For meget af en god ting

”Ja!” gabte han. “Det her job, det bliver man nemlig træt af.”
Franskmanden tog sin Fjällräven og låste sig ud uden et ord til afsked. Jens så efter
ham. Sikke en humor?
Jens var alene på BoGodt. Det øvrige personale var gået hjem. Det føltes nøjagtig, som om det trak
op til uvejr. Jens lyttede ved døren. Inde på gangen var der skruet op for et fjernsyn. Det var ikke til
at afgøre, om de skrig og den stønnen og rallen, der hørtes, stammede fra ”Killing Me Softly” eller
Boergos unge.
”Killing Me Softly” var en amerikansk tv-serie, der netop var kommet på avisernes
forsider på grund af sit eksplicitte pornografiske og voldelige indhold.
”Men ved du hvad,” havde Boergo sagt. “Den skal du bare lade dem se. Der er ikke noget dér, som
de ikke har set hundrede gange værre hjemme hos sig selv.”
Jens tjekkede monitorerne. Gangene henlå ganske øde. I tv-stuen var en del unge
forsamlet. Resten så ud til at opholde sig i computerrummet. Alt var altså, som det skulle være.
Alligevel var Jens nervøs til mode. Han skænkede sig en kop kaffe, tændte
computeren og spillede syvkabale.
Bank, bank, bank.
Jens for sammen. Lydløst løftede han telefonrøret og placerede sin pegefinger over 0knappen.
Det bankede igen. Jens sænkede fingeren. Nu lød en pigestemme dæmpet igennem
døren.
”Hey, er du ham den nye?”
”Ja.”
”Jeg så dig godt, da du gik rundt med Boergo ude på fortovet.”
”Ja?”
Jens lod fingeren blive på knappen. Syntes dog alligevel at den unge skulle have
mulighed for at indlede en samtale. Et positivt møde kunne altid opstå. Selv under disse
omstændigheder.
”Jeg har lyst til at drikke mig stiv.”
”Ja?” sagde Jens og fornemmede, hvordan der blev lyttet ude på gangen.
”Kan du så ikke lige lukke mig ud?”
Jens vidste ikke, hvad han skulle svare. Hverken Boergo eller Françoisfornoget havde
nævnt, at der var mulighed for at lukke de unge ud.
"Hvad skal du?"
"Bare ned og købe smøger."
"Okay, men så kommer du også lige hjem."
"Fedt, mand. Tak."
Jens lagde telefonrøret, og derefter guidede den unge ham igennem indviklede
procedurer på skrivebordet og det elektroniske panel. Sammen fik de låst dørene op, så den unge
kunne komme ud.
Jens så hoveddøren gå op på monitoren. Han indså nu, at der havde været tale om en
purung kvinde. Et øjeblik betragtede hun den regnfulde aftenhimmel med et skeptisk udtryk. Så
foretog hun et mobilopkald. Cirka tre minutter senere kørte en Mazda 626 med terninger i forruden,
en barnestol på det ene forsæde og en plysbamse i bagruden op foran BoGodt.
”Tak, nu kan jeg også komme hjem til min far,” lød pigens afskedsord i dørtelefonen.
”Det var så lidt,” sagde Jens stille og lænede sig tilbage i sædet.
Jens fortsatte kabalen. I bedre humør.
Der gik nogle timer, hvor alt gradvist blev stille på BoGodt. ”Killing Me Softly”
48