Modul 3 - JUC

JUC Symposium program formiddag – Strafferet 

08:30 – 08:40 Velkomst 

Internetstrafferet 

26. februar 2013 

08:40 – 10.00 Gerningsindhold, straffelov & speciallov 

Angreb 

Indtrængen 

Anvendelse 

10:00 – 10:10 Pause 

10.10 – 11:15 Værnetingsspørgsmål & konventioner på området 

11:15 – 11:20 Pause 

11:20 – 12:30 Diverse – f.eks. formidleransvar, ytringsfrihed m.v. 

Underviser: Professor Lars Bo Langsted, Juridisk Institut, Aalborg Universitet

04-02-2013 

Internetkriminalitet 

v/Lars Bo Langsted, Juridisk Institut 

Lars Bo Langsted - Juridisk Institut 

1

8:30 

1) Gerningsindhold 

Pause 

2) Værneting 

Pause 

3) Diverse 

12:30 

Formiddagens program 

04-02-2013 Lars Bo Langsted - Juridisk Institut 

2

Typer af gerningsindhold 

Anvendelse 

Adgang 

Angreb 


3

Internettet 


4

Browser 


5

Angreb 

Angreb 

Denial of Service/Distributed Denial of Service: 

§ 193, stk. 1 

§ 293, stk. 2 

§ 291 (UfR 1987.216 Ø) 


6

Angreb 

§ 291 

§ 291 

Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, 

straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 

Stk.2. Øves der hærværk af betydeligt omfang, eller af mere systematisk eller 

organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter 

nærværende paragraf eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 

193 eller § 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år. 

Stk.3. Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte omstændigheder af grov 

uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder. 

Stk.4. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en 

skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar 

forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på 

offentligt sted. 


7

Angreb 

§ 193 

§ 193 

Den, der på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af 

almindelige samfærdselsmidler, offentlig postbesørgelse, telegraf- eller 

telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, informationssystemer eller anlæg, der 

tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller varme, straffes 

med bøde eller fængsel indtil 6 år. 

Stk.2. Begås forbrydelsen groft uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 

måneder. 


8

Angreb 

§ 293 

§ 293 

Den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes med bøde 

eller fængsel indtil 1 år, medmindre forholdet er omfattet af § 293 a. Under 

skærpende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter 

brugen, kan straffen stige til fængsel i 2 år. 

Stk.2. Den, der uberettiget hindrer en anden i helt eller delvis at råde over ting, 

straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan stige til fængsel i 2 år, 

hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter, 

eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. 


9

Adgang 

Adgang 

Hacking 

§ 263 (UfR 2002.1064 V, UfR 2000.1450 Ø) 

Håndtering af adgangskoder 

§ 263 a 

§ 301 a 


10

Adgang 

§ 263 

§ 263 

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget 

1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller 

optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet, 

2) skaffer sig adgang til andres gemmer, 

3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, 

telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som 

han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang. 

Stk.2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der uberettiget skaffer 

sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et 

informationssystem. 

Stk.3. Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig 

bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre 

særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. På samme måde 

straffes de i stk. 2 nævnte forhold, når der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller 

organiseret karakter. 


11

Adgang 

§ 263 a 

§ 263a 

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der uretmæssigt 

erhvervsmæssigt sælger eller i en videre kreds udbreder en kode eller andet adgangsmiddel 

til et ikke offentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil adgangen er beskyttet med kode 

eller anden særlig adgangsbegrænsning. 

Stk.2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt videregiver et større antal koder eller 

andre adgangsmidler som nævnt i stk. 1. 

Stk.3. På samme måde straffes den, der uretmæssigt skaffer sig eller videregiver en kode 

eller andet adgangsmiddel som nævnt i stk. 1 til 

1) et samfundsvigtigt informationssystem, jf. § 193, eller 

2) et informationssystem, der behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af § 7, stk. 

1, eller § 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, om flere personers personlige 

forhold. 

Stk.4. Sker den i stk. 1-3 nævnte videregivelse m.v. under særligt skærpende 

omstændigheder, er straffen fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder 

anses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen m.v. sker i særligt stort omfang eller indebærer 

særlig risiko for betydelig skade. 


12

Adgang 

§ 301 a 

§ 301 a 

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der uretmæssigt skaffer sig 

eller videregiver koder eller andre adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen 

er forbeholdt betalende brugere, og som er beskyttet med kode eller anden særlig 

adgangsbegrænsning. 

Stk.2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse m.v. under særligt skærpende omstændigheder, 

er straffen fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig 

tilfælde, hvor videregivelse m.v. sker erhvervsmæssigt, i en videre kreds eller under 

omstændigheder, hvor der er særlig risiko for omfattende misbrug 


13

Avendelse 

Anvendelse 

Identitetstyveri 

§ 279 

Phishing 

§ 279 

Nigeriabreve 

§ 279/290 

Muldyr 

§ 290 


14

Avendelse 

Anvendelse 

Syv muldyr sigtet for hæleri 

20. dec. 2011 08.30 Kontant Opdat.: 20. dec. 2011 09.46 (DR.DK) 

I foråret afslørede Kontant, hvordan en kriminel bande fra Østeuropa i løbet af få måneder fik 

hundredevis af danske ofre på samvittigheden. Blandt dem var 90 helt almindelige borgere, også 

kaldet muldyr. De hjalp - uden at vide det og uden at få penge for det - de kriminelle med at sende 

stjålne varer ud af Danmark. 

Nu har politiet sigtet syv af muldyrene for hæleri, der kan give op til halvandet års fængsel. 

- Jeg synes ikke, at det er rimeligt. Jeg vil fastholde, at jeg har påtaget mig en opgave, som så 

meget troværdig ud, og dermed mener jeg bestemt også, at jeg er uskyldig i det her forløb, siger 

et af de sigtede muldyr, der ønsker at være anonym. 

De østeuropæiske bagmænd skjulte sig bag det tilsyneladende respektable amerikanske 

transportfirma Sierra Express. Med opslag på anerkendte danske jobportaler på internettet, en 

professionel hjemmeside, og udførlige ansættelses-kontrakter på både dansk og engelsk, fattede 

muldyrene ikke mistanke. 


15

Avendelse 

Anvendelse 

Selve jobbet gik ud på at modtage pakker, ompakke dem og sende dem videre til adresser i 

udlandet. I pakkerne var der typisk dyre mobiltelefoner og andre luksusvarer købt hos danske 

firmaer på nettet. Som tiden gik, begyndte flere af muldyrene at ane uråd. De kontaktede derfor 

deres lokale politistation. 

- Jeg spurgte, om de havde kendskab til Sierra Express. Og det var et nej, fortæller det sigtede 

muldyr. 

Rigspolitiet sov i timen 

Det viste sig senere, at både netbutikkerne, fragtfirmaerne og jobportalerne var blevet betalt 

med stjålne danske kreditkort. Det har også vist sig, at Rigspolitiet tidligt i forløbet var blevet 

bekendt med svindelnummeret. De havde bare ikke sagt det videre til de enkelte politikredse. 

- Her efterfølgende har vi selvfølgelig forsøgt at kigge på, kunne vi have gjort det her bedre, kunne 

vi have gjort det lidt hurtigere. Jeg skal da gerne medgive, at vi måske kunne have været lidt 

skarpere og lidt hurtigere ude, siger Michael Ask, vicepolitiinspektør i Rigspolitiet. 


16

Avendelse 

Anvendelse 

Muldyrene sendte en del af tyvekosterne til en lille polsk by på grænsen til Ukraine. Her fandt vi i 

foråret en chauffør, der fortalte, at han kørte pakkerne videre østpå til Ukraines hovedstad, Kiev. 

Chaufføren ville dog ikke oplyse, hvem han arbejdede for. Vi havde også placeret en GPS-sender i 

én af pakkerne, og den endte i Moskva i Rusland. 

Herhjemme har Rigspolitiet haft sit hyr med at finde frem til bagmændene. Problemet er, at de 

bruger stort set alle redskaber i den internationale værktøjskasse for svindlere: Falske identiteter, 

stråmænd, proxyservere, trojanske heste, osv. 

- Status er, at det er lykkedes dem, der står bag det her, at lave det her uden, at vi rigtig har kunnet 

komme efter dem, indtil videre i hvert fald, lyder det fra vicepolitiinspektør Michael Ask. 


17

Avendelse 

Anvendelse 

God tro ikke nok 

Til gengæld er politiet altså nu i gang med at retsforfølge syv danske muldyr. Efterforskningen 

ligger i de enkelte politikredse, men også Rigspolitiet løfter pegefingeren over for muldyrene. 

- Her burde man kunne sige sig selv, at det her kan simpelthen ikke være rigtigt, at der er gang i et 

eller andet ulovligt. Ligesom hvis man får det nye fladskærmstv tilbudt for 1.000 kroner, siger 

Michael Ask, som dog anerkender, at svindelnummeret var meget professionelt og overbevisende 

sat op. 

Til muldyrenes fordel taler også, at de har samarbejdet 100 procent med politiet, da det stod 

klart, at der var tale om svindel. I hvert fald de muldyr vi har været i kontakt med. 

- Jeg føler virkelig, at jeg har hjulpet kriminalpolitiet et godt stykke videre og dermed også måske 

få hjulpet andre, som er i samme situation, siger det sigtede muldyr. 

Men nu tyder meget altså på, at flere muldyr må en tur i retten, og der kan være flere sigtelser på 

vej. 


18

UfR ONLINE U.1987.216Ø 

U.1987.216Ø 

Ø.L.D. 21. november 1986 i anke 9-224/1985 

Anklagemyndigheden 

mod 

T1 (adv. Torben Koch e.o.) og T2 (adv. B. Unmack Larsen e.o.) 

Strafferet 1.1 Strafferet 24.2 Strafferet 32.1 

Ødelæggelse af vigtige EDB-programmer anset for hærværk 

af betydeligt omfang og straffet med hhv. ubetinget og betinget 

fængselsstraf. 

T1 og T2 foretog indgreb i programmerne i fagforeningen/arbejdsløshedskassen 

A's dataanlæg, hvilket bevirkede, dels at anlægget ikke 

kunne udskrive dagpengechecks og skrivelser, dels at det efter en 

kortere tid ikke kunne benyttes. Desuden foretog de ændringer i en 

anden arbejdsløshedskasse B's dagpengecheckprogram, som var udlånt 

til A, således at dette program ved kørsel på A's anlæg slettede en 

række af A's programmer. Der fandtes herved at være sket »ødelæggelse 

af ting«, og det lagdes til grund, at de ødelagte programmer 

»tilhørte« A, ligesom de tiltaltes påstand om at have befundet sig i 

en strafudelukkende vildfarelse med hensyn til ejerforholdet til programmerne 

forkastedes. Efter handlingernes indgribende karakter, 

der nødvendiggjorde tilkaldelse af ekstern ekspertbistand, fandtes T1 

og T2 skyldige i hærværk i betydeligt omfang efter straffelovens § 

291, stk. 2 og T1 tillige i anstiftelse heraf efter straffelovens § 23 for 

så vidt angik de af T2 begåede handlinger. T1 blev, som den der 

havde anstiftet de begåede handlinger og under hensyn til disses karakter 

og de tilsigtede alvorlige skadevirkninger, straffet med fængsel 

i 6 måneder. T2 blev straffet med fængsel i 3 måneder, som gjordes 

betinget under hensyn til, at han ikke havde taget initiativet til de 

strafbare handlinger og til, at han 

217 

havde ydet en ikke uvæsentlig bistand til sagens opklaring. [1] 

Af anke 9-224/1985 - Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Torben 

Koch e.o.) og T2 (adv. B. Unmack Larsen e.o.) - fremgik, at T1 

og T2 var sat under følgende tiltale: 

1. T1 for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2 - hærværk af 

betydeligt omfang - ved den 14. juli 1981 kl. 09,48 fra firmaet 

C, hvor tiltalte var aktionær og bestyrelsesmedlem via telefonmodem 

at have slettet dagpengecheckprogrammet i EDB-anlægget 

hos Fagforeningen/Arbejdsløshedskassen A, således at der 

ikke længere kunne udskrives dagpengechecks til medlemmerne 

på EDB-anlægget. Som følge af sletningen kunne dagpengechecks 

først EDB-udskrives igen den 20. juli 1981, da et dagpengecheckprogram 

var genoprettet, 

2. T1 for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, jfr. § 23 - anstiftelse 

af hærværk af betydeligt omfang - ved den 15. juli 1981 

at have givet medtiltalte T2, der udførte timelønnet EDB-arbejde 

for C, ordre til at sørge for, at A ikke kunne udskrive breve til 

medlemmerne, hvilket medførte, at T2 forhindrede dette på den 

i forhold 3 angivne måde, 


betydeligt omfang - ved via telefonmodem fra C den 15. juli 

1981 ca. kl. 12,00 efter ordre fra medtiltalte T1, jfr. forhold 2, 

at have sørget for, at A ikke kunne udskrive breve til medlemmerne, 

hvilket tiltalte gennemførte ved i EDB-anlægget hos A 

at flytte UFD'en (User File Directory) »LABLE« fra den MFD 

(Master File Directory), den lå under, til MFD 2 samtidig med, 

at han ændrede navnet fra »LABLE« til »OLE«, hvilket bevirke- 

de, at man ikke kunne udskrive breve med A's EDB-anlæg, idet 

det var en forudsætning herfor, at de nødvendige filer fandtes 

under »LABLE«. Som følge af flytningen kunne breve først 

udskrives igen den 16. juli 1981 eller senere, da de oprindelige 

forhold var retableret, 


af hærværk af betydeligt omfang - eller forsøg herpå, 

jfr. straffelovens § 21, ved den 13. juli 1981 at have givet 

medtiltalte T2 ordre til at sørge for, at A ikke kunne bruge EDBsystemet 

efter forløbet af en kortere tid, hvilket medførte, at T2 

gennemførte dette på den i forhold 5. angivne måde, hvis detaljer 

under udførelsen blev nærmere drøftet mellem de tiltalte, 


betydeligt omfang - eller forsøg herpå, jfr. straffelovens § 21, 

ved i tiden fra den 13. juli til den 15. juli 1981 efter ordre fra 

medtiltalte T1, jfr. forhold 4., at have sørget for, at A ikke kunne 

bruge EDB-systemet efter forløbet af en kortere tid, hvilket tiltalte 

gennemførte ved at oprette og aktivere et program, benævnt 

»*TEST«, der ved opstart af EDB-anlægget fra den 25. august 

1981 ville slette alle de SEGSAM-filer, der lå under UFD'en 

»SEG«. I forbindelse med forsøgene på at genoprette skaden 

efter de i forhold 1.-3. beskrevne handlinger, blev de tilkaldte 

EDB-sagkyndige den 15. juli 1981 om aftenen opmærksomme 

på datoen den 25. august og neutraliserede datoen og dermed 

programmet »*TEST« uden dog at opdage, hvilken betydning 

datoen havde. Ved kørsel af systemet den 28. august 1981 ca. 

kl. 09,00 blev programmet »*TEST« virksomt, idet en nedkopieret 

back up, der var taget, før programmet »*TEST« var blevet 

neutraliseret, slettede 120 SEGSAM-filer, hvoraf de 9 var placeret 

efter den 20. juli 1981, under UFD'en »SEG«, 


af hærværk af betydeligt omfang - ved den 17. juli 1981 

at have givet medtiltalte T2 ordre til at sørge for at ændre dagpengecheckprogrammet 

i EDB-anlægget hos Arbejdsløshedskassen 

B, således at det ved en forventet kørsel på EDB-anlægget 

hos A ville slette alle de af C udviklede SEGSAM-filer, der lå 

under UFD'en »SEG« hos SFF/FFA, hvilket medførte, at T2 

gennemførte dette på den i forhold 7. angivne måde, hvis detaljer 

under udførelsen blev nærmere drøftet mellem de tiltalte, og 


betydeligt omfang - ved den 17. juli 1981 

218 

efter ordre fra medtiltalte T1, jfr. forhold 6., at have sørget for, 

at dagpengecheckprogrammet fra B ved kørsel på EDB-anlægget 

hos A slettede alle de SEGSAM-filer, der lå under UFD'en 

»SEG« hos SFF/FFA, hvilket tiltalte gennemførte ved at ændre 

dagpengecheckprogrammet hos B således, at det ved kørsel testede, 

om der fandtes 1 af 2 UFD'er ved navn »FILE 2« og »JTL« 

- UFD'er der fandtes i EDB-anlægget hos A - og i bekræftende 

fald slettede alle SEGSAM-filer under UFD'en »SEG«. Denne 

programændring bevirkede, at dagpengecheckprogrammet ved 

kørsel på EDB-anlægget hos A den 20. juli 1981 ca. kl. 12,00 

slettede 111 SEGSAM-filer under UFD'en »SEG«. 

- - - 

Det fremgik endvidere af sagen, at firmaet C, som T1 var medejer 

af, og hvor T2 var selvstændig freelance programmør, havde udviklet 

A's og B's EDB-systemer, samt at T1 pr. 1. april 1981 blev ansat som 

forretningsfører i A's arbejdsløshedskasse, - en stilling, som han opsagde 

i juni 1981 og fratrådte 13. juli 1981 efter uoverensstemmelser med 

A's ledelse. 

Ved Frederiksberg rets 1. afdelings dom 9. august 1985 fandtes det 

godtgjort, at de tiltalte havde begået de i anklageskriftet anførte hand- 

Copyright © 2011 Karnov Group Denmark A/S side 1


linger med de deraf følgende skadevirkninger, og at T2 havde begået 

forholdene 3, 5 og 7 efter anmodning fra T1. 

I dommen siges bl.a.: 

De handlinger, som de tiltalte findes godtgjort at have udført eller 

have opfordret til at udføre, findes at kunne betegnes som ødelæggelse, 

beskadigelse eller bortskaffelse i straffelovens § 291's forstand, uanset 

om der er tale om en sletning, jfr. forholdene 1, 4, 5, 6 og 7, eller en 

flytning, hvor indgangen skjules under en fremmed UFDer, jfr. forholdene 

2 og 3. 

Retten finder endvidere, at de EDB-programmer og EDB-registre, 

der under denne sag er blevet slettet eller flyttet, er »ting« i straffelovens 

§ 291's forstand allerede af den grund, at der er sket en beskadigelse 

af den genstand, der bærer de omhandlede data. 

Som sagen foreligger oplyst, forekommer det usikkert, hvem der 

havde ophavsretten til det af C for A udviklede programmel, ligesom 

det også forekommer noget usikkert, hvem der havde ejendomsretten 

til de eksekverbare programmer. De tiltaltes forestillinger herom forekommer 

endnu mere usikre. Ved den af T1 afgivne forklaring om, at 

A, såfremt C blev nægtet adgang til maskiner og programmer, kunne 

køre videre med programmerne, såfremt man havde betalt herfor, findes 

der dog at være tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at der i hvert 

fald har foreligget en stedsevarende brugsret. En sådan ret findes i relation 

til straffelovens § 291 at kunne sidestilles med en ejendomsret, 

jfr. straffelovens § 1, hvis - som det må antages under denne sag - A 

har betalt i hvert fald de væsentligste udgifter til udviklingen af systemet, 

der derfor heller ikke i forhold til A kan kaldes et rammesystem. 

T1 findes herefter skyldig i hærværk efter straffelovens § 291 i forhold 

1, idet han, som beskrevet i anklageskriftet, har slettet A's dagpengecheckprogram, 

og idet han havde skadeshensigt. I forholdene 2, 4 

og 6 findes T1 skyldig i anstiftelse til hærværk efter straffelovens § 

291, jfr. § 23, idet han som beskrevet i anklageskriftet har opfordret 

tiltalte T2 til gennem A's EDB-anlæg at sørge for, at A ikke kunne 

udskrive breve til medlemmerne, at A efter forløbet af en kortere tid 

ikke længere kunne bruge deres EDB-anlæg, og at en kørsel med B 

dagcheckprogram ville medføre, at A ikke længere kunne bruge sit 

EDB-anlæg, og idet T's hensigt hermed alene har været at tilføje A 

skade. For så vidt angår forhold 6 findes det ved - - - godtgjort, at T1 

havde godkendt udlånet til A, - - -. 

T2 frifandtes for så vidt angik en del af programmellet i forhold 5, 

idet retten ikke mente at kunne forkaste hans forklaring om, at han på 

gerningstidspunktet havde den opfattelse, at A ikke havde betalt C for 

denne del, og at han, der lå under for T1, da troede, at ødelæggelsen 

var en rimelig reaktion overfor A på grund af manglende betaling. I 

øvrigt fandtes T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, idet 

det ansås for godtgjort, at han måtte have indset, at A havde - i hvert 

fald en stedsevarende brugsret til programmerne - og at han havde haft 

forsæt til at skade A. 

Vedrørende skadernes omfang anføres i dommen: 

Anklagemyndigheden har under sagen ikke opgjort skaderne for de 

enkelte forhold, men blot oplyst at der samlet er anvendt ca. 100.000 

kr. til ekstern bistand og et betydeligt antal interne personaletimer. Ved 

den af vidnet - - - afgivne forklaring findes det imidlertid godtgjort, at 

den væsentligste del af de af anklagemyndigheden opgjorte udgifter 

til ekstern bistand er anvendt til vedligeholdelse af anlægget i det følgende 

halvår, og kun et mindre beløb er anvendt til retablering. Retten 

finder imidlertid, at der for de af tiltalen omfattede forhold 4-7 

219 

foreligger en fuldbyrdet forbrydelse allerede på det tidspunkt, da de 2 

sletteprogrammer bliver indkodet, og at de tiltalte på dette tidspunkt 

måtte have forestillet sig, at en sletning ville medføre en betydelig 

skade på A's anlæg. For de resterende forholds vedkommende findes 

der - uanset en manglende opgørelse - at være sket en så betydelig 

skade, at der også her har foreligget hærværk af betydeligt omfang. 

Straffen fastsattes for T1 til fængsel i 4 måneder og for T2 til fængsel 

i 3 måneder, som blev gjort betinget under hensyn til at han ikke havde 

taget initiativet til de strafbare handlinger og til, at han havde ydet en 

ikke uvæsentlig bistand til sagens opklaring. 

De tiltalte ankede med påstand om frifindelse, subsidiært om henførelse 

af de af tiltalen omfattede forhold under straffelovens § 291 stk. 

1, og i øvrigt om formildelse. [2] Anklagemyndigheden påstod domfældelse 

efter anklageskriftet og skærpelse. 

T, erkendte for landsretten at have handlet som beskrevet i anklageskriftets 

forhold 1, men gjorde gældende, at hans handling var retmæssig. 

Herudover bestred T1 ikke, at medtiltalte T2 havde handlet som 

beskrevet i anklageskriftets forhold 3, 5 og 7, men gjorde gældende, 

at dette ikke som beskrevet i anklageskriftets forhold 2, 4 og 6 er sket 

efter ordre fra ham, men højst efter drøftelser mellem dem, og at 

medtiltaltes handlinger i øvrigt var retmæssige. 

T2 vedstod at have handlet som beskrevet i anklageskriftets forhold 

2, 4 og 6, men gjorde gældende, at handlingerne var retmæssige. 

I Ø.L.D. 21. november 1986 siges bl.a.: 

Om straffelovens § 291 

a. Om ødelæggelse af ting 

Landsretten finder, at databærende medier med indlagte data må 

anses for »ting«, således som dette begreb anvendes i straffelovens § 

291. Såfremt der uberettiget sker sletning af data på datamedier, eller 

adgangsmulighederne til data i øvrigt uberettiget ændres på en sådan 

måde, at en hidtidig benyttelse umuliggøres - eller dog kun er mulig 

for personer med større EDB-indsigt end den sædvanlige bruger - finder 

landsretten yderligere, at der foreligger »ødelæggelse« af en ting, da 

de databærende medier ikke længere - i hvert tilfælde ikke uden særlige 

foranstaltninger - kan anvendes efter deres formål. 

b. »Der tilhører en anden« 

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at A ved sit køb af EDBmaskine 

hos Regnecentralen traf aftale med C om, at C skulle udarbejde 

et system til brug for arbejdsløshedskassen. I denne forbindelse blev 

der truffet aftale om, at A skulle have en royalty på 20%, såfremt systemet 

blev solgt til andre, medens ejendomsretlige og ophavsretlige 

spørgsmål ikke blev drøftet iøvrigt. For dette system og senere udbygning 

og vedligeholdelse betalte A ca. 1 million kr. I forbindelse med 

A's køb af ny EDB-maskine hos Prime i 1979 blev det aftalt, at C 

skulle omlægge og udbygge systemet til den nye maskine for 700.000 

kr., uden at man i den forbindelse diskuterede ejendomsretlige eller 

ophavsretlige spørgsmål. Efter at omlægningen til Prime-maskinen 

medio 1980 var afsluttet, fortsatte C vedligeholdelsen og udbygningen 

af systemet efter regning. Der er således faktureret for mellem 54.000 

og 90.000 kr. pr. måned af C til A i tiden juli 1980 til 1981. 

Der er ikke truffet nogen aftale om ejendomsretlige, brugsretlige eller 

ophavsretlige spørgsmål mellem C og A - bortset fra den oprindelige 

aftale om betaling af royalty - og de under sagen fremkomne oplysninger 

om rettighedsklausuler i skriftlige kontrakter mellem andre parter 

eller i forskellige standardkontrakter findes ikke at kunne tillægges 

betydning. Efter det oplyste om A's betalinger og det iøvrigt foreliggende 

findes der ikke støtte for at antage, at C på noget tidspunkt har haft 

sådanne rettigheder til de eksekverbare programmer, der var indlagt i 

A's EDB-anlæg, at programmerne kunne siges at »tilhøre« C. Rettighederne 

over disse programmer findes med de modifikationer, der måtte 

være en følge af C's ophavsret, at tilkomme A, således at programmerne 

»tilhører« A, og således at de tiltalte ikke retmæssigt har kunnet slette 

eller flytte programmerne, medmindre der har foreligget konkrete 

omstændigheder, der har gjort handlingerne berettiget. 

c. Om § 291, stk. 2 



Samtlige de i anklageskriftet beskrevne handlinger findes efter deres 

indgribende karakter, der nødvendiggjorde tilkaldelse af ekstern ekspertbistand, 

med rette henført under straffelovens § 291, stk. 2. T1 har 

iøvrigt for landsretten forklaret, at de fleste EDB-firmaer ville afvise 

at hjælpe A, og at 

220 

han mener, at heller ikke Prime havde ret til at gå ind og retablere systemet 

hos A. 

Efter bevisførelsen forkastede landsretten de tiltaltes påstand om, at 

de havde befundet sig i en strafudelukkende vildfarelse om rettighederne 

til programmerne, og det fandtes godtgjort, at udlånet af B's dagpengecheckprogram 

til A var sket med T1's samtykke. Begge de tiltalte 

fandtes i det hele skyldige efter anklageskriftet. 

Strafudmålingen stadfæstedes for så vidt angik T2 af de af byretten 

anførte grunde, mens straffen for T1's vedkommende forhøjedes til 

fængsel i 6 måneder under hensyn til, at han havde anstiftet de begåede 

handlinger og under hensyn til disses karakter og de tilsigtede alvorlige 

skadevirkninger. 

1. Straffelovrådets bet. 1032/1985 om datakriminalitet s. 36 ff., bet. 1064/1986 

(delbetænkning) om ophavsret til EDB, Bent Carlsen og Michael Elmer i J 

1986 s. 295, Vagn Greve: EDB-Strafferet (2. udg. ) s. 34 ff og 44 ff. 

2. T2 nedlagde tillige en påstand om ændring af byrettens omkostningsafgørelse. 

Dette spørgsmål er indbragt for Højesteret. 


UfR ONLINE U.2000.1450Ø - TfK2000.343/1OE 

U.2000.1450Ø 

TfK2000.343/1 

Hackercomputer m.v. konfiskeret. Betinget dom. 

Strafferet 22.2, 32.1 og 3.4 

20-årig erkendte to overtrædelser af straffelovens § 263, stk. 2, ved 

at have aktiveret et hackerprogram og i det ene tilfælde skaffet sig 

adgang til en privat computer. Han idømtes en betinget dom uden 

straffastsættelse. Landsretten stadfæstede straffen og konfiskerede 

computeren, en monitor, et modem, en mus og et tastatur, men ikke 

10 hjemmebrændte cd-rommer. (dissens). 

Ø.L.D. 3. marts 2000 i anke 10. afd. nr. B-3726-99 

(Kistrup, Ulla Staal, Kaspar Linkis med domsmænd). 


mod 

T (adv. Mikael Bernhoft, København, e.o.). 

Københavns Byrets dom 22. september 1999. 

Politidirektøren i København har under denne sag, der er behandlet 

efter reglerne i retsplejelovens § 925, rejst tiltale mod T for 

1. 

overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, ved i starten af 1999 fra 

sin computer, installeret på tiltaltes bopæl, at have aktiveret et hackerprogram 

kaldet — — —, der via Internettet søger efter adgang til andre 

computere, der har installeret samme program, hvorved han uberettiget 

skaffede sig adgang til A's computer, installeret på adressen — — —, 

og tilegnede sig A's brugeridentitet og password. 

2. 

forsøg på overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, jf. § 21, ved 

den 17. januar 1999 klokken 23.15.55 fra sin computer installeret på 

tiltaltes bopæl, at have aktiveret et hackerprogram kaldet — — —, der 

via Internettet søger efter adgang til andre computere, der har installeret 

samme program, hvorefter han uberettiget forsøgte at skaffe sig adgang 

til B's computer, installeret på adressen — — —, i den hensigt at tilegne 

sig oplysninger, hvilket forehavende mislykkedes, da B's computer var 

forsynet med et antivirusprogram, der forhindrede adgangsforsøg. 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. 

Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af straffelovens § 75, 

stk. 2, nr. 1, nedlagt påstand om konfiskation af følgende koster: 

nr. 1. en computer mrk. A-Open, 

nr. 2. en monitor mrk. Intelliscan, 

nr. 3. et modem mrk. Telia Microcom med tilhørende ledninger, 

nr. 4. en mus og et tastatur, og 

nr. 5. 10 hjemmebrændte cd-rommer med cover. 

Tiltalte har erkendt sig skyldig og har forklaret om forholdene. 

Tiltalte er ikke straffet. 

Rettens bemærkninger: 

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i 

øvrigt foreliggende oplysninger, findes det bevist, at tiltalte er skyldig 

i overensstemmelse med tiltalen. 

Tiltalte har således overtrådt straffelovens § 263, stk. 2, jf. til dels § 

21. 

Retten finder det imidlertid upåkrævet, at frihedsstraf fuldbyrdes. 

Straffastsættelsen udsættes derfor i medfør af straffelovens § 56, stk. 

1, som nedenfor bestemt. 

Retten finder efter omstændighederne ikke, at konfiskation er påkrævet 

for at forebygge nyt strafbart forhold. Anklagemyndighedens påstand 

herom tages derefter ikke til følge. 

Østre Landsrets dom. 

Københavns Byrets 8. afdelings dom af 22. september 1999 — — — 

er anket af anklagemyndigheden med påstand om, at der sker konfiskation 

af en computer mrk. A-Open, en monitor mrk. Intelliscan, et modem 

mrk. Telia Microcom med tilhørende ledninger, en mus, et tastatur 

samt 10 hjemmebrændte cd-rommer med cover. 

Tiltalte har påstået formildelse, subsidiært stadfæstelse. 

Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold. 

4 af rettens medlemmer finder straffen passende, mens 2 stemmer 

for at fastsætte en bødestraf. 

4 af rettens medlemmer stemmer for i medfør af straffelovens § 75, 

stk. 2, nr. 1, at tage anklagemyndighedens konfiskationspåstand til 

følge bortset fra påstanden om konfiskation af 10 hjemmebrændte cdrommer 

med cover. 

2 af rettens medlemmer finder ikke grundlag for konfiskation. 

Der afsiges dom efter stemmeflertallet. 


UfR ONLINE U.2002.1064V - TfK2002.290/1V 

U.2002.1064V 

TfK2002.290/1 

Betinget dom og konfiskation for forsøg på hacking. 

Strafferet 22.1, 32.1 og 3.4. 

T fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, jf. § 21, 

ved fra sin computer med et hackerprogram at have forsøgt at skaffe 

sig adgang til en andens computer. T idømtes en betinget dom med 

udsat straffastsættelse og computer, monitor, mus og tastatur blev 

konfiskeret (dissens for frifindelse).[1] 

V.L.D. 6. februar 2002 i anke 2. afd. S-1988-01 

(Stig Glent-Madsen, Olav D. Larsen, Ulla Tange Christensen (kst.) med 

domsmænd). 


mod 

T (adv. Jens Chr. Christensen, Sæby, e.o.). 

Sæby Rets dom 12. juni 2001. 

- - - 

Denne sag er behandlet med domsmænd. 

Anklageskrift er modtaget den 27. april 2001. 

T er tiltalt til straf for overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, jf. 

§ 21, - ved den 15. december 2000 kl. 19.22 fra sin computer, installeret 

på tiltaltes daværende 

1065 

bopæl, - - - i Sæby, at have aktiveret et hackerprogram kaldet Hack A 

Tack og derigennem forsøgt uberettiget at skaffe adgang til en computer 

tilhørende P, - - - i Odense, med henblik på at skaffe sig adgang til 

dennes oplysninger eller programmer, hvilket imidlertid mislykkedes, 

idet et beskyttelsesprogram på denne computer afviste hackningen. 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf - - - 

Endvidere har anklagemyndigheden nedlagt påstand om konfiskation 

af computer mærket Asus, en monitor af mærket Peacock og en mus 

med tastatur af mærket Sandberg. 

Tiltalte har nægtet sig skyldig. 

Tiltalte har den 13. juni 1997 vedtaget en bøde for overtrædelse af 

straffelovens § 263, stk. 2. 

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring 

af P. 

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.[2] 

Rettens bemærkninger: 

Retten lægger efter det fremkomne til grund, at forsøget på uberettiget 

adgang til forurettedes computer skete ved tiltaltes lagring af forurettedes 

IP-nummer i det af tiltalte downloadede hacker-program Hack à 

Tack, som tiltalte aktiverede, hvorefter kontakt til forurettedes computer 

søgtes etableret. På baggrund af de nævnte omstændigheder forkaster 

retten tiltaltes forklaring om, at forsøget skete utilsigtet og beroede på 

en fejl. Tiltalte finder, derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 

263, stk. 2, jf. § 21, således som beskrevet i anklageskriftet. 

Straffen bliver ikke fastsat, hvis tiltalte overholder de betingelser, 

som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. 

I medfør af straffelovens § 75, stk. 2, sker der konfiskation hos tiltalte 

således som nedenfor bestemt 

Thi kendes for ret: 

Fastsættelsen af den tiltalte T forskyldte frihedsstraf udsættes og bortfalder, 

hvis tiltalte overholder følgende betingelser: 

1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i 2 år fra i dag, 

Hos tiltalte konfiskeres 1 Asus computer, 1 Peacock monitor, 1 mus 

og 1 Sandberg tastatur. - - - 

Vestre Landsrets dom. 

- - - 

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. 

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. 

Tiltalte og vidnet P har for landsretten i det væsentlige forklaret som 

i 1. instans. 

Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke er stationært opkoblet 

på internettet. Det sker, at han efter aftale med andre internetbrugere 

udfører gensidig hacking. Det er interessant, fordi man så kan udveksle 

oplysninger om programmernes virkemåde. 

P har supplerende forklaret,[2] — — — 

Landsrettens begrundelse og resultat: 

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder fem voterende også 

efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. 

En voterende finder det betænkeligt at se bort fra, at tiltaltes forbindelse 

til en fremmed computer kan være opstået som følge af en fejl. 

Denne voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte. 

Efter stemmeflertallet stadfæstedes byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet. 

Straffen er passende fastsat. 

Det tiltrædes endvidere, at der er truffet bestemmelse om konfiskation 

som sket. 

Landsretten stadfæster derfor dommen, således at prøvetiden på 2 

år regnes fra denne landsretsdom. - - - 

1. U 2000.1450 Ø. 

2. Udelades. 

Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 1

Thomson Reuters LFF2003-2004.1.55 

Forslag til lov om ændring af 

straffeloven, retsplejeloven, markedsføringsloven og ophavsretsloven 

Fremsat den 5. november 2003 af justitsministeren (Lene Espersen) 

§ 1. I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 814 af 30. september 

2003, foretages følgende ændringer: 

1. § 153 ophæves. 

2. Overskriften til kapitel 18 affattes således: 

»Forbrydelser vedrørende betalingsmidler«. 

3. Efter § 169 indsættes: 

» § 169 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes 

den, der uretmæssigt fremstiller, skaffer sig eller udbreder falske 

elektroniske penge med forsæt til, at de anvendes som ægte. 

Stk. 2. Ved falske elektroniske penge forstås midler, der uden at 

være ægte elektroniske penge er egnede til at blive brugt som sådanne. 

Stk. 3. Straffen kan stige til fængsel i 6 år, hvis handlingen er af 

særlig grov beskaffenhed, herunder navnlig på grund af den måde, den 

er udført på, eller på grund af beløbets størrelse.« 

4. § 171, stk. 2, affattes således: 

» Stk. 2. Ved et dokument forstås en skriftlig eller elektronisk med 

betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der fremtræder som 

bestemt til at tjene som bevis.« 

5. § 172 affattes således: 

» § 172. Straffen for dokumentfalsk er bøde eller fængsel indtil 2 år. 

Stk. 2. Er dokumentfalsk af særlig grov karakter eller er et større 

antal forhold begået, kan straffen stige til fængsel i 6 år.« 


» § 175. Den, som for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument 

eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt 

pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller føre, eller i 

læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring 

om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som 

bevis, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. 

Stk. 2. På samme måde straffes den, der i retsforhold gør brug af et 

sådant dokument eller en sådan bog som indeholdende sandhed. 

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, 

når dokumentet eller bogen er udfærdiget eller føres på andet læsbart 

medie.« 


» § 193. Den, som på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse 

i driften af almindelige samfærdselsmidler, offentlig postbesørgelse, 

telegraf- eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, informationssystemer 

eller anlæg, der tjener til almindelig forsyning med vand, 

gas, elektrisk strøm eller varme, straffes med bøde eller fængsel indtil 

6 år. 

Stk. 2. Begås forbrydelsen groft uagtsomt, er straffen bøde eller 

fængsel indtil 6 måneder.« 


» Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes 

den, som uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller 

programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem.« 


»Stk. 3. Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt til at 

skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds 

erhvervshemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder, 

kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. På samme måde 

(IT-kriminalitet m.v.) 

straffes de i stk. 2 nævnte forhold, når der er tale om overtrædelser af 

mere systematisk eller organiseret karakter.« 


» § 263 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes 

den, der uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger eller i en videre kreds 

udbreder en kode eller andet adgangsmiddel til et ikke offentligt tilgængeligt 

informationssystem, hvortil adgangen er beskyttet med kode eller 

anden særlig adgangsbegrænsning. 

Stk. 2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt videregiver et 

større antal koder eller andre adgangsmidler som nævnt i stk. 1. 

Stk. 3. På samme måde straffes den, der uretmæssigt skaffer sig eller 

videregiver en kode eller andet adgangsmiddel som nævnt i stk. 1 til 

1) et samfundsvigtigt informationssystem, jf. § 193, eller 

2) et informationssystem, der behandler følsomme oplysninger, 

som er omfattet af § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i lov om behandling 

af personoplysninger, om flere personers personlige forhold. 

Stk. 4. Sker den i stk. 1-3 nævnte videregivelse mv. under særligt 

skærpende omstændigheder, er straffen fængsel indtil 6 år. Som særligt 

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen 

mv. sker i særligt stort omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig 

skade.« 

11. I § 264 c ændres »§§ 263-264 a« til: »§§ 263, 264 og 264 a«. 

12. § 291, stk. 1 og 2, affattes således: 

» § 291. Den, som ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der 

tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 

Stk. 2. Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk 

eller organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet 

skyldig efter nærværende paragraf eller efter §§ 180, 181, 183, stk. 1 

og 2, 184, stk. 1, 193 eller 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.« 


» Stk. 2. Den, som uberettiget hindrer en anden i helt eller delvist at 

råde over ting, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan 

stige til fængsel i 2 år, hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk 

eller organiseret karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt 

skærpende omstændigheder.« 


» § 299 a. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der under særligt 

skærpende omstændigheder gør sig skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens 

§ 10. Som særligt skærpende omstændigheder anses 

navnlig tilfælde, hvor handlingen har medført betydelig skade, eller 

der er fremkaldt nærliggende fare herfor. 

§ 299 b. Den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget 

vinding eller som i øvrigt under særligt skærpende omstændigheder 

gør sig skyldig i ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, eller ulovlig import af særlig grov karakter, 

jf. ophavsretslovens § 77, stk. 2, straffes med fængsel indtil 6 år.« 


» § 301. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes 

den, der med forsæt til uberettiget anvendelse fremstiller, skaffer sig, 

besidder eller videregiver 

1) oplysninger, som identificerer et betalingsmiddel, der er tildelt 

andre, eller 

2) genererede betalingskortnumre. 



Stk. 2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse mv. i en videre kreds 

eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, er straffen 

fængsel indtil 6 år. 

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på ægte betalingskort.« 


»§ 301 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes 

den, der uretmæssigt skaffer sig eller videregiver koder eller andre 

adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen er forbeholdt 

betalende brugere, og som er beskyttet med kode eller anden særlig 

adgangsbegrænsning. 

Stk. 2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse mv. under særligt 

skærpende omstændigheder er straffen fængsel indtil 6 år. Som særligt 

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor videregivelse 

mv. sker erhvervsmæssigt, i en videre kreds eller under omstændigheder, 

hvor der er særlig risiko for omfattende misbrug.« 

17. I § 305, stk. 1, indsættes efter »§ 291, stk. 1 og 3,«: »§ 293, stk. 

2,«. 

18. I § 305, stk. 2, udgår »§ 293, stk. 2, og«. 

§ 2. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 815 af 30. september 


1. I § 720, stk. 2, indsættes som nyt 2. pkt.: 

»En anmeldelse fra den berettigede anses som en begæring om offentlig 

påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen.« 


»§ 786 a. Som led i en efterforskning, hvor elektronisk bevismateriale 

kan være af betydning, kan politiet meddele udbydere af telenet 

eller teletjenester pålæg om at foretage hastesikring af elektroniske 

data, herunder trafikdata. 

Stk. 2. Et pålæg om hastesikring i medfør af stk. 1 kan alene omfatte 

elektroniske data, som opbevares på det tidspunkt, hvor pålægget 

meddeles. I pålægget anføres, hvilke data der skal sikres, og i hvilket 

tidsrum de skal sikres (sikringsperioden). Pålægget skal afgrænses til 

alene at omfatte de data, der skønnes nødvendige for efterforskningen, 

og sikringsperioden skal være så kort som mulig og kan ikke overstige 

90 dage. Et pålæg kan ikke forlænges. 

Stk. 3. Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester som led i 

sikring efter stk. 1 uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om 

andre telenet- eller teletjenesteudbydere, hvis net eller tjenester har 

været anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som 

kan være af betydning for efterforskningen. 

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 og 3 straffes med bøde. Der kan pålægges 

selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 

straffelovens 5. kapitel.« 

1 

2. 

1.1. 

1.2. 

2.1. 

2.1.1. 

2.1.2. 

2.1.3. 

2.1.4. 

2.2. 

2.2.1. 

2.2.2. 

Indledning 

Lovforslagets formål 

Hovedtræk af forslaget 

Informationskrænkelser 

Gældende ret . 

Uberettiget brug af adgangsmidler 

Industrispionage 

Piratkopiering 

Straffelovens § 153 

§ 3. I markedsføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 17. juli 


1. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: 

»Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre 

personer, der har lovlig adgang til virksomheden.« 

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5. 

2. I § 22, stk. 1, 1. pkt., ændres »hæfte« til: »fængsel indtil 4 måneder«. 

3. I § 22, stk. 4, 1. pkt., ændres »bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 

år« til: »bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere 

straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a.« 

§ 4. I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 12. marts 



»Stk. 2 . Er en overtrædelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte bestemmelser 

begået ved forsætligt og under skærpende omstændigheder at 

gengive de af bestemmelserne omfattede værker eller frembringelser 

eller blandt almenheden at sprede eksemplarer heraf, kan straffen stige 

til fængsel i 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt 

efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig 

at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, hvis der 

fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt antal eksemplarer, 

eller hvis værker og frembringelser gengives på en sådan måde, 

at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, 

jf. § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led.« 


» § 82. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 

2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene 

hensyn kræver påtale.« 

§ 5. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 

§ 6. Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne. 

Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes 

i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold 

tilsiger. 

Stk. 3. Lovens § 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist 

i kraft for Færøerne eller Grønland med de afvigelser, som de særlige 

færøske eller grønlandske forhold tilsiger. 

Bemærkninger til lovforslaget 

Almindelige bemærkninger 

Indholdsfortegnelse 

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende informationskrænkelser 

Uberettiget brug af adgangsmidler 

Industrispionage 

Copyright © 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 2 

6 

7 

8 

8 

9 

10 

11 

11 

11 

14


3. 

4. 

5. 

6. 

7. 

8. 

9. 

2.2.3. 

2.2.4. 

2.3. 

3.1. 

3.1.1. 

3.1.2. 

3.2. 

3.2.1. 

3.2.2. 

3.3. 

4.1. 

4.1.1. 

4.1.2. 

4.2. 

4.2.1. 

4.2.2. 

4.3. 

5.1. 

5.1.1. 

5.1.2. 

5.2. 

5.2.1. 

5.2.2. 

5.3. 

6.1. 

6.2. 

6.3. 

7.1. 

7.2. 

7.3. 

8.1. 

8.2. 

Piratkopiering 


Justitsministeriets overvejelser 

Betalingskriminalitet 

Gældende ret 

Falske elektroniske penge 

Falske betalingskort og betalingskortnumre . 

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende betalingskriminalitet 

. 

Falske elektroniske penge . 

Falske betalingskort og betalingskortnumre . 


Elektroniske dokumenter 


Dokumentfalsk 

Straffelovens § 175 . 

Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende elektroniske 

dokumenter 

Dokumentfalsk . 



Datahærværk mv. 


Hærværk og rådighedshindring . 


Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende datahærværk . 

Datahærværk og rådighedshindring . 



Begæring om offentlig påtale 


Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende begæring om 

offentlig påtale . 


Europarådets konvention om IT-kriminalitet og hastesikring af elektroniske 

data 

Europarådets konvention om IT-kriminalitet . 

Justitsministeriets overvejelser om lovgivningsmæssige konsekvenser . 

Justitsministeriets overvejelser om hastesikring af elektroniske data . 

Forslag til EU-rammeafgørelse om angreb på informationssystemer 

Forslag til EU-rammeafgørelse om angreb på informationssystemer . 

Justitsministeriets overvejelser om lovgivningsmæssige konsekvenser . 

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv. 

Copyright © 2009 Thomson Reuters Professional A/S side 3 

15 

16 

16 

22 

22 

22 

23 

23 

23 

25 

26 

26 

28 

28 

28 

29 

30 

31 

31 

32 

33 

33 

33 

34 

35 

36 

36 

36 

43 

50 

56 

57 

59


10. 

Hørte myndigheder mv. 

1. Indledning 

1.1. Lovforslagets formål 

Gennem de seneste år er IT-udviklingen forstærket markant bl.a. gennem 

udviklingen af det verdensomspændende internet. Navnlig udviklingen 

af den internetteknologi, der almindeligvis betegnes World 

Wide Web (www), har understøttet en række nye former for informationsudveksling 

med heraf følgende strafferetlige problemstillinger. 

Internettet indebærer således næsten ubegrænsede muligheder for formidling 

af information og kommunikation, men også nye muligheder 

for IT-kriminalitet. Det gælder både forbrydelser, der foretages ved 

hjælp af IT, og forbrydelser, som er rettet mod IT-systemer mv. 

Hovedformålet med lovforslaget er at skabe en forbedret strafferetlig 

beskyttelse mod IT-kriminalitet, navnlig ved at der indsættes en fremrykket 

strafferetlig beskyttelse, således at det strafferetlige værn indtræder 

tidligere i det faktiske handlingsforløb end normalt. 

Forslagene bygger på betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, 

som Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet 

(Brydensholt-udvalget) afgav i september 2002. I betænkningen 

behandles navnlig spørgsmålet om, i hvilket omfang udviklingen 

på IT-området nødvendiggør nye straffebestemmelser eller ændring 

af gældende bestemmelser. 

Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre de ændringer i 

straffeloven og retsplejeloven, der er nødvendige for, at Danmark kan 

ratificere Europarådets konvention om IT-kriminalitet (Convention on 

Cybercrime). Konventionen er optaget som bilag 1 til lovforslaget. 

Folketingets vedtagelse af forslaget vil samtidig indebære samtykke 

efter grundlovens § 19 til ratifikation af Europarådets konvention om 

IT-kriminalitet. 

Formålet med lovforslaget er endelig at gennemføre nogle ændringer 

i straffeloven, der er nødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen 

af en EU-rammeafgørelse om angreb på informationssystemer. 

Forslaget til rammeafgørelse er optaget som bilag 2 til lovforslaget. 

1.2. Hovedtræk af forslagene 

Lovforslaget indebærer, at der indsættes en række nye bestemmelser 

i straffeloven vedrørende informationskrænkelser og betalingskriminalitet. 

Med forslaget indsættes der således en ny bestemmelse om uberettiget 

tilegnelse eller videregivelse af adgangsmidler til kommercielle informationssystemer 

som § 301 a i straffeloven (lovforslagets § 1, nr. 16). 

Det foreslås, at normalstrafferammen bliver bøde eller fængsel indtil 

1 år og 6 måneder med en forhøjet strafferamme på 6 år under særligt 

skærpende omstændigheder. 

Forslaget indebærer endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse 

i straffelovens § 263 a, der kriminaliserer uberettiget erhvervsmæssigt 

salg og udbredelse i en videre kreds af et adgangsmiddel til et ikkekommercielt 

informationssystem (lovforslagets § 1, nr. 10). Ligeledes 

kriminaliseres uberettiget videregivelse af et større antal adgangsmidler, 

selv om videregivelsen kun sker til en enkelt person. Der foreslås en 

særlig beskyttelse af samfundsvigtige informationssystemer, der indeholder 

særlig personfølsomme oplysninger, idet det foreslås at kriminalisere 

enhver uberettiget tilegnelse eller videregivelse af adgangsmidler 

til disse informationssystemer. Normalstrafferammen i den foreslåede 

bestemmelse er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Under 

særligt skærpende omstændigheder er strafferammen fængsel indtil 6 

år. 

Hacking-bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 2, indeholder i dag 

en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Denne 

foreslås forhøjet til bøde eller fængsel i 1 år og 6 måneder (lovforslagets 

§ 1, nr. 8). Desuden foreslås den skærpede strafferamme i stk. 3 forhøjet 

60 

fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 6 år, og anvendelsesområdet 

for denne bestemmelse om skærpet strafferamme udvides til tillige at 

omfatte overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter 

(lovforslagets § 1, nr. 9). 

Dernæst indebærer lovforslaget, at der indsættes en ny bestemmelse 

med en strafferamme på fængsel indtil 6 år om grove overtrædelser af 

bestemmelsen i markedsføringslovens § 10 om industrispionage (lovforslagets 

§ 1, nr. 14, ny § 299 a i straffeloven). Det foreslås desuden, 

at markedsføringslovens § 10 fremover også skal omfatte personer, 

der har lovlig adgang til den pågældende virksomhed, f.eks. som besøgende 


Lovforslaget indebærer endvidere, at der som § 299 b i straffeloven 

indsættes en ny bestemmelse med en strafferamme på fængsel indtil 

6 år om ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, og ulovlig import af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens 

§ 77, stk. 2. Det foreslås desuden, at ophavsretslovens § 76, 

stk. 2, fremover også skal omfatte den situation, at nogen ulovligt stiller 

værker mv. til rådighed på Internettet. Endvidere foreslås strafmaksimum 

i denne bestemmelse forhøjet fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år 

og 6 måneder. Endelig foreslås en ændring af bestemmelsen om påtaleret 

i ophavsretslovens § 82 (lovforslagets § 1, nr. 14 og § 4). 

Med hensyn til betalingskriminalitet foreslås det at indsætte en ny 

bestemmelse om falske elektroniske penge (§ 169 a i straffeloven), der 

kriminaliserer den, der uberettiget fremstiller, skaffer sig eller udbreder 

falske elektroniske penge med forsæt til, at de anvendes som ægte. 

Den foreslåede normalstrafferamme er bøde eller fængsel indtil 1 år 

og 6 måneder (lovforslagets § 1, nr. 3). Bestemmelsen indeholder 

endvidere en skærpet strafferamme på fængsel indtil 6 år i tilfælde, 

hvor handlingen er af særlig grov beskaffenhed. 

Endvidere foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens 

§ 301 om produktion, tilegnelse, besiddelse eller videregivelse af oplysninger, 

som identificerer et betalingsmiddel tildelt andre, eller genererede 

betalingskortnumre med forsæt til uberettiget anvendelse (lovforslagets 

§ 1, nr. 15). Der foreslås en normalstrafferamme på bøde 

eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Under særligt skærpende omstændigheder 

skal straffen kunne stige til fængsel indtil 6 år. 

Herudover indebærer lovforslaget, at dokumentfalskbestemmelsen 

i straffelovens § 171 ændres, således at det af bestemmelsen fremgår, 

at den omfatter både skriftlige og elektroniske tilkendegivelser, der er 

bestemt til at tjene som bevis. Samtidig foreslås straffelovens § 172, 

der omhandler straffen for dokumentfalsk, ændret, således at normalstrafferammen 

er bøde eller fængsel indtil 2 år. Foreligger der særligt 

skærpende omstændigheder, skal straffen kunne stige til fængsel i 6 

år (lovforslagets § 1, nr. 4 og 5). 

Det foreslås i tilknytning hertil at ændre straffelovens § 175, således 

at denne bestemmelse tillige omfatter dokumenter eller bøger, der er 

udfærdiget eller føres på andet læsbart medie. Endvidere foreslås bestemmelsens 

normalstrafferamme (fængsel indtil 3 år) og sidestrafferamme 

(bøde) slået sammen, således at overtrædelse af bestemmelsen 

fremover straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år (lovforslagets § 1, 

nr. 6). 

Lovforslaget medfører desuden, at straffelovens § 293, stk. 2, om 

rådighedshindring ændres for at præcisere, at bestemmelsen også omfatter 

elektroniske rådighedshindringer. Samtidig foreslås normalstrafferammen 

for overtrædelse af § 293, stk. 2, ændret til bøde eller fængsel 

indtil 1 år. Ved særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige 

til fængsel indtil 2 år (lovforslagets § 1, nr. 13). 

Strafferammen i hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291 foreslås 

ændret, således at normalstrafferammen i bestemmelsens stk. 1 forhøjes 

fra 1 års fængsel til fængsel i 1 år og 6 måneder, og sidestrafferammen 

i stk. 2 forhøjes fra 4 til 6 års fængsel. Endvidere udvides området for 



den skærpede sidestrafferamme i stk. 2 til også at omfatte forhold af 

mere systematisk eller organiseret karakter (lovforslagets § 1, nr. 12). 

Samtidig foreslås det at ændre strafferammen i straffelovens § 193 

om omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler 

mv. fra fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder 

bøde til bøde eller fængsel indtil 6 år. Endvidere ændres uagtsomhedsbestemmelsen 

i stk. 2 til alene at omfatte groft uagtsomme forhold 


Der foreslås endvidere en ændring af retsplejeloven, således at en 

anmeldelse fra den berettigede - i sager, hvor påtale efter lovgivningen 

er betinget af en begæring - anses som en begæring om offentlig påtale, 

medmindre andet fremgår af anmeldelsen (lovforslagets § 2, nr. 1). 

Endelig foreslås indsat en ny bestemmelse i retsplejelovens § 786 a 

om såkaldt hastesikring af elektroniske data, herunder trafikdata (lovforslagets 

§ 2, nr. 2). Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at 

udbydere af telenet og teletjenester kan pålægges i en periode på op til 

90 dage at opbevare allerede eksisterende oplysninger, som er i udbyderens 

besiddelse, med henblik på, at oplysningerne - hvis betingelserne 

herfor er opfyldt - på et senere tidspunkt kan udleveres til politiet til 

brug for efterforskningen. Efter den foreslåede bestemmelse påhviler 

det endvidere udbydere af telenet og teletjenester som led i hastesikring 

uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om andre udbydere, hvis 

net eller tjenester har været anvendt i forbindelse med den elektroniske 

kommunikation, som kan være af betydning for efterforskningen. 

Forslaget ændrer ikke ved, hvilke betingelser der skal være opfyldt, 

herunder kravet om retskendelse, for at politiet kan få de pågældende 

oplysninger udleveret efter reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden 

og om edition. Der er således alene tale om at sikre, at oplysningerne 

ikke går tabt. 

2. Informationskrænkelser 

2.1. Gældende ret 

2.1.1. Uberettiget brug af adgangsmidler 

2.1.1.1. Beskyttelse af informationer mod uberettiget adgang kan 

ske enten ad logisk vej, f.eks. ved at systemer kræver indtastning 

af password, eller ved brug af tekniske midler, f.eks. ved at systemer 

kræver indføring af chipkort eller magnetkort i en læseenhed, 

eller ved en kombination heraf. 

Som samlet betegnelse for sådanne logiske og tekniske indretninger, 

der beskytter informationer mod uberettiget adgang, anvendes i det 

følgende udtrykket adgangsmidler. 

Adgangsmidler kan være sammenfaldende for samtlige brugere. Det 

gælder eksempelvis dekoderkort eller andet dekodningsmiddel. Der 

kan endvidere være tale om individuelle koder, f.eks. PIN-koder. 

Ved kommercielle informationssystemer forstås systemer, hvor 

brugerbetaling er en forudsætning for brugen af systemet. Brugerbetaling 

kan være i form af en fast - typisk periodisk - ydelse, eller betalingen 

kan ske for den konkrete brug eller eventuelt en kombination heraf. 

Ikke-kommercielle informationssystemer dækker over en mangfoldighed 

af forskellige systemer. Det kan bl.a. være private pcere og systemer, 

der er reserveret for enkeltbrugere eller en begrænset brugerkreds. 

Endvidere kan nævnes virksomheders interne informationssystemer 

og store centrale systemer i erhvervslivet eller den offentlige sektor. 

2.1.1.2. Straffeloven indeholder i dag ikke særlige bestemmelser 

om uberettiget brug af sådanne adgangsmidler til henholdsvis 

kommercielle og ikke-kommercielle informationssystemer. Anvendelse 

af adgangskoder til kommercielle og ikke-kommercielle informationssystemer 

vil efter omstændighederne kunne være 

strafbart navnlig som databedrageri (§ 279 a) eller hacking (§ 263, 

stk. 2). 

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som tilsigter at fremme 

eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, 

som forsøg. Bestemmelsen giver mulighed for i vidt omfang at straffe 

for forsøgshandlinger. Det afgørende for, om der er tale om et strafbart 

forsøg, er gerningsmandens forsæt. 

Med straffelovens § 23 udvides den for en lovovertrædelse givne 

straffebestemmelse til at omfatte alle, der ved tilskyndelse, råd eller 

dåd har medvirket til gerningen. For at straffe en person for medvirken 

efter straffelovens § 23 kræves, at den pågældende har haft forsæt til 

den pågældende forbrydelse, såfremt der er tale om en forbrydelse, der 

kræver forsæt. Dette forsæt skal i almindelighed være konkretiseret, 

idet det antages, at tilskyndelse til at begå kriminalitet i almindelighed 

ikke er tilstrækkeligt. 

Hvis betingelserne for at straffe for forsøg er opfyldt, vil der forud 

for anvendelsen af adgangsmidler til kommercielle og ikke-kommercielle 

informationssystemer kunne straffes for forsøg på eksempelvis 

databedrageri eller hacking, eventuelt medvirken hertil. 

2.1.2. Industrispionage 

2.1.2.1. Tilegnelse eller udnyttelse af erhvervshemmeligheder vil 

kunne være strafbar både efter markedsføringsloven og straffeloven. 

Markedsføringslovens § 10, stk. 1 og 2, beskytter virksomheders erhvervshemmeligheder. 

Efter markedsføringslovens § 10, stk. 1, må den, der er i tjenesteeller 

samarbejdsforhold til en virksomhed, eller som udfører et hverv 

for denne, ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig 

kendskab til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder. 

Bestemmelsen er affattet ved lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring. 

Der henvises til Folketingstidende 1973-74, tillæg A, sp. 

2241-2270, tillæg B, sp. 559-567, og Folketingets forhandlinger sp. 

4800-4825, 7390-7391 og 7417. I bemærkningerne til bestemmelsen 

(§ 9) er det anført, at bestemmelsen er identisk med kommissionens 

lovudkast, hvortil der er henvist, jf. Folketingstidende 1973-74, tillæg 

A, sp. 2260. 

Bestemmelsen i markedsføringslovens § 10 bygger på Forbrugerkommissionens 

betænkning II nr. 681/1973 om markedsføring, forbrugerombudsmand 

og forbrugerklagenævn. Det er heri om bestemmelsen (§ 9) 

side 23 anført, at den er identisk med § 11 i konkurrenceloven, jf. lov 

nr. 89 af 29. marts 1972. Det er endvidere anført, at Straffelovrådet 

som motivering for den gennemførte lovændring af konkurrenceloven 

havde peget på det ønskelige i, at personer, der indefra i virksomheden 

på utilbørlig måde benytter erhvervshemmeligheder eller tekniske 

tegninger, skal kunne rammes efter konkurrenceloven, medens udefra 

kommende personer skal kunne rammes efter straffeloven. Kommissionen 

havde forståelse for denne opfattelse og fandt, at den beskyttelse, 

der lå i bestemmelsen, vanskeligt ville kunne opnås i anden lovgivning. 

Bestemmelsen i markedsføringslovens § 10 er som anført identisk 

med § 11 i den dagældende konkurrencelov. Af bemærkningerne til 

denne bestemmelse fremgår det, at bestemmelsen ikke omfatter personer, 

der har lovlig adgang til en virksomhed - eksempelvis besøgende 

eller forretningsforbindelser - og som benytter lejligheden til at skaffe 

sig kendskab eller rådighed over erhvervshemmeligheder. Det er i den 

forbindelse anført, at da virksomheder må antages at have bedre muligheder 

for at beskytte sig mod sådant misbrug end mod de ansattes 

utilbørlige udnyttelse af deres ansættelsesforhold, fandt kommissionen 

på daværende tidspunkt ikke behov for regulering på dette område, jf. 

Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 563. 

Markedsføringslovens § 10 omfatter som før nævnt den, der er i tjeneste- 

eller samarbejdsforhold til en virksomhed, eller som udfører et 

hverv for en sådan. Disse personer vil være omfattet af bestemmelsen, 

selv om de benytter denne adgang til at udforske områder, der er dem 

uvedkommende, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 563. 



Hvis personer omfattet af stk. 1 har fået kendskab til eller rådighed 

over en virksomheds erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må 

den pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte sådanne 

hemmeligheder, jf. markedsføringslovens § 10, stk. 2. 

Bestemmelsen i markedsføringslovens § 10 omfatter derimod ikke 

besøgende eller andre med lovlig adgang til virksomheden, som ikke 

er ansat eller udfører et særligt hverv for virksomheden, ligesom bestemmelsen 

ikke omfatter personer, der skaffer sig uberettiget adgang 

til virksomheden, f.eks. ved indbrud, og i forbindelse hermed skaffer 

sig kendskab til virksomhedens erhvervshemmeligheder. Det sidstnævnte 

tilfælde kan imidlertid være omfattet af bestemmelsen i straffelovens 

§ 264, stk. 2, jf. nedenfor. 

Markedsføringsloven kriminaliserer selve krænkelsen af erhvervshemmelighederne, 

uanset på hvilken måde krænkelsen er sket. Den 

fremgangsmåde, der anvendes af en person ved overtrædelse af markedsføringslovens 

§ 10, kan imidlertid være selvstændigt kriminaliseret, 

f.eks. ved straffelovens § 263. I så fald skal der straffes i sammenstød, 

jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 563. 

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. markedsføringslovens 

§ 22, stk. 4. Påtale sker kun efter den forurettedes begæring. 

2.1.2.2. Efter straffelovens § 263, stk. 2, straffes med bøde eller 

fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget skaffer sig adgang 

til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at 

bruges i et anlæg til elektronisk databehandling. 

Hvis den strafbare handling i straffelovens § 263, stk. 2, begås med 

forsæt til at skaffe sig eller uberettiget gøre sig bekendt med oplysninger 

om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særlig 

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år, 

jf. straffelovens § 263, stk. 3. Denne skærpede strafferamme sigter 

navnlig på industrispionage. Erhvervshemmeligheder skal forstås i 

overensstemmelse med markedsføringslovens § 10. Bestemmelsen kan 

dog efter omstændighederne også finde anvendelse i andre tilfælde. 

Bestemmelserne i straffelovens § 263, stk. 2 og 3, blev indsat ved 

lov nr. 229 af 6. juni 1985. Der henvises til Folketingstidende 1984- 

85, tillæg A, sp. 4373-4390, tillæg B, sp. 1915-1922 og Folketingets 

forhandlinger sp. 9450-9469, 10703-10705 og 11227-11229. Lovændringen 

byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om 

datakriminalitet. Ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 blev strafferammen i 

straffelovens § 263, stk. 3, forhøjet fra 2 års fængsel til fængsel indtil 

4 år, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1829-1918, tillæg B, 

sp. 301-306 og Folketingets forhandlinger sp. 1442-1467, 4253-4257 

og 4562. 

I Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet, 

side 73f, er det anført, at hvis den af rådet foreslåede ændring af straffelovens 

§ 263 blev gennemført, vil fredskrænkelser, der begås af ansatte 

i en virksomhed med forsæt til at gøre sig bekendt med virksomhedens 

erhvervshemmeligheder, være omfattet af både bestemmelsen 

i straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, og markedsføringslovens § 9 (nu 

§ 10). 

Af betænkningen fremgår det endvidere, at Straffelovrådet havde 

overvejet, om man burde videreføre princippet fra revisionen i 1972 

af fredskrænkelsesbestemmelserne om, at ansattes industrispionage 

mv. blev holdt uden for straffeloven og i stedet skulle straffes efter 

markedsføringsloven. Straffelovrådet nåede imidlertid til den konklusion, 

at det ville medføre en unødvendig og lidt kunstig begrænsning 

af straffelovens § 263, stk. 3. Bl.a. i lyset heraf foreslog rådet, at straffelovens 

§ 263, stk. 3, blev udformet således, at der ikke blev indlagt 

begrænsninger i, hvilken personkreds der kan være gerningsmænd til 

forbrydelsen. Det vil herefter være overladt til anklagemyndigheden 

og domstolene, om man vil rejse tiltale henholdsvis dømme i sammenstød 

mellem bestemmelserne i straffeloven og markedsføringsloven 

eller foretrække at give den ene af bestemmelserne forrang, jf. betænkningen 

side 74. 

Straffelovens § 264, stk. 2, indeholder en bestemmelse, der svarer 

til straffelovens § 263, stk. 3, hvor sådanne oplysninger er skaffet i 

forbindelse med en husfredskrænkelse. Efter bestemmelsen kan straffen 

stige til fængsel indtil 4 år, hvis det i § 264, stk. 1, nr. 1, nævnte forhold 

(at skaffe sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt 

sted) begås med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger 

om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre 

skærpende omstændigheder. Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt 

ikke ansatte m.fl. i en virksomhed. 

Straffelovens § 276 om tyveri og § 280 om mandatsvig vil efter 

omstændighederne også kunne være anvendelige ved tilfælde af tilegnelse 

eller udnyttelse af erhvervshemmeligheder. 

2.1.3. Piratkopiering 

Efter ophavsretslovens § 76 straffes forsætlige eller groft uagtsomme 

overtrædelser af en række bestemmelser i ophavsretsloven med bøde, 

jf. stk. 1. Dog straffes visse forsætlige overtrædelser af ophavsretslovens 

§§ 2, 3, 65, 66, 67, 69, 70 og 71 (pirateri) under særlig skærpende 

omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. stk. 2. Bestemmelsen i stk. 

2 omfatter kun overtrædelser, der er begået ved erhvervsmæssigt at 

fremstille eller sprede eksemplarer mv. Særlig skærpende omstændigheder 

anses navnlig at foreligge, hvis overtrædelsen vedrører et betydeligt 

antal eksemplarer, eller hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en 

betydelig vinding. 

Bestemmelsen er affattet ved lov nr. 274 af 6. juni 1985 om ændring 

af ophavsretsloven. Der henvises til Folketingstidende 1984-85, tillæg 

A, sp. 1979-2036, tillæg B, sp. 1377-1400 og 1537-1538 samt Folketingets 

forhandlinger sp. 3874-3878, 4289-4300, 10103-10104 og 

10164-10167. 

Bestemmelsen bygger på et forslag fra udvalget vedrørende revision 

af ophavsretslovgivningen, jf. betænkning nr. 944/1982 om båndafgifter, 

sanktioner og påtale. I betænkningen anføres det, at de dagældende 

regler med strafmaksimum på 3 måneders hæfte og privat påtale var 

utilstrækkelige til at beskytte området. Udvalget fremhævede, at der 

var misforhold mellem den strafferetlige vurdering af f.eks. berigelseskriminalitet 

og grove ophavsretskrænkelser. Udvalget foreslog et 

strafmaksimum på fængsel i 1 år og 6 måneder, således at hele straffebestemmelsen 

i ophavsretsloven indledtes med »Med bøde eller under 

skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel i indtil 1 år og 6 

måneder.« Der henvises til betænkningen side 80ff. 

I det lovforslag, der blev fremsat på baggrund af betænkningen, anvendtes 

i § 55, stk. 2, den formulering, der fortsat anvendes (nu § 76, 

stk. 2). Der blev alene foreslået et strafmaksimum på 1 år og ikke som 

foreslået af udvalget 1 år og 6 måneder. 

Bestemmelsen i § 76, stk. 2, forudsætter som nævnt, at der er tale 

om erhvervsmæssig fremstilling og spredning. Bestemmelsen omfatter 

efter sin ordlyd ikke krænkelser af eneretten til tilrådighedsstillelse af 

værker mv. på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et 

individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 

1, 2. led. Det at stille værker mv. ulovligt til rådighed på Internettet 

kan således kun straffes med bøde, jf. stk. 1. 

Ophavsretslovens § 77, stk. 1, indeholder et bødesanktioneret forbud 

mod import af ulovlige værker mv., når importen sker for at gøre 

værkerne mv. tilgængelige for almenheden. Efter § 77, stk. 2, finder 

bestemmelsen i § 76, stk. 2, tilsvarende anvendelse på forsætlige 

overtrædelser af bestemmelsen i stk. 1. Således straffes forsætlige, erhvervsmæssige 

overtrædelser af § 77, stk. 1, under særligt skærpende 

omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Særligt skærpende omstændigheder 

anses navnlig at foreligge, hvis overtrædelsen vedrører et 

betydeligt antal eksemplarer, eller hvis der ved overtrædelsen tilsigtes 

en betydelig vinding. 



Efter ophavsretslovens § 82 påtales overtrædelser, som omfattes af 

§ 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, af det offentlige, når den forurettede begærer 

det. 

2.1.4. Straffelovens § 153 

Efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, er det strafbart uberettiget at 

bryde eller unddrage nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse 

eller optegnelse eller at gøre sig bekendt med indholdet heraf. 

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. 

Straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller 

hverv mv. indeholder i § 153 en bestemmelse, der fastsætter en højere 

straf, når et sådant forhold begås af nogen, der er ansat ved post-, jernbane- 

eller telegrafvæsenet, eller når den pågældende medvirker til, at 

udenforstående gør det. 

Når nogen, som virker i post- eller telegrafvæsenets tjeneste, ulovligt 

åbner, tilintetgør eller uretmæssigt tilegner sig forsendelser eller understøtter 

en anden i en sådan adfærd, straffes han eller hun med fængsel 

indtil 3 år, jf. straffelovens § 153, stk. 1. 

På samme måde straffes efter straffelovens § 153, stk. 2, den, som 

virker i statstelegrafvæsenets eller et offentlig anerkendt telegrafanlægs 

tjeneste, når han eller hun »tilintetgør, forvansker eller underslår et 

samme til befordring overgivet telegram eller understøtter en anden i 

sådan adfærd«. 

Bestemmelsen i straffelovens § 153 er - når der bortses fra ændringen 

ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om bl.a. afskaffelse af hæftestraffen - 

uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Der henvises 

til bl.a. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3348 (§ 155). 

2.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser og forslag vedrørende 

informationskrænkelser 


2.2.1.1. Det er Brydensholt-udvalgets grundlæggende synspunkt, 

at der ligger en så væsentlig interesse i at beskytte IT-samfundet 

mod uberettigede angreb, at hensynet hertil kan begrunde, at der 

i et vist omfang etableres en meget tidlig strafferetlig beskyttelse. 

Efter udvalgets opfattelse bør uberettiget brug af adgangsmidler til 

henholdsvis kommercielle og ikke-kommercielle informationssystemer 

reguleres i 2 forskellige bestemmelser i straffeloven, jf. nedenfor under 

pkt. 2.2.1.2. og 2.2.1.3. Der henvises til betænkning nr. 1417/2002 om 

IT-kriminalitet, side 63f og 139f. 

Udvalget har valgt at anvende betegnelsen »informationssystem« i 

stedet for den i straffelovens § 263, stk. 2, anvendte betegnelse »anlæg 

til elektronisk databehandling« under henvisning til, at informationssystem 

er neutralt i forhold til mulige teknologiske løsninger. Udvalget 

anfører endvidere, at der med denne betegnelse samtidig er foretaget 

en afgrænsning over for tilfælde, hvor der uberettiget skaffes adgang 

til en »udsendelse«, hvor arten af og tidspunktet for ydelsen ikke kan 

vælges af brugeren. Udvalget er således afstået fra at stille forslag, der 

omhandler såkaldte piratdekodere, som omfattes af lov om radio- og 

fjernsynsvirksomhed. 

I tilknytning hertil foreslår udvalget at ændre »anlæg til elektronisk 

databehandling« i straffelovens § 263, stk. 2, til »informationssystem«. 

Om en tilsvarende ændring af straffelovens § 193, stk. 1, henvises til 

pkt. 5.2.2. 

2.2.1.2. Med hensyn til kommercielle informationssystemer - det 

vil sige systemer, hvor betaling er en forudsætning for brugen af 

systemet - finder udvalget, at den fremrykkede strafferetlige beskyttelse 

bør omfatte den, der uberettiget skaffer sig eller videregiver 

én eller flere koder eller andre adgangsmidler til disse tjenester. 

En sådan kriminalisering indebærer, at der fremover vil kunne 

straffes, selv om adgangsmidlet endnu ikke er anvendt, og selv om 

der ikke kan føres bevis for forsøg på at anvende adgangsmidlet i 

en konkret sammenhæng. 

Udvalget foreslår på den anførte baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse 

om uberettiget tilegnelse eller videregivelse af adgangsmidler 

til kommercielle informationssystemer som § 301 a i straffeloven, jf. 

betænkningen side 64-65 og 139f. 

Efter den af udvalget foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301 

a, stk. 1, straffes den, der retsstridigt skaffer sig eller videregiver koder 

eller andre adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen 

er forbeholdt betalende brugere, og som er beskyttet med kode eller 

anden særlig adgangsbegrænsning. 

For at kunne straffe efter den af udvalget foreslåede bestemmelse 

kræves det, at gerningsmanden har skaffet sig eller videregivet en kode 

eller et andet adgangsmiddel. Bestemmelsen kan også anvendes i forhold 

til den, der retsstridigt skaffer sig eller videregiver en enkelt kode 

eller andet adgangsmiddel. I udtrykket »skaffe sig« ligger den begrænsning, 

at tilfælde, hvor en person uforvarende er kommet i besiddelse 

af et adgangsmiddel, f.eks. ved at andre har lagt det ind på den pågældendes 

computer, ikke er omfattet af bestemmelsen. 

Udvalget foreslår en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 

6 måneder. 

Endvidere foreslår udvalget, at der fastsættes en skærpet strafferamme 

på fængsel indtil 4 år i kvalificerede videregivelsestilfælde, hvor videregivelsen 

af koder eller andre adgangsmidler efter § 301 a, stk. 1, sker 

erhvervsmæssigt, i en videre kreds eller under omstændigheder, hvor 

der er særlig risiko for omfattende misbrug, jf. den af udvalget foreslåede 

bestemmelse i straffelovens § 301 a, stk. 2. 

Om den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301 a, stk. 2, anfører 

Brydensholt-udvalget, at det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, 

om der må anses for at være en særlig risiko for omfattende misbrug. 

Som eksempel nævnes i betænkningen tilfælde, hvor der videregives 

calling cards eller NUI-koder til mange personer (der eventuelt 

også kan videregive adgangsmidlerne) med angivelse af, fra hvilket 

tidspunkt disse skal anvendes, således at en kontobelastning må forventes 

at blive omfattende, før misbruget opdages og bringes til ophør. 

Endvidere nævner udvalget »bestillingsarbejde«, hvor der bestilles et 

større antal adgangsmidler. Dette gælder navnlig, hvis der betales et 

større beløb for de pågældende adgangskoder, da det i sådanne tilfælde 

må forventes, at formålet er et omfattende misbrug. 

Herudover fremgår det af betænkningen, at hvis betingelserne for at 

straffe for forsøg i relation til anden kriminalitet, f.eks. databedrageri 

(§ 279 a), er opfyldt, vil der - uanset den foreslåede nye bestemmelse 

i straffelovens § 301 a - fortsat kunne dømmes for forsøg. 

2.2.1.3. Efter Brydensholt-udvalgets opfattelse bør der til beskyttelse 

af privatlivets fred og til beskyttelse mod hærværk mv. desuden 

være en tidligere strafferetlig beskyttelse af passwords og andre 

adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer. Denne 

beskyttelse bør ligge tidligere end forsøget på at anvende sådanne 

adgangsmidler. 

Efter udvalgets opfattelse bør denne fremrykkede kriminalisering ved 

adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer som udgangspunkt 

omfatte erhvervsmæssigt salg, udbredelse i en videre kreds 

samt videregivelse af et større antal passwords eller andre adgangsmidler. 

Det foreslås på den anførte baggrund i betænkning nr. 1417/2002, 

side 65f og 140f, at der indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 

263 a, der kriminaliserer retsstridig erhvervsmæssigt salg og udbredelse 

i en videre kreds af adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer 

samt uberettiget videregivelse af et større antal adgangsmidler. 


a, stk. 1, straffes den, der retsstridigt erhvervsmæssigt sælger eller i en 

videre kreds udbreder en kode eller andet adgangsmiddel til et ikke 



offentligt informationssystem, hvortil adgangen er beskyttet med kode 

eller anden særlig adgangsbegrænsning. Strafferammen foreslås fastsat 

til bøde eller fængsel indtil 6 måneder. 

Den foreslåede bestemmelse er begrænset til at angå informationssystemer, 

der ikke er offentligt tilgængelige og har særlige adgangsbegrænsninger. 

Bestemmelsen vil bl.a. omfatte informationssystemer til 

almindelig databehandling i f.eks. private virksomheder eller den offentlige 

sektor. 

Som eksempel på udbredelse i en videre kreds nævnes i betænkningen, 

at de tilegnede adgangsmidler gøres almindeligt tilgængelige eller 

tilgængelige for en større lukket kreds på Internettet. 

På samme måde straffes efter den af udvalget foreslåede bestemmelse 

i straffelovens § 263 a, stk. 2, den, der retsstridigt videregiver et større 

antal koder eller andre adgangsmidler, som er nævnt i § 263 a, stk. 1. 

Den fremrykkede strafferetlige beskyttelse i de foreslåede bestemmelser 

i § 263 a, stk. 1 og 2, omfatter derimod ikke besiddelse eller 

tilegnelse af koder eller andre adgangsbegrænsninger, og videregivelse 

af en enkelt eller nogle få koder mv. er heller ikke omfattet. I disse 

tilfælde vil der imidlertid efter omstændighederne kunne straffes for 

forsøg på f.eks. hacking, jf. ovenfor under pkt. 2.1.1. 

Med hensyn til visse ikke-kommercielle informationssystemer, der 

må anses for særligt beskyttelsesværdige, finder udvalget, at der bør 

gælde den samme strafferetlige beskyttelse som den, der gælder for 

adgangsmidler til kommercielle informationssystemer, jf. ovenfor under 

pkt. 2.2.1.2. Der sigtes herved til samfundsvigtige informationssystemer 

og informationssystemer, som indeholder særligt personfølsomme 

oplysninger. 

Udvalget foreslår på den anførte baggrund, at det gøres strafbart at 

skaffe sig eller videregive en kode eller andet adgangsmiddel til sådanne 

informationssystemer. 


a, stk. 3, straffes den, der retsstridigt skaffer sig eller videregiver en 

kode eller et andet adgangsmiddel, som er nævnt i § 263 a, stk. 1, til 

et samfundsvigtigt informationssystem (nr. 1) eller et informationssystem, 

som behandler fortrolige oplysninger, der er omfattet af § 7, stk. 

1, og § 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, om flere 

personers forhold (nr. 2). 

Med hensyn til bestemmelsen i straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 1, 

anfører udvalget, at bestemmelsen vedrører de informationssystemer, 

der kan være omfattet af straffelovens § 193 om omfattende forstyrrelse 

i driften i almindelige kommunikations- og samfærdselsmidler. 

Efter bestemmelsen i straffelovens § 193 straffes den, som på retsstridig 

måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige 

samfærdselsmidler, offentlig postbesørgelse, telegraf eller telefonanlæg, 

radio- eller fjernsynsanlæg, databehandlingsanlæg eller anlæg, der 

tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller 

varme, med fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder 

med bøde. For en nærmere gennemgang af straffelovens § 193 henvises 

til pkt. 5.1.2. 

I betænkningen er det anført, at adgangsmidlet skal give adgang på 

et niveau, der giver mulighed for at begå en overtrædelse af straffelovens 

§ 193. Eksempelvis vil et password til en kontohavers konto 

ikke være omfattet af denne bestemmelse, uanset om data er placeret 

i bankens centrale informationssystem. Derimod vil et password tilhørende 

en af bankens driftsansvarlige være omfattet. 

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2, 

omfatter offentlige og private informationssystemer, der behandler 

oplysninger om flere personers forhold omfattet af persondatalovens 

§ 7, stk. 1, og § 8, stk. 1. 

Bestemmelsen i persondatalovens § 7 regulerer behandling af nærmere 

opregnede typer af følsomme personoplysninger. De typer af 

oplysninger, der er omfattet af bestemmelsen, er oplysninger om racemæssig 

eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbe- 

visning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige 

og seksuelle forhold. 

Persondatalovens § 8 regulerer behandling af andre følsomme personoplysninger. 

Bestemmelsen omfatter oplysninger om strafbare forhold, 

væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i 

persondatalovens § 7, stk. 1, nævnte. Som eksempler på oplysninger 

om andre rent private forhold end dem, der er omfattet af § 7, stk. 1, 

nævnes i bemærkningerne til bestemmelsen oplysninger om andre 

foreningsmæssige forhold (end fagforeningsmæssige tilhørsforhold, 

der er omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1), familiestridigheder, 

separations- og skilsmissebegæringer og adoptionsforhold, jf. Folketingstidende 

1999-00, tillæg A, s. 3971. 

Den af Brydensholt-udvalget foreslåede bestemmelse om adgangsmidler 

til ikke-kommercielle informationssystemer har en normalstrafferamme 

på fængsel indtil 6 måneder. Endvidere foreslås i stk. 4 en 

skærpet strafferamme på fængsel indtil 4 år i kvalificerede videregivelsestilfælde, 

hvor den i straffelovens § 263 a, stk. 1 og 2, nævnte videregivelse 

sker i særligt stort omfang eller indebærer særlig risiko for 

betydelig skade. 

I betænkningen er det i den forbindelse anført, at bedømmelsen af 

risiko for skade vil være konkret i den enkelte sag. Ved vurderingen 

af, om risikoen for skade er væsentligt større end den, der altid ligger 

i en videregivelse af adgangsmidler, kan ifølge udvalget bl.a. indgå, 

til hvem adgangsmidler videregives (f.eks. til en organiseret hackergruppe), 

og hvad der videregives. Efter udvalgets opfattelse må en 

målrettet videregivelse af adgangsmidler til samfundsvigtige informationssystemer 

normalt forventes at være omfattet af den foreslåede 

bestemmelse i § 263 a, stk. 4. 

Herudover fremgår det af betænkningen, at hvis betingelserne for at 

straffe for forsøg i relation til anden kriminalitet, f.eks. hacking (§ 263, 

stk. 2) eller databedrageri (§ 279 a), er opfyldt, vil der - uanset den 

foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 263 a - fortsat kunne 

dømmes for forsøg. 

Selv om udbredelse via Internettet af et password til en anden persons 

bankkonto isoleret set indebærer en overtrædelse af den af udvalget 

foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 263 a, stk. 1, vil der således 

kunne straffes for forsøg på medvirken til f.eks. databedrageri efter 

straffelovens § 279 a, jf. § 21. 

På samme måde vil der som hidtil kunne straffes for forsøg på hacking 

efter straffelovens § 263, stk. 2, jf. § 21, hvis en person skaffer sig 

f.eks. et password til en virksomheds interne informationssystem med 

forsæt til uberettiget at trænge ind i systemet. Dette gælder uanset, at 

dette forhold måtte falde uden for anvendelsesområdet for den foreslåede 

bestemmelse i straffelovens § 263 a, hvorefter tilegnelse alene er 

strafbar, hvis der er tale om adgangsmidler til et samfundsvigtigt informationssystem 

eller et informationssystem, der indeholder særlig personfølsomme 

oplysninger, jf. § 263 a, stk. 3. 

2.2.1.4. Udvalget har overvejet, om strafferammen i § 263, stk. 2 

(hacking), på 6 måneders fængsel er tilstrækkelig i de situationer, 

der ikke omfattes af stk. 3. Efter Brydensholt-udvalgets opfattelse 

er der behov for en forhøjelse af strafmaksimum i § 263, stk. 2, for 

bedre at afspejle forbrydelsens alvor i strafferammen. Udviklingen 

på dette område siden bestemmelsens indsættelse i 1985 gør, at 

der i dag er behov for en forhøjelse af strafmaksimum. Udvalget 

har herved bl.a. lagt vægt på, at det IT-baserede samfund er meget 

sårbart, og at selv et forsøg på hacking er meget føleligt for offeret, 

der i praksis ofte er nødt til at gennemgå hele systemet for at være 

sikker på, om der er sket skader. På den baggrund foreslår udval- 



get, at strafferammen i § 263, stk. 2, hæves til bøde eller fængsel 

indtil 1 år og 6 måneder. 


2.2.2.1. Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1417/2002 om 

IT-kriminalitet overvejet, om der tillige bør være en strafferetlig 

regulering af tilfælde, hvor en virksomhedsgæst udnytter besøget 

til utilbørligt at skaffe sig information, eller hvor den besøgende 

ubeføjet videregiver eller benytter erhvervshemmeligheder, som 

den pågældende tilfældigt eller uagtsomt er kommet i besiddelse 

af under besøget, uden at man er kommet i besiddelse af oplysningerne 

som led i den almindelige fremvisning. 

I betænkningen er som eksempler nævnt tilfælde, hvor en virksomhedsgæst 

under besøget skaffer sig information fra lokaliteter, der ikke er 

omfattet af rundvisningen, eller hvor den pågældende fotograferer eller 

medtager prøver trods forbud herom. Endvidere anføres tilfælde, hvor 

en besøgende ubeføjet videregiver eller benytter erhvervshemmeligheder, 

som den pågældende tilfældigt eller uagtsomt er kommet i besiddelse 

af under besøget, uden at dette er sket som led i den almindelige 

fremvisning. Af betænkningen fremgår det, at begrundelsen for disse 

situationers straffrihed hidtil er blevet søgt i, at virksomheden selv er 

herre over, hvem den vil lukke ind i virksomheden. 

Af betænkningen fremgår det, at det i erhvervslivet som regel er acceptabelt, 

at virksomheder søger at skaffe sig kendskab til konkurrenternes 

produktionsformer, markedsføringsplaner, kundekredse mv. Det 

strafværdige er således ikke, at man søger sådant kundskab, men derimod 

måden hvorpå det eventuelt sker. Udvalget finder, at udnyttelse 

af muligheder, der er skabt ved, at man befinder sig i den pågældende 

virksomhed, f.eks. som gæst, bør være omfattet af den strafferetlige 

regulering i markedsføringsloven, jf. betænkningen side 71-72 og 146. 

På den anførte baggrund foreslår udvalget, at der indsættes en ny 

bestemmelse i markedsføringslovens § 10, stk. 3, hvorefter reglerne i 

§ 10, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der 

har lovlig adgang til virksomheden. 

2.2.2.2. Efter udvalgets opfattelse bør der desuden være en mere 

ensartet strafferetlig regulering, således at strafmaksimum for 

ansattes industrispionage mv. ikke afhænger af, om der sker en 

overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 3, der har en strafferamme 

på fængsel indtil 4 år, eller markedsføringslovens § 10, jf. § 22, stk. 

4, der har en strafferammen på fængsel indtil 2 år. I betænkningen 

foreslås det på den baggrund, at der indsættes en overbygningsbestemmelse 

om grove overtrædelser af markedsføringslovens § 10 

i en ny § 299 a i straffeloven. Der henvises til betænkningen side 

72-73 og 146-147. 

Efter den af Brydensholt-udvalget foreslåede bestemmelse i straffelovens 

§ 299 a straffes den, der gør sig skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens 

§ 10, hvor handlingen har medført betydelig skade, 

eller hvor der har været nærliggende fare herfor. 

Udvalget anfører, at det beror på en konkret vurdering i det enkelte 

tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, hvornår der er tale om 

betydelig skade. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at krænkelser, 

som sker i udviklingsfasen, kun medfører skade, der kan opgøres i 

penge, hvis den planlagte udvikling er succesfuld, hvorimod beskyttelseshensynet 

ikke afhænger af, om det endelige resultat er vellykket. 

Brydensholt-udvalget foreslår, at strafferammen i straffelovens § 

299 a fastsættes til fængsel indtil 4 år. Udvalget har i den forbindelse 

anført, at informationer i et moderne samfund bør nyde mindst samme 

beskyttelse som mere traditionelle økonomiske værdier som penge og 

ting, da der kan være tale om betragtelige værdier. Det foreslåede 

strafmaksimum på 4 års fængsel svarer til strafmaksimum i straffelovens 

§ 286 om bl.a. groft tyveri, og udvalget bemærker, at dette 

strafmaksimum bør følge med, hvis strafmaksimum efter § 286 ændres, 

jf. Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer. 

I tilknytning hertil foreslår udvalget, at strafferammen i markedsføringslovens 

§ 22, stk. 4, 1. pkt., ændres fra bøde eller fængsel indtil 2 

år til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere 

straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. 

Efter udvalgets opfattelse svarer et strafmaksimum på fængsel indtil 

1 år og 6 måneder til, hvad der generelt bør være strafmaksimum i tilfælde, 

hvor der er en strafferetlig overbygning vedrørende kvalificerede 

forhold. 


Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet 

set på den strafferetlige beskyttelse af piratkopiering i ophavsretslovens 

§ 76. 

Den omstændighed, at anvendelse af ophavsretslovens § 76, stk. 2, 

forudsætter erhvervsmæssig fremstilling eller spredning af eksemplarer, 

indebærer efter udvalgets opfattelse, at reglen - som følge af udviklingen 

på internetområdet - rammer en langt mindre del af krænkelserne 

af ophavsretten end oprindeligt forudsat. 

Ifølge udvalget kan meget i dag derfor tale for, at man i relation til 

strafværdighed sidestiller erhvervsmæssig spredning med tilgængeliggørelse 

for en større kreds, idet tilgængelighed via Internettet eller andre 

åbne netforbindelser ofte kan medføre en større risiko for ophavsretlige 

krænkelser end det organiserede salg. 

På den baggrund finder udvalget, at reglerne om piratkopiering bør 

ændres, således at distribution via Internettet mv. bliver dækket af 

straffereglen i § 76, stk. 2, om grove krænkelser af ophavsretten. 

Udvalget har dernæst overvejet, om et strafmaksimum på 1 år svarer 

til den beskyttelse, man i dag ønsker at give - også set i sammenhæng 

med hvor omfattende potentielle skadevirkninger, der er knyttet til internetdistribution. 

Udvalget finder, at der, selv om den hidtidige strafudmåling 

på området har været mild, bør være et strafmaksimum på 

fængsel i 1 år og 6 måneder under hensyn til krænkelsernes skadevirkninger. 

Udvalget har i den forbindelse også overvejet, om der skal indsættes 

en generel overbygning i straffeloven, f.eks. svarende til straffelovens 

§ 289. Udvalget finder, at der bør indsættes en sådan overbygning med 

et strafmaksimum på 4 år. Udvalget har herved lagt vægt på, at særligt 

grove overtrædelser er lige så strafværdige som tyveri, der har et 

strafmaksimum på 4 år, jf. straffelovens § 286. Det er efter udvalgets 

opfattelse en naturlig strafferetlig udvikling, at et stadigt mere IT-afhængigt 

samfund også giver en strafferetlig beskyttelse af de produkter, 

der udvikles i et sådant samfund. 

Udvalget finder, at de overtrædelser, der skal behandles efter straffeloven, 

skal begrænses til situationer, hvor der er forsæt til vinding for 

gerningsmanden eller andre. Bestemmelsen kan især tænkes anvendt 

i tilfælde, hvor der er tale om omfattende og systematiske krænkelser, 

hvilket typisk vil være tilfælde, hvor der er en organiseret fremstillingsog/eller 

salgsproces. Bestemmelsen vil også kunne anvendes, hvis 

krænkelsen vedrører enkelte meget dyre programmer eller systemer, 

der f.eks. er udviklet til en eller flere virksomheder. 

For så vidt angår spørgsmålet om påtale finder Brydensholt-udvalget, 

at bestemmelsen om betinget offentlig påtale i ophavsretslovens § 82 

bør ændres, så den kommer til at svare til straffelovens § 305, dvs. at 

betinget offentlig påtale bibeholdes, men at der åbnes mulighed for 

offentlig påtale, hvis almene hensyn kræver det. Efter udvalgets opfattelse 

vil ændringen give en retstilstand, der harmonerer med de øvrige 

straffebestemmelser i ophavsretsloven, hvor der enten er privat påtale 

(med mulighed for at anvende retsplejelovens § 727, stk. 2, om offentlig 

påtale på grund af almene hensyn) eller offentlig påtale. 

Udvalget finder, at den foreslåede bestemmelse ikke i almindelighed 

skal betyde en ændret tiltalepraksis. Udvalget finder, at retstilstanden 



skal forblive uændret, såfremt de hensyn, der har ført til påtalereglerne, 

fuldt ud gør sig gældende. 

Ændringen vil betyde, at den indledende efterforskning i sager om 

ophavsretskrænkelser ikke begrænses af reglen i retsplejelovens § 720, 

stk. 3, hvorefter politiet uden en påtalebegæring kun kan foretage 

uopsættelige handlinger, og kun hvis det må antages, at den berettigede 

er ubekendt med det pågældende forhold. Det kan i visse tilfælde være 

til fordel for efterforskningen, at den forurettede først underrettes senere, 

f.eks. hvis den forurettede kan tænkes at kontakte den eller de 

mistænkte eller gå til pressen i en situation, hvor der er behov for at 

afvente, at andre lande iværksætter bevissikring. Endvidere vil bestemmelsen 

kunne have betydning i relation til den særlige forældelsesfrist 

i straffelovens § 96, stk. 1, for påtalebegæringer, der ikke gælder ved 

offentlig påtale. 


Da store dele af det offentlige kommunikationsvæsen er privatiseret, 

varetager bestemmelsen i straffelovens § 153 i dag i praksis kun en 

begrænset del af de hensyn, der ligger bag bestemmelsen. 

Brydensholt-udvalget har derfor overvejet, om bestemmelsen i 

straffelovens § 153 er overflødig. 

I betænkningen er det i den forbindelse anført, at handlinger omfattet 

af straffelovens § 153, stk. 1, er dækket af de almindelige bestemmelser 

i straffeloven om krænkelse af brevhemmeligheden mv. (§ 263) og om 

tingsødelæggelse (§ 291). Den forhøjede strafferamme i straffelovens 

§ 153, stk. 1, var oprindelig begrundet i, at bestemmelsen tog sigte på 

offentligt ansatte. 

Efter Brydensholt-udvalgets opfattelse er der næppe grund til at anvende 

en kvalificeret strafferamme, og bestemmelsen er derfor overflødig. 

I tilknytning hertil bemærkes, at straffelovens § 263, stk. 3, indeholder 

en skærpet strafferamme på 4 år for industrispionage eller 

overtrædelser, der sker under andre særligt skærpende omstændigheder. 

Strafferammen for hærværk af betydeligt omfang er ligeledes 4 års 

fængsel, jf. straffelovens § 291, stk. 2. 

Med hensyn til straffelovens § 153, stk. 2, anfører udvalget, at denne 

bestemmelse må anses for overflødig, idet telegrafsystemet har mistet 

sin betydning. Hvis der ikke er strafferetlig dækning i straffeloven ved 

misligholdelse af en kontrakt om befordring af en meddelelse, må en 

sådan misligholdelse imødegås med civilretlige reaktioner på samme 

måde som de fleste andre misligholdelser af tjenesteydelser. 

Det anføres desuden i betænkningen, at fremkaldelse af omfattende 

forstyrrelse i driften af bl.a. offentlig postbesørgelse eller telegraf- eller 

telefonanlæg er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 193. 

På den anførte baggrund foreslår udvalget, at bestemmelsen i straffelovens 

§ 153 i sin helhed ophæves som overflødig. Der henvises til 

betænkning nr. 1417/2002, side 78 og 149-150. 

2.3. Justitsministeriets overvejelser 


2.3.1.1. Som anført under pkt. 2.1.1.2. kan anvendelse af adgangsmidler 

til kommercielle informationssystemer efter omstændighederne 

være strafbar, f.eks. som databedrageri efter straffelovens 

§ 279 a. Hvis de almindelige betingelser for at straffe for forsøg er 

opfyldt, jf. straffelovens § 21, vil der forud for selve anvendelsen 

af adgangsmidlet kunne straffes for forsøg på eksempelvis databedrageri. 

Justitsministeriet er enig med Brydensholt-udvalget i, at hensynet til 

at beskytte IT-samfundet mod uberettigede angreb kan begrunde en 

fremrykket strafferetlig beskyttelse, således at der kan straffes, selv 

om adgangsmidlet endnu ikke er anvendt, og selv om der ikke kan føres 

bevis for forsøg på at anvende adgangsmidlet i en konkret sammenhæng. 

Med hensyn til adgangsmidler til kommercielle informationssystemer 

kan Justitsministeriet på den anførte baggrund tiltræde udvalgets forslag 

om at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 301 a. Lovforslaget 

er udarbejdet i overensstemmelse med forslaget fra Brydensholt-udvalget, 

jf. betænkningen side 139, med enkelte ændringer. Med hensyn 

til den skærpede strafferamme henvises dog til bemærkningerne nedenfor. 

Med den foreslåede bestemmelse omfatter den fremrykkede strafferetlige 

beskyttelse uberettiget tilegnelse eller videregivelse af koder 

eller andre adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen 


anden særlig adgangsbegrænsning. Tilfælde, hvor en person uforvarende 

er kommet i besiddelse af et adgangsmiddel, f.eks. ved at andre har 

lagt det ind på den pågældendes computer, er ikke omfattet af bestemmelsen. 

Kravet om, at der skal være handlet »uretmæssigt«, indebærer, at 

materielt atypiske tilfælde falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. 

Det gælder f.eks. tilfælde, hvor der skaffes adgangskoder som 

led i systemadministration. 

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301 a omfatter adgangsmidler 

til alle kommercielle informationssystemer - det vil sige systemer, 

hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere. Brugerbetaling 

kan være i form af en fast, typisk periodisk ydelse, eller betalingen kan 

ske for den konkrete brug, eller der kan være tale om en kombination 

heraf. 

Kommercielle informationssystemer er f.eks. såkaldte on demandtjenester 

(videoer mv.) eller informationssamlinger (avisdatabaser mv.), 

hvor der abonneres på brug af den pågældende tjeneste, og hvor der i 

forbindelse med abonnementet tildeles et særligt adgangsmiddel. 

Adgangsmidler kan eksempelvis være dekoderkort, calling cards 

(telefonpinkoder), NUI-koder (NUI står for Network User Identificaion 

- NUI-koden identificerer den bruger, hvis konto skal belastes for netværksbrugen) 

mv. 

Bestemmelsen finder også anvendelse ved tilegnelse eller videregivelse 

af en enkelt kode eller andet adgangsmiddel. 

Brydensholt-udvalget har som nævnt foreslået en normalstrafferamme 

på bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter Justitsministeriets opfattelse 

har de omhandlede informationskrænkelser samme strafværdighed, 

som forbrydelser rettet mod mere traditionelle værdier. Justitsministeriet 

finder derfor, at normalstrafferammen for overtrædelse af den foreslåede 

§ 301 a bør være bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, 

hvilket svarer til normalstrafferammen for tyveri, jf. straffelovens § 

285, stk. 1. 

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde udvalgets forslag om en 

skærpet sidestrafferamme i kvalificerede videregivelsestilfælde. Herved 

markeres den alvor, hvormed der bør ses på denne form for kriminalitet. 

Efter Justitsministeriets opfattelse bør sidestrafferammen imidlertid 

ikke begrænses til vidergivelsestilfælde, men bør omhandle alle handlinger, 

omfattet af § 301 a, stk. 1, hvis der foreligger særligt skærpende 

omstændigheder. 

Justitsministeriet finder endvidere, at udformningen af den skærpede 

sidestrafferamme bør ske i overensstemmelse med Straffelovrådets 

generelle anbefalinger om affattelsen af bestemmelser om sidestrafferammer, 

jf. betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, 

kapitel 6. Det foreslås derfor, at sidestrafferammen skal finde 

anvendelse under »særligt skærpende omstændigheder«. Der er ikke 

tilsigtet en realitetsændring i forhold til, hvilke tilfælde der efter Brydensholt-udvalgets 

forslag bør være omfattet af den skærpede sidestrafferamme. 

Med hensyn til Brydensholt-udvalgets forslag om et strafmaksimum 

på 4 års fængsel finder Justitsministeriet, at strafmaksimum i stedet 

bør fastsættes til 6 års fængsel. Baggrunden herfor er, at Straffelovrådet 

i betænkning nr. 1424/2002 har foreslået, at strafmaksimum for tyveri 



i § 286, stk. 1, forhøjes fra 4 til 6 års fængsel, og at kriminalitet rettet 

mod informationer efter Justitsministeriets opfattelse bør være undergivet 

samme strafmaksimum som kriminalitet rettet mod mere traditionelle 

værdier i form af penge og ting. 

Justitsministeriet finder endvidere, at den skærpede strafferamme 

ikke kun bør omfatte de tilfælde, der er opregnet af Brydensholt-udvalget, 

men efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige 

sagens omstændigheder også bør kunne omfatte andre tilfælde. 

Særligt skærpende omstændigheder vil efter Justitsministeriets opfattelse 

navnlig foreligge, hvor videregivelsen af koder eller andre adgangsmidler 

sker erhvervsmæssigt, i en videre kreds, f.eks. via Internettet, 

eller under omstændigheder, hvor der er særlig risiko for omfattende 

misbrug. 

Som anført ovenfor under pkt. 2.2.1., nævnes i betænkningen tilfælde, 

hvor der videregives calling cards eller NUI-koder til mange personer 

- der eventuelt også kan videregive adgangsmidlerne - med angivelse 

af, fra hvilket tidspunkt disse skal anvendes, således at en kontobelastning 

må forventes at blive omfattende, før misbruget opdages og 

bringes til ophør. Endvidere nævnes som eksempel »bestillingsarbejde«, 

hvor der bestilles et større antal adgangsmidler. Dette gælder navnlig, 

hvis der betales et større beløb for de pågældende adgangskoder, da 

det i sådanne tilfælde må forventes, at formålet er et omfattende misbrug. 

Hvis betingelserne for at straffe for forsøg i relation til anden kriminalitet, 

f.eks. databedrageri, er opfyldt, vil der uanset den foreslåede 

bestemmelse i straffelovens § 301 a fortsat kunne dømmes for forsøg 

vedrørende denne kriminalitet. 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16. 

2.3.1.2. Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde Brydensholt-udvalgets 

overvejelser og forslag med hensyn til indsættelsen af en særlig 

bestemmelse om beskyttelse af ikke-kommercielle informationssystemer 

i en ny § 263 a i straffeloven. 

Også med hensyn til ikke-kommercielle informationssystemer bør der 

til beskyttelse af privatlivets fred og til beskyttelse mod datahærværk 

mv. efter Justitsministeriets opfattelse være en strafferetlig beskyttelse 

af passwords og andre adgangsmidler, som ligger tidligere end den 

nuværende kriminalisering, som først indtræder ved forsøg på at anvende 

sådanne adgangsmidler. 

Den i lovforslaget foreslåede bestemmelse i straffelovens § 263 a 

svarer til den af Brydensholt-udvalget foreslåede bestemmelse med 

enkelte mindre ændringer. 

Justitsministeriet er enig i, at den fremrykkede strafferetlige beskyttelse 

på dette område som udgangspunkt bør omfatte erhvervsmæssigt 

salg og udbredelse i en videre kreds af koder eller andre adgangsmidler 

til ikke offentligt tilgængelige informationssystemer, hvortil adgangen 

er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning, samt 

videregivelse af et større antal koder mv. til sådanne informationssystemer. 

Med hensyn til visse ikke-kommercielle informationssystemer, der 

må anses for særligt beskyttelseværdige, kan Justitsministeriet endvidere 

tiltræde Brydensholt-udvalgets forslag om, at den strafferetlige 

beskyttelse af disse systemer bør svare til den, der gælder for kommercielle 

informationssystemer, jf. ovenfor. 

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 263 a, stk. 3, 

straffes den, der uretmæssigt skaffer sig eller videregiver en kode eller 

andet adgangsmiddel som nævnt i stk. 1 til et samfundsvigtigt informationssystem, 

jf. straffelovens § 193, eller et informationssystem, der 

behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af § 7, stk. 1, eller 

§ 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, om flere personers 

personlige forhold. 

Bestemmelsen vil efter Justitsministeriets opfattelse eksempelvis 

være anvendelig ved uberettiget rekvirering og efterfølgende misbrug 

af certifikater, eksempelvis det nyligt lancerede borgercertifikat (OCEScertifikatet). 

Ved uberettiget rekvirering og misbrug heraf skaffes der 

adgang til oplysninger om den borger, certifikatet angiver at vedrøre, 

hvilket er omfattet af den foreslåede § 263 a, stk. 3, uanset at misbruget 

ikke sker med henblik på økonomisk vinding. 

Efter straffelovens § 264 c finder de i straffelovens §§ 263-264 a 

indeholdte straffebestemmelser tilsvarende anvendelse på den, der uden 

at have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter 

oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen. Bestemmelsen 

omfatter visse former for efterfølgende medvirken. Det forudsættes 

således, at oplysningerne er fremkommet ved bl.a. hacking eller husfredskrænkelse. 

Forslaget om at indsætte en ny § 263 a i straffeloven tilsigter i overensstemmelse 

med Brydensholt-udvalgets forslag ikke at udvide anvendelsesområdet 

for straffelovens § 264 c. Der henvises til bemærkningerne 

til lovforslagets § 1, nr. 11. 

Betingelsen om, at forholdet skal være uretmæssigt, indebærer, at 

adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer, der videregives 

til lovlige formål, f.eks. som led i en systemadministrators arbejde, 

ikke er omfattet af bestemmelsen. 

Bestemmelsens normalstrafferamme foreslås fastsat til bøde eller 

fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Om baggrunden for denne afvigelse 

i forhold til udvalgets forslag henvises til pkt. 2.3.1.1. 

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde Brydensholt-udvalgets forslag 

om en skærpet sidestrafferamme i kvalificerede videregivelsestilfælde. 

I lighed med det anførte under pkt. 2.3.1.1. vedrørende adgangsmidler 

til kommercielle informationssystemer finder Justitsministeriet dog, 

at den skærpede sidestrafferamme bør være anvendelig i forhold til 

alle handlinger, der er kriminaliseret i § 263 a og ikke kun i videregivelsestilfælde. 

Justitsministeriet finder endvidere, at strafmaksimum i sidestrafferammen 

bør fastsættes til 6 års fængsel, jf. ovenfor under pkt. 2.3.1.1, 

og at den skærpede strafferamme ikke bør begrænses til særligt grove 

overtrædelser af § 263 a, stk. 1 og 2, men tillige bør omhandle særligt 

grove overtrædelser af § 263 a, stk. 3. Justitsministeriet har herved lagt 

vægt på, at § 263 a, stk. 3, tilsigter at give visse særlige informationssystemer 

en strafferetlig beskyttelse svarende til den, der foreslås for 

kommercielle informationssystemer i § 301 a. Efter den foreslåede § 

301 a, stk. 2, straffes videregivelse mv. af adgangsmidler til kommercielle 

informationssystemer under særligt skærpende omstændigheder 

med fængsel indtil 6 år. Henset hertil bør videregivelse mv. af adgangskoder 

til et af de i § 263 a, stk. 3, nævnte informationssystemer tilsvarende 

være omfattet af den skærpede strafferamme i § 263 a, stk. 4. 

Om den nærmere affattelse af den skærpede sidestrafferamme, 

hvorefter denne finder anvendelse under »særligt skærpende omstændigheder«, 

henvises til Justitsministeriets overvejelser gengivet under 

pkt. 2.3.1.1. 

Justitsministeriet finder endelig, at den skærpede strafferamme efter 

en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder 

bør kunne anvendes også i andre tilfælde end de, der er opregnet 

i udvalgets betænkning. 

Særligt skærpende omstændigheder vil efter Justitsministeriets opfattelse 

navnlig foreligge i tilfælde, hvor videregivelsen mv. af koder eller 

andre adgangsmidler sker i særligt stort omfang eller indebærer særlig 

risiko for betydelig skade, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens 

§ 263 a, stk. 4. 

Som anført under pkt. 2.2.1. vil der - uanset den foreslåede nye bestemmelse 

i straffelovens § 263 a - fortsat kunne dømmes for forsøg, 

hvis betingelserne for at straffe for forsøg i relation til anden kriminalitet, 

f.eks. hacking (§ 263, stk. 2) eller databedrageri (§ 279 a) er opfyldt. 

Selv om udbredelse via Internettet af et password til en anden persons 

bankkonto isoleret set indebærer en overtrædelse af den af udvalget 



foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 263 a, stk. 1, vil der således 

kunne straffes for forsøg på medvirken til f.eks. databedrageri efter 

straffelovens § 279 a, jf. § 21. 

På samme måde vil der som hidtil kunne straffes for forsøg på hacking 

efter straffelovens § 263, stk. 2, jf. § 21, hvis en person skaffer sig 

f.eks. et password til en virksomheds interne informationssystem med 

forsæt til uberettiget at trænge ind i systemet. Dette gælder uanset, at 

dette forhold måtte falde uden for anvendelsesområdet for den foreslåede 

bestemmelse i straffelovens § 263 a, hvorefter tilegnelse alene er 

strafbar, hvis der er tale om adgangsmidler til et samfundsvigtigt informationssystem 

eller et informationssystem, der indeholder særlig personfølsomme 

oplysninger, jf. § 263 a, stk. 3. 


2.3.1.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets 

forslag om en terminologisk ændring i § 263, stk. 2, således at bestemmelsen 

omhandler uberettiget adgang til »informationssystemer«. 

Udvalget har som nævnt foreslået normalstrafferammen i § 263, stk. 

2, hævet til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Udvalget foreslår 

ingen ændring af den forhøjede strafferamme i § 263, stk. 3. 

Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets betragtninger 

om behovet for at hæve strafmaksimum i § 263, stk. 2, og forslaget er 

udformet i overensstemmelse hermed. 

Med hensyn til den forhøjede sidestrafferamme i § 263, stk. 3, finder 

Justitsministeriet i lyset af Straffelovrådets anbefalingerne i betænkning 

nr. 1424/2002, jf. pkt. 2.3.1.1. ovenfor, at denne bør hæves fra fængsel 

i 4 år til fængsel i 6 år. 

For så vidt angår den nærmere udformning af § 263, stk. 3, henvises 

til pkt. 8.2.5. om Justitsministeriets overvejelser vedrørende de lovgivningsmæssige 

konsekvenser af et forslag til EU-rammeafgørelse om 

angreb på informationssystemer. 


2.3.2.1. Af de grunde, der er anført i betænkning nr. 1417/2002 om 

IT-kriminalitet, kan regeringen tiltræde Brydensholt-udvalgets 

forslag om at indsætte en ny bestemmelse i markedsføringslovens 

§ 10, stk. 3, hvorefter reglerne i § 10, stk. 1 og 2, finder tilsvarende 

anvendelse på andre personer - det vil sige personer, som ikke er 

ansat eller udfører et særligt hverv for virksomheden - der har 

lovlig adgang til virksomheden, jf. pkt. 2.2.2.1. ovenfor. 

En virksomhed er selv herre over, hvilke personer der f.eks. som besøgende 

har lovlig adgang til virksomheden. Selv om en virksomhed må 

antages normalt at have bedre muligheder for at beskytte sig mod 

misbrug begået af sådanne personer end mod ansattes utilbørlige udnyttelse 

af deres ansættelsesforhold, er det regeringens opfattelse, at 

der er behov for at udvide bestemmelserne i markedsføringslovens § 

10, stk. 1 og 2, til også at omfatte personer, der har lovlig adgang til 

virksomheden som eksempelvis besøgende, og som benytter lejligheden 

til uberettiget at skaffe sig kendskab til eller rådighed over erhvervshemmeligheder. 

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i markedsføringslovens § 

10 indebærer, at ikke alene personer, der i kraft af deres tjenesteeller 

samarbejdsforhold til en virksomhed mv. er omfattet af bestemmelsen, 

men også andre personer med lovlig adgang til virksomheden, f.eks. 

besøgende, vil kunne straffes, hvis disse personer på utilbørlig måde 

skaffer sig eller forsøger at skaffe sig kendskab til eller rådighed over 

virksomhedens erhvervshemmeligheder, jf. § 10, stk. 1. 

Det gælder efter omstændighederne f.eks. tilfælde, hvor en besøgende 

skaffer sig informationer fra lokaliteter i virksomheden, der ikke er 

omfattet af rundvisningen, eller hvor en besøgende fotograferer eller 

medtager prøver trods forbud herom. 

Det samme gælder, hvis en person, der har lovlig adgang til en 

virksomhed, ubeføjet viderebringer eller benytter erhvervshemmeligheder, 

som den pågældende har fået kendskab til eller rådighed over 

på en måde som ikke er uretmæssig, jf. § 10, stk. 2. 

Der kan f.eks. være tale om ubeføjet videregivelse af erhvervshemmeligheder, 

som den pågældende tilfældigt eller uagtsomt er kommet 

i besiddelse af, uden at dette er sket som led i den almindelige fremvisning. 


2.3.2.2. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde Brydensholt-udvalgets 

forslag om, at der indføres en særlig overbygningsbestemmelse 

i straffeloven om grove overtrædelser af markedsføringslovens 

§ 10, jf. pkt. 2.2.2.2. ovenfor. 

En særlig overbygningsbestemmelse i straffeloven med en højere 

strafferamme end 2 år vil give mulighed for at idømme strengere straf 

for særligt grove overtrædelser af markedsføringslovens § 10. Indsættelse 

af en sådan bestemmelse vil desuden være en markering af, at 

særligt grove overtrædelser af markedsføringslovens § 10 anses som 

alvorlige forbrydelser, der har en sådan strafværdighed, at samfundets 

reaktion bør komme til udtryk ved, at forholdet straffes efter straffeloven 

og ikke blot efter markedsføringslovens bestemmelse om industrispionage. 

Brydensholt-udvalget foreslår i betænkningen, at der fastsættes et 

strafmaksimum for den nye overbygningsbestemmelse, som svarer til 

strafmaksimum for tyveri, der i dag er fængsel i 4 år, men fængsel i 6 

år efter Straffelovrådets forslag i betænkning nr. 1424/2002. 

Justitsministeriet er enig heri, og det foreslås på den anførte baggrund, 

at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven med en strafferamme 

på 6 års fængsel for overtrædelse af markedsføringslovens § 10 under 

særligt skærpende omstændigheder. 

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 299 a, der med enkelte 

ændringer, jf. nedenfor, svarer til Brydensholt-udvalgets forslag, indebærer 

ikke en udvidelse af det strafbare område. Bestemmelsen er 

alene en overbygning på den gældende straffebestemmelse i markedsføringslovens 

§ 10, jf. § 22, stk. 4, og som forudsættes anvendt ved 

grove overtrædelser af denne bestemmelse, hvor en strafferamme på 

fængsel indtil 2 år ikke findes at være tilstrækkelig. Dette gælder også, 

selv om den konkret forskyldte straf fastsættes til væsentligt mindre 

end 2 år. 

Justitsministeriet finder dog, at den skærpede strafferamme ikke bør 

begrænses til udelukkende at omfatte de tilfælde, der er angivet af udvalget. 

Justitsministeriet er enig i, at det navnlig vil være i de af Brydensholt-udvalget 

opregnede tilfælde, at den skærpede strafferamme 

bør finde anvendelse. Bestemmelsen bør dog efter Justitsministeriets 

opfattelse efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige 

sagens omstændigheder rumme mulighed for at omfatte også andre 

tilfælde. 

Om formuleringen af overbygningsbestemmelsen, hvorefter denne 

finder anvendelse under »særligt skærpende omstændigheder«, henvises 

til Justitsministeriets overvejelser gengivet under pkt. 2.3.1.1. 

Som særligt skærpende omstændigheder må efter Justitsministeriets 

opfattelse navnlig anses tilfælde, hvor handlingen har medført betydelig 

skade eller nærliggende fare herfor. 



2.3.3.1. Regeringen er enig med Brydensholt-udvalget i, at uretmæssig 

tilrådighedsstillelse af værker mv. via Internettet og andre åbne 

netværk bør være omfattet af straffebestemmelsen i ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2. 

Via åbne netværk som Internettet kan værker mv. stilles til rådighed 

på en måde, der krænker den ophavsretlige eneret. Der er typisk tale 



om uploading af værker mv. på en hjemmeside på en sådan måde, at 

almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt. 

Disse krænkelser er i dag langt mere omfattende end de krænkelser, 

der sker i erhvervsmæssig sammenhæng. Hertil kommer, at de ulovlige 

kopier stilles til rådighed for et meget stort antal brugere (i mange tilfælde 

samtlige internetbrugere på verdensplan). Tilrådighedsstillelse 

via Internettet har derfor for rettighedshaverne samme skadevirkning 

som den erhvervsmæssige spredning. 

Der foreslås på denne baggrund en ny affattelse af ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, hvorved gengivelse af værker og frembringelser på en sådan 

måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og 

tidspunkt, nævnes som skærpende omstændigheder. Formuleringen 

svarer til formuleringen af ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led, 

hvortil den foreslåede bestemmelse henviser. Efter forslaget anses en 

krænkelse af eneretten til tilrådighedsstillelse i sig selv som en skærpende 

omstændighed. 

Efter den foreslåede bestemmelse anses skærpende omstændigheder 

således navnlig at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, 

hvis der fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt antal 

eksemplarer, eller hvis værker og frembringelser gengives på en sådan 

måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og 

tidspunkt. 

Beskrivelsen af, hvad der anses som skærpende omstændigheder, er 

ikke udtømmende, men dækker de typisk forekommende tilfælde. I 

den foreslåede affattelse af bestemmelsen er »særlig skærpende omstændigheder« 

ændret til »skærpende omstændigheder.« Herved tilsigtes 

ikke nogen ændring i anvendelsesområdet. Den ændrede formulering 

har alene sammenhæng med, at der foreslås indsat en overbygningsbestemmelse 

i straffeloven, der tager sigte på at omhandle de helt grove 

tilfælde af ophavsretskrænkelser, jf. nedenfor. 

Regeringen kan endvidere tiltræde Brydensholt-udvalgets forslag 

om at forbedre den strafferetlige beskyttelse mod krænkelser af ophavsretten, 

dels ved at hæve strafferammen i strafskærpelsesreglen i ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, fra 1 års fængsel til fængsel indtil 1 år og 6 

måneder, dels ved at indsætte en særlig overbygningsbestemmelse i 

straffeloven om overtrædelser af ophavsretslovens § 76, stk. 2, af 

særlig grov karakter. 

Det foreslås på den baggrund, at strafmaksimum i ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, hæves fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder, 

og at der som § 299 b indsættes en ny bestemmelse i straffeloven om 

ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens § 

76, stk. 2. 

Som anført af Brydensholt-udvalget er særligt grove overtrædelser 

af ophavsretsloven lige så strafværdige som tyveri af særlig grov beskaffenhed, 

jf. straffelovens § 286, jf. § 276. I lyset af Straffelovrådets 

anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002, jf. ovenfor under pkt. 2.3.1.1, 

finder regeringen herefter, at den nye overbygningsbestemmelse bør 

have et strafmaksimum på fængsel i 6 år. 

Regeringen finder, at den nye overbygningsbestemmelse ligeledes 

bør omfatte særligt grove tilfælde af ulovlig import, jf. ophavsretslovens 

§ 77, stk. 2, idet hensynet til rettighedshaverne på tilsvarende vis taler 

for at forbedre den strafferetlige beskyttelse, når der er tale om import 

af ulovlige værker mv. med henblik på at gøre dem tilgængelige for 

almenheden, som når der er tale om piratkopiering mv. 

En særlig overbygningsbestemmelse i straffeloven med en højere 

strafferamme end 1 år og 6 måneder vil give mulighed for at idømme 

strengere straf for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, jf. 

ophavsretslovens § 76, stk. 2, og ulovlig import af særlig grov karakter, 

jf. § 77, stk. 2. Indsættelse af en sådan bestemmelse vil desuden være 

en markering af, at sådanne særligt grove overtrædelser af ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, og § 77, stk. 2, anses som alvorlige forbrydelser, 

der har en sådan strafværdighed, at samfundets reaktion bør komme 

til udtryk ved, at forholdet straffes efter straffeloven. 

Den foreslåede bestemmelse i straffeloven er en overbygning på 

straffebestemmelserne i ophavsretslovens § 76, stk. 2, og § 77, stk. 2. 

Bestemmelsen forudsættes anvendt ved helt grove overtrædelser af 

disse bestemmelser, hvor en strafferamme på fængsel indtil 1 år og 6 

måneder ikke findes at være tilstrækkelig. Dette gælder også, selv om 

den konkret forskyldte straf fastsættes til væsentligt mindre end 1 år 

og 6 måneder. 

Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til alene at omfatte 

IT-relaterede overtrædelser. Andre overtrædelser omfattet af § 76, stk. 

2, og § 77, stk. 2, som f.eks. plagiering af brugskunst samt massekopiering 

af musik-cder og dvd-film vil kunne henføres til den foreslåede 

overbygningsbestemmelse, hvis der er tale om overtrædelser begået 

under særligt skærpende omstændigheder. 

Efter ordlyden af den af udvalget foreslåede bestemmelse vil overtrædelser 

af særlig grov karakter foreligge, når handlingen foretages 

for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding. 

Regeringen er enig i, at det bør betragtes som en særligt skærpende 

omstændighed, at en ophavsretskrænkelse sker med det formål at 

skaffe gerningsmanden eller andre uberettiget vinding, men finder at 

bestemmelsens anvendelsesområde ikke bør begrænses hertil. Bestemmelsen 

bør efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige 

sagens omstændigheder rumme mulighed for også at omfatte andre 

tilfælde, hvor der ikke er et sådant berigelsesforsæt. Det skyldes, at 

der kan forekomme krænkelser af særdeles grov beskaffenhed, hvor 

skadevirkningen for rettighedshaverne (og dermed beskyttelsesbehovet) 

er ganske betydelig, selv om motivet for udbredelsen ikke er økonomisk, 

og hvor handlingen kan sidestilles med groft hærværk, jf. straffelovens 

§ 291, stk. 2. 

Foruden i tilfælde, hvor krænkelsen foretages med forsæt til berigelse, 

vil bestemmelsen således navnlig være anvendelig i situationer, hvor 

der med krænkelsen påføres rettighedshaveren et meget betydeligt tab, 

eller hvor krænkelsen indebærer en risiko for et sådant tab. Bestemmelsen kan eksempelvis tænkes anvendt i 

tilfælde, hvor der er tale om meget omfattende og systematiske krænkelser, 

hvilket typisk vil være tilfælde, hvor der er en mere professionelt 

organiseret fremstillingsog/eller salgsproces. Bestemmelsen vil også 

kunne anvendes, hvis krænkelsen vedrører et enkelt meget dyrt edbprogram 

eller edb-system, der f.eks. er udviklet til en eller flere virksomheder. 

For så vidt angår spørgsmålet om påtale er regeringen enig med 

Brydensholt-udvalget i, at påtalebestemmelsen i ophavsretslovens § 

82 bør ændres, så den kommer til at svare til straffelovens § 305, 

hvorefter overtrædelser af lovens § 291, stk. 1 og 3 (hærværk), § 289 

(skattesvig og indsmugling af særlig grov karakter) og § 299 (returkommission 

mv.) påtales efter den forurettedes begæring, medmindre almene 

hensyn kræver påtale. Dette vil indebære, at betinget offentlig påtale 

bibeholdes som hovedreglen, men at der åbnes mulighed for offentlig 

påtale, hvis almene hensyn kræver det. 

Det foreslås på den baggrund, at ophavsretslovens § 82 affattes således, 

at overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, 

kun påtales efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn 

kræver påtale. 

Ændringen vil betyde, at den indledende efterforskning i sager om 

ophavsretskrænkelser ikke begrænses af reglen i retsplejelovens § 720, 

stk. 3, om uopsættelige handlinger. Som anført af Brydensholt-udvalget 

kan det i visse tilfælde være en fordel i forbindelse med efterforskningen, 

at den forurettede først underrettes senere, f.eks. hvis den forurettede 

kan tænkes at kontakte den eller de mistænkte eller gå til pressen 

i en situation, hvor der er behov for at afvente, at andre lande iværksætter 

bevissikring. Endvidere vil bestemmelsen kunne have betydning i 

relation til den særlige forældelsesfrist for påtalebegæringer i straffelovens 

§ 96, stk. 1, der ikke gælder ved offentlig påtale. 



Den foreslåede bestemmelse skal ikke i almindelighed betyde en 

ændret tiltalepraksis. 


Justitsministeriet kan af de grunde, der er anført af Brydensholt-udvalget 

tiltræde, at straffelovens § 153 i sin helhed ophæves, jf. pkt. 2.2.4. 

ovenfor. 

3. Betalingskriminalitet 

IT-relaterede betalings- og konteringsformer forekommer i form af 

dels elektroniske penge, dels kontorelaterede produkter. 


3.1.1. Falske elektroniske penge 

Elektroniske penge (e-penge, elektroniske kontanter, e-money, e-cash 

mv.) er et forudbetalt betalingsprodukt, der anvendes i elektronisk 

sammenhæng på samme måde som kontanter. Elektroniske penge er 

selvstændige betalingsmidler, som i modsætning til kontorelaterede 

produkter ikke kan henføres til en bestemt konto. 

Som eksempler på elektroniske penge kan nævnes Danmønt-kort, 

som er et kort, der kan genoplades. Endvidere kan nævnes Mondexkort, 

som er et kort, der kan genoplades eller oplades fra andres Mondex-kort 

(såkaldt chip to chip overførsel). Herudover kan nævnes Digi 

Cashs eCash og Cyber Cashs Cyber Coin, der er softwareprodukter, 

hvor digitale penge er placeret på en harddisk. Der henvises i øvrigt 

til betænkning nr. 1417/2002, side 82-87. 

Lov om udstedere af elektroniske penge indeholdt tidligere en definition 

af elektroniske penge. Efter lovens § 1, stk. 3, forstås ved elektroniske 

penge en pengeværdi, som repræsenterer et krav på udstederen, 

der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må efter 

bestemmelsen ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt som 

betalingsmiddel af andre foretagender end udstederen. Lov om udstedere 

af elektroniske penge gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets 

direktiv 2000/46/EF af 18. september 2000 om adgang til at optage og 

udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med 

sådan virksomhed. 

Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 1, stk. 3, fremgår det, at 

elektroniske penge skal betragtes som en elektronisk erstatning for 

mønter og sedler, som lagres på et elektronisk medium, f.eks. et chipkort 

eller en computers hukommelse, og som normalt er beregnet til 

elektronisk betaling af mindre beløb, jf. Folketingstidende 2000-01, 

tillæg A, s. 4889. Bestemmelsen er nu videreført i § 308, stk. 1, i lov 

om finansiel virksomhed. 

Straffelovens kapitel 18 om forbrydelser vedrørende penge (§§ 166- 

170) indeholder bestemmelser om eftergørelse og forfalskning af penge 

mv. 

Efter straffelovens § 166, stk. 1, straffes den, som eftergør eller forfalsker 

penge for at bringe dem i omsætning som ægte, eller som i 

samme hensigt forskaffer sig eller andre eftergjorte eller forfalskede 

penge. Strafferammen er fængsel indtil 12 år. 

Strafansvar for fuldbyrdet forbrydelse efter denne bestemmelse indtræder 

allerede ved eftergørelsen, forfalskningen eller tilegnelsen af 

penge, forudsat at den sker for at bringe pengene i omsætning som 

ægte. Bestemmelsen har således fremrykket fuldbyrdelsesmoment. 

Bestemmelserne i straffelovens §§ 166-170 omfatter ikke elektroniske 

penge. 

Anvendelse af falske elektroniske penge vil være strafbar, typisk 

som bedrageri (§ 279) eller databedrageri (§ 279 a). Forud herfor vil 

der efter omstændighederne kunne straffes for forsøg, jf. straffelovens 

§ 21. 

3.1.2. Falske betalingskort og betalingskortnumre 

Kontorelaterede produkter (access produkter) er knyttet til en identificeret 

kundes konto og vedrører traditionelle konterings- og betalingssystemer, 

men giver kunden mulighed for elektroniske dispositioner. 

Anvendelse af falske betalingskort kan være strafbar som dokumentfalsk 

(§ 171), bedrageri (§ 279) eller databedrageri (§ 279 a). Forud 

for anvendelsen vil der i et vist omfang kunne straffes for forsøg (på 

medvirken) til dokumentfalsk mv., i det omfang der er det fornødne 

forsæt. 

Fra retspraksis kan bl.a. nævnes en Østre Landsrets dom af 3. maj 

2000 om brug af forfalskede hævekort, der er gengivet i Ugeskrift for 

Retsvæsen 2000, side 1881f. I denne sag blev tiltalte idømt 1 års 

fængsel bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 279 a ved retsstridigt 

at have ændret, tilføjet eller slettet oplysninger til brug for elektroniske 

databehandling, idet tiltalte anvendte et totalt forfalsket hæve-/kreditkort 

til kontanthævning af i alt 40.000 kr. Tiltalte blev endvidere dømt for 

forsøg på overtrædelse af straffelovens § 279 a, jf. § 21, ved at have 

forsøgt at hæve 26.000 kr. og ved at have besiddet 123 falske hævekort. 

I Østre Landsrets dom er det anført, at der ved strafudmålingen bør 

lægges vægt på den begrænsede opdagelsesrisiko i sager af den omhandlede 

karakter. 

Anvendelse af andres betalingskortnumre vil ligeledes typisk kunne 

straffes som databedrageri, ligesom der efter omstændighederne vil 

kunne straffes for forsøg. 


betalingskriminalitet 

3.2.1. Falske elektroniske penge 

Af betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet fremgår det, at Brydensholt-udvalget 

særligt har overvejet, om spørgsmålet om elektroniske 

penge er så nyt, at en strafferetlig regulering bør afvente den videre 

udvikling på området. Udvalget har imidlertid fundet, at netop den 

omstændighed, at dette område er i hastig udvikling, taler for en regulering. 

Udvalget har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at i det 

omfang, det lykkes en person at fremstille falske elektroniske penge, 

vil der ikke være noget, der adskiller sådanne fra ægte elektroniske 

penge, og modtageren har derved vanskeligt ved at opdage, at der er 

tale om falske elektroniske penge. Det er endvidere anført, at området 

er opklarings- og bevismæssigt vanskeligere end falske penge. 

I lyset af den teknologiske udvikling finder Brydensholt-udvalget, 

at elektroniske penge bør nyde en kvalificeret beskyttelse i form af en 

særlig fremrykket strafferetlig regulering, selv om en uberettiget anvendelse 

af falske elektroniske penge som anført ovenfor under pkt. 3.1.1. 

vil kunne være strafbar efter straffelovens bestemmelser om bedrageri 

(§ 279) eller databedrageri (§ 279 a). 

Brydensholt-udvalget foreslår på den anførte baggrund, at der indsættes 

en særlig bestemmelse om falske elektroniske penge i en ny § 

169 a i straffeloven om straf for den, der uretmæssigt fremstiller, 

skaffer sig eller udbreder falske elektroniske penge, med forsæt til, at 

de anvendes som ægte. Der henvises til betænkning nr. 1417/2002 om 

IT-kriminalitet, side 82-88 og 150-151. 

Efter udvalgets opfattelse bør en bestemmelse om falske elektroniske 

penge indsættes i straffelovens kapitel 18 om forbrydelser vedrørende 

penge. Det foreslås derfor i tilknytning hertil, at overskriften til straffelovens 

kapitel 18 ændres til »Forbrydelser vedrørende betalingsmidler«. 

Ved elektroniske penge forstås efter udvalgets forslag elektronisk 

lagrede pengeværdier, der anvendes som betalingsmidler af andre end 

udstederen, jf. straffelovens § 169 a, stk. 2. Af betænkning nr. 

1417/2002 om IT-kriminalitet, side 82, fremgår, at det indgår i begrebet 

elektroniske penge i direktiv nr. 2000/46/EF af 18. september 2000, at 

det er et multianvendeligt produkt. Mere simple produkter, hvor der 

er tale om forudbetaling af en bestemt ydelse, f.eks. et telefonkort, er 



således ikke omfattet. I betænkningen er det anført, at begrebet elektroniske 

penge af udvalget er anvendt på samme måde. 

Betalingsmidler repræsenterer en given værdi og kan benyttes som 

betalingsmiddel uden tredjemands mellemkomst. 

Ved falske elektroniske penge forstås midler, der uden at være ægte 

elektroniske penge er egnet til at blive brugt som sådanne, jf. udvalgets 

forslag til § 169 a, stk. 3. 

Selve anvendelsen af falske elektroniske penge skal fortsat bedømmes 

efter de almindelige regler, navnlig straffelovens § 279 a om databedrageri. 

Udvalget finder, at den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens 

§ 169 a bør have en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 

6 måneder samt en skærpet strafferamme på fængsel indtil 6 år, hvor 

handlingen er af særlig grov beskaffenhed på grund af den måde, 

hvorpå den er udført, eller på grund af beløbets størrelse. 

I betænkningen anføres i den forbindelse, at et strafmaksimum på 6 

års fængsel findes passende i betragtning af, at elektroniske penge - til 

trods for udviklingen imod øget brug heraf - har en anden karakter end 

et lands autoriserede, almindelige betalingsmidler, som er knyttet til 

landets hele betalingssystem. 

3.2.2. Falske betalingskort og betalingskortnumre 

Som det er anført under pkt. 3.1.2., vil anvendelse af falske betalingskort 

kunne være strafbar som dokumentfalsk (§ 171), bedrageri (§ 279) 

eller databedrageri (§ 279 a). Forud for anvendelsen vil der i et vist 

omfang kunne straffes for forsøg eller forsøg på medvirken til dokumentfalsk 

mv., i det omfang der er det fornødne forsæt. 

Anvendelse af andres betalingskortnumre vil ligeledes typisk kunne 

straffes som databedrageri, ligesom der efter omstændighederne vil 

kunne straffes for forsøg. 

I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet har udvalget overvejet, 

i hvilket omfang betalingskort mv. bør undergives en fremrykket 

strafferetlig beskyttelse. Der henvises til betænkningen, side 88-94 og 

151-153. 

Brydensholt-udvalget finder, at både produktion, forskaffelse, besiddelse 

og videregivelse af falske betalingskort med henblik på uberettiget 

anvendelse bør kriminaliseres. 

Udvalget har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at anvendelse af 

falske betalingskort er et kriminalitetsområde, der ofte er organiseret, 

og hvor der opereres i flere lande. Der kan efter udvalgets opfattelse 

være behov for at kunne straffe for produktion, forskaffelse, besiddelse 

med henblik på at anvende kortene som ægte og videregivelse af falske 

kort, uanset om der kan føres det fornødne bevis for forsøg på f.eks. 

databedrageri. 

Der er i udvalget enighed om, at en kriminalisering bør omfatte alle 

kort - hvad enten der er tale om ægte eller genererede betalingskortnumre, 

hvorved menes betalingskortnumre, der skabes via elektronisk behandling 

på baggrund af matematiske modeller, og som medfører, at 

betalingskortnummeret fremtræder som gyldigt. Herved er der således 

ikke forskel på kriminaliseringen alt efter, hvordan de nødvendige betalingskortoplysninger 

er tilvejebragt. Reguleringen bør efter udvalgets 

opfattelse omfatte både kort, der kan karakteriseres som dokumenter, 

og hvor brugen af disse er omfattet af dokumentfalskbestemmelsen (§ 

171), og hvide kort med prægning, hvor de relevante oplysninger er 

overført til en magnetstrimmel, og hvor brugen heraf typisk vil være 

omfattet af databedrageribestemmelsen (§ 279 a). 

På den anførte baggrund foreslår udvalget en bestemmelse, der ikke 

er knyttet til fysiske kort, men som derimod er knyttet til de relevante 

betalingsinformationer. 

Betalingskortnumre, der er personlige, men ikke fortrolige, er som 

udgangspunkt beregnet til at indgå i anvendelsen af et kort sammen 

med dets PIN-kode eller en underskrift. I praksis er det imidlertid muligt 

at anvende betalingskortnumre til betaling uden fysisk kontakt med 

betalingsmodtageren, uden brug af kortet og uden brug af PIN-kode 

eller underskrift. Eksempelvis foregår handel på Internettet ofte på den 

måde, at brugeren indtaster sit betalingskortnummer for derved at 

igangsætte sin betaling. 

Kriminaliseringen bør efter udvalgets opfattelse også omfatte betalingskortnumre. 

Af betænkningen fremgår det, at udvalget er opmærksom på, at det 

er en vidtgående beskyttelse henset til, at betalingskortnumre ikke i 

sig selv er særligt beskyttede oplysninger. Udvalget finder imidlertid, 

at det afgørende må være, at der ved en fremrykket strafferetlig beskyttelse 

kan skabes mulighed for at begrænse de potentielle misbrugssituationer. 

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at der - udover i 

relevante erhvervsmæssige sammenhænge - ikke er nogen rimelig interesse 

i at kunne skaffe sig eller videregive andres betalingskortnumre. 

Efter den af udvalget foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 

301 straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der med 

forsæt til uberettiget anvendelse producerer, skaffer sig, besidder eller 

videregiver oplysninger, som identificerer et betalingsmiddel, der er 

tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre. 

Af betænkningen fremgår det, at alle betalingskortnumre er omfattet 

af den foreslåede bestemmelse, uanset om disse er ægte, genererede 

eller frit konstruerede. Betalingskortnumre er desuden omfattet, uanset 

om disse foreligger som oplysninger uden tilhørende kort, eller om de 

foreligger på falske kort. Hovedområdet vil imidlertid være konstruerede 

eller eftergjorte betalingsmidler, herunder hvide kort med konstrueret 

eller eftergjort magnetstrimmel mv. 

Da der efter den foreslåede bestemmelse kræves forsæt til uberettiget 

brug, består den strafferetlige udvidelse i forhold til den almindelige 

bestemmelse i straffelovens § 21 om forsøg i, at der ses bort fra det 

normalt stillede krav om bevis for forsæt til en nærmere konkretiseret 

handling. Selv om besiddelse typisk vil indgå i produktion, forskaffelse 

og videregivelse, har udvalget fundet det rigtigst at nævne besiddelse 

særskilt i bestemmelsen med henblik på at undgå fortolkningsproblemer 

vedrørende besiddelse. 

Brydensholt-udvalget foreslår en normalstrafferamme på bøde eller 

fængsel indtil 6 måneder, jf. stk. 1. 

Den af udvalget foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301, stk. 

2, indeholder en skærpet strafferamme på fængsel indtil 4 år, hvis den 

i § 301, stk. 1, nævnte videregivelse sker i en videre kreds eller under 

i øvrigt skærpende omstændigheder. 

Af betænkningen fremgår det, at det eksempelvis må anses for en 

skærpende omstændighed, hvis oplysningerne er skaffet ved, at en 

pengeautomat er forsynet med en falsk front, således at kundernes betalingskortnummer 

og pinkode kan aflæses. 

Efter den af udvalget foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301, 

stk. 3, er anvendelse af ægte betalingskort ikke omfattet af bestemmelsen. 

Udvalget finder således, at de gældende regler - navnlig straffelovens 

bestemmelser om tyveri, hæleri eller ulovlig omgang med hittegods 

- i tilstrækkeligt omfang dækker dette område, og at der dermed 

ikke er behov for en yderligere regulering. 


3.3.1. Justitsministeriet er enig med Brydensholt-udvalget i, at der 

i lyset af den teknologiske udvikling på dette område bør være en 

særlig fremrykket strafferetlig beskyttelse af elektroniske penge. 

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om at indsætte en 

særlig bestemmelse om elektroniske penge som ny § 169 a i straffeloven. 

Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at den nye bestemmelse om 

elektroniske penge bør indsættes i straffelovens kapitel 18, der indeholder 

bestemmelserne om forbrydelser vedrørende penge, og at overskriften 

til kapitlet som følge heraf bør ændres til »Forbrydelser vedrørende 

betalingsmidler«. 



Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 169 a svarer til den af 

Brydensholt-udvalget foreslåede bestemmelse med den ændring, at 

bestemmelsen ikke indeholder en definition af, hvad der skal forstås 

ved elektroniske penge. Med hensyn til strafferammen henvises til 

bemærkningerne nedenfor. 

Justitsministeriet finder, at afgrænsningen af begrebet »elektroniske 

penge« skal fastlægges i overensstemmelse med den definition heraf, 

der var indeholdt i § 1, stk. 3, i lov om udstedere af elektroniske penge 

og som nu er videreført i § 308, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. 

Denne lov gennemførte direktiv nr. 2000/46 af 18. september 2000 om 

adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske 

penge og tilsyn med sådan virksomhed. Efter bestemmelsen i § 1, stk. 

3, som gennemfører direktivets artikel 1, stk. 3, litra b, forstås ved 

elektroniske penge en pengeværdi, der repræsenterer et krav på udstederen, 

der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må 

efter bestemmelsen ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt 

som betalingsmiddel af andre end udstederen. 

Justitsministeriet finder det rigtigst at etablere det strafferetligt værn 

således, at det er knyttet til den til enhver tid gældende definition af 

elektroniske penge. Justitsministeriet har på den baggrund undladt at 

indsætte en særskilt definition af elektroniske penge i den foreslåede 

nye bestemmelse i straffeloven. 

Justitsministeriet er endvidere enig med Brydensholt-udvalget i, at 

den fremrykkede kriminalisering bør omfatte uretmæssig fremstilling, 

tilegnelse eller udbredelse af falske elektroniske penge med forsæt til, 

at de anvendes som ægte. 

Den foreslåede bestemmelse omfatter derimod ikke selve anvendelsen 

af falske elektroniske penge. Dette forhold bør efter Justitsministeriets 

opfattelse fortsat behandles efter de almindelige regler i straffeloven, 

navnlig databedrageribestemmelsen i straffelovens § 279 a. 

Ved falske elektroniske penge forstås efter bestemmelsen midler, 

der uden at være ægte elektroniske penge, er egnede til at blive brugt 

som sådanne, jf. forslaget til § 169 a, stk. 2. 

Brydensholt-udvalget har som nævnt foreslået en normalstrafferamme 

på bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter Justitsministeriets opfattelse 

har betalingskriminalitet som den omhandlede samme strafværdighed, 

som forbrydelser rettet mod mere traditionelle værdier. Justitsministeriet 

finder derfor, at normalstrafferammen for overtrædelse af 

den foreslåede § 169 a bør være bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 

måneder, hvilket svarer til normalstrafferammen for tyveri, jf. straffelovens 

§ 285, stk. 1. 

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde Brydensholt-udvalgets forslag 

om en skærpet strafferamme på fængsel indtil 6 år. 

Justitsministeriet finder imidlertid, at den skærpede strafferamme 

ikke bør begrænses til udelukkende at omfatte de tilfælde, der er angivet 

af udvalget. Justitsministeriet er enig i, at det navnlig vil være i de af 

Brydensholt-udvalget opregnede tilfælde, at den skærpede strafferamme 

bør finde anvendelse. Bestemmelsen bør dog efter Justitsministeriets 

opfattelse efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige 

sagens omstændigheder rumme mulighed for at omfatte også andre 

tilfælde. 

Det foreslås således, at straffen kan stige til fængsel i 6 år, hvis 

handlingen er af særlig grov beskaffenhed, herunder navnlig på grund 

af den måde, den er udført på, eller på grund af beløbets størrelse jf. 

straffelovens § 169 a, stk. 3. 


3.3.2. Justitsministeriet kan også tiltræde forslaget om, at der 

indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 301 om straf for den, 

der med forsæt til uberettiget anvendelse producerer, skaffer sig, 

besidder eller videregiver oplysninger, som identificerer et beta- 

lingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre. 

Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte afvigelser til Brydensholt-udvalgets 

forslag. 

Anvendelse af falske betalingskort vil som anført ovenfor under pkt. 

3.1.2. kunne være strafbar som dokumentfalsk, bedrageri eller databedrageri, 

ligesom anvendelse af andres betalingskortnumre typisk vil 

kunne straffes som databedrageri. Forud for anvendelsen vil der efter 

omstændighederne kunne straffes for forsøg, i det omfang der er det 

fornødne forsæt. 

Da det efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301 er en 

betingelse, at der er forsæt til uberettiget anvendelse, består den udvidede 

strafferetlige beskyttelse i forhold til straffelovens almindelige 

regler om forsøg i, at der ses bort fra kravet om forsættets konkretisering. 

Med hensyn til betalingskortnumre kan Justitsministeriet af de 

grunde, der er anført af Brydensholt-udvalget, tiltræde, at disse også 

omfattes af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301. Betalingskortnumre 

bør være omfattet, uanset om der er tale om ægte, genererede 

eller frit konstruerede betalingskortnumre, og uanset om oplysningerne 

foreligger på falske kort eller uden tilhørende kort. 

Der foreslås en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 

år og 6 måneder. Om baggrunden for denne afvigelse i forhold til udvalgets 

forslag henvises til pkt. 3.3.1. 

Justitsministeriet kan desuden tiltræde udvalgets forslag om en 

skærpet sidestrafferamme i kvalificerede videregivelsestilfælde. Justitsministeriet 

finder dog, at den skærpede sidestrafferamme ikke bør begrænses 

til vidergivelse, men bør kunne anvendes i forhold til alle 

handlinger nævnt i stk. 1, hvis der foreligger de fornødne særligt 


I lyset af Straffelovrådets overvejelser i betænkning nr. 1424/2002, 

jf. ovenfor under pkt. 2.3.1.1., foreslås endvidere et strafmaksimum 

på fængsel indtil 6 år. 



henvises til Justitsministeriets overvejelser gengivet under 

pkt. 2.3.1.1. 


4. Elektroniske dokumenter mv. 


4.1.1. Dokumentfalsk 

4.1.1.1. Efter straffelovens § 171, stk. 1, straffes den, der gør brug 

af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold, for dokumentfalsk. 

Dokumentfalsk fuldbyrdes således ved brug af et falsk dokument 

til at skuffe i retsforhold. 

Straffelovens § 171, stk. 2, indeholder en definition af et dokument. 

Ved et dokument forstås efter denne bestemmelse en skriftlig med betegnelse 

af udstederen forsynet tilkendegivelse, der enten fremtræder 

som bestemt til at tjene som bevis, eller som bliver benyttet som bevis 

for en rettighed, en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. 

Efter straffelovens § 171, stk. 3, er et dokument falsk, når det ikke 

hidrører fra den angivne udsteder, eller der er givet det et indhold, som 

ikke hidrører fra denne. 

Straffelovens § 172, stk. 1, indeholder normalstrafferammen for dokumentfalsk. 

Straffen er fængsel og i tilfælde af, at dokumentet angiver 

at indeholde en offentlig myndigheds afgørelse, eller at det er en offentlig 

forskrivning, en check, veksel eller andet til almindeligt omløb bestemt 

dokument eller en testamentarisk bestemmelse, kan straffen stige 

til fængsel i 8 år. 

Hvis dokumentet efter sin beskaffenhed eller forfalskningen, eller 

det, som dermed søges opnået, er af underordnet betydning, eller den 

skyldige ikke har tilsigtet at påføre nogen skade, såsom når øjemedet 



alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget 

krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. straffelovens § 172, 

stk. 2. 

Bestemmelserne i straffelovens §§ 171 og 172 fik deres nugældende 

formulering - når der bortses fra ændringer som følge af lov nr. 433 af 

31. maj 2000 om bl.a. afskaffelse af hæftestraf - ved borgerlig straffelovs 

ikrafttræden i 1933. 

4.1.1.2. Som anført forstås ved et »dokument« efter definitionen i 

straffelovens § 171, stk. 2, en skriftlig med betegnelse af udstederen 

forsynet tilkendegivelse, der enten fremtræder som bestemt til at 

tjene som bevis, eller som bliver benyttet som bevis for en rettighed, 

en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. 

På grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet 

blev der ved lov nr. 229 af 6. juni 1985 gennemført en række 

ændringer af straffeloven med henblik på at sikre, at straffelovens bestemmelser 

i tilstrækkeligt omfang tager højde for edb-teknologien. 

Der henvises herom til Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 4373- 

4390, tillæg B, sp. 1915-1922 og Folketingets forhandlinger, sp. 9133- 

9136, 9450-9469, 10703-10705 og 11227-11229. 

I betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet overvejede Straffelovrådet 

bl.a., om der ved tilføjelse, ændring eller slettelse af dataoplysninger 

kunne begås et forhold, der var strafbart som dokumentfalsk, 

jf. betænkningen s. 59-64. Rådet fandt imidlertid ikke grundlag for at 

foreslå en udvidelse af dokumentfalskbestemmelsen til at omfatte dataforfalskning. 

Af betænkningen fremgår det, at det efter Straffelovrådets opfattelse 

vanskeligt kunne tænkes, at en tilføjelse, ændring eller sletning af dataoplysninger 

foretaget af en person, der ikke lovligt råder over dataanlægget, 

opfylder betingelserne for at anses som dokumentfalsk. Efter 

definitionen i straffelovens § 171, stk. 2, skal et dokument være en 

skriftlig tilkendegivelse, og datalagrede oplysninger opfylder efter rådets 

opfattelse ikke dette krav. Derimod kan dataoplysninger være et 

middel til senere frembringelse af en skriftlig tilkendegivelse af bevismæssig 

betydning, f.eks. et eksamensbevis eller en kontoudskrift, og 

ændringer i data foretaget med forsæt til at fremkalde et sådant skriftligt 

produkt kan derfor være et forsøg på dokumentfalsk. Også bortset fra 

skriftlighedskravet er der i dansk ret ifølge rådet vanskeligheder ved 

at anse dataændringer som dokumentfalsk. Kravet i straffelovens § 

171, stk. 2, om, at et dokument skal have en udstederbetegnelse har 

efter rådets opfattelse kun praktisk mening, når det forudsættes, at dokumentet 

er »udstedt« - det vil sige at dokumentet har fået form af et 

stykke papir eller lignende. Dataoplysninger er efter Straffelovrådets 

opfattelse ikke »udstedt«, og til sådanne data er normalt ikke knyttet 

anden udstederbetegnelse end den, der ligger i, at dataanlægget har en 

retmæssig indehaver, jf. betænkningen side 59-60. 

På den anførte baggrund anføres det i betænkning nr. 1032/1985, at 

det formentlig må konkluderes, at dokumentfalskbestemmelsen i 

straffelovens § 171, stk. 2, i hele sin opbygning og i en række enkeltheder 

er så klart bestemt af forudsætningen om brug af et udstedt 

skriftstykke, at bestemmelsen passer dårligt til forfalskning af dataoverførsler. 

Ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 blev bestemmelsen i straffelovens 

§ 163 om urigtige skriftlige erklæringer til brug i retsforhold, der vedrører 

det offentlige, udvidet til også at omfatte urigtige erklæringer, 

der er afgivet ved andet læsbart medie, f.eks. på en edb-diskette eller 

ved elektronisk post. Der henvises til Folketingstidende 1995-96, tillæg 

A, s. 4068-4078, tillæg B, s. 587-591 og Folketingets forhandlinger s. 

3624, 3998-4004, 6100 og 6152-6153. Denne ændring var bl.a. begrundet 

i en utrykt dom afsagt af Østre Landsret den 13. februar 1995 i den 

såkaldte Proms-sag, hvor landsretten - under henvisning til nogle bemærkninger 

i Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet 

- fastslog, at indberetninger (erklæringer) afgivet på edb-di- 

skette ikke var omfattet af straffelovens § 163 eller dennes analogi. 

Afgrænsningen af det strafbare område beror ifølge bemærkningerne 

på et visuelt kriterium - det vil sige om erklæringen for afgiveren 

fremtræder eller dog kan fremtræde i læsbar form, f.eks. på et stykke 

papir eller på en dataskærm. 

I lovforslagets bemærkninger er det endvidere anført, at det var tanken 

i tilknytning til vedtagelsen af forslaget at iværksætte et udvalgsarbejde 

bl.a. om behovet for ændringer af straffelovens kapitel 19 om 

dokumentforbrydelser. Det er også anført, at der som led i et sådant 

udvalgsarbejde kunne være anledning til mere principielle overvejelser 

vedrørende begreberne dokument- og erklæringsfalsk, herunder i relation 

til edb-medier, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 4071. 

Særligt med hensyn til anvendelse af e-mails kan nævnes en dom 

afsagt af Østre Landsret den 26. september 2001. I denne sag blev tiltalte 

dømt for bl.a. dokumentfalsk efter straffelovens § 171 ved at have 

sendt en e-mail med en falsk afsenderbetegnelse til Diners Club International, 

hvori den tiltalte urigtigt udgav sig for at være indehaver af 

et Diners kort, som den pågældende urigtigt opgav at have mistet. 

Denne e-mail blev sendt i forlængelse af en telefonsamtale med Diners 

Club International, hvorunder tiltalte ligeledes havde opgivet at være 

indehaver af kortet, der ved denne lejlighed blev spærret. 

4.1.1.3. Dokumentfalskbestemmelsen omfatter såkaldte hensigtsdokumenter 

- det vil sige tilkendegivelser, der fremtræder som 

bestemt til at tjene som bevis. Hensigtsdokumenter er eksempelvis 

eksamensbeviser, medlemskort, kørekort, pas, visa, dåbs- og vielsesattester, 

anbefalinger med faktiske oplysninger, attestationer, 

kvitteringer, kontrakter, bestillinger, ordrebekræftelser, fakturaer, 

gældsbreve, checks, veksler og fuldmagter. Herudover vil bl.a. 

ansøgninger og erklæringer efter omstændighederne være et hensigtsdokument. 

Bestemmelsen omfatter endvidere lejlighedsdokumenter - det vil sige 

tilkendegivelser, der bliver benyttet som bevis for en rettighed, en 

forpligtelse eller en befrielse for en sådan. Det afgørende for, om en 

skriftlig tilkendegivelse er et lejlighedsdokument, er alene, hvad den 

konkret anvendes til. 

Straffelovens forarbejder indeholder ikke fortolkningsbidrag med 

hensyn til, hvad der skal forstås ved et lejlighedsdokument. 

Retspraksis med hensyn til dokumentfalsk vedrørende lejlighedsdokumenter 

er sparsom. 

I Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1937, 

side 151, blev 2 private breve med anerkendelse af, at der var ydet lån, 

anset for et dokument. Vestre Landsret har endvidere anset 2 postkort 

med tilbud om arbejde som lejlighedsdokumenter, jf. VLT 1938, side 

177. Der kan desuden nævnes en Vestre Landsrets dom gengivet i 

Ugeskrift for Retsvæsen 1966, side 462, hvor landsretten dømte for 

dokumentfalsk i et tilfælde, hvor tiltalte selv havde påført urigtige 

mødedatoer på et mødekort til hospital med henblik på at få udbetalt 

rejsegodtgørelse fra socialkontoret. En enkelt dommer fandt ikke, at 

det pågældende mødekort fremtrådte som bevis for en rettighed mv., 

og mødekortet havde efter denne dommers opfattelse ikke været benyttet 

som sådan, men derimod alene kunne anses for et hjælpemiddel for 

sygehuset og patienten. 

4.1.1.4. Efter straffelovens § 173 anses med straf som i § 172 angivet 

den, der benytter et med ægte underskrift forsynet dokument til 

at skuffe i retsforhold, når underskriften ved hjælp af en vildfarelse 

er opnået på et andet dokument eller på et dokument af andet 

indhold end af underskriveren tilsigtet. 

Den, som i retsforhold gør brug af et ægte dokument som vedrørende 

en anden person end den, hvem det virkelig angår, eller på anden mod 

dokumentets bestemmelse stridende måde, straffes med bøde eller 

fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 174. 



Dokumentbegrebet i straffelovens §§ 173 og 174 svarer til dokumentbegrebet 

i straffelovens § 171. Som det fremgår, vedrører bestemmelsen 

i straffelovens § 173 kun dokumenter med underskrift. 


Straffelovens § 175, stk. 1, indeholder en bestemmelse om den, som 

for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, eller i privat 

dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler 

ham at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller 

dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående 

hvilket erklæringen skal tjene som bevis. Efter straffelovens § 175, 

stk. 2, straffes den, der i retsforhold gør brug af et sådant dokument 

som indeholdende en sandhed. Strafferammen efter begge bestemmelser 

er fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. 

Straffelovens § 175 vedrører urigtige erklæringer. Medtagelsen af 

erklæring afgivet til bog medfører en udvidelse i forhold til dokumentbegrebet, 

da der ikke er krav om udstederbetegnelse. 

Bestemmelsen i straffelovens § 175 fik sin nugældende formulering 

- når der bortses fra ændringer som følge af lov nr. 433 af 31. maj 2000 

om bl.a. afskaffelse af hæftestraf - ved den borgerlige straffelovs 

ikrafttræden i 1933. Der henvises bl.a. til Rigsdagstidende 1924-25, 

tillæg A, sp. 3353-54 (§ 177). 

I en udtalelse af 21. april 1986 afgivet af Straffelovrådet om betænkning 

nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet er anført 

nogle bemærkninger om bestemmelsen i straffelovens § 175. Straffelovrådets 

udtalelse er optrykt som bilag til lov nr. 385 af 10. juni 1987, 

jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 605-620. Af udtalelsen 

fremgår det bl.a., at rådet var mest tilbøjelig til at foreslå, at ordene 

»lov eller« i denne omgang blev stående i straffelovens § 175 bl.a. 

fordi, det ikke var let tage stilling til, om disse ord i § 175 - der er indeholdt 

i straffelovens kapitel 19 om forbrydelser vedrørende bevismidler 

- muligvis ville omfatte forhold med hensyn til private bøger, som ikke 

ville kunne henføres under § 302. Det var herefter Straffelovrådets 

konklusion, at der ikke i forbindelse med ændringen af straffelovens 

§ 302 skulle ske nogen ændring af straffelovens § 175. Lovforslaget 

blev udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast, jf. Folketingstidende 

1986-87, tillæg A, sp. 597. 


elektroniske dokumenter 

4.2.1. Dokumentfalsk 

Af betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet fremgår det, at det i 

lyset af den teknologiske udvikling siden 1985, hvor der første gang 

blev indført bestemmelser om datakriminalitet i straffeloven, efter 

Brydensholt-udvalgets opfattelse er nærliggende at etablere et strafferetligt 

værn med hensyn til dataoplysninger, der erstatter dokumenter. 

Efter udvalgets opfattelse stammer den gældende dokumentfalskbestemmelse 

i straffelovens § 171 fra en tid, hvor selve brugen af et skrift 

gav en meddelelse en særlig »aura«, hvilket ikke længere er tilfældet. 

Af betænkningen fremgår det endvidere, at spørgsmålet om udstederbetegnelse 

primært er et spørgsmål om, hvorfra et dokument hidrører, 

og at dette spørgsmål antagelig kan løses på flere måder. Straffelovens 

§ 171, stk. 2, stiller således ikke krav om, at udstederbetegnelsen skal 

have karakter af en underskrift. 

Efter udvalgets opfattelse forekommer det for snævert at begrænse 

et strafferetlig værn til elektroniske dokumenter, hvor der er gjort brug 

af elektronisk signatur. Spørgsmålet om anvendelse af elektronisk 

signatur vil dog kunne have betydning for bevisførelsen derved, at 

anvendelse af elektronisk signatur vil kunne forenkle bevisførelsen 

med hensyn til, om den tiltalte selv har afgivet tilkendegivelsen. 

Brydensholt-udvalget finder på den anførte baggrund, at straffeloven 

bør tilpasses, så den også omfatter elektroniske dokumenter og elektronisk 

kommunikation, jf. betænkningen side 104f og 153-156. 

Udvalget foreslår således, at det fastsættes udtrykkeligt i selve dokumentfalskbestemmelsen 

i straffelovens § 171, at bestemmelsen omfatter 

både fysiske og elektroniske tilkendegivelser, der er bestemt til at tjene 

som bevis (hensigtsdokumenter). 

Efter udvalgets opfattelse bør dokumentfalskbestemmelsen derimod 

ikke omfatte lejlighedsdokumenter. Udvalget har i den forbindelse lagt 

vægt på, at dokumentfalskbestemmelsen savner præcision med hensyn 

til, hvad der skal forstås ved et lejlighedsdokument. Endvidere har 

udvalget lagt vægt på, at den sparsomme retspraksis tyder på, at der 

ikke er behov for denne del af bestemmelsen. I betænkningen er det i 

den forbindelse anført, at straf for brug af falske lejlighedsdokumenter 

antagelig i praksis behandles efter andre bestemmelser i straffeloven, 

der vedrører brugen af dokumentet, f.eks. bedrageri. Hvis anvendelsen 

af et (lejligheds)dokument ikke er kriminaliseret, er der i sådanne tilfælde 

efter udvalgets opfattelse næppe heller behov for at kunne straffe 

for dokumentfalsk. 

Særligt med hensyn til strafferammen for dokumentfalsk foreslår 

Brydensholt-udvalget, at der fastsættes en normalstrafferamme på 

fængsel indtil 4 måneder og en skærpet strafferamme på fængsel indtil 

2 år, når der foreligger skærpende omstændigheder. Udvalget har i den 

forbindelse lagt vægt på, at dokumentfalskbestemmelsen er et formaldelikt, 

dvs. at overtrædelsen er fuldbyrdet, når en person har udvist en 

vis adfærd (gjort brug af et falsk dokument), uden at der i loven stilles 

krav om en deraf udsprunget følge. I Brydensholt-udvalgets betænkning 

er der desuden henvist til Straffelovrådets overvejelser om strafferammen 

i straffelovens § 172 i betænkning nr. 1032/1987 om strafferammer 

og prøveløsladelse. 

Da dokumentbegrebet i straffelovens §§ 173 og 174 svarer til det, 

der fremgår af dokumentfalskbestemmelsen, er det ifølge Brydensholtudvalget 

ikke nødvendigt at ændre disse bestemmelser. 

Langt de fleste tilfælde af dokumentfalsk begås i praksis i forbindelse 

med et bedrageri, f.eks. brug af falske checks, kvitteringer eller kontrakter. 

I sådanne tilfælde straffes der i retspraksis som udgangspunkt 

alene for dokumentfalskforbrydelsen, selv om denne forbrydelse ikke 

begrebsmæssigt kan siges at indbefatte et samtidigt bedrageri. Udvalget 

har overvejet, om denne retstilstand bør opretholdes, eller om der 

fremover i stedet alene bør straffes for bedrageri, således at et samtidigt 

dokumentfalsk absorberes, eller om der eventuelt bør statueres sammenstød, 

således at der straffes både for dokumentfalsk og for bedrageri. 

Udvalget finder, at der fremover i de tilfælde, hvor der ved brug 

af et falsk dokument begås bedrageri, bør statueres sammenstød, således 

at der straffes både for dokumentfalsk og for bedrageri. Dette giver 

efter udvalgets opfattelse den bedst dækkende beskrivelse af det begåede 

forhold. 


I tilknytning til Brydensholt-udvalgets overvejelser om at ændre dokumentfalskbestemmelsen 

overvejes det i betænkning nr. 1417/2002, om 

der tillige er behov for at ændre bestemmelsen i straffelovens § 175. 

Der henvises til betænkningen side 108-109 og 156-157. 

I betænkningen foreslår udvalget, at det fastsættes udtrykkeligt i bestemmelsen 

i straffelovens § 175, at den også omfatter andre læsbare 

medier. Det foreslås således, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 175, 

hvorefter bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, 

når dokumentet eller bogen er udfærdiget eller føres på andet læsbart 

medie. 

Endvidere foreslår Brydensholt-udvalget, at det i bestemmelsen i 

straffelovens § 175, stk. 2, om straf for den, der gør brug af et sådant 

dokument som indeholdende sandhed, præciseres, at bestemmelsen 

også omfatter de bøger, der er omfattet af § 175, stk. 1. 

I betænkningen er der i den forbindelse henvist til, at det ikke fremgår 

af straffelovens forarbejder, hvorfor bestemmelsen er begrænset til at 



angå dokumenter, og at det kan synes vanskeligt at finde nogen begrundelse 

herfor. 

Udvalget foreslår desuden, at strafferammen i straffelovens § 175 

bringes i overensstemmelse med den af udvalget foreslåede strafferamme 

for dokumentfalsk. Også her vil der i grove tilfælde kunne foreligge 

(medvirken) til et skadedelikt, f.eks. bedrageri. I så fald kan der straffes 

i sammenstød, således at der straffes både for overtrædelsen af straffelovens 

§ 175 og for bedrageri. 

Udvalget bemærker, at ovennævnte forslag om ændring af straffelovens 

§ 175 er et supplement til det forslag om ændring af straffelovens 

§ 175, der er indeholdt i Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 

1415/2002 om straffelovens § 296 og § 302, jf. betænkningen side 54- 

55 og 68-69. 


4.3.1. Justitsministeriet er enig i Brydensholt-udvalgets forslag om 

at fastsætte udtrykkeligt i dokumentfalskbestemmelsen i straffelovens 

§ 171, stk. 2, at bestemmelsen også omfatter elektroniske 

tilkendegivelser, f.eks. e-mails. 

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at det ikke bør 

være en forudsætning for anvendelsen af straffebestemmelsen, at der 

er bestemte sikkerhedskrav til de elektroniske tilkendegivelser, f.eks. 

ved at stille krav om elektronisk signatur. 

Bestemmelsen i straffelovens § 171, stk. 2, er således udformet i 

overensstemmelse med udvalgets forslag. I tilknytning hertil bemærkes, 

at straffelovens § 171, stk. 2, som anført i udvalgets betænkning, side 

105, ikke stiller krav om, at udstederbetegnelsen skal have karakter af 

en underskrift. 

Justitsministeriet er endvidere enig i, at dokumentfalskbestemmelsen 

i straffelovens § 171 fremover alene skal omfatte hensigtsdokumenter 

- det vil sige tilkendegivelser, der fremtræder som bestemt til at tjene 

som bevis. 

Den foreslåede ændring af straffelovens § 171, stk. 2, indebærer således, 

at bestemmelsen herefter ikke længere omfatter de såkaldte lejlighedsdokumenter 

- det vil sige tilkendegivelser, som bliver benyttet 

som bevis for en rettighed mv. Anvendelse af et falsk lejlighedsdokument 

vil efter omstændighederne kunne straffes som f.eks. bedrageri, 

jf. straffelovens § 279. 

Brydensholt-udvalget foreslår som nævnt strafferammen for dokumentfalsk 

ændret til en normalstrafferamme på fængsel indtil 4 måneder 

og en skærpet strafferamme på fængsel indtil 2 år, når der foreligger 


Om strafferammen for dokumentfalsk henviser Straffelovrådet i betænkning 

nr. 1424/2002 side 605 til de overvejelser og forslag om ny 

formulering, der fremkom i rådets betænkning nr. 1099/1987 om 

strafferammer og prøveløsladelse, og rådet finder, at der - såfremt 

1987-betænkningens forslag blev fulgt - burde foretages en tilpasning 

af 1987-betænkningens forslag om en skærpet strafferamme i lyset af 

den ændrede formulering af straffelovens § 286, som rådet anbefaler. 

I betænkning nr. 1099/1987 side 182f anbefalede Straffelovrådet, at 

§ 172 ændres, således at der i overensstemmelse med sædvanlig lovgivningsteknik 

angives en normalstrafferamme samt et forhøjet maksimum 

med henblik på grove tilfælde af dokumentfalsk. For så vidt angår 

strafferammen for dokumentfalsk anfører rådet, at det må anses som 

en fordel, at fastsættelsen af strafmaksimum får en vis tilknytning til 

strafferammerne for berigelsesforbrydelser, jf. §§ 285-287. På den 

baggrund foreslås § 172 i betænkning nr. 1099/1987 affattet med en 

normalstrafferamme på fængsel indtil 2 år og med en skærpet strafferamme 

på fængsel i 8 år ved dokumentfalsk af særlig grov karakter, 

eller hvor der er tale om et større antal forbrydelser. Er forbrydelsen 

af mindre strafværdighed, foreslås bødestraf. 

Straffelovrådet har videre i betænkning nr. 1424/2002 anført, at 

straffelovens §§ 171 og 172 har været genstand for grundige overvej- 

elser i Brydensholt-udvalget, og at rådet, der har noteret sig udvalgets 

synspunkter og forslag, derfor er afstået fra at komme med forslag 

vedrørende strafferammerne for dokumentfalsk. Straffelovrådet ønsker 

imidlertid at fremhæve, at strafferammerne for dokumentfalsk bl.a. 

skal kunne tage højde for forekomsten af særdeles grove tilfælde af 

dokumentfalsk uden berigelsesforsæt, f.eks. omfattende fremstilling 

af falske pas. 

Dokumentfalskbestemmelsen er et formaldelikt, dvs. bestemmelsen 

kriminaliserer en handling uden at stille krav om en bestemt følge. 

Dette kunne efter Justitsministeriets opfattelse tale for at nedsætte 

strafmaksimum i bestemmelsen og i stedet straffe i sammenstød med 

f.eks. bedrageribestemmelsen, som foreslået af Brydensholt-udvalget. 

Som påpeget af Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002 kan der 

imidlertid forekomme særdeles grove tilfælde af dokumentfalsk uden 

berigelsesforsæt, eksempelvis omfattende fremstilling af falske pas. 

Efter Justitsministeriets opfattelse er sådanne grove tilfælde af dokumentfalsk 

lige så strafværdige som grov berigelseskriminalitet, og 

strafmaksimum for dokumentfalsk - både efter en normalramme og 

efter en skærpet ramme - bør derfor ikke ligge lavere end maksimum 

for berigelseskriminalitet. 

På den baggrund foreslås en normalstrafferamme for dokumentfalsk 

på bøde eller fængsel indtil 2 år, mens straffen ved særligt grove tilfælde 

kan stige til fængsel i 6 år. 

Efter Justitsministeriets opfattelse afspejler den foreslåede normalstrafferamme 

på bøde eller fængsel indtil 2 år i højere grad bestemmelsens 

karakter og strafværdighed. Normalstrafferammen bygger endvidere 

på den forudsætning, at der fremover i de tilfælde, hvor der ved 

brug af et falsk dokument begås bedrageri, straffes i sammenstød for 

dokumentfalsk og bedrageri. 

I særlig grove tilfælde af dokumentfalsk eller når et større antal forhold 

er begået, vil der efter den foreslåede bestemmelse i § 172, stk. 

2, være mulighed for at lade straffen stige til fængsel indtil 6 år. Anvendelsesområdet 

for den skærpede strafferamme vil navnlig være, 

når forholdet på grund af udførelsesmåden eller fordi forbrydelsen er 

udført af flere i forening eller som følge af omfanget af den opnåede 

eller tilsigtede vinding må betegnes som særligt groft. 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4 

og 5. 

4.3.2. Justitsministeriet er endvidere enig i, at det i tilknytning til 

den foreslåede ændring af straffelovens § 171, stk. 2, bør fastsættes 

udtrykkeligt i bestemmelsen i straffelovens § 175, at den også omfatter 

dokumenter og bøger, der er udfærdiget eller føres på andet 

læsbart medie, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 175, 

stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6). Om den tilsvarende tidligere ændring 

af straffelovens § 163 henvises til pkt. 4.1.1.2. ovenfor. 

Brydensholt-udvalget har stillet forslag om ændring af strafferammen 

for straffelovens § 175, således at strafferammen bringes i overensstemmelse 

med den af udvalget foreslåede strafferamme vedrørende dokumentfalsk. 

Straffelovrådet anfører på side 612 i betænkning nr. 1424/2002, at 

rådet har noteret sig Brydensholt-udvalgets synspunkter og forslag 

vedrørende §§ 173-175, og at Straffelovrådet - bortset fra en teknisk 

bemærkning - er afstået fra at gå ind i en nærmere vurdering af §§ 173- 

175. 

Uanset hensigtsmæssigheden af en bedre symmetri i strafferammerne 

for dokumentfalsk og for overtrædelse af § 175 lægger Justitsministeriet 

vægt på, at der kan forekomme grove tilfælde af dokumentfalsk, 

som i lighed med grove berigelsesforbrydelser bør være undergivet et 

strafmaksimum på 6 år, mens det forekommer vanskeligt at forestille 

sig overtrædelser af § 175 af en tilsvarende strafværdighed som grove 

berigelsesforbrydelser. På den baggrund foreslås der alene en mindre 



teknisk ændring af strafferammen for overtrædelse af § 175 i overensstemmelse 

med det af Straffelovrådet anbefalede. 


5. Datahærværk mv. 


5.1.1. Hærværk og rådighedshindring 

5.1.1.1. Efter straffelovens § 291, stk. 1, straffes den, der ødelægger, 

beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, med bøde 

eller fængsel indtil 1 år. 

Hvis der øves hærværk af betydeligt omfang, eller hvis gerningsmanden 

tidligere er fundet skyldig efter denne bestemmelse eller efter straffelovens 

§§ 180, 181, 183, stk. 1 og 2, 184, stk. 1, 193 eller 194, kan 

straffen stige til fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 291, stk. 2. Hvis 

skaden forvoldes af grov uagtsomhed under de i § 291, stk. 2, nævnte 

omstændigheder er straffen efter straffelovens § 291, stk. 3, bøde eller 

fængsel indtil 6 måneder. 

Hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291, stk. 2, er - når der 

bortses fra ændring ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om bl.a. afskaffelse 

af hæftestraffen - uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 

1933. Der henvises bl.a. til Straffelovskommissionens betænkning af 

1912, § 314, nr. 1 og 3, og side 275. Der kan endvidere henvises til 

Torps betænkning af 1917, § 262 samt side 232-233 og 251, og Straffelovskommissionens 

betænkning af 1923, § 267 samt sp. 384-85. 

Endvidere henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3401 (§ 

293), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5383 (§ 293), Rigsdagstidende 

1928-29, tillæg B, sp. 2211-12, og Rigsdagstidende 1929-30, 

tillæg B, sp. 1875-76. 

I betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet behandlede Straffelovrådet 

bl.a. spørgsmålet om hærværksbestemmelsens anvendelighed 

ved datakriminalitet. Rådet fandt ikke anledning til at foreslå ændringer 

af bestemmelsen. 

Fra retspraksis kan bl.a. nævnes en Østre Landsrets dom af 21. 

november 1986, som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, side 

216f, hvor ødelæggelse af vigtige edb-programmer blev anset for 

hærværk af betydeligt omfang. Landsretten udtalte, at databærende 

medier med indlagte data må anses for »ting«, således som dette begreb 

anvendes i straffelovens § 291. Landsretten fandt yderligere, at der 

foreligger »ødelæggelse« af en ting, såfremt der sker uberettiget sletning 

af data på datamedier, eller adgangsmulighederne til data i øvrigt uberettiget 

ændres på en sådan måde, at en hidtidig benyttelse umuliggøres 

- eller dog kun er mulig for personer med større edb-indsigt end den 

sædvanlige bruger. Det skyldes, at de databærende medier ikke længere 

- i hvert tilfælde ikke uden særlige foranstaltninger - kan anvendes efter 

deres formål. 

5.1.1.2. Efter straffelovens § 293, stk. 1, 1. pkt., straffes den, som 

uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, med bøde eller 

fængsel indtil 1 år, medmindre forholdet er omfattet af § 293 a 

(brugstyveri af motorkøretøj). Under skærpende omstændigheder, 

navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen 

stige til fængsel i 2 år, jf. straffelovens § 293, stk. 1, 2. pkt. 

Når der bortses fra de ændringer af straffelovens § 293, stk. 1, der er 

gennemført ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 380 af 6. juni 

2002, er bestemmelsen senest ændret ved lov nr. 163 af 31. maj 1961, 

jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 545-588, tillæg B, sp. 917- 

922 og Folketingets forhandlinger sp. 1060-1073, 1261-1305, 3903- 

3949 og 4018-4026. 

Straffelovens § 293, stk. 2, indeholder en bestemmelse om rådighedshindring. 

Efter denne bestemmelse straffes den, som lægger hindringer 

i vejen for, at nogen udøver sin ret til at råde over eller tilbageholde 

en ting. Strafferammen er bøde eller under skærpende omstændigheder 

fængsel indtil 6 måneder. 

Bestemmelsen om rådighedshindring i straffelovens § 293, stk. 2, er 

- når der bortses fra en ændring ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om 

bl.a. afskaffelse af hæftestraffen - uændret siden borgerlig straffelovs 

ikrafttræden i 1933. Der henvises bl.a. til Rigsdagstidende 1924-25, 

tillæg A, sp. 3401, og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 1875-76. 

Efter straffelovens § 305, stk. 2, er overtrædelser af straffelovens § 

293, stk. 2, undergivet privat påtale. 

I Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet 

behandlede rådet også spørgsmålet om anvendeligheden af straffelovens 

§ 293 ved datakriminalitet. Rådet fandt ikke anledning til at foreslå 

ændringer af bestemmelsen. 


Straffelovens § 193, stk. 1, kriminaliserer omfattende forstyrrelse i 

driften i almindelige kommunikations- og samfærdselsmidler. 

Efter bestemmelsen straffes den, som på retsstridig måde fremkalder 

omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, 

offentlig postbesørgelse, telegraf eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, 

databehandlingsanlæg eller anlæg, der tjener til almindelig 

forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller varme, med fængsel 

indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde. 

Hvis forbrydelsen begås uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel 

indtil 4 måneder, jf. straffelovens § 193, stk. 2. 

Bestemmelsen, hvis udformning stammer fra 1930, er - når der 

bortses fra ændring ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om bl.a. afskaffelse 

af hæftestraffen - senest ændret ved lov nr. 229 af 6. juni 1985, jf. 

Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 4373-4390, tillæg B, sp. 1915- 

1922 og Folketingets forhandlinger sp. 9450-9469, 10703-10705 og 

11227-11229. Ved denne lovændring blev ordene »almindeligt benyttede 

telegraf- eller telefonanlæg« ændret til »telegraf- eller telefonanlæg, 

radio- eller fjernsynsanlæg, databehandlingsanlæg«. Endvidere blev 

strafferammen i straffelovens § 193, stk. 1, forhøjet fra 3 års fængsel 

til fængsel indtil 4 år. 

I forarbejderne til bestemmelsen nævnes som eksempler på omfattende 

forstyrrelse i driften af databehandlingsanlæg angreb, der helt lammer 

eller i betydeligt omfang forstyrrer registrering, behandling og 

transmission af data inden for værdipapircentralen, statsskattedirektoratet 

og politiets motorregister samt inden for den private sektor angreb 

mod den centrale elektroniske databehandling hos de store banker og 

sparekasser, realkreditinstitutter mv. Det fremgår endvidere, at der må 

anlægges en kvalitativ vurdering af angrebets omfang. Man må formentlig 

herved lægge afgørende vægt på størrelsen af den kreds, der berøres 

af angrebet. Forbrydelsen får denne almenskadelige karakter, f.eks. 

hvis en af storbankernes centrale dataanlæg helt sættes ud af funktion, 

eller hvis f.eks. en tilsvarende lammelse af statsskattedirektoratets 

centrale dataanlæg fremkaldes. Derimod vil en lammelse af eller betydelig 

driftsforstyrrelse af en bankfilials eller et skattekontors dataterminal 

ikke være omfattet af straffelovens § 193, da virkningerne af 

driftsforstyrrelsen i dette tilfælde ikke antager den almenskadelige karakter, 

som bestemmelsen forudsætter. 

Særligt med hensyn til strafferammen indeholdt justitsministerens 

lovforslag nr. L 221 af 24. april 1985 et forslag om at forhøje strafferammen 

til 6 års fængsel. Dette forslag byggede på Straffelovrådets 

betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet. I denne betænkning 

bemærkede Straffelovrådet bl.a., at det dagældende strafmaksimum 

efter straffelovens § 193 på fængsel i 3 år efter rådets opfattelse var 

for lavt under hensyn til de meget betydelige skadevirkninger, som de 

i bestemmelsen beskrevne handlinger kan medføre. Endvidere anførte 

Straffelovrådet, at de fleste strafbare forhold formentlig tillige vil være 

omfattet af straffelovens § 291, hvor straffen for hærværk af betydeligt 

omfang er fængsel indtil 4 år. En overtrædelse af straffelovens § 193 

kan imidlertid også tænkes, uden at der foreligger hærværk af betydeligt 

omfang. På den baggrund foreslog Straffelovrådet strafferammen for 



overtrædelse af straffelovens § 193, stk. 1, forhøjet til 6 år, jf. Folketingstidende 

1984-85, tillæg A, sp. 4384. Under behandlingen i Folketinget 

blev der imidlertid stillet et ændringsforslag om at fastsætte 

strafferammen til 4 års fængsel, som blev vedtaget. Der henvises til 

Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 1915-16. 


datahærværk mv. 

5.2.1. Datahærværk og rådighedshindring 

Ved behandlingen af spørgsmålet om datakriminalitet har Brydensholtudvalget 

bl.a. overvejet anvendeligheden af straffelovens bestemmelser 

om hærværk (§ 291) og rådighedshindring (§ 293). Det hænger sammen 

med, at bestemmelserne i straffelovens § 291 og § 293 ikke er udformet 

med henblik på at ramme IT-kriminalitet. 

I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet anfører Brydensholtudvalget, 

at der på dette område i hvert fald overvejende må antages 

at være strafferetlig dækning i hærværksbestemmelsen i straffelovens 

§ 291, jf. betænkningen side 116f og 157-158. 

Med hensyn til uberettiget sletning eller ændring af data eller programmel 

anfører udvalget, at der herved foreligger beskadigelse eller 

ødelæggelse af ting, jf. straffelovens § 291. 

I betænkningen anføres det endvidere, at en særlig hærværksvariant 

er de såkaldte e-mail bomber og lignende, f.eks. Denial-of-Service 

angreb eller Ping of Death, hvor der ikke forekommer hverken ødelæggelse, 

ændring eller uberettiget adgang, men derimod alene er tale om 

brug i form af chikane. Herom anføres det i betænkningen (side 119), 

at det i nedbrudssituationer vil være nærliggende at overveje, om sådanne 

nedbrud er omfattet af hærværksbestemmelsen - det vil sige at 

nedbruddet kan karakteriseres som en beskadigelse. Imidlertid kan 

anvendelse af straffelovens § 293 også overvejes. 

Om virus, der sletter, ændrer, herunder tilføjer, eller blokerer oplysninger, 

anføres det i betænkningen, at det er sandsynligt, at en virus 

normalt vil opfylde betingelserne i straffelovens § 291, da virusen 

indgår som en del af systemet og ændrer dette. 

I betænkningen er det herefter anført, at udvalget finder, at der er 

behov for en vis justering og præcisering af straffeloven under hensyntagen 

til, at der inden for elektronisk databehandling forekommer 

hærværk, hvor der ikke er helt klar strafferetlig dækning, samt hærværk, 

som antagelig dækkes af forskellige bestemmelser i straffeloven. 

Efter udvalgets opfattelse er der ikke behov for en særskilt straffelovsbestemmelse 

om datahærværk. Udvalget finder endvidere, at hærværksbestemmelsen 

i straffelovens § 291, der har et bredt anvendelsesområde, 

er tilstrækkeligt dækkende, og der derfor ikke er behov for en 

ændring af denne bestemmelse. 

Derimod foreslår udvalget, at straffelovens § 293, stk. 2, ændres på 

flere punkter. 

Strafferammen i bestemmelsen bør efter udvalgets opfattelse svare 

til strafferammen i § 293, stk. 1, på 1 års fængsel. Endvidere bør bestemmelsen 

formuleres, så det klart fremgår, at den også omfatter rådighedshindren 

ad elektronisk vej. 

På den anførte baggrund foreslås det i betænkningen, at bestemmelsen 

om rådighedshindring i straffelovens § 293, stk. 2, ændres således, at 

den, som uberettiget hindrer en anden i helt eller delvist at råde over 

en ting, straffes på samme måde som i § 293, stk. 1. 

I betænkningen er det i tilknytning hertil anført, at udtrykket »uberettiget 

hindrer« er foreslået i stedet for »lægger hindringer i vejen« for 

at præcisere, at der ikke kræves en fysisk hindring, men at også elektroniske 

rådighedshindringer er omfattet. Den foreslåede bestemmelse 

omfatter også andre typer hindringer, eksempelvis hvis en person via 

anvendelse af mislyde på særlige frekvenser forhindrer andre i at bruge 

deres radioforbindelser. 

Udtrykket »helt eller delvist« er ifølge udvalget valgt for at præcisere, 

at også en hindring, der indebærer, at den berettigede begrænses væ- 

sentligt i sin rådighed, er omfattet. Der kan f.eks. være tale om et såkaldt 

Denial-of-Service angreb, som kun delvist umuliggør anvendelsen af 

et informationssystem. 

Tilbageholdsret er ikke særskilt nævnt i den af udvalget foreslåede 

bestemmelse i straffelovens § 293, stk. 2, da udvalget finder, at en sådan 

ret er omfattet af almindelig rådighedsret. 

Skærpende omstændigheder vedrører navnlig omfanget af rådighedshindringen 

og varigheden heraf. 

Endvidere bør der efter udvalgets opfattelse - som ved hærværk - 

stilles krav om betinget offentlig påtale i stedet for privat påtale, jf. 

straffelovens § 305. 


Brydensholt-udvalget foreslår, at »databehandlingsanlæg« i straffelovens 

§ 193, stk. 1, ændres til det af udvalget anvendte »informationssystemer«, 

der er neutralt i forhold til mulige teknologiske løsninger. 

Om den tilsvarende ændring af straffelovens § 263, stk. 2, henvises til 

pkt. 2.2.1.1. ovenfor. 

Med hensyn til strafferammen i straffelovens § 193, stk. 1, foreslår 

Brydensholt-udvalget, at strafferammen forhøjes fra de nuværende 4 

års fængsel til fængsel indtil 6 år. Dette svarer til Straffelovrådets forslag 

i betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet. Udvalget har i 

den forbindelse lagt vægt på, at samfundets stigende afhængighed af 

edb betyder, at driftsforstyrrelser kan have meget mere indgribende 

konsekvenser end tidligere. Strafmaksimum bør således efter udvalgets 

opfattelse være højere end strafmaksimum for groft hærværk, jf. 

straffelovens § 291, stk. 2, der har en strafferamme på fængsel indtil 

4 år. Det bemærkes i betænkningen, at udvalgets forslag tager udgangspunkt 

i de gældende strafferammer, der på daværende tidspunkt var 

genstand for overvejelser i Straffelovrådet. 

Herudover finder Brydensholt-udvalget, at uagtsomhedsbestemmelsen 

i straffelovens § 193, stk. 2, bør harmonere med den tilsvarende bestemmelse 

i straffelovens § 291, stk. 3, hvorefter straffen er bøde eller 

fængsel indtil 6 måneder, hvis skaden under de i straffelovens § 291, 

stk. 2, nævnte omstændigheder forvoldes ved grov uagtsomhed. 

Det foreslås derfor i betænkning nr. 1417/2002, at straffelovens § 

193, stk. 2, begrænses til alene at omfatte omfattende forstyrrelse i 

driften i almindelige kommunikations- og samfærdselsmidler, der er 

begået ved grov uagtsomhed. Udvalget foreslår i tilknytning hertil, at 

strafferammen i straffelovens § 193, stk. 2, forhøjes fra 4 til 6 måneders 

fængsel. 

Der henvises til betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, side 

123-125 og 159. 


5.3.1. Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets 

synspunkt om, at der ikke er behov for en særskilt bestemmelse 

om datahærværk. 

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 foretaget en gennemgang 

og vurdering af strafferammerne i straffeloven. Om hærværksbestemmelsen 

i straffelovens § 291, stk. 1, anfører Straffelovrådet i betænkningen 

side 936, at strafferammen bør hæves til bøde eller fængsel 

indtil 1 år og 6 måneder, hvilket stemmer overens med normalstrafferammen 

for berigelsesforbrydelser, bortset fra ulovlig omgang med 

hittegods. 

Justitsministeriet er enig i, at hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet 

kan tale for en forhøjelse af strafferammen i § 291, stk. 1, 

således at normalstraffen svarer til normalstrafferammen for andre 

forbrydelser, der krænker ejendomsretten. 

På den baggrund foreslås det, at strafferammen i § 291, stk. 1, ændres 

til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 

For så vidt angår den forhøjede sidestrafferamme i § 291, stk. 2, har 

Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002 side 936 anført, at straffe- 



rammen bør bringes i overensstemmelse med det strafmaksimum, rådet 

foreslår for andre angreb på privat ejendomsret. Straffelovrådet foreslår 

på den baggrund strafmaksimum i § 291, stk. 2, hævet til fængsel i 6 

år. 

Straffelovrådet anfører videre, at rådet tidligere i betænkning nr. 

1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse har givet udtryk for, 

at gentagelsesreglen i § 291, stk. 2, (hvorefter gerningsmanden kan 

straffes efter den skærpede strafferamme, hvis den pågældende tidligere 

er fundet skyldig i overtrædelse af hærværk eller efter §§ 180, 181, 

183, stk. 1 og 2, 184, stk. 1, 193 eller 194) rækker for vidt, og at det 

fortsat er rådets opfattelse, at bestemmelsen i sin nuværende udformning 

er for vidtgående. 

Justitsministeriet kan tilslutte sig Straffelovrådets betragtninger om 

strafmaksimum i § 291, stk. 2, og strafferammen foreslås på den baggrund 

hævet til fængsel i 6 år. Med den foreslåede skærpelse af strafferammen 

i § 291, stk. 2, tilsigtes en større graduering af straffen i de 

groveste tilfælde af hærværk. 

Justitsministeriet finder imidlertid ikke grundlag for i øvrigt at ændre 

bestemmelsen som foreslået af Straffelovrådet, idet der ikke bør ske 

lempelser i gentagelsestilfælde. Efter ministeriets opfattelse bør der 

således fortsat være mulighed for anvendelse af den forhøjede sidestrafferamme 

i tilfælde, hvor tiltalte tidligere er fundet skyldig i hærværk 

mv. 

For så vidt angår baggrunden for den nærmere udformning af den 

foreslåede § 291, stk. 2, henvises til pkt. 8.2.5. om Justitsministeriets 

overvejelser om lovgivningsmæssige konsekvenser af forslag til EUrammeafgørelse 

om angreb på informationssystemer. 

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil. 

5.3.2. Justitsministeriet kan tiltræde Brydensholt-udvalgets forslag 

om, at anvendelsesområdet for straffelovens § 293, stk. 2, skal 

omfatte den, der uberettiget hindrer en anden i helt eller delvist 

at råde over ting. Med formuleringen »uberettiget hindrer« i stedet 

for »lægger hindringer i vejen for« forudsættes det, at bestemmelsen 

også omfatter elektroniske rådighedshindringer. 

Den foreslåede bestemmelse omfatter rådighedshindringer, der indebærer, 

at den berettigede hindres i helt eller delvist at råde over ting. 

Omfattet af bestemmelsen vil således også være tilfælde, hvor den berettigede 

alene begrænses væsentligt i sin rådighed, f.eks. ved et såkaldt 

Denial-of-service angreb, hvor anvendelse af et informationssystem 

delvist umuliggøres. 

Kravet om, at handlingen skal være »uberettiget«, indebærer, at f.eks. 

lovlig tilbageholdsret ikke udgør en overtrædelse af denne bestemmelse. 

Brydensholt-udvalget har i betænkningen foreslået en ændring af 

strafferammen i § 293, stk. 2, således at overtrædelse straffes med bøde 

eller fængsel indtil 1 år, og med en skærpet strafferamme på fængsel 

indtil 2 år under skærpende omstændigheder. Strafferammen bringes 

herved i overensstemmelse med strafferammen i § 293, stk. 1. 

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1424/2002 side 994, anført, at 

§ 293, stk. 2, har været genstand for grundige overvejelser i Brydensholt-udvalget, 

og at rådet, der har noteret sig udvalgets synspunkter og 

vurderinger, på den baggrund ikke har fundet anledning til at gå ind i 

en nærmere vurdering af strafferammen i § 293, stk. 2. 

Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholdt-udvalgets synspunkter, 

og lovforslaget er i hovedsagen udformet i overensstemmelse hermed. 

Om baggrunden for den nærmere udformning af den foreslåede 

§ 293, stk. 2, henvises til pkt. 8.2.5. om Justitsministeriets overvejelser 

om lovgivningsmæssige konsekvenser af forslag til EU-rammeafgørelse 

om angreb på informationssystemer. 



henvises endvidere til Justitsministeriets overvejelser gengivet 

under pkt. 2.3.1.1, idet der med den foreslåede ændring ikke til- 

sigtes nogen realitetsændring i forhold til bestemmelsens nuværende 

ordlyd. 


Justitsministeriet kan desuden tiltræde, at overtrædelse af bestemmelsen 

i straffelovens § 293, stk. 2, som foreslået af Brydensholt-udvalget 

fremover undergives betinget offentlig påtale. Herom henvises til bemærkningerne 

til lovforslagets § 1, nr. 17 og 18. 

5.3.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig forslaget om at begrænse 

anvendelsesområdet i straffelovens § 193, stk. 2, til omfattende 

forstyrrelse af driften af almindelige kommunikations- og samfærdselsmidler, 

der er begået ved grov uagtsomhed. Justitsministeriet 

er endvidere enig i forslaget om i tilknytning hertil at forhøje 

strafferammen i straffelovens § 193, stk. 2, fra 4 til 6 måneders 

fængsel svarende til strafferammen i straffelovens § 291, stk. 3, 

om groft hærværk begået ved grov uagtsomhed. 

For så vidt angår strafferammen i § 193, stk. 1, har Brydensholt-udvalget 

som nævnt foreslået en forhøjelse fra de nuværende 4 års fængsel 

til fængsel indtil 6 år. 

I betænkning nr. 1424/2002 har Straffelovrådet på side 668 anført, 

at rådet under hensyntagen til de grundige overvejelser i Brydensholtudvalget 

har afstået fra at foretage en nøjere gennemgang af § 193. 

Foruden en mindre teknisk ændring af § 193, stk. 1, anbefaler rådet 

imidlertid, at strafmaksimum i stk. 1 skærpes fra 4 til 6 års fængsel, 

hvorved strafmaksimum for forhold omfattet af § 193, stk. 1, bringes 

på linje med den af rådet anbefalede skærpelse af strafmaksimum for 

hærværk, jf. § 291. 

Justitsministeriet foreslår i overensstemmelse hermed, at § 193, stk. 

1, affattes således, at overtrædelse straffes med bøde eller fængsel 

indtil 6 år. 


6. Begæring om offentlig påtale 


6.1.1. I visse tilfælde kræves der en begæring fra den forurettede, 

jf. retsplejelovens § 725, for at anklagemyndigheden kan rejse tiltale. 

Der er i disse tilfælde tale om såkaldt betinget offentlig påtale. 

Nogle særlige spørgsmål vedrørende betinget offentlig påtale er reguleret 

i retsplejelovens § 720 og straffelovens § 96 om forældelse. 

Hvis der er fremsat begæring om offentlig påtale, behandles sagen 

på samme måde som sager, der er undergivet offentlig påtale. Der sker 

således efterforskning og rejses tiltale, medmindre de almindelige betingelser 

for afvisning af anmeldelsen, indstilling af efterforskningen 

eller opgivelse af påtale foreligger. Begæring om påtale er heller ikke 

til hinder for, at en sag afgøres med tiltalefrafald i overensstemmelse 

med de herom gældende regler. 

I retsplejelovens § 720, stk. 2, er det fastsat, at hvis offentlig påtale 

efter lovgivningen er betinget af en begæring, kan påtale kun ske, såfremt 

begæring herom fremsættes af en efter retsplejelovens § 725 

berettiget. 

Efter retsplejelovens § 725 tilkommer retten til privat påtale og 

fremsættelse af begæring om offentlig påtale den forurettede. Hvis 

forurettede er umyndig, finder reglerne i § 257 anvendelse. Når den 

forurettede er død, eller når en mod en afdød rettet handling er strafbar, 

tilkommer retten til privat påtale eller til at begære offentlig påtale den 

afdødes ægtefælle, forældre, børn eller søskende. 

Der findes bestemmelser om betinget offentlig påtale både i straffeloven 

og i særlovgivningen. 

Efter straffelovens § 275, stk. 2, kan offentlig påtale i de i §§ 263- 

265 nævnte tilfælde ske, når den forurettede anmoder herom. De i 

straffelovens § 275, stk. 2, nævnte bestemmelser omhandler brud på 

brevhemmeligheden mv. (§ 263), krænkelser af husfreden (§ 264), 



forskellige krænkelser af privatlivets fred (§§ 264 a-d) og overtrædelse 

af polititilhold (§ 265). 

Af straffelovens § 305, stk. 1, følger endvidere, at de i straffelovens 

§ 291, stk. 1 og 3, § 298 og § 299 omhandlede lovovertrædelser kun 

påtales efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn 

kræver påtale. De i straffelovens § 305, stk. 1, nævnte bestemmelser 

omhandler visse former for hærværk (§ 291, stk. 1 og 3) og visse bedrageri- 

og mandatsvigslignende formueforbrydelser (§§ 298 og 299). 

Som anført ovenfor under pkt. 5.3.2., foreslås bestemmelsen i straffelovens 

§ 305 ændret, således at overtrædelser af straffelovens § 293, 

stk. 2, om rådighedshindring fremover undergives betinget offentlig 

påtale i stedet for privat påtale. 

I særlovgivningen findes der bestemmelser om betinget offentlig 

påtale i bl.a. ophavsretslovens § 82 (lovbekendtgørelse nr. 164 af 12. 

marts 2003), hvorefter overtrædelser af ophavsretslovens § 76, stk. 2, 

og § 77, stk. 2, påtales af det offentlige, når den forurettede begærer 

det. 

Straffelovens § 96 indeholder en særlig bestemmelse om forældelse 

af adgangen til bl.a. at begære offentlig påtale. Efter denne bestemmelse 

bortfalder adgang til privat påtale og til at begære offentlig påtale, når 

den berettigede ikke har anlagt sag eller fremsat begæring inden 6 

måneder efter, at den pågældende har fået sådan kundskab, at vedkommende 

har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg eller fremsættelse af 

påtalebegæring. 

6.1.2. En anmeldelse til politiet anses i praksis ikke i sig selv som 

en begæring om offentlig påtale. 

Fra retspraksis kan bl.a. nævnes Højesterets dom af 15. november 1999, 

som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 342f, hvor tiltalte 

blev frifundet i en sag om overtrædelse af straffelovens § 265 om polititilhold. 

Højesteret bemærkede, at offentlig påtale af overtrædelser af 

straffelovens § 265 er betinget af, at den forurettede anmoder herom. 

Som sagen forelå, måtte det lægges til grund, at forurettede ikke havde 

kendskab til påtalereglerne, og at politiet ikke havde spurgt den pågældende, 

om hun ønskede offentlig påtale. Højesteret fandt det heller ikke 

godtgjort, at forurettede af sig selv havde fremsat en tilkendegivelse, 

der indeholdt en anmodning om offentlig påtale. Anklagemyndigheden 

var herefter ikke berettiget til at tiltale den tiltalte for overtrædelse af 

straffelovens § 265. Som følge heraf frifandt Højesteret for så vidt angår 

denne del af tiltalen. 

Af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/2000 af 1. november 2000 om 

påtalebegæringer fremgår, at det skal fremgå direkte af politirapporten, 

at forurettede er blevet gjort bekendt med påtalereglerne og udtrykkeligt 

har fremsat begæring om påtale. Det kan ikke forudsættes, at en forurettet 

er bekendt med de særlige påtaleregler. Endvidere bør den forurettede 

så vidt muligt underskrive en særlig erklæring, hvoraf fremgår, 

at vedkommende er blevet gjort bekendt med påtalereglerne og ønsker 

forholdet påtalt. 


begæring om offentlig påtale 

I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet er det anført, at domstolenes 

ret restriktive fortolkning af, hvad der skal betragtes som en 

påtalebegæring, efter udvalgets opfattelse er uhensigtsmæssig. Det 

hænger sammen med, at en anmelder i almindelighed ikke har kendskab 

til, at en anmeldelse skal suppleres med en påtalebegæring. Det anføres 

endvidere, at det kan ske, at politiet ikke - eller for sent i forhold til 

forældelsesreglen i straffelovens § 96 - konstaterer, at en egentlig påtalebegæring 

mangler. Udvalget henviser i den forbindelse til den afgørelse, 

der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 342f. 

På den anførte baggrund foreslås det, at det indsættes i retsplejelovens 

§ 720, stk. 2, at en anmeldelse fra den berettigede skal anses som en 

begæring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen. 


Justitsministeriet er enig i Brydensholt-udvalgets synspunkter, og lovforslaget 

er udformet i overensstemmelse hermed. 

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1. 

7. Europarådets konvention om IT-kriminalitet 

7.1. Europarådets konvention om IT-kriminalitet 

Europarådets konvention om IT-kriminalitet blev vedtaget af Ministerkomitéen 

den 8. november 2001 og åbnet for undertegnelse den 23. 

november 2001. 

Konventionen indeholder en række forpligtelser for de deltagende 

stater særligt med hensyn til kriminalisering af forskellige former for 

IT-kriminalitet og med hensyn til efterforskning og internationalt 

samarbejde på området. Formålet med konventionen er at styrke efterforskningen 

og strafforfølgningen af IT-kriminalitet. 

Konventionen, der er åben for tiltrædelse af både Europarådets 

medlemsstater og andre lande, er foreløbig undertegnet af 37 lande, 

heraf har 3 lande ratificeret. 

Regeringen har den 22. april 2003 undertegnet Europarådets konvention 

om IT-kriminalitet. Som anført under pkt. 1.1., vil Folketingets 

vedtagelse af lovforslaget samtidig indebære samtykke efter grundlovens 

§ 19 til ratifikation af Europarådets konvention om IT-kriminalitet. 

Kapitel I Anvendelse af definitioner 

Konventionens artikel 1, litra a-d, indeholder definitioner af, hvad der 

skal forstås ved henholdsvis »edb-system«, »elektroniske data«, »serviceudbyder« 

og »trafikdata«. 

Ved »edb-system« forstås enhver anordning eller gruppe af indbyrdes 

forbundne eller sammenhængende anordninger, hvoraf én eller flere 

udfører automatisk databehandling i henhold til et program (litra a). 

Endvidere forstås ved »elektroniske data« enhver gengivelse af fakta, 

informationer eller begreber i en form, der er egnet til behandling i et 

edb-system, herunder et program, der er egnet til at få et edb-system 

til at udføre en funktion (litra b). 

»Serviceudbyder« skal forstås som enhver offentlig eller privat enhed, 

der sætter brugeren af dens tjeneste i stand til at kommunikere ved 

hjælp af et edb-system, og enhver anden enhed, der behandler eller 

lagrer elektroniske data på vegne af en sådan kommunikationstjeneste 

eller brugerne af en sådan tjeneste (litra c). 

Ved »trafikdata« forstås elektroniske data vedrørende en kommunikation 

foretaget ved hjælp af et edb-system, hvor disse data er genereret 

af et edb-system, der udgjorde et led i kommunikationskæden, og angiver 

kommunikationens oprindelse, modtager, rute, tid, dato, størrelse, 

varighed eller type af den underliggende tjeneste (litra d). 

Kapitel II Foranstaltninger på nationalt plan 

Del 1 Materiel strafferet 

Artikel 2-11 fastsætter kriminaliseringsforpligtelsen ifølge konventionen. 

Konventionens artikel 2 og 3 vedrører forskellige former for 

krænkelser af datahemmeligheden. 

Efter konventionens artikel 2, 1. pkt., forpligtes de kontraherende 

parter til at gøre det strafbart forsætligt og uberettiget at skaffe sig adgang 

til et edb-system eller en del heraf. I artikel 2, 2. pkt., er det fastsat, 

at en part som betingelse for strafansvar kan kræve, at den strafbare 

handling er begået ved at bryde sikkerhedsforanstaltninger for at skaffe 

sig adgang til elektroniske data eller i andet uberettiget øjemed, eller 

at den strafbare handling er begået i forhold til et edb-system, der er 

forbundet med et andet edb-system. 



De kontraherende parter forpligtes endvidere efter artikel 3, 1. pkt., 

til at gøre det strafbart forsætligt og uberettiget at aflytte ikke offentligt 

tilgængelige elektroniske data, som transmitteres fra et edb-system til 

et andet, eller som er lagret i et edb-system, herunder elektromagnetisk 

stråling fra et edb-system, der bærer sådanne elektroniske data. Efter 

artikel 3, 2. pkt., kan en part som betingelse for strafansvar kræve, at 

den strafbare handling er begået i uberettiget øjemed eller i forhold til 

et edb-system, der er forbundet med et andet edb-system. 

Konventionens artikel 4 og 5 vedrører tilfælde, hvor brugen af edbsystemer 

hindres gennem forskellige former for indgreb i systemet eller 

dets data. 

Efter artikel 4, stk. 1 , forpligtes de kontraherende parter til at gøre 

det strafbart forsætligt og uberettiget at beskadige, slette, forringe, 

ændre eller undertrykke elektroniske data. En part kan forbeholde sig 

adgang til alene at kriminalisere tilfælde, hvor der på de angivne måder 

er forvoldt betydelig skade, jf. artikel 4, stk. 2. 

Artikel 5 forpligter parterne til at gøre det strafbart forsætligt og 

uberettiget at forhindre et edb-systems funktion i alvorlig grad ved at 

indlæse, overføre, beskadige, slette, forringe, ændre eller undertrykke 

elektroniske data. 

Konventionens artikel 6 vedrører udbredelse og besiddelse af anordninger 

og adgangsmidler til edb-systemer, som kan anvendes til at 

begå en af de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2-5. 

Efter artikel 6, litra a , forpligtes de kontraherende parter til at gøre 

det strafbart at fremstille, sælge, fremskaffe til brug, importere eller 

gøre sådanne anordninger og adgangsmidler tilgængelige, hvis det sker 

med hensigt til, at anordningen eller adgangsmidlet kan anvendes til 

at begå en strafbar handling som nævnt i artikel 2-5. 

Efter artikel 6, litra a, nr. 1 , omfattes anordninger, herunder et edbprogram, 

der hovedsagelig er beregnet til at begå en af de i artikel 2-5 

nævnte strafbare handlinger. 

Endvidere omfatter bestemmelsen edb-kodeord, adgangskoder eller 

lignende data, der gør det muligt at få adgang til et edb-system eller 

en del heraf, jf. artikel 6, litra a, nr. 2. 

Efter artikel 6, litra b, 1. pkt ., er parterne endvidere forpligtet til at 

gøre det strafbart at besidde sådanne anordninger og adgangsmidler, 

hvis besiddelsen sker med hensigt til, at anordningen eller adgangsmidlet 

kan anvendes til at begå en af de i artikel 2-5 nævnte strafbare 

handlinger. 

Ifølge artikel 6, litra b, 2. pkt ., kan en part kræve, at en person skal 

have besiddet et antal anordninger eller adgangsmidler, for at strafansvar 

kan komme på tale. 

Efter artikel 6, stk. 2 , må strafansvar for udbredelse og besiddelse 

ikke omfatte tilfælde, hvor udbredelsen eller besiddelsen af anordninger 

eller adgangsmidler til edb-systemer sker med henblik på f.eks. autoriseret 

afprøvning eller beskyttelse af et edb-system. 

Artikel 6, stk. 3, indeholder en adgang for parterne til at tage forbehold 

for forpligtelsen til at kriminalisere besiddelse af anordninger og 

adgangsmidler omfattet af bestemmelsen i artikel 6, stk. 1. Forbeholdet 

må dog ikke omfatte forpligtelsen til at kriminalisere salg, forhandling 

eller tilgængeliggørelse i øvrigt af anordninger omfattet af artikel 6, 

stk. 1, litra a, nr. 1, jf. ovenfor. 

Artikel 7 vedrører forfalskning af elektroniske dokumenter. 

Efter artikel 7, 1. pkt., skal de kontraherende parter gøre det strafbart 

forsætligt og uberettiget at indlæse, ændre, slette eller undertrykke 

elektroniske data, hvorved der fremkommer uautentiske data, med 

forsæt til, at sådanne data i retsforhold skal betragtes eller behandles 

som autentiske. Parterne kan kræve, at der som betingelse for strafansvar 

skal foreligge forsæt til bedrageri eller lignende uberettiget 

øjemed, jf. artikel 7, 2. pkt. 

Artikel 8 vedrører databedrageri. 

Efter artikel 8 forpligtes de kontraherende parter til at gøre det 

strafbart uberettiget og forsætligt at påføre en anden formuetab ved at 

indlæse, ændre, slette eller undertrykke elektroniske data eller ved at 

foretage indgreb i et edb-systems funktioner med forsæt til at skaffe 

sig eller andre uberettiget vinding. 

Artikel 9 vedrører børnepornografi. 

Artikel 9, stk. 1, indeholder en forpligtelse til at kriminalisere fremstilling 

af børnepornografisk materiale med forsæt til udbredelse ved 

hjælp af et computersystem (litra a). Bestemmelsen indeholder endvidere 

en forpligtelse til at gøre det strafbart at udbyde eller gøre børnepornografisk 

materiale tilgængeligt ved hjælp af et computersystem 

(litra b). Efter bestemmelsen skal det også være strafbart at distribuere 

eller transmittere (litra c), skaffe til sig selv eller andre (litra d) og besidde 

(litra e) børnepornografisk materiale ved hjælp af et computersystem. 

Efter artikel 9, stk. 2, forstås ved børnepornografi en visuel gengivelse 

af en mindreårig (litra a) eller en person, der fremtræder som en 

mindreårig (litra b), såfremt vedkommende deltager i klart seksuelle 

handlinger. Endvidere forstås ved børnepornografi realistiske billeder, 

der forestiller en mindreårig involveret i klart seksuelle handlinger 

(fiktiv børnepornografi) (litra c). 

Efter artikel 9, stk. 3, omfatter udtrykket »mindreårig« personer 

under 18 år. Bestemmelsen indeholder en adgang for de kontraherende 

parter til at fastsætte en lavere aldersgrænse, der dog ikke må være lavere 

end 16 år. 

Artikel 9, stk. 4, indeholder en adgang for parterne til at tage forbehold, 

hvorefter det ikke skal være strafbart at skaffe børnepornografisk 

materiale til sig selv eller andre eller besidde børnepornografisk materiale, 

jf. artikel 9, stk. 1, litra d og e. Endvidere kan parterne undlade 

at lade fiktiv børnepornografi og gengivelser af personer, der fremtræder 

som mindreårige (men ikke er mindreårige), jf. artikel 9, stk. 2, litra b 

og c, være omfattet af definitionen på børnepornografisk materiale. 

Artikel 10 vedrører krænkelser af immaterialrettigheder. 

Efter artikel 10 forpligtes de kontraherende parter til at straffe 

krænkelser af ophavsrettigheder eller relaterede rettigheder, som disse 

rettigheder er defineret i national lovgivning. Det er forudsat i bestemmelsen, 

at national lovgivning i den forbindelse opfylder de internationale 

forpligtelser, der følger af Bernerkonventionen til værn for litterære 

og kunstneriske værker, TRIPS-aftalen (Agreement on Trade-Related 

Intellectual Property Rights), WCT-konventionen (WIPO Copyright 

Treaty), Rom-konventionen (International Convention for the Protection 

of Performers, Producers of Phonograms and Broadcasting Organisations) 

og WPPT-konventionen (WIPO Performances and Phonograms 

Treaty). 

Artikel 11 vedrører forsøg og medvirken. 

Efter artikel 11 har parterne en forpligtelse til at kunne straffe forsøg 

på overtrædelse af de forbrydelser, der er nævnt i konventionens artikel 

2-11. De kontraherende parter er endvidere forpligtet til at kunne 

straffe medvirken til overtrædelse af de forbrydelser, der er nævnt i 

artikel 3-5, 7, 8 og 9, stk. 1, litra a og c. 

Artikel 12 regulerer juridiske personers strafansvar. 

Efter artikel 12, stk. 1, forpligtes de kontraherende parter til at sikre, 

at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, 

der er omfattet af konventionens artikel 2-11. Det gælder, i det omfang 

handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding, og 

handlingerne er begået af en person, som handler enten individuelt eller 

som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende 

stilling inden for den juridiske person. Bestemmelsen medfører 

også en pligt til at sikre, at juridiske personer kan straffes, når f.eks. 

utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har 

gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons 

myndighed, at begå de nævnte overtrædelser, jf. artikel 12, stk. 2. 

Artikel 13 vedrører sanktioner og foranstaltninger. 

Efter artikel 13 skal parterne sikre, at forbrydelser, der er omfattet 

af konventionens artikler 2-11, bliver mødt med sanktioner, som er 



effektive, og som står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende 

virkning. 

Del 2 Processuelle bestemmelser 

Artikel 14 og 15 indeholder bestemmelser, som er fælles for de processuelle 

indgreb, der er beskrevet i konventionens artikel 16-21. 

Artikel 14, stk. 1, forpligter de kontraherende parter til at fastsatte 

regler om de processuelle indgreb, der er beskrevet i konventionens 

artikel 16-21. 

Efter artikel 14, stk. 2, skal disse indgreb - medmindre andet er 

bestemt - kunne anvendes på strafbare handlinger i henhold til konventionens 

artikel 2-11 (litra a), andre strafbare handlinger begået ved 

hjælp af et edb-system (litra b) og i forbindelse med indsamling af 

elektronisk bevismateriale for en strafbar handling (litra c). 

Artikel 14, stk. 3, indeholder en adgang for de kontraherende parter 

til at tage forbehold, hvorefter aflytning af trafikdata (»real-time collection 

of traffic data«), jf. artikel 20, ikke skal kunne foretages i alle 

de tilfælde, der er omfattet af artikel 14, stk. 2. Bestemmelsen indeholder 

en henvisning til konventionens artikel 21 om aflytning af indholdsdata 

(»interception of content data«), der alene skal kunne foretages i 

forbindelse med efterforskningen af alvorlige forbrydelser, som disse 

er defineret i national lovgivning. Artikel 14, stk. 3, litra a, fastsætter 

i den forbindelse, at forpligtelsen til at kunne foretage aflytning af trafikdata 

efter artikel 20 kan begrænses tilsvarende. Sammenfattende vil 

det sige, at adgangen til at foretage aflytning af trafikdata og indholdsdata 

kan begrænses til kun at kunne ske i forbindelse med efterforskning 

af alvorlige forbrydelser. 

I artikel 14, stk. 3, litra b, findes yderligere en forbeholdsadgang. 

Efter bestemmelsen kan parter, der på grund af lovgivningsmæssige 

begrænsninger på tidspunktet for vedtagelse af konventionen ikke kan 

anvende de i artikel 20 og 21 nævnte foranstaltninger, undlade at lade 

artikel 20 om aflytning af trafikdata og artikel 21 om aflytning af indholdsdata 

omfatte kommunikation, der overføres i en serviceudbyders 

edb-system, som drives til gavn for en lukket gruppe brugere, og som 

ikke anvender offentlige kommunikationsnet og ikke er forbundet med 

noget andet offentligt eller privat edb-system. 

Efter artikel 15 skal de kontraherende parter sikre, at visse betingelser 

og retssikkerhedsgarantier skal være opfyldt for at foretage de i 

artikel 16-21 nævnte indgreb. Sådanne betingelser og retssikkerhedsgarantier 

skal på behørig vis sikre iagttagelse af menneskerettigheder 

og frihedsrettigheder, herunder de forpligtelser, der følger af Den Europæiske 

Menneskerettighedskonvention og FNs konvention om borgerlige 

og politiske rettigheder. Det gælder bl.a. regler om proportionalitet, 

forbudet mod selvinkriminering og om domstolskontrol eller 

anden uafhængig kontrol med foretagelsen af indgreb. 

Artikel 16 vedrører hastesikring af elektroniske data. 

Efter artikel 16, stk. 1, har parterne en forpligtelse til at fastsætte 

regler, hvorefter parternes kompetente myndigheder kan meddele pålæg 

om hurtig sikring af bestemte elektroniske data, herunder trafikdata, 

der er lagret ved hjælp af et edb-system, eller hvorefter der på anden 

lignende måde kan opnås hurtig sikring af sådanne data, navnlig hvis 

der er grund til at antage, at de elektroniske data er særligt udsat for at 

gå tabt eller blive ændret. 

Parterne skal endvidere efter artikel 16, stk. 2, fastsætte regler, som 

forpligter den person, der er blevet meddelt et pålæg efter artikel 16, 

stk. 1, til at sikre og bevare de elektroniske data uskadt i op til 90 dage. 

Den pågældende skal samtidig efter artikel 16, stk. 3, kunne pålægges 

tavshedspligt i en periode, hvis længde fastlægges i medlemsstatens 

lovgivning, med hensyn til oplysningen om, at den pågældende har 

sikret de elektroniske data. 

Artikel 17 vedrører hastesikring og delvis videregivelse af trafikdata. 

Artikel 17, stk. 1, litra a, indeholder en forpligtelse for de kontraherende 

parter til at fastsætte regler, hvorefter trafikdata, der er sikret i 

medfør af artikel 16, bl.a. også kan sikres i tilfælde, hvor den kommunikation, 

som de pågældende trafikdata vedrører, involverer flere serviceudbydere. 

Efter artikel 17, stk. 1, litra b, forpligtes de kontraherende parter 

endvidere til at fastsætte regler, der skal sikre en hurtig videregivelse 

af trafikdata til partens kompetente myndigheder eller til en person 

udpeget af myndigheden. 

Artikel 18 vedrører udlevering af elektroniske data. 

I artikel 18, stk. 1, litra a, er der fastsat en forpligtelse for de kontraherende 

parter til at fastsætte regler, der giver mulighed for, at 

myndighederne kan pålægge en person at udlevere bestemte elektroniske 

data, der er lagret i et edb-system eller på et lagringsmedie for 


Bestemmelsen indeholder endvidere i stk. 1, litra b, en forpligtelse 

til at fastsætte regler, der giver mulighed for at pålægge en serviceudbyder 

at udlevere kundeoplysninger, som er i serviceudbyderens besiddelse 

eller under dennes kontrol. 

Efter artikel 18, stk. 3, forstås ved »kundeoplysninger« enhver oplysning 

i elektronisk eller anden form, bortset fra trafik- eller indholdsdata, 

som en serviceudbyder er i besiddelse af vedrørende kunder, der 

benytter sig af udbyderens tjenester. Sådanne oplysninger skal efter 

bestemmelsen gøre det muligt at fastslå bl.a., hvilke kommunikationstjenester 

kunden har benyttet sig af, kundeforholdets varighed og 

kundens identitet. 

Artikel 19 vedrører ransagning og beslaglæggelse af lagrede elektroniske 

oplysninger. 

Efter artikel 19, stk. 1, skal de kontraherende parter fastsætte regler, 

der giver mulighed for, at myndighederne kan ransage eller på lignende 

måde skaffe sig adgang til et edb-system mv. 

Ransagningen skal efter artikel 19, stk. 2, hurtigt kunne udstrækkes 

fra et edb-system til et andet, hvis de søgte elektroniske data er lovligt 

tilgængelige fra det første system, og ransagningen heraf giver grundlag 

for at antage, at de søgte elektroniske data er lagret i det andet system. 

Efter artikel 19, stk. 3, skal parterne fastsætte regler, der giver mulighed 

for, at myndighederne kan beslaglægge eller på lignende måde 

sikre sig elektroniske data, som myndighederne har skaffet sig adgang 

til ved en ransagning efter artikel 19, stk. 1 eller 2. 

Artikel 19, stk. 4, indeholder en forpligtelse for parterne til at fastsætte 

regler, som skal gøre det muligt for myndighederne at forpligte 

en person - der har kendskab til, hvordan et edb-system virker eller til 

de adgangsmidler, som er anvendt for at beskytte elektroniske data i 

systemet - til at give myndighederne de fornødne oplysninger til at 

foretage ransagning og beslaglæggelse efter stk. 1 og 2. 

Artikel 20 og 21 vedrører aflytning af trafikdata og indholdsdata. 

Efter artikel 20, stk. 1, forpligtes de kontraherende parter til at 

fastsætte regler, som gør det muligt at foretage aflytning af trafikdata 

vedrørende bestemte kommunikationer, der overføres ved hjælp af et 

edb-system. 

Efter bestemmelsen skal en sådan aflytning kunne foretages af partens 

kompetente myndigheder alene, af partens kompetente myndigheder 

med bistand fra en serviceudbyder og af serviceudbyderen alene. Efter 

konventionen er de kontraherende parter som minimum forpligtet til 

at sikre en serviceudbyders medvirken til aflytningen inden for rammerne 

af dennes tekniske muligheder. Udbyderen er således efter 

konventionen ikke forpligtet til at anskaffe sig særligt udstyr til brug 

for aflytningen. 

Efter artikel 20, stk. 2, kan kontraherende parter, der på grund af 

nationale retsprincipper er afskåret fra at lade de kompetente myndigheder 

foretage aflytningen uden bistand fra en serviceudbyder, i stedet 

sikre, at aflytning af trafikdata kan ske på en anden måde. Dette kan 

f.eks. ske ved at fastsætte regler, der forpligter en serviceudbyder til i 

alle tilfælde at medvirke til aflytningen. 



De kontraherende parter skal efter artikel 20, stk. 3, sikre, at serviceudbydere 

har tavshedspligt med hensyn til oplysningerne om, at de 

har bistået partens kompetente myndigheder med aflytningen. 

Ifølge artikel 20, stk. 4, skal indgreb efter bestemmelsen foretages 

under iagttagelse af de betingelser og retssikkerhedsgarantier, der følger 

af artikel 14 og 15. Som nævnt ovenfor giver artikel 14, stk. 3, adgang 

til at tage forbehold, hvorefter parternes forpligtelse til at kunne foretage 

aflytning af trafikdata kan begrænses til tilfælde, hvor der er tale om 

mistanke om en alvorlig forbrydelse. 

Efter artikel 21 forpligtes de kontraherende parter til sikre, at der 

kan ske aflytning af indholdsdata fra bestemte kommunikationer, der 

overføres ved hjælp af et edb-system, når der er tale om en alvorlig 

forbrydelse. 

Som ved aflytning af trafikdata, jf. artikel 20, skal også aflytning af 

indholdsdata kunne foretages af partens kompetente myndigheder alene, 

af partens kompetente myndigheder med bistand fra en serviceudbyder 

og af serviceudbyderen alene. En serviceudbyder er efter konventionen 

forpligtet til at medvirke til aflytningen inden for rammerne af dennes 

tekniske muligheder, og udbyderen er således efter konventionen ikke 

forpligtet til at anskaffe sig særligt udstyr. 

Kontraherende parter, der på grund af nationale retsprincipper er afskåret 

fra at lade de kompetente myndigheder foretage aflytningen, 

kan i stedet sikre, at aflytning af trafikdata kan ske på en anden måde. 

Dette kan f.eks. ske ved at fastsætte regler, der forpligter en serviceudbyder 

til i alle tilfælde at bistå med aflytningen, jf. artikel 21, stk. 2 . 

Efter artikel 21, stk. 3, skal de kontraherende parter sikre, at serviceudbydere 

har tavshedspligt med hensyn til oplysningerne om, at de 

har bistået partens kompetente myndigheder med aflytningen. 

Del 3 Jurisdiktion (straffemyndighed) 

Artikel 22 indeholder bestemmelser om jurisdiktion (straffemyndighed). 

Efter artikel 22, stk. 1, er de kontraherende parter forpligtet til at 

have straffemyndighed, når den strafbare handling er begået på den 

pågældende parts område (litra a), eller ombord på et fartøj, der sejler 

under partens flag (litra b), eller ombord i et fly, der er registreret efter 

partens lovgivning (litra c), eller af en af partens statsborgere, hvis den 

strafbare handling er strafbar på gerningsstedet, eller hvis den strafbare 

handling begås uden for nogen stats territoriale jurisdiktion (litra d). 

Enhver part kan efter artikel 22, stk. 2, forbeholde sig ret til helt 

eller delvist at undlade at anvende eller kun i særlige tilfælde eller under 

særlige betingelser at anvende de i artikel 22, stk. 1, litra b-d, fastsatte 

bestemmelser om jurisdiktion. 

Kapitel III Internationalt samarbejde 

Del 1 Generelle principper for internationalt samarbejde 

Artikel 23-34 indeholder bestemmelser om internationalt samarbejde 

mellem de kontraherende parter. 

Artikel 23 indeholder generelle principper for internationalt samarbejde 

og forpligter de kontraherende parter til at samarbejde med hinanden 

i videst muligt omfang. 

Efter artikel 23 skal samarbejdet omfatte efterforskning og retsforfølgning 

af strafbare handlinger i forbindelse med edb-systemer og 

elektronisk data samt indsamling af elektronisk bevismateriale vedrørende 

strafbare handlinger. Samarbejdet skal ske i overensstemmelse 

med bestemmelserne i konventionens artikel 23-35 og ved anvendelse 

af relevante internationale instrumenter om gensidig retshjælp i straffesager 

og national lovgivning. 

Artikel 24 indeholder regler om udlevering af lovovertrædere. 

Bestemmelsen i artikel 24 finder anvendelse på forbrydelser omfattet 

af konventions artikel 2-11, når den pågældende handling straffes med 

fængsel i mindst 1 år efter national lovgivning i både det begærende 

og det anmodede land. Hvis der mellem to eller flere parter allerede 

anvendes en anden minimumsstraf, som bygger på ensartet lovgivning 

eller en udleveringstraktat, skal denne minimumsstraf anvendes i stedet. 

Det fremgår endvidere, at handlinger omfattet af konventionens artikel 

2-11 skal anses som forbrydelser, for hvilke der kan ske udlevering. 

Afgørelser om udlevering skal efter bestemmelsen være underlagt 

de betingelser, som er fastsat i den anmodede parts lovgivning eller i 

gældende udleveringstraktater, herunder de grunde, som efter sådanne 

regler kan føre til, at en anmodning om udlevering afslås, jf. artikel 

24, stk. 5. Det kan f.eks. være, hvis der er tale om en politisk lovovertrædelse. 

Artikel 25 indeholder generelle principper for gensidig retshjælp. 

Efter artikel 25, stk. 1, er de kontraherende parter forpligtet til i videst 

muligt omfang at yde hinanden gensidig retshjælp med henblik 

på efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger i forbindelse 

med edb-systemer og elektronisk data samt med henblik på indsamling 

af elektronisk bevismateriale vedrørende en strafbar handling. 

Endvidere er de kontraherende parter forpligtet til at fastsætte sådanne 

regler om gensidig retshjælp, som er nødvendige for at opfylde forpligtelserne 

i konventionen artikel 27-35, jf. artikel 25, stk. 2 . 

Efter artikel 25, stk. 3, skal anmodning om retshjælp kunne fremsættes 

og besvares ved hjælp af hurtige kommunikationsmidler, herunder 

telefax og e-mail. 

Det er endvidere fastsat i artikel 25, stk. 4, at afgørelse om gensidig 

retshjælp er underlagt de betingelser, som er fastsat i den anmodede 

parts lovgivning eller i gældende traktater om gensidig retshjælp, 

medmindre andet fremgår af konventionen. 

Parter, der betinger gensidig retshjælp af dobbelt strafbarhed, skal 

efter artikel 25, stk. 5, anse denne betingelse for opfyldt, når blot adfærden 

bag handlingen, for hvilken retshjælpen søges, er en strafbar 

handling efter den anmodede parts lovgivning. 

Artikel 26 vedrører uanmodet videregivelse af oplysninger. 

Efter bestemmelsen kan en kontraherende part uden forudgående 

anmodning og inden for rammerne af national lovgivning videregive 

oplysninger fra efterforskningen af en straffesag til en anden part. Videregivelsen 

kan betinges af, at den modtagende part behandler oplysningerne 

fortroligt. 

Artikel 27 indeholder regler om gensidig retshjælp, der skal anvendes 

i tilfælde, hvor der ikke mellem en begærende og en anmodet part i 

forvejen findes gældende konventioner eller ensartet lovgivning om 

retshjælp. 

Efter denne bestemmelse skal de kontraherende parter etablere en 

central myndighed til behandling af anmodninger om retshjælp efter 

konventionen, og anmodninger om retshjælp skal efterkommes i 

overensstemmelse med de procedurer, der angives af den begærende 

part, medmindre dette vil være uforeneligt med den anmodede parts 

lovgivning, jf. artikel 27, stk. 1-3. 

En part kan efter artikel 27, stk. 4, afslå en begæring om retshjælp, 

hvis anmodningen vedrører en politisk lovovertrædelse, eller hvis 

imødekommelse af anmodningen kan krænke partens suverænitet, 

bringe dens sikkerhed i fare, stride mod almindelige retsprincipper eller 

skade andre livsvigtige interesser. 

Efter artikel 27, stk. 8, kan den anmodede part anmode den begærende 

part om at behandle indholdet og eksistensen af en anmodning 

om retshjælp fortroligt. Den anmodende part kan endvidere i hastende 

tilfælde sende en anmodning direkte til den anmodede parts kompetente 

myndigheder, jf. artikel 27, stk. 9. 

Artikel 28 vedrører databeskyttelse (beskyttelse af personoplysninger). 

Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke mellem 

den anmodende part og den anmodede part i forvejen findes gældende 

konventioner eller ensartet lovgivning om gensidig retshjælp, der indeholder 

regler om databeskyttelse. 



Efter artikel 28, stk. 2, kan en kontraherende part gøre udlevering 

af oplysninger betinget af, at oplysningerne behandles fortroligt, hvis 

videregivelse af oplysningerne efter national lovgivning i det pågældende 

land ville kræve, at modtageren forinden var pålagt tavshedspligt. 

Udlevering af oplysninger kan endvidere gøres betinget af, oplysningerne 

ikke anvendes til anden efterforskning eller retsforfølgning end 

den, der er angivet i anmodningen om retshjælp. 

Del 2 Særlige bestemmelser 

Artikel 29 vedrører bistand til hastesikring af elektroniske data. 

Efter bestemmelsen forpligtes de kontraherende parter til at yde 

hinanden bistand til hurtig sikring af elektroniske data, herunder trafikdata, 

som er lagret ved hjælp af et edb-system. 

Artikel 29 skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 16, 

hvorefter parterne skal fastsætte regler, der gør det muligt at påbyde 

eller på anden lignende måde at opnå hurtig sikring af elektroniske 

data. 

Efter bestemmelsen må de kontraherende parter som udgangspunkt 

ikke kræve dobbelt strafbarhed som betingelse for at besvare en anmodning 

om sikring af elektronisk data. Imidlertid kan parter, der kræver 

dobbelt strafbarhed som betingelse for bistand til ransagning, beslaglæggelse 

og videregivelse af elektroniske data, tage forbehold for 

denne forpligtelse. Med undtagelse af de forbrydelser, som er omfattet 

af konventionens artikel 2-11, kan parterne således kræve, at betingelsen 

om dobbelt strafbarhed skal være opfyldt også ved bistand til sikring 

af elektroniske data, hvis parten har grund til at antage, at betingelsen 

om dobbelt strafbarhed ikke vil være opfyldt på tidspunktet for videregivelsen 

af den elektroniske data til den begærende part. 

Efter artikel 29, stk. 7, skal sikringen af data være virksom i mindst 

60 dage efter anmodningen, for at den begærende part efterfølgende 

kan fremsætte en anmodning om udlevering af de sikrede data. 

Artikel 30 vedrører bistand til videregivelse af sikrede trafikdata. 

Efter bestemmelsen forpligtes den anmodede part til i særlige tilfælde 

- uden særskilt anmodning - hurtigt at videregive trafikdata til den begærende 

part. Videregivelse skal ske i de tilfælde, hvor den anmodede 

part i forbindelse med besvarelse af en anmodning om hastesikring 

efter artikel 29 opdager, at en serviceudbyder i en anden stat har været 

involveret i den kommunikation, som den pågældende trafikdata vedrører. 

I disse tilfælde skal den anmodede part hurtigt videregive trafikdata 

i en tilstrækkelig mængde til at identificere den pågældende serviceudbyder 

samt den sti, hvorigennem kommunikationen blev overført. 

Efter artikel 31 skal de kontraherende parter yde hinanden bistand 

i forbindelse med ransagning, beslaglæggelse eller videregivelse af 

data, som inden for den anmodede parts område er lagret ved hjælp af 

et edb-system. 

Artikel 32 vedrører grænseoverskridende adgang til lagrede elektroniske 

data. 

Efter denne bestemmelse kan en kontraherende part uden bemyndigelse 

fra en anden part skaffe sig adgang til lagrede elektroniske oplysninger, 

der er offentligt tilgængelige. På samme måde kan en part 

gennem et edb-system skaffe sig adgang til eller modtage elektroniske 

data, der befinder sig på en anden parts område. I sidstnævnte tilfælde 

skaffes adgangen gennem et edb-system på den første parts område, 

men adgangen er i dette tilfælde betinget af, at parten forinden indhenter 

et lovligt og frivilligt samtykke fra den person, der er berettiget til at 

videregive de elektroniske data. 

Artikel 33 vedrører bistand til aflytning af trafikdata. 

Efter artikel 33 er de kontraherende parter forpligtet til at yde hinanden 

bistand til aflytning af trafikdata, som har forbindelse til bestemte 

kommunikationer, der overføres ved hjælp af et edb-system. Spørgsmålet 

om, i hvilke tilfælde en part skal yde bistand til aflytning, afgøres 

efter den anmodede parts nationale lovgivning. Dog skal en part som 

minimum yde bistand til aflytning af trafikdata i sager, hvor der efter 

national lovgivning ville være adgang til at foretage aflytning af trafikdata. 

Artikel 34 vedrører bistand til aflytning af indholdsdata. 

Efter bestemmelsen er de kontraherende parter forpligtet til at yde 

hinanden bistand til aflytning eller registrering af indholdsdata fra bestemte 

kommunikationer, der overføres ved hjælp af et edb-system. 

Bistand til aflytning af indholdsdata skal efter bestemmelsen ydes i 

tilfælde, hvor en part ifølge internationale konventioner i forvejen er 

forpligtet til at yde en sådan bistand og i sager, hvor der efter national 

lovgivning hos den anmodede part er adgang til at foretage aflytning 

af indholdsdata. 

Med henblik på at kunne yde øjeblikkelig bistand til bl.a. uopsættelige 

efterforskningsskridt i forbindelse med IT-kriminalitet skal de 

kontraherende parter efter artikel 35 udpege et kontaktpunkt, der altid 

er tilgængeligt (24 timer i døgnet/7 dage om ugen). Kontaktpunktet 

skal enten selv yde bistand til den begærende part eller være i stand til 

hurtigt at koordinere bistanden med andre myndigheder, ligesom medarbejderne 

hos kontaktpunktet skal være i besiddelse af passende uddannelse 

og udstyr for at kunne yde den ønskede bistand. 

Kapitel IV Afsluttende bestemmelser 

Konventionens artikel 36-48 indeholder afsluttende bestemmelser. 

Det gælder bestemmelser om, at Europarådets Styringskomité for 

Strafferet (CDCP) skal holdes underrettet om fortolkning og anvendelse 

af konvention. Eventuelle tvister mellem parter om fortolkningen og 

anvendelsen skal søges afgjort ved forhandling mellem parterne eller 

andre fredelige midler, herunder ved indbringelse for Styringskomitéen 

for Strafferet, Den Internationale Domstol eller ved voldgift. Det fastlægges 

endvidere, at konventionen træder i kraft den første dag i den 

måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den 

dato, hvor fem stater, herunder mindst tre af Europarådets medlemsstater, 

har deponeret deres ratifikationsinstrumenter. 

7.2. Justitsministeriets overvejelser om lovgivningsmæssige 

konsekvenser 


Del 1 Materiel strafferet 

Artikel 2 indeholder som anført i pkt. 7.1. en pligt for de kontraherende 

parter til at gøre det strafbart uberettiget at skaffe sig adgang til et edbsystem 

eller en del heraf. 

Pligten til at kriminalisere handlinger omfattet af artikel 2 må anses 

for opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 2, om krænkelse 

af datahemmeligheden. 

Efter denne bestemmelse straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang 


bruges i et anlæg til elektronisk databehandling. Strafferammen er bøde 

eller fængsel indtil 6 måneder. Hvis den strafbare handling er begået 

for at skaffe sig eller gøre sig bekendt med en virksomheds erhvervshemmeligheder 

eller under andre særligt skærpende omstændigheder, 

kan straffen efter straffelovens § 263, stk. 3, stige til fængsel indtil 4 

år. 

Artikel 3 vedrører parternes forpligtelse til at kriminalisere aflytning 

af ikke offentligt tilgængelige elektroniske data. 

Pligten til at kriminalisere aflytning af ikke offentligt tilgængelige 

elektroniske data må ligeledes anses for opfyldt ved bestemmelsen i 

straffelovens § 263, stk. 2. 

Artikel 4 vedrører de kontraherende parters forpligtelse til at gøre 

det strafbart forsætligt at beskadige, slette, forringe, ændre eller undertrykke 

elektronisk data. 



Pligten til at kriminalisere de nævnte handlinger må efter Justitsministeriets 

opfattelse anses for opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens 

§ 291, stk. 1, om hærværk. 

Efter denne bestemmelse straffes den, som ødelægger, beskadiger 

eller bortskaffer ting, der tilhører en anden. Strafferammen er bøde eller 

fængsel indtil 1 år. Hvis hærværket er af betydeligt omfang, eller hvis 

gerningsmanden tidligere er fundet skyldig i bl.a. hærværk, kan straffen 

stige til fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 291, stk. 2. 

Artikel 5 vedrører parternes forpligtelse til at gøre det strafbart at 

forhindre et edb-systems funktion i alvorlig grad ved at indlæse, overføre, 

beskadige, slette, forringe, ændre eller undertrykke elektroniske 

data. 

Pligten til at kriminalisere de handlinger, der efter bestemmelsen 

består i at forhindre et edb-systems funktion ved at »beskadige, slette, 

forringe, ændre eller undertrykke elektroniske data«, må anses for opfyldt 

ved hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291, stk. 1. 

Anderledes forholder det sig med den del af gerningsindholdet, der 

består i at forhindre et edb-systems funktion ved at »indlæse« og 

»overføre« elektronisk data, idet der i disse tilfælde ikke nødvendigvis 

forekommer ødelæggelse eller beskadigelse af ting. 

I den forbindelse kunne det overvejes, om kriminaliseringspligten 

efter artikel 5 er opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens § 293, stk. 

1, om brugstyveri. Efter denne bestemmelse straffes den, som uberettiget 

bruger en ting, der tilhører en anden. Strafferammen er bøde eller 

fængsel indtil 1 år. Under skærpende omstændigheder, navnlig når 

tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen stige til fængsel 

i 2 år, jf. straffelovens § 293, stk. 1, 2. pkt. 

Anvendelse af brugstyveribestemmelsen i et sådant tilfælde ville 

imidlertid indebære en noget atypisk anvendelse af bestemmelsen, idet 

det ikke er forhindring af et edb-systems funktion, men derimod den 

uberettigede brug, som straffelovens § 293 umiddelbart beskytter imod. 

Det forekommer derfor efter Justitsministeriets opfattelse mere 

nærliggende i stedet at anse den nævnte pligt for opfyldt ved bestemmelsen 

i straffelovens § 293, stk. 2, om rådighedshindring. 

Efter denne bestemmelse straffes den, som lægger hindringer i vejen 

for, at nogen udøver sin ret til at råde over eller tilbageholde en ting. 

Strafferammen er bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel 

indtil 6 måneder. 

Som nævnt ovenfor stiller artikel 5 imidlertid krav om, at det strafferetlige 

ansvar skal angå den situation, at et edb-systems funktion hindres 

ad elektronisk vej ved at »indlæse« eller »overføre« elektronisk data. 

Om straffelovens § 293, stk. 2, også omfatter en sådan rådighedshindring 

ad elektronisk vej fremgår som anført under pkt. 5.2. ikke klart 

af bestemmelsen, der ikke er udformet med henblik på at bekæmpe 

IT-kriminalitet, og derfor mere naturligt synes at omhandle en fysisk 

rådighedshindring. 

For at muliggøre dansk ratifikation af konventionen bør der derfor 

efter Justitsministeriets opfattelse ske en ændring af straffelovens § 

293, stk. 2, således at det af bestemmelsen klart fremgår, at den også 

omfatter rådighedshindring ad elektronisk vej. Der henvises i den forbindelse 

til Justitsministeriets overvejelser om på grundlag af betænkning 

nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet at ændre straffelovens § 293, 

stk. 2, jf. pkt. 5.3. ovenfor og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, 

nr. 13. 

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 293, stk. 2, må 

kriminaliseringsforpligtelsen i artikel 5 anses for opfyldt. 

Artikel 6 vedrører parternes forpligtelse til at gøre det strafbart at 

fremstille, sælge, fremskaffe til brug, importere, forhandle eller i øvrigt 

tilgængeliggøre samt besidde anordninger, herunder edb-programmer, 

og forskellige former for adgangsmidler til edb-systemer med forsæt 

til at anvende disse til at begå en af de handlinger, der er nævnt i artikel 

2-5. 

Som nævnt ovenfor vil de handlinger, der er beskrevet i artikel 2-5, 

kunne indebære en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om 

krænkelse af datahemmeligheden (§ 263, stk. 2), hærværk (§ 291, stk. 

1) eller rådighedshindring (§ 293, stk. 2). 

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme 

eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når den ikke fuldbyrdes, 

som forsøg. Bestemmelsen giver mulighed for at straffe forsøgshandlinger 

i meget vidt omfang. Det afgørende for, om en handling udgør 

et strafbart forsøg, er gerningsmandens forsæt. 



dåd har medvirket til gerningen. Fuldbyrdes forbrydelsen ikke, kan der 

straffe for medvirken til forsøg. For at straffe en person for medvirken 


den pågældende forbrydelse, såfremt der er tale om en forbrydelse, der 

kræver forsæt. Dette forsæt skal i en vis grad være konkretiseret, idet 

det antages, at tilskyndelse til at begå kriminalitet i almindelighed ikke 

er tilstrækkeligt. 

Handlinger, der består i at »fremstille, fremskaffe til brug, importere, 

forhandle eller i øvrigt tilgængeliggøre samt besidde« de nævnte anordninger 

eller forskellige former for adgangsmidler, vil således kunne 

straffes som forsøg på eller medvirken til en af de ovenfor nævnte 

overtrædelser af straffeloven, hvis handlingen er udført med det fornødne 

forsæt. 

Pligten til at kriminalisere de handlinger, der er omfattet af artikel 

6, må således efter Justitsministeriets opfattelse anses for opfyldt ved 

straffelovens regler om henholdsvis forsøg og medvirken, jf. straffelovens 

§§ 21 og 23. Hertil kommer den selvstændige kriminalisering 

med hensyn til adgangsmidler, der foreslås med nærværende lovforslag, 

jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 16. 

Artikel 7 vedrører parternes forpligtelse til at kriminalisere elektronisk 

dokumentfalsk. 

Efter straffelovens § 171 om dokumentfalsk straffes den, der gør 

brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. 

Ved dokument forstås efter straffelovens § 171, stk. 2, en skriftlig 

med betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der enten 

fremtræder som bestemt til at tjene som bevis eller bliver benyttet som 

bevis for en rettighed, en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. 

Bestemmelsen er begrænset til skriftlige tilkendegivelser, hvorimod 

elektroniske data, f.eks. elektroniske data lagret på et lagringsmedie, 

næppe i sig selv udgør et dokument efter straffelovens § 171. Herom 

henvises til pkt. 4.2. 

Efter konventionens artikel 7 er »uautentiske [elektroniske] data«, 

der er fremkommet ved at »indlæse, ændre, slette eller undertrykke 

elektroniske data«, også omfattet af kriminaliseringspligten. 

En dansk ratifikation af konventionen nødvendiggør således på dette 

punkt en ændring af straffelovens § 171 om dokumentfalsk. Om Justitsministeriets 

overvejelser på grundlag af Brydensholt-udvalgets forslag 

om at ændre straffelovens § 171 henvises til pkt. 4.3. ovenfor og til 

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4 og 5. Med de foreslåede 

ændringer af straffelovens § 171 anser Justitsministeriet kriminaliseringspligten 

i artikel 7 for opfyldt. 

Artikel 8 vedrører parternes forpligtelse til at kriminalisere databedrageri. 

Pligten til at kriminalisere databedrageri må anses for opfyldt ved 

straffelovens § 279 a. 

Efter denne bestemmelse straffes den, som for derigennem at skaffe 

sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt ændrer, tilføjer, sletter 

oplysninger eller programmer til elektronisk databehandling eller i 

øvrigt retsstridigt forsøger at påvirke resultatet af en sådan databehandling. 

Strafferammen er fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens 

§ 285, stk. 1. Efter straffelovens § 286, stk. 2, kan straffen stige til 

fængsel i 8 år, hvis forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed, eller 



hvis der er begået et større antal forbrydelser. Hvis forbrydelsen er af 

mindre strafværdighed, er straffen bøde, og straffen kan under i øvrigt 

formildende omstændigheder bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1. 

Artikel 9 vedrører parternes forpligtelse til at kriminalisere udbredelse 

og besiddelse af børnepornografisk materiale. 

Efter bestemmelsen skal fremstilling med forsæt til udbredelse via 

et computersystem samt besiddelse og transmission mv. af børnepornografisk 

materiale være strafbar. Børnepornografi defineres som en 

visuel gengivelse af en person, som deltager i klart seksuelle handlinger, 

hvis personen er under 18 år eller fremtræder som yngre end 18 år. 

Realistiske billeder, der forestiller en person under 18 år involveret i 

klart seksuelle handlinger, er ligeledes omfattet. 

Efter straffelovens § 230 straffes den, der optager utugtige fotografier, 

film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller 

på anden måde at udbrede materialet. Strafferammen er fængsel indtil 

2 år eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år. Som 

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv 

udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes 

barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere systematisk 

eller organiseret karakter. 

Efter straffelovens § 235, stk. 1, straffes den, som udbreder utugtige 

fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af 

personer under 18 år med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under 

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende 

omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for 

fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig 

skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller 

organiseret karakter. 

Besiddelse af børnepornografisk materiale er kriminaliseret i straffelovens 

§ 235, stk. 2, hvorefter den, som besidder eller mod vederlag 

gør sig bekendt med fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser 

eller lignende af personer under 18 år straffes med bøde eller 

fængsel indtil 1 år. 

Straffelovens § 235, stk. 2, omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder 

af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet 

sit samtykke til besiddelsen, jf. § 235, stk. 3. 

Straffelovens § 235 omfatter ikke fotografier, film eller lignende af 

personer, der alene fremtræder som mindreårige, dvs. voksne personer, 

der i forbindelse med en fotooptagelse er klædt eller sminket for at få 

de pågældende til at ligne børn. 

Efter artikel 9, stk. 2, litra b, skal personer, der fremtræder som 

mindreårige, imidlertid også være omfattet af et forbud mod udbredelse 

og besiddelse af børneporno. Forpligtelsen efter denne bestemmelse 

er dog omfattet af forbeholdsadgangen i artikel 9, stk. 4, og Justitsministeriet 

agter i forbindelse med senere ratifikation at tage forbehold 

på dette område. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at de 

hensyn, der begrunder den strafferetlige beskyttelse mod børnepornografi, 

ikke i tilstrækkeligt omfang kan begrunde kriminalisering af tilfælde, 

hvor den afbillede person er over 18 år og alene fremtræder som 

mindreårig. 

Bestemmelsen i straffelovens § 235 er affattet ved lov nr. 228 af 2. 

april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven 

(Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse 

af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.). Der henvises 

til lovforslag L 117, fremsat den 10. december 2002, og Folketingets 

forhandlinger s. 3609-3620, 6141-6142 og 6614. 

I bemærkningerne til det lovforslag (L 117), der dannede grundlag 

for ovennævnte lovændring, er under pkt. 2.4. i lovforslagets almindelige 

bemærkninger redegjort for indholdet af artikel 9 i Europarådets 

konvention om IT-kriminalitet og under pkt. 2.5.3. i lovforslagets almindelige 

bemærkninger for Justitsministeriets overvejelser om de 

lovgivningsmæssige konsekvenser af Danmarks ratifikation af konventionen 

om IT-kriminalitet for så vidt angår konventionens artikel 9. 

Bestemmelsen i § 235 ændredes på baggrund heraf bl.a. således, at 

den generelt kriminaliserer udbredelse af børnepornografisk materiale 

- og ikke kun erhvervsmæssig udbredelse - samt besiddelse af børnepornografisk 

materiale, herunder fiktiv børnepornografi. 

Pligten til efter artikel 9 at kriminalisere udbredelse og besiddelse 

af børnepornografisk materiale er således efter Justitsministeriets opfattelse 

opfyldt med bestemmelsen i straffelovens § 235. 

Efter artikel 10 er de kontraherende parter forpligtet til at straffe 

krænkelser af ophavsrettigheder eller relaterede rettigheder, som disse 

er defineret i national lovgivning. 

Som nævnt forudsættes det i bestemmelsen, at national lovgivning 

i den forbindelse opfylder de forpligtelser, der følger af en række internationale 

konventioner til beskyttelse af sådanne rettigheder, herunder 

Bernerkonventionen, TRIPS-aftalen, WCT-konventionen, Rom-konventionen 

og WPPT-konventionen. 

Kulturministeriet har over for Justitsministeriet oplyst, at forpligtelserne 

efter artikel 10 til at kunne straffe krænkelser af ophavsrettigheder 

og relaterede rettigheder må anses for opfyldt med ophavsretsloven. 

Efter ophavsretslovens §§ 76 og 77 kan bl.a. krænkelser af sådanne 

rettigheder straffes med bøde og under skærpende omstændigheder 

med fængsel indtil 1 år. Efter lovens § 80 kan der endvidere pålægges 

juridiske personer strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. 

Der henvises i øvrigt til de foreslåede ændringer af ophavsretslovens 

§ 76, stk. 2, jf. lovforslagets § 4, nr. 1. 

Efter artikel 11 forpligtes parterne til at kunne straffe forsøg på de 

forbrydelser, der er nævnt i artikel 2-11, og medvirken til de forbrydelser, 

der er nævnt i artikel 3-5, 7,8 og 9, stk. 1, litra a og c. 

Kriminaliseringspligten må efter Justitsministeriets opfattelse anses 

for opfyldt ved forsøgs- og medvirkensbestemmelserne i straffelovens 

§§ 21 og 23. 

Artikel 12 vedrører parternes forpligtelse til at gøre juridiske personer 

ansvarlige for de handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 2- 

11. 

Denne forpligtelse vil være opfyldt med straffelovens § 306, hvorefter 

der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter 

reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af straffeloven. 

Artikel 13 vedrører parternes forpligtelse til at sikre, at handlinger 

omfattet af konventionens artikel 2-11 bliver mødt med sanktioner, 

som er effektive, og som står i rimeligt forhold til overtrædelsen og 

har en afskrækkende virkning. 

Forpligtelsen efter artikel 13 må efter anses for opfyldt ved de bestemmelser 

i straffeloven og ophavsretsloven, der er beskrevet ovenfor 

i forbindelse med overvejelserne om de lovgivningsmæssige konsekvenser 

af konventionens artikel 2-11. 

Del 2 Processuelle bestemmelser 

Konventionens artikel 14 og 15 indeholder fællesbestemmelser for 

de processuelle indgreb, der er fastsat i artikel 16-21. 

Som nævnt skal de processuelle indgreb, medmindre andet er bestemt, 

kunne foretages ved alle handlinger omfattet af konventionens artikel 

2-11 og andre strafbare handlinger begået ved hjælp af et edb-system 

samt i forbindelse med indsamling af elektronisk bevismateriale for 

en strafbar handling, jf. artikel 14, stk. 2. 

Det følger i den forbindelse af bemærkningerne i den forklarende 

rapport til artikel 14, stk. 2, at indgrebene som udgangspunkt skal 

kunne foretages i forbindelse med efterforskning af alle strafbare forhold, 

når blot efterforskningen involverer elektronisk bevismateriale. 

Efter konventionens artikel 15 skal parterne sikre, at indgreb efter 

konventionen foretages under iagttagelse af betingelser og retssikkerhedsgarantier, 

som følger af bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 

herunder selvinkrimineringsforbudet. 

Konventionens artikel 16 og 17 om hastesikring af elektroniske 

data er behandlet særskilt nedenfor under pkt. 7.3., hvortil der henvises. 



Artikel 18 vedrører parternes forpligtelse til at fastsætte regler, der 

giver mulighed for, at myndighederne kan pålægge en person at udlevere 

bestemte elektroniske data eller pålægge en serviceudbyder at 

udlevere kundeoplysninger. 

Efter bemærkningerne til denne bestemmelse i den forklarende rapport 

tænkes dette indgreb alene anvendt over for tredjemænd (ikkemistænkte), 

f.eks. serviceudbydere, og som et alternativ til mere indgribende 

indgreb, f.eks. ransagning og beslaglæggelse. 

Adgangen til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden er 

reguleret i konventionens artikel 20 og 21 om adgangen til at foretage 

aflytning af trafikdata og indholdsdata. 

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at artikel 

18 alene vedrører edition. 

Forpligtelsen efter bestemmelsen må efter Justitsministeriets opfattelse 

anses for opfyldt ved reglerne om edition i retsplejelovens § 804, 

hvorefter en person, der ikke er mistænkt, kan pålægges at forevise 

eller udlevere genstande, hvis der er grund til at antage, at en genstand, 

som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis, bør konfiskeres 

eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve 

den tilbage. 

Med henblik på at give politiet en bedre og mere effektiv adgang til 

abonnentoplysninger blev der i øvrigt ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 

(»anti-terrorpakken«) foretaget en ændring af § 34, stk. 5, i lov om 

konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, der giver politiet 

adgang til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste. 

Politiet er herved sikret direkte adgang til nummeroplysningsdata. 

Artikel 19 vedrører parternes forpligtelse til at kunne ransage et edbsystem 

og beslaglægge elektroniske data. 

Forpligtelsen med hensyn til ransagning må anses for opfyldt ved 

bestemmelserne om ransagning i retsplejelovens § 793, jf. § 794. 

Efter disse bestemmelser kan politiet under visse nærmere angivne 

betingelser foretage ransagning af bl.a. genstande, som en mistænkt 

har rådighed over, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt 

for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og ransagningen 

må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen. 

Efter artikel 19, stk. 2, skal en ransagning kunne udstrækkes fra et 

edb-system til et andet, hvis de søgte elektroniske data er lovligt tilgængelige 

fra det første edb-system, og ransagningen heraf giver grundlag 

for at antage, at de søgte data er lagret i det andet system. 

I dansk ret antages det om bl.a. tilfælde af denne karakter, at bestemmelserne 

om ransagning i retsplejelovens § 793, jf. § 794, foruden den 

mistænktes computer også omfatter indholdet af digitale meddelelser 

(f.eks. e-post), som der er adgang til fra den pågældendes computer, 

og som den pågældende har modtaget. Det gælder også, selv om de 

digitale meddelelser endnu ikke er teknisk set indhentet fra internetudbyderen 

eller teleselskabet, jf. betænkning nr. 1377/1999 om børneporno 

og IT-efterforskning, side 74-76. 

En dansk ratifikation af konventionen nødvendiggør således ikke en 

ændring af ransagningsbestemmelserne i retsplejeloven. 

For så vidt angår beslaglæggelse må forpligtelsen anses for opfyldt 

ved bestemmelserne om beslaglæggelse i retsplejelovens § 801, jf. § 

802. 

Efter disse bestemmelser kan politiet under visse nærmere angivne 

betingelser bl.a. beslaglægge genstande, som den mistænkte har rådighed 

over, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en 

lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale. 

Artikel 19, stk. 4, indeholder en forpligtelse for parterne til at fastsætte 

regler, som skal gøre det muligt for myndighederne at forpligte 

en person til at give myndighederne de oplysninger, der er nødvendige 

for at kunne foretage ransagning og beslaglæggelse efter stk. 1 og 2. 

Det følger af bemærkningerne i den forklarende rapport, at bestemmelsen 

tænkes anvendt under efterforskningen og over for systemad- 

ministratorer, som har en særlig viden om det edb-system, der er genstand 

for efterforskningen, herunder viden om hvor de relevante elektroniske 

data findes, eller om de sikkerhedsforanstaltninger, herunder 

adgangskoder, som er anvendt til at beskytte de pågældende data. En 

systemadministrator skal således efter bestemmelsen være forpligtet 

til at bistå politiet med sådanne oplysninger til brug for ransagningen 

af et edb-system og beslaglæggelse af elektronisk data. 

Efter artikel 19, stk. 5, skal indgreb efter artikel 19 ske under iagttagelse 

af de betingelser og retssikkerhedsgarantier, der følger af konventionens 

artikel 14 og 15. 

Af bemærkningerne til artikel 15 i den forklarende rapport fremgår, 

at de retssikkerhedsgarantier, der skal iagttages i national ret i forbindelse 

med iværksættelse af indgreb efter konventionen, bl.a. omfatter 

den sigtedes ret til ikke at inkriminere sig selv. Bestemmelsen i artikel 

19, stk. 4, må således efter konventionen ikke anvendes til at forpligte 

en sigtet til at give politiet oplysninger til brug for en straffesag mod 

den sigtede selv. 

Forpligtelsen efter artikel 19, stk. 4 og 5, må anses for opfyldt ved 

retsplejelovens vidneregler og retsplejelovens § 747. 

Efter retsplejelovens § 747 afholdes retsmøde, når der fremsættes 

anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken. Der 

afholdes endvidere efter anmodning retsmøde, når det er påkrævet for 

at sikre bevis, som det ellers må frygtes vil gå tabt, eller som ikke uden 

væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for den 

dømmende ret, eller når det må antages at være af betydning for efterforskningen 

eller af hensyn til offentlig interesse. I forbindelse med et 

sådant retsmøde vil der således til brug for den videre efterforskning 

kunne ske afhøring af vidner, f.eks. om spørgsmål i forbindelse med 

iværksættelse af tvangsindgreb, herunder ransagning og beslaglæggelse. 

Artikel 20 vedrører parternes forpligtelse til at kunne foretage aflytning 

af trafikdata vedrørende bestemte kommunikationer, der overføres 

ved hjælp af et edb-system. 

Aflytning af trafikdata skal efter artikel 14, stk. 2, som udgangspunkt 

kunne foretages i forbindelse med efterforskningen af alle handlinger 

omfattet af konventionens artikel 2-11, andre strafbare handlinger begået 

ved hjælp af et edb-system og i forbindelse med indsamling af 

elektronisk bevismateriale. 

Efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3, jf. § 781, stk. 1, kan teleoplysning 

under visse nærmere angivne betingelser foretages, hvis efterforskningen 

angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes 

med fængsel i 6 år eller derover. Teleoplysning kan endvidere foretages 

i sager om overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, eller § 263, stk. 

3, jf. stk. 2, (hackersager) samt i sager om overtrædelse af straffelovens 

§ 279 a og § 293, stk. 1, (»tyveri af telefontid«) ved anvendelse af 

telekommunikationstjenester, jf. retsplejelovens § 781, stk. 2 og 3. 

En dansk ratifikation af konventionen vil således som udgangspunkt 

nødvendiggøre en ændring af retsplejelovens bestemmelser om teleoplysning 

på dette punkt. 

Konventionens artikel 14, stk. 4, indeholder imidlertid en forbeholdsadgang, 

hvorefter parternes forpligtelse til at kunne foretage aflytning 

af trafikdata kan begrænses til de lovovertrædelser, hvor parterne efter 

artikel 21 er forpligtet til at kunne foretage aflytning af indholdsdata, 

dvs. i forbindelse med efterforskning af alvorlige forbrydelser, som 

disse er defineret i national lovgivning. 

Regeringen agter at benytte sig af denne forbeholdsadgang, således 

at dansk gennemførelse af konventionen ikke nødvendiggør en ændring 

af retsplejelovens bestemmelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden. 

Artikel 21 vedrører parternes forpligtelse til at kunne foretage aflytning 

af indholdsdata. Efter bestemmelsen skal aflytning af indholdsdata 

alene kunne foretages i forbindelse med efterforskning af alvorlige 

forbrydelser, som disse er defineret i national lovgivning. 



Forpligtelsen efter denne bestemmelse må anses for opfyldt ved 

retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 1, jf. § 781, stk. 1, hvorefter telefonaflytning 

under visse nærmere angivne betingelser kan foretages, såfremt 

efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre 

fængsel i 6 år eller derover. Efter retsplejelovens § 781, stk. 2, kan der 

endvidere - som nævnt ovenfor - foretages aflytning, såfremt mistanken 

angår fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 263, stk. 2, eller 

§ 263, stk. 3, jf. stk. 2 (hackersager). 


Artikel 22 vedrører parternes forpligtelse til at have jurisdiktion 

(straffemyndighed) med hensyn til handlinger omfattet af konventionens 

artikel 2-11. 

Forpligtelsen efter artikel 22 må efter Justitsministeriets opfattelse 

anses for opfyldt ved bestemmelserne om dansk straffemyndighed i 

straffelovens §§ 6 og 7, stk. 1. 

Efter straffelovens § 6 hører under dansk straffemyndighed handlinger, 

som foretages i den danske stat (nr. 1), på dansk fartøj, som befinder 

sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område (nr. 2), eller 

på dansk fartøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt 

område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med 

dette (nr. 3). 

Under dansk straffemyndighed hører efter straffelovens § 7, stk. 1, 

fremdeles handlinger, som en person, der har dansk indfødsret eller er 

bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne for så vidt handlingen 

er foretaget uden for folkeretligt anerkendt statsområde, hvis 

handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel 

i 4 måneder (nr. 1), eller for så vidt handlingen er foretaget inden for 

sådant område, hvis den er strafbar også efter den dér gældende lovgivning 

(nr. 2). 

Kapitel III Internationalt samarbejde 

Del 1 Generelle principper for internationalt samarbejde 

Artikel 23 indeholder generelle principper om internationalt samarbejde 


Efter bestemmelsen skal samarbejdet finde sted i overensstemmelse 

med konventionens bestemmelser om internationalt samarbejde, herunder 

gensidig retshjælp, og under anvendelse af bilaterale aftaler/konventioner 

om internationalt samarbejde i straffesager samt national 

lovgivning. 

Herudover indeholder artikel 23 ikke i sig selv nogen forpligtelser 

for parterne. 

Artikel 24 vedrører parternes forpligtelser med hensyn til udlevering 

for de handlinger, der er omfattet af konventionens artikel 2-11. 

Efter bestemmelsen skal der kunne ske udlevering for handlinger 

omfattet af konventionens artikel 2-11, hvis handlingen både i den 

anmodende og den anmodede stat kan straffes med fængsel i 1 år. Det 

er dog fastsat, at en anden minimumsstraf for udlevering skal anvendes 

mellem parterne, hvis en sådan minimumsstraf følger af gensidig lovgivning 

eller en bilaterale aftale/konvention, herunder den europæiske 

udleveringskonvention. 

Ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 vedtog Folketinget en række ændringer 

i udleveringsloven med henblik på Danmarks opfyldelse af en EUrammeafgørelse 

om den europæiske arrestordre mv. Efter disse ændringer, 

der træder i kraft den 1. januar 2004, vil der som udgangspunkt 

skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til strafforfølgning 

i en EU-medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre, 

hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan medføre 

fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling begået her i landet 

ville være strafbar efter dansk ret (dobbelt strafbarhed), jf. udleveringslovens 

§ 10 a, stk. 2. 

Endvidere skal der som udgangspunkt ske udlevering af danske 

statsborgere og udlændinge til en EU-medlemsstat med henblik på 

straffuldbyrdelse, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel 

eller anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, 

og en tilsvarende handling begået i Danmark ville være strafbar 

efter dansk ret, jf. udleveringslovens § 10 a, stk. 3. 

Imidlertid følger det af udleveringslovens § 10 a, stk. 1, at der med 

hensyn til udlevering for visse nærmere angivne handlinger, der er 

omfattet af den såkaldte positiv-liste, ikke vil kunne stilles krav om 

dobbelt strafbarhed. Det er dog en betingelse, at den pågældende 

handling i den anmodende medlemsstat kan straffes med fængsel mv. 

i mindst 3 år. Positiv-listen omfatter bl.a. terrorisme, menneskehandel 

samt seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. 

For så vidt angår udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller 

straffuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union 

kan dette som udgangspunkt ske, hvis den pågældende handling efter 

dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. udleveringslovens 

§ 2 a. 

Forpligtelsen efter konventionens artikel 24 vil således ikke have 

lovgivningsmæssige konsekvenser. 

Artikel 25 indeholder generelle principper om gensidig retshjælp 


Det følger af bestemmelsen, at retshjælp - medmindre andet følger 

af konventionens øvrige bestemmelser om internationalt samarbejde, 

herunder gensidig retshjælp - skal ydes i overensstemmelse med national 

lovgivning hos den anmodede part eller bilaterale aftaler/konventioner 

om gensidig retshjælp i straffesager. 

Herudover indeholder bestemmelsen ikke i sig selv nogen forpligtelser 

for parterne. 

Artikel 26 vedrører de kontraherende parters adgang til inden for 

rammerne af national lovgivning at videregive oplysninger fra efterforskning 

i straffesager. 

Formålet med denne bestemmelse er alene at tilskynde til informationsudveksling 

parterne imellem, og bestemmelsen indeholder ikke 

nogen særskilt forpligtelse til at videregive sådanne oplysninger. 

Artikel 27 regulerer de kontraherende parters forpligtelse til at kunne 

yde gensidig retshjælp i tilfælde, hvor der ikke mellem parterne i forvejen 

eksisterer internationale konventioner eller bilaterale aftaler om 

gensidig retshjælp. 

I dansk ret er det ikke en forudsætning for at kunne yde retshjælp, 

at Danmark er folkeretligt forpligtet hertil ved en konvention eller bilateral 

aftale. 

Artikel 28 vedrører databeskyttelse (beskyttelse af personoplysninger). 

Bestemmelsen finder alene anvendelse i tilfælde, hvor der ikke 

mellem parterne i forvejen eksisterer internationale konventioner eller 

bilaterale aftaler om gensidig retshjælp, som indeholder regler om databeskyttelse. 

I sådanne tilfælde indeholder bestemmelsen en adgang til at fastsætte 

betingelser for videregivelse af oplysninger til en anden part, f.eks. 

betingelser om, at oplysningerne ikke må anvendes til anden efterforskning 

eller retsforfølgning end den, som den anmodende part har angivet 

i retsanmodningen. 

Bestemmelsen vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke nødvendiggøre 

lovændringer. 

Del 2 Særlige bestemmelser 

Konventionens artikel 29-31 samt 33 og 34 vedrører gensidig 

retshjælp til hastesikring af elektronisk data, hastesikring og videregivelse 

af trafikdata, ransagning og beslaglæggelse af elektronisk data, 

aflytning af trafikdata og indholdsdata, jf. artikel 16-21. 

Grundlaget for danske myndigheders imødekommelse af en anmodning 

om retshjælp fra fremmede stater er navnlig den europæiske 



konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager med 

tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978. 

Hverken konventionen eller tillægsprotokollen er selvstændig inkorporeret 

i dansk lovgivning. 

I retspraksis er det fastslået, at retsanmodninger, der har selvstændig 

karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af 

bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med 

hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, 

om foranstaltningen vil kunne foretages i en tilsvarende straffesag her 

i landet, jf. ovenfor. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til to afgørelser, 

der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1972, side 600 (Højesteret), 

og 1988, side 203 (Vestre Landsret). 

I det omfang, der efter retsplejeloven er adgang til i en tilsvarende 

straffesag her i landet at foretage de indgreb, som er omfattet af konventionens 

artikel 16-21, vil bestemmelserne i artikel 29-31 samt 33 

og 34 om gensidig retshjælp til disse indgreb således ikke nødvendiggøre 

lovændringer i forbindelse med en dansk ratifikation af konventionen. 

Om vurderingen af de lovgivningsmæssige konsekvenser af 

konventionens artikel 16-21 henvises til det, der er anført ovenfor. 

Artikel 32 regulerer parternes mulighed for grænseoverskridende 

adgang til lagrede elektroniske data, hvor gensidig retshjælp ikke er 

påkrævet. 

Bestemmelsen indebærer, at de kontraherende parters kompetente 

myndigheder uden at anmode om retshjælp skal kunne få adgang til 

offentligt tilgængelige elektroniske data (»open source«), f.eks. ved at 

politiet på samme måde som private skaffer sig adgang til offentligt 

tilgængelige hjemmesider på Internettet. 

Endvidere indebærer artikel 32, at parternes kompetente myndigheder 

på samme måde skal kunne få adgang til elektroniske oplysninger hos 

en anden part, hvis den første part forinden har fået samtykke fra en 

person på partens eget territorium, der har lovlig adgang til de elektroniske 

data hos den anden part. Der kan eksempelvis være tale om, at 

politiet med samtykke fra indehaveren af en e-postkonto skaffer sig 

adgang til den pågældendes e-post, der befinder sig i en elektronisk 

postkasse hos en internetudbyder i et andet land. 

Da bestemmelsen indebærer adgang til offentligt tilgængelige elektroniske 

data og til data med samtykke fra den person, der er berettiget 

til at videregive disse, kræver bestemmelsen efter Justitsministeriets 

opfattelse ikke lovændringer. 

Artikel 35 vedrører udpegningen af et kontaktpunkt, der altid er tilgængeligt 

(24 timer i døgnet/7 dage om ugen) for at kunne yde bistand 

til uopsættelige efterforskningsskridt. 

Der er allerede i dag hos Rigspolitichefen etableret et døgnbemandet 

kommunikationscenter, som yder bistand til og koordinerer uopsættelige 

efterforskningsskridt navnlig i forbindelse med efterforskning af 

IT-kriminalitet. 

7.3. Justitsministeriets overvejelser om hastesikring af elektroniske 

data 

7.3.1. Artikel 16 og 17 i Europarådets konvention om IT-kriminalitet 

vedrører parternes forpligtelse til at fastsætte regler om såkaldt 

hastesikring af elektroniske data. 

Bestemmelserne omhandler hastesikring af allerede eksisterende data, 

som er lagret elektronisk af f.eks. en internetudbyder (»datapreservation«). 

I bemærkningerne til artikel 16 og 17 i den forklarende rapport er 

det anført, at hastesikring af elektroniske data er et nyt vigtigt redskab 

i efterforskningen af lovovertrædelser, der foretages ved hjælp af informationsteknologi, 

herunder navnlig kriminalitet der foregår på eller 

ved hjælp af Internettet. Det hænger sammen med, at der ved sletning 

eller ændring mv. af elektroniske data er risiko for, at afgørende bevismateriale 

vedrørende indholdet af kommunikationen, f.eks. børnepornografisk 

materiale, går tabt, eller at elektroniske spor på Internettet 

går tabt, således at det ikke under en efterfølgende politimæssig efterforskning 

vil være muligt at spore den kommunikation, der har fundet 

sted, idet sporet ender blindt hos udbyderen. 

Efter artikel 16, stk. 1, har parterne en forpligtelse til at fastsætte 

regler, hvorefter parternes kompetente myndigheder kan meddele pålæg 

om hurtig sikring af bestemte elektroniske data, herunder trafikdata, 

der er lagret ved hjælp af et edb-system, eller hvorefter der på anden 

lignende måde kan opnås hurtig sikring af sådanne data, navnlig hvis 

der er grund til at antage, at de elektroniske data er særligt udsat for at 

gå tabt eller blive ændret. 

Bestemmelsen i artikel 16 omhandler alle typer af elektroniske data. 

Det gælder indholdsdata, trafikdata og øvrige elektroniske data, herunder 

oplysninger om navn og adresse på en internetudbyder eller et teleselskabs 

kunder (kundeoplysninger). 

Parterne skal endvidere efter artikel 16, stk. 2, fastsætte regler, som 

forpligter den person, der er blevet meddelt et pålæg efter artikel 16, 

stk. 1, til midlertidigt at sikre og bevare de elektroniske data uskadt i 

op til 90 dage. 

Det er ikke i bestemmelsen i artikel 16 nærmere angivet, hvorledes 

de elektroniske data skal sikres. Dette kan eksempelvis ske ved »indefrysning« 

(dvs. utilgængeliggørelse) af de pågældende data, men der 

kan efter omstændighederne også ske hastesikring af elektroniske data 

på anden måde, f.eks. ved kopiering. 

Den pågældende skal efter artikel 16, stk. 3, kunne pålægges tavshedspligt 

i en periode, hvis længde fastlægges i medlemsstatens lovgivning, 

med hensyn til oplysningen om, at den pågældende har sikret de 


Efter artikel 16, stk. 4, skal hastesikring ske under iagttagelse af de 

betingelser og retssikkerhedsgarantier, der følger af konventionens artikel 

14 og 15. 

Som anført ovenfor under pkt. 7.2. skal de processuelle indgreb, 

medmindre andet er bestemt, kunne foretages ved alle handlinger omfattet 

af konventionens artikel 2-11 og andre strafbare handlinger begået 

ved hjælp af et edb-system samt i forbindelse med indsamling af elektronisk 

bevismateriale for en strafbar handling, jf. artikel 14, stk. 2. 

Det følger i den forbindelse af bemærkningerne i den forklarende rapport 

til artikel 14, stk. 2, at indgrebene som udgangspunkt skal kunne 

foretages i forbindelse med efterforskning af alle strafbare forhold, når 

blot efterforskningen involverer elektronisk bevismateriale. 

Hastesikring indebærer i praksis, at politiet hos en internetudbyder 

eller et teleselskab enten ved pålæg eller på anden måde skal kunne få 

hastesikret elektroniske data, således at dataene beskyttes mod f.eks. 

at blive ændret, forringet eller slettet og dermed eventuelt efterfølgende 

vil kunne udleveres til politiet. 

Henvisningen til trafikdata i artikel 16, stk. 1, angiver sammenhængen 

mellem bestemmelserne i konventionens artikel 16 og 17. 

Artikel 17 vedrører hastesikring og delvis videregivelse af trafikdata. 

Artikel 17, stk. 1, litra a, indeholder en forpligtelse for de kontraherende 

parter til at fastsætte regler, hvorefter trafikdata, der er sikret i 

medfør af artikel 16, også kan sikres i tilfælde, hvor den kommunikation, 

som de pågældende trafikdata vedrører, involverer flere serviceudbydere. 

Med henblik på at kunne identificere samtlige serviceudbydere involveret 

i den kommunikation, som efterforskningen angår, skal parterne 

efter bestemmelsen i artikel 17, stk. 1, litra b, i tilknytning hertil sikre 

videregivelse af trafikdata, der er omfattet af artikel 16, i tilstrækkeligt 

omfang til, at partens kompetente myndigheder eller en person udpeget 

af myndigheden kan identificere eventuelle andre serviceudbydere og 

den sti, som kommunikationen er gennemført igennem. 

Efter bemærkningerne til bestemmelsen i artikel 17 i den forklarende 

rapport skal de kompetente myndigheder i den forbindelse nærmere 

angive den type trafikdata, der skal videregives af serviceudbyderen. 



Bestemmelsen indebærer i praksis, at politiet i tilfælde, hvor f.eks. 

en persons distribution af børnepornografisk materiale sker ved anvendelse 

af flere internetudbydere eller teleselskaber, får mulighed for at 

identificere og pålægge hver enkelt udbyder eller selskab at sikre trafikdata. 

Bestemmelserne i konventionens artikel 16 og 17 regulerer alene 

adgangen til at sikre den fortsatte, midlertidige opbevaring af visse allerede 

eksisterende elektroniske data hos bl.a. teleudbydere. Derimod 

regulerer bestemmelserne ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang politiet 

kan pålægge udbydere mv. at udlevere de pågældende oplysninger. 

Formålet med bestemmelserne er således at sikre, at teleudbydere 

mv. i en periode på op til 90 dage opbevarer oplysninger, som i forvejen 

er i udbyderens besiddelse, med henblik på, at oplysningerne - hvis 

betingelserne herfor er opfyldt - efterfølgende kan udleveres til politiet 

til brug for efterforskning og strafforfølgning. 

7.3.2. Retsplejeloven indeholder ikke bestemmelser om hastesikring 

af elektroniske data. Politiet vil imidlertid efter reglerne om indgreb 

i meddelelseshemmeligheden og om edition kunne få udleveret 

elektroniske data og dermed sikre deres tilstedeværelse. 

Således kan politiet efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 1, foretage 

indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at aflytte telefonsamtaler 

eller anden tilsvarende telekommunikation (telefonaflytning). 

Politiet kan endvidere efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3, foretage 

indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at indhente oplysning 

om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater 

der sættes i forbindelse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat, 

selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse 

hertil (teleoplysning). 

I dansk ret vil forpligtelsen efter artikel 16 for så vidt angår indholdsdata 

og trafikdata kunne opfyldes ved at foretage telefonaflytning eller 

teleoplysning efter bestemmelserne i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 

1 og 3, hvis der ses bort fra kriminalitetskravet, jf. nedenfor. 

For så vidt angår øvrige elektroniske data, f.eks. oplysninger om 

navn og adresse på en internetudbyders eller et teleselskabs kunder 

(kundeoplysninger), vil forpligtelsen kunne opfyldes ved pålæg om 

edition efter retsplejelovens § 804, stk. 1. 

Efter denne bestemmelse kan der som led i efterforskningen af en 

lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, meddeles en person, 

der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande 

(edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende 

har rådighed over, kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller 

ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. 

Særligt med hensyn til kriminalitetskravet opfylder editionsbestemmelsen 

i retsplejelovens § 804 kriminalitetskravet i konventionens artikel 

14, stk. 2, jf. ovenfor, hvorefter hastesikring skal kunne foretages 

i forbindelse med efterforskningen af alle strafbare forhold, der involverer 

elektronisk bevismateriale. 

Dette gælder imidlertid ikke med hensyn til indgreb i form af telefonaflytning 

og teleoplysning, der efter retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 

3, som anført under pkt. 7.2. som udgangspunkt kræver bl.a., at efterforskningen 

angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes 

med fængsel i 6 år eller derover. 

Teleoplysning og telefonaflytning kan desuden efter retsplejelovens 

§ 781, stk. 2, foretages i sager om overtrædelse af straffelovens § 263, 

stk. 2, eller § 263, stk. 3, jf. stk. 2 (hackersager). 

Herudover kan teleoplysning foretages i sager om fredskrænkelser 

efter straffelovens § 265 samt i sager om overtrædelse af straffelovens 

§ 279 a om databedrageri og § 293, stk. 1 (»tyveri af telefontid«) ved 

anvendelse af telekommunikationstjenester, jf. retsplejelovens § 781, 

stk. 3, bestemmelsen i retsplejeloven om indgreb i meddelelseshemmeligheden. 

Da disse bestemmelser i retsplejeloven indeholder et højere kriminalitetskrav 

end konventionens artikel 14, stk. 2, ville en opfyldelse af 

konventionens artikel 16 om hastesikring af elektronisk data ved at 

foretage telefonaflytning eller teleoplysning nødvendiggøre en ændring 

af retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, således at kriminalitetskravet 

ophævedes generelt. En sådan generel ophævelse af kriminalitetskravet 

i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, ville efter Justitsministeriets opfattelse 

være for vidtgående og ville samtidig indebære en »overopfyldelse« 

af konventionens artikel 16. 

På den anførte baggrund bør der efter Justitsministeriets opfattelse 

med henblik på at opfylde forpligtelsen efter konventionens artikel 16 

og 17, herunder kriminalitetskravet i artikel 14, stk. 2, i stedet indsættes 

en ny særskilt bestemmelse i retsplejeloven om hastesikring af indholdsdata 

og trafikdata. 

Justitsministeriet finder, at en sådan bestemmelse også bør omfatte 

hastesikring af øvrige elektroniske data, herunder f.eks. oplysninger 

om navn og adresse på en internetudbyders eller et teleselskabs kunder 

(kundeoplysninger), som i dag er omfattet af retsplejelovens regler om 

edition, jf. retsplejelovens § 804, stk. 1. 

Det foreslås, at bestemmelsen om hastesikring af elektroniske data 

indsættes i straffelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, 

observation og dataaflæsning (som § 786 a). Dette kapitel 

indeholder tillige bestemmelser om telenet- og teletjenesteudbyderes 

bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden 

og om teleselskabers og internetudbyderes pligt til at registrere og 

opbevare (logge) de oplysninger om tele- og internetkommunikation, 

der er relevante for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. 

retsplejelovens § 786, stk. 4. Om logningsbestemmelsen henvises i 

øvrigt til pkt. 7.3.3. 

7.3.3. Justitsministeriet finder som anført, at der bør indsættes en 

ny bestemmelse om hastesikring af elektroniske data som § 786 a 

i retsplejeloven med henblik på opfyldelse af artikel 16 og 17 i 

Europarådets konvention om IT-kriminalitet. 

IT-udviklingen, herunder navnlig udviklingen af Internettet, indebærer 

betydelige muligheder for øgede kriminelle aktiviteter. Skal disse nye 

muligheder for øget kriminalitet imødegås, kræver det en styrkelse af 

politiets efterforskningsmuligheder på området. I overensstemmelse 

hermed er der i de senere år gennemført en række lovændringer, der 

tilsigter en styrkelse af politiets efterforskningsmidler. 

Når det drejer sig om en effektiv bekæmpelse af IT-kriminalitet, er 

det imidlertid ikke alene et spørgsmål om at sikre adgangen til de data, 

der udveksles elektronisk, men i vidt omfang også et spørgsmål om at 

sikre, at de pågældende data fortsat er til stede, når de kan være af betydning 

for politiets efterforskning. 

Justitsministeriet finder derfor, at der af hensyn til mulighederne for 

en effektiv efterforskning og bekæmpelse af IT-kriminalitet, der bl.a. 

begås på eller ved hjælp af Internettet, bør tilvejebringes hjemmel til, 

at politiet kan udstede pålæg om sikring af elektroniske data med henblik 

på, at oplysningerne er til stede og - hvis betingelserne herfor er 

opfyldt - på et senere tidspunkt kan udleveres til politiet til brug for 

efterforskningen. 

Det skal understreges, at der ikke stilles forslag om ændring af retsplejelovens 

betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden 

i form af telefonaflytning og teleoplysning eller for at meddele 

pålæg om edition. Uanset den foreslåede bestemmelse om hastesikring 

af elektroniske data vil en eventuel senere udlevering af de pågældende 

elektroniske data til politiet således fortsat skulle ske efter retsplejelovens 

regler herom, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1-3, og § 804, stk. 

1, afhængigt af, hvilke oplysninger der er tale om. Særligt med hensyn 

til udlevering af indholdsdata og trafikdata vil det derfor fortsat kræves, 

at der som udgangspunkt skal være tale om efterforskning af en lovovertrædelse, 

der kan straffes med fængsel i 6 år eller derover. 



Lovforslaget giver således ikke politiet adgang til elektroniske data 

i videre omfang end efter de gældende regler. Der er alene tale om at 

sikre, at de pågældende oplysninger i en kort periode ikke kan slettes. 

Efter den foreslåede bestemmelse i § 786 a, stk. 1, i retsplejeloven 

kan politiet som led i en efterforskning, hvor elektronisk bevismateriale 

kan være af betydning, meddele udbydere af telenet eller teletjenester 

pålæg om at foretage sikring af elektroniske data, herunder trafikdata. 

Efter den foreslåede § 786 a, stk. 2, kan et pålæg om sikring alene 

omfatte elektroniske data, som opbevares på det tidspunkt, hvor pålægget 

meddeles. Et pålæg skal endvidere såvel i tidsmæssig som i indholdsmæssig 

henseende begrænses så meget, som hensynet til den 

strafferetlige efterforskning tillader. Et pålæg kan i intet tilfælde omfatte 

en periode, der overstiger 90 dage. 

Bestemmelsens formål er at sikre, at udbydere af telenet eller teletjenester 

i den periode, der angives i pålægget, opbevarer og sikrer allerede 

eksisterende oplysninger, som er i udbyderens besiddelse, med henblik 

på, at oplysningerne - hvis betingelserne herfor er opfyldt - på et senere 

tidspunkt kan udleveres til politiet til brug for efterforskningen af en 

konkret sag, der involverer elektronisk bevismateriale. 

Efter den foreslåede bestemmelse kan pålæg om hastesikring meddeles 

udbydere af telenet eller teletjenester. Justitsministeriet er opmærksom 

på, at konventionens artikel 16 kan forstås således, at den 

giver mulighed for at pålægge enhver at hastesikre elektroniske data, 

herunder eksempelvis et pengeinstitut, en virksomhed, en arbejdsgiver, 

en privat person mv. 

Som omtalt ovenfor følger det af bemærkningerne til artikel 16 og 

17 i den forklarende rapport, at hastesikring af elektroniske data er et 

nyt vigtigt redskab i efterforskningen af lovovertrædelser, der foretages 

ved hjælp af informationsteknologi, herunder navnlig kriminalitet der 

foregår på eller ved hjælp af Internettet. Det anføres videre i den forklarende 

rapport, at det - foruden muligheden for at fastlægge kommunikationsspor 

via trafikdata - er centralt, at indholdsdata, eksempelvis 

indholdet af e-mails, der er i en serviceudbyders besiddelse, kan hastesikres, 

således at vigtigt bevismateriale ikke går tabt. 

Det praktisk relevante område for pålæg om hastesikring synes - 

også i lyset af bemærkningerne i den forklarende rapport - at være 

elektroniske data, der opbevares af udbydere, der som led i et professionelt 

virke stiller teletjenester til rådighed for brugere og dermed som 

led i deres virksomhed besidder elektroniske data, der kan være af betydning 

for politiets efterforskning. 

Hertil kommer, at de gældende bestemmelser i retsplejeloven om 

bl.a. edition (§ 804) og ransagning (kapitel 73) giver politiet mulighed 

for at sikre elektronisk bevismateriale hos eksempelvis et pengeinstitut, 

en virksomhed, en arbejdsgiver eller en privat person. 

Måtte andre - eksempelvis pengeinstitutter eller privatpersoner - besidde 

elektroniske data af betydning for en strafferetlig efterforskning, 

vil politiet således i forhold til disse kunne anvende de allerede eksisterende 

bestemmelser om edition mv. med henblik på at sikre udlevering 

af de elektroniske data til brug for efterforskningen. 

På den baggrund er den foreslåede bestemmelse i § 786 a, stk. 1, 

udformet således, at pålæg kan gives til udbydere af telenet eller teletjenester. 

Den foreslåede bestemmelse i § 786 a, stk. 1, skal derfor ses i sammenhæng 

med de eksisterende muligheder for politiet til at sikre udlevering 

af oplysninger, der besiddes af personer, der ikke er under mistanke. 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at forpligtelsen i konventionens 

artikel 16 samlet set må anses for opfyldt med den foreslåede 

bestemmelse samt retsplejelovens nugældende regler. 

Som nævnt ovenfor omfatter den foreslåede hastesikringsbestemmelse 

alle typer af elektroniske data, herunder indholdsdata, trafikdata og 

øvrige elektroniske data, f.eks. kundeoplysninger. Pålægget kan efter 

den foreslåede § 786 a, stk. 2, kun omfatte data, der opbevares af udbyderen 

på det tidspunkt, hvor pålægges meddeles. 

Efter formuleringen af artikel 16 kan et pålæg om hastesikring rettes 

mod elektroniske data, der er lagret . Det nærmere indhold af begrebet 

»lagret« synes at kunne give anledning til tvivl. Det er således ikke 

umiddelbart klart, om der heri ligger en forudsætning om, at den, der 

besidder de pågældende data, subjektivt skal have vurderet, hvilke data 

der skal lagres, og hvilke data der alene opbevares. Efter Justitsministeriets 

opfattelse kan bestemmelsen i konventionens artikel 16 henset 

til formålet med bestemmelsen ikke forstås således, at muligheden for 

hastesikring er afhængig af, om den enkelte udbyder har valgt at lagre 

de pågældende oplysninger eller ej. En sådan afgrænsning ville i 

praksis medføre, at f.eks. e-mails, der opbevares hos udbyderen, fordi 

modtageren endnu ikke har hentet dem, stort set aldrig kunne anses 

for lagrede og dermed omfattet af hastesikringspålægget. Både formålet 

med bestemmelsen og bemærkningerne i den forklarende rapport, jf. 

ovenfor, taler imod en sådan forståelse af bestemmelsen. 

På den baggrund er begrebet »lagret« efter Justitsministeriets opfattelse 

mindre egnet som afgrænsningskriterium for, hvilke elektroniske 

data der kan være genstand for et pålæg om hastesikring. Det afgørende 

må efter Justitsministeriets opfattelse være, om de pågældende data er 

i udbyderens besiddelse på det tidspunkt, hvor pålægges gives, uanset 

om opbevaringen alene er af midlertidig karakter. Pålæg vil herefter 

kunne omfatte eksempelvis e-mails, der opbevares af en udbyder, 

uanset om denne efter aftalen med brugeren er forpligtet til at lagre 

disse eller alene til at opbevare korrespondancen, indtil brugeren henter 

de pågældende e-mails ned på sin computer. 

Et pålæg om hastesikring vil derimod aldrig kunne omfatte en brugers 

fremtidige e-mail korrespondance, men alene allerede eksisterende 

data, som opbevares elektronisk. 

Et pålæg om hastesikring er bagudrettet og kan omfatte alle elektroniske 

data i udbyderens besiddelse, uanset hvor gamle disse data måtte 

være. Det forudsættes imidlertid, at politiet ved anvendelse af muligheden 

for hastesikring i medfør af § 786 a, stk. 1, foretager en proportionalitetsafvejning, 

således at et pålæg alene omfatter de data, der er 

nødvendige for efterforskningen af den konkrete sag. Således følger 

det af den foreslåede § 786 a, stk. 2, at politiet skal afgrænse pålægget, 

såvel i relation til hvilke data, der er omfattet, som i relation til hvilken 

tidsmæssig udstrækning af pålægget, der er påkrævet. Ved udstedelsen 

af pålægget må politiet således foretage en nøje afvejning mellem på 

den ene side hensynet til efterforskningen og på den anden side hensynet 

til at begrænse pålægget mest muligt. 

Politiets adgang til at meddele pålæg om hastesikring er ikke begrænset 

til visse kriminalitetsformer, og der gælder ikke efter bestemmelsen 

et kriminalitetskrav som forudsætning for at anvende bestemmelsen. 

Indsættelsen af et kriminalitetskrav i den foreslåede bestemmelse ville 

ikke være foreneligt med bestemmelsen i artikel 16, hvorefter pålæg 

om hastesikring skal være anvendeligt som et redskab i politiets efterforskning 

af kriminalitet, der foretages ved hjælp af informationsteknologi. 

Hertil kommer, at det må antages, at politiet vil benytte adgangen 

til at meddele pålæg om hastesikring på et så tidligt stadie i efterforskningen, 

at det på dette tidspunkt ikke vil være muligt at afgøre, 

om der senere vil kunne ske udlevering af oplysningerne efter betingelserne 

i retsplejelovens § 781 om indgreb i meddelelseshemmeligheden. 

Justitsministeriet forudsætter dog, at adgangen til at meddele pålæg 

om hastesikring ikke benyttes, hvis det på forhånd måtte stå klart for 

politiet, at oplysningerne ikke efterfølgende vil kunne udleveres. 

Efter den foreslåede § 786 a, stk. 2, er en periode på 90 dage den 

maksimale tidsmæssige udstrækning af et pålæg om hastesikring. Politiet 

må således i hvert enkelt tilfælde nærmere vurdere, hvilken periode 

der inden for denne ramme er nødvendig for at varetage hensynet 

til en effektiv efterforskning. 

Det forudsættes tillige, at politiet ikke - heller ikke inden for rammen 

på 90 dage - kan forlænge eller forny et pålæg om hastesikring, jf. § 

786 a, stk. 2. Ved udstedelsen af pålægget må politiet således have for 



øje, at pålæggets tidsmæssige udstrækning begrænses mest muligt, 

men samtidig også, at pålægget gives for et tidsrum inden for hvilket, 

politiet kan nå at skabe klarhed over, hvorvidt de pågældende data skal 

søges udleveret, eller om dataene kan slettes. 

Det er ikke i den foreslåede hastesikringsbestemmelse nærmere angivet, 

på hvilken måde de elektroniske data skal sikres. Det afgørende 

er, at autenticiteten af dataene bevares. Som eksempel på hastesikring 

kan nævnes »indefrysning« (dvs. at gøre de pågældende data utilgængelige 

for sletning eller ændring). Der kan imidlertid efter omstændighederne 

også ske hastesikring på anden måde, f.eks. ved kopiering. 

Hastesikring i medfør af den foreslåede § 786 a, stk. 1, udgør en behandling 

af personoplysninger, således som dette defineres i § 3, nr. 

1, i persondataloven. Det må i den forbindelse lægges til grund, at politiet 

som den myndighed, på hvis initiativ hastesikringen sker, og som 

den myndighed, der i hastesikringsperioden kan bestemme, om de 

sikrede data kan slettes, betragtes som dataansvarlig, jf. persondatalovens 

§ 3, nr. 4. Dette indebærer, at Datatilsynet har fuld inspektionskompetence 

i forhold til de sikrede oplysninger, jf. persondatalovens 

§ 62, stk. 2, om behandling, der foretages for den offentlige forvaltning, 

og at bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger 

til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige 

sektor, finder anvendelse. 

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786 a om hastesikring 

af elektroniske data bør efter Justitsministeriets opfattelse endvidere 

omhandle spørgsmålet om delvis videregivelse af trafikdata omfattet 

af artikel 16, jf. konventionens artikel 17, stk. 1, litra b. 

Der foreslås derfor indsat et stk. 3 i retsplejelovens § 786 a, hvorefter 

det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester som led i hastesikring 

efter stk. 1 uden ugrundet ophold at videregive trafikdata om andre 

telenet- eller teletjenesteudbyder, hvis net eller tjenester har været anvendt 

i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som kan 

være af betydning for efterforskningen. 

Formålet med denne del af bestemmelsen er alene at give politiet 

mulighed for at identificere og pålægge hver enkelt udbyder af telenet 

eller teletjenester at sikre trafikdata i tilfælde, hvor der anvendes flere 

udbydere af telenet eller teletjenester. De oplysninger, som udbydere 

af telenet og teletjenester efter bestemmelsen skal videregive til politiet, 

er alene oplysninger om de elektroniske stier, som føres fra den pågældende 

udbyder til en eller flere andre udbydere. 

Justitsministeriet finder ikke grundlag for i hastesikringsbestemmelsen 

nærmere at angive en bestemt frist, indenfor hvilken en udbyder 

af telenet eller teletjenester skal videregive trafikdata, der sætter politiet 

i stand til at identificere andre udbydere involveret i den kommunikation, 

som efterforskningen angår. Med henblik på at sikre, at øjemedet 

ikke forspildes, foreslås det imidlertid fastsat i bestemmelsen, at udbydere 

af telenet eller teletjenester, der får pålæg om hastesikring efter 

retsplejelovens § 786 a, stk. 1, uden ugrundet ophold skal videregive 

sådanne oplysninger til politiet. 

Det er således af afgørende betydning for politiets efterforskning af 

lovovertrædelser, der involverer elektronisk bevismateriale, at politiet 

så hurtigt som overhovedet muligt kan identificere samtlige udbydere, 

der har været involveret i den kommunikation, som efterforskningen 

angår. 

Det forudsættes som nævnt, at politiet afgrænser pålægget om hastesikring 

så meget, som det er muligt. 

Udbydere af telenet og teletjenester er ikke efter Europarådets konventionen 

om IT-kriminalitet forpligtet til at registrere eller opbevare 

bestemte elektroniske data. 

Retsplejelovens § 786, stk. 4, fastsætter imidlertid en pligt for udbydere 

af telenet og teletjenester til at foretage registrering og opbevaring 

(logning) i 1 år af de oplysninger om tele- og internetkommunikation, 

der er relevante for politiets efterforskning og retsforfølgning af straf- 

bare forhold. Der er efter bestemmelsen alene tale om registrering og 

opbevaring af trafikdata og ikke af selve indholdet af kommunikationen. 

Formålet med logningsbestemmelsen i retsplejelovens § 786, stk. 4, 

er at sikre tilstedeværelsen af de oplysninger, som politiet kan få adgang 

til bl.a. ved indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af teleoplysning 

og udvidet teleoplysning, jf. retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3 

og 4. 

Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for videnskab, 

teknologi og udvikling ved bekendtgørelse nærmere regler 

om logningspligtens indhold og omfang, jf. retsplejelovens § 786, stk. 

4, 2. pkt. 

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af retsplejelovens 

§ 786, stk. 4, jf. § 7, stk. 3, i lov nr. 378 af 6. juni 2002. Bestemmelsen 

om logning af trafikdata er endnu ikke trådt i kraft. 

Når retsplejelovens § 786, stk. 4, træder i kraft, vil udbydere af telenet 

og teletjenester efter denne bestemmelse have pligt til at registrere og 

opbevare (logge) trafikdata. Med hensyn til hastesikring af trafikdata 

efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786 a vil der således 

være tale om oplysninger, som udbydere af telenet og teletjenester 

opbevarer i 1 år i medfør af logningsbestemmelsen. 

Herudover kan udbydere af telenet og teletjenester registre og opbevare 

oplysninger af andre årsager, f.eks. af hensyn til regningsudstedelse. 

Den pågældende udbyder skal efter artikel 16, stk. 3, kunne pålægges 

tavshedspligt i en periode, hvis længde fastlægges i medlemsstatens 

lovgivning, med hensyn til oplysningen om, at den pågældende har 

sikret de elektroniske data. 

Efter § 13, stk. 1, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet 

(lovbekendtgørelse nr. 661 af 10. juli 2003) må ejere af telenet, 

udbydere af telenet eller teletjenester, førnævntes ansatte og tidligere 

ansatte ikke uberettiget videregive eller udnytte oplysninger som 

nævnt i stk. 3, som de får kendskab til i forbindelse med det pågældende 

udbud af telenet eller teletjenester. 

Bestemmelserne i straffelovens §§ 152-152 a og §§ 152 d-152 f finder 

tilsvarende anvendelse for den, der er eller har været ansat hos en ejer 

af telenet eller en udbyder af telenet eller teletjenester, eller som i øvrigt 

er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale 

med disse, jf. § 13, stk. 2, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold 

på telemarkedet. 

I lovens § 13, stk. 3, er det endvidere fastsat, at ejere af telenet og 

udbydere af telenet eller teletjenester skal træffe de nødvendige foranstaltninger 

med henblik på at sikre, at oplysninger om andres brug af 

nettet eller tjenesten eller indholdet heraf ikke er tilgængelige for 

uvedkommende. 

Efter straffelovens § 152, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel 

indtil 6 måneder den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, og som 

uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil 

den pågældende i den forbindelse har fået kendskab. En oplysning er 

efter straffelovens § 152, stk. 3, fortrolig, når den ved lov eller anden 

gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er 

nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn 

til offentlige eller private interesser. 

Efter Justitsministeriets opfattelse finder de ovennævnte regler om 

tavshedspligt også anvendelse i tilfælde, hvor politiet efter den foreslåede 

bestemmelse i retsplejelovens § 786 a meddeler en udbyder af telenet 

eller teletjenester pålæg om at hastesikre elektroniske data. 




8. Forslag til EU-rammeafgørelse om angreb på informationssystemer 

8.1. Forslag til EU-rammeafgørelse om angreb på informationssystemer 

Kommissionen fremsatte den 19. april 2002 et forslag til rammeafgørelse 

om angreb på informationssystemer. Retsgrundlaget for forslaget 

til rammeafgørelse er artikel 29, artikel 30, stk. 1, litra a, artikel 31, 

stk. 1, litra e, og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske 

Union. 

Forslaget til rammeafgørelse er optaget som bilag 2 til lovforslaget. 

Det bemærkes i den forbindelse, at den endelige sproglige udformning 

af forslaget til rammeafgørelse og den endelige nummerering af de 

enkelte bestemmelser i forslaget til rammeafgørelse afventer en nærmere 

juridisk-sproglig gennemgang forud for Rådets endelige vedtagelse 

af rammeafgørelsen. 

Rammeafgørelsens formål er at forbedre samarbejdet mellem de 

retlige og andre kompetente myndigheder ved at foretage en indbyrdes 

tilnærmelse af medlemslandenes strafferetlige regler vedrørende angreb 

på informationssystemer. Kommissionen har ved udarbejdelsen af 

forslaget taget hensyn til de resultater, der er opnået i Europarådet i 

forbindelse med udarbejdelsen af konventionen om IT-kriminalitet. 

Artikel 1 indeholder definitioner af visse begreber i rammeafgørelsen. 

Ved »informationssystem« forstås enhver enhed eller gruppe af 

indbyrdes forbundne eller beslægtede enheder, hvoraf en eller flere 

ved hjælp af et program udfører automatisk behandling af edb-data 

samt edb-data, som lagres, behandles, fremfindes eller overføres i forbindelse 

med systemernes drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse. 

Ved »edb-data« forstås enhver form for gengivelse af fakta, informationer 

eller begreber i et format, der egner sig til behandling i et informationssystem, 

herunder et program, som kan anvendes til at få et informationssystem 

til at udføre en funktion. 

For så vidt angår »juridiske personer« henvises til national ret, således 

at der ved begrebet forstås enhver enhed, der i national ret har status 

af juridisk person, dog ikke stater eller andre offentlige organer, der 

udøver offentlig myndighed, og offentlige internationale organisationer. 

Ved begrebet »uretmæssig« forstås adgang eller indgreb, som ejeren 

eller anden retmæssig indehaver af systemet eller en del af det ikke har 

givet tilladelse til, eller som ikke er tilladt i henhold til national lovgivning. 

Artikel 2 vedrører ulovlig adgang til informationssystemer. Efter 

stk. 1 er medlemsstaterne forpligtet til at kriminalisere forsætlig uretmæssig 

adgang til et informationssystem eller en del af et informationssystem, 

i det mindste i grovere tilfælde. Efter stk. 2 kan en medlemsstat 

dog beslutte, at den vil begrænse anvendelsesområdet for stk. 1 til 

handlinger, der er begået ved overtrædelse af en sikkerhedsforanstaltning. 

Artikel 3 vedrører ulovligt indgreb i informationssystemer. Herefter 

er medlemsstaterne forpligtet til at gøre det strafbart forsætligt og 

uretmæssigt at forårsage en alvorlig hindring eller afbrydelse af et informationssystems 

drift ved at indlæse eller overføre edb-data eller 

ved at beskadige, slette, forvanske, ændre, tilbageholde eller hindre 

adgang til dets edb-data, i det mindste i grovere tilfælde. 

Artikel 4 vedrører ulovligt indgreb i data. Efter denne bestemmelse 

er medlemsstaterne forpligtet til at gøre det strafbart forsætligt og 

uretmæssigt at slette, beskadige, forvanske, ændre, tilbageholde eller 

hindre adgang til edb-data i et informationssystem, i det mindste i 

grovere tilfælde. 

Efter artikel 5 skal medlemsstaterne kriminalisere medvirken til og 

forsøg på de i artikel 2, 3 og 4 omhandlende lovovertrædelser. 

Artikel 6, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til at sikre, at den i artikel 

2, 3, 4 og 5 omhandlede adfærd kan straffes med strafferetlige sanktioner, 

der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling 

og har en afskrækkende virkning. Efter bestemmelsens stk. 2 skal 

medlemsstaterne sikre, at den adfærd, der er omhandlet i artikel 3 og 

4, kan straffes med fængsel med en maksimal varighed på mindst et 

til tre år. 

Artikel 7 fastslår, hvornår der foreligger skærpende omstændigheder. 

Efter denne bestemmelse er medlemsstaterne forpligtet til at sikre, at 

den adfærd, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, og artikel 3 og 4, kan 

straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst to til fem år, 

når den er begået inden for rammerne af en kriminel organisation. En 

medlemsstat kan også træffe de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, hvis 

adfærden har forvoldt alvorlig skade eller skadet væsentlige interesser, 

jf. stk. 2. 

Artikel 8 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. 

Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske 

personer kan gøres strafferetligt ansvarlige med hensyn til de 

handlinger, der er omfattet af forslaget til rammeafgørelsen, i det omfang 

handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding 

og af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et 

organ, der handler på vegne af den juridiske person. 

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer 

også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn 

fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er 

underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de i artikel 

2, 3, 4 og 5 omhandlede lovovertrædelser for at skaffe den juridiske 

person vinding. 

Efter artikel 9 er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der over 

for juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, 

proportionale og virker afskrækkende, herunder bødestraf eller andre 

sanktioner, som f.eks. fratagelse af retten til at modtage offentlige 

ydelser og tilskud eller forbud mod at udøve erhvervsaktivitet. 

Artikel 10 indeholder bestemmelser om straffemyndighed og forpligter 

medlemsstaterne til at etablere straffemyndighed, når lovovertrædelsen 

er begået helt eller delvist på medlemslandets territorium. 

Medlemsstaterne forpligtes i den forbindelse til at etablere straffemyndighed 

i det tilfælde, hvor gerningsmanden begår lovovertrædelsen, 

mens han fysisk befinder sig på landets område, uanset om lovovertrædelsen 

er rettet mod et informationssystem på dette område. Herudover 

forpligtes medlemsstaterne til at etablere straffemyndighed i det tilfælde, 

hvor lovovertrædelsen begås mod et informationssystem på landets 

område, uanset om gerningsmanden på gerningstidspunktet fysisk befandt 

sig på landets område. Endvidere forpligtes medlemsstaterne til 

at etablere straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået af en af 

dens statsborgere eller for at skaffe en juridisk person med hjemsted 

på dens område vinding. Medlemsstaterne kan dog beslutte ikke at 

etablere straffemyndighed i de sidstnævnte tilfælde eller begrænse anvendelsesområdet 

af bestemmelserne. I så fald skal der ske underretning 

til Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen. Endelig forpligter 

bestemmelsen medlemsstaterne til at samarbejde i sager, hvor flere 

medlemsstater har straffemyndighed. 

Artikel 11 indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger 

om de lovovertrædelser, der er omfattet af rammeafgørelsen. Bestemmelsen 

forpligter medlemsstaterne til at anvende de eksisterende netværk 

af operationelle kontaktpunkter, der fungerer 24 timer i døgnet, 

samt at udpege kontaktpunkter til udveksling af oplysninger om strafbare 

handlinger i forbindelse med angreb på informationssystemer. 

I artikel 12 fastslås det, at medlemsstaterne på en endnu ikke fastsat 

dato skal have truffet de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre 

rammeafgørelsen i national ret, mens det af artikel 13 fremgår, at 

rammeafgørelsen træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i EF- 

Tidende. 



8.2. Justitsministeriets overvejelser om lovgivningsmæssige 

konsekvenser 

8.2.1. Forslaget til rammeafgørelse om angreb på informationssystemer 

indeholder i artikel 2 en pligt for medlemsstaterne til at 

gøre det strafbart at skaffe sig uretmæssig adgang til et informationssystem 

eller en del heraf, i det mindste i grovere tilfælde. 

Medlemsstaterne kan beslutte, at handlingerne kun er strafbare, 

hvis lovovertrædelsen er begået ved overtrædelse af en sikkerhedsforanstaltning. 

Pligten til at kriminalisere handlinger omfattet af artikel 2 må anses 

for opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 2, om krænkelse 

af datahemmeligheden (hacking). 

Efter denne bestemmelse straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang 


bruges i et anlæg til elektronisk databehandling. Strafferammen er bøde 

eller fængsel indtil 6 måneder. Hvis den strafbare handling er begået 

for at skaffe sig eller gøre sig bekendt med en virksomheds erhvervshemmeligheder 

eller under andre særlig skærpende omstændigheder, 

kan straffen efter § 263, stk. 3, stige til fængsel indtil 4 år. 

Bestemmelsen er ikke begrænset til alene at beskytte informationssystemer, 

hvor der er etableret sikkerhedsforanstaltninger. Derimod 

lægger domstolene ved strafudmålingen bl.a. vægt på, om der har været 

en rimelig sikkerhed eller kontrol, eller om en eventuel mangel på 

sikkerhed har muliggjort, at kriminaliteten har fået et særligt stort omfang. 

8.2.2. Artikel 3 indeholder en forpligtelse til at gøre det strafbart 

forsætligt og uretmæssigt at forårsage en alvorlig hindring eller 

afbrydelse af et informationssystems drift ved at indlæse eller 

overføre edb-data eller ved at beskadige, slette, forvanske, ændre, 

tilbageholde eller hindre adgang til dets edb-data, i det mindste i 

grovere tilfælde. 

Pligten til at kriminalisere de handlinger, der efter bestemmelsen består 

i »at beskadige, slette, forvanske, ændre« i et informationssystems edbdata 

må anses for opfyldt ved hærværksbestemmelsen i straffelovens 

§ 291, stk. 1. 

Efter denne bestemmelse straffes den, som ødelægger, beskadiger 

eller bortskaffer ting, der tilhører en anden. Strafferammen er bøde eller 

fængsel indtil 1 år. Hvis hærværket er af betydeligt omfang, eller hvis 

gerningsmanden tidligere er fundet skyldig i bl.a. hærværk, kan straffen 

stige til fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 291, stk. 2. 

Anderledes forholder det sig med den del af gerningsindholdet, der 

består i at forårsage en alvorlig hindring eller afbrydelse af et informationssystems 

drift ved at »indlæse eller overføre edb-data« eller ved 

at »tilbageholde eller hindre adgang« til et informationssystem, idet 

der i disse tilfælde ikke nødvendigvis forekommer ødelæggelse eller 

beskadigelse af ting. 

Der henvises i den forbindelse til pkt. 7.2 om Justitsministeriets 

overvejelser om de lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets 

konvention om IT-kriminalitet, herunder særligt artikel 5, idet denne 

konvention giver anledning til tilsvarende overvejelser. Det anføres 

her, at det forekommer mest nærliggende at anse den nævnte pligt for 

opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens § 293, stk. 2, om rådighedshinding. 

Efter denne bestemmelse straffes den, som lægger hindringer i vejen 

for, at nogen udøver sin ret til at råde over eller tilbageholde en ting. 

Strafferammen er bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel 

indtil 6 måneder. 

Det er imidlertid uklart, om denne bestemmelse også omfatter en 

rådighedshindring ad elektronisk vej, og der bør derfor efter Justitsministeriets 

opfattelse ske en ændring af straffelovens § 293, stk. 2, således 

at det af bestemmelsen klart fremgår, at den også omfatter rådighedshindring 

ad elektronisk vej. Der henvises i den forbindelse til Justits- 

ministeriets overvejelser om på grundlag af betænkning nr. 1417/2002 

om IT-kriminalitet at ændre straffelovens § 293, stk. 2, jf. pkt. 5.3.2. 

ovenfor og til lovforslagets § 1, nr. 13. 

8.2.3. Artikel 4 vedrører medlemsstaternes pligt til at gøre det 

strafbart forsætligt og uretmæssigt at slette, beskadige, forvanske, 

ændre, tilbageholde eller hindre adgang til edb-data i et informationssystem, 

i det mindste i grovere tilfælde. 

Pligten til at kriminalisere de nævnte handlinger må efter Justitsministeriets 

opfattelse anses for opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens 

§ 291, stk. 1, om hærværk, eller i § 293, stk. 2, om rådighedshindring. 

8.2.4. Artikel 5 vedrører forsøg og medvirken. Disse bestemmelser 

må anses for opfyldt ved bestemmelserne i straffelovens §§ 21 og 

23. 

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme 

eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når den ikke fuldbyrdes, 

som forsøg. Bestemmelsen giver mulighed for at straffe forsøgshandlinger 

i meget vidt omfang. Det afgørende for, om handlingen udgør 

et strafbart forsøg, er gerningsmandens forsæt. 



dåd har medvirket til gerningen. Fuldbyrdes forbrydelsen ikke, kan der 

straffes for medvirken til forsøg. For at straffe en person for medvirken 


den pågældende forbrydelse, såfremt der er tale om forbrydelser, der 

kræver forsæt. Dette forsæt skal i en vis grad være konkretiseret, idet 

det antages, at tilskyndelse til at begå kriminalitet i almindelighed ikke 

er tilstrækkeligt. 

8.2.5. Efter artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at den i 

artikel 2, 3, 4 og 5 omhandlede adfærd kan straffes med strafferetlige 

sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den 

strafbare handling og har en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne 

skal sikre, at den adfærd, der er omhandlet i artikel 3 og 

4, kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst 

et til tre år, jf. stk. 2. 

Efter artikel 7 forpligtes medlemsstaterne til at fastsætte et strafmaksimum 

på mindst to til fem år, for overtrædelse af artikel 2, stk. 2, 

artikel 3 og 4 , når handlingen er begået inden for rammerne af en 

kriminel organisation. En medlemsstat kan efter artikel 7, stk. 2, også 

træffe de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, hvis adfærden har forvoldt 

alvorlig skade eller skadet væsentlige interesser. 

For så vidt angår krænkelse af datahemmeligheden, som omfattet af 

artikel 2, opfyldes denne forpligtelse som nævnt under pkt. 8.2.1. ved 

straffelovens § 263, stk. 2, hvorefter hacking kan straffes med fængsel 

indtil 6 måneder. Det følger imidlertid af artikel 7, at hacking, der foretages 

inden for rammerne af en kriminel organisation, skal kunne 

straffes med op til mellem 2 og 5 års fængsel. Danmarks tilslutning til 

rammeafgørelsen nødvendiggør således en ændring af strafferammen, 

således at denne opfylder artikel 7. 

På den baggrund foreslås det, at den forhøjede sidestrafferamme i § 

263, stk. 3, på fængsel indtil 4 år kan finde anvendelse, når der er tale 

om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter, jf. 

lovforslagets § 1, nr. 9. 

Om Justitsministeriets overvejelser på baggrund af Brydensholt-udvalgets 

forslag til ændring af straffelovens § 263, stk. 2 og 3, henvises 

til pkt. 2.3.1.3. ovenfor. 

Overtrædelser omfattet af artikel 3 eller 4 kan som nævnt straffes 

efter straffelovens § 291 (hærværk), eller § 293, stk. 2 (rådighedshindring). 

Efter § 291, stk. 1, straffes hærværk med fængsel indtil 1 år. Ved 

hærværk af betydeligt omfang, eller hvis der foreligger gentagelse, kan 



straffen stige til fængsel i 4 år. Forpligtelsen efter artikel 6 er opfyldt 

i relation til strafferammen i § 291, stk. 1, mens forpligtelsen efter artikel 

7 nødvendiggør en ændring af den forhøjede sidestrafferamme i 

§ 291, stk. 2. På den baggrund foreslås § 291, stk. 2, ændret, således 

at også hærværk af mere systematisk eller organiseret karakter kan 

straffes med fængsel indtil 4 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. 


forslag til ændring af § 291 henvises til pkt. 5.3.1. ovenfor. 

Rådighedshindring straffes efter § 293, stk. 2, med bøde eller under 

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder. For så vidt 

angår § 293, stk. 2, nødvendiggør Danmarks tilslutning til rammeafgørelsen 

en ændring af strafferammen, således at denne opfylder kravene 

i artikel 6 og 7. På den baggrund foreslås § 293, stk. 2, ændret, således 

at strafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan stige 

til fængsel i 2 år, bl.a. hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk 

eller organiseret karakter. 


forslag til ændring af § 293, stk. 2, henvises til pkt. 5.3.2. 

ovenfor. 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at Danmark med ovennævnte 

foreslåede forhøjelser af strafferammerne opfylder forpligtelsen i artikel 

6 og 7 i forslaget til rammeafgørelse. 

8.2.6. Rammeafgørelsens bestemmelser i artikel 8 og 9 om juridiske 

personers ansvar skønnes ikke at give anledning til lovændringer, 

idet der efter straffelovens § 306 kan pålægges selskaber m.v. 

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser. 

Økonomiske konsekvenser 

for stat, kommuner og 

amtskommuner 

Administrative konsekvenser 

for stat, kommuner og 

amtskommuner 

Økonomiske konsekvenser 

for erhvervslivet 


for erhvervslivet 

Miljømæssige konsekvenser 


for borgerne 

Forholdet til EU-retten 

Positive konsekvenser/ 

mindre udgifter 

Ingen 

Ingen 

Ingen 

Ingen 

Ingen 

Ingen 

10. Hørte myndigheder mv. 

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt til høring hos 

følgende myndigheder og organisationer: 

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns 

Byret og for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde, 

Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, 

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, 

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, 

Politiforbundet i Danmark, Datatilsynet, Advokatrådet, 

Landsforeningen af beskikkede advokater, Det Danske Center for 

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for 

overtrædelse af straffeloven. 

8.2.7. Artikel 10 i rammeafgørelsen om straffemyndighed giver 

ikke anledning til lovændringer, jf. straffelovens bestemmelser i 

§§ 6-9. 

8.2.8. Artikel 11 om udveksling af oplysninger må anses for opfyldt 

gennem Danmarks tilslutning til G8-landenes 24 timers/7 dages 

informationsnet til bekæmpelse af højteknologikriminalitet. 

9. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser 

mv. 

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786 a om hastesikring 

af elektroniske data (lovforslagets § 2, nr. 2) indebærer som udgangspunkt 

omkostninger for teleudbydere mv. i forbindelse med gennemførelse 

af pålæg af hastesikring. Omkostningerne vil imidlertid blive afholdt 

af politiet i lighed med andre lignende straffeprocessuelle indgreb, 

eksempelvis telefonaflytning. Dette forventes ikke at medføre merudgifter 

for det offentlige af betydning. 

Lovforslaget har ikke i øvrigt økonomiske eller administrative konsekvenser 

for det offentlige. 

De foreslåede nye bestemmelser i straffeloven mv. kan medføre 

øgede udgifter for erhvervslivet og borgerne i det omfang, der sker 

overtrædelse af bestemmelserne. 

For så vidt angår lovforslagets EU-retlige aspekter henvises til beskrivelsen 

heraf under pkt. 1 og 8 i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Negative konsekvenser/ 

Merudgifter 

Ingen merudgifter af betydning 

Ingen 

Ingen 

Ingen af betydning 

Ingen 

Ingen 

Lovforslaget gør det muligt for Danmark at medvirke til 

vedtagelsen af EU-rammeafgørelsen om angreb på informationssystemer. 

Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Retspolitisk 

Forening, Brancheforeningen Telekommunikationsindustrien, 

Brancheorganisationen ForbrugerElektronik, Canal Digital Danmark 

A/S, Viasat A/S, Center for IT-forskning, Dansk IT, Foreningen af 

Internetleverandører, IT-Brancheforeningen, ITEK/Dansk Industri, 

PROSA, SAM-DATA (HK), Telekommunikationsforbundet, IFPI 

Danmark, Business Software Alliance Danmark, Multimedieforeningen, 

CSC Datacentralen, Dansk Dataforening, Elektronikindustrien, Grossistforeningen 

for Radio og Elektronik, Kommunedata, Sonofon I/S, 

Tele 2 A/S, Tele Danmark A/S, Telia A/S, Orange A/S, Realkreditrådet, 



Finansrådet, Finansforbundet, Lejernes LO og Andelsboligforeningernes 

Fællesrepræsentation. 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser 

I bilag 3 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt 

med de nugældende regler. 

Til § 1 

Straffeloven 

Til nr. 1 (straffelovens § 153) 

Forslaget indebærer, at bestemmelsen i straffelovens § 153 i sin helhed 

ophæves. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4. og 2.3.4. i lovforslagets almindelige 

bemærkninger. 

Til nr. 2 (overskriften til straffelovens kapitel 18) 

Den foreslåede ændring af overskriften til straffelovens kapitel 18 til 

at angå forbrydelser vedrørende betalingsmidler som fællesbetegnelse 

for fysiske og elektroniske penge er en konsekvens af forslaget om at 

indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 169 a om falske elektroniske 

penge, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, nedenfor. 



Til nr. 3 (straffelovens § 169 a) 

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 169 a om 

uberettiget fremstilling, tilegnelse eller udbredelse af falske elektroniske 

penge med forsæt til, at de anvendes som ægte. Bestemmelsen svarer 

med enkelte afgivelser til Brydensholt-udvalgets forslag. 

Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som repræsenterer 

et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium, jf. § 308, 

stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Elektroniske penge må efter 

denne bestemmelse ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt 

som betalingsmiddel af andre end udstederen. 

Som eksempler på elektroniske penge kan nævnes Danmønt-kort, 

som er et kort, der kan genoplades. Endvidere kan nævnes Mondexkort, 

som er et kort, der kan genoplades eller oplades fra andres Mondex-kort 

(såkaldt chip to chip overførsel). Herudover kan nævnes Digi 

Cashs eCash og Cyber Cashs Cyber Coin, der er softwareprodukter, 

hvor digitale penge er placeret på en harddisk. 

Efter stk. 1 straffes den, der fremstiller, skaffer eller udbreder falske 

elektroniske penge med forsæt til, at de anvendes som ægte. Det forudsættes, 

at også videregivelse i et enkelt tilfælde betragtes som udbredelse 

omfattet af bestemmelsen. 

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, hvad der skal forstås ved falske 

elektroniske penge. Efter bestemmelsen forstås ved falske elektroniske 

penge midler, der uden at være ægte elektroniske penge er egnede til 

at blive brugt som sådanne. 

Strafferammen i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 169 

a er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 

Efter bestemmelsen i det foreslåede stk. 3 er straffen fængsel indtil 

6 år, hvis handlingen er af særlig grov beskaffenhed, herunder navnlig 

på grund af den måde, den er udført på, eller på grund af beløbets 

størrelse. 

Spørgsmålet om, hvorvidt handlingen er af særlig grov beskaffenhed, 

må afgøres på grundlag af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde 

af samtlige sagens omstændigheder. 



Til nr. 4 (straffelovens § 171, stk. 2) 

Den foreslåede ændring af straffelovens § 171, stk. 2, indebærer, at 

det fastsættes udtrykkeligt i selve dokumentfalskbestemmelsen, at den 

omfatter både skriftlige og elektroniske med betegnelse af udstederen 

forsynet tilkendegivelser, der fremtræder som bestemt til at tjene som 

bevis. Definitionen af et dokument svarer til Brydensholt-udvalgets 

forslag i betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet. 

Med den foreslåede definition af et dokument omfatter dokumentfalskbestemmelsen 

som efter den gældende dokumentfalskbestemmelse 

såkaldte hensigtsdokumenter - det vil sige tilkendegivelser, der fremtræder 

som bestemt til at tjene som bevis. 

Derimod omfatter den foreslåede bestemmelse ikke såkaldte lejlighedsdokumenter 

- det vil sige tilkendegivelser, der bliver benyttet som 

bevis for en rettighed mv. Brug af et falsk lejlighedsdokument kan 

imidlertid være strafbart efter andre bestemmelser i straffeloven, der 

vedrører brugen af dokumentet, f.eks. bedrageri efter straffelovens § 

279. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2.1. og 4.3.1. i de almindelige bemærkninger. 


Det foreslås at ændre strafferammen for dokumentfalsk, således at 

normalstrafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år. 

Efter den foreslåede bestemmelse kan straffen stige til fængsel i 6 

år, hvis der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter eller om 

et større antal begåede forhold. Ved vurderingen heraf vil der navnlig 

kunne lægges vægt på, om forholdet på grund af udførelsesmåden eller 

fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller om følge af den 

opnåede eller tilsigtede vinding må betragtes som særligt groft. 

Om baggrunden for den foreslåede ændring henvises i øvrigt til pkt. 

4.2.1. og 4.3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger 



det i bestemmelsen præciseres, at den også finder anvendelse i forhold 

til den, der gør brug af en bog omfattet af § 175, stk. 1, som indeholdende 

sandhed. 

Endvidere indebærer den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 i 

straffelovens § 175, at det fastsættes udtrykkeligt i bestemmelsen, at 

den også omfatter dokumenter eller bøger, der er udfærdiget eller føres 

på andet læsbart medie. 

»Andet læsbart medie« skal forstås på samme måde som i straffelovens 

§ 163 om erklæringer mv. til brug i retsforhold, der vedrører 

det offentlige. 

Afgrænsningen af det strafbare område beror således på et visuelt 

kriterium - det vil sige om dokumentet eller bogen for afgiveren fremtræder 

eller dog kan fremtræde i læsbar form, f.eks. på et stykke papir 

eller på en dataskærm. Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen 

f.eks. også omfatte erklæringer, der er afgivet ved edb-diskette eller 

andet eksternt lagringsmedie, eksempelvis e-post. 

Denne del af forslaget skal ses i tilknytning til forslaget om at ændre 

dokumentdefinitionen i straffelovens § 171, stk. 2, jf. bemærkningerne 

til lovforslagets § 1, nr. 4, ovenfor. 

Overtrædelse af § 175 straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år, og 

ikke som i dag med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder 

med bøde, jf. den foreslåede stk. 1. 




Det foreslås at ændre »databehandlingsanlæg« i straffelovens § 193, 

stk. 1, til »informationssystemer«, der er neutralt i forhold til mulige 

teknologiske løsninger. 



Ved et informationssystem forstås en computer eller andet databehandlingsanlæg. 

Omfattet heraf er navnlig personlige computere, herunder 

både stationære og bærbare computere. Også andet elektronisk 

udstyr vil imidlertid kunne være omfattet, hvis udstyret har funktioner 

svarende til dem, der findes i computere. Det gælder således elektronisk 

udstyr, der kan anvendes til at oprette og/eller behandle dokumenter, 

billeder og lyde, udføre regnskabsfunktioner og lignende, herunder 

også hvis sådanne funktioner senere forekommer i kombination med 

andet elektronisk udstyr, f.eks. fjernsyn. 

Det foreslås endvidere at ændre strafferammen, således at overtrædelse 

af § 193, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år, hvilket 

svarer til det foreslåede strafmaksimum for groft hærværk, jf. lovforslagets 

§ 1, nr. 12. 

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i straffelovens § 193, stk. 

2, indebærer, at bestemmelsen begrænses til alene at omfatte omfattende 

forstyrrelse i driften i almindelige kommunikations- og samfærdselsmidler, 

der er begået ved grov uagtsomhed. 

I tilknytning hertil foreslås strafferammen i straffelovens § 193, stk. 

2, forhøjet fra 4 måneders fængsel til fængsel indtil 6 måneder. Dette 

svarer til strafferammen for groft hærværk begået ved grov uagtsomhed, 

jf. straffelovens § 291, stk. 3. 





»et anlæg til elektronisk databehandling« erstattes med »informationssystemer«, 

der er neutralt i forhold til mulige teknologiske løsninger, 

jf. i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7, ovenfor. 

Det foreslås endvidere at ændre strafferammen i § 263, stk. 2, således 

at normalstrafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.4. og 2.3.1.3. i lovforslagets almindelige 



Det foreslås at hæve strafmaksimum i den forhøjede sidestrafferamme, 

således at straffen kan stige til fængsel indtil 6 år. 

Det foreslås endvidere at ændre bestemmelsen, således at den forhøjede 

sidestrafferamme tillige finder anvendelse i tilfælde, hvor overtrædelse 

af § 263, stk. 2, er af mere systematisk eller organiseret karakter. 

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om overtrædelsen skønnes 

at være af mere systematisk eller organiseret karakter. Bestemmelsen 

herom skal bl.a. ses i sammenhæng med artikel 7 i forslag til rammeafgørelse 

om angreb på informationssystemer, der henviser til EUs fælles 

aktion af 21. december 1998 om at gøre det strafbart at deltage i en 

kriminel organisation i EUs medlemsstater (EFT L 351 af 29. december 

1998, s. 1), dog således at den deri fastsatte strafferamme ikke finder 

anvendelse. Udtrykket systematisk eller organiseret er imidlertid ikke 

begrænset til aktiviteter foretaget af en kriminel organisation som defineret 

i den fælles aktion. Andre former for systematisk eller organiseret 

hacking vil således skulle anses for en skærpende omstændighed ved 

anvendelsen af § 263, stk. 3. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.3. og 8.2.5. i lovforslagets almindelige 



Den foreslåede nye bestemmelse vedrører adgangsmidler til ikkekommercielle 

informationssystemer. Bestemmelsen svarer med enkelte 

afvigelser til Brydensholt-udvalgets forslag i betænkning nr. 1417/2002 

om IT-kriminalitet. 

Bestemmelsen i straffelovens § 263 a, stk. 1, kriminaliserer det forhold, 

at en person uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger eller i en videre 

kreds udbreder en kode eller andet adgangsmiddel til et ikke offentligt 

tilgængeligt informationssystem, hvortil adgangen er beskyttet med 

kode eller anden særlig adgangsbegrænsning, f.eks. passwords til informationssystemer 

til almindelig databehandling i private virksomheder 

eller den offentlige sektor. 

Som eksempel på ikke-erhvervsmæssig udbredelse i en videre kreds 

kan nævnes vederlagsfri distribution på Internettet til en større lukket 

kreds af personer. 

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at også uretmæssig 

videregivelse af et større antal koder eller andre adgangsmidler er 

omfattet af bestemmelsen. 

Ved et større antal koder eller andre adgangsmidler forudsættes det 

i almindelighed, at der er tale om videregivelse af ikke under 10 koder 

mv. I tilfælde, hvor der flere gange er videregivet færre end de angivne 

10 koder mv., forudsættes det, at der er en sådan tidsmæssig sammenhæng, 

at forholdet reelt må anses for én samlet videregivelse, for at 

anse forholdet for omfattet af straffelovens § 263 a, stk. 2. 

Er der tale om besiddelse eller tilegnelse af koder eller andre adgangsmidler 

eller om ikke-erhvervsmæssig videregivelse af én enkelt eller 

nogle få koder mv., vil forholdet derimod ikke være omfattet af bestemmelserne 

i straffelovens § 263 a, stk. 1 og 2. Efter omstændighederne 

vil der imidlertid i sådanne tilfælde kunne straffes for forsøg på eller 

medvirken til f.eks. hacking, jf. straffelovens § 263, stk. 2, jf. § 21 eller 

§ 23. 

Stk. 3 indeholder en særlig bestemmelse om samfundsvigtige informationssystemer. 

Efter denne bestemmelse straffes den, der uretmæssigt skaffer sig 

eller videregiver en kode eller andet adgangsmiddel som nævnt i stk. 

1 til et samfundsvigtigt informationssystem (nr. 1) eller et informationssystem, 

der behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af § 7, 

stk. 1, eller § 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, om 

flere personers personlige forhold. Den strafferetlige beskyttelse efter 

denne bestemmelse svarer til beskyttelsen af kommercielle informationssystemer 

efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 301 

a. 

Ved et samfundsvigtigt informationssystem forstås et informationssystem, 

der kan være omfattet af straffelovens § 193 om omfattende 

forstyrrelse i driften i almindelige kommunikations- og samfærdselsmidler. 

Efter bestemmelsen i straffelovens § 193 straffes den, som på retsstridig 

måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige 

samfærdselsmidler, offentlig postbesørgelse, telegraf eller telefonanlæg, 

radio- eller fjernsynsanlæg, databehandlingsanlæg (efter den foreslåede 

ændring »informationssystemer«) eller anlæg, der tjener til almindelig 

forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller varme, med fængsel 

indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde (med 

lovforslaget ændres strafferammen til bøde eller fængsel indtil 6 år). 

For en nærmere gennemgang af straffelovens § 193 henvises til pkt. 

5.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Bestemmelsen i persondatalovens § 7 regulerer behandling af nærmere 

opregnede typer af følsomme personoplysninger. De typer af 

oplysninger, der er omfattet af bestemmelsen, er oplysninger om racemæssig 

eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, 

fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige 

og seksuelle forhold. 

Persondatalovens § 8 regulerer behandling af andre følsomme personoplysninger, 

som ikke anses for at være så følsomme som de oplysninger, 

der er omfattet af persondatalovens § 7. Bestemmelsen omfatter 

oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og 

andre rent private forhold end de i persondatalovens § 7, stk. 1, nævnte. 

Som eksempler på oplysninger om andre rent private forhold end 

dem, der er nævnt i § 7, stk. 1, kan nævnes oplysninger om andre foreningsmæssige 

forhold (end fagforeningsmæssige tilhørsforhold, der 



er nævnt i persondatalovens § 7, stk. 1), om familiestridigheder, om 

separations- og skilsmissebegæringer og om adoptionsforhold. 

Strafferammen i de foreslåede bestemmelser i straffelovens § 263 a, 

stk. 1-3, er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 


6 år, hvis den i § 263 a, stk. 1-3, nævnte videregivelse mv. sker under 

særligt skærpende omstændigheder. Som særligt skærpende omstændighed 

anses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen mv. sker i særligt 

stort omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig skade. 

Spørgsmålet om, hvorvidt videregivelsen mv. indebærer en »særlig 

risiko for betydelig skade« må afgøres på grundlag af en konkret vurdering 

i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder. Kravet 

indebærer, at det ikke er enhver form for skade, der er omfattet af bestemmelsen. 

Om en skade er betydelig, vil afhænge navnlig af skadens 

omfang og konsekvenser. I den konkrete vurdering vil bl.a. kunne 

indgå, hvem koderne mv. eksempelvis videregives til, f.eks. en organiseret 

hackergruppe, og hvilke oplysninger der er tale om, f.eks. adgangsmidler 

til et samfundsvigtigt informationssystem. 



Om adgangsmidler til kommercielle informationssystemer henvises 

til lovforslagets § 1, nr. 16, nedenfor. 

Til nr. 11 (straffelovens § 264 c) 

Forslaget er en konsekvens af forslaget om at indsætte en særlig bestemmelse 

om ikke-kommercielle informationssystemer i en ny § 263 

a i straffeloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10, ovenfor. 

Bestemmelsen i straffelovens § 263 a tilsigter ikke at udvide anvendelsesområdet 

for straffelovens § 264 c. 

Forslaget indebærer, at bestemmelsen i straffelovens § 263 a - i 

modsætning til bestemmelserne i straffelovens §§ 263, 264 og 264 a - 

ikke finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket 

til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er 

fremkommet ved overtrædelse af denne bestemmelse. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Til nr. 12 (straffelovens § 291, stk. 1 og 2) 

Det foreslås at ændre strafferammen for hærværk efter § 291, således 

at normalstrafferammen i stk. 1 hæves til bøde eller fængsel indtil 1 

år og 6 måneder. 

Endvidere foreslås strafmaksimum i § 291, stk. 2, hævet fra 4 til 6 

år og anvendelsesområdet udvidet, således at bestemmelsen tillige er 

anvendelig, hvor der er tale om hærværk af mere systematisk eller organiseret 

karakter. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om hærværk 

skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter. 

Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 

(straffelovens § 263, stk. 3). 




Formålet med den foreslåede ændring af straffelovens § 293, stk. 2, 

om rådighedshindring er udtrykkeligt at fastsætte, at bestemmelsen 

også omfatter elektroniske rådighedshindringer. Bestemmelsen svarer 

med enkelte afvigelser til det af Brydensholt-udvalget stillede forslag 

til ændring af denne bestemmelse. 

Forslaget indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, 

hvor en person uberettiget hindrer en anden i helt eller delvist at råde 

over ting. Udtrykket »uberettiget hindrer« omfatter både fysisk og 

elektronisk rådighedshindring. Elektronisk rådighedshindring kan eksempelvis 

forekomme ved e-mail bomber, f.eks. Denial-of-Service 

angreb, som kan umuliggøre anvendelsen af informationssystemer. 

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor der er tale om delvis rådighedshindring 

derved, at den berettigede alene begrænses væsentligt 

i sin rådighed. 

Det foreslås tillige at hæve strafferammen for rådighedshindring, 

således at normalstrafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år. Det 

foreslås endvidere at ændre den strafskærpende bestemmelse i § 293, 

stk. 2, 2. pkt., således at straffen kan stige til fængsel i 2 år, hvor der 

foreligger overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter, 

eller hvor der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. 

Det vil afhænge af en konkret vurdering, om rådighedshindringen 

skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter, eller 

om der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Der 

henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (straffelovens 

§ 263, stk. 3). 



Til nr. 14 (straffelovens §§ 299 a og 299 b) 

Forslaget indebærer, at der i straffeloven indsættes overbygningsbestemmelser 

om særligt grove overtrædelser af markedsføringslovens 

§ 10 (§ 299 a) samt om ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, 

jf. ophavsretslovens § 76, stk. 2, og ulovlig import af særlig grov karakter, 

jf. ophavsretslovens § 77, stk. 2 (§ 299 b). 

Den foreslåede § 299 a svarer med enkelte afvigelser til det af 

Brydensholt-udvalget stillede forslag om en sådan overbygningsbestemmelse. 

Bestemmelsen i straffelovens § 299 a er alene en overbygning på 

bestemmelsen i markedsføringslovens § 10, og bestemmelsen indebærer 

således ikke en udvidelse af de strafbare forhold efter denne bestemmelse. 

Om markedsføringslovens § 10 henvises til de almindelige bemærkninger 

under pkt. 2.2.2. og 2.3.2. samt til bemærkningerne til 

lovforslagets § 3, nr. 1, nedenfor. 

Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at overtrædelsen 

af markedsføringslovens § 10 sker under særligt skærpende omstændigheder. 

Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, 

hvor handlingen har medført betydelig skade, eller der er fremkaldt 

nærliggende fare herfor. 

Kravet om, at der skal være sket »betydelig skade« indebærer, at det 

ikke er enhver form for skade, der er omfattet af bestemmelsen. Om 

den indtrådte skade er betydelig, vil afhænge navnlig af skadens omfang 

og konsekvenser. 

Kravet om »nærliggende fare« indebærer, at der skal foreligge en 

konkret fare - det vil sige en aktuel og ikke ubetydelig risiko for skadens 

indtræden. 

Strafmaksimum i den foreslåede bestemmelse er fængsel indtil 6 år. 

Bestemmelsen i straffelovens § 299 a forudsættes ikke udelukkende 

anvendt, hvor strafferammen i markedsføringslovens § 22, stk. 4, ikke 

findes tilstrækkelig. Det forudsættes således, at den foreslåede bestemmelse 

i straffelovens § 299 a anvendes i tilfælde, hvor forholdet skønnes 

at være så groft, at samfundets reaktion bør komme til udtryk ved anvendelse 

af straffeloven frem for markedsføringsloven. Dette gælder, 


end fængsel i 1 år og 6 måneder. 

I tilknytning til forslaget om at indsætte en ny § 299 a i straffeloven 

foreslås det at ændre strafferammen i markedsføringslovens § 22, stk. 

4, fra 2 års fængsel til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre 

højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a, jf. bemærkningerne 

til forslagets § 3, nr. 3. 



Den foreslåede § 299 b svarer med enkelte afvigelser indholdsmæssigt 

til det af Brydensholt-udvalget stillede forslag om en overbygningsbestemmelse 

i straffeloven for særligt grove ophavsretskrænkelser. 



Den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 299 b er alene en 

overbygning på bestemmelserne i ophavsretslovens § 76, stk. 2, og § 

77, stk. 2, og indebærer således ikke en udvidelse af de strafbare forhold 

efter disse bestemmelser. 

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at der er tale om ophavsretskrænkelser 

af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens § 76, stk. 

2, eller af ulovlig import af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens 

§ 77, stk. 2. En ophavsretskrænkelse af en sådan særlig grov karakter 

vil efter bestemmelsens ordlyd navnlig foreligge, hvis handlingen er 

foretaget med henblik på at skaffe gerningsmanden eller andre uberettiget 

vinding. Også andre særligt grove ophavsretskrænkelser kan begrunde 

bestemmelsens anvendelse, f.eks. fordi krænkelsen har et omfang, 

hvorved der påføres rettighedshaveren et meget betydeligt tab, 

eller hvor krænkelsen har medført en risiko herfor. 

Efter den foreslåede bestemmelse er strafferammen fængsel indtil 6 

år. 

Bestemmelsen forudsættes ikke udelukkende anvendt, hvor strafferammen 

i ophavsretslovens § 76, stk. 2, og § 77, stk. 2, jf. § 76, stk. 2, 

ikke findes tilstrækkelig. Det forudsættes således, at den foreslåede 

bestemmelse i straffelovens § 299 b anvendes i tilfælde, hvor forholdet 

skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør komme til udtryk 

ved anvendelse af straffeloven frem for ophavsretsloven. Dette gælder, 


end fængsel i 1 år og 6 måneder. 

Der henvises til pkt. 2.2.3. og 2.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger. 


Det foreslås at indsætte en ny, særlig bestemmelse i straffelovens § 

301 om produktion, forskaffelse, besiddelse eller videregivelse af oplysninger, 

som identificerer et betalingsmiddel tildelt andre eller genererede 

betalingskortnumre, med forsæt til uberettiget anvendelse. 

Det er en betingelse for anvendelse af den foreslåede bestemmelse 

i straffelovens § 301, at der er forsæt til uberettiget anvendelse. I forhold 

til straffelovens almindelige forsøgsregler indebærer bestemmelsen, 

at der ses bort fra kravet for forsættets konkretisering. 

Bestemmelsen, der i al væsentlighed svarer til det af Brydensholtudvalget 

stillede forslag, er knyttet til de relevante betalingsinformationer. 

Bestemmelsen omfatter alle betalingskort, uanset hvordan de nødvendige 

betalingsoplysninger er tilvejebragt. Således er kort med såvel 

ægte som genererede betalingskortnumre omfattet af bestemmelsen, 

ligesom både kort, der kan karakteriseres som dokumenter, og hvide 

kort uden prægning, hvor oplysningerne er overført til en magnetstrimmel, 

er omfattet. 

Endvidere omfatter bestemmelsen alle betalingskortnumre, uanset 

om disse er ægte, genererede eller frit konstruerede, og uanset om betalingskortnumrene 

foreligger på falske kort eller uden tilhørende kort. 

Bestemmelsen forventes dog navnlig anvendt i forhold til konstruerede 

eller eftergjorte betalingsmidler, herunder hvide kort med konstrueret 

eller eftergjort magnetstrimmel. 


er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 


6 år, hvis den i § 301, stk. 1, nævnte videregivelse mv. sker i en videre 

kreds eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder. 

Der vil eksempelvis være tale om videregivelse i en videre kreds ved 

videregivelse på Internettet til en større, lukket kreds af personer, f.eks. 

i en klub på Internettet med et større antal medlemmer. 

Spørgsmålet om, hvornår der foreligger særligt skærpende omstændigheder, 

beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige 

sagens omstændigheder. Som eksempel på et forhold, der må anses 

som en skærpende omstændighed efter den foreslåede strafskærpelses- 

regel, kan nævnes, at oplysningerne er skaffet ved, at en pengeautomat 

er forsynet med falsk front, således at kundens betalingskortnummer 

og pinkode kan aflæses. 

Bestemmelsen i straffelovens § 301, stk. 1, finder ikke anvendelse 

på ægte betalingskort, jf. det foreslåede stk. 3 . Uberettiget besiddelse 

af ægte betalingskort kan imidlertid være strafbar som tyveri, ulovlig 

omgang med hittegods eller hæleri (straffelovens § 276, § 277 og § 

290). 




Den foreslåede bestemmelse vedrører kommercielle informationssystemer 

og svarer med enkelte undtagelser til det af Brydensholt-udvalget 

stillede forslag herom. 

Kommercielle informationssystemer er systemer, hvortil adgangen 


anden særlig adgangsbegrænsning, f.eks. on demand-tjenester, informationssamlinger 

mv. 

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i en ny § 301 a i straffeloven, 

hvorefter den, der uretmæssigt skaffer sig eller videregiver 

koder eller andre adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen 

er forbeholdt betalende brugere, og som er beskyttet med kode 

eller anden særlig adgangsbegrænsning, straffes. 

Bestemmelsen omfatter alle adgangsmidler til kommercielle informationssystemer. 

Som eksempler kan nævnes dekoderkort, calling 

cards (telefonpinkoder), NUI-koder mv. 

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der alene er tale om 

forskaffelse eller videregivelse af en enkelt kode eller andet adgangsmiddel. 


a, stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. 

Hvis den i straffelovens § 301 a, stk. 1, nævnte videregivelse mv. 

sker under særligt skærpende omstændigheder er straffen efter det foreslåede 

stk. 2 fængsel indtil 6 år. 

Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor 

videregivelse mv. sker erhvervsmæssigt, i en videre kreds eller under 

omstændigheder, hvor der er særlig risiko for omfattende misbrug. 

Som eksempel på videregivelse i en videre kreds kan nævnes videregivelse 

på Internettet til en større lukket kreds af personer, f.eks. i en 

klub på Internettet med et større antal medlemmer. 

Endvidere kan som eksempler på videregivelse under omstændigheder, 

hvor der er særlig risiko for omfattende misbrug, nævnes videregivelse 

af calling cards eller NUI-koder til mange personer - der eventuelt 

også kan videregive adgangsmidlerne - med angivelse af, fra hvilket 

tidspunkt disse skal anvendes. I sådanne tilfælde må kontobelastningen 

forventes at blive omfattende, før misbruget opdages og bringes til 

ophør. Endvidere kan nævnes videregivelse af koder mv. i forbindelse 

med »bestillingsarbejde«, hvor der bestilles et større antal adgangsmidler. 

Dette gælder navnlig, hvis der betales et større beløb for de pågældende 

adgangskoder, da det i sådanne tilfælde må forventes, at formålet 

er et omfattende misbrug. 



Om adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer 

henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, ovenfor. 

Til nr. 17 og 18 (straffelovens § 305) 

De foreslåede ændringer af straffelovens § 305, stk. 1 og 2, indebærer, 

at overtrædelser af bestemmelsen i straffelovens § 293, stk. 2, om rådighedshindring 

undergives såkaldt betinget offentlig påtale i stedet 

for privat påtale - det vil sige at overtrædelsen alene påtales efter den 

forurettedes begæring. Selv om forurettede ikke har begæret påtale, 



kan der efter straffelovens § 305, stk. 1, ske påtale, hvis almene hensyn 

kræver det. 

Hvis der er fremsat begæring om offentlig påtale, jf. også bemærkningerne 

til lovforslagets § 2, nr. 1, om den foreslåede ændring af 

retsplejelovens § 720, behandles sagen på samme måde som sager, der 

er undergivet offentlig påtale. Der sker således efterforskning og rejses 

tiltale, medmindre de almindelige betingelser for afvisning af anmeldelsen, 

indstilling af efterforskningen eller opgivelse af påtale foreligger. 

Begæring om påtale er heller ikke til hinder for, at en sag afgøres 

med tiltalefrafald i overensstemmelse med de herom gældende regler. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.2. og 6 i lovforslagets almindelige 


Til § 2 

Retsplejeloven 

Til nr. 1 (retsplejelovens § 720, stk. 2, 2. pkt.) 

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 720, stk. 2, indebærer, at 

en anmeldelse til politiet fra en person, der efter retsplejelovens § 725 

er berettiget til at fremsætte begæring om offentlig påtale, skal anses 

som en begæring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af 

anmeldelsen. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige 


Til nr. 2 (retsplejelovens § 786 a) 

Den foreslåede nye bestemmelse omhandler hastesikring af elektroniske 

data og indsættes med henblik på at opfylde forpligtelsen efter artikel 

16 og 17 i Europarådets konvention om IT-kriminalitet. 

Bestemmelsen i retsplejelovens § 786 a, stk. 1, indebærer, at politiet 

som led i en efterforskning, hvor elektronisk bevismateriale kan 

være af betydning, kan meddele udbydere af telenet eller teletjenester 

pålæg om at foretage sikring af elektroniske data, herunder trafikdata. 

Det følger af den foreslåede § 786 a, stk. 2, at et pålæg om sikring 

alene kan omfatte elektroniske data, som opbevares på det tidspunkt, 

hvor pålægget meddeles, og at pålægget i såvel tidsmæssig som indholdsmæssig 

henseende skal begrænses så meget, som hensynet til den 

strafferetlige efterforskning konkret tillader. 

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at udbydere af telenet og 

teletjenester i den periode, politiet skønner nødvendig og maksimalt i 

90 dage, opbevarer og sikrer oplysninger, som i forvejen er i udbyderens 

besiddelse, med henblik på, at oplysningerne - hvis betingelserne herfor 

er opfyldt - på et senere tidspunkt kan udleveres til politiet til brug for 

efterforskningen. 

Hastesikring af elektroniske data indebærer således i praksis, at politiet 

hos en internetudbyder eller et teleselskab ved pålæg kan få hastesikret 

elektroniske data, således at de pågældende data beskyttes mod 

f.eks. at blive ændret eller slettet og dermed eventuelt på et senere 

tidspunkt vil kunne udleveres til politiet. 

Bestemmelsen i retsplejelovens § 786 a, stk. 1, omfatter alle elektroniske 

data - det vil sige både indholdsdata, trafikdata og øvrige elektroniske 

data, f.eks. oplysninger om navn og adresse på en internetudbyder 

eller et teleselskabs kunder (kundeoplysninger). 

Både udbydere af offentlige telenet og teletjenester samt udbydere, 

der henvender sig til specifikke, på forhånd afgrænsede kundesegmenter, 

er omfattet af bestemmelsen. 

Det er ikke i bestemmelsen angivet nærmere, på hvilken måde de 

elektroniske data skal sikres. Spørgsmålet om, hvorledes de elektroniske 

data i den konkrete sag skal sikres, beror således på en konkret vurdering 

i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, herunder 

hvilke data der er tale om, og hvorledes disse data opbevares. Som 

eksempel på hastesikring kan nævnes indefrysning. Der kan imidlertid 

efter omstændighederne også ske hastesikring på anden måde, f.eks. 

ved kopiering. Det afgørende er, at autenticiteten af dataene bevares. 

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786 a, stk. 3, 

påhviler det udbydere af telenet og teletjenester som led i hastesikring 

efter retsplejelovens § 786 a, stk. 1, uden ugrundet ophold at videregive 

trafikdata om andre telenet- eller teletjenesteudbydere, hvis net eller 

tjenester har været anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, 

som kan være af betydning for efterforskningen. 

Denne bestemmelse omfatter alene trafikdata. De oplysninger, som 

udbydere af telenet og teletjenester skal videregive til politiet, er alene 

oplysninger om de elektroniske stier, som føres fra den pågældende 

udbyder til en eller flere andre udbydere. Bestemmelsen skal sikre, at 

et elektronisk spor ikke ender blindt hos en udbyder. 

Bestemmelsen indebærer, at politiet i de tilfælde, hvor der anvendes 

flere udbydere af telenet eller teletjenester, sættes i stand til at identificere 

og pålægge hver enkelt udbyder af telenet eller teletjenester at 

hastesikre data. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en person 

distribuerer børnepornografisk materiale ved hjælp af flere internetudbydere. 

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786 a, stk. 4, 

vil forsætlig eller uagtsom overtrædelse af pligten til at sikre elektroniske 

data og pligten til uden ugrundet ophold at videregive trafikdata 

om andre telenet- eller teletjenesteudbydere kunne straffes med bøde. 

Der kan endvidere pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar 

efter reglerne i straffelovens kapitel 5. 

Den foreslåede bestemmelse om hastesikring indebærer ingen ændring 

af retsplejelovens betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden 

i form af telefonaflytning og teleoplysning eller 

for at meddele pålæg om edition. Bestemmelsen skal derimod alene 

sikre en fortsat, midlertidig opbevaring af de pågældende oplysninger. 

Uanset den foreslåede bestemmelse om hastesikring af elektroniske 

data vil en udlevering af de pågældende elektroniske data til politiet 

således fortsat skulle ske efter retsplejelovens regler herom, jf. retsplejelovens 

§ 781, stk. 1-3, for så vidt angår indholdsdata og trafikdata og 

§ 804, stk. 1, for så vidt angår øvrige elektroniske data, f.eks. kundeoplysninger. 

Særligt med hensyn til udlevering af trafikdata og indholdsdata vil 

det således fortsat kræves, at der som udgangspunkt skal være tale om 

efterforskning af en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel i 6 

år eller derover. Herudover skal der være bestemte grunde til at antage, 

at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser 

til eller fra en mistænkt, og at indgrebet må antages at være 

af afgørende betydning for efterforskningen. Endvidere skal proportionalitetskravet 

i retsplejelovens § 782 være opfyldt. 

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Til § 3 

Markedsføringsloven 

Til nr. 1 (markedsføringslovens § 10, stk. 3) 

Den foreslåede bestemmelse svarer til det af Brydensholt-udvalget 

stillede forslag. 

Efter markedsføringslovens § 10, stk. 1, må den, der i tjenesteeller 

samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for denne, 

ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab 

til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder. Denne 

bestemmelse omfatter ikke besøgende eller andre med lovlig adgang 

til virksomheden, som ikke er ansat eller udfører hverv for virksomheden. 

Hvis den pågældende har fået kendskab til eller rådighed over en 

virksomheds erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den på- 



gældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder, 

jf. markedsføringslovens § 10, stk. 2. 

Indsættelsen af det foreslåede stk. 3 i markedsføringslovens § 10 

indebærer, at reglerne i markedsføringslovens § 10, stk. 1 og 2, finder 

tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang til 

virksomheden, f.eks. besøgende. 

Den foreslåede bestemmelse i markedsføringslovens § 10, stk. 3, jf. 

stk. 1, vil efter omstændighederne kunne finde anvendelse f.eks., hvor 

en besøgende skaffer sig informationer fra lokaliteter i virksomheden, 

der ikke er omfattet af rundvisningen, eller hvor en besøgende fotograferer 

eller medtager prøver trods forbud herom. 

Med hensyn til anvendelsen af markedsføringslovens § 10, stk. 3, 

jf. stk. 2, kan der eksempelvis være tale om ubeføjet videregivelse af 

erhvervshemmeligheder, som den pågældende tilfældigt eller uagtsomt 

er kommet i besiddelse af, uden at dette er sket som led i den almindelige 

fremvisning. 



Til nr. 2 (markedsføringslovens § 22, stk. 1, 1. pkt.) 

Ændringen er en konsekvens af afskaffelsen af hæftestraf ved lov nr. 

433 af 31. maj 2000. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder 

i overensstemmelse med de principper, der er angivet i bemærkningerne 

til denne lov. 

Til nr. 3 (markedsføringslovens § 22, stk. 4) 

Den foreslåede ændring af strafferammen i markedsføringslovens § 

22, stk. 4, sker i tilknytning til forslaget om at indsætte en særlig 

overbygningsbestemmelse om grove overtrædelser af markedsføringslovens 

§ 10 i en ny § 299 a i straffeloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets 

§ 1, nr. 14. 



Til § 4 

Ophavsretsloven 

Til nr. 1 (ophavsretslovens § 76, stk. 2) 

Den foreslåede bestemmelse svarer i al væsentlighed til det af Brydensholt-udvalget 

stillede forslag. 

I sin nuværende udformning forudsætter den strafskærpende bestemmelse 

i § 76, stk. 2, at der er tale om forsætlig og erhvervsmæssig 

overtrædelse af de i § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede bestemmelser. 

Efter sin ordlyd omhandler bestemmelsen således ikke ikke-erhvervsmæssig 

distribution af værker via eksempelvis Internettet. 

Efter den foreslåede bestemmelse skal gengivelse af værker eller 

frembringelser på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem 

på et individuelt valgt sted og tidspunkt, betragtes som en skærpende 

omstændighed omfattet af anvendelsesområdet for § 76, stk. 2. Efter 

forslaget er krænkelsen af eneretten til tilrådighedsstillelse således i 

sig selv at betragtes som en skærpende omstændighed. 

Tilrådighedsstillelse af værker mv. eksempelvis via uploading på en 

hjemmeside, således at almenheden får adgang til værkerne på et individuelt 

valgt sted og tidspunkt, vil dermed efter den foreslåede bestemmelse 

kunne straffes efter den skærpede strafferamme i stk. 2, uanset 

at der ikke er tale om erhvervsmæssig spredning af værket. 

Efter den foreslåede bestemmelse anses skærpende omstændigheder 

i øvrigt navnlig at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, 

eller hvis der fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt 

antal eksemplarer. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse foretaget 

en udtømmende opregning af relevante skærpende omstændigheder, 

men alene en gengivelse af de typisk forekommende tilfælde. 

Der foreslås en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder for 

overtrædelser omfattet af § 76, stk. 2. 

Der henvises til pkt. 2.2.3. og 2.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Til nr. 2 (ophavsretslovens § 82) 

Den foreslåede ændring af ophavsretslovens § 82 indebærer, at overtrædelser 

af § 76, stk. 2, og § 77, stk. 2, undergives såkaldt betinget 

offentlig påtale. Overtrædelse påtales herefter efter den forurettedes 

begæring. Selv om den forurettede ikke begærer påtale, kan der efter 

den foreslåede bestemmelse ske påtale, hvis almene hensyn kræver 

det. 


bemærkninger samt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 

17 og 18 (straffelovens § 305). 

Til § 5 

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsesdato. Det foreslås, at 

loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven 

har virkning for lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden, 

jf. straffelovens § 3, stk. 1. 

Til § 6 

Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke gælder for 

Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog sættes i kraft for Færøerne 

ved kongelig anordning. For Grønland gælder der en særlig kriminallov. 

Der er derfor ikke foreslået hjemmel til at sætte loven i kraft for 

Grønland. 

Lovens § 4 om ændring af ophavsretsloven kan ved kongelig anordning 

sættes i kraft for Færøerne og Grønland. 



Bilag 1 

EUROPARÅDETS KONVENTION OM IT-KRIMINA- 

LITET 

Præambel 

Europarådets medlemsstater og de andre stater, der undertegner 

denne konvention, 

finder, at Europarådets mål er at opnå større ensartethed mellem dets 

medlemmer, 

anerkender værdien af at fremme samarbejde med de andre stater, 

der undertegner denne konvention, 

er overbevist om behovet for som et prioriteret anliggende at føre en 

fælles kriminalpolitik med henblik på beskyttelse af samfundet mod 

IT-kriminalitet, herunder ved vedtagelse af passende lovgivning og 

fremme af internationalt samarbejde, 

er bevidst om de dybtgående forandringer, der er fremkommet ved 

digitalisering, konvergens og fortsat globalisering af edb-netværk, 

er betænkelige ved risikoen for, at edb-netværk og elektroniske oplysninger 

også kan anvendes til at begå strafbare handlinger, og at bevismateriale 

vedrørende sådanne strafbare handlinger kan lagres og 

overføres ved hjælp af disse netværk, 

anerkender behovet for samarbejde mellem staterne og det private 

erhvervsliv om bekæmpelse af IT-kriminalitet samt behovet for at beskytte 

lovlige interesser i brug og udvikling af IT, 

mener, at en effektiv bekæmpelse af IT-kriminalitet kræver et øget, 

hurtigt og velfungerende internationalt samarbejde i straffesager, 

er overbevist om, at denne konvention er nødvendig for at hindre 

handlinger rettet mod fortroligheden, integriteten og tilgængeligheden 

af edb-systemer og -netværk og elektroniske data samt misbrug af sådanne 

systemer, netværk og data ved at sikre, at sådanne handlinger 

gøres strafbare som beskrevet i konventionen, og ved vedtagelse af 

beføjelser, der er tilstrækkelige til effektivt at bekæmpe sådanne strafbare 

handlinger ved at lette opdagelse, efterforskning og retsforfølgning 

af sådanne strafbare handlinger både på nationalt og internationalt plan 

og ved at tilvejebringe ordninger for hurtigt og pålideligt internationalt 

samarbejde, 

er opmærksomme på behovet for at sikre den rette balance mellem 

hensynet til retshåndhævelsen og respekten for de grundlæggende 

menneskerettigheder, som de er nedfældet i den Europarådets konvention 

til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder 

fra 1950, FNs konvention om borgerlige og politiske rettigheder 

fra 1966 samt andre gældende internationale menneskerettighedstraktater, 

der bekræfter alle menneskers ret til at have en mening uden 

indblanding, ytringsfrihed, herunder retten til frit at søge, modtage og 

give oplysninger og ideer af enhver art uanset grænser, samt ret til 

privatlivets fred, 

ligeledes er opmærksomme på beskyttelsen af personlige oplysninger 

som hjemlet f.eks. i Europarådets konvention om beskyttelse af individet 

i forbindelse med automatisk behandling af personlige data fra 

1981, 

tager FNs konvention om barnets rettigheder fra 1989 samt ILOs 

konvention om forbud mod og afskaffelse af de værste former for 

børnearbejde fra 1999 i betragtning, 

tager hensyn til de eksisterende europæiske konventioner om samarbejde 

på det strafferetlige område samt lignende traktater mellem Europarådets 

medlemsstater og andre stater, og som understreger, at 

denne konvention har til formål at supplere de øvrige konventioner for 

at effektivisere efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger 

relateret til edb-systemer og elektroniske data samt muliggøre indsamling 

af elektronisk bevismateriale vedrørende en strafbar handling, 

værdsætter den seneste udvikling, som yderligere fremmer international 

forståelse for og samarbejde om bekæmpelse af IT-kriminalitet, 

herunder initiativer i De Forenede Nationer, OECD, Den Europæiske 

Union samt G8-landene, 

erindrer om rekommandation nr. R (85) 10 vedrørende den praktiske 

anvendelse af den europæiske konvention om gensidig retshjælp i 

straffesager med hensyn til retsanmodninger om aflytning af telekommunikation, 

rekommandation nr. R (88) 2 om ulovlig kopiering på det 

ophavsretlige område og lignende områder, rekommandation Nr. R 

(87) 15, der regulerer brugen af personligoplysninger på politiområdet, 

rekommandation nr. R (95) 4 om beskyttelse af personlige oplysninger 

inden for telekommunikationsområdet med særlig henvisning til teletjenester 

samt rekommandation nr. R (89) 9 om edb-relateret kriminalitet, 

der giver retningslinjer til de nationale lovgivende forsamlinger 

vedrørende definitionen af visse edb-forbrydelser, og rekommandation 

nr. R (95) 13 vedrørende problemer i strafferetsplejelovgivningen med 

hensyn til IT, 

erindrer om, at resolution nr. 1 vedtaget af de europæiske justitsministre 

på deres 21. konference (Prag, 10. og 11. juni 1997) anbefalede 

Ministerkomitéen at støtte det arbejde vedrørende IT-kriminalitet, der 

udføres af Europarådets Styringskomité for Strafferet (CDPC) for at 

tilpasse nationale strafferetlige bestemmelser og muliggøre anvendelsen 

af effektive efterforskningsmidler vedrørende sådanne strafbare handlinger, 

samt at resolution nr. 3 vedtaget af de europæiske justitsministre 

på deres 23. konference (London, 8. og 9. juni 2000) opfordrede de 

forhandlende parter til at fortsætte deres bestræbelser på at finde egnede 

løsninger, der ville sætte det størst mulige antal stater i stand til at undertegne 

denne konvention, og anerkendte behovet for et hurtigt og 

effektivt system for internationalt samarbejde, der tager behørigt hensyn 

til de særlige krav til bekæmpelse af IT-kriminalitet, 

endvidere erindrer om handlingsplanen, der blev vedtaget af de europæiske 

stats- og regeringschefer på deres andet topmøde (Strasbourg, 

den 10. og 11. oktober 1997), om at søge fælles reaktioner på udviklingen 

af den nye informationsteknologi på basis af Europarådets standarder 

og værdier, 

har indgået følgende aftale: 

Kapitel I - Anvendelse af definitioner 

Artikel 1 - Definitioner 

I denne konvention forstås ved: 

a. »edb-system« enhver anordning eller gruppe af indbyrdes forbundne 

eller sammenhængende anordninger, hvoraf én eller 

flere udfører automatisk databehandling i henhold til et program; 

b. »elektroniske data« enhver gengivelse af fakta, informationer 

eller begreber i en form, der er egnet til behandling i et edb-system, 

herunder et program, der er egnet til at få et edb-system 

til at udføre en funktion; 

c. »serviceudbyder«: 

(i) enhver offentlig eller privat enhed, der sætter brugerne af 

dens tjeneste i stand til at kommunikere ved hjælp af et edb-system, 

og 

(ii) enhver anden enhed, der behandler eller lagrer elektroniske 

data på vegne af en sådan kommunikationstjeneste eller brugerne 

af en sådan tjeneste; 

d. »trafikdata« elektroniske data vedrørende en kommunikation 

foretaget ved hjælp af et edb-system, hvor disse data er genereret 

af et edb-system, der udgjorde et led i kommunikationskæden, 

og angiver kommunikationens oprindelse, modtager, rute, tid, 

dato, størrelse, varighed eller type af den underliggende tjeneste. 


Del 1 - Materiel strafferet 

Afsnit 1 - Forbrydelser mod fortrolighed, integritet og tilgængelighed 

af elektroniske data og edb-systemer 

Artikel 2 - Ulovlig adgang 

Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre 

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastsætte, at det er 



en strafbar handling i henhold til national ret forsætligt og uberettiget 

at skaffe sig adgang til et edb-system eller en del heraf. En part kan 

kræve, at den strafbare handling er begået ved at bryde sikkerhedsforanstaltninger 

for at skaffe elektroniske data eller i andet uberettiget 

øjemed, eller at den strafbare handling er begået i forhold til et edbsystem, 

der er forbundet med et andet edb-system. 

Artikel 3 - Ulovlig aflytning 




ved hjælp af tekniske midler at aflytte ikke offentligt tilgængelige 

elektroniske data, som overføres fra et edb-system til et andet, eller 

som er lagret i et edb-system, herunder elektromagnetisk stråling fra 

et edb-system, der bærer sådanne elektroniske data. En part kan kræve, 

at forbrydelsen er begået i uberettiget øjemed eller i forhold til et edbsystem, 

der er forbundet med et andet edb-system. 

Artikel 4 - Indgreb i data 

1. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre 

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastsætte, at 

det er en strafbar handling i henhold til national ret forsætligt og 

uberettiget at beskadige, slette, forringe, ændre eller undertrykke 


2. En part kan forbeholde sig ret til at kræve, at den i stk. 1 angivne 

handling har forvoldt betydelig skade. 

Artikel 5 - Indgreb i systemer 




at forhindre et edb-systems funktion i alvorlig grad ved at indlæse, 

overføre, beskadige, slette, forringe, ændre eller undertrykke elektroniske 

data. 

Artikel 6 - Misbrug af anordninger 




uberettiget: 

a. at fremstille, sælge, fremskaffe til brug, importere, forhandle 

eller i øvrigt gøre følgende tilgængelig: 

(i) anordninger, herunder et edb-program, der hovedsageligt er 

udformet eller beregnet til at begå en af de i artikel 2-5 nævnte 

strafbare handlinger, 

(ii) edb-kodeord, adgangskoder eller lignende data, der gør det 

muligt at få adgang til et edb-system eller en del heraf 

med hensigt til, at anordningen eller adgangsmidlet kan anvendes 

til at begå en af de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2- 

5, og 

b. at besidde en af de i litra a, nr. i eller ii, nævnte anordninger 

og adgangsmidler, hvis besiddelsen sker med hensigt til, at anordningen 

eller adgangsmidlet kan anvendes til at begå en af de 

i artikel 2-5 nævnte strafbare handlinger. En part kan ved lov 

kræve, at en person skal have besiddet et antal anordninger eller 

adgangsmidler, for at strafansvar kan komme på tale. 

2. Denne artikel må ikke fortolkes således, at der pålægges strafansvar, 

hvis fremstilling, salg, fremskaffelse til brug, import, 

forhandling eller tilgængeliggørelse i øvrigt eller besiddelse som 

nævnt i stk. 1 ikke sker med henblik på at begå en af de i konventionens 

artikel 2-5 nævnte strafbare handlinger, men f.eks. 

til autoriseret afprøvning eller beskyttelse af et edb-system. 

3. Enhver part kan forbeholde sig ret til at undlade at anvende stk. 

1, hvis forbeholdet ikke angår salg, forhandling eller tilgængeliggørelse 

i øvrigt af adgangsmidler omfattet af stk. 1, litra a, nr. 

ii. 

Afsnit 2 - Edb-relaterede strafbare handlinger 

Artikel 7 - Edb-relateret dokumentfalsk 




at indlæse, ændre, slette eller undertrykke elektroniske data, hvorved 

der fremkommer uautentiske data, med forsæt til, at sådanne data i 

retsforhold skal betragtes eller behandles som autentiske, uanset om 

disse data er umiddelbart læsbare og forståelige. En part kan kræve, at 

der som betingelse for strafansvar skal foreligge forsæt til bedrageri 

eller lignen de uberettiget øjemed. 

Artikel 8 - Databedrageri 




at påføre en anden et formuetab ved: 

a. at indlæse, ændre, slette eller undertrykke elektroniske data, 

b. at foretage indgreb i et edb-systems funktioner, 

med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding. 

Afsnit 3 - Strafbare handlinger vedrørende indhold 

Artikel 9 - Strafbare handlinger vedrørende børnepornografi 




uberettiget at foretage følgende: 

a. at fremstille børnepornografi med forsæt til udbredelse ved 

hjælp af et edb-system, 

b. at udbyde eller gøre børnepornografi tilgængelig ved hjælp 

af et edb-system, 

c. at distribuere eller overføre børnepornografi ved hjælp af et 

edb-system, 

d. at skaffe sig selv eller andre børnepornografi ved hjælp af et 

edb-system, 

e. at besidde børnepornografi i et edb-system eller på et lagringsmedie 

for elektroniske data. 

2. Ved »børnepornografi« i stk. 1 forstås pornografisk materiale, 

der visuelt gengiver: 

a. en mindreårig, der deltager i klart seksuelle handlinger, 

b. en person, der fremtræder som en mindreårig, og som deltager 

i klart seksuelle handlinger, 

c. realistiske billeder, der forestiller en mindreårig involveret i 

klart seksuelle handlinger. 

Med henblik på stk. 2 omfatter udtrykket »mindreårig« personer 

under 18 år. En part kan dog fastsætte en lavere aldersgrænse, 

som dog ikke må være lavere end 16 år. 

Enhver part kan forbeholde sig ret til helt eller delvist at undlade 

at anvende stk. 1, litra d og e, og stk. 2, litra b og c. 

Afsnit 4 - Strafbare handlinger relateret til krænkelse af ophavsrettigheder 

og lignende rettigheder 

Artikel 10 - Strafbare handlinger relateret til krænkelse af ophavsrettigheder 

og lignende rettigheder 



det er en strafbar handling i henhold til national ret at krænke 

ophavsrettigheder, som disse rettigheder er defineret i partens 

lovgivning i medfør af de forpligtelser, parten har påtaget sig 

efter den i Paris den 24. juli 1971 reviderede Bernerkonvention 

til værn for litterære og kunstneriske værker, aftalen om handelsrelaterede 

intellektuelle ejendomsrettigheder og Verdenskonventionen 

om ophavsret, bortset fra eventuelle ideelle rettigheder 

hjemlet af disse konventioner, når sådanne handlinger begås 



forsætligt, i erhvervsmæssig målestok og ved hjælp af et edbsystem. 



det er en strafbar handling i henhold til national ret at krænke 

relaterede rettigheder, som disse rettigheder er defineret i partens 

lovgivning i medfør af de forpligtelser, parten har påtaget sig 

efter den i Rom udfærdigede internationale konvention om beskyttelse 

af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer 

samt radio- og fjernsynsforetagender (Rom-konventionen), aftalen 

om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder og 

Verdenskonventionen om forestillinger og fonogrammer, bortset 

fra eventuelle ideelle rettigheder hjemlet af disse konventioner, 

når sådanne handlinger begås forsætligt, i erhvervsmæssig målestok 

og ved hjælp af et edb-system. 

3. En part kan forbeholde sig ret til ikke at pålægge strafansvar efter 

stk. 1 og 2 i begrænset omfang, forudsat at der findes andre effektive 

retsmidler, og at forbeholdet ikke begrænser partens internationale 

forpligtelser, som de er nedfældet i de i stk. 1 og 2 

nævnte internationale retsakter. 

Afsnit 5 Forsøg og medvirken mv. 

Artikel 11 - Forsøg og medvirken 



det er en strafbar handling i henhold til national ret forsætligt at 

medvirke til at begå en af de strafbare handlinger, der er nævnt 

i konventionens artikel 2-10, med forsæt til, at der begås en sådan 

strafbar handling. 



det er en strafbar handling i henhold til national ret forsætligt at 

forsøge at begå en af de strafbare handlinger, der er nævnt i 

konventionens artikel 3-5, 7, 8 og 9, stk. 1, litra a og c. 

3. Enhver stat kan forbeholde sig ret til helt eller delvist at undlade 

at anvende stk. 2. 

Artikel 12 - Juridiske personers strafansvar 



juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, 

der er omfattet af denne konvention, i det omfang handlingerne 

er begået for at skaffe den juridiske person vinding, og 

handlingerne er begået af en person, som handler enten individuelt 

eller som medlem af et organ under den juridiske person, og 

som har en ledende stilling inden for den juridiske person, på 

grundlag af: 

a. beføjelse til at repræsentere den juridiske person, 

b. beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons 

vegne, 

c. beføjelse til at udøve intern kontrol. 

2. Ud over de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal hver part træffe de 

nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person 

kan gøres ansvarlig, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig 

kontrol fra en af de i stk. 1 omhandlede personers side har gjort 

det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons 

myndighed, at begå en strafbar handling, som er omfattet af 

denne konvention, for at skaffe den juridiske person vinding. 

3. Afhængig af partens juridiske principper kan en juridisk persons 

ansvar være strafferetligt, civilretligt eller forvaltningsretligt. 

4. Dette ansvar er uden præjudice for det strafansvar, der ifaldes 

af de personer, der har begået den strafbare handling. 

Artikel 13 - Sanktioner og foranstaltninger 


foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at 

strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 2-11, bliver mødt 

med sanktioner, herunder frihedsberøvelse, som er effektive, og 

som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende 

virkning. 

2. Enhver part skal sikre, at juridiske personer, der gøres ansvarlige 

efter artikel 12, kan pålægges strafferetlige eller ikke-strafferetlige 

sanktioner, herunder økonomiske sanktioner, som er effektive, 

og som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en 

afskrækkende virkning. 

Del 2 - Processuelle bestemmelser 

Afsnit 1 - Generelle bestemmelser 

Artikel 14 - Retsplejebestemmelsernes anvendelsesområde 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte de 

i denne del indeholdte beføjelser og procedurer med henblik på 

konkret efterforskning eller retsforfølgning af straffesager. 

2. Medmindre andet specifikt følger af artikel 21, skal enhver part 

anvende de i stk. 1 nævnte beføjelser og procedurer i forbindelse 

med: 

a. strafbare handlinger i henhold til konventionens artikel 2-11, 

b. andre strafbare handlinger begået ved hjælp af et edb-system, 

og 

c. indsamling af elektronisk bevismateriale for en strafbar 

handling. 

3. a. Enhver part kan forbeholde sig ret til kun at anvende de i artikel 

20 nævnte foranstaltninger på de handlinger eller kategorier 

af handlinger, som er angivet i forbeholdet, forudsat at rækkevidden 

af disse handlinger eller kategorier af handlinger ikke er 

mere begrænset end rækkevidden af de handlinger, hvorpå parten 

anvender de i artikel 21 nævnte foranstaltninger. Enhver part 

skal overveje at begrænse et sådant forbehold for at sikre den 

størst mulige anvendelse af den i artikel 20 nævnte foranstaltning. 

b. Hvis en part på grund af lovgivningsmæssige begrænsninger på 

tidspunktet for vedtagelse af denne konvention ikke kan anvende 

de i artikel 20 og 21 nævnte foranstaltninger på kommunikationer, 

der overføres i en serviceudbyders edb-system, som 

(i) drives til gavn for en lukket gruppe brugere, og 

(ii) som ikke anvender offentlige kommunikationsnet, og som 

ikke er forbundet med noget andet offentligt eller privat edbsystem, 

kan parten forbeholde sig ret til ikke at anvende disse foranstaltninger 

i forbindelse med sådanne kommunikationer. Enhver part 

skal overveje at begrænse et sådant forbehold for at sikre den 

størst mulige anvendelse af de i artikel 20 og 21 nævnte foranstaltninger. 

Artikel 15 - Betingelser og retssikkerhedsgarantier 

1. Enhver part skal sikre, at der for fastsættelse, gennemførelse og 

anvendelse af de i denne del indeholdte beføjelser og procedurer 

gælder de efter partens nationale lovgivning gældende betingelser 

og retssikkerhedsgarantier, som på behørig vis skal sikre iagttagelse 

af menneskerettigheder og frihedsrettigheder, herunder 

rettigheder ifølge forpligtelser, som parten har påtaget sig i 

henhold til Europarådets konvention om beskyttelse af menneskerettigheder 

og grundlæggende frihedsrettigheder fra 1950, 

FNs konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 

samt andre gældende internationale menneskerettighedsdokumenter, 

og som skal inkorporere reglen om proportionalitet. 

2. Sådanne betingelser og retssikkerhedsgarantier skal blandt andet 

i behørigt omfang i betragtning af arten af den pågældende beføjelse 

eller procedure omfatte retligt eller andet uafhængigt tilsyn, 



begrundelser for, at anvendelsen er berettiget, samt en begrænsning 

af omfanget og varigheden af en sådan beføjelse eller procedure. 

3. I den udstrækning, det er foreneligt med offentlighedens interesse, 

især forsvarlig retspleje, skal en part tage hensyn til virkningen 

af de i denne del nævnte beføjelser og procedurer på tredjemands 

rettigheder, ansvar og lovlige interesser. 

Afsnit 2 - Hastesikring af elektroniske data 

Artikel 16 - Hastesikring af elektroniske data 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for, at dens kompetente 

myndigheder kan meddele pålæg om eller på anden lignende 

måde opnå hurtig sikring af bestemte elektroniske data, 

herunder trafikdata, der er lagret ved hjælp af et edb-system, 

navnlig hvis der er grund til at antage, at de elektroniske data er 

særligt udsat for at gå tabt eller blive ændret. 

2. Hvis en part håndhæver stk. 1 ved hjælp af et pålæg til en person 

om at sikre bestemte lagrede elektroniske data, som er i den pågældende 

persons besiddelse eller under dennes kontrol, skal 

parten vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, 

der måtte være nødvendige for, at den pågældende person 

forpligtes til at sikre og bevare sådanne elektroniske data uskadt 

i den periode, dog højst 90 dage, som er nødvendig for, at de 

kompetente myndigheder kan søge videregivelse heraf. En part 

kan bestemme, at et sådant pålæg efterfølgende kan opretholdes. 

3. Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige eller andre 

foranstaltninger, som måtte være nødvendige for, at den person, 

som er i besiddelse af eller har kontrol over de elektroniske data, 

eller en anden person, der skal sikre de elektroniske data, pålægges 

tavshedspligt i en periode, hvis længde fastlægges i partens 

lovgivning, med hensyn til, at der foretages sådanne procedurer. 

4. Artikel 14 og 15 skal gælde for de beføjelser og procedurer, der 

er nævnt i denne artikel. 

Artikel 17 - Hastesikring af og delvis videregivelse af trafikdata 

1. Enhver part skal med hensyn til trafikdata, der skal sikres i 

medfør af artikel 16, vedtage sådanne lovgivningsmæssige og 

andre foranstaltninger, der måtte være nødvendige for: 

a. at sørge for, at der er mulighed for en sådan hurtig sikring af 

trafikdata, uanset om overførslen af den pågældende kommunikation 

involverer én eller flere serviceudbydere, og 

b. at sikre hurtig videregivelse af trafikdata til partens kompetente 

myndighed eller til en af myndigheden udpeget person i en tilstrækkelig 

mængde til, at parten kan identificere de serviceudbydere 

og den sti, som kommunikationen er overført igennem. 



Afsnit 3 Udlevering af elektroniske data 

Artikel 18 - Pålæg om udlevering af elektroniske data 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at bemyndige 

dens kompetente myndigheder til at pålægge: 

a. en person på partens område at udlevere bestemte elektroniske 

data, som er i personens besiddelse eller under dennes kontrol, 

og som er lagret i et edb-system eller på et lagringsmedie for 

elektroniske data, og 

b. en serviceudbyder, der udbyder sine tjenester på partens område, 

at udlevere kundeoplysninger vedrørende disse tjenester, 

som er i serviceudbyderens besiddelse eller under dennes kontrol. 



3. Med henblik på denne artikel forstås ved »kundeoplysninger« 

enhver oplysning i elektronisk eller anden form, bortset fra trafik- 

eller indholdsdata, som en serviceudbyder er i besiddelse af 

vedrørende kunder, der benytter sig af serviceudbyderens tjenester, 

og som gør det muligt at fastslå: 

a. den anvendte type kommunikationstjeneste, de tekniske foranstaltninger, 

der er truffet desangående, samt kundeforholdets 

varighed; 

b. kundens identitet, post- eller fysiske adresse, telefon- og andre 

adgangsnumre samt oplysninger, der er tilgængelige på grundlag 

af kundeaftalen eller -ordningen, vedrørende fakturering og betaling, 

c. andre oplysninger, der er tilgængelige på grundlag af kundeaftalen 

eller -ordningen, om det sted, hvor kommunikationsudstyret 

er installeret. 

Afsnit 4 - Ransagning og beslaglæggelse af elektroniske oplysninger 

Artikel 19 - Ransagning og beslaglæggelse af lagrede elektroniske 

oplysninger 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at give dens 

kompetente myndigheder mulighed for at ransage eller på lignende 

måde skaffe sig adgang til: 

a. et edb-system eller en del heraf samt elektroniske data, der er 

lagret heri, og 

b. et lagermedie for elektroniske data, hvorpå der kan være lagret 

elektroniske data på partens område. 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at sikre, at 

partens myndigheder, hvis de ransager eller på lignende måde 

skaffer sig adgang til et bestemt edb-system eller en del deraf i 

henhold til stk. 1, litra a, hurtigt kan udstrække ransagningen 

eller lignende adgang til et andet edb-system, hvis de søgte 

elektroniske data er lovligt tilgængelige fra det første system, 

og ransagningen heraf giver grundlag for at antage, at de søgte 

elektroniske data er lagret i det andet edb-system eller en del 

heraf på partens område. 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at give dens 

kompetente myndigheder mulighed for at beslaglægge eller på 

lignende måde sikre sig elektroniske data, som myndighederne 

har skaffet sig adgang til i overensstemmelse med stk. 1 eller 2. 

Sådanne foranstaltninger skal omfatte bemyndigelse til: 

a. at beslaglægge eller på lignende måde sikre sig et edb-system 

eller en del heraf eller et lagringsmedie for elektroniske data, 

b. at lave og beholde en kopi af sådanne elektroniske data, 

c. at bevare de relevante lagrede elektroniske data uskadt, og 

d. at umuliggøre adgang til eller fjernelse af sådanne elektroniske 

data i det edb-system, som myndighederne har skaffet sig adgang 

til. 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at gøre det 

muligt for dens kompetente myndigheder at forpligte en person, 

der har kendskab til, hvordan edb-systemet fungerer, eller til de 

adgangsmidler, der er anvendt for at beskytte de elektroniske 

data i systemet, til inden for rimelighedens grænser at give 

myndighederne de fornødne oplysninger til at kunne træffe de 

i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger. 



Afsnit 5 Aflytning af elektroniske data 

Artikel 20 Aflytning af trafikdata 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at gøre det 

muligt for dens kompetente myndigheder: 



a. ved anvendelse af tekniske midler på partens område at aflytte 

eller registrere, og 

b. at pålægge en serviceudbyder inden for rammerne af udbyderens 

eksisterende tekniske muligheder: 

(i) ved anvendelse af tekniske midler på partens område at aflytte 

eller registrere, eller 

(ii) at medvirke til og bistå de kompetente myndigheder med 

aflytning eller registrering af 

trafikdata vedrørende bestemte kommunikationer, der overføres 

ved hjælp af et edb-system, inden for dens område. 

2. Hvis en part på grund af sine nationale retsprincipper ikke kan 

vedtage de i stk. 1, litra a, nævnte foranstaltninger, kan parten i 

stedet vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, 

som måtte være nødvendige for at sikre aflytning eller registrering 

af trafikdata vedrørende bestemte kommunikationer inden 

for dens område ved anvendelse af tekniske midler på dette 

område. 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for, at en serviceudbyder 

pålægges tavshedspligt med hensyn til, at der sker udøvelse 

af en beføjelse i henhold til denne artikel, og oplysningerne 

herom. 



Artikel 21 Aflytning af indholdsdata 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige i forbindelse med 

en række alvorlige strafbare handlinger, der skal fastlægges ved 

national lovgivning, for at gøre det muligt for dens kompetente 

myndigheder: 

a. ved anvendelse af tekniske midler på partens område at aflytte 

eller registrere, og 

b. at pålægge en serviceudbyder inden for rammerne af udbyderens 

eksisterende tekniske muligheder: 

(i) ved anvendelse af tekniske midler på partens område at aflytte 

eller registrere, eller 

(ii) at medvirke til og bistå de kompetente myndigheder med 

aflytning eller registrering af 

indholdsdata fra bestemte kommunikationer, der overføres ved 

hjælp af et edb-system, inden for dens område. 

2. Hvis en part på grund af sine nationale retsprincipper ikke kan 

vedtage de i stk. 1, litra a, nævnte foranstaltninger, kan den i 

stedet vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, 

som måtte være nødvendige for at sikre aflytning eller registrering 

af indholdsdata fra bestemte kommunikationer inden for 

dens område ved anvendelse af tekniske midler på dette område. 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for, at en serviceudbyder 

pålægges tavshedspligt med hensyn til, at der sker udøvelse 

af en beføjelse i henhold til denne artikel, og oplysningerne 

herom. 




Artikel 22 Jurisdiktion (straffemyndighed) 


foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte, at 

den har straffemyndighed med hensyn til strafbare handlinger 

omfattet af konventionens artikel 2-11, når den strafbare handling 

er begået: 

a. på dens område, eller 

b. ombord på et fartøj, der sejler under partens flag, eller 

c. ombord i et fly, der er registreret efter partens lovgivning, eller 

d. af en af partens statsborgere, hvis den strafbare handling er 

strafbar på gerningsstedet, eller hvis den strafbare handling begås 

uden for nogen stats territoriale jurisdiktion. 

2. Enhver part kan forbeholde sig ret til helt eller delvis at undlade 

at anvende eller kun i særlige tilfælde eller under særlige betingelser 

at anvende de i stk. 1, litra b-d, fastsatte bestemmelser om 

jurisdiktion. 

3. Enhver part skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at 

fastsætte, at den har straffemyndighed med hensyn til de i konventionens 

artikel 24, stk. 1, nævnte strafbare handlinger i tilfælde, 

hvor en formodet gerningsmand befinder sig på dens område, 

og parten alene med henvisning til den pågældendes statsborgerskab 

undlader at udlevere denne til en anden part efter en anmodning 

om udlevering. 

4. Denne konvention udelukker ikke straffemyndighed udøvet i 

overensstemmelse med national lovgivning. 

5. Hvis mere end en part påberåber sig straffemyndighed med 

hensyn til en formodet strafbar handling i henhold til denne 

konvention, skal de berørte parter, hvor det er relevant, i samråd 

med hinanden beslutte, hvis straffemyndighed er mest hensigtsmæssig 

med henblik på retsforfølgning. 

Kapitel III - Internationalt samarbejde 

Del 1 - Generelle principper 

Afsnit 1 - Generelle principper for internationalt samarbejde 

Artikel 23 - Generelle principper for internationalt samarbejde 

Ved efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger i forbindelse 

med edb-systemer og elektroniske data samt ved indsamling 

af elektronisk bevismateriale vedrørende strafbare handlinger skal 

parterne i videst muligt omfang samarbejde i overensstemmelse med 

bestemmelserne i dette kapitel og ved anvendelse af relevante internationale 

retsinstrumenter om internationalt samarbejde i straffesager, 

aftaler baseret på ensartet eller gensidig lovgivning samt national lovgivning 

Afsnit 2 - Principper for udlevering 

Artikel 24 - Udlevering 

1. a. Denne artikel vedrører udlevering mellem parter for strafbare 

handlinger omfattet af konventionens artikel 2-11, når den pågældende 

handling efter national lovgivning i både det begærende 

og det anmodede land straffes med mindst fængsel i mindst ét 

år eller højere straf. 

b. Hvis der skal anvendes en anden minimumsstraf efter en aftale 

mellem to eller flere parter baseret på ensartet eller gensidig 

lovgivning eller udleveringstraktat, herunder den europæiske 

konvention om udlevering (ETS nr. 24), skal denne minimumsstraf 

finde anvendelse. 

2. De i stk. 1 angivne strafbare handlinger skal anses som handlinger, 

for hvilke der kan ske udlevering efter enhver gældende 

traktat om udlevering, som måtte eksistere mellem eller blandt 

parterne. Parterne forpligter sig til at anse sådanne handlinger 

som forbrydelser, for hvilke der kan ske udlevering, i enhver 

traktat om udlevering, som indgås mellem eller blandt parterne. 

3. Såfremt en part, som gør udlevering betinget af, at der eksisterer 

en traktat herom, modtager en begæring om udlevering fra en 

anden part, som den pågældende part ikke har indgået nogen 

udleveringstraktat med, kan den betragte denne konvention som 

juridisk grundlag for udlevering med hensyn til strafbare handlinger 

i henhold til stk. 1. 

4. De parter, der ikke gør udlevering betinget af, at der eksisterer 

en traktat herom, skal indbyrdes anerkende de strafbare handlinger 

i henhold til stk. 1 som forbrydelser, der kan medføre udlevering. 



5. Udlevering er underlagt de betingelser, som er fastsat i den anmodede 

parts lovgivning eller i gældende udleveringstraktater, 

herunder de grunde, som efter sådanne regler kan føre til, at den 

anmodede part afslår udlevering. 

6. Såfremt udlevering for en strafbar handling i henhold til stk. 1 

afslås alene med henvisning til den berørte persons statsborgerskab, 

eller fordi den anmodede part finder, at den har straffemyndighed 

med hensyn til den pågældende handling, skal den anmodede 

part på den begærende parts anmodning forelægge sagen 

for sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning 

og underrette den begærende part om det endelige udfald af sagen. 

Disse myndigheder skal træffe afgørelse og udføre deres 

efterforskning og retsforfølgning på samme måde som ved enhver 

anden sammenlignelig strafbar handling efter den pågældende 

parts lovgivning. 

7. a. Enhver part skal på tidspunktet for undertegnelse eller ved 

deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument 

give Europarådets generalsekretær meddelelse om 

navn og adresse på enhver myndighed, der er ansvarlig for 

fremsættelse eller modtagelse af en anmodning om udlevering 

eller varetægtsfængsling i mangel af en traktat. 

b. Europarådets generalsekretær skal oprette og ajourføre et register 

over de myndigheder, som parterne har udpeget. Enhver part 

skal sørge for, at de registrerede oplysninger til enhver tid er 

korrekte. 

Afsnit 3 - Generelle principper for gensidig retshjælp 

Artikel 25 - Generelle principper for gensidig retshjælp 

1. Parterne skal i videst muligt omfang yde hinanden gensidig 

retshjælp med henblik på efterforskning eller retsforfølgning af 

strafbare handlinger i forbindelse med edb-systemer og elektroniske 

data samt med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale 

vedrørende en strafbar handling. 

2. Enhver part skal ligeledes vedtage sådanne lovgivningsmæssige 

og andre foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at 

opfylde forpligtelserne i konventionens artikel 27-35. 

3. Enhver part kan i hastende tilfælde fremsætte anmodning om 

gensidig retshjælp eller meddelelser med tilknytning hertil ved 

hjælp af hurtige kommunikationsmidler, herunder telefax og email, 

i den udstrækning sådanne midler har et passende niveau 

for sikkerhed og validering (herunder om nødvendigt anvendelse 

af kryptering), idet formel bekræftelse følger, hvis det kræves 

af den anmodede part. Den anmodede part skal modtage og besvare 

anmodningen med ethvert sådant hurtigt kommunikationsmiddel. 

4. Medmindre andet specifikt følger af artiklerne i dette kapitel, er 

gensidig retshjælp underlagt de betingelser, som er fastsat i den 

anmodede parts lovgivning eller i gældende traktater om gensidig 

retshjælp, herunder de grunde, som efter sådanne regler kan føre 

til, at den anmodede part afslår samarbejde. Den anmodede part 

må ikke udøve sin ret til at afslå gensidig retshjælp i forbindelse 

med de i artikel 2-11 nævnte strafbare handlinger alene med den 

begrundelse, at anmodningen vedrører en handling, som parten 

betragter som en overtrædelse af skattelovgivningen. 

5. Såfremt den anmodede part i overensstemmelse med bestemmelserne 

i dette kapitel kan gøre gensidig retshjælp betinget af, at 

der foreligger dobbelt strafbarhed, skal denne betingelse anses 

for at være opfyldt, uanset om partens lovgivning henfører 

handlingen til samme kategori af strafbare handlinger eller anvender 

den samme terminologi om handlingen som den begærende 

part, når blot adfærden bag den handling, for hvilken 

retshjælpen søges, er strafbar efter den anmodede parts lovgivning. 

Artikel 26 - Uanmodet videregivelse af oplysninger 

1. En part kan inden for rammerne af sin nationale lovgivning og 

uden forudgående anmodning videregive oplysninger fra efterforskningen 

af en straffesag til en anden part, når den finder, at 

videregivelse af sådanne oplysninger kan bistå den modtagende 

part med at iværksætte eller gennemføre efterforskning eller 

retsforfølgning af strafbare handlinger i henhold til denne konvention, 

eller videregivelsen kan føre til en anmodning om 

samarbejde fra denne part i henhold til dette kapitel. 

2. Inden en part videregiver sådanne oplysninger, kan parten anmode 

om, at oplysningerne behandles fortroligt eller anvendes på 

visse betingelser. Hvis den modtagende part ikke kan imødekomme 

en sådan anmodning, skal den underrette den videregivende 

part herom, og den modtagende part skal herefter beslutte, om 

oplysningerne alligevel skal videregives. Hvis den modtagende 

part modtager oplysningerne på visse betingelser, er den bundet 

af disse betingelser. 

Afsnit 4 - Procedurer for gensidig retshjælp i mangel af gældende 

internationale aftaler 

Artikel 27 Procedure for gensidig retshjælp, hvor der ikke er internationale 

aftaler 

1. Hvis der ikke mellem den begærende og den anmodede part 

findes gældende konventioner eller aftaler baseret på ensartet 

eller gensidig lovgivning om gensidig retshjælp, skal bestemmelserne 

i stk. 2-10 finde anvendelse. Bestemmelserne i denne artikel 

finder ikke anvendelse, hvis der findes en sådan konvention, aftale 

eller lovgivning, medmindre de berørte parter er enige om 

at anvende hele eller en del af resten af denne artikel i stedet 

herfor. 

2. a. Enhver part skal udpege en central myndighed eller centrale 

myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende og besvare 

anmodninger om gensidig retshjælp, for at efterkomme sådanne 

anmodninger eller for at videregive dem til de myndigheder, der 

har kompetence til at efterkomme dem. 

b. De centrale myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden. 

c. Enhver part skal på tidspunktet for undertegnelse eller ved 

deponering af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument 

give Europarådets generalsekretær meddelelse om navn 

og adresse på de myndigheder, der udpeges i medfør af dette 

stykke. 

d. Europarådets generalsekretær skal oprette og ajourføre et register 

over de centrale myndigheder, som parterne har udpeget. Enhver 

part skal sørge for, at de registrerede oplysninger til enhver tid 

er korrekte. 

3. Anmodninger om gensidig retshjælp efter denne artikel skal efterkommes 

i overensstemmelse med de procedurer, der angives 

af den begærende part, medmindre dette vil være uforeneligt 

med den anmodede parts lovgivning. 

4. Ud over de i artikel 25, stk. 4, nævnte grunde til afslag kan den 

anmodede part afslå retshjælp, hvis 

a. anmodningen vedrører en handling, som den anmodede part 

betragter som en politisk lovovertrædelse eller en handling forbundet 

med en politisk lovovertrædelse, eller 

b. den finder, at imødekommelse af begæringen vil kunne 

krænke partens suverænitet, bringe dens sikkerhed i fare, stride 

mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige 

interesser. 

5. Den anmodede part kan udsætte iværksættelse af foranstaltninger 

i medfør af en anmodning, hvis sådanne foranstaltninger ville 

skade strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning, der gennemføres 

af partens myndigheder. 



6. Inden den anmodede part afslår eller udsætter at iværksætte 

retshjælp, skal parten overveje, efter i relevante tilfælde at have 

rådført sig med den begærende part, om anmodningen kan efterkommes 

delvist eller på de betingelser, den måtte finde nødvendige. 

7. Den anmodede part skal straks oplyse den begærende part om 

udfaldet af partens imødekommelse af en anmodning om retshjælp. 

Hvis anmodningen afslås eller udsættes, skal afslaget eller 

udsættelsen med at iværksætte retshjælp begrundes. Den anmodede 

part skal ligeledes oplyse den begærende part om eventuelle 

grunde, der gør det umuligt at efterkomme anmodningen, eller 

som vil kunne medføre en væsentlig forsinkelse heraf. 

8. Den begærende part kan anmode den anmodede part om at behandle 

selve oplysningen om en anmodning og indholdet heraf 

fortroligt undtagen i det omfang, dette er nødvendigt for at efterkomme 

anmodningen. Hvis den anmodede part ikke kan imødekomme 

anmodningen om fortrolighed, skal den straks underrette 

den begærende part herom, som derefter skal beslutte, om anmodningen 

om retshjælp alligevel skal imødekommes. 

9. a. I hastende tilfælde kan anmodninger om gensidig retshjælp 

eller meddelelser med tilknytning hertil sendes direkte af den 

begærende parts retlige myndigheder til den anmodede parts 

tilsvarende myndigheder. I sådanne tilfælde skal der samtidig 

sendes en kopi til den anmodede parts centrale myndighed gennem 

den begærende parts centrale myndighed. 

b. Enhver anmodning eller meddelelse i henhold til dette stykke 

kan ske gennem International Criminal Police Organisation (Interpol). 

c. Såfremt der fremsættes en anmodning i medfør af litra a, og 

myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, 

skal den henvise anmodningen til den kompetente nationale 

myndighed og underrette den begærende part direkte herom. 

d. Anmodninger eller meddelelser i henhold til dette stykke, som 

ikke medfører tvangsmæssige foranstaltninger, kan fremsendes 

direkte af den begærende parts kompetente myndigheder til den 

anmodede parts kompetente myndigheder. 

e. Enhver part kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved 

deponering af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument 

give Europarådets generalsekretær meddelelse om, at 

anmodninger i henhold til dette stykke af effektivitetshensyn 

skal stiles til den centrale myndighed. 

Artikel 28 - Fortrolighed og begrænsning af anvendelse 

1. Hvis der ikke mellem den begærende og den anmodede part 

findes gældende konventioner eller aftaler baseret på ensartet 

eller gensidig lovgivning om gensidig retshjælp, skal bestemmelserne 

i denne artikel finde anvendelse. Bestemmelserne i denne 

artikel finder ikke anvendelse, hvis der findes en sådan konvention, 

aftale eller lovgivning, medmindre de berørte parter er 

enige om at anvende hele eller en del af resten af denne artikel 

i stedet herfor. 

2. Den anmodede part kan gøre udlevering af oplysninger eller 

materiale som svar på en anmodning betinget af, at oplysningerne 

eller materialet 

a. behandles fortroligt, hvis anmodningen om gensidig retshjælp 

ikke kunne være blevet efterkommet uden en sådan betingelse, 

eller 

b. ikke anvendes til anden efterforskning eller retsforfølgning 

end den, der er angivet i anmodningen om retshjælp. 

3. Hvis den begærende part ikke kan imødekomme en betingelse 

som nævnt i stk. 2, skal den straks underrette den anden part 

herom, som derefter skal beslutte, om oplysningerne alligevel 

skal afgives. Når den begærende part accepterer betingelsen, er 

den bundet deraf. 

4. Enhver part, der afgiver oplysninger eller materiale på en i stk. 

2 nævnt betingelse, kan kræve, at den anden part med hensyn 

til denne betingelse angiver, hvordan oplysningerne eller materialet 

er blevet anvendt. 

Del 2 - Særlige bestemmelser 

Afsnit 1 - Gensidig retshjælp vedrørende foreløbige foranstaltninger 

Artikel 29 - Hastesikring af elektroniske data 

1. En part kan anmode en anden part om at meddele pålæg om eller 

på anden måde at opnå hurtig sikring af data, som inden for den 

anden parts område er lagret ved hjælp af et edb-system, og 

vedrørende hvilke den begærende part har til hensigt at fremsætte 

en anmodning om gensidig retshjælp til ransagning af eller lignende 

adgang til, beslaglæggelse eller lignende bevarelse af, eller 

videregivelse af sådanne data. 

2. En anmodning om sikring fremsat i henhold til stk. 1 skal angive 

a. den myndighed, der ønsker sikringen, 

b. den strafbare handling, der er genstand for strafferetlig efterforskning 

eller retsforfølgning, samt et kort resume af de faktiske 

oplysninger, 

c. de lagrede elektroniske data, der skal sikres, og disses tilknytning 

til den strafbare handling, 

d. oplysninger, der kan identificere den person, som er i besiddelse 

af eller har kontrol over de lagrede elektroniske data, eller 

edb-systemets placering, 

e. nødvendigheden af at foretage sikringen, og 

f. at parten agter at fremsætte en anmodning om gensidig retshjælp 

til ransagning af eller lignende adgang til, beslaglæggelse 

eller lignende bevarelse af, eller videregivelse af de lagrede 


3. Den anmodede part skal ved modtagelse af anmodningen fra en 

anden part træffe alle passende foranstaltninger for hurtigt at 

sikre de angivne data i overensstemmelse med sin nationale 

lovgivning. Med hensyn til besvarelse af en anmodning er dobbelt 

strafbarhed ikke påkrævet som betingelse for at udføre en 

sådan sikring. 

4. En part, der kræver dobbelt strafbarhed som betingelse for at 

besvare en anmodning om gensidig retshjælp til ransagning af 

eller lignende adgang til, beslaglæggelse eller lignende bevarelse 

af, eller videregivelse af sådanne data kan, for så vidt angår andre 

strafbare handlinger end forbrydelser omfattet af konventionens 

artikel 2-11, forbeholde sig ret til at afslå anmodningen om sikring 

i henhold til denne artikel, hvis den har grund til at antage, 

at betingelsen om dobbelt strafbarhed ikke vil være opfyldt på 

tidspunktet for videregivelsen. 

5. Derudover kan en anmodning om sikring kun afslås, hvis 




b. den anmodede part finder, at imødekommelse af begæringen 

vil kunne krænke partens suverænitet, bringe dens sikkerhed i 

fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre 

livsvigtige interesser. 

6. Hvis den anmodede part finder, at sikring ikke vil garantere, at 

dataene fremtidigt er tilgængelige, eller at sikring vil true fortroligheden 

af eller på anden måde skade den begærende parts efterforskning, 

skal den straks underrette den begærende part herom, 

som derefter skal beslutte, om anmodningen alligevel skal 

efterkommes. 

7. Sikring udført på grundlag af en i stk. 1 nævnt anmodning skal 

være virksom i en periode på mindst 60 dage, med henblik på 

at den begærende part efterfølgende kan fremsætte en anmodning 

om ransagning af eller lignende adgang til, beslaglæggelse eller 

lignende bevaring af, eller videregivelse af sådanne data. Ved 



modtagelse af en sådan anmodning skal dataene fortsat være 

sikret, indtil der er truffet afgørelse vedrørende anmodningen. 

Artikel 30 - Videregivelse af trafikdata 

1. Hvis den anmodede part i forbindelse med imødekommelse af 

en anmodning fremsat i medfør af artikel 29 om at sikre trafikdata 

vedrørende en bestemt kommunikation opdager, at en tjenesteudbyder 

i en anden stat har været involveret i overførslen af 

kommunikationen, skal den anmodede part hurtigt til den begærende 

part videregive trafikdata i en tilstrækkelig mængde til at 

identificere den pågældende tjenesteudbyder samt den sti, 

hvorigennem kommunikationen er blevet overført. 

2. Videregivelse af trafikdata i henhold til stk. 1 kan kun undlades, 

hvis 




b. den anmodede part finder, at imødekommelse af begæringen 

vil kunne krænke partens suverænitet, bringe dens sikkerhed i 

fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre 

livsvigtige interesser. 

Afsnit 2 - Gensidig retshjælp vedrørende efterforskning 

Artikel 31 - Gensidig retshjælp vedrørende adgang til lagrede elektroniske 

data 

1. En part kan anmode en anden part om at ransage eller på lignende 

måde skaffe sig adgang til, beslaglægge eller på lignende måde 

bevare, og videregive data, som inden for den anmodede parts 

område er lagret ved hjælp af et edb-system, herunder data, der 

er sikret i medfør af artikel 29. 

2. Den anmodede part skal besvare anmodningen ved anvendelse 

af internationale rets-instrumenter, aftaler og national lovgivning 

som nævnt i artikel 23 og i overensstemmelse med andre relevante 

bestemmelser i dette kapitel. 

3. Anmodningen skal behandles som en hastesag, hvis 

a. der er grund til at antage, at relevante data er særligt udsatte 

for at gå tabt eller blive ændret, eller 

b. retsinstrumenter, aftaler og national lovgivning som nævnt i 

stk. 2 på anden måde sikrer hurtigt samarbejde. 

Artikel 32 - Grænseoverskridende adgang til lagrede elektroniske 

data 

En part kan uden bemyndigelse fra en anden part 

a. skaffe sig adgang til lagrede elektroniske data, der er offentligt 

tilgængelige (open source), uanset sådanne datas fysiske placering, 

eller 

b. gennem et edb-system på partens område skaffe sig adgang til eller 

modtage lagrede elektroniske data, der befinder sig på en anden parts 

område, hvis den første part indhenter lovligt og frivilligt samtykke 

fra den person, der er berettiget til at videregive dataene til den første 

part gennem det pågældende edb-system. 

Artikel 33 - Gensidig retshjælp vedrørende aflytning af trafikdata 

1. Parterne skal yde hinanden gensidig retshjælp med hensyn til 

aflytning af trafikdata, som har forbindelse til bestemte kommunikationer 

på deres områder, der overføres ved hjælp af et edbsystem. 

Med forbehold af stk. 2 reguleres retshjælpen af de efter 

national lovgivning gældende betingelser og procedurer. 

2. Enhver part skal som minimum yde sådan retshjælp til aflytning 

af trafikdata i sager, hvor der efter national lovgivning ville være 

adgang til at foretage aflytning af trafikdata. 

Artikel 34 - Gensidig retshjælp vedrørende aflytning af indholdsdata 

Parterne skal yde hinanden gensidig retshjælp med hensyn til aflytning 

eller registrering af indholdsdata fra bestemte kommunikationer, 

der overføres ved hjælp af et edb-system, i den udstrækning gældende 

traktater og national lovgivning gør det muligt. 

Afsnit 3 - Heltidsnetværk 

Artikel 35 - Heltidsnetværk 

1. Enhver part skal udpege et kontaktpunkt, der altid er tilgængeligt 

(24 timer i døgnet/7 dage om ugen), for at sikre øjeblikkelig 

retshjælp med henblik på efterforskning eller retsforfølgning af 

strafbare handlinger i forbindelse med edb-systemer og elektroniske 

data eller indsamling af elektronisk bevismateriale for en 

strafbar handling. Sådan retshjælp skal omfatte hjælp til eller, 

hvis det er lovligt efter partens nationale lovgivning og praksis, 

direkte udførelse af 

a. teknisk rådgivning, 

b. sikring af data i henhold til artikel 29 og 30, og 

c. indsamling af bevismateriale, afgivelse af juridiske oplysninger 

og lokalisering af mistænkte. 

2. a. En parts kontaktpunkt skal kunne kommunikere med en anden 

parts kontaktpunkt på en hurtig måde. 

b. Hvis det kontaktpunkt, der udpeges af en part, ikke hører under 

partens myndighed eller myndigheder med ansvar for international 

gensidig retshjælp eller udlevering, skal kontaktpunktet 

hurtigt kunne koordinere med en sådan myndighed eller sådanne 

myndigheder. 

3. Enhver part skal sørge for at have medarbejdere med passende 

uddannelse og udstyr for at lette driften af netværket. 

Kapitel IV - Afsluttende bestemmelser 

Artikel 36 - Undertegnelse og ikrafttræden 

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af alle Europarådets 

medlemsstater samt ikke-medlemsstater, der har deltaget 

i udarbejdelsen heraf. 

2. Denne konvention skal ratificeres eller godkendes. Ratifikationseller 

godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets 

generalsekretær. 

3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der 

følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, 

hvor fem stater, herunder mindst tre af Europarådets medlemsstater, 

har udtrykt deres samtykke til at være bundet af konventionen 

i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1 og 2. 

4. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende 

udtrykker samtykke til at være bundet af konventionen, træder 

konvention i kraft den første dag i den måned, der følger efter 

udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for dens tilkendegivelse 

af at ville være bundet af konventionen i overensstemmelse 

med bestemmelserne i stk. 1 og 2. 

Artikel 37 - Tiltrædelse af konventionen 

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomité 

efter at have konsulteret de kontraherende parter og opnået 

deres enstemmige samtykke til konventionen opfordre enhver 

stat, der ikke er medlem af Europarådet og ikke har deltaget 

i konventionens udarbejdelse, til at tiltræde konventionen. Beslutningen 

skal træffes med det flertal, der er fastsat i artikel 20, 

litra d, i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt repræsentanterne 

for de kontraherende stater, der er berettiget til at 

sidde i Ministerkomitéen. 

2. For så vidt angår stater, der tiltræder konventionen efter stk. 1, 

træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger 

efter udløbet af en periode på tre måneder efter deponeringen af 

tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets generalsekretær. 

Artikel 38 - Territorielt anvendelsesområde 

1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved 

deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument 

angive, inden for hvilket område eller hvilke områder 

denne konvention skal finde anvendelse. 



2. Enhver part kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets 

generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention 

til ethvert andet område, der er angivet i erklæringen. For så vidt 

angår et sådant område træder konventionen i kraft den første 

dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre 

måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en 

sådan erklæring. 

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, 

kan for så vidt angår ethvert område, der er angivet i en sådan 

erklæring, tilbagekaldes ved meddelelse til Europarådets 

generalsekretær. Tilbagekaldelsen træder i kraft den første dag 

i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder 

efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan 

meddelelse. 

Artikel 39 - Konventionens retsvirkninger 

1. Konventionens formål er at supplere gældende multilaterale eller 

bilaterale traktater eller aftaler mellem parterne, herunder bestemmelserne 

i 

- den europæiske konvention om udlevering, der blev åbnet for 

undertegnelse i Strasbourg den 13. december 1957 (ETS nr. 24), 

- den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager, 

der blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 20. april 1959 

(ETS nr. 30), og 

- tillægsprotokollen til den europæiske konvention om gensidig 

retshjælp i straffesager, der blev åbnet for undertegnelse i 

Strasbourg den 17. marts 1978 (ETS nr. 99). 

2. Såfremt to eller flere parter allerede har indgået en aftale eller 

traktat om de i denne konvention omhandlede spørgsmål eller 

på anden måde har etableret indbyrdes relationer om disse 

spørgsmål, eller såfremt de måtte gøre det i fremtiden, er de berettiget 

til også at lade en sådan aftale eller traktat finde anvendelse 

eller til at lade disse relationer regulere heraf. Hvis parterne 

imidlertid etablerer deres indbyrdes relationer om de i denne 

konvention omhandlede spørgsmål på anden måde end den, der 

er foreskrevet i konventionen, skal dette ske på en måde, der 

ikke er uforenelig med konventionens formål og principper. 

3. Intet i denne konvention påvirker en parts øvrige rettigheder, 

begrænsninger, forpligtelser og ansvar. 

Artikel 40 - Erklæringer 

Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen 

af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, 

at den benytter sig af muligheden for at fastsætte yderligere 

elementer som fastsat i artikel 2, artikel 3, artikel 6, stk. 1, litra b, artikel 

7, artikel 9, stk. 3, og artikel 27, stk. 9, litra e. 

Artikel 41 - Føderal bestemmelse 

1. En føderal stat forbeholde sig ret til at påtage sig forpligtelser 

efter konventionens kapitel II på en måde, der er forenelig med 

de grundlæggende principper, der regulerer forholdet mellem 

dens centrale regering og dens delstater eller andre lignende 

territoriale enheder, dog således, at den stadig kan samarbejde i 

henhold til kapitel III. 

2. Når en føderal stat tager et forbehold ifølge stk. 1, kan den ikke 

anvende forbeholdets præmisser til at udelukke eller væsentligt 

reducere sine forpligtelser til at tilvejebringe de i kapitel II angivne 

foranstaltninger. Den føderale stat skal overordnet sørge 

for at have bred og effektiv kompetence til retshåndhævelse af 

disse foranstaltninger. 

3. Med hensyn til de bestemmelser i denne konvention, hvis gennemførelse 

falder ind under delstaternes eller lignende territoriale 

enheders kompetence, og hvor disse ikke efter føderationens 

forfatningsmæssige system er forpligtet til at træffe lovgivningsmæssige 

foranstaltninger, skal den føderale regering underrette 

de kompetente myndigheder i sådanne stater om disse bestemmelser 

samt give dem sin positive udtalelse med en opfordring 

til at tage relevante skridt til at give bestemmelserne retsvirkning. 

Artikel 42 - Forbehold 

Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen 

af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, 

at den benytter sig af det eller de forbehold, der er givet mulighed 

for i artikel 4, stk. 2, artikel 6, stk. 3, artikel 9, stk. 4, artikel 10, stk. 3, 

artikel 11, stk. 3, artikel 14, stk. 3, artikel 22, stk. 2, artikel 29, stk. 4, 

og artikel 41, stk. 1. Der kan ikke tages yderligere forbehold. 

Artikel 43 - Status og ophævelse af forbehold 

1. En part, der har taget et forbehold i overensstemmelse med artikel 

42, kan ophæve det helt eller delvis ved meddelelse herom til 

generalsekretæren. En sådan ophævelse træder i kraft på den 

dato, hvor generalsekretæren modtager meddelelse herom. Hvis 

meddelelsen angiver, at ophævelsen af et forbehold skal træde 

i kraft på en i meddelelsen angivet dato, og denne dato ligger 

efter den dato, hvor meddelelsen modtages af generalsekretæren, 

træder ophævelsen i kraft på en sådan senere dato. 

2. En part, der har taget et forbehold som nævnt i artikel 42, skal 

ophæve et sådant forbehold helt eller delvist, så snart det efter 

omstændighederne er muligt. 

3. Generalsekretæren kan med mellemrum forhøre sig hos parter, 

der har taget et eller flere forbehold som nævnt i artikel 42, om 

udsigten til ophævelse af dette eller disse forbehold. 

Artikel 44 - Ændringer 

1. Ændringer til denne konvention kan foreslås af enhver part, og 

Europarådets generalsekretær skal give underretning herom til 

Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater, der har 

deltaget i udarbejdelsen af konventionen, samt til de stater, der 

har tiltrådt eller er blevet opfordret til at tiltræde denne konvention 

i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 37. 

2. Der skal gives underretning til Europarådets Styringskomité for 

Strafferet (CDPC) om enhver ændring, der foreslås af en part, 

og denne komité skal forelægge Ministerkomitéen en udtalelse 

om den foreslåede ændring. 

3. Ministerkomitéen skal behandle den foreslåede ændring og den 

udtalelse, der er afgivet af Europarådets Styringskomité for 

Strafferet, og kan efter at have hørt ikke-medlemsstater, der har 

tiltrådt denne konvention, vedtage ændringen. 

4. Teksten til enhver ændring, der vedtages af Ministerkomitéen i 

overensstemmelse med stk. 3, skal sendes til parterne til godkendelse. 

5. Enhver ændring, der vedtages i overensstemmelse med stk. 3, 

træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter har underrettet 

generalsekretæren om deres godkendelse heraf. 

Artikel 45 - Afgørelse af tvister 

1. Europarådets Styringskomité for Strafferet (CDPC) skal holdes 

underrettet om fortolkning og anvendelse af denne konvention. 

2. I tilfælde af en tvist mellem parter om fortolkning eller anvendelse 

af denne konvention skal de forsøge at afgøre tvisten ved 

forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg, herunder 

indbringelse af tvisten for Europarådets Styringskomité for 

Strafferet, for en voldgiftsinstans, hvis afgørelse skal være bindende 

for parterne, eller for Den Internationale Domstol, efter 

aftale mellem de berørte parter. 

Artikel 46 - Samråd mellem parterne 

1. Parterne skal efter behov periodisk holde samråd med hinanden 

med henblik på at lette 

a. den effektive anvendelse og gennemførelse af denne konvention, 

herunder identifikation af eventuelle problemer, samt 



virkningen af eventuelle erklæringer eller forbehold, der er afgivet 

eller taget i henhold til konventionen, 

b. udveksling af oplysninger om markante udviklinger på det 

juridiske, politiske eller teknologiske område vedrørende ITkriminalitet 

og om indsamling af elektronisk bevismateriale, 

c. behandling af mulige tillæg eller ændringer til konventionen. 

2. Europarådets Styringskomité for Strafferet (CDPC) skal løbende 

holdes underrettet om resultatet af de i stk. 1 nævnte samråd. 

3. Europarådets Styringskomité for Strafferet skal efter behov 

fremme de i stk. 1 nævnte samråd og træffe de nødvendige foranstaltninger 

for at bistå parterne i deres bestræbelser på at supplere 

eller ændre konventionen. Europarådets Styringskomité 

for Strafferet skal senest tre år efter konventionens ikrafttræden 

og i samarbejde med parterne gennemgå alle konventionens bestemmelser 

og om nødvendigt fremkomme med anbefalinger af 

eventuelle hensigtsmæssige ændringer. 

4. Udgifter i forbindelse med udførelse af det i stk. 1 fastsatte skal, 

hvis ikke Europarådet påtager sig disse, bæres af parterne på den 

måde, som de måtte beslutte. 

5. Parterne modtager bistand fra Europarådets sekretariat til udførelse 

af deres funktioner ifølge denne artikel. 

Artikel 47 - Opsigelse 

1. Enhver part kan på ethvert tidspunkt opsige denne konvention 

ved meddelelse herom til Europarådets generalsekretær. 

2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, 

der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen 

for generalsekretærens modtagelse af en sådan meddelelse. 

Artikel 48 - Underretninger 

Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater, 

de ikke-medlemsstater, der har deltaget i udarbejdelsen af 

denne konvention, samt enhver stat, der har tiltrådt eller er blevet opfordret 

til at tiltræde denne konvention, om 

a. undertegnelse, 

b. deponering af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, 

c. datoen for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse 

med artikel 36 og 37, 

d. erklæringer i henhold til artikel 40 eller forbehold i henhold til 

artikel 42, 

e. enhver anden handling, underretning eller meddelelse vedrørende 

denne konvention. 

Til bekræftelse heraf har undertegnede efter at være behørigt bemyndiget 

hertil undertegnet denne konvention. 

Udfærdiget i Strasbourg, den 23. november 2001 på engelsk og 

fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i ét enkelt eksemplar, 

der deponeres i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær 

fremsender bekræftede genparter heraf til Europarådets medlemsstater, 

til de ikke-medlemsstater, der har deltaget i udarbejdelsen 

af denne konvention, samt til de stater, der er blevet opfordret til at 

tiltræde den. 



Bilag 2 

Forslag til RÅDETS RAMMEAFGØRELSE om angreb 

på informationssystemer 

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR 

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 

29, artikel 30, stk. 1, litra a), artikel 31, stk. 1, litra e), og artikel 

34, stk. 2, litra b, 

under henvisning til forslag fra Kommissionen, 

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og 

ud fra følgende betragtninger: 

1. Formålet med denne rammeafgørelse er at forbedre samarbejdet 

mellem de retlige og andre kompetente myndigheder, herunder politiet 

og andre specialiserede retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne, 

ved at foretage en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes 

strafferetlige regler vedrørende angreb på informationssystemer. 

2. Der er beviser for, at der er foretaget angreb på informationssystemer, 

især som led i organiseret kriminalitet, og der er voksende bekymring 

for mulige terrorangreb på informationssystemer, der udgør en 

del af medlemsstaternes kritiske infrastruktur. Dette er en trussel mod 

etableringen af et sikrere informationssamfund og et område med frihed, 

sikkerhed og retfærdighed og kræver derfor en rektion fra EUs side. 

3. En effektiv reaktion på disse trusler kræver en samlet strategi 

vedrørende netog informationssikkerheden, som det blev understreget 

i handlingsplanen for e-Europa, i Kommissionens meddelelse »Netog 

informationssikkerhed: Forslag til en europæisk strategi« og i Rådets 

resolution af 6. december 2001 om en fælles fremgangsmåde og specifikke 

aktioner i forbindelse med netog informationssikkerhed. 

4. Behovet for yderligere at forbedre kendskabet til problemerne i 

forbindelse med informationssikkerhed og for at yde praktisk bistand 

blev også understreget i Europa-Parlamentets beslutning af 5. september 

2001. 

5. Betydelige mangler i og forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning 

på dette punkt kan hæmme bekæmpelsen af organiseret kriminalitet 

og terrorisme og kan vanskeliggøre et effektivt samarbejde 

mellem politi og retsvæsen i forbindelse med angreb på informationssystemer. 

Den omstændighed, at moderne informationssystemer går 

på tværs af landene og landegrænserne, betyder, at angreb på sådanne 

systemer ofte foregår på tværs af landegrænserne, hvilket understreger 

det presserende behov for yderligere initiativer med henblik på en 

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler på 

dette område. 

6. Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens 

bestemmelser om indførelse af et område med frihed, 

sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres, konklusionerne fra 

Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999, 

konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Santa Maria da Feira 

den 19.-20. juni 2000, Kommissionens »resultattavle« og Europa-Parlamentets 

beslutning af 19. maj 2000 peger på eller tilskynder til lovgivningsinitiativer 

vedrørende bekæmpelse af højteknologisk kriminalitet, 

herunder fælles definitioner, gerningsindhold og sanktioner. 

7. Det er nødvendigt at supplere det arbejde, der udføres af internationale 

organisationer, især Europarådets arbejde med at tilnærme 

landenes strafferet og G8s arbejde med grænseoverskridende samarbejde 

inden for højteknologisk kriminalitet, ved at fastlægge en fælles 

EU-strategi på dette område. Dette blev yderligere uddybet i Kommissionens 

meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske 

og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Et sikrere informationssamfund: 

Højnelse af sikkerheden i informationsinfrastrukturerne 

og bekæmpelse af computerrelateret kriminalitet. 

8. Der bør foretages en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes 

strafferet med hensyn til angreb på informationssystemer for at sikre 

det bedst mulige samarbejde mellem politi og retsvæsen vedrørende 

strafbare handlinger i forbindelse med angreb på informationssystemer 

og for at bidrage til bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og terrorisme. 

9. Alle medlemsstaterne har ratificeret Europarådets konvention af 

28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse 

med elektronisk databehandling af personoplysninger. De personoplysninger, 

der behandles i forbindelse med gennemførelsen af denne 

rammeafgørelse, vil blive beskyttet i overensstemmelse med denne 

konventionsprincipper. 

10. Fælles definitioner på dette område, især af informationssystemer 

og edb-data, er vigtige for at sikre samme holdning i alle medlemsstaterne 

til anvendelsen af denne rammeafgørelse. 

11. Der er behov for at nå frem til en fælles definition af gerningsindholdet 

i strafbare handlinger ved at fastlægge fælles definitioner af 

ulovlig adgang til et informationssystem, ulovlig indgreb i informationssystemer 

og ulovligt indgreb i data. 

12. For at bekæmpe computerrelateret kriminalitet bør hver medlemsstat 

sikre et effektivt retligt samarbejde med hensyn til lovovertrædelser, 

der er baseret på adfærd som omhandlet i artikel 2, 3, 4, og 5. 

13. Det er nødvendigt at undgå overkriminalisering, især af mindre 

alvorlige tilfælde, og at undgå kriminalisering af rettighedshavere og 

autoriserede personer. 

14. Medlemsstaterne bør indføre sanktioner for angreb på informationssystemer, 

der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare 

handling og har en afskrækkende virkning. 

15. Der bør indføres strengere sanktioner, når et angreb på et informationssystem 

bliver begået inden for rammerne af en kriminel organisation 

som defineret i fælles aktion 98/733/RIA af 21. december 

1998 om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i 

Den Europæiske Unions medlemsstater, eller når det har forårsaget 

alvorlige skader eller har berørt væsentlige interesser. 

16. Der bør også træffes foranstaltninger for at etablere et samarbejde 

mellem medlemsstaterne med henblik på en effektiv indsats mod angreb 

på informationssystemer. Medlemsstaterne bør derfor med henblik på 

udveksling af oplysninger gøre brug af det bestående netværk af kontaktpunkter, 

som er omhandlet i Rådets henstilling af 25. juni 2001 om 

kontaktpunkter, der fungerer 24 timer i døgnet, til bekæmpelse af højteknologikriminalitet. 

17. Da målene om at sikre, at angreb på informationssystemer i alle 

medlemsstaterne straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt 

forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende effekt, 

og om at forbedre og fremme det retlige samarbejde ved at fjerne potentielle 

komplikationer, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af 

medlemsstaterne alene - idet reglerne skal være fælles og indbyrdes 

forenelige - og derfor bedre kan gennemføres på EU-plan, kan EU 

vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, 

jf. EF-traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, 

jf. nævnte artikel, går denne rammeafgørelse ikke ud 

over, hvad der er er nødvendigt for at nå disse mål. 

18. Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder 

og overholder de principper, der er nævnt i artikel 6 i traktaten om Den 

Europæiske Union, og som afspejles i EU-charteret om grundlæggende 

rettigheder, især kapital II og VI - 

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE 

Artikel 1 

Definitioner 

I denne rammeafgørelse forstås ved: 

a. »informationssystem«: enhver enhed eller gruppe af indbyrdes 

forbundne eller beslægtede enheder, hvoraf en eller flere ved 

hjælp af et program udfører automatisk behandling af edb-data 

samt edb-data, som lagres, behandles, fremfindes eller overføres 

i forbindelse med systemernes drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse 



b. »edb-data«: enhver form for gengivelse af fakta, informationer 

eller begreber i et format, der egner sig til behandling i et informationssystem, 

herunder et program, som kan anvendes til at få 

et informationssystem til at udføre en funktion 

c. »juridisk person«: enhver enhed, der har denne status i henhold 

til den lovgivning, der finder anvendelse, med undtagelse af 

stater eller andre offentlige organer, der udøver offentlig myndighed, 

og offentlige internationale organisationer 

d. »uretmæssig«: adgang eller indgreb, som ejeren eller en anden 

retmæssig indehaver af systemet eller en del af det ikke har givet 

tilladelse til, eller som ikke er tilladt i henhold til national lovgivning. 

Artikel 2 

Ulovlig adgang til informationssystemer 

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at 

gøre det strafbart forsætligt at skaffe sig uretmæssig adgang til et informationssystem 

eller en del heraf, i det mindste i grovere tilfælde. 

2. Medlemsstaterne kan beslutte, at de handlinger, der er omhandlet 

i stk. 1, kun er strafbare, såfremt lovovertrædelsen er begået ved overtrædelse 

af en sikkerhedsforanstaltning. 

Artikel 3 

Ulovligt indgreb i informationssystemer 

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at gøre 

det strafbart forsætligt og uretmæssigt at forårsage en alvorlig hindring 

eller afbrydelse af et informationssystems drift ved at indlæse eller 

overføre edb-data eller ved at beskadige, slette, forvanske, ændre, tilbageholde 

eller hindre adgang til dets edb-data, i det mindste i grovere 

tilfælde. 

Artikel 4 

Ulovligt indgreb i data 

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at gøre 

det strafbart forsætligt og uretmæssigt at slette, beskadige, forvanske, 

ændre, tilbageholde eller hindre adgang til edb-data i et informationssystem, 

i det mindste i grovere tilfælde. 

Artikel 5 

Anstiftelse, medvirken og tilskyndelse og forsøg 

1. Medlemsstaterne sikrer, at det er strafbart at anstifte, medvirke og 

tilskynde til at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 2, 3 

og 4. 

2. Medlemsstaterne sikrer, at det er strafbart at forsøge at begå en 

strafbar handling som omhandlet i artikel 2, 3 og 4. 

3. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at håndhæve stk. 2 i forbindelse 

med en strafbar handling som omhandlet i artikel 2. 

Artikel 6 

Sanktioner 


sikre, at den i artikel 2, 3, 4 og 5 omhandlede adfærd kan straffes med 

strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til 

den strafbare handling og har en afskrækkende virkning. 


sikre, at den adfærd, der er omhandlet i artikel 3 og 4, kan straffes med 

fængsel af en maksimal varighed på mindst et til tre år. 

Artikel 7 

Skærpende omstændigheder 


sikre, at den adfærd, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, og artikel 3 og 

4, kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst to til 

fem år, når den er begået inden for rammerne af en kriminel organisation 

som defineret i den fælles aktion 98/733/RIA, idet den deri fastsatte 

strafferamme ikke finder anvendelse. 

2. En medlemsstat kan også træffe de i stk. 1. nævnte foranstaltninger, 

hvis adfærden har forvoldt alvorlig skade eller skadet væsentlige interesser. 

Artikel 8 

Juridiske personers ansvar 


sikre, at juridiske personer kan holdes ansvarlige for adfærd som omhandlet 

i artikel 2, 3, 4 og 5, som med vinding for øje er begået af en 

person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ 

under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for 

den juridiske person baseret på: 

a. beføjelse til at repræsentere den juridiske person eller 

b. beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne 

eller 

c. beføjelse til at udøve intern kontrol. 

2. Ud over de i stk. 1 omhandlede tilfælde sikrer medlemsstaterne, 

at en juridisk person kan holdes ansvarlig, hvis utilstrækkeligt tilsyn 

eller utilstrækkelig kontrol fra en persons side, jf. stk. 1, har gjort det 

muligt for en person under den juridiske persons myndighed at begå 

en af de i artikel 2, 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger for at 

skaffe den juridiske person vinding. 

3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke 

strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der begår, anstifter eller 

medvirker til en af de i artikel 2, 3, 4 og 5 omhandlede strafbare 

handlinger 

Artikel 9 

Sanktioner over for juridiske personer 


sikre, at en juridisk person, der holdes ansvarlig i henhold til artikel 8, 

stk. 1, kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt 

forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende virkning, 

herunder bødestraf eller administrativt pålagte bøder, og som kan indbefatte 

andre sanktioner, f.eks.: 

a. udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud 

b. midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed 

c. anbringelse under retsligt tilsyn 

d. likvidation efter retskendelse. 


sikre, at en juridisk person, der holdes ansvarlig i henhold til artikel 8, 

stk. 2, kan straffes med sanktioner eller foranstaltninger, der er effektive, 

står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende 

effekt. 

Artikel 10 

Straffemyndighed 

1. Hvert enkelt medlemsstat fastlægger sin straffemyndighed med 

hensyn til den i artikel 2, 3, 4 og 5 omhandlede adfærd, når den er begået: 

a. helt eller delvis på dens område 

b. af en af dens statsborgere 

c. for at skaffe en juridisk person, som har hjemsted på dens område, 

vinding. 

2. Når den enkelte medlemsstat fastsætter sin straffemyndighed i 

medfør af stk. 1, litra a), sikrer den sig, at denne omfatter tilfælde, hvor: 

a. gerningsmanden begår den strafbare handling, mens vedkommende 

fysisk befinder sig på medlemsstatens område, uanset 

om den strafbare handling er rettet mod et informationssystem 

på dens område 

b. den strafbare handling begås mod et informationssystem på 

medlemsstatens område, uanset om gerningsmanden på gerningstidspunktet 

fysisk befinder sig på dens område. 

3. En medlemsstat, som i henhold til sin lovgivning endnu ikke udleverer 

eller overgiver sine egne statsborgere, træffer de nødvendige 

foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed med hensyn til 



de i artikel 2-5 nævnte strafbare handlinger og for i givet fald at indlede 

retsforfølgning, hvis den strafbare handling begås af en af dens statsborgere 

uden for dens område. 

4. Hvis mere end én medlemsstat har straffemyndighed og faktisk 

mulighed for at retsforfølge på grundlag af de samme forhold, samarbejder 

de pågældende medlemsstater for at afgøre, hvem af dem der 

skal retsforfølge gerningsmændene, med det formål om muligt at 

samle retsforfølgningen i en enkelt medlemsstat. Med henblik herpå 

kan medlemsstaterne betjene sig af ethvert organ eller enhver mekanisme, 

der er oprettet inden for Den Europæiske Union, for at lette samarbejdet 

mellem deres judicielle myndigheder og fremme koordinationen 

af deres indsats. Der kan tages hensyn til følgende former for tilknytning: 

- på hvilken medlemsstats område handlingerne er begået i henhold 

til stk. 1, litra a), og stk. 2 

- i hvilken medlemsstat gerningsmanden er statsborger 

- i hvilken medlemsstat gerningsmanden er fundet. 

5. En medlemsstat kan beslutte ikke at anvende reglen om straffemyndighed 

i stk. 1, litra b) og c), eller kun at anvende den i særlige 

tilfælde eller under særlige omstændigheder. 

6. Medlemsstaterne underretter Generalsekretariatet for Rådet og 

Kommissionen, hvis de beslutter at anvende stk. 5, i givet fald med en 

angivelse af de særlige tilfælde eller omstændigheder, hvor beslutningen 

gælder. 

Artikel 11 

Udveksling af oplysninger 

1. Med henblik på udveksling af oplysninger om de strafbare handlinger, 

der er omhandlet i artikel 2, 3, 4 og 5, skal medlemsstaterne i 

overensstemmelse med reglerne om databeskyttelse gøre brug af det 

bestående netværk af kontaktpunkter, der fungerer døgnet rundt, alle 

ugens dage. 

2. Den enkelte medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet 

og Kommissionen, når de har udpeget kontaktpunkter til udveksling 

af oplysninger om strafbare handlinger i forbindelse med angreb på 

informationssystemer. Generalsekretariatet viderebringer disse oplysninger 

til de øvrige medlemsstater. 

Artikel 12 

Gennemførelse 


efterkomme denne rammeafgørelse senest []. 

2. Medlemsstaterne meddeler senest samme dato Generalsekretariatet 

for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder 

for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, 

i national ret. På baggrund af en rapport udarbejdet på grundlag 

af disse oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen undersøger 

Rådet senest den 31. december 2004, i hvilket omfang medlemsstaterne 

har efterkommet bestemmelserne i denne rammeafgørelse. 

Artikel 13 

Ikrafttræden 

Denne rammeafgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen 

i Den Europæiske Unions Tidende. 

Udfærdiget i Bruxelles, den 

På Rådets vegne 

Formand 



Bilag 3 

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov 

(Udeladt). 


04-02-2013 Lars Bo Langsted ◊ Juridisk Institut 1

Klassikeren: 


Hovedspørgsmål: 

a) Er det, der er sket, strafbart efter DANSK RET? (se således 10) 

b) Hvis nej: glem sagen ! 

c) Hvis ja: kan det da påkendes af danske domstole? 

a) Hvis begået i Danmark (herunder på dansk skib) ( 6) 

b) Hvis begået på udenlandsk territorium: 

a) Dansk gerningsmand? ( 7, stk. 1,) 

b) Dansk offer? ( 7a, stk. 1 og 2) 

c) Danske forpligtelser ( 8) 

c) Hvis begået udenfor folkeretligt anerkendt område 

a) Dansk gerningsmand? ( 7,stk.2,) 

b) Dansk offer ( 7a, stk. 3) 

c) Danske forpligtelser ( 8) 

Særlige spørgsmål 

• Hvor er handlingen foretaget? ( 9) 

• Hvad med Internettet? ( 9a + alm.) 

• Krigsforbrydere m.v. ( 8a og 8b) 

• Selskaber ( 7b) 


§ 10, stk. 1 – gælder den danske 

regel? 

”Når en handling retsforfølges her i landet, skal afgørelsen om såvel straf 

som andre retsfølger af handlingen træffes efter dansk lovgivning. 

Stk. 2. Når dansk straffemyndighed er betinget af dobbelt strafbarhed, kan 

der ikke idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på 

gerningsstedet.” 

i. Er det en overtrædelse af FL 42 (2), at køre 150 km/t på motorvejen i DK? 

ii. Er det en overtrædelse af FL 42 (2), at køre 150 km/t på motorvejen i D? 

iii. Er det strafbart at køre 150 km/t på motorvejen i Tyskland? 

iv. Er det en overtrædelse af straffelovens 244 at tæve sit barn med den ene 

hånd, medens man kører på motorvejen i DK? 

v. Er det en overtrædelse af straffelovens 244 at tæve sit barn med den ene 

hånd, medens man kører på motorvejen i D? 

vi. Er det strafbart at tæve sit barn med den ene hånd, medens man kører på 

motorvejen i Tyskland? 


§ 122 ydelse af bestikkelse – 

gælder den danske regel? 

Ordlyd frem til år 2000: 

” Den, som yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i offentlig tjeneste eller 

hverv, gave eller anden fordel for at formå ham til at foretage eller undlade 

noget, hvorved han ville gøre sig skyldig i pligtstridig handlemåde, straffes 

med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med hæfte 

eller bøde” 

Ordlyd efter år 2000: 

” Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, 

udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden 

fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, 

straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.” 


UfR 1988.1027 H - luftkaptajnen 

• Dansk luftkaptajn 

• Norsk indregistreret fly 

• Svensk territorium: 

”ved den 29. marts 1984 som luftfartøjschef i luftfartøj LN- 

RLP i forbindelse med start fra Arlanda lufthavn i Stockholm, 

efter endt taxiing at være kørt ud på startbanen, bane 01, 

uden forinden at have modtaget klarering hertil af 

flyvekontroltjenesten.” 

Fandt den danske luftfartslov anvendelse? 


§ 6 – Dansk territorium 

” Under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages 

1) i den danske stat, 

2) på dansk fartøj, som befinder sig inden for et fremmed myndighedsområde, af 

en person, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette, eller 

3) på dansk fartøj, som befinder sig uden for et myndighedsområde.” 

- Alle, der opholder sig på territoriet 

- Smh. m. 9 


§ 9 – Hvor er handlingen 

foretaget? 

”Handlinger anses for foretaget, hvor gerningsmanden befandt sig ved handlingens 

foretagelse. For så vidt angår juridiske personer, anses handlinger for foretaget, hvor 

den eller de handlinger, som medfører ansvar for den juridiske person, er foretaget. 

Stk. 2. Hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller 

tilsigtet følge, anses handlingen tillige for foretaget, hvor virkningen er indtrådt, eller 

hvor gerningsmanden har forsæt til, at virkningen skulle indtræde.” 

- Afgørende ved territorialt begrænsede bestemmelser = det meste af speciallovgivningen 

- Ikke alle følger er omfattet: 

- Bedrageri begået fra Spanien mod dansk forsikringsselskab? 

- tyveri begået i Spanien med refleksvirkning (udbetaling fra) dansk forsikringsselskab? 


UfR 1999.513 Ø 

– Insider handel 

VPL § 35, stk. 1: 

” Køb, salg og tilskyndelse til køb eller salg af et værdipapir må ikke 

foretages af nogen, der har intern viden, som kan være af betydning for 

handelen.” 

VPL § 94: 

Overtrædelse af § 35, stk. 1, § 36 og § 39, stk. 1, straffes med bøde eller 

fængsel i indtil 1 år og 6 måneder. Er en overtrædelse af § 35, stk. 1, og § 

39, stk. 1, forsætlig og af særlig grov beskaffenhed, eller er der begået et 

større antal forsætlige overtrædelser, kan straffen stige til fængsel i 4 år. 

Stk. 2. Bestemmelsen i § 93, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse.

UfR 1999.513 Ø 

– Insider handel 

Belgien 

Danmark 

Dansk virksomhed, 

hvor T sidder 

i bestyrelsen 

Afgiver købsordre 

Danmark 

Schweiz 

Bestiller via Københavnsk 

bank 

Bank sælger dels egen beholdning 

dels via køb på 

Fondsbørsen i København

§ 7 (1) – Handlingen 

foretaget i udlandet, 

GMs tilknytning til DK: 

” Under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed 

myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk 

indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis 

1) handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt 

strafbarhed) eller 

2) gerningsmanden også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til 

landet og handlingen 

a) omfatter seksuel udnyttelse af børn eller kvindelig omskæring eller 

b) er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte 

tilknytning her til landet. ” 


§ 7 (2) – Handlingen 

foretaget uden for noget 

myndighedsområde 

GMs tilknytning til DK: 

” Stk. 2. Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, som 

foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for 

sigtelsen har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den 

pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.” 


§ 7a (1) + (2) – Handlingen foretaget inden for fremmed 


Offerets tilknytning til DK: 

” Under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed 

myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har 

dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i 

landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt 

strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år. 

Stk. 2. Dansk straffemyndighed efter stk. 1 er betinget af, at handlingen omfatter 

1)forsætligt drab, 

2)grov vold, frihedsberøvelse eller røveri, 

3)en almenfarlig forbrydelse, 

4)en forbrydelse mod kønssædeligheden eller incest eller 

5)kvindelig omskæring.” 


§ 7a (3) – Handlingen foretaget udenfor fremmed 


Offerets tilknytning til DK: 

” Stk. 3. Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, som 

foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på 

gerningstidspunktet har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis 

handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 

måneder.” 


§§ 8 (samt 8a + 8b) – Handlingen foretaget udenfor den 

danske stat. 

Forbrydelsens tilknytning til DK: 

” Under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages uden for den danske 

stat, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører hjemme, når 

1) handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller 

offentlige myndigheder eller en embedspligt mod staten, 

2) handlingen krænker interesser, hvis retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en 

særlig tilknytning til denne, 

3) handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningsmanden at 

iagttage i udlandet, 

4) handlingen krænker en tjenestepligt, som påhviler gerningsmanden over for dansk 

fartøj, 

5) handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er 

forpligtet til at have straffemyndighed, eller 

6) udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås, og handlingen, for så 

vidt den er foretaget inden for et fremmed myndighedsområde, er strafbar efter 

lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed) og handlingen efter dansk 

lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 1 år.” 


Internettet 

§ 9a: 

” En lovovertrædelse, der vedrører 

tekst-, lyd- eller billedmateriale m.v., 

som ved handlinger i udlandet er gjort 

alment tilgængeligt her i landet 

gennem internettet eller et lignende 

system til spredning af information, 

anses for begået i den danske stat, hvis 

materialet har særlig relation her til 

landet.” 

Bemærk: andet følger de alm. regler: 

Hacking, vira o.s.v. 

Forskel på om modtageren skal ”pull” eller 

Der er tale om ”push” 


Særligt om medvirken, forsøg og selskabsansvar (§§ 7b og 9 

(3) og (4) 

§ 9 (3) og (4): 

Stk. 3. Forsøgs- og medvirkenshandlinger anses for foretaget i den danske stat, 

hvis gerningsmanden befandt sig her i landet ved handlingens foretagelse, 

uanset om lovovertrædelsen fuldbyrdes eller tilsigtes fuldbyrdet uden for den 

danske stat. 

Stk. 4. Når en del af en lovovertrædelse er begået i den danske stat, anses 

lovovertrædelsen i sin helhed for at være begået her i landet. 

”§ 7b: Når dansk straffemyndighed over for en juridisk person er betinget af 

dobbelt strafbarhed, omfatter det ikke et krav om, at lovgivningen på 

gerningsstedet hjemler strafansvar for en juridisk person. 


Article 24 – Extradition 

Convention on Cybercrime 

(CETS no 185) 

1a This article applies to extradition between Parties for the criminal 

offences established in accordance with Articles 2 through 11 of this 

Convention, provided that they are punishable under the laws of both Parties 

concerned by deprivation of liberty for a maximum period of at least one year, or 

by a more severe penalty. 

6 If extradition for a criminal offence referred to in paragraph 1 of this 

article is refused solely on the basis of the nationality of the person sought, or 

because the requested Party deems that it has jurisdiction over the offence, the 

requested Party shall submit the case at the request of the requesting Party to 

its competent authorities for the purpose of prosecution and shall report the final 

outcome to the requesting Party in due course. Those authorities shall take their 

decision and conduct their investigations and proceedings in the same manner 

as for any other offence of a comparable nature under the law of that Party. 


18

CONVENTION 

ON CYBERCRIME 

Budapest, 23.XI.2001 

European Treaty Series - No. 185

2 ETS 185 – Convention on Cybercrime, 23.XI.2001 

_______________________________________________________________________________________________ 

Preamble 

The member States of the Council of Europe and the other States signatory hereto, 

Considering that the aim of the Council of Europe is to achieve a greater unity between 

its members; 

Recognising the value of fostering co-operation with the other States parties to this 

Convention; 

Convinced of the need to pursue, as a matter of priority, a common criminal policy 

aimed at the protection of society against cybercrime, inter alia, by adopting appropriate 

legislation and fostering international co-operation; 

Conscious of the profound changes brought about by the digitalisation, convergence and 

continuing globalisation of computer networks; 

Concerned by the risk that computer networks and electronic information may also be 

used for committing criminal offences and that evidence relating to such offences may be 

stored and transferred by these networks; 

Recognising the need for co-operation between States and private industry in combating 

cybercrime and the need to protect legitimate interests in the use and development of 

information technologies; 

Believing that an effective fight against cybercrime requires increased, rapid and wellfunctioning 

international co-operation in criminal matters; 

Convinced that the present Convention is necessary to deter action directed against the 

confidentiality, integrity and availability of computer systems, networks and computer 

data as well as the misuse of such systems, networks and data by providing for the 

criminalisation of such conduct, as described in this Convention, and the adoption of 

powers sufficient for effectively combating such criminal offences, by facilitating their 

detection, investigation and prosecution at both the domestic and international levels 

and by providing arrangements for fast and reliable international co-operation; 

Mindful of the need to ensure a proper balance between the interests of law enforcement 

and respect for fundamental human rights as enshrined in the 1950 Council of Europe 

Convention for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms, the 1966 

United Nations International Covenant on Civil and Political Rights and other applicable 

international human rights treaties, which reaffirm the right of everyone to hold 

opinions without interference, as well as the right to freedom of expression, including 

the freedom to seek, receive, and impart information and ideas of all kinds, regardless of 

frontiers, and the rights concerning the respect for privacy; 

Mindful also of the right to the protection of personal data, as conferred, for example, by 

the 1981 Council of Europe Convention for the Protection of Individuals with regard to 

Automatic Processing of Personal Data;


_______________________________________________________________________________________________ 

Considering the 1989 United Nations Convention on the Rights of the Child and the 1999 

International Labour Organization Worst Forms of Child Labour Convention; 

Taking into account the existing Council of Europe conventions on co-operation in the 

penal field, as well as similar treaties which exist between Council of Europe member 

States and other States, and stressing that the present Convention is intended to 

supplement those conventions in order to make criminal investigations and proceedings 

concerning criminal offences related to computer systems and data more effective and to 

enable the collection of evidence in electronic form of a criminal offence; 

Welcoming recent developments which further advance international understanding 

and co-operation in combating cybercrime, including action taken by the United 

Nations, the OECD, the European Union and the G8; 

Recalling Committee of Ministers Recommendations No. R (85) 10 concerning the 

practical application of the European Convention on Mutual Assistance in Criminal 

Matters in respect of letters rogatory for the interception of telecommunications, No. R 

(88) 2 on piracy in the field of copyright and neighbouring rights, No. R (87) 15 

regulating the use of personal data in the police sector, No. R (95) 4 on the protection of 

personal data in the area of telecommunication services, with particular reference to 

telephone services, as well as No. R (89) 9 on computer-related crime providing 

guidelines for national legislatures concerning the definition of certain computer crimes 

and No. R (95) 13 concerning problems of criminal procedural law connected with 

information technology; 

Having regard to Resolution No. 1 adopted by the European Ministers of Justice at their 

21st Conference (Prague, 10 and 11 June 1997), which recommended that the Committee 

of Ministers support the work on cybercrime carried out by the European Committee on 

Crime Problems (CDPC) in order to bring domestic criminal law provisions closer to 

each other and enable the use of effective means of investigation into such offences, as 

well as to Resolution No. 3 adopted at the 23rd Conference of the European Ministers of 

Justice (London, 8 and 9 June 2000), which encouraged the negotiating parties to pursue 

their efforts with a view to finding appropriate solutions to enable the largest possible 

number of States to become parties to the Convention and acknowledged the need for a 

swift and efficient system of international co-operation, which duly takes into account 

the specific requirements of the fight against cybercrime; 

Having also regard to the Action Plan adopted by the Heads of State and Government of 

the Council of Europe on the occasion of their Second Summit (Strasbourg, 10 and 

11 October 1997), to seek common responses to the development of the new information 

technologies based on the standards and values of the Council of Europe; 

Have agreed as follows:


_______________________________________________________________________________________________ 

Chapter I – Use of terms 

Article 1 – Definitions 

For the purposes of this Convention: 

a "computer system" means any device or a group of interconnected or related 

devices, one or more of which, pursuant to a program, performs automatic 

processing of data; 

b “computer data” means any representation of facts, information or concepts in a 

form suitable for processing in a computer system, including a program suitable 

to cause a computer system to perform a function; 

c “service provider” means: 

i any public or private entity that provides to users of its service the ability to 

communicate by means of a computer system, and 

ii any other entity that processes or stores computer data on behalf of such 

communication service or users of such service; 

d “traffic data” means any computer data relating to a communication by means of 

a computer system, generated by a computer system that formed a part in the 

chain of communication, indicating the communication’s origin, destination, 

route, time, date, size, duration, or type of underlying service. 

Chapter II – Measures to be taken at the national level 

Section 1 – Substantive criminal law 

Title 1 – Offences against the confidentiality, integrity and availability 

of computer data and systems 

Article 2 – Illegal access 

Each Party shall adopt such legislative and other measures as may be necessary to 

establish as criminal offences under its domestic law, when committed intentionally, the 

access to the whole or any part of a computer system without right. A Party may require 

that the offence be committed by infringing security measures, with the intent of 

obtaining computer data or other dishonest intent, or in relation to a computer system 

that is connected to another computer system. 

Article 3 – Illegal interception 



interception without right, made by technical means, of non-public transmissions of 

computer data to, from or within a computer system, including electromagnetic 

emissions from a computer system carrying such computer data. A Party may require 

that the offence be committed with dishonest intent, or in relation to a computer system 

that is connected to another computer system.


_______________________________________________________________________________________________ 

Article 4 – Data interference 

1 Each Party shall adopt such legislative and other measures as may be necessary to 


damaging, deletion, deterioration, alteration or suppression of computer data without 

right. 

2 A Party may reserve the right to require that the conduct described in paragraph 1 result 

in serious harm. 

Article 5 – System interference 



serious hindering without right of the functioning of a computer system by inputting, 

transmitting, damaging, deleting, deteriorating, altering or suppressing computer data. 

Article 6 – Misuse of devices 


establish as criminal offences under its domestic law, when committed intentionally and 

without right: 

a the production, sale, procurement for use, import, distribution or otherwise 

making available of: 

i a device, including a computer program, designed or adapted primarily for 

the purpose of committing any of the offences established in accordance 

with the above Articles 2 through 5; 

ii a computer password, access code, or similar data by which the whole or 

any part of a computer system is capable of being accessed, 

with intent that it be used for the purpose of committing any of the offences 

established in Articles 2 through 5; and 

b the possession of an item referred to in paragraphs a.i or ii above, with intent that 

it be used for the purpose of committing any of the offences established in 

Articles 2 through 5. A Party may require by law that a number of such items be 

possessed before criminal liability attaches. 

2 This article shall not be interpreted as imposing criminal liability where the production, 

sale, procurement for use, import, distribution or otherwise making available or 

possession referred to in paragraph 1 of this article is not for the purpose of committing 

an offence established in accordance with Articles 2 through 5 of this Convention, such 

as for the authorised testing or protection of a computer system. 

3 Each Party may reserve the right not to apply paragraph 1 of this article, provided that 

the reservation does not concern the sale, distribution or otherwise making available of 

the items referred to in paragraph 1 a.ii of this article.


_______________________________________________________________________________________________ 

Title 2 – Computer-related offences 

Article 7 – Computer-related forgery 



without right, the input, alteration, deletion, or suppression of computer data, resulting 

in inauthentic data with the intent that it be considered or acted upon for legal purposes 

as if it were authentic, regardless whether or not the data is directly readable and 

intelligible. A Party may require an intent to defraud, or similar dishonest intent, before 

criminal liability attaches. 

Article 8 – Computer-related fraud 



without right, the causing of a loss of property to another person by: 

a any input, alteration, deletion or suppression of computer data; 

b any interference with the functioning of a computer system, 

with fraudulent or dishonest intent of procuring, without right, an economic benefit for 

oneself or for another person. 

Title 3 – Content-related offences 

Article 9 – Offences related to child pornography 



without right, the following conduct: 

a producing child pornography for the purpose of its distribution through a 

computer system; 

b offering or making available child pornography through a computer system; 

c distributing or transmitting child pornography through a computer system; 

d procuring child pornography through a computer system for oneself or for 

another person; 

e possessing child pornography in a computer system or on a computer-data 

storage medium. 

2 For the purpose of paragraph 1 above, the term “child pornography” shall include 

pornographic material that visually depicts: 

a a minor engaged in sexually explicit conduct; 

b a person appearing to be a minor engaged in sexually explicit conduct;


_______________________________________________________________________________________________ 

c realistic images representing a minor engaged in sexually explicit conduct. 

3 For the purpose of paragraph 2 above, the term “minor” shall include all persons under 

18 years of age. A Party may, however, require a lower age-limit, which shall be not less 

than 16 years. 

4 Each Party may reserve the right not to apply, in whole or in part, paragraphs 1, subparagraphs 

d. and e, and 2, sub-paragraphs b. and c. 

Title 4 – Offences related to infringements of copyright and related rights 

Article 10 – Offences related to infringements of copyright and related rights 


establish as criminal offences under its domestic law the infringement of copyright, as 

defined under the law of that Party, pursuant to the obligations it has undertaken under 

the Paris Act of 24 July 1971 revising the Bern Convention for the Protection of Literary 

and Artistic Works, the Agreement on Trade-Related Aspects of Intellectual Property 

Rights and the WIPO Copyright Treaty, with the exception of any moral rights conferred 

by such conventions, where such acts are committed wilfully, on a commercial scale and 

by means of a computer system. 


establish as criminal offences under its domestic law the infringement of related rights, 

as defined under the law of that Party, pursuant to the obligations it has undertaken 

under the International Convention for the Protection of Performers, Producers of 

Phonograms and Broadcasting Organisations (Rome Convention), the Agreement on 

Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights and the WIPO Performances and 

Phonograms Treaty, with the exception of any moral rights conferred by such 

conventions, where such acts are committed wilfully, on a commercial scale and by 

means of a computer system. 

3 A Party may reserve the right not to impose criminal liability under paragraphs 1 and 2 

of this article in limited circumstances, provided that other effective remedies are 

available and that such reservation does not derogate from the Party’s international 

obligations set forth in the international instruments referred to in paragraphs 1 and 2 of 

this article. 

Title 5 – Ancillary liability and sanctions 

Article 11 – Attempt and aiding or abetting 


establish as criminal offences under its domestic law, when committed intentionally, 

aiding or abetting the commission of any of the offences established in accordance with 

Articles 2 through 10 of the present Convention with intent that such offence be 

committed. 


establish as criminal offences under its domestic law, when committed intentionally, an 

attempt to commit any of the offences established in accordance with Articles 3 through 

5, 7, 8, and 9.1.a and c. of this Convention.


_______________________________________________________________________________________________ 

3 Each Party may reserve the right not to apply, in whole or in part, paragraph 2 of this 

article. 

Article 12 – Corporate liability 


ensure that legal persons can be held liable for a criminal offence established in 

accordance with this Convention, committed for their benefit by any natural person, 

acting either individually or as part of an organ of the legal person, who has a leading 

position within it, based on: 

a a power of representation of the legal person; 

b an authority to take decisions on behalf of the legal person; 

c an authority to exercise control within the legal person. 

2 In addition to the cases already provided for in paragraph 1 of this article, each Party 

shall take the measures necessary to ensure that a legal person can be held liable where 

the lack of supervision or control by a natural person referred to in paragraph 1 has 

made possible the commission of a criminal offence established in accordance with this 

Convention for the benefit of that legal person by a natural person acting under its 

authority. 

3 Subject to the legal principles of the Party, the liability of a legal person may be criminal, 

civil or administrative. 

4 Such liability shall be without prejudice to the criminal liability of the natural persons 

who have committed the offence. 

Article 13 – Sanctions and measures 


ensure that the criminal offences established in accordance with Articles 2 through 11 are 

punishable by effective, proportionate and dissuasive sanctions, which include 

deprivation of liberty. 

2 Each Party shall ensure that legal persons held liable in accordance with Article 12 shall 

be subject to effective, proportionate and dissuasive criminal or non-criminal sanctions 

or measures, including monetary sanctions. 

Section 2 – Procedural law 

Title 1 – Common provisions 

Article 14 – Scope of procedural provisions 


establish the powers and procedures provided for in this section for the purpose of 

specific criminal investigations or proceedings. 

2 Except as specifically provided otherwise in Article 21, each Party shall apply the powers 

and procedures referred to in paragraph 1 of this article to:


_______________________________________________________________________________________________ 

a the criminal offences established in accordance with Articles 2 through 11 of this 

Convention; 

b other criminal offences committed by means of a computer system; and 

c the collection of evidence in electronic form of a criminal offence. 

3 a Each Party may reserve the right to apply the measures referred to in Article 20 

only to offences or categories of offences specified in the reservation, provided 

that the range of such offences or categories of offences is not more restricted than 

the range of offences to which it applies the measures referred to in Article 21. 

Each Party shall consider restricting such a reservation to enable the broadest 

application of the measure referred to in Article 20. 

b Where a Party, due to limitations in its legislation in force at the time of the 

adoption of the present Convention, is not able to apply the measures referred to 

in Articles 20 and 21 to communications being transmitted within a computer 

system of a service provider, which system: 

i is being operated for the benefit of a closed group of users, and 

ii does not employ public communications networks and is not connected 

with another computer system, whether public or private, 

that Party may reserve the right not to apply these measures to such 

communications. Each Party shall consider restricting such a reservation to enable 

the broadest application of the measures referred to in Articles 20 and 21. 

Article 15 – Conditions and safeguards 

1 Each Party shall ensure that the establishment, implementation and application of the 

powers and procedures provided for in this Section are subject to conditions and 

safeguards provided for under its domestic law, which shall provide for the adequate 

protection of human rights and liberties, including rights arising pursuant to obligations 

it has undertaken under the 1950 Council of Europe Convention for the Protection of 

Human Rights and Fundamental Freedoms, the 1966 United Nations International 

Covenant on Civil and Political Rights, and other applicable international human rights 

instruments, and which shall incorporate the principle of proportionality. 

2 Such conditions and safeguards shall, as appropriate in view of the nature of the 

procedure or power concerned, inter alia, include judicial or other independent 

supervision, grounds justifying application, and limitation of the scope and the duration 

of such power or procedure. 

3 To the extent that it is consistent with the public interest, in particular the sound 

administration of justice, each Party shall consider the impact of the powers and 

procedures in this section upon the rights, responsibilities and legitimate interests of 

third parties.


_______________________________________________________________________________________________ 

Title 2 – Expedited preservation of stored computer data 

Article 16 – Expedited preservation of stored computer data 

1 Each Party shall adopt such legislative and other measures as may be necessary to enable 

its competent authorities to order or similarly obtain the expeditious preservation of 

specified computer data, including traffic data, that has been stored by means of a 

computer system, in particular where there are grounds to believe that the computer 

data is particularly vulnerable to loss or modification. 

2 Where a Party gives effect to paragraph 1 above by means of an order to a person to 

preserve specified stored computer data in the person’s possession or control, the Party 

shall adopt such legislative and other measures as may be necessary to oblige that 

person to preserve and maintain the integrity of that computer data for a period of time 

as long as necessary, up to a maximum of ninety days, to enable the competent 

authorities to seek its disclosure. A Party may provide for such an order to be 

subsequently renewed. 

3 Each Party shall adopt such legislative and other measures as may be necessary to oblige 

the custodian or other person who is to preserve the computer data to keep confidential 

the undertaking of such procedures for the period of time provided for by its domestic 

law. 

4 The powers and procedures referred to in this article shall be subject to Articles 14 

and 15. 

Article 17 – Expedited preservation and partial disclosure of traffic data 

1 Each Party shall adopt, in respect of traffic data that is to be preserved under Article 16, 

such legislative and other measures as may be necessary to: 

a ensure that such expeditious preservation of traffic data is available regardless of 

whether one or more service providers were involved in the transmission of that 

communication; and 

b ensure the expeditious disclosure to the Party’s competent authority, or a person 

designated by that authority, of a sufficient amount of traffic data to enable the 

Party to identify the service providers and the path through which the 

communication was transmitted. 


and 15. 

Article 18 – Production order 

Title 3 – Production order 


empower its competent authorities to order: 

a a person in its territory to submit specified computer data in that person’s 

possession or control, which is stored in a computer system or a computer-data 

storage medium; and


_______________________________________________________________________________________________ 

b a service provider offering its services in the territory of the Party to submit 

subscriber information relating to such services in that service provider’s 

possession or control. 


and 15. 

3 For the purpose of this article, the term “subscriber information” means any information 

contained in the form of computer data or any other form that is held by a service 

provider, relating to subscribers of its services other than traffic or content data and by 

which can be established: 

a the type of communication service used, the technical provisions taken thereto 

and the period of service; 

b the subscriber’s identity, postal or geographic address, telephone and other access 

number, billing and payment information, available on the basis of the service 

agreement or arrangement; 

c any other information on the site of the installation of communication equipment, 

available on the basis of the service agreement or arrangement. 

Title 4 – Search and seizure of stored computer data 

Article 19 – Search and seizure of stored computer data 


empower its competent authorities to search or similarly access: 

a a computer system or part of it and computer data stored therein; and 

b a computer-data storage medium in which computer data may be stored 

in its territory. 


ensure that where its authorities search or similarly access a specific computer system or 

part of it, pursuant to paragraph 1.a, and have grounds to believe that the data sought is 

stored in another computer system or part of it in its territory, and such data is lawfully 

accessible from or available to the initial system, the authorities shall be able to 

expeditiously extend the search or similar accessing to the other system. 


empower its competent authorities to seize or similarly secure computer data accessed 

according to paragraphs 1 or 2. These measures shall include the power to: 

a seize or similarly secure a computer system or part of it or a computer-data 

storage medium; 

b make and retain a copy of those computer data;


_______________________________________________________________________________________________ 

c maintain the integrity of the relevant stored computer data; 

d render inaccessible or remove those computer data in the accessed computer 

system. 


empower its competent authorities to order any person who has knowledge about the 

functioning of the computer system or measures applied to protect the computer data 

therein to provide, as is reasonable, the necessary information, to enable the undertaking 

of the measures referred to in paragraphs 1 and 2. 


and 15. 

Title 5 – Real-time collection of computer data 

Article 20 – Real-time collection of traffic data 


empower its competent authorities to: 

a collect or record through the application of technical means on the territory of that 

Party, and 

b compel a service provider, within its existing technical capability: 

i to collect or record through the application of technical means on the 

territory of that Party; or 

ii to co-operate and assist the competent authorities in the collection or 

recording of, 

traffic data, in real-time, associated with specified communications in its territory 

transmitted by means of a computer system. 

2 Where a Party, due to the established principles of its domestic legal system, cannot 

adopt the measures referred to in paragraph 1.a, it may instead adopt legislative and 

other measures as may be necessary to ensure the real-time collection or recording of 

traffic data associated with specified communications transmitted in its territory, 

through the application of technical means on that territory. 


a service provider to keep confidential the fact of the execution of any power provided 

for in this article and any information relating to it. 


and 15. 

Article 21 – Interception of content data 

1 Each Party shall adopt such legislative and other measures as may be necessary, in 

relation to a range of serious offences to be determined by domestic law, to empower its 

competent authorities to:


_______________________________________________________________________________________________ 

a collect or record through the application of technical means on the territory of that 

Party, and 

b compel a service provider, within its existing technical capability: 

i to collect or record through the application of technical means on the 

territory of that Party, or 

ii to co-operate and assist the competent authorities in the collection or 

recording of, 

content data, in real-time, of specified communications in its territory transmitted by 

means of a computer system. 

2 Where a Party, due to the established principles of its domestic legal system, cannot 

adopt the measures referred to in paragraph 1.a, it may instead adopt legislative and 

other measures as may be necessary to ensure the real-time collection or recording of 

content data on specified communications in its territory through the application of 

technical means on that territory. 


a service provider to keep confidential the fact of the execution of any power provided 

for in this article and any information relating to it. 


and 15. 

Section 3 – Jurisdiction 

Article 22 – Jurisdiction 


establish jurisdiction over any offence established in accordance with Articles 2 

through 11 of this Convention, when the offence is committed: 

a in its territory; or 

b on board a ship flying the flag of that Party; or 

c on board an aircraft registered under the laws of that Party; or 

d by one of its nationals, if the offence is punishable under criminal law where it 

was committed or if the offence is committed outside the territorial jurisdiction of 

any State. 

2 Each Party may reserve the right not to apply or to apply only in specific cases or 

conditions the jurisdiction rules laid down in paragraphs 1.b through 1.d of this article or 

any part thereof. 

3 Each Party shall adopt such measures as may be necessary to establish jurisdiction over 

the offences referred to in Article 24, paragraph 1, of this Convention, in cases where an 

alleged offender is present in its territory and it does not extradite him or her to another 

Party, solely on the basis of his or her nationality, after a request for extradition.


_______________________________________________________________________________________________ 

4 This Convention does not exclude any criminal jurisdiction exercised by a Party in 

accordance with its domestic law. 

5 When more than one Party claims jurisdiction over an alleged offence established in 

accordance with this Convention, the Parties involved shall, where appropriate, consult 

with a view to determining the most appropriate jurisdiction for prosecution. 

Chapter III – International co-operation 

Section 1 – General principles 

Title 1 – General principles relating to international co-operation 

Article 23 – General principles relating to international co-operation 

The Parties shall co-operate with each other, in accordance with the provisions of this 

chapter, and through the application of relevant international instruments on 

international co-operation in criminal matters, arrangements agreed on the basis of 

uniform or reciprocal legislation, and domestic laws, to the widest extent possible for the 

purposes of investigations or proceedings concerning criminal offences related to 

computer systems and data, or for the collection of evidence in electronic form of a 

criminal offence. 

Article 24 – Extradition 

Title 2 – Principles relating to extradition 

1 a This article applies to extradition between Parties for the criminal offences 

established in accordance with Articles 2 through 11 of this Convention, provided 

that they are punishable under the laws of both Parties concerned by deprivation 

of liberty for a maximum period of at least one year, or by a more severe penalty. 

b Where a different minimum penalty is to be applied under an arrangement agreed 

on the basis of uniform or reciprocal legislation or an extradition treaty, including 

the European Convention on Extradition (ETS No. 24), applicable between two or 

more parties, the minimum penalty provided for under such arrangement or 

treaty shall apply. 

2 The criminal offences described in paragraph 1 of this article shall be deemed to be 

included as extraditable offences in any extradition treaty existing between or among the 

Parties. The Parties undertake to include such offences as extraditable offences in any 

extradition treaty to be concluded between or among them. 

3 If a Party that makes extradition conditional on the existence of a treaty receives a 

request for extradition from another Party with which it does not have an extradition 

treaty, it may consider this Convention as the legal basis for extradition with respect to 

any criminal offence referred to in paragraph 1 of this article. 

4 Parties that do not make extradition conditional on the existence of a treaty shall 

recognise the criminal offences referred to in paragraph 1 of this article as extraditable 

offences between themselves.


_______________________________________________________________________________________________ 

5 Extradition shall be subject to the conditions provided for by the law of the requested 

Party or by applicable extradition treaties, including the grounds on which the requested 

Party may refuse extradition. 

6 If extradition for a criminal offence referred to in paragraph 1 of this article is refused 

solely on the basis of the nationality of the person sought, or because the requested Party 

deems that it has jurisdiction over the offence, the requested Party shall submit the case 

at the request of the requesting Party to its competent authorities for the purpose of 

prosecution and shall report the final outcome to the requesting Party in due course. 

Those authorities shall take their decision and conduct their investigations and 

proceedings in the same manner as for any other offence of a comparable nature under 

the law of that Party. 

7 a Each Party shall, at the time of signature or when depositing its instrument of 

ratification, acceptance, approval or accession, communicate to the Secretary 

General of the Council of Europe the name and address of each authority 

responsible for making or receiving requests for extradition or provisional arrest 

in the absence of a treaty. 

b The Secretary General of the Council of Europe shall set up and keep updated a 

register of authorities so designated by the Parties. Each Party shall ensure that the 

details held on the register are correct at all times. 

Title 3 – General principles relating to mutual assistance 

Article 25 – General principles relating to mutual assistance 

1 The Parties shall afford one another mutual assistance to the widest extent possible for 

the purpose of investigations or proceedings concerning criminal offences related to 

computer systems and data, or for the collection of evidence in electronic form of a 

criminal offence. 

2 Each Party shall also adopt such legislative and other measures as may be necessary to 

carry out the obligations set forth in Articles 27 through 35. 

3 Each Party may, in urgent circumstances, make requests for mutual assistance or 

communications related thereto by expedited means of communication, including fax or 

e-mail, to the extent that such means provide appropriate levels of security and 

authentication (including the use of encryption, where necessary), with formal 

confirmation to follow, where required by the requested Party. The requested Party shall 

accept and respond to the request by any such expedited means of communication. 

4 Except as otherwise specifically provided in articles in this chapter, mutual assistance 

shall be subject to the conditions provided for by the law of the requested Party or by 

applicable mutual assistance treaties, including the grounds on which the requested 

Party may refuse co-operation. The requested Party shall not exercise the right to refuse 

mutual assistance in relation to the offences referred to in Articles 2 through 11 solely on 

the ground that the request concerns an offence which it considers a fiscal offence. 

5 Where, in accordance with the provisions of this chapter, the requested Party is 

permitted to make mutual assistance conditional upon the existence of dual criminality, 

that condition shall be deemed fulfilled, irrespective of whether its laws place the offence 

within the same category of offence or denominate the offence by the same terminology 

as the requesting Party, if the conduct underlying the offence for which assistance is 

sought is a criminal offence under its laws.


_______________________________________________________________________________________________ 

Article 26 – Spontaneous information 

1 A Party may, within the limits of its domestic law and without prior request, forward to 

another Party information obtained within the framework of its own investigations 

when it considers that the disclosure of such information might assist the receiving Party 

in initiating or carrying out investigations or proceedings concerning criminal offences 

established in accordance with this Convention or might lead to a request for cooperation 

by that Party under this chapter. 

2 Prior to providing such information, the providing Party may request that it be kept 

confidential or only used subject to conditions. If the receiving Party cannot comply with 

such request, it shall notify the providing Party, which shall then determine whether the 

information should nevertheless be provided. If the receiving Party accepts the 

information subject to the conditions, it shall be bound by them. 

Title 4 – Procedures pertaining to mutual assistance requests 

in the absence of applicable international agreements 

Article 27 – Procedures pertaining to mutual assistance requests in the absence of 

applicable international agreements 

1 Where there is no mutual assistance treaty or arrangement on the basis of uniform or 

reciprocal legislation in force between the requesting and requested Parties, the 

provisions of paragraphs 2 through 9 of this article shall apply. The provisions of this 

article shall not apply where such treaty, arrangement or legislation exists, unless the 

Parties concerned agree to apply any or all of the remainder of this article in lieu thereof. 

2 a Each Party shall designate a central authority or authorities responsible for 

sending and answering requests for mutual assistance, the execution of such 

requests or their transmission to the authorities competent for their execution. 

b The central authorities shall communicate directly with each other; 

c Each Party shall, at the time of signature or when depositing its instrument of 

ratification, acceptance, approval or accession, communicate to the Secretary 

General of the Council of Europe the names and addresses of the authorities 

designated in pursuance of this paragraph; 

d The Secretary General of the Council of Europe shall set up and keep updated a 

register of central authorities designated by the Parties. Each Party shall ensure 

that the details held on the register are correct at all times. 

3 Mutual assistance requests under this article shall be executed in accordance with the 

procedures specified by the requesting Party, except where incompatible with the law of 

the requested Party. 

4 The requested Party may, in addition to the grounds for refusal established in Article 25, 

paragraph 4, refuse assistance if: 

a the request concerns an offence which the requested Party considers a political 

offence or an offence connected with a political offence, or


_______________________________________________________________________________________________ 

b it considers that execution of the request is likely to prejudice its sovereignty, 

security, ordre public or other essential interests. 

5 The requested Party may postpone action on a request if such action would prejudice 

criminal investigations or proceedings conducted by its authorities. 

6 Before refusing or postponing assistance, the requested Party shall, where appropriate 

after having consulted with the requesting Party, consider whether the request may be 

granted partially or subject to such conditions as it deems necessary. 

7 The requested Party shall promptly inform the requesting Party of the outcome of the 

execution of a request for assistance. Reasons shall be given for any refusal or 

postponement of the request. The requested Party shall also inform the requesting Party 

of any reasons that render impossible the execution of the request or are likely to delay it 

significantly. 

8 The requesting Party may request that the requested Party keep confidential the fact of 

any request made under this chapter as well as its subject, except to the extent necessary 

for its execution. If the requested Party cannot comply with the request for 

confidentiality, it shall promptly inform the requesting Party, which shall then determine 

whether the request should nevertheless be executed. 

9 a In the event of urgency, requests for mutual assistance or communications related 

thereto may be sent directly by judicial authorities of the requesting Party to such 

authorities of the requested Party. In any such cases, a copy shall be sent at the 

same time to the central authority of the requested Party through the central 

authority of the requesting Party. 

b Any request or communication under this paragraph may be made through the 

International Criminal Police Organisation (Interpol). 

c Where a request is made pursuant to sub-paragraph a. of this article and the 

authority is not competent to deal with the request, it shall refer the request to the 

competent national authority and inform directly the requesting Party that it has 

done so. 

d Requests or communications made under this paragraph that do not involve 

coercive action may be directly transmitted by the competent authorities of the 

requesting Party to the competent authorities of the requested Party. 

e Each Party may, at the time of signature or when depositing its instrument of 

ratification, acceptance, approval or accession, inform the Secretary General of the 

Council of Europe that, for reasons of efficiency, requests made under this 

paragraph are to be addressed to its central authority. 

Article 28 – Confidentiality and limitation on use 

1 When there is no mutual assistance treaty or arrangement on the basis of uniform or 

reciprocal legislation in force between the requesting and the requested Parties, the 

provisions of this article shall apply. The provisions of this article shall not apply where 

such treaty, arrangement or legislation exists, unless the Parties concerned agree to apply 

any or all of the remainder of this article in lieu thereof. 

2 The requested Party may make the supply of information or material in response to a 

request dependent on the condition that it is:


_______________________________________________________________________________________________ 

a kept confidential where the request for mutual legal assistance could not be 

complied with in the absence of such condition, or 

b not used for investigations or proceedings other than those stated in the request. 

3 If the requesting Party cannot comply with a condition referred to in paragraph 2, it shall 

promptly inform the other Party, which shall then determine whether the information 

should nevertheless be provided. When the requesting Party accepts the condition, it 

shall be bound by it. 

4 Any Party that supplies information or material subject to a condition referred to in 

paragraph 2 may require the other Party to explain, in relation to that condition, the use 

made of such information or material. 

Section 2 – Specific provisions 

Title 1 – Mutual assistance regarding provisional measures 

Article 29 – Expedited preservation of stored computer data 

1 A Party may request another Party to order or otherwise obtain the expeditious 

preservation of data stored by means of a computer system, located within the territory 

of that other Party and in respect of which the requesting Party intends to submit a 

request for mutual assistance for the search or similar access, seizure or similar securing, 

or disclosure of the data. 

2 A request for preservation made under paragraph 1 shall specify: 

a the authority seeking the preservation; 

b the offence that is the subject of a criminal investigation or proceedings and a brief 

summary of the related facts; 

c the stored computer data to be preserved and its relationship to the offence; 

d any available information identifying the custodian of the stored computer data or 

the location of the computer system; 

e the necessity of the preservation; and 

f that the Party intends to submit a request for mutual assistance for the search or 

similar access, seizure or similar securing, or disclosure of the stored computer 

data. 

3 Upon receiving the request from another Party, the requested Party shall take all 

appropriate measures to preserve expeditiously the specified data in accordance with its 

domestic law. For the purposes of responding to a request, dual criminality shall not be 

required as a condition to providing such preservation.


_______________________________________________________________________________________________ 

4 A Party that requires dual criminality as a condition for responding to a request for 

mutual assistance for the search or similar access, seizure or similar securing, or 

disclosure of stored data may, in respect of offences other than those established in 

accordance with Articles 2 through 11 of this Convention, reserve the right to refuse the 

request for preservation under this article in cases where it has reasons to believe that at 

the time of disclosure the condition of dual criminality cannot be fulfilled. 

5 In addition, a request for preservation may only be refused if: 


offence or an offence connected with a political offence, or 

b the requested Party considers that execution of the request is likely to prejudice its 

sovereignty, security, ordre public or other essential interests. 

6 Where the requested Party believes that preservation will not ensure the future 

availability of the data or will threaten the confidentiality of or otherwise prejudice the 

requesting Party’s investigation, it shall promptly so inform the requesting Party, which 

shall then determine whether the request should nevertheless be executed. 

7 Any preservation effected in response to the request referred to in paragraph 1 shall be 

for a period not less than sixty days, in order to enable the requesting Party to submit a 

request for the search or similar access, seizure or similar securing, or disclosure of the 

data. Following the receipt of such a request, the data shall continue to be preserved 

pending a decision on that request. 

Article 30 – Expedited disclosure of preserved traffic data 

1 Where, in the course of the execution of a request made pursuant to Article 29 to 

preserve traffic data concerning a specific communication, the requested Party discovers 

that a service provider in another State was involved in the transmission of the 

communication, the requested Party shall expeditiously disclose to the requesting Party 

a sufficient amount of traffic data to identify that service provider and the path through 

which the communication was transmitted. 

2 Disclosure of traffic data under paragraph 1 may only be withheld if: 


offence or an offence connected with a political offence; or 

b the requested Party considers that execution of the request is likely to prejudice its 

sovereignty, security, ordre public or other essential interests. 

Title 2 – Mutual assistance regarding investigative powers 

Article 31 – Mutual assistance regarding accessing of stored computer data 

1 A Party may request another Party to search or similarly access, seize or similarly secure, 

and disclose data stored by means of a computer system located within the territory of 

the requested Party, including data that has been preserved pursuant to Article 29.


_______________________________________________________________________________________________ 

2 The requested Party shall respond to the request through the application of international 

instruments, arrangements and laws referred to in Article 23, and in accordance with 

other relevant provisions of this chapter. 

3 The request shall be responded to on an expedited basis where: 

a there are grounds to believe that relevant data is particularly vulnerable to loss or 

modification; or 

b the instruments, arrangements and laws referred to in paragraph 2 otherwise 

provide for expedited co-operation. 

Article 32 – Trans-border access to stored computer data with consent or where 

publicly available 

A Party may, without the authorisation of another Party: 

a access publicly available (open source) stored computer data, regardless of where 

the data is located geographically; or 

b access or receive, through a computer system in its territory, stored computer data 

located in another Party, if the Party obtains the lawful and voluntary consent of 

the person who has the lawful authority to disclose the data to the Party through 

that computer system. 

Article 33 – Mutual assistance in the real-time collection of traffic data 

1 The Parties shall provide mutual assistance to each other in the real-time collection of 

traffic data associated with specified communications in their territory transmitted by 

means of a computer system. Subject to the provisions of paragraph 2, this assistance 

shall be governed by the conditions and procedures provided for under domestic law. 

2 Each Party shall provide such assistance at least with respect to criminal offences for 

which real-time collection of traffic data would be available in a similar domestic case. 

Article 34 – Mutual assistance regarding the interception of content data 

The Parties shall provide mutual assistance to each other in the real-time collection or 

recording of content data of specified communications transmitted by means of a 

computer system to the extent permitted under their applicable treaties and domestic 

laws. 

Article 35 – 24/7 Network 

Title 3 – 24/7 Network 

1 Each Party shall designate a point of contact available on a twenty-four hour, seven-daya-week 

basis, in order to ensure the provision of immediate assistance for the purpose of 

investigations or proceedings concerning criminal offences related to computer systems 

and data, or for the collection of evidence in electronic form of a criminal offence. Such 

assistance shall include facilitating, or, if permitted by its domestic law and practice, 

directly carrying out the following measures: 

a the provision of technical advice;


_______________________________________________________________________________________________ 

b the preservation of data pursuant to Articles 29 and 30; 

c the collection of evidence, the provision of legal information, and locating of 

suspects. 

2 a A Party’s point of contact shall have the capacity to carry out communications 

with the point of contact of another Party on an expedited basis. 

b If the point of contact designated by a Party is not part of that Party’s authority or 

authorities responsible for international mutual assistance or extradition, the point 

of contact shall ensure that it is able to co-ordinate with such authority or 

authorities on an expedited basis. 

3 Each Party shall ensure that trained and equipped personnel are available, in order to 

facilitate the operation of the network. 

Chapter IV – Final provisions 

Article 36 – Signature and entry into force 

1 This Convention shall be open for signature by the member States of the Council of 

Europe and by non-member States which have participated in its elaboration. 

2 This Convention is subject to ratification, acceptance or approval. Instruments of 

ratification, acceptance or approval shall be deposited with the Secretary General of the 

Council of Europe. 

3 This Convention shall enter into force on the first day of the month following the 

expiration of a period of three months after the date on which five States, including at 

least three member States of the Council of Europe, have expressed their consent to be 

bound by the Convention in accordance with the provisions of paragraphs 1 and 2. 

4 In respect of any signatory State which subsequently expresses its consent to be bound 

by it, the Convention shall enter into force on the first day of the month following the 

expiration of a period of three months after the date of the expression of its consent to be 

bound by the Convention in accordance with the provisions of paragraphs 1 and 2. 

Article 37 – Accession to the Convention 

1 After the entry into force of this Convention, the Committee of Ministers of the Council 

of Europe, after consulting with and obtaining the unanimous consent of the Contracting 

States to the Convention, may invite any State which is not a member of the Council and 

which has not participated in its elaboration to accede to this Convention. The decision 

shall be taken by the majority provided for in Article 20.d. of the Statute of the Council of 

Europe and by the unanimous vote of the representatives of the Contracting States 

entitled to sit on the Committee of Ministers. 

2 In respect of any State acceding to the Convention under paragraph 1 above, the 

Convention shall enter into force on the first day of the month following the expiration 

of a period of three months after the date of deposit of the instrument of accession with 

the Secretary General of the Council of Europe.


_______________________________________________________________________________________________ 

Article 38 – Territorial application 

1 Any State may, at the time of signature or when depositing its instrument of ratification, 

acceptance, approval or accession, specify the territory or territories to which this 

Convention shall apply. 

2 Any State may, at any later date, by a declaration addressed to the Secretary General of 

the Council of Europe, extend the application of this Convention to any other territory 

specified in the declaration. In respect of such territory the Convention shall enter into 

force on the first day of the month following the expiration of a period of three months 

after the date of receipt of the declaration by the Secretary General. 

3 Any declaration made under the two preceding paragraphs may, in respect of any 

territory specified in such declaration, be withdrawn by a notification addressed to the 

Secretary General of the Council of Europe. The withdrawal shall become effective on 

the first day of the month following the expiration of a period of three months after the 

date of receipt of such notification by the Secretary General. 

Article 39 – Effects of the Convention 

1 The purpose of the present Convention is to supplement applicable multilateral or bilateral 

treaties or arrangements as between the Parties, including the provisions of: 

– the European Convention on Extradition, opened for signature in Paris, on 

13 December 1957 (ETS No. 24); 

– the European Convention on Mutual Assistance in Criminal Matters, opened for 

signature in Strasbourg, on 20 April 1959 (ETS No. 30); 

– the Additional Protocol to the European Convention on Mutual Assistance in 

Criminal Matters, opened for signature in Strasbourg, on 17 March 1978 (ETS 

No. 99). 

2 If two or more Parties have already concluded an agreement or treaty on the matters 

dealt with in this Convention or have otherwise established their relations on such 

matters, or should they in future do so, they shall also be entitled to apply that 

agreement or treaty or to regulate those relations accordingly. However, where Parties 

establish their relations in respect of the matters dealt with in the present Convention 

other than as regulated therein, they shall do so in a manner that is not inconsistent with 

the Convention’s objectives and principles. 

3 Nothing in this Convention shall affect other rights, restrictions, obligations and 

responsibilities of a Party.


_______________________________________________________________________________________________ 

Article 40 – Declarations 

By a written notification addressed to the Secretary General of the Council of Europe, 

any State may, at the time of signature or when depositing its instrument of ratification, 

acceptance, approval or accession, declare that it avails itself of the possibility of 

requiring additional elements as provided for under Articles 2, 3, 6 paragraph 1.b, 7, 9 

paragraph 3, and 27, paragraph 9.e. 

Article 41 – Federal clause 

1 A federal State may reserve the right to assume obligations under Chapter II of this 

Convention consistent with its fundamental principles governing the relationship 

between its central government and constituent States or other similar territorial entities 

provided that it is still able to co-operate under Chapter III. 

2 When making a reservation under paragraph 1, a federal State may not apply the terms 

of such reservation to exclude or substantially diminish its obligations to provide for 

measures set forth in Chapter II. Overall, it shall provide for a broad and effective law 

enforcement capability with respect to those measures. 

3 With regard to the provisions of this Convention, the application of which comes under 

the jurisdiction of constituent States or other similar territorial entities, that are not 

obliged by the constitutional system of the federation to take legislative measures, the 

federal government shall inform the competent authorities of such States of the said 

provisions with its favourable opinion, encouraging them to take appropriate action to 

give them effect. 

Article 42 – Reservations 

By a written notification addressed to the Secretary General of the Council of Europe, 

any State may, at the time of signature or when depositing its instrument of ratification, 

acceptance, approval or accession, declare that it avails itself of the reservation(s) 

provided for in Article 4, paragraph 2, Article 6, paragraph 3, Article 9, paragraph 4, 

Article 10, paragraph 3, Article 11, paragraph 3, Article 14, paragraph 3, Article 22, 

paragraph 2, Article 29, paragraph 4, and Article 41, paragraph 1. No other reservation 

may be made. 

Article 43 – Status and withdrawal of reservations 

1 A Party that has made a reservation in accordance with Article 42 may wholly or 

partially withdraw it by means of a notification addressed to the Secretary General of the 

Council of Europe. Such withdrawal shall take effect on the date of receipt of such 

notification by the Secretary General. If the notification states that the withdrawal of a 

reservation is to take effect on a date specified therein, and such date is later than the 

date on which the notification is received by the Secretary General, the withdrawal shall 

take effect on such a later date. 

2 A Party that has made a reservation as referred to in Article 42 shall withdraw such 

reservation, in whole or in part, as soon as circumstances so permit. 

3 The Secretary General of the Council of Europe may periodically enquire with Parties 

that have made one or more reservations as referred to in Article 42 as to the prospects 

for withdrawing such reservation(s).


_______________________________________________________________________________________________ 

Article 44 – Amendments 

1 Amendments to this Convention may be proposed by any Party, and shall be 

communicated by the Secretary General of the Council of Europe to the member States of 

the Council of Europe, to the non-member States which have participated in the 

elaboration of this Convention as well as to any State which has acceded to, or has been 

invited to accede to, this Convention in accordance with the provisions of Article 37. 

2 Any amendment proposed by a Party shall be communicated to the European 

Committee on Crime Problems (CDPC), which shall submit to the Committee of 

Ministers its opinion on that proposed amendment. 

3 The Committee of Ministers shall consider the proposed amendment and the opinion 

submitted by the CDPC and, following consultation with the non-member States Parties 

to this Convention, may adopt the amendment. 

4 The text of any amendment adopted by the Committee of Ministers in accordance with 

paragraph 3 of this article shall be forwarded to the Parties for acceptance. 

5 Any amendment adopted in accordance with paragraph 3 of this article shall come into 

force on the thirtieth day after all Parties have informed the Secretary General of their 

acceptance thereof. 

Article 45 – Settlement of disputes 

1 The European Committee on Crime Problems (CDPC) shall be kept informed regarding 

the interpretation and application of this Convention. 

2 In case of a dispute between Parties as to the interpretation or application of this 

Convention, they shall seek a settlement of the dispute through negotiation or any other 

peaceful means of their choice, including submission of the dispute to the CDPC, to an 

arbitral tribunal whose decisions shall be binding upon the Parties, or to the 

International Court of Justice, as agreed upon by the Parties concerned. 

Article 46 – Consultations of the Parties 

1 The Parties shall, as appropriate, consult periodically with a view to facilitating: 

a the effective use and implementation of this Convention, including the 

identification of any problems thereof, as well as the effects of any declaration or 

reservation made under this Convention; 

b the exchange of information on significant legal, policy or technological 

developments pertaining to cybercrime and the collection of evidence in electronic 

form; 

c consideration of possible supplementation or amendment of the Convention. 

2 The European Committee on Crime Problems (CDPC) shall be kept periodically 

informed regarding the result of consultations referred to in paragraph 1.


_______________________________________________________________________________________________ 

3 The CDPC shall, as appropriate, facilitate the consultations referred to in paragraph 1 

and take the measures necessary to assist the Parties in their efforts to supplement or 

amend the Convention. At the latest three years after the present Convention enters into 

force, the European Committee on Crime Problems (CDPC) shall, in co-operation with 

the Parties, conduct a review of all of the Convention’s provisions and, if necessary, 

recommend any appropriate amendments. 

4 Except where assumed by the Council of Europe, expenses incurred in carrying out the 

provisions of paragraph 1 shall be borne by the Parties in the manner to be determined 

by them. 

5 The Parties shall be assisted by the Secretariat of the Council of Europe in carrying out 

their functions pursuant to this article. 

Article 47 – Denunciation 

1 Any Party may, at any time, denounce this Convention by means of a notification 

addressed to the Secretary General of the Council of Europe. 

2 Such denunciation shall become effective on the first day of the month following the 

expiration of a period of three months after the date of receipt of the notification by the 

Secretary General. 

Article 48 – Notification 

The Secretary General of the Council of Europe shall notify the member States of the 

Council of Europe, the non-member States which have participated in the elaboration of 

this Convention as well as any State which has acceded to, or has been invited to accede 

to, this Convention of: 

a any signature; 

b the deposit of any instrument of ratification, acceptance, approval or accession; 

c any date of entry into force of this Convention in accordance with Articles 36 

and 37; 

d any declaration made under Article 40 or reservation made in accordance with 

Article 42; 

e any other act, notification or communication relating to this Convention. 

In witness whereof the undersigned, being duly authorised thereto, have signed this 

Convention. 

Done at Budapest, this 23rd day of November 2001, in English and in French, both texts 

being equally authentic, in a single copy which shall be deposited in the archives of the 

Council of Europe. The Secretary General of the Council of Europe shall transmit 

certified copies to each member State of the Council of Europe, to the non-member States 

which have participated in the elaboration of this Convention, and to any State invited to 

accede to it.

Karnov Group TfK2011.834OE - OE2011.S.3884.10 

OE2011.S-3884-10 

TfK2011.834 

Afvisning af sag som følge af politiets telefoniske meddelelse 

om, at sagen var henlagt. 

Retspleje 322.1. 

To journalister, der var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 264 

c, jf. § 263, stk. 2, ved at have offentliggjort en række artikler, hvori 

de refererede e-mails, der stammede fra uberettiget adgang til en 

virksomheds mailsystem, nedlagde påstand om sagens afvisning, 

subsidiært frifindelse. Til støtte for afvisningspåstanden gjorde de 

bl.a. gældende, at Københavns Politi havde meddelt deres advokat, 

at sagen var henlagt, hvilket gav dem en berettiget forventning om, 

at der ikke ville blive rejst tiltale. Byretten fandt ikke grundlag for 

afvisning af sagen, men frifandt de tiltalte. Landsretten bemærkede, 

at det fremgik af politirapport af 5. december 2008, at Københavns 

Politi samme dag telefonisk meddelte de tiltaltes advokat, at sagen 

var henlagt, samt at advokaten ville underrette de tiltalte herom. 

Herefter, og da Københavns Politi først den 2. september 2009 gjorde 

advokaten bekendt med, at sagen var genoptaget, var det landsrettens 

vurdering, at politiets behandling af sagen havde været egnet til at 

fremkalde en berettiget forventning hos de tiltalte om, at der ikke 

ville blive rejst tiltale mod dem. Anklagemyndigheden havde derved 

afskåret sig fra at rejse tiltale, hvorfor byrettens dom blev ophævet 

og sagen afvist. 

Ø.L.D. 6. juni 2011 i anke 10. afd. S-3884-10 


mod 

T1 og T2 (adv. Ulrik Ibfelt, besk.). 

(Katja Høegh, M. Stassen og Kirstine Troldborg (kst.) med domsmænd). 

Københavns Byrets dom af 10. december 2010: 

Sagens baggrund og parternes påstande. 

Denne sag er behandlet med domsmænd. 

Anklageskrift er modtaget den 1. december 2009. 

T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af 

straffelovens § 264 c. jf. § 263, stk. 2, 

ved i perioden til og med den 6. oktober 2008, i forening, uberettiget 

at have udnyttet oplysninger fremkommet ved en overtrædelse af 

straffelovens § 263, stk. 2, idet de tiltalte fra en anonym kilde modtog 

e-mails, der stammede fra en uberettiget adgang til Kasi ApS' mailsystem, 

og den 6. oktober 2008 offentliggjorde en række artikler i Ekstrabladet, 

hvor oplysninger fra de pågældende e-mails var refereret. 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. 

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos 

de tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres det materiale 

de tiltalte har fået udleveret fra den anonyme kilde. 

De tiltalte har nedlagt påstand om afvisning eller frifindelse, subsidiært 

om rettens mildeste dom. 

De tiltalte har protesteret mod konfiskationspåstanden. 

Forklaringer. 

Der er afgivet forklaring af de tiltalte og vidnerne A, B og C. 

- - - 

Oplysningerne i sagen. 

Forløbet i sagen er følgende: 

Efter at Ekstra Bladet den 6. oktober 2008 på baggrund af oplysningerne 

fra den anonyme kilde havde bragt artikler skrevet af de to tiltalte 

om Kasi Group, afsagde Københavns Byrets fogedret samme dag 

kendelse om, at: 

»Det forbydes Ekstra Bladet at anvende oplysninger baseret på emails, 

som er fremskaffet ulovligt fra »Kasi Groups virksomhed«, da 

rekvirenten har sandsynliggjort, at oplysningerne er fremskaffet ved 

en strafbar lovovertrædelse og herefter videregivet til Ekstra Bladet.« 

Kendelsen blev den 10. oktober 2008 af Ekstra Bladet påkæret til 

Østre Landsret. 

Den 9. oktober 2008 indgav Kasi Groups advokat til Københavns 

Politi anmeldelse mod Ekstra Bladet for overtrædelse af straffelovens 

§ 264c. 

Af en politirapport af 5. december 2008 (bilag 3) fremgår blandt 

andet, at Kasi Groups advokat over for en kriminalassistent samme 

dag havde oplyst, at han ikke ønskede at opretholde anmeldelsen mod 

de to journalister fra Ekstra Bladet. Det fremgår videre af rapporten, 

at kriminalassistenten samme dag rettede henvendelse til advokat Ulrik 

Ibfelt og gjorde ham bekendt med, at sagen ville blive henlagt. 

Den 11. juni 2009 stadfæstede Østre Landsret byrettens forbudskendelse 

af 6. oktober 2008. Af landsrettens dombog i fogedforbudssagen 

fremgår blandt andet følgende: 

- - - 

Af en politirapport af 2. september 2009 (bilag 4) fremgår blandt 

andet, at Kasi Groups advokat den 23. juni 2009 ved en telefonisk 

henvendelse til Københavns Politi havde oplyst, at landsretten havde 

truffet afgørelse i fogedsagen, og at politianmeldelsen havde været sat 

i bero på afventning af landsrettens afgørelse. Advokaten ønskede politiets 

behandling af anmeldelsen genoptaget. Af en politirapport ligeledes 

af 2. september 2009 (bilag 5) fremgår, at en kriminalassistent 

samme dag rettede henvendelse til advokat Ibfelt og orienterede ham 

om, at sagen mod de to journalister var blevet genoptaget, og at han 

ønskede at afhøre de to journalister. Advokat lbfelt skulle i følge politirapporten 

have erklæret, at de to journalister ikke ønskede at afgive 

yderligere forklaring i sagen, eftersom de forklaringer der fremgik af 

dombogen fra Østre Landsret af 11. juni 2009 var fyldestgørende. 

Advokat lbfelt blev herefter anmodet om, at gøre de to journalister 

bekendt med, at de sigtes for overtrædelse af straffelovens § 264 c, jf. 

§ 263, stk. 2. 

Ved Københavns Politis anklageskrift af 27. november 2009 blev 

der rejst tiltale mod de to tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 

264 c, jf. § 263, stk. 2. 

- - - 

Rettens begrundelse og afgørelse. 

Under henvisning til, at Rigsadvokaten inden hovedforhandlingen 

har tiltrådt, at den rejste tiltale fastholdes er der ikke under henvisning 

til medieansvarslovens § 28 grundlag for afvisning af sagen. 

Uanset at det fremgår af politirapporten af 5. december 2008, at 

København Politi denne dag henlagde sagen og informerede advokat 

lbfelt om dette, finder retten under de foreliggende omstændigheder, 

at Københavns Politi efter landsrettens afgørelse i fogedforbudssagen 

under henvisning til retsplejelovens § 720, stk. 3, 2. pkt., den 2. september 

2009 kunne træffe afgørelse om, at forfølgningen mod de to tiltalte 

skulle fortsætte. Retten finder endvidere ikke, at meddelelsen til de 

tiltaltes advokat den 5. december 2008 om at sagen var henlagt, der 

fremkom på et tidspunkt, hvor de tiltalte ikke havde været afhørt eller 

sigtet af politiet har været egnet til at fremkalde en forventning hos de 

tiltalte om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod dem i anledning af 

artiklerne i Ekstra Bladet den 6. oktober 2008. Der er derfor ikke 

grundlag for afvisning af sagen. 

Der er enighed mellem rettens medlemmer om, at det var uberettiget, 

at Ekstra Bladet den 6. oktober 2009 offentliggjorde oplysningerne 

modtaget fra den anonyme kilde, og at det må have stået klart for de 


Karnov Group TfK2011.834OE - OE2011.S.3884.10 

to tiltalte, at ledelsen i Kasi Group ikke var interesseret i, at oplysningerne 

fra den anonyme kilde blev offentliggjort. 

Således som tiltalen er rejst, er det afgørende for sagens afgørelse 

imidlertid, om anklagemyndigheden uden rimelig tvivl har godtgjort, 

at de to tiltalte inden den 6. oktober 2008 indså eller må have anset det 

for overvejende sandsynligt, at de oplysninger, de havde modtaget fra 

den anonyme kilde, stammede fra en person, der uberettiget havde 

skaffet sig adgang til andres oplysninger eller programmer, der er bestemt 

til at bruges i et informationssystem. Der henvises i den forbindelse 

også til det, der fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 

601/1971 side 54-55, hvoraf synes at fremgå, at straffelovrådet i forbindelse 

med udarbejdelsen af forslaget til straffelovens § 264 b, der 

svarer til den nugældende § 264 c, var af den opfattelse, at den nye 

»hæleribestemmelse« i forbindelse med fredskrænkelser ikke skulle 

omfatte udnyttelse af oplysninger fra ansatte i den pågældende virksomhed, 

der lovligt havde adgang til oplysningerne, men som krænkede 

f.eks. konkurrencelovgivningen ved at videregive oplysningerne. 

To dommere udtaler herefter: 

På trods af det, der fremgår af Østre Landsrets afgørelse af 11. juni 

2009 i forbudssagen og af vidneforklaringerne fra C og A, finder disse 

dommere ikke, at anklagemyndigheden med tilstrækkelig sikkerhed 

har godtgjort, at de tiltalte inden den 6. oktober 2008 indså eller må 

have anset det for overvejende sandsynligt, at oplysningerne om Kasi 

Group stammede fra en person, der var kommet i besiddelse af oplysningerne 

i forbindelse med en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 

2. Det tillægges i den forbindelse betydning, at der på nuværende 

tidspunkt ikke foreligger nærmere oplysninger om den eller de personer, 

der videregav oplysningerne til de tiltalte, samt at det efter de tiltaltes 

forklaringer og vidneforklaringen fra B, kan lægges til grund, at de 

tiltalte, uden at det var meningen at offentliggøre den, for at sikre sig 

den anonyme kildes autoritet, fra den anonyme kilde modtog kontrakten 

mellem Pandora og Kasi Group. Disse dommere stemmer derfor for 

at frifinde de tiltalte. 

En dommer udtaler: 

På baggrund af de omstændigheder, hvor de tiltalte modtog materialet 

fra den anonyme kilde og karakteren af materialet finder denne dommer, 

at de tiltalte, forinden de offentliggjorde materialet, burde have sikret 

sig, at materialet ikke stammede fra en person, der havde overtrådt 

straffelovens § 263, stk. 2. Ved ikke at foretage sig andet end at anmode 

om og modtage kontrakten mellem Pandora og Kasi Group samt kontrollere, 

at mailadresserne var korrekte, finder denne dommer, at det 

er godtgjort, at de tiltalte inden den 6. oktober 2008 må have anset det 

for overvejende sandsynligt, at materialet stammede fra en person, der 

havde overtrådt straffelovens § 263, stk. 2. Denne dommer stemmer 

derfor for at dømme de tiltalte i overensstemmelse med den rejste tiltale. 

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, og de tiltalte frifindes for 

den rejste tiltale, samt den nedlagte konfiskationspåstand. 

Østre Landsrets dom: 

Københavns Byrets dom af 10. december 2010 er anket af anklagemyndigheden 

med påstand om domfældelse efter anklageskriftet. 

Forsvareren har påstået sagen afvist, subsidiært stadfæstelse. 

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte, der 

begge har forklaret i det væsentlige som i byretten. 

- - - 

Landsrettens begrundelse og resultat 

Det fremgår af politirapporten af 5. december 2008, at Københavns 

Politi samme dag telefonisk meddelte de tiltaltes advokat, at sagen var 

henlagt, samt at advokaten ville underrette de tiltalte herom. Herefter, 

og da Københavns Politi først den 2. september 2009 gjorde advokaten 

bekendt med, at sagen var genoptaget, er det landsrettens vurdering, 

at politiets behandling af sagen har været egnet til at fremkalde en berettiget 

forventning hos de tiltalte om, at der ikke ville blive rejst tiltale 

mod dem for deres udnyttelse af oplysninger i de e-mails, de havde 

modtaget. Anklagemyndigheden har derved afskåret sig fra at rejse 

tiltale herfor. Byrettens dom ophæves derfor, og sagen afvises. 


UfR ONLINE U.2012.2614H - TfK2012.752/2H 

U.2012.2614H 

TfK2012.752/2 

Politiets indgreb i T's Facebook- og Messengerprofiler ved 

brug af T's koder kunne ske efter reglerne om gentagne 

hemmelige ransagninger. 

Retspleje 35.6. 

T var mistænkt for narkokriminalitet efter straffelovens § 191. Under 

efterforskningen havde politiet via telefonaflytning fået kendskab til 

koderne til T's Facebook- og Messengerprofiler. Politiet havde foretaget 

en kortvarig aflæsning af Facebookprofilen med henblik på at 

konstatere, om der fortsat var adgang til profilen. Byretten tillod politiet 

at foretage dataaflæsning af T's Facebook- og Messengerprofiler 

og godkendte den allerede foretagne aflæsning. Landsretten stadfæstede 

kendelsen med henvisning til retsplejelovens § 791 b, stk. 1 og 

2, om dataaflæsning. Højesteret udtalte, at 

2615 

oplysningerne, som politiet kan få kendskab til ved indgrebene, på 

samme måde som afsendte og modtagne e-mails ikke er oplysninger, 

der er undervejs i en kommunikationslinje. Højesteret fandt, at politiets 

adgang til T's Facebook- og Messengerprofiler ved brug af koderne 

var indgreb, som havde karakter af gentagne hemmelige ransagninger, 

som kan foretages med hjemmel i retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1, 

jf. § 799. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at oplysningerne 

på profilerne befandt sig på servere i udlandet. Da de øvrige betingelser 

i retsplejelovens § 794 fandtes opfyldt, tiltrådte Højesteret, at politiet 

havde fået tilladelse til at aflæse de pågældende profiler. Endelig 

tiltrådte Højesteret, at den foretagne aflæsning var blevet godkendt, 

jf. retsplejelovens 796, stk. 3.[1] 

H.K. 10. maj 2012 i sag 129/2011 


mod 

T (adv. Lars Lindhard, Esbjerg, besk.). 

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Esbjerg den 20. 

oktober 2010 og af Vestre Landsrets 2. afdeling den 8. februar 2011. 

Procesbevillingsnævnet har den 15. april 2011 meddelt tilladelse til, 

at landsrettens kendelse indbringes for Højesteret. 

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Poul Søgaard, 

Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Jens Peter Christensen. 

Påstande 

T har gentaget sin påstand for landsretten om, at det ikke tillades 

politiet at foretage dataaflæsning af T's Facebook-profil (X@X) og 

Messenger-profil (Y@Y), og at politiets dataaflæsning den 19. oktober 

2010 af T's profil på Facebook ikke godkendes. 

Anklagemyndigheden har påstået landsrettens kendelse stadfæstet, 

dog således at indgrebene godkendes efter retsplejelovens regler om 

gentagne hemmelige ransagninger, subsidiært som fastslået af landsretten 

efter retsplejelovens regler om dataaflæsning. 

Anbringender 

T har vedrørende retsplejelovens § 791 b om dataaflæsning anført, 

at bestemmelsen ikke kan anvendes, da hans Facebook-profil og Messenger-profil 

ikke kan anses for at være informationssystemer, dvs. en 

computer eller andet databehandlingsanlæg. 

Betingelserne for ransagning er heller ikke opfyldt, da der ikke eksisterer 

noget, som kan ransages, idet oplysningerne ligger på en server. 

Betingelserne for indgreb i meddelelseshemmeligheden er endvidere 

ikke opfyldt. 

Selv om den forbrydelse, der efterforskes, er undergivet dansk 

straffemyndighed, kræver indgreb uden for landets grænser en klar 

lovhjemmel og en tilladelse fra det pågældende lands myndigheder. 

Hverken lovhjemmel eller tilladelse foreligger. 

Det forhold, at politiet faktisk kan skaffe sig adgang til de nævnte 

profiler fra Danmark, medfører ikke, at profilerne nødvendigvis er 

undergivet dansk jurisdiktion, når indehaveren af profilerne har bopæl 

i et andet land og benytter profilerne derfra, og når serverne befinder 

sig i andre lande. 

Det fremgår af reglerne for Facebook, at Facebook er hjemmehørende 

i Santa Clara County, Californien, at alle data befinder sig på en server 

i USA, og at californisk lov gælder for forholdet mellem Facebook og 

profilejeren. Messenger-profilen er hjemmehørende i Luxembourg. 

Myndighederne i disse lande skulle derfor have været involveret. 

Hertil kommer, at han har måttet koble sig op på de nævnte tjenester 

via en [x-lands] teleudbyder, når han opholdt sig i [x-land], hvorfor de 

[x-lands] myndigheder skulle have godkendt indgrebene. 

Reglerne om straffeprocessuelle indgreb skal nødvendigvis undergives 

en streng fortolkning. Analogier og udvidede fortolkninger kan 

ikke komme på tale. 

Anklagemyndigheden har anført, at indgrebet har karakter af eller 

må sidestilles med gentagne hemmelige ransagninger, og at betingelserne 

efter retsplejelovens § 799, jf. § 793, stk. 1, nr. 1, herfor er opfyldt. 

Politiet har ved brug af korrekt brugernavn og password efter 

byrettens kendelse flere gange logget sig på T's Facebook- og Messenger-profiler 

med henblik på undersøgelse af de oplysninger og meddelelser, 

som på de respektive undersøgelsestidspunkter fandtes på hans 

profiler, herunder modtagne og afsendte beskeder (e-mails, chat mv.). 

Oplysningerne på T's væg på Facebook, som f.eks. kan indeholde statusopdateringer, 

kan nærmest sammenlignes med en opslagstavle i et 

hus, som politiet finder i forbindelse med en ransagning. Politiet har 

således fået adgang til et »øjebliksbillede« svarende til, hvad politiet 

kan opnå ved en ransagning. Indgrebet har ikke omfattet oplysninger 

undervejs i kommunikationslinjen, hvorfor reglerne om indgreb i 

meddelelseshemmeligheden ikke finder anvendelse. 

Til støtte for, at der er tale om ransagning, henvises til betænkning 

nr. 1023/1984, side 55, og betænkning nr. 1377/1999 afsnit 6.1 og 

forarbejderne til lov nr. 465 af 7. juni 2001 om hæleri og anden efterfølgende 

medvirken samt it-efterforskning, jf. lovforslag nr. 194, folketingsåret 

2000-01, de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. Det støttes 

endvidere af forarbejderne til lov nr. 378 

2616 

af 6. juni 2002, hvor bl.a. reglerne om dataaflæsning blev indsat. 

I relation til ransagningsreglerne er det uden betydning, at de pågældende 

oplysninger ikke fandtes lagret på en computer tilhørende T, 

men på servere tilknyttet Facebook og Messenger, når henses til, at 

der kan fås adgang til de pågældende oplysninger ved brug af rette 

brugernavn og password og uden inddragelse af udbyderen af Facebook 

og Messenger eller af andre tredjemænd. 

Indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen 

af sagen, hvorfor denne betingelse er opfyldt både for så vidt 

angår ransagningsreglerne og dataflæsningsreglerne. 

Såfremt det måtte antages, at indgrebet helt eller delvist er omfattet 

af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, er 

betingelserne herfor ligeledes opfyldt, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1. 

Efter forarbejderne til retsplejelovens § 791 b, stk. 1, synes reglerne 

om dataaflæsning navnlig at være rettet mod tilfælde, hvor politiet ved 

at installere snifferprogrammer eller andet udstyr i f.eks. en computer 

kan skaffe sig adgang til oplysninger i denne. I den foreliggende situation 

er der næppe tale om, at aflæsningen af oplysningerne sker ved 

hjælp af »programmer eller andet udstyr«. 


UfR ONLINE U.2012.2614H - TfK2012.752/2H 

Det straffeprocessuelle indgreb ønskes foretaget som led i strafferetlig 

efterforskning foretaget af danske myndigheder med henblik på eventuel 

retsforfølgning i Danmark. Efterforskningen i sagen, herunder 

iværksættelsen af de straffeprocessuelle indgreb, skal derfor foretages 

efter reglerne i retsplejeloven. Retten skal alene tage stilling til, om 

betingelserne for indgrebene er opfyldt efter retsplejelovens regler, 

ikke om gennemførelse af indgrebet i givet fald vil kræve bistand fra 

udenlandske myndigheder, eller om det vil kunne gennemføres af dansk 

politi på egen hånd. 

Retsgrundlaget 

Om afgrænsning af ransagning over for andre tvangsprocessuelle 

indgreb henvises i lovforslagets almindelige bemærkning til betænkning 

1159/1989, jf. FT 1996/1997, Tillæg A, sp. 2488. I bemærkningerne 

anføres følgende om betænkningen: 

»Det fremgår bl.a. heraf, at begrebet ransagning også omfatter undersøgelse 

af f.eks. elektroniske medier, der på samme måde som papirer 

er egnede til at være bærere af et meningsindhold. Det vil således være 

ransagning, hvis man aflæser en diskette, der findes under en ransagning, 

eller oplysninger, der er lagret i hukommelsen på en computer. 

Det anses også for ransagning at afspille en besked, der tidligere er 

indtalt på en telefonsvarer. 

Derimod vil aflytning af korrespondancen mellem en sigtets computer 

og en computer et andet sted eller aflytning af en telefonsamtale være 

et indgreb i meddelelseshemmeligheden, der er reguleret ved reglerne 

i retsplejelovens kapitel 71.« 

Højesterets begrundelse og resultat 

Politiets adgang til T's Facebook- og Messenger-profiler kan ske fra 

en hvilken som helst computer med internetadgang alene ved hjælp af 

de koder, som politiet er blevet bekendt med via telefonaflytninger. 

De oplysninger, som politiet kan få kendskab til ved indgrebene, er 

- på samme måde som afsendte og modtagne e-mails - ikke oplysninger, 

der er undervejs i en kommunikationslinje. Oplysningerne er lagret på 

profilerne og tilgængelige ved hjælp af koderne. 

Højesteret finder, at indgrebene har karakter af gentagne hemmelige 

ransagninger, som kan foretages med hjemmel i retsplejelovens § 793, 

stk. 1, nr. 1, jf. § 799. 

Da den kriminalitet, T er sigtet for, er undergivet dansk straffemyndighed, 

da sagen efterforskes af danske myndigheder, og da indgrebene 

kan foretages uden at involvere udenlandske myndigheder, kan det 

ikke føre til et andet resultat, at T fra februar 2010 til februar 2011 befandt 

sig i udlandet, og at oplysningerne på profilerne befinder sig på 

servere i udlandet. 

Herefter - og da de øvrige betingelser for at godkende indgrebene i 

retsplejelovens § 794 findes at være opfyldt - tiltræder Højesteret, at 

det er tilladt politiet at aflæse T's Facebook- og Messengerprofiler. 

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder Højesteret endvidere, 

at politiets aflæsning den 19. oktober 2010 er godkendt, jf. herved 

retsplejelovens § 796, stk. 3. 

Thi bestemmes: 

Det tillades politiet at foretage aflæsninger af T's Facebook-profil 

(X@X) og Messenger-profil (Y@Y) som gentagne hemmelige ransagninger, 

og politiets aflæsning den 19. oktober 2010 af T's Facebookprofil 

godkendes. 

1. Bet. nr. 1023/1984, s. 54-55, bet. nr. 1159/1989, s. 39-40, FT 1996-97, till. 

A (lovforslag L 98), s. 2488, 2495, 2519 og 2524, bet. nr. 1377/1999, s. 74- 

77, FT 2000-01, till. A (lovforslag L 194), s. 5704-05, FT 2001-02, 2. saml., 

till. A (lovforslag L 35), s. 861-63 og 880-82, U 1999.178 V, U 2001.1276 

H og U 2008.1734 V.

Modul 3 - JUC

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?