Samfundet omkring os 5 - stor udgave - DaMat

damat.dk

Samfundet omkring os 5 - stor udgave - DaMat

Kim Ursin

Samfundet

omkring os

5. udgave


Samfundet Omkring Os er udgivet af

DaMat v/ Kim Ursin

Bonderup Østergade 15, Bonderup

9690 Fjerritslev.

Tlf.: 8682 0396

E-mail: kim2000@damat.dk.

Hjemmeside: www.damat.dk

Konto: 7461 42000934240

Fotos er uden copyright tilknyttet medmindre andet er skrevet.

Ansvarshavende redaktør: Kim Ursin

Samfundet Omkring Os er sat med Garamond 13pkt.

Hvis du kan lide bogen vil jeg opfordre dig til at give et mindre beløb til

forlaget, fx 10, 15 eller 20 kroner på konto: 7461 42000934240.

Hvis du vil støtte mig som kandidat henviser jeg til hjemmesiden

www.kimursin.dk.

© DaMat 1998-2011

© Kim Ursin 1998-2011

5. udgave

Oplag: Siden 1. udgaven i 1998 er bogen downloadet ca. 12.000 gange.

As is

Da bogen er til gratis download, er bogen ”as is”, dvs. at

der nok vil være stave- og slåfejl, og det må du leve med.


Kim Ursin

Samfundet Omkring Os

5. udgave

DaMat


Indholdsfortegnelse

Forord Brug din stemme 8

Kapitel 0 Om forfatteren 10

Kapitel 1 Definition af styreformer 13

Demokrati 13

Diktatur 14

Diktatur eller tvivlsomt demokrati 14

Det kommunistiske demokrati 15

Anarki 16

Kapitel 2 Definitionen af politik 17

Rammerne for politik 17

Marslows behovspyramide 18

Kapitel 3 Grundlæggende demokrati 19

Repræsentativt demokrati 20

Storkredse 20

Hvilken person må stille op? 21

Hvilket parti må stille op? 21

Hvem må stemme? 21

Uvalgbar 21

Partiliste eller sideopstillet 21

Kandidaten 21

Forholdsvalg og

enkeltmandskredse 23

Spærregrænse 23

Industrielt demokrati 23

Økonomisk demokrati 23

Konkurrencedemokrati 24

Nærdemokrati 24

Ophævelse af demokrati 25

4


Kapitel 4 Demokratiets historie 26

kapitel 5 Folketinget 31

Hvordan kommer et parti

i Folketinget 31

Grundloven 32

Magtdelingslære 32

Regeringen 33

Hvem sidder i Folketinget 34

Partikrise eller ej 34

Folkeafstemning 35

Kapitel 6 Folketinget og den

politiske proces 36

Hvordan bliver en lov til 36

EU 36

Handlingsrammer 36

Folketing kontra regering 37

Folketinget 37

Kapitel 7 Kommune og valg 40

Store og små kommuner 41

Regionsråd 41

Kapitel 8 Bevægelse,

interesseorganisation

og partier 43

Interessefremføring og

korporatisme 43

5


Kapitel 9 Vælgere og ideologi 45

Klassepartier og ideologi 45

Ideologier i korte træk 47

Marginalvælgere 48

Kvinder 48

Klasseskel - relativ fattigdom 48

Mediernes rolle 49

Populisme 50

Realpolitik

Kapitel 10 Partier i Danmark

Gennemgang af alle større partier 56

Kapitel 11 Mediernes rolle 77

Meningsmålinger 77

Politiske tricks 78

Kapitel 12 EU og erhvervslivet 81

Udvikling i erhvervslivet 83

Fra landbrug til service 83

Frihandel 84

Kapitel 13 Økonomi 86

Keyness økonomiske teori 86

Friedmans økonomiske teori 87

Det økonomsiske kredsløb 88

BNP som rigdomsmåler 88

Big Mac indeks 89

Finanspolitik 89

6


Kapitel 14 De økonomiske

balanceproblemer 91

Arbejdsløshed 91

Kontanthjælp og dagpenge 93

Betalingsbalance 95

Statens budget 96

kapitel 15 Livsformer

Kapitel 16 Flygtninge og indvandrer 101

De historiske fejl 101

Udstødelsen 103

Integration 105

Forskellen på indvandrere

og flygtninge 106

Flygtninge 107

Kapitel 17 Kunsten at tyde et indlæg 109

Kapitel 18 Store begivenheder 113

Kanslergade forliget (1929) 113

Samarbejdspolitikken (1940-43) 114

Oliekrise (1970erne) 115

Kartoffelkuren (1986) 117

Efterlønssagen (1998) 118

11. september 2001 119

Kapitel 19 Analyse: Efter valget 2011 120

Efterord 122

Reklame 123

7


Forord

Brug din stemme

Hele samfundet omkring dig er politisk opbygget, og

hvis du ikke forstår de grundlæggende mekanismer, så stiller

du dig selv udenfor indflydelse – og dermed til en vis grad

udenfor indflydelse på dit liv.

Politik kan virke kedeligt og svært at forstå. Nogle gange virker

det som om det det ikke noget med én selv at gøre. Mere

end 14 % stemmer ikke, når der er Folketingsvalg, endnu

flere bliver hjemme, når der er afstemninger til EU eller

Kommunevalg. Politik kan synes som noget ligegyldigt. Men

intet kan være mere forkert.

I denne bog kommer jeg igennem de grundlæggende begreber

om demokrati, politik, økonomi og livsformer, ligesom

der er sat mere fokus på politiske tunge emner som flygtningedebatten,

realpolitik og lignende.

Jeg bruger mange eksempler og nogle begreber forklares

mere end en gang for forståelsens skyld.

Følgende ændringer er sket siden 4. udgave:

• Ny stor format

• Om forfatteren er tilføjet

• Styreformer er forklaret mere grundigt

• Demokratiets historie er udbygget

• Milton Friedmanns økonomiske teori er tilføjet

• Den økonomiske politik er gennemgået mere grundigt

• Data om partierne er opdateret

• Partiernes historie er tilføjet

• Mediernes rolle er belyst

• Afsnit om realpolitik er tilføjet

• Flygtninge og indvandrer kapitlet er udbygget

• Kunsten at tyde et indlæg er tilføjet

• Flere store begivenheder er tilføjet

• Analyse efter valget er tilføjet

• Korrekturlæsning er atter sket

Om at jeg er kandidat

Da jeg læste samfundsfag i tidernes morgen var det sådan at

læreren flere gange understregede at han ikke havde en holdning,

det var soleklart at manden lå et sted mellem Enhedslisten

og SF, det var jo fair nok, men det irriterede mig at han

ønskede politiske debatter på klassen, men han nægtede selv

at deltage. Læreren var komplet holdningsløs og gled af på

alt. Jeg følte, at det dræbte ethvert tilløb til debat i klasseværelset.

8


Det skyldes formentlig at lærerne i halvfjerdserne og firserne

blev anklaget for at indoktrinere eleverne (til fordel for venstrefløjen),

hvilket var noget pjat, hvis de virkelig indoktrinerede

eleverne, må man da sige de har gjort et utroligt dårligt

stykke arbejde, for gennem de sidste 30 år har der været borgerligt

styre i landet i de 20 år.

Når du læser denne bog, så ved du, hvad jeg mener, og det

står klart i bogen, hvad jeg mener, der hvor du ikke er enig

med mig, kan du bruge mine holdninger til at spejle dine egne

holdninger, for på den måde selv overveje, hvad du mener.

Du vil på intet tidspunkt være i tvivl om, hvornår det er

en holdning og hvornår det er fakta.

Mit mål er ikke, at du nødvendigvis stemmer på Liberal Alliance,

selvom jeg gerne ser det – og meget gerne personligt

på Kim Ursin – men at du tager stilling og beslutter dig til at

bruge din stemme.

Selvfølgelig er du ikke enig i alt, hvad et parti står for, det er

end ikke kandidaterne, derfor vil mit råd til dig være, at overveje

grundigt hvilke ting der betyder mest for dig og så finde

det parti, der arbejder for det. Forudsætningen for at kunne

tage den beslutning, er at du forstår i hvert fald det meste af

hvad politik egentlig er.

Brug i undervisningen

Sproget i denne bog er sådan at de fleste elever fra 7.klasse

og op kan læse det, hvis du synes denne bog er for omfattende,

vil jeg henvise til den forkortede udgave, som du ligeledes

kan finde på DaMats hjemmeside, www.damat.dk .

Den gennemgår kort politik, men har ingen uddybende forklaringer

med og er renset for politiske holdninger, og den

bør derfor ikke stå alene i undervisningen.

As is

Da bogen er gratis, så er bogen fortsat ”as is”, dvs. at der

nok fortsat vil være stave- og slå-fejl, og det må du leve med.

Jeg vil naturligvis meget gerne høre, hvis du opdager meningsforstyrrende

fejl.

Hvis du kan lide bogen vil jeg, som altid, opfordre dig til at

give et mindre beløb for bogen.

Kim Ursin

9


Kim Ursin (foto Erik Zahl 2011)

Kapitel 0

Om forfatteren

Mit navn er Kim Ursin, født i 1973 i Slagelse og opvokset i

Jylland, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. Jeg er uddannet

lærer, siden 1991 har jeg blandet mig i den politiske debat

gennem læserbreve og ved at deltage i demonstrationer

og den slags.

De første erfaringer

Første gang jeg stiftede bekendtskab med politik og omkostningerne

ved at være politisk aktiv var i 1997, hvor det blev

heftigt debatteret om Tønder Kaserne (hvor jeg selv arbejdede)

eller om man skulle lukke Haderslev Kaserne. I et læserbrev

forklarede jeg, at det naturligvis måtte være Tønder

Kasserne, da det kun påvirkede ca. 200 familier, mens 1000

familier blev påvirket i Haderslev. Dette uddybede jeg så i

TV Syd. For mig og se var det en fuldstændig logisk betragtning.

Dagen efter måtte jeg stå ret ved en presseofficer, der råbte

og skreg. Det blev ikke bedre, da jeg med loven i hånden

påpegede, at jeg havde udtalt mig som privatperson. Ikke

desto mindre endte det med at jeg blandt mange kollegaer

fik skylden (eller æren af), at egenhændigt have lukket kasernen.

Hold da helt op, man tillade min mening vægt, tænker

jeg også den dag i dag.

I 1998 havde en artikel på min daværende hjemmeside, hvor

jeg bl.a. skrev at flygtninge skulle lære dansk og de flygtninge,

der ikke var berettiget til at være her, skulle sendes hjem.

Det affødte massivt kritik. Jeg blev kaldt både racist og nazist

og det komiske er måske det, at det jeg talte for og blev

kaldt racist for, er i dag langt mere moderat end det, som

venstrefløjen går ind for. Det er meget interessant at se

hvordan politikken flytter sig i takt med vælgerne.

Det med at have en politik og så holde fast

i den uanset vælgernes mening eksisterer ikke

rigtig længere.

Ind i politik

Gennem det meste af mit liv har jeg

overvejet at stille op til Folketinget,

men der har hele tiden været et problem,

nemlig at finde et parti, der

gik ind for det, jeg står for, nemlig

personlig frihed, lav skat og

bekæmpelse af arbejdsløshed.

Umiddelbart var Poul Nyrup

10


svaret for mig, og den politik, der blev ført fra 1991-93 da

også lige min kop the, godt hjulpet af at jeg ikke kunne fordrage

den anden statsministerkandidat Uffe Ellemann. Nyrup

skabte fremgang og vækst. Men den offentlige sektor

voksede og det ene forbud afløste det andet.

Så kom Fogh med Minimalstaten, men da han blev formand

forsvandt enhver vision i processen. Den borgerlige fløj blev

til socialdemokrater, flere forbud, skattestigninger (nu kaldt

afgifter) og halve løsninger på alt, imens sloges socialdemokraterne

internt og valgte derefter en, i mine øjne, inkompetent

formand, så jeg stod der. Jeg ville gerne blande mig i

den politiske debat, men i mine øjne var jeg partiløs.

Det var jeg indtil Liberal Alliance kom på banen, her var endelig

et parti, der ønskede at komme papirvældet til livs, endelig

et parti, der arbejdede ud fra viden og ikke følelser og

fornemmelser. I starten lignede LA dog et dødfødt projekt,

men med en helt utrolig viljestyrke og masser af arbejde lykkes

det for Anders Samuelsen og Simon Emil Amitzbøll at

løfte projektet og gøre det troværdigt. Endelig et parti, der

ville sikre både vores velfærd, sikre lav skat, personlig frihed

og få vores administration under kontrol.

Og jeg lagde mærke til noget interessant, partiet gik ud og

sagde noget ganske upopulært, såsom at afskaffe efterlønnen

da de stod til 0,0% i meningsmålingerne. I LA leflede man

ikke for laveste fællesnævner, her erklærede man, at dette er

vores politik, stem på os, hvis I er enige eller vælg et andet

parti. Det er noget, der tiltaler mig, altså den med at man har

en politik og så må vælgerne tage stilling. Det her med at løbe

efter en folkestemning er jeg meget imod.

Hvis Liberal Alliance ikke var kommet til, så ville jeg formentlig

fortsat gå og tænke over, hvor jeg egentlig skulle stille

op eller bare stemme ved næste valg.

Politik handler om holdning, viden og hvad der er

praktisk muligt

Jeg må indrømme at jeg er blevet rystet over, hvor stor uvidenhed

nogle har omkring politik, ja selv kandidater til Folketinget

virker til ikke at kende til det meste fundamentale

som magtdelingslære, grundloven, betalingsbalance etc., som

man bare skal kende til for at kunne forholde sig til en politisk

debat.

Hvordan skal man træffe en beslutning uden at have viden,

som jeg flere gange kommer ind på i bogen, så handler politik

om at man har en holdning, men så sandelig også om viden.

Hvis man hverken har det ene eller det andet, så ender

man med at stemme ud fra hvem der virker flink, men så

11


liver man altså et meget nemt offer for kandidaten, men

også for en avisholdning. Mange aviser og tv stationer har

fået politiske kommentatorer, der forsøger at forklare politiske

handlinger som om det var en fodboldkamp. Meningsmålinger

bliver til historien, mens de politiske budskaber

forsvinder. Og man skal være godt og grundig naiv for at tro

på, at disse kommentatorer ikke har en dagsorden - nemlig

at dreje tingene så det bliver negativt, fordi negative historier

sælger bedre.

I Liberal Alliance var vi nødt til købe annoncer for at fortælle

om vores politik, fordi det eneste aviserne ville skrive om,

var hvor mange procenter vi lå til i meningsmålingerne, vores

politiske budskaber blev mødt med et skuldertræk - i

bedste fald - det var svært at formidle, så heller en meningsmåling

fuldt op af en kommentator, der kunne fortælle lidt

om den meningsmåling. Hvordan pokker skal man som vælger

kunne træffe informeret beslutninger på den baggrund?

Det er strengt nødvendigt at man som vælger kender bare

lidt til hvordan det politiske system er opbygget, men det er

så sandelig også vigtigt at man kan gennemskue debatten og

ligeså vigtigt forstår, hvad der ikke bliver sagt. Ellers ender

det med at man stemmer i blinde eller måske ud fra en mere

eller mindre tilfældig sag, hvor en politiker erklærer at nu

skal der ske noget.

Jo mere viden du har, jo bedre kan du forstå, hvad der sker i

politik, fx er det påstanden fra SSF at der er blevet mere relativ

fattigdom i Danmark de seneste ti år, hvis man ikke ved

hvad relativ fattigdom er, kan man forledes til at tro, at der

er kommet flere fattige i Danmark - og det er jo skidt, ergo

må regeringen have fejlet. Men relativ fattigdom betyder bare

at i forhold til gennemsnittet er der blevet flere fattige,

men det fortæller intet om, om der er kommet flere fattige.

Det fortæller blot det, at i forhold til en gennemsnits dansker,

er der kommet flere fattige, men er gennemsnitslønnen

steget i samme periode, så kan det sagtens betyde, at de fattigste

faktisk er blevet rigere, men bare ikke i forhold til de

rigeste. Sagt med andre ord, hvis min nabo stiger med

30.000 kr. om året og jeg kun stiger med 10.000 kroner, så er

jeg blevet relativt fattigere end naboen, men jeg har jo altså

fortsat fået 0.000 kroner mere om året end tidligere.

Jeg håber, at du med denne bog kan blive klædt bedre på til

at forstå den politiske proces og dermed få større indflydelse

på dit liv, for uden viden risikerer du at blive stemmekvæg

for den pæneste og den mest veltalende politiker og det er

ikke nødvendigvis den politiker, du er enig med.

12


Kapitel 1

Definition af styreformer

Ethvert land ledes på bestemt måde, det kalder man en

styreform.

Nationalstaten som vi kender den i dag, har dog ikke eksisteret

i altid. Helt frem til midten af 1800 tallet var en stat,

grundlæggende et stykke jord som en bestemt konge/

diktatur styrede efter forgodt befindende. Landområder

blev byttet væk og stater opstod og forsvandt igen. De lokale

følte naturligvis tilknytning til sit område, men den almindelige

bonde var der næppe større forskel på om man havde

en tysk eller en dansk konge, de blev fortsat flået i skatter.

Efterhånden udviklede nationalstaten sig dog, her siger man

at der er tale om et folk, som bebor et afgrænset område,

taler samme sprog, har fælles historie, fælles kultur og vilje til

sammenhold som nation i forhold til andre folkegrupper.

I Afrika blev nationerne tegnet på et kort af kolonimagterne

uden hensyn til disse ting, det har gjort at i mange lande er

konstante konflikter og at landene nu brydes op i mindre

nationer, nogle gange under voldsomme borgerkrige.

En kort definition af 5 styreformer:

Demokrati

Et demokrati forudsætter som udgangspunkt:

• Alle myndige statsborgere kan stemme

• En person, en stemme

• Frie og hemmelige valg

• Valg mellem konkurrerende partier

• En repræsentativt valgt forsamling

• Beslutninger i de repræsentative organer tages ud fra

flertalsprincippet.

I et demokrati er der pressefrihed, i mange demokratiske

lande er der dog begrænsninger alligevel i form af begrænsninger

på hvilken form for reklamer der må bringes og hvornår

der må findes nøgenhed.

I et demokrati er der ikke censur, dvs. ingen fra staten læser

aviser eller ser fjernsprogrammer igennem inden det kommer

ud, men der er regler som skal overholdes og gør man

ikke det, kan der rettes kritik fra statens pressenævn.

Økonomisk er demokratiske lande oftest mere velstillede

13


end ved andre styreformer, ligesom borgerne generelt har

højere levestandard. Formentlig handler det om at den personlige

frihed opfordrer borgerne til at arbejde for sig selv

og ikke for staten.

Diktatur

I et diktatur er der ikke stemmeret, typisk bestemmer én person

eller kreds af personer alt. Borgeren udenfor denne

kreds har ingen mulighed for at påvirke disse beslutninger.

Et diktatur har oftest et stærkt militær bag sig. Militæret har

det med at gribe ind, hvis tingene ikke går som militæret ønsker

det. Mens en demokratisk valgt skal sørge for at behage

de stemmeberettigede, så må et diktatur sørge for at behage

dem, der støtter dennes position.

Et diktatur har kun begrænset pressefrihed eller slet ingen

pressefrihed.

I de fleste diktaturstater kan det være livsfarligt at skrive eller

sige det forkerte. Her er ordet forkert, ment i forhold til den

siddende magt.

Økonomisk er nogle af landene rige, men der er meget stor

ulighed i disse lande, dem der støtter diktatoren har ofte meget

mere end den almindelige borger, man siger at der er meget

stor ulighed i samfundet.

Diktatur eller tvivlsomt demokrati

Nogle lande har noget, der på den ene side er minder lidt

om demokrati og på den anden side diktatur.

I nogle lande har pressen rimelig stor frihed til at skrive og

sige det meste, men omvendt må den siddende regering ikke

kritiseres. Eller ikke kritiseres alt for meget. Journalisterne

skal forsøge at navigere efter en række uskrevne regler og

resultatet bliver derfor oftest at den siddende regering ikke

modtager kritik.

I Iran er der jævnligt valg. Her bliver der valgt et parlament

og en præsident. Et parlament er en folkevalgt forsamling,

mens præsidenten er valgt direkte i befolkningen, og altså

ikke nødvendigvis har opbakning fra parlamentet. Men bag

denne facade gemmer der sig et præstestyre, som ikke kan

vælges af befolkningen.

Præstestyret skal godkende alle regler og love som regeringen

og præsidenten vedtager. Præstestyret skal ligeledes godkende

alle kandidater til valg. I praksis har det betydet, at alle

kandidater skal være rettroende muslimer, og hvem der er

rettroende bestemmes suverænt af præstestyret. Hvis man er

14


imod et præstestyre, så er man ikke rettroende, med denne

logik i hånden er præstestyret reelt sikret magten.

I sådanne lande er pressen underlagt en streng censur, dvs.

at pressens tekster bliver læst igennem, inden de bliver offentliggjort.

Dermed er der tale om et meget begrænset demokrati,

hvor folkets stemme i bedste fald har meget begrænset

indflydelse eller slet ingen i praksis.

Det meste af Mellemøsten og Afrika er i dag lande med enten

diktatur eller et tvivlsomt demokrati.

Det kommunistiske demokrati

Kommunisme anses, af kommunisterne, som demokratisk,

fordi det står enhver arbejder frit for at melde sig ind i partiet

og gennem den vej at få indflydelse.

Hvorvidt det kan kaldes demokratisk, er man dog nødt til at

stille sig spørgende overfor. Først og fremmest er det kun

arbejderen, der må melde sig ind. Dermed vil man altså fra

starten have udelukket alle, der ønsker et helt nyt styresystem.

Dermed opfyldes der ikke det krav, man kan stille omkring

demokratiet at alle voksne personer kan stemme, der er ligeledes

heller ikke konkurrerende partier og endelig er der ikke

valg. Ud fra at man kan melde sig ind i partiet hævder kommunister,

at der alligevel er tale om demokrati, fordi man

kan stille forslag gennem partiet. Ligeledes er det den kommunistiske

tankegang, at partiet altid vil gøre det, som er i

almenvellets interesse og derfor er der ikke brug for mere

end et parti.

Når man ser på den måde som kommunismen er blevet og

bliver praktiseret på, vil man blive nødt til at konkludere at

kommunismen ikke er demokrati, men en diktaturform. Det

er dog vigtigt at forholde sig til, at den måde kommunisme

er praktiseret på ikke hænger sammen med den oprindelige

teori.

I teorien skulle enhver borger i et kommunistisk land være

berettiget til den samme løn, samme bolig og samme luksus,

uanset deres evner.

Ifølge Karl Marx er dette, fordi lægen ikke er mere værdifuld

end rengøringskonen, der rengør operationsstuen. Hvis

kommunisme skulle fungere i virkeligheden ville det kræve,

at alle acceptere dette og at alle ydede deres bedste uden et

økonomisk intimcement. Dette har i praksis vist sig ikke at

være muligt.

15


I teorien skulle ethvert medlem kunne forslog forandringer,

og de forslag, der var i almenvellets interesse ville så blive

vedtaget. I praksis havde enhver, der stillede kritiske forslag,

det dog med at forsvinde eller blive sendt i arbejdslejr.

Kommunisme var standard i den tidligere Østblok, i dag

praktiseres kommunisme kun i ganske få lande og ingen lande

har formået at praktisere den kommunisme som Karl

Marx lagde op til.

Kommunistiske lande blev, og bliver, i praksis drevet som

diktatur, hvor pressen er underlagt streng censur og folk der

ønsker forandringer har det med at forsvinde.

Anarki

Mest af alt er anarki fravaret af styreform, alle klarer sig selv

som man nu bedst kan og vil klare sig. Der er ingen centralstyring,

ligesom regler og love er ophævet eller kun er gældende

i små grupper.

Der risikerer at opstå anarki ved borgerkrig eller ved naturkatastrofer,

hvor myndighederne mister kontrollen over dele

af landet.

16


Kapitel 2

Definitionen af politik

Hvad er politik?

Man kan definere politik med følgende sætning:

Politik drejer sig om den autoritative fordeling af

værdier med gyldighed for samfundet

(David Easton)

Politik handler altså om en omfordeling af værdier. Staten

tager en vis del af ens indkomst og omfordeler den til andre

ting, som staten vurderer, er i almen interessen. Det kan være

sundhedssystemet, uddannelsessystemet, forsvaret eller

noget helt andet. Politik handler om at staten tager nogle

beslutninger og befolkningen følger dem. Hvis man ikke gør

det, vil det få konsekvenser.

Man kan tvinge en politisk model ned over hovedet på befolkning

gennem længere tid, men er erfaringen viser at, på

et tidspunkt vil der blive gjort oprør. Den tidligere østblok

er et eksempel på dette, den franske revolution er et andet.

Rammerne for politik

Rammerne for politik ændres konstant.

Demografiske forhold, befolkningssammensætningen, spiller

ind. I den kommende tid vil der blive flere ældre og færre

i den arbejdsdygtige alder på arbejdsmarkedet. Det tyder at

færre mennesker skal forsørge flere mennesker. Det vil påvirke

landets politik fx med øget skattetryk, øget pensionsalder,

mindre pension, mindre service eller andre ting.

De økonomiske rammer også sætter en naturlig ramme for

landets politik. Det vil ikke være forkert at påstå, der kommer

et krav om øget demokrati i takt med den økonomiske

udvikling.

Det kan skyldes, at et økonomisk veludviklet land har højere

uddannelsesniveau. Det kan også hænge sammen med, at

når de elementære behov er opfyldt, øges overskuddet til at

beskæftige sig med andre ting. (Maslovs behovspyramide)

Et autoritært styret land har som regel en mindre udviklet

økonomi. Det kan også sættes omvendt op.

Demokrati øger befolkningens interesse for samfundet, og

dermed mulighederne for økonomisk vækst. Men dette vil

næppe i sig selv give en bedre økonomi og dermed bedre

17


levestandard.

Naturens økosystem, naturens balance sætter også rammer

for de politiske beslutninger. Det kan betyde at man fx lægger

afgifter på drivhusgasser, CO2 afgifter eller lign. Nogle

landes politiske beslutningstagere er mere økologiske bevidste

end andre.

Man kan også sætte det op sådan, at når landets basale behov

er opfyldt, kommer der overskud til at beskæftige sig

med fremtidens samfund.

selvrealisering

Anerkendelse

Sociale behov

Behov for tryghed

Fysiologiske behov

Marslow’s behovs pyramide. Hvert behov skal være opfyldt i rimelig

grad, før man kan gå et trin op.

Behovspyramiden er bredt brugt i den vestlige verden som

”sandheden”, men imidlertid ligger der ingen videnskabelige undersøgelser

bag teorien.

18


Kapitel 3

Grundlæggende

demokratiteori

Et demokrati forudsætter som udgangspunkt:

• Alle myndige statsborgere kan stemme

• En person, en stemme

• Frie og hemmelige valg

• Valg mellem konkurrerende partier

• En repræsentativt valgt forsamling

• Beslutninger i de repræsentative organer tages ud fra

flertalsprincippet.

Ikke alle lande har alle seks punkter i lige stor udstrækning.

I Sverige skal borgeren tage en af partiernes stemmeseddel,

inden man går ind i stemmeboksen og så der jo ikke længere

tale om hemmelig afstemning. Minimum vil dem, der styrer

valgstedet jo kende ens politiske overbevisning. Det er blevet

drøftet i EU om man så har hemmelig afstemning.

I Danmark kræves der 20.000 underskrifter, før et parti må

stille op til Folketinget, til gengæld er man så sikret et præsentationsprogram

på tv samt adgang til en afsluttende tv

debat på valgaftenen. Det er en del af DR´s public service

aftale.

I Sverige kan enhver stille op, til gengæld er man ikke sikret

tv tid, ligesom det kræver en ret stor økonomi at opstille, da

partiet skal betale trykningen af stemmesedlerne.

Almindeligvis anses det vigtigste at dog, at enhver kan stemme

frit og at kandidaterne kan udføre deres politiske virke. I

Danmark kan alle politikere generelt arbejde frit. Heldigvis

er det et særsyn med livvagter i Danmark til andre end statsministeren,

men i nogle lande er det almindeligt at selv menige

politikere og kandidater må have livvagter.

Men også i Danmark kan det have ubehagelige konsekvenser

at være politisk aktiv. Det er dog ulovligt at fyre nogle

pga. politisk overbevisning. Således måtte Danske Bank betale

en rekord erstatning, da man fyrede en mand, der var

politisk aktiv i NSAB (Nynazistisk parti).

Generelt er der i Danmark dog meget ”højt til loftet” og det

er kun de absolut færreste, der behøver frygte repressalier

ved at være politisk aktiv.

19


Repræsentativt demokrati

Ifølge den danske grundlov er der repræsentativt demokrati i

Danmark. Vælgerne bestemmer ved hjælp af valg repræsentanter

til Folketinget, deraf navnet repræsentativt demokrati.

Storkredse

Ved Folketingsvalg er landet opdelt i 10 storkredse. I hver

storkreds bor der ca. 500.000 stemmeberettigede. I hver

storkreds vælges der repræsentanter til Folketinget. Man kan

vinde et kredsmandat eller et tillægsmandat.

Ved kommunevalg er kredsen det samme som den pågældende

kommune, og der vælges byrådsmedlemmer i hver

kreds.

Landet er inddelt i 10 storkredse og 98 kommunekredse. Hver storkreds er på ca. 500.000 vælgere,

dog er Bornholm også en storkreds, uanset antallet af vælgere.

Grafik: Andreas Müller

20


Hvilken person må stille op?

I Danmark er det tilladt for enhver, der må stemme, at stille

op.

I nogle lande med tvivlsomt demokrati skal kandidaterne

godkendes, i fx Iran skal alle godkendes af Præsterådet, i andre

lande er det militæret, der skal godkende folk. Ofte ser

man, at det bliver misbrugt af magthaverne til at beholde

magten.

I de fleste vestlige lande er det tilladt for enhver at stille op

og der er kun ganske få begrænsninger.

Hvilket parti må stille op?

Partier, der er i Folketinget må stille op. Ligeledes må ethvert

parti udenfor Folketinget stille op, såfremt partiet kan

samle ca. 20.000 underskrifter (1/175 af stemmerne ved sidste

folketingsvalg, svarende til et mandat) Der er som sådan

ingen begrænsninger på, hvad et parti må gå ind for.

Hvem må stemme?

• 18 år

• Myndig

• Dansk statsborgerskab

• Har bopæl i riget

Uvalgbar

Hvis man har lavet en forbrydelse, der er så slem at man er

uværdig til at repræsenterer landet, kan man erklæres uvalgbar.

Men selv, hvis man er uvalgbar, så man må gerne stille

op, man risikere bare at blive erklæret uvalgbar bagefter af

det organ man er valgt til.

Partiliste eller sideopstillet

Et politisk parti kan vælge at opstille en spidskandidat og

derefter nogle kandidater, der står alfabetisk på listen. Kandidaterne

er sideordnede opstillet, dvs. at den eller de som

får flest stemmer bliver valgt (underforstået at en på listen

bliver valgt).

Modsætningen er partilisten, hvor bestemmer partiet i

hvilken rækkefølge kandidaterne bliver valgt, upåagtet af

personlige stemmetal. Så fald ville jeg personligt nok have

svært ved at motivere mig til det helt store, hvis jeg stod som

nr. 8 på listen. Man kan ligeledes diskutere om det særlig demokratisk

at gøre det på den måde. Men det er en partipolitisk

debat, der skal tages i hvert enkelt parti.

Kandidaten

Det er op til hvert enkelt parti, hvordan partiets kandidater

udvælges.

21


Nogle partier udvælger deres kandidater på åbne møder,

hvor partiets medlemmer kan stemme om dem, andre partier

lader bestyrelsen udvælge dem på samme måde, som man

udvælger folk til jobs.

I Liberal Alliance er vi opstillet sideordnet ellers er jeg da

heller ikke sikker på, jeg personligt ville bruge så meget tid

på et valg. Ulempen er at det i værste fald kan blive en alle

mod alle kamp om at få den eller de pladser i Folketinget.

Alternativet ville være at partiet havde opstillet listen, udover

det åbenlyse problem med at motivere kandidater længere

nede på listen til at kæmpe, så vil det også på mig virke forkert

at en kandidat, der får fx 300 stemmer kan komme ind

selvom en anden kandidat fra samme parti får 3000 stemmer.

Det kan hurtigt blive sådan, at man ikke får de bedste

kandidater gjort til Folketingsmedlemmer, men derimod

dem, der har hængt flest plakater op eller har de mest spidse

albuer.

I Liberal Alliance udvalgte partiets ledelse, som er valgt af os

medlemmer, spidskandidaterne, mens de lokale kandidater

blev valgt af storkredsbestyrelsen.

Denne fremgang har mødt modstand i pressen. Personligt er

jeg tilhænger af den, jeg kan som almindeligt medlem ikke

sætte mig ind i fx 30 kandidaters egnethed og så udvælge de

ti spidskandidater. Jeg har valgt partiledelsen og så må jeg

have tillid til deres dømmekraft, ellers skal jeg jo stemme på

nogle andre på landsmødet. Partiledelsen må omvendt have

tillid til lokalforeningernes dømmekraft, de kan ikke sidde og

tage stilling til flere hundrede mulige kandidater.

Alternativet havde været at bede medlemmerne møde op og

stemme på hvilke kandidater de synes er mest egnede. Men

igen, kan man forvente at et almindeligt medlem skal bruge

sin tid på at gennemgå 20-30 personernes fordele og ulemper?

Det kan hurtigt blive den som holder den bedste tale

eller er mest kendt i forvejen, og at man er en god skuespiller

bliver man jo ikke nødvendigvis en god politiker af.

Jeg synes, at det er en god måde vi har valgt at gøre tingene

på, men du behøver ikke være. Det er til gengæld vigtigt, at

du overvejer, hvad du synes er godt og hvorfor.

De fleste partier har mange åbne møder, dvs. også for ikkemedlemmer,

og jeg vil opfordre dig til deltage i nogle af dem

ved de partier, som du føler dig knyttet til.

22


Forholdsvalg og enkeltmandskredse

I Danmark er det sådan, at vi har forholdsvalg. Kun få stemmer

spildes på den måde. Man får altså det antal pladser som

ens procentvis stemmeantal berettiger til. Det betyder også

at Folketinget vil have mange forholdsvis små partier.

I nogle andre lande, fx England og USA, har man

enkeltmandskredse, dvs. at landet er inddelt i kredse, den

person, der får flest stemmer får mandatet. Det betyder at

lande som England og USA har meget få partier og at der er

meget store politiske spændinger internt i partierne. Der opstår

derfor næsten partier internt i partierne.

Ved enkeltmandskredse kan et lille parti risikere at få fx 20%

af stemmerne uden at blive repræsenteret, og det kan man

synes er et demokratisk problem.

Spærregrænse

I Danmark er spærregrænsen 2 %, dvs. får man under 2 %

af de afgivne stemmer bliver man ikke repræsenteret og

stemmerne er spildte. I Tyskland er spærregrænsen 5% og i

Sverige 6%. Tidligere var spærregrænsen minimum 60.000

stemmer, hvilket i nogle valg (pga. valgdeltagelsen) kunne

være mere end 3% af stemmerne.

Forskellige former for demokrati ideologier

Disse former for demokrati eksisterer oftest i de fleste lande,

men det er vidt forskelligt i hvilket omfang.

Industrielt demokrati

Lønmodtagerne kan gennem samarbejdsudvalg påvirke ledelsen

i firmaet. Det kaldes industrielt demokrati, og det

benytter langt de fleste virksomheder i et eller andet omfang.

Medarbejderens stemme bliver hørt, men medarbejderne har

kun sjældent stemmeret og hvis de har, er det kun i begrænset

omfang.

Hvis lønmodtageren får andel i overskuddet, der eksempelvis

placeres i nogle fonde, der igen giver ejerandel af virksomheden,

kan lønmodtageren påvirke bestyrelse og på den

måde påvirke virksomheden kurs.

Økonomisk demokrati

I 1950 - 1970’erne arbejdede man aktivt på at indføre økonomisk

demokrati, hvilket betyder at medarbejderen havde

del i ejendomsretten til produktionen. Planerne blev aldrig

gennemført til fulde, da både venstre og højrefløjen var

imod forslaget. Venstrefløjen mente, at det ville skabe en

mærkværdig blanding af arbejder og kapitalismen. Hvis arbejderen

var en del af virksomheden ville lønmodtageren

23


dermed også blive kapitalist og ville få et modsætningsfyldt

forhold til forurening og fyringer.

I dag er økonomisk demokrati dog alligevel blevet en del af

lokale lønforhandlinger, i mange virksomheder er det almindeligt

at medarbejderen har aktieoptioner som en del af lønnen,

dvs. at medarbejderen kan købe en del af virksomheden

til en særlig god kurs.

Ofte skal medarbejderen dog beholde dem et vist antal år,

før de må sælges videre og atter andre bliver pålagt at sælge

dem, hvis man skifter arbejdsplads. Dermed er fordelen - og

ulempen - ved økonomisk demokrati at medarbejderen yder

en ekstra indsats for at virksomheden skal klare sig godt og

det er en måde at fastholde lønmodtageren på.

Men en egentlig kollektiv ejendomsret er der ikke sket. I stedet

har staten oprettet ATP, som en måde at drive virksomhed

på. Dette er sket med grundlæggende set stort held.

Konkurrencedemokrati:

Dette kan anses som en bekvem styreform. Man skal aflevere

sin stemme med jævne mellemrum. Det gør det muligt for

forskellige eliter (kandidater, partier) at kæmpe om magten

på en retfærdig og ordnet måde.

Deltagelsesdemokrati:

Denne ideologi afhænger af i hvor høj grad befolkning inddrages

i beslutninger, som vedkommer dem.

Borgerne antages at lære demokratiet ved at udøve det. Det

er et positivt frihedsbegreb, da det antages at staten gerne

må gribe ind for at sikre demokratiet og det enkelte individs

rettigheder.

Nærdemokrati

Der udøves, så meget demokrati i nærområdet som det er

praktisk muligt, fx spørges eleverne i skolen til råds og kan

vælge elevråd, der kan sidder med ved skolebestyrelsesmøder,

og kan ytre ønsker til ledelsen.

Demokratiet har mange fordele, men også ulemper

Per definition er demokrati godt og den eneste rigtige styreform.

Fordele opvejer da også i rigt omfang ulemper.

Fordelene er først og fremmest at borgerne har indflydelse

på eget liv og dermed også borgerens lyst og glæde ved at

arbejde og uddanne sig, hvilket igen giver dynamik og dermed

fremgang til landets bedste. Som jeg kommer ind på i

kapitel 1, så er motivationen til at yde sit bedste ikke optimal

i andre styreformer.

24


Men der er også ulemper. Demokratier er mere tøvende

overfor krig, hvilket både kan være en fordel og en ulempe. I

1930’erne er der næppe tvivl om at havde Tyskland været

omgivet af et par enevældige konger, så havde Hitler næppe

sluppet af sted med sin opbygning af hæren og brud på

fredstraktaterne. Omvendt er fred garanten for vækst og velstand

og dermed er det også en fordel ikke at gå i krigen

uden en meget god grund.

Ulempen er også den at det kan være svært for et land at gøre

det bedste for landet som helhed, for landets politikere

skal vælges af folket. Og folket vil naturligt nok vælge politikere,

der vil gøre det bedste for dem og ikke nødvendigvis

for landet som helhed. Politikere må altså navigere mellem

hvad der bedst på lang sigt og på hvad vælgerne vil acceptere.

Ulempen - og fordelen - et demokrati har, er også at selv de

meste tossede kan blive valgt på demokratisk vis. Jacob

Haugaard blev valgt på at love medvind på cykelstierne og

bedre vejr.

Ophævelse af demokrati

Hvis landets eksistens er truet kan der indføres undtagelsestilstand,

hvor de fleste demokratiske regler ophæves. Det

burde give statslederen mulighed for at træffe hurtige beslutninger.

Det er den udøvende magt, der overtaget styringen i så fald,

dvs. regeringen og monarken.

I 1920 fyrede Christian d. 10 statsminister Zahle, da denne

ikke ville udskrive nyvalg. Det førte til påskekrisen, og i en

måned havde man en statsminister, der var embedsmand og

ikke valgt af folket. Næste gang demokratiet blev sat ud af

kraft var under dele af 2. verdenskrig, hvor besættelsesmagten

Tyskland indsatte en regering bestående af embedsmænd,

officielt med Erik Scavenius som statsminister selvom

denne forsøgte at aflevere sin afsked i 1943.

25


Kapitel 4

Demokratiets historie

Demokratiet opstod formentlig i Athen

i det antikke Grækenland. I bystaten

blev væsentlige beslutninger truffet af

en forsamling på op mod 5000 mænd.

Kvinder, fremmede statsborgere og slaver

havde dog ikke hverken tale eller

stemmeret. Når en borger i Athen havde

aftjent sin værnepligt på 2 år kunne

han deltage i forsamlingen, og når han

var fyldt 30 år kunne han vælges som

embedsmand.

Demokrati betyder, at folket skal bestemme. Det har i

praksis dog vist sig at være svært for store forsamlinger at

blive enige.

Romerriget havde et senat, hvor borgere fra hele riget i Rom

skulle træffe beslutninger på vegne af andre personer og i sin

grundform er det den form for demokrati, vi har i dag. Det

kaldes repræsentativt demokrati, fordi de folkevalgte repræsenterer

andre borgere.

Men med Romerrigets omdannelse til diktatur, og senere

kollaps i år 476, forsvandt demokratiet som styreform i Europa.

Det islandske Alting blev oprettet så tidligt som i 930. Altinget

vedtog bl.a. at kristendommen skulle være landets religion.

Også i Danmark var der gennem store dele af middelalderen

en form for demokrati, hvor kongen var ”den største

høvding blandt høvdinge”.

Det er imidlertid vigtigt at huske på, at den form for demokrati,

der eksisterende i middelalderen ikke havde meget med

demokrati at gøre set nutidens øjne.

Det var kun eliten, der havde ret til at tale og stemme, og

frie valg eksisterede slet. Så det er kun ved at strække demokratibegrebet

til det yderste, at man overhovedet kan tale om

demokrati, før vi kommer til slutningen af 1700 tallet. Men

frem til enevældens indførelse havde adelen dog en vis indflydelse

på samfundet, ligesom at bønderne havde en smule

indflydelse på deres egen skæbne.

Enevælden

I 1660 blev enevældet indført i Danmark efter et ydmygen-

26


de nederlag til svenskerne. Frederik d. 3 blev derfor den første

enevældige konge i Danmark. Enevældig betød, som ordet

siger, at kongen bestemte alene.

Kongen virkede som Guds stedfortræder på Jorden. Det var

en konges pligt og ret at herske. Hvis man stillede sig imod

dette princip, satte man sig dermed op mod Guds beslutning,

der jo havde indsat kongen, ifølge kirke og monarken.

Dermed var enhver indflydelse fra befolkning helt væk.

Demokratiet genindføres

Frem til 1776 var Europa og hele den vestlige

verden styret af monarker og despoter. Der var

meget stor forskel mellem rig og fattig. Samfundet

var opdelt i samfundsklasser, som der op gennem

tiden blev stadig større spændinger mellem.

I Frankrig eksploderede det i 1789, hvor bønderne

sultede, mens Ludvig d. 14, der kaldte sig selv

for Solkongen. Han blev kendt for de berygtede

ord: ”Staten, det er mig”. Han levede i overdådig

luksus med sit hof og havde kun meget ringe kontakt

til sit folk.

Den franske konge var ikke officielt enerådig.

Ludvig d. 14 havde en regering til at hjælpe ham

med at lede landet. Han måtte ligeledes søge samtykke

med stænderforsamlingerne, men det yderst

sjældent de var samlet på nationalt plan. Det sidste

møde inden 1788 var således i 1614.

Generalstænderforsamlingen, var sammensat af de tre stænder:

Gejstligheden: Præster og andre kirkelige

Adelen: Dem der havde en kongelig titel, fx greve

Tredjestanden: Borgerskabet og de øverste lag blandt

bønderne

En del provinser havde sine egne stænderforsamlinger, og

disse provinser nød privilegier på en række områder og disse

privileger ville man forsvare.

Kun gejstligheden havde en landsdækkende organisering,

mens adelen havde retsvæsenet, som boldværk mod ændringer,

mens tredjestanden ikke havde noget landsdækkende.

Kongemagten forsøgte flere gange at gennemføre reformer,

der skulle skabe mere lighed i landet, men blev stoppet af

højesteret, der først og fremmest beskyttede adelen.

27

Ludvig 14. af Frankrig

Malet af Hyacinthe Rigaud 1701


Den franske revolution 1788-1794

Revolutionen i 1789 blev udløst af modstanden i årene

1786-88 mod de sidste forsøg på reform under den kongelige

regerings ledelse.

I denne strid fik regeringens politik, som gik ud på at udjævne

privilegierne, kun meget lidt støtte fra grupper indenfor

tredjestanden, der ligeledes i et vist omfang nød godt af adelens

fordele. Det hele endte dog med, at de gik med til at

lytte til regeringen og kongemagten, mod at man afskaffede

enevælden.

Dette førte frem til kravet om sammenkaldelse af generalstænderne.

Dette krav måtte regeringen, som var næsten bankerot, bøje

sig for i 1788. Bønskrifter til kongen viser, at kravet om repræsentative

organer var fælles for de tre stænder, men da

alle forskellige motiver, kom det alligevel til at ende galt.

Tredjestanden krævede dobbelt stemmer, hvilket regeringen

gav dem, men om der skulle tælles per hoved eller stand blev

man ikke enig i, for på den anden side havde man adelen,

der forsøgte at fastholde kongemagten og deres privilegier,

hvilket tredjestanden var imod.

Rundt omkring i landet blev det til oprør, dette oprør kunne

formentlig forholdsvis nemt være blevet nedkæmpet, men

adelen og tredjestanden ville ikke være med at til overlade

det til kongemagten (at nedkæmpe oprøret). De ville heller

ikke selv nedkæmpe oprøret, da det så ville være et brud

med monarkiet, hvilket ville svække deres forhandlinger.

Dermed endte det med at man i stedet efterkom store dele

af oprørenes krav, bl.a. at afskaffe tiende og feudalafgiften.

Dermed blev salget af korn baseret på frivillighed og markedet

blev mere frit. Bønderne, der dels havde været tvunget til

aflevere korn til adelen, dels havde været tvunget til at sælge

korn for at skaffe penge til skatter, havde nu mindre brug

for penge. Dette førte til forsyningskrise

til byerne og

førte i den sidste ende til folkerevolutionen,

der smed

kongemagten på porten.

28

Efter den blodige revolution

spredte de demokratiske vinde

sig overalt i Europa, hvor

hof og adelen frygtede lignende

opstande. På den ene

side, havde kongemagten i

Frankrig forsøgt at ændre på


tingene i tide, men de var blevet modarbejdet og havde endt

med kompromis på kompromis, der i den sidste ende kostede

hele hoffet livet. En sådan situation frygtede andre landes

monarker naturligt nok.

Den franske revolution blev først afsluttet endeligt i 1794,

hvor samfundet havde taget en dramatisk drejning og med

Napoleons opstigning til magten, var det sidste ord endnu

ikke sagt. Det kan kun anbefales at læse mere om denne meget

spændende periode i Europas historie. I denne bog vender

vi tilbage til Danmark.

En stille revolution i Danmark

I Danmark blev det til en meget lille og helt ublodig

”revolution” i 1848, da en demonstration foran hans slot

krævede en ny forfatning, der gjaldt Danmark og Slesvig.

Kongen havde få timer forinden afsat sit ministerium og

kunne derfor træde frem og love borgerne en ny forfatning

et år efter.

Allerede inden Frederik d. 7 underskrev den første grundlov

i 1849 havde han sine betænkeligheder og mente ikke,

den ville være til fordel for Danmark. Grundloven betød

nemlig at Danmark havde en helt umulig situation. Danmark

havde et demokrati i landet og et enevældigt styre i Slesvig-

Holstein.

Med novemberforfatningen (1863) forsøgte regeringen at

få samlet riget som et demokrati, hvilket gav Preussen en

undskyldning for at starte krigen mod Danmark. Den krig,

der som bekendt endte med nederlaget ved Dybbøl og endegyldigt

slog fast, at Danmark ikke længere militært kunne

være med.

Men nederlaget ved Dybbøl havde ikke kun negative konsekvenser.

Det var om noget det nederlag, der samlede riget

og gjorde Danmark til en nation.

Grunden til at Danmark i dag er en selvstændig nation skulle

vise sig ikke at handle om militær eller diplomatisk magt,

men derimod vores unikke placering. Således turde tyskerne

ikke tage hele landet i 1864, da det ville give dem kontrol

over adgangsvejene til og fra Østersøen. Det ville med sikkerhed

føre til krig mod både Sverige og Rusland.

Stormagterne var altså enige om, at det var en fordel, at de

danske farvande var styret af et lille militært ubetydeligt land.

Dette forstod de danske politikere og valgte at acceptere den

ny rolle i Europa. Fra dette tidspunkt i historien stoppede

det danske militær med at spille en betydningsfuld rolle.

29


Dette øgede Danmarks velstand ganske betydeligt, da man

fremover kun brugte få penge på militæret.

I Danmark fik kvinder stemmeret i 1915 og fra 1978 blev

stemmeretten sat ned til at alle 18-årige må stemme, medmindre

de er umyndige, og det er kun meget få i Danmark.

30


Kapitel 5

Folketinget

Der er 179 pladser i Folketinget. Heraf vælges de 175 i Danmark,

2 i Grønland og 2 på Færøerne. Mandaterne bestemmes

af befolkningsantallet og geografi i Danmark. En særregel

betyder dog at Bornholm har to mandater, uanset antallet

af borgere.

Hvordan kommer et parti i Folketinget?

Partiet skal opnå mindst 4 mandater, for at blive repræsenteret

i folketinget. Dette kalder man for spærregrænsen. Begrundelsen

er, at det vil være umuligt, eller handlingslammende

for landets politik, hvis Folketinget bestod af et utal

af små partier med 1 eller 2 mandater.

Antal vælgere

Antal mandater = --------------------------- x 100

Antal, der stemmer

Undtagelsen er, hvis en enkelt person, der stiller op i kreds

skaffer nok stemmer til et kredsmandat, i så fald trækker

denne person partiet ind i Folketinget, også selvom partiet

har mindre end 2% af stemmerne. Fremskridtspartiet fik 3

mandater ved valget i 1998 med Kirsten Jacobsen i spidsen

på denne måde.

Kun en enkelt gang er det lykkes for en løsgænger at blive

valgt, nemlig i 1994. Her blev Jacob Haugaard valgt ind på at

love mere medvind på cykelstierne og flottere julegaver. Jacob

Haugaard blev dog mere realpolitisk, da han først blev

valgt ind og fik i sin valgperiode oprettet et alkoholafvænningshjem

på Bornholm (m.m.).

For at stille op til Folketinget skal man sandsynliggøre, at

ens parti har en vis opbakning, dvs. at man skal indsamle og

få godkendt underskrifter, (1/175 af stemmerne ved sidste

folketingsvalg, svarende til et mandat), cirka 20.000. Hvis

man vil stille op som løsgænger til folketinget skal man samle

blot 150-200 underskrifter.

Et parti, der er repræsenteret i Folketinget skal ikke samle

underskrifter, da partiet jo har fremvist en vis opbakning.

Der er ingen tvivl om at en sådan regel forhindre useriøse

partier i at stille op, men det er ligeledes en ordning, der møder

kritik, fordi flere partier udenfor Folketinget mener, det

er urimelig svært, at få en godkendt underskrifterne af In-

31


Magtdelingens lære

Montesquieu (1689-1755) udformede

magtdelingslæreren, som vestlige demokratier

arbejder efter. Staten skal altid

være opdelt i tre dele, som kontrollere

hinanden. Dette burde sikre individets

rettigheder.

Lovgivende magt: Folketing

Den udøvende magt: Regering, politi

Den dømmende magt: Domstole

Man anvender udtrykket retsstat om de

lande, hvor denne magtdeling foregår.

denrigsministeriet. Underskriveren skal både underskrive for

partiet og efterfølgende skal denne bekræfte sin underskrift.

Indenrigsministeriet mener, at det ellers er for nemt at snyde

med underskifterne.

Ethvert parti må stille op til Folketinget, hvis man kan

indsamle underskrifter nok til det, og der er som sådan ingen

begrænsninger på, hvad et parti må gå ind for.

I 2005 gik Minoritetspartiet fx til valg på at afskaffe den seksuelle

aldersgrænse og indføre borgerløn. Partiet opnåede

dog kun ganske få tusinde stemmer. Men i Danmark må

man arbejde demokratisk på stort set alt.

Hvem må stille op?

I kapitel 2 er forklaret, hvem og hvordan man stiller op.

Grundloven

Samtlige love i landet er underlagt grundloven, dvs. at man

ikke kan vedtage love, der er i modstrid med denne.

Grundloven er lavet sådan, at den kan forhindre et parti i at

overtage magten af demokratiske vej, som Adolf Hitler gjorde

i 1933. Et parti kan altså ikke ændre grundloven eller afskaffe

demokratiet selvom de opnået et flertal i Folketinget.

Hvis et parti fx ønsker at afskaffe demokratiet eller monarkiet

kan dette dog godt lade sig gøres, så skal partiet ”blot”

have ændret grundloven. Dette sker efter et kompliceret sæt

regler. Grundlæggende kræver det at 66% af Folketinget skal

støtte ændringen, derefter skal befolkningen

stemme om dette. Hvis befolkningen

støtter ændringen kan den dog

først vedtages efter der har været nyt

folketingsvalg, hvor der igen skal være

flertal for ændringen med mindst 66%

af stemmerne.

En grundlovsændring er altså ikke noget

man bare lige gør. Dermed har man

sat en effektiv bremse i at et populært

parti kan lave uoprettelig skade på kort

tid.

Samtlige love i landet er underlagt

grundloven, dvs. at man ikke kan vedtage

love, der er i modstrid med denne.

Statsministeren skal ifølge grundloven udskrive valg minimum

hvert fjerde år, hvis statsministeren nægter at gøre det,

skal militæret afsætte regeringen og udskrive valg, og nægter

de at gøre det, så er det, at man taler om der er sket et stats-

32


kup. Det er aldrig sket i Danmark og intet tyder på, det vil

ske, så det er for Danmarks vedkommende langt ude i teorien.

Regeringen

Regeringen vælges ikke direkte af folket. Den vælges af Folketinget.

Efter et folketingsvalg, udpeges der af kongen/

dronningen en forhandler. Det er i den person fra det parti,

som man forventer, vil danne regering, og personen vil derfor

formentlig blive statsminister.

En regering er den udøvende magt (se boks s. 28), den består

af en statsminister og en række ministrere, der er ansvarlige

for hvert deres område. Der er intet krav om at ministre

skal være folkevalgte. Ministrene udpeges af statsministeren

og skal godkendes af den siddende regent. Vi skal mange

årtier tilbage, før regenten har afvist en minister, i dag er det

en formel sag.

Regeringen behøver ikke have et flertal bag sig, men

det må ikke have et flertal imod sig.

Forhandleren skal så have kontakt med hvert enkelt parti for

at høre, hvem partiet vil pege på som statsleder.

I praksis giver dette oftest ikke de store problemer, da dette

ofte gennem valgkampen op til valget er blevet afklaret. Det

vil være helt usandsynligt at et socialistisk parti skulle pege

på en borgerlig regering eller omvendt, men det er muligt.

Det står oftest hurtigt klart, hvem der skal danne regering.

Dette er typisk allerede en realitet på valgaftenen. I firserne

tog det dog længere tid, her var landet uden regering i mere

end tre uger, fordi den siddende statsminister Poul Schlüter

ikke umiddelbart kunne sikre sig at der ikke var flertal imod

sig selv, mens der heller ikke var flertal for Socialdemokratiets

Svend Auken.

En regering kan altså godt have forholdsvis få mandater, den

skal så bevæge sig rundt, således den ikke får et flertal imod

sig.

Hvis regeringen får et flertal imod sig ved et lovforslag, er

den ikke tvunget til at gå af, men kan ikke gennemføre forslaget

og må acceptere et nederlag. Nogle gange fører det til

at regeringen går af, men en regering kan også fremlægge et

forslag, som den ved vil blive nedstemt. Det sker så af taktiske

årsager overfor vælgerne, der kan se, hvem der stemmer

imod.

Det kan også ske det, at oppositionen, altså partierne der

33


ikke er regering, pålægger regeringen at gennemføre en politik,

som regeringen ikke ønsker. Så siger man der er flertal

udenom regeringen. Regeringen skal følge Folketingets

flertal. Ellers kan den blive udsat for et mistillidsvotum, som

vil tvinge den til at gå af.

Hvem sidder i Folketinget?

Vælgerne bestemmer, hvem der skal sidde i folketinget, men

det er partierne og deres medlemmer, som bestemmer,

hvem der opstilles som kandidater. Hvis man vil opstille til

Folketinget må man altså finde et parti, der vil opstille én

(medmindre man vil opstille som løsgænger eller oprette sit

eget parti).

Et parti som Liberal Alliance har cirka 6000 medlemmer, af

dem er omkring 1000 aktive medlemmer, og af de 1000 er

måske 200 interesseret i at stille op. Det er altså en meget

lille del af vælgerne, som bestemmer, hvem de andre vælgere

kan stemme på.

Dette ser ikke særlig demokratisk ud, men det er dog op til

én selv, at opsøge denne indflydelse gennem medlemskab af

et parti.

Partikrise eller ej?

Medlemstal i et parti = Organisationsprocent

Stemmetal ved sidste valg

Alle partier har forholdsvis lave procenter, men afspejler dog

hvor et stort bagland partiet har. For mange partier har organisationsprocenten

været nedadgående i de senere år, men

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og i særdeleshed Liberal

Alliance har oplevet markant medlemsfremgang de senere

år.

Den lave aktivitet fra borgerne generelt har gjort, at man taler

om en krise for demokratiet.

Nogle snakker om at folketinget ved at give 20 kr. pr. stemme,

har fremmedgjort vælgere og de folkevalgte. Man kan

måske hævde, at folketinget er blevet en del af statens administration.

Andre hævder, at det er den manglende interesse

som nødvendiggjorde dette skridt.

Da Poul Nyrups regering indførte 20 kroner pr. stemme, var

begrundelsen at gøre partierne uafhængig af lobbyisme.

Dermed mente regeringen, at man bedre kunne lave den politik,

der var bedst for landet i stedet for at lave politik ud fra

hvem, der har støttet partiets kampagner.

34


Man kommer dog ikke udenom at systemet støtter de etablerede

partier, således vil et parti som Socialdemokraterne efter

et valg modtage 20 kroner x 1 million stemmer, mens et

lille parti som Kristendemokraterne vil modtage 20 kroner x

15-30..000 stemmer.

Alle partier skal offentligt oplyse bidrag på over 20.000 kroner.

Dette sker ligeledes for at modvirke lobbyisme.

Ved at skabe stor gennemsigtighed er det hensigten at vælgerne

kan gennemskue, hvilke partier der modtager støtte fra

hvilke interesseorganisationer og firmaer.

Liberal Alliance er ofte blevet kaldt for ”Saxo Bank partiet”,

fordi vi har modtaget temmelig store summer penge fra

banken til at markedsføre partiets mærkesager. Saxo Bank er

dog langt den eneste ”sponsor” af partiet, Mærsk er en anden

storsponsor. Men når man tænker nærmere over det, er

det vel egentlig ikke mærkeligt at banker, firmaer og andre

vælger at støtte netop Liberal Alliance.

Vi går ind for at sænke selskabsskatten, fjerne topskat og

hæve bundfradraget (og meget andet naturligvis). Vores motiv

til dette, er at vi ønsker at få gang i væksten og dermed

reducerer arbejdsløsheden, mens deres motiv er at tjene flere

penge. Man kan altså sige, at vi ønsker det samme ud fra vidt

forskellige motiver, men det ændrer ikke på, at vi ønsker det

samme.

For vælgeren er det altså muligt at se, hvem der betaler til

hvilke parti. Hvis man er uenig med den beslutning har man

mulighed for at handle andre steder, ligesom man kan beslutte

at handle med et firma, hvis det støtter det parti man

selv støtter.

Folkeafstemning

Ved en folkeafstemning stemmes der om en bestemt sag.

Det kan eksempelvis være om medlemskab af EF som i

1973. Dette kaldes direkte demokrati.

Nogle folkestemninger er vejledende afstemninger, folketinget

vil derfor ikke være tvunget til at følge beslutningen, men

jeg har ikke fundet et eksempel på man i Danmark ikke har

fulgt en sådan afstemning.

Denne form for demokrati bruges imidlertid ikke ret meget,

da man ikke kan forlange at landets borgere skal tage stillingen

til de mindste ting. Det kan ligeledes være svært for en

borger at sætte sig ind i om det er en fordel eller ulempe

med fx en bro. Derfor vælges repræsentanter.

35


Kapitel 6

Folketinget og den

politiske proces

En lov er et sæt regler, som skal forsøge at regulere

samfundet, så der ikke opstår anarki og lovløshed.

En lov kan være årevis om at blive til, mens andre bliver til

på få dage.

Hvordan bliver en lov til?

Alle love skal behandles tre gange. Ved første behandling er

der en principiel drøftelse af lovforslaget, dette sker i forskellige

udvalg. Derefter kommer det en tur omkring Folketinget,

hvor det drøftes af partiets ordfører på området. Derefter

er det tilbage i udvalget, hvor det bliver 2. behandlet,

processen gentages før lovforslaget kommer til afstemning i

Folketingssalen. Partierne ved altså godt, om et lovforslag vil

blive vedtaget eller ej.

EU

EU spiller en ikke ubetydelig rolle for vedtagelsen af love i

Danmark. Danmark kan blive pålagt at ophøje direktiver til

lov, dvs. at EU har besluttet en fælles lovgivning som skal

vedtages i de enkelte lande. Nogle ting er altså ikke bestemt

direkte af Danmark, men bestemt at EU, hvor Danmark kun

spiller en vis rolle.

EU traktater har altså til formål, at give EU suverænitet på

bekostning af de enkelte lande. Alle kan sætte sig ind i, at det

ikke nytter meget at kun Danmark stopper forurening af

Østersøen, hvis Polen fortsætter forureningen. Omvendt

kan EU også dikterer lovgivning som er i direkte modstrid

med danske interesser. Omkring år 2000 forbød Danmark

ukrudtsmidlet RoundUp, fordi man mente det skadede miljøet,

men da resten af EU ikke var enig i den danske forskning

endte det med at Danmark måtte acceptere salg af dette.

Handlingsrammer

Danmark er ikke længere en ø i en Europa eller verden.

Danmark er et lille land, som handler med resten af verden.

Derfor er de fleste også enige om EU er en god ting - i hvert

tilfælde som handelsunion.

Hvis Danmark har meget højere afgifter på erhvervslivet kan

en virksomhed flytte sin produktion til et andet EU land.

36


Det er i dag ligeså nemt som at flytte fra en kommune til en

anden. Derfor drejer det sig om harmonisere (ensarte) landenes

lovgivning. Det sker via. EU direktiver.

EU integrationen har medvirket til en stigende tendens til at

styrke regering og administration på bekostning af Folketinget.

Her taler vi om at korporatismen kommer til at spille

ind. Det menige folketingsmedlem har svært ved at sætte sig

ind i lovforslag, fordi han ikke har det ekspertpanel som regeringen

har til rådighed.

Man taler om at folketingsmedlemmet bliver fremmedgjort

overfor jobbet, og ikke til fulde kan forstå de love,

han er med til at vedtage.

Det er således nemt at forstille sig, hvordan den enkelte borger

må føle sig, når end ikke Folketingsmedlemmerne forstår

de vedtagne love.

Folketing kontra regering

Langt de fleste love forslås af regeringen. Det skyldes, at de

har adgang til et netværk af embedsmænd og eksperter. Det

har Folketingets medlemmer ikke, dette kan set fra en demokratisk

synsvinkel være betænkeligt. Da det netop kan gøre

det svært ved det enkelte folketingsmedlem at forstå, hvad

personen stemmer for eller imod.

Det giver god mulighed for at lobbyister kan komme til.

Lad os kort gennemgå hvad de forskellige opgaver er for

Folketinget, og dets organer.

Folketinget (179 medlemmer)

Vedtager love efter 3 behandlinger.

• 1. behandling: Principiel drøftelse af lovforslag


• 2. behandling: Enkelte paragrafer diskuteres,

ændringsforslag kan stilles.

Drøftelse af forslaget i sin helhed


• 3. behandling: Ændringsforslag stilles

Afstemning om ændringsforslag

Herefter om hele forslaget

• Bestemmer regeringsdannelse og hvor længe en regering kan

sidde

• Kontrollere den siddende regering med forspørgelser og

motiverede dagsordner.

• Åbningsdebat

• Finanslov debat

• Forespørgselsdebatter

• Debat om offentlig anliggende

37


Stående udvalg

• Hvert ministerium har et udvalg, hvert udvalg har 17 medlemmer

(valgt efter partiernes størrelse).

• "Lovværksted"

• Enhver borger i Danmark kan få foretræde for et udvalg.

• Modtager repræsentanter for interesseorganisationer

• Formandsposten bestemmes af et flertal udenom regeringen

• De fleste love er allerede (reelt) vedtaget her, inden de når ud til

afstemning

Præsidium

• Folketingets "bestyrelse"

• De fem største partier er repræsenteret.

• En formand og fire medlemmer

Ombudsmand

• Klageinstans

• Hvis man har klaget til alle andre instanser kan man bagefter

klage til ombudsmanden.

• Ombudsmanden aflægger hvert år en beretning til Folketinget

• Står under Folketinget, dog følges hans beslutning i de fleste tilfælde.

Statsrevisorer

• Revision af finansloven og dens udførelse

• Revisionen gennemgår finansloven, og ser om der bruges for lidt

eller for meget. Der er tale om en kritisk revision.

Partiernes folketingsgrupper

• De personer, som er valgt ind i folketinget

• Hver gruppe har formand og næstformand

• Gruppen er ofte mere eller mindre enerådig for partiets politik

• Ved meget vigtige sager indkaldes partiets hovedbestyrelse

• I Danmark er der stor partidisciplin, dvs. at alle i partiet stemmer

det samme -

• Medmindre stemmeafgivningen er givet fri i en sag.

• Partiet kan ekskludere et medlem, men denne mister ikke retten

til at sidde i Folketinget af den grund.

• Alle folketingsmedlemmer er valgt personligt

38


• Forholdstalsvalg

Folketingsvalg - Fakta

• Valg hvert 4. år eller når regeringen væltes eller

den udskriver valg. Statsministeren kan til enhver

tid udskrive valg med 3 ugers varsel.

• For at stille op kræves at partiet enten sidder i folketinget

eller har ca. 20.000 underskrifter.

• Enhver myndig danskstatsborger må stille op, hvis

denne har 150 underskrifter.

• 179 mandater

• Spærregrænsen er 2% (=4 mandater)

• Opstillet kandidater opstilles af partiets aktive

medlemmer, evt. hovedbestyrelse

• En regering må ikke sidde med et flertal imod sig.

• Den siddende regering kan forsætte efter valg, hvis

den ikke har et flertal imod sig.

39


Kapitel 7

Kommune og valg

En kommune er et nærområde, der styres decentralt. Dette

kaldes for nærdemokrati. Som navnet fortæller, betyder det

demokrati i nærmiljøet.

Ved kommunevalg er stemmeprocenten en smule lavere

end ved folketingsvalg.

Antal vælgere

Stemmeprocent = --------------------------- x 100

Antal, der stemmer

Kommunerne har selvstyre i et vist omfang. Der kan dog

stort set ikke rokkes ved skattetrykket, mange opgaver er

pålagt af Folketinget, og de økonomiske frie rammer er dermed

bundet på en lang række områder.

Staten udstikker hvert år en lang række rammer, for hvordan

kommunerne skal forvalte deres penge, man kan derfor med

rette påstå, at selvstyret er begrænset. Det er dog i vidt omfang

op til det enkelte byråd at beslutte lokale processer fx

vejnettet, sundhedsservice og undervisningsniveauet. Folketinget

har dog vedtaget en lang række mindstekrav, som skal

opfyldes.

I 2007 blev de 270 kommuner lagt sammen til 98 kommuner.

Det er hensigten, dette skal give mere ensartede behandling

i kommunerne og at det skal give mindre administration

per borger og i den sidste ende koste mindre. Her i

2011 er dette dog ikke tilfældet, tværtimod er administrationsomkostningerne

eksploderet. På skoleområdet bruger

man i dag 19% af pengene på administration.

Der kan være stor forskel på hvilken service hver enkelt

kommune giver borgerne. Dette skyldes mange faktorer.

I Århus har man en befolkningstæthed pr. km2 på 629. Dvs.

at der bor 629 mennesker på hver kvadratkilometer. Til sammenligning

så har en kommune som Jammerbugten en befolkningstæthed

på 45.

Tidligere bestod en kommune som Jammerbugten af fire

små kommuner, der hver havde sit rådhus, hver sin borgmester

og hver sin administration. Dette kostede mange penge,

ved at skabe et større befolkningsgrundlag i hver kommune,

40


forventes det, at hver enkelt opgave vil koste mindre per

borger. I 2007 (i 4. udgave af denne bog) skrev jeg at, det

ville blive afgjort hvorvidt det lykkes om et par år. Det tyder

desværre på at kommunerne ikke er blevet billigere at drive.

Dels er udgifterne til kommunerne fortsat med at vokse,

dels er administrationsomkostningerne vokset massivt. I snit

blev der i 2010 ansat 65 nye personer hver dag i kommunerne,

30 af dem var administrativt personale, i samme periode

er der nedlagt mere end 5000 lærerstillinger, men også hjemmehjælp,

rengøring etc. er blevet beskåret. Dermed begynder

der at tegne sig et billede af at kommunalreformen ikke

bliver den forventede succes.

Store og små kommuner

Det er naturligvis sådan at en arealmæssig stor kommune har

nogle ulemper og fordele i forhold til fx skoledistrikter og

lægedistrikter, men har måske så fordele ved andre dele af

driften, fx vil landkommuner bruge færre penge på lysreguleringer

og færre penge på vejnettet, da vejnettet bliver mindre

slidt end i byerne.

En lille kommune har kun få - hvis nogen - stordriftsfordele.

For at kompensere for at fx undervisningssystemet i en lille

kommune koster mere pr. indbygger end i en stor kommune,

har man lavet en udligningsordning, hvor de rigeste

betaler til de fattige kommuner.

En kommune har et byråd. Et byråd er folkevalgte borgere,

der har til opgave at styre kommunen og fastsætte kommuneskatten

for den enkelte kommune. Den skat ligger typisk

mellem 18-22%.

Regionsråd

Amterne blev opløst per 1. januar 2007 og blev afløst af 5

regioner. Regionernes primære opgave er indenfor sundhedsvæsenet.

Dvs. hospitaler, sygehuse, psykiatri og handicappede.

Derudover har de ansvaret for regionens kulturelle

udvikling.

Regionerne kan ikke udskrive skatter og er pålagt at løse opgaverne

indenfor nogle nøje, af staten, fastsatte økonomiske

rammer.

Samtidig er flere opgaver splittet mellem regionsrådene og

den enkelte kommune, det har vist sig at give store problemer.

Genoptræning af nogle ting er fx op til kommunerne, mens

andre ting er op til regionsrådene, og det har ført nogle groteske

sager med sig, hvor borgerne bliver fanget midt imellem.

41


Personligt mener jeg, at regionsrådene er oprettet med det

ene formål at skiftende regeringer har en syndebuk for fejl

og økonomisk kaos i sundhedssystemet.

I Liberal Alliance har vi arbejdet længe på at få nedlagt regionerne,

og i sommeren 2011 begyndte flere partier at være

åben overfor dette.

42


Kapitel 8

Bevægelse,

interesseorganisation

og partier

Parti:

Har et samlet program for samfundsudviklingen

Har et valgprogram og stiller op til valg

Har et bagland, medlemmerne er organiseret

Græsrodsbevægelse

Baseret på en enkeltsag, fx Dyrenes Beskyttelse

Har ikke en samlet plan for samfundet

Stillet ikke op til politiske valg

Spontant opstået på en enkeltsag

Medlemmerne er i langt mindre grad organiseret

Evt. aktionsformer

Interesseorganisation

Søger aktivt politisk indflydelse,

Repræsentere en bestemt gruppe. fx LO og DA

Udfører lobbyisme

Organiseret bagland

Interessefremføring og Korporatisme

Hvordan får interesseorganisationerne indflydelse ?

Interesseorganisationer får indflydelse bl.a. gennem trepartsforhandlinger.

Dvs. at industrien, arbejdere og regering diskuterer

forskellige muligheder for at nå et mål.

Eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen

af fagforbund (LO) samt den siddende regering.

Organisationerne kan også prøve at få indflydelse gennem

lobbyisme.

Her tillægges der ingen større vægt på regeringens farve og

sammensætning. De prøver i stedet at fremlægge deres synspunkter

og påvirke beslutningsprocessen.

Det vil være næsten umuligt at komme igennem med særinteresse,

derfor fremføres der som regel almeninteresse

som argument. Det er dog værd at bemærke man udmærket

kan forklæde en særinteresse som en almeninteresse.

43


Eksempel:

Hvis DA taler for lavere mindsteløn, vil de ikke lægge vægt

på at det vil skaffe større profit, men i stedet lægge vægt på

at det vil forbedre landets konkurrenceevne og dermed forbedre

beskæftigelsen, hvilket igen vil føre til en bedre økonomi

for landet som helhed. Dermed er det i almen interesse

at sænke lønningerne, at det fører til højere profit vil ikke

blive prioriteret.

Lobbyisme anses ikke som noget positivt, da det som regel

vel være særinteresser skjult bag argumentation om almeninteresse

(se ovennævnte eksempel).

For at undgå alt for meget lobbyisme og for at undgå at interesseorganisationer

”køber” sig til indflydelse skal alle bidrag

over 20.000 kroner til partier oplyses og være offentlig tilgængelig.

Korporatisme

Korporatisme er en betegnelse for, hvordan modstående

interesseorganisationers interessevaretagelse kan forenes i et

samarbejde, som fører til fælles beslutninger. Det kan ske

direkte mellem de to parter, eller det kan ske med staten

som tredje part. Det sidste er det mest almindelige i Danmark.

Igennem korporatisme får staten stillet ekspertbistand til rådighed.

Det handler altså om at staten og interesseorganisationer

skal prøve at finde en fælles løsning, der tilfredsstiller

alle parter et langt stykke hen af vejen.

Korporatisme i Danmark kommer til udtryk igennem trepartsforhandlinger.

Man arbejder her ud fra hver organisation

og stat har samme overordnet målsætning. Det anses for

givet at hverken arbejdsgiver, arbejdstager eller stat ønsker

øget inflation og forværret konkurrenceevne.

Man forventer altså at alle parter arbejder for almeninteressen.

44


Kapitel 9

Vælgere og ideologi

Vi har allerede talt om folketinget og den politiske proces,

Nu skal vi kigge på vælgerne.

Bevægelige vælgere:

Vælgere opdeles i to grupper:

Kernevælgere, er personer, som stemmer på det samme

parti to eller flere valg i træk.

Marginal vælgere, er personer, som skifter part fra valg til

valg

Når der føres valgkamp er det primært en kamp om sidstnævnte

gruppe, mens man forventer kernevælgerne vil blive

på deres plads.

I starten af århundredet henvendte hvert parti sig til hver sin

gruppe borgere, og hvert parti havde hver sin avis. I dag er

kun de færreste aviser partiaviser og alle partier forsøger at

finde vælgere i alle samfundslag.

I Danmark er der en stigende tendens til øget antal marginalvælgere,

hvorfor vi også ser mere intense valgkampe, hvor

partierne henvender sig til alle grupper borgere.

Klassepartier og ideologi

De forskellige partier henvendte sig i det meste af sidste århundrede

altså til forskellige grupper i samfundet. Socialdemokraterne

henvendte sig til arbejderklassen og lavere uddannet,

mens Venstre henvendte sig til bønder, og Konservative

til de selvstændige. Men dette mønster passer i stigende

grad dog ikke i dag.

I dag er partier mere fragmenterede, men hvor der bl.a. kan

tales om elitebaserede partier, massebaserede partier, etniskbaserede

partier og valgbaserede partier.

Partierne i dagens folketing kan man dog grundlæggende

opdele i borgerlige og socialistiske partier, dog kan partier

fint arbejde sammen af den grund.

45


En ideologi udtaler sig om hvordan et samfund burde være.

Venstre = Socialisme

Højre = Liberalisme/konservatisme

Nogle typiske træk:

Venstre (socialisterne) Højre ("de borgerlige")

Stor offentlig sektor Lille offentlig sektor

Prioritering af beskæftigelse Prioritering af lave skatter

Styring af marked Markedskræfter

Socialisterne (venstre side af Folketinget) i dagens folketing

er Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne

og De Radikale

De borgerlige (højre side af folketinget) i dagens folketing

er Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal

Alliance.

Man kan snakke om at venstre side af folketinget ønsker at

beskytte og formynder over befolkningen. Dermed undgår

man at alt for mange "falder igennem". Den højre side går

mere ind for princippet om "sin egen lykkes smed". Det er

op til den enkelte hvorvidt man får succes eller fiasko i livet.

Dette er en meget firkantet opstilling, og det er gennem de

sidste tyve år blevet stadig svære at fastholde denne akse.

Både socialdemokraterne og partiet Venstres politik har været

præget af at søge ”mod midten”.

Det vil sige, at ingen partier i dag går ind for at afskaffe arbejdsløshedsunderstøttelse,

bistand og en lang række andre

sociale ydelser.

Der er heller ingen partier, der længere arbejder for rendyrket

socialisme eller for rendyrket liberalisme. Man taler om,

at der er trangt på midten af dansk politik. Dette skyldes i

høj grad at partierne kæmper om marginalvælgerne, som vi

vender tilbage til senere i kapitlet.

Bemærk i øvrigt at selvom DF er reformsocialister, så samarbejder

de mest med de borgerlige partier. Realpolitik har

imidlertid gjort at dette, da ingen socialistiske partier har ønsket

at samarbejde med dem.

46


Ideologier i korte træk

Konservatisme (Konservative)

At fastholde det nuværende som har vist sin bæredygtighed

og uundværlighed, fx skoler, kirke

De svage i samfundet skal beskyttes, men kun i nødvendigt

omfang.

Socialisme (EL og SF)

Planlægningsøkonomi, så produktionen ikke forårsager

arbejdsløshed og miljøødelæggelse.

Kapitalismen er af det onde, og skal bekæmpes.

Marxistiske tankegang.

Robin Hood politik.

Reformsocialisme (S, R og DF)

Markedsøkonomi under kontrol

Privatiseringer bør ikke ske

Miljø prioritering

Hård beskatning af erhvervslivet

Robin Hood politik

Liberalisme (ingen)

Ejendomsret er ukrænkelig

Staten skal ikke blande sig i mere end højst nødvendigt.

De svage må klare sig selv

Minimal stat

Socialliberalisme (Liberal Alliance og Venstre)

Ejendomsret er ukrænkelig

Staten skal ikke blande sig i mere end højst nødvendigt.

De svage i samfundet skal hjælpes til at kunne klare sig selv.

Mindre stat

Personlig frihed

Grøn ideologi (alle partier)

Vægt på miljøet

Miljøet som en afgørende faktor i alle beslutninger

Nazisme (DSNB)

Der findes en overlegen menneskerace, hvis ret og pligt det

er at herske over de øvrige racer.

I Danmark har denne ideologi ikke slået igennem, og partiet

NSAP har kun få gange kunne samle nok underskrifter til at

stille op til kommunevalg.

Det er værd at bemærke at de fleste partier i Danmark har

taget lidt fra alle ideologier. Man kan også stille sig spørgende

overfor om ret mange af partier i dag er tro mod deres

ideologi. I de sidste ti år, hvor Venstre har haft regerings-

47


magten er der kommet flere offentligt ansatte, statens budget

er øget og der er kommet over 2000 nye regler og forbud

, der har indskrænket borgernes frihed. Under Nyrup

regeringen blev der privatiseret massivt, selvom dette faktisk

er imod deres grundlæggende ideologi.

Marginalvælgere

Som tidligere nævnt forsøger partierne i dag er være mere

brede for at få flest stemmer. Marginale vælgerne er i dag

mange og dvs. at man kan flytte på dem, mens kernevælgeren

kun meget svært flyttes.

Marginal vælger antallet øges og det kan skyldes:

Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Klasseskel eksisterer ikke i samme grad

Mediernes indflydelse

Kvinder

Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, kom der samtidig

en ny flok vælgere, som hver havde, eller fik, deres selvstændige

mening. Før frigørelseskampen var det almindeligt, at

kvinderne stemte det samme som deres mand. I dag forsøger

partier ofte at henvende sig direkte til kvinder ved at tale

om bløde værdier, da det antages at kvinderne helst vil tale

om dette.

Klasseskel - relativ fattigdom

Klasseskellet i Danmark eksisterer fortsat, men slet ikke i

samme grad som tidligere. Selv de fattigste har det markant

bedre end for 100 år siden.

For 100 år siden var der en reel risiko for at ens børn sultede,

mens vi i dag taler om relativ fattigdom, så talte man

dengang om fattigdom.

Relativ fattigdom betyder at man har væsentlig færre penge

til rådighed end gennemsnittet, men fortsat har penge til

mad, tøj, sko og husleje. Man har ikke fastsat en officiel fattigdomsgrænse

i Danmark, men oftest betragter man en person

som fattig, hvis denne har under halvdelen af, hvad en

gennemsnitsdansker har i løn.

Selvom det giver mening at tale om begrebet, så er der indbygget

et problem i selve begrebet. Når landet bliver rigere

vil der komme flere relativt fattige, mens der kommer færre,

når landet oplever nedgang i rigdom.

I Danmark er der kommet 50.000 flere relativt fattige de sidste

ti år. Der har været en stor økonomisk vækst, så mens

mange er blevet rigere, så er der nogle, der ikke har øget sin

48


indtægt, men da der har været økonomisk krise de sidste to

år er antallet af relativt fattige danskere faldet, fordi flere er

blevet mindre rige.

Man kan så diskutere, om denne gruppe reelt er blevet fattigere

eller rigere. Hvis naboen har fået 10.000 kroner mere til

sig selv om året og jeg kun har fået 1000 kr., er jeg så blevet

1000 kroner rigere eller 9000 kroner fattigere? Man kan også

vende den om og spørge om jeg er blevet rigere fordi naboen

er blevet fattigere.

Klasseskellet er blevet mindre og dermed giver det mindre

mening at tale om arbejderparti eller et borgerligt parti, fordi

det er blevet mindre klart, hvem der er hvem.

Udtryk som de borgerlige og arbejderklassen eksisterer dog

fortsat, men uden samme betydning som tidligere.

Mediernes rolle

Før i tiden havde hvert parti sin egen avis. Det betød at man

ikke læste modpartens argumenter. I dag beskæftiger langt

de fleste aviser sig med alle partier. Hvert partis holdning

kommer altså til udtryk. Dette har forøget marginalvælgerne,

og har gjort at partierne kan hente vælgere fra alle dele af

samfundet.

Mediernes indflydelse er i dag massiv, således har Internettet

ændret måden at tale med vælgerne på. I dag har næsten alle

kandidater/folketingsmedlemmer mere direkte adgang til

vælgerne enten via blogs eller via Facebook.

Men avisernes indtog på nettet har også gjort at de har en

meget kortere deadline, det har den fordel at der kommer

flere ting frem, men det har også den ulempe at selv ret banale

historier kan komme til at fylde urimelig meget. I mere

end fjorten dage - 24 timer i døgnet - måtte Henriette Kjær

således lægge ryg til at hendes mand var en svindler. Facebook

opdateringer bliver brugt som kilder og mere eller

mindre eksperter bliver brugt som hurtige kilder til mere eller

mindre lødige historier.

Flere politikere har efterlyst mere indhold frem for form. I

sommeren 2011 holdt Anders Samuelsen en tale på Bornholm,

hvor EB var tilstede. Fokus blev, at der kun var 30

tilhører (i øvrigt i silende regn), mens man intet skrev om,

hvad der egentlig blev sagt fra talerstolen.

Et andet eksempel var at Helle Thorning var på besøg i Libyen

og at hun der havde medbragt en rød taske, til gengæld

kunne man intet læse om, hvad mødet handlede om og hvad

hun var der for. Det bliver svært for vælgerne at træffe in-

49


formerede beslutninger ud fra sådanne dækninger af politikernes

gøren. Marginal vælgerne øges derved, men hvad

værre er, så har de svært ved at træffe beslutning, der handler

om politisk overbevisning frem for om man kan lide personen

eller ej.

Populisme

Denne, negative, betegnelse bruges på en person eller parti,

som ikke har en rigtig ideologi, men som tager stillingen alt

efter hvad der er populært at sige. Her tænker man ikke så

meget på højre/venstre men går op i enkeltsager. Der tænkes

end ikke på partiets ideologi, der tænkes på, hvad der

kan tiltrække stemmer.

Man kan hævde den idealistiske tankegang nedprioriteres, og

politik markedsføres som alt andet.

Selvom dette egentlig er en negativ betegnelse, så har praksis

vist, at alle partier i dag markedsfører sig som om de solgte

vaskepulver. Kun ganske få partier har klippefaste holdninger,

men ændrer holdninger i takt med befolkningsstemningen.

Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti

har ændret deres politik ganske markant de sidste ti år. Venstres

formand gik ind for minimalstaten frem til valget i

1998, hvor de ikke vandt regeringsmagten. SF og S har de

sidste to år ændret stort set hele deres politik. I 2008 gik S

således ind for at fjerne efterlønnen, mens de i dag kæmper

for at bevare den. I 2005 lød det fra formanden Helle Thorning

at både folkepension og efterlønnen måtte begrænses,

men det var meget upopulært og man har ændret mening.

Nogle partier går altså efter at vejre morgenluft, dvs. at de

ser hvad der er populært og skynder sig at sige noget om det.

Det sker ofte efter en tv udsendelse eller en avisartikel at en

person fra et parti træder frem og kræver handling.

Realpolitik

I Liberal Alliance har vi de samme holdninger i dag som da

vi lå på 0,0% af stemmerne. Dansk Folkeparti har også de

samme holdninger som de altid har, man kan til gengæld

godt diskutere om at partierne altid stemmer overens med

disse holdninger.

Der er nemlig nogle gange ikke altid overensstemmelse mellem

realpolitik og ideologisk politik. Det er det, som vi skal

se på i dette afsnit.

Eksempel:

Dansk Folkeparti gik til valg på at bevare efterlønnen

50


uændret, men den økonomiske realpoliti tvang partiet til at

være med til at forringe efterlønnen fra 5 til 3 år. Mod at gå

med til at forringe efterlønnen fik partiet indført øget grænsekontrol,

selvom de to sager jo intet har med hinanden at

gøre. Men DF ved at dette betyder meget for deres vælgere

og regeringen havde brug for at stemmerne, derfor gik de

med til en handel, som formentlig ikke har den helt store

betydning for kriminaliteten, selvom det markedsføres sådan.

Nogle gange er en del af handlen ligefrem at et parti får lov

til at få præsentationen overfor medierne. Her kom DF til at

markedsføre aftalen så godt, altså som om at grænserne blev

lukket, at EU reagerede voldsomt. I virkeligheden er der tale

om at ca. 1 ud af 1000 biler bliver kontrolleret. Men markedsføringen

af en aftale er vital for at kunne ”sælge” ens

forhandling til sine vælgere.

Eksempel 2:

I dette eksempel tager jeg vores eget forlig med regeringen,

fordi jeg kender meget til det.

Liberal Alliance var en af arkitekterne bag at dagpengeperioden

blev forkortet fra 4 til 2 år. Dette er i fuld overensstemmelse

med partiprogrammet og hvad vælgerne i sin tid stemte

for ved at stemme på partiet. Men det, der er interessant

er forløbet.

LA fremlagde en vækstplan, der i store træk lød, selskabsskatten

halveres, bundskatten hæves og topskatten fjernes,

maksimalt 40% skat, multimedieskatten afskaffes. Papirarbejdet

reduceres, diverse erhvervstilskud skulle væk, og så

kommer det interessante: For at dels finansierer det, dels for

at sikre arbejdskraft nok, fjernes efterlønnen og dagpengeperioden

halveres.

Inden jeg vender tilbage til, hvori paradokset består, så lad

mig forklare hvad de forskellige ting betyder og hvorfor vi

ønsker det.

Selskabsskatten er på 25% i Danmark, i EU er den i gennemsnit

23,2 % og i Bulgarien er den blot 10%. Det betyder

at hver gang en dansk virksomhed tjener 100 kroner, så skal

25 kroner betales til staten, mens en bulgarsk virksomhed

skal betale 10 kroner for hver tjent 100 kroner.

Et dansk forlag som mit eget skal altså lægge tjene mere end

mine bulgarske konkurrenter for at være konkurrencedygtigt.

Er mit overskud på 1 million før skat, så har jeg altså

750.000 kroner at investere i firmaet, mens min bulgarske

51


konkurrent har 900.000 kr. at investere. I praksis slæber den

danske virksomhed altså rundt med et anker om fødderne.

Resultatet er at mange danske virksomheder enten flytter til

udlandet eller går fallit. Andre vælger at lade sig opkøbe af et

udenlandsk selskab og slipper gennem skattelovgivningen

for at betale skat overhovedet. Vores tanke er, at hvis selskabsskatten

er lavere end vores nabolandes, så vil man flytte

sin virksomhed til Danmark, og dermed arbejdspladserne.

Bundskat, er det beløb man skal tjene, før man begynder at

betaler skat. Hvis man hæver denne grænse, så tjener folk

mere for det samme arbejde. Det kan betyde at timelønnen

falder. Det vil i særdeleshed være en fordel for lavtlønsområderne.

Man vil altså tjene det samme på at arbejde det samme.

Topskat betales ikke kun af de rigeste, faktisk betaler man

topskat allerede ved 350.000 i indtægt, dvs. man skal betale

62% af hver krone man tjener udover de 350.000 kr. Argumentet

for at have topskat er, at det skaber større lighed i

samfundet, hvilket er rigtigt. Men det har også den ulempe

at læreren ikke gider arbejde ekstra og at lægen ligger og lægger

fliser frem for at betale sig fra det. Hvis man fjerner

topskat vil man altså kunne få flere til at arbejde mere, men

endnu vigtigere man kan få lægen til at hyre en gartner frem

for at denne selv lægger fliserne i haven. Det vil skabe arbejdspladser,

for husk på at vi har lige sikret at timelønnen

blev lavere.

Derudover ønskede vi så nogle (for firmaet) administrative

tunge skatter væk, ligesom erhvervslivet ville miste nogle tilskudsordninger,

som ligeledes kan være administrativt tunge

at danse med.

Ideen var altså den, at man lavede en vækstplan, der

ville skaffe mange ekstra arbejdspladser til Danmark i

de kommende år, for at sikre at der var arbejdskraft

nok, skulle dagpengeperioden nedsættes, ligesom raske

60-årige ikke måtte forlade arbejdsmarkedet før de var

65 år.

Den pakke, der endte med at blive vedtaget var, at halvere

dagpengene, fordi det ville spare mange penge. Ja, javel ja,

men uden en vækstpakke risikerer man jo at de bare går fra

en ydelse til en anden. Det giver absolut ingen mening. Så

vores tanke var den at ja, nu fik vi så gennemført en del af

vores politik, det trak i den rigtige retning, og så var den naturlige

konsekvens af at halvere dagpengene, at man sikrede

der kom flere arbejdspladser til landet. Desværre er det ikke

gået sådan, tværtimod er der kommet endnu flere afgifter,

endnu flere blanketter at udfylde.

52


Men hvad var alternativet for Liberal Alliance, der havde de

afgørende mandater? Partiet kunne have droppet at stemme

for halveringen, som er en del af partiprogrammet, det ville

partiets vælgere have meget svært ved at forstå. Der ville også

være en ganske betydelig risiko for at være blevet til grin i

processen, fordi det jo netop var partiet, der havde presset

på for at få dagpengene halveret.

I stedet valgte partiet at være tilfreds med at få gennemført

reformen og så arbejde videre på at få gennemført de øvrige

vækstreformer senere. Man kan sige at partiet anså det som

sandsynligt, at når man halverede dagpengeperioden ville det

naturlige skridt være at sikre væksten efterfølgende. Dette

mål endte regeringen, da også med at nå til enighed om, men

langt fra på den måde som LA forstiller sig vækst. Regeringen

har valgt at give forskellige tilskud til håndværkere og

lave nogle offentlige investeringer, det private erhvervsliv fik

en fedtskat og et par andre afgifter.

Det vi kan konkludere om realpolitik er:

For et parti handler det om at trække Folketingets beslutninger

i den rigtige retning i forhold til sin egen

ideologi.

Som du kan læse, er realpolitik altså en blanding af holdning,

viden og hvad der er praktisk muligt indenfor de

rammer samfundet har. Det er vigtigt, at man har en holdning

til spørgsmålet. Holdningen afgør, hvordan man vælger,

at gribe problemet an. Hvis man ser arbejdsløse som

”dovne hunde, der bare skal have et spark”, vil man naturligt

nok gribe problemet anderledes an, end hvis man ser arbejdsløshed

som e menneskelig tragedie.

Men en holdning uden viden er helt håbløst, det nytter ikke

noget at tale om ”høj arbejdsløshed og jeg tror at…”, i politik

handler det om at indsamle viden omkring det konkrete

emne og forhåbentlig være så modtagelig overfor den viden,

at det enten bekræfter eller afkræfter et problem, og endnu

vigtigere at man kan benytte denne viden til at komme med

løsninger eller løsningsforslag, altså hvad der er praktisk muligt.

53


Kapitel 10

Partier i Danmark

Som vi har gennemgået i de forrige kapitler, så er der repræsentativt

demokrati i Danmark. Lidt firkantet og meget forenklet

betyder det, at man skal stemme på et parti til et valg,

kun de færreste kan finde partier, som de er helt enige i, og

vælger dermed et parti, der ligger rimelig tæt på ens egne

mærkesager, dvs. de sager som betyder mest for en.

Hvert parti har forskellige mærkesager, hvilket vil sige de

sager, som er dem, der betyder mest for dem, hvis man melder

sig ind i et parti og er aktivt, er det oftest nødvendigt, at

man kan tilslutte sig disse sager.

Man snakker tit om de borgerlige, midten og socialisterne.

Det skyldtes at man i gamle dage havde partier der repræsenterede

bestemte grupper i befolkningen.

Fx var socialdemokraterne et parti for arbejdere, dvs. at paritet

arbejdede altså mere eller mindre kun for at forbedre arbejdernes

vilkår i samfundet. Venstre henvendte sig til landbruget

og De Radikale henvendte sig til husmænd (folk, der

boede på landet uden at være bonde) og lærde.

Man talte derfor om at partierne lå omkring en politisk akse,

men efterhånden gav den ikke længere mening, fordi der

kom flere og flere partier og hvert parti holdt sig ikke kun at

tale for sin gruppe.

I dag kan man tale om den social-liberalistiske akse og den

grønne-markedskræfter akse. På den modsatte side kan du

se, hvor de forskellige partier ligger.

De fire begreber.

Socialistiske partier (i Danmark) går ikke ind for at indføre

kommunisme, men ønsker en høj social profil, altså velfærdsydelser,

godt sundhedsvæsen, måske endda borgerløn,

stor offentlig sektor.

Liberalisme i Danmark har, i sin oprindelig ideologi

(forklaret tidligere) trange kår og liberalisme i Danmark er

derfor ikke det samme som at afskaffe alle velfærdsydelse,

privatisering af alt og ingen statsindblanding. Liberalisme i

Danmark er nærmere lave velfærdsydelse, privatisering af

det, der kan privatiseres, lav skat, personlig frihed, fokus på

at erhvervslivet har gode kår osv.

54


EL SF

Socialisme

Grøn ideologi betyder at man tænker grønt i alle beslutninger,

fx hvis Danmark har brug for mere strøm, at man så

tænker vindmøller, selvom kulkraft vil være billigere. Naturen

er et fælles ansvar.

Markedskræfter betyder at det er markedskræfterne der

skal bestemme, fx om det skal være vindmøller eller kulkraft,

naturen er ens eget ansvar, fx at borgeren kan købe vindkraft

energi eller lade være.

Der er meget stor forskel på, hvordan man placerer dem på

På de kommende sider kan du læse om de danske partier,

der stiller op til Folketinget eller er i gang med at samle underskrifter.

Ved hvert parti skriver jeg hvad jeg tror der sker efter det

kommende valg.

Q

Soc

DF

Grøn ideologi

Rad

V

K

markedskræfter

I

liberalisme


Enhedslisten (Ø)

Partiets historie

Enhedslisten er Danmarks mest venstreorienterede parti, der

er repræsenteret i Folketinget. Partiet blev dannet af VS,

DKP og Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1989. EL kom

første gang i folketinget i 1994. Partiets opbygning er en kollektiv

ledelse, hvilket ved flere finanslovsforhandlinger har

givet problemer for folketingsgruppen, da denne ikke kan

gøre noget uden at have opbakning fra bestyrelsen først.

Som folketingsmedlem af EL modtager man ca. 20.000 kroner

i løn, resten af lønnen som folketingspolitiker (ca.

45.000) går til partikassen. EL er det eneste parti, hvor der er

et rotationsprincip, dvs. at ingen politikere må sidde mere

end 8 år.

Politisk leder: Kollektiv ledelse

Ideologi: Socialisme

Kernevælgere: Arbejdere, arbejdsløse, unge,

udsatte grupper

Mærkesager: Imod NATO og EU, økologi,

arbejdsløshed

Arbejdsløshed: Bør have førsteprioritet

Kriminalitet: Er et symptom på arbejdsløshed og

sociale problemer

Sundhed: Legalisering af rushmidler

Uddannelse: Flere penge, færre elever i klasserne

Offentlig sektor: Stort velfærdssamfund

Miljø: Tænke grønt i alle beslutninger

EU: Er grundlæggende imod,

men for handelsunion

Flygtninge: Ser ikke noget problem,

forbedret integration

De sidste 4 valg

EL fik i 1998 fem mandater og var SR regeringens støtteparti,

dog var det begrænset med indflydelsen, hvilket måske var

begrundelsen til at partiet gik et tilbage i 2001. I 2005 fik

partiet seks mandater, men har ikke haft nogen indflydelse.

Op til valget i 2007 valgte man at opstille fundamentalisten

Asmaa Abdol, der nægtede at give hånd til mænd og erklærede

sig godt tilfreds med at danske soldater blev dræbt i Irak.

Partiet styrtdykkede i meningsmålingerne op til valget og de

tabte 2 mandater og over 30% af stemmerne i forhold til sidste

valg. Hun er siden blevet bedt om ikke at opstille ved det

kommende valg.

Nyere betydningsfulde personer

Asmaa Abdol skulle formentlig tiltrække muslimske vælgere,

da hun var tildækket med tørklæde, men undervejs i sin

56


valgkamp lykkes det for hende at erklære sig tilhænger af den

irakiske modstandsbevægelse, der lavede terror mod civile

og dræbte danske soldater. Hun nægtede at give hånd og

formåede at sætte sharialoven over grundloven. Igen og igen

forklarede hun det med misforståelser. Valget blev en katastrofe

for EL, der mistede mere end 30% af stemmerne og

kun lige akkurat blev repræsenteret i Folketinget. Hun blev

siden, ifølge rygter, bedt om ikke at stille op igen. Senest

gjorde hun sig bemærket ved at nægte at følge de almindelige

sikkerhedsregler i en lufthavn. Det er sjældent én person i

den grad har smadret et helt parti, derfor anser jeg hende

som betydningsfuld.

Efter valget

EL har efter et valg reelt ingen indflydelse, de har malet sig

op i en krog, hvor de kun kan sige ja til S-SF´s politik, alternativet

er at vælte regeringen, hvilket vil være helt utænkeligt.

EL vil forsøge at få rullet dagpenge og efterlønsreformen

tilbage, men det er helt usandsynligt, der er flertal for

det.

57


Socialistisk Folkeparti

(F)

Partiets historie

SF er et venstreorienteret parti, hvis ideologiske udgangspunkt

er socialismen. Partiet blev stiftet af den af Danmarks

Kommunistiske Parti (DKP) ekskluderede kommunist Aksel

Larsen i 1958. SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen,

fordi partiet mente, at socialismen er udtryk for

en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte, således tog

SF også afstand fra en voldelig omstyrtelse af samfundet.

Med Gert Petersen og i særdeleshed senere Holger K. Nielsen

blev SF et parti, der bevægede sig fra protestparti til et

parti, der indgik i praktisk politik. I dag er lederen Villy

Søvndal.

Politisk leder: Villy Søvndal

Ideologi: Reformsocialisme

Kernevælgere: Arbejdere, unge, offentlig ansatte

Mærkesager: Arbejdsløshed, offentlig sektor

Arbejdsløshed: Kortere arbejdstid, orlovsordninger

Kriminalitet: Symptom på social ulighed

Sundhed: Ser den nuværende som pinlig

og skal forbedres

Uddannelse: Forbedring af Folkeskolen

Offentlig sektor: Forbedret og forstørres indtil dette er nået.

Miljø: Alternativ energi, grøn ideologi

EU: Kritisk tilhænger

Flygtninge: Tage maksimalt 3000, hjælp i nærområder

De sidste 4 valg

I 1998 havde SF 13 mandater, hvilket de også holdt ved valget,

hvor de fortsatte samme SR regeringens støtteparti. Det

er dog langt fra de 26 de havde i firserne. I 2001 tabte partiet

et mandat og mistede enhver indflydelse. Da partiet yderligere

mistede et mandat i 2005 var faktum at daværende formand

Holger K. Nielsen godt nok var respekteret i befolkningen,

men ikke kunne sælger stemmer og han blev derfor

udskiftet med den nuværende og jævnaldrende formand.

Det lykkes for partiet ved valget i 2007 at gå frem til 23

mandater, altså plus 12 mandater. Siden da Villy Søvndal og

hans støtter trukket partiet tættere på Socialdemokraterne.

Nyere betydningsfulde personer

Holger K. Nielsen indførte at partiet arbejdede med kompromisser,

hvilket var ukendt tidligere.

58


Efter valget

Villy Søvndal og Helle Thorning går til valg sammen og har

grundlæggende den samme politik, hvilket absolut ikke er

uden omkostninger i forhold til baglandet, der er utilfreds

med den højredrejning der er sket på fx indvandring/

flygtninge området, hvor man stort set har adopteret Dansk

Folkepartis politik.

Mange i baglandet mener man har givet køb på SFs grundholdninger

for at komme til magten, hvis den glipper, er der

risiko at for at den uro bluser op. Udover det vil SF vælgerne

opdage, at partiet enten må føre en politik, der ligger væsentligt

fra partiets partiprogram eller også vil mange vælgere

opdage, at der ikke er overensstemmelse mellem det der blev

sagt før valget, og hvad der bliver ført af politik efter valget.

59


Socialdemokraterne (A)

Partiets historie

Socialdemokratiet blev stiftet i efteråret 1871 af Louis Pio,

Harald Brix og Paul Geleff for at organisere voksende arbejderklasse

på et socialistisk grundlag, der sikrede arbejderne

retfærdige levevilkår. I 1924 blev partiet det største parti

med 36,6 procent af stemmerne, og dannede regering med

Thorvald Stauning som statsminister. Partiet er hovedarkitekten

bag vores velfærdssamfund. Fra 1924-1982 havde Socialdemokraterne

stort set magten konstant med få undtagelser.

1982-93 var den længste periode uden partiet sad i regeringen.

Partiet var sidst i regering fra 1993-2001, med Poul

Nyrup som statsminister.

Politisk leder: Helle Thorning-Smith

Ideologi: Reform socialisme

Kernevælgere: Arbejdere, offentlig ansatte, arbejdsløse

Mærkesager: Arbejdsløshed, velfærdsstaten

Arbejdsløshed: Ses som flaskehalsproblem, efteruddannelse

Kriminalitet: Forebyggelse, ser arbejdsløshed som grund.

Sundhed: Forbedres ved bedre lønninger,

import af læger

Uddannelse: Forbedres gennem mere efteruddannelse

Offentlig sektor: Så stor som det er nødvendigt

Miljø: Mere vind og sol energi

EU: Positiv

Flygtninge: En stram, human politik

De sidste 4 valg

I 1998 gik S et mandat frem, men daværende leder og statsminister

blev fældet på efterlønssagen og ved valget i 2001

måtte partiet aflevere 11 mandater og regeringsmagten.

Mogens Lykketoft blev leder året efter, men det endte med

valgnederlag i 2005 og han forlod samme aften formandsstolen.

I stedet blev den urutineret Helle Thorning-Smith

valgt ved valgkamp med få stemmer mere end Frank Jensen,

der siden trak sig fra landspolitik.

Ved valget i 2007 led hun ikke kun den tort ikke at blive

statsminister, men Socialdemokraterne gik 2 mandater tilbage

og fik det dårligste valg nogensinde i partiets historie.

Nyere betydningsfulde personer

Anker Jørgensen fik skylden for at Danmark var tæt på fallit

i firserne, dette er ikke hele sandheden, da (heller) ingen

borgerlige partier ville hjælpe med at indføre de nødvendige

reformer. Ikke destro mindre huskes han som den sidste arbejder,

der ledede landet og nyder i dag respekt overalt, hvor

han færdes.

60


Poul Nyrup Rasmussen byggede videre på den politik, der

var lagt af Poul Schlüter og hans politik førte til at Danmark

fik rekordlav arbejdsløshed og massiv privatisering, til trods

for dette voksede den offentlige sektor voldsomt i hans regeringstid.

Efter valget

Socialdemokraterne har lanceret Fair Løsning sammen med

SF, som bl.a. går ud på at alle skal arbejde 1 time mere om

ugen, dette skal efter planen indbringe 15 milliarder ekstra til

statskassen. Ingen eksperter er enige i den vurdering, til

trods for talrige henvendelser til partiet, er det ikke lykkes at

få et svar på, hvordan det giver andet end øget arbejdsløshed

at hæve arbejdsugen fra 37 til 38 timer. Dertil kommer,

hvordan det skal gennemføres. Der er kun en ting, der virker

sikkert med Socialdemokraterne, det er at de går efter magten,

men det er helt umuligt at få svar på, hvad de egentlig

vil bruge magten til. Der hele drukner i indpakning og meget

lidt indhold, der konstant ændrer sig alt efter, hvilken vej de

politiske vinde blæser.

Hvis Socialdemokraterne ikke vinder regeringsmagten, er

der lagt op til et blodigt opgør i partitoppen. Hvis de vinder

magten, tyder alt på at samfundet vil fortsætte med nogenlunde

samme politik bare med flere skatter og afgifter.

61


Radikale Venstre (B)

Partiets historie

Partiet opstod i 1905, da en gruppe i Venstre mente, at Venstre

havde svigtet en del vælgere. Dengang var et af de store

punkter at sænke valgretten til 21 år. De Radikale har ofte

været i koalitionsregeringer, hvor de har haft stor indflydelse

til trods for relativ få mandater. Partiet har samarbejdet med

både højre og venstrefløjen gennem årene, og arbejdede således

i firserne sammen med den borgerlige regering og i

halvfemserne sammen med socialdemokraterne.

Politisk leder: Margrethe Vestager

Ideologi: Socialliberalisme

Kernevælgere: Akademikere, lærere, intellektuelle

Mærkesager: Uddannelse, sænkning af skatter, miljø

Arbejdsløshed: Bekæmpes ved forbedret konkurrenceevne

og EU

Kriminalitet: Forbyggende indsats, lav arbejdsløshed

Sundhed: Forbyggende indsats, personligt ansvar

Uddannelse: Faglighed og opbygning af det hele

menneske

Offentlig sektor: Udbygges og forbedres med

(efter)uddannelse

Miljø: Bæredygtigt, økologisk og økonomisk

EU: Tilhænger

Flygtninge: Anstændig behandling, kan være en gevinst

for landet

De sidste 4 valg

I 1998 havde partiet ligget stabilt omkring 7-10 mandater i

en længere periode, hvilket hverken valget i 1998 eller 2001

ændrede på. Men i 2005 gik man 9 mandater frem og havde

17 mandater, men det var alligevel begrænset med indflydelsen.

Det fik partiet til at pege på daværende leder Marianne

Jelved som statsminister og forsøge ”den anden vej” som de

kaldte det. Pressen døbte det hurtigt til ”den forkerte vej”,

og i 2007 opstod Ny Alliance som resultat af længere tids

utilfredshed. Partiet gik ved valget samme år tilbage med 8

mandater og partiet skiftede formand til den nuværende.

Nyligt betydningsfulde personer

Niels Helveg Petersen var blev valgt første gang i 1966 og

derefter 12 valg i træk. Han var formand for partiet fra 1978-

88 og økonomiminister fra 1993-2000.

Marianne Jelved kom i Folketinget i 1987 og blev formand

et år senere. Hun var formand frem til 2007 og har været

økonomiminister i små ti år under skiftende Nyrup regeringer.

62


Efter valget

Det er lykkes for Vestager i sidste øjeblik at begynde at lave

realpolitiske forhandlinger med VK regeringen. Derfor betyder

det i virkeligheden måske ikke det helt vilde for Radikale,

hvem der vinder statsministerposten. Hvis Løkke fortsætter

har de tydeligt fremvist at de ønsker indflydelse, men vinder

Helle Thorning er der mulighed for at komme i regering,

men det er en regering, som de på afgørende punkter virker

til at være uenige med. Derfor virker det mere og mere

usandsynligt, at de går ind i regeringen, men derimod bliver

et støtteparti, der vil tage sig betalt fra sag til sag for at støtte

regeringen.

Radikale har afvist at rulle dagpengereformen tilbage, og de

har indgået aftale om at forringe efterlønnen, dette vil de

holde fast i.

63


Liberal Alliance (I)

Partiets historie

Partiet med Naser Khader i spidsen opstod som udbrydergruppe

af Det Radikale Venstre efter længere tids utilfredshed.

Partiet kom ind med 5 mandater i 2007. I sommeren

2008 skrottede man partinavnet, hele partiprogrammet og

smed de resterende medlemmer ud.

Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll designede

derefter en liberal politik sammen med Leif Mikkelsen, hvor

man har fire mærkesager, max 40% skat, færre forbud, gang

i væksten og mindre bureaukrati. Medlemmerne begyndte

hurtigt at strømme til og partiet ligger i dag til at 8-10 mandater.

Medlemmerne har pt. ikke den store indflydelse på

partiets politik, men dette vil blive ændret efter valget i 2011.

Politisk leder: Anders Samuelsen

Ideologi: Socialliberal

Kernevælgere: Liberale fra alle samfundslag

Mærkesager: 40% skat, færre forbud, gang i væksten

og mindre bureaukrati

Arbejdsløshed: Bekæmpes ved forbedret konkurrenceevne,

max 40% skat m.m.

Kriminalitet: Forbyggende indsats, lav arbejdsløshed

Sundhed: Forbyggende indsats, personligt ansvar

Uddannelse: Ønsker reform, der bygger på viden

og ikke følelser.

Offentlig sektor: Der ansættes 930 hver gang 1000 går

på pension.

Miljø: Bæredygtigt, både økonomisk og økologisk

EU: Handelsunion, imod at fjerne forbeholdene.

Flygtninge: Anstændig behandling, for indvandrer

gælder åbne grænser og lukkede kasser.

Det sidste valg

Partiet blev, under navnet Ny Alliance, valgt ind i 2007 med

5 mandater. Partiet gik derefter i opløsning af forskellige

grunde, den væsentligste var dog at Samuelsen, Seeberg og

Kahder slet ikke havde afstemt forventningerne med hinanden

inden partiet blev startet, så for Samuelsen var det er

liberalt projekt, og for Kahder et projekt, der handlede om

at holde DF udenfor indflydelse.

Siden da har partiet ændret navn, kommet med et partiprogram

og valgte at smide alle resterende medlemmer ud. Siden

da er partiet vokset til lidt over 6500 medlemmer.

64


Nyligt betydningsfulde personer

Anders Samuelsen har egenhændigt genfødt

partiet og har sikret at der er et liberalt alternativ

til de nuværende partier. Partiet kendetegner sig

ved at tage betaling på de fire mærkesager og ellers

stemme for resten.

Efter valget

LA peger på Lars Løkke som statsminister, i mangel af bedre.

LA er meget kritisk overfor den siddende regering. Fordelen

er, at hvis den fortsætter, bliver det med stor sandsynlighed

sådan at LA vil være tungen på vægtskålen, hvilket vil

give stor indflydelse. Partiet vil så kræve betaling på mærkesagerne

for at stemme for regeringens politik.

Hvis Helle Thorning bliver statsminister vil partiet fortsat

forhandle og søge indflydelse, men den bliver helt sikkert

mindre end ellers. Partiet har i meningsmålinger det sidste år

ligget og svinget mellem 8,8 % og ned til 2,5%, så det er

svært at forudsige valget. Liberal Alliance er helt sikkert at

finde i Folketinget efter valget, men om det er med 5, 8 eller

16 mandater synes helt åbent.

Liberal Alliance har haft forbløffende stor indflydelse det

sidste år, hvor det er lykkes at få halveret dagpengeperioden,

få forringet efterlønnen og nu ser det ud til at der danner sig

flertal for at nedlægge regionerne. Til gengæld måtte LA erkende

at man stod udenfor finansloven 2010, da regeringen

ikke ville imødekomme kravene om at fjerne multimedieskatten,

iværksætterskatten, fjerne fedtskatten og udligningsskatten

for pensioner.

65


Venstre (V)

Partiets historie

Partiet blev stiftet i 1870 og var dengang et modspil til partiet

Højre, som det altså var til venstre for, deraf navnet. Venstre

ville sikre frie valg, lighed for loven og ytringsfrihed. I

1901 havde partiet 76 ud af 114 pladser i Folketinget). Gennem

de næste 100 år havde Venstre i flere omgange regeringsmagten

i forskellige koalitionsregeringer og var bl.a.

med til at genoprette økonomien med Kanslergadeforliget

og Kartoffelkuren. Venstre har haft regeringsmagten siden

2001 først med Anders Fogh Rasmussen som statsminister

(til 2009) derefter overtog Lars Løkke Rasmussen.

Politisk leder: Lars Løkke Rasmussen

Ideologi: Social liberalisme (hævder de)

Kernevælgere: Selvstændige, privat ansatte, landmænd

Mærkesager: Frihed, lighed, personligt ansvar

Arbejdsløshed: Beskæres af dagpengeperiode,

kontanthjælpsloft

Kriminalitet: Strengere straffe

Sundhed: Færre, men større og bedre, hospitaler

Uddannelse: Flere gennem systemet hurtigere.

Offentlig sektor: Skal vokse mindre end den private sektor.

Miljø: Fælles EU regler, ingen grønne afgifter

indtil da

EU: Særdeles varm tilhænger

Flygtninge: Stram politik, hjælp i nærområder,

”madpakkeordning”, tvangshjemsendelse.

De sidste 4 valg

I 1998 måtte daværende leder Uffe Elleman Jensen konstatere,

at han var mindre end 1000 stemmer fra at blive landets

statsminister, han valgte umiddelbart efter at gå af som formand,

hvorefter Anders Fogh Rasmussen blev valgt. Venstre

der havde opnået et uændret 42 mandater i 1998, i 2001

gik man frem til 56 mandater og blev landets største parti.

Partiet dannede regering med De Konservative med DF

som støtteparti. I 2005 gik partiet 4 mandater tilbage, men

de beholdte regeringsmagten. Venstre er under Anders

Foghs ledelse blevet beskyldt for at være forvandlet til et Socialdemokrati

light, og at man har glemt de liberalistiske tanker

for at tækkes midtervælgerne, dvs. marginalvælgerne. I

2007 gik partiet yderligere 6 mandater tilbage og Lars Løkke

overtog formandsposten og dermed statsministerposten i

2009.

Nyere betydningsfulde ledere

Uffe Ellemann gjorde Venstre i firserne til et stort parti på

bekostning af De Konservative. Han tabte formentlig rege-

66


ingsmagten, da han hånligt erklærede sejren for sikker dagen

før valget i 1998.

Anders Fogh Rasmussen vil blive husket som den første

venstre statsminister der blev genvalgt. Han vil også blive

husket som en katastrofal leder, der først og fremmeste havde

en ambition om at beholde magten. Under hans ledelse

lykkes det at gennemføre en kommunalreform, der øgede

administrationen, en politireform, der fjernede politiet fra

gaderne og satte dem foran computerskærmen og en sundhedsreform

der ikke havde nogen virkning, ligesom de lykkes

at lave adskillige skolereformer uden at blande fagkundskaben

ind i processen. Fogh vil blive husket som en landets

absolut dårligste statsministre nogensinde.

Efter valget

Hvis det lykkes for Venstre (og Konservative) at beholde

regeringsmagten vil de formentlig for første gang være uden

absolut flertal med DF. Det vil formentlig bane vejen for at

der sammen med Radikale og Liberal Alliance kan føres liberal

politik. Hvis de taber magten er det ikke nødvendigvis

sikkert at Lars Løkke går som formand, det er muligt han

satser på et hurtigt comeback, alt efter hvordan mandatsammensætning

i Folketinget er blevet. Venstre bliver ved et nederlag

sikkert som forvandlet og vil fremføre sig som et liberalt

parti.

Venstre har gennemført dagpengereform, efterlønsreform,

fået gennemført en kommunalreform, politireform og en

sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at fungere

efter hensigten. Regionerne bliver formentlig nedlagt,

hvis regeringen fortsætter.

67


Konservative Folkeparti

(C)

Partiets historie

Partiet blev stiftet i 1915 og udspringer fra partiet Højre,

som man ønskede en fornyelse af. Konservative kæmpede

for at indføre værnepligt og styrkelse af landets forsvar, bedre

uddannelse, bekæmpelse af alkohol og bevarelse af folkekirke.

Partiet har i flere omgange været i forskellige regeringskoalitioner,

og havde fra 1982-93 statsministerposten

(Poul Schlüter). Konservative har været i regering siden

2001.

Politisk leder: Lars Barfod

Ideologi: Konservative

Kernevælgere: Middelklasse, rige, selvstændige,

funktionærer

Mærkesager: Gud, konge og fædreland, mindre skat

Arbejdsløshed: Beskæres af dagpengeperiode,

kontanthjælpsloft

Kriminalitet: Strengere straffe, flere fængsler

Sundhed: forbedres ved import af læger,

behandling i udlandet

Uddannelse: Forbedres gennem mere efteruddannelse

Offentlig sektor: Opretholdes på nuværende niveau.

Miljø: Økonomi før miljø

EU: Positiv

Flygtninge: Hjælp i nærområder, madpakkeordning,

tvangshjemsendelse, når det er muligt.

De sidste 4 valg

Efter flere store skandaler i halvfemserne med magtkampe,

efter Hans Engel kørte galt i en brandert, blev partiet næsten

halveret i 1998, hvor de gik fra 27 til 16 mandater. I 2001

beholdt de samme mandattal og overtog sammen med Venstre

regeringsmagten, i 2005 vandt de to mandater.

Siden da er både Bengt Bendtsen og Lene Espersen blevet

gået som partiformænd. Men også Lars Barfod er blevet beskyldt

for at være for samarbejdsvillig med Venstre og DF

og lade partiets mærkesager være for meget i baggrunden for

at tækkes marginalvælgerne. Partiet fik i 2007 et uændret valg

og har fortsat 18 mandater, meningsmålingerne har dog været

katastrofale de sidste to år.

Nyere betydningsfulde ledere

Poul Schlüter samlede partiet efter en række blodige interne

kampe. Han blev lidt hånligt kaldt for parfumesælgeren og

blev set som en middelmådig leder, der kun skulle være der i

68


ganske kort tid. Jeg har ikke kunne finde begrundelsen til

tilnavnet parfumesælgeren, for han er uddannet advokat.

Imidlertid lykkes det for ham at samle partiet og sikre nogle

gode valg. Han var landets statsminister fra 1982-1993, hvor

det lykkes for hans regeringer at vende en truende bankerot

til økonomisk fremgang, som Poul Nyrup kunne bygge videre

på.

Hans Engel var en lovende og populær formand, da han

kørte galt i en brandert. Han tog konsekvensen og trak sig

helt ud af politik. Det hjalp dog ikke partiet, der kastede sig

ud flere formandsopgør, der sendt partiet ned på 10% af

stemmerne.

Efter valget

Hvis det lykkes for Konservative (og Venstre) at beholde

regeringsmagten vil de formentlig for første gang være uden

absolut flertal med DF, som De Konservative har et anstrengt

forhold til. Det vil formentlig bane vejen for at der

sammen med Radikale og Liberal Alliance kan føres mere

borgerlig politik.

Det vil der være brug for, for efter ti år i regering har man

stort set ikke fået gennemført noget af sin egen politik. Af

samme grund ser man og vil man se de mest mærkværdige

markeringer fra partiet. Seneste markering kom i juli11 forslog

at give kriminelle en økonomisk bonus for at stoppe

den kriminelle løbebane, det kom samme dag, som partiet

forslog at begrænse kontanthjælpen til 2 år. Lars Barfod vil

formentlig, som nyvalgt leder, fortsætte efter valget uanset

udfaldet.

Konservative har gennemført dagpengereform, efterlønsreform,

fået gennemført en kommunalreform, politireform og

en sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at

fungere efter hensigten sammen med Venstre. Regionerne

bliver formentlig nedlagt, hvis regeringen fortsætter. Konservative

har krævet skattelettelser de sidste ti år, men der er

blevet opkrævet mere i skat år for år. De Konservative har

brug for at få gennemført nogle af deres mærkesager.

69


Dansk Folkeparti (O)

Partiets historie

Partiet blev dannet i 1995 af fire udbrydere af Fremskridtspartiet,

dette skete efter at Pia Kjærsgaard og andre højtstående

medlemmer havde tabt en afgørende afstemning. Ifølge

Kjærsgaard havde Kim Behnke lavet et kup for at blive

formand ved at der var sket et ”mystisk antal nyindmeldte”

på meget kort tid (faktisk samme dag, som der var afstemning).

På forholdsvis kort tid har partiet opnået stor indflydelse på

flere områder. Partiet er ofte kritiseret for at være topstyret,

og for at ekskludere medlemmer, der udtaler sig kritisk om

topstyringen, ligeledes bliver hvert enkelt medlem vurderet

inden man får lov til at melde sig ind.

Politisk leder: Pia Kjærsgaard

Ideologi: Konservativ socialisme

Kernevælgere: Ældre, offentlig ansatte, arbejdere

Mærkesager: Flygtninge, dyrevelfærd, ældres forhold

Arbejdsløshed: Alle skal i arbejde

Kriminalitet: Strenge straffe, sænke den

kriminelle lavalder

Sundhed: Opprioriteres

Uddannelse: Opprioriteres

Offentlig sektor: God og stor

Miljø: Vigtig

EU: Imod selve konceptet

Flygtninge: Hjælpe i nærområdet, hjemsendelse af

flygtninge, når det kan lade sig gøres.

De sidste 4 valg

I 1998 var DF til valg for første gang og modtog 13 mandater,

som dog ikke kunne bruges til en stor indflydelse, da den

daværende SR regering, kraftigt ansporet af CD, ikke ville

arbejde sammen med dem. I 2001 gik partiet frem til 22

mandater. I første omgang troede de fleste af det skyldtes

terrorangrebet i september 2001, men i 2005 gik partiet

yderligere frem og understregede dermed at partiet var kommet

for at blive. Siden 2001 har det været støtteparti for VK

regeringen og har opnået stor indflydelse. I 2007 fik partiet

et mandat mere og er lige nu på 25 mandater.

Nyligt betydningsfulde personer

Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Christian Thulesen-Dahl

står for den daglige ledelse af partiet og styrer reelt hvordan

alle skal stemme og opføre sig.

70


Efter valget

Efter valget tyder alt på at DF må forberede sig på en ny tid,

hvor de ikke er tungen på vægtskålen. Hvis der kommer en

SSF regering, vil de formentlig blive holdt udenfor indflydelse,

helt upåagtet af at de er mere enige med venstrefløjen

end med de borgerlige partier.

Hvis regeringen fortsætter må DF forberede sig på at VK

regeringen ikke kan nøjes med at DF, men også skal have

enten R og LA med ved forhandlingsbordet. Imidlertid har

DF fremvist gennem ti år, at de ønsker indflydelse og kan

kompromisets kunst, så det skal nok gå.

DF har lagt stemmer til dagpengereform, efterlønsreform,

kommunalreform, politireform og en sundhedsreform, deres

opgave er nu at få de ting til at fungere efter hensigten. Derudover

har de fået styrket grænsekontrollen og fået indført

et pointsystem for udlændinge. DF har med stor dygtighed

fået gennemført meget af deres politik, men der er også

kommet nogle knaster, således gik man til valg på ikke at ændre

efterlønnen, hvilket er sket.

71


Kristendemokraterne (K)

Partiets historie

Partiet blev stiftet i 1970 som reaktion på pornoens frigivelse

og abortloven. Partiets ideologi er den kristne tro og en

etisk grundholdning til alle livets facetter. Partiet gik længe

ind for at forbyde abort, men har i dag valgt at acceptere at

dette er en kvindes ret. De går ind for en grøn profil og et

medmenneskeligt udgangspunkt.

De sidste 4 valg

Efter at have siddet udenfor Folketinget 1994-98 kom partiet

igen i folketinget i 1998, man klarede valget i 1998 med få

tusinde stemmer, kun for at ryge ud af folketinget igen i

2005. Partiet kom heller ikke i Folketinget i 2007. De fik ca.

30.000 stemmer, hvilket er mindre end halvdelen af hvad der

kræves for at komme ind.

Den eneste grund til partiet er repræsenteret er, at Per Ørum

valgte at melde skifte fra Konservativ til Kristendemokraterne.

Partiet har ved det kommende valg slået sig sammen med

Fælleslisten og de stiller kun op i udvalgte kredse, hvor de

går efter et kredsmandat.

Efter valget

Kristendemokraterne kommer ikke i Folketinget efter et valg

og mit bud er at det bliver nedlagt derefter sammen med

Fælleslisten.

Kristendemokraterne stemte for finansloven i 2010 uden at

få ret meget for det, men det lykkes da at få afsat 25 millioner

til sociale indsatser.

72


Og alle de andre

Gennem tiden har der været et utal af partier, der har stillet

op til Folketingsvalg, nogle er blevet valgt ind, endnu flere er

det ikke lykkes for. Jeg ser her på nogle af de mange partier,

der nåede at spille en rolle på hver sin måde.

Centrum Demokraterne

Partiet blev stiftet i 1973 af Gladsaxe borgmester Erhard Jacobsen

i utilfredshed med Socialdemokraterne. De arbejdede

for at forbedre forholdene for husejere og bilejere. CD havde

meget stor indflydelse gennem firserne og halvfemserne

og fik gennemført en del af deres politik mens de sad i regering

først med Schlüter og siden Nyrup. I 2001 røg partiet

ud af folketinget og har siden oplevet formandskrise og er i

dag generelt anset som et dødt parti, der blot venter på at

blive nedlagt.

Fælleslisten

Det opstod som protest mod et nyt supersygehus i Vestjylland.

Til trods for mere end to år på bagen, har de ikke formået

at indsamle de nødvendige underskrifter. De stiller op

på samme liste som Kristendemokraterne. Efter valget vil

partiet nok blive nedlagt igen.

Fokus

På partiets hjemmeside skriver man: Ønsker du også bedre

balance i den måde, vi forbruger og udnytter vores naturressourcer

på? Og ønsker du også en langt bedre forebyggende

indsats overfor fysiske og psykiske sygdomme, overfor alkohol-

og narkomisbrug, over for hjemløshed og over for kriminalitet?

Så er partiet Fokus noget for dig. Udover det er

partiet meget optaget af dyrenes forhold.

Partiet har ikke formået at samle nok underskrifter til at stille

op, og tiden er ved at rinde ud for at nå det.

Det Humanistiske Parti stillede op for anden gang i 1990,

hvor partiet fik det laveste antal stemmer noget parti nogensinde

har fået ved et valg, nemlig 763 stemmer. Ifølge partiets

hjemmeside, så har de ikke mistet modet og vil stille op

igen. Det bliver ikke i 2011.

Demokratisk Fornyelse stillede op i 1994 primært for at

melde Danmark ud af EU, at indføre folkeafstemning om et

emne, hvis 25.000 ønskede det. Partiet oplevede et katastrofevalg

og fik lige knap 11.000 stemmer, under 0,3% af de

afgivne stemmer. Det lykkes ikke for partiet at samle underskrifter

nok til valget i 2001, hvorefter det blev opløst.

Fælles Kurs blev stiftet af Preben Møller Hansen og fik 4

mandater ved valget i 1987. Partiet sikrede sig en plads i hi-

73


storien dels ved at nægte at pege på hverken Poul Schlüter

eller Svend Auken, men derimod Preben Møller Hansen

som statsminister, dels ved at have en formand, der konstant

blev irettesat for grimt sprog fra talerstolen. De nåede at stille

adskillige mistillidserklæringer til regeringen, men ellers

var den generelle opfattelse at Fælles Kurs og Preben Møller

Hansen i særdeleshed var pauseklovne, og pauseklovne stopper

med at være sjove på et tidspunkt.

Ved de efterfølgende valg nåede partiet ikke over spærregrænsen,

de kunne efterfølgende ikke samle nok underskrifter

og fik øgenavnet Fælles Konkurs. I 2001 blev partiet endeligt

opløst.

Fremskridtspartiet kom i Folketinget ved jordskredsvalget

i 1973 med 28 mandater, men partiets stifter Mogens Glistrup

havde svært ved at holde sammen på partiet. Partiet

kom primært ind på at afskaffe papirnusseri og sænke skatten.

Siden valget i 1973 gik partiet mere eller mindre tilbage

ved de fleste valg. I 1984 gik de ti mandater tilbage til blot 6,

hvorefter Pia Kjærsgaard overtog ledelsen, hvor partiet blev

stabiliseret på omkring 12 mandater.

Mogens Glistrup nåede derefter både at afsone en skattedom,

blive smidt ud af partiet og vende tilbage igen i 2001.

Inden valget i 2001 nåede hele folketingsgruppen at forlade

partiet og blive løsgængere. I 2001 havde Fremskridtspartiet

taget den ellers ekskluderet Mogens Glistrup tilbage, der i

mellemtiden havde forsøgt uden held at komme i folketinget

med et nyt parti. Valgkampen blev et trist farvel til både

Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, der i en alder af 75,

slet ikke havde kræfter til valgkampen. Partiet fik blot 19.000

stemmer (0,6%), hvilket var noget af en kontrast til valget 28

år tidligere, hvor de fik 485.000 stemmer.

Minoritetspartiet opstillede første gang i 2005, hvor det fik

omkring 8000 stemmer. Partiet talte bl.a. for borgerløn, afskaffelse

af den seksuelle lavalder og for en mere humanistisk

og grøn politik. De fik lige under 9000 stemmer og Rene

Engelbreth Larsen valgte efter valgnederlaget at gå som

leder, så vidt vi ved, er der ikke udpeget en ny og det er

tvivlsomt om partiet genopstiller.

Retsforbundet

Fra 1924-1981 var Retsforbundet flere gange inde i Folketinget,

første gang partiet røg ud var i 1960, hvor de opnåede

2,2% af stemmerne, men da spærregrænsen dengang var

60.000 stemmer faldt de for denne. Siden da røg de ind og

ud af Folketinget flere gange, for tilslut at ryge ud i 1981 og

siden har man ikke været repræsenteret. Deres politik går på

74


den såkaldte Georgisme efter den amerikanske filosof Henry

George (1839-1897), der gik ind for at personen ejede alt,

hvad denne producerede, mens naturens ressourcer skulle

beskattes herunder jord. De stillede sidste gang op på samme

liste som Minoritetspartiet i 2005. Listen fik tilsammen

omkring 8000 stemmer. Partiet eksisterer fortsat, men de

stiller ikke op til valget i 2011.

Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti

(DNSAP)

DNSAP var et dansk nationalsocialistisk parti, der havde sin

storhedstid under Besættelsen.

DNSAP's første leder eller fører var Cay Lembcke, der efter

et kup i parti-ledelsen i 1933 afløstes af Frits Clausen. Partiet

var en efterligning af det tyske nazistparti med stor beundring

for Adolf Hitler. Et hovedprogrampunkt var en etnisk

udrensning af jøderne - uden at have en specifik plan.

DNSAP deltog i i folketingsvalgene fra 1935. Partiet fik i

1939 1,8% (tre mandater). Besættelsen 9. april 1940 førte til

en medlemstilgang. Både tilstrømningen af nye medlemmer

og besættelsesmagtens interesser førte til rygter om et nazistisk

kup. En nazistisk magtovertagelse i Danmark blev

overvejet af den tyske gesandt i Danmark i slutningen af

1940, men han besluttede at vente, til Tyskland havde vundet

krigen. DNSAP forsøgte med uniformerede massedemonstrationer

at berede grunden for et kup i sommeren

1940, men blev forhindret af københavnerne, der gik til angreb.

Uden en magtovertagelse begyndte demoraliseringen at

melde sig.

I februar 1941 splittedes DNSAPs folketingsgruppe og partiet

endnu engang, da den ene af partiets tre MF´ere meldte

sig ud. En overgang fandt partiet i kampen mod Sovjetunionen

en sag, der kunne samle. Hvervningen til Waffen SS og

Frikorps Danmark blev fra 1941 bl.a. organiseret af

DNSAP.

Ved folketingsvalget i 1943 fik DNSAP igen 3 mandater

(men lidt flere stemmer). Fra da gik det kun ned ad bakke:

Fra april til december 1943 mistede partiet næsten 5.000

medlemmer, og "føreren" Frits Clausen forsøgte, tiltagende

alkoholiseret, at redde sit omdømme ved at melde sig til tjeneste

på Østfronten. Han blev tvangsindlagt på et SShospital

til afvænning.

Hjemme i Danmark gik partiet i opløsning i interne kampe

om, hvor meget det skulle støtte tyskerne. Efter 2. verdenskrig

mistede partiet sin opbakning i befolkningen, men nogle

få forsøgte at drive partiet videre. Det blev gendannet i sep-

75


tember 1951 under ledelse af Sven Salicath, men forsvandt i

løbet af 1980erne, da de gamle aktive forsvandt.

Den nuværende Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse

opfatter sig selv som en efterfølger til DNSAP. Ved sidste

kommunevalg fik de 73 stemmer.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)

Det blev stiftet på en konference i Fredericia af tre udbrydergrupper

fra Socialdemokratiet den 9. november 1919 under

navnet ’Danmarks Venstresocialistiske Parti’. I 1920

skiftede partiet navn til DKP - Danmarks Kommunistiske

Parti. Partiet var stærkt inspireret af Den Russiske Revolution

i 1917, hvor kommunister havde overtaget magten i Rusland.

Partiet blev repræsenteret i Folketinget første gang i 1932,

det blev forbudt i 1941, da Tyskland angreb USSR. Mange

kommunister kom derefter i (dansk) fangelejr, 150 endte

med i 1943 at blive overflyttet til den tyske KZ lejr Stutthof,

hvor 21 mistede livet.

I 1945 fik de deres bedste valg med 12% af stemmerne og

18 mandater, derfra gik det ned af bakke. I 1956 invaderede

Sovjet Ungarn. DKP blev i 1958 splittet i SF (der tog afstand

fra den russiske invasion) og DKP blev fik blot 1,1 %

ved valget i 1960. Først i 1973 kom man igen i Folketinget,

men røg endegyldigt ud i 1979, hvor man manglede omkring

2500 stemmer for at blive repræsenteret. I dag er DKP en

gren af Enhedslisten og har ca. 300 medlemmer.

76


Kapitel 11

Mediernes rolle

I de senere år er der sket en stigende mediebevågenhed

overfor det politiske arbejde. Man taler om at medierne er

en ny statsmagt.

Medierne bringer enkeltsager op, og/eller sætter fokus på

dele af samfundet. Det kan fx være sundsektoren, indvandring

eller noget helt andet. Da befolkningen ikke længere

stemmer efter klasse tilhørsforhold, spiller mediernes rolle

en stadig stigende rolle.

Det samme gør måde, hvorpå borgerne i dag læser/ser medierne.

Politikerne skal derfor lære at kommunikere kort og

effektivt, fordi politikeren oftest kun har få minutter til at

sige selv et kompliceret budskab på en måde, som bliver forstået

af flest muligt.

Internettet har, som tidligere nævnt, gjort at den grundige

gennemarbejdet journalistiske historie er blevet mere sjælden,

men omvendt har nettet givet politikeren mulighed for

direkte kommunikation med flere vælgere end tidligere, fx

med Facebook og blogs. Men også her støder politikerne på

problemet med at fastholde vælgerne.

Meningsmålinger og politiske kommentatorer

Det samme gør meningsmålinger, som giver politikerne et

vink med en vognstang, om deres politik er "korrekt" eller

ej. Det gør at politikerne i et vist omfang er tvunget til at lave

populære beslutninger eller i hvert fald ikke for upopulære

beslutninger. Populisme kommer dermed nemt til at herske

på bekostning af ideologi og fornuft.

Mogen Kristiansen, politisk kommentator på TV2 News udtrykte

efter en meningsmåling det således efter at LA var nede

på 4,8% tilslutning mod 5,9% måneden før:

”Hvis Liberal Alliance ikke kommer med en ny politik, så

kan det være de slet ikke kommer i Folketinget. Man kan

ikke bare sige det samme igen og igen og så tro, det går

godt”.

Efter min mening er det helt forkert. En politiker bør vel

ikke skifte standpunkt, fordi vælgerne er uenige. Burde politik

ikke handle om at fremlægge sine synspunkter, og så tager

vælgerne stilling til dem?

Men vi ser det, som Mogens Kristiansen siger. Politikere, der

77


forsøger at finde den rette stemning og siger det som befolkningen

nok helst vil høre. Det kaldes med et negativt udtryk

for populisme.

Politiske kommentatorer er blevet meget populære, de

analyserer politiske handlinger og mulige motiver til handlinger

og deres indflydelse er stor. I starten var det formentlig

meningen at de skulle ”oversætte” politik og gøre det nemmere

at forstå, men man kan begynde og spørge sig selv om

det ikke er meget magt at give til en enkelt person? Man taler

om medierne kan have en dagsorden.

Dagsorden skal ikke misforstås, sådan at medierne går efter

et bestemt parti for at skade dette parti, men derimod at medierne

går efter at skabe en historie.

Mit eksempel kommer fra Liberal Alliances landsmøde i

marts 2011, her holdt vi et rigtigt positivt og konstruktivt

møde med mange taler og stor fest om aftenen. TV2 var tilstede

hele dagen og sendte massivt fra landsmødet.

Imidlertid var dette ikke en rigtig god historie til Nyhederne

om aftenen, derfor fravalgte man alle de mange positive

vinkler og valgte i stedet at fokusere på et utilfreds medlem

af ud af 1500 medlemmer, der var mødt frem.

TV2 med Henrik Qvortrup som politisk redaktør kom efterfølgende

i voldsom skudlinje for at fordreje sandheden for

at skade Liberal Alliance. Det tror jeg ikke var formålet, formålet

var at skaffe en negativ vinkel, fordi negative historier

har det med at ”sælge bedre” og altså dermed skaffe flere

seere og i den sidste ende flere reklamekroner.

Det er en tendens i mainstream pressen generelt, negative

historier fylder mest, det er sjældent man læser om fx et vellykket

ulandsprojekt, mens man til gengæld ofte hører om de

mislykkes projekter. Det er der flere læsere i.

Politiske tricks

Regeringen er oftest dem som holdes ansvarlig for landets

politiks succes og fiasko. Dette er for det meste rimeligt, da

det kun er sjældent, der kommer et flertal udenom regeringen,

hvor regeringen bliver pålagt at lave en lov, som den

selv er imod.

Lige når der er regeringsskifte har den afgående regering dog

for vane at give den nye regering skylden for alt som de ikke

selv er lykkes med. Omvendt vil regeringen give den tidligere

regering skylden for ting, der ikke lykkes. Det er

(desværre) sjældent at man oplever en minister eller regering,

der erkender at en politik ikke er lykkes.

78


Det er vigtigt, at man som vælger lære at gennemskue de politiske

tricks, for regeringen er afhængig af vælgernes gunst

og derfor forsøger den at fremstå bedst muligt og måske

fremstille oppositionen skidt i processen. Omvendt vil oppositionen

gerne overtage regeringen og vil forsøge at fremstå

som problemlæsere, og få regeringen til at fremstå dårligt.

Eksempel 1

Miljøministeriet besluttede i et internt notat, der næppe skulle

være offentliggjort, at dårlige nyheder altid skulle flankeres

af to gode nyheder. Ministeriet benægtede det, men det ændrede

ikke på, at talte man efter, så kom der aldrig en dårlig

nyhed uden der var to gode med.

Eksempel 2

Det er upopulært at skære ned på den offentlige sektor, da

mange vælgere kan mærke det på deres egen krop, fx ved at

deres børns uddannelse bliver forringet. Dette siger man

derfor ikke direkte.

I 2002 blev gymnasierne beskåret med 1 milliard kroner, året

efter blev gymnasierne styrket med 200 millioner og yderligere

200 millioner i 2004. Dermed lykkes det for regeringen

at fremstå som om de generelt havde styrket uddannelsen,

selvom de havde beskåret den med 600 millioner.

Eksempel 3

Et andet politisk trick er præsentationen af forbedringer, så

de ser bedre ud end de i virkeligheden er.

Da regeringen besluttede at styrke efteruddannelse af uddannelsessektoren

blev det præsenteret ved at fastslå at folkeskolen

fik 200 millioner, gymnasierne 200 millioner, universiteterne

200 millioner. For de fleste lyder det som om man

tilfører 600 millioner, sandheden er dog at folkeskolen, gymnasierne

og universiteterne fik efter uddannelse for 200 millioner

i alt. Ved at præsentere hver part for sig kom tallene

til at se bedre ud.

Selvom man kan synes det er forkert at benytte sig af politiske

tricks, så er det udbredt hos alle partier. Som vælger er

man nødt til at lære disse tricks ellers bliver man snydt. Man

skal altså både være opmærksom på hvad der bliver sagt,

men også hvad der ikke bliver sagt.

79


Politisk korruption

Korruption i dansk politik er uhyre sjældent, selvom nogle

politikere har bevæget sig på gyngende grund.

Da Frank Jensen, daværende justitsminister i Nyrup regeringen

(1993-2003), ringede til statsamtet for at fremskynde sin

broders skilsmisse, gjorde Jensen sig skyldig i noget, der

kunne opfattes som magtmisbrug. Jensen mente, han havde

ringet privatperson, men måtte efterfølgende erkende, at det

kunne opfattes som at lægge pres på offentlig myndighed,

når han ringede (i kraft af sin stilling).

Regulært magtmisbrug var Brian Mikkelsen tæt på at lave, da

han sendte en mail til DR´s general direktør, hvori han redegjorde

at regeringen var utilfreds med stationens kritik af

regeringen og at det satte regeringens velvilje på prøve. Da

DR er afhængig af licensmidler, som er vedtaget af regering

og folketinget blev dette opfattet som magtmisbrug.

Det er dog vigtigt at skelne mellem denne ”lette magtmisbrug”

og korruption. Hverken Frank Jensen eller Brian Mikkelsen

gjorde noget ulovligt, men kun noget kritisabelt.

Erik Ninn Hansen gjorde sig skyldig i korruption i to omgange,

første gang var i 1968, hvor regeringen blev pålagt at

”ingen må registreres alene pga. lovligt politisk virke”, Ninn

Hansen besluttede at praksis skulle forsætte som altid. Sagen

kom først frem i 2009 og det blev besluttet ikke at forfølge

den, formentlig fordi Ninn Hansen er højt op i årene.

I 1987 bad han sit ministerium at undlade at behandle tamilers

asylansøgninger, hvilket han i 1995 bi en rigsret blev i

dømt 4 måneders betinget fængsel for.

I kommunalpolitik har der været et par sager de seneste tyve

år, men generelt er politisk korruption i Danmark minimal

og specielt set i forhold til udlandet. Derfor fylder de ganske

få sager også meget i mediebilledet, fordi sagerne netop er så

specielle.

80


Kapitel 12

EU og erhvervslivet

EU medlemskabet

Danmark tilsluttede sig 1/1-1973 EF (det Europæiske Fællesmarked).

I 1972 stemte 66% for medlemskabet, dette tal er siden faldet

ganske betydeligt, og i dag finder du ikke mange glødende

tilhængere af EU, heller ikke i Folketinget.

I 1992 stemte 51% imod den Europæiske Union, hvilket gav

chokbølger i Europa. Afstemningen afslørede, at der i næsten

alle lande er ganske betydelig modstand mod EU, i de

få lande, der afholdte folkeafstemning om emnet, var modstanden

over 40%, næsten 47% af den franske befolkning

stemte nej. EU’s største problem er, at det ikke har synderlig

folkelig opbakning. I næste alle lande er over 30% imod EU

i sin nuværende form.

Den 18. Maj 1993 stemte Danmark igen om traktaten, denne

gang med fire undtagelser. Den afstemning gav 57% for,

men dog også at hele 43% var imod. De fire undtagelser er

det militære samarbejde, det retslige samarbejde, den økonomiske

union og eu borgerskab.

Modstanden mod EU går ikke på, hvorvidt vi skal have et

samarbejde, men mere hvor tæt samarbejde vi skal have.

EU kaldes for bureaukratisk og udemokratisk. EU blander

sig i for meget, siger kritikerne. Groteske eksempler har været

vinkler på agurker, og kvoteordninger. Det har betydet at

danske vinavlere f.eks. ikke må dyrke vin, fordi Danmark

ifølge EU ikke kan dyrke vin. Gennem mere end fire årtier

har landene heller ikke kunne blive enige om, hvorvidt hovedensædet

skal være i Strassburg eller Bruxelles. Derfor

flytter man i bogstaveligste forstand mellem de to byer, dette

rejsecirkus koster europæiske skatteborgere mindst 2 milliarder

ekstra hvert år. Heller ikke et fælles andetsprog har man

kunne blive enige om og det gør at alt skal oversættes til

hver sit nationale sprog.

Men der er også store fordele ved EU, fx indenfor miljøområdet.

Det giver ikke meget mening at Danmark stopper forureningen

af Østersøen, hvis de resterende lande ikke gør

det samme. Dog har mange lande et andet, og mere, afslappet

forhold til miljø end Norden.

Det er ligeledes en fordel, at de åbne grænser betyder, at du

81


Grafik: Torben Mark Pedersen

ligeså vel kan handle i Belgien som på Sjælland. Men for

langt de fleste almindelige borgere er det svært at se den

umiddelbare fordel af EU. EU er da også flere gange lanceret

som garanti for sikkerhed og fred i Europa, og det vil da

også virke utænkeligt at to EU lande skulle gå i krig mod

hinanden. Dog har EU ingen fælles hær, så det kan ske.

Det vil ikke være forkert at påstå, at Danmark stort set kun

er med på grund af de økonomiske fordele, og i forventning

om at Europas Forenede Starter alligevel aldrig bliver til andet

end snak.

I EU har man en fælles møntfod, der kaldes euro. I Danmark

har vi fortsat vores egen krone og dette bliver næppe

ændret lige med det samme. Der har været holdt afstemning

om at indføre euro, men dette førte til ydmygende nederlag

for den daværende Nyrup regering. Siden har det været debatteret

om, der skal komme en ny afstemning, men euroen

har været under pres det seneste år, da flere lande ikke har

overholdt de økonomiske spilleregler og er på rangen af fallit.

Danmark sørger dog for at overholde alle regler for euroen,

man siger at kronen er bundet til euroen. Eurolande skal ha-

82


ve en gæld, der er under 60% af BNP og underskuddet på

landets statsbudget må ikke være mere end max 3% af BNP.

Som det ses på foregående side, så har EU som samlet overtrådt

disse vækst og stabilitetskrav under et, mens Danmark

ikke har gjort det. Derfor er store dele af EU da også kommet

i økonomiske problemer og det synes utænkeligt at

Danmark vil tilslutte sig fælles mønt på nuværende tidspunkt.

En EU traktat, der afgiver suverænitet fra Danmark til EU,

hvilket det at skifte møntfod er, skal gennem en folkeafstemning,

det pålægger grundloven folketinget.

Udvikling i erhvervslivet

For erhvervslivet er EU en klar fordel, da danske virksomheder

både importere og eksportere meget, så har det haft

en stor betydning, at der ikke længere er toldmure indenfor

EU, og det er i dag ikke mere kompliceret at sælge til kunder

i Athen end i Albertslund.

Erfaringer gennem de senere år har også fremvist at det er

ligeså nemt og godt at have sin virksomhed i et andet EU

land, som det er at have den i Danmark. I det sidste år har

mere end 200.000 arbejdspladser flyttet på den anden side af

grænsen, fordi skatterne – og dermed er timelønnen, er lavere,

hvilket giver firmaerne større profit.

Man siger, at den danske konkurrenceevne er under pres, og

det er noget som politikerne må finde en løsning på. Det

kan fx være at sænke skatterne eller på anden måde, gøre det

mere attraktivt at have sin virksomhed her i landet.

I Liberal Alliance mener vi løsningen er at sænke selskabsskatten,

sænke skatten til max 40% og hæve bundskatten,

det vil betyde at timelønningerne vil falde over tid, men arbejderen

vil have det samme udbetalt, men det vil forbedre

konkurrenceevnen.

Fra landbrug til service

Vi taler om at Danmark har udviklet sig fra et landbrugssamfund

til industrisamfund og nu til servicesamfund.

Primær sektor : landbrug, fiskeri, minedrift.

Udvinding af stoffer fra naturen

Sekundære sektor : Industri og håndværk.

Viderebearbejdning af råstoffer

Tertiære sektor : Handel, service og administration.

Op mod 70-80% af arbejdsstyrken befinder sig nu i den tertiære

sektor.

83


I 1800 tallet var 60% beskæftiget i den primære sektor, denne

andel er nu under 6%.

I dag afhænger en virksomheds størrelse ikke af dens antal af

medarbejdere. I dag er det produktiviteten og viden som er

afgørende. Men også her er Danmark presset og man ser

også en tendens til at så snart en virksomhed bliver stor eller

mellemstor, så flytter den til udlandet, hvor det er mere profitabelt

at bringe virksomhed.

Frihandel

Selvom det meste af EU´s primære sektor er under 10%, så

bruger EU over halvdelen af sin økonomi på forskellige

landbrugsstøtte ordninger. Hvilket har medført hård kritik af

EU’s støtteordning. Grunden til den store kritik bunder ud i

et skørt paradoks.

EU’s landmænd producerer med tilskud, fx betaler EU op til

2 kroner for hver tomat, der står i køledisken, men langt fra

alt kan sælges i EU, derfor eksporterer man det til bl.a. Afrika.

Dette er jo umiddelbart godt, da Afrika jo mangler mad, det

kan vi se i fjernsynet. Men, her går det galt.

EU sælger tomater til Senegal. Da EU giver tilskud til den

europæiske bonde, betyder det at tomaterne kan sælges billigt

til Senegal. Det er godt for EU’s økonomi, ud fra import

-eksport scenariet, som vi tidligere har gennemgået. Det er

naturligvis ikke godt for Senegals økonomi at skulle importere.

EU’s landbrug gør det dermed meget svært for afrikanske

bønder at sælge deres egne tomater, da de ikke får tilskud.

Man taler om at EU dumper priserne.

Mange afrikanske landbrug må derfor opgive at producere,

hvorved der skabes arbejdsløshed. Dermed bliver Senegals

økonomi dårligere, og landet kan måske ikke betale for fødevare

og landet må nu låne penge af EU for at købe varerne

eller landet får fødevarerne som nødhjælp.

På den måde er EU’s landbrugsordning, forhåbentlig utilsigtet,

med til at fastholde afrikanske borgere i arbejdsløshed og

dermed håbløshed.

Flere partier, bl.a. Enhedslisten, har derfor peget på landsbrugsordningen

som et problem og at frihandel formentlig

vil hæve afrikansk levestandard og dermed på længere sigt

fjerne hungersnød og flygtningestrømme til EU.

84


I 2008 begyndte EU at lave en liberalisering af landbruget,

men en almindelig landmand får fortsat næsten 300.000 kroner

for hver 100 hektar han dyrker. Til sammenligning får en

afrikansk bonde omkring 150 kroner, i øvrigt betalt af EU´s

landbrugsstøtte ordning. EU vil sætte dette beløb, og selvom

det umiddelbart kan virke fornuftigt, kan man jo spørge om

man ikke bare kunne fjerne støtteordningen i EU?

De Sydamerikanske lande presser også på for at fjernet støtten,

da de kun i begrænset omfang kan komme ind på markedet,

hvor EU holder priserne kunstigt lave, men politikerne

er naturligt nok bange for at det vil udkonkurrere landbruget

i Europa, for så kommer vi måske til at stå i den situation

som de fleste afrikanske lande står i.

Dette kan man naturligvis debattere, tilhængere af landbrugsordningen

spørger bl.a. om EU’s borgere vil acceptere

lavere levestandard for at udlandets levestandard kan gå op.

Modstanderne vil mene, at EU´s landbrug er brudt sammen

økonomisk, og at landbruget må lære at stå på egne ben inden

det ødelægger Europas økonomi.

85


Kapitel 13

Økonomi

Økonomisk teori

En økonomisk teori prøver at forstå

økonomien og dermed forudsige, hvad

der vil ske under bestemte økonomiske

forhold. Her er de to mest kendte

og anerkendte.

Keynes (1883-1946)

John Maynard Keynes (5. juni 1883 -

21. april 1946) var engelsk økonom.

Han regnes normalt som grundlæggeren

af makroøkonomien med sit berømte

værk The General Theory of

Employment, Interest, and Money fra

1936.

Nøgleordene i Keynes økonomiske

teori er at udbud og efterspørgsel følges

ad. Produktionens omfang og beskæftigelse vil afhænge

af efterspørgselen, en anden afgørende faktor er muligheden

for at afsætte sin produktion.

Forbrugskvote og opsparingskvote

Husholdningernes indkomst bestemmer, hvor stor del der

bruges og hvor stor del, der spares op. Dermed udleder han,

at jo mindre indkomsten er, jo mere vil blive brugt i procent

til forbrug. Den fattiges forbrugskvote vil derfor i procent

være højere end den riges. Den riges husholdning vil spare

mere op end den fattige, dermed vil den riges opsparingskvote

altså være højere end den fattiges.

Keynes mener ikke markedet overladt til sig selv kan opsluge

arbejdsløshed og dermed af sig selv afskaffe kriser. Først og

fremmest fordi lønningerne næppe vil falde, uanset hvor

meget arbejdsløshed der kommer. Fagforeningerne vil holde

lønnen oppe.

Han forslog at staten kunne stimulere landets økonomi.

Dermed øges landets forbrugskvote ved fx at give bistandshjælp.

Hvis den arbejdsløse ikke modtog nogen penge, kunne

denne heller ikke bruge nogen penge, hvorved muligheden

for afsættelse af virksomhedernes produkter ville blive

forringet.

Kritikken af Keynes er dog at det ødelægger den naturlige

balance mellem udbud og efterspørgsel, samt at hvis regerin-

86

John Maynard Keynes regnes som faderen til

moderne makroøkonomi.

Foto: http://mises.org/daily/3845 bragt med tilladelse


ger stimulere økonomien på det forkert tidspunkt kan det

føre til overophedning af landets økonomi, dvs. at virksomhederne

ikke kan følge med i efterspørgslen af varer og må

enten afvise ordre eller importere (kvalificeret) arbejdskraft

udefra, hvilket jo ikke afskaffer arbejdsløsheden.

En anden grund til arbejdsløshed kunne være mismatch,

dvs. ufuldkommenheder på arbejdsmarkedet, udbud og efterspørgsel

passede ikke sammen.

Milton Friedmans økonomiske teori

Milton Friedman (1912 - 2006) var en amerikansk

økonom, mest kendt for sit arbejde inden

for makroøkonomien og for sin støtte til laissez

faire-kapitalisme. Grundlæggende skulle økonomien

altså passe sig selv.

I 1976 fik han tildelt Nobelprisen i økonomi for

sine arbejder inden for forbrugsanalyse, monetær

historie og teori samt stabiliseringspolitik.

Milton Friedman er ligeledes kendt for sine ide-

Milton Friedman (1912 - 2006)

er om naturlig arbejdsløshed, monetarismen.

Denne grænse, som ikke er fastlagt, men varierer

alt efter hvilke forhold m.v. der er til stede i

landet, vil yderligere økonomisk-politiske tiltag for at nedsætte

ledigheden kun føre til overophedning og øget inflation,

idet kravene om kvalificeret arbejdskraft fra erhverslivet

ikke vil kunne imødekommes af de ledige. Der skabes såkaldte

flaskehalse.

I 70’erne var monetarismen et brud med Keynesianismen,

da der nu skulle accepteres en naturlig arbejdsløshed, som

man kun kunne ændre på gennem langsigtet strukturpolitik.

Hvis man kunstigt forsøger at sænke renten ved at åbne mulighed

for en større efterspørgsel af varer, vil det blot resultere

i en forventning om inflation, hvilket dernæst vil igangsætte

en ukontrollerbar løninflation, som i den sidste ende

vil føre til øget arbejdsløshed pga. dårlig konkurrenceevne.

For at kontrollere økonomien ville det bedste altså være at

kontrollere pengemængden og altså dybest set undlade at

gøre alt for meget i både op og nedgangstider, men derimod

accepterer at økonomien nogle gange går op og andre gange

går ned.

87


Det økonomiske kredsløb

Danmark består af en stor privat sektor og en stor offentlig

sektor, man kalder sådan en økonomi for en blandingsøkonomi.

Det har gennem de senere år været hensigten at mindske

den offentlige sektor, mens den private sektor skulle

vokse. Denne plan er imidlertid ikke lykkes, og i dag er 51%

forsørget af staten enten gennem passiv forsørgelse som fx

bistandshjælp, pension eller lign. eller ved at arbejde i det

offentlige.

Man kan tale om offentligt forbrug og privat forbrug. Staten

kan direkte styre det offentlige forbrug, mens det kun indirekte

kan styre det private forbrug ved hjælp af skatter og

afgifter.

Når skiftende regeringer alligevel ikke har beskåret den offentlige

økonomi, som man jo ”bare” kan gøre, så handler

det om at regeringer ønsker at blive genvalgt og offentlige

besparelser eller forringelser af service om man vil er et meget

upopulært emne.

BNP som rigdomsmåler

Bruttonationalproduktet (BNP) ses som måler for et lands

rigdom og velstand. Det er et forsøg på at opgøre samtlige

erhvervsproduktion, altså både privat og offentlig produktion.

Regnestykket ser således ud:

Offentlige udgifter for de ydelser der stilles til rådighed,

minus overførselsindkomster

+

privat sektors produktion

-

Råstoffer, halvfabrikater og tjenesteydelser som leveres til

hinanden

=

BNP

Hvis man ser på BNP per indbygger, kan man sammenligne

landenes velstand.

Anvendelighed af BNP

Det er svært at vurdere, hvorvidt BNP egentlig er et brugbart

redskab. BNP tager udelukkende hensyn til produktionen,

ikke til hverken levestandard eller befolkningens købekraft

eller varernes kvalitet.

Et andet problem med BNP er at den kun bruger registrerede

produktion. I Danmark passes langt de fleste børn udenfor

hjemmet, mens dette ikke er tilfældet i de fleste afrikanske

lande, men børnene bliver jo alligevel passet.

88


Da BNP heller ikke måler produktionen i hjemmet, vil et

land som Danmark, der ikke har mange hjemmegående forældre,

få mere i BNP end et land, hvor der er mange hjemmegående

forældre.

Den sorte økonomi er ligeledes et problem. Her tales der

om den ulovlige produktion, fx narkohandel, svindel og sort

arbejde, det må af naturlige grunde baseres på et skøn.

Dog kan BNP benyttes som en vejledende indikator.

Big Mac indeks

En populær og sjov måde at opgøre landenes købekraft på,

er det helt igennem uofficielle Big Mac indeks. McDonalds

har forretninger i de fleste af verdens lande og menuen er

identisk og burde koste det samme. Ved at se på prisen kan

man derved se landenes økonomiske styrke. Danmark har

længe ligget i toppen af dette indeks. I 2007 skulle man betale

5,08 dollars, mens man i Kina kan slippe med 1,48 dollars.

Selvom indekset er lidt for sjov, så giver det alligevel en god

indikation af lønforholdene rundt om i verden.

Finanspoliti

Finanspolitik er bestræbelsen på at udforme statens skatteopkrævning

og udgiftsafholdelse på en sådan måde, at den

har bestemte virkninger på samfundsøkonomien.

Ved højkonjunktur føres kontraktiv finanspolitik, dvs. at

staten skrumper ind.

Ved lavkonjunktur føres ekspansiv finanspolitik, dvs. at

staten vokser.

Ifølge Keynes vil udbud og efterspørgsel altid gå i sinuskurver.

Når der er højkonjunktur vil opsparingen øges blandt de

rigeste, der simpelthen ikke har noget sted at placerer deres

profit.

På et tidspunkt vil det påvirke samfundsøkonomien negativt,

der er for mange penge, der er inaktive. Dermed vil forbrugskvoten

falde, hvilket vil føre til lavkonjunktur.

Forudsætningen for Keynes teori er altså at staten bliver

mindre ved højkonjunktur, men dette er ikke sket i Danmark

(eller nogle andre europæiske lande), hverken under

Nyrup-, Fogh- eller Løkkeregeringen er staten skrumpet,

tværtimod.

Det gør, at vi her i 2011 med lavkonjunktur ikke kan pumpe

penge ud i samfundet, men tværtimod må lave spareplaner

89


for at komme igennem krisen. Dermed bliver krisen formentlig

hårdere end den behøvede være.

Man har tværtimod ladet renten falde voldsomt for at holde

gang i hjulene, hvilket Friendmann advarede imod, ligesom

man lod rentefrie lån på huse blive indført stik imod økonomernes

anbefalinger.

Begrundelsen til at man ikke trak økonomien sammen skal

formentlig ses i lyset af at regeringen har været angst for vælgernes

reaktion på dette.

Dermed kan man spørge om vælgerne i kraft af deres reaktionsmønstre

ikke er medskyldige i dette svigt? Man kan også

vende den om og spørge om det ikke er enhver politikers

ansvar tage upopulære beslutninger, som man ikke kan forvente

den almindelige borger kan sætte sig ind i de fulde

konsekvenser af?

90


Kapitel 14

De økonomiske

balanceproblemer

En forudsætning for at følge med i den politiske debat er at

man har styr på den økonomiske side af politik, hvilket også

involvere arbejdsløshed, da arbejdsløshed (eller mangel på

arbejdsløshed), betyder meget for statens budget.

Tre store balanceproblemer:

Arbejdsløshed

Betalingsbalance

Statens budget

Arbejdsløshed

Arbejdsløshed betyder, at man ufrivilligt ikke har et arbejde

og skal forsørges af andre.

Inddeling af arbejdsløshed

Sæsonkorrigerede arbejdsløshed Arbejdsløsheden er større eller mindre alt efter sæsonen.

Mange sodavandsbryggerier har fx flere ansat om

sommeren end om vinteren.

Hjemsendelsesledighed Når arbejderen sendes hjem pga. dårligt vejr, mangel på

produktionsmidler eller ved nedlagt produktion i

forbindelse med jul og nytår. Det sidstnævnte gør,

at arbejdsløshedsforsikringen er med til at betale for

virksomhedens omkostninger.

Friktionsledighed Når folk i kortere perioder (dvs. op 1-3 måneder) er

ledige mellem jobskifte.

Strukturarbejdsløshed Der er nok arbejde, men de ledige er placeret geografisk

forkert og/eller er ikke uddannet til de jobs som er til

rådighed.

Teknologisk arbejdsløshed Når en virksomhed fritstiller arbejdskraft pga. forbedret

teknologi. Dette forbedre dog tit konkurrenceevnen og

kan på længere sigt give jobs igen. Nogle økonomer

henviser dog til at nogle virksomheder blot fritstiller

gevinsten og altså ikke investere den på ny i

virksomheden, hvilket på sigt kan blive et

samfundsøkonomisk problem.

Langtidsledighed Når man gennem længere tid, mere end 2 år, er

uden arbejde.

91


Hvem er arbejdsløs?

Man taler om, at der er sket en polarisering på det danske

arbejdsmarked. Nogle klarer en lang uddannelse og de krav

som samfundet stiller, mens en anden gruppe opgiver på

halvvejen. Uddannelse anses som yderst vigtigt, særligt i vores

samfund med stigende krav til betjening af teknologi.

Restgruppe

• Den gruppe som ikke får en erhvervs

kompetencegivende uddannelse.

• Dem som kun får Folkeskolen

• Dem som kun får EFG basisår

• Frafaldet ved lærlinge og EFG uddannelser

• Frafaldet ved gymnasiale uddannelse

• Dem som kun får en gymnasial uddannelse.

Disse personer vil altid stå sidst i køen, når jobansøgningerne

skal sorteres, naturligvis sagt lidt firkantet. Det er bestemt

også muligt at en landmand vil foretrække en person med

kun 9. klasse frem for en akademisk uddannet som medhjælper.

Men der bliver færre og færre jobs, der ikke kræver en

uddannelse, dermed er sandsynlighed for arbejdsløshed markant

højere for ufaglærte end for faglærte.

Man snakker om holddeling:

A holdet Høj uddannelse, gode arbejds- og lønforhold.

B holdet Rutine opgaver, periodevis arbejdsløshed

C holdet Dem som "aldrig" kommer i arbejde.

Desværre også i høj grad ældre veluddannet fra

både A og B holdet, der snart skal på efterløn.

Der en højere arbejdsløshed blandt kvinder, og der ligeledes

højere arbejdsløshed blandt indvandre og deres børn, end

blandt højtuddannet. Kvinder er mest beskæftiget i "lavere"

stillinger. Denne tendens er dog hastigt aftagende. I Danmark

tyder alt dog på, at det handler om kvindernes valg af

karriere snarere end muligheder. Ligeledes er det naturligt at

kvinders karriere har et par stop undervejs (børn)

Udstødning fra arbejdsmarkedet

Arbejdsløshed anses af næsten alle som noget negativt. Udstødte

af arbejdsmarkedet er dem som ikke kan komme i

arbejde, selvom de gerne vil. Dog medregnes ikke pensionister

af alle former. Modtagere af offentlige ydelser i kort tid

medregnes heller ikke (sygedagpenge, kort tids arbejdsløshed).

92


Årsager til udstødning:

Som ved arbejdsløshed

Samt:

Nedslidning Fysisk eller psykisk nedslidning,

som gør én ude af stand til at arbejde.

Manglede kundskaber Fx indvandrere, der ikke formår at

lære sproget tilstrækkeligt

Kriminalitet Så grov kriminalitet at ingen vil

ansætte personen

Handicap Store psykiske eller fysiske handicaps,

der gør personen ude af stand til at

arbejde. Desværre er der en tendens

til at arbejdsgivere, private såvel som

offentlige, fravælger handicappede

alene fordi de er handicappede og må

ske kræver særlige hjælpemidler eller

hensyn.

Misbrug Misbrug af fx stoffer, alkohol eller

mad gør personen ude af stand til at

arbejde.

Kontanthjælp og dagpenge

I Danmark, og i de fleste andre lande, kan man optjene dagpenge

ved at arbejde. Hvis man mister sit job, får man en

lille løn udbetalt af staten, der kaldes for dagpenge.

I Danmark får man max 90% af sin tidligere løn og maksimalt

766 kroner (før skat) pr. dag. Man kan altså maksimalt

få en ”løn” på ca. 16.000 kroner før skat, til sammenligning

har en skolelærer ca. 30.000 plus pension. Man kan få denne

ydelse i op til 2 år i en periode på 3 år. Der er en lang række

regler, der skal overholdes og uhyrlige mængder papir, der

skal udfyldes. Hvis man ikke opfylder betingelserne mister

man sine dagpenge. Derefter kan man (måske) modtage

kontanthjælp.

Kontanthjælp er en slags overlevelseshjælp, hvor man får

ca. 10.000 kroner (før skat) samtidig med at man oftest skal i

aktivering, dvs. man skal arbejde 37 timer hver uge udover at

søge arbejde. Derudover må man ikke have nogen formue.

Kontanthjælp har vist sig i praksis at være en form for parkering

af de svageste i samfundet, for de stærkeste finder

hurtigt et arbejde med udsigten til kontanthjælp.

93


I Danmark bruger vi 14 milliarder på at aktivere folk,

dvs. at holde arbejdsløse beskæftiget med mere eller mindre

nyttige ting, men det kan også bruges af kommunen til at

dels holde andre ude af beskæftigelse og som billig arbejdskraft.

En virksomhed kan få en arbejdsløs i såkaldt jobtræning, og

det benyttes i stort omfang og det benyttes endda meget af

kommunerne selv. Man bruger dermed arbejdsløse som billig

arbejdskraft og sparer derved den almindelig, og højere,

løn.

Aktiveringsprojekter i bl.a. Odense og Ålborg går på at ordne

havearbejde for pensionister, fx at slå græsplænen hver

anden uge gennem en sæson for 400 kroner, hvilket ingen

private firmaer kan hamle op med, dermed mister firmaerne

arbejde og må afskedige folk, som så bliver arbejdsløse og

måske ender i aktivering som havemand.

I Danmark er der dog et dilemma angående dagpenge, dilemmaet

er følgende:

Arbejdsklare personer på dagpenge tager ikke (eller kun sjældent)

et arbejde, der giver mindre end dagpengene, det kan

ikke betale sig. Tidligere var dagpengeperioden 4 år, men

blev i juli 2010 sat ned til 2 år. Ideen er, at det vil få dagpengemodtageren

til at tage et lavtlønsarbejde. Dilemmaet har

været at nogle job ikke kunne besættes af arbejdsklare personer,

fordi lønnen var for lav. Regeringen håber dermed, at

flere almindelige, men dårligt lønnede, jobs kan besættes

uden at hente udenlandsk arbejdskraft.

Tanken er efter min mening god nok og vi i Liberal Alliance

var da også et af partierne bag aftalen, alligevel er vi absolut

ikke tilfreds med situationen. Forudsætningen for at dagpengemodtageren

finder et job med udsigten til kontanthjælp

(udfra heller et 25 timersjob til 12.000 end 10.000 for 37 timer)

må nødvendigvis være at arbejdet eksisterer, hvilket

kræver at regeringen laver gode betingelser for erhvervslivet.

Se afsnittet realpolitik fra s. 46.

Reel arbejdsløshed

Den reelle ledighed er under konstant debat, nogle arbejdsløse

er reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, fx narkomaner,

hjemløse, psykisk syge etc., men de står alligevel i

statistikken som arbejdsløse. De modtager kontanthjælp

Andre holdes kunstigt ude af statistikken, det kan være ledige

i jobtræning, ledige i job med løntilskud eller ledige på

efteruddannelse.

94


I Danmark er den officielle ledighed på cirka 200.000 personer,

men der næsten 800.000 i den erhvervsaktive alder der

er udenfor arbejdsmarkedet, foruden studerende og pensionister.

Det er omkring 25-27% af arbejdsstyrken.

Tallene fra 2005 er hentet fra Danmarks Statistik

http://www.dst.dk/

Lav eller højkonjunktur

Arbejdsløshed hænger nøje sammen med konjunktursvingerne.

Ved lavkonjunktur er der flest arbejdsløse, og omvendt

ved højkonjunktur. Men i dag er det dog ikke nok at

blot se på om Danmark har høj eller lavkonjunktur. Da

Danmark handler med resten af verden bestemmes arbejdsløsheden

ligeledes af om der mulighed for at afsætte produktionen.

Vi kan udlede at:

Højkonjunktur hos vores handelspartnere giver højst

sandsynligt højkonjunktur i Danmark.

I gamle dage handlede Danmark primært med Tyskland og

England, men i dag handler vi med mange lande spredt over

hele verden, hvilket har vist sig at være en god ide, da vi ikke

i samme omfang er sårbare overfor lavkonjunkturer hos vores

handelspartnere, vi kan flytte salget til et andet land.

I starten af årtusindet var der således lavkonjunktur i flere

europæiske lande, uden det i væsentligt omfang påvirkede

den danske arbejdsløshed. Man kan sige, at Danmarks finanspolitik

virkede efter hensigten.

Men i 2011 tyder alt på, at det meste af den vestlige verden

er på vej mod lavkonjunktur og det vil formentlig påvirke

Danmark negativt, medmindre at vi aktivt gør noget, for at

modvirke dette.

Betalingsbalance

Betalingsbalancen er en samlet opgørelse over forholdet

mellem Danmark og udlandet. Når en virksomhed eksporter

et produkt påvirker det betalingsbalancen positivt, mens det

påvirker betalingsbalancen negativt at købe produkter i udlandet.

Ved import sendes der altså penge ud af landet, mens

der ved eksport hentes penge ind i landet.

I Danmark importerer vi meget, men vi eksporter ligeledes

meget, og mange virksomheder importerer råstoffer og eksporter

efterfølgende den færdige vare.

Det er altså bedre for dansk økonomi at købe en dansk sko

95


end at købe en japansk.

Betalingsbalancen har verdens ledere vedtaget altid skal ende

på nul. Hvis Danmarks samlede regnskab fx giver 10 milliarder

i overskud, giver Danmark derfor enten et andet land et

lån på 10 milliarder, betaler af på vores gæld eller øger valutareserverne

med 10 milliarder, eller en kombination.

Siger man betalingsbalance siger man også kapitalposter,

som er en opgørelse af investeringer og låneoptagelse i Danmark

mellem Danmark og udlandet.

Kapitalbalancen viser altså status mellem kapitalposterne i

forhold til udlandet.

Overskud på betalingsbalancen vil hermed være det samme

som underskud på kapitalposterne.

Det vil sige:

Overskud på betalingsbalancens løbende poster vil altså

nedbringe gælden til udlandet med et tilsvarende beløb

(og omvendt).

Danmark har gennem tiden optaget meget store lån i udlandet,

fordi betalingsbalancen har været negativ. Gælden til

udlandet har været på mange hundrede milliarder, dertil

kommer en stor indlandsgæld. Staten går der ind og låner

penge af private danskere via statsobligationer, men det er

ikke forbeholdt danskere at købe statsobligationer.

Statens budget

Statens budget har meget stor betydning i et land som Danmark,

hvor statens budget er meget stort og udgør halvdelen

af landets samlede økonomi. Når statens budget ikke balancerer

låner staten penge enten i udlandet eller via statsobligationer.

Det kan stimulere økonomien, men det giver naturligvis

den slagside at renterne skal betales. Dem der modtager

renterne, er dem der har købt statsobligationer, men alle

er med til at betale renterne.

Staten kunne også vælge en pengeudpumpning, men det fører

som regel til prisstigninger (inflation), fordi der er for

mange penge i omløb.

Statens budget er på omkring 940 milliarder kroner. Når der

forhandles finanslov er det altså kun en meget lille del af den

samlede økonomi man debattere i Folketinget.

Statens pengeforbrug

Statens budget et steget ca. 15% de sidste 10 år og er nu på

96


940 milliarder danske kroner. Det kan skyldes mange elementer,

men en af anklagerne er at staten ikke bruger skatteborgernes

penge med størst mulig omtanke og derfor bruger

flere penge end nødvendigt, med deraf følgende højere skatter

end nødvendigt.

Milton Friedman forklarer de generelle indstillinger til penge

sådan (se illustration):

1. You spend your own money on yourself.

2. You spend your own money on someone else.

3. You spend someone else's money on yourself.

4. You spend someone else's money on someone else

Når man bruger sine egne penge (1) på sig selv og man vil

derfor sikre sig, at man opnår maksimal værdi for pengene,

samt at man har brug for tingene. Hvis man er på restaurant,

så sikrer man sig at få den billigste ret, som man mener,

smager bedst.

Når man bruger sine egne penge på andre (2) er man meget

opmærksom på ikke at bruge for meget, men man bekymre

sig mindre om den anden får maksimal udbytte. Hvis man

altså er på restaurant, så sikre man sig at få den billigste ret,

som man kan være bekendt at give, mens man bekymre sig

mindre om modtagerens oplevelse.

Når man bruger andres penge på sig selv (3), så er man kun

opmærksom på oplevelsen og ikke prisen. Hvis man altså er

på restaurant, så sikre man sig at få den ret man vil have

uanset prisen, som man jo ikke behøver tænke over.

Men hvad sker, der så når man bruger andres penge på andre

(4). Man bekymrer sig ikke om økonomien og forsøger

heller ikke at få størst mulig værdi for penge.

Det offentlige vil altså af helt naturlige grunde komme til at

bruge flere penge end godt er. Dem, der forvalter pengene

følger ikke noget ejerskab til dem og så er det nemmere at

bruge dem.

97


Han fortæller at sagsbehandlere jo er gode mennesker, der

gerne vil gøre det bedste for andre mennesker og derfor vil

give klienterne hjælp, men da det ikke er deres egne penge

sikre de sig ikke at pengene bliver brugt optimalt og de er

heller ikke økonomiske bevidste om brug af pengene.

I Danmark har man forsøgt at imødegå dette ved at lave

mange selvforvaltende enheder, sådan at sagsbehandlere og

offentligt ansatte føler større ansvar for pengene end ellers,

dette synes umiddelbart som en god ide, men man kan også

fremføre den kritik af det system, at man har fået rigtig mange

ledere og mellemledere, samt at selv almindelige medarbejdere

bruger meget tid på at administrere økonomi og dermed

mindre tid på at løse kerneopgaven.

Økonomisk politik kort

Økonomisk politik drejer sig om at påvirke økonomien, så bestemte mål

fremmes.

Ekspansiv finanspolitik Når staten stimulerer økonomien, fx ved

skattesænkelser, tilskudsordninger m.v.

Kontraktiv finanspolitik Når staten sammentrækker økonomien, fx

ved at udskrive skatter uden at bruge de

ekstra penge.

Pengepolitik Påvirkningen af økonomien ved hjælp af

rente og penge. Hvis der trykkes flere penge

kan det føre til inflation (priserne stiger).

Der må altså ikke være flere penge i omløb

end statens har reserver til, ellers forsvinder

tilliden til pengene (der repræsenterer guld)

og man ønsker flere og flere penge for at

sælge sit produkt.

Finanspolitikkens virkninger måles med den såkaldte finanseffekt.

Hver gang staten sætter skatten op eller ned påvirkes

finanseffekten, ja faktisk påvirkes finanseffekten hver

gang der laves ændringer i finanspolitikken, medmindre skattesammensætningen

og skattesatser forbliver de samme.

Åben eller lukket økonomi

En stor del af Danmarks handel foregår med udlandet, samlet

udgør handlen med udlandet omkring 35% af BNP, med

så høj udlandshandel kaldes Danmark for en åben økonomi.

Andre lande, fx Nordkorea, handler næsten ikke med udlandet.

Deres økonomi kaldes for lukket økonomi.

98


For åbne økonomier er det vigtigt at ens virksomheder er

konkurrencedygtige med udlandet.

Konkurrenceevne politik

Politikken handler om at forbedre landets virksomheders

muligheder for at konkurrere både indenfor eksport og muligheden

for at tage kampen op med importerede produkter,

herunder kvalitet og kvantitet.

I Danmark havde man i firserne en ”køb dansk” kampagne.

Indkomstpolitik

Det gør ud på at styre indkomstdannelsen, dvs. at styre landets

lønninger under eller på linje med de lande man konkurrere

imod. Det kan ske ved at opfordre til løn tilbageholdenhed

eller ved at gribe ind i overenskomstforhandlingerne.

Efter kronens fastlåsning til euro anses indkomstpolitik som

den mest effektive måde at sikre landet betalingsbalance på.

Man kan sige at:

forbedret konkurrenceevne --> øget eksport --> flere arbejdspladser

99


Forskellige livsformer:

Kapitel 15

Livsformer

En livsformteori antager at en gruppe mennesker opfører sig

på en bestemt måde i sammenhæng mellem arbejdsliv og

produktionsliv kontra kulturelle vaner og værdier.

Borgerskabets livsform Arbejde uddelegeres til andre.

Arbejde vælges til og fra alt efter interesse

Konservativ ideologi

Selvstændig livsform Ingen klar skillelinie mellem arbejde og frihed

Man arbejder det som er nødvendigt for virksomheden.

Selvstændigheden er dominerende ideologi.

Karriere livsform Man bruger fritiden på at uddanne sig, så man bliver bedre

på arbejdet.

Arbejdet anses som en fornøjelse

Anser sig selv som ansvarlig for sin lykke eller ulykke

Lønarbejder livsform Arbejde er et nødvendigt onde, for at kunne få fritid.

Klar adskillelses af arbejde og fritid

Tilhænger af stor offentlig sektor

Marginaliseret livsform Folk i den erhvervsaktive alder, som forsørges af staten.

Forsøg på selv at underholde sig selv.

Husmor livsform Hjemmegående og passer hus, mand og børn

Baglands livsform Ægtefælle som sørger for at modparten kan klare sig

bedre på jobbet.

Selvom der ofte kan være sammenfald mellem de forskellige

livsformer, så er det dog tydeligt, at man generelt i livet er en

af dem. En lønarbejderlivsform kan godt leve et liv som karrierelivsform,

men vil så være utilfredsstillet med sit arbejde

og sit liv.

100


Kapitel 16

Flygtninge og indvandrer

Gennem de sidste 10-15 år har flygtninge og indvandringsdebatten

fyldt mere og mere, flere valg er blevet afgjort alene

på den konto. I dette kapitel vil jeg forsøge, så objektivt som

det er muligt, at gennemgå følgende:

• De historiske fejl

• Integration

• Forskellen på indvandrer og flygtninge

De fremmede er et begreb, der dækker over indvandrer,

flygtninge og andengenerationsindvandrer. Begrebet kan være

negativt ladet, hvilket dog ikke har været min hensigt i

dette kapitel.

De historiske fejl

Da Danmark i slutningen af halvtresserne og tresserne oplevede

en massiv mangel på arbejdskraft førte det i første omgang

til nul procent arbejdsløshed og til at kvinderne kom på

arbejdsmarkedet, men da dette ikke var nok, begyndte Danmark

at importerer arbejdskraft, primært fra Tyrkiet. Man

kan altså sige, at økonomien blev overophedet, og et enigt

Folketing valgte at importere arbejdskraft udefra for at dæmpe

overophedningen. Hvis man ikke havde gjort det, ville

Danmark have mistet nogle ordrer, men det er ikke det store

problem med overophedning, problemet er at det presser

lønningerne i vejret, hvilket, som beskrevet tidligere i bogen,

skader konkurrenceevnen og dermed landet i den sidste ende.

Da kun få (åbenbart) tænkte på, at der kunne komme arbejdsløshed

en dag fik alle statsborgerskab uden de store

betænkeligheder. Ligeledes fejlede man på alle områder med

at gøre dem til en del af Danmark, således lærte mange hverken

dansk eller noget om dansk kultur, mange tog deres familie

med herop og da indvandrerne kunne forsørge sig selv

gav heller ikke dette problemer. Men det gav et parallelsamfund,

men igen: Da alle var i arbejde gav det ingen problemer.

Jeg kommer tilbage til, hvorfor dette er så afgørende.

I praksis gav de over 100.000 indvandrer fra primært Tyrkiet

altså ingen problemer i tresserne og halvfjerdserne, men da

oliekriserne i 1973 og 1979 kom, begyndte problemerne.

Landet blev ramt af lavkonjunktur, der resulterede i arbejdsløshed.

Socialdemokraternes daværende formand Anker Jørgensen

101


kunne ikke gennemføre de nødvendige økonomiske reformer,

da der ikke var flertal for dem. Resultatet var, at Danmark

i starten af firserne var tæt på økonomisk kollaps.

Anker Jørgensen mente, at kurverne ville vende igen, hvilket

de som bekendt ikke gjorde. Resultatet blev derfor at den

socialdemokratiske regering blev tvunget til at overlade magten

til den såkaldte firkløverregering (konservative, Centrum

Demokraterne, Kristendemokraterne og Venstre) i starten af

firserne.

I firserne var skiftende regeringer under Poul Schlüters ledelse

nødt til at gennemføre meget skrappe økonomiske foranstaltninger,

der rettede økonomien op igen, men ligeledes

gav den effekt som Anker Jørgensen havde frygtet, nemlig

massiv arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden blev officielt på over 450.000 personer,

men reelt formentlig det dobbelte, men fine pensionsordninger

gjorde, at mange over 50 stoppede på arbejdsmarkedet,

men ligeledes var der mange unge, der blev helt overladt til

sig selv på bistand. Dagperioden var på 9 år og nogle gik i 9

år på dagpenge. Det blev simpelthen en livsstil for dem at

være uden arbejde. Men dem, der ikke var i dagpengesystemet

måtte klare sig med en bistandshjælp og det kunne man

ligeledes gå på i årevis uden udsigt til arbejde og dermed forbedret

levestandard.

Dette førte kun til dels til bitterhed mod regeringen, men

ligeledes en, malplaceret, misundelse på de indvandrer, der

fortsat var i job. ”De tager vores job” lød det. Faktum var

dog at arbejdsløsheden blandt indvandrerne var langt højere

end blandt danskere, selv i dag er arbejdsløsheden højere

blandt indvandrere end blandt danskere. Dem, der ikke var i

arbejde, blev skældt ud over at de modtog dagpenge/

kontanthjælp og derfor var indirekte skyld i landets problemer.

Op gennem firserne begyndte der ligeledes at komme store

flygtningestrømme fra Irak og Iran (pga. krigen), og mange

danskere havde svært ved at acceptere, dels at nogle af dem

kom i arbejde, dels at man fik endnu flere at slås med om

arbejdet, dels at der kom endnu flere på overførselsindkomst

og dels at ”opførte de sig underligt”.

Hvilket egentlig var meget naturligt, da man intet gjorde for

at lære dem hverken dansk eller noget om dansk kultur. De

blev overladt til sig selv i et land, der var vidt forskelligt fra

deres eget land.

Faktum var dog det, at indvandrer og flygtninge generelt

102


havde meget svært ved at finde arbejde, når mange af indvandrerne

alligevel blev i landet skyldtes det, dels at de fik

bistandshjælp eller var dagpengeberettiget, dels at mange

havde boet her tyve år og deres børn ikke kendte andet end

Danmark, og dels at der var endnu ringere mulighed for arbejde

i hjemlandet.

Udstødelsen

Der hersker i dag ingen tvivl om at ”de fremmede” er mere

kriminelle end danskere. Dette er understøttet af Justitsministeriet.

Det er generelt er svært for kriminelle at få arbejde.

Disse kriminelle udgør ofte en del af det, vi kalder restgruppen,

hvis personen samtidig ikke kan sproget tilstrækkeligt,

ikke kan kulturen og er ufaglært, så begynder der at tegne sig

et billede af en gruppe, der ikke har det nemt på arbejdsmarkedet.

Men hvorfor er de så mere kriminelle? Lad mig se på det ved

at se på nogle af de mest almindelige udsagn nævnt i debatten

gennem de sidste 15 år.

Genetisk

Nynazister mener at indvandrer og særligt ”den muslimske

race” er genetisk mere kriminelle end den hvide race. Dette

er noget sludder, faktisk behøver man ikke engang debattere

påstanden, for med afkodningen af menneskets DNA, blev

det fastslået at alle mennesker i verden er af samme race.

Udseendet betyder altså ikke noget, sorte og hvide er af samme

menneskerace, og dermed falder hele racebegrebet til

jorden og vi vil ikke bruge mere plads på det i denne bog.

Jeg vil blot konstatere, at der er (få) personer, der mener

denne påstand helt alvorligt. I Danmark er der under 100

nynazister, men de fylder meget i mediebilledet.

Kultur

”De klumper sig sammen i ghettoer og taler deres eget

sprog”, er en anden påstand.

Langt de fleste af de oprindelige indvandrer lærte kun minimalt

dansk. Det var ikke nødvendigt for at få et job og passe

det. Det blev altså først et problem ikke at kunne dansk, da

mange rutine jobs forsvandt, fx at stå ved et samlebånd. I

dag kræves der uddannelse for at have de fleste jobs, og det

fik kun de færreste, endnu værre var det måske, at det gjorde

mange af deres børn og børnebørn heller ikke.

Dette kan synes ulogisk, men egentlig er det en naturlig konsekvens.

De fremmede talte ikke vores sprog og søgte derfor

hurtigt sammen, ja mange kommuner samlede dem ligefrem,

dermed gjorde man det legalt og almindeligt at tale sit eget

sprog.

103


Dansk blev dermed 2. sproget for mange af de fremmede.

Hvilket igen gjorde det meget sværere for dem at få sig den

nødvendige uddannelse, som nutidens arbejdspladser kræver.

Dermed øges risikoen for udstødelse, og dermed også

kriminalitet og marginalisering af den enkelte.

Mange af de fremmede har udtrykt bitterhed mod Danmark,

dette kan synes helt urimeligt, men må igen ses som en naturlig

konsekvens.

Deres bedsteforældre kom til landet som gæster, men endte

med at blive set skævt til. Mange af bedsteforældrene kunne

ikke klare det danske samfundsstigende krav og det er naturligt

at denne bitterhed er ført videre til deres børn, der altså

heller ikke lærte ordentlig dansk og derfor opsøgte de samme

bydele, hvor der boede ligesindede og igen gik det videre

til næste generation.

For der er faktisk en mental forskel på danskere og i særdeleshed

folk fra mellemøsten. Her anses det som mandens

pligt at forsøge sin familie, når manden ikke er i arbejde, mister

han sin status og endnu værre sin selvagtelse. Det påvirker

naturligt nok den familie, hvor børnene vokser op. Børnene

fik så heller ikke fik lært ordentlig dansk og ikke kunne

få lektiehjælp. Nogle hører først dansk, når de starter i skolen,

og dermed får dansk som 2. sprog. Der er her tale om

det, man kalder den sociale arv.

Man kan sige, at de fremmede på den måde bliver fremmedgjort

overfor det samfund de lever i. Derfor kan det synes

som en naturlig konsekvens af dette, at mange fremmede

henter deres familie fra hjemegnen, da danskere er

”mærkelige”, for mange har ikke tillært sig den danske kultur

og ved simpelthen ikke, hvad den går ud på.

I et fremmedgjort samfund, opvokset i bitterhed og uden

mulighed for at klare sig i uddannelsessystemet ender mange

af de fremmede i gruppe C (kap. 13). Og det er i gruppe C,

at vi finder langt størsteparten af de kriminelle. Nogle vil

endda hævde, at de ikke havde andre muligheder end kriminalitet,

hvilket selvfølgelig er noget sludder. Man vælger selv

om man vil være kriminel.

At kriminaliteten er større blandt de fremmede end blandt

danskere er altså ikke så overraskende, når det kommer til

stykket. Men det har dog, og naturligt nok, forstærket udstødelsen

af gruppen og virker dermed selvforstærkende. Dette

skal ikke ses som en undskyldning, men en forklaring, eller

viden omkring den forhøjede kriminalitet blandt etniske

grupper, og den viden skal vi bruge til at stoppe kriminalite-

104


ten, for der er ingen undskyldning eller accept af kriminalitet

fra min side.

Hvordan den sociale arv brydes er straks er helt andet

spørgsmål og det har man da også forsøgt at gøre på forskellige

mere eller mindre vellykkede måder. Her vil jeg fortælle

om nogle af dem.

Integration

Skiftende regeringer har gjort forskellige tiltag for at bryde

den onde spiral. Man taler om øget eller bedre integration,

når det kommer til praktisk handling og praktisk problemløsning

har det dog været så som så med løsningerne.

Nyrup regeringen indførte den såkaldte starthjælp, hvor

meget hjælp, der er tale om kan man dog stille sig tvivlende

overfor, for starthjælpen er blot udtryk for at man får en væsentlig

lavere bistandshjælp, for danskere er det kun den første

måned, mens det kan være helt op til 7 år for fremmede

borgere.

Starthjælpen, der dengang hed integrationsydelse, blev fjernet

igen efter kort tid, fordi resten af folketinget mente den

var fremmedfjendsk, men dog genindført efter regeringsskiftet

i 2001, nu med et andet navn, starthjælp.

Målet er, at få flere fremmede ud på arbejdsmarkedet (fordi

de så forsvinder fra restgruppe C). Starthjælpen har haft en

positiv virkning, men spørgsmålet må være, om det er den

faldende arbejdsløshed og stigende beskæftigelses skyld eller

om det er starthjælpens. De socialistiske partier mener dette,

mens, ikke overraskende, de borgerlige partier, der indførte

starthjælpen, mener det er pga. af starthjælpen at så mange

fremmede er kommet i arbejde. Nu hvor arbejdsløsheden er

stigende kommer der måske syn for sagen. Umiddelbart er

der dog intet der tyder på at indvandrer bliver mere afskediget

end danskere, det synes udelukkende at handle om uddannelsesniveau

Den nuværende regering har valgt at øge straframmerne for

kriminalitet og gjort det muligt udvise kriminelle ikke-danske

statsborgere. Den grundlæggende ide er, at man ikke samler

på kriminelle. Det må dog siges, at være symptombehandling

og ikke en løsning i sig selv.

Man har givet kommunerne besked på at sprede nye flygtninge

over hele landet og har endda indført stavnsbånd for

dem de første tre år, hvor de altså ikke må flytte til en anden

by eller bydel uden kommunens accept.

Børn bliver i dag sprogtestet allerede i 4 års alderen, hvis

105


arnets sprog ikke er udviklet nok eller ikke kan dansk, så

sættes der ind med sprogstøtte. Forældrene kan blive pålagt

at sende deres børn i børnehave.

Man taler altså om, at regeringen forsøger at bryde den sociale

arv, dvs. at uudannede forældre får uddannede børn, at

arbejdsløse forældre får arbejdende børn, at kriminelle forældre

ikke får kriminelle børn, at socialt svage forældre ikke får

socialt svage børn osv. osv.

Den sociale arv er dog i praksis særdeles svær at bryde, og

det gør opgaven vanskelig at resultaterne først viser sig efter

årtiers indsats. Specielt pigerne har dog vist sig at være meget

modtagelige og andelen af piger, der tager en uddannelse

er faktisk højere blandt de fremmede end blandt danskere.

Debat uden viden

Som du kan læse, er realpolitik altså en blanding af holdning,

viden og hvad der er praktisk muligt indenfor de

rammer samfundet har.

Det er vigtigt, at man har en vis holdning til spørgsmålet.

Holdningen afgøre hvordan man vælger, at gribe problemet

an. Hvis man ser et multietnisk samfund som en gevinst, vil

man naturligt nok gribe problemet anderledes an, end hvis

man er imod et multietnisk samfund.

Men en holdning uden viden er helt håbløst, det nytter ikke

noget at tale om ”høj kriminalitet og jeg tror at…”, i politik

handler det om at indsamle viden omkring det konkrete emne

og forhåbentlig være så modtagelig overfor den viden at

det enten bekræfter eller afkræfter et problem, og endnu vigtigere

at man kan benytte denne viden til at komme med løsninger

eller løsningsforslag, altså hvad der er praktisk muligt.

Du har sikkert hørt ”vi skal bare sende alle perkere ud”. Sætningen

er i sig selv nedsættende omkring en gruppe borgere,

men lad os for et kort sekund gå ind i sætningen. Hvem er

disse ”perkere”? Er det alle indvandrere? Er det folk med en

bestemt religiøs overbevisning? Er det nogen fra et bestemt

land? Og hvor skal vi egentlig sende dem hen? Udsagnet giver

ingen mening, og det er derfor helt umuligt, at debattere

ud fra dette standpunkt. At debattere politik uden viden er

umuligt at gøre uden at spilde sin tid.

Forskellen på indvandrer og flygtninge

Indvandrer er personer, der er kommet til landet for at arbejde

og/eller bosætte sig.

Personerne kunne, i mange tilfælde, ligeså vel være blevet i

deres hjemland, men ønsker at prøve lykken her i landet.

106


Det er fx indvandrer fra USA, England, Norge osv. Som udgangspunkt

skal man være selvforsørgende for at kunne indvandre

til Danmark, der officielt har haft indvandringsstop

de sidste godt 40 år. Det er meget svært at komme til Danmark

og bosætte sig, selv hvis man har et arbejde på hånden.

Man kan få en arbejdstilladelse, hvilket giver en lov til at

arbejde i landet, men ligeledes at man ved arbejdsløshed skal

forlade landet igen.

Indvandrer kommer primært fra vestlige lande, men der er

også mange familiesammenførte fra andre lande. Indvandrer

får dog (indirekte) statsstøtte til danskundervisning og har

ret til sundhedssektoren. Kan man klare en danskprøve har

man ligeledes adgang til uddannelsessystemet.

Indvandrer er altså personer, der ikke må ligge samfundet til

last, da man ikke ser dem som forfulgte personer, og altså

ligeså vel kunne være i deres eget land. Her er det sådan, at

staten ikke vurderer en begrundelse som kærlighed, som en

grund til at være i landet. Hvis man er kæreste med en indvandrer,

der ikke kan forsørge sig selv, så vil denne person

blive afvist. Man kan så også vælge at gifte sig med kæresten,

men så skal man fortsat kunne forsørge denne. Derudover

bliver parrets samlede tilknytning til hvert land vurderet.

Det er vores indstilling i Liberal Alliance at vi skal have åbne

grænser, men til gengæld skal alle indvandrere selv tegne diverse

forsikringer og have et job på hånden, hvis de mister

jobbet, må de forlade landet igen.

Vores slogan er: åbne grænser og lukkede kasser.

Det betyder alle, der kan og vil klare sig selv er velkomne,

mens alle andre ikke er det. Flygtninge er en helt anden sag,

som vi nu skal se på.

Flygtninge

Der er 2 slags flygtninge, selvom man officielt ikke skelner

sådan.

Reelle flygtninge er personer, der er forfulgt af deres lands

regering eller er flygtet fra hungersnød, krig eller lignende.

Personerne har altså ikke som sådan valgt Danmark for at

prøve lykken, men har søgt efter et mere sikkert sted at være.

Disse personer er altså havnet i Danmark af nød og vil

være berettiget til at være i landet, indtil det er sikkert at vende

hjem.

De skal behandles ordentligt, vi i Liberal Alliance mener at

de skal lære dansk fra dag 1 og skal i en form for aktivering.

107


Det værste, der kan ske, hvis det viser sig at de er bekvemmelighedsflygtninge,

er at de har lært noget dansk, og det er

der ingen, der har taget skade af.

Der findes også de såkaldte bekvemmelighedsflygtninge,

der er personer, der kommer fra områder af verden, hvor

der nok er ubehageligt at være, der er måske både censur,

terror, jævnligt hungersnød eller lignende. Men personerne

er ikke forfulgte personligt og har derfor intet krav på at

komme til Danmark.

For de flygtninge bliver opholdet i Danmark ikke særlig

godt. De ender med sidde i en lejr bag pigtråd og kan vente i

årevis på at blive sendt ud igen, medmindre de rejser frivilligt.

Som jeg tidligere nævnte, så er måske den vigtigste ingrediens

i politik viden, og derfor kan en debat omkring flygtninge,

indvandrer og lignende nemt blive helt håbløs, fordi

mange ikke har den viden eller er præget af fordomme og

følelser.

108


Kapitel 17

Kunsten at tyde et indlæg

Følgende indlæg blev bragt på 180grader.dk og Nordjyske.dk

i juni 2011

Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet.

Det blev læreruddannelsen op til 1993. Undervisningsministeriet

bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne

og altså hvilken undervisning, der skulle til før

en lærerstuderende kunne blive lærer. Ministeriet havde altså

det fulde ansvar for uddannelsen. Ude på læreruddannelsen

havde man undervisere, en rektor og en enkelt sekretær.

Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt

nok, at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor

havde et enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer

fordelt over fire år plus praktik.

Men i 1990´erne skulle der ske noget med læreruddannelsen,

man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav

man hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at

uddanne lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og

ministeren havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det

var ude på undervisningsstedet.

Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne

faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer.

Administrationen er tordnet i vejret. I 2000 blev 8 % brugt

på administration, i 2010 var det 33 %.

Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret

med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret, det

var ikke længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren

læst mine tanker, så lyder det: han ser ingen sammenhæng

mellem færre penge og færre timer til de studerende

(Undervisere juni11). Det er vel egentlig interessant. Man

forventer altså ikke at undervisningen bliver påvirket af, at

man bruger færre penge!! Bliver den så heller ikke bedre af

flere penge?

Giv friheden tilbage

Undervisningsministeriet kunne læse dette ved at man ganske

enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk

at høre om ”metodefrihed og selvstændighed”, når det

egentligt blot indbefatter at man sidder i små grupper og debattere

om et fag skal have 100 eller 150 timer, mens man

ved at fjerne denne ”metodefrihed” kunne give 300 timer.

109


Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har

ansvaret for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere

sig om det, de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre

undervisning. Nogle gange skal man spørge sig selv om

hvad frihed egentlig er. Er det frihed at sidde og debattere

økonomi, når man egentlig ikke har forstand på det eller har

interesse i det?

Men tør man?

Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage

ansvaret for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor

bliver det nok ikke til noget, og det er uanset om det er

en borgerlig eller socialistisk regering.

Nu hvor du har læst indlægget, kommer din opgave som læser.

Nemlig at forstå blogen og motivlæse den.

Der er nogle påstande, som skribenten henviser til, nemlig

Undervisere juni11, et opslag på nettet vil kunne bekræfte

tallene, men hvis det kommer fra en folketingskandidat kan

du være ret sikker på at det er kontrolleret en ekstra gang,

inden det kommer i ”trykken”.

Det bør man i hvert fald gøre, for som folketingskandidat

har man fjender. Det skal forstås på den måde, at der er 179

pladser i Folketinget og ikke flere, så selvom der måske er to

lige egnede kandidater, så er der fortsat kun 1 plads de slås

om.

Lad os i fællesskab tyde indlægget:

”Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet.

Det blev læreruddannelsen op til 1993. Undervisningsministeriet

bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne og

altså hvilken undervisning, der skulle til før en lærerstuderende

kunne blive lærer. Ministeriet havde altså det fulde ansvar for

uddannelsen. Ude på læreruddannelsen havde man undervisere,

en rektor og en enkelt sekretær.”

I dette afsnit bliver præmissen for indlægget gjort klart. Ministeriet

kan måske med rette hævde at det foregik i samarbejde

med fagfolk, og hvis man er meget emsig kan man

hævde, at jeg påstår en enkelt minister bare sad og slyngede

tal ud til højere og venstre. Hvis det sker, kan det beskrives

som en forsvarsreaktion, og du kan være sikker på, at skribenten

er inde på noget af det rigtige. Medmindre selvfølgelig

at præmissen kan afvises og svarskribenten godtgøre dette.

110


”Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt nok,

at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor havde et

enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer fordelt over

fire år plus praktik. ”

Her kommer det første data, det er rimelig nemt at kontrollere

om 2500 timer passer. Hvis der er skribent, der hævder

at timer blev aflyst og tallet måske derfor kun er 2450, så

bliv mistænkelig. Er svarskribenten ude i et ærinde om at

afspore debatten, og så må vi nødvendigvis spørge os selv:

Med hvilken begrundelse? Mulige begrundelser kan være at

svarskribenten ønsker politikeren skal fremstå utroværdigt,

det kan også være for at stoppe en ubehagelig debat.

”Men i 1990´erne skulle der ske noget med læreruddannelsen,

man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav man

hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at uddanne

lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og ministeren

havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det var ude på undervisningsstedet.”

Faktuelt er der ikke meget at komme efter, men man kan

ikke være i tvivl om, at jeg indirekte kalder det ansvarsforflygtigelse,

ministeriet er gået efter at have en syndebuk, hvis

uddannelsen bliver en fiasko. Man kan fortsat hævde, at ministeriet

har ansvaret, men det er min påstand, at nu har man

flyttet ansvaret fra ministerkontoret ud til det enkelte uddannelsessted.

Ministeren kan altså nu skælde uddannelsesstedet

ud, tidligere ville ministeren være tvunget til at forholde sig

direkte til kritikken. Det er ubehageligt, og vi er tilbage ved

min tidligere påstand i bogen, angsten for vælgernes reaktion.

Det er altså min påstand, at ministeren nu kan vaske

hænder, hver gang der er kritik.

”Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne

faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer. Administrationen

er tordnet i vejret. I 2000 blev 8 % brugt på administration,

i 2010 var det 33 %.”

Her fortæller jeg at jeg har ret i min påstand. Uddannelsen er

ikke blevet bedre, tværtimod. Det er selvfølgelig klart, jeg

har ret i min påstand. Mit udgangspunkt, da jeg skrev indlægget

var jo netop disse tal. Havde tallene fremvist det

modsatte, havde jeg ikke skrevet indlægget. Til gengæld skriver

jeg ikke, hvorfra tallene kommer, så på det her tidspunkt,

skal man altså være på vagt.

”Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret

med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret, det var ikke

længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren læst

mine tanker, så lyder det: han ser ingen sammenhæng mellem

111


færre penge og færre timer til de studerende (Undervisere juni11).

Det er vel egentlig interessant. Man forventer altså ikke at

undervisningen bliver påvirket af, at man bruger færre penge!!

Bliver den så heller ikke bedre af flere penge?”

Endnu en påstand og reference til en udtalelse, denne gang

er kilden med, så kan man undersøge det, hvis man vil. Der

er også et angreb på den ansvarlige minister, der hævder en

påstand, jeg finder absurd, dette ønsker jeg læseren lægger

mærke til.

”Giv friheden tilbage

Undervisningsministeriet kunne læse dette ved at man ganske

enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk at høre

om ”metodefrihed og selvstændighed”, når det egentligt blot

indbefatter at man sidder i små grupper og debattere om et fag

skal have 100 eller 150 timer, mens man ved at fjerne denne

”metodefrihed” kunne give 300 timer.

Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har ansvaret

for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere sig om det,

de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre undervisning.

Nogle gange skal man spørge sig selv om hvad frihed egentlig er.

Er det frihed at sidde og debattere økonomi, når man egentlig

ikke har forstand på det eller har interesse i det?”

Men tør man?

Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage ansvaret

for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor bliver

det nok ikke til noget, og det er uanset om det er en borgerlig

eller socialistisk regering.

En bredside mod regeringen og et løsningsforslag, som man

så kan overveje. Mit motiv med artiklen er først og fremmest

at få læreruddannelsen og dermed Folkeskolen forbedret,

i adskillige indlæg taler jeg for at lærerne skal undervise

noget mere. Jeg skriver at underviserne igen kan koncentrere

sig om at undervise, jeg siger altså mellem linjerne at underviserne

er helt uegnet til at lave økonomi og drive et undervisningssted.

Men der er selvfølgelig også det motiv, at læseren

skal synes det er et godt forslag og det burde ind i Folketinget.

Når du læser et læserbrev, en blog eller et debatindlæg, så

tænk over følgende:

Hvad står der i indlægget?

Hvad står der ikke i indlægget?

Hænger det sammen med din viden på området?

Hvad er motivet bag indlægget?

Overvej, hvad din holdning er til emnet.

112


Kapitel 18

Store begivenheder

Politik kan tolkes, analyseres og drejes alt efter politiske

tilhørsforhold. I dette kapitel vil jeg se på nogle få

sager, der ændrede dansk politik. Sagerne er analyseret

subjektiv, og skal ikke ses som en endegyldig

”løsning”. For at kunne lave disse analyser, som du ligeledes

kan lave, så kræves der blot, at man følger med

i politik og at man har de grundlæggende redskaber på

plads.

Kanslergadeforliget (1929)

I 1929 blev USA ramt af Wall Street

krakket, der på få timer forvandlede

USA's overklasse til fattige, endnu flere

blev arbejdsløse, USA var derfor nødt

til at tilbagekalde sine lån i udlandet.

Tyskland blev særdeles hårdt ramt og

fik arbejdsløshed på over 25%, inflation

og fattigdom. De tre ting, der var en

medvirkende faktor til at Adolf Hitler

kunne blive valgt til kansler i 1933.

Statsminister Thorvald Stauning (tv.),

Danmark blev i første omgang ikke

socialminister K.K. Steincke (i midten) og

Venstres forhandlingsleder Oluf Krag under ramt, men efterhånden som flere og fle-

forhandlingerne

re lande blev ramt af fattigdom, havde

Danmark intet sted at sælge sine varer

og i 1932 var arbejdsløsheden oppe på over 32%.

Kanslergadeforliget blev indgået den 30. januar 1933. Forliget

har navn efter Staunings lejlighed i Kanslergade på

Østerbro, hvor forhandlere fra Venstre søndag formiddag

den 29. januar mødtes med repræsentanter for regeringspartierne

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Her valgte

man at sænke kronekursen med 10%, så det blev billigere

at købe danske varer og dyrere at købe udenlandske, det

øgede eksporten. Forliget indebar et et-årigt forbud mod

lockouter og strejker, samtidigt blev overenskomster forlænges

ved lov, dvs. at arbejdere bevarede deres bestående lønninger.

Arbejdsgiverne fik ikke gennemført en 20% reduktion

af lønningerne.

Derudover brugte regeringen anledningen til at starte velfærdssamfundet

med sygehuse og skolegang og skabte dermed

arbejdspladser. Der blev bl.a. indført arbejdsløshedsunderstøttelse.

Der blev startet en række statsbyggerier, ligesom

der var en sænkning af ejendomsskatter, en udvidelse af

grundskylden og en konvertering af gæld på landbrugsejendomme.

113


Under besættelsen blev kong Christian X

et stærkt symbol på national uafhængighed.

Dette billede blev taget på kongens

fødselsdag i 1940.

Resultatet lod ikke vente på sig og i 1936 var Danmark igen i

omdrejninger. Staunings regering blev i øvrigt genvalgt.

Samarbejdspolitikken (1940-43)

Den 9. april 1940 besatte Tyskland Danmark næsten uden

militærmodstand, den danske regering valgte derefter at lave

en samarbejdspolitik.

Det er debatteret meget både historisk set og i medierne

om det var den rigtige politik, man førte dengang.

Altså skulle Danmark have gjort som Norge, have

kæmpet imod overmagten og dermed tabt med æren i

behold.

Men Danmark havde ikke oprustet hæren, næsten ingen

flåde og intet flyvevåben selvom krigstrommerne

havde lydt i årevis. Man havde end ikke mobiliseret

hæren, da England erklærede Tyskland krig efter invasionen

af Polen (sammen med USSR).

Fra flere sider tyder meget på at Danmark enten kendte

datoen for invasionen eller ligefrem at invasionen

var aftalt på forhånd. Uden jeg skal tage stilling til de

Erik Scavenius (1877-1962)

oplysninger, så er det velkendt at Danmark lå strategisk

og Werner Best (1903-1989)

vigtigt, fordi Tyskland skulle bruge råstoffer fra Norge,

og man har formentlig også været nervøse for om

England ville landsætte tropper i Danmark, hvis Danmark

havde nægtet dette ville de allieret også nemt

kunne have besat Danmark. Under alle omstændigheder

kan den tyske invasion ikke

være kommet som en stor overraskelse.

Danmark var primært et transitområde uden

den store interesse fra tysk side.

Efter invasionen blev der dannet samlingsregeringer

bestående af de fire største partier,

der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.

I første omgang virkede det til, at den

danske plan om mere eller mindre at lade

tyskerne bruge Danmark som ”motorvej” til

Norge og port til Nordsøen virkede efter

hensigten.

Regeringen blev dog tvunget til at gøre konstante

indrømmelser og tilpasninger, men

det lykkes i første halvdel af besættelse at

undgå jødeforfølgelse og opretholdelsen af

en rimelig levestandard. Dog blev det forbudt

at være kommunist og mange kommunister

blev anholdt, mens andre fortsatte med at lave aktivi-

114


teter i det skjulte.

Werner Best kom til Danmark i 1942 og blev øverste tyske

myndighed og lavede en tilpasningslinje overfor danskerne,

der mere og mere modvilligt accepterede besættelsen, mere

og mere modvilligt fordi tyskernes besættelse forringede levestandarden

mere og mere. Werner Best fortsatte tilpasningslinjen,

men sabotager, i starten organiseret af kommunisterne,

begyndte at ramme tyskerne, ligesom den generelle

modstand voksede i takt med at tyskerne led nederlag i

USSR.

I august 1943 valgte regeringen at gå af, efter at tyskerne

havde stillet en række krav efter omfattende arbejdsnedlæggelser

i landet. Tyskland indførte undtagelsestilstand og der

var departementsstyre resten af krigen.

Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en

langt hårdere magtanvendelse, der førte til afvæbning af det

danske forsvar, forsøg på at pågribe de danske jøder, til arrestation

og deportation af det danske politi samt indførelse af

dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten.

Set med nutidens øjne virker det til, at det netop var den

hårdere linje, som avlede endnu mere modstand, samt det

faktum at det i 1944 stod klart, at Tyskland ville tabe krigen.

Samarbejdet og det gode personlige forhold mellem Erik

Scavenius og Werner Best gjorde at Best valgte at advare

modstandsbevægelsen ved at lade datoen for en razzia for

jødeanholdelserne blive lækket, kun 200 jøder blev derfor

fanget, sandsynligvis var det stærkt medvirkende til at han

efter krigen slap med at blive dødsdømt og senere benådet i

1951, hvor han blev udvist af Danmark.

Erik Scavenius fik historisk set et ilde rygte for samarbejdspolitikken.

Det er meget nemt i dag at fordømme den politik,

men den daværende regeringen gjorde det, den mente

var bedst for landet, og mens det tog resten af Europa lang

tid at komme sig ovenpå krigen, så var Danmark i fulde omdrejninger

allerede få år efter. Men havde alle tænkt sådan,

havde vi nok fortsat været besat i dag.

Oliekrise (1970erne)

Siden 2. verdenskrig havde Danmark (og resten af Vesten)

oplevet en øget velstand. Biler og el-artikler som køleskabe

og fjernsyn var blevet hvermandseje, desuden var boligerne

blevet større og dermed mere ressourcekrævende.

Førhen havde det meste arbejde været manuelt. Men efterhånden

havde maskiner opnået en stigende betydning på

115


arbejdspladserne. Alt dette havde medført et stigende energiforbrug,

som olie var hovedkilden til.

Den 6. oktober 1973 udbrød der krig i Mellemøsten mellem

Israel på den ene side og Egypten samt Syrien på den anden.

OPEC vedtog på et møde den 17. oktober 1973 at nedskære

deres olieproduktion og samtidigt sætte priserne op. Selv om

nedskæringen reelt var beskeden, udløste beslutningen dramatiske

prisstigninger. Fra oktober til december 1973 steg

prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars. Størstedelen

af denne gevinst gik til de olieeksporterende lande. Således

steg Saudi-Arabiens olieindtægter fra 2,7 milliarder dollars i

1972 til 22,6 milliarder i 1974.

Det medførte det panik i Vesteuropa. Fra myndighedernes

side blev der gjort en lang række tiltag for at spare på olien. I

offentlige bygninger blev temperaturen sænket, kun lys i

hver anden gadelygte og der blev indført bilfrie søndage.

Desuden modtog private en lang række råd om at man burde

lukke for varmen om natten, tage brusebad i stedet for

karbad osv.

De mange sparetiltag kunne ikke ændre på den kendsgerning,

at den dyre olie medførte, at de europæiske industrilande

fik et underskud på betalingsbalancen. Desuden havde

menigmand nu langt færre penge til rådighed til køb af forbrugsgoder

(fordi de brugte pengene på opvarmning). Dette

medførte en mindsket efterspørgsel på varer, hvilket resulterede

i at virksomhederne måtte afskedige ansatte. 1960ernes

fulde beskæftigelse var blevet afløst af 1970'ernes arbejdsløshed,

hvilket skabte en negativ spiral, når folk blev arbejdsløse

brugte de færre penge og dermed blev der behov for færre

produkter, som på ny førte til nye fyringer.

Som følge af politiske uroligheder i Iran i halvåret 1978-79,

skete der et nyt fald i olieproduktionen. Dette skete samtidigt

med at Europa oplevede en streng vinter. Konsekvensen

blev, at dollarprisen på en tønde råolie fra oktober 1978

til juni 1979 steg fra 12,70 til 36.

Dette medførte yderligere betalingsbalanceunderskud og

øget arbejdsløshed i den vestlige verden, hvilket forstærkede

den negative spiral landene allerede var inde i.

Socialdemokratiet, der stort set siden 1955 havde siddet på

regeringensmagten havde udbygget velfærdsstaten voldsomt

i de gode tider i halvtresserne og tresserne, hvor både beskatningen

var steget og udgifterne til det offentlige budget

var vokset voldsomt, derfor var det begrænset, hvor meget

man havde at stå imod med, og man endte med at måtte optage

store lån i udlandet, mens man håbede på at vilkårene

116


ville ændre sig. Politisk vilje til de nødvendige økonomiske

reformer var der ikke hverken flertal eller vilje til.

Kartoffelkuren (1986)

Der var mange grunde til, at det var tæt på at gå helt galt for

Danmark i halvfjerdserne og firserne. Oliekriserne i 73 og 79

var et af de helt store problemer. Anker Jørgensens regeringer

op gennem halvfjerdserne forsøgte med flere tiltag at

imødegå krisen, men havde modsat efterfølgeren Poul

Schlüter, den tanke, at Danmark kunne arbejde sig ud af krisen.

I 1982 overtog Poul Schlüter og firekløverregeringen regeringsmagten,

og gennemførte i 1986 ”kartoffelkuren”, navnet

fordi den blev gennemført op til skolernes efterårsferie

(kartoffelferien).

Indgrebet betød at det blev dyrere at låne penge til forbrug

og boligbyggeri. Den kontraktive finanspolitik virkede efter

hensigten og allerede året efter var underskuddet på betalingsbalancen

reduceret fra 36 til 20 milliarder. Forbruget i

landet gik i stå i årene efter kartoffelkuren og folk valgte at

spare op. Nedgangen i landets aktivitet fik konsekvenser på

arbejdsmarkedet, hvor ledigheden steg til eksplosive højder,

over 450.000 personer var uden arbejde i firserne, hvilket

medførte at samfundet kom til at betale mere i overførselsindkomster,

men generelt er indgrebet betragtet som det, der

sikrede Danmarks langsigtede økonomi og fik Danmarks

økonomi tilbage på rette spor.

Da Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog regeringsmagten i

1993 overtog han et land i fremgang, og kunne gennemfører

ekspansive reformer, der igen satte Danmark i gang. Fra

1993-2008 har Danmark befundet sig i en højkonjunktur,

også selvom flere af vores handelspartnere har haft store

økonomiske problemer. De sidste tre år har Danmark befundet

sig i lavkonjunktur.

Maastricht-traktaten (1992)

Denne traktat blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene

i det daværende EF, der omdannede EF til Den

Europæiske Union (EU). I Danmark blev traktaten i 1992

nedstemt ved en folkeafstemning. Det fik daværende leder

af CD Mimi Jacobsen til at udbryde at danskerne var dumme,

ved valget året efter blev partiet halveret og kommentaren

blev trukket frem af modstanderne i de kommende valgkampe.

Danmark fik indført en række forbehold angående

fælles mønt, fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik og unionsstatsborgerskab

ved topmødet i Edinburgh senere samme

år. Det kaldes de fire undtagelser.

117


Bredt i befolkningen, specielt blandt modstanderne, var der

bitterhed over at regeringen lod den samme traktat gå til valg

igen. Da Edinburgh aftalen blev vedtaget fik unionsmodstanderne

bekræftet alle fordomme om, at alle lande ikke var

lige i EU og at Danmarks vetoret ikke var gældende.

På valgaftenen i 1993 var der store uroligheder på Nørrebro,

hvor betjente endte med at skyde på demonstranterne, der

smadrede stort set hele bydelen. Det kaldes de værste optøjer

i Danmark nogensinde. Regeringen tabte 14 mandater

ved folketingsvalget samme år, men kunne dog fortsætte.

Efterlønssagen (1998)

Ganske få dage før valget i 1998 sprang daværende Venstreformand

og statsministerkandidat Uffe Ellemann Jensen en

bombe i valgkampen, da han for åben skærm fortalte, at S-R

regeringen ønskede at ændre efterlønnen.

Efterlønnen er en dansk velfærdsordning, som betyder at

man kan trække sig tilbage før pensionsalderen. Ordningen

blev indført i 1979 af Anker Jørgensen pga. stigende ungdomsarbejdsløshed

og var kun ment for de hårdest belastede

grupper i forhold til nedslidning. I dag skal man være medlem

af en A-kasse og indbetale regelmæssigt til ordningen i

mindst 25 år. I 1998 var efterlønsordningen en ordning, der

ikke krævede indbetalinger og gjaldt fra man fra 60 år.

Uffe Ellemann mente, at SR regeringen ønskede at ændre

dette. Poul Nyrup benægtede det var tilfældet og fortalte i

meget klare vendinger, at efterlønnen bestod uændret efter

valget. S-R regeringen blev genvalgt med ganske få tusinde

stemmer og få måneder efter annoncerede regeringen, at efterlønnen

blev ændret til en indbetalingsordning i mindst 25

år samt at efterlønsalderen blev hævet til 62 og pensionsalderen

sænket til 65.

Selvom juraeksperter er enig om at Nyrup ikke, rent teknisk,

løj i valgkampen, så efterlod sagen det indtryk og var reelt

den enkeltstående sag, der gjorde at regeringen var i modvind

i sin sidste periode, således formåede Nyrup ikke at

drage fordel af, at NATO, og dermed Danmark, blev angrebet

11/9 2001 og krigen mod terror startede.

Der har været flere teorier fremme omkring efterlønssagen,

bl.a. at hvis ordningen ikke var blevet ændret, så ville samtlige

EU borgere være berettiget til efterløn og alternativet derfor

havde været at afskaffe den. Nyrup bør ifølge EU eksperter

derfor roses for at have reddet ordningen. Nyrup endte

dog med at få et spark ud af statsministerstolen. Et par år

senere stillede han op til EU parlamentet og fik over 500.000

personlige stemmer. Nyrup var tilgivet i befolkningen.

118


11. september 2001

Siden Dansk Folkeparti kom i Folketinget i 1998 havde partiet

forsøgt at sætte en dagsorden, der hed udlændinge i

Danmark. Partiet mente, at flygtninge søgte hertil pga. bistandshjælp,

høj levestandard og at deres kultur (her forstået

muslimsk kultur) var en trussel mod nationen. Denne dagsorden

var det lykkes i en vis grad at få frem. Det store problem

er den debat var, og er, efter min mening dog det, at

man aldrig formåede at skelne mellem reelle flygtninge og

bekvemmelighedsflygtninge, og begge sider af salen endte

med at råbe ukvemsord efter hinanden.

Centrum Demokraterne var det parti, der var mest positiv

overfor indvandring og så ikke de store trusler, som DF fortalte

om. Det handlede om bedre integration uden CD dog

på nogen måde specificerede, hvad det betød. Statsminister

Poul Nyrup havde set skriften på væggen og forsøgte at få

vedtaget stramninger i udlændingepolitikken, men fik ikke

opbakning fra sit eget parti, ligesom CD afviste enhver

stramning, og Mimi Jacobsen, partileder for CD, ikke forspildte

nogen chance for at fortælle DF, at de ikke var stuerene,

et udtryk som Nyrup ligeledes sagde fra talerstolen i

Folketinget.

Med angrebet 11. september 2001 ændrede dansk politik sig

fra dag til dag. Det kan naturligvis synes utroligt, at et angreb

på World Trade Center skulle påvirke dansk politik, men det

skyldes ikke kun voldsomheden, men mest af alt, at muslimske

ghettoer brød ud i fest over angrebet. Ved det efterfølgende

valg røg CD ud af folketinget, DF blev fordoblet og

den i forvejen upopulære regering (efterlønssagen) fik ikke et

ben til jorden i den efterfølgende valgkamp, hvor midten af

dansk politik blev fjernet. Regeringsskiftet var en realitet.

119


Kapitel 19

Analyse: Efter valget 2011

Senest i november 2011 holdes der Folketingsvalg. Her er

min analyse af hvad der sker.

Valgkampen

Reglerne siger at kun statsministeren kan udskrive valg, selv

hvis regeringen kommer i mindretal, er det fortsat statsministeren,

der skal udskrive valget. Regeringen kan nemlig også

vælge at gå af, uden at udskrive valg, det skete sidst i 1991,

hvor Poul Nyrup regeringen efterfølgende overtog. Lars

Løkke skal udskrive valg minimum tre uger før valget, der

senest kan komme søndag d. 13. november.

Valgkampen har reelt været i gang et stykke tid, det tyder på

at den bliver mere beskidt end nogensinde. Fagforeningen

3F blev i maj taget med bukserne ned, da det kom frem, at

de med medlemmernes penge havde betalt detektiver for at

opspore snavs på udvalgte ministrene. Samtidig er der allerede

nu blevet brugt et trecifrede millionbeløb på reklamer i

aviser og på nettet.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får flertal

sammen med Enhedslisten.

Det er ikke nødvendigvis et ønskescenarium for Helle Thorning,

for med den konstellation er hun nødt til at indfri løftet

om at droppe efterlønsreformen, som hun egentlig nok

er ganske godt tilfreds med at Lars Løkke og Pia Kjærsgaard

tog skraldet for. Det næste problem hun vil støde på er at

EL vil have dagpengeperioden op til 4 år igen, og det vil store

dele af baglandet i S og SF også. Med en rød regering vil

SSF være tvunget ud i at skulle gennemføre Fair Løsning,

som ingen økonomer tror på og endnu færre forstår. Bl.a.

skal de ud og få overtalt vælgerne til at arbejde mere, mens

de skruer op for skatten. Det bliver næppe en nem opgave.

Til gengæld kan hun forvente en EL, der kan trynes, for deres

eneste alternativ til at sige ja, er at vælte regeringen. Det

synes helt usandsynligt. Der er dog ikke meget, der tyder på

at S-SF-EL kan danne flertal alene.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får flertal

sammen med Enhedslisten og Radikale.

Denne situation er formentlig noget nemmere for Helle

Thorning. Hun slipper for at ændre efterlønnen tilbage igen,

dermed er hun heller ikke tvunget til at skulle overtale vælgerne

til at arbejde mere, mens skatterne stiger. Hendes problem

er at De Radikale på det seneste har fremvist at de ikke

bare stemmer ja til SSF´s politik. Helle Thorning vil opleve

120


at De Radikale vil tage sig dyrt betalt. Hun kan helt sikkert

derfor være nødt til at forhandle med alle partier i Folketinget.

Problemet bliver for Helle Thorning at det parti SSF er

mest enig med er DF, som de har gjort sig grundigt uvenner

med. Der vil næppe være nogen tvivl om at Venstre pludselig

bliver meget liberale igen og Konservative vil råbe på

skattelettelser. Liberal Alliance vil kæmpe for at få gennemført

sin politik, men det er op af bakke.

Venstre og Konservative får flertal med Dansk Folkeparti.

V og K har haft et fint sammenarbejde med DF gennem de

sidste ti år, men de sidste to år har fremvist at Lars Løkke

har et ønske med at have magten, modsat Fogh, der havde

som mål at beholde den. DF er på den måde en hæmsko.

For Liberal Alliance er det et skrækscenarium, ligesom det

stensikkert vil føre til en blodig magtkamp hos Socialdemokraterne.

EL og SF vil fortsætte med at være helt udenfor

indflydelse. For LA og Radikale er det langt fra ønskeligt.

Heldigvis for dem, tyder intet på at det bliver sådan efter et

valg.

Venstre og Konservative får flertal med Dansk Folkeparti

og Liberal Alliance

Dette er det mest sandsynlige resultat, hvis regeringen fortsætter,

men der er også den mulighed at LA og R tilsammen

kan have nok stemmer til at bringe DF udenfor indflydelse.

Det er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men det giver mulighed

for at VK regeringen vil kunne føre borgerlig politik,

spørgsmålet er så om man vil. Lars Løkke vil kunne manøvrere

meget mere frit end tidligere, pludselig vil han have LA

støtteparti, men De Radikale har fremvist tydeligt gennem

de sidste seks måneder at de heller ikke har den store tiltro

til den socialistiske finanspolitik. Forudsætningen for at scenariet

bliver virkeligt er bestemt tilstede, det virker helt

usandsynligt at VKO fortsat har suverænt flertal efter valget,

men at R og LA tilsammen kan mønstre 25-27 mandater synes

til gengæld ikke sandsynligt. Lige nu har de to partier

tilsammen 14 mandater, men dog har flere meningsmålinger

givet LA 10-11 mandater og Radikale ligeledes 10-11 stykker

og så er der trods alt ikke langt op.

121


Efterord

Jeg håber at du med denne bog føler dig bedre klædt på til

de kommende valg, som kan betyde meget for din fremtid.

Som jeg flere gange nævner, så handler politik om holdninger,

viden og hvad der er praktisk muligt. Det er vigtigt, du

forsøger at klarlægge dine holdninger og derefter opnår viden

om, hvem der arbejder for disse holdninger og endelig

gør dig klart, i hvilket omfang det er realistisk, at de bliver

gennemførte.

Ligeledes håber jeg du ikke har følt dette som en partibog,

men at du kan bruge mine holdninger til at få klarlagt dine

egne og dermed føler dig bedre rustet til at tage politisk stilling,

din stemme tæller, 14 % procent valgte ved sidste valg

at blive hjemme og det er simpelthen dumt, hvis du fralægger

dig ansvaret for landets fremtid og du vælger per definition

at støtte den regering, der vinder valget, fordi din stemme

kunne have valgt den anden side.

Valget er dit, men jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at

bruge din stemme.

122


Reklame

Kim Ursin

LAD OS FÅ DEN JYSKE FORNUFT

TIL CHRISTIANSBORG

Kim Ursin

Bonderup Østergade 15

9690 Fjerritslev

2427 0296

kim@kimursin.dk

www.kimursin.dk

www.facebook.dk/kimursin


Reklame

Gang i væksten

Vi ønsker alle at der også i fremtiden er et velfærdssamfund,

derfor er det helt nødvendigt, at vi får gang i væksten

(=flere arbejdspladser).

Selskabsskatten skal halveres og reglerne skal forenkles, sådan

at virksomheder bruger sin tid på at udvikle og lave

produkter, frem for administration og papirarbejde.

Danmark har verdens højeste skattetryk for virksomheder,

det er klart, de flytter til udlandet og de tager arbejdspladserne

med.

Vi skal have produktionsvirksomheder i Danmark, vi kan

ikke alle leve af at tegne, male og slå på tromme.

SKAT

Skatten skal ned på max 40% og bundfradraget hæves. Det

vil koste blot os blot 37 ud af et budget på knap 1000 milliarder.

Topskatten gør, at lægen ligger og lægger fliser, giv ham dog

mulighed for at hyre en gartner til det og lad ham arbejde

med det, han er bedst til.

Efterlønnen skal væk, det er asocialt og fjendsk at kasserer

unge raske mennesker på 60 år. Den nuværende ordning er

en asocial ordning. Mange lavtlønnede med hårde jobs har

ikke pengene til at vælge ordningen.

Dem, der ikke kan arbejde, skal have pension. Det har ikke

noget med alder at gøre.

EFFEKTIVITET

Vores skattekroner bruges bedst ved at vise offentligt ansatte

tillid. Så behøver vi ikke aflevere op mod 70% af vores

indtægt i form af skatter og afgifter.

I dag ansættes der hver eneste dag 65 nye personer i det

offentlige. Hver 3. af dem sættes til at skrive journaler og

udfylde skemaer.

Lad de offentligt ansatte udføre deres arbejde. Spark de få

ud, der ikke gør det i stedet for at lave meningsløs kontrol

på alle.

Hvorfor spilde tiden på, at skrive hvilken slags ble Fru Jensen

bruger? Hvorfor ikke bare hjælpe hende på toilettet?


Reklame

FRIHED

I Liberal Alliance har vi en vision om at alle har ret til arbejde,

alle har ret til at bestemme over sit eget liv. Statens opgave

er at skabe rammer for, at du kan leve det liv, du ønsker.

Ikke det liv politikerne tror du ønsker.

Det er ikke op til København at fortælle dig om du må ryge,

drikke eller æde dig ihjel, ligesom det ikke er København,

der skal bestemme, hvad du må varme huset op med. Det er

heller ikke en flok mere eller mindre moralske politikere, der

skal bestemme, hvem der skal gå i seng med hvem.

Vi er voksne mennesker, der godt kan træffe egne beslutninger

om vores eget liv.

LUKKEDE KASSER, ÅBNE GRÆNSER

Vi bruger enorme kræfter på at holde grænserne lukkede for

at holde de folk ude, vi har besluttet ”nok er kriminelle”.

Det virker ikke.

Vi mener at enhver udlænding, der har et job må være i landet,

naturligvis skal man så tegne forsikringer, så man ikke

ligger samfundet til last. Hvis man har børn får de adgang til

den danske folkeskole ligesom man får adgang til danskundervisning.

Det er faktisk meget generøst.

Mister man sit arbejde må man finde et nyt indenfor 3 måneder,

ellers må man rejse hjem igen.

Husk at indvandrer har selv valgt at tage til Danmark. Flygtninge

er en helt anden sag.


Reklame

Liberal Alliance i korte træk

SKAT

Skatten skal ned på 40%, bundfradraget hæves.

Væk med topskat og efterløn

VÆKST

Erhvervslivets vilkår skal styrkes, så der bliver arbejde

til alle og velfærdssamfundet kan bestå.

EFFEKTIVITET

Vi skal have tillid til offentligt ansatte og begrænse

administrationen.

FRIHED

Vi er voksne ansvarlige mennesker, der sagtens

selv kan beslutte, hvordan vi vil leve.

Åbne grænser, lukkede kasser

Enhver der har et job må komme til landet, hvis

man ikke ligger samfundet til last.

More magazines by this user
Similar magazines