Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Men er det ikke det, der er svært, at man ikke har politisk korrekte metoder til at kreere et fjendebillede?
Traditionelt er krig blevet solgt til en befolkning ved, at man skaber et billede af den ”farlige fremmede”, hvilket
Bush jo også prøver at genskabe..
Jo, men her skabes også et nyt billede – nu drager vi ud i godhedens tjeneste – modparten bliver gjort til offer i
stedet for en fjende. Folk kan ikke og gider ikke sætte sig ind i det, hvis de gjorde det, tror jeg ikke, der havde
været mandat til krigen – det håber jeg ikke. Man skulle måske lige være stoppet op og have spurgt sig selv,
hvornår var det egentlig at Danmark sidst erklærede et land krig? Og hvor mange var der egentlig tilstede i
Folketinget ved afstemningen? Tilsvarende, som jeg også har brugt i
forestillingen, begynder man at spørge sig selv om blodpengene, og
om hvor mange dødsfald de danske soldater er skyld i.
Er dine holdninger til Irak blevet ændret i løbet af dit arbejde med
stykket?
Jeg har fået en anden indsigt; nu kan jeg forstå, hvad der driver en
gruppe mennesker til at drage ud. Da jeg skrev i sommers, havde jeg
kun Mortens ord på situationen. Som jeg forstod ham, var det
nødvendigt, at der var nogen dernede; man kan ikke bare tage ned
og smadre et land og så tage hjem og sige ”held og lykke med det”.
Man kan så diskutere, om det er de rigtige ting, der bliver taget sig af.
Men nu er situationen forværret, så det er svært at sige noget om.
Men grundlæggende er min holdning ikke ændret. Jeg synes, det er tragisk, at den danske befolkning ikke
demonstrerer imod hver eneste dag.
Du har krigen på den ene side og Hvidovre på den anden, hvad er dit forhold til Hvidovre?
M.h.t. Hvidovre er det i hvert fald ikke en kritik! Jeg vil undersøge og rejse spørgsmål, som jeg ikke selv forsøger
at besvare. Jeg har prøvet, så godt jeg kunne ikke at ironisere men bare vise det, og så kan det godt være, at
publikum spørger sig selv, ” Lærte vi egentlig Iben og Kim at kende?”, men jeg håber, man genkender sig selv
eller ting fra livet generelt; uanset om man bor i Hvidovre eller den sorte firkant. Den leveform hvor vi måske
ikke lige går op i Pillivuyt-stel men så f.eks. Guccibriller., mener jeg, er meget kendetegnende for os lige nu.
Tilsvarende handler stykket om Irak-krigen, så man bliver jo nødt til at berøre den politiske sfære og de
spørgsmål, som lige netop den krig rejser,
men jeg har bestræbt mig på at lave en
forestilling, der handler om krig generelt. Det
kunne ligeså godt have foregået andre steder
eller for 40 år siden, selvom tonen så havde
været en anden.
Men er Hvidovre lige så vigtig og virkeligt
som liv og død i Irak? Der er en tendens til at
vi taler om virkeligheden som noget, der er
lige om lidt. Virkeligheden er livet efter f.eks.
uddannelsen – det er hele tiden et andet
sted, end dér du er. Tilsvarende bliver det
vigtige også forflyttet til, at være det man
ikke har.
Jo, men Kim og Iben beskylder Carsten for
netop at have den holdning, at deres liv ikke
er af betydning i forhold til hans oplevelser i
Irak.
Kulancemæssig godtgørelse til
efterladte irakeres familier
Den Danske Bataljon i Irak har [d. 27-02-
2004] udbetalt kulancemæssig godtgørelse
til efterladte irakeres familier for episoderne
den 23. og 25-12-2003. Begge sager er
afsluttet med betaling af $4000 til fuld og
endelig godtgørelse. Betalingerne har fundet
sted den 9. og 10-2-2004. Begge sager har
været forelagt Forsvarets Auditørkorps.
(http://forsvaret.dk/FKO/Nyt+og+Presse/Arkiver/
Nyhedsarkiv/Nyheder/2004/Kulancem%c3%a6ssig
+godtg%c3%b8relse+til+efter)
LIVSSTIL: Uddrag af Henrik Dahls artikel ”Om havenissens
moralske karakter”: Mange tror, at livsstil er noget med mærkevarer
og hæmningsløst forbrug. Men begrebet er allerede opfundet i
begyndelsen af det 20. århundrede […] ‘Livsstil’ betød for Weber
[Max, 1864-1920 …] en systematisering af livsførelsen, så den i et
og alt gennemsyres af et enkelt - eller ganske få - principper. […]
Livsstilen er ikke blot halvt ubevidste valg og fravalg. Livsstilen er
først og fremmest en moral og en utopi. Enhver livsstil er et moralsk
univers, hvor det ikke gælder om ‘sort versus ikke-sort’; ‘PH-lamper
versus IKEA-lamper’; ‘økologisk versus ikke-økologisk. Hvad det
derimod gælder om for enhver livsstil, er at gøre det rigtige frem for
at gøre det forkerte. De fysiske objekter, der kendetegner livsstilen
(joggingtøjet; slipsenålen; ravsmykkerne) er derfor meget mere end
statusmarkører. For den, der bærer objekterne (og for hans og
hendes ligesindede) er de vidnesbyrd om, at vedkommende går den
rette vej og lever op til de krav, det lokale fællesskab stiller. Den,
der ikke bærer det rette ornat (fx. den småborgerligt klædte
kunstner), er en rede-skider og brønd-pisser, som fællesskabet gør
ret i at slå hånden af. Samtidig er livsstilen en utopi. Ethvert konkret
udtryk for en livsstil er et forvarsel om det gode liv; den måde,
tingene altid burde være.” (Bragt i Politiken 10.01.99 og kan læses i
helhed på http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=4743)