Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Har du ændret dig, fra før du tog af sted?
Jeg har meget svært ved at blive irriteret nu, for jeg har indset, at jeg egentlig har det godt her i Danmark! Jeg
græder ikke over småting og kan se mere positivt på ting. På den måde har det været godt.
Virker Danmark uvirkelig når man er væk? Eller omvendt, er de ting man har oplevet i Irak så langt væk når
man kommer hjem, at det virker uvirkeligt eller surrealistisk?
Når man læser at bomber dræber 52 i Baghdad, virker det uvirkeligt, for det er ikke det Irak, jeg har oplevet.
Jeg kan godt forstå, at amerikanerne bliver vanvittige, for de oplever ting, som vi var forskånet for. Desværre,
eller det er måske godt, fiser sådanne nyheder hen over hovedet på mig nu. Men det fiser også hen over
hovedet på de fleste andre. Bomber er efterhånden hverdagskost, som desuden er reduceret til en lille notits på
tekst-tv, med mindre en dansk soldat dør, så er det mediestorm. Mine oplevelser virker meget langt væk. Irak
er et mærkeligt land, hvor der dør en masse mennesker, og det er bare ærgerligt, for det er ikke virkeligt! Det
kan det simpelthen ikke være! At man stiller sig i en kø, fordi man tror, at man skal have arbejde og så bliver
man sprængt i luften. Og den irakiske viceminister er lige blevet kidnappet; hvordan kan det lade sig gøre? Det
er jo virkeligt, men jeg bilder mig ind, at det er et fantasiland, nok for at beskytte mig selv. Men jeg bliver stadig
arrig og mener, at det er sådanne ting, der burde pumpes op i medierne, så vi kan se det virkelige billede af
krigen! Det har haft konsekvenser, det vi har været med til.
Synes du, man får nok hjælp, når man kommer hjem? Og er det nødvendigt at få hjælp?
Ja, jeg ved ikke, hvad man kunne gøre mere. Og ja, det er nødvendigt. Når folk uddannes til at slå ihjel og
sendes på missioner, skal man også være parat til at hjælpe bagefter. En time eller syv hos en psykolog koster
ikke alverdens. Hvorimod alt det materiel vi har med og lønninger udgør tårnhøje udgifter. Men at vi får hjælp
bagefter, må ikke være et argument for, at vi sagtens kan gå i krig. Det gør det bare mere spiseligt for
befolkningen, men der er ikke noget, der kan retfærdiggøre denne krig.
Har du mødt mange fordomme, efter du kom hjem?
Ja. Mest som ”hvordan kan du gå i USA’s tjeneste?”. Nogle, især venstreorienterede, har ikke villet tale med
mig, for jeg er Bush’s udsendte, og han er et svin – men det er jeg jo fuldstændig enig i, og jeg var også imod
krigen. Men de spørger ”hvordan kan du så gøre det?” og jeg prøver at forklare, at jeg ville gøre noget godt,
men jeg taler for døve øre. De har kun selvmordsbombere og dræbte civile i tankerne, hvilket også både er
relevant og sker. Jeg kan godt forstå, at man har fordomme og delvist har de ret, men vi laver også humanitært
hjælpearbejde – bygger hospitaler op, istandsætter skoler, rydder for miner osv., og det kommer aldrig frem.
Men det gøres af danske soldater, og det er dødærgerligt, at når man kommer hjem, er man bare sådan én, der
har været i lommen på USA.
Men er det ikke ideen bag Irak-krigen de protesterer imod? Og at vi sprang med på Bush’s vogn?
Jo. Og at de løj for os. Jeg tror at vi danskere havde kunne klare det bedre, hvis man havde set mere om,
hvordan Saddam og hans folk behandlede befolkningen. Det er mere spiseligt for os og mere legitimt at reagere
på. Så kan vi gå ind for at fjerne ham.
Hvordan var reaktionerne fra venner og familie før du tog til Irak?
”Held og lykke hvis det er det, du vil.” Selv min hustru var ikke nervøs, hun syntes, det var ok. Det første
spørgsmål man får er ofte ”har du skudt nogen?” man svarer at ”nej, det er jo ikke det, man er der for”. Mange
forstår ikke, at vi er der for at være fredsbevarende!
Nej, men her bliver ’fredsbevarende’ bare et ord, man ikke helt ved, hvad indeholder.