Indholdsfortegnelse

forsvaret.dk

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse Kap. 1.: Indledning............................................................................................................. 3 Problemformulering og afgrænsninger.......................................................................... 3 Disposition................................................................................................................ 7 Forsknings- og kildeoversigt..........................................................................................8 Kap. 2.: Forsvar og demokrati.......................................................................................... 14 Forsvarsspørgsmålets rolle i kampen mellem Højre og Venstre om den politiske magt i Danmark 1849-1902.................................................................................................. 14 Helstaten..................................................................................................................15 Tiden efter 1864 og hærordningen af 1867.............................................................16 Samlingen af det tyske rige..................................................................................... 17 1870.........................................................................................................................18 Tiden under Estrup – Forsvarsordningen af 1880, provisorier og landbefæstning..... 19 1890'ernes opposition og forliget i 1894.................................................................22 Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse...................................................................... 24 Rigsdagsbehandlingen................................................................................................. 25 Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05...........................................................31 De tilforordnedes trusselsvurderinger i 1902...............................................................31 Skal neutralitet forsvares militært ?............................................................................. 36 Udenrigsministeriets syn på sagen.......................................................................... 37 Spørgsmålet rejses i kommissionen........................................................................ 39 ”Det mindst mulige” – det ”meningsløse” mellemstandpunkt................................42 Landbefæstningen og kommissionsmedlemmernes trusselsopfattelse........................ 45 København, det afgørende punkt ?.............................................................................. 47 Hvordan skal neutralitetstruslerne imødegås?............................................................. 50 Et flådestøttepunkt i Smålandsfarvandet.................................................................57 Søterritorium........................................................................................................... 58 Udefrakommende påvirkninger af kommissionsarbejdet............................................ 59 Den russisk-japanske krig....................................................................................... 60 Forsvarsopfattelser & trusselsvurderinger: Vilje, evne og pligt.................................. 62 Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08...........................................................67 Hvad skal danne grundlaget for den nye forsvarsordning ?.........................................67 Det radikale synspunkt ved Fogtmann, Kristiansen & Slengerik............................71 Højres synspunkt, som det kom til udtryk ved Stilling........................................... 73 De Frikonservatives synspunkt ved Reedtz-Thott...................................................74 Venstrereformpartiets synspunkter ved Madsen-Mygdal & L. Rasmussen............ 75 Det moderate Venstre ved J. Pedersen....................................................................78 Københavns stilling i det danske neutralitetsforsvar................................................... 79 Københavns søbefæstning.......................................................................................90 Storebælt, neutralitet & Agersøsund-stillingen............................................................92 Kühnels kritik af Agersøsund-stillingen og Nyholms forsvar.................................99 Neutralitetsbegrebet & neutralitetsbrud.....................................................................103 Begyndelsen til enden................................................................................................ 106 Udefrakommende påvirkning af kommissionsarbejdet............................................. 107 - 1 -


Erfaringerne fra den russisk-japanske krig............................................................108 Forsvarsopfattelsernes og trusselsvurderingernes betydning for forhandlingerne i den lukkede forsvarskommission..................................................................................... 110 Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning................................................................ 115 Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre......................................................... 115 Højre og de Frikonservative.......................................................................................116 Socialdemokraterne....................................................................................................118 Den radikale indstilling..............................................................................................119 Kommissionsresultaterne...........................................................................................120 Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909............................................................................... 126 Neergaards fremlæggelse af sit forsvarsforslag, med de fremskudte forter...............126 Folketingets behandling af forslagene....................................................................... 133 Venstrereformpartiets formand J. C. Christensen afviser de fremskudte forter....134 Socialdemokraterne K. M. Klausen og L. Rasmussen..........................................135 Slengerik, Det radikale Venstre............................................................................ 137 Højre, ved Parkov og Ellinger...............................................................................139 Udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig om Danmarks udenrigspolitiske situation.. 140 Tidligere Konseilspræsident Deuntzer om den neutrale stats forsvarspligt..........141 ”Det forsvarlige forsvar”.......................................................................................142 Udvalgsbetænkning og anden behandling.............................................................143 Den overordentlige samling 1909 og Neergaards fald..........................................146 Regeringen Holstein-Ledreborg og forsvarssagens løsning.......................................153 Folketingets tredjebehandling............................................................................... 155 Landstingets førstebehandling af regeringen Holstein-Ledreborgs forsvarslovforslag..................................................................................................162 Landstingets anden- og tredjebehandling af lovforslagene................................... 173 Folketingets afsluttende behandling af befæstningslovforslaget og hærlovsforslaget.................................................................................................... 178 Vedtagelsen af en forsvarsordning.............................................................................181 Kap. 8: Konklusion.........................................................................................................187 Summary.........................................................................................................................196 Kilde- og litteraturliste....................................................................................................198 Trykte kilder...............................................................................................................198 Litteratur.................................................................................................................... 199 Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede.......................................................202 Bilag 2. Sødeklarationen af 1856 og Haag-konventionen af 1899................................. 206 - 2 -


Kap. 1.: Indledning. Kap. 1.: Indledning. Forsvarspolitikken har siden demokratiets indførelse i Danmark haft en central placering på den politiske scene. Udviklingen efter årtusindskiftet – med aktiv dansk deltagelse i krigen i Irak – har vist, at forsvarspolitikkens evne til at sætte sindene i kog ikke ophørte med kommunismens fald i Østeuropa. Sikringen af statens fortsatte eksistens og uafhængighed har altid været en fundamental opgave og et af de allervigtigste politiske spørgsmål. I Danmark kom det øverst på den politiske dagsorden efter nederlaget i 1864. Mange danskere frygtede, at Danmarks fortsatte eksistens og uafhængighed ikke kunne opretholdes. Forsvarspolitikken havde sin mest fremtrædende plads på den politiske scene fra ca. 1870 og indtil århundredeskiftet, hvor den blev tæt forbundet med den politiske magtkamp mellem Højre- og Venstrefløjen. Med Venstres magtovertagelse i 1901 kunne det umiddelbart se ud til, at forsvarspolitikken ville komme ud af den politiske magtkamps skygge, og at forsvarsproblemet derfor kunne løses. Den gældende forsvarsordning var vedtaget som en del af det storpolitiske forlig i 1894, der havde afsluttet provisorietiden. Der var dog ikke den store begejstring for ordningen blandt politikerne, der mente, at den trængte til forandringer. Løsningen af forsvarsproblemet kom med forsvarsordningen af 1909, efter sagen havde været drøftet både i Forsvarskommissionen af 1902 og Rigsdagen. Problemformulering og afgrænsninger. 1909-ordningen dannede grundlaget for det danske forsvar under 1. verdenskrig og det fik stor betydning for eftertidens opfattelse af forsvarsordningen. Der er flere årsager til at eftertiden har vurderet ordningen i lyset af verdenskrigen. Først og fremmest er det naturligt at ordningen bliver vurderet i forhold til den krigssituation der indtraf mens ordningen var gældende, ligesom 1937-ordningen bedømmes i lyset af 2. verdenskrig og den tyske besættelse. Men for 1909-ordningen er det hverken den eneste eller den vigtigste årsag. Opretholdelsen af den danske neutralitet under 1. verdenskrig og den tyske besættelse under 2. verdenskrig har ofte medført sammenligninger af situationen i 1914 og 1940. I den sammenligning har de forskellige forsvarsforhold spillet afgørende ind på vurderingerne af situationerne og de to forsvarsordninger. Neutralitet og besættelse opstilles ofte som de store og afgørende forskelle imellem Danmarks situation under de to verdenskrige, og for vurderingen af forsvarsordningerne og udenrigspolitikken som tilfredsstillende eller forfejlet. Men afgørende for vurderingen er forskellen i sikkerheds- og forsvarsopfattelse (dvs. opfattelsen af hvilke mål et militært forsvar kan og skal tjene), både blandt periodens politikere og i eftertidens danske befolkning. Den mest markante forskel i sikkerheds- og forsvarsopfattelser er skellet mellem det forsvarsvenlige og det forsvarskritiske grundsyn. Forskellen mellem de forsvarsvenlige - 3 -


Kap. 1.: Indledning. og forsvarskritiske politikere har været afgørende for eftertidens vurdering af 1909-ordningen af flere årsager. De forsvarsvenlige stod således bag 1909-ordningens vedtagelse, mens ordningens gennemførelse kom til at finde sted under såvel forsvarsvenlige som forsvarskritiske regeringer, og at regeringsmagten lå hos de forsvarskritiske partier under hele 1. verdenskrig. Det relativt store militæropbud der kunne opstilles under krigen – som følge af 1909-ordningen – fandt således sted mens det forsvarskritiske radikale Venstre havde regeringsmagten. Vurderingen af 1909-ordningen er således ofte også blevet en vurdering af Det radikale Venstres forvaltning af ordningen, hvilket de forsvarsvenlige allerede i 1919 fik sikret med Kommissionen til Undersøgelse og Overvejelse af Hærens og Flaadens fremtidige Ordning. Prisen for den forsvarsvenlige oppositions tilslutning til kommissionens nedsættelse blev nemlig at den også skulle skaffe oplysninger om hvorledes det gældende militærsystem var blevet anvendt under krigen. 1919-kommissionen blev således også en skueplads for det politiske opgør om forsvar og sikkerhed, denne gang på baggrund af 1909-ordningen, bevarelsen af neutraliteten under krigen og den radikale regerings administration af ordningen. 1919-kommissionen blev også stedet hvor den radikale historiker og forsvarsminister P. Munch fik offentliggjort hidtil hemmeligholdte dokumenter om J.C. Christensens sikkerhedspolitiske initiativer, mens Venstrereformpartiet havde regeringsmagten. Det drejede sig om L.C.F. Lütkens forhandlinger med den tyske militærledelse om tyskernes holdning til Danmark og det danske forsvar. I samtiden blev offentliggørelsen ikke det trumfkort overfor J.C. Christensen og Venstrereformpartiet som de radikale havde håbet, men for historikerne og eftertiden blev de afgørende for tolkningen og vurderingen af den danske forsvarspolitik i det første årti af det 20. århundrede. 0 Offentliggørelsen var et led i den politiske magtkamp mellem de radikale og J.C. Christensens Venstrereformparti, en rivalisering der har vist sig som afgørende for eftertidens historiske behandling af perioden, ikke blot efter Venstrereformpartiets sprængning i 1905, men helt tilbage til provisorietiden. Tidsmæssigt vil der i denne opgave fokuseres på perioden fra forsvarskommissionens nedsættelse i 1902 og frem til vedtagelsen af forsvarsordningen i 1909. Indenfor denne tidsramme vil de forsvarspolitiske forhandlinger blive analyseret. Jeg har valgt at analysere den politiske forhandlingsproces fremfor forhandlingernes endelige resultat (forsvarsordningen af 1909). Det vil jeg gøre ved at redegøre for de forskellige forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, der i starten af det 20. århundrede gjorde sig gældende blandt de danske politikere, og jeg vil diskutere hvilken betydning beslutningstagernes forsvarsopfattelse og trusselsvurdering fik for forhandlingsforløbet. Det politiske for­ 0 Se bl.a. Troels Fink: Ustabil balance. (1961) og Spillet om dansk neutralitet. (1970), W. Christmas- Møller i Festskrift til Ole Karup Pedersen (1989), Povl Engelstoft: Mellem Systemskift og Verdenskrig 1901-13, i Schultz Danmarkshistorie (1942) og Tage Kaarsted: Hvad skal det nytte? (1969). - 4 -


Kap. 1.: Indledning. handlingsforløb er et bedre kildemateriale til at undersøge politikernes forskellige forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger end selve forsvarsordningen af 1909, der belyser hvad flertallet blev enige om og kun indirekte kan bruges til at udlede noget om de kompromisser der lå bag vedtagelsen og om oppositionens holdninger. Opgavens hovedtese er, at forsvarsopfattelse og trusselsvurdering har afgørende indflydelse på udformningen af forsvarspolitikken, selv om det ikke skal benægtes, at også det politiske magtspil og partirivalisering har haft stor indflydelse på den danske forsvarspolitik. Analysen af politikernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger baseres på referaterne af de, for datiden hemmeligholdte, forsvarspolitiske forhandlinger i forsvarskommissionen af 1902 og Rigsdagens forhandlinger i 1909 om henholdsvis regeringen Neergaards og regeringen Holstein-Ledreborgs forsvarslovforslag. 0 Der var i 1902 politisk enighed om at nedsætte en kommission, der skulle udrede de gældende militære forhold i landet og fremkomme med en i hovedtræk samlet plan for forsvaret fremtidige ordning. Der var også enighed om at lade sagen hvile, mens kommissionen arbejdede, og der var da også forholdsvis ro om emnet, mens kommissionen sad. 0 Kommissionen kom til at sidde længere end forventet, og da den i 1908 fremlagde sit resultat, viste det sig, at medlemmerne af kommissionen ikke var blevet enige om en fælles indstilling. Derefter skulle forslaget til en ny forsvarslov udarbejdes af regeringen og fremlægges for Rigsdagen, hvor uenigheden også viste sig, idet der først blev vedtaget en ny forsvarslov i efteråret 1909. 0 Forsvarsforhandlingerne blev ført efter, at Venstregrupperne havde vundet regeringsmagten og derfor måtte tage deres hidtidige politiske oppositionsholdninger op til revision. Regeringsansvaret betød, at Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre ikke længere kunne nøjes med at kritisere men også måtte fremkomme med løsninger. Skiftet fra opposition til regering kom til at resultere i udskillelsen af den radikale del af Venstrereformpartiet i 1905. Et brud som forsvarsspørgsmålet havde stor betydning for. Efter Systemskiftet befandt den politiske opposition sig både til højre og til venstre for regeringen. Det betød i forsvarssagen, at regeringen fra henholdsvis højre- og venstrefløjen i oppositionen kunne beskyldes for at gøre for lidt eller for meget for forsvaret. Folketingsparlamentarismens indførelse førte ikke automatisk til, at regeringen kunne få alle sine lovforslag vedtaget, da der også skulle samles flertal i Landstinget. Desuden sluttede Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre (der dannede Folketingsflertallet) ikke altid samlet op om regeringen. J.C. Christensens kontakt, via Lütken, med den tyske militærledelse kan være med til 0 Der er ikke tale om, at samtlige Rigsdagsmedlemmers forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger vil blive analyseret, men om de forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger der, via de aktive Rigsdagsmedlemmer, var med til at tegne de forskellige politiske partiers forsvarspolitik. 0 Kommissionen sad for lukkede døre. Samtidig var der dog en omfattende offentlig debat om forsvaret. 0 Det skyldtes dog ikke kun uenighed om forsvarssagen, idet Alberti skandalen fældede J.C. Christensens regering i september 1908. - 5 -


Kap. 1.: Indledning. at belyse ændringen i Venstrereformpartiets forsvarspolitiske kurs efter magtovertagelsen i 1901. Lütkens forhandlinger med general Moltke vil ikke blive nærmere analyseret eller inddraget i denne fremstilling. Den interne politiske forhandlingsproces mellem de forskellige Rigsdagspartier i den lukkede forsvarskommission af 1902 og i Rigsdagen er i fokus, og end ikke i forsvarskommissionen blev der informeret om den kontakt, der var taget til tyskerne, eller om det indtryk af det tyske syn på Danmark, som kontakten skabte hos de danske bagmænd. På grund af det fysiske omfang af de refererede forsvarsforhandlinger er der en hel del andet materiale, som ikke vil blive inddraget, selv om det ville kunne være med til at belyse tilblivelsen af den danske forsvarspolitik. Det gælder som nævnt Lütkens forhandlinger med tyskerne men også andre kontakter med udlandet såvel i regeringen som hos oppositionen, f.eks. vil kontakterne mellem det danske Socialdemokrati og de socialdemokratiske partier i Europa ikke blive undersøgt. Den offentlige debat i Danmark og resten af Europa vil heller ikke blive behandlet pga. det meget omfattende kildemateriale. Det betyder, at den mulige påvirkning af politikernes holdninger fra den offentlige debat ikke vil blive nærmere undersøgt, ligesom politikernes påvirkning af den danske offentlighed kun vil blive indirekte belyst via udtalelserne i Rigsdagen og ikke via deres arbejde udenfor Rigsdagen. Forsvarspolitikken kan overordnet betragtes ud fra enten en militær eller en politisk vinkel: I denne opgave ligger fokus på det politiske aspekt af forsvarspolitikken. Derfor vil den militære diskussion af spørgsmålet heller ikke blive inddraget. De tilforordnede officerer i Forsvarskommissionen havde den største kontakt med politikerne, derfor vil deres holdninger blive de eneste, der inddrages. Hvorvidt de repræsenterede flertalsholdningerne blandt de to værns officerskorps vil ikke blive undersøgt. Da de danske officerer i perioden også ved flere lejligheder fra øverste sted blev pålagt mundkurv, kan det også være en sværere opgave at afklare holdningerne blandt de to officerskorps. 0 Forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger er sammen med økonomiske, politiske og militærteknologiske muligheder de vigtigste faktorer for formuleringen af en militær strategi. Forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger er således afgørende elementer i den militære planlægning, men min tese er, at det også er særdeles vigtige elementer i udformningen af et lands forsvarspolitik. Forsvarspolitikken udformes af landets magthavere og i et demokrati er det de valgte politikere og regeringen. Dermed adskiller processen sig fra forholdene under en enevældig styreform, hvor magten ligger hos én mand, der selv bestemmer, hvor meget han vil lytte til andre (f.eks. militære rådgivere). I et demokrati skal flere personer blive enige, og dermed åbnes der op for større diskussioner, idet forskellige opfattelser og vurderinger opnår betydning afhængig af, om de kan opnå beslutningsflertallets tilslutning. Der­ 0 Se Hans Chr. Bjerg: Søofficerernes mundkurv 1907-08, in: Historie, jyske samlinger, 1974. - 6 -


Kap. 1.: Indledning. med gælder det overtalelsens kunst, hvor de saglige argumenter, som vurderingen af trusselssituationen, må tillægges en betydelig vægt. De er dog ikke nødvendigvis eneafgørende for udformningen af forsvarspolitikken, idet også indrepolitiske forhold kan spille ind. Det skete f.eks. i Danmark under provisorietiden, hvor landets forsvarspolitik meget markant blev underlagt den politiske magtkamp om landets styreform. Betydningen af forsvarspolitikkens historie, partiprofilering og kampen om vælgerne for forsvarsforhandlingerne indtager her en underordnet position i forhold til undersøgelsen af forsvarsopfattelsernes og trusselsvurderingernes betydning. Det betyder, at der ikke vil blive inddraget andre primærkilder, men at det kun vil blive belyst ud fra forsvarskommissionens og Rigsdagens mødereferater (og de historiske fremstillinger af perioden). Begivenheder der fandt sted i perioden udenfor forsvarskommissionen og Rigsdagens forsvarspolitiske forhandlinger, vil kun i begrænset omfang og i kraft af deres betydning for forløbet blive inddraget. Det gælder såvel udenrigs- som indenrigspolitiske begivenheder, som f.eks. J.C. Christensens regeringsdannelse, dannelsen af det radikale Venstre, den russisk-japanske krig og den generelle udenrigspolitiske udvikling. Disposition. Forhandlingsforløbet vil både blive kronologisk og indenfor de fastsatte tidsrammer emnemæssigt behandlet. Den kronologiske gennemgang er valgt som den overordnede ramme, fremfor en emnemæssig gennemgang, for bedre at kunne belyse forhandlingsforløbet og derved forløbets betydning for udformningen af deltagernes opfattelser og vurderinger som betydningen af deltagernes holdninger for forhandlingsforløbet. Den kronologiske gennemgang kan dog medføre en del gentagelser, men gentagelser af argumenter, trusselsvurderinger og forsvarsopfattelser er også med til at belyse forhandlingsforløbet og deltagernes holdninger igennem et længere tids- og forhandlingsforløb. Fremstillingen indledes med en kort kronologisk gennemgang af forsvarspolitikkens rolle i magtkampen mellem højre- og venstrefløjen 1849-1902 for at skabe et overblik over den politiske bagage, som politikerne stod med da der skulle skabes en ny forsvarsordning efter systemskiftet. Dernæst følger et kort afsnit om nedsættelsen af forsvarskommissionen i 1902, der belyser politikernes holdning til kommissionsnedsættelsen. Kommissionsforhandlingerne er delt i to hovedafsnit, der dækker henholdsvis perioden 1902-05 og 1905-08. Der er flere årsager til denne deling. For det første er kildematerialet meget omfattende. Det dækker grundigt de omfattende forhandlinger i kommissionen, der fandt sted over mange møder og en lang årrække. 1905 er året, hvor kommissionsmedlemmerne for alvor tog aktivt fat på deres egne opgaver, og dermed et naturligt sted at dele forhandlingerne. Derudover er det et markant år i dansk politik med splittelsen af Venstrereformpartiet og dannelsen af først Folketingets Venstre og siden Det radikale Venstre, hvilket også blev afspejlet i kommissionen, hvor 3 kommissions­ - 7 -


Kap. 1.: Indledning. medlemmer hørte til den nye Folketingsgruppe. 0 Dermed giver opdelingen af kommissionsforhandlingerne i tiden før og efter 1905 bedre mulighed for at belyse betydningen af regeringspartiets splittelse og forholdet mellem de tidligere partifælder. Kommissionsarbejdet afsluttes med et kort afsnit om kommissionsindstillingerne, inden Rigsdagens forhandlinger i 1909 behandles i opgavens tredje hovedafsnit. Forsknings- og kildeoversigt. Forsvarspolitikkens rolle i den politiske magtkamp efter demokratiets indførelse i Danmark er blevet behandlet af flere danske historikere og er således ikke et helt uudforsket område. Med hensyn til det første årti af det 20. århundrede står forsvarskommission af 1902 og dens arbejde dog i skyggen af J.C. Christensen og L.C.F. Lütkens betydning for den danske forsvarspolitik. Povl Engelstoft gav den første brede skildring af den politiske Danmarkshistorie fra systemskiftet i 1901 og frem til 1913 i Det danske Folks historie VIII (1929) og Schultz Danmarkshistorie V (1942). 0 Engelstoft skrev om det politiske arbejde i Rigsdagen, etableringen af periodens venstreregeringer og deres udenrigspolitik. Han beskrev uoverensstemmelserne i Venstrereformpartiet efter systemskiftet i 1901 og regeringen Deuntzers stilling i Rigsdagen. Regeringen havde et solidt flertal i Folketinget, mens de frikonservative i Landstinget var afgørende for dens mulighed for at samle et flertal i Landstinget. De frikonservative under grev Mogens Frijs' ledelse samarbejdede med Venstrereformpartiet ud fra fælles modvilje mod socialdemokraterne. Som følge af hemmelighedskræmmeriet omkring forsvarskommissionens arbejde har Engelstoft ikke haft kendskab til forhandlingerne i kommissionen, og hans skildring af forsvarsforhandlingerne og forsvarsordningen af 1909 baserede sig derfor primært på Rigsdagsforhandlingerne og regeringskrisen i 1909. Dog havde han også øje for L.C.F. Lütkens forhandlinger med den tyske hærledelse (som var blevet offentliggjort i 1919) og forhandlingernes betydning for J.C. Christensens opfattelse af forsvarsspørgsmålet og derigennem for 1909-ordningen. Selvom Engelstoft ikke direkte havde kendskab til kommissionsforhandlingerne, afholdt det ham ikke fra at omtale forhandlingerne som ”meget besværlige” og at lægge en stor del af skylden for uenigheden på de militære tilforordnedes uenighed. Som det kan ses bl.a. af Lütkens erindringer, der først senere blev tilgængelige og offentliggjorte (i Troels Finks Spillet om dansk neutralitet 1905-09), var det ikke nogen ny opfattelse at lægge ansvaret for uenigheden i forsvarskommissionen på de tilforordnedes uenighed. Engelstoft skildrede også fint, hvordan forholdet til Tyskland var afgørende for Dan­ 0 De 3 vil blive omtalt som radikale fra 1905 og ikke som tilhørende Folketingets Venstre. 0 Det er den samme skildring der går igen i de to værker uden væsentlige ændringer. Andre bidragsydere til femte bind af Schultz Danmarkshistorie var P. Munch (der skildrede forholdet til udlandet 1864- 1901, forfatningskampen 1870-1901 og det danske folks livsvilkår 1864-1914), H.P. Hansen (der skrev om sønderjyderne under fremmed herredømme) og Vilh. Andersen (der beskrev det danske åndsliv i den anden halvdel af det 19. årh.). - 8 -


Kap. 1.: Indledning. marks udenrigspolitiske velbefindende i perioden. Den militære sagkundskabs uenighed om forsvarssagen var ikke en ny udvikling efter systemskiftet, den havde også tidligere været fremherskende, f.eks. i forbindelse med landbefæstningens anlæggelse. Offentlighedens kendskab til officerernes holdninger var dog forbundet med deres mulighed for offentligt at lufte dem. Hans Chr. Bjerg beskrev i Søofficerernes mundkurv 1907-09, hvordan officerer igennem tiderne har fået deres holdninger undertrykt, hvis de stred imod regeringens. Søofficerernes modvilje mod landbefæstningen var således i 1880'erne blevet undertrykt fra højeste sted. Uenigheden mellem hær og flåde blev tydelig efter systemskiftet, idet den blev personificeret af krigsminister Madsens og marineminister Jøhnkes stridigheder. Bjerg fremhævede, hvorledes Marineministeriet ikke hindrede kaptajn Chr. Colds artikler mod landbefæstningen i Berlingske Tidende i november 1904, mens forsvarsminister J.C. Christensen i 1907 både satte en stopper for Det krigsvidenskabelige Selskabs ønsker om at diskutere problemerne omkring forsvarets ordning, og et forsøg på at starte en diskussion i Sø-lieutenant-Selskabet om søofficerernes opfattelse af forsvarets ordning og muligheden for kontakt til landofficererne om en fælles opfattelse for begge værn. Bjergs analyse af søofficerernes mundkurv 1907-08 viser således, at de erkendte, at uenigheden mellem de to værn var en afgørende hindring for løsningen af forsvarsspørgsmålet, og at der internt i flåden var uenighed mellem de tilforordnede i forsvarskommissionen og de yngre flådeofficerer. De grundlæggende fremstillinger af den danske forsvarspolitik er Troels Finks Ustabil balance. Dansk udenrigs- og forsvarspolitik 1894-1905 (1961) og Spillet om dansk neutralitet 1905-1909. L.C.F. Lütken og dansk udenrigs- og forsvarspolitik (1959). Fink skildrede her sammenhængen mellem de danske regeringers forsvars- og udenrigspolitik i perioden omkring århundredeskiftet. Fink beskrev forholdene på regeringsniveau, hvor han mente, at J.C. Christensen, under dennes regeringstid 1905-08, særligt med forsvarspolitikken søgte en markant tilnærmelse til Tyskland for at sikre Danmark imod et tysk angreb. Fink fremhæver i sin fremstilling officeren L.C.F. Lütken, der havde en central plads i J.C. Christensens tilnærmelsespolitik. Bogen indeholder også Lütkens selvbiografi, breve og aktstykker fra dennes forbindelse med tyskerne. Lütken-sagen blev som nævnt offentliggjort af den radikale regering i 1919. Fra radikal side blev sagen og dens offentliggørelse brugt i det politiske opgør med J.C. Christensen, der var leder af Venstrereformpartiet ved dets sprængning i 1905, og den radikale administration af 1909ordningen under verdenskrigen. Som Jens Ole Christensen fremhæver, følger Fink den sti som tidens radikale politikere, med P. Munch i spidsen, havde udstukket ved offentliggørelsen i 1919. 0 Med Ustabil balance kom Fink kun kort ind på, hvad der foregik i forsvarskommissionen i forbindelse med spørgsmålet om at opnå en stormagts anerken­ 0 Jens Ole Christensen I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 – Det militære aspekt, side 10. - 9 -


Kap. 1.: Indledning. delse af den danske neutralitet og uenigheden mellem flåden og hærens repræsentanter i forsvarskommissionen. 0 Uenigheden mellem hær og flåde kom også til udtryk i den offentlige debat, hvor officerer fra de to værn tog aktivt del. Fink lagde i sin fremstilling vægt på uoverensstemmelsen mellem de to værn, som den kom til udtryk i den offentlige debat, idet han mente, at den havde større betydning for den brede politiske meningsdannelse end de fortrolige forhandlinger i forsvarskommissionen. 1909-ordningen vurderede han som velegnet til at gøre den danske neutralitet acceptabel for Tyskland, idet han mente, at den muliggjorde et dansk militært forsvar imod angreb fra alle andre magter end Tyskland, selv om han dog ikke udelukkede, at den af en regering, der ønskede det, kunne blive brugt imod Tyskland. Fink skildrede i sine værker såvel forsvars- som udenrigspolitik og således også den internationale udvikling i den periode, som også er beskrevet i Dansk udenrigspolitik Historie 1814-1914 (2003), hvor de danske udenrigspolitiske aktørers (regering, konge og udenrigsministerium) virkelighedsopfattelse, mål og strategier dannede grundlaget for forståelsen af den danske regerings navigering i det internationale system. Med sikkerhedspolitikkens altoverskyggende rolle i den danske udenrigspolitik i perioden kommer denne fremstilling selvfølgelig også ind på den danske forsvarspolitik. Mens disse værker beskæftiger sig med den overordnede forsvarspolitiske udvikling i perioden, er arbejdet i Forsvarskommissionen af 1902 behandlet i Jens Ole Christensens utrykte Ph.D. afhandling I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 – det militære aspekt (1996). Det sker som et led i analysen af udviklingen i en større tidsperiode og med fokus på den militære sagkundskabs indflydelse på planlægningen af landets forsvar. Han stiller spørgsmålet, om militære overvejelser og hensyn virkelig spillede så underordnet en rolle i forsvarspolitikken, som den danske historieskrivning indikerer ved næsten kun at berøre emnet fra den politiske synsvinkel, hvor Danmarks forsvarspolitiske historie er blevet set i lyset af dens tætte tilknytning til den politiske magtkamp. Hans analyse af den danske forsvarsplanlægning 1872-1909 belyser samspillet mellem det militære og det politiske niveau ved skabelsen af en ny forsvarsordning, fokuserer på den militære andel i processen og stiller skarpt på udviklingen af idéer til en militær strategi på det militære niveau. Han benytter forsvarsopfattelserne og trusselsvurderingerne indenfor de to værn til at belyse tilblivelsen af en militær strategi, idet han analyserer de idéskabende og udviklende overvejelser på det militære niveau. Ligesom på det politiske niveau er holdningsdannelser på det militære niveau kendetegnet af, at der er forskellige interessegrupper, og at kompromisser derfor også er karakteristiske for resultaterne. Samspillet mellem det militære og det politiske niveau analyseres og danner grundlaget for hans vurdering af omfanget af den militære tænknings gennemslagskraft på den politiske diskussion. Afhandlingen er baseret på kildemateriale fra nogle af perio­ 0 Troels Fink: Ustabil balance. Dansk udenrigs- og forsvarspolitik 1894-1905. 1969. Se bl.a. side 222 ff. - 10 -


Kap. 1.: Indledning. dens centrale militære forsvarskommissioner, og de politiske forsvarsforslag og deres behandling i Rigsdagen. Kommissionerne arbejdede med spørgsmålet om militær strategi og blev udgangspunktet for den politiske behandling. Dermed dannede de bindeledet mellem militærets idéskabende og udviklende arbejde og det politiske niveau samtidig med, at de var brændpunkter for den strategiske debat mellem forskellige interne interessegrupper både i de to værn (f.eks. artilleri og kavaleri) og imellem dem. Fokus ligger på 1872-kommissionen (der blev udgangspunkt for den politiske forsvarsdebat 1873-76), 1879-kommissionerne (der sammen med en stærk militær interessegruppe dannede grundlaget for den politiske behandling 1882-85 og den provisoriske befæstning 1885- 94), og 1898- og 1902 kommissionerne (der, ifølge J.O. Christensen, danner fundamentet for de politiske forhandlinger efter århundredeskiftet og 1909-ordningen). 1872-, 1879- og 1898-kommissionerne var interne militære kommissioner, nedsat af Krigs- og Marineministerierne, mens 1902- kommissionen var nedsat af Rigsdagen, og hvortil de to ministerier kun havde udvalgt de tilforordnede. J.O. Christensen tager også Troels Finks vurdering af 1909-ordningen op til revurdering. Ud fra sin egen analyse afviser han, at 1909-ordningen skulle være særligt afpasset til at gøre den danske neutralitet acceptabel i Tyskland, idet det altafgørende trusselsbillede var Tyskland, mens truslen fra Storbritannien indtog en underordnet rolle i forløbet. Finks anden vurdering, at ordningen kun dannede et yderst spinkelt grundlag for dansk militær modstand mod tyske angreb, opfatter J.O. Christensen både som rigtig og forkert. Rigtig, fordi han vurderer, at Danmark altid ville være kommet til at trække det korteste strå i en krig mod Tyskland. Forkert, fordi han afviser, at ordningen skulle sigte på ikke at skulle afvise tyske krænkelser eller angreb. 1909-ordningen fastlagde, ifølge J.O. Christensen, forsvarets organisation, mens det blev overladt til den kommende regering at formulere formål og målsætninger for ordningen. Den ville også kunne benyttes til et eksistensforsvar mod såvel et tysk som et britisk angreb, hvis regeringen skulle ønske det. Det bliver konkluderet, at rent politiske hensyn spillede en rolle i forsvarsspørgsmålets forløb, men at debatten om indholdet i høj grad hvilede på militære overvejelser og hensyn. Mens Troels Fink beskrev forsvarspolitikken ud fra dens tilknytningen til udenrigspolitikken og det overordnede politiske aspekt og J.O. Christensen fokuserede på militærets betydning for forsvarspolitikkens udformning, har Tage Kaarsted i Hvad skal det nytte? De radikale og forsvaret 1894-1914 (1969) fokuseret på tilblivelsen af et enkelt politisk partis - det radikale Venstres - forsvarspolitik i perioden. Hovedvægten ligger på perioden fra Folketingets Venstres udskillelse fra Venstrereformpartiet og Det radikale Venstres dannelse i 1905 og indtil 1909-10, hvor der blev relativt ro om forsvarssagen. Kaarsted analyserer uenighederne om udformningen af det nye partis forsvarsideologi. Det sker bl.a. med brug af referaterne fra forsvarskommissionen, som han bruger til at belyse forskellene mellem kommissionsmedlemmerne fra Folketingets Venstre og Det radikale Venstres forsvarssynspunkter, som de særligt kom til udtryk via dr. phil. P. Munch og - 11 -


Kap. 1.: Indledning. Ove Rode. Hans brug af kildematerialet fra forsvarskommissionen skal således ses i lyset af den radikale partidannelse. De tre kommissionsmedlemmers forslag fremkom i kommissionen i 1905 efter Wivel-mødet og inden Odense-mødet, hvor Det radikale Venstre blev stiftet og partiprogrammet vedtaget. Kaarsted tolkede det som kommissionsmedlemmernes forsøg på at påvirke det nye partis forsvarsholdning og hindre, at afvæbning skulle komme til at danne det forsvarspolitiske grundlag for partiet. Han vurderede nemlig, at de 3 kommissionsmedlemmer havde informeret P. Munch og Ove Rode om deres forslags opkomst i kommissionen, og at de således brød deres tavshedspligt og benyttede deres kommissionsarbejde i det taktiske spil mellem Folketingets Venstre og den radikale gruppe udenfor Rigsdagen. Munch og Rodes forsøg på at presse Slengerik ud af kommissionen vurderes som en konsekvens af deres utilfredshed med hans kommissionsforslag og deres ønske om politisk samarbejde med socialdemokraterne, mens de radikale kommissionsmedlemmer var mere indstillede på at række hånden frem til deres gamle partifæller i Venstrereformpartiet. Kaarsted opfattede Munch og Rode som de to mest afgørende enkeltpersoner for udformningen af den radikale forsvarspolitik. På trods af, at det ikke blev deres holdninger om en ”politivagt” der kom til at danne basis, men derimod Slengeriks kommissionsindstilling om en ”egentlig krigsmagt”. Munch og Rode sluttede dog efter kommissionsbetænkningens offentliggørelse i 1908 op om Slengeriks indstilling, og deres argumentation tog udgangspunkt i indstillingen i den efterfølgende forsvarspolitiske debat. Kaarsted vurderede også, at J.C. Christensens grundtanke med 1909-ordningen var at berolige Tyskland som følge af Lütkens forbindelse med tyskerne, og at de radikale hverken havde øje for denne bevæggrund, eller at J.C. Christensen var absolut modstander af landbefæstningen. Kilderne til forsvarskommissionens arbejde er primært mødereferaterne. 0 Referaterne giver et indblik i forholdet mellem de militært saglige og almene politiske overvejelser blandt de politiske partier (som de var repræsenteret ved kommissionsmedlemmerne) i en situation, hvor forhandlingerne fandt sted bag lukkede døre. Dermed var der ikke behov for at tage hensyn til udlandets reaktion på de danske overvejelser, og politikerne behøvede heller ikke at tage hensyn til, hvordan deres udtalelser kunne blive brugt i den offentlige debat, hvor de ville have været mere bundet af hensynet til deres partiers historie (navnlig perioden 1870-1901 hvor forsvarspolitikken var det politiske emne, partierne definerede sig ud fra overfor hinanden og vælgerne). Referaterne til de første møder findes i forsvarskommissions protokol. 0 Men fra og med det 11. møde blev møderne stenografisk refereret, trykt og omdelt til kommissionsmedlemmerne og de tilforordnede. De første stenografiske mødereferater er indklæbet i protokollen, men hurtigt bliver der i 0 Referat til Protokollen. Efter Ordre udarbejdet med stenografisk Medhjælp af E. Skram, Sekretær i Forsvarskommissionen af 1902. KBH., 1909. Findes i Folketingets bibliotek og Rigsarkivet, hvis eksemplar dog var blevet væk da jeg skulle bruge det. 0 Rigsarkivet. Konseilspræsidiet/Statsministeriet arkivnummer 01, U0003 Forsvarskommission af 1902, lb. nr. 1-6. Magasinopstilling 7121-05-4. 1902-1909. - 12 -


Kap. 1.: Indledning. protokollen kun henvist til de trykte referater, hvor også referaterne fra de første 10 møder er gengivet. Referat til Protokollen indeholder dog ikke alt, hvad der har været behandlet i kommissionen, idet nogle af de tilforordnedes debatindlæg/foredrag sammen med indhentet materiale er blevet placeret i selvstændige bind. Forsvarskommission stod selv for det redaktionelle arbejde, og at det også kunne skabe uoverensstemmelse i kommissionen kan ses af referaterne fra de sidste møder i kommissionen. Spørgsmålet om fortrolighed var dog det afgørende for redaktionen af materialet. De fortrolige bind 0 findes således kun i Rigsarkivet og Folketingets bibliotek og ikke i Det kongelige Bibliotek, hvor de offentlige bind også kan findes. 0 Forsvarskommission sad bag lukkede døre og af Referat til Protokollen kan man udlede medlemmernes reaktion på episoder, hvor der i pressen har været fremført påstande om, at fremførte oplysninger stammede fra kilder med personligt kendskab til, hvad der foregik i kommissionen. Mødereferaterne er, sammen med de offentlige og fortrolige bilag, de eneste primære kilder til, hvad der foregik i Forsvarskommissionen. Forhandlingerne i Forsvarskommissionen af 1902, og således også referaterne fra kommissionen, var hemmelige og måtte ikke bruges i den offentlige forsvarsdebat som følge af de fortrolige forsvarsoplysninger, kommissionen modtog. Resultatet af forhandlingerne i Forsvarskommissionen af 1902 er offentliggjort i Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag (1908), der indeholder de fire indstillinger fra kommissionsmedlemmerne og de to bemærkninger fra henholdsvis flåden og hærens tilforordnede. Dernæst lå initiativet hos regeringen, der skulle udforme et lovforslag til en ny forsvarsordning. Regeringens interne overvejelser inden fremlæggelsen i Rigsdagen vil ikke blive behandlet. Forhandlingerne i Rigsdagen, der førte til vedtagelsen af 1909ordningen, ligger til grund for den sidste del af denne opgave. Dermed vil holdningerne i de forskellige politiske grupperinger blive yderligere belyst, og de hemmelige forhandlinger i den lukkede forsvarskommission sammenlignes med de meget offentlige forsvarsforhandlinger i Rigsdagen. 0 0 Fortrolige Aktstykker. Afgivne af Forsvarskommission af 1902 til Regering og Rigsdag, KBH., 1909 og Oplysninger om Danmarks nuværende militære Stilling. Beretning, afgiven i Henhold til Kommissionslovens § 2a, til Regering og Rigsdag. Bind I Den fortrolige Del, KBH., 1908. 0 Bilag til Betænkning afgiven af Forsvarskommission af 1902 til Regering og Rigsdag, KBH., 1908 og Oplysninger om Danmarks nuværende militære Stilling. Beretning, afgiven i Henhold til Kommissionslovens § 2a, til Regering og Rigsdag. Bind II Den offentlige Del, KBH., 1908. 0 Rigsdagstidende. Folketingets Forhandlinger 1908-1909 og Tillæg A & B. Folketingets Forhandlinger, overordentlig samling 1909. Landstingets Forhandlinger, overordentlig samling 1909 og Tillæg A, B & C. - 13 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. Kap. 2.: Forsvar og demokrati. Militæret er traditionelt en stærk konservativ samfundsfaktor, der såvel moralsk som fysisk støtter kongemagt og regering. 0 Militæret er det redskab, der skal sikre statens grundlæggende sikkerhedsmålsætninger, opretholdelse af statens fortsatte eksistens og bevarelse af dens suverænitet, ikke blot på det internationale niveau men også ved at opretholde det bestående samfundssystem. Militæret kan således ikke ignoreres af et parti, der ønsker at ændre samfundet. Militærets samfundsbevarende funktion kan dog ikke alene forklare, hvorfor forsvarssagen blev det brændende midtpunkt for den politiske magtkamp i de sidste årtier af det 19. århundrede. Den politiske magtkamp fandt sted i en tidsalder præget af en rivende industriel, teknologisk og demografisk udvikling, der havde stor betydning for den militære udvikling. Den almindelige værnepligt blev udbredt, og den militærteknologiske udvikling var inde i en rivende udvikling, som sammen med industrialiseringen medvirkede til det oprustningskapløb, der begyndte i Europa i 1860'erne og eskalerede ved århundredeskiftet. Det militære rustningskapløb medførte, at de europæiske stater for alvor blev opdelt i stormagter og småstater afhængig af deres evne til at mobilisere menneskelige og industrielle kræfter. 0 Den teknologiske udvikling nødvendiggjorde en udskiftning af materiel til både hær og flåde, som sammen med oprustningen satte store krav til den bevilgende myndighed og statens resurser. Problemerne opstod, når de konservative regeringer var villige til at forsøge at gennemtrumfe både modernisering og udvidelse af såvel hær som flåde, mens de store liberale og socialistiske partier ønskede omfattende sociale reformer. Disse måtte delvis måtte finansieres ved at skære på militærudgifterne, der var en betydelig udgiftspost på statsregnskaberne. Forsvarsspørgsmålets rolle i kampen mellem Højre og Venstre om den politiske magt i Danmark 1849-1902. Ændringen i styreform fra enevælde til demokrati med martsministeriet i 1848 og junigrundloven af 1849 medførte store ændringer for det danske forsvarsvæsen. Det stod hurtigt klart, at emnet var egnet til en central placering i den politiske magtkamp mellem højre- og venstrefløjen. 0 Forsvarspolitikken var et emne, der kunne fremkalde stærke holdninger og følelser hos politikere og den almindelige danske befolkning. Egne holdninger blev anset for det bedste for Danmark og det danske folk, mens modstanderens 0 Der findes selvklart undtagelser, hvor hæren har spillet en central rolle i samfundsomstyrtninger. 0 Jens Ole Christensen: I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 – Det militære aspekt, side 12. Dansk udenrigspolitiks historie 3 – Fra helstat til nationalstat 1814-1914. Afsnittet 1864-1914 af Carsten Due-Nielsen. Side 277 og 296ff. 0 Afsnittet er baseret på min formidlingsopgave om dansk forsvarspolitik i perioden 1864-1949. I øvrigt kan der generelt henvises til Gyldendals Danmarkshistorie bind 6, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 11 og 12, og Dansk udenrigspolitisk historie bd. 3. - 14 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. holdninger i værste fald ville føre til landets undergang. Spørgsmålet var, om et stærkt eller et svagt militært forsvar bedst ville kunne sikre Danmark ? I demokratiets første tid var spørgsmålet om udformningen af den nye grundlov selvfølgelig det centrale politiske spørgsmål, mens tiden, i den brede danske offentlighed, ikke forbindes med det forsvarspolitiske spørgsmål. Det var dog forbundet med tidens andet store spørgsmål, om forholdet mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Hvor skulle grænsen drages mellem Danmark og det tyske rige, der på denne tid var ved at blive samlet ? Helstaten. Spørgsmålet medførte, at demokratiets indførelse i det danske rige ikke blev nogen fredelig sag. Uenighederne omkring styreform og grænsedragning mellem rigets forskellige dele førte til treårskrigen 1848-51. Resultatet af krigen blev, at hertugdømmerne skulle vedblive med at være en del af den danske helstat. Med stormagternes intervention havde de danske styrker kunnet sejre over slesvig-holstenerne. I den danske bevidsthed blev stormagternes intervention hurtigt glemt til fordel for de nationale myter, der voksede frem efter krigen. Myter, der førte til en farlig overvurdering af Danmarks militære evner. Resultatet efter treårskrigen var ikke tilfredsstillende for nogen af krigens parter, og spørgsmålet om Slesvigs tilhørsforhold førte til krigen i 1864. Slesvig blev i Danmark opfattet som en del af kongeriget, og regeringen var, med befolkningens støtte, villig til at bakke denne opfattelse op med militære midler. Krigen forbindes med tabet af to danske stillinger. Den gamle og næsten mytologiske grænsestilling Danevirke og stillingen ved Dybbøl. Opgivelsen af Danevirke var en ren militær beslutning. Den militære ledelse mente ikke, stillingen kunne forsvares, og derfor blev den danske hær trukket tilbage til Dybbøl og Als. Tilbagetrækningen vakte et ramaskrig i befolkningen, da nyheden nåede til København. Krigsministeren afskrev sig ethvert ansvar for den upopulære beslutning ved at fyre overgeneral de Meza, der ikke havde rådført sig med ministeren, inden beslutningen om tilbagetrækning blev iværksat. Derefter forskansede den danske hær sig ved Dybbøl og på Als, og forsvaret af Dybbøl blev en politisk sag. Den danske regering beordrede hærledelsen til at holde stillingen, selv om hærledelsen vurderede, at stillingen ikke kunne holdes og derfor anbefalede en tilbagetrækning. Krigen resulterede i afståelsen af alle tre hertugdømmer, Lauenborg, Holsten og Slesvig, hvorved staten blev 18.600 km 2 mindre og befolkningen formindsket med en lille million. London-konferencen viste, at der, fra dansk side, blev tillagt for store forhåbninger til stormagternes – og særligt Storbritanniens – interesse og velvilje for den danske sag. I Storbritannien kom de største støtteerklæringer ikke fra regeringen men fra oppositionen, der benyttede sig af situationen og forsøgte at vælte regeringen. Den britiske regering luftede dog muligheden af en deling af Slesvig, hvilket fra dansk side blev afvist. Briter­ - 15 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. ne vurderede ikke, at deres egeninteresser i Østersøområdet ville blive så berørt af hertugdømmernes udskillelse fra den danske krone, at det måtte hindres med direkte britisk indgriben. London-konferencen brød sammen, og freden kom efter Danmarks nederlag med fredsslutningen i Wien. Danmark havde tabt krigen og der stod preussiske og østrigske styrker i Jylland og på Als. Danmark var blevet isoleret i det europæiske statssamfund. Tiden efter 1864 og hærordningen af 1867. Efter det danske nederlag i 1864 var stemningen i den danske befolkning præget af håb og frygt for, hvad fremtiden ville bringe. 0 Håbet og frygten var knyttet til utilfredshed med rigets grænseforhold. Håbet gjaldt muligheden for at genvinde Slesvig eller i det mindste Sønderjylland, dvs. den dansksindede del af det gamle hertugdømme. De fleste af de, der håbede på Sønderjyllands/Slesvigs tilbagevenden, knyttede deres håb til et militært opgør med Preussen. Håbet var primært forbundet med opfattelsen af, at der snart ville komme en europæisk stormagtskrig som følge af udviklingen i Preussen. Et andet håb gjaldt en fredelig generhvervelse af Sønderjylland, og forudsatte et venskabeligt forhold til Preussen. Frygten gjaldt fremtidsudsigterne for det danske riges fortsatte beståen som en selvstændig stat. Efter nederlaget i 1864 og afståelsen af hertugdømmerne, var der i Danmark frygt for, at landet ikke længere ville være i stand til at hævde sin selvstændighed. Resultatet kunne blive en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen ved Storebælt, eller at Danmark i fremtiden ville blive nødsaget til at vælge imellem en tvungen militæralliance med Preussen eller at lade landet blive en russisk vasalstat. Der var dog også folk, der mente, landets frelse lå i en opgivelse af den selvstændige udenrigspolitik. De fandt enhver militær optræden formålsløs hvis ikke ligefrem selvmorderisk. Nederlaget førte til en ny forsvarsordning. En forsvarskommission bestående af såvel politikere som officerer arbejdede fra februar til november 1866 med udarbejdelsen af en samlet plan for land- og søforsvarets fremtidige ordning, som kunne lægges til grund for politikernes videre behandling af sagen. Forsvarets mål blev med den nye ordning at tilbagevise mindre angreb på riget og ved større angreb at kunne holde ud, indtil der kunne skabes alliancer, og en eventuel allieret kunne nå at sende sin hjælp frem, inden det danske forsvar måtte bukke under for overmagten. Tabet af hertugdømmerne betød strategisk, at det danske forsvar fremover skulle være i stand til at modtage en sydfra kommende fjende med meget kort varsel. 0 Endvidere medførte den preussiske flådeoprustning en markant trussel mod det danske herredømme i de danske farvande. 0 Se – udover note 17 – Johs. Nielsen: Genrejsningshåb og undergangsangst. Dansk forsvarspolitik mellem 1864 og 1870 og folkestyrets første forsvarsordning. 0 Kongeågrænsen medførte, at tyske tropper ville kunne koncentreres ved Lillebælts vestkyst, hvorfra de hurtigt kunne sættes over til Fyn, og afstanden til den eneste tilbageværende forberedte flankestilling, fæstningen Fredericia, var reduceret til ca. 30 km. Endvidere var selve grænsen uheldig: 90 km lang og uden væsentlige naturlige hindringer. - 16 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. I Rigsdagen blev det afgørende punkt spørgsmålet om en stående hær eller en folkevæbning. 0 Folkevæbningstanken havde sine fortalere blandt Rigsdagens venstremænd, der var af den opfattelse, at en folkevæbning bedst kunne skabe en stærkere forsvarsvilje og en bedre tone i hæren. Krigsministeren formåede at få gennemført den nye hærlov, inden Rigsdagen blev hjemsendt i juli 1867, mens flådeloven først blev vedtaget i den næste Rigsdagssamling pga. uenighed mellem marineministeren og Rigsdagen. Hærloven af 1867 skabte hverken den talstærke, kamplystne folkevæbning eller den lille, veløvede stående hær, men en hær, hvis størrelse, uddannelse og organisering var en mellemting imellem de to. Det var således et kompromis mellem to uforenelige principper. Hærens størrelse oversteg ikke væsentligt en stående hærs, men hærens kortvarige uddannelse og et svagt artilleri og rytteri lignede mest en folkevæbnings. 1867-hæren kom således hverken til at besidde folkevæbningens allestedsnærværelse eller den stående hærs konstante tilstedeværelse, og den opnåede hverken folkevæbningens store mandskabsstyrke eller den stående hærs bevægelighed. Situationen efter 1864 krævede en hær der, med det kortest mulige varsel, kunne sættes ind mod en angribende fjende, men Danmark havde i stedet fået en mobiliseringshær, hvilket krævede, at man fik en advarsel på nogle uger inden et fjendtligt angreb for at kunne mobilisere. Hærens officerer mente ikke, at hæren, som loven krævede det efter 1867-ordningen, ville kunne klare en kamp i åben mark. For dem blev hærens eneste mulighed for at kunne holde stand knyttet til befæstningstanken, der blev det store politiske problem i århundredets sidste årtier. Hvis hæren lukkede sig inde bag beskyttede forter og artilleristillinger, f.eks. ved København, i forventning om et stort angreb, måtte hærens opgave med at afvise mindre angreb andre steder opgives. Tillige var det tvivlsomt, om de mobiliserede jyske og fynske værnepligtige ville kunne nå frem til en fæstning ved København, inden fjenden afskar forbindelsen mellem landsdelene. Samlingen af det tyske rige. Mens de danske politikere var i gang med at ordne forsvarets nyordning, var man fra dansk side også opmærksom på, at der var en stormagtskrig under opsejling mellem Danmarks to modstandere fra 1864 – Preussen og Østrig – om magten i Tyskland. Siden 1864 havde Preussen, under Bismarcks ledelse, styret mod et væbnet opgør med Østrig om magten i Tyskland. Det tyske magtopgør involverede ikke kun de tyske stater men også Italien og Frankrig. Muligheden for, via en alliance med en af parterne, at generhverve enten hele eller dele af Slesvig blev overvejet i regeringen. Den tilbød Preussen en militæralliance til gengæld for en ny grænsedragning syd om Flensborg. Den danske 0 En stående hær forstås traditionelt som en lille, veløvet og veludrustet hær med et relativt stort befalingsmandskorps, men i 1867 blev betegnelsen brugt om ethvert alternativ til en folkevæbning. Folkevæbningen gjaldt det landmilitære forsvar og havde det schweiziske forsvar som forbillede. Det betød en nødtørftig rekrutuddannelse af hele den mandlige befolkning, hvorefter færdighederne skulle vedligeholdes i skytteforeninger og ved korte indkaldelser til feltmæssige øvelser. Værnepligten var der enighed om. - 17 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. regering mente, at preusserne ville være interesserede i at sikre deres nordfront, men det danske udspil blev afvist af Bismarck med den begrundelse, at Danmark tilbød for lidt og forlangte for meget. Umiddelbart inden krigsudbruddet den 17. juni 1866 opmuntrede Østrig Danmark til at besætte hele eller dele af Slesvig, men henvendelsen indeholdt intet alliancetilbud. Preussen viste hurtigt sin militære overlegenhed, og krigen blev kort. Fra dansk side var det mest interessante Pragfredens §5, der omhandlede en folkeafstemning i Nordslesvig til regulering af den dansk-tyske grænse. 0 Efter Preussen og Østrigs opgør om det tyske lederskab, satte de nationale kredse i Danmark deres lid til, at et fransk-preussisk opgør ville føre til generhvervelsen af Slesvig efter en fransk sejr. De agiterede derfor for en alliance med Frankrig, da den franskpreussiske krig brød ud i 1870. Den danske regering nåede ikke at træffe nogen beslutning, inden de preussiske sejre på slagmarken gjorde det klart, at Frankrig ikke kunne vinde krigen. Politisk var allianceønsket fremtrædende hos de Nationalliberale og i Det nationale Venstre. Den traditionelle højrefløj var ved at udvikle sig fra helstatstilhængere (der mente, at en forståelse med Preussen og en personalunion var vejen frem for en generhvervelse af de tabte landområder) til nationalister. Den danske forsvarsdebats tredje yderpunkt fandtes primært hos den jyske fløj af Bondevennerne. De var overbeviste om Danmarks militære afmagt og fandt derfor rustning skadelig for landets sikkerhed. Den antinationale fløj tabte terræn i tiden op til 1870, mens Frankrigs hurtige nederlag og det tyske riges samling fjernede det konkrete grundlag for den nationale fløjs fremtidshåb. 1870. 1870 er et skelsættende år i den politiske Danmarkshistorie. Den fransk-preussiske krig svækkede Frankrig og styrkede Danmarks sydlige nabo så meget, at Tyskland kunne samles til ét rige under preussisk styre. 0 Det satte en stopper for håbet om, at Danmark ved Frankrigs hjælp kunne genvinde Slesvig. På den indenrigspolitiske front blev Rigsdagens forskellige venstregrupper samlet i Det forenede Venstre, hvilket styrkede Rigsdagens venstrefløj og blev startskuddet til 30 års politisk kamp om Folketingsparlamentarismen. Magtkampen blev tæt knyttet til forsvarssagen. De to politiske kampe kom til at dele befolkningen i to stridende lejre og blev så tæt sammenknyttet, at alle de sammenstød, der opstod mellem højre- og venstrefløjen om forsvarssagen, let kan blive uforståelige, hvis de ikke sættes i forbindelse med forfatningskampen. 0 Kampen kom for alvor i gang, da Det forenede Venstre ved folketingsvalget i september 1872 vandt flertallet i Folketinget. 0 Som følge af en bestemmelse i forsvarsordningen af 1867/68 fremlag­ 0 1879 ophævede Bismarck, i forståelse med Østrig, paragraffen. 0 Frankrig måtte, ligesom Danmark, afstå et landområde – Alsace og Lorraine – der grænsede op til det tyske rige. I januar 1871 kunne den preussiske Kong Wilhelm I lade sig udråbe til Kejser af Tyskland. 0 Forfatningskampen handlede om, hvorledes grundloven af 1866 skulle fortolkes mht. spørgsmålet om magtfordelingen mellem konge, regering, Landsting og Folketing. 0 Se – udover note 17 – Kristian Hvidt: Venstre og forsvarssagen 1870-1901, og J.O. Christensen: I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 – Det militære aspekt. - 18 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. de regeringen nye forsvarsforslag i januar 1873. 0 Tanken om at kunne tilbageerobre Slesvig med stormagtshjælp var opgivet. Forsvaret skulle for fremtiden kun bruges til at sikre neutraliteten. 0 Regeringen mente, forsvaret skulle være stærkt nok til, i den værste angrebssituation, at kunne holde stand, indtil der ankom hjælp udefra. 0 Det forende Venstre fremsatte sit eget forsvarsforslag, der var 9 mill. kr. dyrere end regeringens, i rigsdagssamlingen 1874-75 og viste dermed, at venstregruppen var indstillet på at bruge penge på landets forsvar. 0 Grundtanken bag begge forslag var, at flåden havde rollen som den første forsvarslinie, mens der var uenighed om, hvordan hovedstaden skulle sikres, og om forsvarets hovedvægt skulle ligge på flåden eller hæren. Venstres forslag kædede forsvarets finansiering sammen med et krav om indførelse af formue- og indkomstskat, som Rigsdagens højrefløj ikke ville acceptere. Venstre opnåede dermed et agitatorisk våben, som de kunne bruge i offentligheden: Overfor befolkningen kunne de nu påstå, at højrefløjen – der traditionelt fremstod som mere national og forsvarsvenlig end venstrefløjen – når det kom til stykket, alligevel ikke var villig til at betale, hvad det kostede at forsvare landet. Tiden under Estrup – Forsvarsordningen af 1880, provisorier og landbefæstning. 1875 overtog J.B.S. Estrup regeringsmagten og dermed ansvaret for at få vedtaget en ny forsvarsordning til afløsning af 1867/68 ordningen. 0 Bag Estrup-regeringens forslag lå tanken om Sjællands forsvar med befæstningsanlæg ved Storebælt og Lillebælt til støtte for flådens transport af tropper fra Jylland og Fyn til Sjælland og en udvikling af flåden. Dertil kom en let befæstning af Københavns landside for at sikre byen mod overraskelsesangreb fra landsiden. Fæstningen skulle ikke binde et større antal tropper, idet hæren fortrinsvis skulle anvendes til det mobile forsvar ved Sjællands kyster. 0 Ifølge forsvarsordningen af 1867/68 skulle ordningen revideres efter 5 år, da lovgiverne mente at den teknologiske og magtpolitiske udvikling i Europa ville nødvendiggøre en ny forsvarsordning indenfor en kort årrække. 0 Dermed blev det afgørende spørgsmål hvordan forsvaret skulle indrettes for bedst at tjene neutraliteten. Det var der tre grundholdninger til: 1) At forsvaret skulle være stort nok til at kunne holde stand mod en overmagt, indtil der kunne komme hjælp fra udlandet, 2) at neutraliteten og forsvaret skulle indrettes så det var acceptabelt for Tyskland, der måtte anses for at være den største trussel mod landet og 3) at neutraliteten ville være bedst tjent med et svagt forsvar, der ikke tiltrak sig opmærksomhed. (Jvf. opfattelsen af, at den store danske flåde var årsagen til englændernes angreb på Danmark under Napoleonskrigene.) 0 Det var, hvis Danmark blev angrebet af en magt, der overlegen både til lands og til vands. Det ville være situationen, hvis Tyskland angreb. I det tilfælde blev det anset for umuligt at forsvare Jylland og Fyn, forsvaret skulle derfor koncentreres på Sjælland. Flåden skulle, sammen med kyst- og søbefæstninger, danne den første forsvarslinie og søge at holde forbindelsen mellem landsdelene ved lige, indtil de jyske og fynske afdelinger af hæren var nået til Sjælland. Den næste forsvarslinie var hæren, der skulle søge at slå fjenden i åben mark, hvilket krævede et mobilt forsvar. Forsvarsstillingen omkring hovedstaden skulle derefter være stedet, hvortil hæren kunne trække sig tilbage til et sidste forsvar, hvis det blev nødvendigt. Regeringen forventede at enten Storbritannien eller Rusland vil komme til udsætning for, at hindre adgangsvejene til Østersøen kom i Tysklands magt. 0 De blev skarpt kritiseret af Bjørnbakkerne. 0 Se – udover note 17 og 24 – Carsten Due-Nielsen: Estrups sikkerhedspolitik, Troels Fink: Estruptidens politiske historie 1875-94 og Henning Nielsen: Dansk udenrigspolitik 1875-94. - 19 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. Landbefæstningen dominerede Rigsdagsdebatten. Krigs- og marineminister Wolfgang Haffner var ikke nogen ivrig fortaler for en landbefæstning af hovedstaden, men det var en række højrefolketingsmænd, hvis udtalelser venstreoppositionen, som var modstandere af en landbefæstning, gjorde effektivt brug af. Venstre holdt fast i kravet om en finansiering via en formue- og indkomstskat, hvilket Estrup ikke ville gå med til. Der blev ikke opnået noget resultat før i 1880. Forsvarsordningen af 1880 var et resultat af venstrefløjens indre uenighed 0 og modsætningsforholdet mellem højrefløjens militære folketingsmedlemmer og krigsminister W. Kauffmann, der bl.a. bundede i rivaliseringen mellem hærens forskellige våbenarter. Det var ikke en samlet forsvarsordning, der skulle gennem Rigsdagen, men to selvstændige love for henholdsvis hær og flåde. marineministerens forslag til en ny flådeordning fik en lettere gang gennem Rigsdagen end hærloven. Mens krigsministeren forhandlede med venstreleder Chresten Berg, fandt venstreleder Frede Bojsen sammen med en gruppe højrepolitikere om et forsvarsforslag, de kunne vedtage i Rigsdagen. Bojsens krav var, at fæstningsartilleriet, der for de moderate var et symbol på Københavns befæstning, ikke måtte udvides, at tjenestetiden skulle nedskæres, samt at den nye lov skulle fremstå som en revision af den gamle. Højre fik til gengæld en væsentlig forøgelse af de faste befalingsmænd. 0 Politisk var den nye hærlov et nederlag for regeringen og særligt for krigsministeren, der ikke havde været med til at udforme loven. Bergs nederlag fik dog større betydning. Overrumplingen af hans gruppe blev opfattet som et prestigetab og førte til Viggo Hørups overtagelse af føringen i den Berg'ske venstregruppe, hvor antimilitarismen voksede frem igen efter at have været holdt nede af hensyn til Berg. Spørgsmålet om Københavns befæstning var, efter vedtagelsen af de to forsvarsordninger af 1880, det eneste uafklarede forsvarspolitiske spørgsmål. Forenklet kan det ses som et spørgsmål om, hvorvidt Danmarks hovedforsvar skulle stå bag skanser eller i åben mark. For de forsvarsvenlige venstrefolk var idealet kamp i åben mark. Det stemte godt med opfattelsen af forsvaret som en følelsessag, som man fandt hos grundtvigianerne, der mente, at hvis kampen ikke var ridderlig, ville folkets fædrelandskærlighed og begejstring gå tabt, og nederlaget dermed være en realitet. De opfattede fæstninger som musehuller, som kun de feje ville ty til. Fæstningens fortalere mente derimod, at landet risikerede at gå under uden en stærk befæstet hovedstad. Kampen om Københavns befæstning, mellem Højre og Venstre, kan også ses som en kamp mellem land og by. Hvis Venstre accepterede befæstningen og dermed København som centrum for landets forsvar, ville de dermed acceptere, at hovedstaden, der var Høj­ 0 Venstrefløjen blev splittet i to omgange. Det forende Venstre faldt fra hinanden i 1878 og blev erstattet af en moderat og en radikal gruppe, der blev ledet af henholdsvis Frede Bojsen og Christen Berg. Den anden splittelse gik ud over Bergs gruppe, idet 10 folketingsmedlemmer under C.C. Albertis ledelse forlod Berg, efter at denne havde samarbejdet med krigsminister Kauffmann om købet af 6 store kanoner til Københavns søbefæstning. 0 Den nye hærlov blev underskrevet af kongen den 25. juli 1880. - 20 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. res højborg, blev anerkendt som landets behersker. Indenfor Højre var der dog også kritiske røster mod fæstningen, f.eks. om hvorvidt landbefæstningen overhovedet havde et formål uden en forsvarsalliance. Indenfor Højre rejste landbefæstningen også betænkeligheder som følge af de vanskeligheder, der ville opstå med at få tilstrækkeligt mandskab til fæstningens forsvar og proviantering af København. Venstrefløjen formåede ikke at udnytte den modsætning, der fandtes indenfor højrefløjen i spørgsmålet om landbefæstningen. Det kan have været resultatet af, at visnepolitikken havde trukket fronterne i forfatningskampen skarpt op. Da regeringen i december 1882 fremlagde sit forslag til Københavns landbefæstning i Folketinget, var alle venstrepolitikerne enige: Forslaget skulle nedstemmes. Det var derfor et slag mod sammenholdet mellem venstregrupperne, da Viggo Hørup under andenbehandlingen erklærede krig imod ”militarismen” med sin ”hvad skal det nytte?”-tale. Begrebet militarisme valgte Hørup at benytte imod alle, der havde et positivt syn på forsvaret. Angrebet var således også rettet mod de forsvarsvenlige venstrefolk, der var tilhængere af et forsvar byggende på det levende værn. Berg tog da også til genmæle overfor sin partifælle. J.J. Bahnson var kendt som en ivrig talsmand for Københavns landbefæstning. Hans udnævnelse til krigsminister i september 1884 var derfor et signal om, at Estrup slog ind på en kampkurs med landbefæstningen i centrum. Indtil da havde regeringens bagland tvivlet på Estrups interesse for forsvaret. På samme tid blev der hos højrefløjen givet udtryk for, at landet var vigtigere end loven, og at man dermed var villig til at tilsidesætte grundloven for at få, hvad man mente var det nødvendige forsvar: Københavns landbefæstning. De kritiske stemmer indenfor højrefløjen mod landbefæstningen forstummede, og fæstningen blev den moralske basis for den storpolitiske konflikt. Magtkampen mellem Højre og Venstre kulminerede i perioden 1885-93/94, hvor regeringen tilsidesatte Folketingets politiske indflydelse ved udstedelsen af provisoriske finanslove. Magtkampen var som nævnt centreret omkring Københavns landbefæstning, der blev brugt som undskyldning for provisorietidens indførelse, men som samtidig nødvendiggjorde et politisk forlig for at få vedtaget en nyorganisering af forsvaret. Den moralske begrundelse for regeringens skærpelse af den politiske magtkamp var det danske forsvar eller mere præcist ”nødvendigheden” af en stærk befæstning af hovedstaden. Det var derfor til irritation for højrefløjen, når nogle af forsvarets officerer talte imod fæstningen. Det satte spørgsmålstegn ved begrundelsen om, at den militære sagkundskab fandt det nødvendigt for landets forsvar med en befæstning af hovedstaden. Fæstningstilhængerne blev til gengæld skuffede, da regeringen ikke straks påbegyndte den permanente landbefæstning. Regeringen begyndte med nogle batterier, der kunne henregnes til søbefæstningen (som ikke mødte den samme modstand hos oppositionen og befolkningen som landbefæstningen) og forberedte oversvømmelsesområdet nord for København. Oversvømmelser er en naturlig passiv forhindring, der blev anset for absolut nødvendig, hvis et ubefæstet København skulle forsvares mod et angreb fra landsiden. Dermed kun­ - 21 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. ne disse forberedelser tilskrives en påtænkt feltbefæstning samtidig med, at det var en del af en permanent landbefæstning, der først i 1888 blev officielle besluttet. Det gav for alvor den danske hovedstad karakter af en fæstning og øgede dens militære betydning. Fæstningen blev primært opført af indenrigspolitiske årsager men påvirkede tillige udlandets interesse for Danmark. Officielt var befæstningen, som hele det danske forsvar, et redskab til opretholdelsen af landets neutralitet. Den blev dog af mange opfattet som vendt mod Tyskland, ligesom søbefæstningen blev anset for primært vendt mod Storbritannien. Regeringens forsvarspolitik mødte også kritik fra en for regeringen uventet side. Søofficererne begyndte nemlig i 1889 at blive mere åbne i deres kritik. De mente, flåden sammen med hæren skulle hindre en fjendtlig landgang på Sjælland. De ledende folk i hæren fandt den opgave umulig at løse, og satte derfor deres lid til Københavns landbefæstning som stedet, hvor fjenden skulle standses. Søofficererne ønskede at gøre opmærksom på, at flåden kunne bruges til andet end troppetransporter, og at en kraftig udvikling af flåden ville muliggøre forsvaret af ikke kun København men hele den sjællandske øgruppe. 1890'ernes opposition og forliget i 1894. Venstres visnepolitik havde vist sig som en politisk brøler, der havde fyldt statskassen og dermed gjort det muligt for regeringen at finansiere fæstningsbyggeriet med de opsparede midler. Venstrepolitikernes nye taktik blev forhandlingspolitikken. Den gik ud på at splitte Højre og via reformer tømme statskassen i det håb at fæstningsbyggeriet kunne standses af pengemangel. Fæstningsbyggeriet svækkede sammen med Hørups kampagne mod militarismen befolkningens forsvarsvilje. Det gjorde det muligt for neutralitets- og voldgiftsidéen at vinde indpas i befolkningen og blandt politikerne. Da Venstre fik nyt program i oktober 1889, indeholdt det således kravet om ubetinget neutralitet. Et forlig var nødvendigt for at standse provisorietiden og genoprette det politiske system. De tre vigtigste og vanskeligste punkter for et forlig gjaldt finansloven, en ny hærordning og spørgsmålet om Estrups afgang. Forligspolitikken kom til at strække sig over flere år, inden et resultat blev nået i 1894. Landbefæstningen forudsatte en omorganisering af hæren for at skaffe mandskab til dens forsvar. Hvis Højre kunne få vedtaget en ny hærlov i Rigsdagen, ville det tillige betyde en anerkendelse af den provisorisk gennemførte landbefæstning. Statskassen var ved at være tom, og krigsministeren erklærede landbefæstningen for færdig, så et forlig med Venstre kunne forsvares overfor højrefløjens vælgere. Venstrefløjen var delt på spørgsmålet om, hvilken holdning der skulle indtages til fæstningen. De moderate var villige til at acceptere tingenes tilstand, mens centrum ønskede at udskyde afgørelsen til fremtiden. Den radikale gruppe ville have fæstningen revet ned straks. Derfor blev det de moderates leder, Bojsen, der var villig til at indgå forlig med højrefløjen. Han var villig til at acceptere fæstningen mod Estrups tilbagetræden. Han ville tillige godt være med til at skaffe mandskab til landbefæstningen, - 22 -


Kap. 2.: Forsvar og demokrati. hvilket primært betød flere artillerister, hvis han til gengæld kunne opnå besparelser. Hærloven endte med en nedgang i indkaldelserne og en nedsættelse af tjenestetiden, hvilket betød en økonomisk besparelse. Til gengæld anerkendte de moderate i realiteten fæstningen på to måder: Med den nye hærlovs udvidelse af artilleriet og ved at optage bevillinger til vedligeholdelse af fæstningen på finansloven. Bojsen og de moderate mødte stor modvilje blandt resten af venstrepolitikerne, og det blev ikke bedre af, at Estrup ikke straks trådte tilbage. De danske socialister havde fremgang i 1890'erne, og det kom bl.a. til at påvirke forsvarssagen. Deres fremgang betød også medgang for antimilitarismen, og det fik store dele af Venstre til at bevæge sig mod højre og et mere moderat standpunkt. Socialisternes officielle holdning til militæret var endnu forholdsvis moderat, hvilket delvis skyldtes hensynet til samarbejdet med Venstre. Socialisternes officielle program erklærede, at den stående hær skulle afskaffes til fordel for et almindeligt folkeværn. Fra 1890 hed det tillige, at internationale stridigheder skulle afgøres ved voldgift. Deres ideologi var dog langt mere yderliggående. Militær og krig blev udelukkende opfattet som et resultat af kapitalismens manipulationer. Dermed måtte kampen mod kapitalismen tillige medføre en kamp mod alt militært. Den skrappe antimilitaristiske agitation Hørup havde ført, hjalp ikke længere så meget venstrepolitikerne ved valgene men mere socialisterne. Det har nok medvirket til, at Venstre ønskede mere men ikke absolut ro om forsvarssagen, mens de ventede på et systemskift. I denne periode samledes venstrepolitikerne, på nær de moderate, der stod bag 1894 forliget, i Venstrereformpartiet. Der var dog fortsat store interne uenigheder om forsvaret indenfor det nye Venstreparti, og der begyndte en udskillelse af radikale venstrepolitikere. De tilsluttede sig senere Det radikale Venstre. 1894-forliget var formelt en anerkendelse af landbefæstningen, men det var ikke en løsning af forsvarsproblemet. Fæstningstilhængerne fandt 1894-forsvarsordningen yderst uheldig med hensyn til troppefordelingen mellem Sjælland og Jylland-Fyn. Modstanderne opfattede landbefæstningen som en dårlig forsvarsforanstaltning, der øgede risikoen for, at Danmark skulle blive inddraget i fremtidige stormagtsopgør i stedet for at holde landet ude af sådanne konflikter. I 1901 var alle parter derfor opsat på at ændre den gældende forsvarsordning. - 23 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. Et halvt år efter sin tiltrædelse fremsatte konseilspræsident og udenrigsminister Deuntzer et lovforslag om nedsættelse af en kommission til ordning af forsvarsvæsenet. 0 Han opfattede Danmark som en småstat, der ikke kunne tillade sig at støde nogle af Nordeuropas stormagter, og det lagde han ikke skjul på i sin fremsættelsestale. Han gjorde således meget ud af at fremhæve Danmarks fredelige forhold til sine naboer og forsikrede om, at der ikke lå den mindste bagtanke bag fremsættelsen af lovforslaget. Hans forsikring i den danske Rigsdag om, at forslaget alene bundede i et ønske om at opnå en forsvarsordning afpasset efter landets forhold og dermed var egnet til at opretholde landets neutralitet, fremstår som et tydeligt udsagn om hans vurdering af Danmarks stilling i Europa. Der har i 1902 ikke være nogen indenrigspolitisk tvivl om, at venstreregeringen ingen aggressive intentioner havde. Derfor fremstår udtalelserne som et tydeligt udslag af hans sikkerheds- og udenrigspolitik, hvor ingen lejlighed skulle forpasses til at forsikre omverdenen om Danmarks fredelige intentioner. Udtalelserne har en særlig adresse til den tyske regering som en forsikring om, at Danmark med forslaget ikke havde nogen planer om militær gengældelse for tabet af Slesvig. Hans inddragelse af fortiden havde dog især en tydelig indenrigspolitisk adresse. Han karakteriserede Rigsdagsmedlemmernes indsigt og forståelse af forsvarssagen som mangelfuld og placerede ansvaret på fortidens dårlige politiske håndtering af sagen. Han mente, brugen af forsvarssagen i den politiske magtkamp var en uheldig historisk udvikling. Derfor kunne nedsættelsen af en forsvarskommission føre forsvarssagen ud af det dødvande, det var havnet i. Denne kommissionen skulle bestå af både Rigsdagsmedlemmer og repræsentanter fra forsvaret og skulle have til opgave: ”a) At tilvejebringe saa fuldstændig Oplysning som muligt om vor nuværende militære Stilling, derunder en samlet Oversigt over den nuværende Ordning af Land- og Søforsvaret, saavel dets Personel som dets Materiel m.v., samt en Oversigt over Beholdningernes Størrelse, Kvalitet og Maaden, hvorpaa de ere skaffede til Veje. b) At udrede i Hoedtræk en samlet Plan til Opnaaelse af den efter Landets Forhold afpassede og til Opretholdelse af dets Neutralitet egnede, best mulige Ordning af Land- og Søforsvaret under Hensyn til Statens Evne til at bære de med den paatænkte Ordning følgende øjeblikkelige og stadig tilbagevendende Udgifter. Under Overvejelserne behandles Spørgsmaalene om Personellets og Materiellets Størrelse og Fordeling, om Garnisonering; fremdeles andre Spørgsmaal, der staa i Forbindelse med Forsvarets Ordning, derunder 0 Rigsdagstidende, Folketingets forhandlinger 1901-02, spalte 3030-3033. Tillæg A, sp. 4131-4135. Fredag d. 31. januar 1902. - 24 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. ogsaa Ordningen af Værnepligten.” 0 Rigsdagsbehandlingen. Lovforslagets gang gennem Rigsdagen blev kort og ubesværet, hvilket tydeligt understreger den brede politiske enighed om nedsættelsen af en forsvarskommission, der kunne behandle forsvarssagen. Alle politiske grupperinger var enige om det generelle forsvarspolitiske mål: En forsvarsordning afpasset efter landets forhold og egnet til opretholdelsen af landets neutralitet. Uenigheden om det konkrete indhold blev kun yderst sparsomt berørt. 0 Højrefløjen fulgte således konseilspræsident Deuntzers indstilling om ikke at fremsætte nogen ændringsforslag, selv om de havde nogle indvendinger imod lovforslaget mht. de repræsentanter fra forsvaret (de såkaldte tilforordnede) der skulle tilknyttes kommissionen og selve lovforslagets tekst. Forhandlingerne blev dog ikke præget af selve lovforslagets indhold, på trods af højrefløjens indvendinger, men af forsvarssagens politiske fortid. Regeringens folketingsparlamentariske grundlag, De moderate og Venstrereformpartiet, sluttede uden indvendinger op om regeringsforslaget. De to venstregrupper benyttede lejligheden til at rippe op i den forsvarspolitiske fortid. De pointerede, at sagen ikke kun gjaldt freden udadtil men også indadtil. De fulgte den linie konseilspræsidenten havde udstukket, idet forsvarssagen blev karakteriseret som ”et tvistens æble”, der havde delt det danske folk i stedet for at samle det. Modsat konseilspræsidentens neutrale udtalelser om fortiden holdt venstreordførerne sig ikke tilbage fra at placerer ansvaret hos højrefløjen. Uden direkte at sige det fremgik det tydeligt, at de mente, der havde hersket usunde og unaturlige forhold inden systemskiftet. Venstregrupperne ønskede, at forsvarssagen skulle virke samlende og forenende, og de mente, at det forudsatte, at sagen fuldt og helt blev lagt i folkets hånd, forstået som de folkevalgte folketingsmedlemmer. Da venstregrupperne havde overtaget regeringsmagten i 1901, og Folketinget dermed havde vundet magtkampen, var der, ifølge de to venstregrupper, ikke længere nogen grund til, at forsvarssagen ikke skulle kunne løses, og de fandt tiden inde til at hæve sagen over de partipolitiske stridigheder. 0 For venstregrupperne var det lige så vigtigt, at opnå ”folkets tillid” til forsvaret, som at få forsvarssagen ført ud af det partipolitiske stridsfelt. Det var en smuk målsætning men lidt svævende. Det må forstås således, at den nye ordning skulle hvile på et folketingsflertal. Det fremstår dermed som endnu et angreb på Højre, for Estrupregeringens tilsidesættelse af Folketinget og opførelsen af Københavns landbefæstning. Venstrere­ 0 Rigsdagstidende 1901-02, Tillæg A, sp. 4131f. 0 Rigsdagstidende 1901-02, Folketingets Forhandlinger 1901-02, sp. 3059-87 (1.beh.); 3132f. (2. beh.); 3236 (3. beh.) og Landstingets Forhandlinger 1901-02. Sp. 446-464 (1. beh.); sp. 550f. (2. beh.); sp. 590 (3. beh.). 0 Rigsdagstidende 1901-02. Se f.eks. Anders Nielsen og Klaus Berntsens udtalelser i Folketingets Forhandlinger 1901-02 sp. 3062 og 3064. - 25 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. formpartiet beskyldte Højre for at have gjort forsvarssagen til en partisag og for at have ladet millionerne rulle på trods af folkets vilje og ønsker. Højre blev ligeledes angrebet for at have løst sagen med brutal magt og dermed skabt befolkningens forsvarsuvilje. Venstreordførerne slog knuder på deres tunger, for ikke direkte at indrømme det, men de beklagede på ingen måde deres egen benyttelse af forsvarssagen i kampen for folketingsparlamentarismen, selv om de fremtiden ønskede forsvarssagen hævet over det partipolitiske magtspil: ”... ved dette Skridt har [regeringen] søgt at bringe Forsvarssagen fra den døgnmæssige og agitatoriske Behandling, hvortil den hidtil har været henvist, og ind under en alvorlig, omhyggelig Prøvelse af Mænd, der maa føle det fulde Ansvar for, at denne Sags Udvikling kunne fremmes paa en saadan Maade, at Befolkningen med Glæde kan bringe de Ofre, som maa bringes, for at Forsvarssagen kan opretholdes og bringes ind i en heldig Gænge.” 0 Ud over udfaldene mod højrefløjen benyttede ordførerne for de to venstrepartier også fortiden til at understrege partierne som forsvarstilhængere. Det forenende Venstres 1870-program blev fremhævet for at fastslå, at Venstreregeringen var i overensstemmelse med det gamle partistandpunkt om at værge sit land, og fra moderat side blev det uden at møde modsigelser udtalt, at det havde været Venstres standpunkt i en menneskealder. Det blev bemærket af højrefløjen, idet venstreordførernes forsvarsvilje (ved ikke at blive modsagt af nogen af deres partifæller) fremstod som gældende for hele venstregruppen. Den forsvarsvenlige del af Venstreflertallet havde formået at holde de radikale og forsvarskritiske røster nede under lovforslagets behandling. Venstreflertallet forsøgte således at fremstå som en forsvarsvenlig gruppe, der beklagede befolkningens uvilje mod forsvaret, der blev udlagt som et resultat af forsvarspolitikkens sammenkædning med den politiske magtkamp om folketingsparlamentarismen. Venstreflertallet havde i sin oppositionstid inden systemskiftet ikke haft noget imod selv at være med til at skabe denne sammenhæng og spille på befolkningens militære modvilje i den politiske magtkamp. Højrefløjen beklagede fortidens inddragelse i Rigsdagsdebatten men var indstillet på at nå frem til en løsning. De satte derfor pris på venstreflertallets nye ytringer om at hæve forsvarssagen over de almindelige partistridigheder og få forsvarsproblemet løst ved hjælp af en forsvarskommission, og ligesom regeringsflertallet fandt de tiden moden. ”Det, der skal, bør og maa naas, er at bringe Forsvarssagens Behandling baade nu og i Fremtiden uden for de almindelige Partistridigheder, som ganske sikkert ville vedblive og nødvendigvis maa vedblive, hvor man har en konstitutionel Forfatning. ... jeg er af den Opfattelse, at den Forandring, der er tilvejebragt i dette Land med Hensyn til Regeringsforholdene, netop betegner det naturlige Tidspunkt til at forsøge Vejen. Jeg 0 Rigsdagstidende 1901-02, Folketingets Forhandlinger 1901-02, sp. 3064. - Udtalt af Klaus Berntsen. - 26 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. gentager, hvad jeg sagde før, at Ordførendes Bemærkninger sigte bestemt i den Retning, at der fra det store Flertals Side ønskes lige saa alvorligt, som det ønskes af os andre, at vi maa naa frem til et saadant Punkt, hvor vi faa en fra alle Sider anerkendt Løsning af denne Sag.” 0 Højrefløjen havde også inden systemskiftet ønsket forsvarssagen hævet over den partipolitiske magtkamp men havde ikke selv afholdt sig fra at inddrage den. Den nyfundne enighed mellem Højre og Venstre om at hæve forsvarspolitikken over partipolitikken kan med eftertidens indsigt i forsvarsforhandlingernes resultat tolkes som, at de to grupper var ved at nærme sig hinanden. Det kan også – og mere sandsynligt – opfattes som et tegn på, at de to grupperinger ønskede at fremstå som de ”ansvarlige” partier, der tog sagen alvorligt ved ikke at benytte den som et redskab i den politiske magtkamp. Som forsvarspolitisk ansvarlige kunne modstandere med et andet syn på forsvaret betegnes som ”uansvarlige”, og deres modstand blive fremstillet som bundende i politiske grunde, og som kunne karakteriseres som usaglige og uansvarlige. Derfor må de mange tilkendegivelser om at udrede forsvarssagen af den partipolitiske strid opfattes som blot endnu et middel i den partipolitiske argumentation. Socialdemokratiet sluttede også op om lovforslaget for at skabe en forståelse om forsvarets ordning. Socialdemokraterne fokuserede på deres egen forsvarspolitiske holdning. Det socialdemokratiske ideal var en verden, hvor krig var unødvendigt og afskaffet. De anså dog ikke krigsmodstand som noget specielt socialdemokratisk, idet de mente, at de fleste humane mennesker var modstandere af det barbari, en krig ville medføre. De opfattede stående hære som en fare for freden, og derfor forlangte partiprogrammet dem afskaffet. Deres ideal var almindelig afvæbning, men de stående hæres afløsning af et almindeligt folkeværn var, som udtrykt i deres partiprogram og af ordføreren i Folketingssalen, det politiske mål de arbejdede for. De økonomiske krigsomkostninger og tidens rustningskonkurrence mellem de europæiske stater blev også berørt, idet de mente, Danmark havde deltaget i rustningskapløbet med etableringen af Københavns befæstning. Derfor forventede de, at forsvarskommissionen også skulle undersøge alle forhold vedrørende fæstningsbyggeriet og håbede, at kommissionen ved at undersøge fæstningens nytteværdi for landet og forsvaret ville foreslå den sløjfet. Den socialdemokratiske ordfører var meget moderat i sin udtalelse. Han talte til fordel for et ”almindeligt folkeværn” og ikke for afvæbning, der jo var det socialdemokratiske ideal. Dermed var han med til at skabe indtrykket af politisk enighed om, at forsvarspolitikken trængte til en nyordning. Hans udtalelser bragte dog Højres ordfører på banen for at rejse spørgsmålet om, hvorvidt socialdemokraterne overhovedet ønskede et forsvar eller kun gik ind for et folkeværn, da det af politiske årsager ikke kunne være anderledes. Socialdemokraterne kunne altså nok udtale sig til fordel for et folkeværn og dermed give udtryk for en for­ 0 Rigsdagstidende 1901-02, Folketingets Forhandlinger 1901-02, sp. 3073. - Udtalt af M. Madsen, fra Odense Amts 2. valgkreds. - 27 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. svarsvilje, men Højre betvivlede denne forsvarsvilje og opfattede Socialdemokratiet som et forsvarskritisk parti, der helst ville afvikle hele det danske forsvar. Selvom Højre således satte spørgsmålstegn ved socialdemokraternes forsvarsvilje, tilkendegav de Frikonservative, at de var overbeviste om, at alle (uanset politisk ståsted, forsvarsopfattelse og trusselsvurdering) ville stræbe efter at sikre fædrelandet. ”Jeg [Reedtz-Thott] ser ganske tydeligt, at den Opgave, her ligger for, er overordenlig vanskelig, thi man vil selvfølgelig fra de forskellige Sider gaa til den med højst afvigende Synspunkter; men det er min Overbevisning, at Maalet, hvorhen vi stræbe, nemlig en Sikring af Fædrelandet, er lige saa levende det ene Sted som det andet, og derfor haaber jeg, at vi ville komme til et Resultat og en Forstaaelse.” 0 Højrefløjen havde nogle konkrete indvendinger imod forslaget men fuldte konseilspræsidentens indstilling om ikke at fremføre nogle ændringsforslag for ikke at lægge hindringer i vejen for forslagets gennemførelse, som også de håbede kunne bringe forsvarssagen ud over det dødvande, den var havnet i. Indvendingerne gjaldt bl.a. titlen, idet kommissionen ikke skulle ordne men drøfte og foreslå, hvorefter lovgivningsmagten skulle bestemme. Lovforslagets tekst var uklar i antallet af kommissionsopgaver, og opgaven med at tilvejebringe oplysninger om den eksisterende ordning blev ikke anset for en opgave der forudsatte en kommissionsnedsættelse. Højrefløjens hovedindvending gjaldt spørgsmålet om de sagkyndiges stilling i kommissionen. Det fremgik af teksten, at de tilforordnede officerer ikke havde stemmeret i kommissionen. Konseilspræsidenten blev derfor spurgt, om det skulle forstås således, at de kunne betragtes som medlemmer uden stemmeret, eller som medhjælpere for kommissionsmedlemmerne og derfor uden medlemsrettigheder. Lovforslagets tekst sagde, at kommissionen bestod af 19 medlemmer: 18 valgte af de to Rigsdagsting og en formand valgt af regeringen. Således at de tilforordnede officerer ikke kunne betragtes som kommissionsmedlemmer. Højrefløjen bekymrede sig om de tilforordnedes ret til at stille forslag og få disse optaget i betænkningen, uanset om de opnåede tilslutning fra de stemmeberettigede kommissionsmedlemmer eller ej, så deres forslag kunne blive tilgængelige for Rigsdagens øvrige medlemmer. Konseilspræsident Deuntzer beroligede Højre og de Frikonservative. De tilforordnede skulle (selv om de ikke var kommissionsmedlemmer med stemmeret) have alle andre medlemsrettigheder og medlemspligter, så de havde adgang til at overvære samtlige kommissionens forhandlinger, tage ordet så ofte de ville ønske (indenfor den af kommissionen fastsatte forretningsorden) og have ret til at stille forslag og få disse optaget i betænkningen. Kun fandt han, at det ikke kunne nytte meget, at de tilforordnede stillede forslag, hvis disse ikke opnåede støtte fra et eneste medlem og derfor ikke ville have udsigt til at blive vedtaget. Højrefløjen gjorde nok opmærksom på, at konseilspræsidentens forsikringer om de tilforordnedes ret til at få deres mening medtaget i betænkningen 0 Rigsdagstidende 1901-02, Landstingets Forhandlinger 1901-02. Sp. 454. - 28 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. stred imod § 5 i lovforslaget, idet de uden stemmeret aldrig ville kunne blive del af hverken et flertal eller et mindretal. De godtog dog konseilspræsidentens forsikring, for ikke at sætte hindringer i vejen for forsvarssagen. Forhandlingerne afspejler den politiske enighed om, at den eksisterende forsvarsordning ikke var tilfredsstillende, og at den nye ordning skulle sikre den danske neutralitet og fred. ”tillige tror jeg [Deuntzer] at turde sige, at man vistnok nu er naaet til en almindelig Erkendelse af, at vi, saaledes som vi geografisk ere beliggende, og saaledes som de storpolitiske Konstellationer for Tiden ere, ikke kunne have noget som helst andet fornuftigt Øjemed end at opretholde vor Neutralitet, at vi i hele vor udenrigske Politik bør stræbe hen imod og vise, ikke blot i Ord men ogsaa i Gerning, for saa vidt dertil maatte gives Lejlighed, at vor eneste Bestræbelse er, ubetinget at holde os klare af de skær, som Deltagelse i den europæiske og i den internationale Storpolitik i det hele frembyder, saaledes at vort Forsvar ikke kan indeholde Trusel til nogen som helst Side, men blot er beregnet paa at forsvare vort kære Fædreland.” 0 Hverken den eksisterende politiske uenighed om, hvordan neutraliteten og freden skulle sikres eller om hvad, der skulle lægges i begreberne fred og neutralitet, kom frem. Konseilspræsident Deuntzer kunne glæde sig over forslagets modtagelse, som han dog indrømmede, han havde forudset som en almindelig erkendelse af, at det både var en rigtig tanke, der kom til orde i forslaget, og at det tillige var det rigtige tidspunkt at fremsætte forslaget. Han udtrykte tillige sit håb om, at der ville komme noget virkeligt godt ud af hans initiativ til gavn for forsvaret og dermed også til gavn for landet, så forsvaret ville blive tilpasset efter de danske forhold, og den opgave forsvaret skulle løse. Danmarks neutralitet afhang dels af danskerne selv og dels af andre. Han pointerede, at regeringen benyttede enhver passende lejlighed til at forsikre de andre stater om den danske neutralitet. Han understregede således, at de ord, der faldt fra den danske regering under Rigsdagsbehandlingen af lovforslaget, ville få et større publikum end det danske. Han fremhævede, at ord alene ikke var nok, men at den danske neutralitetsvilje også skulle vises ved handling. Derefter afhang den danske neutralitet af andre. For det første om omverdenen ville tro de danske neutralitetserklæringer, og for det andet om de ville modtage dem som andet end meddelelser og registrere den danske neutralitet som et internationalt faktum. Deuntzer vurderede, at de blev og fortsat ville blive modtaget som ærligt mente udtalelser og at Danmark derfor ville blive omfattet af den respekt man havde for en stat, der satte sig et prisværdigt mål, som også var indenfor rækkevidde. Han kom også ind på muligheden af et neutralitetsforbund. En vanskelig mulighed som følge af de hindringer, der ville opstå, når man kom til de enkelte punkter vedrørende neutraliteten. Der herskede f.eks. flere meget forskellige opfattelser af spørgsmålet om 0 Rigsdagstidende 1901-02, Landstingets Forhandlinger 1901-02. Sp. 447. - 29 -


Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse. indtagelse af kul i neutrale havne under en krig mellem to eller flere sømagter. Disse tvivlsspørgsmål ønskede han folkeretligt afgjort, inden der blev indgået noget, der kunne ligne et bindende eller varigt forbund eller overenskomst med andre stater om neutralitet. Han mente, at samarbejde med Sverige-Norge om fælles og samtidige neutralitetserklæringer i konkrete krigstilfælde kunne have store og meget betydelige fordele. Han benyttede således også lejligheden til at sende et direkte signal til Sverige-Norge (hvor spørgsmålet også var fremme) om, at Danmark ikke ville være afvisende overfor et fælles skandinavisk neutralitetssamarbejde. - 30 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Forsvarskommissionen påbegyndte sit arbejde d. 15. april 1902. Kommissionsmedlemmerne begyndte med en række foranstaltninger for at tilegne sig viden. 0 Allerede fra begyndelsen ses de første tilkendegivelser af, at arbejdet kunne komme til at blive langvarigt, idet det næste møde først fandt sted over to måneder senere. De tilforordnede holdt foredrag for kommissionsmedlemmerne om Danmarks sikkerhedspolitiske stilling, som den blev opfattet af de tilforordnede. Dermed kom det fra start til at stå klart for kommissionsmedlemmerne, at der var forskel på de tilforordnedes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger. Uenigheden mellem land- og søofficererne kom til at præge kommissionens arbejde i de første år, hvor det ofte var de tilforordnede, der førte ordet. De tilforordnedes trusselsvurderinger i 1902. Oberst Kühnel fremlagde først sin analyse af Danmarks trusselssituation. 0 Hans udgangspunkt var Danmarks strategiske betydning i det europæiske magtspil. To forhold var afgørende: 1) Beliggenheden ved passagerne til Østersøen og 2) den jyske halvøs beliggenhed i forhold til Tyskland. Det første forhold havde betydning i tilfælde af en krig mellem en Østersømagt, f.eks. Rusland eller Tyskland, og en udefra kommende sømagt, f.eks. Frankrig eller Storbritannien. Gennemsejlingsfarvandene og de danske territorier havde i den situation betydning for den udefra kommende sømagts ønske om fri passage og dens eventuelle ønske om et støttepunkt til sikring af sine forsyningslinier og videre operationer i Østersøen. Østersømagterne havde interesse i at spærre passagen og hindre udefra kommende fjender adgang til Østersøen samtidig med, at de selv skulle kunne passere til og fra Østersøen. For Tyskland ville en spærring af de danske gennemsejlingsfarvande ikke have nogen betydning for den tyske flåde, pga. Kielerkanalen, mens den russiske Østersøflåde kun kunne forlade Østersøen gennem Sundet og de to Bælter. Russernes holdning, til hvorvidt passagen skulle være åben eller lukket i en krigssituation, afhang af deres forhold til de andre europæiske stormagter og deres egne militære evner og planer. Deres holdning til det for Danmark så vigtige spørgsmål om gennemsejlingsfarvandene var således ligeså svingende som Ruslands rolle i det internationale stormagtsspil. Den jyske halvøs strategiske betydning gjaldt muligheden for et angreb på Tyskland via det danske territorium for at nå Kielerkanalen. De strategiske forhold var forbundet med statens geografiske beliggenhed og var på 0 Se bilag 1 for liste over kommissionens medlemmer og tilforordnede. 0 Kühnels foredrag Danmarks militær politiske situation, kommissionens møde 2 og 3. Rigsarkivet, Konseilspræsidiet, 01. U0003 Forsvarskommissionen af 1902. (7121-05-4). Journal nr. 55 (PK. 3), manuskript, 65 sider. Fortroligt. Findes også i Oplysninger om Danmarks nuvæerende militære Stilling bind 1 (den fortrolige del), side 151-188. Se tillige Jens Ole Christensen I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 (1996) side 129-145 om de tilforordnede officerers trusselsopfattelser. - 31 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. kort sigt uforanderlige, hvorimod deres betydning var knyttet til forskydninger i magtforholdene omkring Østersøen; hertil hørte bl.a. tabet af hertugdømmerne og dermed havnen i Kiel til Tyskland. (Det var forudsætningen for anlæggelsen af den tyske Kielerkanal og den tyske flådeudvikling.) Danmark lå i begyndelsen af det 20. århundrede inden for såvel Tysklands som Storbritanniens og Ruslands interesse- og magtsfære. De tre stormagters maritime interesser i Nord- og Østersøen var årsagen til deres interesse i Danmark, pga. landets beliggenhed ved adgangen til Østersøen. I 1902 var der en vis magtbalance mellem de europæiske stormagter. Tyskland, Østrig og Italien var allierede og stod overfor alliancen mellem Rusland og Frankrig. Frankrig havde under den fransk-russiske tilnærmelse i 1890'erne forsøgt at inddrage Danmark. Sammen med den mulige tofronts krig Tyskland kunne blive involveret i ved den nye alliancedannelse mellem landets to største naboer forøgede det risikoen for, at Tyskland ville opfatte Danmark som et muligt sikkerhedsproblem. Det tyske syn på sin nordfront, dvs. Danmark, fik med det fremvoksende modsætningsforhold til Storbritannien efter århundredeskiftet fornyet betydning, ikke blot for de direkte involverede lande men også for den samlede europæiske orden. Den tyske mistillid til Danmark blev fremherskende i 1890'erne og fortsatte ind i det nye århundrede. Mistilliden gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt det danske ønske om at bringe Sønderjylland og eventuelt hele Slesvig tilbage til Danmark efter nederlaget i 1864, skulle være større end den danske neutralitetsvilje. To af de tre stormagter med interesse i Danmark tilhørte således hver sin stormagtsalliance, mens Storbritannien stod udenfor kontinentets stormagtskonstellationer. 0 Kühnel kunne således fremlægge flere forskellige krigsscenarier, der ville få større eller mindre betydning for Danmark. Han måtte indrømme, at heller ikke efter en nyordning ville det danske forsvar evne at modstå et isoleret tysk angreb, men han fandt trøst i sin antagelse af, at de to andre stormagter med interesse i det danske område ikke ville acceptere en tysk erobring af Danmark. Denne interesse i opretholdelsen af Danmark som en selvstændig stat bundede ikke i specielle følelser for den danske stats beståen, men i stormagternes egeninteresse for, at adgangsvejene mellem Østersøen og Nordsøen ikke skulle være i en anden stormagts besiddelse. Selvom Danmarks vigtigste strategiske betydning lå i landets placering ved indløbene til Østersøen (primært Storebælt) og Jyllands beliggenhed i forhold til Tyskland, fastslog Kühnel, at København var og fortsat ville være det afgørende punkt i en krig mod Danmark. Han fremlagde to mulige forsvarsscenarier for hovedstaden: Enten ved et forsvar af Sjællands kyster, hvor det danske forsvar siden skulle kunne trække sig tilbage til København for at føre et direkte forsvar af byen, eller ved et direkte forsvar af byen. Han forudsatte, at byens forsvar kunne opstilles rettidigt og var tilstrækkeligt solidt for, at den danske neutralitet kunne bevares. Københavns forsvar skulle hindre byens fald og der­ 0 1904 skete der en tilnærmelse mellem Frankrig og Storbritannien, mens Tyskland og Rusland 1902-05 nærmede sig hinanden. - 32 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. med gøre det muligt for hjælp udefra at nå frem, inden man bukkede under for et stormagtsangreb. Pga. stormagternes forskellige interesser i området var han ikke i tvivl om, at der ville komme hjælp udefra, hvis det danske forsvar kunne hindre hovedstadens fald: ”Det bliver da en fundamental Betingelse, uden hvilken der ikke kan være Tale om at bevare Landets Neutralitet eller Overhovedet i nogen Maade at modsætte sig ydre Overgreb, at der træffes Foranstaltninger, som sikre Landets Hovedstad mod at falde for overraskende Angreb fra Land- og Søsiden – heri indbefattet ikke blot en Overrumpling i egentlig Forstand, foretaget af mindre Styrker, som kunne optræde ganske pludseligt, men tillige et voldsomt Angreb med kraftigere og fuldstændigere Hjælpemidler til sin Raadighed, som, kræve en noget længere Forberedelse. Opfyldes ikke denne Betingelse, svinder med det samme den Betryggelse, hvorpaa Bevarelsen af Landets Selvstændighed i sidste Instans hviler, nemlig Stormagternes Interesse af, at denne opretholdes...” 0 Kommandør Kofoed-Hansen præsenterede derefter flådens trussels- og forsvarsanalyse. 0 Kühnel var ikke i tvivl om, at Tyskland var Danmarks fjende og fulgte dermed den traditionelle militære tankegang, der siden 1872 havde set truslen mod Danmark i en dansk-tysk krig. Kofoed-Hansen præsenterede et noget andet trusselsbillede for kommissionsmedlemmerne. Truslen mod den danske neutralitet kom, ifølge Kofoed-Hansen, fra enhver stat, der ville udnytte dansk territorium i sin krigsførelse, og det ville ikke nødvendigvis kun være Tyskland. I sit foredrag var han sig bevidst, at hans synspunkt adskilte sig fra Kühnels. Han tog ikke udgangspunkt i de stormagtspolitiske allianceforhold i Europa, men i de krav, han var fast overbevist om, folkeretten stillede til et neutralt land. Uden at sige det rent ud gav han udtryk for, at Kühnels mening om, hvordan forsvaret skulle ordnes, var et brud på den principielle neutralitet. Kühnels forsvarsopfattelse var, at det danske forsvar skulle kunne holde ud, indtil hjælp kunne nå frem. Dette hvilede (selvom der ikke forelå en formel alliance) på en alliancetankegang der, sammen med foranstaltninger af ren offensiv art, var et brud med den principielle neutralitet. Statens militære opgave var at forsvare sit territorium. Anerkendelsen af en stats neutralitet forudsatte, at omverdenen blev overbevist om, at dens magt ville blive rettet mod enhver stat, der krænkede dens neutralitet. Så de krigsførende parter vidste og stolede på, at den i en neutral stat indirekte havde en allieret, såfremt modstanderen forsøgte at bemægtige sig den neutrale stats territorium og magtmidler. For Kofoed-Hansen, som for de øvrige tilforordnede, var der ingen tvivl om, at hvis 0 Rigsarkivet, Konseilspræsidiet, 01. U0003 Forsvarskommissionen af 1902. (7121-05-4). Journal nr. 55 (PK. 3), manuskript, side 51. 0 Kofoed-Hansen var midlertidig tilforordnet under Wandels sygdomsperiode 1902-03. Foredraget Det neutrale Lands politiske Stilling og dets militære Opgave, kommissionens 5. møde, d. 4. okt. 1902. Rigsarkivet, Konseilspræsidiet, 01. U0003 Forsvarskommissionen af 1902. (7121-05-4). Journal nr. 106 (PK. 3), manuskript. Findes også i Oplysninger... bind 1 (den fortrolige del), side 251-266. Se tillige Jens Ole Christensen I Tysklands skygge. ... (1996) side 129-145. - 33 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. neutraliteten skulle respekteres, måtte den neutrale stat selv besidde evnen til at forsvare sig. På baggrund af en analyse af forholdene i de to neutrale stater Schweiz og Belgien drog han den konklusion, at den neutrale stats pligter primært var at forhindre fremmede hæres gennemmarch over det neutrale territorium, og at denne pligt ikke kunne opfyldes ved at lade den neutrale stats hær søge tilflugt på et enkelt befæstet sted. Herved ville landet ligge åbent for gennemmarch og neutraliteten dermed være opgivet på forhånd, da der ikke ville blive gjort modstand. 0 Kofoed-Hansen byggede sin argumentation på det (ifølge ham) almengyldige princip om, at en vedvarende neutral stat ikke kunne indskrænke sit forsvar til det punkt, hvis fald ville medføre landets fuldstændige undertvingelse. Den neutrale stat måtte og skulle forsvare sit territorium imod udnyttelse af fremmede magter. Med forsvar af territoriet mente Kofoed-Hansen ikke, at forsvarsstyrken skulle fordeles ligeligt over hele territoriet men, at hovedvægten skulle lægges på de steder, hvor krænkelser kunne forudses som værende i en af de krigsførende staters interesse. Da Danmarks strategiske betydning var adgangen til Østersøen måtte den primære forsvarsopgave være at hindre – om fornødent med magt – at andre prøvede på at spærre denne adgang. Det danske forhold blev kompliceret af, at mens det neutrale land-territorium ikke måtte betrædes af de krigsførendes hære, var passage af krigsførende flåder over neutralt sø-territorium ikke alene tilladt efter folkeretten, men det påhvilede endda Danmark at sørge for, at farvandene – så længe landet var neutralt – var behørigt oplyst og afmærkede, så den almindelige skibsfart ikke blev forstyrret. 0 De farvande med tilhørende landområder der således ville være mest udsatte var Øresund og Bælterne, hvor krigsførende flåder måtte passere. Et eventuelt neutralitetsbrud ville altså først formelt indtræde, når to fremmede krigsflåder benyttede territoriet til et søslag, eller der blev landsat tropper. 0 Kofoed-Hansen tillagde i den forbindelse Lillebælt mindst betydning. Han forventede ikke, at dette farvand ville blive benyttet til gennemsejling, da det var et vanskeligt farvand, der nok ville kunne besejles af tidens dybtgående skibe, men ikke uden at berøre tysk sø-territorium. Farvandet ville tillige let kunne spærres fra tysk side uden at inddrage dansk territorium. Storebælt var udelukkende dansk farvand men dertil også den naturlige forbindelsesvej for dybtgående krigsskibe mellem Kattegat og Øster­ 0 Oplysninger... bind 1 (den fortrolige del) side 256. ”Vi ser da, at det de især befrygte, og det Anstrængelserne især ere rettede mod, er Gennemmarsch af fremmede Hære. Belgien forsvarede saaledes tidligere sin Neutralitet med en stor mobil Hær med Antwerpen som Replipunkt, men i 1887 kom man til det Resultat, at man yderligere burde befæste Maasdalen. Ved Behandlingen af denne Sag i det belgiske Parlament blev det fra en Side gjort gældende, at den belgiske Hær i Tilfælde af Krig burde søge Dækning under det befæstede Antwerpen, men Regeringens Opfattelse, at en saadan Plan vilde være ensbetydende med Opgivelsen af Belgiens Neutralitet, sejrede absolut, idet det blev fastslaaet, at Landet som neutral Stat havde den Pligt at værge sig mod den konflikt, som ubetinget vilde resultere af at Landet var aabent for Gennemmarsch, hvorimod Sikringen af Antwerpen og Hovedstaden Brüssel maatte blive Foranstaltninger af sekundær Betydning.” 0 Krigsførende flåder havde desuden, med visse indskrænkninger, lov til at opholde sig på neutralt territorium og i meget begrænset målestok her tillige komplettere forsyninger. Oplysninger... bind 1 (den fortrolige del) side 259. 0 Landsætning af tropper som følge af havsnød var selvfølgelig ikke at betegne som neutralitetsbrud, forudsat at de fremmede styrker overgav sig. - 34 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. søen. Det var derfor den passage, det neutrale Danmark primært skulle holde farbart under en krig. Det er tankevækkende, at Kofoed-Hansen i Forsvarskommissionen var den store fortaler for, at det neutrale Danmarks hovedopgave under en krig ville være at holde Storebælt frit, mens han i august 1914 argumenterede for (og formentlig var den udslagsgivende faktor for) at Danmark valgte at efterkomme den tyske henvendelse og selv spærre Storebælt med miner. Umiddelbart kan det opfattes som udtryk for en holdningsændring. Jeg mener dog, det må opfattes som et udtryk for, at Kofoed-Hansen havde en pragmatisk holdning til de retningslinier, det neutrale Danmark måtte følge for at sikre sig mod at blive inddraget i et europæisk stormagtsopgør, da opretholdelsen af neutraliteten var det vigtigste. I 1902 mente han, det bedst kunne ske ved, at det neutrale Danmark fremstod som ensbetydende med en åben passage til Østersøen, mens han i 1914 var villig til at bøje sig for det tyske pres for at hindre Danmarks inddragelse i Første Verdenskrig. Her vurderede han, at Tyskland selv ville foretage spærringen og dermed uundgåeligt komme til at krænke dansk sø-territorium, og at Storbritannien ved krigsudbruddet ikke havde så store interesser i Østersøen, at det ville benytte en dansk spærring af Storebælt til at inddrage Danmark i krigen. Når de to stormagter ikke længere havde nogen egeninteresse i at respektere den danske neutralitet, måtte man hellere stå sammen med naboen Tyskland end med det fjernere Storbritannien. 0 Øresund var ligesom Lillebælt ikke udelukkende dansk farvand. Den dybeste af de to sejlrender farvandet delte sig i ud for København var Flinterenden, der dannede grænsen mellem dansk og svensk territorium. Som følge af sin ringe dybde fandt Kofoed-Hansen ikke Sundet anvendeligt som gennemsejlingsfarvand for egentlige kampflåder, men da Danmarks hovedstad var beliggende ved dets kyst, havde Sundet alligevel afgørende betydning. Landets stilling og opgave under en krig adskilte sig fra Europas andre neutrale stater, der primært skulle hindre fremmede magters hære i at benytte deres territorier. Kofoed- Hansen vurderede det som næsten helt usandsynligt, at en krigsførende stat ville benytte dansk landterritorium til gennemmarch. Han så kun én sådan mulighed, nemlig at Frankrig i en krig mod Tyskland kunne beslutte sig for at landsætte en hærafdeling i Jylland. 0 Kofoed-Hansen vurderede, at Tyskland var interesseret i Danmarks neutralitet, da en stærk blokade i længden ville forringe Tysklands modstandskraft, og Tyskland via landegrænsen ville kunne skaffe forsyninger fra et neutralt Danmark. En fordel der kun ville bestå, så længe Danmark ikke blev inddraget i krigen. Han vurderede således, at et stærkt neutralt Danmark ville være en lige så stor fordel for Tyskland, som et militært svagt Danmark ville være en fare for Tyskland, som landet måtte uskadeliggøre på forhånd. 0 Om mineudlægningen 1914 se Hans Branner: Småstat mellem stormagter (1972). 0 Han nævnte ikke muligheden af, at Storbritannien kunne vælge at gøre det samme under en krig mod Tyskland. - 35 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Kofoed-Hansen regnede med tre mulige angreb på den danske neutralitet under en europæisk stormagtskrig, som det ville være Danmarks neutralitetspligt at imødegå: 1. Et direkte overraskende angreb med en overlegen flådestyrke på København med trussel om bombardement af byen, eller ved landsætning af tropper på Sjælland med et angreb på København som mål. 2. Et angreb på stedet for at bemægtige sig dele af land- og sø-territoriet, kyststrækninger eller øer ved Storebælt med det formål at gøre sig til herre over adgangen til Østersøen, og for en udefra kommende magt tillige at opnå et udgangspunkt og tilholdssted under krigen i Østersøen. Det ville føre til tysk besættelse af Jylland og Fyn, hvis landet deltog i krigen, og Danmark ikke gjorde noget for at hindre den oprindelige neutralitetskrænkelse. 3. En tyskfjendtlig (fransk) landsætning af landtropper i Jylland med det formål at angribe Tyskland i flanken. (Det var dog en mulighed han anså for mindre sandsynlig.) Hvis Danmark skulle kunne opfylde sine pligter og imødegå disse angreb, dvs. forebygge dem, skulle landets forsvars-foranstaltninger gå i retning af den størst mulige udvikling af det mobile værn (dvs. hær og flåde), forstærkninger af Københavns søbefæstning, der i sin daværende form ikke blev anset for at være i stand til at dække byen mod et bombardement, og anlæg ved Storebælt og Smålandsfarvandet til støtte for kystforsvaret, som tilflugtssted for flåden og til værn mod spærring af Storebælt. Betydningen af Københavns landbefæstning var, at et angreb på Danmarks neutralitet altid kunne udvikle sig til et angreb på landets eksistens. Det vigtigste for den danske neutralitet var, om Danmark i udlandet blev regnet med til Europas principielt neutrale stater. Det ville først kunne opnås, når Danmark gennem længere tid havde ført en konsekvent neutral politik på alle områder og tilvejebragt en forsvarsordning, der satte staten i stand til at forsvare neutraliteten ikke alene mod Tyskland men også mod Tysklands fjender. Skal neutralitet forsvares militært ? Rigsdagen var ved kommissionsnedsættelsen enig om, at der skulle ske en økonomisk overkommelig nyordning af det danske forsvar på grundlag af landets neutralitet. Neutraliteten skulle danne fundamentet for forsvarsordningen, og derfor var det naturligt, at kommissionen tidligt søgte at finde frem til, hvordan det skulle forstås. Kommissionens arbejde blev struktureret med opstillingen af en arbejdsplan, hvis første punkt gjaldt spørgsmålet om opretholdelsen af Danmarks neutralitet var mulig uden krigsmagt, eventuelt ved tilkendegivelse eller demonstrering. 0 Udenrigsministeriets syn på sagen. ”Den Stat, der under en Krig mellem to eller flere Stater vil holde sig 0 Arbejdsplanen blev udformet i okt. 1903. Referat til Protokollen. 13. møde, 13. okt. 1903; side 61f. - 36 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. neutral, har den Pligt at afholde sig fra enhver Deltagelse i Krigen saavel som fra Begunstigelse af nogen af de krigsførende og er samtidig berettiget til at kræve, at de krigsførende ikke paa folkeretsstridig Maade benytte dens Territorier til Lands eller til Vands.” 0 Synspunkterne i Udenrigsministeriets svar til kommissionen fremstod for hovedparten af kommissionsmedlemmerne som kendsgerninger om den internationale folkeret. Ministeriet henviste til internationale deklarationers og konventioners fastlagte retsforhold mellem krigsførende og neutrale stater, mens der for ikke traktatmæssigt ordnede forhold blev henvist til professor H. Matzens bog Forelæsninger over den positive Folkeret fra 1900 og de i konkrete krigstilfælde opstillede neutralitetserklæringer. 0 De forpligtelser og rettigheder Udenrigsministeriet opstillede for den danske neutralitet, var meget vagt formulerede i forhold til de forpligtelser, ministeriet ellers opstillede. Formuleringen om, at det neutrale Danmark var ”berettiget til at kræve” de krigsførendes respekt for den danske neutralitet, var vagt nok formuleret til at muliggøre helt modsatrettede fortolkninger. Den vage formulering af den neutrale stats rettighed til at kræve neutraliteten respekteret af de krigsførende, kunne både de mest forsvarsvenlige og de mest forsvarskritiske kommissionsmedlemmer få til at passe med deres egne holdninger. Formuleringen tilkendegav, at det var en rettighed for den neutrale stat overfor de krigsførende at kunne kræve neutraliteten respekteret. Set fra en forsvarsvenlig synsvinkel fastslog det, at den neutrale stat havde ret til om nødvendigt at bruge våbenmagt. I den forsvarskritiske tankegang lod formuleringen det være op til den neutrale stat selv at bestemme, om og hvordan kravet til de krigsførende skulle fremføres. Den omtalte rettighed var nok vagt formuleret og fandtes ikke blandt de traktatmæssigt bestemte neutralitetspligter og -rettigheder, men resten af Udenrigsministeriets skrivelse slog klart og tydeligt fast, at en neutral stat både var berettiget og forpligtet til at træffe militære foranstaltninger til forebyggelse og afvisning af neutralitetskrænkelser. Udenrigsministeriet mente, at enhver stat, der ønskede sin neutralitet anerkendt, måtte være ”Rede til at hævde den med Vaabenmagt”, og at det bedst blev gjort ved i fredstid at udvikle det mobile værn og anlægge de fornødne faste værker, og ved et krigsudbrud enten helt eller delvist at mobilisere landets stridskræfter. 0 Udenrigsministeriet forudså ikke de store vanskeligheder for Danmark, hvis de krigsførende respekterede den danske neutralitet, men gjorde de ikke ville det selvsagt give problemer. Ifølge Udenrigsministeriet kunne der ikke være nogen tvivl om, at det var Danmarks pligt, i tilfælde af en forsætlig neutralitetskrænkelse, at søge at værge sin neutralitet med militær magt, og at Danmark ville gøre sig skyldig i et klart neutralitetsbrud, hvis det uden indvending fandt 0 Bilag til Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag, bilag A. Skrivelse af 4. juni 1902 fra udenrigsministeriet til forsvarskommissionen af 1902, side 1. 0 Pariser Sørets Deklaration af 16. april 1856 og Haag Konventionen af 29. juli 1899 om krig til lands. Se Bilag 2. 0 Bilag til Betænkning ..., bilag A. Skrivelse af 4. juni 1902 fra udenrigsministeriet ..., side 2. - 37 -


sig i et sådant overgreb. Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. ”I lige Linie hermed staar det ikke blot, hvis Danmark indskrænker sig til en blot Protest, men i Almindelighed ogsaa, hvis Danmark nøjes med en rent formel Modstand, der alene gaar ud paa at konstatere, at det stedfindende betragtes som en Krænkelse af Landets Neutralitet, og at man vilde modsætte sig det med Magt, men paa Grund af den fremmede Stats militære Overlegenhed anser sig for ude af Stand dertil. Da vil den nævnte formelle Konstatering være tilstrækkelig til at fritage Danmark for Beskyldning for at have brudt sin Neutralitet, hvis den fremmede Stat angriber med saa overvældende Styrke, at der ikke for Danmark er nogen som helst Udsigt til et lykkeligt Forsvar, i det mindste i nogen, om end kort Tid. Hvad der kræves af Danmark er saaledes ikke det umulige, at det skal være i Stand til med Magt at afværge enhver tænkelig Krænkelse af dets Neutralitet, men derimod, at Danmark skal have og i paakommende Tilfælde vise den bestemte Villie at gøre, hvad der er muligt i saa Henseende. Danmark vil derimod ikke kunne opnaa at betragtes som en virkelig neutral Stat, naar det ikke er i Besiddelse af en saadan militær Magt, som svare til, hvad der efter Landets Evne og Forhold kan ydes uden Overbebyrdelse eller Svækkelse af det nationale Liv, og som i al Fald nogenlunde stemmer med, hvad der forholdsmæssigt er normalt for andre i det internationale Samfund deltagende Stater.” 0 Udenrigsministeriet vurderede, at en efter landets forhold afpasset militær magt ville være tilstrækkelig til at hævde neutraliteten. Det kunne sikre imod overrumpling og medføre, at neutralitetskrænkelser ville kræve anvendelsen af en større militær styrke ”som i de fleste Tilfælde selv af en Stormagt ikke vil kunne afses til dette Øjemed, naar den angribende Stat, saaledes som forudsat, allerede er indviklet i Krig med en anden Magt.” 0 Ministeriet fulgte således opfattelsen af, at den militære magt i Europas mindre stater var blevet relativt større, som følge af den blokdannelse der var vokset frem mellem stormagterne i 1890'erne. Magtbalancen mellem stormagterne og stormagtsblokkene forøgede småstaternes betydning, og deres militære resurser fik en relativ større betydning overfor stormagterne. Magtbalancen gjorde det muligt for en småstat at overbevise de krigsførende stormagter om, at landet militært ville og kunne afvise alle forsøg på at udnytte dets territorium. Småstatens militære magt skulle, som følge af dens relative styrke, have en afskrækkende effekt overfor de krigsførende, der kunne afholde dem fra at foretage forsætlige neutralitetskrænkelser, hvis den fordel der kunne opnås ikke stod mål med omkostningerne ved et neutralitetsbrud. Dens forsvar skulle tillige berolige stormagterne om, at de ikke behøvede at frygte overraskende angreb udført af deres fjende 0 Bilag til Betænkning..., side 2f. 0 Bilag til Betænkning ..,side 3. - 38 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. via en udnyttelse af det neutrale territorium. Den relative magt hang sammen med småstaternes marginalstilling mellem stormagtsalliancerne men var dog underordnet stormagternes interesse i småstaten. Udgangspunktet for teorierne om marginalstillingen og ”den relative magt” var, at de stridende stormagter var hinanden så jævnbyrdige, at indblanding af selv en mindre militær styrke – og dermed en mindre europæisk stat – ville kunne forrykke magtbalancen mellem stormagterne. Hvis en af stormagterne forsætligt inddrog en tredje part, f.eks. ved at bryde en småstats neutralitet, ville det tab af militære resurser, som et angreb altid ville medføre, selv om det i forhold til stormagtens samlede militær styrke ikke ville være så stort, være stort nok til at forrykke magtbalancen i forhold til hovedmodstanderen. Småstaternes relative magt var dog afhængig af stormagtens interesse i landet. Småstaten opnåede ingen beskyttelse af sin marginalstilling, hvis den for stormagterne havde en så central geopolitisk beliggenhed, at dens territorium var et nødvendigt led i en af stormagternes planlagte militære operationer – som tilfældet blev for Holland, Belgien og Danmark, da Tyskland skulle rykke ind i Frankrig og Norge ved Anden Verdenskrigs begyndelse. Havde stormagten således vitale interesse i at inddrage småstaten, blev det regnet for uomtvisteligt, at stormagten ville kunne indsætte de nødvendige militære resurser for at overvinde den. Spørgsmålet rejses i kommissionen. Da spørgsmålet om, hvorvidt opretholdelsen af Danmarks neutralitet var mulig uden krigsmagt, kom på dagsordenen, viste det sig ikke overraskende, at kun et enkelt af kommissionsmedlemmerne mente, neutraliteten godt kunne opretholdes uden våbenmagt. Ikke alle medlemmerne mente, at spørgsmålet hørte hjemme i kommissionen, der skulle udrede en plan til ordning af land- og søforsvaret. Formanden, H.M. Trier fra Venstrereformpartiet fastslog, at spørgsmålet om sikringen af den danske neutralitet krævede, at det først blev klarlagt, om det bedst kunne ske ved at afskaffe den danske krigsmagt. Referaterne tyder dog på, at der ikke ville været blevet nogen diskussion om emnet uden socialdemokraten Klausen, hvis holdning afveg fra flertallets. Han mente, at Danmarks neutralitet havde større mulighed for at blive opretholdt uden krigsmagt. Han stod ret isoleret i kommissionen med denne holdning, og hans tilbageholdenhed og få udtalelser i kommissionen viser, at han var bevidst om sin isolation og hans manglende mulighed for at ”omvende” flertallet. Spørgsmålet understregede de forudindtagede holdninger om socialdemokraten Klausen som kommissionens mest forsvarskritiske medlem. Hans opfattelse skilte sig ud fra den gængse neutralitetsopfattelse, som Udenrigsministeriet repræsenterede, om hvilke militære opgaver neutralitetsoprettelsen stillede til en neutral stat: ”Til Opretholdelse af Neutraliteten er den paagældende Stat berettiget og forpligtet til at træffe militære Foranstaltninger, sigtende til at forebygge og eventuelt afvise Krænkelser fra de krigsførendes Side af det ved Neutraliteten bestemte Retsforhold. Enhver Stat, der vil gøre Krav paa Neutralitetens Anerkendelse, maa være Rede til at hævde den med - 39 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Vaabenmagt; hvorfor Udtrykket ”væbnet Neutralitet” strængt taget er uden særlig retlig Betydning.” 0 Klausen mente derimod ikke, at en neutral stat skulle være forpligtet til militært at afværge neutralitetskrænkelser. Han mente heller ikke, neutraliteten kunne opretholdes med militærmagt. Han vurderede, at selv rustet efter yderste evne ville Danmark ikke militært kunne hævde sin neutralitet. Enhver af landets mægtige naboer mod syd, øst og vest ville med lethed kunne bryde den danske neutralitet og tvinge landet til at føje sig. Han havde længe mistænkt forholdene for at være sådan og havde fået sin formodning bekræftet ved general Kühnels indlæg. Han fremdrog tillige Danmarkshistorien til støtte for sin opfattelse af, at et krigsberedskab i sig selv rummede en stor fare for et lille land, idet han henviste til begivenhederne i 1807. Ifølge hans opfattelse havde den danske flåde været årsagen til Københavns bombardement i 1807, det efterfølgende tab af Norge og statsbankerotten. Han havde to indvendinger imod Københavns befæstning. For det første, at den ville blotlægge resten af landet, og for det andet, at den i sig selv ville være en fristelse for en stormagt ligesom flåden havde været i 1807. Det var hans overbevisning, at Danmark (og de andre europæiske småstater) måtte gå i spidsen for afmilitariseringen af Europa ved selv at afvæbne, og at det ville blive hilst med tilslutning fra andre europæiske stater. Afvæbningen skulle ikke være total, der skulle fortsat holdes orden i de danske farvande, og bl.a. fiskeriet skulle beskyttes mod fremmede fiskeres overgreb. Det, mente han, kunne gøres af nogle let bevæbnede krydsere i stedet for panserskibe. Til lands, mente han, der nok blev behov for mandskab til vagttjeneste og parade. Klausen stod som sagt isoleret i kommissionen, og hans udtalelser fik ikke de andre til at involvere sig i en større debat om spørgsmålet. Størst reaktion fik han fra general Kühnel, der fremhævede, at de neutralitetskrænkelser Danmark kunne blive udsat for, kunne blive såvel forsætlige som uforsætlige. Han kunne godt medgive, at de uforsætlige som regel ville kunne afværges af en væbnet politistyrke, i stil med det af Klausen fremførte, men det gjaldt ikke de forsætlige krænkelser. ”Selv om denne [forsætlige neutralitetskrænkelse] kun var beregnet paa at være kortvarig, og man da kunde være tilbøjelig til at slaa sig til Ro med den Tanke, at Forulempelsen hørte op, naar den Krig var forbi, som havde foranlediget Krænkelsen, maatte det erindres, at den Fordel, den ene krigsførende Magt havde vundet ved at paaføre os en Neutralitetskrænkelse, medførte en tilsvarende Skade for den anden krigsførende Part, og at denne vilde gøre os ansvarlig for denne Skade, hvis vi uden at gøre Modstand havde fundet os i Overgrebet. Med andre Ord, det var den neutrale Stats Pligt saa vidt muligt at afværge Neutralitetskrænkelser.” 0 0 Bilag til Betænkning ..., bilag A., side 2. 0 Referat til Protokollen. 13. møde, 13. okt. 1903; side 65. Kühnel - 40 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Forsætlige neutralitetskrænkelser havde, ifølge Kühnel, til formål at komme i besiddelse af det neutrale lands territorium eller hjælpemidler, der ikke nødvendigvis behøvede være militære. Han vurderede, at en neutralitetskrænkelse for at komme i besiddelse af den neutrale stats militære hjælpemidler var usandsynlig, idet han forudsatte, at det krævede en kamp, der ville svække angriberen i en grad, der ville svare til, hvad han evt. kunne vinde. Afskaffede den neutrale stat sine militære hjælpemidler, ville det blotlægge territoriet og de øvrige hjælpemidler for de krigsførende magter. I overensstemmelse med teorien om det militære tomrum forklarede han, at afvæbning ville medføre neutralitetskrænkelser. Da det næsten altid ville være det neutrale lands territorium, der var efterstræbt, pga. de fordele dets beliggenhed frembrød for de krigsførende stater. Havde det neutrale land derfor nedlagt sine våben, ville de ofre der krævedes for at komme i besiddelse af territoriet være så minimale, at det ligefrem ville indbyde de krigsførende parter til at iværksætte neutralitetskrænkelsen. Dertil kom, at den ene krigsførende part ville anse det for nødvendigt at komme den anden part i forkøbet. Kühnel var også opmærksom på den neutrale stats relative marginalstyrke. Han pointerede, at det ville være begrænset, hvor store styrker de krigsførende ville kunne undvære fra den militære hovedopgave for at undertvinge et neutralt land. Endvidere var han af den overbevisning, at dansk afvæbning ville være lig med Danmarks ophør som en selvstændig stat, og at landet ville ende som en provins i den stat, der kom først, det være sig Tyskland eller Rusland. Admiral Wandel fulgte Udenrigsministeriets opfattelse om, at ligesom man i det borgerlige samfund måtte rette sig efter gældende love, måtte man i staternes samfund rette sig efter den lov, der gjaldt – folkeretten – og ved at ville hævde sin neutralitet uden krigsmagt, stillede man sig udenfor staternes samfund. Klausens fortolkning af begivenhederne i 1807 (at krigsberedskabet i sig selv skulle rumme en krigsfare) kom ikke til at stå uimodsagt. Kühnel havde den stik modsatte holdning og begrundede begivenhederne i 1807 med den danske flådes manglende krigsberedskab. Den uudrustede danske flåde i København kunne ikke benyttes, hovedstaden var forsvarsløs, og de danske tropper var samlet i Holsten for at afværge truslen fra Napoleon: ”Det var netop Krigsberedskab, der skulde afværge Faren, for saa var Fristelsen til med smaa Ofre at naa det store Resultat ikke til Stede.” 0 Kühnel mente ikke, krigsårsagen var den danske flåde eller det manglende krigsberedskab, men at Danmark i 1807 var under pres fra både Storbritannien og Frankrig-Rusland. Situationen havde været så tilspidset, at en krig var uundgåelig. Denne inddragelse af begivenhederne i 1807 måtte selvsagt også bringe søofficerne på banen. De gjorde opmærksom på, at flåden i 1807 var i en tilstand, hvor det tog måneder at gøre den sejlklar, men at det ikke var tilfældet i 1903. Søminespærringen ved København kunne udlægges 0 Referat til Protokollen. 13. møde, 13. okt. 1903; side 68. Kühnel. - 41 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. på 48 timer, en del af torpedobådene kunne, ved hjælp af det faste mandskab, gå ud med 6 timers varsel, og en del af flådens skibe ville være klar til at gå ud i løbet af 48 timer. Det var ikke et ideelt krigsberedskab men dog bedre end det i 1807. Højres Hermann Stilling var tilfredshed med, at Klausen ikke havde lagt skjul på sin overbevisning, men mente, at hverken kommissionsflertallet eller flertallet af det danske folk delte Klausens holdning. Støttet af den militære sagkundskab fastslog han, at der skulle en virkelig krigsmagt til at sikre neutraliteten, og at neutraliteten ikke kunne opretholdes ved demostration eller tilkendegivelse. ”Det mindst mulige” – det ”meningsløse” mellemstandpunkt. Udover ønsket om et virkeligt militært forsvar og Klausens ønske om militær afvæbning, var der i oktober 1903 to fortalere for, at landet skulle have det mindst mulige militære forsvar. Det var Slengerik og Anders Nielsen fra Venstrereformpartiet. Deres ønske om det mindst mulige opnåede en større reaktion i kommissionen end Klausens afrustningsønske. 0 Hvis en speciel ordning af forsvaret ville sikre opretholdelsen af landets neutralitet, mente Slengerik, der ikke kunne være uenighed om at skabe et sådant forsvar. Men han mente, det kun ville være muligt at opretholde neutraliteten under særdeles gunstige omstændigheder. Han vurderede, at hvad enten Danmark havde en egentlig krigsmagt eller ej, ville opretholdelsen af neutraliteten være ”nogenlunde umulig”, hvis der for alvor blev gjort et forsøg på at krænke den. Det var hans overbevisning, at Danmark kun magtede at forsøge at opretholde neutraliteten. Landet kunne ikke undvære en egentlig krigsmagt, men det skulle være den mindst mulige, idet selv den mest vidtgående oprustning ikke ville kunne sikre eller garantere en ukrænket neutralitet. Klausen tilsluttede sig Slengeriks ønske om en minimal krigsmagt, dog fastholdt han, at total afvæbning var bedre, da den militærmagt Danmark var i besiddelse af ikke sikrede neutraliteten. Kühnel afviste tanken om ”det mindst mulige” som løsningen for de danske forsvarsforanstaltninger. Han mente, man nemt risikerede at få noget der ikke duede, hvilket også var økonomisk spild. Han bekræftede, at den aktuelle militære situation ikke gav større sikkerhed end afvæbning og vurderede samtidig, at det kunne der rettes op på med forholdsvis små ændringer. Neutralitet var ikke et universalmiddel. Tværtimod mente han, at neutraliteten kunne blive slået landet af hænde uden den mindste forsømmelse fra dansk side, og at der var fare forbundet med for længe at fastholde neutraliteten, når mulighederne for dens opretholdelse svigtede. Militæret skulle skaffe diplomatiet tid, når neutraliteten ikke længere kunne bevares. Hermann Stilling fandt Slegeriks mellemstandpunkt så forkasteligt og spild af penge, at han hellere så Danmark afvæbnet. For ham var spørgsmålet, hvad der var ”tilstrækkeligt”, og det skulle (med de sagkyndiges bestand og med hensyn til statens finansielle 0 Referat til Protokollen. 13. møde, 13. okt. 1903; side 67-77. Debatten om det mindst mulige. - 42 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. evner) afgøres i kommissionen. Slengerik opfattede begrebet ”det tilstrækkelige” som ”det mest mulige”. For at sætte trumf på sin argumentation spurgte Slengerik, om ”det tilstrækkelige” krigsberedskab kunne garantere Danmarks neutralitet. Stilling måtte selvfølgelig medgive, at det kunne ingen garantere. Slengerik formanede derefter Stilling om ikke for stærkt at accentuere ”det tilstrækkelige”. Slengerik sagde lige ud, at han ikke troede på det, man kaldte ”den næste krig”. Kühnel havde i kommissionen påvist de stærke krigsudsigter, der havde været i den sidste halve snes år frem til kommissionsnedsættelsen, men det var blevet ved udsigterne. Slengerik fandt derfor ingen grund til at betvivle, at jo mere Europa gik frem i kultur, jo længere ville der være til ”den næste krig”. Når det ifølge Kühnel ville koste Tyskland 55 mill. kr. om dagen at føre krig, måtte man, ifølge Slengerik, kunne indse, at der skulle overmåde meget til, før der blev virkelig krigsfare i Europa. 0 Da Slengeriks partifælle Anders Nielsen tog ordet, viste det sig, at han ikke stod alene med ønsket om ”det mindst mulige”. Anders Nielsen fastslog, at selvom man anså bevarelse af neutraliteten for umulig uden krigsmagt, betød det ikke, at man mente, med anskaffelsen af et vist mål af krigsmagt, under alle omstændigheder at kunne hævde neutraliteten. Opretholdelsen af en krigsmagt ville ikke gøre Danmark i stand til at afværge overgreb fra fremmede magter, men det skulle snarere forstås som en tilkendegivelse af den danske vilje til at træde op mod et angreb. Med hvor stor styrke og i hvilke former det skulle ske, måtte drøftes i kommissionen. Anders Nielsen havde ingen forbehold for at tilslutte sig Slengeriks ønske om det mindst mulige. Kommissionen skulle, ifølge Anders Nielsen, finde frem til det mindstemål af krigsmagt, Danmark måtte opstille som udtryk for sin vilje til at fastholde sin neutralitet. De skillelinier, der opstod med Venstrereformpartiets sprængning i 1905, trådte således endnu ikke klart frem i kommissionen. Slengerik, der i 1905 forlod Venstrereformpartiet og endte i Det radikale Venstre, og Anders Nielsen, der forblev i Venstrereformpartiet, var i efteråret 1903 enige om, at nedskæringer i det danske forsvar til det mindst mulige, skulle være kommissionens mål. Ønsket følger da også venstretraditionen om at formindske forsvarsudgifterne. Det kan være svært at forstå, hvorfor formuleringerne om ”det mindst mulige” og ”det tilstrækkelige” fremkaldte så voldsom en reaktion, da formuleringerne godt kunne benyttes om den samme ordning. En forsvarsordning, som de mest forsvarsvenlige partigrupper ville kalde tilstrækkelig, kunne af andre blive beskrevet som det mindst mulige neutralitetsforsvar. Højrefløjens og de tilforordnedes markante afvisning af de to venstrefolks formulering om ”det mindst mulige” fremstår mere forståelig, når udtalelserne sættes i forbindelse med den forsvarspolitiske historie, hvor de politiske holdningsforskelle var blevet trukket markant op. Højre fremstod klart som den 0 Denne udtalelse faldt før den russisk-japanske krig, ved hvis begyndelse der var en vis nervøsitet for, om krigen ville brede sig til Europa som følge af de europæiske stormagters alliancesystem (primært Storbritanniens alliance med Japan). - 43 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. mest forsvarsvenlige gruppe, der ville sikre forsvaret de nødvendige resurser, mens økonomien var underordnet. Det er derfor logisk, at de talte om, at det danske forsvarsvæsen skulle havde ”tilstrækkelige” resurser. Venstrefløjen derimod havde under hele den politiske magtkamp i slutningen af 1800-tallet fokuseret på forsvarets økonomi, der igen var naturligt forbundet med kampen for folketingsparlamentarismen og Folketingets bevillingsret. Højres tilsidesættelse af Folketinget i provisorietiden og deres opførelse af Københavns befæstning for store ubevilgede beløb, har, sammen med Venstregruppernes grundlæggende ønske om at holde statsbudgettet nede, tillige været en betydelig faktor for Venstrefløjens fokusering på forsvarssagens økonomiske forhold. Selv efter Venstregruppernes magtovertagelse blev der i starten lagt vægt på at bringe forsvarsudgifterne ned. Forsvarsordningen skulle være stærk nok til at opstille et neutralitetsforsvar men ikke give befolkningen større byrder, end den kunne bære økonomisk såvel som menneskeligt set. Begrebet ”det mindst mulige” betyder derfor i denne forbindelse forsvarets underordning under økonomien og stod dermed som en direkte modsætning til begrebet ”det tilstrækkelige”, som her skal forstås som økonomiens underordning under de militære ”nødvendigheder”. Samtidig viser diskussionen, at politikerne ikke havde forladt deres gamle partisynspunkter. Klausen tilsluttede sig Stillings betegnelse af ”det mindst mulige” som et skindforsvar, og at det derfor ville være et spild af penge. Derfor måtte man hellere vælge mellem afvæbning og et forsvar efter yderste evne. Han ville dog foretrække en besparelse, selv om det medførte et pengespild. Slengerik afviste, at det skulle være meningsløst, og fastholdt, at hvis Danmark havde en efter statens evner snævert afpasset krigsmagt, kunne der under særlig gunstige forhold måske udrettes noget. Derfor ville han bevare den mindst mulige krigsmagt, selvom der ikke kunne blive mange særlig gunstige forhold. Stilling fandt en forskel i Slengerik og Anders Nielsens synspunkter. Ifølge Stillings opfattelse, ønskede Anders Nielsen et forsvar, der duede, mens Slengerik blot ønskede så lidt som muligt uden hensyn til, om der kunne udrettes noget med det eller ej. Stilling fandt det meningsløst at bruge millioner for et syns skyld. Som Slengerik bemærkede, kunne han og Stilling næppe blive enige om, hvad der var nødvendigt. Det ”meningsløse” mellemstandpunkt var ikke nogen ny holdning men havde rødder tilbage til provisorietiden. Venstres radikale fløj ville ikke vælge mellem eksistensforsvar og afvæbning. Holstein-Ledreborg havde således under en folketingsdebat i oktober 1888 afvist, at valget stod mellem fuld udvikling af forsvaret eller afvæbning, fordi han mente, der var en ”fornuftig mellemting”. 0 Afvisningen af et forsvar rustet efter yderste evne var en afvisning af eksistensforsvaret, der havde sine fortalere blandt Højrepolitikerne og de danske landsofficerer. Det ”fornuftige”/”meningsløse” mellemstandpunkt hvilede på en anden opfattelse af, hvad formålet skulle være for det danske forsvar, nemlig neutralitetsforsvaret. Forsvaret skulle være i stand til at afvise ”mindre” neutralitets­ 0 Jens Ole Christensen I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909. 1996, side 103-107. - 44 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. krænkelser, ikke ikke et egentligt eksistensforsvar. Hørup havde således i oktober 1890 udtalt, at forsvarets formål var at konstatere neutraliteten og hævde den i tilfælde hvor, den ikke blev angrebet for alvor. Forsvarets primære opgave skulle være at hævde den internationale orden ved grænserne og i de danske farvande. Landbefæstningen og kommissionsmedlemmernes trusselsopfattelse. Efter det var blevet konstateret, at kun et enkelt medlem af kommissionen mente neutraliteten kunne opretholdes uden våbenmagt, gik kommissionen videre til arbejdsplanens 3. punkt om, hvilket mindstemål af krigsmagt, der skulle til for at muliggøre opretholdelsen af den danske neutralitet. Dermed blev også spørgsmålet om, hvilken trusselsvurdering der skulle lægges til grund for en ny forsvarsordning sat på dagsordenen. Spørgsmålet om Københavns befæstning blev straks centrum for debatten, selv om man kan mene, det hørte til spørgsmålet om, hvordan truslerne skulle imødegås, men nogle af kommissionsmedlemmerne mente, at selve landbefæstningen var en trussel mod neutraliteten. De havde flere gange hørt oberst Kühnel tale om landbefæstningens absolutte nødvendighed, mens flådens tilforordnede havde pointeret betydningen af søbefæstningen men ellers lagt vægten udenfor hovedstaden. Nu tog kommissionsmedlemmerne hul på emnet. Venstremanden Madsen-Mygdal fandt det vanskeligt at besvare spørgsmålet om, hvilket mindstemål neutralitetsforsvaret forudsatte, idet han måtte støtte sig til sine følelser og sin fornuft og ikke havde nogen militære begrundelser. Det afholdt ham dog ikke fra at berøre spørgsmålet om befæstningsanlæg, der for ham var hovedsagen. De tilforordnedes diskussion havde styrket hans opfattelse af, at Københavns landbefæstning indeholdt en fare for et nyt 1807. Han mente ikke, Danmark magtede at befæste hovedstaden ordentligt. Han frygtede, at fæstningen i stedet ville være til fare for landet, og at en ufuldkommen fæstning ville føre til et kapløb mellem stormagterne om at komme først. Han støttede dog en forbedring af søbefæstningen for at sikre byen mod bombardement fra søsiden. 0 Hage, fra Landstingets Højregruppe, havde en anden opfattelse af landbefæstningen. Hans argumentation lagde sig op af Kühnels mht. Københavns og landbefæstningens betydning. Udgangspunktet var opfattelsen af, at den nation, der ønskede at krænke den danske neutralitet, ville søge hurtigst muligt at lamme den danske modstandskraft, og det kunne mest effektivt ske ved indtagelsen af København. Hage anså ikke kystforsvaret for muligt, medmindre København blev forsvarligt befæstet på såvel sø- som landsiden. Han var enig med Madsen-Mygdal om, at søbefæstningen burde forbedres men mente (ligesom Kühnel), at søbefæstningen ikke ville være til megen nytte, hvis fjenden roligt kunne spadsere ind i byen fra landsiden. Blev der intet gjort, vurderede han, at en ret ubetydelig landgangsstyrke kunne gå i land hvor som helst på østkysten af Sjælland og roligt besætte København. Var først orlogsværftet, depoterne og regeringens sæde taget, så var 0 Referat til Protokollen. 14. møde, 11. nov. 1903. Side 79f. - 45 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. det overstået. Hans scenario var, at hvis København ikke var befæstet mod landsiden, ville der ikke være nogen hær til at modsætte sig en fjendtlig landgang på Sjælland eller et angreb på byen fra landsiden. Han afviste, at fjenden skulle angribe nogle søforter i Øresund, hvis der ingen hindringer var for at tage byen fra landsiden, og Venstres forslag om et kystforsvar anså han ikke for en hindring. Han afviste også Madsen-Mygdals frygt for, at en landbefæstning ville føre til et nyt 1807 og mente, der var større risiko for at genoplive 1807, hvis byen ikke var befæstet. Dernæst vendte han sig mod flådens tilforordnede og deres opfattelse af Tyskland som så overmægtig, at et forsvar ikke var muligt, og at Danmark derfor skulle sikre sig et godt forhold til sin mægtige nabo for at afværge truslen fra den side. Et venskabeligt forhold til en enkelt stat kunne Hage ikke acceptere som neutralitet. Han mente tillige, at hvis Tyskland skulle acceptere en dansk tilnærmelse, ville det føre til tabet af den nationale selvstændighed. La Cour sluttede sig til Hages kritik af Wandels syn på Tyskland og af hvordan Danmark burde indrette sig af hensyn til Tyskland. Kühnel, Hage og la Cour opfattede Tyskland som Danmarks naturlige fjende og mente ikke, at man kunne regne med hjælp fra Tyskland. 0 Madsen-Mygdal fandt, at forsvarets hovedopgave for Hage (og Højre) var at sikre hovedstaden, hvilket Venstre ikke mente ville være muligt overfor en stormagt, der søgte at knuse Danmark, og at det heller ikke stemte med neutralitetsforsvarets opgave: ”Den store Forskel ... var den, at Kammerherren [Hage] betragtede Kjøbenhavns Befæstning som Nr. 1.: naar Kjøbenhavn kom i Fjendens Vold, var alt forbi, vi maatte sætte alt ind paa at bevare Kjøbenhavn. Taleren [Madsen-Mygdal] derimod betvivlede, at vi kunde magte denne Opgave. Opgaven var ikke at tilvejebringe et Forsvar, der kunde værge os mod en Stormagt, hvis en saadan skulde faa i Sinde at tilintetgøre Danmark. Denne Opgave magtede vi ikke. Det var heller ikke den Opgave, der forelaa, nemlig den at faa gjort, hvad der kunde gøres for at bevise, at vor Neutralitet ikke kunde krænkes uden Fare. Denne Opgave var himmelvidt forskellig fra den, at vi skulde værge vort Land mod en eller flere Stormagter. Den ene Opgave var mulig, den anden aldeles umulig. ... Det Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen, gik netop ud paa, hvad der ... var fornødent for i paakommende Tilfælde at muliggøre Opretholdelsen eller muliggøre et Forsøg paa Opretholdelsen af Danmarks Neutralitet. Det var det, Kommissionen forhandlede om. Det var det, der var Opgaven.” 0 Berntsen kunne ikke få det til at stemme, at truslen for en neutralitetskrænkelse, ifølge Kühnel, lå i Storebælt men mente, at fjenden ville rette sit hovedangreb mod København, og hvis Storebælt var det sted, neutralitetskrænkelsen ville komme, var spørgsmålet, hvad der skulle gøres for at værge neutraliteten på netop dette sted. 0 Johansen fandt det 0 Referat til Protokollen. 15. møde, 18. nov. 1903. Side 117 & 120. 0 Referat til Protokollen. 15. møde, 18. nov. 1903. Side 115 og 121-122. 0 Referat til Protokollen. 14. møde, 11. nov. 1903. Side 83. - 46 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. ligeledes svært at forstå, hvorfor en neutralitetskrænkelse netop skulle foregå ved København, når det var tydeligt, at brændpunktet ville blive ved Storebælt. Satte en fjende sig fast på begge sider af Storebælt, så han ingen grund til, at fjenden ikke roligt kunne ignorere København. Han mente, der skulle fokuseres på Storebælt, og derfor havde søofficerernes fremstilling af flådens opgave i Bæltet tilfredsstillet ham. Kühnels kritik havde dog fået ham til at tvivle. Men han fastholdt, at forsvaret ikke kunne koncentreres på Sjælland, hvorved resten af landet ville blive overladt til fjendens forgodtbefindende, og det, mente han, ville ske, hvis hærens ønske om at basere den nye forsvarsordning på Københavns befæstning blev realiseret. Ikke blot af hensyn til den danske befolkning men også af hensyn til udlandet, ikke mindst Tyskland, skulle forsvaret ikke blot gælde Sjælland, men tillige Jylland og Fyn. Til forsvaret af hele det danske territorium fandt han, at den danske flåde skulle udvikles, og at landet skulle søge at opnå et venligt forhold til Tyskland. 0 For Kühnel var der intet modsætningsforhold. De strategiske forhold lå i Storebælt, men kunne fjenden forholdsvis let bemægtige sig København, mente han, hovedstaden ville blive angrebet, for faldt hovedstaden, var det danske forsvar lammet og ude af stand til at fortsætte. Kühnels opfattelse smittede dog ikke umiddelbart af på alle kommissionsmedlemmerne. Slengerik mente f.eks., at Kühnels standpunkt kun gjaldt, hvis København var det afgørende punkt, og det mente han ikke altid nødvendigvis ville være tilfældet. Hvis København ikke var indrettet som det afgørende punkt, ville byens erobring, efter Slengeriks opfattelse, heller ikke lamme hele forsvaret. 0 Dermed begyndte diskussionen om Københavns betydning. De tilforordnede lagde stor vægt på at overbevise kommissionsmedlemmerne om byens betydning som forsvarets afgørende punkt, uanset om de militære depoter blev flyttet fra byen eller ej. Det var en udbredt opfattelse i kommissionen, at noget af det første, der ville ske ved en neutralitetskrænkelse, var, at forbindelsen mellem landsdelene øst og vest for Storebælt ville blive afskåret. 0 Søofficererne ønskede et støttepunkt for den danske flåde i Smålandsfarvandet. De mente, det ville sætte den danske flåde i stand til at hindre en fremmed spærring af Storebælt, der ville være et brud på den danske neutralitetspligt til at holde forbindelsesfarvandet farbart og hindre forbindelsen mellem landsdelene. København, det afgørende punkt ? Kühnel var den sagkyndige fortaler for opfattelsen af København som det afgørende punkt i det danske forsvar: Hvis København blev taget af fjenden, ville det hindre en fortsættelse af militærets forsvar af resten af Danmark, hvorved hele landet ville falde. Han tillagde København denne betydning af flere årsager. De militære depoters placering i byen, orlogsværftet, regeringssædet, den store værnepligtige befolkning der var hjem­ 0 Referat til Protokollen. 21. møde, 20. jan. 1904; side 249f. 0 Referat til Protokollen. 14. møde, 11. nov. 1903. Side 83 & 87. 0 Se bl.a. Referat til Protokollen. 17. møde, 2. dec. 1903; side 147. Det blev antaget, at kun overlegne sømagter bevidst ville krænke den danske neutralitet. - 47 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. hørende i byen og de store rigdomme, der fandtes i byen. Kühnels logiske indstilling var, at hvis han kunne overbevise kommissionsmedlemmerne om, at København var det afgørende punkt, ville de også indse landbefæstningens nødvendighed. Landbefæstningen skulle gøre det muligt for det danske forsvar at holde stand mod et fjendtligt angreb, indtil der kunne nå hjælp frem fra angriberens hovedmodstander. Han forudsatte, at en bevist neutralitetskrænkelse kun ville finde sted under en europæisk stormagtskrig eller som optakt til en sådan krig. Han blev bebrejdet af sine modstandere, at han kun opererede med Tyskland som den mulige krænker af den danske neutralitet. Det forsvarede han med, at Tyskland ville være den sværeste modstander, og hvis det danske forsvar kunne modstå Tyskland, ville forsvaret kunne modstå enhver anden mindre trussel. Fundamentet for hans opfattelse var eksistensforsvaret, og Tyskland var den største trussel mod den danske eksistens. Hans modstandere opfattede neutralitets- og eksistensforsvaret som to vidt forskellige ting, og kommissionens opgave var at organisere neutralitetsforsvaret, der ikke kunne gøre fyldest, hvis det byggede på eksistensforsvarets koncentration af forsvaret omkring København. De mente, det ville lægge resten af landet åbent og dermed ikke leve op til neutralitetspligterne. Blandt Kühnels modstandere herskede der tillige ikke den store forståelse for, at en fjendtlig magt, der søgte herredømmet over adgangen til Østersøen, skulle tage rundt om København for at opnå dette. Kühnel mente, at den stat, der ønskede at beherske Storebælt, udsatte sig for betydelige ulemper ved ikke at sikre sig København. Han fastholdt, at Københavns befæstning alene ikke var tilstrækkelig, men at forsvaret også skulle kunne optages ved kysten mod en fjende, der ville sætte sig fast der. Forudsætningen for at kunne imødegå angreb andre steder var dog sikringen af København: ”Var imidlertid en fjendtlig Styrke overraskende kommen i Land, og København var befæstet, og vi altsaa havde vore mobile Afdelinger til Raadighed, vilde den landsatte Styrke være udsat for ret betydelige Ulemper. Den vilde nemlig blive angrebet af og maatte forsvare sig imod de danske tropper, og imod Angreb af de danske Skibe maatte den være sikret ved en Indeslutning af den danske Flaade. Men derved vilde Fjendens Stilling være svækket baade til Lands og til Søs, og naar hans Hovedmodstander kom, vilde Situationen kunne blive saa ubehagelig, at Forsøget ved Tanken herom mulig helt undlodes. Noget andet var, at det gærne kunde være, at den fjendtlige Magt, samtidig med at den angreb København, for ikke at komme for sent overfor den anden Magt, vilde søge at sætte sig fast paa Kysten. Det vilde være en meget fornuftig Strategi, naar man havde Kræfter dertil. Men til syvende og sidst vilde vist nok Begivenhederne ved København være det afgørende for, om man kunde bevare Stillingen ved Store Belt.” 0 De tilforordnede søofficerer var uenige med de tilforordnede hærofficerers prioritering af Københavns landbefæstning. Det danske forsvar skulle ordnes, og den militære 0 Referat til Protokollen. 23. møde, 3. feb. 1904; side 296. Kühnel. - 48 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. magt fordeles, så der var den størst mulige udsigt til at kunne afværge neutralitetskrænkelser. Hovedvægten skulle lægges på de mobile værn – hær og flåde – som skulle bistås af befæstningsanlæg ved København og Storebælt, der var de steder, neutralitetskrænkelser kunne ventes. København skulle sikres med en stærk søbefæstning, der skulle hindre, at landet ved en flådedemonstration kunne tvinges ud af sin neutralitet og frigøre hovedparten af flåden fra byens forsvar. Byens værnekraft skulle organiseres til at kunne imødegå et pludseligt angreb af en mindre landgangsstyrke og således, sammen med søbefæstningen, sikre hovedstaden. Flåden skulle ved fæstningsanlæg ved Storebælt sikres en basis i dette område, for at sætte flåden i stand til, sammen med hæren, at beskytte Storebælts øer og kyster. Wandel fandt, at de fordringer, der kunne stilles til det neutrale Danmark, dermed kunne tilfredsstilles. Eksistenskampen, hvor der var tale om en planmæssig erobring af landet, faldt, ifølge søofficererne, udenfor neutralitetshævdelsen. Ved fordelingen af det mobile værn til neutralitetshævdelsen skulle der dog tages hensyn til den mulige eksistenskamp, hvor Københavns landbefæstning havde betydning, men det var en foranstaltning, der kom i anden linie. Kühnels opfattelse af, at neutraliteten bedst hævdedes ved Københavns sikring, placerede, ifølge søofficerernes vurdering, hovedforsvaret på et enkelt punkt. Det var en negation af selve neutralitetens princip og kunne, ifølge dem, kun opfattes som møntet på Tyskland. De mente, landbefæstningen ville blotlægge det øvrige territorium til fare for Tyskland, der derfor kunne blive nødsaget til at værge sig ved at besætte Danmark. Dermed fulgte de teorien om det militære tomrum, idet de også mente, at tilstedeværelsen af væbnet magt kunne hindre tilsyneladende uskyldige neutralitetskrænkelser, som kunne medføre uberegnelige konsekvenser. Jo større og stærkere den danske marine var tilstede på det pågældende sted, des ringere ville risikoen for neutralitetskrænkelser være. Endvidere ville ethvert skridt bort fra regelen om på ethvert sted af territoriet efter evne og efter omstændighederne at imødegå neutralitetskrænkelser, ifølge Wandel, være ensbetydende med på forhånd at bryde neutralitetsprincippet. 0 Wandel tog med sin vurdering af Københavns landbefæstning, udgangspunkt i byens størrelse. Byen rummede en femtedel af landets indbyggere og var så stor, at forsvaret af en landbefæstning, ifølge Wandel, ville kræve hele hæren, så der intet mandskab ville blive tilbage til forsvaret af det øvrige land. Han sammenlignede København med London, som med sine 7 mio. indbyggere mindst måtte siges at have samme betydning for Storbritannien, som København havde for Danmark, og Wandel kunne ikke forestille sig, nogen kunne tænke på at befæste London, da der til et sådant forsvar ville medgå mere end hele den britiske hær. Tillige var København en stadig ekspanderende by, hvilket han også mente, gjorde en befæstningen af byen umulig. Modstanden mod landbefæstningen fik Kühnel til at opstille 5 punkter om dens betydning: 0 0 Referat til Protokollen. 21. møde, 20. jan. 1904; side 261f. og 265. 0 Referat til Protokollen. 33. møde, 11. jan. 1905; side 440 og 443. - 49 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. 1) Landbefæstningen gjorde (under forudsætning af, at der var en mindre sikringsstyrke) det muligt, at hindre fjenden straks ved et krigsudbrud satte sig i besiddelse af byen og dermed hindre al videre dansk modstand. 2) Den gjorde det muligt at mobilisere styrken på Sjælland, særlig den store styrke som boede indenfor Københavns nærmeste omegn. 3) Den frigjorde den langt overvejende del af hæren fra den direkte omsorg for byens beskyttelse, så den frigjorte hærstyrke kunne anvendes til forsvaret af Sjællands kyst. 4) Den var en forudsætning for, at dette forsvar kunne gennemføres med kraft, da den gav den mobile hær den fornødne frihed til at optage forsvaret ved kysterne. 5) Den var en reduit, hæren kunne trække sig tilbage til, dersom det skulle lykkes fjenden at komme i land. Fra denne reduit kunne forsvaret forlænges betydeligt, hvilket atter bevirkede, at fjenden ville betænke sig meget på at krænke den danske neutralitet, fordi det ville være meget vanskeligt at overvinde modstanden ved København indenfor den tidsramme, der var til rådighed. Hvordan skal neutralitetstruslerne imødegås? Da det stod klart, at ikke kun de tilforordnede men også kommissionsmedlemmerne havde forskellige vurderinger af hvor og hvordan, en neutralitetskrænkelse kunne finde sted, kom spørgsmålet om, hvordan disse trusler skulle imødegås på dagsorden. Madsen-Mygdal fremførte Venstres gamle standpunkt om, at forsvarsfølelsen nok var levende i enhver dansk mands bryst, men at det bedste værn for landet ville være, at der på alle områder blev ført en fredelig politik, der ikke udfordrede i nogen retning, og at Danmark – såvel med ord som i gerninger – viste, at staten ikke ville blande sig i andre staters stridigheder men blot ønskede at leve for sig selv i fred og ro. Militært ønskede han neutraliteten konstateret eller værnet med et kystforsvar iværksat af flåden og støttet af den mobile hærstyrke. Han var opmærksom på sin manglende militære viden og gik derfor ikke nærmere ind på, hvordan kystforsvaret skulle indrettes. Han mente dog, det ville betyde, at flåden ikke ville behøve store kampskibe til operationer i åben sø, da opgaven lå i de indre danske farvande og ved København. Han holdt sig endnu mere tilbage mht. hærordningen og nævnte kun sit ønske om de danske skytteforeningers nærmere tilknytning til hæren. 0 Hage glædede sig over Madsen-Mygdals vilje til at ”værge vort land” og forsikrede om Højres forhandlingsvilje. Han var derfor optimistisk mht. at nå et resultat. 0 Hage gik med til at bruge ordet ”mindstemål” om de ofre, der var nødvendige, når blot det ikke blev knyttet til et håb om nedgang i forsvarsudgifterne, da man skulle være rede til at bringe ofre, hvis landet skulle værges. Madsen-Mygdal mente dog hans egen trusselsopfattelse og holdning til, hvordan den skulle imødegås, var i direkte modsætning til Hages. Han mente, at han selv var i over­ 0 Referat til Protokollen. 14. møde, 11. nov. 1903; side 78ff. 0 Referat til Protokollen. 15. møde, 18. nov. 1903; side 115. - 50 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. ensstemmelse med den herskende opfattelse i Venstrereformpartiet og dermed i befolkningen, mens Hage lå på linie med Kühnel. Hverken Kühnel eller Hage havde været i stand til at overbevise ham om, at Københavns landbefæstning skulle være det centrale punkt i forsvaret eller at ændre han og hans meningsfællers opfattelse af, at landbefæstningen var en ulykke for landet. Hages og Kühnels insisteren på Københavns landbefæstning opfattede Madsen-Mygdal som uforenelig med skabelsen af en forsvarsordning, som den danske befolkning kunne have tillid til. Befolkningens tillid til forsvarsordningen var vigtig for alle. Han kunne ikke få Hage og Kühnels ønsker om landbefæstning og befolkningstillid til at harmonere. De var alle enig med om, at København skulle forsvares. Madsen-Mygdal mente dog ikke, at Københavns fald ville medføre hele landets fald, men at byen skulle forsvares fordi Danmark skulle gøre modstand mod enhver krænkelse af sit neutrale territorium. Det var hans overbevisning, at kystforsvaret inkluderede et forsvar af København, og at Københavns søbefæstning hørte til dette kystforsvar. Heroverfor så han sine modstanderes ønske om at basere forsvaret på Københavns landbefæstning. Han var ikke i tvivl om, at dette ville kræve samlingen af hele landets militære kræfter, hvorved der ikke ville kunne ydes et neutralitetsforsvar noget andet sted i landet, og det harmonerede ikke med de krav, der kunne stilles til et neutralitetsforsvar. 0 Københavns landbefæstning havde sine fortalere blandt kommissionens Højrepolitikere. Dermed stod de nærmere hærens tilforordnede end flådens. La Cour hørte til de kommissionsmedlemmer, der anfægtede flådens sagkyndiges opfattelse af landbefæstning. Hovedindvendingen mod landbefæstningen var, at den primært var vendt mod Tyskland ved ikke at levne nok styrker til neutralitetsforsvaret af resten af landet. Det var en opfattelse, la Cour ikke kunne acceptere. For ham var en del af grunden til landbefæstningen netop, at den kunne frigøre tropper fra Københavns forsvar til forsvar af landets neutralitet uden for hovedstaden. Typisk for argumentationen blev en afvisning af opfattelsen af Københavns landbefæstning som primært tyskfjendtlig, fulgt op af en beskyldning om, at flådens ønskede støttepunkt i Smålandsfarvandet, primært var en trussel mod Tyskland og dermed i strid med flådens ønske om et venligt forhold til netop dette land. 0 Venstremanden Kristiansen mente ikke, den danske neutralitet krævede et væbnet forsvar. Han vidste, det ikke kunne accepteres af flertallet af kommissionens medlemmer. Han fremhævede, at intet neutralt land i det foregående halve århundrede var blevet krænket og tolkede folkerettens regler således, at en sådan overtrædelse af reglerne, som angrebet på en neutral stat ville være, ville blive bragt for voldgiftsdomstolen, og den krænkede neutrale stat tilkendt erstatning: ”... naar vi udstedte en Erklæring om, at vi stadig vilde holde os uden for andre Landes krigerske Forviklinger og gav Afkald paa at fremme vo­ 0 Referat til Protokollen. 17. møde, 2. dec. 1903; side 146ff. 0 Referat til Protokollen. 24. møde, 10. feb. 1904; side 302. - 51 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. re Statsinteresser ved Vaabenmagt, og naar vi i Neutralitetserklæringen indsatte Regler for, hvorledes vi under en eventuel Krig mellem andre Stater vilde forholde os over for disses Flaader og Hære, samt for hvorledes Handelssamkvemmet med dem vilde være, og vi saa overholdt disse Regler, vilde sikkert ingen Nation forsøge at krænke vor Neutralitet. Ja, hvis vort Land var omgivet af ukultiverede Folkeslag, kunne der maaske være Grund til at frygte, at disse ikke vilde respektere vor Ret til at holde os uden for andres Stridigheder. Men vi var jo omgivne af Folkeslag, der stod paa et ligesaa højt Kulturtrin som vort eget Folk. Og desuden, hvis vi ikke kunde gaa ud fra, at en af os udstedt Neutralitetserklæring vilde blive respekteret – hvad Nytte vilde vi saa i Grunden have af den.” 0 Kristiansen mente ikke, man skulle sætte sin lid til en venligsindet stats beskyttende indgriben ved neutralitetskrænkelser. Gjorde man det, forudså han en skuffelse som den danske i 1864 eller som boerne, der under Boerkrigen ikke formåede at opnå andet end sympatitilkendegivelser. Han benyttede de militære sagkyndiges udtalelser til at underbygge sin egen argumentation om, at det danske forsvar ikke ville kunne forsvare landet imod forsætlige neutralitetskrænkelser. Det danske forsvar skulle i stedet forsøge at opretholde de regler, der blev opstillet i neutralitetserklæringen og værge mod uforsætlige krænkelser: ”Det vi saa som neutral Stat kunde og skulde forsvare os mod, var de uforsætlige Neutralitetskrænkelser. Vi skulde holde Orden ved vore Grænser og i vore Farvande. Vi skulde kunne modstaa Overfald af en lille Styrke paa nogle Hundrede eller Tusinde Mand og Angreb fra enkelte Skibe. ... I de sagkyndiges Foredrag var der derimod stadig Tale om, at det vilde være en af Stormagterne, fra hvem Krænkelsen vilde komme, og Taleren mente i de sagkyndiges Udtalelser at finde Støtte for den Anskuelse, at mod en forsætlig Krænkelse fra en stor Overmagt kunde vi ikke forsvare hverken vor Neutralitet eller vort Lands Grænser.” 0 Som følge af landets beliggenhed, omgivet af hav på 19/20 af grænsestrækningen, ville opgaven med at forsvare landet mod uforsætlige neutralitetskrænkelser navnlig tilfalde flåden. Derfor troede Kristiansen ikke, at der kunne blive tale om store nedsættelser af flådeudgifterne. Når til gengæld kun 1/20 af grænsestrækningen fandtes på land, mente han ikke, der var behov for nogen større grænsevagt. Da han udtalte, at han ikke troede på den næste krig, fandt han selvklart heller ingen grund til at bekymre sig om neutralitetskrænkelser. Han opstillede dog et tankeeksperiment om et krigsudbrud i Europa og et angreb på Danmark. I heldigste tilfælde ville en venligsindet magt komme landet til hjælp, inden Danmark måtte bukke under for overmagten. Var den magt, der kom landet til hjælp, i krig mod Danmarks angriber, ville riget, så snart man tog imod hjælpen, være inddraget i krigen, og dermed ville krigens rædsler, ulykker, nød og elendighed gå ud 0 Referat til Protokollen. 16. møde, 25. nov. 1903. Side 134. Kristiansen. 0 Referat til Protokollen. 16. møde, 25. nov. 1903. Side 135. - 52 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. over hele landet. Tænkte man sig dernæst det heldigste tilfælde, at Danmarks nye allierede blev krigens sejrherre, ville Danmark kunne opnå en skadeserstatning, men det ville ingen betydning have for de liv, der var gået tabt i krigen. Vandt den anden part, kunne det betyde enden på Danmarks selvstændighed, hvis landet havde taget parti imod sejrherren. Kristiansens alternativ var en forsvarsordning med en stærk udenrigspolitisk politivagt, som han kaldte det. Skulle det komme til en krig mellem Tomagts- og Tremagtsforbundet, hvor den ene part ønskede at tage Danmark i besiddelse, skulle den lille danske hærstyrke trække sig tilbage og nedlægge protest mod det ulovlige overfald: ”Naturligvis vilde Fjenden ikke i Øjeblikket tage Hensyn til denne Protest, men iværksætte den Okkupation af Landstrækninger eller Byer, som var Maalet for Angrebet. Og disse Landsstrækninger eller Byer vilde han beholde, men kun foreløbigt. Blandede vi os ikke i Krigen, vilde det Spørgsmaal ganske sikkert – om ikke før, saa naar Krigen var forbi – blive indbragt for Voldgiftsdomstolen, og saa vilde denne ikende os som den forurettede Stat fuld erstatning for den Skade, der var paaført os ved Angrebet og Okkupationen. Og en saadan Skadeserstatning kunde i dette Tilfælde være fyldestgørende for den Skade, der var lidt, hvad den ikke kunne have været, dersom der under Krigen var gaaet Menneskeliv tabt, thi de kunde ikke erstattes.” 0 Det var ikke kun set i bagklogskabens spejl en urealistisk opfattelse men et idealistisk fremtidsideal, Kristiansens politiske modstandere opfattede det også som urealistisk. Han var dog ikke den eneste, der tilkendegav sin manglende tro på den næste krig. Slengerik gav flere gange udtryk for sin ringe tro på den næste krig og fremhævede sin egen imødekommenhed overfor de, der troede på den næste krig, ved at diskutere ud fra deres forudsætning. 0 Allerede fra starten af kommissionens arbejde trådte uenigheden mellem Venstrereformpartiets medlemmer frem. De var alle imod Københavns landbefæstning, men ikke enige om, hvordan forsvaret så skulle ordnes. Madsen-Mygdal talte om kystforsvaret, som Kristiansen, Slengerik og Fogtmann nok kunne være med til, sålænge der ikke blev talt mere konkret, da det overordnet set harmonerede med deres ønske om en slags grænsepolitivagt. I 1904 var der stadig håb om, at det forsvarsvenlige kommissionsflertal kunne nå frem til et resultat. De tilforordnede og højre- og venstrepartierne forsøgte fortsat at overbevise modparten. Der var dog også enighed om, at Københavns landbefæstning delte de forsvarsvenlige. Spørgsmålet om landbefæstningen var ikke til at undgå. De forsvarsvenlige måtte blive enige om landbefæstningen, hvis de skulle blive enige om en ny forsvarsordning. Hage gik ud fra, at alle, der mente, det var nødvendigt at opstille et virkeligt forsvar for neutraliteten, havde den alvorligste og bedste vilje til at nå et betryggende resultat. 0 Referat til Protokollen. 16. møde, 18. nov. 1903. Side 137. 0 Referat til Protokollen. 16. møde, 18. nov. 1903. Side 141. Kristiansen og Slengeriks meningsfælle, Fogtmann, var ikke tilstede på dette møde, hvor udtalelserne faldt tydeligst. - 53 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Det var en korrekt opfattelse, som samtidig hamrede hovedet lige på sømmet. De forsvarsvenlige ønskede et virkeligt forsvar af betryggende karakter, men havde alle forskellige opfattelser af, hvorvidt det forudsatte tilstedeværelsen af en landbefæstning eller ej. Hage karakteriserede ikke selv landbefæstningen som det centrale i hans forsvarsopfattelse. Han fandt landbefæstningen nødvendig, men det centrale var for ham, at neutraliteten kunne hævdes, hvor den blev angrebet. Hvor det ville ske, kunne selvfølgelig ikke siges med sikkerhed, men det ville sandsynligvis ske ved de danske kyster. 0 Han mente, at både hæren og flåden, for at kunne hævde neutraliteten, hvor den blev krænket, måtte havde en réduit, hvorfra kampen kunne genoptages. Derfor anså han både land- og søbefæstningen for en nødvendighed. Han fandt, søofficerernes udtalelser om landbefæstningen uklare, hvilket fik Nyholm til at fastslå, at landbefæstningen var ganske ude af stand til at løse de opgaver, der ville blive stillet den. 0 For Højre, der lagde vægt på, at beslutninger og holdninger hvilede på sagkundskabens faglige resultater, var det selvsagt ikke godt, at de tilforordnede var uenige. Derfor opstod der et modsætningsforhold til den ene gruppe af tilforordnede. Det er altid lettest at forklare et valg med modpartens uklare udtalelser, frem for at indrømme, at der godt kan herske forskellige fagligt forsvarlige holdninger til et spørgsmål. På den anden side må det indrømmes, at Kühnel besad en talegave, Wandel ikke kunne hamle op med. De konkrete krav, udlandet kunne stille til Danmark for at anerkende neutraliteten, kunne man i Danmark ikke bare finde ud af, f.eks. ved at henvende sig til de europæiske stormagter. Kommissionsmedlemmerne måtte støtte sig til de tilforordnedes vurdering af de krav, udlandet ville stille til Danmarks militære formåen. Udlandets krav afhang af staternes interesse i området. Det danske territorium måtte under en krig ikke blive misbrugt af krigens ene part til skade for den anden. Ifølge Kühnel ville det for Tyskland betyde, at en tyskfjendtlig flåde i Østersøen ikke måtte finde støttepunkter på dansk territorium, og at Danmark gjorde alt for at hindre en tyskfjendtlig invasion gennem Jylland. Ruslands afstand fra Danmark var så stor, at landet næppe behøvede at frygte, at en fjendtlig flåde skulle søge støttepunkter på dansk territorium, men Rusland måtte forlange, at Danmark efter evne holdt Storebæltspassagen fri. Vestmagterne, der ville operere i Østersøen, måtte kræve fri adgang til Østersøen og sikring af deres forbindelseslinier. Det var ifølge Kühnels vurdering de farer, de danske forsvarsforanstaltninger skulle sikre de nævnte stormagter imod, hvis de ikke selv – ved egen magt – skulle bryde den danske neutralitet for at sikre sig. 0 Hvilke konkrete forsvarsforanstaltninger, det nødvendiggjorde, var, for Kühnel, et rent militært spørgsmål, som det danske folk og politikerne måtte overlade til landets militære sagkundskab i tillid til, at sagkundskaben ville kunne tilfredsstille den militære 0 Referat til Protokollen. 25. møde, 2. marts 1904. Side 308f. Han omtaler ikke risikoen for neutralitetskrænkelser i de danske farvande. 0 Referat til Protokollen. 26. møde, 8. marts 1904; side 337. 0 Referat til Protokollen. 29. møde, 29. marts 1904; side 393-400. - 54 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. sagkundskab i udlandet. Danmark måtte opstille både direkte og indirekte hindringer. Mht. Tyskland betød det, ifølge Kühnel, at der skulle skabes et kystforsvar af Sjælland, mens de danske militærkræfter ikke tillod et samtidigt forsvar i lignende udstrækning af Fyns kyst. Danmark ville ikke kunne rejse nogen direkte hindring imod, at en tyskfjendtlig flåde gjorde dansk territorium til udgangspunkt for sine operationer og besatte danske småøer og lignende. Derimod havde Danmark, i landets naturlige forhold, en betydelig indirekte hindring. Danmark var, hvis landets neutralitet blev krænket, i stand til (om nødvendigt med tysk støtte) at spærre eller i det mindste vanskeliggøre passagen gennem Bælterne. Danmark måtte dog være herre over egne magtmidler. Hvis fjenden straks ved krigsudbruddet satte sig i besiddelse af København, ville der hverken blive tale om kystforsvar af Sjælland, forsvar i de andre landsdele eller om benyttelse af den indirekte hindring. Derfor, argumenterede Kühnel, måtte Tyskland først og fremmest forlange, at København kunne forsvares. Tyskland måtte tillige kræve, at der i Jylland fandtes en stor dansk styrke, der kunne om ikke hindre en større landsætning så dog sinke den så meget, at Tyskland fik tid til at træffe sine forberedelser, hvilket også skulle være nok til, at den ville tabe sin, for Tyskland, farlige karakter. Den frie passage var særligt truet fra tysk side. Derfor måtte Danmark tilstræbe et forsvar af Sjællands kyster, så en tysk spærring, ifølge Kühnel, ikke ville kunne effektueres. Tysk besiddelse af Storebælts kyster ville Tyskland også kunne opnå ved at sætte sig i besiddelse af København. For de andre magter, mente Kühnel, det var overvejende sandsynligt, at Tyskland ville forsøge at bemægtige sig København, og det skulle hindres. De andre magter måtte forlange, at København og Sjællands kyster blev forsvaret. Kühnel pointerede, at Københavns betydning for stormagterne ville være ganske den samme, hvad enten byen var befæstet mod landsiden eller ej, idet byens betydning lå i den omstændighed, at en fjende, som havde sat sig fast i København, derved blev herre i Danmark og rådede over landets hjælpemidler. Kühnels udlægning af hvilke målsætninger udlandet kunne ønske lagt til grund for det danske forsvar, blev af Slengerik forstået således, at Tyskland, for at anerkende Danmarks neutralitet, måtte stille den fordring, at København var befæstet mod landsiden. Tyskland ville se sin sikkerhed mindre truet ved et landbefæstet København end ved et København, der ikke var befæstet på landsiden, da de magter Tyskland kunne komme i krig med muligvis ville forsøge at erobre et ikke landbefæstet København fra landsiden. I den forbindelse kunne der kun være tale om Storbritannien, Frankrig eller Rusland. Slengerik mente, det var urimeligt at antage, at Frankrig ville sætte en landgangsekspedition i gang mod København, idet Danmark i tide ville blive underrettet om, hvad der var under opsejling og derfor ville have tid nok til at mobilisere en tilstrækkelig stor styrke til, at kunne imødegå landgangsforsøget. Det samme fandt han, var tilfældet med Storbritannien. I en krig mellem Rusland og Tyskland, kunne Tyskland ikke frygte, at Rusland skulle sejle forbi Tyskland og forsøge at sætte sig fast i København for derfra at spærre Storebælt. Slengerik mente, der ikke kunne være tale om andet end, at det var Tysklands mod­ - 55 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. standere, der havde interesse i et landbefæstet København. Tyskland var frem for nogen den magt, der overraskende og uden overanstrengelser kunne føre et angreb igennem mod København. Dette baserede han på Kühnels tidligere argumentation om, at Tyskland var den eneste magt, der med overraskelse kunne føre en landgangsekspedition til Sjælland og have udsigt til, hvis København ikke var befæstet, at opnå det ønskede resultat. Opfattelsen af, at Københavns landbefæstning skulle være særligt vendt imod Tyskland, blev afvist af Kühnel. Han fremførte, at fæstningen kun ville blive brugt imod Tyskland, såfremt dette land skulle angribe Danmark. Endvidere støttede han sig til nogle udtalelser af den tyske generalfeltmarskal Moltke om, at den tyske sikkerhed ikke tillod nogen fremmed magt at gøre sig til herre over Danmark, hvilket kunne ske, hvis København ikke var befæstet og af den grund ikke kunne holdes. Dermed fandt Kühnel at Tysklands interesse i Københavns landbefæstning ikke kunne bestrides. 0 Under denne meningsudveksling mellem Kühnel og Slengerik, kom Hage Kühnel til undsætning med følgende udtalelse, der viste, at Kühnel havde meningsfæller i kommissionen: ”Hvis Tyskland under en udbrydende Krig var bange for, at en af de andre Magter skulde sætte sig fast i det aabne København, vilde Tyskland derved blive nødt til at tage København, selv om det ellers ikke havde Lyst dertil, idet dette laa udenfor dets oprindelige Planer. Ogsaa af den Grund kunde det altsaa være nødvendigt, at København var befæstet. Tyskland skulde ikke behøve at nære Frygt for, at en af de andre Magter uden videre tog København.” 0 Slengerik medgav, at der teoretisk kunne være noget i den opfattelse, at København skulle befæstes, for at Tyskland ikke skulle risikere, at en anden magt satte sig i besiddelse af byen. Han mente dog, det lå udenfor sandsynlighedernes grænse, da Tyskland lå så nær, at hvis en anden magt skulle forsøge at sætte sig i besiddelse af København, ville Tyskland kunne optræde til forsvar for Danmark så hurtigt, at den anden magt måtte udfolde meget store kræfter for overhovedet at kunne tænke på at gennemføre sin plan. Den anden magt havde længere vej til København end tyskerne og vanskeligere ved at gennemføre et overraskelsesangreb på byen. Slengerik vurderede, at man ikke behøvede at regne med Tysklands frygt for, at denne anden magt skulle stræbe efter at sætte sig fast i et ubefæstet København, og at Tyskland således ikke – for egen sikkerheds skyld – kunne fordre, at byen skulle være befæstet. Kühnel delte ikke Slengeriks vurdering af, at kun Tyskland kunne gennemføre et overraskelsesangreb. Tyskland ville dog som følge af sin beliggenhed altid kunne komme først, og repræsenterede derfor (i overvejelserne om et overraskelsesangreb) det for Danmark vanskeligste tilfælde, som forsvaret, ifølge Kühnel, skulle indrettes til at modstå: ”Var vi sikrede mod det, var vi ogsaa sikrede mod det mindre vanskelige.” 0 0 Referat til Protokollen. 29. møde, 29. marts 1904; side 402 og 406f. 0 Referat til Protokollen. 29. møde, 29. marts 1904; side 407. 0 Referat til Protokollen. 29. møde, 29. marts 1904; side 408 og 409 (citat). - 56 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. Et flådestøttepunkt i Smålandsfarvandet. De tilforordnede søofficerer ønskede en flådeordning, der delte flåden i to hovedafdelinger. En reserveafdeling af ældre materiel til Københavns søforsvar og en ”kampafdeling” til værn af neutraliteten i de danske farvande. Til støtte for kampflåden fandt de det nødvendigt med en basis med faste støttepunkter i Storebæltsområdet. Smålandsfarvandet med dets 8 udløb havde gunstige naturlige forhold og ville, ifølge søofficererne, kunne sikres med minespærringer og fortanlæg til beskyttelse af minespærringerne, indløb, krigsfyr og til støtte for flådens optræden i Storebælt. I tilfælde af denne ydre linies fald behøvedes et fort ved Masnedø for at sikre den sidste retrætestilling og forbindelsen mellem Lolland-Falster og Sjælland. Den såkaldte kampflåde skulle med basis i Smålandsfarvandet holde sig kampdygtig og klar til brug indtil det øjeblik, hvor forholdene ville kræve dens optræden. Flådens tilforordnede fremhævede også, at en befæstet stilling i Smålandsfarvandet under krigsforhold ville sikre Sjællands kyst fra sydsiden af Fakse Bugt og op til Korsør mod landgangsforsøg og indirekte dække hele Sjællands vest- og nordvestkyst mod sydfra kommende landgangsforsøg. De kunne nemlig ikke forestille sig, at en fjendtlig landgangsekspedition ville passere forbi stillingen og flåden i Smålandsfarvandet. Sjællands nordkyst blev af søofficererne ikke anset for specielt velegnet til landgangsforsøg, og flåden havde en udmærket naturlig stilling, den kunne trække sig tilbage til på nordvestkysten. Derfor havde flåden ikke behov for befæstningsanlæg for at værne neutraliteten i farvandet nord og nordvest for Sjælland. Flådestillingen i Smålandsfarvandet blev ikke opfattet som en neutral stilling, men der var uenighed om, til hvilken side den hældte. La Cour mente, den var særligt vendt mod tyske krænkelser, mens de tilforordnede fra såvel hær som flåde vurderede den som mere rettet imod udefra kommende flåder som den britiske, der ikke havde base i Østersøen. Slengerik var en af de få, der støttede søofficererne, idet han bemærkede, at hvis man særligt forventede neutralitetskrænkelser i Storebæltsområdet, måtte hindringen af en sådan krænkelse være en hovedopgave for flåden. 0 Spørgsmålet om et støttepunkt for flåden i Smålandsfarvandet blev tæt knyttet til spørgsmålet om Københavns land- og søbefæstning. Da et støttepunkt ved Storebælt ikke harmonerede med hærens ønsker, kom hærens to tilforordnede ofte med udfald imod det og knyttede flere gange deres forsvar for Københavns landbefæstning sammen med et angreb på deres maritime kollegaers ønske om et støttepunkt i Smålandsfarvandet. F.eks. afviste Nørresø opfattelsen af, at Københavns landbefæstning udelukkende skulle være vendt mod Tyskland og beskyldte i stedet placeringen af en flådestyrke og befæstet flådestation i Smålandsfarvandet for at signalere et dansk ønske om at spærre Storebælt, hvilket alene kunne være i Tysklands interesse. Han frygtede derfor, at det kunne skabe mistillid i Rusland, Frankrig og Storbritannien. Kühnel beskyldte også et befæstet støttepunkt ved Storebælt for at medføre krigsfare og kom med en udtalelse rettet mod støtte­ 0 Referat til Protokollen. 15. møde, 18. nov. 1903; side 103ff. og 111f. - 57 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. punktet ved Storebælt, som hans modstandere kunne benytte imod landbefæstningen. Han sagde, at når man placerede sine stridsmidler netop på den vej, hvor slagsmålet efter al sandsynlighed ville finde sted og netop på det ømme punkt, hvoraf hele landets strategiske betydning afhang, så holdt man sig rede til at lægge sit lod i vægtskålen, og det ville være nødvendigt for stormagterne at forvisse sig om, i hvilken vægtskål det ville blive lagt. Under sådanne forhold kunne landets inddragning i storpolitikken ikke undgås, da det var uforeneligt med den fredelige og tilbagetrukne holdning, Danmark skulle indtage for at holde sig udenfor krigen. 0 J. Pedersen fastholdt, at Storebælt var stedet, hvor der var størst fare for, at neutraliteten blev krænket, men fandt de foranstaltninger der i den anledning ønskedes truffet problematiske, hvis de skulle undgå at blive brugt mod Tyskland. Han havde forstået det således, at grunden til, at faren for neutralitetskrænkelser skulle være størst i Storebælt, var, at Tyskland, under en krig mod Toforbundet, kunne tænkes at ville spærre Bæltet, for derved at hindre en forening af den franske og den russiske flåde, idet man gik ud fra, at Tyskland kunne slå én af disse flåder men ikke slå dem samlet. Lå den danske flåde ved Agersøsund, og var befæstningen i orden, ville Danmark blive angrebet, når tyskerne ønskede at spærre Storebælt, idet landet skulle søge at forhindre en tysk spærring. Hvad enten Danmark ville være i stand til at hindre en tysk spærring af Storebælt eller ej, mente Pedersen, at landet ville blive nødt til at optræde militært imod Tyskland, hvis landet havde midler i området, uanset om Danmark ønskede et venskabeligt forhold til Tyskland eller ej. Neutraliteten ophørte ifølge Pedersens opfattelse i det øjeblik, den blev forsvaret, så den magt man forsvarede sig imod, automatisk blev fjenden og dennes modstandere ens allierede. Derfor vurderede han, at der var stor fare for, at dansk tilstedeværelse i Storebælt ville føre til dansk optræden imod Tyskland. Det bragte Nyholm på banen. Han vurderede, at planen om en tysk spærring lå meget fjernt. Det tilfælde der lå nærmere, og af flådeofficeren blev anset for det farligste, var en krig mellem Storbritannien og Tyskland. Han mente, at hvis Tyskland skulle optræde imod Rusland og Frankrig eller Storbritannien, ville landet ikke havde råd til at skabe sig en ny fjende, der kunne opstille et effektivt forsvar i Storebælt. Selv om man gik ud fra, at Tyskland ville fordre, at Danmark kunne hævde sin neutralitet i Storebælt overfor Tysklands fjender, ville det forsvar Danmark kunne stille op ved Storebælt samtidig sikre landet imod tysk angreb. 0 Søterritorium. Danmarks strategiske betydning hang som sagt sammen med landets søterritorium og adgangen til Østersøen. Fra det, ved lavvande, yderste tørre stykke land drog man en radius på 3 sømil ud i havet. På steder med mindre søstrækning end 6 sømil mellem to sta­ 0 Referat til Protokollen. 18. møde, 9. dec. 1903; side 180. & 19. møde, 16. dec. 1903; side 195. 0 Referat til Protokollen. 27. møde, 16. marts 1904; side 363f. og 367f. - 58 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. ter blev grænsen trukket i midten. Det skabte ikke de store problemer for Danmark, for de mange småøer gør, at næsten hele Kattegat er dansk søterritorium (selvfølgelig på nær den svenske kyststrækning) og kun enkelte pletter internationalt farvand. Den problematiske situation drejede sig om Storebælt, der mellem Korsør og Nyborg (Sprogø) udelukkende er dansk søterritorium. Havde Danmark været en stormagt, var Nyholm ikke i tvivl om, at landet havde betragtet dette farvand som dansk, og muligvis også ville have kunnet hævde den opfattelse, men da Danmark ikke var en stormagt, ville landet uden tvivl blive pålagt at holde farvandet åbent for gennemsejling. Støttet af de internationale regler vurderede Hage, at Storebælt var indre dansk farvand: ”men Beltets Betydning som Indsejlingsstedet til Østersøen vilde gøre Gennemførelsen fra vor Side af en saadan synsmaade ganske umulig. Ikke nogen af de store søfarende Nationer vilde finde sig i at skulle betragte Store Belt som et Danmark frit tilhørende indre Farvand.” 0 Kommissionsmedlemmerne opfattede ikke Danmark som frit stillet mht. dette farvand. De mente ikke, udlandet ville acceptere en dansk spærring af Storebælt og derfor kunne landet heller ikke anses for at besidde det faktiske herredømme i Storebælt. 0 Storebælt var dansk søterritorium men måtte betragtes som et gennemsejlingsfarvand. De danske rettigheder blev opfattet som indskrænkede bl.a. som følge af Sundtoldens ophævelse. Ved den lejlighed havde Danmark påtaget sig en forpligtelse til at holde de store internationale vandveje belyst og afmærkede. Hvorvidt den pligt ophørte i krigstid, var der nogen usikkerhed om, men såvel Nyholm som Hage fastslog, at landets internationale forpligtelse til at oplyse og afmærke sine farvande ophørte i krigstid om ikke af anden grund så som følge af selvopholdelsesdriften. Nyholm fremhævede endvidere, at der i den danske regering måtte herske samme opfattelse, idet der var udarbejdet en plan til slukning af fyr og inddragning af vager ved krigsudbrud. 0 Udefrakommende påvirkninger af kommissionsarbejdet. Begivenheder, der fandt sted udenfor kommissionen, fik ikke den store indflydelse på dens arbejde. Flere gange blev vigtigheden af forsigtighed omkring de hemmelige forhandlinger bragt på banen i kommissionen. Det skete hver gang som følge af rygter og historier, der på forskellige tidspunkter var fremme i offentligheden. I kommissionens daglige arbejde fik nødvendigheden for hemmeligholdelse, og mulige brud på denne, dog ingen betydning. 0 Ud over omtaler af pressens påstande om at have kilder til arbejdet i forsvarskommission, blev kun meget få begivenheder fra verden udenfor kommissionen 0 Referat til Protokollen. 22. møde, 27. jan. 1904; side 271. 0 Dette kan, i relation til minespærringen i august 1914, vise, hvor omskiftelige en småstats beslutningstageres opfattelser kan være af, hvordan omverdenen vil reagere på dens handlinger. 0 Referat til Protokollen. 22. møde, 27. jan. 1904; side 271-274. Med krigstid forstås dansk krigsdeltagelse og ikke krigssituationer, hvor Danmark står udenfor krigen som neutral. 0 Referat til Protokollen. Se bl.a. 18. møde, 9. dec. 1903; side 166. - 59 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. taget op i den. Klausen forsøgte uden held at indrage krigsministerens flytning af krudtmagasinerne til landbefæstningen. De øvrige kommissionsmedlemmer afviste dog at behandle spørgsmålet, idet de mente, det var en opgave for Folketinget. 0 Den russisk-japanske krig. En kort bemærkning om den manglende russiske østersøflåde var, sammen med nogle korte bemærkninger om Kühnels fravær, det første tegn i kommissionen på, at en af Europas stormagter var blevet involveret i en krig udenfor Europa. I foråret 1904 udbrød krigen mellem Japan og Rusland. Deres interesser var støt sammen i Manchuriet, hvor de to lande søgte at udvide deres magtsfære. Krigen blev for alvor inddraget i kommissionsarbejdet i februar 1904, da Nyholm redegjorde for, hvad der ud fra de indgåede telegrammer kunne antages at være foregået i kampen ud for Port Arthur natten mellem d. 8. og 9. februar 1904. 0 Ved krigsudbruddet opstod en truende situation, der krævede generalstabens arbejde, og hvori Kühnel deltog. Krigen foregik langt borte fra Danmark men kunne alligevel komme til at berøre landet. I højere grad end nogen tidligere krig udenfor Europa var den en fare for verdensfreden, bl.a. pga. at to europæiske stormagter var knyttet til de krigsførende. 0 Navnlig ved krigsudbruddet havde risikoen for, at krigen ikke lod sig begrænse været betydelig, mens krigsbegivenhedernes forløb, ifølge Kühnels vurdering, havde mindsket faren. Han forklarede, at man var på vej ind i en noget tryggere periode, som ville vare en månedstid, indtil de afgørende kampe i land kunne finde sted. Til den tid var det muligt, at situationen atter kunne forværres. Han så med bekymring på den nærmeste fremtid og mente, at det var muligt, at den krig, der så længe havde truet i Europa, ikke længere kunne undgås. Han gjorde derfor Kommissionsmedlemmerne opmærksomme på, at det var muligt, at deres arbejde kunne blive afbrudt af alvorlige ydre begivenheder. Han fandt det heller ikke usandsynligt, at det resultat, kommissionen en gang ville nå frem til, ikke kunne nå at blive til nytte, dersom landet i en nær fremtid skulle blive udsat for fare. Kühnel fortsatte med at bringe pustet fra verdens krigsskueplads ind i kommissionen. Han fandt, at flere af de forhold der havde været drøftet i kommissionen, var blevet interessant belyst af begivenhederne i Østasien. Selv inden krigsafslutningen fremdrog han Koreas skæbne som et advarende eksempel for, hvordan det kunne gå en lille neutral stat. Det neutrale Korea havde proklameret sin neutralitet, men havde ikke foretaget nogen foranstaltninger til at forsvare den, hvorefter japanerne havde besat landet. Ifølge Kühnel var der ingen tvivl om, at Koreas selvstændighed i realiteten var tabt. heraf uddrog han den lære, at hvis det danske forsvar ikke var i orden, måtte landet være beredt 0 Referat til Protokollen. 14. møde, 11. nov. 1903; side 84ff & 100ff. 0 Referat til Protokollen. 24. møde, 10. feb. 1904; side 304. 0 Storbritannien var knyttet til Japan med en traktat af 1902 og Frankrig indgik i Toforbundet sammen med Rusland. - 60 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. på at lide samme skæbne som Korea. En anden ting Kühnel fandt interessant og fremdrog for kommissionsmedlemmerne, var den overraskende måde, hvorpå krigen var brudt ud. Krigserklæringer havde vist sig at være en formalitet, der ikke længere blev anset for nødvendig. Krigsudbruddet var kommet bag på Europa, og selv Rusland var blevet overrasket. Kühnel konkluderede, at dersom man ikke bestemte sig til at tage ansvaret ved at træffe forberedelserne – selv om det måske senere skulle vise sig, at det ikke havde været nødvendigt – ville Danmark hverken kunne holde sig udenfor en krig eller forsvare landet. En tredje ting, han fremdrog, vedrørte spørgsmålet om fjendtlig landgang. På baggrund af begivenhederne i Østasien kritiserede han søofficerernes syn på spørgsmålet. Han mente, at krigen havde vist, at landgang i stor stil var mulig, og at det ikke var nødvendigt først at slå den fjendtlige flådestyrke. Tillige fandt han det interessant, at et flådeangreb var blevet rettet mod den havn, hvor den flåde, der netop skulle hindre landsætningsforsøg, opholdt sig, og at der umiddelbart derefter var blevet overført 3 japanske divisioner på fredsfod, som overraskende satte sig fast på Korea, og at hæren først senere blev bragt på krigsfod. Det var interessant, fordi det, ifølge Kühnel, netop var den måde, Tyskland kunne benytte imod Danmark. Tyskland ville sandsynligvis angribe København fra søsiden og afsende en landgangsstyrke på fredsfod, der senere forøgedes til krigsstyrke. At forholdene ved Port Arthur skulle kunne sammenlignes med forholdene ved København blev absolut afvist af Nyholm, der – som flådeofficer – besad en større sagkundskab end Kühnel mht. flådestrategi og andre maritime forhold. 0 Der var ingen tvivl om, at hvis den russisk-japanske krig bredte sig til Europa, kunne det medføre alvorlige konsekvenser for Danmark. I den offentlige debat i udlandet var man også opmærksom på Danmarks strategiske betydning, hvis Storbritannien skulle blive inddraget i krigen. Lunn refererede således i marts 1904 en artikel i Times om, at man overalt i Europa talte om, at hvis den russisk-japanske krig skulle brede sig til Europa og medføre en krig mellem Storbritannien og Rusland, ville forskellige magter være indstillet på at spærre adgangen til Østersøen gennem de danske Bælter. Lunn refererede endvidere, at da der i 1885 havde været udsigt til krig mellem Storbritannien og Rusland, havde forskellige magter under Tysklands ægide haft en overenskomst om at lukke Dardanellerne for den britiske flåde, hvis det skulle komme til krig mellem Rusland og Storbritannien: ”Taleren [Lunn] mente hermed at pege paa, at den Tanke, at vore Farvande, Adgangen til Østersøen, var af Interesse for alle Parter i den Grad, at forskellige Magter kunde være beredt paa at lukke dem for en anden Part, var fremme til enhver Tid, og netop nu under Krigen mellem Japan og Rusland, der jo en skønne Dag kunde flytte sig til Europa og blive en Krig mellem England og Rusland, var aktuel. Det gjaldt for os om at være beredte paa, at Spærringen ikke kunde ske ved, at man tog Kø­ 0 Referat til Protokollen. 25. møde, 2. marts 1904; side 312-315 og 331. - 61 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. benhavn i en Haandevending.” 0 Forsvarsopfattelser & trusselsvurderinger: Vilje, evne og pligt. Kommissionsforhandlingerne viser et tydeligt billede af en gruppe politikere, der i begyndelsen var tilbageholdende med at udtale sig. De påbegyndte deres arbejde med at indhente oplysninger fra Udenrigsministeriet om, hvilke opgaver neutralitetens opretholdelse stillede til forsvaret, og de tilforordnede om landets sikkerhedspolitiske stilling. Da konseilspræsident Deuntzer også var udenrigsminister, var der således indirekte tale om en henvendelse til regeringslederen, som havde udformet kommissoriet. Dermed må der overvejes, om der har ligget nogle taktiske overvejelser bag henvendelsen. En henvendelse til Udenrigsministeriet (for at tilvejebringe en forestilling om den militære opgave, opretholdelsen af neutraliteten stiller) kunne benyttes på flere måder i det taktiske spil mellem politikerne, hvilket også blev tilfældet. De forsvarskritiske benyttede Udenrigsministeriets svar i retfærdiggørelsen af deres egen opfattelse overfor de forsvarsvenlige. Indtil flere gange forsikrede de således om, at hvis der var blevet forelagt konkrete forpligtelser på krav til udformningen af det danske forsvar, så ville de have fulgt det. Det var et argument, de trygt kunne benytte, idet de krævede konkret indgåede aftaler for at acceptere, at der skulle være nogle forpligtelser. Var der blevet forelagt konkret udformede aftaler med andre lande, kunne de så have råbt op om brud på neutraliteten. Det kan også opfattes som et forsøg fra den forsvarsvenlige regeringsopposition på at få den politisk uerfarne regeringsleder til at forpligte sig til et bestemt mindstemål. Motiverne bag henvendelsen kan dog ikke belyses af kilderne, der for de første møder ikke er nær så omstændelige som resten af forhandlingerne, der blev stenografisk refereret. Kilderne oplyser kun at det var den af regeringen udpegede formand, der udtalte, at der også burde rettes henvendelse til Udenrigsministeriet, og at det blev tilsluttet af kommissionen. Et andet udtryk for kommissionsmedlemmernes tilbageholdenhed med selv at tage fat på forhandlingerne var, at de tilforordnede fik lov til at tage en længere diskussion om præmisserne for deres forsvarsanalyser, hvorved uenigheden mellem hærens og flådens tilforordnede fra starten blev meget tydeligt fremhævet. Der er ingen tegn på, at politikernes tilbageholdenhed skulle skyldes et ønske om at sylte forsvarssagen. Det var en anklage der, både mens kommissionen var nedsat og efter afgivelsen af kommissionsbetænkningen, ofte blev rejst i offentligheden af særligt den forsvarskritiske opinion. Derimod er der flere indikatorer for, at der var et oprigtigt ønske om at tilegne sig oplysninger om sagkundskabens holdninger. Særligt medlemmerne fra de to venstrepartier understregede deres manglende sagkundskab, og f.eks. Madsen-Mygdal fremhævede flere gange, at han i stedet måtte støtte sig til sin fornuft og sine følelser. Dermed fulgte han den gamle venstretradition med at sammenkæde forsvaret med den enkelte borgers følelser. Hans udtalelser om forsvarsfølelsen i hver mands bryst var dog langt fra det eneste tegn 0 Referat til Protokollen. 29. møde, 29. marts 1904; side 405. - 62 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. på, at politikerne ikke havde glemt forsvarssagens politiske historie, selvom der ikke blev peget fingre og fremsat beskyldninger, som det var sket i Rigsdagen ved kommissionens nedsættelse. Da kommissionsmedlemmerne så småt begyndte at tage aktivt del i forhandlingerne, stod det klart, at de havde lyttet til de tilforordnede og Udenrigsministeriet og ville benytte sig af sagkundskabens argumenter. At garvede politikere som Madsen-Mygdal kunne spille på manglende kundskab til forsvaret, kan opfattes som en afskrivning af den politiske forsvarsdiskussion inden systemskiftet. Særligt kan det opfattes som et udtryk for at modstanden imod landbefæstningen ikke havde været baseret på forsvars- og sikkerhedsfaglige argumenter, men ”kun” bundede i partipolitiske og -taktiske overvejelser. Hverken kommissionsmedlemmerne fra Højre eller de Frikonservative satte dog spørgsmålstegn ved venstrepolitikernes fremhævelse af deres manglende fagkundskab om de militære forsvarsforhold. Det skyldes formentlig både tidens opfattelse af, at personlig erfaring var nødvendig for opnåelse af sagkundskab, og den høje vægt højrefløjen tillagde den militære sagkundskab for udformningen af deres egen forsvarspolitik. Statsrevisoren Madsen-Mygdal kunne således med vægt udtale sig om det finansielle aspekt, mens Reedtz-Thott som tidligere udenrigsminister og konseilspræsident med erfaringens vægt kunne tale om forholdet til udlandet og udlandets syn på Danmark. De tilforordnede var enige om, at Danmarks strategiske betydning var forbundet med Storebælt, der både var et dansk territorialfarvand og internationalt gennemsejlings- og forbindelsesfarvand. Det neutrale Danmark skulle således holde farvandet farbart, og selv om krigsførende flåder havde ret til at passere, måtte de dog ikke udføre krigeriske handlinger på søterritoriet. De tilforordnede baserede deres trussels- og forsvarsanalyse på deres analyse af, at passagen mellem Østersøen og Nordsøen lå indenfor tre nordeuropæiske stormagters interesse- og magtsfære. Det var Rusland, Tyskland og Storbritannien, der (ifølge de danske analyser) havde både strategiske flådeinteresser i Østersøsområdet og de militære magtmidler til at håndhæve deres interesser. Deres placering af Danmark indenfor de tre stormagters interesse- og magtsfære blev både positivt og negativt bedømt i kommissionen. Det blev bedømt positivt som en garant for stormagternes grundlæggende interesse for Danmarks beståen. Danmarks fortsatte beståen ville opretholde magtbalancen i området og hindre, at det strategisk vigtige farvand kom under direkte kontrol af en af de andre stormagter. Denne storpolitiske magtbalance dannede også det grundlag der gjorde den danske neutralitet mulig. Havde f.eks. kun Tyskland haft interesse i det danske område, kunne det havde hindret dansk neutralitet, og der ville ikke være udsigt til at der kunne komme hjælp fra andre magter med interesser i området. Havde der på den anden side ikke været nogen stormagtsinteresse i området, havde der heller ikke været nogen trussel mod Danmark. Storbritanniens strategiske interesse var den frie passage til og fra Østersøen. De to Østersøsmagter Tyskland og Rusland havde interesse i selv frit at kunne passere ind og ud af Østersøen, men som stormagter med - 63 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. flådestyrker hjemmehørende i Østersøen kunne de i bestemte situationer også have interesse i at lukke Østersøen for udefra kommende flåder. Tyskland havde en fordel de andre stormagter ikke havde, idet deres flådeforbindelse mellem de to have kunne opretholdes uden brug af dansk søterritorium som følge af anlæggelsen af Kielerkanalen, der var blevet mulig med den tyske erobring af Slesvig og Holsten. De forskellige og modsatrettede stormagtsinteresser var en potentiel trussel mod den danske neutralitet. Så langt var de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmer – ligesom de tilforordnede – enige om den overordnede trusselsvurdering. Vurderingen af, hvor neutralitetskrænkelser ville kunne finde sted, delte derimod de tilforordnede og kommissionen. Det kan vurderes som en bekræftelse af opfattelsen, der opstod efter afgivelsen af kommissionsbetænkningen om, at hvis bare de tilforordnede havde været enige, ville kommissionens forsvarsvenlige flertal også være nået til enighed, fordi flertallet fulgte de tilforordnede, når de var enige og blev splittet, når de var uenige. Det var en opfattelse, der kom til at fremstå som en undskyldning for politikernes manglende evne til at blive enige. En undskyldning hvor skylden for den manglende enighed blev placeret hos de tilforordnede. I kommissionen havde politikerne (og særligt de der var uenige med de tilforordnede) lagt vægt på, at det var dem og ikke de tilforordnede, der ville komme til at stå med det politiske ansvar for lovforslagene og den forsvarsordning, der ville blive vedtaget. Derfor må bebrejdelsen mod de tilforordnede nok nærmere opfattes som højrefløjens utilfredshed med resultatet og som et udtryk for deres forhold til den militære sagkundskab end som en reel opfattelse af, at sammenhold mellem de to værn skulle have kunnet samle alle politikerne. Var de tilforordnede således f.eks. blevet enige om samlet at foreslå alle de forbedringer, de hver især ønskede (det ville primært være landbefæstningen og Agersøsund-stillingen), havde det formentligt ikke kunne samle de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmer, idet særligt venstrepolitikerne formentlig ville havde sagt fra, selv hvis de havde kunnet acceptere landbefæstningen så af økonomiske årsager. Uenighederne i de tilforordnedes trusselsvurderinger og forsvarsopfattelser var dog ikke lige til at bygge bro imellem. Hærens tilforordnede vurderede, at hvis København ikke var tilstrækkelig sikret og derfor hurtigt ville kunne indtages, ville neutralitetskrænkelsen finde sted der og ikke i Storebæltsområdet. Var hovedstaden først indtaget, ville den danske modstand ikke kunne opretholdes, og dermed var hele landet så godt som indtaget. Besiddelsen af Storebæltsområdet ville således være sikret mod danske modangreb, som kunne finde sted, hvis hovedstaden var på danske hænder og krænkelsen ”blot” var en besættelse af dansk territorium i Storebæltsområdet. Flådens tilforordnede vurderede derimod, at krænkelsen ville indtræde i selve Storebæltsområdet (f.eks. med erobringen af det danske fyr på Sprogø, udlægning af miner i Storebælt og erobring af kyststrækninger på Fyn og Sjælland for at sikre minespærringen). Forskellen mellem hærens og flådens trusselsvurderinger var således forbundet med deres forskellige værnsinteresser og forsvarsopfattelser. Hærens repræsentanter tillagde hovedstadens sikring - 64 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. størst vægt. Det var i overensstemmelse med eksistensforsvaret, som de da også mente, skulle danne grundlaget for den nye forsvarsordning, idet de mente neutralitetsforsvaret var en overbygning af eksistensforsvaret. Flådens repræsentanter mente derimod, at eksistensforsvaret stillede større krav end neutralitetsforsvaret (idet de så neutralitetsforsvaret som grundbygningen og eksistensforsvaret som overbygningen). De lagde hovedvægten på pligten til at imødegå neutralitetskrænkelser der, hvor de indtraf, og de vurderede, at hvis København var sikret mod bombardement fra søsiden, ville krænkelserne sandsynligvis indtræde der hvor den strategiske fordel kunne opnås, nemlig i Storebæltsområdet. De var enige om, at København skulle sikres mod bombardement fra søsiden for at hindre, at byen og landet kunne falde for en sådan bombardementstrussel. Det var tillige en foranstaltning, der kunne frigøre en del af flådestyrken fra byens forsvar, og det satte de pris på. Søofficererne mente nemlig, at flåden havde en opgave udenfor København, som den kunne og skulle løfte, nemlig at hindre neutralitetskrænkelser i de danske farvande, og særligt i Storebæltsområdet, hvor sandsynligheden for en krænkelse var størst. Landsiden af hovedstaden kunne sikres via kystforsvaret af Sjælland. Landofficererne mente derimod, at en landbefæstning var absolut nødvendig for at sikre mod overrumpling fra landsiden. Dermed fulgte de fortsat grundlæggende den forsvarsopfattelse som venstrepolitikerne havde brugt så meget energi på at modarbejde under Estrups regeringstid. Begge værn havde således den forsvarsopfattelse, der bedst kunne tilgodese deres eget værns interesser, dog måtte landofficererne forsøge at tilpasse deres holdninger til tidens krav om et neutralitetsforsvar. Udenrigsministeriet mente, at neutrale stater havde en pligt til at hindre neutralitetskrænkelser om nødvendigt med militærmagt, og kommissionsflertallet sluttede fuldt ud op om denne opfattelse. Der var dog undtagelser. Socialdemokraten Klausen og Kristiansen fra Venstrereformpartiet afviste, at der skulle eksistere en sådan pligt. Klausen mente (som den eneste), at den danske neutralitet ikke kunne opretholdes med våbenmagt, og derfor mente han også, at landet ikke kunne have pligt til at gøre det. Tillige vurderede han, at en småstats militære magtmidler i sig selv kunne udgøre en trussel for landets sikkerhed. Han var dermed i modsætning til de tilforordnede og kommissionsflertallet, der mente, at krigsberedskab virkede afskrækkende og dermed kunne forhindre krænkelser i at indtræde. 0 Selv de tilforordnede ville ikke garantere, at et dansk neutralitetsforsvar ville kunne afværge alle krænkelser, men i modsætning til Klausen mente de, at pligtopfyldelsen var vigtigere end evnerne. Kristiansens hovedindvending var, at angreb på neutraliteten var en overtrædelse af folkeretten. Han mente, at forsvarsmidlerne skulle opretholde de regler, neutralitetserklæringen opstillede og beskytte mod uforsætlige krænkelser. To af venstrereformpartiets medlemmer – Slengerik og Anders Nielsen – mente, at krigsmagt ikke kunne sikre neutraliteten i alle situationer, men at det dog hav­ 0 Han ville dog ikke totalt afruste Danmark men bibeholde en mindre væbnet styrke, bl.a. til sikring af fiskeriet. - 65 -


Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05. de en vis signalværdi, som et udtryk for den danske vilje til at værge neutraliteten. Vurderingen af forsvarets evne til at sikre målet – opretholdelsen af neutraliteten – havde således indflydelse på deres forsvarsopfattelse, men de tog også hensyn til pligten ved ikke at ville afruste, selvom forsvaret højst ville være i stand til at opretholde neutraliteten. Derfor mente de, der kun skulle opstilles det mindst mulige forsvar, mens de forsvarsvenlige ønskede ”et forsvar af betryggende karakter”. De forsvarsvenlige fandtes ikke kun hos højrefløjen men også i venstrepartierne, hvor alle dog ikke var lige forsvarsvenlige. De forsvarsvenlige havde forskellige vurderinger af forudsætningerne for et ”forsvarligt forsvar”. Særligt landbefæstningen delte gruppen, hvor de tilforordnedes uenighed kunne genfindes iblandt de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmer. Den første periode af Forsvarskommissionens arbejde viser, at politikerne havde en klar tendens til at inddrage fortiden i deres forhandlinger, i hvert fald når det gjaldt forsvaret. Historiske begivenheder blev mere eller mindre fremhævet og brugt til at sammenligne med forskellige forudsigelser om fremtiden. Når Kühnel således talte om, hvor vigtigt det var, at København kunne holde ud, indtil hjælpen nåede frem, dannedes der automatisk en forbindelse tilbage i fortiden til Københavns belejring under svenskekrigene, hollændernes hjælp og tabet af de danske landsdele øst for Øresund. Hans modstandere henvise modsat til situationen i 1864 og boerkrigen for at understøtte deres vurdering af, at Danmark ikke kunne forvente hjælp. Truslerne om bombardement af hovedstaden var ligeledes yderst reel for danskerne i forsvarskommissionen, der alle var bekendt med byens skæbne under Napoleonskrigene. - 66 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. J.C. Christensen overtog regeringsmagten d. 14. januar 1905. Han samlede de to værn under én minister og brød med traditionen ved selv at indtage posten. Danmark fik således sin første civile forsvarsminister. Den nye regeringsdannelse førte til sprængningen af Venstrereformpartiet. Folketingets Venstre forlod Venstrereformpartiet og sluttede sig senere til Det radikale Venstre. Den nye regeringsdannelse berørte kommissionsarbejdet. Sigurd Berg forlod forsvarskommissionen og blev indenrigsminister, mens 3 af kommissionsmedlemmerne ikke længere repræsenterede Venstrereformpartiet men derimod den nye venstregruppe. 0 Forsvarskommissionen satte de tilforordnedes forsvarsforslag på dagsordenen i februar 1905. Dermed bevægede kommissionen sig ind i en mere beslutningstagende fase. Kommissionsmedlemmerne var bevidst om, at arbejdet bevægede sig ind i en ny fase. De talte tillige nu åbent om, at arbejdet ikke ville resultere én i men flere indstillinger. 0 Hvad skal danne grundlaget for den nye forsvarsordning ? Med fremlæggelsen af de tilforordnedes to forslag, stod det klart, at de ikke kunne blive enige. Kommissionsmedlemmerne måtte nu beslutte sig for, hvorvidt det ene eller det andet forslag skulle danne grundlaget for den forsvarsordning, kommissionen skulle anbefale til regeringen og Rigsdagen. 0 Søofficererne fokuserede på forsvarets grundlag, og søværnets opgaver og organisering. Grundlaget for organiseringen af det danske forsvar afhang af hvorledes neutralitetspligterne blev fortolket. De lagde vægt på, at forsvaret ikke kun skulle indrettes til at modstå én bestemt magt, Tyskland. Det skulle kunne rettes imod alle og dække hele Danmark. Derfor skulle der organiseres et forsvar i hver landsdel, koncentreret om de vigtigste strategiske steder, hvor neutraliteten var mest udsat. Søofficererne afviste dermed Kühnels vurdering af, at forsvaret skulle indrettes til at modstå den, militært set, farligste modstander. De pointerede, at der var stor forskel på de bevæggrunde, der kunne motivere forskellige stormagter til at krænke den danske neutralitet, og at deres midler og måden, hvorpå krænkelsen ville kunne finde sted, også var forskellige. De mente, det var et brud på neutralitetsprincippet, hvis det danske forsvar kun kunne opstille et effektivt forsvar for en mindre del af landet. De anså Tyskland for den magt, der havde størst interesse i den danske neutralitet, og en dansk forsvarsord­ 0 Berg blev erstattet af Ingvard Jensen, og de 3 var Kristiansen, Slengerik og Fogtmann. Se bilag 1. 0 Se bl.a. Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 477. 0 Kontreadmiral Wandels og kaptajn Nyholms Forslag til en Forsvarsordning for Danmark og generalmajor Kühnels og kaptajn Nørresøs Forslag til Organisation af Landets Forsvar. Forslagene findes ikke i det trykte materiale fra kommissionen. Afsnittet er baseret på Jens Ole Christensen I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909. 1996, side 150-156 (flåden) og 156-163 (hæren). - 67 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. ning, der var rettet imod tysk overgreb, ville vække tysk mistro til den danske neutralitetsvilje. Opstillingen af et effektivt forsvar i hver af de danske landsdele, mente de, var en neutralitetspligt, der måtte opfyldes, for at Danmark kunne sikre, at landets territorium og resurser ikke blev udnyttet af andre. Flåden skulle udvikles, så den kunne tage aktiv del i kystforsvaret, dække de indre danske farvande og deltage i Københavns søforsvar. Søofficerernes syn på forsvaret af København fokuserede på sikringen af byen mod krænkelser fra søsiden, og frigørelsen af hovedparten af flåden fra byens søforsvar. Flåden skulle frigøres for at kunne sikre opretholdelsen af de danske neutralitetspligter i de strategisk vigtige danske gennemsejlingsfarvande. De mente, at Storebælt var stedet for forsvarets hovedopgave. Flåden skulle kunne modsætte sig tyske forsøg på at spærre passagen til Østersøen og tyskfjendtlige forsøg på at udnytte dansk territorium som midlertidig operationsbasis. For at det danske forsvar skulle have en styrke, så en krænkelse ikke ville kunne betale sig for nogen af parterne og dermed have en ”afskrækkende” effekt, måtte den danske flåde være tilstede i området og kunne støtte sig til befæstningsanlæg. De mente fortsat, at Københavns landbefæstning hørte til eksistensforsvaret (som måtte komme i anden række) og ikke til neutralitetsforsvaret. For at landbefæstningen kunne regnes med til neutralitetsforsvaret, krævede det, at den kunne sikre mod overrumpling af mindre styrker landsat med kort varsel i byens umiddelbare nærhed, og at disse ikke kunne imødegås med andre midler. Den måtte dog ikke skade for direkte foranstaltninger til neutralitetens forsvar, og det ville ikke kunne undgås. De mente, at den forudsatte en alt for lang periode for at blive sat i krigsberedt stand, krævede en alt for stor besætning og ville ødelægge store værdier, hvilket kunne medføre, at beslutningen ville blive truffet for sent. De afviste dog ikke, at landbefæstningen kunne have betydning for hæren som et sted at falde tilbage til, og et sted hvor der kunne vindes tid, hvorved intervention udefra blev muliggjort. Selvom de havde været meget kritiske i deres udtalelser om landbefæstningens stand, mente de dog, den kunne være til nytte i en sådan situation, og at den derfor ikke skulle sløjfes. Bibeholdelsen af landbefæstningen måtte dog ikke resultere i, at det danske forsvar blev indskrænket til København. Søofficererne opererede med tre forskellige situationer, hvor den danske neutralitet var truet og tillagde dem forskellig betydning for udformningen af neutralitetsforsvaret: 1. Tiden umiddelbart før et krigsudbrud, der involverede de europæiske stormagter med strategiske interesser i det danske område. I det tilfælde skulle det danske forsvar sikre landet imod et pludseligt overfald, som led i udbruddet af en større europæisk krig. Fra dansk side skulle neutraliteten sikres mod denne eventualitet ved en hensigtsmæssig forsvarsordning, højt krigsberedskab og en passende fredsstyrke. Et overraskelses angreb, hvor hensigten var at tvinge den danske regering uden anvendelse af store magtmidler kunne ske på tre forskellige måder: A) Flådeangreb mod København, med trussel om bombardement. Det skulle hindres ved at udbedre søbefæstningen og en permanent udrustet flådestyrke. - 68 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. B) Landsætning af en troppestyrke bestående af max. 12.000 mand i hovedstadens umiddelbare nærhed. Denne trussel skulle imødegås på landgangsstedet af såvel den udrustede del af flåden som af hæren på Sjælland. Søofficererne forudså, at ubåde inden for en kort årrække ville blive en effektiv del af dette forsvar. C) Landsætning af tropper på andre punkter af den sjællandske øgruppe skulle imødegås af flåden og hæren. Det af søofficererne foreslåede befæstningsanlæg i Smålandsfarvandet ville hindre en landgang på Sydsjælland, hvorved de mulige landgangssteder på øen ville blive indskrænket til Vest- og Østsjælland. 2. Under en stormagtskrig var faren en hel eller delvis besættelse, da de krigsførende magters udnyttelse af landets resurser og andre neutralitetskrænkelser kunne inddrage Danmark i krigen. Også denne situation skulle det danske forsvar kunne imødegå. I denne situation mente de, at større neutralitetskrænkelser primært ville blive rettet mod Sjælland. 3. Efter en stormagtskrig ville faren være en egentlig eksistenskamp, der kunne indtræde, hvis landet ikke havde opfyldt sine neutralitetspligter. De tilforordnede fra hæren redegjorde også for forsvarets grundlag, opgaver og organisering. De tog ligeledes udgangspunkt i, at opretholdelsen af neutraliteten skulle være forsvarets opgave, idet de vurderede, at muligheden for, at Danmark skulle blive angrebet i en periode med fred, var så lille, (og ikke ville stille større krav til forsvaret end hævdelsen af neutraliteten) at der godt kunne ses bort fra denne mulighed ved udformningen af den nye forsvarsordning. Grunden var, at Danmark ikke længere havde noget politisk mellemværende med andre stater. De har således ikke havde regnet problemerne mellem Danmark og Tyskland, om den dansksindede befolkning i Slesvig, for et mellemværende, der kunne føre til en isoleret krig mellem Danmark og Tyskland. Et enkeltstående angreb på Danmark stillede ikke større krav til det danske forsvar end neutralitetsforsvaret, da det (som følge af landets forøgede strategiske betydning) med stor sandsynlighed ville resultere i en stormagtskrig. Hvad enten den europæiske stormagtskrig blev startet med et angreb på Danmark, eller Danmark blev angrebet som følge af krigen, mente de, at forsvarets formål måtte være det samme: At holde ud indtil andre magter kunne gribe ind til Danmarks fordel. Kühnel og Nørresø tillagde, i modsætning søofficererne, eksistensforsvaret en fremtrædende betydning. Den herskende holdning var, at neutralitetsforsvaret stillede mindre krav end eksistensforsvaret, der skulle opretholde landets selvstændighed. De to tilforordnede fra flåden havde således med deres vurdering af Københavns landbefæstning vist, at for dem var opfyldelsen af kravene til neutralitetsforsvaret det vigtigste, mens forhold der først fik betydning efter, at neutralitetsforsvaret var gledet over i et eksistensforsvar, kom i anden række. Kühnel og Nørresø argumenterede for, at neutralitetsforsvaret stillede større krav end eksistensforsvaret, idet neutralitetsforsvaret indbefattede et - 69 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. eksistensforsvar, mens eksistensforsvaret ikke stillede krav til, at der skulle være et neutralitetsforsvar. De betragtede neutraliteten som et allianceforhold, der skulle træde i stand, når den danske neutralitet blev krænket og etableres med den krænkende magts modstander. Derfor lagde de vægt på, at det magtgrundlag neutralitetsopretholdelsen krævede, omfattede både den neutrale stats egen magt, og den ”anden” magt, som der ville opstå et alliancelignende forhold til. Det var derfor vigtigt, at den neutrale stats styrker kunne holde ud, indtil hjælpen kunne nå frem, og i den forbindelse havde Københavns befæstning afgørende betydning. De danske styrker kunne søge ly og holde stand i et befæstet København, indtil hjælpen kunne nå frem og derfra, sammen med den fremkomne hjælp, slå angriberen tilbage. Kunne Danmark opstille et forsvar, der kunne holde ud og sammen med en allieret hindre en mere permanent besættelse af det danske territorium, og hvis det danske forsvar også i udlandet blev opfattet som så stærkt, ville det, ifølge Kühnel og Nørresø, afholde de interesserede stormagter fra at krænke den danske neutralitet. København skulle sikres, så byen ikke kunne falde for et overraskelsesangreb udført af en flådestyrke eller en mindre hærstyrke. En sådan sikring skulle, ifølge Kühnel og Nørresø, ske ved organiseringen af en sikringsstyrke, der meget hurtigt ville kunne opstilles i byen, desuden via udbygning af befæstningen og ændringer i de eksisterende organisations- og garnisoneringsforhold. Sikringsstyrken skulle knyttes til sø- og landbefæstningen og give det øvrige forsvar tid til at blive mobiliseret, mens organisation og garnisonering skulle muliggøre en hurtig mobilisering og ordnes, så fjenden ikke ville kunne hindre den danske mobilisering. Derudover skulle der opstilles et egentligt kystforsvar for Sjælland med bidrag fra hæren og flåden. Også her havde Københavns landbefæstning en betydning ifølge de to tilforordnede fra hæren, idet den ville frigøre hæren til kystforsvaret og danne et tilbagetrækningspunkt for hæren, hvis kystforsvaret skulle slå fejl. Kühnel og Nørresø var enige med deres officerskollegaer fra flåden om, at flåden skulle havde støttepunkter udenfor København. De mente dog, det ville være bedre med flere mindre punkter på Sjællands kyst, som også ville kunne øge mulighederne for at gribe ind overfor en landgangsekspedition end med en større base i Smålandsfarvandet. Forsvaret i Jylland skulle kunne imødegå to forskellige trusler: Et mindre tysk angreb over landegrænsen og en større landgang iværksat af Tysklands fjender. Forsvaret i Jylland skulle kunne forsinke en tysk fjendtlig landgangsekspedition og holde ud overfor et tysk angreb. Jylland var ikke stedet, hvor afgørelsen ville falde set fra deres synsvinkel. De fokuserede på eksistensforsvaret, hvor afgørelsen faldt sammen med hovedstadens skæbne. Gik tyske tropper over landegrænsen og op i Jylland, skulle de jyske styrker kunne holde ud, indtil spørgsmålet om søherredømmet i Østersøen var afklaret. Opnåede Tyskland søherredømmet, ville afgørelsen falde på Sjælland, mens den jyske hærstyrke kunne blive forstærket, hvis Tyskland ikke opnåede søherredømmet. De fokuserede på den tyske trussel i Jylland fremfor truslen fra en tyskfjendtlig hærstyrke, der ville angribe - 70 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Tyskland over den dansk-tyske grænse. Det var i overensstemmelse med deres opfattelse af, at hvis forsvaret blev indrettet til at imødegå den værste trusselssituation, ville det også kunne imødegå de mindre alvorlige trusler. Det radikale synspunkt ved Fogtmann, Kristiansen & Slengerik. Nok var der forskel mellem de tilforordnedes forslag, men de byggede på vurderinger, som de radikale kommissionsmedlemmer ikke kunne lægge til grund for en fornuftig og formålstjenlig forsvarsordning. De forskelle der var mellem de to forslag gjorde, at deres sympati lå ved søofficerernes forslag, pga. dets økonomiske og militær-politiske beskaffenhed, men ”Springet ... var for stort til, at der kunne blive synderlig Forskel i hans og hans Meningsfællers Opfattelse af det ene eller det andet af de foreliggende Hefter” 0 De tilforordnede havde det logiske udgangspunkt, at man måtte afgøre hvilken opgave, der skulle løses, inden en fornuftig plan kunne blive udformet. Fogtmann mente dog, at det aldrig kunne være formålet at påvise, at Danmark i længden skulle kunne forsvares med våbenmagt. Han mente, at de tilforordnede delte hans vurdering af at det var en umulig opgave. De tilforordnede opstillede således til stadighed store begrænsninger for deres trusselsscenarier (såvel mht. størrelsen af den angrebsstyrke Danmark kunne risikere at skulle møde, som mht. den tidsramme der blev opereret med). Han vurderede, at de tilforordnede opstillede et forsvar beregnet til at kunne modstå et kortvarigt angreb udført med forholdsvis svage angrebsstyrker. I praksis mente Fogtmann, at disse opgaver ikke ville blive aktuelle, hvilket kunne opfattes enten godt eller skidt: ”Hvis den Opgave at forsvare sig mod et fjendtligt Overgreb slet ikke kom til at ligge for, var jo det opnaaet, man vilde opnaa med vort Militærvæsen: at forhindre, at vi overhoved blev udsat for Angreb og Fredsforstyrrelser. Men dertil var rigtignok at svare, at fordi de Angreb, vi havde tænkt os, og som vi var indrettede paa at afvise, udeblev – og det af den simple Grund, at Fjenden, der jo kendte vore Forsvarsforanstaltninger lige saa godt som vi selv, selvfølgelig ikke Angreb os der, hvor vi var forberedte, eller efter den Maalestok, som vi kunne magte -, var der ikke givet os nogen Garanti for, at der ikke blev stillet os Opgaver af en hel anden Art end dem, vi havde forberedt os paa. Det var egentlig umuligt andet.” 0 Fogtmann mente, at neutralitetskrænkelser forudsatte, at aggressoren var i stand til at benytte overlegen magt overfor Danmark. Derfor mente han, at ethvert forsøg på at løse landets opgaver med militærmidler altid ville medføre skuffelse. Enten ville opgaven ikke blive stillet, eller den ville blive stillet således, at landet ikke ville have midler til at løse den, hvilket han fandt ville være tilfældet selv overfor minimale opgaver. Han mente, mulighederne for forbedringer var så ringe (både mht. personellets tilvejebringelse og 0 Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 479. Fogtmann. 0 Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 479f. Fogtmann. - 71 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. mht. den finansielle evne), at det ikke kunne være afgørende for udfaldet men højst betyde en gradsforskel. I modsætning til de tilforordnede var han ikke interesseret i at tvinge en fjende til også at forøge sine anstrengelser. Han mente nemlig, at enhver fjende, ”som overhovedet kunde tænkes at være en Fare for vort Lands Bestaaen eller blot en midlertidig Fare for dets Sikkerhed, altid havde det i sin Magt at udfolde den fornødne Kraftanstrængelse.” 0 Derfor ville de militære resurser kunne reduceres betydeligt, og besparelser på militærbudgettet var vigtigt for ham. Han ”var gaaet til Arbejdet i denne Kommission ud fra den Betragtning, at man ædruelig skulde tage Stilling inden for den finansielle Ramme, man kunde blive enig om, og paa dette Grundlag indrette Militærvæsenet ogsaa efter de Hensyn, som fra Sagkyndig Side kunde stilles op.” 0 De tilforordnedes forslag blev ligeledes afvist af Slengerik, der også krævede betydelige finansielle besparelser. Det mente han ikke kunne ske på baggrund af de foreliggende forslag (selv ikke med gennemgribende ændringsforslag), og derfor måtte der i stedet udarbejdes et helt nyt forslag. 0 Knapt en måned senere fremlagde Fogtmann, Kristiansen og Slengeriks Antydninger til en Grundplan for de Hovedregler, ud fra hvilke Forslag til Forsvarsvæsenets Ordning bør tilvejebringes. Der stod bl.a. at: ”Forsvarsvæsenets Opgave er at konstatere Bestræbelsen for at bevare vor Neutralitet. Ordningen tager Sigte paa saa vidt muligt at hindre Krænkelser af Fredstilstanden paa dansk Territorium. Militærmagten støtter derhos Bestræbelserne for at værge Landets borgerlige Interesser mod Overgreb fra fremmede Magter paa almindelige folkeretlige Regler, og medvirker overhovedet til Opretholdelsen af Fred og Orden inden for dansk Omraade. Som Følge af vort Lands naturlige Forhold vil der tillægges Flaaden, og vel i særlig Grad Torpedo- og Søminevæsenet, en fremskudt Stilling. Allerede af den Grund, at Københavns Landbefæstning ikke kan anses for at have nogen Betydning for den her antydede Opgaves Løsning, gaar man ud fra, at denne Befæstning nedlægges. Dispositioner i den Retning træffes ved Finansloven. Hvis Dele af Københavns Søbefæstning anses for at have væsentlig Betydning som Værn mod overraskende Angreb paa Flaadestationen, træffes en Ordning med dette Formaal for Øje, og de overgaa da til Administration og Kommando under Søværnet.” 0 Det var et løst udkast. De tre forslagsstillere havde ikke villet fremsætte enkeltheder, før de havde fået et indtryk af, om der i kommissionen var andre, der kunne slutte sig til udkastets kernepunkter. Det største spørgsmål gjaldt Københavns landbefæstning. De var modstandere af såvel finansielle, som nationale og praktiske grunde. Udkastet var vagt 0 Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 480. 0 Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 482. 0 Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 483ff. Muligheden for sagkyndig bistand ved udformningen af et nyt forslag blev diskuteret en del, se bl.a. side 487 (samme møde). 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 501. - 72 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. mht. søbefæstningen. Fogtmann forklarede, at de ønskede, at gøre København til en åben by. Byen skulle således ikke have nogen betydning for det danske forsvar, for så vidt det var muligt med en by, hvis mange værdier altid ville have interesse for en fjende. De var opmærksomme på, at flådestationens placering i byen kunne vanskeliggøre deres mål, og de ønskede at bibeholde flåde som den vigtigste faktor i forsvarsordningen. De mente dog, bibeholdelsen af flådens leje ikke hindrede byen i at blive en åben by. ”Det, Forsvaret vel navnlig skulde være indrettet paa, var at hindre en pludselig Overrumpling, men en saadan kunde kun tænkes i Forbindelse med et Landgangsforsøg efter en Passage af Fjenden til Søs og endda en Passage gennem vore smalle, vanskelige, ikke let tilgængelige Farvande, og var der altsaa overhovedet en Opgave for os at løse i militær Henseende, maatte det være den at søge for, at en Fjende ikke let eller hurtigt løb ind gennem disse Farvande og paa den Maade kom os pludselig til Livs.” 0 De mente, at flåden var et nødvendigt led i et militært neutralitetsforsvar og dermed var det også nødvendigt med en flådestation. De mente dog, at det stadig var et åbent spørgsmål, om flådestationen kunne anlægges et andet sted end København. En flytning var en stor opgave og måske finansielt uoverkommeligt, men de ønskede sagen bedre belyst. Flådestationen skulle selvfølgelig beskyttes, og de radikale medlemmers udtalelser om søbefæstningen skulle forstås i denne sammenhæng men også som et signal om, at de ikke lå fast på dette punkt og var villige til at forhandle med ligesindede, der tillagde søbefæstningen betydning for forsvaret. Land- og søbefæstningen mente de derimod ikke skulle være almindelige led i forsvaret. Højres synspunkt, som det kom til udtryk ved Stilling. H. Stilling kommenterede i marts 1905 de tre fremlagte forslag. Han fandt, at selv om de tilforordnedes forslag afveg en del fra hinanden, var grundtonen den samme: De tilsigtede et virkeligt forsvar, mens Fogtmann, Kristiansen og Slengeriks ikke ønskede noget virkeligt forsvar. Derfor kunne han ikke støtte hverken forslaget eller dets videre behandling i kommissionen, da han fandt, det ville være spild af tid at forhandle om det. 0 Stillings vurdering af, at de radikale ikke ønskede et virkeligt forsvar, fik Slengerik til at reagere. Han fandt det ikke overraskende, at Stilling ikke kunne støtte deres forslag men beklagede, at han ikke havde brugt en anden begrundelse for sin afvisning, idet han opfattede hans formulering som et angreb på deres ansvarlighed. Skulle formuleringen om det virkelige forsvar forstås således, at et virkeligt forsvar, under alle tænkelige forhold, ville være i stand til at løse den opgave, der kunne stilles ? Slengerik mente, det var en umulig opgave, og at ingen kunne opstille et sådant virkeligt forsvar. De radikale kommissionsmedlemmer ønskede et forsvarligt forsvar. Forstået således, at forsvaret tog 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 507. 0 Referat til Protokollen. 39. møde, 22. marts 1905; side 538. - 73 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. hensyn til landets geografiske beliggenhed, dets økonomiske evne, de udsigter der med nogen rimelighed var til, at Danmark kom i krig, og de udsigter der var til, at der kunne stilles det op, som Stilling ville anse for et virkeligt forsvar. Slengeriks opfattelse var, at Stilling ønskede et forsvar, der kunne imødegå ethvert angreb, og dét, mente han selv, var umuligt. Stilling vurderede grundforskellen mellem de radikale anskuelser og hans egne således, at de mente forsvarets opgave var at konstatere bestræbelsen for at bevare den danske neutralitet, mens han selv for alvor ville gøre det til en betænkelig sag for enhver magt at bryde den danske neutralitet. Han mente, en konstatering kunne gøres økonomisk billigere, end de tre havde forslået og fandt det forkert at bruge mange penge på en honnørsag. Han var selv villig til at bruge et større beløb på forsvarets udvikling, som han opfattede som en livsvigtig sag for Danmark. Dertil var det kun alt for nemt for Slengerik at indvende, at Stilling i længere tid selv havde været med til at finansiere et forsvar, de sagkyndige mente ikke var noget virkeligt forsvar. 0 De Frikonservatives synspunkt ved Reedtz-Thott. Reedtz-Thott mente, de tilforordnedes forslag indeholdt så meget og havde behandlet de forskellige spørgsmål så grundigt, at han vanskeligt kunne forestille sig, at der kunne opstilles en ordning af forsvaret, der ikke lignede et af de to forslag. For ham var der ingen tvivl om, at grundlaget for den nye forsvarsordning skulle findes i de tilforordnedes forslag, selv om de var forskellige og ikke let kunne bindes sammen til ét, hvilket han beklagede. ”[Han fandt dog at der var en række punkter,] hvor de to Forslag hvert ud fra sit særlige Syn paa Tingene, var naaet til overensstemmende Indstillinger, og det maatte da være naturligst, om man ved Forhandlingen om Forslagene første søgte at komme til Enighed om de Punkter, hvor Indstillingerne var ens eller noget nær ens. Kunde der opnaas Forstaaelse om dem, var der dog en Mulighed for, at man ogsaa kunde finde en Løsning af de Spørgsmaal, hvor de to Forslag divergerede.” 0 Det vigtigste punkt, der var enighed om, var nødvendigheden af at udvikle og forbedre søbefæstningen som grundlaget for landets forsvar. Reedtz-Thott mente, at hvis de to planer skulle benyttes som udgangspunkt for ordningen af forsvaret, måtte man først tage fat på overensstemmelserne og derefter uoverensstemmelserne mellem de to forslag. De tilforordnede mente dog, det ikke var en god løsningsmodel. De foretrak en afgørelse af, hvad grundlaget for den nye forsvarsordning skulle være, inden der blev taget fat på enkelthederne. Søofficererne fremhævede spørgsmålet om Københavns landbefæstning som dét, der primært delte kommissionen, mens hærens tilforordnede mente den væsentligste principielle uoverensstemmelse var spørgsmålet om Agersøsund, dvs. 0 Referat til Protokollen. 39. møde, 22. marts 1905; side 539f. 0 Referat til Protokollen. 35. møde, 22. feb. 1905; side 483. - 74 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. om en flådestation i Smålandsfarvandet. 0 Reedtz-Thott vandt heller ikke tilslutning til sit forslag blandt kommissionsmedlemmerne. Formanden valgte i stedet at tage fat på de punkter, hvor der var de største uoverensstemmelser; således at der skulle begyndes med spørgsmålet om Københavns stilling i Forsvaret. Venstrereformpartiets synspunkter ved Madsen-Mygdal & L. Rasmussen. Madsen-Mygdal mente, det ikke ville nytte at fortsætte forhandlingerne på grundlag af de tilforordnedes forslag, og at en tredje mulighed derfor skulle undersøges. 0 Han fastholdt, at den nye forsvarsordning skulle bidrage til anerkendelsen af den danske neutralitet. Det indebar for ham bl.a. stormagternes og ikke mindst Tysklands anerkendelse. For ham var det afgørende, om man opfattede Tyskland som den magt, der med størst sandsynlighed ville krænke den danske neutralitet eller som en venligsindet magt. En af grundene til, at han var imod Københavns landbefæstning, var, at den efter hans mening særligt signalerede, at Tyskland var den magt, Danmark regnede med ville krænke landets neutralitet. Han mente, det var en livsbetingelse for Danmarks fremtid, at landet stod i et venskabeligt forhold til Tyskland. Derfor måtte de danske forsvarskræfter i stedet for at være koncentreret om landbefæstningen hellere opstille en større troppesamling i Jylland. Han var positiv overfor et kystforsvar og en hærordning, hvor skyttebevægelsen blev inddraget. Det var klart for ham, at forsvarsordningen afhang af hvilken trussel, der blev vurderet som mest sandsynlig. Han var således i modsætning til Kühnel, der mente, ordningen skulle indrettes til at modstå den mest alvorlige trussel og ikke den mest sandsynlige. 0 Madsen-Mygdal var en varm fortaler for den almindelige værnepligt og folkevæbningstanken. Han ønskede at fremme den gensidige tillid mellem folket og hæren, skabe en stærk fællesfølelse og erstatte tvang med lyst som drivkraft. For ham drejede det sig om, at der i soldaten var en god ånd, at han havde en god fædrelandsfølelse, og at han af sit ganske hjerte var med i den opgave, der var ham pålagt. Samtidig definerede Madsen-Mygdal den danske opgave til ene og alene at være at lade omverdenen vide, at når nogen ville gå over de danske grænser, ville de møde modstand. Der skulle konstateres, at der forelå et fredsbrud. Det var den danske pågave, mente han, og længere strakte de danske kræfter sig ikke. Han fandt dog hverken en politivagt tilstrækkelig, eller at ord alene skulle kunne proklamere neutraliteten. Der skulle handling til, så det folkeretsligt måtte erkendes, at ingen kunne bryde ind over landets grænser uden at møde alvorlig modstand. Det var dén opgave, Danmark havde og skulle søge at løse så godt som muligt, men derudover havde landet ingen militære opgaver, såsom erobringer eller lignende. 0 0 Referat til Protokollen. 44. møde, 24. maj 1905; side 590. 0 Referat til Protokollen. 36. møde, 1. marts 1905; side 493f. 0 Kühnel mente, at et forsvar indrettet til at modstå den værst tænkelige trusselssituation også ville kunne bruges i alle andre (og mindre) trusselssituationer. Referat til Protokollen. 36. møde, 1. marts 1905; side 495. 0 Referat til Protokollen. 59. møde, 7. sept. 1905; side 996 - 1005f. - 75 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. L. Rasmussen tog udgangspunkt i det danske land- og søterritoriums strategiske betydning. På linie med den herskende opfattelse mente han, fremmede magters interesse i de danske farvande både var en trussel mod neutralitetens opretholdelse, og en betryggelse for opretholdelsen af landets selvstændighed. Han var dog bekymret for, om den store vægt der fra dansk side blev tillagt landets strategiske betydning var i overensstemmelse med de virkelige forhold. På baggrund af sin vurdering af sandsynligheden for en kamp om herredømmet i Østersøen (hvortil Danmarks strategiske betydning knyttede sig), mente han, at det danske territoriums strategiske betydning fra dansk side blev overvurderet. Han pointerede, at siden Tordenskjolds dage havde der i Østersøsområdet kun været udkæmpet ét eneste søslag, nemlig slaget på Københavns Red i 1801, og at der derudover inden da kun havde været kæmpet i Østersøen mellem Sverige og Danmark eller mellem de nordiske riger og Hansestæderne. Han mente derfor, man godt kunne sige, at Østersøen og dens tilgangsfarvande i de foregående århundreder ikke havde spillet nogen stor rolle i de europæiske krigsforhold. Forholdene kunne ændre sig, men han mente ikke, det var tilfældet. Danmark og Sverige ville ikke deltage og han mente, at de to Østersømagter Rusland og Tyskland heller ikke ville kæmpe om overherredømmet. Storbritannien var den udefra kommende sømagt, der altid blev nævnt i forbindelse med Østersøen. Rasmussen fremhævede, at Storbritannien og Rusland i en lang periode havde haft et spændt forhold til hinanden, uden at det var kommet til nogen kamp i Østersøen. Under Krimkrigen havde der været en fare for den danske neutralitet, men det var – ifølge Rasmussen – ikke, fordi briterne ville den russiske Østersøflåde til livs, at de havde blokeret nogle stræder ved Østersøen, og russerne havde heller ikke tænkt på at indlade sig i søkamp mod briterne. Han mente heller ikke, at der i fremtiden under en russisk-britisk krig ville blive kæmpet om herredømmet i Østersøen, men at der højst kunne blive tale om, at briterne ville spærre den russiske østersøflåde inde i dens krigshavne, og den opgave kunne de klare uden at krænke dansk territorium, som de roligt ville kunne passere. Dermed baserede han sin analyse på, at briterne ikke frygtede for deres forbindelseslinier. Rasmussen afskrev Tomagts- og Tremagtsalliancerne. Han mente, at Rusland næppe ville blive inddraget i en krig, og at kampen derfor næppe ville komme til at stå i Østersøen. Truslen for krig mellem de europæiske stormagter hang i marts 1905 sammen med forholdet mellem Tyskland og Storbritannien. Han vurderede, at under en sådan kamp ville Frankrig slutte sig til Storbritannien, mens Tyskland ville stå alene, og på de vilkår næppe ville indlede en kamp i Østersøen. Han vurderede, at brændpunktet for Danmark derfor ville blive i Jylland. 0 Han nævnte ikke risikoen for, at den russisk-japanske krig kunne brede sig til Europa, hvilket han derfor formentlig ikke har regnet med i marts 1905, hvor den russiske Østersøflåde var på vej til krigsskuepladsen i Østasien, hvor den blev slået af den japanske flåde i Tsushimastrædet i maj 1905. 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 511-513. - 76 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Rasmussen fandt det ikke muligt at få Danmarks neutralitet garanteret indenfor den nærmeste fremtid. Derfor skulle der i stedet tages sigte på at ordne forsvarsvæsenet med hævdelse af neutraliteten for øje, så Danmark i nogen grad selv var herre over, hvilke forpligtelser landet påtog sig. Han bifaldt Madsen-Mygdals udtalelser om, at forholdet til Tyskland skulle ordnes så de to lande kunne stole på hinandens hensigter men mente ikke, det kunne virkeliggøres. Danmark havde et venskabeligt forhold til Tyskland, men hindringen for et tættere forhold imellem de to lande var sådan, at ingen dansk statskunst og ingen dansk mand kunne overbevise tyskerne om, at Danmark under ingen omstændigheder ville optræde blandt Tysklands fjender og dermed ”borteliminere Tyskland af vore Fjenders Tal”. 0 Han mente dog, at tyskerne, hvis de ville, kunne borteliminere danskerne fra gruppen af de der ikke var glade for Tyskland. Selv hvis der fra dansk side blev set bort fra, hvad der lå mellem Tyskland og Danmark, ville Tysklands onde samvittighed, ifølge Rasmussen, forhindre landet i virkelig at tro på Danmark. Denne analyse af det dansk-tyske forhold kunne han fremsætte uden at nævne Sønderjylland og de dansksindede sønderjyder med ét ord, idet der ingen tvivl var om, at det var det afgørende punkt for de to nabostaters bilaterale forhold. Dernæst vurderede han de tre fremlagte forslag og spørgsmålet om, hvorvidt et eller flere af dem kunne lægges til grund for kommissionens videre forhandling. De radikales forslag, fandt han, var meget løst. De eneste rammer han kunne se, gjaldt antallet af rekrutter, der skulle indkaldes, og størrelsesordenen for den økonomiske bevilling. Han kommenterede ikke forslagets afstandtagen til Københavns landbefæstning. Rasmussen fandt modstridelser i Fogtmanns udtalelser. Det gjaldt udtalelser om, at selv minimale militære opgaver ikke kunne løses, men at militærvæsenet dog kunne være til virkelig nytte i forbindelse med flådens virksomhed som fiskeriinspektion i tilfælde af, at en fjende ville brandskatte Danmark og til at kunne afvise et mindre angreb. Rasmussen mente, at når man først anerkendte muligheden for, at et begrænset dansk forsvar ville kunne afvise mindre angreb, måtte man også erkende, at en større forsvarsstyrke ville kunne gøre endnu mere nytte. 0 Han satte således næsten lighedstegn mellem størrelsen af det danske forsvar og dettes mulighed for at klare sin opgave med succes. Rasmussen satte pris på, at de tilforordnedes forslag var så forskellige. Han var enig med søofficererne om, at når formålet med forsvaret var at hævde den danske neutralitet, stred det imod al fornuft at drage hele forsvaret sammen i et hjørne af landet, da neutralitetskrænkelser kunne forekomme overalt i de danske farvande og i det øvrige land. Samtidig beklagede han dog, at de tilforordnede af marinen ikke havde udformet deres forslag mere detaljeret (f.eks. mht. det forsvar der skulle stilles op i Jylland). 0 Rasmussen mente ikke, at en forsvarsordning baseret på Københavns landbefæstning 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 513. 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 514. 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 514. - 77 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. kunne gennemføres, da Danmark hverken militært eller økonomisk kunne magte opgaven, eller at en forsvarsordning baseret på Københavns landbefæstning kunne gennemføres i den danske Rigsdag. Han havde ingen tiltro til en forsvarsordning baseret på Københavns landbefæstning, som han anså for uforenelig med forsvarets opgave: At hævde den danske neutralitet overalt, hvor den kunne tænkes at ville blive krænket. Han mente, opgaven skulle løses ved at fordele de mobile forsvarskræfter i de forskellige landsdele. Det mobile værn – hæren og flåden – var hovedsagen, ikke de faste støttepunkter. 0 Rasmussen holdt på den almindelige værnepligt og fandt det rigtigt, at de værnepligtige, i det mindste midlertidigt, skulle kunne beskytte deres egen landsdel, da man ikke ville kunne regne med, at forbindelsen mellem landsdelene kunne opretholdes i en krigssituation. Han mente ikke, at alle jyder skulle ligge i Jylland og alle øboer på øerne, men at der skulle tages et vist hensyn, og at hærafdelingerne i såvel Jylland som på Fyn og Sjælland måtte havde et befæstet reduit, som styrken dels kunne falde tilbage på, og som dels kunne dække dens beholdninger. Rasmussen mente, at det eneste uheldige ved opgivelsen af landbefæstningen var, at flådens leje ikke længere ville være dækket fra landsiden. En flytning af flådens leje kunne derfor være løsningen, hvis det var økonomisk overkommeligt. Nedlæggelsen af landbefæstningen gjorde ikke søbefæstningen overflødig, så længe flåden havde sit leje i byen, og byen var landets hovedstad. For ellers kunne et eller to krigsskibe true med at bombardere København og dermed få den danske regering til at falde til føje. 0 Det moderate Venstre ved J. Pedersen. J. Pedersen udtalte sig i marts 1905 til fordel for Københavns land- og søbefæstning og tog afstand fra søofficerernes forslag om betydelige foranstaltninger i Storebæltsområdet. Han var imod en stærk udvikling af flåden og begrundede sin modstand med, at det danske søforsvar, ligegyldigt hvor mange anstrengelser der blev lagt i det, altid ville være betydeligt underlegent i forhold til de store flådemagter. Det stadigt tilbagevendende spørgsmål i kommissionen gjaldt Københavns befæstning, men J. Pedersen havde dog opfattet det således, at der herskede enighed i kommissionen om, at når faren kom, skulle København forsvares, og han var ikke i tvivl om, at hvis ulykken skulle ske, at en fjende kom i land på Sjælland og stod foran hovedstaden, så ville man naturligvis benytte de anlæg, der lå rundt om byen til dens forsvar. Det var klart for ham, at man til byens forsvar ville være bedre tjent med at have de anlæg, der eksisterede i 1905 (og som J. Pedersen og Det moderate Venstre selv havde været med til at acceptere ved forliget i 1894) end ikke at have nogen faste anlæg, som det levende værn kunne støtte sig til. 0 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 515. 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905. For yderligere uddybning af Rasmussens meninger se tillige Referat til Protokollen. 39. møde, 22. marts 1905; side 543-545. 0 Referat til Protokollen. 39. møde, 22. marts 1905; side 536f. - 78 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Københavns stilling i det danske neutralitetsforsvar. Da der ikke var enighed i kommissionen om, hvilket forslag der skulle lægges til grund for den ordning, kommissionen skulle forhandle om, valgte kommissionsformanden i stedet at tage tyren ved hornene og tage fat på spørgsmålet om Københavns stilling i neutralitetsforsvaret. Formanden vurderede, at forsvarets hovedopgave ifølge søofficererne ville komme til at ligge i Storebælt, hvor flåden – som forsvarets første linie – skulle optræde med støtte fra befæstningsanlæg i Smålandsfarvandet. Københavns landbefæstning blev ikke opfattet som et direkte neutralitetsværn men tværtimod som en hindring for dettes opstilling. Hærens forslag var baseret på opfattelsen af, at dansk krigsførelse var umulig, hvis København faldt i fjendens hånd. Foranstaltninger i de andre landsdele var derfor unyttige, hvis Københavns forsvar skulle sikres, og først derefter kom sikringen og forsvaret af Sjællands kyst og resten af landet. Med sin skarpe fremhævelse af modsætningen mellem udgangspunkterne for de to forslag søgte formanden at få påbegyndt en drøftelse, der kunne afklare, om de to standpunkter kunne mødes i et tredje forslag, eller om modsætningerne ville blive slået yderligere fast. Så de, der ønskede at bygge på de tilforordnedes grundlag, kunne træffe et valg imellem de to opfattelser. 0 Formandens udlægning af de tilforordnedes forslag blev afvist af oberstløjtnant B.P. Berthelsen. 0 Han afviste, at hæren først og fremmest ønskede København forsvaret, og at kystforsvaret kom i anden række. Han mente, hærens grundstandpunkt var, at forsvaret skulle føres ved kysterne, men det forudsatte, at København ikke faldt i fjendens magt. Formanden fastholdt dog sin vurdering af hærens standpunkt. Han henviste til forslagets Almindelige Bemærkninger: ”Uden nogen Undersøgelse kan man imidlertid straks erkende, at Kø­ benhavn har en saadan Betydning for Landet, at ingen Krigsførelse fra vor Side er mulig, hvis Byen falder i en Fjendes Haand - - - - . Ved at tage Byen vil Fjenden kunne opnaa alt, hvad han kan tilstræbe ved en Neutralitetskrænkelse” 0 Deraf mente han, at det klart fremgik, at hæren stillede sikringen af København i forgrunden som betingelsen for alt andet, og først derefter kunne andre forsvarsforanstaltninger have værdi for landets forsvar. Søofficererne ønskede at forsvare København med de mobile værn, hæren og flåden, som en del af det sjællandske kystforsvar, så også neutralitetsprincippet om, at krænkelser skulle mødes på stedet og så hurtigt som muligt, ville blive hævdet. 0 De to tilforordnede fra flåden mente ikke, hærens ønske (om både at havde en landbefæstning omkring København og kunne føre et kystforsvar for Sjælland) kunne lade sig gøre, som følge af 0 Referat til Protokollen. 42. møde, 24. maj 1905; side 594f. 0 Berthelsen var tilforordnet kommissionen 20. maj – 15. juli 1905, mens Kühnel havde orlov. 0 Referat til Protokollen. 42. møde, 24. maj 1905; side 595. 0 Referat til Protokollen. 42. møde, 24. maj 1905; side 602. - 79 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. det antal tropper, der ville kræves til både kystforsvaret og landbefæstningens forsvar. De mente nemlig ikke, hærledelsen ville være villig til at lade landbefæstningen ligge ubeskyttet, mens tropperne var ude og føre et kystforsvar. Landbefæstningen ville blive et sted, hvor man trak sig tilbage, hvorved man, praktisk talt, blotlagde det øvrige land. Derfor ville en sådan forsvarsordning, som hæren foreslog, ifølge flådens tilforordnede, aldrig være i overensstemmelse med neutralitetsforpligtelserne. Dermed blev debatten om landbefæstningen genoptaget. Fra hærens side blev det fremført, at det var utænkeligt, at nogen ansvarlig officer ville forlade en ubeskyttet militærbasis for at bekæmpe fjenden, og at København altid ville være militærets basis. Hærens tilforordnede fastholdt, at det var en misforståelse, at hæren ikke skulle ønske at møde fjenden, hvor neutraliteten blev krænket: De ønskede netop at møde fjenden ved landgangsstedet, og deres forslag var indrettet til denne opgave. Denne gang blev det ikke en diskussion imellem de tilforordnede, fordi kommissionsmedlemmerne var opmærksomme på, at det var dem der skulle tage beslutningen, og de derfor måtte begynde at tilkendegive deres meninger, for at kommissionen kunne nå et resultat. Kommissionsmedlemmerne viste sig positive overfor Københavns søbefæstning, mens meningerne var mere delte, når det gjaldt landbefæstningen. Højres Holger Petersen kritiserede marinens forslag samtidig med, at han støttede opfattelsen af, at landbefæstningen var nødvendig for såvel den danske eksistens som neutraliteten: ”... vi betryggede [ikke] vort Land ved at samle vort Forsvar ved Agersøsund. København maatte frem for alt forsvares og selvfølgelig baade fra Landsiden og Søsiden, idet et ensidigt Forsvar af Søsiden med Befæstningsanlæg kun vilde føre til, at den angribende Magt England eller hvilken Magt det nu var, lod Søbefæstningen ligge og kastede Tropper i Land i det nordlige Sjælland for derfra at angribe Byen. København indeholdt alt, hvad der var nødvendigt til Landets Forsvar, Flaaden og saa godt som alt det øvrige Krigsmateriel, vi raadede over, Landets Pengemagt og Administration var for en væsentlig Del samlet her, Byen var Sædet for Kongen og Regeringen og for Rigsdagen, naar denne var inde, den kunde ikke være i Fjendevold uden at dermed Danmark var erobret med det samme. Saa hjalp det os ikke, at der nede ved Agersøsund laa en Befæstning, den lod Fjenden under disse Forhold rolig ligge; med Københavns Besættelse var hans Opgave løst. Det havde lige saa længe som København havde været Hovedstad været saaledes, at med denne By stod og faldt Landets Eksistens, dens Betydning var blot i Tidernes Løb blevet større og større.” 0 Der var enighed blandt Højres kommissionsmedlemmer om, det var bydende nødvendigt at befæste København såvel mod søsiden som på landsiden, for at sikre Danmarks fortsatte eksistens og hævdelsen af landets neutralitet. Dermed var de i overensstemmelse med hærens to tilforordnede, der ikke havde kunnet overbevise søofficererne eller 0 Referat til Protokollen. 43. møde, 25. maj 1905; side 613. - 80 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. kommissionens venstrefløj om landbefæstningens nødvendighed. De to tilforordnedes resultatløse argumentation for landbefæstningen afholdt dog ikke dens tilhængere blandt kommissionsmedlemmerne fra at argumentere for dens nødvendighed. Som det var udbredt i kommissionen, benyttede også Højres kommissionsmedlemmer fortiden i deres argumentation. På baggrund af en historisk vurdering af Københavns betydning var la Cour nået til det resultat, at hvis København gik tabt, ville alt være tabt. Han fremhævede de fire krige, Danmark havde ført i det 18. årh.. De to havde været krige, hvor en overlegen sømagt havde angrebet et neutralt Danmark. Ingen af de to angreb havde været et angreb på den danske eksistens, idet aggressoren ikke havde ønsket at erobre Danmark. Begge gange var angrebet blevet rettet mod København. I 1807 havde den overlegne sømagt valgt ikke at angribe København fra søsiden men havde anset det for klogere at tage byen fra landsiden. En landgangsstyrke var således blevet landsat og havde, ved at bombardere hovedstaden fra landsiden, tiltvunget sig, hvad den var kommet efter – den danske flåde. La Cour mente, den danske flåde ikke ville være i stand til at hævde sig, hvis situationen gentog sig, og en stærk flåde lagde sig udenfor København og dermed hindrede den danske flåde i at forlade Københavns Red. Denne vurdering støttede han med erfaringerne fra den russisk-japanske krig, hvor den store russiske flåde i Port Arthur ikke havde kunnet hindre hverken japanernes landgang i Korea eller deres landgang på Liaodonghalvøen. Russerne havde heller ikke været i stand til at forhindre japanerne i at passere lige forbi Port Arthur med skibe, der førte tropper til krigsskuepladsen. Når russerne således intet havde kunnet stille op, kunne la Cour ikke se, hvordan den danske flåde skulle kunne dække Sjællands kyst. Derimod mente han, at hvis Danmark blev angrebet af en overlegen sømagt – og han mente aldrig, at der kunne blive tale om et angreb af en underlegen flåde – ville den danske flåde blive indesluttet i København. 0 De kommissionsmedlemmer, der opfattede landbefæstningen som vital for det danske forsvar, benyttede to grundlæggende argumenter: Historien og den militære fagkundskab. Historien havde bevist hovedstadens betydning for landets overlevelse og selvstændighed, mens hærens tilforordnede, ifølge fæstningstilhængerne, havde bevist landbefæstningens fortsatte betydning. La Cour fremhævede således hærofficerernes argument om, at hovedstaden skulle være befæstet til landsiden for at kunne frigøre hæren fra byens forsvar og dermed muliggøre kystforsvaret. Kommissionens højrefløj gik ind for en forbedring af Københavns landbefæstning. De mente, Danmarks militære neutralitetsopgave ikke kunne betragtes som løst alene med et kystforsvar. ”Den Betragtning, at Kystforsvaret var det eneste, vi havde at bygge paa, var sikkert ikke rigtig, det var for vanskelig en Opgave for en Stat med vor Forsvarskraft. Hvad vi først og fremmest maatte bygge paa, var Københavns Bevarelse for Danmark. I 1658, da København ikke havde kunnet staa imod den svenske Invasion, havde vi maattet give Skaane, 0 Referat til Protokollen. 43. møde, 25. maj 1905; side 614f. - 81 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Halland og Blekinge, en Tredjedel af vort Land, bort for at faa Fred, men i 1659, da vi heltemodig havde tilbageslaaet Svenskernes Angreb paa København, havde vi dog reddet den øvrige Del af Landet.” 0 La Cour pointerede, at en neutralitetskamp let ville kunne udvikle sig til en eksistenskamp. Det britiske brud på den danske neutralitet i 1807 ville have udviklet sig til en eksistenskamp, hvis Storbritannien havde ønsket at erobre Danmark. Afgørelsen af, om der forelå et neutralitetsbrud, eller om det fjendtlige overfald var indledning til en kamp om den danske stats eksistens, var vanskelig, og la Cour mente, man lige så godt kunne lade spørgsmålet om eksistenskamp eller neutralitetsbrud flyde sammen i ét i stedet for at skildre dem hver for sig. Faren for Danmark var forbundet med en stormagtskrig, hvor Danmark fik stor strategisk betydning, pga. forbindelsesfarvandene til Østersøen. I modsætning til Rasmussen mente la Cour, at et opgør i Østersøen var sandsynligt, idet han lagde vægt på, at Tyskland (siden 1864) havde udviklet sig til en betydelig sømagt, som attråede et kolonirige og derfor rivaliserede med Storbritannien. Den russiske Østersøflåde var i Østasien, men la Cour regnede med, at Rusland under almindelige forhold ville have en stor flåde i Østersøen. Danmark måtte derfor være forberedt på, at en kamp om Østersøsherredømmet kunne finde sted i Østersøen, og at det kunne føre til neutralitetsbrud. Venstrereformpartiets A. Thomsen affærdigede la Cours udtalelser, idet han mente, la Cour kun havde udtalt sig om eksistensforsvaret og ikke neutralitetsforsvaret. Alle erkendte jo, at det lille Danmark militært set ikke formåede meget, men at der var den alvorligste vilje til at opretholde landets neutralitet med de midler, landet rådede over. Et oprigtigt ment neutralitetsværn, der kunne opretholde neutraliteten ved at afvise neutralitetskrænkelser, hvor som helst de måtte forekomme, krævede (ifølge Thomsen), at de danske værn var indrettet, så værnekraften kunne være tilstede, hvor neutraliteten blev krænket. Han havde ingen tiltro til, at Danmark ville kunne klare sig i en eksistenskamp, hvor landet stod alene overfor en stormagt, der ville tilintetgøre selvstændigheden. Forhandlingerne i forsvarskommissionen havde ikke ændret hans opfattelse af landbefæstningen som skadelig. De erfaringer, han havde opnået i kommissionen, havde bestyrket hans opfattelse, da landbefæstningens stærkeste fortalere, efter hans opfattelse, havde eksistenskampen for øje. Han mente også fortsat, at Danmark hverken finansielt eller menneskeligt magtede at basere forsvaret på landbefæstningen. Han tillagde den heller ikke nogen betydning for landets beståen og var blevet stadig mere overbevist om, at landbefæstningen hverken kunne fremme kommissionens opgave eller opretholdelsen af landets neutralitet. 0 Nyholm afviste hærens tilforordnedes argument om, at angreb på København fra landsiden skulle være sandsynligt, og at denne sandsynlighed ville øges, jo stærkere søbe­ 0 Referat til Protokollen. 43. møde, 25. maj 1905; side 616. Udtalt af la Cour. 0 Referat til Protokollen. 43. møde, 25. maj 1905; side 623f. - 82 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. fæstningen blev gjort, da fjenden så ville vælge at gå i land og tage byen fra landsiden fremfor at angribe fra søsiden. Han fandt argumentet misvisende, for når København var sikret mod søsiden af en stærk søbefæstning, var den danske flåde frigjort fra det direkte forsvar af byen og kunne i stedet hindre mindre landgangsekspeditioner i at blive ført frem til hovedstadens umiddelbare nærhed. De fjendtlige tropper måtte så landsættes i længere afstand fra hovedstaden, hvorved der ville blive vundet tid, så det mobile værn kunne imødegå dem. 0 Mens de fleste ligesom Venstrereformpartiets A. Thomsen lagde stor vægt på at pointere, at forhandlingerne i forsvarskommissionen ikke havde fået dem til at skifte holdning, gjaldt dette ikke de frikonservatives Reedtz-Thott, der tilkendegav, at han modvilligt havde skiftet holdning. Fra at have ment, at det danske neutralitetsforsvar skulle baseres på søværnet, havde forhandlingerne i kommissionen fået han til at slutte sig til tanken om det befæstede København. Han forklarede, at han tidligere havde ment, at Danmark (for at indtage så stærk en stilling i Europa, at fremmede magter ville afholde sig fra at angribe landet) skulle have, hvad der kunne kaldes en andenrangs flåde. Det var hans opfattelse, at neutraliteten betød hævdelsen af den uangrebne tilstand, og hvis angrebet kom, ophørte neutraliteten. Kunne Danmark med sin flåde få en eventuel angribende magt til at afholde sig fra at angribe af frygt for afskæring, repressalier og lignende, ville Danmark kunne forblive neutralt. Den udvikling, der i de foregående årtier havde været af de moderne krigsskibe, havde fået ham til at forlade det standpunkt. Han var nået til det resultat, at det var økonomisk umuligt for Danmark at skabe en moderne andenrangs flåde. Da han stadig mente, at neutralitetskrænkelser måtte afskrækkes, måtte der en anden stærk stilling til, der kunne afskrække angreb. Det kunne ske ved det befæstede København, og derfor havde han tilsluttet sig dette synspunkt. Det vigtigste var, at søbefæstningen blev indrettet til at hindre bombardement af hovedstaden, men dertil hørte et nødvendigt supplement i form af byens landforsvar, der – ligesom søbefæstningen – skulle hindre byen i at falde for en demonstration. Mht. flådens udvikling tilsluttede han sig søofficerernes forslag men ville ikke tilråde en forsvarsordning, der ikke indbefattede en sikring af København, så byen kunne falde for en demonstration. Det afgørende for den danske neutralitet var, ifølge Reedtz-Thott, opretholdelsen af et godt forhold mellem Storbritannien og Tyskland. Udtalelsen om forholdet mellem Storbritannien og Tyskland som afgørende for den danske neutralitet bragte Rasmussen på banen. Han mente også, det var afgørende og ville vedblive med at være det indenfor en overskuelig fremtid. Ved en krig mellem Storbritannien og Tyskland, eller evt. mellem Storbritannien og Frankrig på den ene side og Tyskland på den anden, mente Rasmussen, at det mest sandsynlige neutralitetsbrud ville finde sted i Jylland, men der ville også være fare i Storebælt, hvilket gav flådestationen ved Agersøsund stor betydning. På disse steder ville faren for en 0 Referat til Protokollen. 43. møde, 25. maj 1905; side 618. - 83 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. neutralitetskrænkelse fremover true i langt højere grad end ved København. 0 Fra fæstningstilhængernes side afviste Lunn, at Københavns landbefæstning skulle være en umulighed, som dens modstandere hævdede. Han mente, det var rigtigt at befæste København mod landsiden såvel som mod søen. Han opfordrede modstanderne til at ophøre med at komme med udtalelser om, at fæstningen København skulle være for tung en rustning for landet at bære og lignende udtalelser. Han fremhævede, at de fleste af disse udtalelser var blevet modbeviste (f.eks. provianteringen af Københavns 500.000 indbyggere) og da han mente, modstanderne ikke kunne komme med kontrabeviser, skulle de droppe disse påstande. Med afvisningen af at en landbefæstning skulle være uoverkommelig, mente Lunn, at de i stedet måtte søge at bevise dens overflødighed, hvilket han selv mente, den bestemt ikke var, da den skulle hindre Københavns fald. Lunn mente, han var i overensstemmelse med Venstre, idet han fremhævede en gammel venstreholdning om, at landets forsvar skulle føres på Sjælland, der var landets naturlige fæstning. Selv om Lunn, på Højres vegne, generelt tilsluttede sig Kühnels forslag, var han ikke helt tilfreds. Han fandt, at Kühnels forslag gjorde for lidt ud af faste værker til sikringen af Sjællands kyster. Faste værker, mente han, ville være det billigste og mest effektive forsvar. Hvis der var faste værker på de steder af Sjællands kyster, hvor en fjendtlig flåde med held og hurtighed kunne landsætte et armekorps, ville landgangen vanskeliggøres betydeligt ved ikke kun at møde modstand fra det levende værn og feltartilleri. Lunn ønskede at forøge det faste forsvar af Sjællands kyster ud over, hvad Kühnel havde foreslået, selvom det ikke ville kunne gøres så stærkt, at det ikke kunne gennembrydes. Tillige måtte man være forberedt på, at det levende værn, der kunne opstilles på Sjælland, kunne blive overvundet og i det tilfælde så han ikke andre muligheder end, at de danske styrker trak sig tilbage til København, hvor det i: ”forberedte, intensive Forsvar i Jordværkerne omkring København skulde kunne finde en saadan Støtte, at man havde stor Chance for at standse Fjenden, selv om det var et slagent Armékorps, der fandt Støtte i disse Værker.” 0 En anden indvendig, han havde mod hærens forslag, var, at det ikke havde søgt at lægge jordværkerne ved København længere ud fra byen, end forslaget gjorde. Lunn mente, det var rigtigt at anvende jordværker, eller forberede en art forsvar i linien fra Roskilde til Køge Bugt. Ifølge hans neutralitetsopfattelse skulle Storebælt betragtes som et neutralt farvand i samme forstand som Suez-kanalen, og derfor skulle der ikke forberedes et forsvar af Storebælt. Flådens medvirken til forsvaret af Sjælland medførte, ifølge Lunn, at flåden måtte have noget at støtte sig til i Storebælt, hvilket var endnu en grund for ham til, at der skulle være flere faste forsvarsværker ved kysten. Han mente så­ 0 Referat til Protokollen. 44. møde, 26. maj 1905; side 645-653. 0 Referat til Protokollen. 47. møde, 16. juni 1905; side 710. - 84 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. ledes, at hærens forslag var særligt mangelfuldt ved ikke at lægge et forsvarsværk ved Korsør. For øvrigt mente han, at Danmark skulle undlade at anlægge forsvarsværker ved Storebælt, da de let kunne få præg af at være rettet mod den ene eller anden magt, og derfor var han imod stillingen i Smålandsfarvandet. Han opfattede den som en hindring for den frie passage gennem Storebælt og ikke som et forsvar af Sjællands kyst, idet han fandt den del af kysten ved Smålandsfarvandet mindre væsentligt. Han opfattede stillingen som en dansk erklæring om, at landet ville føre et slags opsyn i Storebælt. 0 Lunn mente, den farligste fjende var Tyskland, men den sandsynligste var Storbritannien eller Frankrig: ”Den Situation, som ... længe havde ligget nærmest for og nu i stigende Grad kom til at ligge for, efter at Rusland var kuet, var den, at Tyskland vilde søge at udvide sin Magtsfære ved at lægge Haand paa Store Belt for at lukke Østersøen, og den Dag, det skete – han vilde gaa saa vidt at sige, at Danmark samtidig vilde tilbyde Tyskland Alliance -, vilde vi faa Krig i Europa. Vestmagterne vilde ikke kunne finde sig i dette, fordi de tabte deres største Styrke over for Tyskland, hvis Tyskland fik Magt til at lukke de danske Belter. Vestmagterne kunde ikke komme Tyskland til Livs, hvis de ikke kunde komme den tyske Nordkyst til Livs. Dette var det for Tyskland saarbare Angrebspunkt, og for at det skulde kunne angribes, maatte de danske Sunde være aabne.” 0 Det var den farligste situation, Lunn regnede med, kunne indtræde. Han frygtede, det kunne ske, hvad dag det skulle være, at Tyskland lagde hånd på de danske farvande for at lukke dem for vestmagternes flåder, og at disse så ville sætte sig i bevægelse for at hindre det. Ved første verdenskrigs udbrud viste begivenhederne i august 1914, at Lunn havde set delvis rigtigt. Da tyskerne pressede Danmark til at lukke Storebælt, kom der ikke noget modtræk fra vestmagternes side. Storbritannien havde afskrevet Østersøsområdet som hørende til Tysklands interesse- og magtsfære. Lunn mente ikke, Tyskland ønskede at optræde fjendtligt overfor Danmark indenfor en overskuelig fremtid, men at landet tværtimod ville have fordel af at være på god fod med Danmark. 0 Forhandlingerne om Københavns stilling hørte til de mest passionerede diskussioner i kommissionen. I skarpest modsætning til fæstningstilhængerne stod de, der ønskede, at hovedstaden skulle være en åben by. Til denne gruppe hørte kommissionens socialdemokratiske medlem og de radikale medlemmer. Fogtmann udtalte sig i juni 1905 for København som en åben by og bragte dermed, for en kortere stund, spørgsmålet om hovedstaden som en åben by ind i den centrale debat om Københavns landbefæstning, der dominerede det mere overordnede spørgsmål om hovedstadens stilling i det danske neutralitetsforsvar: 0 Referat til Protokollen. 47. møde, 16. juni 1905; side 708-716. 0 Referat til Protokollen. 47. møde, 16. juni 1905; side 719. Lunn 0 Referat til Protokollen. 47. møde, 16. juni 1905; side 720. - 85 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. ”Netop den senere Tids Bestræbelse for at indrette vort Forsvarsvæsen til et Værn mod Neutralitetskrænkelser, maatte give Bevægelsen: København som aaben By de aller bedste Kort paa Haanden. Den Betragtning nemlig, at København, hvad enten den var befæstet eller ikke, altid maatte være Maalet for den Magt, der vilde gaa angrebsvis til Værks mod Danmark, kunde kun gælde, hvor der var Tale om en Voldsdaad, hvor der kun blev set paa, hvad der kunde berede den største Ødelæggelse, bedst kunde lamme os som Nation. Det var klart, at jo betydningsfuldere og righoldigere et vist Omraade af Landet var, jo større Rolle det spillede for Befolkningens materielle og aandelige Liv, des mere udsat var det for Fjendevold, naar det var Fjenden om at gøre at knuse sin Modstander med alle de Midler, som overhovedet var anvendelige. Men det var ikke det, der forstodes ved et Angreb paa vor Stilling som neutral Stat. Derved forstodes, at en Stat for at sikre sig selv, for at forhindre, at vort Land blev udnyttet til Skade for dens Interesser eller for positivt at benytte vort Territorium til sin Fordel krænkede vor Selvbestemmelsesret. Men hvis under saadanne Forhold København var en aaben By, var den ikke længere et Middel, som kunde bruges af en anden Stat. Den var en Velstandskilde, en Velsignelse for den Nation, som sad inde med Byen, men den kunde aldrig blive et Led, som kunde udnyttes under en Konflikt mellem fremmede Magter. Naar København ikke var en Fæstning, var den intet værd i en fremmed Magts Haand. Naar man derfor vil værge vor Neutralitet, var der intet der pegede stærkere i den Retning end netop det, at gøre København til en aaben By, en By altsaa, som Neutralitetskrænkelsen ikke vilde gaa ud over. Thi denne skulde jo gaa ud paa, at sikre sig vore Magtmidler, der eventuelt kunde blive farlige for den angribende Nation. Men denne Fare rummede København, naar den var en Fæstning, og saa kunde ganske vist en Magt under Maske af blot at begaa et almindeligt Neutralitetsbrud sætte sig i Besiddelse af København, idet den som Fæstning var alt for farlig at lade ligge hen til mulig Brug for Modstanderen. Dette skete ikke, naar København laa som aaben By, saa kunde et Angreb kun komme fra den, der vilde lamslaa den danske Nation, men saa var man ogsaa ude over enhver Maske af et forbigaaende Neutralitetsbrud, saa var vi inde i den rene og skære Fredskrænkelse. Skulde dette times os, var der ganske vist for København som aaben By de samme Farer for Forholdet ogsaa det, at ingen ved de Forsvarsmidler, vi kunde stille op, kunde vente at afværge Ulykken. Thi hvis det virkelig var Meningen at knuse Danmark brutalt og hensynsløst, saa hjalp til syvende og sidst hverken Fæstning, Mobilisering eller Hærordning eller nogen Verdens Ting. Derom var der Enighed, og det vilde ogsaa være urimeligt andet. København vilde vel endog lide stærkere ved at skulle tage Position som Fæstning end som aaben By, i det mindste vilde den lide lige saa svært, og det spillede da ingen Rolle, om det skete 14 Dage før eller senere.” 0 Fogtmann havde således samtidig med, at han argumenterede for fordelene ved, at 0 Referat til Protokollen. 45. møde, 14. juni 1905; side 661. Fogtmann. - 86 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. København var en åben by, også forklaret hans opfattelse af i hvilken situation, der kunne tales om et angreb på den danske neutralitet: Når en stat for at sikre sig selv og forhindre, at Danmark blev udnyttet til skade for dens interesser, eller for selv at benytte dansk territorium til egen fordel, krænkede den danske selvbestemmelsesret. Han karakteriserede således et angreb som enten et neutralitetsangreb eller et angreb på Danmarks eksistens ud fra en vurdering af angriberens motiver og bevæggrunde. Socialdemokraten K.M. Klausen forholdt sig for det meste stille i kommissionen. Han luftede i sommeren 1905 sine synspunkter og fremhævede, at han ikke stod alene udenfor kommissionen, da han havde mange meningsfæller i den danske befolkning, ikke mindst alle socialdemokraterne. Hans holdning var, at det ville være umuligt at forsvare en lille stat som Danmark imod et stormagtsangreb, og denne, for ham, uangribelige sandhed gjorde det naturligt og ikke overraskende, at de forslag der var fremkommet i kommissionen uden for forslagsstillernes egen kreds, stort set kun var blevet mødt af mistillid, kritik og utilfredshed. Han forventede ikke, at de andre kommissionsmedlemmer kunne nå til enighed. Klausen talte kun om stormagtsangreb. Han forudsatte, at ingen mente, der var nogen trussel fra Nordeuropas små- og mellemstorestater (som Sverige, Norge, Belgien og Holland). Han mente, hans opfattelse af trusselssituationen ikke stod de tilforordnede fjernt, og at han havde fundet støtte for sine holdninger i deres udtalelser. De to søofficerers kritik af fæstningen havde bestyrket hans egen opfattelse og reduceret hans tiltro til ingenting. Han fremhævede Nyholms udtalelser om moderne skyts' rækkevidde, og hvorledes de havde slået det fast for ham, at København ikke ved sine fæstningsværker var sikret mod de rædsler, et bombardement kunne føre med sig, men at byen – hvis den blev indesluttet og belejret – kunne blive skudt i ruiner. ”Fæstningen var altsaa ikke alene umulig og unyttig, men den rummede i sig selv den Fare, at hele vor By kunde blive ødelagt.” 0 Klausen havde ligeledes fundet støtte i udtalelser fra hærens to tilforordnede, om at flåden burde afskaffes, og at Agersøsundstillingen kunne være en trussel mod den frie benyttelse af Storebælt. Fogtmanns, Slengeriks og Kristiansens forslag fandt han tiltalende pga. den besparelse på 6 mill. kr., det ville medføre i forhold til den gældende ordning, men han havde ingen tillid til det forsvar, der skulle baseres på forslaget, og derfor støttede han det ikke. Han ønskede afvæbning for at lade omverden forstå, at Danmark ingen krigeriske intentioner havde: ”Naar vi, som det fra mange Sider hævdedes, skulde konstatere, at vi var et fredeligt Folk, som ikke vilde blande sig i andre Magters Stridigheder, var den kraftigste Maade, hvorpaa dette lod sig gøre at stille sig paa det Standpunkt, Taleren [Klausen] tidligere havde anbefalet her. Afvæbning var den ærligste og kraftigste Maade, hvorpaa vi kunne vise, at vi 0 Referat til Protokollen. 48. møde, 17. juni 1905; side 737. Klausen. - 87 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. under ingen Omstændigheder vilde indlade os paa krigerske Foretagender. Naar vi ikke havde Fæstninger eller andre faste Støttepunkter, naar vi afskaffede vor Hær og indskrænkede vor Flaade til nogle Skibe, der kunde holde lidt Politiopsyn i vore Farvande ..., maatte Verden blive nødt til at anerkende os som et fredeligt Folk, der end ikke havde Evne til at blande sig i nogen Slags Stridigheder uden for vore Grænser.” 0 Spørgsmålet om København som en åben by blev bragt frem fra flere sider i kommissionen. De tilforordnede regnede det dog ikke for en reel mulighed, og især de tilforordnede af flåden blev, af bl.a. Fogtmann, bebrejdet, at de ikke tog tilstrækkeligt hensyn til spørgsmålet. Nyholm besvarede denne kritik med en udtalelse om, at han ikke var i tvivl om, at spørgsmålet ”kunne benyttes med den største Vægt i indrepolitiske Forhold, og der vilde det utvivlsomt komme til at spille en meget stor Rolle. Men saa snart der var Tale om Krigsbegivenheder, var Spørgsmaalet om en aaben By af den allerletteste Vægt, thi der vilde sikkert ikke blive taget noget som helst Hensyn til det. Selv om man her havde vedtaget paa nok saa mange Møder, at den By skulde være aaben By, vilde den Magt, der kunde sætte noget igennem ved at anvende Vold og Pres mod Byen, ikke bryde sig om, hvad der her var vedtaget, men med Vold tvinge igennem, hvad den vilde. ... Krig var nederdrægtig brutal Voldshandling, og den vilde blive ført med al den Vold og Brutalitet, som overhovedet var mulig for at fremtvinge en Afgørelse.” 0 Fogtmann var bevist om, at København i krigstid kunne blive udsat for de samme ødelæggelser, hvad enten den var befæstet eller ej. Men denne indsigt førte for ham kun til den betragtning, at alt dansk forsvar i sidste ende var et skindforsvar, at der kun var en gradsforskel mellem, hvad der nyttede, og hvad der ikke nyttede, og at ”forsvarlighed” derfor var en skønssag. 0 ”Naar ... det ikke var forsvarligt, at København laa hen som aaben By, var det, fordi man fuldstændig udviskede Tanken om den neutralitetskrænkelse, der motiveredes ud fra den Betragtning, at naar København havde en stærk Befæstning eller overhovedet var forsynet med et vel udviklet Forsvarssystem, vilde der være Formodning om, at vi ikke selv vilde være Herre over at manøvrere dermed, og den deri interesserede Magt maatte da tage Affære og sikre sig, at dette udmærkede Apparat ikke faldt i en mod den fjendtlig Magts Haand. Der var ingen Fare for, at en saadan Magt skulde bemægtige sig det aabne København uden i det Tilfælde, at den fulgte den brutale Grundsætning: Vi slaar, hvor vi kan, og rammer der, hvor det svier mest. Men stod vi over for den Mulighed, blev det hel Hip som Hap. Den Magt, der vilde gøre sig til Herre i vort Land, anvendte de Midler, den ansaa for hensigtsmæssige, og stillede de dertil fornødne Kræfter paa Benene, og om vort Forsvar saa var lidt stærkere eller lidt svagere, var absolut ikke afgørende.” 0 0 Referat til Protokollen. 48. møde, 17. juni 1905; side 737f. Klausen. 0 Referat til Protokollen. 54. møde, 12. juli 1905; side 881. 0 Referat til Protokollen. 54. møde, 12. juli 1905; side 884. 0 Referat til Protokollen. 54. møde, 12. juli 1905; side 884. Fogtmann. - 88 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Fra militær side tog Berthelsen stærkt afstand fra, at det skulle være en smags- eller skønssag, hvad der var militært forsvarligt. Han holdt på, at spørgsmålet om forsvarlighed var en forstandssag om, hvilke midler der skulle til for at løse en militær opgave. Han tog også stærkt afstand fra Fogtmanns opfattelse om, at et, af fæstninger, beskyttet København skulle give særlig anledning til neutralitetskrænkelser mod hovedstaden. Han var overbevist om, at København ville være lige udsat for neutralitetskrænkelser, hvad enten den var befæstet eller ej, idet hans trusselsopfattelse byggede på, at det ikke ville være erobringen af fæstningen København, som ville forårsage et angreb, men derimod at byen var uundværlig for Danmark. Da den lettest kunne indtages, når den var ubeskyttet, ville den største risiko for et neutralitetsangreb på København være, hvis byen ikke var befæstet. 0 Johansen, fra Venstrereformpartiets Landstingsgruppe, gav sin tilslutning til kystforsvaret. Han vurderede, på baggrund af de oplysninger der var givet i kommissionen, at hvis forholdene ikke var alt for ugunstige, ville et angreb fra søsiden kunne tilbageslås. Derfor mente han, Københavns søbefæstning måtte indgå i forsvaret, mens han ikke kunne tilråde en videreudvikling af landbefæstningen. Hvis en fjendtlig landgang ikke kunne afværges, mente han, ethvert yderligere forsvar ville være ørkesløst, og derfor burde der ikke ofres flere kræfter på landbefæstningen. Han tilsluttede sig Nyholms vurdering af, at en landsat fjendtlig hærstyrke hurtigt kunne blive så forøget, at Danmark hurtigt måtte bøje sig, også selvom der var en fæstning omkring København. Berthelsen var enig med Johansen om, at målet for neutralitetsforsvaret var et kystforsvar, men de var uenige om midlerne. Berthelsen holdt på, at der ikke kunne opstilles et effektivt kystforsvar, med mindre København var beskyttet såvel mod landsiden som mod søsiden. 0 Hvad enten der var tale om neutralitets- eller eksistenskamp, mente Højre, at Danmark måtte forsvares ved hjælp af Københavns forsvar ikke alene til søs men også til lands, og de kunne ikke bøje sig i dette principielle spørgsmål. 0 Kommissionen henvendte sig i slutningen af 1905 til landets generaler og admiraler for at få kendskab til deres syn på landbefæstningens betydning for neutralitetsforsvaret. Kommissionens venstremænd vurderede, at der ikke var noget grundlæggende nyt i deres besvarelser, mens landbefæstningens tilhængere tillagde det stor vægt, at alle generalerne, i overensstemmelse med den opfattelse der var blevet hævdet i kommissionen af de landmilitære tilforordnede, havde givet en enstemmig udtalelse om landbefæstningens nødvendighed. 0 De håbede forgæves, at det kunne føre til en ende på forhandlingerne om landbefæstningen, idet de fandt, at kommissionens militært usagkyndige medlemmer 0 Referat til Protokollen. 54. møde, 12. juli 1905; side 886. 0 Referat til Protokollen. 55. møde, 13. juli 1905; side 899 og 903. 0 Referat til Protokollen. 62. møde, 13. sept. 1905; side 1050. 0 Referat til Protokollen. 69. møde, 20. dec. 1905; side 1214-1227 og 70. møde, 17. jan. 1906; side 1227-1241. De 13 generaler og 2 admiralers svarskrivelser er trykt i Bilag til Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag. Side 285-352. - 89 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. næppe ville havde dristighed til at sætte deres anskuelser op imod samtlige militære sagkyndiges. Det fik dog Anders Nielsen til at udtale, at generalernes besvarelser ikke havde gjort noget overvældende indtryk på ham, da de fremkomne udtalelser ikke indeholdt nogen overraskelse for ham. Det, dét kom an på, var, ifølge ham, om deres begrundelse virkede mere overbevisende end de udtalelser, der tidligere var fremkommet, og det mente han ikke. Den fælles betragtning for alle generalernes besvarelser var, ifølge hans vurdering, at en neutralitetskrænkelse var det samme som et forsøg på at underlægge sig landet, altså en eksistenskamp: ”Det at krænke Danmarks Neutralitet vilde for D'Herrer Officerer sige at vælte sig ind over København, lægge Haand paa Regeringens Sæde og derved lamme Landet i samme Nu. Generalerne syntes at mene, at kun under den Form vilde Neutralitetskrænkelsen finde Sted. Derfor skulde vi basere vort Forsvar paa den af dem udviklede Maade. Men det store Spørgsmaal var netop, om Grundbetragtningen af dette Forhold var rigtig. Admiral Scheller opstillede en helt anden Betragtning. Den var ikke ny, men havde hørt den før i Kommissionen, men Taleren [Anders Nielsen] fandt, at den havde vel saa stor Værdi som Generalernes.” 0 Kühnel afviste Anders Nielsens påstand om, at generalerne betragtede en neutralitetskrænkelse som et forsøg på en underlæggelse af landet. Ifølge Kühnel var det ikke de andre generalers mening, at krænkelsen alene ville finde sted for at indtage København. Kühnel pointerede, at de næsten alle fremhævede, at de strategiske fordele, der kunne vindes ved en neutralitetskrænkelse, gjaldt Storebælt, og at det var årsag og mål for en neutralitetskrænkelse. 0 ”Men de Krænkelser, der her var tale om, de alvorlige, forsætlige Krænkelser, havde selvfølgelig altid til Hensigt midlertidig at sætte sig i Besiddelse af en Del af Territoriet for at benytte det i Krigsøjemed. Det var ikke det samme som at underlægge sig Landet eller erobre Landet. Derfor tog ogsaa alle Besvarelserne Hensyn til, at vi maatte dække os mod disse direkte Krænkelser, altsaa forsvare Sjællands Kyster, ikke blot forsvare København. Men hvad der gik igennem dem alle som den røde Traad, var, at den Fordel, som den Magt, der krænkede Neutraliteten, søgte at opnaa, kunne opnaas paa to Maader, dels ved at gaa løs paa de Steder, som den vedkommende Magt havde direkte Interesse af at raade over, dels ved at angribe København og derved mulig tvinge vor Vilje, saa at altsaa et Forsvar af København altid maatte tænkes samtidig med et Forsvar mod en Krænkelse af et hvilket som helst andet Punkt af Landet. 0 Københavns søbefæstning. Københavns søbefæstning var ikke det store diskussionsemne i kommissionen, da de 0 Referat til Protokollen. 70. møde, 17. jan. 1906; side 1232. 0 Referat til Protokollen. 70. møde, 17. jan. 1906; side 1233-1235. 0 Referat til Protokollen. 70. møde, 17. jan. 1906; side 1234. Kühnel. - 90 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. tilforordnede var enige om, at dens udbygning var absolut nødvendig for forsvaret af hovedstaden og den danske neutralitet. Søbefæstningen og flåden skulle hindre et enkelt eller to fjendtlige skibes mulighed for, ved at lægge sig tæt nok på København, at kunne true med bombardement af København og dermed presse den danske regering bort fra landets neutralitetspolitik. Samtlige tilforordnede var også af den overbevisning, at søbefæstningens forter med de forbedringer og forstærkninger de foreslog, ville kunne afværge et bombardement af hovedstaden i dagstimerne, mens flådens torpedobåde om natten skulle være med til at hindre bombardement. 0 De tilforordnedes enighed lagde en dæmper på diskussionen om søbefæstningen, og formanden måtte minde om de tre radikale kommissionsmedlemmers forslag for at få en diskussion i gang om søbefæstningen. Fogtmann, Kristiansen og Slengerik anbefalede en nedlæggelse af den eksisterende søbefæstning men havde ladet muligheden for at bevare en del af søbefæstningen, som et værn for en flådestation, stå åben og stod således i modsætning til de tilforordnedes forslag om at udvide søbefæstningen. Der opstod en mindre debat om søbefæstningens nødvendighed til beskyttelse af flådestationen i København, hvilket rejste spørgsmålene om muligheden af at flytte den danske flådebase, og om København kunne betragtes som en åben by, hvis flåden havde sit leje i byen. Muligheden for, at de danske krigsskibe kunne anbringes flere forskellige steder i landet i stedet for at være samlet i en enkelt fast flådestation, blev frembragt af Fogtmann. Han satte ikke spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at have ét hovedsted for værft, arsenaler og lignende men mente ikke, at flåden nødvendigvis også skulle være samlet dér. Søofficererne fandt det hverken særligt økonomisk eller foreneligt med den rolle, de radikale ønskede at tildele flåden. Det ville kræve en permanent udrustning af alle skibene (hvilket ikke var nødvendigt, når flåden var samlet på ét sted), hvis de blev spredt udover de danske havnebyer. Det betød forøgede økonomiske udgifter. De afviste tillige, at skibene alene kunne beskyttes ved hjælp af torpedoer og miner. Fogtmann kunne ikke forstå, hvorfor en permanent besætning af skibene skulle være nødvendig, og hvorfor der ikke kunne laves en mobiliseringsordning. Nyholm fastholdt, at skibene enten måtte være beskyttede eller udrustede, så de kunne bevæge sig. Han gjorde opmærksom på, at den værnepligtige del af besætningen på et udrustet skib i længden ikke var dét, der kostede flest penge. Den faste del af besætningen, skibets vedligeholdelse, materialets eftersyn mm. var den største udgift, og det kunne fås billigst, når alle skibe var samlet et enkelt sted, således at de samme folk kunne tilse flere maskiner. Hvis skibene derimod var spredt, måtte hvert skib have en fuld besætning af dertil uddannede specialister om bord. 0 De radikale rejste også spørgsmålet om, hvorvidt søbefæstningen havde betydning uden landbefæstningen. De to tilforordnede fra flåden havde i deres forslag i modsætning 0 Referat til Protokollen. 53. møde, 11. juli 1905; side 857f. 0 Referat til Protokollen. 54. møde, 12. juli 1905; side 873 - 886. - 91 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. til de to tilforordnede fra hæren, der regnede de to fæstningsanlæg for uadskillelige, opereret med en adskillelse af sø- og landbefæstningen. Kommissionens forsvars- og fæstningskritiske radikale medlemmer sluttede sig umiddelbart til hærens standpunkt om, at sø- og landbefæstningerne forudsatte hinanden og at ingen af de to fæstningsstrækninger ville kunne sikre byen uden tilstedeværelsen af den anden, idet de fandt, at denne opfattelse (som hærens tilforordnede havde argumenteret for) var den mest logiske og dermed også rigtig. Da de radikale medlemmer ikke havde nogen tiltro til landbefæstningen, mente de derfor også, at søbefæstningen skulle nedlægges. De havde derfor i deres forslag kun opereret med muligheden af at bibeholde dele af søbefæstningen (til støtte for flådens leje i København) for at lade en dør stå åben for forhandlinger med kommissionens venstremedlemmer. De tilforordnede søofficerer mente ikke, landets neutralitet kunne forsvares, hvis hovedstaden lå blottet til søsiden. Derimod mente de, at landbefæstning ville medføre en indskrænkelse af det danske forsvar til hovedstadsområdet, fordi der ikke var midler nok til at forsvare både landbefæstningen og resten af landet. Forsvaret af København til landsiden skulle derfor, ifølge søofficererne, føres på samme måde som forsvaret af et hvilket som helst andet punkt med strategisk betydning, nemlig ved kystforsvaret, og for Sjællands vedkommende skulle det udføres af flåden og den mobile hær. Berthelsen gjorde, som altid, indsigelse imod, at det til landsiden beskyttede København skulle være et tegn på, at hærens plan skulle være at samle forsvaret om København. Han fastholdt, at landbefæstningen var den nødvendige betingelse for, at Danmark med nogen sikkerhed kunne planlægge og yde et forsvar af snart sagt et hvilket som helst punkt af sit territorium. Nyholm mente ikke, at hærens officerer ønskede forsvaret indskrænket til det befæstede København, men at det ville blive resultatet som følge af de finansielle forhold. 0 Storebælt, neutralitet & Agersøsund-stillingen. Danmarks geopolitiske betydning var funderet i Storebælts betydning for de nordeuropæiske stormagter og dannede grundlaget for de danske trusselsopfattelser. Fra søofficerernes side kan der spores en vis ærgrelse over, at Storebælt var kommet til at stå i skyggen af Københavns landbefæstning i kommissionsforhandlingerne. Ifølge landofficerernes trusselsanalyse ville et neutralitetsbrud, selv om det afhang af den strategiske interesse i Storebælt, finde sted i Københavnsområdet og ikke i Storebæltsområdet. Søofficererne opererede derimod med en trusselsanalyse, hvor en neutralitetskrænkelse ville finde sted i Storebæltsområdet. De argumenterede derfor for, at den danske opmærksomhed skulle koncentreres på dette punkt. De afviste dog ikke, at en krænkelse kunne finde sted ved København for at opnå fordele i Storebælt. Deres analyser stemmer derfor også godt med deres traditionelle værnsinteresser for at få deres eget værn placeret som hovedværnet. Forhandlingernes fokusering på landbefæstningen og dermed hærens inte­ 0 Referat til Protokollen. 54. møde, 12. juli 1905; side 882 - 887. - 92 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. resser var dog ikke kun et resultat af deres forhandlingsevner men nok langt mere af landbefæstningens fortid i den politiske magtkamp. Søofficerernes manglende evne til at samle modstanderne af landbefæstningen omkring deres eget forslag om en fæstning i Storebæltsområdet må dog også ses som et resultat af deres retoriske begrænsninger. Storebælts betydning som gennemsejlingsfarvand fik Klaus Berntsen til at rejse spørgsmålet, om den danske regering burde henvende sig til de europæiske stormagter og forsøge at opnå en international anerkendelse af Storebælts fuldstændige neutralitet i lighed med, hvad der var sket med Suezkanalen. Han mente, at der var en åbenbar fare forbundet med de gældende forhold, at Danmark uanende risikerede at blive indblandet i en militær konflikt, når landet ville hævde sin neutralitet i Storebæltsområdet. Fra tilforordnet side fandt også Kühnel en neutralisering af Storebælt ønskelig, men han mente dog, at det ville støde på de samme vanskeligheder, som hvis man skulle søge hele Danmark neutraliseret af stormagterne: ”Man havde jo fra alle Sider under Diskussionen været enig om, at Store Belt var vort strategisk vigtigste Farvand og dets Kyster de strategisk vigtigste Dele af Landet. Kunde man faa dem neutraliserede, kunde man vel ogsaa nok faa Landet i sin Helhed neutraliseret. Dette Spørgsmaal havde man under Kommissionens Forhandlinger oftere været inde paa, og det var fra forskellig Side fremdraget, hvilke Vanskeligheder Magternes modstridende Interesserer rejste mod en saadan Neutralisering.” 0 Inddragningen af Suez-kanalen rejste spørgsmålet om de faktiske forhold omkring denne kanals neutralisering, hvorfor Nyholm fremlagde traktaten af 1888 om Suez-kanalen i dansk oversættelse. Han vurderede, at man skulle være mere end naiv, hvis man tvivlede på, at Storbritannien, i ethvert tilfælde hvor en krænkelse af Suez-kanalen berørte britiske interesser, øjeblikkeligt ville sætte sig ud over alle traktatmæssige forhold og tage sagen i egen hånd. Der var stort spillerum for fortolkningen af de enkelte paragraffers ordlyd, og den egentlige herre i Egypten var Storbritannien. Nyholm frygtede, at hvis Danmark traktatmæssigt blev stykvis neutraliseret, ville landet også for en stor del, og måske helt, miste sin selvstændighed. Berntsen delte ikke Nyholms vurdering af, at Storebælts neutralisering kunne føre til indskrænkelser i den danske selvstændighed, og Nyholm formåede ikke at ændre på Berntsens opfattelse af, at det bedste værn for den danske neutralitet ville være en stormagtsgaranteret neutralisering af Storebælt. 0 Højres Holger Petersen vurderede, at Agersøsund-stillingen var en farlig flankestilling og at København var det afgørende punkt. Derfor var han ikke i tvivl om prioriteringen mellem Københavns landbefæstning og en flådestilling i Smålandsfarvandet. Nyholm fastholdt, at stillingen var en foranstaltning i overensstemmelse med en forsvarsordning 0 Referat til Protokollen. 36. møde, 1. marts 1905; side 496. 0 Referat til Protokollen. 37. møde, 16. marts 1905; side 506. Traktaten om Suez-kanalens neutralisering er gengivet, i den forelagte danske oversættelse, side 502-505. - 93 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. baseret på Danmarks neutralitet, mens landbefæstningen hørte til eksistenskampen. Nyholms skelen mellem neutralitets- og eksistensforsvar blev ikke delt af Holger Petersen. 0 Han mente ligesom hærens tilforordnede, at eksistensforsvaret var en forudsætning for neutralitetsforsvaret. D.v.s. at det først og fremmest gjaldt om at sikre midlerne til at opstille et forsvar, der kunne sikre landets beståen, og først derefter kunne der blive tale om at fordele de resterende midler til de ekstra militære foranstaltninger, som fulgte med neutraliteten. De tilforordnede fra hæren tog skarpt afstand fra forslaget om et fæstningsanlæg i Smålandsfarvandet, der blev opfattede som en stærk flankestilling, der ville rumme den allerstørste fare for den danske neutralitet. Dermed blev det klart, at kommissionens Højremedlemmer – som havde stillet sig på hærens side i uoverensstemmelsen mellem de to værns tilforordnede angående Københavns landbefæstning, med den begrundelse, at landbefæstningen hørte under landforsvaret, og at de tilforordnede fra hæren derfor måtte opfattes som de mest sagkyndige, når det gjaldt dette spørgsmål – også fulgte de tilforordnede fra hæren, når det gjaldt maritime forsvarsforanstaltninger, hvor søofficerernes sagkundskab var størst. Agersøsund-stillingen ville, ifølge Berthelsens vurdering, ligge som en potentiel trussel imod enhver gennemsejlende flåde, og derfor mente han, at den var et stærkt signal om, at Danmark var interesseret i at vælge side i en kommende krig. Det stemte ikke med hans neutralitetsopfattelse om, ”at ligge stille som en Mus, men dog være klare til at bide fra os.” 0 Københavns landbefæstning skulle derimod ikke betyde, at Danmark kunne tænke sig at fravige sin strenge neutrale kurs under en fremtidig europæisk stormagtskrig. En dansk flankestilling i Storebælt måtte være et fristende angrebsobjekt, idet den magt, der kunne sætte sig i besiddelse af en befæstet Agersøsund-stilling, kunne opnå betydelig fordele ved at besidde den, og den ville tillige, ifølge Berthelsen, kunne tages meget let ved overrumpling – i hvert fald af Tyskland. Det stod tidligt klart, at de tilforordnede fra søværnet ikke havde opnået nogen særlig tilslutning til deres forslag om Agersøsund-stillingen. Nyholm vurderede, at hvis deres forslag blev lagt til grund for den nye forsvarsordning, ville landgangsstedet for det meget omtalte overraskelsesangreb på hovedstaden (som, ifølge Nyholm, kun Tyskland kunne iværksætte) kun kunne blive Fakse Bugt, og det danske forsvar ville så have tid nok til at kunne imødegå landgangsforsøget med overlegen magt og havde mulighed for at afvise det. Bag deres forslag lå en vurdering af landbefæstningens muligheder for at holde tyskerne ude af byen. De vurderede, at det ikke ville være muligt, heller ikke med landbefæstningens hjælp, at holde tyskerne ude af København, hvis de først var kommet i land på Sjælland og havde fået etableret et brohoved for tilførelse af forstærkninger. Nyholm vurderede, at Tyskland beherskede om ikke selve passagen så dog den vestli­ 0 Referat til Protokollen. 43. møde, 25. maj 1905; side 625. 0 Referat til Protokollen. 44. møde, 26. maj 1905; side 641. - 94 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. ge del af Østersøen fra flankestillingen Kiel, og da Øresund ikke ville kunne benyttes af moderne krigsskibe som gennemsejlingsfarvand, havde Tyskland ikke brug for dansk landterritorium til sit Østersøsforsvar. Derimod ville Tyskland ikke kunne acceptere, hvis dansk territorium blev benyttet som basis for tyskfjendtlige operationer mod f.eks. Kiel, og i den forbindelse var det Storebælts kyststrækninger, det drejede sig om, mens København og Sundet ingen betydning havde. Danmark burde derfor træffe foranstaltninger i Storebæltsområdet (for at sikre Tyskland mod overraskelser), der kunne hindre en krigsførende magt i at udnytte dansk territorium. Søofficererne opfattede derfor hverken Agersøsund-stillingen som en flankestilling eller en offensiv forholdsregel. Samtidig ville Sjællands sydvestlige og vestlige kyster blive sikret mod landgangsforsøg, hvilket yderligere understregede stillingens neutrale karakter. De danske øer og indre farvande mellem Østersøen og Skagerrak blev af de danske søofficerer tillagt stor strategisk betydning for enhver magt, der ønskede at operere imod den tyske flådestation i Kiel. Derfor fordrede den danske neutralitet, at disse punkter blev sikret, så Tyskland kunne stole på den danske vilje og evne til at hindre fremmed udnyttelse af det danske land- og søterritorium. Nyholm vurderede, at ellers ville Tyskland selv sikre sig imod tyskfjendtlig udnyttelse af dansk territorium ved at besætte dele af landet (evt. ved et angreb på København), hvis den danske forsvarsordning hovedsageligt tog sigte på at forsvare hovedstaden, hvilket kunne udlægges som, at Danmark, i ly af fæstningen, søgte at bevare sin handlefrihed og dermed ikke ville være indstillet på at skride ind overfor enhver neutralitetskrænkelse, uanset hvem der stod bag den. Ifølge søofficerernes vurdering, var det dog ikke den københavnske landbefæstning i sig selv, der var til fare for landet men den forsvarsordning, der primært kun indeholdt forsvaret af den tilbagetrukne stilling i et hjørne af landet, som Københavns landbefæstning var. Opretholdelsen af den danske neutralitet var en opgave, der (ifølge Nyholm) kun kunne løses under to lige selvfølgelige forudsætninger: At Tyskland kunne have ubetinget tillid til, at Danmark loyalt og om nødvendigt ved våbenmagt, ville opretholde neutraliteten – også overfor Tysklands modstandere – og at Danmark udviklede sit forsvar på en sådan måde, at det var egnet til at løse opgaven. 0 Ligesom de tilforordnede fra hæren mente deres kollegaer fra flåden, at ord alene ikke kunne hævde neutraliteten, men at der måtte følges op med våbenmagt, og derfor ville de opstille et forsvar i Storebæltsområdet. Nyholm mindede om tidligere konseilspræsident og udenrigsminister Deuntzers skrivelse til forsvarskommissionen af 4. juni 1902, der omtalte de vanskeligheder, der kunne opstå ved en forsætlig neutralitetskrænkelse i form af en okkupation af en del af landet eller stationering af krigsskibe indenfor det danske søterritorium. Af skrivelsen fremgik det, at Danmarks neutralitetspligt i en sådan situation med militær magt skulle søge at værne sin neutralitet mod den forsætlige neutralitetskrænkelse, og at det ville være et klart dansk brud af neutraliteten, hvis Danmark uden 0 Referat til Protokollen. 45. møde, 14. juni 1905; side 670ff. - 95 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. indvendinger fandt sig i en fremmed stats overgreb. Nyholm fastholdt, at nok var forbindelsesvejene mellem Nord- og Østersøen internationale, men at de, da de berørte dansk territorium, til en vis grad var under dansk overhøjhed, og at Danmark derfor var forpligtet til at sørge for, at de var passable. Dermed mente han, det måtte være klart, at Danmark var nødt til at træffe militære foranstaltninger i området. Nyholm forsikrede kommissionsmedlemmerne om, at meningen med de større forter på Omø og Egholm i den ydre stilling ikke var at skabe en magtstilling i Storebælt, men at de kun var nødvendige foranstaltninger for at dække de indre farvande, og sikre den strategisk vigtige øgruppe Agersø-Omø-Egholm. Storebælts betegnelse som internationalt gennemsejlingsfarvand rørte, ifølge Nyholm, ikke ved de tilstødende farvandes kategorisering som indre danske farvande. Med Agersøsund-stillingen argumenterede han for, at Danmark fik den observationsstilling, der var nødvendig, for at udlandet kunne tro på, at Danmark ville håndhæve sine neutralitetsforpligtelser i den del af de danske farvande, der dannede det internationale gennemsejlingsfarvand til Østersøen. Spørgsmålet om batteriernes betydning for magtstillingen ved Storebælt afhang, ifølge Nyholm, af deres armering og det skyts forslaget ville placere der, og de ville, ifølge hans vurdering af hvordan de skulle udformes, ikke kunne beherske passagen i Storebælt, og hverken skabe en magtstilling eller hindre den frie passage. 0 ”Nu kunne man spørge, hvorfor Flaaden netop skulde være her, den skulde jo kunne optræde alle andre Steder. Dette sidste var ganske rigtigt, men man maatte indrømme, at naar Flaaden var i Store Belt, var den paa det Sted, hvor Tampen vel kom til at brænde. Naar vor Flaade var hernede, kunde den, naar den havde et fast Punkt, let komme op gennem Beltet og ind i de andre indre Farvande, vi havde vest om Samsø osv. Forbindelsen kunde om Natten foregaa uden særlig Risiko. Var vi hernede, kunde vi være sikre paa, at om Natten var der ikke Fjender af Betydning udenfor. Der kunde være Torpedobaade og mindre Krydsere, men dem skulde selvfølgelig en Flaade af den Styrke, de sømilitære tilforordnede havde foreslaaet, kunde tage det op med. I en Krig, hvor Vestmagtern stod mod Østmagter, vilde man ikke kunne finde sig i, at Vestmagterne forsøgte paa at angribe eller ødelægge disse Stillinger, inden vi havde faaet den anden Faktor med, lige saa vist som de heller ikke ved et coup-de-main kunde tages syd fra, og der var ikke Spor af Anledning til, at de skulde tages syd fra, da de jo netop sikrede den frie Benyttelse af Store Belt, og denne ikke var nogen Fare for Tyskland, idet Tyskland fra sin Flaadestation Kiel var i Stand til at forsvare hele den vestlige Del af Østersøen og Opgangen her til Store Belt. Hvad Tyskland maatte ønske og fordre, var, at en fremmed Magt ikke satte sig fast ved Store Belt og derfra førte sine Operationer ned mod Tyskland. Var dette hindret, var Tyskland sikret, thi saa kunde ingen gaa igennem og skabe sig en Basis i den sydlige Del af Østersøen. Det skulde Tyskland nok selv 0 Referat til Protokollen. 50. møde, 5. juli 1905; side 784-790. - 96 -


sørge for.” 0 Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. J. Pedersen var imod Agersøsund-stillingen af flere årsager. Han tog afstand fra Wandels udtalelse om, at den danske neutralitet skulle forsvares mod Tysklands fjender, og fandt det betænkeligt at træffe forsvarsforanstaltninger, der kun havde betydning overfor Tysklands fjender. Han kunne godt acceptere et fort på Masnedø, idet han mente, det næppe kunne true forbindelsen gennem Storebælt. Det var det større anlæg, der bekymrede ham. Ikke selve fortene, deres skyts eller minespærringerne, men at de forskellige foranstaltninger skulle danne et værn for en flådeafdeling i Smålandshavet, og at der derved dannedes en udfaldsport mod Storebælt, så Danmark evt. kunne blande sig i, hvad der foregik i Bæltet. Dét ville være farligt. Han mente stadig, at det ville indeholde en fare for indblanding i krigen, hvis der blev placeret et bevægeligt våben dækket af stærke forter i Storebæltsområdet, hvorved der blev skabt en relativ anselig magt i området, hvor der skulle være fri passage. Han pointerede, hvordan det flere gange havde været fremhævet i kommissionen, at Storebælt var dét sted, hvor der var størst udsigt til en neutralitetskrænkelse. Kühnel havde pointeret, at Tyskland, under en konflikt med Storbritannien og/eller Frankrig, kunne have interesse i at spærre Bæltet, mens Nyholm vurderede, at Tyskland tværtimod var interesseret i den fri passage gennem Bæltet. Pedersen vurderede, at der kun ville opstå en fare for den danske neutralitet i Storebælt, hvis Danmark havde, hvad der lignede en magtstilling i området. Var der fri passage for begge parter, mente han ikke, der var udsigt til, at Danmark skulle blive angrebet, hvorimod han ikke var i tvivl om, at en stormagt ikke kunne finde sig i, at Danmark indtog en holdning, der kunne bebude, at landet evt. kunne finde på at lægge hindringer i vejen for den fri passage. 0 Nyholm greb straks fat i Pedersens udtalelser om, at sikringen af de krigsførende magters frie passage i Storebælt ikke forudsatte danske styrker i Bæltet. Pedersen havde dermed indrømmet, at den frie passage var hovedsagen. Den frie passage sikredes ved tilstedeværelsen af afmærkninger, fyr og lodser og disse midler (til opretholdelsen af den frie passage), mente Nyholm, om nødvendigt måtte beskyttes med danske magtmidler, for bl.a. at hindre fremmede magter i at tilintetgøre fyr eller ændre på afmærkningerne. Flåden kunne føre den fornødne kontrol med, at midlerne til opretholdelsen af den frie passage forblev uantastede men måtte have en beskyttet basis i området. 0 Passage til og fra Østersøen var bestemmende for den britiske og tyske holdning til Danmark. For Storbritannien var opretholdelsen af den frie passage til Østersøen altafgørende for deres nordiske udenrigspolitik, og de mente, ethvert forsøg på at lukke passagen var et neutralitetsbrud. 1905-08 var en periode, hvor Storbritannien, Rusland og Tyskland havde deres opmærksomhed rettet mod Skandinavien – som følge af den 0 Referat til Protokollen. 50. møde, 5. juli 1905; side 791. Nyholm 0 Referat til Protokollen. 50. møde, 5. juli 1905; side 790f. 0 Referat til Protokollen. 50. møde, 5. juli 1905; side 791f. - 97 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. svensk-norske unions ophør og Norges selvstændighed. I den forbindelse tog de tre stormagter stilling til muligheden for en neutralisering af de nordiske lande eller for et nordisk neutralitetsforbund. Storbritanniens overordnede mål i området var afgørende for deres interesse for neutraliseringen af de tre nordiske lande. De håbede folkeretligt at fastslå retten til fri passage, og forholdene omkring Suez-kanalen blev (ligesom i forsvarskommissionen) brugt som et forbillede for passagen til Østersøen. Nordisk neutralitet blev i London opfattet som et effektivt modtræk mod de tysk-russiske forsøg på at gøre Østersøen til et lukket hav. Storbritanniens opfattelse af, hvad neutralisering ville betyde for passagen til Østersøen, blev dog ikke delt af Østersøens to stormagter. Den tyske Kejser Wilhelm forsøgte at skabe et tysk-russisk-dansk samarbejde ud fra den opfattelse, at en af Danmarks neutralitetspligter i krigstid ville være at lukke adgangen til Østersøen for ikke Østersønationer. Stormagternes modstridende krav til en neutralisering af de nordiske lande satte en stopper for planerne. 0 Indvendingerne imod Agersøsund-stillingen kom som nævnt også fra højrefløjen. Nyholm havde, på et tidligere tidspunkt i kommissionens arbejde, præsenteret Agersøsundstillingen som et væsentligt led i forsvaret af Sjællands sydkyst. Lunn mente, at Nyholm nu i stedet fremstillede stillingen som primært egnet til Storebælts bevogtning. Lunn mente, de lange diskussioner i kommissionen havde fastslået, at forsvaret af Sjælland var hovedsagen for det danske forsvar. Derfor havde han forventet, at de tilforordnede søofficerer endnu mere udførligt pointerede den fordel, det sjællandske forsvar ville have af Agersøsund-stillingen. Lunn mente ligesom J. Pedersen, at Danmark ikke skulle have en flådeafdeling i Storebælt, da tilstedeværelsen af en dansk flåde kunne opfattes som et dansk forsøg på at hævde en magtstilling, som Danmark, efter Lunns opfattelse, nettop skulle undgå i dette farvand. Han mente, at hvis det først var fastslået, at Storebælt var et åbent gennemsejlingsfarvand, ville Danmark ikke uden fare for sig selv kunne etablere en slags magtstilling lige op til Storebælt. 0 Nyholm begrundende sin manglende fremhævelse af Agersøsund-stillingens betydning for det sjællandske kystforsvar med, at han havde fremhævet denne betydning flere gange tidligere og derfor ikke havde fundet det nødvendigt at fremhæve det igen. Lunns indvendinger fik ham dog til at fremhæve Agersøsund-stillingens betydning for Sjællands kystforsvar af strækningen fra Korsør til Bøgestrømmens udløb mod angreb fra syd, og at landgangsforsøg på denne strækning udelukkende ville kunne iværksættes af Tyskland. Dermed forsøgte han endnu en gang forgæves at overbevise kritikerne om, at stillingen også var vendt imod Tyskland. Han pointerede, at stillingen var en forsvarsforanstaltning direkte vendt mod tyske landgangsforsøg på Sjællands sydkyst samtidig med, at den indirekte, når der var en dansk flådestyrke tilstede, ville hindre landgangsekspeditioner i at blive ført forbi Sjællands vestlige del. Nyholm fandt en principiel uoverens­ 0 LINDBERG, FOLKE: Scandinavia in Great Power Politics. 0 Referat til Protokollen. 51. møde, 6. juli 1905; side 802f. - 98 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. stemmelse mellem deres neutralitetsopfattelser. Han fastholdt, at når en stat erklærede sig neutral, var det dens uafviselige pligt at sørge for, at de vigtigste strategiske stillinger på dens søterritorium, kyststrækninger og øvrige landterritorium var sikrede ved militære forsvarsforanstaltninger, da det var på de steder, neutralitetskrænkelser kunne ventes. 0 Når kritiske kommissionsmedlemmer skulle overbevises om, at forsvarsforanstaltninger var ”neutrale”, blev der ofte, som i dette tilfælde, forsikret om, at foranstaltningen ville kunne beskytte den danske neutralitet mod forskellige typer krænkelser, hvad enten de blev udført af tyskerne eller briterne, der blev regnet for de eneste mulige aggressorer. Under diskussionen om Agersøsund-stillingen tilkendegav la Cour direkte, at Danmark ikke ville kunne forsvare sin neutralitet alle de steder, den kunne blive angrebet. Derfor skulle København som forsvarets basis forsvares, og de danske forsvarsstyrker bryde ud derfra, når en gunstig situation indtraf, hvor der var udsigt til at kunne tilføje aggressoren betydelige tab. Hans udtalelse blev dog afvist af de tilforordnede fra både hæren og flåden. Berthelsen afviste, at det først og fremmest skulle gælde forsvaret af København som det samlede forsvars hovedbasis. Han medgav, at nok skulle forsvarets basis beskyttes, men målet for forsvaret var at frigøre den mobile hærstyrke fra hovedstaden og sende den ud til forsvaret af Sjællands kyster. Ikke overraskende fandt Nyholm la Cours udtalelser i strid med enhver folkeretlig fortolkning af neutralitetsforpligtelserne, idet neutraliteten ikke kunne forsvares fra en tilbagetrukket stilling. La Cour måtte give Nyholm ret i, at det var en folkeretlig lære, at neutralitetsforsvaret skulle stilles op, hvor neutralitetskrænkelsen fandt sted. Han vurderede dog, at Danmark ikke kunne være forpligtet til at opstille et forsvar, hvor der ingen udsigt var til, at forsvaret kunne gennemføres. Han udlagde den folkeretlige lære således, at den for Danmark betød, at landet så vidt muligt skulle holde sig stærk nok til at kunne imødegå en neutralitetskrænkelse og så benytte det for landet gunstigste øjeblik til at imødegå den. Han fandt ikke, at det kunne være folkeretligt muligt, at Danmark straks skulle lade sig slå ned af aggressoren. 0 Kühnels kritik af Agersøsund-stillingen og Nyholms forsvar. I forbindelse med forhandlingerne om flådens materiel blev Agersøsund-stillingen taget op igen. 0 Kühnel gennemgik sin kritiske stilling til Agersøsund-stillingen punktvis. For det første mente han, at stillingen ikke ville kunne udrette dét, søofficererne ventede af den. Stillingen skulle gøre det muligt for det danske forsvar at hindre en fremmed magt i at sætte sig fast i området og gøre det muligt for flåden at tage kampen op mod en aggressor sammen med den flådemagt, der ikke havde krænket neutraliteten. Således skulle den også have afskrækkende effekt til at hindre krænkelser i området. Det mente Kühnel dog ikke kunne opnås, når den danske flåde var så svag, at den var nødt til at sø­ 0 Referat til Protokollen. 51. møde, 6. juli 1905; side 805f. 0 Referat til Protokollen. 51. møde, 6. juli 1905; side 809-812. 0 Følgende afsnit er baseret på Referat til Protokollen. 68. møde, 25. okt. 1905; side 1192-1203. - 99 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. ge tilflugt i den befæstede stilling i Agersøsund, hvorved farvandet netop ville blive givet fjenden i vold. Han fandt det heller ikke muligt, at en svag dansk flåde, der havde søgt sikkerhed i Agersøsund-stillingen, kunne bryde ud og hurtigt bringe en krænkelse til ophør. Kühnel fremdrog Nyholms udtalelse om, at neutraliteten, ifølge folkeretten, ikke kunne forsvares fra en tilbagetrukket stilling. Han tilsluttede sig denne opfattelse og mente, at hvad der gjaldt på landjorden også måtte gælde på søen, så fjenden ikke fra Agersøsund kunne hindres i at krænke den danske neutralitet. Han vurderede, at det heller ikke ville kræve uforholdsmæssigt store kræfter af aggressoren at holde den danske flåde indespærret i stillingen. Den danske flåde var for lille til at hindre neutralitetskrænkelser i de danske farvande. Dernæst var der muligheden for, at den danske flåde ville kunne optræde i forening med en fremmed flåde. Det var en mulighed, han ikke havde tiltro til. Et af målene for den danske flåde var at give Tyskland tillid til, at Danmark havde såvel viljen som midlerne til at hindre en neutralitetskrænkelse af en tyskfjendtlig flåde. Kühnel mente, Tysklands modstander ikke ville være så tåbelig at krænke den danske neutralitet, før det var nødvendigt, og det ville det, ifølge hans opfattelse, først blive, når den tyske flåde var slået og drevet tilbage til de tyske havne, og tiden dermed var inde til at indlede en blokade af de tyske kyster. Således ville den tyske flåde, der skulle komme den danske til hjælp, være slået, når en krænkelse af den danske neutralitet indtrådte, og dermed ville Danmark blive overladt til sin egen lidenhed. Når hverken den danske flåde eller Agersøsund-stillingen kunne hindre en neutralitetskrænkelse, beskytte Tysklands interesser eller støtte hærens bestræbelser for at forsvare Sjællands kyster, ville flåden være sat ud af spillet. Kühnel mente desuden, at stillingen rummede en alvorlig krigsfare for landet i forbindelse med de 3 krigssituationer, der truede den danske neutralitet. Den første var et sammenstød mellem de krigsførendes flåder i Storebæltsområdet. Hvis den danske flåde var tilstede, kunne den, ifølge Kühnel, ikke undlade at skride ind, hvis slaget fandt sted på dansk territorium. Det ville inddrage Danmark i krigen på en ganske uberegnelig måde, således måske på den svagestes side, medens det ifølge hans opfattelse kunne undgås, hvis flåden ikke var tilstede. Kühnel argumenterede hermed for, at det neutrale Danmark skulle havde frihed til selv at bestemme hvornår og på hvilken side landet skulle blive inddraget i en krig, hvor den danske neutralitet blev krænket i hvert fald, hvis krænkelsen kun gjaldt det danske søterritorium. I den anden situation kom truslen fra Tyskland og kunne indtræde, hvis Tyskland enten ville operere nord for Storebælt eller spærre bæltet. Hvis den tyske flåde skulle operere nord for Storebælt, ville den (ifølge Kühnels vurdering) ikke finde sig i, at en dansk flåde befandt sig på dens tilbagetogslinie tilmed dækket af den befæstede Agersøsundstilling. Det samme ville gælde den situation, hvor Tyskland selv ønskede at spærre Storebælt, enten det ville ske nord eller syd for den befæstede stilling. Kühnel mente, Tysk­ - 100 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. land i en sådan situation enten ville hindre den danske flåde i at nå ned til stillingen eller søge at få den fjernet. Han vurderede, at muligheden for at Tyskland ville spærre Storebælt var meget sandsynlig. Hans vurdering af stormagternes interesser i de danske farvande lagde stor vægt på de to stormagtsflåder, der havde besøgt København og de efterfølgende udtalelser i tyske blade om behovet for at lukke Østersøen. 0 Den tredje situation var truslen fra en nordfra kommende flåde, der havde slået den tyske flåde og beredte sig på at blokere de tyske havne. Kühnel vurderede, at en sådan flåde (og der kunne kun være tale om den britiske) ikke ville affinde sig med, at en dansk flåde lå på dens nærmeste forbindelseslinie med hjemlandet, i Agersøsund-stillingen ved Storebælt. Den ville derfor sikre sig denne forbindelse og tvinge Danmark til at vælge side, så landet blev inddraget i krigen. Han var opmærksom på, at denne trusselssituation ikke blev tillagt den store betydning i kommissionen, da de maritime tilforordnede, som følge af nogle udtalelser af nogle britiske søofficerer, ikke regnede med, at den britiske flåde ville gå ind i Østersøen, i hvert fald ikke i starten af en krig. Som følge af den britiske flådeafdelings togt ind i Østersøen i sommeren 1905 mente Kühnel ikke, at briterne, under en krig mod Tyskland, ville holde sig ude af dette farvand. Kühnels tredje indvending imod Agersøsund-stillingen var, at den (efter hans mening) ikke kunne benyttes uden Tysklands samtykke, da han vurderede, at tyskerne ville kunne hindre den danske flåde i at nå ned til stillingen. Søofficererne vurderede, at Danmark lå indenfor den tyske interessesfære. Det var en vurdering, som det, under første verdenskrig viste sig, blev delt af briterne, der afholdt sig fra at inddrage Østersøen i krigshandlingerne og uantastet lod Danmark bøje sig for det tyske pres om at spærre Storebælt. Kühnel opfattede dog søofficerernes vurdering som et allianceønske med Tyskland, og pointerede, at det var en ren politisk beslutning. Ønskede man en alliance med Tyskland, mente han, at det kunne være fornuftigt at anlægge en befæstet flådestilling ved Agersøsund. Anlæggelsen af stillingen var, efter hans vurdering, et politisk signal, der ikke kunne misforstås, om at Danmark tog standpunkt i striden mellem Storbritannien og Tyskland. Hermed ville neutraliteten ophøre, og en lignende situation som den i 1807 kunne opstå. Kühnels indlæg imod Agersøsund-stillingen kaldte Nyholm på banen igen. Nyholm mente, de fleste af Kühnels indvendinger var blevet imødegået. Han gentog dog flere modargumenter. Han pointerede bl.a., at Kühnel (i forbindelse med To- og Treforbundet) havde udtalt, at Agersøsund-stillingen måtte betragtes som et fjendtligt og aggressivt skridt vendt imod Tyskland. Det var blevet afvist af Kofoed-Hansen, og udviklingen og tidens gang havde siden tilintetgjort den forudsætning. Stormagtskonstellationen blev opfattet som bortfaldet i 1905, da der ikke var nogen russisk Østersøflåde. At Storbritannien skulle føle sig truet af den danske flådes tilstedeværelse på sin forbindelseslinie og derfor ødelægge den (selvom Danmark overholdt sine neutralitetsforpligtelser), afviste 0 Kommission havde set nærmere på den britiske flådestyrke, der besøgte København i sommeren 1905. - 101 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Nyholm. Han afviste tillige, at Agersøsund-stillingen skulle være en offensiv forsvarsforanstaltning (og dermed en fare for Danmark). Muligheden for, at det neutrale Danmark – efter at have forholdt sig roligt i den tidsperiode, hvor landet virkelig ville kunne betyde noget for det tyske forsvar – skulle tænke på at bryde sin neutralitet og træde ind på tyskernes side for at true de britiske forbindelseslinier (efter den tyske flåde var slået af briterne, og briterne havde passeret de danske farvande og opnået herredømmet i Østersøen), mente han, var en utænkelig og meningsløs mulighed, og han mente ikke, andre stater kunne drømme om, at Danmark ville kunne finde på at opføre sig så dumt. Søofficererne vurderede, at Danmark ikke kunne skabe en flåde, der ville være i stand til at modstå en stormagtsflåde, men at der kunne skabes en dansk flåde, som, støttet af det danske territoriums naturlige forhold, ikke ville kunne forjages fra de indre danske farvande uden store ofre. Det var en opgave, Kühnel ikke fandt i overensstemmelse med hævdelsen af den danske neutralitet. Han mente ikke, at flåden, når den trak sig tilbage til de indre danske farvande, ville være i stand til at værne neutraliteten. Nyholm pointerede, at de indre danske farvande, der var tale om, var de strategisk vigtige, og at flåden i øvrigt var i stand til at optræde i Storebælt, og overalt i de danske farvande fra det tilbagetrukne tilflugtssted i Smålandsfarvandet. Han fastholdt, at man godt kunne være modstander af Københavns landbefæstning ud fra den opfattelse, at neutraliteten ikke kunne forsvares fra en tilbagetrukken stilling og samtidig mene, at flåden kunne forsvare neutraliteten fra den tilbagetrukne Agersøsund-stilling. Agersøsund-stillingen sikrede, ifølge Nyholm, besiddelsen af Smålandsfarvandet og de omliggende øer, hvorved der blev skabt en basis for videre operationer, mens landbefæstningen ikke kunne forsvare neutraliteten ved Storebælts kyster. Sagt med andre ord ville man i den ene situation være tilstede, dér hvor neutraliteten kunne blive krænket, og derfor også være på dét sted, hvor den skulle forsvares, mens man i den anden ikke ville være på stedet for neutralitetskrænkelsen og heller ikke ville kunne drage dertil. Han mente nemlig ikke, at fæstningshæren kunne forlade landbefæstningen, hvorimod flåden ville kunne forlade Agersøsund-stillingen. For at forhindre den danske flåde i at nå ned til Agersøsund-stillingen skulle neutralitetsbruddet, ifølge Nyholm, komme som et lyn fra en klar himmel og den danske flåde blive spærret inde i København, inden den fik en chance for at gå til søs. Det gjaldt altså et neutralitetsbrud og angreb på Danmark i en periode med dyb fred, hvor der ingen forvarsler havde været. Mod et sådant pludseligt angreb, som kun Tyskland ville kunne gennemføre, fandt Nyholm, at en lille stat, der lå så tæt på en stormagt kun kunne sikre sig ved en klog og tilbageholdende politik, ”thi vi var, som General Kühnel selv havde erklæret, inddraget i den tyske Magtsfære.” 0 Fra at fremhæve dette forhold og til at erklære at Danmark skulle alliere sig med Tyskland, var et stort spring, som Nyholm på det bestemteste afviste, at han nogen sinde skulle havde ønsket. Den danske neutralitet 0 Referat til Protokollen. 68. møde, 25. okt. 1905; side 1200. - 102 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. og suverænitet skulle forsvares, men den forsvarsordning, landet skulle have, skulle baseres på de forhold, der var et resultat af landets geopolitiske beliggenhed. Derfor anså han sig for fuldt berettiget til at sige, at den største fare, der truede Danmark, var en krig mellem Storbritannien og Tyskland, hvor det for Storbritannien gjaldt om at skabe sig en basis for videre operationer mod Tyskland. Han fremhævede, at tyskerne (imod en overlegen britisk flåde) havde størst udsigt til et heldigt udfald i selve Østersøen, og at tyskerne derfor ville holde sig i defensiven, indtil briterne var i Østersøen. Tyskerne skulle dog kunne stole på, at Storbritannien ikke uhindret kunne anlægge en basis på dansk territorium. Gjorde tyskerne det, behøvede de ikke at benytte dansk territorium for at forsvare Østersøen: ”Skulde der saa paatænkes en Krænkelse af denne Neutralitet, kom det an paa, at den Styrke, vi havde, var af en saadan Betydning, at den, lagt til vor sydlige Nabos Styrke, dannede den Magtfaktor, som gjorde et Angreb i vore Farvande, hvor de naturlige Forhold og den Omstændighed, at Krigen skulde føres i de for os velkendte Egne, kom Forsvaret til gode, til en saa betænkelig Sag, at et saadant Angreb gennem vore Farvande overhoved ikke kunde tænkes. Men fra at fastholde denne Opfattelse og til at sige, at vi skulde søge en Alliance med Tyskland, var der et langt spring. Den magtfaktor, vi stillede op i Store Belt, var rettet ikke alene mod Vest, men ogsaa mod Øst. Den vilde ikke – naar bortsaas fra det førnævnte røverske Overfald – kunne ødelægges eller tilintetgøres, uden at det vilde koste Fjenden betydelige Ofre, og den vilde, hvis Angrebet kom syd fra, kunne holde sig saa længe, at vi kunne vente Hjælpen vest fra. Derfor var det en almen neutral Foranstaltning, som var absolut nødvendig, saafremt vi skulde holde vor Neutralitet og gøre Fordring paa at anses for en Stat, der tilfredsstillede de Krav, der i saa Henseende maatte stilles til os.” 0 Neutralitetsbegrebet & neutralitetsbrud. J. Pedersen fandt i de danske generalers og admiralers svarskrivelser en ny opfattelse angående neutralitetskrænkelser. Han mente, general Holbøll havde fremsat en opfattelse om Danmarks neutralitetspligter, som var i uoverensstemmelse med den opfattelse, de tilforordnede fra hæren havde hævdet. Den lille danske stat kunne ikke hindre en stormagt i at krænke landets neutralitet overalt på sit territorium, da det ikke ville være muligt at yde et tilstrækkeligt neutralitetsforsvar overalt. Blev modstanden brudt, måtte der nedlægges en bestemt protest imod neutralitetskrænkelsen, og protesten kundgøres overfor de andre stormagter. Det var ikke denne del af Holbølls udtalelse J. Pedersen sigtede til, da den ikke kunne siges at adskilles sig fra, hvad der tidligere var fremkommet i kommissionen (at Danmark ikke rådede over tilstrækkelige midler til at kunne dække he­ 0 Referat til Protokollen. 68. møde, 25. okt. 1905; side 1200. - 103 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. le territoriet, og at kræfterne derfor skulle koncentreres på de strategisk vigtigste steder, hvor der enten var størst sandsynlighed for et neutralitetsbrud eller størst fare forbundet med med en neutralitetskrænkelse). Han fremhævede Holbølls udtalelse om, at neutraliteten kunne opretholdes, selvom territoriet blev krænket et enkelt sted, idet neutraliteten først ville være brudt, når aggressoren kunne påtvinge Danmark sin vilje. 0 J. Pedersen pointerede, at betragtningen afveg fra den fremherskende opfattelse i kommissionen om, at neutraliteten blev brudt, når det første skud faldt, idet der blev taget parti i konflikten, hvad enten der blev skredet militært ind imod neutralitetskrænkelsen, eller man uden sværdslag affandt sig med denne. Aggressoren, man forsvarede sig imod, blev fjenden, og hans hovedfjende blev en ven eller allieret. J. Pedersen fandt det uheldigt, at en tilfældighed ville afgøre, hvilken side Danmark kom til at stå på under en krig, idet han fandt det tilfældigt hvem af de stridende parter, der først krænkede den danske neutralitet. Han mente, at Holbølls holdning var, at Danmark godt kunne optage en foreløbig kamp og, med de kræfter landet besad, forsøge at gøre modstand mod neutralitetskrænkelsen, men at den danske neutralitet ikke kunne siges at være brudt fra dansk side, før landet blev tvunget til at bøje sig for aggressoren. Så længe København blev holdt, og regeringen dermed ikke kunne tvinges ud af sin afvisende holdning, kunne det ikke være afgørende, hvad der skete på enkelte danske kyststrækninger. Danmark måtte i det tilfælde protestere hos de andre stater og fortsat kunne opretholde sin neutrale stilling. Kühnel afviste både synspunktet, og at det skulle være general Holbølls opfattelse, idet han mente, denne blot havde udtrykt sig uheldigt. Kühnel fastholdt, at den danske neutralitet folkeretligt blev brudt, når Danmark ikke var i stand til ved egen magt at tilbagevise en neutralitetskrænkelse, uanset hvor den forekom. Han indrømmede dog, at det i praksis kunne være en anden sag. Hvis krænkelsen ikke havde større betydning for aggressorens hovedmodstander, og denne ikke krævede, at Danmark bragte situationen til ophør, mente Kühnel, at det kunne siges, at Danmark ikke var i et absolut krigsforhold til aggressoren. Det ville dog kun gælde en krænkelse uden reel betydning, dvs. som ikke betød en ulempe for den anden krigsdeltager. Han var ikke i tvivl om, at så snart der var tale om en handling med reel betydning for krigsførelsen, ville den anden part, som det kom til at gå ud over, gøre gældende overfor Danmark, at der havde fundet en neutralitetskrænkelse sted, som landet ikke havde afvist. Dermed ville Danmark blive holdt ansvarlig for situationen. Så måtte danskerne søge at bringe krænkelsen til ophør eller tage parti og dermed reelt opgive neutraliteten. Reedtz-Thott pointerede, at skyggesiden ved den principielle neutralitet var, at den neutrale stat ikke kunne vælge på hvilken side, den blev inddraget i krigen. Han mente, at en mindre neutralitetskrænkelse, som man modsatte sig med våbenmagt, ikke nødvendigvis ville føre til Danmarks inddragelse i selve krigen, men det ville afhænge af, hvor­ 0 Referat til Protokollen. 69. møde, 20. dec. 1905; side 1215-1218. - 104 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. dan handlingen ville blive opfattet af aggressoren. Hvis denne ingen interesse havde i at inddrage den neutrale stat i krigen, behøvede sammenstødet ikke at få nogen konsekvenser. Hvorvidt afvisningen af en neutralitetskrænkelse ville få konsekvenser eller ej afhang altså ikke af den neutrale stat. La Cour pointerede, at med Danmarks udstrakte søterritorium kunne der let finde en neutralitetskrænkelse sted, uden at det behøvede at få følger for Danmark. Han henviste til slaget ved Helgoland i 1864 – hvor den slagne østrigske flåde var søgt ind på neutralt britisk søterritorium for at undgå den sejrrige danske flåde – og den russisk-japanske krig, hvor der havde været en mindre konflikt mellem Japan og Frankrig, efter at russiske krigsskibe havde taget kul ombord på fransk territorium, selv om det formodentligt var fra egne forsyningsskibe. Han fandt derfor, der kunne forekomme neutralitetskrænkelser, som Danmark ikke var forpligtet til at bekæmpe, f.eks. hvis britiske skibe – under deres passage til den tyske Østersøkyst – lagde til i en dansk havn for at lempe kul fra egne kulskibe over i deres krigsskibe. Han mente ikke, neutraliteten kunne hævdes overalt, og i de tilfælde måtte en protest være nok. Det gjaldt dog bestemt ikke i situationer, hvor en fremmed magt gik i land for at udnytte dansk landterritorium. De forsvarskritiske politikere tog også Holbølls udtalelser til indtægt for, at der blandt hærens officerer fandtes opfattelser, som harmonerede med de radikales opfattelser og adskilte sig fra den fremherskende opfattelse i kommissionen. Slengerik havde forstået Holbøll således, at danskerne skulle forsøge at hindre en krænkelse, men hvis Danmark ikke var i stand til at hindre det, kunne man ikke påstå, der var sket en neutralitetskrænkelse fra dansk side. Det var en opfattelse, som Slengerik mente stemte overens med hans egen om, at Danmark ikke skulle være forpligtet til at kunne kaste briterne eller tyskerne tilbage i søen for at opfylde sine neutralitetspligter. Kühnel afviste den fortolkning og fastholdt, at Holbøll mente, Danmark ikke overalt havde tilstrækkelig magt til at tilbagevise en neutralitetskrænkelse. Søterritoriet var så stort, og der var så mange småøer og så udstrakte kyststrækninger, hvor der kunne finde en krænkelse sted, at Danmark ikke overalt ville kunne møde med en tilstrækkelig militærmagt til at kunne tilbagevise krænkelsen. Han afviste bestemt, at denne erkendelse skulle betyde, at man kun ville yde modstand i København, og mente Holbølls opfattelse var, at der kun skulle ydes modstand i København og da slet ikke at en, for hele krigsførelsen alvorlig neutralitetskrænkelse som en okkupering og spærring af Storebælt ville være, skulle kunne gå upåtalt for sig. Han mente ikke, Danmark kunne lade en sådan krænkelse finde sted og fortsat bevare sin neutralitetsstatus, og han afviste, at Holbøll skulle havde givet udtryk for en sådan opfattelse. Han afviste også J. Pedersens udtalelser om, at hvad der kunne ske på enkelte steder af de danske kyster ikke var afgørende, så længe aggressoren ikke havde tvunget den danske regering væk fra sin afvisende holdning ved at indtage hovedstaden. - 105 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Begyndelsen til enden. I 1906 blev der nedsat et udvalg bestående af repræsentanter for de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmer og de tilforordnede for at finde frem til, om de kunne nå til enighed om en fælles indstilling. Reedtz-Thott kunne på udvalgets vegne i februar 1907 fremlægge deres resultater til brug for udarbejdelsen af kommissionens indstilling. Der var en del punkter, som der var større eller mindre enighed om i udvalget. Der var som udgangspunkt enighed om, at opretholdelsen af Danmarks neutralitet krævede et militært magtgrundlag, som de interesserede europæiske magter kunne anerkende. Der skulle skabes et effektivt forsvar, og afvæbningstanken blev afvist. København skulle sikres mod et uventet bombardement fra søsiden af Københavns søbefæstning. Udvalget havde delt sig i to. Flertallet tilsluttede sig de tilforordnedes forslag, mens mindretallet ønskede en billigere ordning. Der var enighed om, at Sjællands kyster skulle beskyttes, og at kystforsvaret krævede forskellige faste støttepunkter. Navnlig ved Masnedø burde der være en befæstning, den danske flåde kunne støtte sig til, når den optrådte i Storebæltsområdet. Udvalget mente, Agersøsund-stillingen havde en betydning, hvis man ønskede at skabe en magtstilling i området, men den var udtryk for en udfordrende holdning, et neutralt land skulle undgå. Udvalget støttede sig her til hærens tilforordnede og marineministerens stab, der overfor udvalget havde givet en fremstilling af den danske stats militærpolitiske stilling, hvor der – angående spørgsmålet om en befæstning ved Agersøsund – blev indtaget en holdning, som adskilte sig fra den, flådens tilforordnede havde fremført i kommissionen. Wandel afviste dog, at der skulle være nogen forskel mellem flådens to tilforordnede og marineministerens stab. Endelig var der enighed om den almindelige værnepligt, hvor en udvidelse blev anset for nødvendigt, og indførelsen af en værneskat blev anset for ønskværdigt, uden at der dog var opnået enighed om enkelthederne, indførelsen af en rekrutuddannelse i to hold, udviklingen af flådens torpedobåds- og minemateriel – og en mulig bygning af undervandsbåde. Kommissionens tilbageværende radikale medlem, Slengerik, kunne ikke slutte sig til udvalgsresultatet og pointerede, at udvalget ikke var blevet enige om Københavns landbefæstning, som for ham var det afgørende punkt i forsvarsordningen. Han mente, kommissionen var nødt til at tage et rent og klart standpunkt til dette store hovedspørgsmål for at kunne afslutte sit arbejde. De forsvarsvenlige var enige om, at der skulle skabes et betryggende forsvar men var ikke blevet enige om, hvorvidt landbefæstningen var en ulykke for landet eller en absolut nødvendighed. 0 Der kom ingen samlet indstilling ud af udvalgets arbejde. Kommissionsmedlemmerne fandt i stedet sammen med deres partifæller om udformningen af forsvarsforslag og sammen med de redaktionelle forhandlinger, der blev indledt i juli 1907, var det afslutningen på kommissionens forhandlinger. 0 0 Referat til Protokollen. 76. møde, 15. feb. 1907; side 1328-1338 – 77. møde, 22. feb. 1907; side 1339- 1353 – 78. møde, 27. feb. 1907; side 1355-1370. 0 Referat til Protokollen. 83. møde, 18. juli 1908; side 1421ff og de resterende møder. - 106 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. Udefrakommende påvirkning af kommissionsarbejdet. Den mest markante indenrigspolitiske begivenhed der fandt sted, mens kommissionen arbejde, var sprængningen af Venstrereformpartiet i 1905 og oprettelsen af Det radikale Venstre. Tre af kommissionens medlemmer, Fogtmann, Kristiansen og Slengerik, forlod Venstrereformpartiet og sluttede sig til Det radikale Venstre. Det medførte dog ikke en markant ændring i deres holdning til forsvarssagen, og de brændte heller ikke alle broer efter sig men søgte flere gange at opnå deres tidligere partifællers tilslutning. I juni 1905 blev spørgsmålet om en fremtidig uddybning af Drogden inddraget i forhandlingerne. Lunn fremlagde uddybningen som et grundlæggende kommercielt spørgsmål og mente ikke, det ville medfører nogen nævneværdig forøgelse af vanskelighederne ved Danmarks forsvar. Han mente endog, at de kunne være en fordel for den danske neutralitet: ”Det var evident for enhver, han være nok saa læg, at hvis der aabnedes Stormagternes Flaader, Tysklands og Ruslands saa vel som Frankrigs og Englands, en Gennemsejling gennem Øresund, ophørte af sig selv den Fortrinsstilling, som Kielerhavn gav den tyske Flaade i Forholdet til Indsejlingen til Øsersøen, og Danmark vilde ikke derved blive ugustigere stillet, end det nu var. Det vilde blive mere aabent, mere internationalt, mindre udsat for Indblanding i Stridighederne om Adgangen til Østersøen. Jo flere Aabninger der var, og jo større de var, des mindre blev Danmarks Ansvar. Jo mere trange Adgangene var, des flere Forpligtelser kunde Danmark siges at have, og des flere saarbare Punkter i Neutralitetsforholdet havde Danmark. Fristelserne var des større, jo lettere det var at lukke vore Farvande for en af Stormagterne, og jo mere Stormagterne maatte kappes om at komme til at lukke dem.” 0 De to tilforordnede søofficerer var dog kritiske overfor spørgsmålet om en uddybning af Drogden. Nyholm mente, det ville blive et meget kostbart foretagende, og at de overslag der forelå ikke ville komme til at holde stik. Han have stået for de opmålinger, der fandt sted i Drogden ved den foreløbige uddybning og oprensning til 24 fod og var ganske sikker på, at man, så snart man kom under 24-25 fod de fleste steder, ville komme til at arbejde i den hårde kalk. Han mente tillige, at en uddybning ville forværre Danmarks strategiske stilling. Det forklarede ham med en henvisning til Tyskland. Tyskland behøvede med de eksisterende forhold ikke at inddrage dansk søterritorium i sit Østersøforsvar, da landet fra sin flankestilling i Kiel kunne beherske den vestlige del af Østersøen. Blev der med Drogdens uddybning skabt en passage gennem Øresund, vurderede Nyholm, at Tyskland ikke længere kunne forsvare Østersøen fra Kiel, og så ville det danske territorium få betydning for det tyske Østersøforsvar. Forsvarskommissionens forhandlinger faldt sammen med en vigtig periode i flyvningens historie, uden at det dog smittede af på de danske forsvarsforhandlinger. Hverken 0 Referat til Protokollen. 51. møde, 6. juli 1905; side 805. - 107 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. udviklingen eller dens mulige betydning for det danske forsvar blev diskuteret i forsvarskommissionen. Kun militærets brug af luftballoner i efterretningstjenesten og Haagkonferencens forbud mod udkastning af sprængstoffer fra luftballoner blev kort nævnt. Set i det historiske bakspejl kunne man umiddelbart tro, at flyvningens teknologiske udvikling ville have ført til en diskussion om, hvilken betydning den kunne få for det danske forsvar og særligt landbefæstningens, ligesom der var blevet talt om ubådens teknologiske udvikling og om dens fremtidige betydning for det danske forsvar, som der blev knyttet store forventninger til i kommissionen. Det var dog flyvemaskinens tidligste barndom, hvilket kan forklare, hvorfor kommissionen ikke havde opmærksomheden rettet mod luften. 0 Som nævnt tidligere var der i perioden en del presseomtale af kommissionsforhandlingerne, og det brugte kommissionen også en del tid på. 0 Erfaringerne fra den russisk-japanske krig. Krigen i Østasien (mellem de to moderne udrustede militærmagter Japan og Rusland) gav mulighed for at drage nogle praktiske erfaringer om krigsførelse mellem to moderne sømagter. Wandel mente erfaringerne støttede og styrkede flådens tilforordnedes forslag. I kommissionen var der jævnligt blevet tillagt torpedobådsmateriellet en særlig tillid, som de to flådeofficerer ikke delte, og Wandel mente, at erfaringerne fra krigen i Fjernøsten havde givet dem ret. Han pointerede, at torpedobådene under krigen ikke havde vist nævneværdige resultater. De russiske torpedobådsdestroyere havde aldrig forladt Port Arthur uden ledsagelse af kampskibe, og endog ukampdygtige kampskibe havde kunne modstå torpedobådsangreb. Wandel opstillede de erfaringer, der kunne drages i 5 punkter: ”1. Pansrede Skibe er nødvendige for enhver Flaade for at danne den nødvendige flydende Basis for Søforsvaret. 2. Krydsere er nødvendige til Sikring af egne store Skibe mod Torpedoangreb samt til Efterretningstjeneste. 3. Torpedobaade er et udmærket Angrebsmiddel, der navnlig i moralsk Henseende har stor Værdi, men som kun under særlige Forhold egner sig til selvstændig Optræden. 4. Passive Miner er et Vaaben af stor Betydning for et defensivt Forsvar, men det fordrer en omhyggelig Forberedelse og en til Tider effektiv Bevogtning. 0 Referat til Protokollen. 64. møde, 15. sept. 1905; side 1116. Perioden falder sammen med de første vellykkede bemandede flyvninger med flyvemaskiner. Wright brødrende 1901-08 i USA; Ellehammer 1905-06 i Danmark. Blériot fløj over den engelske kanal 1909 og Svendsen fløj over Øresund, fra Amager til Malmö, 1910. 0 Se f.eks. møde 48, 49, 50, 52, 54, 87 og 88. - 108 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. 5. Det moderne complicerede Materiel fordrer et dygtigt uddannet Personel.” 0 Kühnel udtalte sig også om hvilke erfaringer, der skulle kunne uddrages af den russisk-japanske krig, og han mente ikke, han behøvede at ændre holdning til torpedobådene. Han pointerede, at når der skulle drages erfaringer angående materiellet, havde personellets uddannelse og dygtighed stor betydning for resultaterne, og han mente, at da de personelle forhold ikke var ens, var det svært at drage almengyldige slutninger af begivenhederne. Han havde på baggrund af et tysk marinetidsskrift vurderet, at erfaringerne fra den russisk-japanske krig ikke krævede en revurdering af den vægt, man i Danmark skulle tillægge torpedobåde, miner og undervandsbåde. Wandel afviste, at det kunne udledes af de tyske maritime fagskrifter og fastholdt, at alle fagskrifterne havde draget den konklusion, at torpedobådenes betydning, i høj grad var blevet overdrevet, og at de kun var et snigvåben, der aldrig kunne optræde selvstændigt. 0 Udenrigsminister Raben-Levetzau informerede om den dansk-japanske noteveksling, angående den russiske Østersøsflådes afsejling fra Østersøen. Kommissionsmedlemmerne håbede derigennem at få belyst den neutrale stats forhold og pligter under en krig. Den russiske Østersøflåde var under sin passage af de danske farvande blevet hjulpet af danske lodser og havde indtaget kul i de danske farvande. Danmark havde, ifølge udenrigsministeren, holdt sig strengt til de neutralitetsregler, som den danske regering ved krigsudbruddet havde affattet efter forudgående overenskomst med Sverige og Norge. Den japanske regering havde nogen tid efter episoden sendt den danske regering en protest, der var blevet besvaret. Da den anden afdeling af den russiske flåde passerede de danske farvande, havde Danmark, ifølge udenrigsministeren, igen holdt sig til sine neutralitetsregler, og der var atter kommet en protest fra Japan, som var blevet omhyggeligt besvaret men blot resulterede i endnu en note fra den japanske regering, der indeholdt en meget kraftig protest. Udenrigsminister Raben-Levetzau tillagde ikke de japanske noter stor betydning, da han var sikker på, at Danmark efter de folkeretlige regler havde opført sig fuldstændigt korrekt. Han mente, noterne kun indeholdt juridiske spidsfindigheder. De anførte således flere grund for, hvorfor den danske regering efter den japanske regerings mening ikke skulle have ret til at lodse fremmede krigsskibe. Den danske regering havde hævdet sit standpunkt, og udenrigsministeren mente, at den danske regering havde haft fuldstændig ret i den påstand, den havde holdt sig til: At passagen gennem de danske farvande var fri, og at Danmark var en neutral stat med forpligtelser til at holde sit lodsvæsen i orden og stille autoriserede lodser til disposition. De havde således været til såvel den russiske som den japanske regerings rådighed. Set fra dansk synsvinkel var spørgsmålet om kulforsyning mere indviklet. Danmark havde ved krigsudbruddet affattet de samme regler som Sverige og Norge for ophold i 0 Referat til Protokollen. 65. møde, 22. sept. 1905; side 1123-1124 (Citat fra side 1124). 0 Referat til Protokollen. 65. møde, 22. sept. 1905; side 1125 - 1127. - 109 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. territorialfarvande og havne. Udenrigsministeren pointerede imidlertid, at Danmark ved krigens begyndelse ligesom Sverige og Norge havde affattet de regler, landet agtede at følge, og at der var sendt underretning derom til den japanske regering, der dengang ikke havde gjort nogen indsigelser. Derfor fandt han det forkert, da den japanske regering efterfølgende gjorde indsigelser, da de ikke havde gjort det ved modtagelsen af neutralitetserklæringerne. 0 Udenrigsministeren tilkendegav, at han ville forsøge at få spørgsmålet om lodsning og kulforsyning i neutrale farvande bragt op på den kommende fredskonference i Haag. Uoverensstemmelsen mellem den danske og den japanske regering havde ikke haft nogen stor betydning, pga. den store afstand mellem de to lande. Hvis situationen skulle indtræde igen med en nærmere stat, kunne konsekvenserne dog blive alvorlige for Danmark. Forsvarsopfattelsernes og trusselsvurderingernes betydning for forhandlingerne i den lukkede forsvarskommission. Ved kommissionsnedsættelsen og i kommissionen forsikrede politikerne om, at de ville arbejde med udformningen af en ny forsvarsordning uden hensyntagen til deres tidligere udtalelser og holdninger. Det er dog svært at lægge ens hidtidige overbevisninger på hylden og sætte sig til forhandlingsbordet uden forudindtagede meninger. Hvorvidt de enkelte kommissionsmedlemmer ændrede deres personlige holdning som følge af deres deltagelse i forsvarskommissionen, skal ikke afgøres her, idet det ville forudsætte en yderligere analyse af deres forsvars- og trusselsopfattelser i perioden inden 1902. 0 Udsagnene skal primært forstås som forsikringer adresseret til de hidtidige modstandere om, at man var oprigtigt villig til at forhandle og dermed også var indstillet på åbent at lytte til modpartens argumenter og ændre hidtidige opfattelser, hvis argumenterne kunne overbevise dem. Uden forsikringer om at man var villig til at lade sig overbevise af modpartens argumenter, kunne der ikke være udsigt til, at man kunne nå til enighed, og dermed ville forhandlingerne i kommissionen blot være en syltekrukke. Det var nødvendigt at fortidens modstandere kunne blive enige for at få en ny forsvarsordning vedtaget. Første skridt på vejen havde været den samlede politiske (og militære) utilfredshed med den eksisterende ordning og den enstemmige vedtagelse af forsvarskommissionens nedsættelse. Rigsdagens sammensætning, hvor regeringens Folketingsflertal bestod af Venstrereformpartiet og De moderate, gjorde, at de to partier kunne blive enige. Inden systemskiftet havde forsvarssagen været medvirkende til splittelsen af de to venstregrupper, hvor De moderate havde indgået 1894-forliget med de forhandlingsvillige højrefløjspolitikere, og i den forbindelse havde de anerkendt den provisorisk anlagte landbefæstning. Derudover skulle regeringen sikre sig et flertal i Landstinget, hvor de to venstrepartier 0 Ang. Notevekslingen mellem Danmark og Japan se Referat til Protokollen. 82. møde, 10. april 1907; side 1407-1413. 0 Kap. 2 giver en oversigt over de forskellige partigrupperingers forsvarspolitik før 1902. - 110 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. var i mindretal og derfor havde behov for de Frikonservative for at få et lovforslag igennem Tinget. Ligesom udtalelserne om forhandlingsvillighed var nødvendige overfor de politiske modstandere, var de også et signal til egne vælgere om, at der kunne komme en kursændring. Det gælder dog kun for udtalelserne i Rigsdagen, og da der også blev fremsat en del udtalelser i den lukkede forsvarskommission, har de primært været et signal om forhandlingsvillighed til de traditionelle politiske modstandere. Nedsættelsen af en lukket forsvarskommission betød, at politikerne kunne få bedre kendskab til den militære sagkundskabs opfattelse af forsvars- og trusselssituationen, da de bag lukkede døre hørte om forsvarets hemmelige sikkerhedsforanstaltninger, som f.eks. de planer der var for at inddrage og ændre afmærkningerne i de danske farvande, hvis Danmark skulle blive inddraget i en krig. Der kunne også tales åbent om deres frygt for landets store og mægtige nabo – Tyskland. Der er ingen tvivl om, at det var af altafgørende betydning for de tilforordnedes vilje til at omtale forsvarets hemmeligheder, at kommissionen sad for lukkede døre. Blandt kommissionsmedlemmerne blev der dog sat spørgsmålstegn ved, hvor strikt hele kommissionsarbejdet skulle holdes. Særligt hen mod slutningen stod det klart, at nogle af politikerne ønskede at kunne henvise til de erfaringer, de havde opnået via deres arbejde i kommissionen, når forsvarssagen skulle tages op til behandling i Rigsdagen, og derfor ønskede de at beholde deres eksemplarer af mødereferaterne. Det blev dog fastholdt, at alt, hvad der var foregået i kommissionen, var hemmeligt, og at alt materiale skulle leveres tilbage til kommissionen ved forhandlingernes afslutning. Kommissionens tidsforbrug på behandling af pressens påståede kendskab til de hemmelige kommissionsforhandlinger afspejler også den vægt, der blev lagt på at hemmeligholde kommissionens arbejde. Som det klart er fremgået, spillede de tilforordnede og deres forsvars- og trusselsanalyser en fremtrædende rolle i forhandlingsforløbet. De var fagkundskaben, der bl.a. kunne levere den bedste danske analyse af tyskernes muligheder for overrumplende at overføre tropper til Sjælland og af, hvor kort et varsel der måttes regnes med inden en landsætning. Den teknologiske udvikling og særligt den maritimteknologiske havde stor betydning for de tilforordnedes trusselsanalyser. De teoretiske overvejelser mht. den teknologiske udviklings betydning for moderne krigsførelse kunne, mens kommissionen var nedsat, suppleres med konkrete krigserfaringer fra den russisk-japanske krig, hvor den russiske flåde blev spærret inde i Port Arthur, japanske tropper blev landsat, og den japanske flåde besejrede den russiske Østersøflåde efter dens ankomst til Fjernøsten. Som med så meget andet var de tilforordnede uenige om, hvordan begivenhederne skulle fortolkes, og hvilke erfaringer der kunne udledes. Deres fortolkninger fulgte deres hidtidige vurderinger. Søofficererne mente således, at begivenhederne ved Port Arthur havde vist, at torpedobådsmateriellets betydning var blevet overvurderet, mens begivenhederne ikke ændrede Kühnels tiltro til dets betydning for det danske forsvar. Søofficererne må på dette område anses for de mest sagkyndige. Men begivenhederne ved Port Arthur bestyr­ - 111 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. kede blot de tilforordnede i deres holdninger, og referaterne viser heller ikke nogen større påvirkning af kommissionsmedlemmerne. Mens erfaringerne mht. torpedobåde, landsætning af tropper, indeslutning af flådestyrker og belejring af en vigtig flådehavn blev fortolket til støtte for de tilforordnedes hidtil fremførte vurderinger, var der én erfaring, de var enige om at tillægge stor betydning: Den russisk-japanske krig var begyndt med et japansk angreb og uden udveksling af krigserklæringer mellem de to lande. Selvom de var lidt beklemte med at sidestille Japan med nogle af de europæiske stater, tolkede de begivenhederne omkring krigsudbruddet som en understregning af faren for et overraskelsesangreb på Danmark, måske endda som den første krigshandling i en europæisk stormagtskrig. Det var en grundlæggende trussel, de tilforordnede regnede med, og som lå til grund for deres enighed om at forbedre Københavns søbefæstning. En forbedret søbefæstning skulle hindre bombardement af byen fra søsiden og dermed også forhindre, at byen og landet faldt for en flådedemonstration i Øresund, hvorved de europæiske stormagter lettest kunne komme landet til livs, hvis der intet blev gjort for at hindre det. Denne trusselsvurdering var forbundet med deres fælles forsvarsopfattelse, der fulgte teorierne om det militære tomrum, småstatens relative styrkeforhold, og at militærmagt kunne forebygge angreb og neutralitetskrænkelser. Det er således forståeligt, at kommissionens forsvarskritiske medlemmer grundlæggende ikke fandt de tilforordnedes forslag egnede til at danne grundlag for en forsvarsordning, de skulle kunne anbefale. Socialdemokraten Klausen mente således, at afvæbning ville sikre Danmark bedre, og at militære magtressourcer var en direkte trussel mod landets sikkerhed. Han var således i direkte modstrid med de grundlæggende teorier, som de tilforordnede og kommissionens forsvarsvenlige medlemmer fulgte. Hans forsvars- og trusselsvurderinger blev opfattet som en urealistisk utopi af de, der gjorde sig den ulejlighed med at kommentere hans udtalelser. Socialisternes krigsmodstand var direkte forbundet med deres ideologiske kamp mod kapitalismen. På linie med den pacifistiske opfattelse henviste de til, at hovedparten af Europas soldater (som følge af værnepligtens udbredelse) var arbejdere uden andel i overklassens krigsinteresser, og hvis de modsatte sig, kunne det hindre krigsførelsen og forårsage alvorlige indre uroligheder. Socialismens internationale karakter og opposition til de besiddende klasser var således et af deres argumenter for, at Danmark ikke behøvede militære magtmidler for at opretholde neutraliteten, idet de tyske arbejdere ikke ville medvirke til et voldeligt overfald på en fredelig nation. Denne tiltro til de tyske arbejderes fredelige intentioner og den betydning, opfattelsen blev tillagt, stod overfor den socialistiske opfattelse af, at militære magtmidler kunne nedkalde et angreb. Det var en opfattelse, som ofte blev bakket op af argumenter, der henviste til de historiske krigserfaringer (f.eks. den dansk-norske flåde der blev opfattet som årsagen til det britiske bombardement af København under Napoleon krigene). Hvis Danmark besad militære magtmidler ville de danske socialdemokrater således ikke løbe an på, at de tyske socialdemokrater ville eller kunne hindre et tysk - 112 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. overfald, mens det blev vurderet, at det både kunne og ville de, hvis Danmark var afvæbnet. For socialdemokraterne var der ingen modsætning i denne opfattelse. De mente, at afvæbning var den eneste måde til oprigtigt at forsikre omverdenen om, at landet ingen aggressive intentioner havde. Deres forsvarsopfattelse og trusselsvurdering var således yderst tæt forbundet med deres generelle ideologi, men det betød ikke, at der ikke blev lyttet til de tilforordnedes argumentation. Ligesom de tilforordnede uddrog erfaringer fra den russisk-japanske krig, der harmonerede med deres egne opfattelser, kunne Klausen også blandt deres mange udtalelser finde opfattelser, han kunne fortolke som værende i overensstemmelse med hans egne. Søofficerernes vurdering og modvilje mod landbefæstningen kunne han således tilslutte sig og tolke som overensstemmende med hans egen opfattelse af, at Danmark ikke kunne have nogen forpligtelser til at opstille et forsvar, som der ikke var evner til at løfte, og at fæstningen tillige var et magtmiddel, der ville tiltrække et overfald. En anden markant begivenhed der fandt sted, mens kommissionen arbejdede, og hvis påvirkning af kommissionsforhandlingerne må vurderes som led i analysen af betydningen af deltagernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger for forhandlingsforløbet er Venstrereformpartiets splittelse i 1905. Selve partisplittelsen og dens konsekvenser for sammensætningen af forsvarskommissionen, hvor tre af Venstrereformpartiets repræsentanter efter splittelsen ikke længere tilhørte regeringspartiet, blev aldrig direkte nævnt i kommissionen. De tre kommissionsmedlemmer skilte sig dog hurtigt ud fra deres tidligere partifæller, idet de fik udformet et udkast til en ny forsvarsordning med deres egne grundholdninger og en udstrakt hånd til deres gamle partifæller. Efter først at have omtalt deres ønske om at gøre København til en åben by, er der ingen tvivl om, at omtalen af søbefæstningen var en indbydelse til de mere forsvarsvenlige venstrepolitikere om samarbejde. Som nævnt i forskningsoversigten mener Tage Kaarsted i Hvad skal det nytte ? - De radikale og forsvaret 1894-1914, at de tre kommissionsmedlemmer fremkom med deres eget forslag i kommissionen på det pågældende tidspunkt for at påvirke udformningen af forsvarsideologien i Det radikale Venstre, som blev dannet i samme periode og som de tre siden tilsluttede sig. Hvorvidt de brød deres tavshedspligt og informerede folk udenfor kommissionen om, at de fremsatte et forslag, kan ikke afklares af det kildemateriale, jeg har benyttet. Referaterne viser til gengæld en fremstrakt hånd til deres gamle partifæller samtidig med, at forslaget understreger, at der er en ny partigruppe repræsenteret i kommissionen. Forslaget kom dog ikke på et umotiveret tidspunkt men under forhandlingerne om de tilforordnedes forslag og afklaring af, hvorvidt de kunne lægges til grund for de videre forhandlinger eller ej. Det var således et passende tidspunkt for de tre, der hele tiden havde været kritiske overfor de tilforordnedes præmisser, at fremlægge et tredje forslag til, hvad der kunne danne grundlaget for de videre forhandlinger. Præmisserne for de tilforordnedes forslag, og som de tre ikke godkendte, var netop de grundlæggende forsvars- og trusselsanalyser, som dermed må siges at have haft en - 113 -


Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08. markant indflydelse på forhandlingsforløbet, uanset hvordan fremlæggelsen af de tre radikale medlemmers forslag evt. er blevet brugt i spillet omkring Det radikale Venstres partidannelse og programlægning, også selvom de ikke vandt nogen tilslutning i kommissionen (og at kommissionen tværtimod endte med at dele sig i fire grupper, der hver indgav deres egen indstilling). Det kan måske endda siges, at de radikale kommissionsmedlemmer med deres forslag og afvisning af de tilforordnedes forslag, hvor de netop lagde vægt på de afvigende forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, fik cementeret, at netop disse to punkter skulle være afgørende for udformningen af kommissionsbetænkningen. Dermed ikke være sagt, at forsvarsopfattelserne og trusselsvurderingerne var altafgørende for kommissionens resultat, men de spillede en afgørende rolle for forhandlingsforløbet, hvilket igen i høj grad kan forklares med de tilforordnedes fremtrædende rolle i forhandlingsforløbet. De tilforordnede og forsvarsopfattelserne og trusselsvurderingerne havde ikke kun domineret forhandlingerne i den første fase af kommissionens arbejde indtil 1905, men også i den afsluttende fase havde de haft større indflydelse, end man måske ville have antaget. De sidste par år blev kommissionsarbejdet domineret af ønsket om at blive færdig. Kommissionsdebatterne om udformningen af deres forslag til en ny forsvarsordning koncentrerede sig primært om de forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, der skulle danne grundlaget for den nye ordning, mens de økonomiske hensyn spillede en mindre rolle i forhandlingerne. Det var i god overensstemmelse med højrefløjspolitikernes mening om, at den økonomiske side af sagen var underordnet, når bare der blev skabt et forsvarligt forsvar, mens venstrepolitikerne måtte se i øjnene, at forsvarsbudgettet ikke ville kunne formindskes. Havde den været mindre fremtrædende, er det ikke utænkeligt, at det økonomiske spørgsmål kunne have spillet en meget større rolle i forhandlingsforløbet og i selve resultatet. Det er således ikke utænkeligt, at hvis forsvarsopfattelserne og trusselsvurderingerne havde haft mindre betydning, at de radikale og socialdemokraterne kunne have fundet sammen om en samlet indstilling pga. deres fælles ønske om at formindske udgifterne til forsvaret på statsbudgettet. - 114 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. Efter 94 møder afsluttede kommissionen sit arbejde i november 1908 med afgivelsen af sin betænkning til regeringen og Rigsdagen. Betænkningen afspejler kommissionsforhandlingerne ved at indeholde fire indstillinger og to bemærkninger fra de tilforordnede. Venstrereformpartiets og Det moderate Venstres ti kommissionsmedlemmer havde samlet sig om en flertalsindstilling, og Højre og de Frikonservative dannede det første mindretal, mens de forsvarskritiske socialdemokrater og det tilbageværende radikale medlem ikke havde fundet sammen og derfor afgav hver sin betænkning. Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre. ”Den neutrale Stats militære Opgave er saa vidt muligt at forhindre, at dens Territorium under et Sammenstød mellem andre Magter af nogen af disse udnyttes i Krigsøjemed. Et Forsvar til Opretholdelse af vor Neutralitet kan derfor ikke begrænses til en enkelt Del af Landet; det maa være saaledes indrettet, at vi derigennem viser vor Vilje til efter Evne at modsætte os Neutralitetskrænkelser, hvor som helst saadanne maatte forekomme. Heraf følger dog ikke, at det vilde være nødvendigt eller rigtigt at fordele den Forsvarskraft, vi raader over, ligeligt over hele Landet. Ved Fordelingen maa der selvfølgelig tages Hensyn til, at Sandsynligheden for Angreb er større for nogle Dele af Landet end for andre, og at Følgerne af, at et saadant Angreb lykkes, ogsaa kan være højst forskellige.” 0 Indstillingen tog udgangspunkt i kommissoriets §2b om, at forsvaret skulle opretholde neutraliteten. 0 De mente, opgaven krævede ”virkelige” forsvarsmidler, og at det ville være et klart neutralitetsbrud, hvis neutraliteten ikke blev forsvaret. Tillige mente de, at Rigsdagen med kommissoriet havde afvist afvæbning som uforeneligt med neutralitet og selvstændighed. Udenrigsministeriet blev brugt som autoritet for, at deres neutralitets- og forsvarsopfattelse var i overensstemmelse med folkeretten. Danmark skulle besidde en passende militærmagt for at kunne blive betragtet som neutral og for at kunne hævde selvstændigheden. 0 Danmarks småstatsstatus blev erkendt, idet indstillingen fastslog, at landet ikke formåede at skabe et forsvar, der ville kunne modstå et stormagtsangreb, hvis målet var at erobre Danmark, og ingen af de andre stormagter modsatte sig det. Det var dog en situation venstrepolitikerne anså for såvel usandsynlig som faldende udenfor kommissionens opgave med at opstille et neutralitetsforsvar, hvor krænkelsen eller angrebet ville finde sted i forbindelse med et militært magtopgør mellem to eller flere af de 0 Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag, side 12. 0 Se kap. 3, side 24. Betænkning ..., flertalsindstillingen: side 7-92. 0 Der blev også henvist til Koreas skæbne i forbindelse med den russisk-japanske krig. - 115 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. europæiske stormagter. Derfor ville de krigsførende parter være så optaget af deres hovedoperationer, at der næppe ville være tid eller midler til at udfolde større anstrengelser overfor det neutrale Danmark. Forsvaret skulle derfor organiseres, så det krævede ”betydelig” magtanvendelse og tid for at overvinde det, således at det ville kunne afholde stormagterne fra at krænke den danske neutralitet. Krænkelsen ville være forbundet med et ønske om enten at udnytte dansk territorium eller hindre modstanderen i at udnytte det. De strategiske fordele ved det danske territorium var beliggenheden ved adgangsfarvandet mellem Nord- og Østersøen. Storebælt var centrum i det danske forsvar, både som den afgørende strategiske passage og for opstillingen af de danske styrker, da forbindelsen mellem landsdelene øst og vest for bæltet ikke ville kunne opretholdes i en krigssituation. En minespærring af Storebælt forudsatte beherskelsen af de to kyststrækninger på hver side af farvandet. Den sjællandske kyststrækning ved Storebælt kunne ikke umiddelbart beherskes af en fjendtlig magt, hvis Danmark havde herredømmet på resten af øen. Hovedangrebet ville derfor komme på Sjælland og ikke på Fyn, og da tillige hovedstaden var forsvarets basis, skulle forsvaret fordeles derefter. Sjælland skulle forsvares med et kystforsvar, og derfor skulle Københavns søforsvar styrkes, da byen ved trussel om bombardement fra søsiden ikke skulle kunne tvinges til underkastelse. De afviste, at et bombardement kunne afværges ved at gøre byen til en åben by. Nok forbød folkeretten bombardement af byer, der ikke blev forsvaret, men selvom byen ikke blev forsvaret, kunne den bombarderes for at ødelægge værfter, arsenaler, lagre af krigsfornødenheder eller krigsskibe. Et åbent København, der ikke blev forsvaret, ville tillige skabe et hul i det sjællandske kystforsvar. Landbefæstningen var derimod ikke en del af kystforsvaret, og venstreflertallet ønskede under ingen omstændigheder, at en landbefæstning af hovedstaden skulle indgå i den nye forsvarsordning. Derfor blev den eksisterende landbefæstning foreslået nedlagt. 0 Venstreflertallet tog afstand fra flådens forslag om et befæstet tilflugtssted ved Storebælt af frygt for, at det kunne øge faren for at blive inddraget i andres konflikter. De opfattede det ikke som en foranstaltning til sikring af den frie passage men derimod som en magtstilling, der ville tiltrække angreb. Højre og de Frikonservative. Den største mindretalsindstilling udlagde kommissoriets §2b ligesom flertalsindstillingen, dvs. neutralitetsopretholdelsen krævede militærmagt, og afvæbning ville modvirke muligheden for at opretholde neutraliteten. 0 De fulgte også teorien om det militære tomrum i deres afvisning af afvæbning og påvisning af de militære magtmidlers nødvendighed for, at neutraliteten kunne blive respekteret. Nødvendigheden af, at Danmark med vedtagelsen af den nye forsvarsordning viste omverdenen sin vilje til at ville værge neutraliteten, blev også i denne indstilling bakket op med henvisninger til udenrigsministeri­ 0 Jørgen Pedersen havde dog ikke kunne tilslutte sig forslaget om landbefæstningens nedlæggelse. 0 Betænkning ..., side 93-385 (indledning side 93-130). - 116 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. ets opfattelse. Forsvaret skulle forebygge angreb og ikke nødvendigvis reelt være i stand til at kaste en aggressor ud af landet igen. Spørgsmålet om, hvorvidt et angreb ville komme eller ej, blev forbundet dels med Danmarks strategiske stilling og dels størrelsen og indretningen af det danske forsvar. Det blev fremhævet, at landets beliggenhed ved adgangen til Østersøen både var en trussel mod neutraliteten og en vis garanti for, at landet ikke vedvarende alene skulle kunne modsætte sig krænkelser, men at der kunne forventes hjælp pga. de forskellige stormagtsinteresser, der var knyttet til passagen. Der blev kun regnet med, at neutralitetsbrud kunne indtræde i forbindelse med en krig mellem to eller flere af de europæiske stormagter, hvorved marginalstatens styrkeforhold blev relativt forøget: ”Derved vil de paagældende Magter paa det givne Tidspunkt være afskaaret fra at kunne anvende mod os en større styrke end den, de i et begrænset Tidsrum kan undvære fra deres egentlige Krigsøjemed, og er vi da i Stand til i væsentlig Grad at vanskeliggøre og forhale Gennemførelsen af en tilsigtet Neutralitetskrænkelse, er der Sandsynlighed for, at denne vil udeblive. Enhver Stat, i hvis Planer en krigerisk Optræden mod Danmark maatte indgaa, er nemlig paa det nøjeste underrettet om vor Evne til at gøre Modstand, og skønnes denne Evne at være saa stor, at Foretagendet vil kræve saa lang Tid og saa mange Ofre, at den Fordel, der kan naas, kommer for sendt eller betales for dyrt, vil Angrebet blive opgivet.” 0 Selvom Danmarks strategiske betydning afhang af Storebælt blev det afvist, at der skulle opstilles et stærkt forsvar i området, idet det blev ment, at det ville give et farligt indtryk af Danmark som den kampberedte ”herre over passagen” og ikke som en stærk fredsinteresseret neutral stat, der holdt farvandet behørigt afmærket og oplyst: ”Til Hævdelse af vor paa denne Maade truede Neutralitet, er det heller ikke nødvendigt for os, ja vilde være ganske illusorisk, at staa rustede bag svære Fæstningsværker paa begge Sider af Store Bælt, idet den Neutralitetskrænkelse, der har Besiddelsen af Bæltets Kyster til Maal, ikke væsentligt vil blive rettet mod disse Egne af Landet. Saa længe nemig Danmarks Krigsmagt er i Behold, dets Basis for Forsvaret uantastet, vil vi, eventuelt i Forbindelse med den angribende Magts Hovedmodstander, hvad Dag som helst kunne rette et mugligvis ødelæggende Stød mod den Styrke, som var gaaet i Land ved Bæltet. Den fremmede Magt, der vil være Herre over Store Bælts Kyster, maa først have uskadeliggjort vor Flaade, slaaet eller indesluttet vor Hær og helst være i Besiddelse af eller have ødelagt vor Forsvarsbasis, ellers er den landsatte Styrke bestandig udsat for under for den meget ugustige Forhold at skulle modtage et Angreb ag hele vor Krigsmagt, eventuelt af sin ud fra vor Basis nu opererende Hovedmodstander, støttet af os. Det Angreb, der har Store Bælts Kyster til endelig Maal, vil derfor væsentligt blive rettet mod vor Forsvarsba­ 0 Betænkning ..., side 100. - 117 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. sis, ellers svæver Angrebet i Luften, og er det usandsynligt, at dette Angreb hurtigt kan gennemføres, vil det udeblive, thi da opnaas ikke Hensigten med Angrebet.” 0 København var forsvarets basis, og byens fald ville hindre al videre modstand, derfor skulle forsvarsordningen primært sikre hovedstaden og Sjælland. Eksistensforsvaret var nok blevet afløst af neutralitetsforsvaret, men det havde ikke påvirket opfattelsen af byens betydning. Søbefæstningens forbedring blev anset for absolut nødvendig men i modsætning til venstregruppernes indstilling, mente højremændene og de frikonservative, at en landbefæstning også var nødvendig, for: ”... jo stærkere Forsvaret af Hovedstaden gøres mod Søsiden, jo mere vil selvfølgelig de fjendtlige Planer blive rettet mod en Landgang paa Sjælland med det Maal at besætte København.” 0 De mente heller ikke, det var praktisk muligt at forsvare byen mod landsiden uden fæstningsanlæg. Ligesom flertalsindstillingen blev der regnet med, at forbindelsen mellem landsdelene ikke ville kunne opretholdes ved et neutralitetsbrud. En minespærring af Storebælt krævede støttepunkter på begge sider af bæltet, og det blev opfattet som en vis betryggelse for Fyn, idet Sjælland måtte erobres, før en aggressor kunne få nytte af at inddrage Fyn. Det blev anset for umuligt og unødvendigt at opstille et forsvar i Jylland, der skulle kunne hindre en landgang, hvis hovedmål var et angreb på Tyskland over den dansk-tyske grænse. Det jyske forsvar skulle blot kunne sinke landsætningen og fremrykningen mod syd for at give det tyske forsvar tid til at blive parat. Et tysk angreb over landegrænsen blev anset for usandsynligt, da afgørelsen ville falde på Sjælland. Socialdemokraterne. Kun med den bredest mulige fortolkning kan kommissoriet lægges til grund for den anden mindretalsindstilling, og den blev da heller ikke nævnt. 0 Det eksisterende grundlag for forsvaret ønskedes opgivet. Danmark skulle erklære sig principielt og vedvarende neutral og følge erklæringen op ved at afvæbne, så ingen kunne betvivle den danske oprigtighed. Indstillingen bundede i socialdemokraternes opfattelse af, at en neutral småstats militære magtmidler kunne være en stor fristelse for en krigsførende stormagt under en europæisk stormagtskrig, og det kunne føre til en neutralitetskrænkelse for at erhverve disse midler. Der blev derudover fremsat to begrundelser for, hvorfor Danmark skulle afvæbne: ”1. Det er umuligt for det danske Folk at forsvare sit Land eller sin Nevtralitet over for en Stormagts Angreb. Særlig er Forsvaret umuliggjort, ef­ 0 Betænkning ..., side 101f. 0 Betænkning ..., side 104. 0 Betænkning ..., side 385-391. - 118 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. ter at vi har mistet Herredømmet i vore egne Farvande. Under en Krig vilde disse behærskes af overlegne Krigsflaader, saa at vi ikke kunde vedligeholde Forbindelsen mellem Landsdelene, ja ikke engang opfylde den første af alle Betingelser for et Forsvar: at mobilisere Hæren og samle den til fælles Forsvar. 2. Socialdemokratiets internationale Karakter og stærke Vækst i alle Kulturlande og da særlig i Tyskland er den sikreste Bogen for Fredens Bevarelse. Den Dag, Danmark afvæbner og erklærer sig principielt og vedvarende Nevtral, vil de socialdemokratiske Partier i Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig og England saavel som i alle andre Lande hilse dette Skridt med Glæde og enstemmig Tilslutning. Et krigersk Angreb paa et nevtralt og afvæbnet Danmark vil i alle disse Lande møde den bestemteste Protest og berede Angriberen selv de alvorligste indre Vanskeligheder.” 0 Socialdemokraterne satte således deres lid til, at et afvæbnet Danmark ingen interesse ville have for krigsførende stormagter, og derfor ville have større sandsynlighed for at kunne holde sig uden for andre staters krigsførelse, end hvis Danmark var udrustet med et forsvar, der ikke ville kunne modstå et stormagtsangreb men tværtimod ville virke tillokkende og dermed kunne resultere i Danmarks inddragelse i krigsopgøret. Skulle stormagterne alligevel have en interesse i at inddrage et afrustet neutralt Danmark, satte de deres lid til deres partikammerater i de andre europæiske lande, idet de stolede på den internationale solidaritet mellem de europæiske arbejdere. Socialdemokraterne afviste, at Danmark skulle miste sin selvstændighed ved at afruste, således som de forsvarsvenlige partier mente. Den radikale indstilling. Den sidste mindretalsindstilling var også forsvarskritisk men forlangte dog ikke afvæbning. 0 Militærvæsenet skulle dog beskæres, og hovedstadens befæstningsværker nedlægges for at overbevise omverdenen om den danske neutralitetsvilje. Det reducerede forsvar skulle ”konstatere vort Lands absolute neutralitet under andre Landes krigerske Forviklinger.” 0 Afvæbning, og hvorvidt det ville være foreneligt med den forsvarsopgave, der var opstillet, blev ikke omtalt. Fremtrædende radikale partistiftere havde den opfattelse, at det nye parti skulle søge en tilnærmelse til Socialdemokratiet mht. forsvarssagen. Når Slengerik i sin indstilling ikke nævnte afvæbning, kan det ses som et tegn på, at han ikke opfattede det som værende i overensstemmelse med forsvarets opgave, men at han samtidig ikke ønskede at sige dette offentligt for ikke at lægge yderligere afstand til muligheden for at samarbejde med Socialdemokratiet om forsvarssagen. Han søgte en betydelig nedskæring i forsvaret og forsvarsudgifterne men ikke total nedlæggelse af for­ 0 Betænkning ..., side 387. 0 Betænkning ..., side 391-455. 0 Betænkning ..., side 393. - 119 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. svaret. København skulle være en åben by. Han betragtede befæstningen omkring hovedstaden som en fare for neutraliteten, idet befæstningen gav byen en strategisk betydning, der kunne føre til dansk inddragelse i internationale stridigheder og var en alt for stor byrde. Forsvaret skulle holde orden ved landets grænse og i de danske farvande. Det var en opgave, der kunne bringe det i kamp med en ydre fjende, hvis en mulig neutralitetskrænkelse skulle søges afværget, ”men man har set den uomtvistlige Sandhed lige i Øjnene, at en Kamp med en Stormagt i alle Tilfælde vilde være ganske haabløs for vor Hær, hvorfor det maa anses for ganske unyttigt at tilstræbe Ordningen af den med et saadant Formaal for Øje.” 0 Indstillingen havde tillige nogle udsagn, der var klart forbundet med venstres forsvarspolitiske historie og Venstrereformpartiets splittelse i 1905. Det blev således fremhævet, at befolkningsflertallet i en menneskealder havde krævet nedgang i de militære byrder og bekæmpet anlæggelsen af fæstningsanlæg omkring København, og at den radikale indstilling var i overensstemmelse med disse krav. Dermed blev venstrepartierne indirekte beskyldt for at have forladt disse gamle partiholdninger. Kommissionsresultaterne. Forsvarskommissionens fire indstillinger har alle det tilfældes, at formålet med den nye forsvarsordning skulle være at sikre opretholdelsen af den danske neutralitet. Men dermed ophørte enigheden. Der var uenighed om, hvilke midler der skulle til for at nå målet. Når man læser Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag, er det første, der springer mig i øjnene, at de fire indberetninger er afgivet af hver sit politiske parti eller gruppering af partier – som det er tilfældet med flertalsindstillingen og den første mindretalsindstilling – og at der er stor forskel mellem neutralitetsopfattelserne i henholdsvis de forsvarsvenlige og forsvarskritiske indstillinger. De to forsvarsvenlige indstillinger benyttede udenrigsministeriets skrivelser om, hvilke opgaver der påhvilede en neutral stat som autoritet for deres udlægning af de folkeretlige neutralitetsforpligtelser. De forsvarskritiske afviste derimod udenrigsministeriets udlægning af de folkeretlige forhold. Der var dog enighed om, at stormagternes manglende tillid til den danske neutralitet var den grundlæggende trussel mod det neutrale Danmark. De forsvarskritiske mente, at Danmark kun kunne bortjage tvivlen ved at fremstå som et ukrigerisk land. Deres krav om befæstningens nedlæggelse – og afvæbning – bundede dog ikke kun i deres opfattelse af, at det skulle kunne bringe udlandets tvivl til ophør, men også i deres opfattelse af, at fæstninger, sammen med det øvrige krigsberedskab, kunne virke som magneter, der tiltrak krigsførende stormagter, hvorved de militære foranstaltninger i sig selv var en trussel mod den danske neutralitet. Den opfattelse blev bestemt ikke delt af de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmer, der – på linie med teorien om det militære tomrum – opfattede dansk afvæbning som en direkte trussel mod den danske neutralitet og selvstændighed. For de forsvarsvenlige hang stor­ 0 Betænkning ..., side 415. - 120 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. magternes tvivl sammen med en vurdering af, hvorvidt det danske forsvar ville kunne opretholde neutraliteten og hindre neutralitetskrænkelser. Venstregruppernes indstilling havde brudt med de mere forsvarskritiske holdninger, som havde været fremherskende blandt venstrefolkene under kampen mod Højre om Folketingsparlamentarismen. Hvad enten man kender til forhandlingerne i kommissionen eller ej, kan det ikke overraske, at venstrepolitikerne i 1908 fremstod langt mere forsvarsvenlige, end de havde gjort før 1901. Der har altid både været forsvarskritiske og forsvarsvenlige venstrefolk, og selv da forsvarssagen spillede den afgørende rolle i kampen om Folketingsparlamentarismen, forsvandt de forsvarsvenlige holdninger aldrig helt. Det moderate Venstre anerkendte Københavns landbefæstning med det store politiske forlig i 1894. Tidens mest fremtrædende venstrepolitiker J.C. Christensen var efter 1901 begyndt at udsende mere forsvarsvenlige signaler til befolkningen for at forberede dem på, at Venstrereformpartiet under hans ledelse ville forlade Venstres gamle krav om nedgang i forsvarsbudgettet, og at forsvarsudgifterne endda kunne vokse. Kravet om nedgang i forsvarsbudgettet havde helt fra partidannelsen i 1895 været partiets eneste konkrete krav til forsvarspolitikken sammen med det udenrigspolitiske mål at holde Danmark neutralt. J.C. Christensen havde selv i januar 1899 offentligt udtalt, at Danmark ikke kunne værne sin neutralitet, at det ikke kunne nytte, at man ønskede at gøre det, og at neutraliteten skulle konstateres. Det var en udtalelse han siden ofte blev konfronteret med af sine politiske modstandere, mens historikere som f.eks. Tage Kaarsted har tolket det som en udtalelse til ære for partiets forsvarskritiske fløj og ikke som et udtryk for hans egen holdning i 1899. J.C. Christensens og Venstrereformpartiets forsvarspolitiske kursskifte hang sammen med kaptajn L.C.F. Lütkens samtaler med den tyske generalstabschef grev H. Moltke. Derigennem blev J.C. Christensen orienteret om Tysklands syn på Danmark i forbindelse med en tysk deltagelse i en stormagtskrig. Samtalerne gav Lütken og J.C. Christensen det indtryk, at Tyskland straks ved et krigsudbrud ville slå til mod Danmark, hvis de ikke mente, at de fuldt ud kunne stole på, at Danmark ikke ville falde Tyskland i ryggen. Ved J.C. Christensens regeringsovertagelse i 1905 havde han ikke taget nogen hensyn til Venstrereformpartiets radikale og forsvarskritiske fløj. Han havde fastslået, at der ikke kunne forventes nedgang i militærudgifterne, hvilket kort efter havde ført til partiets sprængning. Det radikale Venstre var ikke blevet stiftet i Rigsdagen, som det var tilfældet med de andre partigrupper, men af en gruppe borgere, hvorefter de Folketingsmedlemmer, der havde forladt Venstrereformpartiet og dannet Folketingets Venstre, sluttede sig til partiet. Indtil fremlæggelsen af kommissionsbetænkningen havde det nye parti ikke lagt sig fast på en forsvarspolitik. Der var uoverensstemmelser mellem de holdninger fremtrædende radikale medlemmer argumenterede for i den offentlige debat, og hvad Slengerik fremlagde i sin indstilling, men efter kommissionsbetænkningens fremkomst blev der - 121 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. sluttet op om Slengeriks holdning om nødvendigheden af en mindre forsvarsstyrke. 0 P. Munch, der ikke kom i Folketinget før ved valget i maj 1909, mente således, at Danmark skulle forholde sig så passivt som muligt overfor Tyskland, som han opfattede som den største trussel, og søge at skabe tysk tillid til den danske neutralitetsvilje. Han opererede med to muligheder for det danske forsvar: Landet skulle enten 1) afrustes eller 2) have et forsvar, der i tyske øjne både kunne tænkes at gå for og imod Tyskland. Han mente, den tyske holdning til Danmark gjorde, at afrustning ville være den sikreste mulighed for landet. Venstrereformpartiets formand konseilspræsident J.C. Christensen mente derimod, at Danmark havde tre alternativer: 1) Afrustning eller indretning af forsvaret så det enten vendte mod 2) Tyskland eller 3) Tysklands fjender. Lütkens forhandlinger med den tyske generalstabschef Moltke gjorde, at han forventede en tysk forespørgsel ved et krigsudbrud om, hvorvidt Danmark var med eller mod Tyskland og mente, at det danske forsvar skulle opbygges til at vende imod Tysklands fjender. P. Munch mente dog ikke, at man således kunne ”øremærke” sit forsvar. Han mente, at ethvert forsvar der kunne bruges af Tyskland, også ville kunne bruges imod Tyskland. Tyskland ville derfor altid være usikker overfor hensigten med det danske forsvar som følge af de uløste problemer angående Slesvig/Sønderjylland og i det afgørende øjeblik være parat til at tiltro Danmark det værste. Andre havde dog en opfattelse af, at Tyskland havde flere garantier for, at Danmark aldrig ville falde sin store nabo i ryggen; Tyskland ville altid kunne bryde det danske forsvar og besætte Jylland og Fyn, og pga. selve den danske forsvarsordning. Kofoed-Hansen var en fremtrædende fortaler for opfattelsen af, at Tyskland altid havde disse to landsdele i pant. 0 Det danske hovedlands geografiske beliggenhed var den vigtigste faktor for de danske vurderinger af den militære trussel mod det danske rige. Det var ikke den dansk-tyske landegrænse, der var afgørende men derimod passagen mellem Nord- og Østersøen, der primært var beliggende i dansk territorialfarvand. Danmark kunne i begyndelsen af det 20. århundrede ikke længere betragtes som den egentlige herre over adgangen til Østersøen, men adgangsfarvandene var stadig af stor betydning for den danske sikkerhed. Der blev i debatten skelnet mellem forsætlige og uforsætlige neutralitetskrænkelser. De betegnede tilfælde, hvor krænkelsen skete henholdsvis med vilje og ved et uheld. Uforsætlige neutralitetskrænkelser blev ikke anset for noget større problem, mens en forsætlig krænkelse ville være den største trussel, det danske forsvar skulle kunne modstå. Eksistensforsvaret forhold til neutralitetsforsvaret blev som tidligere omtalt opfattet forskelligt af de forsvarsvenlige grupper. Nogle opfattede eksistensforsvaret som forsvarets grundelement og neutralitetsforsvaret som en overbygning, mens andre opfattede neutralitetsforsvaret som et mindre krævende forsvar end eksistensforsvaret. Københavns forsvar var det centrale punkt i eksistensforsvaret, hvorom forsvarskræfterne skulle koncen­ 0 KAARSTED, TAGE: Hvad skal det nytte ? De radikale og forsvaret 1894-1914. 0 STAUR, CARSTEN: Radikalisme og antimilitarisme... ; Side 62ff. - 122 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. treres, da hovedstadens fald var ensbetydende med landets totale nederlag. Med neutralitetsforsvaret blev der stillet andre krav til forsvaret, da også andre steder skulle kunne forsvares mod neutralitetskrænkelser. I Danmark blev gennemsejlingsfarvandene opfattet som den største trussel for og mest sandsynlige årsag til en forsætlig neutralitetskrænkelse. Det primære gennemsejlingsfarvand var Storebælt, hvilket gjorde, at kystområderne ved dette farvand var et sandsynligt sted for en neutralitetskrænkelse. En forsætlig neutralitetskrænkelse ved København blev af Højre og de Frikonservative anset for nødvendig for, at en aggressor kunne vinde og opretholde et fodfæste ved Storebælt kyster. Selvom eksistensforsvaret var blevet afløst af neutralitetsforsvaret, fulgte de stadig dets præmisser og mente, at forsvarets hovedopgave var at vanskeliggøre angreb på landets hovedstad og forsvarsbasis. Det skulle ske ved at sikre København og Sjællands kyster. Besiddelsen af Storebælts kyster blev anset for nødvendig for beherskelsen af porten til Østersøen og beherskelsen af en mineudlæggelse. Et forsætligt angreb på den danske neutralitet begrundet af interessen for passagen til Østersøen ville komme i form af et overraskelsesangreb fra søsiden af en overlegen flådemagt. Sammen med et angreb på Sjælland og København var Storebælt med tilstødende kystområder stedet, hvor det fra dansk side blev anset for mest sandsynligt, at et overlagt brud på den danske neutralitet ville finde sted. Storebælt var den sandsynlige årsag til en forsætlig neutralitetskrænkelse, mens indtagelsen af København ville sikre stormagtens herredømme over adgangsfarvandene til Østersøen. Ud over København var Storebælt altså også et område, hvor det danske neutralitetsforsvar skulle være tilstede for såvel at kunne forsøge at afvise et angreb, som for på forhånd at vise de øvrige europæiske stater, at Danmark også ved Storebælt var parat til at forsvare sin neutralitet. For danskerne var der ingen tvivl om, at neutraliteten krævede, at afgangsfarvandene til Østersøen skulle holdes åbne i krigstid såvel som i fredstid. Storebæltsområdets forsvar blev dog opfattet som en del mere problematisk end hovedstadens forsvar. Begge de to forsvarsvenlige grupper i Forsvarskommissionen frygtede, at udlandet ville opfatte fæstningsanlæg i Storebæltsområdet som en dansk magtdemonstration i det strategisk vigtige farvand, og at det ville være farligt for de danske ønsker om at holde landet udenfor stormagternes militære opgør. Anderledes forholdt det sig for de forsvarsvenlige, når det gjaldt Københavns befæstning, som de forsvarskritiske anså for lige så farlig for den danske sikkerhed, som de forsvarsvenlige frygtede, at fæstningsanlæg i Storebæltsområdet kunne være. De to forsvarsvenlige grupper afviste tanken om København som en åben by, men derudover var spørgsmålet om Københavns forsvar det punkt, hvor forskellen mellem de to forsvarsvenlige grupper trådte tydeligst frem. De gik begge ind for søbefæstningen som følge af faren for bombardement af København fra søen, som alle erkendte på baggrund af den historiske erfaring med briternes bombardement af byen. Søbefæstningen var derfor yderst vigtig og måtte forbedres for bedre at kunne hindre fremtidige bombardementer. - 123 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. Det forsvarsvenlige mindretal mente, at når en stærk søbefæstning besværliggjorde et fjendtligt angreb af hovedstaden fra søsiden, ville det øge risikoen betydeligt for et fjendtligt angreb på byen fra landsiden. Det var for dem endnu et argument for landbefæstningens nødvendighed. Landbefæstning blev dog bestemt ikke opfattet som en nødvendighed af Venstreflertallet, der fandt den eksisterende landbefæstning mangelfuld og i det hele taget argumenterede imod den og anbefalede dens nedlæggelse. Alle parter var enige om, at det altoverskyggende mål var at hindre et neutralitetsangreb, men der var forskellige opfattelser af, hvilke midler der skulle bruges. De forsvarsvenlige mente, forsvaret skulle indrettes, så neutralitetskrænkelser ville kræve en betydelig kraftudfoldelse, hvis forehavendet skulle kunne gennemføres indenfor den opstillede tidsramme. De håbede, at neutralitetskrænkelser så ville udeblive og krigen ”gå vor dør forbi”. De forsvarsvenlige var dog uenige om, hvilke militærmidler der skulle til. De forsvarsvenlige grupper lå på linie med teorierne om det militære tomrum og den militære marginalstyrke. Teorien om det militære tomrum hævdede, at et afvæbnet territorium i en krisesituation ville blive besat af den militære stormagt, som ville nå frem først. Angrebet ville ikke komme pga. uvilje imod det afrustede land men pga. national egeninteresse for enten at hindre modstanderen eller for selv at udnytte territoriet. I forsvarskommissionen var opfattelsen ikke kun blevet fremført som en teoretisk overvejelse, der var også blevet henvist til det neutrale Koreas skæbne under den russisk-japanske krig. Teorien om den militære marginalstyrke gælder vurderingen af en mindre militærstyrkes styrkeforhold i forhold til de store militærmagters. I visse situationer kan et mindre nationalforsvar få en forholdsvis større betydning på den internationale scene end dets faktiske størrelse i sig selv berettiger. Det gælder to situationer: 1) Hvis stormagterne kun har sekundære interesser i området, vil de kunne afholdes fra et angreb, hvis de ud fra en cost/benefit analyse vurdere, at det ikke vil være omkostningerne værd, selv om de selvfølgelig kunne gennemføre det, hvis de havde en større interesse i området. 2) Hvis stormagternes hovedstyrker er engageret et andet sted, og der derfor kun vil kunne afses en begrænset del af deres totale militærstyrke til operationen, vil det også forøge værdien af den marginale militærstyrke. I de tilfælde kan en lille militærmagt indtage en relativt stærkere militær position som følge af den marginale placering i forhold til stormagternes primære interesser og engagement. Teorien blev brugt overfor de forsvarskritiskes argument om, at stormagterne altid ville kunne overvinde et militært dansk forsvar. De forsvarskritiske afviste ikke, at værdien af den marginale militærstyrke kunne være relativ. P. Munch har således argumenteret for, at forholdet ikke gjaldt for Danmark, idet teorien nok kunne gælde for mange småstater men ikke alle. Han vurderede, at teorien gjaldt for Schweiz, fordi landet var af meget lav interesse for stormagterne samtidig med, at landets forsvar blev styrket af de geografiske forhold, og for Belgien, fordi landet lå mellem to forholdsvis jævnbyrdige stormagter, Tyskland og Frankrig. Han vurderede - 124 -


Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning. også, at det belgiske forsvar hvilede på en rimelig antagelse nemlig, at hverken Tyskland eller Frankrig ville tvinge Belgien over på modpartens side ved at angribe landet, da de belgiske fæstningsanlæg og troppestyrker kunne blive den udslagsgivende faktor i et opgør mellem de to jævnbyrdige stormagter. Det gav Belgien en vis sikkerhed og det belgiske forsvar en fornuftig rolle, da de to stormagter (ifølge Munch) ikke tillagde området nogen større strategisk betydning. De danske forhold var dog helt anderledes end de belgiske og schweiziske. Munch mente ikke, at Danmark stod relativt stærkt overfor sine omgivelser. Danmark lå ikke som Belgien midt mellem to jævnbyrdige modstandere men langt nærmere Tyskland end Storbritannien, hvorfor der var tale om et andet stormagtssystem. Stormagternes interesse i det danske område anså han for i stigende grad at være sekundært. Det var dog hans vurdering, at tilstedeværelsen af et dansk forsvar ville betyde, at Danmark blev et primært interesseområde for Tyskland, da Tyskland frygtede at blive faldet i ryggen af engelsk-danske styrker og selv ønskede at kunne drage nytte af de danske militære anlæg. Munch havde endnu en grund til, at Danmark aldrig ville kunne indtage en marginal styrkeposition. Han afviste argumentet om, at en stormagt kun ville have en begrænset del af sine styrker til rådighed for et angreb på Danmark. Den mest frygtede situation i Danmark var en krig mellem Storbritannien og Tyskland, og han pointerede, at en tysk-britisk krig primært ville være en flådekrig, og at Tyskland derfor ville have næsten hele sin hær til rådighed for meget få opgaver, hvortil en besættelse af Danmark kunne høre, hvis der fandtes militære anlæg eller troppestyrker af et væsentligt omfang i Danmark. 0 0 STAUR, CARSTEN: Radikalisme og antimilitarisme... ; Side 67ff. - 125 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Efter afgivelsen af Forsvarskommissionens betænkning skulle regeringen føre sagen videre og fremlægge et lovforslag i Folketinget. Afslutningen på kommissionens arbejdsperiode faldt sammen med en større politisk skandale og et regeringsskifte. I slutningen af juli havde konseilspræsident J.C. Christensen rekonstrueret sin regering, bl.a. var Niels Neergaard fra Det moderate Venstre blevet finansminister, mens Svend Høgsbro overtog Justitsministeriet efter P.A. Alberti. Med Albertis regeringsafgang var en stadig voksende politisk belastning blevet fjernet, og regeringen fremstod for en stund styrket og parat til at håndtere forsvarssagen. Alberti kom dog alligevel til at bringe sin mangeårige politiske kampfælle J.C. Christensen til fald. Alberti forårsagede det nye århundredes første store danske skandale, da han i september 1908 meldte sig til politiet for bedrageri i millionklassen. Det førte til regeringen J. C. Christensens afgang og dannelsen af en ny venstreregering under ledelse af den moderate Niels Neergaard. J. C. Christensen, som indtil da havde været den store mand i dansk politik, forsatte som leder af Venstrereformpartiet, selv om han var blevet personligt svækket af Albertis fald. Neergaard besatte ikke blot posten som konseilspræsident, han besatte også posten som forsvarsminister. Dermed blev det ham, der i Folketinget fremlagde regeringens lovforslag til en ny forsvarsordning i februar 1909. Neergaards fremlæggelse af sit forsvarsforslag, med de fremskudte forter. Konseilspræsident og forsvarsminister Neergaard fremlagde sine lovforslag til en ny forsvarsordning i Folketinget d. 12. februar 1909. Han beklagede, at forsvarskommissionen hverken var nået til enighed eller havde samlet et flertal, der kunne føre sagen gennem Rigsdagen. Han var dog forhåbningsfuld mht. at få sagen løst. Hans håb var baseret på den store overensstemmelse mellem grundsynspunkterne hos kommissionsflertallet og det største mindretal. Han afviste enhver form for alliancepolitik og sluttede op om den absolutte neutralitetspolitik. 0 Der havde nok været enighed i Forsvarskommissionen om, at den danske forsvars- og udenrigspolitik skulle opretholde neutraliteten, men enigheden gjaldt ikke spørgsmålet om, hvilke midler der skulle benyttes. Neergaard pointerede, at Forsvarskommissionen havde delt sig i to lejre. Han vurderede, at flertallet og det største mindretal havde søgt et effektivt militært neutralitetsforsvar, mens de to mindste mindretal ikke havde fundet et effektivt militært forsvar nødvendigt til neutralitetens hævdelse. Han signalerede dermed klart, hvem han regnede med til gennemførelsen af en ny forsvarsordning. Han lod det dog ikke blive ved det men slog sin afstandtagen til Socialdemokratiet og Det radikale 0 Rigsdagstidende 1908-09. Tillæg A., sp. 3377-3745. Folketingets Forhandlinger, sp. 3871-3895: Neergaards fremlæggelse. - 126 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Venstre fast med sit udsagn om, at neutraliteten om nødvendigt skulle forsvares militært: ”Det forekommer mig nu ufatteligt, at man overhovedet kan strides om denne Ting, for intet er dog vissere, end at folkeretlig og politisk set er Neutralitetsforsvaret den første og mest uafviselige Betingelse for, at Neutraliteten overhovedet kan ventes respekteret. Vil man ikke i Fredens Dage forberede et saadant Forsvar for Neutraliteten, at det koster forholdsvis betydelige Ofre at bryde den, saa er intet vissere end, at den lille Stat under en Stormagtskrig, hvor den ene eller den anden af Magterne har interesse af at benytte dens Territorium som Støttepunkt for sin Krigsførelse, vil blive inddragen i Krigen, og den vil da ikke alene i højeste Maal faa Krigens Byrder og Rædsler at føle, men ogsaa løbe den største Fare for efter Krigen at se sin Selvstændighed tilintetgjort, langt større Fare, end om den havde opfyldt sine folkeretlige Forpligtelser og efter Evne værget sin Neutralitet. ... hvad ... den lille neutrale Stats Skæbne efter Krigen angaar, saa maa det ikke glemmes, at det er ethvert Lands, selv det mindstes, folkeretlige Pligt at forsvare sin Neutralitet saa kraftigt, det evner, og at det Land, der har forsømt denne Pligt, er en Fare for sine Omgivelser og derfor ikke vil kunne vente, at de øvrige Stater have Interesse af, at dets Selvstændighed bevares.” 0 Dermed lå han på linie med Forsvarskommissionens forsvarsvenlige medlemmer og teorierne om det militære tomrum og den militære marginalstyrke. Han påstod ikke, at et i tide forberedt neutralitetsforsvar var en absolut garanti for, at neutraliteten ville blive respekteret men mente, at det ville hindre neutralitetskrænkelser i langt de fleste tilfælde. Han fastholdt, at en stormagt, der stod overfor en jævnbyrdig modstander, kun ville kunne afse en mindre del af sine militærstyrker til at sætte ind imod en neutral småstat, og at stormagten derudover ikke ville kunne se bort fra den risiko, der var forbundet med at forøge sin modstanders styrke, selv med en lille stat, hvorved styrkeforholdet kunne vippe til fordel for modstanderen. Han mente, det sandsynliggjorde, at en forsætlig neutralitetskrænkelse ville udeblive, hvis der kunne forventes en nævneværdig modstand af den neutrale stat, og hvis der ikke var udsigt til, at modstanden kunne brydes med et enkelt slag. Han havde ingen tvivl om, at Danmark havde pligt til militært at forsvare sin neutralitet. Den neutrale stat måtte efter evne værge sin neutralitet for at få den respekteret. Det var en mening, han opfattede som så almindeligt anerkendt, at den ikke kunne drages i tvivl. Han opfattede det som den klare og utvetydige forudsætning for alle folkeretlige vedtægter angående neutrale staters rettigheder og pligter. Selvom Neergaard ikke tvivlede om, at den neutrale stat havde pligt til at forsvare sin neutralitet, blev denne mening ikke delt af alle de danske politikere. Det må være årsagen til, at Neergaard henviste til udtalelser af tidligere danske udenrigsministre og de øvrige neutrale europæiske småstaters praksis. Han fremførte det således som en historisk kendsgerning, at Belgien og Schweiz (selv om deres neutralitet var garanteret af de euro­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 3871f. - 127 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. pæiske stormagter) kun havde undgået at blive inddraget i den fransk-tyske krig i 1870- 71 pga. deres forholdsvis udviklede krigsberedskab. De to lande havde siden krigen bevilliget betydelige beløb til befæstningsanlæg, hvilket Neergaard tilskrev deres erfaringer fra krigen. 0 Han fremhævede stigningerne i militærbudgetterne i Belgien, Schweiz, Holland, Norge og Sverige som endnu et bevis på, hvordan neutralitetspligterne blev opfattet af Nord- og Mellemeuropas småstater. Samtidig pointerede han, at udviklingen af disse landes neutralitetsforsvar ikke havde været et bestemt partis sag men, at alle partierne med regeringsansvar (uanset om de var konservative eller liberale) havde anset det for nødvendigt at styrke neutralitetsforsvaret. Dermed gjorde han opmærksom på, at forsvarssagen ikke udelukkende var forbundet med Højre men, at der også hos Venstre var vilje til at forsvare fædrelandet. Den danske højrefløj havde i forsvarsdebatten ofte sat forsvarsvilje som synonym for fædrelandskærlighed, hvilket den forsvarskritiske del af venstrefløjen selvsagt ikke godtog. Neergaard berørte også den gamle modsætning mellem venstrefolkenes forsvarsvilje og deres modstand mod de stærkt stigende militærudgifter. Ønsket om at standse de stigende forsvarsudgifter forbandt han med det internationale arbejde for at udvikle de mellemfolkelige retsaftaler til begrænsning af krig til fordel for retslige afgørelser af internationale stridigheder. Med udviklingen af det mellemfolkelige retsforhold håbede han, at militærudgifterne indenfor en overskuelig fremtid kunne nedsættes. Dermed signalerede han, at han ikke fandt tiden moden til gennemførelse af nedskæringer i det danske forsvarsbudget. Han henviste til en lang række voldgiftstraktater, Nord-Østersø-Overenskomsten og Haag-beslutningerne, som bevis på Danmarks aktive deltagen i denne udvikling, men ”man maatte gaa døv og blind gennem Verden, naar man ikke saa, at som Forholdene endnu ere, afhænger Fredens og Neutralitetens Bevarelse væsentlig, som den svenske Venstreforening siger, af et velordnet Forsvar; og den Regering vilde handle ganske uforsvarligt, som ikke med størst mulig Kraft lagde Folkerepræsentationen og Befolkningen dette paa Sinde.” 0 Dermed afviste han endnu en gang at neutraliteten skulle kunne opretholdes uden militærmagt. Neergaard afviste, at der skulle herske fred og ingen fare i Europa. Han mente tværtimod, at Europa stod i spændingen og ufredens tegn således at forstå, at krigen kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Når det øjeblik indtraf, ville Danmarks fred og selvstændighed (efter Neergaards vurdering) afhænge af, hvad regeringen i fredstid havde ofret på landets neutralitetsværn. Dettes evne til at forebygge neutralitetsbrud var forbundet med de krigsførende stormagters hovedinteresser. I det afgørende øjeblik ville stormagterne vurdere, om den neutrale småstats neutralitetsforsvar var indrettet således, at der for modparten ville være betydelige risici forbundet med en forsætlig neutralitets­ 0 Schweiz havde siden 1885 anvendt 15-16 mio. kr. til befæstningerne ved St. Gotthard og ved Rhônen, mens det ordinære hærbudget var steget fra 20,5 mio. kr. i 1901 til 27,5 mio. kr. i 1908. Belgien havde 1887-1900 anvendt ca. 53. mio. kr. til Maas-liniens befæstning og siden århundredeskiftet over 50 mio. kr. til forstærkninger af dels Maas-linien og dels til den tidligere anlagte centralfæstning ved Antwerpen. Folketingets Forhandlinger, sp. 3873. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 3876. - 128 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. krænkelse. Hvis det ikke var tilfældet, ville stormagten se sig nødsaget til selv at overtage forsvaret af småstatens territorium og dermed også lægge beslag på dens hjælpekilder for at hindre modstanderen i at gøre det. Han vurderede, at ingen af de før nævnte nordeuropæiske småstater som følge af deres geopolitiske beliggenhed var mere udsatte end Danmark. Han vurderede, at risikoen for de to andre nordiske lande var mindre end for Danmark. Han holdt sig ikke tilbage fra åbent at nævne årsagen til dette forhold, nemlig den ændrede magtbalance efter Tyskland var blevet en betydelig sømagt. Derfor risikerede Danmark at blive inddraget i et stormagtsopgør, da det havde øget risikoen for, at de danske farvande ville blive skueplads for alvorlige kampe under en europæisk stormagtskrig. Han fandt det usandsynligt, at det i fremtidige stormagtskrige skulle kunne gå som under Krim-krigen eller den fransk-tyske krig, hvor den ene af parterne havde været absolut underlegen til søs. Under en søkrig mellem to stormagtsflåder var der en stor risiko for, at den danske neutralitet ville blive brudt, idet den part, der skulle operere fjernt fra sit hjemland og dermed sin hovedbase, kunne ønske et midlertidigt tilholds- og forsyningssted nærmere hovedmodstanderen for dermed også bedre at sikre sine forbindelseslinier. Det neutrale Danmark måtte af al magt søge at hindre noget sådant i at ske på dansk territorium, da det ville være et brud på neutraliteten og inddrage Danmark i krigen. Samtidig måtte Danmark ikke hindre benyttelsen af de internationale gennemsejlingsfarvande, som de krigsførende lande efter de folkeretlige regler havde krav på. Neergaard frygtede således, som de fleste danske beslutningstagere, en krig mellem de for Danmark to vigtigste stormagter: Storbritannien og Tyskland. Sjælland var (også for Neergaard) den danske landsdel, hvortil der var forbundet den største risiko for et overgreb. Dels som følge af København, der kunne benyttes som basis for fremmede flådeoperationer i Østersøen, og dels fordi herredømmet over Sjællands kyst blev anset for nødvendigt for at beherske Storebælt. Den hurtigste vej til at lamme den danske forsvarsevne var at angribe og indtage hovedstaden. Disse betragtninger lå til grund for de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmers indstillinger, hvori det blev foreslået at samle hoveddelen af den danske forsvarsstyrke på Sjælland, styrke Københavns søbefæstning og ved hjælp af faste anlæg at søge at opretholde forbindelsen mellem Sjælland og Lolland-Falster. Neergaard kunne dog ikke undlade at pointere, at det ikke ville betyde en opgivelse af det danske forsvar i de øvrige landsdele. Den enighed der var imellem de forsvarsvenlige indstillinger om at forøge det danske mine- og torpedoforsvar blev tillige med undervandsbåden (der blev tillagt stor betydning for fremtidens danske forsvar), også fremhævet af Neergaard, der mente, at regeringens forslag hvilede på det samme grundsyn som havde ”fundet saa overvejende Tilslutning i Forsvarskom­ mission.” 0 Et centralt punkt i Neergaards forsvarsforslag gjaldt anlæggelsen af nye og nedlæggelsen af gamle befæstningsanlæg. Københavns søbefæstning skulle forstærkes, da dens til­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 3878. - 129 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. stand kun gjorde den i stand til på højst ufyldestgørende måde at skærme hovedstaden mod bombardement fra søen. Der er ingen tvivl om, at det britiske bombardement af København hundrede år tidligere påvirkede de danske politikeres syn på byens rolle i det danske forsvar. Neergaard kunne således fastslå, at det var klart det nemmeste og mest risikofri middel for en stormagt med en overlegen sømagt at bryde den danske neutralitet ved at beskyde København fra søsiden. I bemærkningerne til lovforslaget bemærkes det således, at Københavns eksisterende søforsvar ikke ydede nogen sikkerhed imod, at en fjendtlig flåde med kort varsel og uden at udsætte sig for risikoen af følelige tab ville kunne true byen med ødelæggelse. Søbefæstningens forter og batterier (som i første række skulle sikre hovedstaden) var for få og hverken langt nok fremskudte eller tilstrækkeligt beskyttede til, sammen med minespærringerne og den flydende defension, at kunne hindre et bombardement. Afstanden fra Kongens Nytorv til Middelgrundsfortet var således ikke stor nok til at hindre et bombardement af denne del af byen fra et moderne krigsskibs mellemsvære skyts, og dets svære artilleri ville kunne bombardere hele byen. Den hidtidige stærke udvikling af skibsartilleriet og de således voksende skudafstande betød, at der måtte lægges en endnu større afstand mellem den fjendtligsindede flåde og byen. Bombardementsfaren truede både fra det åbne farvand på nord- og nordøstfronten, hvor faren blev anset for størst, og fra Køge Bugt og Drogens sydlige del eller fra skyts landsat på Saltholm eller Amager. Blev der truffet foranstaltninger til hindring af fjendtlige bombardementer ville sandsynligheden for, at fjenden ville søge ind på kort afstand for at overvælde et eller flere af forterne eller for at forcere indsejlingen til reden eller havnen blive forøget. For at holde en fjendtlig flåde på længere afstand af byen, blev såvel nyere og mere langtrækkende skyts og andre forbedringer af de eksisterende anlæg som nye søforter og kystbatterier anset for nødvendige. Tillige blev der foreslået en række nye kystbatterier (bl.a. ved Masnedø, Harbølle, Knudshoved, Vejrø og Stigsnæs) til støtte for flåden og Sjællands forsvar. De foreslåde anlæg ved Smålandsfarvandet skulle sikre forbindelsen mellem Sjælland og Lolland-Falster. Samtidig hjalp det med at opfylde betingelserne for, at flåden kunne gøre sig gældende udenfor København og opretholde herredømmet over det indre danske farvand syd for Sjælland. Flådens forbindelse med sin hovedbasis, København, blev sikret sammen med forbindelserne ad flere veje mellem søens krigsskuepladser, Sundet og Storebælt. Forbindelsen mellem øerne i den sjællandske øgruppe sikredes, og en så stor del af Sjællands kyster blev dækket, så hærens dispositioner ville blive betydelig lettet. Smålandsfarvandet var ved en neutralitetserklæring i 1904 blevet afspærret for de krigsførendes skibe og blev af den danske regering anset for et farvand, der i fremtiden uden problemer kunne lukkes for de krigsførende uden at være et angreb på den fri gennemsejlingsret, der var en hjørnesten i dansk udenrigs- og forsvarspolitik. En effektiv mineafspærring af dette farvand krævede, ifølge Neergaard, de foreslåede anlæg for at hindre en ubesværet fjendtlig fjernelse af spærringen, og dermed støttede regeringen Neergaard søværnets to - 130 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. tilforordnede i forsvarskommission, der gang på gang havde fremhævet nødvendigheden af at kunne forsvare de udlagte minespærringer, for at de kunne regnes for effektive. Samtidig ville der med disse foranstaltninger skabes et tilflugtssted for den danske marine udenfor Øresund til forsyning af kul, ammunition og proviant mm. og en observationspost ved Storebælt. Neergaard pointerede dog, at det ikke var et forsøg på at indtage en magtstilling ved det vigtige internationale gennemsejlingsfarvand, som Storebælt var. Regeringen foreslog også anlæg ved Strandmøllen og Mosede i Køge Bugt, som sammen med en forstærkning af Avedøre batteriet skulle styrke kystforsvaret imod landgangsforsøg og støtte fløjen af de foreslåede fremskudte forberedte stillinger. Regeringen foreslog, at når disse nye faste værker var fuldførte efter 8-10 år, skulle den eksisterende landbefæstning omkring København nedlægges. Neergaard anså den eksisterende landbefæstning for at være i høj grad ufuldkommen og for på ingen måde at beskytte byen mod overrumpling. Dernæst kom Neergaard til, hvad der viste sig at være det mest problematiske ved hans forslag, de fremskudte forberedte stillinger: ”Men selvfølgelig bør København, som jo er Landets vigtigste Punkt og Hærens Hovedbasis, forsvares, og forsvares ogsaa fra Landsiden. Andet har heller aldrig været Forsvarskommissionens Flertals Mening, kun at dette Forsvar skal føres væsentlig ved den mobile Hær. En virkelig permanent Befæstning magte vi ikke, og skulde vi have en saadan, der kunde regnes for fuldt forsvarlig, vilde den koste Summer, der ere uoverkommelige for os. Vi maa derfor nøjes med at sikre Mobiliseringen ved at skærme Byen mod en Overrumpling fra Landsiden. Men den Opgave maa ogsaa nødvendigvis løses, hvis der overhovedet skal præstere noget neutralitetsforsvar, for uden det kan den Hær, som skulde værne baade København og de Dele af Kysterne, hvor Neutralitetskrænkelse finder Sted, jo slet ikke træde i Virksomhed. Det er nu imidlertid min [Neergaards] bestemte Overbevisning, at Mobiliseringen ikke vil kunne sikres tilstrækkeligt, medmindre der i passende Afstand fra København lægges en Række forberedte, fremskudte Stillinger, som kunne yde Beskyttelse mod Overrumpling. Saadanne Anlæg i en Linie ca. 41/4 Mil lang fra Vejleaaens Udløb over Herstedøster, Ledøje, Søndersø og Furesø til Vedbæk fremsætter jeg her i Overensstemmelse med Generalstaben og efter en af denne udarbejdet Plan Forslag om. ... Disse fremskudte Stillinger ere, det siger sig selv, paa Grund af Liniens Længde selvfølgelig ikke nogen ny Landbefæstning, men en Række af væsentlig feltfortifikatoriske Stillinger, som paa de mest udsatte Punkter og navnlig ved de egentlige Adgangsveje til Hovedstaden støttes af stærkere Værker. Det bliver et Forsvar af noget lignende Art som det, man i Norge har for Kristiania. I Holland har man ligeledes et Terrainafsnit – Terrainafsnittet omkring Amsterdam – forsvaret ved en Række af Stillinger, men der er efter en betydelig større og kostbarere Maalestok, end her foreslaas. Men jeg [Neergaard] maa ogsaa af den Grund anse disse Anlæg for nødvendige, at vor Forsvarsordning uden dem ikke overfor Ud­ - 131 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. landet vil kunne fremtræde som et til alle Sider betryggende Neutralitetsværn. Saavel Udenrigsministeren [Ahlefeldt-Laurvigen] som jeg maa efter vort Kendskab til de herhenhørende Forhold hævde, at de ere Betingelsen for, at vor Stilling af alle Magter kan blive opfattet som det, den er: i sandhed neutral og uden Hældning til nogen Side.” 0 Regeringens forslag ville medføre store udgifter til forsvaret, men Neergaard forsikrede Folketinget om, at der var anvendt mådehold og sparet på mange områder. Ligesom Københavns landbefæstning havde været et centralt spørgsmål i den forsvarspolitiske debat under den politiske magtkamp om folketingsparlamentarismen, havde den økonomiske side af sagen især for Venstregrupperne spillet en vigtig rolle i debatten, og det prægede Neergaards fremlæggelse i Folketinget. Han foreslog, at de forøgede forsvarsudgifter, forslaget ville medføre, skulle tilvejebringes med en ny indtægts- og formueskat på den forholdsvis velstillede del af befolkningen. Han var ikke blind for, at forsvarssagens inddragelse i landets konstitutionelle strid medførte, at mange ville finde de foreslåede forsvarsudgifter meget store. Han fandt det sørgeligt, at danskernes naturlige forsvarsfølelse var blevet svækket. For ham var forsvarsviljen lig med viljen til livet, og uden den ville nationen ikke have den rette vilje til at bestå. Han var dog opmærksom på, at selvom han opfattede det som en sandhed, var det en sandhed, som ikke blev delt af alle danskere. Han fremhævede således, hvordan et af kommissionsmindretallene havde ”betydelige” udgifter forbundet til sit forslag, uden at midlerne skulle bruges til at slås for, men derimod ”blot” til et grænsepoliti. Begreberne neutralitets- og eksistensforsvar og spørgsmålet om, hvorvidt der kunne skelnes imellem de to forsvarstyper, spillede også en fremtrædende rolle i den forsvarspolitiske debat. Neergaard var, med sin fremlæggelse i Folketinget, fortaler for opfattelsen af, at der ikke kunne trækkes nogen skarp grænse mellem de to forsvarstyper, da neutralitetsforsvaret ville kunne udvikle sig til et eksistensforsvar, og han var ikke i tvivl om, at Danmarks eksistens skulle forsvares. Han var også en fortaler for eksistensforsvaret som en naturlig ting, regeringen skulle kunne vedstå såvel overfor sin egen befolkning som overfor udlandet. Han mente, det var på tide, forsvarspolitikken blev skilt ud fra den indenrigspolitiske magtkamp, idet han erklærede, at forsvarssagen var et nationalt, fagligt og praktisk anliggende, som folkerepræsentationen (efter råd fra den militære fagkundskab) skulle beslutte, hvor mange penge der skulle bevilges til. Han sang dermed den samme sang, som Højre og de Frikonservative havde sunget inden systemskiftet om, at forsvarspolitikken skulle hæves op over de partipolitiske stridigheder. At flertallet af Venstrepolitikerne havde ændret holdning til forsvarssagen, efter at de havde overtaget regeringsansvaret, og at det kunne benyttes af deres politiske modstandere, blev ikke ignoreret. Neergaard udtrykte sit ønske om, at fortidens udtalelser om forsvarssagen ikke skulle inddrages i den aktuelle debat. Han argumenterede for ønsket ved bl.a. at udtale, 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 3887 og 3888. - 132 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. at man ikke på baggrund af gamle udtalelser kunne udlede, hvordan det danske forsvar burde indrettes i 1909, da forholdene havde ændret sig, og at man også som politiker kunne have lært et og andet og være blevet klogere siden udtalelserne faldt. Reaktionen i Folketingssalen fik Neergaard til at udtale, at han selv var blevet bedre oplyst om sagernes sammenhæng, efter han havde overtaget regeringsansvaret, og at hans tidligere opfattelse byggede på et fejlsyn. Han afviste endvidere, at det, at han havde ændret holdning til hvor store økonomiske midler et forsvarligt forsvar krævede, skulle kunne udlægges som et politisk principskifte: ”Paa Spørgsmaal, som gribe om Hjerterødderne paa et Menneske, Spørgsmaal som, om vi skulle have almindelig Valgret eller skulle regeres af privilegeret Valgret, paa Spørgsmaal som, om vi skulle have Aands- og Tænkefrihed hævdet, eller vi skulle have den bastet og bunden, paa saadanne Spørgsmaal som, om vi skulle lægge an paa en Krigspolitik og Militærpolitik, paa Alliancepolitik eller paa en udpræget Freds- og Neutralitetspolitik, skifter man vel neppe Anskuelse; der, hvor man staar i en saadan Hjertesag, bliver man vel staaende til sin Død. Og jeg [Neergaard] staar i dette Øjeblik lige saa fast paa disse og andre virkelige principielle Punkter i Politik, som jeg nogen Sinde har gjort. Men dette, hvor meget eller hvor lidt, er et rent praktisk Spørgsmaal, det maa rette sig efter de skiftende Tider og Forhold, det kan aldrig blive noget, der i virkelig Forstand er et Principspørgsmaal.” 0 Folketingets behandling af forslagene. Samme dag som Neergaard fremlagde sit lovforslag til en ny forsvarsordning, fremlagde K.M. Klausen, på vegne af Folketingets socialdemokratiske medlemmer, et lovforslag om afrustning. Han mente, at det socialdemokratiske afrustningsforslag, mere end noget andet fremkommet forsvarsforslag byggede på fred og neutralitet. Danmark skulle erklæres principielt og vedvarende neutralt og eventuelle stridigheder bilægges af diplomatisk vej eller henvises til voldgiftsdomstolen i Haag. Afrustning medføre værnepligtens ophævelse og desarmering af eksisterende befæstningsanlæg, og i den forbindelse gjorde Klausen det klart, at de til forsvaret tilknyttede personer skulle sikres efter reglerne i pensionsloven, og at kommuner, der måtte lide tab ved nedlæggelsen af garnisonerne, skulle ydes erstatning. Socialdemokraterne benyttede også lejligheden til at tale for en bedre fysisk uddannelse af den danske ungdom: ”Man vil se, at dette Forslag bryder radikalt med det bestaaende. Vi have ingen Tillid til den Forsvarsordning, vi have i Øjeblikket, og vi have heller ingen Tillid til den, vi nu have hørt fremsat fra Regeringens eller fra andre Partiers Side. Vi mene, at Danmarks bedste Sikkerhed ligger netop i, at det staar afrustet, og det er min Overbevisning, at det opnaas bedst ved et Forslag som vort, der i Sandhed er neutralt og uden Hældning til 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 3894. - 133 -


nogen Side.” 0 Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Socialdemokraternes afrustningsforslag kom til behandling i Folketinget sammen med regeringens forsvarsforslag den 18. februar 1909. Konseilspræsident og forsvarsminister Neergaards ønske om at hæve forsvarsdebatten over partipolitikken blev ikke opfyldt. Forsvarssagens behandling i Folketinget gjorde det tværtimod klart, at sagen fortsat var et markant våben i kampen mellem tingets politiske modstandere til at definere de forskellige partigrupper. I et direkte svar til Neergaard kunne socialdemokraten Borgbjerg nok medgive, at forsvarssagen var en stor national sag, men det kunne ikke få ham til at ønske politisk ro om sagen, da det for ham netop var de store nationale sager, der også var de største politiske sager. Han betegnede spørgsmålet om landets militærordning som såvel et indenrigs- som et udenrigspolitisk spørgsmål, og mente ikke, der var noget mere politisk end spørgsmålet om militærets ordning og de sociale spørgsmål, han forbandt med forsvarssagen. 0 Forhandlingerne kom tydeligt til at vise, at det i høj grad var et politisk spørgsmål, hvordan det danske neutralitetsforsvar skulle indrettes. Konseilspræsidenten var dog ikke den eneste, der ønskede forsvarssagen hævet over den politiske partistrid. Der fremkom således enkelte opfordringer til Rigsdagen om, at der blot skulle opstilles de overordnede og finansielle rammer for en ny ordning, og at uddybningen skulle overlades til den militære sagkundskab. I den forbindelse blev der flere gange under forhandlingerne brugt sammenligninger med forholdet mellem bygherre og de bygningssagkyndige ved opførelsen af et hus. Der blev i det hele taget brugt mange sprogbilleder om huskonstruktion og tyverisikring af huse under forhandlingerne om den ny forsvarsordning. Venstrereformpartiets formand J. C. Christensen afviser de fremskudte forter. Venstrereformpartiets formand J. C. Christensen indledte forhandlingerne med at karakterisere de forskellige forslag, der var fremkommet i Folketinget og i kommissionsbetænkningen. Socialdemokratiets afvæbningsforslag betegnede han som én stor fantastisk fejltagelse, mens det radikale kommissionsforslag blev betegnet som ganske ufyldestgørende til opretholdelsen af neutraliteten. Højre og de Frikonservatives kommissionsforslag karakteriserede han som alt for krævende til at være gennemførligt. Han udlagde det som direkte skadeligt, da det ville hindre – hvad han betegnede som – det virkeligt gennemførlige forslag i at komme frem. Regeringen Neergaards forslag kommenterede han i mere venlige vendinger. Han sluttede sig til flere af ministerens udtalelser men tog afstand fra forslaget om forberedte fremskudte stillinger, da han ikke fandt dem nødvendige for mobiliseringen i København. Han ville sikre hovedstaden mod landsiden med en mobil hær og afviste at byen kunne sikres med både landbefæstning og en mobil hær som økonomisk uigennemførligt. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 3896f og Tillæg A, sp. 3745ff. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4232. - 134 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Det danske neutralitetsforsvar skulle indrettes, så både Tyskland og Storbritannien ville afholde sig fra at bryde den danske neutralitet. J. C. Christensen mente, forsvaret skulle overbevise Tyskland om, at Storbritannien ikke ville kunne overvinde Danmark ved et kup eller en overrumpling og dermed bruge landets hjælpemidler imod Tyskland, og Storbritannien om, at Tyskland ikke ville kunne overrumple Danmark og udnytte det imod Storbritannien. Det danske neutralitetsforsvar skulle være så stærkt, at begge de to stormagter ville vurdere, at modparten ikke ville angribe landet. Han var overbevist om, at hvis det blev gjort, kunne Danmark holde sig udenfor en krig mellem de to stormagter. Det var hans overbevisning, at ingen af de to stormagter ville Danmark til livs, og at landet derfor ikke ville blive involveret i en selvstændig krig med en af dem. Derfor kunne der heller ikke blive tale om en eksistenskamp. 0 J. C. Christensens udtalelser om, at hovedstaden på landsiden skulle forsvares af den mobile hær og hans afvisning af de fremskudte forberedte stillinger, fremkaldte en kommentar fra konseilspræsident og forsvarsminister Neergaard. Han mente, at hvis man først havde erkendt, at en neutralitetskrænkelse kunne finde sted i form af en landgang på Sjælland og et angreb mod København fra landsiden, og der derfor måtte kunne opstilles et dansk forsvar af hovedstaden mod landsiden, ville det medføre en erkendelse af, at et sådant landforsvar af hovedstaden ikke kunne føres alene af den mobile hærstyrke, hvis forsvaret skulle have udsigt til at lykkes. Neergaard havde to alternativer for hovedstadens forsvar. Enten skulle den mobile hær støtte sig til faste støttepunkter og dermed være friere stillet i sine bevægelser under en kamp i åben mark, eller den skulle – hvis der ingen faste støttepunkter var – alene dække en meget lang front imod en modstander, der efter al sandsynlighed ville være meget bedre øvet og stærkere organiseret og mindst have en styrke til rådighed af samme størrelse som den, det danske forsvar ville kunne opstille. Neergaard frygtede, at det ville ende med en frygtelig katastrofe, hvis der ikke var en forberedt stilling til at yde forsvarerne den fornødne støtte. Skulle den mobile hær alene kunne afvise et angreb på Københavns landfront, mente Neergaard, at såvel hær som sikringsstyrken skulle være større, end de danske kræfter kunne bære, og at den økonomiske byrde ville overstige, hvad der skulle fremskaffes til de af ham foreslåede forberedte stillinger. 0 Socialdemokraterne K. M. Klausen og L. Rasmussen. Socialdemokraten K. M. Klausen havde været yderst sparsom med sine ytringer i Forsvarskommissionen, men det ændrede sig, da sagen kom til behandling i Folketinget, hvor han fra Folketingets talerstol kunne tale ikke blot til Folketingets medlemmer men til hele den danske befolkning og udlandet. Fra en sådan platform lagde K. M. Klausen ikke bånd på sin tunge og lagde ud med et angreb på de tidligere regeringer, som han beskyldte for at have ansvaret for, at Forsvarskommissionens arbejde havde trukket i lang­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4041ff. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4147f. - 135 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. drag i et forsøg på at skabe ro om forsvarssagen. Han mente nemlig ikke, kommissionens opgave havde været så stor, at det skulle have krævet så mange års arbejde at nå en løsning. Klausen fremlagde regeringsforslaget som en glædelig overraskelse for Højre og en bitter skuffelse for Venstrereformpartiet, da forslaget ville befæste København både på land- og søsiden. For ham var det lig med eksistenskamp og bombardement af hovedstaden, mens han heller ikke havde megen tillid til forsvaret af det resterende land. Der var ingen tvivl om, at for ham var krig et spørgsmål om død og lemlæstelse. Han spurgte således retorisk, hvor meget blod der skulle flyde for det alvorlige forsvar, og hvor mange fynboer og jyder der skulle slagtes, inden hans politiske modstandere ville lære at forstå, at væbnet modstand overfor en magt som Tyskland var umuligt for Danmark. Klausen vurderede, at stormagterne ville betænke sig mange gange, inden de ville påbegynde en krig, og at krigen derfor ville udeblive. Han mente f.eks., at Tyskland måtte regne med alvorlige indre uroligheder, hvis den tyske regering skulle finde på at starte en erobringskrig. Denne vurdering begrundede han med, at hver anden tysk soldat var socialdemokrat. Han stolede så meget på den internationale arbejdersolidaritet, at han udtalte, at det ville være direkte farligt for den tyske regering i den situation at indkalde dem og bevæbne dem med skarpladte geværer, da regeringen ikke kunne være sikker på, i hvilken retning geværerne ville blive rettet. Han pointerede, at den tid var forbi, hvor befolkningen lod sig drive frem som kvæg. Han afviste sammenligning af forsvarsbudgetterne i de nordeuropæiske småstater som ubrugelig, da andres fejl ikke berettigede til en gentagelse. Danmark var i modsætning til de andre nordeuropæiske småstater ikke en geografisk enhed og ville ikke kunne sikre sin mobilisering, når forbindelsen mellem landsdelene ikke kunne opretholdes. De forsvarsvenliges argument om, at Danmark skulle havde et krigsberedskab af en vis styrke, og at udlandet ikke ville tåle dansk afvæbning, afviste Klausen med den begrundelse, at der ikke fandtes nogen overenskomst eller traktat, der påbød Danmark at have et krigsberedskab, og at det suveræne Danmark selv kunne bestemme, hvor stort et krigsberedskab, det ville have, eller om det slet intet ville have. Han fastslog, at det socialdemokratiske afrustningsforslag ville sikre Danmark bedre, end det kunne sikres med våbenmagt. 0 Klausen var ikke den eneste socialdemokrat, der udtalte sig om partiets afrustningsforslag. L. Rasmussen fra Vejle Amts første valgkreds udtalte, at dansk afrustning ville blive hilst med glæde af millioner af mennesker i andre land, ligesom der allerede forelå glade udtalelser om afrustningsforslaget fra socialdemokratiske partier i andre lande. Skulle ulykken ske, at Tyskland sendte sin hær mod et afrustet Danmark for at undertrykke landet, ville det være en forbrydelse for stormagten at benytte sin stilling til at un­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4047ff. - 136 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. derkue en lille fredelig nation. De tyske socialdemokrater havde erklæret, at hvis der skulle opstå stridigheder mellem Danmark og Tyskland, skulle de afgøres ved en voldgiftsdomstol. De havde på forhånd erklæret det, så det stod klart, at hvis man ville tvinge dem til at gå mod en sådan venligsindet nation – der havde afrustet og derved vist sit fredelige sindelag – ville de tyske socialdemokrater opfatte det som en forbrydelse og nægte at deltage. 0 Slengerik, Det radikale Venstre. Ligesom Klausen afviste Slengerik, at der skulle eksistere noget folkeretsligt krav om, at neutrale stater skulle besidde en militærstyrke, der kunne opretholde neutraliteten. Slengerik lagde vægt på, at hvis den danske neutralitet blev angrebet, ville det ikke være en jævnbyrdig magt men en militærmagt, der ville være Danmark fuldstændig overlegen. Danmark ville derfor hverken have udsigt til at kunne hævde, værne eller forsvare sin neutralitet med våbenmagt. Han afviste også, at der kunne være tale om noget folkeretsligt krav om, at den danske neutralitet skulle forsvares militært overfor en overlegen fjende. Et af elementerne i den politiske forsvarsdebat var de forskellige opfattelser af, hvilken betydning forskellige ord og begreber skulle tillægges. Slengerik var opmærksom på dette og mente, at hans meningsmodstandere skabte en sammenblanding mellem krig og neutralitet, han ikke kunne godkende. Han mente, der alt for ofte blev talt om et forsvar og værn af den danske neutralitet. Han mente dog, at neutralitet ikke kan forsvares med våbenmagt, idet neutraliteten bliver afløst af krig, i dét øjeblik den angrebne stat forsvarer sig med våbenmagt. Han fremdrog udtalelser af sin meningsmodstander, professor Matzen, til støtte for denne opfattelse: ”Professor Matzen skriver her [Bilag til Forsvarskommissionens Betænkning, side 132]: ”Men naar en Ekspedition fra Tyskland udrustes for at okkupere Sjælland, og den danske Regering beslutter at modsætte sig dette Foretagendes Gennemførelse med væbnet Magt, saa er Krigstilstanden indtraadt, thi Krigen foreligger ifølge den almindelige Definition af dette Begreb i hvert Tilfælde, hvor to Stater ifølge Regeringernes derpaa rettede Beslutning anvende deres væbnede Magt mod hinanden”. Dette har intet med Neutralitet at gøre, og en Forsvarsordning, der er baseret paa at hindre denne Sjællands Okkupation fra tysk Side, har intet med Neutralitetens Opretholdelse at gøre. Jeg [Slengerik] vil tillade mig at anføre, at Professor Matzen yderligere koncentrere sine Udtalelser og siger: ”Altsaa, ved et tysk Angreb paa Sjælland, hvorimod der fra dansk Side ydes væbnet Modstand, er Krigen mellem Danmark og Tyskland udbrudt”. Ja, selvfølgelig, men saa er der ikke Tale om Neutralitet og den Slags Ting.” 0 Dermed kunne Slengerik udtale, at regeringsforslaget havde med krigen at gøre og ik­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4198. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4084. - 137 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. ke med opretholdelsen af neutraliteten, som der ellers var enighed om, skulle danne grundlaget for den nye danske forsvarsordning. Slengerik mente, at selv hvis man så bort fra dette forhold, ville regeringens forslag ikke kunne opretholde neutraliteten, da den kun indeholdt et forsvar for en del af det danske territorium (Sjælland), mens der efter hans vurdering ikke var tilstrækkelige midler til at hindre krænkelser i Jylland og på Fyn. Det kædede han sammen med udtalelserne om, at den mest sandsynlige neutralitetskrænkelse ville finde sted ved Storebælt, der f.eks. kunne blive udsat for en tysk minespærring for at holde briterne ude af Østersøen. Hvis tyskerne spærrede Storebælt, vurderede han, at det ville ske mellem Langeland og Lolland, hvor løbet var snævert og tæt på den tyske flådebase i Kiel. Slengerik afviste, at udlandet skulle have stillet bestemte krav til det danske militærvæsen med en sådan vægt, at det var nødvendigt for Danmark at bøje sig for dem. Han kunne meget belejligt fremføre udtalelser fra både den forrige konseilspræsident og forsvarsminister J.C. Christensen og den nuværende (Neergaard), der viste, at der ikke var enighed om, hvad disse såkaldte udenlandske krav skulle betyde: ”Jeg [Slengerik] maa sige det ærligt og rent ud, at jeg tror ikke et Ord af de mange mere eller mindre dulgte Hentydninger til Udlandets Krav om, hvad vi skulle have af Militærvæsen. Der er desuden den Mærkelighed med Hensyn til dette Krav, at det maa se noget underligt ud og være noget forskelligt. Thi den afgaaebde Forsvarsminister, det ærede Medlem fra Ringkøbing [J.C. Christensen], har ogsaa kendt disse Krav efter de Udtalelser, han har fremsat, men overfor ham have de kun taget sig ud som Fordringer paa Søbefæstningen ved København, maaske med Tillæg af de to Fløjforter, som han i Gaard ønskede. Men overfor den nuværende Forsvarsminister [Neergaard] er Kravet gaaet ud paa, at vi skulle have Landbefæstningen med. Det ser altsaa ud til, at man ikke har været enig om, hvad disse Krav betød. Der er noget vaklende ved det hele, som bestyrker mig i den Mening, at vi maa have ren Besked i saa Henseende.” 0 Hvis udlandet (med en vægt der gjorde, at Danmark måtte efterkomme det) kunne stille sådanne krav til den danske militærordning, var den danske stat ikke længere suveræn. Konseilspræsident og forsvarsminister Neergaard kaldte det en misforståelse, at der skulle foreligge en pression fra udlandet eller fordringer fra en eller anden magt om, hvordan Danmark skulle indrette sit forsvar. Han afviste skarpt, at det skulle være tilfældet, da det ikke ville være i overensstemmelse med, hvad den ene suveræne stat kunne byde den anden. De huller, der måtte være i neutralitetsforsvaret, ville først blive belyst, når en stormagt, under en kamp mod en jævnbyrdig modstander, krænkede den danske neutralitet. Neergaard fremhævede, den danske regerings ansvar for at stoppe hullerne i det danske neutralitetsforsvar, inden det blev for sent, dvs. inden neutralitetskrænkelsen 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4092. - 138 -


indtraf. 0 Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Højre, ved Parkov og Ellinger. Oberstløjtnant Parkov gav, som den første højrepolitiker på talerstolen, sin ubetingede tilslutning til de bærende tanker og principper i regeringens forsvarsforslag, mens han tidligt i forhandlingerne ikke ønskede at fælde nogen afgørende dom over forslagenes enkeltheder. Han afviste, at udtalelser om principiel og permanent neutralitet uden tilstedeværelsen af et effektivt forsvar, kunne være tilstrækkelige for neutralitetens opretholdelse. På sin gruppes vegne erkendte han, at Danmarks sikkerhed var bedst sikret ved, at landets udenrigspolitik var en til alle sider ligelig afstemt dansk neutralitetspolitik: ”Vi betragter det derfor som en Vinding af største Værdi, at Regeringen ved Konseilspræsidentens Udtalelser ved disse Forslags Forelæggelse har taget et klart Standpunkt med Hensyn til Maaden, paa hvilken vor Neutralitet maa hævdes, og at den navnlig har erkendt, at Hovedstaden nødvendigvis maa sikres saavel mod Angreb fra Søsiden som fra Landsiden, for at Neutralitetsforsvaret i det hele kan blive muliggjort.” 0 Højremanden H. O. G. Ellinger hørte til de folketingsmænd, der under lovforslagenes førstebehandling benyttede konkrete eksempler fra udlandet om, at der hørte militære pligter til neutraliteten. Han fremdrog også den internationale fredsbevægelse i sin argumentation imod det socialdemokratiske afrustningsforslag. Med henvisning til den norske neutralitetskommission af 1902 fastslog han, at et land, der erklærede sig stedsevarende neutralt, ikke undgik de militære byrder, som opretholdelsen af landets selvstændighed og neutralitet krævede. Han fandt en udtalelse af den belgiske udenrigsminister (som denne havde fremsat i oktober 1905 i forbindelse med en bevilling til forsvaret af Antwerpen) i overensstemmelse med denne opfattelse. Den belgiske udenrigsminister havde alene brugt den begrundelse, at det neutrale Belgien var forpligtet til at holde sit forsvar på et niveau, der gjorde det muligt for landet at forsvare sin neutralitet ved egen kraft. Ellinger fremdrog også det andet bind af International law fra 1906, hvori han fandt samme betragtning fremsat, dog med en tilføjelse om, at en krigsførende magts besættelse af et neutralt territorium kunne retfærdiggøres, hvis den pågældende neutrale stat manglede evne til at hindre en anden krigsførende magt i at udnytte territoriet. Den russiske stats- og folkeretslærer Martens' udtalelser fra november 1903 i Reveu des deux mondes om Danmarks neutralisering, blev også fremdraget af Ellinger. Han pointerede, at Martens skrev, at når Danmark proklamerede sin vedvarende neutralitet, gav landet på ingen måde afkald på sin ret og pligt til at forsvare sin tilværelse med alle de forebyggende og øjeblikkelige virkemidler, landet rådede over, og at Danmark ville begå et sandt selvmord, dersom landet gav afkald på at forsvare sit liv, sin uafhængighed og sin inte­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4153. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4063. Parkov (1857-1934): Folketinget: Bl.a. 1906-13. Højre. Artilleri officer. Aktiv i De danske Skytteforeninger. - 139 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. gritet. Socialdemokraternes afrustningsforslag, mente han, stred mod intentionerne hos den internationale fredsbevægelse. Han henviste til Handbuch der Friedensbewegung, hvor der, efter hans udlægning, blev gjort gældende, at intet lå fredsbevægelsen fjernere end i afvæbning at se et middel til opnåelse af bevægelsens ideer eller forlange, at en enkelt stat isoleret skulle afvæbne. Afvæbning var nok bevægelsens endemål, men det skulle først ske, når den af foreningen ønskede retsunion mellem staterne var tilvejebragt og afprøvet. 0 Udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig om Danmarks udenrigspolitiske situation. Danmarks udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig fremlagde sin vurdering af den udenrigspolitiske situation og de umiddelbare fremtidsudsigter. Han fremmanede lyse fremtidsudsigter for Danmark uden dog at ville afvise muligheden for fare. Den danske regering stod i et venskabeligt forhold til alle nationer og ville indenfor en overskuelig fremtid ikke blive truet af nogen fremmed stats ønske om at udstrække sit herredømme til nogen del af det danske rige. Han bakkede sin vurdering op med henvisninger til de nyligt afsluttede konventioner om integriteten af de til Nord- og Østersøen grænsende territorier, der indbefattede Danmark og ved at fastslå, at de europæiske regeringer vidste, at Danmark under ingen omstændigheder ville angribe en anden stat, da et brud med landets neutralitetspolitik kunne sætte dets eksistens på spil: Danmarks udenrigspolitik burde således i alle situationer være neutralitetspolitikken. Der tegnedes en god udsigt for en fredelig fremtid, men fremtiden kunne frembyde forhold, der var stærkere, end de ledende statsmænds ønsker. Omstændighederne kunne fremtvinge et brud med deres ønsker om et godt forhold til Danmark. Under en krig, hvor de fremmede magters egen tilværelse stod på spil, ville det derfor være ubesindigt af den danske regering, hvis den slog sig til ro med, at ingen ønskede at skade landet, idet der kunne opstå situationer, hvor de krigsførendes interesser kunne føre til en krænkelse af den danske neutralitet. Den krigssituation, der særligt berørte Danmark, blev også af udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig, bedømt som situationen, hvor en Østersømagt ville komme i krig imod en magt udenfor Østersøen. 0 Han mente dog, at de stormagter, som kunne optræde i de danske farvande, havde en vis interesse i at holde Danmark udenfor krigen, da begge parter ville have større fordel af, at modstanderen ikke benyttede dansk territorium end af selv at gøre det. Det forudsatte dog, at Danmark – såvel med sin udenrigspolitik som med sin forsvarspolitik – indtog en fuldt ud korrekt holdning, hvilket han vurderede indbefattede et tilstrækkeligt kraftigt forsvar. Det aktuelle spørgsmål om neutralitetsforsvarets indretning hang direkte sammen med spørgsmålet om, hvor den danske neutralitet ville blive brudt; ville det kun ske ved de danske gennemsejlingsfarvande altså Storebælt, eller truede faren også ved København? Udenrigsministeren mente, truslen lå ved 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4380f. Ellinger (1857-1947): Folketinget: bl.a. 1903-1918. Formand for Højres partigruppe i Folketinget. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4154f. - 140 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. København, men han havde dog ikke altid haft denne opfattelse. Han udtalte således, at han som udenrigsminister havde fundet det indlysende, at en bevidst krænkelse af den danske neutralitet ikke ville blive styret af tilfældigheder: ”Om vor Neutralitet under Krigen vil blive respekteret, er af de fremmede Magter i Hovedtrækkene afgjort, inden Krigen begynder. Er nu den ene eller den anden Part kommen til den Overbevisning, at vort Forsvar ikke indgyder tilstrækkelig Garanti eller Styrke overfor alle Parter, og at det kan befrygtes, at vort Territorium vil blive benyttet, ville vi antagelig blive inddragne i Striden, og det vil da være mere fordelagtigt, inden Krigen begynder, at sikre sig Danmark end under Krigen at besætte enkelte Punkter. Det første kan, hvis København ikke er befæstet forsvarligt til Søs, og Byen ikke er sikret paa Landsiden mod Overrumpling, uden store Ofre ske ved et coup de main mod Hovedstaden. Derved vil vor Modstandskraft blive saa absolut lammet, at vi rimeligvis ville blive nødte til at tage Parti for Angriberne, hvorimod den magt, der under Krigen okkupere et eller andet strategisk Punkt ved vore Kyster, derved driver Danmark over paa Modstanderens Side, et Moment, der, hvor smaa vi end ere, paa Grund af vor Beliggenhed ved selve Krigsskuepladsen har ret stor Betydning. Yderligere ville vi ved under Krigen at faa vor Neutralitet krænket, kunne faa Hjælp, og denne Hjælp vil og maa blive ydet os, ikke for vor, men for den anden krigsførende Magts Skyld. Det er jo nemlig klart, at blive Dele af Danmark okkuperede, sker det for derved at vinde en Fordel overfor Modparten. En pludselig Bemægtigelse af København vil derimod ikke levne Tid til, at Hjælp ude fra kan komme til stede. Jeg [Udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig] mener derfor, at vore Udsigter til at undgaa Krig ere særlig paa de første Stadier af Krigen gode, forudsat at vi indgyde alle Magterne tilstrækkelig Garanti for vor fuldt ud loyale Holdning og for en tilstrækkelig kraftig Modstand fra vor Side. Derimod vil vor Stilling i modsat Fald blive mere end prekæt. Det viser sig da ogsaa, saavidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, at alle de fremmede Magter ønske, at vi faa et saa stærkt Forsvar som muligt, og at ikke en eneste syntes stemt for, at vi lade København henligge uden Støttepunkt for Forsvaret til Lands. For intet Lands Vedkommende kunde en Sikring af Hovedstaden til begge Sider anses for særlig rettet mod det. Og da der derved ville faas en Garanti for, at ikke en Overrumpling forsøgtes, vilde ingen Magt behøve at frygte, at Modparten gjorde det.” 0 Tidligere Konseilspræsident Deuntzer om den neutrale stats forsvarspligt. Den tidligere konseilspræsident Deuntzer stod fortsat ved sine udtalelser til Forsvarskommissionen om, at hvis et land ville være neutralt, havde det pligt til at forsvare neutraliteten. Han mente dog, andre havde lagt andet og mere i disse udtalelser,end han havde. Han pointerede, at udtalelsen om, at det var en pligt at forsvare neutraliteten ikke indeholdt noget om, hvordan neutralitetsforsvaret skulle ordnes. Hans vurdering af neutra­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4155f. - 141 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. litetsforpligtelserne var, at enhver krænkelse mod det danske territorium så vidt muligt skulle afværges, uanset hvilken krigsførende magt der stod bag, og hvor krænkelsen måtte finde sted, hvilket for ham også inkluderede Dansk Vestindien. Selv om man ikke forinden vidste, hvor eller hvornår en krænkelse ville finde sted, var det en pligt så vidt muligt at afværge den. Derfor måtte man i fredstid indrette sig, så det blev muligt. Når pligten var opfyldt i fredstid, og man derefter i krigstid handlede efter bedste evne og konduite, havde landet gjort sin pligt. Med sin udlægning af neutralitetspligten, og hvad der skulle gøres i krig og fred, mente Deuntzer, at han også indirekte havde udtalt sig om, hvilke midler der måtte til for at opfylde denne pligt. For at der ingen tvivl skulle være, udtalte han dog direkte, at neutraliteten krævede en let bevægelig og altid tilstedeværende krigsmagt. Han mente også, at der godt kunne skelnes mellem neutralitets- og eksistensforsvar. 0 ”Det forsvarlige forsvar”. De forsvarsvenlige politikere talte meget om, at målet med forhandlingerne skulle være ”et forsvarligt forsvar”. Det radikale Venstre og Socialdemokratiet, der ikke blev regnet for forsvarsvenlige, kunne med udgangspunkt i dette udefinerede begreb udstille deres modstanderes manglende enighed om, hvad begrebet indebar. Fra radikal side greb Slengerik fat i udtrykket og dét, at det kunne tillægges forskelligt indhold, alt efter hvad brugeren af begrebet ønskede. 0 Ud fra udtalelser af regeringspartiernes repræsentanter og regeringsmedlemmerne udledte Slengerik tre forskellige opfattelser af, hvad ”et forsvarligt forsvar” konkret forudsatte. 1) Efter regeringens forslag fordrede det forsvarlige forsvar både Københavns sø- og landbefæstning, mens 2) J. C. Christensen fandt, det fordrede Københavns søbefæstning og et par fløjforter, og 3) Venstrereformpartiets medlemmer af Forsvarskommissionen af 1902 som en del af kommissionsflertallet, havde ment, Københavns søbefæstning alene var en forudsætning for ”et forsvarligt forsvar”. Slengerik pointerede, at det i allerhøjeste grad var subjektivt, hvad der kunne betegnes som ”et forsvarligt forsvar,” og at kravet om et ”forsvarligt forsvar” derfor ikke kunne tillægges alt for stor vægt. Selv forstod han begrebet således, at det dækkede over et forsvar, der var indrettet med et mål for øje, som landet havde evne til at nå og var ordnet, så man havde midlerne til at nå det. Han opfattede det som højst uforsvarligt med et forslag, der opsatte et mål, landet ikke havde evner til at opfylde, og netop sådan opfattede han både et militært eksistensforsvar og et militært neutralitetsforsvar. Ligesom han opfattede det både som uforsvarligt at opstille et urealistisk mål og at anvende midlerne på en gal måde. Det var hans opfattelse, at Danmark ikke kunne opfylde sine folkeretslige forpligtelser mht. et neutralitetsforsvar, hvis næsten alle de danske forsvarsmidler blev koncentreret på et enkelt sted (Sjælland og København), hvorved det øvrige land i høj grad blev blotlagt. Grundlæggende mente Slengerik, at Danmark ikke kunne basere hver­ 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4264ff. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 4438ff. - 142 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. ken sin eksistens eller sin neutralitet på militærmagt, da Danmark ikke ville være i stand til at skabe et stærkt nok militært forsvar til at kunne forsvare hverken eksistens eller neutralitet. Han afviste de forsvarsvenlige politikeres argument om, at der skulle eksistere en folkeretslig neutralitetspligt til at kunne forsvare sin neutralitet, da de folkeretslige regler ikke kunne kræve det umulige. Han fremhævede, at selv om Danmark ikke havde nogen folkeretslig forpligtelse til at udrette det umulige – som at forsvare Danmarks eksistens eller neutralitet, når landet blev angrebet af aldeles overlegne kræfter – så var der folkeretslige regler Danmark burde og kunne opfylde, og hvis opfyldelse derfor godt kunne opstilles som et forsvarligt mål for den nye forsvarsordning. De folkeretslige regler Danmark burde og kunne opfylde fandtes i Haagkonventionen af 29. juli 1899. Det var regler for den situation, hvor en fremmed hærstyrke – forfulgt af fjenden – flygtede ind på neutralt territorium. Den neutrale stat skulle internere sådanne tropper. Det var et krav Slengerik vurderede, Danmark var i stand til at opfylde, men det krævede et dansk militærvæsen om end i et mindre målestok end det eksisterende, og Københavns befæstning opfattede han ikke et middel, der tjente til opnåelsen af dette mål. Med dette udfald mod de forsvarsvenlige havde Slengerik samtidig forklaret, hvorfor de radikale havde indtaget et mellemstandpunkt og ikke støttede det socialdemokratiske afrustningsforslag. Udvalgsbetænkning og anden behandling. Førstebehandlingen af de fremlagte lovforslag sluttede med at henvise dem til et Folketingsudvalg. 0 Ikke uventet viser udvalgsbetænkningen, at udvalget havde delt sig efter stort set de samme linier som Forsvarskommissionen og Folketinget. Enigheden gjaldt som hidtil kun den overordnede forudsætning: Opretholdelsen af landets neutralitet. Meningerne havde derefter delt sig, da det kom til spørgsmålet om forsvarsordningens art og omfang. Udvalgsflertallet (bestående af syv venstrepolitikere og en højrepolitiker, Pinstrup) havde tilsluttet sig regeringens forslag om at udvide og forbedre Københavns søbefæstning, anlægge søforter ved Vedbæk og Mosede og nedlægge landbefæstningen. Regeringsforslaget om de fremskudte, forberedte stillinger havde kun opnået tilslutning fra to af flertallets venstrepolitikere og et højremedlem (Parkov), der dog ikke støttede regeringens beslutning om, at den eksisterende landbefæstning skulle nedlægges, når de fremskudte anlæg var blevet opført. Dermed stod det ved andenbehandlingens start klart, at regeringsforslaget om de fremskudte forter havde delt Folketingets venstregrupper, og forslaget stod derfor svagt. I sin første udtalelse under andenbehandlingen udtrykte konseilspræsident og forsvarsminister Neergaard fortsat håb om, at der kunne nås en forsvarlig ordning. 0 Han erindrede om, at der mellem anden- og tredjebehandlingen ville komme et Folketingsvalg, og derfor ønskede han, at man endnu skulle holde sig til 0 Udvalget bestod af: J.C. Christensen, L. Rasmussen (Ribe A. 4. V.), Ingvard Jensen, Pedersen-Nyskov, Jensen-Knudstrup, Carl Hansen (Præstø A.5.V.), Pinstrup, Lindø, K.M. Klausen, Wilmann, N.C. Christensen, Slengerik, Zahle, Parkov og N. Jensen. Udvalgsbetænkningen findes i Rigsdagstidende 1908- 09 Tillæg B., sp. 1973ff. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 6214ff. - 143 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. hovedtrækkene og ikke komme dybere ind på enkeltheder end højst nødvendigt. Tillige forsikrede han om, regeringens forhandlingsvillighed også angående den fremskudte linie, idet overvejelserne omkring forslagets enkeltheder fortsatte, og at det ikke var et dogme for regeringen, at linien skulle drages netop som i regeringsforslaget. Han forsikrede om, at sagen ville foreligge væsentligt fyldigere belyst, når sagen skulle tages op igen efter Folketingsvalget. Hans udtalelser fremstår som en indirekte indrømmelse af, at han stod svagere med dette forslag end forventet. Neergaard udtalte sig dog også mere resolut om regeringens holdning til de fremskudte stillinger, og den støtte han forventede til regeringen: ”Naar en Regering udtaler sig, som jeg har gjort som Regeringens Chef, om den Betydning, man tillægger en vis Foranstaltning for Landets hele internationale Stilling, maa Regeringen nødvendigvis sætte sin Stilling ind på, at denne Udtalelse bliver hørt og bliver respekteret.” 0 Debatten for og imod landbefæstningen, hvortil debatten om de fremskudte stillinger indgik, kørte primært på argumenterne om, hvorvidt faste stillinger ved København ville frigøre hæren til operationer andre steder på Sjælland, eller om det modsatte ville være tilfældet. Til samme kategori hørte diskussionerne om, hvor mange tropper der skulle bruges til Københavns forsvar, alt efter om der var en landbefæstning eller ej, og om de tropper, der skulle bruges nu, også ville være til rådighed. Kort sagt om det ville være en fordel eller en ulempe med en landbefæstning ved København. Spørgsmålet om, hvorvidt København var det rette sted at forvente et neutralitetsbrud og således det rette sted at koncentrere de danske tropper, var et mindre brugt argument i debatten, selv om det må siges at være et vigtigt strategisk argument. Når spørgsmålet om, hvor en neutralitetskrænkelse kunne tænkes at ville finde sted, blev rejst af de, der ikke opfattede hovedstaden som det eneste sted, hvor man skulle regne med en neutralitetskrænkelse, skete det enten i et forsøg på at påpege, at neutralitetskrænkelser i teorien skulle hindres, uanset hvor de fandt sted, eller i et forsøg på at flytte opmærksomheden fra Øresund og København til Storebælt. Rasmus Hansen kom således med to argumenter til fordel for de foreslåede fæstningsanlæg i Smålandsfarvandet, som også berørte spørgsmålet om Københavns placering i det danske neutralitetsforsvar. 0 Disse fæstningsanlæg var dem der tiltalte ham mest. Han forstod de saglige grunde, der talte for at placere støttepunkter i Smålandsfarvandet, men de havde også en politisk værdi for ham. Han kunne se etableringen af en flådestation dernede som et første skridt frem imod en befæstet flådehavn udenfor København og således et første skridt for at gøre København til en åben by, som 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 6241f. 0 Rasmus Hansen (1857-1918): Folketingsmedlem 1895-1918. Tilhørte til 1909 Venstrereformpartiet, stod senere uden for partierne men i valggruppe med Det radikale Venstre, hvis forsvarsforslag han dog i 1909 fandt ufyldestgørende og ikke kunne tiltræde – se Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 6277-6279. - 144 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. han om end lidt tøvende, fremsatte som sit ideal. 0 Han mente, at København ikke var den plads, der var mest udsat for at blive krænket, det var Storebælts kyster. Han pointerede, hvorledes den tænkte krigsskueplads jævnt havde flyttet sig fra øst mod vest. Tidligere havde den primære forbindelsesvej mellem Kattegat og Østersøen været Øresund, men eftersom krigsteknikken udviklede sig og krigsskibene blev større og gik dybere i vandet, kunne Øresund ikke længere benyttes, og man trak sig mod vest til bælterne, navnlig Storebælt. Han forudså en forskydning længere mod vest, idet han mente, at de nye Dreadnought skibe kun med stor vanskelighed og med iagttagelse af den yderste forsigtighed ville kunne passere Storebælt. Han henviste således til tyskerne, der i den seneste vinter havde flyttet deres flådeøvelser, som de plejede at holde i Østersøen og Kattegat, til Nordsøen. For Rasmus Hansen indikerede det, at København ikke længere var det sted, der ville være mest udsat for neutralitetskrænkelser. Med flytningen af krigsskuepladsen til Nordsøen kunne han tillige glædes ved, at den jyske vestkyst af naturen var så godt sikret, at ingen ville kunne gøre det tilsvarende. Et andet punkt, der endnu mere sjældent blev bragt frem i debatten om København og landbefæstningen, var flyvningens teknologiske udvikling. En af de få gange, det blev bragt på banen, var under andenbehandlingen, hvor kommandør Emil Bluhme rejste spørgsmålet om luftkrig. 0 Han kunne som gammel søofficer med en vis vægt berette, at selv stormagten Storbritannien så med frygt på udviklingen af luftskibene, og at der således i den britiske flåde var en vis tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at bygge de store Dreadnoughter, som de mente ville være særligt udsat for tilintetgørelse af projektiler fra luftskibe. Derfor mente han, at de danske beslutningstagere også burde overveje om der, som følge af den teknologiske udvikling i det hele taget, burde ligge en fæstning omkring København. Bluhme mente, man skulle nedlægge land- og søbefæstningen og flytte flådens leje til et fæstningsanlæg, der ikke var større end, at det var finansielt overkommeligt og militært forsvarligt. Spørgsmålet om luftkrig blev dog ikke taget op af de andre folketingsmedlemmer. Andenbehandlingen endte i Folketingets 122. møde, tirsdag d. 22. april 1909. Nogle paragraffer blev ændret, men alle regeringens lovforslag blev vedtaget, og det var kun det socialdemokratiske afrustningsforslag der blev nægtet overgang til tredjebehandling, med 59 stemmer mod 27. Den største ændring gjaldt forslaget til lov om befæstningsanlæg. 0 Den af de radikale medlemmer af Folketingsudvalget Slengerik og Zahle foreslåede nye affattelse af lovforslaget – hvori det fastsattes, at samtlige befæstningsanlæg ved København, såvel til lands som til søs, blev desarmeret og afleveret til finansministeriet 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 6278. Hans tøven skyldtes det økonomiske aspekt. 0 Emil Bluhme (1833-1926): Folketingsmedlem: bl.a. 1887-25. maj 1909. Venstrereformpartiet. 1893 næstformand i Dansk Fredsforening. Var med til at stifte den danske afdeling af det interparlamentariske Forbund. Kommandør 1902. Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 6297f. 0 Rigsdagstidende 1908-09. Folketingets Forhandlinger, sp. 6444ff. Se tillige tillæg A, sp. 3523ff. - 145 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. – blev forkastet med 70 stemmer mod 34. Den mest markante ændring af lovforslaget var forkastelsen af § 3: Om anlæggelsen af fremskudte forberedte stillinger i en linie omtrent fra Vedbæk til Store Vejleåens udløb. På begæring af bl.a. J.C. Christensen, Slengerik og K.M. Klausen blev den forkastet ved navneopråb med 69 stemmer mod 35, mens 2 svarede stemmer ikke og 7 var fraværende. 0 Det ændrede lovforslags overgang til tredjebehandling blev vedtaget med 64 stemmer mod 32. Forslagene kom dog ikke til tredjebehandling, derimod kom forsvarssagen sammen med Alberti-skandalen til at spille en prominent rolle ved Folketingsvalget den 25. maj 1909. Den overordentlige samling 1909 og Neergaards fald. Efter Folketingsvalget blev Rigsdagen indkaldt til en ekstra samling i sommeren 1909 for hurtigst muligt at få ordnet forsvaret. Den 12. juni 1909 fremsatte Neergaard igen sine forsvarsforslag, som de var blevet ændret ved andenbehandlingen, og som han havde kunnet godkende. 0 For forslag til lov om befæstningsanlæg betød det, at der i § 2 var afsat et mindre beløb end oprindeligt foreslået i accept af ændringen ved andenbehandlingen, mens § 3 ikke var udtaget af lovforslaget, hvorved forsvarsministeren på dette punkt ikke fulgte Folketinget: ”§3. Forsvarsministeren bemyndiges til at anvende et Beløb af 10.500.000 kr., der dækkes af det i Forslag til Lov om Afhændelse af forskellige Fæstningsværker og Arealer omhandlende særlige Fond, til Anlæg af fremskudte forberedte Stillinger i en Linie omtrent fra Vedbæk til Store Vejleaaens Udløb. §4. Efter at de foran nævnte Foranstaltninger ere fuldførte, ville de til Kjøbenhavns nuværende Befæstning henhørende Anlæg, der ikke fremtidig indgaa som Led i Kjøbenhavns Søbefæstning, være at desarmere. De hertil nødvendige Udgifter bevilges paa Finansloven. Derefter afleveres følgende Landbefæstningsanlæg med Undtagelse af Skyts- og Amunitionsmagasiner til Finansministeriet, nemlig: Vestenceinten, Husumenceinten, Oversvømmelsesanlægene, Gladsaxefortet, Bagsværdfortet, Lyngbyfortet, Fortunfortet, Thinghøjbatteriet, Budingebatteriet, Vangedebatteriet, Gentoftebatteriet, Bernstorffbatteriet, Vestre og østre Ordrupkratbatterier og Christiansholmslinien uden Hvidørebatteriet.” 0 Finansministeren genfremsatte også det til forsvarslovforslagene hørende lovforslag 0 Imod § 3 stemte bl.a.: Anders Nielsen (Hjørring A.2.V), landbrugsminister Anders Nielsen (Viborg A.5.V.), Sigvald Olsen, Pedersen-Nyskov, Pindstrup, Rørdam, Sabroe, Slengerik, Stauning, Trier, Wilmann, Zahle, Sigurd Berg, Borgbjerg, J.C. Christensen, Deuntzer, Ingvard Jensen, Jensen-Knudstrup, K.M. Klausen og Krabbe; mens jastemmerne bl.a. talte: Konseilspræsident og forsvarsminister N. Neergaard, Parkov, Chr. Reventlow, Ludvig Reventlow, Sveistrup, kultusminister Enevold Sørensen, indenrigsminister Klaus Berntsen, Birck, Ellinger, justitsminister Svend Høgsbro og Lindø. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger og Tillæg A. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg A, sp. 89ff - 146 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. om forhøjet indkomst- og formueskat til staten, og de socialdemokratiske folketingsmedlemmer genfremsatte deres afrustningsforslag. Det nye indslag i forsvarsdebatten efter Folketingsvalget var spørgsmålet om, hvordan valgresultatet skulle tolkes. Hvem havde lidt nederlag, og hvem havde vundet valget og kunne dermed påberåbe sig den største folkelige opbakning til sit forslag? Som følge af valgreglerne kunne J.C. Christensen proklamere valgresultatet som et nederlag for både Venstrereformpartiet og Socialdemokratiet, mens socialdemokraterne udråbte valget som en sejr, p.g.a. partiets stemmefremgang, der dog ikke havde ført til mandatfremgang. J. C. Christensen tog nu klart afstand til forslaget om de fremskudte forter. Han pointerede, at selv om Højre havde tilsluttet sig forslaget, var det ikke fordi, partiet var enige med regeringen. Regeringens forudsætning for forslaget var, at de fremskudte stillinger skulle erstatte den eksisterende landbefæstning, mens Højres forudsætning var, at landbefæstning skulle bestå. J. C. Christensen mente, at den danske neutralitet krævede et kystforsvar og henviste til kommandør Kofoed-Hansen, der i en pjece havde skrevet, at hvis Danmark indskrænkede sit forsvar til hovedstaden og dermed blotlagde de øvrige territorium, ville det resultere i neutralitetskrænkelser. Landbefæstningens opretholdelse ændrede ikke på kravet om at møde en krænkelse ved kysten. Fæstningen forudsatte derfor, at der var mandskab nok til såvel en fæstningshær som en mobil operationshær, og det mente J. C. Christensen ikke, Danmark havde resurser til. 0 Fæstningstilhængerne mente godt, Danmark kunne opretholde både hær og landbefæstning. Christian Reventlow var en af fortalerne for, at landet godt kunne klare begge dele, og at landbefæstningen endda var en forudsætning for kystforsvaret. De var enige om, at hovedstaden skulle forsvares, da dens fald ville hindre videre dansk modstand. Derfor kunne Reventlow ikke begribe, hvorfor J. C. Christensen afviste faste forsvarsværker, da han selv var overbevist om, at faste værker ville gøre det muligt for en mindre hærstyrke at forsvare byen, end hvis der ingen var, og at der dermed kunne frigøres en del af hærens styrker fra byens forsvar til anvendelse ved kysterne. 0 De forsvarsvenlige fastholdt, at en neutral stat havde en forpligtelse til at forsvare sin neutralitet. Det blev særligt afvist af de radikale, hvis opfattelse var, at nok skulle mindre krænkelser hindres, men der var ingen pligt til at yde det umulige. Danmark kunne derfor ingen pligt have til at afværge en stormagts forsætlige krænkelse, da landet ingen mulighed havde for at hindre det. De forsvarsvenlige afviste denne opfattelse og mente ikke, den fandtes noget andet sted i verden end hos de radikale i Danmark. Konseilspræsident og forsvarsminister Neergaard henviste til, at de folkeretslærde var enige om, at en neutral stat havde pligt til at afværge neutralitetskrænkelser, og at denne pligt ikke ophørte, når krænkelsen blev af særlig alvorlig karakter, mindst af alt når den var forsætlig, og at 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 126ff. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 282f. Christian Reventlow: Folketinget 1906-1910. Stof udenfor partierne, oprindeligt tilhørende Højre. - 147 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. de ikke havde ændret holdning efter den anden Haagkonference. Han pointerede også, at alle stater – både før og efter konferencen – havde handlet ud fra den forudsætning, at de af alle evner måtte forsvare deres neutralitet. Han mente bestemt ikke, at konferencen havde fået de neutrale stater til at slække på deres forsvarsbestræbelser, derimod kunne der i både små og store stater spores en betydelig større anspændelse end tidligere. Belgien, hvor tidens brændende spørgsmål også var reorganiseringen af landets forsvar, blev fremhævet af Neergaard som et eksempel på, hvordan småstaterne styrkede deres forsvarsvæsen ganske væsentligt som følge af deres erkendelse af, at deres eneste virkelige sikkerhed under et stormagtssammenstød, ville være styrken af deres eget neutralitetsværn. De radikale afviste, at deres holdning skulle være noget særligt, idet Slengerik tillagde den Haagkonferencen, hvilket regeringen afviste. 0 Højre afviste også den radikale opfattelse. Nogle højrepolitikere gik så langt, at de direkte afviste neutralitetsforsvaret til fordel for eksistensforsvaret. Oberst N. P. Jensen afviste begreberne om at konstatere neutraliteten og neutralitetsforsvaret som tomme fraser uden reelt indhold. 0 Neutralitet var en fredstilstand, der blev brudt ved en krænkelse, hvorved krigstilstanden indtrådte. Når der skulle føres krig, ville angriberen (ifølge N. P. Jensen) altid føre krigen med afgørelsen for øje, og det måtte forsvaret rette sig efter. Han mente, det var en fuldstændig vildfarelse, hvis man troede på, at forsvaret kunne indrettes på en anden måde, når staten skulle holde sig neutral, end når det gjaldt eksistenskampen. Han mente, at denne holdning også lå til grund for forholdene i Belgien og Schweiz, dvs. de to lande havde erkendt, at deres neutralitetserklæringer ikke betød mere end det papir, de var skrevet på, og at når krigen kom, ville det gælde deres eksistens. Neutraliteten var et valg, der var truffet ud fra den opfattelse, at det var det bedste middel til at sikre statens eksistens, mens forsvaret måtte indrettes til eksistenskampen. Han gav derfor socialdemokraterne ret i, at neutralitetsforsvaret var en inkonsekvens, da væbnet magtanvendelse var krig, og den neutrale magts forsvar (som professor Martzens havde formuleret det) en forsvarskrig. Forsvaret skulle dog ikke indrettes efter det værst tænkelige forhold. Enhver stat, der var i stand til at angribe landet, var en potentiel fjende, og forsvaret kunne derfor ikke rettes imod en enkelt modstander. Inden fredsbruddet kom, skulle forsvarets krigsskueplads vælges og indrettes til opgaven. Danmarkshistorien havde ifølge N. P. Jensen vist, at når Danmark stod overfor en overlegen modstander, der havde herredømmet til søs, var Sjælland og København angrebsmålet, og sådan ville det også være i fremtiden. Krigsskuepladsen ville altid være Sjælland, og København ville altid være det mest sårbare punkt. Han var ikke i tvivl om, at søbefæstningen var et resultat af en dansk erkendelse af, at Danmark intet ville kunne stille op, hvis en fjendtlig 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 174f., 347, 344 og 456f. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 197ff. og sp. 342ff. Niels Peder Jensen (1830-1918): Folketingsmedlem: bl.a. 1909-10. Landofficer (bl.a. ved Generalstaben 1860 - 1895) og krigshistorisk forfatter, bl.a. om de sønderjyske krige, den fransk-tyske krig 1870-71 og Napoleons forskellige felttog, samt adskillige pjecer. - 148 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. flåde lagde sig på Københavns Red og truede byen med bombardement. Landbefæstningen sikrede byen mod land og var, ifølge N. P. Jensen, en forudsætning for, at søbefæstningen ikke var meningsløs. Han afviste, at landbefæstningen kunne erstattes af det levende værn, idet han pointerede, at flåden også var et levende værn, men at ingen drømte om, at flådehavnen ikke skulle være befæstet. Søbefæstningen sikrede både byen mod bombardement og flådens mobilisering, mens landbefæstningen sikrede hærens mobilisering. Han afviste ikke beskyldningen om, at forsvaret blev koncentreret omkring hovedstaden, hvorved resten af landet blev blotlagt, men pointerede, at selv stormagterne ikke kunne forsvare hele deres territorium. For ham var der ingen grund til bekymring, da afgørelsen kun kunne falde på Sjælland, og der derfor ikke ville finde større krænkelser sted i de andre landsdele. Han regnede kun med en mulig krænkelse i Jylland, hvis Storbritannien ville landsætte tropper i Esbjerg for derfra at angribe Kielerkanalen. Han vurderede, at tyskerne ingen interesse ville have udenfor den danske hovedstad, idet han henviste til Moltkes preussiske felttogsplan fra 1864. Her havde Moltke regnet med to hovedvanskeligheder for en preussisk kamp mod Danmark. Preussen kunne erobre Jylland, men for at det skulle få nogen betydning, måtte besættelsen være langvarig, og han mente ikke, at Preussen kunne få lov til det uden indblanding fra andre stater. Den anden vanskelighed var, at Preussen i 1864 manglede en overlegen flåde og derfor ikke kunne nå øerne og den danske hovedstad. Neergaard afviste opfattelsen af, at krigstilstanden afløste freden, så snart neutraliteten blev militært forsvaret, idet han henviste til Haagkonferencen: ”Der staar udtrykkelig i § 26: ”En neutral Magts Udøvelse af de Rettigheder, der ere tillagte den i nærværende Konvention” – og blandt disse Rettigheder er jo sikkert og klart den at afværge saadanne Handlinger fra en fremmed Magts Side, der ere Brud paa Neutraliteten – ”kan aldrig anses som en lidet venskabelig Handling af den ene eller den anden krigsførende, der har antaget de paagældende Artikler”. Der er altsaa ingen, der er berettiget til at opfatte Afværgelsen af et saadant Angreb som Krig. Folkeretlig set er det ikke Krig, men kun Hævdelse af den neutrale Stats Rettigheder som saadan.” 0 Efter førstebehandlingen blev lovforslagenes overgang til andenbehandlingen vedtaget uden afstemning og på forslag af J.C. Christensen henvist til et folketingsudvalg, der afgav betænkning den 16. juli 1909. 0 ”Skønt Udvalgets Medlemmer med Undtagelse af Socialdemokraterne ere enige i en Række Grundsynspunkter med Hensyn til Landets For­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 457 (N. Neergaard.) 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 488-499. Tillæg B., sp. 29ff. Udvalget bestod af: J.C. Christensen, Ingvard Jensen, Pedersen-Nyskov, Carl Hansen, Lindø, K.M. Klausen, N.C. Christensen, Hauge, Slengerik, Zahle, P. Munch, Parkov, Hammerich, Dinesen og N. Jensen. - 149 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. svar, er det dog ikke lykkedes – nu lige saa lidt som før Folketingsvalget – at naa til en fælles Indstilling til Tinget om de foreliggende Lovforslag. De fælles Grundsynspunkter ere: 1. Danmark har Pligt til at holde en væbnet Magt til Opretholdelse af Landets Neutralitet. 2. Regeringen afgør i hvert enkelt Tilfælde, hvorvidt en stedfindende Krænkelse af Landets Neutralitet er af en saadan Art, at den væbnede Magt maa skride ind. 3. Da Regeringens Afgørelse eventuelt kan blive Genstand for Prøvelse ved en international Domstol, gælder det om, baade at Regeringen altid handler i Overensstemmelse med indgaaede Traktater og med Folkerettens Regler, og at Landets væbnede Magt tillige er indrettet saaledes, at Regeringen kan bruge den til det under Punkt 1. nævnte formaal. 4. Ved Afgørelsen af, hvorledes den væbnede Magt derfor maa indrettes, hvor stor den skal være, af hvilken Art den skal være, o.s.fr., maa der skønnes baade over Landets politiske Stilling og over dets økonomiske Evne. Dette Skøn udøves af Lovgivningsmagten, og det er i Henseende hertil, at Meningerne dele sig, saa at Udvalget opløser sig i Mindretal.” 0 Udvalget havde delt sig i fem mindretal, der fremsatte forskellige forslag. Mindretallene holdt sig til de holdninger de eller deres gruppe havde fremsat tidligere, og der fremkom forslag både for og imod regeringsforslaget om de fremskudte stillinger. J.C. Christensen, Carl Hansen, Ingvard Jensen og Pedersen-Nyskov forkastede således de fremskudte stillinger og foreslog, at tidspunktet for landbefæstningens nedlæggelse blev fastlagt til udgangen af 1918. De tre radikale medlemmer genfremsatte deres tidligere ændringsforslag og forklarede deres generelle tilslutning til de fire punkter fra udvalgsbetænkningen. De mente ikke, at punkt 1 skulle forstås som en forpligtelse til at indrette militæret til et forsvar imod en betydelig overlegen angriber, da de mente, det ville være ensbetydende med krig, og at der ikke var nogen krigspligt. De mente, den danske pligt var at holde en væbnet styrke beregnet til at afbøde ”den Art mindre Neutralitetskrænkelser af mere eller mindre tilfældig Karakter, overfor hvilke der er Brug for Politiforanstaltninger, ikke for egentlig Kamp.” 0 Med punkt tre mente de kun, der kunne være tale om folkerettens anerkendte regler, og ikke de mange teorier forskellige forfattere havde opstillet og punkt fire mente de, alle (inkl. socialdemokraterne) kunne være enige om. De pointerede, at de var uenige med de såkaldte forsvarsvenlige mht. forpligtelsernes omfang: 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg B., sp. 29f. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg B., sp. 33. - 150 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. ”De forskellige Mindretal, der kræve en Udvidelse af Danmarks Militærvæsen, anse vel for de 5/6 af Landet en beskeden Styrke – der ikke afviger meget stærkt fra den af os foreslaaede – for tilstrækkelig, men de paastaa, at vore Neutralitetspligter kræve, at vi ved talrige Fæstningsanlæg, Forøgelse af Hæren og Udvikling af Flaaden skulle indrette os paa at forsvare en enkelt Del af Landet, Sjælland, ogsaa mod større Angreb af en fremmed Magt. Dette synes os en Selvmodsigelse. Danmarks Neutralitetspligter kunne umulig være af en helt anden Karakter paa Sjælland end i Jylland, paa Fyn og i de øvrige Landsdele. Det er uimodsigeligt, at Danmarks Optræden under en Krig mellem andre Magter kan faa skæbnesvangre Følger, men ingen anden Følge kan blive tilnærmelsesvis saa ulykkkebringende for Landet, som det vil være, om Danmark, fordi det har Fæstningsanlæg af Betydning for de stridende Parter, inddrages i Krigen, og en haardnakket Kamp om disse Fæstningsanlæg finder Sted. Al Sandsynlighed taler for, at en saadan Kamp vilde ende med, at en af de fremmede Magter bemægtede sig de danske Fæstningsanlæg, og da vilde en Tilbagegivelse af disse efter Krigen blive meget vanskelig at opnaa.” 0 De fremskudte forter var i lovforslaget blevet begrundet med, at de skulle være med til at sikre mobiliseringen. Dinesen, Hammerich og Parkov tilsluttede sig denne opfattelse men mente ikke, det var den eneste grund til, at de var nødvendige: ”Men vi maa tillige stærkt fremhæve, at vi ogsaa af andre Grunde anse en saadan Støtte for Hæren ved faste i Fredstid tilvejebragte værker m.m. for at være en aldeles uundgaaelig Nødvendighed, naar Hæren skal kunne opfylde de Krav, som Neutralitetsforsvaret af Sjælland stiller til den. Vi indse nemlig ikke, hvorledes Hæren ellers, efter at den er mobiliseret, med tilstrækkelig Styrke og Frihed skulde kunne optræde ved Forsvaret af Kysterne, idet den uden Foranstaltninger som de nævnte vilde blive uløselig bunden til med største Delen af sine Kræfter at blive i Nærheden af Hovedstaden for ikke at udsætte sig for, at Byen kom i Fjendens Vold, medens Hæren var fastholdt andet Sted. Vi finde det ligeledes absolut nødvendigt, at Hæren, hvis Kystforsvaret skulde glippe, ikke straks udsættes for Tilintetgørelse, men kan søge Tilflugt bag en i Fredstid tilvejebragt dækkende Linie om Hovedstaden, hvor den kan have Udsigt til at forsætte Modstanden saa længe, at Hjælpen fra anden interesseret Side kan komme rettidig. Neutralitetsforsvaret faar paa denne Maade den tilbørlige Dybde, saa at ikke en enkelt kortvarig Kraftanstrengelse fra en Angribers Side kan kaste det over Ende, og kun derved tør vi vente, at Neutralitetsforsvaret vil blive respekteret paa saadan Maade, at Neutraliteten overhovedet ikke 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg B., sp. 34. (Munch, Slengerik og Zahle) - 151 -


brydes. Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Det er ganske naturligt, at de Dele af den nuværende Landbefæstning, som blive overflødige, naar den fremskudte Linie er fuldført, afleveres som foreslaaet til Finansministeriet. Men paa nærværende Tidspunkt vil det formentlig være forhastet af mange Grunde at angive i Enkeltheder Bestemmelse herom.” 0 Socialdemokraterne N.C. Christensen, Hauge og K.M. Klausen indstillede afrustningsforslaget til uforandret vedtagelse, og regeringsforslagene blev fortsat foreslået nægtet overgang til tredjebehandlingen. Udvalgets sidste to medlemmer N. Jensen og Lindø henviste også til tidligere afgivne bemærkninger men tilføjede, at deres tilslutning til forslaget om nedlæggelse af den eksisterende landbefæstning forudsatte, at også regeringens forudsætninger for dette forslag blev opfyldt, nemlig opførelsen af de fremskudte forter. 0 Da andenbehandlingen startede, stod det klart, at sagen var kørt fast på spørgsmålet om Københavns landbefæstning, selvom et flertal i udvalget havde været enige om, at hovedstaden selvfølgelig også skulle forsvares mod land. De forskellige grupperinger i Folketinget indtog de samme synspunkter som inden folketingsvalget, og andenbehandlingen blev yderst kortfattet, da forslagenes overgang til tredjebehandling allerede kom til afstemning den dag, andenbehandlingen var blevet påbegyndt. Som ventet efter at Venstrereformpartiets leder J. C. Christensen havde taget kraftigt afstand til forslaget, blev forslaget om de fremskudte stillinger forkastet, da 63 stemte imod og kun 41 for forslaget. 0 Spørgsmålet var afgørende for regeringens forsvarsplan, og afstemningen kom da også til at foregå ved navneopråb, så det stod klart for alle, hvad hvert enkelt folketingsmedlem havde stemt. Efter forslaget om de fremskudte stillinger var blevet slettet, blev alle regeringens forslag sendt videre til tredjebehandling, mens det socialdemokratiske afrustningsforslag blev standset. Inden tredjebehandlingen kunne finde sted, skete der dog et regeringsskift, som fik afgørende betydning for forsvarssagens løsning. N. Neergaard indgav sin regerings afskedsbegæring til kongen den 31. juli 1909 men blev på posten, indtil kongen den 16. august kunne udnævne lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg til ny konseilspræsident for en regering, hvor J. C. Christensen var forsvarsminister. Regeringen Neergaard stod ikke samlet om forslagene til en ny forsvarsordning, hvilket efterfølgende fremstod som en af årsagerne til forslagenes og regeringens fald. Landbrugsminister Anders Nielsen, der havde været medlem af Forsvarskommissionen, støttede ikke forslaget om de fremskudte stillinger, mens Neergaard og udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig mente, hovedstaden skulle sikres på landsiden af faste fæstningsværker. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg B., sp. 38f. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg B., sp. 39f. og 40f. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 806. - 152 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Neergaard havde argumenteret for de fremskudte forter ved at henvise til ”udenrigspolitiske nødvendigheder”, uden at det overbeviste hverken Folketinget eller hans egen landbrugsminister. 0 Regeringen Holstein-Ledreborg og forsvarssagens løsning. Regeringen Neergaards afgang var i overensstemmelse med folketingsparlamentarismen, idet Neergaard havde gjort det klart for Folketinget at gennemførelsen af regeringsforslaget om de fremskudte forberedte stillinger ved København var et kabinetsspørgsmål for regeringen. 0 Selv om Neergaards ultimatum ikke fremstod i det bedste lys som følge af landbrugsminister Anders Nielsens afstandtagen fra forslaget, så handlede han i overensstemmelse med sit ord, da han, efter to gange at have set sit forslag afvist i Folketinget, trådte tilbage. Folketingsparlamentarismen havde været de forskellige Venstregruppers politiske hovedmål indtil systemskiftet i 1901, og forsvarskampen havde været det mægtigste våben i denne magtkamp for alle Rigsdagens partier. Den viste sig at være et våben, der ikke uden videre kunne begraves efter Venstres magtovertagelse. Forsvarskommissionen af 1902 var ikke kun et forsøg på at få løst et vanskeligt spørgsmål men også et middel til at søge at opnå ro om forsvarssagen. Med kommissionsbetænkningen stod det klart, at forsvarssagen fortsat var en vigtig brik i det indbyrdes spil mellem Rigsdagens partigrupper, der fortsat kunne profilere sig på sagen. Politikernes manglende evne til at nå til enighed om et forsvarskompromis, ses også tydeligt i de to forhandlingsrunder i Folketinget før og efter i folketingsvalget i maj 1909, hvor spørgsmålet havde været centralt placeret i valgkampen. Regeringsskiftet i august 1909 var også en krise for den unge folketingsparlamentarisme, fordi det bundede i systemets tilsyneladende manglende evne til at løse det alvorlige spørgsmål om ordningen af det danske forsvar. Regeringen Neergaard havde bygget på det moderate Venstre og Venstrereformpartiet, der (efter majvalget) i realiteten blev splittet i to på spørgsmålene om de fremskudte stillinger, og om partiet skulle følge Neergaard eller J.C. Christensen. 11 medlemmer af Venstrereformpartiet støttede Neergaard som også blev støttet af 11 moderate og på kabinetsspørgsmålet af Højre, mens 27 venstrereformmænd støttede J.C. Christensen. Dannelsen af en ny regering var en svær proces. Højrefløjen var stemt ned med forkastelsen af såvel landbefæstningen som Neergaards fremskudte forter, og de radikale og socialdemokraterne fremstod som de to forsvarskritiske partier og var isolerede i Folketingssalen, når det gjaldt forsvarssagen med kun deres egne 44 mandater ud af salens i alt 114 mandater. De to partier rådede til en midlertidig udsættelse af forsvarsspørgsmålet, for i stedet først at få løst valgkredsspørgsmålet eller i det mindste få en regering, som var indstillet på at benytte sig af opløsningsretten til at udskrive nyvalg. Med et samar­ 0 Se: Historie, jyske samlinger. Ny række 11, 1974. side 259-274. Regeringskriser og forsvarslove 1908 og 1910. C. W. Ahlefeldt-Laurvigs optegnelser 1910. ved Karen Marie Olsen. 0 Følgende er baseret på Historie, jyske samlinger ny række VIII 1968-70, side 486-498. ”Frederik 8. og dannelsen af ministeriet Holstein-Ledreborg i 1909” af Tage Kaarsted. - 153 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. bejde mellem de radikale og socialdemokraterne, mens Venstrereformpartiet var splittet, kunne det ikke udelukkes, at de to partier kunne opnå et folketingsflertal, hvis der blev udskrevet nyvalg. Det var en mulighed, de forsvarsvenlige partier kan havde frygtet, bl.a. som følge af den betydning det ville have for forsvarssagens løsning. Som situationen var, var Venstre tungen på vægtskålen ved dannelsen af en ny regering, men venstrepartierne var splittet, og dets ledere fremstod som ude af stand til at løse krisen ved en regeringsdannelse. Dermed sad Kong Frederik VIII tilbage med problemet efter Neergaards demission den 31. juli. Kongen var både tilhænger af et stærkt forsvar og af folketingsparlamentarismen. For første gang kaldte kongen under en regeringskrise, og efter råd fra den afgående konseilspræsident, partilederne til sig den 2. august. Det førte dog ikke til nogen løsning, da de radikale og socialdemokraterne som nævnt ønskede forsvarssagen udskudt, mens de øvrige lagde vægt på at få forsvarssagen løst uden udskydelser. Der var således et flertal for forsvarssagens løsning. Den 3. august mødtes kongen med J.C. Christensen, som han forgæves søgte at få til at vise imødekommenhed i forsvarssagen. Kongen rettede også forgæves henvendelse til lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg (der havde stået uden for den politiske scene i 19 år) om at danne den nye regering. Den frikonservative politiker grev Mogens Frijs havde uofficielle forhandlinger med forskellige venstrepolitikere om en regeringsdannelse under sin egen ledelse, men han holdt på Københavns landbefæstnings bevarelse, og hans samtale med kongen den 4. august førte da heller ikke til noget. Kongen rådførte sig samme dag med kronprins Christian, og her fremkom tanken om et ”upolitisk” forretningsministerium, der skulle opløse Folketinget i forbindelse med en kongelig opfordring til det danske folk om at søge en løsning af forsvarssagen. De tænkte sig Store Nordiske Telegrafselskabs leder, kammerherre Eduard Suenson som konseilspræsident, men denne betakkede sig. Da kongen rettede henvendelse til Andreas du Plessis de Richelieu, havde han endelig fundet en mand, der erklærede sig villig til at danne regering. Richelieu havde en eventyrlig karriere bag sig i Thailand, som han havde afsluttet som viceadmiral og marineminister. Han var vendt tilbage til Danmark i 1902 og var gået ind i det danske erhvervsliv, bl.a. som formand for DFDS og Burmeister & Wain. Richelieu havde ingen erfaring i det danske politiske liv og er blevet opfattet som en trussel, kongen kunne bruge overfor de danske politikere for at tvinge dem til at finde sammen. Den 10. august opgav Neergaard at finde en udvej og gav sit samtykke til, at kongen officielt søgte at få grev Frijs til at danne regering. Næste dag forhandlede Frijs forgæves med de to 11-mandsgrupper, der støttede Neergaard men måtte til slut meddele kongen, at han ikke kunne påtage sig at danne regering, men at en venstremand muligvis kunne. Frijs afviste, at Richelieu skulle have nogen mulighed for at få gennemført forsvarssagen. Kongen gav udtryk for, at så måtte J.C. Christensen overtales til at danne regering, selvom kongen, efter at havde forårsaget J.C. Christensens afgang året før, ikke kan have været glad for den udsigt. Kronprinsen var fortsat tilhænger af et forretningsministerium, - 154 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. der skulle udskrive valg, mens Frijs mente, kongen igen skulle henvende sig til Holstein- Ledreborg, hvilket kongen ikke havde lyst til pga. dennes tidligere afslag. Frijs rådede kongen til så i stedet at tilkalde Niels Neergaard og Klaus Berntsen og opfordre Berntsen til at danne regering. De to mødtes med kongen samme dag, hvor Berntsen takkede nej til posten som konseilspræsident og i stedet henviste til Holstein-Ledreborg. Kongen ønskede derefter, at Richelieu dannede regering, hvilket denne accepterede i Frijs, Neergaard og Berntsens nærværelse, men efter at politikerne havde trukket sig tilbage, sluttede han sig imidlertid til Berntsens henvisning om at lade Holstein-Ledreborg danne regering og søge forsvarssagen løst, hvilket kongen derefter accepterede. Også Højres formand, landstingsmand E. Piper sluttede op om anbefalingen af Holstein-Ledreborg, der den 12. august lovede kongen at forsøge at danne regering, hvis der kunne opnås et forsvarsforlig. Efter forhandlinger blandt de forsvarsvenlige grupper kunne Holstein-Ledreborg den 13. august meddele kongen grundlaget for en overenskomst om en ny forsvarsordning, der derefter opnåede generalernes accept, inden kongen udpegede den nye regering. Folketingets tredjebehandling. Forsvarsforhandlingerne blev genoptaget efter regeringsskiftet. Forsvarsforslagene kom til tredjebehandling i den udformning de dels havde fået ved andenbehandlingen og dels som følge af de tre venstregruppers forlig, der dannede grundlaget for den nye regeringsdannelse. Den nye konseilspræsident Holstein-Ledreborg talte om problemerne med at få ordnet forsvarssagen, og hvordan danskerne – alt efter temperament – mente, at enten forsvarssagen eller det parlamentariske system var kørt fast. Han forklarede, at Folketingets venstregrupper med forliget havde søgt at nå frem til en forståelse, der kunne samle så stor tilslutning i Rigsdagen, at forslaget enten kunne gennemføres eller danne grundlag for en opløsning af Rigsdagen med efterfølgende appel til vælgerne for, at det parlamentariske system ikke skulle lide nederlag og miste autoritet ved ikke at kunne løse forsvarssagen. Regeringens stilling til forsvarssagen blev, ifølge Holstein-Ledreborg, karakteriseret af to hovedpunkter i forslaget. For det første skulle landbefæstningen nedlægges senest i 1922 og vedligeholdelsesudgifterne indtil da holdes på det hidtidige niveau. Dernæst gjaldt forslaget et neutralitetsforsvar, der ville sætte landet i stand til at opfylde alle sine pligter overfor udlandet, således som de i krigstid ville blive krævet opfyldt af de andre stater, og som en loyal og åben dansk udenrigspolitik krævede det. 0 Forsvarsminister J.C. Christensen præsenterede de mest fremtrædende ændringer. Tjenestetiden skulle nedsættes og landbefæstningen nedlægges, mens udgifterne ville blive forøget. Landbefæstningen havde været afgørende for regeringsskiftet og venstregruppernes forlig. Forliget blev af Forsvarsministeren omtalt som en beslutning om at lægge afgørelsen i folkets hænder og ikke som et udtryk for, at de tre venstregrupper var 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 855ff. - 155 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. blevet enige om landbefæstningens videre skæbne: ”Det vil erindres, at jeg [J.C. Christensen] for mit vedkommende og mine Meningsfæller lægge særlig Vægt paa, at vi indrette vort Forsvarsvæsen saaledes, at vi faa en virkelig mobil Hær af en saa rimelig Størrelse, at den kan optræde ved Kysterne. Den Overenskomst, som nu er sluttet, er jo sluttet mellem 3 Grupper af Venstre, og den gaar ud paa, at Landbefæstningen skal nedlægges den 31. Marts 1922. Indtil den Tid skal den vedligeholdes med de Beløb, som nu dertil ere opførte paa Finansloven, og den skal have sin Besætning som hidtil af 2den og 3die Artilleribataillon. Det er jo en Selvfølge, som det ogsaa er blevet sagt ved Overenskomsten, at Grupperne hver for sig beholde deres Overbevisning om, hvorledes Sagen bedst skal ordnes; det er saa Selvfølgeligt, at det ikke en Gang havde behøvet at nævnes. Men det, der fra vor Side, fra min Side, er det væsentlige, er, at her bliver Sagen nu slaaet fast, at i Fremtiden ligger det i Folkets Haand, om der skal gøres noget, og hvad der skal gøres. Og naar det ligger i Folkets Haand, den Haand, ud fra hvilken det aldrig burde have været taget i sin Tid, er jeg tryg for min Overbevisning i denne Sag.” 0 Mht. den konkrete sikring af hovedstaden fremhævede han spørgsmålet om beliggenheden af det nordre fløjfort. Fortet skulle hindre landgangsforsøg i byens umiddelbare nærhed og modvirke bombardement fra søen. Generalstaben ønskede at dele fortet i tre, med et batteri med fladbaneskyts umiddelbart ved vandet f.eks. ved Taarbæk havn, et skjult haubitsbatteri f.eks. ved Taarbæk kapel, og en stilling på Eremitagesletten. Forsvarsministeren afviste at placere en del af fortet så langt inde i landet som Eremitagesletten med den begrundelse, at det nordre fløjfort skulle være et kystfort, et led i kystforsvaret og ikke en del af nordfronten i den eksisterende landbefæstning. Forsvarsminister J.C. Christensen pointerede, at forsvarsudgifterne var formindsket en smule i forhold til ved andenbehandlingen, mens de fremtidige årlige udgifter ville stige med over 2 mio. kr., der skulle finansieres ved en særskat på den mere velhavende del af befolkningen. Spørgsmålet om forsvarsudgifterne var et ømtåeligt emne for venstregrupperne, der i mange år havde krævet nedskæringer. Selv havde han erkendt, at et fyldestgørende neutralitetsforsvar forudsatte et større budget og havde forsøgt at forklare det for befolkningen. De forøgede udgifter, som den foreslåede ordning ville medføre, ville forbedre forsvaret. Han pointerede, at f.eks. fodfolket ville få uddannet mellem 2.000 og 3.000 flere mænd om året, hvorved antallet af liniebataljoner på Sjælland også ville blive forøget. Der ville blive rettet op på det forhold, at søforterne efter den eksisterende ordning en del af året manglede en virkelig besætning. Selve kystforsvarets faste værker ville også blive forbedret, så et bombardement af hovedstaden fra søsiden ville kunne afværges. Der var også fordele for flåden, idet der skulle gives en ekstraordinær bevilling til torpedobåde og undervandsbåde, mens minemateriel og torpedobådsmateriel 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 859. - 156 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. ville blive forbedret, og der ville opnås tryghed for den danske flådes færden i Storebælt med skabelsen af en flådebasis i Smålandsfarvandet. Konseilspræsident Holstein-Ledreborg var en gammel venstrepolitiker, der i 1909 ikke havde været aktiv i dansk politik længe. Da landbefæstningen ifølge hans regeringsforslag ville blive liggende indtil 1922, var det nærliggende for oppositionen at fremdrage hans 20 år gamle udtalelser om, at fæstningen var den største fare for Danmark. K.M. Klausen var den første i Folketinget, der fremdrog dette. Samtidig med hans angreb på den nye konseilspræsident, angreb han også Højre. Venstregrupperne havde i Folketinget opfordret de, der havde større ønsker til en ny forsvarsordning, til at resignere uden direkte at nævne Højre. K.M. Klausen gjorde det klart, at også Socialdemokratiet forventede, at Højre ville resignere sine krav for at få en ny ordning gennemført. Han angreb dog Højre for at ville slække på deres krav til landbefæstningen og det nordre fløjfort, hvis de accepterede forliget, og han vurderede, at det indeholdt så mange fordele for Højre, at de ikke ville kunne afslå det. Ved at forudse, at Højre ville gå sammen med venstregrupperne om forligets gennemførelse, kunne han anklage Højre for at ville bryde med deres hidtidige krav om den militære sagkundskabs accept af forsvarsordningen. 0 Da Parkov gik på talerstolen, blev det klart, at opfattelsen af, at Højre ville støtte regeringen, ikke var grebet ud af luften. Han erkendte nødvendigheden for at få truffet en afgørelse, men havde flere væsentlige punkter i forslagene til den nye hærlov og befæstningslov, som han var utilfredse med. Sikringen af København mod landsiden var fortsat det væsentligste: ”Det Forslag, som nu er stillet, gaar ud paa at fastholde Kravet om, at den nuværende Landbefæstning skal desarmeres og derved ophøre at tjene som et Led i vort Forsvar om 12 Aar. Dette Krav er ikke underbygget med saglige Grunde, tværtimod. Der findes fra samtlige militære Autoriteter, der findes fra Hærens Generaler, fra Hærens tilforordnede i Forsvarskommissionen, fra saa godt som alle baade Hærens og Flaadens Befalingsmænd klare og utvetydige Ytringer om, at de anse en Sikring af Københavns Landside ved faste Værker for et uundgaaelig nødvendigt Led i vort Forsvar, et Led af en saadan Betydning, at Forsvaret uden dette vil være overmaade vanskeligt, og at et Forsøg paa et Forsvar, som ikke har faste Støttepunkter ogsaa imod Landsiden – saaledes som det med Rette blev udtalt af den tidligere Forsvarsminister -, let kunde ende i en Katastrofe. Det kan altsaa ikke være saglige Grunde, som have medført, at den nu stillede Fordring om Nedlæggelse af Københavns Forsvar mod Landsiden ved faste Værker, Nedlæggelsen af Københavns Landbefæstning, er fremsat. Vi kunne ikke fra vor Side skønne andet, end at det udelukkende er politiske Grunde og vel at mærke indre politiske Hensyn, som her have været de afgørende, og det er med Sorg og Beklagelse, vi se, at disse Hensyn nu have til Følge, at man paa dette Tidspunkt vil træffe en for vort Forsvar saa skæbnesvanger Bestemmelse 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 867, 875 & 882ff. - 157 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. som den om Landbefæstningens Desarmering. Vi tro – hvad der jo for saa vidt ogsaa skinnede gennem den højtærede Forsvarsministers Udtalelser i Dag -, at Hensigten dermed har været, at den danske Rigsdag til sin Tid skulde staa frit overfor Afgørelsen af, om Hovedstaden skal forsvares imod Land- som imod Søsiden ved Hjælp af faste Værker, med andre Ord hindre, at den Landbefæstning, som er bleven bygget imod og uden Folketingets Samtykke, skulde kunne opretholdes imod Folketingets Villie. Hvorledes nu end Udfaldet af dette Tings og Landstingets Forhandlinger om dette Spørgsmål bliver, hævde vi som ogsaa nogle andre af de forsvarsvenlige Grupper fremdeles som vor Overbevisning, at saa længe Hovedstaden har den Betydning for vort Land, som den har nu – og en saadan Betydning vil den jo sikkert beholde i en uoverskuelig Fremtid -, og saa længe Hovedstaden er Basis for vort Hær og Flaade, og de væsentligste af disses Forsyninger findes der, maa København forsvares mod Landsiden som mod Søsiden ved faste Værker, og vi ville af al Magt søge at bringe Befolkningen til at dele denne vor Opfattelse.” 0 Parkov erkendte at opfordringen til at udvise resignation var rettet til hans side af Folketinget men sagde lige ud, at han og hans meningsfæller ville stemme imod landbefæstningens nedlæggelse. Anlæggelsen af fløjforter på kyststrækningen nord og syd for København ville sammen med søbefæstningen hindre landgangsforsøg indenfor skytsets rækkevidde og dermed styrke forsvaret. Han pointerede dog, at anlæggene, efter den fremskudte linie var opgivet, ville være isoleret, og derfor fandt han det ekstra vigtigt, at fløjforterne kunne forsvare sig selv også imod en omgåelse fra landsiden. Han støttede generalstabens opfattelse af, at det nordre fløjfort også måtte have til opgave at hindre anlæggelsen af fjendtlige batterier på Eremitagesletten, der ville kunne dominere Charlottenlund-fortet. 0 Slengerik beskyldte venstregrupperne for med deres forlig at have udskudt beslutningen om landbefæstningen og at være i uoverensstemmelse med Forsvarskommissionens venstreflertal, der havde krævet, at landbefæstningen ikke (hverken i den ene eller den anden form) kom til at indgå i den nye forsvarsordning. Det var begrundet med deres opfattelse af, at landbefæstningen indeholdt en fare for, at landet ville blive inddraget i en stormagtskrig. Regeringsforslaget ville opretholde landbefæstningen i de næste 12 år, hvorved landet i de næste 12 år skulle leve med den fare, Forsvarskommissionens venstreflertal mente, landbefæstningen var, selvom der både i regeringen og regeringsflertallet fandtes folk, der havde været medlemmer af Forsvarskommissionen og sat deres navne under flertalsbetænkningen. Forsvarsminister J.C. Christensen afviste, at forslagene skulle være i strid med de tre hovedpunkter i Forsvarskommissionens flertalsindstilling: En udvidelse af fodfolket, en udvikling af kystforsvaret og en udvikling af flåden. Det, mente han, principielt svarede til regeringsforslagenes udvikling af hær, flåde og kystfor­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 890f. (Parkov) 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 889-900. - 158 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. svar. Slengerik angreb også venstregruppernes ændrede holdning til forsvarsudgifterne. Han mente, at Det radikale Venstre havde bibeholdt det gamle venstrekrav om nedgang i forsvarsudgifterne, mens de tre venstregrupper bag regeringen nu gik ind for øgede forsvarsudgifter. Chr. Reventlow afviste at de radikale skulle være bærerne af Venstres gamle standpunkt, idet han pointerede, at Venstre aldrig havde opgivet forsvarspligten. 0 Chr. Reventlow forklarede, hvorfor han (som hørende til de der fastholdt, at en effektiv forsvarsordning forudsatte, at landets vitale punkt, hovedstaden, der var både hærens og flådens basis, var sikret ved faste værker også mod landsiden) var gået med til en overenskomst, der fastslog, at den eksisterende landbefæstning skulle nedlægges i 1922. 0 Han betragtede bestemmelsen som en nødvendig cadeau til visse usaglige hensyn, som han på vegne af fremtidens Rigsdagsmedlemmer beklagede, at det havde været nødvendig at tage og afviste, at han skulle havde ændret holdning til spørgsmålet. Han var gået med til overenskomsten, fordi han opfattede sagen som fastlåst og mente, at forliget indeholdt virkelige og betydelige forbedringer, der ville sætte forsvaret i en brugbar stand. Han fremhævede ikke landbefæstningens nedlæggelse men dens opretholdelse som en del af landets forsvarsordning i det fastlagte tidsrum og afviste, at den skulle være ubrugelig, selv om han havde foretrukket at få den forstærket: ”Det er givet, at en Foranstaltning, som rummer Mangler, kan ikke udføre, hvad den samme Foranstaltning uden Mangler vilde kunne udføre; men som Forholdene ere her, ville disse Mangler dog kunne ækvivaleres ad én bestemt Vej, nemlig ved Hjælp af det, som den højtærede Forsvarsminister holder af at betnævne det levende Værn. Men netop derfor beklager jeg, at den Strykelse, der kunde være faaet for nogle faa Penge, ikke er naaet, thi jeg sætter det levende Værns Brug saa højt, at jeg nødig vil gaa med til, at der ofres Blod, hvor dette Offer kunde være sparet ved Hjælp af nogle faa Penge. Det, at denne Fæstning imod Landsiden har sine Mangler, betyder derfor ikke, at den er ubrugelig, men det betyder, som jeg sagde, at Manglerne maa afhjælpes paa anden Maade, og det maa staa os alle klart, at paa dem, der have modsat sig disse Manglers Afhjælpning, ligger Ansvaret for det Blod, der eventuelt skal ækvivalere Manglerne. Jeg ønsker for mit Vedkommende at sige dette, fordi jeg nødig vil have det Blod over mit Hoved.” 0 Chr. Reventlow var ikke enig med forsvarsminister J.C. Christensen om udformningen af det nordre fløjfort og afviste, at han ved at stemme for forliget og kystfortet skulle stemme for den udformning, forsvarsministeren ønskede. Han ville have fortet anlagt og udformet efter saglige hensyn. 0 Forsvarsministeren genoptog spørgsmålet om det nordre fløjfort, som følge af de re­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 900-924, 961 & 979. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 964f. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 965. (Chr. Reventlow) 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 967. - 159 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. aktioner hans udtalelser havde afstedkommet blandt de forsvarsvenlige politikere, hvis stemmer skulle sikre forsvarsordningens gennemførelse og pointerede, at det nordre fløjfort styrkede kystforsvaret, idet dets beliggenhed og bygning (med delingen i to anlæg) ligesom det søndre fløjfort ved Mosede, skulle hindre dels landgangsforsøg i hovedstadens umiddelbare nærhed og dels bombardement af byen fra søsiden. Han medgav, at fløjforterne selvfølgelig skulle anlægges af de sagkyndige, og at deres beskaffenhed ikke skulle afgøres af landbefæstningens tilstedeværelse. Men han modsatte sig den tredje del af det nordre fløjfort, som de sagkyndige ønskede placeret ved den slesvigske sten på Eremitagesletten. Han sagde lige ud, at han ikke mente, der i Folketinget ville kunne skaffes penge til dette anlæg: ”De sagkyndige, som alene se paa at faa saa meget som muligt efter deres Betragtning, kunne ikke tage alle de samme Hensyn, som Rigsdagen tager. Vi maa se baade paa Pengemidlerne og den politiske Side af Sagen, baade den indre politiske og den ydre. Det kan aldrig blive anderledes. Deri adskille de Sagkyndige af Hær og Flaade sig ikke fra andre sagkyndige.” 0 Forsvarsministeren kategoriserede pengespørgsmålet som den væsentligste forskel imellem Forsvarskommissionens flertalsindstilling og det foreliggende forslag. Det var en sammenligning, han mente faldt ud til fordel for regeringsforslaget som det billigste af de to i årlige udgifter. Hans udtalelser om, at sagkundskaben kun tænkte på den saglige side af sagen, kom ikke til at gå stille af. De politikere, der følte sig som rigtige forsvarsvenner ved at slutte op om sagkundskabens løsningsmodeller, blev frastødt af hans udtalelser, der negligerede sagkundskabens saglige betragtninger til fordel for forsvarsministerens politiske syn på sagens løsning. 0 I april 1908 havde Danmark været med til at underskrive Nord- og Østersøstraktaterne, der omhandlede bevarelsen af status quo omkring de to have og (uden at definere det nærmere) formulerede, at Nordsøen holdt op, hvor Østersøen begyndte. 0 De to traktater blev på den store internationale scene ikke tillagt den store betydning, og de fik heller ikke betydning for forsvarsforhandlingerne i Rigsdagen. De blev dog bragt på banen af konseilspræsident Holstein-Ledreborg, der brugte dem i sin argumentation imod de radikale og socialdemokraterne. Han mente, i modsætning til den foregående regering, at Danmark ikke blot havde almindelige neutralitetspligter, der skulle opfyldes, men også traktatmæssige forpligtelser. De to traktater mellem henholdsvis Nord- og Østersøsstaterne, mente han, forpligtede Danmark til, i tilfælde af at der opstod nogen fare for det 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 979. 0 Se f.eks. Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1069; hvor Halsted udtaler sin manglende tillid til en forsvarsminister, der kan lægge hovedvægten på det politiske fremfor det saglige. 0 Se f.eks.: Troels Fink: Spillet om Dansk neutralitet 1905-1909, side 104-114 og Folke Lindberg: Scandinavia in Great Power Politics 1905-1908. - 160 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. danske territorium eller for nogen af de pågældende magters territorium, at træde i forbindelse med de pågældende magter for at enes om, hvad der skulle gøres for at sikre de pågældende territorier mod denne fare: ”Det er altsaa slet ikke saa ligegyldigt, om vi ere i Stand til at stille et effektivt Kystforsvar eller Landforsvar op, som betyder noget, ja, ikke blot noget, men meget, meget mere end en blot Konstatering af Neutraliteten. Vi ere forpligtede til under givne Forhold paa loyal og ærlig Maade at samarbejde med de Magter, med hvilke vi have sluttet Traktater om Territoriets Bevarelse, og det er en Ting, vi ikke kunne komme fra ved Jura eller Fiffighed, ved at sige, det mente vi ikke saadan, eller det betyder ikke noget saadant. Nej, det er en Forpligtelse, der vil blive os paatvungen, dersom vi ikke loyalt og ærligt opfylde det, som man med Rimelighed og Billighed kan forlange af os. Og nu maa de Herrer huske, at disse Traktater ere af den største Vigtighed for Landets Bestaaen.” 0 Konseilspræsident Holstein-Ledreborgs forsøg på at bringe Nord- og Østersøstraktaterne ind i forsvarsforhandlingerne blev mødt fra radikal side af P. Munch. Efter at konseilspræsidenten havde advaret de radikale mod at tillægge Haag-konventionerne for stor betydning, lå det lige for, for Munch, at bringe den samme advarsel på banen angående Nord- og Østersøstraktaterne. Han søgte at berolige konseilspræsidenten med, at han og de radikale hverken så nogen garanti i Haag-konventionerne eller undervurderede Nord- og Østersøstraktaternes betydning og ville være rede til at medvirke til, at Danmark opfyldte en hvilken som helst forpligtelse, der lå i disse aftalers indhold. Kunne konseilspræsidenten således overbevise de radikale om, at disse aftaler krævede en bestemt ordning af det danske forsvar, var de radikale parate til at følge regeringen, idet de mente, at Danmark selvfølgelig skulle opfylde sine folkeretslige og traktatmæssige forpligtelser. Han mente dog, at der ikke var et eneste ord i nogen af traktaterne, der pålagde Danmark at skabe et effektivt forsvar. Han mente tillige, det ville havde været en meget letsindig handling af den regering, der traf disse aftaler, hvis de havde indeholdt en sådan forpligtelse, idet Danmark efter hans vurdering ikke var i stand til at tilvejebringe et effektivt forsvar. Han gav også udtryk for, at han fandt det letsindigt, at konseilspræsidenten havde fremsat denne tolkning, idet det kunne give fremmede magter anledning til i fremtiden, med udgangspunkt i denne udtalelse, at pålægge Danmark pligter, som traktaterne ikke indeholdt. 0 Flere af ministrene fra Neergaards regering var fortsat i Holstein-Ledreborgs regering, bl.a. udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig. Konseilspræsidenten og forsvarsministeren tillagde beslutningen om at nedlægge landbefæstningen i 1922 størst betydning, mens udenrigsministeren mente, at forligets største betydning var beslutningen om at bibehol­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1238. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1385f. - 161 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. de landbefæstningen indtil 1922. Udenrigsministeren forklarede i Folketinget, at beslutningen om at bibeholde landbefæstningen i de næste 12 år havde været afgørende for hans indtræden i regeringen. 0 Folketinget blev færdig med tredjebehandlingen d. 31. august 1909. Beslutningen om udskydelsen af nedlæggelsen af landbefæstningen fra 1918 til senest inden den 31. marts 1922 blev vedtaget med 64 stemmer for ændringsforslaget og 41 imod, mens 4 undlod at stemme og 4 var fraværende. 0 Det samlede lovforslag om befæstningsanlæg blev vedtaget med 68 stemmer mod 41, mens 4 var fraværende. Efter afstemningerne blev alle regeringens forsvarslovforslag sendt til behandling i Landstinget. Landstingets førstebehandling af regeringen Holstein-Ledreborgs forsvarslovforslag. Efter vedtagelsen i Folketinget kom lovforslagene til behandling i Landstinget d. 4. september 1909. Konseilspræsident Holstein-Ledreborg erindrede tinget om, at hans regering var dannet på grundlag af en overenskomst mellem de forsvarsvenlige venstregrupper i Folketinget, der havde erkendt nødvendigheden af en markant forbedring af landets forsvar. For regeringen og dens støtter var det nødvendig for, at landet skulle kunne føre en forsvarlig udenrigspolitik. 0 Efter Konseilspræsidentens præcisering af regeringens stilling til de foreliggende lovforslag og den politiske situation, opsummerede forsvarsminister J.C. Christensen forslagenes modtagelse i Folketinget, og hvilke forbedringer lovforslagene – set fra regeringens synsvinkel – ville medføre for forsvaret. Han forklarede, hvordan venstregrupperne var nået til den erkendelse, at udgifterne til forsvaret ikke kunne nedsættes pga. de voksende krav, der blev stillet til landet, og de generelt stigende priser. Danske analyser af den geopolitiske udvikling i Europa havde fastslået, at Danmark nu lå meget nær det brændpunkt, der ville opstå i Europa under en krig mellem to eller flere af de europæiske stormagter. Derfor blev der stillet større krav til landet, da et land, der lå afsides fra stridighedernes skueplads, ville havde lettere ved at opretholde sin neutralitet end et land, der lå tæt på den afgørende skueplads. Danmarks placering mellem Nordsøen og Østersøen placerede landet midt på scenen for det militære opgør, der kunne opstå mellem de ved Østersøen beliggende stormagter (Tyskland og Rusland) og de udefra kommende stormagter, som f.eks. Storbritannien og Frankrig. 0 Forsvarsministeren vurderede, at tiden havde givet venstregrupperne ret m.h.t. deres synspunkt om, at neutralitetsforsvaret skulle kunne møde neutralitetskrænkelserne, hvor de ville finde sted ved de danske kyster. Vægten skulle derfor lægges på hærens og torpedomateriellets udvikling. Det havde venstregrupperne fastholdt i Forsvarskommissio­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1396. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1436; Tillæg A sp. 89f, Tillæg B sp. 172, Tillæg C sp. 127f. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 83ff. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 85-97. - 162 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. nen, hvor det imidlertid ikke var lykkedes at nå til enighed. De afgivne kommissionsindstillinger repræsenterede meget forskellige syn på forsvarssagen. Disse havde også vist sig i Folketinget, hvor det længe havde set ud til, at der ikke kunne samles et flertal. Valget havde ikke afhjulpet situationen, der først fandt en løsning med regeringsskiftet, hvor de 3 venstregrupper var blev enige om de foreliggende lovforslag. Uoverensstemmelserne havde koncentreret sig om Københavns landbefæstning. Venstrereformpartiet havde holdt på kystforsvaret og fundet landbefæstningen overflødig, mens Højre havde holdt på landbefæstningen såvel som søbefæstningen. Venstregruppernes forlig lod landbefæstningen blive liggende indtil 31. marts 1922. Forsvarsministeren forklarede, at det ikke skulle opfattes som en holdningsændring men som et forlig baseret på en opfattelse af, at når den skulle nedlægges i 1922, ville den nye forsvarsordning og særligt udviklingen af hæren være gennemført, og et virkeligt kystforsvar var dermed gjort muligt. Han lagde ikke skjul på, at Højre i Folketinget havde stemt for de foreliggende forslag ud fra et andet synspunkt. Han redegjorde også for de forskellige holdninger, der havde været til det nordre fløjfort. Fortet havde oprindeligt været foreslået anlagt ved Strandmøllen i forbindelse med de fremskudte forberedte stillinger, men forkastelsen af disse havde ændret synet på, hvor det skulle placeres. Det kunne enten rykkes mod nord og anlægges som et større anlæg, eller mod syd for at stå bedre i forbindelse med søbefæstningen, og dermed være med til at hindre 1) bombardement af hovedstaden fra søsiden og 2) landgang i hovedstadens umiddelbare nærhed, hvor en landsætning allerede den første dag kunne blive farlig for byen. Uoverensstemmelserne gjaldt ikke regeringens beslutning om at rykke fløjfortet mod syd men spørgsmålet om, hvordan fortet skulle anlægges. Højre havde støttet sagkundskabens ønske om at dele fløjfortet i tre dele (to ved kysten og en på Eremitagesletten), mens forsvarsministeren kun ønskede to anlæg ved kysten. Han begrundede sin afvisning af en stilling på Eremitagesletten med, at det ville påvirke landbefæstningens nordfront. Han pointerede overfor Landstinget, at de foreliggende lovforslag udmærkede sig politisk, da de kunne gennemføres i Folketinget, og sagligt, da de indeholdt betydelige forbedringer i forhold til den eksisterende forsvarsordning. Som nævnt var alle de politiske grupper enige om, hvilken overordnet politik landet skulle føre, og Højres ønske om en dansk udenrigspolitik uden hældning til nogen side og forsvarsforanstaltninger med lige front til alle sider lå således ikke langt fra venstregruppernes. Piper kunne forsikre venstregrupperne om, at Højre opfattede de foreliggende forslag som en fremstrakt hånd og mente, den frembød store fremskridt mht. den større udskrivningsmængde, reservebataljonernes indkaldelse, bevogtningen af hovedstaden og styrkelsen og forbedringen af søværnet og søforterne. 0 De fandt dog også adskillige fejl og mangler ved forslagene. De mente, venstregrupperne burde tage skridtet fuldt ud 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 97ff. Piper (1856-1928): Landstinget: 1906-28, var under disse forhandlinger Højres ordføre i Landstinget. - 163 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. og give bevillinger til de nødvendige supplerende befæstningsanlæg til støtte for hærens forsvar af København. De mente nemlig, at passive hindringer i høj grad kunne erstatte det manglende levende værn og manglerne i dets uddannelse, og samtidig sikre mobiliseringen. Forsvarsministeren havde udtalt, at de eksisterende befæstningsanlæg omkring København, ifølge venstregruppernes overenskomst, skulle blive liggende indtil 1922, men Piper fremhævede, at lovforslaget var formuleret således, at det ikke klart fremgik af forslaget. Han pointerede, at formuleringen om, at landbefæstningen ”senest den 31. marts 1922” skulle nedlægges, gjorde at den næste forsvarsminister frit kunne nedlægge fæstningen inden denne dato. Selv om det blev besluttet at nedlægge befæstningen i 1922, ønskede Højre, at den blev udbedret, så den indtil da kunne gøre den tilsigtede nytte. Piper udtrykte vantro over, at de forsvarsvenlige venstregrupper var villige til at bevillige 31 mio. kr. men ikke yderligere 9 mio. kr. til denne udbedring, og at de, når de endelig ville opføre et fløjfort, ikke ville bygge det nordre fløjfort, så det kunne forsvares til alle sider. De mangler, Højre fandt i den foreslåede ordning, mente de selvfølgelig, ville blive meget værre efter landbefæstningens desarmering og nedlæggelse i 1922. Piper overlod det til oberstløjtnant Edvard Rambusch på Højres vegne at kommenterer forslagene mere konkret. 0 Han redegjorde ud fra et sagligt synspunkt for de punkter, Højre havde betænkelighed ved at acceptere. Han anfægtede ikke, at forslagene indeholdt betydelige fordele men pointerede, at der var betydelige mangler, så de både ville medføre fremskridt og tilbageskridt i forhold til den eksisterende forsvarsordning. Dermed måtte Højre afveje forslagenes fordele og ulemper, for at afgøre om den eksisterende eller den foreslåede ordning ville medføre den største betryggelse for, at den danske neutralitet ville blive respekteret. Rambusch koncentrerede sig i første omgang om de afgørende principper bag de enkelte spørgsmål i lovforslagene angående hærens ordning og befæstningsanlæg. Han vurderede, at alle manglerne bundede i to fejl fra forslagsstillernes side. Den ene betegnede han som ”dårlig beregning og forfejlet sparsommelighed”. Det medførte mindre mangler, eller at forbedringer var mindre end ønskeligt, uden dog at være dræbende for forslagenes værdi. Sparsommelighed tiltalte også Højre men ikke for enhver pris. Den anden fejl var, når urigtige principper blev lagt til grund for forslagene, og det var derfor mere graverende. Hans forbehold overfor hærlovsforslaget gjaldt primært forslagets nedsættelse af tjenestetiden og reduktionen af befalingsmændenes antal, hvilket forringede hærens manøvredygtighed. Han vurderede, at nedsat tjenestetid ville forringe mandskabets evner, hvilket i en kampsituation ville medføre større tab. Mangelfuld uddannelse af mand­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 122-143. Edvard J.C. Rambusch (1846-1934): Officer i ingeniørkorpset, hvor han havde beskæftiget sig med forbedringer af hærens telegraf- og signalmateriel; organisering af ballon-, kystsignal- og udkikstjenesten og opførelsen af Bagsværd- og Fortunforterne. Forfattede en del militære skrifter, bl.a. forsvarssagens udviklingshistorie 1850-84 i Vort Værn (1885). Endte sin militære karriere i 1898 med rang af oberstløjtnant. Landstinget: 1903-18, Højre. - 164 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. skabet kunne til en vis grad afbødes med tilstrækkeligt mange befalingsmænd, der kunne vejlede mandskabet i det kritiske øjeblik, men det hindrede forslaget ved at mindske antallet af befalingsmænd. En reduktion Rambusch fandt endnu mere alvorlig, idet erfaringen viste, at befalingsmændenes antal decimeredes stærkere i en kampsituation end mandskabets. Med patriotisk patos kunne han dermed udtale, at folkets sønner måtte betale med blod for deres forringede uddannelse og manglende befalingsmænd: De penge der blev sparet i fredstid, måtte på kampens dag betales med blod. Til bekræftelse benyttede han sig af historien og fremdrog den fransk tyske krig i 1870, slaget ved Køge og krigen 1864 fra fortidens store arsenal af krigssituationer. Dermed indikerede han, at de forsvarsvenlige venstrepolitikere satte penge over menneskeliv og var villige til at ofre danske soldaters liv og lemmer til gengæld for besparelser på forsvarsbudgettet. Rambusch gik metodisk til værks. Ved at se på de mest fremtrædende mangler ved den gældende forsvarsordning, uddrog han hvilke forbedringer, der skulle være i den nye ordning. Hans største bekymring overfor den gældende ordning gjaldt det danske krigsberedskab. Ordningen hvilede på hærordningen af 1867 og dermed princippet om, at ingen skulle holdes længere til tjeneste, end uddannelsen varede. Det var afgørende for denne ordning, at der inden et krigsudbrud var tid nok til at mobilisere. Udviklingen havde gjort, at man i Danmark ikke længere kunne regne med at få tid nok til disse forberedelser inden et krigsudbrud. De europæiske stormagter havde nu altid betydelige kampdygtige styrker parat, og selv mindre europæiske stater havde udviklet deres krigsberedskab til hurtigt at være klart. Det eksisterende danske krigsberedskab var for ringe, særligt overfor en pludselig overrumpling i fredstid, og derfor måtte Danmark også indrette sit krigsberedskab til hurtigere at kunne komme i orden. Rambusch fandt ikke de foreslåede forbedringer gode nok, da der forsat i en årrække ville være for lidt mandskab. En anden vigtig forbedring af krigsberedskabet var en sikring af, at hele det danske forsvar ikke kunne paralyseres, inden det var parat. København var landets eneste befæstede militærbasis, og her kunne hele det danske forsvar lammes. Han vurderede, at den foreslåede ordning ikke altid ville kunne afvise en overrumpling, der indtraf uden forudgående varsel. Denne mangel foreslog han forbedret ved at oprette en myndighed, der (på alle tider af døgnet) ville kunne træffe de nødvendige foranstaltninger til at afværge en overrumpling. Ligesom søbefæstningen skulle bemandes, foreslog han, at hovedstadens forsvar også skulle forbedres ved at bemande landbefæstningen med de tropper, der var bestemt og uddannet til at forsvare den. Tillige foreslog han en sikkerhedstjeneste til at varsko kommandanten og give ham så stort et varsel, at han ville kunne nå at få den absolutte minimumsbesætning gjort kampdygtig og bragt på plads. Det ville medføre et system af kystsignal- og udkiksstationer, der, i modsætning til de eksisterende forhold, også skulle fungere i fredstid. Det var mangler, Rambusch fandt forholdsvis lette at afhjælpe. Derimod fandt han det langt værre, når det hele hvilede på et forfejlet grundprincip, der gjorde det muligt for fjenden at overskære den danske forsvarsnerve, inden det kunne nå - 165 -


at træde i kraft. Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. For Rambusch var det et uomtvisteligt grundprincip, at et land havde en beskyttet forsvarsbasis, der ikke kunne falde i fjendens vold ved en overrumpling, inden det var fuldt krigsberedt. Forsvarets basis kan i princippet beskyttes på forskellige måder, men Rambusch anså en tidssvarende befæstning for den sikreste og mest fyldestgørende måde for Danmark, da landet ikke rådede over et stort mandskab. Han fandt det uforståeligt, at de forsvarsvenlige venstregrupper kunne kræve et virkeligt forsvar uden tilstedeværelsen af en landbefæstning. Selv mente han, efter 40 års studier af sagen, at Københavns befæstning mod såvel land- som søsiden var en uafviselig betingelse for at kunne skabe et virkeligt dansk forsvar. Rambusch afviste, at der kunne tales om venstre- og højreanskuelser mht. forsvarets ordning. Han mente, at enten havde man forstået, hvilken ulykke det ville være for Danmark at komme under fremmed herredømme, og så var man rede til at bringe de ofre, der skulle til for at hindre dette, eller også mente man, det var ikke en ulykke, som var ofrene værd. Derfor havde han også kun én målestok for, hvilken forsvarsordning der skulle vælges: Den skulle kunne afværge et angreb fra den potentielle fjende, der altid ville spørge sig selv om, hvordan målet lettest og mest sikkert kunne nås, og om det ville være de ofre værd, der skulle til for at nå det. Den herskende opfattelse i Forsvarskommissionen havde været, at den farligste situation for Danmark var begyndelsen af en militær konflikt mellem europæiske stormagter med modstridende interesser i de danske farvande og landterritorium, og at det dermed for Danmark gjaldt om at afværge denne fare. Det var en opfattelse, Rambusch delte. Truslen bundede i de stridende staters interesse i afgangsfarvandene til Østersøen og dermed (ifølge Rambusch) ikke blot herredømmet over Storebæltsområdet men også København. Fordelen for de stridende stormagter var så stor, at de inden krigsudbruddet ville havde gjort sig klart, om det ville kunne betale sig at krænke den danske neutralitet, eller om de kunne affinde sig med, hvis modparten gjorde det. For Rambusch var det afgørende for, om Danmark ville blive inddraget i et sådant opgør. Hvad stormagterne besluttede, afhang af omkostningerne ved at vinde herredømmet over adgangen til Østersøen. Ordningen af det danske neutralitetsforsvar skulle bedømmes i denne sammenhæng. Det var overvejelser, der også lå bag den militære sagkundskabs fordeling af forsvarsstyrkerne og deres opfattelse af, at visse dele af landet kunne forsvares af forholdsvis små troppestyrker. De landsdele, hvor de stridende parter kun ville kunne vinde mindre fordele, ville være mindre udsatte og kunne derfor nøjes med mindre troppestyrker. Der var dog så store fordele forbundet med herredømmet over Storebælt og København, at det godt kunne betale sig for de stridende parter at sætte større styrker ind på disse steder, og derfor skulle det danske forsvar også koncentreres på disse steder. Efter at have identificeret de steder, hvor stormagternes interesse var størst, fulgte spørgsmålet om, hvorledes angriberen ville sætte sine kræfter ind. Det ville aldrig kunne forudsiges præcist, hvor fjenden ville sætte sine angreb ind, men med kend­ - 166 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. skab til militærstrategi kunne mulighederne indskrænkes, da der ud fra de almengyldige strategiske regler kunne sluttes til deres anvendelse i det konkrete tilfælde: ”Først og fremmest vil den paagældende Magt spørge, om vi godvillig ville slutte os til den. Svare vi Nej derpaa, nøjes den ikke med at sætte en lille Troppestyrke i Land paa de Steder, hvor den vil gøre sig til Herre over Kysten, og saa ganske roligt vente, til vi blive færdige med at mobilisere og faa samlet saa stor en Styrke, at vi kunne angribe den med nogen Udsigt til Held. Nej, den fører akkurat som ved en egentlig Angrebskrig Striden straks til Bunds, saa den kan tvinge Danmark til at falde til Føje og bøje sig for den fremmede Magts Villie. Og den Maade, hvorpaa Kampen føres til Bunds, er af Flertallet i Forsvarskommissionen allerede ret klart fremstillet. Saafremt København ligger som en mod Søsiden aaben By, sker det grumme let for Angriberens Vedkommende ved, at han sejler op for Byen med en stor Flaade og foreskriver sine Betingelser, idet han giver os Valget imellem, om vil ville modtage et Bombardement eller falde til Føje – og man kan vist temmelig roligt gaa ud fra, at saa bliver den danske Regering nødt til at falde til Føje. Men dermed er saa Neutraliteten absolut brudt fra vor Side, vi ere blevne den ene Magts allierede – eller i Betragtning af de gensidige Styrkeforhold gør man maaske rettere i at bruge Navnet Vasal. Men hvis nu Hovedstaden ligger beskyttet mod Søen, saaledes at et Søangreb har ringe Udsigt til at lykkes, men derimod et Angreb fra Landsiden er overordentlig let gennemførligt, saaledes som det maa være Tilfældet, naar København er ubefæstet mod Landsiden, saa gaar Fjenden blot om til den anden Side. Det er heller ikke noget Paafund fra vor Side, det er overensstemmende med alt, hvad der sker, og for ganske nylig er den samme Betragtning bleven bekræftet i den japansk-kinesiske Krig, idet Japan ikke indlod sig paa at bringe store Ofre for at angribe Kinas store Orlogshavn Waihaiwai fra Søsiden, men gik i Land og tog den fra Landsiden med meget smaa Ofre, og det endda overfor et Land som Kina, der tæller saa betydelige Troppemasser, om end de jo ikke ere af første Kvalitet. - Saaledes vil vedkommende Magt ogsaa ganske sikkert gaa i Land og angribe København fra Landsiden, og det er det, vi skulle og maa hindre. Vi skulle det, fordi vi have den Forpligtelse, det hører med til at værge vor Neutralitet. Vi maa gøre det, fordi det, hvis vi ikke gøre det, er ude med vor Selvbestemmelse for den Gang.” 0 Rambusch tog dernæst fat på spørgsmålet om, hvordan en landgang skulle hindres. Han afviste, at den danske flåde selv kunne hindre det. Den måtte samarbejde med hæren om opgaven. Med henvisning til de tilforordnede i forsvarskommissionen vurderede han, hvad der skulle til for, at hæren ville kunne medvirke til at afvise en landgang. Hæren skulle have en størrelse af godt og vel 30.000 manøvredygtige felttropper, hvilket han mente godt kunne lade sig gøre. Denne styrke skulle kunne sendes ud til kysten, og det krævede, at den kunne forlade sin basis, hvilket ifølge Rambusch ikke kunne ske, med­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 135f. Rambusch. - 167 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. mindre denne var sikret. Han vurderede, at Københavns forsvar (ved et angreb der kom med meget kort varsel, og hvor angriberen ikke havde megen tid til rådighed, inden afgørelsen skulle falde) ville kræve 4-6.000 mand, hvis byen var nogenlunde tidssvarende befæstet mod landsiden, mens det ville kræve flere mænd, hvis der ingen faste værker var, da forsvarsstyrken i åben mark skulle være fjenden overlegen. Han fandt, at hvis det danske forsvar skulle kunne sende felthæren til et punkt på kysten, 2-3 dagsmarcher borte fra hovedstaden, og samtidig bevogte denne, kunne det kun ske, hvis byen var befæstet både på sø- og landsiden. Han afviste det som rent sludder, at en slet fæstning skulle være værre end ingen fæstning. Den russiske havneby og fæstning Port Arthur havde ved krigsudbruddet været en mangelfuld og ufuldendt fæstning, men russerne havde formået at forsvare Port Arthur i 7 måneder. En magt, der ville bemægtige sig København måtte, ifølge Rambuschs analyse, indstille sig på ikke at kunne bemægtige sig fæstningen før end en belejringspark kunne føres til stede. Selv med tilstedeværelsen af en belejringspark, mente han ikke, at en fjende kunne regne med at bemægtige sig Københavns befæstning før i løbet adskillige måneder. Det skulle sammenholdes med, at angriberen – for at kunne drage fordel af angrebet – måtte have det hele afgjort og være herre over Danmark inden alt for mange dages forløb. Derfor fandt han det godtgjort, at hvis den danske forsvarsordning sikrede forsvarets basis med både befæstningsanlæg og tilstedeværelsen af de nødvendige troppestyrker, kunne det ikke betale sig at krænke den danske neutralitet, idét risikoen var for stor. Dét alene kunne garantere, at den danske neutralitet blev respekteret. Neutralitetspolitik fordrer, at der ikke føres præferencepolitik, og derfor var beskyldninger om brud på dette princip også en del af forsvars- og landbefæstningsdebatten. Højre mente, der både ville blive ført præferencepolitik i de 12 år, indtil landbefæstningens nedlæggelse og efter nedlæggelsen, mens de frikonservative mente, det ikke ville være tilfældet før efter nedlæggelsen i 1922. Henning Matzen mente, at præferencepolitikkens princip blev fastslået med fæstningsforslaget, selv om nedlæggelsen først skulle gennemføres efter en vis årrække. 0 Tilstanden indtil 1922 ville ikke være fri for præferencer, da søbefæstningen blev styrket og istandsat, mens landbefæstningens mangler ikke blev udbedret. Han afviste enhver tvivl om, hvorvidt præferencepolitikken ville være gennemført med landbefæstningens nedlæggelse i 1922, da byen stadig ville være befæstet mod søsiden, mens byen ville ligge åben på landsiden. Han sagde det ikke direkte, men der kan ingen tvivl være om, at han mente, den foreslåede ordning med landbefæstningens nedlæggelse var en præference for Tyskland, der blev opfattet som den mest sandsynlige initiativtager til en landgangsekspedition. Storbritannien blev opfattet som sømagten, der ville true fra søen, selvom de begge var Danmark overlegen både til lands og til vands. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 153-160. Juraprofessor Henning Matzen (1840-1910): Landstinget: 1879-1910, Højre. - 168 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Mogens Frijs kunne på vegne af de Frikonservative erklærer, at de opfattede beslutningen om landbefæstningens nedlæggelse i 1922 som en politisk indrømmelse. De tillagde den ikke stor betydning, da de ikke forventede, den ville blive udført. 0 Det var en opfattelse, Højres Henning Matzen ikke mente kunne bruges til at stemme for loven, hvis man ikke fandt nedlæggelsen forsvarlig. Han afviste også, at man skulle kunne kalde fæstningsspørgsmålet et politisk spørgsmål. Han opfattede det som et spørgsmål angående den almindelige grundsætning om, hvordan forsvaret skulle ordnes. For de Frikonservative var det afgørende, hvordan de sagkyndige stillede sig til den foreslåede ordning, og om de mente, den ville medføre så store fordele, at der kunne ses bort fra dens mangler. Hvis sagkundskaben kunne acceptere den foreslåede ordning, ville de Frikonservative derfor støtte dens gennemførelse. Reedtz-Thott var utilfreds med det foreliggende hærlovsforslag og beklagede, at de forslag til omorganiseringen af hæren, som hans mindretal i Forsvarskommissionen havde foreslået, ikke var blevet lagt til grund for det foreliggende forslag. 0 Han fandt dog ikke, at hans anker var større end, at de med god vilje kunne imødekommes af regeringen. Han beklagede bl.a., at regeringen ikke havde søgt at få den almindelige værnepligt genindført, efter princippet var blevet forladt med forliget i 1894, og henviste til, at også Forsvarskommissionens venstreflertal havde ønsket en større udskrivningsprocent. Han fandt det naturligt, at når befolkningen voksede, skulle antallet af indkaldte soldater vokse tilsvarende. Niels Kr. Johansen fra Venstrereformpartiet udtalte sig til fordel for regeringsforslagene. 0 Han mente, de var rimelige og indeholdt store fordele i forhold til den eksisterende ordning. Han fremhævede de betydelige forbedringer for flåden, som søværnet virkeligt trængte til efter i en årrække ikke at havde fået de nødvendige bevillinger, og at hærordningen ville skabe en betydelig udvikling af det levende værn, hvorved hæren ville blive i stand til at værne neutraliteten. Henvendt til de der havde fundet forslagene utilfredsstillende, mindede han om, at forslagenes forbedringer ville medføre store og betydelige økonomiske udgifter og fastslog, at venstregrupperne dermed var gået så langt, som det med nogen rimelighed kunne kræves af dem. Han fandt også indskrænkningen af tjenestetiden fuldt forsvarlig og fremdrog (ligesom mange andre der gik ind for denne nedsættelse) sine egne erfaringer om udnyttelsen af de værnepligtiges tid. Ved at rationalisere undervisningen, mente han, nedsættelsen af tjenestetiden kunne forsvares. Socialdemokratiet i Landstinget indtog den samme holdning som i Folketinget men havde dog valgt ikke tage afrustningsforslaget op. 0 Efter Landstingets forskellige partigrupper var kommet til orde afviste forsvarsmini­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 110ff. Lensgreve Mogens Frijs (1849-1923): Landstinget: 1880-1918. 1900-15 leder af de Frikonservatives 8 mandsgruppe. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 143-49. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 149ff. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 117ff. - 169 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. ster J.C. Christensen den kritik, der var blevet fremført mod forslagene. 0 Han afviste, at der ikke skulle være nok tropper tilstede på Sjælland og karakteriserede i øvrigt Rambuschs indvendinger som få og små. De tropper, der kunne mobiliseres på Sjælland, skulle forstærkes af sikringsstyrken. Han pointerede derfor, at der hellere måtte foretages en eller to indkaldelser af sikringsstyrken, der viste sig unødvendige end at forsømme en indkaldelse, når det var nødvendigt. Han vurderede, at de fleste var enige med ham i, at den eksisterende søbefæstning var det mest sårbare sted, og at det gjaldt om at få den og kystbefæstningen forbedret for at hindre bombardement af hovedstaden fra søsiden. Som forholdene var under den gældende ordning, kunne en stormagt lettest overvinde Danmark ved at sende en flåde til København og true landet til overgivelse. Forsvarsministeren nævnte i denne forbindelse direkte Storbritannien og Tyskland som de stormagter, der altid havde en stor flådestyrke til søs, der øjeblikkeligt med telegram kunne dirigeres til København. Rusland blev på dette tidspunkt ikke regnet med til denne gruppe, hvilket han heller ikke lagde skjul på, da han nævnte den russisk flådes ødelæggelse få år tidligere, og at landet endnu ikke havde fået skabt en ny. Han vurderede, at en landgang på Sjælland ikke ville være lige let for enhver stormagt, da det ville kræve betydelige forberedelser, og en overrumplende landgang kunne kun finde sted med en mindre landgangsstyrke, som den danske hær ville kunne møde. Han afviste sammenligningen med huset, hvor en dør var lukket, mens den anden stod åben, idet han blev indenfor den samme metafor og sagde, at når den ene dør var sikkert lukket, kunne mandskabet stilles op for at tage imod ubudne gæster ved den anden dør. Regeringens forslag til en ny forsvarsordning ville (ifølge forsvarsministeren) skabe en virkelig hær, der kunne møde ved landgangsstedet, mens den eksisterende ordning fra 1894 havde beskåret hærstyrken for at redde den nyanlagte landbefæstning. Derudover pointerede han, at flåden ville blive styrket, så den kunne operere udenfor Øresund. Reedtz-Thotts indvendinger fejede han primært af bordet ved at påpege det finansielle hensyn, mens Matzens tale om præferencepolitik blev affærdiget som Højres almindelige reaktion og betegnet som en påstand. Beskyldningen om, at landbefæstningens modstandere førte præferencepolitik, afviste han og hævdede, at den foreslåede ordning vendte ligeligt mod alle parter, idet søbefæstningen vendte imod enhver flådemagt, der ville true den danske frihed, mens hovedstadens landside var sikret af hæren og forsvarets øvrige midler imod enhver, der søgte at komme landet og hovedstaden til livs via en landgang på Sjælland. Madsen-Mygdal afviste, at modstanden mod landbefæstningen skulle være en særlig venstreanskuelse, idet han henviste til såvel det gamle nationalliberale parti som regeringen Frijs, der i 1867 havde nedlagt Københavns gamle landbefæstning uden at erstatte den med en ny. 0 Begrundelserne fra dengang fandt han stadig var gældende. Det var dengang blevet vurderet, at Danmark hverken magtede at udføre en virkelig fæstning 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 160-70. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 172ff. - 170 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. omkring København eller havde mandskab nok til rådighed til at besætte den, da de ikke regnede med, at der ville kunne overføres tropper fra Jylland og Fyn. Påstanden om præferencepolitik, fandt han, var et nyt argument for landbefæstningen, som ikke havde været tilstede før. Forsvarsminister J.C. Christensen og Madsen-Mygdals udtalelser imod landbefæstningen fik dog ikke Højrepolitikerne i Landstinget til at ændre holdning. Rambusch fandt deres indvendinger utilstrækkelige og fastholdt, at han havde påvist, at Københavns landbefæstning var en uafviselig betingelse for at skabe et virkeligt effektivt dansk forsvar. 0 Han afviste, at en stormagtsflåde let kunne dirigeres til et angreb på en kystby. Det var nok muligt, men skulle det ske med kort varsel, ville angrebet ikke blive overvældende mægtigt. Nok fandtes der flåder som stort set var slagfærdige til enhver tid, men de var ikke i stand til at løse enhver opgave, da de ikke var tilstrækkeligt udrustede med artilleri og ammunition til at gennemføre et virksomt bombardement af en storby. Den opgave krævede særlige foranstaltninger, og derfor afviste Rambusch, at den fare som forsvarsministeren havde opstillet skulle være tilstede. Han kunne give forsvarsministeren ret i, at det krævede flere anstrengelser og forberedelser at sende en landgangsekspedition end en flåde af sted til Sjælland og København, men han mente, at der kun ville være tale om meget lidt mere, og at det ville kunne gøres med meget kort varsel. Han fremhævede, at hærens tilforordnede i forsvarskommissionens betænkning havde oplyst, at Danmark – inden et fredsbrud endnu var indtrådt – kunne risikere med få timers varsel at se en styrke på indtil en snes tusind mand gøre landgang på Sjælland. Rambusch mente, at han havde påvist, at et sådant landgangsforsøg ikke ville havde den fjerneste chance for at kunne gennemføres, hvis det danske forsvar havde nogen styrke til rådighed, og hovedstaden var befæstet til begge sider. Derimod fandt han ikke, at hverken forsvarsministeren eller Madsen-Mygdal havde forklaret, hvordan et sådan forsøg skulle imødegås, hvis det danske forsvar ikke var således forberedt. Han var enig med Madsen-Mygdal om, at det tidligere ikke kun var venstrefolk, der var modstandere af landbefæstningen men fremførte, at alle de der havde underkastet sagen en virkelig drøftelse med tiden var kommet til det resultat, at et virkeligt forsvar uden Københavns landbefæstning var uopnåeligt. General Raasløffs princip om at søge forsvaret alene i en veludrustet hær havde man forgæves søgt i 40 år. Forholdene havde ændret sig siden 1867, og de nationalliberale og general Raasløff (der dengang havde været imod Københavns landbefæstning) havde, ifølge Rambusch, også ændret anskuelse, da forholdene ændrede sig. Han forklarede, at efter Tyskland var blevet en sømagt, havde general Raasløff også indset og udtalt, at med de nye forhold krævede ordningen af et tilfredsstillende dansk forsvar bl.a. også en landbefæstning omkring København. Spørgsmålet om hvorvidt en af de europæiske stormagtsflåder, uden at skulle tage flere forsyninger om bord først, kunne sendes mod København for at bombardere byen, før­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 191ff. - 171 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. te til en mindre meningsudveksling mellem forsvarsministeren og Rambusch. 0 J.C. Christensen fastholdt, at det var en forældet forudsætning, at stormagtsflåderne først skulle forsynes med ammunition inden sådan en opgave, da krigsskibene i 1909 havde deres ammunition om bord og således altid var i krigsberedt stand. De store flådenationer havde altid flådestyrker ude, der ved telegrafisk varsel var klar til et bombardement. Det var en central del af forsvarsministerens argumentation for, at søbefæstningen og kystbefæstningen skulle være i orden. Det blev afvist af Rambusch. Han bemærkede således, at han fra særligt kyndigt hold (som dog ikke blev nærmere præciseret) havde fået den viden, han før havde fremført om ammunitionsforsyningen. Nok havde skibene den forsyning, som krævedes til et søslag, men Rambusch pointerede, at det var et helt andet spørgsmål med den kolossale ammunitionsmængde, der skulle til for at gennemføre et bombardement på en storby som København. Det havde krigsskibene ikke og kunne ikke skaffe til veje uden forudgående forberedelser og særlige transportskibe. Det fik dog ikke forsvarsministeren til at fravige sin holdning. Han fastholdt, at en maritim stormagt let kunne sende så mange skibe til København, at de kunne bombardere byen, med mindre byens søbefæstning blev bragt i orden. Spørgsmålet om, hvorvidt landbefæstningen var en forudsætning for at kunne sende den danske hær ud til de sjællandske kyster for at optage et kystforsvar, medførte ligeledes en mindre meningsudveksling, inden førstebehandlingen sluttede. 0 Forsvarsministeren holdt på, at den vigtigste forudsætning for at kunne sende hæren til kysterne var, at der var en hær. Havde man ingen hær, var der ingen at sende ud, og han var af den overbevisning, at Rigsdagen med forliget i 1894 havde erkendt, at den danske forsvarsordning ikke kunne bære både en nogenlunde stor og veludrustet hær og en befæstning af København: Der var ikke råd til det! Forliget havde skåret en del af hæren bort til fordel for fæstningen. Neutralitetspligten krævede dog en hær, idet det danske forsvar ikke kunne koncentreres i en fæstning i et hjørne af landet og samtidig varetage landets neutralitetspligter. Den militære basis ville han forsvare med en, efter danske forhold, stor hærstyrke på Sjælland og ved at sikre kysten, så landgangsforsøg i byens umiddelbare nærhed blev forhindret. Rambusch fastholdt derimod, at valget stod mellem et virkeligt forsvar eller ej afhængigt af, om landbefæstningen blev opretholdt eller nedlagt. Rambusch og Reedtz-Thott mente ikke, at Rigsdagen i 1894 havde anerkendt, at landet ikke kunne overkomme såvel hær som landbefæstning, og de mente, at denne opfattelse ikke havde noget hold i virkeligheden. Rambusch havde argumenteret imod at lade hovedstaden ligge ubeskyttet af faste forsvarsværker. Han havde fremført, at den fjendtlige fremmede magt kunne gå i land et sted på Sjælland, og når den danske hær så forlod hovedstaden for at imødegå fjenden, ville denne via et andet landgangssted kunne rykke uforstyrret ind i hovedstaden, hvorved den danske modstand ikke længere kunne opretholdes. For­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 200ff. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 200ff. - 172 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. svarsministeren afviste muligheden for flere simultane landgangsekspeditioner eller skinaktioner. Set fra hans synsvinkel gjaldt det om at indrette det danske forsvar til at afvise et hurtigt udført kup, som blev udrustet i en fart og uden nogen særlige forberedelser. Den 6. september 1909 blev førstebehandlingen af lovforslagene færdigbehandlet. Overgangen til andenbehandlingen blev vedtaget samtidig med, at der blev nedsat et udvalg, som forslagene blev henvist til. 0 Landstingets anden- og tredjebehandling af lovforslagene. Lovforslagenes andenbehandling begyndte den 18. september 1909. Landstingsudvalget var ikke nået til enighed om en fælles indstilling. 0 På nær socialdemokraten Christiansen (der stillede forslag om at nægte alle forslagene overgang til tredjebehandling) var udvalgsmedlemmerne enige om, at det eksisterende forsvar led af store mangler, og at der burde bringes betydelige ofre, så det på fyldestgørende måde kunne løse sin opgave: Opretholdelsen af Danmarks neutralitet. Tillige erkendte de, at forslagene i flere henseender indeholdt betydelige forbedringer, hvortil de regnede forøgelsen af hærstyrken, styrkelsen af søværnet og anlæggelse af faste værker til støtte for hær og flåde og udbedringen af Københavns søbefæstning. Udvalgsmedlemmerne delte sig på spørgsmålet om, hvorvidt det var tilrådeligt at stille ændringsforslag. Udover en række ændringsforslag af mindre indgribende art, der var stillet af forsvarsministeren og tiltrådt af udvalgt (stadig fraregnet det socialdemokratiske medlem) havde kun enkelte ændringsforslag af større betydning kunnet samle de 14 udvalgsmedlemmer og opnå forsvarsministerens tilslutning. Det betydeligste ændringsforslag gjaldt en forøgelse af rytteriet og dets garnisonering. Det ville medføre en forøget udgift på 70.000 kr., der dog blev indvundet ved andre forslag, der ville medføre økonomiske besparelser. 0 Regeringsforslaget ville (som det var forelagt i Landstinget) forøge antallet af værnepligtige der skulle aftjene deres værnepligt, men stadig fastsætte antallet i stedet for at lade det følge befolkningsudviklingen ved at fastsætte en fast procentsats. Udvalget stillede et ændringsforslag, som forsvarsministeren havde tiltrådt om, at disse tal skulle kunne forøges efterhånden som befolkningstallet steg, forudsat at de nødvendige midler blev bevilget på finansloven. Forsvarsministeren stillede (med tilslutning af 14 af udvalgsmedlemmerne) forslag om, at ældre 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 208-213. de 15 landstingsmedlemmer der blev valgt til udvalget var: Broberg (Venstre), Christiansen (Soc.dem.), la Cour (Højre), Frijs (Frikonservativ), Hage (Højre), Johansen (Venstrereformpartiet), Kofoed (Venstrereformpartiet), Villars Lunn (Højre), Møller (Venstre), Jørgen Pedersen (Moderate Venstre), Holger Petersen (Højre), Piper (Højre), Rambusch (Højre), Rasmussen-Krøjerup (Venstrereformpartiet) og Reedtz-Thott (frikonservativ). 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Tillæg B, sp. 205ff, bilag sp. 227ff. Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 214ff 0 Det var bl.a. nedsættelsen af indkaldelsen af fodfolket med 100 mand, der ville give en besparelse på 32.000 kr., en mindre indskrænkning i antallet af dem, der skulle indkaldes til trainet, skulle dække resten af merudgiften. Ændringsforslaget om at indkalde færre folk til fodfolket var kun stillet af et mindretal. - 173 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. årgange end den 16. skulle kunne anvendes i Sjællands forsvar, da der ville gå længere tid, inden mandskabet i landsdelene øst for Storebælt ville være forøget nok til, at bringe de sjællandske linie- og reserveafdelinger op på den nødvendige krigsstyrke. 0 Udvalgets 6 medlemmer fra Højre stillede ændringsforslag til befæstningsloven om en bevilling på 3,5 mio. kr. til forstærkning af Københavns landbefæstning. Udvalgets to Frikonservative medlemmer havde skønnet, at forslaget om forbedringer af landbefæstningen ikke havde nogen udsigt til at blive gennemført og havde derfor ikke tilsluttet sig det. De to grupper (der sammen dannede udvalgsflertallet) var enige om, at landbefæstningens bevarelse var nødvendig også efter 1922, da de opfattede befæstningsanlæg som nødvendige, hvis en overrumpling af hovedstaden skulle hindres, mobiliseringen sikres og kystforsvaret være muligt. De beklagede, at hærlovsforslagets fordele delvist var opnået ved besparelser på punkter, de sagkyndige tillagde stor vægt, såsom tjenestetiden, befalingsmændenes antal, feltartilleri og rytteri. Sammen med udvalgsbetænkningen fulgte to bilag, hvor den kommanderende general i 1. generalkommandodistrikt og chefen for generalstaben svarede på to spørgsmål, de var blevet stillet af udvalget. Det første gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt Københavns forsvar mod landsiden sikrede hovedstaden mod at blive overrumplet af et landgangskorps forsynet med feltartilleri ved den ordning, der var foreslået frem til 1922. De to officerer mente, at Københavns fredsstyrke udenfor den tid, der var indkaldt mandskab til fortsat øvelse også efter de forelagte lovforslag, var for ringe til at kunne yde nogen virksom modstand mod overrumplingsforsøg. Man ville derfor også i fremtiden være henvist til under urolige udenrigspolitiske forhold at tilvejebringe en sikringsstyrke til afværgelse af sådanne forsøg. De projekterede fløjanlæg ved Vedbæk og Mosede i forbindelse med sikringsstyrken og den eksisterende landbefæstning ville give den fornødne tid til mobilisering af de værnepligtige i København og til de mobiliserede afdelingers rettidige ankomst til forsvarslinierne. De fremhævede, at det derfor var af væsentlig betydning, at der blev truffet en hensigtsmæssig alarmeringsordning for København og omegn. De anså den mobiliserede styrke for – i forbindelse med sikringsstyrken og når den kunne støtte sig til den eksisterende landbefæstning – at være i stand til at hindre en landsat fjende i at bemægtige sig København, inden de øvrige garnisonerede afdelinger på Sjælland var mobiliserede og i stand til at gribe ind. Det andet var deres svar på spørgsmålet om, hvorvidt den foreslåede ændring af det danske forsvarsvæsen frembød så store fordele, at man uanset dens øjensynlige mangler burde foretrække den fremfor den eksisterende ordning. De to officerer forudsatte også her, at der kun blev sigtet til den forsvarsordning, der var planlagt for tiden indtil 1922 og havde derfor kun taget hensyn til forsvarets ordning i dette tidsrum. De mente, at da den gældende forsvarsordning var så ufyldestgørende, at det måtte anses for uforsvarligt 0 Udvalget stillede tillige ændringsforslag angående militærmusikken, feltartilleriet ordning, brug af maskinskyts ved fodfolket, fodfolkets rammer og tjenestetid, kystartilleriet og befæstningsloven. - 174 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. at forblive stående ved den ordning, og da den foreslåede ordning, på trods af sine mangler, i væsentlige henseender ville yde forsvaret bedre betingelser, burde den forslåede ordning foretrækkes frem for den gældende. De mangler, de fremhævede ved den foreslåede ordning, blev delt af udvalgsflertallet, der stillede forslag til disse manglers udbedring. Ændringsforslagene til hærlovsforslaget blev vedtaget, og dets overgang til tredjebehandling vedtaget med 53 stemmer mod 5, hvorefter Landstinget gik over til andenbehandlingen af befæstningslovforslaget. 0 Udenfor betænkningen stillede Frijs og Reedtz- Thott et ændringsforslag til befæstningenslovens § 3, om at ændre ordlyden af første linie fra ”Senest inden 31. Marts 1922” til ”Saafremt der ikke inden 31. Marts 1922 af Lovgivningsmagten er truffet anden Bestemmelse”. De stillede ændringsforslaget for at tydeliggøre meningen med § 3 og ikke, fordi de havde ændret mening til landbefæstningen, som de fortsat mente, skulle opretholdes også efter 1922. Højre havde heller ikke ændret holdning til spørgsmålet om landbefæstningen. De fokuserede derfor også på tiden indtil 1922, hvor landbefæstningen stadig skulle spille en rolle i forsvarsordningen. Piper kritiserede således, at mens det i § 1 blev bemyndiget forsvarsministeren at anvende 11 mio. kr. til forstærkning af Københavns søbefæstning og 5 mio. kr. til kystbefæstningsanlæg, var der ikke bevilget midler til udbedring og forstærkning af landbefæstningen. Derfor havde de i betænkningen stille et ændringsforslag, hvorefter der skulle stilles 3½ mio. kr. til forsvarsministerens disposition til forstærkning af Københavns landbefæstningsanlæg. Blev deres ændringsforslag vedtaget, ville det medføre, at teksten i § 3 udgik og spørgsmålet om nedlæggelse dermed opgivet. Piper tilrådede sine meningsfæller at stemme for det frikonservative ændringsforslag til § 3, hvis deres eget ændringsforslag ikke kunne vinde tilslutning. Han fastholdt, at selv hvis det frikonservative ændringsforslag blev vedtaget, ville det ikke tilfredsstille Højre, og han tilrådede sine meningsfæller at stemme imod paragraffen ved den endelige afstemning. Udvalgsordfører Jørgen Pedersen (fra det moderate Venstre) støttede ikke Højres udvalgsforslag om bevillinger af midler til landbefæstningen, da der ikke kunne være nogen tvivl om, at hvis det blev vedtaget i Landstinget, ville det ikke resultere i ekstra bevillinger til udbedring af landbefæstningen men derimod resultere i forhandlingernes sammenbrud. Derfor opfordrede han forslagsstillerne til at frafalde ændringsforslaget, hvis forsvarssagen skulle løses. Ændringsforslaget til § 3 om paragraffens formulering, fandt han personligt fuldt berettiget for at skabe klarhed om betydningen af paragraffen. Fra anden side blev ændringsforslaget om omformulering af § 3 frarådet med den samme begrundelse, som blev brugt imod det ekstra bevillingsforslag, nemlig at der ikke skulle fremføres noget, der kunne hindre løsningen af forsvarssagen. Forsvarsminister J.C. Christensen fandt heller ikke, at ændringsforslaget til § 3 skabte bedre forståelse om in­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 245f og 247-263. - 175 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. tentionen, som han mente var klart nok udformet. Han frarådede derfor ændringsforslaget. Tidligere konseilspræsident Estrup udtalte sig imod nedlæggelsen af Københavns landbefæstning som værende i uoverensstemmelse med den ligelige neutralitet. Han ville stemme for ændringsforslaget om de 3½ mio. kr. til landbefæstningen, der også ville betyde en sløjfning af § 3. Forsvarsminister J. C. Christensen fandt det ikke overraskende, at Estrup var imod en nedlæggelse af landbefæstningen, men han afviste udførligt, at der kunne være tale om en fravigelse fra den ligelige neutralitet. Mindretallets ændringsforslag til befæstningslovforslagets § 3 (om ekstrabevilling til landbefæstningen) blev forkastet med 33 stemmer mod 23, og det udenfor betænkningen stillede ændringsforslag til formuleringen af § 3 blev vedtaget med 36 stemmer imod 18. Den således ændrede § 3 blev i første omgang forkastet med 21 stemmer for og 23 imod, hvorefter formanden lagde op til et navneopråb pga. den ringe stemmeforskel. Madsen- Mygdal fik inden da ordet for en kort bemærkning. Han udtalte, at han ikke fandt paragraffen tilfredsstillende, men han ikke havde noget imod, at den gik tilbage til Folketinget, og derfor kunne han godt stemme for paragraffen. Da det samme kunne menes at gælde for flere andre medlemmer, henstillede han til formanden om at lade afstemningen gentage. Dernæst fulgte en ny afstemning om § 3, der denne gang blev vedtaget med 29 stemmer imod 23. Det samlede lovforslags overgang til tredjebehandling blev vedtaget med 46 stemmer imod 5. Til de resterende lovforslag var der fra udvalgets side ikke stillet nogen ændringsforslag. Udvalgsordføreren forklarede, at det ikke betød, at enkelte medlemmer ikke havde ønsket visse ændringer, men at man som forholdene lå, og som indholdet var, ikke fandt, at der var anledning til at stille ændringsforslag. Derfor anbefalede han dem til uforandret vedtagelse. 0 Forslagenes enkelte paragraffer og de samlede lovforslags overgang til tredjebehandling blev alle vedtaget med stemmerne 42 mod 5. Landstingets tredjebehandling af lovforslagene fandt sted den 21 september 1909. 0 Forslag til lov om befæstningsanlæg kom til behandling først. Forsvarsminister J.C. Christensen havde, tiltrådt af Broberg, Frijs, Reedtz-Thott, Johansen, Koefoed, N. Møller, Jørgen Pedersen og Rasmussen-Krøjerup, stillet et ændringsforslag til § 3 om at ordene i første og anden linie ”Saafremt der .... Bestemmelse,” ændredes til ”I Aaret 1922, inden den 31. Marts,”, mens la Cour, Hage, Lunn, Holger Petersen, Piper og Rambusch stillede ændringsforslag om, at § 3 skulle udgå. Udvalgsordføreren var ikke i tvivl om, at en sløjfning af § 3 ville medføre, at hele forsvarsreformen strandede. § 3 var resultatet af, at der ca. en måned tidligere i Folketinget var sluttet et forlig mellem de tre venstregrupper, ”de 27” og de to ”11-mandsgrupper”. Det var en overenskomst, der i sine hovedtræk var blevet godkendt af et flertal af Folke­ 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 263-270. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 270-337. - 176 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. tingets Højre som grundlag for dannelsen af regeringen Holstein-Ledreborg. Overenskomsten, som den var blevet forelagt kongen og gennem Ritzaus Bureau udsendt til medierne, blev oplæst: ”Grupperne tilsiger Grev Holstein-Ledreborg deres Støtte til Dannelsen af et Venstreministerium, der gennemfører Forsvarslovene paa Grundlag af Folketingets Afgørelse ved anden Behandling. Angaaende de hidtil værende Uoverensstemmelser mellem Grupperne er følgende Afgørelse truffen: Den nuværende Landbefæstning opretholdes indtil 31. Marts 1922. Til Landbefæstningens Vedligeholdelse i det nævnte Tidsrum anvendes det samme aarlige Beløb som hidtil. Det nordre Fløjfort flyttes til et sydligere Punkt, idet dets Karakter udelukkende som Kystfort opretholdes. Det er Forudsætningen for Overenskomsten, at hver af Parterne bevarer sin Overbevisning angaaende Spørgsmaalet om Københavns Sikring imod Landsiden. Givet er kun, at Landbefæstningen bliver at nedlægge i Aaret 1922, hvis Rigsdag og Regering ikke forinden have fattet anden Beslutning. At dette til enhver Tid staar Rigsdagen frit for, ogsaa efter Befæstningslovens Vedtagelse, er en saa selvfølgelig Ting, at man fra 11-Mandsgruppernes Side ikke har ment at burde fastholde Ønsket om, at der i Lovens Tekst fastsættes noget Tidspunkt for en saadan Afgørelse.” 0 Udvalgsordføreren kunne således forklare, at der i Folketinget både var blevet stemt for § 3 af folk, der havde den overbevisning, at forsvaret ville være bedst tjent med at København lå åben til landsiden, og af folk, der havde den modsatte overbevisning og forventede, at beslutningen om landbefæstningens nedlæggelse senere ville blive omstødt eller erstattet af andre anlæg. De havde, ifølge udvalgsordføreren, stemt for § 3, fordi dens vedtagelse var blevet en uundgåelig betingelse for, at de vigtige og til dels absolut nødvendige forbedringer, som det samlede forslag indeholdt, kunne blive gennemført. Han forudsatte således, at den samme betragtning ville komme til at ligge til grund for en del af Landstingets medlemmer, når der skulle stemmes om befæstningsloven. Han henstillede derfor til de landstingsmedlemmer, der havde stillet forslaget om at lade § 3 udgå, om at forklare hvordan de, efter sagen var strandet, ville skaffe de nødvendige midler til styrkelsen af Københavns søbefæstning. Opfattelsen af, at hele forsvarssagens løsning ville falde på gulvet, hvis § 3 blev taget ud af befæstningsloven blev ikke kun delt af venstregrupperne men også af de frikonservative. Deres leder, Frijs, forventede, at når Højres mangeårige fører Estrup havde opfordret sit parti til at forkaste befæstningslovforslaget og § 3, så var det sket under den forudsætning, at der kunne opnås bedre vilkår for forsvaret. Dét, mente han ikke selv, var tilfældet, men han spurgte dog Estrup om, hvorvidt det var tilfældet. Estrup undgik at svare på spørgsmålet ved at henvise til sin høje alder, men fra anden side tilkendegav Højre, at en direkte forhandling mellem Rigsdagens to ting, såvel som en opløsning af Landstinget, endnu var en mulighed og, de 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Landstingets Forhandlinger, sp. 272. - 177 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. mente ikke, det var deres ansvar, hvis forsvarsordningen ikke blev gennemført, idet de opfattede det fremlagte som et ultimatum. Ændringsforslaget om, at § 3 skulle udgå, blev forkastet ved navneopråb med 32 stemmer mod 25, mens 6 svarede stemmer ikke, og 2 var fraværende. Ændringsforslaget om ændring af paragraffens ordlyd blev vedtaget med 32 stemmer mod 8. Det ændrede lovforslag endte med at blive vedtaget i Landstinget med 30 stemmer mod 5, hvorefter hærlovsforslagets tredjebehandling fandt sted. Der var en længere række redaktionelle ændringsforslag og andre mindre ændringsforslag tillige med nogle ændringsforslag fra Højrepolitikerne, der ville medføre forskellige forøgelser. De første ændringsforslag blev vedtaget, mens de ændringsforslag, Højre havde stillet, blev forkastet. Selv om Højre højlydt havde kritiseret hærlovsforslaget, endte det med, at gruppens sagkyndige Rambusch tilrådede sine meningsfæller at undlade at stemme, da lovforslaget indeholdt adskillige betydelige forbedringer, og han derfor ikke kunne anbefale sine meningsfæller at stemme imod forslaget. Samtidig havde forslaget dog sådanne forringelser, at han ikke kunne anbefale at stemme for forslaget. Hærlovsforslaget blev vedtaget med 27 stemmer mod 8, mens de øvrige lovforslag blev gennemført med alt fra 42 stemmer til 47 stemmer imod 5 til 6 stemmer. Derefter blev de to ændrede lovforslag sendt tilbage til Folketinget. Folketingets afsluttende behandling af befæstningslovforslaget og hærlovsforslaget. Den 23. september 1909 kom de to ændrede lovforslag til forhandling i Folketinget, hvor der fra højre side af salen blev rejst forslag om at sløjfe § 3 i befæstningslovforslaget. 0 Allerede den første folketingsmand, der fik ordet, tilkendegav, at det ikke var nogen overraskelse, at de to forslag var blevet ændret i Landstinget, og derfor var kommet tilbage til Folketinget, men at ændringerne dog ikke var af særlig indgribende natur. Fra venstrepolitikernes side blev udvidelsen af rytteriet anset for den væsentligste ændring, mens ændringen af § 3 i befæstningsloven blev anset for en ubetydelig sproglig ændring. Udvidelsen af rytteriet ville medføre forøgede økonomiske udgifter, som de satte pris på, var blevet modregnet med besparelser andre steder i lovforslaget. Andre væsentlige ændringer gav bl.a. mulighed for at udskrive mere mandskab, end der blev nævnt i hærloven og at føre lister over mandskab ældre end den 16. årgang. Venstregrupperne i Folketinget gjorde opmærksom på, at en sløjfning af § 3 i befæstningslovforslaget ville resultere i hele lovkompleksets fald, da paragraffen dannede grundlaget for den overenskomst, der lå til grund for regeringsdannelsen, og grupperne bag overenskomsten derfor måtte stemme imod lovforslagene, hvis § 3 blev stemt ud af befæstningslovforslaget. Der var i Folketinget ikke et flertal for landbefæstningens bevarelse, men der var en mulighed for, at ændringsforslaget kunne samle nok stemmer til at hindre gennemførelsen af en ny forsvarsordning. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1465-1593 - 178 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Det fik de radikale til højlydt at overveje, om de alligevel skulle stemme for ændringsforslaget i stedet for at undlade at stemme, hvis de med deres stemmer kunne være medvirkende til at standse hele lovkomplekset. De var derfor interesserede i at finde ud af, hvorvidt det ville blive resultatet, eller om sagen blot ville gå videre til et fællesudvalg. Som modstandere af de foreliggende lovforslag til en ny forsvarsordning, ville de radikale ikke lade nogen mulighed stå uprøvet for, at hindre deres gennemførelse, selv ikke hvis det betød, at de skulle stemme for opretholdelsen af den landbefæstning, de var så store modstandere af. Venstregruppernes frygt for, at ændringsforslaget skulle få hele sagen til at falde til jorden, fik ikke forslagsstillerne til at trække forslaget tilbage. De kunne ikke svare for, hvordan andre stemte, eller hvad deres bevæggrunde var, men pointerede, at deres grundlæggende holdning var, at alle medlemmer af Rigsdagen altid handlede ud fra alvorlige og politiske bevæggrunde, og derfor ville de betragte det som en tilslutning til deres opfattelse om, at landbefæstningen ikke skulle nedlægges, hvis socialdemokraterne og de radikale stemte for deres ændringsforslag. Ville de to partigrupper stemme for forslaget uden at dele den bagved liggende holdning, afholdt det dem dog ikke fra at opretholde ændringsforslaget, der blev stillet, fordi deres samvittighed og overbevisning forbød dem at gøre noget andet. Andre højrepolitikere opfordrede deres partifæller til at frafalde ændringsforslaget, dels af hensyn til de tre højrepolitikere, der i hærudvalget havde været nødsaget til at anbefale de lovforslag, der var kommet tilbage fra Landstinget, og dels af hensyn til de venstrepolitikere, der gik ind for landbefæstningen, og med hvem det forsvarspolitiske arbejde i fremtiden måtte gøres. Socialdemokraterne havde ikke ændret holdning. De ville ikke stemme om ændringsforslaget til § 3 men derimod stemme imod hele lovforslaget. Højres og Socialdemokratiets reaktioner gjorde det klart for de radikale, at selv med de radikale stemmer ville ændringsforslaget ikke kunne gennemføres, og at sagen således ikke kunne strande på denne måde. De opfordrede derfor i stedet regeringen til snarest muligt at udskrive folketingsvalg, og foreslog forgæves Folketinget at gå videre med dagsordenen, hvorved forsvarsforhandlingerne ville ende, inden der var nået en løsning. Den radikale og socialdemokratiske modstand mod regeringens forslag til en ny forsvarsordning blev ikke dæmpet, selvom det nu stod klart, at de ikke kunne samle et flertal imod lovkomplekset. De radikale mente, at forslagene ville øge bevillingerne til såvel hær som befæstningsanlæg. Derfor mente de ikke, Højre behøvede udvise nogen større resignation ved at stemme for forslagene. De mente, at Landstingets ændringer indeholdt væsentlige og indgribende forandringer. Ændringen af § 10 i hærlovsforslaget medførte, at der via finansloven kunne indkaldes en større del af de værnepligtige, efterhånden som befolkningstallet steg. Dét opfattede de som en betydelig forandring, som de bebrejdede, at de moderate nu måtte acceptere, efter de med forliget i 1894 havde været med til at få vedtaget, at antallet af rekrutter (og dermed også de økonomiske udgifter) ikke skulle - 179 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. vokse i takt med befolkningsvæksten. Også overfor Venstrereformpartiet kunne de fremdrage en beslutning i forslagene, der ville medføre et brud med partiets hidtidige holdninger. Efter de radikales udlægning ville forsvarsministeren nemlig for fremtiden have enerådig magt over de værnepligtige, da han ikke ville behøve at spørge lovgivningsmagten, inden han ændrede på tjenestetiden, uddannelsestiden eller indkaldelserne, hvilket brød med reformpartiets hidtidige ønske om sparsommelighed og gav regeringen mere magt på bekostning af Rigsdagen. Beslutningen om at åbne for brugen af ældre mandskab på Sjælland, blev også kritiseret af de radikale, der mente beslutningen åbnede for krigsministerielt enevælde og forøgede de værnepligtiges byrder. Folketingets manglende tilslutning til socialdemokraternes afrustningsforslag, afholdt dem ikke fra at promovere deres synspunkt eller kritisere de forsvarsvenlige politikeres stillingtagen. De forsikrede om, at der var folkelig opbakning til deres afrustningsforslag og fremhævede de mange stemmer, der var afgivet til socialdemokraterne ved det seneste folketingsvalg. De mente, lovforslagenes vedtagelse ville tage beslutningen om landbefæstningens skæbne ud af folkets hænder med beslutningen om at den skulle blive liggende indtil 1922, og de indtog dermed den modsatte holdning af forsvarsministeren. De benyttede også lejligheden til at stikke til Folketingets splittede Højregruppe, hvor nogle havde accepteret fæstningslovens § 3, mens andre havde stillet ændringsforslaget om paragraffens udeladelse. Splittelsen af Folketingets højregruppe mht. løsningen af forsvarssagen fremstod tydeligst i denne sidste forhandling, hvor man f.eks. oplevede to højrefolk gå på talerstolen lige efter hinanden og forsvare, hvorfor de henholdsvis ville stemme for og imod den foreliggende ordning. To af Højres politikere, der gik ind for gennemførelsen af den nye ordning, var også officerer i det danske forsvar. Parkov (der var artilleriofficer og i 1909 havde artillerikommandoen på landbefæstningens vestfront) forsvarede sin tilslutning til lovforslagene med, at han havde sammenlignet den gældende forsvarsordning med den foreslåede ordning og vurderet, at den foreslåede ordning var at foretrække. Det var afgørende for ham, at landbefæstningen ikke skulle nedlægges øjeblikkeligt men først i 1922, og han håbede, at beslutningen til den tid ville blive ændret, så i det mindste de dele af landbefæstningen, der uundgåeligt ville være forældede i 1922, ville blive erstattet af andre fæstningsanlæg. Den tidligere flådeofficer Schack lagde ikke overraskende hovedvægten på, at de foreliggende lovforslag ville skabe betingelserne for et forsvar i Storebælt, og dermed mente han, at neutralitetskrænkelser i Storebælt kunne undgås. Han var tilhænger af Københavns landbefæstning og fandt bestemmelsen om dens nedlæggelse urimelig, men han mente også, at Storebælt var et overordentligt vigtigt sted for det danske neutralitetsforsvar. Den politiske strid om landbefæstningen havde bevirket, at København fremstod som det eneste sted, der skulle kæmpes. Schack mente dog, at såvel et forsvar i Storebælt som Københavns befæstning var nødvendigt for at få den danske neutralitet respekteret. Danmarks strategiske betydning afhang af Storebælt, og ifølge - 180 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. Schack ville det være dér, faren ville være størst i en kommende stormagtskrig, da de afsluttende kampe mellem stormagterne muligvis ville blive ført der. Den foreslåede ordning ville skabe betingelserne for en befæstet basis for den danske flåde i Storebælt bag minespærringer og en udvidelse af flåden. Han var dog ikke helt tilfreds med, hvad der blev ydet i søværnsloven, idet det var et minimum og langt under, hvad de sagkyndige havde forlangt, men det var en begyndelse. Selv om Danmark var et lille land, var han ikke i tvivl om, at en passende dansk flåde med undervandsbåde og torpedobåde, der holdt til i de snævre danske farvande, kunne afholde en stormagt fra under en stormagtskrig at krænke den danske neutralitet. Derudover fremlagde han to andre grunde for, hvorfor han ville stemme for forsvarsordningen. Erklæringen fra hærens sagkyndige om, at den gældende forsvarsordning var så ufyldestgørende, at det måtte anses for uforsvarligt at blive stående ved den, og at det med vedtagelsen blev gjort klart, at der i Danmark skulle være et forsvar. Han mente således, at med vedtagelsen blev afrustningsteorierne forkastet, og det blev slået fast, at landet ville opfylde sine folkeretslige forpligtelser, og at Munchs ”tågede folkeretsfantasier” blev skrinlagte for bestandig. Dernæst gik Hornstrup på talerstolen for at forsvare sin modvilje mod lovforslagene og ændringsforslaget til § 3 i befæstningslovforslaget, som han havde været med til at stille. 0 Han forklarede, at han havde stemt for lovforslaget ved tredjebehandlingen for at få forslagene til behandling i Landstinget men at hans håb om, at Landstinget ville forbedre forslagene, var blevet skuffet. Derfor havde han sammen med nogle meningsfæller stillet ændringsforslaget. Blev deres ændringsforslag forkastet, ville han stemme imod befæstningslovforslaget. Ligeledes fandt han så store mangler i hærlovsforslaget, at han fandt det umuligt at stemme for forslaget. Da forhandlingen var afsluttet, blev befæstningslovforslagets § 3 sat til afstemning ved navneopråb. Det resulterede i en vedtagelse med 46 stemmer for og 6 stemmer imod, mens 57 svarede stemmer ikke og 4 var fraværende. 0 De 57 folketingsmedlemmer, der afholdt sig fra at stemme, var socialdemokraterne og de radikale, men også mange højremedlemmer og nogle venstrefolk, der fra 1909 stod udenfor partierne, undlod at stemme. Dernæst blev afstemningen om selve lovforslaget foretaget ved navneopråb og vedtaget med 59 stemmer for og 48 imod, mens 2 undlod at stemme og 4 var fraværende. Derefter blev hærlovsforslaget vedtaget ved navneopråb med 59 stemmer for og 50 imod, mens 1 undlod at stemme og 3 var fraværende. Dermed kunne de to sidste lovforslag blive oversendt til konseilspræsidiet og den ekstraordinære Rigsdagssamling hjemsendes, hvilket skete den 25 september 1909. Vedtagelsen af en forsvarsordning. Med fremlæggelsen i Folketinget af regeringen Neergaards forsvarslovforslag gik for­ 0 N.C. Hornstrup (1866-1922): Folketinget 1909-13. Højre. 0 Rigsdagens Overordentlige Samling 1909, Folketingets Forhandlinger, sp. 1589f. - 181 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. svarsforhandlingerne i fuld offentlighed ind i den afsluttende fase. Dermed forløb Rigsdagsforhandlingerne også anderledes end forhandlingerne i den lukkede forsvarskommission. I Rigsdagen var politikernes udtalelser ikke kun henvendt til den tilstedeværende forsamling men også til den danske og udenlandske offentlighed. Betydningen af at kunne henvende sig til vælgerne træder tydeligst frem, når man fokuserer på den socialdemokratiske deltagelse i forsvarsforhandlingerne, i Rigsdagen og den lukkede forsvarskommission. I kommissionen var partiets repræsentant så tilbageholdende, at næsten alle udtalelser er medtaget i kapitel 4 og 5, mens de i Rigsdagen talte langt mere. Det kan ikke alene tilskrives, at de fremsatte et afrustningsforslag i Folketinget, da de ligeså lidt som i kommissionen kunne forvente at samle et flertal for deres forslag i Rigsdagen. Deres aktivitet i Rigsdagen må derfor hovedsageligt tilskrives hensynet til egne vælgere og behovet for at fremstå som en aktiv opposition med en alternativ politik, der adskilte sig fra regeringens, selvom der lå en oprigtig forsvarsopfattelse og trusselsvurdering, som adskilte sig fra de andres, bag deres forslag. I kommissionen havde det oftest været de tilforordnede, der havde kommenteret og afvist den socialdemokratiske opfattelse, mens de øvrige kommissionsmedlemmer i de fleste tilfælde havde forholdt sig tavst. Tavsheden blev dog brudt, da dørene blev åbnet. Kommissionsbetænkningen var ligesom Rigsdagsforhandlingerne offentlig tilgængelig, og begge steder gjorde de forsvarsvenlige politikere en del ud af at afvise socialdemokraternes forsvarsopfattelse og fastslå nødvendigheden af militære forsvarsmidler. Den grundlæggende forsvarsopfattelse af, om et militært forsvar var nødvendigt eller ej, havde således stor betydning for forhandlingsforløbet (hvilket var tydeligst i de offentlige forhandlinger) og det endelige resultat, der med nogle få undtagelser fulgte skillelinien mellem de forsvarsvenlige og forsvarskritiske politikere. Socialdemokraterne var ikke de eneste, hvis fremtræden var påvirket af, at Rigsdagsforhandlingerne foregik under offentlighedens bevågenhed. Som nævnt gjorde de en del mere ud af at forholde sig til spørgsmålet om afrustning, end de havde gjort i kommissionen. Politikerne var også bevidste om, at udlandets opfattelse af Danmark og af regeringens neutralitetspolitik blev påvirket af Rigsdagens forsvarsforhandlinger. Bevidstheden om at udlandet fulgte med i forløbet er særlig tydelig i regeringsmedlemmernes udtalelser og forsikringer om, at der skulle føres neutralitets- og ikke alliancepolitik, idet der intet spørgsmålstegn blev sat ved dette grundsynspunkt i den danske Rigsdag, og der derfor ingen indenrigspolitisk nødvendighed var for at overbevise nogen om neutralitetspolitikken. Forsikringerne om den danske neutralitetsvilje følger den trusselsvurdering, der var tilstede i forsvarskommissionen om, at Tysklands usikkerhed mht. den danske neutralitetsvilje kunne resultere i et tysk angreb. Forsikringerne var dog ikke nødvendigvis kun henvendt til Tyskland. De fungerede også som et udsagn til den britiske regering om, at Danmark var neutral og hverken havde eller ville indgå en alliance med Tyskland. Dermed er udtalelserne baseret på en trusselsvurdering om, at det er nødvendigt for at - 182 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. sikre landets sikkerhed at forsikre de to stormagter, hvis interesse- og magtsfære formodedes at omfatte Danmark, om, at Danmark ingen aggressive intentioner havde. I det hele taget bygger Neergaards fremlæggelsestale på de forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, som lå til grund for lovforslagene. Ved første øjekast kan det være svært at bedømme, hvorvidt der var tale om det grundlag, lovforslagene hvilede på, eller om det ”blot” var sagligt betonede argumenter, der blev benyttet for at sælge en ordning baseret på andre overvejelser. Forhandlingsforløbet viser dog, at det var grundlæggende opfattelser og vurderinger og ikke blot forhandlingstaktik, idet Neergaard fastholdt sit mest kontroversielle forslag, selvom det blev afvist af Folketinget, og han måtte træde tilbage som Konseilspræsident. Da forsvarskommissionens forhandlinger som sagt var hemmelige, kunne politikerne i 1909 kun sammenligne Neergaards forslag med indstillingerne i kommissionsbetænkningen. Men selv hvis Rigsdagen havde haft kendskab til kommissionsforhandlingerne, ville det ikke havde ændret på billedet af fæstningslovforslagets markante fravigelse fra flertalsindstillingen, som regeringspartiernes repræsentanter i kommissionen stod bag. Neergaard fulgte flertalsindstillingen så langt, at han ville nedlægge den eksisterende landbefæstning, men samtidig afveg han radikalt ved at kæde nedlæggelsen sammen med anlæggelsen af en ny forsvarslinie vest for København. Dermed satte han sig i en svær politisk position ved nok at følge det udbredte gamle venstrekrav om landbefæstningens nedlæggelse, som havde lydt, siden før det første spadestik var blevet taget til dens anlæggelse, men ved at kæde nedlæggelsen sammen med anlæggelsen af en række nye forter i en linie rundt om byen. Han havde været en af hovedkræfterne bag 1894-forliget, men det havde ikke ført til varmere følelser for det danske forsvar. Han havde, mens forsvarskommissionen arbejdede, endda udtalt sig med større skepsis om forsvarssagen end J.C. Christensen. Alt det brød han med, da han som forsvarsminister fremlagde forslaget om de fremskudte forter. Selv begrundede han det med, at han som minister havde opnået en større indsigt, og at forslagene derfor bundede i saglige forsvars- og udenrigspolitiske overvejelser. Hans manglende evne til at opnå sin regerings samlede tilslutning var en hæmsko, for når ministrene ikke kunne overbevises af hans argumenter, hvordan kunne han så forvente at overbevise de kritiske Rigsdagsmænd? 0 Hans vage henvisninger til den indsigt, han skulle havde opnået som regeringsleder, fremstod så meget mere utroværdig, da J.C. Christensen, der få måneder forinden selv havde haft de to regeringsposter, som Neergaard nu besad, gik imod forslaget om de fremskudte forter. Selvom J.C. Christensen var påvirket af Alberti-skandalen, var han fortsat en fremtrædende venstreleder med mange rigsdagsmænd bag sig, og han var en del af regeringens parlamentariske grundlag. Forskellen mellem Neergaard og J.C. Christensen skyldtes dog ikke nyindkomne oplysninger fra udlandet – snarere tværtimod, da Neergaard ikke 0 Landbrugsminister Anders Nielsens modstand mod de fremskudte forter, var mærkbar, idet han havde været medlem af Forsvarskommissionen af 1902. - 183 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. havde kendskab til de samtaler, Lütken havde ført på J.C. Christensens vegne med Moltke – men at deres trusselsvurderinger afveg fra hinanden. Neergaards forslag om de fremskudte forter og hans udtalelser om den ligelige neutralitet signalerede, at han hørte til dem, der mente, at sø- og landbefæstningen vendte imod hver sin stormagt (Storbritannien og Tyskland), der enten var stærkest til søs eller på land, og derfor nemmest ville kunne ramme København fra sø- eller landsiden via en landsætning på Sjælland, og at byen derfor skulle sikres til begge sider, for at landet var virkeligt neutralt. Med den opfattelse fulgte også, at ingen af de mulige aggressorer blev frygtet mere end den anden, og der derfor ikke var større behov for at tage mere hensyn til den ene end den anden. J.C. Christensen derimod tog større hensyn til den ene part – Tyskland – idet han i al hemmelighed havde gjort sig særlige anstrengelser for at finde ud af Tysklands opfattelse af og holdning til Danmark. Dermed er der ingen tvivl om, at han hørte til dem, der opfattede Tyskland som den største trussel. Nok havde de hemmelige samtaler gjort det klart, at Moltke ikke opfattede landbefæstningen som særligt vendt mod Tyskland (landet var da også en betydelig flådemagt, hvilket var den grundlæggende betingelse for at kunne landsætte tropper på Sjælland), og at han ingen modvilje havde imod et solidt dansk forsvar af hovedstaden, men for Lütken og J.C. Christensen havde hovedindtrykket været, at tyskerne ikke regnede med et neutralt Danmark men straks ved et krigsudbrud ville stillle et ultimatum: Var Danmark for eller imod Tyskland? 0 Uden at have undersøgt J.C. Christensen nærmere er det dog svært at vurdere hans bevæggrunde til at afvise de fremskudte forter og hans fastholden på kystforsvaret, som var Venstres traditionelle modtræk til landbefæstningen. Han harmonerede således med sit partis gamle opfattelser af, at landet hverken havde kræfterne eller midlerne til både at opstille et kystforsvar og forsvare en landbefæstning og selvom Neergaard ikke foreslog en lang sammenhængende fæstning omkring byen men en række selvstændige forter, så blev forholdene vurderet ens. J.C. Christensens forsvarspolitiske kursskift efter systemskiftet i 1901 og sprængningen af Venstrereformpartiet viser, at han ikke lod sig styre af partipolitiske hensyn i sin forsvarspolitik og denne tolkning styrkes af hans håndtering af forhandlingerne om de fremskudte forter, som nok væltede Neergaards regering men også delte Venstrereformpartiet, idet 11 af partiets folketingsmænd valgte at følge Neergaard og stemte for de fremskudte forter. Forslaget om de fremskudte forter delte også Folketingets lille højregruppe, hvor nogle kunne støtte forslaget om de fremskudte forter som en erstatning for den eksisterende landbefæstning, mens andre ville bibeholde den og supplere den med de fremskudte forter. Da Neergaard fastholdt de fremskudte forters nødvendighed, og folketingsvalget ikke sikrede et flertal for dem, valgte han at træde tilbage, hvorved det folketingsparlamentariske system blev kastet ud i en krise, da der ingen klar arvtager var til at danne den nye regering. Regeringsskiftet i sommeren 1909 var tæt forbundet med forsvarssagen. Selv­ 0 Se Troels Fink: Spillet om dansk neutralitet. - 184 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. om de forsvarsvenlige grupperinger hverken havde formået at nå til enighed i forsvarskommissionen eller i Folketinget, så var de enige om, at forsvarssagens løsning ikke kunne udskydes, da det ville være et nederlag for den parlamentariske styreform, og da det ville være uforsvarligt at blive stående ved den eksisterende ordning. De to forsvarskritiske partier foretrak derimod at udskyde løsningen til fordel for løsningen af andre sager, som de anså for mere presserende. Det kompromis mellem venstregrupperne, der lå til grund for dannelsen af den nye venstreregering under Holstein-Ledreborgs ledelse, drejede sig således udelukkende om forsvarssagen, hvis løsning var regeringens eneste opgave. Hovedpunktet i kompromiset gjaldt landbefæstningen, hvis nedlæggelse blev besluttet samtidig med, at nedlæggelsen blev udskudt i en længere årrække. De fremskudte forter blev ikke nævnt, selvom kædens to fløjforter med mindre ændringer blev bibeholdt. Med udskydelsen af den håndfaste sløjfning af landbefæstningen blev der tid til at gennemføre forsvarsordningens øvrige ændringer, og tilhængerne af faste befæstningsanlæg fik tid til at forsøge at vinde tilslutning til deres opfattelse af, at beslutningen enten skulle omstødes og den mangelfulde landbefæstning forbedres eller erstattes af nye og bedre befæstningsanlæg. Beslutningen om at nedlægge landbefæstningen efter en vis årrække indbød til angreb fra de forsvarskritiske rigsdagsmænd, og de udeblev da heller ikke. Alle de forsvarsvenlige grupper kunne – og blev – bebrejdet, at de gik på kompromis med deres overbevisninger på det forsvarspolitiske område som netop de forsvarsvenlige tillagde så stor betydning. For som de forsvarskritiske sagde, hvordan kunne man, når man mente, at landbefæstningen var en trussel mod landets sikkerhed, acceptere, at den skulle blive liggende i flere år og true landets sikkerhed? Og hvordan kunne de, der mente landbefæstningen var en absolut nødvendighed for sikringen af landet, gå med til, at den skulle nedlægges – også selvom det ikke skulle ske straks men nogle år ude i fremtiden? Det var da heller ikke alle landbefæstningens tilhængere, der gik med til kompromiset, idet flere højremænd enten undlod at stemme eller stemte imod fæstningslovforslaget pga. punktet om landbefæstningens nedlæggelse. De fæstningstilhængere, (blandt Højre, de Frikonservative og Venstre) der gik med til forliget, forklarede og forsvarede deres kompromis med, at 1) nedlæggelsen skulle først ske efter en årrække, så beslutningen kunne nå at blive omstødt, 2) den samlede forsvarsordning indeholdt så store forbedringer i forhold til den eksisterende, at det ikke kunne forsvares at forkaste den og blive stående ved den gældende ordning, 3) at den forslåede ordning var et kompromis der kunne gennemføres i Rigsdagen, og forslagenes samlede fald ville være resultatet, hvis punktet om landbefæstningens nedlæggelse ikke blev vedtaget, idet det var dét punkt regeringens og hele den foreslåede forsvarsordnings skæbne afhang af, og 4) hvis forslaget faldt, var der ingen anden ordning, der ville kunne gennemføres, hvorved man måtte blive stående ved den eksisterende. Der var således for fæstningstilhængerne primært tale om politiske argumenter, idét kun sammenligningen af vurderingerne af forholdene under den gældende og den fore­ - 185 -


Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909. slåede ordning gav den militærfaglige støtte, som særlig Højre og de Frikonservative tillagde afgørende vægt. Den militære fagkundskabs udtalelser om, at det samlede lovforslag indeholdt så store forbedringer i forhold til den gamle, at det ville være uansvarligt at forkaste det, var således yderst vigtig. Det gjorde kompromiset til et valg mellem at bibeholde en utilstrækkelig ordning eller at godtage de forbedringer, der politisk kunne gennemføres. De Højrefolk, der ikke kunne gå med til kompromiset, tillagde således landbefæstningen større betydning, end de forbedringer der var i de øvrige lovforslag, eller også troede de, det var muligt at skabe et nyt kompromis som bevarede landbefæstningen. De venstrefolk, der var modstandere af landbefæstningen men gik med til at bevare den i en årrække, fremhævede i stedet betydningen af at få nedlæggelsen vedtaget i Rigsdagen, og at den ikke skulle hverken udbedres eller forbedres i den tid, den havde tilbage. 1909-ordningens vedtagelse var et resultat af politikernes evne til at indgå et kompromis mht. Københavns landbefæstning. Der var tale om et kompromis om et gammelt politisk stridsspørgsmål og mellem forskellige forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger. - 186 -


Kap. 8: Konklusion. Kap. 8: Konklusion. De politiske forsvarsforhandlinger i det første årti af det 20. århundrede fandt sted i to forskellige politiske fora: Rigsdagen og Forsvarskommissionen af 1902. De to fora var henholdsvis offentligt tilgængeligt og lukket for omverdenen, og mens der i det første kun deltog de af kongen og folket valgte repræsentanter, var deltagerne i det lukkede forum ikke kun udvalgt fra Rigsdagens politiske partier men også fra forsvarets to værn som krigs- og marineministrene havde valgt i 1902. Det er ikke overraskende, at disse forskelle fik betydning for forhandlingsforløbet. Bag Forsvarskommissionens lukkede døre behøvede politikerne ikke at tage hensyn til andre end de tilstedeværende, mens de i Rigsdagen havde en langt større tilhørerskare, der inkluderede såvel den danske vælgerbefolkning som andre staters regeringer. De lukkede døre betød tillige, at kommissionsforhandlingerne kunne inddrage forsvarshemmeligheder, som udlandet ikke måtte få kendskab til. Flådens repræsentanter informerede f.eks. kommissionsmedlemmerne om, hvorledes de danske fyr og afmærkninger ville blive slukket og fjernet for at besværliggøre færden i de danske farvande, hvis Danmark skulle blive inddraget i en krig. Det var oplysninger, der var så hemmelige, at de end ikke blev nedfældet i mødereferatet, hvor det blot blev oplyst, at kommissionen var blevet informeret om emnet. De lukkede døre gav sammen med kommissionsmedlemmernes ønske om at forbedre forsvarsordningen og tilstedeværelsen af den militære sagkundskab (i form af de tilforordnede) deltagerne mulighed for at fordybe sig i emnet. Forhandlingerne drejede sig grundlæggende om forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, idet det fra starten stod klart for alle, at der var forskellige opfattelser repræsenteret i kommissionen. Det blev ligeledes klart for politikerne, at der ikke fandtes én korrekt forsvarsopfattelse eller trusselsvurdering, da selv de to forsvarsværns repræsentanter var uenige. De tilforordnedes manglende evne til at finde fælles fodslag overfor politikerne var et forhold der i løbet af kommissionens levetid, sivede ud fra de hemmelige forhandlinger og siden afgivelsen af kommissionsbetænkningen er det både blevet bebrejdet dem og brugt som en undskyldning for, at de forsvarsvenlige kommissionsmedlemmer ikke afgav en samlet indstilling og dermed lettede sagens gang gennem Rigsdagen. Med kendskab til mødereferaterne står det dog klart, at de tilforordnedes divergerende opfattelser var et klart incitament for kommissionen til at få klarlagt deltagernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, og det var vigtigt, da det end ikke blev diskuteret, om der kunne være noget andet grundlag for forsvarsordningen. Der var to tydelige og overordnede forskelle mellem de i kommissionen repræsenterede forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger: 1) Skellet i forsvarsopfattelse mellem de forsvarsvenlige, der troede på, at militære magtmidler kunne holde landet udenfor andre staters militære magtopgør og derfor ønskede at ordne forsvarsordningen, så det kunne - 187 -


Kap. 8: Konklusion. blive muligt for det danske forsvar, og de forsvarskritiske, der tvivlede på eller helt afviste, at militær magtanvendelse kunne holde landet udenfor en krigssituation mellem de nordeuropæiske stormagter og som derfor ikke ville ofre danske liv eller lemmer i et militært magtopgør; og 2) skellet mellem de, der var for Københavns landbefæstning, og de, der var imod. Landbefæstningen havde været et politisk stridsspørgsmål, der havde delt den danske befolkning lige siden Estrups regeringstid, hvor spørgsmålet var blevet kædet sammen med den politiske magtkamp om Folketingsparlamentarismen. De politiske erklæringer om forhandlingsvilje medførte, at tidligere politisk baserede argumenter og holdninger til landbefæstningen (som følge af dens anlæggelse via de provisoriske finanslove) ikke længere kunne indtage den mest fremtrædende plads i diskussionen. I stedet blev forhandlingerne om landbefæstningen ført med argumenter hentet fra deltagernes trusselsvurderinger og forsvarsopfattelser, hvilket dog ikke medførte noget markant brud med de hidtidige partiholdninger til fæstningen. Landbefæstningens betydning var forbundet med trusselsvurderingerne for København og byens placering i neutralitetsforsvaret. Befæstningstilhængernes forsvarsopfattelse var, at såvel landets eksistens som neutralitetsforsvaret afhang af forsvarets evne til at forhindre hovedstadens fald, og at det nemmest kunne ske ved hjælp af en landbefæstning, der også ville frigøre tropper fra byens forsvar til brug for neutralitetsforsvaret andre steder i landet. De opfattede således landbefæstningen som en forudsætning for at kunne opstille det kystforsvar på Sjælland, som, ifølge de forsvarsvenlige, var en uundgåelig del af neutralitetsforsvaret. Fæstningstilhængerne var overbeviste om at ingen hærofficer ville sende styrker fra hovedstadens forsvar for at opstille et kystforsvar, hvis ikke de tilbageværende styrker havde nogle faste forsvarsanlæg at støtte sig til. De de frygtede, at en landgang på Sjælland kunne være en skinmanøvre for at forringe hovedstadens forsvar, så en efterfølgende landgang et andet sted i byens nærhed kunne gøre det nemmere at indtage byen og dermed hindre al videre dansk modstand og således sikre aggressoren den fordel, der havde været formålet med krænkelsen. Dette hang sammen med deres trusselsvurdering om, at enhver bevidst neutralitetskrænkelse ville have til formål at indtage København (særligt hvis byen ikke var tilstrækkeligt forsvaret), også selvom krænkelsen fandt sted for at opnå kontrollen med de danske forbindelsesfarvande mellem Østersøen og Nordsøen. Der var enighed om, at Danmarks geopolitiske betydning i Europa var forbundet med passagen mellem Østersøen og Nordsøen, og stormagterne Ruslands, Tysklands og Storbritanniens strategiske interesse i passagen. Uenigheden gjaldt vurderingen af stormagternes interesser, og hvilken betydning det skulle have for ordningen af det danske forsvar. De tilforordnede fra hæren vurderede, at Danmark lå indenfor både Tysklands, Ruslands og Storbritanniens interessesfære, og fandt deri en vis betryggelse for Danmarks fortsatte beståen. De mente nemlig, at det var i Ruslands og Storbritanniens egeninteresse at hindre tyskerne i at opnå direkte kontrol over det danske land- og søterrito­ - 188 -


Kap. 8: Konklusion. rium. Det blev opfattet som en sikring imod et isoleret tysk angreb, som var den værste trussel mod landets sikkerhed. For at hjælpen kunne nå frem, måtte København ikke falde. Set med de politiske og økonomiske briller er det fuldt forståeligt, at de tilforordnede fra hæren var landbefæstningens varmeste tilhængere, og at flådens tilforordnede var modstandere (selvom de dog ikke kunne få sig selv til at anbefale dens nedlæggelse). Det var nemlig i god overensstemmelse med deres respektive værnsinteresser. Modstanderne af landbefæstningen delte sig i to grupper, de generelt forsvarsvenlige grupper og de forsvarskritiske grupper, der var imod enten som følge af deres generelle forsvarsmodvilje (soc.dem.) eller som, ligesom de forsvarsvenlige modstandere af landbefæstningen, fandt den i modstrid med neutralitetsforsvarets principper (de radikale). Landbefæstningens modstandere byggede ligesom tilhængerne deres argumentation med argumenter hentet fra deres forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, men derudover benyttede de i højere grad end tilhængerne også finansielle argumenter. I overensstemmelse med deres værnsinteresser var flådens tilforordnede de faglige fortalere for modstanden imod landbefæstningen, ligesom hærens tilforordnede var de faglige fortalere for dens nødvendighed. De pointerede, at Tyskland ikke var den eneste trussel, og at neutralitetsforsvaret skulle sættes ind dér, hvor krænkelsen indtraf. Derfor kunne forsvaret ikke indskrænkes til ét enkelt sted, selv ikke det afgørende punkt for Danmarks beståen. Modstanderne fandt grundlæggende landbefæstningen i strid med kommissionsopgaven: Opstillingen af et neutralitetsforsvar. De mente, neutralitetsforsvaret skulle føres i første linie, dvs. dér, hvor krænkelsen fandt sted, uanset om det var i de danske farvande (hvor det kunne ske i form af fjendtlige kamphandlinger mellem de krigsførende, forsøg på at hindre den frie passage i de danske farvande eller som et direkte angreb på danske styrker, f.eks. angreb på danske orlogsskibe eller et angreb på København fra søsiden) eller på det danske landterritorium (flyteknologien var endnu i sin barndom, og der kunne derfor ikke være tale om krænkelse af luftterritoriet), hvor krænkelsen enten ville ske over den dansk-tyske landegrænse eller mere sandsynligt med landgang på de danske kyststrækninger. Landbefæstningen henførte de til forsvarets anden linie, idet et angreb på hovedstaden fra landsiden først kunne finde sted efter en succesfuld landgang på Sjælland. København skulle således sikres i første række til søsiden af søbefæstningen og søværnet og til landsiden via kystforsvaret. De betvivlede ikke, at en landbefæstning kunne yde støtte til hærens forsvar af byen, men de fandt den eksisterende forældet og overhalet af byudviklingen og mente, at dens modernisering ville fordre betydelige summer, som de ikke ville forsvare at tage fra neutralitetsforsvaret, og de mente ikke, det var realisabelt at skaffe ekstra midler til landbefæstningen, da det egentlige neutralitetsforsvar i sig selv ville medføre en forøgelse af forsvarsudgifterne. Derudover mente de i modsætning til tilhængerne ikke, at landbefæstningen ville frigøre hærstyrker fra hovedstadens forsvar men tværtimod binde dem til forsvaret af landbefæstningen, således at der ikke ville være styrker nok til at forsvare resten af landet. Landbefæstningen ville så­ - 189 -


Kap. 8: Konklusion. ledes hindre opstillingen af et forsvar udenfor hovedstaden og dermed være i strid med neutralitetspligterne. Selvom der var andre indflydelser på kommissionsarbejdet, var spørgsmålet om forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger afgørende for forhandlingsforløbet pga. de meget divergerende opfattelser, der var repræsenteret i kommissionen. Det økonomiske aspekt derimod, der var direkte nævnt i kommissoriet, og som for nogle var meget vigtigt, havde ikke nogen central placering i forhandlingerne. Det må formentlig tilskrives, at deltagerne fandt, at det økonomiske aspekt ikke hørte til kommissionens hovedopgave, og, at det var en opgave for Folketinget at bedømme og afgøre, hvilke økonomiske forsvarsudgifter staten kunne bære. Det skinnede dog igennem, at særligt de tilforordnede fra søværnet vurderede, at der ikke var nok økonomiske midler til at gennemføre både de forbedringer, de selv ønskede og en forbedring af landbefæstningen. Dens tilhængere var dog også opmærksomme på, at en prioritering kunne blive nødvendig, selvom de var villige til at benytte alle de midler en forsvarlig forsvarsordning måtte fordre. De prioriterede bare landbefæstningen for mere nødvendig end udbygningen af flåden og andre af søofficerernes foreslåede forbedringer. Selvom det ikke har været en del af denne opgave at finde ud af, hvorfor kommissionsarbejdet kom til at tage så mange år, må uenigheden omkring forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger også her have haft en betydning i og med, at der blev brugt meget af kommissionens mødetid på at få afklaret disse opfattelser og vurderinger og på at forsøge at overbevise modparten, for dermed at kunne skabe enighed om det grundlag, der skulle være for den nye forsvarsordning. Derudover har selvfølgelig også kommissionsmedlemmernes samlede arbejdsbyrde spillet ind, med bl.a. det almindelige rigsdagsarbejde, andet udvalgsarbejde og det politiske kredsarbejde. Med afgivelsen af fire forskellige indstillinger fra kommissionsmedlemmerne stod regeringen friere, end den ville have gjort, hvis kommissionen var nået til enighed, da der skulle fremsættes et lovforslag i Rigsdagen, og regeringen med konseilspræsident og forsvarsminister Neergaard i spidsen understregede det ved også at bryde med den indstilling kommissionens venstrerepræsentanter havde samlet sig om ved at foreslå den eksisterende landbefæstning erstattet af en ny linie af fremskudte forter. Neergaard fulgte således både hærofficerernes vurdering af, at befæstede stillinger på Københavns landside var nødvendige for at kunne opstille et forsvarligt forsvar på Sjælland og den almindelige forsvarsvenlige vurdering af, at et forsvarligt forsvar var nødvendigt men ikke en garanti for at få neutraliteten respekteret. Forslaget om de fremskudte forter blev forsvarslovforslagenes mest omstridte punkt, der skabte splid i regeringspartierne. Forhandlingerne om dette spørgsmål giver også et godt grundlag til at bedømme forskellene mellem forhandlingerne i lukkede og åbne fora. Neergaard valgte nemlig at begrunde sit forslag med hentydninger til oplysninger og indsigt, som han skulle have opnået som regeringsleder, og som ikke kunne uddybes eller konkretiseres i det offentlige rum. Med en vis - 190 -


Kap. 8: Konklusion. vægt kunne modstanderne betvivle disse tågede argumenter om udenrigspolitisk nødvendighed, da også tidligere konseilspræsident og forsvarsminister J.C. Christensen og Neergaards egen landbrugsminister og tidligere medlem af Forsvarskommissionen Anders Nielsen var imod forslaget om de fremskudte forter, og de var personer, der måtte formodes at have et mere indgående kendskab til Neergaards argumenter om udenrigspolitiske nødvendigheder, uden at det dog havde kunnet overbevise dem. Selvom der ikke kunne tales om alt for konkrete situationer i Rigsdagen, havde deltagernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger også betydning for forhandlingerne der. De offentlige forhandlinger i Rigsdagen skilte sig ikke kun ud fra de lukkede forhandlinger i kommissionen ved, hvad der ikke kunne siges men også ved at deltagernes udtalelser kunne adresseres til offentligheden udenfor Rigsdagssalen. F.eks. var socialdemokraterne meget mere aktive i Rigsdagen, hvor deres deltagelse i forsvarsdebatten lige så lidt som i Forsvarskommissionen kunne samle et flertal, men hvor de kunne profilere partiets forsvarspolitiske holdninger overfor vælgerbefolkningen, og det gjorde de bl.a. ved at fremhæve, hvordan deres forsvarsopfattelse og trusselsvurdering afveg markant fra de såkaldte forsvarsvenlige partiers. Netop skellet i forsvarsopfattelse mellem de forsvarsvenlige og de forsvarskritiske var afgørende for forhandlingerne og mulighederne for at få en ny forsvarsordning vedtaget, idet de forskellige forsvarsvenlige partier tilsammen dannede et solidt flertal i Rigsdagens to ting. Der blev da heller ikke ført reelle forhandlinger mellem de forsvarsvenlige og de forsvarskritiske. Politikernes forsvarsopfattelse var således afgørende for hvilke partigrupperinger, der førte reelle forhandlinger med hinanden, mens deres divergerende trusselsvurderinger førte til uenighed om forsvarsordningens konkrete udformning. De divergerende trusselsvurderinger var særligt forbundet med et gammelt politisk stridsspørgsmål, som blev afgørende for Neergaard og hans foreslåede forsvarsordning: Københavns landbefæstning. Spørgsmålet om landbefæstningen og de fremskudte forter var således ikke kun et spørgsmål om trusselsvurderinger, og hvordan truslerne skulle imødegås. Forhandlingerne og regeringskrisen viste dog, at afstanden mellem de forsvarsvenlige og de forsvarskritiske modstandere af landbefæstningen og de foreslåede fremskudte forter var større end modsætningen mellem de forsvarsvenlige fæstningsmodstandere og -tilhængere. Landbefæstningen havde været centrum for de politiske magtkampe, der fandt sted i slutningen af 1800-tallet og forsvarsforhandlingerne 1902-09 viste, at den fortsat var det største stridspunkt mellem de forsvarsvenlige partier. Striden om landbefæstningen kan nemt afskrives som et middel i den politiske magtkamp om Folketingsparlamentarismen, og de fortsat stejle holdninger til fæstningen efter systemskiftet kan ligeledes alt for nemt forklares som politikernes manglende evne til at se bort fra dens gamle rolle i magtkampen mellem Højre- og Venstrepartierne. Det skal ikke afvises, at nogle kan have været påvirket af dette, men forhandlingerne i såvel Forsvarskommissionen af 1902 og i Rigs­ - 191 -


Kap. 8: Konklusion. dagen viser tydeligt, at politikernes holdning til landbefæstningen ikke afhang af hverken fortidige eller samtidige partipolitiske magtkampe men af deres trusselsvurderinger og forsvarsopfattelser. Det ses bl.a. ved, at Neergaard, Det moderate Venstre og en del af Venstrereformpartiet så mere positivt på en sikring af Københavns landside med faste forsvarsværker, end de to partiers repræsentanter i Forsvarskommissionen havde gjort. De støttede deres holdninger med deres opfattelse af, at faste forsvarsanlæg var nødvendigt for byens landforsvar og for at den ligelige neutralitet kunne opretholdes. Med J.C. Christensen i spidsen modsatte hovedparten af Venstrereformpartiet sig dog forslaget om de fremskudte forter og afviste, at de skulle være nødvendige af hensyn til den ligelige neutralitet. Venstrepolitikernes forskellige vurderinger af trusselssituationen og de fremskudte forter førte til fald for både regeringen Neergaard og dens forsvarslovforslag. Det resulterede i den største krise for Folketingsparlamentarismen siden dens indførelse i 1901, og venstrepolitikerne kunne ikke skyde skylden på højrepolitikerne men måtte selv påtage sig deres del af ansvaret for, at det nyindførte politiske styresystem ikke kunne få gennemført en ny forsvarsordning. Problemet med at få udnævnt en ny regering efter Neergaards afskedsbegæring hang sammen med problemet med at få vedtaget en ny forsvarsordning. Denne sammenkædning af forsvarssagen med en alvorlig regeringskrise blev udslagsgivende for sagen. Truslen om et forretningsministerium og om nyvalg må, sammen med Venstrepolitikernes tilknytning til folketingsparlamentarismen, have været udslagsgivende for det forsvarskompromis, de indgik, og som kom til at danne grundlaget for dannelsen af en ny Venstreregering og den nye regerings forsvarsforslag, som Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre støttede. Det afgørende punkt i kompromiset var beslutningen om, at landbefæstningen først skulle nedlægges i 1922, og at politikerne bag kompromiset beholdt deres holdning til forsvarssagen, og i fremtiden frit ville kunne argumentere både for og imod landbefæstningen. Beslutningen om landbefæstningen blev afgørende for Rigsdagens behandling af det nye forslag. De radikale og socialdemokraterne kunne håne fæstningsmodstanderne for at lade truslen mod den danske neutralitet bestå indtil 1922, og højrepolitikerne for at gå med til den nødvendige landbefæstnings nedlæggelse i 1922. Blandt højrepolitikerne var der da også dem, der ikke kunne acceptere beslutningen om at nedlægge landbefæstningen i 1922, men hovedparten af politikerne på højrefløjen vurderede, at en nyordning af forsvaret var bydende nødvendig, og at beslutningen om at nedlægge landbefæstningen i 1922 derfor måtte accepteres, selvom de håbede, den ville blive omgjort inden 1922, eller at der inden da kunne vedtages anlæggelsen af nogle nye forsvarsværker. Omfanget af kildemateriale i form af mødereferater fra de forsvarspolitiske forhandlinger, der førte til forsvarsordningen af 1909, er omfattende og det har ikke alt sammen altid været tilgængeligt. Det er to forhold, som har haft betydning for historieformidlingen, hvor størstedelen af de, der har behandlet emnet, har holdt sig til forhandlingerne i - 192 -


Kap. 8: Konklusion. Rigsdagen, det endelige resultat og udenrigspolitikken. Troels Finks centrale værker om Danmarks politiske historie omkring århundredskiftet beskriver således forholdet mellem forsvars- og udenrigspolitik. Dermed blev behandlingen af forsvarspolitikken en skildring af forholdene på regeringsniveau og set i lyset af regeringernes kontakt med udlandet (enten via udenrigsministeriet, kongehuset eller særlige mellemmænd som L.C.F. Lütken), mens de indenrigspolitiske forhold blev fokuseret på forholdet mellem Neergaard, J.C. Christensen og L.C.F. Lütken. Forløbet for Neergaards forslag med de fremskudte forter, inden det kom til behandling i Folketinget, skildres, hvorved det fremhæves, at de to venstrepartier, der dannede regeringens parlamentariske grundlag, fra start var splittet i spørgsmålet om de fremskudte forter, og at J.C. Christensen ikke bakkede op om Neergaard men forholdt sig afventende. Fink er opmærksom på de militærfaglige argumenter, der blev benyttet i forhandlingerne men lægger størst vægt på de argumenter, der var baseret på udenrigs- og indenrigspolitiske hensyn, som Neergaards pointering af den ligelige neutralitet og den indenrigspolitisk konsekvens i forhold til J.C. Christensen. Nettop den indenrigspolitiske forbindelse har i denne opgave være vigtigere end den udenrigspolitiske. Vedtagelsen af en ny forsvarsordning forudsatte, at et flertal i Rigsdagen kunne blive enige. Det stod fra begyndelsen klart, at politikerne havde mere end almindeligt svært ved at blive enige, så der kunne skabes et beslutningsdygtigt flertal (selv ikke et folketingsvalg i løbet af forhandlingsforløbet kunne afklare situationen). Jeg har derimod fokuseret på denne uenighed og deltagernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger for at belyse forbindelsen mellem de to forhold, og hvordan de til slut kunne nedprioriteres for at få vedtaget en ny ordning. Tage Kaarsteds fremstilling fokuserer på tilblivelsen af Det radikale Venstres forsvarspolitik, hvilket medføre en indfaldsvinkel der fremhæver den parti- og forsvarspolitiske historie, dvs. bruddet med J.C. Christensen og Venstrereformpartiet og forsvarspolitikkens sammenkædning med den politiske magtkamp om Folketingsparlamentarismen. Han skildre således de radikale kommissionsmedlemmers arbejde i lyset af dannelsen af det nye parti med opstillingen af et partiprogram, og resultatet er, at deres fremsættelse af et forsag i kommissionen kun i mindre grad bliver tolket i tilknytning til kommissionsforhandlingerne, der som vist centrerede sig om de forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, der var repræsenteret i kommissionen, og hvor forslagets formulering omkring Københavns søbefæstning fremstår som en fremstrakt hånd til deres gamle partifæller i Venstrereformpartiet og en afstandtagen fra socialdemokraternes holdning, mens den primærer tolkning er i forhold til det taktiske spil ved dannelsen af det nye parti. Dermed adskiller hans fremstilling sig totalt fra min, hvor fokus ikke har været på det partitaktiske spil men derimod på forsvarsforhandlingerne og deltagernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger og den betydning, de havde for forhandlingerne, mens den partipolitiske rivalisering har spillet en mindre rolle, ikke blot fordi den var yderst underordnet i Forsvarskommissionens lukkede forhandlinger, men også fordi det ud fra de kil­ - 193 -


Kap. 8: Konklusion. der til Rigsdagsforhandlingerne, jeg benyttede, også må tilskrives en underordnet betydning for forløbet i Rigsdagen. Udover Finks og Kaarsteds fremstillinger, som har en noget anden indfaldsvinkel til emnet, end jeg valgte, har som nævnt J.O. Christensen behandlet emnet med en indfaldsvinkel, der ligger tættere på min. Han fokuserede på den militære sagkundskabs indflydelse på forsvarsplanlægningen i perioden 1872-1909 og benyttede mødereferaterne fra både Forsvarskommissionen af 1902 og Rigsdagen. Han dækker en længere periode, men Forsvarskommissionen af 1902 har en fremtrædende placering i skildringen. Hans bedømmelse af, at det forsvarspolitiske forløb i perioden i større eller mindre omfang var underlagt rent politiske hensyn, mens indholdet i meget høj grad hvilede på militære overvejelser og hensyn, kan jeg mht. forsvarsforhandlingerne 1902-09 til en vis grad tilslutte mig. Overordnet var de politiske forhold bestemmende for forløbet, idet de politiske forhold skulle være tilstede for, at Forsvarskommissionen kunne nedsættes og for, at en ny forsvarsordning kunne vedtages, og de militære overvejelser i form af forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger afgørende for indholdet af forhandlingerne, hvilket var tydeligst i Forsvarskommissionens forhandlinger. Rigsdagsforhandlingerne i 1909 viser dog, at det var en grænseinddeling, der kunne ophæves. Når forløbet i Rigsdagen alene behandles ud fra mødereferaterne bliver det klart, at nok var der et politisk spil mellem partierne og politikerne, som spillede ind på forhandlingsforløbet – hvilket var tydeligst i forbindelse med regeringsskiftet og indgåelsen af dét kompromis, der førte til vedtagelsen af den nye forsvarsordning – men politikerne handlede ikke alene ud fra disse politiske overvejelser. De var også påvirket af deres opfattelser af de militære forhold. Som vist gjaldt det helt overordnet skillelinien mellem de forsvarskritiske og forsvarsvenlige partier. Linien mellem de, der førte reelle forhandlinger, kan ikke udelukkende forklares med den generelle politiske uvilje mellem de borgerlige (højrefløjen og de to venstrepartier) og socialisterne, og med bruddet mellem de radikale og Venstrereformpartiet. Den skal også findes i såvel de store forskelle, der var imellem de forsvarsvenliges forsvarsopfattelse og de yderst forsvarskritiske socialdemokrater som mellem de (i forhold til Socialdemokratiet) mindre forsvarskritiske radikale politikere og deres tidligere partikollegaer i Venstrereformpartiet, hvor der (som det fremgår af Forsvarskommissionens forhandlinger) var de, der ikke lå langt fra den radikale forsvarsopfattelse, som den kom til udtryk via partiets repræsentanter i Forsvarskommissionen. Betydningen af politikernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger træder også tydeligt frem efter regeringsskiftet og venstregruppernes kompromis om landbefæstningen, hvor højrepolitikerne og de Frikonservative skulle tage stilling til, om de ville støtte forliget og dermed vedtagelsen af en ny forsvarsordning. Deres argumentation viser, at de, udover at de var bevidste om de politiske muligheder for at få vedtaget en ny forsvarsordning, hvis Rigsdagen forkastede kompromiset om landbefæstningen, også var bevidste om, at de ved at støtte det ville gå på kompromis med deres egne forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, lige­ - 194 -


Kap. 8: Konklusion. som også venstrepolitikerne bag kompromiset havde gjort. Dermed blev det afgørende spørgsmål for mange af de forsvarsvenlige politikere, om de vurderede, at forslaget (selv med dette kompromis om landbefæstningens nedlæggelse/bibeholdelse indtil 1922) samlet set indeholdt så store forbedringer i forhold til den eksisterende ordning, at den foreslåede ordning var at foretrække. Det blev et spørgsmål, der delte Højre, men en stor nok andel foretrak trods alt den nye ordning og stemte derfor enten for eller undlod at stemme om lovforslaget om landbefæstningen for ikke at hindre den samlede ordnings vedtagelse. - 195 -


Summary. Summary. ”Danish defence policy 1902-1909. The politicians' threat evaluation and defence conceptions.” Defence policy has played a prominent part in Danish politics since the introduction af democracy in the middle of the 19 th century. This dissertation concentrates on the period 1902-09. The defence policy had, in the last 25 years of the 19 th century, been closely connected with the power struggle between the Right and the Left about Cabinet responsibility and the most conspiguous result of the Right's disregard of the Folketing was the land fortification of Copenhagen. The loss of Slesvig and Holstein in 1864 and the German navy development made it an absolute necessity to reorganize the Danish defence system. The traditional defence of Jutland was no longer possible with the new border and the German navy development, which would prevent Danish control in Danish waters. This meant that Zealand and Copenhagen in the future could be threatened not only by Great Britain but also by Germany. The enhanced focus on defence policy did not result in any satisfying defence system and when the Left came to power in 1901, all the political parties agreed that the Danish neutrality defence needed a reorganisation. The period 1902-09 cover the political debate that led to the new defence system in 1909. The debate in the Defence Commission of 1902 and in the Parliament 1909 is analysed, with focus on threat evaluation and defence conceptions and their significance for the course of the debate and the pass of the 1909 defence system. The fundamental conceptions of defence categorized the politicians as either in favour of national defence or as critical of national defence, depending on their believe in military defence means. Their threat evaluations had influenced the shape of the defence system. The debate showed a lot of disagreement about the land fortification of Copenhagen between the politicians who were in favour of a national defence. The disagreement was caused by their different threat evaluations and their different understanding of the main purpose of the Danish neutrality defence. This combined with the political history of the land fortification (which was linked with the political power struggle between the Left and the Right, won by the Left and the Folketing in 1901) was the reason why the proposed fortification of the government did not pass by the Folketing. The rejection led to a major political crisis which became crucial for the passing of a defence bill in the Parliament. A new government was formed on a settlement between the two Left parties concerning the landfortification. The passing of the new defence bill was also a result of 1) the dissension of the Right parties, 2) that the necessary number of politicians from the Right helped - 196 -


Summary. to pass the bill despite their objections, 3) because of the improvements of the bill, and 4) because the abolition of the land fortification would not happen immediately but first in 1922. - 197 -


Kilde- og litteraturliste. Kilde- og litteraturliste. Trykte kilder. Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag. KBH., trykt hos J.H. Schultz A/S. 1908. Bilag til Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag. KBH., 1908. Oplysninger om Danmarks nuværende militære Stilling. Beretning, afgiven i Henhold til Kommissionslovens § 2a, til Regering og Rigsdag. Bind I. Den fortrolige del og bind II Den offentlige Del, KBH., 1908. Fortrolige Aktstykker. Afgivne af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag, KBH., 1909. Referat til Protokollen. Efter Ordre udarbejdet med stenografisk Medhjælp af E. Skram, Sekretær i Forsvarskommissionen af 1902. 2 bind, KBH., 1909. Rigsdagstidende: 1901-02, 1908-09 og 1909 Folketingets Forhandlinger 1901-02 og 1908-1909. Landstingets Forhandlinger 1901-02. Folketingets Forhandlinger, overordentlig samling 1909. Landstingets Forhandlinger, overordentlig samling 1909. Tillæg A, B & C, 1901-02, 1908-09 & 1909. BERNTSEN, KLAUS: Erindringer fra Rigsdags- og ministeraar. Bind 3. KBH., 1925. BJERG, HANS CHR.: Søofficerernes mundkurv 1907-08. ”Beretning om et Forsøg paa at faa opklaret Søofficerernes Stilling til Danmarks Forsvar” 1907-08, in: Historie, jyske samlinger. Ny række 11, 1974. Side 367-392. LEHMANN, JOHANNES: Admiral Andreas du Plessis de Richelieu og regeringsdannelsen i 1909, in: Historie, jyske samlinger ny række 9, 1970-72. Side 292-296. MADSEN-MYGDAL, N. P.: Politiske oplevelser. KBH., 1912. OLSEN, KAREN MARIE: Regeringskriser og Forsvarslove 1908 og 1910. C.W. Ahlefeldt-Laurvigs optegnelser 1910, in: Historie, jyske samlinger ny række 11, 1974. Side 259-274. Litteratur. BAGGE, POVL: Nationalisme, antinationalisme og nationalfølelse i Danmark omkring 1900, in: Festskrift til Astrid Friis på halvfjerdsårsdagen den 1. august - 198 -


1963. Rosenkilde og Bagger. Kilde- og litteraturliste. BENTSSON, FLEMMING: Legenden om Det radikale Venstre, in: 1066 Tidsskrift for Historisk Forskning. 12. årgang nr. 4, september 1982. BEUKEL, ERIK: Hvad er sikkerhedspolitik, in: Politica. Tidsskrift for politisk videnskab. Dansk sikkerhedspolitik. 14. årgang nr. 3, 1982. BJERG, HANS CHR.: Søofficerernes mundkurv 1907-08, in: Historie, Jyske samlinger, Ny række 11, 1974. BJERG, HANS CHR.: Øresunds strategiske betydning 1814-1920 – set fra en dansk synsvinkel, in: Øresunds strategiske rolle i et historisk perspektiv. Dansk-Svensk symposium 3-7 juni 1996. Red. Johan Engström och Ole L. Frantzen. BJØRN, CLAUS & CARSTEN DUE-NIELSEN: Fra helstat til nationalstat, 1814- 1914. Dansk udenrigspolitisk historie, bind 3. Gyldendal, 2003. BRANNER, HANS: Østersøen og de danske stræder i engelsk krigsplanlægning 1904-14, in: Historie, jyske samlinger. Ny række IX, 1970-72. BRANNER, HANS: Småstat mellem stormagter. Beslutningen om mineudlægning august 1914. Munksgaard, 1972. BRANNER, HANS: Småstaten og den militære magt, in: Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Karup Pedersen. (red. Bertel Heurlin og Christian Thune), Politiske Studier, København 1989. BUNE, MICHAEL: Forsvarsforliget 1922. En undersøgelse af de politiske partiers stilling til forsvarssagen i årene 1918-22. Det kongelige Garnisonsbibliotek, 1979. CHRISTENSEN, JENS OLE: I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872- 1909 – det militære aspekt. 1996. Utrykt Phd afhandling. CHRISTIANSEN, NIELS FINN: Klassesamfundet organiseres 1900-1925. Bind 12 af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (Red. Olaf Olsen), 1990/93. CHRISTMAS-MØLLER, WILHELM: Forsvarsminister P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling som militærmagt, in: Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Karup Pedersen. (red. Bertel Heurlin og Christian Thune), Politiske Studier, København 1989. DUE-NIELSEN, CARSTEN: Estrups sikkerhedspolitik. Et forsøg på en rehabilitering, in: Festskrift til Niels Thomsen. Presse og historie. Udgivet af Dagspressens Fond hos Odense Universitetsforlag, 1990. ENGELSTOFT, POVL: Mellem Systemskift og Verdenskrig 1901-1913, in: Schultz Danmarkshistorie, bind 5, 1942. FELDBÆK, OLE: Danmark og Øresund under revolutions- og Napoleonskrigene. Eller hvordan Sjælland blev en ø, in: Øresunds strategiske rolle i et historisk perspektiv. Dansk-Svensk symposium 3-7 juni 1996. Red. Johan Engström och Ole L. Frantzen. FINK, TROELS: Fem foredrag om dansk udenrigspolitik efter 1864. Universitetsforlaget i Aarhus, 1958. - 199 -


Kilde- og litteraturliste. FINK, TROELS: Ustabil balance. Dansk udenrigs- of forsvarspolitik 1894-1905. Universitetsforlaget i Aarhus, 1961. FINK, TROELS: Spillet om dansk neutralitet 1905-1909. Universitetsforlaget i Aarhus, 1970. FINK, TROELS: Fra systemskiftet til genforening. En oversigt over dansk politisk historie 1901-20, in: Festskrift til Tage Kaarsted. Om Danmarks historie 1900-1920. FINK, TROELS: Estruptidens politiske historie 1875-1894. Odense universitetsforlag, 1986. HEURLIN, BERTEL: Sikkerhedspolitik og forsvar. Forsvarskommandoen, 1985. HILLINGSØ, K.G.H.: Øresunds strategiske rolle i historisk perspektiv – set fra en dansk synsvinkel 1920-2000, in: Øresunds strategiske rolle i et historisk perspektiv. Dansk-Svensk symposium 3-7 juni 1996. Red. Johan Engström och Ole L. Frantzen. HJORTLUND NIELSEN, NIELS: Forsvarskommissionen af 1902 med særligt henblik på de tilforordnedes strategiopfattelse. Historiespeciale, Københavns Universitet 1976. HUGEMARK, BO (red.): Neutralitet och fösvar. Perspektiv på svensk säkerhetspolitik 1809-1985. Militærhistoriska Förlaget, 1986. HVIDT, KRISTIAN: Venstre og forsvarssagen 1870-1901. Universitetsforlaget i Aarhus, 1960. HVIDT, KRISTIAN: Det folkelige gennembrud og dets mænd, 1850-1900. Bind 11 af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (Red. Olaf Olsen), 1990. JENSEN, KARL AAGE: Dansk udenrigspolitik 1901-14 med særligt henblik på forholdet til Tyskland. Historiespeciale, Københavns Universitet 1993. KAARSTED, TAGE: Hvad skal det nytte ? De radikale og forsvaret 1894-1914. Universitetsforlaget i Aarhus, 1969. KAARSTED, TAGE: Frederik 8. og dannelsen af ministeriet Holstein-Ledreborg i 1909, in: Historie, jyske samlinger ny række 8, 1968-70. Side 486-498. LINDBERG, FOLKE: Scandinavia in Great Power Politics 1905-1908. Stockholm Studies in History. Almqvist & Wiksell, Stockholm, 1958 NIELSEN, HENNING: Dansk udenrigspolitik 1875-1894, med særligt henblik på beslutningsprocessen. Odense universitetsforlag, 1977. NIELSEN, JOHS.: Genrejsningshåb og undergangsangst. Dansk forsvarspolitik mellem 1864 og 1870 og folkestyrets første forsvarsordning. Odense universitetsforlag, 1979. PEÜLICHE, GERT: Dansk forsvarspolitik 1901-09. Historiespeciale, Københavns Universitet 1978. RASMUSSEN, ERIK OG ROAR SKOVMAND: Det radikale Venstre 1905-1955. 50 års folkeligt og politisk virke. Det danske forlag, KBH., 1955. - 200 -


Kilde- og litteraturliste. RERUP,LORENZ: Tiden 1864-1914. Bind 6 af Gyldendals Danmarks historie (red. Søren Mørk), 1989. RISSKOV SØRENSEN, KURT: Fredssagen i Danmark 1882-1914. Odense Universitetsforlag, 1981. STAUR, CARSTEN: Radikalisme og antimilitarisme. En undersøgelse af P. Munchs politiske ideer ca. 1895-1910. Historiespeciale, Københavns universitet, 1978. STAUR, CARSTEN: Den unge P. Munch. En studie i radikalismens idegrundlag ca. 1895-1910, in: Historisk Tidsskrift bind 81. (14.rk. bd. II) 1981-82, side 101-122. - 201 -


Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede. Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede. Forsvarskommissionen af 1902 trådte første gang sammen tirsdag den 15. april 1902, med cand.phil. H.M. Trier som den af regeringen udnævnte formand. 0 De 4 tilforordnede var fra flåden kontreadmiral C.F. Wandel og kaptajn J. Nyholm og fra hæren oberst af generalstaben A.A.B. Kühnel og kaptajn af artilleriet M.N. Nielsen Nørresø. Kommissionsmedlemmerne var udpeget af henholdsvis Landsting og Folketing: Landstinget: Proprietær Hans Christian Ditlev la Cour (1842-1922). 1898-1918 landstingsmand for Højre. Godsejer, kammerherre Alfred Hage (1843-1922). 1892-95 folketingsmand, 1895- 1918 kongevalgt landstingsmand og 1918-1919 tingvalgt medlem for Højre (fra 1915 Det konservative Folkeparti). Landbrugsminister 1897-1900 i regeringen Hørring. Gårdejer Niels Kristian Johansen (1850-1915). 1894-1915 landstingsmand for Venstrereformpartiet, senere Venstre. Ingeniør og gårdejer Villars Lunn (1845-1921). 1890-1914 landstingsmand for Højre. Skolelærer og 1895-1912 statsrevisor Niels Peter Madsen-Mygdal (1835-1913). 1882-1913 landstingsmand, mens han sad i forsvarskommissionen af 1902 for Venstrereformpartiet (tilhørte først Det danske Venstre, derpå Det Berg'ske Venstre og fra 1895 Venstrereformpartiet, stod 1909-13 udenfor partierne, men gik ca. et halvt år før sin død ind i Det radikale Venstre). Redaktør Jørgen Pedersen (1841-1920). 1876-1886 folketingsmand og 1866-1920 landstingsmand for Det moderate Venstre, hvis fører han var i landstinget. Fabriksejer og grosserer Holger Petersen (1843-1917). 1898-1917 landstingsmand for Højre. Lensbaron Kjeld Thor Tage Otto Reedtz-Thott (1839-1923). 1886-1910 landstingsmand; først for Højre og fra 1900 for de Frikonservative. 1892-1894 udenrigsminister i regeringen Estrup. 1894-1897 Konseilspræsident og udenrigsminister. Medlem af Udenrigskommissionen af 1906. Bagermester Joachim Frantz Hermann Stilling (1843-1925). 1890-1918 landstingsmand for Højre. Folketing: Gårdejer Peder Andersen (1842-1902).1881-1887 og 1898-1902 folketingsmand for Venstrereformpartiet. Udgik af kommissionen den 10. december 1902 som følge af 0 Protokol sekretær under hele forsvarskommissionens arbejdsperiode var Erik Skram. - 202 -


Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede. dødsfald. Hans plads blev af Folketing besat d. 19. december af Anders Nielsen. Redaktør Sigurd Berg (1868-1921). 1901-10 og 1918-21 folketingsmand for Venstrereformpartiet. 1905-1908 Indenrigsminister i regeringen J.C. Christensen, udtrådte i den anledning af kommissionen d. 21. januar 1905 og Folketing valgte i hans sted d. 3. februar N. Ingvard Jensen til medlem af forsvarskommissionen. 1920-21 indenrigsminister i regeringen Neergaard. Medlem af Militærkommissionen 1919-20. Friskolelærer og bladudgiver Klaus Berntsen (1844-1927). 1873-1884 og 1886-1926 folketingsmand for Det moderate Venstre (Startede som tilhænger af det nationale Venstre, sluttede sig 1870 til det forenede Venstre og hørte derefter til de moderate grupper, han var således en af hovedmændene bag forliget 1894). Fra 1884 formand for Odense Amts Skytteforening og 1910-22 formand for De danske Skytteforeninger. 1908-09 indenrigsminister i regeringen Neergaard. 1910-13 Konseilspræsident og forsvarsminister. 1920-22 forsvarsminister i regeringen Neergaard. 1922-24 minister uden portefeuille i regeringen Neergaard. Medlem bl.a. af Kommissionen for den militære Retspleje 1918- 1919 og Militærkommissionen 1919-22 og formand for forsvarsministeriets udvalg for sikringsstyrken fra 1916. Lærer Karl Lauritz Fogtmann (1847-1907). 1879-1907 folketingsmand for Venstrereformpartiet, fra 1905 Folketingets Venstre (Det radikale Venstre). Udtrådte af kommissionen d. 6. december 1906 pga. sygdom. I hans sted valgte Folketing d. 11. december J. Wilmann til kommissionen. Lærer Kristoffer Marqvard Klausen (1852-1924). 1895-1924 Folketingsmand for Socialdemokratiet. Gårdejer Kristian Nicolaj Kristiansen (1857-1909). 1898-1906 folketingsmand for Venstrereformpartiet, fra 1905 Foleketingets Venstre (Det radikale Venstre). Ophørte ved folketingsvalget d. 29. maj 1906 med at have sæde i Rigsdagen og udtrådte derfor af kommissionen, hvor han blev afløst af Jensen-Knudstrup. Husmand Laurids Rasmussen (1850-1924). 1890-1918 folketingsmand for Venstrereformpartiet (tilhørte i begyndelsen Det Berg'ske Venstre, stemte 1894 imod forliget, sluttede sig derefter til Venstrereformpartiet, fra 1910 Venstre). Redaktør Carl August Vilhelm Slengerik (1859-1923). 1901-1923 folketingsmand for Venstrereformpartiet, fra 1905 Folketingets Venstre (Det radikale Venstre). Lærer Anders Thomsen (1842-1920). 1892-1912 folketingsmand for Venstrereformpartiet, 1912-18 kongevalgt landstingsmedlem, 1918-20 tingvalgt landstingsmedlem for Venstre. (tilhørte først det Berg'ske Venstre, fra 1895 Venstrereformpartiet) Thomsen overtog formandsposten efter H.M. Trier fratrådte stillingen 26. november 1906. Thomsen ophørte dermed med at være et af Folketing valgt medlem af kommissionen og i hans sted valgt Folketing d. 5. december P.P. Pinstrup til medlem af kommissionen. - 203 -


Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede. Lærer Herman Martin Trier (1845-1925). 1884-1887 og 1890-1909 folketingsmand for Venstre (Tilhørte i begyndelsen Venstre, stod en tid udenfor grupperne, sluttede sig 1895 til Venstrereformpartiet og fra 1905 Folketingets venstre). 1910-18 kongevalgt og 1918-25 tingvalgt landstingsmedlem for Det radikale Venstre. Formand for Forsvarskommissionen fra 1902 til november 1906. Afløstes som formand af A. Thomsen. Indskiftede kommissionsmedlemmer: lærer Niels Ingvard Jensen (1842-1925). 1892-1913 folketingsmedlem for Venstrereformpartiet. Fra d. 3. februar 1905 medlem af forsvarskommission. Lærer Anders Jensen-Knudstrup (1848-1919). 1901-1909 folketingsmedlem for Venstrereformpartiet. Fra d. 17. juni 1906 medlem af Forsvarskommission. Husmand Anders Nielsen (1862-1914). 1890-1914 folketingsmand for Venstrereformpartiet. Fra d. 19. december 1902 medlem af Forsvarskommissionen. 1908-09 landbrugsminister i regeringerne J.C. Christensen, Neergaard og Holstein-Ledreborg og 1910-13 landbrugsminister i regeringen Berntsen. Gårdmand Peder Pedersen Pinstrup (1861-1934). 1903-1909 og 1910-1932 folketingsmand for Venstrereformpartiet, senere Venstre. Fra d. 5. december 1906 medlem af Forsvarskommissionen. Forretningsfører Johan Carl Thorvald Wilmann (1866-1928). 1901-03, 1906-09, 1910-13, 1915-28 Folketingsmand for Socialdemokratiet. Fra d. 11. december 1906 medlem af Forsvarskommissionen. Var tillige bl.a. medlem af Militærkommissionen 1919-22. De tilforordnede: Kontreadmiral/viceadmiral C. F. Wandel (1843-1930). Søofficer. Var ved indtrædelse i Forsvarskommissionen i 1902 chef for den flydende defension på Københavns Red, som kontreadmiral chef for søofficerskorpset 1905-09 og som viceadmiral kommanderende admiral og generalinspektør for søværnet 1909-11. Oberst/generalmajor/generalløjtnant Arnold August Blichert Kühnel (1850-1908) Officer. 1897-1903 chef for generalstabens taktiske afdeling. 1903-05 chef for generalstaben og 1905-08 chef for 1. generalkommando. Udgik ved sin død d. 3. juni 1908 af forsvarskommissionen. Der blev ikke tilforordnet nogen ny sagkyndig til kommissionen efter hans død. Kaptajn/oberstløjtnant Martin Nielsen Nørresø (1860-1933). Officer. Var ved indtrædelsen i forsvarskommissionen i 1902 fungerende underdirektør ved artilleriets tekniske tjeneste, fra 1907 til rådighed for generalinspektøren for artilleriet. Kaptajn/kommandør Johannes Nyholm (1858-1941) Søofficer. 1900-05 chef for flå­ - 204 -


Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede. demærkevæsenet, fra 1905 til tjeneste i søofficerskorpset (mest sejlende tjeneste). Kommandør Otto Joachim Moltke Kofoed-Hansen (1854-1918). Søofficer. 1901-05 departementsdirektør i Marineministeriet, 1905-08 direktør i Marineministeriet. 1911 viceadmiral, 1914-18 chef for flådens overkommando. Midlertidig tilforordnet 1902-03 under Wandels sygdom. Oberstløjtnant/oberst B. P. Berthelsen (1857-1920). Officer. 1903-06 chef for generalstabens taktiske afdeling; sekretær for hærens tilforordnede ved forsvarskommissionen af 1902, general Kühnel. 1909 generalmajor og 1912-17 chef for generalstaben. Midlertidig tilforordnet 1905 og 1907-08 under Kühnels sygdom. - 205 -


Bilag 2. Sødeklarationen af 1856 og Haag-konventionen af 1899. Bilag 2. Sødeklarationen af 1856 og Haag- konventionen af 1899. Sødeklarationen af 1856 opstillede følgende 4 grundsætninger: 1. Kaperi er og forbliver afskaffet, 2. Neutralt flag dækker fjendtligt gods med undtagelse af krigskontrabande, 3. Neutralt gods kan, med undtagelse af krigskontrabande, ikke opbringes under fjendtligt flag, og 4. Blokade skal for at være bindende være effektiv, d.v.s. opretholdes af en styrke, der er tilstrækkelig til i virkeligheden at hindre adgang til fjendens kyst. Konventionen af 1899 om krig til lands opstillede to relevante regler angående neutralitet: Artikel 57. Den neutrale stat, der på sit territorium modtager tropper hørende til de krigsførende hære, skal internere dem såvidt muligt langt fra krigsskuepladsen. Den kan bevogte dem i lejre eller endog holde dem indesluttet i fæstninger eller på dertil indrettede steder. Den bestemmer, om officererne kunne lades i frihed mod på æresord at forpligte sig til ikke at forlade det neutrale territorium uden tilladelse. Artikel 59. En neutral stat kan tillade, at sårede eller syge, der høre til de krigsførende hære, føres ind på dens territorium, under forbehold af, at togene, som bringe dem, hverken medføre krigspersonel eller -materiel. I slige tilfælde er den neutrale stat pligtig at træffe de i så henseende nødvendige sikrings- og kontrolforholdsregler. Sårede eller syge, som under sådanne forhold er bragte ind på neutralt territorium af en af de krigsførende magter, og som høre til modpartiet, skulle bevogtes af den neutrale stat, så at de ikke på ny kunne tage del i krigsforetagenderne. Denne har de samme pligter med hensyn til sårede eller syge af den anden hær, som måtte blive den betroet. 0 0 Bilag til Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag, bilag A. Skrivelse af 4. juni 1902 fra udenrigsministeriet til forsvarskommissionen af 1902. - 206 -

More magazines by this user
Similar magazines