Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

stregen, har man pligt til at indberette det. Det er mit indtryk, at vi kan ytre os ret bredt, men jeg kan faktisk
ikke svare klart.
Hvordan forløb en ”typisk” dag i Irak?
Man stod selvfølgelig op, spiste morgenmad og gjorde sit køretøj klar. Jeg havde ansvaret for ambulancen med
dens udstyr. Hvis man er i beredskab, skal man kunne være ude på 5 minutter. Ellers er der f.eks.
minerydningsopgaver. Der ligger krudt og kugler overalt fra krigen mod Iran, som ammunitionsryddernene
samler og sprænger i luften for at forhindre, at irakerne finder det og laver vejsidebomber. Der skal være en
ambulance tilstede, hvis noget går galt. Vi var 29 mand i sanitetsdelingen til at varetage alle opgaver. Der var
fire ambulancer med fire mand på hver. Så oftest var der nok at lave, men ellers skal man kunne underholde sig
selv, for ikke at blive mærkelig.
Nogle dage underviste vi det irakiske politi, Iraqi Civil Defence Corpse. De fleste var unge drenge, som gjorde
det, så de kunne forsørge familien. Ved udvælgelsen af dem er der både en skriftlig prøve og
helbredsundersøgelse. De var ikke meget for, at en kvindelig læge skulle måle blodtryk. Af dem i min deling,
som jeg underviste i bl.a. førstehjælp, var der også nogen, der ikke var begejstrede for at give kunstigåndedræt
til førstehjælpsdukkerne, men de var ivrige for at lære og blev meget dygtige!
Andre gange var vi to dage ad gangen i CIMIC House, Civil Military Cooporation, med dem, der planlægger
samarbejdet med civile myndigheder og nødhjælpsorganisationer, møder med sheiker, hjælper med skoler osv.
Da var vi også i beredskab, for huset, det tidligere Baath partis hovedkvarter, var i selve Al Qurnah.
Fangekældrene dér turde ikke engang de lokale gå ned i. De var sateme også ulækre! Der var blodrester over
det hele. Der er sket mange grimme ting.
Hvis man ikke er i tjeneste om aftenen, kan man se film i biografen, og jeg havde også Matador med på dvd! Vi
blev også helt vilde med at være med når nogle britiske soldater fra Fiji, samledes hver aften til seven o’clock
devotion, hvor de læste op af Biblen, bad og sang så pragtfuldt. Andre aftener lavede vi ”operation alvorsstund”,
som vi kaldte det, hvor vi hørte opera og røg cubanske cigarer og talte alvor. Og så er der køkkentjansen, hvor
man vasker op i ni timer. Men vi fik også en tur til Ur, og så urfolkets tempel, og vi holdt Faxe-free fest og
forstod i det hele taget at hygge os.
Havde I nogen kontakt med irakerne?
Meget. Børnene ville så gerne snakke, selvom man ikke kunne
særligt mange fraser andet end ’stop eller jeg skyder’ ol. De
politifolk vi underviste, snakkede vi med. Og tolkene i CiMiC-House
snakkede jeg med flere nætter. Ingen af dem kunne lide
amerikanerne, og jeg måtte sige, at jeg heller ikke brød mig om
dem, for deres opførsel gav os et dårligt ry. Men ingen bryder sig
altså om at blive behandlet som dyr i deres eget hjem – og det
kunne jeg jo kun give dem ret i.
Kunne irakerne kende forskel på jer soldater?
Ja for vi var kun danskere og litauere dér. Vores militærpoliti, MP’erne, som tog irakerne med til arrestation eller
afhøring, var ikke populære som os, der havde røde kors på ærmerne. Og i forbindelse med vores forhold til
irakerne, var det godt at vi slap for at have amerikanerne i nærheden.
Hvilket syn har du på amerikanerne?
Ziggurat’en ved UR (Foto © Lasse Jensen 2004)
Jeg kan ikke klare at høre, om det lort de laver, Abu Ghraib f.eks.. Efter jeg kom hjem, måtte jeg holde op med
at se nyhederne en tid, men man må lære at se det fra en humoristisk vinkel. Altså se det komiske i George
Bush, selvom jeg hader alt, hvad han står for. Når han siger, det var stemmer fra Gud, som beordrede ham til at