Patienterne fortæller - Sikker Patient

sikkerpatient.dk

Patienterne fortæller - Sikker Patient

Læringssæt 7

Patienterne fortæller

Syv patienters og fire pårørendes

oplevelser af manglende patientsikker-

hed

November 2006

www.patientsikkerhed.dk


Patienterne fortæller

I dette hæfte har vi samlet en række patienters og pårørendes fortællinger om

deres oplevelse af manglende patientsikkerhed. Fortællingerne er autentiske

og giver læseren en hurtig og sikker fornemmelse af patientsikkerhedens

mangfoldighed og kompleksitet.

Fortællingerne kan læses uafhængigt af læringssættets andre materialer, men

de kan også med fordel læses i sammenhæng med læringssættet.

Særligt oplægsholdere og undervisere, der ønsker at bruge præsentationerne

om patientsikkerhed til organisationer og til patienter og pårørende, kan have

glæde af at læse "Patienterne fortæller" forud for brug af præsentationerne.

Det vil give flere eksempler på manglende patientsikkerhed, som vil kunne

inddrages i og supplere præsentationen.

Fortællingerne er indsamlet i perioden juni til september 2006. Her har vi fået

stor hjælp af de repræsentanter fra patientorganisationerne, der deltog i spar-

ringsgruppen for dette læringssæt. Fortællingerne illustrerer også hvor forskel-

ligartede oplevelser af fejl er.

Alle fortællingerne vil indgå i Dansk Selskab for Patientsikkerheds vidensbank

og vores fremtidige arbejde. Vi har imidlertid ikke kunne optrykke dem alle

her. Her har vi tilstræbt så stor spredning i hændelserne som muligt og ligele-

des så få gentagelser som muligt.

En tak til jer der hjalp i indsamlingsfasen og en tak til jer der bidrog med jeres

fortælling.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed

November 2006

2


Indhold

Patienternes fortællinger .........................................................4

Dobbeltdiagnose + frit sygehusvalg = 30 o skævt knæ ..............4

Infektion i operationssår .......................................................7

Forveksling af methotrexat og folinsyre ...................................9

"Næsten" medicineringsfejl med methotrexat.........................10

Unødig bedøvelse ...............................................................11

Infektionsrisiko blev ignoreret..............................................12

Ufølsom behandling sårer og svækker ...................................13

Pårørendes fortællinger .........................................................14

Min far døde i sit beskyttelsesbælte ......................................14

Kraftige smerter efter operation ...........................................17

Sen diagnosticeret lungekræft..............................................18

Sygdom under ferie ............................................................19

3


Patienternes fortællinger

Dobbeltdiagnose + frit sygehusvalg = 30 o skævt knæ

Jeg er en kvinde på 51 år, som i 2001 fik en hjerneskade som har betydet, at

jeg har en del spasticitet i primært højre side. Den hændelse, som jeg vil for-

tælle om skete i 2003/2004 og handler om min oplevelse af at vælge det frie

sygehusvalg og samtidig have en dobbeltdiagnose.

Som følge af en gammel sportsskade var mit højre knæ så slidt, at jeg i 2003

sagde ja til at få knæet udskiftet med en protese. Den henvisende ortopæd

gjorde i sin henvisning til det nærliggende universitetshospital opmærksom

på, at min spasticitet kunne komplicere efterforløbet. På grund af den lange

ventetid til behandling kontaktede jeg mit amts patientrådgiver og fik her løfte

om, at jeg ikke ville blive dårligere behandlet, hvis jeg benyttede det frie sy-

gehusvalg. Jeg tog derfor kontakt til et sygehus udenfor mit amt og blev her

opereret i starten af november 2003. I forbindelse med udskrivelsen skrev den

opererende overlæge et særskilt brev til universitetshospitalet med anmodning

om, at jeg fik en speciel genoptræning, som tog hensyn til mine særlige be-

hov, som følge af min spasticitet.

På trods heraf visiteres jeg til et almindeligt ”knæhold”. Operationen og det

efterfølgende sygeleje forværrede ikke uventet min spasticitet. Derfor stod det

allerede efter 14 dage klart for mig, at genoptræning hos fysioterapeuter med

specialviden alene inden for ortopædkirurgi ikke ville kunne give mig et opti-

malt resultat af en ellers vellykket knæudskiftning.

Det næste halve år opfatter jeg i dag som en lang kamp for at opnå den nød-

vendige genoptræning af personale med viden om neurologiske lidelser – her-

under spasticitet. To barrierer stødte jeg ind i. For det første fik jeg af behand-

lerne på universitetshospitalet at vide, at det havde været meget nemmere,

hvis jeg havde været opereret dér i stedet for på nabosygehuset, for så kunne

4


ehandlerne bedre ”snakke” sammen. For det andet blev det hurtigt klart, at

jeg blev indblandet i en strid om, hvis ansvar jeg egentlig var. Var jeg orto-

pædisk afdeling på det opererende sygehus ansvar, eller var jeg neurologisk

afdeling på universitetshospitaltets ansvar eller var jeg måske fysioterapiafde-

lingens ansvar. Jeg søgte hjælp hos praktiserende læge, Hjerneskadecenteret

og Hjerneskaderådgivningen i mit amt samt ikke mindst hos den opererende

ortopædkirurg. Alle var enige om, at min fysiske helbredstilstand ville være

truet, hvis jeg ikke snart fik mere end de to gange en ½ times træning om

ugen samt ikke mindst en mere specialiseret genoptræning. Der blev derfor

skrevet henvisninger og breve til den neurologiske overlæge på universitets-

hospitalet. Han tilså mig endelig 3½ måned efter, at jeg havde fået mit nye

knæ. Kun for at fortælle mig, at jeg ikke var hans ansvar men alene et orto-

pædisk ”problem”. Nu stod jeg igen magtesløs med et knæ som ikke kunne

strækkes ud, og tiden gik bare, og fremtidsudsigterne blev hele tiden dårlige-

re.

Alt for sent fik jeg den ide at kontakte patientvejlederen i amtet. Hun viste et

stort engagement for at hjælpe mig, og hun gjorde noget, som ingen andre

havde gjort, - nemlig at tage personlig kontakt til universitetshospitalet og det

lykkedes hende et halvt år efter operationen at få arrangeret det sådan, at jeg

fik træning fem gange om ugen. De tre gange var hos en fysioterapeut med

viden om neurologi og de to hos én med viden om ortopædkirurgi. Pludselig

kunne systemet finde ud af at samarbejde.

Desværre var det alt for sent. Ledkapslen på bagsiden af knæet var vokset

sammen, og knæet manglede 30 grader i at kunne strækkes ud.

Jeg er efterfølgende blevet tildelt en ménerstatning på 66.000 kr. fra Patient-

forsikringen, hvilket selvfølgelig er et plaster på såret, men jeg vil langt hellere

have foretrukket et knæ med en normal bevægelighed. Netop fordi jeg har en

dobbeltdiagnose med et i forvejen ikke optimalt fungerende ben, havde dette

været af stor betydning for mig.

5


Psykisk var det en svær tid, hvor jeg følte mig besværlig og afvist af behand-

lerne. Hvorfor kunne systemet ikke rumme mig? Det kunne da ikke være før-

ste gang, at behandlersystemet var stødt på patienter med en dobbeltdiagno-

se, som i mit tilfælde handlede om to forholdsvis almindelige lidelser. Samtidig

undlod behandlerne på universitetshospitalet ikke at gøre mig opmærksom på,

at jeg havde truffet et dårligt valg ved at benytte det frie sygehusvalg. Jeg

skulle have til ventet, der var tid i hos dem. Det blev ligesom min egen skyld

og mit eget ansvar, at det gik som det gik.

Når jeg ser tilbage tror jeg, at alle de behandlere, som jeg mødte i forløbet,

ikke mener, at de har gjort noget galt, og de har sikkert haft mange gode ar-

gumenter for, at de handlede, som de gjorde. Men samlet har de ikke været i

stand til at sætte patienten i fokus og i stand til at kommunikere som en en-

hed. Derfor vil jeg foretrække at opfatte mine oplevelser med sundhedssyste-

met som en systemfejl frem for en række menneskelige fejl. I min sag har be-

handlerne haft en tendens til at pleje deres egne faggrænser i stedet for at

tage en åben dialog om patienten på tværs af sygehuse, specialer og afdelin-

ger.

Jeg var en pågående og aktiv patient, og alligevel gik det galt. Det eneste som

jeg i dag fortryder er, at jeg ventede så længe med at kontakte patientrådgi-

veren. Patientrådgiveren gjorde nemlig det som systemet ikke gjorde. Hun

satte patienten i fokus og gik på tværs af faggrænser og afdelinger i sin søgen

efter en løsning.

6


Infektion i operationssår

Jeg var i år 2002 indlagt på plastikkirurgisk afdeling. Jeg havde fået fjernet

lymfekirtlerne i højre armhule efter bortoperation af modermærkekraft på høj-

re overarm. Operationen var gået godt, og jeg havde efter operationen fået

sat plaster i hele armhulen, som skulle fjernes ti dage efter operationen.

På grund af for meget sekretion fra såret skulle mit dræn bevares, og jeg for-

blev indlagt, men flyttede to dage efter operationen på patienthotel og mødte

op på afdelingen dagligt til stuegang.

På sjette dagen, om aftenen, opdager jeg en dårlig lugt fra armhulen. Jeg går

over på på afdelingen kl. 21.30 om aftenen og beder den sygeplejerske jeg

var tilknyttet om at fjerne forbinding og plaster og tilse cikatricen, da jeg men-

te lugten kunne være tegn på infektion.

Sygeplejersken afviser at fjerne forbinding mm. med den forklaring, at plaste-

ret skal blive siddende indtil ti dage efter operationen. Jeg indvender, at det

vel kun var hvis alt gik planmæssigt. Ved tegn på infektion skulle såret vel

renses og forbindingen skiftes. Da vi har diskuteret frem og tilbage i omkring

10 minutter, oplyser sygeplejersken, at hun ikke har tid til at gøre det nu, for

hun skal være færdig med nogle opgaver inden vagtskifte.

Den afvisning provokerer mig, og jeg siger til hende, at det undrer at mig hun

prioriterer på den måde, at hun hellere vil stå og diskutere med mig, for på

den samme tid kunne hun have nået at skifte forbindingen. Jeg vil henvende

mig til afdelingslægen næste dag og klage over den behandling.

Dagen efter blev cikatricen tilset, der var infektion, og jeg blev sat i antibioti-

kabehandling og skulle dagligt have renset såret til infektionen var væk.

7


Jeg klagede til afdelingssygeplejersken og lægen over behandlingen og for-

langte mig udskrevet. Derudover fik jeg en sygeplejerske, jeg kender privat,

til at komme og rense såret dagligt.

8


Forveksling af methotrexat og folinsyre

Jeg har haft gigt, siden jeg var helt lille og sygdommen har altid svinget me-

get. Efter en lang årrække - uden de store symptomer - brød min gigt pludse-

lig ud igen.

Jeg gik til min reumatolog og blev sat i behandling med methotrexat. Jeg fik at

vide, at jeg skulle tage methotrexat hver mandag og folinsyre de øvrige seks

dage i ugen.

Det blev mandag. Jeg tog min dosis af methotrexat og stillede glasset ud i

medicinskabet. Glasset med folinsyre stillede jeg på mit skrivebord og huskede

at tage en pille hver dag.

Det vil sige, at jeg troede det var sådan. Men faktisk havde jeg fået byttet

glassene om og tog derfor methotrexat i seks dage, og først da jeg om man-

dagen gik ud i medicinskabet for at tage en pille af det glas, jeg troede inde-

holdt methotrexat, opdagede jeg, at det var folinsyren, der stod i skabet.

Heldigvis var jeg startet på en meget lav dosis methotrexat, og jeg fik ingen

bivirkninger. Det var naturligvis en chokerende oplevelse, og det overraskede

mig, at det kunne ske. Jeg plejer at have tjek på sådan noget. Men årsagen

kunne være en kombination af, at de to piller ligner hinanden rigtig meget, -

de er begge små og gule - og at jeg havde det rigtig skidt med gigten og var

meget træt.

9


"Næsten" medicineringsfejl med methotrexat

Jeg har leddegigt og var i 2005 indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling for at

få opereret mit ene knæ. Min leddegigt kræver, at jeg er i behandling med

gigtmedicinen methotrexat, som jeg skal tage ti tabletter af én gang om ugen.

Dette havde jeg naturligvis oplyst ved indlæggelsen på hospitalet.

Da vi kom til mandag, som er den dag, jeg tager methotrexat, kom sygeple-

jersken med én methotrexattablet. Jeg protesterede og sagde, at jeg skulle

have ti tabletter, og hun svarede: ”Da ikke på samme dag, vel?”

Jeg insisterede naturligvis og fik, kun med møje og besvær hende til at tro på,

at jeg skulle have ti tabletter én gang om ugen og ikke over flere dage. Hun

undskyldte sig med, at den ortopædkirurgiske afdeling meget sjældent havde

patienter i behandling med methotrexat.

Hvis jeg ikke selv havde været opmærksom og klar over, hvad jeg får af me-

dicin, kunne denne episode godt have udviklet sig til en utilsigtet hændelse.

Methotrexat kan give alvorlige forgiftninger, hvis tabletterne tages dagligt i

stedet for ugentligt.

10


Unødig bedøvelse

Jeg har leddegigt og skulle have en ganske ordinær operation, en stivgørelse

af højre storetås grundled, og skulle derfor have en rygmarvsbedøvelse. Anæ-

stesilægen havde ”praktikant” på, og der var en god stemning med meget

snak og latter. En af operationssygeplejerskerne havde sat de to små flasker

med bedøvelse frem, én med og én uden sukker.

Ved en bedøvelse af kun højre ben, sprøjtes bedøvelse med sukker ind, og

derefter lægges man om på højre side, så bedøvelsen med det tunge sukker

”falder” ned i netop højre ben.

Under den megen snak fik anæstesilægen desværre lagt den almindelige be-

døvelse - altså uden sukker, så begge ben samt underliv var fuldstændigt be-

døvet.

Der skete ingen skade ved det, men det var en unødvendig bedøvelse af beg-

ge ben, og heldigvis var der kun bedøvelsesflasker på det lille udstyrsbord!!!!!

11


Infektionsrisiko blev ignoreret

Jeg har leddegigt og under et operationsforløb, hvor der uheldigvis var kom-

met en stafylokokinfektion, skulle der tages et røntgenbillede.

Ortopædkirurgen havde tydeligt og med stor skrift skrevet på henvisningen

INFEKTION.

Inde på røntgenstuen blev der ikke taget nogen synlige tiltag. Sygeplejersken

tog direkte på min fod, og placerede den på røntgenpladen for så siden at tage

pladen med ind bagved for fremkaldelsen, fortsat uden at rense eller vaske

hænder eller selve pladen.

Det er muligt, at personalet er stærke, raske folk, der ikke bliver smittet, men

den næste patient på stuen kunne være meget syg, hvorved infektionen kun-

ne være dødelig.

12


Ufølsom behandling sårer og svækker

Jeg har haft sclerose i 26 år og levet med og accepteret den, dvs. jeg psykisk

næsten hele tiden har kunnet følge med, da sygdomsforløbet har haft en ha-

stighed, så jeg kunne ændre min hverdag gradvis. Den negative oplevelse fik

jeg i 2002, da jeg fik to voldsomme atakker oven i hinanden (et halvt år efter

ophør med betainteferon). Jeg blev meget chokeret, havde ikke oplevet noget

lignende før (havde kun haft et stort attak) og var totalt hjælpeløs.

Jeg blev indlagt og fik af de fleste en god behandling, men en dag, hvor jeg

særligt havde brug for, at man troede på en fremtid også for mig, fik jeg bare

en stor ”Dirch Passer” ble på, da en fra plejepersonalet ikke gad eller havde tid

til at komme med et bækken hyppigt til mig. Jeg blev meget vred og ked af

det. Jeg oplevede den totale mangel på menneskelig medfølelse og menneske-

lig forståelse.

Siden blev jeg indlagt til effektiv genoptræning på et sclerosehospital. Man

troede på mig og ordene ”med din forfængelighed skal du da ikke have en så

stor uformelig ble på”. Jeg fik up and go ble til voksne og i løbet af 1 uge hav-

de jeg så meget styr over vandladningen, at det var til at klare selv.

Jeg mener, at i situationer hvor man er ude hvor der er bundløst og råber højt

om hjælp, så bør personalets hjælp også på offentlige sygehuse være god.

Resultatet for mig er, at jeg ikke længere kan gå uden rollator og ikke særligt

langt. Min egen vilje til daglig træning gør, at jeg for det meste kan klare mig

selv. Min mand, familie og mange gode venner er mit faste bagland, så trods

alt har jeg et godt liv.

13


Pårørendes fortællinger

Min far døde i sit beskyttelsesbælte

Min far blev 78 år. Han levede i over 50 år sammen med min mor i et hus, de

selv havde bygget. Efter min mor døde, klarede han sig næsten selv i to år.

De sidste fire måneder af hans liv boede han fire forskellige steder på grund af

sin demens.

Min far havde Alzheimer demens af middelsvær grad. Han begyndte at falde,

sandsynligvis på grund af sin demens, og fordi han havde en kunstig hjerte-

klap, skulle han resten af sit liv have blodfortyndende medicin. Det gjorde, at

han meget let fik blå mærker, når han faldt, og det var store blå mærker. Det

kunne hans krop ikke holde til.

På den sidste afdeling min far var indlagt på, en gerontopsykiatrisk afdeling,

skulle man observere ham for en særlig demenstype, som lægerne mente,

han kunne have. På grund af de mange fald blev min far spændt fast med et

stofbælte rundt om maven. Hvis han sad i en stol blev bæltet spændt fast fra

stolen og til en radiator. Lovgivningen giver personalet lov til at beskyttelses-

fiksere en patient også med tvang, hvis patienten udsætter sig selv for fare.

Min far var modstandsmand under 2. Verdenskrig og elskede sin frihed. Han

kunne ikke lide at sidde fastspændt og prøvede ofte at løsne bæltet.

En eftermiddag efter at min far har ligget i sengen fastspændt, vil aftenperso-

nalet prøve at få min far op i en kørestol og ind i dagligstuen, for at han kan

spise aftensmad sammen med de andre patienter. Min far er urolig, så perso-

nalet lader ham sidde i en stol fastpændt på sit værelse, som han ofte gjorde.

Det er kutyme, at personalet tilser en patient, der er beskyttelsesfikseret hver

halve time, men der er ingen nedskrevne regler om det på afdelingen. Der er

14


nogle få nedskrevne regler lavet fem år tidligere, som ikke siger noget om sik-

kerheden omkring den beskyttelsesfikserede. Der er ingen lov om, at man skal

have fast vagt, når man er beskyttelsesfikseret, lige som der er, når man er

fikseret med et hårdt bælte.

Min far bliver tilset ca. kl. 19.00, og på grund af en urolig patient som perso-

nalet bliver nødt til at skærme, og en sygeplejerske, der er syg og må gå

hjem, bliver min far ikke tilset en halv time efter. Kort før kl. 20.00 hører per-

sonalet ham ”snakke” på sit værelse og på vej rundt med aftenkaffen kl.

20.10, finder de ham siddende foran stolen nede på gulvet. Han er kommet

nedenud af bæltet, med bæltet strammende omkring halsen. Han har taget

det meste af sit tøj af. Han har ingen puls, og personalet starter genoplivning

med det samme. Min fars hjerte begynder igen at slå, og han overflyttes til et

andet sygehus, hvor han lægges i respirator. Min far kommer ikke til bevidst-

hed, og det besluttes dagen efter at lade ham komme fri af respiratoren. Min

far dør nogle timer efter.

Min far sad fastspændt alene med lukket dør uden en klokkesnor på sit værel-

se, der lå helt nede i bunden af afdelingen længst væk fra personalet. Perso-

nalet siger, at de brugte en messingklokke som kaldeanordning hos beskyttel-

sesfikserede patienter, men vi så aldrig én hos min far, de gange vi besøgte

ham, så det er uvist, om han havde én den dag. Om han har været i stand til

at benytte én, tror jeg ikke, og om den kan høres så langt væk, tror jeg heller

ikke. På afdelingen findes der ingen klokkesnore overhovedet.

Min fars død kunne være undgået hvis:

- Min far havde haft fast vagt eller anden form for konstant overvågning.

- Hans bælte var fikseret således, at han ikke kunne komme nedenud af det.

- Afdelingen benyttede bælter, som har en skridtrem.

- Min far havde haft mulighed for at tilkalde hjælp med en klokkesnor, der var

sat fast til hans stol.

- Min far havde haft en klokkesnor sat fast på sit tøj.

15


- Afdelingen havde haft mere opmærksomhed på, at min far ikke ønskede at

blive fikseret og ofte prøvede at komme ud af bæltet.

- Min far havde siddet i et værelse nær personalet med åben dør, så han var

blevet set og hørt noget før.

Det er nok svært at undgå, at der pludselig opstår travlhed, sygdom o.l. på en

afdeling, jeg tror ikke det kan forebygges. Loven omkring beskyttelsesfiksere-

de patienter er ikke blevet ændret til trods for, at Sundhedsministeriet er ble-

vet bekendt med sagen og til trods for, at der netop er lavet en revision af

psykiatriloven. En lovgivning omkring fast vagt ville ellers have reddet min far.

Men når det er op til de enkelte afdelinger at udfærdige en procedure omkring

de beskyttelsesfikserede patienter, så ville det være oplagt, at de forskellige

afdelinger og steder, der benytter sig af at beskyttelsesfiksere, sætter sig

sammen og udfærdiger en fælles procedure for, hvordan sikkerheden omkring

en beskyttelsesfikseret patient bør være. Det er jo ikke første gang, at en pa-

tient bliver kvalt i et beskyttelsesfikseringbælte, og andre lande har ligeledes

erfaringer inden for dette. Initiativet bør komme fra Sundhedsministeriet.

16


Kraftige smerter efter operation

Min stedsøn Christian på 11 år er rygmarvsskadet og bliver indlagt på en orto-

pædkirurgisk afdeling for at få en stivgørende rygoperation.

To dage efter operationen begynder Christian at skrige. Han har voldsom ho-

vedpine, ryster og er angst. Jeg er selv paraplegier og kender derfor til pro-

blemer hos rygmarvsskadede. Jeg vidste derfor straks, at Christian havde ud-

viklet autonom hyperrefleksi.

Autonom hyperrefleksi er en sjælden reaktion, der kan opstå hos patienter

med høje rygmarvskader, når der er noget i den nederste lammede del af

kroppen, der generer. Der sker en overreaktion i det autonome nervesystem,

som blandt andet kan få blodtrykket til at stige så meget, at der kan være fare

for hjerneblødning.

Da Christian udviklede autonom hyperrefleksi viste det sig, at lægerne ikke

kendte til tilstanden. De lyttede heller ikke til os. Heller ikke da vi indhentede

informationer om tilstanden fra blandt andet Paraplegierfunktionen i Viborg,

som er en af de to danske specialenheder for rygmarvsskadede.

Lægerne på ortopædkirurgisk mente derimod, at der var noget galt med Chri-

stians hjerne og sendte ham til CT-scanning. Scanningen viste ikke noget.

Til sidst fandt vi selv ud af, hvad der hjalp Christian. Han faldt til ro og kunne

slappe af, når han blev hejst op i liften over sengen. Det gav ham et bekvemt

leje. Og det er netop en kendt behandlingsmulighed ved autonom hyperreflek-

si at finde en lejring, som er behagelig for patienten.

Det var en skræmmende oplevelse. Vi kunne ikke overbevise lægerne, selvom

vi vidste, hvad der var galt. Afdelingen forklarede os, at de ikke kunne komme

i kontakt med den overlæge, der havde opereret Christian.

Vi ville have ønske, at vi under forløbet var kommet i kontakt med en patient-

vejleder.

17


Sen diagnosticeret lungekræft

En 30-årig kvinde på Kræftlinien fortæller følgende historie:

Hendes mor er død i begyndelsen af måneden af lungekræft. Moren blev 48 år

gammel.

Morens sygdomssymptomer debuterede, da hun var 46 år med vedvarende

skuldersmerter i venstre skulder. Egen læge ignorerer klagerne i første om-

gang. Da hun henvender sig gentagne gange med samme klager bliver der

efter et år taget et røntgenbillede af lungerne, som viser normale forhold.

Moren har fortsat smerter, som ikke ændrer sig trods fysioterapi behandling

mm. Hun konsulterer nu på eget initiativ et privathospital i Tyskland og får la-

vet en CT-scanning. Scanningen viser lungecancer: én knude på 4 gange 6 cm

og én lidt mindre. Den ene knude sidder tæt ved brystben og aorta og kan

derfor ikke bortopereres. Moderen kommer i kemobehandling på et hospital i

Danmark og dør et år efter.

Datteren er meget vred over den træge arbejdsgang i systemet og bitter over,

at lægerne ikke lytter mere til patienten. Morens egen mor var også død af

lungekræft, og havde haft nogle af de samme symptomer, hvilket moderen

flere gange har påpeget overfor lægerne. Moderen vidste også, at hun som

storryger var i risikozonen.

Datteren er vred på sig selv over, at hun ikke noget før tilskyndede moren til

at tage til Tyskland, da hun så måske havde haft bedre muligheder for helbre-

dende behandling.

18


Sygdom under ferie

Jeg var med min fysisk/psykisk udviklingshæmmede søn på 35 år på ferie.

Mandag middag klager han over smerter i ryggen ned over lænden og om i

siden. Smerterne kommer med mellemrum, men tiltager op af dagen. Han

klager og er meget forpustet. Omkring klokken 16.30 kontakter jeg lægevag-

ten, da jeg er ved at blive bange på min søns vegne. Jeg får den besked, at

jeg kan vente på byens sundhedscenter til kl. 19.00, så kommer der en læge.

Lægen kommer og lytter på min søn og siger, at det ikke er noget at bemær-

ke, måske en muskelforstrækning, så min søn skal have et par Panodil og el-

lers kunne vi henvende os til lægen i den nærliggende, større by dagen efter.

Jeg tænker, at må det jo være rigtigt, men det var noget af en prøvelse den

nat. Det meste af natten ligger min søn og klager sig og får samtidig diarre.

Vi får kontakt med lægen. Han lytter på ham, måske er det tegn på infektion,

så min søn får noget antibiotika og noget til at stoppe diarreen. Det bliver

værre og værre, og nu bliver jeg for alvor rigtig bange, men alligevel må jeg

jo have tiltro til lægen. Natten foregik på samme måde som den forrige.

Onsdag den 2.8. kontakter jeg lægen igen og forklarer ham situationen. Han

vil gerne se min søn igen og finder ud af, at blodtrykket er stigende. Lægen

beder os om at køre direkte til sygehuset.

Her bliver min søn grundig undersøgt og røntgenfotograferet og får taget en

blodprøve (CRP) som viser et tal på 412. Sygehuset tilbyder at indlægge ham,

men da vi er på ferie aftaler vi, at de kontakter vores hjemamts sygehus, så

de kan være klar, når vi ankommer.

Turen går stærkt og da vi ankommer, skal min søn igennem hele proceduren

igen, undersøgelse, røntgen (de tidligere kunne ikke bruges) og CRP som er

19


stigende. Lægen forklarer, at det er lungehindebetændelse og min søn kom-

mer straks i behandling med tre forskellige slags antibiotika.

Dagen efter får jeg at vide, at det nok ikke rr lungehindbetændelse og det var

en meget ung læge, som havde stillet diagnosen. Det er nok noget med ma-

ven, CRP-tallet er ikke faldet og det er alarmerende, så nu skal han scannes.

Min søn faster fra midnat til kl. 12 næste dag. Scanningen bliver imidlertid af-

lyst på grund af tidsnød og kan først foretages dagen efter. Min søn bliver me-

get ulykkelig og bange, så jeg må overnatte hos ham i to døgn. Scanningen

viser, at det er lungehindebetændelse.

I de ti dage som min søn var indlagt, tror jeg, at der har været 8-10 forskelli-

ge læger indblandet og mange af dem med forskellige meninger. En ville have,

at han skulle blive et par dage længere, så han ikke fik tilbagefald, en anden

ville have ham hjem, trods at CPR-tallet stadig var på 200. To dage efter at

han var kommet hjem, måtte vi til lægen igen og min søn fik igen antibiotika

og smertestillende i yderligere ti dage for at trække vejret helt igennem. Først

1½ måned efter er min søn ved at være rask. Det har været meget hårdt med

alle de fejlinformationer, og jeg ønsker virkelig, at dette ikke sker for andre.

Jeg ved ikke, om jeg er fejlinformeret, men det har været fremme i medierne,

at det er meningen fremover, at én læge følger den enkelte patient. Dette for-

løb har virkelig været frustrerende og givet mange bange anelser.

20

More magazines by this user
Similar magazines