanti for, at deres indvendinger eller <br />
forslag bliver hørt. Dette er for så vidt den form for lovfæstet borgerdeltagel‐<br />
se i planlægningen, vi i Danmark har opereret med siden planlovsreformen i <br />
1970 og kommuneplanloven i 1977, om end man i såvel halvfjerdserne som <br />
firserne eksperimenterede med en lang række andre inddragelsesformer i et <br />
forsøg på at udforske – og udfylde – lovens bogstav og give ideen om bor‐<br />
gernes deltagelse et mere håndgribeligt indhold. Men frygten for – og kritik‐<br />
ken af – denne form for inddragelse som rent skindemokrati har dog været <br />
tilstede siden planlovsreformen (bl.a. Gaardmand 1993, p. 199‐200). <br />
’Formildelse’ (placation) kan forstås som en skærpet ret til at deltage <br />
i processen, gerne tidligt før beslutningerne reelt er truffet, men stadig uden <br />
en egentlig ret til at påvirke beslutningen – det er op til magthaverne at vur‐<br />
dere, om borgernes argumenter er tilstrækkeligt valide til at få indflydelse på <br />
beslutningen. I 1996 blev denne ’formildelse’ indskrevet – eller i hvert fald <br />
indskærpet – i planloven i Danmark: <br />
”Den forudgående offentlighed skal sikre, at borgerne på et <br />
tidligt tidspunkt i planlægningsarbejdet får mulighed for at debat‐<br />
tere planlægningsmulighederne, fremsætte forslag og derved give <br />
deres synspunkter til kende, før der er udarbejdet et planforslag, <br />
165
166 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
dvs. før planmyndigheden har lagt sig fast på en bestemt løsning.” <br />
(Retsinfo, 1996) <br />
Det centrale i citatet er netop, at det stadig i sidste ende er planmyn‐<br />
digheden, der træffer den endelige beslutning, mens borgerne blot har ret til <br />
at fremsætte deres synspunkter. <br />
Den øverste kategori i Arnsteins stige, og de sidste tre trin, handler <br />
om egentlig borgermagt. Dvs. borgerne har ikke bare ret til at blive hørt eller <br />
indgå i en dialog med magthaverne, men indgår på første trin (partnership) i <br />
reelle forhandlinger med magthaverne. På det andet trin får borgerne ret til <br />
at træffe beslutninger på visse, klart definerede områder – som vi f.eks. ken‐<br />
der det fra nærdemokratiseringen op igennem firserne og halvfemserne, <br />
som beskrevet oven for – mens de på sidste trin er blevet de egentlige <br />
magthavere, en position der i Arnsteins terminologi kan være ret omfatten‐<br />
de, men i praksis herhjemme måske kun findes i ganske få tilfælde, f.eks. (i <br />
hvert fald i brugernes bevidsthed) i Ungdomshuset før rydningen, hvor ung‐<br />
domshuset i dag er trådt et par trin ned af stigen og er underlagt en række <br />
regler dikteret af Københavns Kommune, plan‐ og sundhedsmyndigheder, <br />
politivedtægter etc. <br />
Arnsteins typologi er et udmærket udgangspunkt for at diskutere <br />
magtrelationer mellem aktører i inddragelsesprocesser, men – som hun også <br />
selv indikerer – siger den ikke ret meget om, hvordan vi får borgerne til at <br />
deltage for slet ikke at tale om, hvordan vi griber deltagelsesprocesserne an: <br />
”It should be noted that the typology does not include an <br />
analysis of the most significant roadblocks to achieving genuine <br />
levels of participation. […] On the powerholders’ side they include <br />
racism, paternalism, and resistance to power distribution. On the <br />
have‐nots’ side they include inadequacies of the poor community’s <br />
political socioeconomic infrastructure and knowledgebase, plus <br />
difficulties of organizing a representative and accountable citizens’ <br />
group in the face of futility, alienation, and distrust.” (Arnstein <br />
1967, p. 217)
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
Til disse ’vejspærringer’ kan man i dag tilføje en lang række andre: Ik‐<br />
ke mindst borgernes tilsyneladende manglende interesse for at deltage pro‐<br />
aktivt i byudviklingen (men måske nok både reaktivt og i ’driften’ forstået <br />
som deltagelse i nærdemokratiske organer som eksempelvis skole‐ og insti‐<br />
tutionsbestyrelser m.m.), begrænset projekt‐ og procesøkonomi, stramme <br />
tidsplaner, manglende viden om hvad borgerdeltagelse kan bruges til, mang‐<br />
lende forventningsafstemning, fragmentation blandt deltagerne, ad‐hoc kul‐<br />
tur og mangelfuldt overblik over redskaber (bl.a. Gamst 2007). Inden jeg ta‐<br />
ger fat på disse udfordringer giver det dog mening at dykke lidt dybere ned i <br />
den betydning de (magt)politiske relationer har for deltagelsen i dag. Som <br />
beskrevet tidligere har det politiske landskab nok ændret sig siden tresserne <br />
og halvfjerdserne, men det er stadig relevant at spørge ind til, hvad borger‐<br />
deltagelse har – eller kan have – af konsekvenser for såvel borgere som <br />
’magthavere’ i en aktuel kontekst, og ikke mindst hvilken betydning det har <br />
for vores opfattelse af demokratiet. <br />
<br />
<br />
demokrati & deltagelse<br />
”Early on […] particular sets of tyrannies were identified. <br />
First was what we called ’the tyranny of decision making and con‐<br />
trol’, where we asked […] ’Do participatory facilitators override ex‐<br />
isting legitimate decision‐making processes?’” (Cooke & Kothari <br />
2004, p. 7) <br />
I en politisk, demokratisk kontekst er ovenstående spørgsmål helt <br />
centralt. Risikerer vi igennem borgerdeltagelsen at underminere eksisteren‐<br />
de – og legitime – demokratiske beslutningsprocesser. Svaret hos Cooke & <br />
Kothari i deres antologi, ’Participation – the New Tyranny?’ er ret entydigt et <br />
’Ja!’. Og der er heller ikke i min optik ikke nogen tvivl om, at mange deltagel‐<br />
sesprocesser er en demokratisk udfordring, som vi har valgt at skrue såvel <br />
167
168 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
demokratiet som processerne sammen i dag. Man kan så omvendt stille <br />
spørgsmålet, om vi er nået til historiens ende rent politologisk? <br />
Som Churchill formulerede det i en tale til House of Commons i 1947; <br />
’Demokratiet er den værste af alle styreformer, med undtagelse af alle de <br />
andre der er prøvet af fra tid til anden.’ Pointen er, selvfølgelig, at demokrati‐<br />
et i Churchills optik langt fra er perfekt, men det er svært at forestille sig an‐<br />
dre styreformer, der kan fungere bedre, hvorfor det også kan være farligt at <br />
pille ved systemet, uanset hvor uperfekt det til tider måtte synes at være. I <br />
en globaliseret verden er demokratiets svagheder dog måske blevet endnu <br />
tydeligere, bl.a. kan man diskutere hvorvidt demokratiet, som vi kender og <br />
forstår det i vores del af verden, ville være i stand til at sikre den kinesiske <br />
vækst – og samtidig holde sammen på så stor og forskelligartet en nation? I <br />
en dansk kontekst er spørgsmålet måske knap så dramatisk, og i hvert fald <br />
næppe helt så entydigt let at svare på, men ikke desto mindre relevant: Hvad <br />
sker der, hvis vi piller ved det danske demokrati ved at øge borgerdeltagel‐<br />
sen i en lang række beslutningsprocesser, herunder også byudviklingsproces‐<br />
ser? For at svare udtømmende på dette spørgsmål ville det kræve en mindst <br />
ligeså udtømmende analyse af det danske demokrati og de faktorer, der <br />
påvirker beslutningsprocesserne – og det er ikke mit mål i denne kontekst. <br />
Tidligere i dette kapitel opridsede jeg kort nogle af forskellene mellem <br />
et deliberativt vs. et aggregativt demokratisyn og definerede derefter et fo‐<br />
reløbigt ideal om et interaktivt demokrati, forstået som muligheden for at <br />
indtage forskellige demokratiske roller og positioner i processen afhængigt af <br />
situationen, målet og deltagerne. Udfordringen ved statiske demokratimo‐<br />
deller kan netop være, at hvis man abonnerer på den ene kan det være <br />
svært at indgå i processer, der hviler på en anden. Eksempelvis undermine‐<br />
rer den deliberative model konkurrencedemokratiet, som jeg også tidligere <br />
var inde på, mens en mere direkte deltagelsesform, som i f.eks. Arnsteins <br />
øverste kategori underminerer det repræsentative ideal. <br />
Som jeg også citerede Swyngedouw for i det indledende kapitel kan <br />
nye, innovative inddragelsesformer være en måde at omgå eksisterende
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
styreformer, og i hans optik, ende med at gøre f.eks. ’markedet’ til den do‐<br />
minerende institutionelle form (Swyngedouw 2005). Som tidligere nævnt er <br />
Swyngedouw erklæret kommunist og kraftigt inspireret af Marx og Lefebvre <br />
og abonnerer derfor åbenlyst på en bestemt ideologisk betinget opfattelse, <br />
af hvilke styreformer, der i sidste ende er de optimale, men ikke desto min‐<br />
dre ligger der en væsentlig og mere universel pointe i hans indvending. <br />
Problemstillingen vedrører dermed ikke kun en snæver planfaglig de‐<br />
bat, men drejer sig i høj grad om politisk organisering. Hvis vi i specifikke si‐<br />
tuationer involverer borgere, risikerer vi indirekte at underminere det re‐<br />
præsentative demokratiske system, hvor vi netop har udpeget eller valgt <br />
repræsentanter, der træffer beslutninger på vores – borgernes – vegne. Si‐<br />
tuationen i Mårslet, som jeg beskrev tidligere, er et godt eksempel. Involve‐<br />
ringen af det folkevalgte Fællesråd (hvis medlemmer dog var valgt af byens <br />
’gamle’ beboere, før tilflytterne indtog byen) førte til, at andre borgergrup‐<br />
per følte sig forbigået i beslutningsprocessen og i stedet selv forsøgte at ap‐<br />
pellere direkte til politikerne. Problemet er måske i høj grad ad hoc kulturen, <br />
som Gamst var inde på (Gamst 2007). Inddragelsen af borgerne på en ikke <br />
systematiseret facon vil ofte opleves som en undergravning af rodfæstede <br />
og veletablerede demokratiske principper, uanset om disse principper ikke <br />
er tilstrækkelige til at imødekomme de aktuelle behov. Ascher mener derfor <br />
også, at det er nødvendigt, at udvikle: <br />
”[…] government structures at relatively flexible levels, <br />
based much more firmly on the principle of subsidiarity, and mak‐<br />
ing it possible to consult the populations and the stakeholders in a <br />
much more continuous and varied manner.” (Ascher 2004, p.29) <br />
Ideen er god, men udfordringerne mange. Det kan være svært at <br />
skabe nye beslutningsstrukturer, selv af den mere fleksible slags, i samfund, <br />
der bliver stadig mere fragmenterede og hvor alliancer og tilhørsforhold skif‐<br />
ter fra sag til sag. Det vil være ekstremt omkostningstungt at etablere syste‐<br />
mer og strukturer, der kontinuerligt kan involvere borgerne som enkeltper‐<br />
soner eller blot som større eller mindre grupperinger – og endda gøre det på <br />
169
170 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
en varieret og individuelt tilpasset måde. Selvom det i teorien er en god idé <br />
er det derfor måske i praksis uladsiggørligt, ikke mindst i disse år, hvor den <br />
finansielle og økonomiske krise presser alle niveauer af den offentlige admi‐<br />
nistration til at skære i udgifterne. <br />
Samtidig er der mange faldgruber i inddragelsesprocesser. Først og <br />
fremmest ligger det nærmest implicit i betegnelsen ’inddragelse’, at proces‐<br />
sen stadig er styret af en afsender og dermed risikerer at havne i den pater‐<br />
nalistiske fælde, som jeg beskrev både i metodekapitlet og som ligger implicit <br />
i Arnsteins opfattelse af udfordringerne ved inddragelsesprocesser, som <br />
nævnt ovenfor. I modsætning til tresserne og halvfjerdserne, hvor borgernes <br />
aktive deltagelse, som nævnt, i højere grad var et oprør fra bunden, er bor‐<br />
gerinddragelse i dag typisk et udtrykkeligt ønske fra toppen – dybtfølt eller <br />
ej. Dermed må borgeren acceptere at lade sig ’inddrage’ i en beslutningspro‐<br />
ces, der er tilrettelagt af andre – det være sig politikere, planlæggere eller <br />
(eksterne) konsulenter. Det betyder, at mange borgere, måske med rette, <br />
frygter, at væsentlige beslutninger enten er taget på forhånd, eller bliver <br />
taget på tidspunkter i processen, hvor de ikke er til stede. <br />
Inddragelsen af mange borgere gør også, at den enkeltes bidrag sjæl‐<br />
dent er synligt. Samtidig lever vi i stadig stigende grad i en oplevelsesøkono‐<br />
mi, hvor vi som borgere ikke alene gør vores proaktive pligt (hvis vi overho‐<br />
vedet gør det) eller kræver vores reaktive ret – men også forventer, at vi bli‐<br />
ver underholdt i mens. Langvarige inddragelsesprocesser er sjældent videre <br />
underholdende, og borgerne falder derfor hurtigt fra og opsøger ’fritidsbe‐<br />
skæftigelser’ med en højere underholdningsværdi (Delman & Nielsen 2009). <br />
Eller de deltager i nærdemokratiske processer, hvor den direkte indflydelse <br />
er både større og tydeligere, f.eks. institutions‐ og skolebestyrelser, for‐<br />
eningsliv m.m. <br />
Set fra afsendersynsvinklen er det primære problem, at det kan være <br />
svært at gennemskue, hvad udbyttet af borgerinddragelsen egentlig er. Har <br />
processen givet et bedre resultat? Har den skabt større ejerskab til planen <br />
eller projektet? Er der reelt kommet bedre og mere innovative ideer på bor‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
det? Eller har processen været et fordyrende mellemled, der blot har synlig‐<br />
gjort, hvor splittede – og individuelt krævende – borgerne er i deres opfattel‐<br />
ser af et ’fælles bedste’? Der findes selvfølgelig ikke entydige svar på oven‐<br />
stående spørgsmål, men der er næppe nogen tvivl om, at det kan være <br />
svært at argumentere for langvarige og vedholdende inddragelsesprocesser <br />
set fra et cost‐benefit perspektiv. Selvom mange deltagelses‐ og inddragel‐<br />
sesprocesser evalueres efterfølgende, savnes der en mere samlet undersø‐<br />
gelse og evaluering af effekten af borgerdeltagelse i byudvikling med fokus <br />
på værdiskabelse i såvel et socialt og kulturelt som økonomisk kapitalper‐<br />
spektiv: <br />
”Både planlæggere såvel som politikere udtrykker behov <br />
for at kunne måle eller evaluere, hvad der kommer ud af processer <br />
med borgerdeltagelse. Der argumenteres ofte med, at når der in‐<br />
vesteres store offentlige midler i omfattende deltagelsesforløb <br />
med borgere og lokale aktører, er der behov for at vide, om det er <br />
en hensigtsmæssig og effektiv brug af ressourcerne.” (Agger & <br />
Hoffmann 2008, p. 29) <br />
Betyder ovennævnte udfordringer så, at vi på forhånd må opgive at <br />
inddrage borgerne, alene af frygt for at komme til at underminere demokra‐<br />
tiske institutioner, der trods alt fungerer bedre end andre systemer? Eller af <br />
frygt for at spilde borgernes tid eller det offentliges ressourcer? Inden jeg <br />
giver mit bud på et endeligt svar, er der en række mellemregninger, der skal <br />
på plads, ikke mindst nogle af de øvrige udfordringer ved borgerdeltagelsen, <br />
som jeg skitserede i forrige afsnit, der leder frem til mit bud på strategiske og <br />
metodiske overvejelser, der måske kan anvise nogle retninger for borgerdel‐<br />
tagelsen med afsæt i et mere interaktivt demokratisyn i relation til byen som <br />
igangværende arbejde. <br />
<br />
171
172 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
aktører, interesser og deltagelse<br />
Som beskrevet tidligere er ’borgerne’ ikke en homogen gruppe, men <br />
et konglomerat af individer med vidt forskellige målsætninger og interesser. <br />
Det samme gør sig for så vidt gældende for ’magthaverne’ – i mangel af bed‐<br />
re, og mindre paternalistisk konnoteret, betegnelse – hvis vi under denne <br />
gruppe taler om både politikere og embedsmænd, eksperter og konsulenter <br />
samt developere, erhvervsliv og interesseorganisationer. I det hele taget <br />
giver det kun mening at foretage disse brede generaliseringer så længe vi <br />
befinder os inden for rammerne af en teoretisk diskussion om deltagelse. I <br />
praksis kræver deltagelsesprocesser en langt mere fintmasket segmentering <br />
og aktøranalyse. Som Patsy Healey formulerer det: <br />
”Traditionally, planners have assumed people were more <br />
or less the same – a standardised unit. The most extreme version <br />
of this is le Corbusier’s standard measure for building and urban <br />
design, his modular man […]. Standardised individuals had stand‐<br />
ardised needs. Planning technique then dealt in numbers of peo‐<br />
ple.” (Healey 2006, p. 99) <br />
Som Healey også bemærker har forskellene mellem forskellige livs‐<br />
former og ‐stil det med at undslippe de demografiske modeller, ligesom folks <br />
faktiske oplevelse af et givet område og deres egen relation til området, <br />
sjældent kan aflæses i statistikkerne (Ibid. p. 101‐102). Det har ikke været et <br />
selvstændigt mål i mit projekt at kvalificere diskussionen om, hvordan vi ana‐<br />
lyserer, beskriver og fastholder detaljerede data og forståelser af aktører <br />
som udgangspunkt for deltagelsen, men der er ikke nogen tvivl om, at tilret‐<br />
telæggelsen af konkrete deltagelsesprocesser kræver såvel en kvantitativ <br />
som kvalitativ tilgang til forståelsen af de aktører, der indgår aktivt i proces‐<br />
sen. Men i denne, overvejende teoretiske, kontekst vil jeg tillade mig fortsat <br />
at male med den brede pensel. <br />
I relation til aktørernes interesser findes der, som allerede beskrevet, <br />
ikke længere en idé om et ’fælles bedste’, der kan fungere som fællesnævner
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
for deltagelsen, hvorfor vi også her må acceptere behovet for en langt mere <br />
diversificeret tilgang til deltagelsesprocesserne, men på trods af en mang‐<br />
lende konsensus om et ’fælles bedste’, er der dog en række fællestræk der <br />
går igen i forhold til henholdsvis borgernes og magthavernes interesser i del‐<br />
tagelsesprocesser. <br />
De nærliggende spørgsmål er; hvorfor ønsker magthaverne, at bor‐<br />
gerne deltager – og hvad motiverer borgerne til at deltage? Fra et magtha‐<br />
ver‐ eller forvaltersynspunkt er begrundelserne ofte angivet som følger (Ag‐<br />
ger & Hoffmann 2008, p. 12): <br />
<br />
Det er en demokratisk ret at blive hørt! <br />
Borgerdeltagelse kvalificerer planlægningen og tilfører res‐<br />
sourcer <br />
Borgerdeltagelse skaber mere målrettede løsninger. <br />
Borgerdeltagelse styrker medejerskab og forankring af indsat‐<br />
ser. <br />
Borgerdeltagelse styrker legitimitet og reducerer konflikter <br />
Borgerdeltagelse skaber en gensidig læreproces mellem bor‐<br />
gere og forvaltninger <br />
Borgerdeltagelse fremmer ’empowerment’ og bidrager til at <br />
udvikle demokratiet <br />
<br />
Selvom disse argumenter selvsagt også burde have værdi for borger‐<br />
ne, er det måske ikke helt så oplagt at finde ud af, hvad borgerne får ud af at <br />
bruge deres tid på at deltage i byudviklingsprocesser. Når man læser om <br />
borgerdeltagelse og taler med personer, der beskæftiger sig professionelt <br />
med borgerdeltagelse og inddragelsesprocesser, får man ofte det indtryk, at <br />
alle borgere har, eller i hvert fald burde have, en naturlig – og sund – inte‐<br />
resse i at deltage i udviklingen af deres lokalområde, men at dette langt fra <br />
altid tilfældet. Ofte er det først når beslutningen er truffet – og kommer <br />
ubehageligt tæt på baghaven – at borgerne engagerer sig for alvor. Dette <br />
173
174 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
harmonerer ikke specielt godt med magthavernes mere eller mindre ekspli‐<br />
cit formulerede ønske om at involvere borgerne tidligt i beslutningsproces‐<br />
sen. <br />
Der findes mange mulige forklaringer på, hvorfor borgerne ikke delta‐<br />
ger i det omfang, vi forventer. Nagel beskriver det som en økonomisk, spilte‐<br />
oretisk funktion med afsæt i Riker og Ordeshooks ’calculus of participation’, <br />
der ser ud som følger: ’P(Bi + Bg) + S + D – C 0’ (Nagel 1987, p. 26). En nær‐<br />
mere forklaring følger her: <br />
”P = the individuals power to affect the collective outcome, <br />
which can range from 0 (no power) to 1 (complete power); for ex‐<br />
ample the probability that his vote will decide an election; Bi = the <br />
value to the individual of the collective good; for example, how <br />
much she personally will benefit from the policies of the preferred <br />
candidate; Bg = the value the individual places on the benefit other <br />
people receive from the collective goal; for example, his empathy <br />
for the unemployed who he expects will get jobs if his candidate <br />
wins; S = the value of any personal or selective incentives that de‐<br />
pend on the individual’s participation; for example, the worth to <br />
her of the patronage job she will lose if she fails to vote; D = the <br />
strength of the individual’s sense of duty or responsibility to par‐<br />
ticipate; C = the cost the individual incurs in participating; for ex‐<br />
ample, the time and trouble of registering to vote and going to the <br />
polls.” (Ibid.) <br />
Som Nagel selv bemærker, kan de enkelte elementer ikke gøres ob‐<br />
jektivt og endeligt op, og en egentlig ’gennemregning’ giver derfor sjældent <br />
mening, men ligningen giver alligevel en fornemmelse af de mange faktorer, <br />
der er med til at afgøre, om en borger deltager eller ej. Vi kender sikkert alle <br />
tilstanden af inaktivitet baseret på fornemmelsen af, ’at det alligevel ikke <br />
nytter i det store hele’, der ligger i regnestykkets første element (P). Og det <br />
giver også god mening at veje denne følelse op imod af, hvad det ønskede <br />
resultat muligvis ville kunne bidrage med for mig personligt (Bi)) og i det stør‐<br />
re billede, for ’samfundet’ som helhed (Bg). Måske endnu vigtigere er de
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
direkte belønninger, der kan vindes ved at deltage (S), der må vejes op imod, <br />
hvad det ’koster’ at deltage (C), altså hvor meget man personligt må investe‐<br />
re af sin tid og øvrige ressourcer i at opnå det ønskede resultat. Ud fra et <br />
rationelt økonomisk perspektiv giver det typisk god mening ikke at deltage, <br />
netop fordi udkommet kun sjældent står direkte mål med indsatsen (Ibid. p. <br />
23‐26). <br />
Med afsæt i Mancur Olson pointerer Nagel også, at jo større en grup‐<br />
pe er, jo færre deltager i opfyldelsen af fælles mål, hvilket selvfølgelig hæn‐<br />
ger sammen med, at jo flere der har indflydelse på målopfyldelsen, jo mindre <br />
bliver P i ligningen. En erkendelse allerede Rousseau gjorde, da han anbefa‐<br />
lede, at hans samfundsmodel kun skulle gælde for mindre (by)stater. Det er <br />
også langt lettere at organisere mindre grupper end større, hvorfor omkost‐<br />
ningen ved at deltage så at sige også bliver mindre. Samtidig betyder sociale <br />
incitamenter også mere i den mindre gruppe, hvor folk allerede kender, eller <br />
lærer hinanden at kende undervejs (ibid. p. 27). Løsningen kan, ifølge Olson, <br />
være at dele den store gruppe op i mindre grupper, der bindes sammen af <br />
en fælles ’lim’, kombineret med et mål af ’personlige incitamenter’ (S i lignin‐<br />
gen) for at deltage (ibid. p. 28). Ifølge Nagel er det samtidig centralt at holde <br />
fast i vigtigheden af P, den enkeltes indflydelse på målet, f.eks. ved at dele <br />
det op i mindre delmål: <br />
”Skilled political organizers know that sustaining large‐<br />
scale, long‐term participation requires realistic intermediate goals. <br />
Although grand objectives and ideologies give coherence and di‐<br />
rection to political movements, motivation of participants depends <br />
on a rewarding series of secondary achievements, especially on a <br />
scale small enough that individuals can see the impact of their <br />
own efforts.” (Ibid. p. 30) <br />
Ligningen som beskrevet ovenfor og Olsons beskrivelse af borgerne <br />
som rationelt økonomisk tænkende individer, der opvejer fordele og ulem‐<br />
per ved deltagelsen er (desværre) nok ikke helt ved siden af, men som Nagel <br />
også advokerer for, er der måder at omgå den økonomiske kalkules konklu‐<br />
175
176 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
sion om, at det grundlæggende ikke betaler sig at deltage. Først og fremmest <br />
ved at tilrettelægge processer, der indarbejder mekanismer rettet mod at <br />
maksimere de positive elementer og minimere de negative. <br />
Som et mere pragmatisk – og praksisorienteret – supplement til dis‐<br />
kussionen om, hvorfor borgere deltager eller ej kan nedenstående skema <br />
tjene som udgangspunkt. I skemaet beskriver jeg nogle af de typiske argu‐<br />
menter for borgerdeltagelse, som de erfaringsmæssigt kommer til udtryk i <br />
en dansk kontekst – og to argumenter (nederst), der måske i højere grad <br />
opsummerer, hvad borgerdeltagelse i hvert fald også handler om: <br />
<br />
BORGERVINKEL MAGTHAVERVINKEL<br />
Få indflydelse Skabe ejerskab<br />
Få mere viden (om udviklingen) Få mere viden (om borgernes ønsker til udviklingen)<br />
Nye oplevelser Fremme innovation<br />
Begrænse andres indflydelse Legitimere beslutninger<br />
<br />
I hver kolonne er de tre første argumenter overvejende positive. For <br />
borgerne handler det selvsagt om at få (reel) indflydelse på et givet projekt <br />
eller en proces, mens det fra magthavernes synsvinkel typisk handler om at <br />
sikre ejerskab til det færdige produkt eller processens konklusioner. Derud‐<br />
over har begge parter en interesse i at få mere viden – både forstået som et <br />
behov for viden om f.eks. rammer, betingelser og de øvrige aktørers syns‐<br />
vinkler, men i høj grad også om at videregive viden, her forstået både som <br />
’fakta’ og ’værdier’, der kan være med til at påvirke de øvrige aktørers opfat‐<br />
telse. <br />
Udveksling af viden og det gensidige læringsaspekt af deltagelsespro‐<br />
cesser bliver alt for ofte undervurderet, eller opfattet og tilrettelagt som en‐<br />
vejskommunikation, hvor magthaverne forsøger at ’overbevise’ borgerne <br />
om en bestemt opfattelse af udviklingsperspektiverne. I den forbindelse er <br />
det imperativt at forstå, at vidensudveksling i deltagelsesprocesser netop bør
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
være en udveksling, og gerne en fordomsfri og værdibaseret en af slagsen, <br />
hvor der er plads til de grundlæggende diskussioner af forskellige opfattelser <br />
af, hvad der opfattes som ’retfærdigt’. Som Forester formulerer det: <br />
”[…] deliberative conversations about value – about the in‐<br />
terpretation and aptness of goals and means – are inescapable <br />
aspects of practical action. […] many analyses of dialogue and <br />
democratic argument do not go nearly far enough to do justice to <br />
the learning that dialogical and argumentative processes can <br />
really promote. Inspired by liberal models of voice and empower‐<br />
ment, many analyses unwittingly reduce empowerment to ’being <br />
hard’ and learning to considering seriously local as well as expert <br />
knowledge. Participation is thus reduced to speaking, and learning <br />
is reduced to knowing – and the transformations of done‐to into <br />
doers, spectators and victims into activists, fragmented groups <br />
into renewed bodies, old resignation into new beginnings, are lost <br />
from our view.” (Forester 1999, p. 115) <br />
Et andet væsentlig parameter for magthaverne er spørgsmålet om <br />
innovation. Som nævnt allerede i det indledende kapitel er brugerdrevet <br />
innovation et varmt emne i disse år inden for en lang række områder, såle‐<br />
des også i byudvikling. Ofte opererer man med to typer af behovserkendelse <br />
hos brugerne – de ’erkendte behov’, altså alt det vi godt ved, vi gerne vil have <br />
(mere af), og de ’ikke‐erkendte behov’, alle de ting, vi har brug for, men som <br />
vi endnu ikke er i stand til at formulere eksplicit (bl.a. EBST 2008). Dertil kan <br />
man føje et begreb om radikal innovation – alle de ting, som ingen af delta‐<br />
gerne, heller ikke afsenderne og eksperterne, havde forestillet sig, men som <br />
kan være med til at forme fremtidens samfund. Denne form for innovation <br />
spiller kun sjældent en rolle i borgerdeltagelsesprocesser, men giver måske <br />
god mening som udgangspunkt i byudviklingsprocesser, ikke mindst når vi <br />
ønsker at lade borgerne deltage aktivt i byudvikling som politisk disciplin. <br />
Overfor innovationsbehovet i ovenstående skema står borgernes ønske om <br />
at få en oplevelse. Som antydet tidligere findes der mange andre, og ofte <br />
mere spændende aktiviteter, vi som borgere kan deltage i, og hvis ikke by‐<br />
177
178 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
udviklingsprocesser tager dette alvorligt kan det være svært at tiltrække bor‐<br />
gere som deltagere. <br />
Sidst, men måske i praksis vigtigst, ønsker magthaverne at inddrage <br />
borgerne for at legitimere beslutninger, der allerede er truffet. Agger og <br />
Hoffmann formulerede det mere positivt, som en fremadrettet legitimering, <br />
hvor der er tale om beslutninger, der træffes i løbet af processen med afsæt i <br />
aktørernes fælles input. Men legitimering af beslutninger, der reelt allerede <br />
er truffet er helt oplagt ikke et ukendt fænomen i borgerdeltagelsesproces‐<br />
ser. Og det er i denne kontekst, at der er risiko for decideret mangel‐ eller <br />
farefulde processer – rangerende fra det direkte manipulerende i Arnsteins <br />
typologi til den i bedste fald symbolske inddragelse. Ofte er der selvfølgelig <br />
ikke tale om en reel og eksplicit begrundelse – eller for den sags skyld om en <br />
skjult konspiration – men blot om, at man ikke i tilstrækkelig grad har gjort <br />
sig klart som afsender, at en lang række parametre i den plan eller det pro‐<br />
jekt man lægger frem, allerede er besluttet. Enten i form af eksempelvis mil‐<br />
jø‐ eller lovmæssige rammebetingelser, allerede indgåede (politiske eller <br />
økonomiske) aftaler eller indarbejdede konklusioner, der hviler på forudgå‐<br />
ende anbefalinger fra konsulenter og eksperter, eksempelvis bygherrerådgi‐<br />
vere, forskere eller andre, der er med til at definere rammerne for et udvik‐<br />
lingsprojekt. Udfordringen er, at denne type processer risikerer at have den <br />
modsatte effekt af det ønskede – i stedet for ejerskab, vidensudveksling og <br />
innovation får man fjendskab, påstande mod påstande og laveste fælles‐<br />
nævner. Som Nagel formulerer det: <br />
”Neither authorities nor citizens will voluntarily persist with <br />
a powersharing process unless they gain from it. If advances for <br />
citizens always come at the expense of agency goal, officials will <br />
want to revert to unilateral decision making. If citizens learn that <br />
participation earns them no better outcomes, they will lapse into <br />
cynical apathy or active hostility.” (Nagel 1987, p. 153) <br />
Såfremt en proces eller et projekt er så fremskredent, at langt de fle‐<br />
ste beslutninger er truffet, kan man enten tilrettelægge processen som et
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
rent kommunikativt forsøg på at overbevise aktørerne om et projekts for‐<br />
træffeligheder – eller man kan melde klart ud med alle rammer og beslut‐<br />
ninger og tydeligt markere, hvor der stadig er plads til dialog. Hvis ikke støder <br />
man direkte ind i borgernes (skjulte) målsætning i skemaet ovenfor; at be‐<br />
grænse andres indflydelse. Denne målsætning er både reaktiv, forstået såle‐<br />
des, at den handler om modstanden mod allerede trufne beslutninger, men <br />
også proaktiv i den forstand, at det drejer sig om at sikre sig at andre aktører <br />
med modstridende interesser ikke fremadrettet får indflydelse på processen. <br />
Der er altså tale om et magtpolitisk aspekt af den (demokratiske) proces, der <br />
kan henføres direkte til det aggregative og konkurrencedemokratiske ideal. <br />
Og som sådan kan målsætningen heller ikke blot afvises som upassende i <br />
udviklingsprocesser, men må tages alvorligt som et parameter, der har væ‐<br />
sentlig indflydelse på såvel proces som produkt. <br />
Der kan selvfølgelig være en lang række andre valide begrundelser for <br />
borgerne for at deltage i udviklingsprocesser, rangerende fra en mere eller <br />
mindre vag opfattelse af borgerpligt over ønsket om at gøre en forskel til et <br />
konkret udbytte i form af (penge)gaver – den sidste er dog sjælden i offentli‐<br />
ge udviklingsprojekter, men velkendt i brugerinddragelsesprojekter i kom‐<br />
mercielt regi. Fra magthavernes side kan der også være andre interesser på <br />
spil end de ovennævnte, men én eller flere af de beskrevne vil typisk være <br />
tilstede enten eksplicit eller implicit. <br />
Med begrundelserne for at deltage (nogenlunde) på plads, vil jeg nu <br />
gå lidt mere i dybden med nogle af de væsentligste udfordringer, der er for‐<br />
bundet med selve tilrettelæggelsen og faciliteringen af borgerdeltagelsen. <br />
<br />
<br />
dialog, rammer & fragmentation<br />
”Its [the city] contents (things, objects, people, situations) <br />
are mutually exclusive because they are diverse, but inclusive be‐<br />
179
180 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
cause they are brought together and imply their mutual pres‐<br />
ence.” (Lefebvre 2003, p. 119) <br />
Som allerede nævnt er dialogen et centralt element i enhver form for <br />
deltagelsesproces med fokus på udvikling. Men dialogen kan også antage <br />
mange former og rammerne for dialogen er af afgørende betydning for re‐<br />
sultatet. Samtidig er enhver dialog, ikke mindst når det handler om udvik‐<br />
lingsspørgsmål, præget af fragmentation, dvs. væsensforskellige opfattelser <br />
af, hvad der er på spil, hvad der er ’sandt’ eller ’falsk’ og hvad der er ’værdi’ <br />
og ’fakta’. Citatet fra Lefebvre rammer ned i dette dilemma. Byen rummer <br />
en lang række ting, mennesker og situationer, der udelukker hinanden, men <br />
som samtidig skal rummes i byen – i samme rum og på samme tid. Dette <br />
paradoks er en grundlæggende udfordring for dialogbaserede udviklingspro‐<br />
cesser. Som allerede fastslået handler – langt de fleste – byudviklingsproces‐<br />
ser desuden om komplekse, eller wicked, problemer og udfordringen er, at <br />
den slags problemer, af flere årsager, kan være svære at føre en dialog om‐<br />
kring: <br />
”Problems are tough because they are complex in three <br />
ways. They are dynamically complex, which means that cause and <br />
effect are far apart in space and time, and so are hard to grasp <br />
from firsthand experience. They are generatively complex, which <br />
means that they are unfolding in unfamiliar and unpredictable <br />
ways. And they are socially complex, which means that the people <br />
involved see things very differently, and so the problems become <br />
polarized and stuck.” (Kahane 2007, p. 1‐2) <br />
Som tidligere nævnt ligger det implicit i megen demokratisk teori, at <br />
fornuften har forrang for følelserne, og at dialogen i den offentlige sfære <br />
derfor bør baseres på fornuftsargumentation. Selv hvis vi accepterer denne <br />
præmis, vil fornuften ofte komme til kort i processer, der forsøger at be‐<br />
handle wicked problems, netop fordi problemerne er komplekse, dynamiske <br />
og ikke nødvendigvis har rod i personlig erfaring, ligesom de udvikler sig på <br />
måder, vi ikke kunne analysere os frem til på forhånd. Samtidig spiller ram‐
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
merne for dialogen, herunder ikke mindst den dimension Kahane betegner <br />
’social kompleksitet’, en væsentlig rolle for, hvordan dialogen udvikler sig. <br />
Som Forester formulerer det: <br />
”Much more is at stake in dialogic and argumentative pro‐<br />
cesses than claims about what is or is not true […]. At stake too are <br />
issues of political membership and identity, memory and hope, <br />
confidence and competence, appreciation and respect, acknow‐<br />
ledgement and the ability to act together.” (Forester 1999, p. 115‐<br />
116) <br />
Forester beskriver to tilgange til læring gennem dialog, henholdsvis en <br />
med afsæt i Dewey, Argyris og Schön og en med udgangspunkt i Freire og <br />
Habermas (Ibid. p. 129). Den Deweyanske model fokuserer på ’dialogisk <br />
handling’ (dialogical action), hvor deltagerne i fællesskab tester ideer og <br />
formodninger og reviderer deres opfattelse gennem ’refleksion‐i‐handling’ <br />
(Ibid. p. 129‐130). Denne model forholder sig derfor grundlæggende til ’sa‐<br />
gen’ eller problemløsningen som sådan, mens den Freireanske model i høje‐<br />
re grad forholder sig til ’rammerne’ eller konteksten for problemets løsning: <br />
”The Freirean model focuses on the ways we learn in dia‐<br />
logue by probing our political possibilities of speaking and acting <br />
together: Who owns the land, controls knowledge, and might yet <br />
have more control over their lives? Whose definitions of problems <br />
and solutions, of expertise and status, of power and powerlessness <br />
perpetuate relations of dependency and hopelessness?” (Ibid. p. <br />
130) <br />
Udfordringen ved den første model er, at den ikke i tilstrækkeligt om‐<br />
fang tager højde for den ’sociale kompleksitet’ og gruppedynamik, der netop <br />
ligger i magtrelationerne blandt deltagerne: <br />
”[…] it is not clear how group efforts in framing would work <br />
in the public sphere, with many stakeholders and complex power <br />
relations.” (Healey 2006, p. 258) <br />
181
182 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
Men selv suppleret med den Freireanske model, mener Forester ikke, <br />
at vi er på sikker grund, og han foreslår derfor en tredje vej, som han beteg‐<br />
ner som en transformativ teori om social læring, hvor fokus ikke blot er på <br />
hvad deltagerne siger, men også på, hvad de faktisk gør (Forester 1999, p. <br />
130‐132). Dvs. at først, når der sættes handling bag ordene, kan vi vurdere <br />
om der er sammenhæng mellem, hvad en deltager påstår og argumenterer <br />
for, og hvordan han eller hun faktisk agerer i relation til det konkrete sags‐<br />
forhold. Samtidig fremhæver Forester, ganske lavpraktisk, behovet for de <br />
uformelle møder som forudsætning for dialogen, da det er her vi typisk mø‐<br />
der hinanden i handling (med mindre vi designer processen anderledes). Og <br />
han understreger vigtigheden af at etablere rammerne for at disse møder <br />
kan opstå, f.eks. henover frokosten, gennem gruppearbejde med indlagte <br />
pauser eller en drink inden selve sessionen starter (Ibid. p. 132). <br />
En anden væsentlig udfordring i deltagelsesprocesser er fragmentati‐<br />
on. Conklin formulerer begrebet således: <br />
“Fragmentation […] is when the stakeholders in a project <br />
are all convinced that their version of the problem is correct. <br />
Fragmentation can be hidden, as when stakeholders don’t even <br />
realize that there are incompatible tacit assumptions about the <br />
problem, and each believes that his or her understandings are <br />
complete and shared by all.” (Conklin 2006, p. 6) <br />
I byudviklingssammenhænge fremtræder fragmentation i mange <br />
former; fra politikeren der i valgkampens hede lover 5000 billige boliger til <br />
5000 kr. om måneden (ingen nævnt, ingen glemt!), og arkitekten, der fore‐<br />
stiller sig, hvordan disse boliger kan tage sig ud, over embedsmanden, der <br />
ved, at ideen er i strid med eksisterende planer, developeren, der øjner en <br />
chance for at tjene penge på byggeriet, til lokalsamfundet, der gerne vil be‐<br />
holde deres traditionsrige fodboldkultur. Som Crimson Architectural Histo‐<br />
rians beskriver det i en hollandsk kontekst: <br />
“Dutch city planners complain that 99% of their time is <br />
spent meeting people: trying to get the highway people to talk
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
with the sports centre people; trying to get the railway people to <br />
stop their vendetta against the vegetable‐garden people; trying to <br />
convince the Shell refinery people that they should stop protesting <br />
against the McDonald’s drive in being built in front of their instal‐<br />
lations; convincing the Telecom corporation to get a really good <br />
architect to build something spectacular in the middle of the city, <br />
etc.“ (Crimson 1999) <br />
Fragmentationen er tæt forbundet med Rittel og Webbers opfattelse <br />
af wicked problems, ikke mindst ideen om, at der ikke findes en endelig for‐<br />
mulering af eller løsning på et problem, hvorfor vi, ifølge dem, må gennem‐<br />
løbe alle tænkelige resultater og udvikle en udtømmende oversigt over alle <br />
mulige løsninger forud for problemets løsning, eller måske endda opståen <br />
(Rittel & Webber 1973, p. 161). Det giver sig selv, at denne opgave bliver <br />
stadig mere umulig jo mere komplekst problemet er og jo længere ned i de <br />
mulige resultater og løsninger vi når, hvor alle deltagere må forsøge at holde <br />
styr på de mange lag, der efterhånden føjer sig til problemet og dets (mulige) <br />
løsninger – eller netop risikere en stadigt stigende fragmentation i opfattel‐<br />
sen af problem, såvel som løsninger. <br />
En anden årsag til fragmentation er ikke‐inkluderende processer, hvor <br />
visse aktører holdes uden for beslutningsprocessen: <br />
“[…] it is not whether the project team comes up with the <br />
right answer, but whose buy‐in they have that really matters. […] <br />
without being included in the thinking and decision‐making pro‐<br />
cess, members of the social network may seek to undermine or <br />
even sabotage the project if their needs are not considered.” <br />
(Conklin 2006, p. 6) <br />
Et væsentligt aspekt af fragmentationen er også, som allerede be‐<br />
skrevet, at der ikke længere findes en idé om et ’fælles bedste’, men mange <br />
og individualiserede opfattelser af ’det gode byliv’. Mens disse sagtens kan <br />
leve side om side i dagligdagen, kommer de, paradoksalt nok, lettere op til <br />
overfladen – og risikerer at blive en barriere – i deltagelsesprocesser: <br />
183
184 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
“[…] while two people with divergent mental models of the <br />
‘good city’ might live in the same neighbourhood for a lifetime <br />
without conflict, it is obvious that participatory planning processes <br />
increase the risk of controversy just by bringing these two people <br />
together at the same workshop table. And when you add a plan‐<br />
ner with ‘factual’ knowledge of how the city ought to be, then the <br />
mix becomes explosive.” (Delman et al. 2008, p. 2) <br />
Hvordan undgår vi eller arbejder med at overkomme fragmentatio‐<br />
nen i byudviklingsprocesser? En måde er at kortlægge alle holdninger og <br />
være imødekommende overfor ønsker og krav fra alle aktører – en anden, <br />
og måske mere farbar, vej er at forsøge at skabe nye, fælles referenceram‐<br />
mer, der kan danne udgangspunkt for dialogen fra begyndelsen, dvs. bevæ‐<br />
ge sig fra erkendte behov over de ikke‐erkendte og, hvis det er muligt, helt <br />
ud i den radikale innovation, hvor vi kan diskutere emner og foretrukne til‐<br />
stande, der endnu ikke er alt for tynget af præferencer for eksisterende til‐<br />
stande. En anden – og supplerende tilgang – kan være at konstruere proces‐<br />
serne, så vi så vidt muligt undgår på forhånd at give forrang til bestemte <br />
(demokratiske) idealer, magtpositioner og på forhånd fastlagte forestillinger <br />
om en ’universel’ retfærdighed, eksempelvis udtrykt som mere eller mindre <br />
håndfaste ’værdier’, der lægges til grund for udviklingsprocessen. Derudover <br />
er det en generel forudsætning for at processerne kan ændres – og lykkes – <br />
at vi satser på kapacitetsopbygning hos deltagerne og et mål af bemyndiggø‐<br />
relse, der kan være med til at sikre, at de fælles visioner også får en gang på <br />
jorden efterfølgende. <br />
<br />
<br />
kapacitetsopbygning & bemyndiggørelse<br />
Kapacitetsopbygning (capacity building) og bemyndiggørelse (empo‐<br />
werment) har mindst to ting til fælles: for det første er begge begreber i ud‐<br />
strakt brug i udviklingssammenhænge – og begge er relativt løst defineret.
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
Først og fremmest er det værd at bemærke, at i både teori og praksis er der, <br />
også bogstavelig talt, en verden til forskel, når man taler om kapacitetsop‐<br />
bygning og bemyndiggørelse i den tredje verden og når man taler om sam‐<br />
me emne i en skandinavisk velfærdskontekst. Begreberne har i stort omfang <br />
deres udspring i netop udviklingsprocesser rettet mod den tredje verden, <br />
men jeg vil argumentere for, at de også kan inspirere vores tilgang til udvik‐<br />
lingsprocesser i et moderne, veludviklet og velfærdsbaseret (by)samfund. <br />
For at beskrive kapacitetsopbygning i en byudviklingskontekst må vi <br />
først definere hvem det er, vi ønsker at opbygge kapacitet hos. Igen er der <br />
væsentlig forskel på teori og praksis – i et konkret projekt vil vi være nødt til <br />
at tage relativt detaljeret stilling til de faktiske aktører, der deltager, mens vi i <br />
en teoretisk kontekst kan nøjes med at tale om ’relevante aktører’, der i en <br />
ikke nærmere defineret kontekst udgør det ’samfund’ (community), vi øn‐<br />
sker at opbygge kapaciteten hos: <br />
“Community capacity is the interaction of human capital, <br />
organizational resources, and social capital existing within a given <br />
community that can be leveraged to solve collective problems and <br />
improve or maintain the well‐being of that community.” (Chaskin <br />
2001, p. 7) <br />
Implicit i definitionen ligger en række af de svære spørgsmål, jeg alle‐<br />
rede har været inde på; hvordan karakteriserer vi menneskelig (human) og <br />
social kapital, dvs. hvem er borgerne og hvad har de med i bagagen? Hvilke <br />
(organisatoriske) ressourcer er tilstede i gruppen af borgere som helhed? <br />
Hvordan definerer vi i det hele taget, hvilke kollektive problemer, vi skal sæt‐<br />
te fokus på? Og hvordan bliver vi enige om, hvad der kendetegner et ’sam‐<br />
funds’ velbefindende eller ’fælles bedste’? Igen er der stor forskel på teori og <br />
praksis. I praksis vil kapacitetsopbygning og bemyndiggørelse forudsætte, at <br />
vi faktisk forsøger at finde svarene for at sikre en optimal proces, mens vi i <br />
teorien kan tillade os at forholde os til begreberne som ubekendte i en lig‐<br />
ning uden at fylde konkret indhold i hvert enkelt. <br />
185
186 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
I teorien kan kapacitet dermed meget overordnet betragtes som en <br />
interaktiv samling af ressourcer og kapitalformer, der kan bruges til at løse <br />
problemer og forbedre (lokal)samfund. For at opbygge kapacitet må vi såle‐<br />
des enten forbedre interaktionen, tilføje flere ressourcer eller understøtte <br />
problemløsningen. Målet er for så vidt det samme, som i mere topstyrede <br />
processer – at løse (kollektive) problemer og forbedre eller opretholde et <br />
samfunds velbefindende, men tilgangen er væsensforskellig. Lad mig ek‐<br />
semplificere med en aktuel sag fra byudviklingen i min egen baghave. <br />
I Århus Kommune har man, ligesom i mange andre kommuner, en <br />
udfordring med utidssvarende skoler, der er bygget for omkring hundrede år <br />
siden, hvor der dels var færre elever pr. klasse, dels en anden undervisnings‐<br />
form. I et miljømæssigt bæredygtighedsperspektiv er skolerne også dyre i <br />
drift, ligesom de gamle bygninger kræver en del vedligeholdelse. Skolerne er <br />
desuden bygget i en tid med andre krav til f.eks. indeklima, sikkerhed og ad‐<br />
gangsforhold. Men de er også ofte solidt byggede og i et vist omfang en del <br />
af vores kulturarv, så væsentlige ombygninger vil både være meget omkost‐<br />
ningsfulde og risikere at ødelægge skolernes særlige arkitektoniske kende‐<br />
tegn. <br />
Konkret havde Århus Kommune derfor en plan om at nedlægge to af <br />
kommunens midtbyskoler, Læssøegadesskole og Fjordsgadesskole og i ste‐<br />
det bygge en ny midtbyskole, der skulle kunne rumme minimum tusind ele‐<br />
ver. Den nye skole skulle bygges på en grund tæt ved Fjordsgadesskole, hvor <br />
der i dag ligger en tredje nedlagt skole, Skt. Annagadesskole, men hvor byg‐<br />
ningerne, i modsætning til de to fungerende skoler, ikke har nogen særlig <br />
arkitektonisk værdi og derfor umiddelbart kan rives ned for at gøre plads til <br />
den nye skole. De oplagte fordele ved denne løsning er, at det er billigere at <br />
rive den gamle skole ned og bygge en helt ny – og samtidig vil elevernes og <br />
medarbejdernes dagligdag på de to øvrige skoler ikke blive forstyrret af åre‐<br />
langt byggerod. Således meldte Århus Kommune ud, at dette var planen: De <br />
to eksisterende skoler ville blive nedlagt og slået sammen i en ny skole med <br />
en beliggenhed på Skt. Annagade. Med denne beslutning på plads, lagde <br />
kommunen op til en arkitektkonkurrence for den nye skole med en høj grad
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
af bruger‐ og borgerinddragelse. På alle måder en helt legitim proces, hvor <br />
de folkevalgte traf en beslutning baseret på ideen om et ’fælles bedste’ (en <br />
ny, tidssvarende skole) som løsning på et ’kollektivt problem’ (nedslidte, <br />
utidssvarende skoler). Hvad kunne gå galt? Ikke så lidt, skulle det hurtigt vise <br />
sig. <br />
Først faldt Læssøegadesskole fra, bl.a. fordi forældrene frygtede, at <br />
deres børn ville få alt for langt i skole – og skulle krydse mindst én større vej – <br />
ligesom mange mente, at den nye skole ville blive for stor. På Fjordsgades‐<br />
skole var hverken skolevejen eller afstanden et problem, da den nye skole <br />
ville blive bygget mindre end tohundrede meter fra den eksisterende. Her <br />
viste problemet sig at være et helt andet, nemlig afviklingen af Skt. Annaga‐<br />
desskole, hvis lokaler og udearealer danner rammen om en lang række akti‐<br />
viteter – bl.a. en af byens mest besøgte skatermiljøer, en udendørs basket‐<br />
bane, en ungdomsklub, et beboerhus, kursusaktiviteter, en bokseklub, vol‐<br />
leyballfaciliteter, aftenskole, øvelokaler, en velbesøgt legeplads med dyre‐<br />
hold for kvarterets børn og et grønt område, der fungerer som samlingssted <br />
for familier i kvarteret. Den gamle skoles faciliteter benyttes således af en <br />
lang række målgrupper i alle aldre og fra alle samfundslag. <br />
Disse grupper organiserede sig i et netværk, der kæmpede for at be‐<br />
vare Skt. Annagadesskole som et aktivt og dynamisk bymiljø – et miljø der er <br />
opbygget igennem godt tredive år og som spiller en væsentlig rolle i den at‐<br />
traktion, der har gjort Frederiksbjerg til et af Århus’ mest eftertragtede kvar‐<br />
terer. Kommunen udskød på baggrund af protesterne arkitektkonkurrencen <br />
og udskrev i stedet en idékonkurrence blandt borgerne, hvor de fleste af de <br />
indkomne forslag, måske forventeligt, drejede sig om alternative placeringer <br />
af den nye midtbyskole (<strong>Aarhus</strong> Stiftstidende 2010A). I december 2010 ved‐<br />
tog byrådet med et flertal på 29 ud af 31 medlemmer at fastholde placerin‐<br />
gen af den nye midtbyskole på grunden ved Annagade, på trods af lokalsam‐<br />
fundets modstand (<strong>Aarhus</strong> Stiftstidende 2010B). <br />
Pointen i denne kontekst er, at man overså den kapacitet, der allere‐<br />
de var tilstede i lokalsamfundet, og i stedet for at forbedre interaktionen <br />
187
188 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
(skabe processuelt grundlag for dialogen), tilføre ressourcer (i dette tilfælde <br />
muligheden for udveksling af ligeværdige synspunkter, og måske i ligeså høj <br />
grad afdækning af eksisterende ressourcer) og understøtte muligheden for <br />
en kollektiv problemløsning, på forhånd lagde sig fast på én bestemt løs‐<br />
ningsmodel. I topstyrede processer risikerer man altså at vække den kapaci‐<br />
tet, der allerede er til rådighed som en negativ modspiller, i stedet for at ska‐<br />
be processer, hvor man opbygger en ny fælles kapacitet. Set fra et magtha‐<br />
versynspunkt kan kapacitet i et lokalsamfund derfor sagtens være en udfor‐<br />
dring, hvilket fører os frem til det andet begreb i denne sammenhæng, nem‐<br />
lig bemyndiggørelse. Det ligger i ordet, at det handler om magt, men måske <br />
snarere i betydningen at gøre deltagerne til aktive medspillere – eller lige‐<br />
frem til aktivister for en fælles sag – frem for aktive modspillere baseret på <br />
den magt, de nu i forvejen måtte besidde (eller ligeså ofte ikke besidder). <br />
Som Alsop et al beskriver begrebet: <br />
“Empowerment is defined as a group’s or individual’s ca‐<br />
pacity to make effective choices, that is, to make choices and then <br />
to transform those choices into desired actions and outcomes.” <br />
(Alsop et al. 2006, p. 10) <br />
Bemyndiggørelse handler altså om, at understøtte effektive beslut‐<br />
ningsprocesser, rettet mod at forbedre eksisterende tilstande. På papiret var <br />
kommunens proces effektiv og klar – den ville føre til en umiddelbar løsning <br />
på et oplevet (kollektivt) problem. I realiteten viste det sig netop at være en <br />
relativt ineffektiv proces, fordi man havde glemt at inddrage og bemyndiggø‐<br />
re borgerne i lokalsamfundet; frem for aktivister for den fælles sag fik man <br />
netop aktiveret borgerne som en magtfuld modspiller. I øvrigt er det værd at <br />
bemærke, at Alsop et al. definerer bemyndiggørelse som kapacitet, hvilket <br />
gør det uklart, hvad forskellen er på de to, men i én af vore egne artikler <br />
nævnt i det indledende kapitel, forsøger vi en definition på denne tilsynela‐<br />
dende cirkelslutning: <br />
”[…] we propose instead to see them [capacity building & <br />
empowerment] as dependent, more or less parallel approaches:
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
capacity building, in our definition, is a process initiated by what <br />
we could call capacitors, i.e. actors who store information and dis‐<br />
charge it when needed in an urban development process. These <br />
actors could be planners, experts, politicians, local NGOs, com‐<br />
munity groups etc. To stay on the same metaphorical track, infor‐<br />
mation discharged by the capacitors should run as a current em‐<br />
powering the other actors to take actively part in the urban (or <br />
community) development, providing them with strategies, tools, <br />
and information that will help them make informed decisions. <br />
Some of these empowered actors will over time start acting as ca‐<br />
pacitors themselves, discharging relevant information about de‐<br />
sired actions and outcomes, feeding it back to both other capaci‐<br />
tors and the community at large in an iterative process. ” (Delman <br />
& Nielsen 2008, p. 7) <br />
På papiret er denne definition stadig relativt abstrakt og omhandler <br />
såvel tilrettelæggelsen af processen, som udpegning af centrale nøgleperso‐<br />
ner og etablering af kommunikative rammer og redskaber. Men grundlæg‐<br />
gende handler det om, at skabe, hvad man kan kalde ’kompetente deltage‐<br />
re’. <br />
<br />
189
190 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
den kompetente deltager<br />
Ligesom jeg tidligere betegnede begrebet om ’borgeren’ som en grov <br />
forsimpling af borgerne i praksis, er ideen om den kompetente deltager selv‐<br />
sagt en ren teoretisk konstruktion, der i realiteten kan være overordentlig <br />
vanskelig at genfinde uden for afhandlingens og teoriens univers. Der er tale <br />
om et forsøg på at universalisere nogle (ønskede) træk ved deltagerne i by‐<br />
udviklingsprocesser, og som sådan vil det universelle ideal naturligt løbe ind i <br />
vanskeligheder, når det skal operationaliseres i en partikulær praksis. Lad <br />
mig derfor slå fast med det samme, at jeg heller ikke ser den kompetente <br />
deltager som en ’person’, men snarere som udgangspunkt for næste kapitels <br />
diskussion af, hvilke strategiske og metodiske overvejelser man bør gøre sig i <br />
forbindelse med deltagelsesprocesser, for at skabe de bedste rammebetin‐<br />
gelser for deltagelsen. På samme måde, som jeg heller ikke ser begrebet om <br />
det interaktive demokrati som udtryk for ét bestemt demokratisk ideal, eller <br />
den igangværende by som en afgrænset, statisk model for byen. Hvis jeg <br />
alligevel skal give en karakteristik af den kompetente deltager som netop en <br />
person, der opfører sig ideelt i en given deltagelsesproces, ville han eller hun <br />
have følgende ’egenskaber’: <br />
<br />
Motiveret <br />
Læringsvillig <br />
Refleksiv <br />
Målorienteret <br />
Dialogorienteret <br />
Handlingsorienteret <br />
<br />
Den kompetente deltagers motivation handler først og fremmest om <br />
en lyst til at deltage proaktivt i åbne processer, frem for først at melde sig på <br />
banen, når tingene er tæt på hjemmet. Men det handler også om viljen til at
<br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
tage aktivt ejerskab i processen og være med til at forankre forslagene i såvel <br />
den fortsatte proces som i den efterfølgende implementering i praksis. Det <br />
kræver også, at deltageren er motiveret til at investere, ikke mindst tid og <br />
arbejde, i en ofte langvarig proces. Samtidig er det væsentligt, at deltageren <br />
er åben overfor nye oplevelser og derigennem er med til at fastholde egen <br />
og andres motivation for at deltage. At dette netop er et ideal afspejles også i <br />
den tidligere diskussion af borgernes manglende motivation for at deltage, <br />
som beskrevet med afsæt i bl.a. Nagel. <br />
At deltageren er læringsvillig betyder, at han eller hun er villig til at <br />
indgå i deltagelsesprocessen med afsæt i en gensidig udveksling af viden og <br />
er i stand til at skelne mellem erkendte behov, ikke‐erkendte behov og radi‐<br />
kal innovation hos både sig selv og andre. Samtidig betyder det, at deltage‐<br />
ren har en forståelse for rammebetingelserne og har en viden om det kon‐<br />
krete sagsforhold – og dermed er i stand til at skelne mellem henholdsvis <br />
rammer, sagsforhold og magtrelationer. Dette stiller selvsagt også krav til <br />
processens tilrettelæggelse, da deltagerne i konkrete deltagelsesprocesser <br />
netop ikke har de samme forudsætninger. <br />
Den kompetente deltager er desuden refleksiv, forstået således, at <br />
han eller hun ikke på forhånd har fasttømrede holdninger til de forslag, der <br />
lægges på bordet, men er i stand til løbende af reflektere over de aspekter, <br />
der er til diskussion og de handlinger, der foretages i løbet af processen. <br />
Samtidig handler det også om at anerkende, at de problemstillinger, der be‐<br />
handles er dynamiske og ’wicked’, og at der således ikke findes én bestemt <br />
løsning. Dette hænger også tæt sammen med evnen til at se problemer og <br />
deres mulige løsninger i et længere perspektiv samt være åben overfor an‐<br />
dres retfærdiggørelseskompetencer og opfattelser af det ’fælles bedste’. <br />
I forlængelse heraf er den kompetente deltager også orienteret mod <br />
fremtidige mål, både sine egne, men i særdeleshed også etableringen af fæl‐<br />
les mål, eller måske snarere referencerammer, der kan fremme løsningen af <br />
konkrete og aktuelle problemer. Mål og referencerammer kan desuden både <br />
være processuelle, forstået således, at deltageren arbejder på, at understøt‐<br />
191
192 <br />
<br />
BORGER, BY & DELTAGELSE<br />
<br />
te processen bedst muligt, men også produktorienterede i den forstand, at <br />
de er rettet mod løsninger og konkrete sagsforhold. <br />
Dialogorienteringen består først og fremmest i, at deltageren er villig <br />
til at indgå i en dialog om alle aspekter af både proces og produkt. Med afsæt <br />
i Foresters fremlægning af forskellige tilgange til forståelsen af deltagelse, <br />
kan man sige, at dialogen bør handle om både hvem (magtrelationer) der <br />
siger hvad (sagsforholdet) og hvad de gør (handlingsaspektet) for at lægge <br />
vægt bag deres ord. Den kompetente deltager er både i stand til at lytte, tale <br />
samt diskutere såvel ’værdier’ og som ’fakta’ og forsøger aktivt at modarbej‐<br />
de fragmentation. Han eller hun anerkender også ’følelser’ i diskussionen på <br />
lige fod med ’rationelle’ og værdibaserede argumenter, respekterer de øvri‐<br />
ge deltageres bidrag uanset hvem de er, søger kompromiser, hvis ikke kon‐<br />
sensus, men anerkender også, at der er konflikter, der ikke nødvendigvis kan <br />
bilægges, men som kræver gensidig hensyntagen fremadrettet. <br />
Det sidste aspekt ved den kompetente deltager er handlingsoriente‐<br />
ringen, der med afsæt i Forester dels drejer om, at være villig til at handle i <br />
situationen – og lade sig vurdere på sine handlinger i stedet for netop kun <br />
med afsæt i status, magt eller holdninger til et givet sagsforhold. Det betyder <br />
også, at man i processen tager ansvar for sine egne handlinger, men også for <br />
de handlinger, man i fællesskab bliver enige om. Handlingsorienteringen er <br />
desuden forbundet med målorienteringen i arbejdet med at skabe fælles <br />
referencerammer ved at fungere som kapacitator i processen gennem aktive <br />
handlinger rettet mod etablering og understøttelse af fælles mål, dvs. delta‐<br />
geren handler for at bemyndiggøre (empower) sig selv og andre. Samtidig er <br />
det centralt, at deltageren ikke igennem sine handlinger forsøger at begræn‐<br />
se andres indflydelse, men handler ud fra en forestilling om at alle har lige ret <br />
til at få reel indflydelse på såvel proces som produkt. <br />
Med denne kortfattede, og måske meget idealistiske, positionering af <br />
den kompetente deltager, vil jeg tage fat på næste kapitel og diskussionen af <br />
nogle strategiske og metodiske overvejelser, der forhåbentlig kan være med <br />
til at forløse og understøtte de tre hovedbegreber i indeværende kapitel.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
strategi & metode<br />
”The challenge for planning is to develop new practices. <br />
These need a breadth which admits of diverse ways of knowing <br />
and being, and which have the capacity to reflect on, and call at‐<br />
tention to, what lies behind the ’politics of interests’ and the ’poli‐<br />
tics of voice’ […]. They need a capacity to move beyond a broad‐<br />
based ’scoping’ of issues to the invention and consolidation of or‐<br />
ganising ideas and strategies. They require an ability to reflect on <br />
the ’membership’ of consensus‐building activities, on who is in‐<br />
volved, who should be involved and who may be left out.” (Healey <br />
2006, p. 244) <br />
I citatet ovenfor efterlyser Patsy Healey nye strategier og metoder, <br />
der forholder sig til nogle de udfordringer, jeg har opridset i de foregående <br />
afsnit. For at opsummere er der dels spørgsmålene relateret til borgernes <br />
engagement, herunder hvem skal deltage? Hvorfor deltager de (ikke)? Og <br />
ikke mindst, hvordan sikrer vi, at får skabt – og vedligeholdt – interessen for <br />
at deltage? Samtidig er der spørgsmålene om, hvordan vi faciliteter dialogen, <br />
skaber den rette (gruppedynamik), undgår at apriori givne magtrelationer <br />
spiller (for stor) en rolle, arbejder med fragmentation som et grundvilkår, <br />
sikrer gensidig læring og kapacitetsopbygning, sikrer aktiv handlen og be‐<br />
myndiggørelse, styrker innovationen, sikrer borgerne reel indflydelse og <br />
samtidig gør processen gennemsigtig. Som antydet i forrige kapitel er der <br />
mange tilgange til forståelsen, for slet ikke at tale om besvarelsen, af disse <br />
spørgsmål. Det er ikke min hensigt i dette kapitel at præsentere og diskutere <br />
en lang mulige strategier og metoder, men i stedet at give mit bud på nogle <br />
strategiske og metodiske overvejelser og forsøge et strategisk blik på bor‐<br />
gerdeltagelsen i byudvikling med afsæt i en procesmodel, jeg har valgt at <br />
kalde AELIA‐modellen, og derefter gå i dybden med de enkelte faser i model‐<br />
len. <br />
193
194 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
Efterfølgende beskriver jeg en overordnet metodisk tilgang til delta‐<br />
gelsesprocesser under overskriften utopiatyping og udfolder denne metodes <br />
fundament igennem en diskussion af teori, metoder og redskaber der har <br />
været med til at informere udviklingen af netop denne tilgang. Afslutningsvis <br />
i kapitlet diskuterer jeg kortfattet spil, som en anden – og dog relateret – <br />
metodisk tilgang. Når jeg har valgt ikke at lægge megen vægt på spil som <br />
metode, selvom den spiller en væsentlig rolle i flere af mine cases, skyldes <br />
det dels, at jeg allerede tidligere har beskæftiget mig mere indgående med <br />
spil som medie for borgerdeltagelse i demokratiske udviklingsprocesser i mit <br />
speciale fra 2004, dels at temaet er udmærket behandlet af min kollega, To‐<br />
bias Løssing i afhandlingen ’Urbane Spil’ fra 2005 (Løssing 2005), ligesom jeg <br />
sammen med bl.a. Tobias Løssing og Rune Nielsen har publiceret flere artik‐<br />
ler om spil som inddragelsesredskab forud for mit PhD‐projekts start (Løssing <br />
& Delman 2003, Løssing et al. 2003, Nielsen et al. 2005). Diskussionen i dette <br />
kapitel er i høj grad baseret på flere af de artikler, jeg har været hovedforfat‐<br />
ter på i løbet af projektet (Delman et al. 2008, Delman & Nielsen 2008, Del‐<br />
man & Nielsen 2009), men også i begrænset omfang på et arbejdspapir ud‐<br />
arbejdet i forbindelse med forskningsprojektet Strategisk Design på Institut <br />
for Design, <strong>Arkitektskolen</strong> <strong>Aarhus</strong> forud for PhD‐projektets start (Delman <br />
2007).
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
strategi & borgerdeltagelse<br />
Inden jeg går i dybden med en diskussion af AELIA‐modellen som <br />
strategisk grundlag for tilrettelæggelse af borgerdeltagelse i byudviklingspro‐<br />
cesser, giver det god mening at forsøge en indkredsning af begrebet ’strate‐<br />
gi’, dets betydning og ikke mindst mulige implementering i praksis. Udfor‐<br />
dringen er, at der findes mange opfattelser af, hvad strategi er, hvordan den <br />
tilrettelægges – og ikke mindst hvordan den føres ud i livet. Whittington be‐<br />
skriver fire primære tilgange til strategisk tænkning, henholdsvis den klassi‐<br />
ske, den evolutionære, den processuelle og den systemiske (Whittington <br />
2001) og forskellene ved de fire opsummerer han som følger: <br />
”The Classical school confidently prescribes a rational, de‐<br />
tached and sequential approach, offered as a universal norm. The <br />
Evolutionary and Processual perspectives are more cautious, each <br />
sceptical of strategists’ capacity to direct strategy effectively in this <br />
rational hierarchical way. For Evolutionists, environmental change <br />
is typically too fast, too unpredictable and too implacable to an‐<br />
ticipate and pre‐empt; their advice is to concentrate on day‐to‐day <br />
viability while trying to keep options open. Processualists doubt <br />
whether either organizations or markets work with the ruthless ef‐<br />
ficiency that Classicists and Evolutionists respectively claim, and in‐<br />
cline therefore towards patient strategies of incremental adjust‐<br />
ment and cultivation of core competences. Finally, Systemic theo‐<br />
rists take a more relativistic stance, insisting that both the ends <br />
and means of strategy depend on the character of prevailing social <br />
systems, and that therefore even the hyper‐rationality of the Clas‐<br />
sical school may be appropriate in some social contexts – but only <br />
some.” (Ibid. p. 37) <br />
Hvis jeg forsøgsvis skal sætte nogle af de tidligere temaer i afhandlin‐<br />
gen ind i strategiske, og meget forsimplede båse, kan man sammenligne den <br />
klassiske skole inden for strategien med den modernistiske planlægnings‐ og <br />
designtradition – det er her vi finder ideen om, at man kan planlægge – og <br />
eksekvere – sig ud af et(hvert) problem med afsæt i de rigtige data. Den evo‐<br />
195
196 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
lutionære skole minder på mange måder om Non‐plan som byudviklingspa‐<br />
radigme; lad mulighederne stå åbne, så finder markedets aktører selv den <br />
bedste vej frem. Den processuelle er ligesom den evolutionære tilgang skep‐<br />
tisk overfor den klassiske, rationelle opfattelse af problemløsning, men sam‐<br />
tidig modstander af, at overlade alt til markedets rationale, i stedet foreslår <br />
den processuelle skole at vende relationen mellem strategi og implemente‐<br />
ring om og i stedet lade strategien opstå gennem handling (Ibid. p. 23) – på <br />
sin vis en parallel til en byudviklingstendens baseret på midlertidighed og <br />
dynamisk planlægning. Den systemiske tilgang tager afsæt i en forestilling <br />
om strategi som noget, der fungerer i en bestemt praksis, på et bestemt sted <br />
til en bestemt tid for mennesker, der er rodfæstet i bestemte relationer (Ibid. <br />
p. 26) og samtidig forholder sig åbent overfor de øvrige strategiske paradig‐<br />
mer. Som Whittington formulerer det: <br />
”A central tenet of systemic theory is that decision makers <br />
are not simply detached calculating individuals interacting in <br />
purely economic transactions, but people deeply rooted in densely <br />
interwoven social systems. […] These networks influence both the <br />
means and ends of action, defining what is appropriate and rea‐<br />
sonable behaviour for their members. Behaviour that may look ir‐<br />
rational or inefficient to the Classical theorist may be perfectly ra‐<br />
tional and efficient according to the local criteria and modus oper‐<br />
andi of the particular social context.” (Ibid. p. 27) <br />
I modsætning til den processuelle skole, der ser hver organisation <br />
som noget partikulært, eller den klassiske og evolutionære, der begge har et <br />
universalistisk udgangspunkt (hhv. strategien og markedet), har den systemi‐<br />
ske skole blik for konstruktionen af det universelle med afsæt i partikulære <br />
situationer forankret i konkret praksis. Udfordringen er selvfølgelig, at det på <br />
den baggrund kan være svært at foreslå en universel strategi baseret på er‐<br />
faringer med bestemte praksisfællesskaber i en bestemt kontekst, der efter‐<br />
følgende skal ’presses’ ned over andre fællesskaber i andre kontekster. Såle‐<br />
des også i denne sammenhæng, hvor mit strategiske bidrag til borgerdelta‐<br />
gelse i byudvikling, AELIA‐modellen, da også snarere skal ses som en opfor‐
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
dring til at gøre sig bestemte typer af overvejelser i løbet af processen end <br />
som en opskrift på en grydeklar strategi, der kan styre processen fra start til <br />
slut. <br />
Men lad os se nærmere på, hvad den systemiske tilgang kan bidrage <br />
med i forståelsen af en strategi, der skal omfatte de tre centrale teoretiske <br />
positioner, jeg nåede frem til i forrige kapitel, henholdsvis det interaktive <br />
demokrati, byen som igangværende arbejde og den kompetente deltager. <br />
<br />
<br />
borger, by & deltagelse i et strategisk perspektiv<br />
Forud for en diskussion af de tre teoretiske positioner i et strategisk <br />
perspektiv, giver det god mening at opsummere de væsentligste karakteri‐<br />
stika ved hver enkelt. Det interaktive demokrati definerede jeg som evnen til <br />
at agere (politisk) i forhold til den givne situation, dvs. at tillade forskellige <br />
demokratiopfattelser at spille en rolle, afhængigt af formålet i den konkrete <br />
proces. Den interaktive demokrat, er således en person, der eksempelvis <br />
ikke i enhver situation står fast på egennyttemaksimerende strategier (ag‐<br />
gregativt demokrati) eller insisterer på dialogen (deliberativt demokrati) som <br />
det eneste saliggørende, men i stedet er i stand til at bevæge sig mellem <br />
flere demokratisyn alt afhængig af situationen. <br />
Grundlaget for byudvikling baseret på ideen om byen som igangvæ‐<br />
rende arbejde definerede jeg bl.a. som, at gensidigt udelukkende interesser, <br />
skal være tilstede på samme tid og derfor bør byen ses som et fælles værk <br />
med afsæt i et mangfoldigt kulturbegreb, og hvor der er plads til at anerken‐<br />
de såvel konsensus som konflikt samt forståelse for, at byens problemer er <br />
’wicked’, og at der derfor ikke er nogen endelig, sand/falsk løsning. Den sid‐<br />
ste position fra forrige kapitel definerede jeg, under overskriften den kompe‐<br />
tente deltager, som ideen om, at deltagerne besidder nogle centrale kompe‐<br />
tencer, dvs. at de er motiverede, læringsvillige, refleksive, målorienterede, <br />
197
198 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
dialogorienterede og handlingsorienterede. Nogle af de væsentligste pointer <br />
var her, at deltagerne i (by)udviklingsprocesser har en klar idé om deres eget <br />
– og andres formål – med at deltage, er villige til at indgå i en (åben) dialog <br />
om ’fakta’, ’værdier’ og ’følelser’, modarbejder fragmentation, ikke forfalder <br />
til fastlåste (magt)positioner, men anerkender alles ret til at deltage (og få <br />
reel indflydelse), er indstillet på at opbygge egen og andres kapacitet og er <br />
villige til at sætte handling bag deres ord. <br />
Det giver næsten sig selv, at de færreste borgere er interaktive demo‐<br />
krater; at kun få byer på forhånd er defineret som igangværende arbejde; og <br />
at der næppe findes deltagere, der er så kompetente, som idealet foreskri‐<br />
ver. Dermed bliver de nævnte positioner ikke egenskaber ved henholdsvis <br />
borgeren, byen og deltagelsen – men netop funktioner af en strategisk pro‐<br />
ces. Dvs. processen skal tilrettelægges, så den bedst muligt understøtter dis‐<br />
se idealer. Den strategiske målsætning vil derfor være, at tilrettelægge en <br />
proces, der understøtter det interaktive demokrati, en opfattelse af byen <br />
som igangværende arbejde og skaber – ikke forudsætter – kompetente del‐<br />
tagere. Samtidig må strategien være sensitiv overfor den kontekst, den skal <br />
implementeres i. Dvs. at der forud for tilrettelæggelsen af processen skal <br />
være en skærpet opmærksomhed omkring en række væsentlige parametre: <br />
<br />
Hvem er aktørerne? Som tidligere nævnt, er det kun i en teo‐<br />
retisk kontekst, at vi kan tillade os at tale om ’borgerne’ som et <br />
samlebegreb. I praksis bør vi have klart definerede målgrupper <br />
og i sidste ende en forståelse af – og for – den enkelte delta‐<br />
gers baggrund. <br />
Er der særlige kulturelle, geografiske eller socioøkonomiske <br />
forhold, vi bør tage højde for? Der er stor forskel på at tilrette‐<br />
lægge en proces i f.eks. et ghettoområde og landsby, ligesom <br />
der selvsagt er forskel på om processen foregår i Sindal eller <br />
Shanghai. <br />
Hvad er formålet med processen? F.eks. innovation, ejerskab, <br />
værdiskabelse (økonomisk, kulturelt, socialt), indsamle (ny) vi‐<br />
den, demonstrere åbenhed, overbevise om allerede vedtagne <br />
beslutninger etc.?
<br />
<br />
Hvilke forventninger har aktørerne? Vil aktørerne f.eks. be‐<br />
grænse andres indflydelse? Forventer de at blive imødekom‐<br />
met på centrale punkter? <br />
Hvilke beslutninger er allerede truffet? Dvs. hvad kan vi fak‐<br />
tisk lade aktørerne få indflydelse på? Og hvilke rammebetin‐<br />
gelser findes i form af eksempelvis økonomi, lovgivning, na‐<br />
turbeskyttelsesforhold, fredninger etc.? <br />
Er der andre særlige forhold, vi bør tage højde for? Eksem‐<br />
pelvis konflikter mellem forskellige aktører, særlige demografi‐<br />
ske forhold, hensyn til bestemte aktører (eksempelvis er‐<br />
hvervsliv, kultur, minoriteter). <br />
Hvad er det politiske mål? Herunder f.eks. ny (by)vækst, kli‐<br />
matilpasning, social forandring etc. <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
Udover disse parametre kan der desuden være en række andre for‐<br />
hold, der gør sig gældende, f.eks. mere eller mindre ekspliciterede politikker <br />
(policies), der har betydning for, hvordan strategien skal udformes. Hvis det <br />
f.eks. allerede er (politisk) vedtaget, at byudviklingen skal tage afsæt i et be‐<br />
stemt værdisæt, må dette antages at være en rammebetingelse, der skal <br />
ekspliciteres i strategien. Der kan også være en klar forventning – eller endda <br />
beslutning – om, at bestemte typer redskaber skal indgå i processen, eksem‐<br />
pelvis midlertidige aktiviteter, kunstinstallationer eller bestemte inddragel‐<br />
sesformer. Uanset hvilken strategi og metode, der vælges som afsæt for en <br />
borgerdeltagelsesproces, er ovenstående spørgsmål væsentlige at tage stil‐<br />
ling til i planlægningsfasen – og løbende i processen. Men hvordan kan selve <br />
processen tilrettelægges, så den understøtter idealet om det interaktive de‐<br />
mokrati, den igangværende by og den kompetente deltager? En mulig til‐<br />
gang er AELIA‐modellen for borgerdeltagelsesprocesser. <br />
<br />
199
200 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
AELIA-modellen<br />
At borgerne har mange begrundelser for ikke at deltage aktivt blev <br />
diskuteret i forrige kapitel, men ofte kan manglende deltagelse simpelthen <br />
blot skyldes, at borgerne ikke har kendskab til de byudviklingsprojekter, der <br />
er i gang – med mindre projekterne berører dem personligt, jf. diskussionen <br />
om NIMBY. Det handler derfor om, at skabe opmærksomhed om de konkre‐<br />
te projekter og aktiviteter, vi ønsker, at borgerne skal deltage i. Samtidig le‐<br />
ver vi på mange måder i en oplevelseskultur (og ‐økonomi påstår mange), <br />
hvor konkurrencen om vores opmærksomhed er hård. I denne konkurrence <br />
er der ikke megen tvivl om at kommunale byudviklingsprojekter ofte taber til <br />
mere spændende – og bedre kommunikerede – aktiviteter. At skabe ople‐<br />
velsesorienterede processer handler således grundlæggende også om det <br />
afkast, borgerne får ved at investere deres tid og ressourcer i deltagelsen. <br />
En tredje udfordring for deltagelsen er selvsagt manglende overblik <br />
over udviklingsprojekternes mange‐facetterede udfordringer, herunder både <br />
kompleksiteten af de opgaver – eller wicked problems – man forsøger at <br />
adressere, men også manglende gensidig forståelse for de værdier, der ligger <br />
til grund for udviklingen og de rammebetingelser, der ofte er givet på for‐<br />
hånd i form af bl.a. politiske forlig, lovgivning, økonomi og særinteresser, der <br />
skal tilgodeses. Set fra den anden side af bordet er kompleksiteten også sti‐<br />
gende; dels af de samme årsager som nævnt ovenfor, men også fordi vi, som <br />
tidligere nævnt, sjældent kan operere med en forestilling om et ’fælles bed‐<br />
ste’, der kan danne udgangspunkt for et givet projekt. Udfordringen kan der‐<br />
for koges ned til, hvordan alle parter i et projekt kan lære af hinanden og <br />
derigennem tilvejebringe et tilstrækkeligt vidensgrundlag til at træffe de <br />
nødvendige beslutninger. <br />
Et fjerde problem er selve indflydelsen. Hvem skal have indflydelse på <br />
hvilke beslutninger? Hvem beslutter, hvor indflydelse er mulig? Og ikke <br />
mindst, hvordan sikrer vi, at beslutningskompetencerne er gennemsigtige for <br />
alle deltagere; hvem har haft indflydelse på hvad og hvordan er denne ind‐
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
flydelse konkret udmøntet i det færdige projekt eller den færdige plan? Det‐<br />
te fører frem til den femte væsentlige udfordring i byudviklingsprocesser – <br />
hvordan motiverer man til handling? Dvs. hvordan får vi på den ene side <br />
borgerne til at tage faktisk ejerskab til et nyt område, en bygning eller en <br />
række midlertidige aktiviteter? Og på den anden side, hvordan sikrer vi, at <br />
der bevares et vist momentum i udviklingen, når udviklingsperspektivet ofte <br />
er mange år? Hvordan sikrer vi, at borgerne kan se – og opleve – at der sker <br />
noget, både i selve deltagelsesprocessen, men også når først planerne ligger <br />
til (langvarig) politisk behandling, en planlagt udvikling sættes i bero pga. en <br />
(finans)krise eller et område hegnes ind i årevis af et byggehegn? Og hvordan <br />
kan borgerne selv være med til at handle undervejs i processen, og hvordan <br />
bliver deres handlinger en integreret del af processen? <br />
<br />
Fig. 6: AELIA-modellen<br />
201
202 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
<br />
I de følgende afsnit vil jeg diskutere – og perspektivere – disse fem <br />
centrale udfordringer for borgerdeltagelsen i byudvikling, som jeg igennem <br />
mit projekt har identificeret under overskrifterne Attention Experience, <br />
Learning, Influence og Action og beskrevet i artikler under titlen AELIA‐<br />
modellen for borgerdeltagelse i byudvikling (fig. 6) (Delman et al. 2008, Del‐<br />
man & Nielsen 2008). <br />
<br />
<br />
attention: opmærksomhedsskabende aktiviteter<br />
”That a large number of citizens do not give sufficient at‐<br />
tention could be the result of the public’s inured disinterest, the <br />
standard view, or it could be due to the failure of the plaintiffs to <br />
make a compelling case. If one asks the public why a particular <br />
concern is being ignored, one might well get a different answer <br />
than that offered by the activist.” (Marcus 2002, p. 137) <br />
Er borgerne grundlæggende uinteresserede i at deltage i byudvik‐<br />
lingsprocesser – og andre (politiske) processer? Eller skyldes det snarere, <br />
som antydet i ovenstående citat, at afsenderne (magthavere såvel som akti‐<br />
vister) ikke formår at fange deres opmærksomhed? Som tidligere diskuteret, <br />
er der en vækst i antallet af NIMBY‐sager, hvorfor det er nærliggende at an‐<br />
tage, at denne type sager er tilstrækkeligt ’tvingende’ (compelling) til at bor‐<br />
gerne gider forlade lænestolen og deltage aktivt. I forrige kapitel diskuterede <br />
jeg også en række andre årsager til manglende deltagelse, der har væsentlig <br />
indflydelse, men selve opmærksomhedsaspektet bliver ofte overset i debat‐<br />
ten. Udfordringen er altså, hvordan vi får skabt tilstrækkelig opmærksomhed <br />
omkring et projekt til at borgerne gider involvere sig proaktivt inden sagerne <br />
ender i den reaktive NIMBY‐kategori.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
Traditionelt har høringer omkring fysisk planlægning været annonce‐<br />
ret i dagspressen og lokalaviser, og i de senere år også på kommunernes <br />
hjemmesider og evt. på plakater ophængt på offentlige institutioner – og i <br />
sjældne tilfælde også i det offentlige (by)rum. Udfordringen er, at budskabet <br />
konkurrerer med et væld af andre budskaber om vores opmærksomhed <br />
som borgere – og ofte baseret på en forståelse af kommunikation, der hviler <br />
på temmelig forældede kommunikationsmodeller. Jeg vil ikke i denne sam‐<br />
menhæng gå i dybden med kommunikationsteoretiske positioner, men blot <br />
kort opridse to væsentlige modeller, der har været med til at informere ud‐<br />
viklingen af AELIA‐modellen, og ikke mindst udfordringerne vedrørende de <br />
opmærksomhedsskabende aktiviteter (Delman & Nielsen 2008, Delman et <br />
al. 2008). <br />
Den første model er AIDA‐modellen, en simpel kommunikationsmo‐<br />
del, der beskriver effekten af markedsføring og traditionelt tilskrives Elias St. <br />
Elmo Lewis allerede i 1898 (ProvenModels 2008). Grundlæggende beskriver <br />
modellen, hvordan man fanger (for)brugernes opmærksomhed (Attention), <br />
skaber interesse for sit produkt (Interest), stimulerer deres begær efter at eje <br />
produktet (Desire) og i sidste ende får dem til at handle, dvs. købe produktet <br />
(Action). Selvom det nok ikke er helt forkert at antage, at dette stadig er for‐<br />
målet med megen markedsføring i dag, er modellen dog på mange måder <br />
bedaget i sin lineære opfattelse af kommunikation som ’beskeder’, der <br />
’transmitteres’ fra en afsender til en modtager, hvor de ’afkodes’ og har den <br />
ønskede ’effekt’ (Shannon & Weaver 1949). Kommunikationsmodeller, der i <br />
højere grad tager afsæt i en forståelse af, at afkodningen og fortolkningen af <br />
budskaber er afhængig af en lang række forskellige faktorer kan bl.a. findes <br />
inden for den såkaldt semiotiske skole (Fiske 1990), og et godt eksempel er <br />
Ecos model, fra værket ’The Role of the Reader’, hvor han afviser den lineære <br />
opfattelse af kommunikation: <br />
“[…] the standard communication model proposed by in‐<br />
formation theorists (Sender, Message, Addressee – in which the <br />
message is decoded on the basis of a Code shared by both the vir‐<br />
203
204 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
<br />
tual poles of the chain) does not describe the actual functioning of <br />
communicative intercourses.” (Eco 1979, p. 5) <br />
Sender Coded text Channel<br />
Codes<br />
subcodes<br />
<br />
Text as<br />
expression<br />
Context<br />
circumstances<br />
‘Philological’ eort to reconstruct sender’s codes<br />
Addressee<br />
Codes<br />
subcodes<br />
Fig. 7: Ecos kommunikationsmodel (Eco 1979)<br />
Interpreted<br />
text as<br />
content<br />
I stedet foreslår Eco en model (fig. 7), der tager højde for, hvad man i <br />
denne sammenhæng kan betegne som kommunikationens grundlæggende <br />
’wickedness’ og fragmentationen i opfattelsen af verden, som den findes hos <br />
forskellige modtagere, dvs. at såvel afsendere som modtagere medbringer <br />
en række forudsatte koder i deres læsning af en given ’tekst’, der er med til <br />
at bestemme, hvad de egentlig får ud af det intenderede budskab. Det giver <br />
næsten sig selv, at denne kommunikationsopfattelse ikke kun gælder i op‐<br />
mærksomhedsfasen af en borgerdeltagelsesproces, men også kan forklare <br />
de grundlæggende vilkår, der er med til at forme dialogen længere inde i <br />
processen. Men i opmærksomhedsfasen har forudsatte koder hos afsendere <br />
og modtagere meget at sige, forstået således at selve den måde eksempelvis <br />
en kommunal (plan)myndighed vælger at kommunikere på – og de medier, <br />
de vælger at kommunikere igennem – kan have væsentlig indflydelse på, om <br />
sagsforholdet som sådan opfattes tilstrækkeligt ’tvingende’ for modtagerne.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
Kommunikation i en aktuel kommerciel kontekst baserer sig på en <br />
lang række redskaber, der er designet til at ramme helt bestemte målgrup‐<br />
per og især mediebureauerne har gennemprøvede modeller for, hvordan – <br />
og hvor – et budskab skal placeres for at nå den ønskede målgruppe. Dette <br />
betyder, stærkt forenklet, at kommunikationen i det offentlige rum domine‐<br />
res af målrettede budskaber, der opfattes som relevante for bestemte mål‐<br />
grupper. Dette er selvsagt en banal indsigt, men en pointe med enorm be‐<br />
tydning for kommunikationen omkring borgerdeltagelsesprocesser, hvor <br />
budskabet (alt for) ofte afleveres som om kommunikationen er lineær og vi <br />
alle stadig deler den samme ’kode’. <br />
Et konkret eksempel er, at det materiale, der produceres i forbindelse <br />
med planprocesser typisk kun findes i én version, dvs. at afsenderen forven‐<br />
ter, at alle er i stand til at afkode et budskab serveret på én bestemt måde, <br />
på trods af at målgruppen reelt er alle byens borgere. Offentlige <br />
(plan)myndigheder kan som udgangspunkt ikke tillade sig at segmentere; <br />
deres budskaber er netop for alle. Hvis en virksomhed stod med en tilsva‐<br />
rende bred målgruppe, ville kommunikationen blive tilrettelagt til og målret‐<br />
tet hver enkelt målgruppe og kommunikeret gennem en lang række forskel‐<br />
lige medier og kanaler. Og det ville selvsagt koste derefter, hvis opgaven skul‐<br />
le løses på sædvanlige markedsvilkår. <br />
Der findes ikke oplagte løsninger på dette dilemma, men først og <br />
fremmest bliver myndigheder og andre (som afsendere) nødt til at forholde <br />
sig aktivt til problemstillingen, og for det andet bør man overveje, hvordan <br />
man kan arbejde innovativt med alternative kommunikationsplatforme (ka‐<br />
naler og medier), der kan sikre, at budskabet differentieres og kommunike‐<br />
res til forskellige målgrupper. Brugen af opmærksomhedsskabende aktivite‐<br />
ter har derfor følgende formål: <br />
<br />
At gøre opmærksom på, at der overhovedet er en deltagel‐<br />
sesproces i gang. <br />
205
206 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
At konkurrere med de mange andre, og ofte mere målrettede, <br />
budskaber, der lægger beslag på vores opmærksomhed i dag‐<br />
ligdagen. <br />
Markere hvem man henvender sig til og hvad man ønsker at <br />
tale med dem om. <br />
Sende klare signaler om, hvad deltagerne kan forvente at få i <br />
’belønning’ for deres investering. <br />
<br />
<br />
experience: oplevelsesorienterede aktiviteter<br />
En væsentlig dimension af de oplevelsesorienterede aktiviteter er <br />
etableringen af rammer, der er med til at understøtte dialogen. Forester <br />
fremhævede behovet for at facilitere de uformelle møder i deltagelsespro‐<br />
cessen, eksempelvis henover en god frokost eller en drink. Hvis vi tager afsæt <br />
i den traditionelle høringsform, er rammerne for denne deltagelsesform ofte <br />
en sal på rådhuset, en gymnastiksal på skolen eller et andet lokale, der kan <br />
rumme (i hvert fald forventningen om) mange deltagere. Der vil typisk være <br />
et panel i lokalet, hvor eksperter og politikere sidder, sandsynligvis også et <br />
lærred, hvor projektmateriale kan præsenteres. Deltagerne, eller publikum <br />
om man vil, sidder derfor bænket side om side med front mod panelet og <br />
lærredet. De ankommer sædvanligvis til det annoncerede tidspunkt og tager <br />
plads alene, eller i mindre grupper, uden at have en fornemmelse af, hvem <br />
de andre deltagere er. Derefter præsenteres materialet af panelet og der er <br />
mulighed for at stille spørgsmål og måske gøre indsigelser. <br />
Hvis bølgerne går højt vil der være en pause, hvor der serveres en kop <br />
kaffe og hvor der er plads til det efterlyste uformelle møde, hvorefter delta‐<br />
gerne tager plads igen til anden runde. Problemet er, selvfølgelig, at selve <br />
magtrelationen er indbygget i den fysiske ramme; panelet (magthaverne) er <br />
adskilt fra publikum og sidder med front mod dem, ligesom borgerne (delta‐<br />
gerne) sidder side om side på rækker og derfor ikke har nogen interaktion <br />
med hverandre, udover måske sidemanden, som man måske – måske ikke –
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
kender i forvejen. Det kræver derfor en vis portion (socialt) mod at rejse sig i <br />
sådan et forum af eksperter og fremmede for at adressere forsamlingen, hvis <br />
man har spørgsmål eller indsigelser. Samtidig har magthaverne samlet set <br />
langt mere taletid end borgerne, hvorfor der grundlæggende ikke er tale om <br />
en ’dialog’, men i højere grad om en ’monolog’ med indbygget mulighed for <br />
at stille opfølgende spørgsmål. Udover det principielt problematiske i ram‐<br />
mesætningen kan man også indvende, at denne deltagelsesform ikke er vi‐<br />
dere oplevelsesorienteret, med mindre man har en særlig faible for forelæs‐<br />
ningsformen. <br />
Også en anden meget brugt deltagelsesform, fokusgruppen, har en <br />
række indbyggede udfordringer. En fokusgruppe afholdes typisk som en <br />
gruppesamtale med fem‐seks personer og en facilitator eller moderator. I <br />
modsætning til høringsformen er der her mulighed for i højere grad at få <br />
gang i en dialog, ligesom magtrelationen heller ikke kommer helt så tydeligt <br />
til udtryk i de fysiske rammer. Udfordringen er for det første, at en fokus‐<br />
gruppe ofte tager afsæt i en såkaldt åben spørgeguide og derfor er det tema‐<br />
tiske indhold fastlagt på forhånd af ’magthaverne’. Den dygtige facilitator vil <br />
dog forstå at bevæge sig udover spørgeguidens ramme og forfølge deltager‐<br />
nes egne temaer, men vil alligevel ofte forsøge at vende tilbage til de på for‐<br />
hånd fastlagte tematiske rammer, simpelthen for at løse den relativt bundne <br />
opgave det er, at afvikle en fokusgruppe (det ligger i betegnelsen, at der net‐<br />
op er et fokus). Samtidig er der ikke i formen lagt op til, at deltagerne forhol‐<br />
der sig til hverandre udover de tematiske perspektiver og de argumenter, <br />
der dukker op i løbet af samtalen. <br />
Fokusgruppen mangler således også, ligesom høringen, den dimensi‐<br />
on Forester beskrev i forrige kapitel, hvor man kan vurdere de øvrige delta‐<br />
gere på baggrund af deres handlinger samt interagere med hinanden på et <br />
mere uformelt plan. I fokusgrupper etableres også typisk en gruppedynamik, <br />
hvor de socialt stærke i høj grad sætter dagsordenen. Der vil således hurtigt <br />
fremstå en ’gruppeleder’ og en ’grå mus’, dvs. en person, der taler meget, <br />
også på de andres vegne, og en person, der ikke (tør) sige ret meget. Igen <br />
kan en dygtig facilitator gøre meget for gruppedynamikken og for så vidt kan <br />
207
208 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
der også skabes en god oplevelse ud af en samtale omkring et bord med et <br />
par kopper kaffe og en frugtkurv, men det er næppe noget de fleste borgere <br />
vil opsøge af egen drift, for slet ikke at tale om prioritere på bekostning af <br />
andre aktiviteter. <br />
Der findes selvfølgelig mange andre deltagelsesformer, der bryder <br />
med ovenstående mønstre, men de nævnte illustrerer udmærket nogle af <br />
de udfordringer, der opstår, når man ønsker at engagere borgerne. At tilret‐<br />
telægge borgerdeltagelse ud fra et oplevelsesorienteret perspektiv handler <br />
altså ikke udelukkende om, at det skal være sjovt, men også om at nedbryde <br />
de barrierer, der forhindrer læring, indflydelse og handling – ligesom det i høj <br />
grad også drejer sig om, at give deltagerne et fornuftigt afkast af den tid og <br />
de ressourcer, de investerer i deltagelsen: Det skal på mere end én måde <br />
føles, som om det ikke er spild af tid at deltage. Opsummeret har etablerin‐<br />
gen af oplevelsesorienterede rammer således følgende formål: <br />
<br />
<br />
<br />
<br />
<br />
De skal være med til at ’nedbryde’ eksisterende magtrelatio‐<br />
ner ved hjælp af mere åbne fysiske rammer <br />
De skal give deltagere og magthavere mulighed for at blande <br />
sig på tværs af allerede etablerede skel, således at der skabes <br />
en mere ligeværdig gruppedynamik <br />
De skal skabe mulighed for uformelle møder og samtaler, der <br />
rækker udover sagsforholdet <br />
De skal være stemningsskabende og give gode oplevelser, for‐<br />
stået således at deltagerne slapper af, og opfatter deltagelsen <br />
som noget, der har værdi i sig selv i konkurrence med alle de <br />
øvrige aktiviteter, der også kunne prioriteres.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
learning: læring & vidensudveksling<br />
Som diskuteret i forrige kapitel er læring og vidensudveksling et fun‐<br />
damentalt grundvilkår og er selvstændigt mål for deltagelsesprocesser – bå‐<br />
de fra et borger og et magthaversynspunkt. Læringsaspektet handler konkret <br />
om en villighed til at sætte sig ind i såvel sagsforholdet, som de rammebetin‐<br />
gelser, der påvirker muligheden for at træffe beslutninger i <br />
(by)udviklingsprocessen. Men det handler i høj grad også om at lære af – og <br />
udveksle viden med – de øvrige deltagere i processen i et forsøg på at sætte <br />
sig ind i deres bevæggrunde, retfærdiggørelseskompetencer, verdensbillede, <br />
behov, ønsker og krav. Og derigennem forhåbentlig opnå en større forståel‐<br />
se for fragmentationen og kompleksiteten i det givne sagsforhold og de be‐<br />
grænsninger denne kompleksitet har for individets handlingsmuligheder og <br />
beslutningskompetencer. Samtidig er det målet, at denne forståelse omsæt‐<br />
tes i ejerskab til processens resultater og beslutninger og dermed også til et <br />
medansvar for konsekvenserne. <br />
Læring og vidensudveksling er direkte forbundet med ideerne om ka‐<br />
pacitetsopbygning og bemyndiggørelse. Igennem læring og vidensudveksling <br />
opbygger den enkelte deltager en større kapacitet, der bemyndiggør dem til <br />
at træffe beslutninger på et tilstrækkeligt vidensgrundlag – og forhåbentlig <br />
også fungere som kapacitatorer for såvel de øvrige deltagere, som for de <br />
forandringsprocesser, der sættes i gang som en konsekvens af de beslutnin‐<br />
ger, der træffes i deltagelsesprocessen. Det betyder også, at læring i praksis <br />
er afhængig af den partikulære kontekst. Hvis vi tager afsæt i Chaskins defini‐<br />
tion på community capacity (Chaskin 2007) handlede det om en interaktion <br />
mellem de tilstedeværende kapitalformer og organisatoriske ressourcer i et <br />
givet (lokal)samfund, der kan bruges til at løse kollektive problemer. Læring <br />
bør derfor tage afsæt i en kontekstuel forståelse af det konkrete ’samfund’, <br />
hvori man forsøger at løse et kollektivt problem – og ikke i en generel idé <br />
om, hvad der skal (ind)læres hos modtagerne. <br />
Det lyder måske indlysende, men i nogle byudviklingsprocesser kan <br />
man sige, at læring ækvivaleres med ’oplysning’, forstået sådan, at man <br />
209
210 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
fremlægger de mere eller mindre færdige planer og borgerne derefter har <br />
mulighed for at sætte sig ind i planmaterialet som en forudsætning for delta‐<br />
gelsen (typisk i form af høringer og muligheden for at gøre indsigelse). Der‐<br />
med tager man ikke højde for, at læring bør være tilpasset konteksten og <br />
målgruppen – eller for den sags skyld, at den bør være dialogisk. <br />
I forhold til Foresters krav til dialogorienterede processer, som be‐<br />
skrevet i forrige kapitel, handler megen læring blot om sagsforholdet – og <br />
måske endda på en måde, der reelt gør det utilgængeligt for mange deltage‐<br />
re; en plan i sin færdige form er snarere en ’belæring’ end et udgangspunkt <br />
for læring. Samtidig overser denne type processer de dimensioner, der om‐<br />
handler eksempelvis magtrelationerne og handlingsaspektet. Dette kan på <br />
den ene side føre til et tab af ejerskab til et kollektivt projekt og at borgerne <br />
selv organiserer sig som en magtfaktor, som man eksempelvis så det i for‐<br />
bindelse med Skt. Annagadesskole i Århus eller i Mårslet – men det kan også <br />
medføre, at den ønskede innovation (såfremt dette er et ønske) udebliver, <br />
fordi afsenderen eller magthaverne mangler indsigt i, hvilke præferencer, <br />
ønsker, krav og behov, der reelt ligger til grund for borgernes tilslutning til <br />
eller afvisning af et givet planforslag. <br />
Hvis processen designes på en måde, hvor der tages afsæt i kontek‐<br />
sten og den konkrete målgruppe, kan læringen og kapacitetsopbygningen <br />
netop medføre en bemyndiggørelse, der sikrer at udviklingen kan fortsætte <br />
på egen hånd – også når konsulenterne eller magthaverne har forladt bor‐<br />
det. Man kan derfor sige, at den investering, der foretages i læringsdimensi‐<br />
onen har mulighed for at give et langt større afkast, end så mange andre <br />
aktiviteter, netop fordi det er her, at processen så at sige bliver selvkørende. <br />
Samtidig er det også gennem læringsdimensionen, at magthaverne <br />
bliver klogere på, hvad der egentlig optager bestemte borgergrupper i ud‐<br />
valgte kontekster, og hvis den viden, der opnås igennem læringsprocessen, <br />
sættes i system efterfølgende, kan den være med til at informere fremtidige <br />
processer. Hvis ikke denne systematisering og videreformidling finder sted, <br />
vil megen viden være bundet til de konkrete personer, der har deltaget i pro‐
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
cessen og ikke i organisationen som sådan. Igen giver Chaskins definition god <br />
mening, hvis vi ser en kommune eller en konsulentvirksomhed som det <br />
community, der skal have opbygget langsigtet kapacitet med henblik på at <br />
blive bedre til at løse konkrete, dynamiske problemer i fremtiden. Opsum‐<br />
meret skal læring og vidensudveksling sikre at: <br />
<br />
<br />
Deltagerne får en større forståelse for såvel sagsforholdet, <br />
herunder også rammebetingelserne, som for de magtrelatio‐<br />
ner og handlingsaspekter, der kendetegner processen og de <br />
øvrige deltagere <br />
At deltagerne får en forståelse for fragmentationen og aktivt <br />
modarbejder denne. <br />
At deltagerne, gennem en større forståelse, får ejerskab til <br />
proces og produkt – også når det går galt <br />
At der skabes det nødvendige fundament for innovation på al‐<br />
le niveauer <br />
Borgerne bemyndiggøres gennem kapacitetsopbygning til at <br />
fortsætte udviklingsarbejdet på egen hånd. <br />
At viden forankres og kapacitet opbygges i afsenderorganisati‐<br />
onen. <br />
influence: indflydelse & beslutningskompetence<br />
Indflydelse er på mange måder det store dyr i åbenbaringen, når vi ta‐<br />
ler borgerdeltagelse. Man kan sige, at det er i dette aspekt af processerne, at <br />
det egentlige politiske ligger. Som Nagel skrev (Nagel 1987), ønsker hverken <br />
magthavere eller borgere deltage i processer, hvor de skal afgive eller dele <br />
magt og indflydelse, med mindre de opnår konkrete fordele ved det. En del‐<br />
tagelsesproces, der ikke giver mere indflydelse til borgerne end den, de kun‐<br />
ne have opnået ved at læne sig tilbage og lade det repræsentative demokrati <br />
eller teknokratiske processer løse et givet (kollektivt) problem, vil opfattes <br />
211
212 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
som spild af tid – eller som direkte manipulerende. Dette kan føre til en reak‐<br />
tiv opførsel hos borgerne, hvor målet efterfølgende bliver at begrænse an‐<br />
dres indflydelse, herunder såvel andre borgeres indflydelse som magthaver‐<br />
nes. <br />
Omvendt kan man spørge, hvorfor magthaverne skulle afgive indfly‐<br />
delse med mindre de også får noget ud af det, eksempelvis større ejerskab, <br />
innovation og ny viden. En proces der tilrettelægges således, at magthaverne <br />
blot afgiver indflydelse, f.eks. ved at lægge en beslutning ud til afstemning <br />
blandt borgerne, kan i bedste fald fungere som en legitimering af en beslut‐<br />
ning, der reelt allerede er truffet rent administrativt eller repræsentativt i <br />
byrådet, i værste fald kan den blot medføre, at magthaverne har afgivet ind‐<br />
flydelse uden at få noget til gengæld – hverken tilslutning til deres beslut‐<br />
ning, større ejerskab, ny viden eller bedre ideer. Det er derfor centralt, at <br />
man overvejer hvem, der skal have indflydelse på hvad – og på hvilken må‐<br />
de. <br />
Dermed er vi tilbage ved idealet om det interaktive demokrati. For at <br />
tilrettelægge en proces, hvor man får gennemtænkt ovennævnte kan det <br />
give god mening, at overveje, hvilke demokratisyn, der ligger til grund for <br />
den proces, man ønsker at skrue sammen. Handler det f.eks. om at opnå <br />
konsensus gennem dialog, om at synliggøre, at der er modsatrettede inte‐<br />
resser eller om at få skabt (simpelt) flertal for en bestemt løsning? I de fleste <br />
processer vil det give mening ikke blot at forlade sig på én af disse målsæt‐<br />
ninger. I stedet giver det god mening at sammensætte en proces baseret på <br />
et mere interaktivt demokratisyn, hvor flere aspekter overvejes. Når det er <br />
sagt, er det samtidig værd at bemærke, at indflydelse ikke behøver være <br />
ensbetydende med total kontrol, eller det øverste trin i Arnsteins ladder of <br />
citizen participation (Arnstein 1969). Indflydelsen hænger uløseligt sammen <br />
med læringsdimensionen i AELIA‐modellen; gennem læring får deltagerne <br />
en større forståelse for, hvilke områder det faktisk er muligt at få indflydelse <br />
på og afstemmer deres forventninger herefter.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
I det hele taget er forventningsafstemning et centralt parameter <br />
igennem hele processen, da det ofte vil være mangelen på samme, der fører <br />
til utilfredshed med såvel proces som resultat. Der er derfor en selvstændig <br />
pointe i, at lade deltagerne få indflydelse på selve processens udformning – <br />
og ikke kun på resultatet. Særligt i processer, der arbejder med midlertidige <br />
aktiviteter i byudviklingen er der rig mulighed for at lade deltagerne selv væ‐<br />
re med til at tilrettelægge processen og afviklingen af de forskellige aktivite‐<br />
ter. Processer, hvor alt er tilrettelagt og givet på forhånd, kan i sig selv opfat‐<br />
tes som et tab af kontrol hos deltagerne og føre til en – mere eller mindre – <br />
slet skjult opfattelse af, at man bliver manipuleret gennem en række skin‐<br />
manøvrer, der i sidste ende fører frem til et resultat, der alligevel var be‐<br />
stemt på forhånd, uanset om dette var intentionen eller ej. <br />
Samtidig er det centralt, at man synliggør hvem, der har indflydelse <br />
på hvad. Dette hænger også tæt sammen med tilrettelæggelsen af proces‐<br />
sen, da deltagelsesprocesser ofte munder ud i et produkt, eksempelvis en <br />
anbefalingsrapport, der er løsrevet fra det egentlige produkt eller resultat, <br />
eksempelvis en plan eller et konkret projekt. Hvis anbefalingerne fra en del‐<br />
tagelsesproces blot indgår i det videre (udviklings)arbejde i form af en rap‐<br />
port, der i bedste fald er offentligt tilgængelig, i værste fald blot samler støv <br />
på en embedsmands kontor, vil det ikke være synligt for deltagerne, hvor <br />
deres indflydelse gøres gældende i relation til det færdige resultat, uanset <br />
om rapportens anbefalinger faktisk har spillet en væsentlig rolle. Det er der‐<br />
for vigtigt, at man overvejer, hvordan man sikrer en tydelig sammenhæng <br />
mellem proces og produkt, således at alle deltagere oplever, at der er en <br />
direkte – og synlig – sammenhæng mellem deres investering (tid og ressour‐<br />
cer) og det afkast, der kommer ud af deltagelsen. Opsummeret bør indfly‐<br />
delsesdimensionen have fokus på følgende: <br />
<br />
Borgerne skal have reel indflydelse i processen, ellers vil delta‐<br />
gelse opfattes som spild af tid eller som direkte manipulation <br />
Magthaverne bør vurdere, hvad de får ud af at afgive indfly‐<br />
delse, eksempelvis ejerskab, ny viden og innovation. <br />
213
214 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
<br />
<br />
Indflydelse hænger sammen med idealet om det interaktive <br />
demokrati <br />
Gennem læringsdimensionen sker en forventningsafstemning, <br />
der giver et realistisk billede af, hvor det er muligt at få indfly‐<br />
delse <br />
Det kan være en god idé at lade deltagerne selv have indfly‐<br />
delse på tilrettelæggelsen af processen. <br />
Der skal være en tydelig sammenhæng mellem investering og <br />
afkast. <br />
action: handling & motivation<br />
Sammenhængen mellem investering og afkast er også forbundet <br />
med handlingsdimensionen i AELIA‐modellen. Ved at synliggøre hvordan <br />
indflydelse omsættes i konkret handling, skaber man motivation hos delta‐<br />
gerne – både i forhold til det givne sagsforhold, men også i mere abstrakt <br />
forstand som en fremadrettet motivation for at deltage (aktivt) i udviklings‐<br />
processer. Dette kræver, at man får gjort op med den udfordring, der ligger i, <br />
at planlægning – som Banham et al. gjorde opmærksom på allerede i 1969 <br />
(Banham et al. 1969) – er det eneste vidensområde, der opfatter en plan <br />
som opfyldt, når blot den er færdig. Planen er netop et (støtte)redskab til <br />
realisering af en række konkrete handlinger, og det er sammenhængen mel‐<br />
lem disse handlinger og deltagernes bidrag, der er vigtige at fastholde i hand‐<br />
lingsdimensionen. <br />
Som Nagel slog fast, ved dygtige, politiske organisatorer, at langsigte‐<br />
de – og langvarige – deltagelsesprocesser kræver realistiske delmål, der sik‐<br />
rer, at deltagerne til stadighed kan se en direkte sammenhæng mellem inve‐<br />
steringen i og afkastet af deres deltagelse (Nagel 1987). Set fra et magtha‐<br />
versynspunkt er der også behov for en større indsigt i forholdet mellem inve‐<br />
stering og afkast – og afgivelsen af indflydelse i forhold til de opnåede resul‐<br />
tater. Dette leder tilbage til behovet for evalueringsredskaber (bl.a. Agger &
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
Hoffmann 2008) og spørgsmålet om, hvorvidt borgerdeltagelse overhovedet <br />
er en hensigtsmæssig måde at bruge ressourcerne på. <br />
På sigt er de ’store’ mål eksempelvis bedre, mere levende byer, høje‐<br />
re vækstrater eller CO2‐neutralitet, men disse mål ligger ofte langt ude i <br />
fremtiden og samtidig kan det være overordentlig vanskeligt at afdække <br />
sammenhængen mellem konkrete borgerdeltagelsesprocesser, herunder <br />
ikke mindst den enkelte borgers bidrag, og målopfyldelsen på de ’store’ mål. <br />
Derfor giver det også, især fra et magthaversynspunkt, god mening, at dele <br />
processerne op i en række mindre delmål, hvor det kan lade sig gøre at lave <br />
en mere detaljeret evaluering på, om de konkrete ’små’ mål blev opfyldt. <br />
Det giver samtidig sig selv, at det er en dødssynd i deltagelsesproces‐<br />
ser at love, at processen vil medføre bestemte handlinger eller forandringer <br />
– og efterfølgende handle anderledes. Udfordringen er selvfølgelig, at forud‐<br />
sætningerne kan ændre sig – f.eks. som følge af ny (politisk) ledelse, økono‐<br />
miske konjunkturer, udefrakommende betingelser etc. Netop derfor er det <br />
vigtigt, at man tidligt i et forløb gør sig klart, præcis hvor meget man kan lo‐<br />
ve. Det gamle bon mot, ’at holde, hvad man lover’, er vigtigt at have for øje, <br />
når man tillader sig at bruge borgernes tid og ressourcer. Men i og med for‐<br />
udsætninger kan ændre sig, er tommelfingerreglen snarere, at man skal lade <br />
være med at love ret meget i starten af en proces. <br />
Igen handler det om forventningsafstemning; hvis borgerne ikke for‐<br />
venter det store, bliver de heller ikke skuffede. Og man kan sagtens opstille <br />
realistiske delmål, hvor borgerne oplever, at de får reel indflydelse, og hvor <br />
magthaverne faktisk er i stand til at holde, hvad de lover. Når der alligevel <br />
opstår misforståelser omkring, hvad der er blevet lovet – og det vil der ofte <br />
gøre – er det vigtigt, at man er åben for en delvis tilbagerulning af processen <br />
og parat til at tage en ny iteration, der kan være med til at understøtte for‐<br />
ventningsafstemningen og genetablere processen i stedet for at stå fast på <br />
sit (misforståede) udgangspunkt. <br />
Udover de konkrete mål, der er relateret til selve sagsforholdet og <br />
hvad Forester kaldte den ’dialogiske handling’ (Forester 1999), der drejede <br />
215
216 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
sig om udvikling af synspunkter på sagsforholdet igennem refleksion‐i‐<br />
handling, er det også nødvendigt at have fokus på de aspekter af processen, <br />
der drejer sig om sammenhængen mellem hvad deltagerne siger og hvad de <br />
gør. I processer, hvor deltagerne blot ’siger’, f.eks. rene deliberative proces‐<br />
ser, er muligheden for at vurdere denne sammenhæng kun tilstede i meget <br />
abstrakt forstand. Deltagelsesprocesser kan derfor nyde godt af, at involvere <br />
konkret (sam)handlen, hvor deltagerne netop bliver deltagere eller aktivister <br />
frem for blot publikum eller interviewpersoner, som tilfældet ofte er ved <br />
eksempelvis høringer eller fokusgrupper. Denne form for aktiv handlen kan <br />
understøttes på flere måder. Dels gennem konkrete aktiviteter i workshops, <br />
gennem spil, hvor deltagerne gennemfører (simulerede) handlingsforløb, <br />
men også gennem byudvikling baseret på midlertidighed, hvor den konkrete <br />
handling medfører et aktivt og brugbart bidrag til byen. Ved at strukturere <br />
processerne omkring konkrete aktiviteter, gør man det dels muligt for delta‐<br />
gerne bedre at vurdere hverandre på forholdet mellem, hvad man siger og <br />
hvad man gør – men man giver ofte også deltagerne en bedre oplevelse, og <br />
dermed et større afkast af deres deltagelse. Opsummeret drejer handlings‐<br />
dimensionen sig om at: <br />
<br />
<br />
<br />
<br />
Skabe motivation ved at synliggøre hvordan indflydelse om‐<br />
sættes til konkret handling <br />
Opstille realistiske delmål, der sikrer fremdriften <br />
Evaluere såvel de ’store’ som de ’små’ mål <br />
Aldrig love mere, end man både er parat og i stand til at holde <br />
Være parat til en ny iteration på tidligere delmål, hvis proces‐<br />
sen er kørt af sporet <br />
Gøre selve processen handlingsorienteret ved at kombinere <br />
’sigen’ med ’handlen’
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
AELIA som strategisk redskab<br />
Som nævnt i indledningen til dette kapitel, kan det være vanskeligt at <br />
anbefale én strategi som udgangspunkt for enhver tænkelig deltagelsespro‐<br />
ces. Min anbefaling er derfor også snarere, at man gør sig en række overve‐<br />
jelser omkring den konkrete proces med afsæt i de temaer, jeg beskrev ind‐<br />
ledningsvist og på den baggrund tilrettelægger sin proces i et systemisk per‐<br />
spektiv, så den lever op til de mål, der er sat for den konkrete opgave. Når <br />
det er sagt, mener jeg, at AELIA‐modellen kan være med til at strukturere <br />
tilrettelæggelsen på en måde, der sikrer, at man netop får taget stilling til de <br />
vigtige spørgsmål og samtidig får indarbejdet de aspekter af deltagelsen, der <br />
er centrale uanset formålet. <br />
Vi kommer således ikke udenom, at det er vigtigt overhovedet at fan‐<br />
ge opmærksomheden hos potentielle deltagere og at det er imperativt at <br />
give dem et direkte afkast af deres deltagelse, f.eks. gennem oplevelser. <br />
Samtidig kan en oplevelsesorienteret ramme være med til at nedbryde en <br />
række af de barrierer, der ofte præger borgerdeltagelsesprocesser med et <br />
mere traditionelt sigte. At deltagelsesprocesser bør tage udgangspunkt i <br />
gensidig læring og vidensudveksling er – eller bør – ikke være til diskussion, <br />
uanset formålet med processen. Det er igennem læringsdimensionen at vi <br />
kan minimere fragmentationen samt understøtte forventningsafstemning og <br />
dermed undgå skuffelser senere i processen. Men det er også i lærings‐<br />
aspektet, at vi skaber forudsætninger for egentlig innovation ved at arbejde <br />
målrettet med nedbrydning af de forestillinger, der forhindrer nytænkning <br />
hos såvel borgere som magthavere. <br />
Selvom man sagtens kan forestille sig byudviklingsprocesser uden <br />
egentlig indflydelse til borgerne og andre deltagere, er der dog ikke nogen <br />
tvivl om, at de fleste deltagere hurtigt vil miste interessen (og tilliden), hvis <br />
de oplever, at alle beslutninger allerede er truffet og processen er tilrettelagt <br />
med det ene formål at overbevise dem om bestemte mål. Omvendt er det <br />
centralt, at man aldrig lover deltagerne mere indflydelse, end man reelt er <br />
217
218 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
villig til at give dem med behørig hensyntagen til de udefrakommende fakto‐<br />
rer, der (næsten) altid ender med at påvirke et projekt. <br />
Optimalt bør man også tilrettelægge processen på en måde, der gør <br />
det synligt, hvem der har indflydelse på hvad, og hvordan denne indflydelse <br />
efterfølgende omsættes til konkret handling. I det hele taget er handling – <br />
eller manglen på samme – en udfordring for deltagelsesprocesser. Hand‐<br />
lingsperspektivet skal forstås både som deltagernes mulighed for at handle <br />
sammen og vurdere hinanden på handlemåder undervejs i processen, men <br />
også de handlinger, der iværksættes efter deltagelsesprocessen – produktet, <br />
om man vil – er vigtige. Det er ikke nok, at udarbejde en rapport, der op‐<br />
summerer processens resultater og (måske) lade disse indgå i det videre <br />
arbejde. Der bør fremadrettet være en direkte og synlig forbindelse mellem <br />
deltagernes arbejde og de handlinger, der følger. Hvis konkret handlen ude‐<br />
bliver – eller udsættes pga. eksterne forhold – er det afgørende, at deltager‐<br />
ne løbende informeres om status, for at bevare opbakningen, både i relation <br />
til den konkrete proces, men også fremadrettet i forhold til borgernes gene‐<br />
relle interesse for at deltage i byudviklingen. <br />
Selvom AELIA‐modellen angiver en række parametre, der bør tages <br />
stilling til i byudviklingen, ligger der ikke implicit en anbefaling af bestemte <br />
måder, at gøre tingene på. Der findes mange mulige metoder og redskaber, <br />
der kan understøtte strategien. Og selvom jeg i ovenstående brugte hen‐<br />
holdsvis borgerhøringen og fokusgruppen som eksempler på problematiske <br />
metoder, betyder det ikke – i et systemisk perspektiv – at disse ikke sagtens <br />
kan indgå i deltagelsesprocesser baseret på AELIA‐modellen. Blot er det vig‐<br />
tigt at overveje, hvorfor, hvordan og hvornår man tager bestemte metoder i <br />
brug. Den erfarne praktiker vil udmærket selv være i stand til at sammen‐<br />
sætte et metodemiks, der understøtter ovenstående strategiske anbefalin‐<br />
ger, og jeg vil derfor ikke bruge tid på, at eksemplificere og diskutere forskel‐<br />
lige metoder, der kan understøtte AELIA‐processer. Men særligt én metode, <br />
udviklet som en del af PhD‐projektet, forsøger at integrere AELIA‐modellens <br />
anbefalinger. Det er denne metode, jeg kalder utopiatyping.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
utopiatyping<br />
“What about u‐topia, the non‐place, the place for that <br />
which doesn’t occur, for that which has no place of its own, that is <br />
always elsewhere? On a map of Paris (the so‐called Turgot map of <br />
approximately 1735), u‐topia can be neither read nor seen, and <br />
yet it is there in all its glory. It is where the gaze that overlooks the <br />
large city is situated, a vaguely determined place, but one that is <br />
carefully conceived and imagined (imaged), a place of conscious‐<br />
ness; that is, a consciousness of totality. In general, this place, im‐<br />
agined and real, is found near the borders of verticality, the di‐<br />
mension of desire, power, and thought. Sometimes it is found <br />
deep within the subterranean city imagined by the novelist or <br />
poet, the underside of the city given over to conspiracy and crime. <br />
U‐topia combines near and distant orders. (Lefebvre 2003, p. 129‐<br />
130) <br />
Lefebvres insisteren på utopien som et redskab til at (be)gribe byen <br />
udtrykkes i ovenstående citat. Vi kan ikke se, eller læse, utopien, men allige‐<br />
vel findes Utopia – som et holistisk orienteret blik, der på én gang er detalje‐<br />
ret og upræcist, som noget der kan kombinere vores dagligdag med vores <br />
forestillinger, begær og tanker om fremtiden. Det er dette, i mere end en <br />
forstand, dobbelte blik, der operationaliseres i metoden utopiatyping. Og <br />
netop fordi der på sin vis er tale om en måde at tænke og begribe byen på, <br />
snarere end et konkret redskab, kræver en dybdegående forståelse af meto‐<br />
den også en diskussion af utopiens rolle historisk, såvel som aktuelt, inden <br />
jeg vender tilbage til en beskrivelse af utopiatyping som et (muligt) eksempel <br />
på det, Lefebvre i det indledende kapitel kaldte, eksperimentelle utopier. <br />
<br />
219
220 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
stedet, som ikke er<br />
Lige siden Raphael Hythloday besøgte Thomas Moores berømte ø i <br />
1516, har begrebet Utopias dobbelte betydning været i spil som en integre‐<br />
ret del af vores kulturarv. Ordspillet, der får Utopia (i betydningen, stedet <br />
som ikke er) til at lyde som eutopia (det gode sted) var sikkert intentionelt fra <br />
Moores hånd: Det gode sted findes ikke, og af gode grunde kan vi derfor <br />
aldrig nå frem til det. Siden Moore beskrev Utopia, har utopier både været <br />
en litterær genre og et praktisk politisk redskab. Som Jameson formulerer <br />
det i indledningen til bogen ’Archaeologies of the Future’: <br />
“Utopia has always been a political issue, an unusual des‐<br />
tiny for a literary form [...]” (Jameson 2007, p. xi) <br />
Selvom jeg ikke i mit projekt har beskæftiget mig indgående med <br />
hverken Moores litterære sprogspil eller den utopiske genre som sådan, er <br />
begge dele for så vidt relevante i forståelsen af, hvordan utopien kan spille <br />
en rolle som konkret redskab i relation til borgerdeltagelsesprocesser i byud‐<br />
vikling. For det første forbindes begrebet sædvanligvis med det gode, <br />
uopnåelige sted, hvorfor vi også har måtte opfinde begrebets negation, <br />
dystopien, for at balancere forståelsen – ikke mindst set i lyset af, at et utal af <br />
utopier reelt har beskrevet ideelle samfund, der af mange ville opfattes som <br />
et helvede på jord. Som nævnt i forrige kapitel, har ikke mindst byen spillet <br />
en væsentlig rolle som kilde til utopisk tænkning – og dermed er byen også <br />
blevet hårdt ramt af den dystopiske frygt: <br />
“Cities have more generally often been viewed as sites of <br />
potential freedom, in tension with countervailing perspectives that <br />
cast them at the same time as centres of alienation, despair and <br />
dystopian nightmares.” (Pinder 2006, p.7)
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
En af de mere berømte dystopier er selvfølgelig Orwells 1984, der på <br />
sin vis samtidig indvarslede utopiens død som en praktisk politisk filosofi, i <br />
det mindste i en årrække, eftersom utopier efterfølgende af mange blev as‐<br />
socieret med diktatorisk undertrykkelse, overvågning og tankekontrol (Jame‐<br />
son 2007, Jacoby 2005). Som Pinder formulerer det: <br />
“[...] it has become common to speak of living in a post‐<br />
utopian era, as well as to oppose the very concept of utopia.” <br />
(Pinder 2006, p. 242) <br />
Men i de senere år, har begrebet fået en renæssance (Goodwin 2001) <br />
og utopien har fået ny relevans som en måde, at tænke og (be)gribe verden <br />
på (bl.a. Jacoby 2005), men også som litterær genre (Carey 1999), som et <br />
kulturelt fænomen (Jameson 2007) og som politisk redskab (Stillmann 2001). <br />
Det er ikke min hensigt at udfolde alle perspektiver i denne kontekst, men i <br />
stedet begrænse mig til de aspekter, der kan bringes i anvendelse i en dis‐<br />
kussion af utopien som muligt redskab i borgerdeltagelsesprocesser. Særligt <br />
ideen om utopien som politisk redskab er interessant i sammenhængen, <br />
netop fordi den beskrives som en praktisk politisk filosofi: <br />
“[…] that considers and assesses ideals, means, and cir‐<br />
cumstances in order to facilitate wise human action.” (Stillmann <br />
2001, p. 10) <br />
Stillman fremhæver utopien som en mulighed for, med et citat fra <br />
Macbeth – ’Nothing is, but what is not’ – at begribe forholdet mellem det, vi <br />
allerede kender, og det der måske kunne være, simpelthen ved at sidestille <br />
de to: Det der endnu ikke er, er ligeså reelt, som det, vi allerede kender. Uto‐<br />
pien bliver på denne vis en måde at undersøge: <br />
“[…] ideals, undertakings, and institutions of contemporary <br />
society, encourage a critical perspective on them, inspire a <br />
thoughtful evaluation of present and alternative individual and <br />
social ideals and activities, and consider if and where change is <br />
feasible and desirable.” (Ibid. p. 11) <br />
221
222 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
På sin vis er der her en direkte linje mellem Herbert Simons designde‐<br />
finition – ønsket om at ændre eksisterende tilstande til foretrukne – og uto‐<br />
pien som et praktisk redskab til netop at diskutere forholdet mellem eksiste‐<br />
rende og foretrukne tilstande. Udfordringen er, ifølge Stillmann, at utopier <br />
alt for ofte – og stereotypisk – fremstilles som (totalitære) planer for ideelle <br />
samfund, og som sådan som noget, der konstituerer et fuldt færdigt ’vej‐<br />
kort’, der kan føre os fra A til B (Ibid.). Men, som Stillmann, gør opmærksom <br />
på, er dette ikke altid tilfældet: <br />
“[…] for many utopians the central concern is the process of <br />
raising and reflecting on alternatives, thinking about the present in <br />
light of them, and acting where warranted.” (Ibid. p.11) <br />
Dermed ikke sagt, at utopien ikke kan fungere som planlægningsred‐<br />
skab, hvor vi detaljeret beskriver ruten fra A til B, eller indeholde konkrete <br />
beskrivelser af, hvordan fremtidens samfund kan se ud. Men grundlæggende <br />
er der tale om to væsensforskellige blik på fremtiden, og det giver derfor god <br />
mening at skelne mellem to forskellige typer utopianisme: <br />
“[...] the one intent on the realization of the Utopian pro‐<br />
gram, the other an obscure yet omnipresent Utopian impulse find‐<br />
ing its way to the surface in a variety of covert expressions and <br />
practices.” (Jameson 2007, p. 3) <br />
Det er det samme ’dobbelte blik’ Jameson her beskriver, som Lefebv‐<br />
re fremhæver i det indledende citat; et blik, der på én gang rummer den ob‐<br />
skure, allestedsnærværende trang til at forestille sig en anderledes fremtid, <br />
kombineret med den konkrete plan for, hvordan denne forestilling kan reali‐<br />
seres. Jacoby analyserer forskellen mellem disse to ’skoler’ og navngiver dem <br />
henholdsvis den ikonoklastiske, eller billedstormende, og den detaljeret <br />
planlæggende (blueprinting). Ligesom Stillmann og Jameson, er Jacoby dog <br />
heller ikke nogen stor tilhænger af den detaljerede planlægning af Utopia:
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
“The blueprints not only appear repressive, they also <br />
rapidly become dated.” (Jacoby 2005, p. 32) <br />
Begge aspekter kan opfattes som problematiske i byudviklingsproces‐<br />
ser. Den undertrykkende tendens er et problem, fordi borgerdeltagelse i <br />
byudvikling netop bør handle om at skabe mere åbne processer, der giver <br />
plads til innovation. Den anden tendens, at detaljerede utopier hurtigt opfat‐<br />
tes som utidssvarende, er et særligt problem, hvis målet er at skabe (fysiske) <br />
miljøer, der principielt skal stå i mange herrens år. De detaljerede utopier <br />
kan på den måde være ’farlige’ redskaber som udgangspunkt for borgerdel‐<br />
tagelsen, også fordi det er et velkendt problem, at inddragelsen af brugere – <br />
og borgere – i innovationsprocesser ofte blot giver os mere af det samme, <br />
ikke mindst, hvis de er lagt an på produktion af detaljerede ’kataloger’ over <br />
ønsker og krav. Som Jacoby formulerer det: <br />
“In outfitting utopia they order from the catalogue of their <br />
day.” (Ibid. p. 32) <br />
Omvendt bør enhver designproces ende ud med et ’program’ eller et <br />
’vejkort’ der beskriver, hvordan vi når fra eksisterende til foretrukne tilstan‐<br />
de. Set i det lys, kan vi ikke blot afvise ’blueprinting’ som irrelevant for uto‐<br />
pien, hvis den skal anvendes som konkret metode. Den er bare sjældent det <br />
rigtige sted at starte. Jacoby fremhæver da også den ikonoklastiske utopia‐<br />
nisme som et modspil til vejkortet. Med afsæt i bl.a. Ernst Bloch og hans <br />
værk, ’Geist der Utopie’, fra 1918, gennemfører Jacoby en analyse af den <br />
ikonoklastiske utopianisme, som den primært fremstår i den jødiske historie, <br />
tilbage fra Moses får overrakt stentavlerne på Sinaibjerget; hvor andet bud <br />
indeholder forbuddet mod at lave gudebilleder af enhver art. I den katolske, <br />
og til dels også den protestantiske, tradition er dette bud blot blevet til, at vi <br />
ikke må have andre guder, men i den jødiske tradition tages buddet stadig <br />
alvorligt. Og ifølge Jacoby er modviljen mod afbildning kernen i den iko‐<br />
noklastiske utopianisme, der er karakteriseret ved at udelade enhver form <br />
for visuelle markører (visual markers) (Jacoby 2005, p. 119) og samtidig <br />
223
224 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
rummer den en etisk, værdibaseret længsel i modsætning til den mere æste‐<br />
tiske og deskriptive ’blueprint’ utopianisme: <br />
“While cherishing today, the iconoclastic utopians harbour <br />
keen hopes for the morrow, hopes for a world of freer lives and <br />
passions.” (Ibid. p. 143) <br />
Man kan indvende, at luftige håb for fremtiden og vage følelser ikke <br />
er videre brugbare som redskaber i en konkret, realpolitisk kontekst, men <br />
pointen er netop, at muligheden for en operationalisering opstår et sted <br />
mellem de to yderpunkter, hvor de svævende visioner efterfølgende kan <br />
omsættes til konkrete planer. Toffler er knap så nervøs for at bruge utopien <br />
som et kortlægningsredskab: <br />
“Contrary to popular misconceptions, utopian proposals <br />
are not necessarily impractical and useless or a waste of time. Pre‐<br />
sented either in fictional form or in a program for action, utopias <br />
have often served as designs for actual reform, as blueprints for <br />
new societies, or as beacons to guide human affairs.” (Toffler <br />
1978, p. 557) <br />
En anden relevant indvending er, at mange utopier er blevet til på <br />
baggrund af en tabula rasa (Ibid. p. 23), hvor utopien kan realiseres uden at <br />
komme i konflikt med eksisterende tilstande. Det er selvsagt lettere at op‐<br />
bygge et idealsamfund på uopdagede øer, fjerne planeter, eller i ruinerne af <br />
en civilisation, hvor alt er forsvundet. Som Kateb formulerer det: <br />
“It is certainly true that much the greater number of uto‐<br />
pias in literature have arisen in virgin lands or have emerged on <br />
the ruins of a convenient war. These seem to be the most promis‐<br />
ing conditions.” (Kateb 1972, p. 21‐22) <br />
Men betyder det, at utopien kun kan fungere som netop det gode <br />
sted, der ikke er – og aldrig kan blive, med mindre vi placerer det på de hvide <br />
områder af kortet, hvor vores utopiske, foretrukne tilstande ikke kommer i
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
konflikt med de realistiske, eksisterende tilstande? Eller er utopien noget, <br />
der på den ene side tillader os at kaste et blik ind i en mulig fremtid, og på <br />
den anden side kan opfattes som en kritisk spejling af vores egen samtid. Et <br />
spørgsmål Jacoby også stiller (og besvarer): <br />
”To what extent are utopian dreams an attack on the here‐<br />
and‐now, the pedestrian, nonutopian reality, and to what extent <br />
are they imaginations of a future?” (Jacoby 2005, p. 39) <br />
I hans optik er utopien begge dele. De fleste u‐ og dystopister kritise‐<br />
rer samtiden som afsæt for beskrivelsen af en bedre fremtid – eller kritiserer <br />
fremtiden som afsæt for en diskussion af, hvordan vi kan forbedre samtidige <br />
forhold, for netop at undgå at ende i den skitserede fremtid. Implicit i oven‐<br />
stående ligger selvfølgelig også, at vi aldrig kan gennemføre utopien 1:1, med <br />
mindre vi enten er så heldige at finde et ubeboet sted, eller er villige til at rive <br />
alt eksisterende ned. Men alligevel kan vi bruge den som både ledestjerne <br />
(beacon) og kortlægningsredskab (blueprint), som Toffler var inde på oven‐<br />
for. <br />
Et, i denne sammenhæng, sidste og vigtigt kendetegn ved mange <br />
utopier er brugen af humor som indpakning af (samfunds)kritikken. Jacoby <br />
eksemplificerer dette med afsæt i Aristofanes og hans komedie ’Fuglene’, <br />
hvor to desillusionerede atheniensere beslutter sig for at bygge et nyt konge‐<br />
rige midtvejs mellem jorden og himlen og igennem komiske transaktioner <br />
ender med at få mere eller mindre magt over begge. Den direkte kritik af <br />
samfundsforholdene i datidens Athen iklædes komiske gevandter og glider <br />
på den måde lettere ned (Jacoby 2005). Utopien kan på den måde både væ‐<br />
re en syrlig kritik af eksisterende tilstande og en (mere eller mindre) seriøs <br />
vision for fremtiden, der giver udgangspunkt for debat mellem publikum – <br />
eller deltagere – men uden at støde alt for mange fra sig, netop fordi humo‐<br />
ren er med til at afvæbne kritikken. På den måde skaber utopien et ’frirum’, <br />
hvor det bliver lettere at tale om de ’wicked’ problems, man i fællesskab må <br />
forsøge at finde løsninger på. <br />
225
226 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
Generelt kan man konkludere, at det dobbelte blik, som også Lefebv‐<br />
re fandt i utopien, på mange niveauer er et grundlæggende vilkår for utopien <br />
som arbejdsredskab. Den indeholder (relativt) detaljerede beskrivelser, af <br />
steder som ikke er, den kan rumme beskrivelser af begær, impulser, stem‐<br />
ninger og det ubegribelige i fremtiden, men også indeholde konkrete <br />
(idé)kataloger med ønsker og krav til fremtidens indretning. Den er på én og <br />
samme tid en beskrivelse af det bedst – eller værst – tænkelige scenarie for <br />
fremtiden og rummer dermed implicit et blik på den samtid, der er udgangs‐<br />
punktet for de positive eller negative forestillinger om fremtiden. Samtidig <br />
kan den rumme megen direkte kritik af eksisterende tilstande, men formår – <br />
med afsæt i humor – at vende denne kritik til et udgangspunkt for en diskus‐<br />
sion af foretrukne tilstande. Umiddelbart virker utopien derfor oplagt som <br />
redskab til at løsne op for de komplekse udfordringer, der er forbundet med <br />
borgernes deltagelse i byudviklingsprocesser. Men hvordan operationalise‐<br />
rer vi dette dobbelte blik og gør utopien til en praktisk metode? <br />
<br />
<br />
Utopiatyping som operationel metode<br />
Ideen om utopiatyping opstod i løbet af mit PhD‐projekt i et samspil <br />
mellem ovenstående teoretiske refleksioner og ideen om, at man i andre <br />
udviklingsprocesser ofte anvender prototyper som udgangspunkt for test og <br />
forbedringer af et tænkt produkt, system eller en service (Delman et al. <br />
2008, Delman & Nielsen 2009). Som vi formulerer det i den første artikel om <br />
utopiatyping fra 2008: <br />
[…] prototypes are early, more or less functional versions of <br />
a future system or product with a degree of complexity which <br />
makes it feasible to spend time and money on testing and evaluat‐<br />
ing many iterations instead of just putting it out there and let it <br />
float or sink. While prototypes are valid tools for processes within <br />
the areas mentioned above they are not easily integrated into
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
urban development processes, which are infinitely more complex, <br />
typically on a much larger scale, with longer time spans, and often, <br />
intentional or not, resulting in a multitude of by‐products. While a <br />
few design products and IT‐systems actually have an impact of the <br />
users’ quality of life they rarely result in angry letters to the editor, <br />
influence election results, or give entire neighbourhoods a bad <br />
name over time. Urban development and planning, on the other <br />
hand, is considerably more relevant to the well‐being of its end‐<br />
users who have to live with and in the results of bad planning or <br />
can enjoy the benefits of conscious urban development.” (Delman <br />
et al. 2008, p. 6) <br />
<br />
Udgangspunktet var altså at finde en metode, hvormed vi kunne ’te‐<br />
ste’ tidlige versioner af byen – eller ideer om byen – inden disse blev imple‐<br />
menteret i praksis. For nå dette mål, var det samtidig centralt, at metoden <br />
kunne tage højde for fragmentation og udfordringerne forbundet med <br />
manglen på et ’fælles bedste’. Man kan sige, at mens ideen om et ’fælles <br />
bedste’ kan sammenlignes med forestillingen om at etablere et ’gudebille‐<br />
de’, er ideen om at nedbryde eksisterende billeder forbundet med ønsket <br />
om at arbejde med – og måske overvinde – netop den fragmentation, der <br />
kendetegner komplekse udviklingsprocesser. Hvis vi accepterer, at alle <br />
kommer til bordet med hver deres ’billede’ på fremtidens by, så må målet <br />
være, så vidt muligt, at nedbryde disse billeder. Ikke forstået sådan, at vi skal <br />
ødelægge hverandres billeder af fremtiden for at opstille et nyt, fælles ’gu‐<br />
debillede’, men vi bør arbejde for at etablere en fælles referenceramme, <br />
inden for hvilken der er plads til flere forskellige ’billeder’ af det ’fælles bed‐<br />
ste’. Jo tættere vi kommer på vores egen hverdag jo mere oplagt er det, at <br />
forskellige opfattelser af det ’fælles bedste’ risikerer at komme i konflikt med <br />
hverandre. Netop derfor er en metode, der tager afsæt i en fjern fremtid et <br />
godt udgangspunkt for at etablere fælles referencerammer, hvor der så at <br />
sige er ’plads’ til, at forskellige opfattelser af det ’fælles bedste’ kan leve side <br />
om side. <br />
227
228 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
Som også nævnt er det også nødvendigt, at vi i designprocessen når <br />
frem til et egentlig program, eller et vejkort for, hvordan vi efterfølgende <br />
erstatter eksisterende tilstande med foretrukne. En metode, der udelukken‐<br />
de forlader sig på billedstormen, vil derfor hurtigt vise sig uanvendelig som <br />
praktisk redskab i byudviklingsprocesser. Metoden bør tage højde for, at vi – <br />
efter at have nedbrudt eksisterende billeder og etableret nye, fælles refe‐<br />
rencerammer – sætter os sammen og forsøger at kortlægge, hvordan vi <br />
kommer fra hverdagen, som vi kender den, og frem til den skitserede frem‐<br />
tid. Det er disse to modsatrettede bevægelser, eller det dobbelte blik, der er <br />
grundlaget for metoden utopiatyping. <br />
KORTLÆGNING<br />
<br />
nu<br />
Eksisterende<br />
tilstande<br />
4<br />
3<br />
Foretrukne<br />
tilstande<br />
nær<br />
2 1<br />
Foretrukne/<br />
mulige tilstande<br />
mellem<br />
Fig. 8: Diagram over utopiatypingprocessen<br />
Milepæle<br />
Mulige<br />
tilstande<br />
ern<br />
BILLEDSTORM
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
Som diagrammet viser (Fig. 8), starter processen i øverste højre hjør‐<br />
ne med visioner om en fjern fremtid. Konkret vil arbejdet med utopiatyping <br />
tage afsæt i et oplæg eller en rammesætning, der dels skal gøre deltagerne i <br />
stand til at tænke (langt) udover de eksisterende tilstande, dels etablere – <br />
allerede i den fjerne fremtid – nogle rammer, der kan styre visionerne, når <br />
de kommer tættere på vores egen tid. Disse rammer kan både være konkre‐<br />
te, fysiske rammer, der skal tænkes ind (f.eks. at projektet handler om en <br />
havn, en forstad eller et hospital), men det kan også være et oplæg om, at i <br />
fremtiden er vi løbet tør for fossilt brændsel, havene er steget seksten meter <br />
eller vi lever til vi er tohundrede år gamle. Rammefortællingen skal være så <br />
tilstrækkelig detaljeret, at deltagerne så at sige lader sig ’rive med’ af ideen <br />
om at tænke i helt alternative scenarier, men ikke så detaljeret, at den fuld‐<br />
stændig overtager kontrollen med deltagernes egne fortællinger om, og bil‐<br />
leder af, fremtiden. Rammefortællingen kan både tage form som et mundt‐<br />
ligt oplæg eller som en præsentation af konkrete scenarier, der definerer <br />
den tematiske ramme, men samtidig formmæssigt angiver, hvordan delta‐<br />
gernes egne scenarier kan udarbejdes. Når rammefortællingen er på plads, <br />
er det deltagernes opgave, at udarbejde hverdags‐ eller brugsscenarier fra <br />
fremtiden. <br />
I modellen er vist tre fremtider, deltagerne skal arbejde med; fra den <br />
fjerne fremtid, over mellemdistancen til den nære fremtid. Ideen er, at del‐<br />
tagerne i den første session skal forsøge at udtænke en fremtid, der er radi‐<br />
kalt anderledes end den hverdag, de kender i dag. Hensigten er, at ’nedbry‐<br />
de’ deres eksisterende billeder og åbne op for en efterfølgende diskussion af <br />
mulige alternativer. I hver session foregår arbejdet med udvikling af scenari‐<br />
er i mindre grupper på 4‐6 deltagere, evt. med afsæt i, at hver enkelt delta‐<br />
ger i en gruppe udarbejder et oplæg, som efterfølgende diskuteres i gruppen <br />
som afsæt for udviklingen af et fælles scenarie. Optimalt vil der også være en <br />
facilitator tilstede i gruppen, der kan hjælpe deltagerne på vej og moderere <br />
diskussionen. Når alle grupper/deltagere har fået udarbejdet scenarier for <br />
den fjerne fremtid, præsenteres disse i plenum, efterfulgt af en diskussion, <br />
hvor deltagerne har mulighed for at stille spørgsmål og udfordre hverandres <br />
229
230 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
utopier. Denne procedure gør sig gældende efter alle tre sessioner i øverste <br />
række i modellen. <br />
I anden session rulles fremtiden tilbage til mellemdistancen, typisk <br />
med afsæt i en konkret begivenhed som fikspunkt – f.eks. en større event, vi <br />
ved skal afvikles, eller den projekterede afslutning på udviklingen af et givet <br />
byområde. I denne session beskrives fremtiden med afsæt i scenarierne fra <br />
den fjerne fremtid, men nu begrænset – eller informeret af – de forestillinger <br />
vi har omkring hverdagen på mellemdistancen med udgangspunkt i den <br />
konkrete begivenhed, vi har valgt som fikspunkt for mellemdistancen. <br />
I den sidste session ruller vi tilbage til den umiddelbare, nære fremtid, <br />
f.eks. projektstart eller starten på første udviklingsfase i et byområde et par <br />
år ude i fremtiden. Ideen er nu, at beskrive hverdagen i den nære fremtid, <br />
men stadig med afsæt i de visioner, vi udviklede for den fjerne fremtid og <br />
konkretiserede på mellemdistancen. Tanken er nu, at deltagerne igennem <br />
etableringen af en fælles (reference)ramme for fremtiden – forhåbentlig – <br />
har fået et bedre indblik i hverandres ønsker, krav, behov og drømme; og at <br />
der dermed er blevet bedre ’plads’ til, at den umiddelbare fremtid kan rum‐<br />
me alle de forskellige opfattelser af det ’fælles bedste’, der er tilstede blandt <br />
deltagerne. <br />
Med afsæt i scenarierne fra de tre fremtider, skal deltagerne ’kort‐<br />
lægge’ vejen fra de eksisterende tilstande – eller nutiden – frem mod hen‐<br />
holdsvis den nære fremtid, mellemdistancen og den fjerne fremtid. De første <br />
skridt på vejen skal være så detaljerede som muligt og indeholde relativt <br />
mange – og præcise – milepæle, f.eks. i form af konkrete aktiviteter, der an‐<br />
giver, hvordan vi når fra A til B. Jo længere ud mod den fjerne fremtid vi når, <br />
desto længere bliver der mellem milepælene, og jo større åbenhed skal der <br />
være for evt. forandringer. Målet er, at deltagerne tvinges til at tænke i, at <br />
forudsætningerne kan ændre sig undervejs. Dermed afstemmes deres for‐<br />
ventninger, i forhold til de ændringer projektet kan undergå, jo længere væk <br />
fra nutiden, vi kommer.
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
Der kan være mange måder, at sammensætte et konkret utopiaty‐<br />
pingforløb på og ovenstående kan derfor tilpasses til konkrete formål, både <br />
med hensyn til forløb og brugen af redskaber. Nedenstående eksempel er et <br />
uddrag fra et oplæg til en todages camp for unge om fremtidens eborger‐<br />
kompetencer, der er udarbejdet for Videnskabsministeriet og IT‐ & Telesty‐<br />
relsen i december, 2010. <br />
<br />
INSPIRATION/RAMME: For at få deltagerne til at tænke ud over deres eksisterende<br />
billeder, udfordres de gennem et oplæg, der opstiller en række mulige rammer for<br />
fremtiden – både udfordrende, skræmmende og inspirerende. I et sundheds/aldersperspektiv<br />
kunne det f.eks. være, at der på fremtidens hospitaler kun<br />
findes robotter, at vi har nanolæger i blodet, der konstant monitorerer os, at vi lever<br />
til vi bliver trehundrede år, at vi aldrig flytter os fysisk, men kun agerer virtuelt igennem<br />
avatarer etc. Formålet er ikke så meget at skabe et billede af den bedste af alle<br />
verdener, men at udfordre interessenternes vaneforestillinger med både dystopier<br />
og utopier.<br />
WORKSHOP: Workshoppen består af fire sessioner, hvor formålet i de tre første er at<br />
nedbryde eksisterende forestillinger om fremtiden og samtidig påbegynde ’tilbagerulningen’<br />
af fremtiden i retning af en realiserbar nutid. I den sidste session skal deltagerne<br />
udarbejde detaljerede planer for, hvordan vi kommer fra i dag til i morgen<br />
og videre ud mod den fjerneste fremtid.<br />
BILLEDSTORM - SESSION 1: I første session bliver deltagerne bedt om at udvikle beskrivelser<br />
af den fjerne fremtid (med inspiration fra oplægget). Beskrivelserne udtrykkes<br />
eksempelvis gennem scenarier bestående af tekst, illustrationer, collager<br />
m.m. Eller der kan anvendes metoder som videoskitseringer etc. Målet i denne<br />
workshop er at beskrive så radikalt anderledes en fremtid som muligt – på godt og<br />
ondt!<br />
BILLEDSTORM - SESSION 2: I anden session ruller deltagerne fremtiden tilbage til<br />
mellemdistancen og beskriver en fremtid, hvor de mest radikale visioner tones ned,<br />
og man i stedet forsøger at se på, hvordan verden kunne se ud på halvvejen til den<br />
fjerne fremtid.<br />
BILLEDSTORM - SESSION 3: I tredje session skal deltagerne forholde sig til den nære<br />
fremtid, stadig med afsæt i den fjerne fremtid, men nu er opgaven at beskrive,<br />
hvordan morgendagen ville se ud, hvis vi (allerede) var på vej til den fremtid, der er<br />
beskrevet i de foregående sessioner.<br />
231
232 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
KORTLÆGNING - SESSION 4: I fjerde session skal deltagerne forholde sig meget<br />
konkret til, hvordan verden som den ser ud i dag (eksisterende tilstande) skal forandres,<br />
for at vi kan nå den nære fremtid (foretrukne tilstand). I denne fase opstilles<br />
konkrete milepæle for arbejdet med at nå fra eksisterende til foretrukne tilstande –<br />
men også mulige milepæle ud på mellemdistancen og i den fjerne fremtid.<br />
<br />
Konkret kan en utopiatypingworkshop med fordel afvikles over flere <br />
dage, for at få mest mulig tid til de enkelte sessioner beskrevet ovenfor. <br />
Samtidig er processen optimalt set iterativ, hvor scenarier fra første work‐<br />
shop kan fungere som ramme/inspiration for efterfølgende workshops med <br />
nye deltagere. Alternativt kan de samme deltagere arbejde med forskellige <br />
delelementer af fremtiden (nye rammefortællinger), alt efter målets kom‐<br />
pleksitet. Efterhånden kan elementer fra de enkelte workshops desuden <br />
bearbejdes med en større færdighedsgrad, og der kan udarbejdes interaktive <br />
præsentationer af fremtiden, ligesom der kan laves visualiseringer af scena‐<br />
rier og milepæle, der gør såvel mulige fremtider som konkrete mål nærvæ‐<br />
rende for en bredere kreds af interessenter. I de følgende afsnit, vil jeg <br />
komme lidt nærmere ind på, hvordan konkrete redskaber kan indarbejdes i <br />
den skitserede metode. <br />
<br />
<br />
Redskaber i utopiatyping<br />
Utopiatyping som metode og workshopformat involverer og under‐<br />
støttes af en række forskellige redskaber. Et centralt redskab er scenariet, <br />
der fungerer som ’beholder’ for fremtidsvisionerne, men også redskaber <br />
som videoprototyping, spil og interaktive installationer kan indgå i metoden. <br />
I dette afsnit vil jeg kort opridse nogle af dem, dels for at kvalificere metoden <br />
i praksis, men også for at anskueliggøre, at utopiatyping i højere grad er et <br />
processuelt designgreb, snarere end et konkret redskab til at løse bestemte <br />
typer opgaver forstået således, at med det rette miks af redskaber, kan me‐
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
toden anvendes som generelt udgangspunkt for en lang række beslutnings‐<br />
processer, der involverer deltagere med vidt forskellige baggrunde og for‐<br />
mål. <br />
Det primære redskab i metoden er brugen af scenarier som afsæt for <br />
at fastholde de indsigter, der genereres i processen. Det er ikke min hensigt <br />
her at udfolde de mange mulige varianter af scenarier, der eksisterer, men <br />
blot at skitsere nogle overordnede forskelle mellem to forskellige scenariety‐<br />
per, der hænger sammen med to forskellige strategiske skoler – henholdsvis <br />
hvad man kan kalde ’seeing ahead’ og en ’seeing beyond’, hvor forskellen <br />
mellem de to kan defineres som følger: <br />
“Seeing beyond is different from seeing ahead. Seeing <br />
ahead foresees an expected future by constructing a framework <br />
out of the events of the past – it intuitively forecasts discontinui‐<br />
ties. Seeing beyond constructs the future – it invents a world that <br />
would not otherwise be.” (Mintzberg et al. 1998, p. 127) <br />
Grundlæggende er der tale om en analytisk tilgang til brugen af sce‐<br />
narier, når man forsøger at ’se frem’ med afsæt i fortiden (seeing ahead), <br />
mens evnen til at ’se om på den anden side’ (seeing beyond) kan karakterise‐<br />
res som en mere kreativ – eller designorienteret – tilgang. Megen brug af <br />
scenarier findes inden for den første skole, hvor man på baggrund af en eks‐<br />
trapolering af kendte data forsøger at opstille scenarier for den umiddelbare <br />
fremtid, som man forventer, at den vil se ud. Scenariemæssigt er dette en <br />
direkte ækvivalent til den rationalistiske strategiopfattelse, og udfordringen <br />
er at, hvis nutiden (og fremtiden) ændrer sig radikalt, vil enhver model, der <br />
baserer sig på en ekstrapolering af fortidens data hurtigt blive meget upræcis <br />
(Heijden 2005). Selv scenarier baseret på sandsynligheder, hvor f.eks. flere <br />
mulige scenarier udvælges og deres sandsynlighed vægtes, kan vise sig at <br />
være skudt helt ved siden af målet og er, ifølge Heijden, udtryk for en (fejlag‐<br />
tig) tro på, at fremtiden kan forudsiges ved at analysere og fremskrive forti‐<br />
den: <br />
233
234 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
”Creating three futures along a single dimension, with sub‐<br />
jective probabilities attached, is conceptually the same activity as <br />
forecasting. It does not cause us to explore conceptually different <br />
ways the future could pan out.” (Heijden 2005, p. 26‐27) <br />
Heijden diskuterer muligheden for, i et systemisk perspektiv, at an‐<br />
vende scenarier som et integrativt redskab, der i stedet forsøger at bygge <br />
bro mellem de forskellige strategiske skoler – den rationelle, evolutionære <br />
og processuelle skole – og samtidig åbner for muligheden for, at se om på <br />
den anden side af den aktuelle virkelighed (seeing beyond). Udgangspunktet <br />
er, at styrke dialog og læring med fokus på at teste implikationerne af de <br />
teoretiske modeller man udvikler i relation til tænkte situationer (den pro‐<br />
cessuelle skole), men samtidig hele tiden være åben overfor de konkrete <br />
forandringer, der sker i organisationen (eller projektet) og dens (dets) om‐<br />
verden (den evolutionære skole). Og i processen også formulere nye ab‐<br />
strakte koncepter og teorier baseret på observation og refleksion over de <br />
konkrete hændelser (den rationalistiske skole), der kan føre til fornyet læring <br />
og dialog (Ibid. p. 46‐47). Heijden ser scenarier som et oplagt redskab til at <br />
understøtte denne proces (Ibid. p. 49): <br />
<br />
At the individual level: <br />
As a cognitive device: A set of scenarios is a highly efficient <br />
data organisation tool. It creates structures in the <br />
events/patterns in the environment and names these. Stories <br />
are efficient for giving many different bits of information a mu‐<br />
tual context, thereby making the cognitive aspects of any <br />
situation more manageable to deal with. <br />
As a perception device: As individuals people see certain <br />
things overlooked by others, based on their existing mental <br />
models and resulting expectations. The scenario process ex‐<br />
pands the mental models of participants and increases the <br />
range of what they see. <br />
As a reflection tool: The scenario process helps people think <br />
through more effectively ideas generated in strategic conver‐<br />
sation. It brings in new perspectives from the outside world.
<br />
<br />
At the group level: <br />
STRATEGI & METODE<br />
As a ready‐made language provider, assisting strategic con‐<br />
versation across a wide range of (even partly conflicting) <br />
views: The process allows diverse views to be considered. It <br />
identifies irreducible uncertainty. It provides room for multiple <br />
interpretations. <br />
As a conversational facilitation vehicle: Scenario‐based plan‐<br />
ning provides an organised way of discussing relevant aspects <br />
of the business in an organisational context. It taps into the <br />
knowledge available in the individual members of the organi‐<br />
sation. <br />
As a vehicle for mental model alignment: It puts all the above <br />
in a form suitable for corporate strategic conversation and <br />
consideration, accommodating coherent joint strategic action. <br />
<br />
Både i den forretningsorienterede scenarieplanlægning, som beskre‐<br />
vet ovenfor og i utopiatyping som en metode til at involvere borgere i udvik‐<br />
lingen af byer, kan mængden af informationer, der skal presses ind i et sce‐<br />
narie være overvældende (Ibid. p. 225), og omfatte eksempelvis globale <br />
trends, forventninger til marked og stat, lokale forhold, udfordringer for en <br />
virksomhed, organisation eller et projekts konkrete (wicked) problemstillin‐<br />
ger. Sædvanligvis opfattes scenarier netop som gode redskaber til at struktu‐<br />
rere og præsentere komplekse informationer: <br />
”[…] scenarios can effectively organize a variety of seem‐<br />
ingly unrelated economic, technological, competitive, political, and <br />
societal information and translate it into a framework for judg‐<br />
ment […]” (Wack 1985, p. 9) <br />
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man bedst systematiserer, orga‐<br />
niserer og præsenterer alle disse data? Der er ikke nogen tvivl om, at jo bre‐<br />
dere målgruppe vi arbejder med, desto større udfordring er det at finde en <br />
måde at strukturere scenarierne på, der appellerer til alle deltagere. I forret‐<br />
nings‐ eller organisationsorienteret scenarieplanlægning arbejder man typisk <br />
med mindre grupper, eksempelvis en ledergruppe, der må forventes at have <br />
235
236 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
nogenlunde de samme forudsætninger for at deltage. Men dette er selvsagt <br />
ikke tilfældet, hvis målgruppen er borgerne – i bredeste forstand. <br />
En måde at gøre det på er ved at lave små fortællinger, der så at sige <br />
kondenserer fremtidens udfordringer i et brugerperspektiv. Denne metode <br />
har jeg anvendt flere gange i forbindelse med mine cases (Delman et al. <br />
2008, Delman & Nielsen 2008). Fortællingerne kan, som nævnt ovenfor, <br />
suppleres med mere ’levende’ fortælleformer, f.eks. gennem brugen af in‐<br />
teraktive installationer (Ibid.). Men i en workshopkontekst findes også en <br />
anden vej, hvor brugerne selv er med til at beskrive fremtidens brugssituati‐<br />
oner i levende billeder. Metoden kan betegnes som eksempelvis videoproto‐<br />
typing (bl.a. Halskov & Nielsen 2006) eller video scenarios (Ylirisku & Buur <br />
2007), ligesom der findes metoder til at strukturere videooptagelser af <br />
brugssituationer, der gør dem mere operationelle i workshop‐<br />
sammenhænge (bl.a. Buur & Søndergaard 2000). I Kollision har vi i flere <br />
sammenhænge anvendt videoprototyping i forbindelse med udvikling af <br />
brugsorienterede fremtidsscenarier (bl.a. Kollision 2010E). Disse indgår dog <br />
ikke i mine cases, men er f.eks. tænkt ind som det grundlæggende scenarie‐<br />
udviklingsredskab i oplægget til Videnskabsministeriet, der blev nævnt i for‐<br />
rige afsnit. <br />
Brugen af scenarier er primært rettet mod den del af utopiatyping <br />
som metode, der handler om at se om på den anden side, eller billedstorm‐<br />
fasen. Men som sagt kræver processen også, at vi på et tidspunkt vender <br />
tilbage til nutiden og de eksisterende tilstande, hvor målet er at finde en vej <br />
fra nutiden og frem til de foretrukne og mulige tilstande. Ideen om at kort‐<br />
lægge vejen frem er for så vidt ikke ny, men betegnes ofte som ’rolling back <br />
the future’ (bl.a. Jagersma 2007, Woodgate & Pethrick 2004). Ideen er, at <br />
man fra fremtidsvisionen vender tilbage til nutiden og herfra opstiller en <br />
række delmål og milepæle, der kan styre overgangen fra eksisterende til <br />
foretrukne tilstande. Oftest er denne øvelse dog begrænset til scenarier, der <br />
tager afsæt i evnen til at ’se frem’, dvs. fremtidsscenarierne er baseret på <br />
analyser og fremskrivninger af eksisterende data og ikke – som i utopiatyping <br />
– på radikalt nye visioner for fremtiden. Udfordringen er selvfølgelig, at jo
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
mere radikal fremtidsvisionen er, jo sværere bliver det at finde en vej fra de <br />
eksisterende til de fremtidige tilstande. I modellen fra forrige afsnit (Fig. 7) <br />
opdeles målene derfor også i, hvad vi kalder henholdsvis ’mulige’ og ’fore‐<br />
trukne’ tilstande, for at skabe en distinktion mellem de tilstande, vi med en <br />
vis sandsynlighed kan se, at vi vil foretrække og så de mange muligheder, der <br />
skitseres i første del af processen, men som reelt måske involverer både dys‐ <br />
og utopier. Ideen er, at vi tager afsæt i fremtidsscenarierne som ’fortid’ for <br />
øvelsen, og således forsøger at ’se frem’ fra nutiden, men med afsæt i de <br />
mulige og foretrukne fremtider, i stedet for blot at ekstrapolere historiske <br />
data ind i en udefineret og ukendt fremtid. <br />
Utopiatyping giver som udgangspunkt ikke nogen færdig opskrift på, <br />
hvordan milepæle og delmål skal formuleres – igen fordi målgruppen er den <br />
bredest tænkelige. En mulighed er at blive i scenariesporet og udvikle scena‐<br />
rier, der beskriver brugssituationer i den umiddelbare fremtid, en anden er <br />
at beskrive en plan for konkrete, og måske midlertidige, aktiviteter, der kan <br />
bygge bro mellem eksisterende og foretrukne tilstande – men samtidig tilla‐<br />
der en fundamental åbenhed overfor de mulige tilstande, der kan vise sig <br />
mere oplagte eller relevante efterhånden som udviklingen skrider frem. Mi‐<br />
lepæle og delmål kan også integreres i et systemdesign, hvor målsætningen <br />
er at vise en detaljeret sammenhæng mellem input i nutiden og de beslut‐<br />
ninger, der realiseres efterhånden som projektet skrider frem. <br />
<br />
<br />
Spil og utopiatyping<br />
Spil som deltagelsesredskab er efterhånden et velbeskrevet fæno‐<br />
men. Som tidligere nævnt var spil bl.a. temaet for mit eget speciale med tit‐<br />
len ’Spil som redskab for byudvikling i demokratiske rum’ fra 2004, ligesom <br />
min kollega fra Kollision, Tobias Løssing i 2005 afleverede PhD‐afhandlingen <br />
’Urbane Spil’, hvor han beskæftigede sig med spil som deltagelsesredskab. Vi <br />
har desuden i flere publikationer behandlet emnet i fællesskab med afsæt i <br />
237
238 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
Havnespillet (bl.a. Løssing et al 2003, Løssing & Delman 2003, Nielsen et al. <br />
2005). Jeg vil derfor ikke gå i dybden med hverken en analyse eller diskussion <br />
af spil i denne sammenhæng, men da flere af mine cases involverer brugen <br />
af spil og spilelementer, vil jeg alligevel kort opridse nogle af de karakteristi‐<br />
ka, der er ved denne deltagelsesform og ikke mindst deres mulige relation til <br />
utopiatyping som overordnet metodisk tilgang til borgerdeltagelse i byudvik‐<br />
ling. I én af artiklerne om Havnespillet beskriver vi spil som følger: <br />
”Spil som redskab adskiller sig fra en række andre metoder <br />
og værktøjer ved at give mulighed for en relativ stor grad af for‐<br />
malisering og dermed – i hvert fald som udgangspunkt – et lettil‐<br />
gængeligt sæt af regler, der gør det muligt for alle at deltage på li‐<br />
ge vilkår uanset præferencer, kvalifikationer og ambitioner.” (Løs‐<br />
sing et al. 2003, p. 10) <br />
Fordelene ved at have en regelbaseret deltagelsesform er, at man på <br />
den måde kan arbejde systematisk med nedbrydelsen af de <br />
(magt)relationer, der ellers ofte vil komme til at præge processen. Udfor‐<br />
dringen er omvendt, at man dermed risikerer at tilrettelægge processen på <br />
et lidt for åbenlyst ’rationelt’ grundlag, hvor reglerne, der styrer interaktio‐<br />
nen mellem deltagerne, ikke i tilstrækkeligt omfang tillader deltagerne at <br />
handle på baggrund af deres egne præferencer, værdier og følelser. Det gi‐<br />
ver sig selv, at denne udfordring kan overvindes ved at designe spillet med <br />
afsæt i en systemisk proces – dvs. at man på baggrund af et analytisk forar‐<br />
bejde forsøger at integrere eksempelvis flere strategiske skoler, flere retfær‐<br />
diggørelseskompetencer eller flere demokratisyn. <br />
Udover det rationelle, kausale og regelbaserede ligger det da også al‐<br />
lerede implicit i spil, at den evolutionære skole er tænkt ind, eftersom et an‐<br />
det kendetegn ved spil er, at de er præget af (et element af) tilfældighed. <br />
Herved adskiller de sig fra simulationen, der er rent kausal, forstået således, <br />
at hvis du gør A i en flysimulator, så sker der B. I et simpelt spil, f.eks. ’plat <br />
eller krone’, er udkommet betinget af tilfældigheder, hvorfor der er plads til <br />
’overraskelser’ for spilleren. Omvendt er der i et spil som ’plat og krone’ ikke
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
megen læring at hente. Det handler altså om at finde en balance mellem <br />
tilfældighed og kausalitet. Et andet væsentlig aspekt ved spil er sammen‐<br />
hængen mellem åbenhed og lukkethed, forstået således at hvis målgruppen <br />
er ’alle’, må man designe sit spil, så alle kan deltage på lige vilkår, som også <br />
formuleret i citatet ovenfor. Jo flere, og mere komplekse regler, man opstil‐<br />
ler, jo færre vil have mulighed for at deltage. Balancen i spil opsummerede vi <br />
i sin tid i en model, vi kaldte realismeskalaen (Løssing & Delman 2003). <br />
<br />
<br />
Fig. 9: Realismeskalaen (Løssing & Delman 2003)<br />
Som det ses i fig. 9 består realismeskalaen af tre, indbyrdes afhængige <br />
akser, henholdsvis lukket//åben, kausalitet//tilfældighed og simulation//spil. <br />
Figuren skal illustrere, at hvis et redskab trækkes op eller ned af en akse, føl‐<br />
ger de øvrige akser med. Pointen er, at jo flere kausale regler, spillet forsøger <br />
at basere sig på, jo tættere kommer vi på simulationen – og desto mere luk‐<br />
ket bliver spillet som redskab. Bueren og Mayer definerer forskellen mellem <br />
spil og simulation som følger: <br />
”A simulation is not primarily intended as a ’game’ but ra‐<br />
ther as a serious, policy‐oriented study, and is therefore also de‐<br />
signated as a policy exercise.” (Bueren & Mayer 2002) <br />
239
240 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
Simulationen handler således grundlæggende om at undersøge kon‐<br />
sekvenserne af beslutninger, mens spil omvendt giver mulighed for at af‐<br />
dække, hvilke beslutninger, der overhovedet er ’i spil’ og dermed i højere <br />
grad beskæftiger sig med politics frem for policy. I realismeskalaen er der dog <br />
netop tale om et kontinuum, og man kan derfor sagtens forestille sig et ’si‐<br />
mulationsspil’ – eller en gaming‐simulation – der giver mulighed for at bringe <br />
både politics og policy på banen inden for samme ramme. <br />
I mit speciale udvidede jeg realismeskalaen med flere akser i et forsøg <br />
på i højere grad at tilpasse den til de problemstillinger, jeg på daværende <br />
tidspunkt mente var relevante for borgerdeltagelsen i byudvikling. Modellen <br />
blev således udvidet med leg//alvor‐aksen, der skulle illustrere, at selvom <br />
det gerne må være sjovt og oplevelsesorienteret at deltage, er det også væ‐<br />
sentligt at overveje, om vi dermed kommer til at fjerne fokus fra de mere <br />
alvorlige aspekter af de problemstillinger, vi arbejder med. Derudover tilfø‐<br />
jede jeg en akse, der fik betegnelsen lokal//global. Denne akse handlede <br />
grundlæggende om, hvorvidt et givet deltagelsesprojekt primært forholdt sig <br />
til lokale problemstillinger, f.eks. opførelsen af en ny skole, eller til mere glo‐<br />
bale perspektiver som f.eks. generelle samfundsændringer med indvirkning <br />
på byudviklingen. Den sidste akse, jeg tilføjede, handlede om tidsperspekti‐<br />
vet i processerne og fik betegnelsen kortvarig//langvarig‐aksen. Denne akse <br />
skulle illustrere, at mens det måske kan lade sig gøre at holde borgernes in‐<br />
teresse fanget kortvarigt, er de fleste byudviklingsprocesser langvarige, og i <br />
design af spil som deltagelsesredskab, bliver man nødt til at forholde sig til, <br />
hvordan man kan fastholde interessen – og bevare momentum – over læn‐<br />
gere tid. <br />
Udover spillets styrker som deltagelsesredskab i sin egen ret, er der <br />
træk ved spil, der er interessante i en utopiatypingkontekst, hvor formålet – i <br />
hvert fald i første fase ‐ er at udforske mulige tilstande og fremtider i fælles‐<br />
skab uden at skele for meget til de eksisterende tilstande. Roger Caillois defi‐<br />
nerer nogle af træk ved spil og leg som følger:
<br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
”[…] play is essentially a separate occupation, carefully iso‐<br />
lated from the rest of life, and generally is engaged in with precise <br />
limits of time and space. […] The confused and intricate laws of or‐<br />
dinary life are replaced in this fixed space and for this given time, <br />
by precise, arbitrary, unexceptionable rules that must be accepted <br />
as such and that govern the correct playing of the game.” (Caillois <br />
2001, p. 6‐7) <br />
Hvis vi sammenligner dette udsagn med Katebs definition af utopien, <br />
som noget der opstår på jomfruelige øer eller i ruinerne efter en krig, kan <br />
man se, at spillet måske netop kan være med til at skabe den tabula rasa, <br />
der gør det muligt at etablere en utopi afgrænset af tid og rum, som vi kan <br />
’lege’ med, undersøge og diskutere uden at det nødvendigvis har konsekven‐<br />
ser for de eksisterende tilstande. Som Caillois siger: <br />
”A characteristic of play […] is that it creates no wealth or <br />
goods […] At the end of the game, all can and must start over <br />
again at the same point. Nothing has been harvested or manufac‐<br />
tured, no masterpiece has been created, no capital has accrued.” <br />
(Ibid. p. 5) <br />
På vis er spil dermed netop et sted, som ikke er, hvor vi selv kan defi‐<br />
nere reglerne og (i fællesskab) afprøve mulige fremtider uden frygt for, at <br />
vores beslutninger i spillet direkte påvirker, eller har rod i, de eksisterende <br />
tilstande. I relation til Havnespillet beskriver Løssing det som følger: <br />
“De afprøvede rammer for spillet var således på en og <br />
samme tid forløsende og forpligtigende overfor spillerne. Forlø‐<br />
sende fordi flertallet af spillerne vidste, at de var inviteret til at <br />
’spille med på legens’ vilkår, og at legen var afgrænset i både tid <br />
og rum, hvilket fordrede debatten. Deltagerne havde muligheden <br />
for at vende tilbage til deres vante roller og synspunkter, efter spil‐<br />
lene var overstået, men så længe spillet stod på, var det ’alvor’.” <br />
(Løssing 2005, p. 132) <br />
241
242 <br />
<br />
STRATEGI & METODE<br />
<br />
I forhold til utopiatyping skal spil som redskab derfor enten udvides <br />
med en fase, der bliver mere ’simulerende’, dvs. handlingsorienteret i relati‐<br />
on til den ’virkelige’ verden og dermed også mere ’alvorlig’, for at sikre, at vi <br />
når i mål med processen som helhed og får defineret de nødvendige mile‐<br />
pæle på vejen fra de eksisterende til de foretrukne tilstande. Alternativt skal <br />
spillet erstattes af eller suppleres med andre redskaber i kortlægningsfasen. <br />
Uden i øvrigt at gå i dybden med en definition af de elementer, der <br />
skal være tilstede, for at man kan karakterisere et givet redskab som et spil, <br />
kan det også lade sig gøre at skabe redskaber, der benytter spilelementer, <br />
f.eks. fra computerspilsgenren, som ramme for en udforskning af fremtids‐<br />
scenarier, der allerede er udarbejdet – enten som inspiration til en utopiaty‐<br />
pingproces, eller tænkt ind som formidlingen af de scenarier, der er blevet til <br />
på baggrund af en sådan proces. Eksempler på, hvordan scenarier kan præ‐<br />
senteres i en ’spilverden’ kan bl.a. findes i mine cases ’…i bølgen blå’ og ’Kø‐<br />
ge2027’, hvor ’spillerne’, ved hjælp af et joystick, bevæger en virtuel repræ‐<br />
sentation i en 3‐dimensionel verden og opsøger scenarier fra fremtiden. Dis‐<br />
se eksempler er ikke udtryk for egentlige spil, men de er baseret på ideen om <br />
en afgrænset verden, styret af faste, letforståelige regler, der kan ’prøves af’ i <br />
et begrænset tidsrum. <br />
Selvom flere af mine cases enten været deciderede spil eller har væ‐<br />
ret baseret på spilelementer, vil jeg dog ikke i casekapitlet gå i dybden med <br />
en analyse af spilaspekterne, men udelukkende forholde mig til dem i det <br />
omfang de hænger sammen med de mål, jeg opstillede i metodekapitlet. <br />
<br />
<br />
cases<br />
I dette kapitel vil jeg gennemgå projektets cases og diskutere dem <br />
med afsæt i de metodiske overvejelser, jeg beskrev i kapitel 2, herunder <br />
hvordan de er blevet til i en iterativ designproces samt hvordan hver enkelt <br />
case – og caseforløbet som helhed – forholder sig til henholdsvis aktionsmål, <br />
udviklingsmål og idealmålet, som jeg definerede dem i metodekapitlet: <br />
<br />
<br />
IDEALMÅL: At ændre aktuel praksis inden for borgerdeltagelse <br />
i byudvikling i retning af et bestemt (som udgangspunkt deli‐<br />
berativt) ideal <br />
AKTIONSMÅL: At løse den konkrete opgave som defineret af <br />
klientorganisationen <br />
UDVIKLINGSMÅL: At teste og løbende forbedre konkrete stra‐<br />
tegier, metoder og redskaber. <br />
Aktionsmål<br />
Aktionsmål<br />
Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål Udviklingsmål<br />
Fig. 4: Diagram over PhD-projektets mål<br />
For at uddybe ovenstående kan man sige, at aktionsforskning traditi‐<br />
onelt opererer med ét mål, nemlig ideen om at ændre aktuel praksis, altså <br />
det jeg betegner som idealmålet. Aktionsmålet i min model er således ikke <br />
Aktionsmål<br />
IDEALMÅL<br />
CASES<br />
243
244 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
som sådan et mål i aktionsforskningen, men snarere et forsøg på at udgræn‐<br />
se et eller flere konkrete, operationelle mål i hver case som er opstillet i sam‐<br />
arbejde med en klientorganisation. Klientorganisationen kan både være en <br />
konkret ’kunde’, et konkurrenceprogram/sekretariat eller en mere abstrakt <br />
størrelse, f.eks. en projektgruppe – altså snarere et praksisfællesskab – der <br />
definerer en konkret opgave. Aktionsmålene som sådan vil derfor ikke spille <br />
nogen større rolle i dette kapitel, udover netop at tjene som en afgræsning i <br />
forhold til de, for afhandlingen, mere relevante mål. <br />
Udviklingsmålet er i min optik det, der adskiller denne type forskning <br />
fra aktionsforskningen, forstået således at det i højere grad er udtryk for den <br />
type mål, der defineres i designprocesser baseret på prototyper, som be‐<br />
skrevet i metodekapitlet. Udviklingsmålet handler altså om at forbedre me‐<br />
toder og redskaber i en iterativ proces, så de bedre understøtter konkrete <br />
aktionsmål, men også idealmålet. Udviklingsmålene er sjældent defineret på <br />
forhånd, men opstår igennem de erfaringer, der gøres undervejs i den itera‐<br />
tive proces i og med refleksion‐gennem‐handling, om man vil. Dvs. i forhold <br />
til den konkrete opgave, aktionsmålet, og med idealmålet som rettesnor, <br />
udvikles til hvert projekt en ’prototype’ på en metode eller et redskab, der <br />
skal løse opgaven. Efterfølgende evalueres de udfordringer, svagheder og <br />
styrker, der var ved ’prototypen’ og erfaringerne herfra videreføres til andre <br />
projekter, hvor de implementeres som forbedringer. Processen er ikke <br />
lineær, da næste ’opgave’ (case) kan have aktionsmål, der fordrer helt andre <br />
tilgange, ligesom idealmålet ændres undervejs. <br />
I en forskningsmæssig sammenhæng ville det selvfølgelig være opti‐<br />
malt, hvis man kunne redegøre for udviklingen af målene på en strengt kau‐<br />
sal, logisk og lineær facon: I opgave X, gjorde vi A, som førte til B. Men sådan <br />
hænger (udviklings)processen ikke sammen. Som sagt påvirker målene hin‐<br />
anden dynamisk og især idealmålet er flygtigt i og med det ikke blot påvirkes <br />
af praksis, men også af teorien bag. Udfordringen består således i dette ka‐<br />
pitel (og i afhandlingen som helhed) at forsøge at fremlægge de opnåede <br />
resultater af en dynamisk, kontekstafhængig proces der er i stadig udveksling <br />
mellem partikulære situationer og en mere universel teoretisk overbygning. I
<br />
<br />
metodekapitlet diskuterede jeg, med afsæt i bl.a. Flyvbjerg, denne type <br />
forskning, som han kalder: <br />
”[…] det konkretes videnskab, d.v.s. videnskaben for det <br />
partikulære, det kontekstafhængige og narrativ. Dette som alter‐<br />
nativ og supplement til videnskab med fokus på det universelle, <br />
det kontekstuafhængige og forklaring.” (Flyvbjerg 1991, p. 159) <br />
I forlængelse heraf kan man sige, at det er vanskeligt at give sam‐<br />
menhængende ’forklaringer’ på, hvordan aktionsmålet påvirker ud‐<br />
viklingsmålet, da påvirkningen er partikulær, kontekstafhængig og dog alli‐<br />
gevel styret af nogle overliggende principper (idealmålet), som både ak‐<br />
tionsmålet og udviklingsmålet i sig selv har direkte indflydelse på. Det giver <br />
derfor ikke megen mening at forsøge at opstille en række foruddefinerede <br />
evalueringskriterier for de enkelte cases og søge forklaringer heri, i stedet <br />
har jeg valgt netop en relativt kortfattet og ’narrativ’ evalueringsform, hvor <br />
de enkelte cases fremlægges, diskuteres og analyseres i forhold til de enkelte <br />
mål. Til slut i kapitlet vil jeg så forsøge at opsummere evalueringen af de en‐<br />
kelte case i en mere samlet ’forklaring’ – eller måske snarere ’fortælling’ om, <br />
hvordan jeg nåede fra ’A’ til ’B’ i relation til idealmålet. I afhandlingens afslut‐<br />
tende kapitel tager jeg også diskussionen op igen i en evaluering af metoden, <br />
herunder også hvordan metoden evt. kan styrkes fremadrettet. <br />
Mange, hvis ikke alle, af mine cases består af prototyper, installatio‐<br />
ner, processer, opmærksomhedsskabende og oplevelsesorienterede aktivi‐<br />
teter, materialer m.m. Det kan være svært at give et fyldestgørende indtryk <br />
af ikke mindst de oplevelsesorienterede dimensioner af sådanne cases inden <br />
for rammerne af en (trykt) afhandling. Jeg forsøger at illustrere de enkelte <br />
cases med udvalgte billeder (dog kun i sort/hvid), men jeg vil på det kraftig‐<br />
ste opfordre til, at læseren også besøger de links, der er knyttet til hver case <br />
og her ser de film og fotos, der i de fleste tilfælde er knyttet til projekterne. <br />
Selvom også disse er et redigeret udpluk af virkeligheden, giver de et mere <br />
fyldestgørende indtryk af de visuelle, oplevelsesorienterede (om ikke inter‐<br />
aktive) dimensioner af mine cases. <br />
CASES<br />
245
246 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
I flere tilfælde består mine cases også af redskaber, der integrerer da‐<br />
taopsamling i forbindelse med konkrete aktionsmål og der ligger således <br />
store mængder data, der kunne tages op i en diskussion af de enkelte cases, <br />
f.eks. i forbindelse med CO2030‐projektet, hvor mere end 4000 borgere har <br />
bidraget med input om deres adfærd, eller R/EVOLVE/R, hvor over 8000 per‐<br />
soner fra hele verden har bidraget. Disse data er selvfølgelig væsentlige i en <br />
vis forstand. Alligevel har jeg valgt ikke at inddrage konkrete data relateret til <br />
aktionsmålene i de enkelte cases i stort omfang, da jeg ikke mener, at de <br />
som sådan er relevante for en diskussion af de temaer, jeg har valgt at foku‐<br />
sere på i afhandlingen, men i stedet hører til i en diskussion med den klient‐<br />
organisation eller det praksisfællesskab, hvor de er blevet til. <br />
Diskussionen her kunne til gengæld have nydt godt af andre data, <br />
f.eks. en mere systematisk opfølgning på hvert projekt i form af interviews <br />
og observationer, der kunne have afdækket deltagernes opfattelse af centra‐<br />
le temaer som eksempelvis hvordan de blev opmærksomme på en given <br />
proces, om de havde en god oplevelse, om de syntes de lærte noget nyt i <br />
processen, om de fik reel indflydelse og hvordan de vurderede egne og an‐<br />
dre aktørers handlinger. Jeg har kun meget begrænsede data, der kan belyse <br />
disse spørgsmål. Hvor dataene findes indgår de i caseanalyserne. <br />
Jeg tager diskussionen af de manglende data op i næste kapitel som <br />
en del af de afsluttende betragtninger og en mere generel diskussion af <br />
fremadrettede perspektiver for denne type forskningsprojekter generelt. De <br />
metodiske mangler i projektet relateret til manglen på systematisk evalue‐<br />
ring af de enkelte cases, har jeg allerede diskuteret i kapitel 2, og jeg vil der‐<br />
for ikke komme nærmere ind på dem i dette kapitel, men jeg er bevidst om, <br />
at dette efterlader et hul i beskrivelsen af mine cases og deres relation til de <br />
teoretiske positioner, der er diskuteret hidtil. Alligevel vil jeg påstå, at mine <br />
cases netop har været med til at informere disse positioner – og omvendt, <br />
og selvom der mangler en validering igennem en systematisk dataopsamling <br />
og evaluering, har deres prototypiske karakter og refleksion igennem de‐<br />
signprocessen gjort, at der fra case til case er blevet opsamlet erfaringer, der <br />
har været med til at informere – og validere – efterfølgende interventioner.
<br />
<br />
Det er disse erfaringer og deres effekt som en del af den iterative (research <br />
by) designproces, jeg vil fokusere på i en samlet diskussion af caseforløbet i <br />
slutningen af dette kapitel og, som sagt vente med en diskussion af, hvordan <br />
denne proces kunne styrkes yderligere gennem systematisk dataopsamling <br />
til næste kapitel. <br />
Jeg skrev også tidligere i kapitel tre, at mange af mine cases har været <br />
inspireret af, hvad man kan kalde nyaktivisme, der befinder sig et sted mel‐<br />
lem kunst, kommercielt aktivitet og politik. Dette har ikke været en målsæt‐<br />
ning i sig selv, men snarere end funktion af det praksisfællesskab, jeg har <br />
indgået i og som jeg indledningsvist vil forsøge at definere lidt nærmere. <br />
CASES<br />
247
248 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
det nyaktivistiske praksisfællesskab<br />
Begrundelsen for at diskutere, hvad jeg i overskriften kalder ’det ny‐<br />
aktivistiske praksisfællesskab’ er, at denne konstruktion har væsentlig indfly‐<br />
delse på i hvert fald to af de mål, jeg definerede i forbindelse med mine ca‐<br />
ses. Først og fremmest er udviklingsmålene for mine cases solidt forankret i <br />
netop dette praksisfællesskab, mens aktionsmålene er forankret både i dette <br />
praksisfællesskab, men også i flere tilfælde hos de klientorganisationer og <br />
samarbejdspartnere, der har indgået i samarbejdet omkring den konkrete <br />
case. Idealmålet, derimod, har i højere grad været mit eget ’projekt’, om <br />
man vil, om end det selvfølgelig er indgået i diskussionerne i såvel det nyakti‐<br />
vistiske praksisfællesskab, som i klientorganisationerne og med de enkelte <br />
samarbejdspartnere. Som beskrevet i kapitel to definerede jeg Kollision, som <br />
det primære praksisfællesskab for mit projekt, da alle mine cases er blevet til <br />
i et samarbejde med én eller flere personer i dette fællesskab. På Kollisions <br />
hjemmeside stiller vi spørgsmålet, ’hvad laver vi?’ og svarer således: <br />
”Kollision arbejder med inddragelsesprojekter indenfor ar‐<br />
kitektur og byudvikling samt med forskning i og udvikling af nye <br />
metoder og redskaber til inddragelse af borgere og brugere. Man‐<br />
ge af vores projekter integrerer og udvikler informations‐ og <br />
kommunikationsteknologier i rumlige og arkitektoniske sammen‐<br />
hænge ‐ fra designprocessen til selve formgivningen. En tredje <br />
kernekompetence er design og udvikling af udstillingskoncepter, <br />
interaktive installationer og teknologiske prototyper.” (Kollision <br />
2010F) <br />
Tidligere definitioner har desuden involveret beskrivelser af praksis‐<br />
fællesskabet hvor ’kunst’ også indgik som et væsentligt parameter. Kollision <br />
er stadig involveret i ’kunstprojekter’, forstået således, at flere projekter er <br />
en del af udstillinger med en kunstnerisk, snarere end en rent kommerciel, <br />
dimension. Flere af mine cases, herunder ’…I bølgen blå’, ’R/EVOLVE/R’ og <br />
’Byens Stemmer’ er også på sin vis netop ’kunstprojekter’, mere end egentli‐
<br />
<br />
ge redskaber udviklet for eller til en klientorganisation, om end ’Byens <br />
Stemmer’ også var et redskab udviklet i forbindelse med borgerdeltagelses‐<br />
processen omkring Multimediehuset i Århus. Når jeg sætter ordet ’kunstpro‐<br />
jekter’ i anførselstegn skyldes det også, at det i praksis kan være svært at <br />
afgøre, hvor grænsen går. Jeg vil ikke i denne sammenhæng komme ind på <br />
en nærmere definition af begrebet ’kunst’, men rent pragmatisk vil projekter <br />
ofte blive defineret som ’kunst’, hvis de indgår i en kontekst defineret af et <br />
institutionaliseret kunstbegreb, simpelthen ved at de bliver udstillet på ek‐<br />
sempelvis et museum (Byens Stemmer, KOEGE2027), eller en udstillingskon‐<br />
tekst som eksempelvis Charlottenborgs Efterårsudstilling (…I bølgen blå) eller <br />
rejseudstillingen ’It’s a Small World’ (R/EVOLVE/R). Pointen er, at denne fun‐<br />
damentale ubestemmelighed – er det kunst, kommerciel aktivitet eller poli‐<br />
tik? – også er det, der kendetegner nyaktivismen. <br />
Det giver dermed umiddelbart mening at positionere Kollision som et <br />
nyaktivistisk praksisfællesskab, i hvert fald i de nævnte kontekster – i andre <br />
kontekster agerer kollision i højere grad som en traditionel virksomhed, der <br />
udfører konsulentarbejde under helt normale (markeds)vilkår, men ofte med <br />
en tilgang til udvikling af processer og produkter, der er inspireret af de <br />
ovennævnte nyaktivistiske dimensioner. Men hvilken betydning har praksis‐<br />
fællesskabets orientering overhovedet i denne sammenhæng, kunne man <br />
spørge? Udover den rent pragmatiske baggrund, der handler om, at beskrive <br />
min egen og andres relation til de enkelte cases, handler det i høj grad også <br />
om, at jeg i Kollision er indgået i det, jeg med afsæt i Cass Sunsteins begreb <br />
om ’ekkorummet’ (Sunstein 2009) tidligere definerede som et ’radikaliseret’ <br />
praksisfællesskab. Dette skal forstås således, at man indenfor rammerne af <br />
denne type praksisfællesskab tenderer til at gøre – og opfatte – tingene på <br />
én bestemt måde og dermed måske kommer til at afvise andre, og relevan‐<br />
te, måder at anskue tingene på. Fordelen, ifølge Sunstein, kan være, at dette <br />
skaber en større diversitet i det samlede billede. <br />
Konkret har det betydet, at Kollision som praksisfællesskab ofte insi‐<br />
sterer på at anvende teknologi til at understøtte inddragelsesprocesser, vi <br />
benytter ofte scenariebaserede metoder, vi betragter ofte vores produkter <br />
CASES<br />
249
250 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
som prototypiske, der er ofte en kunstnerisk – eller i det mindste oplevelses‐<br />
orienteret – dimension af projekterne og vi insisterer på, at de (vær‐<br />
di)politiske diskussioner bør være i centrum for deltagelsesprocesserne. <br />
Disse forhold medfører, at vi – og dermed også mit projekt og de ca‐<br />
ses der indgår heri – repræsenterer en bestemt strategisk og metodisk til‐<br />
gang til borgerdeltagelse i byudvikling, ofte på bekostning af andre tilgange. <br />
Som jeg beskrev i indledningen til afhandlingen har jeg fravalgt at beskrive <br />
det væld af metoder, der er dukket op i borgerdeltagelsessammenhænge i <br />
de senere år, som udgangspunkt fordi de allerede er velbeskrevne andre <br />
steder – men også fordi mange af dem falder uden for det (radikaliserede) <br />
fokus, der ligger til grund for det praksisfællesskab, jeg har indgået i. Dette <br />
kan selvsagt ses som en svaghed i en forskningssammenhæng, om end jeg <br />
allerede tidligere har diskuteret ’objektivitetskravet’ i forskningen. Og med <br />
afsæt i Sunstein, vil jeg samtidig argumentere for, at netop denne tilgang kan <br />
være berigende i et større perspektiv, da det skaber, hvad han med et lån fra <br />
Gerken betegnede som andenordens diversitet (Ibid. p. 150). <br />
Det er i dette perspektiv, at jeg foreslår, at man betragter mine cases: <br />
I stedet for at fokusere på, om man i den konkrete situation kunne have gjort <br />
noget andet, valgt en anden strategi eller brugt en anden metode, bør man <br />
se på dem som et bud på, hvad man også kan gøre i et nyaktivistisk, ande‐<br />
nordens diversificerende perspektiv. For at vende tilbage til udviklingsmodel‐<br />
len beskrevet ovenfor, har mine cases har været med til at udvikle og kvalifi‐<br />
cere – og omvendt er blevet informeret og skærpet af – de teoretiske begre‐<br />
ber som det interaktive demokrati, den igangværende by og den kompeten‐<br />
te deltager, ligesom de indeholder elementer af AELIA‐modellen og utopia‐<br />
typing, men også hver især har dannet grundlag for udviklingen af disse i en <br />
iterativ proces. <br />
Jeg vil derfor ikke argumentere for, at hverken mine teoretiske positi‐<br />
oner, strategier, metoder eller konkrete redskaber er den eneste ’rigtige’ <br />
måde at anskue borgerdeltagelsen på. De er blot ét bud blandt mange kon‐<br />
kurrerende perspektiver, og kan (og bør) suppleres teoretisk, såvel som stra‐
<br />
<br />
tegisk og metodisk med andre tilgange i andre sammenhænge, jf. i øvrigt det <br />
systemiske perspektiv på strategiudvikling som jeg tilsluttede mig tidligere. <br />
Med denne vinkling på kapitlet, vil jeg tage fat på fortællingen om projektets <br />
cases. <br />
<br />
CASES<br />
251
252 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
hovedcase 1: multimediehuset<br />
Projektets første hovedcase er centreret omkring udviklingen af Mul‐<br />
timediehuset i Århus, et projekt, der sigter mod etableringen af en bygning <br />
på de bynære havnearealer i Århus, der primært skal rumme kommunens <br />
hovedbibliotek, men også funktioner og aktiviteter, der rækker udover bo‐<br />
gen som det primære medie, deraf betegnelsen ’Multimediehus’. Samtidig <br />
rummer projektet også (erhvervs)lejemål, en parkeringskælder, der ikke blot <br />
skal betjene husets gæster, men hele midtbyen samt et trafikalt knudepunkt, <br />
adgangsveje og offentlige byrum i umiddelbart tilknytning til bygningen. De <br />
konkrete data om projektet, herunder også kronologi, politiske beslutninger, <br />
økonomiske rammer m.m. kan findes på projektets hjemmeside (Multime‐<br />
diehuset 2010A), og jeg vil ikke gå nærmere ind i detaljerne her, men i stedet <br />
beskrive de konkrete cases, der indgår i mit projekt og som på forskellige <br />
tidspunkter har været en del af det samlede projekt. Første del af casen var <br />
projektet Byens Stemmer fra 2006 (Kollision 2006A). Andel halvdel af denne <br />
hovedcase var en borgerdeltagelsesstrategi, der var et bidrag til et konkur‐<br />
renceforslag til arkitektkonkurrencen om Multimediehuset udarbejdet af <br />
konsortiet Inmedio (Kollision 2008), der udover Kollision bestod af C. F. Møl‐<br />
ler, Cebra, Grontmij | Carl Bro og BB + GG Arquitectes. <br />
<br />
<br />
casebeskrivelse: byens stemmer<br />
Projektet Byens Stemmer sigtede mod at give borgerne i Århus gene‐<br />
relt og brugerne af bibliotekerne i særdeleshed en stemme i værdidebatten <br />
om Multimediehuset på havnen i Århus. Projektet blev udarbejdet af pro‐<br />
jektgruppen Byens Stemmer, der bestod af Kollision, Jesper Nielsen, Kaspar <br />
Rosengren Nielsen og Shona Kitchen. Projektet var finansieret af <strong>Aarhus</strong> <br />
Kommunes Biblioteker, Frit Oplysningsforbund, Århus og Kollision. Den føl‐<br />
gende beskrivelse af projektet er i stort omfang baseret på en rapport, jeg
<br />
<br />
forfattede som opsamling på forløbet (Projektgruppen Byens Stemmer et al. <br />
2006A), og som indgik i konkurrencematerialet i forbindelse med arkitekt‐<br />
konkurrencen i 2008. <br />
På Hovedbiblioteket i Århus og i Århus Kunstbygning var der i perio‐<br />
den 15. – 31. marts opstillet to interaktive borde samt etableret et debatfo‐<br />
rum på Internettet (Projektgruppen Byens Stemmer et al. 2006B), hvor bor‐<br />
gerne kunne debattere Multimediehuset med et lokalt, nationalt og interna‐<br />
tionalt afsæt. Som udgangspunkt lagde vi 10 beskrivelser af fremtidige <br />
brugssituationer ind på henholdsvis et Århuskort, et Danmarkskort og et <br />
verdenskort. Hvert scenarie blev fulgt op af et spørgsmål, eksempelvis, ’Hvil‐<br />
ken rolle synes du, at borgerne skal spille på MMH (Multimediehuset)?’ <br />
<br />
Scenariekort fra Byens Stemmer<br />
CASES<br />
253
254 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
Som deltager i debatten omkring bordene kunne brugerne vælge at <br />
opsøge de i alt 30 forskellige scenarier, der lå som lydfiler og scenarieplan‐<br />
cher i bordene, og svare på spørgsmålene ved at skubbe bordet rundt på de <br />
tre kort. Til scenarierne – eller på vilkårlige steder – kunne brugerne indtale <br />
deres kommentarer, komme med egne beskrivelser, eller stille et spørgsmål, <br />
forankret til et sted i Århus, Danmark eller Verden, hvor de mente, at Multi‐<br />
mediehuset kunne hente inspiration. Lydfilerne fra de to interaktive borde <br />
blev synkroniseret over Internettet, dvs. at de spejlede hinandens indhold, så <br />
man i Århus Kunstbygning kunne høre, hvad der blev sagt på Hovedbibliote‐<br />
ket og omvendt. Som kommende bruger af Multimediehuset kunne man på <br />
den måde få indflydelse på værdier og funktioner ved at engagere sig i de‐<br />
batten med afsæt i sin dagligdag og sine erfaringer. <br />
Undervejs i forløbet afviklede vi ti fokusgrupper omkring det interak‐<br />
tive bord på Hovedbiblioteket. Inputtet fra disse sessioner var det primære <br />
udgangspunkt for udarbejdelsen af rapporten. Udover brugerne, deltog i <br />
hver fokusgruppe en moderator med ansvar for at guide brugerne igennem <br />
spørgsmål og scenarier samt en observatør, der tog noter, billeder og stillede <br />
supplerende spørgsmål. Hver session varede ca. 1½ time, inkl. introduktion <br />
og efterfølgende evaluering. De ti fokusgrupper repræsenterede et bredt <br />
udsnit af de potentielle brugere af det kommende MMH. Grupperne var <br />
som følger: <br />
<br />
Studerende fra Journalisthøjskolen <br />
Studerende fra Informations‐ og Medievidenskab, Århus Uni‐<br />
versitet <br />
Repræsentanter fra Studenterhuset <br />
Repræsentanter fra Ældresagen <br />
Repræsentanter for etniske minoriteter <br />
Studerende fra <strong>Arkitektskolen</strong> <strong>Aarhus</strong> (2 grupper)
<br />
<br />
Brugere af Hovedbiblioteket (2 grupper) <br />
Repræsentanter fra Handicaprådet <br />
<br />
Selvom vi tilstræbte at rekruttere så brede målgrupper som muligt, <br />
fremgår det af ovenstående liste, at der var en vis overrepræsentation af <br />
studerende fra byens højere uddannelsesinstitutioner (5 grupper ud af 10 <br />
var med deltagelse af studerende). Dette skyldes bl.a. forfald blandt øvrige <br />
inviterede grupper samt en generel interesse fra uddannelsesinstitutioner‐<br />
nes side for at deltage i processen. Samtidig afspejler sammensætningen af <br />
brugerne i processen til dels de eksisterende brugergrupper på Hovedbiblio‐<br />
teket. I rapporten anbefalede vi dog, at overrepræsentationen af studerende <br />
blev adresseret i det videre arbejde med inddragelsen af brugerne, og efter‐<br />
følgende blev der bl.a. også sat fokus på inddragelse af børn, men dette ar‐<br />
bejde er ikke en del af mine cases. Samtidig pointerede vi dog også i rappor‐<br />
ten, at grupperne generelt var gode til at tænke udover egne interesser og i <br />
stedet se MMH som et tilbud til en større kreds af borgere. <br />
Udgangspunktet for inddragelsen af grupperne var planlægningsar‐<br />
bejdet for det nye Multimediehus i Århus. Formålet med inddragelsespro‐<br />
cessen var at give byens borgere og de kommende brugere mulighed for at <br />
bidrage til Multimediehusets værdi‐ og udviklingsfase – før indhold og arki‐<br />
tektonisk udformning blev lagt fast. Ideen med den alternative form for bor‐<br />
gerinddragelse var at indfange og kortlægge de lag af stemninger, viden og <br />
holdninger, der normalt ikke kommer til udtryk i planlægnings‐ og bygnings‐<br />
processer. Projektet præsenterede dermed en ny måde at formidle informa‐<br />
tioner på, og sigtede samtidig mod at udfordre traditionelle tilgange til ind‐<br />
dragelsen af borgere i byens udvikling. Derudover var det et særskilt formål, <br />
at afprøve nye og prototypiske teknologier for at signalere, at MMH er en <br />
fremtidsorienteret institution i overensstemmelse med de visioner, der alle‐<br />
rede forelå for MMH. Ved processens start var der således præliminært de‐<br />
fineret en række værdier igennem workshops, primært med medarbejdere <br />
ved <strong>Aarhus</strong> Kommunes Biblioteker, men også gennem en række møder med <br />
CASES<br />
255
256 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
følgegrupper og netværk tilknyttet projektet. Disse værdier og visioner var <br />
på daværende tidspunkt omsat til ti hovedtemaer henholdsvis; <br />
<br />
Børn <br />
Demokrati <br />
Oplevelser <br />
Viden <br />
Mennesker & rum <br />
Mødested <br />
Funktioner & indhold <br />
Brugere <br />
Netværk/samarbejdspartnere <br />
Relation til by, land & verden <br />
<br />
Disse ti temaer bearbejdede vi i Byens Stemmer i henholdsvis et lo‐<br />
kalt, et nationalt og et globalt perspektiv, forstået således, at der blev udar‐<br />
bejdet ti fremtidsscenarier til hvert kort, der relaterede sig dels til temaet, <br />
dels til et konkret sted på et af de tre kort. Samtidig blev der udarbejdet en <br />
spørgeguide, der uddybede de tematiske rammer som udgangspunkt for de <br />
strukturerede sessioner, eller fokusgrupper, der blev afviklet omkring den <br />
interaktive installation. Efterfølgende blev de indsamlede data kategoriseret <br />
og analyseret for hver gruppe med afsæt i de seks foreløbigt formulerede <br />
værdier, der var blevet til på baggrund af MMHs værdiproces. <br />
<br />
Multimediehuset skal fremme demokrati, livslang læring og <br />
fællesskab. <br />
I Multimediehuset skal brugerne vise vejen. <br />
Multimediehuset prioriterer samarbejde og netværksdannel‐<br />
se.
<br />
<br />
Multimediehuset skal være en fleksibel og professionel organi‐<br />
sation. <br />
Multimediehuset skal være et ikon for Århus. <br />
Multimediehuset skal være sanseligt, oplevelsesorienteret og <br />
stemningsskabende. <br />
<br />
Fokusgruppe på Hovedbiblioteket<br />
Brugernes input på de konkrete temaer er offentligt tilgængelige i <br />
rapporten, og jeg vil ikke komme nærmere ind i dem i denne kontekst. Men <br />
som en del af de strukturerede sessioner gennemførte vi også en evaluering <br />
af selve inddragelsesformen, og nogle af konklusionerne på disse var bl.a. at <br />
deltagerne i fokusgrupperne generelt var positive overfor såvel muligheden <br />
for at give deres mening til kende, som selve inddragelsesformen. Den tek‐<br />
nologiske og prototypiske form havde dog både positive og negative sider. <br />
CASES<br />
257
258 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
På plussiden talte, at deltagerne følte, at det gav en helt anden oplevelse end <br />
traditionelle inddragelsesformer. Som en deltager formulerede det; <br />
”[…] hvis det bare havde været en almindelig fokusgruppe‐<br />
samtale omkring et bord med kaffekopper, så ville jeg ikke gide <br />
deltage.” (Projektgruppen Byens Stemmer et al. 2006A) <br />
Formen gav deltagerne et indblik i, hvilke værdier det fremtidige <br />
MMH ville komme til at hvile på. Samtidig blødte formen op på den lidt for‐<br />
melle atmosfære, der ofte kan være i forbindelse med såvel høringer som <br />
fokusgrupper. Databehandlingsmæssigt var det også et plus, at brugernes <br />
udsagn var tilgængelige i et struktureret format som individuelle lydfiler sup‐<br />
pleret med mere traditionelle referater og observatørnoter. På minussiden <br />
oplevede nogle brugere bordet som en barriere i starten af fokusgruppesam‐<br />
talen, og nogle var ikke helt trygge ved at skulle tale til en mikrofon. I starten <br />
af forløbet var optagetiden sat til 45 sekunder, hvilket også gav problemer <br />
med, at samtalen blev brudt op og i stedet antog karakter af korte state‐<br />
ments. Dette blev ændret undervejs, så de sidste grupper havde ubegrænset <br />
taletid. Samtidig medførte den tekniske installations prototypiske karakter, <br />
at der undervejs opstod udfordringer i forhold til f.eks. betjening af optage‐<br />
knappen, tekniske nedbrud m.m. Umiddelbart fik dette dog ikke indflydelse <br />
på opsamlingen af data, da observatørnoterne i disse tilfælde kunne supple‐<br />
re lydoptagelserne. <br />
En anden udfordring var, at de interaktive borde ikke umiddelbart <br />
appellerede til et bredere publikum, hverken på Hovedbiblioteket eller i <br />
Kunstbygningen. Det betød, at vi kun i meget begrænset omfang fik kom‐<br />
mentarer fra brugere uden for de inviterede fokusgrupper. Heller ikke debat‐<br />
forummet på internettet kunne siges at være en overvældende succes. Alle <br />
lydfiler fra fokusgrupperne blev undervejs i forløbet lagt på hjemmesiden, <br />
men kun i ét tilfælde blev lydfilerne suppleret med en tekstkommentar fra <br />
en bruger. Efterfølgende kom der dog flere bidrag på hjemmesiden, ligesom <br />
der siden har været en del besøgende, der har besøgt de enkelte bidrag (Pro‐<br />
jektgruppen Byens Stemmer et al. 2006B). Generelt var der stor interesse for
<br />
<br />
projektets inddragende, teknologiske og innovative dimension, og deltager‐<br />
ne vurderede at selve inddragelsesformen kunne smitte positivt af på om‐<br />
verdenens opfattelse af MMH som en nytænkende og inddragende instituti‐<br />
on. I rapporten konkluderede vi følgende: <br />
”Overordnet må konklusionen være, at effektiv borgerind‐<br />
dragelse endnu forudsætter personlig invitation og målrettet re‐<br />
kruttering. Samtidig mener vi at kunne konkludere, at selve for‐<br />
men på både kort og langt sigt kan have en afsmittende positiv ef‐<br />
fekt på omverdenens opfattelse af MMH – på trods af evt. tekno‐<br />
logiske børnesygdomme.” (Projektgruppen Byens Stemmer et al. <br />
2006A) <br />
Som nævnt indgik rapporten som grundlag for arkitektkonkurrencen, <br />
der blev udskrevet i 2008 og afgjort i 20009. Den anden delcase, der indgår i <br />
hovedcasen var et konkurrenceforslag til arkitektkonkurrencen. <br />
<br />
<br />
casebeskrivelse: inmedio<br />
I 2008 deltog Kollision i konsortiet Inmedio (Kollision 2008), der ud‐<br />
over Kollision bestod af C. F. Møller, Cebra, Grontmij | Carl Bro og BB + GG <br />
Arquitectes. Konsortiet udarbejdede et forslag til det kommende Multime‐<br />
diehus i Århus. Projektet tog udgangspunkt i ideen om en ø, der både marke‐<br />
rede udløbet ved Århus Å, ville blive en integreret del af byen og alligevel <br />
skilte sig ud fra den omkringliggende by. Konsortiet var ikke blandt de tre af <br />
de seks prækvalificerede, der gik videre til finalerunden. Projektet blev i <br />
marts 2009 vundet af SHL Arkitekter. <br />
Kollisions bidrag til Inmedios forslag var, udover at deltage i diskussio‐<br />
ner om indretning, design og arkitektur, en række brugsscenarier, der i ord <br />
og billeder beskrev livet i og omkring det nye Multimediehus. Vi udarbejdede <br />
også en strategi for borgerinddragelse, der skulle være en integreret del af <br />
CASES<br />
259
260 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
den efterfølgende proces. Det er denne strategi og de tilhørende scenarier, <br />
der danner grundlag for denne del af hovedcasen, der dog ikke har samme <br />
omfang som Byens Stemmer, netop fordi konsortiet ikke gik videre og hver‐<br />
ken strategi eller de foreslåede metoder derfor blev implementeret og prø‐<br />
vet af i praksis. Udgangspunktet for strategien var at videreføre de teknologi‐<br />
ske inddragelsesformer fra Byens Stemmer, ud fra en tro på, at: <br />
“[…] the participation process will benefit from novel and <br />
innovative methods and approaches that will facilitate the under‐<br />
standing of Φen as both a user‐centred and technologically ad‐<br />
vanced media space, even before it is finished.” (Kollision 2008) <br />
Samtidig fokuserede vi på, at processen skulle anerkende, at delta‐<br />
gerne har forskellige præferencer, og at der ikke nødvendigvis er konsensus <br />
omkring, hvordan fremtiden skal se ud. Vi planlagde derfor processen såle‐<br />
des, at udgangspunktet var en diskussion af en mulig konstruktion af fælles <br />
referencerammer, der samtidig gav plads til anerkendelse af (potentielle) <br />
konflikter. Vi lagde også op til en dybdegående undersøgelse af, hvem der <br />
skulle involveres hvornår i stedet for blot at tale om ’borgerne’. Grundlæg‐<br />
gende var strategien baseret på AELIA‐modellen, mens metoden – med mål‐<br />
sætningen om at etablere fælles referencerammer – tog afsæt i utopiaty‐<br />
ping. <br />
“First of all we have to consider how to get the attention of <br />
the intended participants. Basically we need to convey why it <br />
would be relevant for interest groups and individual actors to par‐<br />
ticipate – what is in it for them? When we have their attention we <br />
need to keep them interested by giving them a novel experience <br />
through events and the use of innovative methods, approaches, <br />
and tools. Then we need to build capacity and balance all actors’ <br />
expectations towards both process and outcome. When this is <br />
done we need to offer the participants real influence – and all <br />
through the process we need to constantly show how the actors’ <br />
contributions are being implemented in the process and project.” <br />
(Kollision 2008)
<br />
<br />
Utopiatyping‐dimensionen tog afsæt i brugen af scenarier for fremti‐<br />
dige brugssituationer, der dels – i konkurrenceforslaget – skulle give et ind‐<br />
tryk af, hvordan vi så livet i den fremtidige bygning og arealerne omkring <br />
Multimediehuset, dels senere skulle tjene som rammefortælling, for en dis‐<br />
kussion med borgerne om aktiviteter, funktioner og stemninger på samme <br />
måde, som vi diskuterede værdier med afsæt i scenarier i Byens Stemmer. <br />
Som det formuleres i konkurrenceforslaget: <br />
”[…] we suggest using persona based user‐scenarios as the <br />
primary mode of communication. In this way we can create a <br />
point of identification for different target groups while at the same <br />
time presenting possibilities, e.g. navigational principles, novel <br />
technologies, or social interactions, which can be further explored <br />
in the participatory process. Scenarios used in this way can also <br />
support the creation of common visions and help document both <br />
user input and explain technical details. The basic scenarios can <br />
later be amplified and supplemented by e.g. sketches, reference <br />
photos, visualisations, technical and economical details, video <br />
prototypes, user‐made additions, and a multitude of other data in <br />
an iterative process which all help us qualify decisions.” (Kollision <br />
2008) <br />
I alt udviklede vi seksten scenarier, der beskrev forskellige stemnin‐<br />
ger, aktiviteter, funktioner, teknologier, ankomster og brugsoplevelser. De <br />
seksten scenarier, der kan ses i deres helhed i konkurrenceforslaget (Kollision <br />
2008), havde følgende titler og personaer, der repræsenterede forskellige <br />
målgrupper identificeret i konkurrenceprogrammet, ligesom hvert scenarie <br />
havde tilknyttet en række temaer, de skulle belyse: <br />
<br />
The Sun Also Rises (Jacob, 60 år), temaer: Human scale on the <br />
large harbour plaza, café at Φen, room for fishing <br />
The Wall (Louise, 36 år): Arrival area, traffic situation, media <br />
facades <br />
The Queen and I (Edward, 76 år): Accessibility for disabled <br />
persons, activities at the harbour plaza <br />
CASES<br />
261
262 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
Seek, and Ye Shall Find (Tim, 28 år): Alternative search facili‐<br />
ties, automatic registration, interactive technologies <br />
A Book of Verse (Rawiah, 20 år): Calm vs. lively areas, concen‐<br />
tration, relaxed atmosphere <br />
Outpost Transmission (Peter, 44 år): Cooperation with schools <br />
and other institutions, temporary teams, self‐service vs. help‐<br />
service <br />
The Shadow (Emma, 4 år): Open area for children, explorative <br />
zones, play and learning, novel technologies, children’s theatre <br />
A Citizen in the Making (Louise, 36 år): new possibilities for <br />
citizen Service, privacy issues, integration of areas and services <br />
Life’s School (Jonathan, 12 år): Relations to schools and other <br />
institutions, communication technologies, support for learning <br />
processes <br />
Changing the Matrix (Rawiah, 20 år): Logging user move‐<br />
ments, securing media/materials, social zones <br />
Command & Conquer (Jonathan, 12 år): Areas for tweens, <br />
using new technologies in unintended ways, Φen as a refuge <br />
Tales of the Vikings (Susan, 68 år): Possibilities for the optional <br />
area, partnerships, new technologies for learning <br />
Building Utopia (Peter, 44 år): new participatory practices, <br />
local governance, and citizen commitment <br />
A Midsummer Night’s Dream (Edward, 76 år): Accessibility for <br />
disabled persons, activities at Φen, the plaza, the river, and the <br />
public garden <br />
Paul Auster Parking (Karen, 52 år): Parking facilities, naviga‐<br />
tional lights, alternative uses, security <br />
A Rose on Planet B612 (Alice, 82 år): Creating room for im‐<br />
mersive experiences, calm vs. lively areas, public access <br />
<br />
I og med projektet netop ikke blev realiseret, giver det ikke megen <br />
mening at forsøge at vurdere, hvordan den foreslåede strategi ville have <br />
virket i praksis, men i følgende afsnit, vil jeg diskutere det samlede forløb og <br />
analysere målene for casen som helhed.
<br />
<br />
Scenarier fra konkurrenceforslaget<br />
<br />
<br />
CASES<br />
263
264 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
hovedcase 1: målanalyse<br />
De konkrete aktionsmål for de to delcases var henholdsvis: <br />
Byens Stemmer: At involvere borgerne i debatten om de vær‐<br />
dier, der skulle ligge til grund for det fremtidige Multimediehus <br />
med afsæt i redskaber og metoder, der kunne signalere, at <br />
Multimediehuset vil blive andet og mere end et bibliotek. <br />
Inmedio: At udvikle en borgerdeltagelsesstrategi, der – med <br />
afsæt i konkurrenceprogrammets krav – kunne danne ramme <br />
for den forsatte involvering af borgere og andre aktører i ud‐<br />
viklingen af Multimediehuset. <br />
<br />
Aktionsmålet for projektet Byens Stemmer, bør dog retfærdigvis også <br />
udvides til at omfatte målsætningen om, at skabe en (kunst)udstilling til År‐<br />
hus Kunstbygning i den forstand, at sideløbende med at redskabet blev an‐<br />
vendt som borgerdeltagelsesredskab i foyeren på Hovedbiblioteket i Århus, <br />
stod et identisk redskab udstillet sammen med plancher, projektioner m.m. i <br />
Kunstbygningen som en del af udstillingen ’Byens Stemmer’. Som beskrevet, <br />
var de to redskaber i forbindelse med hinanden, således at stem‐<br />
mer/kommentarer indtalt på det ene kort, automatisk blev overført til det <br />
andet. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at publikums tilgang til <br />
redskabet i Kunstbygningen var præget af endnu større tilbageholdenhed <br />
end tilfældet var på biblioteket, hvilket sandsynligvis skyldes, at man som <br />
publikum på en udstilling så at sige er ’opdraget’ med, at man ikke rører de <br />
udstillede genstande – desværre heller ikke når dette er et eksplicit ønske fra <br />
udstillernes side. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for casen ’…I bøl‐<br />
gen blå’ på Charlottenborg, hvor vi observerede, at folk i flere tilfælde sim‐<br />
pelthen ikke turde betjene installationen, og i visse tilfælde gennede foræl‐<br />
dre endda deres børn væk med den begrundelse, at man ikke må røre ved <br />
tingene på en (kunst)udstilling. <br />
Hvorvidt det lykkedes at løse den konkrete opgave som defineret af <br />
praksisfællesskabet (aktionsmålet) er relativt let at afgøre for denne case, i
<br />
<br />
hvert fald for delcasen og den opgave, der var stillet af sekretariatet for Mul‐<br />
timediehuset, eftersom opgavens aflevering bestod i rapporten, der skulle <br />
indgå i konkurrencematerialet. Som sådan lykkedes det at indsamle de kon‐<br />
klusioner fra brugerne, der kunne være med til at informere den videre pro‐<br />
ces, og dette arbejde blev godkendt af sekretariatet. Som nævnt var der vis‐<br />
se udfordringer forbundet med de teknologiske og interaktionsmæssige <br />
aspekter af processen, der skabte nogle problemer undervejs. Disse var dog <br />
ikke større end, at det lykkedes at overvinde dem in situ og efterfølgende har <br />
selve inddragelsesformen været genstand for en del opmærksomhed, når <br />
sekretariatet har berettet om processen. I forhold til aktionsmålet i Kunst‐<br />
bygningen skrev Århus Stiftstidende at: <br />
”[…] trods projektets tekniske og legende kvaliteter, kan jeg <br />
ikke se det virkeligt nyskabende i at høre borgerne gennem en sort <br />
boks. Det er gjort utallige gange før, bl.a. i Poul Nesgaards ung‐<br />
domsprogrammer i 70'erne. Den tunge rullende boks, som de fær‐<br />
reste vel har kræfter, tid og lyst til at flytte rundt med, risikerer <br />
snarere at fungere som en barriere end et apparat, der ukomplice‐<br />
ret formidler menneskers visioner i lokalsamfundet. I så fald er det <br />
både mere enkelt og væsentligt billigere med traditionelle spør‐<br />
geark og et par blyanter.” (Broch‐Lips 2006) <br />
Man kan derfor sige, at aktionsmålet kun delvist lykkedes, og at nyak‐<br />
tivismens ideal om at kombinere kunst, kommerciel aktivitet og politik blev <br />
relativt dårligt forløst i det konkrete projekt – i hvert fald set fra en <br />
(kunst)anmelders synsvinkel. <br />
Aktionsmålene for Inmedio var selvsagt primært at udvikle en strate‐<br />
gi, vi mente ville kunne bære borgerdeltagelsesdimensionen af projektet, <br />
såfremt vi vandt opgaven. Som sådan blev målet opfyldt, og det ville nok <br />
være at tage munden for fuld, at give fejl og mangler i deltagelsesstrategien <br />
væsentlig indflydelse på, at konsortiet ikke blev udvalgt. Bedømmelseskrite‐<br />
rierne i denne konkurrenceform favoriserer i langt højere grad økonomi og <br />
arkitektonisk kvalitet, og vi fik ikke selvstændig feedback fra dommerkomite‐<br />
en på de dele af forslaget, der handlede om borgernes rolle i processen. Jeg <br />
CASES<br />
265
266 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
vil derfor ikke bruge yderligere tid på at diskutere aktionsmålene for denne <br />
delcase. <br />
I forhold til udviklingsmålet medførte projektet Byens Stemmer en <br />
diskussion omkring installationernes fysiske fremtoning. Tilsyneladende var <br />
en sort boks på hjul, der krævede en del fysisk styrke at betjene, ikke et op‐<br />
lagt inddragelsesredskab (eller kunstprojekt, for den sags skyld). Uden at gå i <br />
detaljer i en diskussion af interaktionsdesign og brugervenlighed, førte det til <br />
en målsætning om i højere grad at designe redskaber, der virkede mere <br />
imødekommende og lettilgængelige for de intenderede målgrupper, herun‐<br />
der at det skulle være mere oplagt, hvordan de skulle betjenes ligesom det <br />
skulle være lettere for alle at betjene dem. Den tekniske installations proto‐<br />
typiske karakter voldte i det hele taget så store kvaler, at det i sig selv førte til <br />
en fremtidig ambition om at basere lignende projekter på teknologier, der <br />
var knapt så sammensatte og sårbare. <br />
Projektet gav os også nogle erfaringer med integrationen mellem fysi‐<br />
ske, tekniske installationer og webbaserede inddragelsesformer, der gav <br />
anledning til diskussioner omkring hvorvidt det overhovedet giver mening, at <br />
lave proprietære debatfunktioner på internettet. Med proprietære mener <br />
jeg, at de udvikles specielt til formålet og ikke integreres i eksisterende sam‐<br />
menhænge, f.eks. gennem sociale medier som Facebook, eller allerede etab‐<br />
lerede rammer, eksempelvis en kommunal hjemmeside. <br />
I relation til deltagelsesformer som sådan bekræftede projektet dog <br />
antagelsen om at alternative redskaber og installationer kan være med til at <br />
fremme processen simpelthen ved at give deltagerne en anderledes oplevel‐<br />
se – at det netop er mere berigende at deltage på denne måde end i en fo‐<br />
kusgruppe omkring et kaffebord. Og faktisk medførte det konkrete projekt, <br />
at vi for første gang formulerede ’oplevelse’ som et selvstændigt parameter <br />
for deltagelsesprocesser, hvor vores primære fokus, f.eks. i forbindelse med <br />
Havnespillet, tidligere havde været ’læring’ og ’indflydelse’ (bl.a. Løssing et al. <br />
2003). I forbindelse med Inmedio var AELIA‐modellen i sin vorden, hvilket
<br />
<br />
også afspejles i at netop oplevelse er ét af de parametre, der blev fremhævet <br />
i deltagelsesstrategien i konkurrenceforslaget. <br />
<br />
Et kig ind i ’maskinrummet’ på ét af bordene fra Byens Stemmer<br />
CASES<br />
267
268 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
I relation til udviklingsmålet afspejlede Inmedio‐projektet i høj grad, <br />
at vi i andre sammenhænge havde haft gode erfaringer med at benytte sce‐<br />
narier, både som formidlende element i forhold til at forklare indholdet af et <br />
givet projekt, men også som udgangspunkt for deltagelsen, hvilket allerede <br />
var tilfældet i Byens Stemmer. Scenarierne i Byens Stemmer gav deltagerne <br />
en mulighed for umiddelbar identifikation med væsentlige problemstillinger <br />
og gjorde det lettere for dem, at forholde sig til de centrale – og til tider lidt <br />
luftige – temaer og værdier, der var formuleret som udgangspunkt for pro‐<br />
jektet. I forbindelse med Inmedio var metoden utopiatyping allerede (delvist) <br />
udviklet i andre sammenhænge, og det var derfor vores klare hensigt at tage <br />
udgangspunkt i denne i det videre forløb. <br />
Samtidig havde vi på baggrund af andre projekter, bl.a. Byens Stem‐<br />
mer, men også Havnespillet (Bl.a. Løssing et al. 2003, Løssing 2005), diskute‐<br />
ret, hvorvidt metoden, og de tilknyttede redskaber, burde indeholde konkre‐<br />
te redskaber til at rulle frem og tilbage i (proces)tiden og beslutningsproces‐<br />
sen, forstået således, at dataopsamlingen af brugernes input var en integre‐<br />
ret del og at andre brugere kunne tilgå disse i en struktureret form. Samtidig <br />
kunne disse data knyttes på de systemer, der skulle bruges til at styre selve <br />
projekterings‐ og byggeprocessen, således at både borgere, rådgivere og <br />
beslutningstagere detaljeret kunne se, hvordan konkrete (bruger)forslag <br />
hang sammen med de realiserede planer. Dette redskab er dog stadig på <br />
tegnebrættet og er ikke implementeret, hverken i det konkrete projekt (af <br />
oplagte årsager) eller i andre projekter. <br />
I forhold til idealmålet er der en tydelig forskel at spore mellem Byens <br />
Stemmer og Inmedio. Da vi gennemførte Byens Stemmer (før starten af PhD‐<br />
projektet) var det deliberative ideal netop mit primære fokus, og i Byens <br />
Stemmer var formålet da også netop at understøtte en dialog baseret på <br />
’fornuftige begrundelser’ (jf. kap. 3, Gutmann & Thompson 2004) med delta‐<br />
gelse af en bred målgruppe, der skulle diskutere de grundlæggende værdier <br />
for Multimediehuset samt værdiernes relationer til konkrete aktiviteter og
<br />
<br />
funktioner i huset. Samtidig var det et eksplicit formål, at alle begrundelser <br />
skulle være tilgængelige for alle andre deltagere ved at lagre de enkelte del‐<br />
tageres udsagn i det interaktive bord, så efterfølgende brugere kunne opsø‐<br />
ge dem. Det var desuden en præmis for projektet, at værdierne skulle indgå i <br />
det videre forløb, dvs. resultaterne fra Byens Stemmer ville være bindende i <br />
en periode, men at der også skulle være en fortsat dialog med alle målgrup‐<br />
per, hvilket også er sket, blot uden min deltagelse. <br />
I Inmedio var fokus skiftet fra ’fornuftige begrundelser’ til etablerin‐<br />
gen af fælles, værdibaserede referencerammer med afsæt i bevidstheden <br />
om, at der ikke kan opnås konsensus og at konflikter er et grundvilkår for <br />
inddragelsen. Samtidig var der dog et styrket fokus på muligheden for at <br />
dokumentere og tilgængeliggøre beslutningsprocessen og – ganske detalje‐<br />
ret – knytte brugerindflydelse til konkrete handlingselementer gennem et IT‐<br />
understøttet inddragelses‐ og dokumentationssystem. Omvendt ville beslut‐<br />
ningerne i denne fase i stort omfang ikke blot være bindende for en afgræn‐<br />
set periode, men endelige, forstået således, at de ville blive omsat i konkret, <br />
fysisk byggeri, hvorfor det også lå i strategien, at dialogen nødvendigvis måt‐<br />
te stoppe – eller i hvert fald beskæftige sig med nye temaer – efterhånden <br />
som projektet skred frem. Det var dog stadig hensigten, at dialogen skulle <br />
holdes åben omkring husets aktiviteter og funktioner samt, at der skulle <br />
etableres egentlige brugerbestyrelser, der ville have indflydelse på husets <br />
fortsatte drift. <br />
<br />
CASES<br />
269
270 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
hovedcase 2: køge<br />
Projektets anden hovedcase handler primært om Køge, men tager af‐<br />
sæt i et andet projekt, nemlig et bidrag til Charlottenborgs Efterårsudstilling, <br />
2006, hvor Kollision udstillede en interaktiv installation, der gav publikum <br />
mulighed for at se konsekvenserne af vandstandsstigninger i et fremtidigt <br />
Danmark under overskriften ’…I bølgen blå’ (Kollision 2006B). Grunden til, at <br />
denne delcase indgår i hovedcasen om Køge er, at installationen senere blev <br />
viderebearbejdet som en væsentlig del af projektet Køge2027 (Kollision <br />
2007B), en udstilling i Køge, der skulle vise nogle af perspektiverne i udvik‐<br />
lingsprojektet omkring Søndre Havn i Køge. Forud for dette havde vi i Kollisi‐<br />
on udarbejdet opmærksomhedsskabende elementer i form af plakater til en <br />
række borgerdeltagelsesarrangementer, der også indgår i hovedcasen (Kolli‐<br />
sion 2007A). I 2010 deltog jeg sammen med Kollision i konkurrencen Køge <br />
Kyst (Køge Kyst 2010) i et konsortium bestående af Astoc, MASU Planning, <br />
WSP, Cornelius+Vöge, Kollision, WS Green Technologies og Studio UC. Kolli‐<br />
sions bidrag var at udvikle en borgerdeltagelsesstrategi baseret på midlerti‐<br />
dighed og dynamisk planlægning (Køge Kyst 2010). <br />
<br />
casebeskrivelse: …i bølgen blå<br />
Projektet ”…I bølgen blå” blev udstillet i 2006 på Charlottenborgs ef‐<br />
terårsudstilling. Formålet med projektet var, at give en anderledes vinkel på <br />
debatten om den globale opvarmning. Med afsæt i en højdemodel af Dan‐<br />
mark, skabte vi en tredimensionel, spilinspireret verden, hvor brugerne kun‐<br />
ne bevæge en avatar, Kaptain Ôkay, igennem et Danmark, hvor de kunne <br />
vælge at lade vandet stige op til 12 meter. Rundt omkring på Danmarkskor‐<br />
tet kunne brugerne opsøge scenarier, der beskrev konsekvenserne af den <br />
valgte vandstandsstigning, i form af ejendomsmæglerannoncer for f.eks. <br />
attraktive værelser på flygtningefærgen Kronborg eller rigmandsboliger på <br />
Yding Skovhøj med eget vagtværn. Projektet blev efterfølgende indstillet til
<br />
<br />
INDEX AWARD 2007. Projektet blev realiseret i et samarbejde med Center <br />
for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) ved <strong>Aarhus</strong> Universitet samt <br />
COWI, der stillede deres digitale højdemodel til rådighed for projektet. <br />
Formålet med projektet var at anskueliggøre nogle af de konsekven‐<br />
ser, vi kan forudse, hvis iskapperne på henholdsvis Arktis og Antarktis smel‐<br />
ter. Med afsæt i ideen om, at overdrivelse fremmer forståelsen, gav vi mu‐<br />
lighed for, at brugerne kunne hæve vandstanden fra 0‐12 meter i tre meters <br />
intervaller. Samtidig angav en skala, hvor ’troværdig’ denne stigning var, hvor <br />
0 meter (på daværende tidspunkt) var mest troværdig, mens en stigning på <br />
12 meter var utroværdig. 12 meter lyder af meget, men en fuldstændig af‐<br />
smeltning af indlandsisen på Grønland vil alene medføre en stigning på seks <br />
meter, mens en total afsmeltning af iskappen på Antarktis vil betyde en stig‐<br />
ning på yderligere 60‐65 meter (viden.jp.dk 2010). Jeg vil ikke her gå ind i <br />
debat om, hvorvidt vandstandsstigninger af den ene eller anden størrelses‐<br />
orden aktuelt opfattes som troværdige, formålet var blot at få publikum til at <br />
diskutere, hvilke konsekvenser klimaforandringerne evt. kunne have på vo‐<br />
res byer og boformer. <br />
De mulige konsekvenser blev præsenteret gennem en række scenari‐<br />
er placeret rundt omkring i Danmark, som brugeren kunne opsøge ved at <br />
bevæge deres avatar (virtuel repræsentation) rundt på kortet. Installationen <br />
bestod af en kasse påmonteret et joystick, der styrede avataren på en væg‐<br />
projektion samt to knapper, der kunne benyttes til at hæve og sænke vand‐<br />
standen. I bunden af kassen var indbygget et blåt blinklys, der i det mørke <br />
rum, skabte indtrykket af bølgende vand på væggene. Scenarierne blev op‐<br />
læst for brugerne, når man nærmede sig. Scenarierne på hvert niveau var <br />
udformet som ejendomsmæglerannoncer, der forholdt sig til den overhæn‐<br />
gende risiko for vandstandsstigninger på niveau 0 frem til radikalt anderledes <br />
livsformer i et samfund, hvor vandet var steget til 12 meter. Følgende er ek‐<br />
sempler på scenarier på henholdsvis 3, 6, 9 og 12 meter: <br />
<br />
<br />
CASES<br />
271
272 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
3 meter, Vejers Strand<br />
Sommerhus tæt ved vandet<br />
Nu udbydes det meget charmerende sommerhus - Klitbo - som er beliggende på en<br />
høj klit på Mosevej - med dejlig udsigt over området og med en beliggenhed tæt på<br />
såvel byen som havet. Huset er opført i 50´erne og siden løbende renoveret med<br />
bl.a. nyt køkken. Huset står indflytningsklart og er også hos lejerne et populært objekt.<br />
Huset er tilmeldt udlejning hos Sol og Vand, hvor det årligt indbringer godt kr.<br />
80.000,- til ejer. Indretning: Indgang til entré, herfra adgang til badeværelse med<br />
sauna. Stor opholdsstue med brændeovn, dejligt nyere køkken med nyere hvidevarer,<br />
udestue. 1. sal med repos samt 4 gode værelser. Tilhørende garage opført i<br />
samme stil som hovedhuset. Et charmerende hus med en god beliggenhed, der i løbet<br />
af en årrække må forventes at blive endnu bedre i takt med at området fra huset<br />
og ned til Vesterhavet forventes at blive lagt under vand eller erodere væk.<br />
Danmæglerne holder åbent hus hver dag frem til første weekend i juli.<br />
6 meter, Yding Skovhøj<br />
Luksusboliger for de velbjergede<br />
Yding Skovhøj er allerede nu kendt som et område for den kræsne kender, med både<br />
liebhaverboliger og erhverv – og selvfølgelig kongehusets sommerresidens. Midt<br />
i dette innovative boligmiljø er projektet Yding Skovpark placeret. Området tilgodeser<br />
både den unge familie, og de unge ældre, hvor børnene er fløjet fra reden. Der er<br />
i området etableret fritidsfaciliteter som f.eks. golfbaner, ridestier, petanquebaner,<br />
udendørs skak, motionsstier, swimmingpools m.v. Husene er på 250-334 m2 fordelt<br />
på to til tre etager med både sydvestvendt balkon og tagterrasse. Boligerne indrettes<br />
i overensstemmelse med HighWaterMark-konceptet, og det betyder, at der er<br />
tale om kvalitetsbetonende boliger med fokus på god beliggenhed, lysindfald og<br />
materialevalg samt selvfølgelig optimal sikring mod ubudne gæster ved hjælp af<br />
den nyeste teknologi og et privat vagtværn, der finansieres af Yding Skovhøjs fællesfond.<br />
Danmæglerne indbyder til præsentation af projektet i skovpalæet på Yding Skovhøj.<br />
9 meter, Valby (zoologisk have)<br />
Træhus i andelssamfundet Noahs Park<br />
Svensk vinkeltræhus opført i kvalitetstræ på 140 m2 samt 40 m2 fuldt isoleret og<br />
opvarmet anneks. Ejendommen indeholder stort soveværelse med indbygget<br />
skabsvæg, 2 store børneværelser, entre, brusebadeværelse, gæstetoilet, stort køk-
<br />
<br />
ken/alrum, bryggers med udgang til anneks og stue med udgang til stor træterrasse.<br />
Ejendommen er beliggende i andelssamfundet Noahs Park i den tidligere zoologiske<br />
have. Gode muligheder for dyrehold, tilslutning til fælles brintværk samt adgang<br />
til fællesfaciliteter som træværksted, økologisk have, vikingehus m.m. Medlemskab<br />
af bådebyggerlaug og Valby Samaritkorps inkluderet.<br />
Danmæglerne byder velkommen til familien med hjertet på rette sted.<br />
12 meter, Amager Banke<br />
Eftertragtede værelser på flygtningefærgen Kronborg!<br />
På vegne af Katastrofestyrelsen formidler vi nu en række af de eftertragtede og nyrenoverede<br />
værelser på flytningefærgen Kronborg, der aktuelt ligger for anker ved<br />
ruinerne af VM-bjerget i den tidligere Ørestad. Værelserne er på 5-8 m2, de fleste<br />
med egen håndvask og fire indbyggede køjer. Nogle få af værelserne har ligeledes<br />
en fantastisk udsigt over den sunkne Ørestad. Der er fælles bade- og toiletfaciliteter<br />
på hvert dæk. Værelserne tildeles primært familier med børn. Boligerne er oplagte<br />
til familier, der ønsker at komme hinanden ved og indgå et det fantastiske fællesskab,<br />
der præger færgens daglige liv. En forudsætning for at komme i betragtning<br />
er, at familien inden for de seneste to år har fået udbetalt evakueringsgodtgørelse<br />
på laveste sats. Værelserne sælges til højestbydende.<br />
Læs mere på Katastrofestyrelsens hjemmeside eller hos Danmæglerne.<br />
<br />
Som det forhåbentlig fremgår forsøgte vi, med en humoristisk tone, <br />
at engagere publikum i et potentielt alvorligt tema, en strategi, vi også har <br />
anvendt i en række af de øvrige cases. Jeg vil i casebeskrivelsen af Køge2027 <br />
vende tilbage til sammenhængen mellem ’…I bølgen blå’ og Køgeprojektet <br />
som helhed. Men selve Køgeprojektet startede et andet sted. <br />
<br />
<br />
<br />
CASES<br />
273
274 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
casebeskrivelse: plakater for køge kommune<br />
I foråret 2007 udarbejdede vi fem plakater for Køge Kommune som <br />
blikfang for kommunens planstrategi. Køge Kommune havde som målsæt‐<br />
ning at involvere byens borgere i en debat om et oplæg til en ny planstrategi, <br />
dels igennem et borgermøde på en lokal skole, dels på hjemmesiden <br />
www.ditkoege.dk. I samarbejde med kommunen udarbejdede vi en kam‐<br />
pagne bestående af fem plakater, der skulle hænges op rundt omkring i by‐<br />
en, hos lokale handlende, på skoler, biblioteker og offentlige institutioner. <br />
Ideen bag de fem plakater var at afspejle en række af de potentielle udfor‐<br />
dringer kommunen stod overfor i forbindelse med en fornyelse af planstra‐<br />
tegien, bl.a. med afsæt i fusionen af Køge og Skovbo Kommuner, som følge <br />
af kommunalreformen. Men også kommunens rolle som industri‐ og trans‐<br />
portcentrum i relation til placeringen tæt ved København, der samtidig gør <br />
byen attraktiv som pendlerkommune. De fem plakater formidler nogle af de <br />
modsætninger, der skulle rummes inden for den nye kommunes grænser: <br />
Idyl og Industri, Grise og Grundvand, Camping og Café Latte, Museum og <br />
Muskler samt Haver og Højhuse – alle illustreret gennem collager. <br />
Som udgangspunkt havde vi i Kollision et ønske om at trække konflik‐<br />
terne tydeligere op, og havde således oprindeligt formuleret overskrifterne <br />
på hver plakat som eksempelvis ’Grise eller Grundvand’, for at pointere kon‐<br />
flikterne. I det konkrete tilfælde havde Køge gennem længere tid haft pro‐<br />
blemer med e‐colibakterier i grundvandet, som nogle mente kunne skyldes <br />
forurening fra landbruget. Konflikten blev dog nedtonet og ’eller’ blev til ’og’, <br />
da plakaterne skulle godkendes politisk. Samarbejdet omkring plakaterne <br />
førte efterfølgende til, at vi blev inviteret til at give et bud på en opmærk‐<br />
somhedsskabende og oplevelsesorienteret udstilling med fokus på de kom‐<br />
mende udviklingsplaner for Køges havneområde. <br />
<br />
<br />
Plakater fra Køge Kommune<br />
CASES<br />
275
276 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
casebeskrivelse: køge2027<br />
Projektet Køge2027 bestod af en interaktiv udstilling, hvis primære <br />
formål var at sikre formidlingen af en række komplekse tiltag inden for byud‐<br />
vikling og planlægning i Køge Kommune med særligt fokus på de bynære <br />
havnearealer, herunder Nordre Havn, Søndre Havn, Collstropgrunden og <br />
Stationsområdet. Kort fortalt handler udviklingsprojektet om, at der etable‐<br />
res et jorddepot for forurenet jord på Nordre Havn, hvilket medfører en be‐<br />
tydelig udvidelse af havnearealet. En række industrivirksomheder skal deref‐<br />
ter flytte fra Søndre Havn til de nye områder på Nordre Havn, hvilket frigør <br />
de tidligere industriarealer til eksempelvis boliger, erhverv og kultur. Samti‐<br />
dig skal udviklingsprojektet binde Køge midtby sammen med de nye havne‐<br />
arealer henover Stationsområdet og den stærkt forurenede Collstropgrund. <br />
Målgruppen for udstillingen var borgere i Køge Kommune. På sigt var <br />
det hensigten, at udstillingen skulle danne ramme om en egentlig borgerin‐<br />
volvering, men udover en række spontane debatter i forbindelse med udstil‐<br />
lingen, blev denne dimension ikke realiseret, da borgerdeltagelsen efterføl‐<br />
gende tog en anden drejning i forbindelse med Køge Kyst‐projektet. Udstil‐<br />
lingen var frem til sommeren 2008 placeret i Havneterminalen på Køge <br />
Havn, hvorefter den rykkede til Køge Skitsesamling. <br />
Selve udstillingskonceptet var baseret på ideen om at skabe oplevel‐<br />
ser og læring hos de besøgende. Igennem en blanding af fakta (datavisualise‐<br />
ring på plancher) og fiktion (fremtidsscenarier) var det hensigten, at besø‐<br />
gende på udstillingen ville få en tydelig opfattelse af omfanget af og hoved‐<br />
linjerne i projektet samt en fornemmelse for de grundlæggende ideer og <br />
visioner, som forudsætning for senere deltagelse i debatten om projekterne. <br />
Samtidig var det målet, at de besøgende ville få en oplevelse af, at byudvik‐<br />
ling og ‐planlægning er vedkommende og relevant – også for den almindeli‐<br />
ge borger i Køge Kommune. Udstillingen var bygget op af bl.a. et stort gulv‐<br />
kort, faktaplancher, interaktiv installation og fotoudstilling.
<br />
<br />
Screendump fra den interaktive installation samt billeder fra åbningen af udstillingen.<br />
CASES<br />
277
278 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
Gulvkortet bestod af to kort (orthofoto) af området i overstørrelse i et <br />
materiale, der kunne holde til, at folk gik på dem. Det ene kort var placeret i <br />
Arkaden ved Køge Rådhus, mens det andet var placeret på gulvet i afgangs‐<br />
hallen ved færgeterminalen. På kortet var der er indtegnet en van‐<br />
dre/løberute igennem de nye områder med tilhørende reference til scenari‐<br />
er, der kunne findes i den interaktive installation. Ideen med de to kort var at <br />
give brugerne en bedre fornemmelse af områdets størrelse og dermed pro‐<br />
jektets omfang. Samtidig var det tanken, at det ville give brugerne en anden <br />
oplevelse at navigere i materialet fysisk, frem for blot at se et kort på en <br />
skærm eller på papir. Placeringen af et kort ved Rådhuset havde desuden til <br />
formål at skabe opmærksomhed om projektet og trække borgere til udstil‐<br />
lingen. <br />
Den interaktive installation var baseret direkte på ’…I bølgen blå’ og <br />
blev opstillet i afgangshallen. Installationen bestod af den samme sorte boks <br />
som på Charlottenborg, men nu med en storskærm indbygget i en kasse i <br />
stedet for en vægprojektion. Vha. joysticket kunne den besøgende styre en <br />
avatar igennem et kort (orthofoto) med en 3D‐model af Køge lagt ovenpå. <br />
Indholdsmæssigt var udstillingens bærende idé fremtidsscenarier, som bor‐<br />
gerne kunne opsøge på kortet. Scenarierne var udarbejdet som beskrivelser i <br />
tekst, billeder og lyd af fremtidige brugssituationer. <br />
Udgangspunktet var en række personas, f.eks. turisten, der besøger <br />
fremtidens Køge eller skolebarnet, der leger på den nye havn. Formålet var <br />
at skabe billeder af, hvordan fremtiden i de nye områder kunne tage sig ud. <br />
Og forhåbentlig inspirere til at besøgende og borgere på sigt kunne være <br />
med til at formulere deres egne visioner for området. Der var derfor ikke tale <br />
om f.eks. 3D‐visualiseringer af konkrete byggerier eller beskrivelser af fakti‐<br />
ske forhold, men i stedet om stemningsbilleder, der kunne fungere som fun‐<br />
dament for en forståelse af områdets potentielle kvaliteter som afsæt for en <br />
fremtidig debat. <br />
Som udgangspunkt udvalgte vi sammen med kommunen 15 centrale <br />
”steder” eller temaer, der skulle behandles. Scenarierne på kortet og perso‐
<br />
<br />
naerne repræsenterede de fremtidige brugssituationer og brugere af de ud‐<br />
byggede havneområder og blev indtalt af lokale borgere. Scenarierne var <br />
placeret i orange ’bokse’ på kortet, der foldede sig ud, når man nærmede sig. <br />
De udfoldede scenarier bestod af grafik, de indtalte scenarietekster samt et <br />
stemningsskabende lydbillede. Følgende er eksempler på de i alt femten <br />
scenarier, borgerne kunne opsøge på kortet: <br />
<br />
<br />
Boligejeren<br />
Da vi solgte huset i Hellerup og flyttede til Søndre Havn havde vi en forestilling om,<br />
at der ville være mange ligesom os i kvarteret. Vi havde håbet, at det ville blive et<br />
kvarter, hvor vi – det grå guld – i ro og fred kunne nyde udsigten og vores otium for<br />
nu at bruge de værste klicheer. Men sådan blev det heldigvis ikke. Ejendommen ved<br />
siden af er lejeboliger og her bor Søren og Jesper, to søde studerende, der altid gerne<br />
giver en hånd. Og så er der familien Amir fra Nordirak med tre børn, der nærmest<br />
har adopteret os som bedsteforældre og render ind og ud af vores hus. Og det er kun<br />
de nærmeste naboer. Vi er også med i madklubben på vejen, festudvalget, visionsudvalget<br />
og fællesrådet. Så fred og ro blev der gud ske tak og lov ikke meget af.<br />
CASES<br />
279
280 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
Pendleren<br />
Tidligere lignede stationen i Køge alle andre stationer i mellemstore provinsbyer,<br />
men siden Køge besluttede sig for at gøre Køge kommune CO2 neutral, er bus- og<br />
togstationen blevet omdrejningspunkt for en hel vækkelsesbølge. Indrømmet, jeg<br />
var skeptisk i starten, men nu er der nærmest gået sport i at udlede så lidt CO2 som<br />
muligt. Pendlercentralen på Collstropgrunden har været en stor hjælp: Her kan vi<br />
koordinere fælleskørsel, bestille billetter, købe aflad og meget andet.. Nu kan alle<br />
kommunens borgere logge på centralens hjemmeside og se hvor meget CO2 vi hver<br />
især bruger. Og på toppen af centralen kører lysavisen, der viser hvor meget byen<br />
samlet set udleder.<br />
<br />
Som en del af udstillingskonceptet arrangerede kommunen desuden <br />
en fotokonkurrence, hvor byens borgere kunne tage billeder fra udvalgte <br />
steder på den indtegnede rute. Disse fotos kunne indsendes til kommunen, <br />
hvorefter de blev gjort tilgængelige som diasshow på en PC med tilhørende <br />
skærm i udstillingsområdet. Samtidig blev de 15 scenarier trykt som post‐<br />
kort, publikum kunne tage med hjem som souvenirs – eller benytte til at <br />
sende kommentarer til såvel udstillingen som projektet direkte til kommu‐
<br />
<br />
nen. Postkortene blev også sammen med plakater for udstillingen uddelt <br />
rundt omkring i byen, for at skabe opmærksomhed om projektet, ligesom <br />
der blev udarbejdet Tv‐spots med afsæt i scenarierne, der i perioden op til <br />
udstillingens åbning kørte på en lokal Tv‐station <br />
I forbindelse med udstillingen blev der dels afholdt en åbningsrecep‐<br />
tion, men også en række strukturerede sessioner, hvor borgerne kunne til‐<br />
melde sig en ’guidet tur’, og udstillingen blev bl.a. besøgt af flere skoleklas‐<br />
ser. Som nævnt blev der ikke afholdt egentlige deltagelsesarrangementer i <br />
forbindelse med udstillingen, og derfor er der heller ikke foretaget opsamling <br />
på de input, de besøgende (alligevel) bidrog med. Men udstillingen var start‐<br />
skuddet til en længere proces, der i 2010 blev videreført i regi af Køge Kyst‐<br />
projektet. <br />
<br />
<br />
casebeskrivelse: køge kyst<br />
Køge Kyst‐projektet er et partnerskab mellem Køge Kommune og <br />
Realdania Arealudvikling, hvis formål er at udvikle centrale dele af Køge, her‐<br />
under stationsområdet, Søndre Havn og Collstropgrunden (Køge Kyst 2010). <br />
I 2010 blev der udskrevet en parallelkonkurrence om en udviklingsplan for <br />
området, og jeg indgik sammen med Kollision i et konsortium bestående af <br />
ASTOC Architects & Planners, MASU Planning, CORNELIUS + VÖGE, WSP <br />
Group samt WSGreen Technologies. Kollisions, og mit eget, bidrag til kon‐<br />
kurrenceforslaget var bl.a. en strategi for borgerdeltagelsen i udviklingsperi‐<br />
oden, ligesom vi var med til at definere det overordnede koncept for planen <br />
baseret på en generel idé om åbenhed overfor forandring i et dynamisk plan‐<br />
lægningsperspektiv under titlen ’OpenK’. I og med konkurrenceformen var <br />
en parallelkonkurrence, blev der ikke kåret en egentlig vinder, men reelt fik <br />
hold Vandkunsten (som de kaldes i dommerbetænkningen) førstepræmien i <br />
form af et højere honorar end de øvrige deltagere. Samtidig har Køge Kyst <br />
bekendtgjort, at de i den fremadrettede proces ’tager det bedste fra alle fem <br />
CASES<br />
281
282 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
hold’ (Køge Kyst 2010), hvordan dette udmøntes i praksis står endnu ikke <br />
helt klart. <br />
Det overordnede strategiske greb for borgernes rolle i udviklingspla‐<br />
nen blev i vores forslag defineret med afsæt i ideen om større åbenhed: <br />
“Som overordnet strategi for inddragelse af borgerne vil vi <br />
arbejde med udnyttelsen af de midlertidige byrum for at sikre at <br />
området undervejs – og ved vejs ende – bliver til allemandseje <br />
frem for et bebygget ingenmandsland. Ved at aktivere dele af kul‐<br />
tur‐, kvalitets‐ og markedsføringspuljen som en integreret del af <br />
strategien for borgerinddragelsen og udnyttelsen af de midlertidi‐<br />
ge byrum vil vi skabe en unik værdi for projektet, der omsætter <br />
økonomiske midler til social, kulturel og demokratisk kapital. For‐<br />
målet er, at forankre ejerskabet og sikre innovation og samtidig <br />
fremme kulturelle aktiviteter i bredeste forstand, understøtte pro‐<br />
jektets langsigtede kvaliteter samt skabe omtale af projektet i ind‐ <br />
og udland. Vi foreslår blandt andet, at midlerne fra puljen indgår i <br />
en fond som vi kalder openFUND.” (OpenK 2010) <br />
Den grundlæggende idé med openFUND var altså, at sikre midler til <br />
en fortsat borgerdeltagelse, kapacitetsopbygning, bemyndiggørelse af bor‐<br />
gerne samt aktivering af byens rum gennem midlertidige aktiviteter gennem <br />
hele udviklingsperioden – fra nu og frem til planen var fuldt realiseret. Fon‐<br />
den skulle ledes af en bestyrelse med deltagelse af såvel borgere som repræ‐<br />
sentanter fra erhvervsliv, institutioner og organisationer samt Køge Kyst‐<br />
organisationen. Tilknyttet fonden skulle der være en række advisory boards <br />
med kompetencer inden for forskellige områder, eksempelvis kultur, erhverv <br />
og byudvikling. Fondens formål ville være at igangsætte og administrere mid‐<br />
lertidige aktiviteter i udviklingsområdet med afsæt i et dynamisk ’metodeka‐<br />
talog’, hvoraf en række mulige tilgange blev præsenteret i projektforslaget: <br />
<br />
openEVENT: en årligt tilbagevendende festival, der skulle fun‐<br />
gere som ’paraply’ for de øvrige aktiviteter. Som en del af fe‐<br />
stivalen skulle der afholdes en årlig utopiatypingworkshop,
<br />
<br />
hvor aktørerne ved hjælp af metoden udviklede forslag til det <br />
kommende års aktiviteter, og ’vinderne’ (kåret af de øvrige <br />
deltagere i openEVENT) blev repræsenteret i openFUND‐<br />
bestyrelsen. <br />
openMEDIA: en strategi for kobling mellem projektet og eksi‐<br />
sterende sociale medier, eksempelvis Facebook, Twitter m.m. <br />
openFORUM: et debatforum kombineret med et digitaliseret <br />
utopiatypingredskab, hvor ideer kunne udvikles og debatteres <br />
af borgerne. <br />
openMAP/openTIMELINE: Et IT‐understøttet redskab, der <br />
skulle hjælpe med at formidle, de beslutninger der blev truffet <br />
undervejs i processen koblet på konkrete steder i byen. <br />
openSPACE: en konkret understøttelse af midlertidige aktivite‐<br />
ter i byrum og bygninger, f.eks. ved at hjælpe med midlertidige <br />
lejekontrakter, udlån af møbler, udstyr til aktiviteter m.m. <br />
openSAFARI: understøtte udforskning af områderne gennem <br />
eksempelvis supergrafik, innovativ skiltning, installationer og <br />
alternative ’ruter’. <br />
openMATCH: et spil, hvor aktørerne kunne mødes for at ud‐<br />
vikle fælles referencerammer og finde nye samarbejdspartne‐<br />
re i forbindelse med konkrete udviklingsmuligheder. <br />
openBARRIER: et spil der fokuserede på at synliggøre de bar‐<br />
rierer, bekymringer og konflikter, der ville være forbundet <br />
med udviklingsprocessen. <br />
<br />
Det giver sig selv, at ovenstående var et idékatalog, der på den ene <br />
side ikke var udfoldet med alle de mulige ideer, der kunne give mening i kon‐<br />
teksten, og på den anden side var de enkelte ideer ikke konkretiseret, om <br />
end der bag hver enkelt idé ligger erfaringer fra andre projekter, hvilket jeg <br />
vil forsøge at redegøre for i målanalysen. <br />
<br />
<br />
CASES<br />
283
284 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
hovedcase 2: målanalyse<br />
Aktionsmålet for ’…I bølgen blå’ blev defineret af Kollision, og kan <br />
grundlæggende koges ned til målsætningen om at lave et udstillingskoncept, <br />
der, med en humoristisk indgangsvinkel, ville sætte fokus på nogle af de (al‐<br />
vorlige) konsekvenser klimaforandringerne har for planlægningen af vore <br />
byer. Udviklingsmålet for denne udstilling var i høj grad inspireret af erfarin‐<br />
gerne med ’Byens Stemmer’, hvor selve interaktionsformen havde været en <br />
barriere for publikums og borgernes deltagelse samtidig med, at den tekno‐<br />
logiske platform havde været relativt ustabil. Målet på Charlottenborg var <br />
således at lave en installation, der dels var lettere tilgængelig for publikum, <br />
dels ikke krævede megen support for at fungere. <br />
Rent metodisk var det også en målsætning at udvikle en mere enga‐<br />
gerende og dynamisk præsentation af scenarier. I Byens Stemmer var scena‐<br />
rierne blot præsenteret som ’flade’ kort på skærmen, der blev læst op, mens <br />
vi på Charlottenborg arbejdede med en mere ’spilorienteret’ tilgang, hvor <br />
publikum bevægede en (menneskelignende) figur rundt i en 3‐dimensionel <br />
verden, hvor baggrundslyde var med til at skabe stemning, ligesom det blå <br />
lys i det mørke lokale gav en fornemmelse af, at stå i et lokale med vand. <br />
I relation til idealmålet var der i dette projekt ikke fokus på borgerdel‐<br />
tagelse som sådan og derfor gjorde vi os ikke nøjere overvejelser omkring <br />
det deliberative ideal – til gengæld var projektet i særdeleshed en politisk <br />
kommentar, og som sådan gav det anledning til (interne) diskussioner af, <br />
hvordan man kan sætte politiske emner på dagsordenen. Disse overvejelser <br />
blev senere taget op i forbindelse med projektet AARHUSCO2030. <br />
Aktionsmålet for plakaterne til Køge Kommune var at skærpe borger‐<br />
nes opmærksomhed omkring konkrete inddragelsesarrangementer samt at <br />
få borgerne til at deltage i debatten på www.ditkoege.dk. Borgerdeltagelses‐<br />
arrangementet var velbesøgt ligesom hjemmesiden i perioden blev besøgt, <br />
om end måske ikke benyttet, flittigt.
<br />
<br />
Udviklingsmålet her var relativt simpelt. Det var første gang vi målret‐<br />
tet arbejdede med elementer af borgerdeltagelse, der udelukkende var <br />
tænkt for at skabe opmærksomhed og som sådan blev plakaterne den direk‐<br />
te årsag til at opmærksomhedsdimensionen blev et selvstændigt punkt i <br />
AELIA‐modellen (der dog endnu ikke havde taget form på dette tidspunkt). <br />
I relation til idealmålet gav plakaterne anledning til en diskussion om <br />
politiske konflikter og deres rolle i borgerdeltagelsesprocesser. Som nævnt <br />
havde vi et ønske om at ridse konflikterne tydeligere op ved at skrive ’eller’ i <br />
stedet for ’og’ – der er ikke nødvendigvis plads til både grise og rent grund‐<br />
vand eller idyl og industri i et lokalsamfund. Men for en kommune, der netop <br />
var slået sammen af en købstadskommune (Køge) og en landkommune <br />
(Skovbo), var det – måske forståeligt nok – ikke ønskeligt at trække konflik‐<br />
terne alt for tydeligt op, da målet på daværende tidspunkt snarere var at <br />
samle, end skille borgerne i de to kommuner. <br />
I Køge2027 var aktionsmålet at skabe en udstilling, der kunne give <br />
borgerne et indblik i de forandringer, der var undervejs i de bynære havne‐<br />
arealer i Køge. Dels skulle borgerne have et indblik i de konkrete aktiviteter <br />
forbundet med etableringen af det nye jorddepot, der allerede var undervejs <br />
– og som var en forudsætning, økonomisk såvel som arealmæssigt, for de <br />
øvrige planer – dels skulle de få en fornemmelse af de perspektiver, der lå i <br />
udviklingen af Søndre Havn og etableringen af en tættere forbindelse mel‐<br />
lem midtbyen og havnen henover stationsområdet og Collstropgrunden. <br />
Samtidig skulle projektet give borgerne lyst til at besøge de nye områder ved <br />
at etablere gang‐ og løberuter på havneområderne. Hvorvidt aktionsmålet <br />
blev opfyldt, er der ikke lavet en særskilt evaluering af i samarbejde med <br />
kommunen, men udstillingen var meget velbesøgt, hvilket i sig selv må anses <br />
for at være et succeskriterium. <br />
Teknologisk og praktisk havde udviklingsmålet fokus på at skabe en <br />
robust udstilling med en levetid på minimum et år, der skulle stå i et delvist <br />
offentligt tilgængeligt rum (havneterminalen) og senere flyttes til Køge Skit‐<br />
sesamling. Med afsæt i de gode erfaringer fra Charlottenborg i forhold til <br />
CASES<br />
285
286 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
interaktion og robusthed, besluttede vi os for at genanvende teknologien fra <br />
’…I bølgen blå’, men med nyt indhold. Indholdet var dog inspireret af Char‐<br />
lottenborg‐projektet i den forstand, at vi igen ønskede at arbejde med scena‐<br />
rier i en dynamisk, virtuel verden, hvor brugerne selv kunne bevæge sig <br />
rundt og opsøge fortællinger/scenarier fra fremtiden. Samtidig medførte <br />
overvejelserne omkring opmærksomhedsskabende effekter i forbindelse <br />
med plakaterne, at vi i denne kontekst udarbejdede både plakater og post‐<br />
kort, men også Tv‐reklamer samt ’fremskudte poster’ i form af en kopi af <br />
gulvkortet ved Rådhuset, der skulle gøre borgerne opmærksomme på udstil‐<br />
lingen på havnen. Samtidig var udstillingen på sin vis delt op i to selvstændige <br />
formål, dels formidlingen af fakta omkring jorddepotet, der igennem plan‐<br />
cher skulle vise nogle af de konkrete konsekvenser ved dette projekt, dels de <br />
langt mere åbne scenarier, der skulle give et indtryk af udviklingsperspekti‐<br />
verne for de øvrige arealer. <br />
Målet for udviklingsprojektet var således at give et indtryk af mulige <br />
stemninger, aktiviteter og funktioner, men uden overhovedet at komme i <br />
nærheden af konkrete projektforslag, der kunne ende som diskussionspunk‐<br />
ter inden projektet var skudt i gang. Igen ville vi have ønsket mere ’kant’ i <br />
scenarierne og en mere udstrakt brug af humor for at give de besøgende en <br />
anderledes oplevelse i stil med Charlottenborg, men politisk frygtede man, at <br />
denne tilgang risikerede at støde visse borgergrupper. Scenarierne blev der‐<br />
for relativt ’prosaiske’ beskrivelser fra fremtidens Køge frem for egentlige <br />
tankevækkende eller provokerende billeder, der kunne vække til debat. Et <br />
element af udstillingen blev dog, mod forventning, debatskabende – nemlig <br />
gulvkortet. Da kortet var et orthofoto kunne man her se bygninger og arealer <br />
relativt tydeligt, og de besøgende begyndte derfor at forholde sig til, hvordan <br />
de nye områder og planerne herfor, ville påvirke netop deres lokalområde og <br />
hus. På sin vis førte kortet til en række NIMBY‐diskussioner, men også WIM‐<br />
BY (Welcome In My Back‐Yard), hvor de besøgende kunne se interessante <br />
perspektiver i de nye områder og forbindelserne mellem midtbyen og hav‐<br />
nen.
<br />
<br />
I relation til idealmålet gav projektet anledning til diskussioner om‐<br />
kring formidlingen af ’fakta’ og ’værdier’. Den interaktive dimension af udstil‐<br />
lingen forsøgte at praktisere åbenhed og kommunikation i de allertidligste <br />
faser af et projekt, hvor intet er besluttet endnu. Men måske netop fordi <br />
især plancherne indeholdt konkrete fakta om projektet på Nordre Havn, blev <br />
resten af udstillingen i flere tilfælde tolket i samme ånd, og kortet kom såle‐<br />
des til at fremstå som et bud på en ’plan’, snarere end som et oversigtskort <br />
over mulige udviklingsperspektiver. Der var dog ikke tvivl om, at lærings‐<br />
aspektet af udstillingen fungerede efter hensigten og den åbne ramme om‐<br />
kring udstillingen – ikke mindst til receptionen, hvor borgere, embedsmænd, <br />
erhvervsliv, presse og politikere var tilstede samtidigt – gav et indblik i, at det <br />
faktisk kan lade sig gøre at nedbryde rammerne og skabe udgangspunkt for <br />
en mere ligeværdig og åben dialog mellem aktørerne. Borgernes aktive en‐<br />
gagement i debatten førte også til overvejelser omkring, hvor langt der <br />
(tidsmæssigt) bør være mellem læring, indflydelse og handling. Tilsynela‐<br />
dende havde mange borgere allerede på dette tidlige tidspunkt behov for at <br />
forholde sig til, hvad de skitserede ideer konkret ville betyde for dem, når de <br />
til sin tid blev implementeret i praksis. <br />
Aktionsmålet i den sidste delcase i denne sammenhæng var, at skabe <br />
grundlaget for borgernes fortsatte engagement i udviklingen af de bynære <br />
havnearealer, nu under overskriften Køge Kyst. Samtidig var det et mål at <br />
etablere et fælles‐ og partnerskab mellem såvel borgere og kommune, som <br />
erhvervsliv og organisationer, ikke mindst med henblik på at sikre finansie‐<br />
ring af konkrete aktiviteter. <br />
Udviklingsmålet udsprang i høj grad af erfaringerne fra den tidligere <br />
proces, hvor vi ønskede at bygge videre på den interesse, der havde været <br />
for at debattere fremtiden for Køge og samtidig holde planen åben for tiltag <br />
og forslag fra en lang række aktører, der kunne sikre en fortsat dynamik på et <br />
tidspunkt i processen, hvor der traditionelt sker et fokusskifte fra bred, bor‐<br />
gerinvolverende idéudvikling til mere lukkede fora, hvor ideerne udvikles og <br />
bearbejdes af eksperter. Ved at aktivere en pulje penge, der var sat af til <br />
markedsføring af projektet, var det hensigten at finansiere konkrete aktivite‐<br />
CASES<br />
287
288 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
ter og derigennem opnå en ’markedsføringseffekt’, hvor den ’gode historie’ i <br />
sig selv ville give projektet omtale. OpenK var således ikke blot et luftigt be‐<br />
greb, men en konkret strategi for, hvordan planlægningen og udviklingen <br />
kunne tage afsæt i aktørernes interesser og ressourcer ved hjælp af midlerti‐<br />
dige aktiviteter. Det var også første gang, at vi havde en idé om at anvende <br />
utopiatyping som den bærende metode, simpelthen ved at lade workshops <br />
med fokus på fremtiden og tilbagerulningen til konkrete aktiviteter i nutiden, <br />
være bestemmende for, hvem der – for et år ad gangen – sad med omkring <br />
bordet, når der skulle træffes beslutning om, hvilke aktiviteter, der skulle <br />
understøttes. <br />
I forhold til idealmålet indeholdt udvælgelsen af disse personer der‐<br />
med også elementer af både konkurrencedemokrati (der skulle stemmes om <br />
de bedste forslag) og repræsentativt demokrati (vinderne blev repræsente‐<br />
ret i bestyrelsen for openFUND). Samtidig lagde procesforslaget op til en <br />
åben, deliberativ dialog mellem alle aktører, bl.a. med spil som faciliterende <br />
mellemled, men spillene havde også fokus på barrierer og (interes‐<br />
se)konflikter, og tog dermed højde for et mere aggregativt demokratisyn. <br />
Samtidig havde projektet et syn på byen som netop nået igangværende i et <br />
dynamisk planlægningsperspektiv, hvor borgerne deltager aktivt i den lø‐<br />
bende udvikling. <br />
<br />
<br />
<br />
hovedcase 3: co2030<br />
Projektets tredje hovedcase er AARHUSCO2030. Casen har en relativt <br />
lang forhistorie, da den oprindeligt startede med en henvendelse fra Århus <br />
Universitet, der i forbindelse med konferencen Beyond Kyoto ønskede at <br />
iværksætte aktiviteter, der kunne være med til at forankre konferencen i <br />
borgernes bevidsthed. På vores foranledning tog universitetet kontakt med <br />
Århus Kommune for at koble konferencen og de foreslåede aktiviteter sam‐<br />
men med kommunens målsætning om CO2‐neutralitet i 2030, et projekt der <br />
på daværende tidspunkt netop var skudt i gang med kommunens klimaplan. <br />
Herefter fulgte et længere forløb med deltagelse af bl.a. kommunens er‐<br />
hvervsafdeling samt magistraten for Teknik & Miljø. I efteråret 2008 finansie‐<br />
rede Århus Kommune et forprojekt, der dels skulle skitsere en række mulige <br />
aktiviteter, dels pege på potentielle samarbejdspartnere. I løbet af forprojek‐<br />
tet voksede opgaven og i slutningen af året blev projektet sendt i begrænset <br />
udbud. <br />
Kollision bød på, og vandt, opgaven som projektleder i et konsortium <br />
bestående af <strong>Arkitektskolen</strong> Århus, Digital Urban Living, Cavi, Tekne, Alexan‐<br />
dra Instituttet, klimasekretariatet ved Århus Universitet samt Moesgaard <br />
Museum. Målet var at skabe en event i Ridehuset i forbindelse med Beyond <br />
Kyoto‐konferencen, der samtidig skulle være startskuddet til en længeva‐<br />
rende kampagne vedrørende kommunens målsætning om CO2‐neutralitet <br />
baseret på en høj grad af borgerdeltagelse. I forlængelse heraf var det et <br />
selvstændigt mål at skabe et borgerdeltagelsesspil, der kunne rejse rundt i <br />
kommunen fra marts, hvor konferencen blev afholdt, og året ud. Jeg beskri‐<br />
ver eventen i Ridehuset og de tilhørende kampagneaktiviteter som en delca‐<br />
se, mens CO2030‐spillet beskrives som en separat delcase, selvom de hæn‐<br />
ger tæt sammen. <br />
<br />
CASES<br />
289
290 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
casebeskrivelse: aarhusco2030<br />
Projektforslaget til AARHUSCO2030 tog direkte udgangspunkt i AELIA‐<br />
modellen, der nu var færdigformuleret (denne gang dog på dansk under <br />
overskriften OOLIH – Opmærksomhed, Oplevelse, Læring, Indflydelse og <br />
Handling). Ideen var at skabe opmærksomhed omkring AARHUSCO2030 <br />
gennem en række aktiviteter knyttet til konferencen Beyond Kyoto i marts, <br />
2009. Udover traditionelle markedsføringstiltag, herunder plakater i byrum‐<br />
met samt pressemateriale og annoncering på web og i trykte medier, var det <br />
vores målsætning at igangsætte opmærksomhedsskabende aktiviteter i <br />
samarbejde med forskellige aktører. Bl.a. udarbejdede Digital Urban Living, <br />
Cavi og JC Decaux interaktive standere i byrummet, hvor borgerne kunne <br />
høre såkaldte ’klimabekendelser’ eller CO2nfesssions/CO2mmitments (Digi‐<br />
tal Urban Living 2009A). Ideen her var, at almindelige borgere fortalte om <br />
deres vaner, og disses indvirkning på klimaet. Andre borgere kunne så lade <br />
sig inspirere – eller ryste på hovedet af deres adfærd. Digital Urban Living <br />
udviklede desuden en mediefacade til Ridehuset, hvor borgerne kunne <br />
sammensætte klimastatements ved hjælp af en række løsrevne ord, der blev <br />
aktiveret, når de bevægede sig forbi facaden (Digital Urban Living 2009B). <br />
Studerende på besøg i Ridehuset
<br />
<br />
<br />
Projektets oplevelsesorienterede dimension lå i umiddelbar forlæn‐<br />
gelse af de opmærksomhedsskabende tiltag. Ved at anvende innovative tek‐<br />
nologier og formidlingsformer, ville vi give byens borgere en positiv oplevel‐<br />
se, der smittede af på deres tilgang til selve borgerdeltagelsen i AAR‐<br />
HUSCO2030‐regi. Oplevelsesdimensionen var dels præget af selve dialogred‐<br />
skabet (CO2030‐spillet), dels mediefacade‐projektet under Digital Urban <br />
Living samt de øvrige udstillere i forbindelse med eventen i Ridehuset. Der‐<br />
udover var det hensigten at Moesgaard Museum skulle lave en udstilling i <br />
byrummet som en del af museets planlagte udstilling om klimatilpasning <br />
gennem tiderne, men desværre lykkedes det ikke at finde midler til denne <br />
dimension af projektet. <br />
<br />
<br />
Klimavæggen på Ridehusets facade<br />
CASES<br />
291
292 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
Læringsdimensionen i forbindelse med eventen i Ridehuset lå bl.a. i <br />
en række plancher, foldere og udstillinger, der formidlede formålet med og <br />
aktiviteter i klimaplanen og kommunens målsætning om CO2‐neutralitet. <br />
Derudover var der en lang række udstillere i Ridehuset, både forsyningsvirk‐<br />
somheder og virksomheder med fokus på alternative energikilder, der hver <br />
især oplyste om de muligheder for CO2‐reduktion, der lå i deres tiltag og <br />
produkter. Samtidig var det målsætningen, at projektet senere skulle udbyg‐<br />
ges med egentligt læringsmateriale rettet mod folkeskoler, men denne del af <br />
projektet er indtil videre udskudt, dels pga. manglende ressourcer, dels fordi <br />
der samtidig blev lanceret en lang række lignende tiltag bl.a. i forbindelse <br />
med COP15, i andre kommuner og fra private virksomheder. Det blev derfor <br />
vurderet, at det ville være svært at udvikle læringstiltag, der kunne konkurre‐<br />
re med det allerede tilgængelige materiale. <br />
Projektets indflydelsesdimension var henlagt til CO2030‐spillet, og jeg <br />
vender derfor tilbage til denne senere. Handlingsdimensionen var orienteret <br />
omkring muligheden for at påvirke borgernes adfærd i retning af målsætnin‐<br />
gen om CO2‐neutralitet. Håbet var, at en større indsigt i, hvordan den enkel‐<br />
tes adfærd hænger sammen med udledningen af CO2 ville føre til adfærds‐<br />
ændringer hos borgerne. Jeg vender også tilbage til denne dimension i for‐<br />
bindelse med beskrivelsen af spillet som case. <br />
Eventen i Ridehuset blev afviklet over to dage i marts måned, sidelø‐<br />
bende med konferencen, og var relativt velbesøgt, hvis vi sammenligner med <br />
traditionelle borgerdeltagelsesarrangementer. I hvert fald blev det estime‐<br />
ret, at mere end 1500 personer gæstede Ridehuset i de to dage (Delman & <br />
Nielsen 2009). Desværre lykkedes det ikke at få den ønskede redaktionelle <br />
dækning af aktiviteterne i de lokale medier, ligesom der var problemer med <br />
skiltningen af eventen, eftersom der var opstået misforståelser mellem de <br />
myndigheder i kommunen, der administrerer Ridehuset som (bevaringsvær‐<br />
dig) bygning og de myndigheder, der stod som afsendere af projektet, hvor‐<br />
for det viste sig nødvendigt at fjerne en række bannere og skilte på facaden.
<br />
<br />
Hvorvidt dette førte til færre besøgende er selvsagt ren spekulation, men det <br />
er nærliggende at antage, at bedre skiltning ville have trukket flere gæster <br />
ind fra gaden, ligesom en bedre mediedækning på førstedagen kunne have <br />
vakt interessen hos flere borgere. <br />
Ud af de godt 1500 besøgende besvarede 220 et spørgeskema og <br />
69,5% svarede ’ja’ til, at udstillingen havde givet dem ny viden om klima og <br />
alternative energiformer, mens 62,5% svarede, at udstillingen havde givet <br />
dem nye ideer til, hvordan de selv kunne spare på energien og reducere de‐<br />
res CO2‐udslip. Hele 77% af de besøgende svarede, at det var sandsynligt, at <br />
udstillingen, eventen og spillet betragtet som helhed ville føre til, at de æn‐<br />
drede adfærd i fremtiden. Set i det lys må eventen siges at have været en <br />
succes. Man kan dog stille spørgsmål til, om de besøgende måske i forvejen <br />
repræsenterede en gruppe af borgere med særlig interesse for problemstil‐<br />
lingen, netop fordi det ikke var lykkedes at nå ud til den brede befolkning <br />
gennem medierne. Spørgeskemaet var ikke konstrueret således, at vi efter‐<br />
følgende kunne aflæse hverken demografiske eller sociopolitiske data om <br />
deltagerne, der kunne have belyst dette forhold. <br />
<br />
<br />
casebeskrivelse: co2030-spillet<br />
Et væsentligt bidrag til eventen i Ridehuset var lanceringen af <br />
CO2030‐spillet. Udgangspunktet for spillet var, at vi ofte kæder adfærdsæn‐<br />
dringer sammen med en øget bevidsthed om, at den enkeltes bidrag er vig‐<br />
tigt i en større sammenhæng, f.eks. ved at visualisere ECO‐footprints i en <br />
global kontekst – typisk med udgangspunkt i katastrofescenarier, der beskri‐<br />
ver, hvad der vil ske, hvis ikke vi gør noget. Resultatet er nogle gange en op‐<br />
givende holdning hos den enkelte, baseret på den opfattelse, at det alligevel <br />
ikke nytter at gøre noget som individ. På den anden side er der ikke det store <br />
incitament til faktisk at gøre noget pt., fordi vi endnu ikke har oplevet de po‐<br />
tentielle, fremtidige katastrofer, som Giddens beskriver det (Giddens 2009). <br />
CASES<br />
293
294 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
Vi mente derfor, at det ville være relevant at se på en større palette af <br />
argumenter med særligt fokus på, hvad vi kaldte et EGO‐footprint, dvs. vores <br />
fokus var på den enkeltes adfærd og faktiske muligheder for – og aktuelle <br />
fordele ved – at ændre adfærd. Vores afsæt for dialogredskabet (og udstillin‐<br />
gen i Ridehuset) var derfor bl.a. argumenter for, hvordan grønne valg kan <br />
give personlig status, hvordan vi kan forbedre nationens konkurrenceevne <br />
ved at øge energieffektiviteten, hvordan familierne kan spare penge ved at <br />
udlede mindre CO2, hvordan omlægninger af transportsektoren kan give en <br />
mindre stresset hverdag og hvordan mennesket gennem tiden har tilpasset <br />
sig klimaændringer. <br />
Spillet blev udarbejdet som et interaktivt bord, der vha. scenarier og <br />
spørgsmål ledte borgeren til at tage stilling til en række hypotetiske, men <br />
realistiske situationer. Borgeren skulle så træffe et valg i relation til hver situ‐<br />
ation, der samlet set sigtede mod CO2‐neutralitet. Redskabet var i udgangs‐<br />
punktet rettet mod en bred målgruppe af interessenter – fra skoleklasser på <br />
8. klassetrin til ekspertinteressenter som f.eks. miljøgrupper. Fokus for red‐<br />
skabet var at understøtte debat og dialog mellem aktørerne samt at gøre <br />
deltagerne bevidste om de udfordringer, der er forbundet med at opnå mål‐<br />
sætningen og de muligheder den enkelte har for at gøre en forskel og opnå <br />
personlige fordele samtidig. <br />
Redskabet kunne dels fungere uden moderator, som en oplevelses‐ <br />
og læringsorienteret installation, dels som et indflydelsesorienteret dialog‐<br />
redskab, der kunne danne rammen om strukturerede sessioner med fokus <br />
på indsamling af kvalitative data. Samtidig indsamlede redskabet i begge <br />
tilfælde kvantitative data vedrørende brugernes valg. Som en del af spillet <br />
arbejdede vi med en (selv)modererende konstruktion, vi kaldte ”Djævelens <br />
Advokat” – en titel der afspejler den rolle en moderator typisk har i borger‐<br />
deltagelsesprojekter. Oprindeligt stammer udtrykket fra den katolske kirke, <br />
hvor en Advocatus Diaboli er den person, der skal tale imod en kanonisering <br />
eller helgenkåring for at sikre sig, at beslutningen træffes på et korrekt <br />
grundlag. I mange borgerdeltagelsesprocesser har moderatoren – i rollen <br />
som Djævelens Advokat – til opgave at sørge for, at deltagerne udfordres, at
<br />
<br />
debatten foregår på et kvalificeret grundlag, at alle kommer til orde og at <br />
ingen får lov at forholde sig urealistisk eller passivt til de stillede opgaver. <br />
Ofte løses opgaven ved at moderatoren er i (påtaget) opposition til deltager‐<br />
ne for at fremme debatten, eller ved at aktivere deltagerne gennem udfor‐<br />
drende spørgsmål. <br />
<br />
Spil i Ridehuset med repræsentanter fra byrådets partier<br />
Målsætningen for deltagerne i strukturerede sessioner eller besøgen‐<br />
de var at nå frem til adfærdsændringer på en række forskellige områder, der <br />
tilsammen sikrer den enkeltes, og samfundets, CO2‐neutralitet i 2030. For at <br />
sætte gang i debatten og inspirere deltagerne, præsenterede redskabet en <br />
række scenarier inddelt i fem kategorier; henholdsvis bolig, apparater, føde‐<br />
varer, transport til og fra arbejde samt rejser. Ideen var, at deltagerne dels <br />
skulle forsøge at beskrive deres adfærd i dag, dels debattere – og vælge – en <br />
fremtidig adfærd, der understøttede målsætningen om at opnå CO2‐<br />
neutralitet. Samtidig udfordrede Djævelens Advokat spillerne med kritiske <br />
CASES<br />
295
296 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
spørgsmål til de valg, de traf. Nedenstående er et eksempel på forløbet i ka‐<br />
tegorien fødevarer i henholdsvis den del af spillet, vi kaldte konfigurering, <br />
dvs. brugernes adfærd i dag, og scenariedelen, dvs. fremtidige valgmulighe‐<br />
der: <br />
<br />
KONFIGURERING: Fødevarer<br />
A. Spiser du kød?<br />
Ja, mennesket er et rovdyr<br />
Det hænder<br />
Nej, dyrene er vores venner<br />
B. Hvor ofte spiser du fisk?<br />
ALDRIG. Jeg rører det ikke, men jeg har hørt, at katte elsker det.<br />
SJÆLDENT. Det hænder da, at jeg får lidt makrelguf eller en fiskefilet, men det er ikke<br />
min livret.<br />
OFTE. Det er billigt og smager ok, så det spiser jeg en del gange om ugen.<br />
MEGET OFTE. Jeg spiser fisk, både som pålæg og til aften. Det er sundt og smager<br />
dejligt.<br />
C. Hvor ofte spiser du fjerkræ?<br />
ALDRIG. Hvis det har vinger, spiser jeg det ikke.<br />
SJÆLDENT. Det sker, at jeg får en halv måge, men det er ikke min favoritspise.<br />
OFTE. Det smager godt og er til at betale, så det får jeg flere dage om ugen.<br />
MEGET OFTE. Det spiser jeg faktisk dagligt, det er fedtfattigt og velsmagende.<br />
D. Hvor ofte spiser du svinekød?<br />
ALDRIG. Svin er… ja, nogle svin. Jeg ville hellere spise en selvdød pungrotte.<br />
SJÆLDENT. Jeg får da en spegepølsemad ind i mellem, men ellers er det mest til jul<br />
OFTE. Jeg er glad for frikadeller, kamsteg og karbonader, så det får jeg flere gange<br />
om ugen.<br />
MEGET OFTE. Svin er godt for maven. Det spiser jeg dagligt.
<br />
<br />
E. Hvor ofte spiser du oksekød<br />
ALDRIG. Jeg kan ikke fordrage det.<br />
SJÆLDENT. Lidt kødsovs til spaghettien ind i mellem, men det er ikke meget.<br />
OFTE. Det får jeg flere gange om ugen.<br />
MEGET OFTE. Jeg får praktisk talt oksekød hver dag,<br />
Fødevarer - adfærdsændringer<br />
STEP 1 – information<br />
(Scenarie info) Alt hvad vi spiser bidrager mere eller mindre til vores samlede CO2udslip.<br />
Bøfferne fra Argentina og kildevandet fra Frankrig udleder væsentligt mere end<br />
en gulerod fra haven og et glas vand fra hanen. Alt efter dine spisevaner, kan små ændringer<br />
være med til at gøre en stor forskel.<br />
(Personlig info, eksempel) Du spiser i dag oksekød 3 dage om ugen, kylling 2 dage om<br />
ugen, svinekød 2 dage om ugen og fisk 1 dag om ugen.<br />
Samlet set betyder det, at dine spisevaner medfører en udledning på ca. [XX] ton CO2<br />
om året.<br />
Måske kan du gøre en forskel her?<br />
(Personlig info – undtagelse)<br />
Du har angivet, at du ikke spiser kød. Det må du jo selv om, men det betyder, at det næste<br />
scenarie ikke relevant for dig.<br />
STEP 2 – Relevans/forandringsparathed<br />
A: (Ikke relevant) Jeg ville gerne gøre noget, men af årsager, der ikke vedkommer<br />
andre, skal jeg holde en diæt, der ikke giver plads til ændre mine spisevaner.<br />
B: (Intet behov) Jeg gør allerede alt, hvad jeg kan. Jeg lever af skovens bær og nødder,<br />
nedfaldsfrugt fra naboens have og jeg fanger mine egne fisk med en stang snittet<br />
af økologisk pil.<br />
CASES<br />
297
298 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
C: (Ingen ændring) Lørdag aften uden bøffer ville være som juleaften uden gaver eller<br />
en landskamp uden mål. Det går bare ikke. Jeg spiser lige nøjagtig, hvad jeg har<br />
lyst til!<br />
D: (Mulig ændring) Ja, mon ikke, jeg kunne gøre noget her. Jeg kunne f.eks…<br />
STEP 3 – Mulige ændringer (kun for brugere, der vælger D i step 2)<br />
Du har valgt at ændre dine spisevaner for at spare CO2. Lad os se, hvor langt du vil gå<br />
for at gøre en forskel. Vælg en af følgende muligheder.<br />
Jeg køber kun én cheeseburger næste gang jeg er på vej hjem fra byen<br />
Jeg lader være med at spise kød én dag om ugen.<br />
Jeg dropper oksebøfferne og spiser kun fisk, kylling og svin fem dage om ugen.<br />
Jeg lader være med at spise kød tre dage om ugen.<br />
Jeg dropper oksestegen og vildlaksen fra Canada og spiser kun kylling og fisk tre dage<br />
om ugen.<br />
Jeg bliver vegetar og spiser kun biodynamiske og lokalt producerede varer.<br />
Jeg tror egentlig ikke, at jeg kan gøre noget her.<br />
STEP 4 – Argumenter for adfærdsændringer (kun for brugere, der har svaret på step 3)<br />
Hvad kunne få dig til at ændre dine vaner på dette område?<br />
A: (Privatøkonomisk) Jeg ville gøre det, hvis der var tilbud på CO2-neutrale fødevarer<br />
i mit lokale supermarked.<br />
B: (Samfundsøkonomisk) Jeg vil ændre mine vaner, hvis der indføres en mærkningsordning<br />
for lokalt producerede, klimavenlige fødevarer.<br />
C: (Socialt) Jeg vil gøre noget, hvis folk begynder at se underligt på mig, når jeg hiver<br />
en oksemørbrad fra Argentina ned i kurven.<br />
D: (Ideologisk) Jeg vil gøre det for at stoppe burgerproducenternes rydning af regnskoven.<br />
E: (Komfort) Jeg vil gøre det hvis supermarkedernes kølediske er fyldt op med færdigretter,<br />
jeg kan spise med god samvittighed.<br />
F: (Andre) Jeg vil gøre det fordi…<br />
G: (Ingen): Jeg gør, som jeg altid har gjort.
<br />
<br />
<br />
Hver spiller skulle først igennem en konfigurationsrunde inden for de <br />
fem kategorier, hvor de svarede på spørgsmål om deres vaner i dag, dernæst <br />
udregnede spillet en personlig CO2‐profil – eller et EGO‐footprint – på hver <br />
spiller, der blev præsenteret på skærmen så alle spillere kunne se det. Deref‐<br />
ter gik selve scenariedelen i gang, hvor spillerne nu, efter tur i de strukture‐<br />
rede spil, skulle vælge om de inden for hvert område ønskede at ændre de‐<br />
res vaner. Efter at have svaret på scenariespørgsmålene skulle spilleren, hvis <br />
tur det var, desuden angive hvad, der kunne få ham eller hende til at ændre <br />
adfærd, dvs. om det var af privatøkonomiske, samfundsøkonomiske, sociale, <br />
ideologiske eller komfortmæssige årsager. Spilleren kunne også vælge <br />
muligheden ’andre’ og skulle så forklare de øvrige spillere, hvilke årsager, der <br />
kunne ligge til grund for valget om adfærdsændringer. <br />
<br />
Borgere prøver spillet på egen hånd<br />
CASES<br />
299
300 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
Konfigurationen tog 10‐15 per spiller og foregik simultant, mens det <br />
tog ca. 45 minutter at spille et struktureret spil med moderator, hvor spiller‐<br />
ne skulle vente på hinanden. Ustrukturerede spil tog ca. 15‐20 minutter pr. <br />
spiller, da man ikke her skulle forholde sig til de andre spilleres valg og input. <br />
Til slut i spillet opregnedes den samlede CO2‐reduktion for hver spiller, hvor‐<br />
efter spillerne blev præsenteret for en sidste opgave, dynamisk udregnet på <br />
baggrund af deres samlede reduktion: <br />
<br />
<br />
I har nu angivet, hvordan I kan ændre jeres vaner. Og hvad der skal til for at få jer til at<br />
mindske jeres CO2-udslip inden for de forskellige områder.<br />
Men I mangler stadig meget<br />
Men I mangler stadig en del.<br />
Men I mangler stadig lidt<br />
Og I mangler ikke ret meget<br />
Og det er lykkedes jer at nå nul ton. Godt gået!<br />
Hvad vil I foreslå, der skal ske med resten af jeres udslip?<br />
Det er ikke mit problem!<br />
Jeg kunne købe aflad.<br />
Jeg kunne købe CO2-kvoter<br />
Der skal lovgivning til.<br />
Jeg tror, at teknologien vil løse problemet.<br />
Jeg kan sikkert godt gøre en ekstra indsats.<br />
Spillet tillod fire spillere at spille samtidig, og derudover kunne andre <br />
borgere følge med i spillet ved hjælp af en tilknyttet storskærm, der viste <br />
information relateret til spillet på bordet. I et struktureret spil var det mode‐<br />
ratorens rolle at agere Djævelens Advokat – men det var dog muligt at lade
<br />
<br />
funktionen være slået til, så bordet i et vist omfang var selv‐modererende, <br />
også i de strukturerede sessioner, således at ekstreme eller urealistiske valg <br />
blev kommenteret af Djævelens Advokat for at sikre, at valgene var baseret <br />
på debat (flere deltagere) eller personlig refleksion (enkelt deltager). Det var <br />
desuden målsætningen, at moderatoren skulle indsamle kvalitative data om <br />
debatten og notere særligt interessante udsagn fra spillerne, mens spillet <br />
selv gemte de kvantitative data forbundet med deltagernes valg. Disse data <br />
skulle efterfølgende indgå i det videre arbejde med klimaplanen, således at <br />
kommunen dels fik et bedre indblik i borgernes vaner pt., men også i hvad de <br />
var villige til at ændre på og ikke mindst hvilke argumenter, der fremadrettet <br />
skulle til for at sætte gang i adfærdsændringerne gennem kampagner. Den‐<br />
ne del af projektet blev dog efterfølgende sat i bero sammen med øvrige <br />
planlagte aktiviteter af årsager, jeg vender tilbage til i målanalysen. <br />
Alt i alt har 4527 borgere prøvet CO2030‐spillet og ud af disse har <br />
2349 gennemført konfigurationen (deres nuværende vaner) og i alt 731 har <br />
gennemført hele spillet. Efter Ridehuset stod spillet i en periode på Rådhu‐<br />
set, derefter på Hovedbiblioteket i Århus, Bruuns Galleri, Børn‐ og Unges <br />
hovedsæde i Viby, Risskov Amtsgymnasium, Danmarks Radio, Skejby Syge‐<br />
hus og Aros – og endte derefter sine dage på Hovedbiblioteket igen. I forbin‐<br />
delse med Ridehuset prøvede knap 50% af de, der besvarede spørgeskema‐<br />
et, spillet, mens hele 56% af alle besøgende (således også folk, der ikke prø‐<br />
vede spillet) vurderede, at spillet var en god måde at skabe interesse for må‐<br />
let om CO2‐reduktion. Ud af de 731, der har gennemført spillet, har 531 sva‐<br />
ret på en række spørgsmål omkring inddragelse, som vi stillede, da selve <br />
spillet var overstået. <br />
<br />
CASES<br />
301
302 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
Har du deltaget i borgerinddragelsesarrangementer før?<br />
18%<br />
23%<br />
30%<br />
15%<br />
28%<br />
19%<br />
Hvad kan få dig til at deltage i<br />
borgerinddragelsesarrangementer?<br />
6% 4%<br />
23%<br />
27%<br />
7%<br />
Ja, det gør jeg ofte.<br />
Nej, jeg vil hellere se maling<br />
tørre.<br />
Nej, men jeg ville gerne<br />
deltage oftere.<br />
Borger… hvad for noget? Det<br />
ved jeg faktisk ikke.<br />
Fig. 10: Har du deltaget i borgerinddragelsesarrangementer før? (Exit-spørgsmål 1 fra CO2030-spillet.<br />
En flaske vin eller et gavekort.<br />
Socialt samvær og en kop<br />
kaffe.<br />
Ny viden om verden omkring<br />
mig.<br />
En sjov og anderledes<br />
oplevelse.<br />
Jeg skal have reel indflydelse.<br />
Fig. 11: Hvad kan få dig til at deltage i borgerinddragelsesarrangementer? (Exit-spørgsmål 2 fra<br />
CO2030-spillet.
<br />
<br />
Som det ses af fig. 10 svarer 28%, at de tidligere har deltaget i borger‐<br />
inddragelsesarrangementer, uden at vi dog ved nøjagtigt, hvad de forstår <br />
ved betegnelsen. 30% ville gerne deltage oftere, mens 19% hellere ville se <br />
maling tørre, og 23% ikke ved, om de har deltaget før. I fig. 11 kan vi se, at <br />
hele 27% forventer en direkte belønning for at deltage, f.eks. vin eller gave‐<br />
kort, mens 18% vil deltage, hvis de får en sjov og anderledes oplevelse og <br />
23% vil gøre det, hvis de får ny viden. Kun 15% forventer at få reel indflydelse <br />
og 7% vil deltage pga. det sociale samvær (og en kop kaffe). <br />
I alt giver det dog 56% af deltagerne, der vil deltage aktivt med afsæt i <br />
kriterier, der falder inden for AELIA‐modellen (oplevelse, læring og indflydel‐<br />
se), hvilket må siges at tale for, at modellen trods alt har sin berettigelse. <br />
Med eventen i Ridehuset og antallet af borgere, der har prøvet spillet efter‐<br />
følgende, har mere end 6000 borgere fra Århus Kommune været i berøring <br />
med kampagnen. Af en befolkning på lidt over 300.000 i kommunen som <br />
helhed er der derfor tale om omkring 2% af kommunens borgere, der har <br />
været i direkte berøring med projektets borgerdeltagelsesdimension. <br />
Derudover har flere af kommunens forsyningsvirksomheder haft de‐<br />
res egne arrangementer samt udarbejdet læringsmateriale, der aktuelt an‐<br />
vendes i skoleklasser og der har været afholdt høringer om klimaplanen <br />
m.m. Uden at kende de præcise tal for antallet af borgere, der har deltaget i <br />
disse aktiviteter, er det nærliggende at antage, at vi befinder os et sted mel‐<br />
lem 2,5 – 3% af kommunens borgere, der har deltaget i projektet indtil vide‐<br />
re. Uden sammenligning i øvrigt nærmer vi os dermed de tal for borgerdel‐<br />
tagelse, som Arne Gaardmand beskrev som rekordhøje i forbindelse med de <br />
alternative regionplanskitser i halvfjerdserne. Og projektet fortsætter sand‐<br />
synligvis i de kommende år, hvorfor det må forventes, at endnu flere borgere <br />
vil deltage. <br />
I forbindelse med projektet blev der desuden søsat en hjemmeside – <br />
www.co2030.dk (CO2030 20010) ‐ hvor borgerne dels kunne følge med i, <br />
hvor i byen spillet befandt sig, dels deltage i debatten. Hjemmesiden er si‐<br />
den blevet videreudviklet som indgangsportal for kommunens samlede kli‐<br />
CASES<br />
303
304 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
maindsats. Hjemmesiden behandles ikke i denne kontekst og antallet af <br />
(unikke) brugere på denne hjemmeside, kender jeg ikke. <br />
<br />
<br />
hovedcase 3: målanalyse<br />
I målanalysen giver det ikke megen mening at skille de to projekter <br />
ad, da de netop var tænkt som en del af et samlet hele; en event, der skulle <br />
skyde processen i gang og et redskab, der skulle understøtte processen <br />
fremadrettet. Aktionsmålene for de to var dog alligevel forskellige, da formå‐<br />
let med eventen på den ene side var at skabe opmærksomhed omkring kon‐<br />
ferencen, Beyond Kyoto, og på den anden side fungere som startskuddet til <br />
Århus Kommunes borgerrettede aktiviteter i forbindelse med målsætningen <br />
om at blive CO2‐neutrale. Samtidig havde CO2030‐spillet det selvstændige <br />
formål at indsamle data om borgernes vaner og forandringsvillighed og vær‐<br />
dibaserede begrundelser for at ændre adfærd, der kunne ligge til grund for <br />
fremadrettede kampagner. Som allerede nævnt blev dataene indsamlet, <br />
men er endnu ikke taget i brug, hvorfor det må siges, at aktionsmålet for <br />
spillet ikke (endnu) ikke er nået. <br />
Teknologisk og interaktionsmæssigt var ét af udviklingsmålene i for‐<br />
bindelse med spillet, at udvikle et redskab, der kunne stå frit tilgængeligt i <br />
det offentlige rum – på skoler, biblioteker etc. Det betød dels, at det skulle <br />
være tilstrækkelig robust til at kunne flyttes og være sikret mod (visse former <br />
for) hærværk eller fejlbetjening. Samtidig skulle det være til at betjene for <br />
helt almindelige brugere uden forudgående instruktion og i forlængelse her‐<br />
af skulle det kunne fungere uden en moderator, hvorfor vi udviklede funkti‐<br />
onen Djævelens Advokat. Særligt ideen om et selvmodererende redskab var <br />
en vigtig nyskabelse, da de fleste tidligere redskaber, vi havde udviklet, enten <br />
krævede fysisk tilstedeværelse af en moderator, eller slet ikke udfordrede <br />
deltagerne på deres konkrete input, hvilket var tilfældet i både Byens Stem‐<br />
mer og Køge2027.
<br />
<br />
Antallet af brugere igennem spillets levetid vidner da også om, at de <br />
nævnte udviklingsmål blev nået. Dels har spillet haft en længere levetid end <br />
først forventet, dels er der afviklet langt flere umodererede sessioner end <br />
sessioner med moderator. I relation til AELIA‐modellen var projektet som <br />
helhed det første, hvor alle fem faser var tænkt ind og modellen var anvendt <br />
som strategisk grundlag for arbejdet i alle faserne. Eftersom borgerdeltagel‐<br />
sesdimensionen af kommunens klimaindsats i et vist omfang er sat i bero, <br />
kan man dog sige, at handlingsdimensionen af modellen ikke i det planlagte <br />
omfang er blevet fulgt op, men kommunen arbejder målrettet på at ned‐<br />
bringe CO2‐udslippet på andre fronter, f.eks. ved ændringer i forsyningssek‐<br />
toren, transportsektoren m.m. <br />
Rent metodisk gav CO2030‐spillet anledning til diskussioner om hvad <br />
der egentlig konstituerer et spil. På nogle måder var der grundlæggende tale <br />
om et avanceret, interaktivt og dynamisk spørgeskema, mens spilelemen‐<br />
terne måske var mere postulerede og primært begrænsede sig til mulighe‐<br />
den for at konkurrere med de øvrige spillere om at nedbringe sit personlige <br />
CO2‐udslip. Som læringsredskab viste evalueringen dog, at spillet fungerede <br />
efter hensigten – brugerne følte faktisk, at de vidste mere både om deres <br />
vaners indflydelse på CO2‐udslip og om deres mulighed for at ændre adfærd. <br />
I forhold til idealmålet var det i forbindelse med dette projekt, at nog‐<br />
le af de centrale politiske og demokratiteoretiske diskussioner blev taget, <br />
eftersom det tidligt gik op for os, at vi netop måtte tage den centrale præmis <br />
op til overvejelse for at sikre borgernes interesse i og opbakning omkring <br />
projektet. Som nævnt i kapitel 3 var en væsentlig del af befolkningen forud <br />
for klimatopmødet – og CO2030‐kampagnens lancering – ikke overbeviste <br />
om, at der fandt klimaforandringer sted, og hvis der gjorde, mente mange, at <br />
de i så fald næppe var menneskeskabte. Det betød også, at vi – sammen <br />
med kommunen – diskuterede den politiske dimension af projektet. Selvom <br />
der var bred politisk enighed i byrådet om, at Århus skulle være CO2‐neutral i <br />
2030, var der ikke gjort de store overvejelser omkring, hvordan man fik bor‐<br />
gerne med på at ændre adfærd for at nå målet. Valget stod så at sige mellem <br />
blot at acceptere den repræsentative demokratiske model – at de folkevalg‐<br />
CASES<br />
305
306 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
te politikere efterfølgende måtte stå på mål for de ændringer, der blev ved‐<br />
taget. Eller at kommunen alternativt turde tage debatten om det nu også var <br />
et rigtigt mål set i lyset af den udbredte skepsis omkring klimaforandringer‐<br />
ne. <br />
Løsningen blev en mellemvej, hvor vi lagde det som ramme for pro‐<br />
jektet, at Århus skulle være CO2‐neutral, men vi i stedet, som nævnt, tog fat <br />
på en diskussion af, hvorfor dette kunne give mening ud fra en lang række <br />
andre parametre, end de rent miljøtekniske eller traditionelt klimapolitiske. <br />
Fra visse politiske standpunkter kan eksempelvis forsyningssikkerhed hænge <br />
tæt sammen med afhængigheden af fossile brændstoffer og bestemte regi‐<br />
mers magt over disse, mens det for andre handler mere om, at man måske <br />
kan spare penge hver måned ved at skifte til vedvarende energi. Nogle kun‐<br />
ne måske overtales til at skifte bilen ud med en cykel, hvis det blev lettere at <br />
komme rundt i byen, mens andre kunne lokkes til at energiforbedre deres <br />
bolig, hvis kommunen gav kontant tilskud eller rådgivning. <br />
Eftersom dataene fra spillet ikke er analyseret, kender vi ikke det <br />
samlede billede i detaljer – men det er sandsynligt, at denne tilgang formåe‐<br />
de at engagere flere borgere i projektet, end hvis man blot havde meldt ud <br />
med, at samfundet skulle være CO2‐neutralt, fordi CO2 påvirker klimaet. <br />
Denne påstand hænger dels sammen med udsagn fra spillere undervejs i <br />
forløbet i de strukturerede workshops, dels med det faktum, jeg også nævn‐<br />
te i kapitel 3, at endnu færre danskere troede på en sammenhæng mellem <br />
CO2 og klimaforandringer efter COP15. Det er derfor sandsynligt, at et pro‐<br />
jekt der spiller på et bredere spektrum af værdier og argumenter, vil have <br />
større chance for at aktivere borgerne end et, der blot havde satset på den <br />
gængse (videnskabelige) opfattelse af en direkte sammenhæng mellem CO2 <br />
og klima, som nu afvises af en væsentlig (større) del af befolkningen. Et pro‐<br />
jekt med et deliberativt grundlag ville således ikke have kunne overkomme <br />
den generelle skepsis blot ved at gennemføre en dialog baseret på én be‐<br />
stemt, fornuftsorienteret præmis, men ved at tillade et element af aggrega‐<br />
tivt demokrati og sidestille flere interesser og værdier, blev det muligt at en‐<br />
gagere folk i en fælles målsætning – i hvert fald inden for spillets rammer.
<br />
<br />
Problemet er nemlig, at den borgerrettede del af kampagnen ikke <br />
blev fulgt op, hvilket der er mange årsager til. En af de væsentligste var nok <br />
den generelle klimaskepsis oven på COP15 (og som nævnt også den kolde <br />
vinter sidste år), men også mangel på ressourcer i kommunen i forhold til at <br />
igangsætte nye initiativer, der kunne følge målrettet op på de første faser af <br />
processen. I forbindelse med finanskrisen og de efterfølgende offentlige be‐<br />
sparelser er det generelle indtryk, at der skæres ind til benet i mange kom‐<br />
muner, og at man i en periode forsøger at koncentrere sig om de basale ker‐<br />
neydelser, hvorfor kampagner rettet mod (politisk komplekse) mål i en fjern <br />
fremtid måske ikke har den store interesse pt. Men dette er ren spekulation. <br />
Om ikke andet blev projektet en direkte anledning for mig og mine kolleger <br />
til at reflektere over værdibaseret – og politisk – planlægning, og hvordan <br />
denne type processer kan gribes an. <br />
<br />
CASES<br />
307
308 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
øvrige cases<br />
Udover de tre hovedcaseforløb, har jeg også deltaget i udviklingen af <br />
en række mindre cases, der enten har arbejdet med metodiske delelemen‐<br />
ter eller forsøgt at udfordre specifikke områder med relevans for mit PhD‐<br />
projekt. I det følgende vil jeg gennemgå projektets øvrige cases – nogle mere <br />
udførligt end andre. På disse cases gennemfører jeg ikke systematiske analy‐<br />
ser af de tre mål, men nævner blot kortfattet de mål, der har været i spil i <br />
hvert projekt. <br />
<br />
r/evolve/r<br />
I august 2009 åbnede rejseudstillingen It's a small world på Dansk De‐<br />
sign Center (It’s a Small World 2009). Efter København rejste udstillingen til <br />
Shanghai i forbindelse med Expo2010 og derefter til Curitiba, Brasilien og <br />
Santiago, Chile. Udstillingens overordnede mål er at udforske og præsentere <br />
nye tendenser i dansk design, kunsthåndværk og arkitektur. Seks tværfaglige <br />
scenarier afsøger relevansen af design i et aktuelt perspektiv. Kollision blev <br />
inviteret til at udstille under scenariet ’It's your turn’, der fokuserer på ind‐<br />
dragende og involverende designpraksis. Som udgangspunkt var ønsket fra <br />
kuratorernes side, at Kollision udstillede et af de inddragelsesspil, vi tidligere <br />
havde udviklet, eksempelvis Havnespillet eller CO2030‐spillet. Men komplek‐<br />
siteten i disse ville ikke give mening på en udstilling, hvor den besøgende <br />
bruger få minutter på hver installation. I stedet valgte vi at lave et projekt der <br />
i sig selv var inddragende, men som også stiller spørgsmål ved selve præmis‐<br />
sen. Projektet R/EVOLVE/R fokuserer således på borgernes motivation for at <br />
deltage i offentlige beslutningsprocesser. Involverer man sig eksempelvis for <br />
at sikre sig, at tingene udvikler sig som man ønsker det eller skal der en pistol <br />
for panden før man rejser sig fra lænestolen?
<br />
<br />
Via to touch‐skærme indsamlede vi de besøgendes holdninger til i <br />
hvilke situationer, de potentielt vil lade sig inddrage. Disse data blev i realtid <br />
visualiseret i forhold til de besøgendes nationalitet, og man kunne dermed se <br />
et forsimplet bud på hvordan nationalitet, alder og køn påvirker vores syn på <br />
relationen imellem borger og system. <br />
<br />
Åbningen på Dansk Designcenter<br />
Med afsæt i en forsimplet og bearbejdet version af Arnsteins Ladder <br />
of Citizen Participation (jf. kapitel 3), kunne brugerne vælge, hvor aktivt de <br />
ville gå ind i det vi henholdsvis kaldte et EVOLVER‐scenarie, dvs. ønsket om at <br />
deltage i en åben, proaktiv udvikling, og et REVOLVER‐scenarie, dvs. borger‐<br />
ne deltog mere eller mindre reaktivt, når beslutningen allerede var truffet: <br />
CASES<br />
309
310 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
<br />
EVOLVER-scenariet<br />
REVOLVER-scenariet
<br />
<br />
Indtil videre har knap 8000 tusinde personer fra mere end 160 lande <br />
svaret på spørgsmålene (Kollision 2009B), herunder ca. 800 danskere. Dan‐<br />
skerne vælger at deltage aktivt i begge scenarier, men med en smule højere <br />
deltagelse i REVOLVER‐scenariet. Denne tendens er i øvrigt gældende for alle <br />
lande med mange besvarelser, på nær Chile, hvor borgerne tilsyneladende <br />
er mere optagede af at deltage aktivt, når processen stadig er åben, end an‐<br />
dre nationaliteter. <br />
Undersøgelsen er selvfølgelig på mange måder komplet uvidenskabelig, og <br />
spørgsmålene kan siges at være tendentiøse, forstået sådan, at REVOLVER‐<br />
scenariet provokerer folk til at tage stilling, uanset hvad de svarede i første <br />
omgang. Samtidig må man antage, at det er en bestemt type ’borgere’, der <br />
dukker op for at se en rejseudstilling om dansk design, arkitektur og kunst‐<br />
håndværk. Alligevel er det interessant at så mange mennesker har valgt at <br />
lade sig ’inddrage’ i selve spørgsmålet om, hvorvidt de ønsker at lade sig ind‐<br />
drage (i byudviklingen). Oprindeligt var vores egen målsætning, at blot tusind <br />
deltagere ville være en succes, og selvom svarene måske ikke kan anvendes <br />
som indikation på ønsket om, hvorvidt borgerne faktisk er villige til at deltage <br />
i byudviklingsprocesser, kan selve publikums vilje til at lade sig inddrage i den <br />
konkrete undersøgelse, pege i retning af, at denne type redskaber kan være <br />
med til at aktivere borgerne. <br />
<br />
smart use of energy<br />
I september 2009 lancerede Dansk Design Center, blandt andet i <br />
samarbejde med Dansk Energi, udstillingen Smart Use of Energy, der fokuse‐<br />
rede på tiltag der kan gøre Danmark til foregangsland indenfor ’grøn’ trans‐<br />
port. Udstillingen gav bud på hvordan design kan spille en afgørende rolle i <br />
overgangen fra brug af fossile brændstoffer til el. En væsentlig pointe var <br />
ideen om at udnytte elbilers batterier som reservoirer for vindmølle‐energi <br />
på tidspunkter af døgnet, hvor der produceres mere energi end der er behov <br />
for i elnettet. <br />
CASES<br />
311
312 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
I forbindelse med udstillingen designede Kollision et RFID‐baseret sy‐<br />
stem, hvor den besøgendes billet fungerer som et batteri, der langsomt afla‐<br />
des når billetten anvendes til at se og prøve indholdet på en række af udstil‐<br />
lingens installationer. Dermed får den besøgende en handlingsorienteret <br />
førstehåndsoplevelse af relationen imellem vindenergi og lagringsproblema‐<br />
tikken. Vi designede desuden fire forskellige applikationer, der var installeret <br />
på 14 stationer i udstillingen. På ladestationen kunne den besøgende oplade <br />
sin billet/batteri ved at puste på en model‐vindmølle som generede energi, <br />
der blev knyttet til den specifikke billet. <br />
<br />
Brugere oplader deres billetter ved at puste i vindmøllerne<br />
På videostationerne kunne den besøgende placere sin billet, hvoref‐<br />
ter en film blev vist sammen med indikatorer for filmens længde samt den <br />
tilbageværende energi på billetten – hvis man undervejs løb tør for energi gik <br />
filmen i sort og man måtte tilbage og lade igen. Den tredje applikation var et <br />
touch‐skærm‐baseret spørgeskema, der undersøgte hvad der kunne få den <br />
besøgende til at overveje købet af en elbil. Igen anvendtes billetten til at ak‐
<br />
<br />
tivere spørgeskemaet og en database opsamlede den besøgendes svar og <br />
sammenlignede disse med alle andre besøgendes besvarelser. Alle data blev <br />
brugt i den fjerde applikation; en statement‐generator, som via dynamisk <br />
genereret tekst visualiserede en række forhold omkring forskellige segmen‐<br />
ters indstilling til elbiler. <br />
<br />
En bruger svarer på, hvad der kan få hende til at købe en elbil. I baggrunden anes statementgeneratoren,<br />
der sammenligner hendes valg med de øvrige brugeres.<br />
<br />
På sin vis kan man sige, at projektet falder udenfor ideen om borger‐<br />
deltagelse i byudvikling og i højere grad handler om brugerinddragelse i for‐<br />
retningsudvikling, men der er alligevel en sammenhæng mellem den mulige <br />
udbredelse af elbiler og indretningen af vores samfund – ikke kun på et <br />
overordnet niveau forbundet med ideen om klimakrisetendensen inden for <br />
byudvikling, men mere direkte i forhold til etableringen af den nødvendige <br />
infrastruktur for at ændre vores transportmønstre. Samtidig er udstillingen <br />
et eksempel på, hvordan man kan give deltagerne indblik i komplekse pro‐<br />
blemstillinger gennem en oplevelses‐ og handlingsorienteret tilgang med <br />
CASES<br />
313
314 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
afsæt i devisen; ’show it, don’t tell it’ og dermed få input fra brugerne på nye <br />
måder på samme vis som tilfældet var med både AARHUSCO3020 og <br />
R/EVOLVE/R. <br />
<br />
<br />
newsub<br />
I april 2010 deltog Kollision i en konkurrence med 3XN og canadiske <br />
Stantec om at udvikle og designe en proces og en strategi for NewSUB, et nyt <br />
studenterhus til University of British Columbia i Vancouver i Canada. Kollision <br />
havde ansvar for at udvikle deltagelsesstrategien, der skulle involvere de <br />
studerende i udviklingen af projektet. I forbindelse med projektet udviklede <br />
vi et website, hvor vi bl.a. præsenterede AELIA‐modellen som det strategiske <br />
afsæt for brugerdeltagelsen. Metodisk tog vi udgangspunkt i en dialogbase‐<br />
ret proces med de studerende, der skulle understøttes af interaktive installa‐<br />
tioner, websites, sociale medier og hands‐on workshops, alt sammen med <br />
det formål at give teamet indsigt i de studerendes liv og deres behov, ønsker <br />
og ideer. <br />
Det interessante i denne sammenhæng er, at det reelt var de stude‐<br />
rende selv, der skulle udpege en vinder af konkurrencen. Strategien for deres <br />
deltagelse i processen – og præsentationen heraf – var således mere afgø‐<br />
rende for udfaldet, end vi kender det fra en dansk konkurrencekontekst. <br />
Projektet blev diskuteret på flere studerendes blogs, og én af dem beskrev <br />
vores tilgang således: <br />
”[…] it was awesome to see a firm really try something dif‐<br />
ferent technologically when it comes to student consultation.” <br />
(Hon 2010) <br />
På trods af positiv respons på flere af vores forslag, viste det sig dog, <br />
at vi på nogle måder havde undervurderet de studerendes præferencer for
<br />
<br />
bestemte medietyper. Som en del af forslaget, havde vi inkluderet brugen af <br />
sociale medier som Facebook og Twitter, men reelt var det ikke medier, vi <br />
havde den store erfaring med, og dette skinnede åbenbart igennem i pro‐<br />
jektforslaget: <br />
”They also seem to be lacking on the facebook and twitter <br />
front.” (Ibid.) <br />
Der var selvfølgelig mange grunde til, at teamet ikke gik videre i kon‐<br />
kurrencen, men der er ikke nogen tvivl om, at selvom vi fik stor ros for den <br />
overordnede tilgang til inddragelsen (AELIA) og vores bud på teknologisk <br />
understøttede inddragelsesmetoder, så betød det manglende fokus på (eksi‐<br />
sterende) sociale medier en hel del. Dette førte efterfølgende til en række <br />
diskussioner omkring, hvordan vi i fremtiden kan anvende sociale medier <br />
som deltagelsesredskaber, men projekter hvor dette aspekt er tænkt ind er <br />
ikke en del af mine cases i PhD‐projektet. <br />
<br />
<br />
patient x<br />
Det sidste projekt, jeg har valgt at medtage, var et mindre udviklings‐<br />
forløb i sommeren 2010 i samarbejde med Bygherreforeningen, Region Ho‐<br />
vedstaden, Smith Innovation og Universefonden. Forløbet var en del af Byg‐<br />
herreforeningens tiltag ’fra idé til program’ (Bygherreforeningen 2010). For‐<br />
målet med forløbet var at udvikle nye metoder til at inddrage borgere og <br />
brugere i udviklingen af fremtidens supersygehuse, med specifikt fokus på <br />
det kommende sygehus i Hillerød. På baggrund af to workshops med delta‐<br />
gelse af repræsentanter fra de nævnte virksomheder og organisationer samt <br />
læger og sygeplejersker, udarbejdede Kollision et oplæg til et brugerinddra‐<br />
gelsesspil med titlen ’Patient X’. I spillets formålsbeskrivelse hedder det: <br />
<br />
CASES<br />
315
316 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
Spillets overordnede formål er at diskutere de forskellige værdier, der ligger til<br />
grund for fremtidens sygehus. Alle spillere bør lære af hinanden og forlade spillebordet<br />
med en gensidig forståelse for værdier og de komplekse problemstillinger,<br />
der gør sig gældende i forbindelse med udviklingen af fremtidens sygehusbyggeri. I<br />
forlængelse heraf er det også målet at skabe ejerskab til de løsninger, der senere<br />
træffes beslutning om. Igennem debat omkring spillets temaer er det også et ønske,<br />
at der skabes egentlig brugerdrevet innovation, hvor nye ideer og forslag kommer<br />
på banen som en del af processen.<br />
<br />
I oplægget til spillet blev der taget udgangspunkt i to hospitalstyper <br />
udviklet gennem de forudgående workshops, henholdsvis et højt specialise‐<br />
ret hospital – Helikopterhospitalet – hvor patienterne flyves ind for at få den <br />
bedst tænkelige behandling af deres (komplicerede) lidelser, og en Sund‐<br />
hedslandsby, der er et generalisthospital med stærk lokal tilknytning og et <br />
tæt samarbejde med den øvrige sundhedssektor i nærområdet. Samtidig <br />
opererede vi med to forskellige patienttyper – Sofakartoflen og Sundhedsfa‐<br />
natikeren. Sofakartofler er mere eller mindre uvidende om, hvilke forhold <br />
der har ført til deres (sygdoms)tilstand, overlader helst ansvaret til de faglige <br />
autoriteter og deltager ikke aktivt i genoptræning, livsstilsomlægninger m.m. <br />
Sundhedsfanatikere er derimod ofte meget (bedre)vidende om deres egen <br />
diagnose, forholder sig kritisk til behandling, lægger af egen drift deres livsstil <br />
om og forventer kvalificeret modspil fra det sundhedsfaglige personale. Må‐<br />
let var at afdække hvorvidt brugerne foretrak den ene eller anden hospitals‐<br />
type og om de så sig selv som den ene eller den anden patienttype igennem <br />
et spilforløb baseret på scenariebaserede ’missionskort’, hvor spillerens valg <br />
har betydning for deres placering på en spilleplade. <br />
Det ville føre for vidt her, at redegøre for de relativt komplicerede <br />
regler og pointsystemer, der styrede spillet, men i ’slutspillet’ ser man i fæl‐<br />
lesskab på, hvor de enkelte spillere er endt henne på spillepladen og diskute‐<br />
rer på den baggrund nogle af de udfordringer, der er forbundet med de for‐<br />
skellige hospitalstyper og eventuelle perspektiver for patienternes aktive
<br />
<br />
deltagelse i deres eget sygdomsforløb. Ideen var dels at tage udgangspunkt i <br />
en diskussion af de grundlæggende værdier for fremtidens hospitaler, men <br />
samtidig også klæde deltagerne på som ’kompetente’ i den forstand, at <br />
spillet opfordrer dem til at reflektere over deres egne præferencer og aktive <br />
deltagelse i egen behandling. <br />
<br />
<br />
Eksempler på missionskort i PatientX<br />
CASES<br />
317
318 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
cases & idealmålet<br />
Som allerede nævnt hænger projektets idealmål sammen med en <br />
udveksling mellem de partikulære cases og et mere generelt, eller universelt, <br />
teoriapparat. I dette afsnit vil jeg diskutere indsigterne fra de enkelte cases i <br />
relation til mit udgangspunkt, det deliberative ideal, men især betydningen <br />
for udviklingen af de tre primære teoretiske positioner – det interaktive de‐<br />
mokrati, den igangværende by og den kompetente deltager. Igen er det <br />
værd at understrege, at der sjældent er en direkte kausal sammenhæng mel‐<br />
lem A og B, dvs. jeg kan ikke pege på én konkret indsigt, der kan tjene som <br />
’forklaring’ på udviklingen af ét bestemt begreb. I stedet er der tale om en <br />
mere processuel forståelse af udviklingen, hvor det til tider kan være svært <br />
at skelne udviklingsmål fra idealmål. Diskussionen i dette kapitel er således <br />
også mere ’fortællende’ end egentlig ’forklarende’. I næste kapitel vil denne <br />
fortælling blive udbygget med nogle af de perspektiver jeg fremadrettet ser <br />
for afprøvningen af idealmålene, bl.a. eksemplificeret gennem konkrete pro‐<br />
jekter, der er undervejs, men som ikke er nået så langt, at de har kunne spille <br />
en rolle i forbindelse med mit PhD‐projekt. <br />
I forhold til mit oprindelige udgangspunkt, det deliberative ideal, har <br />
projektet betydet, at jeg på flere måder har revurderet idealet. Fra en opfat‐<br />
telse af, at deliberation er den primære demokratiske model bag borgerdel‐<br />
tagelsesprocesser, er jeg nået frem til en mere systemisk orienteret position, <br />
hvor idealet måske i stedet skal opfattes som en metode, der kan anvendes i <br />
bestemte processer, eller måske snarere på bestemte tidspunkter i proces‐<br />
sen. Det nytter ikke meget at have en åben, deliberativ proces igennem hele <br />
forløbet – på et tidspunkt er det nødvendigt at træffe beslutninger, og det <br />
deliberative ideals forestillinger om, at disse beslutninger stadig skal være til <br />
debat, risikerer at underminere beslutningernes gyldighed. <br />
Eksemplet fra Byens Stemmer og Inmedio kan måske belyse denne <br />
problemstilling. Det fungerede fint at have en åben, deliberativ proces i star‐<br />
ten af forløbet, hvor det handlede om at diskutere hvilke værdier, projektet
<br />
<br />
skulle hvile på. Men rent faktisk var det allerede på dette tidspunkt ikke til <br />
diskussion, at huset skulle bygges. Forud for denne beslutning er der sand‐<br />
synligvis gået en proces, der ikke har været deliberativ, men snarere aggre‐<br />
gativ og efterfølgende udmøntet repræsentativt, forstået således, at de fol‐<br />
kevalgte præsenterede beslutningen og stod på mål for den. <br />
Pengene til at realisere et projekt af denne størrelse skulle tages et <br />
sted fra og processen omkring multimediehuset faldt sammen med det spa‐<br />
rekatalog, der i 2006 bl.a. ramte byens daginstitutioner hårdt og fik den da‐<br />
værende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, til at kalde forældrene, der <br />
blokerede daginstitutionerne for ’politiske (ikke socialistiske, som det efter‐<br />
følgende hed sig) ballademagere’ (Politiken 2007). Samtidig med besparel‐<br />
serne valgte Århus Kommune at søsætte et projekt til 1,9 mia. kr., hvoraf <br />
kommunen selv bidrager med de 1,2 mia. At man vælger denne prioritering <br />
er der selvfølgelig mange – gode og politiske – grunde til. Ikke mindst, at ud‐<br />
skrivningen i højere grad ses som en investering, der skal være med til at <br />
gøre havnefronten og byen mere attraktiv for de rigtige borgere og virksom‐<br />
heder, dvs. byudvikling med solidt fodfæste i væksttendensen. Men det ville <br />
jo have været et reelt og gyldigt politisk tema at tage en diskussion op om‐<br />
kring, hvor mange pædagogstillinger, lærertimer eller hjemmehjælpere man <br />
kunne have fået for samme beløb. Dette blev dog aldrig et tema i den offent‐<br />
lige debat, sandsynligvis fordi den aggregative, politiske debat var overstået <br />
bag lukkede døre længe inden – pengene var så at sige fordelt mellem de <br />
mange politiske interesser i kommunen. Og et bredt politisk flertal stod bag <br />
beslutningen om et Multimediehus (næsten) uden vaklen. <br />
I 2010 dukkede dog et par diskussioner op til overfladen, bl.a. blev det <br />
nu åbenlyst, at Realdanias ’gave’ på 700 millioner til realisering i projektet <br />
reelt bestod af en gavedel på 200 millioner og en investering gennem Real‐<br />
dania Byg/Realia på 500 millioner, der gav dem ejerskab over parkeringshu‐<br />
set og driften heraf – og dermed også indtægterne fra parkeringsafgiften. <br />
Dette gik tilsyneladende først op for nogle af byrådsmedlemmerne så sent <br />
som i sommeren 2010 (Jyllands‐Posten 2010A), hvilket kan overraske. Fra <br />
CASES<br />
319
320 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
2006 til 2007 skrev jeg en månedlig klumme for MetroXpress om byudvikling <br />
i Århus og i oktober 2007 skrev jeg følgende: <br />
”Århus har fået en gave. Fonden Realdania meddelte i sep‐<br />
tember, at de er villige til at investere 600 millioner kr. i udviklin‐<br />
gen af havnefronten i Århus. Nu ligger det jo sædvanligvis i ordet <br />
”investering” at investoren skal have et vist afkast. Og selvom det <br />
ikke er direkte nævnt i pressemeddelelsen, er det næppe sandsyn‐<br />
ligt at investeringen ikke forrentes, f.eks. gennem drift af P‐anlæg <br />
o.lign. Men det behøver jo ikke gøre gaven ringere og måske be‐<br />
høver vi ikke altid frygte grækerne, selv når de bringer gaver […]. ” <br />
(Delman 2007) <br />
At byrådsmedlemmerne således først i 2010 bliver opmærksomme <br />
på denne dimension af ’gaven’ virker besynderligt, og handler måske snarere <br />
om, at den politiske konsensus omkring projektet var ved at slå revner. I den <br />
forstand, at man havde behov for at markere en bredere skepsis overfor <br />
projektet, der nu også tegnede til at være underbudgetteret (bl.a. Jyllands‐<br />
Posten 2010B). <br />
Nu skal dette ikke udvikle sig en detaljeret analyse af, hvem der sagde <br />
hvad, hvornår. Eller hvem, der har interesse i hvad. Pointen er blot, at fra at <br />
være en beslutning, der sandsynligvis var resultatet af et større aggregativt <br />
spil om kommunens budget over en præsentation som en fælles beslutning <br />
med fuld politisk opbakning, ender projektet måske i sidste ende igen i et <br />
(aggregativt) politisk slagsmål, hvis økonomien skrider. Der er selvsagt ikke <br />
tale om nogen videre dybsindig politisk analyse, og de fleste vil da sikkert <br />
også blot sige, ’at sådan er politik nu engang’, men sagens kerne er, at vi ikke <br />
kan tilrettelægge borgerdeltagelsesprocesser i byudvikling baseret på et de‐<br />
liberativt ideal, når de bagvedliggende politiske beslutningsprocesser er sty‐<br />
ret af helt andre idealer og interesser. <br />
Man kan så indvende, at dette ikke taler imod det deliberative ideal <br />
som sådan – vi kunne jo bare implementere det samme deliberative ideal i <br />
politik som sådan, hvilket da også er et ønske for mange af idealets fortalere.
<br />
<br />
Men som jeg citerede Bell for i afsnittet om det deliberative ideal, så er pro‐<br />
blemet, at politiske principper ofte viser sig at være ubrugelige eller give bag‐<br />
slag i praksis (Bell 1999). I praksis ville en deliberativ proces fra de tidlige fa‐<br />
ser og frem mod husets realisering være stødt ind i væsentlige vanskelighe‐<br />
der i samme øjeblik den politiske konsensus bag projektet begyndte at vakle. <br />
Fra at være en ramme inden for hvilken vi kunne tale værdier (for huset), <br />
indhold, stemninger, funktioner og aktiviteter, ville selv de mindste sprækker <br />
i rammebeslutningen åbne op for, at vi i stedet med en vis ret kunne diskute‐<br />
re fordelingspolitiske spørgsmål og retfærdiggørelse – ikke mindst på et tids‐<br />
punkt hvor Århus igen står overfor store besparelser på en lang række andre <br />
områder. Hvis borgerdeltagelsesprocessen skulle holdes på sporet i en sådan <br />
situation ville det derfor kræve både et mere interaktivt demokratisyn og <br />
kompetente deltagere, netop fordi byen er igangværende, forstået således <br />
at forudsætningerne for udviklingen er under stadig forandring og præget af <br />
en mangfoldighed af interesser. <br />
Et andet eksempel på dette kan vi hente i Køge‐projektet, hvor man <br />
kan sige, at hvis man rækker borgerne en lillefinger, tager de gerne hele <br />
hånden – også på et tidspunkt i processen, hvor dette slet ikke er formålet. <br />
Diskussionerne omkring de meget løseligt skitserede planer præsenteret på <br />
gulvkortet i udstillingen, blev meget hurtigt til aggregative, NIMBY/WIMBY‐<br />
orienterede debatter om, hvilke konsekvenser planerne ville have for de <br />
enkelte borgere og om muligt tab af arbejdspladser ved udflytning af virk‐<br />
somheder fra Søndre til Nordre Havn. I forbindelse med Køge Kyst‐projektet <br />
er der også opstået diskussioner om, hvem der skal have plads på havnen <br />
(Sjællands Nyheder 2010A) og om hvorvidt pengene til udviklingsprojektet er <br />
givet godt ud i forhold til de besparelser, Køge Kommune står overfor, en <br />
beslutning kommunens borgmester, Marie Stærke, forsvarer: <br />
”Vi står til at skulle spare 175 millioner kroner i de kom‐<br />
mende år, og så kan det måske godt virke lidt mærkeligt, når vi <br />
parallelt arbejder med byudvikling på Søndre Havn. Det skal vi, <br />
fordi det selv i denne tid er nødvendigt at se længere ud i fremti‐<br />
den, for hvis vi dropper al udvikling nu, så vil det se rigtig slemt ud <br />
CASES<br />
321
322 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
for kommunen om 10‐20 år. For at kunne få mest muligt velfærd <br />
på den lange bane skal vi tiltrække flere borgere og mere er‐<br />
hvervsliv. Det kræver at det er attraktivt at slå sig ned i Køge og <br />
derfor er projekter som Køge kyst vigtige ‐ måske mere vigtige end <br />
nogensinde […]” (Sjællands Nyheder 2010B) <br />
Det interessante ved Køge er, at man her fra starten har haft en klar <br />
strategi om at lade borgerne deltage i debatten, også lang tid før beslutnin‐<br />
ger om konkrete projekter var taget. Der var derfor rig mulighed for at lade <br />
projektet hvile på et deliberativt ideal, men igen indhenter den politiske vir‐<br />
kelighed projektet, og citatet ovenfor antyder, at selve beslutningen om at <br />
udvikle Køge, hviler på et aggregativt fundament, forstået således, at man <br />
tilgodeser bestemte interesser (flere borgere, mere erhvervsliv) – i håbet <br />
om, at understøttelsen af disse interesser på sigt kan føre til vækst, der gør <br />
det muligt at fastholde andre interesser (bedre velfærd for alle). Væsentlige <br />
politiske beslutninger er altså alligevel allerede truffet, der som udgangs‐<br />
punkt udelukker en deliberativ debat om de fundamentale (forde‐<br />
lings)politiske spørgsmål. <br />
Når det så er sagt, hviler udviklingen af området på en klar forestilling <br />
om Køge som en igangværende by befolket af kompetente deltagere. Køge <br />
Kyst‐projektet er i høj grad baseret på ideen om midlertidighed og kulturelle <br />
aktiviteter som elementer i en dynamisk planlægning, hvor borgerne – og <br />
andre aktører – selv skal spille en aktiv rolle i udviklingen. Midlertidigheden <br />
er på sin vis en operationalisering af det interaktive demokrati, forstået såle‐<br />
des at man dermed udskyder den (magt)politiske manifestation, der ligger <br />
implicit i traditionel masterplanlægning, hvor arealer reserveres til bestemte <br />
formål – eller projekter – og dermed udelukker andre formål eller projekter. <br />
Med midlertidigheden som planlægningsredskab kan man holde debatten i <br />
gang længere, og det giver samtidig mulighed for rent processuelt, at tage <br />
afsæt i flere politiske idealer, som skitseret i vores forslag til Køge Kyst‐<br />
projektet.
<br />
<br />
I løbet af projektet vil der netop være brug for en mere interaktiv til‐<br />
gang, som eksemplificeret ved borgmesterens forsvar for beslutningen. Der <br />
vil løbende opstå debat om eksempelvis rimeligheden af prioriteringen af <br />
kommunens midler, som kræver en forståelse for de aggregative aspekter og <br />
samtidig en insisteren på det repræsentative ideal – lokalpolitikerne er valgt <br />
til at træffe disse fordelingspolitiske beslutninger, og borgerne kan altid <br />
stemme på nogle andre. Samtidig vil der opstå NIMBY‐konflikter, når konkre‐<br />
te projekter udmøntes og får direkte betydning for borgerne, ligesom der vil <br />
opstå mere følelsesbetonede og værdiorienterede udfordringer, når der <br />
eksempelvis skal prioriteres mellem, hvem der i praksis har ’retten’ til be‐<br />
stemte områder og aktiviteter. At få byudviklingsprocessen til at glide kræver <br />
derfor et systemisk perspektiv på de strategier, metoder og redskaber man <br />
tager i brug på bestemte tidspunkter med bestemte målgrupper og konkrete <br />
udfordringer for øje. Og det kræver også, at man forsøger at skabe en fælles <br />
referenceramme – ikke et ’fælles bedste’ – der kan fungere som fikspunkt <br />
for de mange forskellige interesser, der er på spil. <br />
Dette kan eksemplificeres gennem AARHUSCO2030‐casen. På dette <br />
tidspunkt i mit projekt var det deliberative ideal som nævnt allerede skubbet <br />
ud på et sidespor, eftersom hele udgangspunktet for AARHUSCO2030 netop <br />
var et mere interaktivt demokratisyn. Målsætningen om at bruge interesse‐ <br />
og værdibaseret argumentation til at opnå en fælles vision (CO2‐neutralitet), <br />
hviler solidt på ideen om det aggregative demokrati og på forestillingen om, <br />
at der ikke findes én forestilling om et ’fælles bedste’. Alligevel antyder ca‐<br />
sen, at det (måske) kan lade sig gøre, at konstruere en fælles vision med af‐<br />
sæt i en mangfoldighed af interesser uden at kræve konsensus eller gøre <br />
vold på deltagernes værdier. <br />
CO2030‐spillets grundlæggende idé om, at lade forskellige typer af <br />
argumenter og værdier spille en central rolle giver mulighed for, på den ene <br />
side at fastholde et fælles mål, og på den anden side, at deltagerne opnår en <br />
større gensidig forståelse for, at der kan være mange begrundelser på spil. <br />
Dermed kan man, ved hjælp af et interaktivt demokratiideal, både arbejde <br />
mod et fælles mål og samtidig skabe mere kompetente deltagere undervejs i <br />
CASES<br />
323
324 <br />
<br />
CASES<br />
<br />
processen. Hvorvidt dette lykkedes i den konkrete proces er endnu svært at <br />
afgøre, eftersom der ikke er fulgt op på indsigterne fra denne fase i nye itera‐<br />
tioner. Men jeg vil alligevel tillade mig at fastholde, at dette bør være idealet <br />
for borgerdeltagelse i byudviklingsprocesser: Fordi byen er igangværende og <br />
under stadig forandring bør vi tage et systemisk afsæt i det interaktive de‐<br />
mokratiideal med fokus på at skabe kompetente deltagere, der arbejder på <br />
at skabe fælles referencerammer baseret på vidt forskellige opfattelser af <br />
det ’fælles bedste’. <br />
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
afsluttende betragtninger<br />
“Turning and turning in the widening gyre // The falcon <br />
cannot hear the falconer; // Things fall apart; the centre cannot <br />
hold; // Mere anarchy is loosed upon the world, // The blood‐<br />
dimmed tide is loosed, and everywhere // The ceremony of inno‐<br />
cence is drowned; // The best lack all conviction, while the worst // <br />
Are full of passionate intensity.” (William Butler Yeats, The Second <br />
Coming, 1919) <br />
Yeats’ berømte digt, The Second Coming, fra 1919 beskriver en ver‐<br />
den, hvor centeret er forsvundet, anarkiet er på fremmarch og gode menne‐<br />
sker ikke længere tror, at det er muligt at gøre en forskel. Vi kan finde tilsva‐<br />
rende eksempler på, at verden er af lave igennem det meste af vores (kul‐<br />
tur)historie. Tilsyneladende er det et grundvilkår for mennesket, at vi vakler <br />
mellem en optimistisk tro på fremtiden og en nostalgisk længsel efter den‐<br />
gang alting var bedre. Harvey udtrykte det lettere desillusioneret – er der <br />
noget radikalt nyt på spil? Eller har vi været her før? (Harvey 2008). <br />
Man fornemmer måske den samme vaklen i mit projekt i diskussio‐<br />
nen om et ’fælles bedste’, der tilsyneladende er forsvundet og håbet om, at <br />
det kan lade sig gøre at finde en ny vej mod fælles mål. Men spørgsmålet er, <br />
om der nogensinde har eksisteret et ’fælles bedste’? Eller er ideen om det <br />
fælles bedste blot udtryk for en social konstruktion opretholdt gennem tek‐<br />
nokratisk og ideologisk manipulation af offentligheden i modernismens æra, <br />
eller tidligere simpelthen gennem ideen om en guddommeligt indstiftet or‐<br />
den, fyrstens (kongens) magtfuldkommenhed eller adelens prærogativ? Kan <br />
det reelt lade sig gøre at nå det øverste trin på Arnsteins borgerdeltagelses‐<br />
stige, hvor det er borgerne der styrer, eller bryder den sociale kontrakt og <br />
ideen om en fællesvilje, som Rousseau beskriver den, sammen når vi bliver <br />
for mange om at bestemme? <br />
325
326 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
Bell formulerede det som et skisma mellem at udvikle og forsvare <br />
moralsk ønskelige politiske principper – og efterfølgende forsøge at imple‐<br />
mentere dem i praksis, hvor de alt for ofte viser sig at være ubrugelige eller <br />
ligefrem give bagslag (Bell 1999). Der er i hvert fald næppe nogen tvivl om, at <br />
der er langt fra de ideelle tankeeksperimenter til den virkelige verdens kom‐<br />
plekse praksis. Hvorfor kan vi ikke alle sidde omkring det samme bord og nå <br />
frem til fælles løsninger på vores fælles problemer? Kan man naivt spørge. <br />
Det kan vi netop ikke fordi, vi ikke er fælles om problemerne – og dermed <br />
heller ikke om løsningerne. Der er mange grunde til at deltage, men måske <br />
endnu flere grunde til ikke at deltage i byudviklingsprocesser. I CO2030‐<br />
spillet så vi, at de der deltog angav, at de ikke gjorde det for at få indflydelse, <br />
men snarere for at få ny viden og en god oplevelse. Eller en flaske vin og et <br />
gavekort. Panem et Circenses, kaldte Juvenal det. <br />
I R/EVOLVE/R har det vist sig, at folk hellere forholder sig reaktivt end <br />
proaktivt til beslutningsprocesser. Hvad skyldes dette? Måske at investerin‐<br />
gen ikke står mål med afkastet – med indflydelse følger ansvar, og med an‐<br />
svaret følger behovet for at afsætte tid og ressourcer. Hvis afkastet ikke <br />
modsvarer investeringen, går ligningen ikke op for den almindelige borger, <br />
som vist i Riker og Ordeshooks calculus of participation (Nagel 1987). Fore‐<br />
trækker vi i virkeligheden, at der er andre, der påtager sig ansvaret og styrer <br />
os sikkert igennem beslutningsprocessen? En fyrste, falkoner eller facilitator, <br />
som værn mod det rene anarki? <br />
Og spørgsmålet er også, om etableringen af nye, innovative borger‐<br />
deltagelsesprocesser og ‐metoder blot risikere at underminere demokratiet, <br />
som vi kender det og i stedet markedsliggør beslutningsprocessen, som bl.a. <br />
Swyngedouw er inde på (Swyngedouw 2005). Er borgerdeltagelse i virkelig‐<br />
heden et nyt, slet skjult tyranni, som Cooke, Kothari og kohorter mener <br />
(Cooke & Kothari 2004)? Og hvad nytter borgerdeltagelse? Hvorfor er der <br />
stadig så relativt stor tvivl om, hvad vi kan få ud af at lade borgerne deltage, <br />
og hvorfor har vi så vanskeligt ved at finde ud af, hvilke strategier og redska‐<br />
ber der virker, som bl.a. Gamsts undersøgelser viser (Gamst 2007)? Hvorfor <br />
er vi ikke i stand til at måle og evaluere indsatsen, og på den måde afgøre om
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
det giver mening at kaste ressourcer efter omfattende deltagelsesforløb (Ag‐<br />
ger & Hoffmann 2008)? Mangler vi blot redskaber og strategier til at tackle <br />
de aktuelle, dynamiske problemer, som både Harvey (Harvey 2008) og Hea‐<br />
ley (Healey 2006) taler for? <br />
Det er oplagt, at jeg tror mest på det sidste. Ellers ville mit projekt ikke <br />
give megen mening. Ikke desto mindre mener jeg, at det er relevant her mod <br />
slutningen at træde ekstra hårdt på den ømme tå. Der har været en del kritik <br />
af borgerdeltagelse – og meget af den har været berettiget. Formålet med <br />
mit projekt har, som nævnt flere gange, ændret sig undervejs – både fordi <br />
jeg gennem litteraturstudier er blevet bekendt med nye aspekter af kritik‐<br />
ken, men i endnu højere grad, fordi jeg gennem mine cases og refleksioner <br />
herover er blevet klogere på, hvad borgerne kan, vil og gider. Fra at være et <br />
projekt, der ønskede at beskrive de bedste strategier og metoder til at un‐<br />
derstøtte deliberative borgerdeltagelsesprocesser, er jeg endt med et pro‐<br />
jekt, der i højere grad forsøger at tage (hul på) nogle af de diskussioner, jeg <br />
mener er centrale for feltet og eksplicitere nogle af de overvejelser, jeg me‐<br />
ner er nødvendige at gøre sig, inden man kaster sig ud i borgerdeltagelses‐<br />
processer. <br />
Som beskrevet gør jeg mig ingen forestillinger om, at mine bidrag fra <br />
nu af kan konstitueres som et nyt, universalistisk ’fælles bedste’, der kan <br />
(gen)bruges i enhver borgerdeltagelsesproces. Hverken de foreslåede over‐<br />
vejelser, strategier, metoder eller teoretiske konstruktioner er universelle i <br />
den forstand, at de kan implementeres i enhver form for kontekst. Men de <br />
er blevet til i en udveksling mellem de partikulære situationer og nogle mere <br />
universelle positioner og som sådan kan de indgå i et systemisk perspektiv på <br />
borgerdeltagelsen. Lad mig uddybe. <br />
De tre teoretiske positioner – det interaktive demokrati, den igang‐<br />
værende by og den kompetente deltager – er netop udtryk for systemiske og <br />
pragmatiske syn på ’verden’, som den foreligger. Vi kan ikke i enhver proces <br />
forlade os på kun ét demokratisyn, da vi dermed risikerer at udelukke en <br />
række deltagere, der abonnerer på et andet syn. I stedet bør vi konstruere <br />
327
328 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
vore processer med afsæt i den konkrete opgave, det aktuelle (politiske) mål <br />
og de faktiske deltagere. Det betyder, at vi må acceptere et mere flydende <br />
demokratisyn, hvor vi veksler mellem f.eks. deliberative dialogprocesser, <br />
aggregative, konkurrenceorienterede sessioner, repræsentative beslutnings‐<br />
processer og accepterer et væld af modstridende retfærdiggørelser. Kun på <br />
den måde kan vi give plads til alle deltageres varierede opfattelser af, hvor‐<br />
dan byen skal se ud. <br />
Samtidig bør målet være at etablere en fælles referenceramme, der <br />
ikke må (mis)forstås som en ny idé om et fælles bedste, men blot som en <br />
gensidig forståelse af, at der er mange gode grunde og begrundelser for at <br />
handle som man (borgeren) gør. En mulig vej er at ’rive’ deltagerne ud af <br />
deres dagligdag og få dem til at tænke over en fremtid, så fjernt fra den <br />
hverdag de kender, at det bliver lettere så at sige at give ’plads’ til de andres <br />
forestillinger, fordi man ikke frygter, at den plads de andre tager går ud over <br />
ens egen baghave. Udfordringen består selvfølgelig i, at vi på et tidspunkt i <br />
denne proces må have deltagerne til at forholde sig til, hvordan vi når fra de <br />
eksisterende tilstande til de foretrukne – og her opstår risikoen for konflikter <br />
igen. Der er ikke nogen patentløsning på dette problem, og den metode, jeg <br />
beskriver under overskriften utopiatyping er blot én blandt mange mulige, <br />
der kan prøves i forsøget på at overkomme fragmentation som et grundvil‐<br />
kår for borgerdeltagelsesprocesser. <br />
I ovenstående ligger også hele læringsperspektivet. Processer bør de‐<br />
signes således, at de giver alle deltagere mulighed for at få indsigt i de øvrige <br />
aktørers livsverden, verdensbilleder, retfærdiggørelser – og vurdere dem på <br />
deres handlinger. Samtidig bør det også være målet, at deltagerne får en <br />
bedre forståelse for, at byen netop er noget igangværende. Byen er ikke en <br />
statisk størrelse, afgrænset af en (borg)mur, men et fælles værk, som alle <br />
borgere har andel i, ret til – og ansvar for – at udvikle. Byen som palimpsest <br />
(Harvey 2008) indeholder en række historiske lag, men også aktuelle udfor‐<br />
dringer, muligheder og et fremtidigt potentiale, som borgerne har et medan‐<br />
svar for at løse og forløse. Samtidig er byen præget af konflikter, rammebe‐<br />
tingelser og forudsætninger, der til stadighed ændres. Også disse bør der
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
tages højde for i deltagelsesprocesserne, forstået således, at borgerne – og <br />
andre aktører – bør klædes på til at forstå kompleksiteten, dynamikken og <br />
den fundamentale ’wickedness’ i de problemer, man (sammen) sætter sig <br />
for at løse. <br />
Det leder os frem til ideen om borgeren som kompetent deltager. <br />
Som beskrevet er der ikke tale om en ’medfødt’ evne hos borgerne, men <br />
snarere om en tilrettelæggelse af processen således, at deltagerne som et <br />
selvstændigt mål for processen får en bedre forståelse for, hvordan de skal <br />
agere i forhold til de demokratiske spilleregler (det interaktive demokrati), <br />
med fokus på sagsforholdet (den igangværende by), men så sandelig også i <br />
relationen til hinanden (de øvrige kompetente deltagere). <br />
AELIA‐modellen, utopiatyping, spil, interaktive installationer, scenari‐<br />
er – og en lang række andre metoder, der ikke er særskilt behandlet i af‐<br />
handlingen – kan alle sammen være med til at understøtte processen. Men <br />
de er ikke, for nu at slå det fast med syvtommersøm, universalmidler, der <br />
løser ethvert tænkeligt problem. Med afsæt i de mere generelle anbefalinger <br />
til overvejelser, man bør gøre sig forud, under og efter enhver deltagelses‐<br />
proces, kan de indgå i et større strategisk og metodisk miks, der kan være <br />
med til at løse opgaven. <br />
Den strategiske diskussion i afhandlingen har i stort omfang taget ud‐<br />
gangspunkt i teori hentet fra områder som forretnings‐ og organisationsud‐<br />
vikling. Men som også antydet er der (mindst) én væsentlig forskel fra disse <br />
områder og til byudviklingen: de er ikke politiserede i samme omfang. I langt <br />
de fleste virksomheder og organisationer ligger ansvaret – og beslutnings‐<br />
kompetencen – i sidste ende hos en ledelse, der godt nok står til ansvar over‐<br />
for en bestyrelse og måske aktionærerne. Men ledelsen er ikke på valg hver <br />
fjerde år. Hvis medarbejderne i en organisation er utilfredse med ledelsen <br />
kan de blot forlade virksomheden, og hvis kunderne ikke bryder sig om den <br />
måde, en virksomhed driver sin forretning på, kan de gå til konkurrenten <br />
eller fravælge de produkter og services, der udbydes. <br />
329
330 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
Som borgere har vi ikke den samme valgfrihed. Selvom vi eksempelvis <br />
har fået frit skole‐ og sygehusvalg og kan flytte mellem eller inden for byerne, <br />
kan vi ikke bare fravælge produktet eller servicen som sådan. Vi har skole‐<br />
pligt, vi bliver syge og vi har behov for et sted at bo. Hvis vi er utilfredse med <br />
’produktet’, der udbydes er vi derfor nødt til at tage den politiske kamp op. <br />
Ultimativt ved at stemme på nogle andre til næste valg. Hvis vi ønsker at lade <br />
borgerne deltage i den strategiske udvikling af en fælles fremtid er det derfor <br />
helt centralt, at vi indser, at truslen om, at deltagerne i sidste ende udskifter <br />
’ledelsen’ altid hænger som et Damoklessværd over hovedet på politikerne. <br />
Pointen er, at i en virksomhed kan man for så vidt godt inddrage kun‐<br />
der og medarbejdere i strategi‐ og produktudvikling, for så efterfølgende at <br />
gå en helt anden vej, uden at det nødvendigvis får direkte konsekvenser for <br />
ledelsen. Men det kan man ikke i byudviklingsprocesser. Hvis først man by‐<br />
der borgerne op til dans, skal man også undgå at træde dem over tæerne. <br />
Selvfølgelig glemmer borgerne også brudte løfter, og i sidste ende er det ikke <br />
sikkert, at de stemmer på nogle andre, fordi de er uenige med disse andre på <br />
en lang række områder, der synes vigtigere i et større perspektiv. Men brud‐<br />
te løfter og dårlig eksekverede deltagelsesprocesser kan på sigt være med til <br />
at skabe en fundamental modstand mod politisk deltagelse som sådan. Min <br />
anbefaling er derfor, at hvis ikke man er villig til at tilrettelægge en proces, <br />
hvor man tager højde for alle faktorerne opridset i afhandlingen, så er det <br />
reelt bedre, at fastholde eksempelvis en rationalistisk tilgang og blot melde <br />
ud med, at vi (politikerne) alene vide; her er målet! Og acceptere, at det kan <br />
medføre, at taburetten ryger ved næste valg. <br />
Hvis man politisk set vælger den evolutionære tilgang og ikke opstiller <br />
mål, men i stedet agerer fra sag til sag, overser man den forskel der netop er <br />
mellem virksomhedsdrift og politik: at samfundet, i modsætning til en virk‐<br />
somhed, ikke på sigt kan leve med at levere nicheprodukter til udvalgte mål‐<br />
grupper, som man tilfredsstiller ved at indgå delaftaler – det var på mange <br />
måder den politiske deltagelsesform, man tidligere kendte som korporatis‐<br />
me. Mens en mildere og måske mere stueren form kan genfindes i begrebet <br />
’kontraktpolitik’, som vi har set det igennem det seneste årti.
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
Mens en virksomhed sagtens kan overleve ved at satse på specifikke <br />
målgrupper og produkter tilpasset disse, kan samfundet – i hvert fald som vi <br />
kender det – ikke overleve uden at satse bredere og målrettet på at bevare <br />
den højt besungne (og lettere diffuse) sammenhængskraft, der kommer af at <br />
have klare mål, vi alle kan tilslutte os. Eller være i opposition til. I et strategi‐<br />
orienteret perspektiv taler dette for den processuelle skole, hvor vi styrker <br />
læring og udviklingen af fælles mål gennem dialog. Men som også diskuteret <br />
hviler denne opfattelse på den præmis, at vi som borgere gider deltage i dia‐<br />
logen. I en virksomhed kan man ’tvinge’ dialogen igennem simpelthen ved at <br />
pålægge medarbejderne at deltage – i sidste ende under truslen om fyring. <br />
Men vi har ikke de samme sanktioner overfor borgerne, så hvis deltagelse i <br />
dialogen skal fremstå tilstrækkeligt ’tvingende’, kræver det en anden tilgang. <br />
Det er her, at den systemiske tilgang til strategi har sin berettigelse. Ved at <br />
veksle mellem ovenstående strategiske skoler, kan vi nå bredere ud. Og <br />
bredden er netop et selvstændigt mål, når strategien principielt set omfatter <br />
’alle’. <br />
<br />
<br />
331
332 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
om forskningsmetoden<br />
I løbet af projektet er det blevet tydeligt for mig, at beskrivelser af de‐<br />
signprocesser altid er (bagudskuende) fortællinger, snarere end forklaringer <br />
der kan efterprøves med samme resultat i en ny kontekst. På den måde ad‐<br />
skiller research by design sig, som allerede diskuteret, væsentligt fra andre <br />
forskningsparadigmer, om end der selvfølgelig er ligheder med f.eks. aktions‐<br />
forskningen. <br />
Spørgsmålet er, om mit projekt stadig kan defineres som research by <br />
design, eller om der kræves en ny betegnelse, der forsøger at forene ideen <br />
om målrettet handling mod at ændre eksisterende (politiske) tilstande <br />
(idealmålet) med brugen af designinterventioner baseret på en prototypisk <br />
tilgang (udviklingsmålet) testet i konkrete kontekster (aktionsmålet)? Meto‐<br />
den kunne, måske lidt søgt, betegnes som Constructive Action Research <br />
(CAR) for at adskille den fra PAR og anerkende den grundlæggende design‐<br />
faglige tilgang samtidig med, at netop det specifikt aktionsorienterede og <br />
phronetiske ideal tilgodeses. <br />
Uanset valg af betegnelse er der ikke nogen tvivl om, at der er grøde i <br />
arkitekt‐, design‐ og planlægningsfagets opfattelse af, hvad forskning er, og <br />
at der i de kommende år sandsynligvis vil dukke endnu flere underkategorier <br />
og præpositioner op i forsøget på, at beskrive konkrete metoder, såvel som <br />
generelle tilgange. Diskussionen om fagets forskningspraksis er, ligesom by‐<br />
en, et igangværende arbejde og forhåbentlig kan mit bidrag til metodedisk‐<br />
ssionen indgå som et bidrag til den fælles opgave det er, at få etableret en <br />
fastere faglig grund under fødderne. <br />
Der vil dog fremadrettet være brug for yderligere undersøgelser i og <br />
beskrivelser af, hvordan metoderne både kan fungere i praksis og hvordan <br />
de kan være med til at kvalificere og validere forskningen. I mit projektet har <br />
spændet mellem velbeskrevne metoder til indsamling og behandling af data <br />
og den faktiske udførsel af de enkelte cases været for stort. Projektet ville <br />
have været styrket ved et større fokus på, hvordan man gennemfører en
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
iterativ proces baseret på prototyper samtidig med, at data om de enkelte <br />
iterationer registreres og bearbejdes på en ensartet facon, der gør det muligt <br />
at foretage komparative studier af de enkelte cases samtidig med, at pro‐<br />
gressionen fra prototype til prototype kan beskrives sammenhængende. <br />
Rent metodisk kunne mit projekt således have været styrket ved, at <br />
jeg systematisk havde fulgt op på hver enkelt case med afsæt i redskaber <br />
som f.eks. logbøger og interviews med såvel nøglepersoner i klientorganisa‐<br />
tionerne som (slut)brugere forstået som deltagere i de enkelte inddragelses‐<br />
forløb. Dette ville have givet mere ensartede data fra case til case, der kunne <br />
have givet et tydeligere billede af aktionsmålene, men også været med til at <br />
informere udviklingsmål og idealmål. I forhold til disse to, ville det også have <br />
givet god mening, at gennemføre egentlige udviklingsforløb imellem de en‐<br />
kelte cases, hvor brugere blev involveret i workshops omkring og diskussio‐<br />
ner af udviklingsmål og idealmål, i stedet for at disse refleksioner udelukken‐<br />
de foregik inden for rammerne, af det (radikaliserede) nyaktivistiske praksis‐<br />
fællesskab, Kollision. En sådan tilgang ville have givet begge måltyper en <br />
større validitet og sandsynligvis også have ført til nye indsigter. Det giver om‐<br />
vendt sig selv, at en mere systematisk dataopsamling og udvikling ville have <br />
ført til enten et længere projekt eller færre cases. Set i bagklogskabens ulide‐<br />
ligt klare lys ville det dog nok have værd at ofre noget af kvantiteten til fordel <br />
for en mere dybdegående (forskningsmæssig) kvalitet. <br />
Diskussionen er vigtig, ikke mindst fordi refleksioner over metoden er <br />
centrale, hvis designere, planlæggere og arkitekter skal indgå i tvær‐ eller <br />
flerfaglige samarbejder med andre faggrupper, både inden og uden for <br />
forskningsmiljøerne. Hvis ikke vi – og nu tillader jeg at indskrive mig selv i <br />
faggruppen – er i stand til at definere vores faglige udgangspunkt i forskning, <br />
såvel som praksis, vil andre sætte dagsordenen og dermed risikerer vi at tabe <br />
værdifuldt terræn for faget som helhed. Samtidig er fagfeltet, måske som ét <br />
af de få, kendetegnet ved en frugtbar udveksling mellem forskning, under‐<br />
visning og praksis, der på sin vis giver mulighed for at smide udsagnet ’those <br />
who can’t do, teach’ ud med badevandet og måske erstatte det med det <br />
noget mere proaktive ’those who can do, teach too’? <br />
333
334 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
perspektiver på forskning og udvikling<br />
Som det så viseligt hedder i en folkekær sang, ’alting har en ende’, så‐<br />
ledes også et PhD‐projekt. Men i et projekt baseret på en iterativ udviklings‐<br />
model, der forholder sig til byen som netop noget igangværende, demokra‐<br />
tiet som interaktivt og den kompetente deltager som noget, der opstår pro‐<br />
cessuelt, kan det være svært at stoppe op og trække en streg i sandet. Af‐<br />
handlingen er selvfølgelig, på sin vis, netop en sådan streg. Det er afslutnin‐<br />
gen på det konkrete projekt, men det er samtidig også en klar og tydelig de‐<br />
monstration af, hvor meget arbejde, der endnu udestår. <br />
I forhold til min metode, kom jeg i forrige afsnit med nogle anbefalin‐<br />
ger til, hvordan metoden kan styrkes og videreudvikles af andre – og i andre <br />
projekter. Men hvad med selve forskningsobjektet – borgerdeltagelse i by‐<br />
udvikling? Det er klart, at der også her er mange løse ender. For det første <br />
savnes der stadig en fyldestgørende analyse af, hvordan borgerdeltagelsen <br />
har udspillet – og ændret sig – i et historisk perspektiv. Som nævnt flere gan‐<br />
ge, har jeg kun kradset i palimpsestens overflade i et forsøg på at trække <br />
nogle linjer fra tresserne, halvfjerdserne og frem til de aktuelle tendenser. <br />
I den sammenhæng kunne det også være interessant at se på, hvor‐<br />
dan undersøgelser af borgernes generelle deltagelse i nærdemokratiske be‐<br />
slutningsprocesser modsvares af deltagelse i byudviklingen som sådan. Er <br />
deltagelsen kvantitativt såvel som kvalitativt større og mere udbytterig ved <br />
deltagelse i eksempelvis institutionsbestyrelser og foreningsliv, end den er <br />
ved deltagelse i byudviklingsprocesser? Og hvis ja, hvad skyldes dette? Hand‐<br />
ler det eksempelvis om, at man netop her har lettere ved at fastholde og <br />
underlægge sig en ’fællesvilje’, fordi man er færre, der deltager i processen <br />
og dermed har lettere ved at afgive ’magt’ til de øvrige deltagere? Eller er <br />
børnenes institution simpelthen at sammenligne med byudviklingens ’bag‐<br />
have’, så deltagelsen her egentlig blot er udtryk for samme reaktive møn‐<br />
ster?
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
I forlængelse af disse spørgsmål kunne det også være interessant at <br />
gå mere i dybden med inddragelsesprocesser inden for andre, også mere <br />
kommercielt udviklingsorienterede, fagområder. Aktuelt igangsættes der, <br />
bl.a. på Ålborg Universitet, forskningsprojekter inden for såkaldt Triple Helix <br />
Innovation, hvor erhvervsliv, organisationer, forskningsinstitutioner og of‐<br />
fentlige myndigheder arbejder sammen om eksempelvis at løse fremtidens <br />
energi‐ eller vandforsyningsproblemer gennem konkret produkt‐, service‐ og <br />
systemudvikling med afsæt i inddragelse af såvel eksperter som slutbrugere. <br />
Dermed bevæger kommercielle udviklingsprocesser sig ind i et politisk felt – <br />
og måske kunne de dermed have gavn af nogle af de indsigter, der er opstå‐<br />
et inden for borgerdeltagelsesfeltet, og omvendt. <br />
Forholdet mellem processer baseret på ekspertdeltagelse og borger‐<br />
deltagelse er for så vidt også underbelyst. Både når det drejer sig om, hvor‐<br />
dan vi får eksperter og borgere til at sidde ved samme bord, uden at hverken <br />
den ene eller anden part tager ’magten’, men også i forhold til, om det i visse <br />
tilfælde måske giver bedre mening at designe inddragelses‐ og deltagelses‐<br />
processer – og redskaber – specifikt rettet mod henholdsvis den ene og den <br />
anden gruppe af deltagere. <br />
Agger & Hoffmann efterlyste også bedre evalueringsredskaber – <br />
hvordan kan vi afgøre, om vi faktisk får et tilstrækkeligt stort udbytte af de <br />
investeringer vi gør i borgerdeltagelsen? Dette bør selvfølgelig handle både <br />
om borgernes perspektiv, i forhold til en opdateret version af deltagelseslig‐<br />
ningen, men i høj grad også set fra ’magthavernes’ synsvinkel. Hvorfor afgive <br />
magt og bruge både tid og økonomiske ressourcer, hvis ikke resultatet i sid‐<br />
ste ende er bedre, end det man havde opnået på mere traditionel facon? <br />
Udfordringen er selvfølgelig, hvad det er vi mener, vi skal måle på. Er <br />
byen blevet ’bedre’? Og hvilke kriterier lægger vi så til grund for denne kvali‐<br />
tative vurdering? Er der opstået større ejerskab til de trufne beslutninger? Og <br />
hvis ja, hvordan sikrer vi os så, at dette ejerskab ikke blot er forankret hos de <br />
(relativt få) personer, der faktisk deltog i processen, men hos borgerne som <br />
en større gruppe? Har vi fået bedre ideer? Hvordan måler vi innovationshøj‐<br />
335
336 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
den, hvad er vores sammenligningsgrundlag – bedre ideer i forhold til hvad? <br />
Det er lettere at måle på om det f.eks. er lykkedes at skabe større opmærk‐<br />
somhed – denne type redskaber findes allerede i mediebranchen. Om delta‐<br />
gerne har fået en god oplevelse undervejs – vi kan bare spørge dem. Om de <br />
synes de har lært noget og fået reel indflydelse, igen kræver det blot, at vi <br />
spørger dem bagefter. <br />
Handlingsaspektet er straks vanskeligere, da det på den ene side om‐<br />
handler den gensidige vurdering af deltagernes vilje til at sætte handling bag <br />
deres ord, hvilket måske vil kræve psykologiske dybdeinterview. På den an‐<br />
den side handler det om, at det bliver tydeligt, hvordan deltagernes input <br />
omsættes i konkrete handlinger. Dette er måske mere målbart, bl.a. kunne <br />
man systematisere forholdet mellem input og output i konkrete projektsty‐<br />
ringsredskaber, som foreslået i forbindelse med Inmedio‐projektet. Men <br />
igen vil mange processer forløbe over så mange år – f.eks. AARHUSCO2030 <br />
og Køge Kyst‐projektet – at de oprindelge deltagere sandsynligvis for længst <br />
vil have mistet interessen inden målet er nået og de konkrete handlinger og <br />
målopfyldelsen under alle omstændigheder vil være påvirket af så mange <br />
andre faktorer, at den enkelte deltagers bidrag kan vise sig umuligt at isolere <br />
i slutmålet. <br />
Netop evalueringskriterier for AELIA‐modellen er et af de områder, <br />
jeg personligt ser et perspektiv i, da det her er muligt – med relativt simple <br />
midler – at udvikle procedurer, der kan være med til at kvalificere processen <br />
fremadrettet. Dette arbejde er for så vidt allerede undervejs i forbindelse <br />
med projektideer, hvor målet er at udvikle evalueringsredskaber inspireret af <br />
metoder, der er gennemtestet af mediebranchen igennem mange år. Disse <br />
er dog endnu ikke så fremskredne, at det har givet mening, at tage dem med <br />
i denne kontekst. <br />
Et andet perspektiv er en videreudvikling af de tre centrale teoretiske <br />
positioner, henholdsvis det interaktive demokrati, den igangværende by og <br />
den kompetente deltager, i et forsøg på at operationalisere disse begreber i <br />
konkrete strategier og metoder. For det interaktive demokratis vedkom‐
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
mende forsøges dette aktuelt gjort gennem en projektidé, der omhandler <br />
udviklingen af et spil rettet mod folkeskolens ældste klasser og gymnasiet, <br />
hvor målet er at lade deltagerne gennemspille en række scenarier baseret på <br />
forskellige demokratisyn. Konkret kan det dreje sig om at deltagerne skal <br />
opfylde et (politisk) mål, eksempelvis forhandle (dele af) en finanslov på <br />
plads – men i løbet af spillet benytte sig af forskellige strategier, således at de <br />
stifter bekendtskab med eksempelvis konkurrencedemokrati i form af af‐<br />
stemninger; deliberativt demokrati ved at de skal tale sig til rette; og repræ‐<br />
sentativt demokrati, ved at de skal vælge en eller flere personer, der på de‐<br />
res vegne skal løse dele af opgaven. I forbindelse med spillet er målet også at <br />
udvikle læringsmateriale, der går i dybden med teorien bag de enkelte stra‐<br />
tegier og demokratisyn, således at læringen foregår i en udveksling mellem <br />
’show, tell and try it’, om man vil. <br />
I forhold til ideen om den igangværende by er jeg aktuelt involveret i <br />
et projekt, der har til formål mere systematisk at undersøge muligheden for <br />
at aktivere byrum gennem brug af midlertidige og kulturelle aktiviteter i et <br />
forsøg på at inddrage borgere og andre aktører i en ny form for dynamisk <br />
planlægning. Målet er her, med afsæt i et pilotprojekt, at udvikle konkrete <br />
strategier, redskaber og evalueringsmetoder i forbindelse med aktiveringen <br />
af et byrum, der aktuelt står overfor en udvikling, der strækker sig fra nu og <br />
mere end tyve år ind i fremtiden. Forprojektet, hvor projektet defineres og <br />
samarbejdspartnere involveres, starter umiddelbart efter afleveringen af <br />
denne afhandling og skal danne udgangspunkt for ansøgninger om midler til <br />
etablering af såvel konkrete aktiviteter, som udvikling af de nødvendige eva‐<br />
lueringsredskaber. <br />
<br />
337
338 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
perspektiver for aktuel byudviklingspraksis<br />
Som beskrevet i afhandlingen har planloven løbende været revideret <br />
således, at der efterhånden er indskrevet nye betingelser og rammer for <br />
borgernes deltagelse i byudviklingen. Man kan sige, at loven langsomt har <br />
bevæget sig op af Arnsteins Ladder of Citizen Participation, og at vi nu befin‐<br />
der os i den kategori, hvor borgerne skal inddrages, før der er taget beslut‐<br />
ninger, mens beslutningerne stadig overlades til magthaverne. Eller det som <br />
Arnstein kaldte symbolsk inddragelse. Spørgsmålet er, om det er på tide, at <br />
vi får en ny revision, der trækker os endnu et trin op af stigen, så vi kommer <br />
op i den øverste kategori, egentlig borgermagt? <br />
De nye tendenser indenfor byudviklingen, særligt dynamisk planlæg‐<br />
ning og midlertidighed, åbner op for muligheden – såvel som behovet – for, <br />
at borgerne involverer sig mere aktivt i udviklingen af byerne. Medmindre <br />
embedsmænd og lokalpolitikere selv ønsker at løbe rundt på havnefronten <br />
med hammer, søm, brugte paller og strandsand til midlertidige barer og bo‐<br />
der, er der et stort behov for, at borgerne aktivt deltager i denne type pro‐<br />
cesser. Men hvis borgerne skal investere mere tid og flere ressourcer i byud‐<br />
viklingen, kræver det også, at de får noget til gengæld. Dette ’noget’ kan næ‐<br />
sten kun være større frihed og mere indflydelse, altså mere ’borgermagt’. <br />
Det giver næppe mening, at give borgerne total kontrol med byudviklingen – <br />
altså non‐plan tanken – men ideen om partnerskaber (partnership) og udde‐<br />
legering af magten (delegated power) inden for bestemte områder kunne <br />
sagtens være en mulighed. Og fint i tråd med ideen om kapacitetsopbygning <br />
og bemyndiggørelse af borgerne. <br />
Men hvis borgerne på den måde skal træde i karakter som <br />
(med)planlæggere og udviklere af byen, kræver det et opgør med i hvert fald <br />
én central opfattelse, som den kom til udtryk hos Rittel & Webber: ’The <br />
planner has no right to be wrong’ (Rittel & Webber 1973). I det hele taget er <br />
der en risiko for, at frygten for at begå fejl kan lede til konservatisme i plan‐<br />
lægningen, hvor man hellere bevæger sig på evidensbaseret grund og inden
<br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
for rammerne af etableret ’best practice’, end tager (kreative) chancer, der <br />
kan føre til egentlig nytænkning. Hvis byerne skal realiseres som et ’fælles <br />
værk’, bør der i stedet netop satses på kreativitet og innovation – og det <br />
medfører også retten til at begå fejl og tage ved lære af disse. Igen kan denne <br />
ret selvsagt bedre realiseres inden for rammerne af en dynamisk, midlertidig <br />
kontekst, end i et mere traditionelt planlægningsperspektiv, hvor en ’fejl’ i <br />
sidste ende kan komme til at stå som fysisk realiseret projekt i årevis. Ønsket <br />
om ufejlbarlighed i planlægningen kan ses som et udtryk for den paternalisti‐<br />
ske fælde, da den risikerer at medføre en (påstået) bedreviden, hvor plan‐<br />
læggere fastholder deres perspektiv, hellere end at indrømme eventuelle <br />
fejl. Uden at vide, om det forholder sig sådan i praksis, kan dette måske være <br />
en af forklaringerne på stigningen i antallet af NIMBY‐sager? Kompleksiteten <br />
i planlægningen er stigende og vi har ikke længere en opfattelse af et ’fælles <br />
bedste’, alligevel er der måske planlæggere derude, der opfører sig som om, <br />
der er en ’skjult’ sandhed, der styrer ’retten til byen’, men netop fordi bor‐<br />
gerne i stigende grad er kompetente deltagere accepterer de (borgerne) ikke <br />
denne præmis og ender dermed i (reaktiv) opposition. <br />
Jeg er med på, at ovenstående er en stærkt forsimplet – og yderst po‐<br />
lemisk – udlægning af aktuel planlægningspraksis. I realiteten ved mange <br />
planlæggere selvfølgelig mere om kompleksiteten end borgerne, og de for‐<br />
søger netop at se udviklingen i et mere holistisk perspektiv, uafhængigt af <br />
snævre, partikulære interesser. Og borgerne er ikke nødvendigvis de egentlig <br />
eksperter, som vores tidligere statsminister argumenterede for i sin nytårsta‐<br />
le. Men hvis vi betragter borgerne som deltagere, og som kompetente af <br />
slagsen, kræver det en ændring af den aktuelle planlægningspraksis – og <br />
dermed en revision af planloven – hvor vi i langt højere grad tillader borger‐<br />
nes mangfoldighed af interesser og (retfærdiggørelses)kompetencer at spille <br />
en aktiv rolle. Som antydet flere steder i afhandlingen er mange plan‐ og <br />
byudviklingskonkurrencer i dag præget af et borgerdeltagelsesperspektiv, <br />
men reelt er det også stadig økonomi og æstetisk, arkitektonisk kvalitet (som <br />
vurderet af en bedømmelseskomité), der vægtes, når vinderen skal kåres. <br />
339
340 <br />
<br />
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER<br />
<br />
Dette tyder på, at borgerdeltagelsen mange steder ikke tages tilstrækkeligt <br />
alvorligt i den aktuelle praksis. <br />
Hvis vi reelt ønsker, at borgerne skal deltage proaktivt er der behov <br />
for en nytænkning af den rolle – og den magt – vi tildeler borgerne i udvik‐<br />
lingsprocesserne. Ascher efterlyste en langt mere omfattende og systematisk <br />
inddragelse af borgerne. Et ønske jeg afviste som urealistisk med afsæt i <br />
økonomiske begrundelser. Og der er ikke nogen tvivl om, at en omkalfatring <br />
af den måde, vi udvikler vores byer på i dag i retning af større borgermagt, <br />
kræver en tilsvarende omfordeling af ressourcerne i udviklingsprojekterne. <br />
Udfordringen er selvfølgelig, at der ikke er evidens for at påstå, at <br />
denne omfordeling og investering vil give et bedre afkast i form af eksempel‐<br />
vis mere vækst, bedre byer eller konkrete løsninger på aktuelle problemer <br />
som klimakrisen. Der er heller ikke nogen sikkerhed for, at vi faktisk kan en‐<br />
gagere borgerne, omend jeg vil påstå, at mine cases – og andres erfaringer <br />
fra lignende projekter – er eksempler på, at det kan lade sig gøre at engage‐<br />
re borgerne, hvis der afsættes de nødvendige ressourcer. I sidste ende kan <br />
man derfor koge spørgsmålet om borgernes aktive deltagelse i byudviklingen <br />
ned til et klassisk, fordelingspolitisk spørgsmål: Er vi parate til at afsætte de <br />
nødvendige ressourcer (socialt, kulturelt og økonomisk) til at udvikle, evalue‐<br />
re og løbende tilpasse strategier, metoder og redskaber, der tillader borger‐<br />
ne at deltage aktivt i byudviklingen? <br />
Med dette spørgsmål in mente vil jeg lade dig, kære læser, kravle op <br />
af kaninhullet og ud i den virkelige verden.
<br />
<br />
LITTERATUR<br />
litteratur<br />
ADELMAN, C., 1993: Kurt Lewin and the Origins of Action Research. Educational Action Research, 1:1. p. 7-24<br />
AGGER, A. & HOFFMANN, B. 2008: Borgerne på banen – Håndbog til borgerdeltagelse i lokal byudvikling.<br />
Velfærdsministeriet.<br />
AGGER, A., 2005: Demokrati og deltagelse – et borgerspektiv på kvarterløft. PhD thesis. RUC, Institut for Samfundsvidenskab<br />
og Erhvervsøkonomi<br />
AGGER, A., 2008: Who are the active citizens? – Characterization of citisens in participatory urban planning<br />
processes. Working paper 2008:4, Center for Demokratisk Netværksstyring.<br />
ALBERTSEN, N. 2002: Retfærdiggørelse i byen. In Distinktion, nr. 4, 2002, p. 45-61<br />
ALBERTSEN, N., ANDERSEN, H. T., BACH, R. C., CLEMMENSEN, T., DAUGAARD, M., GROTH, N. B., HANSEN, F.,<br />
NIELSEN, T. & PEDERSEN, P. B., 2007: Den grænseløse by. Working Paper nr. 14, juni 2007, Center for Strategisk<br />
Byforskning.<br />
ALBÆK, E., 2004: Eksperter kan være gode nok, men ...Om fagkundskabens politiske vilkår i dansk demokrati.<br />
Magtudredningen, bogserien. <strong>Aarhus</strong> Universitetsforlag<br />
ALSOP, R., BERTELSEN, M. F. & HOLLAND, J., 2006: Empowerment in Practice – From Analysis to Implementation.<br />
The World Bank<br />
ARGYRIS, C. & SCHÖN, D. A. 1991: Participatory Action Research and Action Science Compared: A Commentary.<br />
In WHYTE, W. F. (red.) 1991: Participatory Action Research. Sage Publications, p. 85-96<br />
ARNSTEIN, S. R., 1969: A Ladder of Citizen Participation. JAIP, Vol. 35, No. 4, July 1969, p. 216-224<br />
ASCHER, F. 2002: Urbanismen og den nye urbane revolution. In Distinktion nr. 4, 2002, p. 29-36, oversat af<br />
ALBERTSEN, N. & LARSEN, L. T.<br />
ASCHER, F. 2004. Métapolis: A Third Urban Revolution – Changes in Urban Scale and Shape in France. In Bölling,<br />
L. & Sieverts, T. Mittem am Rand. Auf dem weg von der Vorstadt über die Zwischenstadt zur Regionale<br />
Stadtlandschaft. Wuppertal, Verlag Müller + Busmann KG: 24-37<br />
BANHAM, R., BARKER, P., HALL, P. & PRICE, C. 1969: NON-PLAN – an Experiment in Freedom. (genoptryk) In<br />
HUGHES, J. & SIMON, S. 2002: NON-PLAN – Essays on Freedom, Participation, and Change in Modern Architecture<br />
and Urbanism. Architectural Press<br />
341
342 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
BAYAZIT, N. 2004: Investigating Design: A Review of Forty Years of Design Research. In: Design Issues, Vol. 20,<br />
No. 1, 2004. MIT.<br />
BEATRIZ, P., 2007: The Bilbao Effect. Museum News sept./oct. 2007, 68., p. 13-15. American Association of<br />
Museums.<br />
BELL, D. A., 1999: Democratic Deliberation – The Problem of Implementation. In MACEDO, S. (red.), 1999:<br />
Deliberative Politics – Essays on Democracy and Disagreement. Oxford University Press.<br />
BUEREN, E. & MAYER, I., 2002: A gaming exercise for sustainable decision making. Conference Proceedings<br />
Sustainable Building, Sept., 2002, Oslo.<br />
BURKE, PETER, 2000: A Social History of Knowledge: From Gutenberg to Diderot. Polity Press<br />
BUUR, J. & SØNDERGAARD, A. P. 2000: Video card game: an augmented environment for user centred design<br />
discussion. Proceedings of DARE 2000 on Designing augmented reality environments<br />
BØDKER, S., 1989: A Human Activity Approach to User Interfaces. In: Human-Computer Interaction, Vol. 4<br />
CAILLOIS, R., 2001: Man, Play, and Games. University of Illinois Press<br />
CARROLL, J. M. & CAMPBELL, R. L., 1986: Softening Up Hard Science: Reply to Newell and Card. In: Human-<br />
Computer Interaction, Vol. 2<br />
CASTELLS, M., 1991: The Informational City: Economic Restructuring and Urban Development. Wiley-<br />
Blackwell.<br />
CHAMBERS, R. 1983. Rural Development: Putting the Last First, London: Longman.<br />
CHASKIN, R., VIDAL, A., VENKATESH, S. & BROWN, P. 2001: Building Community Capacity. Aldine Transaction<br />
CLEMMENSEN, T. J. 2008: Vejnettet og det urban-rurale landskab. PhD-afhandling. <strong>Arkitektskolen</strong> <strong>Aarhus</strong>.<br />
CONKLIN, J., 2006: Dialogue Mapping: Building Shared Understanding of Wicked Problems. John Wiley & Sons,<br />
Ltd.<br />
DAHL, H., 2008: Den Usynlige Verden. Gyldendal<br />
DANSK BYPLANLABORATORIUM, 2010: Planlægning er politik - 5 anbefalinger når politiske mål skal omsættes<br />
til planstrategi og kommuneplan. Dansk Byplanlaboratorium/PLAN09 – Miljøministeret/Realdania.<br />
DAVIDOFF, P. (1965) ’Advocacy and pluralism in planning’, AIP Journal November, p. 331-338.<br />
DAVIS, K. 2008. The Urbanization of the Human Population. In: LEGATES, R. T. & STOUT, F. (red.) The City Reader.<br />
Abingdon. Routledge, p. 17-26
<br />
<br />
LITTERATUR<br />
DE WOLFF, C., DRENTH, P. J. D. & HENK, T. 2000: A Handbook of Work and Organizational Psychology: Organizational<br />
Psychology Volume 4. Psychology Press<br />
DELMAN, T. F. & NIELSEN, R. 2009: The AELIA-model – involving users in urban development. U-Drive:IT,<br />
Conference for User-Driven Innovation from ICT to other Fields, Aalborg<br />
DELMAN, T. F. & NIELSEN, R. 2008: Seeing Beyond - Using Utopiatyping as a Strategy for Building Capacity in<br />
Urban Development Processes. Sharjah Urban Planning Symposium, November 23. – 25., 2008.<br />
DELMAN, T. F., 2007: ”Strategisk Design – værdi & vision som udgangspunkt for Innovation”. Arbejdspapir,<br />
Center for Designforskning/<strong>Arkitektskolen</strong> <strong>Aarhus</strong>, Institut for Design<br />
DELMAN, T. F., LØSSING, T., LYKKE-OLESEN, A. og NIELSEN, R. 2008: Utopiatyping – new tools and strategies for<br />
citizen participation in urban development. ACSP/AESOP Joint Conference. Bridging the Divide: Celebrating the<br />
City, Chicago July 6. – 11.<br />
DICKSON, T. , 2002: Designforskning – en international oversigt. Dansk Center for Integreret Design.<br />
ECO, U. 1979: The Role of the Reader: Explorations in the Semiotics of Texts. Indiana University Press<br />
ELSTER, J. (red.) 1998: Deliberative Democracy. Cambridge University Press.<br />
FISH, S., 1999: Mutual Respect as a Device of Exclusion. In MACEDO, S. (red.), 1999: Deliberative Politics – Essays<br />
on Democracy and Disagreement. Oxford University Press.<br />
FISHKIN, J. S. & LASLETT, P. (red.), 2003: Debating Deliberative Democracy. Blackwell Publishing Ltd.<br />
FISKE, J. 1990: Introduction to Communication Studies. Routledge<br />
FLORIDA, R., 2003: The Rise of the Creative Class: And How it's Transforming Work, Leisure, Community and<br />
Everyday Life. Basic Books.<br />
FLYVBJERG, B. 1991: Rationalitet og magt – Bind 1: Det konkretes videnskab. Akademisk Forlag.<br />
FLYVBJERG, B. 2006 A: Social Science That Matters. In: Foresight Europe, Okt. 2005 – Mar. 2006, p. 38-42<br />
FLYVBJERG, B. 2006 B: Five Misunderstandings About Case-Study Research. In: Qualitative Inquiry, Vol. 12,<br />
Number 2, April 2006, p. 219-245. Sage Publications.<br />
FOQUÉ, R. 2000: On the True Meaning of Research by Design. In: Research by Design. DUP Science, Delft University<br />
Press, p. 1-8<br />
FORESTER, J., 1999: The Deliberative Practitioner – Encouraging Participatory Planning Processes. The MIT<br />
Press<br />
FRAMPTON, K., 1992: Modern Architecture. A critical history. Thames & Hudson<br />
343
344 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
FRIEDMANN, J., 1973: Retracking America: A Theory of Transactive Planning. Anchor Books<br />
FRIIS, S.K., 2006: Conscious Design Practice as Strategic Tool. PhD-afhandling, E-types/Learning Lab Denmark<br />
GAMST, L., 2007: Bedre Interessentinddragelse – Inspiration til byudviklingsprojekter. Lise Gamst/Realdania<br />
GARNHAM, N. 1999. The Media and the Public Sphere. In CALHOUN, C. (red.) Habermas and the Public Sphere.<br />
MIT Press, p. 359-376<br />
GIDDENS, A 2009: Politics of Climate Change. Polity Press.<br />
GOODWIN, B. (red.) 2001: The Philosophy of Utopia. Routledge<br />
GULMANN, S., 2005: CityDesign. Gyldendal<br />
GUTMANN, A. & THOMPSON, D., 2004: Why Deliberative Democracy? Princeton University Press<br />
GAARDMAND, A., 1993: Dansk Byplanlægning 1938-1992. Arkitektens Forlag<br />
HABERMAS, J. 1989. The Public Sphere. In GOODIN, R. E. & PETTIT, P. 1997 (red.): Contemporary Political Philosophy.<br />
Oxford, Blackwell, p. 105-108.<br />
HABERMAS, J. 2002. The Structural Transformation of the Public Sphere. Polity Press.<br />
HABERMAS, J. 2005: The Inclusion of the Other. Polity Press<br />
HABERMAS, J. 2007: Between Facts and Norms. Polity Press<br />
HALL, P. 2002: Cities of Tomorrow. Blackwell Publishing<br />
HALSKOV, K. & NIELSEN, R. 2006: Virtual Video Prototyping. Human–Computer Interaction, Vol. 21. p. 199–<br />
233.<br />
HARVEY, D. 2008: Justice, Nature & the Geography of Difference. Blackwell Publishing.<br />
HEALEY, P. 1992: Planning through debate: the communicative turn in planning theory, Town Planning Review<br />
63(2), p. 143-162.<br />
HEALEY, P. 1993: Planning through debate: the communicative turn in planning theory. In FISCHER, F. and<br />
FORESTER, J. (red.) 1993: The Argumentative Turn in Policy Analysis and Planning, London: UCL Press Ltd, p.<br />
233-253.<br />
HEALEY, P. 2006. Collaborative Planning – Shaping Places in Fragmented Societies. Basingstoke, Palgrave<br />
Macmillan.
<br />
<br />
HEATER, D. 2005. What is Citizenship? Polity Press.<br />
HEIJDEN, K. V. D. 2005: Scenarios – The Art of Strategic Conversation. John Wiley & Sons.<br />
HELD, D. 1996. Models of Democracy. Polity Press<br />
LITTERATUR<br />
HICKEY, S. & MOHAN, G. (red.), 2004: Participation - From Tyranny to Transformation: Exploring New Approaches<br />
to Participation in Development. Zed Books<br />
HUGHES, J. & SADLER, S., 2002: Non-Plan – Essays on freedom participation and change in modern architecture<br />
and urbanism. Architectural Press<br />
HULSBERGEN, E. D., 2000: Research by Design.I n: Research by Design. DUP Science, Delft University Press, p.<br />
161-169<br />
JACOBS, J., 1992: The Death and Life of Great American Cities. Vintage<br />
JACOBY, R. 2005: Picture Imperfect. Utopian Thought for an Anti-Utopian Age. Columbia University Press<br />
JAGERSMA, P. K., 2007: Aspiration and leadership. Journal of Business Strategy, Vol. 28 Iss: 1, p.45 – 52<br />
JAMESON, F. 2007: Archaeologies of the Future – The Desire Called Utopia and Other Science Fictions. Verso<br />
Books<br />
JESSOP, B., 2004: Recent Societal and Urban Change: Principles of Periodization and their Application on the<br />
Current Period. In Nielsen, T., Albertsen, N. & Hemmersam, P. (red.) 2004: Urban Mutations – periodization,<br />
scale and mobility. p. 40-64. <strong>Arkitektskolen</strong>s Forlag.<br />
KAHANE, A, 2007: Solving tough problems – An Open Way of Talking, Listening and Creating New Realities.<br />
Berrett-Koehler Publishers.<br />
KATEB, G. 1972: Utopia and its Enemies. Schocken Books<br />
KRUMHOLZ, N. 1982: A retrospective view of equity planning. Journal of the American Planning Association<br />
48(2), p. 163-183.<br />
LEFEBVRE, H., 2003: The Urban Revolution. University of Minnesota Press.<br />
LEFEBVRE, H., 2008: Writings on Cities. Blackwell Publishing.<br />
LUDVIGSEN, M., 2006: Designing for social interaction. PhD afhandling, Center for Interactive Spaces, ISIS<br />
Katrinebjerg, Department of Design, <strong>Aarhus</strong> School of Architecture<br />
LYKKE-OLESEN, A. 2007. Space as Interface - Bridging the Gap with Cameras. PhD afhandling, Center for Interactive<br />
Spaces, ISIS Katrinebjerg, Department for Design, <strong>Aarhus</strong> School of Architecture<br />
345
346 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
LØSSING, T. & DELMAN, T. F., 2003: Havnespillet [Kollision 0.3] – et debat- & planlægningsspil. In Nordisk<br />
Arkitekturforskning, Volym 16, nr. 1<br />
LØSSING, T., 2005: Urbane Spil. PhD-afhandling. Institut for Design, <strong>Arkitektskolen</strong> <strong>Aarhus</strong>.<br />
LØSSING, T., DELMAN, T. F. & NIELSEN, R., 2003: Planlægning på spil – en undersøgelse af spil som redskab til<br />
borger inddragelse i (by)planlægningsprocesser. In Nordisk Arkitekturforskning, Volym 16, nr. 3<br />
MACEDO, S. (red.), 1999: Deliberative Politics – Essays on Democracy and Disagreement. Oxford University<br />
Press.<br />
MARCUS, G. E. 2002: The Sentimental Citizen – Emotion in Democratic Politics. Pennsylvania State University<br />
Press<br />
MARGOLIN, V. 2002 : The politics of the artificial: essays on design and design studies. University of Chicago<br />
Press<br />
MARX, K., 1973: Grundrisse. Penguin Books.<br />
MCINTYRE, A. , 2008: Participatory Action Research. Sage University Paper, Qualitative Research Methods<br />
Series, no. 52<br />
MEISTER, D. 1999: The History of Human Factors and Ergonomics. CRC Press.<br />
METOPOS & AALBORG KOMMUNE 2009: Mental Byomdannelse – Midlertidig anvendelse som kick starter for<br />
en omdannelsesproces. Indenrigs- og Socialministeriet<br />
MINTZBERG, H., AHLSTRAND, B. & LAMPEL, J. B., 1998: Strategy Safari: A Guided Tour Through the Wilds of<br />
Strategic Management. Prentice Hall<br />
NAGEL, J. H., 1987: Participation. Prentice Hall<br />
NARDI, B. A. (red.), 1996: Context and Consciousness: Activity Theory and Human-Computer Interaction. The<br />
MIT Press<br />
NEWELL, A. & CARD, S., 1986: Straightening Out Softening up: Response to Carroll & Campbell. In: Human-<br />
Computer Interaction, Vol. 2<br />
NEWMAN, W. M. & LAMMING, M. G., 1995: Interactive System Design. Addison-Wesley<br />
NIELSEN, R., 2006: Nye Anvendelser af Interaktive Teknologier i Rumligt Design. PhD afhandling, Institut for<br />
Informations & Medievidenskab, Århus Universitet<br />
NIELSEN, T., 2008: gode intentioner og uregerlige byer. <strong>Arkitektskolen</strong>s Forlag.
<br />
<br />
NIELSEN, T., ALBERTSEN, N. & HEMMERSAM, P. 2004: Urban Mutations – periodization, scale and mobility.<br />
<strong>Arkitektskolen</strong>s Forlag.<br />
NIELSEN, R., DELMAN, T. F. & LØSSING, T., 2005: A Mixed Reality Game for Urban Planning. In: CUPUM 05,<br />
Computers in Urban Planning and Urban Management conference, London, 2005<br />
NORDIC CITY NETWORK/STRAKKS 2010: Strakks – publikation 1 (draft). Nordic City Netork.<br />
PINDER, D., 2006: Visions of the City: Utopianism, Power and Politics in Twentieth Century Urbanism. Routledge.<br />
RASMUSSEN, S. E. 1949 (genoptrykt 1985): Byer og Bygninger – I Tegninger og Ord. Fonden til udgivelse af<br />
arkitekturværker ved <strong>Arkitektskolen</strong> i <strong>Aarhus</strong>.<br />
RIISOM, P. & SØRENSEN, H. B. 2009: Det 4. Stadsrum – værdibaseret stadsudvikling. Malmö Stadsbyggnadskontor.<br />
LITTERATUR<br />
RITTEL, H. W. J. & WEBBER, M. M., 1973: Dilemmas in a General Theory of Planning. Policy Sciences 4 (1973),<br />
Elsevier Scientific Publishing Company, p. 155-169.<br />
ROUSSEAU, J. J. 1999: The Social Contract. Oxford University Press<br />
RUSSELL, B. 1945: A History of Western Philosophy. Simon & Schuster<br />
SADLER, S., 2002: Open Ends – The Social Visions of 1960s Non-Planning. In HUGHES, J. & SIMON, S. 2002:<br />
NON-PLAN – Essays on Freedom, Participation, and Change in Modern Architecture and Urbanism, Architectural<br />
Press<br />
SCHULER, D. & NAMIOKA, A. 1993: Participatory Design: Principles and Practices. CRC/Lawrence Erlbaum Associates<br />
SCHÖN, D., 1991: The Reflective Practitioner: How Professionals Think in Action. Ashgate Publishing<br />
SHANNON, C. E. & Weaver, W. 1949: A Mathematical Model of Communication. University of Illinois Press<br />
SIMON, H., 1996: The Sciences of the Artificial. MIT Press.<br />
SOCIALMINISTERIET, 2007. Fremme af lokal forståelse for placering af tilbud til socialt udsatte grupper. Slutrapport.<br />
Odense, Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service<br />
SOJA, E., 2000: Postmetropolis – Critical Studies of Cities and Regions. Blackwell Publishing<br />
STILLMANN, P. G., 2001: Nothing is, but what is not: Utopias as Practical Political Philosophy. In GOODWIN, B.<br />
(red.), 2001: The Philosophy of Utopia. Routledge, 2001.<br />
347
348 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
STRAUSS, A. C. & CORBIN, J. M. 1998: Basics of Qualitative Research: Techniques and Procedures for Developing<br />
Grounded Theory. Sage Publications<br />
STRUKTURKOMMISSIONEN, 2004: Strukturkommissionens betænkning, Bd. III - Bilag, sektorkapitler. Indenrigs-<br />
og sundhedsministeriet<br />
SUNSTEIN, C. R. 2009: Going to Extremes. How Like Minds Unite and Divide. Oxford University Press.<br />
SUSMAN, G. & EVERED, R. (1978) An assessment of the scientific merit of action research. Administrative Science<br />
Quarterly 23, p. 582-603.<br />
SWYNGEDOUW, E., 2009: The Antinomies of the Postpolitical City: In search of a Democratic Politics of Environmental<br />
Production. International Journal of Urban and Regional Research. Vol. 33.3, sept. 2009, p. 601-620<br />
SWYNGEDOUW, E., 2008: Metabolic urbanization – the making of cyborg cities. In HEYNEN, N., KAIKA, M. &<br />
SWYNGEDOUW, E., 2008: In the Nature of Cities – Urban Political Ecology and the Politics of Urban Metabolism.<br />
Routledge, p. 21-40<br />
SWYNGEDOUW, E., 2005: Governance Innovation and the Citizen: The Janus Face of Governance-beyond-thestate.<br />
Urban Studies. Vol. 42, No. 11, Routledge, p. 1991-2006.<br />
TOFFLER, A. 1978: Philosophy and Utopian Thinking. In RICHTER, P. E. & FOGG, W. L. 1978: Philosophy Looks to<br />
the Future: Confrontation, Commitment, and Utopia. Waveland Press<br />
TOGEBY, L., ANDERSEN, J.G., CHRISTIANSEN, P.M., JØRGENSEN, T.B. & VALLGÅRDA, S., 2003: Demokratiske<br />
Udfordringer – Kort udgave af Magtudredningens hovedresultater. Magtudredningen<br />
TORPE, L. & ANDERSEN, J. G., 2000: Tilskuerdemokrati eller deltagerdemokrati? In ANDERSEN, J. G., TORPE, L. &<br />
ANDERSEN, J.: Hvad folket magter – Demokrati, magt og afmagt. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.<br />
TORPE, L., 2002: Demokrati på nettet – status og perspektiver for digital forvaltning i kommunerne. Paper til<br />
den XIII Nordiske Statskundskabskongres, Aalborg Universitet, 2002<br />
TORTZEN, A. 2008: Borgerinddragelse - Demokrati i øjenhøjde. Jurist- og Økonomforbundets Forlag<br />
WACK, P. 1985: Scenarios: Shooting the Rapids. In Harvard Business Review, no. 85617, nov.-dec., 1985.<br />
WHITTINGTON, R. 2001: What is Strategy – and does it matter? Thomson Learning<br />
WHYTE, W. F. (red.) 1991: Participatory Action Research. Sage Publications<br />
WOODGATE, D. & PETHRICK, W. R. 2004: Future Frequencies. Fringecore Publishing.<br />
YIN, R. K., 2003: Case Study Research – Design and Methods. Applied Social Research Series, vol. 5, Sage Publications.
<br />
<br />
YLIRISKY, S. P. & BUUR, J. 2007: Designing with Video. Focusing the user-centred design process. Springer.<br />
YOUNG, I. M., 2002: Inclusion and Democracy. Oxford University Press<br />
ZUBER-SKERRITT, O. 1992: Action research in higher education: examples and reflections. Kogan Page.<br />
AARUP, K. 2010: Frivillighedens velfærdssamfund. Frydenlund<br />
<br />
<br />
LITTERATUR<br />
349
350 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
CO2030 2010: <strong>Aarhus</strong> Kommunes CO2030-projekt<br />
www.co2030.dk/<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
internetkilder<br />
CONCITO 2010: Klimabarometer, juni 2010. www.concito.info/upload/udgivelser_7_1286164835.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
CRIMSON 1999: Org Wars - Posturban strategies. [internet] Available at:<br />
www.crimsonweb.org/spip.php?article52<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
DAMME, S. (1998) The "outcomes" challenge: An action research approach to evaluation in community program<br />
development. The Action Evaluation Project, The Aria Group.<br />
www.aepro.org/inprint/conference/damme.html<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Broch-Lips, H. 2006: En kreativ forhørsmaskine. Århus Stiftstidende.<br />
www.stiften.dk/article/20060226/AAS/602260509<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
BYGHERREFORENINGEN 2010: Fra idé til program<br />
www.bygherreforeningen.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=964&catid=35&Itemid=<br />
90<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
DELMAN, T. F. 2007: Gaven til Århus<br />
www.klummer.delman.dk/#category0.<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
DET DANSKE FILMINSTITUT 2010: Cities on Speed – Bogotá Change.<br />
www.dr.dk/gymnasium/emner/cities_on_speed/bogota/pdf/bogota.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Digital Urban Living 2009A: Project website – CO2 confessions<br />
www.digitalurbanliving.dk/projects/civic-communication/co2nfession-co2mmitment.php<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Digital Urban Living 2009B: Project website – climate on the wall<br />
http://www.digitalurbanliving.dk/projects/media-facades/climate-on-the-wall.php<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010
<br />
<br />
LITTERATUR<br />
EBST 2008: Innovation i Danmark - hvordan danske virksomheder omsætter nytænkning til værdi. Erhvervs- &<br />
Byggestyrelsen.<br />
www.ebst.dk/publikationer/innovation/Innovation_i_Danmark/html/colophon.htm<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
EBST, 2010: Brugerdreven Innovation<br />
www.ebst.dk/brugerdreveninnovation.dk/baggrunden_for_programmet<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
FORSKNINGS- OG INNOVATIONSSTYRELSEN, 2009: Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator.<br />
www.fi.dk/forskning/den-bibliometriske-forskningsindikator/ 22.%20oktober%202009-<br />
%20Samlet%20notat%20om%20forskningsindikatoren.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
HON, C. 2010: The New SUB Project Architect Presentations: Stantec Architecture/3XN<br />
blogs.ubc.ca/ubcinsiders/2010/04/12/the-new-sub-project-architect-presentations-stantec-architecture-<br />
3xn/comment-page-1/#comment-7319<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
It’s a Small World 2009: Rejseudstilling<br />
www.itsasmallworld.dk<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Jyllands-Posten 2010A: Var millionstøtte en gave eller forretning?<br />
www.jp.dk/indland/aar/politik/article2126099.ece<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Jyllands-Posten 2010B: Energikrav betyder dyrere Multimediehus<br />
www.jp.dk/indland/aar/politik/article1995217.ece<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Kollision 2006A: Byens Stemmer<br />
www.kollision.dk/?byensstemmer<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Kollision 2006B: I bølgen blå<br />
www.kollision.dk/?ibb<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Kollision 2007A: Køge<br />
www.kollision.dk/?koege<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
351
352 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
Kollision 2007B: Køge2027<br />
www.kollision.dk/?koege2027<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Kollision 2008: INMEDIO<br />
www.kollision.dk/?inmedio<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Kollision 2009A: <strong>Aarhus</strong> CO2030<br />
www.kollision.dk/?co2<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
KOLLISION 2009B: R/EVOLVE/R<br />
www.kollision.dk/?revolver<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
KOLLISION 2009C: Smart Use of Energy<br />
www.kollision.dk/?smartenergy<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
KOLLISION 2010A: NEWSUB<br />
www.kollision.dk/?newsub<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
KOLLISION 2010B: Køge Kyst<br />
www.kollision.dk/?koegekyst<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Kollision 2010C: Patient X<br />
www.kollision.dk/?patientx<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
KOLLISION 2010D: Profil<br />
www.kollision.dk/?profile<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
KOLLISION 2010E: Ucrac Video Workshop 2010<br />
www.kollision.dk/?ucrac2010<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Køge Kommune, 2010: Kulturel Byudvikling<br />
www.koege.dk/da-DK/Kultur-og-Fritid/Kulturstrategier-planer-og-projekter/Kulturel-byudvikling<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010
<br />
<br />
Køge Kyst 2010: Kulturaktiviteter og –tiltag bliver drivkraft for byudvikling<br />
www.koegekyst.dk/da/vision/kultur.aspx<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
LEES-GALLOWAY, Iain 2010: There are alternatives to explore<br />
www.tni.org/inthemedia/there-are-alternatives-explore<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
MASTERS, J., 1995: The History of Action Research<br />
In HUGHES, I (ed.) 1995: Action Research Electronic Reader. The University of Sydney<br />
www.scu.edu.au/schools/gcm/ar/arr/arow/default.html<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Multimediehuset 2010: Urban Mediaspace <strong>Aarhus</strong><br />
www.multimediehuset.dk<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
NATURKLAGENÆVNET, 2010: Årsrapport for regnskabsåret 2009. Kilde:<br />
www.nkn.dk/Nyheder/SenesteNyheder/100416_Aarsrapport.htm<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
OpenK 2010: Køge som den åbne by – projektbeskrivelse<br />
www.koegekyst.dk/media/43430/team%20astoc%20-%20a3%20h%C3%A6fte-low.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Politiken 2007: Socialistiske ballademagere<br />
www.politiken.dk/pol_oplys/ECE229505/hvornaar-udtalte-statsministeren-sig-om-socialistiskeballademagere/<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
POLITIKEN, 2008: Synovate Vilstrup survey.<br />
www.klimaupdate.dk/default.asp?newsid=320&opt=1¬e=Mange.<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Projektgruppen Byens Stemmer, <strong>Aarhus</strong> Kommunes Biblioteker & Frit Oplysningsforbund <strong>Aarhus</strong> 2006A:<br />
Multimediehuset 2012 – Borgerinddragelsesproces, marts 2006.<br />
www.multimediehuset.dk/graphics/Publikationer/Rapport_fra_borgerinddragelse.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Projektgruppen Byens Stemmer, <strong>Aarhus</strong> Kommunes Biblioteker & Frit Oplysningsforbund <strong>Aarhus</strong> 2006B:<br />
Multimediehuset 2012 – projekt- og debatwebsite.<br />
www.byensstemmer.dk<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
LITTERATUR<br />
353
354 <br />
<br />
LITTERATUR<br />
<br />
PROVEN MODELS 2008: AIDA sales funnel.<br />
www.provenmodels.com/547/aida-sales-funnel/elias-st.-elmo-lewis<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
RETSINFO, 1996: Vejledning om planloven. VEJ nr 187 af 14/11/1996<br />
www.retsinfo.dk<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
ROGERS, Y., SCAIFE, M. & RIZZO, A., 2003: Interdisciplinarity: an Emergent og Engineered Process?. Cognitive<br />
Science Research Paper 556-2003. School of Cognitive and Computing Science, University of Sussex.<br />
ftp.cogs.susx.ac.uk/pub/reports/csrp/csrp556.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
SJÆLLANDS NYHEDER 2010A: Livlig snak på havnefronten<br />
www.sn.dk/Livlig-snak-paa-havnefronten/Kge/artikel/62096<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
SJÆLLANDS NYHEDER 2010B: Køge skal ikke gå i stå<br />
www.sn.dk/Kge-skal-ikke-gaa-i-staa/Kge/artikel/62097<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
STROBER, M. H., 2006: Habits of the Mind: Challenges for Multidisciplinary Engagement. In: Social Epistemology,<br />
Volume 20, Issue 3 & 4 July 2006 , pages 315 – 331. Routledge.<br />
www.stanford.edu/~myras/challenges.pdf<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Viden.jp.dk 2010: Videnbank - afsmeltning<br />
viden.jp.dk/videnbank/soeg/<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
Visscher, M. & Geary J. 2008: Marching to the beat of a different drum. In Ode Magazine, May 2008 Issue.<br />
http://www.odemagazine.com/doc/53/marching-to-the-beat-of-a-different-drum/all<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
<strong>Aarhus</strong>2017 2010: <strong>Aarhus</strong> som Europæisk Kulturhovedstad 2017<br />
www.aarhus2017.dk<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
<strong>Aarhus</strong> Kommune 2008: Mediaspace Competition Brief<br />
www.multimediehuset.dk/sw1296.asp<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
<strong>Aarhus</strong> Kommune 2010: Århus-modellen for borgerinddragelse www.aarhuskommune.dk/politik/Politikkerog-planer/Oekonomi-personale-og-it/<strong>Aarhus</strong>modellen-for-borgerinddragelse.aspx<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010
<br />
<br />
<strong>Aarhus</strong> Stiftstidende 2010A: Placering af ny midtbyskole inden jul<br />
www.stiften.dk/article/20101016/AAS/710169917<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
<strong>Aarhus</strong> Stiftstidende 2010B: Her skal den nye midtbyskole ligge<br />
www.stiften.dk/article/20101215/AAS/712159967/1003<br />
Sidst besøgt: 15/12-2010<br />
LITTERATUR<br />
355