Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

More documents

Recommendations

Info

Samtale med instruktør Per Scheel-Krüger Iscenesættelse Hvorfor instruere nu, hvor du har været skuespiller i mange år? Planen var, at Thomas Levin og jeg skulle have spillet de mandlige roller, men da de instruktører, vi spurgte, ikke kunne, blev det mig. Det er en naturlig udvikling for mig, da jeg er meget visuelt orienteret og psykologi interesseret, så jeg synes, det er naturligt for mig, når jeg har instrueret småting, at lave noget big time stort nu. Det ligger mig på sinde, at være med til at præge historien i den retning jeg gerne vil, frem for at udlicitere opgaven. Da jeg fra starten havde et klart billede af, hvad jeg gerne ville med denne her forestilling, er der ikke så langt til at realisere det, som hvis det havde været en klassiker, som skulle genopdages. Det er fantastisk med ny dansk dramatik, at det kan være så åbent! Her er det jo en nyopdagelse for os alle sammen, også for Andreas Garfield. Hvordan forbereder du dig? Jeg arbejder på at uddanne mig som instruktør ved bl.a. at læse en masse og gå på Vibeke Wredes instruktørkurser, hvor man lærer alt fra dramaturgi til et fælles analysesprog både i forhold til instruktion men også i forhold til scenografer o.l. Hvordan ser du forestillingen for dig? Per Scheel-Krüger (1968) er kunstnerisk leder på Teater Grob og har som skuespiller bl.a. medvirket i en stor del af Grobs forestillinger: Boxning, Kæledægger, Sex, Forstanderinden, Kunsten at vedligeholde en far, Sød Tøs, Pelsjægerne, Extrem Sport, Helenes himmelfærd, Den Førstefødte, Europamestrene og senest JEG, MIG OG MIT. Af tv og film kan nævnes serierne Anna Pihl (TV2), Hotellet (TV3), Ørnen (DR1), Dusk & Bomholt (DR2), Perforama (DR2) og Klovn (TV2 Zulu), Hvordan slipper vi af med de andre (2007) og Paprika Steens spillefilm Lad de små børn (2004). Hjem Kære Hjem er hans debut som instruktør. Når jeg ligger om natten og tænker på forestillingen, ser jeg den i billeder, men når jeg arbejder konkret med den, er det ordets magt og psykologien, der er interessant. Bortset fra udenadslære, hvilke forskelle er der på dit tekstarbejde som skuespiller og som instruktør? Som instruktør går jeg til teksten med et stort analyseapparat i forhold til dramaturgi, afdækker stykkets og karakterernes psykologi og så beslutter jeg, hvad jeg vil sige med forestillingen. Som skuespiller arbejder jeg ud fra den rolle jeg skal formidle. Da tager man ikke ansvar for stykket som helhed. Nu tænker jeg hele stykket igennem ud fra, hvad jeg gerne vil se. Det tager jeg med til prøverne i en lukket mappe, som ingen får lov at se, men som ligger som mit sikkerhedsnet. Arbejdsmanus for prøverne bliver forholdsvis blankt bortset fra nogle koreografiting, jeg vil afprøve, og så bliver det en dialog. Jeg ønsker, at skuespillernes og mine opdagelser i teksten giver mig svaret på, hvordan scenerne konkret kommer til at se ud. (Scenografi: Hjemmets facade og rummet med badeværelse under opbygning og samtalekøkken (Foto © Edward Lloyd Pierce))
Afklaret med forvirringen Du siger, at du gerne vil tage stykket i den retning, du gerne vil – hvad er det så, du gerne vil? Som bestillingsopgave blev stykket defineret på forhånd. Det er en forestilling, der gerne skulle ende med at være genkendelig, sjov, let, dyb voldsom. Primært realisme m.h.t. spillet og instruktionen og så med knald på lyd, lys og scenografi, som giver det symbolske og abstrakte plan. Det bliver en straight forward historie, der starter sjovt men med et blodigt udfald. Vi laver stykket for at vække os selv og publikum til at tænke over nogle ting. For det første vil jeg gerne have, at man stiller spørgsmålstegn ved hvilke ting og holdninger vi tillægger værdi herhjemme, både i parforholdet, interessefokus, men også konkret, materielt, i hjemmet. Og for det andet, at man ser på, hvad der helt konkret sker, når vi sender unge drenge og piger i krig; hvad betyder det for dem, og hvilket engagement har vi herhjemme? Behovet for forestillingen kom af, at jeg ikke kendte så meget til Irak og militæret, men følte alligevel et ansvar. Jeg fik dårlig smag i munden, når der kom en kiste hjem fra Irak med et menneske, jeg ikke kendte, men, som jeg vidste, havde været ude at slås for nogle værdier, som jeg måske ikke forholdt mig til. Det var også for at blive klogere på de mennesker, der vælger at tage derned. Og på hvordan det er at komme tilbage, når halvdelen af befolkningen ikke synes om det, man laver. Men det primære er, at få os til at tænke over og føle for dem, der sætter livet på spil. Er du kommet tættere på en forståelse af soldaternes valg? De siger jo, at det er for at gøre en forskel og for at mærke verden. Jeg tyder det dobbeltsidigt: at hjælpe folk og hjælpe sig selv. Men følelsesmæssigt kan det være svært at forstå. Man skal passe på ikke at dømme soldaterne. Jeg er nødt til at være ekstremt åben og prøve at forstå dem ærligt og tager emnet meget alvorligt. Det gør, at jeg nu er meget mere afklaret men også mere forvirret – afklaret med at være forvirret. Det er jo ikke en forestilling om, hvorvidt vi overhovedet skal gå i krig. Forestillingen har fokus på os herhjemme, på om vores værdibank er i orden. Har vi tænkt over, hvilken konsekvens det har at sende folk i krig? Det handler om at gøre sig det, at vi er del af en krigsførende nation, mere bevidst. Lige nu har 6 betalt mere eller mindre bevidst med deres liv – de stiller deres liv til rådighed for vores skyld. Det er sateme heftigt! Det gør mig ked af det, at jeg ikke tager det mere alvorligt. Når man snakker om det, bliver man berørt, men om et øjeblik skal jeg ud at have en caffelàtte… På det punkt viser stykket os flere slags fordomme – også soldatens om at vi ikke gør noget. Det har været vigtigt for os at belyse begge sider. Vi vil have tvivlsspørgsmålet med hele vejen. Man bliver nok ikke mere afklaret men måske mere i tvivl af at se forestillingen, men forhåbentlig bliver man nysgerrig og dermed opsøgende i sit behov for at danne sig en mening. I forhold til dette projekt er det ikke så vigtigt, hvad folk tænker, så længe det bare kan få folk til at tænke! Hvilket forhold har du til militæret? Jeg var meget heldig og trak frinummer. Jeg havde ikke lyst til værnepligt, for jeg var godt i gang med en anden karriere, og det forhindrede mig jo i at få den livserfaring. Hvis jeg ikke havde gjort det, er det muligt at mit oprørsgen havde trådt i kraft i protest over, at jeg ikke selv havde fået lov at vælge, og så havde jeg måske taget det militære og ikke civilearbejde. Min onkel var hjemmeværnsmand, og som lille var det sjovt med hans udstyr. Da var jeg fascineret af krig men derfra og så til selv at gå i krig, det ville jeg aldrig. Hvad var din holdning til situationen i Irak, før I gik i gang med det her projekt? Litt'ved Glory Canal - lidt fra PNINFKMP'et (Foto © Lasse Jensen (2004)) Jeg havde ingen holdning, det var derfor vi satte projektet i gang – for at blive klogere og få en holdning til det at være soldat og i Irak, og til hvad det gør ved resten af os, at vi er en krigsførende nation. Og det er lykkedes
Page 1 and 2: Hjem kære H em undervisningsmateri
Page 3 and 4: Forord Hjem Kære Hjem kredser tema
Page 5 and 6: Karakterbeskrivelse og skuespillern
Page 7 and 8: Samtale med soldat Morten Binns Mor
Page 9 and 10: Ved du om amerikanerne stadig for u
Page 11 and 12: invadere Irak, så kommer jeg jo fr
Page 13 and 14: Er det uanset om man under normale
Page 15 and 16: Det forstår jeg godt. Mht. Kosovo,
Page 17 and 18: Hvordan har du det med militæret o
Page 19 and 20: Apropos film refererer du også til
Page 21 and 22: udvikling, der er i fokus. Iben gå
Page 23: Men der er sikkert mange, der vil g
Page 27 and 28: Lige præcis, vi burde alle ”genf
Page 29 and 30: multinationale indsats. Den militæ
Page 31 and 32: 21. Den eneste mulighed for magtanv
Page 33 and 34: _ Irritation, hvor du kan blive sur
Page 36 and 37: Bilag: Teater Grob Teater Grob lave

Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template ?