16.07.2013 Views

Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Apropos film refererer du også til Top Gun i teksten.<br />

Den passer på deres generation. Krigsfilmmæssigt kom der efter 2.<br />

Verdenskrig og gennem ’60erne populære krigsfilm, hvor Amerikanerne<br />

var gæve helte. Efter Vietnam-krigen og de politiske ’70ere kunne man<br />

ikke længere fremstille det sådan. Men da vi kom op i koldkrigstiden,<br />

kom f.eks. Top Gun som en af de første nyere populærkrigsfilm, hvor vi<br />

jubler, når de skyder russiske piloter ned, og Maverick bliver ikke en<br />

mand, før han beviser sit amerikanske mandsmod ved at skyde fjender.<br />

Du lader på et tidspunkt Iben synge en sang fra West Side Story?<br />

Jeg kender ikke så meget til musicals, men tænkte, at den kvindelige hovedrolle Maria er en kvinde <strong>med</strong> ben i<br />

næsen, og at det er et temmelig stort<br />

parti. Og så ville jeg gerne have en flot<br />

ballade, der kunne spille på vores<br />

følelsesregister. Da den er skåret over<br />

Romeo og Julie, tænkte jeg, at der<br />

måtte være noget flot dér. Også en eller<br />

anden form for forløsning, men falsk<br />

forløsning naturligvis.<br />

Hvordan arbejder du i forhold til<br />

research?<br />

Det har mest været i forhold til Carstens<br />

rolle, som var det vigtigste for mig og til<br />

formalia. En af grundene til det er, at<br />

jeg har forsøgt at holde den i en<br />

afdæmpet tone, så det ikke bliver for<br />

meget ”åh, Irak-krig på programmet”.<br />

Jeg ville undgå de store fortællinger fra<br />

Irak, så det ikke blev en dokumentarisk<br />

forestilling eller en case story. Det synes<br />

jeg hverken er spændende at arbejde<br />

<strong>med</strong> eller at se på. Det kan man se<br />

andre steder. Siden sommeren har der<br />

været en masse artikler og tv-<br />

programmer, bl.a. Bagsiden af Medaljen. Der ser man, at det billede, vi giver af Carsten, ikke er et unikt<br />

eksempel, hvilket jeg også ville have det dårligt <strong>med</strong>. Men selvfølgelig er der ting, der skal være på plads i og<br />

<strong>med</strong>, at den fiktive historie er forankret i virkeligheden<br />

Kan det kaldes 1:1-realisme, eller strækker den ud over det realistiske univers?<br />

Top Gun (1986) instrueret af Tony<br />

Scott og <strong>med</strong> Tom Cruise i hovedrollen<br />

som F-14 piloten Maverick, der på elite<br />

skolen for jagerpiloter (Top Gun)<br />

forelsker sig i sin instruktør. Mavericks<br />

forhold til flyvning, der i forvejen er<br />

kompliceret pga. faderens skæbne som<br />

pilot, kompliceres ydermere, da<br />

Mavericks makker dør under en<br />

flyvning. Dertil kompliceres hans<br />

kærlighedsforhold, men til sidst vinder<br />

han både flyve-æren og pigen tilbage.<br />

Musicalen West Side Story (1957) <strong>med</strong> musik af Leonard Bernsteins og<br />

tekster af Stephen Sondheim er baseret på Arthur Laurents bearbejdning af<br />

William Shakespeares Romeo og Julie (1591-96).<br />

Den eviggyldige historie om kærlighed, der opstår på tværs og på trods af<br />

baggrunde, fordomme, krig og omverdens forventninger udspiller sig her i<br />

1950’ernes New York. De elskende, Romeo og Julie, er erstattet af Tony og<br />

Maria. Familiefejden er omskabt til en bandekrig mellem de rivaliserende<br />

newyorkske Jets og puertoricanske Sharks, der udmønter sig i et blodigt<br />

opgør, hvor Tonys ven og Jets’ leder, Riff, lader livet og Tony reagerer ved at<br />

dræbe Marias bror og Sharks’ leder, Bernardo. Derefter dræbes Tony for<br />

øjnene af Maria og i modsætning til Julie, dør Maria ikke men sidder alene<br />

tilbage <strong>med</strong> sin sorg, <strong>med</strong>ens banderne i fællesskab bærer Tonys lig væk.<br />

Somewhere<br />

There's a place for us, Somewhere.<br />

Somewhere a place for us. We'll find a new way of living,<br />

Peace and quiet and open air We'll find a way of forgiving<br />

Wait for us Somewhere . . .<br />

Somewhere.<br />

There's a time for us, There's a place for us,<br />

Some day a time for us, A time and place for us.<br />

Time together with time spare, Hold my hand and we're halfway there.<br />

Time to learn, time to care, Hold my hand and I'll take you there<br />

Some day! Somehow… Some day… Somewhere…<br />

Der er ingen finurligheder, og dialogen er realistisk. Jeg kan ellers godt lide at lege <strong>med</strong> at man accepterer alt<br />

på scenen. Og at man kan henvende sig direkte til publikum; gå ud og ind af historien. Vi som publikum tager<br />

det jo bare ind. Men den slags virkemidler er denne historie skrabet for. I begyndelsen tænkte jeg, det ville<br />

bliver svært at arbejde indenfor <strong>Grob</strong>s manifest. Selvfølgelig sagde de, at man ikke skal lægge sig kategorisk<br />

fast på det, men jeg tænkte, nu skruer vi tiden tilbage til Ibsen. Så det har været en udfordring både at skabe<br />

en historie, hvor folk måske nok har en anelse om, hvad udfaldet bliver, men ikke har regnet det hele ud på<br />

forhånd. Og samtidig skabe et naturalistisk sprog, der alligevel kan holde folk fanget.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!