Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

deres dårlige hospitaler fik hun bakterieinfektionerne, og nu skal hun vokse op med at hele ryggen, benene, er
et stort ar, så nu kan hun kun blive solgt for to kameler, og det bliver nok til en sinke, der tæver hende. Hendes
liv var fra den dag ødelagt. Så føler man sig utilstrækkelig og tænker, ”hvorfor gjorde man det?”, men man
skulle jo gøre det…
Før jeg tog af sted spurgte mange, om jeg var bange for at blive skudt. Men vi passer på hinanden, får god
uddannelse, er godt beskyttet med skudsikreveste, pansrede døre og våben så… Statistisk set er der færre
dødsfald gennem de år, vi har været i Irak, end der har været på Nørrebro. For ikke at tale om i trafikken. Det
er sådanne sammenligninger jeg beroligede bl.a. min mor med. Hun ville ikke have det godt, hvis jeg tog til Irak
og Afghanistan i dag.
Men var du ikke bange?
Jo selvfølgelig var jeg det. Vi røg ud i en klanfejde, hvor vi kom til at køre ind i en krydsild, hvor der var kugler
på min sidedør! Er du gal, det var da ikke sjovt! Der var jeg bange! Nogle gange var der også trusler mod og
demonstrationer udenfor CiMiC House. Og tit skyder irakerne op i luften til bryllupper og så kørte man ud og var
klar, men vi lærte dog hurtigt, at det var en glædesstund!
Hvordan reagerede du da bilen blev beskudt?
Satte lortet i bakgear og så skyndte vi os tilbage. Det er jo hverdag dernede, og man omstiller sig lynhurtigt,
men når man så kommer hjem, opdager man, at det havde jo været rigtig
farligt. Så kommer reaktionen.
Hvornår kom frygten? Eller genoplevede du det?
Jeg fik engang et angstanfald i Lyngby Storcenter – for mange
mennesker, for maget larm og så måtte jeg bare ud hurtigst muligt. Jeg
svedte og… ja det er mærkeligt… Den første Nytårsaften var jeg heller
ikke glad for. Der var flere fra min deling, der også syntes, der var for
meget bang. Tilsvarende gik der mange måneder efter Jugoslavien, hvor
jeg simpelthen ikke trådte på græs, efter at have set børn blive
massakrerede af landminer. Det gik op for mig da en kammerat og jeg
kunne spare 2km ved at gå over en mark. Det kunne jeg bare ikke tænke
mig, jeg ville hellere uden om. Først bagefter tænkte jeg, at det nok var
pga. minerne, og så begyndte jeg lige så stille at gå på græs. Det sætter
sine spor, men det gør det også, hvis man rejser i fattige lande med
gadebørn, spedalskhed el.
Hvordan skulle I forholde jer til, og hvilket udstyr havde I mod Saddams
masseødelæggelsesvåben, som I i princippet var der for at fjerne? Jeg har
hørt, at det ikke var helt i orden?
Det vil jeg helst ikke udtale mig om.
Du sagde tidligere at dit ægteskab gik i stykker, da du kom hjem. Er det typisk?
En britisk soldat i ABC-gear,
Atomical Biological Chemical. De
fandt masseødelæggelses-våben…
eller gasgranater der indeholdt
ingenting. Verdenspressen og CNN
kom og så sad vi der i 3 dage og
passede på tomme granater.
(Foto © Morten Binns)
De fleste af dem jeg kender er blevet skilt. En er også kommet til at slå sin kone. Der er åbenbart ikke mange
forhold, der overlever. Mange af dem, hvis kærester slog op, medens de var dernede, gik det skævt for, og en
enkelt fik udgangsforbud fra lejren. Men hvad kan du også gøre? Man sidder midt i en ørken og forestiller sig
mærkelige ting. Jeg skal aldrig mere have kæreste, når jeg er af sted. Ringer man, og hun ikke er hjemme,
begynder man at tænke sit. Ting bliver forstærket. Men det er også fordi, man har våben og andre frustrationer
og er under konstant pres. Reaktionerne kan blive for store.