Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Hjem
kære
H em
undervisningsmateriale
Spilleperiode 10. marts til 04. april 2007
Medvirkende chriStine albeck børge, thoMaS levin, frank thiel
instruktion Per Scheel-krüger Scenografi edward Pierce Manuskript andreaS garfield
Spillested kaleidoSkoP k1 nørrebrogade 37 kbh. n www.kaleidoSkoP.dk
www.grob.dk

Indhold
Forord ................................................................................................................3
Stykket ..............................................................................................................4
Handling.................................................................................................................................4
Karakterbeskrivelse og skuespillerne ..................................................................................5
Christine Albeck Børge (1974) - Iben .................................................................................5
Frank Thiel (1970) – Kim .....................................................................................................5
Thomas Levin (1978) – Carsten..........................................................................................6
Samtale med soldat Morten Binns......................................................................7
Militær dagsorden.................................................................................................................7
Psykisk bagage....................................................................................................................11
At se med egne øjne ..........................................................................................................15
Samtale med dramatiker Andreas Garfield.......................................................18
Bestillingsarbejde: Historier fra virkeligheden og andre dimensioner ...........................18
Karakterer............................................................................................................................20
Irak versus Hvidovre ..........................................................................................................21
Samtale med instruktør Per Scheel-Krüger......................................................24
Iscenesættelse ....................................................................................................................24
Afklaret med forvirringen ...................................................................................................25
IKEA versus Irak .................................................................................................................26
Irak..................................................................................................................28
Danmarks deltagelse i Irak ................................................................................................28
Uddrag af ’Bemærkninger til forslaget’ til folketingsbeslutning om dansk militær
deltagelse i en multinational indsats i Irak som fremsat af udenrigsminister Per Stig
Møller (18/3 2003)..............................................................................................................28
Uddrag fra ”Sagen kort: Resumé fra stævningen”..........................................................30
Krisepsykologi .....................................................................................................................31
Krisepsykologi .....................................................................................................................32
Uddrag fra ”Krisepsykologisk bistand til personer og enheder i forbindelse med
belastende hændelser i tjenesten” ...................................................................................32
Normale efterreaktioner.....................................................................................................32
Bilag: William Shakespeares Henrik V..............................................................34
Bilag: Teater Grob............................................................................................36
Manifest #1 .........................................................................................................................36
Bilag: Skuespiller Cv’er ....................................................................................37

Forord
Hjem Kære Hjem kredser tematisk om modsætningsforhold i
forhold til Irak-krigen – soldaternes udstationering og civildanskernes
engagement i foretagendet eller mangel på samme. Dette materiale
indeholder derfor både politik, krig og livsstil. Det er primært
udarbejdet med det formål at gøre det mere interessant at
indarbejde forestillingen i undervisning på gymnasieniveau, men kan
Bag Hjem Kære Hjem:
Manuskript: Andreas Garfield
Instruktion: Per Scheel-Krüger
Scenografi: Edward Lloyd Pierce
Lysdesign: Antonio Rodrigues-Andersen
Lyddesign: Jes Theede
Producent: Maja Ries
dog sekundært bruges som inspiration og information til dem, der måtte være interesserede i at se bag
forestillingen. Læsning af samtalerne med soldaten, forfatteren og instruktøren er baseret på, at man har læst
resumeet af stykkets handling, hvor vi desuden føler det nødvendigt at afsløre stykkets slutning, og måske
karakterskildringerne. Resten af materialet kan læses uafhængigt.
Den danske dramatiker Andreas Garfield blev engageret af Teater Grob til at skrive et stykke netop om mødet
mellem civildansker og soldat og skrev det i sommeren 2006 dog med gentagne omskrivninger og opdateringer
under prøveforløbet. Historien er primært bygget på soldaten Morten Binns fortællinger fra Irak, og her
foreligger derfor en samtale med ham. I tillæg foreligger samtaler med Garfield og med instruktøren Per Scheel-
Krüger. For at sætte stykket ind i en større tematisk ramme, give mulighed for fordybelse og mere materiale at
arbejde med, indeholder materialet uddrag af tekster med direkte forbindelse til vores deltagelse i krigen.
Desuden inkluderes fakta om skuespillerne, karakterskildringer og bilag med baggrund om Teater Grob.
Farvede tekstbokse giver undervejs 1) _ fakta og pudsigheder og 2) _ strøtanker, citater og spørgsmål til
inspiration.

Stykket
Handling
Historien udspiller sig i Iben og Kims flyttekaos i Hvidovre, hvor parret får Kims
gamle soldaterkammerat Carsten på besøg. Flyttekasserne er endnu ikke
pakket helt ud, og vi fornemmer, de gemmer mere end bare materielle goder.
Titel: Hjem Kære Hjem er
en fast frase, der minder én
om lignende fraser så som ”I
krig og kærlighed…”; ”Ude
godt men hjemme bedst”.
Da forestillingen kredser om
hjemkomst efter krig dukker
ord som hjemmeværn,
hjemmestyre, hjemmefront,
hjemsøge, familiekrig og
hjemløs op.
Det udpakkede hvide Pillivuyt stel signalerer en ren pæn livsstil, mens glemte idealer og eksistentiel usikkerhed
stadig er pakket væk. Med Carstens besøg bliver de mentale kasser åbnet, og der bliver pirket til de kasser, vi
med vores fordomme har tendens til at putte hinanden i.
Husets rum skal alle indvies kærligt, og det sætter Kim bagud i forhold til middagsforberedelserne. Kim forsikrer
dog, at han har ”styr på det”, men da gæsten ankommer, er Kim dog forsvundet i de tilstødende gemakker for
at lede efter en soldatersang han, Carsten og deres fælles ven Benjamin lavede da de var i Varde. Han og
Carsten er vokset op sammen, fulgtes gennem værnepligten, og var udstationeret sammen i Kosovo… så vidt
Iben er orienteret...
Torden og lyden af ambulancer fra det nærliggende hospital bryder ind i middagsselskabet. For Kim og Iben
minder lydene om, at det var heldigt, at de ikke dækkede op i haven og at nattesøvnen ofte bliver dem berøvet
pga. sirenerne. For Carsten giver de pludselige lyde andre billeder. Han er tydeligt berørt af sine oplevelser i
Irak. Samtalen kommer også ind på Irak-emnet og løgne og sandheder, fordomme overfor militæraktioner såvel
som for livet i Tryggedanmark, politiske standpunkter og en frustrerende mangel på oplysninger kommer på
bordet. Undervejs afsløres det, at Kim aldrig har været i Kosovo, at Iben har spillet ungdomsteater, og at
Carsten er blevet sendt hjem før tid, og at ingen ved, han er kommet hjem.
Resultatet af den skæbnesvangre aften bliver blodigt – Carsten har ikke længere noget hjem at komme hjem til
og føler sig ikke hjemme i Iben og Kims flyttekassehelvede, der minder mistænkeligt meget om en krigszone.
Udsynet til at hentes ”hjem” til barndomshjemmets kælder giver ingen anden flugtvej end at tage sit liv.

Karakterbeskrivelse og skuespillerne
Følgende: en præsentation bygget på Andreas Garfields karakterskildringer af vennerne i Hvidovre og de
skuespillere, der giver dem liv.
Christine Albeck Børge (1974) - Iben
Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2000. Hun har medvirket i en række
teaterproduktioner og en enkelt musical. Desuden har hun medvirket i et par spillefilm
samt en tv-serie.
Iben kommer fra en tryg baggrund, hvor alle muligheder var åbne. Til gengæld har
ideen om det perfekte liv ligget som et pres, som hun føler, hun skal leve op til uanset,
om det er egne eller omverdens forventninger. Måske med en drøm om noget kunstnerisk gik
hun akademikervejen og pakkede drømmen væk. Måske er det et knæk for hendes stolthed, at hun nu har
taget imod et job på et dameblad, som hun betragter som overfladisk og nytteløst. Og måske netop derfor
forsvarer hun det med næb og kløer.
Hun forelskede sig i manden i Kim, men han har sider, hun ikke kender. Denne aften bliver hun usikker ved, at
han lægger op til en drengerøvsopførsel, der lader hende i stikken. Står hun overfor drengerøve, der betragter
kvinder som noget, der skal nedlægges, kan hun miste temperament og reagerer voldsomt, hvis hun bliver
bange for, at folk netop på grund af hendes reaktion skulle betragte hende som snerpet.
Denne aften har hun fralagt sig ansvaret men håber, at få et glimt af Kims fortid, der kan bringe dem tættere
sammen. Hun frygter, at Carsten viser sig at være præcis den type, hun ikke kan udholde, og at hun pga. sin
forudindtagethed i forhold til Irak-krigen, militæret og soldater vil blive provokeret til at gå i forsvarsposition.
Frank Thiel (1970) – Kim
Uddannet fra Statens Teaterskole i 1999. Han har medvirket i en række
teaterproduktioner, bl.a. i et par forestillinger på Teater Grob. Desuden har han
medvirket i en del spillefilm og tv-serier og kan i øjeblikket ses som Mads i tv-serien
Anna Pihl påTV2.
Kim har aldrig følt noget særligt pres fra sig selv eller sine forældre – har gjort,
hvad han havde lyst til og været god til det. I forhold til Carsten har han dog presset
sig selv for ikke at skuffe ham. Derfor fulgte han med da Carsten tog sin værnepligt. Der var
tempo og handling og han behøvede ikke selv finde løsningerne på problemstillinger. Desuden holdt han af
drengerøvslivet med Carsten ved siden. Men da det skulle til at blive alvor, blev han trukket i andre retninger og
dermed væk fra Carsten.
Kim har et lidt ambivalent forhold til sit liv, som det er ved at forme sig. Han elsker mennesker, ikke mindst
Iben, og har en god evne til at aflæse dem, og har derfor flair for livet som sælger. Men måske fornemmer han
en undertone af, at han har truffet de forkerte valg. Denne tone overdøver han så godt han kan, for hvad skal
man stille op med den, hvis den bliver for tydelig?

Denne aften håber han, at Carsten og han kan finde tilbage til det, der var engang, men på et dybere plan,
håber han at få vished om at have truffet de rigtige valg – at han ikke hører til i Carstens verden længere. Han
frygter Carstens reaktion, på det liv han og Iben er ved at bygge, og at han bliver nødt til at vælge side.
Thomas Levin (1978) – Carsten
Kunstnerisk leder af Teater Grob. Uddannet på David Gideon N.Y., Martha Graham School
og The William Esper Studio. Har siden 1997 medvirket i mange af Teater Grobs
forestillinger og skrev Jeg Mig og Mit. Han har medvirket i en række andre
teaterproduktioner, tv-serier, spillefilm og diverse kortfilm, musikvideoer og udenlandske
reklamefilm. Han modtog Reumerts Talentpris i 2003.
Carsten har, med et frit og godt bagland, fra helt ung stået på egne ben, truffet sine
egne valg og taget konsekvensen. Han har måttet være hurtig i replikken for at klare sig ud af
situationer, han er kommet rigeligt hurtigt ind i. Han bryder sig ikke om at miste kontrollen hverken over
situationen eller sig selv og gør det yderst sjældent. Derfor, og fordi han også er god til at udvise overordnede
respekt, er han et naturligt valg som leder og står nu som officer med ansvar for 120 underordnede. Når de,
han stoler på, ikke følger trop, kan han føle sig svigtet, men skyder det fra sig med, at de er nogle idioter.
Han har altid været pigeglad og god til at tale med og charme dem. Mens han var i Irak afsluttede han et
forhold, og nu føler han måske, at der ligger en form for pres på ham om, at han ”burde” skabe sig et hjem og
et trygt liv. I takt med at han er blevet ældre, er eventyrlysten blevet overtaget af hans moralske sides trang til
at gøre det, han finder rigtigt. På sin vis kan han stå inde for de positive sider ved militære operationer men
tvivlsspørgsmål melder sig.
Denne aften håber han, at han kan ”vende hjem”, at dæmonerne vil forsvinde, og at han kan forlige sig med
oplevelserne fra Irak. Ubevidst ligger frygter for, at filmen vil knække, at han ikke vil være i stand til at undgå at
”føre krig med sig”.

Samtale med soldat Morten Binns
Morten Binns (1976) var ambulancekører i 4_ måned og underviste det irakiske politi som frivillig
fra Reserven på DANCON Hold 2 i Irak (2003-04), hvilket han også har holdt foredrag om.. Siden
han aftjente sin 9måneders værnepligt for år tilbage, har han været et _ år i Bosnien (1997-98),
da han med egne ord var ”for ung og ikke anede hvad der foregik”. I skrivende stund træner han
for at tage til Kosovo i februar 2007. Han har arbejdet på hjemmet Nybogaard for psykisksyge og
senest været med til at opbygge et projekt for unge psykisksyge. Efter Kosovo er han blevet
optaget hos Falck. Derudover har han tidligere slået sine folder på ungdomsteatrets skrå brædder.
Militær dagsorden
Hvorfor tog du til Irak?
… Helt ærligt?… Jeg synes mit liv kørte lidt i ring, og vupti kom der et brev. Jeg havde haft det
godt som udsendt i Bosnien. Man havde hørt at Irak var farlig, men vi skulle være i det sydlige, langt fra
Baghdad og bilbomber.
Hvordan foregår ting i militæret, når man skal udstationeres?
Al reservepersonel får tilsendt et brev, om man har lyst til at tage af sted – de kan tvinge en, men de vil helst
have motiverede folk. Når de ikke kan få frivillige, tager de fra Reserven, som jeg er en del af. I Kosovo-tilfældet
var det med 9 dages varsel før jeg skulle møde op på kasernen. Nu får de ret mange henvendelser; især om at
komme til Kosovo, for der er åbenbart mange andre end mig, der gerne vil slippe for at blive sendt til
Afghanistan og Irak. Min 4årige-kontrakt i Reserven, eller DIB’en, den Danske Internationale Brigade, udløber
når jeg kommer hjem i august, og så risikerer jeg ikke at
blive sendt dertil. Når man så har sagt ja, går jeg ud fra, at
de kigger på ens gamle papirer.
Hvordan var det helt konkret at være at være i Irak?
Lejren, som var omgivet af en hurtigt opsat mur, med vagter
over det hele. Den lå 8km fra byen Al Qurnah men med
kilometervis af ørken på de andre sider. Da der var et angreb
på den italienske lejr, hvor 27 døde, begyndte vi at bygge
vores mere op med bunkere af såkaldte Hesco-bastioner,
man ikke kan skyde igennem.
Bliver man træt af solskin og ørken?
Der er meget ørken! Det var også uudholdelig varmt. Vi løb
på et tidspunkt halvmaraton med irakerne, og da var det
omkring 35-40˚, men ellers bliver det op til 60˚. Men man
kan trække ind, hvor der er aircondition. Det regnede også
Det er så yndigt i Irak, Al Faw UR (Foto © Christian
Thygesen). (For flere Irak-fotos se f.eks.
http://www.hok.dk/galleri/photokorn/index.php)
på et tidspunkt og så begyndte mange af irakernes huse at falde sammen. Det havde ikke regnet i årevis, og
husene kan ikke tåle det. De resulterede i oversvømmelse i lejren. I forvejen var der fuldt af mus i teltene så
cigaretterne blev hængt op i loftet, men med regnen kom der flere mus og kryb… Vi havde ellers været på krybog-kravl-kursus
i Randers Regnskov.

I følge Bagsiden af Medaljen (tilrettelæggelse:
Mette Aaby & Cecilie Warnich, DR1
Hvilken træning får I ellers, før I skal af sted?
Dokumentaren, 27/9 2006) må max 40 % af
udstationerede soldaterne være 18-22 år, og
det tal var på det tidspunkt 80 %.
Nu før Kosovo er det første gang, jeg har oplevet at få 5
måneders uddannes, før vi skal af sted. Det plejer at være ”huhej
vilde dyr, 6 uger og så af sted med jer”. Jeg tror, man har lært, at man helst skal sende erfarne folk med omløb
i hovedet ud, som ikke ser de lokale som perkere. Nu startede vi med 1_ måneds kampuddannelse, patruljeture
i marken, grøn i hovedet, skydning, lære at bevæge sig i terræn, finde vej i mørke. Og så egentlig
funktionsuddannelse indenfor kommunikation; lige fra Office-pakken til GPS satellitsystemer, krypteringsmaskiner,
fax, opsætning af antennemaster. Og fysisk træning. Vores deling i Irak fik målt BMI-tal, Body Mass
Index, og 87 % af lejren var moderat overvægtige, og mange var ude af form. Så nu skal vi bestå en fysisk
prøve for at kunne blive i kontrakten. Ellers har vi orienteringsløb, går meget op i kort og har glatbanekørsel,
pga. vintervejret og Kosovos bjergveje. Dertil er jeg kommet på et brevkursus i CBRN-beregning, Cemical
Biological Redioactive Newclear. Så når de kaster atombomber, skal jeg ud at måle. Men vi bliver uddannet i alt,
så vi kan varetage de fleste funktioner. Men det er en fejl ved Forsvaret, at førstehjælpsuddannelsen i
sanitetstjenesten ikke er tilstrækkelig. Man kan ikke forlange, at man kan nok på så kort tid som 6 uger. Jeg er
lykkelig over, at vi ikke stod med større uheld i Irak, end vi gjorde, hvor man kunne have reddet liv, hvis man
bare havde vidst lidt mere. Vi har læger på ambulancen. Men det er svært at få dem til Irak, og der skal være
tre for at opretholde det høje beredskab. Mange kommer direkte fra konsultationer, hvor de primært tager sig af
hverdagshovedpiner. Når vi kom ud til en skudt iraker, der lå med lungen ud, oplevede vi nogle gå i panik og
begynde at give hjertemassage til en mand, der trak vejret, hvilket man kan slå folk ihjel ved. Det jeg var
allermest bange for i Irak, var faktisk at komme i en situation, hvor jeg ville reagere anderledes, end jeg burde.
Men det skete heldigvis ikke.
Hvor meget fik I at vide før I tog til Irak?
Det var begrænset. Vi fik at vide, at der var stort set fredeligt bortset fra klankrige, som man i starten troede
kunne bekæmpes ved at konfiskerede våbnene, men det
viste sig at være håbløst. Der er ting man ikke kan blande
sig i, hvor vores kulturer er for forskellige. Tilsvarende kunne
man heller ikke bryde ind, når man så en mand banke sin
kone på åben gade. Forsvaret gik dog op i at fortælle os om
kulturelle forskelle selv bitte små ting som kan gøre en
forskel, så som at det at vise fodsål er en fornærmelse. Det
og undervisning i krigens love af en auditør, i.e. en
militærjurist, som sætter os ind i Geneve-konventionen, og
som vi kan stille spørgsmål, er obligatoriske kurser – ”dos
and don’ts”. At uddanne os i hvad man må og ikke må, tror
jeg faktisk er den bedste uddannelse, du kan give
fredsbevarende soldater. Det løser mange problemer.
Er der ofte tvivlsspørgsmål?
Der er en masse procedurer i forbindelse med hver konkret situation – truer en mand dig med et våben, må du
så skyde? Skyder man, kommer juristerne med paragrafferne. Men auditøren sagde ”skyd nu bare, så tager vi
den derfra bagefter” Så tager de stilling til, om vi skal straffes eller ej. Hver gang man afgiver et skud over 45˚
(tror jeg), kommer der jurister fra Danmark til missionsområdet for at efterforske det. Det bliver overholdt, for
så slipper man for en masse ballade. Det gør at vi danskere ikke bare går ud og skyder folk, som amerikanerne
gør.
Amerikanerne får ikke den slags informative foredrag?
Mortens forklaring af rangsystemet:
Generelt er konstabelgruppen, som jeg tilhører, de
laveste – det menige personel. Så kommer
sergentgruppen, som er befalingsmænd med
befalingsret over os. Dem med det øverste ansvar er
officererne. Konstabelgruppen kan inddeles:
konstabel, overkonstabel og overkonstabel af første
grad. Sergentgruppen: sergent, oversergent,
seniorsergent, chefsergent. For officererne hedder
det: løjtnant, premiereløjtnant, kaptajn, major,
oberstløjtnant, oberst, brigadegeneral, generalmajor,
generalløjtnant, og så general, som der kun er to i
Danmark, Helsø og Prins Henrik. Og så er det noget
helt andet inden for Flyvevåbnet og Søværnet.
Det er ikke mit indtryk. Jeg talte med en amerikansk soldat i Kuwait, der sagde, at han var dernede for at
hævne 11. september. Alle med mørke øjne og mørkt hår, som taler et mærkeligt sprog og tilbeder Allah, er jo
terrorister og de skal bare ned, som kommunisterne skulle under den kolde krig. Det virkede til at være det, de
får at vide hjemmefra, og så går det galt. Det er frygteligt!

Ved du om amerikanerne stadig for udleveret Shakespeares Henry V (se
bilag)?
Det vidste jeg ikke, at de gjorde. Men i Michael Moores Fahrenheit 9/11 ser
man, hvilken musik de lytter til i tanksene, f.eks. den der ”Burn
motherfucker, burn” for at få kampgejsten op.
Hvor meget kendte du til situationen før du tog af sted? Mente du, at det
var en god sag?
Nej, men jeg havde erfaring for, at danskere er fredsbevarende og gode til det. Vi forstår os ikke på at gå i krig.
Vi kan finde ud af at være diplomatiske.
Kan du komme med et eksempel?
Faktisk er udbetaling af de så kaldte blodpengene, i.e. den
kulancemæssige godtgørelse, en fremragende fantastisk
investering, hvad angår det at bevare freden. Herhjemme blev det
til: ”uha – vi betaler krigsherrer”. Men gøres det op i kroner og øre,
ser det sådan ud: hvis vi skyder en af dem, og de som hævn
skyder en af os, skal danskerens efterladte have 1 million i
erstatning, og evt. livsvarig pension. I forhold til det, er det jo
småpenge at betale dem 60.000kr for at undgå, at de skyder en af
os. Og så er vi kvit! I hver situation vurderes det, om det er
berettiget at betale. Hvis det ikke er berettiget, spiller hæren med
musklerne. På et tidspunkt kom man til at skyde en halvhøjtstående
sheik. Rygterne gik om, at han ville skyde en af os, så
vores chef beordrede landsbyen omringet og sagde ”ved I hvad,
hvis I skyder en af vores så er jeres landsby jævnet med jorden”,
og så var det det. Når man vurderer, at det er os, der har kvajet
os, betaler man.
Sker der mange fejl?
Nej, det synes jeg ikke… og njae… men det er nok et punkt, hvor
jeg har, skal vi sige ”tavshedspligt”. Men noget skyldes, tror jeg, at
der er for mange unge uerfarne folk af sted.
Hvad er gennemsnittes alderen for den gruppe du er med nu?
Nok omkring 24-25, så jeg er gammel. Og nogen gange måske for
gammel. Jeg er vokset fra vi-skal-bare-ud-at-have-noget-fisse-snak,
som der er meget af, så snart man er i uniform. Det er fint at de
unge førstegangsudsendes til Kosovo, hvor der er fredeligt. De skal
ikke direkte til Afghanistan, for der er situationen anderledes.
Personligt siger erfaringen mig, at jeg ikke er god nok til at tage til
Afghanistan, f.eks. Musa Qala, og jeg føler mig ikke rustet.
Vil det sige, der er tavshedspligt?
Uddrag fra Bloodhound Gang’s
Fire Water Burn
I'm the root of all that's evil yeah but
you can call me cookie,
The roof, the roof, the roof is on fire,
The roof, the roof, the roof is on fire,
The roof, the roof, the roof is on fire,
We don't need no water let the
motherfucker burn,
Burn motherfucker burn.
(http://www.stlyrics.com/lyrics/fahrenheit
911/firewaterburn.htm)
Irakisk sædvaneret:
[…] I den irakiske stammekultur er der
tradition for betaling af "blodpenge". Det er
herefter ikke afgørende om vi har handlet
erstatningspådragende i dansk forstand […].
Omstændighederne har alene betydning for
den beløbsmæssige "erstatningsfastsættelse".
Den sædvanemæssige tradition har som
udgangspunkt, at den afdødes stamme må
tage hævn overfor den stamme, der har været
involveret, også som en genopretning af
stammens ære. Denne ære kan alternativt
genoprettes uden gengældelse for dødsfaldet i
form af betaling af en slags kompensation eller
godtgørelse til den afdødes stamme.
Ignorerer man kravet vil det indebære en
risiko for, at stammen og enkeltmedlemmer
søger hævn ud fra en kulturbåret
nødvendighed. Truslen mod danske enheder
og soldater vil herved forøges og være
uforudsigelig og vanskelig at imødegå.
En kompensation fastlægges efter traditionen
gennem forhandling og størrelsesmæssigt
baseret på faktorer som forholdet mellem
stammerne, den afdødes position og status i
stammen og hans forsørgerbyrde.
Også omstændighederne i øvrigt ved
dødsfaldet vil have betydning. Det er i
overensstemmelse med sædvanen, at inddrage
lokalt respekterede bisiddere med indsigt i de
sædvanemæssige forhold i en forhandling.
(Hærens Operative Kommando:
http://www.hok.dk/more.php?id=550_0_1_0_M)
Med hensyn til min opgave i Efterretningen i Kosovo, er det begrænset, hvad jeg kan fortælle. Og vi må
selvfølgelig ikke sælge militære oplysninger, og operationer osv. må vi ikke tale om. Men indbyrdes og os
imellem er der ikke de store begrænsninger. Det er også op til ens etik. Og synes man, en soldat er gået over

stregen, har man pligt til at indberette det. Det er mit indtryk, at vi kan ytre os ret bredt, men jeg kan faktisk
ikke svare klart.
Hvordan forløb en ”typisk” dag i Irak?
Man stod selvfølgelig op, spiste morgenmad og gjorde sit køretøj klar. Jeg havde ansvaret for ambulancen med
dens udstyr. Hvis man er i beredskab, skal man kunne være ude på 5 minutter. Ellers er der f.eks.
minerydningsopgaver. Der ligger krudt og kugler overalt fra krigen mod Iran, som ammunitionsryddernene
samler og sprænger i luften for at forhindre, at irakerne finder det og laver vejsidebomber. Der skal være en
ambulance tilstede, hvis noget går galt. Vi var 29 mand i sanitetsdelingen til at varetage alle opgaver. Der var
fire ambulancer med fire mand på hver. Så oftest var der nok at lave, men ellers skal man kunne underholde sig
selv, for ikke at blive mærkelig.
Nogle dage underviste vi det irakiske politi, Iraqi Civil Defence Corpse. De fleste var unge drenge, som gjorde
det, så de kunne forsørge familien. Ved udvælgelsen af dem er der både en skriftlig prøve og
helbredsundersøgelse. De var ikke meget for, at en kvindelig læge skulle måle blodtryk. Af dem i min deling,
som jeg underviste i bl.a. førstehjælp, var der også nogen, der ikke var begejstrede for at give kunstigåndedræt
til førstehjælpsdukkerne, men de var ivrige for at lære og blev meget dygtige!
Andre gange var vi to dage ad gangen i CIMIC House, Civil Military Cooporation, med dem, der planlægger
samarbejdet med civile myndigheder og nødhjælpsorganisationer, møder med sheiker, hjælper med skoler osv.
Da var vi også i beredskab, for huset, det tidligere Baath partis hovedkvarter, var i selve Al Qurnah.
Fangekældrene dér turde ikke engang de lokale gå ned i. De var sateme også ulækre! Der var blodrester over
det hele. Der er sket mange grimme ting.
Hvis man ikke er i tjeneste om aftenen, kan man se film i biografen, og jeg havde også Matador med på dvd! Vi
blev også helt vilde med at være med når nogle britiske soldater fra Fiji, samledes hver aften til seven o’clock
devotion, hvor de læste op af Biblen, bad og sang så pragtfuldt. Andre aftener lavede vi ”operation alvorsstund”,
som vi kaldte det, hvor vi hørte opera og røg cubanske cigarer og talte alvor. Og så er der køkkentjansen, hvor
man vasker op i ni timer. Men vi fik også en tur til Ur, og så urfolkets tempel, og vi holdt Faxe-free fest og
forstod i det hele taget at hygge os.
Havde I nogen kontakt med irakerne?
Meget. Børnene ville så gerne snakke, selvom man ikke kunne
særligt mange fraser andet end ’stop eller jeg skyder’ ol. De
politifolk vi underviste, snakkede vi med. Og tolkene i CiMiC-House
snakkede jeg med flere nætter. Ingen af dem kunne lide
amerikanerne, og jeg måtte sige, at jeg heller ikke brød mig om
dem, for deres opførsel gav os et dårligt ry. Men ingen bryder sig
altså om at blive behandlet som dyr i deres eget hjem – og det
kunne jeg jo kun give dem ret i.
Kunne irakerne kende forskel på jer soldater?
Ja for vi var kun danskere og litauere dér. Vores militærpoliti, MP’erne, som tog irakerne med til arrestation eller
afhøring, var ikke populære som os, der havde røde kors på ærmerne. Og i forbindelse med vores forhold til
irakerne, var det godt at vi slap for at have amerikanerne i nærheden.
Hvilket syn har du på amerikanerne?
Ziggurat’en ved UR (Foto © Lasse Jensen 2004)
Jeg kan ikke klare at høre, om det lort de laver, Abu Ghraib f.eks.. Efter jeg kom hjem, måtte jeg holde op med
at se nyhederne en tid, men man må lære at se det fra en humoristisk vinkel. Altså se det komiske i George
Bush, selvom jeg hader alt, hvad han står for. Når han siger, det var stemmer fra Gud, som beordrede ham til at

invadere Irak, så kommer jeg jo fra et system, hvor man ville sige ”ja helt sikkert, vil du ikke ha’ en pille?”. Det
kan ikke passe; verdens mægtigste mand med fingeren på atombombeknapper siger noget, som man kan blive
indlagt for. Jeg måtte også stoppe med at læse aviser – ”Fedmeepidemi på vej”, ”Folk dør af stress”, ”Læger
misbruger morfin” – LUKSUSPROBLEMER! Vi kom fra et sted, hvor man skyder hinanden i hovedet over små
uoverensstemmelser, dør af at drikke urent drikkevand, og så kommer man hjem til at folk drikker sig ihjel og
brokker sig over Netto-køer. Det havde jeg svært ved.
Psykisk bagage
Får I at vide, før I tager ud, hvilken psykisk bagage I kan risikere at komme hjem med?
Ja inden Irak gjorde vi. Men først efter Bosnien fik vi at vide, at der ville komme en reaktion – men ikke noget
om hvad vi skulle gøre, når den reaktion kom. På det punkt er Forsvaret blevet meget bedre. Det er godt, man
får den obligatoriske samtale hos en psykolog, efter man kommer hjem. Efter Jugoslavien spurgte kasernens
socialrådgiver et auditorium fuldt af hjemvendte soldater ”er der nogen, der har oplevet noget frygteligt, I gerne
vil snakke om?”. Det var der så ikke, vel? Men vi kunne ringe til Ronnie og Dennis, hvis vi fik det skidt, for de
havde også været ude. Flere af os, inklusiv mig selv, fik det svært, kunne ikke sove og begyndte at drikke lidt
rigeligt for at falde i søvn. Jeg havde ingen at søge hjælp hos og var ikke rigtig klar over, at jeg fik det sådan.
Nu siger psykologerne ”her er mit kort, og det er mig du kommer til at snakke med, og kan du ikke lide mig, er
der en anden. Vi er der for dig!” Det skal de altså have ros for! Pga. tavshedspligten får man lov at sige, man
har det svært. Og man får at vide, at man trods problemer godt kan bruges i forsvaret. Forsvaret bliver kritiseret
for psykologhjælpen, f.eks. i Bagsiden af Medaljen og det kan jeg ikke genkende. De har gjort meget på otte år.
Nu sender de også spørgeskemaer ud et halvt år efter, man kommer hjem, med spørgsmål om man har svært
ved at sove, drikker flere end så os så mange genstande, er bange for at færdes offentlige steder osv. Hvis de
ser, at den er gal, ringer de. Det er dog et problem for dem, der tænker ”jeg er soldat, jeg skal da ikke til sådan
noget psykolog-pis”.
Er der meget af den slags macho-gejl?
Ja eller rettere blandt uvidende folk. I Irak havde de fleste været af sted før, var erfarne, så det var ikke så
slemt. Men hos de purunge, har jeg det indtryk, at der var meget af det.
Men tallene signalere, at der er flere, der falder igennem spørgeskemaundersøgelserne. Ifølge Bagsiden af
Medaljen er der 25-35 %, der ikke udfylder skemaerne.
Der er jo noget helt galt med alle tallene – de siger at kun 12 % får psykiske problemer, men jeg ville regne
med, at det er mange flere. Altså en eller anden form for psykisk efterreaktion. Men jeg er lidt bange for at,
folks fordomme forstærkes, når de ser en forestilling om en
soldat, der går psykisk ned, så jeg synes, det er vigtigt, at Carsten
i stykket nævner noget af alt det gode, f.eks. at der bygges
hospitaler, som folk herhjemme ikke ved meget om. Så publikum
ikke bare tænker ”hvad sagde jeg, det her giver endnu en grund
til ikke at være der – vores soldater går psykisk ned og unge
mennesker får ødelagt deres liv”. Bare der også er de positive
vinkler, for de har det med at drukne i det negative, selvom der
nok også er mere negativt end positivt.
Hvordan har du ellers haft det, efter du kom hjem fra Irak?
Jeg røg hjem til en skilsmisse, men ellers har jeg egentlig haft det
ganske godt. Men billeder begyndte at gå igen. F.eks. af en totreårig
pige jeg behandlede for 3.gradsforbrændinger. Man gjorde
en god ting dernede, men da jeg kom hjem, begyndte jeg at
spørge mig selv, hvorfor hun ikke bare kunne dø af det? Pga.
Hvidovre Hospital er et af landets største:
med 35 afdelinger; 3500 ansatte; 42.000
patienter indlagt årligt; 216.000 ambulante
besøg; en høj forskningsaktivitet; over 5000
fødsler årligt og i anledning af dets 30-års
jubilæum i 2006 produceredes en dokumentarfilm
om hospitalets historie.
Bestil selv din menu fra hospitalets
restaurantkøkken: Alle afdelinger undtagen
Børneafdelingen og Psykiatrisk Afdeling har
indført det nye koncept - og fra oktober 2006
kan alle patienter bestille fra menukortet.
Røgfrit hospital: Fra 1. januar 2006 er
Hvidovre Hospital helt røgfrit. Hvis du er ryger,
vil du få tilbudt gratis nikotinerstatning.
(http://www.hosp.dk/hvidovre.nsf)

deres dårlige hospitaler fik hun bakterieinfektionerne, og nu skal hun vokse op med at hele ryggen, benene, er
et stort ar, så nu kan hun kun blive solgt for to kameler, og det bliver nok til en sinke, der tæver hende. Hendes
liv var fra den dag ødelagt. Så føler man sig utilstrækkelig og tænker, ”hvorfor gjorde man det?”, men man
skulle jo gøre det…
Før jeg tog af sted spurgte mange, om jeg var bange for at blive skudt. Men vi passer på hinanden, får god
uddannelse, er godt beskyttet med skudsikreveste, pansrede døre og våben så… Statistisk set er der færre
dødsfald gennem de år, vi har været i Irak, end der har været på Nørrebro. For ikke at tale om i trafikken. Det
er sådanne sammenligninger jeg beroligede bl.a. min mor med. Hun ville ikke have det godt, hvis jeg tog til Irak
og Afghanistan i dag.
Men var du ikke bange?
Jo selvfølgelig var jeg det. Vi røg ud i en klanfejde, hvor vi kom til at køre ind i en krydsild, hvor der var kugler
på min sidedør! Er du gal, det var da ikke sjovt! Der var jeg bange! Nogle gange var der også trusler mod og
demonstrationer udenfor CiMiC House. Og tit skyder irakerne op i luften til bryllupper og så kørte man ud og var
klar, men vi lærte dog hurtigt, at det var en glædesstund!
Hvordan reagerede du da bilen blev beskudt?
Satte lortet i bakgear og så skyndte vi os tilbage. Det er jo hverdag dernede, og man omstiller sig lynhurtigt,
men når man så kommer hjem, opdager man, at det havde jo været rigtig
farligt. Så kommer reaktionen.
Hvornår kom frygten? Eller genoplevede du det?
Jeg fik engang et angstanfald i Lyngby Storcenter – for mange
mennesker, for maget larm og så måtte jeg bare ud hurtigst muligt. Jeg
svedte og… ja det er mærkeligt… Den første Nytårsaften var jeg heller
ikke glad for. Der var flere fra min deling, der også syntes, der var for
meget bang. Tilsvarende gik der mange måneder efter Jugoslavien, hvor
jeg simpelthen ikke trådte på græs, efter at have set børn blive
massakrerede af landminer. Det gik op for mig da en kammerat og jeg
kunne spare 2km ved at gå over en mark. Det kunne jeg bare ikke tænke
mig, jeg ville hellere uden om. Først bagefter tænkte jeg, at det nok var
pga. minerne, og så begyndte jeg lige så stille at gå på græs. Det sætter
sine spor, men det gør det også, hvis man rejser i fattige lande med
gadebørn, spedalskhed el.
Hvordan skulle I forholde jer til, og hvilket udstyr havde I mod Saddams
masseødelæggelsesvåben, som I i princippet var der for at fjerne? Jeg har
hørt, at det ikke var helt i orden?
Det vil jeg helst ikke udtale mig om.
Du sagde tidligere at dit ægteskab gik i stykker, da du kom hjem. Er det typisk?
En britisk soldat i ABC-gear,
Atomical Biological Chemical. De
fandt masseødelæggelses-våben…
eller gasgranater der indeholdt
ingenting. Verdenspressen og CNN
kom og så sad vi der i 3 dage og
passede på tomme granater.
(Foto © Morten Binns)
De fleste af dem jeg kender er blevet skilt. En er også kommet til at slå sin kone. Der er åbenbart ikke mange
forhold, der overlever. Mange af dem, hvis kærester slog op, medens de var dernede, gik det skævt for, og en
enkelt fik udgangsforbud fra lejren. Men hvad kan du også gøre? Man sidder midt i en ørken og forestiller sig
mærkelige ting. Jeg skal aldrig mere have kæreste, når jeg er af sted. Ringer man, og hun ikke er hjemme,
begynder man at tænke sit. Ting bliver forstærket. Men det er også fordi, man har våben og andre frustrationer
og er under konstant pres. Reaktionerne kan blive for store.

Er det uanset om man under normale omstændigheder er jaloux anlagt?
Det tror jeg. Man er så magtesløs.
Hvorfor tror du, så mange forhold ikke kan klare det?
Personligt og hvad jeg har talt med andre om, er det frustration over, at vedkommende ikke forstår én og
hænger sig i, hvad der nu virker som detaljer. Det var også underligt, sådan at blive gift lige før jeg tog af sted,
men det var pga. livsforsikring og sådan. Ikke særlig romantisk. Efter 4 år ringer jeg to dage før jeg skal af sted
fra Oksbøl-lejren og spørger. En tur på rådhuset og 48 timer senere letter mit fly. Vi tog på bryllupsrejse en
måned da jeg kom hjem og 14 dage efter det, gik vi fra hinanden. Man har brugt et halvt år på at tænke over
en masse ting, set en masse, og så stresses der stadig over, om der er købt grøntsager. Man vokser fra
hinanden.
I forestillingen ender Carsten med at begå selvmord. Kender du noget til selvmordsstatistiker eller -tanker?
Jeg tror det skete oftere før i tiden, hvor de ikke fik hjælp, efter Kroatien f.eks. Jeg tror ikke, at det er mange,
men jeg tror, der er flere selvmord, end der er dødsfald i regulær kamp – men det tør jeg ikke forsikre.
Personligt har jeg aldrig overvejet selvmord, men jeg har lidt af søvnløshed. Det var pga. billeder fra Irak, som
blev ved at poppe op. Dertil kommer at man har været sammen med 500 andre mennesker 24 timer i døgnet;
gået på toilettet, badet, sovet sammen … Bang! Så er man alene. Dernede er det hverdag – ”jeg så en der blev
massakreret i dag” men nåja. Når billederne kommer, hvem skal man snakke med hér? Din kone forstår dig
ikke, din mor forstår dig ikke, der er ikke nogen, der forstår dig. Det er frustrerende. Jeg har mine gamle
soldater venner at snakke med. Det er vigtigt at have nogen.
Skal man passe på med, hvad man siger her hjemme? I den forstand at man f.eks. ikke kan sige, at man savner
det dernede, så tænker folk, at man er helt galt afmarcheret. Har du oplevet, at du skulle passe på med at
fortælle, hvad du egentlig følte og tænkte?
Ja, absolut! Jeg er kommet til at sige, at jeg savner Irak, og så blive haglet ned! Så må man forklare om
sammenholdet, og at man synes, man gjorde en forskel. At undervise var jeg vild med. Og man lærte meget af
at gå op ad læger og sygeplejersker. Man er ikke stresset,
maden bliver lavet for én, godt nok skal man selv vaske
op og vaske tøj, men det er afslappet. Men det forstår folk
ikke. Man passer sit arbejde og har altid nogen at snakke
med. Det kan så også blive for meget, og det er svært.
Men jeg kan godt savne det.
Er det ikke vigtigt, at en psykolog kan fortælle én, at ens
reaktion er normal?
Jo. De er knaldende dygtige på kasernen. De startede
med at sige at ”jeg har ikke været i området, så jeg kan
ikke tale med om dine oplevelser, men jeg kan konkret
fortælle, hvad der var galt”, og så prøver man at finde
frem til en løsningen i fællesskab. De giver én redskaber
til, hvordan man kommer videre f.eks. ved at lade være ICDC træning (Foto © Lasse Jensen 2004)
med at se nyheder, acceptere at i forhold til danske
standarder er det for meget, at stå længe i kø i en discountforretning, at Danmark er et tought samfund.
Kan man kalde din reaktion på Danmark, efter du kom hjem, for en form for fordom?
Jo jo. Jeg generaliserede og syntes, at danskerne var nogle forkælede møgsvin. Men så begyndte jeg at tænkte
anderledes på det og kunne slappe af igen, men jeg synes nu stadigvæk…

Har du ændret dig, fra før du tog af sted?
Jeg har meget svært ved at blive irriteret nu, for jeg har indset, at jeg egentlig har det godt her i Danmark! Jeg
græder ikke over småting og kan se mere positivt på ting. På den måde har det været godt.
Virker Danmark uvirkelig når man er væk? Eller omvendt, er de ting man har oplevet i Irak så langt væk når
man kommer hjem, at det virker uvirkeligt eller surrealistisk?
Når man læser at bomber dræber 52 i Baghdad, virker det uvirkeligt, for det er ikke det Irak, jeg har oplevet.
Jeg kan godt forstå, at amerikanerne bliver vanvittige, for de oplever ting, som vi var forskånet for. Desværre,
eller det er måske godt, fiser sådanne nyheder hen over hovedet på mig nu. Men det fiser også hen over
hovedet på de fleste andre. Bomber er efterhånden hverdagskost, som desuden er reduceret til en lille notits på
tekst-tv, med mindre en dansk soldat dør, så er det mediestorm. Mine oplevelser virker meget langt væk. Irak
er et mærkeligt land, hvor der dør en masse mennesker, og det er bare ærgerligt, for det er ikke virkeligt! Det
kan det simpelthen ikke være! At man stiller sig i en kø, fordi man tror, at man skal have arbejde og så bliver
man sprængt i luften. Og den irakiske viceminister er lige blevet kidnappet; hvordan kan det lade sig gøre? Det
er jo virkeligt, men jeg bilder mig ind, at det er et fantasiland, nok for at beskytte mig selv. Men jeg bliver stadig
arrig og mener, at det er sådanne ting, der burde pumpes op i medierne, så vi kan se det virkelige billede af
krigen! Det har haft konsekvenser, det vi har været med til.
Synes du, man får nok hjælp, når man kommer hjem? Og er det nødvendigt at få hjælp?
Ja, jeg ved ikke, hvad man kunne gøre mere. Og ja, det er nødvendigt. Når folk uddannes til at slå ihjel og
sendes på missioner, skal man også være parat til at hjælpe bagefter. En time eller syv hos en psykolog koster
ikke alverdens. Hvorimod alt det materiel vi har med og lønninger udgør tårnhøje udgifter. Men at vi får hjælp
bagefter, må ikke være et argument for, at vi sagtens kan gå i krig. Det gør det bare mere spiseligt for
befolkningen, men der er ikke noget, der kan retfærdiggøre denne krig.
Har du mødt mange fordomme, efter du kom hjem?
Ja. Mest som ”hvordan kan du gå i USA’s tjeneste?”. Nogle, især venstreorienterede, har ikke villet tale med
mig, for jeg er Bush’s udsendte, og han er et svin – men det er jeg jo fuldstændig enig i, og jeg var også imod
krigen. Men de spørger ”hvordan kan du så gøre det?” og jeg prøver at forklare, at jeg ville gøre noget godt,
men jeg taler for døve øre. De har kun selvmordsbombere og dræbte civile i tankerne, hvilket også både er
relevant og sker. Jeg kan godt forstå, at man har fordomme og delvist har de ret, men vi laver også humanitært
hjælpearbejde – bygger hospitaler op, istandsætter skoler, rydder for miner osv., og det kommer aldrig frem.
Men det gøres af danske soldater, og det er dødærgerligt, at når man kommer hjem, er man bare sådan én, der
har været i lommen på USA.
Men er det ikke ideen bag Irak-krigen de protesterer imod? Og at vi sprang med på Bush’s vogn?
Jo. Og at de løj for os. Jeg tror at vi danskere havde kunne klare det bedre, hvis man havde set mere om,
hvordan Saddam og hans folk behandlede befolkningen. Det er mere spiseligt for os og mere legitimt at reagere
på. Så kan vi gå ind for at fjerne ham.
Hvordan var reaktionerne fra venner og familie før du tog til Irak?
”Held og lykke hvis det er det, du vil.” Selv min hustru var ikke nervøs, hun syntes, det var ok. Det første
spørgsmål man får er ofte ”har du skudt nogen?” man svarer at ”nej, det er jo ikke det, man er der for”. Mange
forstår ikke, at vi er der for at være fredsbevarende!
Nej, men her bliver ’fredsbevarende’ bare et ord, man ikke helt ved, hvad indeholder.

Det forstår jeg godt. Mht. Kosovo, hvor der er stille og fredeligt, gør det at vi er der, at kosovoalbanere og
serbere ikke ryger i totterne på hinanden. Vi er simpelthen til stede, så krigen ikke blusser op igen. Modsat er
det jo helt håbløst i Irak. Det bliver nok aldrig godt. Om hundrede år vil mændene dér også tæve deres koner.
Hvordan reagerede de kvindelige udsendte på de irakiske kvinders situation?
Det er frygteligt, at se kvinder blive tævet. En dansk kvinde startede en mødregruppe, hvor kvinder, der ikke
kunne forstå at deres børn døde af tyfus kunne lære, at de skulle koge vandet, inden de drak det osv. Men man
fandt ud af, at der var visse ting, man ikke kunne blande sig i, så gruppen blev nedlagt. Men man lærer at
affinde sig med det i hverdagen, at sådan er de og sådan er vi, og det må man respektere. Jeg plejer at
sammenligne min skilsmisse med, hvordan det tilsvarende kunne have været i Irak. Vi fik nogle gigantiske
advokatregninger, men fordi vi ikke var formuende, skal det offentlige i vores velfærdssamfund betale. Havde
det været i Irak, havde jeg skudt hende og begravet hende i baghaven, uden at nogen
havde stillet spørgsmålstegn ved det. Det angiver bare forskellen.
Hvordan har kvinderne, der er af sted, det ellers?
Hvis de kan lukke af for ting, har de det generelt godt. Men de er udsatte, fordi mænd, der
keder sig, hurtigt begynder at digte historier. Som kvinde er man altid mål for en masse
blikke og liderlige fantasier. Det kan ikke være helt nemt, selvom nogle godt kan lide
opmærksomheden. Og så har de kvindelige tolke f.eks. svært ved at skære igennem over
for irakiske mænd.
At se med egne øjne
Hvad er dit forhold til de danske politikeres håndtering af situationen?
I Irak havde vi besøg af Udenrigspolitisk Nævn, hvorfra Pia Kristmas Møller (C) tog hjem og sagde ”nu har jeg
set det med egne øjne, og vi gør det godt” – hun blev eskorteret
og så områder med udvikling, og vinkende folk. Hendes gruppe
boede i ”luksussuiten” i lejren, sad ikke til bords med soldaterne
men spiste til gengæld al vores gode mad, så vi måtte leve af
noget slam flere efterfølgende dage. Hun så aldrig de grimme
sider. Helge Adam Møller (C) var den eneste af dem, der kom,
der faktisk gik rundt og snakkede med os. Jeg tror helt sikkert,
hæren skiller ud, hvad de gerne vil have, man ser herhjemme. Journalisterne er også i stram eskorte. Et andet
problem er, at alt, alle operationer, alt arbejde går i stå i flere dage, fordi de lige kommer på besøg, hvor der er
rigeligt andet at foretage sig! Tilsvarende blev alt sat i stå, da Sacha Dupont og Co. gav koncert dernede, for at
de kunne springe bomber osv.! Dem gir man også et falsk billede ved at vise dem alt det sjove og hyggen. Men
det var fedt nok! Sådan en koncert højner moralen. Og fantastisk frække var de også! De kom spankulerende
hen over paradepladsen i sådan noget lårkort, og vi havde ikke set en kvinde i 3-4 måneder! Bare så tarveligt
med de der meget meget bare ben!! Men jeg kan bare ikke holde ud, at de siger, de har set det med egne øjne
– for det har de ikke. Det samme med fordomme – jeg kan heller
ikke holde ud, l at folk sidder herhjemme og siger ”nej hvor går
det dårligt” eller ”nej hvor går det godt” – at folk overhovedet
kan tage stilling til, om de er for eller imod! For de aner ikke,
hvad der sker!
Hvordan ser du på situationen i Irak nu?
Den er håbløs. Det bliver aldrig godt og det er ærgerligt. Der er
mange der har spurgt ”hvorfor tager du til Kosovo og ikke Irak,
er du en bangebuks?” Og dels, ja det er jeg og dels, kan jeg ikke
se noget formål med det. Jeg kan ikke gøre nogen forskel. Det er
Pige ved livets træ -
Al-Quarna (Foto ©
Lasse Jensen (2004))
Kan rundturene i Irak sammenlignes med de
rundvisninger, der blev foretaget i
koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig,
hvor folk blev forestillet glade, spisende,
legende fanger i til anledningen rent og helt tøj?
Sascha Dupont koncert (Foto © Lasse Jensen (2004))

sket med det land, og det eneste, vi kan gøre, er at overlade det til de religiøse ledere, så kan de få lidt
borgerkrig og så kan de sidde på magten. De er ikke klar til demokrati. Det var naivt fra starten at tro, at man
bare kunne ændre det.
Men der er da ingen, der tror, at det var for demokratiets skyld?
Nej nej, det var olie! Jeg har haft mange diskussioner med folk, der ikke troede det havde noget med olie at
gøre. Jeg talte med en fornuftig amerikansk soldat i Kuwait. Han undrede sig over, at vi sætter en jernkæde af
tanks for at beskytte olieministeriet, mens skoleministeriet og de andre ministerier er blevet møgplyndrede. De
GOSPs, olieraffinaderier, der pumper olie op, er også heavily guarded. Det var sygeligt, at se en ring af
amerikanske soldater rundt om amerikanske ingeniører, der arbejder på
raffinaderierne, mens alt andet ligger i ruiner. Så kan man ikke påstå,
det er andet end et olietogt.
Hvad troede soldaterne generelt?
Jeg tror, de lader være at tænke over det. Mange bilder sig ind, at de
gør det, fordi det var godt at vi væltede Saddam og for at stoppe
terroren. Dem har jeg mødt mange af også i den danske hær. Det er
måske meget godt, at have den holdning, for så kan man gøre arbejdet
uden at tænke for meget over det.
Hvordan har irakerne i Irak det med danskere?
Da de fangede Saddam, var de glade for os. De kunne se en udvikling.
Men efter hvad jeg hører nu, er det gået i stå. De kan ikke rigtig
varetage de opgaver, de burde. M.h.t. stabiliteten og det arbejde irakerne blev lovet, er det gået op for dem, at
de har fået fingeren. Jeg tror, det er derfor, de angribe danske styrker - ”koalitionen er fjender”. Jeg kan ikke
bebrejde dem! Vi gjorde det samme da tyskerne invaderede os. De kaldes terrorister – jeg ser dem mere som
frihedskæmpere. Det er forståeligt, at de ikke finder sig i sager som f.eks. skandalen i Abu Ghraib fængslet, og
den med den amerikanske soldat, der voldtog en pige, myrdede hendes familie foran hende, og skød pigen til
sidst. En mandlig soldat må nærmest ikke tale til og slet ikke røre en kvinde. Når han så voldtager en på 14 år,
er det klart, soldaterne ikke bliver populære.
De irakere jeg taler med fortæller om frygten, der er større nu end under Saddam. Det er ikke fordi de ønsker
Saddam tilbage, men dengang kunne man gå på gaden, efter mørkets frembrud.
Man kunne godt nok ikke ytre sig men skide værre med det. Nu er der ’dødspatruljer’, der bryder ind i husene
og torturerer og halshugger folk. Der er ikke noget irakisk politi, der fungerer, og de amerikanske soldater går
også hjem om aftenen, de siger, det er for farligt at være ude, hvilket jeg godt kan forstå.
Jo, men det er ligesom dem, der har skabt situationen.
Jo absolut – det er helt absurd! Når man har været der, får man en større forståelse for, hvorfor mange
herboende irakere har det svært – de ser jo deres landsmænd blive slagtet på åben skærm hver dag. Og dét
ikke kun af deres egne men også af koalitionen, der skulle være befriende.
Hvordan er det med danske muslimer, der er af sted?
GOSPs - olien er trukket op gennem jorden
mange steder i irak, her ryger olien fordi den er
blevet så varm fra ilden ryger pga. varmen
(Foto © KS BMB Pedersen)
Min værelseskammerat i Irak var muslim. Ofte er det en rigtig god ting med udsendte muslimer, men nogen har
også måtte hjemsendes, fordi de ikke kunne klare at se, hvordan deres trosfæller blev behandlet. Og der er
enkelte tilfælde, hvor man hører ikke-muslimer sige, at de hellere vil til Afghanistan end Kosovo, fordi de vil ned
at skyde perkere – sådan én skal slet ikke af sted.

Hvordan har du det med militæret og det at være soldat?
Jeg kan rigtig godt lide at være soldat. I bund og grund tror jeg, at mennesker bygger på strukturer. Jeg
trækker på smilebåndet, men det er nu meget rart, at man i militæret ved time for time, hvad man skal og i
hvilken påklædning osv.
Bliver du ved med at ture rundt?
Ekspeditionsbums? Som man kalder dem, der er hjemme et halt år og ude et halvt. Jeg kunne godt se mig selv
sådan, men nu er jeg blevet optaget og skal uddannes hos Falck, for jeg fik smag for ambulance-tingen.
Du har jo slået dine folder på de skrå brædder sammen med Teater Grobs Maja Ries. Spiller du stadig teater?
Nej desværre, jeg ville ellers gerne og savner en hobby. Man søger nok noget – samværet var specielt.
Det kunne være, at du kunne erstatte det militære sammenhold med en lille dramagruppe?
Det kunne jeg da godt!
Om DANCON/IRAK
Den danske fredstøttende styrke på ca. 470 soldater inklusiv 53 litauiske soldater skal sikre den irakiske befolkning ro til
genopbygning af infrastruktur, hjælpe til at indføre demokratiske styreformer og støtte den irakiske hær og politi i deres
uddannelse. Hold 8 har base i Camp Danevang syd for Iraks næststørste by, Basra. Lejren ligger på den engelske base
Shaibah Logistic Base og er underlagt en britisk ledet brigade. Den danske bataljons ansvarsområde dækker et område på
størrelse med Fyn.
Forsvaret skriver følgende under titlen ”Skaber tillid”:
Da USA og koalitionspartnere havde afsat Iraks diktator Saddam Hussein i foråret 2003, besluttede Folketinget, at
Danmark skulle bidrage til at opretholde freden. Siden magten 28. juni 2004 blev overdraget til Iraks midlertidige regering,
har danskerne bistået de nyuddannede irakiske sikkerhedsstyrker med uddannelse, med sikkerhed og med at indsamle
våben samt ved at hjælpe ved husundersøgelser og vejspærringer.
Der er desuden ydet en stor indsats med at uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de gradvis rustes bedre til at
varetage opgaven med at skabe sikkerhed, ro og orden.
Ud over de velkendte militære opgaver har soldaterne også opgaver med et mere civilt præg. Opgaverne kan være at
hjælpe med at skaffe drikkevand, holde opsyn med irakiske civile installationer (oliepumper, vandværker, rådhus mm.),
indretning af skoler og hjælp til at fremme demokratiske fremgangsmåder.
Bataljonen forsøger at opretholde et tillidsforhold til lokalbefolkningen ved at informere den om det arbejde, vi udfører.
Derfor holder vi møder med lokale ledere og bruger den tid, vi kan, på at tale med lokalbefolkningen. Befolkningen i
operationsområdet består hovedsagelig af shiamuslimer, der blev holdt nede af Saddam Husseins regime.
Blandt andet derfor har situationen været roligere ved Basra end i de mere Saddam-venlige sunnimuslimske områder i det
centrale Irak omkring hovedstaden Bagdad. (http://forsvaret.dk/HOK/Internationalt+Info/Irak/)

Samtale med dramatiker Andreas Garfield
Bestillingsarbejde: Historier fra virkeligheden og andre dimensioner
Hvordan arbejder du med en tekst?
Det afhænger af, om teksten kommer fra mig eller er en
bestillingsopgave som denne her. Så kommer den overordnede
ide typisk fra en instruktør, producent el.. Indarbejdningsfasen
starter med et par møder for at lære folk at kende og finde ud
af, hvilken historie de vil have frem, så jeg ikke risikerer at
præsentere dem for noget i en forkert retning.
Hvad kan du sige om titlen Hjem Kære Hjem?
Den er Grobs. Jeg ville gerne finde på titlen, men da jeg ikke
havde historien endnu, og tingene skulle i pressen, blev det, som
det er. Jeg er blevet glad for den, efterhånden som jeg har
prøvet, at passe symbolsk ind under den og har fået den
inkorporeret i teksten.
Hvilket forlæg fik du ellers fra Grobs side?
Vi lavede en ramme for historien med denne her soldat i det her
hus hos hans gamle ven og dennes kæreste på denne her aften.
Altså 3 medvirkende, on location og så vidt muligt i real tid (det
er det så kun næsten). Derefter talte vi med soldaten, Morten Binns, i fire timer. Jeg kender i forvejen kun en,
der overhovedet har været i militæret, så det var spændende og noget var meget gruopvækkende. Han viste os
f.eks. billeder; først smukke ørkenbilleder og så en mand revet fra hinanden på en markedsplads… Normalt ser
man sådan noget i glimt i tv-avisen men dét her var fastfrosset!!
Hvordan har du bearbejdet hans private historie for at gøre den generelt gældende?
Han har skildret hændelser, som jeg har digtet lidt om på. Jeg
ville have svært ved at stå inde for at sidde herhjemme og
opfinde situationer fra Irak. Men i forestillingen tales der
meget generelt. Jeg har opfundet en enkelt afgørende
situation for Carsten. Ellers har jeg taget udgangspunkt i
Mortens følelsesmæssige tilstand. Som inspirationskilde har
jeg også brugt Deer Hunter. F.eks. russiskroulette-scenen og
scenen hvor Michael Vronsky vender hjem. Man ser ham
komme i taxa til et hus, hvor folk er samlet til et surprise
party. Han kigger på huset og beder bare taxachaufføren om
at køre videre til et hotel. Der ser man ham sidde på værelset
i mørket og bare stirre ud i mørket. Denne tomhedsfølelse og
dette savn, den erkendelse af at man ikke kan vende tilbage
Andreas Garfield (1976) blev optaget på
Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2004
og begrunder sit valg således: ”Jeg egnede mig
ikke som skuespiller. Så prøvede jeg at skrive til
film, men det gik ikke så godt. Jeg tog HumBas på
RUC men på overbygningen så jeg, at det ikke var,
det akademiske jeg ville. Så kom jeg på en
daghøjskole, hvor Jakob Weis underviste, og jeg
skrev mit første stykke til Teater PræCdens. Siden
har jeg egentlig haft nok at bestille, men kom til et
punkt, hvor jeg følte, jeg ikke kunne lære mere af
at arbejde selv. Så tænkte jeg, jeg var parat til at
få hardcore undervisning, og det er fantastisk at få
lov at arbejde sammen med og lære af nogle af de
bedste, vi har i Danmark! Og få skabt et netværk.
Nu kender jeg jo dem, man skal kende, og de
kender også mig en lille smule…”
Han har udover turnéforestillinger skrevet flere
forestillinger for Teater PræCdens og Mucca Divina
og en enkelt for DATS. Følgende stykker er
udgivet på Forlaget DRAMA: Hyg Jer! (2001);
Slangeham & Brune bjørne (2002) og Glemt, ondt,
koldt – en trilogi (2003).
The Deer Hunter (1978) instrueret af Mike
Cimino og med Robert De Niro i rollen som Michael
Vronsky som del af en gruppe amerikanske
metalarbejdere fra en lille by som efter det
indledende bryllup alle tager til Vietnam som
soldater, hvor de forcerer diverse forhindringer og
venskaber bliver sat på prøve. Bl.a. holdes de i en
nordvietnamesisk fangelejr, hvor de tvinges til at
spille russisk roulette et spil der meget senere
tager livet fra den ene kammerat. Vennerne drives
af eventyrlyst men bliver såret uhelbredeligt på
sjæl og krop.
til ens samfund, fordi man har set nogle ting, der har forandret én for altid, ville jeg gerne ramme. Det er
visuelle gengivelser af sindsbilleder, som ikke er forankrede i virkeligheden. Ellers ville jeg føle, at jeg sugede på
Mortens følelser. Han kunne naturligvis komme med nuancerne, men via billeder og lyd fik jeg selv en
grundstemning, som jeg kan danne billeder på.

Apropos film refererer du også til Top Gun i teksten.
Den passer på deres generation. Krigsfilmmæssigt kom der efter 2.
Verdenskrig og gennem ’60erne populære krigsfilm, hvor Amerikanerne
var gæve helte. Efter Vietnam-krigen og de politiske ’70ere kunne man
ikke længere fremstille det sådan. Men da vi kom op i koldkrigstiden,
kom f.eks. Top Gun som en af de første nyere populærkrigsfilm, hvor vi
jubler, når de skyder russiske piloter ned, og Maverick bliver ikke en
mand, før han beviser sit amerikanske mandsmod ved at skyde fjender.
Du lader på et tidspunkt Iben synge en sang fra West Side Story?
Jeg kender ikke så meget til musicals, men tænkte, at den kvindelige hovedrolle Maria er en kvinde med ben i
næsen, og at det er et temmelig stort
parti. Og så ville jeg gerne have en flot
ballade, der kunne spille på vores
følelsesregister. Da den er skåret over
Romeo og Julie, tænkte jeg, at der
måtte være noget flot dér. Også en eller
anden form for forløsning, men falsk
forløsning naturligvis.
Hvordan arbejder du i forhold til
research?
Det har mest været i forhold til Carstens
rolle, som var det vigtigste for mig og til
formalia. En af grundene til det er, at
jeg har forsøgt at holde den i en
afdæmpet tone, så det ikke bliver for
meget ”åh, Irak-krig på programmet”.
Jeg ville undgå de store fortællinger fra
Irak, så det ikke blev en dokumentarisk
forestilling eller en case story. Det synes
jeg hverken er spændende at arbejde
med eller at se på. Det kan man se
andre steder. Siden sommeren har der
været en masse artikler og tv-
programmer, bl.a. Bagsiden af Medaljen. Der ser man, at det billede, vi giver af Carsten, ikke er et unikt
eksempel, hvilket jeg også ville have det dårligt med. Men selvfølgelig er der ting, der skal være på plads i og
med, at den fiktive historie er forankret i virkeligheden
Kan det kaldes 1:1-realisme, eller strækker den ud over det realistiske univers?
Top Gun (1986) instrueret af Tony
Scott og med Tom Cruise i hovedrollen
som F-14 piloten Maverick, der på elite
skolen for jagerpiloter (Top Gun)
forelsker sig i sin instruktør. Mavericks
forhold til flyvning, der i forvejen er
kompliceret pga. faderens skæbne som
pilot, kompliceres ydermere, da
Mavericks makker dør under en
flyvning. Dertil kompliceres hans
kærlighedsforhold, men til sidst vinder
han både flyve-æren og pigen tilbage.
Musicalen West Side Story (1957) med musik af Leonard Bernsteins og
tekster af Stephen Sondheim er baseret på Arthur Laurents bearbejdning af
William Shakespeares Romeo og Julie (1591-96).
Den eviggyldige historie om kærlighed, der opstår på tværs og på trods af
baggrunde, fordomme, krig og omverdens forventninger udspiller sig her i
1950’ernes New York. De elskende, Romeo og Julie, er erstattet af Tony og
Maria. Familiefejden er omskabt til en bandekrig mellem de rivaliserende
newyorkske Jets og puertoricanske Sharks, der udmønter sig i et blodigt
opgør, hvor Tonys ven og Jets’ leder, Riff, lader livet og Tony reagerer ved at
dræbe Marias bror og Sharks’ leder, Bernardo. Derefter dræbes Tony for
øjnene af Maria og i modsætning til Julie, dør Maria ikke men sidder alene
tilbage med sin sorg, medens banderne i fællesskab bærer Tonys lig væk.
Somewhere
There's a place for us, Somewhere.
Somewhere a place for us. We'll find a new way of living,
Peace and quiet and open air We'll find a way of forgiving
Wait for us Somewhere . . .
Somewhere.
There's a time for us, There's a place for us,
Some day a time for us, A time and place for us.
Time together with time spare, Hold my hand and we're halfway there.
Time to learn, time to care, Hold my hand and I'll take you there
Some day! Somehow… Some day… Somewhere…
Der er ingen finurligheder, og dialogen er realistisk. Jeg kan ellers godt lide at lege med at man accepterer alt
på scenen. Og at man kan henvende sig direkte til publikum; gå ud og ind af historien. Vi som publikum tager
det jo bare ind. Men den slags virkemidler er denne historie skrabet for. I begyndelsen tænkte jeg, det ville
bliver svært at arbejde indenfor Grobs manifest. Selvfølgelig sagde de, at man ikke skal lægge sig kategorisk
fast på det, men jeg tænkte, nu skruer vi tiden tilbage til Ibsen. Så det har været en udfordring både at skabe
en historie, hvor folk måske nok har en anelse om, hvad udfaldet bliver, men ikke har regnet det hele ud på
forhånd. Og samtidig skabe et naturalistisk sprog, der alligevel kan holde folk fanget.

Karakterer
Er det svært at finde et naturalistisk sprog, der også er specifikt for de forskellige karakterer?
Egentlig ikke. Karaktererne stikker ikke så langt ud fra hinanden, men jeg har forsøgt at lægge nuancer ind,
netop for at det ikke skulle blive trægt. De er mere eller mindre fra det samme sociale lag, men alt sammen
kommer jo fra mig. Omvendt hvis skuespillerne selv finder deres karakters særtræk ved workshops, skal man
som forfatter prøve at finde de forskellige spor. På den måde får man et stort og farvestrålende persongalleri.
Faldgruben er, at personerne kan komme til at stå i vejen for historien. Det kunne have været sjovt med et par
workshops, men timingen var ikke til det. En blanding af workshop og egen udvikling af teksten synes jeg, er
den bedste måde at arbejde på, for så bliver man virkelig en stor gruppe, der fortæller den pågældende historie,
og der opstår ting, man aldrig selv ville have kunnet finde på.
Hvad er dit forhold til karaktererne?
Man skal elske sine karakterer! Dertil skal karaktererne selvfølgelig have lige dele gode og dårlige sider. Sjove
karaktertræk, som ikke nødvendigvis bliver brugt til noget i historien, men som danner et helt menneske. Hvis
jeg kan sætte dem i hvilken som helst situation og sige til mig selv ”nu sidder de her og har lige været til
fodboldkamp. Start dialogen! Skriv!” og det lykkes, så ved jeg, at jeg har dem. De var ikke så svære at holde af,
men måske at lære at kende. Iben og Kim ville jeg godt kunne skrive en pastiche over, men det var på ingen
måde meningen. Jeg ville gerne forstå dem, hvad der driver dem, hvad de gerne vil. Fordi jeg ikke kender særlig
mange, der har slået sig ned på den måde og beskæftiger sig med de ting, de gør, er deres verden fremmed for
mig. Så jeg har prøvet at lave en ud-af-kroppen-oplevelse og spørge mig selv, hvis jeg sad dér, hvor har jeg
været, og hvad er det jeg gerne vil?
Hvad er det så, de gerne vil?
Jeg ser dem som nogen, der bare mangler den sidste store ting, af det de gerne ville; de vil det lykkelige liv,
som er hvermandseje nu om stunder, helst så blottet for konflikter som muligt. De har længe haft travlt med at
anskaffe sig, ikke bare de rigtige materielle ting, men også de lidt større ting som et hjem, en mand / kvinde
ved sin side – udenoms ting. Nu finder de pludselig ud af, at kommer der én og pirker bare en lille smule til
maskineriet, opstår tvivlen. Hvordan har de det så? Er der noget herinde i hjertet, der mangler? De finder ud af,
at de måske har svigtet nogle idealer. Eller de har taget det for gode varer, at når man først har anskaffet sig
alle disse ting, bliver man lykkelig.
Hvilken betydning har den sang, som Carsten og Kim har lavet, og som Kim leder efter, da Carsten kommer?
Et eller andet sted bliver den symbol, på det Kim søger – de gode gamle dage, som nu er væk, og rent
symbolsk kan han ikke finde den. Teksten går tilbage til tiden i militæret, hvor han var ung og blottet for ansvar.
Kim ønsker til dels at genfinde den tid, men måske ønsker han også, at han, når denne aften er overstået, kan
sige til sig selv, at sådan er han ikke længere. Han ved jo godt, at han er en voksen mand nu, og at han har
valgt det liv, han har. Så han kan drikke den samme champagne og mimre, men så er det også slut med det. På
den måde er Carsten et mere helstøbt og lykkeligt menneske.
Er Carsten indstillet på at tage konsekvensen af de valg, han har taget?
Den yderste konsekvens, selvmordet, bliver han presset ud i, men var
han ikke blevet hjemsendt nærmest i vanære, havde han taget de
natlige mareridt med oprejst pande og kørt videre. Selvfølgelig havde
han haft nogle traumatiske oplevelser, men han har det godt med, at
han i hvert fald gør noget. Jeg har prøvet at skabe en dramatisk historie,
Familien Pillivuyt begyndte med at
producere porcelæn i 1818.
Fabrikken ligger nær byen Mehunsur-Yevre
i Frankrig og formene
bliver stadig lavet ved håndkraft.
Deres hvide porcelænsprodukter er
kendetegnet ved rene og enkle linjer.
hvor jeg så ikke kan se ham ende andre steder. Jeg kunne ikke bare lade ham blive kørt væk af sine forældre.
Denne aften må og skal have en konsekvens. I og med at det ikke er ham, der er hovedkarakteren – han
udvikler sig i og for sig ikke, men ryger bare længere og længere ned – men Iben og Kim, er det deres

udvikling, der er i fokus. Iben går fra 0 til 100. Hun begynder at forstå, hvis Kim gerne vil af sted til
Irak/Afghanistan. Så falder skuddet, og hvad bliver konsekvensen af det? Alle Pillivuyt tallerkenerne ryger på
gulvet. Per Scheel-Krüger og jeg blev vist ret tidligt blev enige om, at det var dér Carsten måtte ende. Der er
ikke andet.
Har Carsten været i tvivl om Irak-projektet.
Han blev i hvert fald i tvivl på et tidspunkt dernede, men det er først når han kommer hjem, at det for alvor
presser sig på. Fordi han også føler et svigt både fra folk inden for militæret men også fra sit bagland.
Så Iben og Kim indser, at det at handle er bedre end ikke at gøre noget, men på samme tid får de selvmordet
smidt lige i hovedet – og så er handling måske alligevel ikke altid det bedste?
Det er jo dét! Og det er det, jeg bedst kan lide – at slutte fuldstændig åbent. Så må vi selv drage konklusioner
om, hvad der sker med Kim og Iben.
Har du selv noget billede af, hvor de kommer til at bevæge sig hen?
Jeg tror faktisk, at hvis Carsten ikke havde skudt sig, ville det være et vendepunkt for dem. Ikke at Kim med det
samme ville hive kampstøvlerne på, og at Iben ville sige op på damebladet, men ”den første vej til forandring er
erkendelsen af problemet”. Og den har de da fået. Men pga. selvmordet tror jeg, at de ryger helt tilbage igen.
Så på den måde er det, ligesom det jeg også prøver at sige med stykket, at du ser noget, og fem minutter efter
er du igen ligeglad med det. Vi er enormt tilpasningsdygtige. Det er en måde at overleve på. Hvis du sætter dig
ned og begræder verden så kan man jo bare sidde dér.
Irak versus Hvidovre
Hvordan arbejder du i forhold til din politiske holdning?
Selvfølgelig har jeg mit eget standpunkt, men for det meste bruger jeg mange kræfter på at modbevise mine
holdninger i et stykkes argumentation – for det første, er det det, jeg lærer mest af, og for det andet er det
også mest interessant for folk at se på.
Hvordan har du det så med det såkaldte politiske teater? Er dette politisk teater?
Måske bruger de fleste betegnelsen politisk teater om sen-’60erne start-’70ernes ”op-på-ølkassen-og-råb-dinebudskaber”.
Politisk teater bør vel dreje sig om dialog. Hvorimod det i det førnævnte er nærmest demagogisk
enetale (siger jeg uden dog at have set særlig meget af den slags, men det, jeg har set, har ikke været
interessant). Siger man politisk teater, er man nødt til at redefinere det. For mig betyder det, at det er noget,
der berører noget politisk, hvad enten det er historisk eller samtidigt. På den front kan man trække det tilbage til
Macbeth og kalde næsten alle teaterstykker politiske, og det er jeg helt klart optaget af at se og lave.
Du lader på et tidspunkt i stykket en af karaktererne lave en sammenligning mellem terror og frihedskamp. Som
forfatter bider du så mærke i hele retorikken omkring krigen?
Det er ikke noget jeg selv har fundet på. Den der har ordene i sin magt vinder debatten. Det er på den ene side
interessant og på den anden dybt skræmmende, for det viser, at du kan være løgnagtig så længe du har ordet i
din magt og formår at latterliggøre din modstander. Sagligheden er forsvundet. Det er blevet et stort pr-stunt. Vi
kan jo se hvilke ledere, der kommer til magten rundt omkring. George Bush kan blive valgt, fordi folk forestiller
sig, at de ville kunne drikke en øl med ham. En ny form og nogle andre ord. En tone, som ikke tidligere er set i
Europa, hvor man latterliggør hinanden og taler helt nede på jorden, er nu ved at komme hertil.

Men er det ikke det, der er svært, at man ikke har politisk korrekte metoder til at kreere et fjendebillede?
Traditionelt er krig blevet solgt til en befolkning ved, at man skaber et billede af den ”farlige fremmede”, hvilket
Bush jo også prøver at genskabe..
Jo, men her skabes også et nyt billede – nu drager vi ud i godhedens tjeneste – modparten bliver gjort til offer i
stedet for en fjende. Folk kan ikke og gider ikke sætte sig ind i det, hvis de gjorde det, tror jeg ikke, der havde
været mandat til krigen – det håber jeg ikke. Man skulle måske lige være stoppet op og have spurgt sig selv,
hvornår var det egentlig at Danmark sidst erklærede et land krig? Og hvor mange var der egentlig tilstede i
Folketinget ved afstemningen? Tilsvarende, som jeg også har brugt i
forestillingen, begynder man at spørge sig selv om blodpengene, og
om hvor mange dødsfald de danske soldater er skyld i.
Er dine holdninger til Irak blevet ændret i løbet af dit arbejde med
stykket?
Jeg har fået en anden indsigt; nu kan jeg forstå, hvad der driver en
gruppe mennesker til at drage ud. Da jeg skrev i sommers, havde jeg
kun Mortens ord på situationen. Som jeg forstod ham, var det
nødvendigt, at der var nogen dernede; man kan ikke bare tage ned
og smadre et land og så tage hjem og sige ”held og lykke med det”.
Man kan så diskutere, om det er de rigtige ting, der bliver taget sig af.
Men nu er situationen forværret, så det er svært at sige noget om.
Men grundlæggende er min holdning ikke ændret. Jeg synes, det er tragisk, at den danske befolkning ikke
demonstrerer imod hver eneste dag.
Du har krigen på den ene side og Hvidovre på den anden, hvad er dit forhold til Hvidovre?
M.h.t. Hvidovre er det i hvert fald ikke en kritik! Jeg vil undersøge og rejse spørgsmål, som jeg ikke selv forsøger
at besvare. Jeg har prøvet, så godt jeg kunne ikke at ironisere men bare vise det, og så kan det godt være, at
publikum spørger sig selv, ” Lærte vi egentlig Iben og Kim at kende?”, men jeg håber, man genkender sig selv
eller ting fra livet generelt; uanset om man bor i Hvidovre eller den sorte firkant. Den leveform hvor vi måske
ikke lige går op i Pillivuyt-stel men så f.eks. Guccibriller., mener jeg, er meget kendetegnende for os lige nu.
Tilsvarende handler stykket om Irak-krigen, så man bliver jo nødt til at berøre den politiske sfære og de
spørgsmål, som lige netop den krig rejser,
men jeg har bestræbt mig på at lave en
forestilling, der handler om krig generelt. Det
kunne ligeså godt have foregået andre steder
eller for 40 år siden, selvom tonen så havde
været en anden.
Men er Hvidovre lige så vigtig og virkeligt
som liv og død i Irak? Der er en tendens til at
vi taler om virkeligheden som noget, der er
lige om lidt. Virkeligheden er livet efter f.eks.
uddannelsen – det er hele tiden et andet
sted, end dér du er. Tilsvarende bliver det
vigtige også forflyttet til, at være det man
ikke har.
Jo, men Kim og Iben beskylder Carsten for
netop at have den holdning, at deres liv ikke
er af betydning i forhold til hans oplevelser i
Irak.
Kulancemæssig godtgørelse til
efterladte irakeres familier
Den Danske Bataljon i Irak har [d. 27-02-
2004] udbetalt kulancemæssig godtgørelse
til efterladte irakeres familier for episoderne
den 23. og 25-12-2003. Begge sager er
afsluttet med betaling af $4000 til fuld og
endelig godtgørelse. Betalingerne har fundet
sted den 9. og 10-2-2004. Begge sager har
været forelagt Forsvarets Auditørkorps.
(http://forsvaret.dk/FKO/Nyt+og+Presse/Arkiver/
Nyhedsarkiv/Nyheder/2004/Kulancem%c3%a6ssig
+godtg%c3%b8relse+til+efter)
LIVSSTIL: Uddrag af Henrik Dahls artikel ”Om havenissens
moralske karakter”: Mange tror, at livsstil er noget med mærkevarer
og hæmningsløst forbrug. Men begrebet er allerede opfundet i
begyndelsen af det 20. århundrede […] ‘Livsstil’ betød for Weber
[Max, 1864-1920 …] en systematisering af livsførelsen, så den i et
og alt gennemsyres af et enkelt - eller ganske få - principper. […]
Livsstilen er ikke blot halvt ubevidste valg og fravalg. Livsstilen er
først og fremmest en moral og en utopi. Enhver livsstil er et moralsk
univers, hvor det ikke gælder om ‘sort versus ikke-sort’; ‘PH-lamper
versus IKEA-lamper’; ‘økologisk versus ikke-økologisk. Hvad det
derimod gælder om for enhver livsstil, er at gøre det rigtige frem for
at gøre det forkerte. De fysiske objekter, der kendetegner livsstilen
(joggingtøjet; slipsenålen; ravsmykkerne) er derfor meget mere end
statusmarkører. For den, der bærer objekterne (og for hans og
hendes ligesindede) er de vidnesbyrd om, at vedkommende går den
rette vej og lever op til de krav, det lokale fællesskab stiller. Den,
der ikke bærer det rette ornat (fx. den småborgerligt klædte
kunstner), er en rede-skider og brønd-pisser, som fællesskabet gør
ret i at slå hånden af. Samtidig er livsstilen en utopi. Ethvert konkret
udtryk for en livsstil er et forvarsel om det gode liv; den måde,
tingene altid burde være.” (Bragt i Politiken 10.01.99 og kan læses i
helhed på http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=4743)

Men der er sikkert mange, der vil give Carsten ret i at vores dagligdagsproblemer virker ubetydelige i forhold.
Ja, men man kan for fanden ikke tage ansvar for hele verden! Så længe man ikke bliver apatisk og hyklerisk!
Du cirkler om hykleriet i mange former.
Det har været et forsøg på at undersøge det, der netop er så fremherskende nu, som både kommer ovenfra og
som hele vores generation er opvokset med, at vi kan alt. Du har kun dig selv at klandre, hvis dit liv ikke bliver
som du vil. Så derfor, når man står i denne her situation: er midt i 30erne, tænker ”fuck, har jeg valgt forkert?
Hvad var det, jeg ikke nåede? Er der tid til at gøre det nu?, er der et pres udefra om, at man skal nå at finde
sammen, bygge rede osv.… Men jeg ved ikke, om jeg vil kalde det hyklerisk.
Har du et mål med teksten?
Jaøh… det eneste mål, jeg vel har, er at forsøge at berøre folk rent følelsesmæssigt og forhåbentlig også få dem
til at tænke; at åbne op for nogle emner. F.eks. synes jeg, at der i forhold til Irak-krigen eller tilsvarende emner
er for mange, der enten er for eller imod. Prøver man at snakke om det, bliver det sjældent til en egentlig
diskussion men en argument-kamp for at overbevise den anden part. Så som modstander af krigen var det
spændende for mig, at se om jeg kunne overbevise mig selv helt om dét først og så bagefter se, om jeg kunne
få en karakter til at få mig til at tænke anderledes; tænke at det ikke er så sort og hvidt. Lykkes det, er jeg da
nået et stykke af vejen. For kan jeg ikke det, så kan jeg heller ikke få nogen andre overbevist om, at der er flere
sider af denne her sag. Men en egentlig morale… Folk spørger mest om, ”hvor får du dine ideer fra?” ”hvad vil
du gerne sige?”. Det første er umuligt at svare på og det andet… Nej, men jeg vil jo bare gerne sige noget, om
den verden vi lever i. Til dem fra ”Hvidovre” der siger ”det er ikke vores problem, at folk dør i Irak”, kan man
sige, at nogle mennesker har noget andet end ”Hvidovre-dagligdagen” at slås med. Og modsat til dem der
spørger ”hvorfor lever I det lette liv i Hvidovre?”, kan man sige, at der faktisk også er ting at kæmpe med i
Hvidovre. Man kan vel sige, at det er et forsøg på at nedbryde fordomme og selvfølgelig også på at skildre
noget, jeg synes er vigtigt både stor-politisk, men også for hvordan stor-politikken influerer det enkelte
menneske.
Hvor ser du så dig selv om 10 år?
I Hvidovre med en god tørretumbler… Jeg bliver ved med at skrive! Så jeg sidder nok i København og skriver
om en mands midtvejskrise – se det er nytænkning!
IKEAs værdier: SAMVÆR; OMKOSTNINGS-BEVIDSTHED; RESPEKT; ENKELHED; ÅBENHED

Samtale med instruktør Per Scheel-Krüger
Iscenesættelse
Hvorfor instruere nu, hvor du har været skuespiller i
mange år?
Planen var, at Thomas Levin og jeg skulle have spillet de
mandlige roller, men da de instruktører, vi spurgte, ikke
kunne, blev det mig. Det er en naturlig udvikling for mig,
da jeg er meget visuelt orienteret og psykologi
interesseret, så jeg synes, det er naturligt for mig, når jeg
har instrueret småting, at lave noget big time stort nu.
Det ligger mig på sinde, at være med til at præge
historien i den retning jeg gerne vil, frem for at udlicitere
opgaven. Da jeg fra starten havde et klart billede af, hvad
jeg gerne ville med denne her forestilling, er der ikke så
langt til at realisere det, som hvis det havde været en
klassiker, som skulle genopdages. Det er fantastisk med
ny dansk dramatik, at det kan være så åbent! Her er det
jo en nyopdagelse for os alle sammen, også for Andreas Garfield.
Hvordan forbereder du dig?
Jeg arbejder på at uddanne mig som instruktør ved bl.a. at læse en masse og gå på Vibeke Wredes
instruktørkurser, hvor man lærer alt fra dramaturgi til et fælles analysesprog både i forhold til instruktion men
også i forhold til scenografer o.l.
Hvordan ser du forestillingen for dig?
Per Scheel-Krüger (1968) er
kunstnerisk leder på Teater
Grob og har som skuespiller bl.a.
medvirket i en stor del af Grobs
forestillinger: Boxning, Kæledægger,
Sex, Forstanderinden,
Kunsten at vedligeholde en far,
Sød Tøs, Pelsjægerne, Extrem
Sport, Helenes himmelfærd,
Den Førstefødte, Europamestrene
og senest JEG, MIG OG MIT. Af tv og film
kan nævnes serierne Anna Pihl (TV2), Hotellet
(TV3), Ørnen (DR1), Dusk & Bomholt (DR2),
Perforama (DR2) og Klovn (TV2 Zulu), Hvordan
slipper vi af med de andre (2007) og Paprika Steens
spillefilm Lad de små børn (2004). Hjem Kære Hjem
er hans debut som instruktør.
Når jeg ligger om natten og tænker på forestillingen, ser jeg den i billeder, men når jeg arbejder konkret med
den, er det ordets magt og psykologien, der er interessant.
Bortset fra udenadslære, hvilke forskelle er der på dit tekstarbejde som skuespiller og som instruktør?
Som instruktør går jeg til teksten med et stort analyseapparat i forhold til dramaturgi, afdækker stykkets og
karakterernes psykologi og så beslutter jeg, hvad jeg vil sige med forestillingen. Som skuespiller arbejder jeg ud
fra den rolle jeg skal formidle. Da tager man ikke ansvar for stykket som helhed. Nu tænker jeg hele stykket
igennem ud fra, hvad jeg gerne vil se. Det tager jeg med til prøverne i en lukket mappe, som ingen får lov at se,
men som ligger som mit sikkerhedsnet. Arbejdsmanus for prøverne bliver forholdsvis blankt bortset fra nogle
koreografiting, jeg vil afprøve, og så bliver det en dialog. Jeg ønsker, at skuespillernes og mine opdagelser i
teksten giver mig svaret på, hvordan scenerne konkret kommer til at se ud.
(Scenografi: Hjemmets facade og rummet med badeværelse under opbygning og samtalekøkken (Foto © Edward Lloyd Pierce))

Afklaret med forvirringen
Du siger, at du gerne vil tage stykket i den retning, du gerne vil – hvad er det så, du gerne vil?
Som bestillingsopgave blev stykket defineret på forhånd. Det er en forestilling, der gerne skulle ende med at
være genkendelig, sjov, let, dyb voldsom. Primært realisme m.h.t. spillet og instruktionen og så med knald på
lyd, lys og scenografi, som giver det symbolske og abstrakte plan. Det bliver en straight forward historie, der
starter sjovt men med et blodigt udfald. Vi laver stykket for at vække os selv og publikum til at tænke over
nogle ting. For det første vil jeg gerne have, at man stiller spørgsmålstegn ved hvilke ting og holdninger vi
tillægger værdi herhjemme, både i parforholdet, interessefokus, men også konkret, materielt, i hjemmet. Og for
det andet, at man ser på, hvad der helt konkret sker, når vi sender unge drenge og piger i krig; hvad betyder
det for dem, og hvilket engagement har vi herhjemme? Behovet for forestillingen kom af, at jeg ikke kendte så
meget til Irak og militæret, men følte alligevel et ansvar. Jeg fik dårlig smag i munden, når der kom en kiste
hjem fra Irak med et menneske, jeg ikke kendte, men, som jeg vidste, havde været ude at slås for nogle
værdier, som jeg måske ikke forholdt mig til. Det var også for at blive klogere på de mennesker, der vælger at
tage derned. Og på hvordan det er at komme tilbage, når halvdelen af befolkningen ikke synes om det, man
laver. Men det primære er, at få os til at tænke over og føle for dem, der sætter livet på spil.
Er du kommet tættere på en forståelse af soldaternes valg?
De siger jo, at det er for at gøre en forskel og for at
mærke verden. Jeg tyder det dobbeltsidigt: at hjælpe
folk og hjælpe sig selv. Men følelsesmæssigt kan det
være svært at forstå. Man skal passe på ikke at
dømme soldaterne. Jeg er nødt til at være ekstremt
åben og prøve at forstå dem ærligt og tager emnet
meget alvorligt. Det gør, at jeg nu er meget mere
afklaret men også mere forvirret – afklaret med at
være forvirret. Det er jo ikke en forestilling om,
hvorvidt vi overhovedet skal gå i krig. Forestillingen
har fokus på os herhjemme, på om vores værdibank
er i orden. Har vi tænkt over, hvilken konsekvens det
har at sende folk i krig? Det handler om at gøre sig
det, at vi er del af en krigsførende nation, mere
bevidst. Lige nu har 6 betalt mere eller mindre bevidst
med deres liv – de stiller deres liv til rådighed for
vores skyld. Det er sateme heftigt! Det gør mig ked af
det, at jeg ikke tager det mere alvorligt. Når man
snakker om det, bliver man berørt, men om et øjeblik
skal jeg ud at have en caffelàtte…
På det punkt viser stykket os flere slags fordomme – også soldatens om at vi ikke gør noget.
Det har været vigtigt for os at belyse begge sider. Vi vil have tvivlsspørgsmålet med hele vejen. Man bliver nok
ikke mere afklaret men måske mere i tvivl af at se forestillingen, men forhåbentlig bliver man nysgerrig og
dermed opsøgende i sit behov for at danne sig en mening. I forhold til dette projekt er det ikke så vigtigt, hvad
folk tænker, så længe det bare kan få folk til at tænke!
Hvilket forhold har du til militæret?
Jeg var meget heldig og trak frinummer. Jeg havde ikke lyst til værnepligt, for jeg var godt i gang med en
anden karriere, og det forhindrede mig jo i at få den livserfaring. Hvis jeg ikke havde gjort det, er det muligt at
mit oprørsgen havde trådt i kraft i protest over, at jeg ikke selv havde fået lov at vælge, og så havde jeg måske
taget det militære og ikke civilearbejde. Min onkel var hjemmeværnsmand, og som lille var det sjovt med hans
udstyr. Da var jeg fascineret af krig men derfra og så til selv at gå i krig, det ville jeg aldrig.
Hvad var din holdning til situationen i Irak, før I gik i gang med det her projekt?
Litt'ved Glory Canal - lidt fra PNINFKMP'et (Foto © Lasse Jensen (2004))
Jeg havde ingen holdning, det var derfor vi satte projektet i gang – for at blive klogere og få en holdning til det
at være soldat og i Irak, og til hvad det gør ved resten af os, at vi er en krigsførende nation. Og det er lykkedes

– jeg er blevet klogere på hvilke organismer, der ligger bag, og hvad der sker med de drenge og piger, der
forsvarer vores værdier. Men før brød jeg mig ikke om krig, og det gør jeg stadig ikke…
Hvordan forholder du dig til politisk teater?
Alt har nogle politiske spørgsmål. Jeg rejser spørgsmål af politisk karakter i forestillingen, men dømmer ikke, og
det er heller ikke mit ønske at sige noget som helst om dansk politik. Men det er godt med politisk teater! Så
længe det giver et nuanceret billede, er jeg tilfreds, hvorimod det er ærgerligt, hvis det dømmer. For mig er
politisk teater noget, der hele tiden skal genopdages. I denne forestilling er alle nuancerne med, fordi jeg
mener, at det er godt med perspektivbytte. Det er også for at udveksle perspektivbytte i forhold til noget, jeg
tror, jeg ved noget om men dybest set ikke ved nok om, at jeg som menneske og historiefortæller stiller mig
frem med denne historie. Jeg håber, publikum vil
være med på at se tingene fra flere sider.
IKEA versus Irak
Har du researchet til forestillingen?
Jeg har talt med Morten Binns, læst en hulens
masse, artikler i Politiken, bøger af og om
militærfolk osv. Jeg startede med at undersøge
krigen, derefter soldaterberetninger, senest har jeg
studeret angst anfald, stress orienteret syndrom
mm., men er også på vej langt væk fra det og
lader mig inspirere af os herhjemme, for det er forestillingens fokus. Det er ikke en ren soldaterhistorie men
mere en historie om et par i Tryggedanmark, der pludselig får besøg af soldaten, af døden. De bliver vækket til
live og går videre i livet som forandrede mennesker. Personligt håber jeg, de vil forandre sig til sunde tænkende
mennesker.
Hvilke inspirationskilder har du?
Spillestilsmæssigt kan jeg godt tænke på Mike Leigh – lige på og hårdt. Jeg laver ikke sceniske overgreb på
abstrakte planer, men vil gerne have, at det kunne være mig eller dig eller hvem som helst – det er 1:1. Privat
er jeg ellers meget inspireret af psykologisk og realistisk teater men elsker også alt abstrakt! Woyzeck på Betty
Nansen f.eks. var en af mine største teateroplevelser. Den historie kan desuden også sammenlignes med denne
her. Deer Hunter giver også et godt billede. Psykologien i den lille historie omkring at vende hjem er nærmest
den samme, hvor Danmark nu bare er med i den store historie. I forhold til Hvidovre kunne man blive inspireret
af serien Klovn. Vores karakterer er hverken bygget på eller vil ligne dem, men f.eks. handler Frank fra Klovn
intuitivt og lever åbent og nysgerrigt, men kommer for ofte til at træde forkert. Det er et godt billede på,
hvordan man går op i småtingsafdelingen og derved kommer til at træde nogen over tæerne. Serien Nynne er
også aktuel. Der laves i det hele taget mange historier bygget på denne her narcissistiske type. Det er
reminiscenser af en ego-tid. Kim og Ibens fokus har langt fra noget med krig at gøre, det er på opbygningen af
hjemmet – indretningen af deres hus og liv i Hvidovre. Jeg har talt med Christine Albeck Børge om, at hun og
Frank Thiel skulle ud at vælge møbler som Iben og Kim i IKEA. Symbolsk er det at bygge et hjem op lig det at
bygge en holdning og nogle værdier op – de skal bogstaveligtalt
finde de rigtige byggesten sammen.
Hvilket forhold har du til det neutrale Hvidovre?
Intet! Det startede vist med at være Herlev. Det er bare et symbol
på hvor-som-helst og os herhjemme. Men måske… kan man få
symbolsk mening ud af ” hvid”…?
Hvilke andre symboler lægger du vægt på?
At det starter og slutter i samme rum. De elsker på badeværelset, når stykket starter, og det er dér, han tager
sit liv, når stykket slutter. Fødsel og død, som er mit lille og naive tema, men det er så rent, så hvorfor ikke
bruge det? Min egen undertekst er, at hun bliver gravid den dag, så dér starter livet. Det er dejligt symbolsk. Og
det barn hun en dag skal føde, vil forhåbentlig have nogle mere reflekterede forældre.
Og klassisk, det gamle skal dø, for at det nye kan opstå.
”Med en kombination af enkelt design, billige priser og en
stærk virksomhedskultur går det svenske møbelfirma IKEA sin
sejrsgang verden over. I løbet af de sidste 13 år har det
verdensomspændende milliardfirma fordoblet antallet af
varehuse, så der i [2005 var] 227 med 90.000 ansatte [og en
omsætning] på 112 milliarder kroner. Succesen skyldes ikke
mindst den globale middelklasses vækst. En middelklasse, der
ikke kun tager i IKEA for at købe møbler, men også for at
dyrke en omkostnings-, design- og miljøbevidst livsstil blandt
ligesindede.” (http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=ikea)
En motorvej skærer gennem Hvidovre bag
Hvidovre Hospital og deler byens 9500
indbyggere, hvoraf 1836 (inklusiv 5 irakere og
vores fiktive karakterer Kim og Iben) bor i
området rundt hospitalet, hvor der også ligger
3 skoler. (Se http://www.hvidovre.dk/Default.aspx)

Lige præcis, vi burde alle ”genfødes” hver nytårsaften! Og justere vores holdninger! Det er også sjovt at arbejde
med et ufærdigt toilet i scenografien. Dér kan man aflæse karakterernes grænser – hvor tæt går de på den
ikke-eksisterende dør? Spillemæssigt kommer der dynamik af forhindringer i rummet. Derfor har vi også valgt,
at det skal være flyttekassekaos. Frem for at alt er nyt og lækkert er alt til diskussion, alt er pakket ned og kaos.
Symbolsk er det også en krigszone soldaten kommer hjem til.
Dette hjem står i kontrast til soldaternes hjem – Carsten er gået fra sin kæreste, Benjamin har slået sin osv.
Som soldat kommer man hjem og er forandret. For dem har hjemmet en helt anden betydning, og deres
værdier skal redefineres. Man bliver forandret af at se døden. Jeg har selv set min far dø af kræft. Man tænker
dybere over livet og får lyst til at fortælle en historie, som får folk til at tænke sig om og også sætte pris på
livet. Kim og Iben skal have et ar på sjælen og leve videre, ligesom vi skal leve med de kister, der kommer hjem
fra Irak.
Hvilke tanker gør du dig i forhold til slutningen?
Jeg kender selv til tanken om at tage sit eget liv. Det handler
primært om flugten fra noget, fra sin mentale tilstand. Jeg
synes også, det er det, det handler om for soldaten.
Nu du selv kom ind på det, må jeg godt spørge mere til dine
private overvejelser i forhold til selvmord?
Jeg var inde i en dårlig periode og overvejede at slukke for
mit liv. De fleste går vel igennem en eksistentiel krise, hvor
det er et spørgsmål om, om livet giver mening, og om ens
tilstedeværelse ikke er ligegyldig, for det er alligevel på lånt
tid. I mit liv og som historiefortæller er det vigtigt at have
forgængeligheden og døden med. Men jeg kan godt forstå,
at folk ikke har lyst til at se døden i øjnene, og jeg ønsker jo
egentlig ikke at gøre folk dødsbevidste, men for mig betyder
det, at jeg er mere tilstede i hverdagen ved at have døden
med.
Det virker som om Kim og Iben aldrig har mødt døden og ikke har den dimension med i deres bagage.
Det ville være interessant at sige, at som udgangspunkt har de ikke haft det, og at det først er i denne
forestilling de møder den. Og det er dét, jeg mener med et ar på sjælen og et ar på samvittigheden.
Tror du Iben og Kim vil ændre sig?
God Bless America
(Irving Berlin (1938). Brugt i The Deer Hunter)
While the storm clouds gather far across the sea,
Let us swear allegiance to a land that's free,
Let us all be grateful for a land so fair,
As we raise our voices in a solemn prayer.
God Bless America,
Land that I love.
Stand beside her, and guide her
Thru the night with a light from above.
From the mountains, to the prairies,
To the oceans, white with foam
God bless America, My home sweet home.
(http://www.scoutsongs.com/lyrics/godblessamerica.html)
Mit håb for karaktererne lige nu er, at de kan gøre noget, men om de reelt er i stand til det, er jeg ikke sikker
på. Hvad sker der tre måneder efter? Det kan godt være, de har lært at leve med det og skal i IKEA, fordi
møblerne er blevet ødelagte af blod. Men jeg håber, de ville blive så rystede, at det forandrer dem, for de ser jo
ikke bare en forestilling. Når jeg ser en god forestilling eller film, går jeg ud med dårlig samvittighed og sværger,
at jeg vil forandre mit liv til noget bedre. Nogen gange gør man det, og jeg vil i hvert fald gøre mere end at se
nyhederne nu, og andre gange glemmer man det igen. Men det er en måde at råbe verden op på. Det er derfor
jeg laver teater!
Selvom Hjem Kære Hjem har fokus på parret herhjemme og ikke soldatens rejse, kan man
alligevel drage paralleller til den klassiske rejsemytologi, der bygger på hjem-ude-hjem
strukturen. I nærværende stykke følger vi ikke rejsen men soldatens oplevelser ude bliver
bragt tilbage til dagligdagen herhjemme. Der er naturligvis forskellige udlægninger af den
symbolske værdi af rejsens oplevelser og hjemkomsten, men i forbindelse med Odysseus
skriver Mads Thranholm f.eks. at:
Hjemmet er en form for død, et rum, der modtager tiden, manden. At nå
hjem vil i virkeligheden sige at vende tilbage til moderskødet, til døden, til
førlivstilstanden. Hermed viser det sig, at hvad enten Odysseus centrifugerer
eller centripeterer, så bliver resultatet opslugning, tilbagevenden, regression.
Odysseus vender tilbage til død-i-liv. I den sovende tilstand mister han
myndigheden. I fødsels- eller genfødsels- eller tilbagefødselsøjeblikket er
han forsvarsløs, blottet, nøgen, ikke-herskende.
(Mads Thranholm, Fragmenter af rejsens mytologi: Odysseus-motivet hos Homer og i
den senborgerlige litteratur ([København]: Gyldendal, 1979), p.31)

Irak
Danmarks deltagelse i Irak
Fra det første hold danske soldater, DANCON 1, tog af sted til Irak i juni 2003 og til januar 2007 har
der været 238 skudepisoder, 8? danske soldater er døde, 10 irakere, deriblandt en 13årig, har ladet livet
for danske kugler, flere soldater er hjemsendt før tid (139 på hold 6), 9 ekstra psykologer er ansat, og
stadig er de underbemandede, og af 1080 adspurgte danskere er 60 % imod deltagelsen. 1
I de følgende afsnit kan man få et indtryk af 1) baggrunden for Folketingets beslutning om deltagelsen,
der blev stillet d. 18/3 2003 og besluttet efter anden behandling d. 21/3, her gives afstemningsresultatet
også, 2) modreaktionen på beslutningen – er vores deltagelse lovlig? og 3) de psykologiske
efterreaktioner og militær-psykologernes indsats..
Uddrag af ’Bemærkninger til forslaget’ til folketingsbeslutning om dansk
militær deltagelse i en multinational indsats i Irak som fremsat af
udenrigsminister Per Stig Møller (18/3 2003)
I. Det internationale samfund har i en årrække gjort sig betydelige anstrengelser for - bl.a. gennem
våbeninspektion - at sikre tilintetgørelse af Iraks masseødelæggelsesvåben. Bestræbelserne har været forankret
i en række centrale resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd.
Den 8. november 2002 vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt resolution 1441. Resolutionen fastslår, at Irak
gennem årene substantielt har krænket og fortsat substantielt krænker sine forpligtelser i henhold til de
vedtagne sikkerhedsrådsresolutioner, herunder resolution 687 af 3. april 1991, og at krænkelserne udgør en
trussel mod international fred og sikkerhed. Uanset dette giver FNs Sikkerhedsråd med resolutionen Irak en
sidste chance for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser. […] Endvidere henvises til, at Sikkerhedsrådet
tidligere gentagne gange har advaret Irak om, at fortsat overtrædelse af landets forpligtelser vil få alvorlige
konsekvenser.
Med resolutionen blev det pålagt Irak inden 30 dage at fremlægge en fuldstændig redegørelse for landets
masseødelæggelsesvåben. Redegørelsen blev fremlagt af Irak den 7. december 2002. Ifølge UNMOVIC var
redegørelsen mangelfuld […]
Våbeninspektørerne har påpeget, at Irak i et vist omfang har samarbejdet […], men […] fortsat ikke i realiteten
synes at have accepteret at medvirke aktivt til nedrustning. Våbeninspektørerne har i den forbindelse peget på,
at Irak fortsat ikke har gjort rede for betydelige beholdninger af masseødelæggelsesvåben, som Irak tidligere
har erkendt at være i besiddelse af.
Den 25. februar 2003 fremlagde USA, Storbritannien og Spanien på denne baggrund et resolutionsforslag, der
fastslår, at Irak har forspildt sin sidste chance for at gennemføre sine nedrustningsforpligtelser […].
Resolutionsudkastet har ført til drøftelser blandt Sikkerhedsrådets medlemmer af, om tiden er inde til at drage
konsekvenserne af Iraks manglende efterlevelse. Det har ikke vist sig muligt for Sikkerhedsrådets medlemmer at
nå til enighed om dette spørgsmål.
[…] Den sidste udvej for at få afvæbnet Irak må herefter anses at være en gennemtvingelse af FNs krav og
betingelser med militær magt. […]
III. På denne baggrund har USA taget initiativ til at opbygge en koalition af lande, der med anvendelse af
militære magtmidler vil gennemtvinge irakisk efterlevelse af landets nedrustningsforpligtelser. Danmark er
blandt den kreds af lande, der har modtaget en amerikansk anmodning om militær støtte til denne
1 Fakta fra Bagsiden af Medaljen, Nyhederne og Deadline på DR2 14/11-06 (og senere DR og TV2’s hjemmesider).

multinationale indsats. Den militære koordination ledes af den amerikanske centralkommando, bl.a. fra
fremskudte hovedkvarterer i Qatar og Bahrain. […]
IV. Ved vurderingen af den foreliggende situation har regeringen lagt vægt på,
at Irak i flere tilfælde har anvendt masseødelæggelsesvåben såvel mod militære mål som civile,
at afvæbning af Irak er nødvendig for at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen,
at Irak over en årrække substantielt har krænket sine nedrustningsforpligtelser i henhold til FNs
Sikkerhedsråds resolutioner,
at FNs Sikkerhedsråd med resolution 1441 af 8. november 2002 besluttede at give Irak en sidste chance for
at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og undgå alvorlige konsekvenser,
at Irak ifølge FNs våbeninspektører ikke har overholdt kravene i resolution 1441 om omgående,
betingelsesløst og aktivt samarbejde,
at det må konstateres, at Irak dermed har forspildt sin sidste chance i medfør af resolution 1441,
at våbeninspektørerne og det internationale samfund trods dette i en periode har fortsat bestræbelserne på
at tilvejebringe et egentligt og frugtbart samarbejde med Irak m.h.p. opfyldelse af landets
nedrustningsforpligtelser,
at et sådant samarbejde ifølge FNs våbeninspektører er en forudsætning for at gennemføre en fredelig
afvæbning af Irak,
at det efter våbeninspektørernes rapport i FNs Sikkerhedsråd den 7. marts 2003 må konstateres, at disse
bestræbelser trods et meget betydeligt internationalt politisk og militært pres har vist sig at være forgæves,
at der bl.a. på baggrund af erfaringerne fra de seneste 12 års bestræbelser på at nedruste Irak ikke er
udsigt til at yderligere tid til forhandling og inspektion vil kunne frembringe det nødvendige irakiske
samarbejde og dermed sikre opfyldelse af landets nedrustningsforpligtelser,
at fortsat manglende irakisk efterlevelse sammenholdt med vedvarende eftergivenhed fra det internationale
samfunds side vil svække respekten for FNs Sikkerhedsråd,
at FNs Sikkerhedsråd tidligere har bemyndiget anvendelse af militær magt mod Irak m.h.p. gennemtvingelse
af Sikkerhedsrådets krav og betingelser, og at denne bemyndigelse stadig står ved magt,
at gennemtvingelse af FNs Sikkerhedsråds krav, herunder som en sidste udvej med militære magtmidler, er
nødvendig for at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen.
Regeringen finder det på denne baggrund velbegrundet, at det internationale samfund anvender militære
magtmidler til at gennemtvinge opfyldelsen af Iraks nedrustningsforpligtelser.
Danmark deltog i det internationale samfunds militære indsats over for Irak i 1990-91 […] støttede […] i 1998 et
forslag til folketingsbeslutning […] om et dansk militært bidrag til en multinational indsats for at sikre Iraks
efterlevelse af landets nedrustningsforpligtelser [… har] deltaget i FNs observatørmission (UNIKOM), der
overvåger overholdelsen af våbenhvilen på grænsen mellem Irak og Kuwait […og deltager] siden november
2002 sammen med en bred kreds af lande […] aktivt i den militære beredskabsplanlægning af en eventuel
militær aktion mod Irak. […]
Regeringen finder det væsentligt at lade et militært bidrag ledsage af et betydeligt dansk humanitært bidrag
samt en indsats for at sikre genopbygning af Irak. […] En samlet dansk bidragspakke, der foruden militære
bidrag omfatter det humanitære område og genopbygning, vil udgøre et klart signal om fortsat dansk støtte til
den civile befolkning i Irak og nabolande, der berøres af situationen, f.eks. p.g.a. flygtningestrømme. […] I
tilfælde af en militær aktion agter regeringen at yde et betydeligt humanitært bidrag. I første omgang er der
afsat en ramme for indsatsen på 50 mio. kr. Genopbygningen af den økonomiske infrastruktur i Irak efter den
langvarige nedslidning p.g.a. de økonomiske sanktioner mod landet og de eventuelle skader efter en militær
aktion må i vidt omfang forudses finansieret af Iraks egne meget betydelige olieindtægter. […]
VII. Det danske styrkebidrag […] vil omfatte en ubåd, en korvet, et lægehold, samt et mindre bidrag af stabsog
forbindelsespersonel. […]
[…] Udover adgang til at anvende magt i selvforsvar, vil der være adgang til i fornødent omfang at anvende
magt til at gennemføre de pålagte opgaver.

Regeringen har taget skridt til at sikre en forsvarlig retlig status for det personel, som udsendes i forbindelse
med operationen.
[…] Indsættelse af de danske militære bidrag i og omkring Irak samt Den Persiske Golf vil være forbundet med
risiko. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at trusselsniveauet for danske styrker, herunder stabspersonel,
lægehold og logistikelementer, indsat i støtteopgaver i landene omkring Irak generelt er lav, mens truslen fra
terrorangreb og angreb med biologiske og kemiske våben generelt vurderes som middel. Ved indsættelse af
lægehold i selve Irak er trusselsniveauet højt. […]
Bidragene skønnes at kunne indebære udgifter i størrelsesordenen 60 mio. kr. for en seks måneders udsendelse
[…]
Afstemning: Vedtaget med 61 stemmer (V, DF og KF) mod 50 (S, SF, RV, EL, KRF og SIU). 2
Uddrag fra ”Sagen kort: Resumé fra stævningen”
Den 11/10 2005 anlagde 24 borgere retssag mod vedtagelsen af Danmarks deltagelse i Irak-krigen. 3
”Grundlovskomitéen af 2003 vedr. Irak-krigen” er en tværpolitisk forening, der støtter retssagen. Den blev
dannet i 2003 og arbejder nu med oplysning om og indsamling af penge til retssagen, som først forventes
afsluttet i 2011 og føres af advokaterne Christian Harlang og Bjørn Elmquist.
Følgende uddrag klarlægger hvordan man mener at Grundloven blev overtrådt:
[…] 4. Folketingsbeslutningen af 21. marts 2003 er foretaget i medfør af Grundlovens § 19, stk. 2, der
indebærer, at Folketinget kun kan tillade, og regeringen kun kan anvende, militære magtmidler som forsvar
mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt.[…]
6. Vedtagelsen af Grundlovens § 19, stk. 2 [1953] indebar således, at det danske folk tilsluttede sig et
forfatningsmæssigt grundlag, der som følge af forudsætningerne om militære aktioner i overensstemmelse med
international lov og ret, er baseret på fredelig konfliktløsning som udgangspunkt i stedet for krig som middel.
[…]
8. I bestemmelsens oprindelige udformning stod der, at »Kongen kan ikke uden Rigsdagens samtykke erklære
Krig eller slutte Fred «. Dette ændredes ved revisionen [1953] til, at »bortset fra forsvar mod væbnet angreb…
kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.« Det
fremgår udtrykkeligt af Grundlovens forarbejder, at ændringen af grundlovsbestemmelsens ordlyd var begrundet
i, at Danmark gennem folkeretlige forpligtelser havde afskåret sig fra mulighederne for at anvende angrebskrig
som politisk redskab.
9. De politikere, der forestod ændringen af Grundloven i 1953, havde således et klart erklæret ønske om, at den
ny grundlovs regler skulle afspejle den folkeretlige udvikling, hvorved det gjordes grundlovsstridigt at gå i
angrebskrig i strid med folkeretten. […]
14. For så vidt angår international ret, gælder der efter FN-pagten et generelt forbud mod magtanvendelse. Ved
trussel mod den internationale fred kan FN´s Sikkerhedsråd imidlertid ved resolutioner bemyndige
medlemsstaterne til at anvende militær magt på Sikkerhedsrådets vegne. Sagsøgerne redegør indgående for, at
der ikke var hjemmel i FN´s resolutioner til at gå i krig mod Irak. En magtanvendelse kræver udtrykkelig
bemyndigelse fra FN´s Sikkerhedsråd. En sådan bemyndigelse forelå ikke i marts 2003.
15. Den danske regering benyttede FN- resolutionerne 678, 687 og 1441 som hjemmel til angrebskrigen. Hertil
anfører sagsøgerne, at bemyndigelsen i resolution 678 blev givet af Sikkerhedsrådet i 1990 som en specifik
bemyndigelse til at befri Kuwait. Denne bemyndigelse kan ikke benyttes mange år senere i en helt anden
sammenhæng […]
18. Ved vedtagelsen af resolution 1441 lagde flere af Sikkerhedsrådets medlemmer […] udtrykkeligt vægt på at
resolutionen ikke indeholdt bemyndigelse til magtanvendelse, og at Iraks eventuelle fortsatte krænkelser ikke
automatisk skulle medføre en ret for de enkelte medlemsstater til at anvende militær magt, men at spørgsmålet
om magtanvendelse skulle afgøres af Sikkerhedsrådet […]
2
http://www.ft.dk/Samling/20021/beslutningsforslag_som_fremsat/B118.htm
3
I november 2005 blev kredsen af sagsøgere udvidet med Kirsten og Johan Kirkmand, som mistede deres søn, premierløjtnant Bjarke
Kirkmand, der blev dræbt af en vejsidebombe i Irak den 1. oktober 2005.

21. Den eneste mulighed for magtanvendelse overfor Irak i 2003, var altså en ny udtrykkelig tilkendegivelse fra
Sikkerhedsrådet, og en sådan tilkendegivelse kunne ikke opnås og forelå således ikke.
22. I overensstemmelse hermed afsagde den tyske forbundsforvaltningsdomstol den 21. juni 2005 en dom, i
hvilken angrebskrigen mod Irak krigen betegnes som en folkeretsstridig krig, der er i strid med FN-pagten.
Den subsidiære påstand
23. Såfremt det mod sagsøgernes principale påstand af retten skulle lægges til grund, at angrebskrigen, uanset
sine helt klare forarbejder, alligevel er i overensstemmelse med Grundlovens § 19, er angrebet på Irak alligevel i
strid med Grundloven, fordi de danske myndigheder ikke uden videre kan afgive rådigheden over det danske
militær til en amerikansk ledet militær alliance. Noget sådant er i åbenlys strid med forudsætningen om forbud
mod suverænitetsafgivelse i Grundlovens § 20. […] 4
De kære medaljer (Foto © Johhny Randrup (februar 2004))
4 Fra Grundlovskomiteen af 2003; http://www.gk2003.dk/index1.php?id=4

Krisepsykologi
Militærpsykologien i Danmark startede i 1918, da Københavns Universitet bistod med udvælgelse af
militærpiloter. I 1952 blev den fast forankret ved oprettelsen af Militærpsykologisk Tjeneste (MPT) som en
selvstændig enhed og har siden gennemgået forskellige udviklinger, sammenlægninger ol.
Uddrag fra ”Krisepsykologisk bistand til personer og enheder i forbindelse
med belastende hændelser i tjenesten”
Når der i forbindelse med den almindelige tjeneste i Danmark eller i forbindelse med tjeneste i internationale
missioner sker alvorlige hændelser, hvor personellet er involveret, er der mulighed for at modtage psykologisk
støtte fra krisepsykologerne ved Institut for Militærpsykologi.
Ved henvendelse til Instituttets vagthavende psykolog - hvilket telefonisk kan ske såvel indenfor normal
arbejdstid, som om aftenen og i weekends og helligdage - vil der kunne rådgives om, hvorledes en konkret
situation eller hændelse bedst håndteres. Rådgivningen kan føre til, at enheden […] i første omgang støttes i
selv at arbejde videre med en bearbejdning - for muligvis senere at rekvirere yderligere hjælp. Rådgivningen kan
også føre til, at krisepsykologer vælger at yde direkte psykologisk bistand ved at ”rykke ud” med det samme
overfor de berørte. […] Instituttet råder over et udrykkeberedskab, som er parat til at tage til
missionsområderne med meget kort varsel. Ofte vil psykologerne - afhængigt af transportforholdene - befinde
sig i missionsområdet indenfor de første døgn efter en anmodning om bistand er modtaget. […]
Det er i Forsvarets personalepolitik slået fast, at ”hvis en medarbejder … har risiko for eller lider af psykiske
efterreaktioner på grund af hændelser i tjenesten, eksisterer der tilbud om støtte. Tilbuddet gælder, hvad enten
man er ansat eller hjemsendt, og pårørende er også omfattet af tilbuddet. Støtten er gratis.” […] Dette sker ved
Institut for Militærpsykologi eller ved en af de psykologer, der er tilknyttet Instituttets psykolognetværk.
Netværket består af privatpraktiserende psykologer, som gennem en årrække har været tilknyttet Forsvaret.
Psykologerne har gennem årene på forskellig vis deltaget i foredrag og kurser om de specifikke forhold i
Forsvaret og ikke mindst det at gøre tjeneste i internationale missioner.
Principperne for den krisepsykologiske behandling er, at behandlingen skal være kortvarig, da soldaterne, der
henvender sig om psykologisk behandling, som udgangspunkt er sunde og velfungerende mennesker. I
gennemsnit varer en psykologisk behandling heller ikke mere end 5-6 timer.
Behandlingen består i samtaler om de hændelser, soldaten har været udsat for, og de følger der ofte støder til.
Hændelserne kan således ligge ganske mange år tilbage i tiden, men som det fremgår af personalepolitikken er
også hjemsendt personel omfattet af Forsvarets tilbud, der principielt er tidsubegrænset. 5
Normale efterreaktioner
Der findes både fysiske og psykiske efterreaktioner. Her giver Institut for Militærpsykologi nogle af de mest almindelige:
De fysiske
træthed
uoplagthed
hovedpine
anspændthed
svimmelhed
Disse reaktioner er almindelige også i andre
sammenhænge; men hvis de varer ved eller generer din hverdag, skal du gøre noget ved det. Det er tit tegn på, at der er
nogle hændelser eller episoder, der plager dig og skal bearbejdes.
- og de psykiske
_ Søvnproblemer og/eller mareridt.
Efter deltagelse i internationale missioner kræves det at man
udfylder et 127siders spørgeskema, der berører såvel fysisk
som psykisk helse. Der spørges om alt, fra skulder-smerter og
om man har fløjet helikopter, til om man har hørt stemmer,
lider af søvnløshed eller holder sig påvirket af stoffer eller
alkohol. Desuden er der mulighed for at tilkendegive sin
tilfredshed eller mangel på samme m.h.t. arbejdet og
arbejdsmiljø – om man er blevet beskudt, eller om man har
måttet skjule sine følelser og meninger på arbejdspladsen.
5 http://forsvaret.dk/FAK/Fakulteter+og+Centre/FMLP/Institut+for+Milit%C3%A6rpsykologi/Krisepsykologisk+sektion/Akut+kriseberedskab/

_ Irritation, hvor du kan blive sur, ophidset eller ligefrem “eksplodere” over småting. Sådanne følelsesudbrud kommer
oftest til at gå ud over dine nærmeste omgivelser: Familie, venner og kolleger.
_ Humørsvingninger, hvor humøret svinger fra det ene øjeblik til det andet; f.eks. fra glæde til vrede eller fra opstemthed til
at være nedtrykt
Angst, der kan vise sig som enten noget meget diffust eller som angst for noget helt konkret.
Hukommelses- og koncentrationsbesvær. Tankerne flyver af sted, uden du rigtigt føler, du kan få hold på dem.
Ændrede livsværdier. Pludselig er der mange ting, du finder meningsløse, mens der er andre ting - som du måske
aldrig tidligere har tænkt over – der nu pludselig bliver vigtige.
Ligegyldighed. Dagligdagen opleves som kedelig, og du synes, dine omgivelser beskæftiger sig med uvæsentlige ting.
Ensomhed og tomhed er også noget, du vil kunne opleve i tiden efter din hjemkomst. Du vil til tider kunne savne
fællesskabet med dine kammerater – noget der måske vil overraske dig, fordi du i tiden op til hjemrejsen har glædet dig
til at komme hjem og være dig selv. 6
Uendelige el-master mellem Camp Eden og UR (Foto © Lasse Jensen (2004))
6 Fra Institut for Militærpsykologis pjece Når du kommer Hjem, se
http://forsvaret.dk/FAK/Fakulteter+og+Centre/FMLP/Institut+for+Milit%C3%A6rpsykologi/Krisepsykologisk+sektion

Bilag: William Shakespeares Henrik V
Traditionelt er Henrik V blevet læst som krigsforherligende og Kong Henrik V set som en krigshelt. Det er sandsynligvis
derfor stykket er blevet flittigt citeret i militære forbindelser og altså også uddelt. Men der er eksempler, der viser to sider
af Henrik og to sider af krigen. Se f.eks. akt I scene iii og St. Crispians dag (IV.iii.17) – begge gengivet (i uddrag) i bilag.
Den sidste blev bl.a. citeret af Gen. Ronald R. Fogleman, Air Force chief of staff, National Guard Association of the United
States Convention, 7/9 1995, den anden kontrasterer den heroiske tone:
Hyperion, Simon & Schuster, and Dover Publications are participating in a revival of the same "Armed Services Edition"
initiative that distributed over 123 million paperback books to U.S. troops stationed overseas in World War II. […]. Over
100,000 copies of the following titles will be sent to deployed U.S. forces this month:
Medal of Honor: Profiles of America's Military Heroes from the Civil War to the Present, Allen Mikaelian, commentary by
Mike Wallace (Hyperion, 2002). Henry V, William Shakespeare (Dover, 2002). The Art of War, Sun Tzu (Dover, 2002).
War Letters: Extraordinary Correspondence from American Wars, ed. by Andrew Carroll (Washington Square Press/Simon
& Schuster, 2002).
"Getting quality reading material to our troops on the front lines is a great initiative, and one that all the armed services
are eager to support," says the Pentagon's Chief of Naval Information, Rear Adm. Stephen R. Pietropaoli. "The Armed
Services Editions were a big hit with the greatest generation and it is heartening to see the publishing industry looking for
ways to support the men and women in uniform who are defending America today."
(Fra http://www.defenselink.mil/releases/2002/b12102002_bt627-02.html)
HENRY V: St. Crispians dag (IV.iii.17ff)
Westmoreland:
Oh, that we now had here but one ten-thousandth
of those men in England that do no work today.
Henry V: What s he that wishes so?
My cousin Westmoreland?
No, my fair cousin.
If we are mark d to die, we are enow to do our
country loss; And if to live,
The fewer men, the greater the share of honor.
God's will, I pray thee, wish not one man more.
That he which hath no stomach to this fight, let
him depart;
His passport shall be made and crowns for convoy
put into his purse;
We would not die in that man s company
That fears his fellowship to die with us.
This day is call d the Feast of Crispian;
He that outlives this day and comes safe home
Will stand a Tiptoe when this day is named,
And rouse him at the name of Crispian.
He that shall live this day and see old age
Will yearly ... on the vigil ... feast his neighbors,
And say, Tomorrow is St. Crispian;
Then he will strip his sleeve and show his scars
And say, These wounds I had on Crispin's day.
This story shall the good man teach his son;
And Crispin Crispian shall ne'er go by
From this day to the ending of the world,
But we in it shall be remembered;
We few, we happy few, we band of brothers.
For he today that sheds his blood with me shall be
my brother.
HENRY V: I.iii.3f; 18-22; 26-42:
Henry V: […] to our best mercy give yourselves;
Or […] What is't to me, when you yourselves are
cause,
If your pure maidens fall into the hand
Of hot and forcing violation?
What rein can hold licentious wickedness
When down the hill he holds his fierce career?
[…] Therefore, you men of Harfleur,
Take pity of your town and of your people,
Whiles yet my soldiers are in my command;
Whiles yet the cool and temperate wind of grace
O'erblows the filthy and contagious clouds
Of heady murder, spoil and villany.
If not, why, in a moment look to see
The blind and bloody soldier with foul hand
Defile the locks of your shrill-shrieking daughters;
Your fathers taken by the silver beards,
And their most reverend heads dash'd to the
walls,
Your naked infants spitted upon pikes,
Whiles the mad mothers with their howls confused
Do break the clouds, as did the wives of Jewry
At Herod's bloody-hunting slaughtermen.
What say you? will you yield, and this avoid,
Or, guilty in defence, be thus destroy'd?

Bilag: Teater Grob
Teater Grob laver fornyende samtidsdramatik, der gerne
skulle skabe teateroplevelser, der rammer publikum i
øjenhøjde. Teateret søger at skildre virkeligheden
omkring os i al dens skønhed og gru. Vi forsøger at
distancere os fra kunstgreb og højtravende
intellektualisering af kunst men har ambitioner om at
skabe kvalitetsforestillinger, der kan berøre publikum. Der
er ofte klare referencer til filmens verden og
forestillingerne er kendetegnet ved et fokus på det
virkelighedsnære og genkendelige. Da vi spiller på
intimscener stræbes, der mod en troværdig og naturlig
spillestil. Vi har ikke vores egen scene men har fra 2005
indledt et samarbejde med Kaleidoskops scene K1
(Nørrebrogade 37, Kbh. N). De første 10 leveår var
teateret et ensembleteater, men bliver nu ledet af
Thomas Levin og Per Scheel-Krüger, der er skuespillere
både i og udenfor Grob og udgør den kunstneriske ledelse
og Maja Ries, der er producent/administrativ leder.
Tidligere har Grob spillet på Viktoriagade 12, Husets
Teater, Plan-B, Kanonhallen, Comedievognen og
Svalegangen. Grob er støttet af: Kunstrådets
Scenekunstudvalg, Københavns Kulturfond og private
fonde og er med i Byens Levende Scener - en
sammenslutning af 8 københavnske scener
(www.levendescener.dk).
Manifest #1
36
Forestillingsoversigt m. forfattere
1998 SKIND (impro)
KÆLEDÆGGER (impro)
FARLIG UDLØSNING (impro)
BOXNING (Jakob Weis)
1999 SEX (impro)
FORSTANDERINDEN (Jens
Arentzen)
2000 HELENES HIMMELFÆRD (Jens Albinus)
KUNSTEN AT VEDLIGEHOLDE EN
FAR (Thor Bjørn Krebs)
2001 SØD TØS (Thor Bjørn Krebs)
PELSJÆGERNE (Jakob Weis - nomineret
til Københavnerprisen
for Nat & Dag)
2002 FEMME FINALE (Lenemarie Olsen)
2003 EXTREM SPORT (Jakob Weis)
EUROPAMESTRENE (Thor Bjørn
Krebs)
2004 DEN FØRSTEFØDTE (Jakob Weis)
VEJEN TIL HIMLEN (Pelle Møller)
2005 HVIS (Thor Bjørn Krebs)
2006 JEG MIG OG MIT (Thomas Levin)
HÅNDBOG I OVERLEVELSE (Jakob Weis)
Ledelsen har formuleret et manifest i 11 punkter for Teater Grob. Det er et sæt retningslinier som vi ønsker
at arbejde ud fra og undersøge til bunds i de kommende sæsoner.
MANIFEST #1
Grob skaber teater uden manerer, uden klicheer, uden distance.
Skuespilleren skal afstå fra at ville ”leve op til” eller imponere sin modtager
Teksten skal være 100 % situationsdrevet. Forfatterens budskab skal komme til udtryk igennem
handling og situation
Teksten skal - direkte eller indirekte - tage udgangspunkt i en samfundsmæssig problematik.
Teksten skal pege på en aktuel problemstilling i publikums bevidsthed.
Improvisation og research skal altid benyttes.
Der tages altid afsæt i den virkelighed der omgiver os.
Grob skaber teater uden prætentioner. Et teater, der ikke kræver særlige forudsætninger hos
publikum.
I en Grob forestilling kan man ikke tale om rigtigt eller forkert, kun om ægte eller uægte
En forestilling på Grob er altid en konstant proces, hvor den enkelte forestilling er foranderlig
Der spilles altid nyskrevet dansk dramatik

Bilag: Skuespiller Cv’er
Christine Albeck Børge:
Teaterproduktioner:
1998 Sally Bowles i Cabaret, Odense Teater
2000 Kate Nicleby i Nicholas Nicleby , Odense
Teater
2001 Helena i Lille spejl, Teatret Fair Play
Don Juan fra Tranhuset af William Heinesen -
Teatret Usenkev, Odense Teater. Turne i
Grønland og på Færøerne
2002 Giacinta i Scapins Rævestreger, Det danske
teater
2003 Linda i Festen, Mammut Teatret
2005 Underværket, Odsherred teater-teater
katapult og Kaleidoskop
Thomas Levin:
Teaterproduktioner:.
1998 SKIN, Teater Grob
2000 Helenes Himmelfærd, Teater Grob
Kunsten at vedligeholde en far, Teater Grob
2001 Maratondansen, Vendsyssel Teater
Sød tøs, Teater Grob
Pelsjægerne, Teater Grob
2002 Faust, Theater La Balance
I skikkelse af..., Café Teatret
2003 Vårbrud, Mungo Park
2004 Flugt, Det Kgl. Teater
Vejen til Himlen, Teater Grob
Kongsemnerne, Det Kgl. Teater
Hvis, Teater Grob
Frank Thiel
Udover Stormen på Kaleidoskop, Den afskyelige
snemand på Taastrup Teater, og Rum/Mur på Café
Teatret kan følgende teaterproduktioner
nævnes:
2001 Pelsjægerne. Teater Grob
2003 Extrem Sport, Teater Grob
2006 Bartenders på Taastrup Teater
Faust, Det Kgl. Teater
Af Film og Tv kan nævnes:
2002 Perforama, serie DR
Kald mig bare Aksel, spillefilm
37
2006 Altid fremmed hvor du går, Plan B
Eva Crane i Not About Nightinggales, Mammut
Teatret
Udover at have medvirket i diverse tv og radioproduktioner
kan følgende film og tv-produktioner nævnes:
2003 Sygeplejersken i Manden bag døren, spillefilm
Caroline i Candela af Julie Bille, novellefilm
Laura i Limbo af Christine Stubbenhof, novellefilm
Amanda i Orkide af Morten Hartz Kaplers, novellefilm
Evelyn i Frunk af Mikkel Serup, novellefilm
Fanget af Mikkel Blåbjerg, novellefilm
2004 Helle i Nogen Bag Ankeret, spillefilm
Line Meyer i Forsvar-Tv2
2005 Lige for Lige, Grønnegårdsteatret
2006 Jeg Mig Mit, Teater Grob
Håndbog i Overlevelse, Teater Grob
Film og Tv:
1999 Under overfladen
Lost Weekend, afgangsfilm Den Danske Filmskole
Taxa, afsnit 49 Tv-serie DR 1999
2001 Rejseholdet, afsnit 17 Tv-serie DR
2002 Hotellet, afsnit 51 Tv-serie TV2
Til højre ved den gule hund, spillefilm
2003 Krøniken, Tv-serie DR
Regel nr. 1, spillefilm
2004 Familien Gregersen, Regner Grasten Film
2003 Jesus og Josefine, julekalender TV2
Nikolaj og Julie, serie DR
Lykkevej, spillefilm
2004 Billy Boy 900 Vampyrkysset, spillefilm
Op med humøret, novellefilm
Kongekabale, spillefilm
Familien Gregersen, spillefilm
2005 Klovn, serie TV2 Zulu
Den store dag, spillefilm
Veninder, spillefilm
2006 En soap, spillefilm
2006-2007 Mads i Anna Pihl, serie DR
2007 De Fortabte Sjæles Ø , spillefilm