Læs hele dommen - Domstol.dk

domstol.dk

Læs hele dommen - Domstol.dk

Sag 288/2008

(1. afdeling)

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 22. juni 2010

Topdanmark Forsikring A/S

(advokat Vivi Bruhn Knudsen)

mod

Miljøstyrelsen

(kammeradvokaten ved advokat Stig Grønbæk Jensen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 25. juni 2008.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Niels

Grubbe, Vibeke Rønne og Jens Peter Christensen.

Påstande

Appellanten, Topdanmark Forsikring A/S, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Miljøstyrelsen, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Topdanmark har anført, at konstateringstidspunktet efter jordforureningslovens § 48 er det

tidspunkt, hvor forureningen konstateres, uanset om det er en grundejer, en tankejer, en entreprenør

eller en myndighed, som konstaterer forureningen.

Miljøstyrelsen har heroverfor anført, at konstateringstidspunktet er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden

har de fornødne oplysninger om forureningen. Miljøstyrelsen har subsidiært

gjort gældende, at konstateringstidspunktet er tidspunktet, hvor forureningen anmeldes til

miljømyndigheden, medmindre det med sikkerhed kan fastslås, at forureningen er blevet konstateret

på et tidligere tidspunkt.


- 2 -

Topdanmark har – i processkrift af 31. maj 2010 – for Højesteret yderligere gjort gældende, at

Miljøstyrelsen ikke har godtgjort, at forureningen ikke blev anmeldt til kommunen, da forureningen

blev konstateret forud for maj 1991.

Miljøstyrelsen har protesteret mod fremsættelsen af dette anbringende under henvisning til

retsplejelovens § 383, stk. 2.

Topdanmark har heroverfor bestridt, at der er tale om et nyt anbringende, samt anmodet om

tilladelse til at fremsætte det, såfremt Højesteret måtte anse det for at være et nyt anbringende.

Højesteret finder, at der er tale om et nyt anbringende, som under henvisning til retsplejelovens

§ 383, stk. 1 og 2, ikke tillades fremsat.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af Ole Kiilerich og Lars Frimodt

Pedersen.

Retsgrundlag

Lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord med senere ændringer (jordforureningsloven)

fastsætter bl.a.:

”§ 48. For olieforureninger, der konstateres efter en af miljø- og energiministeren

nærmere fastsat dato, kan miljømyndigheden, jf. § 39, uanset hvordan forureningen er

sket, meddele ejere af olietanke, jf. stk. 3, påbud om afgivelse af oplysninger og

udførelse af undersøgelser som omhandlet i § 40, stk. 1, og om at fjerne den

konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende

afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1 kan ikke meddeles, hvis forureningen er opstået på grund af

krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Er betingelserne for at

udstede påbud efter stk. 1 opfyldt, men forholdet omfattet af § 49, stk. 2, kan der kun

udstedes påbud efter stk. 1, hvis forureningen er sket efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Påbud efter stk. 1 kan meddeles ejere af olietanke med et rumindhold under 6000

liter, hvor 50 procent eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende

olietank, anvendes til beboelse, hvis anlægget har været brugt efter den af miljø- og

energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, og har været eller kan have været anvendt

umiddelbart før konstateringen af forureningen…


- 3 -

§ 49. Ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter § 48, stk. 1, jf. § 48, stk. 3, skal

være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne, jf. dog stk. 2, til miljømyndighedernes

krav om undersøgelser og oprydning efter bestemmelsen i § 48.

Stk. 2. Forsikringspligten omfatter ikke dækning af udgifter, hvor forureningen

1) er forårsaget forsætligt af tankejeren,

2) stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige

forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen, rørsystemer og pipelines,

eller

3) skyldes, at leveringen af olie i tankejerens ejertid ikke er sket efter offentlige forskrifter

herom, indeholdt i bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods.”

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget til jordforureningsloven fremgår bl.a. (Folketingstidende

1998-99, Tillæg A, spalte 4314):

”Lovforslagets § 48, der foreslår indførelse af et ubetinget forureneransvar i forbindelse

med undersøgelser og oprydninger ved brug af olietanke til boligopvarmning, finder

anvendelse for forureninger, der er sket både før og efter tidspunktet for lovforslagets

ikrafttræden, når blot disse først er konstateret efter bestemmelsens ikrafttræden. Da

lovforslagets bestemmelse om undersøgelses- og oprydningspåbud efter et ubetinget

forureneransvar i forbindelse med undersøgelser og oprydninger ved brug af olietanke

til boligopvarmning tidligst kan anvendes samtidig med indførelsen af en obligatorisk

forsikringsordning, vil bestemmelsen kunne siges at være til fordel for boligejeren, idet

vedkommende får en forsikringsdækket undersøgelse og oprydning.”

Af de specielle bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 1998-99, Tillæg

A, spalte 4352-4356):

”Til § 48

Med bestemmelsen i stk. 1 gives miljømyndighederne mulighed for at meddele den, der

på tidspunktet for udstedelsen af et påbud efter § 48 ejer den olietank, hvorfra forureningen

antages at stamme fra, påbud om undersøgelser og foranstaltninger efter en jordforurening,

forårsaget af en utæthed i eller spild i forbindelse med en olietank under

6000 liter, hvor 50 % af det areal, der opvarmes af olie fra den pågældende olietank, anvendes

til beboelse.


Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, og muligheden for at udstede

påbud er således ikke betinget af, at myndighederne kan påvise en uforsvarlig adfærd

hos tankejeren. Herved indføres der et ubetinget ansvar for oprydninger.

Det er nærmere fastlagt i stk. 3, hvilke ejere der kan være adressater for et påbud udstedt

i medfør af stk. 1.


- 4 -

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter alene olieforureninger, der konstateres efter en af ministeren

nærmere fastsat dato. Det er ikke et krav, at forureningens fulde omfang og

styrke er klarlagt, men blot at der er konstateret en forurening fra tanken. For forureninger,

der allerede er erkendt inden denne dato, kan der ikke meddeles påbud i medfør af

§ 48, stk. 1.

Det er således tidspunktet for forureningens konstatering, der er afgørende for, om der

kan udstedes påbud efter det ubetingede forureneransvar. Efter de almindelige regler er

det afgørende tidspunkt ikke, hvornår forureningen er konstateret, men derimod tidspunktet

hvor forureningen er sket. Da påbud udstedt i medfør af stk. 1 således kan

omhandle forureninger, der kan være sket inden lovens ikrafttræden, har bestemmelsen

tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

Baggrunden for, at konstateringstidspunktet er valgt, er, at det i praksis er yderst vanskeligt

teknisk at fastlægge tidspunktet for, hvornår en olieforurening er opstået, da

måleresultater påvirkes af jordbundsforholdene på ejendommen, grundvandsstrømning,

nedbørsmængder m.m. Ved at fastsætte tidspunktet for, hvornår der kan udstedes påbud,

til konstateringstidspunktet undgås ligeledes komplicerede diskussioner mellem miljømyndigheden

og den nuværende ejer om, hvorvidt forureningen er sket i den nuværende

eller den tidligere ejers tid, og om hvem der kan anses som ansvarlig for forureningen.

Det forventes, at datoen tidligst bliver fastsat til 1. januar 2000. Meddelelse af påbud i

medfør af forslagets § 48, stk. 1, er betinget af, at den i § 49 nævnte forsikringsordning

er etableret, jf. bemærkningerne til § 49. Baggrunden for, at det overlades til ministeren

at fastsætte den nærmere dato, er, at det skal være muligt at iværksætte den i § 49 fastsatte

forsikringsdækning. Derunder skal den forsikringsordning, der etableres, eventuelt

godkendes i overensstemmelse med såvel de nationale som EU s konkurrenceregler.

Da der i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 21, består en pligt for enhver ejer eller

bruger af fast ejendom, der konstaterer en forurening af jorden, til at underrette kommunalbestyrelsen

herom, regnes tidspunktet for forureningens konstatering i denne situation

som underretningstidspunktet.

Der kan ikke udstedes påbud i medfør af § 48, stk. 1, såfremt forureningen er sket før

lovens ikrafttræden, og der foreligger en situation omfattet af § 49, stk. 2. Dvs. at forureningen

er sket ved tankejerens forsætlige handlinger, eller hvor tankejeren vidste eller

burde vide at installationerne ikke opfyldte olietankbekendtgørelsen eller hvor tankejeren

ikke har fået leveret olie i henhold til regler herom. Baggrunden for denne undtagelse

i påbudsadgangen er ønsket om at begrænse det med tilbagevirkende kraft ubetingede

ansvar for tankejeren, til at omfatte de situationer, hvor der er mulighed for forsikringsdækning

efter forslagets § 49. Der vil dog eventuelt være grundlag for at meddele

påbud efter de øvrige bestemmelser, jf. henvisningen til stk. 6.

Myndighederne er i dag pålagt en bevisbyrde, der i jordforureningssammenhæng kræver

en omfattende indsats, idet myndigheden skal bevise, hvordan forureningen er sket, om

dens opståen skyldes uforsvarlig adfærd samt om et eventuelt ansvar er forældet. Det

har vist sig i praksis at være yderst vanskeligt at løfte denne bevisbyrde, specielt i de

situationer hvor forureningen først opdages længe efter den er opstået.

Ligeledes har der ikke i de egentlige hændelige uheldstilfælde været mulighed for at udstede

lovlige påbud til tankejeren. Af andre eksempler på situationer, hvor det ikke har


- 5 -

været muligt at udstede påbud, kan nævnes forureninger, som følge af hærværk eller

brand, der opstår uden ejerens skyld.

Resultatet har været, at mange tankejere ikke har kunnet påbydes at rydde en forurening

op, og at der nu i langt færre sager meddeles påbud i disse sager. Det bestående regelgrundlag

og dettes fortolkning i retspraksis har medført, at mens forsikringsselskaberne

tidligere som regel afholdt udgifterne til en oprensning efter utætte villatanke, nu afviser

dette generelt.

Denne tilstand har således medført problemer for boligejere med olietanke, der må leve

med forureningen på grunden eller selv bekoste en oprydning, medmindre miljømyndigheden

finder forureningen så alvorlig, at den på et tidspunkt ryddes op på det offentliges

regning.

Miljø- og Energiministeriet finder denne udvikling uhensigtsmæssig, set fra såvel tankejerens,

miljøets og myndighedernes side, og dette er baggrunden for forslaget om, at

indføre et ubetinget ansvar for ejere af de i bestemmelsen omfattede olietanke. Da udgifterne

kan være tyngende, og da der dermed kan være risiko for manglende dækning

for udgifterne til afhjælpning af forureningen, foreslås det samtidig i § 49, at boligejernes

pligt til oprydning af forurening fra utætte olietanke skal dækkes af en lovpligtig

forsikring.

I modsætning til miljøbeskyttelsesloven indføres der en mulighed for miljømyndighederne

til på objektivt grundlag at udstede påbud om oprydning eller andre afhjælpende

foranstaltninger. Dette udvidede ansvar begrænses til kun at gælde forureninger, der

konstateres efter den af ministeren fastsatte dato, jf. ovenfor.


Til § 49

Med de i § 48, stk. 1, foreslåede skærpede ansvarsregler er der mulighed for at få løst

det problem, som olieforurening fra private villatanke udgør.

Bestemmelsen i 49, stk. 1, fastslår en pligt for ejere af olietanke, der kan meddeles påbud

efter § 48, stk. 1, til at være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne til opfyldelse

af påbud efter § 48, stk. 1. Disse tanke er ikke omfattet af miljøerstatningsloven.

Formålet med forsikringspligten er, at der skal være økonomisk dækning for tankejerens

ansvar efter § 48. Undtaget fra pligten til forsikringsdækning er dog forureninger, der er

forårsaget ved forsætlige handlinger fra den nuværende tankejers side, samt situationer

hvor tankejeren vidste eller burde vide at installationerne, hvorfra forureningen stammer,

ikke opfylder offentlige myndighedskrav, som fremgår af den til enhver tid gældende

olietankbekendtgørelse, samt hvor leveringen af olie i den nuværende ejers ejertid

ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, som fastsat i bekendtgørelsen om vejtransport

af farligt gods. Baggrunden for, at de nævnte situationer ikke er pålagt en pligt

til forsikringsdækning, er, at disse tilfælde efter praksis ikke kan forsikres. I disse situationer

vil der således være et ansvar, der ikke kan tegnes forsikring for.


- 6 -

Har en tankejer gjort det, der med rimelighed kan forventes af ham, for at opnå en viden

og dermed bringe sig i god tro om de faktiske forhold omkring tanken, skal der være

forsikringsdækning, uanset det senere måtte vise sig, at de faktiske forhold forholder sig

anderledes.”

Højesterets begrundelse og resultat

Det fremgår af jordforureningslovens § 48, stk. 1, at miljømyndigheden, uanset hvordan en

forurening fra en olietank, der er omfattet af bestemmelsen, er sket, kan meddele ejeren af

olietanken påbud om afgivelse af oplysninger, udførelse af undersøgelser, fjernelse af forureningen

og foretagelse af afværgeforanstaltninger, såfremt forureningen konstateres efter en af

miljø- og energiministeren fastsat dato. Denne dato er efter lovens vedtagelse fastsat til den 1.

marts 2000. Påbud efter bestemmelsen kan således kun udstedes, når en forurening ”konstateres”

efter den 1. marts 2000, hvor der er etableret en lovpligtig forsikringsordning, jf. § 49.

Det er ikke i § 48, stk. 1, præciseret, hvad der er bestemmende for, om en forurening er konstateret,

herunder hvem der skal have konstateret forureningen.

Det følger af bemærkningerne til lovforslagets § 48, at lovgiver har valgt konstateringstidspunktet

– frem for tidspunktet for forureningens opståen – som afgørende for, om der kan

udstedes påbud uanset forureningens årsag, ud fra et ønske om at undgå komplicerede diskussioner

mellem miljømyndigheden og den nuværende ejer om, hvorvidt forureningen er sket i

den nuværende eller den tidligere ejers tid, og om hvem der kan anses for ansvarlig for forureningen.

Der gives i bemærkningerne samtidig udtryk for, at lovforslaget har til formål at

modvirke de problemer, som den tidligere retstilstand havde medført for olietankejere, der har

måttet leve med forureningen eller selv har måttet bekoste en oprydning, medmindre miljømyndigheden

fandt forureningen så alvorlig, at den på et tidspunkt blev ryddet op på det offentliges

regning.

Disse hovedhensyn ville blive modvirket, hvis § 48, stk. 1, skal forstås således, at en olieforurening

skal anses for konstateret, blot en tredjemand eller en tidligere ejer eller bruger har

været bekendt med forureningen, da der ved en sådan retstilstand vil kunne opstå vanskelige

tekniske og juridiske tvivlsspørgsmål om konstateringstidspunktets fastlæggelse.

Bestemmelsens formål taler derfor for at fortolke § 48, stk. 1, således at konstateringstidspunktet

er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen på en sådan måde,

at der kan meddeles ejeren af olietanken et påbud. Herfor taler også, at det efter bestemmelsen


- 7 -

er miljømyndigheden, som skal reagere på, at der konstateres en forurening. En sådan fortolkning

harmonerer endvidere med, at det i bemærkningerne til § 48 er angivet, at i de tilfælde,

hvor kommunen er blevet underrettet om forureningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens §

21, regnes underretningstidspunktet som tidspunktet, hvor forureningen konstateres.

Det forhold, at påbud udstedt i medfør af § 48 kan angå forureninger, der kan være sket inden

lovens ikrafttræden, og at bestemmelsen således har tilbagevirkende kraft, giver ikke anledning

til at anlægge en anden fortolkning. Det fremgår således af lovforslagets bemærkninger,

at lovgiver var opmærksom på, at § 48 indeholdt en regulering med tilbagevirkende kraft,

men at lovgiver fandt, at bestemmelsen uanset dette kunne siges at være til fordel for boligejeren

som følge af den samtidig indførte lovpligtige forsikringsordning. Forsikringsselskabet,

hvori den lovpligtige forsikring er tegnet, er endvidere beskyttet af jordforureningslovens §

49, stk. 2, om undtagelser fra forsikringsdækningen samt af dansk rets almindelige erstatningsregler,

såfremt der i forbindelse med forureningen eller forureningssagen er udvist et

ansvarspådragende forhold.

Højesteret finder på baggrund af det anførte, at konstateringstidspunktet efter jordforureningslovens

§ 48 er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen.

Topdanmarks anbringende om, at Miljøstyrelsen ikke har godtgjort, at forureningen ikke blev

anmeldt til kommunen forud for maj 1991, er afvist af Højesteret som for sent fremsat. Det

må i øvrigt antages, at bevisbyrden herfor ville have påhvilet Topdanmark.

Da olieforureningen herefter først kan anses for konstateret, da forureningen blev anmeldt til

Christiansfeld Kommune i april 2002, har Miljøstyrelsens påbud haft fornøden hjemmel, og

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Landsrettens dom stadfæstes.

Thi kendes for ret:

I sagsomkostninger for Højesteret skal Topdanmark Forsikring A/S betale 40.000 kr. til Miljøstyrelsen.


- 8 -

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse

og forrentes efter rentelovens § 8 a.

More magazines by this user
Similar magazines