Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

More documents

Recommendations

Info

Samtale med dramatiker Andreas Garfield Bestillingsarbejde: Historier fra virkeligheden og andre dimensioner Hvordan arbejder du med en tekst? Det afhænger af, om teksten kommer fra mig eller er en bestillingsopgave som denne her. Så kommer den overordnede ide typisk fra en instruktør, producent el.. Indarbejdningsfasen starter med et par møder for at lære folk at kende og finde ud af, hvilken historie de vil have frem, så jeg ikke risikerer at præsentere dem for noget i en forkert retning. Hvad kan du sige om titlen Hjem Kære Hjem? Den er Grobs. Jeg ville gerne finde på titlen, men da jeg ikke havde historien endnu, og tingene skulle i pressen, blev det, som det er. Jeg er blevet glad for den, efterhånden som jeg har prøvet, at passe symbolsk ind under den og har fået den inkorporeret i teksten. Hvilket forlæg fik du ellers fra Grobs side? Vi lavede en ramme for historien med denne her soldat i det her hus hos hans gamle ven og dennes kæreste på denne her aften. Altså 3 medvirkende, on location og så vidt muligt i real tid (det er det så kun næsten). Derefter talte vi med soldaten, Morten Binns, i fire timer. Jeg kender i forvejen kun en, der overhovedet har været i militæret, så det var spændende og noget var meget gruopvækkende. Han viste os f.eks. billeder; først smukke ørkenbilleder og så en mand revet fra hinanden på en markedsplads… Normalt ser man sådan noget i glimt i tv-avisen men dét her var fastfrosset!! Hvordan har du bearbejdet hans private historie for at gøre den generelt gældende? Han har skildret hændelser, som jeg har digtet lidt om på. Jeg ville have svært ved at stå inde for at sidde herhjemme og opfinde situationer fra Irak. Men i forestillingen tales der meget generelt. Jeg har opfundet en enkelt afgørende situation for Carsten. Ellers har jeg taget udgangspunkt i Mortens følelsesmæssige tilstand. Som inspirationskilde har jeg også brugt Deer Hunter. F.eks. russiskroulette-scenen og scenen hvor Michael Vronsky vender hjem. Man ser ham komme i taxa til et hus, hvor folk er samlet til et surprise party. Han kigger på huset og beder bare taxachaufføren om at køre videre til et hotel. Der ser man ham sidde på værelset i mørket og bare stirre ud i mørket. Denne tomhedsfølelse og dette savn, den erkendelse af at man ikke kan vende tilbage Andreas Garfield (1976) blev optaget på Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2004 og begrunder sit valg således: ”Jeg egnede mig ikke som skuespiller. Så prøvede jeg at skrive til film, men det gik ikke så godt. Jeg tog HumBas på RUC men på overbygningen så jeg, at det ikke var, det akademiske jeg ville. Så kom jeg på en daghøjskole, hvor Jakob Weis underviste, og jeg skrev mit første stykke til Teater PræCdens. Siden har jeg egentlig haft nok at bestille, men kom til et punkt, hvor jeg følte, jeg ikke kunne lære mere af at arbejde selv. Så tænkte jeg, jeg var parat til at få hardcore undervisning, og det er fantastisk at få lov at arbejde sammen med og lære af nogle af de bedste, vi har i Danmark! Og få skabt et netværk. Nu kender jeg jo dem, man skal kende, og de kender også mig en lille smule…” Han har udover turnéforestillinger skrevet flere forestillinger for Teater PræCdens og Mucca Divina og en enkelt for DATS. Følgende stykker er udgivet på Forlaget DRAMA: Hyg Jer! (2001); Slangeham & Brune bjørne (2002) og Glemt, ondt, koldt – en trilogi (2003). The Deer Hunter (1978) instrueret af Mike Cimino og med Robert De Niro i rollen som Michael Vronsky som del af en gruppe amerikanske metalarbejdere fra en lille by som efter det indledende bryllup alle tager til Vietnam som soldater, hvor de forcerer diverse forhindringer og venskaber bliver sat på prøve. Bl.a. holdes de i en nordvietnamesisk fangelejr, hvor de tvinges til at spille russisk roulette et spil der meget senere tager livet fra den ene kammerat. Vennerne drives af eventyrlyst men bliver såret uhelbredeligt på sjæl og krop. til ens samfund, fordi man har set nogle ting, der har forandret én for altid, ville jeg gerne ramme. Det er visuelle gengivelser af sindsbilleder, som ikke er forankrede i virkeligheden. Ellers ville jeg føle, at jeg sugede på Mortens følelser. Han kunne naturligvis komme med nuancerne, men via billeder og lyd fik jeg selv en grundstemning, som jeg kan danne billeder på.
Apropos film refererer du også til Top Gun i teksten. Den passer på deres generation. Krigsfilmmæssigt kom der efter 2. Verdenskrig og gennem ’60erne populære krigsfilm, hvor Amerikanerne var gæve helte. Efter Vietnam-krigen og de politiske ’70ere kunne man ikke længere fremstille det sådan. Men da vi kom op i koldkrigstiden, kom f.eks. Top Gun som en af de første nyere populærkrigsfilm, hvor vi jubler, når de skyder russiske piloter ned, og Maverick bliver ikke en mand, før han beviser sit amerikanske mandsmod ved at skyde fjender. Du lader på et tidspunkt Iben synge en sang fra West Side Story? Jeg kender ikke så meget til musicals, men tænkte, at den kvindelige hovedrolle Maria er en kvinde med ben i næsen, og at det er et temmelig stort parti. Og så ville jeg gerne have en flot ballade, der kunne spille på vores følelsesregister. Da den er skåret over Romeo og Julie, tænkte jeg, at der måtte være noget flot dér. Også en eller anden form for forløsning, men falsk forløsning naturligvis. Hvordan arbejder du i forhold til research? Det har mest været i forhold til Carstens rolle, som var det vigtigste for mig og til formalia. En af grundene til det er, at jeg har forsøgt at holde den i en afdæmpet tone, så det ikke bliver for meget ”åh, Irak-krig på programmet”. Jeg ville undgå de store fortællinger fra Irak, så det ikke blev en dokumentarisk forestilling eller en case story. Det synes jeg hverken er spændende at arbejde med eller at se på. Det kan man se andre steder. Siden sommeren har der været en masse artikler og tv- programmer, bl.a. Bagsiden af Medaljen. Der ser man, at det billede, vi giver af Carsten, ikke er et unikt eksempel, hvilket jeg også ville have det dårligt med. Men selvfølgelig er der ting, der skal være på plads i og med, at den fiktive historie er forankret i virkeligheden Kan det kaldes 1:1-realisme, eller strækker den ud over det realistiske univers? Top Gun (1986) instrueret af Tony Scott og med Tom Cruise i hovedrollen som F-14 piloten Maverick, der på elite skolen for jagerpiloter (Top Gun) forelsker sig i sin instruktør. Mavericks forhold til flyvning, der i forvejen er kompliceret pga. faderens skæbne som pilot, kompliceres ydermere, da Mavericks makker dør under en flyvning. Dertil kompliceres hans kærlighedsforhold, men til sidst vinder han både flyve-æren og pigen tilbage. Musicalen West Side Story (1957) med musik af Leonard Bernsteins og tekster af Stephen Sondheim er baseret på Arthur Laurents bearbejdning af William Shakespeares Romeo og Julie (1591-96). Den eviggyldige historie om kærlighed, der opstår på tværs og på trods af baggrunde, fordomme, krig og omverdens forventninger udspiller sig her i 1950’ernes New York. De elskende, Romeo og Julie, er erstattet af Tony og Maria. Familiefejden er omskabt til en bandekrig mellem de rivaliserende newyorkske Jets og puertoricanske Sharks, der udmønter sig i et blodigt opgør, hvor Tonys ven og Jets’ leder, Riff, lader livet og Tony reagerer ved at dræbe Marias bror og Sharks’ leder, Bernardo. Derefter dræbes Tony for øjnene af Maria og i modsætning til Julie, dør Maria ikke men sidder alene tilbage med sin sorg, medens banderne i fællesskab bærer Tonys lig væk. Somewhere There's a place for us, Somewhere. Somewhere a place for us. We'll find a new way of living, Peace and quiet and open air We'll find a way of forgiving Wait for us Somewhere . . . Somewhere. There's a time for us, There's a place for us, Some day a time for us, A time and place for us. Time together with time spare, Hold my hand and we're halfway there. Time to learn, time to care, Hold my hand and I'll take you there Some day! Somehow… Some day… Somewhere… Der er ingen finurligheder, og dialogen er realistisk. Jeg kan ellers godt lide at lege med at man accepterer alt på scenen. Og at man kan henvende sig direkte til publikum; gå ud og ind af historien. Vi som publikum tager det jo bare ind. Men den slags virkemidler er denne historie skrabet for. I begyndelsen tænkte jeg, det ville bliver svært at arbejde indenfor Grobs manifest. Selvfølgelig sagde de, at man ikke skal lægge sig kategorisk fast på det, men jeg tænkte, nu skruer vi tiden tilbage til Ibsen. Så det har været en udfordring både at skabe en historie, hvor folk måske nok har en anelse om, hvad udfaldet bliver, men ikke har regnet det hele ud på forhånd. Og samtidig skabe et naturalistisk sprog, der alligevel kan holde folk fanget.
Page 1 and 2: Hjem kære H em undervisningsmateri
Page 3 and 4: Forord Hjem Kære Hjem kredser tema
Page 5 and 6: Karakterbeskrivelse og skuespillern
Page 7 and 8: Samtale med soldat Morten Binns Mor
Page 9 and 10: Ved du om amerikanerne stadig for u
Page 11 and 12: invadere Irak, så kommer jeg jo fr
Page 13 and 14: Er det uanset om man under normale
Page 15 and 16: Det forstår jeg godt. Mht. Kosovo,
Page 17: Hvordan har du det med militæret o
Page 21 and 22: udvikling, der er i fokus. Iben gå
Page 23 and 24: Men der er sikkert mange, der vil g
Page 25 and 26: Afklaret med forvirringen Du siger,
Page 27 and 28: Lige præcis, vi burde alle ”genf
Page 29 and 30: multinationale indsats. Den militæ
Page 31 and 32: 21. Den eneste mulighed for magtanv
Page 33 and 34: _ Irritation, hvor du kan blive sur
Page 36 and 37: Bilag: Teater Grob Teater Grob lave

Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template ?