Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob
Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob
Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Apropos film refererer du også til Top Gun i teksten.<br />
Den passer på deres generation. Krigsfilmmæssigt kom der efter 2.<br />
Verdenskrig og gennem ’60erne populære krigsfilm, hvor Amerikanerne<br />
var gæve helte. Efter Vietnam-krigen og de politiske ’70ere kunne man<br />
ikke længere fremstille det sådan. Men da vi kom op i koldkrigstiden,<br />
kom f.eks. Top Gun som en af de første nyere populærkrigsfilm, hvor vi<br />
jubler, når de skyder russiske piloter ned, og Maverick bliver ikke en<br />
mand, før han beviser sit amerikanske mandsmod ved at skyde fjender.<br />
Du lader på et tidspunkt Iben synge en sang fra West Side Story?<br />
Jeg kender ikke så meget til musicals, men tænkte, at den kvindelige hovedrolle Maria er en kvinde <strong>med</strong> ben i<br />
næsen, og at det er et temmelig stort<br />
parti. Og så ville jeg gerne have en flot<br />
ballade, der kunne spille på vores<br />
følelsesregister. Da den er skåret over<br />
Romeo og Julie, tænkte jeg, at der<br />
måtte være noget flot dér. Også en eller<br />
anden form for forløsning, men falsk<br />
forløsning naturligvis.<br />
Hvordan arbejder du i forhold til<br />
research?<br />
Det har mest været i forhold til Carstens<br />
rolle, som var det vigtigste for mig og til<br />
formalia. En af grundene til det er, at<br />
jeg har forsøgt at holde den i en<br />
afdæmpet tone, så det ikke bliver for<br />
meget ”åh, Irak-krig på programmet”.<br />
Jeg ville undgå de store fortællinger fra<br />
Irak, så det ikke blev en dokumentarisk<br />
forestilling eller en case story. Det synes<br />
jeg hverken er spændende at arbejde<br />
<strong>med</strong> eller at se på. Det kan man se<br />
andre steder. Siden sommeren har der<br />
været en masse artikler og tv-<br />
programmer, bl.a. Bagsiden af Medaljen. Der ser man, at det billede, vi giver af Carsten, ikke er et unikt<br />
eksempel, hvilket jeg også ville have det dårligt <strong>med</strong>. Men selvfølgelig er der ting, der skal være på plads i og<br />
<strong>med</strong>, at den fiktive historie er forankret i virkeligheden<br />
Kan det kaldes 1:1-realisme, eller strækker den ud over det realistiske univers?<br />
Top Gun (1986) instrueret af Tony<br />
Scott og <strong>med</strong> Tom Cruise i hovedrollen<br />
som F-14 piloten Maverick, der på elite<br />
skolen for jagerpiloter (Top Gun)<br />
forelsker sig i sin instruktør. Mavericks<br />
forhold til flyvning, der i forvejen er<br />
kompliceret pga. faderens skæbne som<br />
pilot, kompliceres ydermere, da<br />
Mavericks makker dør under en<br />
flyvning. Dertil kompliceres hans<br />
kærlighedsforhold, men til sidst vinder<br />
han både flyve-æren og pigen tilbage.<br />
Musicalen West Side Story (1957) <strong>med</strong> musik af Leonard Bernsteins og<br />
tekster af Stephen Sondheim er baseret på Arthur Laurents bearbejdning af<br />
William Shakespeares Romeo og Julie (1591-96).<br />
Den eviggyldige historie om kærlighed, der opstår på tværs og på trods af<br />
baggrunde, fordomme, krig og omverdens forventninger udspiller sig her i<br />
1950’ernes New York. De elskende, Romeo og Julie, er erstattet af Tony og<br />
Maria. Familiefejden er omskabt til en bandekrig mellem de rivaliserende<br />
newyorkske Jets og puertoricanske Sharks, der udmønter sig i et blodigt<br />
opgør, hvor Tonys ven og Jets’ leder, Riff, lader livet og Tony reagerer ved at<br />
dræbe Marias bror og Sharks’ leder, Bernardo. Derefter dræbes Tony for<br />
øjnene af Maria og i modsætning til Julie, dør Maria ikke men sidder alene<br />
tilbage <strong>med</strong> sin sorg, <strong>med</strong>ens banderne i fællesskab bærer Tonys lig væk.<br />
Somewhere<br />
There's a place for us, Somewhere.<br />
Somewhere a place for us. We'll find a new way of living,<br />
Peace and quiet and open air We'll find a way of forgiving<br />
Wait for us Somewhere . . .<br />
Somewhere.<br />
There's a time for us, There's a place for us,<br />
Some day a time for us, A time and place for us.<br />
Time together with time spare, Hold my hand and we're halfway there.<br />
Time to learn, time to care, Hold my hand and I'll take you there<br />
Some day! Somehow… Some day… Somewhere…<br />
Der er ingen finurligheder, og dialogen er realistisk. Jeg kan ellers godt lide at lege <strong>med</strong> at man accepterer alt<br />
på scenen. Og at man kan henvende sig direkte til publikum; gå ud og ind af historien. Vi som publikum tager<br />
det jo bare ind. Men den slags virkemidler er denne historie skrabet for. I begyndelsen tænkte jeg, det ville<br />
bliver svært at arbejde indenfor <strong>Grob</strong>s manifest. Selvfølgelig sagde de, at man ikke skal lægge sig kategorisk<br />
fast på det, men jeg tænkte, nu skruer vi tiden tilbage til Ibsen. Så det har været en udfordring både at skabe<br />
en historie, hvor folk måske nok har en anelse om, hvad udfaldet bliver, men ikke har regnet det hele ud på<br />
forhånd. Og samtidig skabe et naturalistisk sprog, der alligevel kan holde folk fanget.