Samtale med dramatiker Andreas Garfield - Teater Grob

I følge Bagsiden af Medaljen (tilrettelæggelse:
Mette Aaby & Cecilie Warnich, DR1
Hvilken træning får I ellers, før I skal af sted?
Dokumentaren, 27/9 2006) må max 40 % af
udstationerede soldaterne være 18-22 år, og
det tal var på det tidspunkt 80 %.
Nu før Kosovo er det første gang, jeg har oplevet at få 5
måneders uddannes, før vi skal af sted. Det plejer at være ”huhej
vilde dyr, 6 uger og så af sted med jer”. Jeg tror, man har lært, at man helst skal sende erfarne folk med omløb
i hovedet ud, som ikke ser de lokale som perkere. Nu startede vi med 1_ måneds kampuddannelse, patruljeture
i marken, grøn i hovedet, skydning, lære at bevæge sig i terræn, finde vej i mørke. Og så egentlig
funktionsuddannelse indenfor kommunikation; lige fra Office-pakken til GPS satellitsystemer, krypteringsmaskiner,
fax, opsætning af antennemaster. Og fysisk træning. Vores deling i Irak fik målt BMI-tal, Body Mass
Index, og 87 % af lejren var moderat overvægtige, og mange var ude af form. Så nu skal vi bestå en fysisk
prøve for at kunne blive i kontrakten. Ellers har vi orienteringsløb, går meget op i kort og har glatbanekørsel,
pga. vintervejret og Kosovos bjergveje. Dertil er jeg kommet på et brevkursus i CBRN-beregning, Cemical
Biological Redioactive Newclear. Så når de kaster atombomber, skal jeg ud at måle. Men vi bliver uddannet i alt,
så vi kan varetage de fleste funktioner. Men det er en fejl ved Forsvaret, at førstehjælpsuddannelsen i
sanitetstjenesten ikke er tilstrækkelig. Man kan ikke forlange, at man kan nok på så kort tid som 6 uger. Jeg er
lykkelig over, at vi ikke stod med større uheld i Irak, end vi gjorde, hvor man kunne have reddet liv, hvis man
bare havde vidst lidt mere. Vi har læger på ambulancen. Men det er svært at få dem til Irak, og der skal være
tre for at opretholde det høje beredskab. Mange kommer direkte fra konsultationer, hvor de primært tager sig af
hverdagshovedpiner. Når vi kom ud til en skudt iraker, der lå med lungen ud, oplevede vi nogle gå i panik og
begynde at give hjertemassage til en mand, der trak vejret, hvilket man kan slå folk ihjel ved. Det jeg var
allermest bange for i Irak, var faktisk at komme i en situation, hvor jeg ville reagere anderledes, end jeg burde.
Men det skete heldigvis ikke.
Hvor meget fik I at vide før I tog til Irak?
Det var begrænset. Vi fik at vide, at der var stort set fredeligt bortset fra klankrige, som man i starten troede
kunne bekæmpes ved at konfiskerede våbnene, men det
viste sig at være håbløst. Der er ting man ikke kan blande
sig i, hvor vores kulturer er for forskellige. Tilsvarende kunne
man heller ikke bryde ind, når man så en mand banke sin
kone på åben gade. Forsvaret gik dog op i at fortælle os om
kulturelle forskelle selv bitte små ting som kan gøre en
forskel, så som at det at vise fodsål er en fornærmelse. Det
og undervisning i krigens love af en auditør, i.e. en
militærjurist, som sætter os ind i Geneve-konventionen, og
som vi kan stille spørgsmål, er obligatoriske kurser – ”dos
and don’ts”. At uddanne os i hvad man må og ikke må, tror
jeg faktisk er den bedste uddannelse, du kan give
fredsbevarende soldater. Det løser mange problemer.
Er der ofte tvivlsspørgsmål?
Der er en masse procedurer i forbindelse med hver konkret situation – truer en mand dig med et våben, må du
så skyde? Skyder man, kommer juristerne med paragrafferne. Men auditøren sagde ”skyd nu bare, så tager vi
den derfra bagefter” Så tager de stilling til, om vi skal straffes eller ej. Hver gang man afgiver et skud over 45˚
(tror jeg), kommer der jurister fra Danmark til missionsområdet for at efterforske det. Det bliver overholdt, for
så slipper man for en masse ballade. Det gør at vi danskere ikke bare går ud og skyder folk, som amerikanerne
gør.
Amerikanerne får ikke den slags informative foredrag?
Mortens forklaring af rangsystemet:
Generelt er konstabelgruppen, som jeg tilhører, de
laveste – det menige personel. Så kommer
sergentgruppen, som er befalingsmænd med
befalingsret over os. Dem med det øverste ansvar er
officererne. Konstabelgruppen kan inddeles:
konstabel, overkonstabel og overkonstabel af første
grad. Sergentgruppen: sergent, oversergent,
seniorsergent, chefsergent. For officererne hedder
det: løjtnant, premiereløjtnant, kaptajn, major,
oberstløjtnant, oberst, brigadegeneral, generalmajor,
generalløjtnant, og så general, som der kun er to i
Danmark, Helsø og Prins Henrik. Og så er det noget
helt andet inden for Flyvevåbnet og Søværnet.
Det er ikke mit indtryk. Jeg talte med en amerikansk soldat i Kuwait, der sagde, at han var dernede for at
hævne 11. september. Alle med mørke øjne og mørkt hår, som taler et mærkeligt sprog og tilbeder Allah, er jo
terrorister og de skal bare ned, som kommunisterne skulle under den kolde krig. Det virkede til at være det, de
får at vide hjemmefra, og så går det galt. Det er frygteligt!